En ung Piges Historie
|
En ung Piges Historie |
Første Kapitel
Høit oppe under Taget i en stor, mørk Baggaard i Adelgade saae jeg Lyset; Moder døde Aaret efter; Fader giftede sig igjen; ogsaa han døde; jeg veed Intet om dem, Ingen har talt til mig om min Moder, og af min Stedmoder har jeg blot hørt, at Fader var en god Arbeider.
Vinden peb igjennem den ituslaaede Rude, Røgen slog ud af Kakkelovnen, de faa Pinde vilde ikke engang blusse op. Gamle Dorthe, min Stedmoders Moder, sad i Kakkelovnskrogen og snaasnakkede; min Stedmoder tog sit store Tørklæde paa, saa gik hun ud at tjene Brødet til Tre. „Havde jeg dog blot mig selv alene,” brummede hun, „men denne gamle hjælpeløse Moder, dette Barn, denne Byrde,” og saa gik hun, og jeg følte, at jeg var en Byrde for hende, for mig selv, og gysende af Kulde trykkede jeg mig op til Kakkelovnen og græd.
Naar Somren kom, var der saa hedt i den lille Stue, at man neppe kunde trække Aande; jeg stod da hele Timer paa en Stol og kigede ud af Vinduet, snart ned i Gaarden, der saae ud som en smal, dyb Brønd, og snart hen paa Kvistvinduet ligeoverfor, hvor Kanariefuglen hang og Skræddersvenden sad paa Bordet og fløitede for den, medens han arbeidede. Bleg og mager var Skræddersvenden, og det var hans Kone ogsaa; de syede og syede, havde neppe Tid til at spise og sove, men hun havde dog bestandig Tid til at kysse og klappe sin lille, rødhaarede Dreng, og, fattige som de vare, fik Fuglen hver Søndag sit Stykke Sukker og den lille Dreng sin Bolle.
Jeg nikkede til den lille Dreng, men de forbøde ham at nikke igjen, der var jo Fjendskab mellem min Stedmoder og Skræddersvendens Kone; desuden var han reen og heel, saadan en forpjusket og forsømt lille Pige var ikke Selskab for ham.
Gamle Dorthe, det var mit Selskab; hun var den Eneste, som talede til mig, men der var ingen Kjærlighed imellem os.
Fæl saae hun ud, tandløs, guul og. rynket var hun, bøiet af Aar og Besværligheder; hun gik i Barndom, talede meget med sig selv og noget med mig; jeg lyttede til begge Dele. Hun holdt ikke af sin Datter, hun holdt ikke af mig; der var kun to Ting hun holdt af, det var Snuus og Kaffe.
„Saadan er det at have Stedmoder,” sagde hun, naar jeg græd af Kulde og Mangel, „en Moder vilde sørge anderledes for Dig, kan Du troe, bedre om Du aldrig var født.”
„Meget bedre,” svarede jeg, og mine Taarer randt stærkere, medens jeg tænkte, hvor skjønt det maatte være at blive holdt af som Skræddersvendens Lille blev det.
Min Stedmoder mishandlede mig egentlig ikke; undertiden truede hun mig, ialmindelighed lod hun mig gaae for Lud og koldt Vand.
Da jeg vel omtrent var fem Aar, blev jeg sendt ud for at tjene lidt, for at bidrage en Smule til vor sørgelige Føde; jeg blev sendt ud for at tigge.
Grændseløs lille og ubetydelig forekom jeg mig mellem alle disse Mennesker; jeg kjendte Ingen og Ingen kjendte mig. De smilende og de alvorlige Ansigter brøde sig lige lidt om mig, de havde hver sine Tanker, hver sit Maal, hvor turde jeg standse dem; dog, jeg skulde; Frygten for min Stedmoder var større end Frygten for de Fremmede, og ingen ædlere Følelser holdt mig tilbage. Jeg berørte en Dames. Silkekjole og bad: „en Skilling,” men jeg fik ingen; en Amagerpige gav mig derimod et Æble; det var stødt paa den ene Side, men smagte dog deiligt, mættede og trøstede, jeg bad igjen og jeg fik.
Sælsomt saae der ud i min barnlige Sjæl; jeg var ikke ond eller trodsig, men svag, forkuet, feig. Verden kjendte jeg kun af Dorthes Beskrivelser, som min egen Erfaring bekræftede. To Tilværelser var der: i den ene var Alt Glæde, Rigdom, Lykke og Kjærlighed; i den anden Fattigdom, Sorg og Jammer, men dog undertiden ogsaa Kjærlighed, dog ikke for mig.
Naar det begyndte at blive mørkt, gik jeg hjem med mit lille Udbytte. Jeg vovede ikke, hvortil jeg ofte havde Lyst, at kjøbe noget paa egen Haand, jeg havde en Følelse, som om min Stedmoder var allestedsnærværende og vilde straffe mig frygteligt. Ene stavrede jeg op ad de mørke, steile Trapper, gjennem de vildsomme Gange, og gamle Dorthes mildeste Velkomst var: „bedre om Du aldrig var født,” som hun dog undertiden varierede med et: „godt om Du var død.”
„Og hvad saa, Dorthe, hvor kommer jeg saa hen?”
„Hvor skal Du komme hen,” svarede hun vredt og stødte til mig, „saa havde Du en Ende paa det, og det er det Bedste.”
Min Iagttagelsesevne var meget udviklet; jeg forstod at læse i Ansigterne: undertiden læste jeg Medlidenhed, oftest Ligegyldighed, stundom Foragt. De smaa pyntede Børn trak dem tilbage for mig, nogle skar endogsaa en Grimace Det gjorde ondt i Hjertet, men dog ikke saa ondt, som naar jeg saae en Moder kjærtegne sit Barn; da maatte jeg græde. Ingen havde Kjærlighed til mig, og naar jeg saa ret græd, standsede En og Anden og gav mig Penge, men Ingen gav mig Kjærlighed.
Udenfor Legetøis-Boutikerne stod jeg og tittede ind, men oftere stod jeg dog udenfor Bagerens Vindue. Hvor saae Brødet ikke indbydende ud, hvor lugtede det godt; det smagte endnu bedre; jeg vidste, hvorledes det smagte, thi om Løverdagen fik jeg undertiden gammelt Brød forærende.
Naar jeg laa paa mit lille Leie i en Krog af Stuen, indsvøbt i en gammel Kappe, der baade var Over og Underdyne, tøvede Søvnen ikke at komme med Drømme, der dog ikke vare meget afvexlende. Snart drømte jeg, at Skræddersvendens Kone havde mig paa Skjødet, klappede og kyssede mig, og jeg var saa glad, men da Manden kom med Lys, og hun saae at det var mig og ikke hendes eget Barn, rev hun Vinduet op og kastede mig ud i den snevre, dybe Gaard; jeg vaagnede ved Skrækken; snart drømte jeg, at jeg havde en heel Kurv med nybagt Brød, der Alt var mit, men jeg vaagnede altid, før jeg fik smagt paa det; eller jeg drømte, at jeg havde slaaet de store Kopper med Malkepigen og Koen, der stod oppe paa Hylden, itu, og at min Stedmoder vilde kaste mig i Ilden til Straf; da var jeg glad, naar jeg slog Øiet op og saae Kopperne staae der endnu.
Det var den eneste Prydelse i vor elendige Stue, disse Kopper; jeg krøb op paa en Stol for at naae saa høit, at jeg rigtig kunde see dem; engang tog jeg dem ned, men min Stedmoder traadte idetsamme ind, rev dem fra mig, ruskede mig i Armen og svor, at hvis jeg en anden Gang rørte dem, skulde jeg see, hvad der blev af mig. Det var en gruelig Trudsel; ved sin Utydelighed gav den Anledning til mange Gisninger og blev derfor langt værre end den sædvanlige: „jeg vil slaae Dig sønder og sammen.”
Den ene Dag lignede den anden; med Sorg stod jeg op, med Sorg gik jeg iseng; i mit lille Hjerte var der hverken Haab eller Mod, kun en sløv Underkastelse, og dog havde jeg et Øieblik været lykkelig; jeg havde et Minde, en lille, lysende Begivenhed, hvorom jeg drømte, men jeg havde intet Haab om, at noget Lignende skulde gjentage sig.
Hvor klart staaer den raa vaade Efteraarsdag for min Erindring, da jeg gik op i et Huus, hvilket jeg undertiden vovede, og ringede paa første Sal. Det varede længe, før Nogen kom; jeg troede næsten, at min svage, ængstelige Ringning ikke var bleven hørt og vilde netop fornye den, da Døren blev aabnet af en tyk gammel Herre med Briller paa Næsen og en sort, lille Kalot paa Hovedet.
„En Skilling,” bad jeg.
„En Skilling,” gjentog han, efterabende mig, „til din Faders Begravelse, ikke sandt? eller til Medicin til din syge Moder, og saa kjøbe Brystsukker derfor, jo jeg kjender nok Jer Smaafolk.”
Medens han sagde dette, trak han mig gjennem Entreen ind i en smuk, stor Stue, hvor et prægtigt Frokostbord var dækket, og hvor det brændte og knittrede lystigt i Kakkelovnen.
„Du faaer ingen Skilling her,” sagde han, idet han løftede mig op paa en Sol, som han trak hen til Varmen, „Du er kommen til den Feile, min Snut.”
Aldrig havde jeg seet noget prægtigere end dette Værelse; et blødt, broget Tæppe bedækkede Gulvet; tykke, gule Gardiner hang for Vinduerne, det runde Bord var aldeles opfyldt med Lækkerier, skjøndt der kun var dækket til Een, til den gamle Herre. Han saae venligt paa mig, humpede derpaa hen til Bordet, lagde sin ene Fod, der var indsvøbt som en Pakke, op paa en høi Skammel og tog Plads.
Der laae flere Aviser paa hans Tallerken, som om han ogsaa skulde spise dem, men han skød dem tilside og besmurte, med en Ivrighed, der gjorde ham ganske varm, det ene Stykke Brød efter det andet, indtil Tallerkenen var fuld; derpaa lagde han forskjellige Ting paa hvert Stykke og rakte mig det Hele.
Varm, frisk Luft ombølgede mig, jeg spiste Noget, der smagte saa godt, at gammelt Hvedebrød stod aldeles i Skygge; dertil saae den gamle Herre mildt paa mig gjennem sine Briller; jeg var lykkelig.
Da jeg havde spiist, rakte han mig et Glas med en rød Vædske i, jeg drak rask til, men det brændte i Halsen og jeg kom til at hoste voldsomt. Den gamle Herre slog mig i Ryggen til det standsede, gav mig saa et Stykke Sukker, hvorpaa han lempelig skubbede mig ud af Stuen, men før han lukkede Døren, nikkede han til mig.
„See Du kun herop engang igjen, Du Smaa, men Penge faaer Du aldrig, aldrig.”
Jeg følte mig saa varm, saa mæt, saa glad; jeg maatte komme der en anden Gang igjen, det var Noget at tænke paa, og glæde sig til.
Da jeg kom hjem, fortalte jeg Intet til Dorthe eller min Stedmoder, ellers havde de maaskee afknappet mig mit tørre Brød og min Cichoriekaffe, og jeg vilde dog nok have det, skjøndt det smagte endnu mindre godt den Aften end sædvanligt.
Næste Morgen gik jeg allerede derhen; jeg troede, at den gode, gamle Mand ventede mig; han havde jo selv bedt mig om at komme.
Dristigere end Dagen iforveien ringede jeg, og i samme Øieblik blev der lukket op af en stor, pyntelig Tjenestepige med en Kost i Haanden. Da hun saae mig, tog hun mig i Armen.
„Dit Trold! det var Dig, der var her igaar og plettede Tæppet med dine sjaskede Sko, saa det aldrig bliver klart i Grunden mere. Ned ad Trapperne med Dig, og vov aldrig at komme her igjen; eller jeg skal faae Dig sat i Hullet.”
Jeg styrtede bort mere sørgmodig, mere haabløs end nogensinde før.
Om Sommeren opholdt jeg mig ofte i Kongens Have; jeg saae paa Træerne, paa Slottet, paa Springvandet, paa Blomsterne; dem havde jeg Lyst til at plukke, men det maatte man ikke. Paa en ensom Bænk tog jeg Plads og anstillede mine Betragtninger: Alle disse Børn, der løbe saa glade omkring, have deres Tilhold, Ingen er ene som jeg, Ingen ulykkelig som jeg; see, hvor Faderen klapper sin lille Dreng paa Hovedet; see Pigen med de pyntede Børn, de holde hverandre i Hænderne, de ere tre; see Moderen, der trækker sin Lille i Vognen, hvor omhyggelig hun vifter Fluen fra hans Kind, ja selv den lille Pige med bare Fødder, som ogsaa beder om Hjælp, er lykkelig, den blinde Mand paa Bænken er hendes Bedstefader; han kysser hende paa Panden, tager hendes Haand i sin, og hun leder ham hjem.
See kjærligt paa det fattige Barn, naar Du rækker det en Gave; det gjør godt, undertiden bedre end Gaven.
Havde jeg dengang anet, at der var et Væsen, det høieste og største Væsen, for hvem Ingen er for lav eller for ringe, der saae ned paa og bar Omsorg for mig, hvor havde jeg da følt mig trøstet og glad, hvor havde jeg elsket dette Væsen, men jeg kjendte ham ikke, dog han kjendte mig.
En brændende varm Sommerdag stod jeg ene oppe i vor lille Stue. Dorthe var gaaet bort for at kjøbe Snuus, som Stedmoder ikke maatte vide; Pengene havde hun listet ud af Skuffen. Jeg var kjed af at see ned i Gaarden, kjed af at see paa det tomme Vindue ligeoverfor, thi Skræddersvendens vare flyttede; jeg trak Stolen, der kun havde tre Been, hen til Hjørnet, hvor Hylden med Kopperne var, jeg saae paa dem, jeg trak dem længere ud paa Hylden, jeg rørte ved dem, jeg vovede at løfte Overkoppen, jeg tog den i den ene Haand og Underkoppen i den anden, da rørte Noget ved Døren; det var kun en Kat, men jeg troede, at det var min Stedmoder; i min Forskrækkelse tabte jeg Kopperne: de faldt, de knustes i tusinde Stykker.
Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var som lammet af Skræk, dog kun et Øieblik; i det næste var jeg ude af Stuen, nede af Trapperne og ude paa Gaden. Hun vidste det, hun var efter mig, tænkte jeg og styrtede bort, uden at bryde mig om hvorhen, blot hun ikke kunde naae mig. Paa Vesterbro standsede jeg et Øieblik, trak Veiret og saae mig om, her havde jeg aldrig været før.
Langsommere gik jeg gjennem Alleerne, her var saa yndig svalt, men jeg var bange for at glæde mig derover. Da jeg kom ud paa Gaden, begyndte jeg igjen at løbe, men standsede medeet og lyttede efter en lille Fugl, der fløitede akkurat som Skræddersvendens Fugl havde fløitet, mon det var den samme? den stod i et aabent Vindue mellem Blomster paa den anden Side af Gaden. Jeg vilde løbe hen og see paa den, da idetsamme en Vogn kom kjørende; det var som skulde jeg kjøres over, men den ene Hest stødte mig tilside, jeg faldt haardt og slog min Tinding paa en Steen, men Vognen rullede forbi uden at røre mig.
Andet Kapitel
„Barmhjertige Gud, hvad er der skeet? hun bløder! Tal til mig, Barn, hvor gjør det ondt?”
Jeg saae ind i to skjønne, kjærlige Øine, der ængstelig spørgende vare fæstede paa mig.
„Mit Hoved!”
Hun tog mig i sine Arme, og jeg følte med en besynderlig Glæde, hvor stærkt hendes Hjerte slog af Angst for min Skyld.
„Du lille Stakkel, er det dit Hoved; det vil nok snart blive bedre. Du skal ikke være bange for at komme herind til mig, jeg vil blot bade og forbinde Dig, saa skal Du faae Lov til at gaae igjen.”
Hun bar mig ind i den yndigste lille Stue, satte mig paa en Stol ved Vinduet, netop det Vindue, hvor Kanariefuglen hang og fløitede, og forlod mig.
Hvor var Alt dog smukt, endnu langt venligere end hos den gamle Herre. Begge Vinduer vare fulde af Blomsterpotter; paa Bordet stod et Fad med deilige Roser; ligeoverfor mig hang et stort Maleri af en ung Mand i Officiersuniform; hans Øje straalede af Godhed, hans Mund smilede, jeg glemte alt andet for at see paa ham; det var som vilde han stige ud af Rammen og komme hen og tale til mig.
„Gjør det meget ondt?” spurgte den unge Dame som kom ind med et Vandfad.
„Ja,” svarede jeg, og dog gjorde det ikke meget ondt, men det var saa nyt, saa velsignet at blive ynket og kjærtegnet.
Medens hun badede mit Hoved og vadskede Blodet af mit Ansigt, saae jeg nøie paa hende; jeg tabte mig aldeles i Beundring, og hendes Venlighed fik mit lille Hjerte til at banke, dog nu skulde jeg jo snart gaae.
„Gud være lovet, det er blot Huden, der er skrabet.” Hun trykkede et Kys paa min Pande; det var det første Kys jeg modtog, ømt, som Moderens Kys, jeg saa ofte havde drømt om.
„Bliv smukt roligt her, det bløder lidt endnu, jeg vil see at skaffe Dig Selskab.”
Hun aabnede en Dør, og jeg saae ind i en smuk Stue, hvor der var et rundt Bord, blanke Rørstole og aabne Vinduer, der vendte ud til en Have.
„Minna,” raabte hun, idet hun bøiede sig ud af Vinduet, „Minna, kom herind!”
I næste Øieblik blev Døren hurtig aabnet, og en yndig, lille Pige paa min Alder, med flagrende, guldgule Krøller og røde Kinder, kom ganske forpuslet løbende ind; i den ene Haand holdt hun en grøn Vandkande og i den anden et Knippe Radiser.
„See, Minna, denne lille Pige var nær bleven kjørt over, men tillykke slap hun dog med et Stød paa Tindingen; nu maa Du more hende lidt.”
Minna løb lige hen til mig; jeg betragtede hende skarpt, ja endogsaa med en vis Mistro, men hun saae mildt og aabent paa mig og begyndte strax at blæse paa Saaret.
„Det er en taalmodig og god lille Pige, hun har slet ikke grædt eller skreget; min Minna vilde ikke have været saa taalmodig, naar hun var mellem Fremmede.”
„Ja, men Du er her jo, Moder.”
„Du lille Nar, Du tænker ikke, før Du taler; for dette Barn er jeg jo aldeles fremmed. — Hvad hedder Du, min Ven?”
„Marie.”
„See, nu binder jeg dette Tørklæde om dit Hoved, lille Marie, saa maa Du faae Lov til at gaae; Du længes vist efter Moder?”
„Jeg har ingen Moder.”
„Efter Fader da?”
Jeg brast i Graad, en voldsommere og lidenskabeligere Graad, end jeg nogensinde før havde grædt.
„Jeg har hverken Fader eller Moder, jeg har Ingen.”
Den unge Kone tog mig paa sit Skjød og talede blidt og beroligende til mig, jeg var saa forunderlig tilmode, baade glad og bedrøvet.
„Men hvor er Du da,” spurgte Minna, som saae ganske forskrækket ud.
Jeg tørrede Taaren bort og begyndte, saa godt jeg kunde, at skildre mit Liv, mine Lidelser. Jeg formoder, at mit hele Udvortes har været mere veltalende, end mine afbrudte, næsten usammenhængende Ord. Det yndige Ansigt var blevet blegt; hun trykkede mig tættere til sig; jeg følte en Taare paa min Kind.
„Og hvad vil Du nu gjøre, Barn?”
„Jeg vil gaae bort.”
„Hvorhen?”
„Bort, reent bort.”
„Ak, min kjære, lille Pige, man kan ikke gaae reent bort, man kan ikke gaae ud af sig selv.”
„Moder,” raabte Minna, idet hun blev ganske rød i Hovedet, "maa hun ikke blive her?”
„Tys, Barn, tys.”
Men Minna vilde ikke tie, hun sprang op paa en Skammel, slog sine smaa Arme om Moderens Hals og bad: „Du er den kjærligste Moder, hvis hun maa blive, hun har intet Sted at være; nu er hun her; aa Moder, siig ja, siig ja.”
„Stille, Minna,” svarede hun alvorligt, idet hun reiste sig op og blidt satte mig paa Gulvet, „Du maa ikke bede saaledes; det gjælder ikke alene om at gjøre, hvad jeg gjerne vil, og for mit Liv gjerne vil jeg beholde dette Barn, men om at gjøre hvad jeg bør, hvad jeg kan forsvare for Gud, for hende, for Dig.” Hun gik ud af Stuen; jeg blev saa urolig; alt Blodet strømmede til mit Hjerte.
„Du skal ikke være bange, Du faaer nok Lov til at blive, saa skal Du aldrig mere græde, fryse eller sulte, og vi skulle lege sammen, og Du skal see mine Dukker, ja Du skal have den ene, den pæneste, den, der har begge sine Arme.”
„Ak nei, jeg skal vist bort.”
„Det troer jeg ikke, Moder er saa god, og det er Fader ogsaa, men han er hos Gud oppe i Himlen; det er hans Billede der hænger, see hvor mildt han seer paa os, han holder meget af smaa Børn, dog kun naar de ere artige.”
Jeg forstod hende ikke, jeg saae paa Himlen, jeg saae paa det klare Blik, som Billedet fæstede paa mig.
„Han ligner Dig.”
„Det sige de Alle, men nu maa Du ikke see saa forskrækket ud; Du ryster jo ordenlig. Gud skee Lov, der kommer Moder.
Jeg sank uvilkaarlig paa Knæ og løftede Hænderne op imod hende, da hun traadte ind.
„Marie, vil Du være en føielig, lydig og god lille Pige?”
„O ja, jeg vil være Alt, naar jeg blot maa blive.”
Hun tog mig i sine Arme: „saa bliv da, Barn, Gud lægge sin Velsignelse deri.”
Jeg hørte det tydeligt, men ligesom et Menneske, der fra den sorte Nat bliver ført ind i et Lyshav, uvilkaarligt lukker Øinene, ude af Stand til at taale Lyset, lukkede jeg mit Hjerte for Lykken. Det maatte vist være en Drøm; endelig forstod jeg Alt, ja, det var en Drøm, men den skjønneste jeg endnu havde havt; blot den maatte vare længe!
Jeg blev ført ind i et lille Værelse, hvor der stod to blændende hvide Senge, en stor og en lille, en Servante, et Skab og en lille Sopha. „Den skal være Din Seng indtil videre,” sagde de.
Minna sprang omkring og klappede i Hænderne, medens hendes Moder vadskede mig og med den letteste, varsomste Haand redte og flettede mit lange, mørkebrune Haar. Derpaa blev jeg fra først til sidst iført Minnas Klæder; det passede Alt, ja selv de smaa lakerede Sko og de hvide Strømper. Kjolen var temmelig viid, men det saae man ikke, da den lille, rødtærnede Blouse kom over.
„Nu skal hun see sig selv, ikke sandt, Moder?”
De førte mig ind i Dagligstuen og stillede mig paa en Stol foran Speilet. Jeg saae derinde et næsten fremmed Ansigt, et blegt, magert, uskjønt lille Ansigt, som jeg kun havde en dunkel Erindring om før at have seet afspeile sig i Meubelhandlernes udhængte Speile; jeg havde ingen Glæde af at see paa det, men Dragten var saa yndig, saa glat, saa reen, den lille forvadskede Sirtses Kjole forekom mig som kongelig Pragt. Var det virkelig mine Fødder, der havde disse blanke Sko paa? var det virkelig mit Haar, som altid før havde plaget mig ved at hænge ned i Øinene og vikle sig fast allevegne, der i tykke, glatte Fletninger hang ned paa mine Skuldre?
„Naa min Glut, er Du nu glad?”
„O saa glad!”
„Men sulten, ikke sandt? og det er Minna ogsaa og jeg med; Klokken er bleven over otte.”
Hun gik ud af Stuen, jeg havde saa gjerne fulgt, men vovede det ikke. Blot jeg nu ikke skal vaagne, før hun kommer tilbage, tænkte jeg.
„Her skal Du see mine Dukker, det er Ingeborg, hun har kun een Arm, men det seer man ikke, naar hun ligger i Sengen, og her er Dagmar, hun er af Porcelain og kan vadskes, det skal være din Dukke; og her har jeg en Mølle, en Boldt, Billedbøger og et Fjerboldtspil.”
Alle Herlighederne laae udbredte for mig, men jeg skjænkede dem kun halv Opmærksomhed, mit Blik var fæstet paa Døren, og jeg blev først rolig, da Minnas Moder kom ind igjen.
Hun bredte en Dug paa Bordet, satte en Tallerken lækkre Rugbrødssmørrebrød, en Kande Mælk og tre nydelige, smaa Kopper frem. Minna kom med Radiserne; de vare fra hendes egen Have, tre røde og to hvide til hver. Det smagte udmærket, ganske anderledes end Mad ellers smagte i Drømme, mon jeg skulde være vaagen? nei, nei, nei.
Minna laa i den lille Seng og jeg laa paa Sophaen, laa saa besynderlig blødt og deiligt paa de snehvide Puder.
„Godnat, lille Moder.”
Hun bøiede sig over Minnas Seng, klappede og kyssede hende; jeg kunde næsten høre mit Hjertes Slag, hvad vilde der nu komme.
„Godnat, Marie.”
Øinene saae ligesaa kjærligt paa mig, Kysset var ligesaa varmt; jeg klyngede mig til hende.
„Hvad betyde disse bedende Øine, lille Marie?”
„Gaa ikke endnu, bliv lidt, jeg er saa bange for at vaagne.”
„Min stakkels, lille Unge, troer Du, det er en Drøm? det er det ikke; nu er Du vaagen, men Du skal smukt sove og først vaagne imorgen, vaagne her. Gud velsigne min lille Pige.”
Hun slukkede Lyset og gik iseng.
Jeg gjorde mig Umage for ikke at falde isøvn, af Frygt for at vaagne; at der laa en Modsætning heri forstod jeg ikke, men Søvnen kom dog med stærke, rædsomme Drømme. Dorthe og min Stedmoder vare efter mig; jeg styrtede bort, men de kom nærmere og nærmere; da løb jeg op i Huset, hvor den gamle Herre boede, for at skjule mig der, men hans Pige stod i Døren og slog mig med Kosten i Hovedet, saa jeg tumlede ned ad Trappen og vaagnede derved.
Maanen skinnede paa Væggen, paa de to Senge, paa min Hovedpude, Uhret dikkede; jeg listede mig ned paa Gulvet, sneg mig hen til den største Seng, saae paa det skjønne, rolige Ansigt, trykkede mine Læber paa den smalle Haand, der hvilede paa Tæppet og begyndte at fatte, at haabe, at troe, at det var Virkelighed, at jeg havde forladt den ulykkelige Tilværelse og var gaaet over i den lykkelige.
Sagte krøb jeg iseng igjen, lukkede trygt mine Øine og sov en rolig, vederkvægende Søvn uden Drømme.
„Syvsover, vaagn op.”
Minna stod fuldt paaklædt foran mig, da jeg slog Øiet op og forundret saae mig omkring; hun lagde fine smaa, buttede Arme om min Hals: „Godmorgen, lille Søster.”
„Godmorgen, Du dovne Barn! naa, hvor vaagnede Du saa? var det en Drøm, eller havde jeg Ret, siig saa Godmorgen til Din Moder.”
„Moder?”
„Ja Moder, vil Du ikke nok holde af mig som af en Moder?” O, jeg var lykkelig, saa lykkelig, at det forekom mig, som maatte jeg dog komme derfra, som kunde dette umuligt vare ved.
Mælken og Smørrebrødet stod og ventede, de vilde ikke drikke, før det nye Barn kom.
„Om Morgenen faae vi ingen Radiser,” sagde Minna, „for saa vilde de ikke kunne holde ud.”
Moder — hvor sødt var dette Navn ikke for mig — førte mig hen til Maleriet.
„Lille Marie, see nøie paa ham, det er Din Fader. Han er en salig Aand hos Gud, men Kjærligheden forbinder ham endnu med os; han bifalder, o, det er jeg saa vis paa, at Du er blevet mit Barn. See hvor kjærligt hans Blik er, hans Hjerte var endnu kjærligere, see hvor hans Mund smiler, der er aldrig gaaet et bittert eller usandt Ord over hans Læber.”
„Kom, Marie, lad os løbe ud i Haven. Kan Du vande?”
„Nei.”
„Saa skal jeg lære Dig det. Først fylder man denne lille Kande med Vand, saadan, nu skal Du see.”
Duggen glindsede paa Blomster og Blade i den lille Have, der var deelt af en Gang, som endte i et Lysthuus. Paa den ene Side stod slet ikke andet end Blomster, paa den anden mest Urter; i det ene Hjørne var et Kirsebærtræ, i det andet to Nøddetræer. Minnas Bed laa tæt ved Lysthuset; det var garneret med Radiser og Gulerødder; i Midten stod en vissen Tulipan, men eengang havde den været deilig. Minna trak en Gulerod op, tørrede den af i Toppen og gav mig den.
„Der, hvor alle Blomsterne staae, det er Professorens Side, Kirsebærtræet er ogsaa hans, men der er næsten ingen Bær derpaa; dem spise Fuglene; han holder saameget af Fugle og bryder sig ikke derom; hver Morgen giver han dem et Franskbrød, og Juledag faae de en stor Julekage. — Det er Mette der gaaer, hun er baade vor og Professorens Pige. Kan Du tale med Fingrene?”
Tale med Fingrene, det var noget, jeg slet ikke kunde tænke mig, mindre selv udøve.
„Døvstumme Folk tale altid med Fingrene, det kan Du snart lære. See, dette er A.”
„Hvad er A?”
„Kan Du ikke Bogstaver?”
„Nei.”
"Ja saa maa Du først lære det.”
Jeg følte mig yderst vankundig. Imidlertid nærmede Mette sig, idet hun klappede i Hænderne, lo og gjorde de besynderligste Grimacer. Hun var hverken ung eller gammel, under Middelhøide, havde en lille, grøn Fløiels Hue paa Hovedet, milde, livlige smaa Øine og de raskeste Bevægelser, man kunde tænke sig. Med overtroisk Skræk saae jeg Minna stille sine smaa Fingre paa forskjellige Maader, som Mette gav tilkjende, at hun forstod, hvorpaa hun besvarede dem. Jeg mærkede, at det var mig de talte om og havde stor Lyst til at løbe min Vei, men Mette forlod os, før jeg fik det iværksat, kastede sig ned og lugede mellem Blomsterne.
„Du skal ikke være bange for Mette, jeg holder saa meget af hende; kan Du see, hvor hun kysser Rosen, det gjør hun altid, naar een er rigtig smuk. Aa, nu skal Du bare see, der er Professoren.”
Et Vindue blev aabnet, og en høi, mager Mand, hvis sneehvide Haar stak endnu mere af mod hans brunrøde Kinder kom tilsyne. Hans lyseblaa Øine straalede af Tilfredshed, medens han plukkede et Franskbrød i ganske smaa Stykker og kastede dem ud i Haven. Det var, som havde Fuglene ventet derpaa, thi de kom strax og flokkede sig om det lækkre Maaltid.
„Minna,” raabte han, da den sidste Krumme var fortæret, „vil Du komme ind og see, nu har jeg endelig faaet min Dreng færdig.”
Hans Dreng færdig! det var besynderligt, jeg forstod det ikke, dog jeg forstod jo saa lidt.
Minna hoppede hen til ham, steg først op paa Bænken, der stod under Vinduet, traadte derpaa dristig paa hans udstrakte Haand og blev løftet ind. Jeg stod aldeles forbauset og saae efter hende.
„Det er en forskrækkelig Vildkat, den Søster, det ville vi ikke lære, vel Marie? vi ville altid gaae ind af Døren og ikke af Vinduet.”
Moder tog mig i Haanden, jeg følte mig saa tryg i hendes Selskab; vi gik ind i Huset og hun bankede paa den Dør, der var ligefor vor.
Den høie Herre lukkede op, rystede Moders Haand og nikkede til mig. Stuen var ligesom vor Stue, og dog saae den ganske anderledes ud: der var saamange Malerier, saamange underlige Ting, men det Hele var dog smukt.
„Godmorgen, min kjære Prosessor, har Minna fortalt Dem om den nye Søster, og hvad synes De om det?
„I ethvert Tilfælde vilde jeg synes godt derom, finde det ædelt, herligt, men nu, da De har gjort det, er det tillige rigtigt, fornuftigt, De, den fornuftigste lille Kone paa Jorden.”
Han tog mig under Hagen, løftede mit Hoved op og saae opmærksomt paa mig.
„Tag Dig iagt, Marie, han tænker allerede paa at gjøre Dig udødelig.”
Jeg trak mig tilbage. Han maatte bestemt være en Troldmand, skjøndt han saae saa god ud og slet ikke lignede de Troldmænd, Dorthe havde talt om.
„Nu maa De see min Dreng, han er ganske færdig.”
Jeg trykkede mig tæt op til Moder, meget bange for den færdige Dreng.
Vi gik ind i det andet Værelse; jeg blev betydelig lettet, da jeg saae, at det kun var en malet Dreng, og fik Mod til rigtig at betragte ham, og jo længere jeg saae, jo mere levende blev han.
Det var en fattig, lille Dreng; hans Dragt var pjaltet, hans smaa Fødder bare, hans Haand udstrakt efter Hjælp, men kun lidt udstrakt, han vilde nødig bede, det læste jeg i hans store, sørgmodige Øine, der dog saae saa tillidsfulde ud, som om Ingen kunde afslaae ham noget. Det var et skjønt Ansigt, et kjærligt Ansigt, et ubeskrivelig sørgmodigt Ansigt. Han levede, han aandede, jeg kunde ikke andet, jeg brast i Graad.
„Den stakkels, lille Dreng. nu har jeg det saa godt.” Professoren klappede i Hænderne.
„Jeg gamle Skarn,” raabte han, „glæder jeg mig ikke over hendes Taarer; saadanne Ord ere Musik; Naturbarnets Ros er Musik. De græder ogsaa, Frue, og jeg gamle Skarn glæder mig derover.”
Aldrig har De efter min Mening malet noget Fuldkommere; efter at have seet det, er jeg dobbelt glad over at have taget Marie.”
„I Høienlotfssale skal det hænge; en mægtig Mand bad mig male ham et Stykke, hvad jeg selv vilde, og da valgte jeg dette. Jeg har aldrig følt mig mere begeistret, det har været som noget Høiere har styret min Pensel. Naar Lysekronerne skinne paa et talrigt Selskab, paa Silke, Fløiel og Guld, da skulle de ogsaa skinne paa den fattige Dreng, og hans bedende Blikke ville, med Guds Hjælp, vække Medlidenheden i de Hjerter, hvor den ikke er død, men kun sover.”
„Jeg finder, at det kunde være endnu smukkere,” sagde Minna dristig, „naar Du ogsaa havde malet en god Mand ved Siden, som gav Drengen Penge, og saa var det heller ikke nær saa sørgeligt.”
„Du er en rigtig lille Nar,” lo Professoren; „hvem vilde give Drengen, naar han allerede havde faaet. Han er en Repræsentant for alle fattige smaa Drenge; hans Bøn bliver den samme Aar for Aar; han faaer aldrig nok, saalænge der er Armod paa Jorden. — Sæt Dem, min kjære Fru Staal, her i Bedstemoders Lænestol. De troer ikke, hvor jeg er glad; lad dem hæve mig til Skyerne i Bladene, lad dem rive mig ned, jeg bryder mig lige lidt derom, ja selv om de sagde, at min Kunst begyndte at gaae i Barndom, vilde det være mig ligegyldigt; jeg har faaet Opmuntring nok af dette Barns Mund for lang Tid.”
Han satte mig paa det ene Knæ og Minna paa det andet og begyndte at synge; „Rosen blusser alt i Danas Have.”
Moder og Minna stemmede i med; jeg var aldeles forbauset og henrykt.
„Professor Lange, jeg har en Bøn til Dem; vil De gaae til Maries Stedmoder og tale med hende, vi kunne jo dog ikke beholde Barnet, uden videre, som en vild Fugl.”
„Hun seer mere ud som en tam Fugl, en altfor tam Fugl. Hvor boede Du, Du Smaa?”
Jeg blev uendelig bange, o, de vilde dog vist sende mig tilbage igjen, naar de vidste, hvor min Stedmoder boede; jeg turde derfor ikke sige det, men taug haardnakket.
„Men saa svar dog! er Barnet aldeles fra sine Fem, seer hun ikke paa mig, som troede hun jeg vilde forraade hende.”
„De maa ikke være vred; hun er vist ofte bleven narret. See paa mig, Marie, troer Du ikke jeg holder af Dig, troer Du jeg vil miste Dig, ligesom jeg har faaet Dig. Det kan ikke være andet, Du maa bestemt have Tillid til mig, hvor boede Du?
„Adelgade Nr. — oppe paa Kvisten til Gaarden.”
„De er en Tusindkunstner, Fru Staal! nu skal jeg imidlertid skynde mig for at befrie den lille Mistroiske for Ængstelse.”
Han kom alligevel ikke igjen før om Eftermiddagen; han havde truffet Bekjendte, og Klokken var bleven fire, før han troede den var tolv. Der var ikke det Mindste iveien fra min Stedmoders Side; hun havde været sjæleglad.
„Men den Anden,” sagde han, „det var en mærkelig En, en ganske mærklig Een; spaaede hun ikke i Kort?”
„Nei.”
„Eller i Kaffebønner, hun gav sig bestemt af med at spaae.
Jeg forstod ham ikke rigtigt, men svarede dog nei.
„Ja, spaaer hun ikke, saa skal Verden alligevel see hende som Spaakvinde, det skal jeg være Mand for. Her er Barnets Døbeseddel.”
Moder tog det gule, krøllede Papir, læste det igjennem, glattede det og gjemte det i Chatollet.
Jeg vidste ikke, hvad Papiret indeholdt, men jeg var bange for det; det forekom mig som det sidste Baand mellem mig og Fortiden; jeg ønskede inderligt, at det ikke havde været, ja, længe efter blev min Lykke forstyrret, hvergang jeg huskede paa det gule Papir i Chatollet.
Tredie Kapitel
Intet Barn kunde være mere modtageligt for Kjærlighed end jeg; i dens Haand jeg elskede var jeg blød som Vox; havde slette Mennesker viist mig Ømhed var jeg bleven slet som de; under Moders velsignede Indflydelse, gjorde jeg mig al Flid for at være artig og god, og dog laa der, netop i min inderlige Kjærlighed til hende, Spiren til en ond Lidenskab, til Skinsyge; dog, Gud skee Lov, den blev aldeles kvalt.
Havde Moder viist Minna mere Ømhed end hun viste mig, vilde jeg have næret Bitterhed og Vrede mod den søde, lille Pige, som deelte Alt med mig, men hun var eens imod os; med den skarpeste Opmæksomhed kunde jeg ingen Forskjel opdage, ja, hun gav sig endogsaa mest af med mig, der var saa forsømt i enhver Retning. Selv nu, naar jeg tænker derover, troer jeg ikke det var Pligt alene; af Pligt kan man vistnok være eens i Reglen, men ved enkelte Leiligheder vil Kjærligheden dog give sig tilkjende; jeg troer, at hendes Medlidenhed med det fattige Barn var saa stor, hendes Hensigt at sørge for det saa oprigtig, at hun strax optog det i sit Hjerte som sit eget Barn og virkelig elskede det ganske som sit eget. Dog ligesaameget som jeg ønskede, at Moder ingen Forskjel skulde gjøre paa os, ligesaameget fordrede jeg, at Andre skulde gjøre mere af Minna, ligesaa klart indsaae jeg, og indsaae det med Glæde, ja med en vis Stolthed, at hun stod langt over mig i enhver Henseende. Moder lærte mig at læse og hjalp Minna med at lære mig at lege, og jeg lærte begge Dele mest for at føie dem, for at vise min Hengivenhed; dog snart holdt jeg af Legene, og da de første Vanskeligheder vare overstaaede, ogsaa af Læretimerne. Der var, mærkede jeg snart, Plads til en god Deel i mit tomme, lille Hoved.
Hvor ubeskrivelig deiligt var det for mig at have et Hjem, det hyggeligste, det kjærligste Hjem. Hvilken blid, fornøiet Stemning var der ikke altid udbredt over Moder, hvilket Liv og hvilken Lystighed over Minna; hvor var hun mild og kjærlig fra den tidlige Morgen til den sildige Aften, hvad kunde hun ikke finde paa, hvor sang og dandsede hun, men hun kunde ikke altid sine Lectier og det kunde jeg.
Ved Mettes Hjælp lavede Moder selv Maden, den var saa indbydende i sin Tarvelighed; dengang fandt jeg den rigtignok ikke tarvelig, men det var den, tarvelig som vore Klæder, der alligevel vare smagfulde og nette.
Jeg saae snart, at de fine, skjønne Arbeider, Moder beskjæftigede sig med, af Mette bleve ombyttede med Penge. Det undrede mig lidt, at Sligt var nødvendigt i den lykkelige Tilværelse, men, da det var som en Fornøielse for Moder, tænkte jeg ikke videre derover.
Aldrig have Børn lært Religion paa en bedre Maade end vi. Moder var selv saa gjennemtrængt af den; Guds Ord var hendes Lov; hun handlede efter det, søgte Trøst og Raad hos det. Christus var hendes Herre; gjennem ham nærmede hun sig frimodig, opfyldt af Kjærlighed, Taknemmelighed og Ærefrygt, til Gud. Hun lærte os, at vi ere Vandringsmænd og at vort Borgerbrev er i Himlene; og vi troede det, troede det gjennem hendes Ord, og, maaskee endnu mere, gjennem hendes Vandel.
Moder og Professoren havde mangen halv alvorlig, halv spøgefuld Strid om Sandheden. hun holdt paa ubetinget Troskab imod den; han bad for: „en lille Nødløgn,” men Moder var ubønhørlig.
„O nei, nei, ingen lille Nødløgn, thi den viser netop, hvor man ringeagter Sandheden, at man ikke vil underkaste sig en lille Ubehagelighed, en blot Forlegenhed, hellere end træde den for nær. Desuden maa det Menneske, som aldrig vil lyve, ogsaa paa Grund deraf handle bedre end Andre. Dog er Nødløgn naturligviis ikke den værste Løgn, det anseer jeg derimod Hykleri for.”
„Det er vist, det troer jeg ogsaa,” raabte vor kjære Professor; intet Menneske var mere fritaget for Hykleri end han.
Mette var den eneste af mine Venner, som ikke havde rigtig Tillid til mig. Hun saae nøie efter, at jeg ikke tog Noget i Haven, advarede Moder flere Gange for Syltetøi og Sukker, og troede altid, at jeg havde en eller anden Spilop for, skjøndt hun aldrig greb mig i nogen. Jeg var ikke vred. paa Mette; det morede mig næsten, da jeg havde en fuldkommen reen Fod at staae paa.
Mettes Kjærlighed til Blomster var virkelig rørende; hun talte til dem paa sin egen Maade, uden Ord; naar de trivedes godt og vare smukke, klappede og kyssede hun dem; en styg Blomst truede hun; de halvvisne, svage Planter rystede hun paa Hovedet af og ynkede.
Om Sommeren stode hendes Blomsterpotter i Haven, om Vinteren i Vinduerne og i hendes egen lille Stue paa Borde og Stole. Aar for Aar fik hun flere, Aar for Aar fik hun mindre Plads at bevæge sig i. hun holdt inderligt af sin Professor, men hun gjorde dog lidt Nar af ham, han var en snurrig, ja den snurrigste Mand under Solen; det kunde hun bevise, og saa gik Fingrene paa Mette saa rappe som den rappeste Mund.
Hun havde engang arvet en lille Pengesum, og da hun neppe brugte sin halve Løn, havde hun en heel Deel Specier, som hun gjemte i Strømpefødder. Disse smaa Poser vare hendes Glæde; gode Dage til Alderdommen, kaldte hun dem; sætte dem ud vilde hun ikke, det var den rene Ruin, saa fik man dem nok aldrig at see mere; kjøbe Obligationer og faae Renter hvert Aar, det forstod hun ikke, men Eet vidste hun, at naar man først begyndte at spekulere, blev man snart fattigere end en Kirkerotte. Hvad Moder sagde, og hvad Prosessoren sagde, nyttede lige lidt, og de gode Dage for Alderdommen bleve liggende i Mettes Skuffe.
