Forbryderen/1/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 105-121

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.

VII.

Lige som forrige Gang blev Døren kun aabnet lidt, og lige som forrige Gang skinnede to skarpe, mistænksomme Øjne imod ham gennem Mørket. Raskolnikow mistede Fatningen og gjorde sig skyldig i en væsenlig Fejl.

Han var bange for, at den Gamle skulde blive forskrækket, da hun jo var alene med ham, og da han ikke var sikker paa, at hans Ydre var skikket til at indgyde hende Tillid, greb han fat i Haandtaget og trak Døren op for at forhindre den Gamle i atter at lukke den. Da hun opdagede det, gjorde hun ikke Forsøg paa at trække Døren til sig, men hun slap heller ikke Haandtaget, og saaledes trak han hende sammen med Døren helt ud paa Gangen. Men da hun blev staaende lige for Døraabningen og saaledes spærrede Vejen for ham, traadte han tæt hen til hende.

Hun foer forskrækket tilbage, og det saa ud til, at hun vilde sige noget, men hun kunde ikke faa et Ord frem og stod bare og stirrede paa ham.

„God Aften, Helene Iwanowna,” begyndte han i en saa let Tone som muligt. Men Stemmen rystede og svigtede ham tilsidst helt. „Jeg har … her … et Pant med … et Pant til Dem … Men lad os gaa ind … gaa ind, hvor der er lyst!”

Han gik forbi hende ind i Stuen uden at vente paa hendes Svar.

Den Gamle løb efter ham. Endelig havde hun atter faaet Tungen paa Gled.

„Men hvad er det, De vil? … Hvem er De? … Hvad vil De mig?”

„Men ser De da ikke, Helene … De kender mig jo godt … Raskolnikow … Se her … her har jeg det Pant … det Pant, jeg talte om sidst.” Han rakte hende Pakken.

Den Gamle kastede kun et flygtigt Blik paa Pakken, men vedblev at betragte den ubudne Gæst skarpt med et mistænkeligt Udtryk.

Der forløb et langt Minut. Raskolnikow bildte sig ind i den Gamles Øjne at kunne læse noget, der lignede Spot; det var ligesom hun havde gættet hans Hensigt. Han følte, at han var forvirret, og han var bange for, at hun ved endnu et halvt Minut at betragte ham med dette Blik, vilde drive ham paa Flugt.

„Hvorfor staar De saadan og ser paa mig, som om De slet ikke kender mig?” spurgte han endelig i en ærgerlig Tone. „Har De ikke Lyst til at laane mig paa mit Pant, kan det ogsaa være det samme — saa kan jeg gaa til en anden; jeg har ikke megen Tid.”

Hvorledes disse Ord, næsten mod hans Villie, var sluppen ham ud af Munden, vidste han ikke selv.

Den Gamle følte sig beroliget. Den unge Mands sikre Tone havde imponeret hende.

„Men hvorfor kommer De med saadan en Blæst, lille Fa'er? Hvad er det, De har?” spurgte hun og skelede til Pakken.

„En Sølv-Cigaretdaase; det er den, jeg talte om sidst, jeg var her.”

Hun rakte Haanden ud.

„De er saa bleg,” sagde hun, „og Hænderne ryster!”

„Man kan nok være bleg … og ryste … naar man ikke har noget at spise,” svarede han; men det var næppe, kan kunde faa Ordene frem. Kræfterne svigtede ham atter; men Svaret lod sandsynligt nok.

Den Gamle tog Pantet.

Det … hvad er det?” spurgte hun endnu en Gang og stirrede skarpt paa Raskolnikow, mens hun vejede den lille Pakke i Haanden.

„En Cigaretdaase … af Sølv … se selv efter.”

„Man skulde ikke tro, det var Sølv … Og hvorfor er Seglgarnet bundet saa fast omkring den?”

Idet hun forsøgte at løse Seglgarnet og derfor vendte sig om mod Vinduet — dette var til Trods for den lumre Varme lukket — maatte hun et Par Sekunder vende Ryggen til Raskolnikow.

Han knappede Frakken op, frigjorde Øksen, men tog den ikke frem endnu; han holdt den i den højre Haand skjult under Frakken. Han var mat i Armene, han følte ligefrem, hvorledes hans Kræfter svandt med hvert Øjeblik. Han blev bange for, at han skulde komme til at slippe Øksen… Paa en Gang svimlede det fuldstændigt for ham.

