En Studie i rødt/1/7
Syvende Kapitel.
Lys i Mørket.
Det Budskab, som Lestrade bragte os, kom saa pludselig og uventet, at vi alle tre bleve helt maalløse derved. Gregson sprang op af Stolen og væltede Resten af sin Whisky-Toddy, jeg stirrede i Tavshed paa Sherlock Holmes, hvis Læber vare fast sammenknebne, medens hans Bryn bleve trukne ned over Øjnene.
»Ogsaa Stangerson,« mumlede han; »nu — Knuden begynder at strammes.«
»Aah, den har saamænd været stram nok i Forvejen,« brummede Lestrade og lod sig falde ned i en Stol. »Det lader ellers til, at jeg uforvarende er dumpet midt ind i et Krigsraad.«
»Ja — mener De — er De nu ogsaa helt vis paa, at det forholder sig, som De der siger?« stammede Gregson.
»Jeg kommer lige fra den myrdedes Værelse,« sagde Lestrade; »jeg var den første, der opdagede, hvad der var sket.«
»Gregson har lige siddet og udviklet os sit Syn paa Sagen,« bemærkede Holmes, »har De nu noget imod at lade os faa at vide, hvad De har set og gjort?«
»Nej, det har jeg slet intet imod,« svarede Lestrade og satte sig ned. »Jeg vil frit tilstaa, at jeg var af den Mening, at Stangerson var meddelagtig i Drebbers Mord; men denne ny Opdagelse har nu vist mig, at jeg har taget grundig fejl. Opfyldt af hin Mistanke gik alle mine Bestræbelser ud paa at opdage, hvad der var bleven af Sekretæren. Han og den myrdede havde været set sammen paa Euston Stationen henved Kl. 81⁄2 om Aftenen den tredje Marts. Kl. 2 næste Morgen var Drebber bleven funden myrdet i Huset ved Brixton Road. Nu gjaldt det altsaa om at faa det Spørgsmaal løst, hvad Stangerson havde taget sig for mellem Kl. 81⁄2 og Kl. 2, og hvad der var bleven af ham senere. Jeg telegraferede til Liverpool, gav dem Mandens Signalement og paalagde dem at holde skarpt Udkig med Amerikafarerne. Derefter gav jeg mig til at gennemsøge alle Hotellerne og Logishusene i Omegnen af Euston. Jeg tænkte som saa, at hvis Drebber og hans Ledsager var bleven skilte ad, saa vilde det være rimeligt at antage, at den sidste vilde opholde sig et eller andet Sted i Nærheden for at søge hen til Stationen næste Morgen.«
»Det vilde være rimeligt at antage, at de i Forvejen havde aftalt et eller andet Sted, hvor de kunde træffes,« bemærkede Holmes.
»Ja, saaledes forholdt det sig ogsaa. Jeg tilbragte hele Eftermiddagen i Gaar med at gøre Forespørgsler omkring i de forskellige Hoteller, men uden Nytte. I Morges begyndte jeg igen meget tidlig, og Kl. 8 naaede jeg til Hallidays Hotel Garni i Little Georg Street. Paa mit Spørgsmaal, om der her boede en Mr. Stangerson, svarede man mig straks bekræftende.
»Saa er De vel den Herre, han venter paa,« sagde man, »Han har nu i to Dage gaaet og ventet paa Dem?«
»Hvor er han for Øjeblikket?« spurgte jeg.
»Han ligger oppe i Sengen endnu; han har bedet os om ikke at kalde paa sig før Kl. 9.«
»Saa vil jeg straks gaa op til ham,« sagde jeg.
