Elmelunde Byfolk

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






THEODOR JENSEN

ELMELUNDE BYFOLK

KULTURHISTORISK FORTÆLLING




KILDER

Paludan: Beskrivelse over Møn.
Poul Bjerge: Vider og Vedtægter.
Severin kær: Fra Stavnsbaandets Dage.
E. T. Kristensen: Skattegraveren.
Danmarks Almanakken 1910.
Forskellige Bøger i det kongelige Bibliotek.
Kirkebøger og Panteprotokoller i Landsarkivet.
Skrevne Optegnelser i det mønske Arkiv paa Rødkilde.
Hvor ikke der i Teksten henvises til de historiske Kilder, henvises der til Traditionen i Stægten.
Sprove Skole paa Møn, i januar 1912.

Forfatteren.


I. KAPITEL.

Det var Voldermissedag i Aaret 1762. Taagen laa endnu over Dalene, der omgav Elmelunde By paa Møn. Vejfarende denne Morgen skimtede kun det øverste af „den hvide Kirke”s Taarn i det mælkehvide Hav, der laa om Byen og Kirken. Det var blikstille. Men snart begyndte Hanerne at gale; den ene svarede den anden; derved kunde man skønne, hvor Gaarde og Huse skjulte sig.
Syd om Kirken og Kirkegaardsmuren bugtede sig den gamle Landevej, der begynder i Stege ved Mølleporten og ender ude paa Klinten. Øst for Kirken fører en lille kort Vej ind til Elmelunde By, og her lukker det gamle „Borgerled” for Byens otte Gaarde, som om det var sat til at hjælpe Taagen med at holde Byen skjult for Granskerens Blik til de seneste Tider. Det havde set „Borgen” falde i den gamle forhistoriske Tid, det havde set Elmelunde Slot med sin Ladegaard falde, det havde set det halve af Elmelunde By falde i en vældig Ildebrand. Byen var atter bygget op. Og det gamle Borgerled stod paa Vagt! Det dannede Hegn mod Landevejen, hvor al Slags Tyvepak fo'r frem og tilbage i de Dage.
De gamle Elmelundere havde Ærbødighed for det gamle Borgerled; det havde set saa meget.
Det hjalp til at fortælle dem om svundne Tiders Historie. Det tænkte paa dem, der havde lukket det op og i. Det havde lukket sig for Borgherren, der boede her indenfor Volde og Grave, det havde lukket sig for Korfitz Ulfeld, der boede her paa sit Slot. Nu lukkede det for Bonden. Derindenfor var han paa sit eget. Han glemte aldrig at lukke det efter sig. Det var ogsaa 2 Mark Sølv at lade det staa aabent, og 2 Mark var mange Penge. Men Byloven var Bondens eget Værk. Den Lov skulde holdes.
Fra Borgerledet gik Elmelunde Gade i Retning fra Syd til Nord med fire Gaarde paa hver Side. De fire mod Øst var endnu sammenvoksede fra den Dag Kristian d. 5te havde ladet dem bygge Anno 1697. De andre fire laa hver for sig, efter den store Ildebrand 1724, der havde lagt de førstbyggede, Gaarde og Skolen i Aske. Bagved Gaardene laa Toften med Køkkenhave, Humlehave og Frugthave. Men det var ogsaa al den jord, som Bonden selv ejede. Markerne dreves i Fællesskab.
I den første Gaard nærmest Kirken, Nr. I paa Østsiden, boede Fæstebonden Morten Andersen, hvis Forgænger havde givet 16 Slettedalere i Fæste til Kongen.
I Nabogaarden (Nr. 2) boede den store, kraftige Pejter Johansen, der tidligere havde boet i Raabylille, hvor hans Fader — der var kommen fra Norge som Hestgarder under Kristian d. 5te — havde giftet sig med en mønsk Bondepige. Nu var Pejter Johansen med Hustru og en stor Børneflok flyttet til Elmelunde i sin Svigerfaders Gaard. Svigerfaderen, Lars Hansen Aagesen, levede endnu som Aftægtsmand, var aandsfrisk og kunde fortælle Byens Tilblivelse, men kunde ikke døje at bestille noget for Hosten.
I Gaarden ved Siden af (Nr. 3) boede Anders Larsen, der ogsaa var Lars Hansens Svigersøn. Anders Larsen og Ellen kom derfor meget sammen med Pejter Johansen og Kirsten, og det var den gamle Aftægtsmands største Fornøjelse at sidde og fortælle for Børne børnene.
Anders Larsen var født 1701, og længtes efter at Sønnen Lars Andersen skulde snart afløse ham. Karen var kun et Barn endnu. Han var træt af Slidet og Slæbet. Det var heller ikke mange Bønder, der naaede at blive 62 Aar i de Dage.
I den nordligste Gaard i Byen (Nr. 4) boede Mads Nielsen. Han var kun 43 Aar, men allerede mærket af Slidet, saa han maatte ofte have en klog Kone hentet for at læse over Gigt og Værk i Skulder og Ryg; Terpentinen paa Hylden vilde ikke længer hjælpe.
Lige overfor hans Gaard laa Gaarden Nr. 5, hvor den unge, evnerige og oplyste Fæstebonde Jens Knudsen boede. Han var født i Sømarke, men var for et halvt Aars Tid siden bleven Fæstebonde i Elmelunde, idet han havde giftet sig med Enken der paa Gaarden[1]. Enken havde en Søn i første Ægteskab, der hed Lars, han var nu 5 Aar, desuden levede ogsaa hendes Moder der paa Gaarden. Jens Knudsen havde taget sin Broder Niels og sin Søster Anne Kirstine[2] med fra Sømarke som Karl og Pige. Ann' Stine havde i aandelig Arv faaet en hel Mængde Eventyr og gamle Folkesange med fra sit Hjem, og dem sang hun i Bryggers og Køkken, men det var de alvorlige og vemodige, hun havde mest Forkærlighed for. Maaske fordi hun havde mistet en Broder, Lars, der for en 10—12 Aar siden var flygtet fra sit Hjem for at undgaa Stavnsbaandet. Maaske hun ogsaa havde haft anden Hjertesorg. Ingen véd det.
Broderen Niels Knudsen var ogsaa paa de Tider en ualmindelig oplyst og begavet Karl. Han havde tidligere — efter Traditionen — været Løbedegn, men dette omflakkende Levned tiltalte ham ikke, skønt han havde baade Evner og Lyst til at undervise. Nu havde han foreløbig slaaet sig til Ro. Kong Frederik den Fjerde havde 1721 ladet opføre Skoler paa Ryttergodset, men der var ingen Skoletvang, og de var i Begyndelsen ikke meget benyttede. En saadan Skole laa i Hjertebjerg, Nabobyen imod Vest til Elmelunde[3].
Kom Niels Knudsen forbi Skolen og hørte Børnenes Kor af de kingoske Salmer, saa blev han længe staaende, hørte efter og faldt i Tanker. Det sang ogsaa i ham Men ak, der var ingen Udvej for en fattig Karl af en Fæstebonde. Han skulde slide, slæbe — og dø! Var han endda rendt fra det hele som Dreng lige som sin Broder Lars — tænkte han tit. ja, hvor gammel var Lars nu? Han var født i Sømarke den 25. januar 1737, saa maatte han være 25 Aar. Han havde altid været en god Dreng med et varmt Hjertelag. Men nu kunde han ikke komme hjem mere. Rygtet havde fortalt, at nu hed han ikke Lars Knudsen længer, men Lars Larsen[4], og var havnet inde i København hos Morbroderen, den rige Tømrermester Jens Larsen, og kaldte sig dennes Søn. Godt han slap derind! — Han flygtede i sin Moders Skørt — kom ombord i en jagt, der laa i Stege Havn — og han var væk i Nattens Mulm og Mørke. Militsen havde mistet en kæk Dreng og et godt Hoved! Det Tab havde den godt af, mente Niels. Som Militsen var indrettet, havde den ikke Brug for de gode Hoveder.

I den tidlige Morgenstund, Voldermissedag, som Taagen begyndte at lette over Elmelunde By, blev Porten i Jens Knudsens[5] Gaard lukket op indefra og Ann' Stine kom ud med en Spand i Haanden. Hun saa sig om til begge Sider i Gaden og gik saa ned til Gadebrønden med den store Brøndkarm omkring og den høje Trævippe ved Siden. Hun sænkede Spanden og lod Klodsen paa Trævippen hæve den tilvejrs igen. Hun tog Spanden af Krogen og satte den paa jorden; derved fik hun Øje paa nogle Blomster, der groede ved Brøndkarmen, det var Martsvioler og Ærenpris, ogsaa gule Ranunkler havde begyndt at vise sig i Grøften og helt hen til Gadedammen, Hun plukkede sig en Haandfuld og nynnede sagte:

„Liden Kirsten gik ud at sanke Urter
— for Tiden synes mig lang —
Hun plukkede dennem til Kranse.
Eja, hvor Sorgen er tung —”

Da hun saa op, fik hun Øje paa deres Dreng, der stod i Bukser og rød Tophue og gabede udenfor Porten. Hun tog Spanden og gik hjemad.
„Hvad vil du oppe saa tidligt for?” spurgte hun Drengen.
Han stak alle ti Fingre som Redekam op i det uredte Haar, saa Tophuen faldt af, og sagde:
„Jo, jeg har travlt til Morgen.”
„Hvad skal du saa bestille, Søren?”
„Jeg skal op i Træerne derhenne,” svarede han og pegede paa en Række høje Asketræer.
„Hvad skal du derop efter?”
„Jo—o, Husbond siger, at det er vedtaget ved sidste Bystevne, at alle skadelige Fugle skal udryddes, og deroppe er baade Skade— og Kragereder.”
„Aa—aa, du vil have fat i Æggene!”
„Hi — ja, du vil nok koge dem til mig, Ann' Stine?”
„Ja siden det er dig, Søren. Men fald nu ikke ned og slaa dig ihjel.”
„Næh” — Søren snød Næsen — „hør, er det ikke i Dag, at de kommer med den ny Barnepige til Lars?”
„Jo. Det er 1ste Maj.”
„Hvad hedder hun?”
„Hun hedder Maren.”
„Hvor gammel er hun?”
„Aaa — lidt ældre end du, tolv Aar vel.”
„Naa.”
„Var du bange for, at hun skulde krybe op og tage Æggene fra dig?”
„Hi — ja, man kan jo aldrig vide — —”
„Næ — vær du bare rolig. Hun faar nok at gøre med at passe Lars og saa Bedstemor.”
Søren bukkede sig og tog Tophuen op.
„Tror du, jeg kan ha' dem heri?”
„Det kan du sagtens. Tror du, der er Æg i Snesevis?”
Søren trak Munden til Side i et bredt Grin.
„Jeg skal nok faa Huen fuld,” sagde han.
„Ja, riv bare alle Rederne ned. Vi har mistet baade Kyllinger og Ællinger de sidste Dage. Men falder du ned og slaar dig ihjel — det Gud forbyde, — saa faar du ikke den ny Pige at se.”
„Er hun køn?” Hans hvide Tænder skinnede igen i et bredt Grin.
„Skam dig Søren.”
Hun slog efter ham med den flade Haand, men ramte kun i Luften, idet han bukkede dybt for hende; saa rykkede han sig henad imod Asketræerne.
„Falder jeg ned, saa maa hun afløse mig deroppe”— han pegede op mod Trætoppene.
„Jeg skal nok advare hende imod dig, Søren.”
„Pyt! Hun faar nok at bestille uden at passe paa mig — der er baade Drengen og Bedstemor og” —
„Hvem flere?”
„Ja — jeg véd ikke endnu — — „
„Jens Knudsen og Margrethe har ingen Børn.”
„Næ — men de faar nok, Ann' Stine.”
„Hvad siger du, Dreng!”
„Ja. Sidse Smeds sagde i Gaar, at Børn kom der altid nok af.”
„Du skal ellers ikke give dig af med at snakke med Sidse Smeds, Søren.”
„Hvorfor det?”
„Det er noget, du ikke forstaar. Naa, gaa saa! Du skal lære at frygte Gud og holde hans Bud. Kom nu ikke forsilde ind, til vi holder Morgenbøn.”
Ann' Stine tog sin Spand og gik ind.
Søren kiggede op i Asketræerne, idet han satte Huen paa. Det øverste af Træerne var endnu borte i Taagen, men han havde taget Kending paa Rederne og vidste, hvor han skulde klavre op. Han satte Træskoene, spyttede i Hænderne og hævede sig fra Gren til Gren, og forsvandt oppe i Taagen. Lidt efter haglede Stumper af Skadereden ned fra Træet, mens Skaderne skræppede og skreg over hans Hoved. Langsomt krøb han ned igen med sin Hue forsigtig under Armen. Han lagde 3 spættede Æg under Træet, dækkede dem til med Halm og krøb saa op i det næste Træ. Saaledes blev han ved en god halv Times Tid. Da hørte han en Vogn rumle. Han lyttede. Nu holdt den stille ved Borgerledet. Nu rumlede den igen. Det maatte være Vognen fra Sømarke, der skulde ind til dem.
„Nu kommer han med Tøsen!” mumlede han og krøb ned. Skadeæggene laa i en stor Bunke, og han dækkede de sidste til i en Fart, stak Fødderne i Træskoene og skyndte sig hen til Porten.
En gammel Bondevogn med Kurvefadding og en rødmalet Agestol kom tilsyne i Gaden. De magre, røde Heste gik med ludende Hoveder. I Agestolen sad en ældre Bonde med en stor, sid Hat ned over Hovedet, hans lange, sorte Haar hang ned over Skuldrene. De blanke Sølvknapper glinsede paa hans store Skødefrakke, der helt skjulte Knæbenklæderne. Ved hans Side sad en lille Pige og kiggede nysgerrig til alle Sider. Da Søren havde set dette, havde han nok. Han smækkede Porten op paa vid Gab. Manden drejede Hestene ind ad Porten og holdt stille imellem Stuelængen og Møddingen. Nu blev der Liv derinde. Hunden gøede og humpede paa sine tre Ben henimod Vognen. Ænderne rappede og skyndte sig ud ad den aabne Port for at naa Gadedammen. Hønsene kaglede og fløj skrigende omkring paa Møddingen. Jens Knudsen og hans Kone kom ud ad den lave Indgangsdør for at tage mod de Fremmede.
„God Dag, Bror Peder!” sagde Jens, „det er tidlig paa Dagen, du kommer med Maren.”
„Ja. Hendes Forældre mente, hun skulde møde til Tiden. Det har ellers ikke været nogen morsom Køre tur.”
„Ikke det!”
„Næ. Tøsen har siddet og snøftet det meste af Vejen. Det er ikke saadan at komme fra Hjemmet. Det er først nu paa det sidste, hun har opdaget den store Verden.”
„Naa, ja — kom nu indenfor,” sagde Margrethe og hjalp Maren af Vognen.
Bedstemoderen kiggede ud ad et Vindue.
Ogsaa Søren kiggede efter Maren, idet han begyndte at spænde Skaglerne fra.
„Hvorledes har vor gamle Far og Mor det?” spurgte Jens.
„De gør det ikke længe, Bror! Men særlig Far er jo ogsaa gammel nu.”
„Det er han. jeg husker, at Far engang sagde i Spøg, at han og Elmelunde By var omtrent lige gamle.”
Niels og Ann' Stine kom nu ud og hilste paa deres Bror Peder[6]. Det var ham, der havde Fæstegaarden derhjemme i Sømark. De havde nok Lyst til at høre nyt hjemmefra.
„Rid saa Hestene til Vands, Søren!” sagde Jens Knudsen, idet de gik ind.
Søren traadte op paa en høj Brosten i den ujevne Gaard og kravlede op paa den ene Hest. Udenfor skævede han hen til Skadeæggene — jo, Halmen skjulte dem godt. Han red ud i Dammen med Hestene. Den var næsten som en Sø. Det var saa morsomt at vide, at man kunde drukne, hvis man faldt af. Han klappede Dyrene paa Halsen og snakkede godt for dem. Det tog Tid; de var tørstige. Endelig vilde de op, og Søren lod dem gaa selv. Pludselig gav det et Sæt i ham; han standsede Hestene med et Ryk.
Foran ham stod et Kvindemenneske med sit Forklæde opbundet og sammenholdt med sin venstre Haands knoglede Fingre. I sin højre Haand havde hun en Kæp. Hun var som skudt op af jorden.
„Naa, Søren” — lød det med en grov, sprukken Stemme — „I har faaet tidlig fremmede i Dag. Hvor er de Heste fra?”
„De er fra Sømarke, Sidse Smeds.”
„Næ — dog! Saa er det vel Peder Knudsen, der er kommen?”
„Hvor véd du det fra?”
„Hæ —! jeg véd alting. jeg vidste ogsaa, hvor du havde gemt Skadeæggene, Søren.” Søren saa hurtig til Siden og opdagede, at Halmen laa splittet og Æggene var borte. „Men Gud hjælpe dig, hvis du siger det til nogen,” fortsatte Sidse Smeds, idet hun løftede op i Forklædet og begyndte at gaa hen imod Smedehytten bag Dammen, — „saa skal jeg sende dig en Helvedes Rygværk — — — —”
Mere hørte Søren ikke. Han klemte Træskohælene i Siden paa den røde og red forbi hende. Nu vidste han, at Sidse Smeds var bleven en led Heks, efter at hun var bleven Enke og boede for sig selv og havde Besøg af onde Aander, som Folk sagde.
Ved Porten saa han sig ængstelig tilbage — jo, der stod hun og grinede med sorte Tænder efter ham.

II. KAPITEL.

Samme Dags Formiddag, da Elmelunde Kirkes klangfulde Klokker begyndte at ringe sammen til Højmesse, begyndte der at røre sig et broget Folkeliv paa Gaden. Store og smaa kom ud af Gaardene, alle iførte deres Kisteklæder. Salmebøgernes Sølvspænder glimrede omkap med Konernes Sølvspænder i Bælte og paa Brystet. De mange Sølvknapper i Mændenes Veste og Frakker tog sig ogsaa glimrende ud.
Pejter Johansen[7] og Kirsten kom ud ad Porten i munter Snak med hinanden. De mindedes den 26de Marts 1738 som deres Trolovelsesdag. Nu var han valgt af sine Bymænd i sit 48de Aar til Byens Oldermand. Han kunde ogsaa nok repræsentere Byen baade hvad Højde og Drøjde angik; han var sine 72 Tommer; en Kraftkarl, der lignede sin Fader, Garderen fra Norge. Kirsten var spinklere, men de havde 5 Sønner og 2 Døtre, som alle syntes at skulle komme til at ligne deres norske Stamfader. Allerede indgød de 3 ældste Sønner Johan, Jens og Lars en vis Respekt ved deres Højde og Styrke, og Anne Margrethe, der kun var 8 Aar, var allerede større og kraftigere end én paa 16 Aar.
Pejter Johansen var i Dag iført en hvid Vadmels Brystdug, derover havde han en mørkebrun Vadmelsvest med Sølvknapper, der udenover en Trøje, kort i Livet men med meget lange Skøder. Knæbukserne var farvet Skind, og de store Uldhoser stak i et Par blanke Sko. Paa Hovedet bar han en sort Hat med stor Skygge; hans lange, lysegule Haar hængte ned over Skuldrene i Krøller. Han var trind i Ansigtet og havde stort, lyst Skæg og store Øjenbryn. Han havde for det meste et Smil af Godmodighed over sit Ansigt, som alle stærke Folk, der véd, de kan stole paa deres Kræfter i Farens Stund, men blev han vred, da fik hans Ansigt et strengt Udtryk, og man veg skyndsomt til Side for ham.
I Dag var Bjørnen tam. Han saa ualmindelig glad og fornøjet ud. Udenfor Porten tog han sin Kone i Haanden, og de fulgtes ad som to store Børn henad Gaden til Kirken. Kirsten var iført et mørkegrønt Vadmelsskørt og et Liv, af lysere Farve; udenover bar hun en Trøje, der var heftet sammen paa Brystet med et stort Sølvspænde. Under sit hvide Hovedtørklæde bar hun det hvide Lin, Korsklæde, med ægte Kniplinger, og fine Silkebaand hængte ned fra det perlesmykkede Nakkestykke. Ogsaa hendes smaa Sko var smykkede med Sølvspænder over Vristerne. — Ved Kirkegaardslaagen hilste de paa Jens Knudsen og Ann' Stine og de fulgtes ad ind i Kirken. Flere fulgte efter, deriblandt Morten Andersen og hans Hustru, Ellen. Inde i Kirken havde hver Gaard sin Stol, og ingen vovede at sætte sig, hvor han ikke havde Ret til at sidde. Mændene sad til højre, Kvinderne til venstre.
Monsiør Rüber læste i Kordøren og begyndte derefter paa Salmen: „Se hvor sig Dagen skynder”. Menigheden sang kraftig med. Der blev endnu sungen et Par af Kingos Salmer, og da den sidste Tone forstummede af „Sorrig og Glæde de vandred' til Hobe”, besteg Sognepræsten, den hæderlige og agtværdige Mand Hr. Peder Hagen, Prædikestolen og talte med myndige Ord om Dyd og gode Gerninger.
Efter Gudstjenestens Slutning gik Folk langsomt ud af Kirken, og Pejter Johansen og Morten Andersen gik da i fortrolig Samtale ad Gangen mellem Kirken og den store Høj paa Kirkegaarden. Bagefter dem fulgte Kirsten og Ellen. De talte om den gamle Jens Degn, der var død i Aarhundredets Begyndelse, men som efter de gamles Vidnesbyrd havde været en ualmindelig lærd Mand, der ogsaa kunde foresynge alle foreskrevne Salmer paa Latin og messe værre end Præsten.[8]
Pejter og Morten havde andre Ting i Hovedet. De skulde nemlig have Bystevne samme Dag Kl. 4, og der var Sager nok at snakke om.
Da de kom hen til Mortens Gaard, sagde Ellen Mortens, idet hun trak Kirsten Pejters i Ærmet:
„I kunde da ogsaa godt gaa med indenfor og faa en Hjærtestyrkning.”
Kirsten saa paa Pejter:
„Ja — men —”
„Vi har da et Glas Mjød endnu!”
„Hahaha, ja — saamænd!” udbrød Pejter Johansen og gik foran, „men der skal et stort Glas til saa stort et Hjærte, som jeg har.”
„Du er jo ikke af de mindste, Pejter,” smilede Morten og gav ham et Puf i Ryggen, „men vor Mor finder nok et Glas, der har Størrelsen.”
— I det samme kom en 10 Aars Dreng ridende paa Gaden paa et gammelt Byøg. Det var Morten Andersens Søn, Anders Mortensen.[9]
„Hvor har du været, Dreng?” spurgte Morten.
Drengen sprang af og lod Øget gaa.
„Jeg har været henne at snakke med Lars Madsen.”[10]
„Naa, Mads Nielsens Søn! ja, I to Drenge er vist to værre Gavtyve.”
„Aa — det er godt Bror, at de ikke er forkælede,” sagde Pejter Johansen, „det duer ikke. I har jo kun den ene, og Lars er ogsaa eneste Søn, saa er det godt, de to kan file Kanterne af hinanden. Hvis ikke de kan selv, saa kan de bare komme hen til mine Drenge — hahaha —.”
„Ja, de er da ikke forkælede,” sagde Morten.
„Forkælede!” udbrød Pejter og lagde sine Hænder paa Mortens Skuldre — „Forkælede! Næ, det ligger ikke for os Normænd. Der er Blod i os! Det kan du stole paa. Der er Blod i os! ja, min S'æl er der saa.”
„Men vi glemmer jo rent — —” begyndte Ellen.
„Ja, lad os saa gaa ind og se, hvor store Glassene er.”
Pejter Johansen gik selv foran.
Et Øjeblik efter kom en Karl og en Pige ud gennem Kirkelaagen.
„Far og Mor gik derind hos Mortens,” sagde han og vendte sig om til Pigen, „saa kan du gaa med hjem, Ingeborre.”
„Ja, Tak, Johan[11]! Men I skal jo have samlet Bymændene i Dag.”
„Det er ikke før Klokken 4.”
„Dine Forældre kommer vel ogsaa snart hjem?”
„Ja, rimeligvis. Men vi skulde vel ogsaa snart have snakket med dem om Brylluppet, min Pige, kom saa!”
Han rakte en Finger bagud og begyndte at gaa. Hun tog i Fingeren, som hun lige kunde spænde om, og fulgte efter.

Da Klokken nærmede sig fire om Eftermiddagen, kom Pejter Johansen ud af sin Gaard. Han havde nu skiftet Tøj. I Haanden bar han et almindeligt Kohorn, det satte han for Munden og blæste i af sine Lungers fulde Kraft. Det lød ikke godt, men det kunde høres. Nogle Børn, der laa og legede paa Gaden, fo'r forskrækkede afsted. Pejter saa efter dem og lo saa det klukkede i ham. Det var Oldermandens Signal til Bymændene! Nu kom de fra højre og venstre. Pejter Johansen blev staaende og tog imod den første. Det var Jens Knudsen.
„Havde vi endda et Træ at samles om, ligesom de har i de ældre Landsbyer,” sagde Jens Knudsen og stoppede sin Pibe.
„Pyt med Træet,” mente Pejter Johansen, „Jeg foretrækker min S'æl at sidde inde paa Bænken i Stedet for paa en Graasten.”
„Aa ja! Men Bystevnet paa Gaden var dog Midtpunktet i Landsbyens Liv.”
„Det kan være rigtig nok. I Bystevnet er det, Byens Hjerte slaar; men vi kan jo tage Byens Hjerte med os ind i Gaarden, min Bror.”
Han gik foran ind i Stuen.
Pejter johansens Dagligstue var meget smal, men lang ligesom Stuerne i de andre Gaarde.
Under Vinduerne ud til Gaden stod en gammel Træbænk og foran den et Bord med store drejede Ben. Selve Bordpladen var en Egeplanke, et Arvestykke fra forrige Aarhundrede, den var et Kvarter i Tykkelse og havde to dybe Huller, hvori man tidligere brugte at opøse Maden. Over Bordskiven hang „Uroen”, en udskaaren Træfugl, malet i røde og gule Farver. Paa Panelet ved Bordenden mellem Hjørneskabet og den gamle Klokke hang Pejter Johansens store Pibe med Sølvbeslag. Det gamle „Sejrværk” havde rødt Foderal malet med Blomster. Hjørneskabet var trekantet og blaamalet. Heri opbevaredes Mandens vigtigste Papirer, en Bibel, nogle Salmebøger, en Barberkniv og en Flaske med Skorpionolie. Ovenpaa Skabet stod de to store Messinglysestager en Metalmorter og en Kasse med Tobak og Kridtpiber. Langs med Loftet ved Væggene var der Hylder med Tallerkener og Fade af Messing og Kobber. Ved den østre Side stod to store Himmelsenge, gemt af Spærlagen (Omhæng). Foran disse nogle trebenede Stole uden Ryg. Mellem Bilæggerovnen og Sengen stod Ovnbænken med blød Bænkepude, og ovenover denne hang Kirstens Pyramide med Tepotte, Saltkar, Peberbøsse, Snusdaase og et Hovedvandsæg samt Fyrtøjet. Væven og Lysekællingen, der ellers havde deres Plads foran Ovnen, var i Dagens Anledning flyttet op i „Mellemstuen”. Gulvet var af stampet Ler, men overstrøet med fint, hvidt Sand. Under det lave Loft var der Hylder langs Bjælkerne, paa disse stod blank skurede Mælkebøtter. Gudelige Skrifter var anbragt over begge Døre i Stuen. Der var meget varmt. Ovnen var gloende, thi Kirsten vilde ikke, at de gamle iblandt Bymændene skulde fryse. De smaa blyindfattede Ruder var naglede fast. Loftet dryppede af Fugtighed. Stuen fyldtes lidt efter lidt, og Pejter Johansen bad Byfolkene tage Plads omkring det lange Bord. De satte sig, de ældste øverst, de yngste nederst. Saa hentede han „Bysens Kæp” og lagde den paa Egeplanken. Den havde adskillige Skaar paa Siderne, der fortalte, hvormange Bøder der var idømt tidligere.
Anders Larsen, der sad øverst paa Bænken ved Vinduerne, rakte ud efter den og sagde:
„Nu er vi vel snart „ved Pinds Ende”.
„Ja, men saa faar vi have en ny,” sagde Pejter Johansen, „eller ogsaa skære de gamle Synder ud, at der kan blive Plads til de ny.”
Kirsten kommer ind med et Krus Øl i hver Haand og sætter dem paa Bordet. Den mindste Dreng, Peder, følger med; han holder Moderen i Skørtet og gemmer Ansigtet, da han ser de mange fremmede Mænd.
 „Tak for Øllet, Mor!” siger Pejter, „men Børnene kan vi min S'æl ikke have til Forstyrrelse.”
„Nej” — svarer Kirsten — „men Byornen er sluppen ud i Gaarden, saa Peder er bange for ham.”
„Lad de store Drenge sætte ham fast. Hvor er Johan og Jens?”
„Nu skal jeg se at finde dem.”
Hun gaar med Drengen.
Pejter Johansen gaar ind ved Bordenden, udtager en Bog af Hjørneskabet med „Byens Regnskab”, ser sig om og siger med Hænderne fast paa Egeplanken:
„Som I alle véd, driver vi her i Byen som alle andre Steder vor jord i Trevangsdrift i Fællesskab. Rugvangen er i Aar i Vestmarken, Bygvangen i Nordmarken og Græsvangen i Østmarken ad Vestud og Borre til. Da Borre By, har Græsvangen i Vest i Aar, vil denne Bys Græsvang og vor falde sammen, saa vi kommer nok til at holde Grandestævne med Borre Byfolk, naar Ævret opgives, og Kreaturerne slippes løse. Men det første, vi har at gøre, er at efterse om alle Hegn er i Orden og alle Led hængte. Efter Byloven skulde alle Led være i Orden til i Dag, Voldermissedag.”
„Ja, Gud bedre det,” siger Anders Larsen, „der er stjaalet et Led imellem Rugvangen og Bygvangen, og der er nedtraadte Gærder baade ad Hjertebjerg og Torpe til.”
„Er du vis paa det, Svoger?” spørger Pejter.
„Ja, det er rigtig nok,” siger Mads Nielsen.
„Skrive som du Svoger, og lægge store Tal sammen, det kan jeg ikke,” siger Anders Larsen, „men jeg takker Gud for, at han har givet mig Øjne i Hovedet til at se med.”
„Har du ogsaa set Tyven da?”
„Næ — men der var jo én, der blev tyvebrændt her i Nabobyen for et Par Aar siden.”
„Det var der. Men han har Kone og Børn, Stakkel!
Skal vi saa bestemme at gaa paa Gærdesyn i Dag otte Dage?”
„Ja — ja.”
„Og de, der ikke til den Tid har lukket Hullerne i deres tilmaalte Gærder, de ifalder Bøder til Byens Kasse.”
„Hæhæhæ —” ler Mads Nielsen og gnubber sin gigtsvage Arm — „Jo flere Mulkter i Kassen, desto mere Øl paa Stolen til Mortensgildet.”
Jens Knudsen giver ham et lille Puf i Siden og siger:
„Der har vist ikke manglet Øl til noget Mortensgilde endnu, og der vil vel heller ikke blive Mangel herefter. „
Mads hoster tørt og rækker efter Kruset
„Vil du kanske — tage den Fornøjelse fra os, Jens?”
Morten tager det andet Krus og spytter Skraaen ud:
„Det er sandt, hvad Jens Knudsen siger. Øl har vi nu altid haft nok af. Bare vore Efterkommere ikke skal komme til at tørste. Skaal, Mads!”
„Saa skal vi have valgt en Stodderkonge,” fortsætter Oldermanden. „Han skal føre Tilsyn med Byens Fattige og med de fremmede Skarnsfolk, der kommer til Bys og bliver Natten over.”
„Det kan nok gøres nødig,” siger Jens Bilde, der er Fæstebonde i Gaarden op til Jens Knudsen, „der holder flere til hos Sidse Smeds end godt er. Vor Tjenestepige Hylleborre havde ondt ved at gaa paa Gaden i Aftes.”
Oldermanden foreslaar Morten Andersen, der bor nærmest ved Borgerledet og derfor bedst kan have Opsigt med Landevejsfolket.
En sagte Bifaldsmumlen høres. Det vedtagne nedskriver Oldermanden.
„Saa er der forskellige Arbejder, vi skal have gjort, siger Pejter Johansen, „bliver her atter Ildebrand i Byen — det Gud forbyde — da maa vi have Gadedammen renset. Hertil møder der en Vogn fra hver Gaard; Husmændene med Skovl og Spade.”
„Ja — ja.”
„Tørvemosen i Østmarken skal ogsaa sættes i Stand. Nedgangen er ikke fremkommelig for Folk og Fæ.” — Derefter foretages Ligning, saaledes at hver Mand blev takseret til det Antal Tønder Korn i Vintersæd og Vaarsæd, som han havde at saa i det kommende Aar. Det bestemtes ligeledes efter dette Saakorn, hvormange Favne Gærder hver Mand havde at sætte, samt hvor mange Led og Stolper, han havde at holde vedlige. Ogsaa Lønnen til Byhyrden, „Vogteren”, bestemtes efter Saakornet. Ligeledes Udgifterne til en Fold i Græsvangen, der skulde rejses af Kampesten og være 6 Favne i Firkant. Folden skulde være til at indelukke fremmede Byers Kreaturer i, som kom tilløbende. Da gamle Hans Vogter var død, antoges Pær Skrædder for et Aar.
Han var ved at dø af Sult, da Folk selv syede deres Skindpelse og Vadmelsklæder. Hans Løn blev fastsat til en Sletdaler om Ugen til Kost for sig selv og en Hund. Han skulde ogsaa overlades et Øg til at ride paa og en Tromme til at kyse Svin og Kreaturer med, naar de vilde bryde over Gærder. Derimod maatte han selv anskaffe sig Tudehorn og Økse. Vogterhytten skulde sættes i Stand til ham.
Det bestemtes, at Kvæget maatte ikke gaa ude paa Rugvangen efter 1ste Maj, og at hver Mand skulde betale en Mark for hvert stort Kreatur, naar Ævret blev opgivet, og alt Kvæg sluppet løs. Det regnedes for Snyderi at lade flere Køer gaa paa Græs, end der var betalt for, og den, der malkede anden Mands Køer, regnedes for Tyv og skulde lide sin Straf.
Da alt dette var i Orden, tog Oldermanden atter til Orde:
„Saa vil jeg minde eder om, at før vi atter sætter vore Køer ud, da skal alle Tøjr efterses af Bymandskabet, og kommer noget Kreatur løst, da skal der betales Mulkt for Skaden. Ingen sætter heller sine Heste ud uden alle Bymænds Vidende og Vilje.”
Jens Knudsen rømmer sig og siger:
„Det vilde være haardt nok, hvis Bæsterne saa staar og dør af Sult forinden.”
„Det er gammel Lov, Jens Knudsen.”
„Ja. Men Loven trænger til at forbedres. Det kan ikke blive ved at gaa paa gammel Vis.”
„Hvad mener du med det?” spørger Pejter forbavset.
„Jeg mener, at Fællesskabets Tid maa snart ophøre, og der maa komme en ny Tid, da hver Mand faar Lov til at gøre Fremskridt for sig selv.”
Stumme af Forbavselse ser Bymændene paa hverandre.
„I kan ikke tænke jer Fællesskabets Ophør,” vedbliver Jens Knudsen, „men der vilde baade vindes Tid og Penge — — —”
„Næ, Vorherre bevares!” afbryder Morten Andersen, „hvorledes skulde vi saa faa drukket alt Øllet.”
De ler, men Jens Knudsen siger alvorlig:
„I sætter altsaa Pris paa Fællesskabet!”
„Ja — ja!” lyder det fra alle Sider.
„Godt! Saa vil jeg ogsaa indtil videre sætte Pris paa det samme. Jeg er ny i Lavet. Det er kun et halvt Aar siden, jeg kom her til Elmelunde By og gjorde mit „Igangsgilde” for jer. Skal jeg have nogen Gavn af dette, saa vil jeg gærne bede mine Bymænd om at komme mig til Hjælp med at kline min Lade op, den er ved at falde med alle sine gamle Lervægge.” Nogle blev lidt lange i Ansigterne, men Pejter Johansen tog til Orde:
„Naturligvis! Sig til, saa skal vi hjælpe dig. Lad os bare være glade for de Fremskridt, vi har oplevet. Min Svigerfader her paa Gaarden kan huske endnu, at i Slutningen af forrige Aarhundrede var der ingen Bonde her paa Møn, der havde Skorsten eller Loft i sit Hus. Han boede i Røgstuen med Lyren oppe i Tagrygningen. I røgfulde Stuer levede vore Forældre deres Liv. Men nu har vi faaet Skorstene, der suger Stuernes Røg op igennem sig, og som afværger saa mangen gruelig Ildebrand. Er det ikke Fremskridt?”
„Jo — jo!”
„Her kom kongeligt aabent Brev til Møn i 1697, at inden 2 Aars Forløb skulde Bønderne paa Møn under Fæstes Fortabelse have bygget Skorstene. Saa fik vi Skorstene, og vi fik én Ting til i Tilgift. Vi fik lukket Lyren og lagt Loft over vore Hoveder, hvilket Frem skridt var ikke det!”
„Jo — jo!”
„Meget rigtigt, Pejter,” siger Mads Nielsen.
„Ja, men en Slægt maa altid blive ved at kræve Fremskridt,” siger Jens Knudsen. „Ingen af jer véd, hvornaar den Dag kommer, da vi Bønder faar Brædder under Fødderne til Gulv, ligesom vi nu har faaet Brædder over Hovederne.”
„Næ — næ, lad os nu blive ved jorden,” mener Morten.
„Jeg mener ogsaa, vi foreløbig skal være tilfredse,” siger Pejter Johansen. „Lad os være glade, at vi kan takke Gud for Helsen og Sundhed. Kunde Gudsfrygt brede sig iblandt os, da var meget vundet for Slægterne. Derfor vil jeg minde eder om, at ingen bliver borte fra Gudstjenesten 3 Søndage i Træk. Og den, der øver Drik og Dobbel før og under Højmesse, han bøde 3 Mark i Sølv.
Som Dannemænd har vi nu talt sammen i dette vort Bystævne, og vi skilles, idet vi minder hinanden om, at den ene Bror staar den anden bi, og alle gør vi vort fælles bedste til Byens Ve og Vel efter den Lov, vi selv har givet. Hvor ingen Lov er, der er ingen Straf, og hvor der ingen Straf er, der er ingen Lydighed.
Det er Voldermissedag i Dag. Vi begynder et nyt Aar i vort Bylag. Saa give Gud Lykke og Velsignelse baade af Himlen og jorden, Fred i Landet og Velstand til Huse!”
„Vel talt, Svoger!” siger Anders Larsen.
Alle rejser sig. Kirsten kommer ind med mere Øl. De drikker endnu en Gang. Nogle slaar Ild med Fyrtøjet og tænder Piben, saa byder de Farvel og gaar.
Jens Knudsen og hans Genbo, Mads Nielsen, er kommen til at følges hen ad Gaden.
„Synes du ikke, Jens — hm — synes du ikke, der er megen Hjælpsomhed i Fællesskabet?” begynder Mads og bakker ivrigt paa Piben.
„Det er ogsaa det bedste ved det hele,” siger Jens Knudsen, „men der er dog én Ting, som ikke er rigtig.”
„Hvad er det da?”
„Hjælpsomheden er tvungen efter Byloven. Det er ikke frivillig Hjælpsomhed.”
„Næ — men — hm hm — den er jo nødt til at være tvungen.”
„Hvor er saa Broderkærligheden henne, Mads?”
„Hi — ja — hm hm — vi kan jo sige, at Skylden er Præstens.”
„Saa — aa.”
„Han maa ikke have forstaaet at præke saaledes for os, at vi saadan — frivilligt — hm hm — er glade for at — hjælpe hinanden —. jeg synes ellers dog — hm hm — at naar der sker én eller anden Ulykke, saa — hm hm — hjælper vi saa godt, vi kan.”
 „Ja, det er let at have Medlidenhed og let at skyde Skylden paa andre. Videre er vi ikke komne. Men under Byloven kunde vi vel heller ikke komme videre.” Mads sundede sig lidt, rømmede sig nogle Gange og sagde:
„Lader du haant om de gamle Bylove, Jens?”
„Nej, jeg gør ikke. De har gjort et stort Gavn. Men nu vilde jeg gærne have fornyet dem, saa de kunde passe til frie Bønder og ikke til ufri Fæstebønder.”
„Ufri Fæstebønder! hm hm — har vi kanske ikke før siddet paa højere Dommersæde end i Bystævnet?”
„Det er længe siden, Mads. I forrige Aarhundrede sad der 12 Bønder som Nævninge paa Møns Herreds Ting, men ved Aar 1700 begyndte vi at synke i Anseelse, og vi er sunkne dybere og dybere siden. Nu skal Dommerne være jurister. Lovtrækkeriet, som vi Bønder ikke forstaar os paa, skal sættes i Højsædet, og den sunde Bondefornuft skubbes tilside.”
 Mads sparkede til en gul Løvetand i Vejkanten, saa den fløj langt henad Gaden.
„Vi afgør jo ogsaa helst vore egne Sager i Bystævnet,” sagde han.
„Ja, men kan du ikke forstaa, Mads” — indvendte Jens Knudsen — „at ligesom Bonden er skubbet ud som Dommer i Herredstinget, saa vil den Dag komme, da han ogsaa skubbes ud som Dommer i Bystævnet.”
Mads begyndte at gøre store Øjne.
„Næ — næ — hm — hvorledes skulde det gaa til?”
„Det vil gaa saaledes til, Mads, at hvis vi ikke selv forandrer vore Bylove og vor Fællesdrift, der hænger sammen som Ærtehalm, da kan det altsammen til vor Ulykke blive forandret ovenfra.”
„Jeg forstar mig ikke paa det, Jens! jeg forstaar mig paa Fællesskabet, og det — hm hm — det holder jeg paa.”
„Jeg er imod Fællesdriften, fordi den ene ikke kan komme til at røre sig for den anden. Al vor Vilje er som lænket i en Fælleslænke. Al vor Kraft er bunden; den sidste Rest sløves Dag for Dag.”
„Ja, vi kan jo snakke videre en anden Dag. Kan du give mig Ild til min Pibe.”
Jens Knudsen tog sit Fyrtøj op af Lommen og slog Ild.
„Sikken en Indretning — bak — bak — saadan en Tingest skal jeg ogsaa have købt — bak — bak — bak — vi maatte hen hos Pejter Johansen i Morges for at laane ild — bak — bak — vore Tørvegløder var slukkede paa Skorstenen i Nat.”
„Farvel Mads!”
Jens Knudsen gav ham Haanden og gik ind i sin Gaard.
Mads Nielsen stod lidt og rev sig i Haaret under sin røde Tophue, saa sagde han ved sig selv:
„Hæ! Han er kuldret — men han faar nok bedre Forstand. Lave Bylovene om —? Næ, bild mig ikke det ind!”
Han saa op, og Niels Knudsen stod pludselig foran ham med et Gevær i den ene Haand og et skudt Raadyr over Nakken.
„Ih — se, hvor kommer du fra?”
„Jeg kommer ude fra Kohaveskoven, hvor jeg har gaaet hele Eftermiddagen,” sagde Niels.
„Har du været hele Eftermiddagen om at skyde det Dyr der?”
„Nej, det skød jeg straks. Men saa har jeg strejfet omkring derude i det fri! Aa, det er saa dejligt at komme langt ud — langt, langt ud til Østersøen — saa langt ud, at man føler sig at være ene — ene med sit Livs— mod, sin Kraft, sin Vilje!”
 „Hm hm —”
„Ja, der langt ud over Bymarkerne — der rækker jer andres Vilje ikke — der er man fri — derude hvor Bylovene slipper, der er man først sig selv. Farvel, Mads!”
Han gik ind ad Porten.
Mads saa befippet efter ham.
Saa mumlede han, idet han gik ind i sin Gaard:
„Han er kuldret ogsaa! Han er kuldret ogsaa!”

