Freden

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Samfundet til den danske Literaturs Fremme Kjøbenhavn


Freden, Komedie af Aristofanes.djvu Freden, Komedie af Aristofanes.djvu/7 1-98

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Freden,

Komedie af Aristofanes.




Oversat

af

N. V. Dorph.




Kjøbenhavn.

Forlagt af Samfundet til den danske Literaturs Fremme.

Thieles Bogtrykkeri.

1858.

Forerindring.

Komedien „Freden” slutter sig, meer end nogen anden, til Gangen af den Peloponnesiske Krigs Begivenheder, og den udtaler aldeles Athens og dens Allieredes Stemning paa Opførelsens Tid. Begge Partier, Athenæere og Lakedæmoniere, vare udmattede ved denne tiaarige Krig, og ønskede Fred, som ogsaa blev sluttet i April 421 og kaldtes Nikias' Fred. Under Underhandlingerne til denne blev nærværende Komedie digtet, og opført i Marts samme Aar.

Dette Stykke falder i to Dele, af hvilke enhver har sin egen Parabase, og enhver omfatter sin Ideekreds. I første Deel gjør Trygæos (Viingaardsmanden, Jordbrugeren), med hvis Navn Nikias' Parti betegnes, en Himmelreise paa en dertil afrettet Torbist, i den Hensigt at tiltale Zeus formedelst Hellenernes Lidelser. Trygæos finder Himmelborgen forladt af Guderne, og indrømmet til Krigens Dæmon. Kun Hermes er bleven tilbage som Huusfoged. Af denne erfarer Trygæos, at Krigens Dæmon har styrtet Eirene, Fredsgudinden (hvem man maa tænke sig som en kolossal Figur), ned i et dybt Hul og kastet Stene ovenpaa hende. Strax efter kommer denne Dæmon selv med en Morter, hvori han vil sønderknuse Sicilien, Attika o. a. St. Men heldigviis er Morterstøderen bleven borte for ham, og Tjeneren, som han i den Anledning sender til Athen og Sparta, melder ham tilbage, at ogsaa paa begge disse Steder ere Morterstøderne (Kleon og Brasidas) gaaet tabte. Denne Mellemtid, indtil Krigsguden skaffer sig en ny Støder, benytter Trygæos, ved Hjelp af de attiske Landfolk og Forbundsstaterne, af hvilke Choret bestaaer, til at drage Fredsgudinden op af Hulen. Med hende kommer Opora (Frugtgudinden) og Theoria (Festgudinden). Den Første skal Trygæos selv føre hjem som Brud, og overgive den Anden til Raadet, medens Eirene nu atter opholder sig i Gudeborgen. Dermed slutter den egentlige Handling.

En mislykket Bellerofonstragedie, hvori Bellerofon, den bekjendte græske Heros, forestilles at bestige Pegasos, for at hæve sig til Guderne, men styrter af, falder ned paa Jorden og bliver halt, indgiver Digteren det pudseerlige Indfald at forvandle Sørgespillets Pegasos til en Torbist, paa hvilken han lader den ærlige Viingaardsmand ride til Himmels, for igjen at finde den forlængst forsvundne Fredsgudinde. Torbistens smudsige Natur giver Anledning til alle de Snurrigheder, hvormed Komikerne sædvanligen pleiede at krydre deres Stykker. Men fra denne Møddingens platte Gemeenhed hæver den komiske Digtning sig indtil de idealeste Gestalter. Paa den anden Side blive de nyskabte allegoriske Figurer, Opora og Theoria, ved deres paafaldende Lighed med athenæiske Hetærer, for Tilskuerne til haandgribelige Personligheder, hvilke i anden Deel af Stykket maae afgive Gjenstanden for den drøieste Tøilesløshed. Ligger der nu endog i denne komiske Vending ingen tilstrækkelig Grund til Undskyldning for de svagere Partier i 2den Deel, saa kan det dog ikke paastaaes, at Stykkets Traad nogensteds er afbrudt, da hele 2den Akt nødvendigen følger af 1ste Akts Slutning. Men at Digteren lader Hovedfiguren, Eirene selv, opholde sig i Baggrunden eller snarere i Gudepaladset, og ikke drager hende ind i det lavere Væsen paa Trygæos' Landgaard, forraader en fin Takt. Fredsgudindens heeltigjennem i en høiere Tone holdte Billed skal ikke berøres ved raae Indfald; og Ærbødigheden, saaledes som den i de meliske Partier udtaler sig for hendes Færd, skal blive uforstyrret hos Tilskueren.

Den første Scene forestiller Trygæos' Huus med sin Omgivelse. Stykkets Helt hæver sig paa sin Torbist op i Luften. Men Illusionen af denne Opstigen blev frembragt derved, at Scenen, som omgav ham, sank efterhaanden ned i Jorden eller Gulvet, og Gudepaladset sænkede sig efterhaanden ovenfra ned istedet. Derpaa steg Trygæos af Torbisten og befandt sig foran Zeus' Bolig. Tiden, som medgik dertil, udfyldte Digteren med en Monodie (Vv. 154—172). Trygæos med sine Ledsagerinder forsvinder i Slutningen af 1ste Deel gjennem en Bag- eller Side-Trappe, og efterat Scenen under Parabasen atter er forandret til den forrige, sees han atter paa denne, som om han var kommen ovenfra.


Freden.

Personerne:

  • Trygæos, Landmand.
  • Første Slave.
  • Anden Slave.
  • To Døttre af Trygæos.
  • Hermes.
  • Krig.
  • Tumult.
  • Hierokles, Spaamand.
  • En Segelsmed.
  • En Vaabenkræmmer.
  • Lamachos' Søn.
  • Fred.
  • Opora, Frugtgudinde.
  • Theoria, Festgudinde.
  • Chor af Landmænd.
Scenen er i Attika

En Avlsgaard. Paa den ene Side en Svinesti, hvor en Torbist bliver foret. En Slave ved et Deitrug, hvori han ælter Skarnkager; en anden Slave ved Svinestien, forende Torbisten.


Første Slave (ved Svinestien).

Nu hurtig bring en Kage til vor Torbist strax!

Anden Slave (ved Deitruget).

See der! giv det fordømte Bæstie denne her!
og gid han aldrig æde nogen sødere!

Første Slave.

Endnu en Kage æltet frisk af Æselmøg!

Anden Slave.

Der er en anden! — Hvor er den første, som Du fik? 5
Har ei han ædt den?

Første Slave.

Jo han har. Han snapped den,
og trilled den med sine Fødder og slugte den heel.
Ælt derfor mange flere tykke Kager strax.

Anden Slave (til Publikum).

I Herrer Møgsamlere, hjælper mig for Guders Skyld,
hvis I vil ikke see mig qvalt paa Stedet her! 10

Første Slave.

Naa nu en anden hid af en løsagtig Dreng!
Han ønsker Noget, som er rigtig fint.

Anden Slave.

Vær saa god!

(til Publikum).

For een Ting troer jeg dog, godt Folk, at kjendes fri:
jeg spiser ikke, mens jeg ælter — gjør jeg vel?[1]

Første Slave.

For en Ufærd! ræk mig een endnu — og een endnu! 15
og ælt saa fleer!

Anden Slave.

  Nei, ved Apol, det gjør jeg ei.
Nu kan jeg ikke længer holde ud det Dræk,
Nei jeg vil samle alt det Møg og bringe Dig.

Første Slave.

Til Ravnene med det og med dig selv, dit Bæst![2]

Anden Slave (til Publikum).

Hvis Nogen af Jer veed, o hør, saa siig mig dog, 20
hvor man kan kjøbe Næser uden Næsebor,
thi det er dog den allervæmmeligste Dont,
at ælte Føden sammen til den Torbist der.

Et Svin, en Hund, naar En har aslagt sit Behov,
det sluger strax; men dette Dyr med Overmod 25
sig bryster, og rører ei engang den mindste Bid,
naar ei jeg Dagen lang har æltet og beredt,
som til en Qvinde, de Kager, som jeg retter an.

(nærmer sig Svinestien)

Men nu vil jeg dog see, om han har Alt ædt op;
jeg aabner Døren lidt, at ei han skal mig see. 30
Saa slug da og hold aldrig op at æde, du,
saalænge til du revner uformærkt, dit Bæst!
See hvor han strækker sig og æder, det lede Dyr,
ret som en Tærsker, gumlende med Kjæverne;
saa vrider han og vender Hoved og Kløerne 35
saadan omkring, som naar man seer Rebslagerne,
der sammensnoe til Skibsbrug tykke Kabeltoug —
ha hvilken ækel Tingest, slugvorn, stinkende!
Fra hvilken Guddom er dog dette Plagedyr?[3]
Jeg synes ei, det hører Afrodite til, 40
ei heller Chariterne.

Første Slave.

Hvem da?

Anden Slave.

Det Udyr kan
ei komme uden fra den Tordenknuser Zeus.

Første Slave.

Nu er der En maaskee af Publikum, en ung
og selvklog Fyr, som siger: „Hvad betyder det?
hvad skal den Torbist til?” Saa sidder der maaskee 45
en Ionier ved hans Side, og han svarer strax:
„Jeg skulde troe, at det til Kleon sigter vist,[4]
da denne Torbist nærer sig jo just med Skarn.” —
Men nu maa jeg nok ind og give Dyret Vand.

Anden Slave.

Jeg skal forklare hele denne Sag for Jer, 50
for disse Drenge der og Ynglinger og Mænd
og dem, som ere paa den allerførste Plads,
og dem, som rager over disse Mænd igjen.
Min Herre nemlig raser paa en ny Maneer,
ei som I, men paa en anden ganske, ny Maneer. 55
Han stirrer hele Dagen lang mod Himlen op,
og af det fulde Gab han skjelder ud paa Zeus
og raaber høit: „O Zeus, hvad er din Hensigt dog?
Læg Kosten væk, og fei dog ikke Hellas bort!”

Trygæos (indenfor).

O vee, o vee! 60

Anden Slave.

Nu stille tys! det er hans Stemme synes mig.

Trygæos (indenfor).

O Zeus! hvad vil du gjøre dog imod vort Folk?
Veed du da ei, at du vort Land udmarver grumt?

Anden Slave.

Ja det er just det Uheld, som jeg talte om.
Der hører I en Prøve paa hans Galenskab. 65
Men hvad han sagde, strax da Galden kom i Kog,
skal jeg fortælle Jer. Han sagde ved sig selv:
„O gid jeg kunde komme lige op til Zeus!”
Saa gjorde han smaa ganske smækkre Stiger sig,
og klavrede saa høit paa dem mod Himlen op, 70
indtil han styrted ned og slog fordærvet sig.
Men da igaar han foer afsted, Gud veed hvorhen,
saa bragte han en Kæmpetorbist hjem med sig,
og tvang mig til som Staldbetjent at passe den,
og selv han klapped den ret som en Ridehest, 75
og sagde: „Ho, min Pegasos, du ædle Fugl![5]
o tag mig op, og flyv saa lige op til Zeus!”
Men jeg vil kige ind og see, hvad nu han gjør.
O vee, o vee! — o Naboer, kommer hid! kom hid! —
Nei see! min Husbond svæver høit i Luften op 80
og rider paa sin Torbist ligesom paa en Hest.

Trygæos (ridende paa Torbisten).

Far rolig, far rolig, o Torbist, imag!
og skynd dig ei saadan i gyselig Fart
fra Begyndelsen strax i Tro til din Kraft,
før varm du er bleven, og Senerne først 85
du har strækket og løst ved Vingernes Sving!
Send ei Stank mig i Næsen, det beder jeg om!

thi hvis du det gjør, saa blive du dog
langt hellere her i min Gaard i Ro!

Slave.

O Husbond, o Herre, hvor er du forrykt! 90

Trygæos.

Stille! stille!

Slave.

Hvorhen gaaer din Fart dog i Veir og i Vind?

Trygæos.

For alle Hellenerne flyver jeg op
og vover en Daad heel dristig og ny.

Slave.

Hvi flyver du op? hvi gjør du dig gal? 95

Trygæos.

Vogt vel paa din Tunge! og nu ei et Muk
ondvarslende Ord! men Jubel og Fryd!
Byd Menneskens Børn at tie qvær,
og Møddingekuler og Slamkister strax
at mure og dække med Teglsteen fra ny, 100
og saa Rumpen at lukke!

Slave.

Jeg kan ei tie, naar du ikke siger mig,
Hvorhen du agter dig.

Trygæos.

Hvorhen vel uden op
til Zeus i Himlen?

Slave.

Naa! hvad vil du gjøre der?

Trygæos.

Jeg vil ham spørge, hvad han har i Sinde dog 105
at gjøre ved det samtlige Hellenerfolk.

Slave.

Men naar han nu ei svarer?

Trygæos.

Saa klager jeg ham an,
At Hellas han forraade vil til Mederne.[6]

Slave.

Ved Zeus, saalænge som jeg lever, aldrig nei!

Trygæos.

Det kan ei være anderledes. 110

Slave (raaber ind i Huset).

Hør, Piger! Eders Fader forlader Jer i Nød
og drager hemmeligen nu til Himlen op.
O kom, bønfalder Eders Fader, stakkels Børn!

Pigen (paa det flade Tag).

Fader, o Fader, er Rygtet da grundet, 115
som nu har gjenlydt her i vor Bolig,
at du med Fuglene nu vil forlade mig,
fare til Ravnene hen udi Veir og Vind?
Mon noget Sandt er deri? siig, Fader, hvis du mig elsker!

Trygæos.

Ja, formodentlig, Børn; men sandt er, for Jer Skyld jeg sørger,
naar I beder om Brød, og „søde Fader” mig kalde, 120
mens der ei findes i Huset af Penge det ringeste Stykke.
Men gaaer alting vel og jeg kommer tilbage, da skal I
strax faae en mægtig Simle og Knubs som Tilmad desuden.