»Jeg tænkte nemlig, at min pludselige Tilsynekomst kunde forskrække og forvirre ham og faa ham til at komme frem med det, som han under andre Omstændigheder vilde fortie. Karlen paa Hotellet tilbød at vise mig op til Værelset; det laa paa anden Sal, og der førte en smal Korridor hen til det. Karlen pegede paa Døren og var ved at gaa ned igen, da jeg fik Øje paa noget, der trods min tyve Aars Erfaring gjorde mig ganske beklemt om Hjertet. Frem under Døren bugtede sig ligesom et smalt rødt Baand af Blod, der var flydt tværs over Korridorens Gulv og havde dannet en lille Pøl langs med Panelet paa den modsatte Side. Jeg udstødte et Skrig, der bragte Karlen tilbage, og han var nær daanet, da han saa, hvad der var paa Færde. Døren var lukket i Laas indvendig fra, men vi satte vore Skuldre til og sprængte den. Vinduet i Værelset stod aabent, og lige henne ved Vinduet laa en Mands krop sammenbøjet og kun iført Natdragt. Han var stendød og havde været det allerede i nogen Tid; thi hans Lemmer var stive og kolde. Da vi vendte Liget om med Ansigtet opad, genkendte Karlen ham straks som den Herre, der under Navnet Joseph Stangerson havde lejet Værelset. Dødsaarsagen var et dybt Saar i venstre Side, der maa have trængt ind i Hjertet. Men nu kommer den mærkeligste Omstændighed ved Mordet; hvad tror De, vi fandt over Liget af den myrdede?«
Det løb mig koldt ned ad Ryggen, og jeg havde en Forudfølelse af noget meget rædselsfuldt, endnu før Sherlock Holmes besvarede Spørgsmaalet.
»Ordet RACHE skrevet med Blod,« sagde han.
»Ja, netop,« sagde Lestrade med gysende Stemme, og i nogen Tid sad vi derefter alle tavse.
Der var noget paa een Gang saa methodisk og ubegribeligt over denne ubekendte Snigmorders Gerninger, at det yderligere forhøjede det gyselige ved Forbrydelserne, som kunde være uhyggelige nok i og for sig. Mine Nerver, der havde vist sig stærke nok under Slagenes Rædsler, rystedes alvorligt ved den blotte Tanke om, hvad der her var sket.
»Morderen er bleven set,« fortsatte Lestrade. »En Mælkedreng, der var paa Vejen hen til sit Mælkeudsalg, gik tilfældigvis ned ad Smøgen, der fører forbi Stalden, som hører til Hotellet. Han lagde da Mærke til, at en Stige, som ellers plejede at ligge langs Muren, var rejst op ad denne til et af Andensals-Vinduerne, der stod vidt aabent. Efter at være gaaet der forbi, saa han sig tilbage, og fik da Øje paa en Mand, der steg ned ad Stigen; men han gik saa rolig og aabenlyst ned, at Drengen mente, det maatte være en eller anden Haandværker, som havde Arbejde at udføre oppe ved Vinduet. Han lagde derfor ikke nøjere Mærke til ham, men tænkte kun, at det var usædvanlig tidligt, han var kommen paa Arbejde. Dog har han bevaret det Indtryk af Manden, at han var temmelig høj, havde et rødt Ansigt og var iført en lang brun Overfrakke. Han maa have opholdt sig oppe i Værelset en kort Tid efter Mordet, thi vi fandt blodblandet Tand i Vadskefadet, hvori han havde vadsket sine Hænder, og Mærker af Blod paa Lagenerne, paa hvilke han meget omhyggelig havde aftørret sin Kniv.«
Jeg skottede hen til Holmes, da jeg hørte Beskrivelsen af Morderen, der jo stemte saa nøjagtig med hans egen. Imidlertid var der hverken Hoveren eller Tilfredshed at se i hans Miner.
»Fandt De ellers intet i Værelset, som kunde give nærmere Oplysning om Morderen?« spurgte han.
»Slet intet. Stangerson havde vel Drebbers Pung i sin Lomme, men det synes, som om det har været Reglen, eftersom han besørgede alle Betalingerne. Der var otte Pund i den, men intet var bleven taget. Hvad saa Motiverne til disse besynderlige Mord er — Rovgridskhed er det ikke. Der fandtes slet ingen Papirer eller Optegnelser i den myrdedes Lommer med Undtagelse af et Telegram, der for en Maaneds Tid siden var bleven afsendt fra Cleveland, og som kun indeholdt de Ord: »J. U. er i Europa«. Der findes imidlertid ingen Underskrift paa Telegrammet.«
»Og der var heller ikke andet?« spurgte Holmes.
