Dronningen paa Ragnhildesholmen

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag København


Legender og Fortællinger.djvu Legender og Fortællinger.djvu/10 329-336

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1925.

DRONNINGEN PAA RAGNHILDSHOLMEN.

Der var engang en Konge, der kom ridende østerfra langs med den nordre Elv ned til Kongshelle. Det var hen imod Aarets Slutning. Luften var tung og Himlen graa, som de som oftest er ved den Tid.

Stien, ad hvilken Kongen red, snoede sig hen over Engene. Der var fuldt af Græstuer, men hist og her stak der Ellebuske op imellem dem, og langs med Vejen havde de hobet sig sammen, som om de var nysgerrige efter at se den, der red forbi. Ja, de trængte sig endog helt ud over Vejen, saa Kongen havde ondt ved at faa Hesten frem imellem dem.

Det var saa sent paa Aaret, at alle Træer var bladløse, og alt Liv standset i Skov og Eng. Paa Marken laa Sommerens Løv graat og vissent, og Efteraarsregnen havde pisket det sammen til et tæt og fugtigt Dække, under hvilket utallige Edderkopper og Snegle laa i Vintersøvn.

Graat og taaget var der rundt omkring, og Kongen tænkte: „Det er just ikke nogen smuk Vej for en Konge at ride ad.“

Men ret op fra det side Engdrag næsten lige ved Vejkanten hævede sig det smukke Fontinsbjerg.

Længst nede ved Foden var det omgærdet af en Kant af klart, gult Sand; saa hævede der sig lodret et Stykke nøgen Bjergvæg, derefter kom der en Række blaagrønne Fyrretræer paa en smal Afsats. Højere oppe kom der løse Klippeblokke, overrislede af smaa klare Strømme, saa en Række Birketræer med hvide Stammer og rødbrunt Fletværk af Grene, og saa igen en Stribe Sand. Men oven for Sandet hævede Bjerget sig med mægtige nøgne rødgraa Klippevægge helt op til den mørkegrønne Granskov, der voksede tæt og kraftig oppe paa den flade Bjergaas.

Men Kongen havde ingen Glæde af at være saa nær ved det smukke Bjerg, thi Taagestriber strøg hen over Bjergvæggen, og Skytapper hang ned over den, og fra alle dens Kløfter og Træklynger hævede der sig graa Regndamp. Og saaledes gik det til, at det brogede Fontinsbjerg forekom Kongen lige saa graat som alt det andet.

Kongen sukkede dybt og tungt, medens han red hen ad Stien mellem Ellebuskene, der rystede en hel Regn af tunge Draaber ned over ham og hans Hest.

Og som han saadan red, følte han sig pludselig saa bedrøvet, at han syntes, at han havde aldrig før følt noget lignende. „Saadan er det bestandig for mig,“ tænkte han. „Alting er graat og regnfuldt, hvor jeg kommer. Sejler jeg paa Havet, bliver det Taage, saa jeg ikke kan se en Haand for mig, og rider jeg ud en Nat, gemmer Maanen sig bag de sorteste Skyer for ikke at behøve at lyse for mig.

„Jeg tror, at om jeg for op til Himlen,“ sagde Kongen, „saa vilde alle Stjerner være slukkede, naar jeg kom der.

„Det er ligedan med alt, hvad jeg foretager mig,“ vedblev han og knyttede Haanden. „Naar andre bliver Konger, gaar de ind til Ære og Hæder og Pragt og Herlighed, men jeg er en rigtig Kong Graavejr. Jeg har ikke andet end Oprør at tænke paa, og der er ikke ret meget af Landet, der vil lyde mig. Det var noget andet med de gamle Konger, der sad i Upsala og styrede hele Riget. Det var noget at være en Konge som de!

„Gud har nok bestemt, at det aldrig skal være anderledes for mig,“ sagde han til sig selv.

