Et Hjertes Gaade
Et Hjertes Gaade.
Det var i Aaret 18— en smuk, klar Eftermiddag i August Maaned, da tvende unge Førstelever, knebelsbartede, solbrændte, og ledsagede af deres Hunde, slendrede langsomt gjennem Tykningen i den vidtløftige Skovstrækning, der dækker Høilandet og Sletten mellem de to Byer R. og A. og skyder sig lige til Kysten, hvor dens yderste Punkt benævnes L—hoved. Med Møie banede de unge Herrer sig Vei opad en steil Skraaning gjennem Brombær og Hasler. Et Sted paa Høiden skjenkede et Gab i Skoven fri Udsigt til Sletten. Her standsede den Ældre og raabte, idet han pegede paa et Herresæde, som i det Fjerne med Gavle, Spiir og blinkende Vinduer hævede sig paa den rige Plaine: „Gid jeg i dette Øieblik var derovre!”
„Hos Grevinde v. L.?” sagde den Yngre leende, „aa, hvad vilde Du der?”
„Hvad jeg vilde ?” spurgte den Første ivrigt, „ja hør! veed Du hvad: dersom Du, som jeg, endog kun een Gang havde været i Selskab med hende, saa vilde det være Dig en Umulighed, ikke at gjøre et saadant Ønske, hvergang Du tænkte paa hende! — Ja, nu har hun det godt, den Sjæl! men Du skulde bare have kjendt noget til det Huus, da Han levede. Han døde, den Rakkerhund, for et Aar siden, og dengang var Du ikke her endnu. Jo, det var en Mand, kan Du troe! Jeg seer, at det skeer hvert Øieblik, og dog kan jeg ikke faae det ind i mit fiirkantede Hoved, hvor det er muligt, at en Pige kan blive cujoneret til at tage en Mand, som hun hverken elsker eller nogensinde kan komme til — jeg vil ikke sige — at elske, men blot at taale. Man skulde troe, at Fruentimmerne slet ikke besad nogen Characteerfasthed; men de bevise det saameget destydeligere siden efter, Gud bedre det! Saadan Noget skeer nu hver Dag og overalt, og selv vore Bønder ere i denne Henseende slet ikke et Haar bedre end de Fornemme. Hun var ikke mere end sexten Aar gammel, tænk Dig engang! da hun — som det hed for at holde Skillingerne sammen — maatte gifte sig med det Afskum. En Karl, saa fuld af Skab, som Manden i Evangelium, saa gammel, at han mageligt kunde været hendes Oldefader, — kort sagt, Trødske fra Rod til Top! Det lader jeg endda gaae, skjøndt det maa være drøit nok for et saadant ungt Pigebarn; men saa var han gjerrig Du! — Gud, hvor jeg hader Gjerrighed! — og saa var han saa nederdrægtig ond imod hende og pillede og plagede hende fra Morgen til Aften, saa at det Aar, hun tilbragte hos ham som hans Kone, sagtens maa have erhvervet hende i det Mindste een lille Evigsalighed hisset; thi taalmodig som et Lam skal hun have været. Saa tog da en vis Mand ham, — ja, for det er jeg nu overtydet om, at det er gaaet ham daarligt, — og siden den Tid lever hun som Blommen i et Æg, sin egen Herre og Eierinde af disse herlige Godser. Og hun fortjente meget Mere!”
„Hvor saae Du hende den ene Gang!” spurgte den Yngre nysgjerrig.
„Det skal jeg sige Dig! Det var saamæn paa et Bal, ikke mere end to Maaneder efter hans Død; thi hun generer sig ikke, det prægtige Fruentimmer! Slige philisteragtige Hensyn bryder hun sig ikke om. Og hvad havde hun da ogsaa at græmme sig over? Dog sørge gjorde hun, — forstaae mig ret, hun var klædt i Sorg; men det var slet ikke til hendes Skade. Lille er hun, just saadan som jeg kan lide det, lille, men fiin og rund; og saa var hun slet ikke pyntet; ikke saameget som en Collier, et Armbaand, en Broche, ikke engang Ørenringe bar hun! Det lader til, at hun hader alt saadant paahængt Stads, og hun trænger, sandt for Herren! heller ikke dertil! Og hvor hun saa dog var nydelig — det er ikke til at beskrive. Saadan en Hals! saadanne Arme! saadan en Figur! Haaret ganske glat over den kløgtige Pande, ikke en Bukkel eller Krølle, og saa den svære, blonde Fletning i Nakken — ja, og en Nakke — aa, Gud give jeg var Poet! Noget saa blændende har jeg aldrig seet!”
„Du rimer jo allerede!”
„Saa? ja, det er ikke urimeligt, at det kommer af sig selv, naar man tænker paa en saadan Gjenstand, — det er ikke at undres over. Men hvad skal jeg saa sige Dig om hendes Ansigt,” lagde den Ældre til i en comisk veemodig Tone, „hvad skal jeg sige om et saadant Ansigt, som aldeles ikke gjør Fordring paa at være smukt, men som dog er noget af det Deiligste, Gudherren har skabt paa denne Jord og tilladt os syndige Mennesker at see paa? Hun har da, Himlen være lovet! ikke saadan et kaiserligt Ørnenæb, som vor Madame derhjemme; nei, hun har en fiin Næse, en characteristisk Næse, en Næse, som veed, hvad den vil og betyder, — og saa en smilende, veltalende Mund. Ja, hvor hun kan tale! Saa kløgtigt, som Dronningen af Saba, og vistnok meget moersommere end hendes arabiske Majestæt. Det er bestemt en Hex, den lille Grevinde! Alt hvad der kommer hende nær, det trækker hun til sig. Det er ikke denne ubevidste Tiltrækning, som saa mange andre smukke Fruentimmer udøve; nei, hun veed det meget godt selv, og det lader til, at det egentlig er hendes Studium. Men netop af den Grund, maa jeg sige Dig, at være gift med hende, det vilde jeg ikke for al den Deel i Verden; thi skjøndt jeg tør give min Hals til Pant paa, at hun i Evighed aldrig vilde eller kunde foretage noget hende Uværdigt, — det er dog det meest afgjorte Coquetteri, — og jeg holdt det aldrig Ud!”
„Du behøver ikke at blive saa ivrig,” sagde den Anden leende, „Du bliver vel nok fri for det!”
„Sagtens!” svarede den Ældre med et dybt Suk; „men hvad det var jeg vilde sige: hvordan det egentlig traf sig, at jeg just hiin Aften kom til at dandse og tale saa meget med hende, det veed jeg næsten ikke selv; men det skeete. Ja, beslægtede Sjæle, min Ven! finde hinanden. Hun mærkede vel, at jeg ikke er nogen raa Philister, at jeg kunde spadse og taale en Spads; hun saae, at jeg dandsede passabelt, og saa — naar vi ikke dandsede, saa talede vi sammen. Ja hør, veed Du hvad,”— vedblev den unge Mand, idet han med Selvtilfredshed saae ned ad sin kraftige, elastiske Figur, „hun kunde sgu godt lide mig, den lille Grevinde!”
„Hvordan dandser hun?” spurgte den Yngre.
„Hvordan hun dandser? som — som — ja, hendes hele Væsen er Musik, enhver Bevægelse af hendes Hoved, hendes Arm, hendes Fod er Dands; og naar hun temmelig bittert gjør Nar af vore jammerlige Dandserinder derinde i Byen, saa gjør hun det med fuldkommen Ret. Overhovedet maa jeg sige Dig, at hun har Ret, hun er selv en Berettigelse og det er en Umulighed, at hun nogensinde kan have Uret!”
„Aa, Du er jo halvgal!”
„Ikke saa halvgal endda! Jeg vilde ønske, at Du selv — dog nei, det vilde jeg ikke ønske; thi der hører et stærkere Hoved og Hjerte, end Dit er, til at holde en saadan Kamp Ud. Nei, hold Du Dig til Din Tante, vor naadige Mama derhjemme!”
„Lad Du min Tante være den, hun er. Det er saamæn en forstandig Kone, og der er Mange, som finde hende smuk endnu!”
„Ja, Du f. Ex. men det er da nok ogsaa paa Familieskabets Vegne. Forstandig? aa ja, naar hun bare ikke prædikede saa meget for sine Børn, istedetfor at opdrage dem. De søde, velsignede Unger! jeg elsker dem netop, fordi de ere saa allerkjærest uartige imellem, og jeg kunde ærgre mig sort, naar jeg tænker paa, at hun ved sine lange Taler maaskee kan fordærve mig dem og gjøre dem fatte og gamle. Nei, da forstaaer jeg selv og Forstmesteren langt bedre at opdrage dem, og de hænge ogsaa som Borrer ved os, medens de staae med sky Respect for Mama. Men smuk? Saadan en umaadelig lang, tynd Figur, saadan et smalt, blegt og alvorligt Ansigt! Og naar hun saa ved Bordet holder sine Taler, hvori der — synes mig — altid er Spidser og Spyd, saa sætter al hendes Ansigts Rødme sig paa den yderste Næsetip. Jeg begriber ikke, hvor denne Forstmester, denne deilige, kraftige Mand, dette dygtige, begavede Menneske, denne muntre, vittige Fyr har kunnet forelske sig i hende! Hun er jo desuden betydelig ældre end han, fire Aar troer jeg. Nu er han sex og tredive Aar gammel, altsaa hun fyrretyve.”
