Doktor Moreaus Ø/18. Montgomerys "blaa Mandag"

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

V. Pios Boghandel København


Doktor Moreaus Ø.djvu Doktor Moreaus Ø.djvu/7 192-205

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Attende Kapitel..
Montgomerys "blaa Mandag".


Efter at have gjort dette, vasket os og spist. gik Montgomery og jeg ind i mit lille Værelse og begyndte for første Gang at drøfte vor Stilling alvorligt. Det var nu næsten Midnat. Han var saa godt som fuldstændigt ædru, men meget forvirret. Han havde i en mærkelig Grad staaet under Indflydelse af Moreaus Personlighed. Jeg tror ikke, at det nogensinde var faldet ham ind, at Moreau kunde dø. Denne Ulykke betød det samme som en pludselig Sammenstyrtning af de Sædvaner, der var blevne til en Del af hans Natur i de ti ensformige Aar eller mere, som han havde tilbragt her paa Øen. Han snakkede i uklare Udtryk, gav bagvendte Svar paa mine Spørgsmaal og hengav sig til vidtsvævende Betragtninger.

"Det er en asensdum Verden, vi lever i," sagde han. "Sikken et Roderi det altsammen er! jeg har jo slet ikke levet noget rigtigt Liv. Jeg gad vide, hvornaar det skal begynde. I seksten Aar er jeg bleven kujoneret af Barnepiger og Skolelærere, der behandlede mig aldeles, som de havde Lyst — saa fem Aars Slæb og Slid med Lægevidenskaben i London — daarlig Mad, gement Logis, gemene Klæder, gemene Fornøjelser — saa gjorde jeg en Dumhed — ja, jeg vidste sgu ikke bedre — og saa maatte jeg pille af i en Fart til denne nederdrægtige Ø. Og her har jeg været i ti Aar! Hvad er Meningen med det Hele, Prendick? Er vi Mennesker kun Sæbebobler, som et Barn morer sig med?"

Det var vanskeligt at svare paa saadanne Lamentationer. "Hvad vi nu har at tænke paa," sagde jeg, "er, hvordan vi skal slippe bort fra denne Ø."

"Hvad Gavn kan vi have af at slippe bort? Jeg er et Udskud. Hvor skal jeg ty hen? De kan sagtens, Prendick. Stakkels gamle Moreau! Vi kan ikke lade ham ligge her for Lud og koldt Vand. Under de nuværende Omstændigheder .... Og desuden, hvad skal der blive af de Skikkeligere blandt Dyrefolkene?"

"Ja," sagde jeg, "det kan vi besørge i Morgen. Jeg har tænkt paa, at vi jo kunde bruge det Kvas til Ligbaal og brænde hans Lig — og de andre Væsener fra Arbejdsværelset .... Men hvordan vil det gaa med Dyrefolkene?"

"Det ved jeg ikke. De, der er lavede af Rovdyr, vil formodentlig tidligere eller senere bære sig ad som nogle Fæhoveder. Vi kan jo da ikke slaa dem allesammen ned for Fode. Kan vi vel? Det er formodentlig det, som Deres bløde Hjærte vilde foreslaa? .... Men de forandrer sig nok. De forandrer sig ganske sikkert."

Saaledes snakkede han frem og tilbage uden at komme til nogen Afgørelse, indtil jeg tilsidst tabte Taalmodigheden. "For Fanden!" udbrød han til Svar paa en gnaven Bemærkning fra min Side. "Kan De da ikke indse, at jeg sidder værre i det end De?" Og han rejste sig op og hentede Kognaksflasken. "Drik," sagde han, da han kom tilbage. "Drik, De snusfornuftige. blegnæbbede, hellige Atheist!"

"Nej, jeg gør ikke," svarede jeg og holdt barskt Øje med hans Ansigt i Lampens gule Lys, mens han drak sig i en sluddervorn, ynkelig Tilstand. Jeg husker tydeligt, hvor inderligt led jeg var ved det Hele. Halvdrukken holdt han en Forsvarstale for Dyrefolkene og for M'ling. M'ling var det eneste Væsen, sagde han, som nogensinde virkeligt havde holdt af ham. Og saa fik han pludselig et Indfald.

"Fanden tage mig!" udbrød han, rejste sig vaklende og greb Kognaksflasken. En rent instinktmæssig Forstaaelse af, hvad han havde i Sinde, foer igennem mig som et Lyn. "De giver ikke det Dyr Spiritus!" sagde jeg, idet jeg sprang op og traadte henimod ham.

"Dyr!" gentog han. "De kan selv være et Dyr. Han drikker sin Snaps som et Kristenmenneske. At Vejen, Prendick."

"For Guds Skyld —" sagde jeg.

