Spring til indhold

Et barn er født i Betlehem

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Salmen stammer oprindeligt fra den latinske middelaldersalme Puer natus in Bethlehem. Hans Tausen oversatte i 1553 den latinske salme til dansk, mens denne version er af Grundtvig og blev til i 1820.

Den kendte melodi til sangen angives at være fra 1600-tallets Tyskland af en ukendt komponist. Den danske komponist og musikforsker A.P. Berggreen har angiveligt skrevet en ny melodi i 1849.


Noder
Klik for at forstørre
Navn
Forfatter N. F. S. Grundtvig, 1820
Komponist Ukendt
Ogg Lyt her
MuseScore MuseScore


Wikipedia-link Et barn er født i Betlehem


Et barn er født i Bethlehem,
Bethlehem,
thi glæder sig Jerusalem.
Halleluja, halleluja!

En fattig jomfru sad i løn,
sad i løn,
og fødte himlens kongesøn.
Halleluja, halleluja!

Han lagdes i et krybberum,
krybberum,
Guds engle sang med fryd derom.
Halleluja, halleluja!

Og østens vise ofred der,
ofred der,
Guld, røgelse og myrra skær.
Halleluja, halleluja!

Forvunden er nu al vor nød,
al vor nød,
os er i dag en frelser fød.
Halleluja, halleluja!

Guds kære børn vi blev påny,
blev påny,
skal holde jul i himmelby.
Halleluja, halleluja!

På stjernetæpper lyse blå,
lyseblå,
skal glade vi til kirke gå.
Halleluja, halleluja!

Guds engle der os lære brat,
lære brat,
at synge, som de sang i nat.
Halleluja, halleluja!

Da vorde engle vi som de,
vi som de,
Guds milde ansigt skal vi se.
Halleluja, halleluja!

Ham være pris til evig tid,
evig tid,
for frelser bold og broder blid!
Halleluja, halleluja!


Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.