Det Tryk, der havde hvilet saa stærkt paa mig, efterlod Spor længe efter at det var hævet. Skjøndt jeg var uendelig lykkelig, og kun havde een Sorg, en vis ubestemt Frygt for at det ikke kunde vare ved, var jeg dog et stille Barn, ikke aaben og overgiven som Minna, men frygtsom og indesluttet. Minna var mig hjertelig kjær, men jeg elskede dog Moder høiere, jeg trængte saa ubeskriveligt til hende; desuden følte jeg, at hun vidste hvad Sorg var, og derfor forstod mig bedre end den lille Søster, der saae Verden og Menneskene i det mest rosenrøde Lys.
Ofte legede Moder med os om aftenen, og hun var da ganske Barn.
„Det banker paa Døren,” raabte Minna en aften og idetsamme traadte en middelhøi Mand med graasprængt Haar og en dyb Rynke mellem Øienbrynene ind i Stuen.
„Godaften, min kjære Pastor Skau, hvad tænker De om mig, der er aldeles forpustet af at lege Tagfat.”
„Jeg tænker,” sagde han, og hans Øine antog et uendelig blidt Udtryk, „hvad jeg tænker, hvergang jeg kommer her, at her er en lille Havn, hvor Verdens Storme ikke kunne trænge ind.”
Han tog Plads i Sophaen og Moder og han talede sagte sammen.
„Marie, kom herhen.”
Pastor Skau løftede mig op paa sit Skjød „det er en stor Glæde, Fru Staal, at dette Barn nu er i gode Hænder, det er en stor Glæde at see saa skjøn en Gjerning blive udført. Hun seer ud, som var der ikke Ondt i hende; en Smule forknyt, dog det kommer sig nok. — Jeg er ogsaa forknyt, og De maa trøste mig, som De saa ofte har gjort; jeg er træt, og har Samvittighedsnag over at være det. I min Menighed paa Landet vidste jeg, at jeg udrettede meget Godt, her er jeg ikke engang sikker paa at jeg udretter noget. I Guds Navn gjør jeg mit Bedste, men den Fordærvelse og Slethed, jeg seer rundt omkring, gjør mit Hjerte sygt.”
„Lad os gaae ud i Haven,” hviskede Minna mig i Øret, og da vi kom ind igjen, var den dybe Rynke mellem Præstens Øienbryn næsten glattet, og det trætte Udtryk havde veget Pladsen for et fast og ivrigt.
Hvor ofte, næsten hver Dag, naar Veiret var smukt, gik vi til Frederiksberg. Moder havde Arbeide med og tog Plads paa en skyggefuld Bænk, medens vi tumlede os i det Grønne. Naar det var meget varmt, drak vi et Glas Vand ved Kilden, og den gamle Kildekone med de røde Øine nikkede saa mildt til os; det var som hun holdt af os, og saa skyllede hun det Glas, hun rakte Moder, meget bedre end hun ellers skyllede Glassene, for i Gjerningen at vise sin Venlighed. Engang imellem kjøbte vi en Honningkage hos hende til Svanerne. Det var en Fornøielse. Det var de deiligste Dyr, syntes vi; Minna klappede i Hænderne, og Moder fortalte os Historien om den grimme Ælling.
En vaad, mørk Decemberdag kom Minna styrtende ind i Stuen: „Aa Moder, der er Karen, Jens Peter er med. Nu skal Du see Karen, Marie.”
Vi skyndte os ud i Gangen, hvor en temmelig ung, rødmosset Bondekone og en lille, næsten hvidhaaret Dreng, der bar en Tine[1], stode og rystede Regnen af dem.
„Naa det er da en Fornøielse, lille Frue, at see Dem igjen. Tag Kaskjetten af, Jens Peter! ja vi ere bare vaade udentil; det er ikke trængt ind.”
Karen slog sin store, tærnede Paraply op og stillede den i et Hjørne, at Regnen kunde løbe af, derpaa rystede hun sin grønne, hjemmegjorte, uldne Kaabe med det store, tunge Slag ud af Gadedøren og hængte den paa en Knage.
„Tør nu Fødderne af, Jens Peter, mere endnu, Dreng! naa, ræk saa Fruen Tinen, det Par Æbler og den Ost maa De ikke forsmaae. — Aa det Barn, hvor er hun dog sød.”
Karen tog Minna i sine Arme og kyssede hende. „Gaa ud til Mette, lille Marie, og bed hende varme Vand til Kaffe.
Jeg havde en lille Anelse om, at jeg blev sendt bort, for at Moder kunde tale til Karen om mig, og da jeg kom ind igjen, saae jeg ogsaa et meget bestemt Udtryk paa Moders Ansigt, og en temmelig stærk Rødme paa hendes Kind. Karen saae suur-sød ud.
„Naturligviis har Enhver Lov til at gjøre ved Sit hvad han vil, men tie og tænke kan Ingen krænke. Kom herhen Du Smaa, at jeg kan see paa Dig! ja Du seer jo ganske skikkelig ud, lad mig nu ogsaa see, at Du opfører Dig brav, skjønner paa at saadant et fattigt Barn har faaet det godt i alle Maader, og Lærdom ovenikjøbet; glem aldrig hvem Du har været, og vær altid Fruen taknemmelig.”
„Marie skal være Vorherre taknemmelig for mig, som jeg er ham taknemmelig for hende.”
Karen rystede paa Hovedet, men til alt Held blev den temmelig uhyggelige Stemning idetsamme afbrudt ved Professorens Indtrædelse. Han blev saa lykkelig over at see Karen; hun skulde ind paa hans Værelse og see hans nyeste Malerier.
„Det er deiligt Altsammen,” lød hendes temmelig overfladiske Bedømmelse.
„De er ganske den samme, Herr Professor, De bliver altid ung, ligesaa ung, som De var i salig Fruens Tid. Kan De huske, hvor jeg var arrig paa Dem, naar De sov fra Lyset, eller naar De kom Cigaraske og sorte Fødder paa Gulvet, ak Du kjære Gud, hvor jeg saa skjændte, men det fortrød mig dog bagefter, og saa lavede jeg til Forsoning Deres Livret, Krumkager; Fuglene fik et Par med, ellers smagte de ikke, ja De har altid været et Barn.”
Moder og Professoren loe ved de gamle Erindringer; Karen lo ogsaa, og den skikkelige Kones Sind mildnedes; hun saae paa mig og nikkede.
„Du er en god lille Unge, og det er rart, at den Anden har faaet En at lege med. Naar Du besøger os til Sommer i Farum, saa skal Du see, at Jens Peter er en anden Karl hjemme, end her, hvor han staaer, som havde han mistet Mælet.”
Da Kaffen var drukket i den gemytligste Stemning, blev den store, grønne Kaabe taget paa igjen og Paraplyen slaaet sammen, hvorpaa Karen og Jens Peter bade Farvel, efter at Moder havde lovet at skrive et Par Dage før vi kom.
„Gravene skulle faae friske Gravkrandse Juledag,” var Karens sidste Ord.
„Hvis Grave?”
„Faders Grav og Bedstedmoders Grav; hun er egentlig vor Oldemoder, men jeg kalder hende altid Bedstemoder, for det gjør Professoren og Moder. Karen var hendes Pige i tolv Aar, derfor holde vi saameget af hende.” —
„Vil De gjemme Børnene for mig, Professor Lange,” bad Moder Juleaften, idet hun skjød os ind i hans Stue, „men der maa være rigtig mørkt inde hos Dem.”
Med en hemmelighedsfuld Mine slukkede han Lampen, rullede Gardinet ned og trak Skjærmen for Kakkelovnen.
„Nu er her mørkt, ikke sandt? jeg vil have En paa hvert Knæ, see saa. Lad os nu rigtig tænke paa det lille Jesusbarn i Krybben, paa Stjernen, der lyste for de hellige tre Konger og paa Englene, der viste sig for Hyrderne.”
„Kom ind!”
Vi kom ind i et Lyshav; det grønne Træ, de røde og hvide Lys med alle de smaa Flammer, det var yndigt, vidunderlig yndigt; selv Minna blev saa stille, dog kun et Øieblik.
Om Faders Portrait var der slynget en Krands af Vintergrønt, samlet med tre Rosenknopper; dem havde Mette opelsket i sin lille Stue; det var hendes Gave til Moder.
Karens Æbler pyntede saa smukt; vi plukkede dem ned og de couleurte Net med Nødder fra vore egne Træer. Vi fik hver Tøi til en Kjole af Moder; af Professoren fik vi Andersens Eventyr og en Mand af Chocolade. Moder gav Mette en ny grøn Fløiels Hue og et Forklæde; til Professoren havde hun strikket et smukt Halstørklæde; det fik han hvert Aar, da han altid tabte sit henad Foraaret.
„Frelseren er født,” sagde Moder, „men er han ogsaa født for os? den skjønneste Julegave er Bevidstheden om, at hans Magt over vore Sjæle er bleven større, at vi ere blevne kjærligere og ydmygere. Det er den sande Juleglæde. — Lille Marie, jeg har seet mange gode Egenskaber spire frem hos Dig, men een Ting har jeg at udsætte: Du elsker os saa inderligt, men dit lille Hjerte er næsten lukket for Fremmede. Du er ikke selv Skyld deri, men Du vil, med Guds Hjælp, være Skyld i at det kan blive anderledes. Du, min Minna, er langt mindre egensindig end Du før har været, lad mig næste Aar kunne sige, at Du er langt mere stadig.”
„Og jeg,” bad Professoren, „De maa ikke glemme mig.”
„Det vilde passe sig meget slet for mig at formane Dem; desuden, medens man beundrer høie og ædle Dyder hos Dem, kan man kun opdage Barnets Feil.”
Ak nei, jeg veed det bedre, tænk blot paa Nødløgnen, og den kan jeg ikke skille mig ved. — Deres Tale var god; nu har jeg holdt min Kirkegang, Julen er kommen ind i mit Hjerte. Naar jeg gaaer i Herrens Huus, er der saa meget, som afdrager min Opmærksomhed fra Talen, hvor smuk den end er. De forunderlige Bedemænd, de afmaaalte Kirkebetjente, de forskjellige, løierlige Kirkegængere; jeg vilde først have godt af en Prædiken, naar jeg var bundet for Øinene. Naturen er min Kirke, og selv der drager det Skabte mit Hjerte for meget fra Skaberen. Naar jeg rigtig vil opbygges, gaaer jeg ud en ensom Nat og seer paa Stjernehimlen, seer mig ret ind i den, og naar jeg da tænker, at hver Stjerne er en Klode, og at mange ere uendelig mange Gange større end Jorden, føler jeg ret min grændseløse Ubetydelighed, men jeg føler tillige, at der inden i mig er Noget, der ikke kan døe, og jeg bøier mine Knæ og lover og priser Universets Herre for min udødelige Siæl.”
Det sidste, lille Lys gik ud, da han endte; Mette slog Døren op til Spisestuen, hvor Risengrøden stod paa Bordet og dampede; hun fik Lov til at spise med os Andre og var sjæleglad.
„Naa,” sagde Professoren, da Maaltidet var endt, „vi have feiret en velsignet Juul her; nu skal jeg ud i stort Selskab og feire den paa anden Maade.”
Længe kunde jeg ikke falde isøvn, jeg var saa optaget, saa glad; jeg bad ret inderligt til Gud, at jeg næste Aar maatte have lært at elske alle Mennesker, som Moder ønskede at jeg skulde. Da Klokken slog to, kom Professoren hjem; jeg hørte ham dreie Nøglen i sin Dør og synge:
Vier Clemente
Inuig gesellt —
Derpaa faldt jeg isøvn.
Næste Morgen før vi gik i Kirke, vare vi inde hos Professoren og saae ham smuldre den store Julekage til Fuglene.
Nytaarsdag kom Pastor Skaus Kone; hun var umaadelig pyntet; en stor Fjer vaiede paa hendes Hat; der var et sødt Udtryk i hendes Ansigt, som jeg ikke holdt af.
Hvor saae Moder fiin og elegant ud i sin sorte Silkekjole ved Siden af den brogede Fru Skau; hvor fremhævedes hendes utvungne, naturlige Væsen af den Andens affektation.
Fru Skau overøste Minna med Kjærtegn, men det forekom mig, som var det ikke saameget af Venlighed, som af Forlegenhed, idet hun ikke vidste, hvad hun skulde sige til Moder, fordi der næsten ingen Berøringspunkter var imellem dem.
„Jeg maa endelig tale med den kjære Professor Lange,” sagde hun, „han er os utro, besøger os aldrig, skjøndt han eengang for alle er indbudt hver Søndag Aften; vore Fremmede haabe bestandig paa at han skal komme, men forgjæves. Han er mageløs original og elskværdig.”
„Marie, bed Professoren komme herind.”
„Godt at jeg blev advaret, lille Mie,” svarede han, da jeg fortalte, at Fru Skau gjerne vilde see ham, „jeg vilde gaae ti Mile for at undgaae den Kjærling. At jeg skulde komme og pynte paa hendes Selskaber, som en Pappegøie eller et andet udenlandsk Dyr! jeg er ikke hjemme, dog det maa Du ikke sige, da det ikke er sandt; det kan Mette løbe med.”
Mette lo med hele Ansigtet, da hun modtog Besked og skyndte sig paa sin forunderlig hastige Maade ind til Moder.
„Jeg maa dog,” hørte vi Fru Skau sige i Gangen, „før jeg gaaer, titte ind i vor store Mands Værelse og see paa hans nyeste Malerier.”
Hun begyndte at dreie paa Laasen, men Professoren skjød i en frygtelig Fart Slaaen for.
„Nu har hun da faaet et haandgribeligt Bevis paa, hvor original og elskværdig den store Mand er. — ”
„Skjænd kun paa mig, lille Mie, jeg har ærlig fortjent det. —”
„Har De Lyst til at see mit sidste Arbeide?” spurgte Professoren en Foraarsdag. Vi vare meget nysgjerrige, da han, mod Sædvane, havde holdt sig indesluttet, medens han malede.
Aldrig glemmer jeg min Skræk, da jeg saae det; det var vor Stue i Adelgade, Vinduet, Stolen med de tre Been, den plumpe Seng med Halmen og det pjaltede Tæppe. Gamle Dorthe sad saa lyslevende paa Sengekanten med Bordet foran sig, Snuustobaksdaasen stod ved Siden, en Praas i en Flaske kastede et usikkert Skjær paa et Spil Kort, som laa udbredt paa Bordet. Hendes Øine lyste, hendes Mund mumlede, Pegefingeren var hævet, som den pleiede, naar hun talte. En smuk, ung Tjenestepige med en Kurv paa Armen stod foran hende; hun var bleg og forskrækket, og hendes Blik hvilede ufravendt paa Dorthes Læber, hvorfra Oraklet lød.
Det var saa naturligt, at jeg kom til at ryste, og da jeg havde seet noget derpaa, styrtede jeg ind i vor Stue og skjulte mig under Bordet.
„Lille Mie, kom frem. Du veed ikke, hvor jeg holder af Dig, Du er den af alle Mennesker, ja jeg kan sige med Sandhed, af alle Mennesker, paa hvem mine Malerier mest gjør den tilsigtede Virkning. Du ryster jo ordentlig for den fæle Dorthe, Du er et ypperligt Barn og behøver ikke at være bange, jeg skal snart faae hende ud af Huset, hun skal til Charlottenborg, endnu i denne Time.”
Pastor Skau kom en Dag med sin lille Datter og tog Minna og mig med paa Maleriudstillingen. Der var saa mange deilige Ting, men Intet var dog saa deiligt som den fattige Dreng. „Det er det hedste Stykke paa hele Udstillingen,” sagde med stor Vægt en vægtig Mand med Briller paa Næsen. Minna blinkede til mig, vi følte os saa stolte og glade; det Stykke hørte jo paa en Maade til vor Familie.
„En rig Engelskmand,” som gik omkring med kritisk Mine og nedsatte paa Alt, blev aldeles henrykt ved Synet af Dorthes Billede. Han kjøbte det strax, og endnu samme Uge reiste han til England med det. Jeg havde følt saamegen Frygt, hvergang jeg saae det, at det var en behagelig Bevidsthed at vide det saa langt borte.
Roligt og regelmæssigt forløb Dagene; jeg var uendelig lykkelig og meget flittig, saa flittig, at jeg snart indhentede Søsteren.
„Maae vi faae det? maae vi gjøre det?” bad Minna mange Gange om Dagen.
„Marie, hvorfor beder Du aldrig om Noget?”
„Jeg faaer jo Alt, hvad jeg ønsker.
„Hun beder rigtignok ikke ofte,” bemærkede Professor Lange hertil, „men hun vilde tage sig fortræffeligt ud som et bedende Barn; jeg har tænkt paa at male hende i den Stilling, og Minna svævende over hendes Hoved, som en Engel.
„O nei, det maa De ikke, Minna er ingen Engel, og Marie skal kun bede i Løndom, ikke for Alles Blikke, De maa virkelig ikke.”
„Ja jada, Fru Staal, naar De misbilliger det, har De Ret, De har altid Ret. Jeg har ofte ønsket at male Dem, men jeg troer mig ikke istand dertil. Der er en Modsigelse i Deres Ansigt; hvergang De slaaer Øiet op og seer paa mig, forbauser det mig; det barnlige, blide, ja om jeg saa tør sige, ydmyge Udtryk passer ikke til de regelmæssige, næsten stolte Træk.”
„Hvis det virkelig er, som De siger, maa en Menneskekender jo kunne læse mit Livs Historie i mit Ansigt.”
Prosessoren gik hen til Moder og trykkede et Kys paa hendes Haand. Jeg saae paa de skjønne Træk og det endnu langt skjønnere Udtryk, og brød min lille Hjerne forgjæves, for deraf at læse hendes Livs Historie.
Hvert Foraar gjorde Professoren, naar han var i Landet, en Kjøretour.
„Nu er Bøgen sprungen ud; idag maae vi afsted.”
Et Øieblik efter holdt Wienervognen for Døren, og bort rullede vi. „Jeg hader Betænkningstid,” sagde han.
Hvor vi vare glade paa disse Toure. Mette sad hos Kudsken; hun vendte af og til Hovedet og nikkede, til Tegn paa sin Fornøielse. Vi kjørte ialmindelighed ad Strandveien til Klampenborg, og derfra til Cremitagen. Der var smukt paa Slottet i den store Sal med de kunstige Vægge, Loft og Gulv, men der var dog smukkere bag Høien paa den lille grønne Banke, hvor Stranden tittede frem bag den lysegrønne Skov, og hvor man saae de adspredte Tjørnetræer, som vare saa tæt bedækkede med Blomster, at de lignede Sneekugler. Paa den anden Side af Slottet græssede Dyrene ved det lille Vand; Minna løb hen imod dem, men skjøndt hun selv var let som en Hind, flygtede de dog for hende, standsede saa et lille Stykke borte, kneisede og løftede deres Takker.
Vi gik hen ad den yndige Sti til Fileværket; Moder havde et Glas i Lommen, og vi drak af det metalagtige Vand i Kilden; derpaa tittede vi ind ad Vinduet i Fabrikken. Hu, hvor det dundrede og slammede; de kraftige Skikkelser saae ganske sorte ud i Luerne.
„De Stakler!” sagde Moder; Minna nikkede ind til dem, og Professorens hele Sjæl var koncentreret i hans Øine, som vilde han fastholde Scenen i sin Hukommelse. Derefter kjørte vi til Rungsted; Moder blev saa saa veemodig paa Evalds Høi; Professoren fik Taarer i Øinene ved at tænke paa den store, ulykkelige Digter. I Vedbeks Krohave drak vi The; Talen kom paa Tycho Brahe. „En anden Gang tage vi til Hveen,” sagde han, men det blev aldrig til noget. Minna vilde til Sverrig, til Norge, til Island, men først vilde hun dog have været paa Møen og i Italien.
„Jeg skal tage Dig med,” lo Professoren, „saa kan Marie blive hjemme i Moders Skjørter.”
I Angust gjorde Moder sædvanlig sin Tour til Farum. Stemningen var da en ganske anden; Moder var stille, ja selv Professor Lange, naar han var med, var veemodig. Minna og jeg havde to Krandse paa Skjødet, som Mette havde bundet af Havens smukkeste Blomster, efter sin egen vilde, men maleriske Smag. Vi stege ned af Vognen ved Fiskebækshuset, og efter der at have drukket et Glas Mælk i den lille Havestue, hvor de stadselige Navneklude hang i Glas og Ramme, vandrede vi ad den smalle Sti, som snoer sig langs Søen til Farumgaard.
Her var altfor smukt til at vi Børn knude være alvorlige; Kornet bølgede for Vinden, Fuglene kviddrede saa lystigt, Minna plukkede Kornblomster og sang; jeg sang med, men Moder og Professoren gik langsomt bagefter og talede om fordums Tider.
Jens Peter stod under det kæmpestore Træ midt i Byen, han svingede sin Hue, da han saae os, og styrtede derpaa hjem for at melde os.
Karen og Peter Larsen, Manden, kom os imøde i Porten; Lænkehunden gjøede, Høns og Ænder gjorde en frygtelig Støi, og tre smaa Drenge, mindre, endnu mere undseelige, og endnu mere lyshaarede end Jens Peter, stak Hovederne halvt ud af Døren.
„Ja, Rollinger have vi nok af,” bemærkede Karen, „Peer er glad ved at det er Drenge, at han kan faae dem til Karle med Tiden, jeg ønskede derimod nok, at idetmindste Een var en Tøs.
Peter Larsen stod og konverserede Moder det Bedste han kunde, og purrede sig af og til med den store, røde Haand i det gule Haar, naar han manglede Ord. Professoren snakkede med Karen i Kjøkkenet, og Jens Peter viste os alle Herlighederne.
Paa den store Dragkiste i Storstuen var en heel Række Kopper opstillede; afvexlende stod der „Glædelig Fest” og „Jeg gratulerer” paa dem; sindrigt og ikke ensformigt. Det var Peter Larsens Gaver til Karens Fødselsdage, naar man talte dem, kunde man see, hvor længe de havde været gifte.
Først efter at vi havde spiist Flæskesteg, Tykmælk, Æbleskiver og drukket Kaffe, og seet alle Karens Huer, Klæder og hjemmegjorte Trøier,og efterat Peter Larsen havde viist os Kalvene og de smaa Grise,. fik vi endelig Lov til at gaae til Kirkegaarden.
Der stode de to hvide Kors, Gravstedet var saa pynteligt indhegnet med Buxbom, en Hængeask bøiede sig over det. Minna Gjertrude Staal, 82, Harald Staal, 29 Aar, Bedstemoder og Sønnesøn. Jeg nærmede mig Gravene, lagde min Kind paa Korset over Bedstemoders og tænkte, om hun vilde anerkjende mig, den Fremmede; Fader vilde nok, men vilde hun?
Moder hængte en Krands paa hvert Kors, Professoren hulkede; derpaa spadserede vi til Præstebakken, og kjørte saa hjem. Det har været en deilig Dag,” sagde Moder, og jeg undrede mig over at hun fandt det, da hun dog havde været saa bedrøvet.
Saa roligt som vi levede, saa uroligt levede vor kjære Huusfælle, Professor Lange. Naar man troede ham ret sikker hjemme, kom Reiselysten ligesaa heftig som pludselig over ham, og væk var han; men naar man mindst tænkte det, stod han der igjen: et Brev, et kjendt Ansigt havde vakt Hjemvee, og han fulgte, saavidt muligt, altid sine Indskydelser. Hans Helbred var altid udmærket, hans Humeur fortræffeligt, han var uendelig livlig og ivrig, og jeg har ofte hørt ham sige, at man skulde troe, de Unge nutildags havde Vand i Aarerne istedetfor Blod, saa rolige og flegmatiske vare de. Hans Hjerte var altid, og hans Pung, naar der var Noget i den, aaben for hans Venner. En Hemmelighed kunde han ikke glemme, det sagde han reent ud. Til Stokke, Paraplyer, Handsker og Lommetørklæder brugte han en Mængde Penge, da han altid tabte eller glemte disse Gjenstande og aldrig fik dem igjen. Han trak sjeldent sit Uhr op, bar det i Lommen uden at det gik, og troede bestandigt at det var Morgen, lige til Mørket faldt paa. Skinhellige og affekteerte Mennesker hadede han, ellers var han den omgængeligste Mand under Solen. Blev han bedt ud, sagde han altid ja, men blev dog ofte borte, undertiden, fordi han glemte Indbydelsen, og undertiden, fordi han foretrak at tilbringe sin Dag paa en anden Maade. Snart malede han uafbrudt, snart rørte han ikke sin Pensel. Lidt forfængelig var han, men det forhindrede ham aldrig i at anerkjende Fortjenesten hos Andre og glæde sig over den. Han glemte — jeg kan desværre ikke nægte det, — han glemte selv sin Klatgjæld og sine Løfter, men aldrig glemte han sine Fugle; hvor pludselig Reiserne bleve bestemte, huskede han at give Moder Brødpenge til dem.
Ligner denne min Skildring ham? jeg er ikke rigtig tilfreds med den; Besynderlighederne ere hans, men jeg har ikke dvælet nok ved hans fromme, kjærlige Hjerte, ved hans lyse, begavede Aand.
Fjerde Kapitel
Der var en Grundforskjel paa Minnas og mine Evner; hun lærte enkelte Ting med forbausende Lethed og Hurtighed, og kunde da igjen slet ikke komme tilrette med andre, hvorimod jeg maatte anstrænge mig jevnt i alle Fag. Grammatik, Regning og Aarstal, det var de Skjær, hvorimod hun daglig stødte an. Jeg husker saa tydeligt hendes lille halvt komiske, halvt fortvivlede Ansigt og de bedende Blikke, hun af og til sendte Moder, der med sin bedste Villie ikke kunde lade være at lee.
„Du dumme Barn, hvad nytter det Dig, at Du kan Historien, naar Du ikke husker et Aarstal; hvad kan det nytte, at Du forstaaer Sprogene og har en god Udtale, man kan jo dog ikke skrive en Linie uden Grammatik; og hvad Regningen angaaer, maa Du skamme Dig dobbelt; Din Fader, som Du saa gjerne vil ligne, var et rigtig mathematisk Hoved.”
Ved Krigens Udbrud i 1848 var Professor Lange i Italien, men han reiste strax hjem, begeistret, som et ungt Menneske, for den gode Sag.
Skjøndt Minna og jeg kun vare ti Aar, var vor Fædrelandskærlighed, rigtignok især Minnas, varm og levende.
„Jeg er et meget skrøbeligt Menneske,” sagde Moder til vor tro Ven Pastor Skau, „er det ikke, som ønskede jeg at kalde min Ægtefælle tilbage fra Himlen, for at stride for det Danmark, han elskede saa høit, og som nu trænger til Sønner som han. Jeg længes inderligt efter ham og glemmer undertiden ganske, at i Fredens Hjem maa enhver Krig, Menneskets Kamp imod Mennesket, blive betragtet paa en anden Maade end vi formaae.”
„De har Intet at bebreide Dem, Fru Staal, Deres Stemning er saa naturlig, men De maa trøste Dem med, at den Tapperhedens, Udholdenhedens og Uegennyttighedens Aand, hvoraf han var besjælet, lever endnu i Anførernes, som i den menige Mands Bryst.
Gud vil føre Danmark til Seier!”
Landsoldaten var Professorens Ideal; han malede ham siddende paa en Grøft under en blomstrende Hyld, skrivende til Hjemmet paa Tornystret, som laa paa hans Knæ. Det var et ægte dansk Fysiognomi; der var stor Godmodighed og lidt Poliskeri i hans Blik, og hele hans Væsen bar Præget af et roligt, bramfrit Mod. — En rig Officeersfrue kjøbte Stykket for høi Priis, som Professoren skjænkede de Faldnes Efterladte.
Det var lykkelige Dage, da Krigerne vendte hjem; vi pyntede vort lille Huus paa det Smukkeste med Flag og Grønt.
Professoren tog Minna og mig med i Ridehuset; selv foranstaltede han et overdaadigt Middagsmaaltid for tolv Soldater. Moder fungerede som Værtinde; midt paa Bordet stod en mægtig Krandsekage med sindrige Hentydninger til Seirvindingerne; ved hver Soldats Tallerken laa en Bouket udsøgte Blomster, som Professoren, i dyre Domme, havde kjøbt hos en Kunstgartner. han havde valgt sine Gjæster som en ægte Maler, efter deres Udvortes. Det var alle høie, stærke Karle med lyse Haar, blaa Øine og ærlige Ansigter. Han kjendte kun en af dem fra før, en Underofficeer ved Navn Mads, som havde været Oppasser hos Fader.
Moder bad ham ind til os, og da han saae Faders Portrait, fik han Taarer i Øinene.
„Ja, det er min Lieuteuant, som han stod for mig den værste Stund i mit Liv! De maa vide, Frue, han har reddet mig fra det, der er værre end Døden.”
Mads hulkede høit og fortsatte derpaa med dæmpet Stemme:
„Det vil være en Glæde for Dem at høre, og i denne lykkelige Time vil jeg aabne mit Hjerte. — Jeg havde bestjaalet ham, Frue, bestjaalet den Mand, som aldrig havde beviist mig andet end Godt; men han opdagede det; han gik ind til mig og anklagede mig. Da faldt jeg paa mine Knæ og anraabte ham for Frelserens Skyld ikke at gjøre mig ulykkelig. Kjærlig i al sin Strenghed var hans Formaningstale, og hvad troer De han gjorde, da han hørte, at jeg havde begaaet Forbrydelsen for at skaffe en gammel, syg Moder i Jylland Brødet? han gav mig halvtredsindstyve Daler til hende, som han havde lagt hen til en Reise. Gud velsigne ham!”
Mads førte de andre Soldater ind i vor Stue; de bandt deres Bouketter sammen og hængte dem om Portraitet, hvorpaa de fjernede dem med et lydeligt: Hurra.
Hans Historie glædede os inderligt; Minna vilde fortælle den til Professoren, men det forbød Moder.
„Hans Fortrolighed maa ikke misbruges; desuden, naar vor kjære Ven hører et ædelt Træk, er det snart hele Byen rundt; var det smukt at belønne Mads saaledes?”
Det var en livlig Tid ogsaa for os; flere af Faders fordums Vaabenbrødre saae ind til os, for at vise hans Enke et Tegn paa deres Medfølelse.
„Hun ligner sin Fader,” sagde en ung Kapitain om Minna, „men Deres anden Datter ligner, mærkeligt nok, hverken ham eller Dem.”
„Der gives en indre Lighed; Marie ligner, saavidt jeg troer, baade min Mand og mig i Karakteren.”
Min Kind blussede ved hans Tale; Moders Svar gjorde mig saa lykkelig; hun havde ikke berigtiget hans Vildfarelse, ikke med et Ord havde hun hentydet til, at jeg var en Fremmed.
„Jeg vilde ønske, at jeg var rig,” sagde Minna ofte, „og havde et stort Huus, som laa midt i en Skov, og en Vogn med hvide Heste, saa skulde Du kjøre hver Dag, lille Moder, og vi vilde lære at ride, og i Haven skulde der være en Gynge og mange deilige Blomster; dem maatte Mette passe. Professoren skulde have det største og lyseste Værelse i hele Huset og Haresteg og Krumkager hveranden Dag, og naar han reiste udenlands, toge vi med, ikke sandt?”
„O nei, Minna, vi have det saa godt; vi ere saa lykkelige, ønsk ikke noget mere, ønsk blot, at dette maa vare ved.”
„Lad hende kun bygge, lille Marie, skjøndt jeg neppe troer, hun vilde være lykkeligere i det store Huus i Skoven, end her. Lykken, min Minna, er langt mindre en ydre Ting, end Du troer; den sidder her inde i dit lille Hjerte, min Glut; naar det slaaer uskyldigt og fromt, er Fred og Glæde med Dig, hvorledes dine Kaar end ere. Nogle sige, at sand Lykke kun er forenet med et lille, netop tilskrækkeligt Udkomme, men det er ganske falskt; den kan være i Kongens Sale, som paa Arbeiderens Tagkammer. Naar vore Hjerter staae, om jeg maa bruge det Udtryk, i et rigtig godt Forhold til Vorherre, vilde vi kunne være uendelig lykkelige i min Minnas store Huus i Skoven.”
Pastor Skau kom ofte til os, Moder forstod mesterligt at adsprede den mørke Stemning, han meget hyppigt var hensunket i, og der vist, som oftest, var fremkaldt ved Uoverensstemmelse mellem ham og hans Kone. Han var ingen Tøffelhelt, og Fru Skau maatte, hvor nødigt hun vilde, i de fleste Ting bøie sig efter hans Villie, men til Gjengjæld var hun vrippen og suur i det daglige Liv.
„Hvorfor valgte den Mand netop den Kone?” sagde Professoren med en vis Foragt.
„De tager feil,” svarede Moder; „han valgte ikke hende, men en imødekommende ung Pige, der med Varme gik ind paa hans Ideer. Alle Ægteskaber vilde være lykkelige, naar Ingen lod sig bedrage af Skinnet.”
De havde kun eet Barn, en Datter, lidt yngre end vi. Nicoline var en smuk lille Pige med Faderens gode Hjerte og Moderens Nykker. Hun kom engang imellem til os, men vi bleve dog først rigtig intime i Dandseskolen, som holdtes i hendes Forældres Huus.
Jeg husker saa tydeligt den første Dag, vi kom der, hvor besynderlig fremmed jeg følte mig mellem de mange Børn. Fru Skau gik lige forbi os, jeg saae godt, at hendes Øie hvilede paa os, men hun sagde Intet, hvorimod hun overøste en lille, pyntet Pige, som havde Falblader allevegne, hvor de kunde anbringes, med sine Kjærtegn. Det var dog mærkeligt!” hviskede Minna til mig; derpaa løb hun lige hen til Fru Skau, og sagde, paa sin paa eengang undseelige og tillidsfulde Maade:
„De kjendte os nok ikke? jeg skal hilse saa meget fra Moder!”
Præstekonen skar et underligt Ansigt, som skulde være sødt: „Ah, det er min egen, lille Minna Staal, nei, jeg kjendte Dig virkelig ikke, saa stor Du er bleven.
Hils Mama, og bed Professoren endelig komme her snart.”
Det var mærkeligt, hvor meget yngre vi, i enkelte Retninger, forekom os end de andre Børn, medens vi, i andre igjen, vare meget ældre; vi havde læst, hørt og tænkt langt mere end de.
Minna blev snart Alles yndling, men hun tog ikke imod noget Venskab, hvori jeg ikke ogsaa blev indlemmet. Hun var saa munter, saa smuk; hun var uden Sammenligning den, der dandsede med mest Ynde, og dog var hun sig aldeles ikke disse Fortrin bevidst. Jeg troer det laa i, at hun ikke betragtede sig selv, for at udsinde sine egne Fuldkommenheder, og Andre, for at udsinde deres Feil, men tvertimod vendte Forholdet om.
„Vi have det ret gemytligt og godt herinde, Børn,” sagde Moder en klar Decemberdag, „men jeg troer dog, at en Spadseretour vil forfriske os; jeg vil lægge en lille Brændeknude i Kakkelovnen, at her kan være varmt og hyggeligt, naar vi komme hjem.”
Hendes Forslag blev modtaget med Glæde; vi gjemte vore Arbeider og pakkede os godt ind.
Sneen knirkede under vore Fodtrin, Solen skinnede paa Træernes hvide Grene; det saae ud som Diamanter.
„Vinteren er ogsaa smuk i sin hvide Klædning, see Himlen, Børn, hvor den er blaa og høi, Luften er saa reen; man aander Sundhed og Tilfredshed ind med hvert Drag.”
Vi gik Frederiksberghave rundt; Kanalerne vare tilfrosne, Minna vilde prøve, om de kunde bære hende.
„Skam Dig dog, Du store, fjortenaars Pige! har Du Lyst til at falde i Vandet? hvornaar vil Du blive voxen.”
„Det vil vare umaadelig længe, lille Moder,” og Minna sprang ud paa Isen, som knagede selv under hendes lette Fod.
Vi vare saa muntre og oprømte; paa Hjemveien mødte vi flere Kaner.
„O, hvem der engang kunde komme til at eie, eller blot til at kjøre i en saadan, hvilket deiligt Næt! hør Bjælderne, Marie, hvor lystigt og smukt de klinge i den klare Luft, vend Dig om, Moder, der kommer den allersmukkeste.”
De stolte, pragtfulde Heste løb som i en Dands til Bjældernes Musik; et kostbart Net bedækkede dem; i den elegante Kane sad en Herre indsvøbt i Peltsværk; da han saae os, undslap et let Skrig hans Læber; han bøiede sig ud af Kanen, og det var næsten som strakte han Armene imod os, men i næste Øieblik var det lette Kjøretøi ude af Syne.
„Men hvem var dog det?” raabte Minna og jeg paa eengang.
Moder var meget bleg; hun rystede endogsaa; „Børn, det var min Broder.”
Hun sagde ikke mere, vi vovede ikke at spørge, men fordoblede vore Skridt.
Femte Kapitel
Da vi kom hjem, gik Moder ind i Soveværelset, men Ingen af os fulgte hende. Minna lagde sin Arm om mit Liv; hun var ganske bleg og saae ud som en skræmmet Fugl; jeg var ogsaa forunderlig ængstlig tilmode og havde ingen Lyst til at bryde Tausheden.
Den lille Stue var ligesaa venlig og smilende, som da vi for to Timer siden med lette og glade Hjerter forlode den. Solens sidste Straaler spillede paa Portraitet, og vi nærmede os det uvilkaarligt, som om vi ventede at finde Forklaring og Trøst hos det.
Da Moder kom ind igjen, saae hun rolig, næsten fornøiet ud, men jeg saae dog tydeligt, at hun havde grædt. hun lagde Brænde i Kakkelovnen, og da det blussede lystigt op, nærmede hun sig til os.
„Jeg kan ikke taale,” sagde hun, „at see saa tankefulde Pander og saa bedrøvede Øine paa mine smaa Piger, og det ganske uden Grund. Hvad er der da skeet? — ja det vide I ikke, og derfor ere I bange; Indbildningskraften tumler sig bedst i Mørke, hvorfor jeg ogsaa vil see at skaffe Lys, et klart Lys, og ligesom I nu ere mine Fortrolige, vil jeg ogsaa lade Eder skue min Fortid og dømme, om jeg har handlet rigtigt mod denne Broder, som jeg er glad ved at have gjenseet; thi skjøndt vi, i over femten Aar, ikke have seet hinanden, holder jeg af ham, og jeg veed ogsaa, at han holder af mig.”
Moder tog Plads paa Sophaen; vi satte os, hver paa sin Side, tæt op til hende; hun holdt Haanden over Panden, som for at samle sine Tanker, og begyndte derpaa: „Det var et prægtigt Sted, mit Barndoms Hjem, et deiligt lille Slot med Spir og Taarne, der afspeilede sig i Søen; midt i den store Borggaard pladskede et Springvand, og hundredaarige Lindetræer dannede en lang, lang Allee, hvorigjennem man kjørte ind til Slottet. Haven, der skraanede ned mod Søen, var fuld af de sjeldneste Blomster, ja et stort Drivhuus lod os glemme naar det var Vinter. Der var altid Fremmede i Besøg om Sommeren; deilige Kjøretøier rullede ud og ind; Hunde af alle Størrelser og Arter tumlede dem i Gaarden, liberiklædte Tjenere bevægede dem hurtigt, men dog afmaalt, til alle Kanter, det var, kort sagt, et ægte, storartet Herregaardsliv, som I, mine Kjære, opvoxede i Tarvelighed, neppe kunne forestille Eder, og saa glimrende, som vor Minna i sine dristige Luftkasteller ikke engang har skabt det. — Fader døde i min spæde Barndom; han var meget ældre end min Moder, idetmindste tredive Aar; hun elskede ham ikke, har man siden sagt mig, men hun elskede hans Rigdom og Glands; om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige; hun nævnede ham meget sjeldent, men vedblev at bære Sorg for ham saalænge hun levede.
Moder var overordentlig deilig, og stolt af sin Skjønhed; iøvrigt var hun blid og mild, og naar man saae hende flygtigt, kunde man ikke ane, at der boede en ubegrændset Stolthed hos hende: dog det gjorde der.
Min Broder Carl var tolv Aar ældre end jeg; tre Sødskende imellem os vare døde. Han var en smuk Dreng, kun lidt for fiin og spinkel, hvilke Mangler han forsøgte at skjule ved forøget Dristighed og Mod; han bar sit Hoved høit, og vidste meget godt, at han var Stamherren, Arvingen til det Hele, hvilket han ogsaa lod sin Omgivelse, ja selv Moder føle, dog altid paa en godmodig Maade. Jeg elskede ham høit, og han besvarede min Kjærlighed med en ubeskrivelig Ømhed, hvilket slet ikke behagede Moder, der følte, at vi holdt mere af hinanden, end af hende. Børn ere langt mere skarpsindige, end Voxne ialmindelighed troe; jeg mærkede godt, at Moder kjærtegnede mig mere, naar Nogen saae det; jeg mærkede godt, at hun vilde sees som den smukke, ømme Moder med sit Barn, og det stødte mig bort. Det er tungt at tænke paa, men jeg skylder Eder Oprigtighed. Der var ofte smaa Tvistigheder mellem Moder og Carl for min Skyld; han paastod, at jeg blev forsømt, at jeg burde lære meget mere, og ikke altid have min Villie. Ved saadanne Lejligheder tog jeg altid Parti mod Carl, da min Frihed var mig meget kjær, og jeg nok holdt af at faae min Villie, men han havde Ret, jeg var forkjælet og forsømt.
Der var en underlig Person i vort Huus, som ogsaa var kommen der paa en forunderlig Maade, som jeg dog maa fortælle Eder. Da Fader, som yngre Mand, engang var i Kjøbenhavn, stiftede han Bekjendtskab med et ungt, vittigt og lystigt Menneske, der studerede Jura; Fader syntes om ham, bad ham ud til sig, og han kom. Besøget blev trukket saa langt ud, at Fader ikke mere kunde undvære ham og at han havde fundet saadan Smag i Luxus og Velvære, at al Energi, al Lyst til at komme frem, var forgaaet ham, og han følte sig ude af Stand til at forsætte sine Studier og sin forrige tarvelige Levemaade; han blev altsaa; Fader sikkrede ham noget Vist, og han var til Gjengjæld det vittige Hoved, som altid maatte være parat til at more.
Det var en sørgelig Historie, dog da jeg var hjemme, fandt jeg den morsom.
Efter min Faders Død blev Herr Høppe, der nu var en gammelagtig Mand, roligt hos os. Moder, der ofte led af Kjedsomhed, kunde slet ikke undvære ham; han læste høit for hende, fortalte Egnens Nyt, og roste paa den fineste, mest skjulte Maade, hendes Skjønhed og Elskværdighed. Med Carl spillede han Billard og Fjerbolt, mig gyngede han, fortalte Historier og klippede Billeder til.
Du seer sørgmodig ud ved denne Skildring, lille Marie; den har ogsaa noget Nedværdigende for Menneskeheden, noget Frygteligt. Jeg begriber ikke, at det dengang kunde more mig saa meget at see hans store Appetit, hans Kræsenhed og Graadighed. Mod Tjenerskabet var han lige saa bydende, som han var krybende imod os, hvorfor de ogsaa Alle hadede ham.
Da jeg var ni Aar havde jeg kun lært meget lidt; jeg kunde tale Fransk, dandse og klimpre lidt paa Klaveer. Det Andet havde ikke stor Vigtighed; man kunde prægtigt hjælpe sig foruden, meente Moder, maaskee af egen Erfaring. Carl derimod havde lært en heel Deel; de to første Examina havde han med bedste Karakteer; videre vilde han ikke. „Det vilde være upassende for mig at drive et Fagstudium,” sagde han med stor Værdighed. „Naturligviis,” svarede Moder, „det var en Uting i dine Forhold, men Du maa reise udenlands,” og det gjorde han.
Naar jeg undertiden var uartig mod Kammerpigen, kaldte Moder mig til sig og holdt en lille Formaningstale, der dengang forekom mig som den høieste Moral.
