Fra Bregnegaard og Omegn

by Cornelia Levetzow

FRA BREGNEGAARD OG OMEGN

FORTÆLLING

AF

CORNELIA LEVETZOW
Forf. til „En ung Piges Historie" m. m.


KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1900

---

Det mægtige Dannebrogsflag bevægede sig sagte i Sommervinden. Som det stod der paa den anselige med blomstrende Buskvækster omgivne Græsplaine, syntes det at vifte et Velkommen til hele Omegnen, og fortælle, at der var Fest paa Bregnegaarden, denne skjønne Junidag, da Godsejer Bangs eneste Barn, Frøken Victoria, fyldte nitten Aar.

De indbudne Gjæster ventedes først henad Aften, men Fødselsdagsbarnet havde allerede ved Femtiden iført sig Selskabsdragten og stod nu foran det store Spejl i Paaklædningsværelset og betragtede sin lette, slanke Skikkelse med ublandet Fornøjelse. Faderens Gave, det kostbare Perlehalsbaand, tog sig nu ogsaa udmærket ud til det mørkebrune Haar og Kindernes fine Rødme.

»Ja, nu er der vel ikke noget at udsætte?« Frøken Bang vendte sig med en bydende Mine til den unge Emma Hansen, Sypigen som hun kaldtes, skjøndt hendes Gjerning ubestridelig var en Kammerjomfrus. Godsejeren havde sine Principer og efter dem passede det ikke for jevnere Folk at have Kammerjomfruer, hvorimod Enhver, der havde Brug for en Sypige, var berettiget til at holde hende.

»Frøkenen har aldrig været dejligere! Men er De ikke næsten for hvid? Jeg synes, der skulde fæstes en rød Rosenknop paa Brystet.«

»Ingen Rosenknop, men et Par Forglemmigejer og en eller to af de rosenrøde Trevlekroner. — Jeg vil selv hente dem.«

Hun kastede endnu et hurtigt Blik i Spejlet og løb saa ned i Havestuen, hvor Godsejer Bang, en høj, lidt fyldig, velvillig udseende Mand, og hans lille, stille Hustru — Victorias Stedmoder — stode i Havedøren, der vendte ud til den store med Glas dækkede Veranda.

»Naa, der er hun! — Naar man taler om Solen, skinner den. Du ligner jo et Svanedun, min Pige.«

»Jeg ligner min Moder, siger Folk.«

»Ja, det gjør Du, og det baade i Sind og Skind. — Naa, har man Noget paa Hjerte?«

»Ja, Fader, jeg synes det vilde være saa oplivende og overraskende for vore Gjæster, om Aftensmaaltidet serveredes i Udsigtspavillonen.«

Godsejeren saae en Smule betænkelig ud, idet han svajede: »Det maa Du tale med Moder om, Barn.«

Fru Bang var ogsaa betænkelig, dog lød hendes Stemme mere undskyldende, end afvisende.

»Klokken er over Fem, saa det bliver ikke let at faa Alt ordnet og bragt hen. Vi blive jo temmelig Mange og Glas og Porcellain maa pakkes forsvarligt ned, naar det skal bæres, eller kjøres, den lange Vej. — Er det ikke som sad man i Lysthus herinde?«

»Naa saadan, — jeg troede, det lige saa godt kunde lade sig gjøre i Dag, som for to Aar siden, men hører nu« — Victoria holdt inde med fornærmet Mine.

»For to Aar siden kom jo kun dine Veninder og I fik skaaret Smørrebrød bragt hen, det var ingen Sag, men her, hvor der er stegte Kyllinger og alle de mange Gemyser, Salater og Kompotter, der nødvendiggjør Ombytning af Tallerkener og Gafler, saa —«

»Du behøver ikke at fortsætte, et ligefremt Nej er tilstrækkeligt. — Men jeg tænkte mig den Mulighed, at Du havde havt Lyst til at glæde mig.«

Godsejeren saae bedende paa sin Hustru, og det var hende som en Ordre.

»Jeg vil altid gjerne glæde Dig, Victoria, det veed Du nok, og naar din Fader ogsaa synes om det, maa vi se at faa det udført. — Folkene har allerede travlt, saa jeg vil egentlig nødig lægge mere paa dem, men det gaar nok.«

»Folkene har bare godt af det, Moder; her til Lands forstaar man slet ikke at arbejde, sige Alle, der have været i Amerika.«

»Nej, hør til hende!« Faderen lo. »Du lille Dagdriver skulde heller tie stille. — Ja, hvad blev det saa egentlig til?«

»Aa, Fader, Du veed det jo godt. Skulde Moder, der er saa rar, kunne nænne at sige Nej i Dag?«

»Men,« Fru Bangs altid noget dæmpede Stemme havde i dette Øjeblik en træt Klang, »jeg tør ikke love at blive færdig lige til den bestemte Tid.«

»Du plejer altid at holde mere, end Du lover, min gode Line, og det er unægtelig rarest at gaa til Bords præcis Otte. — Men hvem kommer dernede i Haven? — Det er Skovrideren med en fremmed Herre, formodentlig en Gjæst, der skal forestilles, for at kunne komme med i Aften. — Goddag min kjære Skovrider og velkommen!«

»Jeg kommer som Suplikant, Herr Bang. Min Fætter, Maleren Holger Thunø, hvis Navn maaske ikke er Dem ganske ubekjendt, opholder sig et Par Timer hos mig og nu vilde jeg gjerne laane Nøglen til Deres Udsigtspavillon.«

»Holger Thunøs Navn er mig sandelig ikke ubekjendt, en af mine Venner har hans skjønne Billede af Hedemosen i Maaneskin hængende over sit Skrivebord. — Her er Nøglen og saa haaber jeg, at Herr Thunø vil forlænge Besøget saa meget, at vi faa Glæden af hans Nærværelse i Aften ved vort lille Selskab.« Stemmen slog pludselig om og blev spøgende: »Victoria, sig noget Smukt.«

Den unge Pige gjorde et lille Trin frem, men det var, som Malerens alvorlige, iagttagende Blik standsede Ordet paa hendes Læbe.

»Tak, jeg takker meget,« han bukkede, »men jeg ventes et andet Sted og maa være paa Jernbanestationen inden Klokken Otte.«

»En prægtig Karl,« Godsejeren fulgte de Bortgaaende med Øjet, »en rigtig Mand, efter Udseendet at dømme. Han saae højere ud, end han var, men saadan er de Kunstnere. — Husk nu, min gode Line,« han klappede Fru Bang faderligt paa Skulderen, »at Du maa skaane Dig selv, være Øje og Mund, men ikke Haand eller Fod.«

»Tak, men jeg tror nok, vi maa hjælpes ad Alle, hvis det skal kunne naas.« Fru Bang nikkede og gik saa stille og mild til sin Gjerning.

Da Victorias Moder levede var Line Knudsen Husjomfru her paa Bregnegaard. Hun var syvogtyve Aar, da hun fik Pladsen og opfyldte trolig sine Pligter i ti Aar, skjøndt det Ikke var en Dands paa Roser at tjene den unge, fordringsfulde Husfrue. Lille Victoria betragtede hende nu ogsaa som sin personlige Ejendom og lagde Beslag paa al hendes Smule Fritid. Rolig og virksom, uden tilsyneladende Travlhed, gik hun om med et mildt, glad Ansigt. Der var en egen stilfærdig Værdighed over hendes nette, beskedne Skikkelse, og da hun altid behandlede Folkene med Godhed, men tillige med en vis sejg Fasthed, respekteredes hun baade af det mandlige og kvindelige Tyende. Godsejeren, der saa hendes Troskab, Sparsomhed og utrættelige Virksomhed, paaskjønnede højligt, at hverken han, eller hans forfinede og forvænte Hustru, behøvede at tage sig af den indvendige Husførelse. I Fru Bangs temmelig lange Sygdomstid og de første Uger efter hendes Død gik Alt sin rolige, regelmæssige Gang, men saa sendte Jomfru Lines Fader pludseligt Bud, at hun skulde komme hjem, han havde selv Brug for hende.

Godsejeren sattes i stor Forlegenhed.

»Har han virkelig Brug for Dem, eller er det et Paaskud? — Hvad er Deres Fader egentlig?«

»Fader er Mølleejer, og da jeg er eneste Datter, kan det jo være rimeligt, at han har Brug for mig.«

Godsejeren gik op og ned ad Gulvet.

»Det er en slem, slem Historie for os, først Sorgen og nu dette! — Ja, De vil maaske gjerne hjem?«

»Aa ja, men jeg blev ogsaa gjerne her,« hun saae alvorligt paa ham med sine ærlige, blaa Øjne.

»Jeg veed ikke mine levende Raad! Men selvfølgelig skal De rejse, saa maa De rejse.« Og saa rejste hun.

Victoria var ude af sig selv, for dette var meget værre, end at miste sin Moder, syntes hun. Og saa hulkede Barnet, stampede og skreg, at Line skulde komme tilbage og det straks. Den lille, syttenaarige Lærerinde kunde hverken trøste eller styre hende og Faderen forstod ikke, hvad han skulde gribe til. Saa begyndte Folkene ogsaa at knurre og gaa hver sin Vej. Den nye Husjomfru vidste hverken ud eller ind. Der var ingen fast Orden i Tingene, Spisetiderne vare ikke mere ligesaa bestemte som Uhrets Slag, Maden smagte ikke nær saa godt og der brugtes betydelig flere Husholdningspenge. Det var et skrækkeligt Aar og da Gjøgen igjen kukkede, blev Barnet, hans Øjesten, sygt.

Sygdommen var kun en almindelig, lidt haardnakket Forkjølelse, men Faderen frygtede det Værste.

»Er der Noget, Du ønsker, min lille Skat, saa vil Fader give Dig det.«

»Mener Du, hvad Du siger?« Hun satte sig op i Sengen. »Giv mig Haanden derpaa, Fader! — Nu skal Du høre, hvad jeg vil have: Jomfru Line!«

»Kjæreste Barn, hende kan jeg ikke skaffe.«

»Fy, Fader, er Du saadan, Du har givet mig Haanden og saa alligevel. — Men Du skal, Du skal holde, hvad Du har lovet, og hente hende!« Den lille Fod stampede mod Sengens Fodstykke og Kinderne blev højrøde.

»Naa, naa, min egen Unge — maaske hendes Fader vil laane os hende en Maanedstid, det vilde være en ren Velsignelse.«

»Ja, men jeg vil beholde hende!«

»Nu maa Du være rolig, lille Pige, Fader skal tænke over det.«

Og saa tænkte han over det den hele Dag og den halve Nat.

»Naa, Fader, henter Du saa Jomfru Line,« var Victorias første Spørgsmaal næste Morgen. Barnet var raskere, men saa blegere ud, nu Feberen havde forladt hende, og Godsejeren frygtede, at hun var værre.

»Ja, min søde Pige, jeg vil prøve paa at faa hende her tilbage og rejser i Eftermiddag.«

Den Mølle, Line Knudsens Fader ejede, laa i Vendsyssel. Det var en gammeldags, solid Bygning, og Ejeren lignede Stedet. Firskaaren, fast og rolig, stod han foran Victorias Fader, der steg ud af den lejede Landauer, som havde kjørt ham fra Stationen i Aalborg.

»Mit Ærinde gjælder egentlig Deres Datter, Herr Knudsen. Naar jeg nævner mit Navn, faar jeg nok Lov til at tale med hende.«

»Min Datter kan altid tale med hvem hun selv vil, men den Herre er formodentlig Godsejer Bang, og saa maa jeg fastholde, at Lines Plads er her, i hendes Faders Hjem. — Vær saa. god at træde ind og nyde en Forfriskning efter Rejsen.«

»Tak, jeg takker.« Han tog Tøjet af og traadte ind i den store, lidt lave, paa gammeldags Vis meublerede Dagligstue. Vinduerne til Haven stode aabne og der duftede af frisk Luft og Renlighed.

»Min lille Pige er meget syg, — Herr Knudsen veed maaske, at jeg har en lille Datter og — og,« saa forlegen havde han aldrig før været — »hun raaber uafladelig paa sin dyrebare Line, der var hende kjærere end hendes afdøde Moder, ja, det siger Barnet — og saa mente jeg, at hvis Deres Datter fik Moderens Plads, vilde hun maaske vende tilbage. — De forstaar nok, hvis hun blev min Hustru.« — Godsejeren trak Vejret dybt, nu var det sagt.

Møller Knudsen stod ganske stille og alvorlig, rolig overvejende, hvad han havde hørt.

»Herpaa kan jeg Intet svare,« lød det tilsidst, »min Datter maa fuldstændig raade sig selv, — men var jeg en ung Pige, tog jeg ikke mod Tilbudet.«

»Jomfru Knudsen er ingen ung Pige mere.«

»Nej, det er ogsaa sandt og gjør jo muligvis en Forskjel.« Han bøjede sig ud af Vinduet og raabte ned i Haven: »Line, kom herind!«

Et Øjeblik efter kom hun ilende, skinnende ren og tækkelig, som altid, med Armen fuld af saftige, rødgrønne Rhabarberstilke. Da hun fik Øje paa Godsejeren undslap der hende et Overraskelsesraab:

»Nej, det var dog morsomt,« hun nejede i Afstand, »er Herren her paa Egnen?«

»Ja, saa gaar jeg,« sagde Mølleren med et halvt Suk, han syntes ikke rigtig om det Hele.

»Victoria er syg,« begyndte Godsejeren straks, »og hun raaber paa Dem den hele Dag, og det er ikke Alt. Det gaar rent forbistret galt derhjemme med alle Dele; jeg kan ikke styre Tømmerne uden Hjælp. — Helst havde jeg unegtelig set, at De var bleven hos os paa gammel Vis, Line Knudsen — jeg taler lige ud af Posen — men da det nu ikke kan lade sig gjøre, vil jeg blot sige, at min Agtelse for Dem og min Tillid til Dem er bleven grundfæstet Aar efter Aar, og, derfor betænker jeg mig ikke paa at spørge, om De vil vise os Alle den Velgjerning, at vende hjem med mig som min Hustru.«

Den stakkels Line blev først bleg, saa rød, og saa bleg igjen.

»Jeg vilde ogsaa helst være bleven paa den gamle Maade,« sagde hun sagte, »men trænger Victoria virkelig til mig, og Herren ogsaa, og gaar Husførelsen ikke, som den skulde, saa — min Hengivenhed og Taknemmelighed er jo ogsaa vokset Aar for Aar, dog som sagt, jeg vilde helst have min »gamle Plads«.

»Men De siger ikke Nej, vel? Tak, Line, det er jeg glad for. Saa ordner det sig nok Altsammen.«

»Var jeg blot mere dannet og skikket til at være noget rigtigt for Victoria.«

»Du, — det er ligesaa godt, at vi straks siger Du, — har Dannelse nok, for Du har Takt, Hjertets Takt og det er mere værd, end mange tillærte Kunster. — Skal vi saa give hinanden Haanden, at Sagen kan blive afgjort?«

»Ja, naar Herren virkelig synes —«

»Herren? — Du maa kalde mig Kristoffer, dog det gaar vist aldrig, men saa i al Fald Bang og Du.«

Og hermed afsluttedes det ejendommelige Frieri.

Line smuttede hurtig op paa sit Værelse. Hun var helt fortumlet, men dog glad, for Længslen efter Bregnegaarden og alle dens Beboere havde været stor. Faderen kunde godt undvære hende. Broderen, der var Faderens Medhjælper, Kjøresvend og Fuldmægtig, skulde snart have Bryllup, og saa kunde den unge Sønnekone overtage Husførelsen.

Jomfru Knudsen lagde sig paa Knæ og foldede Hænderne. Hendes religieuse Begreber vare dengang endnu meget uudviklede, men hun troede paa Gud og elskede ham af et oprigtigt Hjerte og derfor befalede hun sig og sin Fremtid i hans naadige Haand.

Godsejeren var imidlertid gaaet ud i Haven til sin vordende Svigerfader.

»Vilde hun?« sagde denne og syntes skuffet, »naa, det maa jeg sige. Ja, den Ene er jo ikke som den Anden.«

»Brylluppet maa nok staa straks, vi kjender jo hinanden til Bunds.«

»Straks, det synes jeg ikke om.«

»Vi trænge saa haardt til hende; min lille syge Pige kalder paa hende den hele Dag.«

»Naa, ja, ja. Line kan saa selv bestemme Bryllupsdagen. — Hvad Formuen angaar —« Godsejeren afbrød ham ivrigt: »Vær De kun rolig, Møller Knudsen! Min Datter er selvfølgelig Arvingen, men Lines Fremtid skal sikres rigeligt og rundeligt.«

»Det ønsker jeg ikke, Herr Bang,« han hævede Hovedet, »for hvad her sker, er ingen Handel. Min Datter har 10,000 Kr. i Mødrenearv, foruden det, hun selv har samlet i Aarenes Løb. Renterne heraf er mere end nok til at bestride Klædedragten, og hendes Arbejde er mere værd, end den Føde, hun faar. Naar jeg dør, arver hun halvt med sin Broder, og det bliver ikke ganske lidt, og overlever jeg Godsejeren, er hendes Hjem hos mig. — Saadan maa Sagen ordnes, det er Betingelsen for mit Samtykke.«

»De er en stolt Mand, Møller Knudsen, men lidt uskaansom, synes jeg nok, og ikke bange for at ydmyge Andre. Dog det bliver Altsammen Smaating for mig mod dette Ene, at faa Hyggen og Freden tilbage til Hjemmet.«

Og Hyggen og Freden vendte virkelig tilbage til Bregnegaarden med den nye Husmoder. Hendes Stilling var paa en Maade bleven vanskeligere, men paa en anden lettere og friere. Ting, som hun før havde ordnet i Lydighed, men i sit Hjerte misbilliget, forandredes. Folkene fik bedre Kost og deres Opholdsstue indrettedes langt hyggeligere. Omegnens Fattige og Syge bleve ogsaa rigeligere betænkte. Selv arbejdede hun troligt, men maatte jo nu være baade ude og inde. Til Selskabslivet følte hun sig uskikket og blev helst i Hjemmet, hvor hun var en hyggelig og forekommende Værtinde, der aldrig sagde eller gjorde noget Stødende. Godsejerens Ønske var, ligesom før, hendes Lov, men efterhaanden som Victoria voksede op, følte Fru Bang med Sorg og Anger, at hun ikke var for Barnet, hvad hun burde være, at det ikke fik den Tugt dets egenkjærlige, herskesyge Natur saa haardt trængte til. Victoria elskede, oversaae og misbrugte sin nye Moder i lige høj Grad.

Fru Line gik derfor stadig med en Braad i Samvittigheden og den stak ogsaa i dette Øjeblik, hvor hun bøjede sig for den unge Piges Lune med Hensyn til Aftensmaaltidet og derved lagde Byrde og Tynge paa Husets Tyende.

Medens Pigerne og den flinke, unge Huskarl, der egentlig havde en Tjeners Arbejde, men ikke maatte bære Navnet, travlede med Tillavninger og Indpakning, under Husmoderens aarvaagne Øje, gik Victoria gjennem Haven ind i Skoven og saa ud igjen over Stenten, hvorfra en lille Sti løb ned til Aaen.

Paa den ene Side laa Bøgeskoven med sit ældgamle Gjærde af store, mosgroede Sten. Bregneblade, Jordbærplanter og Brombærranker havde sneget sig ind imellem Stenene, ja selv Storkonvallen og Storkenæblet gave Møde. Paa den anden Side Stien bølgede Rugmarken, der havde Blomstringstidens dybe, violetagtige Skjær. Det var en veldyrket Mark, dog havde enkelte Kornblomster og enkelte skarlagenrøde Valmuer listet sig ind mellem Aksene Inde i Skoven slog Droslen og Lærkerne stege jublende op i den klare, skyfri Himmel. Den unge Pige frydede sig over Alt, hvad hun saae; det blev som et Smykke for hendes Fødselsdag. At hun lige havde faaet sin Villie sat igjennem, oplivede hende nu ogsaa.

Nede ved Aaen vajede høje Siv og paa bredden stode Forglemmigejer i Mængde og lidt derfra de rosenrøde Trevlekroner. Hun plukkede begge Hænder fulde og begyndte saa Hjemturen.

I det samme lød Trin inde i Skoven og hun hørte Stemmer, der kom nærmere og nærmere. Var det ikke Skovriderens Stemme? — Jo, hun standsede og lyttede.

»Og Datteren, hvad siger Du om hende, er det ikke en forbausende Skjønhed?«

Victoria bøjede Hovedet fremad og ventede smilende paa Svaret, der dog lød ganske anderledes, end hun havde tænkt sig det.

»Nej, nej, hvor Jeget sidder paa Thronen, der flygter al højere Skjønhed. — Lille Stakkel!«

Gjensvaret hørtes ikke og Lyden af de regelmæssige, taktfaste Skridt blev svagere og svagere.

»Hvor uforskammet!« Hun kastede de dejlige Blomster til Jorden og traadte paa dem i Vrede.

»Jeget sidder paa Thronen,« hvad er det for Snak, hvad mente han? Og saa det sidste Udraab: »lille Stakkel,« hvor turde han understaae sig til at kalde hende lille Stakkel.

Hun skyndte sig tilbage, der var Noget, som drog hende til Hjemmet, det var Spejlet, det store Spejl.

»Godaften, Frøken, og til Lykke!« Stine Bryggerspige stod foran hende med en Kurv paa Armen. »Jeg har slet ikke hilst paa Frøkenen i Dag og saa maa De ikke blive vred, at jeg standsede Dem.«

»Hvor skal Du hen?«

»Jeg har faaet Lov til at vaage hos min Moster i Nat, og det er rigtignok smukt af Fruen. Vi er tre Søstre, der skiftes til at Vaage. Moster er i Bedring, Gud ske Lov og Tak, men hun skal endnu passes nøje med varme Omslag og meget Andet, og jeg er saa taknemmelig, at jeg maatte gaa. Hun bor en god Mil herfra, jeg kan lige naa derhen paa halvanden Time. Farvel Frøken og Tak og saa god Fornøjelse!«

Det lille fregnede Ansigt med Stumpnæsen og de blegblaa Øjne, der lyste af Velvillie, saae hel tiltalende ud.

Der gik et Stik gjennem Victorias Hjerte. Var Pigens Udtryk maaske Glimt af en højere Skjønhed.«

»Uha!« den fine, lille Fod stampede, som den plejede i Barneaarene, naar Noget mishagede.

Nu var Stine allerede ovre paa den anden Side Aaen. Hun ilede glad afsted som til en Fest, skjøndt det, der ventede hende, var en søvnløs Nat og Besværlighederne ved en Sygs Pleje. —

»Lille Stakkel!« Det var som hørte hun det igjen. Hvor vovede han at tale saa blødt og medlidende om hende?

Victoria gik straks op i sin Stue og lige hen til Spejlet.

Det var et ophidset, næsten fortrukket Ansigt, som mødte hendes Øje. Sad Jeget maaske virkelig paa Thronen?

Ja, hun kunde selv se det, og i samme Øjeblik var det, som gik der Dom over hende.

