Enten — Eller. Første Deel/8
Forførerens Dagbog.
Sua passion' predominante
e la giovin principiante.
Angst, der i dette Øieblik griber mig, da jeg for min egen Interesses Skyld beslutter mig til at tage en nøiagtig Reenskrift af den flygtige Afskrift, jeg kun i største Hast og med megen Uro i sin Tid var istand til at forskaffe mig. Situationen træder ligesaa ængstende men ogsaa ligesaa bebreidende frem for mig som dengang. Han havde mod Sædvane ikke lukket sin Secretair af, dens hele Indhold stod saaledes til min Disposition; men det er forgjæves, om jeg vilde besmykke min Adfærd ved at erindre mig selv om, at jeg ingen Skuffe har aabnet. En Skuffe var trukken ud. I den fandtes en Mængde løse Papirer og oven paa dem laae en Bog i stort Qvart, smagfuldt indbunden. Paa den Side, der vendte op, var anbragt en Vignet af hvidt Papir, hvorpaa han egenhændig havde skrevet: Commentarius perpetuus Nr. 4. Forgjæves vilde jeg imidlertid søge at indbilde mig selv, at dersom den Side af Bogen ikke havde vendt i Veiret, og dersom den paafaldende Titel ikke havde fristet mig, jeg da ikke vilde være falden i Fristelsen, eller dog have gjort den Modstand. Titlen selv var besynderlig, dog ikke saa meget i og for sig som paa Grund af dens Omgivelse. Ved et flygtigt Øiekast paa de løse Papirer erfarede jeg, at disse indeholdt Opfattelser af erotiske Situationer, enkelte Vink om et og andet Forhold, Skizzer til Breve af en ganske egen Natur, som jeg senere lærte at kjende i deres kunstnerisk fuldførte beregnede Skjødesløshed. Naar jeg nu, efterat have gjennemskuet dette fordærvede Menneskes rænkefulde Indre, gjenkalder mig Situationen, naar jeg med mit for al Underfundighed aabnede Øie ligesom træder hen for hiin Skuffe, saa gjør det samme Indtryk paa mig, som det maa gjøre paa en Politi-Officiant, naar han træder ind paa en Falskners Værelse, aabner hans Gjemmer og i en Skuffe finder en Mængde løse Papirer, Prøveskrifter; paa eet er der et lille Stykke Løvværk, paa et andet et Navnetræk, paa et tredie en Linie Baglænds-Skrift. Det viser ham let, at han er paa det rette Spor, og Glæden herover blander sig med en vis Beundring af det Studium, den Flid, der her er umiskjendelig. Mig vilde det vel være gaaet lidt anderledes, da jeg er mindre vant til at opspore Forbrydelser og ikke væbnet med — et Politi-Skildt. Jeg vilde have følt den Sandheds Dobbeltvægt, at jeg gik paa ulovlige Veie. Den Gang blev jeg ikke mindre fattig paa Tanker end paa Ord, som det i Almindelighed gaaer. Man bliver imponeret af et Indtryk, indtil Reflexionen atter slipper løs og mangfoldig og hurtig i sine Bevægelser besnakker og insinuerer sig hos den ubekjendte Fremmede. Jo mere Reflexionen er udviklet, desto hurtigere veed den at fatte sig, den bliver, som en Passkriver for udenlandske Reisende, saa fortrolig med at see de eventyrligste Figurer, at I den ikke let lader sig forbløffe. Men uagtet nu min Reflexion vistnok er meget stærkt udviklet, saa blev jeg dog i det første Moment høilig forbauset; jeg erindrer meget godt, at jeg blegnede, at jeg nær var falden omkuld, og hvor angst jeg var derfor. Sæt han var kommen hjem, havde fundet mig besvimet med Skuffen i Haanden — en ond Samvittighed er dog istand til at gjøre Livet interessant.
Titlen paa Bogen frapperede mig ikke i og for sig; jeg tænkte det var en Samling af Excerpter, hvilket forekom mig ganske naturligt, da jeg vidste, at han altid med Iver havde omfattet sine Studier. Den indeholdt imidlertid ganske andre Ting. Det var hverken meer eller mindre end en Dagbog, omhyggelig ført; og som jeg, efter hvad jeg tilforn havde kjendt til ham, ikke fandt, at hans Liv saa høilig trængte til Commentar, saa negter jeg ikke, efter det Indblik, jeg nu gjorde, at Titlen er valgt med megen Smag og megen Forstand, med sand æsthetisk, objektiv Overlegenhed over ham selv og over Situationen. Denne Titel staaer i fuldkommen Harmoni med hele Indholdet. Hans Liv har været et Forsøg paa at realisere den Opgave at leve poetisk. Med et skarpt udviklet Organ for at udfinde det Interessante i Livet, han har vidst at sinde det, og efterat have fundet det bestandigt halvt digterisk reproduceret det Oplevede. Hans Dagbog er derfor ikke historisk nøiagtig eller simpelt fortællende, ikke indikativisk, men conjunktivisk. Uagtet det Oplevede naturligviis er optegnet efter at det er oplevet, stundom maaskee endog længere Tid derefter, saa er det dog ofte fremstillet saaledes, som om det foregik i samme Øieblik, saa dramatisk levende, at det stundom er som foregik Alt for Ens Øine. At han nu skulde have gjort det, fordi han havde nogensomhelst anden Hensigt med denne Dagbog, er høist usandsynligt; at den i strengeste Forstand blot har havt personlig Betydning for ham, er iøinefaldende; og at ville antage, at jeg har et Digterværk for mig, maaskee endog bestemt til at trykkes, forbyder saavel det Hele som det Enkelte. Vel behøvede han ikke at befrygte Noget for sin Person ved at udgive den; thi de fleste Navne ere saa besynderlige, at der aldeles ingen Sandsynlighed er for, at de ere historiske; kun har jeg fattet en Mistanke om, at Fornavnet er historisk rigtigt, saaledes, at han altid selv har været sikker paa at gjenkjende den virkelige Person, medens enhver Uvedkommende maatte vildledes af Familie-Navnet. Saaledes er det idetmindste Tilfældet med den Pige, jeg kjendte, om hvem Hovedinteressen dreier sig, Cordelia; hun heed meget rigtigt Cordelia, men derimod ikke Wahl.
Hvorledes lader det sig nu forklare, at Dagbogen desuagtet har faaet et saadant digterisk Anstrøg? Svaret herpaa er ikke vanskeligt, det lader sig forklare af den digteriske Natur, der er i ham, der, om man saa vil, ikke er riig nok, om man saa vil, ikke fattig nok til at adskille Poesi og Virkelighed fra hinanden. Det Poetiske var det Mere, han selv bragte med sig. Dette Mere var det Poetiske han nød i Virkelighedens poetiske Situation; dette tog han atter tilbage i Form af digterisk Reflexion. Det var den anden Nydelse, og Nydelse var hele hans Liv beregnet paa. I første Tilfælde nød han personlig det Æsthetiske, i andet Tilfælde nød han æsthetisk sin Personlighed. I første Tilfælde var Pointet det, at han egoistisk personlig nød det, som deels Virkeligheden gav ham, deels han selv havde besvangret Virkeligheden med; i andet Tilfælde blev hans Personlighed forflygtiget, og han nød da Situationen og sig selv i Situationen. I første Tilfælde behøvede han bestandig Virkeligheden som Anledning, som Moment; i andet Tilfælde var Virkeligheden druknet i det Poetiske. Det første Stadiums Frugt er saaledes den Stemning, af hvilken Dagbogen er fremgaaet som det andet Stadiums Frugt, dette Ord taget i sidste Tilfælde i en noget anden Betydning end i første. Det Poetiske har han saaledes bestandigt havt ved den Tvetydighed, i hvilken hans Liv gik hen.
Bag ved den Verden, i hvilken vi leve, fjernt i Baggrunden ligger en anden Verden, der staaer omtrent i samme Forhold til hiin som den Scene, man stundom i Theatret seer bag den virkelige Scene, staaer til denne. Man seer gjennem et tyndt Flor ligesom en Verden af Flor, lettere, mere ætherisk, af en anden Bonitet end den virkelige. Mange Mennesker, som vise sig legemligen i den virkelige Verden, høre ikke hjemme i denne, men i hiin anden. Dog det, at et Menneske saaledes svinder hen, ja næsten forsvinder for Virkeligheden, kan enten have sin Grund i en Sundhed eller i en Sygdom. Det Sidste var Tilfældet med dette Menneske, som jeg engang har kjendt uden at kjende ham. Han tilhørte ikke Virkeligheden, og dog havde han meget med den at gjøre. Han løb bestandig hen over den, men selv naar han mest hengav sig, var han ude over den. Men det var ikke det Gode, der vinkede ham bort, heller ikke var det egentlig det Onde, det tør jeg end ikke dette Øieblik sige om ham. Han har lidt af en exacerbatio cerebri, for hvilken Virkeligheden ikke havde Incitament nok, i det høieste kun momentviis. Han forløftede sig ikke paa Virkeligheden, han var ikke for svag til at bære den, nei han var for stærk; men denne Styrke var en Sygdom. Saasnart Virkeligheden havde tabt sin Betydning som Incitament, var han afvæbnet, deri laae det Onde hos ham. Dette var han sig bevidst selv i Incitamentets Øieblik, og i denne Bevidsthed laae det Onde.
Den Pige, hvis Historie udgjør Hoved-Indholdet af Dagbogen, har jeg kjendt. Om han har forført flere, veed jeg ikke; dog synes det at fremgaae af hans Papirer. Han synes tillige at have været dreven i en anden Art af Praxis, der ganske charakteriserer ham, thi han var altfor meget aandelig bestemmet til at være en Forfører i almindelig Forstand. Man seer ogsaa af Dagbogen, at det stundom var noget aldeles Vilkaarligt, han attraaede, en Hilsen f. Ex., og vilde for ingen Priis modtage Mere, fordi det var det Skjønneste hos den Vedkommende. Ved Hjælp af hans Aandsgaver har han vidst at friste en Pige, at drage hende til sig, uden at bryde sig om i strengere Forstand at besidde hende. Jeg kan forestille mig, han har vidst at bringe en Pige paa det Høidepunkt, at han var sikker paa, hun vilde offre Alt. Naar Sagen var kommen saa vidt, da brød han af, uden at der fra hans Side var skeet den mindste Tilnærmelse, uden at der var faldet et Ord om Kjærlighed, end sige en Erklæring, et Løfte. Og dog var det skeet, og den Ulykkelige beholdt Bevidstheden derom dobbelt bittert, fordi hun ikke havde det Mindste at beraabe sig paa, fordi hun bestandig maatte omtumles af de forskjelligste Stemninger i en rædsom Hexedands, naar hun snart gjorde sig Bebreidelser, tilgav ham, snart gjorde ham Bebreidelser, og nu, da dog Forholdet kun i uegentlig Forstand havde havt Virkelighed, bestandig maatte kæmpe med den Tvivl, om det Hele ikke var en Indbildning. Ingen kunde hun betroe sig til; thi hun havde egentlig ikke Noget at betroe dem. Naar man har drømt, kan man fortælle Andre sin Drøm, men det, hun havde at fortælle, var jo ingen Drøm, det var Virkelighed, og dog, saasnart hun vilde udsige det til en Anden, lette det bekymrede Sind, saa var det Intet. Det følte hun meget vel selv. Intet Menneske kunde faae fat derpaa, neppe hun selv, og dog hvilede det med en ængstende Tyngde paa hende. Saadanne Offere vare derfor af en ganske egen Natur. Det var ikke ulykkelige Piger, som udstødte, eller i den Tanke at de vare udstødte af Samfundet, græmmede sig sundt og stærkt, engang imellem, naar Hjertet blev for fuldt, gav det Luft i Had eller Tilgivelse. Der var ingen synlig Forandring foregaaet med dem; de levede i sædvanlige Forhold, agtede som altid, og dog vare de forandrede, uforklarligt næsten for dem selv, ubegribeligt for Andre. Deres Liv var ikke som hines knækket eller brudt, det var bøiet ind i dem selv; tabte for Andre, søgte de forgjæves at finde dem selv. I samme Betydning som man kunde sige, at hans Vei gjennem Livet var usporlig (thi hans Fødder vare saaledes indrettede, at han beholdt Sporet under dem, saaledes forestiller jeg mig bedst hans uendelige Reflekteerthed i sig selv), i samme Forstand faldt der intet Offer for ham. Han levede altfor meget aandeligt til at være en Forfører i almindelig Forstand. Stundom antog han dog et parastatisk Legeme, og var nu lutter Sandselighed. Endogsaa hans Historie med Cordelia er saa forviklet, at det var ham muligt at træde op som den Forførte, ja selv den ulykkelige Pige kan stundom være raadvild derom; ogsaa her er hans Fodspor saa utydeligt, at ethvert Beviis er umuligt. Individerne have for ham blot været Incitament, han kastede dem af sig, ligesom Træerne ryste Blade af — han foryngedes, Løvet visnede.
Men hvorledes det seer ud i hans eget Hoved? Som han har ledet Andre vild, saa tænker jeg, han ender med selv at løbe vild. De Andre har han ledet vild ikke i udvortes Henseende, men i indvortes dem selv betræffende. Der er noget Oprørende i, naar et Menneske fører en Vandrer, der er raadvild om Veien, paa urigtige Stier, og nu lader ham ene i sin Vildfarelse, og hvad er dog dette i Sammenligning med at bringe et Menneske til at løbe vild i sig selv. Den vildfarende Vandrer har dog den Trøst, at Egnen bestandig forandrer sig om ham, og med hver Forandring fødes der et Haab om at finde en Udvei; den, der løber vild i sig selv, har ikke saa stort et Territorium at bevæge sig paa; han mærker snart, at det er et Kredsløb, som han ikke kan komme ud af. Saaledes tænker jeg det vil gaae ham selv efter en endnu langt forfærdeligere Maalestok. Jeg kan intet Qvalfuldere tænke mig end et intrigant Hoved, der taber Traaden, og nu vender hele sit Skarpsind mod sig selv, idet Samvittigheden vaagner og det gjælder om at rede sig ud af dette Vilderede. Forgjæves har han mange Udgange paa sin Rævehule; i det Øieblik hans ængstede Sjæl allerede troer at see Daglyset falde ind, viser det sig, at det er en ny Indgang, og saaledes søger han som et opskræmmet Vildt, forfulgt af Fortvivlelsen, bestandig en Udgang og finder bestandig en Indgang, ad hvilken han gaaer tilbage i sig selv. Et saadant Menneske er ikke altid hvad man kunde kalde en Forbryder, han er selv ofte skuffet af sine Intriger, og dog rammer der ham en forfærdeligere Straf end Forbryderen; thi hvad er selv Angerens Smerte i Sammenligning med dette bevidste Vanvid. Hans Straf har en reen æsthetisk Charakteer; thi selv det, at Samvittigheden vaagner, er for ethisk et Udtryk om ham; Samvittigheden gestalter sig for ham blot som en høiere Bevidsthed , der yttrer sig som en Uro, der end ikke i dybere Forstand anklager ham, men holder ham vaagen, ingen Hvile under ham i hans ufrugtbare Rastløshed. Afsindig er han heller ikke; thi de endelige Tankers Mangfoldighed er ikke forstenet i Afsindighedens Evighed.
Den stakkels Cordelia, hende vil det ogsaa falde vanskeligt at finde Fred. Hun tilgiver ham af sit inderste Hjerte, men hun finder ikke Hvile, thi da vaagner Tvivlen: det var hende, der hævede Forlovelsen, det var hende, der var Anledning til Ulykken, det var hendes Stolthed, der attraaede det Ualmindelige. Da angrer hun, men hun finder ikke Hvile; thi da frikjende de anklagende Tanker hende: det var ham, der ved sin Underfundighed lagde denne Plan ind i hendes Sjæl. Da hader hun, hendes Hjerte føler sig lettet i Forbandelser, men hun finder ikke Hvile; hun gjør sig atter Bebreidelser, Bebreidelser, fordi hun har hadet, hun der selv er en Synderinde, Bebreidelser, fordi hun, hvor underfundig han end har været, dog altid bliver skyldig. Tungt er det for hende, at han har bedraget hende, endnu tungere, kunde man næsten fristes til at sige, at han har vakt den mangetungede Reflexion, at han har udviklet hende æsthetisk nok til ikke længer ydmygt at lytte til een Stemme, men til at kunne høre de mange Taler paa eengang. Da vaagner Erindringen i hendes Sjæl, hun glemmer Breden og Skylden, hun erindrer de skjønne Øieblikke, hun er bedøvet i en unaturlig Exaltation. I saadanne Momenter erindrer hun ham ikke blot, hun opfatter ham med en clairvoyance, som kun viser, hvor stærkt hun er udviklet. Hun seer da ikke Forbryderen i ham, men heller ikke det ædle Menneske, hun føler ham blot æsthetisk. Hun har engang skrevet mig en Billet til, hvori hun udtaler sig om ham. „Stundom var han saa aandelig, at jeg følte mig tilintetgjort som Qvinde, til andre Tider saa vild og lidenskabelig, saa attraaende, at jeg næsten skjælvede for ham. Stundom var jeg som fremmed for ham, stundom hengav han sig ganske; naar jeg da slyngede min Arm om ham, da var undertiden pludselig Alt forandret, og jeg omfavnede Skyen. Dette Udtryk kjendte jeg, før jeg kjendte ham, men han har lært mig at forstaae det; naar jeg bruger det, tænker jeg altid paa ham, som jeg tænker hver min Tanke kun ved ham. Jeg har altid elsket Musik, han var et mageløst Instrument, altid bevæget, han havde et Omfang, som intet Instrument har det, han var et Indbegreb af alle Følelser og Stemninger, ingen Tanke var ham for høi, ingen for fortvivlet, han kunde bruse som en Efteraarsstorm, han kunde hviske uhørligt. Ikke et Ord af mig blev uden Virkning, og dog kan jeg ikke sige, at mit Ord ikke forfeilede sin Virkning; thi hvilken det vilde gjøre, var mig umuligt at vide. Med en ubeskrivelig, men hemmelighedsfuld, salig, unævnelig Angst lyttede jeg til denne Musik, jeg selv fremkaldte, og dog ikke fremkaldte, altid var der Harmoni, altid rev han mig hen.”
Forfærdeligt er det for hende, forfærdeligere vil det blive for ham, det kan jeg slutte deraf, at jeg selv neppe kan beherske den Angst, der griber mig, hver Gang jeg tænker paa den Sag. Ogsaa jeg er reven med ind i det Taage-Rige, i den Drømme-Verden, hvor man hvert Øieblik bliver ræd for sin egen Skygge. Forgjæves søger jeg ofte at løsrive mig derfra, jeg følger med som en truende Skikkelse, som en Anklager, der er stum. Hvor besynderligt! Han har udbredt den dybeste Hemmelighed over Alt, og dog er der en endnu dybere Hemmelighed, og det er den, at jeg er Medvider, og jeg selv er jo paa en ulovlig Maade bleven Medvider. At glemme det Hele vil ikke lykkes. Jeg har stundom tænkt paa at tale til ham derom. Dog hvad hjalp det, han vilde enten fragaae Alt, paastaae at Dagbogen var et digterisk Forsøg, eller han vil paalægge mig Taushed, Noget jeg ikke kan negte ham i Betragtning af Maaden, paa hvilken jeg er bleven Medvider. Der er dog Intet, hvorover der hviler saa megen Forførelse og saa megen Forbandelse, som over en Hemmelighed.
Af Cordelia har jeg modtaget en Samling af Epistler. Om det er dem alle, veed jeg ikke, dog forekom det mig, at hun engang lod sig forlyde med, at hun selv havde confiskeret nogle. Jeg har taget en Copi af dem og vil nu i min Reenskrift flette disse ind. Vel mangle de Datum, men selv om de havde havt det, vilde det ikke have hjulpet mig stort, da Dagbogen i sin videre Fremrykken bliver sparsommere og sparsommere, ja tilsidst paa en enkelt Undtagelse nær, opgiver ethvert Datum, som om Historien i sin Fremgang blev saa qvalitativ-betydningsfuld, i den Grad, skjøndt historisk Virkelighed, nærmede sig til at være Idee, at af den Grund Tidsbestemmelser bleve ligegyldige. Hvad der derimod har hjulpet mig, er, at der paa forskjellige Steder i Dagbogen findes et Par Ord, hvis Betydning jeg i Begyndelsen ikke fattede. Ved at sammenholde dem med Brevene har jeg imidlertid indseet, at de ere Motiverne til disse. Det vil derfor være mig en let Sag at indflette dem paa rette Sted, idet jeg bestandig indfører Brevet paa det Sted, hvor Motivet til samme findes henkastet. Hvis jeg ikke havde fundet disse ledende Vink, da havde jeg gjort mig skyldig i en Misforstaaelse; thi det var vel ikke faldet mig ind, hvad der nu af Dagbogen fremgaaer Sansynlighed for, at til enkelte Tider Brevene ere fulgte saa hyppigt paa hinanden, at hun synes at have modtaget flere paa een Dag. Skulde jeg have fulgt min egen Tanke, da havde jeg vel fordeelt dem mere ligeligt og ikke anet, hvilken Virkning han har opnaaet ved den lidenskabelige Energi, med hvilken han har brugt dette som ethvert Middel, for at holde Cordelia paa Lidenskabens Toppunkt.
Foruden den fuldstændige Oplysning om hans Forhold til Cordelia, indeholdt Dagbogen indslynget derimellem en og anden lille Skildring. Overalt hvor en saadan fandtes stod der i Marginen et NB. Disse Skildringer staae aldeles ikke i noget Forhold til Cordelias Historie, men have givet mig en levende Forestilling om Betydningen af et Udtryk, han ofte brugte, om jeg end tilforn forstod det paa en anden Maade: man bør altid have en aparte lille Snøre ude. Var et tidligere Bind af denne Dagbog faldet i mine Hænder, saa vilde jeg formodentlig have truffet paa flere af disse, hvilke han selv etsteds i Marginen kalder: actiones in distans; thi han yttrer selv, at Cordelia beskjæftigede ham for meget til ret at have Tid til at see sig om.
Kort efter at han havde forladt Cordelia, modtog han fra hende et Par Breve, som han sendte uaabnede tilbage. Blandt de Breve, Cordelia overlod mig, vare ogsaa disse. Hun havde selv brudt Seglet, og jeg tør vel ogsaa tillade mig at tage en Afskrift af dem. Deres Indhold har hun aldrig omtalt til mig, derimod pleiede hun, naar hun nævnte sit Forhold til Johannes, at fremsige et lille Vers, saavidt jeg veed af Goethe, der alt i Forhold til hendes Stemnings Forskjellighed og den derved betingede forskjellige Diction syntes at betyde noget Forskjelligt:
Gehe,
Verschmähe
Die Treue,
Die Reue
Kommt nach.
- Brevene lyde saaledes:
- Johannes!
Ikke kalder jeg Dig: min, det indseer jeg vel, at Du aldrig har været, og jeg er haardt nok straffet for, at denne Tanke engang forlystede min Sjæl; og dog kalder jeg Dig: min; min Forfatter, min Bedrager, min Fjende, min Morder, min Ulykkes Ophav, min Glædes Grav, min Usaligheds Afgrund. Jeg kalder Dig: min, og kalder mig: Din, og som det engang smigrede Dit Øre, der stolt bøiede sig til min Tilbedelse, saa skal det nu lyde som en Forbandelse over Dig, en Forbandelse i al Evighed. Glæd Dig ikke til, at det skulde være min Hensigt at forfølge Dig, eller at væbne mig med en Dolk, for at ægge Din Spot! fly hvorhen Du vil, jeg er dog Din, drag til Verdens yderste Grændse, jeg er dog Din, elsk hundrede Andre, jeg er dog Din, ja i Dødens Time er jeg Din. Selv det Sprog, jeg fører mod Dig, maa bevise Dig, at jeg er Din. Du har formastet Dig til at bedrage et Menneske saaledes, at Du er bleven Alt for mig, saa jeg vilde sætte al min Glæde i at være Din Slavinde, Din er jeg, Din, Din, Din Forbandelse.
- Johannes!
Der var en riig Mand, han havde stort Qvæg og smaat Qvæg i Mængde; der var en fattig lille Pige, hun eiede kun et eneste Lam, der aad af hendes Haand og drak af hendes Bæger. Du var den rige Mand, riig paa al Jordens Herlighed, jeg var den fattige, der kun eiede min Kjærlighed. Du tog den, Du glædede Dig ved den; da vinkede Lysten Dig, og Du offrede det Lidet, jeg eiede, af Dit Eget kunde Du Intet offre. Der var en riig Mand, han eiede stort Qvæg og smaat Qvæg i Mængde; der var en fattig lille Pige, hun eiede kun sin Kjærlighed.
- Johannes!
Er der da slet intet Haab? Skulde Din Kjærlighed aldrig vaagne igjen; thi at Du har elsket mig, det veed jeg, om jeg end ikke veed, hvad det er, der forvisser mig herom. Jeg vil vente, om Tiden end bliver mig lang, jeg vil vente, vente til Du er træt af at elske Andre, da skal Din Kjærlighed til mig atter staae op af sin Grav, da vil jeg elske Dig som altid, takke Dig som altid, som fordum, o Johannes, som fordum! Johannes! er Din hjerteløse Kulde imod mig, er den Dit sande Væsen, var Din Kjærlighed, Dit rige Hjerte Løgn og Usandhed, er Du da nu atter Dig selv! Hav Taalmodighed med min Kjærlighed, tilgiv, at jeg vedbliver at elske Dig, jeg veed det, min Kjærlighed er en Byrde for Dig; men der vil dog komme den Tid, da Du vender tilbage til Din Cordelia. Din Cordelia! Hør dette bedende Ord! Din Cordelia, Din Cordelia.
Har Cordelia end ikke været i Besiddelse af det hos hendes Johannes beundrede Omfang, man seer dog tydeligt, at hun ikke har været uden Modulation. Hendes Stemning udpræger sig tydeligt i hver af Brevene, om hun end har manglet Klarhed til en vis Grad i Fremstilling. Dette er især Tilfældet med det andet Brev, hvor man mere aner, end egentlig forstaaer hendes Mening, men denne Ufuldkommenhed gjør det for mig saa rørende.
Forsigtighed, min skjønne Ubekjendte! Forsigtighed; at træde ud af en Karreet er ikke saa let en Sag, stundom et afgjørende Skridt. Jeg kunde laane Dem en Novelle af Tieck, hvoraf De vilde see, at en Dame ved at stige ned af en Hest i den Grad indviklede sig i en Forvikling, at dette Skridt blev definitivt for hele hendes Liv. Trinene paa Karreterne ere i Almindelighed ogsaa saa forkeert indrettede, at man næsten nødsages til at opgive al Gratie og vove et fortvivlet Spring i Armene paa Kudsk og Tjener. Ja, hvad Kudsk og Tjener har det godt; jeg troer virkelig jeg vil søge en Ansættelse som Tjener i et Huus, hvor der er unge Piger; en Tjener bliver let Medvider i saadan en lille Frøkens Hemmeligheder. — Men spring dog for Guds Skyld ikke, jeg beder Dem; det er jo mørkt; jeg skal ikke forstyrre Dem, jeg stiller mig blot ind under denne Gadelygte, saa er det Dem umuligt at see mig, og man er dog bestandig blot undseelig i samme Grad, som man bliver seet, men man bliver bestandig blot seet i samme Grad, som man seer — altsaa af Omsorg for Tjeneren, der maaskee ikke vil være istand til at modstaae et saadant Spring, af Omsorg for Silkekjolen, slem af Omsorg for Kniplingsfryndserne, af Omsorg for mig lad denne nydelige lille Fod, hvis Smalhed jeg allerede har beundret, lad den forsøge sig i Verden, vov at forlade Dem paa den, den vil vel finde Fodfæste, og gyser det et Øieblik i Dem, fordi det er som om den forgjæves søgte det, hvorpaa den kan hvile sig, ja gyser De endnu, efterat den har fundet det, saa træk hurtig den anden Fod til, hvo vilde vel være saa grusom at lade Dem svæve i denne Stilling, hvo saa uskjøn, saa langsom i at følge det Skjønnes Aabenbarelse. Eller frygter De endnu nogen Uvedkommende, Tjeneren dog vel ikke, mig ei heller, thi jeg har jo allerede seet den lille Fod, og, da jeg er Naturforsker, har jeg af Cuvier lært deraf med Sikkerhed at gjøre Slutninger. Altsaa rask til! Hvor denne Angst forhøier Deres Skjønhed. Dog Angst er ikke skjøn i og for sig, den er det kun, naar man i samme Øieblik seer den Energi, der overvinder den. Saaledes. Hvor fast staaer nu ikke denne lille Fod. Jeg har lagt Mærke til, at Piger, der have smaa Fødder, i Almindelighed staae fastere end de mere pedestriske storføddede. — Hvo kunde nu tænke det? Det strider mod al Erfaring; man løber ikke nær saa let Fare for at Kjolen bliver hængende, naar man stiger ud, som naar man springer ud. Men saa er det jo altid betænkeligt for unge Piger at kjøre i Karreet, de komme tilsidst til at blive i den. Kniplingerne og Strimlerne ere forlorne, og dermed er den Sag forbi. Der er intet Menneske, der har seet Noget; der viser sig rigtignok en mørk Figur, indsvøbt indtil Øinene i en Kappe; man kan ikke see, hvorfra han kommer, den Lygte skinner En lige i Øiet; han passerer Dem forbi i det Moment, da De vil træde ind ad Gadedøren. Netop i Afgjørelsens Sekund styrter et Sideblik sig over sin Gjenstand. De rødmer, Barmen bliver for fuld til at kunne udgyde sig i et Aandedrag; der er en Forbittrelse i Deres Blik, en stolt Foragt; der er en Bøn, en Taare i Deres Øie; begge Dele ere lige skjønne, jeg tager med lige Ret mod begge; thi jeg kan ligesaa godt være det Ene som det Andet. Men jeg er dog ondskabsfuld — hvad Nummer har vel Huset? hvad seer jeg, en offentlig Udstilling af Galanteri-Varer; min ubekjendte Skjønne, det er maaskee oprørende af mig, men jeg følger den lyse Vei........ Hun har glemt det Forbigangne, ak ja, naar man er sytten Aar gammel, naar man i denne lykkelige Alder er ude at gjøre Indkjøb, naar man til hver enkelt større eller mindre Gjenstand, man tager i Haanden, knytter en unævnelig Glæde, da glemmer man let. Hun har endnu ikke seet mig; jeg staaer ved den anden Side af Disken, langt borte for mig selv. Der hænger et Speil paa den modsatte Væg; hun tænker ikke derpaa, men Speilet tænker derpaa. Hvor tro har det ikke opfattet hendes Billede, som en ydmyg Slave, der viser sin Hengivenhed ved Troskab, en Slave, for hvem hun vel har Betydning, men som ingen Betydning har for hende, som vel tør fatte hende, men ikke omfatte hende. Det ulykkelige Speil, som vel kan gribe hendes Billede, men ikke hende; det ulykkelige Speil, der ikke kan gjemme hendes Billede i sin Løndom, skjule det for hele Verden, som tværtimod kun kan forraade det til Andre som nu til mig. Hvilken Oval, hvis et Menneske var saaledes dannet. Og er der dog ikke mange Mennesker, der ere saaledes, der Intet eie uden i det Øieblik, da de vise Andre det, der blot gribe Overfladen, ikke Væsenet, tabe Alt, naar dette vil vise sig, saaledes som dette Speil vilde tabe hendes Billede, hvis hun ved et eneste Aandedrag vilde forraade sit Hjerte for det. Og dersom et Menneske ikke var istand til at eie et Erindringens Billede selv i Nærværelsens Øieblik, saa maatte han jo altid ønske at være i Afstand fra Skjønheden, ikke saa nær, at det jordiske Øie ikke kan see hvor skjønt det er, han holder omsluttet, og som det udvortes Øie har tabt, som han vel kan vinde igjen for det udvortes Syn ved at fjerne det fra sig, men som han ogsaa da kan have for Sjælens Øie, naar han ikke kan see Gjenstanden, fordi den er ham for nær, naar Læbe er lukket mod Læbe..... Hvor er hun dog skjøn! Stakkels Speil, det maa være en Qval; godt, at Du ikke kjender Jalousi. Hendes Hoved er fuldkommen ovalt, hun bøier det lidt forover, derved høines Panden, der hæver sig reen og stolt uden al Aftegning af Forstands-Organer. Hendes mørke Haar slutter sig ømt og blødt om Panden. Hendes Ansigt er som en Frugt, enhver Overgang fyldig rundet; hendes Hud er gjennemsigtig, som Fløiel at berøre, det kan jeg føle med mit Øie. Hendes Øie — ja det har jeg endnu ikke seet, det er skjult af et Laag, væbnet med Silkefryndser, der bøie sig som Hager, farlige for Den, der vil møde hendes Blik. Hendes Hoved er et Madonna-Hoved, Reenhed og Uskyld dets Præg; hun bøier sig ligesom Madonna ned, men hun er ikke fortabt i Beskuelsen af det Ene; det giver en Afvexling i Udtrykket i hendes Ansigt. Det, hun betragter, er det Mangfoldige, det Mangfoldige, over hvilket den jordiske Pragt og Herlighed kaster en Afglands. Hun trækker sin Handske af for at vise Speilet og mig en høire Haand hvid og vel formet som en Antik, uden nogen Prydelse, end ikke en flad Guldring paa den fjerde Finger — bravo! — Hun slaaer Øiet op, hvor forandret Alt og dog det Samme, Panden lidt mindre høi, Ansigtet lidt mindre regelmæssigt ovalt men mere levende. Hun taler med Butiksvenden, hun er munter, glad, snaksom. Hun har allerede udvalgt en, to, tre Ting, hun tager en fjerde, hun holder den i sin Haand, hendes Øie bøier sig atter ned, hun spørger hvad den koster, hun lægger den til Side under Handsken, det maa vist være en Hemmelighed, bestemt til — en Kjæreste — men hun er jo ikke forlovet — ak der er Mange, der ikke ere forlovede, og dog have en Kjæreste, Mange, der ere forlovede, og dog ikke have en Kjæreste..... Skulde jeg opgive hende? Skulde jeg lade hende uforstyrret i hendes Glæde?.. hun vil betale, men hun har tabt sin Pung,.. hun nævner formodentlig sin Adresse, det vil jeg ikke høre, jeg vil ikke berøve mig Overraskelsen; jeg træffer vel nok sammen med hende i Livet igjen, jeg skal vel kjende hende, og hun maaskee ogsaa mig, mit Sideblik glemmer man ikke saa let. Naar jeg da er bleven overrasket af at træffe hende i Omgivelser, jeg ikke ventede, da kommer Touren til hende. Kjender hun mig ikke, overbeviser hendes Blik mig ikke strax derom, saa kan jeg vel faae Leilighed til at see paa hende fra Siden, jeg lover hun skal erindre Situationen. Ingen Utaalmodighed, ingen Gridskhed, Alt vil nydes i langsomme Drag; hun er udseet, hun skal vel blive indhentet.
Det kan jeg lide: alene om Aftenen paa Østergade. Ja, jeg seer nok Tjeneren, der gaaer bag efter, tro ikke, at jeg tænker saa ilde om Dem, at De vilde gaae ganske alene, tro ikke, at jeg er saa uerfaren, at jeg i mit Overblik over Situationen ikke strax har observeret denne alvorlige Skikkelse. Men hvorfor dog saa hurtigt? Man er dog lidt angst, man føler en vis Hjertebanken, der har sin Grund ikke i utaalmodig Længsel efter at komme hjem, men i utaalmodig Frygt, der gjennemstrømmer hele Legemet med sin søde Uro, og deraf Føddernes hurtige Takt. — Men det er dog prægtigt, ubetaleligt saaledes at gaae alene — med Tjeneren bag efter... „Man er sexten Aar gammel, man har Læsning, det vil sige Roman-Læsning, man har ved tilfældigt at gaae gjennem Brødrenes Værelse opsnappet et Ord af en Samtale mellem dem og deres Bekjendte, et Ord om Østergade. Senere har man flere Gange vimset igjennem for at faae om muligt lidt nærmere Oplysning. Forgjæves. Man bør dog som det sømmer sig for en stor og voxen Pige vide lidt Besked om Verden. Naar det blot lod sig gjøre uden videre at gaae ud med Tjeneren bag efter. Jo jeg takker, Fader og Moder vilde nok sætte et artigt Ansigt op, og hvilken Grund skulde man ogsaa angive? Naar man skal i Selskab, saa er der ikke Leilighed dertil, det er lidt for tidligt, thi jeg hørte August sagde Kl. 9.10; naar man skal hjem, er det for sildigt, og som oftest skal man da have en Cavaleer at trækkes med. Torsdag-Aften, naar vi tage fra Theatret, var i Grunden en ypperlig Leilighed, men saa skal man altid kjøre i Karreet og have Frue Thomsen og hendes elskværdige Cousiner pakket ind med; kjørte man endda alene, saa kunde man lade Vinduet gaae ned og see sig lidt om. Dog unverhofft kommt oft. Idag sagde Moder til mig: Du bliver vist ikke færdig med det, Du syer til Din Faders Geburtsdag; for at være ganske uforstyrret, kan Du gaae hen til Tante Jette og blive der til Thee-Tid, saa skal Jens hente Dig. Det var egentlig slet ikke et saa ubehageligt Budskab, for hos Tante Jette er der yderst kjedsommeligt; men saa skal jeg gaae alene hjem Kl. 9 med Tjeneren. Naar Jens nu kommer, saa maa han vente til et Qvarteer til ti, og saa afsted. Blot jeg maatte møde min Hr. Broder eller Hr. August — det var dog maaskee ikke ønskeligt, saa skulde jeg formodentlig følges hjem — Tak, maae vi helst være frie, Friheden — men dersom jeg kunde faae Øie paa dem, saa de ikke saae mig....... Nu min lille Frøken, hvad seer De saa, og hvad troer De jeg seer? For det Første den lille Mütze, De har paa, den klæder fortræffeligt, og harmonerer ganske med hele Deres Optrædens Hastværk. Det er ingen Hat, det er heller ingen Hue, snarere en Art Kyse. Men den kan De jo umuligt have havt paa imorges da De gik ud. Skulde Tjeneren have bragt den, eller skulde De have laant den af Tante Jette? — De er maaskee incognito. — Sløret bør man heller ikke lade falde heelt ned, naar man skal anstille Iagttagelser. Eller er det maaskee ikke et Slør, men blot en bred Blonde? I Mørke er det umuligt at afgjøre. Hvad det end er, den skjuler Overdelen af Ansigtet. Hagen er ret smuk, lidt for spids; Munden lille, aabner sig; det kommer af, at De gaaer for stærkt. Tænderne — hvide som Snee. Saaledes skal det være. Tænderne ere af yderste Vigtighed, de ere en Livvagt, der skjuler sig bag Læbernes forføreriske Blødhed. Kinden blusser af Sundhed. — Naar man bøier Hovedet lidt til Siden, var det vel muligt at trænge op under dette Slør eller denne Blonde. Tag Dem iagt, et saadant Blik fra neden er farligere end et gerade aus. Det er som i Fægtning; og hvilket Vaaben er dog saa skarpt, saa gjennemtrængende, i sin Bevægelse saa glimtende og derved saa skuffende som et Øie? Man marquerer høi Qvart, som Fægteren siger, og falder ud i Secund; jo hurtigere Udfaldet kan følge oven paa Marqueringen, desto bedre. Det er et ubeskriveligt Øieblik Marqueringens Nu. Modstanderen føler ligesom Hugget, han er rammet, ja det er sandt, men paa et ganske andet Sted end han troede..... Ufortrøden fremad gaaer hun, uden Frygt og uden Lyde. Tag Dem iagt; der kommer et Menneske hist, slaa Sløret ned, lad ikke hans profane Blik besmitte Dem; De har ingen Forestilling derom, det vilde maaskee blive Dem umuligt i lang Tid at glemme den modbydelige Angst, med hvilken det berørte Dem — De bemærker det ikke, men jeg derimod, at han har overskuet Situationen. Tjeneren er udseet til den nærmeste Gjenstand. — Ja, der seer De nu Følgen af at gaae alene med Tjeneren. Tjeneren er falden. I Grunden er det latterligt, men hvad vil De nu gjøre. At vende tilbage og være behjælpelig med at faae ham paa Benene, lader sig ikke gjøre, at gaae med en sølet Tjener er ubehageligt, at gaae alene er betænkeligt. Tag Dem iagt, Uhyret nærmer sig.... De svarer mig ikke, see blot paa mig, lader mit Udvortes Dem befrygte Noget? Jeg gjør slet intet Indtryk paa Dem, jeg seer ud til at være et godmodigt Menneske fra en ganske anden Verden. Der er Intet i min Tale, der forstyrrer Dem, Intet, der minder Dem om Situationen, ingen Bevægelse, der i fjerneste Maade træder Dem for nær. De er endnu lidt angst, De har endnu ikke glemt hin unheimliche Skikkelses Tilløb mod Dem. De fatter en vis Godhed for mig, min Forlegenhed, der forbyder mig at see paa Dem, giver Dem Overmagten. Det glæder Dem og gjør Dem tryg, De kunde næsten fristes til at have mig lidt til Bedste. Jeg vedder paa, i dette Øieblik havde De Courage til at tage mig under Armen, hvis det faldt Dem selv ind...... Altsaa i Stormgaden boer De. De neier koldt og flygtigt for mig. Har jeg fortjent det, jeg der hjalp Dem ud af den hele Ubehagelighed? Det fortryder Dem, De vender tilbage, takker mig for min Artighed, rækker mig deres Haand — hvorfor blegner De? Er min Stemme ikke uforandret, min Holdning den samme, mit Øie ligesaa stille og roligt? Dette Haandtryk? Kan da et Haandtryk have Noget at betyde? Ja meget, saare meget, min lille Frøken; inden fjorten Dage skal jeg forklare Dem Alt, indtil da forbliver De i Modsigelsen: jeg er et godmodigt Menneske, der som en Ridder kommer en ung Pige til Hjælp, og jeg kan tillige trykke Deres Haand paa en intet mindre end godmodig Maade. —
„Altsaa paa Mandag Kl. 1 paa Udstillingen.” Meget vel, jeg skal have den Ære at indfinde mig Kl. tre Qvarteer til 1. Et lille Stevnemøde. I Løverdags tog jeg endelig den Sag over tvært og besluttede at aflægge min forreiste Ven Adolph Bruun en Visit. Til den Ende begiver jeg mig omtrent Kl. 7 Eftermiddag hen paa Vestergade, hvor man havde sagt mig, han skulde boe. Han var imidlertid ikke at finde, end ikke i tredie Etage, hvor jeg ganske forpustet var naaet op. Idet jeg vil gaae ned ad Trappen, bliver mit Øre berørt af en melodisk, qvindelig Stemme, der halv høit siger: „altsaa paa Mandag Kl. 1 paa Udstillingen, paa den Tid er de Andre ude, men Du veed, jeg tør aldrig see Dig der hjemme.” Indbydelsen gjaldt ikke mig, men et ungt Menneske, der een, to, tre var ude af Døren saa hurtigt, at end ikke mit Øie end mindre mine Been kunde naae ham. Hvorfor har man dog ikke Gas paa Trapperne, saa havde jeg maaskee dog faaet at see, om det var Umagen værd at være saa punktlig. Dog havde der været Gas, havde jeg maaskee Intet faaet at høre. Det Bestaaende er det Fornuftige, jeg er og bliver Optimist. ..... Hvem er det nu? Paa Udstillingen vrimler det jo af Piger, for at bruge Donna Annas Ord. Klokken er præcise tre Qvarteer til Eet. Min skjønne Ubekjendte! gid Deres Tilkommende i alle Maader maa være ligesaa punktlig som jeg, eller ønsker De maaskee snarere, at han aldrig maa komme et Qvarteer for tidlig, som De vil, jeg er i alle Maader til Tjeneste..... „Fortryllende Troldqvinde, Fee eller Hex, lad Din Taage forsvinde”, aabenbar Dig, Du er formodentlig allerede tilstede, men usynlig for mig, forraad Dig, thi ellers tør jeg vel ikke vente en Aabenbarelse. Skulde der maaskee være flere her oppe i samme Ærende som hun? vel muligt. Hvo kjender Menneskets Veie, selv naar han gaaer paa Udstillingen. — — Der kommer jo en ung Pige i det forreste Værelse, ilende, hurtigere end den onde Samvittighed efter Synderen. Hun glemmer at aflevere sin Billet, den røde Mand standser hende. Ih Gud bevares! hvad hun har for et Hastværk! Det maa være hende. Hvortil slig utidig Heftighed, Klokken er endnu ikke eet, husk dog paa, at De skal møde den Elskede; er det ved en saadan Leilighed ganske ligegyldigt, hvorledes man seer ud, eller er det i den Forstand det hedder, at man skal sætte det bedste Been frem? Naar saadant et ungt, uskyldigt Blod skal til et Møde, saa griber hun Sagen an som en Rasende. Hun er ganske befippet. Jeg derimod sidder her i al Magelighed paa min Stol og betragter et deiligt Prospekt af en landlig Egn..... Det er et Fandens Pigebarn, hun stormer gjennem alle Værelser. De maa dog see at skjule deres Begjærlighed lidt, husk paa, hvad der bliver sagt til Jfr. Lisbeth: sømmer det sig for en ung Pige at være saa begjerlig efter at komme sammen. Nu det forstaaer sig, deres Sammenkomst er en af de uskyldige. — — — Et Stevnemøde ansees i Almindelighed af de Elskende for at være det skjønneste Øieblik. Jeg selv erindrer endnu saa tydeligt, som var det igaar, den første Gang jeg ilede til det aftalte Sted, med et Hjerte ligesaa rigt som ukjendt med Glæden, der ventede mig, den første Gang jeg slog tre Slag med Haanden, den første Gang et Vindue blev aabnet, den første Gang en lille Hængelaage oplodes ved usynlig Haand af en Pige, der skjulte sig derved at hun lukkede den op, den første Gang jeg skjulte en Pige under min Kappe i den lyse Sommernat. Dog blander der sig megen Illusion i denne Dom. Den rolige Trediemand finder ikke altid, at de Elskende ere skjønnest i dette Moment. Jeg har været Vidne til Stevnemøder, hvor, uagtet Pigen var yndig og Manden skjøn, Total-Indtrykket næsten var modbydeligt, og Mødet selv langtfra at være skjønt, uagtet det vistnok er forekommet de Elskende saa. Naar man bliver mere erfaren, vinder man paa en Maade; thi vel taber man den utaalmodige Længsels søde Uro, men man vinder Holdning til at gjøre Øieblikket virkelig skjønt. Jeg kan ærgre mig, naar jeg seer et Mandfolk ved en saadan Leilighed saa forvirret, at han af bare Kjærlighed faaer et delirium tremens. Hvad forstaaer dog Bønder sig paa Agurkesalat. Istedetfor at have Besindighed nok til at nyde hendes Uro, at lade den opflamme hendes Skjønhed og gjennemgløde den, tilveiebringer han kun en uskjøn Confusion, og dog vender han glad hjem, bilder sig ind, at det var noget Herligt. — — — — Men hvor Satan bliver Mennesket af, Klokken gaaer allerede til To. Ja, det er et fortræffeligt Folkefærd, disse Kjærester. Saadan en Slyngel lader en ung Pige vente paa sig. Nei da er jeg et ganske anderledes paalideligt Menneske! Det bliver vel bedst at tiltale hende, naar hun nu for femte Gang passerer mig forbi. „Tilgiv min Dristighed, skjønne Frøken, De søger vist deres Familie heroppe, De er flere Gange gaaet mig hurtigt forbi, og idet mit Øie fulgte Dem, har jeg bemærket, at De stedse er standset i det næstsidste Værelse, maaskee er De uvidende om, at der er endnu et Værelse indenfor, muligen traf De der dem, De søger.” Hun neier for mig; det klæder hende godt. Leiligheden er gunstig, det glæder mig, at Mennesket ikke kommer, man fisker altid bedst i rørte Vaade; naar en ung Pige er i Sindsbevægelse, kan man med Held vove meget, som ellers vil mislykkes. Jeg har bukket for hende saa høfligt og fremmed som muligt, jeg sidder atter paa min Stol, seer paa mit Landskab og holder Øie med hende. Strax at følge var for meget vovet, det kunde synes jeg var paatrængende, og saa er hun strax paa sin Post. Nu er hun i den Formening, at jeg tiltalte hende af Deeltagelse, og jeg er vel anskreven. — Der er ikke en Sjæl i det inderste Værelse, det veed jeg godt. Eensomhed vil virke gavnligt paa hende; saalænge hun seer mange Mennesker omkring sig, er hun urolig, naar hun er ene, bliver hun vel stille. Ganske rigtigt, hun bliver derinde. Om lidt kommer jeg en passant til; jeg har Ret til en Replik endnu, hun skylder mig jo saa godt som en Hilsen. — Hun har sat sig ned. Stakkels Pige, hun seer saa veemodig ud; hun har grædt, troer jeg, eller idetmindste havt Taarer i Øiet. Det er oprørende — at volde en saadan Pige Taarer. Men vær rolig, Du skal blive hævnet, jeg skal hævne Dig, han skal faae at vide, hvad det er at vente. — Hvor er hun skjøn, nu da de forskjellige Kastevinde have lagt sig, og hun hviler i een Stemning. Hendes Væsen er Veemod og Smertens Harmoni. Hun er virkelig indtagende. Hun sidder der i Reisetøiet, og dog var det jo ikke hende, der skulde reise; hun tog det paa for at vandre ud efter Glæden, nu er det en Betegnelse af hendes Smerte, thi hun er som Den, Glæden reiser fra. Hun seer ud, som tog hun for stedse Afsked med den Elskede. Lad ham fare! — Situationen er gunstig, Øieblikket vinker. Nu gjælder det at udtrykke mig saaledes, at det seer ud, som var jeg i den Formening, at hun søgte sin Familie eller et Selskab heroppe, og dog tillige saa varmt, at hvert Ord er betegnende for hendes Følelser, saa faaer jeg Leilighed til at snige mig ind i hendes Tanker. — — — — Saa gid Fanden havde den Slyngel, kommer der ikke et Menneske anstigende, der uden al Tvivl er ham. Nei, see mig til den Klodrian, nu da jeg lige har faaet Situationen, som jeg ønskede den. Ja ja, Lidt bringer man vel ud deraf. Jeg maa tangere deres Forhold, faae mig anbragt med i Situationen. Naar hun faaer mig at see, kommer hun uvilkaarligt til at smile over mig, som troede, at hun søgte hendes Familie heroppe, medens hun søgte noget ganske Andet. Dette Smiil gjør mig til hendes Medvider, det er altid Noget. — Tusind Tak mit Barn, dette Smiil er mig meget mere værd end Du troer, det er Begyndelsen og Begyndelsen er altid det Sværeste. Nu er vi Bekjendte, vort Bekjendtskab er grundet paa en pikant Situation, mig er det indtil videre nok. Mere end een Time til bliver De vel neppe heroppe, om to Timer veed jeg hvem De er, hvorfor troer De ellers, at Politiet holder Mandtalslister.
