Een og tredivte Aften

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Af Hans Christian Andersen



“Det var i en lille Kjøbstad,” sagde Maanen, “jeg saae de ifjor, men det gjør ikke noget, jeg saae det saa tydeligt; i Aften har jeg læst derom i Avisen, men der var det slet ikke saa tydeligt. Nede i Krostuen sad Bjørnetrækkeren, og spiste sin Aftensmad, Bamsen stod bunden ude bag Brændestabelen, den stakkels Bams, som ikke gjorde en Sjæl Fortræd, skjøndt glubsk nok saae han ud. Oppe paa Kvistkammeret legede i mine klare Straaler tre smaa Børn; den ældste var nok sex Aar, den yngste ikke mere end to. “Kladsk, kladsk!” kom det ad Trappen; hvo kunde det være? Døren sprang op — det var Bamsen, den store laadne Bjørn! Han havde kjedet sig ved at staae dernede i Gaarden, og nu fundet Vei op ad Trappen; jeg havde seet det altsammen!” sagde Maanen. “Børnene bleve saa forskrækkede for det store, laadne Dyr, de krøb hver i sin Krog, men han fandt dem alle tre, rørte ved dem med Snuden, men gjorde dem slet intet! — “Det er bestemt en stor Hund,” tænkte de, og saa klappede de ham, han lagde sig paa Gulvet, den mindste Dreng væltede sig ovenpaa og legede at skjule sit gullokkede Hoved i dens tykke, sorte Pels. Nu tog den ældste Dreng sin Tromme, slog saa det dundrede efter, og Bjørnen reiste sig paa begge Bagbenene og begyndte at dandse, det var nydeligt det! — Hver Dreng tog sit Gevær, Bjørnen maatte have eet med og han holdt ordentligt fast, det var en prægtig Kammerat, de havde faaet, og saa gik de: “een, to, een, to!” — Da tog det i Døren, den gik op, det var Børnenes Moder, Du skulde have seet hende, seet hendes ordløse Skræk, det murhvide Ansigt, den halvaabne Mund, de stirrende Øine. Men den mindste af Drengene nikkede nok saa fornøiet, og raabte ganske høit, paa hans Sprog: “Vi lege bare Soldater!” — Og saa kom Bjørnetrækkeren!”