„Ja, men Du seer dog, at de leve lykkeligt sammen, og det maa dog være af Kjærlighed.”
„Aa ja saamæn! Kjærlighed er blind!” vedblev den Første med et ironisk Smil paa Læberne og gav sig, idet han hængte sin Riffel over Skulderen, til at gaae videre gjennem Krattet. „Jeg seer, at der er Intet at udsætte paa deres Samliv, slet Intet! det beundrer jeg ham for. Men Kjærlighed — nei, hvor er det muligt at elske en saadan tør Prædikemaskine?”
„Du er virkelig altfor ubillig mod hende; saavel hendes Indre, som Ydre er langt bedre, end Du skildrer det!”
„Aa sa vist,” svarede den Anden godmodigt, ”det er jo forresten en meget brav Kone, men hun er nu engang ikke efter min Smag. Gud velsigne hende! hun kunde gjerne give os Hver to Haandklæder om Ugen!”
Leende fortsatte de to unge Jægere deres Vandring paa Rygningen af den Høistrækning, de havde besteget, vadende med deres lange Støvler gjennem Bregner og spæde Bøgeskov; da standsede den Ældre opmærksom:
„Men hvor blev Hundene af? Tekel! Diana! Hier!”
Noget bag ved dem til Venstre inde i Krattet hørtes Hundene stærkt halsende. Lidt efter viiste den Ene sig ved den høiere Tykning af Buske og Træer, som ganske bedækkede og skjulte Skraaningen; men den forsvandt hurtigt igien og kom atter tilbage, bestandig besvarende Kameratens fjernere Støien og Gjøen.
„Der maa være Noget,” sagde den meget talende Herre, „kom! lad os see, hvad det er!” og de fulgte Hundens Spor.
Efterat de med Besvær vare trængte ind gjennem det tæt sammengroede Krat, kom de til en ganske lille aaben Plet, hemmelig og yndig. Den laae lige ved den brat nedstigende Skraaning af Høiden, var rundt om tæt tillukket med Hvidtjørn-Buske, Avnbøg og Hasler, og ved den ene Side hævede sig et ældgammelt, men sundt og løvrigt Egetræ. Naar man stod opreist, havde man ud over det skraat nedstigende Krat og den nedenfor liggende Skov en viid Udsigt til Stenen; men naar man satte sig ned, var man aldeles skjult for Verden og saae kun Himlen. Bag Egetræet saaes Spor af en meget lidet betraadt Indgang. — Det Første, der faldt de Unge Herrer i Øinene, da de vare traadte ind, var Forstmesteren, v. G., der laae paa Ryggen under Egen, medens, Hønsehunden sad ved Siden af ham med spidsede Øren og betragtede ham med urolig Opmærksomhed.
„Ligger han her og sover!” sagde den Ældre forundret; men i det Samme udstødte den Yngre, der var traadt nærmere til, et høit Skrig af Forfærdelse, og da de betragtede ham nøiere, saae de, at hans hvide Vest var ganske gjennemtrængt og vædet af Blod. Den Yngre vilde kaste sig over ham og reise ham op; men den Anden greb ham i Armen og holdt ham tilbage.
„Stop Kammerat! ikke saa rask!”
„Han er død!” hviskede den Yngre, „han har faaet Blodstyrtning!”
„Gud bedre det for Blodstyrtning!” svarede Vennen, „seer Du ikke den Aabning indenfor Vesten? der kommer Blodet fra. Rør ham ikke, før jeg er færdig! eller, løb hellere hurtigt ned til Skovfogden histovre og bring et Par Folk og nogle Lægter med. Skynd Dig!”
Da han var gaaet, trak den Ældre sin Jagtkniv, afhuggede nogle Hasselgrene, og betegnede, ved paa passende Steder at stikke dem i Grønsværem Ligets Stilling og de øvrige Tings Leie.
Forstmesteren laae paa Ryggen under Egen med Hovedet støttet mod dennes knudrede Rod, den ene Haand i Skjødet, den anden lidt Udstrakt fra Kroppen. Hans korte Riffel laae lidt neden for hans Fødder, Piben vendte opad mod ham, den var nylig afskudt, og det saae ud, som om han selv havde giort det dræbende Skud. Ansigtet var mildt, smilende og roligt, som man siger, det pleier at være hos dem, der ere dræbte ved Skud, medens derimod hos dem, der miste Livet ved et Stik, almindeligviis findes fordreiede Ansigtsmuskler. Den Dødes graae Filtehat laae i Græsset et Par Skridt fra ham, og de sorte, krøllede Lokker, det stærke Skjæg hævede nu saameget mere den Bleghed, der havde udbredt sig over de ædle, regelmæssige Træk.
Da den Unge Mand havde fuldendt sit besindige Arbeide, støttede han sig til sin Bøsse og betragtede med alvorligt, tankefuldt Blik sin Ven, der laae der, som om han slumrede sødeligt, og hans Tanker vandrede tungsindige og medynksfulde mellem den Dødes Fred og den Fred i hans Hjem, der nu snart skulde forvandles til Klager. Efter kort Tids Forløb kom hans Kammerat tilbage; ham fulgte Skovfogden selv og et Par Karle. Af to medbragte Lægter og nogle afhugne Grene dannedes en Baare, hvorpaa man forsigtigt lagde den Døde, der endnu ikke var kold, og saaledes satte det sørgelige Tog sig i Bevægelse til Forstmesterens Bolig, der laae tæt ved Udkanten af Skoven. Fra Skovfogdens Huus var der hurtigt sendt Bud efter en Læge og Birkedommeren.
Udenfor Haugestuen i Forstmesterens Huus, under et stort, skyggefuldt Kastanietræ sad Fru v. G. med sit Sytøi paa Skjødet; paa en rund Græsplet, i hvis Midte en gammeldags Solskive stod, tumlede sig to smukke Børn og legede med en gammel Gedebuk; Drengen omtrent ti Aar, og den lille Pige henved otte Aar gammel. Deres livlige Støien bragte af og til Moderen til at hæve det sænkede Hoved, og Aftensolen saae da eet af disse blege, høitidelige, man kunde næsten sige, strenge Ansigter, hvis tilsyneladende Kulde saa let forleder en mindre Klartseende til en overilet Dom. Her, alene med sig selv, lod hun sine mørkebrune, melancholske Øine med usigelig, næsten veemodig Glæde hvile paa de Smaa og følge deres flagrende Flugt. Men hendes Hjertes stille Fryd, alle de fredelige Tanker, det husede, skulde snart og for evig opskræmmes og flygte; thi ind ad Haugeporten traadte just nu den Ældre af de to unge Forstelever og nærmede sig til det Sted, hvor hun sad.
„Hvad bringer De, Herr v. W.?” sagde Fruen noget forundret, medens han taus satte sig paa en Haugestol foran hende, „det seer jo ud, som om De ret havde noget meget Alvorligt paa Hjertet! Min Gud, hvad feiler Dem? har De grædt?”
Den unge Mand tog begge hendes Hænder og trykkede dem heftigt mellem sine.
„Fru v. G! De har vel Grund til ikke altid ret at lide mig, jeg veed det jo nok! og netop denne Følelse gjør mig det dobbelt smerteligt, at De af mig skal forberedes paa at høre noget — og De maa desværre høre det strax, — noget saa Bittert! — det Skrækkeligste, der kan ramme Dem. Jeg beder Dem, fat Dem! De er jo stærk, ikkesandt? Viis det nu, thi De behøver Styrke!”
„Saa tal dog, tal!” udbrød Fru v. G. med en Utaalmodighed, der ellers ikke var hende egen, medens hun drog den lille Pige, som tilligemed Broderen var kommet til og betragtede nysgjerrigt deres Ven, til sig, og caresserede hendes krøllede, guulbrune Haar. Og han fortalte; med sagte Stemme, saa nølende som hans egen Bevægelse tillod ham det, ad mange Omveie, stedse søgende de mildeste Udtryk, for ligesom at dække det Rædselsfulde i sin Beretning, nærmede han sig til Slutningen, da netop Skovfogdens Folk bare Liget ind i Haugen. Bedrøvede og trætte satte de Baaren forsigtigt i det bløde Græs.
Fru v. G. blev ubevægelig siddende et Øieblik og stirrede ned for sig som i dybe Tanker. Derpaa hævede hun rask sin høie, ædle Figur, greb begge Børnene ved Haanden og gik med faste Skridt hen til det Sted, hvor de havde lagt hendes afsjælede Ægtefælle. Hun var blegere end sædvanlig, men ikke en Taare traadte i hendes Øine. Uden synlig udvortes stærk Bevægelse knælede hun ned i Græsset, bøiede sig over den Døde og betragtede ham med et bittert Smil; lidt efter lidt nærmede hendes Ansigt sig hans og, som tiltrukket af en Magnet, sank hendes Hoved pludselig og hendes Læber pressede sig mod hans. Da var det, som havde hun uforvarende rørt ved en giftig Snog, som om en pludselig, rædsom Anelse kastede en brændende Smerte i hendes Bryst; hun foer op og trykkede med et dybt Suk Haanden mod sit Hjerte. Med en heftig Bevægelse trak hun Drengen hen mod Liget og sagde i en skjærende Tone: „Seer Du, Camillo! der ligger Din Fader, som man har myrdet!” vendte sig fra den tause, omstaaende Gruppe og gik langsomt ind i Huset.
