Fra Fyrtaarnet

Af Drachmann, Holger (1846-1908)

---

- Det blæste en Storm udi salten Hav,

Hu, ha, hive langsomt ind;

Det blæste en Storm udi salten ...

Mere af Visen havde jeg aldrig hørt, og mere fik jeg aldrig at høre. Hver Gang den gamle Sømand var kommen saa vidt, holdt han pludselig inde, ikke saa meget som om han ikke kunde huske videre, men snarere som om der knyttede sig et eller andet ubehageligt ved det "salten", en eller anden bedrøvelig Begivenhed, som han ikke skøttede om at opfriske igen. For Resten begyndte han regelmæssig paa dette rudimentære Poem, hver Gang det var stærk Taage, hver Gang hans Tænder gjorde ondt, eller hver Gang han havde slaaet sit Pibehoved i Stykker. At der nok kunde være en Forbindelse mellem denne monotone, klagende Melodi og disse tre hver for sig ubehagelige Onder, kunde jeg vel forstaa, men spurgte jeg ham, hvorfor han sang saaledes, idet jeg samtidig tilføjede:

Er Piben itu igen? eller: Det er nok stærk Taage i Aften? svarede han kun med at bekræfte min Antagelse, idet han satte saavel Piben som Taagen i Femininum: Ja, hun er itu igen! eller: Ja, hun er tyk i Aften! Paa en videre Besvarelse af Pointen i Spørgsmaalet indlod han sig derimod aldrig.

Det var i Reglen om Aftenen, efter at Fyret var tændt, at jeg besøgte den gamle Sømand. Fyrtaarnet selv stod udsat for Vejr og Vind paa den nøgne Klippeflade; Skyerne og Maagerne strøg om Kap hen over det, og Vinden for med en melankolsk Fløjten forbi dets Ruder. Rundt om til alle Sider den grænseløse Horisont. Himlen med dens Stjerner foroven, og for Resten den haarde Klippe, der vædedes af Regnens, stundom ogsaa af Saltvandsskummets Taarer! Her røgtede min Vært sin ensformige Dont, pudsede Lamperne, læste i de gamle, forslidte Bøger, (stadig de samme: Campes Robinson, et engelsk Testamente, Gulliver og sidste Del af en titelløs Roman) og røg dertil et ubegrænset Antal Piber. Om Dagen, eller naar hans Medhjælper havde Vagt, var han derimod "nede i Huset".

Dette Hus syntes ligesom dets Beboer at have trukket sig tilbage fra Kampen med Elementerne. Det var et Slags Pensionist, der var meget knapt aflagt med Hensyn til Vinduer, meget sparsomt gageret med Træer og andre Udenomsbekvemmeligheder. Beliggende i en Sænkning af Klippefladen ragede dets Tag akkurat saa meget frem over den beskærmende Granitmur, at den barske Vind kunde benytte sig af Skorstenen som et Slags Talerør, hvorigennem den med sin dybe Stemme underholdt sig med den noget tunghøre gamle og fortalte paa sin lidt hensynsløse Maade om Strandinger og andre Ulykker paa Søen.

Da jeg har forpligtet mig til strengt at overholde den gamles Anonymitet, maa selvfølgelig Fyrtaarnets Inkognito ogsaa bevares. Eftersom imidlertid Østersøen er et stort Vand, hvis Skum bestænker mange Fyrtaarnes Ruder, begaar jeg næppe nogen Indiskretion ved at nævne denne samme Østersø som det Hav, hvis hule Drøn hørtes saa sælsomt den Novemberaften, da jeg imod Blæsten og Regnen stred mig op over Klipperne, paa hvis Top Fyret ligger. Vindstødene for imod mig med en Kraft, som om det var stærke Hænder, der greb mig; Regnen havde løsnet Gruset og gjort Stenene glatte under mine Fødder, og Mørket hindrede mig ofte i at se Stien, saa at jeg, famlende mig frem og ofte krybende paa alle fire, kun langsomt arbejdede mig op imod den venlige Ledestjerne, som trofast viste Vej paa dette mit farlige Krydstogt. En Gang imellem rev Stormen lange Flænger i Regntykningens klamme Slør, og da aabenbarede Fyrtaarnet sig i saa kolossal en Størrelse, at jeg uvilkaarlig spurgte mig selv om jeg ikke havde fantaseret mig ind i Drømmesynerne fra "Tusind og én Nat" og nu stod foran en mægtig Aand eller Kæmpe. Stundom forsvandt Kæmpen aldeles og, hvad værre var, det lysende Øje i hans Hoved ogsaa, - da kunde jeg ikke lade være at tænke mig i deres Sted, der nu var paa Søen, og den voksende Larm af Brændingen, der tiltog, jo højere jeg kom op, gjorde kun disse Betragtninger saa meget mørkere.