Lidt efter ringede hun heftigt og da Emma kom farende, spurgte hun utaalmodigt:

»Hvor bliver Du af? Hvor var Du?«

»Vi ere alle i Kjøkkenet, Frøken, og hjælpe til.«

»Tag Spejlet bort, Emma, jeg vil ikke have det herinde.«

Emma gjorde store Øjne og prøvede med haabløs Mine at løfte det mægtige Spejl.

»Jeg kan ikke, Frøken, nej, ikke engang rokke det, der maa Mandskraft til. Skal jeg kalde —«

»Vist ikke nej, hæng blot et Tæppe over, og gaa saa bare.« —

Jeget paa Thronen! Havde hun blot ikke hørt det. — Hvordan var andre Mennesker, sad deres Jeg ikke ogsaa paa Thronen?

Hun tænkte sig om. — Sad Faderens Jeg paa Thronen? Aa nej, der sad hendes eget nok ogsaa og bredte sig. Og Moderen? Hendes sad ikke paa Thronen, det vidste hun med Vished. Var det da igjen sit eget Billede, hun skulde møde der? Nej, en Højere havde nok Pladsen.

»Hvem der? — Hvor tør Du komme ind saadan uden videre, Emma, og hvad vil Du? — Jeg nødes nok herefter til at dreje min Dør af!«

»Om Forladelse, Frøken, at jeg ikke bankede, men det var i Hastværket. Fruen bad mig sige, at Gjæsterne allerede vare der, og at Frøkenen endelig maatte komme ned.«

»Jeg kommer, naar jeg kan.« Døren aflaasedes. Hun kunde ikke gaa ned nu, ikke lige nu. Hvad gjorde det, om Gjæsterne ventede.

Et Øjeblik efter rykkede det sagte i Laasen, og saa lød Moderens Stemme:

»Kjære Victoria, nu maa Du komme, alle de Fremmede vente og din Fader venter. — Han vil gaa i Spidsen af Toget med Dig under Armen ud til Pavillonen.«

Saa maatte hun da til det.

»Til Lykke, til Lykke!« Hun omringedes fra alle Kanter og Fru Ehrenpalm, der var gift med hendes afdøde Moders Broder, Kaptejn og Postmester Ehrenpalm, tog hende i Favn.

»Naa, lad mig nu faa hende,« Faderen lagde hendes Arm i sin, »og saa paa Vandring Allemand. Vi gaa i Spidsen for at vise Vej.«

To unge Forstkandidater, Forvalteren og et Par Landvæsenselever istemte nu: »Der er et yndigt Land« og saa bevægede Toget sig i Takt gjennem det i Sandhed yndige Landskab. Først gjennem Skoven med de brede Bøge, saa opad den temmelig høje med lave Smaabuske, Bregner og Lyng bevoksede Bakke, hvor Pavillonen laa med Udsigt til den frie Strand, der i dette Øjeblik forgyldtes af Aftensolen.

»Hvor her er skjønt, herligt, vidunderlig dejligt,« lød det rundt om, men Godsejeren hviskede til sin Datter: »Er Du nu glad?«

»Synes Du egentligt, det er saa morsomt at gaa ind i det tyvende Aar? — Det finder jeg ikke,« svarede hun gnavent.

Faderen tilkastede hende et stjaalent Blik. »Blot hun var rask.« —

Det smukt dækkede Bord var prydet med Blomster og Flag og to saakaldte Veninder havde omslynget Fødselsdagsbarnets Stol med en Krands.

»Aa, hvem der dog kunde løbe fra det Hele,« tænkte Victoria. Jeget, der sad paa Thronen, krympede sig i Smerte.

Saa udbragte Godsejeren en Velkomstskaal og sagde Tak til de kjære Gjæster, der vilde dele Husets Glæde. Men Glæden var i Øjeblikket ikke stor, for Victorias mørke Stemning hvilede som en Sky over Forsamlingen.

Kyllingerne fik imidlertid god Afsætning, saavelsom Asparges, grønne Ærter, henkogte Abrikoser og mange andre Herligheder. Tallerkener byttedes og Glassene klirrede.

»Naa,« spurgte Godsejeren efter en temmelig lang Pause, »hvad syntes Deres Fætter saa om Udsigten, Herr Skovrider?«

»Han fandt den storartet smuk, men følte sig alligevel mere fængslet af den begrændsede Udsigt, her lige bag Pavillonen, hvor de underligt formede, med Mos og Lyng bevoksede Sten ligge hist og her, og Bakken skraaner brat ned til Aaen, der blinker mellem Træerne. Det Parti havde han Lyst til at male og vi aftalte, halvt om halvt, at han skulde vende her tilbage, naar Lyngen staar i fuld Blomstring og saa tage fat paa Arbejdet.«

»Nej, hvor det glæder mig, at det netop er den Brink, Du altid har sværmet for, Victoria han udvælger. Kan det gaa an at forudbestille Billedet, gjør jeg det straks, og faar saa den Fornøjelse at give Pigebarnet nok en Fødselsdagsgave. Hvad mener De?«

»Jeg tør ikke svare, Herr Bang, De maa tale med ham selv.«

»Ja, naturligvis,« men enten han nu vil, eller ikke, synes jeg det maa være nemmest for ham at bo paa Bregnegaarden, medens han arbejder.«

»Tak, men ogsaa Nej, paa hans Vegne. Holger Thunø er ikke selskabelig anlagt og vort lille Kvistkammer tilfredsstiller alle hans Fordringer. — Min Fætter er egentlig ikke som Andre.«

»Det er et sandt Ord,« faldt Fru Ehrenpalm livligt ind, »jeg har været sammen med ham ved et Badested og undrede mig tidt over ham. Det er ikke let at sige, hvori det egentlig laa —«

»Undskyld,« afbrød Skovriderens kjække, unge Kone, idet hun fæstede sine rolige, lysebrune Øjne alvorligt paa den Talende, »jeg synes det kan forklares med ganske faa Ord. Han er ikke som Andre, fordi han virkelig gjør Alvor af sin Kristendom.«

»Fru Bang, der efter Sædvane havde siddet ganske taus, styrende Opvartningen med Blik og Vink og passende nøje paa, at hver enkelt Gjæst forsynedes rigeligt, hævedet nu Hovedet og der undslap hende et livligt: »Saa er det derfor, han ser saa umaadelig rar ud.«

Skovriderens Frue nikkede smilende til hende og sagde venligt: »Ja, det er nok Grunden,« men alle de Andre stirrede forundret paa den rødmende, ellers saa tause Værtinde og Kaptejn Ehrenpalm rynkede Panden og fandt, at hun havde forglemt sig selv. Et Øjeblik efter slog han paa Glasset. Det gjaldt Fødselsdagsbarnets Skaal.

Victorias Haand knyttedes uvilkaarligt og hendes Kinder blussede, medens han talte.

Hjemmets Sol, Faderens Trøst og Glæde, lige elskelig som Datter, Veninde og Herskab — hun kunde ikke holde det ud!

»Tilsidst,« sluttede han, »maa jeg, der har den Lykke, at være hendes afdøde, uforglemmelige Moders Broder, omtale den i Sandhed beundringsværdige Maade, hvorpaa vor Victoria har bøjet sig under det, for Kjød og Blod ikke lette Forhold, at en anden Kvinde har indlaget hendes Moders Plads.«

Det var den sidste Draabe og Bægeret flød over.

»Ti dog stille, Onkel!« Hun rejste sig heftigt. »Du veed godt, at der ikke er et sandt Ord i alt Det, Du har sagt. — Jeg Hjemmets Sol! Aa, hvor jeg skammer mig, jeg synes det er en hel Forhaanelse. Skulde nogen være Hjemmets Sol, eller jeg vil heller sige Lys, for Sol passer ikke, saa er det da hende, jeg sætter en Ære i at kalde Moder. Du veed, og det saa godt som Nogen, Onkel, at jeg er heftig og fordringsfuld, altid tænker paa mig selv og ikke bryder mig om noget Menneske! — Slip min Haand, Fader, jeg kan ikke holde det ud, jeg maa gaa.«

Hun rejste sig fra Bordet, ilede ud af de aabne Døre, nedad Bakken og ind i Skoven.

Godsejer Bang sad først som lynslagen, saa tog han sig til Hovedet og gjenvandt derpaa Fatningen saa nogenlunde.

»Om Forladelse, ærede Venner. — Det var en sørgelig Ende paa Glæden. Min Datter er ikke rask, jeg mærkede det allerede, da vi gik herhen. — Victoria har aldrig før havt saadanne Anfald, og jeg haaber ikke heller, det skal gjentages. At din sidste Udtalelse, min kjære Herr Svoger, ikke tiltalte hende, forstaar jeg godt. I det berørte Forhold er Victoria og jeg udelukkende de Modtagende. Saa undskyld Allesammen dette og bær over i Venlighed. Nødig saae jeg, at Historien spredtes for alle Vinde, men det kan maaske ikke undgaas. — Bliv dog endelig siddende! Jeg stoler paa, at Skovrideren og hans elskværdige Frue overtage Værten og Værtindens Pligter. Ingen maa undre sig over, at vi gaa.« —

»Maa Vognen straks blive beordret frem,« Kaptejn Ehrenpalm var gulgrøn af Vrede, »Eleonora og jeg tage øjeblikkelig hjem.«

»Det forstaar jeg godt, men der maa ikke komme Noget mellem os, Svoger.« Godsejeren rakte Haanden frem, men den modtoges ikke.

»Jeg synes, Du holdt med din Datter, at Du gjorde det, forklarer saadanne Optrins Mulighed.« Han bød sin fløjelsklædte Hustru Armen og saa gik de, efter en stiv Hilsen til alle Tilstedeværende, langsomt nedad Bakken.

Men Victoria laa hulkende foran det store, tildækkede Spejl i hendes eget Værelse. Livet var lagt øde, syntes hun, og der var intet Haab om, at, det nogensinde kunde blive anderledes. — Aa, nu lød der Trin paa Trappen! Hun rejste sig og aflaasede Døren.

»Victoria, min egen Ven, luk op.«

»Nej, jeg lukker ikke op. — Lad mig dog være i Ro, Moder.«

»Din Fader er saa ængstlig, han tror, Du er syg.«

»Fortæl ham, at jeg aldrig har været raskere, og maa jeg saa have Fred?«

»Nej, Du maa overvinde Dig og sige ham et Ord til Undskyldning og til Tak, synes jeg da ogsaa. — Det er første Gang, jeg har set din fader græde.«

Saa Faderen græd og det var ogsaa hendes Skyld! — Ja, saa maatte hun vel gaa.

»Hvis jeg kan træffe Fader, uden at se Andre, og uden at møde Nogen paa Trappen, eller i Gangen, vil jeg komme.«

Med blege Kinder og af Graad ophovnede Øjne gik Victoria hen til sin Fader og lagde Armene om hans Hals.

»Du maa ikke være bedrøvet, Fader!«

»Nej, nej, naar Du bare har det godt, er jeg glad. Men det var ikke rigtigt, at blive saa vred, min søde Pige, for i det Første havde din Onkel jo Ret, Du er Hjemmets Sol, min Sol.«

»Ja, din Afgud, desværre!« Harmen kogte igjen op, og derfor er jeg bleven saa ødelagt, som jeg er. — Og Moder har ikke været et Haar bedre. Dog nu vil jeg ikke sige noget Stygt. Godnat, Fader, og glem det Hele, hvis Du kan.«

Saa skyndte hun sig igjen op paa Værelset. Døren aflaasedes saa hurtigt, som forfulgtes hun.

Faderen blev siddende med Hovedet støttet til Haanden. Af og til sukkede han dybt.

»Gaa ikke endnu, Line, jeg vil gjerne tale med Dig. — Hvad kan jeg gjøre under disse fortvivlede Omstændigheder?«

»Dette vil føre til noget Godt, skal Du se. Egenvillien trænger til at brydes og nu synes det jo virkelig, som om Victoria har faaet Øjet aabnet for sine Fejl.«

»Hvad er det for Tale? — Hvis Du har paavirket hende i saa Henseende, min gode Line, maa jeg have mig det frabedt for Fremtiden.« I den Tone havde han aldrig før tiltalt hende.

»Nej, det har jeg ikke, med Skam at tale om, burde jeg vist sige,« hun var lige ved at briste i Graad.

»Paa ingen Maade,« han fortrød sin Uvenlighed, »en Natur som Victoria retter sig efterhaanden, og vi vil nu haabe det Bedste. — Du hørte nok vor Opfattelse af Forholdet til Dig? — Det var mig en Tilfredsstillelse at udtale det i hele Forsamlingens Nærværelse.

— Godnat, kjære Line, jeg kan se, at Du er træt, og vil ikke opholde Dig længer.«

Før Fru Bang gik til Ro lyttede hun ved Victorias Dør. Først var der ganske stille, men saa hørtes en sagte, dyb Hulkegraad. Hun betænkte sig lidt, lagde saa Munden til Nøglehullet og hviskede: Godnat, Du kjære Barn, Herren velsigne dit nye Aar, at det maa blive det bedste, Du endnu har levet.« Saa skyndte hun sig bort med lydløse Trin og bankende Hjerte, forskrækket over sin egen Dristighed.

Den unge Pige svarede ikke, men hun hørte Ordene. De klang saa underlig fremmede for hende, men det var dog, som aabnede der sig en fjern Udsigt til noget Lysere og Bedre, hun ikke før havde kjendt.

Victorias Hoved værkede og hun følte sig træt. — Lille Stakkel! Det var, som hørte hun det igjen, men denne Gang var der en underlig dulmende Klang i Lyden.

Efterhaanden som Trætheden overvældede hende, tilsløredes Mindet om Dagens Optrin mere og mere. Hendes sidste Tanke gjaldt Stine Bryggerspige; hun saae hende, som i et Billede, siddende ved den Syges Seng, og saa svandt alle Indtryk.

Klokken var over ni, da Victoria vaagnede. Hvorfor havde Moderen ikke bragt hende Theen, som hun plejede? Aa, nu huskede hun, at Døren var aflaaset, og i samme Nu stod det Hele klart for hendes Tanke.

Hvad skal jeg dog gjøre, aa, det er skrækkeligt, hvad skal jeg dog gjøre?

Havde han Ret i sin Dom, eller havde han Uret? — Hun betænkte sig ikke paa Svaret, men tilstod ærligt, for sandfærdig havde hun altid været, at han havde Ret.

»Er Du vaagen, Victoria?« Det lød ængstligt, næsten bedende.

»Ja, jeg er, Theen kommer sent i Dag,« Tonen var misfornøjet.

»Jeg har været her to Gange, men Du svarede ikke. Nu kom jeg tomhændet, men skal straks bringe Theen.«

»Nej, nej! — Hvorfor skal jeg, i det Hele, have The paa Sengen, jeg hader det.«

»Men Victoria dog, har jeg ikke tidt bedt Dig prøve paa at staa op og drikke med os Andre.«

»Ja, Du har bedt mig om det! Uha, bedt mig, i Stedet for at sige: dersom Du vil have The, maa din dovne Pige møde ved Bordet i rette Tid.« Hun talte i en haard, vred Tone, men fortrød det bagefter og græd over sig selv.

Nu bankede det igjen, mon Moderen alligevel kom med Theen? — Nej, det var Sypigen med hendes rosenrøde Morgenkjole paa Armen.

»Jeg har strøget den ud, Frøken, for man kunde se, at den havde været paa.«

»Gaa straks med den igjen, Emma, og hent en anden Kjole. Den hvide med de mørkeblaa Pletter kan De jo tage. Og lad os saa faa en Ende paa det.«

Paaklædningen gik hurtigt fra Haanden, der taltes ikke et Ord, og af og til fremskyntes Arbejdet af en utaalmodig Bevægelse med Haand eller Fod, der udtrykte: »naa, hvad bliver det nu til?«

Faderen kom hende smilende i Møde med udbredte Arme.

Hvor kunde han? Det kjærlige, overbærende Udtryk i hans Ansigt var hende ligefrem imod, ja næsten modbydeligt.

»Godmorgen, lille Kjære! — Nu er hun her, Line. Det er bedst, hun faar Theen ud paa Verandaen.«

Et Øjeblik efter kom Fru Bang med en indbydende Anretning, og saa plukkede Faderen en Slyngrosegren og lagde den paa Bakkeserviettens broderede Bort.

Victoria havde Intet nydt siden forrige Middag og Maaltidet gjorde hende godt. Faderen saae med inderlig Tilfredshed, at Tallerkenen næsten tømtes.

»Tak, Moder, nu kan jeg ikke mere. — Lad mig dog selv bære det hen paa Buffeten.«

»Ret saa, min Ven,« Godsejeren blinkede fornøjet til Fru Line og hviskede: »der er

ikke Noget i Vejen i Dag,« men hun saae dybere og rystede sagte paa Hovedet. En Bevægelse, der aabenbart mishagede ham.

»Kom saa, Victoria! — Nu skal jeg fortælle Dig, hvad jeg har udspekuleret. Vi To vil en af Dagene stikke af og gjøre en lille Rejse. Bare et Svip ned til Schweitz, og der skal Du bo nogle Uger, højt oppe, hvor Luften er ren og sval. Vil Du rejse derhen, hvor vi var for to Aar siden, staar det Dig frit. Ønsker Du at se nye Steder, godt, saa tage vi til nye Steder.«

»Aa, Fader, det er forfærdeligt, at Du taler saadan til mig, at Du altid har talt saadan til mig. Nu kan jeg høre, hvor galt det er, og ogsaa forstaa, hvordan Giften er trængt ind i min Natur. — Og saa, da jeg endelig er vaagnet, vil Du dræbe min Fortrydelse, det Eneste, der ikke er galt, hvirvle den bort i en Udenlandsrejse. At Du kunde nænne det!«

Den stakkels Godsejer var bleven ganske bleg og saae hjælpeløs hen for sig.

»Jeg forstaar ikke et eneste Ord,« sagde han mismodigt.

»Men det gjør jeg,« Fru Lines Stemme bævede, »aa, jeg forstaar saa godt, hvad hun føler, skjøndt jeg misbilliger Maaden, hvorpaa hun taler til sin Fader, der, forholdsvis, er uskyldig og har handlet efter bedste Skjøn, uden at se Faren. Men jeg har set den og dog ikke grebet ind med Kraft, som jeg burde have gjort. Gud tilgive mig!« Hun saae saa ydmyg og angerfuld ud, at Victoria ikke kunde Andet end udbryde:

»Du har dog mangen Gang advaret mig, Moder, og peget paa, hvordan man skulde være, men Fader tog Alvoret bort og derfor blev der hverken Saft eller Kraft i Opdragelsen. — Nu har jeg kun en Bøn, og det er, at I lade mig gaa i Ro og Fred og være ulykkelig, for det er det Eneste, jeg har Lyst til.« Hun ilede ud. Godsejeren vaandede sig. »Hvad er dette dog? — Tror Du, hun er sindssyg, Line?«

»Nej, det er jeg sikker paa, at hun ikke er, men der er Noget som hedder, at gaa i sig selv, og det er det, hun nu gjør, tror jeg saa vist.«

»Aa Snak, ja, om Forladelse, men det er da ogsaa urimelig Tale. Det uskyldige Barn, hvorfor skulde hun gaa i sig selv? — Og saa siger hun: 'det Eneste, jeg har Lyst til, er at gaa i Ro og være ulykkelig', kan noget Menneske, der er ved sine fulde Fem, udtale Sligt. Jeg vil raadspørge Doktoren — og Du, Line,« Stemmen blev blød og han lagde sin Haand paa hendes Skulder, »Du maa bede for mit Barn.«

Hun nikkede, men sagde ikke, hvad hun kunde have sagt: »det gjør jeg, det har jeg gjort i alle disse Aar.«

Victoria gik imidlertid gjennem Skoven over Stenten og henad den lille Sti. Solen skinnede paa det bølgende Aksehav, Droslen slog og Lærkerne jublede ligesom Dagen i Forvejen, men denne Morgen blev alt det Skjønne ikke en Forherligelse af hende selv, nej, det blev til anklagende Stemmer.

Her var det, lige her paa dette Sted. Blomsterne, hun havde kastet og traadt paa i sin Harme, laa der endnu. Stakkels smaa Blomster, solstegte og knækkede og i Gaar saa dejlige. Hun samlede dem omhyggeligt, løb saa ned til Aaen og kastede dem i det klare, rindende Vand. — Se, der stod Mærket af hendes Fod aftrykt i den fugtige Jord. Den anden Fod havde hun nok sat lige i en Blomsterklynge. De smaa Forglemmigejhoveder vendte nedad; hun havde ikke tænkt paa dem, bare paa sig selv, altid paa sig selv.

Med langsomme, eftertænksomme Trin gik hun tilbage til det store Træ, hvor Ordet havde naaet hendes Øre.

»Der hvor Jeget sidder paa Thronen flygter al højere Skjønhed,« saadan var det jo, og saa: »lille Stakkel!«

I Dag gjorde Udtrykket hende ikke vred, hun gjentog det flere Gange, og det var som saae hun det underlig iagttagende, næsten medlidende Blik fra den unge Kunstners Øje fæstet paa sig. —

Hvor skulde hun nu gaa hen? — Ikke hjem, hun kunde ikke tale med Faderen endnu, det vilde igjen blive Bebrejdelser fra hendes Side, haarde, onde Ord. Vreden kogte op, blot hun tænkte paa ham, og alligevel syntes hun, at han aldrig havde været hende saa kjær.

Foden gik næsten mekanisk over Stenten ind i Skoven, længere og længere frem, mere og mere opad. Nu hørtes Bølgerne bruse i Afstand og her var Pavillonen. Victoria saae ind ad Vinduerne. Alt var ordnet og sat til Rette derinde, kun et Par smaa flag vare glemte og den visnede Guirlande om hendes Stol.

Fortrød hun Optrinet fra i Gaar? Nej, nej, det var det Eneste, hun ikke fortrød. Den vamle, forpestede Luft trængte til at renses af en Stormvind.

Hvad var det nu Skovriderens Frue sagde: »Han gjør Alvor af sin Kristendom.« Ja, saadan lød det nok.

Fandtes der virkelig Mennesker, som førte Kristendommen ud i Livet? Hun tænkte sig om. Gjorde Faderen det? Nej, nej! — Men Moderen, den uanselige, altid tilbagetrædende, altid tjenende Moder, gjorde hun det? Var det maaske Dette, der inderst inde fra ledede hende i Alt. — Og Skovrider Hermansen og hans Hustru, hvordan stod det til med dem? — Hun vidste det ikke rigtigt, men Jeget sad ikke paa Thronen hos Nogen af dem, saa meget kunde hun da se. Onkel Ehrenpalm og Tante Eleonora derimod sad hver paa sin Throne, men værst af Alle var hun nok selv.

Hun gik rundt om Pavillonen og satte sig paa en af de store Stene.

Hvor saae her fredeligt ud, de græssende Faar, den blinkende Aa dernede mellem Ellebuskene, de mægtige Bøgetræer til Venstre og den gamle Eg, med de knortede Grene, der stod lige uden for Skoven, paa selve Bakken, og bredte sig midt i Sollyset. Røgen steg op fra den lille mostækkede Hytte nede ved Aabredden. Faderen havde for mange Aar siden villet bygge den om, men hendes afdøde Moder havde bedt, at den maatte blive staaende som Pryd for Landskabet. Sund var den ikke at bo i, men malerisk saae den ud, og saa tænktes der ikke videre paa Beboerne. — Victoria kunde se Noget pusle dernede og fik Lyst til at gaa derhen.