„Du bør altid være nedladende og venlig mod simple Personer, min Louise, naar de vise Dig den tilbørlige Respekt, ja vi bør endogsaa være overbærende med deres Smaafeil, hvilket Vor Herre vil gjengjælde os, men sætte de Ærbødigheden det Mindste tilside, da er det en Pligt mod vor egen Værdighed, at straffe haardt og strengt, at kue dem ganske, og hvis det ikke hjælper, saa strax ud af Huset med dem; forstaaer Du? med Sligt maa man være bestemt. Kys mig, min Lille, og bed din Bøn.”
Jeg foldede mine Hænder og bad Fadervor, efter at Moder havde betegnet mig, naar jeg skulde see op og naar jeg skulde sænke Blikket. Ved saadanne Leiligheder følte jeg mig overbeviist om, at Vor Herre havde al Grund til at være tilfreds med mig, hvilken Følelse Moder, med Hensyn til sig, sikkert havde i endnu høiere Grad.
Om Vinteren laae vi et Par Maaneder i Kjøbenhavn, og da afløste den ene Festlighed den anden. Det tog meget paa Moders Helbred, men hun ændsede ikke Hosten eller den tiltagende Mathed; hun var jo endnu, ved Lysekronernes Skin, med sin snehvide Teint, som den sorte Dragt fremhævede, sine store Øine og regelmæssige Træk, smukkere end Ungdommen. Naar hun og Carl kom hjem fra Selskaber, vare de undertiden temmelig ærgerlige. „At man skal bedes sammen med Alleslags!” sagde Moder. „Ja, det er harmeligt,” svarede Carl, „at slige uopdragne Karle skulle trænges ind mellem de bedste Slægter i Landet. Hos os, i vore Selskaber, er det dog Gud skee Lov ikke saaledes; vi ere enige, Moder, i aldrig at bede Nogen, hvis Byrd udelukker ham, naar det da ikke er et Geni eller en Kunstner; de komme nu paa en anden Maade.”
Jeg lyttede, og frydede mig over at være af høiadeligt Blod og besidde sexten Ahner; man skulde troe, at et lille Barn blev uberørt af Sligt, men det er ikke Tilfældet. Carls og Moders bestandige Taler derom, Tjenerskabets, ja næsten alle underordnedes Smigrerier gjennemtrængte hele min Sjæl med Stolthed; der var mange Sorter Mennesker, saae jeg; jeg troede at høre til bedste Sort, og glædede mig derover.
Pastor Skau var dengang Sognepræst paa Carls Gods; han kom ofte til os og talede længe og eftertrykkeligt med Moder; han var ligefrem og ivrig, ganske ligesom nu, og behagede derfor ikke.
„Det er dog den besynderligste Mand,” har jeg hørt min Moder sige til en Veninde, „formaner han ikke mig til kristelig ydmyghed, som om jeg ikke var den personisicerede kristelige Ydmyghed. Bøier jeg mig ikke selv, og har jeg ikke opdraget mine Børn til at bøie sig for Vor Herre; gaaer jeg ikke i Kirke hver Søndag, og er dertil velgjørende mod Fattige. Jeg finder, at en Præst burde rose og opmuntre En, naar man gjorde Sligt, men Sagen er — det gjør mig ondt at skulle sige det, da han ellers har store og gode Sider, — han er smittet af liberale Ideer.”
I kunne ikke forstaae det, mine smaa Piger men Opdragelsen kan forunderligt fordunkle et Menneskes Opfattelse; min Moder sagde, hvad hun tænkte, med den fulde Overbevisning, at hun tænkte rigtigt.
Jeg formoder, at Fader dog har været noget anderledes, thi Pastor Skau var hans Ven, og ved sin Død gav han ham ogsaa Beviis paa sin Tillid, ved at indsætte ham til vor Formynder.
Naar den fortræffelige Præst tog mig paa sit Skjød, og gjennem smaa Fortællinger og Lignelser vilde bibringe mig Modgift mod den Gift, jeg daglig indsugede, mærkede jeg godt hans Hensigt, og lukkede samvittighedsfuldt mit Hjerte for alle saadanne gruelige Ideer, som vare ganske det Modsatte af hvad Moder, Carl og Herr Høppe lærte mig. Den sidste hadede af hele sit Hjerte Præsten, og gjorde ham bestandig latterlig, ved at efterabe hans, unegtelig ikke aldeles feilfrie, Manerer, til stor Moro for os Andre.
Da jeg var 10 Aar, reiste Moder til et Bad i Tydskland; hun var meget daarlig, og vilde ikke have mig med, hvorimod Carl ledsagede hende. En Maaned efter kom han ene tilbage.
Vi græd lidt, men Deeltagelsen, som fra alle Sider strømmede os imøde, trøstede snart de Forældreløse, saa snart, at vore Venner undrede sig over, at den ømmeste Moder ikke blev mere savnet; men I kunne bestemt forstaae det; hun havde været mere for Verden, end for os, derfor sørgede vi mindre, end den fandt vi burde.
„Lille Louise,” sagde Carl kort efter til mig, „Du er min Kjæledægge, min bedste Skat, i mange Henseender min Stolthed; Du skal være det i alle; vi ville tage alvorligt fat paa din Opdragelse; dine Kundskaber skulle ikke være overfladiske, som de fleste unge Pigers, men glimrende; Du maa derfor anstrenge Dig fra nu af til dit sextende Aar, anstrenge Dig voldsomt, men da kan Du ogsaa være vis paa, at enhver Opmuntring og Adspredelse, Du i din Fritid kan ønske, skal blive Dig tildeel.”
Denne hans Tale gjorde et dybt Indtryk paa mig, jeg følte mig pludselig ærgjerrig; desuden vilde jeg gjerne tækkes min Broder og begyndte strax at læse med Alvor og Flid. Den Lærerinde, Carl anskaffede, var ligesaa kundskabsrig som kostbar; hun kunde alle mulige Ting til Fuldkommenhed, men var selv en ubetydelig Person, som aldeles ingen Indflydelse fik paa min Karakteer. Herr Høppe, som begyndte at føle sig temmelig tilovers, tilbød at undervise mig i adskillige Ting, og fra om Morgenen Klokken otte til Fire om Middagen blev jeg daglig fyldt med Kundskaber, men efter fire var Tiden min egen; da sørgede Carl for Kjøre-, Ride- og Seiltoure, Børneselskaber, ja Baller. Overalt blev jeg forundet, da Folk mærkede, at det var den bedste Maade til at vinde min Broders Venskab, især overvældede de Familier, hvor der var unge Døttre, mig med Ømhed. Jeg blev en meget taabelig, lille Person; forfængelig og stolt har jeg vist, uden at ane det, krænket Mange, hvilket er en tung Tanke.
Carl var altid uendelig kjærlig imod mig; mod Folkene var han godmodig, gavmild mod de Fattige, især naar de forstode at smigre ham paa en vis Maade. Han levede for det meste i Kjøbenhavn, og naar han kom ud paa sit Gods, havde han gjerne flere Venner med sig, som dog ikke Alle vare Standsfæller, da Carl med Hensyn til sin egen Omgang ikke var saa streng. „En Ungkarl kan gjerne gjøre en enkelt Undtagelse med en flot Fyr, især naar det er en Militair,” sagde han.
Paa et af disse Besøg, jeg var vel da en tretten Aar, saae jeg for første Gang Eders Fader; han saae klogere, mandigere, livsfriskere ud end de Andre; jeg husker, at jeg betragtede ham nøie og undrede mig over, at han ikke gabede, og ikke i sin Lystighed saae ud som kjedede han sig; han drak ogsaa mindre, og gjorde ikke Herr Høppe til Skive for sit Vid.
„Er det Deres Moder?” spurgte han mig en Dag, idet han pegede paa hendes Billede, der i Legemsstørrelse hang i Salen. Da jeg bejaede det, saae han meget kjærligt og meget medlidende paa mig og spurgte, om jeg kunde huske hende.
„Det er skjønt at kunne erindre dem, vi have mistet; jeg var kun to Aar, da min Fader, der var Læge i Vestindien, døde; min Moder rar alt død, da hun skjænkede mig Livet; ubevidst om mit grændseløse Tab blev jeg paa et Skib bragt her tilbage, hvor min eneste Slægtning, min Bedstemoder, tog mig til sig. Hun har været Alt for mig, men alligevel har jeg ofte ønsket, at jeg havde kjendt mine Forældre, at jeg havde havt Minder om deres Ømhed, at jeg, med Bevidsthed, havde modtaget deres Velsignelse.”
Hans Ord greb mig forunderligt; det lille Barn paa det store Hav, det var en yndig Historie; havde hans Fader blot ikke været Læge i Vestindien.”
Foruden Lærerinden og Herr Høppe havde jeg i Vintermaanederne, naar vi laae i Byen, forskjellige Spille-, Tegne- og Dandselærere. Den sidste kom ogsaa undertiden om Sommeren ud til os, da Carl ønskede, at jeg ved Holdning, Gang og Dands skulde udmærke mig fremfor alle andre unge Piger.
Det er sørgeligt at stræbe efter en Fuldkommenhed, for ved den at hæve sig over Andre, dog jeg vidste ikke det var Synd, men naar vi uvidende begaae noget Urigtigt, har Vor Herre Medlidenhed med os, og vil aabne Øinene paa os, før det er for silde. Det er min Tro, uendelig Naade er bleven mig tildeel; jeg stod langt fra Herren, men han vaagede over mig, han førte mig hen til sig.
Da jeg gik til Confirmation hos den gode Pastor Skau, havde jeg omgivet mit Hjerte med en dobbelt Forskandsning; den ene for at tilbagevise alle fortrolige Bekjendtskaber med de unge Piger, af hvilke Ingen hørte til vor Kreds, og den anden, for at værne mig mod alle Præstens Formaninger.
I en vis, næsten, — saaledes forekom det mig dengang, — ugudelig Retning. Ærligt troede jeg mit Løfte var, at forsage Djævelen og alle hans Gjerninger, og alt hans Væsen, og jeg anede ikke, at Hovmod boede i mit Hjerte, og at netop det er hans Væsen.
Hele Slottet var fuldt af Fremmede paa Confirmationsdagen; jeg svimlede næsten af Glæde; nu var den besværlige Arbeidstid forbi; nu stod jeg prydet med Fuldkommenheder ved Maalet og skulde høste, hvad jeg havde saaet. Du seer vantro ud, Marie, Du kan ikke ret fatte, at det var mig, din Moder, der havde slige taabelige og syndige Tanker en saa høihellig Dag, og dog var det, Gud tilgive mig, saaledes.
Dagen efter overrakte Carl mig Moders Smykker. Han lagde sin Arm om mit Liv, kyssede for første Gang min Haand og holdt en Tale, der karakteriserede den Maade, han holdt af mig paa.
„Du er nu voxen, Louise; — smuk, begavet, elskværdig, af en af de første Familier, kan Du gjøre Regning paa at gjøre et ualmindelig brillant Parti; vel sandt, Du er ikke rig for Din egen Person, men jeg er det, og, saa høit jeg elsker Dig, er det det samme; desuden er Comtesse Ørnklo's Familieforbindelser mere end Rigdom Du skal være kræsen, Louise, vrage og vælge, indtil Du finder en Mand, som i enhver Hensende staaer Dig an, fornem, rig, og tillige smuk og elskværdig. Din Apanage, 400 Rd., er naturligviis utilstrækkelig til Dit Toilette; jeg lægger 400 til, og ønsker Du noget Aparte, et særdeles kostbart Stykke, siger Du blot et Ord, og Du skal faae det. — Glæd Dig ved Livet, min egen Ven, pynt Dig, moer Dig, træd frem og gjør Dig bemærket; jeg haaber at faae stor Ære af Dig.”
„Jeg kan ikke lide din Broder,” afbrød Minna livligt Moders Fortælling, „var det en Tale ved saadan en Leilighed, fy!”
„Og dog elskede han mig, Minna, dog er han et godt Menneske, trods alle de taabelige Fordomme, hvori han selv og Andre have hildet ham. Jeg seer et Blus paa Maries Kind, der kappes med det paa din; jeg blussede ogsaa ved min Broders Ord; og jeg nægter ikke, at min Stolthed reiste sig ved den Tanke, at alle mine Fortræffeligheder skulde betragtes som Midler til at gjøre et fordeelagtigt Parti.
Kort Tid efter reiste vi til Italien, hvor jeg stiftede Bekjendtskab med Professor Lange. Som Kunstner regnede jeg ham for, paa en Maade, at staae udenfor Ceremoniellet, og jeg fandt meget Behag i ham. Han var saa fortrolig med Alt, Rom var halvt som hans Hjem, og hans Godmodighed til at ledsage og forklare var stor; han viste rigtignok samme Godmodighed mod et Par andre danske Damer, som, efter min Mening, aldeles ingen Fordring havde paa Udmærkelse, hvilket mishagede mig; dog, han var et Geni, et stort Geni, og dem maa man holde meget til Gode.
Nu, mine kjære Børn, troer jeg I have et klart og sandt Billede af, hvorledes jeg var. Slør havde jeg for Øinene og for Hjertet, og var dog selv fuldkomment overtydet om, at jeg var ualmindelig klarseende. Der er endnu dem, som ere saaledes, men jeg troer, at Aar for Aar bliver Tallet mindre; Oplysningen gjennemtrænger Sløret.
Vinteren forløb i Suus og Duus, Selskaber ude og hjemme; jeg læste ikke meget, thi Tiden forløb med Visiter og Toiletteforberedelser; men jeg gjorde det gjældende, som jeg havde lært. Adskillige Tilbud bleve afviste; det kostede mig ingen Sorg at gjøre det; jeg troer heller ikke, det var sand Kjærlighed, o nei, det var det bestemt ikke.
Herr Høppe smigrede mig først og sidst. Carl opfyldte ethvert af mine Ønsker, trak mig frem ved enhver Leilighed og viste mig stedse den største Kjærlighed. Jeg præsiderede som Værtinde ved vore Selskaber, hvilket morede mig meget. Eders Fader var den eneste af de borgerlige Venner, som vedblev at komme; min Broder bad mig udtrykkeligt at være særdeles høflig imod ham. „Det er den bedste Fyr paa Jorden,” sagde han, „Skade, at han ikke er født, thi han har et ægte adeligt Hjerte, ærligt som Guld; han er altfor god for denne forbandede Verden. Stolt er han, uafhængig; han er den eneste af mine saakaldte Venner, som ikke har villet benytte mig, trække mig op paa en eller anden Maade, ja, han har endog afslaaet flere Tilbud, jeg har gjort ham. Liberal er han forresten, men han giver Enhver sin Ret, og Tanker ere toldfrie".
Efter denne Anbefaling viste jeg mig, som min Broder ønskede, særdeles høflig mod Lieutenant Staal, men han følte sig ikke tiltrukket af vor Omgang og kom yderst sjeldent.
Paa den Tid begyndte min Broder at synes om en meget smuk, ung Pige, men før han erklærede sig, spurgte han mig, om det var mig med, da han ellers aldrig vilde gjøre det. Det var et Tegn paa inderlig Kjærlighed, paa ubegrændset Tillid, men tillige et Tegn paa, at hans Kjærlighed til hende ikke var den allerstørste.
Kunde hun tilfredsstille ham, kunde jeg umulig ønske en bedre Svigerinde. Det var den godmodigste, føieligste, enfoldigste lille Person, der kunde existere. De bleve gifte, og der herskede et fortræffeligt Forhold mellem os alle tre; jeg overlod hende min Plads som Værtinde, men blev dog ved at være den Første, saavel i at ordne og styre, som i min Broders Kjærlighed.
To Aar svandt; vi levede paa den samme muntre og glimrende Maade, men dette Liv tilsredsstillede mig ikke mere; jeg higede efter noget Høiere. Den guddommelige Gnist, som er nedlagt i hvert Menneskes Bryst, trængte til Næring; jeg indsaae, at Meget i denne smilende Verden var tomt og huult, at Meget hos mig selv var tomt og huult, og jeg higede efter Noget, uden selv at vide hvad det var. Carls lille Søn var mig inderlig kjær, og jeg tilbragte megen Tid hos ham; jeg fik ogsaa mere Sands for Naturen, men trængte dog bestandig til noget Andet, en høiere, levende Interesse.
En meget vakker Dame, til hvem jeg betroede mig, forsikkrede, at jeg maatte have et eller andet Talent, som vilde komme til Udbrud; hun sagde, at det var gaaet hende ligesaadan, men at hun, da hun ret lagde sig efter Musik, havde faaet sin Sindsro tilbage. — Som Barn høstede jeg stor Roes for min Tegning, og fik nu den Ide at uddanne mig heri.
Jeg henvendte mig strax til vor gode Professor, men han var ikke at bevæge til at forandre sin Beslutning, at tilbringe Sommeren hos en gammel Veninde i Farum. Carl og hans Kone vilde til et Bad i Tydskland; jeg havde ingen Lyst til at følge, og var reent utrøstelig over ikke at kunne benytte deres Fraværelse til at lære at male i; jeg var ikke vant til Hindringer, og det gjorde mig forhippet. Endelig en Dag kom Carl ind til mig og sagde:
„Naa, min lille Søster, nu kan Du da faae Din Villie, hvis Du selv vil; Professoren vil ikke renoncere paa sit Besøg, men Du kan meget godt, hvis Du kan sinde Dig i Tarvelighed, være samme Sted. Det er hos en Præsteenke, Bedstemoder til Lieutenant Staal; jeg har forespurgt mig, og hun vil gjerne tage imod Dig. See, nu har Du tre hele Maaneder til at male i; i den afkrog er Du naturligviis aldeles uforstyrret, og jeg haaber, at Du har malet og tegnet nok for hele dit Liv, til vi komme hjem.”
Da Carl reiste, tog han mig i sine Arme: „For ni Aar siden, Louise, reiste jeg til det samme Bad, og kom hjem i sorte Klæder; Gud vil dennegang bevare os.”
Jeg kunde neppe rive mig løs fra ham, og jeg har ikke seet ham siden, før idag.”
Moder standsede, Taarerne løb ned ad hendes Kinder; jeg greb hendes Haand, og idet jeg kyssede den, bad jeg hende holde op.
„O Moder, vi have hørt nok, vi kunne tænke os det Andet, Du skal ikke atter gjennemleve Sorgerne.”
„Du tager feil, Marie, det jeg har fortalt, er det bittreste, det Andet er glædeligt, opløftende selv i Smerten.
Forunderligt ledede Gud mine Veje! havde Han ikke givet mig denne Lyst til at male, var jeg aldrig blevet den jeg nu er; tro ikke jeg vil ophøie mig, et svagt, skrøbeligt Væsen er jeg, men Guds Barn; det ere vi jo alle Tre, hans tillidsfulde Børn.
De prægtige Fuldblodsheste pustede og stampede for den lette, elegante Wienervogn; vor gamle Kudsk bredte sig med den storartede Værdighed, som er ganske egen for gamle Kudske i gamle Familier; den snørede Tjener med de hvide Handsker og den mod sit Herskab ydmyge, mod Andre stolte, næsten næsvise Mine, stod bag paa, da jeg rullede til mit foreløbige Hjem hos Fru Staal i Farum. hun havde ikke Leilighed til at modtage min Kammerjomfru, og jeg sad og grundede over, hvorledes jeg skulde kunne hjælpe mig selv, Noget, som forekom mig ligesaa komisk som vanskeligt.
Endelig holdt vi udenfor et smukt, enetages lille Huus med Roser og Viinranker op ad Muren, ja heelt op ad Taget, hvor det dannede en Krands om de to temmelig store Kvistvinduer. Haven udenfor Huset var saa net; de blanke Vinduer skinnede i Aftensolen; den lille Kanariefugl, som hang udenfor, sang lystig og nippede til det grønne Fuglegræs; Aftenklokken lød, og i den aabne Dør stod Professoren med sit opklarede Ansigt, en smuk, gammel Dame med snehvidt Haar og en smilende, brunøjet Bondepige, for at tage imod mig.”
„Det var Karen.” raabte Minna og klappede i Hænderne.
„Ja det var Karen; hun nikkede til mig; Professoren hjalp mig ned, og Bedstemoder rakte mig Haanden til Velkomst; bort rullede Vognen, og jeg traadte ind gjennem den ydmyge Dør, ind i den smukke, lille Stue, hvor Alt var saa bonet, blankt og rent, rent som Bedstemoders Hjerte. Der kom strax Fred og Rolighed i mit Sind; jeg følte mig hyggelig tilmode og forundrede mig dog over, at jeg gjorde det.
Over Sophaen hang Eders Faders Portrait. „Er det ikke deiligt,” sagde Bedstemoder, „det gav Professoren mig i Julegave, det er, som havde jeg ham selv; jeg kan ordentlig gjennem Øinene see han lige ind i hans ærlige Hjerte.”
Det var, følte jeg snart, Mennesker ganske forskjellige fra dem, jeg hidtil havde truffet. Skjøndt Bedstemoder saae daarligt, gik med Besvær og idethele var affældig, flød Talen glad og ungdommelig fra det glade og ungdommelige Hjerte. Det lange Liv med de mange Sorger havde ikke røvet, men givet hende Fred; Fremtiden laa solbeskinnet for Bedstemoder, hendes Gjerninger frygtede ikke Lyset, Tjenerinden skulde faae sin Løn. Hun talede om det andet Liv med en Vished, som om hun alt havde prøvet det; om Døden, — Døden, som man i vore Kredse saavidt muligt havde ignoreret, — med en Ro, der forbausede mig: „Frelseren vil være hos mig i min sidste Stund; jeg stoler paa hans Naade.” Skjøndt de viste mig alle mulige Hensyn, følte jeg dog godt, at deres Opførsel vilde have været den samme, om jeg havde været en ubetydelig, ubemidlet Pige, men jeg blev ikke fornærmet, tvertimod, det hævede dem i mine Øine; jeg havde seet saa megen Kryben og Smigreri, at det var blevet mig modbydeligt.
Hvor ærværdig saae Bedstemoder ikke ud i sin glatte, sorte Kjole, med den snehvide Krave og Kappe og det sølvhvide Haar; hvor godt klædte ikke der skjælmske Smiil hende, thi Bedstemoder havde et skjælmsk Smiil, og fra hendes Læber flød Spøg til sine Tider, som Alvor til sine. Skjøndt Professoren var over halvtreds, var han dog en ung Mand i hendes Tanker; hun havde jo baaret ham til den hellige Daab og havde et Slags moderlig Myndighed over ham.
Taus sad jeg og hørte paa dem; jeg var ikke vant til at tale, som de talede, men behageligt var det at lytte dertil. Det Eneste jeg ikke rigtig kunde forsone mig med var, at Karen, naar hun syslede i Stuen, blandede sig i Samtalen; hendes Venlighed mod mig, den Maade, hvorpaa hun spurgte: „har vi Hjemvee, hvad?” fornærmede mig saa meget, at jeg tydeligt gav mit Mishag tilkjende.
„De kjender ikke Karen,” sagde Professoren, „det er en sand Perle. Hun kom her i sit femtende Aar; nu er hun femogtyve; hun lever kun for sin Frue, passer hende i enhver Retning, værner om og vaager over hende. For nylig havde hun et Tilbud af en Fyr hun kunde lide, og hvad svarede hun: Jeg tager ikke fra min gamle Frue; hun skal ikke see et nyt Menneske om sig; jeg veed, hvordan hun vil have det i alle Dele og bliver til Enden. Vil Du vente, kan Du. Finder De nu ikke, at Karen har Ret til at tale med og paa en Maade regne sig til Familien.”
Løverdag Eftermiddag — jeg havde da været der fire Dage — bemærkede jeg en usædvanlig Glæde paa alle Ansigter og fik snart Grunden at vide: Husets Søn skulde komme.
Han saae saa jublende glad ud, da han kom ridende i Gallop, svang sig af Hesten og kyssede Bedstemoders Haand vist tyve Gange; jeg tænkte, om han saae saa glad ud, fordi han var saa god.
„De kjeder Dem vist her, Comtesse Ørnklo,” sagde han venligt til mig, „men jeg har sagt det iforveien til Deres Broder.”
"Paa ingen Maade, svarede jeg næsten fornærmet.
Det var en yndig Aften; vi drak The i Lindelysthuset i Haven. Maanen tittede ind til os; Talen gik let og livlig, Latteren lød. Karen snurrede Bedstemoder aldeles ind i uldne Shamler: derpaa satte hun sig ind i Lysthuset hos os Andre med sin blaa Strømpe; i det Frie, meente Karen, kunde man nok være lidt mere fri end ellers.
Sent skiltes vi ad, men Eders Fader havde udtalt Ord, som jagede Søvnen fra mit Leie. „Hvor sørgeligt,” havde han sagt, „er Livet for dem, der vandre paa maa og faa, uden noget Maal, uden Lys.”
„Hvad meente han?” spurgte jeg om Morgenen Bedstemoder; „maaskee det gjælder om Manden, skjøndt jeg kjender Mange, der slet intet Maal have, men vi Kvinder have det jo aldrig.”
„Min kjære, unge Pige, vi have Alle et Maal: Himmerige. For at naae der, maae vi gaae frem i det Gode, og i Guds Navn virke i den Kreds — den være saa lille, som den vil — der er os anviist; vore Evner bør vi udvikle, for at anvende dem tilligemed de øvrige Gaver, vi have faaet, til Næstens Gavn og Vor Herres Ære; vi have Alle et Lys; det strømmer ud fra Biblens Blade og viser os Veien.”
Det var hendes Tale, og den forberedte mig paa den vi hørte i Kirken: „Værer ydmyge og sagtmodige af Hjertet.” — Ak jeg var det ikke, men jeg ønskede at være det, og det er Begyndelsen.
Da vi kom hjem, gjorde jeg formelig Kur til Karen; jeg havde jo før i mit Hovmod krænket hende.
Kort efter fik Eders Fader Permission, og en Tid — den skjønneste i mit Liv — begyndte. Jeg følte mit Hjerte hæve og udvide sig; tusinde gamle Skranker og Former brast som Sæbebobler; vel fik jeg igjen andre Pligter, jeg ikke før havde kjendt til, men jeg fik ogsaa Rettigheder, store rettigheder, jeg blev Guds Barn.
Hvor nød jeg Synet af Naturen; det forekom mig, at det var en ny Jord, nye Mennesker og en ny Gud, ikke den fjerne Gud i Himlens Skyer, til hvem mine lunkne Bønner før havde været henvendte, men en levende, nærværende, barmhjertig Gud, der virkede kraftig med sin Aand i sine Tjeneres Bryst, saa de bleve nidkjære til al god Gjerning.
Jeg malede ikke mere; mine Anlæg vare ubetydelige, og jeg havde Andet, Bedre at tænke paa. I den tidlige Morgenstund sad jeg paa et skjønt Sted i Nærheden af det lille Huus og tænkte og tænkte, og jeg forstod Manglerne ved mit forrige Liv, og jeg hævede min Stemme til Lovsang over Guds Naade og Fred.
Hvor Karen og jeg bleve gode Venner, hvor jeg hjalp hende, hvor jeg syslede om Bedstemoder og Professoren. Der var saa nyt for mig at gjøre lidt for Andre; det forfriskede min Sjæl; undertiden kunde jeg næsten bilde mig ind, at jeg altid havde været her at jeg var Barn af Huset.
Det var især den levende Strøm af Gudsfrygt og Menneskekærlighed fra Eders Faders Læber, som fik mig forandret, men det var aldeles ikke af Kjærlighed til ham jeg brev det; den kom bagefter; den kom, som en ung Piges Kjærlighed altid maa — jeg kan ikke tænke mig andet — efter at jeg havde mærket, at han elskede mig.
Jeg kan ikke forstaae, at han kom dertil; han var jo meget bedre end jeg, Eders Fader, en ædel, høihjertet, kraftig Karakteer, et Mønster paa en Mand.
Aaben og ærlig kunde han ikke skjule sine Følelser. og længe før han udtalte sig, havde jeg læst det i hans Blikke og hørt det i hans Stemme.
En Morgen, da jeg tidligere end sædvanligt kom hjem fra en af mine Udflugter, hørte jeg Bedstemoder, Professoren og Harald tale ivrigt i Haven; jeg anede, at det var om mig; det lød, som bestred Bedstemoder de to Andre, og det var for mig, som skulde min Skjæbne afgjøres.
Da jeg kom ud i Haven, var hun alene. „Længes De ikke efter at komme tilbage til Deres Broder,” spurgte hun.
„O nej, jeg er lykkelig her.”
„Det kan jeg neppe troe, De maa længes efter Deres vante Levemaade, Deres Bekjendte; her er Alt saa jevnt og ensformigt; lige Børn lege dog bedst.”
Jeg gik hen til den gamle Kone, tog hende om Halsen og græd. „De maa være utilfreds med mig,” sagde jeg, „De holder ikke af mig mere.”
„Det er netop, fordi jeg holder af Dem, mit Barn.”
„Hvis De holdt af mig, vilde De indsee, at jeg ikke kan leve det samme Liv som før. Den Luxus, jeg drev, er nu Synd for mig, Ørkesløsheden er Synd, den Tale, der oftest bliver ført, den stolte, flygtige eller spottende Tale er Synd, jeg maa altsaa, for at bevare min Sjæl, stille mig paa et Slags Stridspunkt med Alle; det vil blive en haard Tid, og undertiden troer jeg, at jeg vil døe derved.”
Bedstemoder smilede gjennem Taarer, trykkede mig til sit Bryst og sagde: „I Guds Navn skee hvad der maa.” Hun gik bort, og næsten i samme Øieblik stod Harald for mig.
„Hvis Fornemhed og Rigdom forekom mig at være Livets Lykke,” begyndte han, og hans Stemme skjælvede af Bevægelse, „da vilde jeg, hvor høit jeg end elsker Dem,” aldrig forlange Deres Haand; men det er ikke Livets Lykke. Et Ægteskab, hvor Mand og Kvinde i Herrens Frygt, Kjærlighed og Enighed vandre deres Bane, trøstende og støttende hinanden, rige, fordi de ere nøisomme, det forekommer mig at være Livets Lykke; men De maa ikke overraskes: betænk Dem vel De maa gjøre Afkald paa Meget, som De aldrig har lært at undvære. Deres Broder maa De ogsaa tænke paa; hvad vil han sige?”
Jeg sagde ham, at jeg ingen Betænkningstid behøvede, at jeg kun ikke ret kunde fatte, hvorfor han holdt af mig. Saa tog han min Haand og førte mig til Bedstemoder. hun blev veemodig glad. Professoren, hvis letbevægelige Sind I kjende, var næsten ellevild, og Karen slog — for første Gang i sit Liv — to Tallerkener itu af Forskrækkelse og Glæde.
Jeg var lykkelig; uendelig ydmyg og taknemmelig tog jeg min store Lykke som en ufortjent Gave af Skaberens Haand. Alle Hindringer vare udjevnede for Tanken; selv saa forandret, glemte jeg hvorledes Carl var; han havde jo sagt, at Harald var for god for denne Jord, desuden havde han altid regnet, at Officierer dannede en Overgang. Fra Hjertet skrev jeg et Brev til ham, og jeg frygtede ikke for Svaret, jeg hengav mig til Lykken.
Dog, jeg er for vidtløftig; I ere maaskee ogsaa temmelig unge, mine Børn, men naar man blader i Mindets Bog, river den En med sig. See Maanen er alt fremme; den skinner klar og dejlig, som den skinnede paa Eders Fader og mig, naar vi sadde paa Præstebakken og talede sammen, som den skinnede paa Bedstemoder, naar hun, støttet paa vore Arme, trippede om i Haven.
Endelig kom Svaret fra min Broder. Da jeg havde Brevet i min Haand, da jeg saae det velbekjendte Vaaben og den velbekjendte Haandskrift, blev jeg bange; Selvskuffelsen svandt, jeg huskede min Broder, som han var; alligevel var jeg ikke forberedt paa Indholdet. Han rasede; Fornærmelser regnede ned paa Eders Fader og mig; derefter kom Bønner, de kjærligste Løfter; Alt skulde være glemt, jeg skulde vedblive at være hans Søster, hans elskede Søster, naar jeg vilde hæve Forlovelsen, men hvis ikke, hvis jeg ikke øieblikkelig forlod Harald, da var den Utaknemmelige død for Broderen, min Fod skulde aldrig betræde hans Huus, han vilde aldrig see mig for sine Øine.
Smerte, bitter Smerte følte jeg, men ikke Skygge af Tvivl eller Vaklen. Jeg viste Ingen Brevet, men sendte det til min Formynder indeni et udførligt Brev fra mig, hvori jeg takkede ham for det Gode, han havde villet bibringe mig, som jeg nu forstod at skatte, og hvori jeg udviklede hele min Sjælstilstand før og nu for ham, samt den Indflydelse, Bedstemoder, Professor Lange og Harald havde havt paa mig.
Den gode Pastor Skau skrev ikke, han kom selv.
Han tog mig i sine Arme, han lagde sin Haand paa mit Hoved: „Da De var en lille Pige og jeg havde Dem paa mit Skjød, bad jeg af hele min Sjæl Herren at bevare sit Lam, og see, han har gjort det. Fortiden maa være død for Dem nu, men i Kraft af mit Venskab med Deres Fader, meddeler jeg Dem hans Velsignelse. Vel var han en stolt Mand, men han skjønnede paa sand Fortjeneste, hvor han saae den; han vilde ikke have negtet sit Samtykke.”
Det var lægende Ord, og for første Gang tænkte jeg meget paa min Fader, og der blandede sig Anger i mine Tanker, fordi jeg ikke havde savnet ham, som en Datter altid burde savne sin Fader.
Kort efter stod vort Bryllup. Professoren havde smykket Haven med Flag og Værelserne med prægtige Guirlander af Georginer; han havde, som han saa udmærket forstaaer, kastet alle Sorger bort og stod glad som Barnet, og, besynderligt nok, jeg følte mig ogsaa rolig, tillidsfuld og glad, som Barnet. Den Byrde, der havde hvilet paa mig, siden jeg modtog Carls Brev, var løstet; mere ublandet Lykke kunde jeg neppe have baaret, men Eders Fader var alvorlig.
„Louise,” sagde han til mig, „er Du nu vis paa, at jeg kan være Dig nok, at Du aldrig” — men jeg lagde min Haand paa hans Mund og forhindrede ham fra at sige mere.
Karen, med hvem jeg havde staaet paa den bedste Fod, forbausede mig ved at holde en temmelig streng Tale: „De faaer den bedste Mand Nogen kan ønske sig; skjøn nu paa det, vær en føielig, flink, ordentlig, sparsommelig Kone, og kom bare ikke med fornemme Nykker, bliv bare ikke som De var, da De kom ind i Huset, thi da vidste De jo neppe om De vilde svare Folk, naar man talte til Dem.”
„Aldrig,” svarede jeg, og Karen, formildet ved Maaden, hvorpaa jeg optog Formaningen, trykkede mig til sit Hjerte og forsikkrede, at jeg var den sødeste Pige og den Eneste, som passede for hendes unge Herre.
Bedstemoder lagde sin Haand paa vore Hoveder: „Jeg har havt Glæde af Dig, min Alderdoms Søn, fra det Øieblik Du kom ind i mit Huus, jeg har Glæde af Dit Valg.”
Vi flyttede ind i denne Bolig her, og Fred og Lykke fulgte os. Det havde noget Nyt og Tiltrækkende for mig at regne ud, spare, selv lave Maden og styre Huset. Eders Fader paaskjønnede mig saa ømt, han var saa munter, saa underholdende; vi vare enige i alle væsentlige Ting, men forskjellige i Smaating, hvilket jeg troer er nødvendigt for et fuldkommen lykkeligt Samliv. Næste Aar i September skjænkede Gud os Dig, min Minna; uendelig Kjærlighed omgav din Vugge; Bedstemoder kom reisende for at see Dig; Din Fader sang for Dig, og Professoren vuggede Dig, Karen sørgede for Tvebaksmad og Mette strøede Blomster paa Dynen. — Det var Bedstemoders sidste Reise; blidt og stille, men dog med Bevidsthed om, at det var Døden, henslumrede hun kort efter i Frelserens Navn, ganske som hun havde troet og haabet. Det var et stort Tab for os, men der var ingen Bitterhed i Sorgen; kun Professoren var aldeles fortvivlet; Karen derimod trøstede sig med den glade Bevidsthed at have opfyldt sin Pligt. Den unge Gaardmand havde ventet efter hende; Dagen efter Bedstemoders Begravelse blev der lyst for dem. — Det lille Huus blev solgt; Karen fik Indboet med Undtagelse af Portraitet af Eders Fader, Bøgerne og den store Lænestol, I kjende fra Professorens Stue.
Moder standsede, og vi vilde staae op: „Nei, mine Børn, I skulle høre mere, Alt.”
Da vor lille Minna ikke rigtig vilde trives i den kjøbenhavnske Luft, besluttede vi at opholde os en Maaned i Farum. Vi leiede to Værelser ovenpaa i Bedstemoders Huus; det var saa rigt paa Minder om hendes Kjærlighed, dette Huus; Harald havde været her fra sit andet Aar; da han var Cadet, havde han tilbragt Ferien i det samme Værelse, hvor Minnas Vugge gik, men istedetfor Bedstemoders blide, milde Tale og Karens lydelige, om just ikke velklingende Sang, lød nu Larm og Kiv op til os fra den urimelige Madamme og hendes forsømmelige Pige. Alligevel var det en skjøn Tid; vi trak Dig i en lille Vogn med paa vore Toure, Minna, og saae snart Roserne blomstre paa Dine Kinder. En Nat midt i Juli vækkedes vi af Klokkeringning og Larm; Himlen var ildrød, Gaarden tæt ved stod i lys Lue.
I en Fart vare vi oppe og paaklædte; Eders Fader stillede sig i Spidsen for de forskrækkede Folk, som strømmede til fra alle Kanter. Han saae nøie efter at Menneskene kom ud, at Kreaturerne kom ud og at Sprøiterne reddede Sidehusene, thi Gaarden selv kunde ikke reddes. Pludselig lød et Skrig: „Tosse Ane!” hun var bleven glemt oppe paa Loftet i et Udhuus, der var aldeles omspændt af Flammerne. Ingen kunde yde hende Hjælp; da gik Eders Fader hen til mig, og, idet han bønligt saae mig ind i Øinene, sagde han: „Louise, tør jeg gjøre det?” Jeg hørte den Afsindiges Skrig og kunde ikke sige nei; han gik derop ad den rygende Stige. Et Øieblik efter kom Harald ned med hende; han kastede hende i Armene paa de Omkringstaaende, men just som jeg troede ham frelst, faldt en Bjælke ned paa hans Bryst, og han styrtede om. —
Da han aabnede Øiet, forlangte han at see Minna; han smilede til Dig og til mig: „da Du tog en Soldat, Louise, maatte Du være forberedt paa at miste ham i Kamp; dette var jo en Kamp mod Elementerne. — Jeg er forunderlig rolig, min elskede Kone, jeg veed at Vor Herre vil sørge for Eder, i hans Hænder befaler jeg min Aand.” Han reiste sit Hoved, sank derpaa tilbage, og paa Knæ ved hans Side laae jeg med mit Barn paa Armen, en Enke, men ingen forladt Enke. Det var, som fik jeg, gjennem Smilet paa min Ægtefælles Læber, en Anelse om Himlen; Gud havde givet mig saa Meget, at jeg havde lært at elske ham, at have fuld Tillid til ham, at holde mig til den Usynlige, som om jeg saae ham, ligesom min Harald havde gjort.
Da Carl hørte den frygtelige Sorg, der havde rammet mig, skrev han, at hvis jeg vilde erkjende, at jeg havde havt Uret og at jeg fortrød min Synd, vilde han, da Vor Herre havde straffet mig saa haardt, tilgive mig. Mit Svar var kort, og siden har al Forbindelse mellem os været afbrudt.
Gjennem vor tro Ven Pastor Skau har jeg stadig modtaget de 400 Rd., der aarlig tilkomme mig. Aldrig før har jeg mødt min Broder, men jeg har mødt Hr. Høppe; han saae mig lige ind i Øinene med en spodsk, ondskabsfuld Mine og tog ikke Hatten af, dog jeg var ikke vred paa ham, jeg kunde have grædt af Medlidenhed med ham; bedre, o tusind Gange bedre er det at lide ondt, end at gjøre ondt.
Og nu, mine elskede Børn, maae I ikke fordømme min Broder; med hans Tankegang kunde han næsten ikke handle anderledes. Han havde spurgt mig, om jeg bifaldt hans Valg, skjøndt det i enhver Henseende var passende; jeg var hans Stolthed, og han havde knyttet store Forhaabninger til mig. — Maaskee han tilsidst vil komme til en bedre Erkjendelse, saa at vi endnu engang kunne mødes i Kjærlighed; hvad mig angaaer, da kan jeg Intet angre.”
„O nei. Du har Intet at angre,” raabte Minna og jeg paa eengang, idet vi grædende omfavnede Moder.
„I maae ikke græde, Gud har været god imod mig; har han ikke skjænket mig en stor Velsignelse i Dig, Marie, lige saa kjær for mit Hjerte som Minna; har han ikke altid givet os det daglige Brød og sin Fred, der er over al Forstand.”
Moder reiste sig, og endnu halv hensunken i Erindringerne gik hun hen til Vinduet og stirrede op paa den klare Himmel. Jeg sneg mig sagte ud af Stuen og bankede paa Professor Langes Dør. Han stod i Kjole og hvidt Halstørklæde og skulde ud.
„Men hvad seer, jeg,” udbrød han, „det er jo lille Mie, der beærer mig med et Besøg.”
„Ak, jeg seer De skal bort, jeg vilde have bedet Dem komme ind til os iaften; Moder har talt om Fortiden, og Deres Selskab vilde have opmuntret hende.”
Med den utilgivelige Letsindighed, hvormed Professoren behandler sine Invitationer og sit Tøi, trak han de hvide Handsker saa hurtigt af, at de revnede, og udraabte:
„Selskab kan være Selskab uden mig; det er første Gang Du beder mig om noget, lille Mie, og jeg vil ikke sige nei. Gaa Du nu ind, naar jeg har faaet alt det Kram af, kommer jeg, som var det af mig selv.
Han var meget velkommen; to Voxlys bleve tændte foruden den sædvanlige Lampe; et efter vore Sædvaner luxuriøst Aftensbord blev dækket, og derefter spillede vi Hanrei om Nødder fra de to Træer i Haven. Den gode Professor lod ret sit Lune spille; Minnas Latter lød, og der var noget Smittende ved Minnas Latter; Moder loe ret fra Hjertet og jeg loe ogsaa med, men da vi vare komne iseng, da jeg hørte paa deres regelmæssige Aandedræt at de sov, løftede jeg Rullegardinet, saae ind i den klare, stjernebesaaede Himmel og tænkte paa Broderen, der kjørte i en prægtig Kane, indsvøbt i Pelsværk, og paa Søsteren, der i sin beskedne Kaabe vandrede tilfods, og jeg undrede mig, at at han forskjød hende, fordi hun ægtede den bedste Mand paa Jorden, og jeg grublede over, hvad det høieste Væsen, Jordens og denne skjønne Himmels Herre, maatte dømme om hans Opførsel, og jeg foldede mine Hænder og bad Gud velsigne min Velgjørerinde og hendes Barn.
Sjette Kapitel
Hvis det var tænkeligt at elske Moder høiere end før, gjorde vi det efter at have hørt hendes Historie. Minna byggede Luftkasteller, hvori en Forsoningsscene fandt Sted mellem Broder og Søster, men Moder hørte ikke Noget derom.
„Det er ikke muligt Andet, Marie, han vil komme engang, banke paa vor Dør, tilstaae, at han har Uret og bede Moder om Forladelse. Da ville vi holde rigtig af den gode Onkel Carl, der er gaaet i sig selv, og hans Børn ville besøge os, smaa søde Cousiner og Fættere; hans Kone, Tante, det er saa morsomt at have en Tante, vil jeg holde uendelig meget af, men Herr Høppe kan jeg ikke lide; dog maaskee han ogsaa er bleven et nyt og bedre Menneske.” —
Da Minna og jeg vare sexten Aar gamle, gik vi til Confirmation hos vor kjære Pastor Skau tilligemed hans egen Datter.
Hvor græd hun ikke, den stakkels lille Nicoline, naar Underviisningstiden var tilende og Faderens Forklaring af Christendommen havde faaet alle de gode Strenge i hendes Hjerte til at dirre.
