Fru Bovary/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg

L. A. Jørgensens Forlag Kjøbenhavn Fru Bovary


Fru Bovary.djvu Fru Bovary.djvu/7 1-79

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1946. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Første Del.

I.

Vi sad inde paa Læseværelset, da Rektoren kom ind, fulgt af en fremmed Dreng, som endnu ikke var iført Skolens reglementerede Dragt, og en Elev fra vor Klasse, som bar en stor Læsepult. De af os, der fik sig en lille Lur, vaagnede pludselig, og vi reiste os allesammen op, som om vi var bleven forstyrrede ved vort Arbeide.

Rektoren gav os Tegn til, at vi skulde sætte os ned igjen, og henvendte derpaa halv høit følgende Ord til Læreren:

— Jeg anbefaler Dem denne ny Elev, Hr. Roger, han skal ind i femte Klasse, hvis han er flittig og opfører sig godt, gaaer han over paa øverste Parti, som han er jævnaldrende med.

Den fremmede Dreng, der var bleven staaende i Krogen henne bag Døren, saa man neppe lagde Mærke til ham, var en Landsbyknøs, der vel kunde være en femten Aar. Han var høiere end alle os Andre og havde kortklippet Haar ligesom en Landsbydegn. Der var et ganske fornuftigt Udtryk i Ansigtet, men han saae grumme forlegen ud. Skjøndt han ikke var bredskuldret, generede vist hans grønne Klædestrøie med de sorte Knapper ham i Ærmegabene, og gjennem Aabningen paa Opslagene skimtede man et Par røde Haandled, der var vante til at være blottede, Hans blaa Strømper stak frem nedenunder de gule Benklæder, som var trukket høit op af Selerne, og han havde klodsede, daarligt børstede Sko paa.

Man begyndte paa Overhøringen. Han hørte andægtigt efter, som om han var i Kirke, han vovede ikke engang at lægge Benene overkors eller at støtte sig paa Albuen, og da det ringede Klokken To, blev Læreren nødt til at fortælle ham, at han gjerne maatte forlade Stuen sammen med de Andre.

Vi pleiede, naar vi kom ind i Klassen, at kaste vore Kaskjetter paa Gulvet, for at vi kunde have Hænderne mere fri. Henne fra Dørtærskelen slængte vi dem ind under Bænken mod Muren, saa der stod hele Støvskyer af det. Det var nu engang en gængse Skik.

Men hvad enten den nye Dreng ikke havde bemærket denne Manøver, eller han ikke dristede sig til at udføre den, — nok er det, at da Bønnen var endt, sad han endnu med Kaskjetten foran sig paa sine Knæ. Det var en af disse Hovedbedækninger, som ved deres blandede Natur bringe En til at tænke paa den høie Bjørneskindshue, Schakoen, den runde Hat, Pelts- og Nathuen, kortsagt en af disse stakkels Tingester, hvis tause Grimhed har et dybt Udtryk, ligesom et Fæhoveds Ansigt. Den havde Form som et Æg, var spændt ud med Fiskeben og begyndte med tre pølseformede Krandse; derovenpaa kom saa skiftevis Romber af Fløil og Kaninskind, der var skilt ad ved røde Snare, og øverst oppe endelig taarnede der sig en Sæk, som løb ud i en kartoneret, med broderede Snirkler rigt forsiret Mangekant, hvorfra der i en meget tynd lille Snor hang en Smule Guldtresse, ligesom en Slags Kvast. Huen var ny, Skyggen paa den skinnede.

— Reis Dig, sagde Læreren.

Han reiste sig, og Kaskjetten faldt paa Gulvet. Hele Klassen gav sig til at lee. Han bukkede sig ned for at tage den op. Hans Sidemand puffede til ham med Albuen, saa han tabte den igjen. Han tog den atter op.

— Men saa skil Dig dog af med den Hjelm[1], sagde Læreren, der var et vittigt Hoved.

Drengene brast i en skingrende Latter, som bragte den stakkels Fyr i den Grad ud af Fatningen, at han ikke vidste, om han skulde beholde Kaskjetten i Haanden, lade den blive liggende paa Gulvet, eller sætte den paa Hovedet. Han satte sig igjen og blev ved at holde den paa Knæerne.

— Reis Dig: vedblev Læreren; — og sig mig, hvad Du hedder.

Den nye Dreng fremstammede et uforstaaeligt Navn.

— Sig det igjen!

Den samme Stammen som før, overdøvet af Klassens Hujen.

— Høiere: raabte Læreren; — høiere.

Den nye Dreng fattede en afgjørende Beslutning; han spærrede Munden paa vid Gav og udstødte med sine Lungers fulde Kraft, ligesom om han vilde kalde paa Nogen, Ordet Charbovari.

Der blev et gyseligt Spektakel: det reiste sig med Et og tiltog crescendo med gjennemtrængende Hvin, (man brølede, gjøede, stampede og vedblev at raabe: Charbovari, Charbovari!) lidt efter lidt sank det ned til enkelte Hyl, men lagde sig kun langsomt og nødigt fuldstændigt, og kunde pludselig atter reise sig henne fra en Bænk, hvor en kvalt Latter spruttede op ligesom en daarligt slukket Raket.

Imidlertid fik dog Læreren Ordenen gjenoprettet ved Hjælp af en Regn af Extraarbeider, og da han ved at lade den nye Dreng diktere og stave Navnet for sig, endelig havde opnaaet at udfinde Ordene Charles Bovary, befalede han pludselig den stakkels Djævel at sætte sig hen paa de „Dovnes Bænk” ved Kathedret. Drengen satte sig i Bevægelse, men udlede dog lidt med at forlade sin Plads.

— Hvad leder Du efter? spurgte Læreren.

— Min Kas . . . ., sagde den nye Dreng frygtsomt og skævede uroligt til alle Sider.

„Femhundrede Extravers til hele Klassen!” udstødt med en Stentorstemme, standsede ligesom et qvos ego et nyt Udbrud. — Saa sid dog rolig, vedblev Læreren harmfuldt og tørrede sin Pande med et Lommetørklæde, han tog frem af sin Filthat. — Og Du, nye Dreng, kopierer nu tyve Gange Verbet ridiculus sum. Din Kaskjet, tilføiede han i en blidere Tone: — finder Du nok, der er Ingen, der har stjaalet den.

Alt blev atter roligt, Hovederne bøiede sig ned over Mapperne, og den nye Dreng blev siddende to Timer itræk i en exemplarisk Stilling, skjøndt han fra Tid til anden fik sendt Papirskugler lige i Ansigtet fra forskjellige Pennespidser; han tørte dem imidlertid af med Haanden og sad ganske stille med nedslaaede Øine.

Om Aftenen tog han Armene fra Pulten, pakkede sine Smaating sammen og ordnede sine Papirer omhyggeligt. Vi kunde see, at han arbeidede samvittighedsfuldt, slog alle Gloserne op i sit Lexikon og gjorde sig megen Uleilighed. Den gode Villie, han aflagde Bevis paa, var utvivlsomt Skyld i, at han slap for at komme ned i en lavere Klasse, thi hvorvel han havde et taaleligt Kjendskab til de grammatikalske Regler, var han just ikke Mester i at anvende de eleganteste Vendinger i sine Stile. Det var Præsten, i den Landsby, hvor han boede, som havde begyndt at læse Latin med ham, da hans Forældre af Sparsommelighedshensyn først havde sendt ham saa sent som muligt i Skole.

Hans Fader Hr. Charles Denis Bartholomée Bovary, forhenværende Regimentskirug, var henved 1812 bleven kompromitteret ved nogle Udskrivningssager. Han saae sig som Følge deraf nødsaget til at træde ud af Tjenesten, men havde imidlertid benyttet sig af sine personlige Fortrin til i Forbigaaende at opsnappe en Medgift paa tredsinstyvetusind Francs, der tilbød sig for ham i Skikkelse af en Kaskjetmagerdatter, som var bleven forelsket i hans Holdning. Den smukke stortalende og høirøstede Mand med den sammenvoxede Knebels og Bakkenbart, som havde Fingrene næsten oversaaede med Ringe, og som stadig gik klædt i iøinefaldende Farver, tog sig ud som en Helt, udrustet med Probenreuterens Svada. Da han var bleven gift, levede han i en to tre Aar fuldstændigt af sin Kones Formue, spiste godt, stod sent op, røg af store Porcelainspiber, kom først hjem om Aftenen efter Theatret, og var Stamgjæst paa Caféerne. Saa døde Svigerfaderen og efterlod kun ganske Lidt; han blev rasende derover, kastede sig paa forskjellige Fabrikationer, tabte endel Penge og trak sig endelig tilbage paa Landet, hvor han haabede at kunne gjøre sine Talenter gjældende. Men da han ikke forstod sig mere paa Agerbrug end paa Sirser, da han red sine Heste i Stedet for at sende dem for Ploven, drak sin Most i Flasker i Stedet for at sælge den i Fade, spiste sit bedste Fjerkræ og smurte sine Jagtstøvler med sit Svinefedt, varede det ikke længe, før han opdagede, at det var bedst at opgive alle Speculationer.

For tohundrede Francs aarlig leiede han sig i en Landsby paa Grænsen af Caux og Pikardiet en Slags Bolig, der halvt var en Forpagtergaard, halvt en herskabelig Bolig, og bedrøvet, fortæret af Sorger, anklagende Himlen og skinsyg paa Alverden, indespærrede han, femogfyrgetyve Aar gammel, sig der, efter hans eget Sigende kjed af Menneskene og opsat paa at leve i Ro.

Hans Hustru havde tidligere været lidenskabeligt forelsket i ham, hun havde tilbedt ham med en slavisk Ærbødighed, der kun havde bidraget til at fjerne ham fra hende. Fordum munter, meddelsom og elskværdig, var det nu, da hun var blevet Ældre, gaaet hende som den dovne Vin, der bliver til Eddike; hun var bleven sær, klynkevorn og nervøs. Hun havde i Førstningen lidt frygteligt, uden at beklage sig, ved at se ham løbe efter alle Landsbyens Rendetøse og komme hjem hver Aften træt og beruset fra alle mulige Kneiper; men senere havde hendes Stolthed oprørt sig derimod. Hun taug og skjulte sin Harme under en stum Stoicisme, som hun bevarede lige til sin Død. Hun var uophørligt ude i Forretningssager. Hun gik til Sagførere, hun huskede paa, naar Vexlerne forfaldt og skaffede Udsættelser; i Hjemmet strøg, syede og vaskede hun, passede paa Arbeidsfolkene og betalte Regninger, medens hendes Mand, der ikke bekymrede sig om det Ringeste og stadig var hensunket i en surmulende Dvaskhed, hvoraf han kun vaagnede for at sige hende Ubehageligheder, sad og røg henne i Kakkelovnskrogen og spyttede i Asken.

Da hun fik et Barn, kom det først i Pleie hos en Amme. Senere, da Rollingen kom hjem, blev han forkjælet som en Prins. Moderen proppede ham med Slikkerier, Faderen lod ham løbe barbenet omkring og sagde endog, for at agere Filosof, at han maatte gjerne gaae nøgen om ligesom Dyrenes Unger.

I Modsætning til Konens Forkjælelse af Barnet bar han paa et vist Ideal om en mandig Børneopdragelse, hvorefter han søgte at danne sin Søn. Han vilde have, at Drengen skulde opdrages haardt paa spartansk Vis, for at han kunde faa en stærk Konstitution. Han lod ham sove i. et koldt Værelse, lærte ham at drikke store Slurke Rhum og at skjælde ud paa de geistlige Processioner. Men den lille Dreng, der af Naturen var fredsommelig, lønnede ham kun daarlig for al hans Uleilighed. Han løb stadig i Hælene paa Moderen, hun klippede Billeder ud til ham, fortalte ham Historier og underholdt sig med ham i endeløse Monologer, der var fulde af melankolsk Munterhed og snaksomme Kjærtegn. I sit ensomme Liv overførte hun al sin adsplittede, knuste Stolthed paa dette Barns Hoved. Hun drømte om en stor Stilling for ham, i Tanken saae hun ham allerede voxen, smuk og intelligent, ansat som Ingenieur eller Øvrighedsperson. Hun lærte ham at læse og at synge et Par Smaaromancer ved et gammelt Klaver, hun eiede. Men om Alt dette sagde Hr. Bovary, der ikke nærede synderlig stor Interesse for Kunst og Videnskab, „at det ikke var Umagen værd”. Kunde de maaske nogensinde faae Raad til at holde ham i Regjeringsskolerne, til at kjøbe en Notarstue eller en Forretning til ham? „Desuden kommer jo en Mand altid frem i Verden med Frækhed.” Fru Bovary bed sig i Læberne, og Barnet streifede om i Landsbyen.

Han fulgte med Markarbeiderne og kastede med Tørveklumper efter Navnene. Han plukkede Morbær henne paa Grøfterne, passede Kalkunerne med en Ridepisk, vendte Høet, flakkede om i Skovene, spillede Klink under Kirkehvælvingen, naar det var Regnveir, og paa de store Hoitider tiggede han Sakristanen, om han maatte faae Lov til at ringe med Klokkerne, for at han saa kunde hænge sig med hele sin Vægt til det store Toug og blive svunget op og ned af det.

Saaledes skjød han op som en Eg. Han fik en sund Teint og store Hænder.

Da han var tolv Aar gammel, satte hans Moder endelig igjennem, at der blev taget fat paa hans Opdragelse. Man overdrog den til Præsten. Men Timerne var saa korte og blev givet saa uregelmæssigt, saa de ikke nyttede stort. Præsten gav ham dem i ledige Øieblikke nede i Sakristiet, i største Il mellem en Daab og en Begravelse, eller ogsaa lod han gaae Bud efter sin Elev, naar han havde forrettet Aftengudstjenesten, og ikke skulde ud mere. De gik saa op paa Præstens Værelse og satte sig der; Myg og Natsværmere flagrede omkring Lyset. Det var i Reglen varmt, Drengen faldt i Søvn, og det varede ikke ret længe, før den Gamle sank hen med Hænderne over Maven og gav sig til at snorke med aaben Mund. Atter andre Gange, naar Præsten havde bragt den sidste Olie til en Syg i Omegnen og opdagede Charles streifende om paa Markerne, kaldte han paa ham, formanede ham et Kvarterstid og benyttede sig af Leiligheden til at lade ham bøie et Verbum henne ved Foden af et Træ; enten afbrødes de saa af Regnen eller af en forbigaaende Bekjendt. For Resten var Præsten altid tilfreds med sin Elev og fandt endog, „at det unge Menneske havde en god Hukommelse.”

Paa den Maade kunde det imidlertid ikke blive ved at gaae. Fruen var energisk. Af Skamfuldhed eller snarere af Træthed blev Herren endelig kjed af at gjøre Modstand og gav efter, og man ventede saa blot paa, at Fyren skulde have været første Gang til Alters.

Saaledes gik der endnu et halvt Aars Tid, hvorefter Charles endelig blev sendt til Skolen i Rouen. Faderen fulgte ham selv, henimod Slutningen af Oktober, derind.

Det vilde være aldeles umuligt for Nogensomhelst af os at huske nogetsomhelst Særligt om ham. Det var en ganske almindelig Dreng, der legede i Fritiden, læste paa sine Lectier i Arbeidstiden, var opmærksom under Overhøringerne og sov og spiste upaaklageligt. En Isenkræmmer i Ganteriegaden var den Eneste af hans Forældres Bekjendte, der tog sig lidt af ham. Han kom nemlig en Søndag i hver Maaned, naar han havde lukket sin Butik og hentede ham, sendte ham derpaa ned til Havnen, for at han kunde see paa Baadene og bragte ham endelig Klokken syv, før der skulde spises til Aften, tilbage til Skolen. Hver Torsdagaften skrev Drengen et langt Brev med rødt Blæk og tre Oblater for, til sin Moder; derpaa satte han sig til at repetere sine Optegnelser til Verdenshistorien, eller han læste i en gammel Anacharsis, som laae og flød i Skolestuen. Paa Spadsereturene passiarede han med Karlen, der var fra Landet ligesom han selv.

Bed altid at være flittig holdt han sig stadig midt i Klassen og opnaaede endogsaa en Gang at faae en første Præmie i Naturhistorie. Henimod Slutningen af det tredie Aar tog hans Forældre ham imidlertid ud af Skolen for at lade ham studere Medicin, idet de var overbeviste om, at han kunde læse til Examen paa egen Haand.

Hans Moder fandt et Værelse til ham paa en fjerde Sal i Robecgaden, hos en Farver af hendes Bekjendtskab. Hun akkorderede om, hvad han skulde give i Leie, anskaffede Møbler til ham, nemlig et Bord og to Stole, sendte ham en gammel Kirsebærtræseng hjemme fra og kjøbte desuden en Kakkelovn med det nødvendige Brændsel, for at hendes stakkels Barn ikke skulde fryse. En Uge efter rejste hun saa sin Vei igjen, efter at hun vel de tusinde Gange havde anbefalet ham at opføre sig ordentligt, da han jo nu var overladt til sig selv.

Programmet over Forelæsningerne gjorde ham formelig svimmel. Kursus i Anatomi, Pathologi, Pharmaci, Kemi, Botanik, Klinik og Therapeutik for ikke at tale om Hygieine og Medicinlære, lutter Navne, hvis Etymologi, han ikke kjendte, og som var ligesaa mange Døre til Helligdomme, der laae indhyllet i et ærefrygtindgydende Mørke.

Han forstod ikke et Ord af det Altsammen; hvormeget han saa end hørte efter, saa opfattede han dog ikke det Mindste. Men han arbeidede, han havde indbundne Collegiehefter, han fulgte hvert Kursus og forsømte ikke en Time. Han udrettede sin lille daglige Dont ligesom Hesten paa en Karousselbane, der dreier rundt paa samme Plads med tilbundne Øine og ikke engang veed, hvad det er for et Arbeide, den udfører.

For at spare ham for Udgifter sendte Moderen ham hver Uge med Fragtmanden et Stykke kogt Kalvekjød; det udgjorde hans Frokost, som han nød i en glubende Fart, naar han kom fra Hospitalet. Derefter maatte han løbe paa Forelæsninger, paa Anatomisalen, igjen paa Hospitalet og tilsidst atter den lange Vei hjem. Efter at have nydt et tarveligt Middagsmaaltid hos sin Vært, gik han op paa sit Værelse og satte sig til at arbeide i de drivvaade Klæder, der dampede paa hans Krop, hele Aftenen ved den ophedede Kakkelovn.

Paa smukke Sommeraftener, naar de lumre Gader blev tomme, og Tjenestepigerne spillede Fjerbolt udenfor Husene, lukkede han sit Vindu op og lænede sig ud ad det. Floden, som gjør dette Kvarter af Rouen til en lille tarvelig Kopi af Venedig, løb gul, violet og blaa forbi nedenunder ham. Arbeidsmænd laae paa Knæ ved Bredden og vaskede deres Arme i Vandet. Paa Stænger, der ragede ud fra Kornlofterne, hang Bomuldsbunter og tørrede i den fri Luft. Ligeoverfor, høit oppe over Tagene, havde han den rene, klare Himmel med den nedgaaende Sol. Hvor det maatte være deiligt derude, hvor det maatte være kiøligt ude under Bøgenes Løv! Og han spilede sine Næsebor op for at indaande den milde Luft fra Landet, der dog ikke naaede over til ham.