III. KAPITEL.

Fredagen efter var der Klinegilde hos Jens Knudsen. Tidlig om Morgenen mødte Karle og Piger omkring fra Gaardene, og snart gik Søren med en lang Pisk og knaldede løs paa to magre Heste, der gik i Lervællingen udenfor Laden og traadte Leret til, som skulde bruges til at kline med. Karlene havde travlt med at sætte Trærammer ind mellem Stolperne, bore Huller foroven og forneden og indsætte lodrette Stokke i disse Huller med visse Mellemrum; de skulde holde Lervæggen sammen. Pigerne bar Vand til Leret. Da det var tilstrækkelig æltet, begyndte Arbejdet. Lervællingen klaskedes i mellem Stokkene baade indefra og udefra. Der var derfor hele Laden rundt to og to Makkere. Arbejdet gik under Spøg og Latter. Det gjaldt om, at den ene kunde klaske Leret i, saa det sprøjtede Makkeren til i Ansigtet. Saaledes havde Ann' Stine og Ingeborre kæmpet en Stund med hinanden; det blev Ann' Stine, det maatte hen til Vandtruget for at rense Øjne og Ansigt. Hendes Broder Niels tog hendes Plads og klaskede Lervællingen saa kraftig i, at Ingeborre skyndsomst maatte forsvinde; men saa tog Johan Pejtersen hendes Plads, og nu gav den ene den anden det glatte Lag, saa ingen Ridder i Middelalderen skulde skamme sig ved slig en Dyst til deres Damers Ære. Alt Arbejdet ophørte en Stund, fordi alle vilde se paa Kampen. Kamphanerne var hinanden jævnbyrdige, thi hvad Niels Knudsen manglede i Kræfter overfor Johan Pejtersen, det havde han i Smidighed. Kampen endte uafgjort, idet der pludselig ikke var mere Ler, saa fulgtes de ad hen til Vandtruget under Ungdommens muntre Latter.
Om Aftenen var der Dans og Lystighed. —
Bystævnets Beslutninger blev punktlig udførte, Dagen efter blev Gadedammen renset, og om Søndagen aarle om Morgenen samledes Bymændene ved Borgerledet for at dele sig i to Flokke paa Gærdesyn. Det blæste en Del, saa gamle Anders Larsen turde ikke gøre Turen med, men sendte Sønnen i sit Sted. Jens Bilde var Anfører for dem, der gik mod Øst ad Vingaardshjørne til. Oldermanden var selvskreven til at gaa foran Mads Nielsen, Jens Knudsen og Morten Andersen ad Hjertebjerg til. Pejter Johansen forklarede dem, at Grøfterne skulde være mindst 1 Alen dybe og 2 Alen og 2 Kvarter brede foroven.
Ved Kirkelaagen mod Vest var Morten Andersen, der gik bagefter de andre, stødt sammen med Skoleholderen i Hjertebjerg, Monsiør Søren Rüber, der havde været oppe i Kirken med Salmenumre og Messedragt. Han havde to af sine Børn med, den lille Timoteus og den nogle Aar ældre Rebekka.
De gik og talte om Vejret. Det havde længe været tørt, og Kornet saa gult og daarligt ud. Morten var meget betænkelig. Monsiør Rüber lod falde nogle Ord om Himlens Straf over begangne Synder. Morten mente ikke, at det var Vorherres Skyld, at der ikke faldt Regn i deres By, naar det øvrige Møn fik Regn. Det kunde ikke være Bøndernes Skyld, thi stod det til dem, skulde de nok lade det regne. Han hørte til de Mennesker, der har let til en Vittighed i Spøg og let til en Taare i Alvor; og idet han tog sin røde Tophue af og tørrede sine Øjne med, udtalte han som sin Overbevisning:
„Det er Elmelunde Banker, der flækker Skyerne, saa de gaar udenom til hver sin Side.”
Den lille Timoteus havde faaet Øje paa en Ørn, der fløj over deres Hoveder ud til sin Rede paa Klinten, men Rebekka havde ikke Tid til at se efter den, trods hans ivrige Raab; hun plukkede Forglemmigejer i Landevejsgrøften under Banken.
Imidlertid var de andre Bymænd standsede ved et stort Kadaver, der laa midt paa Landevejen. Det var en død Ko, ramt af Pesten.
Bomærket paa Ørene oplyste, at den tilhørte Jakob Larsen. Oldermanden lod en Dreng kalde, der skulde løbe med Bud til Ejeren, at Koen skulde bortkøres og nedgraves inden Aften. Ved Hjertebjerg forlod Bymændene Landevejen og fulgte Hegnet imod Nord. De gik gennem flere Led og eftersaa baade Stolper og Gærder, Kroge og Hængsler.
Jens Knudsen blev staaende og faldt i Tanker.
„Hvad tænker du paa, Jens?” raabte Pejter Johansen efter ham.
Jens Knudsen saa op:
„Aa — det er vist bedst, jeg tier med, hvad jeg tænker.”
„Du staar vel ikke og tænker ondt om dine Bymænd?”
„Nej, Vorherre bevare mig derfor” — han gik langsomt hen til dem — „men jeg tænker paa, der gaar en forfærdelig Masse Tid til Spilde med alt dette Fællesskabsarbejde.”
„Saa — aa.”
„Dersom hver Mand havde sit Stykke jord paa et Sted, saa vilde han langt hurtigere kunne efterse sine Gærder selv, end som det nu er.”
„Hm hm —” stønnede Mads Nielsen — „det kan nu — hm hm — ikke blive anderledes.”
„Jo, hvis vi selv vil! Se, hvis jeg havde haft mine 10 Rugagre samlede paa et Sted i Stedet for, at jeg har én Ager her, og en Ager der, og den næste derhenne, saa kunde jeg om Efteraaret saa min Rug paa 2 Dage i Stedet for paa 12 Dage. Det er Tidsspilde, som det er.”
„Hm hm. —”
„Og havde jeg faaet saaet Rugen noget tidligere, saa havde den ogsaa set noget bedre ud.”
„Ja, men det nytter ikke,” siger Mads og klør sig under Tophuen med sin Pibespids, „nu har vi jo en Gang Fællesskabet — hm hm — og jeg tror ikke — —”
Jens Knudsen afbryder ham:
„Jeg véd Bønder, der har 80 Agre paa 60 forskellige Steder, og saa høstes der kun 3 eller 4 Fold Rug og 5 Fold Byg og Havre, og det regnes for godt, men vi kunne høste mange flere Fold —”
„Ja, Gud véd det!” siger Pejter Johansen.
Jens Knudsen slaar ud med Haanden.
„Se nu en smal Ager her! Naar her nu ad Aare skal være Græsgang, saa kan en Ko ikke tøjres paa den, uden den æder langt ind paa Naboens Agre, saa bliver der Hundrede Spektakler for det og igen megen Tidsspilde.”
„Tiden skal slaas ihjel med noget,” mener Morten.
„Nej,” udbryder Jens Knudsen ivrig. „Tiden skal ikke slaas ihjel, den skal bruges.”
„Der kan min S'æl være noget i det,” siger Pejter Johansen og retter Ryggen, „men blive enige om noget nyt, det vil falde vanskeligt. Gud véd, hvordan det vilde gaa, naar hver Mand vilde have sit Stykke jord og kun arbejde for sig selv?”
„Netop! Netop!” stadfæstede Morten.
„Jeg tænker, der blev mange Rugagre, der ikke en Gang blev sat Gærder om.”
„og der blev vel ogsaa Agre, der aldrig blev saaede fortsatte Mads.
„Dovne Folk fik selv bære deres Tab,” sagde Jens Knudsen, „raske Folk vilde høste Gavn deraf.” Pejter Johansen plantede sin Stok imellem dem og udbrød rød i Kinderne:
„Gud véd, om ikke Egenkærligheden vilde ødelægge Bondens Fællesskabsglæde, saa der tilsidst ingen Broderkærlighed fandtes mere. Det skulde du huske paa, min Bror.”
„Broderkærlighed!” — Jens strøg sig om sit sorte Skæg — „tror du Broderkærligheden styrkes ved alle de Mulkter, vi skriver op i Dag?”
„Du vil altsaa, Jens, at vi ikke længer skal dele ondt og godt sammen.”
„Aa — jo, Pejter! Men mere godt og mindre ondt.”
„Ja, det kan jeg nu ikke se.”
„Jeg ikke heller,” stadfæstede Morten, „det er de fælles Kaar, der binder alle os Bymænd sammen” —
— „ Saa vi alle er lige ulykkelige” — fortsatte Jens Knudsen.
Pejter Johansen begyndte at gaa. De andre fulgte saa smaat efter. Da de kom op paa en Banke, hvorfra de kunde se Kohaveskoven, pegede Jens frem mod Skoven og sagde:
 „Se Skoven, der var tør og vissen i Vinter, da Køer og Svin holdt til derude, nu begynder den at grønnes —”
„Ja, har du aldrig set det før,” afbryder Pejter Johansen.
„Jo. Men jeg synes bare, det er sørgeligt, at det ny i den kan springe ud og faa Luft i Blade og Kviste, men det ny i et Menneske skal bare kvæles og dø.”
„Naa, vil du nu ogsaa til at springe ud!” siger Morten tørt.
„Ja, man kan jo ligesaa godt springe i det som krybe i det,” svarer Jens Knudsen.
„Hvorledes vil du saa bære dig ad?” spørger Mads.
„Jeg vil begynde med de unge Grene, de grønne Kviste af vor Slægt. De gamle og tørre er der ikke noget at stille op med. Det har min Bror Niels og jeg talt sammen om i den sidste Tid — — —”
 „Men hvad er det for en Rytter der kommer!” udbryder pludselig Pejter Johansen og peger op imod Elmelunde By, „det er ingen fra vor By.”
Mændene lod Øjnene løbe langs Fævejen.
„Nu kender jeg ham,” siger Jens Knudsen og lukker det nærmeste Led op for ham, „det er min Bror Peder fra Sømarke.”
Peder Knudsen sprang af Hesten og hilste paa dem.
„Far er død,” sagde han stille til Jens.
„Herre Gud, er han det.”
„Ja.”
„Hvornaar døde han?”
„I Aftes.”
„Naar skal han begraves?”
„Paa Torsdag. Kom saa allesammen.”
„Det skal vi. Traf du ikke vor Bror og Søster paa Gaarden?”
„Jo, Ann' Stine. Niels var redet til Stege.”
„Vil du ikke indenfor, Bror?”
„Nej, Tak! Der er saa meget at ordne hjemme. Farvel!”
„Farvel, Bror!”
Da Peder Knudsen var ude af Syne, gik Elmelunde Bymænd i Tavshed op imod Byen. De tænkte paa gamle Knud i Sømarke. Døden giver Respekt! Kirkeklokkerne i den hvide Kirke begyndte at ringe. De blottede Hovederne og stod stille.
„Skal de monstro ringe for os i Aar!” sagde Pejter Johansen stille for sig selv. — —
Det kom de dog ikke til. Men inden Aaret var omme, ringede de over Jens Bilde, kun 47 Aar gammel og over gamle Anders Larsen, hvis Enke søgte Trøst hos Pejter Johansen og hendes Søster Kirsten.
Sønnen Lars Andersen overtog sine Forældres Gaard, 32 Aar gammel, og hans lille Søster, Karen Andersdatter, maatte tidlig lære at tage fat. Hun gjorde det med et mildt Ansigt, og der var unge Knøse, som syntes, at hun var kønnere end de fleste.

IV. KAPITEL.

Sommeren gik. Ævret var opgivet, og Kreaturerne gik over det hele. Ved sidste Bystevne var det besluttet, at alle Led i Markerne skulde tages hjem og sættes paa det tørre, ligesaa Plove og andre Redskaber, og Harverne skulde hænges op paa Bjælkehovederne. En Bonde var bleven pantet, fordi han havde forsinket sin Høst og derved forhalet den Dag, da Ævret blev opgivet. De pantede Genstande, en Kobberkedel og to Messinglysestager skulde sælges ved Mortensgildet, som nu nærmede sig. Det skulde holdes hos Oldermanden, Pejter Johansen.
Kirsten havde derfor haft travlt i Dagene forud, men da Gildesdagen kom, var ogsaa alt i Orden. Ølstuen var fuld af Øltønder med gammelt og nyt Øl. Brændevinstønden laa ogsaa paa sin Plads, men intet maatte røres, før de dertil udvalgte Bymænd havde smagt paa Øllet og godkendt det.
Morten Andersen med Kone og Søn fra den sydlige Ende af Byen stødte udenfor Gildesgaarden sammen med Mads Nielsen, der kom med Kone og Søn fra den nordlige Ende. Begge Drengene fik snart hinanden under Armene og forsvandt ind ad Porten. De gamle gik ind i Stuen. Her sad en Del Mænd og røg paa deres Pibe. Tobaksrøgen laa som en Sky oppe under Loftet. Konerne gik op i Mellemstuen hos de andre Koner. Her gik Kirsten Pejters omkring imellem dem og viste dem sit sidste Hvergarn og sin nye Damaskeshue, selv Mandens ny Kabuds af sort Katteskind maatte op af Kistebunden. Konerne tog derefter Plads paa Stolene og fik Strikkestrømperne frem. Arbejdet kunde de udenad, og de sad derfor og beundrede Kirstens pæne, vævede Tapeter som i Dagens Anledning var hængt op paa Væggene. Kirsten blev hel rød i Kinderne af Undseelse over al den Ros, der regnede ned over hende, saa fandt hun da paa at gaa ud i Køkkenet for at sætte de løse, hvide Ærmer bedre fast i sin lysegrønne Trøje.
Det dirrede i Luften af en sagte Summen fra begge Stuer. Ingen talte højt. Man ventede paa Oldermandens Tale. Endelig kom Pejter Johansen ind med Bysens Bog og Bysens Kæp og lagde paa Bordet, idet han bød Bymændene tage Plads. Al Summen hørte op. De unge trængte sig frem i Dørene for ogsaa at høre lidt. Mest beundrede de Lars Andersen, der nu sad ved Bordet som Bymand i sin afdøde Faders Sted.
Pejter Johansen gik ind for Bordenden. Det var lige knapt nok, at han kunde staa oprejst under det lave Loft. Hans Øjne fæstede sig lige paa Loftbjælken foran, hvor de runde Kridtstreger, som Aarets 12 julemærker, endnu var synlige. Saa begyndte han:
 „Hvor lysteligt er det ikke, naar Brødre bo samdrægtelig tilsammen! Der lægger Gud sin Velsignelse til Arbejdets Slid; men hvis Brødre ej holder Bysens Love, da følger Ulykke og dødelig Plage. Vi har før set, hvorledes Bønder for deres Usamdrægtigheds Skyld har lidt ubodelig Skade, alene fordi de ikke har villet passe paa Lukke og Hegn.
Vi Elmelunde Byfolk har holdt sammen til i Dag og kan derfor fejre vort Mortensgilde med Glæde. Vi har ogsaa høstet til Føden. Derfor vil vi paakalde Gud til Taksigelse! jeg formaner dernæst eder alle til skikkelig Omgængelse ved dette Gilde. jeg forbyder enhver at bære Knive, Økser eller Sten paa sig. Hvis nogen sidder skjult med saadant Værge, afleverer han det, før Øllet kommer ind. Endvidere forbyder jeg uhøviske Ord, Banden og Sværgen. Om nogen forløber sig, da bøde han 2 Skilling i Mulkt. Ingen maa heller drage hinanden i Haaret eller slaa med knyttet Haand. Naar Øllet kommer ind, maa ingen spilde mere, end han kan skjule med sin Haand. Om nogen skulde blive syg og ej kan være her i Gildeslavet, da bæres hans Kande frem, at den kan blive fyldt. Vore Almisselemmer skal ogsaa ved Lejlighed betænkes. Naar vi har sluttet Gildet, og nogen endnu vil have mere at drikke, da drikke han et andet Sted og paa sin egen Bekostning. Dette siger jeg, da „Forord bryder ingen Trætte” .
Og hermed et hjærteligt og broderligt Velkommen!”
Pejter Johansen sætter sig. Der drages et Lettelsens Suk, og en sagte Mumlen tager atter sin Begyndelse. Oldermanden oplæser Regnskabet. lndtægtssiden med Bytyren og Byornen vinder kun liden Interesse. Men da han kommer til Bøderne, høres der bedre efter. Der er Mulkter for at have hugget anden Mands Pile, for at køre Led i Stykker med Vilje, for at lave Sti over Bygvangen, for at have holdt Gæs uden Gase, for at pløje anden Mands Ager for nær, for løse Heste og Kreaturer, for Slagsmaal, for Drukkenskab, for Helligbrøde o. s. v.
Endelig blev Regnskabet godkendt, og Oldermanden begyndte Auktionen over de indkomne Panter. Kobberkedlen blev solgt for 2 Rigsdaler 2 Mark og 1 Skilling; den købte Morten Andersen. Messinglysestagerne købte Jens Knudsen for 1 Rigsdaler.
Nu var den alvorlige Del af Mortensgildet til Ende. Øllet blev baaren ind og lagt paa en Stol. Tapningen i store Krus begyndte, og Skafferen bar det om, da det var bleven godkendt.
Inde i Dagligstuen sad Mændene i forskellige Smaagrupper og snakkede sammen og røg Tobak. Jens Knudsen udviklede sine nye Ideer for den unge Lars Andersen og Pejter Johansens ældste Sønner. Pejter Johansen selv blev siddende for Bordenden og talte med Mads og Morten.
Skafferen passede stadig paa at fylde deres Kruse, saa snart de tømtes. Oldermandens især maatte aldrig staa tomt.
En Del af de unge gik Arm i Arm op og ned ad Gaden i den synkende Aftensol. En lille Flok af den yngste Ungdom morede sig oppe paa Højen ved Kirken med at trille nedad og kravle op igen.
Da Konerne havde været lidt omkring i de andre Gaarde og sammenlignet det ene Hvergarnsstykke paa Væven med det andet, var de atter bleven samlet oppe i Pejter Johansens Mellemstue. Ogsaa de unge Piger Ann' Stine og Ingeborre havde sluttet sig til dem. Som de bedst sidder og fortæller Dagens Nyt for hinanden, gaar Døren op og Jens Knudsens Konemor kommer ind med sin lille Dattersøn ved Haanden.
„Men der har vi jo Bedstemor,” udbryder Ellen Mortens og skyder en trebenet Lænestol hen til hende, „kan I døje at gaa til Mortensgilde endnu?”
„Ja — ja. Tak, Ellen, det er godt at sidde ned. Lars og jeg blev kede af at sidde derhjemme, saa listede vi herover. Niels Knudsen er gaaet paa jagt, og alle de andre er jo her.”
„Hvor gammel er I nu, Bedstemor?” spurgte Ingeborre.
„Jeg er født 1704, saa kan du selv regne det ud, Ingeborre.”
„Saa er I kun 58 Aar, og kan leve længe endnu.”
„Næ — næ! Folk bliver ikke saa gamle nu til Dags, jeg véd godt, jeg er den ældste Kone her i Byen, og Manden med Leen vil snart komme og hente mig — hvor er ellers min Datter — jeg ser hende ikke —.”
Hun er ude i Køkkenet og hjælper Kirsten Pejters lidt,” siger Ellen Mortens — „nu er hendes Søster, Enken, jo heller ikke saa ung længer — hun kom herind efter hende for lidt siden.”
„Naa — ja —.”
„Nu har I det da ellers godt, Bedstemor,” siger Kirsten Mads', „siden jer Datter blev gift og fik en god Mand igen efter salig Jens Larsen.”
„Ja, Jens Knudsen er saamænd meget god. Han har bare saa mange nye Ting i sit Hoved.”
„Ja, det har han jo.”
„Og hans Bror Niels hjælper ham — og hans Søster Ann' Stine der!”
„Jeg er da ikke saa slem, vel, Bedstemor!”
Ann' Stine sætter sig paa Hug og leger med Drengen, der har sat sig ned paa Gulvet.
„Næ — næ — men du holder da heller ikke igen paa Brødrene.”
Ellen Mortens lader Strikketøjet hvile i Skødet og siger:
„Niels og Ann' Stine er jo Tjenende hos Broderen, det er da ham, der er Manden.”
„Ja. Han véd ogsaa, hvad han vil, og det kan jo være meget godt.”
Døren gik op ind til Dagligstuen, og Kirsten Pejters gamle Far kommer rokkende ind ved en Kæp. Han tørrer sit rynkede Ansigt og rindende Øjne med et ternet Tørklæde og siger som for sig selv:
„Hvad har jeg dog gjort! Hvad har jeg dog gjort!”
„Hvad I har gjort, Bedstefar,” udbryder Ingeborre og giver ham sin Stol, „I har ingen Ting gjort.”
„Jo — at jeg skal leve saa længe!”
„Vi skal leve, til Gud kalder os,” siger Ellen.
„Nu kan jeg snart ikke mere. jeg har ogsaa længe nok været Bysens Ældste.”
„Ja. Det skal nu saadan være!” sukker Kirsten Mads.
„I kan da endnu gaa i Kirke og høre Guds Ord og synge en Salme med, det er da værd at takke Gud for,” siger Ellen.
Kirsten lader sit Strikketøj falde ned i Skødet og siger:
„Monsiør Rüber synger rigtignok dejligt — men hvad var det nu han hed den lærde Degn, som min Mor fortalte saa meget om,”
„Jens Jørgensen Fogh hed han.”
„Ja, de gamle kaldte ham Jens Degn. Han kunde rigtignok synge. Kan I huske ham, Bedstemor?”
„Nej. jeg var kun et Aar, da han døde, men Lars Hansen maa jo kunne huske ham.”
Lars hostede:
„Ja — det kan jeg rigtignok. jeg har læst Salmer for ham i Kirken mange Gange.”
„Og I har hørt ham synge?” spørger Ann' Stine.
„Ja, mange Gange. Han sang ligesaa godt paa Latin som paa Dansk. Offersalmen gik altid paa Latin.”
 „Det forstod I da ikke!”
„Næh — men sikken en Røst, han havde! — Det lød saa højtideligt.”
„Boede han i Hjertebjerg?” spurgte Ingeborre.
„Nej, min Pige,” svarede Bedstemor og pegede med sin Strikkepind ud ad Vinduet, „han boede nordvest for Kirken derovre. Det har min Mor fortalt. Der havde de ladet 14 Fag Hus staa af Elmelundegaards Fæstald, da den blev revet ned, og deri havde han saa sin Degnebolig til han døde. Gud glæde hans Sjæl.”
„Ja, det var paa Provst Reenbergs Forbøn, at han fik de 14 Fag Hus,” sagde Lars Hansen hostende, „men saa var det jo, det hele brændte.”
„Ja, det kan jeg godt huske!” udbrød Bedstemor, „det skete 1724. Det er det forfærdeligste, jeg har set” hun gøs endnu ved Tanken.
„Hvordan var den Ild kommen?” spurgte Ingeborre.
„Ja, kun Gud alene ved det, min Pige. Da brændte den halve By, men nu er der lagt et Lag Ler paa alle Lofter her i Byen for at dæmpe Ilden, om den — hvad Gud forbyde — skulde bryde løs igen.”
Lars Hansen løftede betænksomt sin Pegefinger i Vejret og sagde med Eftertryk:
„At der vilde ske noget meget slemt, det formodede salig Jens Degn i sin Levetid. Han fortalte tit om det Himmelsyn[12], han saa Langfredag Aften Anno 1680.”
„Hvad saa han?” spurgte Ingeborre.
„Han saa den allerforskrækkeligste Komet i Sydvest, hvis Lige fra Verdens Begyndelse aldrig har været set. Dens Svans var saa lang — fortalte han — at den syntes for hans Øjne over 2000 Alen lang.”
„Jøsses, Ellen! hold paa mig!” udbryder Kirsten.
„Faar du ondt, Kirsten! Drik engang af Øllet, det er humlestærkt.”
„Tak — naa, hvad saa videre?”
„Men Kometens Svans var dog meget længere endda mente Jens Degn, han var en lærd Mand og kendte Himlen og Stjernernes Løb, saa den maatte nok beskrives at være af langt større Storhed og Længde.”
Kirsten folder Hænderne:
„Ja, saadan et Syn — det betyder noget!”
„Gud alene véd det,” siger Bedstemor, „men kom ikke Hestgarden hertil lige akkurat 5 Aar efter! Det var den 28de Maj.”
„Ja, den Dag gik „den onde Plessen” i Land her paa Øen med hele sin lange Svans efter sig.”
Gamle Lars løfter atter Pegefingeren.
„Ja, da begyndte Ulykkerne!” sukker Kirsten.
„Det maa du nok sige,” vedbliver Lars, „Aaret før Kometen kom, gik det ikke saadan til. Da var det, at man ved Niels Nielsens Svinesti i Østermark fandt et uskadt Drengebarn imellem 24 Stykker Svin.”
„Ja, min Mor har fortalt mig” — siger Bedstemor „at salig Jens Degns Madamme — Gud give dem begge en glædelig Opstandelse — Margrethe Madsdatter holdt Drengen over Daaben, og han fik Navn efter Maaneden og blev kaldet Thor.”
„Thor!” udbryder Ellen.
„Ja — var det ikke et ugudeligt Navn alligevel! I samme Maaned kom jo en Hund paa Mandemark Gade løbende med et Barnehoved.”
„Gud dog!” slap det ud af Ingeborre.
„Forvalter Jakobsen gjorde nok sin Flid for at faa Moderen opspurgt. Men Rettens Betjente var „hannem kontra,” endog de vidste bedre!”
„Og hvilket Uvejr gik ikke over Møns Land den 17de Avgust 1697,” mumlede Lars for sig selv.
„Hvad skete da?” spurgte Ingeborre.
„Der skete det, at en Baadsmandskvinde i Budsemark blev af Lynet slaaet ihjel, samt Mads Lavridsens 2 Heste i Aalebæk og 4 Svin for gamle Maren.”
„Ja,” sukker Bedstemor, „Gud maa straffe Verdens Ondskab.”
„Det maa du nok sige,” vedbliver Lars og tørrer sine Øjne, „en ung Knægt i Ullemark drak Brændevin i Stege, saa han døde paa Hjemvejen; men han blev ogsaa begraven uden Sang og Klang.”
Kirsten slog Hænderne mod sine Knæ:
„Ja, min Mor fortalte, at der druknede ogsaa en Hestgarder i en Brønd ved ugudeligt Drukkenskab.”
„Ja, Kirsten, det var Løn som forskyldte sagde gamle Lars Hansen, „jeg hørte ogsaa snakke om en Garder af Major Zugos Kompagni, som blev stejlet, fordi han havde hugget en Bonde i Magleby ihjel. Og 2 Mordere fra Nøbølle blev stellet udenfor Lendemark, fordi de havde dræbt „Gamle Jens”, som „tarsk” Korn for dem.”
„Hvor kan I dog huske alle de Ulykker og grusomme Ting?” spørger Ann' Stine og vil til at gaa.
„Krig, Pest og Ulykker er der altid,” hoster Lars og begynder at rejse sig. „jeg har næsten ikke hørt om andet. I Svenskekrigen — har min Far fortalt — da var alle Landsbyerne her paa Møn ødelagt. Der var i Raabylille kun 5 Gaarde tilbage, og i Hjertebjerg laa alle 10 Gaarde øde og ubeboede.”
 „Naar Svenskerne endda vilde holde sig paa Søen som i de sidste Krige,” siger Ingeborre. „I Køge Bugt kunde vi da staa os! Og i sidste Krig var det jo Tordenskjold — —”
„Tordenskjold!” raabte Lars Hansen og slog i Bordet — „ja, han var min Helt i mine Drengeaar! Gud bedre det for Død han fik.”
„Ak ja! Det var et Lyn fra klar Himmel,” sagde Ingeborre.
„Et Lyn!” udbryder Lars og retter sig i sin fulde Højde — „det var meget værre Det var som jordskælv for alle os Drenge. Det maa du tro. Men nu har vi snakket nok om Ulykker i Dag. Det bliver vel heller aldrig anderledes.”
Han tager sin Kæp og rokker ud.
„Kan I da ikke fortælle om noget glædeligt, I har oplevet?” spørger Ingeborre og ser paa Bedstemor.
„Det glædeligste jeg véd,” siger Bedstemor, „det er at mindes min Moders straalende Øjne, naar hun fortalte os, at Møns Tugtemester, der onde Plessen, døde Sankt Hansdag 1704 ovre paa Sjælland.”
Ellen skød en Stol hen til Ann' Stine:
„Hør, nu har vi snakket saa meget, lad os nu faa en Vise, Ann' Stine! Sæt dig ned og syng en for os.”
„Ja, hvad skulde det være for en?”
„Det maa du selv om. Du kan jo saa mange.”
„De lystige Viser ligger nu ikke for mig,” siger Ann' Stine og sætter sig, „men nu skal jeg synge en om de talende Strenge. Det er ellers om 2 Søstre, den ene skød den anden ud i Stranden for at faa hendes Fæstemand, og hun druknede, men 3 Spillemænd fandt hendes Lig og lavede Strengeleg deraf; af Fingrene gjorde de Skruer, og af Haaret Strenge; saa spillede de ved den onde Søsters Bryllup, men Strengene fortalte: ,Bruden er min Søster, og Brudgommen er min Fæstemand.” Da blev der stor Opstandelse blandt Bryllupsgæsterne, og det endte med, at de slog Bruden ihjel. Nu skal I Høre:

„Der boede en Mand i Simerby
— Fattera Sommersvane —
Han havde ej mer end Døtre to.
De vendt—'e, de vendt—'e, vær velkommen hjem.

 :Den yngste sad ved Stranden paa en Sten,
 :den ældste skød hende ud med sit Ben.

O, Søster, Søster, ræk mig din Haand,
saa skal du faa mit røde Guldbaand.

Dit røde Guldbaand kan jeg vel faa,
men aldrig skal du Landet naa.

„Søster, Søster, ræk mig din Hand,
saa skal du faa min Fæstemand.

Din Fæstemand kan jeg vel faa,
men aldrig skal du Landet naa,

Der kom forbi tre Spillemænd
de saa det Lig var fludt i Land.

Og Haaret gøre de Strenge af,
og Fingrene gjorde de Skruer af — — —

Her afbrødes Sangen pludselig, idet Johan Pejtersen kom stormende ind og saa sig omkring, som søgte han nogen.
„Naa, sidder du her, Ingeborre!” raabte han. „Jeg har ledt efter dig, min Pige. Dansen er begyndt ude paa Loen.”
Paa sine Kæmpearme løftede han hende op paa sin højre Skulder, bukkede sig og bar hende ud.
Der blev ikke mere Sang og Snak den Aften. Nogle gik med ud at se paa Dansen, andre gik ind til Spisning. Musikken hørtes gennem alle de aabne Døre, Latter og Raab blandede sig imellem. — Ungdommen svang sig lystig i en gammel Hamburger paa det stampede Lergulv, da Johan traadte ind med Ingeborre. Alle gjorde Plads for dem. Johan var jo Oldermandens ældste Søn! Saa satte han hende paa Gulvet og fejede rundt med hende, saa flere maatte skyndsomst dreje ud i Krogene. Jens Pejtersen[13] og Else dansede bagefter, og Jens traadte i Lergulvet, saa Sveden randt. Han holdt Else i sine stærke Arme, som han præsenterede hende paa en Præsenterbakke. Det var ikke hver Omgang, hun naaede Gulvet med Fødderne. Der var Takt i ham. Sang, Musik og Dans var hans Lyst.
Naar han den hele Aften dansede mere med Else end med nogen anden, saa var det den almindelige Mening iblandt de unge, at det var, fordi hun snart rejste fra Byen. Men alle skulde kende Jens Pejtersen daarlig, dersom ikke han snart opsøgte hende, hvor hun saa rejste hen.
Broderen Jakob Pejtersen dansede ikke. Han sad stille i en Krog og var bleven saa underlig i den sidste Tid, efter at en ung Pige i Nabobyen var død. Nu havde han den Idé, at et Spøgelse vilde gøre ham Fortræd, derfor havde han altid noget paa sig. Men hvad dette „noget” var, vilde han aldrig fortælle; det var hans Hemmelighed.
De to mindre Brødre, Lars og Peder, dansede ivrig med hinanden. Men deres større Søstre, Karen og Margrethe svang sig lystig i Dansen med de store Karle. En Gang imellem dristede ogsaa de to Drenge, Lars Madsen og Anders Mortensen, sig til at tage dem op til en „Reinlænderpolka”. —
Søren og Maren hos Jens Knudsens snurrede ogsaa rundt af Hjertens Lyst, men Parret blev pludselig af brudt, da Jens Knudsen kom ind blandt de dansende, tog Søren i Kraven og sagde:
„Nu gaar vi hjem.”
„Allerede!” fik Søren stammet. Han var næsten tosset i Hovedet af at snurre rundt.
„Vi holder op, mens Legen er god.”
Da Maren hørte, at de andre Kvindfolk fra Gaarden forlængst var gaaet hjem, var hun ogsaa villig til at følge med.
Ude paa Gaden lød Raab af fulde Folk.
„Hvad hjælper de kønne Ord, naar Livet ikke svarer dertil,” sagde Jens Knudsen for sig selv.
De gik hjem.
Niels var kommen fra jagt og var gaaet i Seng. En Avis, han havde siddet og læst i, laa paa Bordet. Saadan en Avis var noget helt nyt. Et saadant Blad af en endnu uskreven Bog var aldrig set i Elmelunde før.
— Men Mortensgildet sluttede først ved Morgenstunden. Da var den sidste Øltønde væltet, og nogle Karle laa paa Gulvet og sloges om det sidste fyldte Krus. Saa ravede de ud paa Gaden. Spillemanden gik bort fra Gaarden med sine Drikkepenge i Lommen. —
Men i en Afkrog bagved Toften i Ly af Kvægfolden sad endnu næste Formiddag under nogle Hyldetræer to lasede Skikkelser. Det var Hesteskæreren og Faare-Jørgen. De havde gjort et Kup og sad nu og drak af et Brændevinsanker, til de sov ind med det samme. Brændevinsankeret trillede ned i Grøften foran dem. Det fandt Sidse Smeds og bar hjem.

