Spring til indhold

En angergiven Præsidents Brevvexling

Fra Wikisource, det frie bibliotek







En

Angergiven

Præsidents

[redigér]

Brevvexling

[redigér]

Oversat af det Franske


Kiøbenhavn
Tryk hos Christian Frederik Holm.
1789.

[side 3]
Min Herre!

Længe haver Europa i Dem æret en af Viisdommens Yndlinger, der saa mandigen i udødelige Skrivter værnede om hendes Ære, og lærte menneskelige Selskaber, at kuns denne Guddoms Fortrolige kunde udbrede al varig Lyksalighed.

Det var ikke allene Despotismens rædselfulde Mørke, Aristokraternes Underfundighed, De forjoge fra Finantsbestyrelsen, ved at giøre den offentlig; men endog i Deres ærefulde Roe skienkede De Menneskeligheden et Skrivt, der lærte samme at finde

[side 4]

og ære Sandheden midt imellem Meningers Virvel og Religions Sekters Fordomme. Ja! De, store Mand! Foreskrev menneskelige Selskaber saadanne politiske og sædelige Grundsætninger, hvis Adlydelse ene kan befordre og hævde deres sande og varige Lyksalighed.

Med kummerfuld Siel saae jeg, at De maatte først brække Adelsaandens Brystværn, ja bringe den folkerigste Nation i farlig Giæring, inden De med Fryd kunde tale Sandhedens Sag, og overbevise hele Jorderige om, at ingen Staat kan bestaae, uden ved Ligevægt imellem Stænder, samt ved Pengesagernes offentlige Regnskab, ved Fortienesters uskrømtede Bifald, og ved den heraf hos alle Stænder flydende Villighed i at række alle Skuldre hen, for at bære lige stærk under Statens Skatte-Byrder. Understøttet af Forsynet vil De vel og udføre Deres begyndte Plan, og saaledes have en uimodsigelig Ret til alle Folkeslags Kierlighed, som deres største Velgiører. Og alle veltænkende Statstyrere maae prise det som en stor Lykke, at være medaldrende med Dem,

[side 5]

da de, oplyste af Deres Exempel, i Dem kan have en sand Ven og Raadgiver.

Ikke blot Tilfælde satte mig til at være een af de trende smaae Staters Bestyrere, hvis aarlige Indkomster ere ringere end Staden Paris’s Skatter. Men Regieringens sande Tillid til mig og Venner, at vi vilde opfylde de os foreskrevne Vilkaar, satte mig i det vigtige Embede jeg beklæder, at vaage over trende Millioners Vel.

Mit svære Ansvar haver hidtil aldrig mindet mig, jeg haver beleet Løfterne jeg giorde, og endnu mere dem, der vare Vidne til jeg giorde dem, for at blive Minister. Smigrere og Ærens Ruus have hidtil trukket et tykt Slør for mine Pligter. Egensindighed og Luftsyner have været mine Fortrolige. Ved en Hændelse vaagnet af min Ruus komme alle mine Feiltrin ind paa mig som udskudte Pile. Just da jeg blev følesløs ved Regieringens Godhed, der, for at trøste mig, skaber nye Rank, nye Ære for mig, vaagner Folket mig paa en bitter Maade, paastaaende, at jeg ikke fortiener deres

[side 6]

Agtelse. Man beskylder mig for at handle efter Luner, efter Familieforbindelser, efter Egensindighed, efter ufornuftige Kryberes Aande, hovrunder skiuler sig den meest foragtelige Egennytte; kort at jeg isteden for at styre Staten, forstyrrer den.