Han blev mager og høiere, og der kom i hans Ansigt et lidende Udtryk, som næsten gjorde det interessant.

Af Ligegyldighed slap han efterhaanden alle de Beslutninger, han havde taget. En Dag lod han være at gaae paa Hospitalet, næste Dag forsømte han en Forelæsning, han fik Smag paa Dovenskab og blev tilsidst en reen Driver.

Han vænnede sig til at gaae paa Kaffehusene og blev en lidenskabelig Dominospiller. Saadan hver Aften at lukke sig inde i et smudsigt offentligt Lokale og sidde og klapre paa Marmorborde med smaa Faareben, der var mærkede med sorte Prikker, — det forekom ham at være et kosteligt Bevis paa Selvstændighed og forøgede i høi Grad hans Selvagtelse. Det var ligesom en Indvielse til det selskabelige Liv, en Adgang til forbudte Glæder, og naar han gik ind, lagde han Haanden paa Laasen med en næsten sanselig Fryd. Saa udfoldede mange hidtil forkuede Følelser sig i ham, han lærte Viser udenad, som han sang ved Soldene, blev en enthusiastisk Beundrer af Béranger, lærte at lave Punsch og gjorde sluttelig Bekjendtskab med Kjærlighedens Glæder.

Takket være disse forberedende Studier faldt han igjennem til sin Examen som officier de santé[2]. Man ventede ham hjem samme Aften til et lille Gilde i Anledning af det heldige Resultat.

Han gik hjem, men blev staaende ved Indgangen til Landsbyen og sendte Bud efter sin Moder, hvem han saa betroede det Hele. Hun undskyldte ham, skiød Skylden for hans Uheld over paa uretfærdige Overhørere og satte saa nogenlunde Mod i ham ved at paatage sig at arrangere Sagerne. Først fem Aar efter fik Hr. Bovary den fulde Sandhed at vide. Dengang var den gammel, og saa accepterede han den, især da han ikke kunde tænke sig, at et Menneske, han var Fader til, kunde være en Dumrian.

Chjarles gav sig saa igjen til at arbeide og forberedte sig denne Gang uden Afbrydelse til Examenen, som han iforveien havde lært Svarene udenad til. Han tog den med en meget god Karakter. Hvor det var en mageløs Dag for hans Moder! Man feirede den med en stor Diner.

Men hvor skulde han nu praktisere? I Tostes; der var der nemlig kun een Læge, og han var grumme gammel, Fru Bovary havde allerede længe gaaet og luret paa hans Død, men den Gamle havde dog endnu ikke strakt Gevær, da Charles allerede havde faaet installeret sig ligeoverfor som hans Efterfølger.

Det var hende dog ikke nok at have opdraget sin Søn, at have ladet ham studere Medicin og at have skaffet ham Tostes at praktisere i; han behøvede ogsaa en Kone. Hun fandt en til ham, — Enke efter en Retsbetjent i Dieppe, der vare femogfyrgetyve Aar og eiede 1200 Livres i Rentepenge.

Skjøndt Fru Duboc var grim, stiv som en Pind og saa fuld af Knapper som selve Foraaret, havde hun dog Friere nok. For at naae sit Maal, var Fru Bovary nødt til at slaae dem Alle af Marken, og det lykkedes hende endog at beseire en intrigant Spekhøker, der støttedes af Geistligheden. Charles havde tænkt sig, at et Giftermaal vilde forbedre hans Stilling; han mente, at han paa den Maade vilde faae større Frihed og fuldstændig Raadighed over sin Person og sine Penge. Men den Kone, han fik, var selv Herre i sit Hus; naar der var Folk tilstede, skulde han sige Dit og undgaae at sige Dat, han maatte undvære Kjødspiser om Fredagen, klæde sig efter hendes Smag og paa hendes Befaling seigpine de Klienter, som ikke betalte. Hun brækkede hans Breve, udspeidede alle hans Skridt og lyttede ved Bræddevæggen, naar hans kvindlige Patienter besøgte ham i hans Kabinet.

Hun maatte have sin Chokolade hver Morgen, og der maatte tages en uendelig Mængde Hensyn til hende. Hun klagede uophørligt over sine Nerver, over sit Bryst og over Humørsyge. Hun kunde ikke taale at høre Nogen gaae. Gik man fra hende, fandt hun det utaaleligt at skulle være alene, kom man tilbage til hende, saa var det rimeligvis blot for at see hende dø. Om Aftenen, naar Charles kom hjem, stak hun sine lange magre Arme frem af Dynerne og lagde dem om Halsen paa ham, og naar hun saa havde faaet ham til at sætte sig ned paa Sengekanten, gav hun sig til at diske op med sine Sorger: Han glemte hende, fordi han elskede en Anden, det var jo det, man havde sagt hende, at hun vilde blive ulykkelig, — og stadig endte hun med at bede ham om nogen Mixtur og en Smule mere Kjærlighed.

II.

En Nat henimod Klokken Elleve blev de vækkede ved Hestetrin, der stansede lige udenfor deres Hus. Pigen aabnede Loftslugen og parlamenterede i en Tidlang med en Mand, som stod udenfor paa Gaden. Han kom efter Lægen, han havde et Brev med til ham. Nastasie gik, rystende af Kulde, ned ad Trapperne, lukkede op og trak Slaaen fra. Manden lod sin Hest blive staaende og gik lige bag efter Pigen ind i Herskabets Soveværelse. Han trak et i en Lap Papir indsvøbt Brev frem af sin uldne, graakvastede Hue og rakte det sirligt til Charles, der støttede sig paa Puden for at læse det. Nastasie stod ved Sengen og holdt Lyset, medens Fruen undseligt havde vendt sig om mod Væggen.

I Brevet, der var forseglet med en lille Klat blaat Lak, bønfaldt man Hr. Bovary om ufortøvet at begive sig til Forpagtergaarden Bertaux for at see til et brækket Ben. Men der var fulde sex Lieues[3] fra Tostes til Bertaux, og det var bælgmørk Nat. Fru Bovary junior var angst for sin Mand. Det blev derfor bestemt, at Karlen skulde ride iforveien, og at Charles skulde tage afsted om tre Timer, naar Maanen var staaet op. Man skulde imidlertid sende ham en lille Dreng i Møde, som kunde vise ham Vei til Forpagtergaarden og aabne Ledene for ham.

Henimod Klokken Fire om Morgenen begav Charles, indsvøbt i sin Kappe, sig paa Vei til Bertaux. Han havde Søvnen i Øinene og Sengevarmen i Kroppen og sad og lod sig Vugge af sin Hests fredelige Tran. Da den af sig selv blev staaende foran et af disse med Tjørne omgivne Huller, som man graver i Udkanten af Pløiemarkerne, vaktes Charles pludselig. Han kom til at huske paa det knækkede Ben og søgte at gjenkalde sig i Erindringen alle de Brud, han havde seet. Det regnede ikke længer, det begyndte at grue ad Dag, og paa de bladløse Æbletræers Grene sad Fuglene ganske stille og reiste deres smaa Fjer i den kolde Morgenluft. Saa langt Øiet kunde række, var der flad Mark; Trægrupperne om Forpagtergaardene aftegnede sig, spredt, som sortviolette Pletter, mod den store graa Overflade, der ude i Horisonten gled over i og gik i Et med den disede Morgentaage. Fra Tid til anden lukkede Charles Øinene op, men han følte sig hurtigt træt, blev atter søvnig og faldt hen i en Døs. Hans seneste Indtryk blandedes sammen med hans Erindringer; han saae sig selv dobbelt, paa eengang som ung Student og som gift Mand, liggende i sin Seng som for ganske nylig og gaaende igjennem en Operationsstue som i gamle Dage. Lugten af varme Omslag flød sammen med Duften af den nyfaldne Dug; han hørte Jernringene rasle paa Sengestængerne og sin Kone sove. Da han passerede Vassonville, fik han Øie paa en lille Dreng, der sad paa en Grøftekant.

— Er det Doktoren? spurgte den lille Fyr.

Og paa Charles' bekræftende Svar tog han sine Træsko i Haanden og gav sig til at løbe foran.

Af den lille Førers Yttringer kunde Lægen slutte sig til, at Hr. Ronault matte være en meget velhavende Landmand. Han havde brækket Benet den foregaaende Aften paa Veien hjem fra et Helligtrekongersgilde hos sin Nabo; for to Aar siden havde han mistet sin Kone og havde ikke andre Børn end en Datter, som førte Hus for ham.

Hjulsporene blev dybere, altsom man kom nærmere henimod Bertaux. Den lille Dreng dukkede ind under et Hul i Hækken og forsvandt, men kom strax efter atter frem for Enden af en Gaardsplads og aabnede Ledet. Hesten gled paa det vaade Græs, Charles bøiede sig ned for at ride under Grenene, Lænkehundene gjøede og sled i deres Lænker. Idet han red ind i Forpagtergaarden, blev hans Hest sky og gjorde et stort Spring til Siden.

Gaarden tog sig godt ud. Halvdøren ind til Stalden stod aaben, saa man kunde see de svære Arbeidsheste staae og æde af deres nye Krybber. Langs Bygningerne strakte der sig en stor, dampende Mødding, hvor fem til sex Paafugle, en Luxus for Hønsegaarde der paa Egnen, spankulerede om mellem Høns og Kalkuner. Faarefolden var lang og Laden høi med glatte Mure. Henne under Skuret stod der to store Kærrer og fire Plove og hang der Piske, Kobler og Seletøi, hvis blaa uldne Skind sværtedes af det fine Støv, som dryssede ned fra Kornlofterne. Gaardspladsen, der skraanede nedad til den ene Side, var beplantet med en Række Træer, og henne i Kjæret kunde man høre en Flok Gjæs gjække muntert.

En ung Dame, i en blaa Merinoskjole med tre Garneringer, kom frem paa Dørtærskelen for at tage imod Hr. Bovary, hvem hun saa lod træde ind i et Kjøkken, hvor der flammede en munter Ild. Folkenes Frokost kogte runt omkring i smaa og store Gryder og Potter, fugtige Klæder hang til Tørring i Skorstenen, Kulskuffen, Ildtængerne og Pusteren, alle af kolossal Størrelse, skinnede som blankt Staal, og langs Muren strakte der sig en mægtig Opstilling af Kobber og Messingtøi, hvorpaa den klare Skorstensild og de første Solstraaler, som netop faldt ind gjennem Vinduerne, kastede et usikkert Skjær.

Charles gik op paa første Sal, for at see til Patienten. Han fandt ham liggende tilsengs, svedende under Puderne og med Bomuldsnathuen slængt langt bort fra sig. Det var en lille tyk Mand omtrent paa en halvtredsindstyve Aar; han havde en hvid Hud, blaa Øine, skaldet Forhoved og Ringe i Ørene. Paa en Stol ved Siden af ham stod en Karaffel med Brændevin, hvoraf han engang imellem skjænkede sig et Glas for at faae Mod i Kroppen. Da han fik Øie paa Lægen, forjog imidlertid hans Hidsighed sig, og i Stedet for at bande, som han havde gjort de siste tolv Timer, gav han sig til at stønne sagte.

Det var et ganske almindeligt Brud uden Spor af nogetsomhelst Indviklet, Charles turde aldrig have ønsket sig noget Lettere. Han huskede paa, hvordan hans Lærere havde baaret sig ad ved en Sygeseng og styrkede Patienten ved alle Slags venlige Talemaader, kirugiske Kjærtegn, der er ligesom den Olie, hvormed man smører Knivene. For at skaffe sig Skinner hentede man et Bundt Vidier fra Vognskuret. Charles valgte en, skjar den i Stykker og skrællede den, til den blev saa blank som Glas, medens Pigen rev Lagener itu for at lave Bandager, og Frøken Emma prøvede paa at sye smaa Puder. Da hun var længe om at finde sit Syskrin, blev hendes Fader utaalmodig, hun svarede ikke, men medens hun syede, stak hun sig i Fingrene og holdt dem saa op til Munden for at suge Blodet ud.

Charles havde aldrig før seet saa kjønne, blanke og mandelformige Negle. Hendes Haand var dog ikke smuk; den var maaske ikke hvid nok og lidt kantet ved Knoerne, den var desuden altfor lang og havde ikke bløde Omrids. Det Smukkeste ved hende var Øinene; skjøndt de af Naturen var brune, gjorde de mørke Øinvipper dem næsten sorte, og hendes Blik stirrede frimodigt paa En med en vis aabenhjertig Dristighed. Da Charles havde forbundet Hr. Rouault, indbød denne ham til at „tage sig en Bid Frokost,” før han tog bort.

Han gik derfor ned i Stuen. Paa et lille Bord henne ved en Himmelseng med et Sirsesbetræk, hvorpaa der var trykt nogle Figurer, som skulde forestille Tyrkere, stod der to Couverter med et Sølvbæger ved Siden. Der kom en Lugt af Fiolrod og klamme Lagener fra det høie Egetræesskab, som stod lige overfor Vinduet. I Hjørnerne havde man opstillet de Kornsække, hvortil der ikke var Plads paa det nærliggende Loft. Paa et Søm midt paa Væggen, hvis grønne Maling afblegedes under den frempippende Salpeter, hang der et med Sortkridt tegnet Minervahoved i en forgyldt Ramme; forneden stod der skrevet med gothiske Bogstaver: „Til min kjære Fader”.

Først passiarede man om Patienten, saa om Veiret, om den stærke Kulde og om Ulvene, der ved Nattetid streifede om paa Markerne. Frøken Rouault syntes ikke videre godt om Landlivet, især nu, da hele Byrden hvilede paa hende. Det var kjøligt i Værelset, og hendes Tænder kom til at klappre, hvorved hun blottede sine kjødfulde Læber, som hun pleiede at bide sig i, naar hun taug stille.

Hendes Hals traadte frem af den hvide, ombøiede Strimmel. Hendes Forhaar, hvis to sorte Fletninger saae ud, som om de var af eet eneste Stykke, saa glatte var de, skiltes midt paa Hovedet af en sin Skilning; de blottede neppe nok Øreflippen og gik sammen bagtil i en fyldig Knude, idet de hen mod Tindingerne gjorde en let Krusning, som Landsbylægen saae for første Gang i sit Liv. Hun havde rødmussede Kinder, og ligesom en Herre gik hun med en Skilpaddes-Lorgnet, der var stukket ind mellem to af Knapperne paa Livet af Kjolen.

Da Charles havde været oppe at sige Farvel til Hr. Rouault og kom ned igjen, stod hun med Panden imod Ruden og saae ud i Haven, hvor Blæsten havde revet Bønnestagerne omkuld. Hun vendte sig om.

— Leder De efter Noget? spurgte hun.

— Ja, efter min Ridepisk.

Og han gav sig til at lede paa Sengen, bag Dørene, under Stolene. Den var faldet ned paa Gulvet mellem Sækkene og Væggen. Frøken Emma opdagede den og bøiede sig ind over Kornsækkene. Af Galanteri styrtede Charles frem, og da han strakte Armen ud i samme Retning som hun, følte han sit Bryst streife den unge Piges Ryg, der bøiede sig ned under ham. Hun reiste sig blussende rød og skottede hen over Skulderen paa ham, idet hun rakte ham Pisken.

I Stedet for at komme igjen om tre Dage, som han havde lovet, kom han næste Dag, og derpaa regelmæssigt to Gange om Ugen, — uden at tale om de uventede Besøg, han Tid efter anden og ligesom tilfældigvis aflagde.

Alt gik for Resten godt, Helbredelsen besørgedes efter alle Kunstens Regler, og da man efter sexogfyrgetyve Dages Forløb saae Fa'er Rouault forsøge paa at gaae alene om i sin „Hule”, begyndte man at ansee Bovary for en meget duelig Mand.

Fa'er Rouault sagde, at han kunde ikke være bleven bedre kureret af de første Læger i Yvetot, ja ikke engang i Rouen.

Hvad Charles angik, søgte han slet ikke at spørge sig selv om, hvorfor det voldte ham Glæde at komme til Bertaux. Havde han tænkt derover, havde han udentvivl tilskrevet Sagens Vigtighed det eller den Fordel, han haabede sig deraf. Men var det derfor, at hans Besøg i Forpagtergaarden dannede en saa behagelig Undtagelse mellem hans kjedelige Beskjæftigelser? Paa de Dage stod han tidligt op og foer afsted i Galop, han sprang af Hesten for at aftørre Fødderne i Græsset og tog sorte Hansker paa, før han traadte ind i Stuen. Han holdt af at see sig selv ride ind i Gaarden, at føle Ledet dreie sig mod hans Skulder, at høre Hanen, der galede paa Muren og Karlene, der kom ham imøde. Han holdt af Laden og Staldene, han holdt af Fa'er Rouault, der modtog ham med et djærvt Haandslag og kaldte ham hans Redningsmand, han holdt af at see Emma bevæge sig henad Kjøkkengulvets skurede Fliser paa sine smaa Trætøfler, hvis høie Hæle gjorde hende lidt større og høre Tøflernes klapprende Lyd mod Læderet paa Halvstøvlen, naar hun gik foran ham.

Hun fulgte ham altid ud til det øverste Trappetrin. Naar man endnu ikke havde ført hans Hest frem, blev hun staaende der. Man havde sagt hinanden Farvel og talte ikke mere sammen, den friske Vind bevægede hendes Nakkehaar og pustede til hendes Forklædebaand, saa at de vaiede som Vimpler. En Tøveirsdag, da Vandet drev ned ad Barken paa Træerne, og Sneen smeltede paa Tagene, stod hun i Døren, men gik ind for at hente sin Parasol. Hun slog den op; den spraglede Silkeparasol, som Solen skinnede igjennem, kastede vexlende Skjær paa hendes hvide Teint. Hun smilede den milde Luft imøde, og man hørte Vanddraaberne en for en dryppe ned paa det udspændte Moiré.

I den første Tid Charles kom paa Bertaux, forhørte hans Kone sig jævnligt til Patientens Befindende, og i Hovedbogen, som hun førte med dobbelt Bogholderi, havde hun endogsaa udsagt en smuk reen Side til Hr. Rouault. Men da hun fik at vide, at han havde en Datter, spurgte hun sig for og erfarede da, at Frøken Rouault, der var bleven opdraget i et Kloster hos Ursulinderne, havde faaet hvad man kalder en god Opdragelse, hun havde følgelig lært Geografi, kunde danse, tegne, brodere og spille Klaver. Dette satte Kronen paa Værket.

Altsaa er det derfor, at han seer saa straalende ud, naar han skal til dem, tænkte hun, og at han tager sin nye Vest paa selv med Fare for at faae den spoleret af Regnen. Oh dette Fruentimmer! dette Fruentimmer!