»Intet af Betydning. En Roman, som den myrdede havde læst i for at falde i Søvn, laa paa Sengen, og hans Pibe laa paa en Stol ved Siden af. Der stod et Glas Vand paa Bordet, og i Vindueskarmen fandt vi en lille Æske, indeholdende et Par Piller.«
Med et Glædesudbrud sprang Sherlock Holmes op fra sin Stol.
»Det sidste Led i Kæden!« raabte han — »nu er det hele komplet«
De to Opdagere stirrede paa ham i den største Forbavselse.
»Jeg har nu,« sagde min Kammerat triumferende, »i min Haand alle de Traade, der have dannet et saa speget Fed. Endnu er der naturligvis nogle uopklarede Enkeltheder, men om de væsentligste Kendsgerninger nærer jeg ingen Tvivl. Fra det Øjeblik, da Drebber skiltes fra Stangerson, og indtil nu, da den sidstes Lig findes, ser jeg Hovedpunkterne i Tragedien ligesaa tydelig, som om de stod prentet for mig. Jeg skal give Dem et Bevis paa min Viden. Kan De skaffe mig fat i Pillerne?«
»Ja, jeg har dem hos mig,« sagde Lestrade og fremtog en lille hvid Æske; »jeg tog dem med til lige med Pungen og Telegrammet for at bringe dem i Sikkerhed paa Politistationen. Det var forøvrigt rent tilfældigt, at jeg tog disse Piller med, thi naar jeg skal være ganske ærlig, tilskrev jeg dem ikke megen Betydning.«
»Lad mig da faa dem,« sagde Holmes. »Nu — Doktor,« vedblev han og vendte sig til mig, »er dette her almindelige Piller?«
Det var de tydelig nok ikke. De vare af perlegraa Farve, smaa, runde og næsten gennemsigtige mod Lyset. »Af deres Lethed og Gennemsigtighed maa jeg slutte, at de er opløselige i Vand,« bemærkede jeg.
»Ja, netop,« svarede Sherlock Holmes. »Har De nu noget imod at gaa ned og faa fat i det stakkels Bæst af en Terrier, der har været syg saa længe, og som vor Værtinde bad Dem om at befri for sine Lidelser i Gaar?«
Jeg gik straks ned og fik fat i Hunden, som jeg derpaa bar op i mine Arme. Dens besværlige Aaandedræt og matte Øjne viste, at den ikke havde langt tilbage. Jeg lagde den paa en Pude paa Tæppet.
»Jeg vil nu skære en af disse Piller midt over,« sagde Holmes, og idet han fremtog sin Pennekniv, lod han Handlingen følge paa Ordet. »Den ene Halvdel lægger vi atter i Æsken til fremtidigt Brug, den anden Halvdel kaster jeg i dette Vinglas, hvori der er en Teskefuld Vand. De ser, at vor Ven Doktoren har Ret, og at den virkelig opløses.«
»Ja, det kan jo være overmaade interessant,« sagde Lestrade i en fornærmet Tone, som om han havde os stærkt mistænkt for at ville have ham til bedste; »men jeg kan rigtignok ikke indse, hvad dette har at gøre med Mr. Joseph Stangersons Død.«
»Taalmodighed, min Ven, Taalmodighed! De skal nok faa at se, at det ikke har saa lidt at gøre med den. Nu blander jeg lidt Mælk her i Opløsningen for at gøre den mere smagelig, og naar vi saa byder Hunden det, vil vi faa at se, at den meget villig laber det i sig.«
Medens han talte, hældte han Vinglassets Indhold i en Underkop med Mælk og satte denne foran Terrien, der straks tømte Koppen. Sherlock Holmes' alvorlige, halvt højtidelige Adfærd havde smittet os, saa at vi alle i Tavshed sad og iagttog Hunden og ventede paa en eller anden frygtelig Virkning. En saadan udeblev imidlertid ganske. Hunden blev ved at ligge udstrakt paa Puden; aandede med Møje ligesom før, men var ellers tydelig nok hverken bleven daarligere eller bedre, end den var, før den drak.
