Forbryderen/2/21

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Social-Demokratens Føljeton København Forbryderen


Dostojewsky - Forbryderen.djvu Dostojewsky - Forbryderen.djvu/7 361-374

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1924.


II.

Raskolnikow havde længe været syg.

Det var imidlertid ikke Tugthuslivets Gru, ikke Arbejdet, ikke Maden, ikke det kortklippede Hoved, ikke den tofarvede Dragt, som havde slaaet ham ned. Aa, hvad brød han sig om saadanne Kvaler og Pinsler! Tvertimod, Arbejdet var ham endog kært, thi naar han var træt, opnaaede han i det mindste derved nogle Timers sund Søvn.

Og hvad kunde vel Maden have for en Betydning for ham? — denne Vandsuppe med Surkaal og Køkkenaffald i! Under sit forrige Liv, som Student, havde han ofte ikke en Gang haft det. Og hans Dragt var varm og passende for hans Levevis. Lænkerne følte han ikke en Gang.

Eller skulde han maaske skamme sig over sit kortklippede Hoved eller sin tofarvede Trøje? For hvem? For Sofia? Hun frygtede ham; for hende behøvede han vel altsaa ikke at skamme sig.

Men hvad var det da for noget andet?

Han skammede sig dog virkelig for Sofia, som han pinte med sin foragtende og raa Opførsel.

Ikke for det kortklippede Hoved, ikke for Lænkernes Skyld skammede han sig, — hans Stolthed var saaret, Aarsagen til hans Sygdom var krænket Egenkærlighed.

Ak, hvor vilde han have været lykkelig, dersom han havde kunnet fordømme sig selv! Han vilde da have baaret alt, endog Skam og Skændsel. Men skønt han dømte sig strængt, fandt hans forstokkede Samvittighed dog ingen særligt frygtelig Brøde i hans Fortid, højst et ganske almindeligt Misgreb, som havde kunnet passere enhver.

Han skammede sig nemlig over, at han, Raskolnikov, havde styrtet sig i Fordærvelsen saa blindt, dumpt, haabløst dumt, ligesom ved en blind Skæbnes Kendelse, og at han havde underkastet sig og ydmyget sig under en saakaldt Domsafsigelses „Urimelighed”, blot for at skaffe sig nogenlunde Ro. En genstands- og hensigtsløse Uro for nærværende Tid og et uophørligt Offer i Fremtiden, hvorved der hverken kunde naas eller vindes noget — det var alt, hvad der endnu forestod ham i Verden.

Og hvad kunde det hjælpe, at han om otte Aar bare var toogtredive Aar gammel, og da endnu kunde begynde et nyt Liv! Hvad skulde han leve for? Hvad havde han for Udsigter? Hvad skulde han stræbe efter? Leve bare for at eksistere?

Men han havde jo dog ogsaa før tusind Gange været beredt til at hengive sin Eksistens for en Idé, blot for et Haab, selv for en Fantasi. Eksistensen i og for sig havde aldrig været ham nok, han stræbte al Tid efter noget større. Maaske var det bare hans Ønskers Heftighed, der havde faaet ham til at tro, at han var et af de Mennesker, hvem der er tilladt mere end andre.

Og naar Skæbnen saa i det mindste havde sendt ham Anger, en ætsende Anger, som kunde have knust Hjærtet, forjaget Søvnen, en saadan Anger, ved hvis frygtelige Kvaler en Henrettelse synes som Middel til Forløsning! Kval og Taarer — det er jo ogsaa Livsytringer. Men han kunde ikke angre sin Forbrydelse. Eller om han i det mindste blot havde kunnet blive rasende over sin Dumhed, ligesom han allerede forhen havde været det over sin afskyelige og i højeste Grad enfoldige Handlemaade, der sluttelig havde bragt ham i Tugthuset.

Men nu, da han var i Tugthuset, altsaa ligesom var befriet fra alle Bekymringer, overtænkte og dømte han sine tidligere Handlinger og fandt dem slet ikke saa forfærdelige og enfoldige, som de havde forekommet ham den Gang, i hin skæbnesvangre Tid.

