Fattigfolk/Alene i den store By
Alene i den store By.
I.
Faderen havde været Skomager og var død. Elin havde ingen Erindring bevaret om ham. Han var død, da hun var to Aar gammel, og siden da havde Moderen vasket og strøget, enten hjemme eller ude hos velhavende Folk. Og i snart tretten Aar var det nu lykkedes hende at slaa sig igennem med sine to Pigebørn, saa at den ene havde faaet Plads i en Butik, og Elin, der endnu gik hjemme, hun var kun femten Aar og lige konfirmeret.
Det havde sét mørkt ud for Madam Søderstrøm, da Manden ganske pludselig døde og lod hende alene tilbage med sine to smaa i et Par Værelser langt ude i Hornsgatan. I Begyndelsen havde hun troet, at hun aldrig vilde kunne overleve det, og hun havde intet Begreb om, hvordan hun skulde kunne slaa sig igennem. Men tilsidst var det lykkedes hende at faa Butiken udlejet, og hun var flyttet ind i et lille Hus, som laa paa Hjørnet af Hornsgatan og Timmermansbacken. Dér havde hun faaet et Værelse, hvor der var Kakkelovn, og dér havde hun boet med sine to Børn, til hun havde tjent sig saa meget, at hun kunde leje et Værelse med Køkken og tage mod Vask hjemme, hvad der betalte sig bedre.
Og det daglige Arbejde havde forjaget de sørgelige Tanker. Hele Dagen igennem havde hun fuldt op at gøre, og naar Aftenen kom, sov hun tungt efter Dagens Arbejde, og naar Morgenen gryede, gav den hende stadig nyt at tænke paa. Paa den Maade havde hun aldrig faaet Tid til at føle sig alene, og Aarene og Fremgangen havde gjort hende dygtig, praktisk og rask til Arbejdet. Naar Børnene var overladte til sig selv, saá den ældre Søster efter den yngre, saa længe hun da var derhjemme. Da hun kom bort, var Elin allerede tolv Aar. Og Aarene var gaaet og havde efter Haanden gjort Bekymringerne lettere og vakt hos Madam Søderstrøm en Længsel efter at slaa sig til Ro og hvile ud efter det daglige Slid og Slæb.
Elin var, som sagt, lige konfirmeret.
Hun var vokset op i Frihed, og som andre Børn af hendes Klasse havde hun løbet om paa Gaderne, og nu da hun var femten Aar, var hun ikke saa helt ubekendt med Verden. Hun havde gaaet i Skole, fordi Almueskolens Love nu en Gang ikke vilde have tilladt andet, og fordi Moderen satte en Ære i, at Datteren skulde lære noget, og hun havde været til sin første Altergang, fordi det saa skulde være og fordi hun ikke før kunde faa Plads. Hun havde grædt paa Kirkegulvet, og ved Præstens Ord og Orgeltonernes Brus følt ligesom varme Bølger fra en anden Verden gennemstrømme sit Hjærte. Og da hun gik ud af Kirken, og, iført den nye korte Uldkjole, som var knappet bagtil, og med den nye Salmebog i Haanden tog Vej henover de kendte Gader og var kommen ind i det lille Værelse, som havde været hendes Hjem, da vidste hun, at nu var hun voksen og skulde snart til at begynde paa at arbejde sig frem paa egen Haand. Og det var med en ejendommelig Skyhed, at hun tænkte paa sin tilkommende Indtræden som Tjenestepige blandt fremmede.
Da hun havde faaet Kaaben af, stillede hun sig et Øjeblik hen foran Spejlet. Og et lyst og friskt Smil brød frem, da hun saá hvor blødt og let det sorte Tøj føjede sig om hendes fyldige, smukt formede Bryst og ned om Hofterne, og hvor den hvide, krusede Strimmel om Halsen fremhævede Ansigtets friske Farve, og hvor rigt hendes lysebrune Haar faldt nedover Panden, under hvilken Øjnene klare og blinkende blaa lyste frem paa begge Sider af en lille morsom, just ikke skøn Stumpnæse.
Hun gik et Skridt tilbage, beruset af sin egen Ungdom, og atter spillede der et lille trodsigt Smil om de fyldige Læber, mens en Række stærke og hvide Fortænder skinnede frem.
Saa satte hun sig i Sofaen og faldt i Tanker, mens Moderen hakkede Kødet, som hun til Ære for Højtidsdagen havde købt paa Torvet til at lave Bøf af.
Hun sad og hørte den ensformige, hakkende Lyd, men kunde ikke faa sig til at staa op og hjælpe hende. Stegelugten af Smøret, som sydede paa Panden, opfyldte Værelset. Der var et hvidt Tæppe paa Sengen, og i Vinduet stod et Glas med blaa Annemoner. Elin saá paa Moderen og fulgte tankeløst hendes Bevægelser, naar hun lagde Bøfstykkerne paa Panden og flyttede paa dem med Kniven. Og hendes Øjne tik en fugtig, drømmende Glans, og et lille Glimt af et Smil fløj nu og da over hendes Ansigt.
Og mens Elin blev siddende i Sofaen, gled hendes Blik bort fra Moderens Skikkelse og hen til Vinduet. Hun saá en Flig af den blaa Himmel og Toppene af et Par knastede Popler, som stod ude i Gaarden, og længere borte et Par sorte Tage og ud af en Skorsten Røgen, som i tunge Totter trængte sig frem gennem den fugtige Foraarsluft. Dér neden under laa Byen, den store By, hvor hun en Gang imellem havde været, naar Moderen havde sendt hende i et eller andet Ærinde, eller naar hun ellers havde kunnet slippe til det, og hvor hun plejede at staa og sé paa alle de smukke Sager i Butiksvinduerne, Halstørklæder og Kjoletøjer og Smykker og Hatte; hvor hun plejede at sé paa Vagtparaden, naar den gik over Norrbro, og høre paa Musiken, som klang saa stolt, naar det gik op ad Slotsbakken til. Dér havde hun en eneste Gang i sit Liv været til en Opera og sét Riddere i straalende Dragter med hvidt Trikot og en Pige, som sang saa smukt om, at hun havde myrdet sit Barn, og som sad ved en Rok og spandt, og Krigere i Køller og Kravestøvler og dansende Piger i noget saa lyst og hvidt med bløde, hvide Silkesko og lange flagrende Slør af Tyl og midt mellem alt dette en rødklædt Ridder med et underligt Navn, som hun aldrig kunde huske. Han var den onde selv, for han talte saa stygt og vilde gøre alle ondt og lo saa grimt, mens det rundt om ham lyste med et grønt Skær.
Og saa lo hun igen og gyngede sagte med den ene Fod over den anden, da hun kom til at tænke paa ham, Saddelmagersvenden, som boede paa den anden Side Gaden, som om Aftenen plejede at passe hende op i Porten og som havde indbudt hende til at gaa med i Teatret den Aften forrige Jul. Hun tænkte paa alt, hvad han havde talt med hende om, og hun saá atter alvorlig ud. Fredrik var en underlig lavstammet ung Fyr, som havde saadan sit eget Væsen og var anderledes end alle andre, syntes Elin. Han talte ikke som andre, han tænkte ikke som andre, og Elin vidste ikke, om hun var bange for ham, eller om hun syntes om ham. Han havde læst en gruelig Mængde Romaner. I sin Fritid bestilte han næsten ikke andet, og han var paa sin Manér fantastisk og overspændt trods nogen civiliseret Heine- og Byronsdyrker.
Hvor han havde talt smukt med hende om Kærlighed og alt saadant noget, som hun endnu ikke havde hørt nogen anden tale til hende om. Men hun blev altid saa bange for ham. For han var saa hæftig og saa alvorlig.
Og hun var et glad, et friskt og et livslystent Barn. Fin vilde hun være, og nyde vilde hun ogsaa. Men gifte sig, det havde hun ikke tænkt paa endnu.
Saa underlig han dog kunde være.
Han havde en Gang givet hende sit Portræt. Det var lyst i Farven og lidt slikket. Han havde Haaret pyntelig skilt og kæmmet med Vand, saa at det laa ganske glatstrøget henover Panden; Kraven sad højt op, og Halstørklædet var bundet i en løs Knude med lange, hængende Snipper.
Det gav han hende, og saa sagde han, at hun skulde gemme det godt og tænke paa ham, hver Gang hun saá paa det.
„For jeg elsker Dig,“ sagde han, „mer end alt andet i den hele Verden. Og min Kærlighed til Dig er saa stor, at jeg vilde kunne undvære alt andet, blot jeg havde Dig.“
Hun havde sét lidt paa Portrætet, og saa pludselig havde hun givet sig til at lé.
„Hvad lér Du af?“ sagde han.
Og hun svarede:
„Jo, jeg synes, Du sér saa morsom ud. Du sér jo ellers aldrig saadan ud.“
Hun havde ikke ment noget ondt med det. Men han blev med ét kridhvid i Ansigtet, rykkede Billedet fra hende, rev det hæftigt i smaa Stumper og gik sin Vej.
Men nogle Dage efter var han selv kommen og havde givet hende et nyt Portræt.
En anden Gang var hun bleven dygtig vred paa ham over en eller anden Ubetydelighed. Hun havde taget hans Billede, stukket Øjnene ud paa det med en Haarnaal og sendt ham det med Posten. I fjorten Dage havde hun saa ikke sét noget til ham. Hun fortrød, at hun havde været ond imod ham, og næste Gang de mødtes, bad hun ham om et nyt Portræt.
Saa havde han givet hende endnu et.
Hun følte sig alvorlig til Mode, næsten bange, naar hun tænkte paa alt dette. Hun forstod ham ikke, og hun kunde aldrig være glad, naar hun var sammen med ham.
En Dag havde hun staaet paa Gaden og snakket med en Haandværksdreng paa en atten Aar, som hun kendte. Saa var Fredrik kommen gaaende. Han gik forbi dem, standsede et Stykke borte og ventede. Hun saá, at han ventede paa hende, og hun talte længere med den anden, end hun ellers vilde have gjort, for ikke at blive nødt til at træffe Fredrik.
Men han holdt ud, og da hun tilsidst maatte gaa og vilde smutte forbi ham, gik han hen til hende og fulgte hende et langt Stykke uden at sige et Ord.
„Hvad har Du med den Lømmel at skaffe?“ sagde han tilsidst, og hans Læber dirrede.
Hun saá trodsigt op:
„Har jeg maaske ikke Lov til at tale med Folk?“
Han brød ud i en Strøm af hæftige Ord, blev ildrød i Hovedet, knyttede Hænderne og slog om sig i Luften, mens han talte.
„Jeg taaler ikke, at Du taler med nogen anden paa den Maade,“ sagde han. „Jeg vil ha'e Dig for mig selv. Det er dumt af mig at være saadan overfor Dig, som jeg er. For Du bryder Dig dog ikke om mig. Men det er Synd af Dig, Elin, naar Du sér, hvormeget jeg holder af Dig.“
Men saa var hun bleven vred for Alvor og havde sagt:
„Være mod mig, som Du er! Jeg synes saamæn kun, Du er ond imod mig. Altid skænder Du paa mig og gør Vrøvl for ingen Ting. Jeg bryder mig slet ikke om Dig, og jeg vil helst være fri for Dig. Nu véd Du det.“
„Fik jeg at vide, at Du havde med nogen anden at gøre, saa skød jeg Dig,“ udbrød han.
„Skyde mig! Jøsses saa Du taler.“
Imens var de naaet hen til Huset, hvor Elin boede, og hun skulde lige til at sige Farvel og gaa op. Men i det samme kom hun tilfældigvis til at sé paa hans Ansigt. Han var ganske bleg og rolig, men han saá saa ulykkelig ud, at hun fik ondt af ham.
„Men hvorfor vil Du ogsaa altid være saadan?“ sagde hun.
„Du forstaar slet ikke. hvordan det er fat med mig,“ svarede han.
Og paa den Maade var det gaaet mange Gange.
Men efter denne Samtale gik Elin i en stadig Frygt for, at han skulde gøre hende noget ondt, og hun var altid bange for at være alene med ham.
Men hvad skulde det til at tænke paa det netop i Dag? Hun rejste sig fra Sofaen og gik hen til Moderen, som havde lagt Bøffen paa en Tallerken og var i Færd med at hælde Sauce paa den med en Ske.
Hun nikkede til Datteren og strøg med den Haand, der var fri, henover hendes Haar.
„Jeg vilde ha'e, at vi skulde ha'e noget godt til Middag i Dag, mit Barn,“ sagde hun.
Elin tog en ren Serviet frem, som hun lagde paa Bordet, Tallerkener, Gafler og Knive. Saa hentede hun en Flaske Øl og stillede den midt paa Bordet.
Maden spistes i Tavshed. Blot nu og da kom der en kort og ligegyldig Bemærkning. Da de var færdige, sagde Moderen, mens hun blev siddende ved Bordet og saa lige over paa Datteren:
„Jeg vilde gærne tale med Dig om en Sag, som jeg en Tid har gaaet og tiet med.“
„Hvad er det?“
„Husker Du Johanson, Bonden fra Haryd nede i Smaaland? Han plejede at besøge din Fa'r, naar han var i Byen.“
Elin saá forundret paa Moderen:
„Naa-h?“
„Jo, sér Du, Sagen er, at han længe har været i Lag med mig — Du véd, at han er Enkemand — om jeg ikke vilde komme ned til ham og hjælpe ham med alt, hvad der nu kan være at tage Vare paa i den store Gaard. Sér Du, han vil gifte sig med mig. Jeg har hele Tiden sagt, at han maatte vente, hvis det virkelig var hans Alvor. For først var der din Søster, men nu er hun voksen og sørger for sig selv. Og saa var der Dig, som jeg ikke vilde lade blive ene tilbage her, og fremmede Børn vil han ikke ha'e, siger han. Men nu har Du jo ogsaa gaaet til Præsten og kan faa en Plads, og hvordan det saa gaar, saa bli'r jeg tilsidst gammel og kan ikke arbejde saa meget som før. Og man kan jo aldrig vide, men kommer der noget i Vejen med nogen af Jer, saa kan det altid være rart at ha'e nogen at holde sig til. Og Johansen er en velstaaende Mand og sidder godt i det, saa naar jeg først er bleven hans Kone, saa strækker det nok til, saa I kan faa lidt med.“
Elin saá over paa Moderen. Hun var aldrig falden paa den Tanke, at Moderen kunde gifte sig igen.
Madam Søderstrøm var en Kone paa en otteogtredive Aar. Hun var lille og forladen, med lysegult, glatstrøget Haar og matblaa Øjne, hvorom Aarene havde draget et Par smaa Rynker. Hendes Ansigt hørte til dem, som ældes sent, og hendes Skikkelse var endnu fyldig og fast. Arbejdet havde ikke kuet hende, havde blot givet hendes Ansigt et vaagent og raskt Udtryk. Hendes Hænder var smaa og buttede, fulde af fine Rynker og med en bleg, blaarød Farve, som kommer af altfor meget at tage paa vaadt Tøj.
Elin saá til Siden og rødmede.
„Skal det være snart?“ sagde hun.
„Ja, vi havde tænkt nu til Sommer, hvis jeg finder en god Plads til Dig.“
Elins Hoved sank stadig længere ned mod Bordet. Hun støttede Panden mod Hænderne og græd stille.
Moderen gik hen til hende, bøjede sig sagte ned og tog hendes Hænder bort.
„Græd ikke, lille Elin,“ sagde hun. „Vi skal nok sørge for, at Du faar det rigtig godt. Jeg gør det jo kun for Jeres Skyld, Barn. Tænk om I skulde staa ganske alene, hvis jeg falder fra og ikke længer kan hjælpe Jer. Der er ingen, som véd, hvad der kan ske. Og om I saa ogsaa faar det godt, saa slipper I da i alt Fald for at have Besvær med mig, naar jeg bli'r gammel og svagelig.“
Elin tørrede Taarerne bort og saá op.
„Jamen saa er han saa gammel,“ sagde hun.
„Tænk nu ikke mere paa det. Han er flink og rask endnu. Der er ingen, der kan sé paa ham, at han er nær ved de Treds.“
De hjalp hinanden med at tage af Bordet og vaske Tallerkenerne af. Pludselig sagde Moderen:
„Der er en Sag til, som jeg ogsaa gærne vilde tale med Dig om. Du tænker vel ikke paa, at det skal blive til noget rigtigt mellem Dig og Fredrik. For Du er jo kun et Barn endnu, og han har hellerikke noget, saa det bli'r bare til lutter Elendighed.“
Elin holdt Tallerkenen, som hun var i Færd med at tørre af, op for Ansigtet, mens hun svarede:
„Nej, men jeg synes hellerikke saadan videre om ham.“
„Husk paa, at jeg nu har sagt Dig det,“ vedblev Moderen. „Du maa lade ham vide, hvad han har at rette sig efter. For han er saadan en løjerlig Fyr og slet ikke som andre Mandfolk. Man véd aldrig, hvad han kan hitte paa for gale Streger.“
„Aa, det skal Du saamæn ikke bryde Dig om, Mo'r. For jeg tænker slet ikke paa at gifte mig.“ — —
Hun følte sig meget underlig til Mode efter Samtalen med Moderen. Hun skulde overlades til sig selv, komme ud blandt fremmede, arbejde for at leve. Ene, ganske alene.
Hele sin Barndom havde hun levet i den søndre Del af Byen. Hun kendte hver eneste Krog dér. Her havde hun kørt med Slæde, og her havde hun gaaet hver Dag, naar hun skulde til Skole, ned ad den stejle Bakke, hvor hun saa ofte var falden, naar det var glat, saa at Bøgerne var fløjet til én Side og Smørrebrødet til en anden. Her i Gaarden under de høje Popler havde hun leget med en anden Pige, og dér havde Skoledrengene slaaet hende med Sneboldte, saa hun var styrtet hjem grædende og aandeløs af Skræk.