Min Gemalinde, den herligste Moder og Ægtefælle, lader sig ikke blende af det nærværende, seer ud til hine rædselfulde Tider, naar jeg kanskee forgiældet, creditløs, foragtet skal leve iblant mine Bønder, hvis Marv og Been jeg haver forødt paa overspendte, og for deres Oplysning unaturlige Planer. Denne rare Kone kom i Gaar til mig og kastede sig i min Barm. Taarer forbød hende at tale, endelig brød hun ud med disse Ord: Kiere Mand, overskue dog engang Din sande Stilning! kan den Tid være langt borte, hvori Du og jeg med kiere Børn skal leve af de sure Bær, Du plantede? Besidder Du Evne nok til at opfylde de Pligter, Folket nu fordrer af en Minister? Betænk,, Du spiller Din Rolle ikke i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, men ved dets Ende. Qvæl fra denne Dag af al

[side 7]

Selvbedrag, overskue Din Opdragelse, var dennes Øiemeed grundige Kundskabers Erhvervelse ved egen Eftertanke? blev Du giort bekiendt med det Land, Du nu styrer? Nei, beste Mand, Du maae tie til disse Spørgsmaal. Din Familie og Dit Navn gav Dig Ret til alle Ærestegn og store Embeder. Disse Pligter lærte Du først at kiende ved at komme i dem. Mener Du ikke at jeg i min stille Roe opofrer Himmelen de ivrigste Bønner, at give Dig Kræfter. Men beder jeg ikke om umuelige Ting? Du haver mere at bestille, end tyve Mennesker med al muelig Duelighed og Flittighed kunde udføre til Folkets Fornøielse. Den ene Commission neppe begyndt, dræbes jo af idel nye. Og saaledes tumles Du Dag, ud Dag ind af Commissioner og Forestillingers Ebbe og Flod, og at giøre Aftale med Dine Medministre. Aldrig haver Du et Øieblik tilovers for Dit eget Hierte, at afgiøre dettes Regnskab. Siig mig oprigtigen, beste Mand! hvilke mandige og sande Kundskaber erhverver Du midt i disse Collegial- og Formalitets-Sysler? hvad Godt kan Du stifte midt i denne Uorden, helst naar Ordet Ansvar er blot et

[side 8]

Mundsveir, for hvilket alle de der tiene under Dig ikke mindre end skielve? Den Kongelige Myndighed selv, i hvor vis Du end kan være paa dens Bifald, er dog Viisdommen og ikke Egensindigheden underordnet. Nei, rare Mand! Du taber daglig flere Sielekræfter, hemmelig Græmmelse fortærer Dig. Thi om Du end vilde, kan Du ikke, blottet fra sand Oplysnings og streng Retfærdigheds Medhielp, byde Orden overalt at vige for Uorden.

Du kan jo ikke eene værne om den evige Sandhed, at de viiseste og redeligste af Nationen bør regiere, og ikke de egensindigste.

Neppe kan jeg for Angest fremføre mere. Alle Folkets Spørgsmaale indstrømme paa mig, hvormed de vil vide og kiende Finantsernes sande Tilstand. Aldrig i de sidste 40 Aar var den strenge Retfærdighed Finantsernes Revisor. Naar efterregnede Kongerne selv deres Stats Regnskaber? hvor villige vare de ikke til at give deres Collegier en almindelig Qvittering for deres Handlemaade, uden at eftersse og efterregne selv!

[side 9]

Kongens Kasse, Rigets Kasse og Undersaatternes, ere jo i alle Lande kastede sammen i een Masse, og behandles som Stervboer af Skifte-Commissarier der ringeagte Ansvar. I fordum fattegie adelige Familiers og Rænkesmeddes Værge kunde vel findes over tolv Millioner af Statens Formue, hvilke de have tillistet sig, og nu besidde roligen, fordi Pengeforvaltningen er i Uorden. Fordi aarlig redelig Regnskab ikke haver havt Sted. Nei! beste Mand, flye fra denne Colossalske Massa af Uordner, der nu for vore Øine allerede raver, og over kort eller lang, naar Undersaatterne segne i Knæerne, nedtrykket af denne Tyngde, maae lade den omstyrte, og da vil den knuse alle de, der have ladet sig bruge til at paahænge denne Masse Ornamenter, der skulde bilde Folket ind, at den giemte store Skatter og Overflødighed. Folket veed ret godt at giøre Forskiel paa ægte Forgyldning og Bogguld. De vide ret vel, at Kielderne giemme mere Papiir end sand Værd. Det vil snart foragte dette tomme Afgudsbillede.