Hvorfor, tænkte han, skulde min Idé være enfoldigere end andre Idéer og Theorier, som sværmer om i Verden og gensidig fortrænger hinanden lige siden Verden blev til? Vilde man se paa Sagen med ganske fordomsfrit, omfattende og fra hverdagslige Indflydelser befriet Blik, saa skulde man finde, at min Idé slet ikke var saa forunderlig. Aa, I Undermaalere af Verdensvise, hvorfor bliver I al Tid staaende paa Halvvejen!

Hvorfor synes de da, at min Gjerning er saa forfærdelig? spurgte han sig selv, maaske derfor, at den er en Misgerning? Hvad betyder da Ordet Misgerning? Min Samvittighed er rolig. Ganske vist, en Kriminalforbrydelse er begaaet; ganske vist, Lovens Bogstav er krænket, og Blod er udgydt; naa, saa tag altsaa for Lovens Bogstav mit Hoved … og nok med det. Men I saa Fald maatte jo ogsaa mange af Menneskeslægtens Velgørere, som ikke arvede deres Magt, men bemægtigede Sig den, have været henrettede, da de gjorde det første Skridt. Men de Mennesker forfulgte haardnakket deres Maal, og derfor — er de i deres Ret. Men jeg, som snublede ved det første Skridt, jeg har som følge deraf ikke Ret til at tillade mig dette Skridt.

Det var altsaa dette alene, der lod ham se sin Gerning som en Forbrydelse; blot deri, at han ikke havde gennemført den, og at han havde udleveret sig selv i Rettens Hænder, saa han sin Uret.

Han led ogsaa under den Tanke, at det havde været bedre, om han den Gang havde taget Livet af sig. Hvorfor havde han staaet ved Floden og bagefter dog foretrukket at udlevere sig selv? Var der da virkelig en saadan Magt i Lysten til Livet, og er det da saa vanskelig at besejre denne Lyst? Selv Swidrigailow, som var bange for Døden, havde dog kunnet gøre det!

Han plagede sig med dette Spørgsmaal og kunde ikke begribe, hvorfor han allerede den Gang, da han stod ved Floden, havde haft Forudfølelsen af en uhyre Løgn mod sig selv og sine Overbevisninger. Han forstod ikke, at denne Forudfølelse var Forløberen for en kommende Sindsændring, hans vordende Oprejsning, en ny Anskuelsesmaade.

Snarere tilstod han for sig selv, at en dump Sejghed i Instinkter derved havde været med i Spillet, en Sejghed, som han ikke havde kunnet overvinde, og som han igen ikke havde Kraft til at skride hen over. Hans Karakterløshed og Svaghed var Skyld deri.

Han saa paa sine Kammerater, Tugthusfangerne, og undrede sig over, hvorledes de alle sammen hang saa sejgt ved Livet og hvor det forekom dem dyrebart. Det syntes næsten, som om Livet i Tugthuset var endnu værdifuldere og attraaværdigt end udenfor.

Hvilke frygtelige Kvaler og Pinsler havde for Eksempel ikke mange af dem, Vagabonderne, allerede maattet holde ud!

Var det virkelig muligt, at en Solstraale, en uigennemtrængelig Skov, en kold Kilde et Steds i en ubekendt Vildmark, som en eller anden for mange Aar siden havde mærket, og paa hvis Gensyn Vagabonden tænkte som paa Gensynet med en Elsket, om hvilken han drømte om Natten, smykket med grønne Træer, Sangfugle i Buskene — at dette kunde indeholde saa megen Betydning for ham?

Da han saa sig videre om, saa han Eksempler, som forekom ham endnu uforklarligere.

I Fængslet, i sine Omgivelser, lagde han i Begyndelsen slet ikke Mærke til mangt og meget, vilde heller ikke lægge Mærke til det. Han levede ligesom med sænkede Øjne, det var ham modbydeligt at se sig om. Men endelig maatte han dog forundre sig over meget, uvilkaarligt begyndte han at lægge Mærke til adskilligt, som han før ikke havde anet.

