Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede./11

by Jens Peter Jacobsen

XI.

Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge.

Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med den anden søgte, snart at lokke, snart at trække en lille, hvid Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hjørnet.

«Boncoeur! petit, petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas — aa, dit Bæst, Boncoeur, lille Hund! — forbandede, stædige Tingest …»

Karen stod i Vinduet og lo.

Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede.

„Amy des morceaux delicats,“

sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.

„Et de la debauche polie
Viens noyer dans nos Vins Muscats
Ta soif et ta melancolie!“

Hun var meget oprømt, meget hed, og somme af Sangens Toner gik højere, end de egenlig skulde.

Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.

Triumferende bar han den hen for Vinduet, trykkede den Rosenkrandsen ned over Ørerne og rakte den knælende op mod Karen.

«Adorable Venus, reine des coeurs, je vous prie accepter de ton humble esclave cet petit agneau innocente, couronné des fleurs …»

I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. Hun blev bleg, da hun saae Ulrik Frederik paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad det var, op mod det røde, leende Kvindfolk, og hun bukkede sig ned, tog en Sten og kastede den af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede ned paa Jorden.

Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik saa ængsteligt ind efter hende, tabte i Overraskelsen Hunden, men beholdt Krandsen, og stod nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt mellem sine Hænder.

«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf dig intet, men jeg skal nok, jeg skal nok,» og hun trak en lang, svær Staalnaal med rubinforsiret Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for sig som en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, næsten hoppende Løb op imod Huset; det var ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke lige paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter Husets Dør.

Der standsede Ulrik Frederik hende.

«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende, «du med din Krands.»

«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til den anden for at smutte ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa Døraabningen, «saadan En binder du Krandse til, Rosenskrandse, ja—a, her er du den kjælne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du ingen Skalmeje?» gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud af hans Hænder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, «og en Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesløjfe?»

«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede hun og løftede Naaledolken mod ham.

Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; «vil du stinge igjen?» sagde han skarpt.

Marie saae op paa ham.

«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte, «jeg er din Hustru for Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? Følg med, lad hende derinde være den, hun er og følg med. Følg med, Ulrik Frederik, du veed intet, hvad brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg med!»

Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende Armen og fulgte hende ud af Haven, hen til hendes Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han hjalp hende op, gik forom Hestene og saae paa Seletøjet, spændte et Spænde om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og hviskede saa til ham, da de stod der foran:

«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt hvad Øgene strække kan, og stop aldrig et Minut, før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender mig vel!»

Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden af Vognen, som for at stige op ogsaa, Pidsken susede ned over Hestene, han sprang tilbage og Vognen foer afsted.

Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken til at standse, paa at gribe Tøjlerne, paa at springe ud, men der kom en Afmagts Ro over hende med Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en kvalmende Lede, og hun blev siddende rolig og stille, stirrende ud for sig, uden at lægge Mærke til Vognens rasende Fart.

Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.

Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, var han egenlig en lille Smule beklemt, ikke just ængstelig var ham, men betaget af den Spænding, som lister sig over Folk, naar de har den bestemte Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædeligheder og Ubehageligheder imøde, og som ikke kan undgaaes, som man skal igjennem.

Marie havde naturligvis klaget til Kongen, og denne vilde nu gjøre ham kjedsommelige Bebrejdelser, som maatte høres til Ende; Marie vilde hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske Tavshed, hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed at ignorere. Stemningen deroppe vilde være yderst trykkende, Dronningen vilde se træt og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, der Ingenting vidste, men Alting anede, vilde sidde tavse, nu og da sagte sukkende løfte deres Hoveder og se mildt bebrejdende paa ham med store, tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til den Glorie af højhjertet Trofasthed og heroisk Selvopoffrelse, hvormed Dronningens stakkels Kammerjunker vilde søge at omgive sit smalle Hoved, ved med komisk Modighed at stille sig ved hans, Ulrik Frederiks, Side, overvældende ham med Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle Skikkelse, tydeligt som klare Ord, talte og sagde: se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke, med Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, trøster jeg den Forladte! Jeg sætter mit trofaste Bryst mod … aa, hvor han kjendte det godt, Altsammen, Alting, det Hele.

Han tog fejl.