V. KAPITEL.

Ude paa Græsvangen rørte sig et broget Folkeliv nogle Dage efter. Det var almindelig bekendt, at naar Pigerne ved Aftenstid gik ud for at malke, saa havde en Del Karle ogsaa Ærinde derud. Nogle skulde ud for at holde en gal Ko, der ikke vilde lade sig malke, andre skulde netop derud paa samme Tid for at skyde Agerhøns eller Vildænder og Vildgæs, der kom paa Træk.
I Borre Sø, i det „røde Hav” og i andre mindre Søer var det ogsaa morsomt at sidde og fiske Sudere, Aborrer, Gedder og Karper.
Nogle Drenge var paa jagt efter en Flok Svin, hvoraf et Par Stykker skulde føres hjem og slagtes. Idet de fo'r ind i noget Krat, forskrækkede de en Ræv, som havde skjult sig der, den løb af Sted op over Ertebjerg. Her stod netop Jens Pejtersen med sin Bøsse og vilde skyde en Høg, der var efter en Flok Duer over hans Hoved.
„Skyd! Skyd!” raabte Drengene.
Jens saa Ræven, sænkede Bøssen og skød. Ræven trillede i det samme tre—fire Omgange. Men Duehøgen blev forskrækket ved Skuddet og fløj skyndsomt bort.
Jens Pejtersen saa sig omkring. Der var ikke meget Græs i Græsvangen, særlig paa Højdedragene. Det var mest Ukrudt, der blomstrede som gul Okseøje, Bynke, Stolt Henrik, Agermaane og Oksetunge. Han rystede paa Hovedet og gik ned over Landevejen hen imod det røde Hav, der hed saaledes, fordi det røde Okker sivede med Vandet ud af Grøftesiderne ved Siden af. Han saa paa Græsset, der dog gjorde Engbunden grøn omkring det rødagtige Vand, men Troldurter og Pileurter bredte sig over det hele i betænkelig Grad.
Her sad Drengene Lars Madsen og Anders Mortensen og medede Aborrer.
De var dog blevne kede af Arbejdet og rejste sig og fulgte bagefter Jens Pejtersen op over Landevejen, hvor en Flok Køer kom drivende, forfulgt af et Par leende Piger, der skulde malke dem. Nu blev de standsede, og Pigerne satte sig til at malke.
I Elletræerne bagved det røde Hav skreg en Natugle.
Jens Pejtersen vendte sig hurtigt og ladede sin Bøsse.
„Det var vist ingen rigtig Ugle,” sagde Lars Madsen.
„Se — se,” sagde Anders Mortensen og pegede henimod noget Tjørnekrat ved Elletræerne, „der var noget, der rørte sig i Ellemosen.”
„Aa — det er vel ikke andet end Harer,” sagde Jens og gik opad mod Stavrebjerg Banke, „den Slags kan vi faa nok af. Følg med herop.”
Paa Skraaningen ned imod Landevejen sad en Pige og malkede en hvid— og rødbroget Ko, det var Ingeborre. Johan Pejtersen stod og kløede den paa Halsen. De var optaget af deres Samtale og saa ikke, at Jens Pejtersen gik forbi Hovedet paa den. Noget højere oppe traf han paa Ann' Stine og Maren, der ikke kunde finde deres Køer. Han viste dem mod Syd og gik videre.
Per Vogter stod ved sit gamle Øg med sin Hund ved Siden, da nogle Piger raabte efter ham:
„Hej, Per Vogter! Spring paa Øget og jag os de Køer her hen ad.”
Per Vogter fo'r afsted paa Øget.
Pigerne fnisede, Hunden gøede.
Pludselig blev der stort Sammenløb paa Stavrebjerg Banke. Der stod en Ko og rystede, og Vandet randt den ud af Øjnene.
En af de nærmeste Karle var gaaet hen til den og aabnet Munden med sine store Hænder.
„Den har Pesten!” sagde han til de omstaaende. „Se, Munden er fuld af Blister. Den vil dø inden Solbjergslag.”
„Føj for en Ulykke!” siger én.
„Ja,” siger Jens Bildes Dreng, „vi har ogsaa maattet grave én ned.”
„Hvor kommer saadant Djævelskab fra?” spørger en ung Knøs.
„Nede fra Holsten,” siger Jens Pejtersen bagved ham.
„Paa Sjælland skal der nok være død mange Hundreder,” vedbliver Knøsen.
„Ja, mange Tusinder!” svarer Jens Pejtersen. „Jeg talte i Gaar med Niels Knudsen, og han sagde, at der var snart død 2 Millioner af Pesten i hele Landet.”
„Det er forfærdeligt!” udbrød en ung Pige og stirrede vildt paa ham.
„Saa er det derfor, Præsten holder Bededage,” sagde en anden.
„Ja, lad Præsten bede, han bliver betalt for det,” lød en sprukken Røst bagved dem. Det var Sidse Smeds, som var kommen til.
Pigerne gav et Skrig og løb bort.
Snart stod Jens Pejtersen og Sidse alene ved den rystende Ko.
„Kan du kurrere den?” spurgte Jens Pejtersen.
„Hm, Hm. Der hører mere til end som saa,” svarede Sidse og grinede med sine sorte Tænder. Saa tog hun et Baand op af Lommen og begyndte at maale Koen paa langs og tværs. Jens kastede Bøssen paa Nakken og gik længere ud paa Vangen.
Derude ved Sømose rørte sig ogsaa et forunderligt Liv; thi nogle Karle havde opdaget, at en Hest havde faaet Skab, og derfor skulde der foretages en „Sænkning” i Mosen. Da de havde faaet Øje paa Jens Pejtersen med Bøssen, raabte de ivrig efter ham. Han forstærkede sine Skridt. Imidlertid blev den arme Hest ved Raab fra alle Sider jaget ud i Mosen. Mosevandet var koldt, og hver Gang, den naaede ud, saa Vandet naaede dens Bug, gjorde den omkring og vilde op igen, men Raab og Skrig tvang den atter udad, og saaledes fortsattes i lang Tid. Endelig staar Jens Pejtersen paa nær Afstand, han lægger Bøssen til Kinden og skyder. Den arme, skindmagre Krikke vælter om i den dybe, sorte Mose. Vandet lukker sig over den. Sænkningen er forbi.
Snart ligger et hvidt Skelet paa Mosens Bund ved Siden af de mange andre af samme Slags.
Den store Forsamling skiltes igen til alle Sider over den store, udstrakte Græsvang, og et Øjeblik efter gik der paa samme Sted en stor Flok Svin og rodede jorden op.
Da Malkepigerne gik hjem med Malkekransen af Tøj paa deres Hoved, hvorpaa de ganske frit bar Spanden med Mælk, mens de brugte Hænderne til at strikke Strømper, saa de op imod Stavrebjerg Banke, hvor Koen var falden om. Nogle Karle var ved at grave den ned.
Ingeborre gav sig god Tid med at lægge den runde Træplade oven paa Mælken, for at denne ikke skulde skvulpe over, og sætte Laaget paa Spanden. Johan satte Tøjkransen paa hendes Hoved med den Bemærkning, at nu skulde hun snart have Brudekransen paa, og da hun selv vilde bære Mælkespanden, hjalp han hende den op, før de langsomt gav sig paa Vej op imod Byen bagefter de andre.
Langt ude imod Syd ad Raabylille Strand kom dog én gaaende endnu ad Elmelunde til. Det var Niels Knudsen, der havde været ude efter Hejrer og Traner, der i Flokke gik og vadede i Sønderstrand. Han havde et Par i sin Taske. Strandmalurten sad endnu fast i hans Støvle. Vinden var falden af. Skyerne syntes at staa stille. Han syntes heller ikke selv at haste hjemad, men gik langsomt i dybe Tanker. Ved Ellemosen ænsede han ikke et Ugleskrig, der besvaredes lidt derfra — snart var han oppe paa Fævejen, der førte ad Toften til. Her groede vild Kørvel, Katost og Svaleurt i Mængde. Ogsaa den giftige Bulmeurt bredte sig der i Skyggen. Han saa op, kastede et Blik hen til Bulmeurter og Skarntyder og sagde som i Fortsættelse af sine egne Tanker:
„Ja, i Mørke kan det onde brede sig. Bare vi fik Lys igen! Lys snart! Dog, vi faar vente, til Solen staar op!”
Han gik ind i Byen. Solen var gaaet ned.
— Men ude ved Ellemosen i en Grøft rejste der sig en laset Skikkelse. Det var Faare-Jørgen. Han havde faaet sit Navn som Faaretyv. Derfor havde han ogsaa faaet indbrændt et Tyvemærke[14] i Panden. Det havde Form som en Galge, og det var efter Lov og Dom indbrændt med gloende jærn. Thi han var først bleven kagstrøget med 54 Slag Ris — 9 Slag af 6 Ris — uden at det hjalp. Mange havde dog Medlidenhed med ham. Andre var bange for ham.
Nu krøb han paa alle fire langs med Grøften hen under Elletræerne, hvorfra Ugleskriget lød. Her rejste sig en anden Skikkelse, det var Hesteskæreren, som i Stilhed rakte ham en Kniv. Faare-Jørgen kryber ud paa Marken hen til et Par Faar, der ligger og tygger Drøv; i en Fart kaster han sig over det ene og skærer Halsen over paa det.
 Det andet Faar flygtede og vilde ikke lade sig fange.
Hesteskæreren krøb nu ogsaa op af Grøften, hvor han havde nedtraadt store Masser af den blomstrende Mjødurt. Han krøb hen til Jørgen.
„Dit Fæ!” sagde han hviskende, „at du ikke kunde tage ét til hver.”
„vi faar dele denne Gang,” hviskede Jørgen. De flaar Dyret, og Hesteskæreren deler det med sin Kniv i to Dele.
„Det er for stort Stykke til dig,” siger Faare-Jørgen og haler i det største.
„Hold Mund, Jørgen! Vil du meldes igen, saa kommer du paa Bremerholm!”
„Men jeg har Kone og Børn!”
„Ja, du har altid været en Dumrian i det Stykke. Ellers er du klog nok, din Rad!”
„Husk paa, ingen vil længer have mig i Arbejde — —”
„Det vil jeg heller ikke. Slip, eller jeg skal —”
„Lad mig faa dette her; du har ikke skaaret lige —”
„Man kan da ikke skære i selve Rygraden — her har du det lille Stykke. Det giver jeg dig med det gode. Der har du Føde nok i det.”
„Hvorlænge varer det?”
„Tja — saa paa'en igen! Alle stjæler for at leve.”
„Alle! — Gør de?”
„Ja. Henter Folk ikke Brænde i Skoven? Hvorledes skulde de ellers faa Ildebrændsel.”
„Hi— tja.”
„Se under Halmen paa Møddingerne — — —”
„Ja — men Møddingen er jo inde i Gaarden.”
„Du kan vel nok krybe gennem et Hul i en Lervæg?”
„Tja —!”
„Se saa efter, saa skal du se Skovbrænde.”
„Hi— tak for Underretning. jeg skal hente mig et Stykke til Natten.”
„Farvel!”
Hesteskæreren kastede sit Faarestykke paa Nakken og gik ud ad Borre til.
Faare-Jørgen tog Skindet og saa efter ham med et bredt Grin — gik saa op forbi Elmelunde Kirke ad Hjertebjerg til med sit Stykke Kød paa Nakken. Ved Kirkegaardsmuren mødte han et Kvindfolk, der strøg sig langs Muren. De synes begge at glæde sig over ikke at blive sete.
„Nu igen!” mumlede Kvinden og saa sig tilbage efter ham.
Tidlig næste Morgen havde Mads Nielsen sendt Bud hen til Sidse Smeds, om hun vilde komme hen i Gaarden og læse over den flyvende Gigt i hans højre Skulder. Han havde ikke sovet hele Natten.
Sidse kom straks. I Køkkenet fik hun at vide, at et af Mads' Faar var stjaalet om Natten ude i Græsvangen. Mads var lynende gal paa Per Vogter, der ikke havde passet bedre paa. Sligt skulde ikke gøre Gigten bedre.
„Skal jeg vise dig Tyven i en Spand Vand?” spurgte Sidse.
„Næ, Sidse! jeg er bange, du har sluttet Pagt med Fanden. Du maa hellere læse for Gigten her i Skulderen au — aa — læs — læs!”
Sidse Smeds strøg med sin Haand over den gigtsvage Skulder og læste:
„Jeg læser over dig for den flyvende Gigt,
for den flyvende Værk, for den flyvende Mor!
Flyv! den flyvende Gigt! Flyv den flyvende Værk!
Flyv den flyvende Mor!
Ned i den sorte jord!
ja, om saa du sidder paa 90 Grene,
skal du fly i den sorte jord
og ikke mere gøre ondt!
I Navnet Gud Fader, Søns og Helligaands.”
I det samme kom Mads Nielsens Kone farende ind fra Køkkenet med Haanden omkring det ene Haandled, mens Blodet randt paa Gulvet.
„Jeg har skaaret mig paa Kniven!” raabte hun og segnede om paa en Stol, hel hvid i Ansigtet.
„Hvi jamrer du over det, Kirsten,” siger Sidse, „du véd da, jeg er her og kan stille Blod ved Korskneb, kom her!”
Sidse blødte 2 af sine Fingre i Blodet, trykkede Saaret til med Tommel— og Pegefinger overkors, bandt en Klud omkring i en Fart, idet hun læste:
„Rødt Blod stands! Du maa hverken buldre eller bløde, saa sandt Marie fødte en Søn!”
„Naa, naa, naa, Sidse! Lad det nu være nok” mumlede Mads — „sig mig, er det fra de gamle Munke du véd saa god Besked?”
„Hæhæhæ — Munkene havde deres Relikvier, jeg har ogsaa mine — hæhæhæ —”
„Aa, slaa en Slat Vand i Ansigtet paa Kirsten, at hun kan komme til sig selv igen.”
„Hun skal have Eddike i Tindingerne. Og hvor er Hovedvandsægget, at hun kan lugte til.”
Pigen hentede det, og Kirsten slog atter Øjnene op.
„Tror I, jeg lever?” var det første, hun spurgte om.
„Ja, saa — Gu' lever du — hæhæhæ —” lo Sidse.
Kirsten snøftede:
„Jeg glemte at sætte Kors over Smørret, da jeg kærnede i Gaar. Det er derfor! Det er derfor!”
„Det skulde nu saadan være,” mente hendes Mand.
„Har I hørt, at Lars Andersen har mistet en Ko i Aftes?” spørger Sidse afledende.
„Ja, vi har saamæn'. Turen kommer vel snart til os,” siger Mads sukkende.
„Det var nok Pesten! Den rystende Syge!”[15]
„Ja, er det ikke forfærdeligt,” udbryder Kirsten, „hvad skal vi arme Bønder dog gøre?”
„I skal saamæn' ikke gøre noget,” trøster Sidse.
„Næ — det skulde nu saadan være,” siger Kirsten.
„Ja — det skulde nu saadan være,” gentager Mads.
„Vi skal jo alle dø engang, Far!”
„Ja, vi skal alle dø engang, Mor!”
— I Skæbnetroen bøjer de deres Hoveder og synker hen i Ligegyldighed for Døden som for Livet. —
Da Sidse havde gumlet paa et Stykke Flæsk og et Stykke Krumme af Brødet, bød hun Farvel og god Bedring. I Døren vendte hun sig mod Mads og grinede:
„Skal jeg saa vise dig Faare-Jørgen i en Spand Vand?”
„Er det ham!” raabte Mads og rejste sig.
Sidse lukkede de fedtede Læber over de sorte Tandstumper og sagde betænkeligt:
„Gud véd, om ikke han er en Varulv!”
I det samme var hun ude af Døren.
— Mads Nielsen og Kone er for betænkelige ved at røre ved en Varulv. De er kun 43 Aar endnu. Han kunde volde Konens Død.

VI. KAPITEL.

Frosten kom tidlig det Aar. Allerede i December Maaned havde det frosset saa haardt, at jorden kunde bære Hest og Vogn ude imellem Gærderne. De tørre Gærder havde allerede paa denne Tid begyndt at svinde betydeligt ind, derfor havde Oldermanden fastsat en Dag, da Byfolkene skulde køre ud og hente Staver, Ris og Tjørn. Bønderne mødte med Heste og Vogn. Husmændene og deres Koner bar hjem i Sække. Sidse Smeds gik for sig selv og fyldte i sin Sæk. Hvor der ikke var Nød paa Færde, holdt man sig paa Afstand fra hende. Den nærmeste Vogn ved hende var Niels Knudsens, hvor Søren gik og kastede Staverne op til Niels, der lagde dem tilrette i Vognen. Pejter Johansen kom gaaende langs Hegnet og standsede, da Niels Knudsen gav Ord til ham:
„Hvad mener du om hende der, Pejter?” — han nikkede henad Sidse Smeds.
„Jeg mener, hun er en klog Kone,” svarede Pejter.
„Aa — ja. Søren mener, at hun ved alting.”
„Ja hun er klogere end de fleste.”
„Hun vidste, hvor Søren havde gemt Skadeæggene!”
„Det vil jeg godt tro.”
„Saa stjal hun dem. Hun gør ikke saa faa Ulykker.”
„Næ — men saa gør hun ogsaa megen Gavn, Niels!”
„Hvorledes det, Pejter?”
„Er der noget bleven borte, saa kan hun vise det igen.”
„Ja, det hun selv stjæler, vil jeg nok tro, at hun kan finde, og vise igen.”
„Da véd jeg, at hun forstaar ogsaa at læse for Ild, og hun forstaar at faa Smør, selv om Køerne er forgjorte.”
„Hun har maaske først forgjort dem, for saa bagefter at tjene godt ved at lave Smør igen.”
„Næ, nu skal du høre, hvordan det gik vor Mor forleden Dag — — — ”
„Hør, Pejter! Er du hjemme i Aften?”
„Ja, min S'æl er jeg saa, Niels.”
„Saa kommer jeg over hos dig. jeg har noget vigtigt at snakke med dig om, som min Bror og jeg nu har snakket sammen om i længere Tid.”
„Kom du kun, Niels.”
Pejter Johansen slog Ild paa Piben, der var gaaet ud, og gik videre. —
Under Raab og Skrig over de magre, smaa Heste, fortsattes Arbejdet langs Gærderne hele Dagen, og ved Aftenstid var alt det tørre Risbrænde kørt hjem og lagt i Hus.
Det blev tidlig mørkt, og Tranlamperne tændtes omkring i Gaardene. Grødnadveren blev spist, og Dagligstuen gjort ryddelig til Aftenens Husflid.
I Jens Knudsens Dagligstue sad hans Kone Margrethe ved Væven og slog Skyttelen ud og ind. Hendes gamle Mor sad og spandt paa en Rok og ved hendes Side sad Ann' Stine i samme Arbejde. Maren var ved at klæde lille Lars af og lægge ham i Seng i Bænken, hvor Laaget var løftet op og sat fast ved en Krog.
Jens Knudsen kom ind med noget Seletøj, som han skulde sy sammen, da det var sprængt under Riskørselen. Søren sad ved den nederste Bordende og slyngede sig en Pisk. Alle havde travlt, og der blev ikke talt. Rokkehjulene snurrede og Skyttelen gled efter taktfaste Slag paa Væven. Niels Knudsen var ude i Gaarden ved Vandtruget for at vadske sig. Han maatte slaa Isen i Stykker først, bagefter tørrede han sig paa sit Skjorteærme og gik ind.
Jens Knudsen saa op fra sit Arbejde og sagde:
„Gaar du nu over til Pejter Johansens?”
„Ja, jeg gør,” svarede Niels og iførte sig Vest og Trøje, „skal vi faa noget ud af vort Værk, saa maa vi begynde der.”
„Det er ogsaa min Mening.”
Niels gik.
Ovre i Pejter Johansens Stue var der ogsaa Travlhed. Pejter stod og garvede Skind til en Faarepels. De gamle Bordben under Egeplanken knagede derved. Hans Kone og den ældste Datter Karen sad begge og spandt. Margrethe vandt Garn af en Vinde. Men ude midt paa Lergulvet var de store Sønner ved at sætte Ringe i Næsen paa nogle halvstore Svin, der vilde oprode Gaardspladsen. Svinene hylede og skreg, mens Johan holdt dem, og Jens satte Ringen ind. Endelig var den sidste bleven ringet, og Døren lukket op. Dyrene fo'r ud, og Sønnerne gik bagefter for at hente Tømmer ind til et Par Hamler, de skulde have lavet.
Den gamle Bedstefar kom ind med de 3 mindre Drenge og satte sig hen i en gammel Lænestol ved Bilæggerovnen. Drengene lagde sig paa Gulvet omkring ham og raabte:
„Fortæl! Fortæl saa Bedstefar!”
Gamle Lars havde fortalt dem saa tit om Tordenskjold, at ham kunde de udenad.
„Ja, alle de store er døde,” sukkede han, „det er ligesom her er bleven saa koldt og mørkt i Verden. jeg kan lige huske, hvilken Sorg og Vemod det vakte her i Landet i 1697, da det lød: „Nu er Søhelten Niels juel død!” og Aaret efter: „Nu er Eleonore Kristine død!” Hende, der i sin Ungdom boede her paa Elmelunde Slot, og maaske levede sine gladeste Dage her, hvor vi nu sidder! Og Aaret efter lød det igen: ,Nu er Peder Griffenfeld ogsaa død!” Ak, ja — det var de store Personers Tid! Nu er der ingen store — alt er saa smaat — og alt ser saa graat ud — vi lever i en mørk Tid, hvor alt er Slid og Slæb — —.”
Her standsede han og tørrede det rynkede Ansigt. I det samme gik Døren op, og Niels Knudsen traadte ind.
„Naa, God Aften!” udbrød Pejter og saa op, „værsgo', sæt dig ind paa Gaasebænken. Hvad var det saa, du vilde snakke om i Aften?”
Niels satte sig.
„Det var om Skolevæsenet, Pejter!”
Pejter Johansen gjorde store Øjne.
„om Skolevæsenet!”
„Ja. Du véd, jeg har før undervist lidt i det smaa. Nu kunde jeg have Lyst til at begynde lidt igen med Børnene her i Byen.”
„De gaar jo i Skole hos Monsiør Rüber.”
„Ja, nogle af dem. Men det er jo mest Religion, han har med dem. jeg havde tænkt mig at fortælle dem noget af vore Forfædres Liv særlig her paa Møn og lære dem nogen Regning og Skrivning. Og min Bror og Søster vil hjælpe til.”
Drengene havde rejst sig fra Krogen og stod i Rundkreds og gloede paa ham.
Pejter Johansen rettede sig i sin fulde Højde og saa paa Niels:
„Det er min S'æl det grinagtigste, jeg har hørt længe. Vil I saa slet ikke køre Møg og lukke Gærder?”
„Jo! Det skal ikke forsømmes. Det bliver jo kun Aftenarbejde, og vi har kun tænkt at samle Børnene og de unge én Aften om Ugen.”
Pejter Johansen strøg med sin Kæmpenæve over Faareskindet og sagde:
„Hvad mener du saa, der skal komme ud af det?”
„Ja, hvad kommer der ud af det Faareskind, du stryger der, Pejter?”
„Der kommer en Pels, tænker jeg.”
„Ja — og ud af Husfliden derhenne ved Rokken, der kommer Traade — Hvergarn — Klæder —”
„Ja, det er meget rigtigt, men — — —”
„Ud af mit Arbejde, der skal der komme oplyste, dygtige unge Mennesker.”
„Ja, bare ikke du og din Bror gør dem tossede allesammen med jeres nye Idéer.”
„Det har ingen Nød, Pejter. Hvis du vil lade dine Børn gaa hen til os paa Onsdag Aften, saa maa du godt selv følge med.”
„Næ — jeg har andet at bestille. Hvad mener du om det, Mor?”
Han vender sig og ser hen paa Kirsten.
Kirsten bløder Traaden med Spyt, snurrer atter Hjulet rundt og siger:
„Vi er Bønderfolk — lad os nu ikke skabe os.”
„I forstaar mig ikke,” siger Niels indtrængende, „jeg vil jo kun fortælle, ligesom jer gamle Bedstefar altid har fortalt for Børnene her, og saa er det da ikke noget ondt, at jeg vil lære Bysens Børn til at skrive og regne godt. Der er jo ikke mange af dem, der kender Bogstaver.”
„Næ — saa Gu'!” siger Pejter.
„Ligesom man i gamle Dage var samlet om Arnen, og der blev fortalt Sagn og Æventyr — — —”
„Ja —” afbrød Kirsten ham, idet hun lagde Haanden paa Rokkehjulet — „da havde man ikke noget at bestille, imod hvad vi nu har —.”
„Man havde heller ikke Brug for saa mange Kisteklæder og Sengedyner, Kirsten,” afbrød Niels og rejste sig, „havde vi ikke Dyner, saa sov vi nok ligesaa blødt paa en Tangsæk, tænker jeg.”
„Ja, kan vi undvære mit Arbejde, Niels, saa kan vi vel ogsaa undvære dit.” Hun satte atter Rokken i Gang.
„Nej, ingen af Delene kan vi undvære, for Tiden er ikke den samme. Tiderne gaar dog smaat fremad i mange Ting, men vi Elmelunde Byfolk skal passe paa ikke at sakke agter ud.”
„Der kan min S'æl være noget i det,” siger Pejter, „hvad mener du, Margrethe?”
Margrethe har længe lyttet til og siddet stille ved Garnvinden.
„Aa — jeg vilde saa forfærdelig gærne være med,” begyndte hun — —
„Ja, vi med, vi med!” raabte Lars og Peder.
„Tys, stille!” formanede Faderen.
„Jeg har hørt Ann' Stine synge saa mange Sange” — fortsætter Margrethe — „og hun siger ogsaa, de har saadan en god Bog, der hedder „Jeppe paa Bjerget” !”
„Ja, den skal jeg læse for jer,” siger Niels, det er om en Bonde ovre paa den anden Side Ulfshale; og saa har jeg en gammel Ridderroman, der hedder „Flores og Blanceflor”, den vil jeg ogsaa læse.”
„Ja, det skal blive morsomt!” udbryder Lars.
„Du skal rigtignok med derover, Søster Karen,” siger Margrethe og lægger Haanden paa Søsterens snurrende Rokkehjul.
Karen smiler vemodigt og siger:
„Det faar jeg nok ikke Tid til.”
„Nej, Karen — det er da godt, du er fornuftig —” siger Kirsten — „Margrethe er jo kun et Barn endnu.”
„En Aften om Ugen er dog ikke meget,” siger Niels og sætter sin Hue paa, „jeg tør godt paatage mig Forældrenes Ansvar for den Tid, som spildes den ene Aften.”
„Ja, det er godt, Niels Knudsen! Der kommer nok nogen, tænker jeg. Nu kan vi snakke om det.”
Pejter rækker og strækker i Faareskindet.
„Dersom jeg selv troede, at jeg „spildte” Tiden, tror du saa, jeg vilde begynde, Pejter?”
„Nej, min S'æl vilde du ej, Niels! Men du er alligevel et snurrigt Mandfolk. Du er ikke som vi andre. Bare du ikke kører løbsk! Jeg tror — hvis jeg maa give dig et godt Raad — at du skulde tage dig en Enkekone ligesom din Bror, Jens.”
„Hende kan jeg tidsnok faa.”
„Ja, saa Gu'! Haahaahaa — men hun vilde nok holde igen, ja — hun vilde nok holde igen — se nu til Kirsten —”
„Aa — hun giver sig nok, om ogsaa hun i Aften ser lidt stram om Munden. Naa, Farvel!”
„Farvel, Niels!” —
Da Niels kom hjem, fortalte han om sin Tur, og Jens Knudsen var meget glad over, at den spændte saa godt af. Det var mere, end han turde vente. Niels Knudsen var nu bleven opsat paa at gaa flere Steder i Byen den samme Aften, og Broderen styrkede ham deri. Han forlod atter Gaarden. — Da han ud paa Natten kom hjem og lukkede Døren op, var alle gaaede i Seng; men Gæssene, der hørte Døren gaa, begyndte at „gække” og stak de lange Halse ud af Gaasebænken og saa sig forundret om i den mørke Stue.
— Niels gik ud og lagde sig i Karlekammeret.

VII. KAPITEL.

Da Onsdag Aften kom, var der livligt udenfor Jens Knudsens Port. En Del Børn og halvvoksne Mennesker stod i Klynge og snakkede ivrig sammen. Ingen af dem var for at være de første, der gik ind. Pejter Johansens Margrethe var kommen med sine 2 mindre Brødre, hun stod og holdt sin Haand over en lille Pige, der hed Thyra Magdelene, men som Drengene kaldte Tørre Malene. De to Drenge Lars Madsen og den lidt ældre Anders Mortensen havde fundet hinanden og sad lidt derfra under et Hyldetræ og snakkede sammen.
„Har I mange Æbler i Aar?” spørger Lars.
„Ja — og vi har ogsaa mange Pærer,” svarer Anders.
„Vi har solgt røde Kavajlæbler for over 20 Rigsdaler; har I det?”
„Næ, men vi har solgt Graapærer for mere end det, og saa solgte vi ogsaa Kirsebær i Sommer, og nu kan vi sælge Humle, siger Mor.”
„Ja, men Far siger, at vi har ligesaa meget ud af vor Have som af hele Marken, naar vi da regner Bierne med,” siger Lars.
Anders piller ved en Hyldegren, saa spørger han:
„Kan du godt lide Honning?”
„Ja, det kan du tro; men jeg kan ikke lide at grave alle de døde Bier ned, naar Far slagter dem.”
„Hvordan bærer han sig ad med det?”
„Han putter Svovl ind i Kuben til dem og tænder Ild i det — saa kvæles de af Røgen. Men jeg har da' set flere af dem sprælle med Benene, og saa bliver de jo levende begravet, naar jeg skovler jord paa dem.”
„Det maa være væmmeligt at blive levende begravet,” mener Anders.
„Ja — dov! Saadan var der en Mand i Raaby, der skulde begraves. Men da de saa stod og sang over ham, saa rejste han sig over Ende i Ligkisten og saa sig om —.”
„Jøsses!” — Det gøs i Anders, men Lars fortsatte ganske rolig:
„Saa tog hans Søn ham i Skuldren og sagde „Lig nu stille, Far!” og saa lagde han sig ned igen.”
„Hm. — Det havde jeg ikke gjort.”
„Du er heller ikke saa gammel, som han var. Han havde sagt, at han trængte til at dø, for han kunde ikke døje at slide længer, og ingen Ting havde han for det.”
Her blev deres Samtale afbrudt, idet Porten blev lukket op, og Niels Knudsen kom ud og hilste paa dem. De fulgte saa alle med ham ind i Dagligstuen.
Det første mærkelige, de fik Øje paa derinde, var nogle Aviser, der laa paa Bordet.
„Hvad er det?” spurgte Anders og kiggede paa dem.
Niels Knudsen fortalte dem, at det var Nyheder fra København. En saadan Avis udkom med visse Mellemrum og hed „Den danske Tilskuer”; den gav forskellige Oplysninger om Livet paa den anden Side Fanefjord og Ulfshale. Niels red til Stege en Gang imellem og hentede Avisen hjem, fortalte han.
Børnene hilste paa Bedstemor, der sad med Strikkehosen i Lænestolen, og paa Jens Knudsen og hans Kone, der bød dem sætte sig ind omkring Bordet. Søren og Maren, med lille Lars paa Skødet, fik Plads imellem dem. Niels Knudsen satte sig ind for Bordenden med et Stykke Kridt i Haanden.
„Kan I synge?” spurgte han.
„Ja — nogle Salmer kan vi nok,” sagde Margrethe.
„Det er godt. Saa kan I nok lære Begyndelsen af en gammel Folkevise i Aften. Det er om en liden jomfru, der blev tagen ind i Bjerget. Men hvor er Ann' Stine?”
„Nu kommer jeg,” svarede hun ude i Køkkenet. Lidt efter kom hun ind i sit pæne Søndagstøj.
„Syng du saa for, Ann' Stine,” sagde Niels, „du kan nøjes med de 4 Vers, saa gentager vi dem, til vi kan dem. Omkvædet kan vi straks synge med.”
 Ann' Stine rømmede sig og sang:

„Liden Kirsten gik ud at sanke Urter
— For Tiden synes mig lang —
Hun plukkede dennem til Kranse.
— Eja, hvor Sorgen er tung.

Der kom to Bjergmænd og saa derpaa:
„Hvordan skal vi liden Kirsten faa?”

Saa ginge de til den Stie,
hvor liden Kirsten hun plejer at bie.

Saa ginge de til den Slette,
hvor liden Kirsten hun plejer at flette. —”

Disse Vers blev gentagne 3 Gange, saa kunde Børnene dem.
„Næste Gang skal vi saa lære Resten,” sagde Niels, „nu skulle vi til at lære Bogstaver, for I kan dem vel ikke?”
„Næ —.” Nogle kendte 3, andre 7, men Gaardens Bomærke, hvor de hørte til, kendte de alle.
Med Kridtet skrev saa Niels Bogstaverne ved den øverste Bordende og læste dem med de nærmeste. Jens Knudsen skrev derefter de samme Bogstaver paa den nederste Ende af Bordskiven. Børnene strakte Hals. De var ivrige efter at lære dem.
Ligeledes blev Tallene til 10 gennemgaaet, og de flinkeste fik Kridtet for at skrive dem selv. Det morede dem at sætte Tallene sammen til Aarstallet, de levede i. Derefter skrev Niels Anno 1697 og spurgte, om de vidste noget fra det Aar.
Det var kun Pejter Johansens Margrethe, der igennem sin Morfar havde hørt om Byens Tilblivelse.
Niels fortalte, at hvor de nu sad, havde der før været en Lund af Elmetræer, derfra havde Byen faaet Navn af Elmelund.
„Boede her saa ingen Mennesker dengang?” spurgte Anders Mortensen.
„Her var slet ingen By. Kun Kirken laa her som Slotskirke ved Siden af et Slot —”
„Hvem boede i det Slot?” spurgte Karen Andersdatter.
„Det var ingen Prins,” svarede Niels, „men det var en Prinsesse; hun var gift med en Adelsmand.”
„Naa — ja, saa véd jeg, at hans Kone hed Eleonora Kristine!” udbrød Margrethe.
„Ja. Og Adelsmanden hed Korfits Ulfeldt —” vedblev Niels — „og nu vil jeg i Aften fortælle jer noget om ham.”
Og saa fortalte han Korfits Ulfeldts Historie.
Da han holdt op, trak Børnene Vejret langt og tungt. Ingen sagde noget. Det var en sørgelig Historie.
Niels rejste sig og spurgte:
„Er der ellers nogen af jer, der vil spørge om noget?”
„Ja, hvorfor kom han her over til Møn med sin Prinsesse?” spurgte Anders.
„Fordi hans Familie havde ejet dette Slot for mange Aar tilbage. Allerede for 200 Aar siden boede her en Klavs Ulfeldt.”
„Hvor er saa Slottet bleven af?” spurgte Lars Madsen.
„Det blev ødelagt i Svenskekrigen for over 100 Aar siden. Kun den gamle Ladegaard, Elmelundegaard, blev tilbage, men denne lod Kongen nedrive d. l2te April 1697, og derefter lod han opføre de 8 Gaarde, som I véd her er endnu.”
„Havde Kongen Lov til det?” spurgte Anders.
„Ja. I den katolske Tid tilhørte Elmelundegaard med al Jorden heromkring Roskilde Bispestol, men efter Reformationen tilfaldt Godset Kongen, og han havde Lov til at gøre ved det, hvad han vilde. Men her var ingen Bønder, der selv havde Raad til at bygge en Gaard, saa delte Kongen jorden ud til 8 Gaarde og lod saa Gaardene bygge for sine egne Penge.”
„Hvem kom saa til at bo i de Gaarde?” spurgte Anders.
„Ja, de blev tagne ud af forskellige Byer her paa Møn,” svarede Niels, „Gaarden Nr. 1, hvor Anders har hjemme, fik Kresten Winter i Fæste og hans Kone Kirsten. Han kom fra Aalebæk. Og Gaarden op til fik Hans Gumme fra Vestud; hans Kone hed Boel.”
„De har saa boet paa vor Gaard!” udbrød Margrethe Pejtersdatter fornøjet.
„Ja. Paa Gaarden Nr. 3 boede Peder Hemmingsen fra Raabylille, og paa Nr. 4 Niels Pedersen fra Mandemark Mølle; hans Kone hed Bente.”
„Peder Hemmingsen har saa haft vor Gaard —” sagde Karen Andersdatter — „det skal jeg huske at fortælle hjemme.”
„Og Mandemark—Mølleren vor!” fortsatte Lars Madsen.
„Paa denne Gaard, her hvor vi nu sidder, boede en Mand fra Vestud, der hed Kristoffer Kristoffersen, og i den næste boede Rasmus Knudsen fra Oure og hans Kone Thore. Niels Nielsen fra Raabylille fik Nr. 7 i Fæste; hans Kone hed Lisbeth, og den sidste nærmest Kirken fik Hans Lauridsen fra Mandemark. Nu har I dem allesammen.” —
„Vil du ikke fortælle os noget om dem?” spurgte Anders.
„De har ingen Historie efterladt sig,” sagde Niels langsomt — „og vi efterlader os vel heller ingen.”
„Aa—aa!” lød det i Kor.
„De sled og slæbte for at faa Føden, men det var alle Dage bedre end at efterlade sig en Historie som Korfits Ulfeldt. Synes I ikke?”
„Jo—o.”
„Véd du slet ikke noget om dem?” spurgte Anders.
„Jo. jeg véd, at den l2te December 1697 blev Peder Hemmingsens Søn døbt og kaldet Laurets, og dette var det første Barn, som blev døbt fra Elmelunde By. Alle I, som sidder her, er siden døbt i den samme Døbefond. Kunde I ikke have Lyst til at se den en Gang?”
„Jo—o !” lød det i Kor.
„Saa skal jeg en Dag gaa med jer op i Kirken. Der hænger ogsaa en Altertavle, som vist er skænket af Korfits Ulfeldt.
Nu synger vi en af de Salmer, I kan — inden I gaar hjem, og saa kommer I vel nok igen næste Onsdag Aften?”
„Ja —!” lød det enstemmigt fra alle Munde.