Er jeg bleven blind? Har Sjælens indre Øie tabt sin Kraft? Jeg har seet hende, men det er som jeg havde seet en himmelsk Aabenbarelse, saa aldeles er hendes Billede atter forsvundet for mig. Forgjæves opbyder jeg al min Sjæls Kraft for at fremtrylle dette Billede. Faaer jeg hende nogensinde at see igjen, da vil jeg øieblikkeligt, om hun stod mellem Hundrede, kunde gjenkjende hende. Nu er hun flygtet bort, og min Sjæls Øie søger forgjæves at indhente hende med sin Længsel. — Jeg gik paa Langelinie, skjødesløs tilsyneladende og uden at agte paa min Omgivelse, skjøndt mit speidende Blik Intet lod ubemærket, da faldt mit Øie paa hende. Det fæstede sig urokkeligt paa hende, det lystrede ikke mere sin Herres Villie; det var mig umuligt at foretage nogen Bevægelse dermed, og ved denne at overskue den Gjenstand, jeg vilde see, jeg saae ikke, jeg stirrede. Som en Fægter, der bliver liggende i Udfaldet, saaledes blev mit Øie uforandret, forstenet i den eengang antagne Retning. Det var mig umuligt at slaae det ned, umuligt at trække det ind i mig selv, umuligt at see, fordi jeg saae altfor meget. Det Eneste, jeg har beholdt tilbage, er, at hun havde en grøn Kaabe paa, det er det Hele, det kan man kalde at fange Skyen istedetfor Juno; hun er jo sluppen fra mig som Joseph fra Potiphars Hustru og har blot ladet sin Kappe tilbage. Hun fulgtes med en gammelagtig Dame, der saae ud til at være hendes Moder. Hende kan jeg beskrive fra Top til Taa, og det uagtet jeg egentlig slet ikke saae paa hende, men i det Høieste en passant tog hende med. Saaledes gaaer det. Pigen gjorde Indtryk paa mig, hende har jeg glemt; den Anden har ikke gjort Indtryk paa mig, hende kan jeg huske.
Endnu holdes min Sjæl bestandig hildet i den samme Modsigelse. Jeg veed, jeg har seet hende, men jeg veed ogsaa, at jeg har glemt det igjen, dog saaledes, at den Rest af Erindring, der blev tilbage, ikke vederqvæget. Med en Uro og en Heftighed, som stod min Velfærd paa Spil, fordrer min Sjæl dette Billede, og dog viser det sig ikke, jeg kunde rive mit Øie ud for at straffe det for dets Glemsomhed. Naar jeg da har raset i Utaalmodighed, naar der bliver Stilhed i mig, da er det ligesom Anelse og Erindring vædede et Billede, som dog ikke kan vinde Skikkelse for mig, fordi jeg ikke kan faae det til at staae stille i Sammenhæng; det er som et Mønster i en fiin Væv, Monsteret er lysere end Grunden, alene kan det ikke sees, dertil er det for lyst. — Det er en besynderlig Tilstand at være i, og dog har den sin Behagelighed saavel i sig selv som ogsaa fordi den forvisser mig om, at jeg endnu er ung. Det kan ogsaa en anden Betragtning lære mig, den nemlig, at jeg bestandig søger mit Bytte blandt de unge Piger, ikke blandt de unge Koner. En Kone har mindre Natur, mere Coquetteri, Forholdet til hende er ikke skjønt, ikke interessant, det er pikant, og det Pikante er altid det Sidste. — Jeg havde ikke ventet, at jeg skulde være istand til igjen at smage denne Forlibelsens Førstegrøde. Jeg er dukket under i Forelskelse, jeg har faaet hvad Svømmerne kalde en Gammel, intet Under, at jeg er lidt fortumlet. Desto bedre, desto Mere lover jeg mig af dette Forhold.
Neppe kjender jeg mig selv. Mit Sind bruser som et oprørt Hav for Lidenskabens Storme. Dersom en Anden kunde see min Sjæl i denne Tilstand, vilde det synes ham, at den som en Jolle borede sig med Spidsen ned i Havet, som om den i sin rædsomme Fart maatte styrte ned i Afgrundens Dyb. Han seer ikke, at oppe i Masten sidder der en Matros paa Udkig. Bruus op I vilde Kræfter, rører Eder Lidenskabens Magter, om Eders Bølgeslag end kaster Skummet mod Skyerne, I formaae dog ikke at optaarne Eder over mit Hoved; jeg sidder rolig som Klintekongen.
Jeg kan næsten ikke finde Fodfæste, som en Vandfugl søger
jeg forgjæves at nedlede mig i mit Sinds oprørte Hav. Og
dog er et saadant Oprør mit Element, jeg bygger derpaa,
ligesom Alcedo ispida bygger Rede paa Havet.
De kalkunske Haner bruse op, naar de see Rødt, saaledes
gaaer det mig, naar jeg seer Grønt, hver Gang jeg seer en
grøn Kaabe; og da mit Øie ofte bedrager mig, saa strande
stundom alle mine Forventninger paa en Porteur fra
Frederiks-Hospital.
Man maa begrændse sig, det er en Hovedbetingelse for al Nydelse. Det synes ikke, at jeg saa snart skal faae nogen Oplysning om den Pige, der udfylder min Sjæl og al min Tanke saaledes, at Savnet næres. Jeg vil nu forholde mig ganske rolig; thi ogsaa denne Tilstand, den dunkle og ubestemte men dog stærke Rørelse, har sin Sødme. Jeg har altid holdt af i en maaneklar Nat at ligge i en Baad ude paa en eller anden af vore deilige Indsøer. Jeg trækker da Seilene ind, Aarerne op, tager Røret af, lægger mig saa lang jeg er og skuer op i Himlens Hvælving. Naar Bølgerne vugge Baaden ved deres Bryst, naar Skyerne drive stærkt for Vinden, saa Maanen et Øieblik forsvinder og atter viser sig, saa finder jeg Ro i denne Uro; Bølgernes Bevægelse dysser mig, deres Larmen mod Baaden er en eensformig Vuggesang, Skyernes hastige Flugt, Afvexlingen i Lys og Skygge beruser mig, saa jeg drømmer vaagen. Saaledes lægger mig mig nu ogsaa hen, tager Seilene ind, Roret af, Længsel og utaalmodig Forventning tumler mig i deres Arme; Længsel og Forventning bliver stillere og stillere, saligere og saligere: de pusle mig som et Barn, over mig hvælver Haabets Himmel sig, hendes Billede svæver mig forbi som Maanens, ubestemt, snart blendende mig med sit Lys, snart med sin Skygge. Hvor megen Nydelse i saaledes at sqvulpe paa et bevæget Vand — hvor megen Nydelse i at bevæges i sig selv.
Dagene gaae hen, endnu er jeg lige nær. De unge Piger glæde mig mere end nogensinde, og dog har jeg ikke Lyst at nyde. Hende søger jeg overalt. Det gjør mig ofte ubillig, omtaager mit Blik, enerverer min Nydelse. Den kommer nu snart den skjønne Tid, da man i det offentlige Liv paa Gader og Stræder opkjøber Smaa-Fordringer, som man om Vinteren i Selskabs-Livet lader sig dyrt nok betale; thi en ung Pige kan glemme Meget, men ikke en Situation. Selskabs-Livet bringer En vel i Berøring med det smukke Kjøn, men det har ingen Art, naar man der skal begynde Historien. I Selskabs-Livet er enhver ung Pige bevæbnet, Situationen fattig og atter og atter forekommet, hun faaer ingen vellystig Rystelse. Paa Gaden er hun i rum Sø, og derfor virker Alt stærkere, ligesom Alt er gaadefuldere. Jeg giver 100 Rd. for et Smil af en ung Pige i en Gade-Situation, ikke 10 Rd. for et Haandtryk i et Selskab, det er aldeles forskjellige Møntsorter. Naar Historien er i Gang, da søger man den Paagjældende i Selskaberne. Man har en hemmelighedsfuld Communication med hende, der frister, det er det virksomste Incitament, jeg kjender. Hun tør ikke tale derom, og dog tænker hun derpaa; hun veed ikke, om man har glemt det eller ikke; snart leder man hende vild paa en, snart paa en anden Maade. Iaar samler jeg nok ikke meget ind, denne Pige beskjæftiger mig for meget. Mit Udbytte bliver fattigt i en vis Forstand, men saa har jeg jo Udsigten til den store Gevinst.
Fordømte Tilfælde! Aldrig har jeg forbandet Dig, fordi Du har viist Dig, jeg forbander Dig, fordi Du slet ikke viser Dig. Eller skal det maaskee være en ny Opfindelse af Dig, ubegribelige Væsen, ufrugtbare Moder til Alt, den eneste Rest der blev tilbage fra hiin Tid, da Nødvendigheden fødte Friheden, da Friheden atter lod sig narre ind i Modersliv igjen? Fordømte Tilfælde! Du min eneste Medvider, det eneste Væsen, jeg agter værdigt til at være min Allierede og min Fjende, altid Dig selv liig i Ulighed, altid ubegribelig, altid en Gaade! Dig, hvem jeg elsker med min Sjæls hele Sympathi, i hvis Billede jeg skaber mig selv, hvorfor viser Du Dig ikke? Ikke beiler jeg, ikke bønfalder jeg Dig ydmygt, at Du vil vise Dig saaledes eller saaledes, slig Gudsdyrkelse var jo Afgudsdyrkelse, Dig ikke velbehagelig. Jeg udæsker Dig til Strid, hvorfor viser Du Dig ikke? Eller er Uroen i Verdensbygningen gaaet istaa, er Din Gaade løst, saa ogsaa Du har styrtet Dig i Evighedens Hav? Forfærdelige Tanke, saa er da Verden standset af Kjedsommelighed! Fordømte Tilfælde, jeg venter Dig. Ikke vil jeg beseire Dig ved Principer eller ved hvad taabelige Folk kalde Charakteer, nei jeg vil digte Dig! Ikke vil jeg være en Digter for Andre; viis Dig, jeg digter Dig, jeg æder mit eget Digt og det er min Føde. Eller finder Du mig ikke værdig? Som en Bajadere dandser til Gudens Ære, saaledes har jeg viet mig til Din Tjeneste; let, tyndt paaklædt, smidig, ubevæbnet forsager jeg Alt; jeg eier Intet, jeg gider Intet eie, jeg elsker Intet, jeg har Intet at tabe, men er jeg ikke derved bleven Dig værdigere, Du, som vel forlængst er kjed af at frarive Menneskene hvad de elske, kjed af deres feige Sukke og feige Bønner. Overrask mig, jeg er færdig, ingen Indsats, lad os stride om Æren. Viis mig hende, viis mig en Mulighed, der synes en Umulighed, viis mig hende i Underverdenens Skygger, jeg henter hende op, lad hende hade mig, foragte mig, være ligegyldig mod mig, elske en Anden, jeg frygter ikke; men rør Vandet, afbryd Stilheden. Saaledes at udhungre mig er usselt for Dig, der dog indbilder Dig at være stærkere end jeg.
Foraaret er forhaanden; Alt springer ud, ogsaa de unge Piger. Kaaberne blive lagte tilside, formodentlig er min grønne ogsaa hængt op. Det er Følgen af at gjøre en Piges Bekjendtskab paa Gaden, ikke i Selskab, hvor man strax faaer Besked, hvad hun hedder, af hvilken Familie hun er, hvor hun boer, om hun er forlovet. Det Sidste er en høist vigtig Oplysning for alle stadige og stadige Friere, hvem det aldrig falder ind at blive forelsket i en forlovet Pige. Saadan en Pasgænger vilde da være i en dødelig Vaande, hvis han var i mit Sted; han vilde aldeles være ødelagt, hvis hans Bestræbelser for at skaffe Oplysninger kronedes med Held og med den Tilgift, at hun var forlovet. Dette bekymrer mig imidlertid ikke stort. En Forlovet er kun en comisk Vanskelighed. Jeg frygter hverken comiske eller tragiske Vanskeligheder; de eneste, jeg frygter, ere de langweilige. Endnu har jeg ikke tilveiebragt en eneste Oplysning, og det uagtet jeg visselig Intet har ladet uforsøgt, og mange Gange følt Sandheden af Digterens Ord:
non et hiems longæque viæ, sævique dolores
mollibus his castris, et labor omnis inest.
Maaskee hører hun slet ikke til her i Byen, maaskee er hun fra Landet, maaskee, maaskee, jeg kan blive rasende over alle disse Maaskeer, og jo mere rasende jeg bliver, jo flere Maaskeer. Altid har jeg rede Penge liggende for at kunne tiltræde en Reise. Forgjæves søger jeg hende i Theatret, paa Concerter, Baller, Promenader. Det glæder mig i en vis Forstand; en ung Pige, der deeltager meget i saadanne Forlystelser, er det i Almindelighed ikke værd at erobre; hun mangler som oftest den Oprindelighed, der er og bliver conditio sine qva non for mig. Det er ikke saa ubegribeligt, at sinde en Preciosa mellem Zigeunere, som paa de Trommesale, hvor unge Piger falbydes — i al Uskyldighed, ih Gud bevares, hvo siger Andet!
Ja mit Barn, hvorfor blev De ikke staaende ganske roligt i Porten? Det er aldeles ikke Noget at opholde sig over, at en ung Pige gaaer ind i en Port i Regnveir. Det gjør jeg ogsaa, naar jeg ingen Paraply har, undertiden endog naar jeg har den, som nu f. Ex. Desuden vil jeg kunne nævne flere agtværdige Damer, der ikke have taget i Betænkning at gjøre det. Man forholder sig ganske rolig, vender Ryggen til Gaden, saa kunne de Forbigaaende ikke engang vide, om man staaer eller om man er ifærd med at gaae op i Huset. Derimod er det uforsigtigt at skjule sig bag Porten, naar denne staaer halv aaben, fornemmelig for Følgernes Skyld; thi jo mere man er skjult, desto ubehageligere at blive overrasket. Har man imidlertid skjult sig, saa bliver man staaende ganske stille, anbefalende sig til sin gode Genius og alle Engles Varetægt; især afholder man sig fra at titte ud — for at see, om Regnen ikke er forbi. Vil man nemlig forvisse sig derom, gjør man et bestemt Skridt frem og seer alvorligt paa Himlen. Naar man derimod lidt nysgjerrigt, forlegent, angst, usikkert stikker Hovedet frem, hurtigt trækker det tilbage — saa forstaaer ethvert Barn denne Bevægelse, man kalder det at lege Skjul. Og jeg, som altid er med i Legen, jeg skulde holde mig tilbage, jeg skulde ikke svare, naar der blev spurgt...... Tro ikke, at jeg nærer nogen fornærmende Tanke om Dem, De havde ikke den fjerneste Hensigt med at stikke Hovedet frem, det var den uskyldigste Sag af Verden. Til Gjengjæld maa De ikke fornærme mig i Deres Tanke, det taaler mit gode Navn og Rygte ikke. Desuden var det Dem, der begyndte. Jeg raader Dem aldrig at tale til noget Menneske om denne Begivenhed; De har Uretten paa Deres Side. Hvad agter jeg at gjøre Andet end enhver Cavaleer vilde gjøre — tilbyde Dem min Paraply. — — — Hvor blev hun af? ypperligt, hun har skjult sig nede i Portnerens Dør —— Det er en allerkjæreste lille Pige, munter, fornøiet. — „Maaskee kunde De give mig Oplysning om en ung Dame, der i dette hellige Øieblik stak Hovedet ud af denne Port, aabenbar i Forlegenhed for en Paraply. Det er hende jeg søger, jeg og min Paraply” — De leer — tillader De maaskee jeg sender min Tjener for at hente den imorgen, eller befaler De, at jeg skal bringe en Vogn — Intet at takke for, det er kun en skyldig Høflighed. — Det er et af de gladeste Pigebørn, jeg i lang Tid har seet, hendes Blik er saa barnligt og dog saa kjækt, hendes Væsen saa yndigt, saa sædeligt, og dog er hun nysgjerrig. — Gaae Du med Fred, mit Barn; dersom der ikke var en grøn Kaabe til, saa kunde jeg vel have ønsket at stifte et nærmere Bekjendtskab. — Hun gaaer ned ad store Kjøbmagergade. Hvor var hun skyldfri og tillidsfuld, ikke Spor af Snerperi. See hvor let hun gaaer, hvor rask hun kaster med Nakken — den grønne Kaabe fordrer Selvfornegtelse.
Tak gode Tilfælde, tag min Tak! Rank var hun og stolt, hemmelighedsfuld og tankerig var hun som en Gran, eet Skud, een Tanke, der dybt fra Jordens Indre skyder op mod Himlen, uforklaret, sig selv uforklarlig, et Hele, som ikke har Dele. Bogen sætter Krone, dens Blade fortælle om hvad der er foregaaet under den, Granen har ingen Krone, ingen Historie, sig selv gaadefuld — saaledes var hun. Hun var sig selv skjult i sig selv, selv steg hun op af sig selv, en hvilende Stolthed var der i hende som Granens dristige Flugt, skjøndt den er naglet til Jorden. Et Veemod var der udgydt over hende som Skovduens Kurren, en dyb Længsel, som Intet savnede. En Gaade var hun som gaadefuldt eiede sin egen Opløsning, en Hemmelighed, og hvad er alle Diplomaters Hemmeligheder mod denne Gaade, og hvad i al Verden er saa skjønt, som det Ord, der løser den? Hvor er dog Sproget saa betegnende, saa prægnant: at løse, hvilken Tvetydighed ligger ikke heri, hvor skjøn og hvor stærk gaaer den ikke gjennem alle de Combinationer, hvori dette Ord forekommer! Som Sjælens Rigdom er en Gaade, saa længe Tungens Baand ikke er løst, og derved Gaaden løst, saaledes er en ung Pige ogsaa en Gaade. — — — Tak gode Tilfælde, tag min Tak! Dersom jeg i Vinterens Tid havde faaet hende at see, da havde hun vel været indsvøbt i den grønne Kaabe, forfrossen maaskee, og Naturens Ublidhed havde i hende forkleinet sin egen Skjønhed. Nu derimod, hvilken Lykke! Jeg fik hende at see første Gang paa Aarets skjønneste Tid i Forsommeren ved Eftermiddags-Belysning. Vinteren har nu ogsaa sine Fordele. En brillant oplyst Balsal kan vel være en flatterende Omgivelse for en balklædt ung Pige; men deels viser hun sig sjeldent her aldeles til sin Fordeel, netop fordi Alt opfordrer hende dertil, en Opfordring, der hvad enten hun giver efter for den eller gjør den Modstand, virker forstyrrende; deels minder Alt om Forgængelighed og Forfængelighed, og fremkalder en Utaalmodighed, der gjør Nydelsen mindre qvægende. Til visse Tider vilde jeg vel ikke undvære en Balsal, jeg vilde ikke undvære dens kostbare Luxus, ikke dens ubetalelige Overflod af Ungdom og Skjønhed, ikke dens mangfoldige Spil af Kræfter; men jeg nyder da ikke saa meget som jeg svælger i Mulighed. Det er ikke en enkelt Skjønhed, der fængsler, men en Totalitet; et Drømmebillede svæver En forbi, hvori alle disse qvindelige Væsener configurere sig mellem hinanden, og alle disse Bevægelser søge Noget, søge Ro i eet Billede, som ikke sees.
Det var paa den Sti, der ligger mellem Nørre- og Østerport. Klokken var omtrent halv syv. Solen havde tabt sin Magt, kun Erindringen om den bevaredes i et mildt Skjær, der udbredte sig over Landskabet. Naturen aandede friere. Søen var stille, blank som et Speil. Blegdammens hyggelige Bygninger speilede sig i Vandet, som et langt Stykke ud var mørkt som Metal. Stien og Bygningerne paa den anden Side belystes af afmægtige Solstraaler. Himlen var klar og reen, kun en enkelt let Sky gled ubemærket hen over den, bedst at bemærke, naar man fæstede Øiet paa Søen, over hvis blanke Pande den forsvandt. Intet Blad rørte sig. — Det var hende. Mit Øie har ikke bedraget mig, om end den grønne Kaabe har gjort det. Uagtet jeg nu i saa lang Tid havde været forberedt, var det mig dog umuligt at beherske en vis Uro, en Stigen og Falden ligesom Lærkens, der over de hosliggende Marker steg og faldt i sin Sang. Hun var alene. Hvorledes hun var paaklædt, har jeg atter glemt, og dog har jeg nu et Billede af hende. Hun var alene, beskjæftiget, aabenbart ikke med sig selv, men med sine egne Tanker. Hun tænkte ikke, men Tankernes stille Syslen vædede et Længselens Billede for hendes Sjæl, som Anelsen eiede, uforklarligt som en ung Piges mange Sukke. Hun var i sin skjønneste Tid. En ung Pige udvikles ikke i den Forstand som en Dreng, hun voxer ikke, hun fødes. En Dreng begynder strax at udvikle sig og bruger lang Tid dertil, en ung Pige fødes længe og fødes voxen. Deri hendes uendelige Rigdom; i det Øieblik hun er født, er hun voxen, men dette Fødsels-Øieblik kommer silde. Derfor fødes hun to Gange, anden Gang naar hun gifter sig, eller rettere i dette Øieblik hører hun op at fødes, først i dette Moment er hun født. Det er ikke blot Minerva, der springer ud af Jupiters Pande fuldbaaren, ikke blot Venus, der dukket op af Havet i sin fulde Ynde, saaledes er enhver ung Pige, hvis Qvindelighed ikke er bleven fordærvet ved hvad man kalder Udvikling. Hun vaagner ikke successivt, men paa eengang, derimod drømmer hun desto længere, naar Folk ikke ere ufornuftige nok til for tidligt at kalde paa hende. Men denne Drømmen er en uendelig Rigdom. — Hun var beskjæftiget, ikke med sig selv, men i sig selv, og denne Beskjæftigelse var en uendelig Fred og Hvile i sig selv. Saaledes er en ung Pige rig, at omfatte denne Rigdom gjør En selv rig. Hun er rig, skjøndt hun ikke veed, at hun eier Noget; hun er rig, hun, er en Skat. Stille Fred hvilede der over hende og lidt Veemod. Hun var let at løfte paa med Øiet, let som Psyche, der bæres bort af Genier, endnu lettere; thi hun bar sig selv. Lad Kirkens Lærere stride om Madonnas Himmelfart, den forekommer mig ikke ubegribelig, thi hun tilhørte ikke mere Verden; men en ung Piges Lethed den er ubegribelig og spotter Tyngdens Love. — Hun bemærkede Intet og troede sig desaarsag heller ikke bemærket. Jeg holdt mig i fjern Afstand og indsugede hendes Billede. Hun gik langsomt, ingen Iilsomhed forstyrrede hendes Fred eller Omgivelsens Ro. Ved Søen sad en Dreng og fiskede, hun stod stille, betragtede Vandspeilet og det lille Flod. Hun havde vel ikke gaaet stærkt, dog søgte hun en Afkølelse; hun løste et lille Tørklæde, der under Shavlet var knyttet om Halsen; en sagte Luftning fra Søen omviftede en Barm, hvid som Sne og dog varm og fuld. Drengen syntes ikke at være tilfreds over at have et Vidne til sin Fangst, han vendte sig om med et temmelig phlegmatisk Blik og betragtede hende. Han gjorde virkelig en latterlig Figur, og jeg kan ikke fortænke hende i, at hun kom til at lee ad ham. Saa ungdommeligt hun loe; dersom hun havde været ene med Drengen, troer jeg ikke hun havde været bange for at slaaes med ham. Hendes Øie var stort og straalerigt; naar man skuede ind i det, da havde det en dunkel Glands, der lod dets uendelige Dyb ane, idet det var umuligt at trænge ind deri; reent var det og uskyldigt, mildt og roligt, fuldt af Skjelmeri, da hun smilede. Hendes Næse var fiint bøiet; da jeg saae hende fra Siden, trak den sig ligesom ind i Panden, blev derved lidt kortere og lidt mere kjæk. Hun gik videre, jeg fulgte. Heldigviis var der flere Spadserende paa Stien; medens jeg vexlede et Par Ord med En og Anden, lod jeg hende vinde lidt Forspring og indhentede hende da snart igjen og befriede mig saaledes fra den Nødvendighed at maatte gaae paa Afstand ligesaa langsomt som hun. Hun gik mod Østerport. Jeg ønskede at see hende nærmere uden at blive seet. Paa Hjørnet ligger der et Huus, fra hvilket det maatte kunne lykkes mig. Jeg kjendte Familien og behøvede altsaa blot at gjøre den en Visit. Jeg ilede hende forbi med hurtige Skridt, som om jeg ikke i fjerneste Maade agtede paa hende. Jeg kom et langt Stykke forud, hilste til Høire og Venstre paa Familien og bemægtigede mig derpaa det Vindue, der vendte ud til Stien. Hun kom, jeg saae, og saae, medens jeg paa samme Tid udspandt en Passiar med Theeselskabet i Dagligstuen. Hendes Gang overbeviste mig let om, at hun ikke havde gjennemgaaet nogen betydelig Dandseskole, og dog var der en Stolthed i den, en naturlig Adel, men en Mangel paa Agtpaagivenhed paa sig selv. Een Gang mere end jeg egentlig havde regnet paa, fik jeg hende at see. Fra Vinduet af kunde jeg ikke see langt ned ad Stien; derimod kunde jeg iagttage en Bro, som løber ud i Søen, og til min store Forundring opdager jeg hende derude igjen. Det faldt mig ind, maaskee hører hun til herude paa Landet, maaskee har Familien Sommerværelser. Jeg var allerede ifærd med at fortryde mit Besøg, af Frygt for, at hun skulde vende om og jeg tabe hende af Sigte, ja dette, at hun blev synlig paa Broens yderste Spidse var ligesom et Tegn paa, at hun forsvandt for mig — da hun viste sig nærved. Hun var gaaet Huset forbi, i en Fart griber jeg efter min Hat og min Stok for, om muligt endnu mange Gange at komme hende forbi og atter bag efter hende indtil jeg havde opdaget hendes Bolig — da jeg ved min Iilsomhed støder til en Dames Arm, der just var ifærd med at præsentere Thee om. Et frygteligt Skrig opløstes, jeg staaer med Hat og Stok, ene bekymret for at komme bort, og for om muligt at give Sagen en Vending og motivere min Retirade, udbryder jeg med Pathos: som Cain vil jeg være landflygtig fra det Sted, der saae dette Theevand spildt. Men som om Alt havde sammensvoret sig imod mig faaer Værten den fortvivlede Idee at ville continuere min Bemærkning og erklærer høit og dyrt, at jeg ikke faaer Lov til at gaae, førend jeg har nydt en Kop Thee, selv præsenteret Damerne den spildte Thee og saaledes gjort Alt godt igjen. Da jeg holdt mig fuldkommen overbevist om, at min Vært vilde i nærværende Tilfælde ansee det for en Høflighed at bruge Vold, saa var her intet Andet for end at blive. — Hun var forsvunden.
Hvor det er skjønt at være forelsket, hvor det er interessant at vide, at man er det. See det er Forskjellen. Jeg kan blive forbittret ved Tanken om, at hun anden Gang forsvandt for mig og dog glæder det mig i en vis Forstand. Det Billede, jeg eier af hende, svæver ubestemt mellem at være hendes virkelige og hendes ideale Skikkelse. Dette Billede lader jeg nu vise sig for mig; men netop fordi det enten er Virkelighed eller Virkeligheden dog er Anledning, har det et eget Trylleri. Jeg kjender ingen Utaalmodighed, thi hun maa dog høre til her i Byen, og det er mig i dette Øieblik nok. Denne Mulighed er Betingelsen for, at hendes Billede ret kan vise sig — Alt vil nydes i langsomme Drag. Og skulde jeg ikke være rolig, jeg som kan ansee mig for Gudernes Yndling, hvem den sjeldne Lykke blev til Deel, igjen at blive forelsket. Det er dog Noget, som ingen Kunst, intet Studium kan fremlokke, det er en Gave. Men er det lykkedes mig, atter at reise en Elskov, saa vil jeg dog see, hvor længe den lader sig soutenere. Jeg dægger for denne Kjærlighed, som jeg ikke gjorde det for min første. Leiligheden bliver En fattig nok til Deel, viser den sig, saa gjælder det i Sandhed om at benytte den; thi det er det Fortvivlede, det er ingen Kunst at forføre en Pige, men en Lykke at finde En, der er værd at forføre. — Kjærligheden har mange Mysterier, og denne første Forelskelse er ogsaa et Mysterium, om den end hører til de mindre — de fleste Mennesker, de bruse frem, forlove sig eller gjøre andre dumme Streger, og i en Haandevending er Alt forbi, og de veed hverken hvad de have erobret, eller hvad de have tabt. To Gange har hun nu viist sig for mig og er forsvunden; det betyder, at hun snart oftere vil vise sig. Da Joseph har forklaret Pharaos Drøm, føier han til: men det, at Du drømte to Gange, betyder, at det snart vil gaae i Opfyldelse.
Det vilde dog være interessant, naar man lidt iforveien kunde see de Kræfter, hvis Fremtrædelse udgjøre Livets Indhold. Hun lever nu hen i al sin stille Fred; hun aner endnu ikke, at jeg er til, endnu mindre, hvad der foregaaer i mit Indre, endnu mindre den Sikkerhed, med hvilken jeg skuer ind i hendes Fremtid; thi min Sjæl fordrer mere og mere Virkeligheden, den bliver stærkere og stærkere. Naar en Pige ikke ved det første Øiekast gjør saa dybt Indtryk paa En, at hun vækker det Ideale, saa er Virkeligheden i Almindelighed ikke synderlig attraaværdig; gjør hun det derimod, saa er man, hvor prøvet man end er, i Almindelighed lidt overvældet. Den, som nu ikke er sikker paa sin Haand, sit Øie og sin Seier, ham vil jeg altid tilraade at vove Angrebet i denne første Tilstand, hvori han, netop fordi han er overvældet, har overnaturlige Kræfter; thi denne Overvældethed er en besynderlig Blanding af Sympathi og Egoisme. Han vil derimod gaae Glip af en Nydelse; thi han nyder ikke Situationen, da han selv er optaget, er skjult i den. Hvad der er det Smukkeste er vanskeligt, hvad der er det Interessanteste, let at afgjøre. Imidlertid er det altid godt at komme Stregen saa nær som muligt. Det er den egentlige Nydelse, og hvad Andre nyde, veed jeg tilvisse ikke. Den blotte Besiddelse er noget Lidet, og de Midler, som slige Elskere bruge, ere i Almindelighed usle nok; de forsmaae end ikke Penge, Magt, fremmed Indflydelse, Sovedrikke o. s. v. Men hvad Nydelse er der dog ved Elskov, naar den ikke har den absoluteste Hengivelse i sig, det vil sige fra den ene Side, men dertil hører der i Reglen Aand, og denne mangler i Reglen disse Elskere.
Cordelia hedder hun altsaa, Cordelia! Det er et smukt Navn, ogsaa dette er af Vigtighed, da det ofte kan virke meget forstyrrende, i Forbindelse med de ømmeste Prædikater at maatte nævne et uskjønt Navn. Jeg kjendte hende allerede langt borte, hun gik med to andre Piger paa venstre Fløi. Deres Gangs Bevægelse syntes at tyde paa, at de snart vilde gjøre en Standsning. Jeg stod paa Gadehjørnet og læste Plakaten, medens jeg bestandigt holdt Øie med min Ubekjendte. De toge Afsked med hverandre. De To vare formodentlig gaaet et Stykke af deres Vei, thi de toge en modsat Retning. Hun lagde Veien hen ad mit Gadehjørne til. Da hun var gaaet et Par Skridt, kom der een af de unge Piger løbende efter hende og raabte høit nok til at jeg kunde høre det: Cordelia! Cordelia! Derpaa kom den Tredie til; de stak Hovederne sammen til et Geheimeraad, hvis Hemmeligheder jeg forgjæves med mit fineste Øre søgte at opfange; derpaa loe de alle Tre, og i et noget hurtigere Tempo iilte de nu ad den Vei, de To indsloge. Jeg fulgte efter. De gik ind i et Huus ved Stranden. Jeg ventede en Tid lang, da der jo var al Sandsynlighed for, at Cordelia vilde snart vende tilbage alene. Dette skeete imidlertid ikke.
Cordelia! Det er dog virkelig et fortræffeligt Navn,
saaledes heed jo ogsaa Lears tredie Datter, denne udmærkede
Pige, hvis Hjerte ikke boede paa hendes Læber, hvis Læber
vare stumme, naar hendes Hjerte havde udvidet sig. Saaledes
og med min Cordelia. Hun ligner hende, det er jeg vis paa.
Men i en anden Forstand boer dog hendes Hjerte paa hendes
Læber, ikke i Form af Ord, men paa en mere hjertelig Maade
i Form af et Kys. Hvor var hendes Læber svulmende af
Sundhed! Aldrig saae jeg dem skjønnere.
At jeg virkelig er forelsket, kan jeg blandt Andet ogsaa see af den Hemmelighedsfuldhed, hvormed jeg næsten ogsaa for mig selv behandler denne Sag. Al Kjærlighed er hemmelighedsfuld, endog den troløse, naar den har det behørige æsthetiske Moment i sig. Det er aldrig faldet mig ind at ønske Medvidere eller at broute af mine Eventyr. Det glæder mig saaledes næsten, at jeg ikke fik hendes Bopæl at vide, men et Sted, hvor hun ofte kommer. Maaskee er jeg desuden derved kommen mit Maal endnu nærmere. Jeg kan, uden at det vækker hendes Opmærksomhed, anstille mine Iagttagelser, og fra dette faste Punkt vil det ikke falde mig svært at skaffe mig Adgang i hendes Familie. Skulde denne Omstændighed derimod vise sig som en Vanskelighed — eh bien saa tager jeg den Vanskelighed med; Alt, hvad jeg gjør, gjør jeg con amore; og saaledes elsker jeg ogsaa con amoro.
Idag har jeg skaffet mig Oplysninger om det Huus, hvori hun forsvandt. Det er en Enkefrue med tre velsignede Døttre. Oplysninger kunne her faaes i Overflod, det vil sige, forsaavidt de ere i Besiddelse af nogen. Den eneste Vanskelighed er at forstaae disse Oplysninger i tredie Potents; thi de tale alle Tre i Munden paa hverandre. Hun hedder Cordelia Wahl og er Datter af en Capitain i Søetaten. Han er død for nogle Aar siden, Moderen ogsaa. Han var en meget haard og streng Mand. Hun lever nu i Huset hos sin Tante, det vil sige hendes Faster, som skal slægte Broderen paa, men ellers være en meget respektabel Kone. Det er nu godt nok, men forøvrigt veed de Intet om dette Huus; de komme der aldrig, men Cordelia kommer ofte hos dem. Hun og de to Piger gaae og lære i Kongens Kjøkken. Hun kommer der derfor gjerne tidlig om Eftermiddagen, engang imellem ogsaa om Formiddagen, aldrig om Aftenen. De leve meget indesluttede.
Altsaa her ender Historien, der viser sig ingen Bro, ad hvilken jeg kan smutte over i Cordelias Huus.
Hun har altsaa en Forestilling om Smerter i Livet, om dets Skyggeside. Hvo skulde have sagt det om hende. Dog, disse Erindringer tilhøre vel en yngre Alder, det er en Horizont, hun har levet under, uden ret at mærke den. Det er meget godt, det har frelst hendes Qvindelighed, hun er ikke forqvaklet. Paa den anden Side vil det ogsaa faae sin Betydning til at elevere hende, naar man forstaaer ret at kalde det frem. Alt Sligt giver i Almindelighed Stolthed, forsaavidt det ikke knuser, og knust er hun saare langt fra.
Hun boer ved Volden, Localiteterne ere ikke de bedste, ingen Gjenboer, hvis Bekjendtskab man kunde gjøre, ingen offentlige Steder, hvor man ubemærket kan anstille sine Observationer. Volden selv er lidet skikket, man er for meget seet. Gaaer man nede paa Gaden, saa kan man ikke godt gaae paa den Side heelt øvre ved Volden, thi der gaaer intet Menneske, og det vilde være for paafaldende, eller man maatte gaae ind under Husene, saa kan man Intet see. Det er et Hjørnested. Vinduerne til Gaarden kan man ogsaa,see fra Gaden af, da Huset intet Nabohus har. Der maa formodentlig hendes Sovekammer findes.
Idag saae jeg hende første Gang hos Fru Jansens. Jeg blev forestillet for hende. Det syntes hun ikke at bryde sig stort om, eller at agte paa mig. Jeg forholdt mig saa ubetydelig som muligt, for desto bedre at kunne være opmærksom. Hun blev der kun et Øieblik, hun var blot kommen for at hente Døttrene, der skulde ud i Kongens Kjøkken. Medens de to Jomfruer Jansen toge Tøiet paa, bleve vi To alene i Stuen, og med et koldt, næsten overseende Phlegma henkastede jeg et Par Ord til hende, som bleve med ufortjent Høflighed besvarede. De gik nu. Jeg kunde have tilbudt mig at følge dem; det vilde imidlertid allerede have været tilstrækkeligt for at denoncere Cavalleren, og jeg har overbeviist mig om, at paa den Maade vindes hun ikke. — Derimod foretrak jeg, Øieblikket efter at hun var gaaet ogsaa at gaae, men adskilligt hurtigere end de og ad andre Veie, dog ligeledes stilende til Kongens Kjøkken, saaledes, at idet de vilde svinge om ad store Kongensgade, løb jeg dem i største Hast forbi uden at hilse eller Noget, til stor Forbauselse for dem.