„O jeg er saa slet, saa slet! det er virkelig sandt; burde jeg ikke altid være som jeg skulde, selv om det blot var for at glæde min Fader, min eiegode Fader. I troe ikke hvor gruelig slem jeg er til at gjøre Nar af Folk og til at lyve, ja jeg er ogsaa ulydig; igaar læste jeg i en Bog, Fader havde forbudt mig at læse; men for Fremtiden vil jeg see at blive bedre. Fader har Sorger nok, jeg vil ikke bringe flere Rynker paa hans Pande, men glatte dem, der allerede ere der.”
Trøstet ved denne gode Beslutning tørrede hun Taarerne af Kinden, aandede paa sit Lommetørklæde, holdt det for de smukke brune Øine og hoppede saa hen foran Speilet, bandt sine Hattebaand i en prægtig Sløife, glattede Haaret med Haanden, viste sine hvide Tænder en lille Smule, pyntede paa sin Mantille, rettede sig og hviskede, idet hun gik forbi os: „Moder og jeg kjøbte igaar Silketøi til min Kjole, det er saa tykt, at det næsten kan staae; jeg faaer en Kjede og et Uhr af Bedstemoder, og en Broche med Diamanter af Tante Jane.”
Medens Confirmationens Vigtighed: Bekræftelsen af vor Daabspagt, stod klar og tydelig for os, var det som de andre Børn — ikke Alle, men de Fleste — kun saae en Leilighed deri til at faae Pynt og Stads, til at blive voxne og komme med.
De vilde have det Bedste af Alt, hvorimod vi blot ønskede at gjøre Moder saa lidt Udgift og Uleilighed som muligt. Sparebøssen, i hvilken Moder i mange Aar havde puttet til denne Leilighed, blev slaaet itu, og dens Indhold var tilstrækkeligt til at skaffe os det Fornødne godt og smukt.
Da jeg vaagnede Confirmationsdagen, var Minna allerede oppe; jeg skyndte mig ind i Dagligstuen og fandt hende staaende foran Faders Portrait. „Marie, jeg har bedet ret inderlig til den gode Gud, at han vil hjælpe mig med at holde det Løfte, jeg idag skal aflægge, thi af min egen Kraft kan jeg ikke, det føler jeg saa godt, og hvis jeg ikke holdt det, kunde jeg aldrig være glad mere. Om Forladelse, Mie, for hver Gang jeg ikke har været mod Dig som jeg burde.”
„O Minna, Du faaer mig til at rødme; hvad skal jeg svare Dig, Dig, der aldrig har bevist mig andet end Godt. Mit Hjerte er saa fuldt af Taknemmelighed mod Vor Herre, mod Moder, mod Dig, mod Professoren; jeg er saa glad, og dog frygter ogsaa jeg for ikke altid at være som jeg bør i Smaat som i Stort.”
„Godmorgen, mine Børn! den, der staaer, see til at han ikke falder; det glæder mig at I ikke stole paa Eder selv, men paa Gud; han vil ikke slippe Eder; ere Eders Hjerter hans, ville Eders Handlinger blive til hans Ære.”
Mette kom med den yndigste Bouquet til Minna: Rosenknopper, Lilieconvaller og Myrthegrene. I Hemmelighed havde hun opelsket dem i sin lille Stue til sin yndling; mig overrakte hun en broget Samling af gule, lilla og hvide Crocusser fra Haven.
Moder og Minna bleve næsten vrede paa Mette, men jeg takkede hende hjerteligt, og roste hende, fordi hun gav Søsteren de Blomster, der passede bedst for hende.
„Men Crocusser passe ikke for Dig, Marie,” indvendte Professoren, „ligner Minna, og det gjør hun virkelig, Roser, Lilier og Myrthegrene, saa ligner Du en beskeden Violbouquet og den vil jeg give Dig.”
„Nu maa jeg afsted,” sagde vor Ven, da vi kom hjem, efter i Forening at have gaaet til Alters, „Saalerne have længe brændt under mig; jeg er kun bleven her saalænge for Eders Skyld, Børn. — Her er Penge til mine Fugle, Fru Staal. Farvel, og Levvel, gid jeg kunde tage Dem med mig til la bella Italia.”
Han tog os alle Tre i sin Favn, kyssede hver især paa Panden og saae uendelig kjærligt paa os. Ikke tænkte jeg dengang paa, i hvor forandrede Omgivelser jeg skulde see ham næste Gang.
Alle vore Venner toge bort; Pastor Skau fik et Præstekald paa Landet.
„Det er,” sagde han reent ud, „meest for Nicolines Skyld, at jeg har søgt det; hendes Moders rige, udstrakte Familie forkjæler og fordærver hende; vilde jeg redde Huusfreden og Familielykken, maatte jeg tage paa Landet; vilde jeg bevare mit Barn fra at blive flygtig, letsindig og forfængelig, maatte jeg tage paa Landet, og vilde jeg udrette noget Egentligt i min Herres Tjeneste, maatte jeg ogsaa tage paa Landet; herinde duer jeg ikke mere; jeg er for gammeldags, kan ikke rette mig efter den selvkloge Ungdom, og har derfor ingen Indflydelse paa den.”
Fru Skau var nærved at fortvivle, men trøstede sig omsider med de forøgede Indtægter og Tanken om et Vinterbesøg i Hovedstaden. Nicoline vidste ikke rigtig om hun skulde være glad eller bedrøvet.
„Tænk, hvad jeg gaaer glip af,” sagde hun ved Afskeden, „Baller, Theatret, vore smaa Søndagsfêter, Tante Janes Assemblér! blot jeg nu maa blive et bedre Menneske, som Fader troer. Jeg skal rigtig lægge mig efter at ælte Smør og lave Ost og Pølse; I skulle bestemt faae nogle sendende, og saa skal jeg gaae alene omkring i den store Have, jo det vil blive romantisk. I maa endelig snart besøge os og skrive mig til, I kjære, kjære Piger. Veed I forresten hvad Fætter Ludvig sagde til mig igaar, tør jeg sige det? I maae ikke fordømme mig, Du maa ikke sætte Ansigt op, Marie, jeg kan jo ikke gjøre ved hvad dumt Tøi Fætter Ludvig siger: naar saadan en fix, nydelig, lille Kjøbenhavnerinde kommer paa Landet, vil hun fordreie Hovederne paa alle unge Herrer i ti Miles Omkreds.”
„Jeg troer virkelig,” sagde Moder, der havde hørt hendes Snak, „at lille Nicoline trænger høilig til at komme ind i andre Omgivelser og faae andre Tanker i sit Hoved.”
Det var en yndig Sommer Moder og vi vare som Veninder, og dog var hun os saa overlegen; dog vare hendes Samtaler saa belærende for os. — Hvor godt husker jeg det store Træ med Bænken under, heelt nede i Søndermarken, hvor vi sadde og vexelviis læste David Copperfield høit for hverandre. Undertiden havde vi Frokost med, og Minna deelte sin Part med Fuglene, Professorens Børn, som hun kaldte dem.
Vi havde hver sin Uge til at gaae i Huset, og gjorde os den større Flid for at lave Maden saa velsmagende som muligt, og alligevel bruge saa lidt som muligt.
Minna var skudt i Veiret og bleven høi og slank; hun havde ikke Moders fuldendt skjønne Profil, hendes Træk vare ikke ganske regelmæssige, og dog var hun meget smuk. Den rosenrøde Kind, det klare, dybe blaae Øie, det glindsende Haar, og fremfor Alt det næsten blændende Udtryk af Godhed, der var udbredt over hende, gjorde hende henrivende. Ak, hvor havde hun et kjærligt, aabent Hjerte og en ubegribelig god Tro til alle Mennesker; havde hun ikke i andre Retninger været særdeles begavet, maatte man have troet, at det var en Mangel ved hendes Forstand, men det var det ikke; det laae i at hendes ædle, uskyldige Sjæl absolut tiltroede alle Andre ogsaa at være ædle og uskyldige. Naar hun hørte noget Ondt, bedrøvede det hende, men det berigede ikke hendes Menneskekundskab, ethvert enkelt Individ, hun traf paa, var godt og fortræffeligt. — Salige ere de Rene af Hjertet.
Naar jeg hørte Minnas melodiske Sang eller hendes friske, ungdommelige Latter, kunde jeg blive ganske veemodig og ret inderlig bede til Gud, at naar Sorgen kom, — den maatte engang komme, dette kunde ikke altid vare ved, — den da ikke maatte berøre hende, ikke berøre Moder, men holde sig til mig alene. Dog Herren vilde det ikke saaledes; den kom over os Alle: i April, Aaret efter vor Confirmation, blev Moder syg.
Først troede hun og vi, at det var en lille Forkjølelse, og vi lavede Hyldethee og kogte Sirup, i en Skee over Lyset, til hende, men det hjalp ikke; det blev værre og værre, Feberen tiltog, Moder sov ikke mere om Nætterne, og vi besluttede endelig, skjøndt hun nødig vilde have det, at hente en Læge. Vi valgte Professor Langes mangeaarige Ven, Doctor Stub. Han kom strax; det var en underlig, tør gammel Herre med Frakken knappet heelt op til Halsen. At han var erfaren, duelig og samvittighedsfuld kunde man læse i hans Ansigt, men man kunde ogsaa læse, idetmindste forekom det os saaledes, at der ingen Følelse var i hans Hjerte, at han strengt gjorde sin Pligt, men at Udfaldet var ham ligegyldigt.
„Det er Brystinflammation,” svarede han roligt paa mit skjælvende Spørgsmaal; derpaa skrev han en Recept og gav os nøiagtige Ordres med Hensyn til Pleien.
Det var en lang, tung Tid, som fulgte; vi skiftedes til at vaage, og naar vi da lagde os et Par Timer, hvor bekymrede faldt vi ikke isøvn, med hvilken Ængstelse vaagnede vi ikke op. Moder var sig ofte ikke bevidst, og dog, selv i sin Vildelse, var hun blid og elskelig; hun gjorde næsten Undskyldninger for sin Sygdom og klagede meget sjeldent.
„Marie,” sagde Minna en Dag til mig, og Taarerne trillede ned ad hendes blege Kind, „lad os bede af hele vor Sjæl til Gud, at han vil være hos os i denne Tid, at vi fromt maae gjøre vor Pligt til det Sidste, at han vil give os Kraft til at bære Alt, thi hvis han vil, maae vi, ikke sandt Søster? ydmygt bære Alt.”
Hun tog mig i sine Arme, og jeg gjentog: „Alt,” men jeg følte, at Eet knude jeg ikke bære, jeg følte, at det endogsaa var mig umuligt, at bede om Kraft til at bære det.
„Skaan hende, Herre! Bevar hende, Herre! læg din Haand paa hende, min Frelser, og gjør hende sund, alt Andet vil jeg bære, kun ikke Dette.” Det var de eneste Bønner, der uafbrudt stege op fra mit Hjerte. — Minna var tusind Gange bedre end jeg.
Mette gik og græd i Kjøkkenet; vi turde slet ikke lade hende komme ind til Moder, da hun var saa støiende i sin Sorg.
„Er det farligt?” spurgte Minna Lægen, og hun gittrede af Frygt for Svaret.
„Ja det er en farlig Betændelse,” lød hans iiskolde Svar.
„Hvis det bliver meget slemt, Marie, vil jeg skrive efter Onkel Carl, jeg synes det var Synd ikke at gjøre det. O Marie, vær fornuftig, Gud kan hjælpe os endnu.” —
Den lille Lampe brændte mat, Uhret dikkede piinlig lydeligt, Minna laae i en let Slummer paa Sophaen; af og til reiste hun sig op og spurgte hvorledes det gik. Jeg havde et Arbeide i Haanden, men jeg rørte det ikke, en Bog laae opslaaet foran mig, jeg saae i den, men Linierne løb i Eet for mine Øine; min Tanke var ikke der, den var udelukkende hos Moder, som bleg og rolig, i en besynderlig stille Søvn, hun aldrig før havde havt, laae paa Sengen; jeg blev saa angst, bøiede mig over hende, lagde min Haand paa hendes Hjerte og lyttede; det slog svagt, men dog temmelig roligt. — O, det var en lang, lang Nat; da Minna stod op om Morgenen, var Moders Stilling uforandret; hun ønskede at jeg skulde sove, men det havde været mig umuligt. Time gik efter Time: vi vare saa bange som aldrig før; Haand i Haand sadde vi og saae paa Moder. Endelig kom Doctoren; rolig og afmaalt gik han hen til Sengen, tog den lille, magre Haand mellem sine Fingre og følte Pulsen; forgjæves forsøgte vi af hans ubevægelige Ansigt at slutte os til Noget.
„Hvor længe har den Søvn varet?”
„Fra inat Klokken tolv.”
Atter følte han Pulsen, vendte sig derpaa om imod os, og, idet han trak sin Handske paa og knappede dem sagde han: „nu kan jeg erklære hende uden Fare.”
„Siig det endnu engang.”
Som om han troede vor Hørelse havde en Feil, gjentog han med hævet, men ligesaa rolig Stemme: „Deres Fru Moders Liv er ikke mere i Fare.”
Jeg kastede mig i Minnas Arme; vi græd begge, som skulde vore Hjerter briste.
Det var vist hensigtsmæssigt, om de gik ind i det andet Værelse; hvis Patienten vaagnede, vilde Sindsbevægelse neppe være hende gavnlig.”
„Hvorledes kunne vi takke Dem, Herr Doctor?”
„Jeg har kun gjort min Pligt, unge Damer; iøvrigt har jeg endeel Forskrifter at give, men vil hellere blive til imorgen, da De idag ikke lade til at kunne forstaae mig.”
Med gravitetiske Skridt gik han ud af Døren; hans Ansigt udtrykte en levende Fordømmelse af vor Sindsbevægelse og Glæde. —
Luften var mig for trang i Stuerne; jeg løb ud i den lille Have, hvor jeg ikke havde været over en Maaned; dengang var den øde og vinterlig; nu stod den, det forekom mig næsten som et Mirakel, i Foraarets fulde Pragt. Nøddetræerne vare saa grønne, Sirentræerne blomstrede, Tulipanerne stode i deres brogede Dragt, Fuglene sang, Kirsebærtræets Grene med de hvide Blomster svaiede for den blide Luftning.
O, det var næsten for megen Lykke; jeg faldt ned paa mine Knæe: „Tilgiv mig, Gud, at jeg i Sorgens Stund ikke med fuld Tillid sagde: Din Villie skee.”
Da jeg kom ind, sad Minna og skrev.
„Min Lykke var for stor, Marie, jeg kunde ikke bære den alene, men maatte dele den med Professoren og Pastor Skau.”
Hun saae saa yndig ud; hendes Kind var bleven rosenrød igjen; det var som om Nattevaagen og Anstrengelse, nu da Sorgen var hævet, slet intet Spor havde efterladt.
Da Moder endelig vaagnede, saae hun meget mat ud, mattere end før, men hun var fuldkommen rolig, og Tanken var aldeles klar. Hun nikkede til mig, trak mit Hoved ned paa sin Pude og kyssede mig paa Panden.
„Nu kommer Du Dig snart, lille Moder.”
„Ja, det kan jeg læse her og der,” hviskede hun, idet hun smilende pegede først paa mit og saa paa Minnas Ansigt.
Næste Dag tog Doctor Stub Plads paa Sophaen, som havde han mere end sædvanligt at sige til os.
„Sygdommen, Betændelsen, vil snart være aldeles hævet, men den vil efterfølges af en temmelig langvarig, skjøndt ikke piinlig, ja for Patienten neppe ubehagelig, Svækkelse. Denne maa behandles med stor Opmærksomhed; et varmere Clima vilde være det Allerbedste; i ethvert Tilfælde maae De flytte, da sund Landluft er fuldkommen nødvendig. Hver Eftermiddag maa Deres Fru Moder have sin regelmæssige Kjøretour; hendes Næring maa for Størstedelen bestaae af Vildt, Østers, Kraftsuppe, et godt Glas Viin For- og Eftermiddag. — Efter saa paafaldende en Bedring, der er indtruffet, antager jeg at De snart kunne reise.”
Da Doctoren var gaaet, saae Minna og jeg paa hinanden, og saa lette og glade vare vore Hjerter, at vi i første Øieblik brast i Latter.
„Hvor skal det komme fra, Mie?”
Nødpungen, som Moder altid havde liggende til uforudsete Udgifter, var snart udtømt; hvor skulde det komme fra?
„Det maa frem, Minna.”
Vi saae bekymrede paa hinanden; vi tænkte paa det Samme, men Ingen af os vilde sige det først.
„Hvad tænker Du, Marie?”
„Det Samme, Du tænker.”
„Bør vi gjøre det? vi staae ogsaa saa ene! havde vi blot havt vor kjære Pastor Skau til at raade os, vi ere meget unge til at handle paa egen Haand. — Vilde Fader have bifaldet, at vi henvendte os til Onkel Carl?”
„Jeg troer han vilde, han elskede jo Moder over Alt; desuden kan den Forsoning, Du saa ofte har ønsket, maaskee derved komme istand.”
Minna tog strax Pen og Papir: „Naar vi handle efter vort bedste Skjøn, vil Vor Herre nok føre det til det Gode.”
Det var et kjærligt Brev, men tillige et stolt Brev; Minna skjulte ikke sin Opfattelse af hans Opførsel; hun skjulte ikke, at Moder aldrig vilde eller kunde angre sit Ægteskab.
„Endnu kunne vi holde det tilbage,” sagde hun, da hun havde forseglet det og skrevet udenpaa.
„Men det ville vi ikke,” svarede jeg, idet jeg tog det fra hende og løb ud med det til Mette, der nysgjerrig bekigede den lange Udskrift.
Syvende Kapitel
Tre Dage vare gaaede; Moder følte sig langt bedre, og det var en saadan Fryd for os at see hende vinde Kræfter, at det næsten lod os overvinde den Ængstelse, hvormed vi ellers vilde have ventet Svar.
Minna var gaaet ud for at trække frisk Luft, da Postbudet kom med Brevet. Jeg tænkte paa det sidste, Moder havde faaet fra den Kant; hvad indeholdt dette, Sorg eller Glæde? jeg saae paa den elegante Convolut, den faste Udskrift, Vaabnet, Kronen med de ni Kugler. Med skjælvende Haand aabnede jeg det og læste:
„Min kjære Niece!
„Dit Brev overraskede mig baade smerteligt og glædeligt, smerteligt, fordi jeg deraf saae, at Din Moder var syg, og glædeligt, fordi jeg saae, at hun dog havde talt til sin Datter om mig og talt saaledes, at Du kjendte mig nok til trygt at henvende Dig til mig, og Du skal ikke have gjort det forgjæves.
„Aldrig er et Væsen blevet høiere elsket end min Søster blev det af mig; aldrig har jeg været fuldkommen lykkelig fra det Øieblik hun forlod mig.
Aarene have kjølnet min Vrede, min retfærdige Vrede; jeg har savnet hende saameget, at jeg vil tilgive hende, selv om hun ikke erkjender sin Brøde, som jeg længe vilde have tilgivet den Angerfulde. Du seer, som din Faders Datter, Sagen fra en anden Side, og jeg skal vistnok altid respectere dine Følelser. Han havde ædle og store Egenskaber, han var min Ven; dobbelt smerteligt er det at forraades, hvor man nærer uindskrænket Tillid.
„Faa Dage efter at Du har modtaget dette Brev, vil jeg være hos Eder, og det vil være mig en stor, skjøndt sorgblandet Glæde at føre min syge Søster og hendes Datter ind i mit Hjem, hvor Alt skal gjøres for at skaffe hende Sundheden tilbage.
„Man har sagt mig, at din Moder har opdraget et Barn, formodentlig en af din Faders Slægtninge; hvis hun endnu er i Eders Huus, hvilket jeg dog neppe kan troe, maa hun være i en Alder, hvori hun kan forsørge sig selv; jeg kan naturligviis ikke tage mig af hende.
„I det Haab at jeg vil træffe min Søster bedre, slutter jeg, takkende Dig for dit aabne, tillidsfulde Brev. Din hengivne Onkel
Carl, Greve af Ørnklo.”
Jeg læste hvert Ord, mit Hjertes Slag standsede; store Gud, hvor skulde jeg hen. Som da jeg var et lille Barn ønskede jeg at komme bort, reent bort, blot jeg ikke skulde være en Hindring for mine Elskede.
I den Alder at hun kan sørge for sig selv; ja, han havde Ret, men hvorledes? jeg forsøgte forgjæves at samle mine Tanker. —
Doctor Stub kom og begav sig med sit uigjennemtrængelige Ansigt ind til Moder. Ved at see ham fik jeg en Tanke. Han havde engang spurgt, om vi kjendte en ung Pige, der vilde paatage sig en Plads i en Familie, jeg huskede ikke rigtig som hvad. — Maaskee det var hvad jeg behøvede.
Jeg samlede al min Kraft, tog det roligste Væsen paa jeg formaaede — ak hvor urolig var jeg ikke indvendig — og bad ham om en Samtale.
Det var næsten som talede jeg til en Sneemand, saa rolig sad han, medens jeg udviklede vore Forhold og Nødvendigheden af, at jeg maatte sørge for mig selv.
„Naa saaledes, jeg har aldrig anet, at De var et Pleiebarn. — De ønsker den Plads, jeg har omtalt, den er endnu ikke besat, men jeg troer neppe den vil convenere Dem.”
„Skal jeg lære Børn?”
„Nei, Børnene gaae i Skole. De skal læse høit, spille paa Claveer, hjælpe med hvad der falder for, jeg troer ogsaa med den ældste Datters Toilette; dertil skal De holde Fruen, — der er Stedmoder, — Børnene fra Halsen i deres Fritid. Det er to Tvillinger paa tolv Aar. Lønnen er fem Daler om Maaneden.”
„Skal jeg være der maanedsviis?”
„Ja, jeg tilstaaer det er intet godt Tegn. Imidlertid maa De bestemme Dem, da jeg troer at kjende en Anden, som nok vil overtage Pladsen.”
Jeg vovede ikke at betænke mig, jeg frygtede at min Kraft ikke skulde vare ved, jeg frygtede at Minna skulde bestride min Beslutning, jeg følte at det var det Rigtigste at tage derimod, og jeg vilde blive roligere, naar det var uigjenkaldelig bestemt; svag, som jeg var, maatte jeg binde mig strax.
„Vil De anbefale mig?”
„Ja, men kan De tiltræde Pladsen i disse Dage?”
„Endnu idag.”
„Godt, altsaa iaften, Deres Frøken Søster kan meget godt besørge Pleien alene. Familien er Oberst Bärenschilds, Bredgade Nr. — første Sal.”
Døren lukkede sig efter ham; jeg ønskede saa inderligt, at Minna ikke vilde komme endnu, at jeg først maatte have tænkt mig ind i den nye Fremtid.
„Lille Marie! kom ind til mig, rul Gardinet op, lad mig igjen see Guds klare Himmel, lad mig igjen føle Varmen af hans velsignede Sol. O, jeg er saa glad idag, jeg trækker mit Veir saa let. Kom hen til mig, min Mie, lad mig see paa Dig. Denne Kind er saa bleg, og det for min Skyld; fortjener jeg saamegen Kjærlighed. — Du troede ikke Du skulde beholde mig, min stakkels Glut, jeg mærkede det nok; selv troede jeg ikke, at jeg skulde døe; jeg havde en Følelse, som vilde Vor Herre høre Eders Bønner, som vilde han give saamegen Opoffrelse og Ømhed Løn; desuden syntes jeg, at mine smaa Piger ikke ret kunde undvære mig endnu.”
Jeg trykkede mit Hoved ned i Puderne, jeg græd, jeg følte mig som en Forbryder. For første Gang skjulte jeg Noget for Moder, for første Gang havde jeg med Villie gjort Noget, der maatte berede hende Smerte; og dog, burde jeg have handlet anderledes?
„Kald paa Mette, jeg har ikke seet hende saa længe. Lad hende bringe mig nogle Blomster.”
Mette lod sig det ikke sige to Gange; hun plyndrede uden Medlidenhed sine kjære Træer og Buske, til Forklædet var fuldt, derpaa løb hun ind til Moder, kastede den brogede Samling paa Dynen, klappede i Hænderne og sprang omkring i Stuen.
Moder loe saa velsignet, at jeg næsten glemte Brevet og Adskillelsen.
Lidt efter kom Minna: „Goddag, Marie, Du troer ikke hvor Veiret er forfriskende og yndigt, tag smukt Tøi paa og gaa lidt ud.”
Jeg vovede ikke at see paa hende: „Minna, jeg har en stor Bøn til Dig, gjør mig ikke noget Smerteligt, der maa skee, smerteligere ved Klager og Bebreidelser: i den Kjærligheds Navn, Du nærer for mig, gjør mig ikke svag, men styrk mig.”
„O Gud, hvad er der skeet?”
Jeg fortalte hende om den Plads jeg havde faaet; jeg skildrede det med de lyseste Farver; derefter læste jeg Brevet, som med Undtagelse af det Sted, hvor jeg var nævnet, var kjærligere, end vi havde haabet, høit for hende.
„Hvor fortryder jeg før at have ønsket en bedre Skjæbne; o Marie jeg skulde blot have bedet, at vi ikke maatte adskilles. — Jeg kan endnu ikke rigtig troe det, det klinger for mit Øre, men vil ikke trænge ind i mit Hjerte. Det var en Mulighed, jeg aldrig har tænkt mig, at Du skulde ud mellem Fremmede. Jeg kan ikke være stærk, Marie, jeg maa græde; hvor langt hellere vilde jeg ikke tage ud; jeg synes at jeg næsten kunde være lykkelig hvor det skulde være, naar jeg vidste, at Du var hos Moder og havde det godt.”
Mennesket er egoistisk, Minnas inderlige Kjærlighed, hendes Taarer trøstede mig og lindrede min Sorg.
„Gud har lagt et tungt Kors paa os, Marie.”
„Vi maae ikke være utaknemmelige; Gud skaanede Moder; havde vi mistet hende, da havde det været et saa tungt Kors, at dette, sammenlignelsesviis, forekommer mig fjederlet. Desuden have vi godt af at see os lidt omkring, af at blive lidt selvstændige; vi ville skrive til hinanden hver Uge, og naar Moder er bleven fuldkommen rask og fuldkommen forsonet med sin Broder, da ville vi igjen flytte sammen og skjønne endnu mere paa vor Lykke end før.”
„Slaget kom for pludseligt, Søster; jeg kan ikke lægge Planer, jeg kan ikke haabe. Sæt Dig ind til Moder, vær hos hende saalænge Du kan; o Mie, hvorledes skal jeg kunne sige hende det, hvorledes trøste hende, dog det er Synd af mig at bedrøve Dig, gaa Du kun rolig ind til Moder; jeg skal imidlertid pakke Dit Tøi ind.”
Det lille Middagsbord var prydet med Blomster, som til en Fest, mine Livretter bleve serverede, men vi rørte dem ikke. Minna skjulte sine Taarer for mig, som jeg mine for hende.
Om Eftermiddagen gik jeg ud til Mette for at tage Afsked. Hun kom aldeles ud af sig selv. Moder og Minna vilde reise snart, jeg strax; hun kunde ikke blive klog derpaa; det var uhørt; det løb rundt for Mette. Atter og atter maatte jeg forklare det, tilsidst forstod hun det ogsaa, løb saa op i sit Kammer og kom tilbage med en Species. Den skulde jeg have, hun tog ikke mod et Afslag; den vilde bringe Lykke, en rigtig Lykkeskilling var det, som nok vilde vise sig.
Det var saa smukt af Mette at give mig en Deel af de gode Dage til Alderdommen: jeg listede mig ind og lagde den i Husholdningskassen, hvor der næsten var Ebbe; bring den Lykke, tænkte jeg. Moder slumrede, jeg kyssede hendes Pande, hendes lukkede Øine, hendes Haand.
„Farvel, Minna.”
„Farvel, Søster, mit Hjerte er for fuldt, jeg kan Intet sige Dig.”
Mit Hjerte var ogsaa fuldt, saa fuldt, som skulde det briste; hele min Tanke var en Velsignelse over det Hjem, hvori jeg saa kjærligt var optaget, og som jeg nu skulde forlade.
„Kom her hen en af Dagene, Marie.”
"O ja, det skal jeg.”
Slagterens Dreng, som undertiden gik os tilhaande, bar min Koffert. Jeg skyndte mig bort og vovede ikke at see mig tilbage.
„Det gjør mig hjertensondt, lille Frøken, at De skal ud og stride for Brødet; det er ikke Sjou at komme hjemmefra; jeg husker nok hvad jeg døiede, men naar man barestens kan holde Modet oppe den første Tid, gaaer det siden af sig selv. — Naa her er det nok.”
Mit Hjerte hamrede af Ængstelse, medens vi stege op ad den brede, herskabelige Trappe. Ole satte min Kuffert udenfor Døren, lovede at hilse hjemme og gik sin Vei. — O jeg var saa ene, saa forladt, dog nej, Gud var hos mig, den bedste Fader vaagede over mig, jeg følte det tydeligt, aldrig havde min Tro været stærkere end i dette Øieblik. Han, uden hvis Villie ingen Spurv falder til Jorden, vilde ogsaa nok sørge for mig.
Ottende Kapitel
Døren stod paaklem; jeg skjød den sagte op og befandt mig i en smuk, rummelig Entree, hvor der hang og laae en heel Deel Tøi; altsaa var her Fremmede. Frygtsom aabnede jeg en Dør og gik ind i en stor Spisestue, hvor et af Sølv funklende Aftensbord var dækket. Der var Ingen inde, men fra et tilstødende Værelse hørte jeg Silkekjoler rasle, livlig, men paa ingen Maade hørrøstet Samtale og velklingende, skjøndt maaskee ikke ganske hjertelig Latter. Jeg havde ikke Mod til at gaae derind og følte mig dog slet ikke tilpas hvor jeg var, jeg haabede at en af Tjenerskabet skulde komme og føre mig til mit Værelse.
Da jeg havde staaet en rum Tid og ventet, meget piinlig tilmode, lød endelig Trin, og en ung Officier gik hurtig hen over Gulvet; han saae mig ikke, før han stod lige foran mig, hvorpaa han med paatagen Angst traadte tre Skridt tilbage og udbrød:
„Seer jeg Syner ved høi lys Dag!”
Det var et mærkeligt Ansigt; Udtrykket vilde have været smukt og behageligt, hvis det ikke havde været skjæmmet af en satirisk Grimace.
„Er De et levende Væsen eller en Aand?”
Vittighed, Godmodighed og Ondskab stredes om Herredømmet i hans Blik og Tone.
„Jeg har faaet en Plads her i Huset, som” —
„Som! ja det er meget rigtigt, at De ikke fortsætter, thi det vilde blive for vidtløftigt at opramse som hvad. De er altsaa Mamsel Staal. —
Er De nogensinde før bleven kaldt Mamsel?”
Hans Mine fornærmede mig; jeg benægtede det meget koldt.
„Ikke, ja det maa De vænne Dem til her. — Vi maa see at blive lidt bekjendte, og da jeg er den Første De træffer paa, vil jeg præsentere mig for Dem: Lieutenant Frederik Due, Oberstindens Broder, et høist omgjængeligt Menneske. Man maa ikke rose sig selv, alligevel vil jeg tilføie, — for at indgyde Dem Tillid, — at jeg anseer mig for et af de bedste Medlemmer af denne elskværdige Familie.”
Mit Blod kogte; hvad berettigede ham til denne Nonchalance ligeoverfor mig.
„Maaskee De vil være saa god, at lade mig mit Værelse anvise.”
„Paa min Ære, jeg gjorde det gjerne, men jeg frygter, at det vil blive høist vanskeligt, for ikke at sige umuligt, da det nævnte Værelse — efter hvad jeg antager — ikkun findes i Phantasiens Regioner. Vil Mamsel Staal imidlertid følge mig, saa skal jeg vise Dem, hvor Indgangen til Deres Værelse er, hvis et saadant existerer, som jeg dog endnu engang maa bemærke, at jeg betvivler.”
Der var noget Opirrende i hans Tone, skjøndt den ikke var blottet for en vis Venlighed.
Vi gik ud i en lang Corridor; ved den første Dør standsede han, bukkede og gik bort.
Det Værelse, jeg traadte ind i, var opfyldt af en Mængde smukke Meubler og Sager, opstillede uden synderlig Orden. I et Hjørne stod en Seng med et engelsk Tæppe, hvor endeel Blomster, Baand og Smykker laae henkastede; et stort Speil viste mig min Skikkelse fra Hoved til Fod. O, det var altfor blegt og alvorligt, dette Ansigt; jeg maatte forsøge at fatte mig.
Hvem der turde rydde lidt op her, tænkte jeg, og tørre Støvet af de smukke Nipssager paa Skrivebordet; naar man er vant til fuldkommen Orden og Reenlighed, kan man næsten ikke andet end indføre det, hvor man kommer, jeg vovede imidlertid ingen Forandring at gjøre og nøiedes med at aabne Vinduet, for at den blandede Lugt af Rosenvand og Mandelklid kunde trække ud.
At dette var den ældste Datters Værelse, sluttede jeg let. Hvorledes var hendes Karakteer? efter hvad jeg her saae, tænkte jeg mig hende flygtig og ubetænksom.
I en lille Stue bagved stode tre Senge, to smaa og en stor, et Dukkeskab, en Kommode, en Servante, en Reol med Skolebøger, Alt meget tarveligt. Nei, der var intet Værelse til mig; her skulde altsaa Børnene og jeg være; havde der blot været en hyggelig Plads, men det var der ikke, ikke et Sted, hvor jeg kunde sidde behageligt og godt og skrive til mine Kjære. Dog, tænkte jeg, jeg vil ikke være bedrøvet over en saa udvortes Ting: de smaa Børn og jeg ville blive rigtig gode Venner, jeg er her jo mest, for at de ikke skulle genere Stedmoderen, de smaa Stakler; de trænge maaskee til at holdes af; hvor vil jeg ikke holde af dem.
Jeg tog Plads ved Vinduet i det forreste Værelse, med Længsel ventende, at Nogen skulde komme. Jeg tænkte paa at tage en Bog i det store Palisander-Bogskab, hvor jeg saae mange kjære, gamle Venner, men jeg havde ikke Mod til det, og desuden, jeg havde heller ikke Ro i Sindet til at læse. Hvor pludseligt var ikke alt Dette kommet, hvor lidt havde jeg om Morgenen tænkt mig Sligt muligt.
Mørket begyndte allerede at falde paa, da Døren hurtig blev aabnet, og en smuk, ung Pige med glindsende sort Haar, brune Øjne, en elegant Figur og en endnu elegantere Dragt, traadte ind. Hun tog, uden at lægge Mærke til mig, et Toilettespeil, stillede sig derpaa med Ryggen til det store Speil, for at betragte sig fra alle Sider, en Manøvre, som jeg aldrig før havde seet udført. Hun opdagede mig formodentlig i Speilet, thi Hun vendte sig om.
„Ah! det er vel Mamsel Staal.” Hun rakte Haanden ud; et Øieblik troede jeg, at det var for at byde den Fremmede velkommen i sit Hjem, men i det næste saae jeg, at det var for at faae sin Handske knappet.
„Vil De stikke min Haarpynt fast, godt; nu sender jeg Børnene ind til Dem; de skulle iseng. Pas endelig paa, at de ikke rører mine Smykker; De maa lægge Alt i Orden, og naturligvis blive oppe til jeg kommer.”
Medens Hun sagde Dette, betragtede Hun sig uafbrudt i Speilet og gik derpaa ud. Jeg var ganske forbauset; hun havde neppe seet paa mig; det var som havde jeg altid været der.
Kort efter kom to smaa Piger, hinanden saa lige, som to Dugdraaber, løbende ind. I første Øieblik saae jeg, trods den ydre Lighed, en Forskjel paa deres Karakteer, thi medens den Ene betragtede mig dristigt, næsten trodsigt, saae den Anden undseelig ned for sig.
„Godaften, mine kjære Smaa, jeg længes ret efter at gjøre Eders Bekjendtskab; hvad hedder Du, og Du?”
Den lille Undseelige svarede: „Jeg hedder Louise, Hun Henriette.”
„Vi ere ikke Deres kjære Smaa,” afbrød Henriette stolt, „kom Louise, lad os prøve Amalias Halsbaand.”
„Nei, det har Hun forbudt, det kan jeg ikke tillade.”
„Vi ville, enten De tillader det eller ikke.”
Blodet steg op i mine Kinder; jeg begyndte at blive vred; i en Fart samlede jeg Guldtøiet i Skrinet og satte det op paa Chatollet; men Henriette vilde ikke lade sig saaledes afvise; hun sprang op paa en Stol for at hente det ned igjen. Jeg var nødt til at tage hende om Livet og med Magt bære hende ind i det andet Værelse.
„De troer maaskee, Mamsel, at De skal regjere os, men De tager ganske feil, vi have Lov til at befale over Dem. Kom Louise, vi ville selv klæde os af.”
Hendes Øine gnistrede, og hun lukkede Døren imellem os.
O, hvor var jeg bedrøvet, hvor var jeg vred paa disse Børn og endnu mere vred paa mig selv for min Vrede. Havde jeg da kun været sagtmodig, fordi intet Halmstraa var blevet lagt mig iveien? var jeg maaskee hidsig, ond, lidenskabelig; skulde jeg ikke alene kæmpe mod ydre sørgelige Forhold, men ogsaa mod en indre Fjende? jeg kjendte ikke den Lidelse at være vred: som lille Barn havde jeg været for sløv og underknet til at være det, senere for elsket, for lykkelig.
Jeg gik hurtig op og ned af Gulvet. Hvorfor skulde jeg ogsaa netop komme her; dette næsvise unge Menneske, denne kolde unge Pige, dette uartige, hovmodige Barn, havde hver især berørt mig paa den ubehageligste Maade; dog, det var maaskee netop det jeg trængte til, min Sjæl skulde maaskee saaledes luttres. Det var en Prøvelse; kunde jeg bestaae den? jo, ved Hans Hjælp, der bevarede Moders Liv, vilde jeg kunne bestaae den.
Ligesom den Syge villig tager den bittre Medicin, naar det først ret bliver ham klart, at den kan hjælpe, beredte jeg mig til villig at lide Alt, og det blev atter roligt i mit Sind; jeg tænkte paa dem hjemme, jeg saae i Tankerne Minna pusle omkring og ordne Alt til Natten, jeg saae hende græde for min Skyld.
„Er Mamsel Staal herinde? men hvorfor ialverden har De dog ikke tændt Lysene; det er ogsaa mærkeligt, hvor tankeløse saadanne Mennesker ere.”
Da jeg havde hjulpet Amalia og kom ind i vor lille Stue, sov begge Børnene. Den lille Louise smilede idrømme, hun hed som Moder; hun havde ikke været uartig, hende vilde jeg holde af, men den Anden — dog jo, ogsaa af hende, hvor sød saae Hun ikke ud isøvne, o Gud skee Lov, jeg var ikke længer vred; hvad kunde Hun gjøre ved, at Hun var opdraget daarligt, maaskee den Lykke blev mig forundt at lede hende til det Bedre. — Jeg stjal mig til at kysse dem paa Panden, før jeg gik iseng.
Det var en uhyggelig Opvaagnen; men da jeg ret var bleven mig bevidst, samlede jeg alt mit Mod sammen, huskende paa Slagterdrengens velmeente Raad. Kofferten var bragt ind, min Fatning havde nær forladt mig, da jeg pakkede den ud og faae, hvor kjærligt og betænksomt Minna havde sørget for Alt, hvorledes hun havde udplyndret sig selv for enhver Ting, hun antog, at jeg kunde have Brug for.
Da jeg var færdig, vaagnede Børnene; de afsloge al Hjælp fra min Side og klædte dem paa med et taust Suurmuleri. Neppe havde de forladt Stuen, før en net Stuepige traadte ind og hilste saa venligt, at det ordentlig gjorde mig godt.
„Godmorgen, De har allerede ordnet deres Tøi, seer jeg, ja Herskabet her staaer silde op, de drikke først The Klokken ti; men hvis” — her dæmpede Hun sin Stemme betydeligt og gjorde et lille Tegn ind til Døren, — „De vil have en Kop Kaffe med vi Andre, saa skal De gjerne faae den.”
Jeg havde Intet nydt siden forrige Formiddag, hvorfor hendes Tilbud unægtelig fristede mig, men den skjulte Maade, hvorpaa det fremkom, gjorde, at jeg alligevel afslog det.
„Ja, ja da. Herregud, hvor Mamsellen er ung, det er intet Sted for Dem her. Lønnen er jo god, det forstaaer sig; man kan jo ogsaa nok samle Noget sammen paa andre Maader, men det krænker, ikke at blive agtet mere end det Støv, der trædes paa. Oberstinden især er grumme lav, og" —
„De maa ikke blive vred, men jeg kan virkelig ikke høre Dem tale saaledes om den Familie i hvis Brød vi begge ere.”
Pigen maalte mig fra Hoved til Fod. „Naa saaledes, lille Mamsel, værsgo og fortæl inde hvert Ord jeg har sagt, men De skal ikke vente stor Tak for Uleiligheden.”
„De vil engang lære mig bedre at kjende,” Hun slog med Nakken, „tør jeg bede Dem vise mig Vei til Dagligstuen.”
Det var et stort, elegant og behageligt Værelse, kun savnede jeg Blomster i Vinduerne; de pynte dog mere end brogede Tæpper og Fløielsbetræk; men hvem var det, der hang over Sophaen! jeg blev saa glad, det var min gamle Ven: Landsoldaten under den blomstrende Hyld. Hvor kjendte jeg ham godt med hans opadvendte Blik, der viste, ikke at han ledte efter en Tanke, thi den kunde man nok see han havde, men at han søgte efter Ord til at klæde den i. Han mindede mig om saameget Behageligt; en Dag havde jeg spurgt Professor Lange, hvem han skrev til.
„Naturligviis til sin Pige.”
„Men han har ingen Ring paa Fingeren.”
Strax blev den tykke Guldring, der endnu skinnede saa blank, anbragt paa den høire Haand.
„Har Minna Intet at indvende,” spurgte han derpaa.
„Aa jo, send nogle af de smaa Forglemmigeier, som staae i Grøften, inden i Brevet.”
Og Professoren malede tre Forglemmigeier paa Tornystret ved det paabegyndte Brev; derpaa vendte han sig med stor Gemytlighed mod Moder: „Nu De, Fru Staal.”
„Hun vilde bestemt blive glad over en Lok af hans Haar.”
Øieblikkeligt blev Landsoldaten studset synligt i Tindingen; den tykke, gule, lidt stride Lok laa ved Forglemmigeierne.
Jeg tabte mig ganske i kjære Minder og blev slet ikke glad, da Lieutenant Due traadte ind.
„Godmorgen, Mamsel Staal, De er nok en Kjender af Malerier?”
„Man behøver ikke at være Kjender, for at finde dette smukt.”
„Smukt? De mener formodentlig godt malet” thi smukt er det i Sandhed ikke. Var jeg Maler, vilde jeg kun male, hvad der i Virkeligheden var smukt.”
„Jeg finder, at det Eiendommelige, det Karakteristiske har ligesaa megen Interesse, og dette Maleri især, hvor Landsoldaten staaer som en Typus for den danske Nationalitet.”
„Denne Typus for den danske Nationalitet,” gjentog han, svagt efterabende min Tone, „har jeg, oprigtig talt, ikke stor Lyst til altid at see paa; maaskee det ligger i, at jeg har for meget med Rekrutter at gjøre, — hvoraf de fire af fem see saaledes ud, — til at vurdere den efter Fortjeneste. — Apropos, hvad siger De om Husets Børn, ere De ikke mageløs velopdragne, og Amalia, er det ikke en blid Due, et Mønster paa en ung Pige?”
Jeg har været her altfor kort, til at kjende enten den Ene eller den Anden.”
„De er en Smule Diplomat, troer jeg. Det er naturligviis første Gang De er ude fra Mamas Vinger, ikke?”
„Jo.” Jeg tog mit Arbeide, satte mig ved Vinduet og saae saa uimodtagelig ud, som det var mig muligt. Lidt efter kom Amalia med en engelsk Skjødehund paa Armen, og strax derpaa Oberstinden. Det var en bleg, fiin, ungdommelig, lille Dame; Hun besvarede min Hilsen med et let Nik, medens Hun skarpt betragtede mig gjennem Lorgnetten. Alt Blodet steg op i mine Kinder, saalænge dette ydmygende Blik var fæstet paa mig; jeg læste i det: hvad duer hun til? jeg læste en høi Grad af Mistillid; det var som troede Hun mig istand til alt Slet.
„Frederik, jeg kunde lugte din Cigar i Spisestuen; aa Kjære, trom dog ikke paa Bordet.”