Knækkede Ruder og grøn Skimmel opad de kalkede Ydervægge, var det Første, hun saae, og saa en lille skrøbelig Bro, hvor gamle Bedstemoder laa paa Knæ og skyllede Tøj i Aaen.

»Goddag,« hun vidste ikke, hvad hun skulde sige mere.

»Goddag igjen, — men det er jo Frøkenen selv! Folk sagde, at De blev syg i Gaar og maatte gaa fra det Hele, men saa har det vel ikke været sandt. — Mads dog!« Hun truede ad en fireaarig Purk, »slip Frøkenens Kjole og det straks; jeg tror, Du er fra det, Dreng!«

»Han gjør jo ikke Noget,« Victoria klappede, dog ikke uden en vis Overvindelse, det lille, purrede Hoved. »Er her flere Smaa?«

»Ja, tre til. — Den der,« hun pegede paa et spædt, velindpakket Barn, der laa i en hjemmelavet Trillevogn, »er en farlig En til at brøle, derfor maa jeg ogsaa have Vognen her lige ved, saa min Arm kan naa den og trække den frem og tilbage, for saa tier hun dog tilsidst. — Nu sover hun da, saalænge det varer. — Livet er ikke Leg for os Smaafolk, Frøken. Vi har nu ogsaa havt en stor Sorg i Dag, — naa, der er Konen, saa kan hun selv fortælle det.«

En yngre, temmelig høj, noget mager Kvinde, med skarpe Træk og et skarpt Blik i de brune Øjne, viste sig i Døren. Hun havde hørt Stemmer og vilde vide, hvad der gik for sig. Dragten var medtaget og Haaret i Uorden.

»Jeg siger,« begyndte den Gamle ivrigt, »at Du selv maa fortælle om Ulykken.«

»Har Frøkenen hørt det?« Der blinkede et Haab i Øjet, »er det derfor, De kommer?«

»Nej, men jeg vil gjerne høre det.«

»Grisen ligger død derinde i Stien, vor dejlige, store Gris. Den forslugte sig og kvaltes. Manden løb straks efter Slagteren, men da han saae, at den var død, vilde han ikke eje den.

Frøkenen tænker maaske, ikke Andet end en Gris, men De kjender kun lidt til, hvordan saadan Nogen som vi maa slide og spare for at skaffe de ti Kroner, den kostede fra først af. Og saa alt det Arbejde, vi har havt, baade Børnene og jeg, med at samle Føde til den. Og Manden vaskede den saamæn hver Lørdag, for Renlighed feder ogsaa, sagde han.

— Vi havde drømt om at sælge den halve, saa Lars kunde faa en ordentlig Trøje, og salte Resten til Vinterbrug. Fader, Moder og fire Børn er mange Munde og saa den Gamle, som ikke tærer mindst.«

»Er det Deres Moder?«

»Nej, det er Mandens Moder. Han vil ikke have hende paa Fattighuset og saa maa hun jo være her, passe Børnene og pusle med, hvad hun kan. Naar hun bare er rask, gaar det jo, men Gigten sidder i Kroppen og Ingen veed, hvad det kan ende med. — Det er ingen god Bolig, Frøken, Væggene sive i fugtigt Vejr og Rotterne spille om allevegne. Men Godsejeren lader os ogsaa bo frit, saa det Ene maa bøde paa det Andet. — Har Frøkenen Lyst til at se Grisen?«

»Aa, nej, ellers Tak. — En anden Dag kommer jeg igjen.« Hun nikkede og skraaede saa over Bakken ind i Skoven.

»Hvad vilde hun her egentlig?« Konen saae halv misbilligende efter hende.

»Ja, det maa Du nok spørge om, Grethe,« det gamle, solbrændte, rynkede Ansigt fik et grundende Udtryk, »bare det ikke rapler for hende, Folk siger jo, at hun var saa underlig i Aftes.« —

Da Victoria kom ind i sit eget lyse, luftige Værelse, slog dets rige og smagfulde Udstyrelse hende, for det var en saa grændseløs Modsætning til det, hun lige havde set.

Men hvad laa der paa det snirklede Bord, halv skjult af Blomsterkurven? En Papirseddel med nogle faa skrevne Ord. Hun gjenkjendte Moderens underlig stive, ubehjælpsomme og alligevel pyntelige Bogstaver. Var det en Formaning til hende? Kunde hun ikke en Gang være i Fred paa sit eget Værelse? Hun vilde slet ikke læse det, men kaste det udaf Vinduet eller ind i Kaminen. — Aa, der var det igjen, det gamle oprørske Sind, hun gyste. Nej, jeg vil læse, hvad der staar, se, hvad hun har at sige mig. »Den Bedrøvelse, som er efter Gud, virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes. 2 Cor. 7,10.« — Det var det Hele! Hun læste det igjen og igjen, skjøndt hun kunde Ordene udenad fra Konfirmationstiden.

Bedrøvelse efter Gud! — Kunde det, hun nu følte, siges at være Bedrøvelse efter Gud? Victoria vilde se Ordet i Sammenhæng og aabnede derfor Bogskabet. — Hvor fandtes det nye Testamente? Naa, dernede paa Bunden, under sidste Hylde. Det var elegant og smagfuldt indbundet i gammeldags Stil med Guldsnit og forgyldte Sølvspænder. Faderen havde overrakt hende det før hun gik i Kirke Konfirmationsdagen, tilligemed den Fløjels Psalmebog og Moderens kostbare Gulduhr og Kjæde.

I tre Aar havde Bogen ligget ubrugt og Bladene vare vanskelige at skille, da Guldsnittet flere Steder bandt to eller tre Sider sammen. Det varede Noget, før hun fandt Skriftsproget. Øjet hvilede først paa 9de Vers: »Og nu glæder jeg mig, ikke derover, at I bleve bedrøvede, men derover, at I bleve bedrøvede til Omvendelse, thi I bleve bedrøvede efter Gud. Saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os,« og nu kom Ordet, Moderen havde afskrevet.

Det var, som faldt der Skjæl fra Victorias Øjne. Hvorfor udtaltes Dommen over hende lige i det Øjeblik, hun gik forbi Skoven? — Det var nok ikke tilfældigt, og ikke for at hun skulde lide Skade, men for at fremkalde den Bedrøvelse, der virker Omvendelse til Salighed, som aldrig fortrydes. —

Skulde det være muligt, at Herren i det Høje? Aa nej, nej, saadan En hun var! — Redningstouget var hende ganske nær, men hun havde endnu ikke Mod til at gribe det. — Hun lod dog Testamentet blive liggende paa Bordet, men skjulte det med et Silkebroderi.

Nu bankedes der paa Døren, det var Emma.

»Frokosten er færdig, Frøken, Klokken har ringet, De maa endelig komme.«

Naa, nu skulde hun igjen ned og gjennemgaa den Pine, at blive ynket og iagttaget.

Hun var næsten mere bange for Moderens Øje, end for Faderens. —

Frokostbordet var dækket ude paa Verandaen. Familiens gamle Læge, Dr. Stenbo, til hvem Faderen i Smug havde telefoneret, kom hende venligt i Møde.

»Til Lykke, Frøken Victoria! Nitten Aar er en dejlig Alder. Ja, jeg har da kjendt Dem før De var nitten Timer.«

Der var et godt, kjærligt Blik i Lægens Øje og Victoria tvang sig til at besvare Ordene med et halvt Smil. Saa satte hun sig ved Faderens Side, uden at skænke Moderen et Blik.

Fru Line fik Skrupler: »Bare det ikke var galt, det jeg gjorde; Gud hjælpe mig til at træffe det Rette,« tænkte hun.

»Naa, hvor gaar Rejsen saa hen i Aar, min Frøken?«

»Jeg vil helst blive hjemme.«

»Det vilde jeg ogsaa i Deres Sted. Sundere og bedre Livsforhold kan jo ikke tænkes, og til Tider er Ensomhed langt at foretrække for Adspredelse. — Dog her kommer vel som sædvanlig Gjæster?«

»Nej,« hun talte ivrigt, »vi vil ingen Gjæster have i Aar.«

»Men kjære Victoria,« Faderen saae bedende hen paa hende, »Du glemmer, at din Onkel og Tante altid pleje at tilbringe Ferien herude.«

»Godt, saa bliver jeg paa mit Værelse.« Doktoren lo.

»Den unge Pige er nok lige saa stædig, som den lille Pige var, kan jeg mærke. Ikke destomindre synes jeg, hun maa have Lov til at være i Fred, hvis hun trænger til Ensomhed. — Vi Bymennesker,« sagde han lidt efter, »kan ikke Andet, end misunde Landfolkene, naar vi komme ud i det Grønne saadan en velsignet Solskinsdag. Alene at spise Frokost herude paa Verandaen er for mig som en Fest. Skjøn paa og sig Tak for hvad I har, Venner!«

»Det var en god Formaning, Herr Doktor, man er ikke nær saa taknemmelig, som man burde være. — Velbekomme, min egen Pige! — Er der Noget, Du vil mig, skal vi gaa ned i Haven?«

»Ja, der er Noget, jeg vil bede Dig om, Fader.« Det faldt hende svært at faa Ordene frem.

»Du har Jaet forud, mit Barn.«

»Har Du en aflagt Frakke, helst en god, tyk Overfrakke, saa giv mig den.«

»En Frakke!« — Aa, der var dog vist Noget i Vejen med hendes Hoved. — »Hvad i Alverden vil Du med en Frakke, Victoria?«

»Maa jeg ikke nok være fri for at fortælle det? — Naar Du ser saadan paa mig, tør jeg slet ikke komme med den anden Bøn.« »Passiar, sig bare frem.«

»En Gris.«

»En Gris?« Han saa ængstlig paa hende og Blodet foer ham til Hovedet, men saa fattede han sig, og sagde beroligende: »Du skal faa baade Frakken og Grisen, Barn, men gaa nu ind til din Moder, jeg vil tale lidt med Doktoren. Han er saadan en behagelig Mand at tale med,« tilføjedes forklarende.

»Herr Doktor, hvad siger De saa?«

»—Hvad skulde jeg sige, den unge Pige ser sorgmodig ud, men fejler ikke det Ringeste, saavidt jeg kan skjønne.«

»Men De kan ikke skjønne, bare ved at se hende det Øjeblik. I Aftes, da vi havde samlet en lille Vennekreds og min Svoger udbragte hendes Skaal og priste hendes Elskværdighed, og hun er da sandelig elskværdig, foer hun op i Vrede og aflagde en hel Syndsbekjendelse, men om Formiddagen havde hun været glad og fuld af Planer. Saadanne Overgange ere ikke naturlige, og nu i Dag er det rent galt. De maa jo da have lagt Mærke til hendes sorgfulde Udtryk, medens vi spiste, og nu bagefter kommer hun sandelig og beder mig om en gammel Frakke og en Gris, ja, hvad synes De?«

Doktoren brast i Latter.

»Om Forladelse, kjære Herr Bang, men dette er næsten for komisk. Det er naturligvis til Fattigfolk, hun vil have baade Frakken og Grisen.«

»Det tror jeg ikke, det ligner hende slet ikke.«

»Ikke? Det gjør mig ondt, men naar vi sætte dette i Forbindelse med Syndsbekendelsen, passer det jo netop udmærket. — Hør nu roligt paa mig. Da Deres Datter var lille og havde de almindelige Børnesygdomme, plejede De at give mig aldeles forvirrede Beskrivelser af Barnets Tilstand. Men naar jeg talte med Jomfru Line, nu Deres Frue, fik jeg saa ren og klar Besked, som var hun en øvet Sygeplejerske. Kald paa hende og lad os høre, hvad hun siger. — Naa, der er hun jo!

— De maa komme mig til Undsætning, Fru Bang, for Godsejeren vil føre mig paa Vildspor. Er den unge Frøken syg? Fejler hun Noget paa Sjæl eller Legeme?«

»Efter min Overbevisning ikke det Mindste, og det synes mig, som trænger hun mere til en Præst, end til en Læge.«

»En Præst!« Godsejeren bruste op. »Nej, lad os dog bare være fri, saa blev hun nok først rent forstyrret. — Det staar for mig, som ser jeg rettest i denne Sag, men jeg har jo ogsaa den største Kjærlighed til hende.«

»Skal vi sætte et Spørgsmaalstegn ved det Ord,« Doktoren saae alvorligt paa ham, »den Kjærlighed, der gjør blind, er neppe saa dyb,

som den, der gjør klarseende. — Lad hende nu blive fri for Gjæster og andre Adspredelser og faa lov til at være uforstyrret i den Ensomhed, hun trænger til.«

Han standsede, betænkte sig et Øjeblik og sagde saa med dæmpet, næsten højtidelig Stemme:

»Er der Noget, hun maa igjennem, saa stands hende ikke, men lad hende trænge sig frem, selv om det volder Smerte. Overdøves Kaldet af andre Røster, kan det ende med Forhærdelse eller med Sindssyge, jeg har oplevet, det. Han, der siger: »Følg mig,« vil bevare Enhver, der lyder Røsten. — Ja, saa Farvel, og vær ved godt Mod, Herr Bang, der er sandelig ikke Grund til Andet.«

Godsejeren var baade misfornøjet og beroliget.

»Det var Vand paa din Mølle, min gode Line. Naa ja, nu maa vi se Tingene an, der er flere Læger i Landet, veed jeg da. — Men der gaar hun jo igjen. Stop lidt, Du Smaa, og sig din Fader ligeud, hvad Du vil med de ønskede Gjenstande.«

»Hvorfor maa det ikke gaa i Stilhed? Moder, hun trækker sig straks tilbage, men Du —«

»Husk, det gjælder min Frakke og min Gris,« han lo, men det lød tvungent. Victoria saae ikke paa ham, medens hun talte:

»Folkene nede i Aahuset har mistet deres Gris og Manden trænger til en Jakke. Lad Rasmus bringe begge Dele derned endnu i Dag, helst straks, men en rigtig god, stor Gris maa det være, Fader.«

»Skal ske, Frøken Kommandant!« Han lo igjen. »Men paa de landhusholderiske Enemærker taales ellers ingen Indblanding. — Der er desuden ikke noget særlig Godt ved Folkene, det jeg tror. Konen har da Ord for at være baade en Sjuske og en rigtig Mutter Striks.«

»Huset er saa elendigt.«

»Det maa jeg indrømme, men da der ingen Husleje fordres, er det jo Folkenes egen Sag, om de ville blive boende eller ej. — Din Moder varetager troligt de Fattiges Interesse her i Omegnen, saa i den Henseende kan Du være rolig.«

»Det er vist med sine egne Penge, hun hjælper,« Stemmen lød oprørsk. »Jeg synes altid, at Moder ligeoverfor Dig føler sig som en Husbestyrerinde, der har at gjøre Regnskab. Det er underligt, at Du kan holde det ud!«

»At hun undertiden er overdreven samvittighedsfuld benegter jeg ikke, men din Bemærkning er alligevel forkert. Der gaa mange Fødemidler ud af Huset i Aarets Løb.«

»Men jeg synes altid, hun spørger Dig først. Hvor har jeg ikke tidt hørt hende sige: 'jeg maa vel nok'.«

»Det gjør hun ret i, og hun opnaar tillige Ting, som jeg, hvis hun ikke havde spurgt, mulig havde modsat mig. Din Moder har opfattet sin Stilling rigtigt, og det paa ethvert Punkt, Noget, der højligt maa paaskjønnes. — Naa, min søde Pige, hvad mener Du om at kjøre en Tur til Byen og forlige Dig med din Onkel?«

»Det kunde aldrig falde mig ind, Fader, jeg vilde foragte mig selv, hvis jeg gjorde det.«

»Naa, naa, Du Smaa, ikke saa ivrig, der er jo Ingen, som vil tvinge Dig.« Han saae raadvild paa hende. Hendes Sindstilstand var ham aldeles uforstaaelig. Saa hentede han Frakken, udvalgte Grisen og gav Rasmus Ordre. Brynene vare rynkede og Minen mørk, for det var næsten som at gjøre Nar af sig selv syntes han.

Da Emma næste Morgen kom ind til sin Frøken, fandt hun hende oppe og paaklædt.

»Nej, har Frøkenen hjulpet sig selv? Hvor kunde De!«

»Uha, hvor det lyder fælt. Naar man har sine Lemmers Brug, skulde man saa ikke engang kunde klæde sig paa. Se ikke saa forskrækket ud, Emma, det er ikke Dig, jeg er vred paa, det er paa mig selv.«

»Men saadan er Frøkenen jo opdraget.«

»Det er en fattig Trøst, at skyde Skylden paa Andre. — Men hvordan har Du det egentligt? Du ser saa daarlig ud.«

»Jeg fejler ikke Andet, end mit gamle Onde.«

»Har Du et gammelt Onde? Det har jeg ikke vidst.« — Det var første Gang, Victoria havde havt Emma rigtig i Tankerne, naar hun saae paa hende og hun blev slaaet af Pigens afblegede, næsten lidt visne Udseende. »Det er nok ikke Andet, end Blegsot, Frøken, men jeg har saadan en slem Trykken for Brystet. Og det er det kjedelige, at naar der tales haardt til mig, føler jeg det mere. Aa, det kan være, som væltedes der en Sten hen paa mig, men et venligt Ord kan saa igjen lette. Dog det er bare noget grimt, nervøst Noget, siger min Moder, og det gjælder at kæmpe derimod af alle Kræfter.«

»Hvor har jeg væltet mange Sten paa dit Bryst, Emma.«

»Ak, ja, men jeg er vist ogsaa ualmindelig kejtet, og sommetider kommer der saadan en Træghed over mig, at jeg ikke gjør, hvad jeg godt veed, skulde gjøres, og heller ikke skynder mig, som den, der arbejder for Andre, burde skynde sig. — Nej, hvor Frøkenens Haar sidder kjønt! Den dejlige Trefletning, De har slynget om Kammen, klæder Dem meget bedre end den nye, kunstige Frisure. — I Dag maa jeg nok tage Gardinet fra Spejlet?«

»Nej, lad det hænge, jeg kan ikke lide at se mig selv. — Lever begge dine Forældre?«

»Fader er død for mange Aar siden, da jeg var ganske lille, og Moder har maattet stride haardt for at faa sine fire Børn frem. Men nu har hun det ogsaa godt, for hun har faaet Plads i det lille, gamle Kloster inde i Byen.«

»Besøger Du hende sommetider?«

»Det er meget sjeldent, for Frøkenen kan jo ikke lide, at Andre hjælper Dem. Og naar Herskabet rejser, skal jeg jo altid følge med.«

»Næste Gang Vognen gaar til Byen maa Du besøge din Moder. — Og saa skal Du spadsere.«

»Det gjør jeg, Frøken, Fruen sørger for, at jeg gaar en Time hver Dag, og naar jeg kommer hjem, faar jeg et stort Glas Mælk og et blodkogt Æg.«

»Ja, Moder har Hjerte for Andre, men det har jeg ikke havt. Det er egentlig først i denne Stund, jeg opdager, at Du er til, Emma. — Den ene Gjældspost kommer frem efter den anden.«

Emma sukkede og sagde saa stille: »Gud naade os Alle! — Det er godt, at vi ikke selv skal betale, Frøken.« —

Victoria stod ved Thebordet, da Faderen kom ind.

»Godmorgen, Barn, Godmorgen!« Han saae opmærksomt paa hende og hviskede saa til Fru Line: »Hvad er der med Victoria, jeg synes, hun ser saa forandret ud.«

»Det er Haarsætningen. — Hvor kan jeg godt lide den Maade, dit Haar er ordnet paa i Dag, Victoria.«

»Ja,« Godsejeren betragtede hende med Velbehag, »det er i Grunden ogsaa kjønnere, end alle de krusede og krøllede Anstalter. Man ser ret, hvor fint, blødt og blankt Haaret er. Jeg faar Lyst til at klappe Dig paa Hovedet, som da Du var lille.«

»Det er ikke gjort for Skjønheds, men for Nemheds Skyld,« Stemmen havde en afvisende Klang; hun hørte det selv og angrede, men kunde dog ikke faa et kjærligt Ord over Læben.

»Kan Du nok taale at staa saa tidligt op,« spurgte Faderen ømt, »Du plejer jo at nyde Morgentheen paa Sengen.«

»Ja, jeg har havt alle mulige Unoder, ogsaa den.«

Godsejeren rystede benegtende paa Hovedet og saa sukkede han, men Fru Bang tænkte, at hun ogsaa i Dag vilde sende Victoria et Ord. —

Himlen var overtrukket af tykke, graa Skyer, Fuglene taug ganske stille og ikke en Vind rørte sig. Den eneste Lyd, der hørtes, var den svage Rullen af en fjern Torden. Victoria standsede midt i Skoven og lyttede. Hvis det nu kom nærmere, hvis Lynet slog ned, hvis det ramte hende! »Aa, nej, nej, ikke nu, ikke, som hun nu var!« — Hun strakte Hænderne afværgende ud for sig.

»Godt at vi ikke selv skal betale,« havde Emma sagt. Ja, deri laa nok Trøsten, kunde man blot tilegne sig den!

Nu stod hun igjen paa den kjendte Plet ved Stengjærdet, det var, som faldt det af sig selv, at hun maatte derhen. Det begyndte nu 1at regne, store, tunge Draaber, men Grenene fra det mægtige Bøgetræ inde i Skoven strakte sig over Gjærdet og dannede Tag, saa hun stod fuldstændig i Ly.

Sad Jeget endnu paa Thronen? — Hun troede det ikke, men hvem turde stole paa sig selv. Før Pladsen besattes af den rette Hersker, var der nok ingen Tryghed.

Den rette Hersker, var det ikke ham, der havde ledet hendes Fod herhen og ladet hende høre det dømmende Ord? — Det var ikke tilfældigt, nej, nej, det maatte være en naadefuld Dragelse, og naar det var en Dragelse, saa — ! Det var, som tændtes der Lys i Sjælen og uvilkaarlig sank hun paa Knæ.

Den Stilling havde hun kun indtaget en Gang før i sit Liv. Det var ved den reglementerede Altergang, efter Konfirmationen, men da havde det været en udvortes Handling, nu var det ogsaa en indvortes. Hun bad ikke med Ord, men hun overgav sig til Herren, han maatte hjælpe hende, selv magtede hun Ingenting! —

Da Victoria rejste sig, var Regnen ophørt og en frisk Sommervind i Færd med at jage Skyerne paa Flugt. Gøgen kukkede saa kaldende inde i Skoven og Foden gik uvilkaarlig den vante Vej. Hun var underlig forventningsfuld til Mode, det var, som stod hun foran Indgangen til noget overvættes Herligt, uden dog at have Mod til at gaa ind.

»Frøken!« en ti-tolvaars Dreng med graasorte Skjorteærmer, pjaltet Trøje og en Kalkspand i Haanden raabte efter hende, »Frøken! — Nej, hvor jeg har benet af for at naa Dem. Nu skal Huset kalkes, for Fader sagde, vi kunde ikke være Andet bekjendt. De gaar da med hjem? Aa jo, Moder vil saa gjerne takke Dem.«

Victoria nikkede.