Hun afskyede hende instinktmæssig. Først lettede hun sit Hjerte ved Hentydninger, men Charles kunde ikke forstaae dem, senere ved almindelige Bemærkninger, som han lod drive forbi sig af Frygt for et Uveir og endelig ved direkte Uartigheder, hvortil han ikke vidste, hvad han skulde svare. Hvorfor blev han ved med at tage til Bertaux, skjøndt Hr. Rouault jo var kureret, og uagtet disse Folk endnu ikke havde betalt? Det var nok, fordi der var en „Dame”, med hvem han kunde passiare; En der kunde brodere, en Skjønaand. Det holdt han af, han trængte til fine Frøkener!” Og hun vedblev: „Er Fa'er Rouaults Datter da en fin Frøken? Nei det er dog for galt, deres Bedstefader var Faarehyrde, og de har en Fætter, der nær var kommet galt afsted for en Kindhest, han havde givet under et Skjænderi. Det var da ikke Umagen værdt at gjøre saamegen Blæst og at møde om Søndagen i Kirken med en Silkekjole som en Grevinde. Uden Rapshøsten fra ifjor havde det nok knebet stærkt for den Gamle med at betale sine Afgifter.”

Træt af disse Plagerier ophørte da Charles med at tage til Bertaux. Heloise havde faaet ham til at sværge med Haanden paa Bønnebogen, at han ikke mere vilde tage derhen, efter megen Hulken og under mangfoldige Kys i en stor Kjærlighedsscene. Han adlød altsaa, men hans dristige Længsler protesterede mod hans slaviske Opførsel, og ved et Slags naivt Hykleri fandt han, at dette Forbud mod at see hende ligesom gav ham Ret til at elske hende.

Og kunde Samlivet med Enken udslette det Billede, som havde fæstnet sig i hendes Ægtefælles Hjerte? Enken var mager og havde lange, smalle Fingre, hele Aaret igjennem gik hun med et lille, sort Sjal, hvis Snip hang ned mellem Skulderbladene, hendes stive Figur var indsnøret i altfor korte Kjoler, der sluttede om hende som Skeder og blottede Anklerne med Krydsbaandene op ad de graa Strømper.

Charles' Moder besøgte dem af og til, men efter nogle Dages Forløb syntes Svigerdatteren at smitte hende, og de prikkede ham da ligesom to Syle med deres Bemærkninger og Forestillinger. Det var urigtigt af ham at spise saameget. Hvorfor tilbød han alle Mulige en Snaps? Hvor det var stivsindet af ham ikke at ville gaae med Flonelstrøier!

Men i Begyndelsen af Foraaret hændte det en smuk Morgen, at den Notar i Ingouville, hvem Enken efter Duboc havde anbetroet sin Formue, smurte Haser og medtog alle de Penge, der stod hos ham. Rigtignok eiede Heloise endnu en Andel i et Fartøi, som hun vurderede til sextusind Francs og sit Hus i Francoisgaden, men af hele den Formue, hvorpaa hun havde pukket saa meget, havde der kun vist sig en Smule Møbler og lidt Nipssager i deres Husholdning. Der blev da anstillet et nøiere Eftersyn. Huset i Dieppe var ormstukkent af Prioriteter ligefra Grunden, hvad hun havde anbragt hos Notaren, vidste kun Gud, og hendes Andel i Fartøiet oversteg ikke tusind Daler. Den gode Tante havde altsaa løiet. Den ældre Hr. Bovary knuste i Raseri en Stol mod Gulvet og anklagede sin Hustru for at have gjort deres Søn ulykkelig ved at koble ham til saadan en ussel gammel Krikke. De tog til Tostes, det kom til en Forklaring og til Scener. Heloise kastede sig grædende i sin Mands Arme og bønfaldt ham om at forsvare hende mod hans Forældre. Charles vilde tale hendes Sag. Disse blev vrede og tog bort.

Men hun havde faaet sit Knæk. Otte Dage efter, da hun stod og tørrede Tøi i Gaarden, fik hun et Anfald af Blodstyrtning, og den næste Dag, mens Charles just vendte hende Ryggen for at lukke Gardinet for Vinduet, raabte hun pludselig: Ak, min Gud! — udstødte et Suk og besvimede. Hun var død med det Samme. Der blev en almindelig Forbauselse!

Da det var forbi paa Kirkegaarden, gik Charles hjem. Han fandt Ingen nede og gik op paa første Sal, hendes Kjole hang endnu i Alkoven, han støttede sig mod Sekretæren og stod ligetil om Aftenen hensunket i smertelige Drømmerier. Naar Alt kom til Alt, havde hun dog elsket ham.

III.

En Morgenstund kom Fa'er Rouault selv for at bringe Charles hans Salair for det kurerede Ben, det bestod i halvfjersindstyve Francs i Fyrgeogtyve-Sousstykker og en Kalkun. Han havde erfaret Ulykken og søgte at trøste ham, saa godt han formaaede.

Jeg veed, hvad det har at betyde, sagde han og slog ham paa Skulderen. Jeg har selv været akkurat ligesom De. Da jeg havde mistet min salig Kone, gik jeg ud paa Markerne for at være ganske ene, jeg kastede mig ned ved Foden af et Træ og græd, jeg kaldte paa den gode Gud, jeg sagde Dumheder til ham, jeg misundte min Sandten de dræbte Muldvarpe, der hang og raadnede paa Grenene, kortsagt jeg ønskede mig kreperet. Og naar jeg faa tænkte paa, at saamange Andre i selvsamme Øieblik sad og omfavnede deres rare smaa Koner, saa huggede jeg i Jorden med min Stok og var nærved at blive gal, jeg havde ingen Lyst til at spise, og blot Tanken om at gaae ind paa Kroen væmmede mig, det skulde De vel neppe tro. Men den ene Dag gik efter den anden, det blev Foraar efter Vinteren og Høst efter Sommeren, og ganske sagte lidt efter lidt svandt det hen, det fortog sig, eller jeg skulde nok rettere sige, det satte sig, for der bliver dog altid Lidt tilbage, — saadan en løierlig Klemmen for Brystet. Men vi skal jo Alle den Vei, saa det er da ikke værdt at lade sig tære hen for det . . . . De skal ryste det af Dem, Hr. Bovary, saa gaaer det nok over. Kom og besøg os, min Datter tænker af og til paa Dem, skal De vide, og hun siger, at De har strevet os i Glemmebogen. Nu bliver det snart Foraar, saa skal De faae Lov til at skyde en af mine Kaniner, for at adsprede Dem lidt.

Charles fulgte hans Raad. Han tog atter til Bertaux og gjenfandt Alt som den foregaaende Dag, det vil sige som for fem Maaneder siden; Pæretræerne stod allerede i Blomst og den Gamle, som nu var oppe, gik ud og ind, hvorved det Hele fik et livligere Præg.

Da Forpagteren ansaae det for sin Pligt at vise Lægen saamegen Forekommenhed som muligt paa Grund af hans sørgelige Tab, bad han ham om at beholde Hatten paa Hovedet, talte ganske sagte til ham, som om han havde været syg og lod endogsaa som han blev vred, fordi man ikke havde lavet nogle lettere Retter for hans Skyld som Flødekager eller kogte Pærer. Han fortalte Historier. Charles greb sig selv i at lee, men Mindet om hans Kone gjorde ham pludselig forstemt, Kaffen kom ind, og saa tænkte han ikke mere paa hende.

Efterhaanden som han vænnede sig til at leve alene, tænkte han mindre paa hende; Den hidtil ukjendte Behagelighed ved at føle sig uafhængig gjorde ham Ensomheden langt mere taalelig. Nu kunde han forandre sine Spisetider, gaae ud og komme hjem uden at aflægge Regnskab derfor, og naar han var dygtig træt, kunde han strække sig i al Magelighed i sin Seng. Han gjorde sig det bekvemt, hyggede om sig og modtog al den Trøst, man gav ham. Paa den anden Side havde hans Kones Død slet ikke skadet hans Praxis, idet man nemlig en heel Maaned var vedblevet at gjentage: „Hvilken Ulykke for den stakkels unge Mand”, havde hans Navn faaet Udbredelse, hans Søgning var tiltaget, og nu kunde han med let Hjerte besøge Rouaults. Han nærede et Haab uden noget vist Maal, han nød en ubestemt Lykke, han syntes, at han var kommet til at see bedre ud, naar han redte sine Bakkenbarter for Speilet.

Han kom en Dag henimod Klokken Tre; de var Alle ude i Markerne, han gik ind i Kjøkkenet, men fik ikke strax Øie paa Emma. Skodderne var lukkede for Vinduerne, men gjennem Revnerne faldt Solen ind i lange Striber paa Stengulvet, brødes mod Kanterne af Møblerne og gav Gjenskin i Loftet. Langs ad de brugte Glas, der stod paa Bordet, krøb Fluerne op og ned og druknede summende i den tiloversblevne Most. Dagskjæret, der faldt ned igjennem Skorstenen, gav Soden et fløilsagtigt Skjær og spredte en blaa Tone over den kolde Aske. Emma sad og syede mellem Vinduet og Arnestedet, hun havde taget sit Halstørklæde af, og paa hendes blottede Skuldre piblede smaa Sveddraaber.

Efter Egnens Skik bød hun ham Noget at drikke. Han afslog det, men hun gav ikke fortabt og tilbød ham endelig leende at drikke et Glas Likør med hende. Hun tog en Flaske Curacao og to Glas ud af Skabet, fyldte det ene til Randen, skjænkede en Draabe i det andet og førte det til Munden efterat have klinket med ham. Da det næsten var tomt, bøiede hun sig bagover for at drikke, og med Hovedet kastet tilbage, med fremrakte Læber og strakt Hals loe hun over ikke at kunne mærke Noget, mens Spidsen af hendes Tunge kom frem mellem de smukke Tænder og slikkede Bunden af Glasset.

Hun satte sig ned igjen og tog atter fat paa sit Arbeide, en hvid Uldstrømpe, som hun stoppede, hun arbeidede taust med bøiet Hoved. Charles taug ligeledes stille, Luften, som strøg ind langs Gulvet, pustede lidt Støv hen paa Fliserne, han saae det hvirvle langsomt afsted, og han hørte kun en indvendig Banken i sit Hoved og langt borte en Høne, der kaglede paa sine Æg ude i Gaarden. Emma kjølede af og til sine brændende Kinder ved at lægge sin flade Haand derpaa, derefter afkjølede hun den paa Knuppen af de store Ildbukke.

Hun beklagede sig over Svimmelhed, som hun havde lidt af ligefra Begyndelsen af Sommeren og spurgte om Søbade kunde være hende gavnligt, hun gav sig til at tale om sit Liv i Klostret, Charles om sin Skoletid, Samtalen blev efterhaanden livligere, de gik op paa hendes Værelse. Hun viste ham sine gamle Noder, de smaa Bøger, hun havde faaet som Præmier og Egekransene, der laae forglemte paa Bunden af et Skab. Hun talte om sin Moder, om Kirkegaarden og viste ham det Bed i Haven, hvoraf hun plukkede Blomster den første Fredag i hver Maaned, for at lægge dem paa hendes Grav. Men den Gartner, de havde, var meget uduelig, man havde saa daarlige Folk! Hun ønskede saa inderligt navnlig om Vinteren at boe i Byen, omendskjøndt de lange Sommerdage maaske gjorde Opholdet paa Landet endnu mere kjedeligt paa denne Aarstid; — og alt som hun talte, var hendes Stemme frisk og klangfuld, den blev pludselig slæbende og tabte sig stundom i en Hvisken, som om hun talte med sig selv, snart saae hun muntert paa ham, og kort efter lukkede hendes Øielaag sig halvt, hendes Blik syntes badet i Kjedsomhed, hendes Tanke streifede om.

Om Aftenen paa Hjemveien gjentog Charles en efter en de Yttringer, hun var fremkommet med, idet han bestræbte sig for at mindes dem, at tydeliggjøre sig dem, for at danne sig en klar Idee om den Tilværelse, hun havde ført i den Tid, da han endnu ikke kjendte hende. Men han kunde aldrig see hende anderledes for sig, end som han havde seet hende for første Gang, eller saaledes som han nylig havde forladt hende. Derpaa spurgte han sig selv, hvad der skulde blive af hende, hvis hun giftede sig og med hvem? Ak, Fa'er Rouault havde mange Penge, og hun var saa smuk! Men Emmas Ansigt vedblev at svæve for hans Øine, og det vedblev at summe for hans Øren som en snurrende Top: „Hvis Du nu giftede Dig igjen! Hvis Du nu giftede Dig igjen!” Om Natten kunde han ikke sove, Struben snørede sig sammen, og han blev tørstig, han reiste sig for at drikke af sin Vandkrukke og aabnede Vinduet, Himlen var stjerneklar, en varm Luftning slog ham imøde, i det Fjerne hørte han Hundeglam. Han vendte Hovedet om mod Bertaux.

Ved Tanken om at man jo, naar Alt kom til Alt, ikke risikerede Noget derved, lovede Charles sig selv at frie, naar Leiligheden tilbød sig, men hver Gang dette skete, fik Frygten for ikke at finde de passende Ord hans Læber til at klæbe sig sammen.

Fa'er Rouault vilde slet ikke være vred, hvis Nogen skilte ham af med hans Datter, der ikke var ham til nogen videre Nytte i Huset. I sit Inderste undskyldte han hende, han fandt hende nemlig altfor „dannet” til Landvæsenet, en forbandet Haandtering, da man aldrig kunde blive Millionær derved. Langt fra at have skabt sig en Formue, satte den Gamle tvertimod til for hvert Aar, der gik, thi gjorde han end gode Forretninger paa Markederne, hvor han morede sig med at spille de gængse Fif, passede til Gjengjæld det egentlige Agerbrug og Driften af en Forpagtergaard aldeles ikke for ham. Han greb nødigt i Lommen, men sparede ikke paa Udgifter til sin egen Person, han gjorde Krav paa god Mad, godt Brændsel og en god Seng. Han holdt af kraftig Most, dampende Bedekøller og stærk Kaffepunsch. Han indtog sine Maaltider ganske ene i Kjøkkenet henne ved Ilden paa et lille Bord, der blev bragt ham fuldstændigt opdækket som paa et Theater.

Da han opdagede, at Charles var rød i Hovedet, hvergang han talte med hans Datter, hvilket vel betød, at han vilde forlange hende til Ægte en af de allernærmeste Dage, saa tyggede han først Drøv paa Sagen. Han syntes nok, at Charles var noget uanselig af Ydre, og det var just ikke en Svigersøn, som han egentlig havde ønsket sig ham, men han havde Ord for at opføre sig godt, for at være sparsommelig og dygtig og vilde sandsynligvis ikke gjøre synderlig store Fordringer angaaende Medgiften. Og da nu Fa'er Rouault snart saae sig nødsaget til at sælge toogtyve Acres af sin Eiendom, da han skyldte meget til Murer og Sadelmager, og hans Perse skulde gjøres i Stand, sagde han til sig selv: „Dersom han frier til hende, saa faaer han hende”.

Henimod Mikkelsdag tilbragte Charles tre Dage paa Bertaux. Den siste Dag var gaaet ligesom de tvende foregaaende med at udsætte Frieriet fra det ene Kvarter til det andet. Fa'er Rouault gjorde ham Følgeskab, de gik paa en Hulvei og skulde til at skilles, nu var Øieblikket kommet. Charles vred sig langs hele Hækken, og da man endelig var kommet forbi den, mumlede han:

— Jeg vilde saa gjerne bede Dem om Noget, Hr. Rouault.

De stansede, Charles taug.

— Men saa kom dog frem med Deres Bøn! Troer De ikke, at jeg veed Alt? sagde Fa'er Rouault og loe saa smaat.

— Fa'er Rouault . . . . Fa'er Rouault . . . . stammede Charles.

— Ja, jeg ønskede Intet hellere, vedblev Forpagteren. Men skjøndt den Lille udentvivl nærer samme Tanker som jeg, maa jeg dog først spørge hende. Forføi De Dem nu bort, saa gaaer jeg hjem. Forstaa mig nu vel, hvis det er Ja, saa behøver De ikke at komme tilbage, for Folkenes Skyld, og desuden vilde det ogsaa gribe hende for stærkt. Men for at De nu ikke skal gaae reent ud af Dem selv af Utaalmodighed, saa smælder jeg Skodden op mod Muren; naar De hælder Dem hen over Hækken, kan De see det. Og han fjernede sig.

Charles bandt sin Hest til et Træ, han løb ind paa Stien og ventede. Der forløb en halv Time, og derpaa talte han nitten Minuter paa sit Ur. Pludselig hørtes en Lyd mod Muren, Skodden blev slaaet tilbage, Klinken rystede endnu.

Næste Dag Klokken ni stod han i Forpagtergaarden. Emma rødmede, da han traadte ind, men bestræbte sig for at smile, for at bevare sin Fatning. Fa'er Rouault omfavnede sin tilkommende Svigersøn. Man opsatte at ordne Pengespørgsmaalet, da man jo havde Tiden for sig, Brylluppet kunde nemlig ikke passende feires, før Charles' Sørgetid var omme, det vil sige henimod det næste Foraar.

Vinteren gik hen med denne Ventetid. Frøken Rouault beskjæftigede sig med sit Udstyr. En Del af den blev bestilt i Rouen, og hun syede sig selv Chemiser og Natkapper efter Modejournaler, hun laante. Ved de Besøg, Charles aflagde i Forpagtergaarden, passiarede man om Forberedelserne til Brylluppet, man talte om, i hvilket Værelse der skulde spises og drøftede, hvor mange Retter der skulde være, og hvilke der skulde gjøre Begyndelsen.

Emma havde derimod ønsket at gifte sig om Natten ved Fakkelskin, men Fa'er Rouault kunde ikke forstaae denne Tanke. Det blev altsaa et Bryllupsgilde, hvortil der var indbudet treogfyrgetyve Mennesker, hvor man sad sexten Timer til Bords, begyndte forfra den næste Dag og endda holdt lidt ud de paafølgende Dage.

IV.

Gjæsterne kom tidligt i alle Slags Kjøretøier, Karrioler med een Hest, tohjulede Chars à bancs, gammeldags Kabrioletter uden Kalesche og Arbeidsvogne med Agestole af Læder, fra de nærmeste Landsbyer kom unge Mennesker i Kærrer, hvori de stod opreist i en Række og holdt sig i Fjælene for ikke at falde ud af de skumplende Kjøretøier. De kom ti Mile borte fra, ligefra Goderville, Normanville og Cany. Man havde indbudt hver eneste Slægtning af begge Familier, man havde forsonet sig med Venner, som man var brouilleret med, man havde skrevet til Bekjendtskaber, der for lang Tid siden var tabte af Syne.