Endelig naaede jeg min Vandrings Maal, krøb op ad den knagende Trappe, og stak Hovedet ind i det lille Lukaf ved Siden af selve Fyret. Der var noget vist velgørende i at se alt i den samme fredelige Orden som altid; de uhyggelige Tanker der ude fra Mørket og det barske Vejr svandt ogsaa gradevis hen, eftersom Indtrykket af Kakkelovnsvarmen og det hjærtelige: God Aften! gjorde sig gældende; jeg hængte mit Overtøj over en Stoleryg foran Ilden, tog imod den tilbudte Pibe, og strakte mig paa den Mellemting af Sofa og Seng, der meget indbydende var stillet saa umiddelbart i det glødende Kulbaals Nærhed, at Fodstykkets Fyrretræs Planker blandede deres harpiksagtige Duft med min Værts noksom bekendte Tobak. Jeg maa tilføje, at Atmosfæren var en saadan, at mine Sanser i meget kort Tid fuldstændig sløvedes for Havets, Stormens og Regnens Larm der udenfor, og jeg kun havde Øje og Øre for den gamle Sømand, der netop nu begyndte paa Brudstykket af den Vise, hvormed saa godt som enhver Samtale mellem os indlededes.

Der stod paa Bordet en gammel Olielampe, hvis Kuppel efter Ejerens Sigende "havde faaet en Læk"; denne Læk var stoppet med et Billede, der forestillede "det tremastede Skib, Montevideos Forlis". Forliset havde imidlertid ikke ganske været i Stand til at stoppe Lækken; en smal Lysstribe skød sig hen over den gamle Sømands furede Ansigt og tabte sig efterhaanden op ad Væggen lige overfor. Jeg vilde netop til at spørge ham, om han kendte Visen om Søren Kanne, eftersom jeg antog, at denne kunde staa i nogen Forbindelse med Indholdet af hans eget Brudstykke paa Grund af Ligheden i Begyndelsen, da mit Øje ved uvilkaarligt at følge Lysstribens Retning paa Væggen, opdagede øverst oppe ved Loftet et Miniaturportræt, der hidtil var undgaaet min Opmærksomhed.

Jeg steg op paa en Stol, og idet jeg hurtig forekom en hindrende Bevægelse fra min Vært, bemægtigede jeg mig mit Fund, nærmede det til Lampen, og efter at have befriet det for et tykt Lag Støv, saa jeg en ung Dames sjældent smukke Ansigt smile mig i Møde.

"Hvem er det Portræt?" var naturligvis mit første Spørgsmaal. Svaret udeblev, men en Rømmen og nogle knurrende Ytringer om en eller andens Nysgerrighed viste noksom, at Spørgsmaalet havde været af en noget generende Art. Portrætet undergik atter en Aftørring, og jeg indtoges mere og mere af det forunderlige Udtryk i de mørke Øjne, der for mig havde føjet en ny, gaadefuld Tiltrækning til det besynderlige Kammer med dets ikke mindre besynderlige Beboer. Det var et Pastelmaleri uden Ramme, men med Glas over, hvis Papirs-Indfatning havde løsnet sig paa mange Steder; det var godt udført, og jeg var straks tilbøjelig til at holde ti mod en paa, at det lignede Originalen. Og hvilken Original maatte det ikke være!

Ansigtet var blegt, Øjenbrynene saa fint tegnede, ja, hvordan maatte de ikke være i Virkeligheden! Man taler i Romaner om Øjnes melankolske Dybde, om Kinders rene Oval, om Mund, om Hage, om - ja hvad taler man ikke om! Jeg paastaar, at Skønheden ikke lader sig beskrive, den maa ses; og her stod jeg med Skønheden i min Haand, og medens Brændingens mægtige Akkorder atter lød i mine Øren, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa den af Havet opstegne Afrodite, der gemmer Havets Mysterier i sit Blik. Fra Afrodite Anadyomene bragte Idéforbindelsen mig paa et Spor, som jeg øjeblikkelig fulgte: "Dette Portræt maa være kommet fra Havet; det maa være fra en Stranding?" ytrede jeg.

