Forbryderen/1/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 238-264

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

XIV.

Midt paa Gaden holdt en elegant Ekvipage, forspændt med et Par fyrige Graaskimler.

Der sad ingen indeni, og Kusken var stegen af og holdt Hestene ved Tømmen. Rundt omkring trængte Folk sig frem og foran Politiet. En af Politibetjentene havde en tændt Lygte og belyste dermed noget, som laa paa Gaden ved Siden af Hjulene.

Alle snakkede, skreg og klagede; Kusken vidste ikke, hvad han skulde gøre, og gentog uafbrudt: Ak, hvilken Ulykke! Herregud, hvilken Ulykke!”

Raskolnikow trængte sig frem, saa godt sig gøre, og fik endelig Øje paa Genstanden denne Uro og Nysgærrighed.

En overkørt Person laa bevidstløs paa Jorden. Han var, som det syntes, meget tarveligt klædt, men ikke i Bondedragt, og overstænket med Blod, som flød i Strømme fra Hovedet. Hans Ansigt var skamslaaet og fordrejet. Det var let at se, at dette var et alvorligt Tilfælde.

„Store Himmel!” jamrede Kusken, „jeg kunde da ikke have været forsigtigere! Ja, hvis jeg havde kørt rask eller ikke raabt og varskoet ham! Men jeg kørte ganske smaat og roligt. De har set det allesammen, og hvis de lyver, saa lyver jeg ogsaa. Men Gudbevars, fulde Folk tager sig jo ikke i Agt! Jeg synes endnu at se, hvordan han gik over Gaden, og dinglede og var ved at falde — saa raaber jeg baade en og to og tre Gange og holder Hestene an, men han gaar paa og falder lige under Hestehovene. Om han nu gjorde det med Vilje, eller fordi han var omtaaget, det skal jeg ikke kunne sige!… Hestene er unge og sky — de rykkede til paa engang, han skreg, og saa blev de endnu mere sky … og saa var Ulykken sket!”

„Ja, saadan var det!” raabte et Øjenvidne blandt Mængden.

„Han varskoede tre Gange, det er rigtigt nok!” bekræftede en anden.

„Akkurat tre Gange, det var vi Vidner til allesammen!” raabte en tredie.

Kusken var forøvrigt ikke overvættes nedtrykt. Man saa, at Ekvipagen maatte tilhøre en rig og anset Person, som sandsynligvis ventede paa den et eller andet Sted; Politiet var allerede i Begreb med at tage denne Omstændighed i Betragtning.

Den Overkørte skulde til Politistationen, og derfra bringes til Hospitalet. Ingen kendte ham.

Imidlertid havde Raskolnikow trængt sig frem og bøjet sig ned. Da belyste Lygten den Ulykkeliges Ansigt, og han genkendte ham.

„Jeg kender ham!” raabte han, idet han trængte sig helt frem, „det er en afskediget Embedsmand, Hr. Marmeladow! Han bor her tæt ved, i Huset Kosel… Hurtigt, en Læge! Jeg betaler… her!” Han tog Penge op af Lommen og viste Politibetjenten. En mærkværdig Ophidselse havde grebet ham.

Politibetjentene var glade, at de havde faaet at vide, hvem den Forulykkede var. Raskolnikow opgav ogsaa sit Navn og sin Adresse og opførte sig som om det kunde have været hans egen Fader, for at den bevidstløse hurtigst muligt blev bragt hjem i sin egen Bolig.

„Her hen, det tredie Hus!” raabte han travlt, „til det Koselske Hus… han har sikkert nok været beruset og i Færd med at gaa hjem. Jeg kender ham, han er en Drukkenbolt… han har Familie… Kone og Børn. Det kan tage Tid, før han kommer til Hospitalet, men her hjemme kan vi vist straks skaffe en Læge; men før han kommer til Hospitalet, kan han være død…

Han fandt endog Lejlighed til at trykke en af Politibetjentene noget i Haanden; hans Fremgangsmaade var jo for Resten fornuftig og lovlig — i hvert Fald var Hjælpen her nærmere.

De løftede den Overkørte op og bar ham bort. Af hjælpsomme Folk var der nok. Det Koselske Hus var kun faa Skridt borte. Raskolnikow gik bagerst holdt forsigtig i Hovedet og anviste Vejen.

„Herhen, herhen! Nu opad Trappen, Hovedet først, lad os vende ham om… saa, saa! Tak skal I have, jeg skal betale for Ulejligheden.”

Katerina Iwanowna plejede, naar hun havde et Minut ledigt, at gaa op og ned i sit lille Kammer fra Vinduet til Kakkelovnen og tilbage igen, med Armene lagt over Kors paa Brystet, i lydelig eller hviskende Samtale med sig selv.

I den sidste Tid talte hun mere end sædvanlig med sin ældste Datter, den tiaarige Polenka, der, skønt hun endnu ikke forstod al Ting, i al Fald begreb, at Moderen behøvede hende; hun fulgte hende derfor stadigt med sine store, kloge Øjne, og var saa klog at lade, som om hun forstod al Ting.

Denne Gang klædte Polenka sin lille Broder af. Han havde hele Dagen været utilpas, og hun vilde nu have ham til Sengs. Drengen sad tavs og ubevægelig naa Stolen, han lyttede til Moderens. og Søsterens Samtale og var artig.

Den lidt ældre Lydia stod klædt i sit forrevne Tøj og ventede til Turen kom til hende.

Døren til Trappen var aaben for idetmindste nogenlunde at skaffe Aflad for den Tobaksstank, der trængte ind fra de andre Værelser, og som tvang den stakkels Svindsottige til lange, pinlige Hosteanfald.

Katerina Iwanowna syntes endnu elendigere end for en Uge siden, og paa hendes Kinder brændte do røde Pletter endnu værre end den Gang.