"Af Vejen!" brølede han og trak pludselig sin Revolver frem.

"Godt, som De vil," svarede jeg og traadte til Side. Jeg havde halvvejs i Sinde at kaste mig over ham, idet han lagde Haanden paa Dørgrebet, men Tanken om min ubrugelige Arm afholdt mig derfra. "De har gjort Dem selv til et Dyr. Gaa De blot hen og søg Dyrenes Selskab."

Han rev Døren op og stod med Ansigtet vendt halvt imod mig imellem det gule Lampelys og Maanens blege Skær; hans Øjehuler saa ud som sorte Klatter under hans korte, tykke Øjenbryn. "De er en højtidelig Stivstikker, Prendick, et dumt Asen! Altid er der noget, som De er bange for, eller noget, som De bilder Dem ind. Nu staar vi ved Begyndelsen til Enden. I Morgen bliver jeg nødt til at skære Halsen over paa mig selv, men i Aften vil jeg have mig en Fandens gemytlig blaa Mandag."

Han drejede sig om og gik ud i Maaneskinnet. "M'ling!" kaldte han. "M'ling, gamle Ven!"

Tre utydelige Skikkelser nærmede sig i det sølvklare Skær langsmed Randen af den graa Strandbred; den ene var en hvidklædt Skabning, de to Andre, der fulgte efter, saa ud som mørke Pletter. Derpaa saa jeg M'ling med sine krogede Skuldre komme rundt om Hjørnet af Huset.

"Drik," raabte Montgomery. "drik, I Dyr! Drik og bliv til Mennesker. Jeg er, Fanden tage mig, klogere end Moreau! Han glemte dette her. Det er dette, som I har manglet. Drik, siger jeg jer!" Og svingende Flasken i Haanden løb han i et Slags hurtigt Trav mod Vest, og M'ling sprang frem imellem ham og de tre utydelige Skikkelser, som fulgte efter.

Jeg gik hen til Døren. Da Montgomery standsede, var de allerede helt utydelige i Maanedisen. Jeg saa ham give M'ling en Slurk ren Kognak, og saa de fem Skikkelser smælte sammen til en ubestemt Klump. "Syng," hørte jeg Montgomery raabe. "Syng allesammen: Fanden i Vold med gamle Prendick! .... Det var Ret. Nu een Gang til: Fanden i Vold med gamle Prendick!"

Den mørke Gruppe opløste sig i fem enkelte Skikkelser, som langsomt drog bort henad den maanelyse Strandbred. Allesammen skraalede de i Munden paa hverandre, udhylede Forhaanelser af mig og gav paa alle mulige Maader de Følelser Luft, som denne nye Kognaksinspiration havde fremkaldt hos dem.

Lidt efter hørte jeg Montgomerys Stemme raabe langt borte: "Højre om!" og deres Brøl og Hyl trak sig efterhaanden ind i Skovens Mørke. Langsomt, meget langsomt, døde Larmen hen og der blev stille.

Natten laa nu atter i sin fredelige, straalende Skønhed. Det var meget klart i Vejret, og Fuldmaanen, som skinnede med stærk Glans paa den klare, blaa Himmel, sank nu ned mod Vest. Murens Skygge laa alenbred og kulsort for mine Fødder. Havet mod Øst var graat, mørkt og hemmelighedsfuldt, og mellem Søen og Skyggen glimtede og blinkede det graa Sand, der bestod af Obsidian og Krystaller, som en Strandbred af Diamanter. Bagved mig udsendte Lampen et varmt, rødligt Lys.

Saa lukkede og laasede jeg Døren og gik ind i Indelukket, hvor Moreau laa ved Siden af sine sidste Ofre — Jagthundene, Lamaen og nogle andre stakkels Dyr — med sit svære Ansigt, der var roligt selv efter hans frygtelige Død, og sine barske Øjne, som stod aabne og stirrede paa den døde, hvide Maane deroppe. Jeg satte mig paa Kanten af Afløbsrenden og begyndte at overveje mine Planer, med Blikket fæstet paa den uhyggelige Dynge Kvas med dens sølvhvide Lys og spøgelseagtige Skygger.

Næste Morgen vilde jeg samle nogle Levnedsmidler i Jollen, stikke Ild paa Ligbaalet her, og saa paany ro ud paa det øde, aabne Hav. Jeg følte, at der ingen Redning var for Montgomery — at han i Virkeligheden var halvvejs beslægtet med disse Dyrefolk og ikke egnede sig til at leve i det menneskelige Samfund. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der og udkastede Planer. Det har formodentlig varet omtrent en Timestid. Saa blev min Tankegang afbrudt ved, at Montgomery vendte tilbage til Egnen omkring Huset. Jeg hørte Hyl af mange Struber, forvirrede, jublende Raab, Hujen, Skraalen og ophidsede Hvin; de syntes at nærme sig Strandbredden og standse helt nede ved Vandkanten. Spektaklet steg og sank; jeg hørte tunge Slag og Brag af Træ, der splintredes, uden at det dog den Gang foruroligede mig. Saa begyndte en uharmonisk Sang.