At skasfe mig Adgang i Huset er mig nødvendigt, jeg er i den Henseende, som der siges i Militairsproget, færdig. Det lader imidlertid til at blive en temmelig vidtløftig og vanskelig Sag. Aldrig har jeg kjendt nogen Familie, der levede saa afsondret. Det er kun hende og hendes Tante. Ingen Brødre, ingen Fættere, ikke en Trævl at saae fat i, ingen uendelig langt ude Beslægtet, man kunde faae under Armen. Jeg gaaer bestandigt med den ene Arm hængende løs, jeg vilde for Alt i Verden ikke i denne Tid gaae med En under hver Arm, min Arm er en Entrehage, som man altid maa have i Beredskad, min Arm er bestemt for de uvisse Indtægter, om der ikke langt ude i det Fjerne skulde vise sig en langt ude Beslægtet eller Ven, som jeg langt borte fra kunde faae en Smule under Armen — saa klattrer jeg. Iøvrigt er det ogsaa urigtigt af en Familie at leve saa isoleret; man berøver den stakkels Pige Leilighed til at lære Verden at kjende, ikke at tale om, hvilke andre farlige Følger det kan have. Det hævner sig altid. Med Frieri gaaer det ligesaa. Ved slig Isolation sikkrer man sig vel mod Smaatyve. I et meget selskabeligt Huus, der gjør Leilighed Tyve. Det gjør imidlertid ikke stort; thi hos saadanne Piger er der ikke stort at stjæle; naar de ere sexten Aar gamle, da er deres Hjerte allerede en fuldstændig Navneklud, og jeg bryder mig aldrig om at skrive mit Navn med, hvor Flere allerede have skrevet; det falder mig aldrig ind at ridse mit Navn paa en Rude eller i en Kro, eller paa et Træ eller en Bænk i Frederiksberg Have.
Jo mere jeg seer paa hende, desto mere overbeviser jeg mig om, at hun er en isoleret Figur. Dette bør en Mand ikke være, end ikke en Yngling; thi da hans Udvikling væsentlig beroer paa Reflexion, saa maa han være traadt i Forhold til Andre. En ung Pige bør derfor heller ikke være interessant, thi det Interessante indeholder altid en Reflexion paa sig selv, saaledes som derfor i Kunst det Interessante altid giver Kunstneren med. En ung Pige, der vil behage ved at være interessant, vil nærmest behage sig selv. Dette er fra Æsthetikens Side, hvad der er at indvende mod alskens Coquetteri. En anden Sag er det med alt det uegentlige Coquetteri, der er Naturens egen Bevægelse; saaledes den qvindelige Blufærdighed, der altid er det skjønneste Coquetteri. Det kan vel lykkes en saadan interessant Pige at behage; men ligesom hun selv har opgivet sin Qvindelighed, saaledes ere i Almindelighed de Mænd, hun behager, ligesaa umandige. Interessant bliver en saadan ung Pige egentlig først ved Forhold til Mænd. Qvinden er det svagere Kjøn, og dog hører det hende langt væsentligen til at staae alene i sin Ungdom end Manden, hun maa være sig selv nok, men det, hvorved og hvori hun er sig selv nok, er en Illusion; det er denne Medgift, Naturen har udstyret hende med som en Kongedatter. Men denne Hvile i Illusion gjør hende netop isoleret. Jeg har ofte spekuleret over, hvoraf det vel kunde komme, at der er intet Fordærveligere for en ung Pige end megen Omgang med andre unge Piger. Det ligger aabenbart deri, at denne Omgang hverken er det Ene eller det Andet; den forstyrrer Illusionen, men forklarer den ikke. Det er Qvindens dybeste Bestemmelse at være Selskab for Manden, men ved Omgang med sit eget Kjøn henledes der let en Reflexion herpaa, som gjør hende istedetfor Selskab til Selskabsdame. Sproget selv er meget betegnende i denne Henseende; Manden hedder Herre, men Qvinden hedder ikke Tjenerinde eller deslige, nei, der bruges en Væsentligheds Bestemmelse: hun er Selskab, ikke Selskaberinde. Naar jeg skulde tænke mig et Ideal af en Pige, maatte hun altid staae alene i Verden og derved være anviist sig selv, men fornemmelig ikke have Veninder. Vel er det sandt, at Gratierne vare tre; men det er vistnok heller aldrig faldet Nogen ind at tænke sig dem talende sammen; de danne i deres tause Trehed en qvindelig skjøn Eenhed. I denne Henseende kunde jeg næsten fristes til, igjen at anbefale Jomfrubuur, hvis ikke denne Tvang atter virkede skadeligt. Ønskeligst er det altid for en ung Pige, at hun lades hendes Frihed, men at Leiligheden ikke tilbydes. Derved bliver hun skjøn og frelses fra at blive interessant. En ung Pige, der lever meget i Selskab med unge Piger, hende giver man forgjæves et Jomfruslør eller et Brudeslør; derimod vil den, der har æsthetisk Sands nok, altid finde, at en i dybere og eminent Forstand uskyldig Pige føres tilsløret til ham, om det end ikke er Skik og Brug at bruge et Brudeslør.
Hun er strengt opdraget, jeg ærer hendes Forældre derfor i deres Grav; hun lever meget tilbageholdent, jeg kunde falde Tanten om Halsen af Tak derfor. Hun har ikke lært Verdens Glæder at kjende, har ikke den pjattede Overmæthed. Hun er stolt, hun trodser det, der glæder andre unge Piger, saaledes skal det være. Det er en Usandhed, som jeg skal vide at drage mig til Fordeel. Stads og Pragt behager hende ikke i den Forstand som andre unge Piger; hun er lidt polemisk, men dette er nødvendigt for en ung Pige med hendes Sværmeri. Hun lever i Phantasiens Verden. Faldt hun i urette Hænder, da kunde der bringes noget meget Uqvindeligt ud af hende, netop fordi der er saa megen Qvindelighed i hende.
Overalt krydses vore Veie. Idag har jeg mødt hende tre Gange. Jeg er Vidende om hver hendes mindste Udflugt, naar og hvor jeg skal træffe hende; men denne Kundskab bruges ikke til at skaffe mig et Sammentræf med hende; tværtimod, jeg ødsler efter en frygtelig Maalestok. Et Møde, som ofte har kostet mig flere Timers Venten, bortødsles som en Bagatel; jeg træffer hende ikke, jeg tangerer blot hendes peripheriske Existents. Veed jeg, at hun skal hen til Fru Jansens, saa træffer jeg ikke gjerne sammen med hende, uden forsaavidt det er mig af Vigtighed at anstille en enkelt Iagttagelse; jeg foretrækker at komme lidt før til Fru Jansens og om muligt møde hende i Døren, idet hun kommer og jeg gaaer, eller paa Trappen, hvor jeg da skjødesløst løber hende forbi. Det er det første Net, hvori hun maa spindes ind. Paa Gaden standser jeg hende ikke, eller jeg vexler en Hilsen med hende, men nærmer mig hende aldrig, men sigter bestandigt paa Afstand. Vore idelige Sammenstød ere hende vel paafaldende, hun mærker vel, at der paa hendes Horizont har viist sig et nyt Legeme, der i sin Gang paa en besynderlig uforstyrrende Maade griber forstyrrende ind i hendes; men den denne Bevægelse constituerende Lov har hun ingen Anelse om, hun fristes snarere til at see sig om til Høire og Venstre, om hun ikke kunde opdage det Punkt, der er Maalet; at det er hende, det er hun ligesaa uvidende om som hendes Antipode. Det gaaer hende ligesom mine Omgivelser i Almindelighed: de troe, jeg har en Mangfoldighed af Forretninger, jeg er idelig i Bevægelse og siger som Figaro: Een, to, tre, fire Intriger paa eengang, det er min Lyst. Først maa jeg kjende hende og hele hendes aandelige Tilstand, før jeg begynder mit Angreb. De fleste nyde en ung Pige, som de nyde et Glas Champagne i et skummende Øieblik, aah ja, det er ret smukt, og med mangen ung Pige er det vel det Høieste, man kan drive det til; men her er Mere. Er Individet for skrøbeligt til at taale Klarhed og Gjennemsigtighed, nu vel, saa nyder man det Uklare, men hun kan aabenbart taale det. Jo mere Hengivelse man kan bringe ind i Elskoven, jo interessantere. Denne Øieblikkets Nydelse er, om end ikke i udvortes saa dog i aandelig Forstand, en Voldtægt, og en Voldtægt er der kun en indbildt Nydelse i, den er, ligesom et stjaalet Kys, Noget, der ingen Art har. Nei, naar man kan bringe det dertil, at en Pige blot har en eneste Opgave for sin Frihed, den at hengive sig, at hun føler helt sin Salighed deri, at hun næsten tiltrygler sig denne Hengivelse og dog er fri, saa er der først Nydelse, men dertil hører altid aandelig Indflydelse.
Cordelia! Det er dog et herligt Navn. Jeg sidder hjemme
og øver mig selv i at tale ligesom en Papegøie, jeg siger:
Cordelia, Cordelia, min Cordelia, Du min Cordelia. Jeg
kan ikke bare mig for at smile ved Tanken om den Routine,
hvormed jeg engang vil i et afgjørende Øieblik udtale disse
Ord. Man bør altid gjøre Forstudier, Alt maa være lagt til
Rette. Det er intet Under, at Digterne altid skildre dette
Dus-Øieblik, det skjønne Øieblik, hvor de Elskende ikke ved
Overgydelse (der er jo rigtignok Mange, der aldrig komme videre),
men ved Nedstigelse i Kjærlighedens Hav afføre sig det gamle
Menneske og stige op af denne Daab og nu først ret kjende hinanden som gamle Bekjendte, skjønt de kun ere et Øieblik
gamle. For en ung Pige er dette Øieblik altid det skjønneste,
og man bør, for ret at nyde det, altid være lidt høiere, saa
man ikke blot er Baptisand men tillige Præst. Lidt Ironi gjør
dette Øiebliks andet Øieblik til et af de interessanteste, det er
en aandelig Afklædelse. Man maa være poetisk nok til ikke at
forstyrre Akten, og dog maa Skjælmen altid sidde paa Luur.
Hun er stolt, det har jeg seet for længe siden. Naar hun sidder i Selskab med de tre Jansener, saa taler hun meget lidet, deres Pjat kjeder hende aabenbart, et vist Smiil om Læberne synes at tyde derpaa. Dette Smil bygger jeg paa. — Til andre Tider kan hun overgive sig til en næsten drengeagtig Vildskab, til stor Forundring for Jansenerne. Uforklarligt er det mig ikke, naar jeg betænker hendes Barndoms-Liv. Hun havde kun een eneste Broder, der var et Aar ældre. Hun kjender kun Fader og Broder, har været Vidne til alvorlige Optrin, det giver Afsmag for den almindelige Gaasesnadder. Hendes Fader og Moder have ikke levet lykkeligt sammen; det, som ellers, tydeligere eller dunklere, vinker en ung Pige, vinker ikke hende. Det turde vel være muligt, at hun er raadvild om, hvad en ung Pige er. Maaskee turde hun i enkelte Øieblikke ønske, at hun ikke var Pige, men Mand.
Hun har Phantasi, Sjæl, Lidenskab, kort, alle
Substantialiteter, men ikke subjektivt reflekterede. Idag forvissede et
Tilfælde mig ret derom. Jeg veed af Firmaet Jansen, at hun
ikke spiller, det strider mod Tantens Grundsætninger. Jeg har
altid beklaget det, thi Musik er altid et godt
Communicationsmiddel med en ung Pige, naar man, vel at mærke, er saa
forsigtig, ikke at træde op som Kjender. Idag kom jeg op til
Fru Jansens, jeg havde lukket Døren halv op uden at
banke paa, en Uforskammethed, der ofte kommer mig tilgode
og som jeg, naar fornødent gjøres, afhjælper ved en
Latterlighed, ved nemlig at banke paa den aabne Dør — hun sad der alene ved Fortepianoet — hun syntes at stjæle sig til at
spille — det var en lille svensk Melodi — hun spillede ikke
med Færdighed, hun blev utaalmodig, men da kom atter blidere
Toner frem. Jeg lukkede Døren og blev udenfor, lyttende efter
Afvexlingen i hendes Stemninger; der var stundom en Lidenskab
i hendes Spil, som erindrede om Jomfru Mettelil, der slog
Guldharpen, saa Mælken af hendes Bryster sprang. — Der
var noget Veemodigt, men og noget Dithyrambisk i hendes
Foredrag. — Jeg kunde have styrtet frem, grebet dette
Øieblik — det havde været Daarskab. — Erindringen er ikke blot
et Conservations-Middel, men et Forøgelses-Middel, hvad der
er gjennemtrængt af Erindring virker dobbelt. — Man træffer
ofte i Bøger, især i Psalmebøger, en lille Blomst — det har
været et skjønt Øieblik, der gav Anledning til, at den blev
nedlagt, Erindringen er dog endnu skjønnere. Hun lægger
aabenbart Skjul paa, at hun spiller, eller spiller hun maaskee
kun denne lille svenske Melodi — har den maaskee en særlig
Interesse for hende? Alt dette veed jeg ikke, men derfor er
denne Begivenhed mig af stor Vigtighed. Naar jeg nu engang
taler fortroligere med hende, saa leder jeg hende ganske
hemmeligt hen paa dette Punkt og lader hende styrte ned i
denne Lem.
Endnu kan jeg ikke blive enig med mig selv om, hvorledes hun skal opfattes; jeg forholder mig derfor saa stille, saa ubemærkelig — ja som en Soldat i en Vedetkjæde, der kaster sig ned til Jorden og lytter efter den fjerneste Gjenlyd af en fremrykkende Fjende. Jeg er egentlig ikke til for hende, ikke i Betydning af et negativt Forhold, men i Betydning af slet intet Forhold. Endnu har jeg intet Experiment vovet. — At see hende og elske hende, det var eet, saaledes hedder det i Romanen — ja det er fandt nok, hvis Kjærligheden ingen Dialektik havde; men hvad faaer man vel ogsaa at vide om Elskov i Romaner? Lutter Løgne, der hjælpe til at forkorte Opgaven.
Naar jeg efter de Oplysninger, jeg nu har faaet, tænker tilbage paa det Indtryk, det første Møde gjorde paa mig, saa er min Forestilling om hende vel modificeret, men saavel til hendes som til min Fordeel. Det hører just ikke til Dagens Orden, at en ung Pige gaaer saaledes ganske alene, eller at en ung Pige saaledes synker ind i sig selv. Hun var prøvet efter min strenge Kritik: yndig. Men Ynde er et saare flygtigt Moment, der forsvinder som den Dag igaar, naar den er forbi. Jeg havde ikke forestillet mig hende i de Omgivelser, hvori hun lever, mindst saa ureflekteret fortrolig med Livets Storme.
Jeg gad dog vide, hvorledes det staaer sig med hendes
Følelser. Forelsket har hun vistnok aldrig været, dertil er
hendes Aand for frit flyvende, allermindst hører hun til disse
theoretisk erfarne Jomfruer, hvem det længe før Tiden er saa
geläufigt at tænke sig i en elsket Mands Arme. De Skikkelser
af Virkeligheden, der ere komne hende imøde, have just ikke
været istand til at bringe hende i Uklarhed om Forholdet
mellem Drøm og Virkelighed. Hendes Sjæl næres endnu af
Idealers guddommelige Ambrosia. Men det Ideal, der
foresvæver hende, er vel just ikke en Hyrdinde eller en Heltinde i
en Roman, en Elskerinde, men en Jeanne d'Arc eller noget
Saadant.
Spørgsmaalet bliver altid, om hendes Qvindelighed er
stærk nok til at lade den reflektere sig, eller om den blot vil
nydes som Skjønhed og Ynde; Spørgsmaalet er, om man tør
spænde Buen høiere. Det er allerede en stor Ting at finde
en reen umiddelbar Qvindelighed, men tør man vove
Changementet, saa har man det Interessante. I saa Fald bliver det
bedst at skaffe hende en slet og ret Frier paa Halsen. Det er
en Overtro, Folk have, at dette skulde skade en ung Pige. —
Ja er hun en meget fiin og zart Plante, der blot har eet
Glandspunkt i sit Liv: Ynde, saa er det jo altid det Bedste,
at hun aldrig har hørt Kjærlighed nævne, men er dette ikke Tilfælde, saa er det en Gevinst, og jeg vilde aldrig tage i
Betænkning at tilveiebringe en Frier, hvis der ingen var.
Denne Frier maa heller ingen Carrikatur være, thi derved
vindes Intet; det maa være en respektabel ung Mand, om
muligt endog elskværdig, men dog for Lidt for hendes
Lidenskab. Hun overseer et saadant Menneske, hun faaer Afsmag
for Kjærlighed, hun mistvivler næsten om sin egen Realitet,
naar hun føler sin Bestemmelse og seer hvad Virkeligheden
byder; naar det at elske, siger hun, ikke er Andet, saa er det
ikke Stort bevendt. Hun bliver stolt i sin Kjærlighed, denne
Stolthed gjør hende interessant, den gjennemlyser hendes Væsen
med et høiere Incarnat; men tillige er hun sit Fald nærmere,
men Alt dette gjør hende bestandig mere og mere interessant.
Imidlertid bliver det dog bedst, først at forsikkre sig hendes
Bekjendtskaber, for at see, om ikke der skulde være en saadan
Frier. Hjemme gives der ingen Leilighed, thi der kommer saa
godt som Ingen, men hun kommer dog ud, og der kunde en
Slig vel findes. At skaffe En tilveie, før man veed dette, er
altid betænkeligt; to hver for sig ubetydelige Friere kunde virke
skadeligt ved deres Relativitet. Jeg faaer nu at see, om der
ikke skulde sidde en saadan Elsker i Løn, som ikke har Mod
til at storme Huset, en Hønsetyv, som ingen Leilighed seer i
et saadant klosterligt Huus.
Det bliver altsaa det strategiske Princip, Loven for alle Bevægelser i dette Felttog, altid at berøre hende i en interessant Situation. Det Interessante er altsaa det Gebeet, paa hvilket Striden skal føres, det Interessantes Potents skal udtømmes. Dersom jeg ikke har taget meget feil, saa er ogsaa hele hendes Bygning betegnet derpaa, saa at det, jeg forlanger, netop er det, hun giver, ja det, hun forlanger. Det er det, det kommer an paa, at belure, hvad den Enkelte kan give, og hvad hun som en Følge deraf fordrer. Mine Kjærligheds-Historier have derfor altid en Realitet for mig selv, de udgjøre et Livs-Moment, en Dannelses-Periode, som jeg bestemt veed Beskeed om, ofte knytter endog en eller anden Færdighed sig dertil; jeg lærte at dandse for den første Piges Skyld, jeg elskede, jeg lærte at tale Fransk for en lille Dandserindes Skyld. Dengang gik jeg som alle Tosser tiltorvs, blev ofte narrret. Nu lægger jeg mig efter Forprang. Maaskee har hun imidlertid udtømt een Side af det Interessante, hendes indesluttede Liv synes at tyde derpaa. Det gjælder altsaa om at finde en anden Side, der ved første Øiekast slet ikke synes hende saa, men som netop paa Grund af dette Anstød bliver hende interessant. Til den Ende vælger jeg ikke det Poetiske, men det Prosaiske. Hermed altsaa Begyndelsen. Først neutraliseres hendes Qvindelighed ved prosaisk Forstandighed og Spot, ikke direkte men indirekte, samt ved det absolute Neutrale: Aand. Hun taber næsten sin Qvindelighed for sig selv, men i denne Tilstand kan hun ikke holde sig alene, hun kaster sig i mine Arme, ikke som om jeg var Elsker, nei, endnu ganske neutralt; nu vaagner Qvindeligheden, man lokker den frem til dens høieste Elasticitet, man lader hende støde an mod en eller anden virkelig Gyldighed, hun gaaer ud over den, hendes Qvindelighed naaer næsten overnaturlig Høide, hun tilhører mig med en Verdens-Lidenskab.
Langt behøvede jeg da ikke at gaae. Hun kommer i Huset hos Grosserer Baxter. Her har jeg ikke blot fundet hende, men ogsaa et Menneske, der kom mig ligesaa beleiligt. Edvard, Sønnen der i Huset, er dødelig forelsket i hende, det behøver man blot et halvt Øie til at see, naar man seer paa hans tvende. Han er ved Handelen, paa Faderens Contoir, et smukt Menneske, ret behagelig, noget bly, hvilket Sidste jeg troer ikke skader ham i hendes Øine.
Stakkels Edvard! Han veed slet ikke, hvorledes han skal
fange an med sin Kjærlighed. Naar han veed, hun er der
om Aftenen, saa gjør han Toilet alene for hendes Skyld, tager
sine nye sorte Klæder paa alene for hendes Skyld, Manchetter
alene for hendes Skyld, og gjør saaledes næsten en latterlig
Figur i Dagligstuens forøvrigt dagligdagse Selskab. Hans Forlegenhed grændser til det Utrolige. Dersom det var en
Maske, saa vilde Edvard være mig en farlig Medbeiler.
Forlegenhed hører der stor Kunst til at bruge, men man opnaaer
ogsaa Meget derved. Hvor ofte har jeg ikke brugt Forlegenhed
for at narre en lille Jomfru. I Almindelighed udtale unge
Piger sig meget haardt om forlegne Mandfolk, og dog holde
de i Smug af dem. Lidt Forlegenhed smigrer saadant et
Pigebarns Forfængelighed, hun føler sin Overlegenhed, det er
Haandpengene. Naar man nu har dysset dem i Søvn, saa
viser man netop ved en Leilighed, hvor de maatte troe, man
vilde døe af Forlegenhed, at man er saa langt derfra, at man
godt kan gaae alene. Ved Forlegenhed taber man sin
mandlige Betydning, og den er derfor ogsaa et relativt godt Middel
til at neutralisere Kjønsforholdet; de blive derfor, naar de
mærke, at det kun var Maske, beskæmmede, rødme i dem selv,
de føle meget godt, at de paa en Maade ere gaaede over
deres Grændse; det er ligesom naar de for længe vedblive at
behandle en Dreng som Barn.
Saa ere vi da Venner, Edvard og jeg; et sandt Venskab, et skjønt Forhold er der mellem os, som det ikke har været siden Grækenlands skjønneste Dage. Vi bleve snart Fortrolige, da jeg, efter at have indviklet ham i en Mangfoldighed af Betragtninger Cordelia betræffende, fik ham til at tilstaae sin Hemmelighed. Det forstaaer sig, naar alle Hemmeligheder komme sammen, saa kan den gaae med. Stakkels Fyr, han har allerede længe sukket. Han pynter sig hver Gang hun kommer, følger hende derpaa hjem om Aftenen, hans Hjerte banker ved Tanken om, at hendes Arm hviler paa hans, de spadsere hjem, kiggende Stjerner, han ringer paa hendes Gadedør, hun forsvinder, han fortvivler — men haaber næste Gang. Han har endnu ikke havt Mod til at sætte sine Fødder over hendes Dørtærskel, han, som har saa ypperlig en Leilighed. Uagtet jeg ikke kan lade være, i mit stille Sind at spotte Edvard, saa er der dog noget Smukt i hans Barnlighed. Uagtet jeg ellers bilder mig ind at være temmelig bevandret i hele det erotiske Indbegreb, saa har jeg aldrig paa mig selv iagttaget denne Tilstand, denne Forelskelsens Angst og Bæven, det vil sige, i den Grad, at den berøver mig Fatningen, thi ellers kjender jeg den nok, men den er for mig saaledes, at den snarere gjør mig stærkere. Maaskee vilde En sige, saa har jeg aldrig ret været forelsket; maaskee. Jeg har skammet Edvard ud, jeg har opmuntret ham til at stole paa mit Venskab. Imorgen skal han gjøre et afgjørende Skridt, personligt gaae hen og indbyde hende. Jeg har faaet ham bragt paa den fortvivlede Idee at bede mig at gaae med; jeg har lovet ham det. Han antager det for et overordentligt Venskabs-Stykke. Leiligheden er ganske som jeg ønsker den; det er at falde med Døren ind i Stuen. Skulde hun have den fjerneste Tvivl om Betydningen af min Optræden, saa skal igjen min Optræden forvirre Alt.
Før har jeg ikke været vant til at forberede mig paa min
Conversation, nu er det blevet mig en Nødvendighed for at
underholde Tanten. Jeg har nemlig paataget mig det
hæderlige Hverv at conversere hende og derved at dække Edvards
forelskede Bevægelser mod Cordelia. Tanten har tidligere
opholdt sig paa Landet, og saavel ved mine egne omhyggelige
Studier i landøkonomiske Skrifter som og ved Tantens paa
Erfaring grundede Meddelelser gjør jeg betydelige Fremskridt i
Indsigt og Duelighed.
Hos Tanten gjør jeg fuldkommen min Lykke, hun anseer
mig for et sat og stadigt Menneske, som man ret kan have
Fornøielse af at indlade sig med, der ikke er som vore
Modejunkere. Hos Cordelia synes jeg ikke at være synderlig vel
anskreven. Vel er hun en for reen uskyldig Qvindelighed til
at fordre, at enhver Mand skal gjøre hende sin Opvartning,
men dog føler hun altfor meget det Oprørske i min Existents.
Naar jeg saaledes sidder i den hyggelige Dagligstue, naar
hun som en god Engel udbreder Ynde overalt, over Alle, der komme i Berøring med hende, over Gode og Onde, da bliver
jeg stundom utaalmodig i mig selv, jeg fristes til at styrte frem
fra mit Skjul; thi skjøndt jeg sidder for Alles Øine i
Dagligstuen, saa sidder jeg dog paa Luur; jeg fristes til at gribe
hendes Haand, at omfavne den hele Pige, at skjule hende i
mig, af Frygt for at Nogen skulde berøve mig hende. Eller
naar Edvard og jeg forlader dem om Aftenen, naar hun til
Afsked rækker mig sin Haand, naar jeg holder den i min,
stundom falder det mig vanskeligt at lade den Fugl slippe ud
af min Haand. Taalmodighed — quod antea fuit impetus,
nunc ratio est — hun maa spindes ganske anderledes ind i
min Væv, og da pludselig lader jeg hele Elskovens Magt bruse
frem. Vi have ikke fordærvet os dette Moment ved Slikkerier,
ved utidige Anticipationer, det kan Du takke mig for, min
Cordelia. Jeg arbeider paa at udvikle Modsætningen, jeg
strammer Kjærlighedens Bue for at saare desto dybere. Som
en Bueskytte slapper jeg Strængen, strammer den igjen, hører
dens Sang, det er min Krigsmusik, men jeg sigter endnu ikke,
lægger endnu ikke Pilen paa Strængen.
Naar et ringe Antal af Personer ofte komme i Berøring
med hinanden i det samme Værelse, saa udvikler der sig let en
Tradition om, hvor hver Enkelt har sin Plads, sit Stade; det
bliver for En et Billede, man naar man vil kan rulle op for
sig, et Kort over Terrainet. Saaledes leve vi nu ogsaa i det
Wahlske Huus i Forening et Billede. Om Aftenen saa
drikkes der da Thee. I Almindelighed flytter da Tanten, der
hidtil har siddet i Sophaen, sig hen til det lille Sybord,
hvilken Plads Cordelia igjen forlader, hun rykket hen til
Theebordet foran Sophaen, hende følger Edvard, jeg følger Tanten.
Edvard søger Hemmelighedsfuldhed, han vil hviske, i
Almindelighed gjør han det saa godt, at han bliver reent stum; jeg
gjør ingen Hemmelighed af mine Udgydelser for Tanten,
Torvepriser, en Beregning over, hvor mange Potter Mælk der skal
til eet Pund Smør, igjennem Flødens Medium og
Smørkjernens Dialektik, det er virkelig Ting, som enhver ung Pige ikke blot kan høre paa, uden at tage Skade deraf, men, hvad langt
sjeldnere er, det er en solid og grundig og opbyggelig
Conversation, lige forædlende for Hoved og Hjerte. Jeg vender i
Almindelighed Ryggen til Theebordet og til Edvards og Cordelias
Sværmeri, jeg sværmer med Tanten. Og er ikke Naturen stor
og viis i sine Frembringelser, hvad er ikke Smør for en kostelig
Gave, hvilket herligt Resultat af Natur og Kunst. Tanten
vilde vist ikke være istand til at høre, hvad der bliver talt
mellem Edvard og Cordelia, forudsat at der virkelig blev talt
Noget, det har jeg lovet Edvard, og jeg holder altid Ord.
Derimod kan jeg ypperligt høre hvert et Ord, der bliver vexlet,
høre hver en Bevægelse. Det er mig af Vigtighed, thi man
kan ikke vide, hvad et Menneske i sin Fortvivlelse kan falde
paa at vove. De forsigtigste og mest forknytte Mennesker
vove stundom de desperateste Ting. Skjøndt jeg saaledes ikke
har det Mindste at gjøre med de to eenlige Folk, kan jeg dog
godt mærke paa Cordelia, at jeg usynlig bestandig er tilstede
mellem hende og Edvard.
Det er dog et eget Billede, vi Fire danne tilsammen.
Vil jeg tænke paa bekjendte Billeder, saa kunde jeg vel finde
en Analogi, forsaavidt som jeg ved mig selv tænker paa
Mephistopheles; Vanskeligheden bliver imidlertid den, at
Edvard ikke er nogen Faust. Gjør jeg mig selv til Faust,
saa bliver Vanskeligheden atter, at Edvard visselig ikke er
nogen Mephistopheles. Jeg er heller ikke nogen Mephistopheles,
allermindst i Edvards Øine. Han anseer mig for sin
Kjærligheds gode Genius, og deri gjør han vel, idetmindste kan
han være sikker paa, at Ingen kan vaage omhyggeligere over
hans Kjærlighed end jeg. Jeg har lovet ham at conversere
Tanten, og jeg røgter dette hæderlige Hverv med al Alvor.
Tanten forsvinder næsten for vore Øine i lutter Landøkonomi;
vi gaae i Kjøkken og Kjælder, paa Loftet, seer til Høns og
Ænder, Gjæs o. s. v. Alt dette forarger Cordelia. Hvad jeg
egentlig vil, kan hun naturligviis ikke begribe. Jeg bliver
hende en Gaade, men en Gaade, der ikke frister hende til at ville gjette, men som forbittrer, ja indignerer hende. Hun
føler meget godt, at Tanten næsten bliver latterlig, og dog er
Tanten en saa ærværdig Dame, at hun visselig ikke fortjente
det. Paa den anden Side gjør jeg det saa godt, at hun meget
vel føler, at det vilde være forgjæves, om hun vilde søge at
rokke mig. Stundom driver jeg det da saa vidt, at jeg bringer
Cordelia til i al Forborgenhed at smile ad Tanten. Det er
Etuder, som maae gjøres. Ikke som om jeg gjør det i
Forening med Cordelia, langtfra, saa fik jeg hende aldrig til at
smile ad Tanten. Jeg forbliver uforandret alvorlig grundig;
men hun kan ikke lade være at smile. Det er den første falske
Lærdom: vi maae lære hende at smile ironisk; men dette Smiil
træffer næsten ligesaa meget mig som Tanten, thi hun veed slet
ikke, hvad hun skal tænke om mig. Det var dog muligt, at
jeg var saadant et ungt Menneske, der for tidlig var bleven
gammel, det var muligt; et Andet var ogsaa muligt, et Tredie
ogsaa o.s.v. Naar hun da har smilet ad Tanten, saa
indigneres hun paa sig selv, jeg vender mig da om, og idet jeg
vedbliver at tale med Tanten, seer jeg ganske alvorligt paa
hende, saa smiler hun ad mig, ad Situationen.
Vort Forhold er ikke Forstaaelsens ømme og trofaste
Omfavnelser, ikke Attractioner, det er Misforstaaelsens Repulsioner.
Mit Forhold til hende er egentlig slet Intet; det er et reent
aandeligt, hvilket naturligviis er slet Intet i Forhold til en
ung Pige. Den Methode, jeg nu følger, har dog sine
overordentlige Beqvemmeligheder. Et Menneske, der træder op
som Cavaleer, han vækker en Mistanke og reiser sig selv en
Modstand; Alt sligt er jeg fritaget for. Man bevogter mig
ikke, tværtimod, man vilde snarere udsee mig som et paalideligt
Menneske, der var skikket til at bevogte den unge Pige.
Methoden har kun een Feil, det er, at den er langsom, men den
kan derfor og kun med Fordeel anvendes mod Individer, hvor
det Interessante er at vinde.
Hvilken foryngende Magt har dog ikke en ung Pige,
ikke Morgenluftens Friskhed, ikke Vindens Susen, ikke Havets Kølighed, ikke Vinens Duft, ikke dens Liflighed — Intet i
Verden har denne foryngende Magt.
Snart vil jeg haabe, at jeg har bragt det til det Punkt,
at hun hader mig. Jeg har ganske antaget Skikkelsen af en
Pebersvend. Jeg taler ikke om Andet end om at sidde
mageligt, ligge beqvemt, have en paalidelig Tjener, en Ven med et
godt Fodfæste, at man ret kan stole paa ham, naar man gaaer
med ham under Armen. Kan jeg nu faae Tanten til at
forlade de landøkonomiske Betragtninger, saa fører jeg hende
herind paa, for at faae en mere direkt Anledning til Ironi. En
Pebersvend kan man lee ad, ja have Medlidenhed med, men
et ungt Menneske, der dog ikke er uden Aand, oprører ved slig
Adfærd en ung Pige; hele hendes Kjøns Betydning, dets
Skjønhed og Poesi tilintetgjøres.
Saaledes gaae Dagene hen, jeg seer hende, men taler ikke
med hende, jeg taler med Tanten i hendes Nærværelse. En
enkelt Nat kan det falde mig ind at give min Kjærlighed Luft.
Da gaaer jeg indhyllet i min Kappe, med min Hue trykket
ned over Øinene, udenfor hendes Vinduer. Hendes
Sovekammer vender ud til Gaarden, men er, da Stedet er et
Hjørnested, synligt fra Gaden. Undertiden staaer hun da et
Øieblik ved Vinduet, eller hun aabner det, seer op mod
Stjernerne, ubemærket af Alle, kun ikke af den, hun vel mindst af
Alle vilde troe sig bemærket af. I disse Nattetimer gaaer jeg
da som en Aand omkring, som Aand beboer jeg den Plads,
hvor hendes Bolig er. Da glemmer jeg Alt, har ingen
Planer, ingen Beregninger, kaster Forstanden overbord, udvider og
styrker mit Bryst ved dybe Sukke, en Motion, jeg behøver for
ikke at lide under det Systematiske i min Adfærd. Andre ere
dydige om Dagen, synde om Natten, jeg er Forstillelse om
Dagen, om Natten er jeg lutter Attraa. Hvis hun saae mig
her, hvis hun kunde see ind i min Sjæl — hvis.
Hvis denne Pige vil forstaae sig selv, maa hun indrømme,
at jeg er en Mand for hende. Hun er for heftig, for dybt bevæget til at blive lykkelig i Ægteskabet; det vilde være for
lidet at lade hende falde for en slet og ret Forfører; naar
hun falder for mig, saa frelser hun det Interessante ud af dette
Skibbrud. Hun maa i Forhold til mig, hvad Philosopherne
sige med et Ordspil: zu Grunde gehn.
Hun er egentlig kjed af at høre paa Edvard. Som det
altid gaaer, hvor der er sat snevre Grændser for det
Interessante, saa opdager man desto Mere. Hun lytter stundom til
min Conversation med Tanten. Naar jeg da mærker det, da
kommer en fjernt i Horizonten glimtende Antydning fra en
ganske anden Verden, til Forbauselse saavel for Tanten som
for Cordelia. Tanten seer Lynet, men hører Intet, Cordelia
hører Stemmen, men seer Intet. I samme Nu er imidlertid
Alt i sin rolige Orden, Conversationen mellem Tanten og mig
skrider frem i sin eensformige Gang, ligesom Posthestene i
Nattens Stilhed; Theemaskinens Veemod accompagnerer den.
I slige Øieblikke kan der da stundom blive uhyggeligt i
Dagligstuen, især for Cordelia. Hun har Ingen, hun kan tale
med eller høre paa. Vender hun sig til Edvard, da løber hun
Fare for, at han i sin Forlegenhed gjør en dum Streg; vender
hun sig til den anden Side, til Tanten og til mig, da
fremkalder den Sikkerhed, her hersker, den taktfaste Conversations
monotone Hammerslag, ligeoverfor Edvards Usikkerhed den
ubehageligste Modsætning. Jeg kan godt begribe, at det maa
forekomme Cordelia, som om Tanten var forhexet, saa aldeles
bevæger hun sig i min Takts Tempo. Deeltage i denne
Underholdning kan hun heller ikke; thi det er et af de Midler, jeg
ogsaa har brugt for at oprøre hende, at jeg tillader mig at
behandle hende aldeles som Barn. Ikke som om jeg paa Grund
deraf skulde tillade mig nogensomhelst Frihed imod hende,
langtfra, jeg veed godt, hvor forstyrrende Sligt kan virke, og det
gjælder især om, at hendes Qvindelighed maa kunne reise sig
reen og skjøn igjen. Paa Grund af mit intime Forhold til
Tanten er det let for mig at behandle hende som et Barn, der
ikke har Forstand paa Verden. Derved er hendes Qvindelighed ikke fornærmet, men blot neutraliseret; thi hendes Qvindelighed
kan det ikke fornærme, at hun ikke veed Besked om Torvepriser,
men vel kan det oprøre hende, at det skal være det Høieste i
Livet. Tanten overbyder sig selv ved min kraftige Bistand i
denne Retning. Hun er næsten bleven fanatisk, Noget, hun da
kan takke mig for. Det Eneste, hun ikke kan sinde sig i hos
mig, er, at jeg ingen Ting er. Nu har jeg indført den Skik,
hver Gang der er Tale om et Embede, som er ledigt, da at
sige: det er et Embede for mig, og derpaa at tale høist
alvorligt med hende derom. Cordelia mærker altid Ironien, det er
blot det, jeg vil.
Stakkels Edvard! Skade, at han ikke hedder Fritz. Hver
Gang jeg i mine stille Overveielser dvæler ved mit Forhold
til ham, kommer jeg altid til at tænke paa Fritz i Bruden.
Edvard er desuden ligesom dette hans Forbillede Corporal i
Borgergarden. Naar jeg skal være ærlig, saa er Edvard ogsaa
temmelig kjedelig. Han griber ikke Sagen rigtigt an, han
møder altid pyntet og stram. Af Venskab for ham, unter uns
gesagt, møder jeg saa skjødesløs som muligt. Stakkels Edvard!
Det Eneste, der næsten gjør mig ondt, er, at han er mig
saa uendelig forbunden, at han næsten ikke veed, hvorledes
han skal takke mig. At lade mig takke derfor, det er virkelig
for meget.
Hvorfor kan I nu dog ikke være kjønt rolige? Hvad har
I nu bestilt den hele Morgenstund andet end at ruske i min
Marquise, trække i mit Reflexions-Speil og Snoren ved samme,
lege med Klokkestrængen fra tredie Etage, støde mod Ruderne,
kort paa enhver Maade forkynde Eders Tilvær, som om I
vilde vinle mig ud til Eder? Ja Veiret er godt nok, men jeg
har ingen Lyst, lad mig blive hjemme... I kaade, overgivne
Zephyrer, I glade Drenge, I kan jo gaae alene; hav Eders
Morskab som altid med de unge Piger. Ja jeg veed det,
Ingen forstaaer saa forførerisk at omfavne en ung Pige som I; det er forgjæves hun vil snoe sig fra Eder, hun kan ikke
vikle sig ud af Eders Slynger — og hun vil det heller ikke;
thi I køle og svale, ophidse ikke.... Gaaer Eders egen
Gang! lad mig blive udenfor.... Saa har I ingen
Fornøielse deraf, mener I, I gjør det ikke for Eders egen
Skyld... Nu vel, jeg gaaer med; men paa to Betingelser.
For det Første. Der boer paa Kongens Nytorv en ung Pige,
hun er meget deilig, men har tillige den Uforskammenhed ikke
at ville elske mig, ja hvad værre er, hun elsker en Anden, og
det gaaer saavidt, at de spadsere med hinanden under Armen.
Klokken 1 veed jeg, at han skal hente hende. Nu lover I mig,
at de stærkeste Blæsere blandt Eder forblive skjulte et eller
andet Sted i Nærheden indtil det Øieblik, da han med hende
træder ud af Gadedøren. I samme Moment, som han vil
dreie ned ad store Kongensgade, styrter dette Detaschement sig
frem, tager paa den høfligste Maade Hatten af Hovedet paa
ham, og fører den med en jævn Fart, netop paa en Alens
Distance foran ham; ikke hurtigere, thi da var det tænkeligt
han vendte hjem igjen. Han troer bestandig i næste Sekund
at gribe den; han slipper end ikke hendes Arm. Paa den
Maade fører I ham og hende gjennem store Kongensgade, langs
Volden til Nørreport, til Høibroplads... Hvor lang Tid kan
der vel medgaae dertil? jeg tænker circa en halv Time. Klokken
halv to præcise kommer jeg fra Østergade. Naar hiint
Detaschement nu har ført de Elskende ud midt paa Pladsen, da
gjøres et voldsomt Angreb paa dem, ved hvilket I ogsaa rive
hendes Hat af, splitte hendes Krøller ad, bortfører hendes
Shavl, medens under Alt dette hans Hat jublende gaaer høiere
og høiere tilveirs; kort I frembringer en Confusion, saa hele
det høistærede Publikum, ikke jeg alene, udbryder i en
Skoggerlatter, Hundene begynde at gjøe, Taarn-Vægteren at klemte.
I mager det saaledes, at hendes Hat flyver hen til mig, som
bliver den Lykkelige, der skal overrække den. — For det Andet.
Den Afdeling, der følger mig, lystrer hvert mit Vink, holder
sig inden Sømmelighedens Grændser, fornærmer ingen smuk
Pige, tillader sig ingen større Frihed, end at hendes barnlige Sjæl kan under den hele Spøg bevare sin Glæde, Læben sit
Smil, Øiet sin Rolighed og Hjertet blive uden Angst. Vover
Een af Eder at bære sig anderledes ad, saa skal Eders Navn
være forbandet. — Og nu afsted til Liv og Glæde, til
Ungdom og Skjønhed; viser mig, hvad jeg ofte har seet, hvad
jeg aldrig bliver træt af at see, viser mig en skjøn, ung Pige,
udfolder hendes Skjønhed for mig saaledes, at hun selv bliver
end skjønnere; examinerer hende saaledes, at hun har Glæde
af denne Examination! — — — Jeg vælger Bredgaden,
men jeg kan, som I veed, kun disponere over min Tid til
halv to. — — —
Der kommer en ung Pige, pyntet og stram, ja det er ogsaa Søndag idag.... Svaler hende en Smule, tilvifter hende Kølighed, glider i sagte Strømninger hen over hende, omfavner hende med Eders uskyldige Berøring! Hvor aner jeg Kindens fine Rødmen, Læben farves stærkere, Varmen løfter sig... ikke sandt, min Pige, det er ubeskriveligt, det er en salig Nydelse at indaande denne friske Luftning? Den lille Krave vugger sig som et Blad. Hvor sundt og fyldigt hun aander. Hendes Skridt sagtnes, hun næsten bæres af den sagte Luftning, som en Sky, som en Drøm . . . Blæser lidt stærkere, i længere Drag!... Hun samler sig; Armene strække sig nærmere ind til Varmen, som hun bedækker forsigtigere, at ikke et Vindpust skal være for nærgaaende, at det ikke smidigt og køligt skal snige sig ind under den lette Bedækning... Hun rødmet sundere, Kinden bliver fyldigere, Øiet gjennemsigtigere, Gangen mere taktfast. Al Anfægtelse forskjønner et Menneske. Enhver ung Pige burde forelske sig i Zephyren; thi ingen Mand forstaaer dog saaledes som den, idet den strider med hende, at forhøie hendes Skjønhed.... Hendes Legeme bøier sig lidt forover, Hovedet seer mod Fodens Spidse.... Standser lidt! det er for meget, hendes Figur bliver bred, taber sin skjønne Smalhed.... Svaler hende lidt!.... Ikke sandt min Pige, det er Vederqvægende, naar man er bleven varm, da at føle disse forfriskende Gysninger; man kunde aabne sin Favn af Taknemmelighed, af Glæde over Tilværelsen.... Hun vender Siden til.. Nu hurtigt et kraftfuldt Pust, at jeg kan ane Formernes Skjønhed!... Lidt stærkere! at Draperiet kan slutte mere nøiagtigt.... Det er for meget! Stillingen bliver uskjøn, det lette Fodskifte forstyrres .... Hun vender sig atter om.. Blæser nu til, lader hende forsøge sig!.... Det er nok, det er for meget! hendes ene Krølle er falden ned,... vil I see at styre Eder! — — Der kommer et heelt Regiment opmarscherende:
Die eine ist verliebt gar sehr;
Die andre wäre es gerne.