[side 10]

Finantsforvildringen kan ikke mere skiules for Folket. Løvter have tabt deres Magt over dem, de regne bedre end Ministerne. Der er sandeligen ingen ande Redning tilbage, end at tilstaae offentligen, at Uordenerne og deres Følger ere uafvendelige, at intet uden Folkets Fortroelighed kan standse dem. Hvorfore ikke skrifte oprigtigen de forbigangne 40 Aars Uordener og Snyderier. Folket indseer snart, om Staatslægerne kiende deres Patients Sygdom fra Grunden. Foreslaae Folket selv, ved egne valgte Mænd at bestyre den Fond, de govilligen vil give aarligen til Gieldens Afbetaling; viis dem blot oprigtigen, i hvor mange Aar de med 1 Millions Tilskud kan være om at betale den udenlandske Gield. Aflæg Du med Dine Venner aarlig Regnskab for Statens faste Indtægter og Udgivter, og sæt da Din Ære i at fortiene Folkets Taksigelse for det der er sparet. Men betænker vel, at Du ikke anderledes taler til Folket, end at det kan være enhver retsinding Mand tilladt at eftersee Kilderne, hvoraf I sammensatte Eders Regnskab. Hvorledes skulde Folket troe Finantserne, der have lært dem, at i Finantssproget ere faa Aar en Evighed.

[side 11]

Denne Maade at gaae frem paa skylder Du Din Ære og Dit Fædreneland, Forsynet bifalder den, og Folket lader ikke af at giæres inden at de saaledes behandles. Langt under Din Værdighed er det, at betale Skribentere, til at forsvare og forskiønne den hemmelige Raadd, der ligger skiult i de fleste Foranstaltninger. Vittighed og Veltalenhed opfordrede til at forsvare Eder, er hverken Sandhed eller Redelighed.

Endelig, beste Mand! mag det saa, at Adelens Børn reent udelukkes fra Hofveien, uden de have været oplærte med Borgernes Børn, og her ved grundig Underviisning og eget Arbeide lært, at kuns egen Flid giver Ret til Embeder og Folkets Bifald.

De oplyste Borgerlige have jo største Føie til at belee de fleste Adelige, som med Kling Klang modtage tillidsfulde Embeder, der fordre stor Oplysning, Duelighed og Flittighed, da de kiende Adelens forsømte Opdragelse i Almindelighed; og hvad er da Følgen? Det tomme Hoved maae være omgivet af stærk skinnede Glorier, det trænger

[side 12]

Dog til Smigrere, der kan tænke og handle, og sætte Liv i disse prægtige Brystbilleder. Hvor ofte maae da adelige Embedsmænd, med de beste Hensigter, overvældes af den Haan, der egentlig burde ramme deres nedrige Raadgivere?

Følg, beste Mand! nogle af mine Raad, Folkets Bifald vil da først forsøde Dig alle Dine Besværligheder; og glem aldrig, at det er en uudslukkelig Harme, ja et farligt Arbeide, at styre et Folk, der blot adlyder af Frygt, og som paa ingen Maade røres over Regieringens Forlegenhed, staar endog paa Landbredden, og glæder sig over at Bølgerne slaae over Finants-Vraget.

Min Kone forlod mig ganske forstenet over disse Sandheder, hvis Vægt jeg aldrig før havde følt. Jeg greb til Pennen, for hos Dem at søge Trøst.