Mest undrede han sig over den frygtelige, uoverstigelige Afgrund, der var mellem ham og alle disse Folk.

Det forekom ham, som om han og de tilhørte fjendtlige Nationer. De og han betragtede hinanden gensidigt med dyb Mistro. Han kendte Grunden til denne Spaltning og begreb den, men vilde forhen aldrig have indrømmet, at dens Aarsager var saa dybe og stærke.

I Fængslet befandt sig ogsaa forviste Polakker, politiske Forbrydere, der betragtede alle disse Mennesker som Vilde og Slaver, og med Foragt saa ned paa dem.

Men Raskolnikow kunde ikke indtage dette Standpunkt; han saa klart nok, at disse Vilde i mange Henseender var klogere end de Herrer Polakker selv.

Der var ogsaa Russere der, som foragtede disse Folk dybt — en forhenværende Officer og to Seminarister; Raskolnikow indsaa ogsaa disse Menneskers Vildfarelse.

Ham selv holdt ingen af, og alle undgik ham. Tilsidst begyndte de endog at hade ham — hvorfor! han vidste det ikke. De foragtede ham, de lo af ham, selv de, som havde været langt mere forbryderiske end ham, lo over hans Forbrydelse.

„Du er en fin Herre!” sagde de til ham, „det var rigtig noget for Dig at tage en Økse i Haanden? Det er ikke noget Herrearbejde.”

I den anden Fasteuge kom Turen til ham at forberede sig til Nadveren sammen med Kammeraterne af hans Afdeling.

Han gik regelmæssigt i Kirke sammen med de andre. Af en eller anden Grund, han vidste selv ikke hvorfor, opstod der en Gang en Strid; og allesammen faldt de forbitrede over ham.

„Du er en ugudelig Krop! Du tror ikke paa Gud!” raabte de til ham, „det er bedst at slaa Dig ihjel.”

Aldrig havde han talt med dem om Gud og Tro, og dog vilde de dræbe ham som Gudsfornægter; han tav og modsagde dem ikke.

En af Tugthusfangerne vilde i fuld Vrede overfalde ham; Raskolnikow ventede ham rolig og tavs, ikke et Øjenbryn fortrak sig, ikke et Ansigtstræk forandredes. Den Vagthavende fik lige Tid til at kaste sig mellem dem — ellers havde der flydt Blod.

Endnu et Spørgsmaal var ham uløseligt: hvorfor holdt de allesammen af Sofia?

Hun smigrede dem ikke, mødte dem sjælden, kun af og til under Arbejdet, naar hun kom for at se til ham. Men alligevel var hun kendt af alle, og alle vidste ogsaa, at hun havde fulgt ham, vidste hvordan hun levede, og hvor hun boede.

Penge gav hun dem ikke og synderlige Tjenester viste hun dem heller ikke. Kun en Gang, til Julen, bragte hun en Gave til hele Fængslet, Kager og Hvedebrød.

Men lidt efter lidt dannede der sig mellem dem og Sofia nærmere Forbindelser; hun skrev Breve for dem til Slægtningerne og afsendte dem. Slægtninge, som kom til Byen, efterlod Sager og Penge hos hende, for at hun skulde give det til Vedkommende. Fangernes Koner og Kærester kendte og besøgte hende. Og naar hun kom paa Arbejdspladsene for at besøge Raskolnikow, eller hun mødte et Arrestant-Kompagni, som gik til Arbejde, saa tog de allesammen Huerne af og hilste: Lille Moder Sofia Ssemjanowna, Du vor kære barmhjærtige lille Moder! — Saaledes kaldte disse grove, brændemærkede Tugthusfanger dette lille magre Væsen.

Hun smilte til dem. De holdt endogsaa af hendes Gang, vendte sig om og saa efter hende og roste hende; de vidste ikke selv, alt det de skulde rose hos hende. De gik endogsaa til hende for at lade sig kurrere.

Raskolnikow maatte ligge paa Hospitalet hele Fasteugen og Paaskeugen over.