Og hun mindedes, hvor ofte hun om Aftenen havde staaet i Porten, naar Lygterne tændtes, og sét ud over den lange, dobbelte Række af Lys, som strakte sig langsmed de lave Huse op mod Hornskroken og ned ad Götgatan til, hvor den bueformede Dobbeltlinje forsvandt i Vinteraftenens kolde Taage. Og hvor den endte, dér vidste hun, at det livlige, smukke, glade Stockholm begyndte. Og oppe paa Skinnarviksbackarna havde hun staaet de gnistrende kolde Vinteraftener og sét Lyslinjerne strække sig blinkende frem mellem de mørke Rækker af høje Bygninger, i Buer, i Kvadrater, i lange, jævntløbende Linjer fra den mørke Kungsholm, hvor Gnisterne fra Dampskorstenene strøedes ud som en Regn af Stjærner i Taagen, hen over Riddarholm-Kirkens utydelige Spir og lige til Ladugårdslandet, hvor Kirketaarnet ragede mørkt og stort og ensomt op over Hustagene. Og under hende strakte Mälaren sig, næsten sort, og sagte og lydløst bevægede en lille Dampbaad sig frem med en rød Lygte i Forstavnen og en Stribe lys Røg efter sig.
Hun havde ønsket at kunne komme derned og leve i al denne Herlighed. Og nu skulde hun maaske komme til det. Men nu glædede hun sig ikke dertil.
Ti hun havde aldrig tænkt sig, at Moderen skulde lade hende blive alene, og hun følte sig saa bange ved Tanken om at komme ud paa egen Haand. Hun frygtede for sig selv og for, hvad der skulde blive af hende. Hun havde hørt om saa mange, som det var gaaet daarligt for. Hele Byen saá mørk og truende ud for hendes Fantasi, og Lygterne lyste med et usikkert, falskt Skin; det havde ikke mere noget lokkende ved sig. Alt var blot fremmed og tomt og trist.
Men inderst i hende fødtes efter Haanden en anden Følelse. Moderen gjorde nok alligevel ret i at gifte sig paa sine gamle Dage. Det gik ikke an at vise det gode, som tilbødes en, fra sig. Ti det kom aldrig anden Gang igen, og det var ingen Spøg ikke at have andet her i Verden at stole paa end sit Arbejde. — —
Og Dagene gik, og snart skulde Moderen rejse.
Elin havde faaet Plads hos en Porcelænshandler i den nordlige Del af Byen, og hun skulde tiltræde den, naar Moderen var rejst.
Dagene gik næsten hurtigere end sædvanlig, syntes hun. En Del af det gamle Bohave var blevet solgt ved Avktion, Resten havde hendes Sødskende faaet. Moderens store Kuffert stod pakket, og Kurven og Bylten laa ved Siden af.
Elin græd hele Tiden, mens Bybudet bar Sagerne bort, og saa fulgtes de ned til den lille Banegaard. Billetten købtes, og Sagerne blev indskrevne.
Flere bekendte stod paa Perronen, Elins Søster og et Par af Naboerne. Elin kastede sig om Moderens Hals og græd igen.
Konduktøren kom og bad de rejsende tage Plads. Saa lukkedes Kupédørene, og alle de afskedtagende trak sig lidt tilbage fra Waggonerne.
En Fløjten og en tung Stønnen fra Lokomotivet. Toget satte sig i Bevægelse, og gennem Taarerne saá Elin endnu langt borte Moderens Lommetørklæde vifte ud ad Waggonvinduet. — —
Nogle Dage før havde hun talt med Fredrik og rent ud sagt ham, at det ikke kunde blive til noget mellem dem.
II.
Elins Sager var allerede flyttet, hen til det Herskab, hos hvem hun nu skulde tjene. Hun skulde gaa derhen lige fra Banegaarden, og hendes Søster fulgte hende et Stykke paa Vej. Saa gav de to Sødskende hinanden Haanden og skiltes.
Elin gik langsomt op ad Regeringsgatan, til hun kom til Smålandsbackan. Dér bøjede hun af, gik forbi et Par Huse og ind i en mørk Port. Dér standsede hun og trak Vejret dybt. Hendes Hjærte bankede, saa hun maatte støtte sig mod Væggen, og Taarerne var igen ved at bryde frem.
Hun tænkte paa Moderen. Nu var hun rejst. Og paa Fredrik. Hvor han dog havde været underlig, da hun havde sagt, at hun ikke kunde holde af ham. Han var bare gaaet et Par Skridt bort fra hende, og tungt og hæst sagde han:
„Ja, saa er det vel forbi.“
Men saa med ét var han sprunget frem imod hende, havde holdt sit Ansigt saa tæt op til hendes, at det ordenlig gjorde ondt i hendes Øjne blot af at sé paa ham, og saa havde han løftet sin knyttede Haand som til en Ed og sagt:
„Men jeg vil vide, hvis Skyld det er. Jeg skal nok faa det at vide. Og ham skal jeg . . .“
Han havde ikke kunnet faa et Ord mere frem, men var gaaet sin Vej. Han sagde hende ikke en Gang Farvel.
Men det var alligevel godt, at hun ikke behøvede at være bange for mer at faa ham at sé ved hvert Skridt, hun gik, og mens hun kom til at tænke herpaa, gik hun frem i Porten og saá nysgærrigt ud paa Gaden.
Der saá ud som i alle andre Gader. En Ølvogn med en fed Hest og en rødblisset Kusk kom luntende forbi. En gammel Dame kravlede pustende op ad Bakken, et Par Herrer gik i livlig Samtale ned ad den og forsvandt om Hjørnet. Til begge Sider saá hun to Rækker Huse, høje, graasnavsede, ensformige. Lutten var diset, og der var vaadt paa Gaden. En kold Foraarsblæst fejede omkring inde i Porten. Maaske var der akkurat her som dér, hvor hun før havde boet, naar blot hun havde været her lidt længere og var bleven vant til det.
Hun kom med ét til at tænke paa, at nu var hun nede i den gentile Del af Byen, hvor hun altid havde været saa glad ved at komme hen, og hun følte, hvordan Blodet pressede sig sammen om Hjærtet. Hvordan mon hun vilde faa det, naar hun nu kom op i sit nye Hjem? Om der endda blot var gaaet et Par Dage, saa at hun rigtigt vidste, hvordan det var. Mon hun skulde holdes meget strængt, saa hun aldrig fik Lov til at gaa ud? Vilde hun faa meget at gøre? Vilde Fruen være god imod hende?
Hun satte Hatten lige og net og rettede paa Handskerne. Saa skyndte hun sig op ad Trapperne og ringede paa.
En noget mager Dame omkring de Treds med et svageligt Udseende kom ud og lukkede op.
„Naa er Du dér, mit Barn. Kom ind. Er din Mo'r nu rejst?“
Elin nejede dybt og blev staaende ved Døren til den lille Dagligstue, mens Fruen gik hen og satte sig i Sofaen.
„Gaa nu ind i dit Kammer, Barn, og gør Dig i Stand og tag dit Tøj af. Men først vil jeg sige Dig ét. Du skal altid tale Sandhed til mig, saa skal vi nok blive gode Venner. Vil Du love mig det?“
Elin var purpurrød. Hun stod og kneb i sine Handsker.
„Ja,“ sagde hun hviskende.
„Naa, gaa Du saa ind i dit Kammer. Du kan vel nok huske Vejen, siden Du var her sidst?“
„Jo,“ sagde Elin igen.
Og inden hun vidste, hvordan det var gaaet til, var hun gaaet gennem Salen og ind i det lille Køkken, som skulde være hendes Hjem.
Hun saá sig om. Et lille Rum med et smalt Vindue og Udsigt over en Gaard. Paa den ene Langvæg en Kommode og lige over for den en Sovesofa, som kunde trækkes ud. Paa Sofaen laa hendes Sager. Væggene var tomme, og der var koldt derinde.
Hun gik langsomt hen og satte sig paa Stolen ved Vinduet, lagde Hatten fra sig og begyndte mekanisk at tage Handskerne af og knappe Kaaben op. Hun standsede og saá sig om. En kvalt, sitrende Hulken arbejdede sig op gennem Brystet, og en Stund saá hun alt utydeligt gennem Taarerne. Hun hængte Kaaben op paa et Søm og begyndte at tage sine Klæder frem og lægge dem i Orden. Men alt som hun tog dem op, vendte Tankerne tilbage til det lille Hjem, hvor der i Morges kun var de tomme Vægge tilbage. Langsomt bøjede hun sig ned over den sorte Konfirmationsdragt, som hun holdt i Haanden, og med Panden mod Kassens Rand græd hun Ensomhedens første, rigtig bitre Taarer. — —
Der var gaaet et Par Aar, og Elin vidste nu ud og ind, hvordan det var at bo i den nordlige Del af Byen og tjene hos Familjen Sivert.
Det var en gammel, hæderlig Borgerfamilje. Manden var fire og tredsindstyve Aar og Konen kun fire Aar yngre.
Manden stod i Butiken hele Formiddagen, men naar de havde spist til Middag, lagde han sig paa Sofaen med et Lommetørklæde over Ansigtet, sov en Times Tid, mens Fruen slumrede i Gyngestolen ved Siden af, og bagefter tændte han sin Pibe og sad enten hjemme med en lille Toddy foran sig, eller ogsaa gik han ud for at træffe et Par bekendte, som han sagde, og han kom da regelmæssigt hjem, naar Klokken slog tre Kvarter til tolv, glad og snaksom og rød i Ansigtet.
Hans Kone var lille af Vækst med et lille Ansigt fuldt af Rynker. Hendes smaa, skarpe Øjne saá alt. Hun var meget nøjeregnende, og det var ikke ret tit, man kunde gøre hende tilpas. Men forstod man at rette sig efter hendes Smaanykker, og kunde man taalmodigt tage imod Tilrettevisninger, selv om de var uretfærdige, var hun let at vinde, og hendes Velvilje viste sig altid paa en eller anden reel Maade i Handling.
De to gamle havde ingen Børn, og da Elin kom til dem, var hun jo kun femten Aar. „Man kan umulig behandle Barnet som en almindelig Pige,“ sagde Fruen, og saadan gik det til, at Elin kom til næsten at regnes med i Familjen.
Naar der ikke var fremmede, lod hun gærne Elin sidde inde hos sig om Aftenen. Fruen sad og broderede eller syede.
Manden sad ved Siden af med Toddyglasset foran sig, og Elin læste højt af en eller anden Lejebibliotheksroman. Lampen lyste med et varmt, gult Skær paa de tre, som sad dér, og alt var roligt og stille. Naar Elin blev træt, lagde den gamle sit Haandarbejde bort, Elin gik efter sit Hækletøj, og nu læste Fru Sivert selv, mens Elin lod Hæklenaalen løbe, og hun og Manden sad og hørte paa Historien om, hvordan den fattige Pige blev gift med den rige Adelsmand, skønt hans fornemme Slægt satte sig imod det, eller hvordan den franske Frue med den blege Teint og det trætte, fornemme Smil bedrog sin Mand og med funklende Øjne lod sig synke mod sin ædle platoniske Tilbeders broderede Skjortebryst.
Foruden Herskabet skulde hun ogsaa passe en gammel Revisor, som boede paa Kvisten til Leje hos Siverts.
Om Sommeren fulgte hun med Familjen ud til deres lille Landsted ved Mälaren, kom med paa Udflugter til Vogns og i Baad, blev venligt tiltalt af fremmede og behandledes næsten som Barn i Huset. Hun spiste med ved Bordet, undtagen naar der var Gæster, for saa maatte hun gaa om og varte op.
Hun var jo, som sagt, kun et Barn, da hun kom til at tjene dér, og desuden var hun køn og fornøjet og frisk, rigtig en Solstraale i Hjemmet for de to gamle.
Og saadan gik Tiden, til Elin havde fyldt sytten Aar. Hun var usædvanlig udviklet af sin Alder, Øjnene lyste af Livsmod, hun løb mere end hun gik, og hendes Latter klang saa frisk, og hendes Tænder lyste saa hvidt og kønt, naar hun lo.
Hun havde mange Gange faaet Lov at følge med Familjen i Theatret og havde sét saa mange morsomme Stykker. For Herren i Huset holdt mest af Operetterne, og Fruen holdt ogsaa nok af dem, bare de ikke var altfor — ja, hvad skulde man sige — altfor slemme og underlige. Og naar hun gik ved sit Arbejde, havde hun vænnet sig til at nynne lette og lystige Melodier.
Naar hun en Gang imellem havde faaet Lov til at gaa hjem til sin Søster, stjal hun sig under Tiden til at være længere ude, end hun havde Lov til, og hun gik da gærne om Aftenen, helst naar det var Foraar eller Efteraar, om ad „Blanch“[1] sammen med Søsteren eller en Veninde og stod lidt udenfor og hørte paa Tonerne af Boccacciomarchen eller Valsen af „Faust“. Og rundt om hende bølgede Menneskemassen frem og tilbage, fine Herrer og Damer, unge Piger i blaa Liv og skotsk tærnede Kjoler, med smaa baretformede Hatte, Damer i vide, fodside Kaaber og skæve, bredskyggede Rembrandthatte, Politibetjente med stive Embedsmands-Fysiognomier, kaade og hylende Gadedrenge, Smaapiger med Appelsinkurve og frække Ansigtsudtryk, gamle, skikkelige Ægtepar Arm i Arm og enlige Piger med høje Hæle paa Skoene, tynde Liv og vrikkende Hofter, med Parasolen kastet som et Vaaben paa Skraa over venstre Arm, og dristige, blanke, udfordrende Øjekast.
Hun stod og hørte paa alt dette, mens hendes opmærksomme Øjne hele Tiden fløj rundt paa alt og et lille Smil bragte de smaa nervøse Læber til at skælve let, og naar hun saa kom hjem og skulde sætte sig til at læse højt af Marie Sophie Schwartz eller Alexander Dumas père, ringede det som en vilter Musik for hendes Øre, hun sad og trommede Takten til sine Tanker mod sit Knæ, og Fru Sivert maatte en Gang imellem rette hende, naar hun læste fejl.
„Det er dog forfærdeligt, Barn, saa Du maa ha'e meget at tænke paa i Dag. Hvad er det, Du siger? „Folkets lige“? Der maa jo staa „Lidelse“, kan jeg tænke?“
En Dag kom Fruen ud i Køkkenet og sagde, at hun vilde faa en ny Herre at opvarte. Revisoren, som havde boet paa Kvisten, skulde flytte, og den, som nu kom til at bo dér, var en ung Herre, som gik paa „karolinska institutet“[2] og skulde være Læge.
„Du skal naturligvis være høflig og venlig imod ham,“ sagde Fruen. „Men Du maa ogsaa ta'e Dig i Vare for ham, for saadanne Herrer er ikke rare for de unge Piger.“
Nogle Dage efter saa Elin et Bybud komme kørende ind i Gaarden med en stor Oppakning, et Par Kufferter, en Bogkasse, en lang Reol og en Kurvestol. Han kom op i Køkkenet og spurgte om, hvor Hr. Bjørling boede. I det samme kom Fruen ud og sagde, at det var en Trappe højere op i Kvistværelset i Gavlen. Han vilde snart selv komme, og Bybudet skulde vente saalænge, for at han kunde faa Besked om, hvordan alt skulde stilles.
Elin hørte, at der var nogen, som gik paa Trappen. Hun saá ud gennem Døren og saá en ung Mand, som løb rask op ad den. Han var i blaa, tæt knappet lodden Overfrakke, graa Handsker og Pincenez, hvorigennem der skinnede to muntre, klare Øjne. En lav sort Hat, røde friske Kinder, et Par smaa, lysebrune Moustacher, og et lattermildt Træk ved den ene Mundvig.
Han standsede et Øjeblik, da han opdagede Elin, og der kom et hastigt Glimt i hans Øjne. Han gik, ligesom tvivlraadig, hen mod Døren, saá hende lige ind i Ansigtet og brast i Latter. Elin lo ogsaa, rødmede, trak hurtig Døren til og hørte, hvordan han smaanynnende gik op ad Trappen til sit Værelse. — —
Da Elin om Aftenen kom op paa hans Kammer for at gøre i Stand, saá hun sig først lidt nysgærrig om med Lyset i Haanden. Hendes Hjærte bankede uroligt, og hun var saa bange for, at han skulde komme. Ved Vinduet stod et Skrivebord med alle Slags Bøger paa. Hun kiggede i et Par, men forstod ikke noget af det, som stod i dem. Paa Gulvet stod en halvt udpakket Bogkasse, paa Sofaen laa skødesløst henslængt en Slobrok, og paa Væggen hang allerede et Par Billeder, et Prospekt over Stockholm med Slottet og Norrbro og Tofanos „Enfin seuls“, de to nygifte, som er blevet ene i stum Omfavnelse midt i disse berusende Omgivelser, med Drivhusets Palmer og Aloë, bløde Tæpper og kostbare Møbler. Hun bøjer sig uden en Bevægelse mod hans Bryst, mens hendes Læber aabnes og hun føler den vellugtmættede, parfumerede Luft i sine fineste Nerver, og det tunge Silkeslæb breder sig som et Tæppe hen over begges Fødder.
Forvirret redte hun Sengen og hentede friskt Vand ind i Karaflen. Da hun hørte, at der gik nogen paa Trappen, løb hun ned i Køkkenet og sad længe paa Stolen foran Vinduet. Hun var hed i Ansigtet, og hendes Tindinger bankede. — —
Elin saá ofte Hr. Bjørling. Hun mødte ham paa Trapperne eller oppe i hans Værelse, og han kom ofte ned og snakkede med Herren og Fruen, som han var i Familje med.
Hun havde aldrig før sét noget lignende. Der var ligesom Solskin over ham. Altid kom han med et muntert Ord, enten til Fruen eller hende, hans Latter smittede hende, saa hun lo med, og han fik hende til at snakke og fortælle om sin Barndom, om hvordan Moderen rejste fra hende, om hvordan hun havde det, kort sagt, om alt. Hun gik altid og tænkte paa, om han skulde være hjemme, naar hun fik Lov til at gaa op paa hans Værelse. Hun vidste Besked med, naar han var ude og naar han var hjemme, og havde hun en Dag ikke kunnet kommet til at snakke med ham, gjorde hun sig gærne et Ærinde ud i Entreen, naar hun hørte ham komme.
Hun havde lært hans Gang at kende. Han havde en egen Maade at skrabe med Hælene paa, naar han gik.
Han var heller aldrig næsvis imod hende og sagde aldrig noget, som hun behøvede at blues ved. Det var knapt nok, at han tog hende i Haanden.