Ganske fortvivlet overseer jeg de Afgrunde, der rundt om mig aabne deres Svelg, af disse hører jeg en Skingren af fattige Brødløses Suk, overalt lyder Raabet og Stem-

[side 13]

men af Regnskab! Regnskab! Før nu min Kone rørte mit Hierte og bortjog Taagerne fra mine Øine, beloe jeg disse hæse Stemmer. Thi jeg vidste ret vel, i en monarchisk Stat ere alle Undersaattere lydige, maae troe at det er godt, fordi det skeer saaledes og ikke anderledes. Kongen selv kan ene fordre Regnskab af sine Ministre. Undersaatter ere kuns til, for at adlyde, hertil fødes de, og herfor leve de, slide og trælle. Under disse Grundsætningers Varetægt haver jeg og Venner paatvunget Undersaatterne Foranstaltninger, der kostede meget, lovede store Ting, men i Virkeligheden opfyldte det Modsatte af det de lovede. Vores Fornuft var den regierende, altsaa maatte al anden Fornuft, denne imodsat, ansees for Ufornuft, af os og vore leiede Skribentere belees og forhaanes. Paa denne glatte Iis indseer jeg nu først, var det umueligt andet, end at jeg og Venner maatte slaae Stierner i Stierner. Ja vores Forblindelse var steget til den Høide, at vi og vore leiede Skribentere fortolkede og udbasunede Klager over Vexelcours, over overspendte høie Kornpriser, over Umu-

[side 14]

lighed at faae Gieldsbeviser betalte, uden at tabe 1/3deel, ja Folkets Skrig om Regnskab, og Ansvars Opfyldelse som Oprør og foragtelige selvgiorte Klager, der af visse store Familier bleve udspredte, fordi de selv havde Lyst til at være Ministre. Paa denne Maade tumlede vi Staten, uden at stige op til dens sande Mangler og store Saar. Men nu vi oversee Tingene med koldt Blod, saadan som de ere, da skrækkes vi over at erfare, at Vexelcoursen er ene en Følge af Landets Underbalance i Handelen, af Finantsernes Uorden, og at kuns en Redning er tilbage, for at standse dette Onde. Værdige disse mine Tanker Opmærksomhed, og siig mig alvorlig Deres Dom. Det Rige jeg hielper til at styre, hvis Vexelcours De selv ynkes over, haver kanskee 2½ Millioner Mennesker, de betale omtrent aarlig 7 Millioner Rdlr. I Skat. Hver Aar komme Finantserne 2 Millioner eller mere til kort. Foruden det, at udenlands Gields Renter, indenlandsk Gield, Pensionister, unyttige Civil-Embeder, vist medtoge langtr over ¼ af Rigest faste Indkomster. Hertil kommer, at alle Kongelige Skatter betales i

[side 15]

Sedler. Altsaa i Følge Handelens slette Credit udenlands kan Regieringen ikke uden 32 pC. Tab bringe sine Indtægter til Fremmede. Hvert tredie Aar er altsaa Capitalen forsvunden, eller rettere, for Debitorene fordoblet. Jeg haver giort en megen lemfældig Beregning, hvorved det vel var mueligt, naar man havde Ret til at fordre Undersaatternes Fortroelighed, at faae af dem 10 Millioner til Laans i Sølv. Men hvad vilde denne Operation hielpe? Landet taber mere end 1 Million aarlig paa sin Handel til Fremmede, om 10 Aar var altsaa Ulykken den samme, og paa Riget heftede 400,000 Rdlr. aarlig Rente. Vores Overdaadighed er for stor, os mangler Fabrik-Vindskibelighed, og sand philosophisk Oplysning i alle Stænder. Vi have ikke Tillid hos Nationen. Subsidier betales os ikke af Fremmede. Alt skal gøires med Sedler, der ingen Værd have, saalænge Bonden selv giemmer paa Kobberskillinger og blanke Toskillinger som Guld, kiende og see ikke anden Mynt, og hade Sedler som en Tyv og smitsom Syge.

[side 16]

Imod Landets Kræft kiender jeg intet tilstrækkeligt Rednings-Middel; endog nye Banqver have forværret det Onde. Deres Raad skal være mig hellig. Ja mit Forslag til Regieringen, om at følge det, skal være min Fratrædelses Retfærdiggiørelse, naar jeg ikke mere kan holde den konstige Finantsmaskine i Gang.

Den 4 October 1789.


Min Hr. Præsident!