"Fra Havet, fra en Stranding; ja, Gud hjælpe os." Og her sukkede den gamle, og medens han bankede sin Pibe ud og traadte paa Gløderne med sine Fødder, opstod der en Pavse, som Blæsten, Regnen og Havet tilsammen søgte at udfylde paa den mest uhyggelige Maade.

Jeg véd ikke, hvorledes det gik, men medens jeg under denne Pavse uafbrudt stirrede paa mit Fund, blev jeg greben af en saa uendelig Medfølelse med Portrætet fra det stormende Hav, med den gamle paa det øde Fyrtaarn, med alt, der paa nogen Maade stod i Forbindelse med dette Hav, og uden at vide af det, lagde jeg Billedet paa Bordet, lod min Haand falde ned paa min Værts Skulder, og bad ham, vist ikke uden Bevægelse i min Stemme, at meddele mig saa meget af dette Portræts Historie, som han selv kunde og vilde sætte mig ind i. Det var ikke blot og bar Nysgerrighed, der ledede denne min Opfordring; det følte han ogsaa nok, og jeg mærkede paa hans forlegne Rokken paa Stolen, at han lavede sig til at efterkomme min Opfordring. Jeg tog da Plads saa nær Bordet som muligt mine Øjne fulgte stedse Billedets skønne Træk, som Lampelyset beskinnede; mine Tanker var paa Havet, og saaledes hørte jeg den ærlige Sømands simple Fortælling, som jeg her har søgt at gengive saa naturtro som muligt.

"De mener maaske," begyndte han, "at denne Smule Blæst i Aften og den Musik, De hører der nede fra Skærene, har noget at betyde; men De skulde blot være her en Nat, naar det rigtig stormer! det er da, som om Fyret rystede under ens Fødder, og Brændingen brøler ved en saadan Lejlighed, saa at min Medhjælper næppe kan raabe mig op, naar han vil sige mig noget. Havet her udenfor er favnedybt lige ind til Klipperne, og med Fralandsvind kan de største Sejlere stange med Klyverbommen paa Stenene, førend de vende og staa ud efter; men ved en Paalandsstorm slipper ingen Skude, det være den stolteste, der nogen Sinde er tømret, bort herfra, naar den først en Gang har hugget paa Skærene. Der er et Sted, som De maaske kender, og som vi kalde Kælderhalsen eller Djævlebroen; det er det Sted nede ved Søen, hvor alle de store Stene er styrtet sammen og har dannet en Slags Bro, som De vist ofte har kravlet om paa, thi det skal jo alle, der komme her. Dersom De var der nede i Aften, vilde De se, hvordan Brændingen tumler sig mellem de takkede Klipper, der skyde sig langt ud i Vandet. Det er saa noget nær det farligste Sted, hvor et Skib kan støde, og det er herom jeg vil fortælle Dem, siden De nu en Gang har spurgt mig.

Det er mange Aar siden, saa mange Aar siden, at jeg den Gang var ung. Jeg havde været med som Styrmand paa et Par af de lange Rejser, og var kommen hjem for at faa lægt et Hul i mit Hoved, som skrev sig fra et Forlis i det stille Hav. Derom kunde jeg ogsaa fortælle Dem, thi en af mine Skibskammerater, som kunde tegne, tog den Scene af, og det sidder der om Lampen, - men det vil nok ikke interesserede Dem saa meget som det andet, og det er ogsaa bedre at blive paa fast Grund. For Resten tror jeg nok, at Blæsten tager til i Aften; lad os stoppe os en ny Pibe, saa kan De imidlertid høre efter, hvordan det tuder udenfor, og hvordan Søen bryder, for bedre at sætte Dem ind i, hvordan det var den Aften, da den engelske Brig kom i Land her. Ser De, det var en November- aften i Slutningen af Maaneden med Regn og Tykning og en rigtig Nordveststorm. Jeg havde taget Vagten for min gamle, der den Gang passede Fyret, og som netop var gaaet ned til Byen for at købe et og andet. Min yngre Broder var gaaet til Køjs nede i Huset, og jeg sad her alene og snittede paa en Blok og plejede mit Hoved med kolde Omslag. Lidt svag og mat var jeg endnu, men jeg tænkte for Resten nok, at jeg snart vilde komme mig, og saa vilde jeg tage den første, den bedste Hyre for ikke længer at ligge den gamle til Byrde.