Og i den Retning havde Elin allerede prøvet adskilligt. Hendes Friskhed fristede Mændene. Naar hun en Gang imellem blev sendt ud med en Lampe fra Butiken, naar hun skulde gaa et Ærinde til nogen af Familjens bekendte, eller naar hun tilfældigvis mødte nogen af dem paa Trappen, var det tit og mangen Gang sket, at en havde lagt Armen om hendes Liv og ikke havde villet slippe hende og havde spurgt, om saa køn en Pige skulde gaa løs og ledig uden at have nogen, som hun holdt af.
Der var især en gammel rig Grosserer, som hun var bange for. Han var stadig Kunde i Butiken, og naar hun kom op til ham med noget, han havde købt, hørte hun altid, hvordan han sagde til Tjenestepigen, som lukkede op: „Lad Pigen komme ind.“
Og hun havde ofte haft svært ved at værge sig imod ham.
Hun vidste, at han var gift og havde flere voksne Børn, og hun væmmedes ved ham. Men hun skammede sig ved at tale til Herskabet om saadant noget, og for Resten var han ikke den eneste.
Det vilde være blevet saa meget at tale om, og det vilde hun ikke. — —
Det var en Dag, hun laa og skurede Trappen. Hun var i en tynd, blaatærnet Bomuldskjole. Ærmerne havde hun smøget højt op over Albuerne.
Hr. Bjørling kom paa Trappen og skulde passere forbi hende. Han standsede, da han fik Øje paa hende, tog Cigaren ud af Munden og smilede.
Hun trak sig til Side for at lade ham komme forbi og saá stjaalent op.
De tav begge et Øjeblik og følte begge Tavsheden.
Pludselig saá hun igen op og opdagede, at han var alvorlig. Hun skælnede en lille Bevægelse i hans Ansigt og slog atter Øjnene ned.
Da følte hun, hvordan han bøjede sig frem, greb hende om Skuldrene og kyssede hende paa Panden.
Hun rev sig løs.
„Nej dog, Hr. Bjørling. Lad mig være. Saadan noget maa De ikke gøre.“
Han holdt fast paa hende et Øjeblik, og hun følte, at hans Hænder rystede.
Saa slap han hende og lo tvungent.
„Er Elin vred paa mig?“ Hun trak sig saa langt bort fra ham som muligt.
„Næ-h!“
„Jeg skal nok lade være med at gøre det mer,“ sagde han.
Og efter et Øjebliks Ophold:
„Det vil sige, saadan helt kan jeg nu ikke love det.“
Derpaa hørte hun, hvordan han gik ned ad Trappen, og hun mærkede endnu den fine Duft af hans Cigar. Men da hun igen tog fat paa Arbejdet, følte hun en underlig, stikkende Fornemmelse i Brystet, som fyldte hende med Uro, og som hun aldrig før havde mærket.
Aldrig nogen Sinde for Fredriks Skyld. Aldrig paa den Maade, aldrig. — —
En Dag kom Hr. Bjørling og gav hende to Theaterbilletter og spurgte, om hun ikke havde Lyst til at gaa i Theatret og tage en Veninde med sig.
Hun vidste ikke, hvad hun skulde svare, men tog mod Billeterne og takkede.
Til Fruen sagde hun, at hun var bleven inviteret med i Teatret af sin Familje.
Men fra den Dag var Forsvaret opgivet.
Snart var det en Pose Konfekt, snart en Appelsin, snart et Par Handsker eller et Halstørklæde, som han forærede hende. Og for hver Præsent, hun fik, maatte hun lave en ny Løgn. Ti Fru Sivert var en stræng Kone, som ikke holdt sig for god til at kigge i hendes Kommodeskuffer, og hun fandt altid noget nyt.
En Dag vidste Elin ikke, hvad hun skulde finde paa, og hun maatte ud med Sproget.
Fruen havde fundet en Pose Pralinés.
„Jeg har faaet dem af Hr. Bjørling,“ sagde Elin. „Vil Fruen ikke smage?“
Men den gamle Dame blev pludselig alvorlig og sagde, at saadant noget maatte hun under ingen Omstændigheder tage imod. Og hun sagde, at Gottfrid vel ikke var noget daarligt Menneske, men at han nok før havde været med til at narre unge Piger. For det havde alle Mandfolk gjort, og den var godt dum, som troede paa dem.
Elin hørte paa, hvad hun sagde, og tav. Men hun troede ikke, at Gottfrid var af den Slags. Aldrig i Verden skulde nogen faa hende til at tro det. — —
Og Maanederne gik. Det blev Tøvejr med Blæst og Regn. Der gik Hul paa Isen, og store Flager drev i ilsom Hast nedad Norrstrom, smeltede eller hvirvledes rundt og joges langt ud paa Havet mellem de birketræ-bevoksede Øer. Det var pløret paa Gaderne, og Vandet strømmede gennem Rendestenene. Men oppe mellem Husrækkerne straalede en varmt blaa Himmel, og en lun Vind, der lovede Sol og Sommerluft og Fuglekvidder, strøg kærtegnende hen over Bybeboernes Kinder og hviskede til de lykkelige, som kunde rejse bort, at de paa ny skulde begynde at leve ude i Naturen, mellem Granskove og i Søluft.
Men lige midt under Løfterne kom Sneen tilbage. Kold og hvid lagde den sig over Gader og Tage. Og Menneskene trak sig igen inden Hus og sagde til hinanden, at de aldrig mer vilde tro paa Foraaret, som alligevel aldrig i Livet kom, naar det lovede.
III.
Fru Sivert sendte en Dag efter Frokost Elin ud. Derpaa vendte hun sig om mod sin Mand, som sad i Sofaen og læste „Dagens Nyheter“.
„Jeg kan ikke forstaa, hvad der er i Vejen med Pigen. Hun er ikke sig selv.“
„Med Pigen? Hvad skulde der være i Vejen med Pigen?“
Hr. Sivert blev ved at læse.
„Jeg be'er Dig, hold dog op at læse, og hør paa, hvad jeg siger. Naa, læg nu den dejlige Avis bort. Tror du maaske, den løber fra Dig? For jeg skal sige Dig, at der er noget galt fat med Pigen. Har Du ikke lagt Mærke til, hvor ofte hun be'er om at maatte gaa ud om Aftenen, og et Par Gange er hun jo ikke kommet hjem før efter 12.“
„Jamen hun har jo været indbudt til ...“
„Snak! Hvem véd, hvor hun har været. I Gaar Aftes gik jeg ud i Køkkenet, og da var hun borte, skønt Hatten og Kaaben hang paa deres Plads, og det varede en god Time, inden jeg hørte hende komme ind igen. Har Du ikke sét, hvor fin hun er bleven paa det sidste? Handsker og Tørklæder og Gud maa vide, hvad det altsammen er?“
„Jamen, bedste Ven, Du kan da vel ikke tro, at Barnet ...“
„Snak, siger jeg. Du maa hjælpe mig at passe paa den Skat Gottfrid, som er din Bro'rsøn, og som Du har skaffet herind i Huset, skønt jeg sa'e, at jeg ikke vilde ha'e en saadan Kavallér, som bare vilde løbe mig efter Pigen. Men nu har vi'et, som vi har'et, og det siger jeg, at hvis jeg faar at vide, at der er noget paa Færde mellem dem, skal han ud af Huset, og det i samme hellige Øjeblik. Og hun for Resten med. Skønt for hende er det da egenlig Synd. Men man kan ikke ha'e saadan en i Huset. Det er ganske umuligt. Folk har saamæn nok endda at snakke om.“
„Jamen, hvad vil Du da ha’e, at jeg skal gøre?“
„Hvad du skal gøre? Du skal holde Øjnene aabne, forstaar Du? Du kan jo f. Eks. gaa op paa Monsieurs Værelse en Gang, naar Du sér, at hun ikke er hjemme. Jeg siger bare: saa skal vi sé.“
Manden lovede, at han nok skulde læse Knægten Teksten, og hvad han lovede, det var sikkert som Guld. Han havde virkelig fattet Kærlighed til Pigen, og han følte en hæderlig gammel Mands hele Forbitrelse ved Tanken om, at noget saadant skulde kunne hænde den lille kønne, uskyldige Pige, der havde været næsten som et Barn for ham, og han begyndte samme Dag sin Rolle som husligt Opdagelsespoliti.
I Løbet af et Par Dage mærkedes intet mistænkeligt. Den gamle gik oftere end sædvanlig paa Trappen, kiggede uden særlig Anledning ind i Køkkenet, men uden at kunne opdage noget. Han begyndte allerede at tro, at hans Kone havde taget Fejl, og gik og bandede, fordi han ikke havde faaet Lov til at være i Fred, men i hele to Dage havde maattet gaa i saadan en forbandet Uro. — —
En Morgen var Elin alene hjemme. Hun gik frem og tilbage, smilede hen for sig og tænkte paa noget morsomt. Af og til standsede hun med Hænderne knyttede om Nakken og saá paa Uret, mens hun sang en Melodi, som hun havde hørt paa Klavér og Orkestrion i Berns Salon[3] og paa Gaden af Drenge, der fløjtede:
Jetz geht nach Lindenau.
Dort ist der Himmel blau.
Solen varmede ind gennem Vinduet, den varme, glade Majsol, og langt ude over Tagene saá hun nogle Strimer af „Kungsträdgårdens“ lysegrønne Kroner midt i en sitrende Glans af vaarlige Solstraaler. Og højt oppe var Luften blaa, lutter blaat, saa langt hun kunde sé.
Med et lille Smil saá hun igen ind i Køkkenet, bøjede Hovedet, og der kom Farve over Kinderne og Glans i Øjnene.
Skulde hun gaa op og sé til Gottfrid? Blot lige kigge indenfor. Han havde sagt, at hun aldrig maatte gøre det, uden at han havde bedt hende om det. Men det var vel ikke saa farligt. Der var jo ingen, som fik det at vide.
Blot kigge indenfor.
Hun gik stille ud i Entreen og saá sig om. Hun tog i Døren op til Loftet. Den knirkede. Hun standsede atter og lyttede. Nej, alt var stille. Saa gik hun let og sagte op ad Trappen og aabnede Døren til Gottfrids Værelse.
Han sad foran Spejlet og bandt sit Tørklæde, i Skjorteærmer, med opknappet Vest. Hun standsede i Døren, smilede med hele Ansigtet.
Han vendte sig om.
„Nej, men er Du gal! Hvis nogen kom herop!“
Hun lukkede Døren og gik hen mod ham med Hænderne paa Ryggen.
„Aa, der kommer ingen.“
Med et lille Hop kastede hun sig om hans Hals.
„Jeg har længtes saa forfærdeligt efter Dig.“
„Lille Barn.“
Han drog hende ned paa sit Skød, og hun sad og saá ham ind i Ansigtet, mens hun knyttede Hænderne udenom hans Hals.
„Jeg holder saa meget af Dig. Der er ingen, der er som Du.“
Han følte sig lidt forlegen og kyssede hende for at slippe for at sé hende ind i Ansigtet.
„Aa, det skal Du ikke være saa vis paa.“
Der var bestemt nogen, som tog i Laasen. Han fo'r op, og Elin blev staaende raadvild midt paa Gulvet. Hun vilde gaa hen til ham, men han trak sig tilbage og gik et Par Skridt nærmere hen mod Døren.
Den gik op, og Hr. Sivert stod paa Dørtærskelen.
Han kastede et Blik ud over Værelset, og gik saa ind.
„Saa skulde da ogsaa —!“
Han lod Døren staa aaben og pegede paa den.
„Ud!“ raabte han.
Elin adlød uden at sige et Ord. Hun saá paa Gottfrid, da hun gik forbi ham. Han bed sig i Læben og saá mod Gulvet. Hun gik mekanisk ned ad Trappen og hørte kun, hvordan Døren deroppe blev slaaet i med et Smæld.
Hun sad alene dernede, hvor længe vidste hun ikke. Hun for op, da hun hørte Hr. Sivert gaa forbi Køkkendøren og ned i Butiken. Men han kom ikke ind til hende, og hun aandede atter lettere.
Gottfrid kom ikke ned. Hun hørte ham gaa oppe paa sit Værelse frem og tilbage. Hun vilde saa gærne have løbet op og talt med ham. Men hun turde det ikke.
Hendes Hjærte var saa fuldt. Hun vilde ønske, hun kunde have grædt, men hun kunde ikke faa en Taare frem. Hun forstod godt, hvad der vilde ske. Fruen vilde tale alvorligt med hende, sige, at hun ikke kunde blive længere hos dem, og saa skulde hun pakke sit Tøj sammen og flytte bort. Hvorhen? Ja, hvorhen? Hun havde ingen at gaa til. Hun blev nødt til at begynde paa at kæmpe sig frem paa egen Haand, lære sig et eller andet, at sy eller vaske eller noget andet. Ligegyldigt hvad.
Aa, men Gottfrid vilde nok hjælpe hende. Men…
Hendes Søster maatte have det at vide. Ja, det var nødvendigt, det kunde ikke nytte andet. Men Moderen!
Det brændte inde i hende, og Graaden var ved at bryde frem.
„Mo'r, Mo'r, aa — hvis han endda havde været her!“
Hun satte Tallerkenerne bort, som hun var i Færd med, og græd.
„Saa var det aldrig, aldrig skét.“
Men Gottfrid vilde vel nok hitte paa Raad. Han var jo saa god imod hende, og hun vilde alligevel ikke ønske, at hun ikke havde truffet ham. Det andet, det var jo nok kedeligt, men det gik vel over.
Hun hørte, at han gik paa Trappen, og hun tørrede Taarerne bort. Blodet pressede sig sammen i hendes Bryst.
Hun gik hen til Døren og aabnede den paa Klem.
Med nedslagne Øjne og Graaden i Halsen stod hun foran han.
Han saá oprørt ud og vilde først gaa forbi hende. Men hun standsede ham.
Han trak sig tilbage fra den Haand, som hun havde lagt paa hans Arm.
„Naa, hvad er der nu i Vejen?“
„Det var min Fejl,“ sagde hun.
Han saá sig om, bange for, at der skulde komme nogen.
„Ja, det var en gruelig Dumhed,“ sagde han.
„Jeg faar naturligvis ikke Lov til at blive her,“ sagde hun, og Taarerne trængte sig igen frem.
Han gjorde en utaalmodig Bevægelse.
„Ja, græd nu bare ikke.“
„Aa, Du véd ikke, hvordan det er fat med mig. Du maa være lidt venlig mod mig.“
Han blev pludselig opmærksom.
„Du er da vel aldrig . . .“
„Nej, det var ikke det, jeg mente. Men jeg faar ikke Lov at blive her, og Fruen bli'r saa vred, og hun har før været saa god mod mig.“
„Jamen hvem har sagt, at Du skal blive? Hør nu, hvad jeg vil sige, Elin, og vær en fornuftig Pige.“
Han bøjede sig op mod Rækværket og drog hende til sig.
„Hvis Fruen nu bli'r slem imod Dig og siger stygge Ord til Dig, saa skal Du ikke staa og høre paa det, men sig saa blot, at Du vil skifte.“
„Ja, men …“
„Nej, hør nu blot, hvad jeg siger. Du kan jo tage bort og komme til at lære noget, og i Begyndelsen skal jeg nok hjælpe Dig og skaffe Dig et Værelse. Du kan jo nok forstaa, at jeg ikke vil ha'e, at Du skal faa Ubehageligheder for min Skyld. Du vilde jo aldrig faa Lov at være i Fred, nu da de har faaet dette her at vide. Og desuden vilde jeg jo aldrig mere kunne komme sammen med Dig, hvis Du blev her.“
„Nej, det er ogsaa sandt.“
„Ja—a. For Resten har jeg jo altid sagt Dig, at det ikke kunde vare evigt, og vi har jo heller aldrig holdt af hinanden paa den Manér.“
Hun saá bort og mumlede:
„Nej, ikke Du, naturligvis, men jeg.“
„Ja, men jeg vil i alt Fald hjælpe Dig, og har Du først faaet lært et eller andet, saa kan Du ha'e det meget bedre end her.“
Et Smil foer over hendes Ansigt.
„Du forlader mig alligevel ikke, vel?“
Han vidste ikke, hvad han skulde svare. Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og klappede hende.
„Gaa nu ind,“ sagde han. „Og lad mig siden vide, hvordan det er gaaet.“
Han løb hurtigt ned ad Trappen, og Elin gik igen ind i Køkkenet. — —
Der blev et ordenligt Røre hos Siverts. Manden var rasende og bandte paa, at den unge Herre skulde flytte til den første, og at Pigen skulde bort selv samme Dag. For man kunde ikke have en saadan Person i Huset.
Men Fruen, som virkelig holdt af Pigen, sagde, at hun havde taget det altfor voldsomt lige straks, og at hun paa ingen Maade kunde forsvare at lade den stakkels Pige drive for Vind og Strøm uden nogen til at tage sig af hende.
Og Følgen blev da, at Manden maatte give sig, og det blev besluttet, at Elin skulde faa Lov at blive. Men en ordenlig Overhaling skulde hun have, og fik man blot en eneste Gang til Nys om noget saadant, saa var der ingen Naade længer og hun skulde ud af Huset, saa sandt som han hed Johan. Det var sikkert nok.
Ud paa Formiddagen raabte Fruen ud til Elin, at hun skulde komme ind.
Elin kom hurtigt, gik nogle Skridt frem paa Gulvet og standsede. Hun vidste, hvad der vilde komme, og blev trodsig og ond.
„Vil Fruen noget?“
Den gamle saá paa hende:
„Ja, det véd Du jo, Barn. Jeg vil vide, hvad der har været mellem Dig og Gottfrid!“
„Naa, saa Herren har altsaa snakket af Skole.“
„Elin maa ikke tale saadan. Du véd meget godt, at der ikke var mange, som nu vilde være mod Dig som jeg. De allerfleste vilde ikke spørge Dig om det mindste, men bare lade Dig gaa.“
Det flammede op i Pigens Øjne.
„Det er ligemeget,“ sagde hun. „For jeg vil alligevel skifte.“
Fru Sivert saá forundret op.
„Kom herhen, Barn, og sæt Dig,“ sagde hun lidt efter.
Hun adlød langsomt.