»I skal ogsaa have hele Ruder,« sagde hun venligt, »naar jeg har set, hvor mange der er knækkede, vil jeg lade Glarmesteren komme.«

»Ja, men Fader vil ingen Udgift have, for det har han sagt.«

»Det skal han heller ikke, min Dreng.«

»Saa er det godt. — Se, nu løber jeg lige over Bakken, Frøken, for Stien gaar jo først op til Pavillonen og saa ned til os, og det er der ingen Mening i.«

»Hvis Græsset ikke var vaadt, fulgte jeg Dig gjerne.«

Drengen nikkede lidt overlegent, kastede et muntert Blik paa sine bare Fødder og foer saa afsted. De to Kvinder i Aahuset fik lige Tid til at ordne Stuen en Smule og faa gamle Klæder, og gamle Klude, stukket til Side, eller smidt ind i Bagkamret, før den unge Pige kom.

»Godmorgen herinde!«

»Goddag og Tak, Frøken, for det var rigtignok en dejlig Gris, større end vores og med den yndigste krøllede Hale. Manden vilde ikke tro sine Øjne, da han saae den. — Og Frakken er saamænd allerede hos Skrædderen, Halteper, Frøkenen kjender ham vist nok. Lars sagde, at den Frakke var meget for god til, at jeg maatte flænge i den, men kortere skulde den jo være. — Og saa bleve vi enige om at kalke Huset som en Slags Tak.«

»Det kan jeg lide, og jeg vil fortælle det til min Fader. — Nu efterser jeg blot, hvor mange knækkede Ruder her er, og saa skal Glarmesteren komme og sætte dem ind.«

»Ruderne vare knækkede før vi flyttede hertil, det kan Bedstemoder bevidne.«

Den Gamle nikkede usikkert, men lille Mads oplyste i al Uskyldighed, at han og Niels hver havde knækket en Rude.

»Sludder, Dreng, pas Du Dig selv, det tror jeg vil bekomme Dig bedst. — Naa,« hun saae skalkagtig hen paa Svigermoderen, »saa er det nok paa Tide at tage Psalmebogen frem, naar vi kan vente Glarmesteren. Ja, Frøken, saadan er han. Han kommer sommetider for at se til Bedstemoder, og saa synger han for hende og læser, ja prædiker med, kan man godt sige.«

»Ja, han forestiller mig jo,« Bedstemoder rokkede bekymret frem og tilbage, »at Døden kan være nærmere, end jeg tror, — og det er jo ogsaa godt muligt, at den er det. Og saa siger han, at jeg dog endelig maa tage mod den Naade, der tilbydes. Og det gjør jeg ogsaa, men det er nu alligevel altid, som gjorde jeg det ikke rigtigt, ikke som han mener. — Men det er ikke let for Nogen at dømme om, hvordan en anden En har det. Skikkelig har jeg altid været, men det er jo ikke nok, naturligvis.«

Medens den gamle Kone talte, holdt en lille, bleg, syvaarig Pige sine store, mørkeblaa Øjne stift fæstede paa hende og nu greb hun Ordet:

»Og saa fortæller han, om hvor skjønt og lyst der er i Himlen og siger, at Jesus har en Plads deroppe til Bedstemoder, hvis hun bare vil komme.«

»Stille, Marie!« Den unge Kones Stemme var haard, »tror Du, Frøkenen gider høre paa dit Vrøvl?«

Fy skam Dem, havde Victoria nær raabt, men hun betvang sig og sagde roligt:

»Det er ikke Vrøvl, en anden Gang maa Du fortælle mig mere, Du kjære lille Pige. — Hun ligner ikke de andre Børn.«

»Det er ogsaa en Tøs, vi har i Pleje. Forældrene ere døde, og saa sætter Sognet jo saadan, hvor det kan faa hende billigst.«

Victoria strøg Barnets Kind, og saa gik hun rundt om Huset og talte de knækkede Ruder.

Niels, den ældste Dreng, ham, hun havde mødt i Skoven, nærmede sig nu.

»Fortæl Frøkenen, hvordan det gik med den gamle Gris, Moder.«

»Pas Dig selv, Niels, og hold Mund.«

Men Niels kunde ikke tie.

»Kjøbmanden vil koge Sæbe af den, og han gav Fader syv Kroner for den døde Gris.«

»Sludder, Dreng, Fader fik ikke en Øre.«

»Nej, men det blev trukket af paa Gjælden, det veed Du jo godt.«

Et truende Blik fra Moderens Øje ramte ham. »Du trænger nok til en ordentlig En paa Siden af Hovedet,« plejede hun at sige, og Slaget faldt gjerne umiddelbart efter Ordene. Han kjendte det altfor godt og valgte at forsvinde.

»Naar Frøkenen vil gaa over Broen, saa fører Stien, paa den anden Side Aaen, lige til Landsbyen. Jeg skal følge Dem.«

»Men saa kommer Du lige straks tilbage, Niels, og spiller ikke om, som Du plejer. — Det er den Værste, vi har, Frøken.«

»Jeg kan godt lide ham,« hun lagde sin Haand paa hans Skulder, »han har saadan et Par gode, ærlige Øjne, naar han blot vilde se rigtig paa En med dem. — Farvel, gamle Bedstemoder, Farvel Allesammen.« —

»Hvor det er en yndig lille Sti, her har jeg aldrig før været.«

»Det vil jeg nok tro, for Stien fører jo kun til os, og Folk er desuden bange for den gamle Bro og gaa heller over en af de to nye. Men Hindbærplantagen er tæt herved, og naar Bærrene blive modne, finde Børnene og de gamle Koner nok Vej herhen. Vi staa nu op, naar Dagen gryr og plukke mange Kurve fulde før de Andre komme. — Der ligger Byen ligefor. Glarmesteren bor i det første Hus, saa det er ikke mange Skridt.«

»Tak for Følgeskabet, lille Niels, og skynd Dig saa hjem.«

»Det er nok ikke værd at skynde sig efter det, der venter mig.« Drengen saae trodsig hen for sig.

»Gjør det alligevel,« hun talte mildt og blødt, »Du maa lyde din Moder.« —

Det første Hus laa et godt Stykke foran de andre Huse. Der var Vinløv opad Muren, Bikuber i Haven og et Dueslag i Gaarden. Smukke bleggraa og hvide Duer fløj op fra Taget, da Victoria nærmede sig.

»Er Glarmesteren hjemme?« Spørgsmaalet henvendtes til en, i al sin Tarvelighed, velklædt midaldrende Kone, der hængte en blændende hvid Vask op paa de udspændte Snore.

»Ja, Fader er hjemme. Træd indenfor, Frøken, saa skal jeg hente min Mand, hvis Frøkenen da ikke har Lyst til at se Haven, for der er han nede. Han tjærer Stakittet; det gjør han gjerne hvert Aar for at styrke Brædderne.«

»Er det ham, der synger?«

»Ja, han kan daarlig tie stille, men det er vel heller ikke for Ingenting, Gud har givet ham en saadan Røst.«

»Hvor det lyder smukt! — Bliv dog endelig ved Arbejdet, jeg finder nok derhen.«

»Mon der virkelig er Noget i Vejen med hende,« tænkte den venlige Kone, »hun ser da saa fornuftig ud som Enhver,« og saa rystede hun paa Hovedet af de dumme Sladderhistorier og ønskede Godt over den unge Pige.

Glarmesteren, der havde travlt med sin Tjærekost, hørte ikke den Kommendes Trin og istemte en ny Sang:

„Synderinden til Gjæstebudssalen gik nær,
Hun hørte i Byen, at Jesus var der;
Hun ændsed ej Glansen, som straaled imod,
:|: Saa stille hun knæled ved Frelserens Fod. :|:

En Mumlen og Knurren om Bordene gled,
At saadan en Synder i Salen indskred;
Man hvisked: den Rene ej kjøbe sig lod
:|: For Salven, den dyre, hun gjød paa hans Fod. :|:

Hun hørte kun Herren, hun havde ej Ord,
Hun voved sit Blik ej at løfte fra Jord,
Hvert Suk pressed hedeste Taarer i Flod,
:|: Og hulkende kyssed hun Frelserens Fod. :|:

Som Regnbuen straaler, naar Storm sig har lagt,
Som Solstraalen mild, der med Isen faar Magt,
Han saae til den Arme, hvis Synd blev forladt,
:|: Og Kvinden i Hjertet fik Sollys for Nat". :|:

(Efter det Engelske).

Victoria standsede og lyttede, betaget af den ejendommelige, underlig højtidelige Melodi og det malende Indhold. Frelserens Billede blev saa lyslevende, det var, som saa hun ham, og var hende, Kvinden, som knælede.

Taarerne løb nedad Kinden uden at hun selv vidste det, og da Tonerne forstummede bad hun:

»En Gang til, syng den en Gang til!«

Glarmesteren rettede sig fra Arbejdet og saae forundret paa den Fremmede.

»Om Forladelse, jeg vidste ikke, her var Nogen. — Vil Frøken Bang gjerne høre Sangen igjen? Godt, saa synger jeg den igjen.«

Uvilkaarlig gik hun bag ved Nøddebuskene for at være uset og ene, medens han sang.

»Tak, Tusinde Tak!«

Glarmesteren, en høj Mand med et klart, lidt langstrakt Ansigt, graasprængt Haar og gode, kloge Øjne, saae spørgende paa hende.

»Tak selv. — Hvormed kan jeg ellers tjene Frøkenen?«

»Jeg vilde gjerne have sat nogle Ruder ind i Aahuset. Der er fem knækkede Ruder. Det maa ikke skrives paa Faders Regning, endelig ikke. Jeg vil selv betale det og helst straks.« Hun fremtog sin elegante, velfyldte Portemonnaie.

»Fem siger Frøkenen? — Det er jo smaa Ruder, jeg kjender dem godt. Størrelsen er til femogtyve Øre.«

Victoria tog hurtig en Tokrone frem.

»Maa den gjøre det ud?«

»Frøken Bang er nok en daarlig Regnemester, fem Gange femogtyve bliver ikke to Kroner.«

»Men jeg giver dem saa gjerne.«

»Saadan maa man ikke handle med Penge, nej, hverken De, Frøken, eller jeg. Der skal være Orden i Tingene.« Han aabnede sin store, rynkede Læderpung, lagde Tokronen ned og rakte hende det Tilbageblevne.

»Tak,« hun blev staaende.

Glarmester Bruhn betragtede hende opmærksomt og sagde saa paa sin frejdige, men dog udpræget høflige Maade:

»Er det næsvist at spørge, om hvorfor Frøkenen gjør dette — jeg mener med Ruderne?«

Victoria rødmede, hvad skulde hun egentlig svare?

»Jeg saae de vare knækkede og saa tænkte jeg det var bedst —«

»Ja, saadan skal det være! — Aa, hvor tidt har jeg ikke set de samme Ruder og godt vidst, at de vare knækkede, og dog aldrig tænkt paa at sætte nye ind, skjøndt det kun havde kostet mig en Smule Glas og en Smule Arbejde. — Veed De, hvad jeg vil ønske, Frøken? Jeg vil ønske, at Folkene maa faa vor kjære Herre Jesus at se gjennem de nye Ruder. Det er sket før, at et lille Kjærlighedstegn fra Mennesker har draget Øjet hen til Herren. — Vil Frøkenen ikke gaa rundt i vor Have, tale et Par Ord med Konen og smage paa Honningen?«

»Nej Tak, ikke i Dag, men hvis jeg maa kommen en anden Gang, — og hvis De saa vil lære mig Sangen?«

»Altfor gjerne. — Nej, saadan en tjæret Haand kan man ikke byde fine Damer.«

Men hun tog den alligevel.

Da Victoria kom hjem, fæstedes Øjet straks paa det snirklede Bord. Var der et Ord til hende i Dag? Ja, hun greb ivrigt efter Sedlen og læste: »De Karske have ikke Læge behov, men de som lide ilde. Jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.«

Ja, det var Ord, hun trængte til, og hvor stemte de ikke med den dejlige Psalme. — Men der stod mere paa Sedlen: »Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades. Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker, ham skal oplades.«

Aa, hvor godt, at der stod hver den, for saa vidste hun jo, at det ogsaa gjaldt hende, og at naar hun bad om Syndernes Forladelse og et nyt Hjerte, fik hun begge Dele.

Da Fru Bang Søndagmorgen stod med Psalmebog i Haanden i Færd med at gaa til Kirke, kom Victoria ilende.

»Maa jeg gaa med, Moder?«

»Om Du maa! — Men vil Du ikke heller kjøre. Vejen er jo temmelig lang og din Fader synes vist bedst om, at vi kjøre, naar Du er med.«

»Tror Du virkelig? Uha! — Aa, nu bliver jeg vred igjen, hvad skal jeg dog gjøre? Men dette er næsten ogsaa for galt. Skulde jeg ikke kunne gaa, naar Du kan det. Jeg glæder mig netop til den stille Tur over Markerne.«

»Men jeg vil dog helst sige det til din Fader.«

»Nej, lad mig saa sige det. — Farvel, Fader, jeg gaar med Moder til Kirke.«

»Naa saadan,« han rømmede sig. »Gode Line, maa jeg først tale et Ord med Dig i Enrum; undskyld, at jeg opholder. — Er det rigtigt og kan Du forsvare, at paavirke Barnet i religieus Retning, nu, hvor hendes Hjerne bør skaanes for alle Indtryk? Jeg lægger det paa din Samvittighed og beder Dig tænke efter.« Stemmen var bebrejdende og Panden rynket.

»Jeg har ikke opmuntret Victoria til at gaa, nej, ikke med et Ord.«

Han rystede paa Hovedet.

»Men saa kjør da i det Mindste, det ligner jo Ingenting, at I komme gaaende.«

»Kommer Du snart, Moder,« det bankede utaalmodigt paa Døren.

»Vent lidt, min søde Pige,« Godsejeren gik hen til hende, »nu skal der straks blive spændt for.«

»Saa maa Moder kjøre ene, jeg gaar!«

»Nej, gaa saa heller Begge,« han sukkede. »Farvel, Victoria, det bliver en lang Formiddag for din Fader. Farvel, gode Line, og gaa ikke altfor hurtigt. Jeg tror ikke, Victoria har godt af at gaa saa hurtigt, som Du plejer.«

En lille smal Sti snoede sig mellem frodige Kornmarker næsten lige til Kirken. Det var en Gjenvej og langt kortere, end Landevejen. Stranden saaes i Afstand, og man kunde høre de hvidrandede Bølgers Skvulp mod Kystens Stene. Himlen var noget overtrukken, men det varede ikke længe, før de graa Skyer joges paa Flugt af Vinden og Solen kom frem. Lærkerne hilste den med Glæde. Det var som hele Luften tonede af den dejligste Sang.

»Gaa foran, Moder, jeg kan ikke lide, at Du gaar bagefter.«

»Den, der gaar forrest, kan bedst styre Gangens Hurtighed. Du hørte jo nok, hvad din Fader sagde, Victoria.«

»Ja, og jeg havde nær været uartig imod ham, er det ikke skrækkeligt? — Gaa din naturlige Gang, Moder, og tænk ikke paa mig. — Det er længe siden vi To har gaaet sammen.«

»Ja, det er Aar siden.«

»Men hvor kan det egentlig være, Moder? En Tid spadserede vi jo hver Dag.«

»Ja, for Du skulde spadsere, og saa vilde Du heller gaa med mig, end med Lærerinden. — Hvor var jeg glad, naar Du gik saa tillidsfuld med din lille Haand i min, eller naar Du løb langt forud og saa tilbage igjen i det Uendelige.«

»Men hvorfor holdt det op?«

»Du voksede fra mig, Barn, fik Lærdom og Selskabstone, alt Det, jeg manglede.«

»Voksede fra Dig! Nej, jeg visnede, og havde Gud ikke selv i sin store Barmhjertighed kaldt paa mig, grebet ind med sin stærke Haand, var jeg gaaet til Grunde. Aa, det er næsten utroligt, at han vilde gjøre det, at han gjorde det. — Har Du ikke bedt for mig, Moder? Ja, jeg tænkte det nok, og min Fødselsdag bad Du vist mere end ellers, gjorde Du ikke?«

»Jo, der kom en underlig, uforklarlig Angst over mig den Morgen, og saa raabte jeg til Herren, at han aldrig maatte slippe Dig.«

»Tak, Moder!« Hun lagde Armen om Moderens Hals og kyssede hende. —

Godsejeren plejede at kjøre til Kirke første Juledag, Nytaarsdag, Paaske- og Pintsedag og den Søndag, der holdtes Høstprædiken, men Victoria havde ikke altid Lyst til at tage med, og det var længe siden, hun havde været i Guds Hus.

»Jeg plejer ikke at gaa op i den lukkede Stol,« hviskede Fru Line, men hvis Du synes —«

»Aa nej, endelig ikke!«

Kirken var allerede fyldt og Psalmen tonede dem i Møde:

„Denne er Dagen, som Herren har gjort,
Den skal hans Tjenere fryde —"

Fru Bang stemte straks i. Hendes Stemme var lidt spinkel, men blød og behagelig. Victoria lyttede først med bøjet Hoved, men de sidste Vers sang hun med.

Det var anden Søndag efter Trinitatis, og der var Ord i Epistlen, som greb hende med Magt. Først dette: »Vi vide, at vi ere overgangne fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene. Hvo, som ikke elsker sin Broder, bliver i Døden.« — Og saa: »Derpaa have vi kjendt Kjærligheden, at han har sat sit Liv til for os, ogsaa vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene. Men den, der har denne Verdens Gods og ser sin Broder lide Mangel, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham?«

»Var hun nu virkelig gaaet over fra Døden til Livet? Elskede hun Brødrene? Spørgsmaalet trængte sig frem, men Svaret kom ogsaa: Hun begjærede at elske dem, hun begjærede at fyldes med Guds Kjærlighed.

Saa oplæstes Evangeliet om den store Nadvere. — Var Indbydelsen ikke ogsaa kommen til hende? Jo, men tidligere havde hun vraget den, valgt det Tomme, det Udvortes, sig selv.

Da Prædikenen var endt og Troesbekjendelsen lød, var det, som stod hun ganske ene for Herrens Ansigt, forsagende den Onde og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, bekjendende sin Tro og modtagende Velsignelsen.

Der var en stille, lysende Glæde over hendes hele Væsen, da hun forlod Kirken.

»Tak, Moder, kjære Moder, Tak for Alt! Er det ikke forfærdeligt, at jeg aldrig før har takket, hverken for Guds eller Menneskers Kjærlighed, og ligesaa lidt for de mange udvortes Gaver, der regne ned over mig fra Morgen til Aften. — Dog en eneste Gang i mit Liv har jeg takket for Alvor. Kan Du gjette naar det var? — Det var, da Fader bragte Dig med tilbage, da takkede jeg ham, og da takkede jeg Gud, ja, det gjorde jeg virkelig, for jeg havde bedt Gud om at faa Dig igjen. — Naa, her begynder Stien, den yndige lille Sti. Se Markerne, Moder, hvor de bølge med Velsignelse.« Og hun tænkte: det er Brød til Børnene fra Faderen deroppe. Markens saakaldte Ejer, Bregnegaardens Herre, er kun Forvalter af det betroede Gods. —

Godsejer Bang stod paa den lille Høj i Haven med Kikkert for Øjet og spejdede efter de Hjemvendende.

»Naa, der kom de da endelig. Bare Victoria nu ikke var halvdød af Træthed og Varme!« Han beordrede Vin, og Vand med Is i, sat ud paa Verandaen.

»Goddag igjen, Fader; — det var en dejlig Tur, næste Gang maa Du gaa med.«

Hun stod for ham i al sin fagre Ungdoms Skjønhed, med Smil i Øje og paa Læbe.

»Du ser ikke træt ud, Barn, nej, det var Synd at sige. Og Du heller ikke, kjære Line. I se saa forfriskede ud, som kom I lige fra Badet og ikke fra en solhed Fodtur. Men sæt Dig alligevel ned og hvil ud, Victoria.« — Han bøjede sig hen til Fru Bang og hviskede: »Hun er dog ikke rigtig sig selv, men det kommer vel.« — Derpaa tilføjede han højt: »Gaar Du, jeg synes ogsaa, Du maatte trænge til at hvile. Lad mig blande et Glas Vin og Vand til Dig, gode Line.«

»Tak, mange Tak, men der er Noget at ordne før vi spise, og jeg vil derfor helst gaa.« —

Lidt efter rejste Victoria sig.

»Fader,« hun lagde sin Haand paa hans Arm, »nu er jeg glad.«

»Det kan jeg lide, min Pige, naar Du ikke skulde være glad, hvem skulde saa være det. Da Du bad mig give Dig Lov til at gaa og være ulykkelig, var det, som mit Hjerte skulde briste, for hele din Faders Stræben har været, og er jo, at gjøre Dig lykkelig.«

»Det er ikke ad den Vej, man bliver lykkelig, kjære Fader. Jeg maatte igjennem Sorgen, maatte se mig, som jeg var.«

»Var det i et Syn eller i en Drøm?«

Godsejeren, der ikke var fri for Overtro, saae spændt paa hende.

»Nej, ikke paa den Maade, — det var mit indre Menneske, mit haarde, hovmodige, selvkjærlige Hjerte, jeg saae —«

»Skal vi afbryde — jeg tror ikke, Du taaler at tale mere herom.«

»Hvorfor ikke? Du hørte jo, at jeg nu er glad. Da jeg først forstod, at Frelseren var min Frelser, blev jeg glad. — Egentlig har jeg aldrig tvivlet og det har Du vist heller ikke, Fader?«

»Nej, hvad jeg ikke har forstaaet, har jeg simpelthen ladt ligge. Det Andet er saa ørkesløst.«

Victoria følte, at det i Øjeblikket var haabløst at tale helt ud til ham og hun sagde blot:

»Tænk, Fader, at skjøndt jeg ikke tvivlede, og det aldrig faldt mig ind at benegte Guds Tilværelse, var han mig ligegyldig. Den store, hellige, almægtige Gud, der for Jesu Skyld vilde være min Fader, var mig ligegyldig, og jeg levede Livet, som var han ikke til. Forstaar Du ikke, at det var forfærdeligt?«

Godsejer Bang trak paa Skuldrene og sagde saa med en vis Vægt: »Unge Mennesker tænke sjeldent paa den Slags, saa Du var ingen Undtagelse, mit Barn. Men at sand, mærk vel, jeg siger sand, Gudsfrygt er en god Ballast paa Livssejladsen ser man paa din Moder. — Spil lidt for mig, Victoria, Du har jo ikke rørt Instrumentet den sidste Tid.«

»Kjender Du: 'Denne er Dagen, som Herren har gjort', hun slog Melodien an.

»Det er en Psalme! Jeg havde haabet, at Du vilde spille Noget af den nye Musik, Du fik Fødselsdagen.«

»Det vil jeg gjerne en anden Gang, men nu maa jeg nok synge denne, det er saadanne dejlige Ord. Syng med, Fader! Moders Psalmebog ligger paa Bordet, Du maa endelig synge med.«

Godsejeren rystede paa Hovedet, men da Victoria slog Psalmen op og rakte ham Bogen, bøjede han sig, efter Sædvane.