„Det er da en forfærdelig Masse, her er bundet om!” sagde hun ærgerlig og vilde til at vende sig om.

Der var ikke et Øjeblik at spilde. Han tog Øksen frem, løftede den halvt bevidstløs med begge Hænder og lod den helt mekanisk falde ned paa den Gamles Hoved. Han havde ingen Kræfter lagt til — han havde ingen — men da Slaget var faldet, vendte Kræfterne tilbage.

Den Gamle var som sædvanlig barhovedet, og som sædvanlig var hendes tynde, lidt graasprængte Haar smurt ind i Olie, Baghaaret flættet og sat op i Nakken med et Stykke af en Hornkam. Da hun var saa lille, havde hun faaet Slaget midt i Issen. Hun udstødte et lille Skrig, ganske svagt, og faldt om paa Gulvet, men havde endnu Kraft til at række begge Hænder i Vejret. I den ene Haand holdt hun endnu Pakken. Derpaa slog han hende et Par Gange med Øksen i Hovedet, Blodet sprøjtede frem og hendes Legeme sank forover.

Han traadte et Skridt tilbage, lod hende falde, bøjede sig ned for at se hende i Ansigtet og saa, at hun var død. Øjnene var traadt frem, som om de vilde springe ud af deres Huler. Panden var rynket og Ansigtet krampagtigt fortrukket.

Han lagde Øksen paa Gulvet ved Siden af den Døde og gennemsøgte hendes Lommer, mens han søgte at undgaa at blive plettet af det udstrømmende Blod. Nu var han fuldstændig rolig og fattet, og hans Tanker var klare; kun Hænderne rystede lidt endnu.

Senere mindedes han, at han havde været meget forsigtig for ikke at søle sig til.

Han fandt Nøglerne; de hang alle som forrige Gang paa en Staalring. Han skyndte sig straks ind i Sovekamret med dem. Det var et lille Værelse, hvori der stod et stort Helgenskrin. Ved den ene Væg stod der en stor, meget proper Seng med et af forskelligfarvede Silkelapper sammensyet Tæppe over. Ved den modsatte Væg stod en Kommode. Sælsomt nok, da han var i Færd med at prøve Nøglerne, foer der ligesom en Gysen gennem ham. Et Øjeblik var han til Mode, som han kunde lade det hele ligge og løbe sin Vej. Men denne Følelse varede ogsaa kun et Øjeblik — nu var det ogsaa for sent at løbe sin Vej. Han kom endog til at le ad sig selv.

Men pludselig foer en anden Tanke gennem Hovedet og gjorde ham angst: Hvis nu den Gamle alligevel var i Live og kom til sig selv igen? Han lod Nøglerne sidde i Kommoden, styrtede ud, greb Øksen og løftede den til Slag. Men han lod den ikke falde — der kunde jo ikke være Tvivl om, at hun var død. Han bøjede sig ned over hende og betragtede hende nøje. Issen var slaaet ind paa hende og havde oven i Købet forskudt sig lidt. Han var allerede i Færd med at føle paa den med Fingeren; men han trak straks Haanden tilbage. Hun var død, det var saa sikkert som noget. Der havde imidlertid dannet sig en stor Blodpøl. Pludselig opdagede han en Snor omkring hendes Hals. Han trak i den, men Snoren var stærk; han kunde ikke trække den over; den var vaad af Blod. Han prøvede paa at trække den frem fra hendes Bryst; men det lykkedes ikke. Han blev utaalmodig, tog Øksen og vilde hugge Snoren over, men han kunde ikke. Endelig lykkedes det ham at faa den knækket over, efter at han havde anstrængt sig dermed et Par Minuter og tilsølet baade sig selv og Øksen med Blod. Han havde ikke taget fejl — ved Snoren hang en Pengepung. Der hang ogsaa to Kors ved den, et af Cypressetræ og et af Messing, samt et lille emailleret Helgenbillede. Den lille, snavsede Pengepung var af Skind med Staalbøjle og Ring, og var stoppet hel fuld. Han stak den i Lommen uden at se i den; Korsene kastede han hen paa den Gamles Bryst. Derefter gik han atter ind i Sovekamret, og denne Gang tog han Øksen med.