Pigen.

Hvorledes vil du gjøre denne Reise da?
Et Skib dig fører jo dog ikke denne Vei. 125
Trygæos.
<poem>En vinget Fole bærer mig; jeg feiler ei.

Pigen.

Hvad tænker du, at du en Torbist sadler op,
og rider lige op til Guderne, Papa?

Trygæos.

I Æsopos' Fabler staaer at læse, at kun den
alene af alle Fugle kom til Guderne.[7] 130

Pigen.

Utroligt, Fader, er hvad du fortæller der,
at dette Stinkedyr er kommet Guder nær.

Trygæos.

Jo vist, da den af Had til Ørnen vælted ud
af Reden dennes Æg, for grumt at hevne sig.[8]

Pigen.

Du skulde heller sadlet Vinge-Pegasos, 135
saa traadte du for Guderne meer tragisk frem!

Trygæos.

Du Tosse, saa behøved jeg jo dobbelt Foer;
men al den Føde, som jeg nu fortærer selv,
med denne samme føder jeg tillige ham.

Pigen.

Men hvis den falder nu i Havets vaade Dyb, 140
hvordan kan den da redde sig som Vingedyr?

Trygæos.

Ja derfor just jeg har et Ror ved Haanden her;
og denne naxosbygte Torbist er mit Skib.[9]

Pigen.

Hvad Havn modtager dig paa denne Flakkefart?

Trygæos.

Hist i Piræeus er der jo en Torbisthavn. 145

Pigen.

See dig nu for, at ei du bliver svimmelør,
og falder af, og giver da, naar du er halt,
Euripides et Stof, og bli'er et Sørgespil![10]

Trygæos.

Det skal jeg nok mig vogte for. Og nu farvel!

(til Publikum)

Men I, for hvem jeg vover dette Vovespil! 150
hør, fiser ei, forretter ei i trende Døgn!
thi lugter Denne noget Sligt i Luften høit,
saa kaster han mig af, gaaer efter Føden kun.
Nu op, min Pegasos, rask afsted!
Lad Guldbidselkjædernes raslende Klang 155
nu høit lyde muntert i Øret med Lyst! —
Hvad gjør du? hvad gjør du? hvi dreier du dog i
din Snude hen mod hin Møddingepøl?
Nei hæv dig dristig fra Jorden op,
og strækkende ud din rappe Vinge 160
træng lige du ind i Zeus's Borg!
Men vend din Næse fra lugtende Skam
og hold dig idag fra din daglige Kost!

(seer nedad)

Hvad gjør du, Menneske, som kakker der
i Piræeus hist ved hint Skjøgehuus? 165
Du forvolder min Død. O grav det dog ned,
og kast derover en heel Hoben Jord,
og plant en Cypres derovenpaa,
og bespræng det med Virak! thi falder jeg ned
og brækker min Hals, skal Chiernes Folk[11] 170
give fem Talenter i Bod for mit Liv
for din Rumpes Skyld alene.

Ak hvor jeg skjælver! — nei jeg taler ei for Spøg.
Hør, du Maskinmester, hør dog, tag mig vel i Agt!
Omkring min Navle alt rumsterer der en Vind; 175
og er du ei forsigtig, gjør jeg Torbist-Foer. —
Men holdt! jeg troer, at jeg er Guders Bo alt nær,
og der jeg øiner alt jo Fader Zeus's Borg.
Hvem er Portner her? — Heida! hvi lukker du ei op?

Hermes (kommer).

Hvor kommer fra den Menneskelugt? — Herakles, hjelp! 180
hvad rædsomt Udyr er dog det?

Trygæos.

En Torbisthest.

Hermes.

Du Ækle, du Dumdristige, Uforskammede,
du lede Karl, du Erkelede, Ledeste!
Hvorledes kom du hid, du Allerledeste?
Hvad er dit Navn? — har du ei Mund?

Trygæos.

Den Ledeste. 185

Hermes.

Hvad Landsmand er du? siig mig det!

Trygæos.

Den Ledeste.

Hermes.

Hvem er din Fader? du?

Trygæos.

Min Fader? den Ledeste.

Hermes.

Ved Jorden! nei du skal ei undgaae Døden strax,
hvis ei paa Timen her du siger mig dit Navn!

Trygæos.

Trygæos, en Athmoner, dygtig Viingaardsmand,[12] 190
ei Sykofant, ei heller Elsker af Proces.

Hermes.

Hvad vil du her?

Trygæos.

Jeg den Brad vil bringe dig.

Hermes.

O sælle Skind! hvor kom du hid?

Trygæos.

O Vissenpind!
Nu synes du vel ei, jeg er den Ledeste?
Gaa nu og kald mig Zeus herud!

Hermes.

Ei, ei! ei, ei! 195
Nei, du vil ikke træffe Guder denne Gang,
thi alt igaar de brøde op og drog herfra.

Trygæos.

Til hvilket Land?

Hermes.

Til hvilket Land?

Trygæos.

Ih ja, hvorhen?

Hermes.

Langt bort herfra, og ind i Himmelkuben dybt.

Trygæos.

Hvorfor blev du da efterladt alene her? 200

Hermes.

Jo jeg skal passe nu paa Guders Indbo her,
paa Potter og paa Krukker og Tallerkener.

Trygæos.

Men hvorfor reiste Guderne da bort herfra?

Hermes.

Af Harme mod Hellenerne. Derfor de nu
har her, hvor selv de boede, indqvarteret Krig, 205
og tilladt ham at gjøre ved Jer, hvad han vil.
Men selv de drog høit op, saa høit som muligt var,
for ei at see Jer længer her i Kamp og Krig,
og ei at høre meer af Eders Klageskrig.

Trygæos.

Men hvorfor har de handlet saa imod os? hvad? 210

Hermes.

Fordi just Krig I foretrak, imedens de
saa tidt Jer bøde Fred. Saasnart Lakonerne
i Overvægten vare, raabte strax de ud:
„Ved Zeus, nu skal du bøde, lille Athener, du!”
Men vare Athenonerne nu heldige,[13] 215

og saa Lakonerne Jer sendte Fredsforslag,
saa sagde I paa Timen: „Man vil narre os
ja ved Athene! — hør, ved Zeus, tro dem dog ei!
de komme nok igjen, naar kun vi Pylos har.”[14]

Trygæos.

Ja saadan taler man jo rigtignok hos os. 220

Hermes.

Derfor jeg ikke veed, om I vil oftere
faae Fred hos Jer at see.

Trygæos.

O siig, hvor gik hun hen?

Hermes.

Hun blev af Krig nedstyrtet i en Hule dybt.

Trygæos.

I hvilken?

Hermes.

Den dernede; og du seer jo vel,
hvormange Stene han har væltet ovenpaa, 225
for at I aldrig meer skal hende faae.

Trygæos.

Siig mig:
hvad har han meer endnu mod os i Sinde vel?

Hermes.

Jeg veed kun Eet: at han iaftes har os bragt ,
herind en Morter af uhyre Størrelse.

Trygæos.

Hvad vil han da vel bruge denne Morter til? 230

Hermes.

Han tænker paa at støde Byer smaa i den.
Men jeg vil gaae — jeg troer, han snart vil komme ud,
han gjør jo saadan Støi derinde.

Trygæos.

Vee, o vee!
saa løber jeg min Vei; jeg synes ogsaa, at
jeg mærked Lyden af den krigske Morter der. 235

(skjuler sig.)

Krig (kommer med en stor Morter).

Ak Mennesker, Mennesker, svartudholdende Mennesker, I!
hvor vil det snart i jere Kjæver værke grumt!

Trygæos (til Publikum).

O Drot Apollon, hvilken vældig Morter dog!
Og hvilken Rædsel lyner alt i Krigens Blik!
Ha see! naa ham det altsaa er, vi flygte for, 240
Den lede Tyrhudsvinger, som giver Foden Hast![15]

Krig.

Ha Prasiæ, trefold, femfold ulyksalige,[16]
ja hundredfold, du skal endnu idag forgaae!

Trygæos (til Publikum).

Alt dette, Folk, det angaaer ikke os endnu;
thi denne Ufærd truer kun Lakoners Land. 245

Krig.

Ha Megara, Megara, du skal sønderknuses snart[17]
og blive heel og holden til en Vellingmos!

Trygæos.

O vee! ak hvilken bitter taarevædet Kost
han grusom brokker i for Megarenserne!

Krig.

Vee dig, Sikelia!. ja du skal og forgaae! 250

Trygæos.

Hvor skjønt et Land vil grusomt blive sønderknust!

Krig.

Nu gyder jeg tillige attisk Honning paa.

Trygæos.

Nei, nei, jeg raader dig, brug anden Honning, du,
som koster fiir Oboler! spar den attiske![18]

Krig.

Hør, du, Tumult!

Tumult (kommer).

Hvi kalder du?

Krig.

Ha! du skal skee — 255
naa du staaer ledig? — kjender du min Næve, du?

(slaaer ham.)

Trygæos (afsides).

Hvor haard!

Tumult.

O vee mig stakkels Pjalt, o Herre, au!
har du din Næve gnedet ind med Hvideløg?

Krig.

Hent strax herud en Morterstøder!

Tumult.

Ja, Herr — men
vi har jo ingen; igaar først flytted vi herind. 260

Krig.

Saa henter flux du en mig i Athen nu strax!

Tumult.

Jeg løber strax! (til Publikum) hvis ei, saa faaer jeg nok end en

(løber ud.)

Trygæos (til Publikum).

Ak, ak! o stakkels Mennesker! — hvad gjør vi nu?
Der seer I selv, hvor stor en Fare truer os!
thi hvis nu han en Morterstøder bringer hid, 265
han sætter sig og støder hver en By i Smul.
O Bakchos lad ham styrte før han bringer den!

(Tumult kommer.)

Krig.

Naa, du?

Tumult.

Hvad godt?

Krig.

Naa bringer du —?

Tumult.

Ja seer du vel:
Athenerne har mistet deres Støder, ham
den Læderkræmmer, som har Hellas stødt i Mas.[19] 270

Trygæos (afsides).

O herlig gjort, Athene, høie Drotning, du,
at ham du fælded just for os i rette Tid,
[før han endnu fik maset Alt til Vellingmos!]

Krig.

Saa henter du en anden mig fra Sparta hid!
naa nu afsted!

Tumult.

Ja, Herre!

Krig.

Og kom strax igjen! 275

Trygæos (til Publikum).

Hvor vil det os, o Folk, dog gaae? Nu kniber det.
Men hvis der Nogen af Jer her Indviet er
i Samothrakes Løndom, bør han bede høit,[20]
at dette Bud maa brække begge sine Been!

Tumult (kommer).

O vee mig Stakkel, vee mig! vee mig tusindfold! 280

Krig.

Naa? bringer Intet du?

Tumult.

Ja men Lakonerne
har ogsaa mistet deres Morterstøder, ja!

Krig.

Hvorledes, Skurk?

Tumult.

Jo da de havde udlaant den
til Andres Brug i Thrake, misted de den der.

Trygæos (afsides).

Ha herlig gjort, I Dioskurer, ypperligt![21] 285
det nok gaaer godt. Ja fatter Mod, o Jordens Børn!

Krig.

Tag nu det Tøi og bring altsammen bort igjen!
Nu gaaer jeg ind, saa gjør jeg mig en Støder selv.

(Begge gaae.)

Trygæos.

Nu kunde passe sig ret vel hint Datis' Qvad,[22]
som lallende han sang i Middagsstundens Ro: 290
„Jeg glæder mig og jubler mig og fryder mig!”

Nu sømmer det sig vel for os, Hellenske Mænd,
at vi, befriede heelt fra alslags Tvist og Kamp,
for Lyset drage frem den almeenelskte Fred,
før atter nogen anden Støder hindrer det. 295
Velan da, Landmænd, Handelsmcend og Kunstnere,
I Haandværksfolk, Skytsborgere, og I Fremmede,[23]
og I Øboere! kommer hid nu, alle Folk!
Griber hurtig nu til Spader og til Brækkejern og Toug!
thi nu gjælder det at vove til vort Held en dristig Streg! 300

Chor (kommer).

Kommer hid nu, Hver og En! nu fremad rask til Frelsens Held!
Panhellener! lad os nu, hvis nogentid, staae sammen fast,
da vi ere frie for Leire og for Blodbads Rædselsyn!
ja der er for os frembrudt en Dag, forhadt af Lamachos.[24]

(til Trygæos)

Hvad vi hermed har at gjøre, siig os, vær vor Mester du! 305
thi vær du kun sikker paa, at jeg idag ei harme skal,
før med Brækkejern og Værktøi jeg til Lyset drager frem
hende, som i Guders Kreds er størst og elsker Ranken meest.

Trygæos.

Vil I dog ei tie stille! at I ei i Glædens Ruus
vække Krigen op derinde og ham hidse ved jert Skrig! 310

Chor.

O med Sjelefryd vi hørte hint dit Bud; thi nu ei meer[25]
hedder det: „I Felten drager med tre Dages Proviant!”

Trygæos.

Tag Jer dog iagt for ham dernede, denne Kerberos,[26]
at han ei ved Glam og Tuden, ligesom da her han var,
skal forhindre os at drage vor Gudinde fra sit Dyb! 315

Chor.

Ingen er der, som skal kunne rive hende bort fra mig,
naar engang hun kommen er i mine Hænder — hurra, hei!

Trygæos.

I vil øde mig, o Venner, naar det Skrig ei holder op,
thi hvis frem han styrter, vil han knuse under Fødder Alt.

Chor.

Lad ham kun tilsammenrøre, søndertræde, knuse Alt! 320
Vi vil derfor dog ei standse Glædens Strøm paa denne Dag!

Trygæos.

