En dansk Students Eventyr

by Poul Martin Møller

En dansk Students Eventyr.

---

Ufuldendt Novelle.

Første Capitel.
Et Studenter-Theeselskab.

En Flok Studenter gik en smuk Eftermiddag i Juni Maaned ud af Kjøbenhavns østre Port. Kort førend de begave sig paa Veien, havde nogle dygtige Tordenbyger afkjølet Luften, og Græs og Løv, der dryppede ned i Grøften, duftede dem efter denne Vederqvægelse med dobbelt Friskhed imøde. Da de kom paa Strandveien, trak nogle deres Tobakspiber op af Lommen og gave sig til at dampe; hos Andre vaktes ved Aandedrættet i den rene Luft en saadan Lystighed, at de med høi Røst istemte deres ungdommelige Viser. Ved slig Tidsfordriv gled Tiden rask afsted, og uden at vide hvorledes, befandt de sig ved Stakittet for Norges Minde, der var Maalet for Vandringen. De Vandrendes Hensigt var nemlig, at gjæste deres muntre Kammerat Valentin, som her havde udseet sig et afsidesliggende Sommeropholdssted, for at undgaae de alt for hyppige Besøg, der i Staden afdroge ham fra sine Studier.

Valentin gik i Tøfler paa den grønne Plads udenfor Huset, med en grøn Safians Kasket paa Hovedet. Det mødige Selskab raabte paa Theevand, som ved Hjelp af en hos Irgens forfærdiget Spirituslampe i faa Minuter blev tilveiebragt. De dampende Contoirkopper vinkede dem paa Bordet udenfor Døren, og de styrtede ned ad Trapperne bag efter den gjæstfrie Vært, der bar en Flaske gammel Rom under Armen. Somme satte sig paa Stole, Somme paa opreiste Fjerdinger, og Somme strakte sig saa lange som de vare paa Grønsværet; men Alle drak med Graadighed af den glødende Theevandspunsch. Den oplivende Drik bragte snart Overgivenhed og høirøstet Underholdning tilveie.

"Havde vi nu den krøllede Frits" — yttrede En af Selskabet, da kunde vi være vis paa en herlig Aften."

"Han kommer vel sagtens," tog en Anden Ordet. "Han pleier sjelden at svigte, hvor han kan vente et godt Laug. Forresten er jeg langt fra at ansee hans Nærværelse for nogen særdeles Lykke. Jeg finder ingen Behag i at see mit Medmenneske saa reent berøvet al Selvstændighed. Det oprører mig tvertimod, at et Væsen, der er skabt i Guds Billede, driver omkring som en Bold for Tilfældet. Hvori bestaaer vel hans hele Elskværdighed? Han tænker aldrig et Døgn frem i Tiden, men taber sig med blind Ubesindighed i Øieblikkets Nydelse. Det er et af Tidens værste Tegn, at de Fleste snarest fatte Godhed for den Letsindige. Den charakteerløse Chamæleon, der bestandig antager sin Omgivelses Farver, bliver let Alles Afgud. De forgude den slappe Villie, fordi deres egen Afmagt i den ikke finder nogen ubeqvem Modstand. Nævn mig engang en eneste Fuldkommenhed hos dette Vidunder, hvem saa Manges Hjerter hænge ved."

"Sandt at sige," svarede den Første, Christian, "har jeg ondt ved at sige, hvorfor jeg har Godhed for ham. Jeg vil endogsaa troe, hans Levnet ikke saa gandske kan bestaae for en streng Sædelæres Domstol; derfor bliver han jo ligefuldt en elskværdig Selskabsbroder." Moralisten vilde tage til Gjen[mæle, men] — —^[1] Christian fortsatte saaledes sin Tale til det øvrige Selskab:

"Ingen af Eder kjender den krøllede Frits saa godt, som jeg. Vi have fulgt med hinanden som Brødre lige fra vor første Barndom til vore Universitetsaar. Derfor kunde jeg fortælle tusinde snurrige Scener, vi som Drenge have oplevet sammen; men jeg anfører blot et Par Træk fra hans Drengeaar, som ville give dem, der Intet kjende til ham, et Slags Begreb om hans Charakteer. Han er opdraget hos sin Onkel i Jylland paa et gammelt Herresæde ved Liimfjorden. Da Onkelen selv ikke havde Børn, bestuttede han at anvende al Tid og Flid paa at skaffe Brodersønnen den meest fuldendte Dannelse. Til den Ende forskrev han med store Omkostninger de dueligste Lærere i alle Videnskaber og Kunster. Men ved hans Opdragelsesplan var det en stor Feil, at den opvakte Dreng fra Morgen til Aften saaledes var plaget med Sproglærere, Tegnemester, Fægtemester o. s. v., at han havde Dagens Timer besatte fra Morgen til Aften. Denne Tvang kunde Frits ikke taale. Han sagde derfor til den gamle Herremand Aftenen efter en saadan møisom Dag:

Onkel! Jeg kan ikke læse saa meget om Dagen.

Snak, Dreng, sagde Onkelen; man kan Alt, hvad man vil.

Ja, saa vil jeg ikke, svarede Frits.

Ih, blev Onkelen ved, naar der ikke er Andet i Veien, skal vi nok komme din Villie til Hjelp.

Hvorledes vil du gjøre det, spurgte Frits.

Det finder jeg vel sagtens paa, sagde Herremanden. Jeg kunde jo f. Ex. lade dig sulte, til du lærte dine Lexer.

Dermed skal du ikke kunne tvinge mig; thi jeg veed meget godt, at du ikke tør lade mig sulte ihjel; du vilde da selv blive dræbt af Bøddelen.

Jeg har flere Midler endnu, blev den Gamle ved. Jeg kan jo indespærre dig i et eenligt Kammer, til du giver Kjøb.

Det har du ikke Lov til; man kan indspærre Folk for Tyveri, men Ingen har Ret til at berøve mig min Frihed, fordi jeg ikke vil lære Latin, Fransk og andre unyttige Ting.

Herremanden svarede: Du er kun tretten Aar og forstaaer dig kun lidt paa, hvad Lærdom er nyttig til. For det første maa du i den Henseende blindt rette dig efter min Villie.

Vil du da ikke fritage mig for nogle af de mange Læretimer? spurgte Drengen.

Nei, svarede Onkelen bestemt, ikke for en eneste.

Efter en Pause begyndte Frits igjen: Onkel, det gjør mig ondt, at jeg maa bedrøve dig. Jeg har altid holdt meget af dig, og veed, at du holder meget af mig. Men i den senere Tid er du bleven saa urimelig, at jeg ikke længer vil blive hos dig.

Naar agter du da at tiltræde din Reise? spurgte Onkelen.

Strax! var Svaret.

Herremanden ringede, og raabte til den indtrædende Tjener: Luk Porten vel i Laas og sæt den store Jernstang for! Derpaa vendte han sig atter til Drengen med de Ord: Da jeg nu er sikker for at din Udenlandsreise just ikke skeer saa strax, som du mener, vil jeg sige dig god Nat. Imorgen tales vi nærmere ved om den Sag.

Da Herregaardens Klokke slog tolv, sprang Frits op af sine Matratser. Hans Tante havde ved Fødselsdage og andre Familiefester skjenket ham nogle Kroner, Ducater og andre Myntsorter af den Slags, som gamle Koner kalde hele Penge. Disse stak han i Lommen og tog i Haanden en liden Jagtflint. Derpaa listede han sig gandske sagte ind i Tantens Soveværelse, drog Omhænget tilside og hviskede:

Tante! Tante!

Ja, svarede hun, halv i Søvne.

Farvel, gode Tante! sagde han og kyssede rørt hendes Haand. Farvel, og tusind Tak for al den Kjærlighed, du har viist imod mig.

Konen, som imidlertid var vaagnet rigtig op, spurgte gandske forundret: Hvad skal dette betyde, Frits, hvor agter du dig hen i Bælmørke midt om Natten?

Jeg har ikke Stunder til at fortælle dig det nu, svarede Frits; jeg er nødsaget til at reise bort over Hals og Hoved. Hils Onkel imorgen fra mig, og tak ham for alt det Gode, jeg har nydt i hans Huus. Han vil ogsaa kunne fortælle dig Anledningen til min Reise. Jeg har alt iaftes sagt ham Besked derom.

Den gamle Frue greb ivrig til Klokken. Da Frits blev det vaer, sagde han til hende:

Bliv ikke vred, gode Tante! jeg har for en Sikkerheds Skyld seet mig nødsaget til at overskjære din Klokkestræng.

Da han havde sagt dette, gik han ud af Døren. Hans Tante sprang op af sin Seng og tog fat i Dørens Haandgreb for at skynde sig efter ham.

Jeg har skudt Slaaen for, sagde Frits paa den anden Side. Leeg dig endelig ufortøvet til Sengs igjen, ellers veed du selv, du bliver forkjølet og faaer din slemme Tandpine paa ny. Det er dig en reen Umulighed at komme fra dit Kammer førend imorgen tidlig, naar Stine bringer din Kaffe.

Gaarden var omringet af en høi Teglsteens-Muur, der var besat med spidse Jernpigge. Derfor havde Frits medtaget en Reebstige, ved Hjelp af hvilken han steeg over Muren, skjøndt ei uden stor Fare for at blive spiddet eller brække sin Hals. Den næste Dags Middag ankom han gandske mødig og forpustet til en Landsbykro, der laae flere Miil fra hans Onkels Gods. Han kastede nogle nyskudte Krager og Spurve paa Bordet og bad Krokonen deraf at tilberede ham et Maaltid. Imidlertid havde den gamle Herremand bragt sin Gaards hele Besætning tilhest, for at eftersætte sin bortrømte Brodersøn. Uheldigviis kom han just i egen Person til den samme Kro, hvor Frits sad ved Bordet og snakkede med de drukne Bønder, mens man i Kjøkkenet plukkede hans Fuglevildt. Saasnart han saae sin Onkel træde ind i Skjenkestuen, sprang han igjennem et aabent Vindue ud paa Marken. Inden Onkelen var kommet paa sin Hest igjen, havde Frits allerede faaet et saa betydeligt Forspring, at han ikke meer stod til at indhente. Han fortsatte sin Flugt tveers over Grøfter og Gjærder, indtil han kom til en stor Bøgeskov, hvor han let kunde forstikke sig. Herremanden havde fra sin høie Hest holdt Øie med Flygtningen og gik nu paa Raad med Bønderne, hvorledes man bedst skulde fange Drengen, som ufeilbarlig for det første vilde søge sig et Skjulested i Skoven. Man fandt det raadeligst, at samle Byens Bønder, omringe Skoven paa alle Kanter, og anstille en formelig Kjapjagt efter ham.

Da nu den store Kreds af Klappere ret forsigtig var draget omkring Skoven, saaledes at intet Levende syntes at kunne slippe bort imellem dem, befalede Herremanden dem, at rykke langsomt frem og vel at randsage hver Busk, som de mødte paa deres Vei. Selv red han tværs igjennem Skoven, ledsaget af sin Gaardsdreng Jochum, der bar en Favn Reeb, hvormed den opbragte Herremand vilde binde sin forlorne Fostersøn, naar han atter fik ham i sin Vold. Omtrent midt i Skoven standsede han sin Hest, og saae med Tilfredshed de befippede Harer og Hjorte springe for sig; thi disse Dyrs Trængsel var ham et Pant paa, hvor nøiagtig Kredsen var sluttet.

Hold nu dit Reeb i Beredskab, Jochum, sagde han, om en halv Times Tid har vi sikkert Fingre paa den balstyrige Krabat.

Da hørte han en Røst fra Luften, som raabte: God Dag, Onkel!

Han faae sig i Veiret, og opdagede sin Brodersøn i den øverste Top af et anseeligt Bøgetræ.

Frits vedblev: Du seer, det havde været mig en let Sag, her imellem de tætte Løv at undgaae din Eftersøgning; men jeg vilde nødig, du skulde blive til Nar for en fremmed By, naar du i Stedet for din Brodersøn, kuns fik et Dusin Grævlinger og Ræve. Derfor vil jeg strax komme ned og give mig i dine Hænder, hvis du lover mig i Fremtiden at holde mig under mindre Tvang end hidtil er skeet.

Nei, Brorlil, sagde Herremanden, du skal smukt overgive dig paa Naade og Unaade. Siden jeg nu eengang har dig saa vel fat, maa du slet ikke vente, jeg lader mig foreskrive Vilkaar af dig.

O, svarede Frits, du skal just ikke rose dig af, at du har mig fat endnu. Hvorledes vil du faae mig ned af dette Træ? Der gives ikke paa denne Qvadratmiil nogen levende Sjæl, der tør driste sig herop paa disse tynde Grene.

Fald blot ikke ned og bræk din Hals, Knegt, sagde Onkelen, saa skal Resten nok give sig. Jeg savner ikke Midler til at bringe dig ned paa Jorden. Jeg vil ei engang gribe til det simple Huusraad, at lade Træet fælde; men jeg stiller blot en Vagt ved det, som i al Mag kan modtage dig, naar Lysten til en Bid Brød tager Overhaand hos dig. En dygtig Brandstige kan vel ogsaa række derop til dit Fristed. Nu gaaer jeg bort et Øieblik for at træffe de nødvendige Foranstaltninger. Du skal snart see mig her igjen. — Hold du imidlertid min Hest, Jochum, og pas vel paa Knegten i Træet. Kan du bringe mig ham bundet, naar jeg kommer igjen, da giver jeg dig en af mine gamle Kroner.

Da den Gamle var vel borte, steeg Frits i en Hast ned af Træet og tiltalte Gaardsdrengen paa følgende Maade: Siig mig, Jochum, hvem af os to du vel anseer for den stærkeste?

Det maa vel jeg være, svarede Drengen, da jeg er en god Deel ældre; men jeg vil for den Sags Skyld gjerne lade det komme an paa en Prøve. — Med disse Ord gik han, i Fortrøstning til sin Kraft, ind paa Livet af Frits, og var i sit Hjerte forvisset om, at han let skulde fortjene den belovede Krone.

Frits veeg et Par Skridt tilbage, mens han vedblev: Tag dig i Agt, Jochum. Du er kanskee mig overlegen i Styrke; men du forstaaer neppe saa godt som jeg at bruge dine Kræfter. — Idet han gjorde denne Bemærkning, kastede han Jochum ved en uventet Vending baglænds omkuld i Græsset. Medens denne meget overrasket atter reiste sig langsomt i Veiret, begyndte Frits anden Gang paa den afbrudte Fredsunderhandling.

Seer du nu, sagde han, at det er saare tvivlsomt, hvo af os to der gaaer af med Seieren? Dersom du vedbliver dit Forsæt, at bruge Magt imod mig, er du jo fuldkommen vis paa Næsestyvere, Ribbeensstød og andre ubehagelige Følger af Slagsmaal; derimod er det høist rimeligt, at du endda nødes til at lade mig gaae. Hvis du derimod finder dig i Billighed, giver jeg dig en Ducat.

Synet af Ducaten var særdeles fristende for Jochums ringe Grad af Dyd, og han stod et Øieblik gandske raadvild. Da tog Frits en Lommepuffert frem og sagde; Hvis du nu ikke strax gjør, som jeg befaler, skyder jeg dig paa Stedet ihjel.

Lad mig da see, om han har Ducaten, sagde Jochum, som just ikke frygtede meget for Iværksættelsen af denne Trudsel, men som dog heri fandt en antagelig Undskyldning at forsvare sig med for sin Husbond. Frits bad ham nu i største Skynding vexle Klæder med sig, bandt Drengens Hænder paa Ryggen og forbød ham under Dødsstraf at oplade sin Mund. Selv besteeg han Hesten og førte sin Fange med Rebet igjennem Skoven. Da de nærmede sig til Klappernes Linie, raabte Frits: Hurra, her har vi Skjelmen, nu gjøres der ingen videre Jagt behov; min Husbond giver Jer Lov til at gaae hen i Kroen og drikke Jer en dygtig Ruus paa hans Regning.

Klapperne gjorde strax Plads for Rytteren, og denne saae sig snart i Sikkerhed paa den aabne Landevei. Her saae han sin Onkel komme imod sig med to Mænd, der bar en Brandstige. Saasnart Herremanden saae Toget, tvivlede han slet ikke paa, det var hans Gaardsdreng, der i Vadmelsjakken og med den bredskyggede Hat sad som Seierherre paa den blissede Hingst.

Bravo, Jochum! raabte han derfor, det var meer end jeg havde troet om dig. Du har som en ærlig Karl fortjent din Krone. Træk nu Synderen hen i Kroen og gjem ham under Laas og Lukke, til jeg har afgjort min Regning med Byfolkene.

Strax efter dette Tilraab slap Frits Rebet og red i Galop forbi sin forbausede Farbroder. Idet de krydsede hinanden paa Veien, sagde Frits:

Jeg rider blot nogle faa Miil med din Hest. Imorgen skal den i forsvarlig Stand blive bragt til denne Kro.

Efterat Frits havde strøifet en fjorten Dages Tid omkring i Jylland, mærkede han, at den Tid snart vilde komme, da han ikke meer havde noget at bestride sine daglige Udgifter med. Aarsagen hertil var deels, at han i Almindelighed fik sine hele Penge vexlet paa en for ham høist ufordeelagtig Maade, deels at han aldeles manglede Naturanlæg til at holde paa de tilbyttede Smaaskillinger. Nu maatte han da for første Gang i sit Liv tænke paa Midler til at erhverve sig sit daglige Brød. Til den Ende kjøbte han sig en Violin, og vilde søge sin Underholdning ved at spille for godt Folks Døre. Han begav sig til en afsides liggende Bondegaard for at prøve sine Gaver til denne nye Haandtering. Midt i Gaarden spillede han een Engelskdands efter en anden, men stirrede forgjeves paa de smaa, forbrændte Ruder efter en taknemmelig Tilhører. Blot Bondens Døttre holdt Døren paa Klem og kastede nysgjerrige Blik ud til den fremmede Spillemand. Men en vranten Kjærling greb dem med Skjeldsord i Skjørterne og trak dem baglænds ind i Stuen.

I Ravneunger, skreg hun, hvo har givet Eder Lov til at høre paa Musiken? Har kanskee nogen af Jer Penge til at betale med? Her inden for i Smug kan —

Aa Herre Gud, Mo'er, sagde eet af Børnene, vi kunne jo dog ikke lukke vores Øren til.

Her inden for i Smug, gjentog Konen, kan I høre efter saameget, I lyster; men I skal ikke stille Jer til Skue, ellers troer han strax, han skal fortjene Guld og grønne Skove.

En Karl med kroget Ryg og spinkle Been havde været i Stalden for at give Kreaturene Foder. Han sagde til Fritid, i det han gik forbi: Gaae din Vei, Dreng! her faaer du ingen Ting. Hvor kan saadan stærk, arbeidsfør Knegt, som du, vente nogen Almisse. Fy, skamme maa du dig!

Jeg trygler Intet af dig, sagde Frits, hvis Stolthed blev fornærmet ved denne Tiltale. Hvo der Intet vil give mig, har sin Frihed. Jeg vil heller ikke længer staae her og kaste Perler for Sviin.

Pukker du til, go' Karl, sagde Hakkelseskjæreren, da skal jeg snart hjelpe dig paa Porten, din studse Knegt!

Nu løste han Gaardhunden og hidsede den paa den ubudne Musikanter. Men Børnene kom springende bag efter og tyssede paa Hunden, saaledes at Frits s1ap usaaret igjennem Porten. Da han var kommet paa den grønne Plads udenfor Huset, greb de Smaa ham i Kjolen og sagde: Spil os dog et Stykke, gode Herre! Han opfyldte strax deres Begjering, og de sprang omkring ham af Henrykkelse. To stumpede Tvillinger lagde de tykke Arme om hinandens Hals og gave sig til at dandse rundt med hinanden. De lysegule Krøller flagrede løst omkring deres Skuldre; thi de to fattige Huepulde, som de forlængst vare voxede fra, bedækkede kun deres Hovedisse. Tre à fire Gjæs, som næsten havde gnavet Græsset af til Bunden, og blot levnet de lave Gaaseurter, hvæsede ad det dandsende Par, som forfærdet kaldte den ældre Søster til Hjælp. Hun søgte med en Pind at drive den meest frygtede Gasse tilside, da Moderens skjeldende Stemme blev hørt i Portrummet. Da sagde de forskrækkede Børn god Nat, og ved Afskeden gav Frits enhver af dem en Toskilling til Hvedebrød. Den Ældste vilde kysse hans Haand, og Tvillingerne klyngede sig fast om begge hans Been.

Moderen kom ud og raabte: Vil I pakke Jer ind, I Rollinger! og hvad tænker du paa, Ellen? Vil din lange Tøs see, du kan gjenne dine Ællinger i Huus, eller jeg skal snakke med din Ryg.

See, Moder, raabte den Ene i Munden paa den Anden, sikken deilig Skilling, Manden har givet os til Hvedebrød.

Vil I hid med Pengene raabte Konen, at I ikke gaaer og taber dem i Græsset. Tænk I aldrig paa Hvedebrød, I Stodderunger! Nye Træskoe skal I have, det har I mere nødigt. Vor Herre bevares! Hvedebrød, det er ikke Kost for Usselrygge som Jer. Tak I Gud, om I kan faae en Bitte Knapost til Jeres Grovbrød. — Gud velsigne Jer, Spillemand, for Jeres gode Villie. Tag ikke fortrydeligt op, at I blev jaget paa Porten. Den ene Kjeltring render os paa Døren efter den anden, og det falder os selv suurt nok at holde Livet i de mange Børn, vi har at trækkes med. Den Tid er længst forbi, da jeg kunde forlystes ved Musik. Da jeg var en ellevild Tøs paa Jeres Alder og løb gal i Julestuerne, da var det en anden Sag. Den Tid var det min største Lyst at høre den krogryggede Spillemand, naar han sad paa en Sildefjerding og spillede paa Fiol.

Frits, som opmærksom havde betragtet Bondekonen, der talte til ham, udbrød pludselig: Seer jeg ret, eller bedrager mit Syn mig?! Det er jo min Barndoms trofaste Pleiemoder, min egen Amme Christiane, der staaer for mig. Du var mig gandske fremmed, saalænge du var opbragt. Jeg var aldrig vant til at see dig vred, da jeg var en liden Pog, der sad paa dit Skjød. Nu, da du taler mig til i en venligere Tone, gjenkjender jeg strax din milde Røst.

Ja, sagde Konen, det er min Frits, mit eget velsignede Barn. Hvor har mit Øie dog været henne, siden jeg ikke strax kjendte mig ved dig. Jeg har dog tidt nok betragtet dine deilige smaa Træk, naar du sov i min Arm om Natten, og Lyset stod i en Vandkjedel foran Sengen. Gud naade mig for dig, dit arme Pus, er det nu kommet saavidt med dig, at du maa gaae paa de brede Veie for at faae dit daglige Brød?

Med disse Ord trykkede hun Frits tæt op til sit Bryst, og begge bleve rørte til Taarer.

Dit stakkels Barn, vedblev Konen, du er sagtens reent forkommet af Sult og Tørst. Kom du med mig ind i Stuen til den varme Bilæggerovn, saa skal jeg give dig en Potte varmt Øl og en lille Fleskekage. Sidst du var i min Kakkelovnskrog, da var du en ussel Stump, der knap kunde staae ene. Da satte jeg dig til Støtte ved en Stol, og gav dig en Messingknap af Kakkelovnen at lege med i din Faldehat. Siden den Tid er du, Gud skee Lov, blevet en Karl, der seer ud til at kunne baade staae og gaae paa din egen Haand.

Men Christiane, Christiane! hvorfor har jeg ikke før vidst, at du var blevet til en saa fattig Kone? Jeg kan ikke tilgive mig selv, at jeg i saamange Aar reent har glemt at spørge til dig.

Efterat det var kommet til en fuldstændig Forklaring mellem Frits og hans Amme, blev det besluttet, at de den næste Dag i Selskab med hinanden vilde begive dem til Drengens Farbroder. Bonden spændte næste Dag sine Plougøg for en Pindevogn, og bragte baade Frits og sin hele Familie til Herregaarden. Der fandt det hele Vognlæs en forønsket Modtagelse. Christiane fik en anseelig Foræring, og Frits blev til Belønning for sin bodfærdige Gjenkomst fritaget for en Deel af sine Arbeidstimer." —

Christian havde netop endt sin Fortælling, da Selskabet blev forøget med en ny Gjæst. En studiosus juris, ved Navn Bertel, en stor, fiirskaaren Forpagtersøn fra Jylland, kom ind igjennem Stakitporten.

"Hvorfor bringer du ikke Frits med dig?" sagde Christian til ham, saasnart han blev ham vaer.

"Han kommer strax bag efter," svarede Bertel. "Den arme Stymper staaer hist henne paa Veien og bader Næsen i koldt Vand. Han er saaledes tilredt i Ansigtet, at hans gode Faster neppe skulde kunne kjende ham. Enhver af os veed, at han mellem Aar og Dag i det Mindste gjør 365 dumme Streger; men igaar Aftes har han gjort det vel galt. Han har i en to tre Dage varet gandske dødelig forelsket i en Pige fra Landet, som han blot har seet et Glimt af paa en Concert. Efter en møisommelig Efterspørgsel havde han igaar opdaget, at hun opholdt sig hos en Familie paa Nørregade, og han tilbragte nu den hele Dag med at udtænke de urimeligste Planer, hvorved han vilde skaffe sig Adgang i Huset. Jeg bildte mig ind, at jeg ved fornuftige Forestillinger havde bragt ham til at lade sine luftige Anslag fare. Men deri tog jeg meget feil. I Aftes, Klokken elleve, kom jeg forbi det Huus, hvori den Usynlige befinder sig; da faldt endeel løsrevne Kalkstumper ned paa Gaden foran mig. og et Pigebarn, som gik ved Siden af mig, sagde til sin lille grædende Broder, som hun førte ved Haanden: Hys! ti stille! seer du ikke Skorsteensfeieren paa Taget. Han kommer ned og tager alle uartige Børn. Jeg slog Øiet i Veiret og — døm om min Forskrækkelse! Frits krøb ud af Skorstenen og kravlede omkring paa Taget. Mit Blod isnede; jeg havde knap Mod til at see op til ham, da jeg hvert Secund ventede at see ham ligge knust for mine Fødder. Jeg borte ham glide mellem de raslende Tagstene, hvoraf een kladskede ned paa Brostenene. Dog fik han atter Fodfæste og klavrede som et Egern ned ad Tagrenden. Endelig naaede han en Stige, som var stillet til Muren. Imidlertid var endeel Folk tilstimlede. En havde det ulykkelige Indfald at skrige: Der er en Tyv, en Tyv!