„Undskyld, Helene, jeg glemte, at Du er nervøs.”
„Jeg er ikke nervøs. — Mamsel Staal, De hedder jo Staal? vil De nu lave Theen.”
„Oberstinden vil maaskee være saa god at sige mig, hvormeget jeg skal tage.”
„Herregud, kan De ikke engang lave The. Amalia!”
Amalia reiste sig op og viste mig paa en raillerende Maade, hvad jeg skulde bruge.
„Nu maa De vide,” begyndte Oberstinden med en blid, klagende Stemme, „at De skal staae til Ansvar for Sukker, Kaffe og Thee; jeg veed naturligviis hvad vi pleie at forbruge og gjør min Sammenligning.”
„Ja, min Søster tæller endog undertiden Stykkerne i Sukkerskaalen, tag Dem derfor iagt, Mamsel Staal.”
De troede mig istand til at stjæle, dog, det rørte mig ikke, det kom mig ikke ved, det gjaldt mine Forgængerinder.
Da Theen næsten var drukket, traadte Oberst Bärenschild ind. Det var en høi, før Mand; hans Øienbryn vare sammentrukne, han var meget rød i Hovedet og saae ud, som om han ikke kunde faae Luft. Med heftige Skridt gik han op og ned ad Gulvet.
„Der trækker et Uveir op,” bemærkede Lieutenant Due, idet han pegede paa den klare Himmel, som slet ikke saae truende ud.
Obersten vedblev at marchere; hvergang han kom til Bordet, hvor jeg stod, vendte han om, efter først at have tilkastet mig et udfordrende Blik. Tilsidst troede jeg, at det var et opfordrende Blik og spurgte:
„Maaskee Obersten ønsker deres The skjænket?”
Han standsede og udtordnede: „Mamsel, hvad er det nu De hedder, jeg vil engang for alle sige Dem, at jeg aldrig drikker The, og at det i det Hele er min Skik, naar jeg vil have Noget, selv at forlange det.”
Taarerne traadte mig i Øinene, jeg kunde neppe holde dem tilbage.
„Bjørnen er ikke det værste Dyr i Menageriet,” hviskede Lieutnant Due venligt; jeg lod imidlertid, som om jeg ikke hørte det, da hans fortrolige Tone fornærmede mig.
Obersten lukkede alle Vinduerne op.
„Kjære Bärenschild, jeg kan ikke taale den Træk.”
„Hvorfor kan Du ikke taale den? fordi din Natur er i Bund og Grund ødelagt ved Nattevaagen og evige Forlystelser; aldrig kan man have en Aften i Fred og Ro.”
„Tvertimod, lidt Selskabelighed gjør mig godt, men med Nattevaagen har Du Ret, Hvorfor blive de Fremmede her saalænge; det er alene Amalias Skyld, som altid vil, at der skal dandses.”
„O, Du kjære, lille Papa, Du fortænker mig bestemt ikke i, at jeg hellere vil dandse end sidde stiv paa Stol og tale kjedeligt. Du, der dandsede saa smukt og saa gjerne endnu for faa Aar siden, Du under bestemt din Amalia den Fornøielse.”
„Ja vist, min søde Pige, naar her dog er Fremmede, maa Du gjerne dandse; man er kun ung eengang i Livet. Han kyssede hende og gik betydelig formildet bort.
„Jeg kan ikke forstaae, min kjære Amalia, hvor Du kunde sinde Dig i at leve saa tarveligt, som Du dog maatte, før din Fader og jeg bleve gifte. Har Du ganske glemt den Tid?”
„Nei, Mama, Du har talt for ofte derom, til at jeg kunde glemme den. Dengang var jeg et Barn, dog husker jeg godt, at vi havde det mindre rigeligt, skjøndt, i enkelte Retninger, mere behageligt.”
„Lad os afbryde denne Samtale. — Her er Bogen, Mamsel Staal, hvori De skal læse høit, Side halvfjerds, det nederste Stykke.”
„Det vil blive en smagfuld Forelæsning,” lo hendes Broder, „saaledes at begynde midt inde i en Bog, man ikke kjender.”
„Vil De ikke læse lidt hurtigere.”
„Hvor vil Du hen, søde Amalia, jeg vilde netop bede Mamsellen læse langsommere.”
„Hvem der vil bygge sit Huus efter hver Mands Sind, faaer det skjævt til at staae,” bemærkede Lieutenanten, „finder De ikke, Mamsel Staal, at dette er en ualmindelig enig Familie?”
Jeg var grændseløs uhyggelig tilmode. —
„Er det Deres Arbeide?” afbrød Amalia, efter en halv Times Forløb, min Læsning, „har De selv broderet Dette?”
„Ja.”
„Det var jo rart! saa kan De maaskee sye denne Chemisette færdig, som jeg ingenvegne kommer med; den skal paa imorgen.”
Hun tog, uden ringeste Hensyn, Bogen fra mig, rakte mig sit Arbeide og begyndte selv at læse høit.
Ak, det var vanskeligt at vedligeholde en ydre Fatning, at holde Taarerne tilbage, at holde Modet nogenlunde oppe.
„Undertiden spiser De med os, undertiden paa Deres Værelse, som det kan falde sig,” sagde Oberstinden ved Middagsbordet.
Amalia havde sat mig strengt Arbeide for; jeg maatte skynde mig meget, hvis Chemisetten skulde blive færdig; alligevel forstyrrede hun mig for de ubetydeligste Ting.
Om Eftermiddagen lokkede jeg den lille Louise i Enrum og talede kjærligt til hende; Hun hørte mildt og artigt paa mig, men trak sig strax tilbage med en kold Mine, da Søsteren traadte ind. — Det gjorde ondt i Hjertet; jeg længtes efter Aftenen, for useet og uhørt at kunne græde.
Det var en lang, sørgelig Dag, den første Dag, men omsider fik den dog en Ende, som selv den længste og sørgeligste Dag altid faaer det.
Niende Kapitel
Tredie Dagen efter min Ankomst, som jeg sad og læste høit i Onkel Toms Hytte, kom Tjeneren med et Brev til mig. Jeg forglemte aldeles Ceremoniellet i min Glæde og Sindsbevægelse, lagde Bogen paa Bordet og løb efter et flygtigt: „undskyld,” ind i vor lille Stue med min Skat. Det var fra Minna.
„Moder er bedre, Marie, det skal være det Første, Dit Øie falder paa, thi det ligger Dig dog mest paa Sinde, Hun er bedre trods Alt. Igaar var Hun oppe, sad ved Vinduet i Solen og ventede paa Dig, men Du kom ikke; hvorfor kom Du ikke, Mie? jeg stod vist tyve Gange i Døren og saae ned ad Gaden, og naar jeg kom ind, spurgte Moder: er Hun der? og jeg maatte altid sige nei. — Tænk, vi skulle allerede reise imorgen, Onkel Carl var her igaar; han var meget bevæget. Strax da han saae mig, tog han mig i sine Arme og trykkede mig til sit Bryst, men slap mig derpaa pludseligt, som fortrød Han sin Venlighed. Langsomt gik han hen til Moders Seng og stod taus foran hende; hun rakte ham sin Haand og smilede kjærligt gjennem Taarerne; et Øieblik holdt han den i sin, hvorpaa han ilede ind i Dagligstuen, kastede sig ned paa Sophaen og hulkede voldsomt og længe. Jeg havde saa inderlig ondt af ham, men vidste slet ikke hvorledes jeg skulde trøste ham; omsider reiste han sig dog op, og gik rolig ind til Moder. Han talede derpaa om Sygdommen, Reisen, Vognen, vore Forberedelser, paa den mest forekommende Maade, men ikke et Ord om Fortiden; jeg havde holdt mere af at han havde fremkaldt en Forklaring; ogsaa var han lidt fremmed i sin Høflighed, men det vil nok gaae over med Tiden, det er jeg vis paa, o havde vi blot Dig, da vilde Alt snart blive godt.
„Det er saa besynderligt at skrive til Dig, Mie, saa lidt tilfredsstillende mod en Samtale, og dog vil det snart blive den største Glæde for os at skrive og modtage Brev. Du veed ikke, Søster, hvor jeg savner dig, hvor pinligt Synet af Din tomme Seng og Din tomme Stol berører mig. Tusinde Gange om Dagen vil jeg tale til Dig, see paa Dig, spørge Dig tilraads, jeg forekommer mig saa ufuldstændig, som var jeg kun et halvt Menneske, og Moder — dog Hun har forbudt mig at skrive om sig. Skynd Dig, Marie, tag Hat og Shawl paa, iil ud til os, spild ikke et Øieblik, husk, det er den sidste Dag. Minna.”
De kjærlige Ord husvalede mit nedtrykte Sind; see dem igjen, det var saa herlig en Udsigt, at jeg ikke grublede over, at det kun var et Øieblik og for sidste Gang i lang Tid. — Dog, vilde man tillade mig at gaae strax, jeg vovede ikke at haabe det.
„Jeg maa bede om Forladelse for min pludselige Bortgang, maaskee det kan undskylde mig lidt, at Brevet indeholdt Efterretninger om en kjær Syg.”
„Jeg skal ikke nægte, min Gode, at deres Opførsel, mildest talt, var høist upassende.”
Hun saae saa streng og kold ud, trods den blide, rolige Stemme, at alt Modet forgik mig.
„Jeg har en Bøn, Fru Oberstinde, maa jeg besøge mine Slægtninge idag?”
„Ah! De er een af dem,” jeg kan ikke beskrive det opirrende Eftertryk, Hun lagde paa Ordet dem, „jeg har havt flere Mamseller, der altid have villet være paa Farten, men det bliver der Intet af her, jeg siger det eengang for alle.”
„For Fremtiden skal jeg altid blive hjemme; min Familie reiser imorgen, jeg ønsker blot at sige dem Farvel.”
„De siger Dem selv imod, min Gode, før talede De om Sygdom, nu om Reiser; vil man overtræde Sandheden, maa man dog idetmindste have en Smule Hukommelse.”
Blodet brændte i mine Kinder, mit Hjerte slog voldsomt; jeg følte næsten Had mod hende.
„Min Moder skal netop reise for sit Helbred, — nægt mig ikke at gaae.”
„Paaskud ere lette at finde; idag reiser hun bort, imorgen kommer hun hjem.”
Hun saae paa mig med den uovervindeligste Mistillid i sine Miner.
„Jeg tør gjøre min Saligheds Ed paa at Hun taler Sandhed: prøv paa at troe hende, Helene.”
„Ingen har været saa godtroende som jeg, Frederik, det er egentlig en Karakteerfeil hos mig, men Bedrag føder Mistillid, dog for denne ene Gang maa De gaae, naar vi have drukket The.”
„Ak, da er det saa seent, og jeg tør ikke gaae ene i Mørke.”
„Lad Tjeneren følge hende, Helene.”
„Hvilken urimelig Tale, Frederik, som om Tjeneren ikke havde Andet at bestille.”
„Nu, saa vil jeg selv følge Dem; dog jeg troer De er ligesaa bange for mig, som for Mørket; det har De sandelig ingen Grund til.”
„Jeg takker meget, men jeg vilde saa gjerne gaae snart, medens De spise til Middag maaskee?”
„Hvem skal saa lave Kaffen?”
Jeg saae bønligt paa Amalia, men Hun slog ikke Øinene op fra sin gule Uldgarnsrose.
„Lise Stuepige,” svarede Lieutenanten efter en lille Pause, „kan jo lave Kaffen, saa bliver den idetmindste mere velsmagende end den, Amalia undertiden har opvartet med, thi den har enten været tynd eller kold eller grumset.”
Oberstinden lo, Amalia bed sig i Læben.
„Tør jeg gaae?”
„Javst, javist, men det vil vare meget længe og beroe paa Deres Opførsel, om De faaer Tilladelse til at gaae igjen; jeg hader Overhæng, og det nytter Dem til aldeles Intet.”
Endelig var Amalia klædt paa, det havde været en sand Prøve for min Taalmodighed at hjælpe; dog nu var det overstaaet, jeg var min egen og kunde gaae.
„Kjender De de gammeldags Silkepunge, Mamsel Staal?” spurgte Amalia.
Jeg kjendte dem godt, Bedstemoders grønne Pung var til endnu; den havde en egen Bestemmelse; i den blev det lille Beløb gjemt, som Moder lagde hen af sine faa Indtægter til dem, der havde endnu færre; den indeholdt Enkens Skjærv. Jeg svarede bejaende.
„Vil De da kjøbe grøn Silke til een og endelig ikke blive for længe borte; jeg skal have den færdig til imorgen.”
Der var Uro og Kamp i mit Sind,. medens jeg mere fløi end gik gjennem Gaderne; Vrede mod Oberstinden, Glæde over at skulle samles, og Bitterhed ved den Tanke, at de faa Øieblikke endnu skulde forkortes os. Da jeg kom ud paa Broen, blev mit Sind roligere; hvor ofte havde jeg ikke gaaet her med Moder og Minna, hvor ofte havde vi seet paa Uhret, hvor ofte ynket den gamle Frugtkone, der sad sammenkrympet i sit Skab. Alene Tanken paa Hjemmet bragte Fred, og da Minna, som stod i Døren, tog mig i sine Arme og hvislede: „Saa har jeg Dig da igjen,” begyndte Fortørnelsen at smelte, og den Fred, der, trods hendes heftige Sindsbevægelse, hendes Sorg, hendes Glæde hvilede over hende, meddeelte sig ogsaa til mig.
Moder sad ved Vinduet; da jeg kom, rakte Hun Armene ud imod mig.
„Hvad have I to Børn gjort? Marie, hvor kunde Du nænne det?”
Jeg skjulte mit Hoved ved hendes Bryst, græd Vrede og Nag bort, græd mig god igjen ved hendes kjærlige Hjerte.
„Hvorledes er Familien?”
„Der er to smukke, smaa Tvillinger, som jeg skal tage mig af, og en nydelig ung Datter.”
„Du maa skrive meget ofte, Marie, lette dit Hjerte fra Grunden, skrive Alt. — Det er en bitter Stund denne, een af de bittreste i mit Liv; ak hvor vil jeg ikke være forsigtig med mig selv, da vor Gjenforening beroer paa, at jeg bliver rask. — Græd ikke saaledes, min Minna; naar vi atter samles, og tro mig, Børn, Vor Herre vil lade os samles, da ville vi erkjende, at Adskillelsen har været til vort Gavn, og af vor eget Livs Erfaring ville vi see, at alle Ting maae tjene dem tilgode, som elske Gud.”
Minutterne fløi bort, Klokken slog sex: „Nu maa jeg gaae.”
„Gaae, Marie! det kan ikke være dit Alvor, Du bliver her iaften; vi lade hende ikke slippe for nogen Priis, vel Moder?”
„Jeg tør ikke.”
„Vi ville ikke forlede hende til at overtræde sin Pligt, ak, Hun er nu afhængig af Andre; hvor gjerne vilde jeg kjende dem, vide, hvad jeg tør bygge mit Barns nærmeste Fremtid paa; nei, jeg vil ikke overtale Dig, ikke udsætte Dig for Ubehageligheder. Gud tage Dig i sin Varetægt, han vogte og beskjærme min Øjesteen. Gaa, Mie, gaa, naar det saa skal være.”
Moder trykkede mig tæt til sig, da Hun sagde gaa, saa tæt, som om hun aldrig vilde slippe mig, men jeg maatte bort, et sidste Kys, Minnas gittrende Haand slap min, og jeg stod ene ude paa Gaden. Taarerne blændede mine Øine, medens jeg ilede bort, og dog var jeg langt lykkeligere end paa Henveien. Rig i min faste Tillid til Guds Naade, rig ved de Elskedes Velsignelse, rig ved vor inderlige, gjensidige Kjærlighed, følte jeg mig stærk til taalmodig at bære meget; desuden havde jeg en stor Trøst: De vilde faae det godt. Sammenlignet med Oberstens Familie forekom Moders Broder mig næsten som en ophøiet Karakteer; han var stolt, men ligeoverfor Nederdrægtighed er Stolthed næsten ingen Last; Moder og Minna vilde overvinde denne Stolthed, han kunde umulig modstaae dem; de vilde faae det godt.
Da jeg kom hjem, mødte jeg Lieutnant Due i Entreen.
„Er De allerede der,” udbrød han, „jeg ventede langt snarere, at De var bleven reent borte, og, saa sandt jeg lever, havde jeg ikke fortænkt Dem deri.”
Jeg svarede Intet; hans lette Tone mishagede mig, skjøndt jeg var ham taknemmelig, fordi han havde skaffet mig Lov til at gaae.
Henriette og Louise vare i Amalias Stue; jeg tog Plads ved Vinduet og beredte mig til at begynde paa den grønne Pung.
„Lille Louise, vil Du holde Silken?”
Hun saae paa Søsteren, men da denne var aldeles passiv, nærmede Hun sig.
„Tak, saa skal jeg til Gjengjæld fortælle Dig en Historie om Nissen hos Spekhøkeren.”
„Den kjender jeg.”
„Fem fra en Ærtebælg, kjender Du den?”
„Nei.”
Da jeg begyndte at fortælle, stod Henriette og saae ned i Gaarden, men lidt efter lidt nærmede hun sig, for stolt til at skjule den Interesse, Hun følte.
Ak, hvor megen Glæde havde Andersens Historier ikke forskaffet os; jeg kunde dem næsten alle udenad; Professor Lange havde læst dem høit i de hyggelige Vinteraftener, og naar han var færdig, og vort lydelige Bifald tillod Moder at komme tilorde, havde Hun forklaret dem for os, og det var noget Andet, noget Mere, noget endnu Yndigere end det vi havde forstaaet. „Der er en Kraft til det Gode i dem,” sagde Moder. Minna og jeg læste dem sammen, da vi bleve ældre, og gjorde os Umage for selv at udfinde Historien i Historien, som Minna kaldte det.
Da jeg havde endt, blev der en lille Pause, hvorpaa Henriette nærmede sig, fæstede sine smukke Øine alvorligt paa mig og sagde: „Jeg holdt nok af den Historie, og jeg troer ogsaa nok jeg vil komme til at holde af Dem.”
Denne Tilstaaelse glædede mig unbeskriveligt, langt mere, end jeg turde lade Henriette mærke; kunde jeg blot faae lidt Indflydelse hos hende, ventede jeg mig Alt af en Karakteer, der, som jeg allerede havde bemærket, vel var trodsig og stolt, men tillige ærlig og oprigtig; jeg besluttede ikke at rette for meget paa hende, men blot lægge an paa at faae noget Godt ind i hendes Sjæl, overbeviist om, at det ved dets egen Kraft vilde overvinde Feilene.
„Ak, jeg kan ikke finde ud af min Lektie.”
„Maaskee kan jeg hjælpe Dig, lille Louise.”
„Nei, det kan De ikke, det er Fransk.”
„Saameget destobedre, det forstaaer jeg temmelig godt.”
„Kan De Fransk? det har ingen af alle de andre Mamseller kunnet.”
Alle de andre Mamseller! det gjøs i mig. „Har her da været mange før mig?”
„Om her har! her har været Mamsel Paulsen med den røde Næse, da var jeg ganske lille, og Mamsel Jensen, der altid vilde ud, og Mamsel Schaum, der kom bort, fordi hun var næsviis, og Mamsel Munk, der slog saameget i Stykker, og Mamsel Olsen, der ogsaa var næsviis, og stjal Sukker og Penge fra Mama, og Mamsel Schmidt, den sidste, som de sagde var en Sjuske, og endnu flere har her været, som jeg ikke kan komme paa strax.”
Det var sørgelige Udsigter; alle de Erfaringer, Oberstinden havde gjort, gik ud over mig, hvad Prædikat mon jeg vilde faae, naar jeg kom bort?
„Vil De ogsaa hjælpe mig,” bad Henriette.
„O saa gjerne,” jeg trykkede et Kys paa hendes Pande, Hun saae lidt forundret, men dog venligt paa mig.
„Fortæl os en Historie endnu.”
Jeg fortalte den lille Historie: „Ved det yderste Hav”; jeg fortalte den mere for min egen Sjæl end for Børnene, og jeg fandt Trøst i den.
Næste Morgen sad jeg i Dagligstuen ifærd med at fuldende Pungen. Veiret var saa klart og smukt, jeg vidste, at de havde forladt Byen, jeg vidste, at de rullede langt bort, og at jeg var ene, uden et Menneske at søge Trøst hos.
„Godmorgen Mamsel Staal, ah, De har jo strax Pungen færdig; De veed da, at Amalia selv har hæklet den; Hun pleier at forarbeide en heel Deel Ting paa samme Maade. — Vi to ere Morgenfolk og maae underholde hinanden det Bedste vi kunne, til Selskabet kommer.”
Jeg vidste intet passende Svar og taug derfor. Lieutenanten trommede i Vindueskarmen, lukkede en lille Æske op og i — han skulde idethele, mærkede jeg, altid have Noget at pille ved — og fortsatte:
„Vi talte forleden om Nationaliteter; siden har jeg tænkt, at de forskjellige Nationer igrunden have Repræsentanter her i Huset. Min Svoger, opbrusende og desperat, men snart god igjen, ærlig og ubestikkelig, dog ude af Stand til at modstaae Lysten til at prale og overdrive, er naturligviis Tydskeren. Amalia, tyrannisk, hovmodig, sættende Alt tilside, for at faae sin Villie, er den russiske Dame. Min Søster, dog Gud skee Lov, Hun bliver en Sjeldenhed overalt. Nu De, jeg taler reent ud, Mamsel Staal, De, med deres rolige Mine, Deres Blikke, hvori tydeligt staaer skrevet: tre Skridt fra Livet, er den engeske Miss, naa, det fornøier mig dog, at De kan lee. — Jeg er Franskmanden, den høflige, godmodige, overfladiske Franskmand, der hverken gjør Ondt eller Godt. Louise og Henriette er det unge Danmark, Gud naade os!”
„Jeg har den bedste Tro til det unge Danmark.”
„Den kan jeg ikke dele, det maatte da være, at Englands Indflydelse gjorde Underværker; dog, jeg er ikke færdig endnu: Spanierinden, Donna Grandezza, som jeg kalder hende, har De ikke seet, Pungen, De sidder med, har Amalia hæklet til hende. Det er en gammel Dame, Søster til Amalias Bedstemoder. Har De aldrig hørt Geheimeraadinde Trolle omtale.”
„Nei.”
Hun kommer her idag; Stolthed og Anstand fra Isse til Fod.
„Det seer virkelig komisk ud, Mama,” bemærkede Amalia senere, „naar Tante Louise kommer kjørende med den hvidhaarede Tjener og Kudsken, hans Søn, hvis Haar begynder at graanes.”
„Komisk seer det rigtignok ud, men saameget komisk er det egentlig ikke for Dig, min Engel; Din Tante har talt om at give dem store Legater efter sin Død, og det vil jo gaae fra Dig, hvilket er saamegetmere at beklage, da Hun, saavidt jeg veed, er den Eneste, Du har Udsigt til at arve.”
„Det tager jeg mig temmelig let, der bliver Arv nok alligevel, jeg har aldrig seet saa smukke Smykker som Tante Louises; Mamas ere Intet mod hendes; der er især et med Diamanter, der overgaaer Alt, og saa har hun fem Uhre med Kjæder til, det ene smukkere end det andet.”
„Jeg maa afbryde Deres Begeistring,” bemærkede Lieutnant Due. „der er Vognen.”
Nede paa Gaden holdt den elegante Wienervogn; den hvidhaarede Tjener hjalp sin Frue ned og aabnede Porten, hvorpaa han igjen sprang op bag paa. Kudsken, hans Søn, knaldede med Pidsken, og bort kjørte Vognen.
Geheimeraadinde Trolle var en meget smuk, gammel Dame, rank som en Piil, klædt i sort Atlask, og ganske rigtigt Anstand fra Isse til Fod.
„Hvor det var kjærligt af min lille Amalia at tænke paa den gamle Tante med en Pung, og det een akkurat som min forrige.”
„Det morede mig meget at hækle den, da jeg hele Tiden havde det Haab at den vilde fornøie Tante.”
„Amalia er ogsaa en Mester i kvindelige Arbeider,” bemærkede Lieutenanten, „hun behøver blot at røre ved dem, saa ere de strax færdige.”
Efter at Geheimeraadinde Trolle havde underholdt sig noget med Oberstinden, reiste Hun sig op og nærmede sig til mig.
„De er den nye Mamsel?” hun saae forskende og skarpt paa mig, men skjøndt jeg rødmede under hendes Blik, var det mig dog ingenlunde ubehageligt, tvertimod, jeg vilde gjerne gjennemskues af hende.
„De er meget ung til at tage et saa stort Ansvar paa Dem, thi Børnenes Opdragelse udenfor Skolen er jo forstørstedelen overladt Dem.”
Ansvar, Opdragelse, det var Ord, jeg forstod, Ord, der fandt Gjenklang hos mig. Jeg saae Donna Grandezza lige ind i hendes klare, unægtelig lidt strenge graa Øine og svarede: „det er virkelig et stort Ansvar, men jeg skal gjøre mig al mulig Umage.
Hun nikkede og gik tilbage til Sofaen. —
Det var sande Festdage for mig, naar Hun kom; stolt som Hun var, viste Hun dog Enhver al den Høflighed og Anerkjendelse, der kunde tilkomme dem. Hun var den personisicerede Agtværdighed; den straalede ud fra hendes Fingerspidser og fra de sirlige Læg paa hendes Silkekjole; jeg solede mig ret i den; Hun forekom mig som en god Aand: Amalia holdt sin Hidsighed tilbage i hendes Nærværelse, Oberstinden sine Spydigheder, Lieutenant Due, der ikke yndede Gene og nødig aflagde sin Nonchalance, gik somoftest bort. — Jeg maatte ordentlig beherske mig, for ikke at see altfor venligt paa hende; efterhaanden forekom det mig, som fattede Hun lidt Godhed for mig.
„De spiller meget smukt, Mamsel Staal,” sagde Hun, „og Amalia vil have godt af at øve sig med Dem.” En anden Gang bemærkede Hun: „De er bleg, De trænger vist til Motion; en saa ung Pige maa ikke indespærres; spadseer dygtigt med Børnene, det ville de alle Tre have godt af. Amalia, Du maa passe paa, at Mamsel Staal kommer ud; hun er virkelig altfor bleg.”
„Jeg kan da ikke tvinge hende til at gaae imod sin Villie, søde Tante.”
Geheimeraadinden truede med Fingeren ad mig; hun anede ikke, at hvis jeg havde bedt om at gaae, vilde det strengt være blevet mig nægtet; i Luften kom jeg kun, naar jeg skulde gjøre Indkjøb til Amalia, hvilket rigtignok gik temmelig ofte paa.
Jeg havde uendelig travlt med at brodere, sye Linnedsyning, vaske Kniplinger paa Flasker, læse høit, spille paa Klaveer og altid være ved Haanden; det var mig umuligt at offre saamegen Tid paa Børnene, som jeg havde ønsket.
Familiens udstrakte Omgang var, det mærkede jeg snart, paa meget faa Undtagelser nær, bedre end Familien selv, Hvorfor jeg ogsaa følte mig mere tilfreds, naar vi havde Fremmede, — skjøndt jeg ikke spillede mere Rolle end en Skygge, — end naar vi vare alene. I Selskab var Oberstinden livlig og vakker, Amalia munter, naiv, godmodig og elskværdig; jeg kunde neppe kjende dem igjen, men naar de Fremmede, efter den hjerteligste Adsked, gik bort, begyndte Moder og Datter, endnu før de vare komne ud af Huset, at rive dem ned og paa den skaanselløseste Maade lee af de ubetydeligste Ting, de havde sagt eller gjort. Jeg blev piinlig berørt heraf, meget piinlig berørt af den lette, raillerende Tone, hvori Oberstinden omtalte Uenigheder mellem Ægtefolk, Familieulykker, som stemte mig langt mere til Graad end til Latter, jeg blev meget piinlig berørt af den blide Stemme og de søde Ord, hvormed Hun kunde sige de bittreste Ting. Naar Fru Bärenschild havde Hovedpine, følte hun, troer jeg, en Trang til at lade Smerten gaae ud over Andre, og desværre, Hun havde ofte Hovedpine. Undertiden var jeg meget opbragt paa hende, men atter til andre Tider, naar jeg var blidt og godt stemt, havde jeg inderlig ondt af hende; hvor grændseløs sørgeligt maatte det ikke være, at have Mistillid til sine Nærmeste, til sin Mand, sin Broder, til dem, der skulde være hende i Børns Sted. Amalia havde den modsatte Feil: Hun tiltroede, — nei, det er ikke det rette Udtryk, hun fordrede, at alle Andre skulle være bedre end hun selv. Hendes Penge lod Hun, trods mine gjentagne Bønner, altid ligge og flyde omkring; den tjenende Aand, der stod direkte under hende, og hvis Plads dengang blev indtaget af mig, skulde være dygtig, behændig, ordentlig, snarraadig, taalmodig og lydig; jeg var ikke alt dette, Hvorfor Frøken Amalia heller ikke sjeldent var utilfreds med mig.
Obersten mærkede jeg kun lidt til, med Undtagelse af to Gange, jeg henvendte mig til ham. Den ene Gang var for at udbede mig Ordre, hvem jeg egentlig skulde adlyde, hans Kone eller Datter, da begge vilde lægge Beslag paa min Tid og mine Kræfter; jeg spurgte ham meget kort, og uden alle Omsvøb, hvilke jeg havde mærket han hadede, om hans Villie.
„Oberstinden har sin franske Kammerjomfrue og alle Husets øvrige Domestiquer under sig; det er derfor billigt, at De udelukkende er til mine Døttres Disposition,” svarede han med Bestemthed. Jeg var glad over at vide, hvad jeg havde at gjøre, men Fru Bärenschild tilgav mig aldrig dette Skridt.
Den anden Gang, jeg gik til Obersten, var for at udbede mig Tilladelse til engang imellem at gaae i Kirke.
„Det er en rimelig Begjæring,. Mamsel Staal, jeg seer gjerne, at Husets Folk gaae i Kirke, naturligviis i Garnisonskirken.”
Og Tiden gik; Sommeren stod i sin fulde Pragt, men jeg mærkede den kun gjennem Varme og kvalm Luft. Der svandt ikke en Dag, uden at jeg blev ydmyget paa en eller anden Maade, skjøndt jeg gjorde mig al Flid for at opfylde mine Pligter. Heldigviis tog Oberstinden og Amalia ofte ud, og naar jeg sad alene, gik Tiden godt, selv om jeg var overlæsset med Arbeide; jeg drømte da om Fortidens svundne Glæder og haabede — det var dog kun et svagt Haab — paa Fremtiden. Hver Uge fik jeg mit Brev, og snart lærte jeg at blive rolig ved min Bestilling og gjemme det i min Syæske til et beleiligt Øieblik. Det var det Samme med Moder, lidt bedre maaskee, men Hun led meget af Søvnløshed.
„Onkel Carl, skrev Minna, er Omhyggeligheden selv, undertiden ogsaa Kjærligheden, men det er, som var han bange for at vise den, som bar han endnu et Nag, han ikke vilde glemme. Tante Julie er blid og mild mod os, som mod Alle, Cousinerne ere de sødeste, kjærligste smaa Piger, og Fætter Christian veed ikke det Gode han vil gjøre os, — og dog, Marie, hvor lykkelige vare vi ikke før! vi savne Dig tidligt og silde, vi savne Dig tusinde Gange mere, end Du savner os; tro ikke, det er en Bebreidelse, Søster, tvertimod, Gud skee Lov, at Du har det saa godt.” —
Moder maatte egentlig ikke skrive, men der fulgte dog gjerne et Par Linier med fra hende selv.
„Dine Breve tilfredsstille mig ikke, Mie, det er som vare de stillede paa Skruer. Vær oprigtig! møder der Dig noget Ubehageligt, deel det da med os, det vil trøste Dig; og det vil trøste mig at vide Sandheden.”
Men oprigtig kunde jeg ikke være, og overtræde Sandheden vilde jeg ikke; derfor bleve Brevene unægtelig stillede paa Skruer. Ikke et Ord om Ubehagelighederne, ethvert lille Gode fremhævet saa meget som muligt; ak, det var kun en delviis Lettelse for mig, disse Breve; intet usandt Ord, og dog, naar jeg gjennemlæste dem, Skyggesiderne udelukkede, Lyssiderne fremtrukne, hvad var det andet end Usandhed. Min velsignede Minna, min ærlige Minna, der skrev lige ud af Hjertet, lod sig skuffe, men Moder ikke.
Af Brevene saae jeg, at Herr Høppe var apoplektisk; han kunde ikke tale, ikke forlade sit Værelse og sin Stol, men havde dog fuld Bevidsthed. Han blev omhyggeligt passet, men var næsten altid ene, og derfor dobbelt glad, naar Moder timeviis sad hos ham og talede blidt og godt til ham, eller naar Minna bragte ham Blomster. Moders Svigerinde havde fortalt hende, at Herr Høppe altid havde pustet til Broderens Vrede, men det gjorde ingen Forandring i Moders Opførsel: han var hjælpeløs, Hun vilde lindre og trøste saa meget Hun kunde.
Imidlertid voxede mine smaa Elever, rigtignok især Henriette, fast til mit Hjerte, og til min Glæde holdt de ogsaa, hver paa sin Maade, hjerteligt af mig. Louise var uendelig modtagelig for Indtryk, ængstelig modtagelig; god af Hjertet, havde hun dog ikke Mod til opponere mod det Slette, til at vedkjende sig det Gode, til at stille sig mod Strømmen; dog det havde Henriette, men saa var hun igjen lidt haard, lidt stridig, hidsig, trodsig, stolt, men ædelmodig, trofast og istand til at gjøre Opoffrelser. Dog var dette naturligvis ikke fuldkomment udpræget i Barnets Karakteer, men det spirede i den.
Hvor ofte sad lille Jette ikke om Aftenen, naar Louise sov og jeg arbeidede, opreist i sin Seng og disputerede med mig om hvad der var Ret eller Uret; nødig gav Hun efter, men gjorde Hun det, var Hun overbeviist, og af hendes Opførsel saae jeg snart, at Sandheden havde slaaet Rod i Hjertet.
„Ak, Mamsel Staal, Mama og Amalia ere virkelig meget slette.”
„Tag Dig iagt, Henriette, opkast Dig ikke til Dommer over Andre; man kan have nok med sig selv at gjøre; min Moder pleiede altid at sige, at den eneste Følelse, vor Næstes Feil maatte indgyde os, var Bedrøvelse, samt Lyst til at dække dem med Kjærlighedens Kaabe.”
„Deres Moder er meget god.”
„Og meget beskeden.”
„Jeg holder slet ikke saameget af Beskedenhed; jeg finder, at naar man virkelig har en Fortjeneste, maa man være sig den bevidst.”
„Hvad Maal bruger Du i din Selvbedømmelse, lille Henny? maal Dig efter syndige Mennesker, og Du kan let blive stor; maal Dig efter den eneste Fuldkomne, og Du vil snart blive uendelig lille, ydmyg og beskeden. Ikke sandt?”
„Jo.”
„Nu skal Du sove, Henriette. Godnat, drøm sødt, min lille Pige; Du skal ikke skjule dine Taarer, det er gode Taarer. Godnat; naar jeg har syet denne sidste Garnering om Amalias Kjole, er jeg færdig og gaaer ogsaa til Ro.”
Tiende Kapitel
Augustmaaned kom; Børnene fik Ferie, og den skulde tilbringes paa et Landsted i Frederiksberg-allee. Amalia vilde helst have været paa Strandveien, men Fru Bärenschild satte sig derimod, jeg troer virkelig alene for at drille Amalia.
„De maa tage ud i Forveien, Mamsel Staal, tilligemed Lise Stuepige, for at hænge Gardiner op og ordne Alt"
Lise Stuepige, der siden vor Samtale første Dag bestandig havde viist mig en kjendelig Uvillie, var slet ikke fornøiet med Arrangementet; i hendes Øine var jeg et Slags Spion, Noget, Oberstinden virkelig, men rigtignok aldeles uden Held, havde foreslaaet mig at blive.
„Støvet trængte ind gjennem Vinduerne i den fuldpakkede Omnibus, hvori vi kjørte henad Vesterbro, mit kjære Vesterbro, som jeg ikke havde betraadt siden Afskeden. Det forekom mig som et Blik paa vort fordums Hjem vilde gjøre mig godt; jeg strakte Hovedet ud af Vinduet, — men hvad var det! Huset var næsten revet ned; vor kjære Dagligstue stod aaben for Alles Blikke; de smukke grønne Tapeter hang i Pjalter; gjennem Spisestuen saae jeg ud i Haven; hvor der før var Blomsterbede og pyntelige Gange, laae nu Gruushobe og Steen; eet Øiekast, og bort rullede Vognen, men jeg havde seet nok, jeg følte mig hjemløs; jeg tænkte paa Professorens Fugle og kunde neppe beherske mine Taarer. Ak, jeg havde altid troet, at vi skulde flytte sammen i det gamle Hjem; nu vilde det blive under nye Omgivelser; vilde det i det Hele skee? kun Gud vidste det; vor Gjenforening forekom mig fjernere og mindre sandsynlig end før.
„De faaer Taarer i Øinene,” sagde en tyk Kone, der var aldeles belæsset med Tasker og Pakker og uafbrudt tørrede sit vaade Ansigt, „det er af bare Varme, kan jeg see, ja, det gaaer ikke mig stort bedre, og alligevel maae vi Frederiksberg-Folk være glade over de velsignede Omnibusser; det er dog noget Andet end at gaae paa sine Been.”
Skjøndt jeg ikke kunde være enig med hende heri, var jeg saa tilfreds med de venlige Blikke, den tykke Kone gav mig, at jeg tilbød mig at holde to af Pakkerne. Den ene indeholdt, som Lugten strax sagde mig, Kaffebønner, den anden, en Taske, havde jeg nær tabt af Forskrækkelse thi det rørte sig i den paa en høist uhyggelig Maade.
„Gud hjælpe mig, om jeg ikke troer De bliver ganske angst,” den gode Kone lo, som skulde Hun kvæles, „det er blot nogle uskyldige Rødspætter, som jeg kjøbte til mine Børn, for jeg skal sige vos, de har havt Kighoste og maae ikke spise Kjød endnu.”
Lise Stuepige trak sin Kjole tæt om sig, rynkede Næse og saae med et hovmodigt Blik paa Tasken med Rødspætterne.
Det var en travl Dag; Lieutenant Due kom ud for, som han sagde, at give mig et Par Vink med Hensyn til Møblernes Opstilling. Det var mig en stor Trøst, da jeg ellers havde været ganske konfus.
Familien kom om Aftenen, der blev ikke yttret et rosende Ord, men jeg fik heller ingen Skjænd, og det var allerede meget.
Amalia havde faaet et Tegnemønster til en Mulls Mantille, som jeg skulde brodere. „De maa skynde Dem, Mamsel Staal,” hed det, og jeg skyndte mig af alle Kræfter. Til at spadsere var der ingen Tid, men jeg sad med mit Arbeide i Haven og glædede mig over Blomsterduft, grønne Træer og Solskin.
Vi vare oftere ene end i Byen; Stemningen var fordetmeste uhyggelig. Oberstinden kjedede sig og var dobbelt bitter, Amalia kjedede sig og var dobbelt opfarende, Lieutenant Due kjedede sig og var undtømmelig i smaa Drillerier, især mod Søsteren; Obersten derimod følte sig — paa faa Tordenøieblikke nær — glad i sin Families Skjød; han gav sig meget af med Børnene, som Fru Bärenschild og Amalia aldeles forsømte.
„Tante Louise vil komme og blive her otte Dage,” forkyndte Amalia en Morgen ved Frokosten. Ingen sagde noget herimod, dog var det aabenbart en Gene for hele Familien; kun En glædede sig oprigtig til hendes Komme. —
Naar den første Solstraale stjal sig ind i vor Stue, der var i et Taarn, som vendte lige mod Øst, vækkede jeg mine smaa Veninder, og efter et skyndsomt Toilette gik vi ned i Lysthuset, for uforstyrrede at benytte Morgentimerne til Læsning. Jeg hjalp dem med deres Stile og Opgaver, som skulde være færdige til Examen, og begyndte at lære dem lidt Engelsk.
„Hvad er det for et Komplot?” lød en Morgen Geheimeraadinde Trolles aldeles uventede Stemme, „jeg saae dem gaae ud igaar, og nu igjen idag, og blev ganske nysgjerrig efter at erfare Aarsagen. — De læse, seer jeg med Fornøielse. I holde bestemt meget af Mamsel Staal, Børn?”
Louise slap min Haand, medens Henriette lagde sin Arm om mit Liv. „Vi elske hende,” sagde Hun.
Geheimeraadinden tog Plads i Lysthuset, bladede lidt i Bøgerne, rakte mig en fransk Bog og bad mig læse høit.
„Godt, meget godt; og nu vil jeg fortælle Dem en Plan, jeg har, og høre om den vinder Deres Bifald, før jeg foreslaaer den for Oberstinden. Vilde De, Mamsel Staal, thi at De kunde er udenfor al Tvivl, vilde De paatage Dem at læse med Louise og Henriette? det vilde være til stor Gavn for Børnene; De kan være vis paa, at jeg har bemærket den Indflydelse, De har over dem, og hvormeget de have vundet ved Deres Paavirkning.”
„Hvis jeg virkelig skulde være duelig nok dertil, vilde Intet være mig kjærere.”
Henriette jublede, og Louise gav uforbeholdent sin Glæde tilkjende.
Geheimeraadinden nikkede mildt til os og gik bort; kort efter kom hun tilbage. Hendes Selvbeherskelse var meget stor og Hun var fuldkommen rolig, men der var dog en usædvanlig Rødme paa hendes Kind.
„Jeg hører, min kjære Mamsel Staal, at De er aldeles uundværlig i den Stilling, De beklæder, hvilket dog ikke er en Grund for Dem til at blive i den. Jeg har paa min lange Livsvandring samlet en Deel Menneskekundskab; jeg er en temmelig skarp Iagttager og har længe bemærket, at Deres Opdragelse stiller Dem paa en ganske anden Plads end De indtager. — Jeg pleier ikke let at bortskjænke mit Venskab, men naar jeg gjør det, haaber jeg ogsaa det er et varmt Venskab, der viser sig mere i Handling end i Ord. Det vil ikke være mig vanskeligt at skaffe Dem en Ansættelse som Gouvernante, og det vil være en sand og stor Fornøielse for mig at bidrage til, at De kommer et Sted, hvor De vil blive vurderet efter Fortjeneste.”
„De veed ikke, hvor saamegen Venlighed og Deeltagelse gjør godt, jeg takker tusinde Gange, men kan dog ikke benytte mig af Tilbudet.”
Den gamle Dame gik tæt hen til mig, saae mig lige ind i Øinene og udraabte:
„Skulde det være muligt, skulde De for disse Moderløses Skyld ville bringe et saadant Offer?”
„Nei, Deres Naade, det vilde gjøre mig inderlig ondt at skilles fra Børnene, men jeg har en mere egoistisk Grund.”
„Tør man spørge, hvad det er for en Grund?”
„Det gik min Familie nær til Hjertet, at Forholdene nødte mig til at tage ud mellem Fremmede; de troe nu, at jeg har fundet et Slags Hjem og at jeg har det godt; skiftede jeg Plads, vilde de paany føle den samme Smerte, som da jeg forlod dem.”
„Var det den egoistiske Grund?” Geheimeraadinde Trolle lagde sin smalle Haand kjærtegnende paa mit Hoved og hviskede med blød Stemme: „De er en god, lille Pige.”
Om Eftermiddagen var Amalia i ondt Humeur. „De spilder altfor megen Tid paa Børnene,” sagde Hun, „Gud veed, hvem der har sat Dem Lærerindenykker i Hovedet; De forsømmer Syningen; Mantillen er jo ikke engang halv færdig. Nu maa De forlade Alt og plukke Blomster samt sætte dem i Fad, rigtig smukt.”
Og Kapitain Ridderspore, Frieren, som Lieutenant Due kaldte ham, kom om Aftenen og beundrede Blomsterne: „Frøkenen har vist ordnet dem; man kan ikke see noget mere malerisk.”
„Kunde De gjætte, at jeg havde gjort det,” lo Amalia, „ja, i den Retning troer jeg rigtignok at være temmelig begavet; — hvad skal man more sig med herude paa Landet.”