Hvert Øieblik hørte man Piskesmæld bag Hækken, og Ledet aabnede sig for et Kjøretøi, der foer ind mod Trappen, hvor det stansede med et Ryk og tømte sin Besætning, der spredte sig til alle Kanter, idet den gned sig paa Knæerne og strakte Armene. Damerne havde Huer paa men var forøvrigt kjøbstadsklædte med store Guldkjæder, med Peleriner, hvis krydsende Snipper fastholdtes af Bæltet og med kulørte Tørklæder, hæftede sammen i Ryggen med en Knappenaal, hvorved deres Hals blottedes bagfra. Drengene, der var klædte ligesom deres Fædre, følte sig øinsynligt generede af deres nye Klæder, (Adskillige af dem indviede den Dag det første Par Støvler, de nogensinde havde baaret) og ved Siden af dem saae man en eller anden stor Pige paa fjorten til sexten Aar, der ikke mælede et Ord, i sin hvide Konfirmationskjole, der i Dagens Anledning var øget et godt Stykke, formodentlig deres ældste Søster eller Kusine, rød i Hovedet, dygtig forlegen, med Haarene fedtede af rosenrød Pomade og frygtelig angst for at smudse de rene Hansker. Da der ikke var Karle nok til at spænde alle Vognene fra, smøgede Herrerne selv deres Ærmer op og gav sig til Arbeidet. Ifølge deres forskjellige Samfundsstilling bar de Kjoler, Frakker, Trøier og Pjækkerter, — gode gammeldags Kjoler, omfattede af en heel Families Agtelse, og som kun kom frem af Skabene ved høitidelige Leiligheder, Frakker med store Skjøder, der flagrede for Vinden, med cylindrisk Krave og med Lommer saa vide som Sække, svære Klædestrøier, sædvanligvis i Forbindelse med en Kaskjet med Kobberrand om Skyggen, meget korte Pjækkerter med to Knapper i Ryggen som et Par Øine, og hvis Snipper stod saa stive, som om Tømmermandens Øre havde hugget dem ud af Træet. Nogle af dem (men disse skulde sandsynligvis spise ved den nederste Bordende) havde Stadsbluser paa, det vil sige Bluser, hvis Krave var bøiet ned over Skulderen, Ryggen rynket i smaa Læg og et syet Bælte om Livet.

Og hvor Skjorterne stod ud fra Brystet ligesom Kyradser! Alle havde ladet sig klippe i Dagens Anledning, Ørene stod ud fra Hovedet, og man var aldeles glatraget. Nogle af dem, der var staaet op ved Daggry og havde barberet sig i Halvmørket, havde skaaret sig diagonale Striber under Næsen eller brede Rifter langs Kinderne, saa store som Femfrancsstykker, den friske Luft havde bragt dem til at svulme op, hvorved alle disse svære fornøiede Ansigtet blev marmorerede med rosenrøde Pletter.

Da Mairens Kontor kun laae en halv Mils Vei fra Forpagtergaarden, begav man sig derhen tilfods og gik tilbage paa samme Maade, efter at Ceremonien i Kirken var forbi. Skaren bevægede sig først samlet som et eneste broget Skjærf, der bølgede hen ad Markerne langs den snævre Sti, som bugtede sig mellem det grønne Korn, men snart blev den tyndere og delte sig i forskjellige Grupper, der blev staaende og passiarede. Først kom Spillemanden med sin Violin, omsnoet af brogede Baand, derpaa Brudeparret, saa Slægt og Venner blandede mellem hverandre og allerbagest Børnene, der morede sig med at pille Vikkerne af Havren eller med at lege indbyrdes, naar man ikke gav Agt paa dem. Emmas Kjole, der var altfor lang, slæbte lidt forneden, af og til stansede hun for at hæfte den op og borttog sirligt Burrerne med de behanskede Fingre, mens Charles stod og ventede, til hun var færdig. Fa'er Rouault med en ny Silkehat paa Hovedet og med Kjoleopslagene til ud paa Fingerspidserne havde den ældre Fru Bovary under Armen. Hr. Bovary senior, der indvendigt nærede en dyb Foragt for hele dette Selskab, var kommet ganske ligefrem i en Frakke med een Rad Knapper og as et militært Snit og opvartede en ung, blond Bondepige med sine Værtshusgalanterier. Hun neiede, blev rød i Hovedet og vidste slet ikke, hvad hun skulde svare. De andre Indbudne passiarede om deres Affærer eller gjorde Løier bag hverandres Ryg for strax at tilveiebringe en gemytlig Stemning, og havde man Øre derfor, kunde man hele Tiden høre Bierfiedlerens Violin. Da han opdagede, at Selskabet var langt bagved ham, stansede han for at trække Veiret og strøg Buen med Harpix, for at Strengene kunde hvine bedre, derpaa begav han sig atter paa Vei, vexelvis hævende og sænkende Halsen paa Violinen for at angive sig selv Takten. Støien af Instrumentet fik Smaafuglene til at fare langt afsted.

Bordet var dækket under Vognskuret. Der stod fire Oxemørbrade, sex Fade med Kyllinger i Frikassé, kogt Kalvekjød, tre Bedekøller og paa Midten en velstegt Pattegris, omgivet af fire Medisterpølser med Syre. I Hjørnerne var der opstillet Karafler med Brændevin. Den søde Most skummede om Flaskepropperne, og alle Glassene var i Forveien fyldt med Vin til Randen. Store Fade med stivt Flødeskum, der rystede ved det mindste Stød til Bordet, bar paa deres jævne Overflade det unge Ægtepars Navn i Slyngninger af Sukkerkugler. Man havde forskrevet en Kukkenbager fra Yvetot for Tærternes og Mandelkagernes Skyld. Da det var hans Debut der paa Egnen, havde han gjort sig megen Umage og kom selv ind ved Desserten med en Opsats, der fik Selskabet til at udstøde Beundringsraab. Fodstykket var en Firkant af blaa Pap i Form af et hvælvet Tempel med Søilegange og smaa Gibsfigurer runt om i Nischer, oversaaede med Stjerner af Guldpapir, ovenpaa det kneisede et Kagetaarn, omgivet af Forskansninger af Rosiner, Mandler og Appelsinskiver, og endelig saae man paa den øverste Terrasse, der forestillede en grøn Eng med Klipper, Søer af Syltetøi og Baade af Nøddeskaller en lille Amor, der vuggede sig i en Chocoladegynge, hvis tvende Pæle endte i to levende Rosenknopper.

Man holdt ud ved Bordet ligetil det blev mørkt. Da man var bleven træt af at sidde saa længe, gik man ud og spadserede i Gaardene eller gav sig til at spille et Parti Bouchon[4] i Laden, derpaa satte man sig atter til Bords. Til Slutningen faldt Nogle i Søvn og snorkede, men ved Kaffen kom der atter Liv i det Hele, man gav sig til at istemme Sange, man gjorde Kraftkunster, man bar Vægte, man gik under sin Tommelfinger, man prøvede paa at løfte Kærrerne paa Skulderen, man sagde Vittigheder og omfavnede Damerne. Om Aftenen, da man skulde afsted, havde man stort Besvær med at faae Hestene, der var proppet med Havre ligetil Næseborene, spændt i Skaglerne, de steilede, slog ud og sprængte Linerne under Mændenes Latter og Banden, og i den maanelyse Nat saae man langs Landeveien Kjøretøier, der fløi afsted i Galop, snart mod Afviserstene, snart hængende fast ved Skrænterne, mens Kvinderne bøiede sig udover Fjælene for at gribe Linerne. De, der blev paa Bertaux, tilbragte Natten med at drikke i Kjøkkenet. Børnene var faldet i Søvn under Bænkene.

Bruden havde bønfalder sin Fader om at maatte blive forskaanet for de almindelige Løier. En Fiskepranger af deres Fættere (som endogsaa havde medbragt et Par Tunger i Brudegave) havde imidlertid begyndt at sprøite ind af Nøglehullet, da Fa'er Rouault kom betids nok til at forhindre ham deri og forestillede ham, at hans Svigersøns ansvarsfulde Livsstilling gjorde en saadan Spøg upassende. Det var kun nødigt, at Fætteren gav efter for hans Forestillinger. I sit Indre anklagede han Fa'er Rouault for at være stolt og satte sig hen til fire, fem af de andre Gjæster, der følte sig forurettede, fordi de tilfældigvis flere Gange havde faaet de daarligste Stykker ved Bordet, man gav sig til at skumle over Værten og ønskede i forblommede Talemaader hans Ruin.

Den ældre Fru Bovary havde ikke sagt et Muk hele Dagen. Man havde hverken taget hende med paa Raad angaaende hendes Svigerdatters Toilette eller om Arrangementet af Gildet, hun trak sig derfor tidligt tilbage. Hendes Ægtefælle gjorde hende ikke Følgeskab, men sendte tvertimod Bud efter Cigarer, som han røg til den lyse Dag, sammen med at drikke Grog af Kirsebærbrændevin, en for Selskabet ukjendt Sammensætning, der endnu yderligere forøgede dets Agtelse for ham.

Da Charles ikke var noget vittigt Hoved, havde han ikke glimret ved Bordet. Han havde kun givet tarvelige Svar paa de Spidser, Brandere, Tvetydigheder, Komplimenter og Løier, som man havde gjort sig til Pligt at bombardere ham med ligefra Suppen.

Til Gjengjæld syntes han den næste Dag at være blevet et ganske andet Menneske. Man skulde snarere have antaget ham for Gaarsdagens Brud, mens den unge Kone ikke røbede noget Usædvanligt. De mest Drevne vidste ikke rigtigt, hvad de skulde tro og betragtede hende med inderlig Forbauselse. Men Charles kaldte hende „lille Kone”, duttede hende, talte med Alle om hende, søgte hende overalt og drog hende tidt med ned i Gaardene, hvorfra man kunde see ham gaae langt borte mellem Træerne med sin Arm om hendes Liv, halvt bøiet ned over hende og krøllende hendes Halstørklæde med sit Hoved.

To Dage efter Brylluppet tog det unge Ægtepar bort, da Charles ikke kunde være længere borte for sine Patienters Skyld. Fa'er Rouault lod dem befordre hjem i sin egen Vogn og ledsagede dem selv til Vassonville. Her omfavnede han sin Datter for siste Gang, steg ned og begav sig paa Hjemveien. Da han var gaaet omtrent hundrede Skridt, stansede han, og ved at betragte den sig fjernende Vogn, hvis Hjul dreiede runt i Støvet, udstødte han et dybt Suk. Derpaa mindedes han sit eget Bryllup, sine egne Hvedebrødsdage og sin Kones første Svangerskab. Han var ogsaa nok saa fornøiet den Dag, da han førte hende hjem til sig fra hendes Fader, og da han travede henover Sneen med hende bag paa Hesten, thi det var henimod Jul, og Landskabet var aldeles hvidt. Hun holdt paa ham med den ene Arm, paa den anden hang hendes store Kurv, Vinden tog i de lange Kniplinger paa hendes Hovedtøi, der undertiden blæste hende ned om Munden, og naar han dreiede Hovedet, saae han hendes lille glade Ansigt smile under Guldstadset paa Huen. For at varme sine Hænder stak hun dem af og til ind paa hans Bryst. Hvor det dog allerede var længe siden! Nu kunde deres Søn have været tredive Aar. Saa kastede han et Blik bag ved sig men saae ikke Noget mere paa Veien. Han følte sig melankolsk som et tomt Hus, og de ømme Erindringer, der blandede sig med de triste Tanker i hans af Efterveerne fra Sviren lidt omtaagede Hjerne, gav ham et Øieblik Lyst til at gaae en lille Omvei henad Kirkegaarden. Men da han dog frygtede for, at dette Syn skulde gjøre ham endnu mere melankolsk, gik han lige hjem.

Det unge Par kom til Tostes henimod Klokken Sex. Naboerne gik til Vinduerne for at see deres Læges anden Kone.

Den gamle Pige kom ind, hilste paa dem, undskyldte, at Maden endnu ikke var færdig og bad imidlertid Fruen om at gjøre sig bekjendt med Huset.

V.

Husets Murstensfacade laae paralelt med Gaden eller rettere med Landeveien. Bag Døren hang en Chenille med et lille Slag, en Tømme og en sort Læderkaskjet, og i en Krog paa Gulvet laae et Par Gamascher, hvorpaa der endnu sad tørt Smuds. Til Høire var Dagligstuen, nemlig det Værelse, hvori man spiste og opholdt sig. Det gyldengule Papir, foroven garneret med blege Guirlander, bevægede sig paa de daarligt betrukne Paneler, hvide Bomuldsgardiner, kantede med røde Borter, var ophæftet korsvis langs Vinduerne, og paa den smalle Kamingesims straalede et Taffelur med et Hippokrates' Hoved mellem et Par pletterede Stager under ovale Kupler. Paa den anden Side af Korridoren laae Charles' Arbeidsværelse, sex Fod langt med et Bord, en Kontorstol og to mindre Stole. De uopskaarne Bind af „medicinsk Lexikon”, hvis Heftning bar tydelige Spor af de successive Salg, de havde gjennemgaaet, udfyldte næsten ganske alene de sex Hylder i Fyrretræesbogskabet. I Konsulationstiderne trængte Stegelugten gjennem Væggene, ligesom man fra Kjøkkenet kunde høre Patienterne hoste inde i Kabinettet og fortælle Alt, hvad de feilede. Derpaa kom, med direkte Udgang til Gaarden, et stort forfaldent Værelse med en Ovn, og som nu brugtes til Brændeskur, Kjælder og Pulterkammer, opfyldt af gammelt Jernskrammel, tomme Tønder, opslidte Agerbrugsredskaber og en Mængde andre støvede Ting, hvis Brug det var umuligt at gjætte sig til.

Haven, der strakte sig mere i Længden end i Bredden, gik mellem to Mure af stampet Ler, bedækkede med et Espalier Abrikoser, ligeindtil en Tjørnehæk, der skilte den fra Markerne. I Midten stod en Solskive af Skifersten paa en muret Piedestal, fire Bede med opløbne vilde Rosenbuske omsluttede symetrisk et mere prosaisk Bed med Kjøkkenurter. Allerbagest mellem nogle smaa Fyrretræer læste en Præst af Gibs sit Breviar.

Emma gik op ovenpaa. Det første Værelse var umøbleret, men i det andet, der skulde være Ægteparrets Sovekammer, stod en Mahognitræesseng i en Alkove med rødt Drapperi. En Conchylieæske var stillet til Pynt paa Kommoden, og paa Sekretæren ved Vinduet stod en Karaffel med en Buket Orangeblomster, sammenhæftet med hvide Atlaskes Baand. Det var en Brudebuket, hans første Kones. Hun betragtede den, Charles lagde Mærke dertil, han tog den og bar den op paa Loftet. Emma sad i en Lænestol, mens Pigen ordnede hendes Sager, og tænkte paa sin egen Brudebuket, der laae indpakket i en Æske, drømmende spurgte hun sig selv, hvad man vel vilde gjøre med den, hvis hun nu døde.

De første Dage var hun aldeles optaget af de Forandringer, hun vilde gjøre i Huset. Hun tog Kuplerne af Stagerne, lod sætte nyt Betræk paa Væggene, lod Trappegangen male og anbragte Bænke nede i Haven runt omkring Solskiven, hun spekulerede endogsaa paa, hvorledes hun skulde bære sig ad med at faae et Bassin med Springvand og Fisk. Hendes Mand, der vidste, at hun holdt af at kjøre, fik fat paa en overstaaet Kabriolet, der med sine nye Lygter og sine Forstykker af stukket Læder næsten lignede en Tilbury.

Han var lykkelig og ubekymret, Et Maaltid ene med hende, en Spadseretur om Aftenen paa Landeveien, en Bevægelse med Haanden henover hendes mørke Fletninger, Synet af hendes Straahat, hængende ved Vindueskrogen og meget Andet, som Charles aldrig før havde tænkt kunde volde Glæde, forskaffede ham nu en uafbrudt lykkelig Tilværelse. Naar han om Morgenen hvilede sit Hoved ved Siden af hendes paa Puden, glædede han sig ved Sollyset, der foer henover de lyse Dun paa hendes Kind, der halvt skjultes af Kappens duftende Baand. Seet saa nærved forekom hendes Øine ham større, især naar hun flere Gange i Træk aabnede Øielaagene, idet hun vaagnede. Mørkeblaa ved Dagslyset og sorte i Mørke, var der ligesom forskjellige Lag af Farver i disse Øine. Hans Blik sænkede sig i disse Dybder, og hans eget Billede afspeilede sig deri en miniature til Skuldrene med Tørklædet, han havde om Hovedet og den aabne Skjortelinning. Han stod op. Hun gik til Vinduet for at see ham tage afsted og støttede sig til Karmen, mellem et Par Geranier, i sin Morgenkjole, der hang løst om hende. Charles spændte sine Sporer mod Afviserstenen, og hun vedblev at tale med ham fra Vinduet, idet hun afrev en Stump Blomst eller Grønt og pustede ned paa ham, svævende beskrev det Halvkredse i Luften ligesom en Fugl, før det dryssede ned i den uredte Manke paa den gamle hvide Hoppe, der stod ganske stille udenfor Porten. Charles sendte hende et Kys tilhest, hun besvarede det med et Nik og lukkede Vinduet, han tog bort. Og henad Landeveien, der stivede sit lange Støvbaand i det Uendelige, paa Hulveiene, hvor Træerne dannede Buegange, paa Markstierne, hvor Kornet naaede ham op til Knæerne, med Solen brændende paa sine Skuldre og indsugende den friske Morgenluft, med Hjertet opfyldt af Nattens Lyksaligheder, glad og tilfreds paa Sjæl og Legem, drog han afsted, tyggende Drøv paa sin Lykke, ligesom de Mennesker, der endnu længe efter Dineren have Trøffelsmagen i Munden.

Og hvad Glædeligt havde der hidtil været i hans Tilværelse? Var det hans Skoletid, da han sad indespærret mellem høie Mure, alene mellem Kammerater, som var rigere eller stærkere end han, der loe af hans Accent, gjorde Nar af hans Klæder, og hvis Mødre besøgte dem med Slikkerier i Muffen? Var det senere, da han studerede Medicin og aldrig havde Raad til at unde sig en Dans med en lille Sypige, som han tilfældigvis var blevet gode Venner med? Senere havde han levet fjorten Maaneder med Enken, hvis Fødder var kolde som Istapper i Sengen. Men nu eiede han for hele Livet denne skjønne Kvinde, som han tilbad. Udenfor hende strakte Verden sig ikke for ham, og han bebreidede sig selv, at han ikke elskede hende høit nok, han følte en brændende Lyst til at gjensee hende, han red hurtigt tilbage og foer op ad Trappen med bankende Hjerte. Emma klædte sig paa, han listede sig bag paa hende med sagte Fjed og kyssede hende paa Ryggen, hun udstødte et Skrig.

Han kunde ikke lade være med idelig at røre ved hendes Kam, hendes Ringe og Sjal, undertiden trykkede han lange, heftige Kys paa hendes Kinder, snart smaa Kys opad hendes blottede Arme fra Fingerspidserne til Skulderen, og hun stødte ham fra sig, halvt smilende og halvt kjed deraf, ligesom man gjør ved et Barn, der klamrer sig fast til En.

Før sit Ægteskab troede hun at have været forelsket; men da den Lykke, der burde have fulgt af denne Kjærlighed, ikke havde indfundet sig, tænkte hun, at hun rimeligvis havde taget feil. Og Emma søgte at erfare, hvad man egentlig forstod ved Ordene „Lykke”, „Lidenskab” og „Rus”, der i Romanerne havde forekommet hende saa skjønne.