Dette Skrig lød fra Mund til Mund; Vægteren, hvis Taalmodighed indtil dette Øieblik havde været mig uforklarlig, da han gandske tydelig ei havde villet blive Opløbet vaer, spillede nu den Overraskede, og kaldte med Piben sine Kammerater til Hjelp. Til den nedstegne Frits sagde han: Herhid, din Tyveknegt!

Hvordan? svarede denne; har du ikke selv skaffet mig en Stige, uforskammede Karl! Har jeg ikke forud givet dig en ublu Betaling?

Ingen Ræsonneren her, svarede Vægteren, og greb vores gode Ven i Brystet. Men han sled sig løs og gav Vægteren et saa eftertrykkeligt Næveslag i Ansigtet, at denne laae udstrakt paa Gaden. Frits vristede ham Pryglen af Haanden, og da to fra Nabogaden tililende Vægtere i sluttet Trop vilde gaae løs paa ham, traadte han et Par Skridt tilbage med det erobrede Vaaben, og sagde til dem: Hvis I love mig at føre mig op i dette Huus, som jeg falskelig beskyldes for at have bestjaalet, da giver jeg mig uden Modstand i Eders Vold, og I skulle snart see mig retfærdiggjort.

Ja vist gjør vi det, svarede Vægterne, det forstaaer sig.

Da han nærmede sig til dem, viklede den ene sin Næve fast i hans lange Hovedhaar, medens de to andre sloge hver et drøit Tag i hans Skuldre. — Kom kuns nu med, go' Karl, sagde de, saa skal vi snart skaffe dig en Huusleilighed herinde paa Gammeltorv, hvor hverken Sol eller Maane skal skjære dig i Øinene.

Findes der da aldeles ingen Tro og Love hos Jer falske Pak, skreg Frits, idet han uden Frugt gav sig til at brydes med de haandfaste Katte, der førte ham.

Jeg nærmede mig til den mishandlede Vægter fra Nørregade, som naturligviis var meest opbragt. Gode Ven, sagde jeg; det er dog Skade, det stakkels unge Menneske nu skal offentlig beskjæmmes for en Ubesindigheds Skyld.

Ubesindighed, svarede han. Ja hænges ved Benene paa Løgtepælen burde det Hundetøi, som lover om og gjør Mudder paa Gaden. Skal saadan Springgaas understaae sig at slaae Kongens Folk i deres Embedsforretninger?

Jeg lod et Par Skilling glide ned i hans Haand, og vedblev: Noget burde man dog holde hans Ungdom tilgode.

Af Ondskab kommer saadanne Streger jo rigtignok ikke, svarede Vægteren; men det skader ikke, han faaer en liden Lexe for en anden Gangs Skyld.

Det er et net ungt Menneske; han er sikkert smukke Folks Barn, blev jeg ved, idet jeg listede nogle flere Smaaskillinger i hans Haand.

Han har et eviggodt Ansigt, sagde Vægteren. Det skjær mig i Hjertet for ham. Jeg skal paa Ære heller ikke være ham haard i min Rapport; men der maa dog være en Slags Orden i Alting.

Jeg gav ham nok et Par Skilling, med de Ord: Eders Øine skulde vel ikke have slaget Eder feil? Har I ikke taget ham for en Anden?

Det bedste Syn har jeg rigtig nok ikke, sagde Vægteren, i det han betragtede Pengene; Jeg trænger haardt til et Par Glarøine, men de koste fire Mark, og jeg usle Stodder eier kun de tre, jeg har her i Næven.

Her er den fjerde, sagde jeg; kjøb saa et Par nye Øine og see Jer for, om I ikke har taget feil af Manden.

Tør De da indestaae mig for, sagde han, at denne hersens Knegt er ikke den Samme, som krøb i Skorstenen, saa slipper jeg ham strax løs.

Var det den Samme, sagde jeg, da kunde let en og anden Omstændighed blive berørt i Forhøret, som kunde bringe Jer i stor Fortræd. Eders Tjeneste var vist nok forloret, og I maatte takke Gud, om I slap fra Slaveriet. Men naar I tager ham ret i Øiesyn, vil I bedst overbevise Jer selv derom.

Vægteren betragtede Frits og raabte: Ja, De har Ret; det er sandt for Gud en gandske feil Person! — Kammerater! denne gode Mand er langtfra ikke Tyven. Det var Liigheden, der gjorde det. Forskjellen var blot, at den Anden var skutrygget og havde kun eet Been. Det var formodentlig ham, der løb, Alt hvad trække kunde, hist om ad Studenstrædet.

Derpaa blev Frits øieblikkelig løsladt. Vægterne fulgtes ad ned i en Kjelder, hvor de gjorde sig en glad Nat ved at bekoste sig for fire Mark Brændeviin, og jeg bortfjernede mig med vor Ven Frits. Nu forklarede han mig Tingens rette Sammenhæng. Af Vægteren, som hver Helligdag havde for Skik, at ønske Familien en glædelig Fest, havde han faaet en fuldstændig Beretning om hele Husets Leilighed. Deraf vidste han, at der i den skjønne Sophies Værelse fandtes en rummelig Kamin, som om Sommeren var tilspærret med en stor Trælaage. Hvis han befandt sig i den, vilde han kunne høre Pigens fortrolige Samtale med sine Legesøstre. Ja hvis han paa Laagen blot havde en liden Aabning, kunde han jo ret i Mag besee hendes hulde Skikkelse og efter Sengetid ved Skinnet af en Lampe, der hver Nat hang i Værelset, betragte den Sovendes Træk. Vægterens Betænkeligheder overvandt han ved et godt Greb i sin Pung, og krøb, forsynet med et Fritbor, igjennem Skorstenen ned til den beskrevne Kamin. Alt var tyst i Kammeret, og han begyndte forsigtig at bore i de tynde Fyrrebræder. Inden han havde fuldført sit Arbeide, gik Døren op og to Piger traadte ind i Værelset. Uagtet han nu lagde sin Haand lettere paa Fritboret, knagede det dog lidt i Bræderne.

Eia, skreg den ene Jomfru; der er en Muus i Kammen!

Aa Snak, raabte den anden; det er kuns Indbildning.

Jo, svaredes der, jeg hørte kun altfor tydelig, den gnavede paa Laagen.

Og om nu saa var, tog den anden Ordet; det var da ingen Ulykke. Jeg kan godt lide de smaa, løierlige Dyr. Deres Haar ere jo saa bløde som Silke. Jeg skal aabne Kammen, hvis du vil hjelpe mig at fange den.

Derpaa nærmede hun sig og forsøgte paa at løsgjøre Laagen. Frits trak forsigtig sit Værktøi til sig, og den formeentlige Muus holdt sig saa stille, som en Muus i hans Sted vilde have gjort. Til al Lykke sad Laagen saa fast, at det gik over en Jomfrues Kræfter at aabne den. Desuden skreg den Frygtsomme:

Ak, sødeste Sophie, lad dog være, lad dog være! jeg døer af Skræk.

Nu vel, svarede Sophie, jeg vil hente Mads Gaardskarl og befale ham at tage Soliman med; den tager godt Muus.

Frits havde hverken Lyst til at give sig i Kast med Mads Gaardskarl eller Soliman. Han steeg derfor tilbage gjennem Skorstenen, inden Jagten gik for sig, høist nedslagen over sit Anslags uheldige Udfald. Hans følgende Gjenvordigheder veed I. Nu befinder han sig i høieste Velgaaende, naar undtages en svulmet Næse, lidt Værk i Lemmerne og et Par blaae Øine, som han fik i Vægterfeiden." —

Zacharias gjorde den Bemærkning, at hvad der især mishagede ham hos Frits, var hans hyppige Forelskelser, der ofte reiste sig af de meest tilfældige Foranledninger, og efter kort Tids Forløb opløstes i Intet.

"Det vil jeg da just ikke regne," tog Bertel Ordet; "det kan fortage sig med Tiden. Hvor kan man vente sig saamegen Fornuft af en Person i hans Alder? Først i dette Foraar har han hørt op at være Rus og er endnu kuns temporært Medlem af Studenterforeningen. Den stadige Kjærlighed kommer nok hos ham engang med Aarene. Jeg er endnu mine 27 Aar, uden at jeg nogensinde har følt noget Spor til Kjærlighed; men jeg vil just ikke sværge paa, det ikke skeer endnu."

"Saa kommer du heller aldrig til at elske," svarede den følsomme Christian. "Mennesket har kuns een Blomstertid; naar den er forbi, frembringer Livet kuns Sildinger. Den egentlige, hellige Kjærlighed fødes kun eengang hos ethvert Væsen. Livets rette Mai kan aldrig indtræffe hos en Qvinde, der er meget over sexten Aar, og aldrig hos en Mand, der er meget over tyve. At senere Kjærlighed beroer paa Selvbedrag; det er en kunstig Drivhuusplante uden Duft og Friskhed."

"Det er nu ret den indskrænkede Synsmaade," faldt Bernhard ham i Talen. "Hvor den dog gandske maa have tabt Sympathie med Livets og Historiens altid vexlende Skikkelser, der saa trøstig tør sige, der er kuns een Slags Dyd, een Religionsform, een Kjærlighed — og i sit Hjerte mener sin egen. Hver Tid, hvert Folk og hvert Individ har sin egen Viis at elske paa. Baade Minnesangernes og Hottentottens Kjærlighed ere nødvendige Frembringelser af Klodens Skaberkraft. Det falder mig ogsaa høist utroligt, at den frodige, jydske Natur i Bertel aldrig skulde have bragt nogen Kjærlighed til Verden."

"Jeg takker mangfoldig," sagde Bertel, idet han bukkede. "Siden da vores Underholdning er blevet til et Slags platonisk Symposium, anseer jeg mig forpligtet til ogsaa at levere min ringe Skjerv i Lauget. Jeg har nu tidt nok maattet høre, at jeg besidder en plat prosaisk Tænkemaade; men idag haaber jeg at aflægge Beviser paa et dybt og sindrigt Blik i Livets Dyb. Inden jeg fremstiller mit System om Kjærlighedens Væsen, vil jeg med et Par Ord oplyse mit eget Hjertes Tilstand. I min Ungdoms tidligere Dage, da jeg endnu var bestemt til Ploven og altsaa besad en grovere Beskaffenhed end nu, da Videnskaberne have forfinet mig en Smule, da forelskede jeg mig dybt i en Smededatter. Til al Lykke var Faderen Kleinsmed og førte kuns en liden Hammer, ellers havde jeg aldrig kommet til at sidde her i denne lærde Kreds; thi da han var langt fra at billige vores Lidenskab, kastede han mig sin Hammer saaledes i Hovedet, at jeg siden den Tid har tabt Organet, Modet og Lysten til at betræde denne Livets Rosenvei. Siden den Tid har jeg som en rolig Tilskuer betragtet andre Forelskedes Lader, og vil nu fremstille Resultatet af min mangeaarige Tænkning over denne Ting. For at være Bernhard til Behag har jeg efter min ringe Evne søgt, at komme noget paa Spor efter den Analogie, der i saa Henseende synes at gaae igjennem hele Universet. Jeg henregner alle Elskere til 3 Classer. Den første kunde for saavidt ligesaa godt være den sidste, da den er sammensat af høist forskjellige Stænder. Den bestaaer nemlig af Huusmænd, Fyrster og Stuterihingster. Partierne sluttes ved Befuldmægtigede, uden at Vedkommende lade sig bedaare af eget upaalideligt Øiesyn. Den kaldes med Rette den fornuftige, da deri tages billigt Hensyn til Kroner, Jerngryder, Flaader, hvide Sokker og Blisser. — I den anden Classe sætter jeg de huuslige Elskere, nemlig Forpagtere, Kammerraader og Duer. Deri sees meest paa at have det ret hyggeligt varmt inden Vægge, som Blommen i et Æg. I denne Classe hersker ei sjelden en aldeles uegennyttig Kjærlighed, der er fuldkommen hævet over tilfældige Omstændigheder. Man gifter sig da tidt med en Qvinde blot for hendes egen Skyld, uden at tage Hensyn til Dyder, Forstand, Skjønhed eller Penge. — Til tredie Classe regnes de rasende Elskere: Riddere, Studenter, Lieutenanter og Elephanter. Deres Øiesyn har den Skavank, at de bestandig see deres Elskede med en Glorie om sin Tinding, som en hellig Jomfru, der gaaer paa solbeskinnede Skyer. Til at blive Gjenstand for denne Classes Kjærlighed udfordres slet ingen Egenskaber; dem lægger Elskeren aldeles til af egne Midler. Men min daglige Bøn er, at hverken jeg eller Mine maae komme saadan en Elsker i Veien paa hans Bersærkegang; thi i sin Fortvivlelses Blindhed skyer han hverken Ild, Vand, Pistoler eller Træstammer.

Valentins Gjæster befandt sig saa vel paa Pladsen udenfor Norges Minde, at det gik langt ud paa den smukke Sommeraften, førend de skiltes ad. Frits, der imidlertid med sin skamferede Næse havde sluttet sig til det øvrige Selskab, sad skrævs i det aabne Vindue, saaledes at det ene Been hang ud i den frie Luft, det andet i Stuen. I denne Stilling spillede han paa en Guitarre, som han havde truffet i Værelset, og begyndte dertil paa følgende Sang:

Søde! siig, hvornaar jeg dig skal finde?
Alle mine Tanker til dig rinde,
Du mit unge Livs udkaarne Mø!
Smalle Jomfru med det store Øie!
Dig jeg seer paa Østens røde Høie.
I den blanke Nat paa dig jeg tænker,
Naar jeg stirrer i den dybe Sø.

O, letskridende, sneehvide Pige!
Jeg saameget haver dig at sige:
Hvordan jeg saa trolig dig har søgt.
Naar jeg gaaer med Bøssen dybt i Lunde,
Mine vaagne Drømme til dig stunde,
Og i skjønne Morgenphantasier
Har jeg tidt fortrolig med dig spøgt.

Hisset hvor de flye, de hvide Duer,
Hvor bag Hav det fjerne Blaae jeg skuer,
Ahner jeg, du har din stille Bo.

Korn for dine Kyllinger du spreder;
Mon da ogsaa efter mig du leder?
Savner mig din stille Pigetanke?
Blonde Jomfru! ja, det er min Tro!

Men naar under Sommerfuglens Vinger
Pintselilien i Blomster springer,
Blinkende med Duggens klare Daab,
Mon da Skovens lille brune Flyver
Atter for den Længselsfulde lyver,
Naar om dig dens Nattefløite sværmer?
Rene Jomfru, nei, det er mit Haab!

Frits var ikke færdig med sin Vise, da han blev afbrudt af Bertel.

"Forskaan mig endelig for disse vaade Riim," sagde han, "du veed ikke, hvilken Pine det forvolder mig at høre derpaa. Mod min Villie bringes jeg til at bryde mit Hoved, for at holde fast paa Noget af disse spinkle Phantasier; men Alting forsvinder for min Betragtning, som en himmelfalden Sneeblomst paa den varme Haand. Dersom Nogen af Jer nogensinde har havt den skrækkelige Drøm, at det var ham paalagt, at bringe en fast usynlig Silketraad gjennem en londonsk Synaal af Størrelse som et Haar, da vil han kunne gjøre sig en Forestilling om min Qval, naar disse smaa Luftbilleder falde i min Synskreds. Jeg har mangen Gang i dannede Cirkler maattet staae til Skamme, fordi jeg er saa uskyldig, at jeg i denne Region slet ikke formaaer at gjøre Forskjel paa Godt og Ondt. For mit grove Blik flyder alt dette sammen til en poetisk Melkevei, uden at jeg kan gjøre Forskjel mellem de lumpne Drabanter og Fixstjerner af første Rang. Nei, der henne paa Veien kommer en rødmusset Bondedreng, som synger ret af Hjertens Grund. Lad os heller høre paa hans Viser; de have formodentlig et mere haandgribeligt Indhold."

Under sin Vandring spillede den omtalte Dreng Bold med sin brede Hat, imedens han med gjennemtrængende Røst afsang følgende Ord:

Farvel, min velsignede Fødeby!
Min Moders Gryde ryger i Sky,
Min Faders Qvie gumler i Stald,
Min Søsters Hane sover paa Hald.
Jeg vil løbe min Vei.

Farvel, du min Farfaders gamle Huus!
Hav Tak for Øl af vort Gildekruus,
For Dørtræet, hvor jeg med Ranglen sad,
For Moders Melk og for Tyggemad
Og Springom i vor Lo.

Leerstampede Gulv, hvor med Skjorte paa
Jeg lærte krybe, jeg lærte gaae!
Nu kjedes jeg plat ved saa stakket Gang,
Og Stuen bliver mig alt for trang.
Jeg maa løbe min Vei.

Lad Oxen bindes ved Huusmands Plov,
Jeg priser den vildene Hjort i Skov.
Naar Anden rokker i Rendesteen,
Er den sneehvide Maage dog vel saa reen
Mellem Himmel og Hav.

Jeg vandrer og feiler foruden Ro;
Jeg slider vel hundrede Soller af Skoe.
Al Verdens Kringel og snurrige Bold,
Baade hvor den er varm, og hvor den er kold
Vil jeg rigtig besee:

Appelsiner og Druer og Granens Tap,
Frøkener, Fruer, Ridder og Knap.
Jeg vil glide paa Ski ved Nørrepol,
Og gaae nøgen for Otaheitis Sol
Med en Krands af Koral.

Sin Skjebne frister den friske Mand.
Kanskee jeg som Ridder fra fremmed Land,
Med sneehvide Heste for Gyldenkarm,
Kommer hjem med en Kongemø i min Arm
Til min Moder igjen.

For det første den rygende Grød jeg flyer
Og synger op udi vildene Skyer:
Hurra, blaatrøiede danske Knøs!
Heis Pjalten i Veiret og Skuden øs!
Snart vi flyver afsted.

Da Drengen var gaaet forbi Stakittet, og hans Sang efterhaanden tabte sig i det Fjerne, udbrød Frits: "Det var en lykkelig Tid, jeg kom til at høre disse Vandringsriim. Jeg betragter denne Sang som en Røst fra Himmelen, der opfordrer mig til at styrte mig ud i den vide Verden, for at opsøge min ubekjendte Skjønne. Jeg veed, at hun idag er reist fra Byen igjennem Vesterport. Laaner du mig din Knortekjep, da begiver jeg mig nu strax uden videre Tros paa Veien. Jeg skal nærmere skrive dig til, hvorhen du skal skikke mit Tornister efter mig."

"Min gode Ven," sagde Christian, "naar du nu har opsøgt din Tilbedede, veed du jo slet ikke, hvad Modtagelse du vil finde."

"Troer du da, jeg besidder mindre Kjækhed end saamangen spædlemmet Fugl i Luften, der trøstig begiver sig paa Flugten over de mange tusinde Bølger, uden at være sikker paa at finde det Træ, den flyver efter?"

"At du besidder Kjækhed nok, har din Næse nys maattet føle. Lykke paa Reisen da! Naar du engang har faaet et Indfald, veed jeg nok, Pokker selv kan ikke bringe dig derfra. Lov da i det Mindste, snart at lade dine gode Venner høre fra dig."

Herpaa gav Frits sin Haand og gik strax ud af Porten, for at tiltræde sin Vandring.

Andet Capitel.
Møllekroen.

En Søndag Eftermiddag var det sædvanlige Studenterlaug igjen forsamlet paa Norges Minde, hvor de sadde paa Bænken udenfor Valentins Dør, for at betragte de brogede Tog af Ryttere, Gigge, Fodgjængere og Børn i Trillevogn, som paa den støvende Strandvei droge til Charlottenlund. Valentin blev spurgt, om han ikke for nylig havde havt nogen Efterretning fra den krøllede Frits, og oplæste da for Selskabet følgende Breve, som vare stilede til den hele Vennekreds:

Brødre!

Idag faae I Brev fra et af Jordens lykkeligste Mennesker. I maae være mig stor Taknemmelighed skyldige, fordi jeg afbryder min lange Rad af Fornøielser, for at meddele Kammeratskabet en Fortælling derom. Jeg forekommer mig virkelig som en medlidende Herremand, der i Glandsen af 10 Lysekroner holder sit blomstrende Bryllup. Han seer en Hob nysgjerrige Stoddere, der staae paa Tæerne for at kige igjennem hans Vinduesruder. Den tjenstivrige Laquai vil fordrive den ubudne Flok, som er bedækket med Pjalter i Stedet for Høitidsklæder. Men den høitfølende Konge (tilgiv mig den høie Titel, jeg af Venskab pryder ham med), den høitfølende Konge vinker til sin Træl, at han ei med uværdige Slag maa fordrive den sparsomt klædte Betler — thi Himlen er den Fattiges Ven — og, vigende for sit Sinde Mildhed, lægger han usigelig meget Kjødmad paa det blomstermalede Porcellains-Fad, og skikker sin Tjener dermed ud til de selvbudne Gjæster. Og en anden Tjener sender han efter, sammesteds hen, med en Tvillingpocal fuld af den purpurfarvede Viin. De udsende da de graadige Hænder mod det veltillavede Maaltid, og gjemme Levningerne i deres velsammensyede Tiggerposer. Saaledes taler da een Stodder, rækkende Hovedet til sin Nabo: Ikke skal vi den Dag i Morgen have nogen Uleilighed af den uforskammede Mave, som altid byder at fyldes. — Nu drikke de sig en Ruus i den lette Viin, og raabe med forenet Røst: Gid den af Gud opfostrede Konge maa længe leve med sin Ungdomsbrud! Giv hun maa føde ham raske Sønner, der vel forstaae at svinge den kobberbevæbnede Landse, og gid Fruerstuen maa blomstre med deilige Pigebørn, der ligne deres Moder! Saaledes tale de, men den liliearmede Jomfru bøier sit Hoved ned til den vellugtende Urtekost, for at skjule sine Kinders Rødme. Den høihjertede Konge seer paa hendes solskinlignende Ansigt og betages af en sød, uendelig Længsel, og vikler sin dristige Høire omkring hendes guldombeltede Liv. Og han fylder en Guldpocal, og drikker de herlige Betleres Skaal. Han ønsker dem, at de maae finde Ly under tætløvede, bredskyggede Lindetræer, naar Regnen overfalder dem paa den brede Landevei; at Gud Fader vil forbyde de blodgjerrige Hunde, som bjæffe ved Porten, at sønderrive deres lappede Kjole, og at Bondens Viv alle Dage maa fylde deres Pose med Ost og Brød. — Ei anderledes gaaer det den gudlige Kongesøn, som til Eder skriver dette Brev. Jeg føler Medynk med Eder arme Stoddere, der ikke som jeg have Mod til at rive Eder ud af Livets Trældom og styrte Jer ud i den uendelige Verden. —

"Det var en lang Lignelse," bemærkede Bertel.

— I Stedet for at opsøge den ubekjendte Skjønne, der først har givet Anledning til min Vandring, har jeg slaaet mig til Ro i en Møllekro, hvor jeg alt har opholdt mig i 5 Dage, og kan ikke forlade dette mit Opholdssted, uagtet jeg lige for mine Øine, naar jeg om Aftenen spadserer langs med Søen, seer de gyldne Fløie paa Ravnshøi, hvor jeg veed, min Tilbedte befinder sig. Jeg vil dog beskrive Eder Møllerens Familie, som saa aldeles har fængslet mig, at jeg forekommer mig selv at høre dertil, som et nødvendigt Lem. Konen er en skikkelig Kone, som passer sit Huus og giver sin eneste Datter Irettesættelse fra Morgen til Aften. Faderen har først tjent som Soldat hos en tydsk Fyrste, siden været Jæger paa Ravnshøi. Han er derfor meget langt fra at være nogen almindelig Møller, der blot tænker paa at tolde Bondens Sæk. Han forstaaer sig næsten paa Alting og kan underholde sine Gjæster saa godt ved sine Samtaler, at de, naar deres Reiseplan tillader det, gjerne tilbringe Natten i hans Huus. Hver Morgen Kl. 4 vækker han mig op, fører mig paa Jagt, og fortæller mig morsomme Historier fra sin Reise. Han uddanner omhyggeligen mit hidtil halv slumrende Talent for Jagten. Jeg har idag hjembragt to Beccasiner og 6 Lærker til Møllerens Kjøkken. Han siger, jeg har Anlæg til at blive en dygtig Jæger, naar jeg bare kan lægge mig efter noget mere Koldsindighed. Thi hidtil har jeg unegtelig gjort mange Feilskud. Paa stille Maal træffer jeg gandske godt; men naar jeg seer en Fugl i Flugten, kommer mit Blod saaledes i Kog, at jeg i Almindelighed skyder forbi. Ved slige Leiligheder bliver Mølleren gjerne meget opbragt, men det tilgiver jeg ham gjerne; thi han mener det godt og ønsker af Hjertet, at jeg ret maa blive til en færdig Skytte. Forleden vare vi dog nær blevet Uvenner. Ved en Feiltagelse skjød jeg hans røde Støver i Stedet for en Hare. Da overøste han mig i den første Forbittrelse med saamange Eder og Skjeldsord, at jeg besluttede, snart at forlade hans Huus. Men medens jeg nu gik gandske modløs ved Siden af ham, søgte han paa saa rørende Maade at gjøre sin Opfarenhed god igjen, at jeg ikke længer kunde være vred paa ham. I maae ingenlunde troe, at vores Forsoning skete med Taarer, eller at vi styrtede i hinandens Arme, som det gaaer til i en Roman. Nei, da han mærkede min Misfornøielse, holdt han ei engang op med sin haarde Tiltale; men nedstemte blot Tonen lidt, saaledes at han øiensynligen lod Fortsættelsen følge, blot fordi han skammede sig ved en pludselig Overgang til Venlighed, og maatte gjøre Vold paa sig selv for at vedligeholde den Fortørnedes Rolle.

