En ganske ny og meget sørgelig Vise om Morderen Worm
En ganske ny og meget sørgelig
Vise
om
Morderen Worm,
som
Skjændigen og lumsk med en Snor qvalte Udgiveren af "Gammelt og Nyt,"
Jens Peder Tønder,
for at tilvende sig hans Penge; og som til retfærdig og velfortjent Straf skal halshugges paa Amager. — M. M., som denne sørgelige Vise indeholder.
Motto: "Du skal ikke slaa ihjel!"
Kjøbenhavn, 1838.
Forfattet og forlagt af, samt trykt hos Jacob Behrend, Møntergade Nr. 128.
Melodi: Peter Schütt i Barndomsalder
Worm af Fader og af Moder
Ledet blev til Pligt og Dyd;
De ham lærte Sjælens Goder,
Han var deres Stolthed, Fryd,
Men for deres Kjærlighed
Røved' han dem Lykke, Fred!
Onklen sørged' for hans Fremme;
Førte ham ad Flidens Vei;
Men til Frændens Vennestemme
Lytted' han, letsindig, ei.
Ørkesløs han flakked' om,
Og til Kjøbenhavn han kom.
Hvo, som ei anstrænger Fliden,
Gaaer i Ærlighed hvert Fjed;
Til ham kommer Nød med Tiden,
Som fortærer Sjælens Fred.
Tungt det er, at sige maa:
"Selv forskyldt det saa mon gaa."
Worm har lyst til Arbeid ikke;
Men til Læsning i Roman,
Chokolade tidt at drikke
Fandtes stærkt hengiven han.
Og til farlig Lediggang,
Som ham bragte Nød og Trang.
Underofficier han bliver;
Men var deraf snarlig kjed.
Derpaa atter om han driver,
Tænker kun paa daarlighed.
Et Par Lagner stjal han fræk,
Tog fra Enken, arm, dem væk.
Stakkels Tønder vandred' rolig,
Tarvelig sin Livets Vei;
Worm sig lister i hans Bolig,
Og paa Ondt hiin tænker ei.
Denne ruger Dag og Nat
Paa at stjæle Tønder's Skat.
Worm bortsælger sidste Skjorte,
Siger: "Fransk jeg lære vil."
Tønder's Tvivl er ganske borte,
Gjærrighed har nu sit Spil.
Tønder troer ham paa sit Ord
Og fremkalder da sit Mord.
Da han ei kan Tønder's Penge
Stjæle, — Mord i Tanken groer.
Worm sig ei betænker længe,
Qvæler Tønder med en Snor.
Gik til Lübeck med sit Rov,
For at undfly Retfærds Lov.
Man ham griber, da forlader
Himmelgnisten brat hans Sjæl.
Han anklager grumt sin Fader,
Liig en Livets usle Træl!
Oldingen med sølvgraat Haar,
Snart for Dommerskranken staaer.
"Jeg har ikke myrdet Tønder,"
Lyder svage Oldings Røst.
Dommeren ham snart forkynder:
"Brøde boer ei i Dit Bryst.
"Reis til Hjemmet, Olding brav!"
Og han reiste — — til sin Grav.
Worm bekjendte da sin Brøde;
Haabed' dog, at skjænkes Liv.
Retfærd dømte ham tildøde.
Herre! Styrke Du ham giv!
Al hans Hu tilhøre Dig:
O, vær mod ham naaderig!
Yngling! dybt præg i Dit Hjerte:
Pligt og Dyd vær stedse tro.
Tænk paa Worm og paa hans Smerte,
Medens Du kan være fro.
Snart udgydes skal hans Blod:
O, vær stedse from og god!