Kapitain Ridderspore tog en Rosenknop og gjemte den ved sit Bryst Han fortjente virkelig at hedde Frieren; ufortrødent beilede han til Amalia, der hverken kunde bekvemme sig til at sige ja eller nei. Som Adelsmand, Officeer og bemidlet Mand fortjente han ikke at afvises; som meget lidt begavet, baade med Hensyn til Forstand og Ydre, fortjente han ikke at antages; Amalia fandt det klogest at trække Tiden ud. —
En Søndag Morgen midt i August, da jeg kom fra Kirke, iført en blaa, klar Kjole, Moders sidste Julegave, mødte jeg Amalia i Gangen.
„Min Gud, Mamsel Staal, hvad er det for en Dragt? den smukkeste Kjole man kan tænke sig! hvor taktløst! De har dog altid før valgt mørke Stoffer; jeg synes det falder af sig selv, at De altid maa være, nok anstændig, men dog saa lidt iøinefaldende klædt som muligt.”
Jeg gjorde ingen Indvendinger, hængte min smukke, blaa Kjole bort, den fortjente ogsaa, at der skulde slaae et lettere Hjerte under den, og iførte mig den evige sorte Silkekjole, som forekom mig at være den, hvori Anstændighed og skyggeagtig Usynlighed mest forenedes.
En Dag, da det var meget varmt, kjørte Obersten med Børnene i Skoven, Fru Bärenschild begav sig i Bad, og Amalia og Lieutnant Frederik søgte Kølighed hos mig i Lysthuset.
„Hvilken uudholdelig Varme! man kan hverken gaae, læse eller bestille Noget.”
„Det er Deres Mening, Amalia, og unægtelig ogsaa min, men det lader ikke til, at Frøken Staal deler den.”
„Alle Mennesker ere ikke stillede eens; naar Enhver vilde lægge Hænderne i Skjødet for en Smule Varmes Skyld, saae det galt ud. Jeg begriber forresten ikke, Frederik, Hvorfor De i den senere Tid kalder Mamsellen for Frøken; det er virkelig upassende.”
„Jeg er gammel nok, Amalia, til at handle paa egen Haand; Mamsellerne, vi i Fortiden have havt, have givet mig Ufsmag paa Navnet; det er med fuldt Overlæg, at jeg kalder denne unge Dame for Frøken. Men seer jeg ret! der kommer Helene kjørende med en drabelig Ridder ved sin Side. Frieren, saasandt jeg lever!”
Amalia ventede et Øieblik, til hun havde faaet sit lidt fortrukne Ansigt i de rette Folder, og skyndte sig saa hen til Vognen.
„En smuk Pige,” bemærkede Lieutenanten, idet han saae efter hende.
„Overordentlig smuk.”
„Hør, Frøken Staal, jeg vil egentlig bede Dem om et Raad; tillad.” Han tog en Præn ud af min Syæske og kradsede med den i Bordet. „Kan jeg vente et oprigtigt Raad?”
„Det haaber jeg.”
„Troer De, at Amalia vilde kunne gjøre mig lykkelig? troer De, at vi vilde passe godt sammen? raader De mig til at anholde om hendes Haand?”
„Gud frie mig fra at raade i saa Hensende, Lieutenanten kjender jo Frøken Amalia langt bedre end jeg.”
„Det havde jeg ikke tiltroet Dem, Frøken Staal; det var ikke venskabeligt; stod min værste Fjende for Brudeskamlen med hende, vilde jeg gribe ham i Armen og raabe: holdt, holdt, før det er for silde.”
„Jeg maa tilstaae, at jeg ikke antog det for muligt, at De holdt af Amalia.”
„Naa, det glæder mig dog; men hvad mener De, Helene har ofte slaaet paa den Streng, at jeg skulde ægte Amalia; Søsteren vil af med hende og under Broderen at faae hende. Forresten er mit Hjerte langt borte, helt oppe i Sverrig er det. O, De er dog det besynderligste Menneske, jeg nogensinde har kjendt; er det ikke første Gang De seer rigtig venligt paa mig, da De hører at mit Hjerte er i Sverrig. — Det er gaaet mig sælsomt nok; jeg har altid havt en vis Skræk for Præstedøttre, svenske Damer, og høie Damer i Almindelighed, og for Navnet Maja i Særdeleshed, og see, jeg besøger en Fætter i det nordlige Sverrig og kommer hjem forlovet med en høi, svensk Præstedatter, benævnet Maja. — Det er en stor Hemmelighed, jeg har kun en eneste Fortrolig. Dem beder jeg ikke om at tie, De gjør det nok alligevel. Var jeg en Smule sentimental, vilde jeg opramse alle hendes Yndigheder og Fortræffeligheder, dog det er jeg ikke og lader mig derfor nøie med at beskrive hende som en velsignet, sød lille Pige. De minder mig om hende, hvor ubegribeligt det end er mig; der er ingen ydre Lighed, Hun er — De maa ikke tage det ilde op, det er maaskee ogsaa kun min Smag — smukkere end De; hun er aaben, De indesluttet; Hun er munter, De alvorlig; — Vor Herre veed, De har ikke Grund til andet her — hun er imødekommende, De tilbageholdende, og dog minder De mig om hende. Det er som boede en hemmelig Kraft i begges Hjerter, en Kraft, der ret vilde vise sig i Modgangens Dage; jeg har en uindskrænket Tillid til begges Handlemaade; ja, det er en Gaade, jeg ikke kan forklare, og De kan naturligviis ikke forstaae mig.”
„Det troer jeg dog nok, jeg kan; Ligheden kommer vist af, at vi tjene igaarde sammen.”
„Ah!” — Lieutenant Due vendte Ansigtet halvt bort, borede Prænen saa dybt ned i det grønne Bord, at Spidsen brak og spurgte: „Tjener jeg ikke i samme Gaard?”
„Jeg maa sige nei, De har ikke taget fast Tjeneste der, men undertiden, ja ikke saa sjeldent, troer jeg, gjør De timeviis Arbeide i Gaarden, dog De har Egenskaber, som, naar De engang lader Dem fæste for Livstid, og det ender det bestemt med, ville gjøre Dem til en af de bedste og nyttigste Tjenere.”
„Ingen Prædiken, Frøken Staal! for Himlens Skyld ingen Prædiken!” Lieutenant Due holdt Fingrene for Ørene, ilede ud af Lysthuset og kastede, uden at vide det, den mishandlede Præn ned i et Bed Gulerødder.
Lidt efter kom han tilbage: „har De Lyst til at see hende? det er desværre kun et ynkeligt Billede, malet af en omreisende Stymper.”
„Et uendelig indtagende Ansigt; jeg kan ikke blive kjed af at see paa det.”
„Hun seer prægtig ud i Virkeligheden, ganske anderledes end der, og naar man saa tænker hvor god og rar Hun er. Jeg har kun een Ting paa hende at udsætte, men det er ogsaa Noget, jeg aldrig kan forsone mig rigtig med, Noget, der staaer i Strid med alle hendes øvrige Dyder. Kan De gjætte hvad det er?”
„Umuligt!”
„At Hun valgte mig, at Hun kunde finde Behag i mig, at Hun elsker mig af hele sit trofaste Hjerte. Det er en stor Feil af en saa reen og fast Karakteer, at vælge en letsindig, flygtig Lieutenant til Livsledsager. Jeg har mange Gange sagt til Maja, at det sætter hende ned i mine Øine, men hvad skal man sige? havde Hun givet mig en Kurv, var jeg bleven evig ulykkelig; enhver Ting har sin mørke og sin lyse Side. — Naar jeg først er femogtyve Aar og Eneherre over min Formue, reiser jeg op efter min Pige, og naar Hun som min Kone kommer hertil, da vee dem af mine Slægtninge, som ikke vise hende tilbørlig Respekt. — Jeg har aabnet Dem mit Hjerte, Frøken Staal, dels, fordi jeg havde stor Lyst til at sladdre til Dem om Maja, og dels, fordi det var den eneste Maade vi kunde komme til at staae i et behageligt, utvungent Forhold til hinanden; jeg haaber, at vi for Fremtiden skulle blive Venner.”
„Rigtig gode Venner.” svarede jeg og trykkede varmt hans Haand.
Jeg fandt en stor Trøst i dette Venskab; vi talede ofte om Maja, undertiden sendte hun mig en venlig Hilsen. Lieutenant Due behandlede mig nu med en hjertelig og alvorlig Høflighed, der stak temmelig skarpt af mod hans sommetider næsten ufordragelige Væsen i Forhold til Fru Bärenschild og Amalia. Disse Sidste vare strengere mod mig end nogensinde og lode mig høre, at jeg havde Nykker, skjøndt jeg virkelig ikke var mig nogen bevidst.
Jeg troer igrunden, min største Feil i deres Øine var, at jeg aldrig nedlod mig til at sladdre eller smigre, de to eneste Veie, som Lieutnant Due forsikkrede, til deres Gunst.
Geheimeraadinde Trolle protegerede mig paa det Kraftigste; og naar jeg skrev til mine Kjære, dvælede jeg ret ved hendes Godhed, ligesom jeg ogsaa skildrede min nye Ven og hans Maja samt mit Forhold til Børnene. Men fortæl os Noget om Fru Bärenschild og den ældste Datter; hvorfor nævner Du aldrig dem, Marie?” og jeg svarede, at Fru Bärenschild var svagelig og desværre bestandig led af Hovedpine, og at Datteren var den smukkeste Brunette, man kunde see, og sin Faders Afgud. — Dagen før vor Afreise kom Amalia løbende ind i Havestuen. „Tænk Dig, Mama, Grev Christian Ørnklo holder udenfor og taler med Frederik, jeg haaber da ikke han rider bort uden at hilse paa os.”
Heldigviis vendte jeg Ryggen til Amalia, ellers maatte Hun have bemærket min Sindsbevægelse, da Hun nævnede Navnet paa Moders Brodersøn, Grev Christian Ørnklo.
Efter et Par Minutters Forløb kom han ind, hilste utvungent paa Damerne og kastede sig i en Lænestol, hvor jeg ret havde Leilighed til at betragte ham.
Han lignede Moder, det vil sige Trækkene lignede, thi Karakteren i deres Ansigter var aldeles forskjellig. Man kunde tydelig see, at han bestandig havde havt gode Dage, at han var betydelig hovmodig, men tillige betydelig godmodig, at han aldrig havde anstrengt hverken Sjæl eller Legeme.
Amalia konverserede ham paa det Livligste om Heste og Hunde, Noget man kunde mærke han forstod fra Grunden.
„De maa dog see min lille engelske Hund. Spilop! Spilop! Spilop!”
Spilop sprang op paa sin Herskerindes Skjød og slog paa en koket Maade med sine lange Øren.
„Ikke ægte engelsk,” bemærkede Grev Ørnklo med lidt Foragt i sin Tone.
Det var Amalias svage Side; Frederik havde ofte drillet hende med det Samme, og Hun var da bleven rasende: nu betvang Hun sig imidlertid paa lidt Rødme nær.
„Skulde den virkelig ikke være ægte engelsk; jeg kan neppe troe det; den har været meget kostbar, see, hvilken prægtig Hale, dog jeg maa naturligviis underkaste min Mening en saa stor Kjenders.”
„Næsten ægte, men ikke ganske. — Jeg forskrev for nylig een fra England, den smukkeste lille Tingest man kunde see; jeg havde bestemt den til en Cousine, men havde ikke stor Tak for Uleiligheden; Hun gav den til min lille Søster Therese og valgte i dens Sted en stor Jagthund, hvidgraa med brune Pletter. Jeg kunde egentlig godt lide det af min Consine, at Hun hellere vilde have en tro, klog Hund, der kan beskytte hende, naar hun alene streifer omkring i Skoven, et Slags Ven, end en dum, egoistisk lille Skjødehund, der ikke duer til andet end til at kjæles for og opvartes.”
Amalia bed sig i Læberne, Grev Ørnklo lod Munden løbe lidt endnu og reiste sig derpaa for at tage Afsked.
Han anede ikke hvilken Strid der var i den beskedne Skikkelses Bryst, der sad ved Vinduet og syede, hvor gjerne Hun havde sendt en Hilsen til Cousinen, hvor velkommen den Hilsen vilde have været. — Dog han havde vel aldrig hørt mig omtale; jeg var i en underordnet Stilling og vilde nødig genere eller berøre ham pinligt.
„Farvel, min kjære Grev Ørnklo, glæd os snart igjen med et Besøg; de hjerteligste Hilsener til Greven og Grevinden.”
Efter smilende fra Vinduet at have besvaret den Bortridendes Hilsen udbrød Amalia. „En dum, uopdragen, utaalelig Dreng!”
„En grundskikkelig Fyr og ikke saa dum endda,” indvendte Lieutenanten, „skjøndt jeg ikke vil paastaae, at han har opfundet Krudtet; han har unægtelig lidt Naragtigt ved sig, men det ligger vist alene i, at han Intet har villet lære. Man siger, at hans Herr Papa, en halv Videnskabsmand, har havt stor Sorg af ham i den Retning. Hos Grevinden havde han Medhold; Hun stikker ikke dybt, og fandt det Synd at plage Drengen. Det lille Menneske, der ellers er Føieligheden selv, skal, i Forhold til sine Hovmestre, have været stridig som en Karriolhest.”
„Nu maa De tage fat, Mamsel Staal, og pakke ind til Flytningen,” bød Oberstinden.
Jeg skyndte mig efter bedste Evne, men medens Hænderne havde travlt med Glas, Porcelain etcetera, vare Tankerne beskjæftigede med en let og yndig Skikkelse, der syngende løb henad en Skovsti, fulgt af en stor hvidgraa Jaghund med brune Pletter.
Med et vist Veemod forlod jeg Landstedet, for atter at flytte ind i det store Huus i Bredgaden, hvor jeg følte mig mere indespærret og havde mindre Leilighed til at være ene. I Frederiksberghave havde jeg, det lyder næsten utroligt, ikke været en eneste Gang. Da vi kjørte gjennem Vesterbro saae jeg en stor Bygning, hvor vort lille Huus havde staaet; den var nylig reist; den grønne Krands med Flitterguldet og de flagrende Baand aftegnede sig skarpt paa den klare Himmel.
Elledte Kapitel
Der er noget martrende for en Fraværende i, bestandig paa sin Forespørgsel til en elsket Syg, at erholde det Svar. Hun er lidt bedre. Hvor inderlig ønskede jeg selv at see Moder, selv at iagttage, om hun virkelig var rask paa lidt Mathed nær, der kun blev foraarsaget af Søvnløshed. Jeg tænkte ofte paa Doktor Stubs Raad, et varmere Klima, og ønskede, at Moders Broder maatte foranstalte en Tour til Italien; dog saa besynderlige Modsætninger er der i den menneskelige Karakteer, at, da mit Ønske blev opfyldt, da jeg modtog Efterretningen om, at de virkelig skulde reise, vare mine Følelser snarere sørgelige end glædelige. Hvor Mange havde ikke fundet Døden, hvor de ventede at finde Helbredelsen. kunde jeg blot have seet dem een Gang før Afreisen, men det var umuligt, og selv vort skriftlige Samkvem, min eneste, men store Trøst, vilde blive sjeldnere og mindre regelmæssigt end før.
Den femtende October reiste de: Moder, Minna, Grev Ørnklo og hans Søn. Veiret var yndigt som om Sommeren; jeg gjorde mig megen Umage for at kaste alle ængstelser bort, og med Tro og Haab see Fremtiden imøde.
Henriette var min Fortrolige; for hende udgjød jeg min Frygt og mit Haab; for hende skildrede jeg de lykkelige Dage, vi før havde tilbragt, og hun blev aldrig kjed af at høre, eller af at spørge ud. Jeg seer hendes lille Ansigt saa tydeligt i Tankerne, hvor det straalede af Fornøielse, naar hun bragte mig et Brev. For Lieutenant Due nævnede jeg ikke mine Kjære; jeg havde en Følelse, som vilde han ikke interessere sig videre for dem; desuden holdt jeg ikke af at høre ham omtale Moder og Minna i sin sædvanlige lette Tone. Iøvrigt viste han mig bestandig den største Venlighed, og jeg holdt mere og mere af ham. Hans gode Sider traadte ret frem, — jeg troer igrunden imod hans Villie, — naar han skildrede sin svenske Pige og deres tilkommende huslige Liv; derimod traadte hans onde Sider, — dem havde han desværre ogsaa, og lagde sandelig ikke an paa at skjule dem, — frem, naar han kritiserede sine Omgivelser og, med en vis Nydelse, gjennemgik deres Feil.
Søgte Geheimeraadinde Trolle og Lieutenant Due, — det forekommer mig besynderligt at nævne to saa modstridende Elementer paa eengang, — ved enhver Leilighed at hæve mig, saa søgte Oberstinden og Amalia, netop paa Grund heraf, at trykke mig ned, og vise, at jeg kun var et Tyende. Obersten lagde liden eller ingen Mærke til mig; engang da hans Kone beklagede sig over mig, hørte jeg ham rigtignok sige:
„Min kjære Helene, vi maae jo dog nu have gjort den Erfaring, at Ingen af dem due; denne forekommer mig dog at være een af de Skikkeligste; i hendes Tid have vi idetmindste havt Fred, og jeg har været fri for at blande mig i Tingene.”
„O, de Mænd,” sukkede Fru Bärenschild, „Egoister fra Begyndelse til Ende. Det taabeligste Skridt jeg nogensinde har gjort var at gifte mig; naar Du blot er fri for Uleilighed, kjære Bärenschild, saa bryder Du Dig ikke om, at jeg sættes til Side.”
„Have to Mennesker begge gjort noget Taabeligt, gjøre de klogest i ikke at lade hinanden det høre,” svarede Obersten, idet han med et truende Øiekast forlod Stuen.
Naar Amalia skulde i Theatret, havde hun meget travlt med at udtænke og ordne sin Dragt; det var et sandt Studium, naturligviis maatte den være efter nyeste Mode, men hendes egen Originalitet skulde dog skinne igjennem, det Aparte, det Iøinefaldende maatte forenes med den høieste Smagfuldhed. Penge blev der ikke sparet paa, og det forekom mig, som var Stykket hende en fuldkommen Biting, som gik Hun der kun for at blive beundret.
„Pas paa Lys og Ild, Mamsel Staal,” sagde Oberstinden, naar de toge bort, „hver Time maa De gjøre en Ronde i Værelserne; Tjeneren maa slet ikke lægge i, jeg er saa dødelig angst; De maa ikke forlade Huset et Minut; maaskee jeg sender En eller Anden herhen for at see, hvorledes det staaer sig.” Denne Trudsel opfyldtes aldrig, men Oberstinden, der endnu bestandig troede, at der ulmede en vis Lyst hos mig til at løbe ud, ansaae den hensigtsmæssig, for at sætte mig Skræk i Blodet.
Doktor Stub kom af og til for at kurere paa den halstarrige Hovedpine. Skjøndt han ikke ved nogetsomhelst Tegn gav tilkjende, at han erindrede mig, var jeg dog glad over at see hans gravitetiske Skikkelse og hans ubevægelige Ansigt; med urokkelig Rolighed hørte han Fru Bärenschilds Klager, forordnede det Nødvendige og fjernede sig derpaa, livagtig en Istap, som Frederik Due bemærkede.
„Havde vi Dig her, Marie, — skrev Minna fra Neapel, — da vilde vi være fuldkommen lykkelige; nu ere vi kun lykkelige i Haabet, at den balsamiske Luft maa hjælpe Moder til Sundheden, for at vi kunne samles. Den kjære Professor Lange er saa glad over at have os hos sig; han er som hjemme her; Høie og Ringe, Alle holde de af ham, og han holder da igjen af dem Alle. Vi spadsere lange Toure i den paradisiske Egn og tale da mest om Dig, Mie. Professoren er inderlig bedrøvet, fordi Du ikke er her; han længes efter at vise Dig sine Malerier; alligevel glæder han sig ved at vide Dig hos saa gode Folk, thi han kjender Oberst Bärenschilds og holder meget af dem, især af Datteren. Christian kjender dem ogsaa og roser dem, hvilket er en stor Trøst for Moder, der altid er ængstelig for Dig, Søster, hvor fornøiede dine Breve end ere.
„Vi have stiftet Bekjendtskab med en ung, dansk Pige, Hedevig Bang som er her med sin Broder; Hun har Brystsyge og kan nok ikke reddes. O, Marie, det er saa tungt at tænke derpaa; hver Dag bliver Hun svagere og svagere, men Hun er saa taalmodig, saa blid, saa glad. Hun elsker Moder høit; ogsaa Dig kjender Hun godt af vore Beskrivelser, og sender Dig de kjærligste Hilsener.
„Fætter Christian er besynderlig forandret; det er ikke som det var det samme Menneske. Han læser næsten bestandig, men han har rigtignok ogsaa Meget at indhente, maa Du troe. Han er ogsaa mere alvorlig, og Onkel roser ham, fordi
han tænker før han taler, som han nok ikke før har gjort. En underlig En er Christian dog, men saa omhyggelig og kjærlig mod Moder, at jeg ret holder af ham.
Farvel, Marie; Professoren finder ikke dine Breve lange nok; han vil have lidt Nyt fra sit kjære Kjøbenhavn, Noget, som ikke staaer i Aviserne, siger han. Moder og jeg ønske kun at høre om Dig selv, om dine Tanker og din Stemning. Du er da rigtig rask, Søster og pakker dig godt ind; er Du voxet?
„Farvel Mie, og tænk halvt saameget paa din Minna, som Hun tænker paa Dig.
„E. S. Der er en lille Have ved vor Bolig med Udsigt til Havet; der sidder Moder hele Formiddagen under et Accasiatræ, og, medens Hun seer paa den vidunderlig yndige Udsigt, drømmer Hun om et Hjem i Danmark, hvor Hun kan see det Skue, der dog er hende det kjæreste af alle: Dit Ansigt.”
Saa elsket var jeg; det løftede Hjertet, gav mig Kraft til at være taalmodig, og berøvede enhver Krænkelse dens Braad
Naar Oberstens havde Fremmede, maatte jeg ofte spille hele Timer, medens de Unge dandsede. Stundom var jeg forunderlig tilmode, og følte langt mere Lyst til at græde, end til at frembringe disse livlige Toner; og naar jeg hørte Latter og Munterhed, grundede jeg over, om de virkelig vare glade i Hjertet, og naar jeg saae de stadselige Herrer og smukke Damer, følte jeg en sælsom Lyst til at vide, om det Indre ogsaa var smukt, om deres Venlighed var meent, om Ordene, der fløde fra deres Læber, vare sande. Atter til andre Tider, naar der var Ligevægt i mit Sind, glædede jeg mig over Musiken, mærkede, at jeg ogsaa var ung, og Foden bevægede sig uvilkaarligt efter Takten. Hvem der blot en eneste Gang maatte dandse med, dog, det kunde ikke skee, jeg var Mamsel Staal og skulde blot spille.
En Dag var der et ualmindelig glimrende Selskab i Anledning af en fjern Consines Forlovelse med en rig Godseier; der blev dandset, og jeg kunde ikke blive træt af at see paa det unge Par, især paa hende, der var saa kvindelig yndig i sin undseelige Kjærlighed. Lykkelig som hun var, kunde Hun ikke taale et bedrøvet, eller blot alvorligt Ansigt, Hvorfor Hun nærmede sig mig og lagde sin Haand paa min Skulder:
„Nu har De spillet saa smukt og saa længe for os; nu skal De virkelig dandse.”
Aldrig glemmer jeg hendes Venlighed, hendes søde Smiil, eller det straalende Udtryk i hendes Øine. Hun trak mig blidt op, gjorde et Tegn til sin Tilkommende og tog min Plads.
Den høie Herre bukkede for mig og snart fløi vi hurtig afsted. Jeg var ganske fortumlet; det var kommet saa uventet, jeg burde vist have afslaaet det.
„De dandser jo nydeligt,” udraabte Frederik, „De slipper paa min Ære ikke for at dandse med mig.”
Han ændsede ikke mit Afslag, og atter var jeg paa Gulvet.
„Lad der blive sidste Gang, Mamsel Staal, at De gjør saadanne Scener,” hviskede Fru Bärenschild, „ellers bliver jeg nødt til at prostituere Dem, hvor nødigt jeg vil, min Gode, ved høit at minde Dem om, hvem De er.”
Jeg gik atter hen til Fortepianoet, efter med en ydmygelse at have kjøbt den korte Morskab.
Meget ofte blev jeg gjort Uret, men ligesom der i enhver Overvurdering ligger en skjult Bitterhed, ligger der i enhver Miskjendelse en skjult Sødme. „Saaledes vilde Du ikke dømme, kunde Du læse i mit Hjerte,” det er den bittre Tanke i første, og den søde i sidste Tilfælde.
I mangen tung Stund tænkte jeg paa Ord, Moder havde talet af egen Erfaring: „Ethvert aandeligt Gode bliver os tildeel i Forhold til det Alvor og den Inderlighed, hvormed vi begjære det.” — Naar jeg af hele min Sjæl bad om at blive taalmodig, blev jeg det ogsaa, ikke ved egen Kraft, men det blev mig givet.
Amalia kunde undertiden blive dobbelt opfarende, naar jeg stod rolig og taus og hørte paa hendes Bebreidelser:
„Det er som om jeg slog Vand paa en Gaas, jeg troer ved Gud, at Ingenting gjør Indtryk paa det Menneske!”
Og December kom, raa og vaad, med sine mørke Morgener og lange Aftener; jeg fik endnu mere at bestille end sædvanligt, thi Amalia skulde, som Lieutenanten bemærkede, fabrikere en hel Deel Ting til Julen. Hendes egne Dragter vare dog det Vigtigste, og medens jeg syslede med dem, anstillede jeg mine Betragtninger. Hvorfor gjordes alle disse Anstalter? vidste de hvad Julen var? man pleier jo dog kun at feire sine Venners Fødselsdag, ikke Fremmedes, og da pleier man at feire dem, som man veed Vennerne ønske det, som det vil glæde dem; og medens jeg fæstede Garneringerne op med utallige smaa Sløifer, grundede jeg over hvad Julens Herre dømte om deres Opførsel, men idetsamme fortrød jeg mine Tanker og bad ham ret inderligt skjænke mig et skaansomt og kjærligt Sindelag.
Lieutenant Due reiste i Begyndelsen af December til Sverrig, til sin Fætter hed det, han havde Permission til Nytaarsdag.
Hele Familien skulde tilbringe Juleaften hos Oberstens Moder, en meget gammel Dame, der aldrig forlod sit Huus, men ved høitidelige Leiligheder samlede Børn og Børnebørn omkring sig.
Amalia var saa smuk og saa glad den Aften; Hun var Bedstemoders Kjæledægge og ventede en rigtig god Foræring. Louise og Henriette klappede i Hænderne; de saae i deres hvide Kjoler ud som smaa Engle; Julen var i deres Hjerter rigtignok paa barnlig Viis blandet med Tanker paa det store Grantræ, Marcipanfigurer og Foræringer, men den var der dog.
„Pas paa Lys og Ild, Mamsel Staal, læg for Himlens Skyld ikke for meget i Kakkelovnen. De staaer til Ansvar for Huset og bliver naturligviis hjemme. — Kom Henriette! det er dog virkelig latterligt med den rørende Afsked Du tager fra Mamsellen; Du skulde huske, at Du nu er en stor Pige.”
Og bort kjørte de, efterladende mig alene, for første Gang uden at have sat mig Arbeide for.
Jeg gik op og ned i den store Dagligstue; jeg bøiede mine Knæ og takkede Gud, fordi ogsaa jeg havde Deel i Julens Herlighed; jeg græd og var dog saa glad; min Sjæl hævede sig over Tid og Rum, hævede sig hist op, hvor ingen Sorg eller Adskillelse mere skal være. I lang Tid havde jeg ikke faaet Brev, og dog nærede jeg ingen Frygt for de Elskede; jeg kastede al min Sorg paa min Herre, min naadige og kjærlige Herre, som nok vilde bevare dem. Jeg tænkte paa Moders Spørgsmaal: „Have vi i hans Navn overvundet en Feil eller tilegnet os en Dyd?” hvad skulde jeg svare?
Det forløbne Aar havde bragt mig fuld Bevidsthed om mine Svagheder, men tillige lært mig, hvor jeg kunde faae Kraft til at overvinde dem; jeg havde havt godt af Modgangens Skole; det forekom mig som var jeg rykket Gud nærmere; Han havde styrket mig, naar jeg var nedbøiet; Han havde givet mig nye Venner, hvor jeg mindst havde ventet det.
Næste Juul, hvor vilde jeg saa være? jeg svarede mig selv med det Vers af E. Hauch efter Paul Gerhard:
Den Herrre, der med mægtig Aand
Af Støv dig kunde skabe,
Han holder og Din Djæl i Haand
Og vil den aldrig tabe;
Derfor Du vente maa med ro,
Til Du hans Stemme hører,
Saa vil han bygge Dig en Bro,
Der til Din Frelser fører.
Det bankede paa Døren og til min Forundring traadte Lise Stuepige ind.
„Ak, Mamsel Staal, jeg har mange Gange tænkt paa hvad De sagde, at jeg skulde lære at kjende Dem bedre. Lille Frøken Jette meente, jeg skulde sige Dem det; Gud veed, jeg har tidt fortrudt, om jeg var lidt spids i Begyndelsen; nu kjender jeg Mamsellen, har seet hvor taalmodig De har været, og at De aldrig har talt ondt for noget Menneske, men undskyldt hvor De kunde. — Der er Ord, sagde min salig Fader, som blive siddende i Halsen, jeg mærker nok, at om Forladelse er eet af dem, men ud skal det alligevel.”
„Tak, Lise, De har forskaffet mig en sand Glæde.”
„Ja, jeg har da noget Bedre end det.”
Lise slog Døren op til Spisestuen, hvor et net Thebord var dækket; midt paa Bordet stod en stor Julekage med Voxlys om og en Grankvist stukket ned i Midten.
„Det er fra Frøken Jette; Hun holder saamænd af Mamsellen, som om De var hendes kjødelige Søster, og De er da ogsaa en bedre Søster mod hende, end den anden, naa, det er sandt, saadan maa jeg vel ikke tale. Sæt Dem nu ned, Mamsel Staal, og gjør Dem tilgode; Julekagen er delikat, det veed jeg bestemt, for min Forlovede, Anton Jensen, er Bagersvend og har selv lavet den.”
„Vil De ikke blive, Lise, og drikke en Kop The med mig iaften.”
Hun takkede, tog meget beskedent Plads paa Hjørnet af en Stol og skar Julekagen for. Inden Theen var drukket, vidste jeg hvorledes Anton Jensen saae ud fra Top til Taa, kjendte hans gode Egenskaber og hans Feil, hvoraf den største var en vis Lyst til at være fiin og flot, en Feil, som Lise dvælede ved med kjendelig Stolthed.
Det ringede paa Klokken og Lise skyndte sig, i Tjenerens Fraværelse, at lukke op.
„Naa, Gud skee Lov, saa har De da ogsaa Venner, der tænke paa at fornøie Dem; her er en Pakke til Dem.”
Fra Italien! det jublede inden i mig; jeg tog den lille, lette Pakke i min Haand og kyssede den mange Gange; derpaa gik jeg ind i Dagligstuen, stillede to Lys paa Bordet under den kjære Landsoldat, og lagde min Pakke og Hennys Grangreen mellem Lysene. Lise trak sig tilbage, jeg var ene og kunde i Ro og Mag glæde mig over mit lille Julebord.
Det varede noget før jeg aabnede Pakken; den indeholdt et yndigt Haararmbaand. Henad den mørkebrune Bund af Moders skjønne Haar laa en glindsende gylden Bladkrands af Minnas Lokker. Laasen var af Elfenbeen, Prosessoren havde malet en deilig lille Due med et grønt Blad i Munden paa den: Duen med Oliebladet; det havde sin Betydning, vidste jeg, han vilde ikke skuffe mig med et falskt Haab.
Mit Hjerte var fuldt af Lov og Tak, min Bøn var en Velsignelse over de Kjære.
Men hvem tilhørte den sorte Krands, der indfattede Laasen; det maatte Brevet kunne sige mig. Ak, det var Hedevigs Haar, den blide, elskelige Hedevigs. Hun havde ogsaa skrevet et Par Linier:
„Glædelig Juul, jeg holder saa meget af Dem og ønskede saa gjerne at see Dem, dog det skeer ikke; næste Juul vil jeg feire paa et bedre Sted; men skjøndt vi aldrig skulle mødes, vil De dog undertiden skjænke mig en venlig Tanke og ikke vredes, fordi mit Haar er forenet med saameget dyrebarere Væseners, med Moderens og Søsterens.
Glædelig Juul, af hele min Hjerte ønsker jeg Dem en glædelig Juul. Hedevig Bang.”
Minna havde skrevet det haabefuldeste Brev, og Moder et uendelig kjærligt, men tillige udforskende: „Havde jeg Dig hos mig, lille Mie, skulde Du anderledes komme ud med Alt; jeg skulde ordentlig faae Dig til at skrifte, Du slemme Barn.”
Hendes Haand var fastere end før; jeg saae paa min lille Due med Oliebladet, og Haabet blussede livligt op. Professorens Brev var Humor, Liv og Lystighed, „Magneten drager mig mod Nord”, skrev han.
Jeg var saa glad, at jeg reent havde glemt mine Kakkelovne; tillykke var det tidsnok, og da det brændte i alle Værelserne, satte jeg mig ved Klaveret og sang:
"Et Barn er født i Bethlehem.”
Klokken eet kom Vognen; jeg løb ned for at tage imod dem med det levende Ønske, at kunne meddele den lidt af min Juleglæde.
„Glædelig Juul.”
Oberstinden saae paa mig, som mistænkte Hun mig for at have sat Ild paa Huset eller stjaalet Sølvtøiet. Amalia svarede med et mekanisk: Iligemaade.
„Hu, hvor jeg har kjedet mig iaften. det var da ogsaa ærgerligt at Grandmama skulde give mig et chinesisk Shawl, Mage til det jeg har; De maa see at faae det byttet, Mamsel Staal.”
Jeg tog lille Jette i mine Arme og takkede hende for Overraskelsen; derpaa viste jeg begge Børnene mit Armbaand.
„Og troer Du virkelig, at Duen betyder saameget; Gud skee Lov, saa vil min Bøn opfyldes; jeg bad ret inderlig imorges, at Du næste Juul maatte være hos Din Moder og have det rigtig godt.”
„Fy Henny, hvor kan Du ønske saadant Noget? Marie maa ikke tage fra os; vi kunne ikke undvære hende, nei, paa ingen Maade.”
Jeg kyssede dem og takkede for al den Kjærlighed, de, efter deres forskjellige Naturer, ydede mig.
Nytaarsaften skulde vi have stort Selskab, Dands, Lotteri og Juletræ. Det blev overladt til mig at pynte Træet, og fra den tidlige Morgen var jeg beskjæftiget med at numerere og hænge op.
Druer, Confiturer, kostbare Nipssager samt en heel Deel forarbeidede Gjenstande, der for Størstedelen vare udgaaede fra min egen Haand, skjulte næsten det store Grantræ, og det var ordentlig vanskeligt at faae Plads til alle de couleurte Lamper. Jeg tænkte paa vort lille Juletræ med de slanke Voxlys og de faa Nødder og Æbler; mon det vilde opvække blot halv saamegen Glæde? jeg tænkte, at Lotterier ikke ere efter min Smag; det Behageligste ved Gaven, den venlige Maade, hvorpaa et Ønske bliver gjættet og opfyldt, manglede; Giverens Tanker have ikke været kjærligt beskjæftiget med Modtageren. Medens jeg saaledes raisonnerede, blev Træet færdigt og stod der, saa rigt, stolt og malerisk, at jeg ikke kunde nægte det min Beundring.
Der var Liv og Glæde, da Selskabet efter Aftensbordet kom ind i Salen til det oplyste Træ, Amalia blev almindelig rost. „Frøkenen er uovertræffelig i den Kunst at arrangere”, læspede Frieren. Han tilbød sig derpaa at byde Numrene om, og kom langt om længe ogsaa til mig; jeg vilde netop afslaae det, da Oberstinden udbrød:
„Mamsellen spiller ikke med; hun faaer Sit imorgen.”
Geheimeraadinde Trolle nærmede sig og spurgte meget høfligt og roligt:
„Jeg haaber da ikke, min kjære Cousine, at det er et Uhr.”
„Et Uhr?” gjentog den forbausede Oberstinde.
„Det glæder mig, at det ikke er Tilfældet; jeg frygtede, at De var kommen mig iforkjøbet; jeg har længe glædet mig til at give Mamsel Staal dette Uhr, som et Tegn paa min Anerkjendelse og mit Venskab.”
Alles Øine vare fæstede paa Donna Grandezza og mig, medens Hun med endnu mere end sædvanlig Anstand, tog Kjæde og Uhr af sin Hals og hængte det om min.
Jeg veed ikke, om Hun virkelig havde bestemt dette forud, eller om hun i Krænkelsens Øieblik besluttede at give mig en storartet Opreisning.
„Og nu, min kjære Mamsel Staal,” tilføiede hun sagte, „vil jeg ønske Dem et bedre Aar end dette og gjentage mit Tilbud fra i Sommer.”
Jeg takkede af et fuldt Hjerte, men afslog det, idet jeg fortalte, at der var mere Udsigt for os til at forenes.
Hvor venlig Geheimeraadinde Trolle altid viste sig imod mig, var hun dog aldeles ikke familiair; det var den ældre, fornemme Dames Godhed mod den beskedne, unge Pige.
„Glædeligt Nytaar, et tusind Gange bedre Aar end det forrige,” raabte lille Henny næste Morgen.
„Glædeligt Nytaar, og gid De snart maa komme herfra,” ønskede Lise. „Herregud, dette er intet Liv for et ungt Menneske.”
Alle mine Venner ønskede mig et bedre Aar; det maatte betyde noget Godt; jeg begyndte 1856 med det bedste Haab.
Da jeg kom ind, fik jeg Mit tilligemed de øvrige Folk. Det bestod i ti Daler. Jeg havde ingen Lyst til selv at bruge dem, og bestemte dem til to Sølvskeer til Lise og Anton Jensen.
Lieutenant Due kom om Eftermiddagen; han saae lykkelig og mandig ud; Nonchalancen var som blæst bort, men det varede ikke længe, før Fru Bärenschilds og Amalias Bemærkninger kaldle hans gamle Væsen tilbage.
„Jeg har ret længtes efter at tale alene med Dem, min kjære Frøken Staal,” sagde han næste Morgen; „jeg har de venligste Ønsker og Hilsner med til Dem; et Brev har jeg ogsaa; maaskee De allerførst vil læse det”.
Han saae ubeskrivelig skjelmsk ud, da han rakte mig Brevet. Det var fra Maja og indeholdt det kjærligste Tilbud om at betragte hendes Hjem som mit, og, saasnart Foraaret gjorde Reisen mindre besværlig, begive mig paa den. Venner havde de næsten allevegne, skrev Hun; de vilde tage imod mig med aabne Arme; det Nærmere kunde vi aftale, naar jeg havde truffet min Bestemmelse.
„Egentlig talt, Frøken Staal, finder jeg ikke det er noget at græde over.”
„Jeg græder af Glæde og Taknemmelighed. Det er skjønt at lære saa gode Mennesker at kjende, men tage derimod kan jeg ikke.”
„Vil De ikke tage derimod! naa, det maa jeg sige var en deilig Maade at vise sin Glæde og Taknemmelighed paa.”
„De maa ikke blive vred; et saadant Tilbud fortjener vistnok ikke at afvises af falsk Æresfølelse eller andre saadanne Grunde; jeg vilde uden Betænkning tage derimod, hvis jeg ikke haabede snart at kunne flytte sammen med min Familie.”
„Deres Familie. jeg giver ikke en Pibe Tobak for Deres Fa- om Forladelse. Hør nu, min kjære Marie, en Skildring af det Hjem, der tilbydes Dem, før De afslaaer det; De er jo dog ellers en fornuftig Pige, og føielig, altfor føielig. Hør nu efter.”
Lieutenant Due tog en Kaffemølle ud af min Syæske, satte sig magelig tilrette og begyndte sin Skildring, medens han ufortrødent trak Alenmaalet ud og malede det ind igjen.
„Præstegaarden er gammel og forfalden, men hvor tarveligt Meublementet end er, er der dog sirligt og ubeskrivelig hyggeligt i de lave, rummelige Værelser. Haven er stor og fuld af Roser og andre Blomster; dem passer Maja alene; kunde De ikke nok have Lyst til at hjælpe hende? Egnen, dog den Slags forstaaer jeg mig ikke synderligt paa, Menneskene er mig det Vigtigste; Jeg vil derfor begynde med Husets Herre. De maa ikke vente i ham at finde en af disse alvorlige Præstemænd, paa hvis mørke Ansigter man, i ti Skridts Afstand, kan læse, at Jorden er en Jammerdal; tvertimod, han er trivelig, jovial, holder nok af sin halvskilings Whist, en lille Bolle Punsch i godt Selskab og Erindringerne fra sin glade Studentertid. han elsker Ungdom og Lystighed, er vittig og spøgefuld, men — og dette er Noget, som vil hæve ham i Deres Øine — i eet Kapitel taaler han ingen Spøg. Naar En eller Anden, opmuntret af Præstens livsglade Væsen, vover at lade Ironiens Pile streife Religionens Gebet, bliver den gjæstfrie Vært aldeles forvandlet, og det ulykkelige Menneske maa takke Skjæbnen, naar han ikke bliver viist Døren. Hvorledes hans Taler ere, skal jeg ikke formaste mig til at bedømme, jeg veed kun, at Maja finder dem deilige; jeg holder mere af Gjerninger end af Ord, og mangen kold, mørk Nat har jeg seet ham uden Betænkning forlade sin Seng, for at bringe en Syg Trøst, og det ikke alene aandelig Trøst, Maja maatte sørge for, at Kurven med noget Kvægende kom bag i Vognen. Selv med Penge, det Eneste det kniber paa i det ellers flotte Huus, hjælper han sine fattige Sognebørn, og, saa sandt jeg lever, er han derfor nødt til at gaae med Lapper paa sine Stadsstøvler. Hans Kone er den personificerede Velvillie; det er hendes Livsopgave at gjøre Gjæsterne — der er altid Gjæster — og Husets egne Beboere det saa behageligt som muligt. Naar man vil vinde hendes Venskab, skal man blot tage rigtig for sig af de indbydende Retter; Folk med smaa Appetiter holder Hun i Reglen ikke af; dog skal De ikke frygte, at Hun af den Grund vil nære Uvillie mod Dem; Maja spiser heller ikke meget. Den gode Svigermama holder lidt mere af Sladder end Manden ønsker, men det tjener — idetmindste i mine Øine — kun til at forøge hendes Gemytlighed. See saaledes er Ægteparret; nu kommer Touren til Maja, og jeg maa see at fatte mig kort; De kjender hende jo allerede af mine ofte gjentagne Beskrivelser. Hun ligner mest Papa; den bedste Pige, der kan være Liv og Blod i, et Hjerte, der er aabent for Alles Sorger og Glæder, en Mund, der altid er rede til at trøste, opmuntre og undskylde. — Tjenestefolkene ere Alle gamle igaarde; jeg har rigtignok lidt Mistanke om, at de snyde vor Præst lumsk, men hvad skal man sige, destomere holde de af ham. — Naa, Frøken Staal, nu er jeg færdig; Præsten vil være Deres Fader, hans Kone Deres Moder, Maja Deres Søster; kan De modstaae en saadan Søster, kan De have Hjerte til at bedrøve Maja ved at sige Nei.”
„Det vil ikke bedrøve hende; det vil glæde hende, at jeg kommer til mine Egne; næste Gang De skriver, maa jeg nok faae en Seddel i med, hvori jeg kan takke hende, som jeg føler Trang til.”
„Jeg kan jo ikke tvinge Dem, men Dette havde jeg ikke ventet; De maa troe, at det slet ikke er behageligt for En, der holder af Dem, at see hvorledes De behandles her; det er mig yderst pinligt, saameget mere, som jeg, ved at blande mig deri, kun vilde forværre Deres Stilling; De er et af de Mennesker jeg holder mest af, og jeg havde glædet mig oprigtigt til, at De skulde faae det godt.”
„Det vil jeg ogsaa nok til sin Tid; jeg takker Dem saa inderligt for al Deres Venlighed, og jeg behøver vist ikke at sige, at jeg ogsaa holder meget af Dem.”