Han skyndte sig saa meget som muligt, men alt mislykkedes for ham. Det var ikke, fordi Hænderne rystede men han greb stadig fejl. Han forsøgte atter og atter den samme Nøgle, uagtet han havde overbevist sig om, at den ikke passede.

Endelig tvang han sig til at være roligere, og blev nu enig med sig selv om, at den største Nøgle ikke kunde høre til Kommoden, hvad ogsaa ved det første Besøg havde staaet klart for ham, men at den maatte høre til en Kuffert, hvori sikkert alle Værdigenstande befandt sig. Han lod altsaa Kommoden staa og saa efter under Sengen, det Sted, hvor gamle Kvindfolk næsten altid gæmmer Kister og Kasser.

Jo, rigtig, der stod en stor Kuffert, næsten en Alen lang, med buet Laag, der var beslaaet med rødt Saffian og Staalsøm. Den store Nøgle passede, og han lukkede op. Øverst, under et hvidt Klæde, laa en lille rød Pels af Hareskind; under denne en Silkekjole og et Shawl; under dette syntes der kun at ligge kvindelige Klædninger. Han forsøgte først at tørre sine med Blod tilsølede Hænder af paa det røde Tøj — paa rødt falder Blod ikke saa meget i Øjnene, tænkte han.

Saa betænkte han sig pludselig, han blev grebet af Skræk.

„Er jeg da forrykt!”

Han havde næppe rørt ved Klædningsstykkerne, før han ogsaa under den lille Pels saa et Gulduhr stikke frem. Han begyndte at vende op og ned paa hele Indholdet. Under Klædningsstykkerne laa der Guldsager og Smykker, som Armbaand, Kæder, Ørelokker og Brystnaale. Noget af det laa i Etui, andet omhyggeligt pakket ind i Avispapir. Uden at se paa hver enkelt Ting fyldte han alle sine Lommer…

Da hørte han pludselig Skridt i Sideværelset, hvor den Gamle laa. Han standsede og lyttede — alt var igen stille — det maatte have været et Sandsebedrag.

Men nu hørte han pludselig et svagt Skrig — det lignede mest en dyb Stønnen; saa atter Dødsstilhed. Han bukkede sig ned foran Kufferten og lyttede aandeløs. Men pludselig sprang han op, greb Øksen og løb ud.

Midt i Stuen stod Elisabeth med en stor Bylt under Armen og stirrede som forstenet paa den myrdede Søster. Hun var ligbleg og kunde ikke skrige. Da hun saa' den fremmede Mand begyndte hun at ryste; der foer en kold Gysen igennem hende og hendes Ansigt fortrak sig krampagtigt. Hun aabnede Munden, men skreg ikke, hun trak sig kun tilbage, helt hen i Krogen, lydløst, stirrende uafbrudt paa ham. Det saa' næsten ud, som der ikke var Liv i hende.

Han styrtede løs paa hende med Øksen; hendes Mund fortrak sig skævt til et klagende Gisp, som hos ganske smaa Børn, der bliver bange og vil til at briste i Graad. Denne stakkels, enfoldige Pige var saa forskræmt og forkuet, at hun ikke engang vovede at hæve Hænderne for at værne sit Ansigt, hvad dog i hendes Stilling vilde være den første og mest naturlige Bevægelse — Øksen svævede jo allerede over hendes Hoved. Hun rakte bare den venstre Haand ligesom afværgende ud imod ham. Hugget med det skarpe Økseblad traf hende midt i Hjærneskallen og kløvede Panden og hele Overhovedet. Hun styrtede om.

Raskolnikow tabte Aandsnærværelsen. Han greb Bylten, kastede den atter fra sig og løb ud i Forstuen.

En frygtelig Angst greb ham efter dette andet, uventede Mord. Han vilde allerhelst løbe fra det hele.

Hvis han i dette Øjeblik havde været i Stand til at tænke og overveje klart, havde han kunnet overskue alle Vanskelighederne ved sin Stilling, dens fuldstændige Haabløshed og Afskyelighed, han havde kunnet indse, hvor mange Hindringer, han endnu havde at bortrydde, hvor mange Misgærninger han maaske endnu skulde blive tvungen til at begaa — han havde sikkert ladet det hele staa og ligge som det var, og havde udleveret sig. Ikke af Fejghed, men af Forfærdelse og Afsky over sin Gerning. Han var nu især grebet af en Følelse af Afsky, som steg for hvert Minut. Han vilde ikke blive — nej, ikke for nogen Pris vilde han vende tilbage til Kufferten, ikke engang til det andet Værelse.