For en Ufærd! er I gale? — O fordærv, for Guders Skyld
dog ei dette skjønne Værk ved Eders dumme Dandsesving!

Chor.

Nei jeg har ei tænkt at dandse; men af Overgivenhed,
uden at jeg, den bevæger, hopper Foden af sig selv. 325

Trygæos.

O nei hør! nu ikke længer! hold dog med den Dandsen op!

Chor.

See nu holder strax jeg op.

Trygæos.

O Snak! du holder dog ei op.

Chor.

Lad mig denne Gang nu gjøre blot et Sving, saa ikke meer!

Trygæos.

Denne Gang da, men saa skal I heller ikke dandse meer!

Chor.

Nei saa vil vi da ei dandse, dersom det kan gavne dig. 330

Trygæos.

Men I holder jo ei op alligevel.

Chor.

O jo ved Zeus,
naar det høire Been vi blot har svunget om, vi standse strax.

Trygæos.

Naa lad gaae! saa gjør da det! men ærgrer mig saa ikke meer.

Chor.

Ja men nu vil jo det venstre ogsaa ha'e sig en Svingom.
Ja jeg er saa glad og lystig og jeg fjerter og jeg leer 335
meer, end om jeg gjenfødt blev, da intet Skjold jeg længer seer.

Trygæos.

Hør dog! standser nu Jer Glæde! I jo veed ei noget vist.
Men naar hende vi har reddet, ja da glæder Eder kun,
raaber høit og leer og dandser!
da er Alting tilladt Jer, at 340
seile, dovne, lefle, sove,
Festforsamlinger beskue,

spise, drikke, kottabere,[27]
sybaritere,
raabe høit Hurra, hurra!

Chor.

Gid det maatte lykkes mig, engang at skue, slig en Dag! 350
Jeg har meget Ondt alt taalt,
Slid og Slæb, Straa til Leie,
som det faldt i Formions Lod.[28]
Aldrig meer I skulle sinde mig som Dommer suur og barsk
eller i min Adfærd haard, som før maaskee jeg været har; 355
nei meer blød du skal mig see
og langt meer forynget, naar
først jeg er for Slagsmaal fri!
Længe nok jo har man nu
ødelagt og opslidt os, 360
mens vi drive hid og did
til Lykeion, fra Lykeion med vort Spyd og med vort Skjold.[29]
Men hvad fremfor Alting vi
dig kan gjøre til Behag,
siig det! thi til Enehersker 365
har os Lykken gunstig skjænket dig.

Trygæos.

Nu lad mig see: hvor vælte vi de Stene hen?

Hermes (kommer).

Forrykte Vovehals! hvad vil du ta'e dig for?

Trygæos.

Slet intet Ondt, det samme kun som Killikon.[30]

Hermes.

Ha! du er Dødsens!

Trygæos.

Ja hvis Loddet træffer mig.[31] 365
Men du, du vil med Loddet gjøre jeg veed nok hvad.

Hermes.

Ha du er Dødsens, du er Dødsens!

Trygæos.

Naar, gode Ven?

Hermes.

Nu strax!

Trygæos.

Men jeg har intet Indkjøb gjort endnu
af Meel og Ost, som den, der gaaer i Døden, gjør.[32]

Hermes.

Alligevel, du er fortabt!

Trygæos.

Hvor kommer det, 370
at jeg har Intet mærket til det store Held?

Hermes.

Veed du da ei, at Zeus med Døden straffer den,
som træffes i at grave hende op?

Trygæos.

Saa er
det da bestemt, at jeg skal døe?

Hermes.

Vær vis paa det!

Trygæos.

Saa laan mig da tre Drachmer til en lille Griis! 375
Jeg maa dog lade mig indvie, før jeg døer.[33]

Hermes (tragisk).

O Zeus, du Tordenlyner...

Trygæos.

Nei for Guders Skyld
forraad os ei, o Herre, jeg besværger dig!

Hermes.

Jeg tør ei tie stille.

Trygæos.

Jo jeg be'er dig ved
den Kjødmad, som jeg venlig kom og bragte dig! 380

Hermes.

Du Nar! saa vil jeg blive sønderknuust af Zeus,
naar ei med Skingrelyd jeg raaber høit det ud.

Trygæos.

Nei raab ei høit! jeg beder, lille Hermes, dig!

(til Choret)

Siig mig: hvad gaaer af Jer, Mænd? I staaer jo der som ramt' af Lyn.
Tossefaar, spar ei paa Bønner! ellers raaber Alt han ud. 385

Chor.

Nei, jeg beer, o strenge Herre Hermes, o jeg be-be-beer![34]
Mindes du endnu, at du
fik af mig og har fortært
en lille sød og lækker Griis?
Agt da ikke det for ringe nu ved denne Leilighed! 390

Trygæos.

Hører du dog ei, o Herre, hvor de smigre dig saa pænt?

Chor.

Bliv nu ikke vred igjen,
ak vi bede bønlig dig:
und os dog at frelse hende!
ja forund os det, o du 395
menneskekjærligste af Guder,
hulde Gavers bedste Giver,
saasandt du hader ret Pisandros' Hjelmbusk og Bramarbasblik![35]
Da skal vi stedse ved hellige Offringer
og ved pragtfulde Høitidstog, 400

o høie Drot
forherlige dig til evig Tid!

Trygæos.

Lad deres Raab dig røre, o jeg beder dig!
thi nu de hædre dig, tro mig, langt meer end før.

Hermes.

O ja! de er jo større Tyve nu end før.[36] 405
Trygæos.
<poem>Jeg skal fortælle dig en rigtig rædsom Ting,
som nu der spindes op mod Guderne.

Hermes.

Lad høre, tal! maaskee du overtyder mig.

Trygæos.

Selene og den trædske Skjelm den Helios[37]
de have begge længe alt Jer efterstræbt, 410
og de forraade Hellas til Barbarerne.

Hermes.

I hvilken Hensigt gjør de det?

Trygæos.

Fordi, ved Zeus,
vi bringer Eder Offre; men til hine kun
Barbarer offre. Derfor jo naturligviis

de ønsker Eder alle reent af Veien strax, 415
for selv at tage hver en Skjenk til Guderne.

Hermes.

Ja derfor stjal de alt forlængst af Dagene,
og sled ved Kudskedvaskhed Maaneskivens Ring.[38]

Trygæos.

Javist, ved Zeus! Derfor, o kjære Hermes, vær
os god, og hjælp os til at drage hende op! 420
Saa feire vi for dig Panathenæerfest,
og alle andre Gudefester, Mysterier
og Zeusfest og Adonisfest, for Hermes kun!
Og alle Byer vil, fra Krigens Plager frie,
til Frelsermanden Hermes offre overalt; 425
og meget andet Godt du faaer. Først giver jeg
dig denne Skaal, at du kan yde Offerdrik.

(giver ham et Guldbæger.)

Hermes.

Jeg bliver stedse ved det kjære Guld saa rørt!

(til Choret.)

Nu fra denne Stund er dette Arbeid jert, o Mænd. Saa gaaer
indenfor og rydder hurtig bort med Hakken hver en Steen! 430

Chor.

Ja det skal vi nok; men du, høivise Gud, o før os an,
og forklar os, som vor Mester, hvad vi har at gjøre her!
Og forresten skal du finde os ei dorske til vor Dont.

Trygæos (til Hermes).

Velan! saa ræk da strax nu Skaalen hen, at vi
kan vie fromt vort Værk med Bøn til Guderne! 435

(skjænker i.)

Hermes.

Offerdrik! Offerdrik!
Vogter Tungen! vogter Tungen!

Trygæos.

Ved Offret lad os bede om, at denne Dag
maa bringe hver Hellener alt hvad Godt er til,
og at hver Mand, som fyrig griber disse Toug[39] 440
med os, maa ingensinde røre ved et Skjold!

Chor.

Nei! drage hen sit hele Liv i Fredens Skjød,
og ved sin Piges Arn huldt tænde Arnens Gnist!

Trygæos.

Men dersom Nogen skulde heller ønske Krig,
lad aldrig ham, Drot Dionysos, høre op 445
at drage Pilespidser af sit Albuebeen![40]

Chor.

Og hvis der Nogen, lysten efter Høvdingsmagt,
misunder dig at skue Lyset, hulde Fred,
da gaae det ham i Krigen som Kleonymos![41]

Trygæos.

Og hvis en Skjoldekræmmer eller Landsesmed, 450
kun for at gjøre bedre Marked, ønsker Krig,
gid han, i Røver-Vold, kun faae sit tørre Brød!

Chor.

Hvo som af Lyst til Hærdrotsmagt ei staaer os bi,
og hvis en Slave tænker paa at løbe bort,
han vorde spændt paa Hjulet under Pidskeslag![42] 455
Men os det gaae bestandig vel! Hil, Træffer, Hil![43]

Trygæos.

Ah væk, du, med den Træffen! raab alene hil!

Chor.

Hil, hil! jeg raaber, ikkun hil!

Trygæos (gyder Offerdrik).

For Hermes og
Chariter, Stundgudinder, Eros, Kypria!

Chor.

For Ares ei?

Trygæos.

Nei!

Chor.

Ei for Enyalios?[44]

Trygæos.

Nei! 460

Chor.

Nu munter, alle Mand, og hal i Tougene!

Hermes.

Hiv op hei!

Chor.

Heisa hive!

Hermes.

Hiv op hei!

Chor.

Mere hive! 465

Hermes.

Hiv op hei! hiv op hei!

Trygæos.

Men alle Mand trækker ei lige stærkt.
Tag nu fat allesammen! — hvor I skaber Jer dumt!
Det skal I undgjelde, Bøoter![45]

Hermes.

Hiv op ha! 470

Trygæos.

Hiv op ho!

Chor (til Hermes og Trygæos).

Frisk op! ogsaa I maae flink trække med!

Trygæos.

Jeg trækker jo med, og hænger mig fast,
og strenger mig an, og gjør hvad jeg kan.

Chor.

Og dog vil det ei rykke frem. 475

Trygæos.

Ha Lamachos! med Uret spærrer Veien du.[46]
Vi behøver ei, min gode Ven, dit Gorgofjæs.

Hermes.

Argiverne alt længe har ei trukket med,
men leet ad Hver, som gik og sled fordærvet sig,
og toge saa fra begge Parter Lønningskost.[47] 480

Trygæos.

Men see, min Ven, Lakonerne trække drabelig.

Chor.

Ja veed du hvad? kun Landhaandværkere, jeg seer,[48]
er' villige, men Vaabensmeden hindrer dem.

Hermes.

Megarerne gjør heller intet: de trække svagt,[49]
— som Hundehvalpe sees at slides om et Been, — 485
da de jo er' saa reent af Sult hentærede.

Trygæos.

Men vi bestiller intet. Lad os alle nu,
o Mænd, samdrægtig gribe Værket fat igjen!

Hermes.

Hiv op hei!

Trygæos.

Heisa hive! 490

Hermes.

Hiv op hei!

Trygæos.

Ja ved Zeus!

Hermes.

Lidt rykke vi frem.

Trygæos.

Afskyeligt er det:
En trækker hist, en Anden her. 495
En Ufærd skal I faae, Argiver!

Hermes.

Hiv op ha!

Trygæos.

Hiv op ho!

Chor.

Hvor ildesindet er Mangen iblandt os!

Trygæos.

Saa drager da I, som ret er i Lyste 500
for Freden at naae, mandhaftig med Kraft!

Chor.

Men Fleer der er, som hindrer os.

Hermes.

Megarer! pakker I Jer ikke Pokker i Vold?
thi viid, Gudinden hader Jer, i Mindet om
de Hvidløg, som I først indsalved hende med.[50] 505
O I, Athener, jeg befaler Jer, at I
ei trække til den Side, hvor I hidtil trak!
I drive jo dog intet Andet end Proces.[51]
Nei har I rigtig Lyst at trække hende op,
saa trækker lidet nærmere mod Havet ned.[52] 510

Chor.

Velan! saa lad os Landmænd da nu tage fat alene!

Hermes.

Ja Tingen nu langt bedre gaaer, o Mænd, i Eders Hænder.

Chor.

At Tingen gaaer, han siger; — vel! saa stræb Enhver nu dygtig!

Trygæos.

Ja Landmænd drage hende frem, og ellers ingen Anden.

Chor.

Munter nu alle Mand! 515
See nu er vi snart ved Maalet!
Ingen Ladhed nu, nei lad os
hale ud med mere Kraft!
Nu er vi ved Maalet alt!
Hiv nu op, hiv alle Mand! 520
Hive, hoi, hoi, hiv!
hive, hive, hoi, hiv!
hive, hive, nu lad gaae!

(Freden kommer med Opora og Theoria.)

Trygæos.

O Druemoder! hvordan skal jeg hilse dig?
Hvor tager jeg et Tusindtønders-Ord, hvormed 525
jeg hilse kan? thi hjemme har jeg intet sligt.
Hil dig, Opora! ogsaa dig, Theoria!
hvor huldt er dog dit Aasyn, o Theoria!
o hvor du dufter ah saa sødt i Hjertet ind,
saa liflig sødt, som Balsamurt og Landefred! 530

Hermes.

Ja ikke sandt? som en Soldaterrandsels Lugt?

Chor.

Ih fy det stygge Menneskes væmmelige Sæk!
Den fæle Tingest lugter jo som Suurløgsræb;
men hun her dufter af Høst, af Gilde, Bakchosfest,
af Fløiter, Lystspil, Sofoklesklang, Drosselsang, 535
Euripides-Qvad, —

Trygæos.

Saa skal du faae en Ufærd, du,
at du bagtaler hende saa! hun elsker ei
den Digter, som benytter Thingets Floskelsprog.[53]

Chor.