Mine Tanker gled tilbage til, hvorledes jeg skulde undfly. Jeg rejste mig op, hentede Lampen og gik ind i et Skur for at undersøge nogle Tønder, som jeg havde set der. Nogle Biskuitdaaser vakte min Nysgærrighed, og jeg aabnede en af dem for at se, hvad den indeholdt. I det samme fik jeg et Glimt at se af noget bagved mig — et rødt, Hagrende Skær — og vendte mig hurtigt om.

Bagved mig laa Gaarden med skarpe Lys og sorte Slagskygger i Maanens Skær, og den Dynge af Brænde og Risknipper, hvorpaa Moreau og hans lemlæstede Ofre hvilede stablede oven paa hverandre. De syntes at kryste hverandre i et sidste, hævngærrigt Livtag. Hans gabende Saar var sorte som Natten, og Blodet, der var sivet ned, laa i mørke Pøle paa Sandet. Derefter fik jeg Øje paa Aarsagen til Fantomet, uden dog at forstaa den: et rødligt Lys, som kom og gik og dansede paa Muren ligeoverfor. Jeg troede, at det var et Genskær af min flimrende Lampe — hvilket senere viste sig at være en Fejltagelse — og vendte mig igen til Forraadene i Skuret. Jeg vedblev at rode om iblandt dem, saa godt som en eenarmet Mand kunde, fandt adskillige nyttige Ting og lagde dem til Side for at bære dem ned til Jollen i Morgen. Jeg kunde kun bevæge mig langsomt, og Tiden gik raskt. Snart begyndte Dagen at gry.

Sangen døde hen og gik over til en Skraalen, begyndte saa igen, men blev pludselig overdøvet af en stærk Tummel. Jeg hørte Stemmer raabe: "Mere, mere!" en Larm som af et Slagsmaal og pludselig et vildt Skrig. Støjen forandrede Karakter i saa høj Grad, at det tiltrak sig min Opmærksomhed. Jeg traadte ud i Gaarden og lyttede. Paa een Gang kom en Lyd, der skar gennem Forvirringen ligesom en Kniv — Knaldet af en Revolver.

Øjeblikkeligt foer jeg gennem mit Værelse hen til den lille Dør. Idet jeg gjorde det, hørte jeg nogle af Pakkasserne bagved mig glide ned med et Brag og en Klirren af Glas paa Skurets Gulv. Men jeg tog ingen Notits deraf. Jeg rev Døren Op og saa ud.

Oppe paa Strandbredden ved Baadehuset brændte et Baal, der opsendte en Sky af Gnister mod det svage Daggry. Rundt om dette kæmpede en Masse sorte Skikkelser, Jeg hørte Montgomery raabe paa mit Navn og gav mig straks til at løbe henimod dette Baal med Revolveren i Haanden. Een Gang saa jeg det røde Glimt af Montgomerys Pistol fare ud tæt ved Jorden. Han maatte altsaa være kastet omkuld. Jeg raabte af alle Kræfter og affyrede et Skud i Luften.

Jeg hørte nogen skrige: "Herren!" Den sorte, kæmpende Klump opløste sig i enkelte Individer, Baalet blussede stærkt op og sank saa sammen. Dyrefolkenes Flok flygtede for mig i pludselig panisk Skræk op ad Strandbredden. I min Ophidselse fyrede jeg efter dem, medens de forsvandt i Buskadset. Saa vendte jeg mig til den mørke Dynge, der laa paa Jorden.

Montgomery laa paa Ryggen med det haarede, graa Dyremenneske ovenpaa sig. Dyret var dødt, men klemte endnu Montgomerys Strube med sine krumme Kløer. Tæt ved laa M'ling med Ansigtet nedad og uden at røre sig; paa Halsen havde han et gabende Saar af et Bid og i Haanden Overdelen af den knuste Kognaksflaske. To andre Skikkelser laa tæt ved Baalet; den ene bevægede sig ikke, men den anden stønnede nu og da, løftede langsomt Hovedet og lod det falde igen.

Jeg greb fat paa det graa Væsen og trak det bort fra Montgomerys Legeme; dets Kløer flængede hans sønderrevne Jakke, mens jeg slæbte det til Side.