Hun talte med Polenka om sin lykkeligere Fortid, om sin første Mand, Børnenes Fader, og om sin egen Fader, „Civilobersten”; hun udskældte saa den Drukkenbolt, til hvem hun nu var lænket, omtalte Shavldansen ved hendes Afgang fra Institutet, og de Baller, hvor hun havde været med at danse. Derimellem hostede hun vedvarende, mens hun pintes af Slimet, som hun havde Besvær med at faa hostet op.

Saa gav hun Polenka nærmere Besked om, hvorledes hun skulde lappe de Smaas Klæder, sørgede for Vand for om Natten at vaske Børnenes skidne Tøj, skældte atter ud over, at Drukkenbolten blev saa længe ude, thi hun vilde ogsaa vaske hans Skjorte — og saa paa en Gang opdagede hun det Tog, som kom op ad Trappen.

„Hvad er det?” skreg hun, da hun saa Folkene bære noget ind i hendes Kammer. „Hvad er det, De kommer med der? For Guds Skyld … hvad er det?”

„Hvor skal vi lægge ham?” spurgte Politibetjenten og saa sig om, da de havde bragt den blodige og bevidstløse Marmeladow ind i Værelset.

„Paa Sofaen! Læg ham bare paa Sofaen, læg Hovedet herhen,” sagde Raskolnikow.

„Han er bleven overkørt; han var drukken!” sagde en af Folkene.

Katerine Iwanowna stod der bleg og aandede tungt. Børnene var forfærdede. Den lille Lidotschka[1] skreg højt, kastede sig om Halsen paa Polenka og skælvede hæftigt af Skræk.

Da Raskolnikow havde sørget for, at Marmeladow var anbragt, vendte han sig til Katerina Iwanowna og sagde hurtigt:

„For Guds Skyld, vær rolig; vær ikke bange! Han gik tværs over Gaden, og saa blev han overkørt af en Ekvipage; vær ikke urolig, han kommer nok til sig selv, jeg har ladet ham bringe herop, jeg har været her før, husker De? … Han kommer nok til sig selv; jeg skal betale alt!”

„Saa blev det altsaa Enden?” raabte Katerina Iwanowna fortvivlet og styrtede hen til Manden.

Raskolnikow mærkede snart, at denne Kvinde ikke hørte til dem, der øjeblikkelig salder i Afmagt. Hun lagde straks en Pude under den Ulykkeliges Hoved — ingen havde tænkt paa det. Katerina Iwanowna begyndte derpaa at klæde ham af og at undersøge ham, hun var nervøs travl, men tabte ikke Hovedet. Hun søgte kun at glemme alt andet, bed de skælvende Læber sammen og undertrykte det Skrig, som vilde bane sig Vej fra hendes Bryst.

Raskolnikow anmodede imidlertid en Mand om hurtigt at hente Lægen, som boede i Huset skraas overfor.

„Jeg har sendt Bud efter Lægen,” begyndte han atter til Katerina Iwanowna, „vær De bare rolig, jeg skal klare Udgifterne. Er der ikke noget Vand her? … giv mig en Serviet, et Haandklæde, hvad som helst, men hurtigt! Vi véd jo ikke endnu, hvad Skade han har lidt og hvor meget … Han er bare saaret, ikke død, det er det eneste, som er sikkert. Nu kommer det an paa, hvad Lægen vil sige?”

Katerina Iwanowna løb hen til Vinduet; henne paa Stolen stod et Lerfad med Vand, som hun skulde have vasket i i Nat.

Katerina Iwanowna havde en meget stærk Renlighedssans og ofrede heller sin Nattero, end hun vilde have fundet sig i, at noget var skident; men da der ikke var Linned nok, saa var hun nødt til mindst to Gange om Ugen at benytte Natten til Vask.

Hun greb Fadet for at bære det hen, og var nær ved at falde med det.

Imidlertid havde Raskolnikow selv fundet et Haandklæde, dyppede det i Vandet og begyndte at vaske Marmeladows Ansigt.

Katerina Iwanowna stod ved Siden af og trykkede Hænderne mod sit Bryst, hun kunde knapt trække Vejret. Hun behøvede selv Hjælp.

Raskolnikow begyndte at begribe, at han maaske havde gjort urigtigt i at bringe den Forulykkede herop. Politibetjenten stod ogsaa og saa til uden at vide, hvad der nu skulde gribes til.

„Polja,” raabte Katerina Iwanowna, „løb hen til Sonja, men skynd Dig! Hvis Du ikke træffer hende hjemme, saa sig til nogen i Huset, at Fader er bleven overkørt og at hun maa komme herhen lige saa snart hun kommer hjem. Skynd Dig, Polja! Der, tag Tørklædet paa.”

„Løb saa rask Du kan!” raabte pludselig den lille Dreng henne paa Stolen og sank saa atter hen i Tavshed som før.

Imidlertid var Værelset blevet saa fuldt af Folk, at der ikke kunde falde et Æble til Gulvet. Politimændene havde fjærnet sig paa en nær; men han blev der og prøvede paa at faa de Uvedkommende til at gaa.

Men saa begyndte alle Madam Lippewechsels Lejebeboere at trænge sig ind fra de indre Værelser. Katerina Iwanowna blev rasende.

„Bare de vilde lade ham dø i Fred!” skreg hun til dem. „Hvad er der at se paa?” … Og saa kommer de herind med Cigaretter! … Hun hostede. „Og med Hatten paa Hovedet! Ud med Jer! Jeg synes, I burde have Agtelse for en døende!”

Hosten kvalte hende næsten, men Tiltalen hjalp. De var aabenbart bange for Katerina Iwanowna.

Den ene efter den anden trak sig tilbage, og det var med dette indre Velbehag, som man kan mærke hos ethvert, endog det nærmeststaaende Menneske, naar der tilstøder en anden en pludselig Ulykke, og for hvilket intet Menneske, uden Undtagelse, trods den sandeste Medfølelse og den inderligste Deltagelse, kan sige sig ganske fri.