Af Vedbendkrandse, Drueperse, brægende Lam,[54]
opkiltede Piger, ilende til Mark og Skov, 540
beruste Terner, Krukken lystig væltet om,
og mange andre gode Ting.

Hermes (pegende paa Choret).

Betragt engang,
hvordan de nu forligte Byer tale med
hverandre frit og lee af Hjertens Grund,
skjøndt hvert et Ansigt er jo tilredt grueligt, 545
og Hvermand er med Bind og Plaster heelt besat.

Trygæos.

Men see! betragt nu og Tilskuernes Ansigtstræk,
saa kan du deraf kjende deres Haandværk.

Hermes.

See!
ja seer du ikke ham, den Hjelmbuskmager hist,
som river Haaret af sig? — og Høtyvsmeden der, 550
han fiser Sværdfeieren lige i Næsen, see!

Trygæos.

Og seer du, hvor den Segelmager der er glad,
og peger Finger ad den stakkels Landsesmed?

Hermes.

Gaa nu, befal Landmændene at drage hjem!

Trygæos.

Hør til, o Folk! Landmændene maae drage hjem, 555
og tage deres Landredskaber med derud
strax paa Timen, uden Landse, uden Sværd og uden Spyd!
Overalt i Landet dufter Fredens modne Frugt til Høst.
Hvern1and gaae da til sit Arbeid paa sin Jord med munter Sang!

Chor.

Skjønne Dag, som hver en Ædling, hver en Landmand frydes ved! 580
O da nu jeg seer dig, vil jeg hilse mine Ranker glad.
Mine Figentræer, som fro jeg planted i min Ungdoms Aar,
har jeg Lyst at tale med nu efter lang forsvunden Tid.

Trygæos.

Nu, o Mænd, saa lad os altsaa bede til Gudinden først,
som fra Hjelmbusk og Gorgoner naadig os befriet har.[55] 565
Derpaa skynde vi os hjem ud til vor egen lille Gaard
med et Forraad deilig Saltmad, som vi ta'er paa Landet med.

Hermes.

O Poseidon! see hvor herlig ta'er den hele Sværm sig ud,
trængt i Hob, med muntert Blik, som Kagen paa et Gildebord!

Trygæos.

Ja, ved Zeus, derfor er Hakken atter skuret deilig blank, 570
og tregrenet Fork, nei see, hvor blinker den i Solens Skin!
ja man kunde stille op dem ligesom en Lystallee!
derfor ønsker jeg at drage lystig nu paa Landet ud
og engang igjen at grave ordentlig min lille Jord!
Men nu drager Jer i Minde 575
hiin vor gamle Levemaade,
som engang hun os forundte!
husk de tørre Syltefrugter,
og de Figen og de Myrter,
og den lifligsøde Drue, 580
og den Flor af blaa Fioler
hist ved Brønden, og Oliven,
Hjertets Glæde!
Nu saa bringer for alt dette
vor Gudinde Lov og Tak! 585

Chor.

Hil dig, o høielskte, hil!
hvor vi frydes ved dit Komme!
svart jeg længtes efter dig,
da jeg ret af Hjertens Grund
ønsker mig paa Landet ud! 590
Ja du var vor bedste Skat;
dig vi stedse længtes efter;
du kun skaber os Vort Held,
alle os, som offrer har
al vor Tid til Jordens Drivt. 595

O vi have jo ved dig
forhen alt nydt mangen Fryd,
let i Pris, men Hjertet kjær,
thi du skjænked Jordens Dyrker
Dagligt Brød, lyksaligt Liv. 600
Derfor see, hvor Rankens Blad,
hvor de unge Figenskud
og hver Spire, hver en Væxt
smiler dig imøde glad!
Men hvor var hun, vor Gudinde, i de mange lange Aar 605
fjernt fra os? forklar os det, du mildeste, du bedste Gud!

Hermes.

O I høiforstandige Landmænd, mærker da paa mine Ord,
hvis I have Lyst at høre, hvordan hun fra Jer forsvandt.
Første Spire til vor Nød var Fidias, som led saa haardt;[56]
og Perikles, som var bange for at dele samme Lod,[57] 610
da han frygted Eders Væsen og jert blindt haardnakne Sind,
stak, for selv at undgaae Faren, hele denne Stat i Brand
Ved at kaste liden Gnist, hiin Folkets Lov om Megara,[58]

tændte han saa stor en Krig, at samtlige Helleners Folk
allevegne maatte græde ved den stærke Qvalm af Røg. 615
Men saasnart som Ranken mærked dette, foer den op med Brag,
og hver Dunk, som skarpt blev truffen, sparked vred igjen til Dunk.
Ingen Styrer var der mere — men Gudinden, ak forsvandt.

Trygæos.

Dette har jeg ved Apollon aldrig hørt af Nogen før,
og hvad Fidias angaaer hende, har jeg heller aldrig vidst. 620

Chor.

Jeg har heller ei det vidst. See derfor er hun vel saa smuk,
da hun er hans Frænde! — Ja hvor Meget er ei skjult for os!

Hermes.

Strax da de Jer undergivne Folk erfoer, at du, Athen,
og Sparta indforbittret viiste Tænder mod hinanden vildt,
spandt de alskens Rænker mod Jer frygtende for mere Skat,[59] 625
og bestak saa Spartas Stormænd til at dele Sag med dem.
Disse, smudsig havesyge, falske mod hver fremmed Mand,
stødte bort med Haan Gudinden, greb begjerlig efter Krig.
Men de Stores Vinding var kun alle Landsbyfolks Fordærv,
thi Triererne, som herfra sendtes bort at tage Hevn, 630
reent fortærte Spartas Frugt til Brøst for mangen skyldfri Mand.

Trygæos.

Og med Ret, thi Sparta har just ryddet ud fra Roden af
al min Figenplantning, som jeg havde anlagt, pleiet selv.

Chor.

Ja med Ret, min gode Mand, thi ved at kaste Steen paa Steen
ogsaa min sexskjeppers Tønde har de ganske ødelagt. 635

Hermes.

Da nu Arbeidsfolket flygted skareviis fra Landet hid,
blev det solgt paa samme Maade, og de mærked ei dertil.[60]
Men da her de favned Druer og den kjære Figens Frugt,
gloede de paa Talerne. Skjøndt disse vidste meget vel,
at de Fattige var svage, at de savned dagligt Brød, 640
jog de dog Gudinden bort med tveforkshvasse vilde Skrig,
hvergang hun sig viiste her af Længsel efter dette Land.
Og af Forbundsfolk de kneb de Rige, Fede skammelig,
og de føied til som Aarsag: „Han der holder med Brasidas.”[61]
Strax I greb som Hundehvalpe ham og sønderreve ham; 645
thi vor hungerblege By, som sad i Angest rystende,
strax fortæred, hvad en lumsk Bagvasker kasted for den hen.
Men da vore Forbundsfæller saae de blodigslagne Saar,
stopped Munden de med Guld paa alle Gjerningsmændene,
saaat disse bleve rige, ak! men Hellas plat forødt, 650
og I mærked det dog ikke. Mesteren for dette var
Læderkræmmer —[62]

Trygæos.

Stille, stille, o Herr Hermes, nævn ham ei,
thi du veed jo, at den Mand er ikke længer vor, men din.[63]

Hvad du nu paa ham kan sige,
var han end en Skurk i Livet, 655
Sladdermund og Lurendreier,
Urostifter, Fredsforstyrrer,
dette Alt ihob tilsammen
træffer nu kun dine Folk.

(til Fredsgudinden.)

Men hvorfor tier du, Gudinde? siig mig det! 660

Hermes.

Nei, hun vil ikke tale her til Publikum,
thi hun er vred paa Folket for sin bittre Nød.

Trygæos.

Saa tale hun til dig alene dog et Ord!

Hermes.

Høielskte, siig mig, hvad du tænker vel om dem,
o du af alle Qvinder meest skjoldhadende! — 665

(lytter til)

Jeg hører. — Naa? er det din Klage? jeg forstaaer. —
Nu hører da, hvorover hun besværer sig!
Hun siger, at hun efter Pylos' Fald kom af[64]
sig selv, og med en Kiste fuld af Forslag, men
blev tregang overstemt i Folkeforsamlingen. 670

Trygæos.

Ja deri har vi vistnok feilet; men tilgiv!
Dengang stod kun til Læder al vor Sind og Hu.[65]

Hermes (lytter til Gudinden).

O ja! — Hør, Folk, hvad hun just nu mig spurgte om:
hvem her paa Stedet hendes værste Fiende var,
og hvo der, hende tro, meest ivred imod Krig. 675

Trygæos.

Den allervenligstsindede var Kleonymos.[66]

Hermes.

Siig mig, i hvilket Rygte staaer som Kriger da
Kleonymos?

Trygæos.

En høibehjertet Mand, kun at
han er af den, han kalder Fader, ikke Søn,
thi naar som Kriger han engang i Felten drog, 680
han kasted altid strax som Kryster bort sit Skjold.

Hermes.

Hør nu end videre, hvad hun mig spurgte om:
hvo der behersker Talerstolen nu paa Pnyx.[67]

Trygæos.

Hyperbolos indtager for Tiden denne Plads.[68]

(til Gudinden)

Hvad gjør du dog? hvor vender du dit Hoved hen? 685

Hermes.

Hun vender sig fra Folket her i Harme bort,
fordi det valgte sig til Fører sligt et Drog.

Trygæos.

Nei, nei, vi vil ei længer bruge ham; men da
just Folket fattedes en Værge, og stod blot,
omgjorded det for Tiden sig med denne Mand. 690

Hermes.

Hvorledes det vil gavne Staten, spørger hun.

Trygæos.

Vi blive meer og meer oplyste.

Hermes.

Hvordan det?

Trygæos.

Jo seer du, han er Lampemager. Forhen kun
i Mulm og Mørke famled vi med al vor Dont;
fra nu af raadslaae vi om alle Ting ved Lys. 695

(Gudinden spørger heftig.)

Hermes.

O ho! —
Tænk, hvad hun mig befol at spørge om!

Trygæos.

Om hvad?

Hermes.

Om mange gamle Skatte, hun engang forlod.
Først spurgte hun, hvorledes Sofokles det gaaer.

Trygæos.

O meget vel. Dog gaaer det sælsomt ham.

Hermes.

Hvordan?

Trygæos.

Fra Sofokles han bliver en Simonides.[69] 700

Hermes.

Simonides? hvordan?

Trygæos.

Skjøndt gammel, svag, han for
en Fordeel skulde paa et Halmstraa gaae til Søes.

Hermes.

Nu Mesteren Kratinos —[70]

Trygæos.

Ak! han døde, da
Lakonerne faldt ind i Landet her.

Hermes.

Hvoraf?

Trygæos.

Han fik et Slag, da ei han kunde taale at see 705
et Viinfad, fuldt af Viin, at blive slaaet itu.
Ak! meget andet Uheld, tro mig, traf vor By.

(til Gudinden)

Derfor vi aldrig, Drotning, skal nu skilles ad.

Hermes.

Velan! paa dette Vilkaar tag Opora da
til Hustru for dig selv! og bo med hende paa 710
din Landgaard hist, og opelsk Druer for dig selv!

Trygæos.

O kom, min Kjæreste, og lad mig kysse dig! —
Troer du, Herr Hermes, at det vel kan flade mig,
jeg efter saa lang Tid Opora ta'er i Favn?

Hermes.

Nei! naar du styrker dig med et Polei-Opkog.[71] 715
Men tag nu ogsaa med dig strax Theoria[72]
og bring til Raadet, som hun engang hørte til.

Trygæos.

O Raad, hvor salig er du ved Theoria!
Hvor vil du søbe Lungemos tre Døgn i Rad!
hvo; vis du sætte Kallunsbrad og Kjød tillivs! — 720
Nu, kjære Hermes, lev da vel!

Hermes.

Lev selv du vel,
o Menneske! — lykkelig Reise, du! og tænk paa mig!

Trygæos.

O Torbist, op! og hjem! nu lad os flyve hjem!

Hermes.

Den er her ei, min Ven!

Trygæos.

Hvor er den bleven af?

Hermes.

„Forspændt for Zeus's Vogn den trækker Lynets Piil.”[73] 725

Trygæos.

Men hvor skal her den Stakkel faae sin Føde fra?

Hermes.

Jo Ganymedes giver ham Ambrosia.

Trygæos.

Men hvordan kommer jeg nu ned?

Hermes.

Ah meget godt!
ved Siden af Gudinden der.

Trygæos.

Saa kom da nu,
o Piger, følg mig strax paa Øieblikket, thi 730
alt Mange vente Jer i største Spænding hist.

Chor.