Alting, sagde han, griber han saa keitet an, naar han gaaer paa Jagt. Hvad er det for et gudsjammerligt Krudthorn, han har? Han spilder jo hver Dag et halvt Pund af det gode, polerede Krudt, fordi den tossede Tøndetap ikke passer i Hullet. Smid det tossede Pølsehorn i Grøften! Her vil jeg forære ham et andet, som har tilhørt Fyrsten af Katzenellenbogen. Der hænger et godt Krudtmaal ved, af ægte Sølv. Pas nu paa, naar han lader den spanske Flint. Den taaler sine 6 Grader. Men det vil jeg sige ham — han maa passe vel paa Maalet. Jeg kan ikke være tjent med at faae min bedste Bøsse spoleret af saadan en — saadan en Herre fra Kjøbenhavn, som han.

Møllerens Datter er meest efter mit Hoved. Ja, hvorfor skal jeg lægge Dølgsmaal paa det, det er egentlig hende, jeg ikke kan fjerne mig fra, og min Kjærlighed til hendes Familie kommer blot deraf, at jeg veed, der flyder samme Blod i hendes Aarer, som i deres. Ja jeg maa tilstaae, jeg kysser gjerne Møllerens lille, snottede fire Aars Dreng, fordi hans Næse ligner Søsterens. Jeg undseer mig virkelig meget for Eder allesammen, at jeg maa bekjende det for Jer. Jeg drog ud i Verden ret som en vandrende Ridder, der leder efter en yndig Riddersfrøken, som han blot saae et Glimt af, da hun fløi ham forbi paa sin hvide Ganger. Eders Ønsker ledsagede mig paa mit eventyrlige Tog, og nu maa jeg bede Eder om at give dem en anden Retning. Kunde jeg nu blot faae Jer omstemte saaledes, at I ligesaa varmt ville interessere Eder for min Møllerpige, som for den Skjønne paa Borgen. Jeg forlader aldrig dette Sted —

"Hvorfra dateres Brevet?" spurgte Bertel.

"Fra Møllekroen," sagde Valentin.

»Ei, ei!« udraabte Bertel. "Der støder han sammen med en snurrig Person, med den lærde Licentiatus medicinæ Claudius. Inden I høre Fritses Udladelser om ham, vil jeg først fortælle Jer et Par Ord om denne aandelige og legemlige Krøbling; thi jeg kjender ham bedst, da han, med Skam at tale om, er mit kjedelige Søskendebarn.

Licentiaten.

For tre Aar siden havde Familien paa Ravnshøi og adskillige af deres velhavende Naboer, der ei have nogen offentlig beskikket Medicus i deres Nabolaug, forenet sig om at holde sig en Læge for egen Regning. Jeg besluttede da at gribe denne Leilighed, for at bringe min kjære Frænde til et Slags Virksomhed. Thi selv er han alt for lam paa Villien til at udføre nogen Beslutning. Jeg gav ham et Brev i Lommen, satte ham paa en Fragtvogn og troede, Sagen var fuldkommen i sin Rigtighed. Men da jeg et Aars Tid efter begav mig derud for at see, hvorledes han skikkede sig i sin nye Stilling, og i denne Hensigt lod mig føre til Stedets Læge, fandt jeg til min store Forundring, at en anden Medicus øvede sin Kunst der i Egnen. Nu vilde jeg igjen reise til Staden, for om muligt der at opspørge Licentiaten. Paa Veien overnattede jeg i Møllekroen og saae der, mens jeg i Aftenskumringen sad med den lystige Vært og betragtede Kakkelovnsilden, en lang, kroget Skikkelse liste sig langs med Væggen og forsvinde gjennem en af Dørene. Denne Skikkelse vil jeg beskrive; thi med det Samme beskriver jeg min Fætter. Han er halvfjerde Alen lang, og af Skamfuldhed over denne overnaturlige Længde, som ved hans Smekkerhed endnu mere bliver iøinefaldende, bøier han sin Ryg saameget, at hans Hoved falder under et almindeligt Menneskes Synskreds. Naturen har lettet ham denne Stilling ved at forsyne hans Rygrad med to Led, saaledes at den, i Særdeleshed naar han sidder, udgjør tre Linier, der danne to stumpe Vinkler med hinanden. Forresten er der Intet at mærke ved hans Ydre, naar man undtager en Klumpfod, som gjør ham det nødvendigt, til Brug for sin høire Fod at holde sig en Snørestøvle.

Hvad var det for et Menneske? spurgte jeg Værten.

Det er een af mine Gjæster, gav han til Svar; han kom for et Aar siden til mit Huus og lod til, at have stort Hastværk: thi han bestilte Thevand til næste Morgen Kl. 4, for ret betids at fortsætte sin Reise. Men den næste Dag lod han Vognen afsige. Dette gjentog han siden hver Dag i det første halve Aars Tid; men nu lader det til, at han har slaaet sig til Ro her i mit Huus. Det er et godt Stykke Karl, som aldrig kommer nogen Sjæl for nær; men jeg troer, sandt at sige, han er ikke vel forvaret. Hans Lærdom har gjort ham forrykt i Hovedet.

Valg Deres Ord forsigtig, sagde jeg, thi han er mit kjødelige Søskendebarn paa mødrene Side.

Ja, sagde han; saa maa De jo selv bedst vide, hvordan han har det. Han er forfærdelig folkesky. Igaar lod han en Stige sætte til sit Kammervindue, for at kunne komme ned i Haven [og gjøre sig sin sædvanlige] Motion, uden at gaae igjennem Gjæstestuen. Sommetider ligger han en heel Dag i Dvale, sommetider spanker han op og ned ad Gulvet og giver sig til at præke for sig selv. Men det er jo gandske overflødigt, at jeg fortæller Sligt til Dem. De maa jo selv bedst kjende hans Underligheder. Han gjør os, som sagt, ingen Bryderier. Vi ere blevne saa vante til at see ham humpe omkring her i Huset, at jeg endogsaa troer, vi vilde savne ham, dersom han reiste sin Vei. Min Datter Marie passer meget omhyggelig paa, at han i betimelig Tid faaer sin Mad og Drikke, ellers troer jeg, han af Glemsomhed sultede reent ihjel. Jeg siger tidt nok til hende: Lad os engang see, om ikke hans Natur selv kan minde ham. Han er dog saa lang, at han maa kunne kræve sig selv. Men hun er altfor blødhjertet til at anstille Forsøget. —

Jeg sad oppe til langt ud paa Natten for at skrive Breve, og hørte ham imidlertid bestandig pusle paa sit Værelse. Snart phantaserede han nogle faa Minuter paa sin Fløite, snart spadserede han taus og med stærke Skridt omkring paa sit Gulv. Jeg gik ud i Haven, for at kige gjennem hans Vinduer. Lyset paa hans Bord var brændt langt ned i Pladen, da han i sine overjordiske Tanker havde forglemt at skyde det i Veiret. Luen steeg og sank i Blikrøret, der var gandske blaat af Heden, og den smeltede Talg udbredte sin Stank i hele Værelset. Halv liggende, halv siddende befandt han sig i en meget lav Lænestol, med sine lange Been udstrakte paa Gulvet. Han var fordybet i Betragtninger og stirrede stivt hen for sig igjennem sine Briller. Begge hans Hænder, der endnu holdt fast paa Fløiten, hvilte aldeles ubevægede paa hans Skjød. Jeg betragtede ham flere Minuter, uden at han gjorde Mine til at røre noget Lem. Naar jeg ikke havde seet det brændende Blik igjennem Brillerne, vilde jeg have taget det for en heldig Voxafstøbning af min Fætter Licentiaten. Tilsidst raabte jeg til ham gjennem det aabne Vindue: God Aften, Fætter! — Han foer sammen uden at bringes ud af sin forstenede Positur. Nu krøb jeg ved Hjelp af den nylig anbragte Stige gjennem Vinduet ind til ham, og bragte ham ved mine Nævers Kraft ud af sin Dvale. Han reiste sig op med endeel forlegne Bukninger og fremstammede nogle ufuldbaarne Complimenter, hvormed han yttrede sin Taksigelse, fordi jeg saa gjerne paatog mig den Uleilighed, at hjelpe lidt paa hans Leveplan, og gjorde mig endeel Undskyldninger, fordi han ikke havde fulgt den Bane, jeg havde foreskrevet ham. Hans Tanker skride saa langsomt, at han undertiden mangler Aandsnærværelse til at svare paa det eenfoldigste Spørgsmaal. I Særdeleshed er han uforstaaelig, naar han nylig har været hentaget af sine metaphysiske Phantasier. Da hersker der en saadan Skilsmisse imellem hans Ord og Mening, at han ei er i Stand til at fremføre nogen fuldstændig Sætning; men alle hans Tanker komme dødfødte til Verden. Da nogen Ligevægt var tilveiebragt i hans adspredte Sind, aflagde han sit Skriftemaal, der, med Forbigaaelse af hans hyppige Pauser og mislykkede Perioder, lød saaledes:

Dagen efterat jeg var kommet hid, var det mit faste Forsæt at begive mig til Ravnshøi; men det var mig umuligt at finde min Lommesax, og du vilde dog neppe forlange, jeg skulde fremstille mig for et Herskab med uklippede Negle. Da jeg den følgende Dag greb en Brand paa Skorstenen, for at tænde min Pibe, brændte jeg mig en stor Vable paa den høire Pegefinger. Med en saadan legemlig Smerte begriber du vel, jeg manglede det frie Hovedomløb, som udkræves, naar man skal indføre sig selv med en passende Hilsen hos en virkelig Justitsraadinde. Da Møllerkonen den tredie Dag, efter min Anviisning, skulde forbinde min syge Haand, og med en tændt Praas vilde brænde Sytraaden over, dryppede syv store Talgpletter paa min sorte Kjole. Da den første Draabe var faldet, forudsaae jeg, at der vilde følge flere paa; men jeg var saa betaget af Taknemmelighed over hendes Omhu, at jeg ikke havde Mod til at gjøre hende opmærksom derpaa. Nu gik lang Tid hen, inden jeg fik anskaffet noget Terpentin til at tage disse Pletter af med. Imidlertid vare mine skjønneste Kraver smudsede, og endeel Uger forløb, inden jeg fik dem besørgede til en Vaskerkone. Med saadanne smaa Uheld, som en ond Dæmon sendte mig paa Halsen, forløb et Aars Tid, uden at det var mig muligt at komme til Ravnshøi, som blot ligger en halv Miil fra denne Kro.

Men min Gud, udbrød jeg, hvorledes er det tænkeligt, at du ei paa en eneste af de 365 Dage fik det Heltemod, til Trods for alle Hindringer at gjøre det herkuliske Tag!

Saaledes, svarede han, taler bestandig du og Enhver, der har det Held, at kunne handle uden at tænke over sit Liv. Naar jeg havde kunnet indsee nogen tilstrækkelig Grund til, at Reisen snarere skulde skee paa een Dag end paa en anden, da vilde den have gaaet for sig. Men Ulykken bestaaer egentlig deri, at jeg altfor tydelig indseer den Sandhed, at enhver Gjerning uden stor Skade kan opsættes en Dag.

Men deri tager du just feil, Fætter, gav jeg til Svar; ingen Ting i Verden, som kan udføres idag, bør udsættes til imorgen.

Negter du mig det, tog han atter Ordet, da maa du nødvendig indrømme mig, at den muligviis ligesaa godt kan udføres et Minut eller et Secund senere; og denne forbistrede Mulighed varer ved, saalænge man drager Aande. Ingen kan bevise mig at en Opsættelse, der varer en Secund eller Terts, skulde have fordærvelige Følger, og fordi Ingen kan bevise mig det, derfor gaaer mit Liv reent i Staa. Min uendelige Grandsken derover gjør, at jeg Intet udretter. Fremdeles kommer jeg til at tænke paa mine Tanker derover, ja jeg tænker over, at jeg tænker derover, og deler mig selv i en uendelig tilbageskridende Rad af Jeg'er, der betragte hinanden. Jeg veed ikke, hvilket Jeg der skal standses ved som det egentlige, og i det Øieblik jeg standser ved eet, er det jo igjen et Jeg, der standser derved. Jeg bliver ør og betaget af Svimmelhed, som om jeg stirrede ned i en bundløs Afgrund, og Tænkningen endes med, at jeg føler en rædsom Hovedpine.

Kjære Fætter, sagde jeg rolig, med slige Grublerier vil du pine dig ligesaa forgjeves, som om du endevendte din Goliathskrop, og forsøgte at spadsere paa Hovedet med dine lange Been i Veiret. Jeg kan slet ikke staae dig bi med at sortere dine mange Jeg'er. Det ligger aldeles uden for min Virkekreds, og jeg maatte enten være eller blive ligesaa gal som du, hvis jeg indlod mig i dine overmenneskelige Drømmerier. Min Viis er at holde mig til de haandgribelige Ting og vandre paa Forstandens brede Landevei; derfor komme mine Jeg er aldrig i Ulave. Forresten seer jeg nok, at Forseelsen er min. Jeg burde have ført dig lige til Maalet, aabnet Justitsraadindens Døre, og stødt dig ind i Stuen saaledes, at du havde seet dig nødsaget til at gribe det første det bedste Jeg, for at byde Fruen og hendes gode Familie god Dag. Men siig mig nu, hvad du har taget dig for her i et udslaget Aar?

Jeg har, sagde han, samlet Materialier til mit store Værk over Menneskets physiske og intellectuelle Natur.

Aa, svarede jeg, tænker du paa det endnu? For 10 Aar siden havde du den samme fixe Idee. Det maa blive ret et grundigt Stykke Arbeid. Jeg troede, du studerede Mineralogie, siden jeg saae den store Mængde Stene her paa dit Gulv.

De sindes her alene for Værkets Skyld, sagde han. Jeg har bemærket, at Tankerne glide bedst fra Pennen, naar man besidder aldeles hensigtsmæssige Skriveredskaber. For at faae gode Penne, maa man have gode Knive, og for at skjærpe dem, maa man besidde ret udsøgte Slibestene. Derfor har jeg, inden jeg gik videre, forskrevet adskillige Steenarter, og rigtig nok, som du seer, maattet trænge temmelig dybt ind i Mineralogien som et forberedende Studium.

Herpaa gav jeg til Svar: Dette synes at være ret en grundig Fremgangsmaade, naar du hertil føier et flittigt Studium af Ornithologien, for at løse den Opgave, hvilke Fugles Fjær der yde de bedste Penneposer, og tillige opoffrer nogle Aar til Pædagogiken, for at udfinde, hvorledes en Dreng bedst opdrages, for engang i Tiden at blive en dygtig og retsindig Knivsmed.

Egentlig talt var det slet ikke for vidt drevet, sagde han. Du spotter, fordi du ikke forstaaer mig. Disse Forsøg paa at lette den aandelige Virksomhed ved Materiens Beqvemhed afgive jo tillige Bidrag til Værket selv, ligesom ogsaa Betragtningen over, hvorledes jeg bragtes til Undersøgelsen, udgjør et nyt Capitel. Fremdeles —

Ja, stop nu, Fætter, afbrød jeg ham, ellers løbe vore Tanker atter Surr, ligesom da vi kom i Vilderede med vore Jeg'er. Man bør ikke roe saa langt ud, at man taber Landet af Sigte.

For at rede mig selv og min Fætter ud af det filtrede Hjernespind, hvori han gjerne saaledes indvikler os, at jeg med min jydske Forstand tilsidst veed hverken ud eller ind, gav jeg mig til at undersøge, hvad Forfatning hans Klæder befandt sig i; thi han er i enhver praktisk Dont aldeles raadvild og hjelpeløs. Jeg erfarede da, at hans Garderobe ved den menneskekjærlige Maries Bistand var bragt i bedre Stand, end jeg havde troet. Medens jeg syslede hermed, blev jeg vaer, at han, ved at holde Frakken opknappet, gav sit Liv et bredere Gjennemsnit, for at spærre mig Udsigten til en vis Krog. Naar jeg vilde kaste mit Øie derhen, trippede han omkring foran min Synslinie som en Gaas, der med udspilede Vinger søger at forsvare sit nys udrugede Kuld mod Hønsepigens Hænder; men hun sparker den kortsynede Gaas tilside med sine Træskoe og tæller alle Gæslinger i sit Sold, for at bringe dem i Nattely. Saaledes greb jeg, der havde mærket Uraad, den fortvivlede Licentiatus ved Armen og sagde: Gaae tilside, Fætter, jeg maa see, hvad det er for Contrabande, du har skjult her i Krogen. Her opdagede jeg en Stabel skimlede Kraver og Halsklude, som han meget omhyggeligen havde vidst at skjule for Maries Speiderblik. Med en Lineal rørte jeg op i det ilde tilredte Linned, og forstyrtede derved en heel Slægt Ørentvister i deres huuslige Lyksalighed. Den flygtende Sværm af Insekter undslap ved Hjelp af sine mangfoldige Been og smidige Kroppe for største Delen mine morderiske Forfølgelser; men jeg udbrød i Harme:

Hjertenskjære Fætter! Hvorfor i al Verden skjuler du din Skrøbelighed for mig? At du dølger din Uhumskhed for den smukke Møllerdatter, kan jeg finde forklarligt; men at du vil undsee dig for din kjødelige Fætter, der saa tidt har seet dig i din hele Nøgenhed, det gaaer dog altfor vidt.

Bertel, svarede han, jeg forstaaer det neppe selv. Det er et mærkeligt psychologisk Problem. Det gaaer mig som en dødelig Syg, der ei engang har Mod til at aabenbare Lægen alle sine farlige Tilfælde. Saaledes deler Mennesket ved mange Leiligheder sig selv i to Personer, af hvilke den ene søger at føre den anden bag Lyset, imens en tredie, der i Grunden er den samme som de to andre, forundrer sig høilig over denne Confusion. Kort sagt, Tænkningen bliver dramatisk og spiller i Stilhed de meest forviklede Intriger med sig selv og for sig selv; men Tilskueren bliver bestandig paany Skuespiller. Derom anbringer jeg et langt Capitel i mit Værk.

For at han ikke skulde partere sig selv i altfor mange Personer, bragte jeg igjen Talen paa det mishandlede Linned. Jeg udfoldede en hvid Halsklud, som ved sine mange sorte Striber og Spor af Hagen tydelig røbede den Sindrighed, hvormed han havde vidst, bestandig saaledes at sammenlægge den, at en taalelig Yderside kunde føres frem for Dagens Lys. — Kjære Fætter, sagde jeg, man seer af dette Klædes Behandling, at du aldeles ikke mangler Kunstflid. Nødvendigheden vækker af og til endeel slumrende Kunstdrifter hos dig. — Imidlertid havde han tabt sig i Betragtningen over sit eget Hoveds dramatiske Natur, og gav mig intet Svar. Møllerens Gaardhane lod sig høre første Gang, og jeg steeg igjen ud af Vinduet, for at opsøge mit Natteleie.

Nu har I hørt min Fremstilling af min Fætters Væsen og Egenskaber; lad os nu høre, hvorledes Frits udlader sig om ham."

Valentin tog igjen fat paa Brevet, hvor han var bleven afbrudt:

— Jeg forlader aldrig dette Sted. Dersom I ønske Eders Møllesække vel behandlede, da slaaer Eders Bo op her i mit Nabolaug som Præster, Byfogder og Læger. Her er godt at boe. Jeg forlader aldrig dette Sted —

"At sige, hvis Møllersken er af samme Tanker som han", afbrød Zacharias Læsningen.

"O, det har ingen Fare", svarede Bertel. "En Pige fra Landet er ikke vant til at have en saa smidig Tilbeder. Hans Medbeiler, om han har nogen, er sagtens en drøi Forpagter, som taler med Faderen om Rapssaat og Vexeldrift, og hvis høieste Kjærlighedsyttring bestaaer i, at han lægger Piben, eller spytter sin Skraa ud og, mens han udstikker sit Glas Finkel, nikker med et møisommeligt Smiil halv omvendt til Datteren, idet han siger: Hendes Velgaaende, Jomfru!"

Zacharias sagde: "Det ærgrer mig ellers, at den Gjek bilder sig ind, at vi Alle med vore Ønsker følge ham paa hans Narrevandringer. Hans Liv er bestandig halv Alvor, halv Skuespil. Derfor er det ham en Nødvendighed at have Tilskuere til sine Marionetstykker, og det gjør ham ondt, at han allerede i første Act maa adsplitte vor Interesse, ved at føre en ny Elskerinde paa Bræderne."

"Man kalde det, hvad man vil," svarede Bernhard; "vi kjende jo Alle tilsammen hans Væsen og Egenskaber. Han har den Aabenhed eller, om man vil, den Svaghed — thi af Sprogenes Armod nødes man nu eengang for alle til at betegne enhver menneskelig Beskaffenhed med et Ord, der tillige indeholder Roes og Dadel — at han ønsker, Andre skulle deeltage i hans Liv og ligesom leve det i Fælledsskab med ham. Han kjender unegtelig ei til den dybe Lidenskab, der ligesaa lidet i Livet kommer over Læberne, som naar disse bedækkes med Liigstenens Segl. — Hans Charakteer er omskrevet af en saa elastisk Ring, at den bestandig omformes efter den Kreds, han befinder sig i. Jeg kan ret forestille mig, hvorledes han gaaer Møllerkonen tilhaande i hendes huuslige Arbeider, og hvorledes det i slige Øieblikke forekommer ham, at oeconomiske Undersøgelser ere Livets høieste Opgaver. Saadanne bøielige Væsener ere de Baand, der gjøre Overgangen og ligesom Forsoningen mellem de skarpt udtalte Personligheder. Var der ikke slige smigrende Tolke, der ligesom jævnede de skjærende Modsætninger og lærte de stærkt prægede Mennesker at forstaae hinanden, da vilde disse som steile Fjelde fiendtligen staae imod hinanden. En saa voxblød Yngling bliver altid elsket, hvor han træder frem, og jeg tvivler ikke paa, at han i Møllerens Huus antager en Farve, som behager den uerfarne Landsbypige."

"Lad os nu høre mere af Brevet," sagde Bertel, der ikke var en Ven af Tydskerens lange Betragtninger.

Valentin svarede: "Jeg gotter mig ret ved at høre Eders aprioriske Betragtninger, da jeg dog er den, som af Alle er den bedst oplyste og sidder med Slutningen af Historien i min Frakkelomme. Ja jeg venter endogsaa hvert Øieblik Postbudet, for at modtage Begyndelsen til en ny." Derpaa læste han videre:

Hun — I husker nok, at denne Hun er Møllerens Datter — bærer bestandig et rødt- og hvidttærnet Forklæde. Spotter kun, saameget I ville. Dette tærnede Forklæde hører saa uadskilleligen med til hendes Person, at man nødvendig maa tænke sig det med, for at faae en tydelig Forestilling om hende. Hendes Paaklædning er overhovedet det klareste Udtryk af den stille Ligevægt og Ynde, der hersker i hendes hele Væsen. Den høieste Grad af Simpelhed og Reenlighed hersker bestandig deri; enhver Naal er bestandig fæstet med den høieste Grad af Nøiagtighed og Correcthed. Hun taler kun lidet og aldrig uden at foranlediges dertil. Om jeg ogsaa her i dette Brev anførte endeel af hendes Yttringer, vilde det dog kuns give Eder et høist ufuldstændigt Begreb om hendes skjønne Tilværelse; thi I fik den jo at høre af Valentins Basmæle, i Stedet for af hendes bløde, hjertegribende Stemme. Enhver af hendes mindste Bevægelser udtrykker mere end noget Ord den reneste, beskedneste Qvindelighed. Det er intet Under, at Stadens Damer lægge Vind paa smuk Gang, naar de vide sig betragtede af en lang Rad Forbivandrende. Men ved at see Marie, naar hun troer sig ubemærket, stride hen over Gulvet, faaer man først et Begreb om, hvorledes et skjønt indvortes Liv med uberegnet, ufrivillig Tækkelighed bevæger en listig Skikkelse. Imorges tidlig gik hun over Gaarden for at lukke Døren op for sine Høns, og denne korte Vandring staaer bestandig som det skjønneste Maleri for min Phantasie. Det havde nylig regnet; derfor maatte hun vaerlig flytte sin Fod fra Steen til Steen, for ei at blive vaad. Med den venstre Haand samlede hun bestandig sin Kjoles Folder om Fodens Ankel og den sneehvide Strømpesvikkel, medens hun med den udstrakte høire holdt sin lette Gestalt i svævende Stand.