„Det skal De ikke; der er ikke Noget, der er værd at holde af ved mig; vil De troe det, mange Gange hader jeg mig selv.”
Lieutenant Due strøg Haanden over Panden, som for at jage en Sky bort, og tilføiede i en halv alvorlig, halv letsindig Tone: „Jeg er igrunden en slet Karl, De maa ikke lee, der er ikke to Meninger om, at jeg igrunden er en slet Karl.”
Tolvte Kapitel
Moder og Minna anede rigtignok ikke paa hvilken Tid og under hvilke Omgivelser jeg skrev til dem. De vilde være blevne yderst forbausede, naar de havde seet mig sidde om Natten med Kaabe paa, skrivende paa det nedslagne Laag af Servanten, medens Frosten tegnede sine stadselige Blomster og Blade paa Ruderne. Vi havde nemlig ingen Kakkelovn i vor lille Stue og maatte lade os nøie med den Varme, Amalia overlod os fra sin, og jo stærkere Kulden var, jo mindre vilde hun undvære. Undertiden kunde jeg neppe holde paa Pennen, saa valne vare mine Fingre; Fødderne derimod vare vel placerede i en blød Dukkeseng, som Henriette havde overladt mig til dette Brug.
„Her har jeg Arbeide til Dem, Mamsel Staal,” udraabte Amalia en Dag med et glædestraalende Ansigt; „jeg troer bestemt, Du vil misunde mig, Mama; see hvilket Mønster til et Lommetørklæde! det er lige kommet fra Paris; Keiserinden har Mage til det; er det ikke deiligt? nu gjælder det blot om at faae Navnet til at svare; De maa gaae til Davidsen, Mamsel Staal, og bestille det; jo før vi faae det i Gang, jo bedre.”
Jeg saae med Forskrækkelse paa den brede Bordt, der var sammensat af Blomsterguirlander, næsten usynlige Huller og Grund. Skulde jeg blive her saalænge, at jeg kunde faae det færdigt? det var næsten et høitideligt Øieblik, da jeg syede de første Sting derpaa.
Foraaret begyndte saa smaat at melde sig; jeg fik dets første Hilsen gjennem en Buket Violknopper, som jeg afkjøbte en lille paatrængende Voldtyv; midt i April Maaned blev en Tyvendedeel af Lommetørklædet færdigt; jeg husker godt, hvor tungt mit Sind var den Dag; Geheimeraadinde Trolle var reist til en Slægtning i Holsteen paa ubestemt Tid; jeg havde længe intet Brev faaet fra mine Kjære; Oberstinden var meget vanskelig, og Henriette fik Skjænd, fordi hun — høist imod min Villie — tog mit Parti; det var som slog Alt sig sammen for at bedrøve mig. Om Eftermiddagen kom imidlertid Frederik med Noget i sin Haand.
„Her er lidt Opmuntring, som De vist ogsaa trænger høilig til.”
Det var et Brev fra Minna; Fru Bärenschild saae min Glæde; i samme Øieblik tog hun noget Strikkegarn op af sit Sybord.
„Vil De ikke holde dette, Mamsel Staal.”
„Maa jeg ikke, Mama, Marie længes efter at læse sit Brev.”
„Vist ikke, Henriette, Du sidder saa uroligt med Hænderne. — Vi ville vinde disse to Pund til Tæppet, min Gode, paa eengang.”
Var det ondt at troe hende istand til at gjøre det for at smerte mig? jeg kunde ikke andet; dog Brevet laa i min Lomme; det gav mig Mod til at holde de to Pund tilende med et smilende Ansigt. Derpaa skulde Amalia pyntes, saa kjørte de bort, og jeg kunde uforstyrret læse mit Brev.
„Hvormeget har jeg ikke at sige Dig, Marie, og idag føler jeg endnu tydeligere end sædvanligt, hvor ringe Erstatning Pen og Blæk byde for den mundtlige Samtale. Enhver Ting kunde jeg saa let fortælle Dig, men det er ikke Alt, der er let at skrive, og dog vilde jeg ikke for mit Liv have nogen Hemmelighed for Dig.
Tænk Dig, Mie, Fætter Christian holdt af mig, forstaa mig ret, han holdt saameget af mig, at han ønskede jeg skulde blive hans Kone. Du kan ikke blive mere forundret end jeg blev, da han sagde det; jeg havde ikke den fjerneste Anelse derom, og jeg blev ikke alene forundret, men ogsaa inderlig bedrøvet. Han var saa alvorlig, saa heftig; det var som beroede hans Livs Lykke paa mit Svar, og jeg kunde dog ikke sige ja. Hvis jeg nogensinde skal faae en Mand, da maa jeg elske ham høiere end alle Andre, og jeg holdt ti Gange mere af Moder og Dig end af Christian. Det skar mig lige ind i Sjælen, saa fortvivlet blev han over mit Afslag; jeg var vred paa mig selv, og vilde dog ikke for nogen Priis i Verden have taget det tilbage. Tilsidst bad jeg ham gaae ind til Moder, og det gjorde han ogsaa; jeg gik ud i Haven og græd, men kort efter kom Onkel Carl ud, tog mig i sine Arme, kaldte mig ved de ømmeste Navne og førte mig ind til Moder. „Alt er afsonet, Louise,” raabte han; Din Datter har gjort Alt godt; ingen Skygge skal mere staae imellem os; har Du feilet mod mig, har denne velsignede Pige bragt et saa stort Offer, at det opveier Alt.”
„Kan Du forstaae det, Marie, Onkel Carl siger, at han elsker mig som en Datter, og dog er han saa glad, fordi jeg ikke bliver hans Datter; det er mig en ubegribelig Modsigelse. Jeg kan heller ikke paa nogen Maade gjøre ham det klart, at det intet Offer er, at jeg afslog Christians Haand, hvad jeg saa siger, troer han det dog; det fornærmer mig egentlig lidt, men hans Kjærlighed og Ømhed er saa stor, at jeg umulig kan være vred paa ham.
„Christian er nu reist for at see sig om i Verden; Onkel fandt, at vi slet ikke skulde have talt med hinanden, men det satte jeg mig imod; det var saa koldt og uvenligt. Vi spadserede sammen Dagen før hans Afreise; han talede sig rigtig ud og blev lettet. „Vær ikke bedrøvet for min Skyld. Minna,” sagde han, „jeg skal nok blive lykkelig, tusinde Gange lykkeligere, end om jeg aldrig havde kjendt Dig.”
„Onkel Carl taler nu ofte om Fader, og viser Interesse, naar vi tale om Dig, Søster, som han — nu kan jeg sige det — ikke før har gjort. Moder bliver bedre hver Dag; det er uendelig glædeligt at see, og det er yndigt at tænke, at vi snart skulle samles; o, hvor vilde jeg være lykkelig, hvis Hedevig kunde komme sig, men det er umuligt. Hun kan ikke længer være oppe; hendes Broder bærer hende hver Dag fra Sengen til Sofaen og fra Sofaen til Sengen. Ak, han er saa bedrøvet, og dog trøster og styrker han hende, ja spøger selv med hende. Jeg ønsker undertiden, at Gud vilde kalde mig til sig og skaane Hedevig; Du og Moder have dog hinanden, men han har Ingen paa hele den vide Jord uden hende. Naar de tale sammen om det andet Liv, da folder jeg mine Hænder; det er skjønt at høre, men det er dog som Hjertet skulde briste. Professoren kan ikke taale det; han gaaer ud og græder; Moder derimod taler med; de elske hende ogsaa saa høit.
„Det er et sørgeligt Brev, Marie, og jeg vil dog saa nødig bedrøve Dig; jeg er næsten glad, at Du ikke er her, Søster, det vilde gribe Dig for meget. — Gud være hos os i Prøvelsens Stund!”
Moder skrev:
„Jeg er nu næsten rask, min Mie! vi kunne snart tænke paa afreise, men bør vi? døm selv, min Øiesteen, bør vi forlade Hedevig? jeg troer det ikke.
Du veed, hvorledes jeg længes, men nu, da jeg er bedre, er det ikke mere en saa sygelig Længsel; jeg føler at vi ere til Trøst, saavel for hende som for Broderen; jeg troer aldrig at kunne tilgive mig selv, hvis jeg forlod dem i Sorgens Dage.”
Jeg svarede øieblikkeligt, at Ingen kjendte eller skattede det Velsignede i Moders Nærværelse mere end jeg, og at jeg ikke for nogen Priis vilde berøve en Døende den; jeg havde Kraft til at vente.
Men min Kraft var ikke saa stor som jeg skrev. Der er noget uendelig Piinligt i det Uvisse; jeg turde nu ikke engang ønske dem tilbage, thi med det Samme ønskede jeg jo Hedevigs Død. Minnas Brev gav mig nok at tænke paa; stakkels Christian! det maatte være meget tungt, naar man elskede hende, at faae nei, og dog, jeg takkede Gud, at det var gaaet saaledes; hvilke Sorger og Krænkelser vilde Minna og Moder ikke have været udsatte for, havde hun besvaret hans Følelser.
Fru Bärenschild skrantede; Doctoren raadede til Søbade, og det blev bestemt, at vi midt i Juni skulde tage ud paa Strandveien. Ifjor, da Amalia havde ønsket det, var der tusinde Vanskeligheder; dennegang var der aldeles Intet iveien; Børnene kunde hver Morgen tage til Institutet; Alt lod sig arrangere paa det Bedste.
Et Par Dage før Flytningen, skulde vi have et stort Middagsselskab. Oberstinden kom hen til mig, som jeg stod og tørrede de utallige Smaating af paa Etagererne.
„Der laa en Ring med Rubiner paa mit Sybord, den er borte; her har Ingen været i Stuen uden De.”
„Jeg har ikke seet den.”
„Ikke? ja frem skal den.”
Først nu forstod jeg hende: „O, det er umuligt, Fru Bärenschild, De kan ikke ville beskylde mig.”
„Foreløbig beskylder jeg Ingen, men Ringen skal frem.”
Hun saae koldt paa mig og gik ud af Stuen. Min Gud, hvad skulde jeg gjøre? jeg skjulte mit Hoved i Hænderne og hulkede høit.
„Vær dog ingen Nar, Mamsel Staal,” sagde Amalia i en halv ærgerlig, halv trøstende Tone, „Ringen kommer nok; naturligviis er De uskyldig; De skal aldrig bryde Dem om Mama med saadant Noget. — nu maa De virkelig tørre Deres Øine; der er er en heel Kurv Blomster, som skulle sættes i Vaser og Fade, rigtig malerisk og smukt. Af de allerfineste Blomster maa De pille en lille Buket ud, der skal lægges ved det første Kuvert.”
Jeg gjorde som hun befalede mig, men mine Taarer faldt paa Blomsterne, dog der saae Ingen dem.
„Men Mama,” raabte Amalia senere, „Du har jo Ringen paa Fingeren.”
„Ja naturligviis; Den, der har taget den, har lagt den igjen.”
„Saa vist der er en Gud til, jeg har ikke seet den for mine Øine.”
„Tag dog ikke saaledes paa Veie, min Kjære; jeg klagede, da den var borte, nu har jeg faaet den igjen, og vi ville ikke tale videre om den Ting.”
Kunde hun ikke overbevises, eller vilde hun ikke. Det var det Bittreste, der var budt mig; jeg bad Amalia om at maatte blive paa vort Værelse.
„Nei, det kan De ikke; der skal være Børnebord i Spisestuen, hvor De skal være.”
Det brændte i mit Hoved; mine Øine vare trætte af at græde, da jeg med mine smaa Veninder, som forgjæves havde spurgt hvad der feilede mig, traadte ind i Salen.
„Klokken er ti Minutter over fem,” sagde den smilende, elskværdige Værtinde til sine Gjæster, „jeg frygter næsten, at han ikke kommer; det er virkelig en Skuffelse.”
Amalia saae ud af Vinduet: „O, det var dog herligt, der er han!”
Det Usædvanlige i disse Udbrud vakte, saa sørgelig var min Sindsstemning, neppe min Opmærksomhed; imidlertid fæstede jeg dog ligesom alle de Andre Blikket paa Døren. Den aabnede sig og — var det Øienforblændelse? — min egen Professor stod i den. Nei det var intet Blændværk, det var Virkelighed; han strakte Armene ud imod mig, og jeg ilede til hans Bryst.
Et Øieblik glemte jeg Alt i min Glæde; derpaa trak jeg mig sagte løs, men beholdt dog hans Haand, hans trofaste Haand, som nok vilde beskytte mig.
„Det var smukt og venligt, min kjære Fru Bärenschild,” henvendte han sig til den maalløse Oberstinde, „at sende Tjeneren til Dampskibet, for strax at føre mig herhen, men det var, reent ud sagt, unødvendigt; jeg var kommen alligevel; min første Gang maatte være til dette Barn.” Han hævede mit Hoved op og betragtede mig nøie.
„Men, Mie, hvor seer Du bleg ud, Du har ikke udviklet Dig synderligt, siden jeg saae Dig. — Ja, hun har altid havt det kjærligste Hjerte; Længselen er Skyld i det Hele, og jeg er dog vis paa, at De have gjort Alt for at trøste og opmuntre hende, især De, min kjære Frøken Amalia; jeg tænker at De og Marie ere blevne rigtig gode Veninder, næsten som Søstre.” Han lagde sin ene Arm om Amalias Liv, den anden om mit og trak os tæt sammen; hun svarede ikke, men blussede helt op til Tindingen.
Professoren mærkede Intet; han kyssede mig paa Panden, stak min Arm ind i sin og udraabte:
„De har vist allerede ventet paa mig, min naadige Frue, og skal sandelig ikke vente længere; jeg er nu fuldkommen beredt til at gaae tilbords; ja, min lille Dame beholder jeg naturligviis.”
Mit svage Forsøg paa at trække Haanden løs ændsede han ikke; Intet hjalp, jeg maatte følge ham. Lieutenant Due gjorde en komisk, velvillig Grimace, idet vi passerede forbi.
Der sad jeg, paa engang lykkelig og ulykkelig, ved Æresgjæstens Side. Selskabet var gjort for vor Skyld, det var en Selvfølge for ham, som han ogsaa gav tilkjende.
„Du har vist bundet Buketten? tak min søde Pige, har Du ogsaa ordnet Vaserne?”
Dennegang fik Amalia ikke Æren.
Professorens Samtale sprudlede af Liv og Glæde; jeg blev hele Tiden trukket med ind i den; for ham var jeg dog Hovedpersonen. Oberstinden sad tavs, Obersten saae ud som tørstede han efter en Forklaring; Amalia derimod lagde tydelig an paa at behage Professor Lange; Gjæsternes Stemning var den muntreste.
„Nu, min kjære Ven,” sagde en alvorlig Herre, Baron Sberfeldt, "nu maa jeg lægge Beslag paa Dem for den øvrige Deel af Aftenen; det er et gammelt Løfte.”
„Jeg kommer strax,” svarede Professoren, „et Øieblik maa jeg tale med min lille Pige her.”
Vi gik ind i et Kabinet; han tog mig paa sit Skjød; jeg kyssede hans hvide Haar, hans kjærlige Øine, hans Hænder.
„Naa, Marie, hvorledes have de det i Farum?”
„Jeg har slet ikke været derude.”
„Hvorledes! hvorfor har Du ikke bedet Oberstens kjøre Dig derhen? det var ikke venligt! Mette er i Kost hos Karen og vilde have glædet sig ved at see Dig.”
„Fortæl mig lidt om Moder.”
„Det skal jeg; hun blomstrer op, er næsten som da jeg forlod Eder, ak, der er gaaet Sorger over Eders Hoveder siden den Tid; og Hedevig, o Mie, hun er en Engel! det unge Barns Hjerte er i Himlen, medens en gammel Mand som jeg ved tusinde Baand er knyttet til Jorden. — Lad os ikke tænke derpaa. — Du troer ikke, hvor Grev Ørnklo er kjærlig mod sin Søster; han holder mere af hende tør jeg sige, end af Kone og Børn, og dog, naar det kommer til et vist Kapitel, har den ellers kloge Mand endnu bestandig en Skrue løs. Nu ville vi tale Om Minna, hun er en Rose! høi, slank og deilig, ubeskrivelig deilig, og dog græder hun meget, Marie, af Sorg og Medlidenhed, samt af Længsel efter Dig.”
„Professor Lange, tør jeg afbryde Samtalen, min Kone venter os.”
„Jeg kommer paa Øieblikket, min kjære Baron, om to Minutter. — Imorgen tales vi nærmere ved, Mie; jeg reiser til Fyen tidlig iovermorgen; Dagen imorgen skal være Din. Jeg har en heel Deel at fortælle Dig, just ikke Noget, der er skeet, men Noget, der sikkert vil skee, og jeg vil give Dig Materiale til at bygge Luftkasteller, forstaaer sig, i al Tarvelighed. — Her er jeg, Herr Baron! anbefaler mig, Deres Naade, og takker for de særdeles behagelige Timer, ja imorgen kommer jeg igjen for at tale rigtig uforstyrret med Barnet.”
Jeg fulgte ham ned ad Trapperne; jeg vilde saa nødig slippe ham.
„Tag dit Tøi paa og gaa med, Marie! ikke sandt, hun vil være velkommen?
Baronen bukkede og fremstammede en let Invitation.
„Jeg takker meget, men det kan ikke lade sig gjøre. Farvel saalænge.”
Porten lukkede sig efter ham; jeg gik langsomt op igjen, ængstelig ventende hvad der vilde komme.
Fru Bärenschild og Amalia stode midt paa Gulvet i Spisestuen; Obersten gik op og ned, en Vulkan, der ventede paa at komme til Udbrud.
„Har De nogensomhelst Undskyldning at fremføre?”
„I hvilken Henseende, Fru Oberstinde?”
„Nei, det er dog virkelig for galt, jeg har aldrig hørt noget mere uforskammet! hvorfor fortalte De ikke iforveien, Menneske, at han var Deres Slægtning? havde De ikke gaaet saa lumsk dermed, var hele Skandalen bleven forhindret.”
„De har aldrig viist Interesse for mine Forhold eller spurgt mig om min Familie, ligesaalidt som De nogensinde har fortalt mig hvem her skulde inviteres; jeg anede ikke, at Professor Lange blev ventet.”
„Der er vel ogsaa Raad for Næsviished; gaae øieblikkelig til Deres Værelse.”
Obersten taug; han saae ud, som fandt han, at mit Forsvar ikke var blottet for sund Forstand.
Det varede længe før jeg kunde sove. Sorg og Glæde, Ondt og Godt kæmpede i mig. Det havde været den sørgeligste Dag, og dog, hvor megen Lykke havde jeg ikke følt ved at see min velsignede, gamle Ven igjen. Han kom imorgen, hvad vilde han fortælle mig? noget Godt, det havde jeg læst i hans skjælmske Blikke. — Før jeg slumrede ind, bad jeg Gud om Kraft til at tilgive Oberstinden, bad ham kvæle det Nag, der desværre ulmede i mit Hjerte.
„De maa gjøre Dem istand, Mamsel Staal,” sagde Fru Bärenschild næste Morgen, „til om en halv Time at reise ud paa Landstedet, for at tage imod Tøiet.”
„Men Bestemmelsen var jo imorgen.”
„Jeg har forandret min Bestemmelse.”
„Maa det ikke vente til tolv, maaskee jeg da først kunde faae talt med Professor Lange.”
„Det kan ikke skee.”
„Vær vis paa, Frøken Staal,” sagde hendes Broder hidsigt, at jeg skal fortælle ham Sammenhængen.”
„Nei, det maa De ikke, under ingen Omstændigheder vil jeg bedrøve ham; bring ham min kjærligste Hilsen, men siig Intet. — Fru Bärenschild, lad Dem bevæge, De gjør mig en uendelig stor Tjeneste, hvis det maa blive til imorgen; det er en stor Sorg ikke at skulle see ham mere.
„Hvor tidt skal jeg sige nei.”
Det var nedværdigende at bede mere; desuden nyttede det til Intet. Den hele Foranstaltning vær en Hævn, eller — som Oberstinden vel benævnede det — en Straf for igaar.
„Det er skammeligt,” sagde Lise, „Tjeneren har fortalt mig det Hele. Herregud! kunde de ikke engang unde Dem den Fornøielse at tale med Deres Bedstefader, eller hvad han er.”
Det var det skjønneste Veir; Alt var saa sommerligt, saa grønt, men jeg var for bedrøvet til at glæde mig derover. Landstedet laa imellem Klampenborg og Charlottenlund. Det var et smukt lille Sted med Veranda udenfor og en Have, fuld af Rosentræer. Da Alt var ordnet om Aftenen, var jeg dygtig træt, men roligere. Jeg saae ud over den klare, blaa Strand og grundede paa Professorens Ord: „jeg vil give Dig Materiale til at bygge Luftkasteller, forstaaer sig, i al Tarvelighed.”
Den ene Dag gik som den anden; Lommetørklædet skred rask frem, thi Morgenstund har Guld i Mund. I Juli fik jeg et kort, rystende Brev fra Minna; det var skeet, Hedevig var død. Uden Lidelser var hun slumret hen som et træt Barn. Papiret viste Spor af Taarer, der stod Intet om Reisen eller deres Planer.
Med hvilken Længsel ventede jeg ikke næste Brev, men Uge gik efter Uge, der kom Intet. En Dag beklagede jeg mig derover i Amalias Nærværelse.
„Der er kommet Brev til Dem,” udraabte hun. „Frederik bad mig, forleden jeg var inde, at tage det ud med; jeg havde ganske forglemt det! det ligger vist i min Taske, eller i Hattekassen, eller et andet Sted, jeg husker ikke mere hvor.”
Jeg søgte i Tasken, i Hattekassen og ethvert andet tænkeligt Sted, men forgjæves.
„Det ærgrer mig, ved Gud, at jeg har forkommet Deres Brev, Mamsel Staal, men jeg finder dog ikke det er Noget at gjøre saa forskrækkeligt Væsen af. Ulykken er jo ikke uerstattelig; De faaer nok snart Brev igjen.”
Jo, Ulykken var stor for mig; jeg skrev og meldte dem Tabet. Hvor længe vilde det vare, før jeg fik Svar? hvad stod der i det forsvundne Brev? hvilke Bestemmelser havde de truffet? var Lykken nær, eller var den endnu stedse lige taageagtig fjern?
„Jeg er ikke rask,” sagde Henriette en Morgen. Hun var meget haardfør og vilde ikke have klaget uden Grund. Jeg følte paa hendes Pande, den brændte; hun havde ondt i Halsen og kunde Intet nyde.
„Troer Oberstinden ikke at Lægen burde hentes?”
„Det seer jeg ingen Grund til; hun er bestemt rask inden Aften, hvis ikke, kommer han iovermorgen til mig.”
Jeg tog mit Arbeide ind til lille Henny; hun laa taalmodigt i sin Seng og saae kjærligt paa mig. „Gud skee Lov for Dig,” sagde hun.
Næste Dag blev Louise syg; hun græd og klagede sig: jeg gik atter til Oberstinden.
„Maa Doktoren ikke blive hentet?”
„Det er ordentlig latterligt, saadan De forkjæler Børnene; jeg har jo sagt, at han kommer imorgen.”
„De skulde have kaldt mig før,” sagde han næste Dag, efter opmærksomt at have seet paa dem og befølt Pulsen, „det er Mæslinger, her maa øieblikkelig hænges for Vinduerne. — Maa jeg bede om Skrivemateriale.”
„De har naturligviis havt Mæslinger,” spurgte Amalia, efter at han var kjørt.
„Ja.”
„Det kunde jeg nok vide, men jeg har ikke havt dem og maa reise ind.”
„Og jeg kan ikke taale alle disse Anstalter,” bemærkede Fru Bärenschild, "jeg maa ogsaa tage ind.”
„Ingen kan tvinge Dem til at blive, Frøken Staal,” udraabte Lieutenanten ivrigt, „De tager ogsaa ind.”
„Her er ikke Tale om Tvang; det vilde være en stor Overvindelse for mig at forlade de kjære, smaa Syge.”
„Anderledes kunde De ikke tænke; det burde jeg have vidst. — Jeg haaber ikke, De tiltroer mig den Feighed eller Nederdrægtighed at flygte for Sygdommen, men sætter Dem ind i at jeg kun reiser, fordi Ceremoniellet, dette hjerteløse Uhyre, forbyder os at være alene herude.”
„Møblerne og Folkene tage vi naturligviis ind med,” bemærkede Oberstinden, „men De skal faae en Vaagekone ud fra Kjøbenhavn.”
„Her er Eau de Cologne, maaskee den kunde forfriske Børnene, og her er nogle Kalendere og Smaating til at more Dem med.”
Jeg var Amalia saa taknemmelig, som havde det været mine og ikke hendes Sødskende.
Ak, der var meget uhyggeligt i det øde Huus, hvor jeg gik alene omkring. I Havestuen stod et rundt Bord og nogle Stole; alle de andre Værelser vare tomme. Jeg længtes ret efter Vaagekonen, men da hun kom, tilfredsstillede hun mig ikke, hun havde et ubehageligt Ansigt; Sygepleien var hendes Levebrød, intet videre, det saae jeg strax.
„Jeg er slet ikke for at komme ud paa Landet,” sagde hun, „mindst saadant et afsides Sted uden Mandfolk, Gud hjælpe os.”
Madammen gik ud i Haven, undersøgte omhyggeligt Vinduesskodderne, rystede paa Hovedet og rokkede derpaa ud i Kjøkkenet for at lave en Taar Kaffe, som hun udtrykte sig.
Seent om Aftenen kom Obersten ridende. Han viste sine Børn den største Kjærlighed; til mig sagde han ved Afskeden: „Lad mig see, Mamsel Staal, at De passer Børnene rigtig godt; De kan være vis paa, at jeg rundelig skal paaskjønne det.”
„Siig dog ikke saadant Noget, Papa! udraabte Henny med Bestemthed, „den Pleie, Marie giver os, kan ikke betales med Penge.”
Obersten saae forundret paa hende, nikkede derpaa til mig, hvilket vist skulde betyde, at han stod ved sit Løfte.
Da Doktor Stub kom næste Gang, saae han sig omkring, og Noget, der lignede Tilfredshed, afmalede sig i hans Ansigt.
„Familen er reist, seer jeg; det fornøier mig, at Alt er overladt til Dem alene, saa vil det dog blive udført med Ro og Nøiagtighed.”
Hans Ord glædede mig ikke, trods den Anerkjendelse, der unægtelig laa i dem; de viste altfor lidt Hensyn til min personlige Behagelighed.
Det var meget haarde Mæslinger, især Hennys, og dog var hun den Taalmodigste; hun vilde saa gjerne skaane mig og vækkede mig yderst sjeldent om Nætterne. Stakkels lille Louise havde ikke den Aandskraft; hun vilde hele Tiden have mig om sig; jeg maatte fortælle hende Historier, synge for hende, trøste hende. Jeg glædede mig over, at Henny dog fik godt af det med det Samme.
„Kom herhen, Marie! lad mig faae lidt at drikke; ak, jeg har saa ondt i Halsen! hør, Du maa give mig Haanden paa, at Du vil blive her inat, og ikke lade den ækle Madamme komme herind; uh, jeg er saa angst for hende, jeg bliver syg, hvis Du ikke lover mig det.”
Obersten kom daglig ridende for at see til Børnene; Doktor Stub indfandt sig hver Morgen, saae til Patienterne, drak et Glas Vand, som stod i Beredskab til ham i Havestuen, og tog bort uden flere Ord end høist nødvendigt.
Der var gaaet en ni, ti Dage; Feberen var forbi, og al Fare, der havde virkelig været Fare — overstaaet; jeg laa paa Sophaen og blundede, men blev vækket af Louise.
„Marie, det tordner! for Guds Skyld staa op; hvor skal vi hen! hvor skal vi hen!”
De blaa Lyn trængte igjennem Sprækkerne paa Vinduesskodderne og fordunklede aldeles den svage Natlampe; det tynde Huus rystede ved hvert Tordenbrag, Stormen tudede i Skorstenen, Bølgerne brusede og sukkede udenfor.
„Marie, hvor skal vi hen! hvor skal vi hen!”
„Tys, Du Kjære, og bliv i Sengen. Du var saa syg, og vor Herre har allerede næsten gjort Dig rask, Du kan være vis paa, at han ogsaa lader dette gaae over.”
I det Samme blev Døren revet op af Vaagekonen; hun var bleg som et Liig.
„Verden forgaaer,” sagde hun, „og det er endda ikke det Værste; det pusler nede i Haven, det rasler ved Vinduerne; saadant et Veir er som skabt for Tyve og Røvere. Gud naade os usselige Fruentimere!”
„Det er kun Blæsten, der pusler og rasler med Træernes Grene.”
Lyn i Lyn gik det, Tordenen overdøvede deres Klager.
„Marie,” hviskede Henriette, „troer Du dog ikke, at Verden virkelig forgaaer?”
„Nei, lille Henny, det troer jeg ikke, og jeg veed, at Gud under ingen Omstændigheder vil forlade os. — De maa virkelig ikke tage saadan paa, Madam Olsen, den lille Pige er bange nok iforveien. Tro mig, Louise, om et Par Timer er det forbi, og Dagen vil bryde frem smukkere end nogensinde.”
„Et Par Timer! ak, der kan skee meget inden den Tid. Hvad var det? hørte De ikke Noget, Trin?”
„Nei, det er kun den voldsomme Regn.”
Endelig ved Daggry standsede Uveiret; Solen stod op med sin gamle Pragt, Støvet var skyllet af Blade og Blomster, Alt saae saa forynget og foraarsagtigt ud. Jeg indaandede den friske, rensede Luft fra Verandaen jeg takkede Gud, der havde holdt sin Haand over os.
Vaagekonen var gaaet op paa sit Værelse; Børnene slumrede; jeg følte mig meget træt, mat, overanstrængt. Jeg tog Plads i en Krog af Sofaen, lukkede Øinene og gjennemlevede snart i Drømme den uhyggelige Nat.
Trettende Kapitel
Da jeg slog Øiet op, saae jeg, til min Forbauselse, en høi Skikkelse staae foran mig; i Mørket kunde jeg ikke kjende hvem det var, men hørte snart paa Stemmen, at det var Geheimeraadinde Trolle.
„Det gjør mig ondt, hvis jeg har vækket Dem.”
Hun rakte mig sin Haand; det forekom mig at den skjælvede lidt.
„Jeg vidste Intet om dette før igaar; lad os gaae her ind.”
Da vi kom ind i den lyse Havestue, saae hun stivt paa mig.
„Moderen og Søsteren reiste, og De blev.”
„Det er saa rimeligt, da jeg havde havt Sygdommen.”
„Er det ogsaa rimeligt, at De blev ladt tilbage næsten alene? er det rimeligt, at Alt her er saa uhyggeligt for Dem som tænkeligt? er det rimeligt, at Deres Ungdom og Sundhed blive bortødslede, som havde de slet intet Værd? Du store Gud, jeg forekommer mig næsten som Medskyldig, blot fordi jeg hører til Familien. Hvorledes kan dette forsvares for Deres Moder?”
Hun tog mig i sine Arme; det var ikke Donna Grandezza mere, Fornemhedens Skranker vare nedbrudte, hun var lutter Ømhed og Hjerte.
„Føler De Dem ikke syg, mit stakkels Barn? De seer ud, som havde De hverken faaet Søvn, passende Næring eller frisk Luft; jeg troer næsten De trænger mest til det Sidste. De skal bestemt kjøre en lille Tour i min Vogn; imidlertid bliver jeg rolig hos Børnene.”
Hun kastede med høitstegne Hænder et Shawl om mine Skuldre, bandt Hatten under Hagen, førte mig ud til Vognen og gav Kudsken Ordre til at kjøre til Rongsted, og saa strax tilbage. „Begynd lidt langsomt,” sagde hun.
Tjeneren slog Døren i, Kudsken knaldede og saa kjørte vi; det Hele var som en Drøm.
Den friske Luft, den uvante Bevægelse overvældede mig; jeg svimlede som i en Gynge; det klare Sollys blændede mine til Mørket vante Øine. Raskere og raskere gik det; Landsteder, Haver, Marker og Skove fløi forbi; det var næsten pinligt, og saa følte jeg mig saa lille og ubetydelig, som jeg sad der ene i den elegante Vogn.
„Imorgen gjør De det om igjen,” sagde Geheimeraadinden, da jeg kom tilbage, nu tager jeg strax bort og sender derpaa min Kammerjomfru herud, Jomfru Bagge, som Du holder saa meget af, Louise: hun kan være om Eder, at Eders kjære Marie kan pleie sig lidt og ret faae hvilet ud.”
Et Par Timer efter kom Jomfru Bagge med en temmelig stor Bagage. hun var graanet i Tjenesten, og hendes Ydre frembød et for et træt Sind velgjørende Skue af Ro, Godmodighed, Flegma og Enfold.
Hun bredte en Dug paa Bordet, trak en Flaske Viin, nogle Østers og en kold Kylling op af en Kurv, og bad mig tage tiltakke med Retterne.”
Skjøndt jeg aldeles ikke er en Lækkermund, smagte det fortræffeligt, styrkede og gjorde rigtig godt. Det var længe siden jeg havde faaet et Maaltid beredt af Kjærlighed; i den senere Tid havde jeg levet af Kaffe, eftersom Madam Olsen, der selv foretrak Kaffe for alt Andet, nødig vilde have Uleilighed med at lave Mad til mig.
Efter endt Maaltid førte Jomfru Bagge mig ovenpaa i et smukt, luftigt Værelse, hvor hun havde redt en indbydende Seng. Jeg blev ganske begeistret ved Synet af den; de blændende hvide, bløde Puder, det grønne Silketæppe, det var et vederkvægende Skue for En, der længe havde ligget paa en haard Sofa. Jomfru Bagge havde bragt Alt med, hun besaae med et tilfreds Blik Arrangementet, lukkede Vinduerne og forlod mig.
Jeg havde altsaa Udsigt til en lang Søvn, ikke forstyrret af Frygt for at Børnene skulde savne Noget, eller af Frygt for, at Louises Kalden ikke skulde kunne vække mig. Træt og mat stod jeg og saae paa Sengen; hvor skulde den smage! Klokken var først sex; jeg kunde sove lige til Morgenen; hvor skulde den smage!
„Undskyld at jeg forstyrrer, Mamsel Staal, men der er en Herre, som vil hilse paa Dem.”
„Er det ikke Obersten? eller maaskee Lieutenant Due?”
„Nei, det er en fremmed Herre.”
„Saa maa det ganske bestemt være en Feiltagelse.”
Lidt efter kom hun tilbage. „Han bad mig sige, at han var Pastor — ja, hvad var det dog.”
„O, saa var det vist Skau, en gammel Herre?”
„Det er en ung Herre, men er det ikke det Klogeste, at Mamsellen gaaer ned for at tale med ham.”
Da jeg kom ned i Havestuen, var den Fremmede gaaet ud paa Verandaen; Hatten havde han sat paa Bordet; der var høit sort Flor om den; det greb mig saa underligt. Gjennem Glasdørene kunde jeg see ham; det var en høi, mørk Mand med et meget tankefuldt Ansigt, et smukt Ansigt, især fra Udtrykkets Side. Jeg havde aldrig seet ham før, thi havde man een Gang seet ham, kunde man umulig glemme ham.
Jeg flyttede en Stol for at vække hans Opmærksomhed, og øieblikkelig traadte han ind. Det var et besynderligt Blik han fæstede paa mig.
„Ak, De er ikke rigtig rask! han greb fortrolig min Haand.
„Jeg veed ikke, hvem jeg har den Fornøielse at tale med?”
„Gustav Bang, men har De da ikke faaet Brevet?”
„Mit sidste Brev gik tabt; har De Efterretninger fra Italien? i Guds Navn, det er dog intet Slemt?”
„Paa ingen Maade, jeg haaber noget Godt. De seer saa fremmed paa mig, og jeg saa bekjendt paa Dem; De har allerede en stor Plads i denne Gustav Bangs Hjerte, hvem De aldrig har hørt omtale. Har De heller aldrig hørt Noget om Hedevig Bang?” Det sørgmodige Udtryk paa hans Pande tiltog.
„Ak jo, saa kjender jeg baade Dem og hende; Minna har skrevet saameget om dem.”
„Minna har ikke, mærker jeg nok, før i det forsvundne Brev, skrevet Noget, som kan bane Veien for, hvad jeg har at sige; jeg frygter næsten, at det skal mishage. Giv mig Deres Haand, Marie, og lov mig at erstatte Minnas Tilkommende den tabte Søster.”
Minnas Tilkommende! var det muligt! jeg saae forskende paa ham, men læste Intet uden Godt i hans klare, dybe Øie.
„Ja, see kun paa mig, hun er en Skat, en stor Skat, tør De betroe mig hende?”
„O ja, men bliv ikke vred, om jeg er lidt besynderlig, det kom saa pludseligt; jeg er ganske forvirret. Det stod altsaa i Brevet; jeg kunde i tre Uger have vidst det.”
„Lad os sætte os paa Bænken udenfor. Jeg frygter jeg har forskrækket Dem, De ryster jo, min kjære Marie.”
„Hvorledes har Moder det?”
„Meget godt. Lægen har erklæret, at det, hun nu mangler, kan end ikke det herligste Klima give, det er Opfyldelsen af hendes høieste Ønske.”
Det var som havde jeg kjendt ham længe, og dog var det saa sælsomt. Han talte om sin tabte Søster, ham talte om Moder og Minna; det var mig særdeles behageligt at høre, hvor sandt og smukt han opfattede deres Karakterer.
„I Begyndelsen,” sagde han, „bebreidede jeg mig næsten at have knyttet Minnas Skjæbne til min og frygtede, at hendes lette, haabefulde Sind skulde lide ved den Alvor, der er min fremherskende Stemning, en Alvor, som skriver sig fra, at jeg hidtil har kjendt mest til Livets Skyggesider; men nu er jeg kommen til det Resultat, at vi med Guds Hjælp netop ville være istand til at paavirke hinanden til det Bedre. Hendes godtroende, overbærende, kjærlige Hjerte vil mildne den strenge Livsanskuelse, jeg, paa min besværlige Kamp fremad, har erhvervet, og til Gjengjæld vil min Erfaring sætte mig istand til at bevare hende for Skuffelser. — Men, min kjære Søster, nu ville vi tale om Dem; jeg finder det høist besynderligt, at De er her saa alene hos de syge Børn i det tomme, uhyggelige Huus. De seer selv overanstrængt ud; jeg frygter næsten at Moders Anelse, som Minna altid har beleet, dog var begrundet; det er vist samvittighedsløse, slette Folk?”
Der var en Villiekraft i hans mørke Øie, som det gjennemskuende hvilede paa mig; jeg kunde ikke skuffe eller undgaae ham, men appellerede til hans Godmodighed og bad ham ikke spørge mig mere.
„Denne Bøn er en Indrømmelse af min Formodning. Stakkels Marie, hvor skulle vi ikke pleie og forkjæle Dem, naar De først er hos os; De spørger ikke engang naar og hvor.”
„Jeg kan endnu ikke rigtig forstaae det.”
„Først skal De vide hvor.” Derpaa skildrede han den gammeldags Præstegaard paa Jyllands Østkyst; Mostaget med Storkereden; Dammen med Steengjærdet og Piletræerne; det hundredeaarige Lindetræ paa Skrænten i Haven; Stien over Lynghøiene forbi Kilden til den nære Skov; og det var saa levende, som saae jeg det, og Troen paa, at vi virkelig skulde leve sammen der, begyndte at slaae Rod i mit Hjerte.
„Og nu komme vi til naar; de ere allerede paa Reisen; Brylluppet skal holdes hos min eneste Slægtning, en Broder til min afdøde Fader, der er Præst i det Slesvigske, der reise vi To hen og møde de Andre. Den femte September, Professorens Fødselsdag, have vi valgt; han indfinder sig ogsaa. — Men det begynder jo allerede at blive mørkt! jeg maa skynde mig bort; imorgen kommer jeg igjen.”
Og han gik, men jeg forstod det nu; det var ikke længer et fjernt, uvist Haab; jeg vidste Tiden: den femte September; idag var det den sextende August: „tyve Dage, o min Gud, kan jeg bære denne Lykke!”
„Naa, det var dog godt han gik, at Mamsellen endelig kan komme iseng.”
„Iseng?” jeg saae forundret paa hende, „det har jeg slet ikke isinde, det er mig umuligt; gaae De til Ro, Jomfru Bagge, jeg kan ikke.”
„Marie, fortæl mig hvad det var, det var vist noget Glædeligt, Du fortjente noget Glædeligt.”
Jeg fortalte lille Henny Alt; hun klappede i Hænderne, men sagde dog: „saa skulle vi skilles.” Det gjorde mig ondt midt i min Fryd.
Jomfru Bagge lagde sig omsider; Børnene sov, jeg listede mig ud i Haven. Maanen seilede paa den klare Himmel; den kastede et gittrende Skjær over Stranden, et sølvagtigt Skin paa Georginerne i Haven. Huset saae saa fredeligt ud, jeg tænkte paa den forrige Nat og min Sjæl var fuld af Andagt.
Da Geheimeraadinde Trolle kom kjørende næste Dag, stod jeg i Døren og tog imod hende.
„Naa, det maa jeg sige,” sagde hun smilende, „en Nats Søvn kan gjøre Underværker.”
Jeg brast i Latter; det var længe siden jeg havde leet; det lød forunderligt, næsten som det ikke var mig selv, og dog gjorde det saa godt.
Jeg tog hendes Haand og kyssede den. „Om Forladelse, Deres Naade, jeg har slet ikke været iseng.”
Derpaa satte jeg mig paa en Skammel ved hendes Fødder og fortalte hende min Historie. hun hørte opmærksomt efter; da jeg var færdig, kyssede hun mig paa Panden og sagde:
„Jeg vilde være stolt af at kalde Dem Datter, og dog maa jeg skjænde paa Dem; De har været latterlig bange for at bedrøve Deres Kjære ved at skifte Plads; De kan ikke forsvare det; havde det varet meget længere, troer jeg, ved Gud, De var bukket under. Nei, De maa ingen Indvendinger gjøre; Henriette har fortalt mig meget, og jeg har selv gjennemskuet meget. — Altsaa, Louise Ørnklo er Deres Pleiemoder; jeg har kjendt hende, den smukkeste og mest begavede unge Pige, jeg nogensinde har seet. At hun havde ægtet en Officier, vidste jeg, men Rygtet sagde, at han havde taget Livet af sig selv, paa Grund af Gjæld, og at hun derpaa mistede Forstanden. Jeg har aldrig havt Tillid til Rygter, men dette var dog virkelig for galt. — Nu vil jeg see at lette Dem for det Eneste, der endnu tynger Sindet, Frygten for at Forsømmelse og Tiden vil nedbryde, hvad De møisommelig har opbygget i Børnenes unge Hjerter. Stol De trygt paa mig, jeg skal tage mig rigtig af dem og værne om Deres Værk.”
Havedøren gik, der kom En. Det var ikke Oberstens haarde, martialske Gang, ikke Lieutenantens Dandsemester-Trin, men raske, mandige Skridt, som løde henover Gruusgangen; det maatte være den nye Broders Skridt, og snart stod han i Døren. Geheimeraadinde Trolle modtog ham meget høfligt og venligt, men med sin gamle Anstand, som jeg kjendte saa godt, men som nu var smeltet bort i Forhold til mig.
„Gaa nu ind og tag Tøi paa, min lille Ven, jeg tænker, at Herr Svoger nok vil kjøre en Tour med Dem.”
Da jeg kom ind igjen, truede hun ad mig. „Tag Dem iagt, Mamsel Staal, nu har De faaet Deres Skudsmaal.”
Der sadde vi sammen, og det var paa eengang saa ubegribeligt og saa naturligt. Jeg saae ind i hans mandige og dog saa blide Ansigt, jeg gjorde ham tusinde Spørgsmaal. Det klare, lyse Solskin blændede mig ikke idag; det var ikke lysere end mine Forhaabninger; jeg var ikke ene, forladt, lille, nu Vennen og Broderen sad ved min Side.
Stranden var saa blaa; de hvide Seil paa Skibe og Baade saae saa fornøielige ud; Landstederne med deres Haver vare saa pyntelige; Skoven havde aldrig været grønnere; og af og til fik man et Glimt af Marker med travle Høstfolk; de smaa Grise løb over Veien; Kildevognene rullede forbi; overalt saae man glade Ansigter; inde i Hjertet sang jeg:
Deilig er Jorden,
Prægtig er Guds himmel,
Skjøn er Sjælenes Pilgrimsgang.