Deres Tillid til mig haver ganske giort mig det til Pligt, at sende Dem mine oprigtige Raad. Min Gemalindes mandige og skarpseende Advarsler have mere end engang kaldet mig tilbage til mig selv, og holdt mig fra at bedaares af Overmods og Stoltheds Fortryllelser. Hun giorde mig stedse opmærk-

[side 17]

som paa de Fornuftiges Klager over mine Foranstaltninger. Hun lærte mig, at al Staats Bestyrelse kan kuns holdes i Veiret af Folkets Fortrolighed. Jeg forsikrer Dem, thi Erfarenhed haver lært mig det, at denne ene erhverves og forsikres ved Redelighed og aabenhiertig Regnskabs Aflæggelse.

Derimod Finantsmørkets despotiske Foranstaltninger danne omsider af den ædeltænkenste Nation en glubende Tiger. Speil Dem i mit Fødelands Optoge, og priis De Forsynet, at Deres Nation elsker Deres Regiering og sammes Form. Sandelig! Den monarchiske koster det saare lidet i vore Tider, at giøre sig selv til den allerfuldkomneste af alle Regierings Former. Kongerne giøre sig det til Pligt at fremme philosophisk Opdragelse, sætte Præsterne hvor de bør staae, og at indsamle Folkets Bifald til forestaaende Forandringer, og at lade al Finants-Bestyrelse være offentlig, og overlade Folket at trække til Ansvar. O! Jordens Herrer! Hvorlidet koster det Eder at blive Jordens Velgiørere, skienk de Gothiske Lehnstider og de Hierarchiske Dage de Lænker, de

[side 18]

Smeddede for Eder til Undersaatterne, bortkast disse, og Undersaatternes Hierter hænge fast til Eder ved Kierligheds og Høiagtelses-Baand, der ere stærkere og mere varig end Demants Kiæder.

Just fordi De er en Monarks Minister, der ikke kan andet end være elsket af sit Folk, maae De ikke tabe Modet. Deres Nation kan redde sig selv, den er jo aldrig udsat for Nød. Naturen tilbyder den jo i Overflod de vigtigste Nødvendigheder. Søg De kuns Deres Lyksalighed hiemme hos Dem selv, at være hiemmeleed er den største Feil. De snuble over de Rigdomme, der ligge under Grønsværen, for at søge den ved Handelen, hvor andre mere oplyste og rige Nationer stedse spiller Bolt med dem. Jeg veed det med Vished, at i Deres Land ligger udyrket Jord for mere end 50,000 Mennesker, at i Havene, der omgive dem, svømme store Rigdomme. At deres raae Produkters Forædling ved Fabrik Vindskibelighed paa Landet, vilde temmelig formindske deres Trang til fremmede Vahre. At endelig de-

[side 19]

res Militair koster dem meget for meget. Tænk hvad Toscan vandt ved at formindske en Armee, der var for lille til at forsvare Landet, men mere end stor nok til at opæde det. Deres Civilliste (thi deres Finantser er jo trykte) er unaturlig, og Deres Ligegyldighed imod den udenlandske Gields Tilvæxt skaffer Dem Renter paa Halsen, der reent opæde Dem. Føi De hertil, at De ikke slipper Frankerig og andre Lande med 3 Millioner aarlig til Kaffebønner, Flor og Viin. Inden indvortes Vindskibelighed og Tarvelighed begynder, baade hos Regieringen, Adelen, Borgeren og Almuen, samt Bonden maae De ikke tænke paa at vilde forandre Vexelcoursen; denne er den Vægt Deres hele Nations Handel haver i Hamborgernes, Hollændernes, Engellændernes og Franskmændenes Vægtskaal. Med al Deres Magt kan De jo ikke tvinge disse Nationer til at legge Skippunds Vægt isteden for Qvintins Vægt, naar Deres Nations Værd i Handelen veies, og den justeres for at have Løb og Credit i Europa.


