Doktor Moreaus Ø/1. Øen uden Navn
Første Kapitel.
Øen uden Navn.
Jeg laa tværs over en af Tofterne, jeg ved ikke hvor længe, og tænkte paa, at dersom jeg havde Kræfter nok til det, vilde jeg drikke Søvand for at blive vanvittig og faa en hurtig Ende paa det. Og medens jeg laa der, saa jeg — skønt uden større Interesse end om det havde været et Billede, jeg betragtede — et Sejl hæve sig op over Horisonten og komme nærmere. Jeg maa have været fra Forstanden, men alligevel har jeg en fuldstændigt tydelig Erindring om alt, hvad der hændte. Jeg kan huske, hvorledes mit Hovede steg og sank i Bølgegangen, og Synskredsen med Sejlet ovenover dansede op og ned. Men jeg husker ogsaa ligesaa tydeligt, at jeg var overbevist om, at jeg var død, og at jeg tænkte paa, hvor komisk det var, at de skulde komme saa faa Øjeblikke for sent til at finde mig i Live.
I en uendelig Tid, forekom det mig, laa jeg med Hovedet paa Toften og holdt Øje med den gyngende Skonnert — det var et lille Skib, taklet som en For- og Agter-Skonnert — efterhaanden som den hævede sig op af Søen. Den kom nærmere, idet den krydsede sig fremad med Stagvendinger, thi den sejlede stik imod Vinden. Det faldt mig aldeles ikke ind at forsøge paa at tiltrække mig Opmærksomhed, og jeg husker ikke tydeligt, hvad der skete, efter at jeg havde faaet dens Skrog i Sigte, førend jeg befandt mig i en lille Kahyt agterude. Jeg har en uklar og forstyrret Erindring om, at jeg blev løftet op til Falderebet, og om et stort, rødt, fregnet Ansigt, der var omgivet af rødt Haar, og som stirrede paa mig over Skanseklædningen. Jeg fik ogsaa et ubestemt Indtryk af et mørkt Ansigt med et Par mærkværdige Øjne, der bøjede sig tæt ned til mit, men det ansaa jeg for en uhyggelig Fantasi, indtil jeg traf det igen. Jeg tror at kunne huske, at et eller andet blev hældt ind mellem mine Tænder. Men det er ogsaa det Hele.
Jeg var bevidstløs i lang Tid. Den Kahyt, i hvilken jeg tilsidst opdagede, at jeg laa, var lille og temmelig smudsig. En ung Mand med hørgult Haar, stridt blondt Overskæg og nedhængende Underlæbe sad og holdt mig om Haandleddet. I et Minut stirrede vi paa hinanden uden at sige noget. Hans Øjne var vandede, graa, udtryksløse.
Saa lød der lige over mit Hoved en Støj, som om en Jærnseng blev kastet hid og did, og en lav, vred Brummen af et eller andet stort Dyr. I det samme talte Manden.
Han gentog et Spørgsmaal, som han allerede havde gjort: "Hvordan befinder De Dem nu?"
Jeg tror, at jeg sagde, at jeg befandt mig fortræffeligt. Jeg kunde ikke mindes, hvordan jeg var kommen derhen. Han maa have læst Spørgsmaalet i mit Ansigt, thi Stemmen svigtede mig.
"De blev funden drivende i en Baad, halv død af Sult. Det Navn, der var malet paa Baaden, var "Lady Vain", og der var nogle sære Pletter paa dens Ræling." I det samme faldt mit Blik paa min Haand; den var saa udmagret, at den lignede en snavset Skindpose fuld af løse Knokler. Alle mine Oplevelser i Baaden stod nu igen klart for mig.
"Tag lidt af dette her," sagde han og gav mig en Dosis af en rød, iskold Vædske.
"Det var et Held for Dem," sagde han, "at De blev funden af et Skib med en Læge om Bord." Han havde en løjerlig, slubrende Udtale og en ganske svag Læspen.
"Hvad er dette for et Skib?" sagde jeg langsomt. Min Stemme var helt hæs, fordi jeg i saa lang Tid ikke havde brugt den.
"Det er en lille Koffardiskude fra Arica eller Callao. "Lykken" hedder den. Jeg har aldrig spurgt om, hvor den oprindelig hører hjemme. I Fæhovedernes Land formodentlig. Jeg er Passager og kommer fra Arica."
Støjen ovenover begyndte igen. Det var den snærrende Brummen fra før og en Menneskestemme. Saa lød en anden Stemme, der befalede en eller anden "forbandet Idiot" at holde op.
"De var ikke langt fra at dø," sagde Manden, som jeg talte med. "Sandt at sige meget nær ved det. Men nu har jeg hældt lidt Medicin i Dem. De ser paa de Saar paa Deres Arme? Ja, jeg maatte give Dem nogle Indsprøjtninger. De har ligget uden Bevidsthed i næsten tredive Timer."