En vis Adspredthed, en Slags Drømmetilstand, sneg sig lidt efter lidt over ham. Han var i Øjeblikket som fraværende, glemte stundom Hovedsagen og fæstede sin Opmærksomhed paa Smaating.

Da han tilfældigvis kastede et Blik ind i Køkkenet og paa en Bænk saa' en Ballie med Vand, faldt det ham ind at vaske Hænder og Ansigt. Hans Hænder var klæbrige af Blod. Øksen stak han ned i Vandet, tog et Stykke Sæbe, som laa i Vinduet paa en ituslaaet Skaal, og vaskede saa sine Hænder. Saa tog han atter Øksen op af Spanden, vaskede Jernet og skurede omtrent i tre Minuter Skaffet med Vand og Sæbe. Derefter tørede han alt af med Linned, som var ophængt til Tørre i Køkkenet, og betragtede længe Øksen henne i Vinduet. Der var nu ikke Spor af Blod mere paa den, kun Skaftet var en Smule fugtig. Forsigtigt hængte han Øksen i Stroppen under Armen. Derefter undersøgte han Frakken, Bukserne og Støvlerne, saavidt det i det herskende Mørke lod sig gøre. Det saa ikke ud til, at der var noget mistænkelig ved dem, kun paa Støvlerne opdagede han Pletter. Han vædede en Klud og vaskede dem af. Forøvrigt var han sig bevidst, at han kun overfladisk havde undersøgt sig selv og at der mulig endnu kunde findes noget som han ikke havde lagt Mærke til.

Grublende stod han der midt i Køkkenet; mørke Tanker steg op i ham, Tanker om at han maaske var vanvittig, at han i denne Tilstand hverken havde Kraft til at overlægge eller til at forsvare sig, og at han nu maaske slet ikke gjorde, hvad der netop skulde gøres … „Min Gud! flygte, flygte!” mumlede han og løb ud i Entreen. Men her mødte ham en ny Skræk, og det en saadan, som han endnu aldrig havde oplevet.

Han stod der, saa og saa, og troede ikke sine Øjne. Den ydre Dør, der førte til Trappen, og som han før var kommen ind af, stod paa Klem! … hverken Nøglen havde været drejet om eller Krogen sat paa i hele denne lange Tid! Den Gamle havde ikke lukket Døren efter ham, muligvis af Forsigtighed. Men, Du gode Gud! han havde dog siden efter set Elisabeth! Hvorledes havde han kunnet undlade at lægge Mærke til, at hun maatte være kommen ind paa en eller anden Maade! gennem Væggen var hun da ikke gaaet!

Han styrtede hen til Døren og satte Krogen paa.

„Men nej, heller ikke dette er rigtigt. Bort! jeg maa bort!”

Han tog atter Krogen af, aabnede Døren og lyttede med Hovedet ned mod Trappen.

Han lyttede længe. Langt nede, maaske i Porten, hørte han to Stemmer, som skreg og bandede. „Hvad er der i Vejen?…”

Han ventede taalmodig. Pludselig blev alt stille; de var gaaet fra hinanden. Han vilde allerede til at gaa, da han pludselig hørte, hvorledes i Etagen neden under en Dør til Trappen blev aabnet med Støj, og nogen gik trallende ned. „Hvor de dog allesammen gør Spektakler,” tænkte han ved sig selv.

Han trak Døren til og ventede. Endelig blev det stille. Han skulde just til at gaa ud paa Trappen, men saa hørte han atter Skridt.

Disse Skridt var endnu langt borte, helt nede paa Trappen, men allerede ved den første Lyd nærede han den Mistanke, at disse Skridt vilde naa til fjerde Sal, til den Gamle. Hvorfor? Skulde det være en særlig betydningsfuld Lyd? Det var tunge, afmaalte Skridt, som ikke havde Hastværk.

Første Sal var naaet, han kommer længer op; Skridtene bliver tydeligere! Raskolnikow hører allerede den Kommendes dybe Aandedrag. Han er allerede ved tredie: rigtig, han kommer herop.