Bag Døren hørte man for øvrigt allerede Stemmer, som talte om Hospitalet, og at man ikke burde sætte Husets Folk i en saadan Ophidselse.

„Man behøver vel heller ikke at dø!” raabte Katerina Iwanowna og var allerede paa Vej til at lukke Døren op og med haarde Ord at gøre dem derinde Situationen begribelig, da hun paa Dørtærskelen stødte paa Madam Lippewechsel selv.

Denne havde netop hørt om Ulykken og kom nu for at træffe sine Forholdsregler. Hun var et stridbart og uroligt tysk Kvindemenneske.

Paa daarligt russisk forlangte hun som Værtinde, at den overkørte straks skulde bringes til Hospitalet.

Katerina Iwanowna, som lige over for Madam Lippewechsel altid plejede at antage en storartet Tone, for at hun ikke skulde glemme „sin Stilling”, kunde heller ikke nu lade være at unde sig denne Fornøjelse.

„Amalia Iwanowna,” sagde hun, „jeg anmoder Dem om at passe lidt paa, hvad De siger! De ser selv, hvad der er sket med Ssemjon Sacharytsch, han ligger og skal dø. Jeg anmoder Dem om straks at lukke den Dør og ikke slippe nogen ind. Sørg De bare for, at han i det mindste kan dø i Fred, ellers forsikrer jeg Dem, skal Generalguvernøren selv i Morgen faa at vide, hvordan De har opført Dem. Fyrsten kendte mig den Gang jeg endnu var ugift, og han husker meget godt Ssemjon Sacharytsch, hvem han ofte har vist Godhed. Enhver véd, at Ssemjon Sacharytsch havde mange Venner og Beskyttere, og at han kun af Noblesse holdt sig borte fra dem, fordi han kendte sin ulykkelige Svaghed; men nu — her pegede hun paa Raskolnikow — hjælper en ung højmodig Mand os, som har Midler og Forbindelser, og som kendte Ssemjon Sacharytsch fra Barnsben af; og vær De sikker paa, Amalia Iwanowna…”

Alt dette sagde hun i sprudlende Hastværk, indtil et Hosteanfald gjorde Ende paa hele Veltalenheden.

I dette Øjeblik kom hendes Mand til sig selv og stønnede; hun løb derfor hen til ham.

Den Syge aabnede Øjnene uden at kende nogen eller begribe noget af det hele; han aandede tungt, dybt og med lange Mellemrum; ved Mundvigerne viste der sig Blod, Sveden brød frem paa hans Pande.

Han saa sig urolig om til alle Kanter, men genkendte ikke Raskolnikow, som stod ved Siden af ham.

Katerina Iwanowna saa' hen paa ham med et sørgmodig men strengt Udtryk; Taarerne trillede nedad hendes Kinder.

„Min Gud! Hans Bryst er knust! Hvilken Masse Blod!” raabte hun i Fortvivlelse. „Vi maa have Klæderne af ham! Vend Dig lidt om, hvis Du kan, Ssemjon Sacharytsch,” raabte hun til ham.

Marmeladow genkendte hende.

„Præsten!” fik han endelig sagt med hæs Stemme.

Katerina Iwanowna gik hen til Vinduet, lænede Panden mod Karmen og raabte fortvivlet: „O! forbandede Liv!”

„Præsten!” gentog den døende efter en længere Tavshed.

„Der er sendt Bud efter ham!” raabte Katerina Iwanowna til ham; han var føjelig og tav stille.

Med ængstelige Blikke fulde af Gremmelse søgte hans Øjne hende; hun vendte tilbage til ham og stillede sig ved Hovedgærdet. Han beroligede sig lidt, dog ikke længe. Hans Øjne blev snart hængende ved hans Yndling, den lille Lidotschka, som stod frygtsomt henne i en Krog og saa' paa ham med sine forundrede, barnligt-stirrende Øjne.

„A … a …” Han saa' uroligt hen paa hende og syntes at ville sige noget.

„Hvad ønsker Du min Ven?” spurgte Katerina Iwanowna.

„Barfod! lille Barfod!” fik han frem, og viste hen paa de nøgne Fødder med sine sindssløve Øjne.

„Ti stille!” raabte Katerina Iwanowna opirret „Du véd selv, hvorfor hun er Barfodet!”

„Gud være lovet, der er Lægen!” raabte Raskolnikow glad.

Lægen traadte ind; det var en gammel, korrekt Tysker, som saa sig mistroisk om, gik hen til den Syge, følte paa Pulsen, berørte opmærksomt Hovedet og med Hjælp af Katerina Iwanowna fjærnede han den blodsudlede Skjorte og blottede den Syges Bryst.

Hele Brystet var kvæstet og sønderflænget; flere Ribben paa høire Side var brækkede. Paa venstre Side over Hjærtet, var der et uheldvarslende, stort gulsort Saar, Følgen af et frygteligt Slag af en Hestehov.

Lægen satte et betænkeligt Ansigt op.

Politibetjenten fortalte ham, at den Forulykkede var blevet greben af et af Hjulene og slæbt omtrent tredive Skridt henad Kørebanen.

„Det er mærkværdigt, at han er kommen til Bevidsthed”, hviskede Lægen til Raskolnikow.

„Hvordan mener De?” spurgte denne.

„Han er snart færdig.”

„Er der virkelig ikke Spor af Haab?”

„Ikke det allermindste! Han er paa det sidste nu. Hovedet er ogsaa farlig saaret … Hm! Man kunde jo nok aarelade ham, men det er til ingen Nytte. Om fem eller ti Minutter er Døden der sikkert.”

„Men aarelad ham alligevel!”

„Ja for mig gærne — men for Resten siger jeg Dem, at det er aldeles unyttigt.”