Jeg tænkte mig langsomt om. Hylene fra en Mængde Hunde generede mig nu. "Tør jeg faa noget fast Føde?" spurgte jeg.
"Ja, og det kan De takke mig for," svarede han. "Lammekøddet er allerede puttet i Gryden."
"Javel," sagde jeg med Overbevisning, "jeg kunde nok have Lyst til noget kogt Lammekød."
"Men," sagde han med et Øjebliks Tøven, "— ser De — jeg længes svært efter at høre, hvordan det gik til, at De var ganske alene i Baaden." Jeg troede at bemærke en vis Mistanke i hans Øjne.
"Gid Fanden havde de Hyl!"
Han forlod hurtigt Kahytten, og jeg hørte ham i voldsomt Skænderi med en eller anden, der syntes mig at svare noget uforstaaeligt Kavdervælsk. Det lød, som om Ordstriden endte med Slag, men jeg antog, at jeg hørte fejl i saa Henseende. Derpaa raabte han noget til Hundene og vendte saa tilbage til Kahytten.
"Naa?" sagde han, idet han viste sig i Døren. "De var netop i Færd med at begynde Deres Fortælling."
Jeg sagde ham mit Navn, Edward Prendick, og fortalte, hvorledes jeg havde kastet mig over Naturvidenskaberne, fordi jeg fandt mit magelige, uafhængige Liv kedeligt. Dette synes at interessere ham. "Jeg har ogsaa lagt mig efter Videnskaben," sagde han. "Jeg har studeret Biologi ved Universitetskollegiet — undersøgt Regnormenes Æggestokke og Sneglenes Raspetunge og den Slags Ting. Aa Gud ja! Det er nu ti Aar siden. Men bliv ved, bliv ved — fortæl mig om Baaden."
Jeg fortalte ham om "Lady Vains" Skibbrud, om hvordan jeg havde reddet mig i Jollen sammen med Constans og Helmar, om hvordan vi trak Lod, og hvorledes de faldt over Bord, da de havde rejst sig op i Baaden for at slaas. Han var øjensynligt tilfreds med den Oprigtighed, hvormed jeg fortalte min Historie. Jeg talte i ganske korte Sætninger, thi jeg følte mig jammerligt svag, og da jeg var færdig, førte han snart efter Samtalen hen paa Naturvidenskaberne og paa sine egne biologiske Studier. Han havde øjensynligt været en temmelig tarveligt begavet medicinsk Student og gled snart over til at tale om Londons Forlystelser. Han fortalte nogle Smaahistorier. "Nu er det ti Aar siden jeg forlod alt det," sagde han. "Hvor det dog var glade Dage! Men jeg bar mig ad som et Fæ ..... Ruinerede mig selv, førend jeg var en og tyve. Nu ser det vel ganske anderledes ud altsammen .... Naa, men jeg maa nok probere, om jeg kan finde det Bæst af en Kok, og se, om han ikke snart har Deres Lammekød færdigt."
Dyrets Brummen ovenover begyndte igen, saa pludseligt og med en saa rasende Vrede, at det gav et Sæt i mig. "Hvad er det?" raabte jeg efter ham, men Døren var allerede lukket. Han kom tilbage med det kogte Lammekød, og dets appetitlige Duft gjorde et saadant Indtryk paa mig, at jeg øjeblikkeligt glemte Støjen af Dyret.
Efter at have tilbragt et Døgn med afvekslende at sove og spise var jeg kommen mig saa meget efter de otte Dages Sult og Lidelser, at jeg kunde kravle fra min Køje hen til Nedgangslugen og se de grønne Bølger forsøge paa at holde Skridt med os. Saa vidt jeg kunde se, sejlede Skonnerten med Vinden agterind. Montgomery — det var den blonde Mands Navn — traadte atter ind, mens jeg stod der, og jeg bad ham skaffe mig nogle Klæder. Han laante mig nogle af Sejldug, der tilhørte ham selv, thi det Tøj, jeg havde haft paa i Baaden, var bleven kastet over Bord, sagde han. Hans Klæder var temmelig store til mig, thi han var høj og hans Lemmer lange.
Han henkastede den Bemærkning, at Skipperen laa trekvart fuld nede i sin egen Kahyt. Mens jeg trak Klæderne paa, gav jeg mig til at gøre ham nogle Spørgsmaal om Skibets Bestemmelsessted. Han svarede, at det sejlede til Hawaji, men at det skulde landsætte ham først.
"Hvor?" spurgte jeg.
"Paa en Ø ..... Hvor jeg bor. Saa vidt jeg ved, har den intet Navn. "
Han stirrede paa mig, mens hans Underlæbe sank ned, og saa pludselig saa overnaturligt dum ud, at det faldt mig ind, at han vist helst vilde undgaa mine Spørgsmaal.