Holmes havde taget sit Ur frem, og som Minut fulgte paa Minut uden Resultat, gled et Udtryk af den dybeste Ærgrelse og Skuffelse over hans Ansigt. Han bed sig i Læberne, trommede med Fingrene paa Bordet og viste alle mulige Tegn paa den største Utaalmodighed. Saa stor var hans Elendighed, at jeg ordentlig fik helt ondt af det for ham, medens de to Opdagere sad og smilede haanligt og paa ingen Maade vare utilfredse med det Uheld, der her var tilstødt deres Konkurrent.
»Det kan ikke være et blot og bart Tilfælde!« udbrød han til sidst, idet han sprang op fra Stolen og begyndte at vandre med stormende Skridt frem og tilbage paa Gulvet. »Det er umuligt, at det kan være et rent Tilfælde. De selvsamme Piller, som jeg havde mistænkt for at være Aarsag til Drebbers Død, findes ganske rigtig efter Stangersons Mord, og dog er de uvirksomme. Hvad kan det dog betyde? Min hele Kæde af Slutninger kan dog ikke være forkert. Det er umuligt! Og dog ligger den elendige Hund der og bliver ved at leve. Men nu har jeg det! Jeg har det!«
Med et Frydeskrig for han hen til Æsken, skar den anden Pille midt over, opløste den, blandede Mælk i Opløsningen og bød Dyret den. Den stakkels Hunds Tunge syntes næppe at være bleven vædet i Mælken, før hele dens Krop gennemrystedes af Krampetrækninger, og derefter laa den lige saa stiv og livløs, som om den var bleven ramt af Lynet.
Sherlock Holmes drog et langt, lettende Suk og tørrede Sveden af Panden. »Jeg burde have haft en meget stærkere Tiltro til det,« sagde han, »jeg har allerede set saa meget, at jeg burde vide, at naar en Kendsgerning synes at staa i Strid med en lang Kæde af Slutninger, saa vil det altid vise sig, at Kendsgerningen taaler en anden Forklaring. Af de to Piller i denne Æske var den ene fuld af den mest dræbende Gift, medens den anden var fuldstændig uskadelig. Det burde jeg altsammen have vidst længe før jeg saa Æsken.«
Denne sidste Udtalelse forekom mig at være saa urimelig, at jeg næppe kunde tro, han var ved sine fulde fem. Men Hunden laa der jo rigtignok som et talende Bevis for, at hans Slutning havde været rigtig. Lidt efter lidt var det dog, som om Taagen i min Sjæl langsomt lettede sig, og jeg begyndte at faa en dunkel vag Forestilling om, hvorledes Sagen forholdt sig.
»Alt dette forekommer Dem formodentlig meget sælsomt,« fortsatte Holmes; »men det er kun paa Grund af, at De lige fra Begyndelsen af Deres Undersøgelser undlod at lægge Mærke til det eneste virkelige og vigtige Spor, der frembød sig. Jeg derimod var saa heldig straks at opdage det, og alt hvad der senere er hændet har tjent til at bekræfte min første Formodning. Alle de Ting, der har forvirret Dem og gjordt Sagen endnu mere uforklarlig for Dem, har derfor tjent til at give mig nye Oplysninger og befæste min Formodning. Det er en stor Fejltagelse at forveksle det mærkværdige med det gaadefulde. Den mest dagligdags Forbrydelse er tit den mest mysteriøse, fordi den slet ikke frembyder nogen ny og paafaldende Ejendommelighed, hvorfra man kan drage sine Slutninger. Dette Mord vilde have været uendelig mere vanskeligt at have med at gøre, hvis den myrdedes Lig simpelt hen var bleven fundet liggende midt paa Gaden uden at staa i Forbindelse med nogen af hine Ejendommeligheder og sensationsvækkende Omstændigheder, der have gjordt det hele saa mærkværdigt. Langt fra at gøre Sagen mere vanskelig har disse sælsomme Enkeltheder netop bidraget til at gøre den mere gennemskuelig.«