Montgomery var helt sort i Ansigtet og aandede næppe. Jeg stænkede Søvand i hans Ansigt og lagde min sammenrullede jakke under hans Hoved. M'ling var død. Det saarede Væsen ved Baalet — det var et Ulve-Menneske med et skægget, graat Ansigt — laa med Overkroppen paa det endnu glødende Træ; det arme Dyr havde faaet saa frygtelige Saar, at jeg af Medlidenhed straks skød det en Kugle gennem Hovedet. Det andet Dyr var en af de hvidklædte Okse-Mænd; han var ogsaa død.

Resten af Dyrefolkene var forsvundne fra Strandbredden. Jeg gik tilbage til Montgomery og knælede ved Siden af ham, mens jeg forbandede min Uvidenhed i Lægekunsten.

Baalet ved Siden af mig var sunket sammen, og kun nogle forkullede Bjælker, der glødede i den inderste Ende, og en graa Aske af Kvas var tilbage. Jeg forstod ikke, hvor Montgomery havde faaet Brænde fra til dette Baal. Saa lagde jeg Mærke til, at Dagen var ved at bryde frem. Himlen var bleven lysere, den nedgaaende Maane stod bleg og mat mod Dagens straalende Blaa. Mod Øst viste der sig en rød Stribe i Horisonten.

Da hørte jeg et dumpt Drøn og en hvislende Lyd bagved mig, saa mig om og sprang op med et Rædselsskrig. I Daggryets varme Skær saa jeg store Skyer af sort Røg vælde op fra Indelukket, og gennem deres mørke Virvar skød flagrende Glimt af blodrøde Flammer. Saa fængede Straataget. De bølgende Luer foer henover det skraa Tag. En Ildtunge slikkede ud gennem Vinduet i mit Værelse.

Jeg forstod straks, hvad der var sket. Jeg huskede det Brag, jeg havde hørt. Da jeg var styrtet ud for at hjælpe Montgomery, var jeg kommen til at vælte Lampen.

Umuligheden af at redde noget fra Indhegningen var indlysende. Mine Flugtplaner faldt mig ind, og jeg drejede mig hurtigt om for at se, hvor paa Lag de to Baade laa paa Strandbredden. De var borte! To Økser laa paa Sandet ved Siden af mig, Spaaner og Splinter var spredte rundt omkring. og Baalets Aske laa sort og rygende i Daggryet. Han havde brændt Baadene for at hævne sig paa mig og forhindre os i at vende tilbage til det menneskelige Samfund.

Et pludseligt, krampagtigt Raseri rystede hele mit Legeme. Jeg følte mig næsten fristet til at knuse hans taabelige Hoved, medens han laa hjælpeløs for mine Fødder. Men med eet bevægede han den ene Haand, saa svagt, saa ynkeligt, at min Harme forsvandt. Han stønnede og aabnede Øjnene et Sekund.

Jeg knælede ned ved Siden af ham og løftede hans Hoved. Han aabnede Øjnene paany, stirrede i Tavshed paa Daggryet, og derpaa mødte hans Blik mit. Øjenlaagene faldt til igen. "Gør mig ondt," sagde han lidt efter med en Kraftanstrængelse. Han syntes at forsøge paa at tænke. "Enden" mumlede han, "Enden paa denne tossede Verden. Sikken et Roderi —"

Jeg lyttede. Hans Hoved faldt hjælpeløst om paa den ene Side. Jeg tænkte, at noget at drikke maaske kunde forfriske ham, men der var hverken noget at drikke eller noget at give ham det i. Pludselig syntes han at blive tungere. Mit Blod blev Is.

Jeg bøjede mig ned over hans Ansigt og lagde Haanden paa hans Bryst under hans sønderrevne Skjorte. Han var død. Og i det samme Øjeblik som han døde, hævede en hvidglødende Linie, den øverste Rand af Solen, sig hinsides den vidtstrakte Bugt, sendte sine Straaler henover Himlen og forvandlede det mørke Hav til et rullende Kaos at blændende Lys. Straaleskæret lagde sin Glans over hans fortrukne Ansigt.

Jeg lod forsigtigt hans Hoved synke ned paa den simple Pude, jeg havde lavet til ham, og rejste mig op. Foran mig laa det straalende, øde Hav, den frygtelige Ensomhed, hvor jeg allerede havde lidt saa meget; bagved mig Øen, lydløs i den tidlige Morgen. Dyrefolkene var hverken til at høre eller se. Indelukket med dets Levnedsmidler og Ammunition brændte larmende, med pludselige, spillende Ildsluer, en stødvis Knalden og af og til et Brag. De tunge Røgskyer drev bort fra Strandbredden og rullede henover de fjærne Trætoppe henimod Kløften med Hytterne.