VI.

Hun havde læst „Paul og Virginie” og drømt om det lille Has af Bambusrør, om Negeren Domingo og den trofaste Hund, men især om et idyllisk Venskab med en eller anden lille Broder, der henter røde Frugter til En fra store Træer, som rage høiere i Veiret end Klokketaarne eller løber barbenet om paa Sandet for at skaffe En en Fuglerede.

Da hun var tretten Aar, kjørte hendes Fader selv med hende til Byen for at sætte hende i Pension i Klostret. De steg af i et Gjæstgiversted i Kvarteret Saint-Gervais, hvor deres Aftensmad blev anrettet paa Tallerkener, paa hvilke Mlle. de La Vallières Historie var afmalet. De legendariske Forklaringer, som hist og her var afslidt af, Knivenes Ridsen, priste alle Religionen, Kjærligheden og Hoffets Pomp.

Langt fra den første Tid at kjede sig i Klostret, fandt hun tvertimod Behag i de gode Søstres Selskab, der for at more hende tog hende, ind med i Kapellet, hvortil en lang Korridor førte fra Refektoriet. Hun legede ikke synderligt i Fritiden, forstod godt sin Katekismus, og det var altid hende, der svarede Vikaren paa de vanskelige Spørgsmaal. Idet hun saaledes uophørligt færdedes i Skolestuens lumre Atmosfære, mellem disse blege Kvinder med deres Rosenkranse og Kobberkors, fik hun lidt efter lidt Smag paa den mystiske Smægten, der svæver frem af Alterets Duft, af Vievandskarrenes Kjølighed og af Voxkjerternes Skjær. I Stedet for at følge Messen stirrede hun paa Vignetterne i Bønnebogen, der traadte frem af en azurblaa Grund, og hun elskede det syge Lam, det hellige Hjerte, gjennemboret af spidse Pile og den stakkels Jesus, der segner under sit Kors. For at spæge sig forsøgte hun at faste en heel Dag. Hun attraaede at kunne opfylde et eller andet helligt Løfte.

Naar hun gik til Skrifte, opfandt hun Smaasynder for at kunne blive liggende saa længe som muligt paa Knæ i Mørke med foldede Hænder og Ansigtet mod Gitteret under Præstens Hvisken. Sammenligningerne med en Brudgom, en Ægtefælle, en himmelsk Elsker og et evigt Ægteskab, der ofte forekomme i Talerne, vakte hidtil ukjendte, blide Følelser i hendes Indre.

Om Aftenen før Bønnen holdtes der gjerne en religiøs Oplæsning i Læsestuen. Om Hverdagen var det Udtog af Bibelhistorien eller af Abbed Frayssinous' Taler, og om Søndagen til Rekreation udvalgte Steder af Chateaubriands „Génie du Christianisme”. Hvor hun lyttede de første Gange til den melankolske Romantiks velklingende Klagesang, der søger Gjenlyd hos Himmel og Jord. Hvis hun havde henlevet sin Barndom i et mørkt Butiksrum i et Handelskvarter, var hun da sandsynligvis bleven betaget af Sværmeri for Naturen, som vi i Reglen først lære at kjende gjennem Digternes Opfattelse. Men hun var altfor fortrolig med Landlivet, hun kjendte kun altfor godt Hjordernes Brægen, Mælkeretterne og Plovene. Hun, der var vant til rolige Skuespil, vendte sig netop mod det Afvexlende. Hun elskede kun Havet for Stormenes Skyld og holdt kun af Grønsværet, naar det viste sig sparsomt mellem Ruiner. Hun fordrede et Slags personligt Udbytte af Tingene og bortstødte alt det som unyttigt, der ikke bidrog til hendes Hjertes øieblikkelige Forbrug, — da hendes Temperament var mere lidenskabeligt end artistisk, søgte det Sindsbevægelser, ikke Landskaber.

Der var en gammel Jomfru, der hver Maaned arbeidede en otte Dages Tid i Klostrets Systue. Protegeret af Stiftets Geistlighed som hørende til en gammel adelig Familie, der var bleven ruineret under Revolutionen, spiste hun i Refektoriet ved samme Bord som Søstrene og passiarede lidt med dem efter Maaltidet, før hun atter gik op til sit Arbeide. Pensionairerne smuttede ofte ud af Læsestuen, for at løbe op til hende. Hun kunde Kjærlighedssange fra forrige Aarhundrede udenad og nynnede dem dæmpet, mens hun bevægede Naalen. Hun fortalte Historier, vidste Nyheder, udrettede Ens Byærinder og laante de Voxne i Smug en eller anden Roman, som hun altid gik med i Forklædelommen, og hvoraf den gode Jomfru selv slugte store Mundfulde i de Pusterum, hun tog sig. Her var kun Tale om Elskovseventyr, Elskere og Elskerinder, forfulgte Damer, der besvime i ensomme Pavilloner, Postilloner, der myrdes mellem hver Station, Heste, der rides ihjel paa hver eneste Side, mørke Skove, Hjertekvaler, Eder, Hulken, Taarer, Seilture i Maaneskin, Nattergale i Løvet, Riddere saa tapre som Løvet, saa blide som Lam og utroligt dydige, stadig pragtfuldt klædte og sande Taareperser. I sit femtende Aar smudsede Emma et halvt Aarstid sine Fingre med gammelt Leiebibliotheksstøv. Senere blev hun med Walter Scott indtaget i historiske Skildringer, hun drømte om udskaarne Dragkister, Livvagtssale og Minnesangere. Hun ønskede sig at leve paa et gammelt Slot som Borgfruerne, der under Buernes Kløversirat med Albuen paa Karmen og Haanden under Kinden tilbringe Dagen med at speide efter en Rytter med hvid Fjerbusk, der kommer galoperende fra det Fjerne paa en sort Ganger. Paa den Tid nærede hun en sand Kultus for Maria Stuart og følte en enthusiastisk Beundring for berømte eller ulykkelige Kvinder. Jeanne d'Arc, Heloise, Agnes Sorel, la belle Ferronnière og Clemence Isaure stod for hende som Kometer i Historiens uendelige Nat, hvorfra hist og her traadte frem, men langt mere tilbage i Skyggen og uden nogen indbyrdes Forbindelse den hellige Ludvig med sin Eg, den døende Bayard, nogle af Ludvig den ellevtes Grusomheder, lidt af St. Bartholomæus Natten, Bearnerens Hjelmbusk og stadig Mindet om de malede Tallerkener, hvorpaa Ludvig den Fjortende forherligedes.

I de Romancer, hun sang i Musiktimerne, var der kun Tale om smaa Engle med gyldne Vinger, Madonnaer, Laguner og Gondolierer, idylliske Bagateller, gjennem hvis fade Stil og Musik hun dog skimtede den virkelige Følelses tillokkende Fantasmagori. Nogle af hendes Kammerater bragte Keepsakes[5], som de havde faaet i Nyaarsgave, med til Klostret. Det var af Vigtighed at skjule dem omhyggeligt, derfor læste man dem paa Sovestuen. Gribende med let Haand om deres smukke Atlaskesindbinding, fæstede Emma sit blændede Blik paa de ukjendte Forfatteres Navne, der oftest havde tegnet sig som Grever eller Baroner under deres Bidrag.

Hun gjøs; idet hun pustede Silkepapiret fra Billederne, halvt sammenbøiet reiste det sig og faldt sagte ned mod Siden. Snart saae hun en Yngling i en kort Kappe trykke en hvidklædt ung Pige med en Pung i Bæltet til sit Bryst bag et Balkongitter, snart var det Billeder af unge engelske lyslokkede Ladies, som fra deres runde Straahatte stirre paa En med store klare Øine. Man saae dem henstrakte i deres Vogne kjøre gjennem Parker, mens en Mynde sprang foran Ekvipagen, der kjørtes i Trav af to smaa Postilloner i hvide Knæbenklæder. Andre laae drømmende paa en Sofa med et aabent Brev i Haanden og betragtede Maanen gjennem det paa Klem staaende Vindue, der halvt skjultes af et mørkt Gardin. De Uskyldige kyssede med en Taare paa Kinden en Turteldue gjennem Tremmerne af et gothisk Bur eller sønderplukkede smilende med Hovedet over Skulderen en Gaaseurt med Fingre, saa spidse som Snabelsko. Ogsaa I var der, Sultaner med lange Piber, henslængte under Kiosker i en Bayaderes Arme, Djaourer, tyrkiske Sabler, græske Huer og fremfor Alt I blege dithyrambiske Landskaber, hvor man ofte samtidig seer Patmetræer og Graner, Tigre til Høire og en Love til Venstre, tartariske Minareter i Horisonten og romerske Ruiner i Forgrunden med knælende Kameler. — Altsammen i Ramme af en pæn Urskov med en stor, lodret Solstraale skjælvende i Vandet, hvori langt borte som hvide Rifter paa en staalgraa Bund aftegne sig nogle svømmende Svaner.

Og under Olielampens Skjærm, der hang paa Muren over Emmas Hoved, foer alle disse Billeder forbi hende, et for et i den tause Stue, hvis Ro kun forstyrredes, naar en forsinket Hyrevogn rullede ned ad Boulevarderne.

Da hendes Moder døde, græd hun meget de første Dage. Hun lod sig lave en sort Brosche med den Afdødes Haar, og i et Brev fuldt af melankolske Betragtninger over Livet, som hun sendte til sin Fader, bad hun om engang at maatte blive jordet i samme Grav. Den Gamle troede, at hun var bleven syg og kom for at see til hende. I sit Inderste var Emma tilfreds over ligestrax at have naaet Idealet for en lidende Tilværelse, hvilket Hverdagssjæle aldrig opnaae. Hun lod sig da glide ned ad de Lamartinske Floder, lyttede til Harperne paa Søerne, til Svanesange og Løvfald, til de uskyldige Møer, der fare til Himmels og til den Eviges Røst, der gjenlyder i Dalene. Hun blev kjed deraf, men vilde ikke tilstaae det, fortsatte af Vane og senere af Forfængelighed og blev endelig overrasket ved at føle sig lindret og med ligesaa lidt Sorg i Hjertet som Rynker i Panden.

De gode Nonner, der havde ventet sig saa meget af hende, opdagede med dyb Forundring, at Frøken Rouault syntes at glide ud af Hænderne paa dem. De havde ladet hende døie saamegen Bøn, Faste og Afholdenhed, saa tidt præket for hende om den Ærbødighed, man skylder Helgene og Martyrer og givet hende saamange gode Raad om at agte mindre paa sit Legeme og have mere Øie for sin Sjæls Velfærd, at hun bar sig ad ligesom de Heste, man haler i Tømmen. Hun stansede ligemed Et, og Bidslet gled hende ud af Munden. Dette i al dets Enthusiasme saa positive Gemyt, der kun havde elsket Kirken for dens Blomster, Musiken for dens Romancetext og Literaturen for dens lidenskabelige Ophidselser, blev oprørsk mod Troens Mysterier, ligesom det stadig harmedes mere og mere ved Disciplinen som Noget mod dets Konstitution Stridende. Da hendes Fader tog hende hjem, var man derfor ikke bedrøvet over, at hun forlod Klostret. Priorinden fandt endogsaa, at hun i den siste Tid havde vist en høi Grad af Mangel paa Agtelse ligeoverfor Klosterpersonalet.

Da Emma var kommet hjem, fandt hun den første Tid megen Behag i at befale over Tyendet, men snart blev hun kjed af Landet og savnede Klostret. Da Charles første Gang kom til Bertaux, ansaae hun sig selv for at have mistet alle Illusioner, for hende var der Intet mere at lære, Intet mere at føle.

Men Længslen efter noget Nyt eller maaske den Sansepirring, som denne Mands Nærværelse voldte hende, havde været tilstrækkelig for hende til at troe, at hun nu endelig besad denne vidunderlige Lidenskab, der hidentil havde holdt sig svævende som en stor Fugl med rosenrøde Fjer i en poetisk Himmels Glans; — og nu kunde hun ikke tænke sig, at den Ro, hvori hun levede, var den Lykke, hvorom hun havde drømt.

VII.

Hun tænkte undertiden, at Hvedebrødsdagene dog var den skjønneste Tid i Livet. Men for rigtigt at nyde deres Poesi, maatte man uden Tvivl være draget til Landet med de velklingende Navne, hvor man saa poetisk kan hendovne den nærmeste Tid efter Brylluppet. Under Postvognens blaa Silkegardiner kjører man Skridt for Skridt op ad de steile Veie, lyttende til Postillonens Sang, der gjenlyder mellem Bjergene sammen med Gjedernes Klokker og Vandfaldets Brusen. Naar Solen gaaer ned, indaander man Citrontræernes Duft ved Golfens Bred, og om Aftenen beskuer han og hun Haand i Haand Stjernehimlen fra Villaernes Terrasse og lægger Planer for Fremtiden. Det forekom hende, at visse Steder paa Jorden maatte frembringe Lykken ligesom en Plante, der er særegen for Jordbunden, og som kun trives daarligt paa hvert andet Sted. Hvorfor kunde hun ikke læne sig ud over en Schveitserhyttes Balkon eller indeslutte sin Melankoli i en skotsk Kottage sammen med en Mand i en langskjødet sort Fløilsfrakke med Ridestøvler, spids Hat og store Manchetter?

Maaske havde hun ønsket sig en Fortrolig, med hvem hun kunde tale om alt dette. Men hvorledes kunde man beskrive et ufatteligt Ildebefindende, der skifter Udseende som Skyerne, der hvirvler hen som Vinden? Hun manglede Ord, en passende Leilighed og Mod.

Hvis Charles blot havde villet, hvis han havde havt mindste Anelse derom, hvis hans Blik blot en eneste Gang var kommet hendes Tanker imøde, forekom det hende, at hendes Hjerte pludselig vilde have strømmet over som Frugten falder fra Espalieret, naar man blot rører derved. Men efterhaanden som deres Samliv skred frem, foregik der en indre Adskillelse, der løsnede hende fra ham.

Charles' Conversation var flad som en Fortovsflise, og Hverdagsfraserne defilerede forbi deri i deres sædvanlige Dragt, uden at fremkalde et Indtryk, et Smil, et Drømmeri. Han fortalte selv, at dengang han boede i Rouen, havde han ikke brudt sig det ringeste om at gaae i Theatret eller om at see Skuespillerne fra Paris. Han kunde hverken svømme, hugge eller skyde, og en Dag kunde han ikke engang forklare hende et Udtryk fra Ryttersproget, som hun var stødt paa i en Roman.

Burde en Mand ikke kjende Alt, udmærke sig ved Mangesidighed, indvie En i Lidenskabens Ubændighed og Livets Forfinelser, i ethvert Mysterium? Men denne Mand kunde ikke lære En Noget, han kjendte Intet, han ønskede Intet. Han troede hende lykkelig, og hun harmedes ved denne urokkelige Ro, denne trygge Tunghed, ja selv ved den Lykke, hun skjænkede ham.

Undertiden tegnede hun, og for Charles var det en stor Fornøielse at staae og see hende bøiet over hendes Mappe, mens han kneb Øinene sammen, for bedre at kunne betragte hendes Arbeide eller rullede Brødkrummer paa sin Tommelfinger. Jo hurtigere hendes Fingre løb hen over Klaveret, naar hun spillede, jo gladere var han. Hun slog heftigt i Tangenterne og gjennemløb hele Klaviaturet uden Afbrydelse; saaledes rystet kunde det gamle klirrende Instrument høres over hele Landsbyen, naar Vinduet stod aabent, og undertiden stansede Retsskriveren, som barhovedet og i Filtsko kom forbi paa Landeveien og lyttede dertil med sit Blad Papir i Haanden.

Forøvrigt havde Emma Greb paa at bestyre sit Hus. Hun sendte Patienterne Regninger for Lægebesøg i Breve, der ikke var affattet i den almindelige Forretningsstil. Naar de om Søndagen havde en Nabo til Gjæst vidste hun altid Raad for at sætte en lækker Ret paa Bordet, hun forstod at ordne Stabler af Reine-Clauder paa Vinløv, anrettede Marmeladerne omslaaede paa Tallerkener, og hun talte endog om at kjøbe Skylleskaaler til Brug ved Desserten. Alt dette kastede en vis Glans tilbage paa Bovary.

Det endte med, at Charles kom til at sætte endnu mere Pris paa sig selv, fordi han besad en slig Kone. Med Stolthed fremviste han to smaa Blyantsskizzer af hende, som han havde ladet sætte i meget store Rammer og ophængt i Dagligstuen. Naar man kom fra Messen, saae man ham staae i Døren med smukke broderede Morgensko.

Han kom seent hjem om Aftenen, i Reglen Klokken ti, undertiden først Klokken tolv. Han forlangte da sin Mad, og da Pigen sædvanligvis var i Seng, opvartede Emma ham. Han tog sin Frakke af, for at kunne spise mere mageligt. Han opregnede for hende alle de Folk, han havde truffet paa i Dagens Løb, alle de Landsbyar, hvori han havde været, de Recepter han havde skrevet, og veltilfreds med sig selv spiste han Levningerne af Ragouten, skrællede sin Ost, gnaskede et Æble, tømte Karaflen og gik derpaa tilsengs, lagde sig paa Ryggen og begyndte at snorke. Da han længe havde været vant til at sove med Nathue, gled Tørklædet stadig ned fra Ørene, derfor hang Haaret ham om Morgenen heelt ned i Ansigtet og var hvidt af Dunene fra Puden, der krøb ud af Betrækket. Han gik altid med lange Støvler, fra hvis Brist to tykke Folder gik skraat hen til Anklerne, mens Resten af Overlæderet gik ud i en lige Linie, saa stivt som paa et Træben. Han syntes: „at de var gode nok til at gaae paa Landet med.”

Hans Moder bifaldt denne Sparsommelighed, thi hun aflagde ham stundom Besøg ligesom fordum, naar der havde været en noget heftigere Scene i Hjemmet end sædvanligt, og dog syntes hun at have Noget imod sin Svigerdatter. Hun fandt hende altfor flot i Forhold til deres Indtægter, „Brænde, Sukker og Lys gik med som i et stort Hus, og den Masse Kul, der blev brændt i Kjøkkenet, havde været nok til femogtyve Retter.” Hun ordnede hendes Linned i Skabene og lærte hende at see Slagteren paa Fingrene, naar han bragte Kjødet. Emma modtog hendes Lektioner, og Svigermoderen sparede sandelig ikke derpaa, hele den udslagne Dag hørte man Ordene „kjære Moder” og „kjære Datter” udtalt med dirrende Læber, begge fremførte nemlig deres Venligheder med en af Harme skjælvende Stemme.