„Ja, saa Du vil flytte. Naa, og hvad skal Du saa tage Dig for?“
„Jeg skal lære at sy Skjorter.“
Elin havde slet ikke før tænkt paa det. Hun havde ikke Begreb om, hvad det var at sy Skjorter, eller hvor man kunde lære det. Men den Tone, hvori hun sagde det, var saa rolig, som om hun talte om en længe og modent overvejet Beslutning.
„Naa, og saa skal vel Gottfrid hjælpe Dig, kan jeg tænke?“
Elin nikkede.
„Naa, og saa bagefter? Naar han er bleven ked af Dig?“
Elin brast i Graad.
„Jeg vil flytte,“ sagde hun. „For jeg kan dog ikke blive her, nu da Herren og Fruen véd det. Jeg behøver ikke at blive en daarlig én for det. For jeg vil ikke ha'e med nogen anden at gøre.“
„Har han sagt, at han tænker paa at gifte sig med Dig?“
Hun saá ned.
„Nej,“ sagde hun hviskende.
„Ja, men hvad tænker Du dog paa?“ brød det ud af den gamle Dame.
Hun havde altid bildt sig ind, at en Mand bragte en fattig Pige til at falde ved at love hende Ægteskab.
„Du vil da vel ikke sige, at Du . . .“
Elin rødmede stærkt, og Graaden sad hende i Halsen.
„Jeg behøver ikke at blive en daarlig én for det,“ gentog hun.
„Kære Barn,“ sagde den gamle Dame og klappede hende, „det siger Du nu, saa længe som han gi'er Dig alt, hvad Du ønsker. Men naar han er bleven træt af Dig, holder han op med det. Og naar Du saa selv skal arbejde for dit Udkomme og det ikke slaar til til at skaffe Dig alt, hvad Du nu er bleven vant til, Fornøjelser og pæne Klæder og andet, som Du holder af, saa gaar det, saa nødig jeg siger det, rent Pokker i Vold med Dig. Jeg kender saa mange Piger, som det er gaaet galt for, og som er begyndt som Du.“
„Men Fruen maa ikke tro, at jeg vil blive en saadan Pige. Nej, det bli'r jeg aldrig.“
„Nej, jeg vil i det mindste ikke tro det. For jeg havde haabet, at jeg en Dag skulde have sét Dig rigtig godt gift med en pæn Arbejder, og at Du skulde blive et lykkeligt og dygtigt Menneske. Der er nok mere end én, som har haft gode Øjne til Dig. Ikke?“
„Jo—o. Men …“
„Naa? Hvad mener Du?“
„Jeg har aldrig rigtig kunnet med nogen af dem. De er altid saa simple, saa …“
„Hvad mener Du med det? At de ikke har pæne Klæder og ikke er saa rene paa Hænderne og ikke kan tale saa pænt? Er det det?“
Og den gamle Dame talte længe. Hun talte om, hvor meget de havde gjort for Elin, mens hun var dér i Huset, om de Farer, som en enlig Pige udsætter sig for, og hun malte hendes tilkommende Liv i saa sorte Farver, at Elin pludselig rejste sig og sagde:
„Ja, naar Fruen tror saa daarligt om mig, saa …“
Og hun holdt fast ved sin Beslutning. Hun vilde skifte nu paa Lørdag.
Men da blev Fru Sivert for Alvor vred og sagde, at hun kunde gaa, hvorhen hun vilde.
„Men kommer Du en Gang i Ulykke, saa kom ikke til mig og bed om Hjælp. For nu har jeg sagt Dig, hvordan det vil gaa, og vil Du ikke tro mig, saa faar Du selv tage Følgerne.“
Og dermed var Elin gaaet ud. Ved Middagen kom hun ikke ind til Bordet. — —
Men om Eftermiddagen gik den gamle Frue ud i Køkkenet. Hun fandt Elin beskæftiget med at sy en hvid Strimmel i sin sorte Kjole.
„Hvor skal Du hen?“
Elin holdt haardnakket Øjnene fæstede til sit Arbejde. I en lav, undertrykt Tone, som hun forgæves stræbte at gøre naturlig, svarede hun:
„Jeg vilde gaa hen et Sted, hvor jeg har hørt, at de sy'r Skjorter, og spørge, om jeg ikke kunde komme til at lære dér.“
„Ja saa. Ja, jeg vilde blot sige Dig ét endnu; jeg var maaske lidt for stræng mod Dig i Formiddags, og jeg vilde sige Dig det, at hvis Du skulde komme i Forlegenhed, saa kan Du komme til mig. Vil Du love mig det?“
„Jeg si'er Fruen saa mange Tak, men jeg haaber ikke, det skal gaa saa galt.“
Den gamle Frue rystede paa Hovedet og gik stille ind i sin Stue igen.
*
Om Lørdagen flyttede Elin. Hun kom til at
bo i den søndre Bydel hos en fattig gammel Kone,
som hun kendte, og Gottfrid betalte otte Kroner om
Maaneden for hende. Om Dagen gik hun og syede
Kjoler hos en Syjomfru. Der havde ikke været
nogen Plads i Skjortemagasinet.
Da hun vendte tilbage, dér op til Bakkerne, til den Egn, hvor hun havde boet hele sin Barndom, hvor hun havde sagt Farvel til sin Mo'er, og hvorfra hun var flyttet for at prøve paa selv at arbejde sig frem i den store, larmende Verden dér nede, da følte hun sig underlig til Mode. Hvad havde hun vundet? Hvad var der blevet af hende? Og hvordan var hun egenlig kommen til at synes om ham?
Hun grundede og grundede derpaa, og det forekom hende stadig mere og mere underligt. Først havde hun syntes om ham, fordi han gav hende saadanne kønne Sager. Hun havde holdt meget af at gaa fint klædt, og hos Siverts havde hun ikke haft mere end fem Kroner om Maaneden, og det kan man ikke købe sig meget for.
Men saa havde han kysset hende paa Panden. Og senere en Gang paa Munden. Det var som et fint bindende Spind, der drog mere og mere med sig. Hun var fangen af hans Kærtegn som med stærke Baand, og om hun saa ogsaa tusinde Gange sagde nej, naar han bad hende, saa maatte hun dog tilsidst give Køb, blot fordi hun var begyndt at gøre det. Hun syntes, at hun derved havde ligesom bunden sig selv til ham, og at han var hendes Herre. Og efter at han havde kysset hende, havde han Magt over hende, hun var i hans Vold, og alt, hvad hun siden gav, var blot hver Gang en Smule mere, og nu var hun hans.
Det var virkelig, som hun havde sagt til Fru Sivert. Hun havde aldrig kunnet rigtig med de Arbejdere, som hun kendte, for hun syntes, at der var noget saa simpelt ved dem. De to Aar hos Siverts havde vænnet hende til noget andet, og naar hun gav sig hen til Gottfrid, var det, fordi hun hos ham fandt noget fint, noget, som løftede hende op over hendes egen Klasse, noget, som fyldte hende med Følelser, som rummede mer, end hun nogen Sinde havde drømt om.
Aldrig havde hun troet, at hun skulde kunne holde saa meget af noget Menneske. Hvor hun var glad, naar han talte med hende, og hvor meget forunderligt kunde han ikke fortælle hende. Han havde laant hende Bøger, som hun havde læst, og hun havde spurgt ham om alt, og han havde sagt hende saa meget, som hun ikke før havde vidst. Hun følte en Videlyst, som var hende ny og som fyldte hende med Glæde.
Han maatte ikke forlade hende. I det mindste ikke saa snart. Det var klart, at han ikke kunde gifte sig med hende, det forstod hun nok, og en Gang gik han vel hen og forlovede sig. Men saa længe skulde alt blive, som det nu var. Hun tænkte ikke ud i Fremtiden. Hun arbejdede om Dagen, og de Aftener, hun var sammen med Gottfrid, spøgede hun og lo og var glad. Og naar hun gik alene hjem, tænkte hun paa ham og snakkede med den gamle, som hun boede hos, mens hendes klingende Latter lød lige saa frisk som før. Hun hittede paa tusinde Spilopper og tusinde lystige Indfald.
En Gang imellem kom Tanken om Følgerne op i hende, og da var det, som om en kold, fugtig Haand havde lagt sig haardt om hendes Strube. Men hun glemte det hurtigt igen.
Da en Tid var gaaet, begyndte dog de urolige Følelser oftere og oftere at indfinde sig. — —
Hun skulde en Aften træffe Gottfrid. Det var omtrent en Maaned, efter at hun var taget fra sin Plads.
Hun maatte vente noget, inden han kom. Endelig saá hun ham komme sig i Møde paa Fortovet. Han gik let og fløjtede en munter Melodi.
Han tog hende under Armen, men hun saá ikke glad ud som sædvanlig. Hun stirrede ud i Rummet, og naar hun talte, hørte han, at hun havde Graaden i Halsen.
Han saá paa hende og spurgte: „Hvad er der i Vejen med Dig?“
„Jo, jeg var hos Doktoren i Gaar. Du véd, at jeg har været bange i den sidste Tid.“
Han svarede ikke. Han forstod saa godt, hvad hun vilde sige, og en Følelse af Alvor og Ansvar greb ham.
„Kom,“ sagde han — „saa gaar vi hjem til mig.“
Han var flyttet og boede nu i et af de nyopførte Huse ved Humlegården.
Det var allerede i Begyndelsen af Juni. Aftenen var mild og lun. De gik over Humlegården, hen under de høje Træer, som netop havde udfoldet deres første spæde grønne, mellem de fint klippede Græsplæner, hvor Græsset stod lysegrønt og jævnt. Der var Stilhed og Fred rundt om, og de gik lydløst videre. Uden et Ord naaede de det Hus, hvor Gottfrid boede, og gik ind.
Han tændte Lys og hjalp hende Kaaben af. Hun satte sig i Sofaen, og han gik lidt frem og tilbage paa Gulvet.
Pludselig standsede han foran hende.
„Naa, hvad sagde han saa?“
„Doktoren? Ja, det kan Du vel nok tænke.“
Hun bøjede sig ind mod Sofakarmen og skjulte Ansigtet i Hænderne.
Han gik igen nogle Skridt. En forunderlig blandet Følelse havde grebet ham. Det var for hans eget Vedkommende Anger, Tanken om Ansvar overfor det Liv, som var blevet vakt ved ham, Medynk med hende, som sad dér foran ham og græd, en ubehagelig, pinlig, irriterende almindelig Misstemning. Det var omtrent, som om han havde spillet et højt Hasardspil, havde tabt og nu med Græmmelse saá Følgerne for Fremtiden i forstørret Fantasiperspektiv.
Han gik igen hen til Elin og satte sig ved Siden af hende i Sofaen, lidt utaalmodig, tvivlraadig, uden at vide, hvad han skulde gribe til, eller hvad han skulde sige hende. Og hans Stemning veg for en mild Følelse af Sympathi for hende, som i alt Fald holdt saa uendelig meget mere af ham end han af hende. Han syntes et Øjeblik, at han elskede hende, just fordi det, som nu forenede dem, var noget andet end en blot og bar Nydelseslyst. Det var nu den fælles Alvor og den fælles Smærte. Han strøg blødt hen over hendes Haar og drog hende til sig, og mens han kyssede Taarerne bort fra hendes Kinder, følte han en ubeskrivelig Trang til paa en eller anden Maade at være hende til Støtte, og lade hende forstaa, at hun kunde lide paa ham. Den Fantasi foer gennem hans Hoved, at han vilde indrette et lille Hjem for hende, hvor hun skulde leve med deres Barn, og han vilde for hendes Skyld forblive ugift, og hun skulde faa det rigtig godt og aldrig, som saa mange andre, behøve at lide for det Fejltrin, hvori han i alt Fald havde mere Skyld end hun.
Han søgte efter noget at sige hende, men han fandt intet andet end dette: „Græd ikke, græd ikke. Det skal nok blive godt.“
Tilsidst blev hun roligere, og selv Gottfrid begyndte at sé hele Sagen i et noget andet Lys. Det hele var jo ganske naturligt, og det galdt blot om at indrette alt saa fornuftigt som muligt.
De sad længe og talte sammen. Han talte venligt og roligt til hende. Han gjorde sig Umage for, at hun ikke skulde tro, at han, nu da dette var kommet til, vilde skille sig af med hende. Og da Elin tilsidst skulde hjem og han fulgte hende hele Vejen, var hun næsten mere oprømt end hun plejede at være. Hun spøgede og lo af hans Indfald. Da han henne ved hendes Port sagde Godnat, puttede hun sig helt ind til ham og lo lidt, mens hun saá ham op i Ansigtet med sine skinnende glade Barneøjne.
„Véd Du hvad, Gottfrid!“ sagde hun. „Jeg synes alligevel det er saa morsomt, Du, at jeg skal være Mo'r.“
Han smilede tvungent og sagde hende Godnat. Men da han gik hjem gennem Gaderne, forfulgtes han af den Tanke, om han dog ikke paa en eller anden Maade skulde kunne slippe lettere fra hele Sagen. — —
Det mærkeligste ved Elin, baade mens Gottfrid var i Byen og siden, da han ud paa Foraaret var rejst bort derfra, var, at hun aldrig kunde gøre sig det klart, at det var sandt, at hun virkelig skulde have et Barn.
I Begyndelsen var hun stadig syg og pirrelig og havde de besynderligste Indfald.
Hun tik en bestandig Lyst til Appelsiner, en Lyst, som det tit var hende umuligt at betvinge. Hun kunde gaa ind til en Urtekræmmer og for sin sidste Skilling købe et Par Stykker, som hun spiste, naar ingen saá det. Med Feberhast indsvælgede hun de saftige Stykker.
En Aften sént fik hun pludselig Lyst til Kartoffelmos. Hun plejede ellers ikke at spise Kartoffelmos og syntes slet ikke, at det smagte godt. Men nu kunde hun ikke tænke paa andet. Hun havde ikke Rist eller Ro, og tilsidst spurgte hun Konen, som hun boede hos, om hun ikke kunde skaffe hende det.
Den gamle syntes, at det var Synd at sige nej; hun forstod, hvordan det maatte pine hende ikke at faa det. Hun fik hentet Kartofler og begyndte midt om Natten at lave Retten til.
Imens sov Elin. Da Klokken var halvét, var Maden færdig, og hun stod op og spiste med Begærlighed.
Men hun kunde slet ikke tro, at det virkelig var sandt, at hun skulde have et Barn. At hun, Elin Søderstrøm, virkelig skulde holde paa sit Skød et lille Barn, som var hendes eget. Det forekom hende saa forunderligt og noget saa langt borte.
Hun tænkte meget paa Gottfrid i den Sommer. Han skrev ogsaa saa sjældent. Midt om Natten kunde hun vaagne og næsten tro, at han stod lyslevende foran hende, og om Dagen hændte det ofte, at hun lod sit Arbejde synke ned i Skødet og sad lange Tider og drømte, at hun bøjede sig ind til hans Bryst og kyssede hans Læber.
Og langsomt og ensformigt gik Sommeren, den triste Sommer i Byens Hede og kvælende Luft.
Gottfrid blev hele Sommeren borte fra Stockholm. I den sidste Maaned skrev han kun én Gang til Elin, og da han kom tilbage, var han meget forandret. Han besøgte hende sjældent, var under Tiden uvenlig og haard uden mindste Anledning og blev forbitret, naar hun viste den ringeste Forundring over det for hende nye og fremmede i hans Maade at være paa.
Hun led mere ved dette end ved noget andet. Hun havde knyttet sig til ham som til noget, hun aldrig kunde komme til at eje, og hun havde intet Øjeblik troet, at deres Kærlighed skulde vare længere end blot en kort Tid. Men hun havde heller aldrig troet, at han kunde være ond imod hende. Naar han en Dag kom for at sige, at nu maatte det være forbi — og den Dag vilde en Gang komme, det vidste hun — saa havde hun i det mindste haabet, at han skulde kunne sé lige saa venlig til hende, som han før havde gjort. Hun vilde komme til at græde, og det vilde blive haardt for hende, men hun vilde dog ikke behøve at mindes andet om ham, end at han havde været god imod hende.
Men saadan blev det ikke, det forstod hun snart, og hun følte det dobbelt pinligt, alt som hendes fysiske Tilstand gjorde hende mere pirrelig.
Naar han til Tider ikke havde ladet høre fra sig en fjorten Dages Tid, kunde hun ud paa Aftenen i Fortvivlelse over, at han maaske var rejst og havde forladt hende og aldrig mere vilde tænke paa hende eller hendes Barn, tage sin Veninde med sig for ikke at være alene paa Gaderne, naar det blev sent, og gaa og søge ham, hvor han boede.
Hun ringede paa Klokken og spurgte efter Hr. Bjørling. Der blev svaret, at han ikke var hjemme.
Med et Suk gik hun ned ad Trappen til Veninden, som ventede nedenfor. Klokken var over ni, og nu gik de begge hen til et Hjørne, hvor der var opklistret Theaterplakater, og saá efter, naar de forskellige Forestillinger var forbi. Derefter gik de om paa Gaderne ved Humlegården, hvor der var forholdsvis faa Folk, og ventede paa, at Klokken skulde slaa ti.
Det var graat i Luften og sølet paa Gaderne. De nøgne Træers Grene tegnede sig mod den skyede Himmel, og Bibliotheksbygningen laa mørk og ensom ovenfor den tomme Vandcisterne. Henne paa Esplanaden stod Lygterne som gule, matte Prikker i den disede Luft, Ruderne paa den lille Sporvogn, som regelmæssig foer forbi paa Vejen til Ladugårdslandet og tilbage igen, var ganske duggede, og Klokkerne lød skarpt og trist.
De bøjede af ned ad en af Humlegårdens Gange og gik stille frem og tilbage paa det vaade Grus. Af og til gik en enlig Vandrer forbi dem og forsvandt i Mørket.
Klokken slog tre Kvarter paa ti paa Ladugårdslands Kirke. De gik ned ad Norrmalms-Torg til og gik hurtigt langs med Kungsträdgården hen mod »dramatiska Teatern“.
Dér var flere Folk paa Benene. Enlige Herrer og Herrer i større Selskaber, støjende og rygende, som standsede og saá efter de to enlige Piger. Damer i lange Kaaber og Hatte med vajende Fjer eller i tætsiddende korte Vinterkaaber, enlige eller to og to, som lo, naar de gik forbi, eller tilkastede dem raa Ord.