Det falder meget vanskeligt at komme i nogen fortrolig Samtale med hende. Hun har en egen Gave til at holde Folk adskillige Skridt fra Livet. Endogsaa jeg, der, som I veed, ei er frygtsom, og som Nogle paastaae, ei engang beskeden, kommer ingen Vei med min Fripostighed. Hun bringes aldrig i Forlegenhed ved min spøgende Paatrængenhed; men uden at synke ned i den fjasende Region, hvori jeg for Beqvemmeligheds Skyld vil drage hende ned, svarer hun paa Alting med en venlig Alvorlighed. Igaar Aftes lagde vi Sukkerærter sammen. Jeg gik foran og skar med en Lugespade Linien efter den strammede Snor, og hun fulgte bag efter med et Kræmmerhuus, og lod Ærterne falde ned i Furen. Hendes Straahat hængte let tilbagekastet paa Hovedet, og det blegrøde Hattebaand, som var gaaet løst, flagrede omkring hendes Hals og hendes Kinder. Ogsaa hendes vægtige Guldkrøller befriede sig ved den idelige Bukken tidt fra Kammens Tvang, og hun maatte bestandig med sin Haand stryge dem tilside. Da i det samme uheldigviis Lyset af den nedgaaende Sol skinnede paa hendes Ansigt, blev jeg betaget af en usædvanlig Henrykkelse og sagde ret af Hjertens Grund: Gaae lidt mere langsomt, Jomfru. Kom mig ikke saa nær med deres Ansigt, ellers kysser jeg dem.

Nei, De gjør ikke, Hr. Klinger, svarede hun ligegyldigt. Dertil er De altfor artig.

Artig? svarede jeg; det forekommer mig ogsaa at være en Slags Artighed.

Vil De have den Godhed at følge Snoren med lidt mere Nøiagtighed, gav hun til Gjensvar: saa skal De have Tak.

Jeg vilde ikke saaledes lade det første Thema fare, men tog igjen Ordet: Var De blevet vred, hvis jeg havde kysset Dem?

Det vilde gjøre mig ondt at erfare, at jeg uforsætlig ved min Opførsel kunde have givet Dem Anledning til at tage Dem en saa upassende Frihed.

Det stred aldeles mod min Regning, at Samtalen skulde tage denne Vending ind i det høitidelige Foredrag, hvor jeg slet ikke kunde følge med. Naar man saaledes i en Kjøkkenhave taler mig til i den høiere Stiil, bliver jeg tilmode som en Strandmaage, der med sine Svømmefødder staaer paa et Stuegulv og forgjeves basker Sandet med sine brede Vinger, uden at kunne løfte sig i Veiret. Jeg greb da til et Huusraad, som jeg gjerne betjener mig af ved slige Leiligheder. Jeg har bemærket, at blot et ringe Gran af Ugudelighed, som en Eed, er en god Hjertestyrkning, der strax hjelper til at forflytte Conversationen fra de ætheriske Regioner over i den daglige Verden, hvor jeg bevæger mig med langt mere Lethed. Derfor tog jeg igjen fat paa den gamle Traad med følgende Ord: Kjære Jomfru! Jeg kan min Sjæl ikke ret forestille mig, hvad De vilde gjøre, hvis jeg havde kysset Dem.

Jeg vilde gaae min Vei fra Dem, svarede hun, og aldrig mere give Dem Leilighed til at være alene med mig. Det Samme seer jeg mig nødsaget til at gjøre nu, hvis De længer trænger ind paa mig med en Slags Underholdning, som langt fra er efter min Smag.

Ved saadan alvorlig Tiltale bragtes jeg reent ud af min Fatning, og fuldendte med stor Ydmyghed mine Furer i Bedet. Saaledes besidder hun bestandig en vis Sikkerhed i Udtrykket, som aldrig svigter hende. Aldrig bringes hun i Forlegenhed for Svar, fordi hun aldrig siger Andet, end hvad hun mener. At hun holder meget af mig, derom er nu slet ingen Tvivl; thi jeg anstillede mig idag, som om jeg vilde reise. Da nærmede hun sig til mig, mens jeg snørede min Randsel:

Er De saa hurtig blevet kjed af vort Huus, sagde hun med en meget venlig Tone.

Nei, svarede jeg, men jeg befrygter, at Huset skal blive kjed af mig.

De maa endelig lægge Reisetøiet tilside, tog hun atter Ordet. De er jo blevet min Fader gandske uundværlig. Han har aldrig været saa oprømt som i de Dage, De har opholdt Dem i vor Kreds.

Dem selv, sagde jeg, kunde det vel være gandske ligegyldigt, om jeg tog min Hat og Stok og gik til Tobolsk eller Irkutsch?

Nei, ingenlunde, svarede hun. Jeg seer Dem ogsaa ret gjerne hos os. Naar De blot i visse Henseender forandrede Deres Opførsel noget, vilde Deres Nærværelse være mig yderst behagelig.

Det Eneste, jeg har imod den fortræffelige Marie, det er, at hun for tidt taler til mig i en vis Formyndertone. Hun kan vel være et Par Aar ældre end jeg; men jeg er jo dog heller ingen Dreng. Jeg fylder jo snart de nitten Aar, og har i eet Aar været myndig med Curator. Om fire Dage skal her paa Søen holdes en Andejagt, hvortil jeg glæder mig umaadelig. Inden den Tid vil jeg gjøre Marie en ordentlig Kjærligheds-Erklæring. Jeg kan dog ikke ret nyde det friske Jagtliv, inden jeg har det fra Haanden. Derpaa vil jeg strax skrive det til min Onkel, og den 21de i næste Maaned vil vi holde Bryllup. Det skulde gjøre mig ondt, hvis ikke Valentin til den Høitid begav sig herud med sit hele Følge. Her var forgangen en Forvalter, som forærede mig et gandske fortrinligt Valdhorn. Jeg kan allerede ret taaleligt blæse Livjægernes Marsch derpaa. Det er mig en herlig Tidsfordriv at tage Tonerne derpaa om Aftenen i Skoven eller ved Søen. Jeg har ogsaa megen Moro af en tyk Pudelhvalp, der vralter omkring paa sine korte Been og tilhører Møllerens Dreng Peiter. Det koster mig meget Hovedbrud, hvorledes jeg skal faae det Dyr lært, at bringe hid. Den har allerede tygget mange Lommetørklæder itu for mig. Send mig endelig med næste Post Fichtes transcendentale Idealismus. Man maa dog have nogen Philosophie, at slaae sig igjennem Livet med. Det angrer mig, at jeg hørte Sibberns Forelæsninger saa høist forsømmelig. Nu kan jeg først ret studere. Jeg fik en usigelig Sindsro og Tilfredshed, siden min lykkelige Skjebne har ledet mig til min evig elskede Marie.

Nu har jeg længe nok i Livet sværmet,
Ret som en Fuglefjær for alle Vinde.
Naar jeg mig havde Lykkens Stjerne nærmet,
Jeg saae den som et Lys i Sumpen svinde.
Nu ligger jeg i Havnen trygt beskjermet,
Jeg fundet har en deilig Frelserinde!
Jeg aldrig faaer min Frydesang udsjunget,
Nu er min Rosenstok i Blomster sprunget!

Før ilede jeg snart blandt Skovens Hjorte,
I dyben Snee jeg fløitede paa Hunden;
Snart med Hyrdindens Lokker ravnesorte
Jeg spøgte ved en Hybenbusk i Lunden;

Snart var min Sjæl i sjette Himmel borte,
Naar Bægeret jeg tømte ned til Bunden.
Dog hastig disse vilde Glæder døde,
Og i min Aand der var saa tomt og øde.

Hør mig, du Aand, som gjennem dine Stjerner
Til den Gjenfødte saa fortrolig skuer,
Jeg elsker dig, du Gamle i det Fjerne,
Jeg seer dit Smiil i alle Nattens Luer.
Nu for dit Rige kjæmper jeg saa gjerne!
Kom frem, du Djævlehær, jeg ikke gruer,
Jeg seer min eneste Forsonerinde,
Ved hendes Haand jeg Himlen nok skal finde.

O, stod jeg i en Lund med hende ene,
Hvor Elskovsfugle høit i Løvet gynge;
O, vilde Du mig ei den Lyst formene,
Min Høire om dit ranke Liv at slynge,
Og see paa dine Øine jomfrurene.
Og vilde hvert et Næb i Luften synge:
Da —

Da — derpaa kan jeg ingen Slutning sætte. Jeg mangler et Riim, og har desuden ingen Stunder. Møllerens Hønsehund giver Hals i Skoven, jeg maa derud.

Eders trofaste

Frits Klinger."

Da Brevets Oplæsning var endt, sagde Zacharias: "Hvad var det for Snak, der stod om Hyrdindens ravnesorte Lokker. Jeg har dog hidtil ikke troet, at han har ført noget egentlig ryggesløst Liv."

"Nei ingenlunde," svarede Bertel. "Det er en poetisk Fiction, som staaer der blot for at pynte, uden at det skal have nogen egentlig Betydning. Han kjender slet ingen Hyrdinde; thi Korøgteren paa Ørnholm, hvor hans Onkel boer, har, saavidt jeg veed, ingen Døttre. Svinerøgteren har vel een, men hendes Haar er ikke ravnesort, det falder omtrent i samme Farve som en Kakkelovnstørv."

"Hvad synes I forresten«, sagde Valentin, "om vor gode Vens glimrende Udsigter?"

"Hvis hun ikke," sagde Bertel, "troer det tjenligt for ham, at gaae lidt Trængsel igjennem først, for ret at styrkes i Troen, saa seer det unegtelig noget betænkeligt ud for ham. Jeg anseer det just ikke for umuligt, at en Landsbypige, der ei har studeret, ved heldige Naturanlæg paa egen Haand kan komme til at erkjende Sandheden af Digterens Ord: irritant obstacula magis. Hvad grundet du paa, Bernhard?"

"Jeg tænker paa" — var dennes Ord, "hvorledes Naturen har ladet den qvindelige Charakteer uden egentlig bestemte Omrids. Der er fast ingen Forskjel i Sind paa de bedre Væsner af det hele Kjøn. Deres bedre Side bestaaer i en reen hvid Flade, uden Mangfoldighed af Farve. Det er ikkuns ved Skyggerne, de skjelnes fra hinanden. Medens man i den mandlige Halvdeel af Menneskeslægten seer en utallig Vrimmel af bestemt ridsede Polygoner, har Naturen i Tegningen af den qvindelige Charakteer betjent sig af lutter concentriske Cirkler. Næsten ethvert reent qvindeligt Væsen vilde jo have behandlet vores Eventyrer paa samme Fod, som denne Marie. — Men lad os nu høre det næste Sendebrev, Valentin. Jeg længes dog efter at vide, hvad Udfaldet bliver."

Valentin tog Brevet frem og læste:

"Farvel, Brødre! Naar I modtage dette Brev, har jeg selv gjort Ende paa mit Liv. Tak for Eders Venskab. I min Dødstime forsikkrer jeg Eder om, at jeg har elsket Eder Alle ret af Hjertet. Jeg troer ogsaa, I have været mine Venner, og tilgiver Zacharias fuldkommen, at han har været saa streng i sin Dom over mig. Du, Christian, har altid elsket mig meest; dig giver jeg mit Valdhorn. Jeg bliver ventelig begravet her i Skoven; sæt dig da en Aften paa min Gravhøi i stille Veir, og blæs en Sørgemarsch ud over Søen. Giv Møllerens lille Søn min Brystnaal. Skjul min Dødsmaade ved een eller anden timelig Opdigtelse for min Onkel i Jylland, og send ham mit Krudthorn. I min Kjolelomme findes en Brevtaske med Penge; giv den til den gamle Soldat, der børstede mine Støvler i Kjøbenhavn. Jeg slog ham engang paa Øret, fordi han havde traadt en Stær ihjel for mig. Ellers troer jeg ei, jeg har fornærmet Nogen. Der findes ingen Kugler i min Haglpung, og jeg er ei i Stand til at støde mig en; thi ethvert Arbeide falder mig væmmeligt. Jeg hænger mig i et blomstrende Æbletræ ved et Ærtebed i Haven. Nyes vilde jeg have sagt Farvel til min Vært, som jeg mødte, men det var mig modbydeligt at bevæge Læberne. Jeg føler mig saa beklemt, at jeg med Nød drager Aande. O, min Hals er, som om den var fuld af Naale. Fy, hvor mit Liv forekommer mig at have været et stygt, elendigt Gjøglespil. Jeg kan ikke skrive meer. Lever vel, trofaste Venner."

"Nu kjender jeg dig ikke mere, Valentin," sagde Christian. dybt bevæget. "Hvorledes har du kunnet paa saa kold og hjerteløs en Maade meddele os et saa sørgeligt Budskab." — Mere sagde han ikke, men bedækkede sit Ansigt med sine Hænder. Valentin svarede Intet, men gik ligegyldig fra Bordet. Der herskede en dyb Stilhed i den hele Kreds, og Alle stirrede tause hen paa det mørke Sund, over hvilket der hang nogle sorte, ubevægelige Tordenskyer.

"I Sandhed," sagde tilsidst Tydskeren, "jeg havde aldrig troet, at en saa flygtig opstaaet Lidenskab kunde saa hurtig overvælde ham med en saadan Voldsomhed."

Pludselig blæstes fra Salen bag ved deres Hovedet en høitidelig Dødningemusik paa et Valdhorn. Først skraldede blot lange, sønderrivende Toner, der udtrykte Rædsel og Fortvivlelse, og klang som revnet Metal, men efterhaanden opløstes de i bløde Rullader, og endte som med et afbrudt Suk. Taarer strømmede Christian ned over Kinderne, da i det Samme Valdhornet fløi gjennem Luften ud i Græsset, og da man vendte sig tilbage, svang den krøllede Frits sig frisk og rødkindet, med den høire Arm om Vinduesposten, ned fra Salsvinduet iblandt dem.

Efterat de første Glædesyttringer og Hilsener vare tilende, sagde Valentin: "Nu holdes jeg vel undskyldt for den Kulde, hvormed jeg bragte den bedrøvelige Tidende, da jeg var mig bevidst, at jeg havde den Afdøde gjemt i mit Sovekammer."

Bertel begyndte med et skalkagtigt Smiil: "Da jeg saae de mange Sørgeminer, havde jeg ikke Mod til at lade mig forlyde med min ringe Betænkning; men jeg trøstede mig selv med den Formodning, at Frits havde fattet en bedre Beslutning, naar han havde følt Strikkens ubehagelige Kildren om Adamsæblet."

"Der tænkte du feil", sagde Frits. "Jeg hængte mig virkelig som en brav Karl. At man skar mig ned igjen, det skete gandske mod min Villie og mit Vidende. Men nu skal jeg kortelig fortælle min Død og min Gjenfødelse. Dagen før Andejagten begav jeg mig ned i Møllerens Have, hvor jeg formodede at træffe hans Datter Marie. Hun spadserede virkelig mellem Blomsterlandene, som paa gammeldags Viis indfattes med høit Buxbom og gjennemskjæres af Gange, der ved kunstigen at krydse hinanden danne mangfoldige Vinkler og Buer. Hun undveeg mig øiensynligen, fordi hun endnu var fortrydelig over Scenen i Ærtebedene. Jeg tænkte med Ovid: militat omnis amans, og forfulgte hende ufortrøden igjennem de labyrinthiske Gange, saa at vi mellem de blomstrende Qvadrater paa en vis Maade kom til at lege Skaktavl. Hun var mig for saavidt overlegen, at hun kjendte Terrainet bedst. Jeg havde paa min Side den Fordeel, at jeg som Springer kunde sætte over Qvadraterne, medens hun med sine smaa, jomfruelige Skridt maatte holde sig paa Blomsterlandeveien. Endelig fik jeg hende ved mine fiint udtænkte Træk drevet om i en Vinkel, hvorfra hendes eneste Retirade var til Lysthuset af Træ. Derind gik hun og slog Døren i Laas efter sig, og jeg steeg i samme Minut ind ad det aabne Vindue.

Hun sagde til mig i en bestemt Tone: Hvad vil De mig?

Jeg tog hendes Haand og sagde: Marie, jeg vil uden Omsvøb sige Dem, hvad der bringer mig til at opsøge Dem, at jeg ei kan leve uden Dem. Jeg føler en uimodstaaelig Trang til at sige Dem, at De gjør mig grændseløs ulykkelig, hvis De ei slutter en evig uadskillelig Forbindelse med mig.

Min Herre, svarede hun, jeg føler stor Agtelse for Dem —

Det er ikke sandt, Jomfru! sagde jeg, hvorledes skulde De komme til at føle Agtelse for mig?"

"Det var et meget vel betænkt Spørgsmaal af dig, Frits," faldt Zacharias ham i Talen.

Frits vedblev: "Hun taug et Øieblik, men uden mindste Forvirring. Derpaa begyndte hun paa ny med følgende Ord:

Jo, i visse Henseender føler jeg virkelig Agtelse for Dem. Jeg anseer Dem for et godt, naturligt Menneske. Men naar De endelig ønsker det, vil jeg ret af mit Hjerte tale Sandhedens strengeste Sprog til Dem. Maaskee De har aldrig hørt en saa oprigtig Dom over Deres Liv og Væsen som den, De nu fornemmer af min Mund. Jeg anseer Dem for at vare meer uskyldig og ufordærvet, end største Delen af Deres Jævnaldrende. Men De er endnu halv Mand og halvt Barn. De finder Behag i Spøg og Leeg som et Barn, og Deres Forstand er dog i flere Henseender udviklet. Denne Mellemtilstand bibringer Dem den Lyst, at ville forvandle Naturens helligste Forhold til Leeg og Fjas. Qplever De en mere moden Alder og bliver i Stand til at føle virkelig dyb Kjærlighed. da raader jeg Dem som en sand Veninde, gjem Deres Følelse dybt i Deres Bryst, og lad Knuppen i Stilhed udvikle sig, før De bringer den for Lyset. Drag ei enhver ufuldbaaren Sindsbevægelse saa voldsomt frem; thi den ætheriske Blomst visner hen, naar den slæbes i Støvet. Troer De virkelig, nogen fornuftig Pige kan finde sit Livs Beroligelse ved at slutte sig til en Mand, der, saaledes som De, blot ledes af Øieblikkets Indtryk? Vil De vinde nogen agtværdig Qvindes Tilbøielighed, da bortkast Deres flagrende Væsen og læg dem efter en mere alvorlig Stræben under Deres jordiske Vandring. Jeg veed, at Deres Godmodighed ikke tillader Dem at opbringes over den frimodige Tone, hvormed jeg tiltaler Dem, og jeg ønsker saa inderlig, at De ret maa føle den Sandhed, der ligger i mit Ord.

Denne Tale holdt hun med en overordentlig Kraft og Fynd, som jeg aldrig havde troet kunde huses i et jomfrueligt Bryst. Under Talen blussede hendes Kinder stærkt; hendes Kam faldt af Haaret; de lange Haarfletninger havde frit Spil, og hun stod for mig i det dunkle Lysthuus som en gudbetaget Pythia Delphica. Jeg blev naturligviis yderst forbittret og slog i Bordet, saa det hele Træhuus rystede."

"Nu lyver du", sagde Bertel.

"Det gjør jeg rigtig nok", svarede Frits. "Forbittret blev jeg, men slog ikke i Bordet saa Træhuset rystede. Derimod gav jeg hende det hidsige Svar: Ho, ho, smukke Jomfru! Troer De, jeg er kommet hid for at veiledes i de første Grunde til en fornuftig Sædelære? At gaae anden Gang op at læse, har jeg just ikke behov. Jeg blev ret grundig confirmeret af Pastor Butfeldt i Ølseby. Det smerter mig, at De har maattet anstrenge Deres spæde Bryst for et Auditorium i Enkelttallet. Havde jeg forud anet, at Aanden i denne Stund saa skjønt vilde tale gjennem Deres elskværdige Mund, havde jeg i det Mindste dog kaldt Møllerkarlen, Bryggerpigen, Røgteren og deres Broder Peiter herop, for at et sømmeligt Antal Øren kunde husvales ved deres listige Formaninger. Det var meer end jeg kunde og burde forlange, at De skulde sætte Deres fortrinlige Talegaver i Bevægelse blot for at tildele min spinkle Person en Times Lysthuus-Andagt. Gud bevares! Landet er jo fuldt af Præstemænd, der hver Søndag deels med Skriftens Ord, deels paa fri Haand, paa deres Embedsvegne nødsages til at revse hver Liebhaber. Jeg er Dem imidlertid uendelig forbundet, ja jeg savner Ord til ret at udtrykke min ubegrændsede Taknemlighed. Tungen tier, men Hjertet taler sit tause Flammesprog. De har echaufferet Dem, Jomfru. Træk Deres Shawl sammen om Halsen, ellers bliver De forkjølet og paadrager Dem rheumatiske Tilfælde."

"Nu løi du igjen, Frits", sagde Bertel. "Jeg kunde see paa dig, at du i dette Minut opspandt den hele Tale. Du har for megen Ridderaand til at tee dig saa ubelevent hos en Dame."

"Ja, naar I endelig ere saa vantroe, at I slet ikke fæste Lid til saa sandsynlige Fictioner, maa jeg bekjende reent ud, at jeg følte mig gandske sønderknust og tilintetgjort. Jeg troer endogsaa, jeg græd."

"Ja det gjorde du sikkert", tilføiede Bertel.

"Ja det gjorde jeg rigtig nok", vedblev Frits, "og med krampagtig Heftighed flød der en Strøm af tosset Snak fra mig, som jeg har glemt igjen, og hvilken jeg, selv om jeg erindrede den, neppe beqvemmede mig til at føre over mine Læber for Eder. Gandske hovedsvimmel og tumlende tog jeg i Grebet af Døren, uden at huske paa, den var lukket i Laas.

Bi lidt, sagde hun, jeg har Nøglen hos mig. — Derpaa lukkede hun mig gandske rolig ud af Døren, som om Intet var forefaldet.

Jeg ilede til mit Værelse, hvor jeg skrev et Afskedsbrev til Eder, og styrtede derpaa gjennem Havestuen for at udføre mit Forsæt. De to Glasdøre, der førte til Haven, stode paa viid Gavl, og paa Trappen var udbredt en Serviet med Lavendler, der skulde tørres i Solen. Ved Siden af Servietten stod Licentiaten og solede sig. Idet jeg nu, for at gaae uden om Lavendlerne, vendte mig paa Kant for at trænge forbi ham, blev han mine forvirrede Miner vaer, og greb mig i Armen. I min Iilfærdighed raabte jeg blot: Slip mig, og stødte ham bort, saa at han styrtede baglænds ned af Trappen. Jeg hørte Dørglassene klinge, men uden at see mig tilbage skyndte jeg mig hen til Æbletræet, og iværksatte min Plan. Jeg tabte snart min Bevidsthed; først følte jeg en behagelig Drøm om deilige Marker og Enge, derpaa Intet.

Da jeg atter vendte tilbage til Livet, befandt jeg mig i Møllerens Havestue, hvor der staae to Senge med høit opstablede Dyner. Jeg laae i den ene og Licentiaten i den anden. Møllerens Kone gned mig i Tindingen med Æddike, og Marie badede Licentiatens Nakke med lunknet Viin. De første Ord, jeg fornam ved Gjenkomsten til dette Liv, var følgende Udbrud af Møl1erkonen:

Ak, Du Fredsens Gud! vi have jo nu lige med Eet faaet et reent Hospital her i Huset! Kathrine, løb og hent Glarmesteren, at vi kan faae nye Ruder i Døren.

Licentiaten var nemlig i Faldet tørnet mod den ene Fløidør, og Glasset havde skaaret ham et Hul i Nakken. Jeg befandt mig i en modbydelig nedspændt Sjælstilstand, som naturligen fulgte paa min forrige krampagtige Stemning. Stuens Tusmørke, Møllerkonens huuslige Puslen og prosaiske Bemærkninger, der droge mig ned i en lav Region, hvor Hvergarn, Finker, Sulevælling og Uldhoser have deres Hjem, bidrog til at gjøre min Forfatning piinlig. Det var mig heller ikke vel tilpas, at Marie hellere bestræbte sig for at skaffe den fordømte Licentiatus frisk Hud i Nakken, end at skaffe mig igjen tilbage til Livet. Saasnart Møllerkonen saae, jeg paa ny drog Aanden, sagde hun til mig:

Naa, De har rigtig baaret Dem net ad, min Herre! Det maa man sige! Herre, Du Fredsens Gud, hvor De har gjort en Forstyrrelse her i Huset! —

Saasnart jeg havde samlet mine Tanker lidt, besluttede jeg at opgive Dødstanken for denne Gang; jeg var for mat, til længer at vare fortvivlet. Da jeg om Aftenen befandt mig alene med Mølleren, sagde han til mig:

Idag har han gaaet hen og gjort en dummere Streg, end dengang han skjød den røde Støver.

Det er Dem umuligt, svarede jeg ham, at gjøre Dem en fjern Forestilling om, hvor inderlig jeg elsker Deres Datter.

Aa, Snak! faldt han mig i Talen, strabadseer han sin Krop dygtig om Dagen, og lig paa en haard Matrats om Natten, saa gaaer det nok over. Saa maa han ogsaa røge brav Tobak; det hjelper forbistret godt.

Man hører nok, bemærkede jeg, at De aldrig har følt Kjærlighed.

Utallige Gange, svarede han; jeg har været forliebt i Fruentimmer af alle Slags Farver, baade sorte, brune, hvide, og de blakkede derovre fra Vestindien. Skulde jeg have hængt mig, hver Gang jeg havde havt slige Griller, da kunde jeg gjerne have forbrugt Oplaget i en heel Reberbane. Tro han mig, det er kuns en halv Snees af de første Gange, at det svier noget for Hjertet, siden er det kuns en Overgang, ligesom Tandværk og Snue.

Han forlod mig, og jeg var ved Dagens Begivenheder blevet saa aarvaagen, at jeg følte liden Lyst til at sove.