Nu hørte man igen Skridt. De Personer som stod udenfor Døren, gjorde Plads, og paa Dørtærskelen saas Præsten, en lille graahaaret, gammel Mand, med Dødssakramenterne. En Politibetjent havde faaet fat i ham paa Gaden.

Lægen overlod ham straks sin Plads og vekslede betydningsfulde Blikke med ham. Raskolnikow bad Lægen om at vente lidt endnu, denne trak paa Skuldrene og blev.

Alle traadte lidt tilbage. Skriftemaalet var kort. Den Døende havde næppe sin fulde Bevidsthed; han fik kun utydelige, afbrudte Stavelser frem.

Katerina Iwanowna tog Lidotschka og Drengen ved Haanden og knælede ned med dem i Krogen ved Ovnen. Den lille Pige rystede kun, men Drengen knælede paa de nøgne Knær, løftede af og til Hænderne, korsede sig eftertrykkeligt, bøjede sig helt ned til Gulvet, saa han endog stødte mod det med Panden, hvad der syntes at volde ham særlig Tilfredshed.

Katerina Iwanowna bed Læberne sammen og søgte at holde sine Taarer tilbage; hun bad ogsaa, men glemte dog ikke at sætte Barnets Skjorte til Rette og dække Pigens nøgne Skuldre med et Tørklæde, som hun uden at rejse sig kunde naa paa Kommoden. Under alt dette blev hun ved at bede.

Imidlertid blev Døren til de indre Værelser atter aabnet af de Nysgærrige. Ude paa Trappegangen havde Husets Beboere samlet sig uden dog at komme nærmere.

Kun en ussel lille Stump Lys belyste hele denne Scene.

I dette Øjeblik trængte Polenka, der var løbet efter Søsteren, sig, ind fra Trappegangen gennem Folkemassen. Af det hurtige Løb var hun ganske aandeløs, tog Tørklædet af sig, og søgte Moderen med Øjnene, gik hen til hende og sagde:

„Hun kommer, jeg traf hende paa Gaden.”

Moderen trykkede hende ned paa Knæ ved Siden af sig.

I samme Øjeblik brød, lydløst og sky, en Pige frem gennem Mængden, og hendes Nærværelse i dette Kammer midt i Fattigdom, Elendighed, Død og Fortvivlelse gjorde et højst ejendommeligt Indtryk.

Hun var, saa at sige, klædt i alle Slags brogede Lapper, hendes Klædedragt bestod nemlig af Godtkøbskram og var beregnet paa at vække Opmærksomhed paa Gaden. Hun var klædt saaledes, at hendes Smag og Vaner klart oplyste om hendes skændselsfulde Erhverv.

Sofia blev staaende udenfor Tærskelen, saa sig fortabt omkring, tilsyneladende uden ret at forstaa, hvad der gik for sig, og uden at tænke paa sin uanstændige, lyse Silkekjole med den latterlige Tournure og den uformelige Krinoline, som udfyldte hele Døraabningen.

Hun havde, skønt det var Aften, en Parasol, desuden lyse Støvletter og en rund Straahat med ildrød Fjer. Under Hatten, som paa flot, drengeagtig Manér var trykket ned mod det ene Øre, saas et magert, blegt og forskrækket lille Ansigt med aaben Mund og stirrende Øjne.

Sofia var under Middelhøjde, 18 Aar gl., en mager, men ganske net Blondine med mærkværdigt smukke blaa Øjne.

Hun stirrede hen mod Sofaen, paa Præsten, og var stakaandet af at have løbet saa hurtigt.

Nogle enkelte Ord fra Mængden, der hviskede indbyrdes, traf hendes Øre. Hun sænkede Blikket, gik ind i Lejligheden, men blev staaende lige ved Døren.

Skriftemaal og Tildelelse af Sakramentet var forbi. Katerina Iwanowna gik atter hen til sin Mands Leje.

Præsten trak sig tilbage og vilde endnu før sin Bortgang rette et Par Trøstens Ord til Katerina Iwanowna.

„Men hvad skal jeg tage mig for med disse her?” afbrød hun ham fræk og opirret, idet hun pegede paa de Smaa.

„Gud er barmhjærtig; haab paa den Almægtiges Hjælp!” begyndte han.

„Ja, det er godt nok!… Barmhjærtig, ja — bare ikke mod os!”

„Det er syndig Tale, Madam!” ytrede Præsten og rystede paa Hovedet.

„Og dette, er det maaske ikke Synd!” raabte Katerina Iwanowna og pegede hen paa den Døende.

„Maaske vil de, som uden sin Villie er Skyld I dette, lade sig bevæge til at erstatte Dem i det mindste en Del af Deres Tab i Indtægter…”

„De forstaar mig ikke!” raabte Katerina Iwanowna opirret. „Hvad er der at erstatte dér? Han var jo fuld og dinglede selv ind under Hestene! Hvad for Indtægter? Om Indtægter var der ikke Tale hos ham, bare om Sorg og Skam. Den Drukkenbolt drak jo alting op! Han har bestjaalet os og taget det altsammen med sig til Knejpen; han har ødelagt mit og Børnenes Liv! Gud ske Lov, at han dør! Nu skal vi vel forhaabentlig lide mindre.”

„Man maa tilgive i Dødsstunden; hvad De dér siger, er Synd, Madam; saadanne Ytringer er meget syndige!”

Katerina Iwanowna gav sig til at pusle om den Syge, gav ham Drikke, tørrede Sveden og Blodet af Hovedet, lagde Hovedpuden til Rette og talte samtidig med den Gejstlige, idet hun nu og da vendte sig om mod ham.