Der var tomt udenfor Theatret, Forestillingen var endnu ikke forbi. De maatte vente udentor, og de gik frem og tilbage, saa lange Slag, de vovede, frem og tilbage paa Fortovet, ængstelige og stille, uden at vove at sé til Siderne eller tilbage.
En Herre nærmede sig og tog Hatten af.
„Hvor skal de smaa Jomfruer hen?“
Med hurtige Skridt skyndte de sig forbi og kom aandeløse tilbage til Theatret, netop som Dørene i Forsalen begyndte at smælde op og i, og Folk strømmede ud.
De stod stille paa Fortovet og mønstrede alle forbigaaende. De blev puffede ned paa Gaden, man stod stille og saá efter dem, men Elin mærkede intet, følte intet. Hun blot stirrede paa alle, som gik forbi, om det ikke skulde være Gottfrid, indtil hun igen vaktes af en Stemme, som spurgte: „Hvem venter Frøkenen paa?“
Hun foer sammen og tog Veninden under Armen. Der var tomt foran dem paa Fortovet, den sidste Vogn rullede hurtigt bort. Der kom ikke flere.
Veninden trak hende med sig, og de gik hurtigt hen til Operaen. Samme Venten, samme Angst og samme Resultat.
De gik forbi „mindra teatern“ og hen til „nya“, og da der heller ingen kom dér, listede de sig stille og forskræmte om udenfor Kaféerne, ved Berns Salon Blanchs Kafé og Operakaféen, midt imellem alle de tvivlsomme Herrer og Damer, som ved Nattetider befolker Gaderne. Og naar det blev saa sént, at de ikke vovede at være ude længere, næsten løb de over Norrbro og langs Skeppsbron, hvor Gasflammerne flimrede mat, og hvor der saá saa uhyggeligt og mørkt ud i de snævre Gyder, der som dybe Grøfter graver sig ind i Byen og fører al den Urenlighed, som ikke faar Lov at komme frem ved Dagens Lys, ud og ind.
Bagved Gustaf III's Statue standsede de forpustede for at hvile et Øjeblik. Foran dem laa Norrstrøms og Saltsjöns i hinanden flydende Vand, mørkt med funklende Lysstrimer.
De maatte smutte ind i en Port for at slippe bort fra en Flok Herrer, som med Hænderne i Frakkelommen og brændende Cigarer styrede lige imod dem.
Paa Norrbro var en anden vendt om og var længe bleven ved at følge efter dem. Nu dukkede han atter frem af Mørket, og rystende af Angst fortsatte de næsten løbende Vejen, forbi en Politibetjent, som de mærkede betragtede dem.
De standsede ikke, før de var komne langt ned i Hornsgatan, hvor der var stille og roligt. Dér bøjede Elin Panden mod sin Venindes Arm og græd, mens de langsomt gik videre hjemad, og Elin hele Tiden hulkede, som om hendes Hjærte skulde briste.
Tænk, om han skulde forlade hende! Tænk, om hun aldrig mere skulde faa ham at sé!
En Aften havde hun mødt ham paa Norrbro. Han gik i Selskab med nogle Kammerater, som glade og støjende kom hen ad Fortovet.
Elin saá ham lige ind i Ansigtet, da han gik forbi, og hun følte, at han genkendte hende. Hun vendte sig om for at sé, om han ikke en Gang saá sig om efter dem. Nej, han fulgte med de andre, og hun saá, hvordan de allesammen sprang op paa Sporvognen, som gik til Humlegården.
Hun gik videre hjemad, kæmpende med Graaden.
„Jeg havde aldrig troet, at han kunde være saa ond,“ sagde hun tilsidst.
Det faldt hende ind, især naar det begyndte at skumre, som en Mulighed, at hun kunde tage Livet af sig, saa var hun fri for det altsammen paa én Gang, og hun udmalede sig i Tankerne, hvordan det skulde gaa til. Hun tænkte sig, hvordan hun gik ned til Vandet og kastede sig deri. Hun blev dragen ned af det ilende Vand, det blev Nat om hendes Tanker, og hun døde, og Livet var forbi. Alt var forbi.
Men naar det atter blev Dag, forsvandt Dødstankerne. Der var jo intet saa tungt i Verden, at det ikke gik over, og hun havde ingen Lyst til at dø. Hun havde jo levet saa kort. — —
Da Elin tog fra sin Plads, havde hun aldrig alvorligt tænkt over, hvordan hun skulde indrette sit Liv, eller at der over Hovedet kunde blive Spørgsmaal om, at hun havde noget at leve for eller at udrette i Livet. Hun var flyttet, fordi Gottfrid ønskede det, fordi hun skammede sig ved daglig at leve paa Naade hos disse Mennesker, som vidste om hende, hvad de vidste, fordi hun syntes, det var morsomt at blive sin egen Herre og at kunne mødes med Gottfrid, saa tit hun vilde, og fordi det frie Liv paa egen Haand syntes hende saa lokkende og nyt og rigt. Hun havde tænkt, at nu skulde Gottfrid tænke for hende, og videre havde hun slet ikke tænkt.
Men Dag for Dag havde hun opdaget Sider hos Gottfrid, som hun ikke før havde kendt eller sét. Og hun forstod, at naar hun havde født sit Barn, vilde hun aldrig mere faa ham at sé. — —
Han havde skrevet, at hun skulde komme og besøge ham en Aften, og da hun kom, bad han hende tage Plads. Hans Stemme havde en dæmpet, tør Klang, som gjorde hende ganske beklemt. Hun sad i Sofaen og saá bange paa ham, mens han tog Plads i Gyngestolen lige overfor.
„Ja, saa skulde vi vel tale om, hvordan vi skal ordne det nu . . . med Barnet,“ sagde han. „Du véd, at jeg altid har sagt, at vi før eller senere maatte skilles. Og naar det først vel er overstaaet, bli’r det ogsaa bedst — baade for Dig og mig,“ tilføjede han med en Mine, som om han talte blot for hendes Skyld. „Til Foraaret rejser jeg bort fra Stockholm, og hvornaar jeg saa kommer tilbage, véd jeg endnu ikke.“
Hun sad og krammede Fingrene mod hinanden.
„Du kan da vel i det mindste mødes med mig som før,“ sagde hun. „Du behøver ikke at være bange for, at det skal blive vanskeligt at blive af med mig,“ vedblev hun tøvende. „Blot Du siger et Ord, saa skal jeg aldrig mere besvære Dig.“
En stærk Misstemning greb ham.
„Det er heller ikke min Mening. Det er ikke det, jeg er bange for. Men jeg tænker ogsaa paa Dig. Naar det alligevel en Gang skal ské, er det meget bedre, at det sker snart. For lever vi længere sammen, bli’r det meget sværere — baade for Dig og mig.“
Det forekom Elin, som om noget smukt, hun havde bygget sig op langt borte, langsomt faldt i Stykker og lod Udsigten over hendes Livs Fremtidsvej ubegrænset øde og ensformig. Hun saá den ikke længer i Nydelsens Øjebliksglans med smilende Hvilepladser ved hvert tænkeligt Ophold. Men hun saá sig selv gaa alene og udtæret om, førende ved Haanden et spædt Væsen, hvis Træk hun ikke klart kunde skælne. En svag Gysen gik gennem hende og hun saá aandsfraværende op paa ham.
„Hvordan har Du tænkt at indrette det med Barnet?“ spurgte hun.
Det var ham lidt svært at komme frem med Svaret. For det var netop det, han saa længe havde tænkt over paa sin Manér, og den Sag havde han gjort klar for sig selv, at han ikke kunde holde ud at have et Barn paa Halsen, som han skulde sé til og vaage over. Det vilde blive bekosteligt og vanskeligt i enhver Henseende og vilde medføre tusinde Ubehageligheder, naar han en Gang vilde gifte sig. Der var noget i ham, som forbød ham at sige hende det. Men han tvang sig til det.
„Du maa ikke blive ked af det,“ begyndte han. „Men jeg er ikke rig, og jeg kan ikke indrette det paa anden Maade. Du kan jo sé til Barnet, saa ofte Du vil. Men naar jeg straks betaler firehundrede Kroner for det, kan vi faa det ind paa Opfostringshuset, og dér bliver der i alle Henseender sørget godt for det.“
Elin rejste sig op. Hver Fiber i hende skælvede, hun gik hen til ham og slog sine Arme om hans Hals.
„Søde, kære Gottfrid, det maa Du ikke gøre. Aa, det maa Du ikke. Jeg be’r Dig jo ikke om, at Du skal blive hos mig. Du behøver aldrig at sé til Barnet, og jeg skal aldrig be’e Dig om noget. Men lad mig beholde det, og giv mig Pengene i Stedet for, og Du kan stole paa mig, at Du bagefter skal være lige saa fri, som om Du havde givet dem det andet Sted.“
Der foer en Mistanke gennem ham. Hun havde aldrig før haft saa stor en Sum, og naar hun først havde faaet Ende paa den, vilde Piben nok faa en anden Lyd. Han blev utaalmodig.
„Ja, men saa tænk i det mindste paa Dig selv,“ sagde han. „Du bli’r jo paa den Maade ganske bunden. Du kan ikke ta’e nogen Plads eller komme an noget Steds. Hvordan tror Du, det kan gaa?“
„Jeg kan ikke lade det lille Væsen komme ud blandt fremmede.“
Han rev sig løs fra hende og rejste sig hurtigt op.
„Det bli’r der ikke noget af,“ udbrød han.
Hun blev roligt siddende, saá ikke en Gang op og sagde sagte:
„Det kan Du ikke tvinge mig til. Det er Uret af Dig. Du maa ikke glemme, at det ogsaa er dit Barn.“
Der kom et stygt, kynisk Udtryk i hans Ansigt. Han saá skarpt paa hende og drejede sig om paa Hælene:
„Ja, det er netop Sagen, Hvis det ikke var, som det nu en Gang er, fik Du mig aldrig til at tro det. For har Du staaet i Forhold til mig ...“
„Gottfrid!“ Hun brast i Graad og gik hen mod ham.
„Gottfrid! Hvordan kan Du sige det!“
„Naa, naa, græd nu bare ikke. Jeg siger jo ikke, at det er saadan. Hvorfor vil Du ogsaa ta’e alt saa voldsomt?“ — —
Hun følte en pludselig Forbitrelse, som fik hende til at tvinge Taarerne tilbage for i det mindste at sé rolig ud. Og hun talte ikke mere om den Sag. Hun havde haft mest Lyst til at gaa sin Vej og aldrig sé ham mere. Men hun vovede det ikke. Følgerne vilde jo ikke have ramt hende selv saa haardt som en anden.
Hun lod Tiden gaa, og hun søgte at faa sig til at tro, at han maaske i Grunden dog ikke mente det saa ondt. Han var hidsig, og saa siger man saa let haarde Ord. Og desuden haabede hun, at han, naar han virkelig en Dag fik sit Barn at sé, ikke skulde have Hjærte til at sende det ud til fremmede, selv om han nu sagde det.
Men derimod var hun begyndt at tænke paa, hvordan hun skulde indrette det for sit eget Vedkommende. Hun tænkte efter og kom til det Resultat, at hun nok kunde holde ud at være mindre fint klædt. Det kunde ogsaa gaa ikke at have det morsomt og at arbejde alene, selv om hun vidste, at hun altid vilde blive nødt dertil.
Blot hun fik Lov til at beholde sit Barn. Blot han ikke vilde tage det fra hende.
Og hun følte en Slags stille Lykke ved disse Tanker. Friske og unge spirede inde i hende Forhaabninger, som hun aldrig før havde drømt om; midt i alt dette, som hun syntes var tungt og glædeløst, saá hun et rødkindet Barneansigt, som en Gang vilde takke hende, fordi hun ikke havde sendt ham ud blandt fremmede, hvor han maaske vilde komme til at sulte og det vilde gaa ham daarligt. Og inderst inde i hende gryede en Anelse om, at man kunde faa noget at leve for her i Livet.
Og Dagene gik. Elin sad nu mest hjemme. Det pinte hende, at Folk saá paa hende, naar hun gik paa Gaden. Hele Formiddagen hjalp hun Konen, som hun boede hos, at sy, og efter Middag tog hun igen fat paa Arbejdet, til hun blev træt, og det begyndte at skumre. Saa lagde hun Sytøjet bort og krøb lidt op i Sofahjørnet med Fødderne ind under sig. Dér sad hun og stirrede ud i Mørket og tænkte med Undren paa, hvordan alt skulde føje sig for hende.
Saa tændte Konen Lampen og Elin krøb igen ned fra Sofaen, tog Arbejdet frem og syede, til det blev Aften og hun gik til Sengs, træt og tanketom.
Det var Dagen før Juleaften.
Om Natten var der faldet Sne. Hvid og skinnende bredte den sig ud over alle Tagene, i Trappetrin langs Bakkerne mod Syd, hen over Byen mellem Broerne, og dér bagved hævede atter det hvide ituskaarne Dække sig som en opad skraanende Flade.
Paa Gaderne foer Slæderne med munter Bjældeklirren om mellem hinanden i den opkørte Sne, og paa de fejede Fortove gik travle Folk hen over de nøgne Sten.
Elin var gaaet ud for at gøre et Par Indkøb. Hun havde længe ikke været saa glad. Gottfrid havde været hos hende om Formiddagen. Han havde været venlig mod hende, næsten som før, og havde spurgt, hvad hun ønskede sig til Jul. Og saa havde han givet hende Penge til noget nyt Kjoletøj, som han leende forsikrede, han slet ikke forstod sig paa at købe.
Hun var glad, skønt hendes Moder skulde komme nu denne Formiddag, og skønt hun vidste, at hun ikke kunde skjule noget for hende. Moderen vilde blive meget bedrøvet over, hvad der var sket. Men derved var intet at gøre.
Hun var i alt Fald glad ved at faa en, som hun kunde betro sig til, og som vilde være god imod hende, rigtig saadan hjærtelig god. Jo mere hun i den sidste Tid mærkede, at Gottfrid i Grunden ikke brød sig om hende, des mere var hun begyndt at længes efter Moderen. Det havde været hende umuligt at betro sig til hende i et Brev, skønt hun ofte havde tænkt derpaa og havde villet gøre det, og hun følte sig som befriet fra en tung Byrde ved Tanken om, at nu skulde alt alligevel blive klaret og Moderen skulde faa det altsammen at vide.
Det var blevet aftalt mellem Søstrene, at Elin ikke skulde være med nede ved Toget. Moderen vilde straks kunne sé, hvordan det var fat, og de vilde ikke staa og forklare alt midt i Folkemængden, som trængtes paa Perronen. — —
Elin havde været inde i et Par Butiker og gik nu langsomt hjemad for at være dér, naar Moderen kom. Hun var i en underlig, urolig Spænding, og Minderne fra forrige Dage trængte sig skarpt og levende ind paa hende.
Hun mindedes en Dag, da Moderen havde været syg. Elin var den Gang kun tolv Aar. Hun havde siddet alene ved Vinduet og tænkt paa, hvordan det vilde blive, naar Moderen døde, og hun blev ene. Hvad skulde hun saa gribe til? Hvordan vilde det saa gaa hende? Og i klartskuende Anelse om, hvad kommende Dage paa anden Maade vilde føre med sig, havde hun grædt stille hen for sig, indtil hun næsten syntes, at det var skét og sprang op af sine Fantasier ved Moderens Stemme, som bad hende sé efter, om de havde Brænde nok til næste Dag.
Hun huskede, hvordan hun en Dag havde slaaet et Glas itu og hvordan Moderen havde skændt paa hende. Hun saá med næsten hallucinationsagtig Tydelighed Glasskaarene for sig, og hvordan hun bøjede sig ned for at samle dem op, mens Moderen sagde til hende, at hun skulde tage sig i Agt for ikke at skære sig i Fingrene.
Og da hun kom hjem og gik opad Trappen, saá hun Moderen lyslevende for sig, men hun kunde ikke blive klar over, om hun saá glad eller bedrøvet ud. Og hun begyndte at tænke paa, hvad hun skulde sige til hende, og mens hun tog Kaaben af, foer den Tanke som et Stik gennem hende, at nu kunde Moderen komme, hvad Øjeblik det skulde være.
Hun gik hen til Vinduet og saá ud. Hun lyttede efter, om der gik nogen paa Trappen. Der blev taget i en Dør i Gangen nedenunder, og det gav et Sæt i Elin.
Hun gik frem og tilbage. Hun kunde ikke faa Ro. Saa mærkede hun, at hun var vaad om Fødderne og satte sig ned paa Gulvet for at faa Snørestøvlerne af.
Hun hørte Skridt udenfor i Gangen og foer igen sammen. Hun rystede, saa hun ikke kunde rejse sig op.
Saa hørte hun Søsterens Stemme:
„Nu maa Mo’r ikke blive bedrøvet, naar Du sér Elin. “
I det samme aabnedes Døren, og Moderen kom ind. Elin følte, hvordan hendes Kinder brændte, og hun kunde ikke løfte Blikket op, skønt hun vidste, at Moderen stod stille foran hende og saá paa hende.
Saa hørte hun en Lyd, som om en Stol skrabede mod Gulvet, og hun saá op. Moderen sad henne ved Døren med Ansigtet i Hænderne og græd voldsomt, men der kom ikke et Ord over hendes Læber.
Hun følte, hvordan hendes egne Taarer flød, men hun vidste ikke klart, hvad der var hændet, før hun hørte Moderens Stemme, afbrudt af Hulken:
„Det var min Fejl, at jeg lod Dig være ganske alene her. Men Herregud, hvem kunde dog ogsaa ha’e tænkt det?“
Og hun rejste sig op og drog Pigen til sig.
„Det var da rigtig godt, at jeg alligevel kom herind til Dig.“
IV.
Vinteraftenen hvilede over Byen, taaget og kold, oplyst af flimrende Gasflammer og blege, skarpe elektriske Blus. Larmen døde hen i Gaderne, Portene lukkedes og det blev mørkt i Vinduerne. Hist og her vandrede langsomt en søvnig Politibetjent, eller strøg en enlig Nattevandrer med hurtige Skridt langsmed de sovende, tillukkede Huse.