Klokken kunde vel være hen imod de ni, da jeg aabnede Døren for at gaa ned og hente noget Tobak i Huset. Idet jeg stak Hovedet udenfor, mærkede jeg allerede, hvor stygt Vinden var taget til, og jeg tænkte netop ved mig selv at de Sejlere, der muligvis var i Farvandet udenfor, næppe vilde kunne klare sig i Regnbygerne og i denne tætte, raa Taage, som ingen Storm mægter at forjage, og som gør det umuligt at se længere end i det højeste en halv Snes. Skridt foran sig. Ja, De kan tro, det var taaget den Aften. Da jeg kigede op mod Lyskredsen rundt om Fyret, var den saa formindsket af Taagen, at man skulde have ondt ved at se noget som helst Fyr ret langt borte. Jeg bad imidlertid Vorherre holde sin Haand over dem, der var paa Søen, og stred mig imod den hylende Nordvest over de glatte, slibrige Stene ned imod vor Kahyt. Da jeg var kommen Halvvejen, standsede jeg for at trække Vejret og stramme Klædet om mit Hoved, som Vinden rev og ruskede i, og i det samme forekom det mig, at jeg hørte noget som et svagt Skrig eller sligt. Da jeg troede, at det havde været Vinden eller maaske en Maage, gik jeg atter videre, men nu kom det igen anden Gang, og da jeg var Sømand nok til at vide, at det kun kunde have en eneste Grund, forstærkede jeg mine Skridt, og kom ganske stakaandet ned til Køjen, hvor Drengen laa og sov. I en Fart fik jeg ham purret ud, og behøvede kun et Par Ord for at faa ham til at trække Stortrøjen paa og snappe en opskudt Tovline, som altid laa klar af gammel Vane. Jeg selv tog en Baadshage i Haanden for dermed at lette mig Gangen over Klipperne, en Brændevinslærke stak jeg i Lommen, og saa styrede jeg Kursen ned imod Søen. Vindstødene ruskede i os, og Regnen faldt nu og da strømmevis; det var en besværlig Tur, og jeg bandede min svagelige Tilstand, der egentlig gjorde mig uskikket til en saadan Ekspedition; men Drengen var stor og stærk, han gav mig en Ende af Tovet i Haanden, og saaledes naaede vi, snart gaaende, snart kravlende, ned til det Sted, jeg har omtalt for Dem som Djævlebroen.

At det netop var dette Sted, vi var kommen til, havde vi mere paa Følelsen end paa Synet. Mørkt var det, og hver Gang Stormens Tuden og Brændingens Brølen sagtnedes et Øjeblik, hørte vi de fortvivlede Raab, der i Førstningen havde været dæmpede ved Afstanden, men nu tog til i Styrke, da vi stod lige overfor de Skær, hvor vi maatte formode, at det strandede Skib laa og droges i den sidste Kamp. Det hele var som en sort, kogende Kedel, der kun af og til blev oplyst af Braadsøernes hvide Blink, hver Gang de sloges til Skum mod Klipperne. Se noget kunde vi ikke, hverken Skib eller Mandskab, men vi hørte tilstrækkeligt, og de Skrig skal jeg aldrig glemme, saa længe jeg lever.

Hvad der var Regn og hvad der var det salte Skum, kunde vi ikke længer afgøre, og det var lige saa vanskeligt at sige, hvor Klipperne hørte op, og bvor Brændingen begyndte. Vi kunde derfor ikke i Mørket vove os længere frem, men maatte staa uvirksomme og høre paa disse Skrig, der mere end den kolde Blæst og den raa Taage gik os gennem Marv og Ben. "Det er nok ilde fat her," sagde Drengen; "jeg kunde jo gerne forsøge paa at naa over til Byen efter Hjælp, men inden jeg kommer tilbage, er vist Hjælpen forsilde." "Du har Ret i det," sagde jeg, men i Grunden vidste jeg ikke selv hvad jeg sagde. Man tænker saa meget i et saadant Øjeblik, som man først bagefter husker, men som ikke altid har været fornuftigt tænkt. Jeg tænkte saaledes lige straks paa en Baad, men hvor skulde man faa saadan en fra, og desuden hvad kunde det nytte? Saa tænkte jeg paa mit eget Forlis, og hvordan jeg selv havde klaret mig, og saa syntes jeg, at det kunde disse Folk ogsaa gøre. Saa vilde jeg lige til at lade Drengen forsøge paa at naa ned til Byen over Klipperne, for at praje Mandskabet ved Redningsapparaterne, men imidlertid var Skrigene efterhaanden blevne svagere og svagere, og da jeg nok vidste, at Hjælpen først kunde komme om et Par Timer, maatte jeg rigtignok sande Drengens Ord, at det saa vilde være forsilde. Som jeg saadan stod og ikke vidste, hvad jeg skulde gøre, erindrer jeg tydeligt hvordan der kom en Række voldsomme Vindstød, hvis Mage jeg maaske aldrig har oplevet, og som formelig kastede os omkuld. Efter disse brølede og larmede Brændingen der ude i Mørket ligesom en Hoben af Lucifers egne Børn, der var undslupne det allermørkeste Sted; det salte Skum stod os i Ansigtet ligesom den tætteste Regn; Klipperne drønede under os, og vi foldede uvilkaarlig paa samme Tid vore Hænder og tænkte med Angst og Gru og med en inderlig Bøn paa dem, der, at regne efter Skrigenes Ophør, nu næppe behøvede menneskelig Hjælp mer.