I Enkens Tid havde den gamle Dame følt sig som den Foretrukne; men nu forekom Charles' Kjærlighed til Emma hende at være en Flugt fra hendes Ømhed, et Ran af Noget, der tilhørte hende, og hun iagttog sin Søns Lykke med en melankolsk Tavshed ligesom den Ødelagte, som gjennem Ruderne stirrer ind paa Folk, der sidde til Bords i hans tidligere Hjem. I Form af Minder gjenkaldte hun ham hendes Sorger og Offre, og sammenlignende dem med Emmas Skjødesløshed drog hun den Slutning, at det var ufornuftigt af ham at tilbede hende paa en saa urimelig Maade.

Charles vidste ikke, hvad han skulde svare, han agtede sin Moder, men elskede sin Kone saa inderligt, han ansaae den Enes Dom for ufeilbarlig, og dog syntes han, at den Anden ikke havde Noget at bebreide sig. Naar hans Moder var reist, dristede han sig frygtsomt til at gjentage et Par af de tammeste Bemærkninger, han havde hørt hende gjøre; men med eet Ord overbeviste Emma ham om, at han havde taget feil og bad ham passe sine Patienter.

Imidlertid søgte hun at skabe sig Kjærlighed efter Theorier, der forekom hende rigtige. I Maaneskin deklamerede hun nede i Haven alle de lidenskabelige Digte hun kunde udenad, og sukkende sang hun smeltende Adagioer for ham, men det forekom hende, at hun selv var bagefter ligesaa rolig som før, og Charles lod heller ikke til at blive mere forelsket eller bevæget.

Da hun saaledes havde søgt at slaae Fyr mod hans Hjerte uden at have faaet en eneste Gnist til at springe frem deraf, og da hun forøvrigt ligesaa lidt var i Stand til at forstaae, hvad hun ikke følte, som til at troe paa Noget, der ikke yttrede sig under de vedtagne Former, overbeviste hun sig uden videre Besvær om, at Charles' Lidenskab ikke mere var synderlig kraftig. Hans Kjærlighedsudbrud var blevet regelmæssige, han kyssede hende til bestemte Tider. Det var en Vane blant alle hans øvrige, og ligesom en Dessert, man i Forveien veed, danner Slutningen paa det monotone Maaltid.

En Jagtbetjent, der engang var bleven kureret af Herren for en Brystbetændelse, havde foræret Fruen en lille italiensk Mynde, som hun medtog paa sine Spadsereture, thi hun gik undertiden ud for at være lidt alene og slippe den evindelige Have og den støvede Landevei af Syne.

Hun gik til Bøgekrattet ved Banneville hen til en forfalden Pavillon, der ligger ved et Hjørne mod en Mur og nogle Marker. I Grøften mellem Græsset stod lange Siv med skarpe Blade.

Først saae hun sig om for at opdage, om Intet havde forandret sig, siden hun havde været der sist. Hun gjenfandt Fingerbølleblomsterne og de gule Levkøier paa de samme Steder, de store Stene hegnede af Nælder og Mospletter langs de tre Vinduer, hvis Skodder raadnede hen paa deres rustne Hængsler. Hendes Tanker streifede først om uden noget bestemt Maal, ligesom hendes Mynde, der beskrev Kredse i Græsset, gjøede ad de gule Sommerfugle, jagede efter Markmusene eller bed i Valmuerne langs Kornmarkerne. Lidt efter lidt fæstnede hendes Tanker sig dog, og siddende paa Græsset gjentog Emma: „Hvorfor har jeg dog giftet mig?” Hun spurgte sig selv, om Skjæbnen ikke kunde have ladet hende møde en anden Mand, og hun søgte at forestille sig de Begivenheder, der da kunde være indtruffet, dette forskjellige Liv, denne Mand, hun ikke kjendte. Alle lignede dog ikke Charles! Han havde kunnet være smuk, aandrig, elegant, tiltrækkende, slige Mænd havde vel hendes gamle Skoleveninder ægtet. Hvad foretog de sig nu? Inde i Byen med dens larmende Gader, dens oplyste Theatre og straalende Baller førte de Tilværelser, hvorved Hjertet udvides og Sanserne henrykkes. Men hendes Liv var koldt som et Loft, hvis Luge vender mod Nord, og ligesom en stille Edderkop spandt Kjedsomheden sit Væv langs hendes Hjertes Kroge. Hun mindedes de Dage, da Præmieuddelingen fandt Sted, og da hun steg op paa Estraden for at modtage sine smaa Kranse. Med sit flettede Haar, sin hvide Kjole og sine aabne Brunelssko faae hun saa nydelig ud, og naar hun gik tilbage til sin Plads, bøiede Herrerne sig hen imod hende for at sige hende Komplimenter. Gaarden var fuld af Kjøretøier, man raabte Farvel til hende fra Vogndørene, Musiklæreren gik forbi med sin Violinkasse og hilste. Hvor det allerede laae langt tilbage! hvor det dog var længe siden!

Hun kaldte paa Djali, tog den mellem sine Knæ, strøg med Fingrene henover dens spidse, fine Hoved og sagde til den: „Kys Din Frue, Du har ingen Sorger!” men ved at betragte det slanke Dyr, der gabede langsomt med et melankolsk Udtryk, blev hun bevæget, og idet hun sammenlignede den med hende selv, gav hun sig til at tale høit til den ligesom til en Bedrøvet, man trøster.

Stundom hævede der sig Vindstød, Havbriser, der pludselig foer hen over Sletten og førte en saltagtig Friskhed langt ind i Landet. Sivene bøiede sig hvislende henad Jorden, og Bøgenes Blade gav en kort, raslende Lyd fra sig, mens de gyngende Toppe vedblev deres høie Susen. Emma hyllede sig tættere ind i sit Sjal og reiste sig.

I den store Allee faldt et grønt Lys fra Løvet henad det bløde Mos, der sagte knagede under hendes Fod. Solen gik ned, Himlen lyste rød mellem Grenene, og den lige Linie af Træstammer syntes hende en mørk Søilegang, der aftegnede sig paa en gylden Grund, hun blev angst, kaldte paa Djali, gik hurtig tilbage til Tostes ad Landeveien, sank sammen i en Lænestol og mælede ikke et Ord hele Aftenen.

Men henimod Enden af September indtraf der en ganske overordentlig Begivenhed, de blev indbudt til Vaubyessard af Marquis d'Andervilliers.

Marquien, som havde været Minister under Restaurationen, søgte atter at indtræde i det politiske Liv og havde allerede længe forberedt sin Kandidatur til Deputerkamret. Om Vinteren foranstaltede han talrige Brændeuddelinger, og i Generalraadet forlangte han stadig med stor Begeistring nye Veie for sit Arrondissement. I Hundedagene havde han faaet en Byld i Munden, som Charles næsten mirakuløst havde befriet ham for ved i rette Tid at give den et Stik med sin Lancet. Efter at have været i Tostes for at betale Operationen, fortalte Marquiens Forretningsmand om Aftenen, at han havde seet ypperlige Kirsebær i Lægens Have. Kirsebærtræerne trivedes netop daarligt paa Vaubyessard. Marquien lod Bovary bede om nogle Aflæggere, han gjorde sig til Pligt selv at takke ham derfor, fik Øie paa Emma, fandt, at hun havde en kjøn Figur, og at hendes Hilsen ikke var keitet, som Følge heraf troede man ikke paa Slottet at overskride Artighedens Grænser eller paa den anden Side at gjøre sig skyldig i et Misgreb ved at invitere det unge Ægtepar.

En Onsdag Klokken tre tog da Hr. og Fru Bovary til Vaubyessard i deres Kabriolet med en stor Kuffert fastgjort bagpaa Vognen og en Hatæske foran Forlæderet. Desuden havde Charles faaet en Æske mellem Fødderne.

De kom i Mørkningen, ligesom man begyndte at tænde Lampetter i Parken for Vognenes Skyld.

VIII.

Slottet, der var bygget i italiensk Stil med to fremspringende Fløie og tre Trapper, hævede sig bagved en meget stor Plaine, hvor nogle Køer gik paa Græs mellem Grupper af store Træer, medens mindre Buskvæxter som Alperoser, Syrener og Sneblommer hældede sig med deres uensartede Løv henover den krumme sandede Vei. Under en Bro løb en lille Strøm, gjennem Taagen skimtede man straatækte Bygninger, spredt om paa Marken, der begrænsedes af tvende skovklædte, jævntskraanende Høie, og bagved i Krattet laae i to paralelle Linier Staldene og Vognskurene, Levninger fra det gamle ødelagte Slot.

Charles' Kjøretøi holdt foran Midtertrappen, nogle Tjenere viste sig, og kort derefter kom Marquien selv, bød den unge Kone Armen og førte hende ind i Vestibulen.

Den var høi og belagt med Marmorfliser, Skridt og Stemmer gav Gjenlyd som i en Kirke. Ligeoverfor var der en Trappe, og op til Venstre førte et Galleri med Udgang til Haven ind til en Billardsal, udenfor hvis Der man kunde høre Elfenbenskuglerne karambolere. Da Emma passerede den paa Veien ind til Salonen, saae hun Mænd med alvorlige Ansigter, med Hagen hvilende i stive Halsbind, og alle dekorerede staae foran Billardet og støde deres Baller med et tavst Smil. Paa det mørke Træpanel hang store Familieportræter i forgyldte Rammer hvor Navnene var skrevet med sorte Bogstaver ved Foden af Billederne. Hun læste: Jean, Antoine d'Andervilliers d'Yoerbonville, Grene til Vaubyessard og Baron til La Fresnaye, faldet i Slaget ved Coutras 20de Oktober 1587, og paa en anden Jean Antoine Henry Guy d'Andervilliers de la Vaubyessard, fransk Admiral og Ridder af St. Mikaelsordenen, saaret i Kampen ved La Hougue Saint-Vaast 29de Mai 1692, død paa Vaubyessard 23de Januar 1693. De følgende Billeder kunde man neppe skjelne, thi Lampeskjæret faldt kun ned paa det grønne Billardtæppe, lod det øvrige Værelse ligge i Halvmørke og brødes i fine Striber mod det blanke Fernis paa de store Flader, fra alle disse mørke guldindfattede Firkanter traadte hist og her et lysere Sted af Maleriet frem, en hvid Pande, et Par stirrende Øine, en Pudderparyk der faldt ned paa Skulderen af en rød Frakke eller Strømpebaandsspændet paa en svulmende Læg.

Marquien aabnede Døren til Salonen, en af Damerne reiste sig, (det var Marquisen selv), gik Emma i Møde og bad hende tage Plads ved Siden af sig paa Kanapéen, hvor hun gav sig til at tale venskabeligt med hende, som om hun havde kjendt hende længe. Det var en Dame paa henved fyrretyve Aar med smukke Skuldre, kroget Næse og slæbende Stemme, den Aften bar hun paa sit kastaniebrune Haar et tarveligt Kniplingstørklæde, der faldt ned i en Snip bagtil. Ved Siden af hende sad en ung, blond Dame i en høirygget Stol, og Herrer med en lille Blomst i Knaphullet passiarede med Damerne henne ved Kammen.

Klokken syv serveredes Dineren. Det talrige Herreselskab satte sig i Vestibulen om det første Bord, medens Damerne tog Plads sammen med Marquien og Marquisen i Spisesalen.

En varm Luft slog Emma i Møde, en Blanding af Duften fra Blomsterne og det smukke Dækketøi, af de rygende Stege og de vellugtende Trøfler. Kandelabrenes Lys lod deres Flammer spille paa Sølvklokkerne, de beduggede Krystalprismer udsendte en mat Glans, der stod Vaser med Blomster langs hele Bordet, og paa de bredkantede Tallerkener var Servietterne opstillet i Form af Bispehuer med et lille rundt Brød mellem deres gabende Folder. De røde Hummerkløer stak ud af Fadene, og store Frugter i gjennemsigtige Kurve laae opstablede paa Mos, Vagtlerne havde beholdt deres Fjer, Dampen hvirvlede, og i Silkestrømper med Knæbenklæder, hvidt Halstørklæde og Kalvekryds, saa alvorlig som en Dommer, rakte en Majordomus de tilskaarne Retter henover Gjæsternes Skuldre og stødte det Stykke man valgte ned paa Ens Tallerken med sin Ske. Fra den store Porcelainskamin med Kobberringene betragtede en Statue af en indtil Hagen indhyllet Kvinde i Tavshed den menneskefyldte Sal.

Fru Bovary lagde Mærke til, at flere af Damerne ikke havde lagt deres Hansker i Glassene.

Ene mellem Damerne for den øverste Bordende bøiet over sin fyldte Tallerken og med Servietten, bundet om Halsen, som et Barn spiste en Olding, medens Draaber af Sauce dryppede ned fra hans Mund. Hans Øine var furet af røde Striber, og han bar en lille Pisk med et sort Baand om. Det var Marquiens Svigerfader, den gamle Hertug de Laverdière, en forhenværende Yndling af Greven af Artois, og som, efter hvad man fortalte, havde været Marie Antoinettes Elsker mellem Hr. de Coigny og Hr. de Lauzun. Han havde ført et larmende og udsvævende Liv, fuldt af Dueller, Væddemaal og bortførte Kvinder, han havde fortæret hele sin Formue og været en Skræk for sin Familie. En Tjener stod bag ved hans Stol og raabte de Retters Navne, hvorpaa han stammende pegede, ind i Øret paa ham, uophørligt vendte Emmas Øine ligesom af sig selv tilbage til denne gamle Mand med de hængende Læber ligesom til noget Overordentligt og Ophøiet. Han havde levet ved Hoffet og hvilet i Dronningens Arm.

Man skjænkede Champagne, som havde staaet i Is. Emma gjøs over hele Kroppen ved at fornemme denne Kulde i Munden. Hun havde aldrig før seet Granatæbler eller spist Ananas. Om det saa var det stødte Sukker, forekom det hende hvidere og finere end andetsteds.

Efter Bordet gik Damerne op paa deres Værelser for at klæde sig om til Ballet.

Emma holdt Toilette med en Debutantindes ængstelige Omhyggelighed. Hun satte sit Haar efter Frisørens Anvisning og iførte sig den lette Musselinskjole, der laae paa Sengen. Charles' Benklæder strammede ham om Maven.

— Stropperne vil genere mig, naar jeg danser, bemærkede han.

— Vil Du danse? udbrød Emma.

— Ja.

— Men er Du gaaet fra Forstanden? Du vil jo blive til Nar, bliv bare siddende, — desuden passer det sig ogsaa bedre for en Læge, tilføiede hun. Charles taug stille. Han gik op og ned i Værelset og ventede, til Emma var paaklædt.

Han saae hende fra Ryggen i Speilet. Hendes mørke Øine syntes endnu mørkere, hendes Fletninger bøiede sig med et blaaligt Skjær hen mod Ørene, og i hendes Nakkehaar skjælvede en Rose paa en bevægelig Stilk med kunstige Vanddraaber paa Spidsen af Bladene. Hendes safrangule Kjole var opheftet med tre Rosenbuketter.

Charles trykkede et Kys paa hendes Skulder.

— Lad mig være, Du krøller mig, sagde hun.

Man hørte en Violinriturnelle og et Valdhorns Toner. Hun gik ned af Trappen, hun maatte lægge Baand paa sig, for ikke at give sig til at løbe.

Kvadrillerne var opstillet, Folk begyndte at komme, man stødte til hverandre. Hun satte sig paa en Stol henne ved Døren.

Da Contradansen var forbi, blev der Plads paa Gulvet for Grupper af Herrer, der passiarede staaende og for livréeklædte Tjenere, som kom med store Bakker. Langs de siddende Damers Række bevægede de malede Vifter sig, Buketterne skjulte halvt de smilende Ansigter, og de guldproppede Flaconer dreiedes i de halvtaabne Hænder, hvis hvide Hansker angav Neglenes Form og trykkede Kjødet ved Haandledet. Kniplingsbesætninger, Diamantbrocher og Armbaand sittrede paa Kjolerne, funklede paa Brysterne og raslede paa de blottede Arme. Paa Haaret, der laae glat hen over Tindingerne og var snoet sammen i Nakken, sad Forglemmigeier, Jasmin, Ax og Kornblomster i Form af Grene, Klaser og Kranse. Rynkede Matroner med røde Turbaner paa sad fredeligt paa deres Pladser.

Emma var ikke fri for lidt Hjertebanken, da hun stillede sig hen i Rækken ved sin Kavalers Fingerspidser og kun ventede paa det første Buestrøg for at begynde; men snart svandt hendes Befippelse, og vuggende sig efter Orkestrets Rytmer svævede hun frem med lette Halsbøininger. Et Smil foer henover hendes Læber ved enkelte fine Violinstrøg, naar dette Instrument stundom spillede ene, mens de andre taug, man hørte Louisdorernes Raslen henad Spillebordene i det tilstødende Værelse; men pludselig tog hele Orkestret atter fat, Trompeten udsendte en gjennemtrængende Tone, Fødderne faldt tilbage i Takten, Skjørterne reiste sig og streifede hverandre, Hænderne greb og slap hinanden, de samme Øine, der for faa Minutter siden sænkede sig, fæstede sig nu atter paa En.

Nogle af Herrerne (vel en Snes Stykker) i en Alder fra fireogtyve til fyrretyve Aar, som var spredt mellem de Dansende eller passiarede i Dørene, udmærkede sig fremfor det øvrige Selskab ved deres ugenerte Væsen, hvormegen Forskjel der end kunde være paa Ansigt, Alder eller Paaklædning.

Deres Dragt sad bedre, Klædet syntes bøieligere, og deres mod Tindingerne krøllede Haar skinnede af finere Pommader. De havde Rigdommens Teint, denne hvide Teint, der fremhæves af det matte Porcelain, det glinsende Atlask og de fernisserede Møbler, og som vedligeholdes ved en fornuftig Anvendelse af udsøgte Næringsmidler. Deres Hals dreiede sig bekvemt i lave Halsbind, deres lange Bakkenbarter faldt ned paa de ombøiede Frakkekraver, de tørrede sig om Munden med broderede Lommetørklæder med store Navnetræk paa, og som udsendte en behagelig Parfume. De af dem, der begyndte at ældes, saae ungdommelige ud, og der laae et modent Udtryk i de Unges Ansigter. I deres ligegyldige Blik læste man den Ro, som et dagligt Velvære giver Sindet, og gjennem deres venlige Væsen stak den Brutalitet frem, som erhverves af Omgang med visse Ting, hvorpaa Kræfterne øves og hvorved Forfængeligheden smigres, som Haandtering af Raceheste og Selskab med faldne Kvinder.

Tre Skridt fra Emma passiarede en Kavaler i blaa Dragt med en ung bleg Dame, der bar et Perlesmykke. De priste Peterskirkens svære Piller, Tivoli, Vesuv, Castellamare og Caccini, Genuas Roser og Colosæum i Maaneskin. Med det andet Øre hørte Emma en Samtale, der var fuld af Ord, hvis Betydning hun ikke forstod. Man slog nemlig Kreds om en ganske ung Mand, der forleden Uge havde slaaet Miss Arabella og Romulus og vundet totusind Louisdorer ved at sætte over en Grøft i England. Een beklagede sig over, at hans Løbere blev for svære, en Anden over Trykfeil, der havde forvansket Navnet paa hans Hest.