Mr. Gregson, der med stor Utaalmodighed havde lyttet til denne lange Udvikling, kunde nu ikke holde sig rolig længere. »Se nu her, Mr. Sherlock Holmes,« sagde han, »vi er alle villige til at erkende, at De er et overmaade snildt Hoved, samt at De har Deres egen Metode at arbejde efter; men nu trænger vi alligevel til noget mere end smukke Teorier og lange Prækener. Det, som det gælder om, er at faa fat paa Manden. Jeg har fulgt mit Spor til Ende, og det ser jo rigtignok ud, som om jeg har taget fejl; thi den unge Charpentier kan jo ikke godt have været indviklet i denne sidste Affære. Lestrade har haft Kig paa denne Stangerson og har kun fulgt ham; men det ser ogsaa ud til, at han har taget fejl. De har slaaet om Dem med Antydninger hist og Formodninger her, og det skal jo se ud, som om De ved meget mere end vi, men nu er Tiden kommen, da vi maa have Ret til at spørge Dem rent ud, hvormeget De da i Virkeligheden kender til Sagen. Kan De sige os Navnet paa den Mand, som har begaaet disse Mord?«
»Ja, det forekommer rigtignok ogsaa mig, at Gregson har Ret, Sir,« bemærkede Lestrade. »Vi har begge gjort vort bedste; men vi har begge været uheldige; De derimod har mere end een Gang, siden jeg kom herind til Dem, udtalt Dem om, at De havde alle de fornødne Beviser paa Haanden. Jeg synes derfor, at De ikke godt kan forsvare at tilbageholde dem længere.«
»Nej, enhver Opsættelse af at arrestere Snigmorderen,« bemærkede jeg, »kan jo give ham Lejlighed til at begaa en ny Forbrydelse.«
Holmes, der saaledes blev haardt trængt af os alle, begyndte at vise Tegn paa Tvivlraadighed. Han blev ved at vandre frem og tilbage i Værelset med Hovedet bøjet ned mod Brystet og med sammentrukne Bryn, som han havde for Skik, naar han var hensunken i dybe Tanker.
»Der vil ikke blive begaaet flere Mord,« sagde han til sidst, idet han standsede brat og vendte sig om mod os. »Deres Betænkeligheder i den Henseende kan De altsaa spare Dem. De spørger mig, om jeg kender Snigmorderens Navn. Ja, jeg gør. At komme til Kundskab om hans Navn er imidlertid en ringe Ting i Sammenligning med det at kunne faa fat paa ham selv. Dette venter jeg imidlertid dog ogsaa snart at faa Held til. Jeg har godt Haab om at blive i Stand dertil efter de Forberedelser, jeg har truffet, men det er noget, som kræver stor Paapassenhed og Forsigtighed; thi det er en snu og dertil desperat Mand, vi har med at gøre, og dertil kommer, at han, som jeg har haft lejlighed til at erfare, bistaas af en anden, der er lige saa dreven, som han selv. Saa længe Manden endnu kan nære den Formodning, at ingen er kommen paa Spor efter ham, er der endnu Udsigt til, at vi kan sikre os ham; men faar han den mindste Mistanke om, at han eftersøges, da vil han straks skifte Navn og øjeblikkelig forsvinde mellem Byens mange Millioner Indbyggere. Uden at det paa nogen Maade er min Mening at ville fornærme Dem, maa jeg dog sige, at jeg anser disse to Mænd for at være Politiet betydelig overlegne i Snildhed og Aarvaagenhed, og det er af den Grund, at jeg ikke har paakaldt Deres Assistance. Kommer jeg til kort, da maa jeg naturligvis bære Ansvaret for denne Forsømmelse; men det er jeg belavet paa. For Øjeblikket er jeg villig til at love Dem, at jeg, saa snart jeg kan meddele mig til Dem, uden at gribe forstyrrende ind i mine egne Planer, skal aabenbare Dem, hvad jeg ved.«
Gregson og Lestrade syntes langt fra at føle sig tilfredse ved denne Forsikring eller ved den lidet smigrende Hentydning til Opdagelsespolitiet. Den første var bleven rød lige op til det gule Haar, medens den sidstes smaa Muldvarpeøjne funklede af Nysgerrighed og Vrede. Ingen af dem fik imidlertid Lejlighed til at sige noget; thi i dette Øjeblik hørtes der en Banken paa Døren, og Formanden for Holmes' Gadedrenge-Korps, den unge Wiggins, fremstillede sin lille uappetitlige Person.