Saadan stod vi en Stund uden at mæle et Ord, og lyttede ængsteligt efter, om vi ikke kunde høre nogen Stønnen eller Jamren fra Mennesker, der maaske endnu kunde være i Live. Men der var ingen Ting hverken at se eller høre. Saa begyndte Drengen at rulle Tovet op, og derpaa sagde han ganske rolig, idet han rakte mig Enden af Linen: "Det værste af Stormen maa nu være forbi; jeg skulde synes, at hun er falden flere Streger mere vestlig, og hun kan ikke blive ved at blæse saa haardt efter den sidste Overhaling. Læg mig Linen om Livet, og laan mig din Stage der; jeg kunde have Lyst til at krybe lidt længer ned for at se, om der dog ikke skulde være kommen en eneste i Land."

Det var som sagt en stor og stærk Dreng. Jeg gav ham derfor uden Betænkning Tovet om Livet og Baadshagen i Haanden, satte mig ned i en Revne mellem to Stene, med Benene stemte imod et Klippestykke og med den anden Ende af Tovet om Livet, og et Par Sekunder efter var han forsvunden i Mørket.

Skønt jeg er vis paa, at det kun varede nogle Minutter, kan jeg dog forsikre Dem, at den Ventetid var lang. Jeg firede stadig paa Tovet, idet jeg holdt igen af alle Kræfter, saa længe Stramningen varede. Af Anstrængelse værkede mit Hoved, som om der var glødende Ild i det, men jeg mærkede det knap; jeg firede og holdt igen, indtil Stramningen hørte op, saa stak jeg alt det Tov fra mig, jeg havde, indtil der ikke var mere tilbage end akkurat det Halvstik, jeg havde gjort om Livet. Derpaa bandt jeg Klædet igen til Rette om Hovedet og lyttede efter. Vejret var ganske rigtig stillet noget af; Brændingen dundrede endnu mod Stenene, men Vinden hylede ikke nær saa stygt som tilforn. Det begyndte ogsaa at lysne lidt der ude i Taagen, og man kunde allerede skimte Genstande rundt omkring. Pludselig blev der rykket i Tovet, og jeg hørte Drengens Stemme, der raabte, at jeg skulde komme ned. I et Nu havde jeg Tovet af mig og var ude over Klippen; jeg bed mig fast som en Kat i Revner og Sprækker, og naaede ogsaa lykkelig de nederste Skær. Der laa Drengen og bøjede sig over noget, der var lænet op mod en Sten. Vandet strømmede helt op til Knæerne, hver Gang Søerne brød ind imod mig; jeg vidste, at det gjaldt om at holde fast, naar Strømmen løb ud efter igen, og jeg holdt fast. "Skynd Dig og kom straks med Brændevinsflasken," raabte han, "her er en lille Dame, som laa tværs for en stor Sten ind imod Land. Hun er nok alene om det." Jeg rakte ham Flasken og kigede rundt til alle Sider. Der var intet uden Vand og Klipper og nogle ganske enkelte Vragstumper, der nu og da stak frem af det hvide Skum. Jeg havde et Par Gange fat i nogle af disse Stumper, der forekom mig at ligne menneskelige Væsner, men jeg indsaa snart, at det var bedst saa hurtigt som muligt at bjærge den ene, vi var sikker paa, saa meget mere som det igen kom med Byger og Tykning, og vi havde en farlig Opstigning, der nødvendigvis fordrede den Smule Lysning, som for Øjeblikket fandtes. Der var naturligvis ikke Tale om at se, hvem vi havde for os. Ung og fin maatte hun være, for hun var saa let som en Fjer at løfte paa, naar man fraregnede Tyngden af de vaade Klæder. Drengen sagde, at det nok maatte være en meget fin Dame, siden hun slet ikke havde villet tage en eneste Draabe Brændevin til sig, men det mente jeg dog snarere laa i den simple Grund, at hun var aldeles bevidstløs, den Stakkel. Det var underligt nok at tage paa saadan et skrøbeligt lille Væsen; men op maatte vi jo, og det kom vi da ogsaa endelig, skønt rigtignok med saa megen Besvær, at jeg var mere død end levende, da vi havde naaet Huset og lagt hende paa Sengen, hvor Drengen plejede at sove. Saaret i mit Hoved var sprunget op undervejs og Blodet løb i Strømme ned over Hals og Skuldre. Jeg mærkede, at Kræfterne snart vilde svigte mig, men lige til det sidste hjalp jeg dog Drengen med at rulle og gnide hende i uldne Tæpper, efter at vi havde skilt hende af med saa meget af det vaade Tøj som vi to Mandfolk syntes kunde passe sig. Ved Lyset, som vi fik tændt, kan jeg netop huske, at jeg saa det dejligste Ansigt som en Sømand nogensinde fik at se, men saa kunde jeg heller ikke mere, og ligesom Døren gik op, og jeg saa den gamle, der blev staaende forbavset i den, kæntrede jeg og gik rundt som en Hvalfisk, der har faaet Harpunen. Der laa jeg da, og - ja, nok er det, at der laa jeg, - og nu har jeg fortalt Dem om det Forlis."