Jeg aabnede Vinduet ud til Skoven, hvor den blankt Maane skinnede paa de tætsluttede Trætoppe, medens Gjøgen af og til lod mig høre sin Røst. Jeg tænkte paa den Grav, der saa nær havde kommet til at reises for mig i Skyggen af det Krat, over hvilket jeg nu saae de vrimlende Myg i Skumringen at optaarne deres bevægelige Skyer. Jeg tænkte paa, hvorledes den store Natur saa rolig bevæger sig frem i sin uendelige Fred, medens det saakaldte Fornuftvæsen yttrer sin Egensind som et uregjerligt Barn; hvorledes Natten, igjennem sine gyldne Briller, vilde have seet paa min Grav med samme Blik, som den nu saae paa mit Ansigt. Da forestillede jeg mig ret levende, hvorledes Christian da havde siddet med et Flor om sit Horn og blæst en veemodig Melodie, mens Fiskeren holdt stille med sit Blus paa Søen og strøg Haaret bort under sin laadne Kabuds, for at høre paa Musiken. Under disse Betragtninger forfattede jeg den Sørgemusik, som I nys have hørt, og sov ind paa min Stol med Hornet under Armen."

"Nu synes du dog at vare gandske vel tilmode paa ny", sagde Bertel.

"Jeg forsikkrer dig«, gav Frits til Svar, "jeg er saa Gud høist bedrøvet."

"Noget maa du vel sagtens være det, om ikke for Andet, saa for Velanstændighedens Skyld. Imidlertid har dog vist de strenge Lærdomme, Jomfruen gav dig i Lysthuset, virket med temmelig nedslaaende Kraft paa din Varme."

"Ja tilvisse", sagde Frits igjen; "thi jeg bliver gandske fortørnet, naar jeg tænker paa den Rolighed, hvormed hun affærdigede mig, den Besindighed, hvormed hun foredrog sin Tale, ret som om hun vel forberedt havde læst hvert Ord fra Bladet. Hun burde dog i det Mindste vare kommet lidt i Oprør."

"Ja vist", sagde Bertel; "hun burde have taget et Par Hofmannsdraaber paa et Stykke Melissukker, og lagt sig lidt ovenpaa Sengen med Klæderne paa. Det var det Mindste, hun kunde gjøre, naar hun vilde tilfredsstille Høflighedens almindelige Fordringer. Hun taler ellers ret godt for sig. Jeg gad gjerne vide, hvorfra hun faaer de Bøger, efter hvilke hun danner sin Stiil. Thi naar jeg undtager Udtrykket: "Deres jordiske Vandring", som hun kan have tilegnet sig af Sognepræstens Søndags-Foredrag, havde Resten mere af Romanens Farver, end af den evangeliske Rhetorik. Jeg tilstaaer, det falder mig ikke let, paa staaende Fod at opløse de Bestanddele, hvoraf hendes Ordbog er sammensat."

"Hun har virkelig meer Dannelse, end nogen af Eder troer; thi hun har, fra sin Barndom af, havt megen Omgang med Familien paa Ravnshøi, og Fruen i dette Huus skal besidde megen Smag for den skjønne Literatur."

"Ja saa", sagde Bertel; "derved gaaer et Lys op for mig. Jeg kan nu ret i Aanden forestille mig en landlig Kreds af Jomfruer og Fruer, der have dannet sig et lille Læseselskab, og hvorledes de utaalmodige vente den agende Post, for med Graadighed at styrte sig over Brevduen, Harpen, Læsefrugterne o. s. v."

"Jeg har faaet en Slags Interesse for den Pige", sagde Bernhard, "blot af de faa Bidrag, man har givet mig til hendes naturhistoriske Construction. Det er et ret smukt Exemplar af den schillerske Qvindeclasse. Jeg har intet Andet at udsætte paa hende, end at der flyder lidt vel meget mandligt Blod i hendes Aarer. Det er at betragte Sagen med et altfor prosaisk Blik, naar man vil indbilde sig ved den blotte mechaniske Juxtaposition at kunne forklare hendes Foredrags Beskaffenhed. Nu, da jeg begynder at fatte hendes zoologiske Betydning, og at kunne anvise hende sin Plads i Dyrerækken, indseer jeg klart den indre Nødvendighed, som frembringer hendes høitidelige Taler: thi Ordet avles ligesaa nødvendigt af Menneskets organiske Grundform, som Farverne paa Fuglens Fjær. En uberegnet mundtlig Yttring lægger det indre Væsen mere tydelig for Dagen end Handlingen. der gjerne forudsætter meer Overlæg og Forsæt. Det ædle Udtryk, der blomstrer paa en fiintbygget Qvindes Læbe, der efter et Slags indre Lov forskyder alle platte Forestillinger, og uforsætlig vælger alle Sprogets meest ætheriske Lyde, kan ei blot tilskrives hendes Omgivelse, men fødes ligesaa nødvendig af det spæde Livs Grundkjerne, som det lette Rosenskjær paa hendes Kinder. Ikke blot fordi Matrosen er opdraget imellem Tjæretønder og Tougværk, henter han sine Lignelser fra den physisk-drøie Verden; men fordi hans djærve Nervesystem ei lader ham sinde Tilfredsstillelse ved det finere Foredrag med sine Sølvtyper. Der behøver kun at finde meget faa ydre Betingelser Sted, for at en Qvinde med en schillersk Natur kan danne sig en Kreds af ophøiede moralske Tanker. Et Instinct vil bringe hende til overalt at drage den Næring til sig, som hun behøver. Enhver flygtig Yttring, ethvert prentet Blad, hun dreier om sine Krøller, vil berige Tallet af de Tanker, som bedst kunne assimilere sig med hendes Natur, og der behøves blot et let Stød udenfra, for at den schillerske Lyrik kan komme til at strømme fra hendes Læber."

"Det veed vi Altsammen", sagde Bertel ærgerlig. "Det er omtrent det Samme, som gamle Horats siger med det uphilosophiske Vers: Sincerum est nisi vas, quodcunque infundis acescit."

Bernhard blev ved: "Paa samme Maade nøder Bertels platte Tænkemaade ham til at oversætte hver Sætning, han hører, i sin Spekhøkerstiil, inden han kan faae den i sit Hoved. Han troer at borttage Formen og give Tanken i Stedet, da han dog blot gjengiver den under en anden, just ikke mere tiltrækkende Form. Det gaaer ham som Grønlænderen, der ei kan faae sin Føde ned, uden at den først er sølet i Tran."

"Og din philosophiske Natur", svarede Bertel, "løfter dig bestandig op til det overmenneskelige Trin, hvorfra du seer Alt som lige godt og lige stort. Imidlertid bliver du dog noget stødt, naar en plat Natur kommer dig noget tværs for Livet, og dumper ned i hans lavere Verden for at baxes med ham. Men den Fugl ville vi nu lade flyve. Jeg maa til at holde lidt nærmere Forhør over vor Ven Frits. — Siig mig nu paa Ære og Samvittighed, var det dit ramme Alvor, saaledes uden Omstændigheder at ende dit unge Liv i Æbletræet?"

Frits, som ved Nydelsen af adskillige Glas Theevandspunsch havde mistet al Gave til at forstille sig, gav til Svar: "Siden I da endelig ville have mig aldeles afklædt, kommer jeg vel til at træde reent ud af min romantiske Glorie for at aflægge den ydmyge Bekjendelse, at jeg rigtig nok blev lidt underlig tilmode, da jeg stod lige ved Dødsens Dørtrin. Det var dog egentlig for at give Marie til Straf for sin Grumhed ret et sjælerystende Syn, at jeg gjorde det tunge Skridt. Men nu stod det mig bestandig for Hovedet, at min uforgjængelige Deel ved min Afgang fra dette Timelige maaskee blev forflyttet til saa fjerne Regioner, at jeg hverken kunde høre eller see noget til den Opsigt. som jeg ved min fortvivlede Beslutning især havde tilsigtet. Jeg følte mig virkelig fristet til at indlade mig i en Forstaaelse med Gaardskarlen, for at han kunde opholde sig i Nærheden, og til betimelig Tid og Stund udfrie mig af Belials Reeb, der snart skulde omsnoe mig. Men det forekom mig dog at være en altfor prosaisk Udvei. Jeg styrkede da mit Sind ved den trøstelige Udsigt, at Licentiaten igjen kunde komme saameget paa Benene, at han kunde tage mig ned igjen. Noget vovede jeg jo vist nok; men min ulykkelige Elsker-Ære tillod mig slet ikke, reent at træde tilbage. Jeg hængte mig jo heller ikke i nogen arabisk Ørken, men temmelig nær ved Huus og Folk, og for at man strax kunde have Redningsanstalter ved Haanden, havde jeg ladet min Foldekniv falde paa Jorden ved Roden af Træet!"

"O, din Stakkel," sagde Bertel, idet han strøg ham under Hagen; "du har ret været stedt i en svar Nød. Vederqvæg det qvalomsvændte Bryst med en Slurk Punsch endnu, og bekjend saa frit uden al falsk Undseelse, at du efter disse tre Dages Lidelser gandske har forvundet al din Harme."

"Med Skam at tale om," svarede Frits, "befinder jeg mig nu ret vel. Den ubarmhjertige Præken har overbeviist mig om, at jeg egentlig tilbad et blidere Billede, skabt af min egen Phantasie, til hvilket den strenge Jomfru slet ikke svarede."

"Nu maa du ogsaa helligen love," føiede Bertel til, "at du ei oftere vil hænge dig. At man gjør det engang i Overilelse, kan tilgives, men at lade det blive til en Vane, lader sig ei undskylde."

"Nei," svarede Frits, "herefter vil jeg uden al Opsætsighed lade Tidens Hjul gaae den Gang, de vil."

"Det er overmaade smukt og føieligt gjort af dig," sagde Bertel. "Hvilket Huus vilde der ikke ligge, hvis du ret alvorlig tog dig af Tingenes Regjering. — Nu fortsætter du vel igjen din afbrudte Vandring til den aldrig seete Skjønne paa Ravnshøi?"

"Ja," svarede Frits, "al min Gjenvordighed i Møllekroen var kun en velfortjent Straf, fordi jeg over den nærværende Middelmaadighed forglemte den fjerne Herlighed. Jeg forekommer mig undertiden at ligne den meget udholdende Konge fra Ithaca, som paa Reisen til sin Penelope fordrev et Aar med Afrodites gyldne Gjerninger hos Circe, den smukt syngende Nymfe; ja han skulde have forblevet der længer, hvis ei hans Følgesvende havde formanet ham til, ei at glemme, at begive sig hjem til sit kjære Fædreland og det høittækkede Huns."

Tordenskyerne trak meer og meer sammen over deres Hoveder. De hvide Søfugle fløi snart med ængsteligt Skrig omkring mellem Lynglimtene, snart plumpede de paa Hovedet ned i den oprørte Sø. Frits satte Valdhornet for sin Mund og blæste sit eget Requiem endnu engang for Selskabet. Derpaa begav man sig ind under Valentins Tag, hvor man fandt en behagelig Sikkerhed for Regn og Uveir.

Tredie Capitel.
Andejagten.

Frits havde paa ny begivet sig til Møllekroen, for at indfinde sig ved den aarlige Andejagt. Mølleren havde meget rigtigen sluttet, at en Lidenskab, til hvilken Grunden i faa Dage var lagt, i en kort Tid igjen vilde fortage sig. Derfor havde han maget det saaledes, at denne Jagt, der af ham selv og hans vaabendygtige Naboer ansaaes for en stor Høitid, var blevet udsat i faa Dage. Han ønskede nemlig, at hans kjære Lærling med fuldkommen beroliget Sind skulde tage Deel i denne Jægerfest.

Da Frits altsaa Aftenen før Andejagten skred over Kroens Dørtrin, blev han modtaget med aabne Arme. Alle Gaardens Beboere, lige fra Værten selv til Drengen Peiter og den trivelige Pudelhvalp, yttrede deres Henrykkelse over hans Komme. Det var en taus Overeenskomst, at det ubehagelige Optrin, der havde foranlediget Fritses Afreise, skulde være bragt i en fuldkommen Glemsel. Marie begreb af hans friske Miner, at den Fortvivlelse, som hun heller aldrig havde anseet for meget grundig, aldeles havde lagt sig. Mellem Frits og hende var der let et fuldkommen tvangløst Forhold tilveiebragt. Møllerkonen blev nu ogsaa befriet fra den Skræk, som i adskillige Nætter havde paadraget hende urolige Drømme. Hun hviskede til sin Datter, at hun ved Fritses næste Regning maatte huske vel paa de nye Vinduesruder, som hun under Husets almindelige Forvirring reent havde glemt at føre til Bogs. Blot med Licentiaten var Frits ikke i Stand til at omgaaes paa den forrige Fod. Af Maries Opførsel, da de begge bleve behandlede som Patienter, og endeel andre Omstændigheder, havde han bemærket det Fortrin, hun øiensynligen gav denne Husets ældre Gjæst. Han satte sig selv høit over sin formeentlige Medbeiler, og det var ham en utaalelig Forestilling, at have maattet vige for en Mand, som han havde saa ringe Tanker om.

Licentiaten sad i Skumringen paa sit Kammer, og bestræbte sig for at bibringe Peiter Begyndelsesgrundene til Indenadslæsning. Han strøg med sin flade Haand over Drengens glatkæmmede Hoved, idet han afbrød Underviisningen med det Spørgsmaal:

"Elskværdige, rare, fortræffelige Peiter! elsker du din gamle taabelige Lærer?"

"Ja," svarede Drengen.

"Holder du ikke ret meget af mig," blev Licentiaten ved.

"Jo," sagde Peiter hurtig, idet han stred videre med sin Pegepind, for jo før jo heller at komme til Enden af Lexen.

"Du lyver Dreng," sagde Licentiaten; "du har ingen Agtelse for mig."

Drengen sagde: "Jo, — K—a—t, Kat."

"Du anseer mig for et Tossehoved," vedblev Licentiaten. "Du har mig til Bedste, fordi jeg er beladt med denne Klumpfod. Du slette Dreng! Men en unge som du skal ikke foragte din Lærer, fordi han er vanskabt. Herefter skal jeg gribe til kraftige Midler for at sætte mig i Respekt hos dig, forstaaer du mig, Knegt?"

Under denne Tiltale rustede han sin Lærling dygtig i Ørelappen. Drengen gav et gjennemtrængende Skrig fra sig og flygtede med Haanden for Øret hen i en Krog af Stuen. Ved Skriget ilede Marie til og raabte ved Indgangen:

"Gjør du dig uartig, Peiter! Kom strax hen og kys Manden paa Haanden og bed om Forladelse."

Hun greb sin Broder i Armen, for at slæbe ham hen til Licentiaten. Men Peiter, som levende følte sin Lærers Uretfærdighed imod ham, brugte baade Hænder og Fødder til sit Forsvar, idet han med den største Halsstarrighed satte sig imod enhver Slags Afbigt.

"Slip ham, Jomfru," sagde den nedslagne Licentiat. "Jeg bar i et Anstød af ondt Lune gjort ham Uret. — Søde Peiter, vær ikke vred paa mig for den tyranniske Medfart, du har udstaaet. Lad mig blæse paa dit Øre. Der har du et Stykke Sukker, lad saa det være glemt. Kom og kys mig, min Dreng! Jeg er ulykkelig; thi nu veed jeg, du hader mig din hele Levetid." Med disse Ord, som ledsagedes af en Taarestrøm, trak han det modstrabende Barn op til sig.

Men Peiter fordoblede naturligviis sin Skraalen, og med det Raab: "Du er en slem En, du stikker mig med dit Skjæg" — tog han, forfulgt af sin Søster Marie, Flugten ud af Licentiatens Kammer.

Frits, som igjennem den aabnede Dør havde seet Licentiatens bagvendte Forhold, sagde til Marie: "Den fjollede Pedant fordærver aldeles Drengen. Lad for Alting ikke Deres Broder have noget at skaffe med et Menneske, der er saa aldeles uskikket til at omgaaes Børn."

Marie svarede: "Jeg beder Dem, aldrig at tage den egensindige Dreng i Forsvar. Sæt endogsaa, Herren i sin Overilelse har været for streng imod ham; skal da slig en Purk strax have Lov til at yttre saadan Stivsindighed mod en Mand, der daglig viser Godhed imod ham."

"I Peiters Sted," sagde Frits fornærmet, "vilde jeg betakke mig for en saadan Godhed, som altid udsatte mig for Tab af Øren og Næse. Han har saa liden Færdighed i sine lange Lemmers Afbenyttelse, at han vist engang ved et mislykket Kjærtegn vrider en Arm af Led paa den stakkels Peiter. Om det saa er Hvalpen Caro, saa stikker den Hvalen mellem sine Bagbeen og løber tudende bort, naar den seer sin lærde Ben i ti Skridts Afstand. Den føler sig ilde tjent med hans kjælne Nærmen, da dens Tæer gjerne maae forsøge Vægten af hans Elephantfødder."

Marie værdigede ham intet Svar paa hans kaade Bemærkninger, men førte Rømningsmanden atter ind til den forladte Fibel.

Frits kunde om Natten neppe sove for den urolige Længsel, hvormed han saae den næste Dags Høitidelighed imøde. Saasnart Daglysningen begyndte, stod han op og gjorde sine Jagtredskaber i Stand. Derpaa gik han ud i Haven og ventede med utaalmodighed paa, at hans Vært skulde reise sig af Sengen. De første Svaler, der forlode deres Nattero, maatte tjene til Maalet for hans Prøveskud, og da det lykkedes ham at træffe to til tre af disse under deres regelløse Flugt, haabede han, med sit sikkre Haandelag at indlægge sig stor Ære ved de betydeligere Skud paa den større Jagt.

Licentiaten, som var vækket ved Flinteskuddene, viste sig i et aabent Vindue, der stødte ud til Haven.

"De har ikke faaet megen Søvn inat," sagde han til Frits.

"Ikke synderlig," gav denne til Svar.

"Jeg ikke heller," vedblev Licentiaten.

"Hvad har da ligget Dem paa Hjertet," spurgte Frits.

"Jeg har," fik han til Svar, "den halve Nat grundet paa det Værk, De veed, jeg har under Hænder."

"Og jeg," sagde Frits, "har før Dag plaffet med min Flint. See her er tre Svaler, som jeg allerede har truffet. Hvor mange Tanker har De fisket til Deres Bog?"

"Jeg har," tog Licentiaten Ordet, "beskjæftiget mig med endeel forberedende Betragtninger over det skriftlige Foredrags Væsen. Jeg kan med soleklare Beviser godtgjøre Dem, at man aldeles ikke kan fremstille nogen Mening i Ord og Sætninger. Inden man beviser mig Muligheden deraf, kan jeg slet ikke skride til Værket."

"Ej, ej!" sagde Frits; "hvis mit mundtlige Foredrag ikke tilfredsstiller Dem, saa behag blot at række mig et Stykke Papir, og jeg skal strax overbevise Dem om, at Kunsten er ikke saa svær, som De troer."

"Ja," svarede Licentiaten, "jeg har jo vist nok før seet Tanker udførte paa Papir; men siden jeg er kommet til tydeligen at indsee den Modsigelse, der ligger i et saadant Foretagende, føler jeg mig gandske sat ud af Stand til at skabe nogen skriftlig Sætning. Men uagtet Erfaringen utallige Gange har viist, at det dog lader sig gjøre, piner jeg mig selv for at løse den uforklarlige Gaade, hvorledes man kan tænke, tale eller skrive. Seer De, min Ven! En Bevægelse forudsætter en Retning. Forstanden kan ei stride frem uden at bevæge sig i en vis Linie, men inden den følger denne Linie, maa den jo i Forveien have tænkt sig den. Altsaa har man jo bestandig tænkt enhver Tanke, førend man tænker den. Enhver Tanke, der synes at være Minutets Værk, forudsætter jo saaledes en Evighed. Det kunde gjøre mig næsten forrykt. Hvorledes kan da nogen Tanke fødes, da den altid maa have været til, før den bliver til. Naar De skriver en Periode, maa De jo have Perioden i Hovedet, førend De skriver den. Men førend De fik den i Hovedet, maa De jo have tænkt Dem den; hvoraf kunde man ellers vide, der kunde tilveiebringes en Periode? Og førend De tænkte Dem den, maa De jo have forestillet Dem den; hvorledes kunde De ellers være faldet paa at tænke Dem den? Saaledes gaaer det frem i det Uendelige. og denne Uendelighed begrændses af et Øieblik."

"Men for Pokker," sagde Frits ligegyldig; "netop idet De beviser, at Tankerne ei kunne bevæge sig, stride Deres egne jo ret frisk fremad."

"Det er jo netop Knuden," gav Licentiaten ham til Svar. "Derved forøges jo det store Virvar, som ingen Dødelig nogensinde kan oprede. Indsigten af Tankens Umulighed indeholder selv en Umulighed, og Erkjendelsen heraf frembringer paa ny en uforklarlig Modsigelse."

Frits gav kun lidet Agt paa dette Svar. Han havde faaet Øie paa en Skade, der uforsigtigviis havde nedladt sig i en af de nærstaaende Trætoppe, hvor den med vippende Stjert og skraldende Tungeslag hoppede mellem Grenene. Med sin hele Opmærksomhed henvendt paa den, havde han grebet med Tommelfingeren om Hanen paa sin Flint, da Licentiaten i det Samme bankede sig med knyttet Næve paa Panden, og skreg:

"Au, mit Hoved! jeg bliver gandske svimmel."

Ved denne Lyd blev Fuglen advaret, og frelste sit Liv ved en betimelig Flugt. Frits satte fortrædelig sit Gevær ned ved Foden, og vilde til at give sin Harme Luft i Ord.

I det Samme hørte han Mølleren i sin Gaard blæse paa Jagthornet. Dette Signal besvaredes af et andet fjernere Horn, hvis Toner dæmpedes af den tætte Skov. Frits, som allerede lange havde varet fuldrustet, fulgte strax Musikens Indbydelse. Stedets dobbelte Port stod paa viid Gavl, og en Skare Jægere til Hest og til Fods holdt deres Indtog paa den larmende Steenbro. Forskjelligheden af deres Oppakning bidrog især til at give det hele Tog et broget Udseende. Nu saae man en pyntet ung Herre, som paa Skulderen bar en let parisisk Flint, hvis Pibe var blaatanløbet og besat med Guldstads. Snart saae man en bedaget Skytte med et Hampereeb om Livet og et halvskæftet Gevær, der havde gammelt Jerns uanseelige Farve, men hvis tyndslidte Munding var Borgen for, at dets Eier maatte have grundigt Bekjendtskab med dets Egenskaber. En før Forpagter, med en Kabuds af Katteskind og en rødtærnet Halsklud, blev baaret frem af sin bomstærke Kjørehoppe. Skydetasken, der hang over hans venstre Skulder, var forfærdiget af en Pudels krølhaarede Skind, og hans mægtige Flint var forsynet med et dobbelt Løb. Derefter kom en adelig Godseier i en fiin, blaa Spencer, paa en stumphalet Hingst. Hans eneste Byrde var den smidige Ridepidsk; thi ved Siden red hans Tjener, bebyrdet med hans Jagtredskaber. Denne førte, foruden Jagtkniven med et Skaft af Hjortetak, en Flint, der havde tilhørt Slægtens Stammefader. Mahogniskæftet var riigt udskaaret med Billeder og indlagt med Ruder af Perlemoer. Hist blev en Jagthund ført i et Reeb, her gik to sammenkoblede og slæbte med forenede Kræfter deres Træklods afsted. Endnu flere løb uden Baand og Tvang omkring i Menneskevrimmelen.

Efterat det talrige Selskab, som til Hest og til Fods opfyldte hele Gaardspladsen, havde nydt den Frokost, der bedst passede til deres forskjellige Kaar og Trang, skyndte man sig atter ud af Porten til den Sø, paa hvilken Jagten skulde holdes. Rundt omkring ved Bredden var den hele Sø besat med Siv og Moserør, som voxede paa et upaalideligt Grundlag. En letfodet Karl kunde til Nød løbe hen over den tynde Skorpe, men for en staaende var der ei noget sikkert Fodfæste. Gjennem denne høie Planteskov havde Mølleren ladet hugge flere Gange, som alle vare saaledes belagte med Fjæle, at een Jæger uden Fare kunde stilles paa Post i hver Aabning. Da Enhver havde faaet sin Plads anviist, tilkjendegav Mølleren ved et Skud med sin Muskedonner, at Jagten kunde tage sin Begyndelse. Midt paa Søen roede sex til syv Joller, vel bemandede med de meest udsøgte Skytter. Mølleren anførte Flaaden, og havde sin Yndling Frits i Baaden hos sig. En talrig Andeflok, som ved de første Skud var bortskræmmet fra sine Skjulesteder, drog med forvirret Skrig gjennem Luften. Naar den styrede midt over Søen, forfulgtes den med en Hagelregn fra Baadene; naar den flyede til Søens Grændser, blev den tilbagekyst ved Skud fra de mellem Rørene skjulte Jægere. Der gaves en saa uafbrudt Leilighed til Skud, at adskillige Flinter ofte paa eengang løsnedes, og bestandig det ene Knald fulgte uden Ophold paa det andet. Alle Hunde havde fuldt op at bestille med at hente de dræbte Fugle. Snart saae man i det aabne Vand blot Hovedet af en svømmende Hønsehund, som i sin Flab holdt en And, der forgjeves baskede Vandet med sine Vingeslag; snart hørte man en anden give Hals, medens den med Nød arbeidede sig igjennem Dyndet og de raslende Rør. En tredie fik neppe saameget Pusterum, at den et Øieblik kunde betræde Landjorden, for at ryste Vandet af sin Pels og sine hængende Ørelapper. Den blaalige Røg, som i den blikstille Luft ikke bortveiredes af nogen Vind, stod som et Loft af Skyer over den hele Sø.