»Tak, Fader! Det er første Gang, vi har sunget sammen, men det skal rigtignok ikke blive sidste, vel?

»Saadan en halvgammel, rusten Stemme passer kun daarligt til din friske, unge Røst, med sin Sølvklokkeklang,« svarede han, men han tænkte: »bare jeg beholder hende, for alt Dette er ikke rigtig naturligt.«

Victoria blev siddende ved Fortepianoet. Fingrene løb ligesom søgende hen over Tangenterne og hun nynnede ganske sagte.

»Hvad er nu det for Noget?« Godsejeren saae uroligt op.

»Det er saadan en vidunderlig Melodi, Fader, men jeg kan den ikke rigtigt. Naar jeg først har lært den, vil jeg synge den for Dig.«

»Tak, mit Barn, det er mig altid en Glæde at høre Dig synge. — Men der er Noget, jeg desværre igjen maa bringe paa Bane, det er Forholdet til din Onkel, din afdøde Moders Broder. Synes Du dog ikke, at Pligten byder os at gjøre et tilnærmende Skridt?«

»Jo, Fader! — 'Vær snart velvillig mod din Modstander, medens Du er med ham paa Vejen', læste jeg i Morges, og saa tænkte jeg, at Du havde Ret, og at vi burde besøge dem. Indholdet af det Sagte kan jo ikke tilbagekaldes, da det var den rene, skjære Sandhed, men jeg er saa villig til at gjøre Undskyldninger for den heftige, uhøflige Tone, hvori det kom frem.«

»Ja, naar Du bare gjør Undskyldninger, blødgjøres de nok.«

»Men Du forstaar, Fader, at jeg maa fastholde —«

»Jeg forstaar,« han saae fornøjet paa hende, »at Frøken Victoria Bang, som hendes Læge siger, er en stædig lille En.«

»Men det er for Sandhedens Skyld, Fader, har Du glemt, hvad han sagde?«

»Nej, jeg husker det Hele og finder, at hvad han sagde om Dig, var i sin Orden, jo, Barn, det var i sin Orden, naar man undtager Hentydningen til din Moder, der var i høj Grad taktløs. Men hun fik da ogsaa en storartet Oprejsning i Alles Paahør. Den gode Sjæl, der altid gaar saa harmløs om, det vilde ligefrem være skændigt, om man ikke tog hendes Parti. — Den eneste Gang, jeg veed af at have straffet Dig, Victoria, var ogsaa for hendes Skyld. Det var en Middag, medens vi spiste, Du svarede hende næsvist, rigtig opsætsigt, og saa sagde jeg ligesaa strengt, som jeg kunde: 'Victoria gaar straks fra Bordet og der sættes ingen Dessert af til hende'. Du skreg og stampede, men saa rejste jeg mig, som vilde jeg hjælpe Dig ud, og det kan nok være, at Du foer afsted. Det skjar i mit Hjerte, og ogsaa i din Moders, tør jeg sige. Om Aftenen saae jeg, Du sad paa hendes Skjød med Armen om hendes Hals. — Kan Du huske det?«

»Tydeligt, og jeg husker ogsaa, at Du gav os hver en Chocoladekage med Marzepanfylding, og at jeg regnede min som en Slags 'Om Forladelse' fra din Side. Det er maaske stygt, at jeg siger det, Fader, men saadan endte den Historie.«

Godsejeren svarede ikke, men rejste sig og drak et Glas Isvand.

»Naa, min søde Pige, skal vi saa tage til Byen i Eftermiddag?«

»Jeg synes, det er bedst at faa det overstaaet. — Saa kan lille Emma kjøre med og besøge sin Moder, jeg vil straks sige hende det.«

Kaptejn Ehrenpalm aabnede selv Vogndøren og hjalp Victoria ud.

»Velkommen, velkommen! Det var sandelig en uventet Overraskelse.« Han lagde Armen om hende Liv og førte hende ind i Triumf. Godsejeren maatte gaa bag efter.

»Victoria! — Nej, hvor glædeligt!« Tante Eleonora prøvede paa at tage hende i Favn, men hun veg til Side og sendte Faderen et spørgende Blik. Han besvarede det med et lille Nik, for han troede, det var en Opfordring til ham, om at tage Sagen i Haand, men deri tog han fejl, hun vilde helst klare for sig selv.

»Jeg er kommen for at gjøre en Undskyldning,« — Hun saae meget yndig ud, som hun stod der, saa ydmyg og saa frejdig paa en Gang.

»Det behøver Du ikke, kjæreste Barn, Du var ikke rask, ikke tilregnelig, vi veed det Altsammen. Men nu er det vel overstaaet —«

Her faldt Kaptejnen livligt ind:

»Naturligvis er det overstaaet, Eleonora. At vor dyrebare Victoria kommer her, er det sikreste Tegn paa, at det er overstaaet.«

»Du tager fejl, Onkel, og Du ogsaa, Tante, jeg har slet ikke været syg og var fuldstændig tilregnelig.«

»Ja, ja, naturligvis, det taler vi ikke om,« han blinkede til sin Hustru.

»Jo, det taler vi netop om, Onkel,« hendes Kind havde faaet en forhøjet Rødme, men Stemmen lød rolig, »for idet jeg gjør Undskyldning for mit heftige, opfarende Væsen, maa jeg fastholde, at det jeg udtalte om mig selv og om Moder, var Sandhed.«

Kaptejnen rynkede Panden og rettede sig.

Han saae ud, som havde han lagt en giftig Pil paa Buen og var i Færd med at lade den flyve ud, men Fru Eleonora kom ham i Forkjøbet.

»Lad Victoria beholde det sidste Ord, kjære Ven, vi veed jo, hvad vi veed, og nære ingen Vrede imod hende.«

»Men mod mig, lader det til,« Godsejer Bang talte halv spøgende, »for jeg har da hverken faaet Hilsen eller Haandtryk.«

»Du var tilregnelig, og Du satte mig, mig, din afdøde Hustrus Broder, til Rette i en større Forsamlings Nærværelse.«

Hans Øjne spyede Ild.

»Dersom jeg havde tiet stille, Svoger, vilde min Samvittighed have været mere urolig, end den nu er.« Godsejeren saae saa brav og støt ud, da han sagde dette, at Victoria frydede sig over ham.

»Hvad er egentlig,« Kaptejnen satte Foden frem, »om jeg tør være saa fri at spørge, Hensigten med denne Visit?«

»Pigebarnet havde Trang til at bede om Forladelse og jeg vilde gjerne vide, naar vi kan vente Herskabets Besøg.«

»I Aar tage vi til Harzen,« lød det overlegne Svar. »Efter min uforglemmelige Søsters Død har det, i det Hele, været en blandet Glæde at besøge Bregnegaarden. At se hendes Plads indtaget af en Anden, og det af En, der i Alt er hende saa ulig, var selvfølgelig pinligt. Men Victoria var der jo, min Søsters Barn, og vi kom.«

Godsejeren var bleven bleg og man hørte paa Stemmen, at han følte sig saaret.

»Du veed, at jeg elskede din Søster og den Plads, hun havde i mit Hjerte, staar tom. Men hun var svag og skrøbelig, og allerede medens hun levede beklædtes Pladsen som Barnets Vejlederinde og Hjemmets Husmoder udelukkende af den Kvinde, der nu er min Hustru. — Saa kan vi altsaa ikke vente Eder i Aar?«

»Nej, Du kan berolige din ærede Frue med den Tidende, at vi ikke komme.«

»Det er ingen god Maade at skilles paa,« Victoria gik hen til sin Fader.

»Er Du bedrøvet over, at vi ikke komme, Du søde Barn?« Fru Eleonora tilkastede hende et fingerkys, »saa har jeg et Forslag at gjøre: rejs med Onkel og mig til Harzen.«

»Nej, Tak, jeg glæder mig saa usigeligt til en stille Sommer i Hjemmet. — Saadan en Modtagelse havde jeg ikke ventet, Tante.«

»Og Du modtoges dog med vidtaabne Arme, Du fordringsfulde Barn, og naar Du næste Gang kommer, finder Du igjen aabne Arme, trods Alt.«

Victoria svarede ikke, men tog stille sin Faders Haand og kyssede den.

»Men lille Pige, hvor kan det falde Dig ind? — Hun har aldrig før gjort det,« tilføjedes undskyldende.

»Victoria vil formodentlig betegne, at hun staar paa din Side i dette vort Mellemværende. — Naa, skal det nu være?«

»Ja, Farvel Frants. — Jeg byder Dig ikke Haanden, da Du rimeligvis vilde afslaa den.«

»Nej, nej,« Fru Eleonora tog sin Mands Haand og lagde den i Godsejerens. Af flere Grunde var det hende højst magtpaaliggende at forebygge et virkeligt Brud. —

»Det var en ordentlig Dyst!« Godsejer Bang trak Vejret lettet, da Vognen rullede ud af Byen, »men jeg synes, vi opførte os ganske manerligt, Du og jeg.«

»Aa, de Stakler, saadan et tomt, elendigt Liv de føre, hvor jeg har ondt af dem. Jo, Fader, jeg kjender det fra mig selv, kun, at jeg var endnu værre. Aa, den Tomhed, og denne evige Jagen efter noget Nyt til at fylde Tomheden. Veed Du, hvad jeg læste i Gaar, Fader? Det var Jesu egne Ord, da han græd over Jerusalem: 'Vidste Du dog, ja, end paa denne Dag, hvad der tjener til din Fred, men nu er det skjult for dine Øjne'. Jeg maatte tænke herpaa, da Onkel og Tante stode ude paa Trappen og hilste til Afsked. De ahne ikke, hvad der vilde tjene til deres Fred, de Stakler. — Er Guds Godhed ikke ufattelig, Fader, at han, trods Alt, elsker os, griber ind med sin vældige Haand for at redde et enkelt lille Menneskebarn fra Fortabelse. — Saadan jeg var, og saa dog —«

»Ja, hvordan har Du været, Barn,« Tonen lød utaalmodig, næsten ærgerlig, »lidt egenraadig maaske og en Smule heftig; andet Ondt kan der da ikke siges om Dig.«

»Jeg har været vantro, Fader, ukjærlig, utaknemmelig, ulydig. Jo, netop ulydig, men jeg lumskede ikke, det skete lige for dine Øjne i Trods. Og saa tænkte jeg aldrig paa Andre for deres egen Skyld, og derfor kjedede jeg mig ogsaa saa tidt og fandt Dagene evig lange. Men nu har jeg opdaget, at Jorden er fuld af Brødre og Søstre, lidende og stridende Skabninger, og at hver En, der kommer paa min Vej, er min Næste. — Jeg har Trang til at sige om Forladelse til alle Bregnegaards Beboere lige fra de smaa Vogterdrenge til Moder og Dig selv, Fader.«

Godsejeren aftørrede et Par Taarer, der mod hans Villie løb ned ad den brune, mandige Kind, og saa sagde han i en bedende Tone:

»Lad alt Det hvile, Victoria, Du kan ikke taale det. — Det er dit Hoved, Barn, der ikke kan taale det. Nu er det sagt!«

»Ja af Dig, Fader, men ikke af Doktoren. Mit Hoved styrkes netop ved at se Sandheden i Øjnene. Jeg gjør det saa trygt, nu jeg veed, at Gjælden er slettet. — Det er som en ny Himmel og en ny Jord, Fader! Nu skal jeg først til at gjøre rigtig Bekjendtskab med Eder Alle.«

»Min velsignede Pige, jeg kan ikke taale at høre Dig tale saadan. Det er næsten, som kunde man vente, Du vilde flyve bort fra os stakkels Jordkrybere.« —

Fru Bang stod i Døren, da de kom hjem, Munden taug, men Øjnene spurgte.

»Vi faa ingen Gjæster i Sommer, kjære Line, saa hvis Du vil besøge din Fader en lille Tid, staar det Dig selvfølgelig frit.«

»Tak, men i Aar bliver jeg helst herhjemme.«

»Naa, det glæder mig, for Huset ligner jo ikke sig selv, naar Du er borte. Sig mig ærligt, eller rettere — for ærlig er Du jo altid — sig mig aabent, har min Svogers og hans Hustrus Sommerbesøg ikke været Dig en Plage?«

»Egentlig fornærmet mig har De aldrig, men, at jeg var gladere, naar de rejste, end naar de kom, kan ikke negtes.«

»Fornærmet Dig, det manglede bare!« Han foer heftigt op, »fornærme den Kvinde, der bærer mit Navn? Han skulde have vovet! — Der er Døren, Marsch herud —«

»Men kjære Bang, jeg sagde jo netop, at de ikke fornærmede mig.«

»Hvad gjorde de da? — Jeg vil have ren Besked.«

»Fader dog, ser Du ikke, at Moder er lige ved at græde. Jeg skal sige Dig, hvad de gjorde. De oversaae hende, behandlede Dig som Vært og mig som Værtinde. Naar de talte til Moder, var det gjerne som en halv Ordre: 'De er nok saa god, at sørge for, at min Mand faar det eller det'. Eller ogsaa: 'De glemmer vel ikke, at min Hustru maa have en Kop Bouillon med Æg i hver Formiddag'. Uha, hvor jeg har ærgret mig, og alligevel, og det var det Værste, blev jeg smittet af deres overlegne Væsen. Mærkede Du det ikke, Moder?«

»Jo, og det gjorde mig unegtelig mere ondt, end det Andet. — Men det er ikke værd at rippe op i alt det Gamle. Jeg synes, det er bedre at takke Gud, for saa godt vi har det med hverandre.«

»Ja, Du har Ret, min kjære Line, det er meget bedre. — At have Fred ved sin Arne er sandelig en god Ting, og Du er et Fredens Barn, det Lov skal Du faa.

Da Godsejer Bang næste Morgen kom ind for at drikke The, traf han Ingen i Spisestuen, men gjennem Dagligstuens aabne Fløjdøre tonede det ham i Møde:

„Op alle Folk paa denne Jord
Guds Kjærlighed at kjende,
Den raabes ud med Livets Ord
Til hele Verdens Ende,
At alle arme Syndre maa
Kun komme hid og Naade faa,
Ja, evigt Liv og Glæde".

Hvad er det nu for nye Kunster, tænkte han, halv ærgerlig, men da Sangen lød smukt og de Syngende Saae saa sjæleglade ud, nænnede han ikke at gjøre Indvendinger. Næste Morgen kneb det lidt mere for ham, men da den valgte Psalme kun havde to Vers, gik det. Tredie Dag regnede han det allerede for en indført Skik og efter en Uges Forløb vilde han have savnet den vante Morgenhilsen. —

»Naa, lille Pige, har Du Noget paa Hjerte?« Han lagde Victorias Arm i sin og gik op og ned med hende i den skyggefulde, duftende Lindeallee.

»Jeg tænkte paa Børnene i Kjøbenhavn, Fader, paa de høje, overfyldte, solstegte Huse og lumre, brøndlignende Gaarde, og paa, hvor dejligt det vilde være at faa en Flok Smaafyre herud i Ferietiden.«

»Det kan ikke nytte, at Du taler herom, Barn, for jeg gjør det ikke! — Din Moder har mange Gange hentydet til det Samme, men paa det Punkt er jeg stiv. Saadanne vilde Krabater, der stjæle Frugt, plyndre Hønsereder, lære Vogterdrengene gale Streger og maaske tilsidst drukne i Moser og Mergelgrave, vil jeg ikke have herud. Jeg siger grumme nødig Nej, veed Du, men her er jeg urokkelig.« Han tørrede Sveden af Panden og traadte haardt paa den grusbelagte Vej.

»Men jeg har jo slet ikke bedt Dig derom, Fader, blot talt om, hvordan en Glæde det maatte være. — Naar Du engang sætter Dig ind i, hvor trang Somren er for Børnene derinde i de snevre, smaa Stuer, mellem solhede Mure og snavsede, ildelugtende Gader, jeg mener, sætter Dig saadan ind i det, at Du lider med, vil det jo være en Lettelse for Dig at faa en Vogn fuld af Smaafolk herud til vor velsignede, forfriskende Landlighed. — Dog, det kommer nok ad Aare, tro mig, men husk, jeg har ikke bedt Dig derom. — Der er noget Andet, jeg vil bede om.«

»Saa vil jeg da haabe, at det maa være Noget, jeg kan opfylde.« — Han sagde ikke, som han plejede at sige tidligere, da Victorias Ønsker udelukkende drejede sig om hendes egen Person: »bevilget i Forvejen«.

»Jeg vil gjerne have en Dreng oplært i Gartneriet, Fader, og ønsker ham anbragt under vor dygtige Gartner.«

»Men, kjæreste Ven, hvad er det nu for Historier, hvor kan det falde Dig ind? Gartner Andersen vil nok have sig Sligt frabedt, er jeg vis paa.«

»Nej, Fader, jeg har talt med ham, og han har Brug for saadan en lille Fyr, der altid kan være ved Haanden og springe for ham. Havekarlen er saa tung i Vendingen, sagde han. At Drengen er skolepligtig gjorde mindre. Han har lovet mig helligt, at ville være god mod Drengen, naar jeg ikke lagde Fingrene imellem, og det har jeg igjen lovet ham, at jeg ikke vil. — Det er kun dit Samtykke, det gjælder.«

»Jeg maa sige, dette forbauser mig,« Herr Bang lo hjerteligt, »Andersen, der er saa stiv som en Karriolhest og altid har været din Modstander, naar Du vilde have Noget omkalfatret i Haven, ham kan Du nu ogsaa vikle om Fingrene. Men jeg maa da vide, hvad det er for en Dreng?«

»Det er Niels fra Aahuset.«

»Er det ham, den brunøjede Knægt, der altid bener af, naar man kommer ham nær, og ser ud, som havde han en eller anden Skalkestreg i Hovedet. Du kan tro, han løber sin Vej, for Andersen er ikke at spøge med, men vi kan jo prøve. At Drengens Fader kalkede Huset til Tak for Grisen, kunde jeg godt lide.«

»Tak, Fader, tusinde Tak!«

»Jeg er bange, det bliver en Skuffelse, Barn.« Men Victoria rystede paa Hovedet og skyndte sig hen til Aahuset.

Allerede et Stykke derfra hørte hun høje Stemmer og ogsaa Klagelyde. Det gjøs i hende. Døren var lukket, men Vinduerne aabne; hun standsede og lyttede.

»Slip hende! — Jeg siger slip, og det straks! Med dit eget Kjød og Blod kan Du handle, som Du har Hjerte til, men saadan en ussel Orm, der ikke har en levende Sjæl til sit Forsvar, skal Du lade i Fred. — Det Barn, der kan bøjes med et Ord, behøver man ikke at løfte Haand imod. Hvad havde hun gjort?« Det var en varm og harmfuld Mands Røst. Svaret lod ikke vente paa sig.

»Slaaet Mælkekanden itu, min gode Kande, den eneste, vi har. Og den Skarns Unge havde ikke det Mindste med Kanden at gjøre. — Hold nu op med at tude, Marie, og det straks.«

I Stedet for at aftage, tiltog Barnets Hulken.

»Den stod saa yderlig og jeg rev den ned, da jeg gik forbi, aa, aa, aa!«

Hvem havde sat den yderlig? — Ud med Sproget, var det Dig, Niels, for saa er det nok bedst, Du faar med.«

»Jeg har ikke rørt Kanden,« Stemmen var trodsig, »men det veed jeg da, at den var baade sprukken og klinket.«

Et vældigt Ørefigen lønnede denne Udtalelse.

»Saadan svarer man ikke sin Moder, Dreng! Kanden var god nok, for jeg havde ingen anden, men det Vrøvl, at den stod yderlig, er vel bare en af Tøsens sædvanlige Løgne.«

»Lyver hun, har hun nok lært det her, for hun var et godt Barn, da hun kom,« faldt Bedstemoder ind.

»Ja, hvem har saa ødelagt hende, uden I selv, Bedstemoder. — Fader, der altid er ude, veed kun lidt, hvad jeg døjer med Jer Allesammen, vidste han det, vilde han kanske være anderledes imod mig, end han er. — Hvad nu, Mads? — Hvad kigger Du efter?«

»Frøkenen staar udenfor, Moder.«

»Frøkenen?« Lars Svendsen aabnede Døren og saae ud.

»Om Forladelse!« Victoria gik hen til ham, »jeg burde vist straks have banket paa, men —«

»Det er nok ikke Frøkenen, der skal sige om Forladelse,« Manden saae mildt paa hende med sine tungsindige Øjne, og tilføjede: »Jeg har længtes efter at takke Frøkenen, for det er j0 svært Alt, hvad De har gjort for os.«

»Fader er glad, at De kalkede Huset, Lars Svendsen, det ser saa kjønt ud med de hvide Vægge til det grønne Mostag. — Der er Noget, jeg skulde spørge om, saa det var rigtig rart, at jeg traf Dem selv. Kom herhen, Niels, det gjælder Dig. — Gartneren hjemme har Brug for saadan en lille Fyr i Sommer, og opfører han sig godt, kan han maaske blive Vintren med og saa efterhaanden lære Gartneriet. — Ja, nu kan De jo betænke Dem.«

»Der behøves ingen Betænkningstid, før det Tilbud modtages. Men det skal Du vide, Niels, at Gartner Andersen ikke er den Mand, der taaler Nogetsomhelst, og hvis Du forspilder den Plads, vil Du komme til at fortryde det Livet igjennem. — Skal Drengen ligge herhjemme?«

»Nej, vi vil helst have ham helt. Han skal ligge inde hos Rasmus, vor flinke Huskarl, der har lovet mig at tage sig af ham.«

»Rasmus er en Stadskarl, jeg kjender ham godt af Anseelse. Ja, kunde Du blive saadan, Niels. — Jeg har ikke Noget at klage paa Drengen, men Kvinderne herhjemme sige jo, at han er en farlig Vildbasse. Naar man altid hænger i med Udenomsarbejde, kjender man ikke rigtig sine egne Børn, Frøken.«

Niels skulede lidt, men da Victoria lagde sin Haand paa hans Skulder og sagde: »Jeg har sagt god for Niels baade hos Fader og de Andre og haaber aldrig at skulle fortryde det,« brast han i Graad.

»Naar skal han komme?«

»Helst straks.«

»Nej, veed De hvad, Frøken,« Konens Stemme lød ophidset, »han skal vaskes over og have rent Tøj paa, før jeg slipper ham ud. — Ingen har spurgt mig,« tilføjedes halvt grædende, »og det er dog mig, det gaar ud over, naar den Eneste af Børnene, der kan hjælpe med Arbejdet og gjøre en Smule Nytte, tages fra mig.«

»Det er første Gang, jeg hører, at jeg har gjort Nytte. Ellers kalder Du mig jo altid for en Dagdriver og ønsker mig langt bort.«

»Men Niels dog!« lød det i samme Aandedræt baade fra Faderen og Victoria, og den lille Fyr blev blussende rød.