Den gamle Sømand brød kort af. Med Haanden for Panden, skyggende imod Lampeskæret, og med den stumpede Pibe mellem de tæt sammenknebne Læber sad han nogen Tid ganske stille, som om disse i faa Ord sammentrængte Begivenheder udfoldede sig i hans Erindring og kastede Skygger over hans Tanke i deres fulde, mørke Bredde. Derpaa saa han hen til mig med et underligt Blik, som om han ventede det Spørgsmaal, der utvivlsomt vilde komme, men som han maaske lige saa gerne vilde have undgaaet.

Jeg spurgte da, men fortrød næsten øjeblikkelig, at jeg havde spurgt. Med fugtige Øjne og en sitrende Haand tog han Billedet fra Bordet, og holdt det længe ud fra sig i udstrakt Arm, saaledes som gamle Folk pleje at læse Skrift; og som om Skriften, han læste, indeholdt for megen Vemod, til at han turde læse den til Ende, skød han hasig Portrætet ned i Bordskuffen og begyndte atter at fortælle, men i en underlig fraværende Tone, adspredt, som om han henvendte sig til en udenfor det snevre Kammer, ikke ulig en gammel ossiansk Barde, der i taagede Omrids besynger Skyggerne paa Bjergene eller hen over det stormende Hav.

"Hvordan det saa gik hende, og hvem hun var, vilde De jo vide. Mageløs dejlig var hun, siger jeg Dem; men det behøver jeg for Resten ikke at sige Dem, for det har De jo selv set af Skilderiet der. Jeg var den af os to, der laa længst til Køjs efter den Tur. Saarfeberen var kommen, og jeg var nok efter Doktorens Mening saa godt som paa Vejen til Afmønstring, men hun plejede mig, da hun selv var bleven rask, og jeg har da hende at takke for, at jeg holdt det gaaende - hvis ellers det er nogen Tak værd.

Jeg husker godt, at det var en Morgen, da jeg første Gang vaagnede med nogen Klarhed om, hvad der var passeret. Hun sad ved Vinduet og syede eller læste, og da hun mærkede, at jeg rørte mig, rejste hun sig op, og kom hen til mig. De skulde have set hende, da hun takkede mig for sin Frelse, som hun paastod, at hun skyldte mig, uagtet jeg fortalte, at det egentlig var Drengen, der havde gjort det altsammen. De skulde have hørt hende fortælle om Skibbrudet, om hendes brave Onkel, Kaptajnen, der havde kæmpet som en Mand for at redde hende, men var bleven revet bort af en Sø, netop som han havde faaet klamret sig fast til en Klippe med hende i Armen.

Drengen, sagde hun, havde Dagen efter den frygtelige Nat været nede ved Søen med nogle Fiskere fra Omegnen. De havde bjærget nogle ilanddrevne Sager, og blandt andet noget af Kaptajnens og hendes Tøj. For Resten havde der hverken været Spor af levende eller døde at se, og først flere Dage efter blev der gjort Anmeldelse om, at nogle af de sidste var blevne fiskede op sydligere paa Landet, hvor Strømmen havde sat dem ned.