Forstmesterens pludselige og gaadefulde Død vakte almindelig Deeltagelse og stor Bestyrtelse i hele Omegnen. Hans udmærkede Personlighed, hans Dygtighed og ædle Hjerte havde blandt Alle, med hvem han var kommet i nogensomhelst Berøring, erhvervet ham Velyndere, Venner og troe Tjenere. Det var derfor intet Under, at man fra alle Sider med Iver og uskrømtet Varme gjorde alt muligt for at opklare denne dunkle Sag, og at man med største Beredvillighed kom Justitsen imøde med Midler til at lette de Undersøgelser, som fra dennes Side foretoges.
Saavel Lægens Udsagn, som alle øvrige Omstændigheder bragte det næsten til Vished, at Forstmesteren ikke selv havde berøvet sig Livet. Ved Obductionen viiste det sig, at Kuglen var trængt ind mere fra oven nedad, end fra neden opad, hvilket sidste ufeilbarligt vilde have været Tilfældet, hvis han siddende havde bibragt sig det dræbende Saar. Han var karsk og sund paa Legem og Sjæl og man havde aldrig hos ham bemærket, at Anfald af Tungsind eller deslige nogensinde havde afbrudt den mandige Ro og Sindighed eller det livsglade, lyse Humør, der stadigt var ham egent. Hans huuslige Stilling var i høi Grad lykkelig; med sine Foresatte og undergivne stod han, som sagt, i det bedste Forhold; de Første agtede og elskede ham, de Sidste vare nær ved at forgude ham. Foruden sit Embeds Indtægter besad han med sin Kone en temmelig anseelig Formue, og hans egen Oeconomie saavelsom hans Embeds-Regnskaber fandtes i den fuldkomneste Orden. Fiender havde han altsaa hverken blandt sine Over- eller Undermænd; og det sjeldne Tilfælde viiste sig her, at der i hele Omegnen, i videst Udstrækning taget, end ikke opholdt sig en eneste forhen Afstraffet eller nogen lignende Person, paa hvem den fjerneste Mistanke kunde henledes. Naturligviis bleve alle de Individer, der stode i nogetsomhelst Forhold til den Dræbte, stævnede til Forhør. De Forstelever, der opholdt sig i hans Huus, hans Tvende, de ansatte Skovfogder og Jægere, saavelsom Skovløbere og Brændehuggere, der ifølge deres Dont ofte maatte have havt Leilighed til at see ham paa de forskjelligste og meest afsides Veie, bleve tilkaldte eller mødte af dem selv. Men deres Udsagn oplyste intet i Sagen; thi hændelsesviis havde Ingen i Skoven seet Forstmester v. G. den Dag, da Ulykken indtraf, og Alles Beretninger om deres egne respective Opholdssteder paa den Tid befandtes vidnesfast overeensstemmende med Sandheden.
Kun een lille Omstændighed vakte Dommerens Opmærksomhed, men førte dog ikke til Noget. To af de tilkaldte Vidner, en gammel Jæger og en Brændehugger, udsagde nemlig, at de i Løbet af Sommeren, den Første een Gang, den Anden to Gange, havde seet Forstmesteren spadsere i Skoven med en dem aldeles fremmed Person. Jægeren kaldte denne en Dreng paa omtrent tolv, fjorten Aar og kunde ikke mindes at beskrive ham nøiere, end at han havde havt en bredskygget Straahat paa Hovedet. Brændehuggeren derimod benævnte ham „en ung Sælle”, hvilket i Almuens Mund stundom betyder en Yngling; dog kaldte Comparenten ham ogsaa „en underlig buttet Dreng, en bitte trind Fyr”. Han beskrev Drengen endvidere som meget overgiven og lystig eller, som han udtryktede sig, „rigtig vildhovedet”, og fortalte, hvorledes han i Forstmesterens Følge, medens denne gik ganske langsomt, havde løbet snart foran, snart bag efter ham, sprunget frem og tilbage over smaa Buske og fældede Stammer; ja, at han den ene Gang var klavret op i et Meget rankt og svait Asketræ. Da havde ForstMesteren, ligesom ængstelig, raabt Noget op til ham, hvorpaa han leende, havde svaret og svunget med sin Hat; men Comparenten havde ikke forstaaet, hvad de havde sagt, og meente, at de ikke havde talt Dansk.
Skjøndt nu denne Beskrivelse slet ikke ret vilde passe paa nogen bekjendt Person i Egnen, undersøgte man dog, om ikke een eller anden af Sønnerne i de Familier, med hvilke Forstmester v. G. havde Omgang, paa hine bestemte Dage maaskee dog havde befundet sig i hans Selskab. Men Svaret blev klart og benægtende, og Intet oplyst dette dunkle Punkt angaaende. Forhørene bleve sluttede uden tilfredsstillende Resultat, Forstmesteren begravet, og hans Enke førte snart sine to Børn og sit Livs sødeste og bittreste Erindringer med sig til Hovedstaden.
Tolv Aar vare henrundne efter denne Begivenhed.
Fru v. G. havde med hele sin Sjæls Kraft anvendt
denne Tid især paa sine Børns Opdragelse. Det Slag, der saa grusomt og uformodet havde ramt hende, havde
ikke virket svækkende eller bedøvende; det var snarere at
ligne med et electrisk Stød, der vel ved første Øieblik
smerter, men siden styrker og anspænder. For mangen
qvindelig Natur er Sorgen en Lægedom, en Spore;
og det seer ofte ud, som om det dybt saarede qvindelige
Hjerte ved heltemæssige Opoffrelser, ved modige
Anstrengelser netop vilde bevise, hvorlidt det havde fortjent
en saadan tilsyneladende Ubillighed og Haardhed af
Skjebnen. Og naar nu Alt dette skeer med saa liden
Fordring paa Anerkjendelse, med saa stor Ydmyghed og
Beskedenhed, som her var Tilfældet, saa kan man ikke
andet end finde det vel fortjent, naar Resultatet bliver
saa heldigt, Frugterne saa rige som dem, Fru v. G.
høstede. Hendes egne Formuesomstændigheder og anseete
Familie, hendes Forbindelser med de meest formaaende
Folk i Landet, den almene Interesse, som Ulykken ofte
vækker, gav hende Midler i Hænde til med Held at
følge sit moderlige Hjertes Tilskyndelser. Datteren, der
i Eet og Alt var Moderens udtrykte Billede, var alt,
ret som ved en Ironi af den lunefulde Skjebne, blevet
gift med den Herr v. W., der — som vi mindes —
havde følt saa stærk Antipathie for Moderen, og som
senere havde erholdt den Afdødes Post. Sønnen,
Camillo, havde studeret Retsvidenskaben og allerede i en
Alder af eet og tyve Aar tilbagelagt det academiske Løb. Ved sin Families Indflydelse var han blevet ansat i
Departementet for de Udenlandske Sager, og saavel denne
hans Stilling, som hans skjønne Personlighed og store
selskabelige Talenter havde aabnet ham Adgang til de
anseeligste og meest udsøgte Kredse. I umiddelbar Arv
efter sin Fader havde Camillo v. G. dennes ideale,
mandige Udvortes, hans livlige Humør og kraftige
Characteer; selv havde han erhvervet sig den Bøielighed og
slebne Elegance, der ansees nødvendig paa den
Løbebane, han havde betraadt.
Blandt de mere glimrende Cirkler, hvor den unge v. G. især havde uddannet sig, og som havde stærkest Tiltrækningskraft for ham, var Grevinde Beate v. L.s Huus. Foranledningen hertil var saare naturlig, da nemlig Grevinden ogsaa kraftigt havde medvirket til hans Forfremmelse. I hendes Saloner samledes ikke, hvad man sædvanligt — naragtigt nok — kalder Eliten af Selskabet. Man saae ikke der lutter Stjerner og Røgter, ikke lutter Stiftskors; man hørte ikke altid anmeldes Excellencer eller Raader; kun Saadanne blandt disse, der medførte en høiere Adel, der havde Aand nok til selv at være aaadsfrie og at skatte dette Adelskab hos Andre, fandt Veien til hendes Døre. Foruden disse bemærkede man blandt hendes stadige Gjester en stor Deel udmærkede Videnskabsmænd og Kunstnere, saavel Landets egne som Fremmede; og hos de Damer, hvilke rigtignok i et forholdsviis saare ringe Antal samledes om hende, kunde man altid være vis paa at træffe een eller anden Egenskab, der hævede dem over den store Masse. Grevinden selv forstod at besjæle disse forskjellige Grupper og paa den naturligste og smukkeste Maade at forbinde dem til et Hele. For en Deel Aar tilbage havde hun været svagelig; som man sagde, havde hun lidt af nerveuse Affectationer. Dengang opholdt hun sig baade Sommer og Vinter paa sine Godser; men de sidste to Aar, som hun næsten uafbrudt havde tilbragt i Hovedstaden, havde ganske forbausende gjengivet hende den forrige Livlighed og Glands; den næsten barnlige Ungdommelighed, der gjorde Physiognomiet af hendes hele Fremtræden saa yndigt tiltrækkende, var atter ligesom fremblomstret i fuldeste Friskhed. Som en ganske ny Aabenbaring drog hun Alles Øine paa sig, og saavel hendes personlige Elskværdighed, som ogsaa den høist elskværdige Formue, hun besad, lokkede en Skare af Tilbedere for hendes Fødder. Alt, hvad der var Fornemt og Fattigt tillige, havde vovet at gribe efter denne gyldne, glimrende Frugt; men endnu, syntes det, havde Ingen naaet den, uden at dog denne Omstændighed gjorde hendes Sale tomme; thi hun forstod paa den gracieuseste og meest uimodstaaelige Maade at skabe sig Venner og ivrige Forsvarere af tilbageviste Beilere. Var hun da kold? havde Verden slukket den guddommelige Ild i hendes Hjerte? Nei, Hjertet eiede netop i denne Flamme et Vaaben mod alle Angreb, en Talisman, der gav hende fuld Frihed til og Sikkerhed i at skatte og nyde alt andet Skjønt og Herligt, som Mennesker og deres Virken bragte hende imøde. Hun elskede og var lykkelig. Uden at pines af en hemmelig Kjærligheds Bitterheder, nød hun dog dens hele rene Sødhed. Hurtigt, ungdommeligt havde hendes Hjerte valgt, og et Hjerte, trofast, varmt og mandigt var kommet det henrykt imøde. Den Lykkelige var den unge Herr v. G., og det syntes, som om baade Han og Hun vare enige i at ansee det som deres Pligt at gjemme deres Kjærligheds Løndom, som en Skat, der vilde vanhelliges ved at fremstilles for Verdens Blik. Intet, uden det skarpsynede moderlige Øie havde gjennemtrængt det Slør, som endnu tilhyllede den.