Ja det er unegteligt en daarlig Ansættelse i Livet, at gaae med sin tilkommende Svoger under den venstre Arm. Det er for en Pige omtrent det Samme som det er for en Mand at være Extraskriver... Men Extraskriveren kan avancere; han har tillige sin Plads i Contoiret, er med ved overordentlige Leiligheder, det er ikke Svigerindens Lod; men saa er, til Gjengjæld, hendes Avancement ikke saa langsomt — naar hun avancerer og forflyttes over i et andet Contoir.... Blæser nu lidt rask op! Naar man har et fast Punkt at slutte sig til saa kan man nok gjøre Modstand... Centrum trænger kraftigt frem, Vingerne kunne ikke følge... Han staaer fast nok, ham kan Vinden ikke rokke, dertil er han for tung — men ogsaa for tung til, at Vingerne vilde kunne hæve ham fra Jorden. Han stormer frem for at vise — at han er et tungt Legeme; men jo mere ubevæget han -staaer, desto mere lide Pigebørnene derunder.... Mine skjønne Damer, maa jeg ikke være til Tjeneste med et godt Raad: lad De den tilkommende Mand og Svoger udenfor, forsøg at gaae alene, og De skal see, De vil have meget mere Fornøielse deraf.... Blæser nu lidt sagtere!.... hvor de tumle sig i Vindens Bølger; snart figurere de ligeoverfor hinanden paa Siden ned ad Gaden — kan nogen Dandsemusik frembringe en lystigere Munterhed, og dog udmattet Vinden ikke, den styrker... Nu feie de ved Siden af hinanden for fulde Seil ned ad Gaden — kan nogen Valts mere forførerisk rive en ung Pige med sig, og dog trætter Vinden ikke, men bærer.... Nu vende de dem om til Manden og Svogeren... Ikke sandt, lidt Modstand er behagelig, man strider gjerne for at komme i Besiddelse af hvad man elsker; og man naaer nok hvad man kæmper for, der er en høiere Styrelse, der kommer Kjærligheden til Hjælp, see derfor har Manden Vinden med sig.... Har jeg ikke indrettet det rigtigt: naar man selv har Vinden paa Ryggen, saa kan man let styre den Elskede forbi, men naar man har den mod sig, saa kommer man i en behagelig Bevægelse, saa flyver man hen til den Elskede, og Vindens Pust gjør En sundere, og mere fristende, og mere forførerisk, og Vindens Pust køler Læbens Frugt, der helst vil nydes kold, fordi den er saa heed, som Champagne heder, idet den næsten iisner.... Hvor de lee, og snakke, — og Vinden tager Ordene bort — er her nu ogsaa Noget at tale om? — og de lee atter og bøie sig for Vinden, og holde paa Hatten, og vogte paa Fødderne..... Standser nu, at de unge Piger ikke blive utaalmodige, og vrede paa os, eller bange for os! — — Ret saa, resolut og gewaltig, det høire Been foran det venstre... Hvor seer hun sig dristig og kjæk om i Verden ... Seer jeg ret, hun holder jo En under Armen, altsaa forlovet. Lad see, mit Barn, hvilken Præsent Du har faaet paa Livets Juletræ.. O ja! det seer virkeligt ud til at være en meget solid Forlovet. Hun er da i Forlovelsens første Stadium, hun elsker ham — vel muligt, men dog flagrer hendes Kjærlighed, viid og rummelig, løst om ham; hun eier endnu den Kjærlighedens-Kaabe, der kan skjule Mange.... Blæser lidt til!... Ja naar man gaaer saa stærkt, saa er det intet Under, at Hattebaandene stramme sig mod Vinden, at det seer ud som bare disse, liig Vinger, denne lette Skabning — og hendes Kjærlighed — ogsaa den følger som et Elverslør, Vinden leger med. Ja naar man saaledes seer Kjærligheden, saa seer den saa rummelig ud; men naar man skal iføre sig den, naar Sløret skal syes om til en Daglig-Kjole — saa bliver der ikke Raad til mange Puf... Ih Gud bevares! Naar man har havt Mod til at vove et afgjørende Skridt for hele Livet, saa skulde man ikke have Courage til at gaae lige lukt mod Vinden. Hvo tvivler derom? jeg ikke; men ingen Hidsighed min lille Frøken, ingen Hidsighed. Tiden er en slem Tugtemester og Vinden er heller ikke daarlig.... Driller hende lidt!.... Hvor blev Lommetørklædet af?... jo, De fik det dog igjen.... Der gik det ene Hattebaand løs... det er rigtigt høist generende for den Tilkommende, som er nærværende... Der kommer en Veninde, som De skal hilse paa. Det er første Gang hun seer Dem som forlovet; det er jo for at vise Dem som saadan, at De er her i Bredgaden og fremdeles agter Dem ud paa Langelinie. Saavidt jeg veed er det Skik, at Ægtefolkene den første Søndag efter Brylluppet gaae i Kirke, de Forlovede derimod paa Langelinie. Ja en Forlovelse har virkelig i Almindelighed ogsaa meget tilfælles med Langelinie.... Pas nu paa, Vinden tager i Hatten, hold lidt paa den, bøi Hovedet ned... Det er dog virkelig fatalt, De fik slet ikke hilst paa Veninden, fik ikke Rolighed til at hilse med den overlegne Mine, en forlovet Pige bør antage ligeoverfor de uforlovede.... Blæser nu lidt sagtere!... nu komme de gode Dage.... hvor hun klynger sig fast til den Elskede, hun er saa langt foran ham, at hun kan vende Hovedet tilbage og see op paa ham, og glæde sig over ham, hendes Rigdom, hendes Lykke, hendes Haab, hendes Fremtid... O min Pige, Du gjør for meget af ham... Eller har han ikke mig og Vinden at takke for, at han seer saa kraftfuld ud? Og har Du selv ikke mig og de sagte Luftninger, der nu helbrede Dig og bringe Din Smerte i Glemsel, at takke for, at Du selv seer saa livsfrisk, saa længselsfuld, saa anende ud?
Og jeg vil ikke have en Student,
Som ligger og læser om Natten,
Men jeg vil have en Officier,
Som gaaer med Fjær udi Hatten.
Det seer man strax paa Dig, min Pige, der er Noget i Dit Blik... Nei Du er ingenlunde tjent med en Student... Men hvorfor just en Officier? Skulde en Candidat, der var færdig med Studeringerne, skulde han ikke kunne gjøre det Samme?.... I dette Øieblik kan jeg imidlertid hverken tjene Dig med en Officier, eller med en Candidat. Derimod kan jeg tjene Dig med nogle tempererende Kølinger.... Blæser nu lidt op!... Det var ret, kast Silkeshavlet tilbage over Skulderen; gaa ganske langsomt, saa bliver Kinden nok lidt blegere, og Øiets Glands ikke saa heftig... Saaledes. Ja lidt Motion, især i et saadant deiligt Veir som idag, og saa lidt Taalmodighed, saa faaer De nok Officieren. — — Det er et Par, der er bestemt for hinanden. Hvilken Taktfasthed i Gangen, hvilken Sikkerhed i den hele Optræden, bygget paa gjensidig Tillid, hvilken harmonia præstabilita i alle Bevægelser, hvilken suffisant Grundighed. Deres Stillinger ere ikke lette og gratieuse, de dandse ikke med hinanden, nei der er en Varighed i dem, en Djærvhed, som opvækker et ubedrageligt Haab, som indgyder gjensidig Agtelse. Jeg vedder paa, deres Livs-Anskuelse er denne: Livet er en Vei. Og til at gaae med hinanden under Armen gjennem Livets Glæder og Sorger synes de ogsaa bestemte. De harmonere i den Grad, at Damen endog har opgivet Fordringen paa at gaae paa Fliserne.... Men, I kjære Zephyrer, hvorfor have I saa travlt med det Par? Det synes ikke at være værd at lægge Mærke til. Skulde der være noget Særdeles at bemærke? .... dog Klokken er halv to, afsted til Høibroplads.
Man skulde ikke troe, at det var muligt, i det Hele saa nøiagtigt at beregne en sjælelig Udviklings-Historie. Det viser, hvor sund Cordelia er. I Sandhed, det er en udmærket Pige. Vel er hun siille og beskeden, fordringsløs, men dog ligger der ubevidst i hende en uhyre Fordring. — Det var mig paafaldende, da jeg idag seer hende komme ind ad Døren ude fra. Den Smule Modstand, som et Vindpust kan gjøre, væltet ligesom alle Magter i hende uden at der dog er Strid i hende. Hun er ikke en lille ubetydelig Pige, der forsvinder mellem Fingrene, saa skrøbelig, at man næsten er angst for, at hun skal gaae itu ved at man seer paa hende; men hun er heller ei en pretentionsfuld Pragtblomst. Som en Læge kan jeg derfor med Fornøielse iagttage alle Symptomer i denne Sundheds-Historie.
Efterhaanden begynder jeg i mit Angreb at rykke hende
nærmere, at gaae over til mere direkte Angreb. Skal jeg
betegne denne Forandring paa mit militaire Kort over Familien,
saa vil jeg sige: jeg har dreiet min Stol saaledes, at jeg nu
vender Siden til hende. Jeg indlader mig mere med hende,
tiltaler hende, aflokker hende Svar. Hendes Sjæl har
Lidenskab, Heftighed, og uden at være ved naragtige og
forfængelige Reflexioner tilspidset paa det Aparte, har den en Trang
til det Ualmindelige. Min Ironi over Menneskenes
Daarlighed, min Spot over deres Feighed, over deres lunkne
Dorskhed fængsler hende. Hun holder nok af at styre Solvognen
over Himlens Bue, at komme Jorden for nær og svie
Menneskene en Smule. Stole paa mig gjør hun imidlertid ikke;
hidtil har jeg forhindret enhver Tilnærmelse endog i aandelig
Henseende. Hun maa styrkes i sig selv, inden jeg lader hende
hvile sig til mig. Glimtviis kan det vel see ud som om det
var hende, jeg vilde gjøre til min Fortrolige i mit Frimureri,
men det er ogsaa kun glimtviis. Hun selv maa udvikles i sig
selv; hun maa føle sin Sjæls Spændkraft, hun maa tage og
løfte paa Verden. Hvad Fremgang hun gjør, det viser hendes
Replik mig let, og hendes Øie; jeg har en ganske enkelt Gang
seet en Tilintetgjørelsens Vrede deri. Mig maa hun Intet
skylde; thi fri maa hun være, kun i Frihed er Kjærlighed, kun
i Frihed er Tidsfordriv og evig Moro. Uagtet jeg nemlig
lægger an paa, at hun ligesom med en Natur-Nødvendighed
maa synke i min Favn, stræber at bringe det dertil, at hun
graviterer til mig, saa gjælder det dog tillige om, at hun ikke
falder som et tungt Legeme, men saaledes som Aand graviterer
mod Aand. Uagtet hun skal tilhøre mig, maa dette dog ikke
være identisk med det Uskjønne, at hun hviler paa mig som en
Byrde. Hun maa hverken være mig i physisk Hensende et
Paahæng, eller i moralsk Henseende en Forpligtelse. Imellem os To skal kun herske Frihedens eget Spil. Hun skal være
mig saa let, at jeg kan tage hende paa min Arm.
Næsten beskjæftiger Cordelia mig altfor meget. Jeg taber
igjen min Ligevægt, ikke ligeoverfor hende, naar hun er tilstede,
men naar jeg i strengeste Forstand er alene med hende. Jeg
kan længes efter hende, ikke for at tale med hende, men blot
for at lade hendes Billede svæve mig forbi; jeg kan liste mig
efter hende, naar jeg veed, hun er gaaet ud, ikke for at blive
seet, men for at see. Forleden Aften fulgtes vi ud af Døren
fra Baxters; Edvard ledsagede hende. I største Hast skiltes jeg
fra dem, iilte om ad en anden Gade, hvor min Tjener ventede
mig. I et Nu var jeg klædt om, og mødte hende endnu
engang, uden at hun anede det. Edvard var da stum som
altid. Forelsket er jeg vistnok, men ikke i almindelig Forstand,
og dermed maa man ogsaa være meget forsigtig, det har altid
farlige Conseqventser; og man er det jo kun eengang. Dog,
Kjærlighedens Gud er blind; naar man er kløgtig, kan man
nok narre ham. Kunsten er i Forhold til Indtryk at være
saa modtagelig som muligt, at vide, hvad Indtryk man gjør
paa, og hvad Indtryk man faaer af enhver Pige. Paa den
Maade kan man endog være forelsket i Mange paa eengang,
fordi man er forskjelligt forelsket i den Enkelte. At elske Een
er for lidt; at elske Alle er Overfladiskhed; at kjende sig selv
og elske saa mange som muligt, at lade sin Sjæl skjule alle
Elskovens Magter i sig saaledes, at hver faaer sin bestemte
Næring, medens dog Bevidstheden omfatter det Hele — det er
Nydelse, det er at leve.
Edvard kan egentlig ikke klage paa mig. Vel vil jeg, at Cordelia skal forsee sig paa ham, at hun ved ham skal faae Afsmag paa den slette og rette Kjærlighed og derved gaae ud over sin egen Grændse; men dertil hører netop, at Edvard ingen Karrikatur er; thi saa hjælper det ikke. Edvard er nu ikke blot i borgerlig Forstand et godt Parti, det har i hendes Øine Intet at betyde, en Pige paa sytten Aar seer ikke paa Sligt; men han har adskillige personlige elskværdige Egenskaber, som jeg søger at hjælpe ham at sætte i det fordeelagtigste Lys. Som en Pyntekone, som en Decorateur styrer jeg ham saa godt ud som muligt, efter Husets Kræfter, ja jeg hænger stundom lidt laant Stads paa ham. Naar vi da følges ad derhen, er det mig ganske besynderligt at gaae ved hans Side. Det er mig som var han min Broder, min Søn, og dog er han min Ben, min Jævnaldrende, min Rival. Farlig kan han aldrig blive mig. Jo mere jeg derfor kan faae ham hævet, da han dog skal falde, desto bedre, desto mere Bevidsthed vækker det i Cordelia om hvad hun forsmaaer, desto heftigere Anelse om hvad hun attraaer. Jeg hjælper ham til Rette, jeg anbefaler ham, kort jeg gjør Alt hvad en Ven kan gjøre for en Ven. For ret at give min Kulde Relief, ivrer jeg næsten mod Edvard. Jeg skildrer ham som en Sværmer. Da Edvard slet ikke veed at hjælpe sig selv, saa maa jeg trække ham frem.
Cordelia hader og frygter mig. Hvad frygter en ung
Pige? Aand. Hvorfor? fordi Aand udgjør Negationen af
hele hendes qvindelige Existents. Mandlig Skjønhed, et
indtagende Væsen o. s. v. ere gode Midler. Man kan ogsaa gjøre
Erobring med dem, men aldrig vinde en fuldkommen Seir.
Hvorfor? fordi man bekriger en Pige i hendes egen Potents,
og i hendes egen Potents er hun dog altid den stærkeste. Ved
hine Midler kan man bringe en Pige til at rødme, til at slaae
Øiet ned, men aldrig frembringe den ubeskrivelige, besnærende
Angst, der gjør hendes Skjønhed interessant.
Non formosus erat, sed erat facundus Ulixes,
et tamen aequoreas torsit amore Deas.
Enhver bør nu kjende sine Kræfter. Men det er Noget, der ofte har oprørt mig, at selv de, der have Gaver, bære sig saa fuskeragtigt ad. Egentlig burde man strax kunne see paa enhver ung Pige, der er bleven et Offer for en Andens eller rettere for sin egen Kjærlighed, i hvilken Retning hun er bleven bedragen. Den øvede Morder fører et bestemt Stød, og det erfarne Politi kjender strax Gjerningsmanden, naar det seer Saaret. Men hvor træffer man slige systematiske Forførere, hvor slige Psychologer. At forføre en Pige, det betyder for de Fleste at forføre en Pige, og dermed Punktum, og dog ligger der et heelt Sprog skjult i denne Tanke.
Hun hader mig — som Qvinde; hun frygter mig — som
en begavet Qvinde; hun elsker mig — som det gode Hoved.
Denne Strid har jeg nu for det Første faaet tilveiebragt i
hendes Sjæl. Min Stolthed, min Trods, min kolde Spot,
min hjerteløse Ironi frister hende, ikke som om hun skulde ville
elske mig; nei der er visselig ikke Spor af slige Følelser i hende,
mindst af Alt imod mig. Hun vil kappes med mig. Den
frister hende den stolte Uafhængighed ligeoverfor Mennesker, en
Frihed som Arabernes i Ørkenen. Min Latter og Særhed
neutraliserer enhver erotisk Udladning. Hun er temmelig fri
imod mig, og forsaavidt der er nogen Tilbageholdenhed, er den
mere intellektuel end qvindelig. Hun er saa langt fra at see
en Elsker i mig, at vi blot staae i Forhold til hinanden som
to gode Hoveder. Hun tager mig i Haanden, trykker mig i
Haanden, leer, viser mig en vis Opmærksomhed i reen græsk
Forstand. Naar da Ironikeren og Spotteren længe nok har
gjækket hende, da følger jeg hiin Anviisning, der findes i det
gamle Vers: Ridderen breder sin Kappe saa blaa og beder
skjøn Jomfru at sidde derpaa. Ikke udbreder jeg imidlertid
min Kappe for at sidde med hende paa Jordens Grønsvær,
men for at forsvinde med hende i Luften, i Tankens Flugt.
Eller jeg tager hende ikke med, men sætter mig overskrævs paa
en Tanke, hilser ad hende med Haanden, kysser paa Fingeren,
bliver usynlig for hende, kun hørlig i det bevingede Ords
Susen, bliver ikke som Jehova mere og mere synlig i Stemmen,
men mindre og mindre, fordi jo mere jeg taler, jo høiere stiger
jeg. Da vil hun med, afsted paa dristige Tankers Flugt. Dog
det er kun et eneste Øieblik, i næste Moment er jeg kold
og tør.
Der er forskjellige Arter af qvindelig Rødme. Der er den grove Rødsteens-Rødme. Det er den, Romanskriverne altid have nok af, naar de lade deres Heltinder rødme über und über. Der er den fine Rødme; det er Aandens Morgenrøde. Hos en ung Pige er den ubetalelig. Den flygtige Rødme, der følger en lykkelig Idee, er skjøn hos Manden, skjønnere hos Ynglingen, yndig hos Qvinden. Det er Lynets Glimt, Aandens Kornmod. Den er skjønnest hos Ynglingen, yndig hos Pigen, fordi den viser sig i sin Jomfruelighed, og derfor har den ogsaa Overraskelsens Blufærdighed. Jo ældre man bliver, jo mere forsvinder denne Rødme.
Stundom læser jeg Noget høit for Cordelia; i
Almindelighed meget ligegyldige Ting. Edvard maa som sædvanligt
holde Lyset; jeg har nemlig gjort ham opmærksom paa, at det
var en meget god Maade, paa hvilken man kan sætte sig i
Rapport til en ung Pige, at laane hende Bøger. Han har
ogsaa vundet Adskilligt derved; thi hun er ham ret forbunden
derfor. Den der vinder mest, er jeg; thi jeg bestemmer Valget
af Bøgerne og staaer bestandigt udenfor. Her har jeg en viid
Tumleplads for mine Observationer. Jeg kan give Edvard
hvilke Bøger jeg vil, da han ikke forstaaer sig paa Literatur;
jeg kan vove hvad jeg vil, i hvilketsomhelst Extrem. Naar jeg
nu kommer sammen med hende om Aftenen, da tager jeg
ligesom tilfældigviis Bogen i Haanden, bladrer lidt i den, læser
halv høit, roser Edvard for hans Opmærksomhed. Jeg vilde
ved et Experiment iaftes forvisse mig om hendes Sjæls
Spændkraft. Jeg var raadvild, om jeg skulde lade Edvard laane
hende Schillers Gedichte, for at jeg tilfældigviis kunde støde
paa Theklas Sang, der skulde forelæses, eller Bürgers Gedichte.
Jeg valgte det Sidste, fordi især hans Lenore dog er lidt
overspændt, hvor skjøn den end ellers er. Jeg slog Lenore op,
læste dette Digt høit med al den Pathos, der var mig mulig.
Cordelia var bevæget, hun syede med en Iilsomhed, som var
det hende, Vilhelm kom at afhente. Jeg standsede, Tanten
havde hørt til uden synderlig Deeltagelse; hun frygter sig hverken for levende eller for døde Vilhelmer, er desuden heller
ikke Tydsken ganske mægtig; fandt sig derimod ganske i sit Es,
da jeg viste hende det skjønt indbundne Exemplar og begyndte
en Samtale om Bogbinder-Arbeide. Min Hensigt var at
tilintetgjøre hos Cordelia Intrykket af det Pathetiske i samme
Øieblik, som det var vakt. Hun blev lidt angst, men det var
mig tydeligt, at denne Angst ikke virkede fristende, men
unheimlich paa hende.
Mit Øie har idag for første Gang hvilet paa hende.
Man siger, at Søvnen kan gjøre et Øielaag saa tungt, at det
lukker sig; maaskee kunde dette Blik formaae noget Lignende.
Øiet lukker sig og dog røre dunkle Magter sig i hende. Hun
seer ikke, at jeg seer paa hende, hun føler det, føler det over
hele Legemet. Øiet lukker sig, og det er Nat; men indeni
hende er det lys Dag.
Edvard maa bort. Han gaaer paa det Yderste; hvert
Øieblik kan jeg vente, at han gaaer hen og gjør hende en
Kjærligheds-Erklæring. Det er der Ingen, der bedre kan vide
end jeg, der er hans Fortrolige, og som med Flid holder ham
i denne Exaltation, for at han kan virke desto mere paa
Cordelia. At lade ham komme til at tilstaae sin Kjærlighed, er
dog for voveligt. Vel veed jeg, at han faaer et Nei, men
dermed er Historien ikke ude. Han vil vistnok tage sig det
meget nær. Dette vil maaskee bevæge og røre Cordelia. Skjøndt
jeg i saa Fald ikke behøver at frygte det Værste, at hun skulde
gjøre det om igjen, vil dog hendes Sjæls Stolthed muligen
tage Skade ved denne rene Medlidenhed. Skeer det, saa er
min Hensigt med Edvard aldeles forfeilet.
Mit Forhold til Cordelia begynder at tage dramatisk
Tilløb. Noget maa der skee, hvad det saa end er; blot
iagttagende kan jeg ikke længere forholde mig, uden at lade
Øieblikket gaae forbi. Overraskes maa hun, det er nødvendigt; men naar man vil overraske hende, maa man være paa sin
Post. Det, der i Almindelighed vilde overraske, vilde maaskee
ikke virke saaledes paa hende. Hun maa egentlig overraskes
saaledes, at det i første Nu næsten er Grunden til hendes
Overraskelse, at der skeer noget ganske Almindeligt. Successivt maa
det vise sig, at der dog laae noget Overraskende implicite deri.
Dette er ogsaa bestandig Loven for det Interessante, og dette
igjen Loven for alle mine Bevægelser med Hensyn til Cordelia.
Naar man blot veed at overraske, har man altid vundet Spil;
man suspenderer et Øieblik den Paagjældendes Energi, gjør det
umuligt for hende at handle, og det, hvad enten man bruger
det Ualmindelige eller det Almindelige som Middel. Jeg
erindrer endnu med en vis Selvtilfredshed et dumdristigt Forsøg
mod en Dame af fornemmere Familie. Forgjæves havde jeg i
nogen Tid skjult sneget mig omkring hende for at finde en
interessant Berøring, da møder jeg hende en Middag paa
Gaden. Jeg var sikker paa, at hun ikke kjendte mig, eller
vidste, at jeg hørte til her i Byen. Hun gik alene. Jeg
smuttede hende forbi, saa jeg kom til at møde hende Ansigt til
Ansigt. Jeg gik afveien for hende, hun beholdt Fliserne. I
dette Moment kastede jeg et veemodigt Blik paa hende, jeg
troer næsten jeg havde en Taare i Øiet. Jeg tog min Hat af.
Hun standsede. Med bevæget Stemme og et drømmende Blik
sagde jeg: vredes ikke, naadige Frøken, en Lighed mellem Deres
Træk og et Væsen, som jeg elsker af min hele Sjæl, men som
lever fjernt fra mig, er saa paafaldende, at De vil tilgive mig
min besynderlige Adfærd. Hun troede, jeg var en Sværmer,
og en ung Pige kan godt lide lidt Sværmeri, især naar hun
tillige føler sin Overlegenhed og tør smile ad En. Rigtig, hun
smilede, hvilket klædte hende ubeskriveligt. Med en fornem
Nedladenhed hilsede hun til mig, og smilede. Hun fortsatte
sin Gang, saa meget som to Skridt gik jeg ved hendes Side.
Nogle Dage senere mødte jeg hende, jeg tillod mig at hilse.
Hun loe ad mig.... Taalmodighed er dog en kostelig Dyd,
og den som leer sidst, leer bedst.
Der kunde tænkes forskjellige Midler til at overraske Cordelia. Jeg kunde forsøge at reise en erotisk Storm, der var istand til at rive Træer op med Rode. Ved Hjælp af den kunde jeg forsøge, om muligt, at løbe hende af Grund, løbe hende ud af det historiske Sammenhæng; søge i denne Agitation ved hemmelige Møder at bringe hendes Lidenskab frem. Det var ikke utænkeligt, at det lod sig gjøre. En Pige med hendes Lidenskab kunde man bringe til hvad det skulde være. Imidlertid vilde det være æsthetisk urigtigt. Jeg ynder ikke Svimmelhed, og denne Tilstand er kun at anbefale, naar man har med Piger at gjøre, der alene paa den Maade kunde vinde en poetisk Afglands. Man gaaer desuden let glip af den egentlige Nydelse; thi for megen Forvirring skader ogsaa. Paa hende vilde det aldeles forfeile sin Virkning. I et Par Drag vilde jeg kunne indsuge, hvad jeg i lang Tid kunde have havt godt af, ja, det som værre er, hvad jeg ved Besindighed kunde have nydt fuldere og rigere. Cordelia vil ikke nydes i Exaltation. Overraske hende vilde det maaskee i første Øieblik, hvis jeg bar mig saaledes ad, men snart vilde hun være mæt, netop fordi denne Overraskelse laae hendes dristige Sjæl for nær.
En slet og ret Forlovelse bliver af alle Midler det bedste, det hensigtsmæssigste. Hun vil maaskee endnu mindre troe sine egne Øren, naar hun hører mig gjøre en prosaisk Kjærligheds-Erklæring, item anholde om hendes Haand, endnu mindre end hvis hun lyttede til min hede Veltalenhed, indsugede min giftige Beruselsesdrik, hørte sit Hjerte banke ved Tanken om en Bortførelse.
Det Forbandede ved en Forlovelse bliver altid det Ethiske i den. Det Ethiske er ligesaa kjedsommeligt i Videnskaben som i Livet. Hvilken Forskjel, under Æsthetikens Himmel der er Alt let, smukt, flygtigt; naar Ethiken kommer med, saa bliver Alt haardt, kantet, uendelig langweiligt. En Forlovelse har imidlertid ikke i strengere Forstand ethisk Realitet, saaledes som et Ægteskab, den har kun Gyldighed ex consensu gentium. Denne Tvetydighed kan være mig saare tjenlig. Det Ethiske deri er netop nok til, at Cordelia i sin Tid vil faae Indtrykket af, at hun gaaer ud over det Almindeliges Grændse; det Ethiske deri er tillige ikke saa alvorligt, at jeg maa befrygte en betænkeligere Rystelse. Jeg har altid havt en vis Respekt for det Ethiske. Aldrig har jeg givet nogen Pige Ægteskabsløfte, end ikke et skjødesløst; forsaavidt det kunde synes, at jeg her gjør det, er det blot en fingeret Bevægelse. Jeg skal vel mage det saaledes, at det er hende selv, der hæver Forpligtelsen. At give Løfter foragter min ridderlige Stolthed. Jeg foragter det, naar en Dommer ved Loftet om Frihed lokket en Synder til Bekjendelse. En saadan Dommer renoncerer paa sin Kraft og sit Talent. I min Praxis kommer endnu hertil den Omstændighed, at jeg Intet ønsker, som ikke i strengeste Forstand er Frihedens Gave. Lad slette Forførere bruge saadanne Midler. Hvad opnaae de ogsaa? Den, som ikke veed i den Grad at bespænde en Pige, at hun taber Alt af Syne, hvad man vil hun ikke skal see paa, Den, som ikke veed i den Grad at digte sig ind i en Pige, at det er fra hende Alt udgaaet, eftersom han vil det, han er og bliver en Fusker; jeg skal ikke misunde ham hans Nydelse. En Fusker er og bliver et saadant Menneske, en Forfører, hvad man ingenlunde kan kalde mig. Jeg er en Æsthetiker, en Erotiker, der har fattet Kjærlighedens Væsen og Pointet i den, der troer paa Kjærligheden og kjender den fra Grunden, og kun forbeholder mig den private Mening, at enhver Kjærlighedshistorie i det Høieste varer et halvt Aar, og at ethvert Forhold er forbi, saasnart man har nydt det Sidste. Alt dette veed jeg, tillige veed jeg, at det er den høieste Nydelse, der lader sig tænke, at blive elsket, elsket høiere end Alt i Verden. At digte sig ind i en Pige er en Kunst, at digte sig ud af hende er et Mesterstykke. Dog afhænger det Sidste væsentlig af det Første.
Der var en anden Maade mulig. Jeg kunde sætte Alt til for at faae hende forlovet med Edvard. Jeg blev da Huusven. Edvard vilde troe mig ubetinget, det var jo mig, han laa godt som skyldte sin Lykke. Jeg vandt da at være mere skjult. Det duer ikke. Hun kan ikke blive forlovet med Edvard, uden at hun paa en eller anden Maade forkleines. Dertil kommer, at mit Forhold til hende da vilde blive mere pikant end interessant. Den uendelige Profaisme, der ligger i en Forlovelse, er netop Resonantsbunden for det Interessante.
Alt bliver betydningsfuldere i det Wahlske Huus. Man
mærker tydeligt, at der rører sig et skjult Liv under de
dagligdagse Former, og at dette snart maa forkynde sig i en
tilsvarende Aabenbarelse. Det Wahlske Huus laver til en
Forlovelse. Den, som var en blot udvortes Iagttager, vilde maaskee
tænke paa, at der blev et Par af Tanten og mig. Hvad vilde
der i et saadant Ægteskab ikke kunne udrettes til landøkonomiske
Kundskabers Udbredelse i en kommende Slægt. Saa blev jeg
da Cordelias Onkel. Jeg er en Ven af Tænkefrihed, og ingen
Tanke er saa absurd, at jeg jo har Mod til at fastholde den.
Cordelia frygter for en Kjærligheds-Erklæring af Edvard,
Edvard haaber paa, at en saadan skal afgjøre Alt. Det kan
han nu ogsaa være sikker paa. For imidlertid at spare ham
de ubehagelige Følger af et saadant Skridt, skal jeg see at
komme ham i Forkjøbet. Jeg haaber nu snart at dimittere
ham, han staaer mig virkelig iveien. Det følte jeg ret idag.
Seer han ikke saa drømmende og elskovsdrukken ud, at man
kan frygte for, at han som en Somnambul pludselig reiser sig
op, og for den hele Menighed tilstaaer sin Kjærlighed saa
objektivt anskuende, at han end ikke nærmer sig Cordelia. Jeg
laante ham et Par Øine idag. Som en Elefant tager en
Ting paa sin Snabel, saaledes tog jeg ham paa mine Øine,
saa lang han var, og kastede ham bagover. Skjøndt han blev
siddende, troer jeg dog han havde en tilsvarende Fornemmelse
i hele Legemet.
Cordelia er ikke saa sikker mod mig som hun før har
været. Hun nærmede sig altid qvindeligt sikkert til mig, nu
vakler hun lidt. Det har imidlertid ikke stort at betyde, og
det vilde ikke falde mig svært at bringe Alt paa den gamle
Fod. Dog, det vil jeg ikke. Blot endnu en Exploration og
saa Forlovelsen. Denne kan der ingen Vanskeligheder være for. Cordelia siger Ja i sin Overraskelse, Tanten et hjerteligt Arnen.
Hun vil være ud af sig selv af Glæde over en saadan
landøkonomisk Svigersøn. Svigersøn! hvor dog Alt hænger
sammen som Ertehalm, naar man vover sig ind paa dette Gebeet.
Jeg bliver da egentlig ikke hendes Svigersøn, men kun hendes
Neveu, eller rettere, volente deo, ingen af Delene.
Idag høstede jeg Frugten af et Rygte, jeg havde ladet udsprede, at jeg var forelsket i en ung Pige. Ved Hjælp af Edvard er det ogsaa bragt Cordelia for Øre. Hun er nysgjerrig, hun passer paa mig, hun tør imidlertid ikke spørge; og dog er det hende ikke uvigtigt at saae Vished, deels fordi det forekommer hende utroligt, deels fordi hun deri næsten vilde see et Antecedens for sig selv; thi kan en saa kold Spotter som jeg blive forelsket, saa kunde hun vel ogsaa, uden at behøve at skamme sig. Idag bragte jeg denne Sag paa Bane. At fortælle en Historie saaledes, at Pointet ikke gaaer tabt, det troer jeg, jeg er Mand for, item saaledes, at det ikke heller kommer for tidligt. At holde dem, der høre paa min Historie, in suspenso, ved smaa Bevægelser af episodisk Natur at forsikkre mig om, hvilket Udfald de ønske den skal faae, i Fortællingens Løb at narre dem, det er min Lyst; at bruge Amphibolier, saa de Hørende forstaae Eet ved det Sagte, og nu pludselig mærke, at Ordene ogsaa kunne forstaaes anderledes, det er min Kunst. Naar man ret vil have Leilighed til at anstille Iagttagelser i en vis Retning, skal man altid holde en Tale. I Samtale kan den Paagjældende bedre slippe fra En, kan ved Spørgsmaal og Svar bedre skjule, hvad Indtryk Ordene gjøre. Med høitidelig Alvor begyndte jeg min Tale til Tanten. „Skal jeg tilskrive det mine Venners Velvillie eller mine Fjenders Ondskab, og hvo har ikke for meget baade af det Ene og det Andet?” Her gjorde Tanten en Bemærkning, som jeg af al Magt hjalp til at udtvære, for at holde Cordelia, der lyttede, i Spænding, en Spænding, hun ikke kunde hæve, da det var Tanten, jeg talte med, og min Stemning var høitidelig. Jeg vedblev: „eller skal jeg tilskrive det et Tilfælde, et Rygtes generatio æqvivoca” (dette Ord forstod Cordelia aabenbart ikke, det gjorde hende blot uklar, saa meget mere som jeg lagde et falsk Eftertryk derpaa, sagde det med en polisk Mine, som om Pointet laae her), „at jeg, der er vant til at leve skjult i Verden, er bleven Gjenstand for Omtale, idet man paastaaer, at jeg er bleven forlovet;” Cordelia savnede aabenbart endnu min Fortolkning, jeg vedblev: „mine Venner, da det dog altid maa ansees for en stor Lykke at blive forelsket (hun studsede), mine Fjender, da det dog altid maa ansees for saare latterligt, om denne Lykke faldt i mit Lod” (Bevægelse i den modsatte Retning), „eller Tilfældet, da der ikke er mindste Grund dertil; eller Rygtets generatio æqvivoca, da det Hele vel maa være opkommet i et tomt Hoveds tankeløse Omgang med sig selv.” Tanten hastede med qvindelig Nysgjerrighed efter at faae at vide, hvo denne Dame kunde være, med hvem man havde behaget at forlove mig. Ethvert Spørgsmaal i denne Retning blev afviist. Paa Cordelia gjorde den hele Historie et Indtryk, jeg troer næsten, at Edvards Aktier steg et Par Points.
Det afgjørende Øieblik nærmer sig. Jeg kunde henvende
mig til Tanten, skriftligt anholde om Cordelias Haand. Det
er jo den ordinaire Fremgangsmaade i Hjerte-Anliggender, som
om det var Hjertet naturligere at skrive end at tale. Hvad
der imidlertid skulde bestemme mig til at vælge den, er netop
det Philisteragtige ved den. Vælger jeg den, saa gaaer jeg
glip af den egentlige Overraskelse, og den kan jeg ikke give
Afkald paa. — Dersom jeg havde en Ven, saa vilde han
maaskee sige til mig: har Du vel overveiet det høist alvorlige
Skridt, Du gjør, et Skridt, der er afgjørende for Dit hele
følgende Liv og for et andet Væsens Lykke. Den Fordeel har
man nu, naar man har en Ven. Jeg har ingen Ven; om det
er en Fordeel, skal jeg lade uafgjort, derimod anseer jeg det,
at være fri for hans Raad, for en absolut Fordeel. Forøvrigt har jeg visselig gjennemtænkt den hele Sag i Ordets strengeste
Betydning.
Fra min Side er der nu Intet til Hinder for Forlovelsen. Jeg gaaer altsaa paa Frierbeen, hvo skulde see det paa mig. Snart skal min ringe Person sees fra et høiere Standpunkt. Jeg ophører at være Person og bliver — Parti; ja et godt Parti, vil Tanten sige. Den, det næsten gjør mig mest ondt for, er Tanten; thi hun elsker mig med en saa reen og oprigtig landøkonomisk Kjærlighed, hun tilbeder mig næsten som sit Ideal.
Nu har jeg gjort mange Kjærligheds-Erklæringer i mit
Liv, og dog hjælper al min Erfaring mig slet ikke her; thi
denne Erklæring maa gjøres paa en ganske egen Maade. Hvad
jeg fornemmelig maa indprente mig selv, er, at det Hele blot
er en fingeret Bevægelse. Jeg har holdt adskillige Trin-Øvelser
for at see, i hvilken Retning man bedst kunde træde op. At
gjøre Øieblikket erotisk, vilde være betænkeligt, da det let vilde
kunne foregribe hvad der senere skal komme, og successivt
udfolde sig; at gjøre det meget alvorligt, er farligt; et saadant
Moment er for en Pige af saa megen Betydning, at hendes
hele Sjæl kan fixeres deri, ligesom en Døende i sin sidste
Villie; at gjøre det cordialt, lav-comisk, vilde ikke harnonere
med min hidtil brugte Maske, ikke heller med den nye, jeg
agter at anlægge og bære; at gjøre det vittigt og ironisk er for
meget vovet. Naar det stod sig med mig, som med Folk i
Almindelighed ved slig Leilighed, at Hovedsagen var mig, at
faae fremlokket det lille Ja, saa var det som Fod i Hose.
Mig er dette vel af Vigtighed, men ikke af absolut Vigtighed;
thi skjøndt jeg nu eengang har udseet mig denne Pige, skjøndt
jeg har henlagt megen Opmærksomhed, ja hele min Interesse
paa hende, saa var der dog Betingelser, under hvilke jeg ikke
vilde modtage hendes Ja. Det er mig slet ikke om at gjøre i
udvortes Forstand at besidde Pigen, men kunstnerisk at nyde
hende. Derfor maa Begyndelsen være saa kunstnerisk som
muligt. Begyndelsen maa være saa svævende som muligt, den maa være en Almulighed. Seer hun strax en Bedrager i mig,
saa misforstaaer hun mig; thi i almindelig Forstand er jeg
ingen Bedrager; seer hun en trofast Elsker i mig, saa
misforstaaer hun mig ogsaa. Det gjælder om, at hendes Sjæl ved
dette Optrin bliver saa lidet determineret som muligt. En
Piges Sjæl er i et saadant Moment som en Døendes
prophetisk. Dette maa forhindres. Min elskværdige Cordelia! jeg
bedrager Dig for noget Skjønt, men det kan ikke være
anderledes, og jeg skal give Dig alt det Vederlag, jeg formaaer.
Det hele Optrin maa holdes saa ubetydeligt som muligt, saa
at hun, naar hun har givet sit Ja, ikke er istand til at oplyse
det Mindste om, hvad der kan skjule sig i dette Forhold.
Denne uendelige Mulighed er netop det Interessante. Er hun
istand til at forudsige Noget, saa har jeg baaret mig feil ad,
og det hele Forhold taber i Betydning. At hun skulde sige
Ja, fordi hun elsker mig, er utænkeligt; thi hun elsker mig
slet ikke. Bedst er det, naar jeg kan forvandle Forlovelsen fra
en Handling til en Begivenhed, fra Noget, hun gjør, til Noget,
der hænder hende, hvorom hun maa sige: Gud veed, hvorledes
det egentlig gik til.
Idag har jeg skrevet et Kjærligheds-Brev for en Tredie-Mand. Det er mig altid en stor Glæde. For det Første er det altid ret interessant saa levende at sætte sig ind i Situationen, og dog med al mulig Magelighed. Jeg faaer min Pibe stoppet, hører paa Relationen, Brevene fra Vedkommende blive fremlagte. Det er altid vigtige Studier for mig, hvorledes en ung Pige skriver. Han sidder nu der forelsket som en Rotte, læser hendes Breve høit, afbrydes af mine lakoniske Bemærkninger: hun skriver godt for sig, hun har Følelse, Smag, Forsigtighed, hun har vist elsket før o. s. v. For det Andet er det en god Gjerning, jeg gjør. Jeg hjælper et Par unge Folk sammen; nu qvitterer jeg. For ethvert lykkeligt Par udseer jeg mig et Offer; jeg gjør To lykkelige, i det Høieste kun Een ulykkelig. Jeg er ærlig og paalidelig, har aldrig bedraget Nogen, der har betroet sig til mig. Lidt Gjækkeri falder der altid af; naa, det er jo lovlige Sportler. Og hvorfor nyder jeg denne Tiltro, fordi jeg kan Latin og passer mine Studier, og fordi jeg altid holder mine Smaa-Historier for mig selv. Og fortjener jeg ikke denne Tiltro? jeg misbruger den jo aldrig.