Men hvem var det der red? ak, det var jo min kjære Lieutenant Frederik. Jeg nikkede til ham; han hilste ikke igjen, saa forbauset var han, men blev ved at stirre efter os. og det var virkelig ogsaa et Syn, der kunde forvandle ham til en Saltstøtte, at see mig kjøre i Geheimeraadinde Trolles Vogn med en fremmed Herre.
Gustav talte hjerteligt og anerkjendende om Christian Ørnklo.
„Hvad synes Minnas Onkel egentlig om Partiet?” spurgte jeg.
Han lo, og jeg iagttog, hvor smukt Smilet klæder et alvorligt Ansigt.
„Det var et meget passende Parti for hendes Faders Datter. Desuden beroligede det ham, troer jeg, at vide hende uigjenkaldelig bundet.”
„De skal adlyde mig, som var De et lille Barn,” sagde Geheimeraadinden, da vi kom hjem, „først drikker De denne Bouillon, og saa gaaer De iseng.”
„Nei, det maa De ikke forlange. jeg kan ikke sove den skjønne, klare, lyse Dag bort.”
„De kan og De skal. Gaa nu strax iseng; Jomfru Bagge maa ikke vige fra Dem, før De sover. Vær et lydigt Barn og bed Godnat, nu kjøre Pastoren og jeg bort.”
Jeg troede det var mig umuligt at sove, men da jeg havde ligget noget og betragtet Jomfru Bagge, der sad ved Vinduet i uforstyrret Sindsro og strikkede, lukkede mine Øine sig uvilkaarligt, og jeg slumrede ind ved den sagte, ensformige Lyd af hendes Strikkepinde.
Da jeg vaagnede, var det Morgen; jeg havde sovet sytten Timer itræk og følte mig ubeskrivelig styrket. I en Fart klædte jeg mig paa og løb ned i Haven, medens det sang og klang for mig: atten Dage, kun atten Dage.
Jeg plukkede en heel Deel Blomster, gav Henriette og Louise hver en Buket og lagde een ved Doktorens Glas, uden ret at tænke over hvad jeg gjorde.
Da han kom, gav han Børnene Lov til at staae lidt op; derpaa vendte han sig til mig:
„Hvem har lagt Blomsterne ved mit Vand?”
Det var for mig, som havde jeg begaaet en Forbrydelse; jeg var nærved at bede ham om Forladelse.
„Jeg har rigtignok lagt dem, De maa undskylde, jeg var saa glad.”
„Ethvert Overmaal af Glæde og Bedrøvelse,” svarede han flegmatisk, „anseer jeg for en Slags Sygelighed.”
Alligevel saae jeg til min Forundring, at han fæstede Buketten i sit Knaphul og kjørte bort med den.
Længere hen paa Eftermiddagen kom Geheimeraadinden med Gustav; de saae temmelig alvorlige ud.
„Hun kan ligesaagodt høre det først som sidst,” sagde han. Det lagde sig koldt om mit Hjerte.
„Bliv ikke bange, det er ingen Ulykke, skjøndt unægtelig noget Ubehageligt. Jeg har været hos Oberstens, og de nægte reent ud at lade Dem reise før første Oktober. De holde dem til, at der skal siges op inden Midten af Maaneden; om en Anden i Deres Sted ville de Intet høre. Det gjør mig hjerteligt ondt, men jeg frygter, De maa finde Dem deri.”
„Saa er det bedst, at Brylluppet udsættes,” sagde Gustav.
„Nei, paa ingen Maade, jeg vil være langt lettere og gladere, naar jeg veed, at det er skeet, naar jeg kan tænke mig dem Alle i god Ro i Hjemmet.”
„Det er en bitter Skuffelse! hvad skal jeg sige, naar jeg kommer alene?”
„Hvad De skal sige Moder, veed jeg ikke; Minna behøver De blot at fortælle, at Oberstens paa ingen Maade vilde undvære mig; jeg er vis paa, at hun vil udlægge det paa den mest smigrende Maade.”
Vi loe Begge, men mit Hjerte var tungt; atter Opsættelse! Maalet forekom mig fjernt. Treogfyrgetyve Dage, tænkte jeg.
Fjortende Kapitel
Faa Dage efter reiste Gustav, for at ordne Alt i Præstegaarden; atter faa Dage, og vi toge til Byen.
„Jeg har aldrig hørt noget mere urimeligt,” sagde Amalia, „end at De vil bort; jeg troer det heller ikke rigtigt; De betænker Dem nok. Hvis De bestemmer Dem til at blive, skal Lønnen blive forhøiet.”
„Jeg har ikke klaget over Lønnen, Frøken Amalia, men De kan nok forstaae, at jeg er glad ved at komme tilbage til mine kjære.”
„Nei, det kan jeg ikke begribe; uh, det utaalelige Jylland! det er jo til Jylland De skal. Bliv her, Mamsel Staal; De skal saae mere Frihed, De skal komme i Theatret, idetmindsle fire Gange i Vinter; der skal ikke lægges Dem et Halmstraa iveien af noget Menneske.”
Da hun fandt mig aldeles urokkelig, gik hun til Louise, hvis Bønner og Taarer hun umulig troede mig stærk nok til at modstaae.
Det var særdeles ubehageligt; den kjære, lille Pige græd, bad og bebreidede mig Ligegyldighed, hvergang hun saae mig. Jeg trøstede mig imidlertid med, at hun lod til at være lige fornøiet, naar jeg ikke var inde.
Og Dagene gik, men de gik uendelig langsomt; snart var jeg haabefuld, snart nedslaaet, altid urolig. O, der vilde dog komme Noget iveien. Undertiden følte jeg mig saa svag; jeg tænkte paa Døden; før havde jeg aldrig frygtet for at døe, men nu var det en rædsom Tanke. og jeg sad og syede paa Lommetørklædet Sting i Sting, Sting i Sting, jeg kunde ikke holde det ud, men maatte springe op og trække mit Veir.
„Jeg kæmpede tappert,” sagde Lieutenant Due, „for at De skulde komme herfra; alligevel kan jeg ikke nægte, at jeg følte en egoistisk Glæde, da det dog ikke skete. Jeg vilde meget nødig have mistet Dem saa snart og saa pludseligt; vi have nu havt det saa rart sammen hver Morgen, skjøndt vi ikke altid have været enige, eller rettere, skjøndt De sjelden eller aldrig har givet mig Ret i mine Ankeposter. — De maa troe, det har noget meget tungt, ikke at kunne holde af dem, til hvem man er knyttet ved Blodets Baand. Der existerer ikke to hinanden mere modstridende Karakterer end Helenes og min. Vi ere ogsaa opdragne af fraskilte Forældre, hun af Moder, jeg af Fader. Jeg nægter ikke, at jeg for en stor Deel har Skylden i vore Stridigheder; jeg opirrer, plager og driller, men aldrig uden Anledning; selv har jeg mindst godt deraf, det gjør En ond. — Men hvad er det jeg staaer her og snakker; De kjender vel ikke Deres gamle Ven igjen, thi han kjender ikke sig selv. Det er vist de sure Brombær vi fik igaar, der have bekommet mig ilde og stemt mig til Melankoli. — I Martsmaaned fylder jeg Femogtyve, og saa tøver jeg ikke her en Dag længere. Seer De, Frøken Marie, jeg skal vente et halvt Aar og er dog taalmodig, De kun en Maanedstid og synes, det er forskrækkeligt. Jeg holder inderligt af Dem, men denne Spænding er virkelig lidt latterlig; De er sentimental, Frøken Staal, altfor sentimental; det Bedste er da, at De gaaer stille med det.”
„Hvad vil Du forære Din Søster?” spurgte lille Jette.
Det var en vanskelig Opgave; at forarbeide Noget kunde der slet ikke være Tale om. Jeg tænkte paa at kjøbe et broderet Lommetørklæde; dog jeg kunde ikke gjøre det; Minna vilde holde af det, fordi jeg havde syet det; det var som et Slags Bedrag. Skulde jeg da give hende et Stykke Sølvtøi? fy, nei, jeg kunde ikke give Minna Sølvtøi. Resultatet blev, at jeg begav mig ud til en Gartner, flettede en Myrtekrands i hans Drivhuus og sendte den velindpakket i fugtigt Mos, til Bruden.
Den Femte var en Søndag; jeg gik i Kirke, men hørte ikke saa nøie efter Talen som ellers, og dog var der Gudstjeneste i mit Hjerte, Lov og Paakaldelse. Jeg saae mine Kjære i Tankerne; jeg vidste, at det var et Skaar i deres Lykke, at jeg ikke var hos dem, og var ikke bedre end at det glædede mig.
Om Eftermiddagen kjørte jeg med Geheimeraadinde Trolle til Frederiksberg; vi drak Vand ved Kilden, og den gamle Kildekone saae gjenkjendende paa mig.
„Ak, er det Dem? der er gaaet en forskrækkelig Tid, siden De var her sidst. Ak ja, Gud ja, hvad skal man sige. — Lever Deres Moder og den Anden ikke mere?”
„Jo, Herren være lovet, de leve Begge.”
Tre Dage efter, just som jeg sad og tænkte paa Minna, hvor sød en Husmoder hun vist var, og paa Moder, om hun saae rask ud, og om hun ogsaa talte Dagene, meldte Tjeneren: Grev Ørnklo.
„Det kan jeg lide, Grev Ørnklo, det er venskabeligt, at De kommer her saa snart efter Hjemkomsten.”
„Ja, Jeg maa rigtignok tilstaae, Fru Oberstinde, at denne Gang gjælder Visiten hovedsagelig min Cousine, Frøken Staal.”
Oberstinden blev ganske stiv, Amalia spilede sine smukke Øine op, saa de bleve endnu større end ellers.
„Jeg har tusinde Hilsener til Dem, min kjære Marie, fra Tante og Minna; fra den Sidste har jeg ogsaa Bebreidelser; hun sagde, at ingen jordisk Magt skulde kunne have forhindret hende fra at være hos Dem ved en saadan Leilighed.”
„Skylden er min,” indvendte Amalia hurtigt, „jeg vilde ikke slippe hende saa let.”
„Jeg troede ikke Frøkenen var egoistisk. — Maaskee vi kunne gaae herind, Cousine, og tale nærmere sammen.”
Han beskrev mig Festen klart og livligt i dens mindste Enkeltheder. Der var foregaaet en stor Forandring med ham; han udtrykte sig langt bedre, saae mandigere og tænksommere ud, mindre selvtilfreds, skjøndt ikke mindre veltilfreds, hvilket undrede mig lidt.
„Finder De det ikke besynderligt, at jeg, efter hvad der er foregaaet, — som De naturligviis veed — havde Lyst til at komme til Brylluppet?”
„Det glæder mig netop.”
„De maa ikke troe, at jeg er letsindig; i Førstningen sørgede jeg dybt, men det varede ikke længe, før det gik op for mig som et Lys, at jeg ikke var den Mand, der passede for hende. hun stod over mig i enhver Retning, og det bør Konen ikke; det havde været en Mesalliance, ikke for mig, men for hende. Da jeg hørte, at hun var bleven forlovet, følte jeg ikke Skygge af Jalousi, og det blev mig klart, at jeg egentlig havde elsket hende som et Ideal, som jeg elskede min Tante, de første Væsner, der havde vækket mit bedre Jeg. Uden Prøve turde jeg alligevel ikke stole paa mine forandrede Følelser. Brylluppet var denne Prøve, og jeg har bestaaet den. Jeg vil ikke, som jeg besluttede i første Øieblik, blive Pebersvend hele mit Liv, jeg vil til sin Tid gifte mig, og mit Valg skal — haaber jeg — ikke gjøre den Ide Skam, som Minna har givet mig om Kvindeværd.”
Jeg har aldrig kunnet udstaae Kjesten Gifteknive, men da han stod der og talede saa aabent, stiftede jeg uvilkaarligt i Tankerne et Parti mellem ham og min lille Henny; de vilde bestemt passe godt sammen.
Da han var gaaet, kom Amalia hen til mig og lagde sin Haand fortroligt paa min Skulder. „De kan takke Dem selv for enhver Ubehagelighed, De har havt her i Huset; De burde strax have traadt selvstændig op, talt om Deres Familie og ikke gaaet saa beskedent, at Ingen kunde gjætte, at De hørte til ordentlige Folk.”
„Jeg finder, Frøken Amalia, at Enhver, der opfylder sine Pligter og dertil er beskeden, hører til ordentlige Folk og bør behandles som Saadanne.”
„Ja, men simple Folk gjøre aldrig deres Ting, uden der maa lidt Haarhed til; de ere saa forskrækkelig. tykhudede, saadanne Mennesker. — Hør, min Kjære, vær nu en rigtig sød og rar Pige og bliv; De skal faae det paa en ganske anden Fod, det veed Gud De skal.”
Jeg rystede paa Hovedet.
Fra denne Dag behandlede Amalia mig vexelviis som fortrolig Veninde og Underordnet. Fru Bärenschild var ganske den Samme. Obersten fandt, — troer jeg — at Amalia gjorde for meget Væsen af Mamsellen.
Den kjære Geheimeraadinde Trolle, som aldrig gjorde noget halvt, viste mig den moderligste Omhu.
„Det lader til, at Lieutenant Due holder meget, særdeles meget af Dem,” sagde hun en Dag med et saa gennemtrængende Blik, at jeg ikke kunde andet end lee.
„Det haaber jeg ogsaa han gjør, jeg holder idetmindste meget af ham. Desuden maa Gehermeraadinden vide, at jeg er hans Fortrolige.”
Hun smilede fornøiet.
„Det er virkelig tragikomisk,” sagde hun en anden Gang, „saa travlt De har, jeg troer, ved Gud, ikke De har et Øieblik at offre paa Deres eget Tøi. Jeg skal sende Jomfru Bagge herop et Par Timer hver Dag, for at De kan faae det i Orden.”
„Min Kasse var vel forsynet, da jeg næsten slet ikke havde rørt min Løn. Den gode Jomfru Bagge kjøbte og syede mig en ny sort Silkekjole — den anden var ubrugelig — og anskaffede Alt hvad nødvendigt var. Lille Henny hjalp hende troligt.
„Det var en forunderlig rastløs Aand, der var kommen over mig; kun med voldsom Anstrængelse kunde jeg samle mig saameget, at jeg hverken forsømte eller glemte mine Pligter.
Den otteogtyvende September klippede jeg Lommetørklædet ud og syede Kniplinger om; det var, som om der var faldet mig en Steen fra Hjertet.
Amalia var henrykt; Oberstinden saae paa det med misundelige Øine.
„Det er næsten overdrevent,” sagde hun, „jeg finder, min kjære Amalia, at Du kunde have anvendt Mamsellens Tid paa en nyttigere Maade.”
„Umuligt! o det er deiligt, det er det smukkeste Lommetørklæde i Landet.”
Og hun svingede det i Luften. Frieren var netop nærværende; han betragtede hendes barnlige Glæde med Henrykkelse.
„Jeg har kun een Ting at udsætte paa Tørklædet,” sagde han, „at der staaer A B; i mine Øine vilde det først være fuldkomment smukt, naar der stod A R.”
„Det forstaaer De Dem ikke paa, Herr Kapitain,” svarede hun naivt, „det er en langt smukkere Form, at Bogstavet runder ind end ud. — O, jeg takker Dem, min kjære Mamsel Staal, hvilken yndig Erindring har jeg ikke her om Dem. Nu er der kun een Ting tilbage, som jeg vil bede Dem gjøre; jeg tør næsten ikke sige det. Alle mine Kniplinger! De vasker dem saa guddommeligt og vil ikke nægte at gjøre det, kjender jeg Dem ret.”
Atter fik jeg travlt; Flasker bleve overtrukne med Flonel og Kniplingerne riede paa. Lieutenanten skosede Amalia paa mine Vegne; Geheimeraadinden kom med Bebreidelser, men hun fik sin Villie, og det var dog det Vigtigste.
Henriette veg ikke fra min Side. „Naar vi blive voxne, komme vi og besøge Dig, Marie; indtil da ville vi skrive rigtig ofte. Hvor ofte maa vi skrive?”
„Een Gang hver Uge; jeg skriver da igjen til Eder een Gang hver Uge, og Du maa love mig, min Henny, at være meget god mod Mamsellen, der kommer i mit Sted; og Du maa lægge rigtig an paa at tækkes Din Papa og, saavidt det staaer til Dig, gjøre ham det hyggeligt, som han har saamegen Sands for.”
Endelig oprandt den sidste Dag: Kniplingerne vare færdige og mit Tøj indpakket henimod Middagstid.
„Jeg staaer altid meget tidligt op,” sagde Geheimeraadinden, „og det vil glæde mig imorgen at komme med min Vogn og hente Dem; ingen Indvendinger, for mine Nærmeste har jeg ofte gjort det Samme, og der er ikke mange af dem, der staae mit Hjerte saa nær som De, mit Barn.”
Om Aftenen tog jeg Afsked. „Farvel, Fru Bärenschild.”
Jeg veed ikke, om hun følte Fortrydelse, men jeg veed, at jeg gjorde det; mit Sindelag mod hende var ikke ganske som jeg ønskede, ikke at det var vredt, men det var ukjærligt, jeg bedømte hende strengt, og selv nu, mærker jeg desværre, at jeg gjør det.
„Farvel, min Gode.”
„Jeg ønsker Dem ret megen Lykke,” sagde Obersten, „De kan være vis paa at faae det bedste Anbefalingsbeviis.”
„Tusinde Tak, men det behøves ikke; jeg tager nu hjem.”
„Det kunde dog senere komme Dem tilgode.”
Jeg afslog det atter; han rystede min Haand, og saa skiltes vi. Havde han værdiget mig nogen mere Opmærksomhed, troer jeg vi vare blevne gode Venner; nu kjendte han igrunden slet Intet til mig, jeg derimod kjendte ham nok til at agte ham.
„Farvel, De slemme Pige,” Amalia kyssede mig, „kunde vi nu ikke have havt det saa rart sammen, var De blevet; jeg er vis paa, at jeg vil savne Dem mange Gange.”
Mit sidste og bedste Farvel fik Landsoldaten, hvor gjerne havde jeg ikke taget ham med.
Maanen stod i sidste Kvarteer, dens Skin blandede sig med det første Dagskjær, da Geheimeraadinden kom for at hente mig.
„Jeg havde villet forsvoret, at jeg nogensinde skulde komme til at kjøre i Donna Grandezzas Karosse,” hviskede Frederik leende, da han blev indbudt til at kjøre med.
Den skarpe Morgenvind blæste mig lige i Ansigtet; jeg sad ved Geheimeraadinde Trolles Side med hendes Haand i min; Lieutenant Due havde Plads mellem Børnene. Han satte et muntert Ansigt op; det gjorde Henriette ogsaa; Louise græd.
Da jeg steg ned, blev jeg standset af Lise Stuepige; hun og hendes Anton havde indfundet dem, for at takke for Sølvskeerne. Den stakkets Bagersvend var flau og forsøvnet; han svarede ikke ganske til Lises idealiserende Beskrivelse. Han slog ud med Armen, hvilket vist skulde være flot, og begyndte paa en lille Tale, der faldt temmelig uheldig ud, men var meget velmeent. Men Hvem var det, der stod, tør og stiv, med Frakken knappet helt op til Halsen? kunde jeg troe mine Øine, vilde Doktor Stub uleilige sig saa tidligt op, for at tage Afsked med mig.
„Det var altfor venligt af Doktoren; jeg sætter uendelig megen Priis derpaa.”
Jeg havde neppe sagt dette, før jeg fortrød det; jeg havde dog vist taget feil; han saae slet ikke ud, som var han kommet for min Skyld. Imidlertid tog han dog, for første Gang, min Haand og klemte den paa en eiendommelig Maade.
Geheimeraadinden anbefalede mig til Kapitainens Omsorg; derpaa omsavnede hun mig.
„Gud velsigne Dem, mit Barn; lever jeg, naar De næste Gang kommer til Kjøbenhavn, gjør jeg Fordring paa Dem som min Gjæst.”
Henriette hang om min Hals; hun kunde ikke holde sin Hulken tilbage mere; Louise klyngede sig til mig; Frederik hvislede: „til Sommer besøger jeg Dem med min Kone.” Klokken lød, og der stod jeg ene paa Dampskibet og nikkede til mine Venner, de tro Venner, som jeg skyldte saamegen Taknemmelighed, hvis Kjærlighed og Godhed havde lettet mig saamangen tung Stund. De vare Alle bedrøvede ved Adskillelsen, men jeg kunde ikke være bedrøvet. Baandene, der droge mig til den jydske Kysk, vare langt stærkere end de, der holdt mig tilbage paa den sjællandske.
Femtende Kapitel
Himlen var graa; det blæste temmelig stærkt; de fleste Damer trak dem tilbage til Kahytten, men det var mig umuligt; jeg havde ingen Ro paa mig og gik, saa godt det lod sig gjøre, op og ned ad de gyngende Planker. Søsygen havde ingen Magt over mit overspændte Sind.
„Frøkenen er meget modig,” sagde Kapitainen, og saa forsøgte han at knytte en Samtale med mig, men det lykkedes ikke rigtig. Den høflige Mand undrede sig vist over mine korte, adspredte Svar.
„Nu ere vi snart i Aarhus.”
Det kom næsten for pludseligt, og dog havde jeg for et Øieblik siden tænkt, om det aldrig fik Ende.
Da Skibet lagde an, saae jeg strax Gustav; han hilste fornøiet og gjorde Tegn til, at Alt var vel; et Minut efter stod han ved min Side.
„Velkommen, min dyrebare Søster, til Lykke og Velsignelse. — Minna blev hos Moder, jeg fandt det bedst saaledes.”
Ja, det var bedst, jeg blev ganske lettet, da jeg hørte det. Han bød mig sin Arm og førte mig sikkert gjennem Trængslen.
„Vognen holder strax ved, men ønsker Du — Minna har befalet, at jeg skal sige Du — ikke en Forfriskning.”
„O, nei, jeg længes blot efter at komme afsted.”
Vi naaede snart den lille Vogn; den brede, jydske Kudsk løftede paa Hatten og hilste mig med et venligt: „Godaften og velkommen.”
Naar man er i stærkt Røre, rigtig i Aande, da har det noget mærkeligt at see paa et fuldkomment roligt Ansigt, og et saadant havde Søren Kudsk. Han saae velnæret, ubeskrivelig selvtilfreds og godmodig ud; alligevel glimtede Poliskeriet frem af hans smaa missende, blaa Øine. Roligt og sindigt udfoldede han en varm Kaabe og slog den derpaa om mig.
„Madammen sagde, at Jomfruen skulde have denne paa;” med et øvet Tag strammede han den sammen i Halsen og hægtede den.
„Hvem er Madammen?”
„Men, Kjære, det er naturligviis Minna.”
Jeg kunde ikke andet end lee; jeg havde slet ikke tænkt mig, at Minna blev kaldet Madam, min lette, fine, lille Minna; de Madammer, jeg havde seet, havde alle været saa store, saa tykke, saa gruelig prosaiske. Til alt Held forstod Søren ikke Grunden til min Latter; Latteren selv kunde han godt lide; han tænkte vist, at det var en farlig lystig Jomfru, Madammens Søster.
„Hvornaar kunne vi komme hjem?”
Søren vendte Hovedet om. „Nu har Bæsterne hvilet saa godt ud, at det kan gaae rask hjemad; vi naae det vel, før Mørket falder rigtig paa.”
„See, Marie! see dog Domkirken!”
Den gamle, ærværdige Bygning havde stor Grund til at være fornærmet paa mig; jeg stirrede paa den, men min Sjæl modtog intet varigt Indtryk af, hvad mit Øie saae.
„Har Moder kjørt i denne Vogn?”
„Flere Gange.”
„Har hun siddet her, hvor jeg sidder?”
„Netop, og Minna paa min Plads.”
„Lov mig at sige det, noget før vi naae Maalet.”
„Jeg skal sige Dig det, lige hvor Sognet begynder.” og han fortalte saameget, for at adsprede mig, om Egnens Beboere, om Kammerraadens paa Herregaarden, eller Gaarden, som Bønderne kaldte den, vore nærmeste Naboer. „Rigtig brave Folk,” sagde han, „saa ubeskrivelig gjæstfrie,” og saa saae han saa skjælmsk ud, som om de brave Folk dog vare lidt løierlige.
Det var allerede halvmørkt, da Veien dreiede af.
„Her begynder Sognet, Marie, Du kan see Kirken der oppe paa Bakken.”
„Maa Vognen ikke holde, kjære Gustav, jeg vil ned, jeg tør ikke blive, jeg foretrækker at gaae.”
Søren hørte Ordene og udlagde dem paa sin Maade. „Kors bevares, er Jomfruen saa bange, her er anderledes Høider i Egnen end den, bliv De blot rolig siddende.”
„Det vilde være tusinde Gange værre, min kjære Ven, om Du stod af, hvornaar vilde Du da faae Mod til at komme ind; det blev nok neppe før imorgen.”
Han lo og tog min Haand. Der var noget Beroligende i det faste Haandtryk. Jeg skammede mig egentlig for ham; han fordømte mig dog vist: jeg stjal mig til at see paa hans Ansigt, men det havde intet strengt Udtryk, tvertimod, et rigtig mildt og godt.
„Saae Du den mørke Skikkelse, der foer over Engen? jeg tør sværge paa, at det er Mette, der har staaet paa Hjørnet og seet efter Vognen, som hun nu løber hjem for at melde. — Her er Dammen, og her Præstegaardens Have; Trofast lader sig allerede høre, og der er Diana. Mod, min kjære Marie, Mod.”
Nu var jeg der! o, der stode de i Døren! jeg var ikke mere urolig; der blev saa stille, saa helligt i mit Hjerte.
„Her er hun i god Behold,” sagde Gustav, idet han løftede mig ned.
Og jeg laa i deres Arme, og vi græd og vi loe. De førte mig ind i den venlige, oplyste Dagligstue; de toge Tøiet af mig, som var jeg et lille Barn. O, hvor var det yndigt at see paa dem, at høre deres Stemmer, at trykke deres Hænder.
Moder var saa bevæget, Minna saa glad, saa omhyggelig. hun syslede ved Thebordet. „Du trænger bestemt til noget Varmt, Mie.”
Og jeg saae rigtig paa hende; hun var forandret, men, om muligt, endnu yndigere og elskeligere end før. Sorgerne havde grebet hende for dybt, til at de kunde svinde uden alt Spor, men det havde ikke været Sorger, der efterlade Bitterhed eller Fortrydelse i Sjælen; det havde ikke været Sorger, som Menneskene havde beredt hende; det var Sorger sendte fra Gud, og de havde kun gjort hende endnu blidere og frommere.
Der stod Bogskabet og Skrivebordet, og der hang Faders Portræt! mit Hjerte blev for fuldt; jeg gik ind i den mørke Stue ved Siden, kastede mig paa Knæ og takkede Gud. Al denne Angst og Uro kunde have være sparet, havde jeg trygt lagt Alt i hans Hænder. — De vare derinde, o, det var en henrykkende Tanke; Lyset trængte ind gjennem Sprækken paa Døren, derinde vidste jeg de Elskede vare.
„Men Marie dog, hvad gjør Du i den mørke Stue, jeg forstaaer mig ikke paa Dig og Moder; hun er ogsaa gaaet ind i sit Værelse. Jeg finder, at naar man har længtes saameget, skal man blive sammen.”
„Her er dit Værelse, Mie,” sagde Minna om Aftenen, „lige ved Moders, jeg tænker Døren skal staae aaben. O, Gud skee Lov, at vi har Dig, Søster.”
Og Moder tog mig i sine Arme, „Ja, Gud skee Lov!”
Jeg laa længe vaagen, da Klokken slog tolv, stod jeg op. Jeg troede vel ikke, som da jeg var et lille Barn og første Gang sov under Moders Tag, at det var en Drøm, men jeg trængte dog til at see Moder. hun sov saa roligt, hun smilede idrømme; ak, jeg kunde have staaet og seet paa hende hele Natten, men det vilde hun have skjendt over, og jeg sneg mig lydløst iseng igjen.
Om Morgenen vækkedes jeg — som jeg saa ofte var bleven det i fordums Dage — af en sølvklar Latter; jeg slog Øiet op, og Minna stod bøiet over mig med sit gamle overgivne Ansigt.
„Godmorgen Marie! skammer Du Dig ikke, Klokken er over ni. Du og Moder faae ingen The til Straf, jeg har været her tre Gange med den, og I have sovet; nu er det snart Kaffetid. — Jeg kan ikke forstaae det, Moder pleier. altid at vaagne Klokken fire.” og Moder traadte ind; hun saae frisk og ungdommelig ud og hilste os med sit søde, glade Smiil.
„Hvorfor har jeg ligget vaagen, min Minna? fordi jeg har grundet over, hvorledes det gik Barnet der, hvorledes hun havde det; see, det var Aarsagen til den Søvnløshed, Lægerne ikke kunde faae Bugt med. Idag vaagnede jeg ogsaa Klokken fire, men saa tænkte jeg, Marie ligger derinde og har det godt, og saa vendte jeg mig om, og slumrede ind igjen. — Gaa Du nu, Du Kjære, vi komme strax.”
Moder tog Plads ved min Seng og greb mine Hænder.
„Du kommer ikke op, min Glut, før Du har fortalt mig alt det, Du har fortiet i dine Breve. Begynd nu smukt strax.”
Hvad skulde jeg gjøre? jeg havde fast foresat mig at tie stille, men Moder saae mig spørgende ind i Øiet, mit Hjerte havde altid før været en aaben Bog for hende; jeg kunde ikke modstaae, hun fik hver Smule at vide.
„O, Du stakkels, kjære Barn! dog nu er det overstaaet; vi ville takke Gud, ogsaa for Lidelserne, de gjøre os bedre, nøisommere og taknemmeligere.”
Jeg skyndte mig op, jeg tittede ud i Haven, hvor Mette gik og pillede ved de faa Blomster; jeg følte mig saa lykkelig, saa ung, saa let; jeg løb ind i Dagligstuen til Minna.
Det var en meget venlig Stue; Møbler og Tapeter vare smukke og nye, Vinduerne fulde af Blomsterpotter. Det saae rigtignok lidt besynderligt ud med Bjælkeloft og den store Bilæggerovn paa to Been, men det var dog igrunden ganske hyggeligt.
Jeg tog Minna om Livet og svingede hende omkring. „Du er den sødeste lille Madamme,” sagde jeg, „paa hele den vide Jord.”
„Marie har havt godt af at være ude i Verden; Oberstens have anderledes forstaaet at sætte Liv i hende end vi.”
„Du har altid været et skarpsindigt Hoved, min egen Ven,” svarede Moder og strøg kjærtegnende Haaret fra hendes høie, aabne Pande.
Minna tog denne Ros op for gode Varer, tragtede Kaffen endnu en Gang, og nærmede sig sagte Vinduet, hvor Gustav sad og læste. Hun trykkede sine smilende Læber paa hans alvorlige Øine og saae paa ham med et Udtryk af uendelig Ømhed og Tillid. Ak, det havde været tungt, noget af det Tungeste af Alt, at see Minna fæste et saadant Blik paa En, der ikke fortjente det, dog det gjorde han i fuldt Maal.
Da vi havde drukket Kaffen, besaae jeg hele Huset, og der var saamegen Plads og saamange Bekvemmeligheder, at man nok kunde forsone sig med, at det Hele just ikke var efter Skjønhedens Regler. Derpaa løb jeg alene ned i Haven, og Diana, den store hvidgraa Jagthund, fulgte mig.
Og jeg stod paa Skrænten under Lindetræet og saae hen til Gaarden, hvor Kammeraaden boede; den hvide Bygning med det røde Tag stak grelt af mod den guulbruue Skov; og jeg vendte mig om og betragtede Præstegaarden, der saae saa hyggelig ud med sine tre Skorstene, hvoraf Røgen steg i Veiret, sin tomme Storkerede, og sine mange, blanke Vinduer. Der vare de! jeg behøvede blot at gaae faa Skridt, saa var jeg hos dem; men det vilde jeg ikke nu. Jeg aabnede Laagen, vovede mig ud paa Stien, over Lynghøien, forbi Kilden, til Skoven. Diana foer frem og tilbage, den var rigtig i sit Es. Det gule Løv hvirvlede for mine Trin; det blæste skarpt; af og til faldt der store, tunge Draaber Regn; Himlen var blygraa, men jeg fandt det dog deiligt Altsammen.
Min Glæde gav sig Luft i Sang; jeg løb længere og længere ind i Skoven og vendte derpaa pludseligt tilbage. Jeg kunde have trykket hele Verden til mit Bryst! jeg nikkede til den lille, fregnede Dreng oppe i Nøddetræet, jeg nikkede til Huusmandskonen med Barnet paa Armen, der hentede Vand ved Kilden, jeg nikkede til den gamle Hvedebrødsmand og til Røgteren, som drev Kvæget ud i Dammen for at vande det, og de nikkede Alle saa venligt igjen. Røgteren tog den røde Hue af, trak Munden op til Ørerne og sagde! „Goddag og velkommen, lille Jomfru.”
Sextende Kapitel
Jeg veed ikke noget skjønnere, end, med egen Villie henvendt til det Gode, at leve blandt Mennesker, der ere bedre end En, at føle sig som den Mindste, at aabne sit Hjerte for at modtage alt det Velsignede og Gode, der bliver sagt eller gjort. O, hvor havde ikke Talen i Oberstens Huus, selv om den aldeles ikke vedkom mig, pint og saaret mig; jeg tænkte næsten altid det Modsatte, men maatte tie og lukke til for det Bedste i min Sjæl.
Vi deelte snart Huusholdningen imellem os, dog saaledes, at den unge Huusmoders Rettigheder som Regentinde bleve respekterede. Det varede ikke længe, før vor Munterhed — vi ere nu alle Tre muntre, hver paa sin Viis — smittede Gustav, og den alvorlige Skygge paa hans Ansigt kommer kun sjeldent tilsyne og flygter snart bort. Naar han seer paa sin yndige Hustru, der sysler omkring, saa kvindelig, saa kjærlig, saa fuldkommen uvidende om sin egen Elskværdighed, læser jeg en Velsignelse i hans Øine; han griber da undertiden hendes Haand og hvisker: „Minna, vi ere uendelig lykkelige.” —
Det er utroligt hvor Tiden svinder, naar man lever et stille, virksomt og tilfreds Liv; jeg har været her over tre Aar, og det er dog for min Tanke som een lang Helligdag.
Hver Søndag gaae vi i Kirke; den er kun tarvelig, og intet Orgel ledsager Psalmesangen, men den er fuld af skikkelige, andægtige, jydske Ansigter, og Talen er skjøn og simpel. Vi vide og Menigheden veed, at Præsten fuldt og fast troer det Ord han forkynder, at han i Aand og Sandhed handler derefter, at han i Gjerningen viser Kjærlighed til sin Næste; og er han end lidt streng, er han dog strengest mod sig selv. Naar han ender, er der Taarer i mangt et Øie og paa mangen gammel furet Kind, selv den joviale Kammeraad fra Gaarden, — som aldrig undlader at møde med Pigebørnene i den indelukkede Stol, — tørrer Øinene med et stort Silkelommetørklæde og tænker paa sin salig Kone.
„De skal spise til Middag hos os, Herr Pastor, med Damerne, jeg tager ikke mod Afslag,” siger han, naar vi mødes udenfor Kirken, og Døttrene, to store, smukke, unge Piger, trænge ind paa den hjerteligste Maade, saa det næsten er umuligt at slippe.
Og der er meget hyggeligt paa Gaarden, kun bliver man trakteret lidt for meget. I Førstningen troede de, at vi enten maatte være syge, kræsne eller affekterede, fordi vi ikke kunde spise til enhver Tid.
„Fortæl os lidt om Kjøbenhavn; tænk, vi have aldrig været der, og vi have dog en kjødelig Onkel, som er Grosserer derinde, og en Broder, som studerer. Fortæl lidt om Komedierne, om Ballerne, om Tivoli, om Rundetaarn og Rosenborghave.”
„Og om Moderne,” tilføiede den Ældste, „det maa egentlig være forskrækkelig kjedeligt for en Kjøbenhavnerinde at boe her.”
Ak, de kjendte kun lidt til det!
Kammerraaden talte i en anden Stil: „Landlivet er det sundeste og lykkeligste, Børn; see blot paa Frøken Staal, hvor rask og godt hun nu seer ud, og da hun kom hertil, maatte saa ikke Enhver troe, at Pigebarnet havde Svindsot; det var den bandsatte Luft og sine Levemaade Skyld i.”
Vi aflagde Besøg hos Nabopræsterne og enkelte andre Familier; Modtagelsen var overalt gjæstfri og velvillig; Tonen var den hjerteligste. Ved Juletid pleier det ene lille Selskab at afløse det andet, og naar vi, muntre og varme efter Dandsen og Legene, — hvortil Moder og Gustav dog kun ere Tilskuere — kjøre hjem i Maaneskin, maae vi altid tilstaae, at vi have moret os særdeles godt, skjøndt Et og Andet vel kunde være lidt besynderligt.
Vor Præst, Madammen, Fruen og Jomfruen ere Alle yndede i Landsbyen; Fruen især er farlig gemeen at tale med.
Naar vi sidde sammen i Skumringen, tale vi ofte om de elskede Afdøde: Bedstemoder, Fader og Hedevig, og det er saa forunderligt for mig at jeg Ingen af dem har seet, da de dog staae mit Hjerte saa nær; og jeg tænker paa mine egne Forældre, og det er mig en sød Tanke, at deres Velsignelse, en varm og brændende Velsignelse, hviler over Moder for al hendes ubeskrivelige Godhed mod deres Barn.
Hver Uge modtager og skriver jeg et Brev til mine smaa Veninder og har, som jeg tydelig mærker, bevaret en stor Indflydelse over dem. De skulle konfirmeres til Foraaret og ville da besøge os. — Engang imellem faaer jeg et Par kjærlige Linier fra Geheimeraadinde Trolle. Amalia er bleven forlovet med Frieren og skal snart giftes.
Moders Broder kommer her hver Sommer; jeg kan godt lide ham, skjøndt han er lidt besynderlig i sit Forhold til mig, ikke at han er uhøflig, tvertimod, men han kan — eller rettere vil – paa ingen Maade faae andet i Hovedet, end at jeg er Gustavs Søster.
Karen har været her med sin lille, syvaars Louise. Det var en forfærdelig Begivenhed for Karen at tage over Vandet med et Dampskib; hun havde oplevet umaadelig meget, mere end i hele sit øvrige Liv; og de jydske Folk saae paa Karen, og Karen saae paa de jydske Folk.
„Sikket Sprog de føre,” sagde Karen leende, men vi tænkte, at den Ene ikke havde synderligt at lade den Anden høre.
„Nu maa Tøsen og jeg reise,” sagde hun efter fjorten Dages Ophold, „her har været godt i alle Maader, men jeg er ikke Menneske for at ligge længer paa den lade Side.”
Og den lykkelige Frederik har været her to Gange med sin unge, svenske Kone. De bragte rigtig Liv og Lystighed med sig. Han er ligesaa fuld af Skjemt og Spøg som altid, men ikke nær saa slem til at spotte, og begynder han end undertiden derpaa, er et eneste, bedende Blik fra Majas store, blide Øine istand til at afvæbne ham.
Doktor Stub er død; til min grændseløse Forbauselse havde han testamenteret mig femtusinde Daler; en ung Studiosus medicinæ og en gammel Kagekone i hans Port fik hver en lignende Sum; hans øvrige Formue faldt til Hospitalerne. Denne hans Godhed berørte mig besynderligt, jeg veed ikke selv, om det var behageligt eller ubehageligt. Ak, hvor ofte havde jeg ikke seet paa hans rolige Ansigt og ønsket at fremkalde et venligt Blik af hans Øie, men forgjæves.
Den anden Sommer blev vor Familie forøget med et nyt Medlem, en deilig, lille Dreng med Faderens Pande og Moderens og Bedstefaderens Øine. Det er et yndigt Syn at see ham sidde paa sin unge Moders Arm og med sine smaa, buttede Hænder klappe Faderen paa Kinden; del er et yndigt Syn, naar Bedstemoderen rider Ranke med ham.
„Er det ikke besynderligt, at jeg ikke kan føle mig som en gammel Kone,” siger hun smilende, „jeg er jo dog Bedstemoder og saae imorges flere graa Haar paa mit Hoved.”
Mette elsker den lille Harald næsten til Afguderi; hun kommer aldeles ud af sig selv, naar Nogen vover at nægte ham hans Villie. Haven med alle dens Blomster — hvilke vi Andre kun tør plukke med Mettes specielle Tilladelse — er til hans Raadighed; hun fletter af friske Provindsroser tykke Krandse, som hun slynger om hans lille Vogn, naar hun trækker ham i Haven. Herredsfogden har opsat hendes Testamente; alle hendes Eiendele — og i Mettes Tanker er del ikke lidt – skulle tilfalde Harald, og saa tager hun sine Strømpefødder frem og rysler med Stolthed det blanke Indhold ud for Barnets Fødder, der seer forundret paa det med sine uskyldige Øine.
Hver Morgen, før vi drikke The, sidder lille Harald paa Tante Maries Arm — han holder ikke saa lidt af Tante Marie — og smuldrer et stort Stykke Brød til Fuglene.
Sidste Juleaften, som vi sadde og ventede paa, at Minna skulde aabne Døren til Salen, begyndte Trofast at gjøe ganske forskrækkeligt; derpaa lød et Posthorn og en aaben Vogn rullede ind i Gaarden.
Et Øieblik efter traadte vor dyrebare Professor Lange, hvem vi troede velbeholden i det varme Italien, hvid som en Snemand af Riim ind i Stuen.
„Jeg kommer da tidsnok?” raabte han, „Træet er da ikke tændt endnu?”
Hvor der blev en Glæde! vi toge ham Alle i vore Arme; Mette blev aldeles vild af Henrykkelse.
„Lad mig see Barnet.”
Minna rakte ham med moderlig Stolthed den Lille, der var falden isøvn paa Bedstemoders Skjød; han saae alvorligt paa ham, men da Harald vaagnede og slog sine store, smilende, blaa Øine op, svingede Professoren ham leende i Luften. „Den Dreng vil komme let igjennem Verden.”
„Kan De huske, Fru Staal, hvor Bedstemoder pleiede at skjænde, fordi Aftenen altid kom bag paa mig? saadan er det ogsaa gaaet med mit Livs Aften. Jeg opdagede forleden, at jeg nu er en gammel Mand: Syvoghalvfjerds, og jeg blev ganske bange for ikke at faae Dem at see mere. Det var som mit Hjerte trængte til Varme, og den vidste jeg var at finde her, hvor jeg vil slaae mig til Ro en god Stund.”
Der sad han ved Højtidsbordet, den smukke Olding med de hvide Haar, og saae saa kjærligt paa os; der stod han ved Juletræet med Harald paa Armen og var selv et Barn.
Idag er det Nytaarsdag 1860, hør hvor smukt Klokkerne kalde til Kirke. Solen skinner saa venligt herind, det er saa stille i mit Indre, jeg er saa fuldkommen lykkelig. Mine Venner, ikke de nærmeste, men andre gode Venner, tale vel til mig om en selvstændig Lykke, noget Eget, og de give det endogsaa bestemt Skikkelse og Navn, men jeg ønsker ingen Forandring. Af hele min Sjæl elsker jeg min Omgivelse; jeg er gjenelsket; de vilde savne mig. O Gud, lad dette vare ved! men kan det ikke skee, frygter jeg dog ikke: den Herre, der skjænkede det fattige forladte Barn et lykkeligt Hjem, den Herre, der holdt sin Haand over hende og Hendes i Sorgens Dage og førte dem sammen, han vil aldrig forlade hende. Jeg spørger ikke, hvad Aaret gjemmer i sit Skjød, jeg veed, at Gud vil føre mig til Maalet gjennem hvad der er mig tjenligst, være sig Sorg eller Glæde.
En Fader, det er soleklart,
Vil ei sit Barn bedrøve,
Og skeer det, er det aabenbart,
For det ved Sorg at øve;
Ja kasted end hans stærke Haand
Mig i Bølgedybet
Saa ved jeg dog, at Herrens Aand
Kan finde mig blandt Krybet.[2]
Fodnoter
I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder.