Et Glimt/1
I.
En ung Maler fortalte mig for nogle Aar siden efter sin Hjemkomst fra en Sommerstudierejse følgende lille Historie.
Jeg havde Logis og Kost hos en Gaardejer i Midtsjælland. Der var Skov nok og kjønne smaa Søer i Skovene. Gaardens Have løb op i en af disse Skove, ja var aabenbart et forhenværende Stykke Skov. De slanke unge Stammer kastede ved Aftenstid Striber ned over Haven og forvirrede for Synet Inddelingen i Bedde. Kronernes Skygge rakte hen over den store Plæne foran Stuelængen. Det var, som om Græsset ved denne Skygge blev saftigere og dybere i Farven.
Det var ikke langt fra en Kjøbstad, saa Manden drev med Fordel alskens Kjøkkenurter i sin Have. Der voxede temmelig meget Ukrudt i den lette Jord. Haven maatte holdes under flittig Lugning. Hen imod Midten af Juli saâ jeg flere Gange en Skikkelse liggende paa Hug i Bedene. Den var stor og svær. Af den brede Ryg og de kraftige Skuldre sluttede jeg, at det var et Mandfolk, indtil jeg ved Lorgnettens Hjælp opdagede, at, hvad jeg havde taget for en Mandsbluse, var en falmet blaa Sirtses Kvindekjole med mange Lapper og med Revner under Armene og over Ryggen, frembragte ved det svære Legemes Stramning under Arbejdet, og at Ejeren var et Fruentimmer.
Jeg nærmede mig Lugekonen. Ja, stor maatte hun være. Hun maatte have antagelig Mandshøjde, naar hun rejste sig. Jeg saâ hende endnu kun fra Ryggen. Det var en vældig sort filtret Manke af Haar. Knuden, det var bundet i, var mere end halvt gaaet fra hinanden, en stor, til alle Sider strittende Dusk viftede i Vinden ned ad det ene Skulderblad, der arbejdede som en Maskine.
Jeg omgik min Observationsgjenstand og saâ hende fra neden af ind i Ansigtet. Hun mærkede det ikke, vilde ikke mærke det eller brød sig ikke om mig. Det laa en Bylt nær ved hende i en af de smaa Stier mellem Urtebedene, halvt skjult af Hvidkaalplanternes udhængende Blade. … Nu rørte Bylten sig. Et Par nøgne Ben, saa solbrændte, at deres Farve nærmede sig Teglstens, sprællede i Vejret; en gryntende Klynken udgik nede fra den kaaloverskyggede Sti. Den samlede sig efterhaanden i de temmelig tydelige Ord:
"Mo'er giv mig noget Pa'!"
Kvinden greb Ungen, tog paa den, som man tager paa en Hundehvalp, hægtede Kjolen op og lagde Barnet ved Brystet. Nu saâ hun mig, men jeg var hende øjensynlig en fuldt saa ligegyldig Gjenstand som Træerne, deres Kroner, deres Stammer og deres Skygger. Jeg saâ et uregelmæssig bredt Ansigt. Næsen var flad og Læberne tykke, nærmende sig Negerformen. Huden var brungul som paa en Romerinde, og Øjnene lige saa brune og funklende, og de vare endog usædvanlig smukke baade i Tegning, i Farve og i Glans. De syntes at tale og sige til mig: "Hvad staar du der og glor efter?" eller "Hvad kommer det dig ved?" De sænkede sig strax. Barnet vedblev at die en lille Stund, saa smed hun det fra sig. Nu saâ jeg, at det gik helt godt og mindst maatte være to Aar.
Nu viste sig Gaardens Karl og en yngre Husmand i en Indgang til venstre for Lugekonen; den førte fra Marken ind i Haven. De havde begge Leen over Nakken; de havde været ude at slaa Hø. For at skyde Gjenvej og snarere komme op til Gaarden slog de ind i den Sti, hvori det store sorte Fruentimmer laa og lugede, for saa at gaa op ad Havens Midtergang.
Det store Fruentimmer rørte sig ikke. Barnet, der syntes at trænge til lidt fast Føde oven paa den flydende, laa paa Maven noget fra Moderen og gnavede paa en tør Gulerod.
Karlen, en ung Fyr, med Piben hængende i Mundvigen, skubbede med Træskoen til Lugekonen og sagde:
"Kan du faa hummet dig, din — (Skjældsordet lader sig ikke skrive) og lade Folk komme frem for dig og din f— Unge? Er du døv? Eller fanger du Jordlopper for at formere dit Kre'turhold?"
Endnu ikke en Bevægelse. Hendes Ansigt forblev ludende ned over Bedet og de med sort jord besatte Fingre blev ved at luge.
"Det er fælt, saa saadant noget Skab kan være stædigt", sagde Husmanden. "Hun ligger ligesom en død Ko. Vi kommer til at skræve over Bedet, Hans, for der er vel ingen af os, der gider tage sig for at skubbe hende avæk, for man ku' let faa noget Levendes i Tilgift, hæ, hm, hæ … God Avten, (her henvendte han Talen til mig) … kanske Herren vil afmale den sorte Lisbeth. Hæ, hæ .. Hun ku' blive en pæn Altertavle i en Jødekirke. Hæ, hæ, hæ!"