Øieblikket var kommet. Tanten saae jeg et Glimt af paa Gaden, jeg vidste altsaa, at hun ikke var hjemme. Edvard var paa Toldboden. Der var altsaa al Sandsynlighed for, at Cordelia var ene hjemme. Saaledes var det ogsaa. Hun sad ved Sybordet, beskjæftiget med et Arbeide. Det var meget sjeldent, at jeg har besøgt Familien om Formiddagen, hun blev derfor lidt afficeret ved at see mig. Nær var Situationen bleven for bevæget. Deri havde hun da ikke været Skyld, thi hun fattede sig temmelig let; men jeg selv, thi hun gjorde trods mit Pantser et ualmindeligt stærkt Indtryk paa mig. Hvor var hun yndig i den blaastribede, simple, huuslige Sirtses-Kjole, med en frisk afplukket Rose paa Brystet — en frisk afplukket Rose, nei Pigen selv var som en frisk afplukket Blomst, saa frisk var hun, nylig ankommen; og hvo veed ogsaa, hvor en ung Pige tilbringer Natten, jeg tænker i Illusionernes Land, men hver Morgen vender hun tilbage, og deraf hendes ungdommelige Friskhed. Hun saae saa ung og dog saa fuldbaaren ud, som havde Naturen liig en om og rig Moder først i dette Øieblik sluppet hende ud af sin Haand. Det var mig som var jeg Vidne til denne Afskedsscene, jeg saae, hvorledes hiin kjærlige Moder endnu engang til Afsked omfavnede hende, jeg hørte hende sige: „gaae nu ud i Verden, mit Barn, jeg har gjort Alt for Dig, tag nu dette Kys som et Segl paa Dine Læber, det er et Segl, der vogter Helligdommen, Ingen kan bryde det, naar Du ikke selv vil, men naar den Rette kommer, da vil Du forstaae ham.” Og hun trykkede et Kys paa hendes Læber, et Kys, der ikke som et menneskeligt Kys tager Noget, men et guddommeligt Kys, der giver Alt, der giver Pigen Kyssets Magt. Vidunderlige Natur, hvor er Du dybsindig og gaadefuld, Du giver Mennesket Ordet, og Pigen Kyssets Veltalenhed! Dette Kys havde hun paa Læben, og Afskeden paa sin Pande, og den glade Hilsen i sit Øie, derfor saae hun paa eengang saa hjemlig ud, thi hun var jo Barnet i Huset, og saa fremmed, thi hun kjendte ikke Verden, men kun den kjærlige Moder, der usynlig vaagede over hende. Hun var virkelig yndig, ung som et Barn, og dog smykket med den ædle jomfruelige Værdighed, der indgyder Ærbødighed. — Dog, snart var jeg atter lidenskabsløs, og høitidelig-dum som det sømmer sig, naar man vil bevirke, at noget Betydningsfuldt skeer paa en Maade, hvorved det faaer Intet at betyde. Efter nogle almindelige Bemærkninger rykkede jeg hende lidt nærmere, og kom nu frem med mit Andragende. Et Menneske, der taler som en Bog, er yderst kjedsommelig at høre paa; stundom er det imidlertid ret hensigtsmæssigt at tale saaledes. En Bog har nemlig den mærkelige Egenskab, at den kan fortolkes, hvorledes det skal være. Denne Egenskab faaer Ens Tale ogsaa, naar man taler som en Bog. Jeg holdt mig ganske nygtern til de almindelige Formularer. Hun blev overrasket som jeg havde ventet det, det er unegteligt. At gjøre mig selv Rede for, hvorledes hun saae ud, er vanskeligt. Hun saae mangfoldig ud, ja omtrent som den endnu ikke udkomne, men bebudede Commentar til min Bog, en Commentar, der indeholder Muligheden af enhver Fortolkning. Et Ord, og hun havde leet ad mig, et Ord, hun havde været bevæget, et Ord, hun havde undgaaet mig; men intet Ord kom over mine Læber, jeg forblev høitidelig-dum og holdt mig nøie efter Ritualet. — „Hun havde kjendt mig saa kort,” Herre Gud, saadanne Vanskeligheder møder man kun paa Forlovelsens trange Vei, ikke paa Elskovens Blomster-Stier.
Besynderligt nok. Naar jeg i de foregaaende Dage overveiede Sagen, da var jeg rask nok paa det, og sikker paa, at hun i Overraskelsens Øieblik vilde sige Ja. Der seer man, hvad alle Forberedelser hjælpe til; det Udfald fik Sagen ikke, thi hun sagde hverken Ja eller Nei, men henviste til Tanten. Det burde jeg have forudseet. Jeg har dog virkelig Lykken med mig; thi dette Resultat var endnu bedre.
Tanten giver sit Samtykke, derom har jeg da heller aldrig
næret den fjerneste Tvivl. Cordelia følger hendes Raad. Hvad
min Forlovelse angaaer, da skal jeg ikke rose mig af, at den er
poetisk, den er i alle Maader høist philistrøs og spidsborgerlig.
Pigen veed ikke, om hun skal sige Ja eller Nei; Tanten siger
Ja, Pigen siger ogsaa Ja, jeg tager Pigen, hun tager mig —
og nu begynder Historien.
Saa er jeg da forlovet; det er Cordelia ogsaa, og det er nok omtrent det Hele, hun veed den Sag betræffende. Dersom hun havde en Veninde, som hun vilde tale oprigtigt med, saa vilde hun vel sige: „Hvad det Hele skal betyde, det begriber jeg virkelig ikke. Der er Noget hos ham, som drager mig til ham, men hvad det er kan jeg ikke blive klog paa, han har en underlig Magt over mig, men elske ham, det gjør jeg ikke, og vil maaskee aldrig komme til det; derimod vil jeg godt kunne holde ud at leve med ham, og derfor ogsaa blive ret lykkelig med ham; thi han fordrer vist ikke saa meget, naar man blot holder ud med ham.” Min kjære Cordelia! maaskee fordrer han Mere, og til Gjengjæld mindre Udholdenhed. — Af alle latterlige Ting er dog en Forlovelse den allerlatterligste. Ægteskabet er der dog Mening i, om end denne Mening er mig ubeqvem. En Forlovelse er en reen menneskelig Opfindelse, og gjør ingenlunde dens Inventeur Ære. Den er hverken det Ene eller det Andet, og forholder sig til Elskov som den Strimmel, Pedellen har ned ad Ryggen, forholder sig til en Professor-Kjole. Nu er jeg da Medlem af dette hæderlige Selskab. Det er ikke uden Betydning; thi det er dog, som Trop siger, først ved selv at være Kunstner, at man erhverver Ret til at bedømme andre Kunstnere. Og er ikke en Forlovet ogsaa en Dyrehaugs-Kunstner?
Edvard er ude af sig selv af Forbittrelse. Han lader sit Skjæg voxe, har ophængt sin sorte Kjole, det vil sige meget. Han vil tale med Cordelia, vil skildre hende min Underfundighed. Det vil blive en rystende Scene: Edvard ubarberet, skjødesløs paaklædt, talende høit med Cordelia. Blot han ikke stikker mig ud med sit lange Skjæg. Forgjæves søger jeg at bringe ham til Raison, jeg forklarer, at det er Tanten, der har bragt Partiet istand, at Cordelia maaskee endnu nærer Følelser for ham, at jeg skal være villig til at træde tilbage, hvis han kan vinde hende. Et Øieblik vakler han, om han ikke skal lade sit Skjæg rage paa en ny Maade, kjøbe en ny sort Kjole, i næste Øieblik overfuser han mig. Jeg gjør Alt for at holde gode Miner med ham. Hvor vred han end er paa mig, jeg er vis paa, han gjør intet Skridt uden at raadføre sig med mig; han glemmer ikke, hvad Gavn han har havt af mig som Mentor. Og hvorfor skulde jeg fravriste ham det sidste Haab, hvorfor bryde med ham; han er et godt Menneske, hvo veed hvad der kan skee i Tiden.
Hvad jeg nu har at gjøre, er paa den ene Side at lægge
Alt i Orden til at faae Forlovelsen hævet, saaledes at jeg
derved sikkrer mig et skjønnere og betydningsfuldere Forhold til
Cordelia; paa den anden Side at benytte Tiden saa godt som
muligt til at fryde mig ved al den Ynde, al den Elskelighed,
hvormed Naturen saa overflødig har udstyret hende, fryde mig
derved, dog med den Begrændsning og Circumspektion, der
forhindrer, at Noget foregribes. Naar jeg da har bragt det dertil,
at hun har lært, hvad det er at elske, og hvad det er at elske
mig, saa brister Forlovelsen som en ufuldkommen Form, og
hun tilhører mig. Andre forlove sig, naar de ere komne til
dette Punkt, og have da gode Udsigter til et kjedsommeligt
Ægteskab i al Evighed. Det maae de Andre om.
Endnu er Alt in statu quo; men neppe kan Nogen
Forlovet være lykkeligere end jeg; nogen Gjerrig, der har fundet
et Guldstykke, saligere end jeg. Jeg er beruset ved Tanken om at hun er i min Magt. En reen, uskyldig Qvindelighed,
gjennemsigtig som Havet og dog dybsindig som dette, uden
Anelse om Kjærlighed! Nu skal hun til at lære, hvad Elskov
dog er for en Magt. Som en Kongedatter, der hæves fra
Støvet til Fædrenes Throne, saaledes skal hun nu indsættes i
det Kongerige, hvor hun hører hjemme. Og dette skal skee ved
mig; og idet hun lærer at elske, lærer hun at elske mig, idet
ham udvikler Reglen, udfolder successivt Paradigmet sig, og dette
er jeg. Idet hun i Elskoven føler hele sin Betydning, anvender
hun denne til at elske mig, og naar hun aner, at hun har lært
det af mig, elsker hun mig dobbelt. Tanken om min Glæde
overvælder mig i den Grad, at jeg næsten taber Besindigheden.
Hendes Sjæl er ikke forflygtiget eller slappet ved Elskovens ubestemte Rørelser, Noget, der gjør, at mange unge Piger aldrig komme til at elske, det vil sige, bestemt, energisk, totalt. De have i deres Bevidsthed et ubestemt Taagebillede, der skal være et Ideal, hvorefter den virkelige Gjenstand skal prøves. Af saadanne Halvheder fremgaaer der Noget, hvormed man kan hjælpe sig christeligt gjennem Verden. — Idet nu Elskoven vaagner i hendes Sjæl, gjennemskuer jeg den, lytter den ud af hende ved alle Elskovens Stemmer. Jeg forvisser mig om, hvorledes den har gestaltet sig i hende, og danner mig selv i Lighed dermed; og som jeg allerede umiddelbart er optagen i den Historie, Elskoven gjennemløber i hendes Hjerte, saaledes kommer jeg atter udvortes fra hende imøde, saa skuffende som muligt. En Pige elsker dog kun eengang.
Nu er jeg da i lovlig Besiddelse af Cordelia, har Tantens
Samtykke og Velsignelse, Venners og Slægtningers Gratulation;
det skal vel nok holde. Nu er altsaa Krigens Besværligheder
forbi, nu begynde Fredens Velsignelser. Hvilke Taabeligheder!
som om Tantens Velsignelse og Venners Gratulation var istand
til at sætte mig i Besiddelse af Cordelia i dybere Forstand;
som om Elskoven havde en saadan Modsætning mellem Krigstid
og Fredstid, og den ikke snarere, saalænge den er til,
forkynder sig i Strid, om Vaabnene end ere forskjellige. Forskjellen er egentlig den om der strides cominus eller eminus. Jo
mere der i et Kjærlighedsforhold har været stridt eminus, desto
sørgeligere; thi desto ubetydeligere bliver Haandgemænget. Til
Haandgemænget hører et Haandtryk, en Berørelse med Foden,
Noget Ovid som bekjendt ligesaa meget anbefaler som med dyb
Jalousi ivrer mod, ikke at tale om et Kys, et Favnetag. Den,
der kæmper eminus, har i Almindelighed kun Øiet at stole
paa; og dog vil han, hvis han er Kunstner, vide at bruge
dette Vaaben med en saadan Virtuositet, at han næsten udretter
det Samme. Han vil kunne lade sit Øie hvile paa en Pige
med en desultorisk Ømhed, der virker som om han tilfældig
herom hende; han vil være istand til med sit Øie at gribe
hende saa fast, som om han holdt hende indesluttet i sine Arme.
En Feil bliver det imidlertid stedse eller en Ulykke, om man
for længe maa kæmpe eminus; thi en saadan Kæmpen er
bestandig kun en Betegnelse, ikke Nyden. Naar man kæmper
cominus, da faaer Alt først sin sande Betydning. Naar der
ikke er Kamp i Elskoven, saa er denne ophørt. Jeg har saa
godt som slet ikke kæmpet eminus, og er derfor nu ikke ved
Slutningen, men ved Begyndelsen; jeg tager Vaabnene frem.
I Besiddelse af hende er jeg, det er sandt, nemlig i juridisk
og spidsborgerlig Forstand; men deraf følger for mig slet Intet,
jeg har langt renere Forestillinger. Forlovet er hun med mig,
det er sandt; men hvis jeg deraf vilde slutte, at hun elskede
mig, da var det en Skuffelse, thi hun elsker overhovedet ikke.
I lovlig Besiddelse af hende er jeg, og dog er jeg ikke i
Besiddelse af hende, ligesom jeg meget godt kan være i Besiddelse
af en Pige, uden at være i lovlig Besiddelse af hende.
Auf heimlich erröthender Wange
Leuchtet des Herzens Glühn.
Hun sidder i Sophaen ved Theebordet; jeg paa en Stol ved hendes Side. Denne Stilling har det Confidentielle og dog igjen en Fornemhed, som fjerner. Stillingen kommer det altid uhyre meget an paa, det vil sige for den, der har Øie derfor. Elskoven har mange Positioner, denne er den første. Hvor har dog Naturen kongeligt udstyret denne Pige; hendes rene bløde Former, hendes dybe qvindelige Uskyld, hendes klare Øie — Alt beruser mig. — Jeg har hilst paa hende. Hun kom mig glad imøde som sædvanligt, dog lidt forlegen, lidt usikker, Forlovelsen maa dog gjøre vort Forhold noget anderledes, hvorledes, veed hun ikke; hun tog mig i Haanden, men ikke med et Smil som sædvanligt. Jeg besvarede denne Hilsen med et let, næsten umærkeligt Haandtryk; jeg var mild og venlig, dog uden at være erotisk. — Hun sidder i Sophaen ved Theebordet, jeg paa en Stol ved hendes Side. En forklarende Høitidelighed iler hen over Situationen, en sagte Morgenbelysning. Hun er taus, Intet afbryder Stilheden. Mit Øie glider sagte hen over hende, ikke attraaende, i Sandhed dertil hørte Frækhed. En fiin, flygtende Rødme, som en Sky over Marken, svinder hen over hende, stigende og synkende. Hvad betyder denne Rødme? Er det Elskov, er det Længsel, Haab, Frygt; thi Hjertets Farve er Rødt? Ingenlunde. Hun undrer sig, hun forundrer sig — ikke over mig, det vilde være for lidet at byde hende; hun forundrer sig, ikke over sig selv, men i sig selv, hun forvandles i sig selv. Dette Øieblik kræver Stilhed, derfor skal ingen Reflexion forstyrre det, ingen Lidenskabens Larm afbryde det. Det er som var jeg ikke tilstede, og dog er netop min Tilstedeværelse Betingelsen for denne hendes contemplative Forundring. Mit Væsen er i Harmoni med hendes. I en saadan Tilstand dyrkes og tilbedes en ung Pige, ligesom enkelte Guddomme, ved Taushed.
Det er da en Lykke, at jeg har min Onkels Huus.
Dersom jeg vilde bibringe et ungt Menneske Afsmag for Tobak,
da vilde jeg føre ham ind i et eller andet Røgværelse paa
Regentsen; naar jeg ønsker at bibringe en ung Pige Afsmag
for at være forlovet, saa behøver jeg blot at introducere hende
her. Som der paa Skræddernes Laugshuus søge lutter
Skræddere, saaledes søge her lutter Forlovede. Det er et forfærdeligt
Compagni at være geraadet i, og jeg kan ikke fortænke Cordelia
i, at hun bliver utaalmodig. Naar vi ere samlede en masse, troer jeg, vi stille ti Par, foruden de annecterede Batailloner,
der til de store Høitider komme til Hovedstaden. Vi Forlovede
kunne da ret nyde Forlovelsens Glæder. Jeg møder med
Cordelia paa Allarmpladsen for at give hende Afsmag paa
disse forelskede Haandgribeligheder, disse forliebte
Haandværksfolks Klodderagtigheder. I eet væk, den ganske Aften durch,
hører man en Lyd, som om En gik omkring med en
Fluesmække — det er de Elskendes Kys. Man er i dette Huus i
Besiddelse af en elskværdig Ugenerethed; man søger end ikke
Krogene, nei! man sidder om et stort rundt Bord. Ogsaa jeg
gjør Mine til at behandle Cordelia paa samme Viis. Jeg
maa til den Ende i høi Grad gjøre Vold paa mig selv. Det
var virkelig oprørende, om jeg tillod mig at fornærme hendes
dybe Qvindelighed paa den Maade. Jeg vilde gjøre mig selv
større Bebreidelser derfor, end naar jeg bedrager hende.
Overhovedet kan jeg tilsikkre enhver Pige, der vil betroe sig til mig,
en fuldkommen æsthetisk Behandling: kun ender det med, at hun
bliver bedraget; men det staaer ogsaa i min Æsthetik, thi enten
bedrager Pigen Manden, eller Manden Pigen. Det er
interessant nok, hvis man kunde faae et eller andet litterairt Udgangsøg
til at tælle op i Eventyr, Sagn, Folkeviser, Mythologier, om
det oftere er en Pige der er troløs eller en Mand.
Ikke fortryder jeg, hvad Tid Cordelia koster mig, skjøndt
hun koster mig megen. Ethvert Møde kræver ofte lange
Forberedelser. Jeg oplever med hende hendes Elskovs Tilblivelse.
Selv er jeg næsten usynlig tilstede, naar jeg synlig sidder ved
hendes Side. Som naar en Dands, der egentlig skal dandses
af To, kun dandses af Een, saaledes forholder jeg mig til
hende. Jeg er nemlig den anden Dandser, men usynlig. Hun
bevæger sig som i Drømme, og dog dandser hun med en Anden;
og denne Anden det er mig, der forsaavidt jeg er synlig tilstede
er usynlig, forsaavidt jeg er usynlig er synlig. Bevægelserne
fordre en Anden; hun bøier sig hen til ham, hun rækker ham
Haanden, hun flyer, hun nærmer sig atter. Jeg tager hendes
Haand, jeg fuldstændiggjør hendes Tanke, som dog er fuldstændiggjort i sig selv. Hun bevæger sig i hendes Sjæls egen
Melodi; jeg er blot Anledning til, at hun bevæger sig. Jeg
er ikke erotisk, det vilde blot vække hende, jeg er bøielig, smidig,
upersonlig, næsten som en Stemning.
Hvad taler i Almindelighed Forlovede om? Saavidt jeg
veed, have de meget travlt med at faae hinanden gjensidig
indvævet i de respektive Familiers kjedsommelige Sammenhæng.
Hvad Under da, at det Erotiske forsvinder. Forstaaer man
ikke at gjøre Elskoven til det Absolute, i Sammenligning med
hvilken al anden Historie forsvinder, saa skulde man aldrig
indlade sig paa at elske, om man end gifter sig ti Gange. Om
jeg har en Tante, der hedder Mariane, en Onkel, der hedder
Christopher, en Fader, der er Major o.s.v. o.s.v., alle slige
Offentligheder ere Kjærlighedens Mysterier uvedkommende. Ja
selv Ens eget forbigangne Liv er Intet. En ung Pige har i
Almindelighed ikke Stort i denne Henseende at fortælle; har
hun det, saa kan det vel maaskee være Umagen værd at høre
paa hende; men i Reglen ikke at elske hende. Jeg for min
Person søger ikke Historier, dem har jeg saa vist nok af; jeg
søger Umiddelbarhed. Det er det Evige i Elskoven, at
Individerne først i dens Øieblik blive til for hinanden.
Lidt Tillid maa der vækkes hos hende, eller rettere en
Tvivl maa der fjernes. Ikke hører jeg just til de Elskendes
Tal, der af Agtelse elske hinanden, af Agtelse ægte hinanden,
af Agtelse faae Børn med hinanden; men dog veed jeg godt,
at Elskoven, isar saalænge Lidenskaben ikke er sat i Bevægelse,
fordrer af den, der er dens Gjenstand, at han ikke æsthetisk
støder an mod det Moralske. I denne Henseende har Elskoven
sin egen Dialektik. Medens saaledes mit Forhold til Edvard
fra Moralens Standpunkt er langt mere dadelværdig end min
Adfærd mod Tanten, saa vil det falde mig langt lettere at
retfærdiggjøre hiint end dette for Cordelia. Hun har vel ikke
yttret Noget, men jeg har dog fundet det bedst at forklare
hende Nødvendigheden af, at jeg traadte op paa den Maade.
Den Forsigtighed, jeg har brugt, smigrer hendes Stolthed, den Hemmelighedsfuldhed, hvorned jeg har behandlet Alt, fængsler
hendes Opmærksomhed. Vel kunde det synes, at jeg her allerede
forraadte for megen erotisk Dannelse, at jeg kommer i
Modsigelse med mig selv, naar jeg senere nødsages til at insinuere,
at jeg aldrig har elsket før; dog det gjør Intet. Jeg er ikke
bange for at modsige mig selv, naar hun blot ikke mærker det,
og jeg opnaaer, hvad jeg vil. Lad lærde Disputatorer sætte
en Ære i at undgaae enhver Modsigelse; en ung Piges Liv
er for rigt til, at der ikke skulde være Modsigelse deri, og
altsaa gjøre Modsigelse nødvendig.
Hun er stolt og har tillige ingen egentlig Forestilling om
det Erotiske. Medens hun nu vel i aandelig Henseende til en
vis Grad bøier sig for mig, saa lod det sig tænke, at hun,
naar det Erotiske begynder at gjøre sig gjældende, kunde faae i
Sinde at vende sin Stolthed mod mig. Efter Alt hvad jeg
kan iagttage, er hun raadvild om Qvindens egentlige Betydning.
Derfor var det let at reise hendes Stolthed mod Edvard.
Denne Stolthed var imidlertid aldeles excentrisk, fordi hun
ingen Forestilling havde om Elskov. Faaer hun denne, saa
faaer hun sin sande Stolthed; men en Rest af hiin excentriske
kunde let slaae sig til. Det var da tænkeligt, at hun vilde
vende sig mod mig. Skjøndt det ikke vil fortryde hende, at
have givet sit Samtykke til Forlovelsen, saa vil hun dog let
see, at jeg fik det for temmelig godt Kjøb; hun vil see, at
Begyndelsen fra hendes Side ikke er rigtigt gjort. Gaaer dette
op for hende, saa vil hun vove at byde mig Spidsen.
Saaledes skal det være. Da faaer jeg mig forvisset om, hvor
dybt hun er bevæget.
Ganske rigtigt. Allerede langt nede i Gaden seer jeg
dette nydelige, lille, lokkede Hoved, der strækker sig saa langt
som muligt ud af Vinduet. Det er tredie Dag, at jeg har
bemærket det... En ung Pige staaer vist ikke for Intet i
Vinduet, hun har formodentlig sine gode Grunde.... Men jeg beder Dem for Himlens Skyld, stræk Dem dog ikke saa
langt ud af Vinduet; jeg vedder De staaer paa Sprossen af
Stolen, det kan jeg slutte af Stillingen. Tænk Dem det
Forfærdelige, at De faldt ned i Hovedet, ikke paa mig, thi jeg
holder mig indtil videre uden for Sagen, men paa ham, ham,
ja for der maa jo dog være en ham.... Nei hvad seer jeg
langt borte kommer jo min Ven Lic. Hansen midt ad Gaden.
Der er noget Ualmindeligt i hans Optræden, det er en
usædvanlig Befordring, skjønner jeg ret, det er paa Længselens
Vinger han kommer. Skulde han have sin Gang i Huset? og
jeg veed det ikke.... Min smukke Frøken, De forsvandt;
jeg kan tænke De er gaaet hen for at lukke Døren op til hans
Modtagelse... Kom De kun igjen, han skal slet ikke her ind
i Huset... hvorledes De veed det bedre? Da kan jeg dog
forsikkre Dem... han sagde det selv. Hvis den Vogn, der
kjørte forbi, ikke havde larmet saa stærkt, saa kunde De selv
have hørt det Jeg sagde, saadan ganske en passant, til ham:
skal Du herhid? Dertil svarer han med rene Ord: nei...
Nu kan De gjerne sige Farvel; thi nu skal Licentiaten og jeg
ud at spadsere. Han er forlegen, og, forlegne Folk ere gjerne
snaksomme. Nu skal jeg tale med ham om det Præstekald
han søger... Farvel, min smukke Frøken, nu skal vi paa
Toldboden. Naar vi da ere komne derud, saa siger jeg til
ham: det var ellers forbandet som Du har ført mig af min
Vei, jeg skulde op paa Vestergade. — See nu er vi her igjen
... Hvilken Trofasthed, hun staaer endnu ved Vinduet.
Saadan en Pige maa gjøre en Mand lykkelig.... Og
hvorfor gjør jeg nu alt dette, spørger De. Fordi jeg er et
nedrigt Menneske, der har min Glæde af at drille Andre?
Ingenlunde. Jeg gjør det af Omsorg for Dem, min
elskværdige Frøken. For det Første. De har ventet paa
Licentiaten, længtes efter ham, og saa er han dobbelt skjøn, naar
han kommer. For det Andet. Naar Licentiaten nu kommer
ind ad Døren, saa siger han: „der var vi sgu nær blevne
røbede, staaer ikke det forbandede Menneske i Døren, da jeg
vilde besøge Dig. Men jeg var klog, jeg viklede ham ind i en lang Passiar om det Kald, jeg søger, hist op og her ned,
fik ham helt ud paa Toldboden; jeg skal love for han
mærkede Intet.” Og hvad saa? saa holder De endnu mere af
Licentiaten end før; thi De har altid troet, at han havde en
udmærket Tænkemaade, men at han var klog... ja nu seer
De jo selv. Og det har De mig at takke for — — — Men
der falder mig Noget ind. Deres Forlovelse kan jo endnu
ikke være declareret, ellers maatte jeg vide det. Pigen er deilig
og lystelig at see til; men hun er ung. Maaskee er hendes
Indsigt endnu ikke modnet. Var det ikke tænkeligt, at hun gik
hen og gjorde et høist alvorligt Skridt letsindigt. Det maa
forhindres; jeg maa tale med hende. Det skylder jeg hende;
thi det er vist en meget elskværdig Pige. Det skylder jeg
Licentiaten, thi han er min Ven; forsaavidt skylder jeg ogsaa
hende det, thi hun er min Vens Tilkommende. Det skylder jeg
Familien, thi det er vist en meget agtværdig Familie. Det
skylder jeg den hele Menneskeslægt, thi det er en god Gjerning.
Den hele Menneskeslægt! store Tanke, opløftende Idræt, at handle
i hele Menneskeslægtens Navn, at være i Besiddelse af en saadan
General-Fuldmagt. — Dog til Cordelia. Jeg kan altid bruge
Stemning, og Pigens skjønne Længsel har virkelig bevæget mig.
Nu begynder altsaa den første Krig med Cordelia, i hvilken
jeg flygter og derved lærer hende at seire, idet hun forfølger
mig. Jeg flygter bestandig tilbage, og i denne Bevægelse
baglænds lærer jeg hende paa mig at kjende alle Elskovens Magter,
dens urolige Tanker, dens Lidenskab, hvad Længsel er og Haab
og utaalmodig Forventning. Idet jeg saaledes figurerer for
hende, udvikler Alt dette sig tilsvarende i hende. Det er et
Triumphtog, jeg fører hende i, og jeg selv er ligesaa meget
den, der dithyrambisk lovsynger hendes Seier som den, der
viser Veien. Hun vil faae Mod til at troe paa Elskoven, at
den er en evig Magt, naar hun seer dens Herredømme over
mig, seer mine Bevægelser. Hun vil troe mig, deels fordi jeg
stoler paa min Kunst, deels fordi der ligger Sandhed til Grund for hvad jeg gjør. Dersom dette nemlig ikke var Tilfældet,
da vilde hun ikke troe mig. Ved hver min Bevægelse bliver
hun stærkere og stærkere; Elskoven vaagner i hendes Sjæl, hun
er indsat i sin Betydning som Qvinde. — Jeg har hidtil ikke
hvad man i spidsborgerlig Forstand kalder friet til hende; det
gjør jeg nu, jeg gjør hende fri, kun saaledes vil jeg elske hende.
At hun skylder mig det, maa hun ikke ane; thi saa taber hun
Tilliden til sig selv. Naar hun da føler sig fri, saa fri, at
hun næsten fristes til at ville bryde med mig, da begynder den
anden Strid. Nu har hun Kraft og Lidenskab, og Striden
Betydning for mig; de øieblikkelige Følger blive saa hvad de
ville. Sæt hun svimler i sin Stolthed, sæt hun bryder med
mig, nu vel! hun har sin Frihed; men mig skal hun dog
tilhøre. At Forlovelsen skulde binde hende, er en Taabelighed,
kun hende i hendes Frihed vil jeg eie. Lad hende forlade mig,
den anden Strid begynder dog, og i denne anden Strid seirer
jeg saa vist som det var en Skuffelse, at hun seirede i den
første. Jo større Kraftfylden er i hende, desto interessantere
for mig. Den første Krig er Befrielses-Krigen, den er en Leg;
den anden er Erobrings-Krigen, den er paa Liv og Død.
Elsker jeg Cordelia? ja! oprigtigt? ja! trofast? ja! —
i æsthetisk Forstand, og det har dog vel ogsaa Noget at betyde.
Hvad hjalp det denne Pige, om hun var falden i Hænderne
paa en Klodrian af en trofast Ægtemand? hvad var der blevet
af hende? Intet. Man siger, der skal lidt mere end Ærlighed
til for at komme gjennem Verden; jeg vilde sige, der skal lidt
mere end Ærlighed til for at elske en saadan Pige. Det Mere
har jeg — det er Fasthed. Og dog elsker jeg hende trofast.
Strengt og afholdende vaager jeg over mig selv, at Alt, der
ligger i hende, at hele den guddommelige rige Natur i hende
kan komme til Udfoldelse. Jeg er en af de Faa, der kan gjøre
det, hun er en af de Faa, der egnet sig dertil; passe vi da
ikke for hinanden?
Er det Synd af mig, at jeg istedetfor at see paa Præsten,
fæster mit Øie paa det skjønne broderede Lommetørklæde, De
holder i Haanden? Er det Synd af Dem, at De holder det I
saaledes?.. Der staaer et Navn i Hjørnet... Charlotte
Hahn hedder De? Det er saa forførerisk paa en saadan
tilfældig Maade at faae at vide en Dames Navn. Det er som
var der en tjenstfærdig Aand, der hemmelighedsfuldt gjorde mig
bekjendt med Dem... Eller er det ikke tilfældigt, at
Tørklædet netop folder sig saaledes, at jeg faaer Navnet at see?
... De er bevæget, De tørrer en Taare af Øiet...
Lommetørklædet hænger atter løst ned... Det er Dem paafaldende,
at jeg seer paa Dem og ikke paa Præsten. De seer til
Lommetørklædet, De mærker, det har forraadt Deres Navn... Det
er jo en høist uskyldig Sag, man kan let faae en Piges Navn
at vide... Hvorfor skal det nu gaae ud over Lommetørklædet,
hvorfor skal det krølles sammen? hvorfor vredes paa det?
hvorfor vredes paa mig? Hør hvad Præsten siger: „Ingen føre et
Menneske i Fristelse; ogsaa Den, der gjør det uden at vide
deraf, ogsaa han har et Ansvar, ogsaa han er i en Skyld til
den Anden, som han kun kan afbetale ved forøget Velvillie”...
Nu sagde han Amen, udenfor Kirkedøren der tør De nok lade
Tørklædet slagre løst for Vinden.... eller er De bleven
angst for mig, hvad har jeg da gjort?.. har jeg gjort mere
end De kan tilgive, end hvad De tør erindre — for at tilgive.
En dobbelt Bevægelse bliver nødvendig i Forhold til
Cordelia. Vil jeg bestandig blot flygte for hendes Overmagt, var
det vel muligt, at det Erotiske i hende blev for dissolut og løst
til at den dybere Qvindelighed kunde hypostasere sig. Hun
vilde da, naar den anden Strid begyndte, ikke være istand til
at gjøre Modstand. Vel sover hun sig til sin Seir, men det
skal hun ogsaa; men paa den anden Side maa hun bestandig
vækkes. Naar det da et Øieblik seer ud for hende, som om
hendes Seir atter fravristedes hende, skal hun lære at ville
holde fast paa den. I denne Brydning modnes hendes Qvindelighed. Jeg kunde enten bruge Samtalen til at opflamme,
Breve til at køle, eller gjøre omvendt. Det Sidste er i alle
Maader at foretrække. Jeg nyder da hendes mest overvættes
Øieblikke. Naar hun har modtaget en Epistel, naar dens søde
Gift er gaaet over i Blodet, da er et Ord nok for at kalde
Elskoven frem til Udbrud. I næste Øieblik gjør Ironi og
Riimfrost hende tvivlsom, men dog ikke mere, end at hun endnu
bestandig føler sin Seir, føler den forøget ved Modtagelsen
af den næste Epistel. Ironi lader sig heller ikke saa godt
anbringe i Breve, uden at man løb Fare for, at hun ikke forstod
den. Sværmeri kan kun glimtviis anbringes i en Samtale.
Min personlige Tilstedeværelse vil forhindre Exstasen. Naar jeg
kun er tilstede i et Brev, da kan hun let bære mig, hun
forvexler mig til en vis Grad med et universellere Væsen, der
boer i hendes Elskov. I et Brev kan man ogsaa bedre tumle
sig; i et Brev kan jeg ypperligt kaste mig for hendes Fødder
o.s.v., Noget, der let vilde see ud som Galimathias, hvis
jeg gjorde det personligt; og Illusionen vilde være tabt.
Modsigelsen i disse Bevægelser vil fremkalde og udvikle, styrke og
consolidere Elskoven i hende, med eet Ord friste den. —
For tidligt maae dog disse Epistler ikke antage en stærk erotisk Colorit. I Begyndelsen er det bedst, at de bære et universellere Præg, indeholde et enkelt Vink, fjerne en enkelt Tvivl. Leilighedsviis tydes ogsaa hen paa den Fordeel, en Forlovelse har, forsaavidt man ved Mystifikationer kan holde Folk borte. Hvilke Ufuldkommenheder den forøvrigt har, det skal hun ikke mangle Anledning til at blive opmærksom paa. Jeg har i min Onkels Huus en Karrikatur, jeg bestandig kan lade gaae ved Siden af. Det inderlige Erotiske kan hun ikke frembringe uden ved min Hjælp. Naar jeg negtet denne og lader dette Vrængebillede plage hende, saa skal hun nok blive kjed af at være forlovet, uden dog egentlig at kunne sige, at det er mig, der har gjort hende kjed deraf.
En lille Epistel vil idag give hende et Vink om, hvorledes
det staaer sig til med hendes Indre, idet den beskriver min Sjæls-Tilstand. Det er den rigtige Methode; og Methode
har jeg. Det takker jeg Eder for, I kjære Pigebørn, jeg før
har elsket. Eder skylder jeg, at min Sjæl er saaledes stemt,
at jeg kan være det jeg ønsker for Cordelia. Med Tak mindes
jeg Eder, Æren tilhører Eder; jeg skal altid tilstaae, at en ung
Pige er en født Læremesterinde, af hvem man altid kan lære
om ikke Andet, saa at bedrage hende — thi det lærer man
bedst af Pigerne selv; hvor gammel jeg end bliver, skal jeg
dog aldrig glemme, at først da er det forbi med et Menneske,
naar han er bleven saa gammel, at han Intet kan lære af
en ung Pige.
- Min Cordelia!
Du siger, at Du ikke havde forestillet Dig mig saaledes, men jeg havde jo heller ei forestillet mig, at jeg kunde blive saaledes. Ligger nu Forandringen i Dig? thi det lod sig jo tænke, at jeg egentlig ikke var forandret, men at det Øie, hvormed Du seer mig, var forandret; eller ligger den i mig? Den ligger i mig, thi jeg elsker Dig; den ligger i Dig, thi det er Dig, jeg elsker. Med Forstandens kolde, rolige Lys betragtede jeg Alt, stolt og ubevæget, Intet forfærdede mig, selv om Aanden havde banket paa min Der, jeg havde rolig grebet Armstagen for at aabne den. Men see, det var ikke Spøgelser jeg oplukkede for, ikke blege, kraftesløse Skikkelser, det var for Dig, min Cordelia, det var Liv og Ungdom og Sundhed og Skjønhed, der traadte mig imøde. Min Arm skjælver, jeg formaaer ikke at holde Lyset roligt, baglænds flygter jeg for Dig, og kan dog ikke lade være at fæste Øiet paa Dig, ikke lade være at ønske, at jeg kunde holde Lyset roligt. Forandret er jeg; men hvortil, hvorledes, hvori bestaaer denne Forandring? Jeg veed det ikke, jeg veed ingen nærmere Bestemmelse at tilføie, ingen rigere Prædikat at bruge end dette, naar jeg uendelig gaadefuldt siger om mig selv: jeg blev forandret.
- Min Cordelia!
Elskov elsker Hemmelighed — en Forlovelse er en Aabenbarelse; den elsker Taushed — en Forlovelse er en Bekjendtgjørelse; den elsker Hvisken — en Forlovelse er en høirøstet Forkyndelse; og dog vil en Forlovelse ved min Cordelias Kunst netop være et ypperligt Middel til at bedrage Fjenderne. I en mørk Nat er der intet Farligere for andre Skibe end at hænge en Lanterne ud, der skuffer mere end Mørket.
Hun sidder i Sophaen ved Theebordet, jeg sidder ved hendes Side; hun holder mig under Armen, hendes Hoved hviler sig betynget af mange Tanker til min Skulder. Hun er mig saa nær og dog endnu fjern, hun hengiver sig, og dog tilhører hun mig ikke. Endnu gjøres der en Modstand; men denne er ikke subjektiv reflekteret, det er Qvindelighedens almindelige Modstand; thi Qvindens Væsen er en Hengivelse, hvis Form er Modstand. — Hun sidder i Sophaen ved Theebordet, jeg sidder ved hendes Side. Hendes Hjerte banker, dog uden Lidenskab, Varmen bevæger sig, dog ikke i Uro, stundom skifter hun Farve, dog i lette Overgange. Er det Kjærlighed? Ingenlunde. Hun lytter, hun forstaaer. Hun lytter til det bevingede Ord, hun forstaaer det; hun lytter til en Andens Tale, hun forstaaer den som sin egen; hun lytter til en Andens Røst, idet den gjenlyder i hende, hun forstaaer denne Gjenlyd som var det hendes egen Stemme, der aabenbarer for hende og for en Anden.
Hvad gjør jeg? bedaarer jeg hende? Ingenlunde; dermed
var jeg heller ikke tjent. Stjæler jeg hendes Hjerte?
Ingenlunde; jeg seer ogsaa helst, at den Pige, jeg skal elske, beholder
sit Hjerte. Hvad gjør jeg da? Jeg danner mig et Hjerte i
Lighed med hendes. En Kunstner maler sin Elskede, det er nu
hans Glæde; en Billedhugger danner hende. Dette gjør jeg
ogsaa, men i aandelig Forstand. Dette Billede veed hun ikke
at jeg eier, og deri ligger egentlig mit Falskneri. Hemmelighedsfuldt har jeg forskaffet mig det, og i den Forstand har jeg
stjaalet hendes Hjerte, som naar det hedder om Rebekka, at
hun stjal Labans Hjerte, da hun paa en underfundig Maade
fravendte ham hans Huusguder.
Omgivelsen og Rammen har dog en stor Indflydelse paa
En, er Noget af det, der indpræger sig fastest og dybest i
Hukommelsen, eller rettere i den hele Sjæl, og derfor heller ikke
glemmes. Hvor gammel jeg end skulde blive, vil det dog altid
blive mig en Umulighed, at tænke Cordelia under andre
Omgivelser end i dette lille Værelse. Naar jeg da kommer for at
besøge hende, lukker Pigen i Almindelighed mig ind ad
Salsdøren; selv kommer hun ind fra sit Værelse, og idet jeg lukker
Salsdøren op for at træde ind i Dagligstuen, lukker hun den
anden Dør op, saa vore Øine mødes strax i Døren.
Dagligstuen er lille, hyggelig, staaer næsten paa Overgangen til at
være et Kabinet. Skjøndt jeg nu har seet den fra mange
forskjellige Synspunkter, saa bliver det mig dog altid kjærest at
see den fra Sophaen. Hun sidder der ved min Side, foran
staaer et rundt Theebord, over hvilket et Bordtæppe er udbredt
i rige Folder. Paa Bordet staaer en Lampe, dannet i Form
af en Blomst der kraftig og fyldig skyder sig op for at bære
dens Krone, over hviiken igjen et fiint udskaaret Slør af Papir
hænger ned, saa let, at det ikke kan ligge stille. Lampens Form
erindrer om Østerlandenes Natur, Slørets Bevægelse om de
milde Luftninger i hine Egne. Gulvet er skjult af et Tæppe,
flettet af en egen Art Vidier, et Arbeide, der strax forraader
sin fremmede Herkomst. I enkelte Øieblikke lader jeg nu
Lampen være den ledende Idee i mit Landskab. Jeg sidder da
med hende henstrakt paa Jorden under Lampens Blomst. Til
andre Tider lader jeg Vidie-Tæppet fremkalde Forestillingen om
et Skib, om en Officiers-Kahyt — vi seile da midt ude paa
det store Ocean. Da vi sidde langt borte fra Vinduet, skue vi
umiddelbart ind i Himlens uhyre Horizont. Ogsaa dette
forøger Illusionen. Naar jeg da sidder ved hendes Side, da
lader jeg Sligt vise sig som et Billede, der iler ligesaa flygtigt over Virkeligheden, som Døden gaaer over Ens Grav. —
Omgivelsen er altid af stor Vigtighed, især for Erindringens
Skyld. Ethvert erotisk Forhold maa være gjennemlevet
saaledes, at det er En let at tilveiebringe et Billede, der eier alt
det Skjønne deraf. For at det skal kunne lykkes, maa man
især være opmærksom paa Omgivelsen. Forefinder man ikke
denne efter Ønske, saa maa den tilveiebringes. For Cordelia
og hendes Kjærlighed passer Omgivelsen aldeles. Hvilket
forskjelligt Billede viser sig derimod ikke for mig, naar jeg tænker
paa min lille Emilie, og dog, hvorledes passede ikke atter
Omgivelsen? Hende kan jeg ikke tænke mig, eller rettere, hende
vil jeg kun erindre mig i den lille Havestue. Dørene stode
aabne, en lille Have foran Huset begrændsede Udsigten, tvang
Øiet til at støde an herimod, til at standse inden det driftigen
fulgte Landeveien, som forsvandt i det Fjerne. Emilie var
yndig, men ubetydeligere end Cordelia. Omgivelsen var ogsaa
betegnet herpaa. Øiet holdt sig ved Jorden, det stormede ikke
dristigt og utaalmodigt frem, det hvilede sig paa den lille
Forgrund; Landeveien selv, om den end romantisk fortabte sig i det
Fjerne, virkede dog mere saaledes, at Øiet gjennemløb den
Strækning, der laae for det, vendte hjem igjen for atter at
gjennemløbe den samme Strækning. Værelset var ved Jorden. Omgivelsen
om Cordelia maa ingen Forgrund have, men Horizontens
uendelige Dristighed. Hun maa ikke være ved Jorden, men svæve, ikke
gaae, men flyve, ikke frem og tilbage, men evigt fremad.
Naar man selv er forlovet, saa bliver man ret tilgavns
indviet i de Forlovedes Naragtigheder. For nogle Dage siden
træder Lic. Hansen op med den elskværdige unge Pige, han er
bleven forlovet med. Han betroede mig, at hun var yndig, det
vidste jeg iforveien; han betroede mig, at hun var meget ung,
det vidste jeg ogsaa; endelig betroede han mig, at det var netop
derfor han havde valgt hende, for selv at danne hende til det
Ideal, der altid havde foresvævet ham. Herre Gud, saadan en
sølle Licentiat — og en sund, blomstrende, livsglad Pige. Nu
er jeg en temmelig gammel Praktiker, og dog nærmer jeg mig aldrig til en ung Pige anderledes end som til Naturens
Venerabile, og lærer først af hende. Forsaavidt jeg kan have
nogen dannende Indflydelse paa hende, er det ved atter og atter
at lære hende igjen, hvad jeg har lært af hende.
Hendes Sjæl maa bevæges, agiteres i alle mulige
Retninger, ikke imidlertid stykkeviis og for Kastevinde, men totalt.