Ja lykkelig Reise! Men vi vil imidlertid give de Sager, her findes,[74]
til Tjenerne her i Forvaring, thi mange Tyve der pleier at snige
sig rundtom Skuepladse og lure paa et eller andet at rapse.
Saa passer nu vel da paa dette! Men vi vil forklare for Tilskuerkredsen 735
vor Tankegang her i Stykket og hvad der ellers os falder i Sinde.
Vel burde de styrende Stavmænd slaae til, naar engang en Komediedigter[75]
paa Skuepladsen fremtreen og roste sig selv i Festanapæster.[76]
Men saasandt det vistnok er Ret, Zeus' Datter, at hædre den Mand, som er bleven[77]
den ypperste og den meest berømte Komediemester af alle, 740
saa paastaaer vor Digter med Rette, at han just er værd den bedste Lovprisning,
thi først af Alle han bragte til Taushed den hele Medbeilerskare,
som stedse drev Spot med Lapper og Laser og førte Krig imod Luus kun.[78]
Og slugevorne Heraklessers Flok og alle forsultede Stakler,
og Rømningsmænd, og Snyderpakket, og dem, der slaaes for et godt Ord, 745

var han den første som bortjog med Haan, og Løbepas gav til de Slaver,
hvem de stedse bragte som Hylere frem paa Scenen just i den Hensigt,
at Medslaven skulde med spottende Grin over Pryglene saaledes spørge:
„Din Stakkel! hvordan dog gik det dit Skind? Er Tyremien nu faldet
i Flankerne dig med hele sin Magt og har lagt dine Rygstykker øde?” 750
See slige Narrestreger han fjerned og Flauheder, unyttig Baglast;
en ædel Kunst han os skabte, og ny han optaarned en himmelhøi Bygning
ved mægtige Ord og Tanker og Vid, som ikke han hented fra Gaden,
idet han ei bragte paa Scenen til Spot sædvanlige Mandfolk og Qvinder,
nei! stolt med Herakles' Mod i Bryst han netop de Høieste angreb, 755
giennemvadende gruelig Stank af Læder og muddersprudende Trusler.
Ja først af Alle jeg kæmped imod ham selv, det tandhvasse Udyr,[79]
fra hvis Øie lyned den stikkende Piil i Kynnas rædsomme Blikke;[80]
og hundrede Hoveder rundt i en Kreds af hylende Smigrere slikked
hans Hoved; en Stemme han havde saa vild, som en altnedstyrtende Bjergstrøm, 760

og Sælhundens Stank og Lamias utoede Pung og Arts af Kamelen.[81]
Ved Synet af sligt Uhyre jeg frygted dog ei, men angreb med Kraft, da
jeg kæmped for Eder og Øerne. Derfor det er jo dog billigt,[82]
at nu I venlig yde mig Tak, og tro bevare mit Minde;
thi heller ei før, naar det heldig mig gik, jeg lusked om ved Palæstra[83] 765
og lokkede Drenge, o nei! jeg pakkede sammen og skyndte mig hjemad,
var sjelden kedsommelig, ofte ret morsom, og villig at gjøre hvad Pligt er.
Derfor det bør Jer at staae mig bi,
hver Mand og hver en Ungersvend!
og Skaldepander raader jeg til, 770
at de stræbe med mig for Seier at naae,
thi seirer jeg, vil man raabe for vist
ved hvert et Gilde, hvert Drikkelag:
Ræk Skaldepande det, giv Skaldepande det!
giv Godtgodt ham! nægt Intet den Mand, 775
den ædleste blandt vore Digtere, ham
med den høie lysende Pande!

Første Halvchor.

Muse, lad fare nu Krig!
og sving dig med mig, din Ven,

i festlige Dandse! 780
Gudernes Bryllupper besyng,[84]
og Mændenes Gilder
og Heltenes blomstrende Fester!
Men kommer Karkinos hid,[85]
og bønfalder dig om, 785
med hans Sønner at dandse i Choret,
aldrig bønhøre du ham!
aldrig indlad dig med dem!
Nei tænk: det Huus-Vagtler er[86]
Alle tilhobe, 790
langhalsede Dandsere,
Dvergefigurer,
Gedemøgsknolde,
Maskinmagere.
Ja selv sagde Faderen, 795
da med et Drama han nedkom
heelt mod Formodning:
„Om Aftenen aad dog Katten det.”

Andet Halvchor.

Derfor bør den kløgtige Skjald
til yndiglokkede Chariter 800
en Lovsang istemme,
naar Svalen, Foraarets Bud,

sidder paa Taget
og qviddrer sin Sang,
og Morsimos ei fører Choret, 805
ei heller Melanthios,[87]
hvis skrigende Stemme
skar mig i Øret,
da de tragiske Chor førtes
af ham og hans Broder, 810
begge Gorgoner,[88]
lækkersyge,
Forelspeidere, Harpyer,
Kjærlingjagere, væmmelige,
bukstinkende, 815
Fisketorvsrodere.
Spyt dem i Ansigtet
dygtig en Klat,
og hellighold, himmelske Muse, med mig
vor Fest i Fryd og Gammen! 820


Scenen er Trygæos's Avlsgaard.

Trygæos.

Hvor det var svært at komme op til Guderne!
Jeg fik saa gruelig ondt i begge mine Been.
I saae smaabitte ud deroppe. Fra Himlen af
I syntes mig saa grumme nederdrægtige,
men herfra dog endnu langt nederdrægtigere. 825

Tjener (kommer ud).

Naa er du der da, Herre?

Trygæos.

Ja, saa siger man.

Tjener.

Naa hvordan har du det?

Trygæos.

Det værker i mine Been
af den lange Vei.

Tjener.

O hør, fortæl mig nu —

Trygæos.

Naa hvad?

Tjener.

Har du slet ingen anden seet at sværme om
i Luften uden dig selv?

Trygæos.

Nei kun engang jeg saae 830
en to, tre Sjele af Dithyrambedigtere.

Tjener.

Hvad gjorde de?

Trygæos.

De fløi og samled Floskler op,
iluftskyætherhidogdidhensvømmende.

Tjener.

Er det ei sandt, man siger, at i Luften hist
vi blive Stjerner, naar vi først er døde her. 835
Trygæos.
<poem>Naturligviis.

Tjener.

Hvem er da nu en Stjerne der?

Trygæos.

Jon den Chier, han, som fordum har engang
her digtet „Morgenstjernen”. Da han kom derop,
saa blev han strax af Alle Morgenstjernen kaldt.

Tjener.

Men hvad er det for Stjerner, som løbe hist og her, 840
og fare lysende afsted?

Trygæos.

Jo det er dem,
som efter Maaltid gaae fra rige Stjerner hjem,
og have Lygter med, og i hver en Lygte Lys.
Men tag og bring nu denne her paa Timen ind!

(pegende paa Opora.)

Skyl Badekarret reent og sørg for varme: Vand, 845
og reed for hende og for mig en Brudeseng!
Og naar du det har gjort, saa kom igjen herhid!
saa skal jeg bringe Pigen her til Raadet hen.

(pegende paa Theoria.)

Tjener.

Hvor har du faaet disse to?

Trygæos.

Fra Himmelen.

Tjener.

Jeg vilde saamænd ei gi'e en Mark for Guderne, 850
naar Skjøgehuus de holde, som vi Mennesker.

Trygæos.

Aa nei! — men Nogle af dem leve dog deraf.

Tjener (til Opora).

Saa lad os gaae!

(til Trygæos)

Siig, skal jeg give hende her
at spise lidt?

Trygæos.

Nei, nei! hun spiser ikke Brød,
ei heller Kage; seer du, hun er stedse vant, 855
hos Guderne histoppe at slikke Ambrosia.

Tjener.

Saa maa man ogsaa skaffe hende Slikkost her.

(gaaer med Opora.) Chor.

Høist heldigt for Tiden nu,
saavidt som man mærke kan,
det gaaer denne Gamle. 860
Trygæos.
<poem>Men tænk nu, naar I mig skal see som Brudgom i min Glimmer!

Tjener.

Lyksalig du prises da,
o Gubbe, naar nyfødt du
skal dufte af Salve!

Trygæos.

Det troer jeg nok! Men naar jeg nu ved hendes Barm mig vugger —? 865

Chorfører.

Saa er du jo meer lykkelig end Karkinos's Snurrer.[89]

Trygæos.

Ja ikke sandt? Jeg har jo dog
besteget denne Torbisthest,
og derved frelst Hellenerland,
saa hver en Mand 870
paa Landet nu jo kan i Ro
besove trygt og sove.

Tjener (kommer tilbage).

Nu Pigen vasket er med samt sin skjønne Bag,
Fiintbrødet bagt, og Sesamkagen lavet er,[90]
og Alt er fix og færdigt; Pløken mangler kun,[91] 875

Trygæos.

Nu vil vi bringe hende, vor Theoria,
til Raadet allerførst.

Tjener.

Hvad? hvem? hvad siger du?
Det er jo den Theoria, som fordum vi
paa Veien til Brauron hen halvdrukne overfaldt.[92]

Trygæos.

Jo, men hun lod sig nødig fange.

Tjener.

Ak nei see! 880
see hvilken høitidsfestlig Agterdeel hun har!

Trygæos.

Ja vist!

(til Publikum)

Hvem af Jer er en ærlig Mand? siig: hvem?
Hvem vil beskytte hende mod Senatet? — (til Tjeneren) Naa,
hvad gramser efter du?

Tjener.

Til Isthmoslegene
jeg stikker mig et Teltrum af for denne her.[93] 885
Trygæos.
<poem>Naa? er der Ingen, som vil vogte hende?

(til Theoria)

Kom hid!
Jeg deponerer dig i Folkets Midte her.

Tjener (peger mod Tilskuerne).

Der er En, der vinker.

Trygæos.

Hvem er det?

Tjener.

Arifrades[94]
Han ønsker hende hjem til sig.

Trygæos.

Jo vist, du Nar!
Han vilde fare til og labe hendes Mos.[95] 890

(til Theoria)

Naa hør du! tag nu Tøiet af dig allerførst!

(Theoria klæder sig af.)

Raadsherrer, Prytaner! skuer her Theoria!
betragt, hvormeget Skjønt jeg giver Eder her!
Naar blot I løfte hendes Been en Smule op,
saa strax I feire her en Offerfest: 895
og see nu dette Offerkjøkken her hvor skjønt![96]

Tjener.

Det er jo rigtignok en Smule forrøget, thi
før Krigens Tid stod Raadets Stegepander her.

Trygæos.

Nu da I atter have hende her, I kan
imorgen strax bestaae en skjønne Væddekamp, 900
paa Jorden brydes lystig, staae paa fire Been,

fra Siden give Stød, staae stridt med bøiet Knæ,
og, salvede paa Fægterviis, med Ungdomskraft
rask stode til og bore baade med Haand og Lend.
Paa Trediedagen skal I holde Hesteløb, 905
hvor Renderen skal rende Renderen forbi,
og Vogne skulle styrte mod hverandre haardt,
mens fnysende og pustende de flyve fort.
Og andre Kjøresvende ville ligge der
med afflaaet Hud ved Maalet selv nedstyrtede. 910
Velan, Prytaner, modtag nu Theoria!

(fører hende til Raadsherrebænkene.)

See dog, hvor venlig den Prytan mod hende tog!
Det havde du ei gjort dog, hvis det gratis var;
du havde Fritid paaskudt, men med krummet Haand.[97]

Chor.

Af alle os Borgermænd 915
er høifortjent saadan En,
som ligner Trygæos.

Trygæos.

Naar Høsten kommer, skal I nok faae see, hvortil jeg duer.

Chor.

Alt nu er det vitterligt;
thi du er for Alle her 920
en Frelsermand vorden.

Trygæos.

Det skal du sige, naar du først har smagt den unge Drue.

Chorfører.

Næst Guderne vi ville dig bestandig agte høiest.

Trygæos.

Ja høifortjent jeg af Jer er,
Trygæos jeg Athmonebo, 925
som har fra bittre Trængslers Nød
hver Landsmand frelst
og hver en Agerdyrker, men
Hyperbolos nedkuet.

Chor.

Hvad have vi nu videre at gjøre da? 930

Trygæos.

Ikkun at stille hende ved en Frugtskaal op.[98]

Chor.

En Frugtskaal? hvad? ret som en lille Hermesblok?

Trygæos.

Hvad er jer Mening? Vil I offre Slagteqvæg?

Chor.

Hvad? Slagteqvæg? O nei! nu ingen Slagten meer!

Trygæos.

Et dygtigt Fedesviin maaskee?

Chor.

Nei, nei!

Trygæos.

Hvorfor? 935

Chor.

For ei at see Theagenes's Svineri.[99]

Trygæos.

Nu siig: hvad vil du offre da?

Chor.

Et Bælam.

Trygæos.

Hvad?
Et Bælam?

Chor.

Ja.

Trygæos.

Men det er jo et Barneord.

Chor.

Ja vist, ja vist! thi seer du vel, naar saa der En
i Folkesamlingen vil raade stærkt til Krig, 940
saa skriger angst Enhver paa Lammeviis bæbæ —

Trygæos.

Ja du har Ret.

Chor.

og er forresten from og god.
Saaledes faae vi mod hverandre Lamme-Sind,
og blive mod hver Forbundsven langt mildere.

Trygæos (til Tjeneren).

Saa gaa da nu og bring paastand et Faar herhid! 945
Jeg skaffe skal et Alter til at offre paa.

Chor.

Hvor Alting dog, naar Gud kun vil og Skjebnen føier,
gaaer vel efter Ønske og skikker sig Et efter Andet paa passende Maade!

Trygæos.

Ja det er rigtigt, see kun der, der staaer jo Altret færdigt!

Chor.

Nu skynd Jer, mens flygtige Vind, 950
som bortblæste Krig fra vort Land,
end lufter fra Guderne sendt!

(Tjeneren bringer Offerredskaber.)

Trygæos.

Der Kurven er med helligt Korn og Krands og Offerkniven;
see! ogsaa Ild der er, og Intet mangler uden Faaret.

Chor.

Nu skynder Jer alt hvad I kan! 955
thi hvis Jer Chæris faaer at see,[100]
han kommer hid ubuden, for

at fløite, og jeg veed, at I,
naar svært med Pust han piner sig,
ham gjerne give Noget. 960

(Et Faar bringes ind.)

Trygæos.

Velan, tag Bækkenet og Offerkurven, du,
og gaa til Høire omkring Altret hurtigen!

Tjener.

Nu vel! befal saa videre! jeg har gaaet rundt.

Trygæos.

Bring Branden hid, faa vil jeg dyppe den i Vand;[101]
saa sving den rask! (til en anden Slave) og ræk du mig af Kornet der! 965
Bestænk dig selv, naar du har Bækkenet mig rakt!
og kast blandt Publikum nu ogsaa Korn!

Tjener.

Skal skee!

Trygæos.

Har du det gjort?

Tjener.