Frits var i det hele Selskab den allerufortrødneste Skytte. Hans Efterstræbelse indskrænkedes ikke til Andeflokken, men enhver bevinget Skabning, der kom ham paa Skudvidde nær, var vis paa, i ham at finde sin Banemand. Han tog ei som sine Ledsagere Hensyn til Dyrenes Brugbarhed for Kjokken og Skorsteen, men selv de store Maager faldt i stor Mængde for hans Haand. Til en Forandring forlod han efter nogle Timers Forløb sin Baad, for at strøife imellem Rørene. Paa denne Vandring begav han sig hen til den lærde Licentiatus, som han af Skalkagtighed havde forledet til at følge Toget. Denne havde faaet sin Plads anviist paa en af de Veie, der var banet gjennem Rørene, hvor han, fordybet i Tanker og lænet til sit Gevær, stirrede ud paa Søen uden at lægge Mærke til, at en forvildet And med sine korte Vingeslag tidt drog lige forbi hans Linie. Frits nærmede sig til ham, og satte ved sine Trin den bevægelige Grund i en saadan Rystelse, at Licentiaten knap var i Stand til at holde Ligevægten paa det gyngende Bræt. En Svaneunge, der endnu var bedækket med de graafarvede, lodne Duun, kom i det Samme seilende forbi, og standsede gandske raadvild foran Indgangen til Licentiatens Baghold.

"Skyd," raabte Frits, "saa kan De bringe noget Vildt hjem til Jomfru Marie."

Lægen trak med bortvendt Ansigt paa Stillepinden, men Krudtet brændte for, uden at noget Skud fulgte paa. "Seer De nu," begyndte han derpaa til Frits, "hvorledes en uheldig Skjebne forfølger mig, hvergang jeg vover mig ud i det bevægede Liv? Da De nærmede Dem, var jeg just i Begreb med at drøfte den almindelige Sætning, at Skaberen aldeles har negtet visse Folk ethvert Anlæg til at virke paa Materien. Hvad mig selv angaaer, da veed jeg nu bestemt, at Grunden til det mislige Udfald, der almindeligviis følger paa mine Foretagender i den synlige Verden, ikke skriver sig fra nogen Udygtighed hos mig, men fra en ugunstig Dæmon, der forfølger mig. Naar jeg lægger Krudt paa Panden, spænder Hanen og trykker løs, da har jeg gjort, hvad der staaer til mig, — Diis permitto cætera. Det har jeg nu tre og tyve Gange gjort, uden at see de forønskede Følger deraf. Fremgangsmaaden er saa simpel, at umulig noget Misgreb her kan finde Sted. Til Overflod har Forpagteren, som staaer paa Post her tæt ved, givet mig en grundig Underretning om den hele Mechanisme. Og dog har jeg tidt seet, at en Anden, ved at betjene sig af de samme Forholdsregler, altid bringer et Skud tilveie. Men jeg er født under en saa ulykkelig Stjerne, at der Intet bliver af, naar disse Handlinger foretages af mig. Selv Forpagteren, hvem jeg agter som en Mand, der besidder dyb Indsigt i Behandlingen af Livets ydre Phænomener, har ikke kunnet bringe det til at løse nærværende Problem. Nu seer De selv, at jeg nødsages til at begrave mig i mit eensomme Kammer, for ikke mere at tjene min onde Genius til Spot. Det følger af sig selv, at jeg som en Mand, der meest har siddet paa Studerekammeret, ikke formaaer uden Skræk at affyre mit Gevær. Tænk Dem nu, hvad jeg har maattet udstaae, da jeg tre og tyve Gange har gjort Vold paa min Natur, for ret at familiarisere mig med Livets Rædselsscener. Tænk Dem min uendelige Smerte, da jeg tre og tyve Gange har gaaet over fra den meest overspændte Forfatning, hvori jeg ventede Bøsseskraldet, til den nedspændte Sindstilstand, der fulgte paa, naar min Forventning opløstes i et fuldkomment Intet."

Frits fandt ikke noget Uforklarligt i dette Vanheld; thi han var selv Skyld deri. Han havde paataget sig at udruste Licentiaten til Jagten, men af Skadefryd givet ham et uladet Gevær. Da han nu saae dennes fortvivlede Tilstand, begyndte han dog at føle nogen Anger over sin Ondskab. Denne Følelse bragte ham til at nærme sig Licentiaten med usædvanlig Venlighed og Fortrolighed. I den Samtale, som nu forefaldt imellem dem, bragtes Frits hændelsesviis til at yttre, at Dagens Strabadser havde vakt en piinlig Hunger og Tørst hos ham. Saasnart Licentiaten havde hørt denne Klage, fremdrog han strax et Papir med Brød og en Lommeflaske med Madeiraviin, og sagde:

"Her er en liden Hjertestyrkning, som Møllerens forekommende Datter har forsynet mig med. De gjør mig en Fornøielse, hvis De vil vederqvæge Dem dermed. Jeg kan med mere Lethed end De være Sligt foruden. De er yngre end jeg, og føler altsaa stærkere de legemlige Fornødenheder. Desuden gjør Kummeren over min ulyksalige Skjebne, at jeg kun lidet mindes af nogen sandselig Trang."

Frits blev rørt og ydmyget over denne Godmodighed, som hans Samvittighed sagde ham, at han slet ikke fortjente. Han var nær ved, reent ud at tilstaae sit skadefroe Bedrageri; men en liden Fortrydelse, der opstod hos ham, fordi Jomfruen ikke ligesaa vel havde seet hans Lommer tilgode som Licentiatens, hindrede denne Beslutning fra at komme til Modenhed. Han udsøgte sig da en afsides Plads i Græsset, for der at nyde den kjærkomne Frokost. Ved at opvikle det Papir, der tjente til Omslag for Smørrebrødet, fandt han, at det var beskrevet med Licentiatens Haand. Med Forundring og Medlidenhed læste han her følgende Linie:

"Betragtninger over ulykkelig Skilsmisse mellem Sjæl og Legem."

Frits læste videre og blev, uagtet sin Letsindighed, dybt bevæget ved Licentiatens Skildring af sin egen Sindssvaghed. Han følte med Ydmygelse, at det var en følesløs Kaadhed af ham, at drive Gjæk med en saa beklagelsesværdig Sygdom. I Følelsen heraf besluttede han ufortøvet at gjøre Licentiaten en oprigtig Afbigt. Da han med dette Forsæt begav sig hen til den Plads, hvor han havde forladt ham, saae han til sin store Forundring, at Posten var aldeles ledig. Han gjennemstrøifede nogle Minuter de tilgrændsende Rør, uden at træffe paa nogen menneskelig Skikkelse. Endelig hørte han tæt ved sig nogle drøie Forbandelser i den brede sjællandske Mundart. Medens han saae sig om til alle Sider uden at opdage, hvor denne Røst kom fra, blev han saaledes tiltalt med Licentiatens Stemme:

"Ogsaa den Stræben, at give Stilen Velklang og Numerus, har sine store Vanskeligheder. Thi naar jeg ved Valget af Ord søger at gjøre Foredraget beqvemt for Udtalen, hvo er mig da Borgen for, at jeg ikke uforsætligen bruger mit eget mangelfulde Organ som Rettesnor. Da jeg mangler tre Fortænder, maa jeg tidt finde Knuder i Stilen, uagtet denne for en Læser med fuldstændige Taleredskaber kan flyde let og behagelig."

Ved at følge Lyden og drage nogle Rør tilside, fik Frits omsider tæt ved sine Fødder Øie paa Forpagterens Kabuds og Licentiatens blakkede Hattepuld. Begge Personer vare, eet Skridt fra hinanden, lige til Hagen sunkne ned i Dyndet.

"Kjære Venner!" raabte han, "i hvilken Tilstand finder jeg Dem her?"

"God Dag, Kammerat," sagde Forpagteren. "Vær saa god, selv at tage min Kabuds af for Dem selv; for vi sidder her med Arme og Been i Klemme, som to Pattebørn i et Svøb. Jo vi sidder rigtignok her i en kjøn Maade, det maa De nok sige to Gange. Den Klodsmajor der kom stalkende med sine lange Been, af Forskrækkelse for en Skrubtudse, og plumpede ned i Moradset. Min tossede Godhed løb saaledes af med mig ved dette Syn, at jeg vilde komme ham til Redning. Derfor sidder jeg nu til Straf omtrent i samme Maade, som han. De kan ikke forestille Dem, hvad jeg har udstaaet i den halve Time, vi har siddet her. Jeg kan fast ikke leve, naar jeg ikke af og til faaer mig en Priis Tobak; men det har været mig plat umuligt, at komme til Daasen i min Vestelomme. Og saa har jeg ovenikjøbet havt den Ærgrelse, at see det lærde Spektakkel sidde der og studere, som om han ret befandt sig i sit Es. Havde jeg endda havt en Karl, med hvem jeg kunde have slaaet en fornuftig Passiar af. Men her har jeg siddet og kjedet mig reent fordærvet. Det har ei engang været mig muligt, at kunne spytte ret af Hjertens Grund, da Velanstændighed forbød at spytte min Ulykkeskammerat i Ansigtet. Spring nu hen og hent os et Bræt, at vi jo for jo heller kan komme ud af Skarnet, men let først min Kabuds lidt, og riv mig dygtig i Hovedet over det venstre Øre; thi jeg føler just paa det Sted en bandsat Kloen og Krillen."

Idet Licentiaten paa det hidbragte Bræt kravlede frem af Moradset, sagde han til Frits: "Det er desuden en egen Sag at overveie, om en Periode skriver let afsted. Man gjennemlæser saa tidt et Stykke Sammenskrift for at erfare, om det klinger godt; man grunder paa, hvor megen Malm det taaler, uden at skride for tungt, hvorledes Ordenes Følge kan skride let over Læberne, uden just at have Udseende af at være betegnet for en tandløs Qvindes Mund. Det gaaer En som en Maler, der stirrer saalænge paa sit Lærred, at alle Farver forsvinde for hans Blik. En fastbundet Rad af Ord, der staae paa Papiret, sætter man med Tanken i Bevægelse. Men i samme Moment maa Tanken med et roligt Overblik staae stille, for at iagttage Klangen. Altsaa maa Tanken paa eengang gaae fremad og blive paa Pletten."

Forpagteren, som i det Samme lykkelig var blevet bjerget. sagde til Licentiaten: "Farvel Kammerat, og Tak for godt Selskab. Enten De nu med Been og Tanker skrider fremad eller staaer stille, saa gaaer jeg min Vei, og takker Gud, jeg slap saa vel den Gang." — Han stirrede ned i det Hul, hvoraf han var opsteget, og sagde: "Hilledød, hvor min Krop her optager en forsvarlig Plads! Jeg har aldrig for vidst, at min Person havde saamange Cubikalens Indhold. Det slaaer dog aldrig feil, at Afstøbningen er nøiagtig. Jeg kan sikkert skikke min Skrædder herud til dette mit Futteral, naar jeg skal have Maal til et Par nye Buxer."

Et let Vindstød blæste for et Øieblik Røgen bort fra Søens Overflade og aabnede Udsigten til den modsatte Bred, hvor der stod en Høi, beskygget af Træer og forsynet med Bænke. Der opdagede Frits nogle pyntede Damer, som havde taget Plads blandt Tilskuerne. Paa Vognen nedenfor ved Søen sad en Kudsk med en sølvbræmmet Kjortelkrave. Hestene, som ængstedes ved Flintenes idelige Knalden, holdt deres lette Fødder i bestandig Bevægelse, og Karlen bestræbte sig for at berolige dem, ved idelig at berøre deres Halse med sit lange Pidskeskaft.

"Hvem er det anseelige Fruentimmer i den sorte Dragt," spurgte Frits Forpagteren.

"Det er Enken, som eier Godset Ravnshøi," gav denne til Svar.

"Den mindre Dame," vedblev Frits, "Pigen med Roser paa Hatten, som bestandig med dandsende Fjed gaaer omkring paa Terrassen, er formodentlig Fruens Datter?"

"Rigtig," svarede Forpagteren; "det er Frøken Sophie. Hun er noget ubetydelig af Væxt og en Smule vilter af Sindsbeskaffenhed, det er sandt; men det er dog et eiegodt, retskaffent Qvindfolk. Var jeg saadan en kjøn Karl som De, vilde jeg forsøge min Lykke der. De kan troe, hun har baade at ligge paa og sidde paa. Hun kan ogsaa gjøre nette Ting med sine Næver og er i alle Maader vel oplært. Det er Skade, Moderen sidder i uskiftet Bo; thi der staaer endeel betydelige Prioriteter i Godset. Men hvordan det gaaer, kan dog enhver Mand være vel tjent med Frøken Sophie, som sagt."

Idet Forpagteren havde fuldendt sin Skildring af Sophies Omstændigheder, lød et stingrende Holla tværs over Søen, og Mølleren, fra hvem Raabet kom, vinkede med sin Haand ad Frits. Da Frits havde fulgt Vinket, fremstillede Mølleren sin Lærling for det nys ankomne Selskab med følgende Ord:

"Her skal Fruen og Frøkenen see en Karl, hvis Mage man skal reise langt efter. Han har idag gjort et Skud, som jeg aldrig glemmer. Vi havde hist i Baaden saa reent bortskudt alle vore Hagl, at Frits maatte lade sin Bøsse med en Kugle. Dermed sigtede han paa en Vandhøne, der lod sig see over de tre hundrede Skridt fra Baaden. Jeg raabte til ham, det var Narrestreger at skyde paa sligt et Maal; men i det Samme trykkede han løs, og Fuglen flød i sit Blod paa Søen."

"Ja det forstaaer sig," tog Forpagteren Ordet, "naar jeg vilde lade mit Gevær med et Sandskorn, og fyre mellem en Sværm af Myg, kunde det kanskee træffe sig, at jeg skjød Øiet ud paa een af dem, men Slumpeskud bliver dog altid Slumpeskud."

Efter denne Bemærkning gik han sin Vei. Men Frits, som imidlertid fortørnet havde ladt sit Gevær, skjød ham Kabudsen af Hovedet, saaledes at den fløi langt bort i Græsset. Forpagteren vendte tilbage gandske hvid i Ansigtet, og sagde med rystende Stemme til Frits:

"Hør, veed Du hvad, Broerlil! Slige Friskyttespil høre ikke med til god Skik her i vort gamle Land. Her skyder man ikke til Maals efter Mænd, for at vise Qvindfolk sine ridderlige Dyder. Jeg er en Mand, som ved min Arme Dygtighed ernærer sex Børnemunde. Mit Hoved er for godt til at være Skydeskive for en Dreng fra Kjøbenhavn. Gjorde jeg din Ret, skulde jeg lette dig en Alen fra Jorden og ryste dig, saa at dine Nyrnberger-Lemmer skulde gaae fra hinanden i Liimningen. Forstaaer du Sjællandsk?"

Under denne Tiltale lod han sin vægtige Næve falde saa drøit paa Fritses Skulder, at denne sank i Knæ derved. En stærk Rødme bedækkede Fritses Ansigt. Han ønskede sig dybt ned i Jorden af Skamfuldhed. Han, som nys, omgivet med en Slags Glorie, havde traadt for de fremmede Damers Aasyn, følte sig nu blottet og undseelig som Adam, da han første Gang savnede Figenbladet. Han tog Forpagteren i Haanden og sagde:

"Jeg føler dybt, at jeg har Uret, og beder Dem oprigtig om Forladelse. At jeg har handlet som en Dreng, det erkjender jeg selv; men jeg vil ikke høre det meer af Deres Mund. Hvis De blot med eet Ord endnu fortsætter det begyndte Sprog til mig, da sætter jeg min Salighed i Pant paa, at jeg skyder nok engang, ikke paa Deres Kabuds, men paa Deres Pandebrask." — Idet han sagde dette, rev han et ladt Gevær ud af Møllerens Haand.

"Godt derfra, Søn!" sagde Mølleren. "Rask derfra! — Forlanger du nu meer, gamle hidsige Krabat, saa har du med To at skaffe. Gud frie os fra, at der ikke skulde gjøres andet end kloge Ting i Verden, da var det snart forbi med Livets Lystighed. Ungdom og Galskab maa have sin Gang, om der ogsaa nu og da skulde gaae en Forpagter i Løbet."

"Lad det nu være godt da," sagde Forpagteren. "Frøkenen er vel saa god at skjenke mig et Glas Viin oven paa den Forskrækkelse."

"Meget gjerne," sagde hun, "jeg skjenker to, men paa det Vilkaar, at De klinker til Forlig med den unge Mand."

"Af Hjertens Grund," sagde Forpagteren, "naar Frøken Sophie forlanger det, drikker jeg Dus med Rakkerens Dreng."

I begge sine sneehvide Hænder bragte Sophie to fyldte Glas. De tvende Modstandere stødte Rand mod Rand, tømte Vinen og omfavnede hinanden.

"See, nu er Alting godt, begyndte Mølleren; men jeg har idag slet ikke kjendt vores skikkelige Forpagter igjen, der førte saa skarp en Tale for en ringe Spøgs Skyld. Da lover jeg min Søn Frits, han har samme Sind, som jeg altid har havt, baade her og andensteds. Naar jeg har forseet mig mod Nogen, da har jeg villig givet ham al den Fyldestgjørelse, han forlangte. Men jeg har aldrig kunnet finde mig i, at Nogen har kastet mig sine Trumfer i Næsen, fordi han var i Forhaanden. Vi ere Alle Mennesker. Den Ene skal ikke bryste sig med høirøstet Tale, for at gjenne den Anden ind i et Musehul. Thi al vor Storhed er i Grunden kun Vind og Veir."

"Blodet kommer let i Kog," sagde Forpagteren, "naar man seer sit Liv sat paa Spil."

Der har vi det, svarede Molleren! det gaaer altid saaledes med Hjemfødninger. Du har været vant til at sidde bestandig hjemme for din Bordende og have Forordet, derfor kan du ikke vænne dig til at see Verden med Andres Øine. Fra det Stade betragter du det som en stor Begivenhed i Landet, om du fik et Skud i Hovedet i Stedet for i Kabudsen; men i Grunden gjorde det dog grumme liden Forandring i Verdens Gang, om der var en Forpagter meer eller mindre."

Efterat Tvisten var bilagt, blandede Mølleren og Forpagteren sig atter mellem de Jagende, men Frits ansaae det for en bedre Tidsfordriv at underholde sig med Damerne paa Terrassen. Fruen sagde til ham:

"De forekommer mig at drive Deres Lidenskab for Jagten altfor vidt, da de endogsaa har anrettet et grusomt Nederlag paa Dyr, hvis Død hverken er dem selv eller nogen Anden til Nytte."

"O," sagde Frits, "man nedværdiger den frie Kunst for dybt, naar man vil gjøre Jægeren til en Tjener for Kokkepigen. Hvis De anseer det for tilladeligt, at dræbe Dyr for at sætte dem paa Bordet, maa De dog tilstaae, det er mere forsvarligt, at føre Krig med Dyreriget blot for at øve sin Aands og sit Legems Kræfter. Den hurtige Fatning og Koldblodighed, som er en Jægers Hoveddyd, uddanner man ligesaa godt ved at forfølge de uspiselige Dyr, som dem, der bringes til Huusholdningen. Desuden kommer jo Fuglenes prægtige Dragt ret tilsyne, naar de styrte ned fra deres Flugt."

"Det hjelper ikke," tog Sophie Ordet, "at De taler til Moder derom. Hun er saa god, at hun aldrig tillader, man gjør Dyr Fortræd. Da jeg var mindre, tillod hun mig ei engang at lege med vore Kattekillinger, fordi denne Befingren var skadelig for deres Helbred. Hun har i Grunden Ret. Jeg føler ogsaa, det er slemt gjort af mig, at jeg selv gjerne seer paa, at man skyder Fugle; men jeg kan ikke gjøre ved det. Det er dog rigtig tungt at være dydig, naar man skal være saa generet derved. De smukke Fjær komme først ret tilsyne, naar Fuglene falde ned fra deres Flugt. O! hvor det tager sig herligt ud. naar en ret stor Maage synker ned igjennem Luften, og Solen skinner paa dens brede Vinger. Moder har ikke havt Ro for mig, førend jeg fik hende til at kjøre ned til Søen idag."

"Og desuagtet," sagde Fruen, "er min kjæreste Lystvandring ved Bredden af denne Sø. Men paa en saadan Dag taber jeg Nydelsen af den skjønne Natur, naar jeg hvert Øieblik maa vende Blikket bort fra det store Blodbad.

Frits bemærkede: "Fra denne Banke har man i Sandhed ogsaa ret en smuk Udsigt tværs over Søen til de skovbevoxede Bakker. Jeg har idag havt saamange Ting i Hovedet, at jeg nu først bliver opmærksom derpaa. — Det fornøier vist ogsaa Dem, Frøken, at betragte saa smuk en Egn?"

"O ja," sagde hun; "lidt fornøier det mig jo rigtig nok; dog kan jeg just ikke sige, jeg nogensinde bliver meget glad derover, saaledes som Moder og Marie. Jeg gider nok seet paa Træer og grønne Marker; men jeg vil dog tusinde Gange hellere paa Bal."

"Deri har du fuldkommen Ret," sagde Moderen; "jeg er tidt nok vred paa dig, fordi du er saa gandske følesløs for Naturens Herlighed."

"Men deri gjør du dog virkelig stor Sund, bedste Moder!" sagde Sophie, idet hun omslyngede Fruen med begge sine Arme. "Hvad kan jeg gjøre for, at vor Herre har givet mig saaliden Forstand? Du vil dog vist ikke have, at jeg skal lyve og anstille mig henrykt."

Moderen drog sig lempelig ud af Datterens Favn, og sagde med en alvorlig Tone til hende: "Det klæder ikke godt, at du i Folks Paasyn viser en saa barnagtig Kjælenskab."

"Men, lille Moder," sagde Sophie, idet hun holdt Fruen for Munden, "du maa rigtig heller ikke saaledes altid rette paa mig i Fremmedes Paahør; man kunde jo let ansee mig for et Barn, især, da jeg er kun lidet voxen af min Alder. Du maa ikke saaledes gjøre dig vred for ingen Ting; thi," føiede hun halv sagte til, "det klæder dog heller ikke godt."

Ved sine paatrængende Kjærtegn aftvang Sophie tilsidst sin Moder et Smiil. Frits gik ned ad Terrassens snegledannede Trappetrin. Sophie, som blev det vaer, slap sin Moder og raabte:

"Hvor vil De hen saa hastig?"

Han svarede: "Jeg hører en Hønsehund puste hist henne mellem Rørene. Jeg maa hen at see, om den ikke har forstyrret en Iriskrede, som jeg omtrent paa samme Sted har opdaget."

"O," raabte hun igjen, "bi lidt og tag mig med: jeg holder saameget af Fuglereder." — I samme Minut ilede hun, uden at indhente Moderens Betænkning, bag efter Frits, og ankom i hans Selskab til det omtalte Sted, hvor Iriskreden fandtes aldeles ubeskadiget.

"Ak," sagde Sophie, "det er da nogle snurrige smaa Æg! Tag Dem i Agt, rør ikke ved dem, saa forlader Moderen dem. De kunde ret gjøre mig en stor Tjeneste, hvis De vilde forære mig denne Rede. De reiser jo snart fra Egnen og har ingen Gavn af den. Jeg boer derimod saa nær herved, og kan af og til besøge den; derfor skal De ret have Tak, hvis det maa være min Rede. Siig ja, hører De!"

"Om jeg reiser snart fra Egnen, er et stort Spørgsmaal. men for det første kunne vi jo vare halvt om Reden."

"Lad det da vare et Ord," sagde hun, "skjøndt 5 Æg just ikke vel lade sig dele. Men vi kan endelig jo trække Straae om det ene. Dog, hvad hjelper det, jeg lægger slige Planer. Moder tillader mig vist aldrig, at tage Ungerne hjem."

"Sophie!" skreg Moderen.

"Nu kommer vi strax, lille Moder!" — Derpaa vendte hun sig atter til Frits med det Spørgsmaal: "Siig mig i en Hast, om De gjør meget af at dandse?"

"O, det er min største Fornøielse."

"Det var herligt," svarede hun; "vi skal om et Par Dage have Bal i vort Huus. Jeg skal overtale Moder til at invitere Dem.

"O." svarede Frits, "Gud velsigne Dem, brug endelig al Deres Overtalelsesevne, ellers kommer jeg, saa Gud! uindbudet, skjøndt jeg forudseer, jeg vil harme mig tildøde, hver Gang De dandser med en Anden."

"Ja, saa bliv hellere borte," svarede hun; "thi saalænge Nogen byder mig op, kan De være vis paa, jeg sidder ingen Dands over."

"Den første Dands," sagde Frits ivrig, "maa De helligen love mig, De dandser med mig".

"Det er et Ord," svarede hun, "den første og den tredie."

"Og den femte,« føiede Frits hastig til.

"Nu bliver De ogsaa altfor begjerlig. Derom kan vi tale. naar Tiden kommer. Den Dag, den Sorg! Gud! hvor jeg glæder mig til det Bal! De kan troe, Tiden bliver os imellem lang. Undertiden forgaaer hele fjorten Dage, uden at vi see noget Menneske hos os."

"Hvad foretager De Dem da i deres Eensomhed? De læser vel en heel Mængde Bøger?"

"O nei, jeg læser sjelden, uden hvad der bliver mig foresat. I de lange Vinteraftener læser Moder gjerne høit for mig og Marie. Men det er gjerne noget dumt, alvorligt Tøi. De kan troe, jeg har undertiden ondt med at holde mine Øine aabne, især naar der kommer Vers imellem. Dem beder jeg altid Moder springe forbi. Det er mig ret ubegribeligt, hvorledes fornuftige Folk, som have Lærdom nok til at give Bøger i Trykken, gide befattet sig med saadanne Narrestreger som Riim. Naar jeg ikke har noget Bedre at gjøre, har jeg nok Lyst til at læse muntre Bøger, især Komoedier, hvori der gjøres Nar af gamle Mænd."

"For at tale om noget Andet," sagde Frits; "Tiden vil falde mig forbistret lang i disse Dage, mens jeg gaaer og længes efter Ballet. Kunde De ikke formaae Deres Moder til at indbyde mig inden den Tid?"