Luften blev tung, Lampeskjæret mattere; man strømmede ind i Billardsalen. En Tjener stod op paa en Stol og slog et Par Ruder itu, ved Glassets Klirren dreiede Emma Hovedet og fik Øie paa Bondeansigter, der fra Haven kiggede ind af Vinduerne. Da mindedes hun pludselig Bertaux. Hun gjensaae Forpagtergaarden, det sumpede Kjær, hendes Fader i Bluse nede under Æbletræerne, og hun saae sig selv som fordum, da hun skummede Fløden i Mælkestuen. Men det blændende Nu bragte hendes forbigangne Liv, der hidtil havde staaet saa klart for hende til at svinde aldeles hen, og hun betvivlede næsten at have levet det. Hun sad her, med Undtagelse af Ballet laae alt det Øvrige i et tæt Mørke. Hun gav sig til at spise en Portion Maraschino-Is af en sølvforgyldt Muslingeskal og lukkede halvt Øinene med Skeen mellem Tænderne.

Ved Siden af hende tabte en Dame sin Vifte. En Herre kom forbi.

— Vil De ikke være saa venlig at tage min Vifte op, den faldt ned bag Kanapéen, bemærkede Damen til ham.

Han bukkede sig ned, og idet han strakte Armen frem, saae Emma den unge Dame kaste noget hvidt Sammenbøiet ned i hans Hat. Herren tog Viften op og rakte den ærbødigt til Damen, hun takkede ham med et Nik og gav sig til at lugte til sin Buket.

Efter Souperen, hvor der serveredes forskjellige Slags spanske Vine og Rhinskvine, Krebsesupper og Mandelmælkssupper, Buddinger og flere Slags kolde Stege med Geleer, der rystede i Fadene, begyndte Vognene en for en at kjøre bort. Ved at trække Musselinsgardinet lidt til Side saae man Skinnet af deres Lygter glide forbi i Mørket. Efterhaanden blev Stolene tomme, enkelte Herrer sad endnu ved Spillebordene, Musikanterne vædede Fingerspidserne med Tungen, Charles halvsov med Ryggen støttet mod en Dør.

Klokken tre om Morgenen begyndte Cotillonen. Emma kunde ikke valse, alle de Øvrige deltog i Valsen selv Frøken d'Andervilliers og Marquisen, der var ikke andre tilbage end Slottets Gjæster, omtrent et Dusin Mennesker.

Imidlertid kom en af de dansende Herrer, hvem man intimt kaldte „Vicomte”, og hvis meget aabne Vest sad som om den var stødt om hans Bryst, hen til Fru Bovary for at engagere hende for anden Gang med Forsikring om, at han nok skulde føre hende, og at hun skulde komme godt derfra.

De begyndte langsomt, men efterhaanden tiltog det i Hurtighed. De dreiede sig rundt, og Alt dreiede sig omkring dem, Lamperne, Møblerne, Væggene og Gulvet som en Skive paa en Tap. Ved at passere forbi Døren, lagde Emmas Kjole sig fast om hans Benklæder, deres Ben rørte ved hinanden, han sænkede sit Blik ned paa hende, hun hævede sit imod ham, hun blev grebet af Svimmelhed og stansede. De begyndte atter, hurtigere drog Vicomten hende med sig og forsvandt med hende ved Enden af Galleriet, hvor hun nær stønnende var segnet om og et Øieblik støttede sit Hoved mod hans Bryst. Stadig dreiende rundt men langsommere førte han hende til hendes Plads, hun kastede sig tilbage mod Væggen og holdt Haanden for Øinene.

Da hun atter aabnede dem, sad en Dame midt i Salen paa en Taburet med tre Herrer paa Knæ foran sig. Hun valgte Vicomten, og Violinen begyndte igjen.

Man saae paa dem. De dansede frem og tilbage, hun uden at bevæge Legemet og med bøiet Hoved, han stadig i samme Stilling med krummet Overkrop, rundet Albue og fremstrakt Mund. Hun kunde valse! De holdt længe ud og trættede alle de Øvrige.

Man passiarede endnu nogle Øieblikke, og efter at have ønsket hverandre Godnat eller rettere Goddag, gik Slottets Gjæster til Ro.

Charles slæbte sig op ad Trappen, hans Knæ vaklede under ham. Han havde staaet fem Timer ved Whistbordene, uden at forstaae en Smule af Spillet. Derfor udstødte han ogsaa et Suk af Lettelse, da han havde trukket Støvlerne af.

Emma tog et Sjal om Skuldrene, aabnede Vinduet og lænede sig ud deraf.

Det var mørk Nat, der faldt nogle Regndraaber. Hun indaandede den fugtige Vind, der kjølede hendes Øienlaage. Balmusiken summede endnu for hendes Øren, og hun gjorde sig Umage for at holde sig vaagen, for at forlænge Illusionen om dette luxuriøse Liv, som hun snart igjen var nødt til at forlade. Det gryede ad Dag. Hun beskuede længe Slottets Vinduer, idet hun søgte at gjætte, hvor alle de, hun havde lagt Mærke til den foregaaende Dag, havde deres Værelser. Hun ønskede at kjende deres Tilværelse, at trænge ind deri og smelte sammen dermed.

Men hun rystede af Kulde. Hun klædte sig af og krøb ned under Dynerne ved Siden af den sovende Charles.

Der var Mange ved Frokostbordet, Maaltidet varede kun i ti Minutter, og, der serveredes ingen Drikkevarer, hvilket forbausede Lægen. Frøken d'Andervilliers samlede Kagesmuler i en lille Kurv for, at bringe dem til Svanerne i Parken, og man gik ind i det hede Drivhus, hvor forunderlige Planter med skarpe Pigge var opstablet pyramideformigt under ophængte Skaaler, fra hvis Rande ligesom fra fulde Slangereder lange, grønne, sammenslyngede Snore bølgede ned. Orangeriet, der laae for Enden deraf, førte med en bedækket Gang ligetil Slottets Tjenerleiligheder. For at fornøie den unge Kone førte Marquien hende ind i Staldene. Ovenover de kurveformede Krybber stod Hestenes Navne med sorte Bogstaver paa hvide Porcelainsplader. Dyrene bevægede sig i deres Baase og gneggede med Tungen, idet man gik forbi dem. Gulvet i Sadelkamret var saa skinnende som et Salongulv. Seletøiet hang midt i Kamret paa to bevægelige Stativer, og Bidsler, Piske, Stigbøiler og Skumkjæder var opstillet i en Række langs Muren.

Imidlertid bad Charles en Tjener om at spænde for hans Vogn. Den blev kjørt hen foran Trappen, og da man havde puttet alle Pakkerne ned deri, tog Ægteparret Afsked med Marquien og Marquisen og tog tilbage til Tostes.

Emma stirrede taust ned paa Hjulene. Charles sad paa Yderkanten af Sædet og kjørte med udstrakte Arme, og den lille Hest travede i Skridtgang i Skaglerne, der var altfor store til den. De bløde Liner, der slog mod Krydset, vædedes med Skum, og Kufferten, der var spændt bagpaa Vognen, slog regelmæssigt op til den.

De var paa Bakkerne ved Thibourville, da pludselig nogle Ryttere foer leende forbi dem med Cigarer i Munden. Emma troede at gjenkjende Vikomten, hun vendte sig om, men opdagede kun i Horisonten en Bevægelse af Hovederne, der hævede og sænkede sig, eftersom Ridtet var Trav eller Galop.

Lidt længere borte maatte de holde for at bøde paa Kobbelremmen, der var gaaet itu.

Men idet Charles kastede et siste Blik paa Seletøiet, saae han Noget ligge paa Jorden mellem Hestens Fødder, han tog det op, det var et Cigarfutteral, broderet med grøn Silke og med et Vaaben paa Midten ligesom paa en Vogndør.

Der er endda to Cigarer deri, sagde han, det kan være til i Aften, naar jeg har spist.

— Ryger Du? spurgte hun.

— Undertiden, naar der tilbyder sig en Leilighed dertil.

Han puttede sit Fund i Lommen og piskede paa Klepperten.

Da de kom hjem, var Maden endnu ikke færdig. Fruen blev vred, Nastasie svarede næsvist.

— Tør Du understaae Dig at svare mig, udbrød Emma. Gaae Din Vei, jeg jager Dig paa Døren.

Maaltidet bestod af Løgsuppe og et Stykke Kalvekjød med Syre. Charles sad ved Emmas Side, og idet han gned sine Hænder med et fornøiet Udtryk, sagde han: — Hvor det dog gjør godt at komme hjem igjen til sig selv.

De kunde høre Nastasie græde ude i Kjøkkenet. Charles havde lidt tilovers for den stakkels Pige, hun havde mangen Aften efter hans første Kones Død holdt ham med Selskab. Det var hans første Praxis, hans ældste Bekjendtskab der paa Egnen.

— Er det Dit ramme Alvor, at hun skal bort? sagde han endelig.

— Ja. Hvem vil vel forbyde mig det? svarede hun.

De gik ned i Kjøkkenet for at varme sig, mens deres Værelse blev bragt i Orden. Charles gav sig til at ryge, han røg med fremstrakte Læber, hvert Øieblik spyttede han og traadte et Skridt tilbage for hvert Drag.

— Det vil bekomme Dig ilde, bemærkede hun haanligt.

Han lagde Cigaren fra sig og løb ud ved Posten for at nedskylle et Glas koldt Vand. Emma tog hurtigt Futteralet og kastede det ned paa Bunden af et Skab.

Hvor den næste Dag forekom hende lang! Hun spadserede i sin lille Have, gik frem og tilbage i de samme Alleer, stansede ved Bedene, ved Espalieret, ved Gibspræsten og betragtede med Forundring alle disse Gjenstande, som hun dog kjendte saa nøie. Hvor dog Ballet syntes hende at ligge langt tilbage! Hvoraf kom denne uendelige Afstand mellem Forgaarsdagens Morgen og denne Aften? Hendes Besøg paa Vaubyessard havde gjort et Hul i hendes Liv ligesom de store Revner, som Uveiret undertiden paa en eneste Nat slaaer i Bjergene. Hun resignerede dog, hun gjemte omhyggeligt sin smukke Dragt i Kommoden, ja ligetil sine Atlaskessko, hvis Saaler var blevet gule af Gulvets Boning. Det gik hendes Hjerte ligesom dem, ved Berøring med Rigdommen havde der sat sig Noget derpaa, der ikke kunde udslettes.

At mindes dette Bal blev ligesom en Beskjæftigelse for Emma. Hver Gang Onsdagen vendte tilbage, sagde hun til sig selv, naar hun vaagnede: „Idag er det otte Dage, fjorten Dage . . . tre Uger siden, at jeg var der.” Men lidt efter lidt blandede Physiognomierne sig sammen i hendes Hukommelse, hun glemte Dansemelodierne, hun kunde ikke see Værelserne og Livréerne saa tydeligt for sig, nogle af Enkelthederne svandt bort; men Sorgen blev tilbage.

IX.

Naar Charles var ude, tog hun ofte det grønne Silkefutteral frem af Skabet, hvor hun havde gjemt det mellem Linnedet.

Hun betragtede det, aabnede det og indaandede med Velbehag Forets Duft, en Blanding af Verbena og Tobak. Hvem havde det tilhørt? . . . Vicomten. Maaske var det en Foræring fra hans Elskerinde. Man havde broderet det paa en Palisanderramme, et nydeligt lille Møbel, som man skjulte omhyggeligt for Alles Blik, det havde optaget mangen en Time, og tankefuld havde en ung Piges lokkede Hoved bøiet sig hen derover. Et Kjærlighedspust var faret mellem Canevassets Traade, hvert Sting havde afsat et Haab eller et Minde, og alle de sammenslyngede Silketraade var kun en Fortsættelse af samme tavse Lidenskab. Og saa havde Vicomten en Morgenstund taget det med sig. Hvorom havde man talt, mens det stod paa de bredgesimsede Kaminer mellem Blomstervaser og Taffelure? Hun var i Tostes; nu var han dernede i Paris. Hvorledes saae dog Paris ud? Hvilket vidunderligt Navn! Det blev hende en Fornøielse at gjentage det halvt sagte for sig selv, det ringede for hendes Øren som en Klokkeknebel, det slammede for hendes Øine ligetil Etiketten paa hendes Pomadekrukker.

Om Natten naar Fiskeprangerne syngende kom forbi hendes Vindue i deres Kjærrer, vaagnede hun, og ved Lyden af de jernbeslagne Hjul, der hurtigt døde hen ved Udkanten af Landsbyen, sagde hun ved sig selv: „Imorgen er de der.” Og hun fulgte dem i Tankerne, op og ned ad Bakker, gjennem Landsbyer, langs Landeveien i den stjerneklare Nat; men et Stykke frem af Veien kom der stadig et eller andet taaget Sted, hvor hendes Drøm døde hen.

Hun kjøbte sig en Plan over Paris, og med Fingerspidsen paa Kortet foretog hun Udflugter i Hovedstaden. Hun gik frem og tilbage paa Boulevarderne, stansede ved hvert Hjørne mellem Gadeliniernene og foran de hvide Firkanter, der forestillede Huse. Tilsist blev hun træt i Øinene, hun lukkede dem, og i Mørket saae hun Gaslygter svaie for Vinden og hørte Vogntrin bragende blive slaaet ned foran Indgangene til Theatrene.

Hun blev Abonnent paa Damebladet „Kurven” og paa „Salonernes Sylfe”. Uden at springe Noget over, slugte hun Beretningerne om de første Forestillinger, om Væddeløb og Soiréer, interesserede sig for en Sangerindes Debut, for Aabningen af et nyt Magasin. Hun kjendte de nye Moder, vidste Adressen paa de bedste Skræddere og var nøie underrettet om de Dage, Modeverdenen tog i Boulogneskoven og den store Opera. I Eugène Sue studerede hun Beskrivelser af Møblementer, hun læste Balzac og George Sand for at søge en indbildt Mættelse for sine egne Lyster. Selv ved Bordet havde hun sin Bog med, og hun vendte Bladene, mens Charles spiste talende til hende. Mindet om Vicomten vendte stadig tilbage under hendes Læsning. Mellem ham og de opfundne Personer anstillede hun Sammenligninger; men den Kreds, hvori han var Centrum, udvidede sig lidt efter lidt om ham, og den Glorie, der omsvævede hans Hoved, trak sig fjernere tilbage for at belyse andre Drømme.

Mere vagt end Oceanet speilede da Paris sig for Emmas Øine ligesom i en Sølvtaage; men Livet, der førtes i denne larmende Stimmel, faldt i forskjellige Partier, dette sig i vexlende Billeder for hende. Emma havde kun Øie for to eller tre, der skjulte alt det Øvrige og repræsenterede hele Menneskeheden for hende. Gesanternes Verden færdedes paa bonede Gulve i Sale med Speile fra Loft til Gulv og med ovale Borde, bedækkede af Fløilstæpper med Guldborter, her var Slæbkjoler, dybe Hemmeligheder, og under Smilet skjulte sig ofte dødelig Angst. Saa kom Hertugindernes Kredse, her var man bleg, man stod først op Klokken fire, Kvinderne, stakkels Engle! gik med kniplingskantede Skjørter, og Mændene miskjendte Genier under Hverdagsydrer, red deres Heste sønder og sammen i Lystpartier, tilbragte Sommersaisonen i Baden og ægtede rige Arvinger henimod deres fyrreogtyvende Aar. I Restaurationskabinetterne, hvor der souperes efter Midnat, morede en broget Skare af Digtere, Kunstnere og Skuespillerinder sig ved Lysenes Skjær, ødsle som Konger, og opfyldte af ideal Higen og Begeistring. Det var en Tilværelse, der stod over de Andres, svævende mellem Himmel og Jord i Lyn og Torden, noget Sublimt. Den øvrige Del af Menneskeheden tabte sig uden nogen bestemt Plads, den existerede ligesom ikke. Jo nærmere forøvrigt Tingene stod hende, desto længere fjernede hendes Tanker sig fra dem. Alt, hvad der umiddelbart omgav hende, det kjedelige Landliv, de intetsigende Smaaborgere, hendes tarvelige Tilværelse forekom hende en Undtagelse, et særligt Tilfælde, hvori hun befandt sig, mens hinsides dette saa langt, man kunde øine, strakte sig Lykkens og Lidenskabens uendelige Land. I sin Higen sammenblandede hun Luxusens Sansenydelser med Hjertets Glæder, elegante Vaner med ædle Følelser. Behøvede Kjærligheden ikke ligesom visse indiske Planter et særegent Jordsmon og en særlig Temperatur? Sværmerier i Maaneskin, uendelige Omfavnelser, Taarer, der fældes paa den Elskedes Haand i Skilsmissens Øieblik, alle Legemets Febre og Sindets melankolske Smægten var i hendes Tanker inderligt forbundet med et stort Slot og dets evindelige Lediggang, med et rigt Boudoir og dets Silkegardiner, dets svære Tæpper, dets idelig fyldte Blomstertrapper og dets imponerende Tronseng, med Juvelernes Funklen og Livréernes Saloner.

Postkarlen kom hver Morgen for at strigle Hoppen og gik gjennem Korridoren med sine plumpe Træsko, der var Huller i hans Bluse, og han gik barbenet i Skoene. Det var den Groom, hun maatte tage til Takke med! Efter udført Arbeide kom han ikke mere igjen om Dagen, thi naar Charles kom hjem, stillede han selv Hesten ind i Stalden, tog Sadlen af og gav den Grimen paa, mens Pigen bragte et Knippe Hø og kastede det i Krybben, saa godt hun formaaede.

Istedetfor Nastasie, der endelig forlod Tostes under en Strøm af Taarer, antog Emma i sin Tjeneste en ung Pige paa fjorten Aar, der var forældreløs og havde et blidt Ydre. Hun forbød hende at bruge Bomuldshuer, lærte hende at tiltale Folk i tredie Person, bringe et Glas Vand paa en Bakke, banke paa Døren, før hun traadte ind og at stryge, stive og klæde hende paa, kortsagt hun vilde gjøre hende til sin Kammerpige. Den nye Pige adlød uden at knye for ikke at blive jaget paa Porten, og da Fruen pleiede at lade Nøglen sidde i Buffeten, tog Felicité hver Aften en lille Portion Sukker, som hun spiste i Sengen efter at have bedt sin Aftenbøn.

Om Eftermiddagen gik hun undertiden ligeoverfor og passiarede med Postillonerne. Fruen holdt sig ovenpaa i sit Værelse.

Hun havde en aldeles aabentstaaende Morgenkjole, og gjennem Opslagene paa Korsettet saae man den rynkede Chemisette med tre Guldknapper. Hun bar et Bælte med store Kvaster om Livet, og paa hendes smaa, høirøde Morgensko sad en Roset af brede Baand, der gik høit op paa Vristen. Hun havde kjøbt sig en Mappe, et Papeterie, en Penneholder og Konvoluter, skjønt hun ikke havde Nogen at skrive til, hun aftørrede sin Etagère, saae sig i Speilet, tog en Bog, faldt i Tanker og lod den synke ned paa Knæet. Hun havde Lyst til at reise eller til at tage tilbage til sit Kloster. Hun ønskede samtidig at døe og at boe i Paris.