Hun maa opdage det Uendelige, erfare, at det er det, der ligger
et Menneske nærmest. Dette maa hun opdage, ikke ad Tankens
Vei, der for hende er en Afvei, men i Phantasien, der er den
egentlige Communication mellem hende og mig; thi hvad der
er Deel hos Manden, det er det Hele hos Qvinden. Ikke ad
Tankens møisommelige Vei skal hun arbeide sig hen til det
Uendelige, thi Qvinden er ikke født til Arbeide; men ad
Phantasiens og Hjertets lette Vei skal hun gribe det. Det Uendelige
er en ung Pige ligesaa naturligt som den Forestilling, at al
Kjærlighed maa være lykkelig. En ung Pige har overalt, hvor
hun vender sig hen, Uendeligheden om sig, og Overgangen er
et Spring, men vel at mærke, et qvindeligt, ikke et mandligt.
Hvor er dog i Almindelighed Mændene saa kloderagtige. Naar
de skulle springe, saa skulle de tage Tilløb, gjøre lange
Forberedelser, maale Afstanden med Øiet, flere Gange løbe til:
blive skye og vende tilbage igjen. Endelig springe de og falde
i. En ung Pige springer paa en anden Maade. I
Bjerg-Egne træffer man ofte tvende fremragende Fjeldspidser. Et
svælgende Dyb adskiller dem, forfærdeligt at skue ned i. Ingen
Mand vover dette Spring. En ung Pige derimod, saa
fortælle Egnens Beboere, har vovet det, og man kalder det
Jomfru-Spring. Jeg troer det gjerne, som jeg troer alt Udmærket om
en ung Pige, og det er mig en Beruselse at høre de eenfoldige
Beboere tale derom. Jeg troer Alt, troer det Vidunderlige,
forbauses deraf blot for at troe; som det Eneste, der har
forbauset mig i Verden, er en ung Pige, det Første og bliver det
Sidste. Og dog er et saadant Spring for en ung Pige kun
et Hop, medens Mandens Spring altid bliver latterligt, fordi,
hvor langt han end skræver ud, hans Anstrengelse paa eengang bliver Intet i Forhold til Toppenes Afstand og dog afgiver
en Art Maalestok. Men hvo kunde være saa taabelig at tænke
sig en ung Pige tage Tilløb? Man kan vel tænke sig hende
løbende, men da er denne Løben selv en Leeg, en Nydelse, en
Udfoldelse af Ynde, hvorimod Forestillingen om et Tilløb
adskiller hvad der hører sammen hos Qvinden. Et Tilløb har
nemlig det Dialektiske i sig, der er Qvindens Natur imod. Og
nu Springet, hvo turde atter her være uskjøn nok til at adskille
hvad der hører sammen! Hendes Spring er en Svæven. Og
naar hun da er kommen over til den anden Side, da staaer
hun atter der, ikke udmattet af Anstrengelse, men skjønnere end
ellers, sjælfuldere, hun kaster et Kys over til os, som staae
paa denne Side. Ung, nyfødt, som en Blomst, der er skudt
op af Bjergets Rod, gynger hun sig ud over Dybet, saa det
næsten sortner for vort Øie. — — — Hvad hun maa lære,
er at gjøre alle Uendelighedens Bevægelser, at gynge sig selv,
at Vugge sig i Stemninger, at forvexle Poesi og Virkelighed,
Sandhed og Digt, at tumle sig i Uendelighed. Naar hun da
er fortrolig med denne Tummel, da sætter jeg det Erotiske til,
da er hun hvad jeg vil og ønsker. Da er min Tjeneste forbi,
mit Arbeide, da drager jeg alle mine Seil ind, da sidder jeg
ved hendes Side, det er for hendes Seil vi fare frem. Og i
Sandhed, naar denne Pige først er erotisk beruset, saa kan jeg
have nok at gjøre med at sidde ved Roret, for at moderere
Farten, at Intet kommer for tidligt eller paa en uskjøn Maade.
En Gang imellem prikker man et lille Hul paa Seilet, og i
næste Øieblik bruse vi atter frem.
I min Onkels Huus bliver Cordelia mere og mere
indigneret. Hun har flere Gange andraget paa, at vi ikke mere
skulle komme der; det hjælper hende ikke, jeg veed altid at hitte
paa Udflugter. Da vi igaar aftes gik derfra, trykkede hun
min Haand med en ualmindelig Lidenskab. Hun har
formodentlig ret følt sig piint derhenne, og det er da intet Under.
Dersom jeg ikke altid havde min Morskab af at iagttage dette
Kunstprodukts Unaturligheder, saa vilde jeg umuligt kunne holde det ud. Imorges modtog jeg et Brev fra hende, hvori hun med
mere Vid, end jeg havde tiltroet hende, spotter over Forlovelser.
Jeg har kysset Brevet, det er det kjæreste, jeg har modtaget
fra hende. Ret saa min Cordelia! saaledes vil jeg det.
Det træffer sig ret mærkeligt, at der paa Østergade boer
to Conditorer ligeoverfor hinanden. Paa første Sal til Venstre
boer en lille Jomfru eller Frøken. Hun skjuler sig i
Almindelighed bag en Jalousi, der dækker den Rude, ved hvilken hun
sidder. Jalousien er af meget tyndt Tøi, og Den, som kjender
Pigen eller oftere har seet hende, vil, hvis han har gode Øine,
let være istand til at gjenkjende ethvert Træk, medens hun for
Den, der ikke kjender hende og ikke har gode Øine, viser sig
som en mørk Skikkelse. Det Sidste er til en vis Grad
Tilfældet med mig, det Første med en ung Officier, der hver Dag
præcise Kl. 12 viser sig i Farvandet, og retter sit Blik op mod
hiin Jalousi. Egentlig blev jeg først opmærksom paa det skjønne
telegraphiske Forhold ved Jalousien. Der er ikke Jalousi for
de øvrige Vinduer, og en saadan eensom Jalousi, der blot
skjuler een Rude, er i Almindelighed Tegn paa, at der sidder
en Person stadigt bag ved den. En Formiddag stod jeg i
Vinduet ovre hos Conditoren paa den anden Side. Klokken
var netop 12. Uden at agte paa de Forbigaaende fæstede jeg
mit Øie paa hiin Jalousi, da pludselig den mørke Figur bag
ved den begynder at røre sig. Et qvindeligt Hoved viste sig i
Profil gjennem den nærmeste Rude saaledes, at det paa en
besynderlig Maade dreiede i den Retning, i hvilken Jalousien
viste. Derpaa nikkede Eierinden af dette Hoved meget venligt
og skjulte sig atter bag Jalousien. Først og fremmest sluttede
jeg, at den Person, hun hilste, var et Mandfolk, thi hendes
Bevægelse var for lidenskabelig til at være fremkaldt ved Synet
af en Veninde; for det Andet sluttede jeg, at Den, hvem
Hilsenen gjaldt, i Almindelighed kom fra den anden Side. Hun
havde da placeret sig ganske rigtigt, for at kunne see ham et
langt Stykke iforveien, ja vel endog hilse ham skjult af Jalousien. — — — Meget rigtigt, Klokken 12 præcise kommer
Helten i dette lille Elskovs-Optrin, vor kjære Lieutenant. Jeg
sidder hos Conditoren, der boer i Stuen, hvor Frøkenen boer
paa første Sal. Lieutenanten har allerede faaet Øie paa hende.
Pas nu vel paa, min kjære Ven, det er ikke saa let en Sag
at hilse smukt til første Sal. Han er forresten ikke ilde, vel
voxen, rank, en smuk Figur, en krum Næse, sorte Haar, den
trekantede Hat klæder ham godt. Nu kniber det, Benene
begynde saa smaat at slaae Sladder, at blive for lange. Det
gjør et Indtryk paa Øiet, der kan sammenlignes med den
Følelse, man har, naar man har Tandpine og Tænderne blive
for lange i Munden. Naar man vil samle hele sin Magt i
Øiet og give det Retningen mod første Sal, saa trækker man
let for megen Kraft fra Benene. Undskyld, Hr. Lieutenant, at
jeg standser dette Blik i dets Himmelfart. Det er en
Næsvished, det veed jeg nok. Meget sigende kan man ikke kalde
dette Blik, snarere intetsigende, og dog meget lovende. Men
disse mange Løfter stige ham aabenbart for stærkt til Hovedet;
han vakler, for at bruge Digterens Ord om Agnete, han ravede,
han faldt. Det er haardt, og dersom jeg maatte raade, skulde
det aldrig være skeet. Han er for god dertil. Det er ret
fatalt; thi naar man vil gjøre Indtryk paa Damerne som
Cavaleer, saa maa man aldrig falde. Vil man være Cavaleer,
maa man agte paa Sligt. Viser man sig derimod blot som
intelligent Størrelse, saa er alt Sligt ligegyldig; man synker
ind i sig selv, man falder sammen, skulde man da virkelig falde,
saa er der slet intet Paafaldende deri. — — — Hvad
Indtryk kan denne Begivenhed vel have gjort paa min lille Frøken.
Det er en Ulykke, at jeg ikke paa engang kan være paa begge
Sider af dette Dardanellerstræde. Jeg kunde vel faae en
Bekjendt af mig posteret paa den anden Side, men deels ønsker
jeg altid helst selv at gjøre Iagttagelsen, deels kan man aldrig
vide, hvad der for mig kan komme ud af denne Historie, og i
saa Fald er det aldrig godt at have en Medvider, da man saa
maa spilde en Deel Tid paa at fravriste ham hvad han veed,
og gjøre ham raadvild. — — — Jeg begynder virkelig at blive kjed af min gode Lieutenant. Dag ud og Dag ind trækker
han forbi i fuld Uniform. Det er jo en forfærdelig
Standhaftighed. Sømmer Sligt sig for en Soldat? Min Herre,
bærer De ikke Sidegevær? Bør det Dem ikke at tage Huset
med Storm og Pigen med Vold? Ja var De en Studiosus,
en Licentiat, en Capellan, der holder sig ved Haab ilive, det
var en anden Sag. Dog jeg tilgiver Dem; thi Pigen behager
mig jo mere jeg seer paa hende. Hun er smuk, hendes brune
Øie er fuldt af Skjelmeri. Naar hun venter Deres Ankomst,
forklares hendes Mine af en høiere Skjønhed, der klæder hende
ubeskriveligt. Deraf slutter jeg, at hun maa have megen
Phantasi, og Phantasi er det smukke Kjøns naturlige Sminke.
- Min Cordelia!
Hvad er Længsel? Sproget og Digterne rime herpaa det Ord: Fængsel. Hvor urimeligt! Som om kun Den kunde længes, der sidder i Fængsel. Som om man ikke kunde længes, naar man var fri? Sæt jeg var fri, hvorledes vilde jeg ikke længes. Og paa den anden Side fri er jeg jo, fri som Fuglen, og dog hvorledes længes jeg ikke! Jeg længes, naar jeg gaaer hen til Dig, jeg længes, naar jeg forlader Dig, selv naar jeg sidder ved Din Side længes jeg efter Dig. Kan man da længes efter hvad man har? Ja, naar man betænker, at man i næste Øieblik maaskee ikke har det. Min Længsel er en evig Utaalmodighed. Først hvis jeg havde gjennemlevet alle Evigheder og forvisset mig om, at Du i ethvert Øieblik tilhørte mig, først da vilde jeg atter vende tilbage til Dig, og med Dig gjennemleve alle Evigheder, og vel ikke have Taalmodighed nok til at være et Øieblik adskilt fra Dig, uden at længes, men Tryghed nok til at sidde rolig ved Din Side.
- Min Cordelia!
Udenfor Døren holder der en lille Cabriolet, for mig større end hele Verden, da den er stor nok til To; forspændt med et Par Heste, vilde og ustyrlige som Naturkræfter, utaalmodige som mine Lidenskaber, dristige som Dine Tanker. Vil Du det, saa fører jeg Dig bort — min Cordelia! befaler Du det? Din Befaling er Løsnet, der løsner Tømmerne og Flugtens Lyst. Jeg fører Dig bort, ikke fra nogle Mennesker til andre, men ud af Verden — Hestene steile; Vognen reiser sig; Hestene staae lodret næsten over vore Hoveder; vi kjøre ind i Himlen gjennem Skyerne; det suser om os; er det os, der sidde stille, og al Verden, der bevæger sig, eller er det vor dristige Flugt? Svimler det for Dig, min Cordelia, da hold Dig fast til mig; jeg bliver ikke svimmel. Man bliver i aandelig Forstand aldrig svimmel, naar man kun tænker paa een eneste Ting, og jeg tænker kun paa Dig — i legemlig Forstand aldrig svimmel, naar man fæster Øiet kun paa een eneste Gjenstand, jeg seer kun paa Dig. Hold Dig fast; hvis Verden forgik; hvis vor lette Vogn forsvandt under os, vi holdt dog hinanden omsluttede, svævende i sphærisk Harmoni.
Det er næsten for meget. Min Tjener har ventet sex
Timer, jeg selv to i Regn og Blæst, alene for at passe det
kjære Barn Charlotte Hahn op. Hun pleier hver Onsdag i
Løbet mellem to og fem at besøge en gammel Tante, hun har.
Netop idag skal hun ikke komme, netop idag da jeg saa meget
ønskede at møde hende. Og hvorfor? fordi hun bringer mig i
en ganske bestemt Stemning. Jeg hilser hende, hun neier paa
eengang ubeskrivelig jordisk og dog saa himmelsk; hun bliver
næsten staaende, det er som skulde hun synke i Jorden, og dog
har hun et Blik, som om hun skulde hæves op til Himlen.
Naar jeg seer paa hende, bliver mit Sind paa eengang
høitideligt og dog attraaende. Forøvrigt beskjæftiger Pigen mig slet ikke, blot denne Hilsen forlanger jeg, intet Mere, om hun
selv vilde give det. Hendes Hilsen bringer mig i Stemning,
og Stemningen ødsler jeg igjen paa Cordelia. — Og dog
vedder jeg paa, at hun paa een eller anden Maade er sluppen os
forbi. Det er ikke blot i Comedier, men ogsaa i Virkeligheden,
vanskeligt at passe paa en ung Pige; man maa have et Øie
paa hver Finger. Der var en Nymphe, Cardea, der gav sig
af med at narre Mændene. Hun opholdt sig i Skovegne,
lokkede sine Elskere ind i det tykkeste Krat og forsvandt. Janus
vilde hun ogsaa narre, men han narrede hende; thi han havde
Øine i Nakken.
Mine Breve forfeile ikke deres Hensigt. De udvikle hende
sjæleligt, om end ikke erotisk. Dertil kan heller ikke bruges
Breve, men Billetter. Jo mere det Erotiske kommer frem,
desto kortere blive de, men desto sikkrere gribe de det erotiske
Point. For dog ikke at gjøre hende sentimental eller blød, saa
stivner Ironien igjen Følelserne, men gjør hende tillige begjærlig
efter den Næring, der er hende kjærest. Billetterne, lade fjernt
og ubestemt det Høieste ane. I det Øieblik, da denne Anelse
begynder at dæmre i hendes Sjæl, bryder Forholdet. Under
min Modstand antager Anelsen Skikkelse i hendes Sjæl, som
om det var hendes egen Tanke, hendes eget Hjertets Drift.
Det er blot det, jeg vil.
- Min Cordelia!
Etsteds her i Byen boer en lille Familie, bestaaende af en Enke og tre Døttre. De tvende af dem gaae i Kongens Kjøkken for at lære at koge. Det var i Forsommeren, en Eftermiddag, Klokken var omtrent fem, Døren til Dagligstuen aabner sig sagte, et speidende Blik skuer omkring i Værelset. Der er Ingen; kun en ung Pige sidder ved Pianofortet. Døren bliver lukket paa Klem, saa man kan lytte ubemærket. Det er ingen Kunstnerinde, der spiller, saa var Døren bleven lukket heelt. Hun spiller en svensk Melodi; den handler om Ungdoms og Skjønheds korte Varighed. Ordene spotte Pigens Ungdom og Skjønhed; Pigens Ungdom og Skjønhed spotte Ordene. Hvo har Ret: Pigen eller Ordene? Tonerne lyde saa stille, saa melancholske som om Veemod var den Voldgifts-Mand, der vilde afgjøre Striden. — Men det har Uret dette Veemod! Hvad Samfund er der mellem Ungdom og disse Betragtninger! Hvad Fællesskab mellem Morgen og Aften! Tangenterne zittre og skjælve; Resonantsbundens Aander reise sig i Forvirring og forstaae ikke hinanden — min Cordelia, hvorfor saa heftig! hvortil denne Lidenskab!
Hvor langt skal en Begivenhed være fjernet fra os i Tiden for at erindre den; hvor langt for at Erindringens Længsel ikke mere kan gribe den? De fleste Mennesker have i denne Henseende en Grændse; hvad der ligger dem for nær i Tiden kunne de ikke erindre, hvad der ligger dem for fjernt heller ikke. Jeg kjender ingen Grændse. Hvad der er oplevet igaar, det skyder jeg tusinde Aar tilbage i Tiden, og erindrer det, som om det var oplevet igaar.
- Min Cordelia!
En Hemmelighed har jeg at betroe Dig, min Fortrolige. Hvem skulde jeg betroe den? Eccho? det vilde forraade den. Stjernerne? de ere kolde. Menneskene? de forstaae den ikke. Kun Dig tør jeg betroe den; thi Du veed at gjemme den. Der er en Pige, skjønnere end min Sjæls Drøm, renere end Solens Lys, dybere end Havets Kilde, stoltere end Ørnens Flugt — der er en Pige — o! bøi Dit Hoved til mit Øre og til min Tale, at min Hemmelighed kan snige sig ind deri — denne Pige elsker jeg høiere end mit Liv, thi hun er mit Liv; høiere end alle mine Ønsker, thi hun er mit eneste; høiere end alle mine Tanker, thi hun er min eneste; varmere end Solen elsker Blomsteret; inderligere end Sorgen det bekymrede Sinds Lønlighed; længselsfuldere end Ørkenens brændende Sand elsker Regnen — hende hænger jeg ved ømmere end Moderens Øie ved Barnet; tillidsfuldere end den Bedendes Sjæl ved Gud; uadskilleligere end Planten ved sin Rod. — Dit Hoved bliver tungt og tankefuldt, det synker ned mod Brystet, Varmen hæver sig for at komme det til Hjælp — min Cordelia! Du har forstaaet mig, Du har forstaaet mig nøiagtigt, bogstaveligt, ingen Tøddel har Du overhørt! Skal jeg udspænde mit Øres Strænge og lade Din Stemme forvisse mig derom? Skulde jeg kunne tvivle? Vil Du gjemme denne Hemmelighed; tør jeg stole paa Dig? Man fortæller om Mennesker, der ved rædsomme Forbrydelser indviede hinanden til gjensidig Taushed. Dig har jeg betroet en Hemmelighed, der er mit Liv og mit Livs Indhold; har Du Intet at betroe mig, der er saa betydningsfuldt, saa skjønt, saa kydskt, at overnaturlige Kræfter vilde røre sig, hvis det blev forraadt?
- Min Cordelia!
Himlen er skyfuld — mørke Regnskyer rynker den som sorte Bryn over sit lidenskabelige Ansigt, Skovens Træer bevæge sig, omtumlede af urolige Drømme. Du er bleven borte for mig i Skoven. Bag ethvert Træ seer jeg et qvindeligt Væsen, som ligner Dig; træder jeg nærmere, da skjuler det sig bag det næste Træ. Vil Du ikke vise Dig for mig, ikke samle Dig? Alt forvirrer sig for mig; Skovens enkelte Dele tabe deres isolerede Omrids, jeg seer Alt som et Taage-Hav, hvor overalt qvindelige Væsener, der ligne Dig, vise sig og forsvinde. Dig seer jeg ikke, Du bevæger Dig bestandig i Anskuelsens Bølge, og dog er jeg allerede lykkelig ved hver enkelt Lignelse af Dig. Hvori ligger det — er det Dit Væsens rige Eenhed, eller mit Væsens fattige Mangfoldighed? — Er det at elske Dig ikke at elske en Verden?
ganske nøiagtigt at gjengive de Samtaler, jeg fører med Cordelia. Det indseer jeg imidlertid meget let, er en Umulighed; thi lykkedes det mig end at erindre hvert enkelt Ord, der bliver vexlet imellem os, saa forbyder det dog altid sig. selv at gjengive det Samtidige, der egentlig er Nerven i Samtalen, det Overraskende i Udbruddet, det Lidenskabelige, der er Livsprincipet i Conversationen. I Almindelighed er jeg naturligviis ikke forberedt, hvad dog ogsaa strider mod den egentlige Conversations Væsen, især den erotiske Conversations. Kun Indholdet af mine Breve har jeg bestandig in mente, den ved disse hos hende mulig fremkaldte Stemning bestandig for Øie. Det kunde naturligviis aldrig falde mig ind at spørge hende, om hun har læst mit Brev. At hun har læst det, forvisser jeg mig let om. Direkte taler jeg heller aldrig med hende derom, men jeg vedligeholder en hemmelighedsfuld Communication med dem i mine Samtaler, deels for at fæste et eller andet Indtryk dybere ind i hendes Sjæl, deels for at fravriste hende det og gjøre hende raadvild. Hun kan da atter læse Brevet og faae et nyt Indtryk deraf og saa fremdeles.
En Forandring er der foregaaet og foregaaer dermed hende. Skulde jeg betegne hendes Sjæls Tilstand i dette Øieblik, saa vilde jeg sige, den er phantheistisk Dristighed. Hendes Blik forraader det strax. Det er dristigt, næsten dumdristigt i Forventninger, som om det hvert Øieblik fordrede og var forberedt paa at skue det Overordentlige. Ligesom et Øie, der seer ud over sig selv, saaledes seer dette Blik ud over Det, der umiddelbart viser sig for det, og seer det Vidunderlige. Det er driftigt, næsten dumdristigt i Forventning, men ikke i Tillid til sig selv; det er derfor noget drømmende og bedende, ikke stolt og befalende. Hun søger det Vidunderlige udenfor sig, hun vil bede, at det maa vise sig, som om det ikke stod i hendes egen Magt at fremkalde det. Dette maa forhindres, ellers faaer jeg for tidligt Overvægt over hende. Hun sagde igaar til mig, at der var noget Kongeligt i mit Væsen. Maaskee vil hun bøie sig, det gaaer aldeles ikke an. Vistnok, kjære Cordelia, er der noget Kongeligt i mit Væsen, men Du aner ikke hvad det er for et Rige, jeg hersker over. Det er over Stemningernes Storme. Som Æolus holder jeg dem indesluttede i min Personligheds Bjerg, og lader snart en, snart en anden fare frem. Smigeren vil give hende Selvfølelse, Forskjellen mellem Mit og Dit gjøres gjældende, Alt lægges over paa hendes Side. Til at smigre hører der stor Forsigtighed. Stundom maa man sætte sig selv meget høit, dog saaledes, at der bliver en Plads endnu høiere; stundom maa man sætte sig selv meget lavt. Det Første er det Rigtigste, naar man bevæger sig hen mod det Aandelige, det Andet er det Rigtigste, naar man bevæger sig hen mod det Erotiske. — Skylder hun mig Noget? Ingenlunde. Kunde jeg ønske det? Ingenlunde. Jeg er for meget Kjender, har for megen Forstand paa det Erotiske til slig Taabelighed. Hvis det virkelig var Tilfældet, jeg vilde af al min Magt bestræbe mig for at bringe hende til at glemme det, og dysse min egen Tanke derom i Slummer. Enhver ung Pige er i Forhold til sit Hjertes Labyrinth en Ariadne; hun eier den Traad, ved hvilken man kan finde Veien derigjennem, men hun eier den saaledes, at hun ikke selv veed at bruge den.
- Min Cordelia!
Tal — jeg adlyder, Dit Ønske er en Befaling, Din Bon er en almægtig Besværgelse, ethvert Dit flygtigste Ønske er en Velgjerning mod mig; thi jeg adlyder Dig ikke som en tjenende Aand, som stod jeg udenfor Dig. Idet Du byder, da vorder Din Villie, og med den jeg; thi jeg er en Sjælens Forvirring, der blot venter paa et Ord af Dig.
- Min Cordelia!
Du veed jeg holder meget af at tale med mig selv. Jeg har i mig selv fundet den interessanteste Person i mit Bekjendtskab. Stundom har jeg frygtet for, at jeg skulde komme til at mangle Stof i disse Samtaler; nu er jeg uden Frygt, nu har jeg Dig. Jeg taler da nu og i al Evighed om Dig med mig, om den interessanteste Gjenstand med det interessanteste Menneske — ak, thi jeg er kun et interessant Menneske, Du den interessanteste Gjenstand.
- Min Cordelia!
Du synes, det er saa kort jeg har elsket Dig, Du synes næsten at frygte for, at jeg kunde have elsket for. Der gives Haandskrifter, i hvilke det lykkelige Øie strax aner en ældre Skrift, der i Tidens Løb er bleven fortrængt af ubetydelige Taabeligheder. Ved ædsende Midler udslettes den senere Skrift, og nu staaer den ældste tydelig og klar. Saaledes har Dit Øie lært mig i mig selv at finde mig selv; jeg lader Glemsel fortære Alt, hvad der ikke handler om Dig, og da opdager jeg en urgammel, en guddommelig ung Urskrift, da opdager jeg, at min Kjærlighed til Dig er ligesaa gammel som jeg selv.
- Min Cordelia!
Hvor kan et Rige bestaae, der er i Strid med sig selv; hvorledes skal jeg kunne bestaae, da jeg strider med mig selv? hvorom? om Dig, for om muligt at finde Ro i den Tanke, at jeg er forelsket i Dig. Men hvorledes skal jeg finde denne Ro? Den ene af de stridende Magter vil bestandig overbevise den anden, at den dog er dybest og inderligst forelsket; i næste Øieblik vil den anden det. Ikke vilde det bekymre mig stort, dersom jeg havde Striden udenfor mig, hvis der var Nogen, der vovede at være forelsket i Dig, eller vovede at lade det være, Forbrydelsen er lige stor; men denne Strid i mit eget Indre fortærer mig, denne ene Lidenskab i sin Dobbelthed.
Forsvind kun min lille Fiskerpige; skjul Dig kun mellem
Træerne; tag kun Din Byrde op, det klæder Dig godt at bøie Dig, ja selv i dette Nu er det med en naturlig Gratie, Du bøier Dig ind under det Qvas, Du har samlet — at en saadan Skabning skal bære saadanne Byrder! Som en Dandserinde forraader Du Formernes Skjønhed — smal om Livet, bred om Varmen, Væxten svulmende, det maa enhver Indrollerings-Chef tilstaae. Du troer maaskee, det er Ubetydeligheder, Du synes, at de fornemme Damer ere langt skjønnere, ak mit Barn! Du veed ikke, hvor megen Falskhed der er i Verden. Tiltræd kun Din Vandring med Din Byrde ind i den uhyre Skov, der formodentlig strækker sig mange, mange Mile ind i Landet, til de blaae Bjerges Grændse. Du er maaskee ikke en virkelig Fiskerpige, men en fortryllet Prindsesse; Du tjener hos en Trold; han er grusom nok til at lade Dig hente Brænde i Skoven. Saaledes er det altid i Eventyret. Hvorfor gaaer Du ellers dybere ind i Skoven; er Du en virkelig Fiskerpige, saa skal Du jo ned til Leiet med Dit Brænde, mig forbi, der staaer paa den anden Side af Veien. — Følg kun Fodstien, der slynger sig legende mellem Træerne, mit Øie finder Dig; see Dig kun om efter mig, mit Øie følger Dig; bevæge mig, det kan Du ikke, Længselen river mig ikke hen, jeg sidder rolig paa Rækværket og røger min Cigar. — Til en anden Tid — maaskee. — Ja Dit Blik er skjelmsk, naar Du saaledes vender Hovedet halvt tilbage; Din lette Gang er vinkende — ja jeg veed det, jeg fatter, hvor denne Vei fører hen — til Skovens Eensomhed, til Træernes Hvisken, til den mangfoldige Stilhed. See Himlen selv begunstiger Dig, den skjuler sig i Skyer, den mørkner Skovens Baggrund, det er som trak den Gardinerne til for os. — Farvel min smukke Fiskerpige, lev vel, Tak for Din Gunst, det var et skjønt Øieblik, en Stemning, ikke stærk nok til at bevæge mig fra min faste Plads paa Rækværket, men dog rig paa indre Bevægelse.
Da Jacob havde tinget med Laban om Betalingen for sin Tjeneste, da de vare blevne enige om, at Jacob skulde vogte de hvide Faar, og som Løn for sit Arbeide have alle de brogede, der fødtes i hans Flok, da lagde han Kjeppe i Vandrenderne og lod Faarene see derpaa — saaledes anbringer jeg mig selv overalt for Cordelia, hendes Øie seer mig bestandig. Hende forekommer det som idel Opmærksomhed fra min Side; fra min Side derimod veed jeg, at hendes Sjæl derved taber Interesse for alt Andet, at der i hende udvikles en aandelig Concupiscents, der overalt seer mig.
- Min Cordelia!
Hvis jeg kunde glemme Dig! Er min Kjærlighed da et Hukommelsens Værk? Om Tiden end slettede Alt ud af dens Tavler, om den udslettede Hukommelsen selv, mit Forhold til Dig blev lige levende, Du var dog ikke glemt. Hvis jeg kunde glemme Dig! Hvad skulde jeg da erindre? mig selv har jeg jo glemt for at erindre Dig; hvis jeg da glemte Dig, kom jeg jo til at erindre mig selv; men i det Øieblik jeg huskede mig selv, maatte jeg jo atter erindre Dig. Hvis jeg kunde glemme Dig! Hvad vilde da skee? Man har et Billede fra Oldtiden. Det forestiller Ariadne. Hun springer op fra Leiet og seer ængstelig efter et Skib, der for fulde Seil iler bort. Ved Siden af hende staaer en Amor med en Bue uden Stræng og tørret sine Øine. Bag hende staaer en bevinget qvindelig Figur med Hjelm paa Hovedet. Man antager i Almindelighed, at denne Figur er Nemesis. Tænk Dig dette Billede, tænk Dig det lidt forandret. Amor græder ikke og hans Bue er ikke uden Stræng; eller var Du da bleven mindre skjøn, mindre seierrig, fordi jeg var bleven afsindig. Amor smiler og spænder Buen. Nemesis staaer ikke uvirksom ved Din Side, ogsaa hun spænder Buen. Paa hiint Billede seer man i Skibet en mandlig Skikkelse, der er beskjæftiget med Arbeide. Man antager, det er Theseus. Ikke saaledes paa mit Billede. Han staaer paa Bagstavnen, han skuer længselsfuld tilbage, han breder Armene ud, han har fortrudt det, eller rettere hans Vanvid har forladt ham, men Skibet fører ham bort. Amor og Nemesis sigte begge, en Piil flyver fra hver Bue, de ramme sikkert, det seer man, man forstaaer, de ramme begge paa eet Sted i hans Hjerte til Tegn paa, at hans Kjærlighed var den Nemesis, der hævnede.
- Min Cordelia!
Forelsket er jeg i mig selv, siger man om mig. Det forundrer mig ikke; thi hvorledes skulde man kunne mærke, at jeg kan elske, da jeg kun elsker Dig; hvorledes skulde nogen Anden ane det, da jeg kun elsker Dig. Forelsket er jeg i mig selv, hvorfor? fordi jeg er forelsket i Dig; thi Dig elsker jeg, Dig alene og Alt hvad der tilhører Dig i Sandhed, og saaledes elsker jeg mig selv, fordi dette mit Jeg tilhører Dig, saa dersom jeg ophørte at elske Dig, ophørte jeg at elske mig selv. Hvad der da i Verdens profane Øine er Udtryk for den største Egoisme, det er for Dit indviede Blik Udtryk for den reneste Sympathi; hvad der i Verdens profane Øine er Udtryk for den mest prosaiske Selvopholdelse, det er for Dit helligede Syn Udtryk for den mest begeistrede Tilintetgjørelse af sig selv.
Hvad jeg frygtede mest for, var at den hele Udvikling
skulde tage mig for lang Tid. Jeg seer imidlertid, at
Cordelia gjør store Fremskridt, saa at det bliver nødvendigt for ret
at holde hende i Aande, at sætte Alt i Bevægelse. Mat maa
hun for Alt i Verden ikke blive før Tiden, det vil sige før
den Tid, da Tiden er forbi for hende.
Naar man elsker, saa følger man ikke Landeveien. Det
er kun Ægteskabet, der ligger midt paa Kongeveien. Naar
man elsker og spadserer fra Nøddebo, da gaaer man ikke langs
Esrom Sø, skjøndt det dog egentlig kun er en Jagtvei; men den er banet, og Elskoven baner helst selv sine Veie. Man
søger dybere ind i Gribs-Skov. Og naar man saaledes
vandrer Arm i Arm, da forstaaer man hinanden, da bliver det
klart, som før dunkelt forlystede og smertede. Man aner ikke,
at Nogen er tilstede. — Altsaa dette deilige Bøgetræ blev Vidne
til Eders Kjærlighed; under dets Krone tilstode I den første
Gang. Alt erindrede I saa tydeligt: den første Gang I saaes,
den første Gang, da I i Dandsen rakte hinanden Haanden,
da I henad Morgenstunden stiltes ad, da I Intet vilde
tilstaae Eder selv, end sige hinanden. — Det er dog skjønt nok
at høre paa disse Elskovens Repetitorier. — De faldt paa Knæ
under Træet, de tilsvore hinanden ubrødelig Kjærlighed, de
beseglede Pagten med det første Kys. — Det er frugtbare
Stemninger, der maae bortødsles paa Cordelia. — Denne Bøg blev
altsaa Vidne. O ja, et Træ er et ret passende Vidne; men
det er dog for lidet. Vel mene I, at ogsaa Himlen var Vidne,
men Himlen saadan uden videre er en meget abstakt Idee.
See derfor var der endnu et Vidne. — Skulde jeg reise mig
op, lade dem mærke, at jeg er her? Nei, maaskee var jeg
kjendt, og saa er Spillet tabt. Skulde jeg, idet de fjerne dem,
reise mig op, lade dem forstaae, at der var En tilstede? Nei,
det er uhensigtsmæssigt. Der skal hvile Taushed over deres
Hemmelighed — saa længe jeg vil. De ere i min Magt, jeg
kan splitte dem ad, naar jeg vil. Jeg er vidende om deres
Hemmelighed; kun af ham eller af hende kan jeg have faaet
det at vide — af hende selv, det er umuligt — altsaa af ham
— det er afskyeligt — bravo! Og dog, det er jo næsten
Ondskab. Nu vel, jeg faaer at see. Kan jeg faae et bestemt
Indtryk af hende, som jeg ellers ikke kan faae, normalt, som jeg
ønsker det, saa er der intet Andet for.
- Min Cordelia!
Fattig er jeg — Du er min Rigdom; mørk — Du er mit Lys; jeg eier Intet, trænger til Intet. Og hvorledes skulde jeg ogsaa kunne eie Noget; det er jo en Modsigelse, at Den kan eie Noget, der ikke eier sig selv. Lykkelig er jeg som et Barn, der Intet kan og Intet maa eie. Jeg eier Intet; thi jeg tilhører kun Dig; jeg er ikke, jeg har ophørt at være, for at være Din.
- Min Cordelia!
Min, hvad vil dette Ord betegne? ikke hvad der tilhører mig, men hvad jeg tilhører, hvad der indeholder mit hele Væsen, som forsaavidt er mit, forsaavidt som jeg tilhører det. Min Gud er jo ikke den Gud, der tilhører mig, men den Gud, hvem jeg tilhører, og saaledes ogsaa, naar jeg siger mit Fødeland, mit Hjem, mit Kald, min Længsel, mit Haab. Hvis der før ikke havde været Udødelighed, da vilde denne Tanke, at jeg er Din, gjennembryde Naturens vanlige Gang.
- Min Cordelia!
Hvad jeg er? den beskedne Fortæller, der følger Dine Triumpher; den Dandser, der bøier sig ind under Dig, idet Du hæver Dig i yndig Lethed; den Green, Du et Øieblik hviler Dig paa, naar Du er træt af at flyve; den Basstemme, der skyder sig ind under Sopranens Sværmeri for at lade det stige endnu høiere — hvad jeg er? jeg er den jordiske Tyngde, der fængsler Dig til Jorden. Hvad er jeg da? Legeme, Masse, Jord, Støv og Aske — Du min Cordelia, Du er Sjæl og Aand.
- Min Cordelia!
Kjærlighed er Alt; af den Grund har for Den, der elsker, Alt ophørt at have Betydning i og for sig, og har kun Betydning ved den Fortolkning, Kjærligheden giver det. Hvis saaledes en anden Forlovet blev overbevist om, at der var en anden Pige, han bekymrede sig om, saa vilde han formodentlig staae der som en Forbryder og hun oprøres. Du derimod, det veed jeg, Du vilde see en Hylding i en saadan Tilstaaelse; thi at jeg skulde kunne elske en Anden, det veed Du er en Umulighed; det er min Kjærlighed til Dig, der kaster en Afglands over hele Livet. Naar jeg da bekymrer mig om en Anden, da er det ikke for at overbevise mig om, at jeg ikke elsker hende, men kun Dig — det vilde være formasteligt; — men da min hele Sjæl er fuld af Dig, faaer Livet for mig en anden Betydning, det bliver Mythe over Dig.
- Min Cordelia.
Min Kjærlighed fortærer mig, kun min Stemme bliver tilbage, en Stemme, der har forelsket sig i Dig, overalt tilhvisker Dig, at jeg elsker Dig. O! trætter det Dig at høre denne Stemme? Overalt omgiver den Dig; som en mangfoldig, ustadig Omfatning lægger jeg min gjennemreflekterede Sjæl om Dit rene, dybe Væsen.
- Min Cordelia!
Man læser i gamle Fortællinger, at en Flod forelskede sig i en Pige. Saaledes er min Sjæl som en Flod, der elsker Dig. Snart er den stille og lader Dit Billede speile sig dybt og ubevæget i sig, snart indbilder den sig at have fanget Dit Billede, da bruser dens Bølge for at forhindre Dig fra atter at slippe bort; snart kruset den sagte sin Overflade og leger med Dit Billede; stundom har den tabt det, da bliver dens Bølge sort og fortvivlet. — Saaledes er min Sjæl: som en Flod, der har forelsket sig i Dig.
Oprigtigt talt: uden at have en almindelig levende
Indbildningskraft kunde man vel tænke sig i en beqvemmere,
mageligere, og især mere standsmæssig Befordring; at kjøre med
en Tørvebonde, det vækker kun i uegentlig Forstand Opsigt. —
I en snever Vending tager man imidlertid til Takke. Man
gaaer et Stykke ud ad Landeveien; man sætter sig op, man
kjører en Miil, der møder Intet; to Miil, Alt gaaer vel; man
bliver rolig og tryg; Egnen tager sig virkelig bedre ud fra
dette Standpunkt end sædvanligt; man har næsten naaet de tre
Miil — hvo skulde nu have ventet her saa langt ude ad
Landeveien at møde en Kjøbenhavner? Og det er en Kjøbenhavner,
det mærker De nok, det er ingen Mand fra Landet; han bar
en ganske egen Maade at see paa, saa bestemt, saa iagttagende,
saa taxerende, og saa lidt spottende. Ja min kjære Pige, Din
Stilling er ingenlunde beqvem, Du sidder jo ligesom Du sad
paa en Præsenteerbakke, Vognen er saa flad, at den ingen
Fordybning har til Fødderne. — Men det er jo Deres egen Skyld;
min Vogn er ganske til Deres Tjeneste, jeg tør tilbyde Dem
en meget mindre generende Plads, forsaavidt det ikke skulde
genere Dem at sidde ved min Side. I saa Fald overlader
jeg Dem hele Vognen, sidder selv paa Bukken, glad over at
turde føre Dem til Deres Bestemmelse. — Straahatten dækker
end ikke tilstrækkeligt mod et Sideblik; det er forgjæves, De
bøier Deres Hoved ned, jeg beundrer dog den skjønne Profil.
Er det ikke ærgerligt, Bonden hilser mig? men det er jo i sin
Orden, at Bonden hilser en fornem Herre. — Dermed slipper
De ikke, her er jo en Kro, ja en Station, og en Tørvebonde
er paa sin Viis altfor gudfrygtig til ikke at skulle bede. Nu
skal jeg tage mig af ham. Jeg har en ualmindelig Gave til
at indtage Tørvebønder. O! maatte det lykkes mig ogsaa at
kunne behage Dem. Han kan ikke modstaae mit Tilbud, og
naar han har modtaget det, saa kan han ikke modstaae
Virkningen deraf. Kan jeg ikke, saa kan min Tjener. — Han
gaaer nu ind i Skjænkestuen, De bliver alene paa Vognen i
Skuret. — Gud veed hvad det er for et Pigebarn? Skulde
det være en borgerlig lille Pige, maaskee en Degne-Datter? Dersom hun er det, saa er hun af en Degnedatter at være
ualmindelig smuk og ualmindelig smagfuldt paaklædt. Den
Degn maa have et godt Levebrød. Der falder mig Noget ind,
skulde det maaskee være en lille Fuldblods-Frøken, der er kjed
af at kjøre i Eqvipagen, som maaskee foretager en Fodtour ud
til Landstedet, og nu tillige vil forsøge sig i et lille Eventyr.
Vel muligt, Sligt er ikke uhørt. — Bonden veed ingen Ting,
han er et Fæ, der kun veed at drikke. Ja ja, drik han kun,
min Fa'er, det er ham vel undt. — Men hvad seer jeg, det
er jo hverken mere eller mindre end Jfr. Jespersen, Hansine
Jespersen, en Datter af Grossereren derinde. Ih Gud
bevares, vi to kjende jo hinanden. Det var hende, jeg engang
mødte i Bredgaden, hun kjørte baglænds, hun kunde ikke faae
Vinduet op; jeg tog mine Briller op, og havde nu den
Fornøielse at følge hende med mit Øie. Det var en meget generet
Stilling, der var saa Mange i Vognen, at hun ikke kunde
bevæge sig, og gjøre Anskrig turde hun formodentlig ikke. Den
nuværende Stilling er nok saa generet. Vi To ere bestemte
for hinanden, det er klart. Det skal være en romantisk lille
Pige; hun er bestemt ude paa egen Haand. — Der kommer
min Tjener med Tørvebonden. Han er aldeles drukken. Det
er afskyeligt, det er et fordærvet Folkefærd disse Tørvebønder.
Ak ja! Og dog er der endnu værre Mennesker til end
Tørvebønder. — See saa, nu er De kommen net op at age. Nu
bliver De selv nødt til at kjøre Hestene, det er ganske
romantisk. — De refuserer mit Tilbud, De paastaaer, at De er meget
godt kjørende. De bedrager mig ikke; jeg mærker nok, hvor
lumsk De er. Naar De er kommen en lille Smule ud ad
Veien, saa springer De af; i Skoven kan man let finde et
Skjul. — Min Hest skal sadles; jeg følger til Hest. — See
saa! nu er jeg færdig, nu kan De være sikker mod ethvert
Overfald. — Bliv nu dog ikke saa forskrækkelig bange, saa
vender jeg strax om igjen. Jeg vilde blot ængste Dem lidt
og give Dem Anledning til at Deres naturlige Skjønhed maatte
forhøies. De veed jo ikke af, at det er mig, der har ladet
Bonden drikke fuld, og jeg har jo ikke tilladt mig et fornærmeligt Ord mod Dem. Endnu kan Alt blive godt; jeg skal
nok give Sagen en saadan Vending at De kan lee ad den hele
Historie. Jeg ønsker blot et lille Mellemværende med Dem;
troe aldrig, at jeg overrumpler nogen Pige. Jeg er en Ven
af Frihed, og hvad jeg ikke faaer frit, det bryder jeg mig
aldeles ikke om. — „De vil vist selv indsee, at det ikke gaaer
an, at fortsætte Reisen paa den Maade. Jeg skal selv paa
Jagt, derfor er jeg til Hest. Min Vogn holder derimod
forspændt i Kroen. Hvis De befaler det, saa skal den i et
Øieblik indhente Dem og føre Dem hvorhen De vil. Jeg selv
kan destoværre ikke have den Fornoielse at ledsage Dem, jeg
er bunden ved et Jagtløfte, og de ere hellige.” — De tager
derimod — Alt skal øieblikkeligt være i Orden. — See nu
behøver De slet ikke at være forlegen ved at see mig igjen, eller
i ethvert Tilfælde ikke mere forlegen end hvad der klæder Dem
godt. De kan more Dem over den hele Historie, lee lidt og
tænk lidt paa mig. Mere forlanger jeg ikke. Det kunde synes
Lidet; mig er det nok. Det er Begyndelsen, og jeg er især
stærk i Begyndelsesgrundene.