Men pludselig udbrød hun næsten ude af sig selv af Fortvivlelse:

„Ak, Fader! Det er Ord, kun tomme Ord! Tilgive!… Var han ikke bleven slaaet fordærvet i Dag, var han dog kommen fuld hjem. Han ejer kun en eneste Skjorte, og selv den er laset, og saa havde han kastet sig paa Sengen og sovet som en Sten, mens jeg skulde have plasket i Vand lige til Morgenstunden for at vaske hans og Børnenes skidne Linned, tørre det ved Vinduet og saa ved Daggry stoppe og lappe det; det er min Nat! Hvorfor snakker De saa om Tilgivelse! Er det ikke Tilgivelse nok?”

Et forfærdeligt Hosteanfald afbrød hendes Tales Strøm. Hun spyttede i en Klud og holdt den frem for Præstens Øjne; den var ganske fuld af Blod.

Præsten bøjede Hovedet og sagde ikke et Ord.

Marmeladow kæmpede med Døden. Han vendte ikke Øjnene fra Katerina Iwanowna, der nu atter havde bøjet sig over ham. Han vilde sige hende noget, bevægede møjsommelig Tungen og bragte uforstaaelige Ord frem; men Katerina Iwanowna, der forstod, at han vilde bede hende om Tilgivelse, sagde barskt til ham:

„Ti stille! Det behøves ikke!… Jeg ved, hvad Du vil sige!”

Og den Syge tav; i næste Øjeblik faldt hans flakkende Blik mod Døren, og han genkendte Sofia, hvem han hidtil ikke havde lagt Mærke til, da hun stod i Skyggen.

„Hvem er det? hvem er det?” fik han pludselig frem med hæs, stønnende Stemme. Idet han ganske urolig vendte Øjnene mod Døren, hvor Sofia stod. Han gjorde endogsaa et Forsøg paa at rejse sig op.

„Bliv liggende!” skreg Katerina Iwanowna til ham.

Men ved en utrolig Anstrengelse lykkedes det ham dog at løft Overkroppen og støtte sig paa en Haand. Vildt og stirrende saa han en Stund paa sin Datter, som om han ikke kendte hende.

„Sofia, min Datter, tilgiv!” skreg han og ville række Haanden ud imod hende, men den støttende Arm svigtede, han tabte Ligevægten og styrtede fra Sofaen med Ansigtet lige ned paa Gulvet.

De løb til, løftede ham op og lagde ham atter paa Sofaen, men han var allerede i Dødsøjeblikket.

Sofia skreg højt, løb hen, omfavnede ham og tabte Bevidstheden.

Han døde i hendes Arme.

„Endelig har han naaet sit Maal!” raabte Katerina Iwanowna og betragtede sin Mands Lig. „Men hvad nu? Hvorledes skal jeg kunne skaffe ham i Jorden? Og hvad skal jeg føde dem der med i Morgen?”

Raskolnikow gik hen til Katerina Iwanowna.

„Katerina Iwanowna,” begyndte han, „i forrige Uge fortalte Deres afdøde Mand mig sit hele Levnet med alle Enkeltheder. Jeg forsikrer Dem, at han talte om Dem med den højeste Agtelse. Fra den Aften af, da jeg erfarede, hvor hengiven han var eder alle, og hvorledes han særlig agtede og elskede Dem, fra den Aften af blev vi Venner … Tillad mig altsaa nu … at bidrage … for at vise min afdøde Ven den sidste Tjeneste. Se her … tyve Rubler … og hvis det kan være Dem til Hjælp, saa … jeg … med ét Ord, jeg kommer igen … De kan stole paa mig … jeg kommer maaske i Morgen … Farvel!”

Han skyndte sig ud og trængte sig gennem Mængden, men paa Trappen stødte han pludselig paa Nikodim Fomitsch, som ogsaa havde hørt om Ulykken og personlig vilde træffe Anordninger. Skønt de siden Scenen paa Politistationen ikke havde set hinanden, genkendte Nikodim Fomitsch ham dog øjeblikkelig.

„Ah, De er her?” spurgte han.

„Han er død,” svarede Raskolnikow. „Lægen var der og Præsten ogsaa, alt var som det skulde være. Gør nu ikke den stakkels Kone altfor urolig, hun har desuden Tæring … De er jo et godt Menneske, jeg véd det…” føjede han lidt spodsk til, idet han saa ham lige i Øjnene.

„Men hvor De har sølet Dem til med Blod,” bemærkede Nikodim Fomitsch, som ved Lygteskinnet saa nogle friske Blodpletter paa Raskolnikows Vest.

„Ja, jeg er tilsølet … jeg er blodbestænkt,” ytrede Raskolnikow med ejendommelig Betoning, smilede derpaa, nikkede med Hovedet og gik ned ad Trappen.

Han gik langsomt, feberagtig ophidset og, uden selv at ane det, opfyldt af en ny, grænseløs Følelse af fuld og mægtig Livslyst, der pludselig var brudt ind over ham.

Denne Følelse kunde blot sammenlignes med den, der griber en dødsdømt, naar han pludselig og uventet benaades.

Paa Trappen blev han indhentet af Præsten, der begav sig hjem; Raskolnikow lod ham passere idet han blot sendte den Gejstlige en tavs Hilsen.

Da han allerede var paa det sidste Trin, hørte han pludselig hurtige Skridt bag sig; det var En, som søgte at indhente ham.

Det var Polenka; hun løb efter ham og raabte: „Hør De, hør De!”

Han vendte sig om, hun var bleven staaende et Trin højere lige bag ham. Et svagt Lysskin trængte op fra Gaarden. Raskolnikow kunde skælne Barnets magre, men elskelige Ansigt, der smilte til ham og saa barnligt paa ham.

Hun kom med en Besked, der øjensynlig interesserede hende selv.

„Hør, hvad hedder De?… og hvor bor De?” spurgte hun hastigt og stakaandet.

Han lagde begge Hænder paa hendes Skuldre og saa paa hende, som om der vederfaredes ham en Lykke — han vidste selv ikke hvorfor.

„Hvem har sendt Dig, min Pige!”