Det mindste Barn, der laa i Trillevognen udenfor Huset, var nu vaagnet og begyndte at skrige. Gamle Bedstemoder skyndte sig ud og satte det lille Kjøretøj i Gang. Hendes Samvittighed var ikke ganske rolig med Hensyn til Mælkekanden, for hun havde brugt den i Dag og sat den fra sig i en Fart. —

Lars Svendsen tog nu med lempelig Haand Forklædet, hvormed lille Marie havde dækket sit taarevædede Ansigt, bort og hviskede: »Sig om Forladelse til Moder, saa er Alt glemt og tilgivet.«

»Om Forladelse,« sagde Barnet og klyngede sig kjærligt ind til ham, men han løsnede Armen og sagde bestemt: »Det er Moder, Du skal bede om Forladelse.« Saa maatte hun da til det, hvor haardt det end holdt.

Da Victoria var gaaet, begyndte Grethe at klage.

»Saae Du det ikke, Lars, hun gav Dig Haanden og Bedstemoder Haanden, men til mig nikkede hun bare, som til Børnene, og saadan har hun ogsaa baaret sig ad de andre Gange. Men Du synes maaske, at det er i sin Orden, og ogsaa, at hun kyssede Marie paa Panden? — Saadan en ung Fjante, der ikke har den mindste Forstand paa, hvad en anden En gaar igjennem. — Hvor skal Du hen, Niels?«

»Ned til Stranden, saa er den Vask overstaaet.«

»Naa, det tror Du? — Nej, der skal baade Soda og Sæbe til og varmt Vand med, før Du kan afleveres. Jeg har da rent Linned og ogsaa hele Strømper til ham.«

»Det kan jeg lide,« Stemmen lød anerkjendende og Lars Svendsen saae venligt paa hende, men skjøndt Grethe i Grunden elskede sin Mand, havde hun ikke Lyst til at være god endnu, nej, ikke saalænge Mandens jærnhaarde Greb om hendes Haandled endnu kunde føles.

Victoria gik ad den lille, skrøbelige Bro over Aaen og fulgte saa Skovstien. Hun var rystet, bedrøvet og glad paa engang. Vred paa Konen var hun ogsaa og havde dog usigelig ondt af hende. Aa, dette trodsige Sind, denne slagfærdige Tunge, dette hovmodige Hjerte. Hun følte sin egen Syndighed fra før, saae den ærligt i Øjet og fik en brændende Lyst til at vise Andre derhen, hvor Hjælpen var at finde. — Godt, at Niels kom bort, men Marie, den lille blege Marie, maatte heller ikke blive der. — Det var tredie Gang, Victoria bankede paa Glarmester Bruhns Dør. Hun modtoges som gammel Ven.

»Naa, det var da rart at se Frøkenen! Vil De lære en ny Sang, har jeg en til Dem.«

Hvor saae der hyggeligt ud i den lyse, rummelige, temmelig sparsomt meublerede Stue. Der var rigtignok Sand paa Gulvet, men da det var snehvidt og flammestrøet, saae det hel pyntelig ud. Blomstrende Planter fyldte Vinduerne og paa Kommoden under Spejlet stod en gammeldags, forgyldt Vase med duftende Levkøjer fra Haven. Et aflangt, med mønstret Voksdug beklædt Bord, stod foran den lange, noget haarde Sopha. Glarmesteren var beskjæftiget med at skjære Klemmer, »Hvilearbejdet«, som han kaldte det, Konen, der havde et lille Vaskeri, bødede rent Tøj.

»Tak, Glarmester Bruhn,« Victoria satte sig imellem dem, »men i Dag kommer jeg ikke for at lære, men for at faa et Raad. — Lille Marie nede i Aahuset har det ikke godt. Konen er hidsig, Stakkel, og Barnet ser forskræmt ud. Bleg er hun ogsaa og trænger vist højlig til bedre Mad og ordentlig Pleje. Kjender De ikke et Par Folk, som kunde tage hende i Huset? Jeg vil saa gjerne betale for Barnet, faa hende helt løst fra Sognet. — Tænk efter, det maa være rigtig gode Folk.«

»Rigtig gode Folk vokse ikke paa Træerne, Frøken. Jeg er bange, De maa slaa lidt af. Kjender Du nogen, Mor?«

»Ja, jeg veed ikke, — det kunde vel nok være.«

»Saa tænke vi maaske paa samme Familie, men der er ingen Børn.«

»Er det ikke netop godt?«

»Jo, paa en Maade, men ikke paa en anden. — Konen er forresten ganske rar, og jeg tør nok sige, at hun vil faa Hjerte for Pigebarnet.«

»Det vil Manden ogsaa,« faldt Madame Bruhn ind med Liv, »for ham staar jeg inde.«

»Det er jo dejligt, men tror De nu ogsaa, Folkene vil tage hende? Og hvad skal jeg byde Dem? Er Manden Arbejdsmand?«

»Nej, Haandværker, og Konen har ogsaa en lille Bedrift, der holder hende ved Huset. Det nytter ikke at byde dem Noget, gjøres det, gjøres det frit. — Men kan Frøkenen da ikke gjætte?«

»Skulde det være muligt, vil De selv?«

»Jeg siger Ingenting, Frøken, for vi maa tænke over det og lægge det rigtig frem for Herren, saa han faar Lov at raade. Moer og jeg har længe havt Lyst til at tage et forældreløst Barn, som vort eget, men vi turde ikke for Ansvarets Skyld, uden hvis Herren lagde det lige for vor Dør. — Det har sommetider rykket i mig, naar jeg saae den lille Marie, men jeg havde ikke Mod til at gribe ind. Dog nu synes jeg, at hun er lagt for vor Dør. Hvad mener Du, Moer?«

»Jeg mener det Samme.«

Glarmesteren rejste sig, gik et Par Gange op og ned ad Gulvet og sagde saae, idet han saae mildt paa den unge Pige: »Første Gang, Frøkenen var her, gjaldt det Ruderne, de knækkede Ruder, jeg mange Gange havde set uden at tage mig deraf. Denne Gang gjælder det Barnet, som jeg ogsaa mange Gange har set og ynket, men dog ikke taget mig af for Alvor. Det er beskæmmende for en gammel Kristen, men saa er det igjen en stor Glæde at se Guds Kjærlighed i en Nyomvendts Hjerte.«

»Men maa jeg slet ikke være med i det, faar jeg ikke Lov til at give en lille Kostpenge?«

»Vi er helst fri, Frøken, for tage vi hende, er hun som vor egen. Moer og jeg har begge fuldtop af Arbejde og det er som Guds Velsignelse strømmer fra Have, Bier, Dueslag og Hønsegaard. — Frøkenen faar nok Brug for Deres Penge, det er jeg vis paa. Naar Øjet først kan se og Hjertet føle, opdages snart, hvor Skoen trykker Næsten. — Godsejeren er en brav og hjælpsom Herre, kom jeg, eller en af mine Lige, i Nød, vilde Haanden være udrakt og Pungen aaben, men stakkels, daarlige, forkomne Mennesker ringeagter han jo endnu, og det kan Ingen undre. Man maa kjende sig selv som en Synder, før man faar rigtig Lyst til at hjælpe Syndere, og rigtig Tro paa, at de kan hjælpes. — Der er en elendig, brystsyg Mand nede i Landsbyen, som er godt kjendt med vore Straffeanstalter, ham vilde jeg gjerne, Frøkenen skulde besøge. Saadan et velsignet, ungt Ansigt, der lyser af Kjærlighed ovenfra, kan komme som en Hilsen fra Herren. Saa er der ogsaa en gammel, halvlam, forhenværende Toldbetjent, der om Sommeren altid sidder i sin lillebitte Have og ingen større Glæde kjender, end naar man vil tage ham under Armen, række ham Krykkestokken og gaa op og ned med ham langs Huset. Han bliver aldrig træt af at gaa og heller ikke af at fortælle. — Ja, saa Farvel, Frøken! Næste Gang, De besøger os, tænker jeg nok her er En mere til at sige velkommen.«

Det var en skjøn og indholdsrig Sommer for Victoria. Morgentimerne efter Theen tilbragte hun gjerne i Skoven, eller siddende paa Stenen bag Pavillonen; Biblen var næsten altid med. Hun frydede sig over Guds Ord, »som den, der finder et stort Bytte,« og hendes Hjerte udvidedes og fyldtes med Kjærlighed til Gud og Mennesker. —

Med Niels gik det nogenlunde godt. Springe Ærinder, skuffe og rive, kunde han som den Bedste, men Lugningen var temmelig overfladisk og Jordbærplukningen ikke ganske redelig.

»Spiser Du to, naar Du plukker tre?« Den høje, kraftige Gartner stod pludselig foran ham, »ja, jeg vilde bare vide det.«

»Om Forladelse! — Jeg skal ikke gjøre det mere.«

»Tror Du, jeg tror Dig? Se mig ind i Øjnene, Dreng, tror Du, jeg tror Dig? — Denne Gang faar Du ingen Straf, men sker det tiere, saa — Har Du set Pisken, der hænger i min Forstue?«

Jo, Niels havde set den.

»Ja, saa veed Du, hvad der venter Dig.«

Lidt efter gik Godsejeren forbi, nikkede til Niels og trak ham i Øreflippen.

»Naa, Andersen, er De fornøjet med Frøkenens Dreng?«

»Det kan blive en flink Dreng, han har gode Anlæg.«

»Nej, virkelig, det glæder mig.«

Niels følte en levende Taknemmelighed, fordi Gartneren ikke havde angivet ham, men tvertimod fremhævet hans Anlæg, og saa, at Godsejeren kaldte ham Frøkenens Dreng! — Nej, han vilde rigtignok ikke gjøre hende Skam, hvor tørstig han end var og hvor fristende Jordbærrene duftede.

En Ugestid efter kom han dog igjen i Forlegenhed. Han havde ladet Laagen til Baggaarden, der altid skulde holdes lukket, staa aaben, medens han trillede et Par Børe ud og ind, og saa havde Hønsene benyttet Lejligheden, og løb nu om og gjorde Ulykke i Blomsterkvartererne. Niels foer efter dem, men værre og værre tumlede de, og der kom Gartneren.

»Er det Dig, der har ladet Døren staa aaben, Niels? — Du behager at svare.«

»Ja, men —«

»Vidste Du ikke, at den altid skal holdes lukket?«

»Jo, men —«

»Det er besværligt at lukke op og i, synes Du maaske? Det var altsaa baade Dovenskab og Ulydighed. — Slip Arbejdet og kom ind med mig. Du maa lære Husets Skik, hvis Du vil blive her?«

»Ja, det vil jeg helst, men —«

»Hør nu efter! — Du har tre Ting at vælge imellem, Dreng. Den ene er at gaa, og saa blive borte med det Samme; den anden, at jeg bringer Dig til Frøken Victoria og fortæller hende det Hele; den tredie, at Du tager dine Bank.«

Niels var bleven blussende rød, men saae mandig ud.

»Lad mig saa hellere faa Bankene, naar det skal være.«

Gartneren udførte Afstraffelsen, ligesom ethvert andet Arbejde, med Iver og Kraft, men da han var færdig, lagde han, til Drengens Forbauselse, sin Haand paa hans Skulder.

»Du valgte ret, min Gut, og der er Tømmer i Dig til en Mand. — Nu kjende vi To hinanden og det beror paa Dig, om vi skal blive Venner.«

Niels nikkede og saae med en vis grublandet Beundring op til den store, rolige Gartner. Ryggen smertede og Armen gjorde ondt, men han følte sig ikke fornedret, snarere hædret, ved den lidte Behandling. Og saa tog han fat paa Arbejdet med en brændende Lyst til at udmærke sig. —

Hvad lille Marie angaar, blomstrede hun formelig op i sit nye Hjem. Det matte, hørgule Haar fik Glands og de blege Kinder Farve. Hvor var hun glad og hvor havde hun travlt fra Morgen til Aften. Der var nok at gjøre med Duer og Høns og med at pille Bændler og Blonder ud og række Klemmer, naar Moderen hængte Tøj paa Snorene.

»At vi har kunnet undvære hende,« sagde Madame Bruhn anerkjendende og Glarmesteren tilføjede: »Herren bevare Barnet og lære os at takke.«

Men Grethe fandt, at Aahuset var blevet underlig tomt, og at den gamle Kone og de to smaa Rollinger var et kjedeligt Selskab, Dagen igjennem. Naar Hindbærplukningen først var endt, vilde hun ogsaa bede Skovrideren om Lugearbejde i Plantagen. Saa gik Tiden, og der tjentes en Skilling. Saasnart Lotte havde lært at spise Vælling, kunde Bedstemoder magelig gjøre det ud derhjemme. —

Da Grethe en Eftermiddag sad paa Bænken udenfor Huset, strikkende paa Lars' store, grove Strømpe og grundende over sine Gjenvordigheder, lød hurtige, knirkende Trin paa Broen og en lille Pige i blaastribet Bomuldskjole, med hvid Straahat paa sit lyse Haar, smaa kluntede, skinnende blanke Lædersko paa Fødderne, og en stor Mælkekande i Haanden, nærmede sig.

»Jeg skal hilse fra Moder, det gjorde hende saa ondt med Kanden og saa kjøbte hun denne, men Fader har fyldt den med Kirsebær.«

»Sikken en kjøn Kande, jeg kjender den fra Kjøbmandens Vindue og har tidt ønsket mig den. Det var betænksomt af Madammen og jeg siger Tak. — Du har det godt, Marie, det kan jeg se. Det var først paa Stemmen, jeg kjendte Dig, saa forandret er Du. Men Klæderne gjør nu ogsaa meget. — Ja, saadan gaar det, Bedstemoder, vi trak med hende, da hun var lille, og nu faar andre Fornøjelsen.«

Marie, der efter at have afleveret Kanden, straks var løbet hen til den gamle Kone, saae alvorlig ned for sig, men Bedstemoder indvendte:

»Hun var fem Aar, da Moderen døde, saa det Værste var stridt, før vi fik hende.«

»Du har nok glemt Mæslingerne og Kighosten, men det har jeg ikke. — Naa, Marie,« Stemmen lød venligere, »har Du længtes efter os?«

»Barnet blev blussende rød, men svarede aabent: »Ja, en lille Smule efter Mads og Lotte.« Hun bøjede sig over Vognen og kjærtegnede den Lille.

»Sikken en blank Fletning, Du har; hvad har Madammen gjort ved dit Haar?«

»Først vaskede hun det hver Morgen, nu reder hun det bare.«

»Ja, Du kan sagtens! — Farvel, min Pige, hils og sig, at jeg er glad for Kanden. — Naar Du kysser Bedstemoder, kan Du vel ogsaa kysse mig.«

Var det Alvor? Ja, Konen spidsede virkelig Mund. Marie nærmede sig som et lille Offerlam.

Da hun var gaaet, stod Grethe ganske stille og tænkte sig om. Det kunde jo nok være, at hun ikke altid havde handlet som en Moder mod Barnet. —

Saa tømtes Kanden, afvaskedes omhyggeligt og sattes langt ind paa Hylden. Derpaa deltes de store, røde Vinkirsebær i fire Bunker. Mandens var den største, for ham undte hun det dog bedst.

Det varede ikke mange Dage, før Victoria fandt Vej til den brystsyge Mand, Glarmesteren havde omtalt. En lille, noget sammenkrøbet, graahaaret Kone med Bondehue paa, lukkede op. Hun saae bleg ud og havde forgrædte Øjne.

»Jeg vilde gjerne hilse paa den Syge. Maa jeg gaa ind?«

»Ja, De maa, Frøken. — Min Søn ligger derhenne, vi har jo kun en Stue, naturligvis.«

Erik Jensen, der hvilede fuldt paaklædt ovenpaa Sengen, betragtede den Indtrædende med sine store, klare, dybtliggende Øjne. Panden var furet og Trækkene skarpe, hele Udseendet ældre, end Mandens Aar.

»Glarmester Bruhn har fortalt mig, at De var syg, og saa vilde jeg gjerne kvæge Dem med lidt Hindbærsaft. — Og her er et Par Roser fra vor Have.«

»Hvad har han fortalt Frøkenen om mig?«

»Alt,« lød Svaret.

»Og saa vilde De dog komme! — Gaa ud, Moder, bare et Øjeblik. — Hun lider ikke, at jeg taler om Fortiden, stakkels Gamle. Men den har jo været og kan ikke udslettes. Jeg veed godt, hvad Frøkenen vil sige, Præsten, der var her i Gaar — han cyclede saamænd den lange Vej for min Skyld — sagde det Samme, men Dommen er nu alligevel i Vente for Alt, hvad jeg har forbrudt.«

»Mon De har været værre end Røveren, Erik Jensen, ham, der kom i Paradis? Hvis vi ikke vare slemme, havde Herren nok ikke behøvet at forlade sin Himmel og lide det, han led, for at frikjøbe os.«

»Vi! Frøkenen siger vi. De maa ikke tale om Dem og mig i et Aandedræt.«

»Jeg tror nu,« hun talte i det dybeste Alvor, »at jeg har været den Værste, for mit sad indvendig. Naar Vantro og Hovmod, Egenkjærlighed og Herskesyge fylde Hjertet, nytter det kun lidt, at Forholdene have bevaret En fra udvortes Fald. Men det er Herrens, vor kjærlige Frelsers, Lyst at give os nye Hjerter. Han har ogsaa et nyt Hjerte til Dem, Erik Jensen.« Taarerne løb ned ad hendes Kind.

»Saa er det paa Tide, at jeg faar det, for der er nok ikke mange Dage tilbage.«

Han taug en Stund, det var, som saae han Noget for sig, der glædede ham. Lidt efter kom det:

»I Gaar sagde jeg til Præsten, at hvis Gud virkelig havde forbarmet sig over mig, maatte han give mig et Tegn. Præsten mente dog, at Ordet var nok, til det skulde jeg holde mig. Men da Frøkenen nu kom, saa ung og saa dejlig, med Lædskedrik og Blomster, blev det mig som et Tegn paa, at jeg ikke er helt forkastet fra Guds Ansigt, for saa var Deres Komme vist bleven hindret.«

»Det tror jeg ogsaa.« Hun klappede den store, knoklede, mathvide Haand. »Skal jeg synge lidt for Dem?«

»Tak, men ikke altfor højt. — Moder, kom herind, Frøkenen vil synge.«

Vinduerne stode aabne og Sangen tonede igjennem dem ud paa Landsbygaden. Godsejeren, der netop kom ridende, standsede lyttende.

»Synderinden til Gjæstebudssalen kom nær —« Var det ikke Datterens Stemme? Jo, sad hun derinde og sang for Indbrudstyven, kunde det være muligt? — Han blev holdende udenfor.

Omsider aabnedes Døren. »Jeg kommer snart igjen,« lød den venlige Afskedshilsen.

»Men Fader, kjære Fader, er Du her?«

»Jeg har nok mere Grund til at spørge, er Du her, Victoria. — Vogt Dig for at gaa saadan paa egen Haand, mit Barn. Det er ikke alle syge Folk, der fortjene dit Besøg. Vidste Du, hvordan den Mand har været, vilde Du sky ham som Pesten.«

»Jeg veed det godt, Fader, men jeg har været endnu værre.«

»Sludder,« sagde Godsejeren vredt; saa haardt havde han aldrig før tiltalt hende. »Det var ham, som stjal en af mine Heste fra Marken og solgte den, — da var Du ganske lille — og hans sidste Bedrift var det mislykkede Indbrud paa Postgaarden for tre Aar siden. Kan Du hamle op med saadanne Historier?«

»Afguderi er meget værre.«

»Afguderi?«

»Ja jeg havde en Afgud. Det er ydmygende at tilstaa hvem Afguden var, men Du kan vel nok gjætte det, Fader, det var mig selv.«

Godsejeren svang sig ned af Hesten og gik nu ved hendes Side, førende det smukke, kloge Dyr ved Tømmen.

»Min egen velsignede Pige, hvad er det dog for urimelig Tale? Er Du Nogens Afgud, saa er Du min, men det er en god Følelse, jeg aldrig bebrejder mig. — Tilgiv din Fader, at jeg før talte saa uhøfligt, men Blodet kom i Kog. — Hvad sagde Mennesket til Dig, det var vel Bøn om Hjælp?«

»Nej, nej, han har Andet at tænke paa. Det er Regnskabet, der ængster ham, og den store Rejse, som han veed staar lige for Døren.«

»Ja, hvis han virkelig angrer, maa det jo være rædsomt. En ond Samvittighed er det Værste af Alt. — Gaar Du med hjem?«

»Nej, jeg vil ind til den gamle Toldbetjent, veed Du, hvor han bor, Fader?«

»Ja, det er forbi Kjøbmanden og saa lige om Hjørnet. — Naa, Du vil besøge gamle Muhle. Det har jeg ikke det Mindste imod; han er en skikkelig Fyr, men vanskelig at slippe fra. — Vil Du ogsaa synge der?«

»Ikke den Sang, Fader, men maaske en anden. Maa jeg hilse fra Dig?«

»Ja, hvis Du gjerne vil, men bliv der nu ikke for længe.« —

Gamle Herr» Muhle sad paa Grenesophaen i Havehjørnet med Briller paa og Avisen foran sig. Krykkestokken stod ved Siden, lænet til et Træ. Da Victoria nærmede sig, saae han nysgjerrig op, og Spændingen tiltog, da hun løftede Krogen af Havelaagen. Gjaldt Besøget ham? — Nej, hvor hun var kjøn og saae god ud. Tidligere havde han kun set hende i Afstand, ridende ved Faderens Side, eller kjørende i Landaueren.

»Frøken Bang! — Kan man tro sine Øjne?« Han rettede paa Kravetøjet, pillede ved Ærmerne, som vilde han trække Manchetter frem, og bukkede, saa godt han formaaede.

»Jeg skal hilse fra min Fader. — De maa ikke synes, det er underligt, at jeg kommer, Hr. Muhle, men jeg fik en saadan Lyst til at se herind.«

»Underligt? Nej, Frøken, det er ikke underligt. Men sommetider synes jeg nok, det er underligt, at ikke Flere har Lyst til at besøge en ensom, gammel Mand, saa der kan gaa Dage, ja Uger, hvor jeg ikke taler med Andre, end den tunghøre Kone, der besørger min Smule Husvæsen mod at spise med og bo frit i Kvistkamret ovenpaa. Jeg klager ikke over hende, men hun er næsten ikke til at skrige op og vore Samtaler kan høres helt ind i Kjøbmandens Gaard. — Hvis De nu vil som jeg, Frøken, saa rækker De mig Stokken og byder mig Armen. Det er rigtignok den forkerte Verden, men hvad skal man sige. — Saadan, det gjør nu alligevel godt at rette sig. Vi kan saa rart gaa i den brede Gang langs Huset.«

Herr Muhles runde, venlige Ansigt skinnede af Tilfredshed. Gjæster vare altid velkomne, men en ganske ny Gjæst, hvem han kunde fortælle om Barndomshjemmet, Ungdomsstræbet, Forlovelsen, sit lykkelige, men barnløse Ægteskab og endelig om Konens Død og sin egen Sygdomstid, var dog ubetinget at foretrække.

Victoria lyttede deltagende, selv fik hun ikke meget sagt. Det var et arbejdsomt, hæderligt Menneskeliv, der afsløredes for hende, men hun droges alligevel mere til den dødssyge Mand, der strakte Armene ud i Anger og Sjælenød. Gamle Muhle var saa inderlig veltilfreds med sig og Sine og betvivlede ikke et Øjeblik, at Gud Herren ogsaa var det.