Edith hed hun, og hendes Forældre boede i en lille By i det nordlige England; hun var taget med sin Onkel til Stralsund, for at besøge nogle Slægtninge, og paa Tilbagerejsen derfra var det, at de i Stormen og Tykningen var forliste.

Jeg var den her hjemme, der kunde klare mig bedst med det engelske; jeg var derfor ogsaa den, der var mest om hende, og da hun havde faaet et Brev sendt af Sted til sit Hjem for at melde det skete, slog hun sig efter den gamles Opfordring til Ro hos os, indtil Svaret kom, og indtil hun kunde finde en Lejlighed til England igen. Præstens og Doktorens gjorde rigtignok alt for at faa hende til at bo hos dem, men Søen og Klipperne og Fyrtaarnet holdt hun af, sagde hun, og hun vilde blive hos dem, der havde taget hende op. Saa blev hun da i hele tre Maaneder hos os, for det var Vintertid, og al Postgang var standset, og da Posten endelig kom, og hun fik Brev, at hun blev ventet hjem, var der ingen Skibslejlighed førend hen imod Foraaret.

Hun styrede den lille Husholdning for os, og kunde snart tale lidt dansk. Vi kom ogsaa en Del ud til Folk i Omegnen den Vinter. I Begyndelsen blev der jo set noget underligt paa hende, og der blev talt nok baade om hende og mig, men efterhaanden vænte man sig til det som til saa meget andet. Overalt, hvor hun kom hen, var hun den dejligste af alle, og det var tidt, naar hun var pyntet til Dans eller anden Ungdomsfornøjelse, at jeg slet ikke turde tro, at det var den samme, jeg bavde været med at bjærge fra en gruelig Død; og tidt kunde jeg staa stille langt fra hende og turde ikke tale til hende, fordi jeg syntes, at hun var for fin og for skøn for en Sømands Selskab. Men naar jeg sagde det, blev hun altid vred paa mig, og naar jeg saa blev skamfuld eller bedrøvet, smilede hun og klappede i Hænderne, og udnævnte mig til duke of the lighthouse, for saa maatte jeg da endelig være stor nok for hende.

Allerbedst syntes jeg dog om hende, naar vi om Aftenen sad nede i vor Kahyt, og hun havde skænket The for den gamle og os to Brødre. Saa gik Passiaren sin uforstyrrede Gang, og hun fortalte om sit Hjem og sin Familie, og jeg snittede et lille Fartøj til hende. Naar jeg saa spurgte hende, om hun ikke længtes hjem, og hun svarede jo, men at hun havde det saa godt, hvor hun nu var, at hun vilde savne os alle, naar hun var kommen til England, - saa kunde jeg slet ikke tænke mig, at hun nogensinde skulde bort fra os, og naar jeg alligevel tænkte derpaa, blev jeg ilde til Mode, og gik ud og drev omkring mellem Klipperne.

Saa var det en Aften nogen Tid efter, at der var kommet Brev fra England, og hun havde bestemt at ville rejse med den første indtræffende Lejlighed. Den gamle var ikke rigtig rask, og jeg var her oppe og passede Fyret. Jeg sad akkurat paa samme Plads, hvor jeg nu sidder, og jeg tænkte paa, at jeg snart skulde miste hende, og det maaske for bestandig. Naturligvis, der var jo ikke noget til Hinder for, at jeg kunde tage Hyre til England og saa besøge hende, men unge Folk synes nu altid, at der ikke er noget Haab, naar de skal skilles, - og det har jo for Resten unge Folk Ret til at synes; det kender De maaske selv noget til, unge Herre?