I et lille Gavlvindue i Skinnarviksgatan brændte Lys, og inde i selve Værelset saá der pynteligt og rent ud. Det var et smalt, aflangt Værelse med kun ét Vindue. En lille Fyrretræs-Kommode stod ved den ene Langvæg og ved Siden af den en bejset Servante. Ved Vinduet stod en Symaskine, ved den anden Langvæg en opredt Sovesofa og ved Siden af Sofaen en Vugge med et sovende Barn.
Elin var flyttet derind den samme Dag. Gottfrid havde skaffet hende Møblerne og havde betalt Lejen for første Kvartal. Hun havde hele Dagen arbejdet med at bringe alt i Orden, og nu var hun meget træt. Men hun kunde ikke gaa til Hvile. Der var saa meget, som optog hendes Tanker, og hun følte en saadan Angst ved Tanken om Fremtiden, naar ingen skulde hjælpe hende og ingen tænke for hende. Det havde været en Hviletid, saalænge Moderen var hos hende, men hun var for længe siden rejst, og af hende kunde hun heller ikke vente nogen Hjælp. Ti Elins Stedfader var vel en rig Bonde, men han var haard og gærrig, og Moderen vovede aldrig at bede ham om noget til sine egne Børn.
Hun havde heller ikke kunnet betro alt til sin Moder. Paa alle hendes Spørgsmaal om, hvordan Gottfrid var, svarede Elin blot, at han var god imod hende. Hun kunde ikke faa sig til at sige Sandheden og volde Moderen den Sorg med.
Hun var bleg og afmagret efter Sygdommen, Brystet var sunket sammen, Armene var magre og kantede, og der var mørke Rande under Øjnene. Men det brød hun sig ikke om. Hun var ikke længer saa forhippet paa at sé godt ud som før. Hun tænkte blot paa, hvordan hun skulde faa Lov at beholde Drengen, som nu sov saa roligt med Kinden mod den bløde Pude.
Hun stod længe og saa paa ham. Huen, som omsluttede det lille skaldede Hoved, var gleden saa langt ned i Panden, at den næsten rørte ved de tynde, lyse Øjenbryn, han aandede jævnt, de smaa bløde Læber bevægede sig i Søvne, og den ene Haand hvilede ovenpaa Tæppet.
Saadanne smaa Fingre han havde. Neglene var helt gennemsigtige. Hun bøjede sig ned over ham og saá paa, hvordan det gav smaa Ryk i Øjenlaagene, og lod ham aande paa sin Kind. Hun kyssede ham forsigtigt paa Panden, der kom et Smil om hendes Læber, mens Øjnene straalede.
Og da hun var gaaet til Sengs, saá hun endnu en Gang op og nikkede til Barnet, efter at hun havde flyttet Vuggen saa tæt op til sig, at hun blot behøvede at strække Haanden ud for at naa den.
„Sov lille Unge. Du skal ikke komme bort fra din Mo’er, det skal Du ikke.“ — —
Næste Morgen stod Elin op i god Tid og gjorde rent i Værelset. Hun bragte Sofaen i Orden, fejede Gulvet, tørrede Støvet af Møblerne og Smaatingene paa Kommoden og lagde Brænde i Kakkelovnen. Gottfrid havde lovet at komme og hilse paa Drengen, som han endnu ikke havde sét. De skulde i Forening afgøre, hvordan de skulde indrette det med Drengen, og fik han blot Barnet at sé, tænkte Elin, saa kunde han ikke nænne at tage ham fra hende. Det haabede hun sikkert, men hun følte sig alligevel beklemt, da hun sad og traadte Symaskinen og ventede paa, at han skulde komme. Pludselig foer hun op. Hun havde ikke hørt ham gaa i Gangen udenfor, og han havde aabnet Døren uden at banke paa.
Han tog Frakken af og gik lidt kejtet hen mod Vuggen. Da han fik Øje paa Elin, standsede han et Øjeblik og gav hende Haanden.
„Hvor Du sér bleg ud,“ sagde han.
Hun drog ham hen til Drengen, som laa vaagen og med sine smaa vidt aabnede Øjne stirrede paa den fremmede.
„Sér Du, han skriger ikke,“ sagde hun og puttede sig op til ham. „Han er ikke bange for Dig.“
Og hun tog Drengen op og holdt ham undselig hen til Faderen.
Han blev pludselig varm om Hjærtet, og mens han tog Næseklemmerne af, som var blevne duggede af Varmen i Værelset, tog han en af Drengens Hænder og kyssede hans Fingre.
„Er han ikke stor og flink?“ sagde Elin.
En let Rødmen kom og gik paa hendes Kinder, og hun bevægede sig nervøst, mens hun snakkede med den lille og vendte og drejede ham for rigtig at vise ham fra alle Sider.
Gottfrid følte sig ubehagelig og forlegen til Mode. Han havde ikke tænkt saa meget paa Drengen. Det var ganske andre Tanker, som under deres Mængde og Vægt havde trængt Faderfølelsen til Side. Det var ganske andre Ting, han vilde sige hende, end Kæleord, og han følte sig ilde til Pas. Han vidste ikke, hvordan han nu skulde kunne komme frem med det, som dog en Gang maatte siges. Det kunde opsættes og han kunde gaa, som han var kommen. Men saa blev det blot saa meget værre næste Gang. Han besluttede med ét Slag at overhugge Knuden. Og idet han satte sig i Sofaen, et Stykke fra hende, sagde han:
„Naa, hvornaar har Du saa tænkt, at Du vilde gaa derhen med ham?“
Hun rystede stærkt, lagde forsigtigt Barnet ned i Vuggen og stillede sig foran den, som om hun vilde beskytte ham.
„Jeg tænker slet ikke paa at gaa derhen med ham,“ sagde hun sagte.
Han var lige ved at fare op, men han beherskede sig.
„Jeg har lovet Dig at betale fire hundrede Kroner for ham én Gang for alle,“ sagde han, „og dem har jeg med mig her. Jeg kan ikke betale mere. Jeg har endda givet Dig ikke saa ganske lidt. Men det vil jeg betale nu, saa er jeg én Gang for alle af med ham.“
„Kan Du ikke give mig Pengene i Stedet for,“ sagde hun sky. „Jeg skal aldrig nogen Sinde …“
„Aa,“ udbrød han hæftigt. „Det kender man nok. Du skal aldrig nogen Sinde! Nej, det tror jeg nok. Men naar de er forbi, saa kommer Du til mig. Og saa bliver det mig, som igen maa tage mig af ham. Tænk blot, naar Du skal ud og arbejde og ikke har nogen, som kan sé efter ham. Ja, bare Du en Dag vil ud at spadsere.“ „Jeg behøver ikke at gaa ud, og for Resten bli’r det min Sag.“
Der var et roligt, fast Udtryk i hendes Ansigt, og hun saá ham aabent ind i Øjnene.
„Jeg lover Dig,“ vedblev hun, „at Du aldrig skal høre fra mig. Før vil jeg gøre alt andet, end jeg mere vil besvære Dig. Men jeg kan ikke give Drengen fra mig. Jeg kan ikke, hører Du, jeg kan ikke. Kommer han ud blandt fremmede, saa véd jeg jo ikke en Gang, om han faar ordenligt at spise. Du skal slet ikke bryde Dig om ham. Men lad mig blot faa Lov at beholde ham.“
Hun vendte Ansigtet bort, kæmpende med Graaden, og med en instinktmæssig Bevægelse bøjede hun sig ned over Barnet og saá op paa Gottfrid.
»Og jeg slipper ham ikke, hører Du, om Du saa ikke vil gi’e mig en Øre. Jeg har Ret til at beholde ham, hvis jeg vil. Det véd jeg.“
Gottfrid sad en Tid tavs og saá ud gennem Vinduet. Saa rejste han sig op og gik et Slag henover Gulvet.
„Du kan jo foreløbig beholde ham,“ sagde han, „saa kan vi altid tales ved om det, naar Du har tænkt bedre over Sagen. Men det vil jeg sige Dig, at jeg ikke vil finde mig i, at en, som er let paa Traaden, skal opdrage min Dreng. For han er ogsaa min. Husk vel paa det.“
Men saa sprang hun op og knyttede Hænderne.
„Jeg er ikke let paa Traaden,“ sagde hun, rystende af Harme. „Det er jeg ikke, fordi jeg én Gang har ladet mig narre. Og det er en Skam af Dig at tale saadan til mig. For hvis jeg er god nok til at faa Børn med Dig, saa er jeg ogsaa god nok til at passe dem.“
Lidt efter gik Gottfrid, og Spørgsmaalet opsattes.
De følgende Uger levede Elin i en uafbrudt Angst og fandt paa alle mulige Forslag for at faa Lov til at beholde Drengen. Men det var umuligt at overtale Gottfrid. Han gentog blot, at det var den eneste Ordning, som gjorde ham sikker for senere Krav. Tilsidst foreslog han hende, at hun selv kunde, som det hedder, „indamme“ Barnet. Hun skulde melde sig som Amme og i otte Maaneder amme to Børn, først sit eget og tildels et fremmed, bagefter paa samme Maade passe to fremmede, saa kunde Barnet komme ind uden Betaling, og hun kunde selv faa Lov at beholde Pengene.
Hun hørte nogen Tid stille paa ham. Hun forstod, at nu var Krigen erklæret og hun maatte holde ud Tomme for Tomme, hvis hun skulde sejre.
„Og det troer Du, at jeg holder ud til,“ sagde hun tilsidst.
„Aa Snak,“ sagde han. „Det er vel ikke værre for Dig end for andre.“
Værre for hende end for andre? Nej, naturligvis, det var det ikke. Elin tænkte og tænkte over Sagen, og hun kom tilsidst til det Resultat, at, hvis hun gik ind paa Forslaget, vilde hun i det mindste faa Lov til at beholde Drengen i den første Tid, og senere fandt hun vel altid paa Raad.
En Morgen klædte hun sig paa og gik til „Opfostringshuset“, ringede paa og bad om at komme til at tale med Forstanderinden. Hun blev vist ind i Venteværelse, og lidt efter traadte en middelaldrende Dame ind.
Hun saá forundret paa den unge Pige med det barnlige Udseende og spurgte skarpt: „Hvad vil De?“
Hun saá sky op.
„Jeg vilde gærne melde mig som Amme.“
Forstanderinden slog ud med Haanden.
„Vi vil ikke ha’e fine Frøkener her, kan jeg sige Dem, med Hat og med Stads, men vi vil ha’e simple, tarvelige Bønderpiger.“
Hun følte, hvordan Blodet steg hende op i Hovedet.
„Jeg er ingen fin Frøken,“ sagde hun. „Og fordi jeg har Hat paa Hovedet, kan jeg vel nok være tarvelig.“
„Ja, ja da,“ sagde Forstanderinden beroligende og klappede hende paa Skulderen, „kom saa igen paa Lørdag til Undersøgelsen, saa faar vi sé.“
Hun nikkede, og Elin nejede let og gik.
Om Lørdagen gik hun igen derhen og blev ført ind i et stort Værelse, hvor flere unge Piger stod og ventede. I Gaarden og paa Trappen havde hun mødt flere af de allerede antagne Ammer. De var alle iførte Opfostringshusets Uniform, stribede Kattunskjoler, rynkede og uden Façon med løst siddende, vide Liv. Elin havde altid holdt meget af pæne Klæder, og det gøs i hende, naar hun tænkte paa de Kjoler. Hun følte Afsmag ved paa den Maade at høre til Anstalten og trak sig instinktmæssig hen i et Hjørne for sig selv.
Hvor de saá ud disse Kvinder. Nogle helt unge Piger med kønne Træk og fyldigt Haar, nogle ældre med grove Ansigter. Men hun syntes, at allesammen havde et fælles Præg af Træthed og Overanstrængelse. Kinderne saá indfaldne ud, og over hele Ansigtet laa en voksagtig Bleghed, som strakte sig fra Halsen, over Panden og lige op til Haaret, mens Øjnene havde en stærk Glans. Hun syntes, at hun havde sét dette i større eller mindre Grad hos dem alle, og hun kom til at tænke paa, at dette maaske beroede paa, hvor længe de havde været dér. Hun følte sig angst og havde Lyst til at løbe fra det altsammen, da en Dør lige ved Siden af hende gik op og Forstanderinden traadte ind.
Hun kastede hurtigt et Blik rundt og vinkede saa til Elin.
„Skynd Dig og knap op,“ sagde hun, „saa Doktoren ikke skal vente.“
Hun gik hurtigt videre og hen til de andre. Elin kastede et sky Blik mod Vinduet, hvor de andre stod. Hun rødmede stærkt og saá sig forvirret om, uden at efterkomme Opfordringen.
I det samme kom Doktoren ind. Han gik lige hen til hende, knappede selv Kjolen op og undersøgte hendes Bryst. „Det er godt,“ sagde han. Hun vovede ikke at sé hen til Vinduet til de andre. En Følelse af Skam kom over hende, og hun var nær ved at briste i Graad. Som i en Drøm mærkede hun, at Forstanderinden kom hen og i en venlig Tone underrettede hende om, at hun var antagen.
Hendes Kinder brændte, da hun gik ud gennem Salen, og med hurtige Skridt gik hun ned ad Gaden og lige hjem til Gottfrid.
Han rejste sig op, da han fik Øje paa hende.
„Jeg venter Besøg,“ sagde han.
„Bevares,“ sagde hun, „jeg skal ogsaa straks gaa. Jeg vilde bare sige Dig, at jeg ikke vil amme. Jeg har sét, hvordan de sér ud, som er derinde, og jeg vil ikke lade mig udsuge paa den Maade. Saa kan jeg lige saa gærne arbejde paa anden Maade, og før vil jeg arbejde, saa jeg spytter Blod, end jeg vil gaa lige i den visse Ødelæggelse. Og derhenne holder jeg det aldrig ud.“
„Det maa Du gøre ganske som Du selv vil. Blot Du snart indleverer Barnet og ikke venter for længe.“
Elin gik hjem. Hun forstod, at der ingen anden Udvej var. Hun vilde aldrig blive fri for ham, før det var skét. Han kom uophørlig hjem til hende og spurgte, om hun endnu ikke havde sat Barnet ind, og han var altid i daarligt Humør og uvenlig. Han havde givet hende Pengene, og hun havde maattet skrive Kvittering for, at hun havde modtaget dem. Ikke fordi han havde Mistillid til hende, sagde han, men det var i hvert Fald det ordenligste. Og han forløb sig overfor hende. Han brugte Udtryk mod hende, som hun ellers kun havde hørt paa Gaden. Det var, som om han lige med ét var blevet et ganske andet Menneske. Selv naar hendes Søster var tilstede, kunde han være saa raa imod hende, at denne maatte lægge sig imellem.
Hun endte med at give Køb. Hun lovede ham, at det skulde blive, som han ønskede, og der fastsattes en Dag, da Barnet skulde afleveres.
Hele Natten forud havde hun grædt, hendes Søster havde været hos hende, og om Morgenen tog de Barnet og fulgtes ad til Opfostringshuset. Paa et aftalt Sted traf de Gottfrid, som lod dem tage en Droske for at køre derhen. Selv blev han staaende i Nærheden for at overbevise sig om, at de virkelig indleverede Barnet.
Da de kom tilbage, sad Elin sammenkrøben i Vognen, saa langt tilbage som hun kunde komme, med Lommetørklædet for Ansigtet og hulkede højt. Hun saá træt ud. Hele den foregaaende Dag havde det ikke været hende muligt faa Mad ned, og heller ikke til Morgen havde hun spist noget.
Gottfrid følte en Trang til at være venlig imod hende, og idet han bøjede sig hen over Vognen, sagde han:
„Vær nu ikke bedrøvet, men følg med, saa ta’r vi ud og spiser lidt Frokost sammen.“
„Jeg vil ikke ha’e Frokost,“ mumlede hun. „Jeg vil hjem.“
Og da han igen forsøgte at tale til hende, rystede hun blot paa Hovedet, og Graaden brød paany saa voldsomt frem, at han forstod, at det var bedst at lade hende være i Fred. Det vilde vel nok blive bedre. — —
Da Tiden kom for Drengens Udskriven af Opfostringshuset, søgte Elin selv at blive Plejemoder; hun vidste ikke, at Gottfrid havde indmeldt Drengen paa den Betingelse, at Moderen ikke selv maatte tage ham ud derfra.
Saaledes at forhindre Moderen i at faa Barnet udleveret, vilde ikke være lykkedes ham, hvis Elin havde været personlig kendt i Opfostringshuset eller havde vidst i Forvejen at skaffe sig Vidnesbyrd som sat og ordenlig.
Ingen af Delene var Tilfældet, og hun kunde saaledes ikke i eget Navn forhindre det skete. Paa denne Maade kan Faderen, om han saa aldrig ofver Barnet en Tanke, skille Moderen fra det, selv om hun vilde gøre alt, hvad det ene Menneske kan gøre for det andet, for at det kunde faa det bedre her i Livet end dets Moder, som ikke længer har Ret til at være dets Moder.
Elin talte derfor med en Veninde, med hvem hun havde truffet Aftale om at dele Værelse, og denne, som var nogle Aar ældre, gik til Opfostringshuset og meldte sig som Plejemoder.
Hun maatte gaa til Rodeforstanderen og skaffe sig Bevis for, at hun levede i saadanne Omstændigheder, at hun kunde forsørge Barnet. Rodeforstanderen kom hjem til dem og saá, at de havde det pænt og ordenligt, skrev Beviset, og paa den Maade fik den unge Plejemoder Barnet udleveret tilligemed de foreskrevne Klædningsstykker, Ret til aarligt at oppebære et vist Pengebeløb, samt en Bog, hvori det tilkendegaves, at den kongelige Direktion for det almindelige Opforstringshus i Stockholm hermed overdrager Barn Nr. 1431, Karl Søderstrøm — — — til Pleje og Opfostring hos paa næste Side opgivne Plejeforældre, mod de Pligter og Rettigheder, som nedenfor videre angives.
Elin havde længe ikke været saa glad, som da hun en Formiddag i Maj kom hjem med sin Dreng paa Armen.
Det forekom hende, som om nu alligevel det værste var overstaaet, og nu maatte der komme, hvad der komme vilde. Hun skulde nok holde ud at arbejde, og hun skulde aldrig behøve at tænke paa, at hendes Barn var vokset op mellem fremmede, uden at have nogen, som brød sig om ham og holdt af ham, enten han saa var god eller ond, køn eller grim.