Næste Onsdag samledes Børnene igen, der manglede ikke én, der var endda kommen to ny til. De begyndte med at synge „Liden Kirsten” og lærte derefter Resten af Sangen[16].
Det var dem en stor Glæde at kunne sætte Bogstaverne sammen til deres Navne, og i Ugens Løb malede Drengene med Kridt paa alle Døre og Porte „Søren”. Maren fik snart lært det samme og saa stod der „Søren og Maren”, hvad der var til stor Morskab for de andre.
Denne Aften fortalte Niels Knudsen dem om Svenskerkrigens Rædsler paa Møn, idet han begyndte med den daværende Prins Kristian d. Femtes og Prinsesse Charlottes Besøg paa Elmelundegaard i 1657 efter deres Bryllup paa Nykøbing Slot. Da gik det lystigt til. Men da Krigen udbrød straks efter, fik Piben en anden Lyd. Svenskerne ødelagde alt med Økser og Sværd, hvad de ikke kunde føre med sig. 250 Bøndergaarde paa Møn laa øde og tomme. Særlig var det gaaet ud over Hjertebjerg Præstegaard, da den blev stormet og plyndret.
Niels Knudsen sluttede med disse Ord:
„Og da Krigen var forbi, og den svenske General skulde rejse herfra, véd I saa, hvad han gjorde?”
„Nej —”
„Saa holdt han jagt paa alt Vildt her paa Møn og skød over 300 Hjorte!”
„Aa—aa!” lød det i et klagende Kor.
„Det var forskrækkelige Tider. Her var ikke Saakorn at opdrive. Svenskerhæren havde ædt alt. Og det blev værre endnu; thi da Kongen ikke havde Penge til at føre Krig for, saa havde han pantsat hele Møns Land for 20,000 Rigsdaler; dem havde han laant af en rig Hollænder, der hed Gabriel Marselius.”
„Det var da et løjerligt Navn,” mente Søren. Han tog Kridtet, men det Navn kunde han ikke skrive.
„Han købte jordegods rundt om i Landet,” vedblev Niels, „i Jylland er der et Slot, som hedder Marselisborg efter ham.”
„Var det en god Mand?” spurgte Margrethe.
„Nej, det tror jeg ikke. Hans Opkrævere var det i hvert Fald ikke. De forstod at skumme Fløden, og Kongen fik kun Vallen. Det kan I se deraf, at i 1660 fik Kongen kun 9 Rigsdaler 2 Mark og 6 Skilling af hele Møn. Men det var jo ogsaa efter en Krig, hvor Landet var plukket for alt.”
„Hvorfor solgte han ikke hele Krammet?” spurgte Anders.
„Det har du Ret i, Anders! Men hvem skulde han sælge det til? Ingen Bønder kunde købe det, og der var vel ingen Herremænd, der kunde overbyde Marselius. Nu i vore Dage er det en anden Sag. Og jeg har netop fornylig læst i en Avis, at Kongen tænker paa i denne Tid at ville sælge alt sit Krongods. Han vil begynde ovre paa Sjælland.”
Nogle mente, at det var noget længe, Kongen havde været om at bestemme det.
Niels Knudsen fortsatte:
„I husker altsaa Marselius, den rige Hollænder.”
„Ja—a.”
„Efter ham kom den Onde selv.”
„Huh—ha!” lød det fra Pigerne.
„Ja, det var ikke den onde fra Helvede, men det var Obersten for Kongens Hestgarde, Møns Amtmand, „den onde Plessen”, som kom hertil 1685 og var her i samfulde 12 Aar med sin Hestgarde —”
„Hvad kom han her over for?” spurgte Lars Madsen.
„Fordi Kongen ikke havde Brug for ham og sin Hestgarde inde i København. Vi blev oversvømmet af hele 2 Kompagnier, som nu fik Bønderne fuldkommen i deres Vold. Plessen selv jog en Bonde ud af sin Gaard og indrettede sig det herskabeligt derinde. Tilsidst havde han bygget 150 Fag Hus med 68 Fag Vinduer og med 8 Skorstene. Selv holdt han 6 Rideheste, og Bønderne skulde skaffe Føden baade til ham og hans Folk og hans Heste med. Hver Bonde skulde betale ham 20 Rd. 5 Mark 4 Sk. eller levere ham Halm, Korn og Hø for Pengene. Da Hestgarderne viste sig at være for fine
 til at bo i Bøndergaardene, saa tvang han Bønderne til med deres arme, elendige Heste og Vogne at køre Sten fra Ruinerne af Stege Borg ud til alle Ender og Kanter af Øen og derefter opføre Huse til Garderne. Israeliterne havde det ikke værre under Ægypternes Slaveri. Det var Slid, kan I tro. Der blev bygget 450 Garderhuse. Det var endda ikke det værste. Men om alle „Kobler”, hvor Kongens Heste gik koblede, der maatte Bønderne sætte Gærder under Slavefogdernes Pisk. Og de maatte gøre Hoveriarbejde baade for Officerer og Menige. De maatte slaa Græsset paa Markerne om Sommeren og køre det hjem til Garderhestene til om Vinteren. De maatte køre Ægter for den onde Plessen baade til Nestved og København. ja, Bønderne maatte køre for Hestgarderne til Kirke om Søndagen, og Takken, de fik, var den, at Hestgarderne sparkede dem med deres Jernsporer, saa Blodet flød ned ad Benene.”
„Huh — jeg tør ikke høre mere!” udbrød Karen og gemte sit Hoved bag Margrethe.
„Jeg skal heller ikke fortælle jer de enkelte rædsomme Ting, de bedrev. Men det var den onde Plessens Aand, der gik igennem det hele. Ingen maatte skaanes, sagde han, uden Kongens allernaadigste Befaling. Den lste Maj 1697 red de bort fra Øen. Men da var her heller ikke mere for dem at æde og drikke, Jeg tænker ikke, I vilde synes om at komme under Aaget igen, naar I bliver store.”
„Nej! Nej!” lød det fra dem alle.
Den Aften glemte de aldrig. Og da disse Børn og unge Mennesker voksede op og stiftede Familie, da fortalte de ofte deres Efterkommere om denne Aften. Og der blev et Had siddende i alle Elmelundernes Hjerter gennem Tiderne i alle senere Slægter — et Had til alle store Jorddrotter og myndige Embedsmænd, som de aldrig siden kunde tiltro noget godt. —
Næste Onsdag, da de atter var samlede, vilde Anders Mortensen gærne vide Besked med, hvorledes Kongen var bleven Ejer af Møn og meget andet Krongods.
Herpaa svarede Niels Knudsen, at Kongen ligesom enhver anden Mand, kunde købe jord, hvor han vilde, blot han betalte. Og fra Arilds Tid tilhørte de store, øde Strækninger — Almindinger — Kongen. Siden bød Knud den Hellige, at Drabsmænds Gods skulde tilfalde Kongen. Før Amtmændene blev til 1660, havde vi haft Lensmænd, og disse Lensmænd havde ofte købt jordegods baade til dem selv og til Kongen. Og ved Mageskifte mellem en Lensmand og Kongen kunde denne ofte faa samlet meget Krongods paa et Sted. Den største Part af Krongodset fik dog Kongen i Reformationstiden, da Klostrene nedlagdes, og Kongen inddrog de gejstlige jorder, og saaledes havde Kongen faaet samlet hele Møn til et Krongods. Lensmænd blev til „Hærmænd” og Hærmænd til „Herremænd”, som nu var slemme ved Bønderne, særlig paa Sjælland. Møns Land havde nok været under Lensmænd i gamle Dage, men aldrig under Herremænd og kendte ikke til Hoveri. De var Kongens Fæstebønder.
„Har Bonden da aldrig været hel fri?” spurgte Anders Mortensen.
„Jo, i Oldtiden! Ordet Bonde er kommen af en „boende” , én der havde fast Bolig, og derfor var med at vælge Konge, med til at erklære Krig og slutte Fred.Men lidt efter lidt blev der to Slags Bønder: de store og de smaa. De store, der ejede megen jord, blev kaldt Adelsbønder af „Adel”, som betyder udmærket, ypperlig. De steg i Tidens Løb til højere og højere Rettigheder og blev Jarler eller Lensmænd for de Tjenester, de gjorde Kongen; men de smaa Bønder sank dybere og dybere ned i Fattigdom og Elendighed, men det var deres egen Skyld.”
„Saa — aa, hvorfor det?” spurgte nogle.
„Fordi de ingen Ting gjorde for at værge sig. De kastede deres Værge, som de havde staaet med paa Tinge i Oldtiden. I véd nok, at de store Bønder, Adelsbønderne, byggede Borge, hvor de holdt Riddere og Svende. Men naar nu Sørøvere faldt ind i Landet, saa søgte Bønderne fra Kysten op i Nærheden af Borgen og bad Borgherren om at værge dem. Det gjorde han ogsaa, imod at de til Gengæld gav ham adskillige Ydelser for at blive „Værget”. Saaledes begyndte Vornedskabet. Da Bonden kastede sit eget Værge, da blev han underkuet. Saadan gik det med Bonden, og saadan vil det gaa med ethvert Folk, der kaster sit Værge og ikke længer vil kæmpe for sit Land og sin Frihed.”
Niels Knudsen tav; der blev dyb Stilhed.
„Fortæl mere!” sagde Lars.
„Bønderne blev næsten som Trællene havde været i Oldtiden. De ejede ikke en Gang dem selv. Trællene forsvandt! Vi hører tale om dem lige til 1241, da de nævnes ved et Danehof. Men Bønderne forsvandt ikke. Vi er ikke forsvundet endnu, og vi forsvinder heller ikke, før vi faar Trællesind og bliver som Trælle.”
„Det vil vi ikke være!” raabte Lars.
„Nej! Nej!” lød det i Kor.
„Det haaber jeg ikke heller!” Men vi staar nu ved Afgrundens Rand. Dybere og dybere er det gaaet nedad med os, siden vi kastede vort Værge og blev vornede. Dette skete i det 14de Aarhundrede. Vornedskabet ophævedes dog 1702, men saa fik vi Stavnsbaandet i Stedet. Det gjorde ondt værre, thi det ramte ogsaa Jylland og Fyn.”
„Hvad er ellers Stavsbaandet for noget?” spurgte Lars.
„Naar der var Krig i gamle Dage,” fortsatte Niels, „saa lejede Kongerne Lejesvende til at slaas. De sloges ligesaa godt for det ene Land som for det andet, bare de fik Penge for det. De var altsaa ret og slet Slagsbrødre. Kristian d. Fjerde var den første danske Konge, som tog den store Kraft, som han selv var begejstret af, Fædrelandskærligheden, i Fædrelandets Tjeneste, idet han oprettede en Hær af Landets egne Sønner til Fædrelandets Forsvar. Det var et mægtigt Fremskridt, og hvorfor?”
„Jo —” svarede Anders — „for saa fik Bondesønnen atter sit Værge tilbage.”
„Rigtigt! Men desværre blev det ikke til det, som Kristian d. Fjerde havde tænkt sig. Bønderne manglede Oplysning og skyede det strænge Arbejde under Fanen. Man vilde have det mageligt. Han forlangte kun, at hver Gaard paa 20 Tønder Hartkorn skulde stille én Mand. Det blev ialt 4000 Mand. Dersom disse Bondesønner nu havde haft den samme Kraft i sig som selve Kongen, tror I saa, vi havde tabt?”
„Nej.”
„Men desværre! Det havde de ikke. De sov. De kendte ingen aandelig Kraft. De vilde hellere snyde sig fra at deltage i Øvelser, havde ikke Lyst til Strabadser. Naar de laa paa Markerne, tænkte de paa de bløde Dyner derhjemme. De vilde hellere løbe deres Vej for at blive fri for at blive Soldat. Da blev deres Førere Tyranner imod dem. Thi man faar Lyst til at klø den, der er en Pjalt. Den menige Mand fik Mistillid til Militsen, og de overordnede fik Mistillid til den menige Mand. Saa fik Herremanden Magt over Bønderkarlene til at udskrive dem til Soldater, og saa brugte Herremanden sit Had til at ramme den, som ikke vilde lystre. Det var Hadet, der sendte Karlen under Fanen, og Hadet avlede Had igen hos Karlen, og derfor er Militærvæsenet i Miskredit den Dag i Dag her i Landet. Men det var ikke Kristian d. Fjerdes Mening, at Hadet skulde sende Landets Børn under Fanerne, han havde tænkt sig: Fædrelandskærligheden. Heraf kan I se, hvor dybt vi er sunkne. Vi staar ved Afgrundens Rand.”
— Et dybt Suk hørtes fra mere end ét af Børnene. Niels fortsatte:
„Da der var bleven Fjendskab paa begge Sider imellem Bønderkarlene og Militsen, saa Bøndersønnerne flygtede bort fra deres Fødestavn for at undgaa det strenge Soldaterliv, da kom Stavnsbaandet. Det bandt dem til at blive. Og det gjorde ondt værre; thi det bandt alle uden Undtagelse, baade de vaagne og de som sov. Alle I Drenge, som sidder her, I er bundne, i Lænken fra I er ni til I er fyrretyve Aar. Er det ikke beskæmmende for jer?”
Lars og Anders dukkede Hovederne. Der randt en Taare nedad Margrethes Kind.
„Men I sover ikke, I er vaagne,” vedblev Niels, „derfor kan det blive godt engang endnu. jeg véd, at I har Lyst til at blive frie Bønder, som Bønderne, var i Oldtiden. Vil Gud, skal det ogsaa ske. Maaske ligger Frihedsdagen os ganske nær. Hør nu: Dersom det stadfæster sig, at Kongen vil sælge sit Krongods, saa sælger han ogsaa hele Møn, skal vi saa købe vore Gaarde og Huse alle som én? Skal vi saa købe os fri?”
„Ja — ja!” lød det i Kor.
„Sig det hjemme til jer Far og Mor! Sig, vi maa holde sammen. Thi hvis ikke vi selv køber os fri, saa bliver vi solgte til sjællandske Herremænd, der sætter os i Hundehul eller paa Træheste. Vi kan synke endnu et Trin her ved Afgrundens Rand, vi kan blive Trælle, men vi kan ogsaa blive frie Mænd og Kvinder. Det er et stort Valg, der stilles os.”
Niels Knudsen sluttede denne Aften med at fremsige den gamle Folkesang om Kristian d. Anden: „den gamle Ørn”.
Ann' Stine „sang for” som sædvanlig; de voksne sang med. Selv gamle Bedstemor lod Strømpen hvile og hørte efter, idet hun saa ind i en ny Tid, som skulde komme.

En Onsdag derefter var Anders Mortensen Ordfører for en lille Flok, der gerne vilde vide, hvormed Militsen havde forset sig; thi nu havde de jo hørt, hvormed Bønderkarlene havde forset sig: i Magelighed og Uvidenhed.
Herpaa svarede Niels Knudsen ved at fortælle dem om alle de militære Torturredskaber, samt det Overmod og den Herskesyge, der f. Eks. prægede „den onde Plessen”.
Træhesten var fra Begyndelsen et militært Strafferedskab. Den var kommen til Danmark med de tyske Lejesvende i 30-Aarskrigen. Soldater, der blev sat op at ride paa den, fik endogsaa bundet 2 jærnkugler til Fødderne.
Og saa var der Straffen at løbe Spidsrod. 300 Mand blev stillet op i 2 Rækker, de fik uddelt 4000 smidige Hasselkæppe til at prygle Synderen med; denne skulde løbe mellem Rækkerne 12 til 16 Gange, mens Slagene haglede ned over hans blodige Ryg. Dette kunde gentage sig 3 Dage i Træk.
Endvidere var der „Tommelskruen”, der brugtes til at skrue Tommelfingrene i Stykker med. — Der var ogsaa Stakler, der dømtes til at spille Terning om deres eget Liv.
Allerværst var vel Paternosterbaandet, der blev bundet om Panden og skruedes fast med en Stok, saa Øjnene sprang frem af Hovedet. —
Da Niels Knudsen var kommen hertil, havde de nok. Pigerne skreg.
„Det er ikke til at undres over, at Karlene ikke havde Lyst til at gaa frivillig ind til disse Torturredskaber,” sagde Niels Knudsen, „saa hvis Herremanden gav dem Valget imellem at gifte sig med en gammel, grim Enkekone paa en forfalden Gaard, eller springe Soldat, som det hed, saa tog han Enkekonen, hvor fæl og arrig hun saa var.”
„Men hvis hun nu var en god Kone,” sagde Margrethe, „skulde hun saa ogsaa tvinges til at gifte sig med hvem der kom.”
„Ja. Konerne havde ingen Ret. De maatte lystre Kommando lige saavelsom Karlene.”
„Kunde slet ingen købe sig fri?” spurgte Anders.
„Jo. For tro Tjeneste kunde nok en enkelt købe sig fri for Stavnsbaandet. Saa fik han et „Fribrev” ; men hvormange har Raad til at betale et halvt Hundrede Rigsdaler for det? Husk paa: det gælder endnu!”
Niels Knudsen mente nu, at der skulde lidt Afveksling i Undervisningen, saa da de denne Aften havde skrevet deres Navne og skrevet Tal til Hundrede, saa læste han „Jeppe paa Bjerget” for dem.
Men Børnene lo ikke ad Jeppe.
Han var dem for nær paa Livet. Han var af deres eget Kød og Blod. De kendte ham. Pejter Johansens Margrethe græd over, at Herremanden saaledes holdt ham for Nar. Stakkels Jeppe.
De slemme Herremænd.

En Aften længer ud paa Foraaret, da der igen skulde holdes Skole, stødte Anders Mortensen og Lars Madsen sammen i god Tid foran Jens Knudsens Port.
De satte sig under Hyldetræet, deres vante Plads.
„Vi har faaet en ny Plov,” sagde Anders.
„Saa — aa,” sagde Lars.
„Nu har vi to!”
„Hvad har den ny kostet?”
„4 Rigsdaler.”
„Pyt! Vi har én, der har kostet 13 Rigsdaler.”
Anders sad lidt, saa kom det:
„Men vi har 3 Vogne.”
„Det har vi ogsaa,” sagde Lars hurtigt; han føjede langsomt til: „Men Far kørte rigtignok den ene i Stykker i Gaar.”
„Hvordan gik det til?”
„Jo—o, han kørte om Kap fra Stege med Jakob Nielsen, og saa troede han, at Jakob var lige bag ved ham — — —”
„Var han da ikke det?” afbrød Anders.
„Næ — Jakob kørte allerede med begge Hestepanderne lige paa Mølleporten, der styrtede hans den ene, saa kom han ridende hjem paa den anden.”
„Hihihi — saa vandt din Far da Væddemaalet?”
„Næ — for han styrtede jo med Vognen paa Hjertebjerg Gade. Der rendte det ene Hjul ud i Dammen, og Vognen smadredes.”
„Hm, hm” — Anders sad lidt — „hør, véd du, at Jakob Nielsen vil købe sig en ny Tromle?”
„Næh —.”
„Jo —. Han har ellers før laant vor; men nu vil han ikke laane den længer.”
„Bare han saa ikke skal gaa fra Gaarden! En Tromle koster mange Penge.”
„Aa — aa, den kan købes for 8 Rigsdaler, og Tromlekævlen har han.”
„Hvor har han den fra?”
„Funden den i Møddingen.”
„Sikken et Held!” —
Drengene sad igen lidt. Saa spurgte Lars:
„Har du snakket noget med din Far om at købe os fri, hvis Kongen vil sælge?”
„Har du?” spurgte Anders.
„Ja — lidt!”
„Hvad sagde han?”
„Han sagde, jeg skulde holde min Mund med saadan noget Sludder.”
„Det sagde min Far ogsaa.”
„Men det er vist ikke Sludder alligevel.”
„Nej. Jeg vil ogsaa begynde at spare mine røde Skillinger sammen. Det skulde du ogsaa gøre.”
„Det vil jeg ogsaa. Det var Sjov, hvis vi engang kunde købe vore Forældres Gaarde — købe os fri!”
„Det har du Ret i.”
„Hør, du” — sagde Lars og trak ham nærmere i Ærmet — „den Dag da vi bliver fri, saa skal vi gøre noget stort, noget aparte, noget — jeg véd ikke hvad!
Hvad synes du, vi skal?”
Anders tænkte sig om:
„Aa — vi rejser en Tur til København og hilser paa Kongen.”
„Det gør vi! Giv mig din Haand derpaa!'
Drengene gav hinanden Haanden.
„Men hvad skal vi saa sige?” kommer det lidt betænkeligt fra Lars.
„Aa — vi hilser ham fra Prinsessen, der har boet her i Elmelunde, Eleonore Kristine.”
„Kristian d. Fjerdes Datter! Du siger noget. Det er af Familien.”
„Jeg véd ikke, men jeg synes ogsaa, at jeg hører til Familien.”
„Du!”
„Ja. Det er ligesom Kristian d. Fjerde er bleven saa levende for mig, siden vi hørte om ham.”
„Ja. Vi har jo ogsaa kendt hans Datter længe. Skal vi ikke gaa op paa Højen paa Kirkegaarden, hvor hun har staaet saa tit —.”
De var allerede paa Vej, Arm i Arm. Hvor var der smukt til alle Sider deroppe fra! Solen dryssede Guld over Stege Noer. Saa sank den bag Sjællands Skove.
Drengene vendte sig ind mod Elmelunde By.
„Der, lige bagved Borgerledet, har Slottet nok ligget,” sagde Anders.
Det mente Lars ogsaa. Der var endnu runde, tilhugne Stensøjler i Morten Andersens Gaard fra gammel Tid. De tænkte sig Slottet rejst. Altaner og Karnapper og oplyste Vinduer! Eleonore stod i en lys Dragt med sin Fløjte i Haanden, hendes Yndlingsfornøjelse var at spille paa Fløjte, hun bøjede sig ud af Vinduet, for at se sin Mand, den smukke Korfits Ulfeld ride ud med sit Følge. Han vinkede og smilede op til hende. Hvor var de lykkelige! Han red ud paa jagt med Falke og Hunde. Hun forslog Ventetiden, til han kom tilbage, med at spille — de syntes at kunne høre hendes Fløjte i Luften — eller var det selve Luftens Fløjte, der begyndte at pibe saa svagt — den blev stærkere og stærkere — den voksede til en lummer, rullende Torden, som de syntes at høre tæt ved dem lige ved Borgerledet. Det var som en sort Karet kom farende i Stormvind over Borgerledet! Var det et Pust fra gamle Dage. Var det Korfits Ulfeld, der kom hjem!
Lars greb Anders i Ærmet.
„Hvad er det?” hviskede han forskrækket.
„Stille!” svarede Anders rolig. „jeg véd ikke, hvad det er, men noget er her paa Færde.”
„Lad os gaa!”
„Jeg har ellers hørt det før! Den Karet kommer tit kørende.”
De skyndte sig ned ad Højen og gik tavse gennem Gaden. — — — —
Den Aften læste Niels Knudsen. „Karl Magnus Krønike” for de unge, og bagefter sang de en gammel Folkesang, som Ann' Stine kaldte for „Helmer Blaas Vise” :

„Ja, Gud ved kun Viljen, jeg haver til dig,
jeg vilde saa gerne dig have:
men jeg frygter mest for mine Brødre alle syv,
de tager dit unge Liv af Dage.

Saa lagde han Guldsadlen alt over sin Hest,
men ikke lod han Sporerne klingre.
Saa svang han sig frimodigen op paa sin Hest,
men ikke lod han Sporerne klingre.

Saa red han hen udi grønne Rosenlund,
thi det var om Morgenen aarle:
der mødte han skøn jomfruens Brødre syv,
og alle saa vare de vrede.

„God Morgen Hr. Ridder, hvorfra kommer I,
mens I her saa aarle mon stande?”
„Jeg haver været i grønne Rosenlund
at jage efter liden smaa Hare.”

„Slet ikke har du været i grønne Rosenlund
at jage efter liden smaa Hare:
men du har vist sovet hos vor Søster i Nat,
og ikke haver du spurgt os til Raade.”

„Ja, jeg haver sovet hos jer Søster i Nat,
og ikke haver spurgt jer til Raade:
saa var det hendes Vilje, dertil saa var det min,
hvad ville I vel herpaa mig svare?”

„Ja, vil du nu stande, hvad heller vil du fly,
eller vil du ad Skoven udrende —
eller vil du nu vove det fagre, unge Liv,
for her er vi syv raske Drenge!”

„Nej, hverken vil jeg stande, ej heller vil jeg fly,
ej heller vil jeg af Skoven rende:
men jeg vil nu vove mit fagre unge Liv
for mig og min Kæreste alene.”

Saa drog han da Sværdet, det blodige Sværd,
det bedste, som han havde ved sin Side:
saa bad han da saa mindelig til Gud i Himmerig,
han vilde nu Sejren ham give.

Saa opstod der da saa frygtelig en Kamp
imellem de syv og den ene:
saa hug han skøn jomfruens Brødre alle syv —
det gjorde Gudfader alene.

Der vokser et Træ udi min Faders Gaard,
det vokser saa stort og saa liden:
tilsammen gror Roden, tilsammen gror Top,
tilsammen gror begge vores Vilje.”

VIII. KAPITEL.

Da Foraaret kom med al sin Travlhed, maatte Vinterskolen ophøre. Stæren fløjtede, og Lærkerne sang.
Elmelunde Bymænd havde haft Bystevne og bestemt, at Anbrosii Dag d. 4de April skulde der være „Møggilde”. Paa den Dag skulde de i Fællesskab tømme 8 Møddinger.
Hver Gaard havde i det højeste 5 Heste og 3 Køer, og da Dyrene gik ude den meste Del af Aaret, var Møddingerne ikke saa store. Hver Gaard havde desuden mellem 10 og 20 Svin og imellem 12 og 24 Faar, 2—3 Kalkuner, 40 Høns og 24 Ænder. Men disse Dyr maatte bjerge Føden, som de bedst kunde. Gaden og Møddingerne var som oftest fuld af dem. Langhaaret og skindmagert stod Udgangsøget og saa paa de pludrende Kalkuner og forstod ikke, at der kunde være al den Snak i Verden.
Da Gødningsvognene samledes ved Morten Andersens Gaard, fik Udgangsøget af Pisken og løb ud i Marken. Karle og Drenge læssede paa Vognene, et andet Hold kørte ud, et tredie — deriblandt Piger — strøede Gødningen omkring ude paa Marken. Oldermanden førte Tilsyn med det hele.
Forinden Pløjedagen kom, var „Rebningen” foregaaet Alle Agre var bleven maalt med en vis Reblængde. Plovene blev førte ud; hver Plov havde 2 Hjul, det ene større end det andet, fordi det store skulde løbe nede i Plovfuren, det lille ovenfor. Plovaasen var meget lang, og Plovfjælen var en vredet Planke. Alt var af Træ. Da den fælles Plovdag kom, samledes alt Plovmandskabet til Hest i Gaden. Foran red de unge Karle og Drenge med hver fire Heste, thi to kunde ikke trække Ploven. Derefter Bønderne to og to i Rad. Under Raab og Støj red Toget fra Byen udad den brede „Fævej”, mens en Del Tilskuere blev tilbage og saa efter dem.
Da Toget naaede ud til Vingaardshjørne, gjordes der holdt. Karlene lagde Madkasser og „Læddiker” med Øl til Side og spændte Hestene for Plovene. Da Oldermanden gav Signalet med sin Tromme, begyndte alle Plovene at gaa. Hver Plov havde sin Dreng som Plovkøring.
Jens Pejtersen kom til at pløje i Nærheden af Niels Knudsen. De kunde raabe til hinanden, mens Farten skred langsomt frem.
„Dette her er noget andet end „ride Sommer i By”!” raabte Jens.
„Ja, det gaar knap saa rask,” svarede Niels, „er der ellers Tale om, at vi skal ride „Sommer i By” i Aar?”
„Ja, det er der rigtignok. Vi skal have Gildet hos Morten Andersen.”
„Ja, det er en køn Skik. Jeg vil nok være med. For 20 Aar siden var det helt forbudt.”
„Hvorfor det?”
„Fordi Kongen mente, vi fortørnede Gud dermed.”
„Haahaahaa —.”
„Saa skal du vel danse med Else?”
„Hold Mund!”
„Jeg synes, du fulgtes med hende til Malkning efter Mortensgildet!”
„Du véd vel, hun er rejst til Stege, og at jeg nu snart rejser bagefter?”
„Til hvem?”
„Jeg tager Tjeneste hos Købmand Rochenkam.”
„Hvorfor rejste Else til Stege?”
„Aa — det skulde nu saadan være —.”
„Man vilde vel prøve paa at skille jer ad?”
„Det er der ingen, der prøver paa mere, Niels.”
Samtalen gik i Staa. Man hørte Raab til Hestene fra alle Sider. Højt i den klare Luft hang Lærken og ringede Sommer ind. Jens Pejtersen hørte det ikke, men det hændte af og til, at han langede sin Tophue med den lange Dusk ud efter Drengen, naar han ikke kørte lige. Nogle Dage før Majdag, da Elmelunde Karle skulde ride Sommer i By, havde de travlt med at samle Æg ind til Gildet. De var 12, der fulgtes ad to og to — og foran gik 2 Musikantere og blæste paa Klarinet og Horn; allerforrest gik Skafferen med sin 11 Alen lange Skafferstok, der var udpyntet med kulørte Baand. Toget sluttede med en stor Del af Byens Ungdom. Da Indsamlingen fra Gaard til Gaard var til Ende og havde givet et godt Udbytte, blev der om Aftenen danset i Morten Andersens Lo.
Endelig oprandt Voldermissedag, hvor det store Slag skulde staa. Tidlig om Morgenen i dejligt Solskinsvejr og i frisk Blæst kom de unge Karle ridende ud fra Portene for at samles i Gildesgaarden. De havde hvide Dækkener paa Hestene, besatte med røde Border. Alle Heste var vel pudsede og striglede og bar grønne Bøgekranse om Halsen. Ogsaa Karlene havde nys udsprungne Bøgegrene i Krans over Skuldrene. De skulde jo komme med „Maj” til Huse! Desuden var de pyntede i grønne Frakker med hvide eller røde Skærf og røde Striber paa Benklæderne. Det gjaldt om at tage sig godt ud. Der skulde jo danses med Pigerne i alle Gaarde, og de vidste, i hvilke Gaarde de skulde ind; thi Natten før havde de været ude i Byen og Omegnen og stukket en grøn Gren i Taget over Døren; hvor den Gren sad endnu, var de velkomne. Og den sad næsten alle Steder.
Under Raab til Hestene og med Latter og Spøg ordnede Toget sig i Mortens Gaard. I Spidsen red Niels Knudsen og Johan Pejtersen. Morten Andersens Kone, Ellen, kom ud i Gaarden med „Spærret”, der var 5 Alen langt og havde 4 Tværstænger foroven i Kryds, besatte med kulørte Silkebaand i alle Farver. Hun slog det ud, saa Baandene flagrede i Blæsten. Da Johan Pejtersen havde taget imod det, som den stærke Karl, der nok kunde bære det opret paa sin Hest, spillede Musikanterne, der red allerforrest, og Toget satte sig i Bevægelse under Ungdommens jubel og Hurraraab.
Den første Gaard, de red ind i, var Pejter Johansens. De bandt Hestene i Gaarden og gik ind; saa blottede de alle Hovederne, idet de sang Majvisen. Derefter blev de bænkede ved det festdækkede Bord, og efter Spisningen dansede de med Døtrene og Pigerne paa Gaarden, indtil Formanden i en kort Tale takkede for Gæstfrihed og Dansen. Pejter Johansen stak ham en blank Speciedaler i Haanden til Ugens mange Udgifter. Derpaa rede de til næste Gaard i Byen. Og i de følgende 8 Dage besøgte de ligeledes Gaardene i Hjertebjerg, Østermark, Torpe, Keldby, Raabylille og Keldbylille.
Hveranden Aften havde de Bal i Gildesgaarden. Det var en streng Uge for de fleste. Mange af dem var paa Tider i deres salige Tilstand ikke fri for at mene, at den fuldkomne Salighed allerede var opnaaet, især naar de med Armene om Pigernes Liv sprang rundt paa Logulvet til en rasende „Syvspring” , der lagde deres Hoved ned paa Skuldren.

Den næste Fest, Ungdommen havde, var omtrent 2 Maaneder efter, da de brændte Blus paa Stavrebjerg Banke. Heksene skulde jages af By. Der var i den Anledning baaret Halmknipper, Tjæretønder og meget Tjørn op paa Banken. Efter Solnedgang samledes baade Karle og Piger deroppe, og snart blussede Ilden lystig. Den mørke Røg hvirvlede sig i ét med Skyerne, og i de fantastiske Røgslyngninger saas adskillige sorte Skikkelser forsvinde; en ung Pige iblandt dem var sikker paa, at den ene var Sidse Smeds! Søren var dog sikker paa, at hvis det virkelig var hende, saa kom hun nok igen. En Violin begyndte at spille, og snart hoppede de alle lysteligt omkring Ilden i den mørke Nat. Anders Mortensen og Lars Madsen stod bagved og talte alle Blussene paa Højderne i Omegnen. Der var 32. — Pludselig hørtes en Ræv skrige bag et Gærde i Nærheden, og under Raab og Latter fo'r en Flok af Sted efter den. De kom tilbage Arm i Arm i en lang Række, syngende den gamle Folkevise;
„Hr. Vismer han red sig til Elverbro —.”
Under Sang, Dans og muntre Smaahistorier gik Aftenen hen, til det ene Par efter det andet tilsidst for svandt op imod Elmelunde By.

Sommeren gik hen uden større Begivenheder. Oldermanden havde efter endt Tjenestetid trukket sig tilbage med Ære. Pladsen skulde efter gammel Regel besættes med hans Nabo, men da gamle Anders Larsen var død, og Sønnen endnu saa ung, skulde Mads Nielsen indtage denne Hædersplads. Han undskyldte sig med sin Sygdom og sagde, som sandt var, at skulde galt være, saa kunde han da bedre bruge en Spade end en Gaasefjer. Derfor valgte Bymændene Jens Knudsen til dette Aars Oldermand. Den første Forretning, han havde, var ikke saa morsom.
Der var nemlig klaget over Per Vogter, fordi der atter var stjaalet Faar i Græsvangen. Man mente, han laa og sov derude. Oldermanden skulde derfor gaa derud og sætte ham i Rette.
Drengen, Søren, var sendt i Forvejen for at lukke et Hul i et Gærde, som nogle Svin havde stormet. Skjult af det samme lange Gærde og en tæt Række Pile naaede Jens Knudsen helt derud uden at være set; han hørte Per Vogter snakke med Drengen.
„Det er et Hundeliv dette her,” sagde han.
„Ja, megen Fornøjelse har du vel ikke herude,” svarede Søren.
„Nu er jeg for gammel til at rømme, rende min Vej det skulde, du gøre.”
„Det vilde Husbond vist ikke synes om.”
„Skidt med det! Kan du se den Flok Gæs der?”
„Ja vel kan jeg det.”
„Kan du se, hvor gerne de vilde flyve?”
„Ja.”
„Men de kan ikke. De er stækkede paa Vingerne.”
„Ja, de store Fjer er pillet af dem.”
„Netop! Saadan er du og jeg ogsaa stækkede. Vi kan heller ikke flyve bort.”
„Næh —.”
„Og kan du se den Flok Svin derhenne?”
„Ja. „
„De har allesammen faaet Ring i Trynen — det har vi ogsaa.”
Jens Knudsen traadte frem fra Gærdet for at blive set.
„Nu kan det være nok med den Undervisning,” sagde han.
Per Vogter fik travlt med at fløjte ad sin Hund.
Søren fik ogsaa travlt med Gærdet i det samme.
„Du tænker vel ikke paa at stikke af, Per” — begyndte Jens Knudsen.
„Næh — næh —.”
„Men saa skal du heller ikke lokke andre til det.”
„Næh —.”
„Løber vi fra det hele, saa faar vi aldrig bedre Kaar.”
„Næh — ja, det kunde dog ske.”
„Jeg mener, det gavner ikke alle Byhyrder, at en enkelt løber sin Vej. Det gavner heller ikke Danmarks Bønder, at en enkelt eller to stikker af.”
„Næ — næ —.”
„Enhver maa blive paa sin Post, hvad han saa er, arbejde ærlig og tro og derigennem hæve sin Stilling i andre Folks Øjne, kun derved kan han forbedre sin Stilling.”
„Ja — a.”
„Ingen maa sove paa sin Post. Du maa tude i Hornet hver Nat, saa vi kan høre, du er vaagen. Nu er der igen stjaalet Faar i Græsvangen.”
„Hvornaar maa jeg da sove?”
„Du maa skiftes til at vaage og sove med din Vogterhund; derfor har du ham. Det er Skade, du aldrig ser Faare-Jørgen, naar han kommer.”
„Se Faare-Jørgen! Hm! Ham er der ingen, der kan se.”
„Ingen?”
„Næh — han viser sig aldrig i sin rigtige Skikkelse; snart kommer han som Præst, snart som Hørkræmmer, snart som en gammel Kælling.”
„Derfor skal du være mistænksom imod alle, der gaar her i Græsvangen. Selv om Faare—Jørgen viser sig som Byfogden i Stege, saa skal du anholde ham.”
„Ja — men — hvis det saa virkelig er Byfogden selv i høje Person —?”
„Saa vil han gi' dig en Speciedaler, fordi du er paa din Post, Per Vogter.”
„Hi — ja! Her kan du se. jeg fik en Daler i Gaar.”
Per Vogter trak den op af Vestelommen.
Jens Knudsen studsede.
„Byfogden kommer ikke her. Er du vis paa, om ikke det var Faare-Jørgen alligevel?”
„Næh — det er jeg ikke vis paa — men — hæ — han skal jo ogsaa leve — og det skal jeg ogsaa.”
Jens Knudsen stod lidt.
„Det er pinende galt med dette Kvæghold paa denne Maade, det er ligesom med Trevangsdriften. Det trænger til Forandring det hele.”
„Ja, det gør det,” stadfæstede Per Vogter og snød Næsen.
Jens Knudsen saa op og fik Øje paa et Køretøj, der holdt stille ved Landevejen.
„Hvem er det, der spænder sine Heste for derhenne?” spurgte han.
„Det er en Bonde fra Røddinge, der kører med Fisk. Han har ladet Bæsterne græsse lidt — det er en lang Vej fra Røddinge Sø —.”
Jens Knudsen vendte sig og saa op mod Elmelunde, han fik Øje paa Kvægfolden, hvori der var indelukket to fremmede Køer.
„Hvor er de kommen fra?” spurgte han.
„De er kommen løbende hertil i Morges fra Raabylille. Se, der kommer Rasmus Pejtersen ridende, det er nok hans.”
„Giv mig Nøglen til Folden, Per.” Per stak Haanden i Bukselommen og trak en stor jernnøgle op. Jens Knudsen gik med den op til Folden, hvortil Rytteren var kommen ad Landevejen.
Rasmus Pejtersen genkendte Køerne, sagde han, men vilde dog ikke have dem med. Han betalte Oldermanden til Byens Bøsse for at have dem staaende til næste Dag.
De fik dem en Passiar om Landbruget. Tilsidst siger Jens Knudsen:
„Det vil blive skidt, skal vi fortsætte ret længe med Trevangsdriften.”
„Tror du?” kom det forsigtigt fra Rasmus.
Jens pegede hen mod Toften og Haverne bag Elmelunde By og sagde:
„Læg Mærke til, hvor alle Haverne er frugtbare. Ikke alene bærer Æbletræerne godt, men se Humlehaven, se Kaalhaven, se Køkkenhaven!”
„Ja, Haverne ligger godt i Læ,” mente Rasmus.
„Det kommer dog mere af, at Haverne ikke er Fælleseje, men hver Gaard ejer sin egen. Saaledes bør ogsaa hver Gaard eje og dyrke sin egen Mark. Saa vil Markerne ogsaa blive til Haver en Gang. Fællesdriften er det bare Skidt.”
„Ja — kanske du har Ret. — Nu maa jeg hjem jeg har redet hele Eftermiddagen.”
„Du har faaet en ny Hest, synes jeg.
„Ja.”
„Hvad har du givet for den?”
„Otte Rigsdaler.”
„Det var svært mange Penge.”
„Ja.”
„Naa, Farvel, Rasmus!”
„Ja — se — jeg — havde ellers et Ærinde til —.”
Rasmus rømmede sig, som noget sad fast i Halsen.
„Et Ærinde — naa?”
„Det er jo dig, som har en Broder, der er saadan en klog Karl!”
„Niels — mener du.”
„Ja, Niels — ja, det er rigtigt, og han er jo ogsaa en pæn Karl og reel i alle Henseender.”
„Ja. Hvad saa mere?”
„Aa — sig til ham, at han i Morgen gaar ud og ser paa disse to Køer. De er bedre i Stand end de fleste, sikke't Kød der sidder paa dem.”
„Ja, de er jo næsten fede — men Sidebenene kan da tælles paa dem.”
„Det er nu ikke mine Køer. De er Hans Svendsens Enkes i Raabylille. Hendes Gaard ligger lige ved Siden af min. Den er rigtignok gammel og faldefærdig, men fik hun sig en dygtig, ung Mand, saa kunde den nok rejse sig igen.”
„Naa saadan, Rasmus.”
„Hvad mener du, din Bror Niels siger til det?”
„Det er ikke godt at vide. Det er altsaa Meningen, at han først skulde se paa Køerne her og siden paa Enken.”
„Hi — ja. Det behøver jo ikke at vare saa længe, jeg skulde hilse ham fra hende og sige, at hvis han selv vilde trække Køerne til Raabylille i Morgen, saa kunde de tale om det.”
„Jeg skal sige det til ham, Rasmus.”
„Tak! Saa har jeg røgtet mit Ærinde. Det er saa rart, naar den ene saadan kan gøre den anden en Tjeneste. Farvel, Jens Knudsen!”
„Farvel, Rasmus!”