Igaar Aftes var der et lille Selskab hos Tanten. Jeg
vidste, Cordelia vilde tage sit Strikketøi frem. Deri havde jeg
gjemt en lille Billet. Hun tabte den, tog den op, blev
bevæget, længselsfuld. Saaledes bør man altid tage Situationen
til Hjælp. Det er utroligt, hvilke Fordele man kan have
deraf. En i og for sig ubetydelig Billet, læst under saadanne
Omstændigheder, bliver for hende uendelig betydelig. Mig
kunde hun ikke faae i Tale; jeg havde maget det saaledes, at jeg
maatte følge en Dame hjem. Hun maatte altsaa vente til idag.
Det er altid godt for at bore Indtrykket desto dybere ind i
hendes Sjæl. Altid seer det ud, som det var mig, der viste
hende en Opmærksomhed; Fordelen jeg har, er den, at jeg
overalt bliver anbragt i hendes Tanker, overalt overrasker hende.
Elskoven har dog en egen Dialektik. Der var en ung
Pige, jeg engang var forelsket i. Ved Theatret i Dresden saae jeg ifjor Sommer en Skuespillerinde, der lignede hende
skuffende. Af den Grund ønskede jeg, hvad der ogsaa lykkedes
mig, at gjøre hendes Bekjendtskab, og overbeviste mig nu om,
at Uligheden dog var temmelig stor. Idag møder jeg en Dame,
paa Gaden, der erindrer mig om hiin Skuespillerinde. Denne
Historie kan blive ved saalænge det skal være.
Overalt omgive mine Tanker Cordelia, jeg skikker dem som
Engle omkring hende. Som Venus bliver i sin Vogn trukket
af Duer, saaledes sidder hun i sin Triumphvogn, og jeg
spænder mine Tanker for som bevingede Væsener. Selv sidder hun
glad, rig som et Barn, almægtig som en Gudinde; jeg gaaer
ved hendes Side. I Sandhed, en ung Pige er og bliver dog
Naturens og hele Tilværelsens Venerabile! Det er der Ingen
der bedre veed end jeg. Kun Skade, at denne Herlighed varer
saa kort. Hun smiler til mig, hun hilser til mig, hun vinker
ad mig, som var hun min Søster. Et Blik erindrer hende
om, at hun er min Elskede.
Elskoven har mange Positioner. Cordelia gjør gode
Fremskridt. Hun sidder paa mit Skjød, hendes Arm slynger sig
blod og varm om min Hals; selv hviler hun ved mit Bryst,
let, uden legemlig Tyngde; de bløde Former berøre mig neppe;
som en Blomst slynger hendes yndige Skabning sig om mig,
frit som en Sløife. Hendes Øie skjuler sig bag sit Laag,
hendes Barm er blendende hvid som Snee, saa glat, at mit
Øie ikke kan hvile, det vilde glide, hvis Barmen ikke
bevægedes. Hvad betyder denne Bevægelse? er det Kjærlighed?
Maaskee. Det er dens Anelse, dens Drøm. Endnu mangler
den Energi. Hun omfavner mig vidtløftigt, som Skyen den
Forklarede, løst som en Luftning, blødt som man omfavner et
Blomster; hun kysser mig ubestemt, som Himlen kysser Havet,
mildt og stille som Duggen kysser Blomsteret, høitideligt som
Havet kysser Maanens Billede.
Hendes Lidenskab vilde jeg i dette Øieblik kalde naiv Lidenskab. Naar nu Vendingen er gjort, og jeg begynder for Alvor at trække mig tilbage, da vil hun opdrive Alt for virkeligt at fængsle mig. Hun har ikke andre Midler dertil end selve det Erotiske, kun at dette nu vil vise sig efter en ganske anden Maalestok. Det er da et Vaaben i hendes Haand, som hun svinger mod mig. Jeg har da den reflekterede Lidenskab. Hun strider for sin egen Skyld, fordi hun veed, jeg eier det Erotiske; hun strider for sin egen Skyld, for at overvinde mig. Hun trænger selv til en høiere Form af det Erotiske. Hvad jeg ved at opflamme hende lærte hende at ane, det lærer nu min Kulde hende at fatte, men saaledes, at hun troer selv at opdage det. Dermed vil hun overrumple mig, hun vil troe i Dristighed at have overgaaet mig, og derved at have fanget mig. Hendes Lidenskab bliver da bestemt, energisk, sluttende, dialektisk; hendes Kys totalt, hendes Favnetag ikke hiatisk. — Hos mig søger hun sin Frihed og finder den desto bedre, jo fastere jeg omsluttet hende. Forlovelsen brister. Naar dette er skeet, trænger hun til lidt Hvile, for at der ikke i denne vilde Tummel skal fremkomme noget Uskjønt. Hendes Lidenskab samler sig endnu engang, og hun er min.
Ligesom jeg allerede i salig Edvards Tid indirekte
sørgede for hendes Lekture, saa gjør jeg det nu direkte. Det, jeg
byder, er hvad jeg anseer for den bedste Næring: Mythologi
og Eventyr. Dog har hun sin Frihed her som overalt, jeg
lytter Alt ud af hende selv. Er det der ikke iforveien, saa
lægger jeg det først ind.
Naar Tjenestepigerne om Sommeren skulle i Dyrehaven,
saa er det i Almindelighed en daarlig Fornøielse. De komme
der kun eengang om Aaret, og derfor skulle de ret have Lige
deraf. Saa skulle de have Hat og Shavl paa, og vanzire
dem selv paa enhver Maade. Lystigheden er vild, uskjøn,
lasciv. Nei, da holder jeg paa Frederiksberg-Have.
Søndag-Eftermiddag komme de der, og jeg ogsaa. Her er Alt
sømmeligt og decent, Lystigheden selv stillere og mere ædel.
Overhovedet det Mandfolk, der ikke har Sands for Tjenestepiger, han taber mere derved, end disse tabe. Tjenestepigernes
mangfoldige Skare er virkelig den skjønneste Væbning, vi have i
Danmark. Dersom jeg var Konge — jeg veed nok hvad jeg
gjorde — jeg holdt ikke Revue over Linietropperne. Dersom
jeg var een af Stadens 32 Mænd, jeg skulde strax andrage
paa, at der nedsattes en Velfærds-Comitee, der ved Indsigt,
Raad, Formaning, passende Belønninger paa enhver Maade
stræbte at opmuntre Tjenestepigerne til et smagfuldt og
omhyggeligt Toilet. Hvorfor skal der ødsles med Skjønhed,
hvorfor skal den gaae ubemærket gjennem Livet, lad den
idetmindste vise sig eengang om Ugen i den Belysning, under
hvilken den tager sig ud! Men fremfor Alt Smag,
Begrændsning. En Tjenestepige skal ikke see ud som en Dame, deri
har Politivennen Ret; men de Grunde, dette agtede Blad
angiver, ere aldeles feilagtige. Naar man da saaledes turde
imødesee en ønskelig Opblomstren af Tjenestepigernes Klasse,
vilde dette ikke atter virke gavnligt paa Døttrene i vore Huse?
Eller er det for dristigt, naar jeg ad denne Vei øiner en
Fremtid for Danmark, der i Sandhed kan kaldes mageløs.
Naar det blot maatte forundes mig selv at blive samtidig med
dette Gyldenaar, da kunde man med god Samvittighed anvende
hele Dagen til at gaae omkring paa Gader og Stræder og
fryde sig ved Øiets Lyst. Hvor sværmer min Tanke saa vidt
og dristigt, saa patriotisk! men jeg er jo ogsaa her ude paa
Frederiksberg, hvor Tjenestepigerne komme Søndag-Eftermiddag,
og jeg med. — — — Først komme Bønderpigerne, Haand
i Haand med deres Kjærester, eller i et andet Mønster, alle
Piger Haand i Haand foran, alle Karle bagefter, eller i et
andet Mønster, to Piger og een Karl. Denne Skare danner
Rammen, de staae gjerne eller sidde langs Træerne i den store
Fiirkant foran Pavillonen. De ere sunde, friske,
Farve-Modsætningerne kun lidt for stærke saavel i Huden som i Klæderne.
Nu følge indenfor de jydske, fyenske Piger. Høie, ranke, lidt
for stærkt byggede, deres Paaklædning lidt forvirret. Her var
meget for Comiteen at gjøre. Man savner heller ikke en enkelt
Repræsentant for den bornholmske Division: ferme Kokkepiger, men ikke gode at komme nær hverken i Kjøkkenet eller paa
Frederiksberg, deres Væsen har noget stolt Frastødende Deres
Nærværelse er derfor ved Modsætningen ikke uden Virkning,
jeg savner dem ugjerne herude, men indlader mig sjeldent med
dem. — Nu følge Hjertetropperne: Nyboders-Piger. Mindre
af Væxt, fyldige, svulmende, fine i Huden, muntre, glade,
vevre, snaksomme, lidt coquette og fremfor Alt barhovede.
Deres Paaklædning maa gjerne nærme sig til en Dames, kun
to Ting er at iagttage, at de ikke have Shavl men Tørklæde,
ikke Hat paa, men høist en lille vims Kappe, helst maae de
være barhovede. — — — — — See god Dag, Marie; skal
jeg træffe Dem herude? Det er længe siden jeg har seet Dem.
De er dog vel endnu hos Conferentsraadens? — „jo” —
det er vist en meget god Condition? — „ja” — Men De er
saa alene herude, har Ingen at følge med... ingen Kjæreste,
har han maaskee ikke havt Tid idag, eller venter De ham —
hvorledes, De er ikke forlovet? Det er jo umuligt. Den
smukkeste Pige i Kjøbenhavn, en Pige, der, tjener hos
Conferentsraaden, en Pige, der er en Prydelse og et Mønster for
alle Tjenestepiger, en Pige, der veed at pynte sig saa net og
... saa rigt. Det er jo et nydeligt Lommetørklæde, De
holder i Haanden, af det fineste Kammerdug... hvad seer
jeg, med Broderi i Kanterne, jeg vedder det har kostet 10
Mk.... der er saamænd mangen fornem Dame, der ikke eier
Magen... franske Handsker... en Silkeparaply... Og
saadan en Pige skulde ikke være forlovet... Det er jo en
Urimelighed. Erindrer jeg ikke meget feil, saa holdt Jens ogsaa
ikke saa Lidt af Dem, De veed nok Jens, Grossererens Jens,
ham paa anden Sal... See jeg traf rigtigt... hvorfor
blev De da ikke forlovet, Jens var jo en smuk Karl, han
havde en god Condition, maaskee var han ved Grossererens
Indflydelse i Tidens Løb bleven Politibetjent eller Fyrbøder,
det var ikke saa daarligt et Parti... De har bestemt selv
Skyld, De har været for haard imod ham... „Nei! men
jeg fik at vide, at Jens havde været forlovet eengang før med
en Pige, som han slet ikke skal have behandlet kjønt.” — ... Hvad maa jeg høre, hvem skulde have troet, at Jens var
saadan en slem Krabat... ja de Garderkarle... de
Garderkarle, de er ikke til at lide paa..... De handlede
fuldkommen rigtigt; en Pige, som De, er rigtig for god til at kastes
hen til Enhver... De vil saamænd nok gjøre et bedre Parti,
det indestaaer jeg Dem for. — — — — Hvorledes lever
Frøken Juliane? jeg har ikke seet hende saa længe. Min
smukke Marie kunde vist tjene mig med en eller anden
Oplysning... fordi man selv har været ulykkelig i Kjærlighed,
derfor bør man ikke være udeeltagende for Andre... Her er saa
mange Folk.. jeg tør ikke tale med Dem derom, jeg er bange,
Nogen skulde belure mig... Hør blot et Øieblik, min smukke
Marie..... See her er Stedet, i den skyggefulde Gang,
hvor Træerne slynge sig sammen for at skjule os for Andre,
her, hvor vi intet Menneske see, ingen menneskelig Røst høre,
men kun en sagte Gjenlyd af Musikens Toner... her tør
jeg tale om min Hemmelighed.... Ikke sandt, hvis Jens
ikke havde været et slet Menneske, saa havde Du gaaet med
ham her, Arm i Arm, lyttet til Musikens Glæde, selv nydt
en endnu høiere... hvorfor saa bevæget — glem Du Jens
..... Vil Du da være uretfærdig mod mig... for at
træffe Dig kom jeg herud... for at see Dig er jeg kommen
til Conferentsraadens... Det har Du mærket... hver Gang
det lod sig gjøre, gik jeg altid til Kjøkkendøren... Du skal
tilhøre mig... der skal blive lyst fra Prædikestolen...
imorgen Aften skal jeg forklare Dig Alt... op ad Kjøkkentrappen,
Døren til Venstre, ligefor Kjøkkendøren.... Farvel min
smukke Marie.... lad Ingen mærke, at Du har seet mig
herude eller talt med mig, Du veed nok min Hemmelighed. —
— — Hun er virkelig deilig, der lod sig gjøre Noget udaf
hende. — Naar jeg først faaer Fodfæste paa hendes Kammer,
saa skal jeg nok selv lyse fra Prædikestolen. Jeg har altid
søgt at udvikle den skjønne græske αυταϱϰεια, og især at gjøre
en Præst overflødig.
Hvis det lod sig gjøre, at staae bagved Cordelia, idet hun
modtager et Brev fra mig, kunde det interessere mig meget.
Jeg vilde da lettelig overbevise mig om, hvorvidt hun i
egentligste Forstand erotisk tilegner sig dem. I det Hele er og
bliver Breve altid et ubetaleligt Middel til at gjøre Indtryk
paa en ung Pige; det døde Bogstav har ofte langt større
Indflydelse end det levende Ord. Et Brev er en
hemmelighedsfuld Communication; man er Herre over Situationen, føler
intet Tryk af nogen Tilstedeværende, og sit Ideal, troer jeg,
vil en ung Pige helst være ganske ene med, det vil sige i
enkelte Øieblikke, og netop i de Øieblikke, hvor det virker
stærkest paa hendes Sind. Om end hendes Ideal har fundet et
nok saa fuldstændigt Udtryk i en bestemt, elsket Gjenstand, saa
er der dog Momenter, i hvilke hun føler, at der er en
Overvætteshed i Idealet, som Virkeligheden ikke har. Disse store
Forsonings-Fester maae indrømmes hende; kun maa man passe
paa, at benytte dem rigtigt, at hun ikke fra dem vender
udmattet tilbage til Virkeligheden, men styrket. Dertil hjælpe
Breve, der bevirke, at man usynlig er aandelig tilstede i disse
hellige Indvielsens Øieblikke, medens Forestillingen om, at den
virkelige Person er Forfatteren af Brevet, danner en naturlig
og let Overgang til Virkeligheden.
Kunde jeg blive jaloux paa Cordelia? Død og Helvede
ja! Og dog i en anden Forstand nei! Hvis jeg nemlig saae,
at om jeg end seirede i min Strid mod den Anden, hendes
Væsen dog vilde blive forstyrret, og ikke, hvad jeg ønskede —
da vilde jeg opgive hende.
En gammel Philosoph har sagt, naar man nøiagtigt
nedskriver Alt, hvad man oplevet, saa er man, inden man veed et
Ord af det, Philosoph. Jeg har nu i længere Tid levet i
Forbindelse med de Forlovedes Menighed. Nogen Frugt maa
jo dog et saadant Forhold yde. Jeg har da tænkt paa at
samle Materialier til et Skrift, betitlet: Bidrag til Kyssets
Theori, alle ømt Elskende helliget. Det er iøvrigt mærkeligt, at der intet Skrift existerer om denne Sag. Hvis det da lykkes
mig at blive færdig, vil jeg tillige afhjælpe et længe følt Savn.
Skulde denne Mangel i Literaturen have sin Grund i at
Philosopherne ikke tænke over Sligt, eller i at de ikke forstaae sig
paa Sligt? — Enkelte Vink vil jeg allerede være istand til at
meddele. Til et fuldstændigt Kys fordres, at det er en Pige
og en Mand, der ere de Handlende. Et Mandfolke-Kys er
smagløst, eller har, hvad værre er, Afsmag. — Dernæst troer
jeg, at et Kys kommer Ideen nærmere, naar en Mand kysser
en Pige end naar en Pige kysser en Mand. Hvor der i
Aarenes Løb er tilveiebragt Indifferens i dette Forhold, der
har Kysset tabt sin Betydning. Dette gjælder om det
ægteskabelige Huuskys, hvormed Ægtefolkene, i Mangel af
Serviet, tørre hinanden om Munden, idet der siges: velbekom's. —
Er Afstanden i Alder meget stor, saa ligger Kysset udenfor
Ideen. Jeg erindrer i en Pigeskole i en af Provindserne havde
den ældste Classe en egen Terminus: at kysse Justitsraaden,
et Udtryk, hvormed de forbandt en intet mindre end behagelig
Forestilling. Oprindelsen til denne Terminus var følgende.
Lærerinden havde en Svoger, der levede i Huset hos hende;
han havde været Justitsraad, var en ældre Mand, og tog sig
nu i Kraft heraf den Frihed at ville kysse de unge Piger. —
Kysset maa være Udtryk for en bestemt Lidenskab. Naar en
Broder og en Søster, der ere Tvillinger, kysse hinanden, er
det Kys intet rigtigt Kys. Om et Kys, der falder af i en
Juleleeg, gjælder det Samme, item om et stjaalet Kys. Et
Kys er en symbolsk Handling, der Intet har at betyde, naar
den Følelse, den skal betegne, ikke er tilstede, og denne Følelse
kan kun være tilstede under bestemte Forhold. — Vil man
gjøre et Forsøg paa at inddele Kysset, saa kan man tænke sig
flere Inddelings-Principer. Man kan inddele det med Hensyn
til Lyden. Destoværre strækker Sproget her ikke til i Forhold
til mine Iagttagelser. Jeg troer ikke, at al Verdens Sprog
havde et fornødent Forraad af Onomatopoietika, for at betegne
de Forskjelligheder, jeg blot i min Onkels Huus har lært at
kjende. Snart er det smækkende, snart hvislende, snart klaskende, snart knaldende, snart drønende, snart fuldt, snart huult,
snart som Kattun o.s.v., o.s.v. — Man kan inddele Kysset
med Hensyn til Berøringen, i det tangerende Kys, eller Kysset
en passant, og det cohærerende. — Man kan inddele det med
Hensyn til Tiden i det korte og i det lange. Med Hensyn til
Tiden gives der ogsaa en anden Inddeling, og denne er
egentlig den eneste, der har behaget mig. Man gjør da en Forskjel
mellem det første Kys og alle andre. Det, hvorpaa der her
reflekteres, er incommensurabelt for det, der kommer tilsyne ved
de øvrige Inddelinger, det er indifferent mod Lyden, Berøringen,
Tiden i Almindelighed. Det første Kys er imidlertid
qvalitativt forskjelligt fra alle andre. Det er der kun faa Mennesker
der tænke paa; det var da Synd Andet end at der var Een,
der tænker derover.
- Min Cordelia!
Et godt Svar er som et sødt Kys, siger Salomo. Du veed, jeg er slem til at spørge; jeg maa næsten høre ilde derfor. Det kommer deraf, at man ikke forstaaer, hvorom jeg spørger; thi Du og Du alene forstaaer, hvorom jeg spørger, og Du og Du alene forstaaer at svare, og Du og Du alene forstaaer at give et godt Svar; thi et godt Svar er som et sødt Kys, siger Salomo.
Der er Forskjel paa en aandelig Erotik og en jordisk Erotik.
Hidtil har jeg mest søgt at udvikle den aandelige hos
Cordelia. Min personlige Tilstedeværelse maa nu være en anden,
ikke blot den accompagnerende Stemning, den maa være
fristende. Jeg har i disse Dage bestandig forberedt mig ved at
læse det bekjendte Sted i Phædrus om Elskov. Det elektriserer
hele mit Væsen, og er et ypperligt Præludium. Plato forstod
sig dog virkelig paa Erotik.
- Min Cordelia!
Latineren siger om en opmærksom Discipel, at han hænger ved Lærerens Mund. For Kjærligheden er Alt Billede, til Gjengjæld er Billedet igjen Virkelighed. Er jeg ikke en flittig, en opmærksom Discipel? Men Du siger jo ikke et Ord.
Hvis en Anden end jeg ledede denne Udvikling, saa vilde
han formodentlig være for klog til at lade sig lede. Hvis jeg
vilde consulere en Indviet blandt de Forlovede, saa vilde han
vel med et høit Sving i erotisk Dristighed sige: jeg søger
forgjæves i disse Elskovens Positioner den Klangfigur, hvor de
Elskende samtale om Deres Kjærlighed. Jeg vilde svare: Det
glæder mig, at Du søger den forgjæves; thi den Figur hører
slet ikke hjemme i den egentlige Erotiks Omfang, end ikke naar
man drager det Interessante ind med. Elskoven er altfor
substantiel til at lade sig nøie med Snak; de erotiske Situationer
altfor betydningsfulde til at udfyldes med Snak. De ere tause,
stille, i bestemte Omrids, og dog veltalende ligesom
Memnons-Støttens Musik. Eros gestikulerer, taler ikke; eller forsaavidt
han gjør det, er det en gaadefuld Antyden, en billedlig Musik.
De erotiske Situationer ere altid enten plastiske eller maleriske;
men det at To tale sammen om deres Kjærlighed, er hverken
plastisk eller malerisk. De solide Forlovede begynde imidlertid
stedse med slig Passiar, der da ogsaa bliver den
sammenholdende Traad i deres snaksomme Ægtestand. Denne Passiar
er tillige Initiativet til Forjættelsen om, at deres Ægteskab
ikke vil mangle den Medgift, Ovid omtaler: dos est uxoria
lites. — Naar der skal tales, er det ogsaa nok, at Een taler.
Manden skal tale, og derfor være i Besiddelse af nogle af de
Kræfter, der vare i det Bælte, hvormed Venus bedaarede:
Samtalen og det søde Smigreri, det vil sige, det insinuante. —
Det følger ingenlunde, at Eros er stum, eller at det skulde være
erotisk urigtigt at samtale, kun at Samtalen selv er erotisk, ikke
fortabt i opbyggelige Betragtninger om Livs-Udsigter o. s. v., og at Samtalen dog egentlig ansees for en Hvile fra den
erotiske Gjerning, en Tidsfordriv, ikke for det Høieste. En
saadan Samtalen, en saadan confabulatio, er i sit Væsen ganske
guddommelig, og jeg kan aldrig blive kjed af at samtale med
en ung Pige. Det vil da sige, jeg kan blive kjed af den
enkelte unge Pige, men aldrig af at samtale med en ung Pige.
Det er for mig ligesaa stor en Umulighed som at blive træt
af at aande. Det, der egentlig er det Eiendommelige ved en
saadan Samtalen, er Conversationens vegetative Blomstren.
Samtalen holder sig ved Jorden, har ingen egentlig Gjenstand,
Tilfældigheden er Loven for dens Bevægelser — men
Tusindfryd Navnet paa den selv og dens Frembringelser.
- Min Cordelia!
„Min — Din” disse Ord omslutte som en Parenthes mine Breves fattige Indhold. Har Du lagt Mærke til, at Afstanden mellem dens Arme bliver kortere? O, min Cordelia! Det er dog skjønt, jo indholdsløsere Parenthesen bliver, desto betydningsfuldere bliver den.
- Min Cordelia!
Er en Omfavnelse en Strid?
I Almindelighed forholder Cordelia sig taus. Det har
altid været mig kjært. Hun er for dyb en qvindelig Natur
til at plage En med Hiatus, en Talefigur, der især er
Qvinden eiendommelig, og som er uundgaaelig, naar Manden, der
skal danne den forudgaaende eller efterfølgende begrændsende
Consonant, er ligesaa qvindelig. Stundom forraader
imidlertid en enkelt kort Yttring, hvor Meget der boer i hende. Jeg er hende da behjælpelig. Det er som hvis der bagved
et Menneske, der med usikker Haand henkastede enkelte Træk til
en Tegning, stod en Anden, der bestandig bragte noget Dristigt
og Afrundet ud deraf. Hun overraskes selv, og dog er det
som tilhørte det hende. Derfor vaager jeg over hende, over
enhver tilfældig Yttring, ethvert løst henkastet Ord, og idet jeg
giver hende det tilbage, er det altid blevet noget Betydeligere,
som hun baade kjender og ikke kjender.
Idag vare vi i Selskab. Vi havde ikke vexlet et Ord
sammen. Man stod fra Bordet; da kom Tjeneren ind og
meldte Cordelia, at der var et Bud, der ønskede at tale med
hende. Dette Bud var fra mig, bragte et Brev, som
indeholdt Hentydninger paa en Yttring, der var fremsat af mig
over Bordet. Jeg havde vidst at faae det indblandet i den
almindelige Bordconversation saaledes, at Cordelia, skjøndt
hun sad langt borte fra mig, nødvendigviis maatte høre det,
og misforstaae det. Herpaa var Brevet beregnet. Var det
ikke lykkedes mig at give Bordconversationen den Retning, saa
havde jeg selv været tilstede til den bestemte Tid for at
confiskere Brevet. Hun kom ind igjen, hun maatte lyve lidt.
Sligt consoliderer den erotiske Hemmelighedsfuldhed, uden
hvilken hun ikke kan gaae den Vei, der er hende anviist.
- Min Cordelia!
Troer Du, at Den, der lægger sit Hoved til Elverhøi, i Drømme seer Elverpigens Billede? jeg veed det ikke; men det veed jeg, naar jeg hviler mit Hoved ved Dit Bryst, og da ikke lukker mit Øie, men skuer ud over det, da seer jeg en Engels Aasyn. Troer Du, at Den, der helder sit Hoved til Elverhøi, ikke kan ligge rolig? jeg troer det ikke; men jeg veed, at naar mit Hoved bøier sig til Din Barm, da bevæges det for stærkt til at Søvnen kan nedlade sig paa mit Øie.
Jacta est alia. Nu maa Vendingen gjøres. Jeg var
hos hende idag, ganske hentagen af Tanken om en Idee, der
aldeles beskjæftigede mig. Jeg havde hverken Øie eller Øre
for hende. Ideen selv var interessant og fængslede hende.
Det vilde ogsaa have været urigtigt at begynde den nye
Operation med at være kold i hendes Nærværelse. Naar jeg nu
er gaaet, og Tanken ikke mere beskjæstiger hende, da opdager
hun let, at jeg var anderledes end jeg pleiede. Det, at hun
i sin Eensomhed opdager Forandringen, gjør denne Opdagelse
langt smerteligere for hende, virker langsommere, men desto
mere indtrængende. Hun kan ikke strax bruse ud, og naar da
Leiligheden tilbydes, har hun allerede udtænkt saa Meget, at
hun ikke paa eengang kan faae det udtalt, men altid beholder
et Residuum af Tvivl. Uroen stiger, Brevene høre op, den
erotiske Næring afknappes, Elskoven spottes som Latterlighed.
Maaskee gaaer hun et Øieblik med, men i Længden kan hun
ikke udholde det. Hun vil nu fængsle mig ved de samme
Midler, som jeg har brugt mod hende, ved det Erotiske.
Paa det Punkt, om at ophæve en Forlovelse, er enhver
lille Pige en stor Casuistiker; og skjøndt der i Skolerne ikke
holdes noget Cursus derover, saa veed dog alle Pigebørn
ypperlig Besked, naar der bliver Spørgsmaal om, i hvilke
Tilfælde en Forlovelse bør hæves. Dette burde egentlig være
den staaende Opgave ved Skole-Examina i det sidste Aar; og
skjøndt jeg ellers veed, at de Afhandlinger, man faaer i
Pigeskoler, ere meget eensformige, saa er jeg vis paa, at man her
ikke vilde savne Afvexling, da Problemet selv aabner en viid
Mark for en Piges Skarpsindighed. Og hvorfor skal man ikke
give en ung Pige Leilighed til at vise sin Skarpsindighed paa
den mest glimrende Maade? Eller vil hun her ikke netop faae
Leilighed til at vise, at hun er moden — til at forloves?
Jeg har engang oplevet en Situation, der interesserede mig
meget. I en Familie, hvor jeg stundom kom, var en Dag de
Ældre ude, derimod havde Husets tvende unge Døttre samlet
en Kreds af Veninder til en Formiddags-Kaffe. De vare i Alt otte, alle i den Alder mellem sexten og tyve Aar.
Formodentlig have de ikke ventet noget Besøg; Pigen har vel endog
havt Ordre til at negte dem hjemme. Jeg kom imidlertid ind,
og mærkede tydeligt, at de bleve lidt overraskede. Gud veed,
hvad saadanne otte unge Piger egentlig forhandle i et sligt
høitideligt Synodal-Møde. De gifte Koner samles ogsaa
stundom til lignende Møder. De foredrage da Pastoral-Theologi;
især afhandles de vigtige Spørgsmaal: i hvilke Tilfælde det
er rigtigst, at lade en Pige gaae alene paa Torvet, om det er
rigtigst at have en Contra-Bog med Slagterne, eller at betale
strax; om det er sandsynligt, at Kokkepigen har en Kjæreste;
hvorledes man skal blive det Kjæreste-Commers qvit, der sinker
Madlavningen. — — — Jeg fik min Plads i den skjønne
Klynge. Det var meget tidlig i Foraaret. Solen sendte nogle
enkelte Straaler som Iilbud om dens Ankomst. I Værelset
selv var Alt vinterligt, og netop derfor vare de enkelte Straaler
saa bebudende. Kaffeen duftede paa Bordet — og nu de unge
Piger selv, glade, sunde, blomstrende, overgivne; thi Angsten
havde snart sat sig, og hvad var der ogsaa at frygte for, de
vare jo paa en Maade mandsstærke. — Det lykkedes mig at
henlede Opmærksomheden og Talen paa det Spørgsmaal, i
hvilke Tilfælde en Forlovelse bør hæves. Medens mit Øie
forlystede sig ved at flagre fra den ene Blomst til den anden i
denne Krands af Piger, forlystede sig ved at hvile snart paa en
snart paa en anden Skjønhed, frydede mit ydre Øre sig ved
at svælge i Nydelse af Stemmernes Musik, det indre Øre ved
iagttagende at afhøre det Sagte. Et eneste Ord var mig ofte
nok til at gjøre et dybt Indblik i en saadan Piges Hjerte og
dets Historie. Hvor Kjærlighedens Veie dog ere forføreriske,
og hvor interessant at første, hvor langt den Enkelte er henne.
Jeg pustede bestandig til, Aandrighed, Vittighed, æsthetisk
Objektivitet bidrog til at gjøre Forholdet friere og dog blev alt
indenfor den strengeste Sømmeligheds Grændser. Medens vi
saaledes spøgede i Samtalens lette Regioner, slumrede der en
Mulighed af med et eneste Ord at bringe de gode Pigebørn i
en fatal Forlegenhed. Denne Mulighed var i min Magt. Pigerne fattede den ikke, ahnede den neppe. Ved Samtalens
lette Spil blev den hvert Øieblik holdt nede, ligesom
Schehersad holder Dødsdommen borte ved at fortælle. — Snart
ledsagede jeg Samtalen hen til det Veemodiges Grændse; snart
lod jeg Kaadheden slaae sig løs; snart fristede jeg dem ud til
en dialektisk Leeg. Og hvilken Materie indeholder ogsaa en
større Mangfoldighed i sig, alt eftersom man seer til. Jeg
bragte bestandig nye Themaer ind. — Jeg fortalte om en Pige,
hvem Forældrenes Grusomhed havde tvunget til at hæve en
Forlovelse. Den ulykkelige Collision bragte næsten Taarer i
Øinene paa dem. — Jeg fortalte om et Menneske, der havde
hævet en Forlovelse og angivet tvende Grunde: at Pigen var
for stor, og at han ikke havde ligget paa Knæ for hende, da
han tilstod sin Kjærlighed. Da jeg gjorde ham den
Indvending, at det dog umulig kunde ansees for tilstrækkelige Grunde,
svarede han, jo de er netop tilstrækkelige til at opnaae, hvad
jeg vil; thi intet Menneske kan svare et fornuftigt Ord
derpaa. — Jeg forelagde til Forsamlingens Overveielse et meget
difficilt Tilfælde. En ung Pige slog op, fordi hun følte sig
overbeviist om, at hun og Kjæresten ikke passede sammen. Den
Elskende vilde bringe hende til Raison, ved at forsikkre, hvor
høit han elskede hende, da svarede hun: enten passe vi for
hinanden og der er virkelig Sympathi, og da vil Du indsee,
at vi ikke passe for hinanden; eller vi passe ikke for hinanden
og da vil Du indsee, at vi ikke passe for hinanden. Det var
en Fornøielse at see paa, hvorledes de unge Piger brød deres
Hoveder for at fatte denne gaadefulde Tale, og dog mærkede
jeg tydeligt, at der var et Par af dem, der forstode den
ypperligt; thi paa det Punkt, om at hæve en Forlovelse, er enhver
ung Pige en født Casuistiker. — Ja jeg troer virkelig, det
vilde være mig lettere at disputere med Fanden selv, end med
en ung Pige, naar Talen er om, i hvilke Tilfælde man bør
hæve en Forlovelse. —
Idag var jeg hos hende. Iilsomt, med Tankens Hast,
henbøiede jeg strax Samtalen paa den samme Gjenstand, med hvilken jeg igaar havde beskjæftiget hende, idet jeg atter søgte
at bringe hende i Extase. „Der var en Bemærkning, jeg
allerede igaar vilde have gjort; da jeg var gaaet, faldt det
mig ind!” Det lykkedes. Saalænge jeg er hos hende, finder
hun Nydelse i at høre paa mig; naar jeg er gaaet, mærker
hun vel, at hun er bedragen, at jeg er forandret. Paa den
Maade trækker man sine Aktier ud. Denne Maade er
underfundig, men saare hensigtsmæssig, som alle indirekte Methoder.
Hun kan godt forklare sig, at noget Saadant, som det, hvorom
jeg taler, kan beskjæftige mig, ja det interesserer hende selv
i Øieblikket, og dog bedrager jeg hende for det egentlige
Erotiske.
Oderint, dum metuant, som om kun Frygt og Had hørte
sammen, medens Frygt og Kjærlighed slet Intet havde med
hinanden at gjøre, som om det ikke var Frygt, der gjorde
Kjærlighed interessant? Hvad er det for en Kjærlighed, med
hvilken vi omfatte Naturen, er der ikke en hemmelighedsfuld
Angst og Gru i den, fordi dennes skjønne Harmoni arbeider
sig frem af Lovløshed og vild Forvirring, dens Tryghed af
Troløshed. Men netop denne Angst fængsler mest.
Saaledes ogsaa med Kjærligheden, naar den skal være interessant.
Bagved den bør der ruge den dybe, angstfulde Nat, hvoraf
Kjærlighedens Blomst springer frem. Saaledes hviler nymphæa
alba med sit Bæger paa Vandets Overflade, medens Tanken
ængstes ved at styrte sig ned i det dybe Mørke, hvor den har
sin Rod. — Jeg har lagt Mærke til, hun kalder mig altid:
min, naar hun skriver mig til; men hun har ikke Mod til at
sige det til mig. Idag bad jeg hende selv derom, saa insinuant
og erotisk varmt som muligt. Hun begyndte derpaa; et ironisk
Blik, kortere og hurtigere end det lader sig sige, var nok til
at gjøre det umuligt for hende, uagtet min Læbe af al Magt
tilskyndede hende. Denne Stemning er normal.
Hun er min. Det betroer jeg ikke Stjernerne, som Skik
og Brug er, jeg seer egentlig ikke hvad denne Efterretning kan
beskjæftige hine fjerne Kloder. Heller ikke betroer jeg den til noget Menneske, end ikke til Cordelia. Denne Hemmelighed
beholder jeg for mig selv alene, hvisker den ligesom ind i mig,
selv i de hemmelighedsfuldeste Samtaler med mig selv. Den
attenterede Modstand fra hendes Side var ikke synderlig stor,
derimod er den erotiske Magt, hun udfolder, beundringsværdig.
Hvor er hun interessant i denne dybe Lidenskabelighed, hvor
er hun stor, næsten overnaturlig! Hvor er hun saa bøielig i
at undgaae, saa smidig i at indsnige sig overalt, hvor hun
opdager et ubefæstet Punkt! Alt er sat i Bevægelse; men i denne
Elementernes Susen befinder jeg mig netop i mit Element.
Og dog er hun ingenlunde selv i denne Bevægethed uskjøn,
ikke sønderreven i Stemninger, ikke adsplittet i Momenter. Hun
er bestandig en Auadyomene, kun at hun ikke stiger op i naiv
Ynde, eller i unbefangen Ro, men bevæget af Elskovens stærke
Pulsslag, medens hun dog er Eenhed og Ligevægt. Hun er
fuldt erotisk rustet til Strid, hun kæmper med Øiets Piil, med
Brynets Befaling, med Pandens Hemmelighedsfuldhed, med
Varmens Veltalenhed, med Favnens farlige Tillokkelser, med
Læbens Bøn, med Kindens Smiil, med hele Skabningens søde
Længsel. Der er en Kraft i hende, en Energi, som var hun
en Valkyrie, men denne erotiske Kraftfuldhed tempereres igjen
ved en vis smægtende Mathed, der er udaandet over hende. —
For længe maa hun ikke holdes paa denne Spidse, hvor kun
Angst og Uro kan holde hende staaende, og forhindre hende
fra at styrte om. I Forhold til saadanne Bevægelser vil hun
snart føle, at Forlovelsen er for snever, for generende. Hun
bliver selv den Fristende, der forfører mig til at gaae ud over
det Almindeliges Grændse, saaledes bliver hun sig det bevidst,
og det er mig Hovedsagen.
Der falder nu ikke faa Yttringer fra hendes Side, der
tyde paa, at hun er træt af Forlovelsen. De gaae ikke mit
Øre upaaagtede forbi, de ere min Operations Speidere i
hendes Sjæl, der give mig oplysende Vink, det er de Traad-Ender,
ved hvilke jeg svinder hende ind i min Plan.
- Min Cordelia!
Du klager over Forlovelsen, Du mener, at vor Kjærlighed ikke behøver et udvortes Baand, der blot er til Hinder. Derpaa kjender jeg strax min udmærkede Cordelia! I Sandhed, jeg beundrer Dig. Vor udvortes Forening er dog kun en Adskillelse. Endnu er der en Mellemvæg, der fjerner os ligesom Pyramus og Thisbe. Endnu forstyrrer Menneskenes Medviden. Kun i Modsætning er Frihed. Naar ingen Fremmed aner Kjærligheden, først da har den Betydning; naar enhver Uvedkommende troer, at de Elskende hade hinanden, først da er Kjærligheden lykkelig.
Snart brydes Forlovelsens Baand. Hun selv er den, der
løser det, for om muligt ved denne Løshed at fængsle mig end
stærkere, ligesom de flagrende Lokker fængsle mere end de
opbundne. Dersom jeg hævede Forlovelsen, saa vilde jeg gaae
glip af dette erotiske Saltomortale, der er saa forførerisk at see
paa og et saa sikkert Tegn paa hendes Sjæls Dristighed.
Dette er mig Hovedsagen. Dertil kommer, at den hele
Begivenhed vilde skaffe mig en Deel ubehagelige Følger med Hensyn
til andre Mennesker. Jeg vilde blive ilde lidt, forhadt, afskyet,
skjøndt med Urette; thi hvor fordeelagtigt vilde det ikke være
for Mange? Der er mangen lille Jomfru, som, i Mangel af
at være forlovet, dog altid vilde være ret tilfreds med at have
været ganske nær derved. Det er dog altid Noget, om end,
naar jeg skal være oprigtig, saare Lidet, thi naar man saaledes
har puffet sig frem for at faae Plads paa Exspectance-Listen,
saa er man netop uden Exspectance; jo høiere man rykker op,
jo længere man rykker frem, desto mindre Exspectance. I
Kjærlighedens Verden gjælder ikke Anciennetetsprincipet med Hensyn
til Avancement og Befordring. Dertil kommer, saadan en lille
Jomfru er kjed af at hensidde i uskiftet Bo, hun trænger til, at hendes Liv røres af en Begivenhed. Men hvad er da at
sammenligne med en ulykkelig Kjærligheds-Historie, især naar
man ved Siden deraf kan tage sig den hele Sag saa let.
Man bilder altsaa sig selv og sin Næste ind, at man er med
blandt de Bedragne, og da man ikke er qvalificeret til at
optages i en Magdalene-Stiftelse, indlogerer man sig ved Siden
deraf i Taarepersen. Man hader mig altsaa pligtskyldigst.
Dertil kommer endnu en Division af dem, som en Anden heelt
eller halvt eller treqvart har bedraget. Der gives i den
Henseende mange Grader lige fra dem, der have en Ring at
beraabe sig paa, til dem, der hænge deres Hat paa et Haandtryk
i en Contradands. Deres Saar oprives igjen ved den nye
Smerte. Deres Had tager jeg med som en Tilgift. Men
alle disse Hadere ere naturligviis ligesaa mange Krypto-Elskere
til mit stakkels Hjerte. En Konge uden Land er en latterlig
Figur; men en Successions-Krig mellem en Skare af
Prætendenter til et Kongerige uden Land, det overgaaer selv det
Latterligste. Saaledes burde jeg egentlig elskes og pleies af det
smukke Kjøn som et Assistentshuus. En virkelig Forlovet, han
kan dog kun sørge for Een, men en saadan vidtløftig Mulighed
kan forsørge, det vil sige, saa nogenlunde forsørge saa Mange
det skal være. Alt dette endelige Vrøvl bliver jeg fri for, og
har tillige den Fordeel, ud efter at kunne komme til at træde
op i en ganske ny Rolle. De unge Piger ville beklage mig,
have Medlidenhed med mig, sukke for mig; jeg slaaer ganske
ind i samme Toneart, paa den Maade kan man ogsaa fange.
Det er besynderligt nok, jeg bemærker i denne Tid med
Smerte, at jeg faaer det angivende Tegn, som Horats ønsker
enhver troløs Pige — en sort Tand, tilmed en Fortand.
Hvor man dog kan være overtroisk. Den Tand forstyrrer mig
ordentlig, jeg kan ikke godt lide nogen Hentydning dertil, det
er en svag Side, jeg har. Medens jeg ellers overalt er fuldt
bevæbnet, kan her endogsaa den største Klodrian bibringe mig
et Stød, som gaaer langt dybere end han troer, naar han rører ved den Tand. Jeg gjør Alt for at faae den hvid, men
forgjæves; jeg siger med Palnatoke:
jeg gnider den ved Dag, ved Nat,
Men ei jeg sletter ud den sorte Skygge.
Livet indeholder dog overordentlig meget Gaadefuldt. En saadan lille Omstændighed kan forstyrre mig mere end det farligste Angreb, den piinligste Situation. Jeg vil lade den trække ud men det forstyrrer mit Organ og mit Stemmes Magt. Dog vil jeg lade den trække ud, jeg vil lade sætte en falsk ind; den er nemlig falsk mod Verden, den sorte var falsk mod mig.
Det er en ganske ypperlig Ting, at Cordelia støder an
mod en Forlovelse. Ægteskabet er og bliver dog en ærværdig
Institution, om den end har det Kjedsommelige ved sig, at den
strax i sin Ungdom nyder en Deel af den Ærværdighed, som
Alderen forskaffer. En Forlovelse derimod er et ægte
menneskeligt Paafund, og som saadant saa betydeligt og saa
latterligt, at det paa den ene Side er ganske i sin Orden, at en
ung Pige i Lidenskabens Hvirvel sætter sig ud derover, og dog
paa den anden Side føler Betydningen deraf, føler sin Sjæls
Energi som et høiere Blodsystem overalt nærværende i sig.