V.
Gottfrid opsøgte ikke mere Elin. Hun undrede sig i Begyndelsen over, at han aldrig lod høre fra sig, og skrev et Par Gange til ham, men da hun ikke fik Svar, ophørte hun dermed. Dagene gik deres ensformige Gang med lidet anden Forandring end den mellem Arbejde og Hvile, og stedse mere blegnede Minderne bort fra den Mellemtid i hendes Liv, da hun pludselig var vaagnet op af sin korte, bævende Kærlighedsdrøm, endnu mere ensom end nogen Sinde før og med et andet Liv at sørge for og vaage over.
Elin var endnu kun atten Aar, og dog befandt hun sig næsten paa det Punkt i Livet, da man er ophørt sangvinsk at haabe paa, at noget nyt og løftende pludselig skal dukke frem og bryde Sommer- og Vinterdagenes langsomme Ensformighed. Hun havde kun faa Fordringer nu hverken paa at gaa pænt klædt eller at more sig, og naar hun tænkte paa Fremtiden, tænkte hun sig næsten altid alene, arbejdende for sin Dreng, og det faldt hende aldrig ind at beklage sig herover eller føle sig ulykkelig.
En Braad af Bitterhed var dog endnu tilbage i hende mod ham, som hun havde holdt saa meget af, og som, da det kom til Stykket, havde villet tvinge hende til at give sit Barn i fremmedes Hænder. Under Kampen om Barnet var hendes Kærligheds sidste svindende Stemme døet i hende, og naar hun nu en Gang imellem tilfældigvis kom til at nævne hans Navn, følte hun næsten kun Forundring over, at hun nogen Sinde havde kunnet være tosset nok til at bryde sig om ham. Hun havde kastet sig bort, hele sin Ungdom, sin Skønhed og sin Hengivenhed, og der var ingen, som takkede hende derfor. Maaske vilde den lille dér en Gang takke hende? Men uden at ville gøre sig Rede for Muligheden af det modsatte, følte hun sig angst, naar hun tænkte derpaa.
Men hun turde ikke grunde for meget over Fremtiden. At slippe for at give Barnet fra sig, det var hendes Haab, og hun saá nu, at det vilde lykkes. Det var heller ikke ofte, at hun overlod sig til disse Tanker, ti hun havde sét, at det intet nyttede hende. Det gjorde hende blot tung i Sindet, og hun havde ikke Tid til saa nøje at overveje, om hendes Liv var forfejlet eller ikke. Arbejdet blev hendes Læge, og hun havde mer end tilstrækkeligt at tage Vare paa for at slippe for altfor meget at beskæftige sig med sig selv. Naar alt kom til alt, havde hun det dog ikke saa lidt bedre end mange andre.
I den Tid, Elin gik ud og lærte at sy, var det meget smaat for hende. Hun havde været for stolt til nogen Sinde at skrive til Gottfrid, og hun vilde umuligt kunne have klaret sig, om hun ikke en Gang imellem havde faaet lidt Hjælp af Søsteren.
Men i den sidste Tid var det gaaet bedre. I Begyndelsen havde hun kun faaet lidt Arbejde, men efter Haanden var det blevet mere. Nu klarede hun sig endda saa taaleligt, og desuden var de jo to om Værelset. Den anden Pige arbejdede hele Dagen ude, og naar hun kom hjem og Elin havde endt Dagens Gærning, lavede de deres Mad, legede lidt med Drengen, gjorde i Orden til Natten og gik til Ro.
Saadan gik Dagene uden Afbrydelse og uden Forandring. Naar Elin en Gang imellem havde været ude hos en bekendt eller en eneste Gang i Theatret og bagefter kom hjem, syntes hun næsten, at hun alligevel havde det bedre til Hverdagsbrug.
Om Søndagen var hun for det meste hjemme, lappede lidt paa Drengens og sine egne Klæder eller syede noget nyt. Naar det var Sommer, tog hun ham af og til med sig ud paa en eller anden Plads, hvor der var Træer og lod ham lege paa Jorden, hvor Solen stegte rigtig varmt. — —
Det var atter blevet Efteraar, og kold og fugtig blæste Septembervinden ude fra Saltsjön, jagende tætte Skybjærge ind over Byen. Ned ad Bakkerne mod Syd laa Regnvandet i stride Strømme ud mod Kajen, og de gamle Stenhuse ved Skibsbroen saá koldere, mørkere, klammere og uhyggeligere ud end sædvanlig.
Elin gik hurtigt ned ad Fortovet. I en Pakke under Armen havde hun en Kjole, som skulde prøves. Klokken ét skulde hun være hos en Frue, som skulde have den.
Nu slog Klokken allerede tre Kvarter, og inden et Kvarter skulde hun være langt ude i Regeringsgatan.
Hun gik rask til, uden at sé sig om, hverken til Højre eller Venstre, hoppede over Vandpytterne, som skinnede paa Fortovene, og borede sig behændigt frem mellem de mange gaaende, som ilsomt skyndte sig at komme under Tag for Regnen, der drev dem i Ansigtet, og for Blæsten, som skar lige gennem en og vendte ud og ind paa alle Paraplyer.
Elin mærkede, at et Mandfolk var fulgt etter hende. Han holdt sig en Tid bagved hende, gik saa forbi og standsede i nogen Afstand, indtil hun var passeret forbi. Saa fulgte han igen efter hende.
Han var klædt som en pænere Arbejder, og Elin syntes, at hun havde sét ham før. Men hun kunde ikke mindes naar eller hvor.
Han fulgte efter hende over Norrbro og et Stykke op ad Regeringsgatan. Hun vendte sig et Øjeblik om og saá efter, om han endnu gik efter hende.
Han kom nærmere og tog forlegen Hatten af.
„Goddag, Elin,“ sagde han.
Det var Fredrik. Elin havde ikke straks genkendt ham. Hun betragtede ham. Hans Hoved var rundt, hans Kæver lige saa brede, hans Øjne lige saa mørke og glansfulde og hans Haar lige saa ukæmmet som før. Hun genkendte de smaa brune Moustacher om Læberne og det Træk, som tidligere havde gjort hende saa bange. Og hun spekulerede paa, om hun skulde faa det lynende brungraa Blink at sé i hans Øjne, som hun saa mange Gange havde sét.
Men han var ikke rigtig sig selv lig. Han saá roligere eller slappere ud. For Resten havde han faaet Skæg, og Huden var bleven mørkere.
De fulgtes ad et Stykke uden at sige et Ord. Tilsidst spurgte han:
„Naa, hvordan har Du det for Tiden?“
„Jo, jeg har det meget godt. Jeg syr.“
„Ja saa.“
Han tav en Stund.
„Det er længe siden, vi to har sét hinanden.“
„Ja, det er det.“
„Der er sket meget i den Tid.“
Elin nikkede. Vidste han noget om det med Gottfrid? Hun følte sig ængstelig til Mode og gik hurtigere for at komme foran ham.
„Jeg har aldrig glemt Dig,“ vedblev han.
Elin standsede foran en mørk Port med brune Egetræsdøre.
„Jeg skal op her," sagde hun uden at sé paa ham. „Jeg maa skynde mig.“
„Hvor bor Du?“ sagde han. „Jeg maa vel nok en Gang komme op og hilse paa Dig?“
Uden at tænke nærmere over det, nævnede hun Husnumret og beskrev, hvad Vej han skulde gaa.
„Farvel,“ sagde hun og trak hurtig Haanden til sig. Hun følte, at han blev staaende og saá efter hende, da hun løb op ad Trappen. — —
Samme Aften, da begge Pigerne sad alene hjemme, mens Drengen allerede sov, bankede det paa Døren.
Hilma, Veninden, gik hen til Døren.
„Hvem er det?“ sagde hun, idet hun aabnede.
Hun kendte ham ikke og havde heller aldrig hørt Elin tale om ham. Han sagde sit Navn, og Pigen saá tvivlraadig ind i Værelset.
Elin kom ogsaa ud.
„Men Gud, er det Dig, Fredrik? Saa sent?"
„Ja, jeg vilde bare sé et Øjeblik herop.“
Han gik ind i Værelset og satte sig paa en Stol, uden at tage Overfrakken af. Han saá sig om og fik Øje paa det sovende Barn, saá fra den ene af Pigerne til den anden, indtil Elin rødmede og i sin Forlegenhed gik hen til Vuggen og gav sig til at sé paa Barnet.
„Ja saa,“ slap det ud af ham.
Der blev en Pavse.
„Jeg troede, Du vidste det,“ sagde Elin endelig.
»Nej“ sagde han. „Det vidste jeg ikke. Formodenlig en „fin“ Herre? Hva’?“
„Hvorfor siger Du det saadan?“ sagde Elin.
„Jo, jeg kunde jo nok tænke det,“ vedblev han bittert. „Du har nu altid været saa fin af Dig. Naa, og nu har han givet Dig en god Dag og spørger hverken efter Dig eller Barnet? Har jeg Ret? Det havde dog sét anderledes ud for Dig, om Du havde villet høre paa mig. Men nu er det, som det er.“
„Er det for at sige mig det, at Du er kommen herop, for saa kunde Du gærne være bleven borte.“
„Aa nej, det var det da heller ikke. Jeg véd egenlig ikke, hvordan det gik til.“
„Naa, og hvordan har Du saa haft det, Fredrik, i al denne Tid?“ sagde Elin lidt efter for dog at sige noget.
„Jeg,“ sagde han og løftede Hovedet op. „Jo, jeg har giftet mig, har jeg, og har faaet Børn. To har jeg faaet.“
„Ja saa, det havde jeg ikke hørt noget om.“
„Nej, vi har jo ikke sét stort til hinanden i disse her tre, fire Aar. Det gik for Resten i en Haandevending.“
„Hvad mener Du med det? I en Haandevending?“
„Jo, jeg skal fortælle Dig det altsammen. Jeg tror nok, det mest var for at gøre det, at jeg kom herop, men jeg glemte det, da jeg saá ham dér.“
Han nikkede hen ad Vuggen til.
„Ser Du, naar et Menneske ikke faar, hvad han vil, saa bli’r han til en Tid uregérlig, selv om det jo nok siden gaar over. Og jeg var den Gang begyndt at komme meget hjem til Jonssons, Du véd hende, Garverenken, og der var tre ugifte Døtre i Huset, og der kom megen Ungdom sammen dér. Naa, jeg havde vænnet mig til at gaa derhen, for jeg var i den Tid nedslaaet, som Du véd, og jeg plejede altid at tale om Dig, om hvor meget jeg havde holdt af Dig, og at jeg aldrig vilde kunne holde af nogen anden paa den Maade. Men, sé nu var der en af Døtrene, hun hed Ida, som var stilfærdig og rar, og hun plejede altid at høre paa mig. De andre vilde nu gærne gøre Løjer med mig for den Sag. Og jeg tror ogsaa nok, at hun syntes om mig, for vi kom ofte sammen, og en Dag mærkede vi, at hun var med Barn. Jeg skal nu sige Dig, at det i den Tid var mig ganske ligegyldigt, hvad jeg gjorde. Og min Svigermoder, som hun nu er bleven, tog mig med sig i Enerum og sa’e til mig, at hvis jeg ikke brød mig om Pigen, behøvede jeg ikke at gifte mig med hende. For hun havde jo hørt alt, hvad jeg havde gaaet og fortalt om Dig. De skulde nok finde paa Raad med Barnet, og det var meget bedre, som det var, end at vi skulde gaa og gøre os ulykkelige for hele Livet, hvis vi giftede os og siden ikke kunde lide hinanden.“
Elin havde hørt opmærksomt paa ham, uden med et Ord at afbryde Fortællingen. Nu nikkede hun, mens hendes Øjne lyste.
„Det var rigtig sagt,“ sagde hun.
„Aa ja, det var det maaske," vedblev han langsomt og eftertænksomt, ligesom om han i hvert Ord opgjorde Regnskabet med Fortiden. „Men den Gang tænkte jeg ikke saadan. Jeg brød mig ikke om, hvordan det gik mig, eller om nogen Ting. Jeg kunde jo ikke til Stadighed være ugift, og naar jeg ikke kunde faa Dig, som jeg vilde ha’e, saa var det jo det bedste, at jeg giftede mig med hende og gjorde alt godt igen. Saa jeg holdt fast ved mit, at jeg vilde handle som en retskaffen Karl imod hende. Og saadan gik det til, at jeg blev gift.“
Han standsede og saá sig endnu en Gang om i Værelset, hvor Lampen gennem det sodede Glas spredte et svagt, utilstrækkeligt Lys.
Noget efter sagde han:
„For Du vilde vel heller ikke nu have haft mig?“
Elin rejste sig op.
„Det er ikke værd at tale om det nu,“ sagde hun. „Og for Resten har jeg jo …“
Hun bøjede sig ned over det sovende Barn, og der faldt som en Skygge over hendes Ansigtstræk.
„Jeg vilde ha’e taget Dig, om Du saa havde haft tre Børn,“ foer det ud af ham, og hans Øjne funklede underligt i Halvmørket, hvor han sad.
„Du maa ikke tale saadan nu, da Du er gift. „Jeg vil ikke ha’e det. Jeg har jo sagt Dig, at jeg i hvert Fald ikke kan holde af Dig.“
Elin vendte Ryggen mod ham og havde travlt med at stoppe Tæppet ned om Drengen, som bevægede sig uroligt i Søvne.
Hilma var sovet ind paa sin Plads i Sofahjørnet; hun havde, saa at sige, været ganske udenfor Samtalen. Hendes Aandedrag lød regelmæssigt og jævnt. Ellers var der helt stille.
Fredrik rejste sig op.
„Det er vist sent,“ sagde han.
„Ja, Klokken er over elleve.“
Han gik hen og tog hendes Haand.
„Saa bli’r jeg vel nødt til at gaa.“
Hun lyste ham ned ad Trappen og lukkede hurtigt Døren i efter ham.
„Det var da godt, at han endelig en Gang gik,“ udbrød hun.
Men hun var forvirret og urolig, og om Natten laa hun længe vaagen. Hun saá hele sit forbigangne Liv som et langt overskueligt Panorama. Som hun laa dér og med aabne Øjne stirrede ud i Mørket, saá hun den ene Skikkelse efter den anden glide sig forbi, indtil Øjnene faldt stadig mere og mere sammen; Billederne blev utydeligere, Tankerne slappedes, hun saá foran sig som et stort violet, guldglimrende Øje — og sov ind. — —
Elin havde sagt sandt, da hun sagde, at hun i hvert Fald ikke vilde kunne have holdt af ham, ikke en Gang nu, selv om han havde været fri og vilde have giftet sig med hende til Trods for Barnet. Hun troede ham, at han vilde have gjort det. En mild Følelse af Taknemlighed greb hende, naar hun tænkte paa ham, og hun følte sig stolt og smigret over at være Genstand for en saadan Kærlighed. Hun vidste, at havde hun blot villet, havde hun blot sagt et Ord … Men hun veg tilbage blot ved Tanken om, at han skulde berøre hende, og hun saá uvilkaarlig hans Billede for sig, saa snart hendes Tanker gik i den Retning. Hans Klæder var simple, hans Hals var uvasket, Hænderne snavsede og ru. Og naar han begyndte at tale, sammenlignede hun ham uvilkaarlig i Tankerne med en anden, som, inden han blev haard og ond imod hende, havde talt til hende paa en ganske anden Maade, og hvis Stemme endnu kunde lyde i hendes Øren med en Klang, som fik Hjærtet til at banke stærkere og Blodet til at løbe hurtigere i hendes Aarer.
Nej, hun vilde aldrig kunne lade være at sammenligne.
Det værste, en Mand som Gottfrid kan gøre en fattig Pige, er ikke det at forføre hende. Den, som er falden, kan rejse sig igen, og Menneskelivet er uudtømmeligt paa Hjælpekilder.
Men at have elsket en, mod hvem alt, hvad, Livet siden har at byde, synes ringere, det er en Forbandelse. Er han trængt ind i hendes Fantasi, har han gjort sig til Herre over hendes Længsels hedeste Drømme, har han i sin Haand grebet Traadene til det fine Følelsesvæv, som gennemtrænger hele hendes Væsen, og har han grebet dem saa fast, at selv om han siden slipper sit Tag, blot Paamindelsen om ham faar dem til at gennemsitres som af en elektrisk Strøm, da har han stjaalet mere end hendes Ære. Han har stjaalet hele hendes fremtidige Liv. Han har for et Lunes Skyld hævet hende op til en aandelig forfinet Verden, hvor hun aldrig har kunnet blive, og hvor hun har bortdrømt Kraften til at være lykkelig i en anden.
Og det er Forbandelse. En udsøgt, langsomt tærende, raffineret Forbandelse.
Det varede imidlertid ikke mange Dage, før Fredrik kom igen. Han blev altid længe siddende, altid talte han om sin Kærlighed til Elin, og det hjalp ikke, at hun afviste ham og bad ham tænke paa hans Kone og hans Børn. Han kom stadig tilbage til det samme Emne, og stadig opholdt han sig længere derved, og for hver Dag, der gik, blev han mere og mere underlig.
For at faa en Anledning til at komme dér oftere, tilbød han at tapetsere Værelset for hende. Det saa saa grimt ud, paastod han.
Men han gjorde ikke meget ved Arbejdet. Han sad længe ad Gangen tavs, nedsænket i Drømme, og der kom noget uhyggeligt og mørkt i hans Ansigt, som gjorde Elin angst for at være alene med ham.
Naar han saa tilsidst begyndte at tale, var det stadig den samme Sag, han vendte tilbage til, og samme Tanker, som han gentog.
En Aften — det var i Oktober — kom han senere end sædvanligt; Hilma var allerede kommen hjem fra sit Arbejde og sad ved Lampen og hjalp Elin med hendes Sytøj.
Han var usædvanlig bleg, straks da han kom ind, og havde et underligt fraværende Udtryk, som om han tænkte paa noget.
Hun var glad over, at hun ikke var alene med ham.
Han havde faaet en Strimmel Tapet klistret op, da han pludselig spurgte, om Elin ikke vilde gaa en Tur ud med ham. Det var saa længe siden.
