Doktor Moreaus Ø/21. Mennesket alene
En og tyvende Kapitel.
Mennesket alene.
Om Aftenen lettede jeg Anker og drev langsomt men sikkert ud i rum Sø for en mild sydvestlig Brise. Øen blev mindre og mindre, og den tynde Røgsøjles Linie fortonede sig svagere og svagere mod den røde Solnedgang. Endelig forsvandt den lave, mørke Plet i Horisonten, og jeg saa nu kun Oceanet rundt omkring mig. Dagslyset og det straalende Skær paa den vestlige Himmel blegnede og gled bort, som om det var et lysende Tæppe, der blev trukken til Side, og tilsidst stirrede jeg ind i det blaa, uendelige Dyb, som Dagens stærke Solskin plejer at skjule for vort Blik, og jeg saa Stjærnernes svævende Skarer. Havet var stille, Himlen var stille; jeg var alene med Natten og Stilheden.
Saaledes drev jeg i tre Døgn, spiste og drak kun lidt, grublede over alt, hvad der var hændet mig, men følte ikke nogen synderlig Lyst til igen at faa Mennesker at se. Een eneste snavset Pjalt Tøj bar jeg om Livet, og mit Haar var et forpjusket, sort Virvar; jeg er vis paa, at de, der fandt mig, ansaa mig for gal. Mærkeligt nok havde jeg aldeles intet Ønske om at vende tilbage til det menneskelige Samfund. Jeg var kun glad over at være sluppen bort fra de modbydelige Uhyrer. Den tredje Dag blev jeg taget op af en Brig, der sejlede fra Apia til San Francisko. Hverken Skipperen eller Styrmanden vilde tro min Fortælling; de mente, at jeg var gaaet fra Forstanden paa Grund af Ensomhed og Fare. Af Frygt for, at Andre skulde være af samme Anskuelse, undlod jeg at fortælle mine Æventyr oftere og paastod, at jeg ikke kunde huske noget af hvad der var hændt mig i Tiden mellem "Lady Vains" Undergang og min Frelse — det vil sige i et helt Aar.
Jeg maatte handle med største Varsomhed for at undgaa at blive mistænkt for at være sindssyg. Jeg pintes af min Erindring om Dyrefolkenes Lov, om de to døde Sømænd, om Bagholdene i Mørket, om Liget i Rørkrattet. Og — hvor unaturligt det end kan lyde — med min Tilbagekomst til Menneskenes Samfund fulgte ikke den Tillidsfuldhed og Sympathi, som jeg havde ventet, men en underlig Forøgelse af den Usikkerhed og Frygt, som jeg havde følt under mit Ophold paa Øen. Ingen vilde tro mig; jeg stod Menneskene næsten ligesaa fjærnt, som jeg havde staaet Dyrefolkene. Maaske havde mine Stalbrødres naturlige Vildhed til en vis Grad smittet mig.
Man siger, at Rædsel er en Sygdom, og jeg tør i ethvert Tilfælde sige, at en hvileløs Frygt nu i flere Aar har hersket i min Sjæl — en saadan Følelse, som en halvt tæmmet Løveunge kan have. Denne sygelige Frygt antog en højst mærkelig Form hos mig. Jeg kunde ikke komme bort fra den Tanke, at de Mænd og Kvinder, som jeg traf paa, var Dyrefolk — Dyr, hvis Sjæle havde faaet et vist ydre Præg af Menneskelighed, og som endnu saa nogenlunde bevarede dette Præg, men som dog snart vilde begynde at falde tilbage, at vise først eet og saa et andet dyrisk Kendetegn. Men jeg har betroet mig til en ualmindelig kompetent Mand — en Specialist i Sindssygdomme, som tidligere havde kendt Moreau. og som syntes i det mindste halvvejs at skænke min Fortælling Tiltro — og han har hjulpet mig meget.