[side 20]

Da først, naar disse Raad ere fulgte, kan De med Nytte indbyde Undersaatterne med et Laan i Sølv, at komme deres Gield udenlands til Hielp, thi naar nogen Balance indfinder sig i Handelen, kan Undersaatterne først faae Tillid til Pengevæsenet. Men kunde De svare mig, disse Raad lader sig neppe iværksætte førend lidet efter lidet, Følgerne af dem vil først kunde spores om 50 Aar. Ja! De haver Ret, sammenligne De 50 Aar med en Stats Alder, ere de kuns en føie Tid; skal De paa Øieblikket reddes, da er Deres Forfatning høist betænkelig. Jeg veed at en altfor hastig paabuden Formueskat aldrig, naar Folket er trevent, indbringer nogen klækkelig Summa. Enhvar velhavende Borger giemmer sine Penge for den Regiering, der rutter og leeger med Pengevæsenet. Man skal have Hielp af Undersaatterne, og man kan ikke røre deres Hierter, for at bringe dem til venskabelig og velvillig at aabnne deres Pung. Er Deres Beregning rigtig, at Undersaatterne kunde udrede 10 Millioner i Sølv, da vilde det være for Dem meget vigtigt, at kunde hermed betale den

[side 21]

udenlandske Gield, og herved spare Renterne, der reent opæder dem.

Dog mange ere de Huller, De skal stoppe, og hvorledes giøre denne Nød for Folket uforskyldt, som en Modgang , man troelig maae afvende. Folket vil nok vide at angive Finantsernes Uorden, og Rutten for de sande Mangels Kilder. Her er da kuns et Skridt tilbage for Dem.

Offentligen at lægge for Nationen Deres Finantsers sande Forvaltning, hvor stor Summa De mangler, hvorledes disse og Gielden kan afbetales. Men da og at tilbyde Nationen selv at vaage over de Summer der blive bestemte til Gieldens Afbetalning, og for Resten aarlig at lade Folket see Finantsernes sande og ikke skrømtefulde Behandling. Den Høiagtelse og Kierlighed, Nationen har for Kongehuset, vil bidrage meget til, naar Ministerne handle redeligen, at dette Skridt kan gaae af i al Rolighed og Stilhed.

Hvor nødvendigt vil det ikke være, at lade de fremmede Smigrere og Ukyndige fare,

[side 22]

der uvidende om Landets Styrke og Afmagt, bifalde alt hvad Ministerne ønske. Optag til Deres Arbeid saadanne, som Nationen elsker og haver Fortroelighed til, og glem ikke, at de Ministerne bruge og arbeide forskaffe ham ene Folkets Fortroelighed, hans egne Fortienester ere altid hertil for svage.

Naar De paa denne Maade arbeide paa Deres Lands Opkomst, da foragt Kabalers Skrig og Familiers Sammenrottelse, uden at de have Planer, bedre og redeligere end Deres, lad Dem ikke heraf føre vild. Folket skan nok forsvare Dem, naar det i Dem haaber at finde deres Velgiører. Orden i Finantser er den største Velgierning, der kan skienkes nogen Stat.

Jeg længes efter at see Deres oprigtige Finants-Regnskab, lige fra det sidste Aar af Kongen selv hos Dem imodtog sit Riges Regnskab, efterregnede det, og gav omsider selv Qvittering, fordi han vidste efter egen Efterregning og anstillede Oplysninger at det var rigtigt. Naar Regenten ikke vil arbei-

[side 23]

de, maae Folket selv arbeide som det da tilkommer at styre Staten men som de overlod til Kongerne.

Jeg er med uryggelig Høiagtelse etc.


Necker taler om i et af sine Værker, at Dannemark, Sverrig, Sardinien ikke give saameget i aarlige Skatter, som Paris allene. Det er og en Tradition, at Frue Necker skal være en meget lærd og skarpseende Kone, der ofte overbeviser hendes Mand, dog med milde Argumenter. Af alt dette skulde man slutte at denne Brevvexling er begyndt imellem en af de trende Rigers Ministre og Necker.


Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.