Det var en sildig Aftenstund i Marts Maaned. I Grevinde Beates Bolig var Alt tyst og mørkt; kun i eet Værelse var der endnu lyst. Foran en Secretaire stode tvende Figurer; det var Ham og Hende. Medens hun trak den ene Skuffe efter den anden ud og søgte, havde han lagt sin Arm om hendes bøielige Taille og kigede nysgjerrigt paa de tusind glimrende Smaasager, som af og til kom tilsyne. I det hun nu med Utaalmodighed ivrigt ragede i en dybere Skuffe for at finde den Gjenstand, hun havde bestemt at skjenke ham, kom hun uforvarende til at lade et fiint Kammerdugs Tørklæde, som blandt andre Ting laae sammenkrøllet i Skuffen, falde paa Gulvet. Camillo bukkede sig hurtigt, tog det op og puttede det ubemærket i sin Lomme. Endelig havde hun fundet, hvad hun søgte; det var en meget gammeldags, emailleret Ring. Hun satte den smilende paa hans Finger, hævede sin lille, siirlige Figur paa Taaen, trykkede den lykkelige Yngling i sine Arme og skjød ham sagte ud af Døren.
Enhver, der har mindste Anelse om, hvilken umaadelig Værdi en saadan lille Gave fra den Elskedes Haand kan have, Enhver, som kan begribe, med hvilket Afguderi en saadan modtages og gjemmes og caresseres, vil ikke undres over, at Camillo i sin Glæde over den Ring, der tidligere havde smykket en Haand, som nu styrede hans Skjebne, reent glemte det lille Tyveri, han selv havde begaaet.
Nogle Dage efter hiin Aften traadte Fru v. G. ind i sin Søns Værelse; i Haanden holdt hun en lille Pakke.
„Siig mig dog, Camillo!” sagde hun, idet hun alvorligt og skarpt betragtede ham, — „iblandt det Linned, som er hentet her i Dit Værelse til Vadsk, blev ogsaa dette Lommetørklæde fundet,” — og hun aabnede Pakken, — „siig mig, hvor har Du faaet det fra?”
„Er det ikke mit eget?” sagde Sønnen, „eller har jeg maaskee forbyttet eet af mine egne?”
„Nei, det er ikke Dit,” vedblev Moderen, „og Du har alle Dine egne fuldtallige!”
„Ah!” sagde Camillo, stærkt rødmende, „nu veed jeg det —”
„Og jeg anede det!” sagde Fru v. G. næsten uhørligt. „Camillo! min Søn! min Ven! vil Du love Din Moder, at Du i Aften vil vise dette Tørklæde til den, hos hvem Du har faaet det — til Hende?”
Taus og med et lidt forlegent Smil tog den unge Mand Tørklædet af Moderens Haand, og vilde dreie Samtalen hen paa andre Ting; men hun afbrød ham hurtigt og koldt:
„Jeg kan nu ikke tale med Dig længere; men, ikke sandt? Du erindrer, hvad jeg har bedet Dig om?”
„Ja, jeg skal nok, kjæreste Moder!” sagde han, idet han smilende kyssede hendes Haand, „men jeg gad dog gjerne vide —”
„Farvel, Camillo!” sagde Fru v. G., „glem nu ikke, hvad Du har lovet mig!”
Forundret over Moderens sære Forlangende og over den besynderlige Høitidelighed, hvormed hun behandlede denne, som ham syntes, aldeles ubetydelige Sag, puttede Camillo anden Gang Tørklædet i sin Lomme, og — glemte det ogsaa tildeels anden Gang. Thi da han ud paa Natten stod foran den Divan, hvor hans yndige Beate sad, og med Beruselse og henrykt betragtede hende, som havde han nødig at indprente sig hendes Træk for ei at glemme dem til næste Dag; da havde han endnu ikke efterkommet Moderens Ønske. Men just som han vilde til at løsrive sig og af en Hændelse greb til sin Lomme, randt det ham i Hu. Leende drog han Tørklædet frem, knælede ned for sin Elskede og sagde, idet han bredte det ud paa hendes Skjød:
„See her, min lille Beate! er jeg ikke en ærlig Tyv? jeg bringer mit Ran igjen. Dette Tørklæde stjal jeg hemmelig fra Dig forleden Aften; men det har brændt mig paa Sjælen, at Du ikke selv havde givet mig det, og min Moder selv, der hændelsesviis saae det, paalagde mig strengt at bringe det tilbage. Tilgiver Du mig?”
Grevinden hældede sig lidt forover mod Lyset og betragtede Tørklædet først med et ligegyldigt Smil, hendes Øine bleve mere og mere opmærksomme og en let Rynke drog sig over Panden, medens hun undersøgte Hjørnerne for at finde Mærket. Da dækkedes pludselig hendes Ansigt med Dødens Bleghed, Øielaagene sank til og med et høit Skrig faldt hun i Besvimelse.
Forfærdet og ængstet overtraadte Camillo et strengt Forbud, idet han ved Hjelp af Klokken hidkaldte Kammerpigen. Men det varede længe, inden det lykkedes deres fælleds Bestræbelser at bringe den Daanede tillive igjen. De havde lagt hende paa Divanen og, medens Kammerpigen gned hendes Tindinger og holdt hende en Essents under Næsen, holdt Camillo hende opreist med den ene Arm og trykkede med den anden Haand hendes iiskolde Arm til sin brændende Pande. Lidt efter lidt vendte Livet tilbage; Taarer, som perlede frem under de halvtillukkede Øielaage, lettede Aandedrættet, et dybt Suk trængte sig frem, med Møie reiste hun sig og vendte Hovedet. Dog neppe fik hun Øie paa sin Elskers bekymrede Aasyn, før hun atter som med Rædsel vendte Hovedet bort, trak heftigt den Haand til sig, som han just vilde føre til sine Læber, og hviskede med hæs, brudt Stemme: „Gaa, gaa! for Guds Barmhjertigheds Skyld, gaa!” og da han endnu dvælede, lagde hun endnu heftigere til: „Gaa, ulyksalige! og kom ikke igjen, før jeg — før Du —” og vinkede ham bort med Haanden.
Forvirret og bedrøvet slængte Camillo det gaadefulde Tørklæde, som han holdt knuget inden i sin Haand, paa Bordet, greb sin Hat og tilkastede endnu ved Døren sin Elskede et sørgmodigt Afskedsblik. Men hun saae det ikke!
Da han næste Dag ganske tidligt lod høre til hendes Befindende, fik han til Svar, at Grevinde v. L. før Daggry var afreist til sine Godser.
Med piinlig Uro og kjærlig Ængstelse ventede Camillo v. G. i hele fjorten Dage paa Efterretning fra den Bortflygtede, og hans Phantasie arbeidede Dag og Nat paa at løse denne Gaade, og dog — han vidste ikke selv hvorfor? — dog bævede han ved Tanken om at drage Sløret bort. Mod sin Moder iagttog han den dybeste Taushed, uagtet han tydeligt saae, at hun leed med ham, ja maaskee mere end han. Ogsaa hun selv taug, men hendes strenge Alvor og hendes stundom skarpe, spørgende Blik røbede, hvad der foregik i hendes Indre.
En Morgenstund, da den unge v. G. sad ved sit Arbeide og bestræbte sig for at fjerne de mørke Anelser, som idelig beleirede hans Hjerte, bankede det paa Døren og ind traadte hans Svoger Herr v. W.