Ihvorvel jeg ikke venter, at Rædselen fra hin Ø nogensinde fuldstændigt vil forlade mig, ligger den dog i Reglen dybt nede paa Bunden af min Sjæl, som en fjærn Sky, en Erindring, en svag Mistillid; men der er Tider, hvor denne lille Sky breder sig og formørker hele Himlen. Jeg ser mig om og betragter mine Medmennesker. Og jeg ræddes. Jeg ser Ansigter med skarpe, klare Øjne, andre sløve eller truende, atter andre urolige og upaalidelige — men intet, der lyser af en fornuftig Sjæls rolige Myndighed. Jeg har en Følelse, som om Dyret i dem var ved at stige op til Overfladen, og venter hvert Øjeblik at se det samme nedværdigende Skuespil som paa hin Ø opført efter en større Maalestok. Jeg ved, at dette er en Indbildning, og at disse tilsyneladende Mænd og Kvinder rundt om mig virkelig er Mænd og Kvinder og altid vil vedblive at være det, at de er fuldkomment fornuftige Skabninger, opfyldte af menneskekærlige Tilbøjeligheder og medlidende Omsorg, hævede over Instinkter og ikke Slaver af nogen fantastisk Lov — at de kort sagt er forskellige fra Dyrefolkene i Eet og Alt. Alligevel gyser jeg tilbage for dem, for deres nysgærrige Blikke, deres Spørgsmaal og deres Hjælp, og længes efter at slippe bort fra dem og være alene.
Det er Grunden til, at jeg har taget Bolig paa Kysten nærved de store, frie Klitter og kan flygte ud iblandt dem, naar denne Skygge ruger over min Sjæl; og de øde Klitter er prægtige under den klare Himmel, som Blæsten fejer ren. Da jeg boede i London, var Rædselen næsten uudholdelig. Jeg kunde ikke slippe bort fra Menneskene; deres Stemmer trængte ind gennem Vinduerne, og aflaasede Døre var kun en tarvelig Sikkerhed. Jeg plejede at gaa ud paa Gader og Strædet for at bekæmpe min Indbildning, men omstrejfende Kvindfolk mjavede efter mig. Mænd tilkastede mig stjaalne, begærlige, skinsyge Blikke, udmattede, blege Arbejdere gik hostende forbi mig med trætte Øjne og ivrige Skridt ligesom saarede, bloddryppende Hjorte, gamle Folk, krumbøjede og sløve, stavrede forbi og mumlede hen for sig, og ingen af dem allesammen tog nogen Notits af en pjaltet Skare grinende Børn. Stundom gik jeg ind i en Kirke, men selv der forekom det mig i min forvirrede Tilstand, at Prædikanten pjattede "store Tanker", ligesom Abe-Manden plejede at gøre; eller naar jeg besøgte et offentligt Bibliothek, forekom de opmærksomme Ansigter, der sad bøjede over Bøgerne, mig at tilhøre Rovdyr, der taalmodigt ventede paa Bytte. Særligt modbydelige var mig de tomme, udtryksløse Ansigter af Folk, som jeg traf i Jærnbanevogne og Omnibusser; de syntes ligesaa lidt at være mine Medskabninger, som Lig kunde være det, saa at jeg ikke turde rejse, med mindre jeg var sikker paa at kunne være alene i Kupéen. Og det syntes mig endogsaa, at jeg selv heller ikke var en fornuftbegavet Skabning, men kun et Dyr, som pintes af en eller anden Uorden i Hjærnen, der tvang det til at vandre hvileløst om, ligesom et Faar, der har Drejesyge.
Men denne Stemning kommer — Gud være lovet — sjældnere over mig nu. Jeg har trukken mig bort fra støjende Byer og Menneskesværme og tilbringer mine Dage omgiven af tankevægtige Bøger — Lanterner, som er tændte af straalende Menneskesjæle til at kaste Lys ud over vort Liv. Jeg ser kun faa Fremmede og holder kun en lille Husstand. Mine Dage vier jeg til Læsning og kemiske Eksperimenter, og jeg tilbringer mange klare Nætter med at studere Astronomi. Man faar — skønt jeg ikke ved hvorledes eller hvorfor — en Følelse af uendelig Fred og Tryghed ved at betragte Himlens straalende Stjærneskarer. Dér maa det være, synes jeg, i Stoffets uhyre, evige Love, og ikke i Menneskenes daglige Bekymringer og Synder og Sørger, at det i os, som er mere end dyrisk, kan finde sin Trøst og sit Haab. Jeg haaber, ellers kunde jeg ikke leve. Og hermed ender min Fortælling — i Haab og Ensomhed.