Ja vist ved Hermes! ja! — Iblandt
Tilskuerne, saamange som de være vil,
der er ei een, som jo har faaet sit Viekorn. 970

Trygæos.

Fik Qvinderne da Intet?

Tjener.

Nei! Iaften vi:
nok Mændene dem give.

Trygæos.

Lad os bede da:

(i høitidelig Tone)

„Hvem er tilstede her?” (seer sig omkring) „Hvor er de Godes Flok?”[102]

Tjener (bestænker Choret).

Lad mig bestænke dem! — det er de Godes Flok.

Trygæos.

Anseer du dem for Gode?

Tjener.

Ja! og hvorfor ei? 975
Da rundt ud over dem vi gød saameget Vand,
de stilled sig dog atter paa det samme Sted.[103]

Trygæos.

Nu lad os bede, lad os bede strax Paastand!
Høihellige Drotning, du Fredens
hulde Gudinde, 980
du Moder til Chordands og til Ægteskaber,
modtag dette Offer her af vor Haand!

Tjener.

Modtag det, o ja, Høiherlige, du,
vi bede ved Zeus! og bær dig ei ad,

som kun de løsagtige Qvinder det gjør! 985
see disse sig liste til Huusdøren hen,
og aabne paa Klem den og kige saa smaat.
Og hvis der saa Nogen bemærker dem der,
de liste sig bort;
men hvis han saa gaaer, hun kiger igjen. 990
Men gjør du for Alting ei sligt imod os!

Trygæos.

Nei aldrig ved Zeus! Viis du dig i Alt
for dine Tilbedere anstændig og peen,
for os, som svarlig har længtes efter dig
alt i tredive Aar! 995
O stands du nu Kampen og Vaabnenes Gny!
saa skal vi dig Kampstandser nævne.
O ryd af vort Sind Mistænksomhed ud,
som med prikkende Stik
os indbyrdes hidser til Mundhuggeri! 1000
Forbind nu igjen os helleniske Folk,
som fordum det var,
ved Venskabets Kit, og bland i vort Sind
Forsonligheds milde livsalige Aand!
Lad Torvet med alslags herlige Ting 1005
nu fyldes igjen, med Hvideløg,
Granater og Æbler og tidlig Melon
og pene Smaakofter til Trællenes Brug!
Lad os snart see bragt fra Boeotien hid
Gæs, Ænder og Duer og Snepper i Hob, 1010
og Kurve med Aal fra Kopaiske Sø!
saa skal vi da stimle om disse saa tæt,

at kjøbelystne vi puffes og stødes
med Morychos, Teleas, Glauketas og al
den Lækkermunds-Skare, — saa kommer for seent 1015
Melanthios hen til Torvet — ak vee!
Alt udsolgt er! saa jamrer han sig
høit hylende udaf Medea et Skrig:[104]
O vee mig! o vee mig! her barnløs jeg staaer
har mistet de deilige Aal i Salat!” 1020
og alle Folk lee ham et Stykke.
Hør denne Bøn, o hulde Fred, vi bede dig!

Tjener.

Tag Kurven da, og slagt paa kyndig Kokkeviis
vort Faar!

Trygæos.

Men det bør ikke skee.

Tjener.

Og hvorfor ei?

Trygæos.

Nei Fredsgudinden lider ikke Slagteri, 1025
og Altret sudles ei med Blod. Men bring det ind,
slagt der, og tag saa Laarets Been og bring dem hid!

(til Publikum)

Saaledes sparer Choranføreren sit Faar.[105]

(Tjeneren gaaer.)

Chor.

Nu maa du blive selv herudenfor!
Og saa maa du ordne Brændet i Fart 1030
og besørge Alt hvad behøves.

Trygæos (lægger Brænde paa Alteret).

Forstaaer jeg ikke som en Præst at lægge Brændet rigtig?[106]

Chor.

Jo vist, jo vist! du mangler jo ei,
hvad af Viismand der fordres, og klart er dit Blik,
hvor Viisdom i Sind og kløgtigt Mod 1035
sin Prøve skal staee.

Trygæos.

See, Veddet staaer i Lue lys, og Stilbides det ærgrer.[107]
Nu skal jeg bringe Bordet ind, behøver ingen Tjener.

Chor. <poem>::Hvo vilde dog ei prise slig

en herlig Mand, som har 1040
saameget Ondt udholdt
for at frelse vor hellige By!
Ja derfor skal du til evig Tid
misundes af Enhver!

(Trygæos og Tjeneren komme tilbage.)

Tjener.

Alt er bestilt. Tag Bovene og læg dem der! 1045
Indmaden henter jeg og Offerstykkerne.[108]

Trygæos.

For det skal jeg nok sørge. Kom saa strax igjen!

Tjener.

Her er jeg alt — naa synes du, jeg for langsom er?

Trygæos.

Hør, steg nu dette godt! — men see der nærmer sig
jo En, om Issen smykket med en Laurbærkrands, — 1050
Hvem er dog det?

Tjener.

Hvor fæl storagtig han seer ud!
En Spaamand er det.

Trygæos.

Ja, det Hierokles er.

Tjener.

Naa ham, ja Tegnsudlæggeren fra Oreos.[109]
Hvad har vel han at sige?

Trygæos. <poem>:::Det er klart, at han vil sætte sig mod Freden, som nu sluttet er. 1055 Tjener.

Aa nei! han gaaer kun efter Stegelugten her.

Trygæos.

Hør, lad os lade som vi see ham ei.

Tjener.

Ja nok.

Hierokles (gravitetisk).

Hvad er det for en Offring? og til hvilken Gud?

Trygæos (til Tjeneren).

Pas taus din Steg! og rør ei Nyrestykket du!

Hierokles.

Til hvilken Gud? — Vil I ei svare?

Trygæos.

Halen teer[110] 1060
sig skjønt.

Tjener.

Fortræffeligt, o hulde, kjære Fred!

Hierokles.

Skaar nu deraf et Forlodssnit, og giv mig det!

Trygæos (til Tjeneren).

Først stege — det er bedre.

Hierokles.

Ja men see, det er
jo stegt.

Trygæos.

Du er en Næseviis, ihvem du er.

(til Tjeneren)

Skær for, du! — hvor er Bordet? — bring nu Offerdrik! 1065

Hierokles.

Først skæres Tungen ud.

Trygæos.

Ja vist det veed vi nok.
Men veed du hvad?

Hierokles.

Naar du vil sige mig —

Trygæos.

Snak ei
til os, thi vi til Fredsgudinden offre nu.

Hierokles.

Usle Mennesker, Taaber —

Trygæos.

Saa skee du allandsens Ulykke!

Hierokles.

som i forblindede Sind ei kjende til Gudernes Villie, 1070
og slutte Forbund, I Mænd, med bistertgloende Aber.[111]

Trygæos.

Ha! ha!

Hierokles.

Hvad griner du ad?

Trygæos.

Ad bistertgloende Aber.

Hierokles.

I, o frygtsomme Duer, til Rævebælge betroe Jer,
som i Sind og i Skind er' rænkefulde.

Trygæos (pegende paa Stegen).

Ha gid din
Lunge brændte saa hedt dig i Livet som denne, du Vindsak! 1075

Hierokles.

Naar høihellige Nymfer ei førte Bakis paa Vildspor,[112]
eller Bakis Mennesker, eller Nymferne Bakis —

Trygæos.

Gid du skee alt Ondt, saa hold dog op med den Bakis!

Hierokles.

Ei har Skjebnen endnu villet Freden af Lænkerne løse —
nei, først da —

Trygæos (til Tjeneren).

O hør, strø mere Salt, du, paa dette! 1080

Hierokles.

thi endnu er det ikke bestemt af de salige Guder,
at vi Striden skal ende, før Ulven sig parrer med Faaret.

Trygæos.

Ha, du Nidding, hvordan skal Ulven sig parre med Faaret?

Hierokles.

Aldrig, saalænge som Skarnbillen flygtende stinker ledagtig,
eller den pibende Tispe med Vee saaer blindfødte Unger, 1085
aldrig, saalænge det skeer, skal Freden nogentid sluttes.

Trygæos.

Siig: hvad skal vi da gjøre? skal vi Krigen ei ende?
kaste Lod maaskee, hvilken Part der skal lide det meste,
medens i Freden vi dog kunde herske fælleds i Hellas?[113]

Hierokles.

Aldrig vil du formaae en Krebs til ei at gaae Krebsgang.[114] 1090

Trygæos.

Aldrig vil du meer i Prytaneion faae Spise,[115]
heller ei vil du gjøre til Intet hvad engang der skeet er.

Hierokles.

Aldrig du mægter at gjøre heel glat det piggede Pindsvin.

Trygæos.

Vil du dog ei høre op med at have Athener til Bedste?

Hierokles.

Siig: efter hvilket Orakelsvar brænder I Bove til Guder? 1095

Trygæos.

Efter det skjønneste, som Homeros nogentid qvæded:
„Strax da de Krigens truende Mulmsky havde forjaget;
toge de venlig mod Freden og vied ind den ved Offring.
Og da de Bovene havde forbrændt og af Indmaden nippet,
gød de Viin af Bægre, og jeg, jeg anførte Toget; 1100
men til Spaamanden Ingen henrakte det blinkende Bæger.”[116]

Hierokles.

Dette jo kommer ei mig ved; thi sligt ei sagde Sibylla.[117]

Trygæos.

Men eet træffende Ord dog sagde den vise Homeros:
„Ikkun den lovløse Mand, som hverken har Slægt eller Arne,
elsker den rædsomme Krig, som Landsmand fører mod Landsmand.” 1105

Hierokles.

See dig for, at ej Glenten med Svig dit Sind skal bedaare,
og for Næsen snappe —

Trygæos (til Slaven).

Ja vist! pas rigtig nu paa du,
thi heel frygteligt er for vort Offer dette Orakel.[118]
Gyd nu Offer, og bring mig tillige herhid noget Indmad!

Hierokles.

Naa! skal saadan det være, vil ogsaa jeg selv mig betjene. 1110

(griber til, men hindres af Tjeneren)

Trygæos.

Offerdrik, Offerdrik!

Hierokles.

Skjænk nu ogsaa for mig og ræk mig af Indmad et Stykke!

Trygæos.

Nei, endnu tillade de salige Guder det ikke:
deres Villie det er, at vi offre, og strax du dig pakker!

(bedende)

Hulde Fred, o bliv du hos os saalænge vi leve! 1115

Hierokles.

Bring mig Tungen herhid!

Trygæos.

Nei bring du din først herfra, du!

Hierokles (snapper Bægeret).

Drikoffer!

Trygæos (giver ham paa Øret).

Tag i en Hast nu først som Drikoffer dette!

Hierokles (klagende).

Vil da ei Nogen give mig Indmad?

Trygæos.

Nei det er ikke
tilladt, Noget at gi'e bort, før Ulven sig parrer med Faaret.

Hierokles.

Ak dine Knæe jeg omfavner!

Trygæos.

Omsonst, min kjære, du beder: 1120
glat du ingensinde vil gjøre det piggede Pindsviin.
Velan, Tilskuere, kom hid og deel med os
vort Offersuul!

Hierokles.

Og jeg da?

Trygæos.

Æd Sibylla du!

Hierokles.

Og I vil spise alting I alene to?
Jeg tager for Fode væk — det er jo Fælledsgods. 1125

Trygæos (til Tjeneren).

O Prygl, o prygl den Bakis!

Hierokles (til Tilskuerne).

Til Vidne kræver jeg!

Trygæos.

Jeg ogsaa, at du er en Slughals, næsviis Karl.
Prygl ham den Næseviis, og tugt ham med en Kjep!

Tjeneren.

Det kan du selv! Nei, jeg vil skrælle af ham først
de Faareskind, som han saa lumsk sig listed til.[119] 1130

Hør, vil du lægge Skindene, din Præsterad!
Naa hører du, du Tyveravn fra Oreos?
Jeg raader dig, flyv strax du til Elymnion![120]

(Alle gaae.)

Chor.

Jeg er saa glad, saa glad!
Krigshjelm jeg nu er qvit 1135
og Knapost og Hvideløg.[121]
Kampen er nu ei min Lyst,
men at jeg ved Arnen kan
faae en Sviir i Selskab med
kjære Venner, og til Ilden 1140
lægge Ved, som nu er ret
gjennemtørt og fældet i
Somrens varme Tid,
og paa Gløder Ærter riste,
og Kastaniens Frugter stege, 1145
kysse Thrakisk Pigelil,
medens Konen er i Bad!

Chorfører.

Intet er saa frydeligt, som naar vi Sæden vel har lagt,
og naar Gud den giver Væde, og en Nabo taler saa:
Hør, hvad skal vi nu bestille? siig mig det, Komarchides! 1150
Jeg har rigtig Lyst at drikke, da nu Gud gjør Alt saa vel.
Heida, Mo'er, hør, sæt til Ilden nu tre Potter Bønner strax!
bland saa Hvedemeel deri, og søg de bedste Figen ud!

Lad saa Syra kalde Manes ind fra Marken hvor han er,[122]
thi det plat umuligt er at stævneRanker nu idag 1155
eller hyppe dem, da Jorden er jo ganske vaad endnu.
Lad et Bud saa hos mig faae en Drossel og to Sisgener;
Raamelk har jeg i mit Huus og fire Stykker Haresteg,
hvis nu ellers ikke Katten har dem stjaalet bort inat;
Noget støied, hvad det var, i Huset og rumstered slemt. 1160
Bring nu, Dreng, tre Stykker Kjød til os, og giv til Fader eet!
Skaf dig hos Æschinades en Myrtekrands med sine Bær,[123]
og indbyd paa samme Vei tillige hid Charinades,
om med os han her vil drikke,
da nu Himlen skjænker Sæden 1165
frodig og velsignet Væxt!

Chor.