„Det er Søster Sofia, som har sendt mig,” svarede den lille Pige og smilede endnu gladere.

„Det kunde jeg næsten tænke mig, at det var Søster Sofia, som sendte Dig…”

„Og Moder har ogsaa sendt mig. Da Søster Sofia bad mig gaa, kom Moder hen og sagde: Skynd Dig, Polenka!”

„Holder Du meget af Søster Sofia?”

„Ja mer end af alle de andre!” sagde Polenka med en ejendommelig Bestemthed og hendes Smil blev alvorligere.

„Og tror Du, Du kunde holde af mig ogsaa?”

I Stedet for at svare, nærmede den lille Pige sit Ansigt til hans, og hendes fyldige Læber strakte sig frem til Kys.

Pludselig omfavnede de tynde Arme ham og trykkede ham fast, rigtig fast til sig, det lille Hoved lænede sig paa hans Skulder, og Barnet græd sagte med Ansigtet fast knuget ind til ham.

„Det med Fader gør mig saa ondt,” sagde hun efter et Minut, idet hun løftede sit forgrædte Ansigt og tørrede Taarerne bort, „nu kommer der saa mange Ulykker paa en Gang,” blev hun ved med hint ejendommelige, alvorlige Udtryk som Børn ofte faar, naar de vil tale som Voksne.

„Holdt Papa af jer?”

„Lidotschka holdt han mere af end os andre,” blev hun alvorligt ved, „og det var fordi hun er saa lille og saa er hun sygelig; han havde altid Godter med til hende, men os andre lærte han at læse, ja og mig lærte han Grammatik og Religion,” tilføjede hun med Værdighed; „Moder sagde nok ingen Ting, men vi mærkede alligevel godt, at hun syntes om det, og Papa mærkede det samme. Moder vil lære mig fransk, for det er snart paa Tide, at jeg lærer noget ordentligt.”

„Kan i bede ogsaa?”

„Ja, vist kan vi, for længe siden! Fordi jeg er saa stor, saa beder jeg for mig selv alene, men Kolja[2] og Lidotschka beder højt sammen med Moder; først beder de Gudsmoderbønnen og saa endnu en Bøn: „Herre Gud forlad og velsign Søster Ssonja”, og saa en til: „Herre Gud forlad og velsign vor anden Fader;” thi vor første Fader er død, og han nu er vor anden; men vi beder ogsaa for vor første.”

„Poletschka, jeg heder Rodion; bed ogsaa en Gang for mig og sig bare: „og for Herrens Træl, Rodion” — ikke andet.”

„Hele mit Liv vil jeg bede for Dem,” sagde den lille Pige ivrigt; hun smilte igen, kastede sig om hans Hals og trykkede ham fast til sig.

Raskolnikow sagde hende sit Navn og sin Adresse og lovede bestemt at komme igen i Morgen.

Den lille Pige gik ganske henrykt fra ham og sprang op igen.

Det var henimod elleve, da han kom ud paa Gaden. Efter fem Minuters Gang stod han paa Broen, just paa det samme Sted, hvor den før omtalte Kvinde havde forsøgt at drukne sig.

„Nu kan det være nok!” sagde han energisk og højtideligt, „bort med Hallucinationerne, bort med den bedrageriske Rædsel, bort med alle Spøgelser! Der findes endnu et Liv! Har jeg ikke levet nu? Er mit tidligere Liv ikke døet samtidig med den gamles!… Gud skænke hende Salighed, og saa dermed nok, gamle! Se Du til at komme til Ro! Nu begynder Fornuftens og Lysets Rige … Villiens og Kraftens … og saa skal vi faa at se! Lad os da prøve Kræfter!” tilføjede han udfordrende, idet han ligesom vendte sig til en Mørkets Magt … „og jeg havde allerede givet mig hen i det!…”

„… Jeg er endnu i dette Øjeblik kun svag, men … det lader til, at hele Sygdommen er gaaet over. Jeg vidste godt, at den vilde gaa over, da jeg gik ud. Apropos, det Potschinkow'ske Hus er bare et Par Skridt herfra. Naturligvis gaar jeg nu, om det ogsaa var længere Vej, til Rasumichin … lad ham vinde sit Væddemaal! Han skal ogsaa glæde sig; og vil han gøre sig lystig over mig — det gør ikke noget! Men Kræfter, Kræfter maa jeg have; uden Kræfter bliver der ingen Ting af; men fysisk Kraft faar man blot ved Villiekraft — det véd de ikke,” tilføjede han stolt og selvbevidst og gik, endnu knapt i Stand til at bevæge Fødderne, ned fra Broen. Hans Stolthed og Selvbevidsthed voksede og i næste Minut var han allerede et helt andet Menneske.

Hvad var da egentlig sket, som havde forandret ham saa? Han vidste det egentlig ikke selv; det gik ham pludseligt som en, der for at redde sig griber efter et Halmstraa; det syntes ham, som om ogsaa han endnu kunde leve, som om der endnu gaves et Liv, som om hans eget Liv ikke endnu var udslukt med den gamles. Maaske overilede han sig for meget med denne Følgeslutning — men derpaa tænkte han ikke nu.

„Og for Herrens Træl, Rodion, skal hun bede,” foer det ham pludseligt gennem Hovedet, „naa, det kan jo … for alle Tilfælde!” … tilføjede han og smilte selv over sit barnagtige Indfald. Han var en prægtig Sindsstemning.

Rasumichin fandt han snart; i Huset Potschinkow kendte de allerede den nye Beboer, og Portneren viste ham straks Vej.

Da han kom halvvejs opad Trappen, kunde han allerede høre Støjen og den livlige Samtale af et større Selskab. Døren til Trappen stod paa vid Gab; der hørtes livlig Disput.

Rasumichins Værelse var temmelig stort, og der var omtrent 15 Mennesker oppe hos ham.

