Englene

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 97-100

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

ENGLENE

Barnet sad ved Moderens Seng og legede med Dukke Lise.

Solen skinnede klart og stille gennem Gardinerne ind i det lille, lyse Værelse, hen over Barnets bøjede Hoved med de gyldent-flimrende Nakkehår og de små rosenrøde Hænder, der tumlede med Dukkens leddeløse Krop, over Nøddetræsmøblerne og de blåtapetserede Vægge med Ringornamentet og de smalle, forgyldte Lister. Servantestellets Porcelæn stod køligt og tyst midt i Sollyset, hvis Genskin flimrede over Gulvet som et levende Vand og legede under Loftet i lydløs Bølgegang. Den hvidmalede Dør stod åben ind til den anden Stue, hvorfra man hørte et Ur dikke. Fjærnt ude fra Køkkenet lød dæmpet Raslen, men herinde var ganske stille, ene Spejlets varme, blå Øje syntes at våge over Barnets Leg. Udenfor, bag det kullede Havedige, lå de vide Marker under Varens sagte, milde Sol, frodige og tomme, til Horizontens fjærne, blå Skovlinjer.

Solen skinnede varmt og blødt, og Uret dikkede. Barnet legede ivrigere og ivrigere med sin Dukke, men pludselig —

„Mo'r“, den lille vendte sig i Stolen, „Dukke Lise, véd du hvad, hun vil slet ikke stå stille, mens hun får Tøjet på.“

To ivrige, blå Øjne spejdede mod Sengens tavse, hvide Omhæng.

„Mo'r, Dukke Lise —“ Barnet kom op og listede hen til Sengen.

Derinde lå Moderen, stille og ubevægelig i det klare Halvmørke under den høje Sengehimmel med det mørke Hoved nede i Puderne, med de fine Hænder foldet på Tæppets hvide Lin. Hun var ganske bleg og hendes Øjne fast lukkede, men over den beskyggede Pande og den halvtåbne Mund svævede der et forunderligt lysende Smil.

Den lille stod og så på hende med Dukken i Favn, så trak han sagte i hendes løse Ærme:

„Mo'r, Dukke Lise —“

Moderen slog to dybe, dunkelblå Øjne op, så på Barnet og Dukken — et kort, fraværende Blik, lukkede så atter hastigt Øjnene, og påny svævede det kolde, lysende Smil over det skarpe, blege Ansigt imellem det sorte Hår.

„Mo'r, Dukke Lise —“ lød det end en Gang, men så sagte og forknyt — den lille blev stående lidt endnu og stirre, så vendte han sig brat og løb ud af Stuen, i sin Hast snublende over det høje Dørtrin, ind i det andet tomme, sollyse Værelse, gennem Faderens Studerekammer, med de tavse, solbelyste Bøger og den stille, svævende Tobaksrøg, over Gangen, ud i Køkkenets Damp til Moster Edel.

„Moster, Moster, nu dør Mo'r.“

„Barn, hvad siger du?“

To forfærdede Øjne — og Kasserollen slængtes klirrende på Komfuret, Forklædet røg af, og hendes Skørter susede forbi ham.

Han stirrede betuttet efter hende, klemte Dukke Lise fastere ind til sit Bryst og travede bagefter — i Studereværelset mødte han hende igen, hun foer forbi ham til Vinduet, fik det op og råbte ud i den skyggefulde Gård:

„Jens! Jens! spænd strax for efter Lægen, det er Fruen — men skynd dig!” Moster Edel stansede overvældet og lænede sig til Vinduesposten, et Øjeblik, så Høj hun atter ind til Søsteren.

Barnet stod fortabt tilbage, midt på Gulvet, med Dukken, omkreset af den blå, sejlende Piberøg og stirrede ud på Vinduesbænken, hvor et Par tykke Spurve næbbedes.

Solen skinnede på Længernes gamle, grønne Tage, hvorover de hvide Skyer drog hen, den græsgroede Gård lå i Skygge. Fjærn Lærkekvidder og en sval Vårluft åndede ind til ham gennem den åbne Rude.

— — — Lægen havde været der, og nu var der ganske stille.

Barnet var krøbet op i Faders brede Armstol ved det mørke Skrivebord og sad der tavs og ubevægelig med Dukken ved Brystet.

Det knirkede ved Døren, Moster Edel kom ind, sagte, på Filtsko, med rødt, ophovnet Ansigt og Lommetørklædet krammet i Hånden, hun bøjede sig blødt over den lille.

„Ja, Barn, nu er det snart forbi — men sig mig, hvor kunde du dog vide det?“

Den lille så op, med klare, bedrøvede Øjne, han foldede Hænderne over Dukkens løse Midje.

„Jo, Moster, for du har altid sagt, at når Mo'r døde, så var det, fordi Englene kom og hentede hende.“

„Ja, Barn.“

„Og de var så skønne.“

„Nå, og så?“

„Ja, og nu kom Englene.“

„Hvorfra véd du det?“

„Jo, for Mo'r brød sig slet ikke om at se på Dukke Lise og mig.”

„Og så?“

„Ja, Moster, må det da være Englene, Mo'r så.“

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