Men samtidig med at han sagde det, stred han imod og vilde ikke tro det. Han holdt Hesten an og lyttede efter, om ikke en Fugl skulde give sig til at kvidre. Det vilde have været ham et Tegn paa, at han bedrog sig.

Men Himlen hang blygraa over ham, og Bjerget var hyllet i Taage, og alle Fugle var draget af Landet. Den eneste Lyd, der hørtes fra den sumpede Jord, var den lette Klang af Vanddraaber, der var trillet saa langt ud paa Ellegrenene, at de ikke kunde holde sig oppe længer, men faldt til Jorden.

Og Kongens Hoved sank ned mod hans Bryst.

„Jeg trænger til at se noget, der er brændende rødt,“ sagde han. „Jeg længes efter at se noget, der er ravnsort med gnistrende Guldglans i Dybet; jeg længes efter at høre klar Sang og klingende Latter.“

Atter saa han sig omkring, men alting var ens, graat i graat, og han lagde Mærke til, at selv den ellers saa glitrende Elv flød graa som Natten mellem sine Sivbredder.

Han følte sig saa nedslaaet, at alt hvad han ejede, forekom ham grimt og værdiløst. Han tænkte paa sin velbyggede Kongsgaard, som om den var en ussel Skovhytte. Alle hans Sejre blev til Nederlag, og alle hans Undersaatter syntes ham at være æreløse Slyngler eller elendige Tiggere.

„Men alt dette kunde jeg endda udholde at kæmpe med“ tænkte han, „havde jeg blot ikke min Dronning. Det er det haardeste af det altsammen. Det kan være tungt nok at leve, og saa skal jeg endda pines med at tænke paa en Kvinde! Den Bekymring, jeg har for mit Rige, levner mig ikke en rolig Time. Og saa forlanger Menneskene af mig, at jeg skal lægge en ny Byrde paa mig selv!“

Thi det forholdt sig saaledes, at Kongen var gift med en norsk Kongedatter, og det var en rig og mægtig Prinsesse, der var hans Dronning, men Ulykken var, at Kongen var bleven viet til hende, allerede mens hun var et Barn.

De havde været nødt til at lave det Saadan, for at ikke en anden skulde komme og snappe hende bort. Men nu syntes Kongen, at han vilde meget hellere have mistet hende.

Lige siden Bryllupsdagen havde Dronningen boet paa en lille Klippeø, der laa ude i den nordre Elv lige over for Kongshelle og hed Ragnhildsholmen. Der havde man bygget et Taarn af Sten, for at hun kunde vokse op der i Ro og Sikkerhed, indtil hun blev gammel nok til, at hendes Ægtefælle kunde føre hende til sit Hof.

Men siden den Tid havde Kongen bestandig siddet hjemme i sit Rige, og de havde aldrig set hinanden. Og endskønt Kongen helt vel vidste, at Dronningen nu var voksen, og endskønt mange mindede ham om, at det var paa Tide at hjemføre hende, saa kunde han dog ikke overtale sig selv til at hente hende til Hoffet.

Han skød Skylden paa Oprør, og han skød Skylden paa Dyrtid, og Aar efter Aar lod han Dronningen blive siddende i det graa Taarn med nogle gamle Fruer, der passede paa hende, og uden noget andet at se paa end den graa Elv.

Nu var han endelig paa Vej for at hente Dronningen. Men mens han paa Vejen havde tænkt paa hende, var han bleven overfalden af et saadant Mismod, at han havde skilt sig fra sit Følge for at ride alene og uforstyrret at kunne kæmpe med sin Sorg.

Han kom nu ud af Ellekrattet og red ud paa en bred Eng. Havde det været Sommer, saa vilde han her have set store Hjorder af Køer og Faar, men nu var der tomt og øde, der var intet andet at se end en nedtrampet Mark og afgnavede Græstuer. Og Kongen sporede sin Hest og red hen over Engen, saa hurtig han kunde, for ikke at blive mere mismodig, end han allerede var.

Han var en tapper Mand; og havde Kongedatteren siddet fangen i et fortryllet Slot, bevogtet af Drager og Trolde, da vilde han være kommen ridende i fuld Firspring for at befri hende. Men Ulykken var, at hun sad vel forvaret i sit Taarn og ventede paa ham, og at der var ingen i den hele vide Verden, der hindrede ham i at eje hende.

Han fortrød bittert, at han allerede havde giftet sig med hende. „Alt hvad der er stort og stolt og fagert, det nægtes mig,“ sagde han. „Ikke engang det kan jeg opnaa: at kæmpe for en Hustru og vinde hende.“

Og han red langsommere og langsommere, thi nu gik Vejen op ad en brat Højde, og nedenfor den begyndte Kongshelles lange Gade.

Men oppe fra Højden kunde Kongen tydelig se den lille Ragnhildsholm, hvor hans Dronning sad og ventede paa ham.

Han saa, hvor mørk den laa der midt i den sorte Elv; han saa de graa Græstørvsdiger løbe hen over den visne Mark, han saa Taarnets graa Stenmure. Altsammen forekom ham uhyggeligt og afskrækkende.

Der var ikke en Lyngtue, der rødmede imod ham, ikke et grønt Græsstraa skinnede paa Digerne. Efteraaret havde gjort sine Ting grundigt og solidt, da det for hen over Landet.

Men det, Kongen længtes efter, var noget lynende rødt og guldgnistrende sort; og han syntes, han kunde se, at her var ikke det rette Sted at lede efter sligt.

Jo længer han saa paa Taarnet, des bedre forstod han, at det var ligesom vokset ud af selve Klippen. Det syntes ham, at det umulig kunde være blevet bygget paa almindelig Maade af Menneskehaand. Det var Klippen selv, der engang havde givet sig til at vokse, ligesom Jorden vokser op til Skov og Græs, og saaledes var Taarnet blevet til. Og han forstod, hvorfor det var blevet saa tungt og uhyggeligt og trykkende.

Naar han nu tænkte paa sin Dronning, der var vokset op der, forestillede han sig, at hun maatte ligne et groft udhugget Stenbillede, han havde set over Indgangen til en Kirke. Han kunde ikke tænke sig hende anderledes end som en graa Skikkelse med et langt, ubevægeligt Ansigt og med Hænder og Fødder, der var dobbelt saa lange og dobbelt saa brede som almindelige Menneskers.

„Men det er nu min Skæbne,“ tænkte Kongen og red videre.

Og han kom saa nær ned til Færgestedet, at Vægteren paa den anden Side allerede løftede Hornet for at forkynde hans Ankomst, og Vindebroen blev nedladt, og Taarnets jernbeslaaede Port aabnede sig for ham.

Men da hævede Kongen sit Hoved og holdt sin Hest an. „Jeg er jo dog Konge,“ sagde han, „og intet Menneske i Verden kan tvinge mig til at gøre, hvad jeg ikke vil. Ingen i hele den vide Verden skal formaa mig til at drage over og tage imod det Stenbillede. Jeg vil dog have nogen Glæde af at være Konge.“

Med disse Ord drejede han sin Hest om og red tilbage samme Vej, som han var kommen. Han red afsted i den vildeste Hast og sagtnede ikke Farten, førend han var kommen ind imellem Ellekrattet paa de side Enge under Fortinsbjerget.

Og Dronningen fik Lov at blive siddende i det graa Taarn og længes og sørge. Og hun havde bløde Kinder og svulmende, røde Læber, hun havde bølgende ravnesort Haar gennemspundet med Guld, hun havde en Stemme, der var klar som en Sang, og den klokkereneste, klangfuldeste Latter.

Men hvad hjalp det Kongen? Han red bort ad den smalle Sti mellem Ellebuskene, og var der ikke mindre graat og fugtigt og vaadt og sumpet omkring ham nu, end der var før, saa var der i hvert Fald heller ikke mere.