Raskolnikow blev staaende i Forværelset. Her, bag et Skærmbrædt, stod to af Værtindens Piger og havde travlt med et Par store Themaskiner, Flasker, Tallerkener og Fade med Smørrebrød og Kompot.

Raskolnikow lod dem bede Rasumichin om at komme ud; denne var henrykt over at se ham; man saa ved første Blik, at Rasumichin havde drukket mere end sædvanligt, og skønt han i Reglen aldrig drak sig fuld, var han dog denne Gang lidt beruset.

„Hør,” sagde Raskolnikow, „jeg er bare kommen for at sige Dig, at Du har vundet Væddemaalet, og at man virkelig aldrig véd, hvad der kan gaa af En. Men gaa ind kan jeg ikke, for jeg er saa mat, at jeg gærne kunde falde omkuld med det samme. Og dermed Godnat! Men kom hen til mig i Morgen…”

„Hør, véd Du hvad, jeg vil følge Dig hjem! Naar Du selv siger, at Du er saa mat, saa…”

„Men dine Gæster? Hvem er den krøllede Herre, som netop kiggede ud?”

„Han? … jeg véd Fanden ikke! Muligvis en Bekendt af Onkel … Jeg lader Onkel besørge dem allesammen, det er en prægtig Fyr; det er Synd, at Du ikke nu kan gøre hans Bekendtskab. For Resten maa Fanden gærne tage dem allesammen for mig! De behøver mig ikke nu, og jeg har godt af at afkøle mig lidt; for ser Du, lille Broder, Du er kommen i rette Tid; to Minutter senere, og jeg havde sandsynligvis givet mig til at slaas derinde, ved Gud! De sidder allesammen i Vrøvl og Vaas op over Ørene … Du kan ikke gøre Dig Begreb om, hvor Folk kan vrøvle! For Resten, hvorfor ikke? Som om ikke vi to ogsaa havde vrøvlet en hel Del sammen? Lad dem bare sludre, maaske faar man saa meget mindre af det siden. Sæt Dig ned et Øjeblik, jeg vil kalde paa Sossimow.”

Sossimow skyndte sig med en vis Hast hen til Raskolnikow; man saa, at han var nysgærrig, men hans Ansigt opklaredes snart.

„Gaa hjem og sov straks!” sagde han med afgørende Betoning, idet han iagttog Patienten, „og tag om muligt noget ind til Natten. Vil De? Jeg har allerede sørget for det … et lidet Pulver.”

„Jeg skal gærne tage to”, svarede Raskolnikow.

Pulverne blev tagne paa Stedet.

„Det er godt, at Du selv følger ham,” sagde Sossimow til Rasumichin, „vi faar nu at se, hvordan det staar i Morgen — i Dag er det slet ikke saa ilde; betydelig Forandring fra før. Man lærer, saa længe man lever.”

„Ved Du, hvad Sossimow hviskede til mig, da vi gik?” plumpede Rasumichin ud, da de var nede paa Gaden;” … jeg vil ikke, ser Du, sige Dig alt paa en Gang, for vi er jo alle i Grunden saa naragtige. Sossimow bad mig om at tale lidt med Dig Undervejs og faa Dig til at tale mere, og saa skulde jeg siden fortælle ham alt han har en Idé … nemlig — at Du er gal eller nærved. Tænk bare! For det første er Du tre Gange fornuftigere end han; og for det andet, naar Du ikke er gal, saa kan Du blæse ad hans Vrøvl; og for det tredje er denne Kødklump, om egentlig har Kirurgi til Specialitet, nu forhippet paa Sindssygdomme, og hvad Dig angaar, saa har din Samtale i Dag med Sametow endeligen overtyder ham om det.”

„Har Sametow fortalt Dig alt.”

„Ja, hele Historien, og det var udmærket godt gjort af ham. Jeg har med min fine Opfattelse forstaaet det altsammen, Sametow ogsaa … Naa med ét Ord, Rodja … Sagen er, ser Du … jeg er lidt fuld nu … men det gør ingen Ting … Sagen er, at denne Tanke … Du forstaar? … at de virkelig have bidt paa … begriber Du? Men ingen af dem dristede sig til at udtale den højt, fordi det dog havde været det allerstørste Vanvid; men især da de fik fat i denne Maler, da sprang Boblen itu, og det hele Vrøvl dunstede bort. Hvorfor er de ogsaa saadan nogle Asener? Den Gang pryglede jeg Sametow en Smule — men det bliver mellem os, bedste Ven, hører Du, lad Dig ikke mærke med, at Du véd noget om det — han er ømfindtlig, det har jeg mærket. Han var hos denne Lawise; — men i Dag nu i Dag er det Hele blevet klart. Især var det denne Ilja Petrowitsch, som var Skyld i Historien! Han benyttede sig af din Afmagt paa Politistationen, men senere skammede han sig; jeg véd det…”

Raskolnikow lyttede med Begærlighed, og Rasumichin plaprede i sin Fuldskab ud med alt, hvad han havde paa Hjærte.

„Jeg besvimede, fordi Luften var saa lummer og der lugtede saa fælt af Oliemaling,” sagde Raskolnikow.

„Behøver Du at give Forklaringer? Det var ikke Malingen alene. I en hel Maaned havde Du slidt med en Hjærnebetændelse, Sossimow bevidner det! Men hvor den Fyr nu er nedslagen, det kan Du ikke gøre Dig et Begreb om! Han siger, jeg er ikke saa meget værd som Lillefingeren paa dette Menneske!… Dig mener han. Han har, ser Du, sommetider gode Indfald. Men Lektionen i Dag i Krystalpaladset, den Lektion var et non plus ultra. Véd Du, at Du skræmte ham i den Grad, at han nær havde faaet Krampe? Du havde jo næsten atter paanødet ham en Overbevisning om dette Nonsens, og saa, pludselig — ligesom Du rakte Tunge til ham: „Dèr, hvad fik Du saa ud af det?” — Det var prægtigt! Nu er han saa at sige tilintetgjort. Ved Gud, det var mesterligt, det har han godt af! Pokker ogsaa, at jeg ikke var tilstede! Han ventede Dig just med Længsel. Porphyrius vil ogsaa gærne gøre dit Bekendtskab.”