„Tillad mig, kjære Camillo!” sagde han efter de første Hilsener, „tillad mig, Dyrebareste! at gjøre mig commode og magelig. Jeg har reist Nat og Dag og er ugudelig træt!” hvorpaa han strakte sig paa en Sopha og tændte en Cigar. „Nu kommer jeg da til mit Ærinde, og det gjelder Dig, min Bedste! men hvori det egentlig bestaaer, det skal Gud vide! derom har jeg ingen Videnskab! Hør kun! Forleden Dag, retsom Din Søster — fra hvem jeg in parantesi har mange Hilsener til Dig — og jeg just vilde gaae tilbords, kommer der en gammel Chaise langsomt kjørende ind i Gaarden. Det var den gode, gamle Doctor R. , som er Sognepræst paa Grevinde v. L.s Gods. Jeg skyndte mig i al Hast at tage imod ham; thi han er — imellem os sagt — eet af de faa Mennesker, for hvem jeg har en ublandet dyb Ærbødighed, saadan en rigtig sømmelig Respect. Da jeg endelig havde hjulpet den gamle Fyr ud af Æsken, og vi havde nødet ham tilbords og vi havde spiist, bad han mig om en Samtale i Eenrum. Ganske nysgjerrig førte jeg ham ind i min Skriverstue. Her fremtog han en lille Pakke Papirer med Udskrift til Dig af hans mig velbekjendte Haand, og bad mig paa det Indstændigste, hvis det var mig muligt, selv in persona og heller den Dag, end næste Morgen at bringe disse Documenter til Dig, min Ven og Broder! Nogle Forretninger havde jeg netop her i Byen, der havde bedre af min egen Omsorg end en Andens, jeg længtes ogsaa lidt efter at see Dig og vor Mutter, og saa greb jeg dette Skjebnens Vink, satte mig samme Aften i en Vogn, og — nu har Du mig her! Apropos! Kan I huse mig? saa bliver jeg her; thi Præsten paalagde mig saameget muligt at være om Dig, naar Du havde modtaget dette Brev! Hvad er nu Alt det?” vedblev Herr v. W., idet han af sin Brevtaske fremtog en Paquet, som han rakte Svogeren.
Taus og med sittrende Haand modtog Camillo Brevet og lagde det paa sin Pult uden at ændse Svogerens nysgjerrige Blikke.
„Naa! — det lader ikke til, at Du er saa nysgjerrig, som jeg! eller maaskee Du helst vil læse i Ro og Mag og alene? Velan, jeg gaaer imidlertid ned og hilser paa Svigermama. Læs Du, men gaae dog ikke ud, før jeg faaer talt med Dig!”
Og han gik fløitende ned ad Trappen.
Camillos første Bevægelse var at laase Døren; derpaa greb han med bankende Hjerte Brevet og brød Seglet.
I Omslaget havde Præsten skrevet:
- „Min Herre!
I Tillid til min Alder, min Erfaring, min Tænkemaade og til den Eeds Hellighed, som i mit Embeds Medfør tør gjøre mit Hjerte til et sikkert Gjemme for mine Medmenneskers hemmeligste Sorger og Klager, har Man betroet mig Indholdet af indlagte Papir, og anmodet mig om uden Fare at lade det komme Dem tilhænde. Tro ikke, min Herre! at den gamle Mand her vil komme Deres egen gode Forstand i Forkjøbet; tro end mindre, at mit Hjerte, der i saa mange Aar har slaaet saavel Glædens som Smertens Slag, der har optaget saa mangt et fremmed Suk i sin tause Bolig, er blevet koldt, forstenet eller ufrit. Frygt ikke for ubetimelige Raad eller utidig Paamindelse! Nei, jeg tiltroer Dem Alt det, som er Dem menneskeligt fornødent til at kjæmpe den Kamp, som maaskee forestaaer Dem; og det Eneste, jeg vil paanøde Dem, er min inderligste, min stille Bøn til Gud, at han maa styrke og oplyse Dem til det Rette, — til den Gud, som gav os det Ord: „Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes.” Med Høiagtelse o. s. v.”
Med Lynets Hurtighed havde den Unge Mand gjennemfaret disse Linier og med dobbelt smertelig Begjerlighed rev han det andet Omslag op, som indeholdt følgende med Grevinde Beates egen Haand skrevne Linier.
„Camillo! Jeg elsker Dig! — Tilgiv, at jeg
siger det. De Bekjendelser, jeg her maa og vil aflægge
for Dig, ere af den Natur, at jeg maatte fortvivle og
frygte det, der var mig bittrere end Døden, hvis mit
Hjerte ikke torde støtte sig til den faste Overbeviisning,
at Du troer mig, naar jeg siger: jeg elsker Dig! O,
vil Du ogsaa vedblive at elske mig, naar Du har læst,
hvad jeg her med sittrende Haand og med brændende
Taarer nedskriver? — O, Camillo! — — Velan,
det maa skee — det maa skee, og jeg vil være stærk; jeg vil vove for en Stund at glemme Øieblikket, jeg
vil, medens jeg udøser mit Hjertes hele Indhold for
Dig, — det Eneste, Du hidtil ikke har kjendt — ikke
være mig selv. Jeg vil tale som en Anden til en Anden
end Dig. O, hvordan skal jeg see Dig igjen?
Jeg vil ikke gjentage Dig, hvad Du alt veed, Jeg beskriver Dig ikke her atter min forladte, forældreløse og dog saa lykkelige Barndom, da jeg i Fru M.s landlige Opdragelses-Anstalt nød den sødeste Frihed, den kjærligste Omgang, da jeg var elsket af Alle og blev, om just ikke forkjælet og fordærvet, saa dog forvænt. Saa formasteligt det end kunde klinge, saa kunde jeg næsten fristes til at misunde dem, der i deres tidligste Ungdom have lidt Ondt af Menneskene. De eie een Erfaring mere, de have gjennemgaaet en Skole, som sikkrer dem for og sparer dem tusind Lidelser. De træde ikke ind i Verden med Tro og Tillid til Enhver, de møde, og bringe ingen glimrende Forhaabninger eller Illusioner med sig, som de siden lidt efter lidt med Tabet af deres Ro og Hjertefred maae see forsvinde. Ak, hvor snart svandt ikke mine! — Jeg var sexten Aar gammel, da min Familie bestemte mit Ægteskab. Det var min Oncle, en Mand paa nogle og tredsindstyve Aar, der som Diplomat i mange Aar havde opholdt sig ved udenlandske Hoffer, hvis Haand jeg maatte modtage; og jeg gjorde det uden Modsigelse og i fuld Tillid til, at man kun vilde mit Vel. Af Mandfolk kjendte jeg meget faa, og at min Brudgom var gammel, var mig saa lidt til Anstød, at det endog gav mig freidigere Mod til det Skridt, der forestod mig. Naar jeg tænkte mig ham, som en Mand med stor Livserfaring med en Mængde Kundskaber, med den fineste Dannelse, som jeg var berettiget til at vente hos den, der havde gaaet en saa lang og bevæget Livsskole igjennem, saa følte jeg en saadan Ro, en saadan Tillid, et saadant Haab om Beskyttelse og kjærlig Underviisning for mit tilkommende Liv, at jeg med en Art af Medynk saae hen til mine Veninder, der paa samme Tid som jeg forlode vort, Barndoms Asyl for at dele Verdens og Livets Glæder og Trængsler med en næsten Jævnaldrende.
Men jeg saae ham, og jeg blev hans Kone! Lad mig ikke beskrive Dig hans frastødende Udvortes, ikke hans rædsomme Sygelighed. O, jeg veed det, havde han været god og from imod mig, jeg kunde have hengivet mit Livs Ro, Alt for at lette ham disse gruelige Byrder; jeg kunde have pleiet ham Nat og Dag Uden at trættes; thi mit Hjerte er blødt og stærkt. Men han var slet; og han dræbte selv fra første Færd enhver blid Bevægelse i mit Hjerte for ham. Han blev min Tyran, uden nogensinde at have forsøgt, om jeg dog ikke fortjente en bedre Behandling. Hans grændseløse Gjerrighed nægtede mig enhver lille Glæde, enhver ubetydelig Beqvemmelighed; og uden at tænke paa min Ungdom, min friske, livsglade, nysgjerrige Ungdom, forlangte han af mig den samme livsdræbende Ligegyldighed, hvortil han selv var tvungen. Det Eneste, der ret syntes at ligge ham paa Hjerte og at glæde ham, var at bedrøve mig. Det var ret, som om det pinede og saarede ham, naar han saae mig glad og fornøiet; og han bragte det ogsaa, ved lidt efter lidt, at unddrage mig Alt, hvad der var mit Hjerte kjært eller til Trøst, saavidt, at jeg blev iiskold, forstenet, indsluttet i mig selv, hensjunken i en følesløs Tilstand, og at det Eneste, der levede ret levende i mig, var Hadet til ham.
Til min nærmeste Opvartning havde han paatvunget mig et Fruentimmer, hvis egentlige Stilling i Huset jeg vil fortie. Hendes Pleie og Opvartning foretrak han for min; men tillod desuagtet ikke, at jeg fjernede mig. Hvor mange Nætter og Dage har jeg ikke saaledes maattet tilbringe halvdøsende i en Lænestol i et koldt Forværelse, for strax at være tilrede, naar han lod mig kalde, for det Meste kun for da at sige mig nogle bittre Ord. Og hvor forøgedes da ikke min Foragt for ham, ved at høre denne umandige Jamren i Smerten, ved at see denne modbydelige Frygt for Døden, — jeg, som saa ofte havde tænkt mig, at Den, jeg skulde tilhøre, først og fremmest maatte eie Mod og Mands Hjerte!