»Nu maa jeg vist gaa.«

»Allerede, nej, nej!«

Hun saae paa sit Uhr: »Jeg har været her over en Time, Herr Muhle.«

»Næste Gang maa Frøkenen helst lade Uhret blive hjemme. — Ja, saa skulde jeg jo gjerne hen til Bænken igjen.«

»Men hvis der nu kom en Regnbyge, eller De blev træt af at sidde herude, hvem hjælper Dem saa ind?«

»Konen deroppe, hun filerer Fiskenet og viger ikke fra Huset. Før der er faldet tre Draaber Regn, staar hun her. Jeg har ogsaa et Instrument i Lommen, hvormed hun kan pibes op, men det gaar ud over mine egne Trommehinder. — Farvel, ærede Frøken, og megen Tak. Det har været et højst intersant Besøg for mig og jeg glæder mig til at fortsætte Samtalen en anden Gang.«

Victoria gik stille hjem. Den nedgaaende Sol havde farvet de store, fjeragtige Skyer gyldne og rosenrøde, Engene begyndte allerede at dampe, og alle Fugle taug med Undtagelse af Lærkerne, hvis Triller endnu lød svagt, langt borte, højt, højt oppe.

Den unge Pige foldede sine Hænder og bad Gud hjælpe og velsigne de To, hun havde besøgt, og fylde hendes eget Hjerte med Visdom og Kjærlighed.

Det var en solhed Dag først i August, Victoria sad fordybet i Læsning paa Stenen bag Pavillonen. Husets Skygge faldt svalende over den Plet, hvor hun sad og, af og til, førtes ogsaa et friskt Vindpust fra Stranden hen til hende. Hun var saa fordybet, at hun ikke hørte Fodtrin nærme sig og først vaagnede op ved en Hunds Bjæffen.

»Om Forladelse, Frøken, jeg ahnede ikke, at her var Nogen.«

Det var Skovrideren, der stod foran hende. Hun havde ikke set ham siden Fødselsdagen og rødmede let, idet hun rejste sig og rakte ham Haanden.

»Hvor kunde De ogsaa vide det,« hun klappede hans smukke, store Hund.

»Jeg kom,« vedblev han ligesom undskyldende, »for at tage Lyngen i Øjesyn. Min Fætter Thunø vilde gjerne male dette Parti, naar Lyngpletterne, som jo dog findes hist og her, stode i Blomst.«

»Det vil ikke vare mange Dage. Se, Knopperne har allerede det underlige sølvhvide Skjær og de mørkerøde Spidser. Ere de ikke dejlige?«

»Jo, meget smukke. — Men vil min Fætters Komme nu ikke genere Frøkenen, naar De plejer at søge Ensomhed heroppe?«

»Nej, slet ikke. — Mit egentlige Tilflugtssted er nærmest Hjemmet.« Og hun saae i Tankerne Stengjærdet, den lille Sti og den bølgende Rugmark.

Der blev en Pause og saa spurgte Victoria sagte: »Hvordan har Deres kjære Frue det? Jeg har slet ikke set hende siden den Aften, jeg opførte mig saa — saa usømmeligt.«

»Tal ikke derom, Frøken Bang, De havde min Hustrus fulde Sympathi, kan jeg sige med Sandhed. Doktor Stenbo har bedt os, og flere Andre med, veed jeg da, forskaane Dem for Indbydelser og Besøg i den første Tid, og derfor har vi holdt os tilbage.«

»Det var ogsaa bedst for mig, — og et Selskabsmenneske bliver jeg aldrig mere, men De maa hilse Deres Hustru og sige, at vi blive glade, naar hun kommer.«

»Og hvad skal jeg saa melde min gode Herr Fætter om Lyngen?«

»At den er i Færd med at udfolde sig.«

»Farvel, Frøken, og undskyld, at jeg forstyrrede. For mig har det været en sand Glæde at træffe Dem.«

Hun nikkede mildt, rakte ham Haanden og gik saa hurtigt hjem. Men Skovrideren tænkte: »Nu har jeg aldrig kjendt Mage, hun er jo som omskabt.«

Victorias Hjerte slog stærke Slag, saa skulde hun da gjense det Menneske, der, uden at vide det, havde været mere for hende, end nogen Anden paa Jorden.

Tæt ved Bregnegaarden indhentedes hun af Niels, der kom fra Skolen, velklædt og glat kæmmet, bærende Bøgerne og den tomme Madkasse i en Rem. Han hilste ærbødigt, a la Rasmus, men de skjelmske Øjne blinkede dog hel barnligt og fortroligt hen til hende. Drengen saae, takket være den gode Kost og det stærke Friluftsarbejde, blomstrende sund ud. Den brune Kind havde faaet rødt Underlag og de brune Øjne saae ikke til Siden eller nedad, men frejdig ligeud. De første Uger havde været svære at komme igjennem, for Gartner Andersen holdt ikke alene Regnskab med Arbejdstiden, men med Skoletid og Fritid. »Nu maa Du gaa til Skole,« hed det, og saa tog Gartneren Uhret frem og sagde paa sin rolige Maade: »Til den Tid kan Du være her igjen, Niels, lad Dig nu ikke opholde.« Og han lod sig ikke opholde, men kom gjerne før han ventedes og lønnedes saa med et fornøjet Nik og et: »Naa, har vi Dig der,« som ansporede ham til forøgede Anstrengelser Dagen igjennem.

Niels Skolegang havde før været i høj Grad uregelmæssig; han kunde sjeldent sine Lektier og regnede haard Tiltale og Straf for uundgaaelige Onder, men nu, da Vidnesbyrdene skulde vises baade til Gartneren og hans kjære Frøken, var det en anden Sag. I Førstningen kneb det voldsomt, for han havde ligesaa ondt ved at lære udenad, som let ved at fatte, men efterhaanden gik det bedre og han var allerede flyttet op i en anden Klasse.

Efter endt Arbejdstid sendte Fru Bang ham ofte ned til Aahuset med en Kurv Levninger. Saa var Niels glad, for det var dog Hjemmet. Den haarde Behandling og den smalle Kost havde han glemt og holdt af dem Allesammen, fra Bedstemoder til lille Lotte i Vuggen. Drengen nød nu en vis Agtelse mellem Sine, ja, Moderen skiftede endog sommetider Forklæde, naar hun saae ham komme, men Faderen formanede ham til at være paapasselig og redelig, og til altid at bøje sig i Lydighed uden at mukke. — Det var ligesom hele Familien var avanceret med Niels. Grethe havde faaet Lyst til at holde Stuen noget mere ryddelig og Mads noget renere og helere i Tøjet. Svampen foer over Drengens Ansigt og Kammen gjennem hans Haar flere Gange om Dagen. Man var jo ikke sikker for Frøkenens Besøg og Manden syntes desuden saa voldsom godt om, at Alt var i Orden. Der kom smaa Kappegardiner for de hele Ruder og tunget Papir om Hylden, hvor den blaa Kande stod. Bedstemoder fik ogsaa en blidere Behandling, for det var nok ikke værd at samle mere i Bunke af den Slags, der gav Samvittighedsbid bagefter. Hvis den gamle Kone snart gik herfra, skulde hun ikke have Grund til at anklage hende deroppe.

Søndagefterrmddag tilbragte Niels gjerne hos Glarmesterens. Madammens friske, hjemmelavede Julekage smagte udmærket til Kaffen og han holdt ogsaa af Bibeltimen bagefter. Marie satte altid sin lille Stol hen ved hans, de følte sig jo som Sødskende. Tre, fire andre Børn plejede at komme til, deriblandt en af Bregnegaardens Vogterdrenge, og saa blev der sunget, og Glarmesteren fortalte lige ud af Bibelbogen. Niels forstod snart, at det ikke var nok at tækkes Frøken Victoria og Gartneren, men at det gjaldt om at tækkes ham, hvis Øjne ere som Ildsluer. Han fik mange Tanker og Hjertet blødgjordes. Smukke, barnlige Sange lærte han ogsaa, og Gartner Andersen lyttede grundende til, naar han hørte Drengen synge ved Arbejdet. —

»Naa, hvad er I saa glade over, I To?« Godsejeren kom bag paa Fru Bang og Victoria, der havde taget Plads ude paa Verandaen med deres Haandarbejde. Han havde hørt Datterens glade, smittende Latter og Fru Lines fornøjelige, afbrudte, næsten over sig selv forskrækkede, Stemmen i. Hun plejede ikke at le, ja, han havde egentlig aldrig hørt hendes Latter i de mange Aar, hun havde været paa Bregnegaarden, men i den sidste Tid lød den ikke saa sjeldent. Ja, hvor var meget bleven forandret i den sidste Tid, ogsaa Fru Lines Stilling. Det var som Victoria med hele sin Maade at være paa, havde faaet hende sat til Højbords. Folkene følte det, Godsejeren følte det og Fru Line følte det ogsaa selv med en vis taknemmelig Forbauselse. Men det forandrede ikke i ringeste Maade hendes fordringsløse Væsen.

Der gik en Luftning af Fred og Glæde gjennem hele Fluset. Godsejeren nød den gode Stemning i fulde Drag, men alligevel ængstedes han undertiden, for det var, som hans egen Magt bøjedes af en anden, langt stærkere Magt, der tvang hele Livet ind i et nyt Spor. Hvori det bestod, og hvad det egentlig var, kunde han ikke klare, for han kjendte ikke Ordene: »Den, der er i Eder er større, end den, der er i Verden.«

»Naa, Børn, hvad gjaldt Latteren saa?«

»Jeg gjorde Nar af mine gamle Kjoler, Fader, og af den skrækkelige nye Pariserhat, som da heldigvis aldrig har været paa mit Hoved. — Jeg haaber, Du har lagt Mærke til, lille Fader, at jeg klæder mig meget kjønnere, end før.« — Der sad en Skjælm i hendes klare Øje.

»Tarveligere og mere ensformigt, synes jeg snarere man kan sige. Men det maa Du selv om. Yndig og velsignet at se paa, er Du altid og Eders Latter er Musik for mit Øre.

Da Victoria næste Gang besøgte den syge Erik Jensen, fandt hun ham oven Senge, stillet op i en højrygget Kurvestol og indhyllet i et stort, tykt uldent Tørklæde. Øjnene syntes hende endnu større og klarere end sidst. Han kunde ikke godt faa Vejret i Sengen, forklarede den gamle Kone, oppe gik det bedre, men ret længe kunde han dog ikke holde det ud for Mathed.

»Tak, at Frøkenen kom, jeg har tænkt paa Dem hele Tiden og længtes efter at se Dem igjen, for jeg synes, De forstod mig. Dog endnu veed De ikke rigtig, hvordan jeg har været. Selv gamle Moer, der er saa god imod mig, og gjerne tog Brødet af sin egen Mund for at give mig det, siger, at jeg aldrig har gjort hende Andet end Sorg, lige fra den Dag, jeg blev født.«

»Det laa jo i,« Konen vred sig i Bedrøvelse, »at han var svag, rigtig en ussel Stakkel, da han var lille, men det kunde Barnet da ikke gjøre ved!«

»Og senere, da jeg blev rask og stor, var jeg ikke til at styre, jo, Moder, jeg hørte det selv, Du sagde det til Præsten, og det er ogsaa den rene Sandhed, jeg har altid gjort hende Sorg. Fader var en ærlig Mand, men haard; han sørgede ikke over mig, men han blev vred og saa tampede han løs. Da jeg kom ud, efter at have siddet første Gang, havde jeg svær Lyst til at tage Skeen i en anden Haand. Fængselspræsten havde nu ogsaa været i Lag med mig og behandlet mig som en Broder. Men da jeg aabnede Døren og Fader saae mit Ansigt, raabte han straks: 'Hvad vil saadan en Tyveknegt her, jeg kjender ham ikke, men det veed jeg, at gaar han ikke med det Gode, skal jeg snart ekspedere ham ud', og saa gik han ind efter Stokken. Men jeg foer afsted, vild af Vrede, og da Moder kom løbende efter mig og sagde: 'Erik, kjære Erik, tal dog til din Moder', stampede jeg og raabte: 'Hold Mund, gamle Kjælling, og gaa straks hjem til din Mand og hold Dig til ham'. Og saa foer jeg videre og sov den Nat i en Høstak, men næste Dag søgte jeg Kroen, og da jeg ved Aftentide gik derfra, svang jeg mig op og red bort paa en af Godsejerens Heste, som jeg senere solgte.« Han standsede og stønnede: »Saadan hel bundfordærvet bliver man jo ikke paa engang, Frøken, men det er det Gruelige, at da alle bedre Følelser fører En til Angerens Pine, saa skyer man dem, og forhærdes mere og mere. En Gang fik jeg Tjeneste langt herfra, hvor Ingen kjendte mig. I samme Gaard tjente en ung, pæn Pige, som jeg fik Godhed for. Hun syntes ogsaa om mig, og saa byttede vi Ringe, og jeg var i kort Tid som et andet Menneske. Men saa kom Rygtet om min Fortid hende for Øre, og da jeg ikke kunde sige, at det var Løgn, fik jeg Ringen tilbage. Nu er hun gift med en Anden. Men jeg forlod straks den gode Plads og begyndte det gamle Liv. — Har man Omløb og er lidt snild til at lægge Planer, faar man snart Anseelse mellem Kammeraterne, men at blive hædret for det Onde, er Gift for Sjælen. — Naar jeg nu ligger vaagen de lange Nætter, ser jeg det klart Altsammen, hvordan det Ene førte til det Andet, altid dybere ind i Mørket. — Saa kan jeg ogsaa se den udrakte Haand, der først gjennem den unge Fængselspræst og senere paa forskjellig Vis, med længere og længere Mellemrum, har villet drage mig opad. Men jeg lod mig ikke drage, Frøken, og det er det Forfærdelige.«

»Men hvor kan det være,« hun klappede kjærligt den matte Haand, »at De nu ser Deres Skyld saa klart og ogsaa skimter den dragende Kjærlighed? — Veed De, hvad jeg tror, Erik Jensen, jeg tror, at det er Guds egen hellige Aand, der viser Dem begge Dele.«

Manden taug, men det bævede om hans Læber, der var Taarer i Øjet og det forpinte Udtryk veg Pladsen for et spørgende, næsten lykkeligt.

»Aa, om De havde Ret! — Frøkenen sagde sidst, at Frelseren vilde give os nye Hjerter og det Ord har jeg grundet paa lige siden. — Sommetider har jeg tænkt, — Frøkenen vil vist undre Dem, naar jeg siger det — at Jesus allerede havde givet mig et nyt Hjerte, for det er ligesom Vreden er taget bort, saa jeg kun er vred paa En, og det er mig selv. — Jeg har hadet min egen Fader, ja, det gik saa vidt, at jeg engang lagde Vejen om ad Kirkegaarden og sparkede til hans Grav. Men nu beder jeg ham i mit Hjerte om Tilgivelse for Alt, lige fra Barndommen af. Jeg har ogsaa hadet Bolette, hende, der var min Kjæreste. I mit stille Sind havde jeg Lyst til at gjøre hende alt Ondt, og Tanker om at brænde Huset af over hende, eller slaa Manden ihjel, spøgte i min Hjerne. Men nu er det, som den gamle Kjærlighed var vaagnet; jeg ønsker hende kun Godt og vil gjerne, der skal sendes hende den Hilsen, at hun handlede ret, da hun brød med mig, og at jeg beder hende om Tilgivelse og velsigner hende, hendes Mand og Børn. En af Kammeraterne har jeg ogsaa hadet, for han var den første, der lokkede mig ind paa Forbryderbanen, men nu ønsker jeg bare, at Jesu Christi Kjærlighed ogsaa maa naa ham. Han er i Tugthuset, men Præsten har lovet at ville skrive ham til. — Ja, hvad mener Frøkenen saa?«

»At Gud har forbarmet sig over Dem, Erik Jensen, som han forbarmede sig over mig. Der er ingen Ende paa hans Naade! — Drik nu lidt Vin og Vand, De er træt af at tale.

»Vil Frøkenen ikke synge?«

»Jo gjerne.«

Den gamle Kone, der havde siddet sammenkrøbet i en Krog og lyttet til Sønnens Tale, som jevnligt aftvang hende et dybt Suk, eller dæmpet Hulkeudbrud, rejste sig nu, aftørrede ømt den Syges Pande med et stort, hvidt Stykke og trak Tørklædet sammen om hans Bryst.

„Til Himlene rækker din Miskunhed, Gud —"

Victoria sang med sagte Røst, men Erik Jensen bad hende synge højere: »For den kan ikke synges højt nok. — Men siden faar jeg nok den anden, den fra sidst.«

Da hun havde sunget, løftede han Hovedet. »Tak, Frøken, nu synes jeg, Alt er godt, for det er som Herren var hos mig. — Kom lidt nærmere og svar mig ærligt paa en Ting. Tror De, jeg tør komme til Nadverbordet?«

»Ja, jeg ikke alene tror det, men jeg veed, at De er indbudt og vil være velkommen. Naar Herren har fundet sit Faar, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde, staar der jo.«

»Det er ogsaa sandt,« han saae drømmende ud for sig og vedblev saa: »Præsten ser herind i Morgen, — han vilde tage Det med, sagde han, saa hvis jeg begjærede det, kunde jeg faa det. Han mente nok, jeg turde vove, men nu vil jeg tænke derover i Nat.«

»Det vil jeg ogsaa.«

Hun klappede igjen hans Haand og gik saa stille ud. Men da Præsten kom næste Dag, laa en ung Pige med lysende Aasyn paa Knæ ved den Syges Leje og bad om at maatte faa Del i de himmelske Gaver. Det var hans gamle Konfirmand, Verdensbarnet, som han havde sukket over og savnet, men igjen glædet sig inderligt ved at se vende tilbage til Kirken og sidde Søndag efter Søndag ved Moderens Side.

»Jeg maa vel nok komme med?«

Præsten saae hende dybt ind i Øjet og saa nikkede han.

Erik Jensens Moder holdt sig tilbage. Sønnen havde advaret hende indstændigt mod at gaa med, enten for hans, Præstens eller Frøkenens Skyld, og det var ikke let at hitte Rede i sine Bevæggrunde. Særlig Lyst havde hun ikke, for hendes aarlige Altergang var nylig overstaaet. Men det var nu alligevel en Ære og en Oprejsning for Sønnen, at Godsejerens Datter nød det hellige Maaltid med ham. — Saadan omtrent var stakkels gamle Mettes Tankegang, medens hun grædende lyttede til Ordet og Sangen. Men dybest inde i Hjertet raabte hun alligevel, trods sit ringe Kjendskab til Herren, om Naade for Sønnen, at han dog maatte slippe for at fortabes, og blive bjerget ind i Himmerige. Selv kunde hun ikke tale om de Ting, ikke trøste ham en Smule, det følte hun godt, og gruede ogsaa for at være ene med ham i Dødens Stund. At Glarmesteren og hans Hustru skiftevis havde vaaget hos ham de sidste Nætter, og ogsaa kom denne Nat, var hende en stor Beroligelse.

Da Familien paa Bregnegaard næste Dag sad ved Frokostbordet, meldte Rasmus, at Glarmester Bruhn ønskede at tale med Frøkenen.

»Med Frøkenen?« — Godsejeren saae forbauset op, »nej, det maa være med mig. Bed ham komme ind. — I tillade nok,« han bøjede sig forekommende mod Fru Bang og Victoria.

Glarmesteren hilste høfligt idet han traadte ind. Derpaa sagde han stille, men dog med frejdig og glad Røst:

»Han er gaaet hjem, Frøken.«

»Hvem?« Godsejeren saae forvirret paa ham, men Victoria rejste sig hurtigt.

»Naa, det er han, allerede! Man bør vel sige Gud ske Lov.« — Taarerne trillede nedad hendes Kind, for hun vilde dog gjerne have set ham endnu en Gang.

»Ja, det maa vi, Frøken, der er stor Grund til at love og prise Gud, for det er sandelig en Brand, der er revet lige ud af Ilden.«

»Hvem tales der om?« Godsejeren rejste sig utaalmodigt.

»Det er om Erik Jensen, Herr Bang, Indbrudstyven, som Folk kaldte Staklen, for det havde han jo været. Bedre Død kan Ingen ønske sig. Efter at han havde faaet Nadveren — ja, Frøkenen nød jo det hellige Maaltid med ham, hørte jeg — havde han fuldkommen Fred, men Kræfterne toge af Time for Time. I Nat laa han ganske stille, men sagde dog engang imellem med neppe hørlig Stemme: 'At det er muligt!' og saa skinnede hans Ansigt som en Engels Ansigt, og det var ikke svært at forstaa, hvad han mente med Ordene. — Den stakkels gamle Moder gaar saa underlig raadvild om. Paa en Maade er hun lettet, tror jeg nok, men saa er det igjen næsten som Livet var taget fra hende. Jeg har lovet at sørge for Jordfæstelsen og der skal ikke mangle Blomster paa Graven, vel, Frøken?«

»Nej, og jeg vil ogsaa gjerne følge ham, gaa ved Moderens Side.«

»Det maa ikke ske, Victoria!« Godsejeren bruste op, han var mørkerød af Harme og saae ud, som skulde han kvæles. »Ved denne Lejlighed nødes jeg til at bruge min faderlige Myndighed og sige: det maa ikke ske. — Skulde Lasten hædres fra vort Hus, aldrig i Evighed!«

»Det kan godt være, at Godsejeren har Ret, Frøken,« Glarmester Bruhn saae kjærligt paa hende, »Folk kunde let misforstaa, hvad De gjorde, og desuden, naar Deres Fader ikke ønsker det —«

Hun rystede paa Hovedet, det var ikke let at bøje sig her.

»Ja, saa siger jeg Farvel. — Undskyld, Herr Godsejer, at jeg forstyrrede Maaltidet.«

Skjøndt Victorias Fader nærede baade Agtelse og Velvillie for den driftige, bundhæderlige Glarmester, svarede han kun med en dæmpet Brummen, og da Manden havde lukket Døren efter sig, foer han op.

»Er det sandt, hvad han sagde? — Du bliver herinde, Victoria! — Nød Du Nadveren i Forening med den Døende?«

»Ja, kjære Fader, og det var den bedste Stund, jeg har oplevet.«

Hun saae saa tillidsfuld op til ham, og der var et saa kjærligt og lutret Udtryk i det skjønne, unge Ansigt, at Faderens Vrede pludselig veg for en underlig ubestemt Angst. Kunde han vente at beholde hende? — Han blegnede.

»Min søde Pige, Du veed, hvor højt jeg elsker Dig, saa det er for din egen Skyld, eller da væsentlig for din egen Skyld, jeg tog mig det nær. Du kjender ikke Verden og hvad onde Tunger kan finde paa at sige.« — Han henvendte sig pludselig i en utaalmodig Tone til Fru Bang: »Hvor kan det være, min gode Line, at Du slet ikke blander Dig i Sagen. Du har jo dog nogen Livserfaring og Du veed, at Victoria lægger Vægt paa din Dom.«

»Jeg taug, fordi jeg nødig vilde stille mig paa Victorias Side imod hendes Fader.« De dristige Ord udtaltes med blid, næsten spag Stemme.