„Saa … altsaa han ogsaa … Men hvorfor vilde de da absolut, at jeg skulde være gal?”

„Det vil sige, ikke gal. Det lader til, jeg vist allerede har fortalt Dig altfor meget … Sossimow syntes før, at det var paafaldende, ser Du, at altid bare det ene Punkt interesserede Dig; nu er det klart, hvorfor; nu, da de kender alle Omstændigheder … og hvordan alting den Gang hindrede Dig og vævede sig sammen med Sygdommen … Jeg er vist lidt fuld nu, bedste Ven, men Fanden véd, han havde nu sin egen Idé … jeg siger Dig bare, nu er han forhippet paa Sindssygdomme. Men Du, blæs paa det Hele.”

De tav begge en Stund.

„Hør Rasumichin,” begyndte Raskolnikow, „jeg vil lige saa godt sige Dig det med det samme; jeg var netop ved et Dødsleje; en Embedsmand, som er død … jeg har givet dem alle mine Penge … og desuden har netop et Væsen kysset mig, som, om man ogsaa virkelig havde slaaet nogen ihjel, … med ét Ord … jeg saa dèr endnu et andet Væsen … med ildrøde Fjer i Hatten … for Resten, jeg véd ikke længer, hvad jeg siger: jeg er gruelig mat, støt mig … der er jo Trappen…”

„Hvad gaar der af Dig? Hvad fejler Dig?” spurgte Rasumichin forskrækket.

„Jeg bliver lidt svimmel: men det betyder ikke noget, jeg er bare saa tung i Sindet, saa vemodig som en Kvinde … virkelig! Se, hvad er det? Se, se!”

„Hvad for noget?”

„Ser Du ikke? Der er Lys inde i mit Værelse, ser Du, gennem Sprækken…”

De stod allerede paa den næstsidste Trappe ved Værtindens Bolig, og de kunde virkelig der nede fra se, at der var Lys i Raskolnikows Værelse.

„Det er dog besynderligt! … Skulde det være Nastasia?” sagde Rasumichin.

„Hun er aldrig hos mig paa den Tid, hun sover for længe siden … men, — det er mig det samme!… Farvel!”

„Snak! Jeg følger Dig jo, vi gaar ind sammen!…”

„Jeg véd, at vi gaar ind sammen, men jeg vil dog trykke din Haand her og tage Afsked med Dig. Naa, kom med Haanden, Farvel!”

„Hvad er det nu igen med Dig, Rodja?”

„Ingenting … kom Du bare, Du skal være Vidne…”

De gik op ad Trappen, og Rasumichin tænkte, om ikke Sossimow alligevel kunde have Ret. „Ak, jeg har bare ophidset ham med mit Snak!” mumlede han hen for sig. Pludselig, da de nærmede sig Døren, hørte de Stemmer i Værelset.

„Halloj … hvad er det, som gaar for sig dèr?” raabte Rasumichin.

Raskolnikow var den første ved Døren, han rev den op paa vid Væg og stod som fastnaglet til Tærsklen.

Hans Moder og Søster sad inde hos ham paa Sofaen og havde allerede ventet paa ham i halvanden Time.

Hvoraf kom det, at han allermindst havde ventet dem, og slet ikke tænkt paa dem trods den just i Dag modtagne Meddelelse, at de var undervejs og kunde komme naar som helst!

I disse halvanden Time havde de spurgt Nastasia ud om alt muligt. Hun stod endnu foran dem og havde fortalt, hvad hun vidste. De var ude af sig selv af Angst, da de hørte, at Raskolnikow i Dag var „flygtet” og det, i Følge Beretningen, i Feberophidselse.

„For Guds Skyld, hvad er der blevet af ham!”

De græd begge og havde i disse halvanden Times Ventetid baaret paa den forfærdeligste Kval.

Et henrykt Glædesskrig mødte Raskolnikow, da han viste sig. Begge kastede sig om hans Hals. Men han stod dèr som livløs; en utaalelig, pludselig Erindring traf ham som en Lynstraale. Armene løftede sig ikke for at omarme dem, han havde ikke Kraft til det.

Moder og Søster trykkede ham til sit Hjærte, kyssede ham, lo, græd … Han tog et Skridt, vaklede … og styrtede afmægtig om.

Almindelig Forvirring, Skræk, Skrig og Veraab.

Rasumichin, som stod i Døraabningen, ilede ind i Værelset, greb den Syge med sine kraftige Arme, og i næste Øjeblik befandt denne sig paa Sofaen.

„Det siger ingenting, ingenting!” sagde han til Moderen og Søsteren, „det er en Besvimelse, en Ubetydelighed! Lægen sagde netop, at han var meget bedre, at han næsten var rask! Giv mig lidt Vand! Naa, nu kommer han jo allerede til sig selv, han er atter ved sin Bevidsthed!”

Rasumichin greb Dunetschkas Haand, men saaledes, at han nær havde revet den af Led, og bøjede hende derhen, saa hun kunde overtyde sig om, at han atter var kommen til Bevidsthed. Moder og Søster saa rørte og taknemmelige paa Rasumichin som paa et Forsyn; de havde allerede hørt af Nastasia, hvad denne „flinke unge Mand” — som Pulcheria Alexandrowna Raskolnikow selv den samme Aften kaldte ham i en intim Samtale med Dunja — hvad han havde været for deres Rodja under hele Sygdommen.



  1. Diminutiv for Lydia.
  2. Diminutiv for Nikolaj.