Det varede kun et Aar; — men da jeg saae tilbage, forekom det mig en Evighed. Han døde, og de sidste Dage og Nætter, jeg idelig tilbragte i hans Nærhed, vare ikke egnede til andet end at forøge min uudtalelige Foragt og Afsky for ham. Han døde uden at have sagt mig et eneste Fredens Ord, og Gud maa tilgive mig, min Sorg var Glæde. Sorg? O, hvor rigt er ikke dette Ord, naar det angaaer dem, man elsker; det kan jo indeholde Alt — baade det Bittre og Søde af Frygt og Længsel! Han døde, og jeg var fri som Fuglen i Luften; mit Aandedræt lettedes, mine Tanker og Følelser bevægede Vingerne, de vare ikke mere stækkede og de hævede mig atter til Lys og Liv. Jeg rensede mit Huus for Alt, hvad der levende kunde minde mig om ham, hans Domestiker bleve afskedigede og jeg erklærede min Laugværge, at et andet Raad fra hans Side med Hensyn til min Persons fremtidige Skjebne vilde hos mig stedse møde den bestemteste Modsigelse, og at jeg ikke engang vilde værdiges at tage et saadant i nøiere Overveielse. Følgen heraf var, at han — Du kjender jo Geheimeraad L. — herefter indskrænkede sig til Overbestyrelsen af mine Eiendomme, og at min Familie aldeles aflod at holde nogen Omgang med mig. Omegnens Beboere derimod kom mig med aabne Arme imøde, retsom om de havde følt Længsel efter at kunne godtgjøre mig Lidt af Skjebnens Umildhed, hvortil de, skjøndt i Frastand, dog havde været medlidende, men ørkesløse Vidner; og i disse Kredse vandt jeg snart min forrige Kraft og min naturlige Livlighed igjen.
I Anledning af Kongens Fødselsdag var der, som sædvanligt, foranstaltet en Fest i A. Jeg tog derhen, fordi det morede mig at dandse, fordi jeg glædede mig ved at see de Glade. Da jeg havde sat mig i Salen og lod mit Blik vandre rundt i Vrimmelen, faldt mit Øie paa en Mand, som jeg ikke behøver at beskrive Dig, Camillo! Stil Dig hen for Dit Speil, og Du vil see et elskeligt, et tro, men noget forynget Billede af ham. Han stod lænet til en Consol og talede med en ung Herre, og hans mørke, aandfulde Øie syntes at hvile alvorligt paa mig. Jeg spurgte min Nabo, og hørte for første Gang dette Navn. Lidt efter lod han sig forestille for mig; vor Samtale var ligegyldig og kort. Den unge Mand, med hvem han havde talet, Din Svoger Herr v. W., skilte os ad, idet han engagerede mig, og da Han ikke dandsede, mødtes vi ikke mere den Aften. Herr v. W. derimod sværmede om mig, hans ungdommelige, kjække Etourderie morede mig, og naar jeg ikke dandsede, lod jeg ham føre mig ind i et Værelse, hvor et Par Spilleborde vare anbragte, og hvor Han sad. Fra en Sopha i Vinduesfordybningen kunde jeg i Mag betragte disse forunderlig kraftige, ædle Træk og høre denne malmfulde, indholdsrige Stemme, og medens min snaksomme Cavalier troede mig fuld af Opmærksomhed for hans livlige Conversation, forelskede mine Tanker sig mere og mere i al den aandige Rigdom, der syntes at maatte gjemmes i en saadan Bolig. Eller — var det hiin ubevidste, uimodstaaelige Magt, denne anelsesfUlde Sympathie, der alt fængslede mig? der, som et Lyn, paa een Gang lyste ind i mit Indre, hvor hidtil kun Ro og Mørke havde hersket? — Da jeg kom hjem, følte mig saa lyksalig, jeg vidste selv ikke, hvorfor? Alt omkring mig havde faaet en høiere Glands, en dybere Betydning; Alt var blevet langt mere levende, mere rigt; og dog herskede der en sød Veemod i min Sjæl. Hvor ofte seer og hører man ikke en saadan Stemning beskrevet som en Tomhed! Mig forekom denne drømmende, anende Længsel som et rigt Liv, som en Gjenfødelse.
Foraaret kom, og Solen, den vaagnende Natur, den smilende Egn lokkede mig til lange Vandringer. Det var mig saa sødt, saa henrivende at være ene i Skoven med mine Drømme; de flygtende Skyer, Træernes Susen, Fuglenes Sange, de duftende Blomster talede til mig med tusind venlige Stemmer, og alle syntes de at tale, som om de kjendte mit Hjertes inderste Tanke. Og hvad var saa denne Tanke?
I Skoven mødte jeg Ham; der var jo Hans egentlige Hjem. Og vi mødtes ofte. Mig var det — jeg veed det nok! — mig var det, der søgte den Sti, hans Fod betraadte; en uimodstaaelig Magt drog mig derhen. Men det undrede Ham ikke at see mig saa tidt; det glædede ham at kunne meddele mig af sin Aands Rigdom, opmuntre mig ved sit lyse, gribende Humør, fylde min Sjæl med stærke Billeder og vække den til Begjær efter friske og frie Tanker. Hans Stemning var afvexlende snart livlig og opvakt, snart rolig og alvorlig; men Hans Hjertes Yttringer, Følelsernes Udbrud vendte sig aldrig til mig. Naar han nu og da med uudtømmeligt Lune og glimrende Bid gjenspeilede visse Sider af Livet og Menneskenes Færd, var jeg som oftest taus, lyttede med henrykt Beundring og indaandede en Beruselse af den gemytlige Varme og Dybde, som oplivede ethvert Materie, Han udkastede. Men blev Han alvorlig og sindigt reflecterende, saa var det, som om min hele Livlighed trodsende udfoldede Vingerne; jeg blev da lystig og overgiven som et Barn.
Ved at undersøge min afdøde Mands Gjemmer fandt jeg en langagtig Pakke, indsyet i guult Glandslærred, saaledes som Skrædderne pleie at forsende et færdigsyet Arbeide. Jeg aabnede den og saae, at den indeholdt en fuldstændig Mandsdragt, men som øiensynlig var syet til en qvindelig Person. Den var meget elegant, men saa simpel i Farve og Snit, at den ikke let kunde tænkes bestemt til Maskeradedragt eller noget Lignende. Hvad Hensigten havde været med den, kunde jeg ikke vide; maaskee havde den tidligere været bestemt til et Apparat for een eller anden af de Intriguer, hvorpaa min Gemals Liv skulde have været saa rigt. Den var aldeles ny og ubrugt, de blanke Knapper endnu viklede i Silkepapir; den saae saa net ud, jeg tog den paa og den sad, som var den syet til mig. Den korte, mørkeblaae Trøie, de vide Beenklæder af samme Farve, den sorte Silkevest klædte mig ret godt, og en bredskygget Straahat, som jeg satte paa mit opfæstede Haar, fuldendte Matrosdragten. Det var netop paa den Tid af Dagen, da jeg pleiede at begynde mine Skovvandringer, og i tre Spring var jeg nede ad den lille Trappe, der fra mine Værelser førte lige ud i en tæt Buegang af Hasler, der løb langs Haugemuren og endtes i et muret Lysthuus, fra hvilket en Dør aabnede Veien til det Krat, der forbandt min Park med den større Skov. Jeg var saa lystig, saa inderlig glad, og det faldt mig ikke ind, at der kunde være noget Ondt i, hvad jeg gjorde. Da jeg mødte Ham, standsede Han et Øieblik med Studsen; Han betragtede mig smilende, men berørte ikke med et eneste Ord min Forklædning. Derimod tog Han min Haand og lagde den i sin Arm, hvilket Han aldrig forhen havde gjort, og saaledes gik vi vor Vandring.
Jeg saae Ham i Hans Familie; jeg saae den lykkelige, som eiede Ham ganske; jeg kom hende imøde med en Veneration, som et Væsen, der maatte være af en høiere Natur, for at fortjene en saadan Ledsager. Men det var hende forbeholdt at kaste et Lys for mig i mit eget Indre; thi skjøndt jeg med al Oprigtighed maatte tilstaae, at hendes ædle, fromme Hjerte, hendes sunde, kraftige Forstand, hendes umiskjendelige Kjærlighed til Ham gjorde hende denne Lykke værdig, saa følte jeg dog et Slags Ubevidst Sky for hende, saa var der dog ligesom en hemmelig Stemme i mit Bryst, der vovede at tilhviske mig: „nei, nei! det er ikke, som det skulde være! som Han fortjente det!” — Det gjøs i mig, da denne Tanke første Gang blev klar i min Sjæl; og de iiskolde, jeg kunde næsten sige, speidende Blik, som jeg stundom midt i den livligste Samtale med Ham mødte fra hendes Øine, den uro og Bekymring, jeg til andre Tider troede at læse i dem, vakte mig til en Anelse ogsaa om det, der foregik i mit eget Inderste. Men denne Anelse? om Han kjendte den? om Han deelte den? O, denne Tanke var endnu saa bly, at den ikke dristede sig til at træde klart frem, endsige at den nogensinde skulde have vovet sig til Ord. Og trænger ogsaa en saadan Følelse til den materielle Tolk? Taler den ikke bedst ved sit hemmelige, ubeskrivelige, stærke og kun for de to Indviede forstaaelige Sprog? — —
Saaledes hengik en Deel af Sommeren. Vi saaes næsten daglig, og naar Vandringen havde trættet os, eller Hans Tilsyn ikke fordredes paa andre Steder, leirede vi os paa en smuk afsides Plet under et stort Egetræ.