Da han blev bedre, huskede han de Drømme, han havde havt under Feberen. Han havde drømt, at hele Verden var fordømt til at blive Offer for en frygtelig Pest, der endnu var aldeles ubekendt og aldrig havde vist sig før, en Pest, som skulde komme fra Asien og udbrede sig over Europa. Alle skulde omkomme paa nogle faa nær, nogle faa Udvalgte.

En ganske særegen, ny Art af Trikiner skulde vise sig, mikroskopiske Væsener, som fandt Indgang i Menneskets Legeme; men disse Væsener var Aander, med Fornuft og Villie begavede Væsener. De Personer, som havde faaet dem i sig, blev straks ligesom Besatte og Vanvittige.

Men aldrig nogensinde holdt Menneskene sig for saa vise, og var saa sikre paa Sandheden i deres Overbevisning, som paa den Tid, da de havde denne Pest. Aldrig havde de holdt deres Domme, Resultaterne af deres Videnskab, moralske Begreber og deres Tro for mere ufejlbar og urokkelig end nu.

Hele Landsbyer, hele Stæder og Folkeslag blev forpestede og vanvittige. Der var et alment Røre og den ene forstod ikke den anden; enhver troede, at ene og alene han havde Sandheden, og enhver slog sig for sit Bryst, græd, vred Hænderne og led, naar han saa paa de andre. Man vidste ikke, hvem og hvordan man skulde dømme, man kunde ikke blive enig om godt og ondt; man vidste ikke, hvem man skulde dømme og hvem man skulde frikende.

Menneskene slog hinanden ihjel i vanvittig Ondskab. Man gik i hele Hære løs paa hinanden, men disse Armeer kom allerede under Marschen op at slaas indbyrdes, begyndte gensidig at slaa løs paa hinanden, Gelederne opløstes, de hidtil forbundne Krigere bekæmpede hinanden gensidig, stak hinanden ihjel og aad hinanden gensidig op.

I Byerne sloges der hele Dagen Allarm; alle kaldtes sammen, men hvem der havde kaldt og hvorfra der var kaldt, det vidste ingen. Alle var kun i Oprør. De aller almindeligste Haandværk blev forladte, thi enhver havde nye Tanker, nye Ideer, nye Forbedringer at foreslaa, men ingen kunde blive enig med den anden; Landbruget hørte op.

Her og der løb Mennesker sammen i Flokke, forenede sig i et eller andet Øjemed, svor, at de ikke skulde skilles — men saa begyndte de straks paa noget ganske andet end det, de netop havde besluttet; de anklagede hinanden gensidigt, pryglede og myrdede hinanden.

Ildebrande brød ud, Hungerepidemier indtraadte. Alt og alle gik til Grunde. Pesten udbredte sig stedse mere og mere og drog stadig videre. Det var kun nogle faa Mennesker paa hele Jorden, der blev reddede; det var de rene og udvalgte, der havde den Bestemmelse at grunde en ny Menneskeslægt, et nyt Liv og rense Jorden; men ingen havde set disse Mennesker, ingen Steds var de at finde, ingen havde hørt deres Stemmer eller opfanget deres Ord.

Det plagede Raskolnikow, at denne meningsløse Drøm havde sat sig fast i hans Erindring og pinte ham, og at Indtrykket af disse Feberfantasier slet ikke vilde vige.

Den anden Uge efter Paaske var kommen; der var indtraadt Varme, klare Foraarsdage, i Arrestsalen blev de tilgitrede Vinduer aabnede, og Skildvagter gik op og ned udenfor.

Sofia fik under hele Sygdommen kun Lejlighed til at besøge ham to Gange i Sygesalen; hun maatte hver Gang først ansøge om Tilladelse, og det var forbundet med Bryderi. Men hun kom ofte i Hospitalsgaarden, nede under Vinduerne; især om Aftenen, ofte blot for at staa et Minut i Gaarden og se de Vinduer, bag hvilke han laa.