IX. KAPITEL.

Næste Dag trak Søren af Sted med to Køer til Raabylille. Niels Knudsen mente ikke, det hastede med at gifte sig endnu. Han havde Hovedet optaget af andre Ting.
Aaret sled sig til Ende. Der var flere, der flyttede hen paa Kirkegaarden dette Efteraar. Pejter Johansens Svigerfader, gamle Lars Hansen Aagesen, havde beordret, at naar han havde lukket sine Øjne, skulde der holdes Ligvagt over ham, som det skete i ældre Tider, og det blev, som han ønskede. Særlig blev han savnet af de mange Børnebørn.
Ogsaa Mads Nielsen maatte afsted. Det hjalp ikke, at Sidse Smeds gned ham for Gigten. Han døde, kun 45 Aar gammel. „Det skulde nu saadan være” ! Den unge Lars Madsen skulde nu til at hjælpe sin Moder med Gaarden; Legetiden var forbi. Han havde tidlig lært at tænke. Der var kommen Alvor over ham i den senere Tid; han var ogsaa en fremmelig Dreng af sin Alder.
I December havde Skolen begyndt igen i Jens Knudsens Gaard, og hverken Lars eller Anders savnedes. Pejter Johansen lod ogsaa sine Børn gaa derover igen. Kirsten var ikke længer stram om Munden! Nu havde de jo ikke længer hendes gamle Fader til at fortælle for Børnene.
Denne Vinter læste Niels Knudsen Ridderromanen om „Flores og Blanceflor” og fortalte dem om den stolte Riddertid her i Danmark. Ligeledes sang de Ridderviser, saa det dundrede.
Til Afveksling fortalte Ann' Stine dem et eller andet Eventyr som f. Eks. : „Mester Flikflak” — et Eventyr som deres Efterkommere endnu kunde fortælle ordret over 100 Aar efter! Ligeledes fortalte hun Eventyret om „Lykken og Forstanden” og forklarede dem bagefter,at det gjaldt især om at have Lykken med sig. „Det var ikke alle, der havde det,” sagde hun med Taarer i sine mørke Øjne.
En Dag før Jul kørte Jens Knudsen til Stege for at købe Varer hos Købmand Rochenkam til julehøjtiden. Han havde et Par Tønder Korn med i Vognen til at betale med.
„Det er en rask Karl, jeg har faaet derude fra Elmelunde,” sagde Købmanden til ham, da de stod ene i Butikken.
„Det er vel Jens Pejtersen,” sagde Jens Knudsen.
„Ja. Han har Kræfter som en Bjørn.”
„Ja, der er Blod i ham!”
„Jeg tænker, han tar begge Sækkene af din Vogn paa en Gang og bærer op paa Loftet. Bare Stigen holder. ”
„Jens holder nok!” mente Jens Knudsen.
„For et Par Dage siden var vi oppe paa Loftet begge to, saa væddede han med mig, at han kunde godt bære 4 Sække Korn paa en Gang.”
„Naa.”
„Jeg gik ind paa Væddemaalet; men han stak ganske rolig to Sække op under Armhulerne og tog to i Hænderne og gik med, saa Loftet knagede under ham. jeg maatte raabe i min Forskrækkelse: Holdt, Jens! Du gaar Pinedød gennem Loftet!”
„Det ligner ham.”
„Men jeg beholder ham jo ikke længe. Han begynder at snakke om, at han gifter sig.”
„Det er nok mulig. Han og Else har jo længe holdt af hinanden, og nu kan de snart faa en Fæstegaard i Elmelunde.”
„Hm — ja. Her er Salt,” sagde Købmanden og skød Sækken tilside — „her er Tobak, Sukker, Tjære Reb — var der saa mere?”
„Ja, Mel til julekagen.”
„Det er Pinedød sandt. Men jeg har ikke noget hjemme. Jeg skal først hente det paa Lendemark Mølle.”
„Saa gaar jeg et Ærinde ned til Skipperen ved Havnen imens,” sagde Jens Knudsen og tog sin Hue.
Købmanden gik ud i Gaarden og bad Jens Pejtersen spænde for og køre efter en Sæk Mel, saa kunde han tage Jens Knudsens 2 Sække Korn med til Mølle og faa malet med det samme.
Jens Pejtersen skulde nok besørge det.
„Det er saa megen Ulejlighed at spænde Heste for,” mumlede Jens for sig selv, „jeg kan mæn' nok bære de Poser.”
Saa tog han en Tønde Korn under hver Arm og gik ned ad Stege Gade ud til Lendemark Mølle.
Da han paa Hjemvejen gik over Broen med en Melsæk paa Nakken, saa han Jens Knudsen staa ved Havnen og snakke med en Skipper.
Han standsede og hilste. Men det kunde ikke falde ham ind at sætte Sækken, mens han sinkede sig i 5 Minutter.
De snakkede om Vejret og Vindretningen. Skipperen havde haft god Vind fra København.
„Ja, saa lægger jeg Sækken i din Vogn, Jens Knudsen,” sagde Jens Pejtersen og gik. —
Jens Knudsen lod til at ville gaa bagefter.
„Det er sandt,” udbrød Skipperen, „jeg har en Nyhed at fortælle dig fra København.”
„Naa, hvad er det?”
„Jeg var i Nyhavn Nr. 32[17] efter Tømmer og Brædder hos den rige Mønbo Tømmerhandler Jens Larsen.”
„Det er min Morbror.”
„Jeg snakkede ikke med ham; men jeg snakkede med din Broder Lars, der flygtede fra Møn som Dreng. Han bad mig sige Familien, at nu hed han ikke Lars Knudsen længer, men Lars Larsen; thi hans Morbroder havde adopteret ham som sin egen Søn, da han ingen Børn selv havde, og nu var han Arving til hele den store Ejendom, den vældige Forretning med mange Skibe og flere Tusinde Rigsdaler.”
Jens Knudsen stod som himmelfalden.
„Ja” — sagde Skipperen og tog sig en Skraa — „der er jo somme, der har Lykken med sig.”
„Hvordan — var det ikke dig, der hjalp Lars afsted?” spurgte Jens Knudsen og saa paa Skipperen.
— „Hæ — jo. Men det snakker vi ikke om. Hæ — Det var ogsaa min Far — før mig — der hjalp Jens Larsen afsted i sin Tid.”
„Saa er de dig megen Tak skyldig nu.”
„Næh — næ — paa det Lav! Det er godtgjort for længe siden. Alt Tovværk til mit Skib og alle Sejl — ja meget mere — har ikke kostet mig en Øre.”
„Naa, Farvel Skipper! jeg glæder mig til at fortælle denne Nyhed hjemme.”
„Farvel, Jens Knudsen! Det er sandt — din Bror Lars bad mig sige, I var velkomne allesammen, hvis I vilde besøge ham.”
„Tak! Men det har vist lange Udsigter. Vi er jo stavnsbundne.” — —
Samme Aften, da Jens Knudsen var kommen hjem, samlede han dem alle i Dagligstuen og fortalte den store Nyhed om Lars.
Ann' Stine fik Taarer i Øjnene.
„Det er godt, Bror Lars har Lykken med sig,” sagde hun. Det er ikke alle af vor Stand, der har det. Jeg takker, som Ridder Aage med megen Umag' snart til Kirkegaarden hen med Kisten paa min Bag.”
Niels sad med foldede Hænder og saa ned i Lergulvet, saa sagde han:
„Lad os glæde os, Søster, og ikke snakke om Kirkegaarden. Nu har vi dog en liden Grund til Glæde, som ellers er en sjælden Gæst i vore Kaar.”
Den Aften gik det smaat med Husfliden. Tankerne var andet Steds henne. Hvert Øjeblik maatte de snakke om Bror Lars. Han havde ogsaa altid været saadan en god Dreng, da han var hjemme. Hvordan mon han nu var? Mon han var en fin Herre? Hvordan mon han gik klædt? Mon han havde giftet sig? — — —

Paa Anders Larsens Gaard var Sønnen Lars Andersen bleven gift, og der var kommen en lille Søn, som i Daaben fik Navnet Anders Larsen, som Skik og Brug var. Lars Andersens Søster, Karen Andersdatter, gik endnu hjemme og var meget optaget af at passe den lille Anders. Herved havde Livet faaet en ny Værdi for hende. Hun havde altid holdt meget af smaa Børn.
Langsomt sneg sig Tiden hen i det daglige Arbejde — saaledes gik Vinter efter Sommer. Niels Knudsen var bleven saa tavs i den senere Tid. I tre Vintre havde han nu holdt Skole for Byens Børn og Ungdom. Men hvor var Frugterne? Der var ingen at se. De gamle holdt igen, naar deres Børn kom hjem og var ivrige for nye Tanker.
Det gjorde Niels betænkelig. Han var bleven bange for, at store Begivenheder skulde indtræffe, før den gamle Slægt var bleven afløst af en ny. Skete dette — og der var noget i Luften, der varslede derom; Kongen havde allerede i 1764 begyndt at sælge af sit Krongods paa Sjælland — da vilde den gamle Slægt næppe have Øjnene opladte for Vigtigheden af at købe sig fri, og den unge Slægt var for ung endnu til at gribe Styret. Lars Madsen og Anders Mortensen var lige bleven konfirmerede.
Og Niels selv! Han gik endnu som Tjenende hos sin Broder, skønt han var 23 Aar gammel. Mon han ikke kunde udrette mere for Bønderne i en bevæget Tid, hvis han selv var Fæstebonde? Burde han ikke gifte sig med Karen Jensdatter, Enke efter salig Hans Svendsen i Raabylille? Hun var rigtignok en Del Aar ældre og havde flere Børn; men hun saa godt ud. Havde hun ikke hver Søndag i Kirken sendt ham et Par venlige, smilende Øjne nu i lang Tid? Der sad ligesom to Skælmer i Øjenkrogene, og saa havde hun Smilehuller i de æblerøde Kinder.
— En Samtale, som Niels havde med Broderen, bestyrkede ham i at gøre Alvor af at forandre sin Stilling.
En Dag pyntede han sig i sine pæne Klæder og gik til Raabylille. Han var ikke en Smule angst for Udfaldet; han vidste, han fik ikke Nej.
— Udenfor Porten kunde han nok se, der manglede en Mand paa Gaarden. Den ene Længe var uden Halmtag, og Bygningerne var ved at govle. Der var Huller i alle Lervægge. Et gammelt Øg stod paa Møddingen og aad Ærtehalm. Nogle Børn rendte udenfor og legede.
Niels Knudsen fik Taarer i Øjnene.
„Stakkels Enke og Børn,” mumlede han, „her maa hjælpes — og hjælpes snart.”
Saa gik han ind. I Døren mødte han Karen.
„Men Niels, er du der!” udbrød hun og rakte ham Haanden.
Niels tog den og holdt den fast.
„Naar skal vi fastsætte Trolovelsesdagen?” spurgte han.
„Men Niels! Det maa du rigtignok selv bestemme.”
„Du trænger til en Mand paa Gaarden, Karen! Hvis ikke jeg kan faa den paa Fode igen, vil du og Børnene saa flytte med mig til Torpe, hvor jeg tror, vi kan faa en bedre Fæstegaard?”
Karen faldt ham om Halsen.
„Niels! Niels! jeg vil flytte med dig, hvor du saa vil flytte hen.”
Paa Hjemvejen gik Niels Knudsen ind i Hjertebjerg Præstegaard for at tale med Præsten om Tillysningen fra Prædikestolen.[18]
Efter Brylluppet flyttede Niels Knudsen til Raabylille, hvor han boede i nogle faa Aar. Men siden overtog han den Gaard i Torpe, der ligger yderst mod Vest paa Sydsiden af Gaden[19].
Hans Søster, Ann' Stine, flyttede til Stege, da hun syntes det blev saa kedsommeligt nu, Niels var borte, og der blev ingen Aftenskole mere.
Begge Pejter Johansens ældste Sønner giftede sig kort efter. Johan havde Bryllup med Ingeborre 1768. Jens havde Bryllup med Else 1769, og begge overtog de to ledige Fæstegaarde paa den vestlige Side af Gaden i Elmelunde By.

X. KAPITEL.

I Høsten 1769 kom en Dag en Rytter ridende op ad Elmelunde Banke. Hesten var svedig, han lod den gaa jævnt det sidste Stykke Vej. Det var Niels Knudsen, der vilde besøge sin Broder og fortælle ham den sidste Nyhed. Han havde været i Stege Dagen før, hvor Byfoged Jørgensen havde fortalt ham, at der hævede sig Røster i de højere Samfundslag, der gik ud paa at faa Bøndernes Fællesskab ophævet.
Niels Knudsen vidste, at det vilde glæde Jens at høre om dette.
Selv sad han i dybe Tanker paa Hesten med slap Tøjle og den anden Haand i Siden og tænkte over Stillingen. Hvad vilde den ny Tid bringe? Thi ved Fællesskabets Ophævelse kunde man ikke standse. Der maatte komme mere efter. Skulde det blive Frihed eller Trældom? Det stod klart for ham, at det maatte blive en af Delene. Thi Bylovene vilde ophøre at eksistere tilligemed Fællesskabet. Men hvilke Love skulde afløse disse? Monstro Bønderne havde gode Fortalere paa højere Steder? Han kunde næsten ikke tro det efter Fortiden! Han havde nok hørt Navne som Reventlow og Bernstorff; men hvad kunde vel de enkelte udrette imod alle de store! Var det ikke bedst at stole paa sig selv. Og dog! Hvis der blev rakt en hjælpende Haand ovenfra — var det saa ikke bedst at tage imod den! Det var vel dog ikke helt utænkeligt, at en eller anden af de store Bønder kunde komme i Tanker om, at al den Uret, der var begaaet imod de smaa Bønder gennem Aarhundreder, skulde gøres god igen. Havde han ikke selv erfaret, at Bønderne paa dette Tidspunkt endnu ikke havde Forstaaelsen af deres eget bedste. De burde aabenbart købe sig fri, hvor dyr saa Frigørelsen blev, for derefter at samle de mange spredte jordstykker om hver sin Gaard, ophæve Fællesskabet, og kappes i Arbejdet om at frembringe det meste og bedste af Marken som af Haven.
Under disse Tanker naaede Niels Knudsen hen til sin Broder.
Der blev stor Bestyrtelse.
Pejter Johansen sad derinde i Samtale med Jens Knudsen, da han kom. De fik nu stoppet de sølvbeslagne Piber. Pejter slog Ild med Fyrtøjet, idet han sagde:
„Det gaar galt dette her — det gaar pinende galt.”
„Ja, holder vi ikke sammen,” sagde Jens Knudsen, „saa gaar det pinende galt.”
„Naar I kan indse dette, I Elmelunde Byfolk,” tog Niels Knudsen til Orde — „saa hold dog sammen, hvad end det skal koste.”
„Vi bliver aldrig enige om at dele Agrene imellem os,” sagde Pejter Johansen, „saa vi faa aldrig vore Agre samlet paa et Sted.”
„Det vil jeg godt tro,” sagde Niels med et Suk, „men den Dag kan komme, da I tvinges dertil, ligesom I nu vil blive tvungne til Fællesskabets Ophævelse.”
„Du kan sagtens snakke, Niels,” vedblev Pejter, „men Bylovene var gode, dem kendte vi, og de holdt os sammen i ondt og godt. Nu skal alle de Baand, der bandt Gaardfolk sammen, sønderrives udenfra, og vort Broderskab ophører; vort Bylav falder i Stumper og Stykker; enhver skal nu til at rede sit! Kan I ikke se, at det er hen i Vejret at snakke om at holde sammen, hva'?”
„Vi skal ikke holde sammen om det gamle,” indvendte Jens, „vi skal holde sammen om det ny.”
„Det ny kender vi ikke,” sagde Pejter og spyttede henad Gulvet.
„Det er netop Ulykken,” sagde Niels, „det stærke Røre, som vi nu staar i, det kommer baade for tidligt og for silde. For tidligt for den ny Slægt og for silde for den gamle.”
Pejter Johansen vendte sig fra ham og gav sig til at tromme paa Ruden bagved ham. Pludselig lettede han sig i Sædet og sagde:
„Der kommer Oldermanden. Hvad mon han vil?”
Oldermanden var for dette Aar Morten Andersen. Aldrig havde han været rigtig stiv i Læsning, og nu havde han faaet et Brev, som han kom for at faa udtydet hos Jens Knudsen.
Denne læste det højt i Stuen.
Det gik ud paa, at Kongen allerede d. 4de Avgust havde overdraget Grev Holck og Thyge Thygesen som Kommissærer at sælge hele Møns Land, som i den Anledning skulde deles i 5 Godser. Auktionen skulde holdes i September.
„Naa!” udbrød Pejter, idet han lagde Piben fra sig paa Bordet, „saa bliver vi altsaa solgte.”
„Ja, hvis vi ikke foretrækker at holde sammen i det ny, som nu viser sig,” udbrød Niels.
„Holde sammen!” Pejter trak Ordene langt ud og ledsagede dem med et Skuldertræk.
„Vi kunde vel købe os fri. Var det ikke 5 Godser?” spurgte Jens og saa i Brevet.
„Ja, havde der endda staaet to Nuller bagved,” indvendte Pejter og rejste sig, „men dette her er saamæn' lavet af Folk, der ikke vil Bønderne noget godt; thi det er kun Pengemænd, der kan købe et Gods. Nej, det er Meningen, at vi skal ind under 5 Herremænd i Stedet for at være Kongens Bønder.”
„Det maa ikke ske!” udbrød Jens Knudsen, „nu maa vi ud i Byerne heromkring og tale med andre Bymænd om Sagen. Der er ingen Tid at spilde, hvis vi i Samling kan gøre et Bud.”
„Hvor skulde alle de Penge komme fra?” spurgte Morten.
„Vi kunde jo f. Eks. betale med vore Skove,” sagde Niels.
„Hvor skulde saa vore Svin gaa om Vinteren?” vedblev Morten.
„Enhver skal i Fremtiden passe sine egne Svin” sagde Jens, „og ikke alene det, men sine egne Køer, sine egne Heste, sine egne Marker. Fællesskabet skal ophæves!”
Morten Andersen gjorde store Øjne.
„Næh —” udbrød Pejter og tog sin Pibe og Kæp „dersom det var Meningen, at vi Bønder skulde købe os fri og blive Selvejere, saa havde Auktionen ikke været bestemt saa snart. Der er jo kun en Maaned til. Vi skal ikke faa Tid til at samle os. Det er Meningen. Farvel, Folk!” —
Det viste sig snart, at Pejter Johansen havde udtalt Tanker, som mange mønske Bønder nærede i de Dage.
Men netop dette gjorde, at de ivrige blev endnu ivrigere, og en stærk Agitation var snart i Gang over hele Øen fra Fanefjord til Klinten.
Det satte ondt Blod i Landsbyerne, at der før Auktionsdagen var kommen en Del Agenter borte fra til Øen for at fraraade Bønderne at købe Godserne. Det vilde blive deres Ruin, hed det. De vilde aldrig kunne skaffe de mange Penge.
Det viste sig alligevel, at der var større Sammenhold iblandt Bønderne end ventet.
Saa oprandt Auktionsdagen d. 19de September. Folk kørte til Stege i store Skarer baade Øst fra og Vest fra. Adskillige unge Karle red i Galop forbi de mange Vogne. Mere langsomt kom de gamle frem, der i lang Frakke, Knæbenklæder og rød Tophue stavrede i Træsko henad Vejen med en Knortekæp i Haanden.
Byfoged Jørgensen i Stege ledede Auktionen.
Byerne til de 5 Godser bleve nævnte og desuden var der 7 Kirker og 5 Kongetiender, som skulde sælges.
Det gik rask med Buddene. Bønderne paa hvert Gods havde deres Mænd til at byde. Og Dagen endte forsaavidt godt, som Bønderne købte de 4 af de 5 Godser. Men saa kom det værste: Der blev krævet Kavtion for Pengene! Dette havde Bønderne ikke tænkt paa.
De kunde derfor ikke blive tilstaaede Godserne for deres Bud den Dag. Og de kunne vente, at Buddene ikke ville blive approberede.
Bønderne følte sig overlistede.
De kom slukørede hjem.
Pejter Johansen og Jens Knudsen kørte sammen i samme Vogn ud ad Mølleporten og ved Siden red Niels Knudsen. De talte ivrig om Dagens Begivenheder.
Bønderne paa Godset Nr. 2, hele Fanefjord Sogn, vil sikkert blive Selvejere, saa ivrig de var,” sagde Jens Knudsen.
„Ja, Bonden Kresten Nielsen der ude fra — han giver ikke tabt,” svarede Pejter Johansen.
„Jeg talte med ham efter Auktionen,” sagde Niels Knudsen og holdt sin Hest an, „han lod ikke til at være bange for Kavtionen. Han vilde henvende sig til en Købmand i Stubbekøbing.”
„Hvad var det saa for en Herremand, der fik Godset Nr. 1 mellem Stege og Fanefjord?” spurgte Pejter Johansen.
„Han hed Beringskjold,” svarede Jens Knudsen, „og han havde nok én i Kompagni med sig.”[20]
„Det var skammeligt,” udbrød Niels, at vort Bud paa 72 Rigsdaler pr. Td. Hartkorn, ikke kunde blive antaget, saa havde vi haft alle 5 Godser.”
„De vilde jo have 100 1/3 Rigsdaler pr. Td. Hartkorn,” sagde Pejter Johansen og rykkede i Linerne, „hvorledes skulde vi skaffe saamange Penge?”
„Næh — det vil knibe nok med at skaffe Kavtion for de Bud, vi har gjort,” mente Jens.
Der blev Tavshed et Stykke Tid.
Pludselig rettede Niels Knudsen sig op; hans Ansigt fik et straalende Udtryk. Hesten, der havde benyttet sig af hans Aandsfraværelse, maatte igen stikke i Rend hen paa Siden af Vognen.
„Jeg har faaet en Idé, Bror!” raabte han.
„Naa, lad os høre.”
Pejter lod Hestene gaa i Skridt.
„Lagde I Mærke til Bønderne paa Godset Nr. 3 omkring Stege Noer?”
„Ja, de lod til at være nogle farlige Karle,” udbrød Pejter, „de bød rask væk.”
„De havde ogsaa den store Skov i Baghaanden langs med Østersøen ad Hjelms Bugt — den vil de hugge til at betale med.”
„Ja — men den forslaar ikke,” sagde Pejter og rystede paa de lange Lokker, der nu var blevne hvide.
„Nej. Men Bønderne i Tøvelse og Bidsinge havde sikret sig Kavtion paa anden Maade,” vedblev Niels.
„Jeg talte med Bonden Jens Hansen i Bidsinge, som fortalte, at de havde en god Ven i København, som de nok kunde faa til at gaa i Kavtion for dem.”
„Hvad hed han, Bror?”
„Han hed Mads Schiffer[21] og var en meget rig Skibskaptajn.”
„Ja, havde vi bare en saadan Mand til at hjælpe os paa Godset Nr. 4,” sagde Pejter, „saa kunde der endnu være Haab.”
„Nu kommer min Idé” — fortsatte Niels fornøjet, — „se, vi har ham! vi har ham! jeg kom til at tænke paa vor gamle Morbror i København, den rige Tømmerhandler Jens Larsen! Ham maa vi have Bud til.”
„Du siger noget, Bror Niels.”
„Har han Penge?” spurgte Pejter.
„Ja. Mange Tusinde blanke Rigsdaler.”
„Død og Plage!” Pejter spyttede langt.
„En af os maa til København,” vedblev Jens — „det er bedst, du rider Niels, du er bedst skaaret for Tungebaand.”
„Det kan jeg godt. Nu har jeg ellers baade Kone og Børn.”
„Det har du jo. Men de undværer dig nok nogle Dage. Det er jo din egen Idé, og hvis nogen skal faa vor gamle Morbror til at gaa i Tøjet, saa maa det være dig.”
„Lad gaa da, jeg rider en af Dagene. Saa skal jeg vel hilse Bror Lars?”
„Ja — ja, hils Bror Lars! Og saa kan du da ogsaa fortælle ham, at nu skal vor Søster Ann' Stine giftes.”[22]
„Hvad siger du? Har du snakket med hende i Dag?”
„Nej, jeg fik ikke Tid i Dag. Det er en 14 Dages Tid siden. Men hendes tilkommende Mand kom hen til mig paa Stege Gade i Dag og spurgte mig, om jeg vilde være den ene Forlover.”
„Hvor er han fra?”
„Han er Gaardmand i Udby og hedder Mads Jensen. Han er for Resten Enkemand. Nu har han jo ikke haft saa langt ind til Stege, saa han har jo tit været derinde at snakke med Ann' Stine — nu har hun sagt ja, men mener ellers ikke, at nogen kan blive lykkelig med hende. Men det faar jo blive hans Sag, naar han endelig vil have hende.”[23]
„Ja, det er der ikke noget at sige til.”
„For Resten fortalte Mads Jensen mig ogsaa i Dag, at Udby Bønder og Husmænd var enige om at holde sammen og købe sig fri.”
„Ja — men Kavtionen?”
„Ja, de mente ogsaa at have Bekendtskab i København. Men det fik jeg ikke rigtig Rede paa.[24] Der var jo et farligt Mylder af Mennesker paa Gaden.” —
Hvor Vejene skilles, red Niels Knudsen hjem til sit, og Vognen med de to Bønder sneglede sig snart langsomt opad Elmelunde Banke. — Idet de kom til Borgerledet, og Jens Knudsen stod af Vognen for at lukke op, kastede han et Blik ud over Høje—Møn, hvor Sømarke ligger foran Aborrebjerg, og sagde:
„Jeg gad vide, hvorledes min Bror Peder Knudsen i Sømarke er tilfreds i Dag efter Auktionen?”
„Aa—aa,” svarede Pejter Johansen trevent, „bliver vi ikke ædte af en eller anden Herremand her paa dette Gods, saa bliver de det nok derude paa Godset Nr. 5.”[25]
Samme Aften henad Solbjergslag laa en Dreng oppe paa Kirkegaarden med en spids Jernhammer og huggede i en Grundsten ved den sydlige Side af Kirken. Det var Lars Madsen. Han vilde forevige sit Navn. Historien havde begyndt at faa Betydning for ham. Nu udhuggede han L M E, Forbogstaverne til Lars Madsen, Elmelunde. Disse Bogstaver ses endnu den Dag i Dag paa Stenen.

XI. KAPITEL.

Der red en enlig Rytter fra Kallehave Fiskerleje nord paa ad Landevejen til Præstø. Han havde sit bedste Tøj paa, og de blanke Sølvknapper glinsede i Solskinnet. Det var Fæstebonden Niels Knudsen fra Møn. Det var hans Mening at ville naa Vindbyholt gamle Kro inden Solbjergslag for at overnatte der. Men de mange Bomme paa Vejen havde sinket ham en Del, Det blev Nat, inden han naaede til Kroen. Han fik purret en Karl ud, der skaffede Plads paa Stalden til hans Hest og et lille Gæsteværelse til ham selv. Niels var træt og sov snart.
Næste Morgen, da han kom ind i Gæstestuen, sad Kromanden ved Bordet og spiste Fidtebrød og Spegesild. Niels var sulten, og spiste gærne med. Hans Hest var bleven halt paa det ene Ben, men Kromanden tilbød, at han maatte laane en af hans til København. De kom i Snak om gamle Dage, og Niels spurgte, om Kromanden havde hørt noget om den onde Plessen der paa Egnen.
„Om jeg har hørt noget om Generalløjtnant Samuel Kristoffer v. Plessen!” udbrød Krofar, „ja, det kan du tro! Han var ogsaa Bondeplager her paa Sjælland.”
„Ja, Hestgarden var vel ogsaa indkvarteret her?” spurgte Niels.
„Ja, i Tryggevælde Rytterdistrikt. Her gaar for Resten et Sagn fra den Tid, som knytter sig til Kroen i min Bedstefaders Tid.”
„Hvad er det for et Sagn?”
„Min Bedstefar hed Lindurn, tror jeg nok, og han var stor og stærk. En Dag kom en Mønbo kørende her forbi med et forfærdelig skrøbeligt Køretøj og et Par skindmagre Heste. Han skulde til København med 3 Tønder Ærter for den onde Plessen. Men tæt ved Kroen her kørte han i Sænk, og Bæsterne kunde ikke trække Vognen længer. Den arme Bonde kom ind i Kroen og bad om Hjælp. Min Bedstefar gik med ham hen til Vognen og sagde: „Er det noget at gøre saadan Væsen af! Hele Klatten er jo ikke tungere, end en Mand magelig kan bære det hele paa en Gang.” Da blev Mønboen fornærmet og sagde: „ja, kan du bære de 3 Tønder Ærter, saa maa du have dem.” Krofar tog Sækkene under Armen og bar dem hjem, men saa fik Piben en anden Lyd. Mønboen gik bagefter og græd; nu vidste han aldrig sine levende Raad; thi Ærterne skulde han have Betaling for, ellers vankede der af v. Plessen! Men Krofar var ikke saa slem endda. „Ærterne har jeg Brug for,” sagde han, „men jeg skal betale dig, hvad de koster, saa er du fri for at køre længer.” Glad blev Bonden; nu kunde han køre hjem med Pengene i Lommen og var fri for den lange Rejse til København,” „Jeg har hørt Historien fortælle paa Møn,” sagde Niels Knudsen, „derfor vidste jeg ogsaa omtrent hvor Vindbyholt Kro skulde ligge, og at man fra gammel Tid er bleven godt behandlet der.”
— „Naa ja, — tag en Sild til — der er flere i Tønden — værsgo!”
„Tak! Har du ellers kendt noget til Hestgarden, som blev flyttet herover fra Møn i 1697?”
„Aa — ikke videre. Min Bedstefar fortalte, at de gik i røde Uniformer, og at de fleste af dem var nogle vilde Krabater.”
„Jeg kender en Mand paa Møn, der hedder Pejter Johansen, hvis Fader var Hestgarder og vistnok kommen fra Bergensegnen i Norge. Han giftede sig med en Bondepige paa Møn og fik Sønnen Pejter, men siden, da Hestgarden forlod Møn, drog han med, og ingen har senere hørt fra ham.”
„Ja, min Fader snakkede om en Korporal Johan Pejtersen — maaske det har været ham. Det var nemlig i Aaret 1722, da blev Krigsraad Brun og Vagtmester Engelholm indkaldt til Tinge, fordi Vagtmesteren havde kommanderer denne Korporal til at slaa en menig Dragon med en Kæp. Mere véd jeg ikke om ham. Nu er han jo død for mange Herrens Aar siden.”
„Det er han vel sagtens. Ja, nu maa jeg afsted til København. Farvel, og Tak for god Behandling.”
— Uden flere Oplevelser naaede Niels Knudsen ind til Hovedstaden. Det var med bankende Hjerte, han red over Kongens Nytorv og derfra drejede til højre nedad Nyhavn. Han var sig bevidst, at det vilde have Betydning for mange Mennesker foruden ham selv, om hans Ærinde nu vilde lykkes.
Han holdt stille udenfor Nr. 32, sprang af Hesten og trak den ind ad Porten. En Gaardskarl kom og tog imod den.
„Er Tømmerhandler Jens Larsen hjemme?” spurgte Niels.
 „Jens Larsen!” udbrød Karlen forbavset; han blev staaende med aaben Mund og gloede paa ham.
„Ja. jeg spørger efter Jens Larsen!”
„Han er død!”
„Død!” udbrød Niels. Nu var det ham, der stirrede paa Karlen med Forbavselse.
„Ja. Han døde allerede i Foraaret og blev begravet d. 11te April.”
Karlen trak rolig Hesten ind paa Stald. Niels Knudsen satte sig mekanisk ned paa en Tømmerblok, der laa i Gaarden og holdt sin Haand op over Panden, som svimlede det for ham.
„Forsilde! Forsilde!” lød det i hans Øren. Den lange Rejse var omsonst. Alt var tabt.
„Død!” gentog han og stirrede frem for sig uden at se eller høre noget.
Han kom til sig selv igen, ved at Gaardskarlen gik forbi, buldrende paa Brostenene med sine Træsko.
„Hvor er saa Lars Knudsen?” spurgte han og rejste sig.
„Her er ingen Lars Knudsen,” svarede Karlen, trak medlidende paa Skuldren og gik videre.
Niels Knudsen satte sig ned igen. Blodet strømmede til hans Hjerte, og den ellers saa sunde og rødkindede Bonde var helt bleg i Ansigtet. Slaget var for voldsomt. Han blev siddende en Stund med Albuerne hvilende paa sine Knæ og med Hovedet i Hænderne. Endelig rejste han sig.
„Rigtigt,” mumlede han for sig selv, „her er ingen Lars Knudsen. Min Bror hedder jo nu Lars Larsen. Monstro han lever? Aa, Gud dog!”
— I det samme kom en Mand gaaende over Gaarden. Niels Knudsen løftede paa Huen og spurgte om Lars Larsen var tilstede.”
„Nej, ikke for Tiden,” lød Svaret. „Hvad ønsker han?”
Niels Knudsen forklarede, at han gærne vilde tale med sin Broder.
„Grossereren og hans unge Frue er rejst til Udlandet for 14 Dage siden,” svarede den fremmede, „men han kan følge med mig ind paa Kontoret, jeg er hans Fuldmægtig.”
Niels Knudsen fulgte med ind.
Det blev en lang Samtale, de havde med hinanden. Først langt ud paa Natten kom Niels Knudsen til Hvile.
Næste Dag var han atter paa Vej hjemad.
Han sad stille paa Hesten og gennemgik i Tankerne alt, hvad han havde oplevet derinde. Rejsen var mislykket. Ikke engang Broderen havde han set. Han var paa et af sine Skibe sejlet til Riga og skulde langt videre. Det kunde ikke nytte at vente paa hans Hjemkomst. Men han havde været inde i hans store, fine Hus og faaet Indtryk af, at han var bleven til noget meget stort. Lars boede ikke i en ussel Rønne med Lergulv, saaledes som han og hans andre Søskende. Nej, der var Bræddegulv, kostbare Tæpper paa Gulvene i de flotte Sale. Der var højt til Loftet og store Vinduer; store Spejle, kostbare Møbler allevegne. Der var fine Vaser og kinesiske og japanesiske Kunstsager, som Niels aldrig havde tænkt sig kunde laves med Menneskehænder. Hvilken Rigdom! Hvilken Luksus! Fuldmægtigen havde været flink til at vise ham omkring. Han havde ogsaa været med ham nede ved Havnen og vist ham flere store Skibe, der var Broderens — og ved de store Tømmeroplagspladser, hvor der laa Tømmer for mange Tusinde Rigsdaler. Lars havde rigtignok haft Lykken med sig. Som Søn af en fattig Fæstebonde i Sømarke var han nu endt med at være Grosserer og Bankdirektør! Og hans Hustru var en fornem, ung Dame: Charlotte Frederikke Drewsen! (f. 1748).
Niels Knudsen havde i nogle Timer af sit ellers trælsomme Bondeliv kigget ind i en Verden, der var lysere, lykkeligere, rigere end den, han kendte til hjemme paa Møn. Men det kunde ikke falde ham ind at misunde sin Broder. Han troede slet ikke, at han selv eller hans Slægt derhjemme, der nu var vant til det haarde Bondearbejde, vilde kunne finde sig i at være i København og leve med i det fine Hovedstadsliv. Det var ligesaa umuligt som at tænke sig Bror Lars — Bankdirektøren — gaa bagved Træploven med de to Hjul. Nej! der var ligesom bleven en Afgrund imellem Lars og ham — Lars og den mønske Slægt! Havde Broderen været hjemme, saa havde Niels næppe kunnet spørge ham om at gaa i Kavtion. Han havde bedre kunnet spørge sin Morbroder, om han havde levet. — Lidt havde han da faaet ud af Rejsen. Fuldmægtigen havde givet ham et Papir og sagt, at det var et Bevis paa, at Tømmerhandler Jens Larsen og hans Søstersøn ikke havde glemt deres mønske Slægt. De havde oprettet et Legat ved at indbetale Penge i det gamle Vartov Hospital.
Niels Knudsen ledte i sin Frakkelomrne og tog et Papir op. Han læste Begyndelsen højt for sig selv:
— „Efter et af min salig Morbroder Jens Larsen forrige Borger og Tømmerhandler her i Staden d. 21de December 1767 oprettet Testamente, der grunder sig paa det ham den 20de Juli 1759 allernaadigst forundte fakultas Testamenti, er jeg bleven indsat til hans Universalarving og iblandt andet paalagt i det saakaldte Vartov efter hans Død at lade oprette 4 Senge, der skal kaldes Jens Larsens Senge, hvorudi hans Paarørende skulde indlægges og jeg og mine Arvinger føre Direktionen. Da som saadan min salig Morbroders Vilje bør efterkommes, udbetaler jeg de for disse 4 Senge fastsatte 2800 Rigsdaler dansk Kurant og har i den Anledning oprettet følgende Fundats: — — — —”
Niels Knudsen saa de 5 Paragraffer igennem og lagde Mærke til, at de 4 Senge bestemtes for 3 Kvinder og 1 Mand af Slægten, der var fyldt 50 Aar, og at der skulde averteres i Aviserne, naar en Seng blev ledig. — Fundatsen var underskreven af Lars Larsen og Charlotte Frederikke Drewsen d. 8de Sept. 1769[26], altsaa lige før de nu var rejst ud paa denne Rejse.
„Ak ja,” sukkede Niels Knudsen, „vor salig Morbror var en god Mand og tænkte paa os, der gik og sled i vort Ansigts Sved. — Havde han levet og vidst, hvor nær vi nu var ved Frihedens Morgenrøde, saa havde han sikkerlig nu rakt os en hjælpende Haand som Kavtionist. — Nu var alt Haab ude. — —
Mismodig, træt og tung i sit Sind vendte Niels Knudsen hjem fra sin Københavnsrejse.