Det var en deilig Eftermiddag i August Maaned; Solen var varm og gjennem Træerne saae den mørkeblaae, klare Himmel ned til os. Men den Himmel, som ellers lyste for mig, var ikke skyfri som sædvanligt. Imedens vi nærmede os vort Hvilested, havde vi havt en Trætte, der, oftere gjentaget, nu havde taget en alvorligere Characteer. Den angik mig selv. Forhen havde Han kun advaret; i Dag dadlede han med mere Strenghed et vist Træk i min Maade at være paa. Jeg havde Tid efter anden paa de bedste Anbefalinger ladet komme til min Gaard en Billedhugger, en Maler, en Architect og en ung Lærd, der hver for sig skulde restaurere Maleriet, gjøre Forandringer ved Bygningen og dens Decoration, og ordne min egen og den Afdødes store Bogsamlinger. Tillige besøgte et Par unge Herrer fra Nabolauget mig jævnligen. Den Maade, hvorpaa jeg behandlede og omgikkes disse Personer, var Gjenstanden for Hans Kritik.
„De kjender ikke mit noble Kjøn, Fru Grevinde!” fagde Han med en lidenskabelig Bitterhed, der hos Ham var mig fremmed og paafaldende, „dertil er De og Deres Tanker endnu altfor rene. Det er jo høist uskyldigt, ja endogsaa priseligt, at De i Deres Mangel paa Erfaring gjerne i en udmærket Mand ogsaa vil forudsætte et udmærket Menneske. Men den, tør jeg sige det, lidt vel stærke Livlighed, hvormed de udtrykker den varme Interesse, de føler for alt Stort og Smukt, hvor De saa træffer det, faaer altid Udseendet af Kjærlighed til Personen. Det seer kun saaledes ud, det veed jeg, og det er ikke Deres Hensigt at vække slige Tanker hos hver enkelt af disse Herrer; men, troe mig, det skeer! Thi De aner ikke, at De, medens De med Deres hele varme, rene Hjertes Glæde viser Dem taknemlig ved ret levende at beundre een eller anden udmærket Gave hos en saadan Mand, ja anseer det i deres Taknemmelighed for Deres Pligt at interessere Dem for hans personlige Velværen og øvrige Anliggender, selv imidlertid lønnes med den sorteste Utaknemmelighed. De vover Intet siger De? De har god Tro til Menneskerne, mener De, fordi De selv er god? Een, paastaaer De, er for stolt til at ville være slet, en Anden imponerer De selv, en Tredie er saa barnlig, uskyldig og ubetydelig — tilgiv mig, jeg kan neppe bare mig for at lee! — Men veed De nu vel, Deres Naade! medens De nu med tindrende Øine, med høitrødmende Kinder, med Deres deilige Hoved hældet lidt til Siden og med et Smil paa Ansigtet, som Himlens Engle maatte misunde Dem, sidder og taler ret fortroligt med en saadan Herre og interesserer Dem, ikke blot for hans Videnskab eller Kunst, men for hans private Glæder og Sorger og ret gaaer ind deri, som en Gjengjeld for den Glæde, Opmuntring eller Belæring, hans Evner og Duelighed har forskaffet Dem, — veed De saa, hvad en saadan Herre tænker? Han tænker ved sig selv: Hun er forelsket i mig! og siger siden enten med et tvetydigt Smil eller med utvetydige Ord høit til sine Kamerater: „naar jeg vil, saa tilhører hun mig,” — at sige, dette oversat fra et meget drøiere Sprog, som jeg i Deres Nærværelse hverken kan eller vil betjene mig af. Thi saa uskyldig, som De selv veed, at Deres Fremgangsmaade er, saa lidt forstaaer en Mand i Almindelighed at vurdere den; han tilskriver Alt sin egen Persons Elskværdighed. De siger, at De ikke vil være anderledes, og at De viser Dem, som De er? Jeg vover at benægte det; De er egentlig langt bedre, end De i disse Tilfælde viser Dem, og i Grunden kunde disse Herrer fra en vis Side betragtet være noget undskyldte! — Og hvor ofte, Deres Naade! har De ikke selv maattet erkjende, at de har taget feil? Var da i Begyndelsen Deres Begeistring — som De kalder det — overilet og overdreven, saa var Deres Modbydelighed det siden, ved nærmere Betragtning, ikke mindre; Deres Daddel kjendte da ingen Grændse. Og kan nu virkelig de faa Øieblikkes Begeistring — naar det endelig skal hedde saa — kan den godtgjøre Dem den Smerte, De maa føle ved saa ofte at see Dem skuffet? eller er den Vederlag nok for at der kan siges — selv med Skin — saadant — aa, tvivl ikke, Deres Naade! jeg sværger Dem til, endogsaa de meest dannede, de genialeste, de tilsyneladende meest ærbare blandt disse Herrer skamme sig ikke ved slige Yttringer. Jeg harmes alene ved Tanken derom, og De — var De min Søster eller — men, jeg beder Dem, Fru Grevinde! tilgiv mig min Varme, De har jo Deres Frihed og veed vel sagtens bedst, hvad der tjener Dem!” Her taug Han. — Dette var Indholdet omtrent af vor Trætte, naturligviis afbrudt ved mange heftige Indsigelser fra min Side. Jeg gjorde disse, fordi jeg tilfulde følte mig angerløs og nødig vilde lade mig indskrænke i min Frihed, da jeg ikke misbrugte den. Men mit daarlige Hjerte jublede dog denne Gang tillige ved den Tanke: „Skulde Han være lidt jaloux?”
Mødige af Vandringen og ophidsede af den ivrige Samtale kom vi til den store Eeg. Han kastede sig i Græsset og hvilede sit Hoved mod Træets Rod. Jeg stod foran Ham, støttende mig paa Hans Riffel, som jeg ofte bar, fordi det morede mig at haandtere det uvante Vaaben. Mine Kinder og min Pande glødede, og da jeg forgjeves i mine Trøielommer havde søgt et Tørklæde, sagde jeg: „Gid jeg i dette Øieblik var et Fruentimmer, for at have Lov til at bruge en Vifte!”
Han taug, som om han ikke havde hørt, hvad jeg sagde, og betragtede mig med et saa underligt, gjennemtrængende Blik, at jeg ogsaa forstummede Endelig svarede Han lang Tid efter: „Et Tørklæde kan vel gjøre samme Gavn, Deres Naade!” og tilkastede mig, uden at reise sig, sit hvide Battistes Tørklæde.
„Ha!” raabte jeg, idet jeg greb det i Luften, „Sultan! er jeg Deres Slavinde?”
„Min Slavinde?” sagde Han, „ak, jeg ligger jo sønderknust for Deres Fod!”
Jeg stod et Øieblik som forstenet, som beruset og troede neppe mine egne Øren; thi Han sagde denne tilsyneladende fade Compliment med en Stemme, der fortolkede den, saa blød og inderlig, med et Smil saa elskeligt, med et Blik fra de sorte Øines Dyb, saa sværmerisk, saa henrivende! Jeg vaklede, det glimtede for mine Øine, jeg lod Riffelen falde, og glemmende Alt paa Jorden og i Himlen, sank jeg paa Knæ i Græsset, trykkede hans Knæ til mit Bryst og kunde af mit overstrømmende Hjerte ikke frembringe andre Ord end: „O, Du mit Liv, Du min Sjæl!”
Han reiste sig halv op; Han var bleg og en Taare glimrede i Hans Øie. Med et Udtryk, som jeg aldrig glemmer, smeltende og dog saa mandigt, sagde Han sagte: „Ja, Du har sagt det, Beate! mit Liv er Dit! min Sjæl tilhører Dig! Men,” lagde Han til med usikkrere Betoning, „fra i Dag af sees vi ikke oftere!”
„Hvad siger Du?” raabte jeg afsindig af Fortvivlelse, idet hele min Skjebnes Rædsel pludselig stod klar for mig, „hvad siger Du? Mig vil Du forstøde? Mig vil Du nu forlade? nu da Du tilhører mig? nu da Du veed — nei, aldrig! før skal jeg —” og jeg greb den paa Jorden henlagte Riffel, spændte Hanen og rettede Løbet mod Hans Bryst.
„Du har Ret! Du har Ret!” sagde han med Iilsomhed og Ængstelse, som frygtede Han min Modsigelse, „saa elendig som jeg nu er, saa tilhører jeg dog Dig, Du Engel! tag da mit Liv! tag hvad Dit er!” og Han greb med Heftighed om Riffelpiben med begge Hænder, trak den med Magt til sig og trykkede Mundingen fast mod sit Bryst. Ved denne Bevægelse gled min Finger ned paa Aftrækkeren og idet Han sukkede: „Beate” foer Skuddet gjennem Hans Hjerte.
Knaldet og Stødet af Geværet bedøvede og kastede mig overende. Paa alle Fire krøb jeg sittrende hen til Ham. Han laae der, stille og bleg. Jeg tog Hans Haand, den faldt strax ned igjen. Jeg tog hans Hoved mellem begge mine Hænder og trykkede mine Læber til Hans Mund — første og sidste Gang! — jeg stirrede Ham ind i Ansigtet! Øinene vare lukkede, men et himmelsk Smil svævede om Hans Læber. Da sagde jeg ganske høit til mig selv: „Han er død!” Men neppe havde jeg hørt min egen Røst, før en Uhyre Rædsel betog mig, Alt svandt for mine Sandser og bælmørk Nat omgav mig.