En Gang henimod Aften var Raskolnikow, der nu næsten var rask, falden i Søvn; da han vaagnede, gik han tilfældigvis hen til Vinduet og saa pludselig Sofia staa et Stykke borte henne ved Porten. Hun stod der, som om hun ventede paa noget. Det var, som om hans Hjærte blev gennemboret; han foer sammen og forlod straks Vinduet.

Den næste Dag kom Sofia ikke; Dagen derefter heller ikke; han gjorde den Iagttagelse, at han ventede hende med en vis Uro.

Endelig blev han udskreven som helbredet.

Da han kom tilbage til Fængslet, fik han at vide af Arrestanterne, at Sofia var syg og laa til Sengs. Han blev meget urolig og sendte Bud til hende for at faa Underretning. Snart fik han at vide, at Sygdommen ikke var farlig.

Da hun paa sin Side hørte, at han længtes efter hende og var urolig for hende, sendte hun ham en lille Billet og meddelte ham, at hun allerede var meget bedre, det havde bare været en let, ubetydelig Forkølelse, og hun vilde snart komme og besøge ham ved Arbejdet.

Da han læste denne Seddel, slog hans Hjærte hæftigt og krampagtigt.

Det var atter en klar og varm Dag. Klokken seks om Morgenen drog han afsted til Arbejde op lange Flodbredden, hvor der i et Træskur stod en Gibsovn.

Der var kun beordret tre Arbejdere derhen; en af dem gik med Arbejdsformanden tilbage til Fæstningen for at hente et eller andet Redskab; den anden huggede Brænde og fyrede under Ovnen.

Raskolnikow gik ud af Skuret hen til Flodbredden, satte sig paa nogle Tømmerstokke, som laa dèr, og saa udover den store øde Flod.

Fra den høje Strandbred af var hele den vide Omegn synlig. Fra den fjærne Bred lige over for lød der, knapt hørligt, en Sang over mod ham. Paa den af Sollys overstrømmede Steppe saas Nomadernes Hjorde som knapt synlige sorte Punkter. Derhenne var Frihed, der levede andre Mennesker, som næsten slet ikke havde nogen Lighed med dem paa denne Side; derhenne var det som om Tiden havde staaet stille, som om Abrahams og hans Hjorders Tid endnu vedvarede.

Raskolnikow sad og saa ufravendt ud i det Fjærne; hans Tanker gik over i Drømmerier, i Betragtninger, tilsidst tænkte han slet ikke mer, kun en Længsel bevægede sig i ham og pinte ham.

Pludselig stod Sofia ved Siden af ham.

Hun var kommen uden at han havde hørt det og satte sig nu ned ved Siden af ham.

Det var endnu meget tidligt og Morgenfriskheden var endnu ikke borte. Hun havde sin tarvelige, gamle Halvkaabe paa sig og sit grønne Tørklæde. Hendes Ansigt bar endnu Spor af Sygdommen, det var magert, blegt, indfaldent. Hun smilte glad og venligt til ham og rakte ham som sædvanligt ængsteligt Haanden, som hun frygtede for, at han vilde støde den bort.

Han tog altid hendes Haand med en Slags Uvilje, mødte hende stedse med en ærgerlig Mine og ofte tav han haardnakket under hele hendes Besøg. Det hændte, at hun gik bort skælvende og dybt bekymret.

Men nu skiltes deres Hænder ikke, han saa flygtigt paa hende, han sagde Ingenting, men sænkede sine Øjne mod Jorden.

De var alene, ingen saa dem, Formanden vendtw Ryggen til.

Hvordan det gik til, det vidste han ikke selv — men pludseligt var det, som om nogen greb fat i ham og kastede ham ned foran hendes Fødder. Han græd og omfavnede hendes Knæer.

I det første Øjeblik blev hun hæftigt forskrækket, og hendes Ansigt blev dødblegt. Hun sprang op og saa skælvende paa ham. Men straks, i samme Moment, begreb hun alt.

I hendes Øjne lyste en uendelig Lykke, hun forstod ham; der var ingen Tvivl om, at han elskede hende, elskede hende grænseløst, og at endelig, endelig var Minuttet kommet… Hun vilde tale, men kunde ikke; Taarerne stod i hendes Øjne.