Pludselig forekom det Raskolnikow, som om han forstenedes, som om det hele var en Drøm, hvor man vil flygte i Dødsangst, men bliver staaende naglet fast uden at kunne røre et Lem.

Endelig, da den kommende begyndte at stige op ad den fjerde Trappe, foer Raskolnikow pludselig sammen. Han havde endnu den Mulighed at flygte hurtigt ind i Lejligheden igen og lukke Døren efter sig. Saa tog han Krogen og lagde den sagte paa. Hans Instinkt havde hjulpet ham, og han blev aandeløs staaende bag Døren. Den Ubekendte var ogsaa allerede ved Døren, og de stod lige over for hinanden, ligesom forhen han og den Gamle, da Døren adskilte dem, og han stod paa Lur.

Den Fremmede derude trak Vejret dybt et Par Gange. Det lader til, at han er stor og svær, tænkte Raskolnikow, idet han krampagtig greb Øksen. Det forekom ham virkelig som om han drømte. Den anden greb Klokkestrængen og ringede stærkt.

Da Klokkens blikagtige Klang lød, forekom det ham, som om nogen rørte sig inde i Stuen … Han lyttede i nogle Sekunder. Den Ubekendte ringede endnu en Gang, ventede atter, og begyndte derpaa utaalmodig og med al Kraft at ruske i Dørhaandtaget. Raskolnikow saa i Angst paa Krogen og var bange for, at den hvilket som helst Øjeblik kunde springe op, saa haardt blev der rusket i Døren. Han vilde til at holde paa Krogen, men den anden kunde maaske mærke det. Det forekom ham, at han atter blev svimmel. Nu bliver jeg snart afmægtig og falder overende! foer det ham gennem Hovedet, men den Ubekendte blev ved at tale, og Raskolnikow kom atter til fuld Bevisthed.

„Hvad er nu dette for noget; sover de som Sten derinde, eller har man taget Livet af dem? .... Fordømt!” raabte han i en ærgerlig Tone. „Hej, Helene Iwanowna, gamle Heks! .... Elisabeth Iwanowna, uforlignelige Skønhed! … Luk op! .... De fordømte Menneske, sover de da?”

Og gentagende, i Vrede, rykkede han vist en halv Snes Gange i Klokkestrengen. Det maatte vel være en intim Bekendt.

I samme Øjeblik hørtes korte, hurtige Skridt paa Trappen; der kom endnu en Person. Raskolnikow hørte det endnu ikke straks.

„Er der ingen hjemme?” raabte den sidst ankomne muntert henvendt til den anden, som endnu hev i Klokken. „God Aften, Koch!”

Efter Stemmen at dømme maa han være ganske ung, tænkte Raskolnikow pludselig.

„Ja, Fanden maa vide det, jeg har næsten revet Laasen itu,” svarede Koch. „Men hvor kender De mig egentlig fra.”

„Naa! skulde jeg ikke kende Dem? Det er ikke længere siden end i Forgaars, at jeg vandt tre Partier Billard i Rad fra Dem i Gambrinus.”

„Aah!”

„Altsaa er de ikke hjemme? .... besynderligt. Det er dumt, for Resten. Hvor kan da egentlig den Gamle være gaaet hen? Jeg havde en Forretning med hende.”

„Jeg har ogsaa en Forretning!”

„Naa, hvad skal vi gøre ved det? Lad os gaa. Jaja!… og jeg, som tænkte, jeg skulde faa Penge!” sagde den unge Mand.

„Naturligvis, lad os gaa; men hvorfor aftalte hun da Sagen med mig? Den gamle Heks har selv bestemt Klokkeslettet, men … jeg har gjort en Omvej. Jeg begriber bare ikke, hvor Fanden hun kan være gaaet hen? Hele Aaret igennem sidder hun der og surmuler, hun har ondt i Benene, og nu paa engang giver hun sig til at spadsere!”

„Skulde vi ikke spørge Portneren?”

„Om hvad?”

„Hvor hun er gaaet hen, og naar hun kommer tilbage?”

„Hm, for Fanden, spørge!… Hun gaar absolut ingensteds hen…” og han ruskede atter i Dørklinken. — „Gid Fanden have det! Lad os gaa.”