"Nei, det vil falde vanskeligt; men De kan jo komme af Dem selv. De lader jo ikke til at være undseelig af Dem."

"Det bliver det fornuftigste; jeg kommer bestemt imorgen."

"O ja, gjør det."

"Sophie!!" raabte Fruen igjen, "Sophie!!... hvor bliver du af?"

"Bedste Moder, nu er jeg jo paa Øieblikket hos dig," svarede Sophie i en noget uvillig Tone. — "Det er ret ubehageligt," sagde hun til Frits, "at vi nu strax skal kjøre bort; jeg træffer saa sjelden et Menneske, med hvem jeg kan faae en ret fornuftig Samtale." — Idet hun sagde dette, løb hun hurtig fra Frits, og da han med Flid fulgte langsomt efter, fik hun Tid til at tale to tre Minuter med sin Moder, inden han igjen stod hos dem paa Banken. I denne korte Mellemtid havde hun gjort saa god Brug af sin Veltalenhed, at Frits, da han igjen nærmede sig til dem, strax fik den forønskede Indbydelse. Derefter hjalp han begge Damer op i deres Vogn, og Kudsken gav de utaalmodig stampende Heste Tømmen.

Da Vognen var forsvunden, ilede Frits paa ny hen til det Sted, hvor han tillige med Frøkenen fra Ravnshøi havde betragtet Iriskreden. Med blussende Kinder og uroligt Pulsslag kastede han sig ned paa den afsides Græsplet, og tilbagekaldte bestandig i sine Tanker ethvert Ord, der var kommet over hendes Læber. Ja, for ret med Liv og Kraft at tilegne sig Erindringen om de faa Minuter, han havde tilbragt i hendes Selskab, gjentog han endogsaa høit for sig selv enhver af hendes Yttringer, idet han bestræbte sig for at efterligne hendes velklingende Røst. I denne Tidsfordriv blev han forstyrret ved et kraftigt Varsko! Dette Skrig kom fra Forpagteren, der red foran den hele Trop af de hjemdragende Jægere. Han vendte sig til den efterfølgende Flok og raabte:

"Holdt! ellers ride vi den kjøbenhavnske Herre ned. Han ligger, Gud hjelpe mig, her i Græsset og smaasnakker med sig selv. — Hvordan er det fat, Broerlille? Finder De Dem besværet af Bugvrid, siden De klager Dem saa gudsjammerligt? — De ligger jo her og piber som en Muus i Barselsnød. Hvorledes har De med Eet lagt Dem til et saa spinkelt Mæle?"

Frits reiste sig og ilede hen til Licentiaten, som, udmattet af Dagens Møisommelighed, slæbte sig langsomt efter det hele Tog. Frits greb ham om Livet og trykkede ham af alle Livsens Kræfter op til sit Bryst.

"Far i Mag", raabte Licentiaten, hvis Lemmer ved de voldsomme Kjærtegn kom i stor Confusion, "far i Mag, gode Ven! De sætter mig i en Slags Forlegenhed ved Deres sangviniske Venskabsyttringer. Jeg besidder ikke Smidighed nok til at gjengjælde Deres Høflighed paa saa haandgribelig en Maade. Naturen har negtet mig en saadan Lethed i Legemets Behandling. Desuden seer De selv, jeg har endeel Sager at bare paa, og besidder altsaa langt fra nogen fuldstændig Raadighed over mine Lemmer. Skal jeg besvare Deres Omarmelse, maa De deels give mig tilbørlig Betænkningstid, deels skaffe mig fat paa en Tjener, der imens kan overtage mit Gevær." — Idelig afbrudt ved Fritses heftige Favntag fik han med Nød og neppe sin Undskyldning fremsat.

Den begeistrede Ungersvend sagde til ham: "Fortræffelige Licentiat! Vær ikke vred paa mig, fordi jeg af en Skadefryd, som jeg ret af Hjertet fortryder, gav Dem en uladet Flint med paa Jagten. Jeg føler mig i dette Minut saa usigelig lykkelig, at jeg vil holde Venskab med den hele Verden, fra Øst til Vest, fra Pol til Pol, fra Alt til Intet og fra Sol til Sol. Ingen paa Jordens Overflade maa bære Nag til mig. Jeg vil slutte Stilstand med Møllerens Hankat, som hver Dag river min Ven Peiter i Ansigtet, og som er det vederstyggeligste Bæst, der gaaer paa fire Been. Herlige, grundlærde, godmodige Mand! giv mig Deres Haand til Forlig. Fy! det var i Grunden blot en lav Misundelse, der drev mig til at spille Dem det slemme Puds. Det var en halv ubevidst Harme over, at De stod i Veien for min Kjærlighed til Jomfru Marie. At saadan lumpen Sindsbevægelse forsvinder nu reent af mit Bryst. Naar De gifter Dem, vil jeg dandse syv Jomfruer trætte paa deres Bryllupsdag. Jeg vil blæse saa skjønt paa mit Horn, at de meest brøstfældige Been ufrivillig skulle dandse Hopsa."

"Stop", sagde Licentiaten, "stop et Øieblik; De bedøver mig aldeles ved Deres balstyrige Vociferation. Jeg søger forgjeves at finde nogen Tanketraad, Nexus og logisk Sammenhæng i denne strygende Strøm af Ord. Giv mig lidt Betænkningstid. — See! see! Ved Deres Tale kommer jeg til Kundskab om endeel Facta, Kjendsgjerninger, vilde jeg sige, som før have været mig aldeles ubekjendte. Altsaa, De har følt Kjærlighed for Jomfru Marie? Ei! ei! Den Omstændighed staaer da formodentlig i Forbindelse med Deres attenterede Selvmord? See, see! — Jeg tilbringer den største Deel af Dagen ved min Pult, og saaledes er det høist forklarligt, at endeel Tildragelser i Huset falde reent udenfor min Synskreds. Men mine psychologiske Grandskninger sætte mig dog strax i Stand til at finde Traaden i de mig forelagte Begivenheder. Saaledes faldt det mig strax ind, at combinere Deres haabløse Kjærlighed med Æbletræet og Strikken. Dertil bringer man det kuns ved Studier."

"O", svarede Frits, "Mølleren har dog vist ikke lagt sig meget efter Philosophien, og han begreb dog strax Sammenhængen."

"Men", blev Licentiaten ved, "en anden Yttring af Dem synes at beroe paa en fuldkommen urigtig Forestilling, nemlig, at jeg skulde have stillet mig i Veien for Deres Kjærlighed."

"Den Fugl ville vi lade flyve", sagde Frits. "Jeg trænger ei ind i Nogens Lønkammer, skjøndt mit staaer aabent for Enhver. Nu er jeg altfor salig til at opholde mig ved Tanken om gammel Modgang."

"Deres Modgang", sagde Licentiaten, "synes i ubetimelig Tid at blive gammel. Men da De selv erklærer, at Adgangen til Deres Hemmeligheder staaer aaben for Enhver, anseer De mig vel ei for paatrængende, naar jeg frit spørger Dem om Aarsagen til Deres pludseligt Lyksalighed?"

Herpaa svarede Frits: "Kjære Licentiatus! De har seet mig en Fjerdedeel af en Klokketime for[hippet paa at fortælle Dem det]."

[Her savnes et Blad, og Læseren maa saaledes selv forestille sig, hvorledes Licentiaten optog Fritses Fortrolighed, udentvivl ikke uden Forbauselse over den Hurtighed, hvormed denne kunde gaae over fra een Forliebelse til en anden; vist nok har han ogsaa i denne Anledning meddeelt Frits sine vise Raad. Under Samtalen komme de derpaa tilbage til Møllekroen, og hermed sluttes Capitelet. Lacunen har endvidere indeholdt Begyndelsen til det

Fjerde Capitel.
Ravnshøi.

Dagen efter Andejagten tog Frits Afsked med Møllerens, hvorved Møllerkonen vel ikke har forglemt, at føre ham de nye Vinduesruder til Regning, og tiltraadte sin Vandring til Ravnshøi, for efter Aftalen med Sophie at gjæste Gaardens Frue. Det er at formode, at han ogsaa har vidst, at han her vilde træffe en gammel Kammerat, i Candidaten Jens Hansens Person. Denne er Huuslærer for Fruens yngre Børn, eller har været det for de ældre, og ligger nu og venter paa et Kald. Han har det forresten godt i sin nærværende Stilling, om han end turde finde Anledning til at beklage, at "de eviggode Pandekager ere gaaede overstyr." Hvad Fritses Bekjendtskab med denne Hansen angaaer, er det mindre sandsynligt, at dette skriver sig fra Skolen, da Hansen maa virke dimitteret i det Mindste 4 til 5 Aar tidligere end Frits, end derfra, at de muligt ere Byesbørn fra Jylland. Da nu Frits, svedig og støvet efter sin Fodvandring, ankommer paa Gaarden, spørger han først efter Candidaten, for hos ham at ordne sin Paaklædning, inden han fremstiller sig for Herskabet, og bliver altsaa henviist til hans Værelse. Han banker paa, triner ind, og finder sin Ven ivrigen beskjæftiget med at blanke sine Støvler. Hansen lader sig ikke forstyrre i sit Arbeide ved Fritses uventede Besøg; men efter et kort og tørt Velkommen gav han sig igjen til at bearbeide Støvlerne, i det han] aandede paa dem af alle Kræfter.

"Det er mig ret kjært at see dig her hos mig". sagde han. "Vær saa god og tag dig en Stol, og lad som du var hjemme. Fortryd ikke paa, jeg bliver ved mit Arbeid; du seer, jeg er endnu den Gamle. Jeg vil gjerne holde min Smule Fattigdom i god Stand. Naar man ikke holder sit Tøi ret i fuldkommen Orden, saa har man ingen Fornøielse deraf."

"Jeg kommer for at besøge din Frue", tog Frits Ordet, og træffer dig ret beleiligt med Skobørsten i Haanden. Jeg kan vel faae Støvet strøget af mine Støvler med det Samme."

"Nei, Frits", svarede Candidaten bestemt. "Hver Ting har sin Brug. Vel er du min gamle Kammerat, men denne Børste, den er mig en Helligdom. Den maa aldrig komme til Smuds eller Støv, den er blot bestemt til at lægge sidste Haand paa Værket med. Jeg vil tjene dig med en god Villie, hvori jeg kan; men det maa du forlade mig, denne Børste er min Øiesteen."

"Ja, det er mig just ikke heller saa grumme magtpaaliggende, jeg kan jo viste mine Støvler af med min Lommeklud."

"Frits, Frits!" sagde Hr. Hansen med Hovedrysten; "du er dog endnu den gamle Dreng. Eet Spøg og et Andet Alvor. Var jeg i dit Sted, lagde jeg mig et Par gule Kraver til. Gule Kraver ere just værd at satte Penge i. Ere da dine Støvleskafter ikke blankede til største Fuldkommenhed, saa dækkes det dog. Det er desuden et Stykke, som man kun behøver at anskaffe sig eengang, saa har man dem siden for bestandig."

"Hvorfor holder du ikke selv guulkravede Støvler?"

"Derom maa du vel spørge; men hvad svarer jeg? — Seer du, jeg holdt selv Støvlekraver, naar det ikke var for tre Tings Skyld. Dersom vor Herre vilde kalde Præsten her paa Godset, saa var jeg vis paa hans Kald. Da passede slig Stads sig ikke mere til min Stand, og jeg havde saa godt som kastet de Skillinger ud af Vinduet. For det Andet holder jeg ikke meget af at lægge Skjul paa nogen Ting. Jeg maatte dog have den bedækkede Deel af Skaftet pleiet med samme Nøiagtighed. Om Ingen i Verden saae, at jeg gik med slet pudsede Støvler, saa havde jeg dog ingen Ro paa mig, naar jeg vidste det selv. Saaledes tænker jeg. For det Tredie er jeg noget før om Læggene. Det faldt mere paa, naar jeg brugte den Slags Pynt. Der kan du see, jeg har overlagt det vel. Man skal først tænke, saa handle, det er mit Princip."

Naar Frits befandt sig ved en Bogsamling, havde han den Skik, at trække det ene Bind frem efter det andet og halv tankeløs at blade deri. Da han ogsaa her fulgte denne Sædvane, maatte Jens Hansen med stor Misfornøielse see, hvorledes hans velconditionerede Bøger uden Hensigt bleve befingrede. For at befrie sig for dette modbydelige Syn, sagde han til Frits^[2]:

"Du vil her aldeles ikke finde nogen Bog efter dit Hoved. Jeg har slet ingen Komoediebøger eller andre saadanne spøgefulde Skrifter. Her er blot det rene Væsen. Paa disse fire Hylder staaer saamænd enhver Bog, som jeg har terpet igjennem, inden jeg kom saa vidt, som jeg nu er. Det er ret fornøieligt at kunne saaledes med eet Blik oversee sin videnskabelige Løbebane, ligefra Rasmussens A B C til Haenleins Indledning. Saa kan man see, der er endeel at gaae igjennem for Enhver, der giver sig paa den Vei. Vil Gud give mig Børn, saa staae mine Bøger i den Orden, de skal bruge dem. Da kan jeg føre dem hen for denne Reol og sige med god Samvittighed: Børn! Seer her, hvorledes Eders Fader har stridt. Tag nu fat, hvor han slap, saa kommer I nok frem i Verden."

"Læser du da nu aldrig mere i nogen Bog?" spurgte Frits.

"Jo, i den senere Tid kan du troe, jeg har pløiet gandske arrig i poetiske Skrifter, baade paa Dansk og paa Tydsk. Herre Gud, man vil jo dog nødig lade sig gjøre til et Aalehoved. I Førstningen, da jeg kom herud mellem Folk, der vidste Besked om Poeter og Vers, da maatte jeg skamme mig som en Hund, fordi jeg aldrig kunde tale med. Men lad dem nu komme, saa skal de nok finde Karl for dem. Du kan troe, den skal staae tidlig op, der skal tage mig i min Æsthetik. Det er ret en Lykke for mig, at jeg er kommet i Huset hos denne Frue. Nu faaer jeg altid betimelig Underretning om, hvilke Poeter der ere meest i Velten, og hvor dybt enhver af dem stikker. Det er en Pokkers Kjærling; hun kunde gjerne tage sig paa at være Manuducteur i den poetiske Literatur. Du kan flye hende lige hvad Poet du vil, enten tydsk eller dansk, saa vil hun strax sige dig, om han har forstaaet sin Haandtering. Det gaaer for hende, som et Stykke Smørrebrød; thi hun kan sin Æsthetik, som En af os sit Fadervor."

"Er det dig nu", spurgte Frits, "blot et Pligtarbeide, naar du studerer disse mange Digterværker? Føler du slet ingen Fornøielse derved?"

"Jo mænd gjør jeg saa. Det maa jeg ikke sige Andet. Det er ret en snurrig Tidsfordriv at lægge Mærke til, hvorledes en Digter kan hitte paa de underligste Ting af Verden, som man aldrig skulde troe, noget Menneskes Barn kunde falde paa. Professor Oehlenschlägers Bøger lider jeg ret godt. Det er ikke noget daarligt Hoved, der sidder paa den Karl. Ingen kan negte ham, at han skriver grumme peent for sig... Du bringer mig alle mine Sager i Ulave! Hvad var det, du rev paa Gulvet der?

"Ja, hvad det er", sagde Frits, "maa jeg spørge dig om. Det seer ud som en Gaffel af Elfenbeen".

"Naa, ja saa veed jeg det; det er et Instrument, jeg har at knappe mine Gramasker med, naar jeg gaaer med Skoe. Jeg har altid holdt meget af saadanne smaa Netheder."

Uagtet Frits i det Mindste med øieblikkelig Deeltagelse indlod sig med Enhver, fra hvad Side han end betragtede Livet, følte han sig dog tilsidst noget beklemt i den Verden, som den snaksomme Candidat forflyttede ham til. Deels for at give Samtalen en anden Vending, deels for ei i Tanker at beskadige nogen af de mange Beqvemmeligheder, som Jens Hansens Kammer var opfyldt med, stødte han et Vindue op og lod Øiet løbe over det store sjællandske Landskab, som man oversaae fra den høitliggende Bygning.

"Du boer smukt her", sagde han til sin Ven.

"Det maa du vel sige", tog Jens Hansen Ordet, idet han tog Plads i Vinduet ved Siden af. "Skulde du troe det, naar jeg staaer her om Morgenen i Vinduet, og drikker den velsignede Kaffe, saa begynder jeg tidt at sværme. Phantasien løber reent af med mig, og jeg bygger Luftkasteller for mit Fremtids Liv. Jeg tænker da paa, hvor man kan have det rart, naar man kunde faae fat i et peent lille Præstekald. Jeg har været saa heldig, at faae mig et Meerskums Hoved af en deilig blød Masse. Det skal ikke blive beslaaet, førend det er ret slaaet an; men saa skal det faae Lov til at ligge trygt under Laas og Lukke, til jeg kommer i Brød. Jeg tør vove det Hoved, i hvor lidet det seer ud, skal holde sine stive tre Qvarteer, naar man stopper det rigtig fast. Naar jeg da maa leve den Dag [at jeg kommer i Kjole", saaledes har Hansen formodentlig fortsat Samtalen paa det Blad, som her mangler. "saa skal denne Pibe gjøre sin Nytte." — Det slaaer ikke feil, at han har anseet det for et ganske lykkeligt Liv at kjøre i sin magelige Vogn til sit Annex, eller til et Bondebryllup med Tobakspiben i Munden, helst naar Frastanden ikke var større, end at den kunde tilbagelægges i tre Qvarteer, saa han slap for at stoppe Piben paa ny. Paa det manglende Blad er Conversationen forresten vedblevet at dreie sig om bemeldte Pibe, som formodentlig har varet ophængt paa Væggen. Frits, som efter sin Sædvane vil betingre Pibehovedet, er saa ubehændig, at han taber det paa Gulvet. Jens Hansen udstøder et Jammerskrig, fortvivlet over sit herlige Hoved. Frits, som imidlertid har taget det op og undersøgt det, forsikkrer ham. at det ingen Skade har taget. Men Candidaten lod sig ikke strax berolige. Han "saae skjævt til Frits" og vedblev:]

"Lad nu Nogen negte, at der gives Anelser og Forvarsler! I Forgaars havde jeg spiist temmelig tæt til Middag, og fik mig efter Bordet en lille Luur i min bløde Lænestol. Da drømte jeg gandske grandgivelig, at jeg tabte dette selvsamme Hoved ned i en bundløs Brønd, og foer i den dødeligste Angest op af Stolen. O vee! o vee!" — —

"Som jeg siger," tog Frits atter Ordet; "det befinder sig i høieste Velgaaende."

"Der faldt en god Steen fra mit Hjerte! Naa, det maa jeg sige, Mage til Natur har jeg aldrig kunnet gjøre mig Begreb om. Falde fra den Høide, uden at lide mindste Bræk paa sin Førlighed!! Det overgaaer menneskelig Forstand! Det maa være ret en uforgjængelig Masse! Saa skal jeg heller aldrig skille mig ved det velsignede Hoved, om man saa vil veie mig det op med Guld! Thi nu er det mig dobbelt kjært; naar det har kunnet staae Prøve mod saadant Stød, kan jeg sikkert gjøre mig Haab om at beholde det til min Dødsdag; thi det maa da være saa godt som evigt."

Samtalen blev afbrudt ved en Tjener, som kom for at kalde Jens Hansen til Frokostbordet. Frits vilde gaae med, for at lade Candidaten indføre sig hos Fruen; men denne bad ham tøve lidt og siden følge bag efter alene.

"Jeg skal sige dig," gav han til Grund, "ikke for al den Deel i Verden vilde jeg lade mig sige paa, at jeg slæbte Gjæster til Huset. Jeg vil sige dig Tingen reent ud, som den er. Fruen har for Skik, at give hver Person et blødsødent Æg at begynde med. Naar nu en uventet Gjæst indfinder sig ved Bordet, bliver der jo ufeilbarlig et Æg for lidt. Derfor vil jeg helst være reent udenfor det Hele. Vil du siden komme paa din egen Haand, da er det ikke min Sag. Jeg vasker da mine Hænder. Men Folk af den store Verden skal man i alle Maader omgaaes vaerligt. Du maa ikke blive vred, fordi jeg tager Bladet fra Munden; men jeg seer helst, du slet ikke lader dig mærke med, at du før har kjendt mig."

Frits indgik disse Betingelser.

En af Fritses Egenskaber var, med stor Færdighed at tale med om enhver Ting, enten han forstod den, eller ikke. Ingen af de Gaader, Naturen har forelagt den menneskelige Fornuft, laae ham saa stærkt paa Hjerte, at han uden Anledning kom til at arbeide paa dens Opløsning. Han hørte til den store Menneskeclasse, hvis Tænkning blot sættes i Gang ved Samtaler. Naar han hørte noget Spørgsmaal at afhandles med Varme, tog han altid ivrig Deel i Samtalen. Over Gjenstande, som han aldrig før havde tænkt paa, dannede han sig paa staaende Fod en Mening. Det var temmelig tilfældigt, hvilket Partie han kom til at forfægte, og meget uvist, om han ved en anden Leilighed fandt for godt, at holde paa samme Haand. Alle mundtlige Undersøgelser vare for ham en Slags behagelige, ridderlige Tourneringer, hvori hans Tankers Hurtighed og den lette Brug af hans Taleredskaber forskaffede ham den egentlige Nydelse. Hans Underholdning, der som en Følge heraf havde mere Liv end Heftighed, var da især behagelig for Fruentimmer, og forskaffede ham en høi Stjerne hos Fruen til Ravnshøi. Hun bad ham derfor indstændig, at tilbringe nogle Dage paa hendes Landsted, og han tog med Hjertens Fryd imod Tilbudet. Da blot en Dage Tid var forløbet, betragtedes han gandske som et Lem af Familien, for hvem man ikke paalagde sig nogen Tvang. Enhver begav sig til sine Sysler og lod ham beskjæftige sig, som han fandt for godt. Saaledes hændte det sig en Dag, at Fruen gik paa en eenlig Spadseregang i en nær til Haven grandsende Lund, for at høre paa Sangen af den nys ankomne Nattergal. Sophie var paa sit Værelse, medens Frits sad overladt til sig selv i Bibliotheket. Efterat han i lang Tid havde vraget een efter anden af de prægtigt indbundne Bøger og beseet alle Kobberstik i de tydske Kalendere, blev Tiden ham omsider lang, og han fik det Indfald, uden Omstændigheder at opsøge Frøken Sophie.

Da han med Vaersomhed aabnede Døren til hendes Kammer, saae han hende sidde for en lille fløielsbetrukken Secretair, omgiven af endeel gamle Penne, som alle bare Spor af at have varet dyppede overflødigen langt ned i Blækhornet. Foran hende laae der et Art ubeskrevet Velinpapir, og hun brød sit Hoved saa alvorligt, at hun ei bemærkede Frits, førend han stod tæt foran Bordet. Da løftede hun sit Hoved i Veiret og udbrød forundret:

"Nu har jeg aldrig før i mit Liv seet saa galt! Hvorledes tør De komme herind i mit Kammer?"

"O," svarede Frits, "jeg vover vel ikke saa meget derved: jeg tænker ikke, De gjør mig nogen Fortræd."

"Det gjør jeg vel sagtens ikke," svarede Sophie; "men det er dog en besynderlig Opførsel af Dem. Hvad vil De mig egentlig?"

Frits sagde: "For det Første vil jeg intet Andet, end see Deres Ansigt og høre Deres Røst. Det faldt mig tungt at undvære Synet af Dem i flere Timer."

"Gjorde det virkelig? Det kan jeg godt lide Dem for."

"Men hvis jeg ikke maa være her, koster det kuns et Ord, og jeg gaaer igjen den Vei, jeg kom fra."

Med dette Svar gik Frits paa Skrømt et Par Skridt, men efter et Øiebliks Overlæg erklærede Sophie:

"Siden De nu engang er kommen her, maa De dog for det første skjære mig en Pen."

Medens Frits gav sig ret god Tid til at skrabe nogle Penneposer, betragtede Sophie ham med et betænkeligt Blik og sagde:

"Tag Dem en Stol og sæt Dem ned... Jo! De er mig den rette Karl! Jeg har idag faaet Brev fra Marie, hvori hun fortæller mig smukke Ting om Dem."

"Lad mig engang see det Brev," svarede Frits.

"Det er et Ord! hvis De vil uden Tilbageholdenhed smukt bekjende, hvorledes De har opført Dem, giver jeg Dem strax Brevet til Eftersyn."

"Nei, De maa først lade mig læse Brevet, og hvis da min Veninde Marie har af Glemsomhed forbigaaet een eller anden Omstændighed, skal jeg strax føie mit mundtlige Bidrag til."

Der opstod en heftig Ordstrid mellem det unge Par, da Frits frygtede for at røbe Ting, som i Brevet ikke vare bragte for Dagen. Han begreb let, at et Brev af saalidet Omfang ikke kunde give nogen fuldstændig Beretning om hans Eventyr i Møllen.

"Naar man ret seer til," sagde Frits, "staaer der vel slet ikke noget Ondt om mig i Brevet. Fortæl mig engang noget deraf. Jeg tør vedde paa, De veed slet Intet."

"Ikke? Jo, jeg veed nok, De har bragt hele Huset i Forvirring ved Deres Optøier."

"Hvilke Optøier?"

"Derom forlanger jeg nu en Beretning af Deres egen Mund. Nu veed jeg, hvorledes Marie betragter Sagen. Hendes Synsmaade stiller Dem ei i noget smukt Lys; men man bør aldrig dømme, førend man har hørt begge Parter."

"O," svarede Frits, "jeg er fuldkommen tilfreds med Maries Fremstilling deraf. Hun er en altfor god Pige, til at hun skulde lyve mig det Mindste paa. Desuden kan hun umuligt have malet mig meget sort af, ellers vilde Deres Opførsel mod mig have varet mere forandret."