Begge var blege og elendige; men i disse sygelige og blege Ansigter lyste allerede en ny Fremtids Morgenrøde. Kærligheden havde vakt dem til et nyt Liv, den enes Hjærte indesluttede de uforgængelige Livskilder for den andens Hjærte i sig.

De besluttede at vente og taale. Der var endnu syv Aar tilbage, og i dette Tidsrum, hvor mangen utaalelig Kval og hvor mangen uendelig Lykke! Men han var født paany og vidste det, han følte det tværs igennem sig med sit hele nyfødte Væsen, og hun — hun levede jo kun i ham alene!

Om Aftenen, da Kasernen var lukket, laa Raskolnikow paa sin Bænk og tænkte paa hende. Denne Dag syntes det ham, som om alle Tugthusfangerne, hans forrige Fjender, saa paa ham med ganske anderledes Øjne. Han begyndte endogsaa selv at tale med dem, og de svarede ham venligt. Han undrede sig nu over det, men var det ikke ganske naturligt, maatte da ikke overhovedet alting nu blive anderledes?

Han tænkte paa hende, huskede paa, hvorledes han altid havde pint hende og saaret hendes Hjærte; han saa hendes magre Ansigt for sig; men disse Erindringer smærtede ham ikke mere; han vidste, at han nu vilde udsone alle hendes Lidelser ved en uendelig Kærlighed.

Hvad havde da ogsaa nu alle, alle disse Fortidens Kvaler at betyde? Selv hans Forbrydelse, hans Domfældelse og Forvisning syntes ham nu, i Hjærtets første Opblussen, som en udvortes, underlig, ligesom fremmed Kendsgærning.

Denne Aften kunde han for Resten ikke tænke længe og uafbrudt paa noget, kunde ikke samle sine Tanker paa én Genstand; det vilde ikke have været ham muligt med fuld Bevidsthed at afgøre noget. I Stedet for hans gamle Maade at tage Livet paa var der kommet nyt Liv, og i hans Bevidsthed begyndte nu noget ganske andet at udvikle sig.

Under hans Pude laa Evangeliet. Han greb det mekanisk. Denne Bog tilhørte hende, det var den, af hvilken hun havde læst for ham om Opvækkelsen af Lazarus.

Ved Begyndelsen af sit Tugthusliv troede han, at hun bestandig skulde plage ham med Religion, altid tale med ham om Evangelier og ville paatvinge ham Bøger. Men til hans store Forbavselse havde hun ikke en eneste Gang begyndt paa det, havde ikke en Gang tilbudt ham Evangeliet. Han selv havde kort før sin Sygdom bedt hende om det, og hun havde stiltiende givet ham det. Indtil nu havde han heller ikke en Gang aabnet det.

Heller ikke nu lukkede han Bogen op, kun en Tanke foer ham gennem Hovedet: „Hvorledes skulde det være muligt, at hendes Overbevisning ikke nu ogsaa blev min? hendes Følelse, hendes Stræben i det mindste…”

Ogsaa hun var hele Dagen stærkt bevæget, om Natten blev hun endogsaa greben af Udmattelse! Men hun var saa lykkelig, at hun næsten var bange for sin Lykke. Syv Aar, kun syv Aar til!

I Begyndelsen af deres Lykke var de begge to i mange Øjeblikke tilbøjelige til at se ud over disse syv Aar som over syv Dage. Han tænkte slet ikke paa, at det nye Liv ikke vilde blive ham skænket, men at han endnu dyrt maatte købe det, betale det med en vordende, stor Daad…

Men her begynder en anden Historie, Historien om et Menneske, der lidt efter lidt fornyes, lidt efter lidt genfødes, lidt efter lidt gaar over fra en Verden til en anden, her begynder Bekendtskabet med en for Raskolnikow hidtil aldeles ukendt og ny Virkelighed.

Dette kunde være Æmnet for en ny Fortælling — den foreliggende er hermed til Ende.