Imidlertid kjørte Charles gjennem Regn og Sne ad Vei og Sti. Han spiste Omeletter ved Forpagternes Borde, stak sin Arm ind i klamme Senge og fik de Aareladtes hede Blod lige i Ansigtet, han hørte de Døendes Rallen, han undersøgte Bækkener og opsmøgede meget smudsigt Linned, men hver Aften, naar han kom hjem, ventede ham en flammende Ild, et dækket Bord, skinnende Møbler, og hans yndige, elegant klædte Hustru, der duftede saa frisk, at han ikke kunde begribe, hvor den Duft kom fra, om det ikke var hendes Hud, der parfumerede hendes Linned.

Hun henrev ham ved talrige Smaabagateller, snart var det en ny Maade at lave Lysepiber til Stagerne, snart en Garnering, hun forandrede paa sin Kjole, snart et ualmindeligt Navn paa en ganske simpel Ret, som Pigen havde forfeilet, men hvoraf Charles spiste Rub og Stub med stor Fornøielse. Hun havde i Rouen seet Damerne gaae med Brelokker ved deres Ure, hun kjøbte sig derfor ogsaa Brelokker. Hun vilde have to store blaa Glasvaser paa Kammen og nogen Tid senere et Elfenbensskrin med et Sølvfingerbøl. Jo mindre Charles forstod sig paa disse Elegancer, desto større Fortryllelse udøvede de paa ham. De bidrog til at fryde hans Sanser og til at gjøre hans Hjem hyggeligere. Det var ligesom et gyldent Støv, strøet langs hans lille Sti.

Han befandt sig vel, saae godt ud og havde erhvervet sig et vist Navn. Bønderne holdt af ham, fordi han ikke var stolt. Han kjærtegnede Børnene, gik aldrig paa Kroerne og indgjød dem Agtelse ved sin moralske Vandel. Han havde særligt Held med Brystsygdomme og Forkjølelser. Da han nemlig var meget bange for at slaae Folk ihjel, forordnede Charles ikke synderligt Andet end beroligende Mixtur, undertiden et Brækmiddel, et Fodbad eller Igler. Det var ikke fordi Kirurgien indjog ham Skræk, han aarelod tvertimod Mennesker ligesaa kraftigt som Heste, og til at trække Tænder ud havde han en „Pokkers Næve”.

For „at følge med Tiden” blev han Abonent paa „den medicinske Kube”, et nyt Organ, hvorpaa han havde faaet en Subskriptionsindbydelse. Han læste lidt deri efter Maaltidet; men det varme Værelse bevirkede i Forening med Fordøielsen, at han faldt i Søvn efter fem Minuters Forløb, og saa laae han over Bordet med Hagen paa Hænderne og Haarene strittende ud som en Manke. Emma betragtede ham med et Skuldertræk. Hvorfor havde hun da ikke i det Mindste faaet en af disse udholdende, tavse Mænd, der arbeide til langt ud paa Natten i deres Bøger og endelig i deres tredsinstyvende Aar, naar Gigtsmerterne begynde at indfinde sig, bære en Række Ordener paa deres simple, sorte Frakke? Hun havde ønsket Navnet Bovary, der nu var hendes, berømt, udstillet hos Boghandlerne, gjentaget i Aviserne, bekjendt over hele Frankrig. Men Charles havde ingen Ærgjerrighed! En Læge fra Yvetot, hvem han forleden havde befundet sig sammen med ved en Consulation, havde ikke saa ganske lidt ydmyget ham ved selve Sygesengen i hele den forsamlede Families Paahør. Da Charles om Aftenen fortalte hende denne Historie, følte Emma sig i høi Grad opbragt paa hans Kollega. Charles blev rørt derover og kyssede hende paa Panden med en Taare. Men hun var fortvivlet af Skam, hun havde Lyst til at banke ham, hun gik ud i Korridoren, aabnede Vinduet og indsugede den friske Luft, for at berolige sig. „Hvilken ynkelig Mand, hvilken ynkelig Mand,” hviskede hun sagte og bed sig i Læben.

Hun følte sig forresten stadig mere harmfuld paa ham. Med Alderen fik han simple Vaner, ved Desserten skar han i Flaskepropperne, efter Maaltidet rensede han sine Tænder med Tungen, han slugte sin Suppe med en slubrende Lyd ved hver Skefuld, og da han begyndte at lægge sig ud, syntes hans i Forveien smaa Øine at presse sig op mod Tindingerne ved hans svulmende Kinder.

Undertiden syede Emma det røde Faer i hans Vest fast, rettede paa hans Halstørklæde eller kastede de falmede Hansker til Side, som han belovede sig paa at trække paa, men det var ikke, som han troede det for hans Skyld, men for hendes egen Skyld af en egoistisk Følelse, af nervøs Trang. Undertiden talte hun ogsaa med ham om Ting, hun havde læst, om et Sted i en Roman, om et nyt Stykke, om en Anekdote fra „den fornemme Verden”, som man fortalte i Feuilletonen, thi Charles var dog Nogen, et stadigt aabent Øre, et stadigt rede Bifald. Hun gjorde sin Mynde mange Tilstaaelser, hun kunde have gjort det Samme med Brændet i Kammen og Perpendiklen paa Uret.

I sit Inderste ventede hun imidlertid paa en Begivenhed. Ligesom Matrosen i Havsnød kastede hun et fortvivlet Blik henover sit ensomme Liv og ledte i det Fjerne efter et hvidt Seil i Horizontens Taager. Hun vidste ikke, hvad denne Hændelse skulde være, hun anede ikke, hvilken Vind der vilde drive den hen imod hende, mod hvilken Bred den vilde føre hende, om den var Chalup eller Tredækker, ladet med Angst eller fuld af Lyksalighed lige til Stykportene. Men hver Morgen, naar hun vaagnede, haabede hun den for den kommende Dag, og hun lyttede til hver Lyd, foer op med et Sæt, undrede sig over, at den ikke indfandt sig, og ved Solnedgang længtes hun stedse mere sørgmodig efter den næste Dag.

Det blev atter Foraar. Hun led af Stakaandethed i de første varme Dage, da Pæretræerne stod i Blomst.

Fra Begyndelsen af Juli regnede hun efter paa Fingrene, hvormange Uger der var til Oktober i den Tanke, at Marquis d'Andervilliers maaske vilde give et Bal paa Vaubyessard. Men hele September gik hen uden Besøg eller Brev.

Efter denne Skuffelse følte hendes Hjerte sig atter tomt, og da begyndte atter en Række af de samme Dage.

Saaledes skulde de nu følge paa Rad, stadig ens uden at faae Ende og uden at bringe Noget med sig. Hvor platte end Andres Tilværelser kunde være, var der dog i det Mindste Chance for en Begivenhed. Et Eventyr medførte undertiden Slyngninger i det Uendelige, og Dekorationen skiftede. Men for hende vilde der ikke ske Noget, Gud havde jo villet det saaledes. Fremtiden var en bælgmørk Korridor med en fastlukket Dør for Enden.

Hun opgav Musiken. Hvorfor skulde hun spille? Hvem hørte paa hende? Da hun jo dog aldrig kunde opnaae ved en Koncert, i Fløilskjole og med korte Ærmer, at lade de lette Fingre fare hen over Elfenbenstangenterne paa et Klaver fra Erard og mærke en begeistret Mumlen fare forbi sig som en Brise, var det jo ikke Umagen værdt at kjede sig med Øvelser. Hun lod sin Tegnemappe og sine Broderier ligge i Skabet. Hvad nyttede det til? Hvad nyttede det til? At sye irriterede hende. Jeg har læst Alt, sagde hun til sig selv, mens hun sad og gjorde Ildtængerne glødende i Kaminen eller saae Regnen styrte ned.

Hvor hun var bedrøvet om Søndagen, naar det ringede til Vesper. Med sløv Opmærksomhed lyttede hun til Klokkens sprukne Slag, et for et. En Kat spadserede langsomt henad Tagene og skjød Ryg i Solens blege Straaler. Vinden pustede Støvskyer henad Landeveien. I det Fjerne hylede en Hund, og Klokken vedblev regelmæssigt med sin ensformige Kimen, der tabte sig ude i Landet.

Imidlertid kom Folk fra Kirke. Bønderne i nye Bluser, Fruentimmerne i blanke Træsko, Smaabørn sprang barhovede foran, Alle gik hjem. Og ligetil Mørket faldt paa, blev fem til sex Mænd, stadig de samme, ved med at spille Bouchon foran den store Krodør.

Det blev en kold Vinter. Hver Morgen var Vinduerne tilfrosset, og Lyset, der faldt som gjennem matte Ruder, forandrede sig undertiden ikke hele Dagen igjennem, fra Klokken fire om Eftermiddagen maatte man tænde Lampen.

Naar det var smukt Veir, gik hun ned i Haven. Duggen havde afsat ligesom Sølvkniplinger paa Kaalbladene med lange, tynde Snore, der slyngede sig over i hverandre. Man hørte ikke en Fugl, Alt syntes at slumre, det straabeviklede Espalier og Vinløvet som en stor syg Slange under Tagskiæget, henad hvilket man saae Bænkebiderne krybe langsomt. Henne under Fyrretræerne ved Hækken havde Præsten med den trekantede Hat, der læste sit Breviar, mistet den høire Fod, og Frosten, der fik Gibsen til at skalle af, dannede hvide Pletter paa hans Ansigt.

Derpaa gik hun op igjen, lukkede Døren, ragede i Kullene, og mattet af Kakkelovnsvarmen følte hun Kjedsomheden tynge sig endnu stærkere. Hun havde gjerne gaaet ned og passiaret med Pigen, dersom ikke Undseelse havde afholdt hende derfra.

Hver Dag til samme Tid trak Skolelæreren i sort Silkekalot Skodderne fra sine Vinduer, og Markvogteren gik forbi med Sablen om sin Bluse. Aften og Morgen passerede Posthestene tre og fire Gaden, for at vandes i Kjæret. Fra Tid til anden ringede Klokken paa en Krodør, og naar det blæste, kunde man høre de smaa Kobberbækkener, der tjente Frisøren til Skilt, klirre paa deres Stænger. Hans Stue var pyntet med et gammelt Staalstik af en Modejournal, der var klæbet mod Vinduet og en Kvindefigur af Vox med gule Haar. Ogsaa Frisøren klagede over et forfeilet Kald, over en forspildt Fremtid, og drømmende om en Butik i en stor By, som for Exempel i Rouen ved Havnen eller nær ved Theatret vedblev han hele den udslagne Dag med mørkt Udseende at vandre op og ned fra Mairens Bolig og til Kirken og ventede paa Søgning. Naar Emma slog Øiet op, saae hun ham stadig ligesom en Skildvagt paa Post med hans græske Hue og Lastingstrøie.

Om Eftermiddagen viste sig stundom et Mandshoved udenfor hendes Vinduer, et solbrændt Hoved med mørke Bakkenbarter og med et bredt mildt Smil, naar han blottede de hvide Tænder. Strax begyndte en Vals, og i den lille Dukkestue ovenpaa Lirekassen viste sig Dansere, der ikke var større end en Finger, Damer med rosenrøde Turbaner, Tyrolere i Jakke, Aber med sort Frakke og Herrer i Knæbenklæder dreiede og dreiede sig rundt mellem Lænestole, Kanapéer og Konsoler og gjentog sig i Speilstumper, der var hæftet fast paa Væggene med Strimler af Guldpapir. Manden dreiede paa Grebet med Blikke til Høire og Venstre og op til Vinduerne. Af og til hævede han, idet han slyngede en Straale brunt Spyt mod Afviserstenen, sit Instrument op imod Knæet, fordi den haarde Sele besværede hans Skulder, og snart sørgmodig og drævende, snart munter og livlig summede Melodien ud af det rosenrøde Taftesgardin under det slyngede Messinggitter. Det var Melodier, som man spillede andetsteds paa Theatrene, som man sang i Salonerne, hvorefter man dansede om Aftenen under de tændte Lysekroner, Ekkoer fra en Verden, der naaede til Emma. Uendelige Sarabander hvirvlede frem i hendes Hoved, og ligesom en Bajadere paa et Blomstertæppe vuggede hendes Tanke sig paa Noderne og gyngede fra Drøm til Drøm, fra den ene melankolske Stemning til den anden. Naar Manden havde faaet sin Almisse kastet ned i Kaskjetten, slog han et gammelt blaat uldent Dække over Lirekassen, tog den paa Ryggen og fjernede sig med tunge Skridt. Hun saae længe efter ham.

Men det var især ved Spisetiden, at hun ikke kunde udholde det i den lille Dagligstue med dens rygende Ovn, dens knirkende Dør, dens svedende Vægge og fugtige Gulv, hele Tilværelsens Bitterhed forekom hende anrettet paa hendes Tallerken, og sammen med Kjødets Røg opsteg fra hendes Sjæl ligesom andre Røgskyer af Lede. Charles var længe om at spise, hun gnavede nogle Nødder, eller støttet paa Albuen morede hun sig med at ridse paa Voxduget med Spidsen af sin Kniv.

Nu lod hun Alt gaae, som det kunde bedst i Husholdningen, og hendes Svigermoder, der tilbragte en Del af Fasten hos dem, undrede sig høiligt over denne Forandring. Hun, der før havde været saa soigneret og sart, sad hele Dagen i Negligé, gik med graa Uldstrømper og brændte Tællelys. Hun gjentog, at de maatte være sparsommelige, da de ikke var rige og tilføiede, at hun var meget fornøiet, meget lykkelig, at Tostes behagede hende særdeles og andre Yttringer, der lukkede Munden paa hendes Svigermoder. Alligevel var Emma ikke mere tilbøielig end tidligere til at følge hendes Raad, da den gamle Dame en Dag var fremkommet med den Paastand, at Herskaberne burde vaage over deres Tjenestefolks Religiøsitet, svarede hun hende med et saa vredt Blik og et saa koldt Smil, at den gode Kone ikke mere kom tilbage dertil.

Emma blev vanskelig og lunefuld. Hun lod lave særlige Retter til sig og rørte saa slet ikke derved, een Dag drak hun kun Mælk og den næste Kopper The i Dusinvis. Ofte vægrede hun sig ved at gaae ud, saa kvaltes hun af Heden, aabnede Vinduerne og tog en let Kjole paa. Naar hun havde skjændt dygtig haardt paa sin Tjenestepige, gav hun hende Foræringer eller tillod hende at gaae ud og spadsere, ligesom hun undertiden kastede alle sine Smaapenge til de Fattige, skjønt hun dog hverken var videre om af sig eller let følte for Andre, ligesom de fleste Mennesker, der stamme fra Bønder, og som altid bevare noget af deres Fædres Haardhudethed.

Til Minde om sin Helbredelse bragte Fa'er Rouault selv henimod Slutningen af Februar en fed Kalkun til sin Svigersøn og blev tre Dage i Tostes. Da Charles var hos sine Patienter, holdt Emma ham med Selskab. Han røg i Værelserne, spyttede paa Ildbukkene, passiarede om Agerbrug, Kalve, Køer, Fjerkræ og sit Municipalraad, saa at hun, da han vel var reist, lukkede Døren efter ham med en Tilfredshed, der overraskede hende selv. Forresten skjulte hun ikke længere sin Foragt for Nogen eller Noget, og hun gav sig undertiden til at udtrykke besynderlige Meninger, idet hun dadlede, hvad man i Almindelighed bifaldt og roste fordærvede eller umoralske Ting, hvilket fik hendes Mand til at gjøre store Øine.

Skulde denne ulyksalige Tilstand altid vare ved? Skulde hun aldrig komme ud deraf? Hun var dog ligesaa god som de, der levede i Lykke og Herlighed. Paa Vaubyessard havde hun seet Hertuginder, der hverken havde hendes Figur eller Væsen, og hun forbandede Guds Uretfærdighed, hun støttede Hovedet mod Væggen for at græde, hun misundte de larmende Tilværelser, Maskeballerne, de skamløse Glæder med al den Beruselse, de maatte yde, og som hun ikke kjendte.

Hun blev bleg og led af Hjertebanken, Charles forordnede nervestyrkende Midler og Kamferbade, men Alt, hvad man prøvede paa, syntes kun yderligere at irritere hende.

Enkelte Dage kunde hun passiare med en febrilsk Iver, men efter disse exalterede Udbrud fulgte saa pludselige Sløvhedsperioder, hvor hun sad, uden at mæle et eneste Ord og uden at røre sig. Hvad der da oplivede hende var at hælde sig en Flaske Eau de Cologne over Armene.

Da hun stadig beklagede sig over Tostes, tænkte Charles at Grunden til hendes Sygdom udentvivl laae i en eller anden lokal Indflydelse, og grebet af denne Idee tænkte han for Alvor paa at bryde op og bosætte sig et andet Sted.

Fra dette Øieblik af drak hun Eddike for at blive magrere, samlede en kort, tør Hoste og mistede Appetiten.

Det kostede Charles Overvindelse at forlade Tostes efter fire Aars Ophold og i et Øieblik, hvor han begyndte at sætte sig fast der. Men naar det skulde være! Han tog hende med til Rouen til hans gamle Lærer. Det var Nervøsitet, han raadede til Forandring af Luft.

Efter at have vendt sig til forskjellige Sider, erfarede Charles, at der i Arrondissementet Neufchâtel var en meget stor Flække ved Navn Yonville-l'Abbaye, hvis Læge, en polsk Flygtning var løbet sin Vei den foregaaende Uge. Han skrev da til Stedets Apotheker for at erfare, hvor stor Befolkningen var, hvor langt den laae fra den nærmeste Læge, og hvormeget hans Forgænger tjente om Aaret o. s. v., og da Svarene var tilfredsstillende, besluttede han sig til at flytte henimod Foraaret, hvis Emmas Helbred ikke blev bedre.

Da hun en Dag i Anledning af sin forestaaende Reise ryddede op i en Skuffe, stak hun sine Fingre paa Noget. Det var en Staaltraad af hendes Brudebuket. Orangeknopperne var gule af Støv, og Atlaskesbaandene med Sølvsnorene trevlede op i Kanterne. Hun kastede den paa Ilden. Den flammede hurtigere end tørt Straa. Paa Asken saae den ud som en rød Busk, der langsomt fortæredes. Hun saae den brænde. De smaa Papbær sprang, Staaltraaden krummede sig, Guldstadsen smeltede, og de indskrumpede Papirskroner, der gyngede sig langs Pladen som sorte Sommerfugle, fløi endelig bort gjennem Kaminen.

Da man tog fra Tostes i Martsmaaned, var Emma frugtsommelig.





  1. Originalen har her et uoversætteligt Ordspil med casque (Hjelm) og casquette (Kaskjet). O. A.
  2. De franske officiers de santé udgjøre en lavere Klasse af Læger. O. A.
  3. En Lieue er lidt over en halv dansk Mil. O. A.
  4. B., en Leg, der bestaaer i at ramme en paa et Stykke Kork anbragt lille Mønt.
  5. K., et Slags elegante engelske Almanakker. O. A.