— Nej, det var umuligt. Hun havde ikke Tid. Hun maatte først have denne Bredde paa Kjolen færdig.
Men han trængte ind paa hende. Det var ogsaa saadant et kønt Maaneskin.
Elin var en Stund tvivlraadig, men bestemte sig tilsidst til at følge med. Blot et lille Øjeblik.
De gik ned til Saltsjøn. Vandet laa glitrende i det gule Maanelys, og langt borte dukkede Strandbredden og Øer frem i taagede, fantastiske Konturer.
Skulde de køre med Sporvognen til Djurgården? Det var snart gjort. Paa en Time eller lidt mere kunde de være tilbage.
Elin følte sig ængstelig til Mode, da de var kommet op i Sporvognen. Han havde hele Tiden været saa løjerlig, saa lidt talende, og hans Øjne skinnede saa underligt. Hun saá det tydeligt nu i Skæret fra Lanternen.
De skiftede Vogn ved Norrmalmstorg og steg ud ved Djurgårdsbroen. Saa gik de langs med Vigen, som lyste i Maanens Glans, mens Birketræerne utydeligt flimrende tegnede sig i Dybet, og de fugtige Blade, der havde lagt sig som et Dække over Vejen, raslede under deres Fødder.
Han standsede ved en lille Bro. Der laa en Baad, løst bunden til en Jærnring.
„Skal vi ro en lille Tur,“ sagde han.
Hans Stemme skælvede, og han saá ikke paa hende.
Hun følte sig paa ny angst. En uforklarlig trykkende Angst greb hende.
„Nej,“ sagde hun, og hendes Stemme lød, som om hun havde svært ved at faa Vejret. „Nej, hvis nogen skulde sé os. Hvad vilde de sige? Det gaar ikke an.“
Han bad hende flere Gange, og atter følte hun en Angst, som om noget ondt truede hende. Hun vovede paa den anden Side ikke at sige nej.
De steg i Baaden og roede et lille Stykke ud fra Land. Rundt om laa Vigen rolig og belyst af Maanen, begrænset af de halvdunkle Bredder, og langt borte ad Byen til lød Sporvognsklokkernes Ringen.
Fredrik slap Aarerne og satte sig ved Siden af Elin. Hun var som lammet og gav ham stiltiende Plads ved Siden af sig.
Han tog et Lommetørklæde op af Lommen og bandt det fast i Knaphullet paa sin Frakke. Derpaa knappede han hendes Kaabe op og knyttede med et Par stærke Knuder Enderne fast i et af Knaphullerne.
Elin forsøgte at le.
„Hvad er det, Du bestiller?" sagde hun.
Han rejste sig op og tvang hende til at følge efter. Saa sagde han langsomt:
„Skal vi nu dø?"
Hun var nær ved at skrige højt, men hun betvang sig.
„Hvad er det, Du siger? Du maa ikke spøge saadan.“
Han greb hende haardt i Armen.
„Tror Du, jeg drømmer?" skreg han. „Har jeg maaske noget at leve for? Har jeg noget, som jeg bryder mig om at leve for?“
Hun trak sig bort fra ham, saa langt hun kunde komme.
„Hvor kan Du tale saadan? Har Du ikke noget at leve for, Du, som baade har Kone og Børn? Har Du ikke noget at leve for …“
„Tal ikke om det nu," skreg han. „Kom ikke igen med den Historie!“
Elin følte, hvordan hendes Sind omtaagedes af Rædsel. Hun lagde begge Armene om ham og holdt ham med al sin Kraft tilbage. Og i Feberhast strømmede Ordene fra hendes Læber.
„Gør det ikke,“ sagde hun hastigt, men lavt, og med en pludselig kvindelig List tilføjede hun:
„Vi kan jo endnu komme sammen. Hvis din Kone en Gang dør, kan Du jo faa mig.“
Han satte den ene Fod paa Rælingen, saa at Baaden næsten væltede.
„Har Du noget at leve for?« raabte han vildt. „Jeg har ikke noget.“
Hun skreg højt af Angst, og i Fortvivlelse raabte hun:
„Jo, det har jeg. Jeg har et Barn. Jeg har et Barn. Og det vil jeg ikke dø bort fra.“
Han sank tilbage i Baaden, og hans Muskler slappedes. Han næsten faldt ned paa Agtertoften, og under en voldsom Graad, som rystede hele hans Legeme, hulkede han:
„Jeg sér, at Du er bange for mig. Gud i Himlen, hvor jeg er ulykkelig.“
Hurtigt som Tanken løste Elin Knuderne op, satte sig selv til Aarerne og roede Baaden i Land.
Hun gik hele Vejen hjem i skyndsom Hast, uden at sé hverken til Højre eller Venstre. Hendes Ben vaklede under hende, og hun følte stadig ligesom Kuldegysninger ned ad hele Ryggen.
Fredrik fulgte hende uden at sige et Ord. Men da de kom hen til hendes Port, rakte han famlende Haanden ud og greb efter hendes.
„Jeg sér, at Du er bange for mig,“ sagde han igen. „Jeg tænkte ikke paa at gøre Dig noget ondt.“
Hun trak Haanden til sig og løb uden at kunne svare, op ad Trappen.
Da hun kom ind, tog hun med feberagtig Hast Kaaben af sig, satte sig paa en Stol lige overfor Veninden, som holdt hendes Dreng paa Skødet, forsøgte at sige noget og brast i Graad.
Den anden blev forskrækket.
„Men hvad er der, Elin? Herregud hvad er der?“
Hun rystede paa Hovedet uden at svare.
Længe blev hun siddende stille og vuggede blot frem og tilbage. Saa gav hun sig til at fortælle, udførligt og nøjagtigt, huskede hver eneste lille Ting. Hun talte med feberagtig Hast, hendes Læber skælvede, og hvert Øjeblik maatte hun kæmpe mod Graaden, som vilde bryde frem igen.
Da hun var færdig, tog hun Drengen paa Skødet og kyssede hans Mund og Kinder. Hun havde blot én Tanke, blot én Følelse, den, at hun endnu fik Lov at leve sammen med Drengen. Og hun vilde ikke dø bort fra ham. Hun vilde leve og arbejde, lide og kæmpe for ham, hun vilde være, hvor han var, og hun vilde aldrig med sin gode Vilje lade ham blive alene, som hun selv en Gang var bleven ladt alene. Hvad skulde der blive af ham uden hende? Dog da Spændingen havde tabt sig, kom Eftertanken i Stedet for, og hun grublede og grublede over, hvad hun skulde gribe til. Men hun fandt ingen Udvej. Hvad hun saa end tænkte paa, stod hele Scenen paa Søen i uhyggelig Livagtighed for hendes Øjne, og hun syntes endnu, at hun hørte hans Stemme, da han raabte til hende: „Skal vi nu dø?“
Der havde ligget en Fristelse i den Tanke, en farlig Fristelse. Hun havde selv tænkt paa det — tidligere. Men nu var det forbi. Og hun vidste, at hvordan saa end hendes Liv blev, vilde hun leve det for hans Skyld, som ikke havde nogen anden i den vide Verden at støtte sig til.
VI.
Dag efter Dag tænkte Elin paa, om hun ikke skulde finde en Maade til at blive fri for Fredriks Besøg. Da der var gaaet et Par Dage, var han igen begyndt at komme, ganske som tidligere. Han kom imidlertid sjældnere, og han blev der ikke saa længe som før. Men han kom dog, skønt ingen bad ham derom, og Elin altid var lidet talende, en Gang imellem, efter hvad hun selv syntes, rent ud sagt uhøflig. Han sad paa Stolen henne ved Kakkelovnen og talte om sig selv og sin Kærlighed til Elin, om sin Kone og sine smaa Børn, om sit Arbejde og sine Indtægter. Men stadig vendte han tilbage til det samme, hvor godt de kunde have haft det, hvis han nu havde været fri, og hvis hun da ellers vilde have taget ham. Elin sad mest og hørte til. Hun var træt af at sige ham imod, og hun følte sig inderlig glad, naar han var gaaet sin Vej. Den ene Gang efter den anden besluttede hun, at hun, naar han næste Gang kom, skulde sige ham rent ud, at han ikke maatte komme dér mere. Det gik ikke an. Naboerne var allerede begyndt at tale om det. Fra Gang til Gang opsatte hun det. Og for hver Gang blev en Afgørelse hende vanskeligere.
Elin vaagnede en Nat omtrent Klokken 12 ved, at nogen slog et haardt Slag paa Døren.
Hun rejste sig søvndrukken op i Sengen og forsøgte at ruske Liv i sin Sengekammerat.
„Hvem er det?“
Hun hørte igen en stærk Banken paa Døren.
„Det er mig.“
„Men Herregud, Hilma, saa vaagn dog! Hører Du, det er Fredrik.“
Han blev ved at banke, og paa hans Stemme hørte hun, at han var fuld.
„Luk op, siger jeg. Elin, luk op.“
Imidlertid var Hilma ogsaa vaagnet.
„Luk for Guds Skyld ikke op.“
„Jamen Folkene i Huset. Han vækker jo hele Huset.“
Elin sprang op og begyndte at klæde sig paa.
„Vent dog lidt. Nu kommer jeg.“
Hun kastede et Tørklæde om sig, gik hen til Døren og lukkede op.
„Men Du store Gud, hvad vil Du dog her midt om Natten?“
Han skød hende til Side og gik ind. Han var øjensynlig meget fuld. Han kunde ikke gaa lige hen ad Gulvet, Haaret var pjusket, Halstørklædet revet op, og han talte uklart og højt eller mumlede uhørlige, uforstaaelige Ord.
Han satte sig paa sin sædvanlige Stol og kastede Hatten hen i et Hjørne af Værelset, trak saa Manchetterne af og kastede dem samme Vej. Saa lo han, nikkede til Elin og saa sig om.
„Goddag Piger. Nu er jeg her igen.“
Elin vidste ikke, hvad hun skulde stille op med ham.
„Jamen, Fredrik, vær nu god og gaa din Vej; hører Du, jeg be’r Dig. Du kan jo komme igen i Morgen i Stedet for.“
„Nej, nu vil jeg bl-bli’e. Ja; det vil jeg. Jeg vil bli’e, siger jeg.“
„Ja men Du kan jo nok forstaa, at det ikke gaar an? Tænk, hvis din Kone fik det at vide.“
„Det rager ikke mig. Hva’ beha’r? Gaa-aar det i-ikke an? Sa’ Du, at det i-ikke gaar an? Aa, det er vel ikke saa farligt med Dig endda. Der har været andre før mig. Ja, og selv om jeg ikke er nogen fin Herre, saa …“
Hun gik henimod ham, og hele hendes lille Skikkelse rystede.
„Hvad siger Du?“
Hans Hoved var sunket ned paa Brystet, og han stirrede stivt paa hende.
„Jeg vil bl-bli’e, siger jeg.“
Elin var grædefærdig. Hun gik hen til den anden Pige, der, ligesaa bange som hun, laa og stirrede paa Optrinet.
„Kan Du ikke hjælpe mig?“
Der hørtes Skridt ude i Gangen, og en Dør aabnedes. Elin gik hen til Fredrik og ruskede i ham.
„Fredrik, hører Du ikke? Der kommer nogen.“
Han saá paa hende, og der kom et forstaaende Glimt i hans Øjne. Hun saá det, og i sin Angst raabte hun igen:
„Hører Du ikke? Der kommer nogen.“
Han rejste sig sløvt op. Elin løb efter hans Hat og satte den paa ham.
Derpaa aabnede hun Døren og næsten skubbede ham ud gennem den, mens i det samme en Mandsstemme ude fra Mørket spurgte:
„Hvad er det for et nederdrægtigt Spektakel midt om Natten.“
„Herregud, han er fuld, og vil ikke gaa sin Vej. De vil da ikke være saa god at hjælpe os, saa vi kan blive af med ham.“
Elin lukkede Døren og lyttede angst. Hun hørte voldsomme, skrabende Trin og Lyden af de to, som gik ned ad Trappen. Saa kom den anden igen op og gik ind til sig.
Men Dagen efter blev Elin enig med sin Stuekammerat om, at dette her maatte have en Ende.
Hun havde aldrig brudt sig meget om Fredrik. Hun havde ladet ham gaa og komme, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulde blive af med ham, fordi hun var bange for ham, maaske ogsaa lidt, fordi hun syntes, det kunde være rart, at han hjalp hende med at tapetsere. Men nu maatte det alligevel have en Ende.
Og da de havde talt en Stund om Sagen, tog Elin Kaaben paa sig, gik lige op til Fredriks Svigermoder, som hun kendte lidt til, og fortalte hende hele Historien fra først til sidst.
„For jeg vil ikke ha’e, at De skal tro noget ondt om mig for hans Skyld,“ sagde hun. „Jeg kan ikke gøre ved, at det er, som det er.“
Om Aftenen var Elin ængstelig for, at han skulde komme, og hun havde bedt Veninden om at komme tidlig hjem. Men de hørte ikke noget til ham.
Om Morgenen, lige som Hilma var gaaet, bankede det paa Døren. Der var Fredrik.
Han gik ind uden at hilse og standsede midt paa Gulvet.
„Jo, det er Takken,“ brød det ud af ham.
„Takken?“ sagde Elin harmfuld, „Takken! Jeg kunde dog nok ha’e Lyst til at vide, hvad det er, jeg skal takke Dig for. At Du har hængt over mig, som om Du var gal, og været nær ved at tage Livet af mig og været her midt om Natten og lavet et Spektakel, saa det kunde høres over hele Huset. Takken? Jeg gider ikke en Gang svare paa saadant noget.“
„Hør nu, Elin“ — han saá hende lige ind i Ansigtet — „har jeg nogen Sinde villet Dig andet end godt. At jeg var fuld nu forrige Aften, kan Du vel tilgive mig. Dog den anden Aften forleden, den har jeg selv tænkt meget over. Men jeg har udgrundet, at det bare var, fordi jeg holder lige saa meget af Dig, som jeg altid har gjort, og fordi jeg hverken kan taale, at Du har nogen anden, eller at jeg selv skal ha’e en anden Kone end Dig. Men Du kan vel ikke sige andet, end at jeg altid har villet Dig vel, og nu har jeg gaaet her og arbejdet for at gøre det pænt for Dig, og saa laver Du det saadant til for mig. Der var en Komedie derhjemme, som om jeg havde begaaet en rigtig Misgærning, og nu faar jeg aldrig mere Fred for Kvindfolkene.“
„Jeg har ikke bedt Dig om at hjælpe mig med noget.“
Han stampede i Gulvet af Forbitrelse.
„Kom her med Værktøjet.“
„Ja saa gærne.“
Elin hentede det og gav ham det. Han samlede det sammen og gik henimod Døren. Men dér standsede han, og der kom et underligt sværmerisk og blødt Udtryk i hans Ansigt. Han rystede paa Hovedet og førte Haanden hen over Øjnene, som om han vilde vække sig selv af en uhyggelig Drøm.
„Nej, jeg kan ikke gaa saadan fra Dig,“ sagde han. „For jeg har alligevel holdt saa meget af Dig.“
„Begynd nu ikke paa det igen,“ afbrød hun ham utaalmodig.
„Nej, det skal jeg heller ikke.“ — Han var pludselig bleven stille og medgørlig som et Barn. — „Men jeg kan dog ikke lade være med at tænke paa, hvordan det kunde ha’e været, om jeg ikke havde været gift. Jeg vilde alligevel ha’e taget Dig. Og hvis Du blot fra Begyndelsen af havde hørt paa mig, saa havde Du aldrig …“
Elin lagde Sytøjet bort, som hun holdt i Skødet.
„Ja, men nu er Du gift, sagde hun. „Og nu har Du Kone og Børn. Og jeg har min Dreng dér, og saa faar det andet være, som det være vil, jeg er alligevel glad ved ham. Det kan ikke blive anderledes, og saa er det vel heller ikke Umagen værd at tale om det.“
Han stod et Øjeblik stille.
„Nej, det er det vel ikke.“
Saa saá han igen op paa hende, og gik et Skridt frem, idet han mumlede:
„Men jeg kan ikke taale at tænke paa, at Du maaske en Dag skal blive et saadant daarligt Fruentimmer, for saadan gaar det altid, naar man er begyndt paa den Maade.“
Elin blev slet ikke vred. Hun havde saa ofte selv tænkt derpaa og været bange derfor, og det var hende saa ganske klart, at andre maatte tro det om hende. Hun rystede blot paa Hovedet og svarede stilfærdigt:
„Nej, det vil jeg dog sige Dig — Du maa tro mig eller ej — at det bli’r jeg aldrig.“
„Ja, jeg vil gærne tro Dig," sagde han og tog hendes Haand. „Og nu ska] jeg aldrig mere komme over denne Dørtærskel, før en Gang som Enkemand,“ tilføjede han.
Elin nikkede.
„Farvel,“ sagde han i Døren uden at sé sig om.
„Farvel.“
Men da han var gaaet, gik Elin hen til Drengen, som laa og krøb om paa Gulvet, satte sig paa Hug ved Siden af ham, tog ham op til sig og kyssede ham Gang efter Gang, mens hun hele Tiden mumlede, som om hun havde talt til en, der kunde forstaa hende:
„Nej, mit eget Puds, saa daarligt skal det ikke gaa. Mo’r skal ikke glemme Dig.“
Saa satte hun Barnet ned paa Gulvet igen, gik hen til Vinduet og tog fat paa sit Arbejde. Og mens hun flittigt traadte Maskinen, skinnede Efteraarssolen ind gennem Vinduet, og Solstraalerne flyttede sig fra hendes Skuldre og Haar, dannende som en bred Vej hen over Gulvet, og standsede ved Nøglehullet paa Døren, hvor de glitrede mod Lultens Støvkorn i et regnbueagtigt, usikkert Lys. — —
Stakkels lille Barn! Hun havde endnu ikke prøvet, hvordan det var, naar de tunge Dage kom, naar Arbejdet skortede og naar Nøden stod paa Lur som de næste Dages sikre Hverdagsgæst.
Hun vidste endnu ikke, hvad det vilde sige at arbejde for at leve; naar man maa selv holde sig oppe eller hjælpeløst synke til Bunds.
Stakkels lille Barn! Hun havde et langt Liv for sig, og der kan ske meget i et Liv.