XII. KAPITEL.

Det blev en trist Vinter, der fulgte paa. Det ældre Slægtled i Elmelunde kunde ikke mere. De bøjede deres Hoveder for Skæbnens tunge Tilskikkelser; det skulde nu saadan være!
Da Foraaret kom døde Pejter Johansens Kone, Kirsten, d. 14de April; hun var kun 53 Aar gammel. Dette Dødsfald gik Pejter Johansen nær til Hjerte. Han havde altid levet i et smukt Samfundsliv udadtil med de andre Byfolk, og indenfor Hjemmets Vægge havde hans Familieliv været eksemplarisk. Nu var det ligesom baade det ydre og indre Samfundsliv skulde opløses. Dette gik ham meget nær til Hjerte. Han tænkte stærkt paa at trække sig tilbage og overlade Gaarden til en af Sønnerne. Men Jens Knudsen mente dog, han skulde vente lidt og se, hvad den kommende Tid vilde bringe. Endnu vidste de jo ikke, enten de var købte eller solgte.
Der gik imidlertid ikke mange Dage efter Kirstens Begravelse, før den sørgelige Sandhed blev bekendt for de Elmelunde Byfolk. De var solgte.
De havde ingen Kavtion stillet. Friheden var tabt. Fra 1ste Maj 1770 skulde de være Hoveribønder. Landsdommer Vichfeld havde købt 422 Tønder Hartkorn, Ager og Eng, for 32,000 Rigsdaler, og Bønderne, i Elmelunde, Torpe, Spejlsby Og flere Byer fik at vide, at de var købte tilligemed Godset. Hver Bonde fik sit befalede Hoverireglement, der forkyndte, at Mandskabet paa Godset skulde „følge og tilhøre Godset, hvor de var fødte.”
Herregaarden, som Vichfeld nu lod bygge, kom til at hedde Nordfeld.
Det var et haardt Slag for mange. Ikke mindst for de unge Drenge og Karle, som Lars Madsen og Anders Mortensen; han var nu 18 Aar og skulde snart til at tage Styret paa Fædrenegaarden. De havde haabet, den ny Tid skulde gøre dem til Selvejere. Nu var de kommen fra Asken i Ilden. De skulde ikke længer hjælpe hinanden. Nej, de skulde alle hjælpe Herremanden under Ridefogdens Svøbe. Det var egentlig ikke det, de arme Bønder havde tænkt sig ved den ny Tid! Det hed:
„Værsgo'! kør Sten til Herregaarden!” Jens Knudsens kulsorte Haar og Skæg blev aldeles hvidt paa nogle faa Dage.
Den 1ste Maj, da Hoveriet begyndte, var der ingen Sang eller Dans iblandt Elmelunde Byfolk. Man holdt op med at ride „Sommer i By”. Der blev heller ingen Skt. Hansfest om Sommeren, og der var heller ingen Lystighed ved Mortensgildet om Efteraaret. Hidtil havde de gode, gamle Byfolk trøstet sig i Ulykken med Mundheldet: Det skulde nu saadan være! Men nu blev der Lejlighed, særlig for den unge Slægt, at tænke videre: Hvorfor skulde det nu egentlig være saadan? — Det var en Aften i November Maaned. Jens Knudsen sad inde i sin Stue og læste Tidsskriftet, som han nu selv holdt, da Niels var dragen af Gaarde med sit. Kvinderne sad ved deres Rok og Væv, og Tranlampen flakkede saa urolig. Pludselig gav Hunden sig til at gø, og en Vogn hørtes ude paa Stenbroen.
„Hvem kan det være!” udbrød Jens og gik ud. Lidt efter kom han ind med den fremmede. Det var Svogeren, Mads Jensen i Udby. Men han saa heller ikke glad ud.
„Hvad er der?” spurgte Jens Knudsens Kone og saa paa dem.
„Ann' Stine er død,” svarede Jens stille. Mads Jensen satte sig ved Bordet og holdt Hænderne for Øjnene.
„Død !” udbrød Margrethe, „tænkte jeg det ikke nok, at hun skulde dø i de unge Aar, saa ofte som hun talte om Kirkegaarden.”
„Hun døde i Barselseng. Men det havde hun ahnet længe,” sagde Mads Jensen.
„Lever Barnet?”
„Ja, det er en Dreng. Og det var hendes Ønske, at han skulde døbes og hedde Jens Larsen efter hendes Morbroder, som døde ifjor i København.”
„Hm, ja —” sukkede Jens Knudsen — „Tiden gaar, og Livet er kun kort, den ene af os gaar bort efter den anden. Ogsaa Morten Andersen er død.”
„Man kan endda forstaa, at de gamle skal afsted,” sagde Mads Jensen, „men — — —.”
„Nej, dette med Ann' Stine forstaar vi jo ikke, Svoger. Nu havde I det jo endda saa godt i Udby og skulde til at være Selvejere.”
„Aa — ja. Men det er som Lykken flygter, naar jeg griber efter den.”
„Vi skulde vel ikke hænge saa fast ved Verden, som er saa svigefuld, saa havde vi lettere ved at dø. Hvorledes tog Ann' Stine det?”
„Aa — hun var som altid. Hun havde i mange Aar forberedt sig paa at dø, sagde hun, saa det var hende ikke saa svært. Men det gjorde hende ondt for mig og Drengen.”
„Ja. Hver har sin Sorg og Modgang.”
Jens Knudsens Kone kom ind og satte Mad paa Bordet. Hun sagde ikke mange Ord; men tørrede Øjnene med Forklædet og gik ud igen.
 De to Svogre begynder at spise og faar lidt efter lidt Munden paa Gang, idet Samtalen naturligt drejede hen paa det, som alle snakkede om i de Dage: Salget af Møns Krongods. Mads Jensen kunde da fortælle flere glædelige Tidender fra den nærmeste Omegn om Udby. De 5 Gaardmænd i Ullemark havde alle købt deres Gaarde[27] — og de havde ligesom Gaardmændene i Keldby oprettet en Kontrakt, der gik ud paa, at ingen i deres By maatte sælge sin Gaard igen uden til en Mand, som var fri. Og for Eftertiden skulde enhver Kone i deres By, der blev Enke, have Lov til at vælge selv, hvem hun vilde gifte sig med, enten Husmandssøn eller Gaardmandssøn, dog skulde det være en fri Mand.
„Vi fra Elmelunde kan altsaa hverken blive gifte i Ullemark eller Keldby[28] mere,” udbrød Jens Knudsen, „men jeg forstaar godt, at de nu alle som én staar Vagt om den Frihed, de har faaet.”
„De giver jo ogsaa Konerne Frihed, hvad der kan være meget pænt,” mente Mads Jensen.
„Ja — ja,” nikkede Jens Knudsen betænksomt, „Gud véd, om den Frihed ikke er en Indskrænkning! jeg mener, de har vist mere tænkt paa den Frihed, de nu har opnaaet end paa deres Koner.”
„Kan gerne være! Man tænker vel egentlig først rigtig paa sin Kone, naar man har mistet hende.”
Der blev en Pavse til at tænke i, saa førte Jens Knudsen atter Samtalen hen paa Salget.
„Har andre Byer derhenne omkring faaet købt?” spurgte han.
„Der er Tale om, Koster[29] Bymænd vil købe deres By, og Tjørnemarkerne skal have ordnet deres Køb af deres By i denne Maaned. De maa være glade ved Mølleren paa Lendemark Mølle.”
„Saa — aa. Hvorledes det?”
„Jo. Da der blev krævet Kavtion paa Auktionen i Stege 1769, saa havde de jo ikke langt ud til Møller Jakobsen[30] og han lovede straks at hjælpe dem.”
„De havde Lykken med sig; det har vi herude ikke haft. ja, der er dog en eneste Mand, som har haft Mod og Mands Hjerte til at rejse ind til Kongen og købe sig fri.”
„Hvad hedder han?”
„Han hedder Morten Pedersen og har vist som Landsoldat haft gode Forbindelser i København, der har hjulpet ham. Gaarden har et Navn for sig selv ligesom Holmegaarden ved Spejlsby, da den er større end de almindelige. Den hedder: Ouregaarden[31].
„Der er ogsaa nogle større Gaarde henne ved Udby, der hedder Hovedskovgaardene” — vedblev Mads Jensen — „de bliver ogsaa købte i denne Tid.”
„Naa, af hvem?”
„Manden hedder Johannes Jensen Noor, og det maa være en Pengemand; thi han er ogsaa gaaet i Kavtion for nogle Bønder paa Nyord.”
„Maaske han stammer derovre fra og har tjent sine Penge til Søs.”
„Det kan godt være.”
Mads Jensen meddelte, hvad Dag Ann' Stine, skulde begraves paa Stege Kirkegaard og tog Afsked. — —
— Begravelsen var forbi, og der blev drukket Gravøl. Gæsterne var ved at køre hjem, hver til sit.
De 3 Brødre: Peder, Jens og Niels sad paa én Vogn. Peder Knudsen fra Sømarke var Kusk, de to andre sad bagi paa et Agebrædt. Da de havde talt lidt om Søsterens Begravelse, Prædikenen og det store Ligfølge, kom de atter ind paa Tidens brændende Spørgsmaal. Ingen af dem var bleven frie Mænd.
Sværest var det for Peder i Sømarke; thi han havde saa mange Børn. Nu havde de igen faaet ,en lille”.
Jens Knudsen i Elmelunde havde ingen Børn, og han ville nu snakke med sin Kone, om de ikke kunde tage Broderens den ene lille Pige „Sidsel”[32] til dem. Det vilde da hjælpe en lille Smule.
Niels Knudsen og Karen havde faaet en Søn i 1768 og opkaldt ham efter gamle Knud i Sømarke, men han døde Aaret efter. Ligeledes gik det med den næste Søn, de fik. Nu havde han kun Stedbørnene tilbage, men dem var der ogsaa mange af.
Som Vognen rullede ud paa Landevejen ved Keldby, gik en ung Mand forbi. Han saa efter Køretøjet og blev staaende, idet Peder Knudsen langsomt drejede Hestene for at komme op af de dybe Hjulspor.
„God Dag, Peder Knudsen!” sagde han, „maa jeg køre med til Sømarke?”
„Hvad, er det dig, Niels Jørgensen”[33], svarede Peder og holdt Hestene an — „ja, det maa du rigtignok. Du skal jo lige forbi vor Dør.” Den unge Mand satte sig op i Agestolen hos Kusken. „Det er vor Nabos Søn,” forklarede han med en Haandbevægelse de bagerste.
„Hvor tjener du ellers nu, Niels Jørgensen?” spurgte Peder Knudsen.
„Jeg tjener hos Provst Gram i Stege.”
„Naa. Han giver dig vel en god Løn?”
„Ja. Og det er en forfærdelig god Mand!”
„Saa — aa. Ja, han holdt ogsaa en god Tale i Dag.”
„Ja — jeg skulde vel ellers ikke fortælle noget om det endnu. Men jeg er saa forfærdelig glad.”
„Ja, det kan jeg se paa dig, Niels. Men nu kommer du vist til at fortælle mere. Vi 3 Brødre er ikke videre glade i Dag.”
„Jo — jeg skal hjem i Dag og spørge, om jeg nu kan købe mig et Fribrev. Nu har jeg 30 Rigsdaler til det, og Provst Gram vil hjælpe mig.”
„Ja, det skulde du gøre; men du faar vel ikke Lov for Herremanden,” sagde Jens Knudsen.
„Du skal vel overtage din Faders Fæstegaard med Tiden,” kom det betænkeligt fra Peder.
„Ja, det skal jeg jo. Men nu vil jeg da hjem og snakke om det. jeg har ingen Lyst til at gaa derude og gøre Hoveri, hvis jeg kan blive fri.”
„Det har du Ret i.”
„Alle Bønder rundt omkring Stege er nu frie Mænd, og det vil jeg ogsaa være.”
„Ja, Gud give dig Lykke dertil!”
Disse Ord kom hjærteligt over Peder Knudsens Læber. De opfyldtes kort derefter[34].
Det var en trælsom Tid, der fulgte paa, for Fæstebønderne under Nordfeld. Langsomt gik det med at køre Sten, og dobbelt tungt var det dem, fordi Bønderne i Stege Landsogn og i Fanefjord var bleven frie Mænd, ligesom flere Byer paa Godset Nr. 4.
Selv naar de kom sammen til Bryllup, var der ingen rigtig Bryllupsglæde. Det mærkedes særlig, da Gaardmand Anders Mortensen[35] i Elmelunde havde Bryllup med sin Fæstemø Anna. Det var i 1772. Den eneste, der gik med en stille Glæde hos sig, var Niels Knudsen fra Torpe, der kort forinden havde faaet sig en lille Søn, som var døbt og opkaldt efter Morbroderen Jens Larsen og hed Jens Nielsen[36]. Hans Fader ventede sig meget af ham, der skulde blive Slægtens Bærer.
Men ellers passede det Elmelunde Byfolk bedre i denne Tid at komme sammen til Begravelse, mente de, og dette opfyldtes i rigeligt Maal i 70ernes tunge Aar.
Den første, der døde iblandt dem, var Johan Pejtersen, der ellers havde været en Kæmpe, ligesom hans Fader og Brødre. Han blev syg og døde den 1ste juli 1773, kun 34 Aar gammel. Nu sad Ingeborre tilbage paa Gaarden med deres eneste Søn, Jørgen, der kun var 4 Aar gammel. Det var ogsaa et haardt Slag for Pejter Johansen at miste sin ældste Søn saa hurtigt, efter at han havde fulgt sin Kones Lig til Kirkegaarden. Men ingen hørte, han klagede sig.
Jens Pejtersen og Else havde faaet flere Børn, men to af dem døde tidligt. Nu løb der en Dreng, Jørgen, og to Smaapiger, Marie Katrine og Kirsten, og legede paa Gulvet. Kirsten var den yngste, men hun havde et godt Snakketøj, og det blev hun ved med at have — ifølge Traditionen — til højt op i Aarene, naar hun stadfæstede ved et Slag i Bordet, at „der var endnu Blod i Pejter Johansens Børnebørn!”
Døden kom ogsaa til Niels Knudsens Gaard i Torpe og bortrev hans trofaste Hustru Karen, der havde været adskillige Aar ældre end han.
Nu giftede han sig med en Pige fra Torpe, der hed Ellen Hansdatter. De havde Trolovelse d. 28de September 1780.
De yngre af Pejter Johansens Børn var nu bleven store, og den 3die ældste Søn, Lars, havde længe gaaet og „havt Kig paa” en Gaardmandsdatter i Hjærtebjerg, der hed Kirsten Jensdatter, og skønt begge Familier var velansete, saa der rimeligvis ingen Hindringer vilde lægge sig i Vejen for dem, var Lars dog altid noget undselig ved at komme over det kritiske Punkt. Og da det endelig skete, var det ved et rent Tilfælde. Gamle Pejter Johansen havde lært sine Drenge fra smaa af, Hvorledes de skulde bære sig ad med at fange en Ko, der var sluppen løs af sit Tøjr paa Marken. De skulde ruske en Haandfuld Græs og gaa hen imod Koen og vise den det, kalde venligt og sige: kom! kom! kom!
Nu skete det en Dag, da Lars var ude i Marken, at en af deres Køer var stukken af ind paa Hjertebjerg Græsvang, hvor Hjertebjergpigerne var ude at malke. Lars tog en Haandfuld Græs og gik ind over Byskellet hen imod Koen. Bagved hans den løse Ko sad en Pige og malkede en anden Ko, og hun kom til at rejse sig op og se paa Lars, lige idet han begyndte: kom! kom! kom! Først rødmede hun, saa lo hun. Lars kastede Græsset, bredte sine Arme ud og sagde: „Kom! kom! kom!”
Saa fløj Kirsten i hans aabne Favn — og dermed var de begge to over det værste.
Han kunde senere godt selv fortælle Historien, naar han var i godt Humør, og saa begyndte han altid med et Slag over Armen paa den, der var nærmest, saa kom det: „hør, nu skal jeg fortælle dig en Historie, Bror.” Folk var dog ikke begejstrede for at komme til at sidde op til Lars Pejtersen ved Gildesbordene, thi han kunde mange Historier og havde megen Sans for det komiske, men før han begyndte at fortælle, saa kom Slaget samtidig med Ordene: „Hør, Bror! Nu skal jeg fortælle en Historie” — og det Slag var ikke et almindeligt Puf til sin Sidemand; nej, det faldt haardt. Det var som et Kølleslag! Han kendte ikke sine umaadelige Kræfter. Der var ellers intet ondt i ham. Han vidste — ligesom sin Broder Jens Pejtersen, at han kunde faa Fred, naar han vilde.
Lars Pejtersen[37] og Kirsten Jensdatter havde stort Bryllup i Hjertebjerg i Aaret 1780. Gamle Pejter Johansen var Forlover for sin Søn, Brylluppet blev den sidste store Festlighed, han var med til. Den anden Forlover var Kirstens egen Fader, Gaardmand Jens Larsen i Hjertebjerg, som nu overlod sin Gaard til de to unge Folk.
Jens Pejtersen i Elmelunde, der naturligvis var med til Brylluppet med sin Familie, havde ved Gildesbordet faaet Plads ved den ene Bordende. Der sad han som en tæmmet Løve. Vittig kunde han ikke være saaledes som Brudgommen, men han kunde godt more sig over andres Vittigheder, selv om de gik ud over ham selv. Som alle stærke Folk var han godmodig af Karakter. Men i det Øjeblik han syntes, det gik for vidt, forstod han ogsaa at skaffe sig Respekt.
Kort før Brylluppet havde han købt sig en ny Ko, og efter gammel overtroisk Vis havde han ført den baglæns ind i Stalden første Gang. Dette fandt Gildesfolkene ikke saa underligt. Men siden maatte han alligevel hente Sidse Smeds, fordi Koen var forgjort. Og Sidse Smeds beordrede den slæbt ind i Køkkenet, hvor der skulde gøres Ild under den, saa skulde — bandede Sidse — nok den komme, som havde forgjort Koen. Lars Pejtersen fyrede under Koen, imens Jens havde taget Opstilling i Døren med en stor Pisk i Haanden; han ventede paa Synderen. Men i det samme kom Tjenestedrengen, og Jens lod Pisken synke, idet han sagde: „Du har mæn' ikke forgjort Koen!” Det, vidste han, gik over Drengens Kræfter.
Denne Historie summede det med der ved Bordet, hvor Jens sad. Længe havde han siddet som den godmodige Løve med de mange smaa Mus omkring sig. Men pludselig rejste han sig, slog begge Hænder i Egeplanken, saa den trykkedes ned, og den anden Ende gik til Vejrs, saa Sulfad og Øl og Brød flød ud i ét.
„Nu vil jeg mæn' ikke høre et Ord mere!” sagde han.
Saa blev der Ro.
Den 2den April 1782 døde Pejter Johansen, 67 Aar 7 Maaneder og 3 Uger gammel, og var som Patriarken Jakob „mæt af Dage”. Han havde fyldt godt i sin Tid, gjort et trofast Arbejde og med et varmt Hjerte værnet om Sammenholdet imellem Elmelunde Byfolk. Alle Byfolkene mødte til Begravelsen for at vise ham den sidste Ære. Ogsaa Niels Knudsen fra Torpe med Hustru og Søn var kørende dertil og havde en stor Krans i Vognen.
Da Begravelsen var forbi, fulgte Niels med sin Broder Jens over i dennes Gaard for at se til Hestene.
Da de kom ind i Gaarden, laa Tjenestedrengen paa Ryggen i Møddingen og blæste paa Sækkepibe.
„Hold inde med Musiken, Dreng!” raabte Jens Knudsen, „nu er Tiderne ikke til at fløjte og danse.”
Drengen forsvandt skyndsomt.
„Der er dog ingen Alvor i Ungdommen,” vedblev Jens henvendt til Broderen, „vi andre er blevne hvidhaarede, men Børnene er lige glade.”
„Aa — ja, Bror!” svarede Niels, „men var Børn ikke glade i deres Barneaar, naar skulde de saa blive glade?”
„Du har Ret — Tiden gør ikke os gladere og gladere.”
Lidt efter sad de inde i Stuen og stoppede deres Piber.
„Hvorledes gaar det dig, naar du er midt i dit eget Arbejde,” spurgte Jens, „og Søren Udrider eller Hovdrengen fra Nordfeld kommer ridende og tilsiger dig til Hoveriarbejdet?”
„Aa — jeg maa jo lade mit eget Arbejde forsømme og passe Herremandens ligesom I andre.”
„Det er ikke morsomt.”
„Nej.”
„Værst er det i Høsten, naar ens eget Korn skal staa ude, fordi vi skal køre Herremandens hjem.”
„Ja — eller fordi Tiendetageren forbyder en at køre sit eget hjem, før han har udtaget hver 15de Neg.”
„Vor Pige maatte ud til Plovkøring forleden — og vor Karl til Gærdelukning.”
„Ja, sidste Efteraar maatte min Kone møde paa Nordfeld ved Tærskningen og staa med en Kornselle i Haanden og rense Korn sammen med de andre Hoverifolk. Hun sagde, de stod over 10 Gaardmandskoner paa Rad med hver sin Selle paa den store Lo.”
Samtalen gik i Staa.
Brødrene tænkte paa Udveje.
De havde læst om Struense. De havde læst om Guldberg. Struense havde fastsat visse Regler for Hoveriarbejdet, men han var styrtet. Guldberg ønskede ikke at hjælpe Bonden ud af Slaveriet, thi saa vilde Danmark ryste i sin Grundvold.
„Det bliver vel snart her ligesom paa Sjælland,” sagde Niels Knudsen med et Suk.
„Hvorledes er det der?” spurgte Jens.
„Der løber Bønderne bort fra deres Gaarde.”
„Hvorledes gaar det dem saa? Stavnsbaandet binder jo baade dem og os.”
„De bliver ogsaa fangede igen og sat paa Træhesten. Jeg har læst, at der er Bønder som Aar efter Aar staar frem paa Gisselfeld Birketing og tigger om at blive fri for deres Gaarde.”
„Det er skrækkeligt.”
„Og der er Ridefogder, som slaar Bønderne i Hovedet, saa man kan se Hjærnen bevæge sig under den knuste Hjærneskal.”
„Ti stille, Bror!”
„Ja, saaledes gaar det til derovre. Uden Synsforretning tvinges en Karl til at overtage en ledig Fæstegaard, og mangler der siden noget, saa tvinges han til at bekoste og anskaffe det manglende selv.”
Jens Knudsen rejser sig.
„Ja, de Bønder, der har kjøbt sig fri, kan prise sig lykkelige. Vi andre er kommen fra Asken i Ilden.”
Da Brødrene fulgtes hen over Gaden til Gildesgaarden, hvor der holdtes stort Gravøl over Pejter Johansen, spurgte Jens sin Broder:
„Hør, Niels — véd du, hvormeget Kongen fik for alt sit Krongods?”
„Han fik 5 Millioner og 191,311 Rigsdaler Kurant.”[38]
„Det er mange Penge. Monstro han ikke kunde finde paa nu bagefter at hjælpe os, der ikke fik andet end Trældom?”
„Kongen er jo ikke rigtig i Hovedet,” svarede Niels, „skal der komme Hjælp, maa det blive fra Kronprinsen. Men vi kommer vel til at hjælpe os selv ligesom vor gamle Morbroder gjorde.”
De satte sig paa et Gærde ved Gaarden.
Jens Knudsen kunde ikke forstaa, hvorledes deres Morbror havde faaet samlet alle de mange Penge i sin Tid.
„Det skal jeg sige dig, Bror,” svarede Niels, „han har stolet paa sig selv. Den, der gør det, kan andre ogsaa stole paa.”
Jens Knudsen mente, at der ogsaa maatte være noget andet, noget uforstaaeligt med i Spillet; havde deres Søster Ann' Stine ikke saa ofte snakket om Lykken, som man ikke selv kunde skabe sig; den kom ovenfra som en Gave til somme Mennesker.
„Ja, ja, Bror,” sagde Niels, „jeg ved jo godt, at der er en Gud til, som raader for Lykken, og vi skal ikke gøre os kloge paa, hvem der fortjener den, og hvem der ikke fortjener den. Men det véd jeg, at hvis vi ikke selv gør lidt — for Eksempel strækker Hænderne ud, saa griber vi aldrig Lykken. Derfor skal vi i det kritiske Øjeblik — i det yderste Øjeblik, naar Terningerne kastes — stole paa os selv.”
„Ja, og saa paa Gud!” udbrød Jens.
„Mere paa Gud end paa Mennesker.”
„Ja. Det har Livet lært os.”
„Vor Morbror kom til Handelen, mens det var Tid,” sagde Niels Knudsen og rejste sig, „det var hans Lykke! Men tror du ikke, Bror, at han i mange kritiske Øjeblikke har stolet paa sig selv?”
„Jo, Lykken bestaar vel i, at man kan stole paa sig selv og paa sin Gud!”
„Det tænker jeg ogsaa. Men havde vi nu haft en Mand, som vi kunde stole paa, da Godset her blev solgt, saa havde det dog ogsaa været en Lykke for os.”
„Ja — a. Du siger noget Bror. Hvis der havde været mange Mænd, vi kunde stole paa, saa havde det jo heller ingen Ulykke været.”
„Næ — æ, saamænd, Bror. Véd du, hvad? Pejter Johansen var en lykkelig Mand i Fællesskabets Tid. Han stolede paa os! Han stolede paa sine Bysbørn som paa sig selv. Altid havde han en god Tro til Mennesker —.”
„Ja, ja,” afbrød Jens Knudsen, „han stolede dog ikke paa Sammenholdet tilsidst.”
„Nej, det var Verdens bitre Skuffelser, der var Skyld i det. Men af Naturen havde han en god Tro og et varmt Hjerte.”
„Ja, saamænd! Ære være hans Minde.”
Inden Brødrene skiltes ved denne jordefærd, havde Niels oplyst sin Broder om, at det store, ostindiske Handelskompagni havde bragt Varer hjem for 12½ Mill. Rd. paa 27 Skibe i Aarene fra 1732 til 1745. Og fra 1746 til 1771 havde de haft 76 Skibe, som havde sejlet Varer hjem for 34 Mill. Rd.
Det var i dette Kompagni, at deres Morbroder Jens Larsen havde tjent sin store Rigdom, som nu deres Broder Lars var eneste Arving til.

Allerede Aaret efter var der stor Begravelse i Elmelunde igen. Det var Anders Mortensens Hustru, Anna, der døde. De havde været gifte i en halv Snes Aar og allerede mistet 5 Børn. Døden gjorde en rig Høst i de Dage. Anna blev kun 30 Aar gammel. Skønt Anders Mortensens gamle Mor, Ellen, levede endnu, holdt han dog ikke af at sidde som Enkemand paa Gaarden ret længe. Hans Ungdomsven fra Drengeaarene, Lars Madsen[39], havde ogsaa haft Bryllup i dette Aar (1783) med en Pige, der hed Sidsel, og naar de kom i Besøg hos deres Ven Anders, lod Lars ofte et Par Ord falde om, at der manglede en Kone i Huset til at gøre det hyggeligt.
Anders Mortensen saa sig om iblandt Pigerne. Han var ikke selv nogen hel Yngling længer; han var 32 Aar. Var der nogen Pige, der turde binde an med ham? jo, der var én! Hun var 30 Aar. Men turde han binde an med hende? Hun var noget større og noget sværere end han i alle Maader. Men hun var smuk; havde et regelmæssigt Ansigt, kloge Øjne, og saa var hun den dygtigste Pige i Byen til sine Hænders Gerning. Det var Pejter johansens Datter Margrethe[40]. Anders havde jo kendt hende fra deres Barndom, og ikke hørt andet end godt om hende. De havde siddet paa Skolebænk sammen hos Niels Knudsen i 3 Vintre. Han vidste, hun delte hans Lyst til at arbejde sig frem og engang kaste Aaget af Nakken — den stolte Nakke med det lange — lange Haar! jo, han havde truffet sit Valg. Hende skulde det være.
Anders Mortensen tog sit pæne Tøj paa og gik ind i Nabogaarden.
Margrethe sad og spandt Hamp paa en Rok, da han kom ind.
„God Dag, Margrethe Pejtersdatter,” begyndte han, „det er svært, saa du har travlt i Dag.”
„God Dag, Anders Mortensen,” svarede hun og lagde Haanden paa Rokkehjulet, „ja, jeg skal skynde mig at blive færdig med dette Garn.”
„Hvad skal det være til?”
„Men sæt dig dog ned, Anders! Det skal være til Sejl paa Lendemark Mølle.”
„Der skal meget til,” sagde Anders og satte sig.
„Ja, jeg har spundet mange Lispund, og nu skulde Væveren have det sidste i Morgen.”
„Hvad skal du have for saa stort et Arbejde?”
„Ja, jeg véd ikke. Mølleren er jo en rig Mand, og han er tillige Grosserer nu, saa han spiser mig vel ikke af med en lille Mundfuld.”[41]
„Du har altid været en flittig og dygtig Pige, Margrethe.”
„Aa — ja, uden at rose mig selv. Man skal jo have noget at bruge sine Kræfter til.”
„Jeg trænger til en dygtig Kone i Huset.”
„Ja, det gør du, Anders.”
„Jeg er kommen for at spørge, om du vil gaa ind paa Gaarden som min Kone.”
,.Ja, jeg kan tænke det!”
„Hvor kan du tænke det, Margrethe?”
„Hvad skulde du ellers herinde i Nabogaarden i dit pæne Tøj for?”
„Næh — saamænd!”
„Du er saa tit kommen i Træsko og Skjorteærmer, særlig i den senere Tid.”
„Hi — ja. jeg skulde jo se, hvordan du havde det.”
 „Jeg tænkte nok, du pyntede dig en Dag og kom som en pæn Mand. Værsgo', sid nu ind ved Bordet, saa skal jeg hente Maden.”
„Maden? jeg kan ingen Ting spise — det er ligesom det sidder heroppe i Halsen.”
„Hahaha — lo Margrethe og rejste sig — jeg havde endda bagt saadan en dejlig Kage til dig.”
„Til mig!”
„Ja, jeg vidste jo, du vilde komme, Anders.”
„Du er klog, Margrethe. Bare jeg kan tumle dig.”
„Det kan du ikke, hvis det skal gaa paa Kræfterne løs. Vi Nordmænd er ikke til at spøge med. Der er Blod i os!”
„Ja, ja — men vi har jo altsaa forstaaet hinanden, Margrethe!”
„Ja, det har vi. jeg skal komme, naar du bestemmer det.”
„Godt! Ja, saa kan du gerne komme med Maden, nu tror jeg, det sank i Kværken, saa jeg kan spise.”
De havde Trolovelse den 9de januar, og den 13de Februar 1784 holdt de Bryllup. Jens Pejtersen overtog Fædrenegaarden. Der var nu yngre Mænd paa alle Gaardene i Elmelunde med Undtagelse af Jens Knudsen. Han var den sidste af det gamle Slægtled. Alle de øvrige hvilede nu Side om Side i broderlig Enighed oppe paa Kirkegaarden. Lars Madsen blev Enkemand 1787. Sidse døde i Barselseng. Aaret efter holdt han Bryllup med Bodil Nielsdatter fra Raaby. Men de unge Bymænd saa med Respekt op paa den hvidhaarede Jens Knudsen. Det var jo ham, der i sine unge Aar var kommen til Byen med de ny Frihedsidéer. Og det var ikke hans Skyld, de ikke var bleven Selvejere. Nu var han ikke længer saa ivrig i Agitation. Han saa rolig paa Tingene, som de var i den nøgne Virkelighed. Loven om Fællesskabets Ophævelse var kommen 1781, men man havde endnu ikke gjort Brug af den. Dens vigtigste Bestemmelse var den, at blot én Mand forlangte Udskiftning, saa skulde denne foretages. Jens Knudsen mente, at Bønderne maatte snart være modne til at forstaa Nytten, og at Tiden snart maatte komme af sig selv, da de fik Lyst til at have deres egne jorder, selv om det ikke var Ejendomsjord. Men Hoveriet og dets Følger havde skruet Tiden tilbage i Elmelunde. Jens Knudsen fik en lang Ventetid.
Han havde dog den Glæde, at de unge ofte kom til hans Gaard og spurgte om Raad i deres Trængselstid. Han var som en Fader for dem. Som han i sine unge Aar havde hjulpet sin egen gamle Far ved at tage Niels og Ann' Stine til sig, saa hjalp han nu sin Broder Peder ved at tage hans lille Datter, Sidse, til sig for at gøre vel imod hende. Det var hans Mening, at hun skulde tilskrives Gaarden engang. Langt ud over Byens Grænser kendte man ogsaa hans Navn.
Efter Stavnsbaandets Løsning blev han udnævnt til Sognefoged i Elmelunde Sogn.

XIII. KAPITEL.

Den 20de juni 1788 løstes Stavnsbaandet for den danske Bonde. Kronprins Frederik havde selv glædet sig til denne Dag, og hans Raadgivere ikke mindst. Og der blev ikke mindre Glæde ude i det store Bondeland. Nu kunde Bønderne rejse, hvorhen de vilde. Kunde de ikke finde sig i Herremandens og hans Ridefogeds Despoti, saa havde de lov til at rejse bort fra Godset. Dette skabte blidere Kaar for Hoveribønderne. Desuden var deres Hjemstavnskærlighed til deres Fødestavn stor. De fleste længtes ikke saa meget ud, men de længtes efter at komme op — op paa Siden af de andre Selvejerbønder.
Efter Krongodsets Salg paa Møn 1769 og efter Auktionen i det kongelige Rentekarnmer d. 24de Marts 1774, hvor det sidste af Krongodset blev solgt, som der ikke var stillet Kavtion for, var der nu 280 Hoveribønder tilbage. Øen havde faaet 3 store og 2 mindre Herregaarde. 257 Bønder havde købt sig fri, altsaa knap Halvdelen.

En tidlig Foraarsdag i Aaret 1792 kom en Vogn kørende opad Elmelunde Banke. Foran sad en 20—aarig, rank Ungersvend. Bagi sad en ældre Mand og Kone.
Det var Jens Nielsen der kom kørende for sin Fader, Niels Knudsen og sin Stedmoder Ellen fra Torpe. De vilde hen og ønske Jens Knudsen til Lykke med Sognefogedbestillingen, og desuden havde Niels Knudsen som sædvanlig ogsaa noget andet paa Hjerte. — De blev modtagne paa Gaarden som altid, og under Spisningen faldt Talen paa Kornstigningen[42]. En Tønde Byg og en Td. Rug kostede ikke saa lidt mere nu end tidligere.
„Ja,” sagde Niels Knudsen, „det er jo ikke os, der kommer til at tjene ved en saadan Stigning. Vi arbejder jo knap for os selv.”
„Nej, vi har mange Lidelsesfæller,” svarede Jens, „der er jo efter Krongodsets Salg bleven 50 Herregaarde mere i Danmark, end der var før.”
„Ja, disse Herremænd vil blot lægge mere Arbejde paa os Hoveribønder for at producere mere Korn og tjene flere Penge paa vor Bekostning.”
„Meget rigtig, Bror! Prisstigningen kan kun komme Herremændene og de frie Bønder tilgode.”
„Derfor maa vi se, om ikke vi kan købe os fri, Bror!”
Jens Knudsen gjorde store Øjne.
„Du véd jo, at Nordfeld er allerede solgt én Gang.”
„Ja, Vichfeld solgte jo til Hr. Sølling.”[43]
„Ja, nu gaar der Rygter om, at Herremanden vil sælge igen, da Værdien af Godset er i stærk Stigning, saa han kan tjene mange Penge. jo længer vi venter med at købe, jo dyrere vil det blive os.”
„Ja, men jeg forstaar ikke, Niels — hvorledes kan du sidde saa rolig og snakke om det; som om det var en Selvfølge, at vi stakkels Bønder købte et helt Gods.”
„Jeg er kommen til at tænke paa vor Bror Lars i København! Han kunde kavtionere for os, hvis han vilde. Synes du ikke, jeg skulde rejse ind til ham?”
Sønnen Jens Nielsen rejste sig op og skar sig et Stykke Sylte af Svinehovedet og sagde:
„Jeg skal nok bestyre Gaarden i Torpe til Far kommer hjem igen.”
„Ja — ja!” udbrød Jens Knudsen, og hans Øjne lyste af Glæde, „kunde der endnu være Tale om Frihed, saa var intet Forsøg for dyrt.”
„Lars er nok Grosserer og Bankdirektør og alt saadan noget stort, men han er dog ogsaa Kød af vort Kød og Blod af vort Blod,” vedblev Niels.
„Karret plejer at smage af, hvad der har været i det,” sagde Jens fortrøstningsfuld, „og et godt Hjerte fik han i Mødrenearv. Rejs du kun Niels! Rejs i Guds Navn!” —
Da de havde spist, vilde Jens Nielsen en Omgang i Byen og hilse paa de unge Mænd og se lidt paa deres Bedrift.
Han kom tilbage i Følge med Lars Madsen og Anders Mortensen. Jens Nielsen havde fortalt dem, at der skulde rejses et Minde om Stavnsbaandets Løsning — en Frihedsstøtte — inde ved København ved Vesterport, og den vilde de ind at se. De havde lovet som Drenge, at de vilde hilse paa Kongen den Dag, de fik deres Frihed. Det Løfte skulde holdes. De havde tænkt at ville køre derind med Heste og Vogn og lægge nogle Tønder Korn i Vognene til at sælge derinde, saa kunde de tjene til Rejsen.
De var meget optagne af denne Plan, som de diskuterede med Niels Knudsen hele Aftenen. Han lovede at vente med at rejse ind til sin Broder Lars til i juli Maaned, saa de kunde følges ad. —
Dagene gik og det blev Højsommer.
Den 31te juli 1792 nedlagde Kronprins Frederik Grundstenen til Frihedsstøtten. Det blev en stor Dag.
Niels Knudsen kom dog ikke til at følges derind med sine 2 unge Venner, da disse var bleven sinket ved Hoveriarbejdet. Han besteg derfor sin brune Hest og red afsted to Dage, før de andre kunde køre.
Han blev sat over af Færgemanden ved Koster og red snart i et lille Luntetrav ad Landevejen op til Præstø. Et Stykke udenfor Byen var der en Bom, hvor han skulde af og betale Bompenge for at komme igennem. Bommanden kom ud i sin hvide Uldtrøje, Knæbukser og hvide Tophue.
„Hvor er du fra?” spurgte han.
„Jeg er fra Møn!” svarede Niels Knudsen.
„Fra Møn! Kender du en Præst derovre, som hedder Fibiger?”[44]
„Ja, i Fanefjord Sogn!”
„Det er ellers en svær skrap Præst, han.”
„Saa—aa.”
„Ja, hvordan han er til at prædike, det maa Bispen om, men at han kan ride, det har jeg set.”
„Er han kommen her forbi da?”
„Ja — flere Gange. Han var engang ridende med en Bonde, der hed Kresten Nielsen fra Tostenæs[45]; de skulde nok ind til Kongen, fortalte de, for at faa ham til at gaa i Kavtion for Bønderne i Sognet, da de var kede af de Fordringer, som en Købmand fra Stubbekøbing stillede dem.”
„Ja, det er rigtig nok. De fik ogsaa Kavtion hos Kongen.”
„Men det var det, jeg vilde fortælle: Præsten satte Sporerne i Siderne paa Øget, tog Tilløb og satte lukt over Bommen her. Det kunde Bonden ikke gøre hæhæhæ — Bønderne er saa Gu' forsigtige.”
„Kresten Nielsen er en svær Mand, og Præsten kun en Spirrevip, efter hvad jeg har set.”
„Meget sandt! Men det er vist ellers en hel Karl den Præst, hvor tynd han er. Hæhæhæ — han handlede nok med Gaarde derovre.”
„Det kan godt være.”
„Ja, Kresten Nielsen fortalte, at han købte en Gaard og solgte den straks igen og tjente store Penge. Han forstaar det! Det er en Præst, man maa have Respekt for. Hvor skal du ellers hen?”
„Til København!” svarede Niels og svang sig atter paa Hesten.
„Skal du snakke med Kongen?”
„Jeg skal snakke med Bror!”'
„Hæhæhæ — er Kongen nu bleven jer Bror paa Møn — hæhæhæ — hils ham, hils ham!” Bommanden stod og vinkede med sin Tophue, laasede Bommen og gik ind. —
Ligesom paa sin tidligere Rejse overnattede Niels i Vindbyholt Kro og kom næste Dags Aften til København. Han red straks til Nyhavn og havde denne Gang mere Held med sig. Han traf straks sin Broder Lars, der blev meget glad ved at se ham. Med bankende Hjerte ventede han paa Svar angaaende Kavtionen, da han havde røgtet sit Ærinde. Der faldt en Sten fra hans Hjerte, da Bankdirektøren uden Betænkning svarede ja.
Det var med en befriende Følelse, at Niels Knudsen denne Aften lagde sig til Hvile i et lille fint Gæsteværelse paa 3die Sal. Aldrig havde han følt sig saa glad og lykkelig.
I de følgende Par Dage var han omkring ved Havnen og paa de store Oplagspladser og saa Broderens store Forretning.
Han var ogsaa bleven præsenteret for Fruen og deres 15—aarige Datter Johanne Margrethe, og fik se alle de fine Stuer, der var endnu finere udstyret end tidligere. Om Morgenen d. 31te juli, da han sad inde i Broderens Arbejdsværelse, kom denne ind med et straalende Smil over hele Ansigtet.
„Her skal du se, Bror,” udbrød han og lagde et Papir foran Niels, „her har jeg igennem min Hustrus Slægt faaet fat i et Brev, der i høj Grad vil glæde dig, som det har glædet mig. Det er skrevet af Grev Reventlow til hans Søster, efter at det lykkedes ham at vinde Kronprinsen for sin Plan om Bondens Frigørelse.”
Niels Knudsen læste Begyndelsen:
— „Glad og taknemlig mod Gud, skriver jeg dig hurtig disse Linier til. Guds Velsignelse, Frihedsbudskabet er kommen! Der ligger Udplyndringen, Lænkerne, Aaget, de lange Piske, Træhestene, den spanske Kappe, borte er de. Hurra! Hurra! Hurra! Raab, skrig det højt imod mig, at vore Stemmer kan blande sig, hvor de store Herrer med de blaa Baand sidder og korser sig over de vidunderlige Ting. Men de, som tager den tunge Handske op, skal føle den centnertunge Byrde af min Haand paa sine Skuldre, selv om de ogsaa var smykkede med det blaa Baand. Hvem der siger et eneste Haansord mod Frederik den Sjette, ham skal Drengene haane paa Gaderne. Hurra! Hurra! Der ligger det gamle Kram; jeg har revet det ned med Tænderne, med Hænder og Fødder; jeg vil nu brænde det og kaste Asken i Havet, at det kan synke ned i jordens Indvolde — — —”
Længer kunde Niels Knudsen, Hoveribonden, ikke læse. Hans Øjne duggedes. De første Taarer, der faldt paa Papiret, tørrede han af og lagde Brevet fra sig. Derefter fik Taarerne frit Løb.
„Det havde jeg aldrig troet!” sagde han.
Broderen lagde sin Arm om hans Hals og sagde:
„Hvad havde du aldrig troet, Niels?”
„At — at — der var saadan en Greve til.”
„Nu kan du se, at Herremændene er ikke ens alle sammen. Reventlow paa Kristianssæde Gods paa Lolland har allerede givet sine Hoveribønder fri paa sit Gods. Han er en af Danmarks ædleste og bedste Sønner. Uden Hjælp ovenfra var I aldrig kommen op.”
Niels hulkede.
„Han var Sjælen i den store Landbokommission,” vedblev Lars Larsen, „og det er denne Kommission, der har gjort det forberedende Arbejde til den Dag, der nu er kommen.”
„Kan jeg faa ham at se?” spurgte Niels.
„Ja, Bror! jeg følger med ud til Vesterport i Dag. Der vil vi faa set baade Kronprinsen, Statsministeren Grev A. P. Bernstorff og Grev Reventlow og mange flere.”
Han gik til Vinduet og saa ud.
„Se, hvor Gaden allerede er fuld af Folk!” udbrød han og pegede ud, „alle gaar de den samme Vej. Kom, lad os gaa med.” —
— Der var sort af Mennesker ved Vesterport, hvor Frihedsstøtten skulde rejses. Mange Tusinder — hvoriblandt mange Bønder fra Sjællands forskellige Egne — stod tæt pakkede paa den store Plads. De var kommen for at se et troværdigt Vidnesbyrd om, at det virkelig var sandt, at Friheden nu ogsaa var kommen. — Niels Knudsen og hans Broder søgte og fandt en god Plads i Nærheden af Talerstolen. Pludselig fik Niels et Slag paa Armen bagfra, Han vendte sig om. Det var Lars Madsen og Anders Mortensen, der var kommen. De hilste glade paa hinanden, og Niels viste dem straks sin Broder, der trykkede dem varmt i Haanden og indbød dem til at besøge sig. De kunde gætte sig til Resultatet af Kavtionsspørgsmaalet ved at se paa Niels.
„Der er de! Der er de!”. lød det pludseligt fra alle Sider, og Folk rejste sig paa Tæerne og strakte Hals.
Det var de kongelige Vogne, der kom med Kronprinsen og hans Følge.
Snart havde den store Forsamling lukket sig om Firkløveret, der løste Bondens Lænker.
Kristian Kolbjørnsen, Sekretæren i Landbokommissionen, steg op paa Talerstolen og talte om dette Mindesmærke, der for de seneste Slægter skulde minde om Bondens Frigørelse. Mægtig lød hans Røst, og glimrende veltalende som han var, gjorde hans Tale stor Virkning. Mangen en ufri Bonde, der stod langt tilbage i Forsamlingen, som skammede han sig over at være stegen op af Dybet, tørrede i Stilhed sine Øjne paa den rødfarvede Tophue. Den Dag kunde aldrig glemmes.
Efter Talen nedlagde Kronprins Frederik Grundstenen til Frihedsstøtten. Han stod imellem Reventlow og Bernstorff.
Der var Solskin.
Der var Sommer i Danmark.
Alle vilde trykke de Mænds Hænder, der her var Hovedpersonerne.
Lars Madsen og Anders Mortensen fik deres Hatte af. De trykkede Kronprinsens fremstrakte Haand. Dette var deres Livs Højdepunkt.
De fulgtes nu med Lars Larsen hjem til Nyhavn. Men de vilde næsten ikke tro ham, da han fortalte dem, at Kolbjørnsen var en Søn af en Regimentskvartermester. De havde gjort andre Erfaringer om den Slags Folk siden den onde Plessens Tid! Og de maatte indrømme, at saadanne Grever som Bernstorff og Reventlow havde de heller aldrig kendt Mage til.
Og hvem skulde ogsaa tro, at den fine Grosserer, som gik foran dem, var Søn af en fattig Fæstebonde fra Sømarke paa Møn! En fattig Klinterotte som Bankmand! En Herremand som Fortaler for Bonden! Nej, Verden var vendt om.
Den havde vist slaaet en Kolbøtte.
Lars Madsen gav Anders Mortensen et Puf over Ærmet og sagde:
„Hvorfor tog du ikke din Kone med herind?”
Anders svarede tørt tilbage:
„Fordi det var nok, at én af os fik Højhedsvanvid.”
Dagen efter kørte de to Bønder hjem fra København. Niels Knudsen red ved Siden med et straalende Ansigt. I Vognene laa en Masse Foræringer, som Lars Larsen havde givet dem. Der var jærn og Tømmer, og der var Sække med Kolonialvarer, og der var Tøj til Kjoler og Forklæder til deres Koner, ja — endog fint Silketøj. Hvorledes mon deres Koner vilde tage imod dem?
Og det bedste var endda det lille Ord „ja”, som Niels Knudsen kom hjem med. Nu gjaldt det kun om, at Bønderne kunde blive enige om at købe Nordfeld Gods, hvad det saa skulde koste; thi denne Betingelse — Enighed — havde Herremanden stillet. De kunde stole paa Lars Larsen.
De kunde stole paa Kronprinsen, paa Grev Reventlow, paa Grev Bernstorff, paa Kolbjørnsen!
Kunde de nu stole paa dem selv?!