Naar Cicaden da
qvæder sin søde Sang,
skuer med Fryd jeg hen
over de Lemniske Rankers Flor[124] 1170
om de nu vil modnes snart,
tidlig er jo denne Væxt.
Ogsaa seer jeg sjeleglad,
Figenfrugten svulmer alt,
og naar saa den moden er, 1175
smager jeg og spiser den,
raaber glad: „O hulde Sommer!”[125]

laver saa en Thimiansdrik mig,[126]
og ved saadant Sommerliv
bli'er jeg rigtig tyk og fed, — 1180

Chorfører.

heller end at see paa ham den gudforhadte Herr Captain,
med en trefold Busk i Hjelmen og et purpurfarvet Skrud,
som han selv forsikkred var fra ægte Purpur-Farveri.
Men hvis han i Kamp engang skal gaae iført sit Purpurskrud,
strax det faaer en anden Farve ved et ækel brunligt Pøit. 1185
Derpaa løber han sin Vei, og som en broget Hanehest,[127]
ryster sine Buske, — mens jeg passer mine Fuglenet.
Og naar slig En kommer hjem, saa er han reent utaalelig,
sætter os i Mandtalsrullen op snart ned, og sletter ud
to tre Gange. Nu det hedder: „Strax imorgen rykkes ud!” 1190
Intet har man kjøbt til Føde, thi man vidste Intet, da
hjemmefra man gik; saa kommer man til Pandions Billed hen,[128]
seer sit Navn, og løber saa i Harm afsted med bistert Blik.
Saadan gjør de mod os Landmænd, men ei saa mod Byens Folk,
disse Gud og Mennesker forhadte Skjoldbortkastere. 1195
Men de skal engang mig Regnskab gjøre, ja saasandt Gud vil!
ti Megen Uret har de gjort mig,
de som hjemme spille Løver,
men i Krigen Ræve kun.

(Trygæos og Tjener komme.)

Trygæos.

Eia! 1200
See, hvilken Sværn der kommer til min Brudefærd!

(giver Tjeneren en Hjelmbusk.)

Hør tag og afvisk Bordene med denne her!
den duer jo dog ei til noget andet nu.
Og sæt saa Kagerne her frem og Droslerne
og Haresteg i Overflod og Hvedebrød!

(Tjeneren gaaer; en Segelsmed og en Pottemager komme.)

Segelsmeden.

Hvor er Trygæos?

Trygæos.

Jeg staaer og steger Drosler her. 1205

Segelsmed.

O kjæreste Trygæos! ja hvor har du gjort
os meget Godt, da du har Landet skaffet Fred.
For kjøbte man ei Segler af mig for en Døit;
nu sælger for halvtredsindstyve Drachmer jeg,
og han (pegende paa Pottemageren) for tre afsætter Landet rundt. 1210
Tag da, Trygæos, disse Segler her, og hvad
du ellers ønsker dig, for Intet! Tag ogsaa det!
thi hvad vi have vundet ved vort Salg, deraf
vi bringe disse Gaver til dit Bryllup dig.

Trygæos.

Nu vel! saa lægger disse Sager her, og gaaer 1215
saa ind og spiser! I skynd Jer nu, thi der jeg seer
en Vaabenkræmmer nærner sig forbittret hid.

(Segelsmeden og Pottemageren gaae.)

Vaabenkræmmer (med to Fjerbuske i Haanden).

Vee dig! du har i Bund og Grund mig ødelagt!

Trygæos.

Hvad er der? har du Fjerbuskpine, stakkels Mand? 1220

Vaabenkræmmeren.

Min Handel og min Næring har du ødelagt,

(peger ud blandt Tilskuerne)

og hans, og hans, og Landsesmedens, som du seer.

Trygæos.

Hvad skal jeg gi'e for de to Fjederbuske der?

Vaabenkræmmeren.

Hvad vil du gi'e?

Trygæos.

Hvad jeg vil gi'e? Jeg undseer mig —
men da det Buskebinderi er noget svært, 1225
saa vil jeg give dig tre Kander Figener,
saa kan jeg viste af mit Bord med saadan en.

Vaabenkræmmeren.

Naa ja, faa gaa da ind og bring mig Figener!
thi det er bedre dog end ingenting at faae.

Trygæos (prøver Buskene).

Nei væk med dem! gaa Pokker i Vold du fra mit Huus! 1230
de fælde Haar og duer ei det ringeste,
jeg giver ei en Figen for dem begge to.

Vaabenkræmmeren.

Hvad skal jeg gjøre da med dette Pandser her,
ti Miner værdt og deilig gjort — jeg arme Mand![129]

Trygæos.

Nei dette skal dog intet Tab forvolde dig. 1235
Jeg kjøber det for hvad det selv har kostet dig;
den er jo gjort den Ting ret som til Stolegang.

(sætter sig paa den.)

Vaabenkræmmeren.

Driv du kun ikke Spot med mig og med mit Tøi!

Trygæos.

Nu lægger jeg tre Smaasteen her, det er beqvemt.[130]

Vaabenkræmmeren.

Hvordan vil du da tørre dig, du Klodrian? 1240

Trygæos.

Jeg stikker Haanden gjennem Aarehullet her
og her.[131]

(stikker Haanden gjennem Pandserets Armhuller.)

Vaabenkræmmeren.

Naa begge Hænder?

Trygæos.

Ih ja vist, for ei
at gribes i at stjæle bort et Aarehul.

Vaabenkræmmer.

Du vil forrette paa en Stol ti Miner værd?

Trygæos.

Ih ja, det vil jeg just, du Træring! Troer du ei, 1245
min Rumpe skulde være mig ti Miner værd?

Vaabenkræmmer.

Gaa da, hent Pengene!

Trygæos (staaer op).

Nei, nei, min gode Ven,
den trykker Enden. Væk! jeg vil ei kjøbe den!

Vaabenkræmmeren (tager en Trompet frem.)

Hvad skal jeg nu da gjøre med Trompeten her,
som jeg engang har givet sexti Drachmer for? 1250

Trygæos.

Naar du dens hule Gang udfylder heelt med Bly,
og stikker ovenfra derind en langlig Stang,
saa vil du faae en deilig Vippe-Kottabos.[132]

Vaabenkræmmer.

Ah! du gjør Nar.

Trygæos.

Jeg giver dig da et andet Raad.
Gyd du, som jeg har sagt, kun Bly derindeni, 1255
og anbring saa paa denne her en Vægtstang, som
med Snore bindes fast, saa faaer en Bismer du,
at maale Figen med paa Landet til Slaverne.

En Hjelmsmed (med Hjelme).

Ha du, fordømte Uhyre, har mig ødelagt!
See, dette har engang jeg givet en Mine for. 1260
Hvad skal jeg nu med det? hvem kjøber vel det Kram?

Trygæos.

Gaa hen og sælg det Hele til Ægypterne![133]
Det er jo prægtigt til at maale Afføring i.

Vaabenkræmmer.

O kjære Hjelmsmed, ak! hvor gaaer det daarligt os!

Trygæos.

Der er dog Intet gaaet ham imod?

Vaabenkræmmer.

Ja saa? 1265
Hvortil skal da vel Nogen bruge Hjelme nu?

Trygæos (tager ham ved Ørerne).

Jo! naar han lærer slige Hanke at sætte til,
saa vil han faae for dem langt meer end nu han faaer.

Hjelmsmeden (til Vaabenkræmmeren).

Kom, Landsemand, og lad os gaae!

Trygæos.

Vist ikke nei!
Jeg vil jo kjøbe af ham disse Landser her. 1270

Vaabenkræmmer.

Hvad vil du give?

Trygæos.

Var' de flakte, tog jeg dem
til Gjerdestaver for en Drachme hundredviis.

Vaabenkræmmer.

Han holder os for Nar. Kom, lad os gaae, min Ven!

(De gaae; Drenge komme ud af Huset)

Trygæos.

Nei see dog, see der kommer nogen Drenge, Børn
af mine Gjæster, herud for først at pisse, før 1275
de gjøre Prøve paa Bryllupssangen, troer jeg vist.
Hør, Dreng! har du betænkt, hvad du vil synge, kom
saa hid og staa hos mig, og prøv først Sangen her!

Lamachos' Søn.

„Krigerhelte lad først os besynge —”[134]

Trygæos (afbrydende).

Nei, nei, lad dog være
Krigerhelte at synge, thi nu, o du trefold fordømte, 1280
er der jo Fred; du er en forbandet, uvidende Unge.

Lamachos' Søn.

„Men da de rykkende frem vare komne nær ved hinanden,
stødte de Skjoldene, baade de flade og buglede, sammen.”[135]

Trygæos.

Skjolde? Men vil du da ei holde op at tale om Skjolde?

Lamachos' Søn.

„Mellem hinanden nu lød baade Jammer og Jubel af Krigsfolk.” 1285

Trygæos.

Jammer af Krigsfolk? nei du ved Dionysos skal hyle,
du skal Jammersang qvæde, ja en, som rigtig er buglet!

Lamachos' Søn.

Siig mig: hvad skal jeg synge? hvad er der, som helst du vil høre?

Trygæos.

„Saadan spiste nu hine af Oxernes Kjød” — saadan noget —
Frokosten retted de an og hvad der var lækkert at nyde. 1290

Lamachos' Søn.

„Saadan spiste nu hine af Oxekjød; Hestenes Halse
dampende løste af Aaget de, da de var mætte af Krigen.”

Trygæos.

Ret saa! de mætte var af Krig, saa spiste de.
Syng det, just det: da de var mætte, spiste de.

Lamachos' Søn.

„Da de var færdige, pandsred de sig —”

Trygæos.

Ja med Viin, ikke sandt? 1295

Lamachos' Søn.

„stormed af Porten saa ud; høit lød et uslukkeligt Krigsraab.”

Trygæos.

Saa gid du skee alt Ondt, Dreng, med din evige Krig!
Du synger kun om Slag, du! Naa, hvis Søn da er du?

Lamachos' Søn.

Jeg?

Trygæos.

Ja, ja vist du.

Lamachos' Søn.

Jeg er Lamachos's Søn.

Trygæos.

Aha!
Vistnok havde jeg undret mig, hvis du ei havde været 1300
Søn af en Kampmand eller en Kampmager eller en saadan.[136]
Nu væk med dig, gaa, syng for Landsedragerne!

(Drengen gaaer.)

Veed Ingen her: hvor er Kleonymos' Søn?

(Kleonymos' Søn træder frem.)

Kom, syng mig Noget, du, før du gaaer ind! Jeg veed,
du ei som han vil synge, du en klog Mands Søn. 1305

Kleonymos' Søn.

„En af Saierne prunker med Skjoldet, et dadelfrit Værge,
som jeg hist ved et Krat ak mod min Villie forlod.”[137]

Trygæos.

Siig mig, min Pusling, mon sligt om din egen Fader du synger

Kleonymos' Søn.

„Livet frelste jeg dog, —”

Trygæos.

ja, men til Skam for Forældre.
Men hør, lad os gaae ind! Jeg veed med Sikkerhed, 1310
at Alt hvad nylig du om Skjoldet sang, det vil
du aldrig glemme, du, en saadan Faders Søn.

(Drengen gaaer.)

I Andre, som vil blive her, har Eet endnu at gjøre:
at proppe Jer med hvad I seer, ei gumle hen i Veiret.
Saa falder an med Mandemod! 1315
med begge Kjæver hugger ind! Hvad nytter det, I Stakler,
at have hvide Tænder, naar de Intet har at tygge?

Chorfører.

Ja det skal vi besørge strax. Og Tak, fordi du byder!

(til Choret)

Naa I, som længe sultet har, nu grib til Harestegen!
Ei hver Dag just det times Jer 1320

at træffe Kager, som saa frit omvandre uden Opsigt.
Saa hugger da nu i Jer, at I ei for seent skal angre!

Chor.

Nu vogter jer Tunge! thi nu er det Tid, hid Bruden at føre fra Huset,
og Fakler at bære, mens Folket i Vrimmel høit jublende fro træder Dandsen.
Det er Tid, nu atter paa Marken ud hvert Avlingsredskab at bringe, 1325
naar først vi har dandset og Drikoffer skjænket, og ud Hyperbolos jaget,[138]
og naar vi har bedet de Himmelske fromt,
at de Rigdom skjænke Hellenernes Folk,
og at vi alle maae høste Korn
i Overflodsmaal og megen Viin, 1330
og Figen til Næring;
at vore Koner maae føde os Børn,
at alle de Goder, som før vi har tabt,
vi atter maae vinde tilbage igjen,
at det blinkende Staal maa hvile! 1335

(Man bringer Opora smykket som Brud.)

Kom, Jomfru, i Marken ud!
kom, Skjønne, saa skal du skjønt
ved min Side her hvile!
O Lyksalige, hvor fortjent
nyder du din Lykke nu! 1340

Hymen o Hymenæos!
Hyrnen o Hymenæos!
Hvad skal vi hende yde?
Hvad skal vi hende yde?
Vi hendes Frugt vil nyde 1345
vi hendes Frugt vil nyde!
Og nu vil vi Formænd
løfte og bære
Brudgommen høit!
Hymen o Hymenæos! 1350
Hymen o Hymenæos!

Trygæos.

Boer nu sammen i Fred
uden Ufærd og Nød,
og indsamler Figen!
Hymen o Hymenæos! 1355
Hymen o Hymenæos!

Chor.

Den Enes Figen stor og tyk,
den Andens sød!

Trygæos.

Ja syng du saa, naar spist du har
og drukket megen Viin, 1360
Hymen o Hymenæos!

Chor.

Hymen o Hymenæos!

Tyrægos (til Tilskuerne).