„Holdt!” raabte pludselig den unge Mand, „se bare hvor Døren trækker sig ud, naar man rykker i den?”

„Naa ja!”

„Det vil sige, den er ikke laaset, men stængt inden fra med Krogen; hører De, hvor Krogen klaprer?”

„Hvad slutter De deraf?”

„Forstaar De ikke det? Der maa dog være nogen af dem hjemme!… Var de gaaede ud, saa maatte de have lukket Døren udefra med Nøglen og ikke indenfra med Krogen. Og — hører De nu hvor Krogen klaprer? For at kunne lukke indenfra med Krogen, maa man være hjemme; forstaar De? De er altsaa hjemme, men lukker ikke op.”

„Javist, De har Ret!” sagde Koch forbavset. „Men hvad gaar der da af dem!” Og forbitret begyndte han atter at ruske i Døren.

„Holdt!” sagde den unge Mand igen, „rusk ikke saadan! Her er noget galt paa Færde … De har jo baade ringet og rusket — og de lukker ikke op, altsaa er de begge to enten besvimede eller…”

„H-v-ad?”

„Saa gaa med ned til Portneren, lad ham selv vække dem.”

„Rigtig!” — Begge gik ned.

„Nej, vent! Bliv De heller her, jeg gaar alene ned.”

„Hvorfor skal jeg blive her?”

„Man kan ikke vide…”

„Ja, ja, for mig gerne!”

„Jeg studerer til Undersøgelsesdommer! Her er øj-en-syn-lig noget galt paa Færde!” raabte den unge Mand ivrig og løb ned ad Trappen.

Koch blev staaende, trak endnu engang sagte i Klokkestrængen; derpaa bevægede han sagte og eftertænksomt Dørgrebet for endnu engang at overbevise sig om, at Døren virkelig kun var stængt indenfra med Krogen. Saa bukkede han sig ned og tittede ind i Nøglehullet, men Nøglen sad i indenfor, og han kunde altsaa intet se.

Raskolnikow stod der og holdt krampagtigt i Øksen. Han var i Feberhede og beredte sig til en Kamp, i Fald de skulde komme ind. Allerede medens de ringede og talte sammen, havde han foresat sig at gøre Ende paa det Hele og raabe til dem indenfra. Af og til følte han Lyst til at skælde dem ud og drille dem, før de fik aabnet. „Bare det vilde faa en Ende,” lød det ham gennem Hovedet.

„Men for Fanden…”

Tiden gik, det ene Minut efter det andet — ingen kom. Koch begyndte at blive utaalmodig…

„Det var da ogsaa som Fanden!…” raabte han pludselig og gik hurtigt og larmende ned ad Trapperne.

Lyden af Skridtene forsvandt.

„Herre Gud! hvad skal jeg nu gøre?”

Raskolnikow tog Krogen af, aabnede Døren — alt var stille; pludselig, uden at tænke over nogen Ting, lukkede han Døren efter sig og løb ned ad Trappen.

Han var allerede kommen tre Trapper ned, da der pludselig nedenfor ham blev en Støj, — hvad nu? Ingensteds kunde han gemme sig. Han stod lige i Begreb med at løbe op igen i Lejligheden…

„Hej! for Satan!… stop ham!”

Skrigende løb nogen dernede ud af en Lejlighed; han styrtede mere end løb, og skreg af fuld Hals:

„Mit'ka! Mit'ka! Mit'ka! Mit'ka! Mit'ka![1]. Saa gid da Fanden tage Dig, Knægt!”

Skriget endte med et frygteligt Spektakel; den sidste Lyd hørtes nede fra Gaarden af; alt blev igen stille. Men samtidig begyndte flere Mennesker, der talte ivrigt sammen, at komme larmende op ad Trappen. De var tre eller fire i Følge. Han kunde høre den unge Mands klare Stemme. „Der er de!”

I den største Fortvivlse gik han dem lige i Møde. Lad komme, hvad komme vil. Tager de mig, er alt tabt, lader de mig gaa — er ogsaa alt tabt, — de vil genkende mig ved en anden Lejlighed.”