Hvad det nu gjælder om er, at styre hende saaledes, at hun i
sin dristige Flugt taber Ægteskabet og overhovedet
Virkelighedens Fastland af Syne, at hendes Sjæl ligesaa meget i sin
Stolthed som i sin Angst for at tabe mig, tilintetgjør en
ufuldkommen menneskelig Form, for at haste til Noget, der er høiere
end det almindelige Menneskelige. I denne Henseende behøver
jeg imidlertid ikke at frygte, thi hendes Gang over Livet er
allerede nu saa svævende og let, at Virkeligheden allerede for
en stor Deel er tabt af Sigte. Desuden er jeg jo bestandig
ombord med, og kan altid spænde Seilene ud. —
Qvinden er og bliver mig dog et uudtømmeligt Stof for
Overveielser, en evig Overflødighed for Iagttagelser. Det
Menneske, som ikke føler Trang til dette Studium, han kan
for mig være hvad han vil forresten i Verden, een Ting er han ikke, han er ikke Æsthetiker. Det er netop det Herlige,
det Guddommelige ved Æsthetiken, at den kun træder i
Forhold til det Skjønne; den har væsentlig kun at gjøre med den
skjønne Literatur og det smukke Kjøn. Det kan fryde mig, det
kan fryde mit Hjerte at tænke mig Qvindelighedens Sol
udstraalende sig i uendelig Mangfoldighed, spredende sig i en
Sprogforvirring, hvor hver Enkelt har en lille Deel af
Qvindelighedens hele Rigdom, dog saaledes, at det Øvrige, der
findes hos hende, harmonisk danner sig om dette Punkt. I
denne Forstand er den qvindelige Skjønhed uendelig delelig.
Kun maa den enkelte Deel af Skjønhed være harmonisk
behersket, thi ellers virker det forstyrrende, og man kommer til
at tænke paa, at Naturen har ved denne Pige tænkt paa Noget,
men det blev derved. Mit Øie kan aldrig blive træt af at
haste hen over denne peripheriske Mangfoldighed, disse den
qvindelige. Skjønheds udspredte Emanationer. Hvert enkelt
Punkt har sin lille Deel og er dog fuldendt i sig, lykkelig,
glad, skjøn. Hver har Sit: det muntre Smiil; det skjelmske
Blik; det attraaende Øie; det hængende Hoved; det overgivne
Sind; det stille Veemod; den dybe Ahnen; det varslende
Tungsind; den jordiske Hjemvee; de uskriftede Rørelser; de vinkende
Bryn; de spørgende Læber; den hemmelighedsfulde Pande; de
besnærende Lokker; det skjulende Øienhaar; den himmelske
Stolthed; den jordiske Blufærdighed; den englelige Reenhed; den
lønlige Rødme; den lette Gang; den yndige Svæven; den
smægtende Holdning; den længselsfulde Drømmen; de
uforklarede Sukke; den slanke Væxt; de bløde Former; den yppige
Barm; de svulmende Hofter; den lille Fod; den yndige
Haand. — Hver har Sit, og den Ene ikke det, den Anden
har. Naar jeg da har seet og atter seet, betragtet og atter
betragtet denne Verdens Mangfoldighed, naar jeg har smilet,
sukket, smigret, truet, attraaet, fristet, leet, grædt, haabet,
frygtet, vundet, tabt — da lukker jeg Viften, da samler det
Adspredte sig i det Ene, Delene i det Hele. Da glæder min
Sjæl sig, da banker mit Hjerte, da opflammes Lidenskaben.
Denne ene Pige, den eneste i hele Verden, hun maa tilhøre mig, hun maa være min. Lad saa Gud beholde Himlen, naar
jeg maa beholde hende. Jeg veed vel, hvad jeg vælger, det
er saa stort, at Himlen selv ikke kan være tjent med at dele
saaledes, thi hvad blev der tilbage i Himlen, naar jeg beholdt
hende? De troende Muhamedanere de vilde blive skuffede i
deres Haab, naar de i deres Paradis omfattede blege,
kraftesløse Skygger; thi varme Hjerter kunde de ikke finde, thi al
Hjertets Varme var samlet i hendes Bryst; trøstesløse vilde de
fortvivle, naar de fandt blege Læber. matte Øine, en ubevæget
Barm, et fattigt Haandtryk; thi al Læbens Rødme og Øiets
Ild og Varmens Uro og Haandtrykkets Forjættelse og Sukkets
Ahnelse og Kyssets Besegling og Berøringens Skjælven og
Omfavnelsens Lidenskab — Alt — Alt var forenet i hende,
der paa mig ødslede med hvad der var nok for en Verden
baade her og hisset. Saaledes har jeg ofte tænkt over denne
Sag; men hver Gang jeg tænker saaledes, bliver jeg altid
varm, fordi jeg tænker mig hende varm. Skjøndt man nu i
Almindelighed antager Varme for et godt Tegn, saa følger dog
deraf ikke, at man vil indrømme min Tænkemaade det
hæderlige Prædikat, at den er solid. Derfor vil jeg nu til
Afvexling selv kold tænke hende kold. Jeg vil forsøge at tænke
Qvinden kategorisk. Under hvilken Kategori maa hun
opfattes? under Væren for Andet. Det maa imidlertid ikke tages
i slet Forstand, som om den, der var for mig, tillige var for
en Anden. Man maa her, som altid ved abstrakt Tænken,
afholde sig fra ethvert Hensyn til Erfaring; thi ellers vilde
jeg i nærværende Tilfælde paa en besynderlig Maade faae
Erfaringen baade for og mod mig. Erfaringen er her som
allevegne en besynderlig Person, thi dens Væsen er altid at være
baade for og imod. Hun er altsaa Væren for Andet. Man
skal atter her fra en anden Side ikke lade sig forstyrre af
Erfaringen, som lærer, at det er sjeldent man træffer en Qvinde,
der i Sandhed er Væren for Andet, da en stor Mængde i
Almindelighed er slet Intet, hverken for dem selv eller for
Andre. Denne Bestemmelse har hun nu tilfælles med hele
Naturen, med alt det Feminine overhovedet. Hele Naturen er saaledes blot for Andet, ikke i teleologisk Forstand, saaledes at
det enkelte Led af Naturen er for et andet enkelt Led, men den
hele Natur er for Andet — er for Aanden. Saaledes er det
igjen med det Enkelte. Plantelivet f. Ex. udfolder i al Naivetet
sine skjulte Ynder og er blot for Andet. Ligesaa er en Gaade,
en Charade, en Hemmelighed, en Vocal o.s.v. blot en Væren
for Andet. Deraf lader det sig ogsaa forklare, hvorfor Gud,
da han skabte Eva, lod en dyb Søvn falde paa Adam; thi
Qvinden er Mandens Drøm. Ogsaa paa en anden Maade
læres af hiin Fortælling, at Qvinden er Væren for Andet.
Der siges nemlig, at Jehova tog et af Mandens Sidebeen
Havde han f. Ex. taget af Mandens Hjerne, saa var Qvinden
vel vedbleven at være Væren for Andet, men Bestemmelsen
var ikke, at hun skulde være et Hjernespind, men noget ganske
Andet. Hun blev Kjød og Blod, men falder derved netop ind
under Bestemmelsen af Natur, der væsentlig er Væren for Andet.
Først ved Elskovens Berøring vaagner hun, før den Tid er
hun Drøm. Dog kan man i denne Drømme-Existents adskille
to Stadier; det første er det, da Elskoven drømmer om hende,
det andet er det, da hun drømmer om Elskoven.
Som Væren for Andet er Qvinden betegnet ved den rene Jomfruelighed. Jomfruelighed er nemlig en Væren, der forsaavidt den er Væren for sig egentlig er en Abstraktion og kun viser sig for Andet. Det Samme ligger ogsaa i den qvindelige Uskyld. Man kan derfor sige, at Qvinden i denne Tilstand er usynlig. Der existerede, som bekjendt, heller intet Billede af Vesta, den Gudinde, der nærmest betegnede den egentlige Jomfruelighed. Denne Existents er nemlig æsthetisk nidkjær paa sig selv, ligesom Jehova ethisk, og vil ikke, at der maa existere noget Billede eller vel endog nogen Forestilling om den. Det er denne Modsigelse, at det, der er for Andet, ikke er, og ligesom først bliver synligt ved det Andet. I logisk Henseende er denne Modsigelse ganske i sin Orden, og Den, der forstaaer at tænke logisk, vil ikke forstyrres af den, men glæde sig over den. Den der derimod tænker ulogisk, han vil indbilde sig, at det, der er Væren for Andet, er i den endelige Forstand, som man kan sige om en enkelt Ting, der er Noget for mig.
Denne Qvindens Væren (Ordet Existents siger allerede for meget, thi hun bestaaer ikke ud af sig selv) betegnes rigtigt som Ynde, et Udtryk, der erindrer om det vegetative Liv; hun er som en Blomst, som Digterne gjerne sige, og selv det Aandelige i hende er paa en vegetativ Maade tilstede. Hun ligger ganske i Naturbestemmelse og er desaarsag kun æsthetisk fri. I dybere Forstand bliver hun først fri ved Manden, og derfor hedder det: at frie, og derfor frier Manden. Naar han frier rigtigt, saa kan der ikke være Spørgsmaal om noget Valg. Qvinden vælger vel, men dersom denne Vælgen tænkes som Resultatet af en lang Overveielse, saa er en saadan Vælgen uqvindelig. Derfor er det vanærende at faae en Kurv, fordi det paagjældende Individ har sat sig selv for høit, har villet gjøre en Anden fri, uden at formaae det. — I dette Forhold ligger en dyb Ironi. Det, der er for Andet, faaer Udseende af at være det Prædominerende: Manden frier, Qvinden vælger. Qvinden er efter sit Begreb den Overvundne, Manden efter sit Begreb Seierherre, og dog bøier Seierherren sig for det Beseirede, og dog er det ganske naturligt, og det er blot Tølperagtighed, Dumhed og Mangel paa erotisk Sands at sætte sig ud over, hvad der umiddelbart giver sig saaledes. Det har ogsaa en dybere Grund. Qvinden er nemlig Substants, Manden er Reflexion. Hun vælger derfor heller ikke uden Videre, men Manden frier, hun vælger. Men Mandens Frien er en Spørgen, hendes Vælgen egentlig kun Svar paa et Spørgsmaal. I en vis Forstand er Manden Mere end Qvinden, i en anden Forstand uendelig meget Mindre.
Denne Væren for Andet er den rene Jomfruelighed. Gjør den et Forsøg paa, selv at være i Forhold til en anden Væren, der er Væren for den, saa viser Modsætningen sig i den absolute Knibskhed; men denne Modsætning viser tillige, at Qvindens egentlige Væren er Væren for Andet. Den diametrale Modsætning til den absolute Hengivelse er den absolute Knibskhed, der i omvendt Forstand er usynlig som den Abstraktion, hvorimod Alt bryder sig, uden at Abstraktionen derfor faaer Liv. Qvindeligheden antager nu Charakteer af den abstrakte Grusomhed, der er den karrikerende Spidse af den egentlige jomfruelige Sprödigkeit. En Mand kan aldrig være saa grusom som en Qvinde. Raadfører man sig med Mythologier, Eventyr, Folkesagn, saa vil man finde dette bestyrket. Skal der beskrives et Naturprincip, der i sin Ubarmhjertighed ingen Grændse kjender, saa er det et jomfrueligt Væsen. Eller man forfærdes ved at læse om en Pige, der urørt lader sine Beilere sætte Livet til, saaledes som man saa ofte læser derom i alle Folkeslags Eventyr. En Blaubart dræber alle de Piger, han har elsket, i Bryllupsnatten, men han har ikke sin Glæde af at dræbe dem, tværtimod, Glæden er gaaet forud, deri ligger Concretionen; det er ikke en Grusomhed for Grusomhedens egen Skyld. En Don Juan forfører dem og løber fra dem, men han har slet ingen Glæde af at løbe bort fra dem, men vel af at forføre dem; det er altsaa ingenlunde denne abstrakte Grusomhed.
Saaledes seer jeg, jo mere jeg overveier den Sag, at min Praxis er i fuldkommen Harmoni med min Theori. Den Overbeviisning har nemlig min Praxis altid været imprægneret af, at Qvinden væsentlig er Væren for Andet. Derfor har Øieblikket her saa uendelig meget at betyde; thi Væren for Andet er altid Øieblikkets Sag. Der kan gaae længere eller kortere Tid, inden Øieblikket kommer, men saasnart det er kommet, saa antager Det, der oprindelig var Væren for Andet, en relativ Væren, og dermed er det forbi. Vel veed jeg, at Ægtemændene tale Noget om, at Qvinden ogsaa i en anden Forstand er Væren for Andet, hun er Alt for dem for hele Livet. Det maa man nu holde Ægtemændene tilgode. Egentlig troer jeg, at det er Noget, de bilde hinanden gjensidig ind. Enhver Stand har i Almindelighed her i Livet visse conventionelle Skikke og især visse conventionelle Løgne. Deriblandt maa denne Skipperefterretning regnes. At forstaae sig paa Øieblikket, det er ikke saa let en Sag, og Den, som misforstaaer det, faaer naturligviis en saadan Kjedsommelighed for hele Livet. Øieblikket er Alt, og i Øieblikket er Qvinden Alt; Conseqventserne forstaaer jeg ikke. Deriblandt er ogsaa den Conseqvents at faae Børn. Nu bilder jeg mig ind, at jeg er en temmelig conseqvent Tænker, men om jeg saa blev gal, er jeg ikke Mand for at tænke den Conseqvents; jeg forstaaer den slet ikke, thi Sligt maa der en Ægtemand til.
Igaar besøgte Cordelia og jeg en Familie paa deres Sommerværelser. Selskabet opholdt sig for det Meste i Haven, hvor man fordrev Tiden med allehaande legemlige Øvelser. Blandt Andet blev der ogsaa spillet Ring. Jeg benyttede Leiligheden, da en anden Herre, der havde spillet med Cordelia, var gaaet bort, til at afløse ham. Hvilken Rigdom af Ynde udfoldede hun ikke, endnu mere forførerisk ved Legens forskjønnende Anstrengelse! Hvilken yndig Harmoni i Bevægelsernes Selvmodsigelse! Hvor let var hun — som Dands over Enge! hvor kraftfuld, dog uden at behøve Modstand, skuffende indtil Ligevægten forklarede Alt, hvor dithyrambisk var ikke hendes Optræden, hvor udfordrende hendes Blik. Spillet selv havde naturligviis en særlig Interesse for mig. Cordelia syntes ikke opmærksom derpaa. En Allusion af mig til en af de Tilstedeværende om den smukke Skik at vexle Ringe slog som et Lyn ned i hendes Sjæl. En høiere Belysning hvilede fra dette Øieblik over den hele Situation, en dybere Betydning imprægnerede den, en høiere Energi gjennemglødede hende. Jeg holdt begge Ringene paa min Stok, jeg standsede et Øieblik, vexlede et Par Ord med de Omkringstaaende. Hun forstod denne Pause. Jeg kastede atter Ringene til hende. Lidt efter greb hun dem begge paa sin Stok. Hun kastede dem som af Vanvare begge to lodret iveiret paa eengang, saa det var mig umuligt at gribe dem. Dette Kast blev ledsaget med et Blik fuldt af ubegrændset Forvovenhed. Man fortæller om en fransk Soldat, der havde gjort Felttoget med i Rusland, at hans Been formedelst Koldbrand blev sat af. I samme Øieblik, som den smertefulde Operation var overstaaet, greb han Benet i Fodbladet, kastede det i Veiret og raabte: vive l'empereur. Med et saadant Blik kastede hun, selv skjønnere end nogensinde før, begge Ringe i Veiret og sagde ved sig selv: leve Elskoven. Jeg fandt det imidlertid ikke raadeligt at lade hende løbe løbsk i denne Stemning, eller at lade hende ene med den, af Frygt for den Mathed, der saa ofte følger ovenpaa. Jeg forholdt mig derfor ganske roligt og tvang hende ved Hjælp af de Omgivendes Tilstedeværelse til at vedblive at spille, som om jeg Intet havde bemærket. En saadan Adfærd giver hende blot mere Elasticitet.
Dersom man i vor Tid kunde vente nogen Sympathi for
saadanne Undersøgelser, saa vilde jeg udsætte det
Priisspørgsmaal: Hvo er, æsthetisk tænkt, mest blufærdig, en ung Pige
eller en ung Kone, den uvidende eller den vidende, hvem tør
man indrømme mest Frihed? Men Sligt beskjæftiger ikke vor
alvorlige Tid. I Grækenland vilde en saadan Undersøgelse
have vakt almindelig Opmærksomhed, hele Staten var kommen
i Bevægelse, især de unge Piger og de unge Koner. Det vil
man i vor Tid ikke troe, men man vil i vor Tid heller ikke
troe, om man fortalte den bekjendte Strid, der blev ført imellem
to græske Piger, og den høist grundige Undersøgelse, den gav
Anledning til; thi i Grækenland behandlede man ikke slige
Problemer løst og letsindigt; og dog veed Enhver, at Venus
bærer et Tilnavn i Anledning af denne Strid, og at Enhver
beundrer det Billede af Venus, der har foreviget hende. En
gift Kone har to Afsnit af sit Liv, i hvilke hun er interessant,
den allerførste Ungdom, og langt om længe igjen, naar hun
er bleven saare meget ældre. Men hun har tillige, det maa
man ikke negte hende, et Øieblik, hvor hun er endnu yndigere
end en ung Pige, indgyder endnu mere Ærbødighed; men det
er et Øieblik, som sjelden forekommer i Livet, det er et Billede
for Phantasien, som ikke behøver at sees i Livet, og som
maaskee aldrig sees. Jeg tænker mig hende da sund,
blomsirende, yppig udviklet, hun holder et Barn paa sin Arm,
hvorpaa hele hendes Opmærksomhed er vendt, i hvis Beskuelse
hun er fortabt. Det er et Billede, som man maa kalde det
Yndigste, Menneskelivet har at opvise, det er en Natur-Mythe,
som derfor kun maa sees kunstnerisk, ikke i Virkeligheden. Der maa heller ikke være flere Figurer paa Billedet, ingen Omgivelse,
det forstyrrer blot. Forføier man sig saaledes hen i vore Kirker,
saa kan man jo ofte faae Leilighed til at see en Moder træde
op med sit Barn paa Armen. Fraseet nu det foruroligende
Barneskrig, fraseet den ængstende Tanke om Forældrenes
Forventninger for den Lilles Fremtid begrundede paa dette
Barneskrig, saa er allerede Omgivelsen saa forstyrrende, at om end
alt Andet var fuldkomment, Virkningen dog var tabt. Man
seer Faderen, det er en stor Feil, da det hæver det Mythiske,
det Fortryllende, man seer — horrenda refero — Faddernes
alvorlige Chor, og man seer — slet Intet. Forestillet som et
Billede for Phantasien er det det Yndigste af Alt. Jeg mangler
ikke Kjækhed og Raskhed, ikke Dumdristighed nok til at vove et
Angreb — men hvis jeg i Virkeligheden saa et saadant Billede,
jeg var afvæbnet.
Hvor Cordelia beskjæftiger mig! Og dog er Tiden snart
forbi, min Sjæl fordrer altid Foryngelse. Jeg hører allerede
ligesom fjernt Hanen gale. Hun hører det maaskee ogsaa, men
hun troer, det er Morgenen, den forkynder. — Hvorfor er dog
en ung Pige saa smuk og hvorfor varer det saa kort? Jeg
kunde blive ganske melancholsk ved denne Tanke, og dog, det
vedkommer jo ikke mig. Nyd, passiar ikke. De Folk, der
gjøre Prosession af slige Overveielser, nyde i Almindelighed
slet ikke. Imidlertid kan det ikke skade, at Tanken herom
kommer frem; thi denne Veemod, ikke paa egne men paa Andres
Vegne, gjør En i Almindelighed lidt mere mandig skjøn. Et
Veemod, der dæmrer som et Taageslør skuffende over den
mandlige Styrke, hører med til det Mandlig-Erotiske. Hertil
svarer hos Qvinden en vis Tungsindighed. — Naar en Pige
først har hengivet sig aldeles, saa er det Hele forbi. Endnu
bestandig nærmer jeg mig til en ung Pige med en vis Angst,
mit Hjerte banker, fordi jeg føler den evige Magt, der ligger
i hendes Væsen. Ligeoverfor en Kone er det aldrig faldet mig
ind. Den Smule Modstand, man ved Hjælp af Kunst søger
at gjøre, er Intet. Det er, som om man vilde sige, at den gifte Kones Kappe skulde imponere mere end den unge Piges
ubedækkede Hoved. Derfor har Diana altid været mit Ideal.
Denne rene Jomfruelighed, denne absolute Knibskhed har altid
beskjæftiget mig meget. Men medens hun altid har occuperet
min Opmærksomhed, har jeg tillige altid havt et ondt Øie til
hende. Jeg antager nemlig, at hun egentlig slet ikke har
fortjent alle de Lovpriisninger over hendes Jomfruelighed, som
hun har indhøstet. Hun vidste nemlig, at hendes Spil i Livet
ligger i hendes Jomfruelighed, derfor bevares den. Dertil
kommer, at jeg i en philologisk Afkrog af Verden har hørt
mumle om, at hun havde en Forestilling om de forfærdelige
Fødselssmerter, hendes Moder havde gjennemgaaet. Dette har
afskrækket hende og deri kan jeg ikke fortænke Diana; jeg siger
nemlig med Euripides: jeg vil hellere tre Gange gaae i Krig
end eengang føde Børn. I Diana kunde jeg nu egentlig ikke
forelske mig, men jeg negter ikke, jeg gav meget for en
Samtale med hende, for hvad jeg vilde kalde en retskaffens
Conversation. Til alskens Gjækkeri maatte hun netop egne sig.
Min gode Diana har aabenbart paa en eller anden Maade en
Viden i sig, der gjør hende langt mindre naiv selv end Venus.
Ikke brød jeg mig om at belure hende i Badet, ingenlunde,
men jeg vilde belure hende ved mine Spørgsmaal. Hvis jeg
listede mig til et Stævnemøde, hvor jeg frygtede for min Seir,
da vilde jeg forberede mig og bevæbne mig, sætte alle Erotikens
Aander i Bevægelse ved at samtale med hende. —
Det har ofte været Gjenstand for min Betragtning, hvilken
Situation, hvilket Øieblik der vel maatte ansees for det mest
forføreriske. Svaret herpaa beroer naturligviis paa, hvad man
attraaer og hvorledes man attraaer og hvorledes man er
udviklet. Jeg holder paa Bryllupsdagen, og især paa et bestemt
Øieblik. Naar hun da staaer smykket som Brud, og al hendes
Pragt dog blegner for hendes Skjønhed, og hun selv atter
blegner, naar Blodet standser, naar Barmen hviler, naar Blikket
famler, naar Foden vakler, naar Møen skjælver, naar Frugten
modnes; naar Himlen opløfter hende, naar Alvoren styrker hende, naar Forjættelsen bærer hende, naar Bønnen velsigner
hende, naar Myrthen bekrandser hende; naar Hjertet hæver,
naar Øiet fæster sig mod Jorden, naar hun skjuler sig i sig selv,
naar hun ikke tilhører Verden for at tilhøre den ganske; naar
Varmen bølger, naar Skabningen sukker, naar Stemmen svigter,
naar Taaren zittrer, før Gaaden forklares, naar Faklen tændes,
naar Brudgommen venter — da er Øieblikket der. Snart er
det for silde. Der er kun eet Trin tilbage, men dette er netop
nok til et Feiltrin. Dette Øieblik gjør selv en ubetydelig Pige
betydelig, selv en lille Zerline bliver en Gjenstand. Alt maa
være samlet, det mest Modsatte forenet i Øieblikket; mangler
der Noget, især en af Hoved-Modsætningerne, saa taber strax
Situationen en Deel af det Forførende. Der er et bekjendt
Kobberstykke. Det forestiller et Skriftebarn. Hun seer saa ung
og saa uskyldig ud, at man næsten paa hendes og
Skriftefaderens Vegne kommer i Forlegenhed, hvad hun egentlig kan
have at skrifte. Hun løfter Sløret en Smule i Veiret og seer
ud i Verden, som søgte hun Noget, hun maaskee ved en senere
Anledning kunde faae Leilighed til at skrifte, og det forstaaer
sig, det er jo heller ikke mere end Skyldighed af Omsorg for
— Skriftefaderen. Situationen er ret forførerisk, og da hun
er den eneste Figur paa Stykket, saa er der jo Intet til Hinder
for at tænke Kirken, hvori det Hele foregaaer, saa rummelig,
at der godt kan prædike flere og høist forskjellige Prædikanter
paa eengang. Situationen er ret forførerisk, og jeg har Intet
imod at lade mig anbringe i Baggrunden, især dersom
Pigebarnet Intet har derimod. Imidlertid bliver det dog altid en
høist underordnet Situation, thi Pigen synes i begge Retninger
dog kun at være Barn, og altsaa maa der Tid til, før Øieblikket
kommer.
Har jeg nu i mit Forhold til Cordelia bestandig været
min Pagt tro? Det vil sige, min Pagt med det Æsthetiske;
thi det er det, der gjør mig stærk, at jeg bestandig har Ideen
paa min Side. Det er en Hemmelighed ligesom Samsons
Haar, som ingen Dalila skal fravriste mig. Slet og ret at bedrage en Pige, det vil jeg vist ikke have Udholdenhed til;
men det, at Ideen er med i Bevægelse, at det er i dens
Tjeneste jeg handler, til dens Tjeneste jeg helliger mig, det giver
mig Strenghed mod mig selv, Afholdenhed fra enhver forbuden
Nydelse. Er det Interessante altid blevet bevaret? Ja, det
tør jeg sige frit og aabent i denne hemmelige Samtale.
Forlovelsen selv var det Interessante netop derved, at den ikke gav
det, man i Almindelighed forstaaer ved det Interessante. Den
bevarede det Interessante netop derved, at den ydre
Tilsyneladelse var i Modsigelse med det indre Liv. Havde jeg været
hemmelig forbunden med hende, saa havde det kun været
interessant i første Potents. Dette er derimod det Interessante i anden
Potents, og derfor for hende først det Interessante. Forlovelsen
brister, men derved, at hun selv hæver den, for at svinge sig op
i en høiere Sphære. Saaledes skal det være; dette er nemlig
den Form af det Interessante, der mest vil beskjæftige hende.
Baandet brast, længselsfuld, stærk, dristig, guddommelig, flyver hun som en Fugl, der nu først faaer Lov at udfolde sin Vingestrækning. Flyv, Fugl, flyv! I Sandhed, hvis denne kongelige Flugt var en Fjernelse fra mig, det vilde smerte mig uendeligt dybt. Som hvis Pygmalions Elskede atter var bleven til Steen, saaledes vilde det være for mig. Let har jeg gjort hende, let som en Tanke, og nu skulde denne min Tanke ikke tilhøre mig! Det vilde være til at fortvivle over. Et Øieblik før, det vilde ikke have beskjæftiget mig, et Øieblik senere, det skal ikke bekymre mig; men nu — nu — dette Nu, der er en Evighed for mig. Men hun flyver ikke bort fra mig. Flyv da, Fugl, flyv, løft Dig stolt paa Din Vinge, glid hen gjennem Luftens bløde Rige, snart er jeg hos Dig, snart skjuler jeg mig med Dig i den dybe Eensomhed!
Tanten blev noget frapperet af denne Efterretning.
Imidlertid er hun for frittænkende til at ville tvinge Cordelia,
omendskjøndt jeg, deels for at dysse hende endnu mere i Søvn, deels for at gjække Cordelia lidt, har gjort nogle Forsøg paa
at faae hende til at interessere sig for mig. Hun viser mig
forøvrigt megen Deeltagelse, hun aner ikke, med hvor megen
Grund jeg kan frabede mig al Deeltagelse.
Hun har faaet Tilladelse af Tanten til at tage nogen Tid
paa Landet; hun skal besøge en Familie. Det træffer sig meget
heldigt, at hun ikke strax kan hengive sig til Stemningens
Overvætteshed. Hun holdes da endnu nogen Tid spændt ved
allehaande Modstand udenfra. En svag Communication
vedligeholder jeg med hende ved Hjælp af Breve; saaledes grønnes
vort Forhold atter. Hun maa nu paa enhver Maade gjøres
stærk, især er det bedst at lade hende gjøre et Par Sving i
excentrisk Foragt for Mennesker og for det Almindelige. Naar
da Dagen til hendes Afreise kommer, da møder en paalidelig
Karl som Kudsk. Udenfor Porten slutter min høitbetroede Tjener
sig til. Han følger med til Bestemmelsesstedet og forbliver
hos hende, til hendes Opvartning og Assistence i nødvendigt
Fald. Næst mig selv kjender jeg Ingen, der er bedre skikket
hertil end Johan. Selv har jeg indrettet Alt derude saa
smagfuldt som muligt. Intet fattes, der paa nogen Maade kan
tjene til at bedaare hendes Sjæl og at berolige den i en yppig
Velværen.
- Min Cordelia!
Endnu have de enkelte Familiers Brandraab ikke forenet sig i et almindeligt capitolinsk Byskrigs Forvirring. Enkelte Soloer har Du formodentlig allerede maattet døie. Tænk Dig den hele Forsamling af Theevandsknægte og Kaffemadamer; tænk Dig en Dame at have Forsædet, der danner et værdigt Sidestykke til hiin udødelige Præsident Lars hos Claudius, og Du har et Billede af og en Forestilling om og en Maalestok for hvad Du har tabt og hos hvem: gode Menneskers Omdømme.
Hermed følger det berømte Kobber, der forestiller Præsidenten Lars. Særskilt har jeg ikke kunnet faae det at kjøbe, jeg har derfor kjøbt hele Claudius, revet det ud og kastet det Øvrige bort; thi hvorledes skulde jeg vove at besvære Dig med en Gave, som ingen Betydning har for Dig i dette Øieblik, hvorledes skulde jeg ikke opbyde Alt for at tilveiebringe, hvad der blot eet Øieblik kunde være Dig behageligt; hvorledes skulde jeg tillade, at der blandede sig Mere ind i en Situation end hvad der tilhører den? En saadan Vidtløftighed har Naturen og det i Livets endelige Forhold trælbundne Menneske, men Du, min Cordelia, Du vil i Din Frihed hade den.
Foraaret er dog den skjønneste Tid at forelske sig i,
Eftersommeren den skjønneste at være ved sit Ønskes Maal. Der
ligger i Eftersommeren en Veemod som ganske svarer til den
Bevægelse, hvormed Tanken om et Ønskes Opfyldelse
gjennemstrømmer En. Idag har jeg selv været ude paa det Landsted,
hvor om nogle Dage Cordelia vil finde en Omgivelse, der
harmonerer med hendes Sjæl. Selv ønsker jeg ikke at
deeltage i hendes Overraskelse og Glæde derover, slige erotiske
Pointer vilde blot svække hendes Sjæl. Naar hun derimod
er ene derned, da vil hun hendrømme deri, overalt vil hun
see Hentydninger, Vink, en fortryllet Verden, men alt Dette
vilde tabe sin Betydning, hvis jeg stod ved hendes Side; det
vilde bringe hende til at glemme, at for os er det Tidsmoment,
hvor noget Saadant nydt i Fællesskab havde Betydning,
tilbagelagt. Denne Omgivelse maa ikke narkotisk hilde hendes
Sjæl, men bestandig lade den stige op deraf, idet hun overseer
den som en Leeg, der Intet har at betyde i Sammenligning
med hvad der skal komme. Selv agter jeg i disse Dage, som
endnu ere tilbage, at besøge dette Sted oftere, for at holde mig
i Stemning.
- Min Cordelia!
Nu kalder jeg Dig i Sandhed min, intet udvortes Tegn erindrer mig om min Besiddelse. — Snart kalder jeg Dig i Sandhed min. Og naar jeg da holder Dig fast omsluttet i mine Arme, naar Du indsletter mig i Dit Favnetag, da behøve vi ingen Ring til at minde os om, at vi tilhøre hinanden, thi er ikke denne Omfavnelse en Ring, der er Mere end en Betegnelse. Og jo fastere denne Ring slutter sig om os, jo uadskilleligere den knytter os sammen, desto større Frihed, thi Din Frihed bestaaer i at være min, som min i at være Din.
- Min Cordelia!
Alpheus forelskede sig paa Jagten i Nymphen Arethusa. Hun vilde ikke bønhøre ham, men flygtede bestandig for ham, indtil hun paa Øen Ortygia blev forvandlet til en Kilde. Derover sørgede Alpheus saa meget, at han blev forvandlet til en Flod i Elis i Peloponnes. Sin Kjærlighed forglemte han imidlertid ikke, men forenede sig under Havet med hiin Kilde. Er Forvandlingernes Tid forbi? Svar: Er Elskovens Tid forbi? Hvormed skulde jeg sammenligne Din rene, dybe Sjæl, der ingen Forbindelse har med Verden, uden med en Kilde? Og har jeg ikke sagt Dig, at jeg er som en Flod, der har forelsket sig? Og styrter jeg mig ikke nu, da vi ere adskilte, under Havet, for at forenes med Dig? Under Havet der mødes vi atter, thi først i dette Dyb høre vi ret sammen.
- Min Cordelia!
Snart, snart er Du min. Naar da Solen lukker sit speidende Øie, naar Historien er forbi og Mytherne begynde, da kaster jeg ikke blot min Kappe om mig, men jeg kaster Natten som en Kappe over mig, og iler til Dig og lytter for at finde Dig, ikke efter Fodtrin, men efter Hjertebanken.
I disse Dage, hvor jeg ikke personlig, naar jeg vil, kan
være tilstede hos hende, har den Tanke foruroliget mig, om
det noget Øieblik skulde faldet hende ind at tænke paa Fremtiden.
Hidtil er det aldrig faldet hende ind, dertil har jeg for godt
vidst, æsthetisk at bedøve hende. Der kan ikke tænkes noget
mere Uerotisk end denne Passiar om Fremtiden, som da
væsentlig har sin Grund i, at man Intet har at udfylde den
nærværende Tid med. Naar jeg blot er tilstede, da frygter
jeg heller ikke for Sligt, jeg skal vel bringe hende til at glemme
baade Tid og Evighed. Forstaaer man ikke i den Grad at
sætte sig i Rapport til en Piges Sjæl, saa skal man aldrig
indlade sig paa at ville bedaare, thi saa vil det være umuligt
at undgaae de to Skjær, Spørgsmaal om Fremtid og
Katechisation over Troen. Det er derfor ganske i sin Orden, at
Grethe i Faust holder en saadan lille Examination over ham,
da Faust har brugt den Uforsigtighed at vende Ridderen ud,
og mod et saadant Angreb er en Pige altid bevæbnet.
Nu troer jeg, Alt er bragt i Orden til hendes Modtagelse;
hun skal ikke mangle Leilighed til at beundre min Hukommelse,
eller rettere, hun skal ikke faae Tid til at beundre den. Intet
er glemt, der kunde have nogen Betydning for hende, og
derimod er der Intet anbragt, der slet og ret kunde erindre om
mig, medens jeg dog overalt er usynlig tilstede. Virkningen
vil imidlertid for en stor Deel afhænge af, hvorledes hun
kommer til at see det første Gang. I den Henseende har min
Tjener modtaget de nøiagtigste Instruxer, og han er paa sin
Viis en fuldendt Virtuos. Han veed tilfældigt og skjødesløst
at henkaste en Bemærkning, naar han faaer Ordre dertil; han veed at være uvidende, kort, han er mig ubetalelig. —
Beliggenheden er som hun kunde ønske sig den. Sidder man midt
inde i Værelset, saa seer man til begge Sider bort over enhver
Forgrund, man har til begge Sider den uendelige Horizont,
man er ene i Luftens vide Hav. Træder man nærmere hen
til en Række af Vinduer, da hvælver fjernt i Horizonten en
Skov sig som en Krands, begrændser og indeslutter. Saaledes
skal det være. Hvad elsker Elskov? — et Indelukke; var ikke
Paradiset selv et indelukket Sted, en Hauge mod Østen? —
Men den slutter sig for tæt om En, denne Ring — man træder
nærmere til Vinduet, en stille Indsø dølger sig ydmygt mellem
den høiere Omgivelse — ved Kanten ligger der en Baad. Et
Suk af Hjertets Fylde, et Pust af Tankens Uro — den løsner
sig fra sin Befæstning, den glider hen over Søens Flade, sagte
bevæget af unævnelig Længsels milde Luftning; man forsvinder
i Skovens hemmelighedsfulde Eensomhed, vugger af Søens
Flade, der drømmer om Skovens dybe Mørke. — Man vender
sig til den anden Side, da udbreder sig Havet for Øiet, som
Intet standser, forfulgt af Tanken, som Intet opholder. —
Hvad elsker Elskov? Uendelighed, — Hvad frygter Elskov? —
Grændse. — — Indenfor den store Sal ligger et mindre
Værelse eller rettere et Cabinet, thi hvad hiint Værelse i det
Wahlske Huus stod paa Overgangen til at være, det er dette.
Ligheden er skuffende. Et Tæppe, flettet af Vidier, bedækker
Gulvet, foran Sophaen staaer et lille Theebord, en Lampe
derpaa, Magen til den der hjemme. Alt er det Samme, kun
pragtfuldere. Denne Forandring tør jeg vel tillade mig med
Værelset. I Salen staaer et Fortepiano, et meget simpelt, men
det minder om det Fortepiano, der fandtes hos Jansens.
Det er opslaaet. Paa Nodestolen ligger den lille svenske Arie
opslaaet. Døren ud til Entreen staaer paa Klem. Hun kommer
ind ad den Dør i Baggrunden, derom er Johan instrueret.
Da falder hendes Øie paa eengang ind i Cabinettet og paa
Fortepianoet, Erindringen vaagner i hendes Sjæl, i samme
Øieblik lukker Johan Døren op. — Illusionen er fuldstændig.
Hun træder ind i Cabinettet. Hun er tilfreds, det er jeg overbeviist om. Idet hendes Blik falder paa Bordet, seer hun en
Bog; i samme Nu tager Johan den, som for at lægge den
tilside, idet han tilfældigt føier til: den har Herren vist glemt,
da han var herude imorges. Deraf faaer hun nu for det
Første at vide, at jeg allerede imorges har været derude,
dernæst vil hun see Bogen. Det er en tydsk Oversættelse af det
bekjendte Skrift af Apuleius: Amor og Psyche. Det er
intet Digterværk, men det skal det heller ikke være; thi det er
altid en Fornærmelse mod en ung Pige at byde hende et
egentligt Digterværk, som om hun i et saadant Øieblik ikke
selv var digterisk nok til at indsuge den Poesi, der umiddelbart
skjuler sig i det Faktiske, og som ikke først er fortæret af en
Andens Tanke. Det tænker man i Almindelighed ikke paa, og
dog er det saa. — Hun vil læse denne Bog, dermed er
Hensigten opnaaet. — Idet hun lukker den op paa det Sted, hvor
der sidst er læst i den, da vil hun finde en lille Myrthegreen,
hun vil tillige finde, at den har lidt Mere at betyde end at
være et Bogmærke.
- Min Cordelia!
Hvad Frygt?! Naar vi holde sammen, da ere vi stærke, stærkere end Verden, stærkere end Guderne selv. Du veed, der levede engang en Slægt paa Jorden, der vel var Mennesker, men som hver var sig selv nok, ikke kjendte Elskovens inderlige Forening. Dog vare de mægtige, saa mægtige, at de vilde storme Himlen. Jupiter frygtede dem, og deelte dem saaledes, at af Een blev To, en Mand og en Qvinde. Hænder det nu stundom, at hvad der engang har været forenet, igjen sammenføies i Kjærlighed, da er en saadan Forening stærkere end Jupiter; de ere da ikke blot saa stærke, som den Enkelte var, men endnu stærkere, thi Kjærlighedens Forening er en endnu høiere.
Natten er stille — Klokken er tre Qvarteer til Tolv — Jægeren ved Porten blæser sin Velsignelse ud over Landet, det gjenlyder fra Blegdammen — han træder indenfor Porten — han blæser atter, det gjenlyder endnu fjernere fra. — Alt sover i Fred, kun ikke Elskoven. Saa reiser Eder da, Elskovens hemmelige Magter, samler Eder i dette Bryst! Natten er taus — en eensom Fugl afbryder denne Taushed med sit Skrig og sit Vingeslag, idet den stryger langs den duggede Mark ned ad Glaciens Skraaning; ogsaa den iler vel til et Stevnemøde — accipio omen! — Hvor er hele Naturen saa ominøs! jeg tager Varsel af Fuglenes Flugt, af deres Skrig, af Fiskenes overgivne Slag mod Vandets Overflade, af deres Forsvinden under Dybet, af et fjernt Hundeglam, af en Vogns fjerne Raslen, af Fodtrin, der gjenlyde langt borte fra. Ikke seer jeg Spøgelser i denne Nattetime, ikke seer jeg det, som har været, men det, som skal komme, i Søens Barm, i Duggens Kys, i Taagen, som udbreder sig over Jorden og skjuler dens frugtbare Omfavnelse. Alt er Billede, jeg selv er en Mythe om mig selv, thi er det ikke ligesom en Mythe, at jeg iler til dette Møde? Hvo jeg er, gjør Intet til Sagen; alt Endeligt og Timeligt er glemt, kun det Evige bliver tilbage, Elskovens Magt, dens Længsel, dens Salighed. — Hvor er min Sjæl saa stemt som en spændt Bue, hvor ligge Tankerne tilrede som Pile i mit Kogger, ikke giftige og dog ret istand til at blande sig med Blodet. Hvor er min Sjæl kraftig, sund, glad, nærværende som en Gud. — — Af Naturen var hun skjøn. Jeg takker Dig, vidunderlige Natur! Som en Moder har Du vaaget over hende. Hav Tak for Din Omhu! Uforvansket var hun. Jeg takker Eder, I Mennesker, hvem hun skyldte det. Hendes Udvikling det var mit Værk — snart nyder jeg min Løn. — Hvor Meget har jeg ikke samlet i dette ene Øieblik, som nu forestaaer. Død og Helvede, hvis jeg gik Glip deraf! —
Endnu seer jeg ikke min Vogn. — Jeg hører et Pidskesmæld, det er min Kudsk. — Kjør til paa Liv og Død, om saa Hestene styrtede, kun ikke eet Sekund før vi ere paa Stedet.
Hvorfor kan en saadan Nat ikke vare længere? Kunde Alektryon forglemme sig, hvorfor kan da Solen ikke være medlidende nok dertil? Dog nu er det forbi, og jeg ønsker aldrig mere at see hende. Naar en Pige har bortgivet Alt, da er hun svag, da har hun tabt Alt; thi Uskyld er hos Manden et negativt Moment, hos Qvinden er det hendes Væsens Gehalt. Nu er al Modstand umulig, og kun saa længe den er til, er det skjønt at elske, naar den er ophørt, er det Svaghed og Bane. Jeg ønsker ikke at mindes om mit Forhold til hende; hun har tabt Duften, og de Tider ere forbi, da en Pige af Smerte over sin troløse Elsker forvandledes til en Heliotrop. Afsked vil jeg ikke tage med hende; Intet er mig modbydeligere end Qvindegraad og Qvindebønner, der forandre Alt og dog egentlig ikke have Noget at betyde. Jeg har elsket hende; men fra nu af kan hun ikke mere beskjæftige min Sjæl. Hvis jeg — var en Gud, da vilde jeg gjøre for hende, hvad Neptun gjorde for en Nymphe, forvandle hende til en Mand.
Det var dog virkelig værd at vide, om man ikke skulde være istand til saaledes at digte sig ud af en Pige, at man kunde gjøre hende saa stolt, at hun bildte sig ind, at det var hende, der var kjed af Forholdet. Det kunde blive et ret interessant Efterspil, der i og for sig kunde have psychologisk Interesse og ved Siden deraf berige En med mange erotiske Iagttagelser.