Hil Jer, o hil Jer, Mænd!
Hvis I nu vil følge mig,
skal I faae Kager! 1365




  1. For at forhindre Slaverne fra at spise, medens de æltede Brød, blev et Træhjul lagt om deres Hals, saa at de ikke kunde føre Haanden til Munden.
  2. I Athen var en Grube, kaldet „Ravnene” (fordi Ravnene der forsamlede sig), i hvilken man kastede Forbryderes Lig.
  3. Enhver Guddom havde sit Yndlingsdyr (Jupiter Ørnen, Juno Paafuglen, Athene Uglen o. s. v.), og Torbisten maatte være en af en Gud sendt Straf, ligesom det kalydoniske Vildsvin, som Artemis sendte, eller Sødyret, som Poseidon sendte.
  4. Kleon var død to Aar iforveien. Det maa derfor være en Fremmed, som troer, at Digteren endnu bliver ved at forfølge Kleon.
  5. Parodie paa nogle Vers af Euripides' „Bellerofon”.
  6. Mederne = Perserne.
  7. Alene af alle Fugle, fordi Ørnen allerede var der iforveien.
  8. Da Ørnen havde røvet Torbistens Unger, og denne til Gjengjeld havde væltet Ørnens Æg ud af Reden, tillod Zeus, at Ørnen maatte lægge Æg i hans Skjød. Men nu omflagrede Torbisten ham, for at faae fat paa Æggene.
  9. Paa Naxos byggedes et Slags Skibe som kaldtes Torbister, formodentlig formedelst deres Lighed med disse Dyr.
  10. Euripides bragte Bellerofon, Filoktetes, Telefos som Halte paa Scenen.
  11. Chierne, bekjendte for Umulighed. Kakkeren maa altsaa være en Chier.
  12. Athmon, et Attisk Distrikt.
  13. Athenonerne ɔ: Athenæerne.
  14. I Pylos, en By i Peloponnes, blev en Hob Spartanere holdt fangen.
  15. Tyrehud ɔ: Skjold.
  16. Prasiæ, en lakonisk By.
  17. Megara, Spartas Forbundsfælle.
  18. Spar den herlige attiske Honning og brug en anden af ringere Sort ɔ: skaan Athen og ødelæg ringere Byer.
  19. Læderkræmmer d. e. Folkestyreren Kleon.
  20. Enhver Indviet i de Samothrakiske Mysterier paa Om Samothrake i Ægæerhavet, hvor Hekate dyrkedes, ansaaes for at staae Guderne nærmere.
  21. Dioskurerne (Kastor og Polydeukes) vare Spartas Skytsaander.
  22. Datis, Persisk Feltherre, hvis slette Græsk var bleven et Mundheld.
  23. Skytsborger, bosat Fremmed.
  24. Lamachos, en krigslysten Feltherre.
  25. Bud at befrie Freden.
  26. Kerberos ɔ: Kleon.
  27. kottabere, see V. 1253.
  28. Formion, en haardfør Feltherre.
  29. Lykeion, Exerceerplads.
  30. Da Killikon var ifærd at forraade sit Fædreland, svarede han paa det Spørgsmaal, hvad han havde for, bestandig kun: „Alt godt.”
  31. Naar Flere paa eengang vare dødsdømte i Athen, blev kun Een henrettet hver Dag, eftersom Loddet traf, hvoraf fulgte, at Resten ofte blev reddet. Hermes var Gud for Lod og List.
  32. Meel og Ost som Krigsproviant.
  33. En Drachme omtrent 2 Mark. — De, som vare indviede i Mysterierne, havde en bedre Fremtid at haabe efter Døden Indvielsen skete ved en Griis.
  34. I Græsken betegner Choret sig som Tossefaar ved det ofte gjentagne μή (mæ-mæ-mæ).
  35. Pisandros, en seig Bramarbas.
  36. Tyve. Digterens sædvanlige Bebreidelse mod Athenæerne (som Statstyve), hvilken nu klinger sær komisk i Tyvegudens Mund.
  37. Selene, Maanen; Helios, Solen.
  38. V. 417 sigter til Dagenes aarlige Aftagen; V. 418 til Maanens maanedlige Aftagen. — Solguden og Maanegudinden forestilles kjørende.
  39. Toug til dermed at trække Fredsgudinden op.
  40. Albuebeen: Det smerteligste Sted for Saar.
  41. Kleonymos, en bekjendt Kryster, der bortkastede sit Skjold
  42. Forbryderske Slaver bleve udstrakte bundne paa et Hjul og pidskede.
  43. Træffer, Fjerntræffer Apollon.
  44. Enyalios, en Krigsdæmon.
  45. Bøoterne vare altsaa repræsenterede i Choret.
  46. Lamachos, den krigslystne Helt, med Gorgohjelm, havde hindret Freden.
  47. Argiverne holdt snart med Athenæerne snart med Spartanerne, og toge Lønning fra Begge.
  48. Landhaandværkere, som gjøre Agerdyrkningsredskaber.
  49. Megarerne, med Korinthierne og Sikyonerne, skulde udruste den peloponnesiske Flaade, men bleve ved Athenæernes Blokade næsten udhungrede.
  50. Ved Eders væmmelige Lugt af Hvidløg, Megaras Handelsartikel, fordrev I Freden.
  51. Athenæernes Dommer-Galskab spottes ofte af Aristofanes.
  52. Ogsaa Themistokles havde raadet Athenæerne at sørge for en stærk Sømagt.
  53. Euripides indfører ofte sine Personer i formelig Disputation med Replik og Duplik, hvorfor ogsaa Qvintilian anbefaler ham til Retstaleren, Advocaten.
  54. Med Vedbend omkrandsedes Viinkrukker og Bægre.
  55. Gorgoner. Gorgohovedet paa Lamachos' Skjold, s. V. 304, 473.
  56. Fidias blev beskyldt for at have tilvendt sig noget af det Guld, hvormed hans Statuer Zeus og Athene vare smykkede. Han retfærdiggjorde sig derved, at han lod Guldet aftage og veie. Efter Perikles' Raad havde han anbragt Guldet saaledes, at det uden Skade kunde tages af og sættes paa igjen. Fidias' Avindsmænd fremkom nu med den Klage, at han paa en gudsbespottelig Maade havde afbildet sig selv og sin Velynder Perikles paa Athenes Skjold. Ifølge denne Anklage blev han landsforviist.
  57. dele samme Lod, at blive landsforviist.
  58. V.613 flg. Ved en Folkebeslutning blev Megarerne udelukkede fra alle attiske Havne og Torvepadse, fordi en Megarer havde bortstjaalet to attiske Hetærer.
  59. Skat, Krigsskat.
  60. Solgt d. e. behandlet paa samme Maade som de Attiske Landmænd af Spartanerne.
  61. Brasidas, Spartansk Krigshelt.
  62. Læderkræmmer, Kleon.
  63. Din, dig tilhørende, som Skyggefører (Psychagog).
  64. Da Athenæerne havde taget Øen Pylos med derværende Spartanske Hærafdeling, vare Spartanerne tilbøielige til Fred, og sendte derfor Gesandter til Athen, men bleve tilbageviiste ved Kleons Indflydelse.
  65. Læder ɔ: Kleon (Læderkræmmeren).
  66. Kleonymos (s. V. 449) var en af Komediens staaende Figurer. For at give ham et Rap, spotter Digteren i ham Fredens Ordfører.
  67. Pnyx, en stenig Høi i Nærheden af Borgen, hvor Folkeforsamlingerne holdtes i den ældre Tid.
  68. Hyperbolos, den bekjendte Lampemager, Kleons Efterfølger i Regjeringen.
  69. Simonides var bekjendt for sin Vindesyge.
  70. Kratinos, berømt Komediedigter.
  71. Planten Polei var mavestyrkende.
  72. De Femhundredes Raad sendte af deres Midte Gesandter (Theorer) til de forskjellige Høitidsfester, som i Almindelighed varede i tre Dage.
  73. Af Euripides' Bellerofon.
  74. Sager, Theater-Reqvisiter.
  75. Stavmænd, Theaterpolitiet.
  76. I Anapæster (Parabasen) pleiede Skuespildigteren at anbefale sit Stykke til Publikum.
  77. Zeus' Datter, Musen; s. Odyssee I, 10.
  78. Drev Spot med Lapper og Laser ɔ: bragte kun usle
    Personer paa Scenen.
  79. Dette og det Følgende, hvor Aristofanes taler i sit eget Navn, sigter til Kleon, forhenværende Læderkræmmer.
  80. Kynna, Skjøge.
  81. Lamia, en Trold, som man kyste Børn med.
  82. Øerne lede meest under Kleons Tryk.
  83. Palæstra, Brydeskole.
  84. Gudernes Bryllupper, f. Ex. Peleus med Thetis, Ares med Afrodite &c.
  85. Karkinos (Krebs) var Fader til en heel Slægt af alskens daarlige og stygge Theater-Kunstnere, og havde selv skrevet et Drama, „Muserne”, som faldt igjennem.
  86. Vagtler pleiede at opfødes og afrettes til Kamp.
  87. Morsimos og Melanthios, slette Tragediedigtere.
  88. Gorgonerne forestilles forsynede med stærke Æderedskaber.
  89. Karkinos' Sønner vare Dandsere (see V. 782).
  90. Sesam, en Bælgfrugt.
  91. Pløken. „Brudgommen” vilde han sige.
  92. Meningen er: Forhen, førend Krigen var udbrudt, have vi kunnet gjøre hendes nærmere Bekjendtskab, siden ikke mere. — Ved Byen Brauron i Attika holdtes en udsvævende Bakchosfest.
  93. Isthmos, en bekjendt Snævring. Til disse Lege bestilte man Plads iforveien.
  94. Arifrades, en Broder Liderlig.
  95. Mos, f. Ex. Lindsemos, Vælling, var en attisk Yndlingsret.
  96. Ordene kunne forstaaes baade om Theoria (Fest) og om Qvinden, som forestillede samme.
  97. Naar En havde Noget at andrage for Raadet, maatte han indføres af en Prytan, som derfor lod sig betale.
  98. Ringere Guddommes (f. Ex. Hermes') Billedstøtter, som i en Hast skulde opstilles, indviede man med en Skaal fuld af Frugter.
  99. Theagenes, en forædt Tyksak.
  100. Chæris, en daarlig Fløitespiller.
  101. Med en Brand, slukt i Vand, stænkedes Vievand.
  102. „Hvem er her tilstede?” Med disse Ord begyndtes enhver Offring. Der svaredes: „Mange og Gode.”
  103. Kun De, som havde en ond Samvittighed, undvege Bestænkningen.
  104. Medea, hans egen Tragedie. — Trygæos og Tjeneren anstille sig, som om der virkelig var et Faar paa Scenen, men der var intet.
  105. Chorføreren bestred Omkostningerne ved Skuespillet.
  106. Ved Spaadomskunstens Udøvelse kom det meget an paa, at man lagde Brændet rigtigt.
  107. Stilbides, Spaamand.
  108. Indmaden vil Herren forbeholde sig selv.
  109. Oreos, en Euboeisk mod Athen fiendsksindet By; altsaa: „fra Oreos” ɔ: mod Athen fiendsksindet.
  110. Halens saavelsom andre Deles Forbrænding gav gode eller onde Varsler.
  111. Aber d. e. Lakedæmoner, hvilke af Komikerne skildres som trædske Mennesker.
  112. Nymfer, begeistrende Gudinder. Bakis, Spaamand.
  113. Vi kunde herske fælleds i Hellas. Lakedæmonerne til Lands, Athenæerne til Søes, ligesom tilforn.
  114. til ei at gaae Krebsgang, ligesaa lidt Lakonerne til ei at handle uærlig.
  115. I Krigstid spiste de Spaamænd, man behøvede, i Prytaneion.
  116. Disse Vers ere laante af Homeros, men blandede med egne. Hierokles vilde fange Trygæos dermed, at han selv offrer i Overeensstemmelse med Oraklets Forskrivter; men denne undviger ham snildt.
  117. Han sætter altsaa Sibylla over Homeros.
  118. Orakel d. e. Hierokles.
  119. Faareskind, hvilke han som Overpræst havde tilegnet sig og kastet over sig.
  120. Elymnium i Nærheden af Oreos.
  121. Ost og Løg, mager Soldaterkost.
  122. Syra, Trælqvinde; Manes, Træl.
  123. Myrtekrandse brugtes ved Gilder; ved større Fester med Bær paa.
  124. Viin var forplantet fra Lemnos til Attika.
  125. „O hulde Sommer!” Begyndelsesordene af en Sang.
  126. Thimian var mavestyrkende, ligesom Polei.
  127. Hanehest, et Udyr paa Persiske Tapeter.
  128. Listen var opslaaet paa den Attiske Stamheros Pandions Billedstøtte.
  129. En Mine = 33 Rdlr.
  130. De brugte ikke Papir, men Smaastene.
  131. V. 1241 flg. Den Borger, som skulde udruste og underholde et Krigsskib, maatte lønne saa mange Roerkarle, som der vare Aarehuller. For at spare, tilstoppede de stundom et eller flere Huller.
  132. Kottabos. Paa en høi Stage var anbragt en bevægelig Vægtstang, med en Skaal i hver Ende. Man søgte at kaste Viin i disse Skaaler saaledes, at deraf kunde udledes et godt Varsel.
  133. Ægypterne purgerede tre Dage i Rad hver Maaned.
  134. „Krigerhelte” &c., Begyndelsen af et Epos „Epigonerne” (Efterkommere af de Syv mod Thebe, som droge ud for at hevne disse deres Fædres Død).
  135. Af Homers Il. IV, 446. IX, 60.
  136. Kampmand — Kampmager: Hentydninger paa Navnet Lamachos (Kampelsker, af μάχη, Kamp).
  137. Et Distichon af Archilochos, som havde tabt sit Skjold i en Strid mod Saierne, et Thrakisk Folk.
  138. Hyperbolos, see V. 684.