Kun en Trappe var der nu mellem dem — og pludselig — en Redning! Nogle Skridt — der til Højre — en tom Bolig med Døren paa vid Gab, den samme Lejlighed i anden Etage, hvor der var Haandværkere i Arbejde, og som nu ved et heldigt Træf var gaaede deres Vej. Det var temmelig sikkert dem, som lige nylig var løbet afsted med saa megen Spektakel.

Gulvet var nylig strøget; Malerpotter, Farvepotter, Koste og Pensler stod endnu midt i Værelset. I et Nu kneb han sig gennem den aabne Dør og gemte sig bag den. Det var paa høje Tid, de kommende stod alt paa Trappeafsatsen. Saa gik de forbi, højere op, de talte livligt sammen.

Han ventede et Øjeblik, listede sig frem paa Taaspidserne og løb saa ned.

Der var ingen paa Trappen, og heller ingen i Porten. Hurtigt gik han det lille Stykke Vej hen til Gaden, drejede saa til venstre og gik videre.

Han vidste meget godt, at man i dette Øjeblik allerede var inde i Lejligheden, at man havde undret sig meget over at finde Døren aaben, da den dog nylig havde været lukket; at man allerede havde set Ligene, og at der knap vilde gaa et Minut, før enhver maatte kunne skønne, at Morderen netop havde været i Lejligheden, maatte have gemt sig etsteds, være smuttet forbi, løbet sin Vej; maaske man ogsaa beregnede, at han havde været i den tomme Lejlighed, da Selskabet gik op ad Trappen. Men han turde ikke paaskynde sine Skridt det ringeste, skønt det nærmeste Gadehjørne endnu var hundrede Skridt borte. „Var det ikke bedre at gemme sig i en eller anden Port eller vente paa en fremmed Trappe? Nej, det var for farligt! Skulde han ikke kaste Øksen fra sig et eller andet Sted og hellere tage en Droske? Nej, alt var farligt!”

Endelig naaede han Tværgaden. Næsten halvdød bøjede han ind i den; han indsaa, at han her allerede var halvvejs reddet. Der var allerede større Liv af Mennesker i Gaden, og han blev borte i Vrimlen som et Sandkorn. Men alle disse Kvaler havde udmattet ham saaledes, at han knap kunde holde sig oprejst. Sveden haglede af ham, Halsen var ganske drivvaad. „Naa, han dèr har en ordenlig Blyhat!” raabte nogen efter ham, da han gik ned mod Kanalen.

Han havde egenlig ikke Herredømme over sine Tanker, og jo længer han gik, desto mere gled det fra ham. Dog huskede han, at han lige med et blev forskrækket, da han var alene og man derfor let kunde lægge Mærke til ham; han vilde hellere gaa tilbage igen til Tværgaden. Trods sin Udmattelse gik han dog en Omvej og kom hjem fra den modsatte Kant.

Han var endnu ikke kommen fuldt til sig selv, da han gik gennem Porten derhjemme; han var allerede kommen op ad Trappen, da han huskede paa Øksen. Endnu stod altsaa den vigtige Opgave tilbage at lægge den ubemærket paa dens forrige Plads. Naturligvis havde han ikke længer Kraft nok til at overveje, om det maaske ikke var bedre slet ikke at bringe Øksen tilbage, men senere hen skaffe den hemmelig til Side paa et eller andet fremmed Sted.

Men alt gik godt. Døren til Portnerens Kammer var nok lukket, men ikke laaset af; rimeligvis maatte han altsaa være derinde. Raskolnikow havde imidlertid i den Grad tabt Evnen til at overveje, at han uden videre aabnede Døren. Hvis Manden havde spurgt ham, hvad han vilde, havde han maaske uden videre rakt ham Øksen. Men Portneren var ikke derinde, og saa kunde han altsaa lægge Øksen paa dens Plads under Bænken; han skubbede endogsaa et Stykke Brænde hen over den, saaledes som det havde været, før han tog den.

Han mødte ikke en Sjæl, da han gik hen til sit eget Værelse; Værtindens Dør var lukket.

Da han kom ind, kastede han sig, som han gik og stod, hen paa Sofaen. Han var sanseløs, men sove kunde han ikke. Hvis nogen nu var kommen ind til ham, havde han sprunget op og skreget. Brudstykker af Tanker svirrede omkring i hans Hoved, men han kunde ikke faa fat i nogen af dem trods al anvendt Møje.



  1. Afkortning for Dimitrij.