»Naa saaledes!« Blodet foer ham igjen til Hovedet, »Du vidste maaske endogsaa, at hun agtede at holde sin Altergang i Forbryderens Hjem?«

»Nej, jeg hørte det først nu, men det rørte mig dybt og glædede mig inderligt. Ja, kjære Bang, tænk dog paa, hvordan hun var for et Par Maaneder siden.«

»Hvordan var hun? — Naa, jeg nægter ikke, at hun er bleven elskeligere, det maa Enhver indrømme, men der er Maade med Alt og det duer heller ikke at være for god for denne Verden. — Hvor vil Du nu hen, lille Kjære?« Han trak Datteren hen til sig, lagde Armen om hendes Liv og hviskede: »Jeg kjøs Dig da ikke før, min Øjesten?«

»Nej, ikke det Mindste, men jeg følte mig saa uforstaaet. — Dog det kan Du ikke gjøre ved, Fader, det kommer nok.«

Hun saae ud, som følte hun sig vis paa Sejren, men Godsejeren lignede en slagen Mand, der ogsaa frygter for fremtidige Nederlag. Dog Et stod fast, det givne Forbud skulde strengt overholdes. Han vilde selv tage med til Kirken paa Søndag for at hindre mulig Overtrædelse. —

Henad Eftermiddagen plukkede Victoria en Kurv fuld af halvtudsprungne Roser. To hvide med Blomster tæt besatte Liliestængler tog hun ogsaa med, og saa gik hun ad Markstien ned til Aaen for om muligt at finde et Par Forglemmigejer. Og se, der stod virkelig i Ly af Straa og Siv en Klynge nysudsprungne blaa Efternølere. Paa Tilbagevejen standsede hun et Øjeblik, for her var det! — Og saa skyndte hun sig videre.

Landsbygaden var ganske tom, dog nej, der kom jo en Herre cyclende. Han sad rank i Sædet og kjørte med jevn Fart, men ved Synet af den unge Pige standsede han og rykkede lidt tilbage, det var næsten, som han studsede. I næste Øjeblik sprang han af og hilste ærbødigt. Først nu saae Victoria, at det var Maleren Holger Thunø.

»Goddag og velkommen!« Han var jo ingen Fremmed for hende.

»Tak, Frøken Bang, det er rart at blive budt velkommen. — Jeg havde nær ikke kjendt Frøkenen, De er saa forandret, forbausende forandret.«

Hun svarede ikke, og der var et underlig dybt for ham gaadefuldt Udtryk i det klare, rene Øje. Hvor saae hun yndig ud, som hun stod der med Liliegrenen op til sig og Blomsterkurven paa Armen.

»De har oplevet Noget siden vi sidst saaes, Frøken Bang!« Han kunde ikke lade være at sige det.

»Ja, det har jeg ogsaa,« svarede hun ligefremt, hilste saa mildt og gik ind i et lille, fattigt Hus, hvor de smaa, lave Vinduer vare tildækkede med tætte, hvide Stykker.

Saa Blomsterne vare til en Afdøds Baare. Han blev staaende et Øjeblik ligesom grundende, svang sig saa igjen paa Cyclen og tog Fart ad Skovridergaarden til. Men Tanken havde hele Tiden travlt med det underlig betagende Syn, der havde mødt hans Øje.

Der blev Glæde hos Skovriderens, Store og Smaa omringede den kjærkomne Gjæst, som dog var usædvanlig stille.

»Naa, hvad Nyt her paa Egnen,« spurgte han ved Aftensbordet.

»Alt staar omtrent ved det Gamle. Ja, Doktor Stenbos Søn er rigtignok bleven forlovet med Præstens Datter, men det kan vel ikke interessere Dig.«

Fætteren rystede paa Hovedet og spurgte saa: »Tror Du, jeg kan faa Lov at gjemme mine Sager i Pavillonen, saa jeg kan være fri for at føre dem frem og tilbage?«

»Det er jeg vis paa. — I Godsejer Bangs Familie er der da forresten hændet Noget. Husker Du Datteren? Du syntes slet ikke om hende.«

»Jeg saae hende jo neppe.«

»Jo vist saae Du hende saa længe, at Du fik et bestemt ubehageligt Indtryk. Du maa kunne huske det, for Du brugte stærke Ord til at betegne, hvad der mishagede Dig.«

»Fy, det skulde jeg helst have ladet være. — Men hvad er der med hende?«

»Hun er som omskabt, ja, anderledes kan jeg ikke udtrykke det.«

Holger Thunø svarede ikke, men ytrede: »Jeg mødte hende forresten i Landsbyen. Hun gik ind i et Husmandshus.«

»Ja, nu besøger hun Syge og Fattige, fortælles der. Synes Du ikke, at hun saae sød ud?«

»Jo, det maa jeg indrømme.«

»Folk sige naturligvis, at hun er forstyrret og de gjør Nar af det Hele. Men Doktoren staar paa hendes Side og vi ogsaa, navnlig min Hustru.«

»Jeg tror, det er en alvorlig Omvendelse,« sagde den unge Frue med Varme, »allerede den Aften, Du rejste, busede hun ud med en lidenskabelig Selvanklage og forlod saa Gjæsterne og det Hele. En dum Skaaltale med overdreven Smiger var Anledningen. Jeg havde Lyst til at tage hende i Favn og var ogsaa gaaet derhen et Par Dage efter, hvis Doktoren ikke havde forbudt det.« —

Da Holger Thunø næste Morgen mødte paa Bregnegaarden og bad om at maatte laane Nøglen til den ene af Pavillonens to Døre, modtoges han paa det Hjerteligste af Godsejeren. Fru Bang saae ogsaa paa ham, som man ser paa en Ven, for hun havde ikke glemt det Skudsmaal, der gaves ham. Victoria var ikke hjemme, og efter at have tøvet en kort Tid, skyndte den unge Kunstner sig hen til sin nye Arbejdsplads. Solen skinnede paa de endnu dugvaade Lyngtuer, paa Skovbrynet, det gamle Egetræ, de græssende Faar, Aahuset og det blinkende Vand.

Holger Thunø indsugede Billedet med Sjæl og Øje. Ja, herfra skulde det tages, — maaske et Par Skridt længere nede, lidt til Siden, saadan!

Han tog Hatten af og foldede sine Hænder. Velsignelsen fra oven maatte til, hvis Arbejdet skulde lykkes, vidste han.

Saa toges Øjemaal og de første Streger fæstedes paa Lærredet. Han plejede at arbejde med Liv og Lyst, og det gjorde han ogsaa i Dag, men Tankerne kredsede alligevel om en ung, let Pigeskikkelse med et Par skjønne, dybe Øjne, der ligesom gjemte paa noget Gaadefuldt, noget, der længtes efter at blive sagt, men dog ikke sagdes. Hvor huskede han hende tydeligt fra før, straalende smuk, men kold, stolt, selvbevidst. Hun havde næsten indgydt ham Gru, men tillige en dyb Medynk. Senere havde hun, underlig nok, været helt ude af hans Tanker, indtil Mødet Dagen i Forvejen.

Lørdagaften sad Godsejeren i sin Lænestol og lyttede til Aftensangen, der havde smuglet sig ind i Huset, ligesom Morgensangen og nu hørte til Dagens Orden.

»Du synger saa tidt den Sang om Synderinden, Barn, hvor kan det være? Melodien er unegtelig smuk, men jeg bliver altid tungsindig, naar jeg hører den.«

»Sangen er saa trøstefuld for mig, Fader, og det var den ogsaa for stakkels Erik Jensen.«

»Forbryderen?«

»Ja. — Maa jeg fortælle Dig en Smule om ham, for ellers kan Du slet ikke forstaa mig. — Veed Du, hvorledes hans egen Fader tog imod ham første Gang han kom hjem fra Fængslet, fuld af gode Forsætter og Planer om at begynde et nyt Liv? Han viste ham Døren og truede ham med Stokken. Saa var det, han stjal din Hest, Fader, efter først at have drukket sig fuld. Senere rettede han sig igjen, men da den Pige, han var forlovet med, hørte om hans Fortid, svigtede hun ham og saa faldt han helt tilbage, opsøgte de gamle Kammerater og blev værre og værre. — Naar jeg nu tænker paa, hvad en Faders Kjærlighed er, og hvordan den har omgivet og fulgt mig, lige fra jeg blev født, saa kan jeg ikke Andet end føle for ham. Alle udvortes hæderlige Mennesker vende jo saadan en Stakkel Ryggen, medens daarlige Kammerater modtage ham med aabne Arme. Men Herren ser det Alt. Den barmhjertige Samaritan, der fandt Erik Jensen plyndret og blødende paa Vejen, førte ham til Herberget, og den Fader, efter hvem al Faderlighed kaldes i Himlen og paa Jorden, tog ham i Favn. Og saa førte Englene ham hjem, ja, Gud være lovet!«

Godsejeren sagde ikke et Ord, men det bævede om hans Mund og Øjet var tilsløret. Han havde været misfornøjet hele Eftermiddagen, fordi Victoria sad og bandt Krandse til Indbrudstyvens Jordefærd, men nu var Vreden ovre, han kjærtegnede hende og kyssede hendes Pande.

Det regnede stærkt Søndagmorgen, og den lukkede Vogn beordredes frem. Før sad Victoria altid ved Faderens Side, da Fru Bang godt kunde taale at kjøre baglænds, men nu havde Husets Datter ogsaa lært Kunsten og Moderen fik Ærespladsen.

I det de stege ud af Vognen lige foran Kirkedøren, kom Erik Jensens Moder gaaende. Hun var iført en tyndslidt, sort Kjole og en lille, gammel, med Katteskind kantet Kysehat, hvorfra det blege, smalle Ansigt tittede frem. Hele det Aar, Sønnen laa syg i Hjemmet, havde hun holdt sig borte fra Mennesker og nu veg hun sky til Side og gik af Vejen for Enhver.

»Fader, se paa hende, — det er hans Moder.«

»Stakkel, ja, hun ser kummerlig ud. — Vil Du have en Tikrone?«

»Ja, Tak, senere, men i Dag ønsker jeg kun det Ene, at maatte følge med til Graven. Jeg tror det vilde glæde hende.«

»Nej, nej, jeg har jo sagt nej. — Hvad siger Du, gode Line?«

»Er det Victorias Fader en Beroligelse, at jeg gaar med, gjør jeg det gjerne.«

»Nej, jeg er vis paa, at det alligevel vilde forarge Folk.«

»Maaske, men det kunde jo ogsaa være et godt Eksempel.«

»Der er ingen Udkomme med Eder,« brummede Godsejeren, medens han steg opad den smalle, knagende Trappe til Bregnegaardens indelukkede Kirkestol. Men Victoria hviskede:

»Tak, Fader, elskede lille Fader,« og saa var Sagen afgjort.

Det var en kort, men indholdsrig, varm og god Prædiken. Ordet om Herrens frelsende Kjærlighed gav Præsten Anledning til at berøre, hvordan Underet ogsaa var sket her paa Stedet og i disse Dage. Det store Under, at en Synder var bleven frelst.

Efter endt Gudstjeneste, medens Folk endnu strømmede ud af Kirken, begyndte Klokkerne igjen at ringe, og saa kom Glarmesteren, høj og rank, med en stor Krands paa Armen og hentede Erik Jensens grædende og skjælvende Moder.

Godsejeren betænkte sig et Øjeblik, saa hviskede han: »Det er lige saa godt at jeg gaar med.« Men Victoria smuttede fra Forældrene, tog den lille, gamle Kone i Haanden og blev gaaende ved hendes Side.

»Tak, Frøken, saa er det rigtignok ingen Sag,« hvad hun egentlig mente hermed, maa staa hen, men beæret var hun og følte baade sig og Sønnen hævet i Menneskers Øjne.

Skovriderens vare allerede paa Hjemvejen, men Holger Thunø anbragte sin Cycle i Grøften under Hyldetræerne og gik saa bagefter det lille Følge ind paa Kirkegaarden.

Det var en Lettelse for Godsejeren, at den unge Kunstner sluttede sig til Toget og han hilste venskabeligt paa ham.

»Hvem er det, der skal jordfæstes?«

»En stakkels Angrende. — Fortiden var fuld af Daarlighed, men han skal have fortrudt det bitterligt, og saa maa vi jo ikke dømme.«

»Det kan vi heller ikke,« han saae alvorligt, men dog kjærligt paa Godsejeren, »hvis vi da selv ere blevne benaadede.«

»Meget sandt,« lød det temmelig klangløse Svar, og Blikket blev underlig tomt, for han tænkte: »Naa, skal vi nu høre den Historie.«

Præsten talte et Par Ord ved Graven, det var Lovprisning og Tak til Herren. Efter Jordpaakastelsen blev der sunget en Psalme.

Erik Jensens Moder lagde Krandsene tilrette og betragtede dem med en vis Fornøjelse.

»Nu er det stridt og saa er der nok ikke mere for mig at gjøre,« sagde hun med et Suk, der udtrykte baade Sorg og Lettelse. Derpaa nejede hun, uden at se paa Nogen, og vilde saa snige sig bort, men Glarmesteren holdt fast.

»Mette bliver hos os de første Dage. Jo vist; vor Moer og lille Marie derhjemme vente Mette. — Farvel, Frøken Bang, Gud velsigne Dem!«

»Farvel, Glarmester Bruhn, og Tak!«

Der veksledes et hjerteligt Haandtryk og et kjærligt Forstaaelses Blik.

Victorias Fader saae det med et ubestemt Mishag, men den unge Kunstner følte en med Forbauselse blandet Glæde ved Synet. —

»Tag med hjem, Herr Thunø,« Godsejer Bang slog indbydende ud med Haanden, »her er Plads i Vognen og Cyclen kan staa hos Kudsken.«

Kunstneren foretrak dog, da Regnen nu var ophørt, sin egen Befordring. Han vilde ogsaa gjøre et Sving ind i Skovridergaarden for at melde sin Udeblivelse. —

»En prægtig Fyr!« Victorias Fader fulgte ham med Øjet.

»Ja,« istemte Fru Bang, »jeg synes ogsaa saa godt om ham, og saa veed man jo, at han er en Kristen.«

»Kristne ere vi Alle, gode Line,« Tonen var irettesættende, »men Du mener formodentlig, at han handler, som en Kristen bør handle. — Jeg kjender ham jo ikke, men han synes at være en Gentleman fra Isse til Fod, og hvor har han et herligt, aabent Ansigt. Hvad siger Victoria?«

»Jeg synes ogsaa godt om ham, Fader, rigtig godt,« og hun tænkte: Du skulde blot vide. —

Dagen forløb hurtigt, Haven og den nærmeste Omegn gjennemstrejfedes, fornøjelige Samtaler førtes ved Maaltiderne og bagefter fortalte Holger Thunø Et og Andet fra sine mange Rejser. Han skildrede det Sete med Liv og Lune og tillige med en dyb og kjærlig Forstaaelse af Menneskers Forhold og Kaar. Efter Theen spillede Victoria som sædvanligt og Aftensangen blev sunget.

»Farvel og Tak, Herr Bang. — Det er underligt, at man kan føle sig saa fuldkommen hjemme første Gang, man gjæster et Sted.«

»De forekommer ogsaa mig som en gammel Bekjendt, Herr Thunø. Og nu maa jeg komme med et Forslag: Send Kufferten herhen og bo hos os til Maleriet er færdigt. Det er ingen lille Vej fra Skovridergaarden til Udsigtsbakken, men herfra gaar man derhen paa et Kvarter.«

»Tak for det gode Tilbud, — men jeg veed ikke rigtig —«

»Jo vist, veed De! — Naar min Karl kjører hjem fra sin Kjøbstadstur i Morgen, drejer han om ad Skovridergaarden og forespørger, om han ikke kan faa en Kuffert med.«

»Det er fristende!« sagde den unge Mand, idet han svang sig paa Cyclen. Og Kofferten var i Vognen næste Dag, han havde ikke kunnet modstaa. —

Det var en lykkelig Tid, der paafulgte, og Godsejeren sukkede ved Tanken om, at det ikke altid kunde vedvare, og for første Gang i sit Liv følte han for Alvor Savnet af en Søn.

Holger Thunø var en flittig Mand og Arbejdet gik rask fremad. Smaaskitser tog han ogsaa hist og her paa sine Udflugter, og Besøg aflagdes i Aahuset og hos andre Smaafamilier. Et Par Timer tilbragtes ogsaa daglig med kunsthistoriske Studier og anden Læsning. Men den tidlige Morgenstund og sildige Aftentime var helliget Biblen og der indsugede han Guds velsignede Ord til Næring for sin Sjæl. —

I den første Tid havde de to Unge mange Samtaler. Victoria var fuld af Spørgsmaal og det var nu, som lededes hun af en kyndig Haand til klarere og dybere Forstaaelse af Guds Ord og Veje. Men i Stedet for at blive mere fortrolig, blev den unge Kunstner efterhaanden mere tilbageholdende og det smittede hende.

Maleriet var nu næsten fuldendt og han talte om at rejse; men det syntes Godsejeren slet ikke om.

Skulde De ikke kunne finde andre maleværdige Steder her i vor dejlige Egn? Jeg er vis paa, at Victoria vil kunne vise Dem endnu smukkere Partier.«

Det tvivler jeg ikke om, men —«

»Kjære unge Mand, tro dog ikke, at jeg vil være paatrængende. Længes De efter Forandring, saa rejs, men vi ville savne Dem.«

Den Tiltalte rejste sig hurtigt, maalte Gulvet et Par Gange og sagde saa, idet han fæstede sine udtryksfulde Øjne paa Godsejeren:

»Jeg vil gjerne staa ærlig ligeoverfor Dem, Herr Bang. — Det er ikke fordi jeg længes herfra, men fordi jeg føler mig mere og mere knyttet hertil, at jeg vil rejse. — Forstaar De mig ikke nok?«

»Nej, jeg forstaar ikke et Muk!«

»Deres Datter —« han sagde ikke mere, men blev straks forstaaet.

»Min Datter! — Er det saadan? — Naa, ja, underligt er det jo ikke. — Har De i Sinde at tage hende fra mig, rejse langt bort med hende?« — Aa, hvor havde han ikke i flere Aar gruet for dette, at der pludselig skulde komme en Mand og tage hende fra ham.

»Nej, nej, saa vidt er min Tanke ikke gaaet, men hun er bleven mig kjærere Dag for Dag og det skylder jeg Dem at tilstaa.«

»Hvad siger hun?«

»Hun ahner ikke.«

»Naa saadan, det kan jeg lide. — For Victorias Følelser kan jeg selvfølgelig ikke indestaa, men hvad mig angaar, er der ingen Mand i Danmark jeg heller vil have til Svigersøn, naar De da ikke vil rejse bort med hende.«

»Tak, saa vover jeg at blive her.«

»Ja, gjør kun det. — At jeg ikke har tænkt paa Sligt før, og det laa dog saa snublende nær! — Tør jeg saa tro, at De vil slaa Bolig op her?«

»Før jeg har faaet hendes Ja drister jeg mig ikke til at lægge Planer. Men blive her som Børn i Huset kan vi ikke, nej, vi kan ikke. Et eget Hjem, indrettet efter mine Indtægter og vor fælles Opfattelse af Livet, maa være Maalet. — Men det skulde ligge tæt herved, saa Godsejeren ikke nogen Tid paa Dagen var sikker for uventede Besøg. — Turde jeg blot tro!« —

»Jeg siger Ingenting, men synes jo, at Bregnegaarden var stor nok til begge Familier. Dog det maa I selv om, Børn, hvis — men hvad enten det sker eller ikke, har De en Ven i mig, Holger Thunø.«

»Tak!« — Og saa gik den unge Kunstner med langsomme Skridt og betænksom Mine ned i Haven. Skulde han vove? —

Fru Bang stod i Spisestuen og bandt Syltekrukker til, det Arbejde betroede hun ingen Anden.

»Gode Line, lad det Kram staa og kom herind. — Veed Du, hvorfor vor kjære unge Gjæst tænkte paa at rejse?«

»Ja,« lød det rolige Svar, »det er ikke svært at gjætte.«

»Saa Du har gaaet saa lunt og vidst Besked. Men hvorfor i Alverden har Du ikke sagt det til mig?«

»Hvad skulde jeg egentlig sige? Efter min Mening maa der nødig røres ved den Slags. Er det ikke noget Slemt, der bør afværges, maa det vist helst gaa sin Gang. — Større Lykke kunde da ikke times vor kjære Pige.«

»Naa, saa det er din Mening. Han tiltaler ogsaa mig i høj Grad, men vi kjende ham jo forresten kun lidt. — Jeg veed, hvad Du vil sige, gode Line, og det har ogsaa sin Betydning, indrømmer jeg. — Om Victoria nu vil?«

Fru Line nikkede et Par Gange, hun var ikke i Tvivl. —

Holger Thunø gik imidlertid gjennem Haven ud i Skoven. Den Vej plejede Victoria at tage, vidste han. Paa Udsigtsbakken kom hun aldrig i denne Tid, saa det nyttede ikke at søge der. Han gik et Stykke fremad, men standsede saa ved Stenten. Her havde han ikke før været, skulde han stige over? Ja, hvorfor ikke, det var dog muligt.

Den store Kornmark laa nu foran ham. Høsten var allerede i fuld Gang; Arbejderne saaes i Afstand og de rige Neg forgyldtes af Sollyset. Og hvor var den lille Sti, der løb langs Skovhegnet ned til Aaen ikke indbydende og saa Lærkesangen, der paaskjønnedes dobbelt, nu Skovfuglene næsten alle taug stille.

Men var det ikke hende, som, sad derhenne paa Stengjærdet under Bøgeskyggen? Jo! Hun var fordybet i Læsning, men løftede Hovedet ved Lyden af hans Trin.

»Om Forladelse, Frøken Bang, jeg forstyrrede Dem.«

»Slet ikke,« hun hilste, men blev siddende.

»Hvor er det en yndig Plet.«

»Ja, det er min lille Helligdom.«

Nu kom det igjen, dette underlig talende Udtryk i Øjet, der altid forvirrede ham.

»Jeg har ikke været her før.«

»Nej, ikke her, men paa den anden Side Gjærdet.« Stemmen bævede en Smule og det var, som vilde hun sige mere, men betænkte sig.

»Mon jeg virkelig har været der?«

»Ja, Gud førte Dem den Vej, da De første Gang var her paa Egnen, og han brugte Dem, i sin store Barmhjertighed, til at aabne Øjnene paa et forblindet og forvildet Menneskebarn.«

Saa fortalte hun ham det Hele og de glædede sig sammen og undredes over Guds Veje. —

Da Victoria rejste sig for at gaa, bad Holger Thunø hende om at blive, for nu maatte det afgjøres, Det, hvorfor han havde opsøgt hende.

Der brugtes ikke mange Ord fra nogen af Siderne, hun lagde med Fryd sin Haand i hans og saa gik de to Unge, Arm i Arm, ad Hjemmet til.

Og Herrens Forjættelse lyste over deres Fremtid: »Hvo, som tror paa mig, af hans Liv skal, som Skriften siger, flyde levende Vandstrømme.«