Da jeg kom til mig selv igjen, var det virkelig Nat. Jeg laae udstrakt midt paa Gulvet i mit Værelse. Hvorledes jeg var kommet did, vidste jeg ikke; med en Søvngjængerskes instinctmæssige Bevidsthed havde jeg fundet hjem ad mine hemmelige Veie, ja endogsaa laaset min Dør og dreiet Nøglen to Gange om. Mine Lemmer stivnede af Kulde, Tænderne klapprede i min Mund, og dog bankede Pulsen i Tindingen og Øinene brændte. Med et Hastværk, som var jeg omsnoet af en Slange, afførte jeg mig den mandlige Dragt, gjemte halv bevidstløs det usalige Tørklæde i en Secretair, og kastede mig paa min Seng, hvor jeg — uden at kunne sove — henfaldt i en dump Døsighed, hvis afskyelige Drømme intet Ord maler. Da foer jeg sammen; det bankede paa min Dør, først sagte, saa stærkere. Hvert Slag, virkede paa mig, som om man glødende berørte de fineste Nerver i mit Indre, jeg maatte af al Magt holde Veiret for ikke at skrige høit. Da kaldte man paa mig; det var min Kammerpiges ængstelige Stemme. Med yderste Anstrengelse reiste jeg mig, slæbte mig hen til Døren, aabnede den og sank atter bevidstløs om i Pigens Arme.
Lad mig forbigaae min lange, min velgjørende Sygdom. Det var en hidsig Feber, jeg fik; jeg var i lang Tid uden Bevidsthed, og man havde alt opgivet mig. Men Døden var ikke barmhjertig, og jeg opvaagnede til nye Ovaler. Vel havde Legemet ikke mere den Kraft til at lide med hiin første Voldsomhed; men en Nervesløvhed, en dødelig Mathed hindrede ikke, at jo mit Skrækkebillede eens og uforandret uafladeligt foresvævede mig. Hvor ofte har jeg ikke paa mine Knæe tigget Gud om Forløsning fra dette Liv! Hvor mange tusind Beslutninger — den ene fortrængende, ophævende den anden — krydsede ikke i min Sjæl! Den eneste, den naturligste, nemlig at angive mig selv som Hans Morderske, for at skaffe Hende, den dybt Krænkede, en Opreisning, en Hevn, maatte jeg jo forkaste. Nei, Hans Navn maatte staae urørt, Hans Minde maatte leve Uplettet.
Jeg forblev paa min Gaard i den dybeste Eensomhed; thi min Sindstilstand og min svækkede Helbred gjorde mig det utaaleligt at see og høre det travle Liv røre sig omkring mig. Fra Omgang med Omegnens Beboere unddrog jeg mig ogsaa aldeles, og kun den gamle Præst, den Mand, gjennem hvis Hænder Du, Camillo, modtager dette, var min Selskaber og vilde gjerne have været min Trøster. Ak, han vidste ikke, hvem han forsøgte paa at trøste!
Ti lange Aar svandt hen, ti Aar, der for Alle andre pleie at være Livets Blomst. Da kom det mig for Øre, at Din Svoger, Herr v. W. ønskede at ansættes her i Egnen, og at ogsaa Du var nær ved at skulle vælge en Carriere; og min Beslutning var taget. Jeg flyttede til Byen, og ved min Indflydelse var jeg istand til hemmeligt at bevirke Din Svogers Ansættelse. Ligesaa omhyggeligt for at skjule min Medvirken søgte jeg ogsaa at være Dig behjelpelig til at indtræde paa den valgte Løbebane; men denne Gang strandede min Plans Hemmelighed paa min Laugværges, Ministerens Snaksomhed. Du erfarede, hvem Du skyldte Din Lykke, som Du kaldte det, og Du ønskede at blive mig forestilt.
Her kunde mine bittre Bekjendelser ende; thi nu veed Du jo Alt. Mindes Du ikke, hvordan vort første Møde var? eller har Du alt nu besluttet for evig at glemme? Du anede ikke, med hvilken Forfærdelse jeg saae Dig første Gang træde ind til mig; denne ubeskrivelige Lighed skræmmede mig til Døden, og var mig dog saa kjær. Jeg blegnede og maatte blive siddende. Du bemærkede min Forvirring, den smigrede Dig vist; thi Du smilede — o, dette Smiil! — da jeg sidste Gang saae det! — Du aabnede Læberne og tiltalte mig, og Din Røst, denne kjære, velkjendte Røst, som vakte tusind elskelige og smertefulde Erindringer, bragte Blodet atter til mine Kinder og mit Hjerte til at slaae saa heftigt, at jeg kun med Møie kunde besvare Din galante Tiltale. Og vi saaes atter og atter, og jeg levede op til et nyt Liv. Behøver jeg at fortælle Dig, Camillo! hvad der saa skeete? — — Men jeg maatte ikke være lykkelig, jeg fortjente det ikke, min Straf var ikke endt og Gud brugte Dig som Straffens Engel. Du bredte det usalige Tørklæde ud paa mit Skjød, og jeg læste min Brøde skrevet derpaa; det blev mig en Maner, at jeg skulde bekjende og dog være fordømt; det blev en Hevner for den Tid, jeg letsindig havde hendrømt om Fred og Lykke.
Naar Du modtager disse Blade, er jeg alt i H. Der, paa Grændsen af vort Fødeland, vil jeg vente Dit Svar. Kan Du elske mig endnu, har ikke denne Haand — denne Haand bortstødt Dig, saa følg mig langt — langt bort herfra! Jeg vil da leve for Dig, og Du og Din Kjærlighed ville give mig den Fortrøstning og Tro, at Gud ikke har forkastet mig aldeles, ville skjenke mig et Haab om Naade. Men forstøder Du mig, vender Du Dig med Rædsel bort fra mig, da — o, Camillo! jeg vedbliver dog at elske Dig, jeg er dog for evig Din B.”
Da den unge v. G. havde fuldendt Læsningen af Foranstaaende, reiste han sig og gik længe taus, og
heftig op og ned i Værelset. Med Eet standsede han,
lagde Haanden paa sit Bryst og hviskede: „O, her er
jo ingen Tanke om Kamp! Hun havde jo alt seiret i
Forveien! men min Moder?” og kastede sig med
udbrydende Taarer paa Sophaen. Da bankede det rask
paa Døren, han aabnede den og Svogeren traadte ind;
men dennes smilende, joviale Ansigt lagde sig hurtigt i
behørig høitidelige Folder, da han bemærkede den unge
Mands Stemning.
„Hvad er der nu paafærde? Jeg troer, Gud forlade mig! Du har grædt!” sagde han lidt ærgerlig, „er det en Maneer at tage imod Folk fra Landet paa? Var mit Budskab af en saadan Natur, at det kunde, bringe en Karl som Dig til at — forlad mig, det er altfor underligt! Lad mig dog see de Papirer!”
Hurtigt gjemte Legationssecretairen Heftet, idet han med dump Stemme mumlede: „Du faaer det tidsnok at vide!”
„Aa Snak!” vedblev Svogeren, „det er vel sagtens saadan Noget her — hvad?” og pegede paa Hjertet. „Ja, det er nu det Samme; men gaae mig nu ikke hen og gjør dumme Streger, for jeg har saamæn ikke Talent til at passe paa Dig, Sønneke!”
Næste Morgen ganske tidligt fandtes den unge v. G.s Værelse tomt, hans Gjemmer aabne, og paa Bordet laae en Seddel, hvori han foreløbigt underrettede sin Moder om, at han pludselig var blevet sendt bort til Udlandet for kort Tid. Hun modtog denne overraskende Efterretning til Svigersønnens store Forundring med tilsyneladende Rolighed; kun et smerteligt, bittert Smil fløi over hendes Ansigt, da Hr. v. W. begyndte at spørge; men ikke med et eneste Ord vilde hun stille hans piinagtige Nysgjerrighed. Denne formaaede ham da til endnu at forlænge sit Ophold i Hovedstaden, da han haabede, at Tiden vilde løse ham Gaaden. Dog da han endelig efter fire, fem Dages Forløb endnu slet Intet havde erfaret, og just i Postgaarden vilde bestille Heste til sin Afreise, modtog han en Brevpakke. En Seddel fra Camillo indeholdt følgende:
„Min Ven! Den foreløbige, korte Permission, jeg ved min Afreise havde erholdt, agter jeg at udstrække til en formelig Afsked. Indlagte Ansøgning om Entledigelse beder jeg Dig indlevere paa behørig Maade. Grevinde v. L. er i Gaar blevet min Kone; jeg følger hende til Sydfrankrig, hvor hun i nogen Tid vil opholde sig for sin Helbreds Skyld. Min Moder har jeg endnu ikke tilskrevet dette; thi uagtet jeg veed, at hun har intet mod denne Forbindelse, saa frygter jeg dog det første Indtryk af Efterretningen. Jeg beder Dig derfor saa forsigtigt som muligt at melde hende, hvad der er skeet, og, om Du kan, at blive hos hende i nogen Tid. Om et Par Timer reise vi herfra. Lev vel!”
„Nu har jeg aldrig seet Mage!” udbrød Herr v. W. og klappede Papirerne sammen med begge Hænder. „Hvad skal nu Alt dette betyde? Den stakkels Mama! jeg maa saagud hjem og trøste hende, det bedste jeg kan! — Hm! hm! Er det ikke, som jeg altid har sagt: det er bestemt en Hex, den lille Grevinde!”