Karlen og Husmanden skrævede over Bedet og gik ud mod Gangstien. Jeg fulgte dem. Lugekonen syntes ikke at høre eller sanse noget, ej heller at Barnet skraalede højt af Angest over den høje og raa Tone, der taltes i. Hun lod det ligge.
"Hvorfor skjælder De den Kone saa rædsomt ud?" spurgte jeg.
"Kone! Ja, det kan man i visse Maader jo nok kalde hende. Hæ, hæ, hæ", svarede Karlen.
Husmanden lo med og fortsatte:
"Det er en led Ting. Hun har fire Børn paa Sognet, og hvert af dem har hun med hvert sit Mandfolk."
"Naa ja", svarede jeg lidt forundret over denne moralske Forargelse, som jeg ellers ikke havde truffet synderlig udviklet paa den Egn og i de Lag. "Men saa syntes jeg, man skal lade hende gaa for den, hun er. Man behøver jo ikke at skjælde hende ud."
"Nej saa Gu'", indrømmede Husmanden, strikte taget er det jo ikke saadan nødvendigt. Men, naar hun ikke kan føde en eneste af sine Unger, saa kan hun dog aldrig være for god til at ha en andægtig en paa Katekismussen en Gang imellem. Herren maa jo huske paa, at Fattigskatten jo bliver lignet paa os alle, og der er dog ingen Retfærdighed i, at andre Mennesker skal betale for saadan en —'s Drenge og Tøse. Nej, det er det da itte."
"Nej, det forstaar sig", svarede jeg og bød god Aften til Karlen og Husmanden, som gik uden om Stuelængen. Deres Leers Egge skar mig i Øjnene, da den lave Sol tændte Ild i de blanke Rande.
Jeg stod et Øjeblik foran Havestuedøren paa den næsten elegante, ny opførte Bondegaards Stuelænge, gjennem Næseklemmeren skuende ud over Plænen med dens Roser og Lilier, mod Skovens brune Baggrund. Intet rørte sig i Landskabet; Lyset hang drivende og smaadirrende i Haven, og Aftenen begyndte at lægge Guldlegering ud i alt det tindrende Sølv.
Lisbeth laa endnu i Bedet. Hendes sorte Nakke dukkede op og ned og anede ikke, hvor Lyset forskjønnede den og gjorde Haar og Hals vidunderlig levende. Og midt mellem Kaalplanternes Toppe struttede den lille Tøses hvide Haar op som sølvforgyldt speget Traad vævet ind som et lunefuldt Islæt i alt det Bleg- og Blaagraa.
En Røst lød bagved mig:
"Ja desse hersens maa være malérisk, hvad?"
Jeg fôr sammen, som om noget Koldt var løbet over et nøgent Sted paa mig.
Det var Gaardens Ejer. Ham kunde jeg ikke lide. Det var en velhavende Høkersøn fra en Kjøbstad, og han havde kjøbt Gaarden af den oprindelige Ejer, en forhenværende Fæstebonde, som havde gjort en god Handel og tjent mindst hundrede Procent paa Gaarden, thi han havde kjøbt den i den "gode Tid", da Herremændene solgte Fæstegods i Massevis. Den nuværende Ejer holdt mest af at kaldes Proprietær, tidligere havde han givet sig af med Kreaturhandel. Han røg hele Dagen daarlige Cigarer og vilde absolut om Aftenen traktere mig med daarlig Toddy:
"Der er Stemning over det Hele, hva'? Og se det har jeg jo opfattet, at det er Stemning, der sætter Fut i alle Sorter Kunstmaleri, hva' 'faler? Ser De, det er jo det, der mangler i det Skidt, jeg har hængende der inde. Naa, det er jo ogsaa billige Sager. Jeg har kjøbt dem for min blidere Halvdels Skyld. Ja vent, til De bliver gift, min Fa'r. Saa kommer De kanske til at maale Lærredet i Alenvis og lade Lærdommen fra Kunstakademiet ryge hen, hvor Vildgæssene flyver. Naa, vi mere oplyste Personligheder, vi forstaar jo Spøg, hva' 'faler? … Men hva' … hva'? Tror jeg inte, at det er den sorte Lisbeth, De har i Kikkerten? Ja hende er der i visse Maader inte noget i Vejen med? Ja, De forstaar jo Spøg og Plasér!"
Lisbeth rejste sig op, ligesom Kirketaarnets Uhr begyndte at sende en Række sitrende Metaltoner gjennem Luften. Med et Ryk rev hun Barnet op fra dets Leje i Stien. Det skreg og hvinede. Hun trak det efter sig uden at lempe sig efter det i mindste Maade. Karlestor og rank gik hun med Ryggen vendt imod os i den lyst flammende Sol op mod Skoven. Barnet maatte tilsidst følge uden Modstand. Jo mere de kom frem ad den dæmrende Skovsti, desto sortere blev deres Skikkelser, tilsidst druknede de i den sorte Baggrund.