Kort efter deres Hjemkomst var der Barselgilde hos Lars Pejtersen i Hjertebjerg.
Der var mange samlede, og Agitationen for at købe Godset var i fuld Gang. De mere betænkelige blev ivrigt bearbejdede af de andre, der for enhver Pris vilde købe sig fri. Inde i Stuerne var det ikke frit for, at de Hjertebjerg Koner misundte Ellen i Torpe og de to Koner fra Elmelunde deres fine Stads, som Mændene havde haft med hjem til dem. Margrethe glemte heller ikke at fortælle, hvorledes deres Mænd havde stukket Kronprinsen paa Haanden.
Der gik længe Ry af det Barselgilde.
Det næste Barselgilde stod samme Aar hos Lars Madsen i Elmelunde. Han og Bodil havde haft flere Børn, men de var døde straks. Nu havde de faaet en Datter, der blev døbt Kirsten, og hende synes der at være Livskraft i.
Bodil forstod at gøre Huset hyggeligt for sin Mand og sin lille Datter. Hun holdt Huset pænt, og forstod at tage Del i hans Sorger, havde Maden paa Bordet i rette Tid, tørrede Sveden af hans Pande med kærlige Ord, takkede ham hjertelig for, hvad han havde haft med hjem til hende fra København. Og som hun var til Hverdags, saaledes var hun ogsaa som Husmoder ved Barselgildet. Hun gik omkring som den gode Aand i alle Stuerne og mildnede paa Ordene, naar de faldt drøje fra Mændenes Side i deres vedvarende Diskussioner, om de skulde købe Nordfeld eller ikke.
Der blev sjælden talt om andet ved Sammenkomsterne i disse Aar.
Bodil vidste nok, hvad hun vilde, hvis hun maatte raade. Hun stod ved sin Mands Side, ivrig for at købe, hvad det saa skulde koste; hun vidste, at han havde Forstand paa de Dele.
Men saa kom Døden midt i 90erne og tog hende bort. Det var et haardt Slag for Lars Madsen. Nu var han bleven Enkemand anden Gang. Og hun blev savnet, ikke alene i sit Hjem, men i hele Omegnen, hvor hun ofte havde været den gode Aand, der stiftede Fred, naar Bølgerne gik højt.
Lars Madsen maatte nu høre af Anders Mortensen, at nu var det ham, der savnede en Kone i Huset. Der havde været saa hyggeligt at komme; nu var der saa tomt. Lars Madsen følte det selv. Han havde 4 Børn levende; thi foruden lille Kirsten havde han 3 med sin første Kone, Sidse, det var Bodil[46], Niels og Mads.
Der gik nogle Aar, og saa giftede han sig med en Datter af gamle Anders Larsen (født 1701), der forlængst var død, og havde overladt sin Gaard til Sønnen Lars Andersen. Dennes Søster, Karen Andersdatter[47], var paa samme Alder som Lars Madsen selv omtrent, og hun havde i sine Barneaar siddet paa Skolebænk hos Niels Knudsen sammen med Lars, Anders Mortensen og Margrethe Pejtersdatter. Naar nu disse sidste som Ægtefolk kom i Besøg hos Lars og Karen, saa var der atter hyggeligt i Lars Madsens Stuer. De sad ofte sammen og opfriskede den svundne Tid.
Det var dog særlig, naar en eller anden Sorg trykkede dem, at de følte Trang til at komme sammen og søge Trøst i hinandens Selskab. Anders Mortensen og Margrethe havde haft Tvillinger to Gange, men de to første Pigebørn var dødfødte, og de to næste, Kirsten og Anna døde et Aar gamle. Naar Familierne saaledes kom sammen og talte om Dødens rige Høst i disse Hoveriaar, saa var de ikke fri for at mene, at det var det strænge Hoveriarbejde i Forbindelse med det haarde Bondearbejde paa Byjorden der var Skyld i de mange Dødsfald blandt Smaabørn. Moderen maatte være ligesaa meget ude som inde, de fik ikke den nødvendige Pasning.
— Endelig fik Anders Mortensen en Søn, som der var Liv i, og han fik i Daaben Navnet Johan efter Pejter Johansens Fader, Hestgarderen fra Norge, der var Stamfaderen til denne danske Garderslægt. Johan[48] blev deres eneste Barn, og var Forældrenes Stolthed og Glæde. De havde ham gerne med, naar de besøgte Jens Pejtersens eller Lars Madsens. Moderen lærte ham tidlig at læse, og han sad ofte paa Skamlen ved hendes Fødder, naar hun spandt, og stavede sig igennem Salmebogen.
Den gamle Bedstemor i Gaarden, Ellen Mortens, havde lukket sine Øjne den 8de Marts 1794, 79 Aar gammel.
Ogsaa den gamle Bedstemor hos Jens Knudsens havde faaet Hvile paa Kirkegaarden; men hun blev ogsaa 87 Aar. Hun trøstede de unge Mødre med, at det var godt, Vorherre tog de smaa Børn i store Skarer. Det havde de bedst af. Verden var ikke saa rar at være i.
Ogsaa Mændene syntes, hun havde Ret, især naar de var samlede og opgjorde, hvormange der endnu strittede imod at vove Skillingerne for at blive frie Mænd. Sagen lod sig ikke opsætte længer. Afgørelsen trængte paa; men mørkt saa det ud. Det skortede paa Enighed.
Et Lyspunkt var der i denne mørke Tid. Det var et Bryllup i København og et fingeret Bryllup i Elmelunde By paa samme Dag og Time i Aaret 1796.
Grosserer og Bankdirektør Lars Larsens Datter Johanne Margrethe skulde nemlig giftes med General—Krigskommissær Johannes Søbøtker, senere Guvernør paa St. Thomas[49], og det skulde være et fint Bryllup. Til dette kunde kun de allerfineste Spidser komme. Bryllupsdagen var bestemt, og da den mønske Slægt ikke kunde komme til København i dette fine Selskab, saa skulde de samme Dag samles til Bryllupsgilde paa Jens Knudsens Gaard, hvor de 2 nærmeste Slægtninge skulde forestille Brud og Brudgom. Lars Larsen havde bestemt, at det skulde være hans Broder Peders Datter Sidse og hans Broder Niels's Søn Jens.
Skønt Jens Nielsen, Torpe, nok syntes, det kunde være morsomt at spille Brudgom ved saadant et Gilde, saa var han dog ikke ret stolt over at skulle have „Sidse Jakobs” som Brud til sin Borddame.
De mange Kasser, der blev sendt inde fra Lars Larsen, var fulde af Fødevarer af alle Slags til dette Gilde. Og der var Sukkerkasser med St. Croixsukker og flere Brændevinstønder.
Indbydelserne udgik, Kasserne aabnedes, og mange Hænder klaskedes sammen af Forbavselse! Men størst var dog Glæden over de Kasser og Sække, hvori der var Foræringer til hver enkelt, baade i Silke og Fløjl. Der var endogsaa to broderede Skamler, som „Brudeparret” skulde sætte deres Fødder paa under Bryllupsmiddagen[50].
De brave Bønderfolk levede højt denne Dag baade med Mad og forskellige Slags Vine, — højest stod vel det danske Brændevin — og Jens Nielsen skulde næste Gang, han kom ind med Korn, hilse og sige Tak.
Dette forsømte han heller ikke.
Lars Larsen var glad ved at have givet Familien en glad Dag, som længe vilde blive mindet paa Møn.
I Nyhavn var Brylluppet blevet holdt med stor Pomp og Pragt; men senere syntes Lars Larsen ikke at sætte videre Pris paa sin fornemme Svigersøn; han var bange for, at han skulde lægge hele den store Formue øde, naar han selv snart gik bort.
Til Brodersønnen udtalte han sig om, at Svigersønnen var en „Vindsak”.
I de følgende Aar kørte Jens Nielsen og flere andre mønske Bønder flere Gange til København med Korn. Men dette fik Ende i Aaret 1817, da døde nemlig Lars Larsen, 80 Aar gammel.
Hans Svigersøn sendte følgende Skrivelse til Skifteretten den 10de Oktober dette Aar:

„Min Svigerfader, Bankdirektør og Grosserer Lars Larsen, er i Gaar afgaaet ved Døden i Nyhavn Nr. 32, men da min Kone er den afdødes eneste Barn og Arving, saa tiltræder jeg straks Boet, saaledes som det befindes.
Joh. Søbøtker,
General Krigskommissær.”

Et Par Dage efter det ret enestaaende „Bondebryllup” var Jens Pejtersen gaaet ind i Nabogaarden for at besøge sin Søster og Svoger. Anders Mortensen var kørt til Lendemark Mølle, men Margrethe ventede ham snart hjem. Jens fik tændt sin Pibe og satte sig ved Bordet, hvor han snart kom i Snak med Søsteren, der sad og spandt. Lille Johan sad paa en Skammel og læste.
„Hvordan har din Kone det?” spurgte Margrethe, „hun har jo ligget til Sengs en Tid.”
„Det er skidt med Else! jeg tror ikke, hun gør det ret længe. Der er formeget Slid.”
„Det har du Ret i. Vi havde det bedre, før vi blev Hoveribønder.”
„Ak ja; det bliver vel ikke anderledes,” sukkede Jens Pejtersen.
„Nej — hvordan skulde vel det gaa til!”
„Bønderne kan ikke blive enige om at købe; ellers var der jo en Udvej.”
„Nej, det bliver vel ikke til noget.”
„Herremanden forlanger formeget. Godsets Værdi er fordoblet én Gang ved det første Salg — og nu skal det fordobles igen. Hvor skal alle de Penge komme fra?”
„Nej, det er ikke let.”
— „Hør Søster! Der er ikke noget i Kruset, kan du give en Mundfuld Øl —. Jeg bliver tør i Halsen af den Tobak.”
„Du kan selv gaa ned i Ølstuen og tappe dig et Krus, Jens.”
Jens Pejtersen tog Kruset og gik.
Lidt efter hørte Margrethe en Vogn i Gaarden. Det var Anders Mortensen, der kom fra Mølle.
Margrethe gik ud for at tage imod ham. Det varede noget, før de kom ind igen. Der var adskillige Poser, der skulde bæres af Vognen.
„Men her ligger jo Jens Pejtersens Hue,” sagde Anders Mortensen, da han kom ind.
„Men, ih dog!” udbrød Margrethe, er han ikke kommen ind endnu.” Hun skyndte sig ud i Ølstuen for at se efter ham. Anders hørte hende kalde:
„Anders! skynd dig! kom! Loftet er faldet ned over Jens i Ølkammeret!”
Han skyndte sig derud. Der stod Jens Pejtersen og bar paa Loftet, som hvilede paa hans Ryg. Han kunde ikke flytte sig og var næsten sort i Ansigtet. Over Loftet var der i gammel Tid lagt et tykt Lerlag for Ildebrands Skyld. Nu havde det givet efter for Trykket, og der var sat en Stiver under. I Kaadhed havde Jens slaaet til Stiveren med sin flade Haand, saa den knækkede, og han havde faaet Loftet ned over sig.
Anders Mortensen og Margrethe satte Skuldrene til og løftede Loftsbjælken op, saa Jens blev fri. Det var med Besvær, han gik ind i Stuen og satte sig.
„Saa fik man da Brug for Kræfterne en Gang,” sagde han og lænede sig op ad Væggen.
„Det er bedst, du faar en Snaps, Svoger,” sagde Anders Mortensen, der kom med Brændevinsflasken.
Jens drak.
„Ah, — ah! Det lettede! Men Øllet glemte jeg mæn' derude.”
Lidt efter kom der Bud efter ham. Det var bleven daarligere med Else.
Han fik heller ikke sin Hustru op mere; det blev Døden. Der blev atter jordefærd i Pejter Johansens gamle Gaard. Byfolkene samledes, og Kirkeklokkerne ringede, mens de bar hende det korte Stykke Vej.
Da Følget gik ud af Kirken, sagde Jens Pejtersen højt til de nærmeste:
„Ja, Døden er os jo en Vinding; men den er ikke saadan at gaa paa.”
Ordene gik fra Mund til Mund og siden fra Slægt til Slægt. Alle forstod, at her havde Jens Pejtersen i faa Ord, som i et Ordsprog, udtalt en hel Livserfaring. —
Det lakkede imod Aarhundredets Slutning. Jens Knudsen var bleven træt. Hans sidste Kraftanstrængelse for at faa Bønderne i Elmelunde, Hjertebjerg, Østermark, Torpe og Spejlsby til et Bud paa Nordfeld mislykkedes. — Traditionen fortæller, at der dog kun var to Bønder, som satte sig imod tilsidst. — Nu vilde Jens Knudsen trække sig tilbage og overlade Gaarden til de unge. Sidse Pedersdatter, der var opdraget paa hans Gaard, havde forlovet sig med Gmd. Kresten Jakobsens Søn i Elmelunde, Jakob Krestensen. Han havde været Landsoldat og var kommen hjem som en flot Fyr. Sidse kunde ikke modstaa Synet af hans blanke Knapper og Sablen ved Siden. Hendes Fader, Peder Knudsen i Sømarke, havde givet sit Minde til Ægteskabet, og Brylluppet stod i Elmelunde i Aaret 1799 d. 22de Februar. Foreløbig skulde de have Gaarden i Forpagtning. Jens Knudsen tvivlede paa, at Jakob Krestensen var saa dygtig til at tage fat, som han var fin anlagt og havde Snakketøj til.
Ved dette Bryllup blev der særlig lagt Mærke til en ung Mand og hans Kone, som var Søster til Bruden. Det var Niels Jørgensen fra Sømarke og Peder Knudsens Datter Karen Pedersdatter. Først havde han gjort sig bemærket fremfor de fleste ved at købe sig Fribrev, saa havde han haft Bryllup i Sømarke, og nu havde han gjort et Kup til, som alle talte om. Han havde købt en stor Gaard i Hovedskov af Grosserer Johannes Jensen Noor i København for 3290 Rigsdaler. Det var sket for ganske nylig, nemlig d. 21de Januar 1799. Det var kun lige en Maaned siden. Hvorledes kunde det være gaaet til? Man vidste jo nok, han havde været i København og handlet med Grossereren. Men hvor havde han faaet Penge fra? Dette spekulerede Folk længe paa, indtil det gik op for dem, at hans Kone var jo en Broderdatter af den rige Bankdirektør derinde, Lars Larsen, og det maatte være ham, der havde hjulpet ham til at blive Gaardmand i Hovedskov.
Han var nu en fri Mand — han bar sit Hoved højt. Folk kunde ikke andet end lægge Mærke til ham. Der laa noget selvbevidst i hans Ansigt og fortalte om de 3 Kup, han havde gjort, det ene større end det andet. — Der blev endnu holdt et Bryllup i Elmelunde dette Aar. Det var Lars Madsens unge Datter, Bodil Larsdatter, der blev gift med Enkemand Mads Jensen, Gmd. i Elmelunde. Han havde Nabogaarden op til Jens Knudsen. Han var ellers fra Hjertebjerg, og var Søn af Gaardmand Jens Nielsen der. — — —
Saa randt det 18de Aarhundrede til Ende. Det mørkeste der har været i den danske Bondestands Historie.
Det endte dog for Elmelunde Byfolk med, at nu skulde der hentes Landmaaler, og jordene til de 8 Gaarde skulde opmaales, Smaastykkerne mageskiftes og lægges sammen, saa hver Mand fik sin egen jord samlet. Derefter skulde der kastes Lod om, hvem der skulde flytte sin Gaard ud paa de Marker, der laa længst ude. Fire Gaarde skulde blive liggende i Byen, og fire flyttes ud.
Som Udskiftningskortet[51] viser 1801 blev det Nr. 2, Nr. 4, Nr. 6 og Nr. 7, der maatte flytte ud, altsaa Jens Pejtersen, Lars Madsen, Mads Jensen og en Mand, der hed Jørgen Larsen. Anders Mortensens Gaard fik Lov at ligge ved Borgerledet; hans jord kom til at ligge Syd for Byen og Landevejen.
Jens Knudsens Gaard fik ogsaa Lov til at blive liggende som den yderste mod Nord, Vest for Gaden; hans jord blev den nærmeste ved Byen imod Nordøst.
Alle jorderne fik nærmest Form af Firkanter; derfor blev der to Steder, hvor fire Hegn stødte sammen, der fik Navn af Firmandskrogen. De Bønder, der maatte flytte ud, fik Kørehjælp af dem, der blev tilbage; og nu kom tillige den Tid, da Bønderne i de ny Gaarde lagde Bræddegulv i deres Stuer i Stedet for Lergulv, samt satte større Vinduer i Bygningerne for Lysets Skyld, og de blev ikke længer spigrede fast, men var til at lukke op for Luftens Skyld. Sol og Luft kunde nu komme ind i Bondens Stuer. —
En Bondemand udenfor Elmelunde, nemlig Niels Knudsen i Torpe, skal nævnes en Gang endnu. I 20 Aar havde han levet sammen med sin anden Hustru Ellen Hansdatter, men de havde ingen Børn. I sit første Ægteskab med Enken Karen Jensdatter havde han Sønnen Jens Nielsen.
Den 12te januar 1801 oprettede Faderen Arvefæstekontrakt med denne sin Søn og overlod ham Gaarden for 594 Rd. Og d. 30te januar samme Aar holdt Jens Nielsen Bryllup med Johanne Jokumsdatter.
Niels Knudsen levede ikke ret mange Dage derefter. Han døde d. 5te Marts 1801. Han blev kun 58 Aar gammel. Hans Enke levede til 1806; hun blev 63 Aar gammel.
Jens Nielsens ældste Datter blev født d. 27de Febr. 1802 og fik Navnet Karen[52] Jensdatter. Hun blev Stammoder til en ny, kraftig Slægt, der gik ind i Frihedens Land og sang Digterens ny Sang med Forstaaelse af den gamle Tid:

„Alt, hvad Fædrene har kæmpet,
Mødrene har grædt,
har den Herre stille lempet,
saa vi vandt vor Ret!” —

Kendemærket i den gamle Slægt var Alvoren. Lystighed og Kommers sporedes der ikke meget af. I den ny Slægt, der kom, laa der ogsaa Alvor paa Bunden af Sindene. Livsforholdene førte det med sig. Dog kunde en vis Humor bryde igennem i glade Øjeblikke. Men Alvoren laa hos enkelte af Slægten saa dybt i Sindet, at den førte en Del Tungsind med sig.

XIV. KAPITEL.

Gaardmand Lars Madsen i Elmelunde og Hustru Karen Andersdatter flyttede deres Gaard ud Øst for Byen.
Han havde været gift 3 Gange og havde mange Børn. Med sin sidste Hustru havde han 9: 6 Sønner og 3 Døtre. Den ældste af Sønnerne blev født 3die November 1801 og opkaldt efter sin Morfar Anders Larsen.
Det blev denne Anders Larsen og hans Søskende, der naaede Frigørelsen. De begyndte som Hoveribønder, men endte som Selvejere.
I Slægten gaar der endnu Sagn om, hvilket stolt Syn, det var at se, naar Lars Madsen og hans 8 Sønner mødte frem i Kirken, alle i hvide Bukser!
De skal nævnes alle 8 (de to ældste Halvbrødre til de 6 yngre):
Mads Larsen, Ovre; Niels Larsen, Pollerup; Anders Larsen, Elmelunde; Jens Larsen, Nørreby; Hans Larsen, Ullemark; Jørgen Larsen, Elmelunde; Johan Larsen, Elmelunde; Kristoffer Larsen, Elmelunde.
Alle blev de Gaardmænd og naaede deres Maal at købe sig fri.
Da deres Fædre ikke fik købt Nordfeld, solgte Ejeren hele Godset for 210,000 Rd. til Kammerherre Bülow i Aaret 1806[53]. Paa det Tidspunkt var flere af disse forannævnte Mænd endnu ikke fødte.
 De gamle Bønder dominerede endnu i Aarhundredets Begyndelse. Jens Pejtersen, der var en ældre Enkemand nu, havde endogsaa giftet sig med Katrine Margrethe Andersdatter d. 2den Okt. 1801, og han var endnu en sand Kæmpekarl.
Da Lars Madsen byggede sin ny Gaard, var Jens Pejtersen en Dag ude at se paa, hvorledes der blev lagt Grund, og da han syntes at flere Stenhuggere „baksede” for længe med en stor Sten, som de ikke kunde faa flyttet, saa bad han dem gaa lidt tilside, tog Stenen i sin Favn og bar den hen i det Hul, hvori den skulde ligge. Hans Træsko gik i Smadder, men Jens Pejtersen holdt! „Vi Normænd er ikke fra i Gaar,” sagde han, „der er Blod i os!” —
Da Foraarskornet skulde saas, syntes de alle, at nu var det en hel Fest at køre ud paa Marken — deres samlede Mark — med Kornet. Men der var én Mand, der foretrak at bære det. Det var Jens Pejtersen. Da han saaede Ærter, gik han med en hel Tøndesæk under Armen. Lars Madsen, som saa det, havde Morskab af at standse ham og snakke med ham for at se, hvorlænge han vilde staa med Sækken. Da de havde snakket en halv Times Tid, og Jens Pejtersen nogle Gange havde løftet op i Sækken, udbrød han ganske sindig:
„Det er sandt, jeg kunde mæn' da ogsaa sætte Posen lidt.”
Men da han først havde sat Posen, havde Lars Madsen ikke mere at snakke om. Længere ude paa Marken var en Vogn kørt fast med flere Tønder Vikker. Det ene Hjul var sunket i til Navet, og Hestene kunde ikke trække Vognen. Da Jens nu kom i Nærheden, raabte Kusken: „Aa, Jens, kom og hjælp os!”
Jens gik hen til Vognen, tog ned om Hjulet, der var sunket i jorden, løftede det op med hele Vognen; men morsomt var det jo ikke at staa længe saaledes, derfor raabte han: „kør! kør!” og den forbavsede Kusk fik da atter Vognen i Gang. —
Da Høsten nærmede sig, var der Travlhed paa alle Gaarde. Jens Pejtersen havde i over 8 Dage haft en Karl og en Pige til at sno Halmbaand med en Trækrog. Disse Baand skulde der sno's ligesaa mange af, som man ventede Neg. De blev optalt i Knipper, 3 Traver i hvert. Paa Høstdagene løb Børnene omkring med et Halmbaand til hvert Neg. — Mejetøjet med Le og lange Trækroge blev efterset. Drengen trak Slibestenen, mens Jens Pejtersen eller Karlen holdt paa Leen for at faa Æggen skarp. 5 Mejere stillede paa Marken, da Rugen var moden. Karlen paa Gaarden huggede først ind og lagde den forreste Skaar. Der blev hugget bort fra det staaende Korn. Derefter gik den yngste af Selskabet, og saa den lidt ældre, bagest den ældste Husmand i Byen og allerbagerst Manden paa Gaarden. For hver Omgang blev Jærnet strøget med en Spaan. Var det varmt, maatte der Øl til. Kornet blev liggende paa Skaar nogle Dage, til det var vejret og tørt. Den Dag, der blev bundet op, maatte baade Piger i Gaarden og Husmandens Kone og Datter med at „nege op” med en Rive, mens Mandfolkene gik bagefter og bandt Negene med Halmbaandet. Der var Liv og Lystighed over det hele, særlig naar Naboens Folk høstede ved Siden af. Manden paa Gaarden satte Negene sammen i Travehobe, mens Drengene slæbte Neg til Bunken. Man holdt ikke op før Aften silde, særlig hvis det saa ud til Regn.
Naar Kornet skulde køres hjem, var Manden hjemme i Laden, eller ogsaa satte han Hæs, mens 2 eller 3 Vogne havde travlt med at køre det hjem. Det betragtedes som Held og Lykke for Manden, hvis én eller anden Vogn kunde vælte med Læsset. Naar det sidste Læs blev kørt ind, blev der raabt Hurra af alle Kræfter, saa det kunde høres videnom, at der var indhøstet. Jens Pejtersen — og mange andre Bønder — lod altid det sidste Neg blive liggende ude paa Marken til „Gøjen Upsal”, d. v. s. Jætten fra Upsal.
Naar Marken var indhøstet, kom Fattigfolk med deres Poser og sankede Aks.
Jens Pejtersen lod ogsaa Sidse Smeds gaa i Fred med sin Pose, saalænge hun levede.
Alle Høstfolk blev om Efteraaret indbudt til Høstgilde paa Gaarden, hvor de blev beværtede med alt det bedste, der var i Køkken og Kælder.
Levningerne af Suppekødet og Flæsket blev saa brugt den Dag, da Konerne kom sammen for at brage og skætte Hørren. Den Dag blev der fortalt Historier af „Skættekonerne”, saa det kunde forslaa noget.
Der var ikke nær saa megen Snak den Dag, da Manden havde Ærtetærskergilde; men Ordene kunde heller ikke høres for de tunge Plejlslag i Ærtebunken.
Ungdommen havde deres Morskabsdag, da de gik i Kohaven eller ud til Nordfeldskoven for at plukke Nødder. Senere blev den Dag deres største Fridag, da der var Marked i Stege i Oktober Maaned. —
Jens Knudsen havde ladet Jakob og Sidse faa Gaarden; men det gik ikke saa godt for dem. De gamle Bygninger forfaldt, og der var ikke Penge til at sætte jorden i Stand for. Det ene Barn kom efter det andet, og Udgifterne blev større end Indtægterne. Det blev fortalt af „Skættekonerne” om Efteraaret, at „Sidse Jakobs” havde begyndt at slukke sin Sorg i Flasken. Jens Knudsen blev forskaanet for at høre derom. Han var bleven syg om Vinteren og lukkede sine Øjne for sidste Gang d. 28de April 1804, — 65 Aar gl.
Den hele By var med til hans Begravelse; han havde jo længe været som en Fader for dem. Som ung Mand var han kommen til Byen med gode Evner og stor Virkelyst. Det havde været hans Lyst at reformere det hele. Men Udviklingen gik meget langsommere, end han havde tænkt.
Og til Begravelsen kom Familien i Sømarke, Torpe, Udby og Hovedskov, samt mange Fremmede udenfor Slægten. Det var den gamle Sognefoged, der var død, og han havde ikke været nogen hel almindelig Hoveribonde. Nej, han havde været mange Aar forud for sin Tid. —
Jens Pejtersen maatte ogsaa bukke under for Dødens stærke Magt, hvor stor en Kæmpe han ellers syntes at være. Han levede kun et Aar længer end Jens Knudsen, og døde i Begyndelsen af 1805, 63¼ Aar gammel. Der kom snart en ny Mand paa Gaarden, thi samme Efteraar giftede Enken, „Trine”, sig med en Ungkarl fra Raabylille, der hed Niels Hansen.
Jens Nielsen i Torpe, der havde faaet sin Faders Gaard, var en oplyst og begavet Bonde. Han havde set sin Fader, Niels Knudsen, holde Avis og hørt meget af ham om København, hvor han havde været to Gange, rigtignok med 23 Aars Mellemrum. Nu havde han selv faaet Lyst til at gøre en Tur derind. Den rige Farbror Lars Larsen var maaske levende endnu og vilde købe hans Korn, naar han kørte det ind til ham.
Han gjorde Alvor af Tanken, spændte for og kørte.
Det varede 10 Dage, før han kom tilbage, men saa havde han rigtignok ogsaa meget at fortælle og meget at vise frem. Hele hans Vogn var fuld af store Kasser og Sække fyldt med mange mærkelige Ting, saa hele Elmelunde By kom snart til at staa paa den anden Ende.
Han havde at meddele den mønske Familie, at Lars Larsen havde haft den Sorg at miste sin Hustru d. 9de juli 1799.
Lars Madsens Sønner, som blev Gaardmænd i Elmelunde, fik Navn af „de store Elmelundere”. De var selvbevidste Folk. De vidste, hvad de vilde. De var oplyste Bønder, og de satte Friheden højt. Men i deres Hjem var de ofte ordknappe og gnavne. Kom de derimod i Selskab, og der var Diskussion om et eller andet, saa fik de Munden paa Gang og kunde tit give gode Bidrag.
De var barnlige overfor Børn og holdt meget af at skæmte med dem.
Den yngste af dem, Kristoffer Larsen, fik Fødegaarden efter gamle Lars Madsen.
Johan Larsen fik Gaarden inde i Byen nærmest Kirken, da han bedre kunde købe denne Gaard end Sønnen, der var paa Gaarden, som altid gik med en ladt Bøsse hos sig og endte med at skyde sig.
Jørgen Larsen købte sin Gaard af den berygtede Niels Brygger 1838 og blev Selvejer i Aaret 1848. De købte sig ikke fri af Nordfeld paa én Gang; men lidt efter lidt. Jørgen Larsen var vel nok den største Agitator blandt Brødrene i politisk Henseende; i hvert Fald var han bedst skaaret for Tungebaand. Han var saaledes ordførende Stiller for Fr. Barfod imod Hother Hage ved et Folketingsvalg i Stege. Han var født 1811.
Den ældste af Brødrene Anders Larsen[54] (f. 1801) var den mest alsidige af dem.
Han giftede sig med Jens Nielsens Datter Karen Jensdatter (f. 1802) i Torpe, trods de Østermarke— og TorpeKarle, der var rasende paa ham, fordi han havde snuppet hende for Næsen af dem. Han fortalte selv, hvorledes de laa paa Lur og vilde prygle ham, naar han kom i Besøg paa Niels Knudsens gamle Gaard! Men han undgik dem.
Saa stod da Brylluppet i Torpe.
Deres to første Døtre Bodil Kirstine og Ane—Margrethe fødtes i Torpe, men saa købte Anders Larsen og Karen et mindre Sted med 16 Tdr. Land i Raabylille, og de sled haardt for at arbejde sig frem. Naar han stod paa Loen og tærskede deres Korn ved et Lys i Vinduet, saa sad hun ved sin Rok og spandt ved den anden Side Væggen for at spare et Lys. Men han kunde ikke alene tærske sit Korn, han kunde ogsaa spille paa Violin og bygge Huse. Han var Spillemand og Tømmermand — spillede med til Gilder og byggede sin Broders Gaard i Pollerup. Han kunde ogsaa lave Stole, Kommoder og udskære smukke Træskeer, sætte Ure i Stand og alt muligt. Ja, han havde selv lavet et helt Ur, samt Urværk til at trække en Vugge. Han var en vældig Slider, og det gik fremad for ham og Karen. De solgte deres Hus i Raabylilie og købte Jens Knudsens gamle Gaard i Elmelunde, hvor Jakob og Sidse ikke kunde klare det længer. Gaarden var dengang meget forfalden, men nu kom der igen Skik paa den. Jakob Krestensen døde 1835, 62 Aar gl.
Her paa Gaarden var det, at Tankerne tænktes, som de store Elmelundere skød ud. Anders Larsen kunde tænke! Og hans Hustru havde i Slægtsarv de mange Eventyr og Sange, som lød i gamle Dage; saa det var ogsaa et kært Sted for Børnene i Elmelunde at samles.
Skulde Bønderne sejre i Kampen for Frihed — og det skulde de, mente Anders Larsen — saa maatte de søge god Oplysning. Derfor tog han Aktier i Hindholm Højskole, da den oprettedes, og sendte 2 af sine Børn derover som Elever.
Da „Bondevennernes Selskab” blev stiftet 1846 med Tscherning som Formand, var Anders Larsen straks klar over, at her maatte han være med. Og han blev Bondevennernes Foregangsmand paa Møn. Ofte havde han Besøg af den bekendte P. Hansen fra Lundby paa Sjælland, og det var baade gode Raad og blanke Dalere, denne havde med sig, naar han rejste fra Elmelunde.
Karen syntes sommetider, at det var underligt, at Anders altid havde Penge til P. Hansen, men ikke altid til Væveren, naar denne kom med Lærred til hende.
Han elskede Grundloven af hele sit Hjerte, da vi fik den, og forsvarede Friheden i Tale og Skrift til det yderste, selv overfor Provsten. Men han var ikke Frihedsmand paa den Maade, at han ikke følte Ansvar. Derfor kastede han ikke Religionen overbord med dens Bud og dens Trøst. Han holdt sig til den gode, gammeldags Kristendom, som altid havde siddet til Højbords i Slægten.
I Tidens Løb fik de 2 Sønner og 7 Døtre, og naar disse kom hjem til Bedstefar og Bedstemor med deres Drenge og Piger, saa var der en evindelig Raaben til Bedstemor, at hun skulde fortælle et Eventyr. Hun satte sig da i en Lænestol — om Sommeren ude paa en stor Sten i Haven — og alle Børnene lejrede sig om hende, og saa fortalte hun Eventyr, til hun ikke kunde døje det længer. Men saa lød det i Kor omkring hende: „Mer, Mormor! Mer, Farmor! Mer, mer!”
Tilsidst kunde Børnene alle Eventyrene ordret, saa naar hun paa sine gamle Dage tog fejl, saa kunde Børnebørnene rette hende og sige: „Nej, saadan var det!”
Ann' Stine og hendes Brødre fra Sømarke var endnu ikke glemte, ligesaa lidt som deres Historier og deres gamle Folkesange. De blev ogsaa alle — Tid efter anden — opnævnte i Slægten.
Derimod kom man ikke sammen med Slægten i Hovedskov; thi naar Niels Jørgensens Søn, Niels Nielsen, talte om Jens Nielsen i Torpe, saa kaldte han ham gærne: „Min fattige Bror i Torpe”! Og han var dog ikke fattig, og heller ikke var han hans kødelige Bror.
Man morede sig mere over et Slagord, som Lars Madsen havde, thi naar han syntes godt om én, saa sagde han altid: „Du er min S'æl ligesom min mellemste Kone!” —
Anders Mortensens eneste Søn Johan Peder Andersen[55] var en stor 7—8—aars Dreng ved Aarhundredets Begyndelse. Det kunde nok ses paa hans kraftige og veludviklede Legemsbygning, at han havde taget Arv efter sin Moder, Margrethe Pejtersdatter. — Han var i de Dage, da han var bleven henved en Snes Aar, hvad man kaldte et godt Parti. Mange havde travlt med at faa ham gift, og da der blev holdt „Kartegilde” paa Gaarden, var det et almindeligt Emne imellem Kartekonerne, hvem der nu skulde blive Kone paa Gaarden, naar han engang giftede sig.
Konerne sad i en Rundkreds paa Gulvet, i Midten laa Ulden, og ved hver Stol stod en Uldhæk af Træ, hvori Konerne nedlagde de lange Uldpølser, eftersom de strøges løse af Karterne. Men samtidig med Arbejdet blev der snakket, fortalt Historier og sunget Viser. Hvad Hoser, Uldtrøjer og Kjoler, der kunde blive af Garnet, blev ogsaa drøftet. Det skulde nemlig frem og staa sin Prøve ved Fastelavnsgildet. Paa den Dag, da Bymændene gik omkring med deres Stok, „Bykæppen”, blev denne pyntet med Baand af det Tøj, som var lavet paa Gaarden sidste Aar, og da blev alle Lag paa Kæppen efterset og sammenlignede af Konerne med de indre Lag, der var de ældste. Denne offentlige Fremvisning af kvindelig Husflid, baade af Uldgarn og Hørgarn, bidrog sin Del til at skabe Kappelyst om at frembringe det bedste. Ingen Husmoder villde staa tilbage.
Kartekonerne hos Anders Mortensens blev meget forbavsede, da Johan endelig aabenbarede for dem, at det blev ikke nogen af Byens Piger, han valgte, men derimod en Pige fra Nyborre, der hed Kirsten Andersdatter.
Hans Valg maa være falden i god jord hos hans gamle Far; thi paa Bryllupsdagen, da Brudeparret sad ved øverste Bordende i deres fine Stads og snakkede og lo til hinanden, stod gamle Anders Mortensen, der nu var ved de 70, nede ved den anden Ende af Bordet og saa paa dem. Han blev saa bevæget og glad over at se, hvor lykkelige de var, saa Taarerne kom frem i hans Øjne; han tog sin røde Tophue af Hovedet og tørrede dem stille bort. Ingen havde set det uden Bruden, og hun fortalte det først mange Aar efter for sine Børnebørn. —
Johan og Kirsten fik Gaarden efter hans Forældre. Moderen levede længst og blev meget gammel. Hun havde det godt, men var altid virksom, spandt tidlig og sildig som i sine unge Dage.
Hun holdt meget af den yngste lille Dreng, der blev født paa Gaarden, maaske ogsaa fordi han var opkaldt efter hendes Fader, Pejter Johansen, der nu blev skrevet som Peder Johansen[56]. Han var som lille Dreng noget af en Spilopmager; men sin Farmor elskede han og løb altid og holdt hende i Skørterne. En Gang var han kravlet op paa Ryggen af den Lænestol, hvorpaa hun sad og spandt. Men ud paa Aftenen faldt hun i Søvn, og Rokken stod stille. I det samme blev han meget forskrækket ved den Tanke: Hvis hun nu døde?
Og da hun vaagnede, sagde han: „Farmor! naar I dør, saa maa I da ikke tage mig med!”
„Nej, Sønneke!” svarede hun beroligende, „du skal blive den sidste, jeg skal tage.”
Det trøstede den lille Per — som han kaldtes i daglig Tale — thi nu vidste han, at der var mange, hun skulde tage først, før hun kom og tog ham.
Men da Dagen kom, da Margrethe Pejtersdatter havde lukket sine Øjne sidste Gang, og Per fik at vide, at nu var Farmor død, da blev han alligevel bange. Hele Natten derpaa laa han under Dynen og svedte Angstens Sved; han turde ikke se op. Men hun kom ikke. Han havde dog gjort hende Uret.
Hendes Broder, Lars Pejtersen fra Hjertebjerg kom ofte i Besøg der paa Gaarden, og han gav tit den lille Per en rød Skilling. Tilsidst havde han mange.
Men hans Fader fik ogsaa mange røde Skillinger, naar han som Fattigforstander gik omkring med Bøssen i Kirken ved Højtiderne. Disse Penge lagde Faderen i en Skuffe for sig selv, men Per troede, naar han fik se disse røde Skillinger, at det ogsaa var hans. Han fik Lov til at gaa i den Tro. —
Johan Peder Andersen blev udnævnt til Sognefoged. Han var altid en pæn Mand; hans Kone passede paa, at der aldrig var en Plet paa hans Tøj, og han gik aldrig med stoppede Strømper. Hun vidste, hun gjorde sin Pligt, og at hendes Mand kunde skrive den nydeligste Haandskrift. Men saa skulde andre ogsaa gøre deres Pligt. Glemte de dette, som Præsten engang gjorde, var hun ikke naadig.
Hun skulde nemlig i Kirke med en anden Kone, som skulde „indledes” efter Barselfærd, og de stod ude i Vaabenhuset og ventede paa, at Præsten skulde komme ud og holde en Tale. Men han glemte det, og gik paa Prædikestolen. Da lukkede Kirsten Døren op og gik ind med mandige Skridt, og op ad Kirkegulvet uden at bryde sig om, hvad Forstyrrelse, der blev. Hun var jo Sognefogdens Kone — sikken Skandale at glemme hende! Saadan en Præst! Hm! Med en vis Værdighed satte hun sig ned i sin Stol, og den anden Kone ved Siden. —
Drengene i Elmelunde havde altid fundet det tiltrækkende at krybe op i Kirketaarnet og hjælpe Ringeren med at ringe. Per skulde da med ogsaa, og engang var han saa forvoven, at han krøb ud paa Taget. Men det værste var dog engang, da han hængte oppe i Lydhullet i Tæerne med Hovedet nedad og ravede efter Viserne paa Kirkeuret for at se, hvad Klokken var!
En Vintermorgen, da alle sov, og han vidste, der maatte være glat Is paa Gadedammen, stod han op, tog sine Træsko paa og løb i sin bare Skjorte ned ad Gaden og satte over Gadedammen paa ét Ben!
Dersom han havde været i Norge, i hans Stamfaders Land, var han nok bleven en vældig Skiløber.
En Gang, han som Dreng var ude at ride, slap han ikke saa godt fra det; thi han faldt af, men holdt fast i Linen og slæbtes med. Hesten slog bag ud og ramte ham i Tindingen, saa der blev et stort Saar, hvoraf han bar Ar alle sine Dage. Engang skulde han holde en Hest paa Landevejen for Lars Pejtersen, men han kedede sig og begyndte saa for Tidsfordriv at spytte Hesten op i Næsen. Men pludselig bed Hesten ham i Næsen, saa han skrabede al Kødet af med Overtænderne. Det gjorde ondt, og Per løb hen i Grøften og smed sig ned i Græsset, mens han skiftevis af Pine laa og gned Skinnebenene med Fødderne. Dengang sagde Faderen til ham: „Ja, du skulde holde din Næse hos dig selv, Per!”
Han var engang som lille Dreng med til Begravelse i et fattigt Hus, hvor han ikke mente, der var Raad til at købe Kød. Han sad ved Bordet hos sin Far og Mor, men kunde ikke faa en Mundfuld ned. Han troede, det var den døde Kone, de spiste, naar de skar et Stykke Sylte. Nej, det var ikke til at udholde at se paa! —
Saa hellere op i Kirketaarnet og hjælpe Ane Væver at ringe!
Per havde megen Sans for det humoristiske. Derfor havde han meget ondt af, at han engang i Kirken skulde holde sig fra at le. Der var nemlig kommen en Ugle ind ad et aabent Vindue. Folk havde godt set den, men Præsten ikke. Den fløj hen over Præstens Hoved og satte sig paa Altertavlen.
Da Præsten begyndte at messe, bøjede den Hovedet og gloede ned paa ham. Degnen svarede Amen, og nu løftede Uglen Hovedet og gloede forbavset hen paa ham, men da saa Præsten igen begyndte, var Uglen aldeles uforberedt paa dette; den skulde atter krumme Hals og se ned, og det skulde gaa i en Hurtighed; derved kom den til at gylpe en Klat op af Halsen, som faldt ned foran Præsten. Da først saa han Uglen — men det kneb Per og mange ældre Folk, at de ikke maatte le højt. —
Da Skoletiden kom, maatte Per møde der til Tiden, og det kneb somme Tider med at holde sig i Skindet. Dog kunde han ikke lide, at Skolemesteren altid troede ham til Spilopperne, og sagde, mens han med Brillerne ude paa Næsen sad og skar Penne af Gaasefjer: „Naa, Per! Naa, Per!”
Saalænge han var Barn og gik i Skole, fik han aldrig rigtig Rede paa Meningen af det Skriftsted, der begynder: „Beder saa skal I faa o. s. v.” — Han læste det altid saaledes:
„Beder, saa skal I faa Læder, saa skulle I finde Banker, som skulle oplades for eder.” Godt var det, syntes han, at de skulde faa Læder til Støvler, men bedre var det dog, at Bankerne blev lukkede op; thi hvad kunde Bankerne ikke skjule! Det vilde være interessant at komme ind i dem! —
Da Per var vokset til, var det en interessant Tur at komme ud paa Klinten sammen med sine to Brødre Anders og Jens. Engang krøb Jens udover „Dronningestolen”s Afgrund og skar sit Navn i det Træ, der groede yderst ude. Det faldt og forsvandt siden med Dronningestolen. Men ude ved „Frøknens Pynt” stod et lille Træ 1843, i hvis Bark, de alle 3 skar deres Navne, det ene under det andet. Disse Forbogstaver ses endnu, men de er vokset lange med Træet.