»God Dag, Sir,« sagde han og tog til Huen. »Nu har jeg Cab'en her nedenfor.«
»Det var godt, min Dreng,« sagde Holmes venlig. »Hvorfor indfører De ikke denne her Slags i Politiet?« fortsatte han og tog et Par »Haandjern« af Staal frem af sin Skrivebordsskuffe. »Se, hvor smukt og hurtig Fjederen virker; de er gjort fast i et Øjeblik.«
»Aah, de af den gamle Slags er mere end gode nok, naar blot vi kan finde Manden, som skal puttes i dem.«
»Godt, godt,« sagde Holmes smilende. »Kusken kan jo for Resten lige saa godt hjælpe mig med mine Kufferter; aah, bed ham om at komme herop, Wiggins.«
Jeg blev meget forbavset over at høre min Kammerat tale, som om han stod i Begreb med at tage ud paa en længere Rejse, eftersom han ikke havde sagt et Ord til mig om dette for. Der laa en lille Haandkuffert i Værelset, den trak han frem og begyndte at arbejde med dens Spænder. Han var travlt beskæftiget hermed, da Kusken traadte ind.
»Aah, vil De være saa god at hjælpe mig lidt med denne Stroppe, Kusk,« sagde han, idet han knælede ned ved Kufferten og ikke engang saa meget som vendte Hovedet om mod den indtrædende.
Fyren traadte nærmere med en noget skummel og trodsig Mine og rakte Hænderne ned for at hjælpe til. I samme Øjeblik hørtes der et skarpt Smæk, en Klang af Metal, og Sherlock Holmes sprang op.
»Mine Herrer,« udbrød han med straalende Øjne, »maa jeg forestille Dem Mr. Jefferson Hope, Enoch Drebbers og Joseph Stangersons Morder!«
Det hele var sket i et Øjeblik — saa hurtigt, at jeg slet ikke fik Tid til at opfatte det. Men jeg har en levende Erindring om det efterfølgende Moment, af Holmes' triumferende Udtryk, Sejrsklangen i hans Stemme og af Kuskens forvirrede, vilde Ansigt, idet han stirrede paa de skinnende Haandjern, der ligesom ved Trolddom havde sluttet sig om hans Haandled.
De første Par Sekunder kunde en Tilskuer godt have antaget os for Statuer, saa forstenede var vi alle af Forbavselse; men med et uartikuleret Skrig af Raseri vristede Fangen sig derpaa ud af Holmes' Tag og kastede sig gennem Vinduet. Sprosser og Glas splintredes og knustes; men før han var kommen helt igennem, sprang Gregson, Lestrade og Holmes ind paa ham ligesom tre Ulvehunde. Han blev trukken tilbage ind i Værelset, og nu begyndte en rasende Kamp. Saa frygtelig stærk og vild var han, at vi alle fire atter og atter bleve slyngede tilbage fra ham, og det var først, da det lykkedes Lestrade at faa sin Haand klemt ind under hans Halsklæde, og derved faa ham halvt kvalt, at vi fik ham overbevist om, at yderligere Modstand var til ingen Nytte. Men selv da følte vi os ikke sikre, før vi fik bundet hans Fødder, saa vel som hans Hænder. Da det var gjort, rejste vi os endelig forpjudskede og forpustede op.
»Vi har jo hans Cab,« sagde Sherlock Holmes. »I den kan vi føre ham til Fængslet, »Og nu, mine Herrer,« fortsatte han med et fornøjet Smil, »nu er vi naaet til Ende med vort lille Mysterie. Nu skal det staa Dem frit for at give mig lige saa mange Spørgsmaal, De vil, thi nu har jeg ikke noget imod at besvare dem.«