Men saa var det, just som jeg sad og var modfalden herover, at den Dør bagved Dem gik op, og hun kom ind med min Aftensmad. Den gamle havde det godt nu, sagde hun, men Drengen var gaaet ned til Byen, og derfor havde hun selv taget Vesperkosten, og var løbet over med den til mig. Hun satte Bakken med Theen fra sig her paa Bordet, - jeg husker det hele saa tydeligt som om det var i Gaar, - og saa saa hun sig om her i Kamret og lo over al den Uorden, som her var, og jeg tror nok, at hun sagde, at her trængtes til at støves af og ryddes op. Jeg var nu slet ikke oplagt til at le; jeg sad med Hovedet i mine Hænder og rørte slet ikke Bakken, som hun havde sat hen til mig. Saa kom hun her hen ved Bordet og vilde have at vide, hvad der var i Vejen, og saa spurgte jeg hende lige rent ud, hvor hun kunde nænne at rejse fra mig, og om hun slet ikke kunde mærke, hvad der fejlede mig. Jeg blev ganske bange, da jeg havde sagt det, men det var nu en Gang sagt, og da jeg lidt efter saa op paa hende, havde hun Hænderne for Øjnene og græd. Det gjorde mig da rent underlig; jeg har aldrig kunnet taale at se Fruentimmer eller Børn græde. Hvordan det saa var eller ikke var; - De véd jo nok, hvordan saadan noget gaar til. - Jeg fik hendes ene Haand i min, og saa mødtes vore Øjne, og saa sagde jeg igen: Edith, hvorfor vil Du rejse fra mig? og saa - og saa spurgte jeg hende, om hun vilde blive min Hustru paa Sømands Tro og Love."

Den ærlige Fortællers furede Ansigt var klaret op under Meddelelsen af, hvad der havde givet hans Liv sit Indhold og sin Skønhed. Jeg nikkede smilende over til ham, og han fortsatte, idet Mindets Glans endnu spredte sit Skær foryngende og mildnende over de haarde, kummerfulde Træk:

"Ja her, paa denne selvsamme Plet var det, at hun gav mig sit Ja, og da Kamret blev os for trangt, lod jeg Fyr være Fyr, og vi gik ud omkring paa Klipperne Arm i Arm. Det var Maaneskin og stille, og vi havde alle de mange Ting at fortælle hinanden, som unge Mennesker altid har, naar de først er kommen rigtig Side om Side, og Kendingsflaget er hejst. Vi gik ned til det Sted, hvor hun var kommen i Land, og der stod vi længe og saa paa, hvor fredeligt Vandet gik ud og ind mellem Klipperne, ganske som om der aldrig kunde være Tale om Storm og Stranding; og vi syntes jo begge, at eftersom det var gaaet saa godt den Gang, hvor det saa allerværst ud, maatte det sagtens kunne gaa godt i Fremtiden for os; - nu var vi jo to om at klare Bygerne, og for Resten ventede vi mere Solskin end Bygevejr og mere smult Vande end Søgang.

Den næste Dag fortalte vi den gamle, at vi havde forlovet os, og glad blev han, for min engelske Brud havde ganske vundet hans Hjerte. Saa gik der nogle af de dejligste Uger i mit Liv, og saa kom Afskeden.

Edith skulde tage hjem med en svensk Bark, der nylig var bleven kølhalet nede i Byen, og som var paa Rejse til England. Imidlertid skulde jeg søge Hyre og muligvis se at faa et Skib at føre. Naar hun saa tilstrækkelig havde forberedt Familien, der nok var lidt vanskelig, skulde jeg komme over til hende. Saadan havde den gamle bestemt det, og saadan blev det da ogsaa antaget af os begge, efter megen Snakken frem og tilbage. Jeg fulgte min Edith om Bord, og fik ved Afskeden det Skilderi, som De har set her, og som var blevet tegnet i Stralsund og kommet i Land ved Strandingen blandt andet af hendes Tøj. Dersom jeg havde faaet Lov at raade, var hun ikke taget med det Skib ved Foraarsjævndøgnstider over Nordsøen; jeg syntes hverken om Skibet eller dets Fører, men den gamle pressede paa, og jeg maatte give efter.

Saa sejlede hun da, og jeg gik igen her oppe ved Fyret. Dag og Nat gik jeg omkring mellem de Klipper, hvor vi saa ofte havde gaaet sammen. I Storm og Stille tænkte jeg paa hende, som jeg den Nat havde baaret op fra Søen. Jeg ventede og ventede paa Brev der ovre fra; men der kom ikke noget. Jeg skrev til hendes Hjem; hun var ikke kommen endnu. Jeg skrev til Skibets Bestemmelsessted; ingen vidste noget af det at sige. Saa tog jeg selv der over for at faa Vished i min Sag. Den fik jeg da ogsaa. Og saa for jeg til Søs i fulde fem og tredive Aar, men mig har Havet ikke villet tage. Nu pudser jeg Lamper her, som min gamle gjorde før mig. Jeg har aldrig været gift; jeg har ingen til at pudse dem efter mig. - Godnat, unge Herre! nu véd De, hvem Skilderiet er, og hvis De vil tjene en gammel Sømand, saa spørg ham ikke oftere derom."