 A H S.
 J H S.
 P H S.

Der var noget forvovent, dristigt ved alle Brødrene, samtidig med at de kunde more sig over det morsomme.
Alle 3 Brødre var meget musikalske, de spillede Violin og flere andre Instrumenter, især var Jens Johansen[57] en Mester til at blæse Klarinet.
Forinden Krigen udbrød 1848, hvor Per skulde med, vilde han vide, om Bodil vilde have ham. Hun var Anders Larsens ældste Datter og født paa Niels Knudsens gamle Gaard i Torpe. Nu vidste han, at hun en Dag skulde til Væveren i Østermarke, det havde Per Post fortalt ham, som gik Post til Nordfeld. Bønderne fik ingen Post bragt i de Dage, men Sognefogden fik dog Besøg af ham en Gang imellem. Per Post var gode Venner med alle forelskede unge Mennesker, og han vidste nok, at Per og Bodil havde et godt Øje til hinanden. Nu havde han givet Per et Vink, og han gik derfor ad Vejen til Østermark for at aabne sit Hjerte for Bodil. Men han behøvede ikke at gaa saa langt, thi Bodil havde været i Marken for at malke og havde sat sin Mælkespand i Nærheden af Firmandskrogen for at gaa ind over en Forpløjning i Hvedemarken for at se til Hørren. Og ligesom Per kommer gaaende der forbi, træder hun ud af Hvedemarken og staar Ansigt til Ansigt med ham. For begge kom Mødet ganske uventet.
De satte sig ned ved Hvedemarken, hvor hun plukkede de blaa Kornblomster i sit Skød, mens han spurgte, om hun vilde være hans Kone.
Det var der heller ikke noget i Vejen med. Han kunde siden more sig med at opfriske saadanne Træk fra deres unge Dage, naar han som gammel Veteran fra Krigen sad i sin Stol med Piben i Munden, men saa „vimsede” Bodil ud ad Døren og sagde: „Det kan jeg saamænd ikke huske, Per!”
Per deltog i Krigen 48-49-50 og avancerede til Korporals Tjeneste. Han førte et Korporalskab, men fik aldrig Udnævnelsen. Det var altsaa ikke for intet, at han havde en gammel Hestgarder som Stamfader! Rolig og sindig var han i Kugleregnen, hvad en ung Løjtnant snart havde mærket; derfor holdt han sig gærne i Nærheden af Korporal „Elmelund”, som Per hed i Kongens Klæder. Per var ogsaa blandt dem, der var udsete til at skulle have Dannebrogskorset, men saa var der ikke sendt nok til Bataillonen! En stor Ære for hele Bataillonen!
Kampen ved Isted var haard! Korporal Elmelund var med yderst paa venstre Fløj under Oberst Krabbe. Engang var de kun 18 Mand, der under Hurra stormede en Skov, hvorfra Tyskerne skød paa dem. Pludselig faldt Pers Sidemand, saa lang han var, idet han raabte:
„Jeg er skudt, Per!” Men Per havde ikke Tid til at standse; han stormede frem med de andre, til Skoven var tagen. Da han vender sig om, ser han til sin Forbavselse den faldne komme løbende. Kuglen var slaaet flad i hans Tornister, men havde ellers ikke skadet ham.
Soldaterne syntes godt om, at deres Officer hver Morgen hilste dem med disse Ord:
„God Morgen, elskelige Soldater og Krigskammerater!”
„Elmelund” havde købt en Violin i Horsens, den fulgte ham under hele Krigstoget. Var Jenserne trætte, saa tog han sin Violin og spillede for dem og snart var de paa Benene igen og dansede rundt med hinanden.
Der var Kammeratskab! Der var Glæde efter de vundne Sejre. Der var Fædrelandskærlighed og Offervillighed!

„Elmelund” kom hjem, holdt Bryllup med Bodil og byggede en Del Aar efter sin Gaard paa den yderste Del af Fædrenegaardens Jord Syd for Landevejen i Nærheden af „det røde Hav”, Syd for Vingaardshjørne. Han formodede at dette Navn stammede fra gamle Dage, da Korfitz Ulfeldt boede paa Elmelunde Slot og hans Vingaard strakte sig herud til.
Han kunde ogsaa fortælle, hvorledes det spøgede i hans Drengeaar paa hans Faders Gaard, der laa, hvor Slottet havde ligget bagved Borgerledet. Selv havde han mange Gange hørt, hvorledes der blev flækket Brænde ude i Gaarden ved Nattetider. Han kunde høre jernkiler falde klirrende ned paa Brostenene, og Brændet flyve imod Hjørnestolpen! Inde bag Hjørnestolpen laa han i Sengen, og hans Seng kunde ryste ved Slagene udenfor!
Det kunde ogsaa buldre og suse ved Borgerledet, som den sorte Karet kom farende ind i Slottet lukt over Borgerledet.
Maaske dette Spøgeri var værst i Aaret 1836. Da var det nemlig 200 Aar siden, at Korfitz Ulfeldt og Eleonora Kristine boede der efter deres Bryllup og havde deres Ungdoms lyseste og lykkeligste Tid, den, som aldrig vendte tilbage til dem igen! Da betalte hun med sine Smykker og Klenodier hans store Gæld, 36,000 Rd. Da spillede hun paa Fløjte for ham — da tænkte de sig Livet lyst og herligt. Det blev Landflygtighed og Fængsel! Hvorofte har de ikke sendt Tankerne hjem til det kære, gamle Elmelunde! — Slægt efter Slægt ligger nu paa Kirkegaarden omkring „den hvide Kirke”. De sidste Efterkommere staar paa Højen ved Solnedgang og ser ud over Møns Land. Disse Efterkommere af Fortidens „usselige Bønder” sidder nu i Danmarks Rigsdag og styrer Land og Rige! Tænker de monstro paa Korfitz Ulfeldt og den Herlighed, der forsvandt, fordi han ikke var tro mod Land og Rige!
Johan Peter Andersens Gaard blev delt i to Gaarde. En Datter, gift med Anders Larsens Søn, Lars Andersen fik den gamle Gaard, som ombyggedes med Front ud imod Borgerledet, der forsvandt 1869. Ved den ny Indkørsel til Gaarden fandt man Fundamentet til et rundt Taarn under jorden. I Gaarden ligeoverfor maatte man ved at grave Kælder grave sig igennem gamle Mursten. Her bredte sig altsaa i gamle Dage tværs over Gaden det gamle Elmelunde Slot. —
Vi gaar en Aften omkring paa Kirkegaarden og leder efter Navne som Jens Knudsen, Pejter Johansen, Morten Andersen —. Nej, dette Slægtled findes ikke nævnt; thi i deres Grave hviler næste Slægtled. Men vi ser Grave, hvor Støvet hviler af Lars Madsen og fire af hans Sønner. Hvor en tilhugget Stensøjle fra Elmelunde Slot ses, er det som Mindesmærke over Anders Larsens Hustru. Vi finder Gravene over Margrethe Pejtersdatters Slægt, hendes Søn Sognefogden og hans Søn igen Veteranen Peder Johansen og hans Hustru Bodil, samt den sidst afdøde at Slægten: Gaardmand Lars Andersen, død 1911 i sit 81de Aar.
Over 200 —aarige Minder ligger strøede rundt omkring.
Taagen sænker sig stille over Elmelunde By og Kirkegaard.
Fred med de døde!

ElmelundeByfolkStamtavle.gif

ElmelundeByfolkBykort.GIF

SLUTNING.

Det var en fin og aandrig Slægt, den mønske Fæstebondes Søn Lars Larsen kom ind i ved sit Giftermaal.
Hans Hustru blev nemlig Moster til Knud Lyhne Rahbeks og Adam Øhlenschlægers Hustru.
I Lengnicks Genealogi (1851), hvori Frøken Julie Theodore Søbøtker (født 1815) har givet værdifulde Oplysninger, læses følgende Slægtregister:
Johan Drewsen (f. 1715) 5 Børn: 1) Elisabeth Magdalene Drewsen (f. 1738); 2) Kristian Drewsen, Ejer af Strandmøllen; 3) Jørgen Christoffer Drewsen, Højesterets Assessor; 4) Charlotte Frederikke Drewsen, (Larsens Hustru); 5) Anna Louise Drewsen (f. 1751), gift med Konferensraad Hans Heger.
Hegers Børn: 1) Jens Steffen Heger; 2) Johan Karl Heger; 3) Peter Heger; 4) Karen Margrethe Heger („Kamma”), gift med Rahbek; 5) Kristiane Georgine Elisabeth Heger (f. 1782, d. 1841), gift med Øhlenschlæger 1810.
 Hvormeget eller hvor lidt Lars Larsen har deltaget i Øhlenschlægers Familieliv i de sidste 7 Aar af sit Liv (han døde som 80—aarig Olding 1817) vides ikke. Maaske Rahbek mener Lars Larsen, naar han i sine Erindringer skriver: „I Dag besøgte vi en af Slægtens Matadorer.”
Professor Knud Lyhne Rahbek har rimeligvis truffet sammen med Grosserer Lars Larsen i Strandmøllen, skønt han ikke nævner ham i sine „Erindringer af mit Levnet”.
I 4de Bind, Side 458, skriver Rahbek — „af daværende Skuespiller St. Heger blev jeg indført hos hans Morbroder Drewsen paa den gæstmilde Strandmølle —. Retskafnere, veldædigere, mere ejegod Mand end Drewsen véd jeg ikke at have, kendt.”
Om Livet i 90erne skriver Rahbek, Side 470: „Mit fornemste Tilhold blev i dette Tidsrum alt mere og mere paa den venlige Strandmølle.”
I 5te Del, Side 82: — „paa min venlige Strandmølle søgte og fandt et Fristed, hvor jeg kunde være udenfor alt.”
Side 239 — „paa Vej til min venlige Strandmølle.”
Hans ejegode Venner var Brødrene Steffen og Karl Heger, før han forlovede sig med Søsteren Karen Margrethe.
Side 272 skriver han — „vort 2den Dags Bryllup nød vi en glad og hjærtelig Dag paa vor kære Strandmølle hos vor ejegode gamle Morbroder Drewsen.” (I Avgust 1798).
Knud Lyhne Rahbek (f. 1760) stammede fra en velhavende Bondeslægt fra Rahbekby i Ribe Stift. Navnet „Knud Lyhne” havde han faaet i Arv efter sin Faders Morbroder. Denne Knud Lyhnes Liv havde ikke saa lidt Lighed med den mønske Lars Larsens. Allerede som Dreng besluttede han sammen med en anden Bondedreng at flygte fra Bondearbejdet. Da alle en Dag var i Markarbejde i Høstens Tid, tog de en Gryde med Grød fra Skorstenen og begav sig paa Udvandring til Holland. Men da de paa Vejen havde faaet spist Grøden, saa vendte de slukørede tilbage med den tomme Gryde.
Lars Larsen kunde vel ikke tale med Rahbek om Teaterkritik o. l., men Rahbek kunde vel nok tale med den gamle Lars Larsen om Ligheden mellem ham og hans Faders Morbroder fra Ribeegnen. Senere ved ca. 18 Aars Alderen kom Knud Lyhne til København i Tjeneste hos en bekendt Købmand Severin. Her arbejdede han sig op, blev selv Købmand og paa Handelen med ostindiske og kinesiske Varer tjente han sig meget rig. Denne Historie fra Ribeegnen har nogen Lighed med denne mønske Historie. Den viser, der laa Rejsefeber i Blodet baade paa de smaa Jydedrenge og de smaa Mønbodrenge, og at flere af dem kom op paa Overfladen og blev sete, fordi der laa Kræfter i dem. Mange havde set „Jeppe paa Bjerget” uden at se den sunde Bondeforstand og Humor, der besjælede Jeppe og slumrede i ham. Ved Ludvig Holbergs Geni dukkede Jeppe op af Bondedybet og blev set som Repræsentant for den usselige Fæstebonde. Da Lænkerne faldt og Brændevinsflasken kastedes bort, blev Jeppe en anden!

1697:

Elmelunde Bys første Bønder: 1) Kristen Winter, 2) Hans Gumme, 3) Peder Hemmingsen, 4) Niels Pedersen, 5) Kristoffer Kristoffersen, 6) Rasmus Knudsen, 7) Niels Nielsen, 8) Hans Lauridsen.

1762:

Kongens Bønder: 1) Morten Andersen, 2) Pejter Johansen, 3) Anders Larsen (f. 1701), 4) Mads Nielsen, 5) Jens Knudsen, 6) Jens Bilde, 7) Jakob Nielsen, 8) Jakob Larsen.

1801:

Hoveribønderne: 1) Anders Mortensen, 2) Jens Pejtersen, 3) Peder Michalsen, 4) Lars Madsen, 5) Jens Knudsen, 6) Mads Jensen, 7) Jørgen Larsen, 8) Niels Larsen.

1850:

De frie Bønder: 1) Johan Peder Andersen, 2) Lars Kristensen, 3) Ole Andersen, 4) Kristoffer Larsen, 5) Anders Larsen (f. 1801), 6) Rasmus Bille, 7) Johan Larsen, 8) Jørgen Larsen.

Tavle Nr. 1:

Garder fra Norge f. ca. 1660, g. m. Bondepige fra Raabylille.
Barn: Pejter Johansen f. 1714, d. 1782; Hustru Kirsten, f.1717, d. 1770. Deres Børn: 1) Johan Pejtersen, f. 1739 (Se Tavle 2); 2) Jens Pejtersen, f. 1741 (Se Tavle 3); 3) Karen Pejtersen, f. 1744 (gift med Gmd. Niels Nielsen i Hjertebjerg 1770); 4) Jakob Pejtersen, f. 1746; 5) Lars Pejtersen, f. 1751 (Se Tavle 4); 6) Margrethe Pejtersen, f. 1754 (Se Tavle 5); 7) Peder Pejtersen, f. 1756 (Stamfader til en Slægt i Kippinge paa Falster).
Se s. 18

Tavle Nr. 2:

Johan Pejtersen, Gmd. i Elmelunde, f. 1739, d. 1773; Hustru: Ingeborre.
Børn: Jørgen, f. 1769. (Iblandt Fadderne nævnes: Jens Pejtersen og Madam Rochenkam, Stege). Se s. 22

Tavle Nr. 3:

Jens Pejtersen, Gmd. i Elmelunde, f. 1741, d. 1805; 1ste Hustru: Else.
Børn: 1) Marie Katrine, f. 1770, d. 1772; 2) Marie Katrine, f. 1774; 3) Jørgen, f. 1775 (gift med Lisbeth i Raabylille); 4) Kirsten, f. 1777 (gift med Ritmester Alstrup i Jylland), 5) Dødfødt Dreng, f. 1778.
2den Hustru: Trine Andersdatter.
Børn: 1) Else Marie Katrine, f. 1802, d. 1802; 2) Johan Peder, f. 1804.
Se s. 54

Tavle Nr. 4:

Lars Pejtersen, Gmd. i Hjertebjerg, f. 1751 ; Hustru: Kirsten Jensdatter.
Børn: 1) Johan, f. 1787, d. 1787; 2) Johan, f. 1788, (Garder); 3) Peder, f. 1792; 4) Anna, f. 1794; 5) Ellen, f.1797; 6) Anna, f. 1799.
Se s. 144

Tavle Nr. 5:

(Anne) Margrethe Pejtersdatter, f. 1754, d. 1831; gift med Enkemand Anders Mortensen, Gmd. i Elmelunde. (Se Tavle Nr. 6). (Trolovelse d. 9de Januar 1784).
Børn: 2 dødfødte Pigebørn 1785; Tvillinger igen: Anna og Kirsten, f. 1786, d. 1787; Johan, f. 1793. (Se Tavle 6). Fødselsdag: d. 28de Februar 1793. Død 1858. Se s. 167 og s. 186

Tavle Nr. 6:

Anders Mortensen, Gmd. i Elmelunde, f. 1752; 1ste Hustru: Anna.
Børn: 1) Morten Kristian, f. 1773; 2) Lars Kristian, f. 1774, d. 1775; 3) Katrine Margrethe, f. 1777; 4) Ellen, f. 1778 (gift i Nyborre); 5) Niels, f. 1781, d. 1784; 6) Anna Kirstine, f. 1782, d. 1782; Tvillinger, døde begge 1783.
2den Hustru var Pejter Johansens Datter Margrethe (Se Tavle 5).
Børn: Johan (Se Tavle 7).
Se s. 21, s. 142 og s. 151

Tavle Nr. 7:

Anders Mortensens og Margrethes Søn:
Sognefoged Johan Peder Andersen, f. 1793, d. 1858; Hustru: Kirsten Andersdatter, Nyborre.
Børn: 1) Peder Johansen, f. 1823 (Veteran fra 48—49 —50, Gmd. i Elmelunde) (Se Tavle 15); 2) Anne Margrethe (gift med Lars Andersen, Gmd. i Elmelunde, d. 1911); 3) Anders, Gmd. paa Falster; 4) Jens, Gmd. i Jylland; 5) Kirstine, gift med Gaardmand Mads Kristensen i Lerbæk; 6) Ellen Malene, gift med Gmd. Hans Skov, Udby.
Se s. 151 og s. 187

Tavle Nr. 8.

Lars Madsen, Gmd. i Elmelunde, f. i Halvtredserne, d.1844; 1ste Hustru: Sidsel, død kun 28 Aar gl., 1787.
Børn: 1) Bodil, f. 1782 (Bedstemoder til Gaardejer Mads Nøhr, Hjertebjerg. Formand for Møns Landboforening); 2) Niels, f. 1784; Mads, Gmd. paa Ovregaarden; 4) Jens, f. 1787, d. 1787.
2den Hustru: Bodil Nielsdatter fra Raaby (Bryllup 1787).
Børn: 1) Jens, f. 1789, d. 1789; 2) dødfødt Søn; 3) dødfødt Søn; 4) Kirsten, f. 1792 (gift med Enkemand Hans Andersen i Keldbylille 1813); 5) Bodil, f. 1793, d. 1795; 6) Sidsel Margrethe, f. 1795, d. 1800.
3die Hustru: Karen Andersdatter (Bryllup 1799, Datter af Gmd. Anders Larsen, Elmelunde, der var f. 1701).
Børn: 1) Bodil, f. 1800, d. 1801; 2) Anders Larsen, f. 1801 (Se Tavle 15); 3) Hans, f. 1804; Jens, f. 1805; 5) Sidse Margrethe, f. 1809; 6) Jørgen, f. 1811 (Sønner: Sagfører Anders Jørgensen i Randers, Gaardejer Jørgen Jørgensen paa Fødegaarden i Elmelunde og fl.); 7) Anna Kirstine, f. 1813; 8) Johan, f. ca. 1816; 9) Kristoffer, f. ca. 1818.
Se s. 21, s. 151 og s. 166

Tavle Nr. 9:

Gmd. Jens Nielsens Søn i Hjertebjerg: Mads Jensen gift med Lars Madsens Datter: Bodil Kirstine Larsdatter, f.1782, d. 1847.
Mange Børn, bl. a.: 1) Sidse Margrethe, f. 1808; 2) Lars Madsen, f. 1811 (Gmd. i Elmelunde); 3) Anna Margrethe, f. 1813; 4) Karen Madsen; 5) Rasmus Madsen, Oure; 6) Jens Madsen, Tostrup; 7) Anders Madsen, Raaby;) 8) Bodil (gift med Anders Johansen, Gmd. i Stødstrup, Falster); 9) Maren, Gaardmandskone i Holme; 10) Niels Madsen, døde ung.
Se s. 166

Tavle Nr. 10:

Knud, Gmd. i Sømarke, f. ca. 1698; hans Hustru var Søster til Tømmerhandler Jens Larsen i Nyhavn, f. ca. 1693, d. 1769.
Mange Børn, hvoraf 5 kendes: 1) Peder Knudsen, Gmd. i Sømarke (Se Tavle 11); 2) Jens Knudsen, Gmd. i Elmelunde (Se Tavle 12); 3) Niels Knudsen, Gmd. i Torpe (se Tavle 13); 4) Ann' Stine, gift med Gmd. Mads Jensen, Udby (fik Sønnen Jens Larsen, opkaldt efter Morbroderen); 5) Lars (Knudsen) Larsen, Grosserer og Bankdirektør i København, f. 1737, d. 1817.
Se s. 11 og s. 123

Tavle Nr. 11:

Peder Knudsen, Gmd. i Sømarke.
Mange Børn, hvoraf 3 kendes: 1) Karen Pedersdatter, gift med Gmd. Niels Jørgensen i Hovedskov; 2) Sidse Pedersdatter gift med Gmd. Jakob Kristensen i Elmelunde; 3) Margrethe, gift med Hmd. Jørgen Raa, Elmelunde; 4) Ane (?).
Se s. 16

Tavle Nr. 12:

Jens Knudsen, Gmd. i Elmelunde, f. 1739, d. 1804. Sognefoged fra 1792; Hustru: Margrethe, f. 1732, d. 1810.
Ingen Børn, men tog Sidse Pedersdatter i Pleje, der senere fik Gaarden. — Tilsidst købte Gmd. Anders Larsen denne Gaard.
Se s. 11

Tavle Nr. 13:

Niels Knudsen, Gmd. i Torpe, f. 1743, d. 1801; 1ste Hustru. Karen Jensdatter.
Børn: 1) Knud, f. 1768, d. 1769; 2) Niels, f. 1769, d.1769 (?); 3) Jens, f. 1772 (Se Tavle Nr. 14).
2den Hustru: Ellen Hansdatter, døde 1806 som Enke, 63 Aar gl.
Ingen Børn.
Se s. 115 og s.142

Tavle Nr. 14:

Jens Nielsen, Gmd. i Torpe, f. 1772, d. 10de Marts 1836 (af Kræft i Mund og Svælg); Hustru: Johanne Jokumsdatter (Bryllup d. 30te januar 1801).
Børn: 1) Karen, f. 1802 (Se Tavle Nr. 15); 2) Niels, f. 1803, d. 1810; 3) Kirsten, f. 1805 (gift i Spejlsby); 4) Mads, f. 1808 (døde ugift); 5) Ann' Kirstine, f. 1810, fik Fødegaarden, gift med P. Andersen, Torpe. Niels Knudsen oprettede Arvefæstekontrakt med sin Søn Jens Nielsen d. l2te januar 1801. Gaarden skulde koste 594 Rd.
Se s. 142

Tavle Nr. 15:

Lars Madsen og Karen Andersdatters Søn: Anders Larsen, Gmd. i Elmelunde, f. 1801, d. 1883, blev gift med Jens Nielsens Datter: Karen Jensdatter.
Børn: 1) Bodil Kirstine, f. 1825, d. 1892, (gift med Gmd. P. Johansen i Elmelunde, Veteran); 2) Ane Margrethe, gift med Ole Andersen, Elmelunde; 3) Lars Andersen, Gmd. i Elmelunde, d. 1911; 4) Johanne Marie.
Ingen Børn; 5) Niels Andersen (Fader til A. L. Andersen, Landstingsmand); 6) Stine, gift med Jens Nielsen, Raabylille; 7) Karen, gift med Jens Nielsen, Lind[58]; 8) Lene, gift med Lars Jørgensen, Elmelunde; 9) Kirsten, Enke i Borre.
 Se s. 176 og s. 183

Tavle Nr. 16:

Niels Jørgensen (fra Sømarke), Gmd. i Hovedskov. Gift med Peder Knudsens Datter Karen fra Sømarke.
En Søn; Niels Nielsen fik Gaarden i Hovedskov d. 17de Avg. 1808 for 3000 Rd.
Hans Søn igen var P. Nielsen, Hovedskov, opkaldt efter Peder Knudsen, f. 24de juni 1819.
Se s. 141

Fodnoter

I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave, er de i stedet samlet herunder.

  1. Elmelunde Kirkebog:
    Jens Knudsen fra Sømarke og salig Jens Larsens Enke Margrethe Andersdatter af Elmelunde holdt Trolovelse i Oktober 1761.
  2. I mønsk Udtale: Ann' Stine.
  3. Elmelunde Kirkebog:
    „Den 25de januar 1736 blev den hæderlige og agtbare Mand Jakob Kristensen Rydahl, Skoleholder i den kongelige danske Skole i Hjertebjerg, og den ærlige og forstandige Pige Katrine Johansdatter Hageman efter forudgaaet Trolovelse viede i Elmelunde Kirke”. — Rydahl døde 1740 og „Monsiør Rüber” (f. 1717, d. 1795) blev Degn i Hjertebjerg 1751. — Rydahls Hustru var rimeligvis Søster til Anne Margrethe Hagemann, der blev gift i Elmelunde d. 8/3 1729 med Degnen i Damsholte, Henrik Mikkelsen Normann (f. 1691, d. 1744), som Sognepræsten i Damsholte Nic. jæger kaldte „meget kødelig og verslig sindet”.
    (Efter: A. Petersens: Sjællands Stifts Degnehistorie).
  4. Se Tavle Nr. 10.
  5. Se Tavle Nr. 12.
  6. Se Tavle Nr. 11.
  7. Se Tavle Nr. 1.
  8. Jens Jørgensen Fogh, f. 18de August 1643, Student fra Ribe 1662, kaldet til Elmelunde 1/7 1667 — døde d. 10de Maj 1705. Gift med Margrethe Madsdatter, f. 1645, død 1718. 2 Døtre blev gift med Degne, nemlig Eftermanden Jens Jensen Munch, og Runge i Slotsbjergby. (Anders Petersen : Sjællands Stifts Degnehistorie, Kbhvn. 1899).
  9. Se Tavle Nr. 6.
  10. Se Tavle Nr. 8.
  11. Se Tavle Nr. 2.
  12. Han har optegnet dette i sin gamle Salmebog, tilligemed de andre Begivenheder, som her omtales. I sin Salmebog, som nu opbevares i det kongl. Bibliotek, har han tillige tegnet mange Billeder.
  13. Se Tavle Nr. 3.
  14. Man har endnu paa Møn et Udtryk som „Dit tyvebrændte Afskum”.
  15. Det er endnu et Mundheld paa Møn: „Hille den rystende Syge!” —
  16. De sidste Vers er gaaet tabt i Slægten.
  17. Nummer 32 I Nyhavn eksisterer ikke mere, fordi flere Numre i Gaden er slaaet sammen. Der mangler flere Numre. Men Nr. 32 har omtrent ligget midt i Gaden til venstre for Havnen.
  18. Elmelunde Kirkebog:
    Niels Knudsen, tjenende hos Broeren Jens Knudsen i Elmelunde, og Hans Svendsens Enke i Raabylille, Karen Jensdatter, viedes 31te Oktober 1766.
  19. Se Tavle Nr. 13.
  20. Regimentskvartermester Fleischer fra Næstved. Senere fik Beringskjold det alene. Han oprettede Herregaarden Marienborg, der fik Navn efter hans Hustru Marie.
  21. I Landsarkivet i Sjællands Landstings Skødebog Nr. 18 B læses følgende:
    Bymændene i Tøvelde: Jens Jensen, Anders Petersen, Anders Larsen, Rasmus Petersen, Lars Jakobsen, Jørgen Andersen, Mads Petersen — og Bymændene i Bidsinge: Jens Hansen, Albrekt Jakobsen, Hans Povlsen, Peder Jensen,
     Jens Larsen, Hans Rasmussen, Hemming Larsen, Jens Povlsén, Hans Jørgen Petersen, Hans Pedersen, Peder Hansen, Jens Jensen og Kristen Nielsen — købte Tøvelde og Bidsinge for 8064 Rd. 1 M. 2 Sk. Halvdelen betales. Dansk—assiatisk—Kompagnis Skibskaptajn Hr. Mads Schiffer kavtionerer for Kapital: 3000 Rigsdaler imod 1ste Prioritet i deres Ejendomme. Skødet er først underskrevet d. 27de December 1775.
  22. Se Tavle Nr. 10.
  23. De holdt Bryllup I januar 1770 efter kongl. allernaadigst Bevilling og Vielsesbrev af 15de januar uden forudgaaet Trolovelse og Tillysning fra Prædikestolen. Den ene Forlover var Jens Knudsen, Elmelunde. Den anden Forlover var Gaard mand Niels Bielde, Tjørnemark.
  24. Ifølge Skødebog Nr. 18 A I Landsarkivet ses, at 17 Husmænd og følgende 20 Gaardmænd i Udby: Rasmus Olsen, Peder Henrik Jensen, Niels Pedersen, Anders Pedersen, Ole Pedersens Enke, Jørgen Larsen, Mads Jensen, Rasmus Jørgensen, Lars Olsen, Jørgen Olsen, Lars Rasmussen, Anders Hansen, Rasmus Nielsen, Jens Jørgensen, Peder Pedersen, Jørgen Jørgensen, Jakob Larsen, Lars Jensen, Hans Jørgensen og Jens Nielsen Skov — alle fik Skøde paa deres Ejendomme i Aaret 1777.
    Det var den højædle og velbaarne Frue i København, Etatsraadinde Agnete Ackermann, Klaus Olrocks Enkefrue, som laante Bønderne i Udby 3000 Rigsdaler „i rede Penge” i 5 Aar.
  25. Hans Tersling til Venerslund fik Godset Nr. 5. Herude oprettedes Herregaarden: „Klintholm”.
  26. En Afskrift af denne Fundats opbevares i Elmelunde Sogneraads Arkiv. Flere Efterkommere nyder nu godt af „de Larsenske Senge” — saaledes kaldet i Modsætning til andre Vartovsenge for Mønboere, der ikke vedkommer disse.
  27. Nemlig: Jens Jensen, Niels Hansen, Jens Larsen, Jørgen Andersen og Peder Hansen. (Ifølge Pantebog Nr. 18A under Møns Herredsting i Landsarkivet).
  28. De 12 Gaardmænd i Keldby, der havde købt sig fri, var
     følgende: Hans Rasmussen, Peder Skov, Anders Rasmussen, Anders Hansen, Niels Rasmussen, Hans Kristensen, Kristian Henriksen, Rasmus Jakobsen, Niels Steffensen, Kristian Andreasen, Herman Bech og Mads Rasmussen.
  29. D. 26de Febr. 1772 fik de 8 Kosterbønder Skøde paa deres Gaarde. De hed.— Jeppe Hansen, Jens Nielsen, Ole Pedersen, Jens Nielsen, Kristen Nielsen, Rasmus Larsen, Lars Hansen og Peder Rasmussen.
  30. Tjørnemark 8 Bønder: Peder Povlsen, Anders Pedersen, Lars Jørgensen, Niels Jørgensen, Hans Kristensen, Peder Rasmussen, Peder Pedersen Grodte og Niels Hansen Bille fik Skøde paa deres Gaarde d. 24de November 1770. Møller Nikolaj Jakobsen i Lendemark var deres Kavtionist.
    Han maa siden være rejst til København og taget Bolig der; thi da Hjelms Bønder i 1775 køber deres By, gaar Nikolaj Jakobsen i Kavtion for dem som Borger i København og kavtionerer for dem i 8 Aar. De 17 Bønder i Hjelms By hed: Jens Andersen, Morten Rasmussen, Anders Andersen, unge Peder Pedersen, Jørgen Nielsen, Rasmus Pedersen, Hans Nielsen, Jens Hansen, Lars Hansen, Pejter Jørgensen, Kristen Jensen, Hans Pedersen, Jens Didriksen, Rasmus Pedersen, Peder Hansen, unge Hans Nielsen og Hans Jensen Staal.
    Hjelms Beboere rejste en Mindesten I Hjelms By 1899 for Pejter Jørgensen og Jens Andersen Staal, som ledede Købet af Hjelm By 1775.
    Ovennævnte fik Skøde d. 23de August 1781.
  31. Morten Pedersen, Oure, fik Skøde paa sin Gaard d. 11te Februar 1771.
  32. Udtales paa mønsk: „Sidse”.
  33. Se Tavle Nr. 16.
  34. Niels Jørgensens Fribrev kostede 30 Rigsdaler Kurant, og saa maatte han indgaa paa at skaffe en anden Karl i sit Sted til at overtage Fæstegaarden i Sømarke. Frihedsbrevet er dateret Møns Amtstue d. 22de April 1772, (tinglæst d. 27de April) og underskrevet: M. Schmit.
  35. Se Tavle Nr. 6.
  36. Se Tavle Nr. 13—14.
  37. Se Tavle Nr. 4.
  38. I vore Penge ca. 100 Millioner Kroner.
  39. Se Tavle Nr. 8.
  40. Se Tavle Nr. 6—7.
  41. For dette Arbejde fik hun et fint Køkkenstel, som det var hende en Ære at vise frem. Det havde været dyrt, og var meget ualmindeligt i de Tider. Resterne af det opbevares endnu paa Gaarden ovenpaa et Skab fra 1507. Det var fremstillet ved Udstillingen, som afholdtes i Stege 1902.
  42. 1735 kostede 1 Pd. Flæsk 13 Øre, 1 Pd. Smør 17 Øre, 1 Pd. Oksekød 17 Øre, 1 Td. Rug 6 Kr. 41 Øre, 1 Td. Byg 4 Kr. 81 Øre, 1 Td. Havre 2 Kr. 79 Øre. 1804 kostede 1 Pd. Flæsk 30 Øre, 1 Pd. Smør 37 Øre, 1 Pd. Oksekød 27 Øre, 1 Td. Rug 18 Kr. 85 Øre, 1 Td. Byg 9 Kr. 66 Øre, 1 Td. Havre 6 Kr. 54 Øre.
  43. Nordfeld solgtes 1786 for 60,000 Rd., omtrent det dobbelte af Prisen fra første Gang.
  44. Til Minde om Pastor Fibiger og Kristen Nielsen er rejst en Mindesten paa en Høj i Fanefjord Skov med Indskrift:
    „Aar 1869 rejste Fanefjord Gods' Ejere denne Sten i taknemmelig Minde om Forfædrene, som 1769 i Fællesskab købte Godset. Her skal med Tak nævnes Præsten A. S. Fibiger og Gmd. C. Nielsen, der rejste til København og formaaede Kong Kristian d. 7de til at være Kavtionist”.
  45. Oldefader til Gaardejer Peter Larsen, Sprove. (Tidligere Formand for Møns Skytteforening).
  46. Se Tavle Nr. 9.
  47. Se Tavle Nr. 8.
  48. Se Tavle Nr. 5.
  49. I Lengnicks Genealogi 1851 læses: Grosserer og Bankdirektør Lars Larsen gift med Charlotte Frederikke Drewsen havde Bryllup 1766.
    Børn: 1) Jens Larsen (f. 1768) død tidlig; 2) Johanne Margrethe Larsen (f. 1777, d. 1829) gift 1796 med Guvernør paa St. Thomas Kammerherre Johannes Søbøtker (f. 1777). Deres Børn var: 1) Lars; 2) Susanne; 3) Johannes Adam (Plantageforvalter paa St. Thomas) ; 4) Charlotte Frederikke (gift med Grosserer Hagen i Skaane) ; 5) Laurentius (Købmand i Portorico) ; 6) Henriette; 7) Hans Jakob ; 8) Ida Avgusta; 9) Annette; 10) Julie Theodore; 11) Ernst Frederik. Generalkrigskommissær Joh. Søbøtker afløste 1824 P. V. Scholten og var Viseguvernør fra 1824—1830 over St. Thomas og St. Jan. (I Aaret 1830 tillige over St. Crois, St. Thomas og St. Jan som Generalguvernør). Og senere en Tid af Aaret 1848 under Generalmajor P. V. Scholtens Permission bestyrede Søbøtker atter Guvernementet. (Saaledes efter Bernhard Petersens Bog: En historisk Beretning om de dansk vestindiske Øer, 1855). Da Søbøtkers Hustru døde 1829, var det maaske Anledningen til, at han ophørte at være Guvernør over de vestindiske Øer 1830. Joh. Søbøtker døde 23de Marts 1854.
  50. Disse fine Skamler opbevaredes i Slægten i mange Aar,
     men er nu gaaet al Kødets Gang.
  51. En Kopi af Opmaalingskortet ligger i Landbrugsministeriets Matrikelskontor (af Wodskow 1801), udskiftet samme Aar af W. Knoph. Jens Pejtersen skriver sig nu her som Jens Pedersen. Paa Kortet staar tillige nævnt 3 Husmænd: Kristen Rasmussen, Anders Klokker og Peder Rasmussen. Endvidere laa der Skole, Smedie, Vogterhus og Sprøjtehus.
  52. Se Tavle Nr. 15.
  53. Nordfeldt solgtes igen 1820 til Greve Danneskjold—Samsø og kostede da 229,000 Rd.
  54. Se Tavle Nr. 15.
  55. Se Tavle Nr. 5.
  56. Se Tavle Nr. 7.
  57. Jens Johansen boede først i en Gaard i Nyborre, men denne blev købt af nuværende Gaardejer Hans Didriksens Fader I Mandemark, og Jens Johansen med Hustru og Børn rejste til Jylland. Jens Johansen lever endnu og fyldte 90 Aar d. 21de Oktober 1911. I sine unge Aar kom han til Jylland som Landvæsenselev og fik senere en Gaard i Aarhusegnen. Som 80—aarig deltog han I Folketoget til Amalienborg 1901 I Anledning af Systemskiftet. Nu bor han hos sin Søn, der er Dyrlæge I Randersegnen.
  58. Ved Jens Nielsens og Karen Andersdatters Guldbryllup d. 25de Februar 1909 blev sunget en Festsang af hendes Søstre, der altid havde en stærk Slægtskabsfølelse. Et Vers lød saaledes:
    „Søster Karen, husker du
    Minderne, som rinder os i Hu!
    Mangen Gæst kom hjemme,
    Bondens Sag at fremme,
    gavne Slægterne paa Møn endnu”.