"Jo, hun har saamænd skildret Dem, som De fortjener det. Hvo skulde have troet om Dem, der seer saa skikkelig ud, at De var en saa slem Person. De maa slet ikke være her paa mit Kammer, — fy skamme Dem! Men jeg vil endda tilgive Dem Alt, hvis De selv oprigtig vil tilstaae, hvad jeg nylig har læst i dette Brev —."

Hun holdt Brevet i Veiret, og Frits snappede det behændig ud af hendes Haand. Uagtet Sophies Indsigelse læste han følgende Linier:

Søde Fie!

Jeg sender dig hermed en fortræffelig Bog, som har skaffet mig en ubeskrivelig Nydelse. Kunde du blot overvinde dig selv saa meget, at du læste den ret med stadig Opmærksomhed, da vilde den sikkert have den heldigste Indflydelse paa din Aand og dit Hjerte. Du vil ikke derved blive henflyttet i nogen overnaturlig Verden mellem Aander og Spøgelser. Jeg har tidt fortalt dig, at saadanne Frugter af en ophidset Indbildningskraft aldeles ikke tiltale min Følelse. Det er heller ikke af det Slags Skrifter, hvori man møder afskyelige, slette Charakterer, saaledes som hos Tieck og Göthe; nei, man føres i Selskab med de ædleste Væsner, som man ret af Hjertet maa elske. Man føler sig selv et bedre Menneske, naar man læser om deres Høimodighed, om deres rene Selvopoffrelse for Dyd og Religion.

I lang Tid har jeg ikke havt Tid at skrive dig til, da min Faders Huus har været usædvanlig besøgt af Gjæster. Vi har iblandt Andet havt en ung Fusentast fra Kjøbenhavn hos os. Han har engang ved sin Ubesindighed gjort os endeel Optøier, der bragte hele vort Huus i Forstyrrelse. Der er just ikke noget Ondt i ham, men han er saa yderst barnagtig og tager sig aldrig noget Nyttigt for. Tænk dig engang, et voxent Menneske, som alt er Student, finder Behag i at spille Klink med min lille Broder Peiter! Han anstillede sig rigtig nok, som om det blot skete for at fornøie Drengen, men man kunde tydelig see, han var selv meget fordybet i Spillet.

Hils din gode Moder, og tak hende ret for de sidste smukke Bøger, hun sendte mig. Dag for Dag bringes jeg meer til at indsee, hvad jeg skylder den fortræffelige Kone; thi hun har først vakt min Følelse for Kunstens herlige Værker. Gud! hvor jeg vilde have voxet op i Vankundighed, dersom Himlen ikke havde ført mig til hende. Naar jeg ret betænker, hvor min Barndoms Legesøstre dog i Grunden ere nogle høist ubetydelige Væsner, da skjønner jeg først ret paa det Held, at jeg har faaet Sands for noget Bedre.

Din hengivne

Marie.

"Der har De rigtignok faaet et smukt Vidnesbyrd," sagde Sophie, da Frits havde læst Brevet til Ende.

"Det er sandt," sagde Frits. "Jeg staaer just ikke med Palmer i Hænderne; men jeg har da den Trøst, at Skudsmaalet er i min egen Vold og skal heller ikke med min gode Villie komme videre ud iblandt Folk. Desuden er jeg tilbøielig til at troe, at De selv, saavelsom jeg, i det samme Brev har faaet en kjærlig Revselse. Hun regner ufeilbarlig Dem til de høist ubetydelige Væsner, som ikke have Sands for noget Bedre."

"Mener De det?" spurgte Sophie. "Ja det er saamænd gjerne muligt. Det skulde hun faae Skam for, den indbildske Tøs! Ja jeg har nok før mærket, at hun foragter mig, for jeg ingen Behag finder i at læse tørre Romaner med Prækener i. Men hvad Dem angaaer, da har hun virkelig Ret? thi det er dog meget barnagtigt af Dem, at De kan finde Moerskab i at spille Klink."

"Jeg indseer det," svarede Frits; "jeg erkjender med stor Sønderknuselse min Daarlighed. Den, der ikke tidlig opoffrer sit Liv til gavnlig Virksomhed, han vil engang i en trøstesløs Alderdom begræde den Ungdoms-Tid, han letsindigen spildte."

"Deri har De Ret," svarede Sophie.

"Og den, der ikke som Yngling tidlig betræder Alvors tornefulde Vei, han naaer aldrig til Viisdommens lysende Tempel, men Døden overrasker ham midt paa den lange Bane."

"Ja vist," sagde Sophie.

"Vee den, der ei, mens han besidder sin fulde Kraft, erhverver sig den Dygtighed, at han engang, som en nyttig Borger, som et gavnligt Lem, kan opoffre sig til Statens Tjeneste!"

"Ja vist," svarede Sophie.

"Men for at komme til noget Andet, skulde vi da ikke her i Smag spille blot et lidet Parti Klink; jeg har just til al god Lykke to Markstykker i Lommen."

"Det er et Ord!" svarede Sophie med Latter; "det kunde være gandske moersomt. Men skyd først Slaaen for Døren, at ikke nogen af Timerne skal komme herind og see det."

Da dette Spil til gjensidig Fornøielse havde varet henved en halv Time, maatte Sophie, der havde grebet Sagen altfor alvorlig an, forlange Stilstand for at hvile sig. Hun fortsatte da med følgende Spørgsmaal sit Forhør over Frits:

"Siig mig nu, hvad det egentlig er for Optøier, De har gjort i Møllerens Huus?"

Herpaa svarede Frits: "Hele Sagen er kortelig, at jeg var dødelig forelsket i Marie, og at jeg som [en ægte ulykkelig Elsker tog mig selv af Dage]."

[Det er ikke urimeligt, at denne Samtale er bleven afbrudt af Moderen, og at den Omstændighed, at det unge Par fandtes inden lukte Due, kan have givet Anledning til en komisk Forklaring. Derpaa er der formodentlig forefaldet flere Scener paa Ravnshøi. Den æsthetiske Frue tør have foredraget sin Theorie af Folkepoesien, og talt om Efterligning af samme, eller forelæst noget af Madame Cotins Romaner, hvorved Sophie falder i Søvn.

Omsider kommer den til Ballet bestemte Aften. Her har da varet Leilighed til at beskrive de ankommende Gjæster, iblandt hvilke Licentiaten maa have været, og hans Fætter Bertel. Den sidste kan vare kommen til Møllekroen for at besøge sin Fætter, muligt for at berette ham, at "han har faaet en Arv" og for at arrangere hans fremtidige Levemaade, og begge kunne, maaskee ved Foranledning af Frits, være komne med Møllerens Datter Marie. Det er i sin Orden, at Frits gjør Optøier paa Ballet og maaskee tillige af Jalousie over Sophie, drikker for meget; thi "Alle frie til hende paa Festen"^[3]. Hun, som holdt af Komoedier, hvori der gjøres Nar af gamle Mænd, har sikkerlig ogsaa i Licentiatens underlige Person fundet en Gjenstand for sin Overgivenhed og derved givet Anledning til, at En eller Anden har commenteret over den Grusomhed, "hvormed unge Damer spotte med en ulykkelig Pedant." Hendes Opmærksomhed og forstilte Venlighed indtager Licentiaten, som vel og er bleven fristet til at see for dybt i Flasken, et Uheld, der udentvivl oftere vederføres ham. Men at han i en saadan exalteret Stemning skulde have vovet sig til en Dands med hende, er neppe troligt, skjøndt Forfatteren synes at antyde det. Snarere har han ført sværmeriske Samtaler med hende om "Damers ætheriske Liv" og om den "Natur-Enthusiasme," som hun havde saalidet Sands for.

Frits har maaskee paa en Sofa faaet sig en Luur, bortdunstet sin Ruus og derpaa atter deeltaget i Dandsen.

Længer ud paa Natten, da Gjæsterne havde begyndt at adsprede sig, finde vi Licentiaten og Bertel, der maae være blevne inviterede til at blive paa Gaarden om Natten, i en dyb Samtale, rimeligviis efter at være komne paa det dem til Natteqvarteer anviste Værelse. Licentiaten har tilskaaet sin Fætter den Kjærlighed, Sophie har vakt i hans Bryst, og forlangt hans Raad. Bertel har bemærket, hvor nødvendigt det var for den, som lagde an paa at vinde en ung Piges Hjerte, at nærme sig hende med Raskhed og Frimodighed, og at tiltrække hende ved en underholdende Conversation. Licentiaten tilstaaer, hvor vanskeligt det vilde falde ham, at opfylde disse Fordringer. Men hans Studier og hans Observations-Evne maatte satte ham i Stand til at erhverve sig de Reqvisiter for en Elsker, som Bertel fordrede. Dette har han tænkt sig, naar han iagttog Frits og saae, hvorledes og hvor let han tiltrak sig Damernes Interesse. Dennes legemlige Smidighed maatte jo kunne efterlignes].

["Med Hensyn til de Bevægelser] med Armene, han i ethvert givet Tilfælde betjener sig af, maa det jo være mig en Mulighed, at indprente dem i min Hukommelse. Naar fremdeles disse Forkortninger og Udstrækninger af Muskler ikke stride mod min anatomiske Beskaffenhed, maa jeg ufeilbarlig kunne gjøre ham det efter. Men Ulykken er, der indtræffe saa mangehaande Forhold, at den ene Situation fast aldrig er gandske som den anden; derfor maa man bringe dem under en vis schematisk Inddeling. Men dette viser mig atter hen til mit store Værk, hvormed jeg endnu ikke er kommet paa det Rene."

"Alt det Præk, du der kommer med", sagde Bertel, "forstaaer jeg slet Intet af. Min Mening er blot, at du, for at gjøre Lykke hos en sextenaarig Frøken, maa træde frem med en vis Raskhed og Fripostighed, hvortil du slet ikke har Gaver."

"Men hvor kan du dog troe", sagde Licentiaten, "at noget tænkende Hoved kan finde sig tilfredsstillet ved en saadan Mysticismus?"

"Naa! Er jeg en Mystiker? Det har aldrig nogen Moders Sjæl før beskyldt mig for. Jeg har tvertimod stor Afsky for Mysticismus, og troer aldrig nogen Ting, uden jeg ret kan gribe den med mine Hænder."

"Jo, Bertel! du er en Mystiker. Du sønderlemmer ikke dine Begreber, ellers vilde du selv føle, din Tale bestod af lutter Nuller. Hvad gavner det, du bruger den gaadefulde Formel: Frimodighed. Frimodighed bestaaer jo af en Række frimodige Handlinger; kan du regne mig dem op, da har du gjort Noget. Endnu vanskeligere falder det mig, ret at tydeliggjøre mig, hvori den anden Slags Tilnærmen bestaaer, nemlig den mundtlige. Hvorom kan jeg tale med en ung Pige? Her har jeg jo rigtig nok igjen stillet mig Fritses Forbillede for Øie. Men hans varmeste Samtaler med Fruentimmer bestaae af et flygtigt Element, hvori man egentlig Intet har at holde fast paa. Bestandig forekommer det en opmærksom Tilhører, at Talen er om Noget. Men vil man sige hvad det var, opløser det sig for Betragtningen i et Intet. Fremgangsmaaden er, paa en skuffende Maade saaledes at spille med Intet, at det faaer Udseende af Noget. Men tillære mig Noget deraf, har jeg hidtil ikke formaaet."

"Det er mig dog kjært", sagde Bertel, "at vi eengang mødes i Noget; thi jeg er ligesaa lidet som du i Stand til at føre Snak om ingen Ting. Til slige Luftspring har Ingen af os Smidighed i Forstanden. Er du ikke i Stand til nogen alvorlig fortrolig Meddelelse, følger det af sig selv, du maa lukke Munden i."

"Meget rigtig", sagde Licentiaten. "Der staaer altsaa tilbage, at jeg med usædvanlig Oprigtighed kunde meddele hende mine hemmelige Tanker; men mine philosophiske Sorger overgaae hendes Fatteevne, og mine exoteriske Bekymringer, som i Grunden volde mig ligesaa meget Hovedbrud, ere tilsammen af den Beskaffenhed, at de snarere ville gjøre mig latterlig i hendes Øine. end bringe mig i nærmere Forhold til hende. Dertil høre adskillige bedrøvelige Erfaringer, som jeg forgjeves søger at raade Bod paa. Kjøber jeg mig en ny Hat, som endogsaa sidder temmelig knapt paa mit Hoved, bliver den dog snart blød, og udvider sig saaledes, at den glider ned over min Næse. Mine Strømper krybe saaledes ind i Vasken, at Hælen kommer til at sidde midt under Foden. Under Armene paa min Kjole begynder et lille Hul at vise sig, som naturligviis daglig udvider sig; men uagtet jeg med Skræk seer det Tidspunct nærme sig, da jeg med stor Uleilighed maa skaffe det sammensyet, kan jeg dog ikke bare mig for at fremskynde den befrygtede Stund, ved af og til at randsage det omtalte Hul med mine Fingre. Af denne Art ere mine hemmelige Sorger, som visselig ei ere skikkede til at betroes nogen ung Frøken. Men det rigtigste bliver nok, at jeg oppebier den Dag, da mit store Værk om Menneskets physiske og intellectuelle Natur kommer for Lyset. Maaskee jeg derved kunde tydeliggjøre hende den Indsigt, jeg har i Livets Betydning, som jeg ikke seer mig i Stand til mundtlig at lægge for Dagen."

"Ja gjør du kun det", sagde Bertel. "Inden den Tid bliver du nok saa gammel og adstadig, at Forliebelsen fortager sig."

---

Da det var temmelig seent ud paa Natten, begav Frits sig over paa Jens Hansens Værelse, hvor han skulde dele Seng med Candidaten. Der maatte nemlig paa Gaarden skaffes Plads til saamange langveis fra ankomne Gjæster, at man havde Nød med at faae Huusrum nok for dem Alle.

"Du har ikke været i Dandsesalen inat", sagde Frits.

"Nei", svarede Hansen. Derfor havde jeg mine gode Grunde, som jeg gjerne har for Alt, hvad jeg foretager mig. For det Første kan jeg ikke de Trin, som nu ere i Moden, og for det Andet havde min Skomagersnude narret mig, og sat Barattens Baand i mine Skoe istedet for Silkebaand."

"Er du saadan en Nar", sagde Frits, "at du lader en saa herlig Fornøielse gaae fra dig for saadanne Smaatings Skyld?"

"Smaating, Frits? Der har vi den gamle Snak! Saaledes taler du, fordi du er letsindig og uerfaren. Naar man tænker over hvad man gjør, og ønsker at komme frem i Verden paa en skikkelig Maade, saa agter man Intet for Smaating. At gaae paa Bal med Barattens Baand, det er en Geniestreg, som jeg vel skal vogte mig for. Naar jeg skal fornøie mig i Selskab, saa maa der Ingen kunne laste min Paaklædning. Som man er klædt, er man hædret. Man maa ikke kaste sig selv hen, fordi man er fattig. Nei, ædelt maa man tænke, net maa man være fra Top til Taa. Jeg føler for høit, til at udsætte mig for Folkesnak. Man maa gjerne sige mig paa, jeg er vel pillen med mine Klæder; men en honet og ordentlig Karl skal man ansee mig for. Det har min salig Moder lært mig, og derfor beder jeg Vor Herre velsigne hende i sin Grav."

Saaledes talte Jens Hansen, idet han med Selvfølelse udspilede sine Næsebor og lagde sin venstre Haand paa Hjertet. Nu begyndte han at forberede sig til Natteleiet. Han klædte sig nemlig af og gav sig derpaa til at indhylle sit Legem med endeel uldne Belter. Derefter puslede han med Fyldet i den tunge Hvergarns Fjærdyne, og sagde under denne Syssel til Frits:

"Disse Sengeklæder har jeg saamænd arvet fra min salig Faster, og paa dem har jeg ligget alle mine Studenteraar. Dem har jeg bragt med her paa Gaarden; thi jeg har altid anseet det for en Herlighed, at sidde og ligge paa sit Eget. Du kan troe, den Dyne bander ikke ved Vintertide, den veier sine stive syv Lispund."

Under denne Tale var han krøbet i Sengen, og slog med begge Hænder paa Dynen, idet han mumlede:

"Haa haa haa! Nu ligger jeg da saa rart og saa godt!"

Ved disse Hverdags-Yttringer af dyrisk Velbefindende følte Frits sig underlig beklemt. Jens Hansens prosaiske Tilfredshed dannede en skjærende Modsætning til de lette Phantasier, som Synet af de dandsende Piger havde vakt hos ham. Salens glimrende Skikkelser, der endnu tumlede sig i hans Hoved, og den hede Driks ikke gandske bortdunstede Kræfter havde sat ham i en besynderlig urolig Stemning. Det forekom ham, at hans Trang kunde blive tilfredsstillet, hvis han med stærke Vinger kunde svinge sig ud i den mørkeblaae, stjernede Natluft. Men han tænkte med stor Modbydelighed paa at komme i Berøring med Jens Hansens tunge Dyner og uldne Belter. Han spankede med stærke Trin op og ned ad Gulvet, indtil Candidaten atter talte til ham:

"Naa lille Fritsius!" brumlede han, begravet i Sengeklæder lige til Næsen; "naa, lille Fritsemand! hvor bliver man af? Gaaer man der og grilliserer? Jeg ligger ogsaa her og sværmer. Jeg tænker paa, hvor man dog var lykkelig, naar man havde sig en rar lille Kone. Frøken Sophie det er et velsignet Fruentimmer; hun har saadanne deilige smaa Pakkenusser. Herre Gud, vi ere jo Alle Mennesker, ikke sandt, Fritsemand?"

Efter dette Hjertesuk gabede han høit og faldt i Søvn. Men Frits, som ikke havde hørt Meget af sin Contubernals Hjerteudgydelser, spadserede bestandig omkring i luftige Drømme. Alle de Situationer, hvori han de forgangne Dage havde seet Sophie, føre ham forbi som en Troldlygtes Billeder paa Væggen. Snart saae han hende kjæle for en Kattekilling, som hun med den ene Haand trykkede til sin Kind, medens hun med den anden Haand strøg paa dens silkebløde Skind. Snart saae han hende en kjølig Morgen gaae i Haven, løst behængt med sit røde Schawl og med begge Armene under Klædet krydslagte paa Brystet. Snart saae han hende i en Krog af Sofaen sove, med Ansigtet hvilende paa den høire Arm, medens Moderen læste høit i en af Madame Cotins Romaner. Snart saae han hende sidde ved sin Harpe, medens det med lyse Krøller behængte Hoved mildt nikkede til ham bag ved Strængenes Gitter. Under slige Phantasier slængte han sig paa en Sofa, indhyllet i sin Kappe, og sov nogle Timer. Men endogsaa i Drømme vedbleve Dandsesalens Toner at lyde for hans Øren. I Særdeleshed hørte han uafladelig Contrabassen og Piccolofløiten. Dog, i hans Morgendrøm bleve Tonerne stedse forædlede og ligesom forklarede, og da han vaagnede, var det Nattergalen, der slog under hans Ruder, og Gjøgen, der hørtes fra den nærliggende Skov. Han aabnede Vinduet, og en frisk Duft strømmede ham imøde fra Kirsebærtræets hvide Blostre. Nu gik han ud for at gjøre sig en Spadseregang i Haven. Hans Vei faldt igjennem Salen og adskillige Værelser; men overalt herskede der et Dødsstille, som om Gaardens Befolkning var uddød; overalt saae han Forstyrrelsens Spor. Hist hang et brukket Voxlys ned fra Lampetten, og nedenunder laae en Lysesax paa Gulvet. Paa alle Vægge hang der store Vanddraaber, og midt i Salen stod endnu en Stol, der var brugt for to Timer siden i Kehraus. Da han gik ned ad den brede Trappe, saae han endnu et blaaligt døende Blus i den store Glaslampe.

---

Licentiaten sad i et Lysthuus og skrev med en Blyantspen i sin Tegnebog. Han havde med Bekymring bemærket, at i enhver Samtale med sin Fætter glemte han Meget af det, han egentlig vilde betroe ham. Derfor havde han nu grebet til det Middel, at optegne nogle Punkter, hvorom han vilde høre Bertels Tanker, for siden enten at memorere de nedskrevne Bemærkninger, eller i Nødsfald betjene sig af Papiret. Han var faldet paa denne Fremgangsmaade ved at læse, hvorledes Keiser Augustus ligeledes ved vigtige Leiligheder talte med sin Kone Livia fra Papiret. Det, han skrev, lød saaledes: Om de uoverstigelige Vanskeligheder, der ere forbundne med at frie^[4].

---

Frits havde strøifet omkring i Haven, til Duggen var borttørret. Derpaa slængte han sig langs med en Kanal i Haven, og læste med stor Graadighed en Novel i en tydsk Kalender. I det han adskilte to Blade, som ved Snittets Forgyldning vare komne til at klæbe sammen, saae han Sophie nærme sig over den chinesiske Bro. Hendes Paaklædning var idag simpel og huuslig. Han gjorde ved sig selv den Bemærkning, at hun i enhver ny Dragt blev ligesom til et nyt Væsen, men var i dem alle for ham lige deilig. Dog fandt han, at et usædvanligt Udseende ved første Blik gjorde hende lidt fremmed for ham; at man ikke blot maa blive fortrolig med et Menneske selv, men ogsaa med dets Klæder, og at en Mand, hvis Kone gik med 365 Dragter om Aaret, aldrig ret kunde være hjemme. Under disse Betragtninger fik han Bladene skilt fra hinanden og fordybede sig atter med spændt Nysgjerrighed i den tydske Fortælling.

Pigen kom hen til ham og vilde give sig i Samtale med ham; men han, der var gandske henrevet af sin Novel, affærdigede hende med korte Svar. Idet hun kom, truede hun ham med Pegefingeren og sagde:

"Jo, De er en smuk Person! Skammer De Dem ikke ret i Deres Hjerte, fordi De var saa uartig i Aftes?"

"Jo", svarede Frits, uden at vende Blikket fra sin Bog.

"Og hvad der var det Allerafskyeligste, De havde jo drukket Dem gandske fuld i Punsch. Veed De da ikke, at Drukkenskab er en Udyd, at det er en Ugudelighed? Svar mig!" raabte hun ivrig og rykkede ham i Kjolen: "Har De ikke læst det sjette Capitel om Pligterne?"

"Jo", sagde Frits.

"Siden vi taler om Ugudelighed, kommer jeg til at tænke paa, hvor min Tante havde gjort mig bange, da jeg var lille. Hun havde fortalt mig saa mange græsselige Historier om Helvede, hvor slette Folk brændte til evig Tid i sydende Svovl og Tjære. Jeg vovede mig aldrig til at gaae alene ned i den lange Gang, naar det var mørkt. Hver evige Mandag besluttede jeg ret at forbedre mig; men naar vi kom ind i Ugen, havde jeg dog bestandig forseet mig igjen. Saa gik jeg i den dødeligste Angst for at jeg skulde døe, inden det blev Mandag igjen, og jeg i den nye Uge atter kunde begynde paa et nyt Liv. Men nu kom til al Lykke Hr. Hansen her i Huset og fortalte mig, at der ikke meentes andet end Samvittighedsnag dermed. Jeg forsikkrer Dem, det var ligesom En havde lettet en Steen fra mit Hjerte. Men De hører jo slet ikke paa, hvad jeg — —

1. Her findes i Manuskriptet en Lacune af to Blade. Det sees let, at Indholdet har været en Fortsættelse af den begyndte Samtale om Frits saaledes, at de Talende (Moralisten Zacharias, den speculative "Tydsker" Bernhard, den følsomme Christian og den gjæstfrie Valentin) derved tillige fik Leilighed til at udfolde deres egne Charakterer.
2. I sit Manuscript har Forfatteren bemærket: "Herfra til Slutningen er Fortællingen skizzeret."
3. Den Lacune, hvis Indhold Ovenstaaende (som tildeels lader sig udlede af Fortællingen selv) skal tjene til at udfylde, er den betydeligste i Manuskriptet, og har idetmindste udgjort 4 Blade, men muligt ogsaa flere. Af et Brev fra Christian Winther har Udgiveren den Fornøielse at kunne meddele Følgende:
   "Indholdet af denne Lacune, saavel som Fritses første Sammenkomst med Candidaten, har Poul engang, da han boede hos Hegers ved Nørrevold, forelæst mig. Han greb et Par Blade af en i en Krog opstablet Dynge og læste, gaaende op og ned ad Gulvet, og jeg bemærkede, at det allerede maatte være blevet ham selv nyt; thi ved begge Scener brast han af og til ud i hiin ærligt meente smitsomme Latter, der var ham egen. Hvad jeg kan huske om Scenen paa Ballet er følgende: Efterat have dandset og drukket brav, maa Frits enten ved List eller ved en Hændelse have faaet en Rendezvous med Sophie udenfor den store Havesal, hvor Ballet maa tænkes holdt. En Trætte mellem de unge Folk — han er paatrængende uartig — om han vil kysse hende eller blot tage et Perlebaand fra hende, veed jeg ikke. Hun truer med at skrige, og da han ikke bryder sig om Trudselen, skriger hun ogsaa. Han flygter, formodentlig efter at have erobret Halsbaandet; thi hun indbilder de tilstrømmende Gjæster, at hun, ved at strøife Muren, paa et Søm har afrevet sit Perlebaand. De høflig forundrede Gjæster jage ved medbragte Lys forgjeves baade Perlerne og Sømmet paa Muren. Deres artige, men meget ubeleilige Spørgsmaal og Pigens knibske, ærgerlige og komisk lystige Svar concertere en Tid lang — og saa husker jeg ikke meer."
4. Her mangler Intet i Haandskriftet; men det er utvivlsomt, at Forf. har tænkt at udføre Æmnet nøiere.