Kongen modtog ham med et latinsk Sprichwort, hvad der var et ubedrageligt Kjendetegn paa, at han var glad stemt, og Marie rejste sig og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det.

Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord til deres Møde i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gjøre sig om denne besynderlige Tavshed.

Han vilde næsten hellere, hun havde talt!

Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve forsonede igjen?

Han turde ikke ret prøve derpaa, for han havde lagt Mærke til, at hun nu og da saae hen paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk i sine Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende Blik, fuldt af stille Undren og af kjølig, næsten haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af Hævn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, ikke et sittrende Blink af tilbagetrængt Vemod! Intet saadant, slet intet!

Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting sagt.

Engang imellem i de paafølgende Dage, kunde hans Tanker dvæle uroligt derved, og en feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos ham.

Men det skete ikke, og han kunde ikke lade være med at tænke sig, at hine uudtalte Bebrejdelser, de laa nu som Lindorme ligger i deres mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der voksede alt som Øglerne vokste, blodrød Karfunkel løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg Opal langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende og ynglende, medens Ormenes Kroppe stille, men ustandset voksende, gled ud i Bugt paa Bugt, løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige Mylder.

Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og gjemme paa Hævntanker, thi en saadan Forhaanelse som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst i Forbindelse med det sælsomme Optrin, da hun løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis varslende Ord, og han undgik hende endnu mere end før, og ønskede endnu ivrigere, at deres Veje maatte blive skilte.

Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde glemt baade ham og Karen Fiol; thi i hint Minut af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven udslettet, sporløst udslettet, som en straalende Boble, der brister i Støv og ikke er mere. Og dens Glands er heller ikke mere, og de flyvende Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede i sig, ikke heller de er mere. De er det ikke, og Blikket, som den fængslede ved sin Pragt og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkring og ser vidt udover Verden, den Verden, som i farvede Billeder spejledes i Boblens Glar.

Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de Fremmede vokset. Balletprøverne vare allerede i fuld Gang og Dandsemestere og Akteurer, Pilloy og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller utaknemmeligste Roller.

Ogsaa Marie Grubbe skulde optræde i Balletten og tog med Iver Del i Øvelserne. Hun var siden Dagen i Lynge bleven langt mere virksom og selskabelig, saa at sige mere vaagen.

Før var hendes Samliv med hendes Omgivelser temmelig udvortes; naar der ikke just var Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes Opmærksomhed eller Interesse, saa smuttede hun straks ned i sin egen lille Verden og saae derfra ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.

Nu derimod levede hun med; og havde hendes Omgangskreds ikke været saa optaget af alle hine Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger, vilde de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes Væsen var blevet. Der var kommen en rolig Sikkerhed over hendes Bevægelser, en næsten fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed i hendes Miner.

Men det var der Ingen, der mærkede, kun Ulrik Frederik greb sig enkelte Gange i at beundre hende som en fremmed, ham ubekjendt Person.

Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte, var der ogsaa en af Maries Slægtninge, Sti Høg, hendes Søsters Mand.

Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter hans Ankomst, stod de med hinanden paa en Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen og det flade, solsvedne Land bagved den.

Store, langsomt glidende Regnskyer samlede sig oppe paa Himlen, og fra Jorden steg der en bitter, vissen Duft, som var det de matte, halvtudgaaede Urters Suk efter Livsens Væde.

Den svage Luftning, der næppe var stærk nok til at holde Møllen dernede ved Korsvejen i Gang, susede mismodigt i Trætoppene, saa det lød, som klagede Skoven forknyt over Soleglød og Sommerbrynde, — og som Tiggeren, der blotter sit medynksvækkende Saar, saaledes syntes de gule, fortørrede Græsmarker at lægge deres golde Jammer aaben for Himlens Blikke.

Tættere og tættere samlede Skyerne sig, og enkelte store Regndraaber, ganske enkelte, faldt med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et Øjeblik svingede til Siden, rystede og pludselig blev stille igjen. Svalerne strøg lavt langs med Jorden, og den blaalige Nadverrøg slog slørende ned over de sorte Straatage i den nære By.

En Vogn skumpede besværligt henad Vejen, og nede fra Gange og Stier rundt om Højens Fod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen af Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde og Lyden af tørre Grene, der knagede og knækkedes.

Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.

Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de Andre og var gaaet op ad Bakken, nu stod de tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at have besteget den bratte Skraaning.

Sti Høg var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en høj Mand, høj og mager, rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han var bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn buede højt op over hans blanke, lysgraa Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at Øjelaagene var ganske rosenrøde, og derved at han, naar han blinkede, blinkede langsommere, eller bedre: lod Øjet længere være lukket end andre Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen var den stærkt rundet og blank. Næsen, smal og langsomt krummet, var lidt for lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og Tænderne smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa ejendommelig, det var det, at han havde dette underlig sørgmodige, grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette Smil, der er higende Begjær og foragtende Træthed paa een Gang, paa een Gang ømt og længselssygt som søde Toner og grumt og blodlystent som den dæmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig ud af Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i det bævrende Bytte.

Saadan saae Sti Høg ud.

Dengang.

«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket Jer, I sad vel og godt forvaret inden et Klosters Porte, saadan som de har dem i Italien og de Steder der?»

«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg komme paa slige katoliske Tanker?»

«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke? Livsens Drik er for Eder da skær og frisk, den smager sødt paa Eders Tunge, gjør den, varmer Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det Sanden! aldrig bærmebedsk, doven og forfulet? aldrig blakket som af Edderdyr og Orme, der mimrer og kravler omkring …? Saa har jeg taget Fejl af Eders Øjesyn da?»

«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den Vis!» sagde Marie og lo ham lige op i Øjnene.

Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille Græsbrink deroppe, og de satte sig ned.

Han saae forskende op paa hende.

«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende forlegen og uvis paa, om han skulde tie eller tale, «veed I intet, Madame, at der her i Verden er en gehejm Societet, som En kunde kalde for de Melankoliskes Kompagnie? Det er Folk, som fra Fødselen af er givne en anden Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et større Hjærte og fortere Blod, de higer og attraar mere, begjærer stærkere, og deres Forlængsel er vildere og mere brændendes, end den er hos den gemene Adelhob. De er fluks som Søndagsbørn, deres Øjne er mere aabne, alle deres Sandser er subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Glædskab og Lyst, den drikker de med deres Hjærterødder, imens de Andre de kuns griber dem med deres grove Hænder.»

Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden og lod Fingrene legende glide hen over den fyldige Fjerbusk.

«Men,» vedblev han med mere dæmpet Stemme og ligesom for sig selv, «Vellyst i Dejlighed, Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nævnes kan, Vellyst i Gemyttets inderste Rørelser, Vellyst i de lønlige Drifter og Tanker, Mennesken selv aldrig ret kan begribe, alt Dette, som for Andre tjener dem, naar de er ørkesløse, til stakket Kortvil eller fult Slemmeri, det er for deres Sjæle som Lægedom og kostelig Balsam. Det er Livsens eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de dier deres daglige Føde, og derfor søge de ogsaa paa Livsens Træ Blomster op, hvor hine aldrig vilde tro de fandtes, under mørke Blade og paa tørre Grene, men de, de Andre, kjender de til Vellyst i Sorg eller i Fortvivlelse?»

Han smilte haanligt og tav.

«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt bort fra ham, «hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det jo kun er Verdens Glædskab og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt er eller travrigt heller?»

Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde Mine til at rejse sig, som om han var træt af at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde Samtalen.

«Men hvorfor da?» gjentog Marie.

«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med en foragtelig Betoning, «fordi al Jorderigs Fryd er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk og ufuldkommen, fordi hver Vellyst den Stund den blusser op som rigen Rose, løves af som Træ i Høst, fordi hver Livsens prægtig Lyst straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks som den favner dig med sunde Arme, eddres af Dødens Kræft, saa du just som den minder din Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den Tanke æde sig ind som røden Rust paa hver en lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til dens dybeste Rod?»

Han sprang op fra Brinken og talte med hæftige Gebærder ned imod hende.

«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske, naar al Vellyst, som den gribes, skyder Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er Glædskabens sidste vaandefulde Aandedrag, naar al Dejlighed er Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!»

Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende.

«Det er da det, der bringer Eder paa Klostertanker?» sagde Marie og saae smilende ned.

«Det er saa, Madame; mangen en Stund er den, da jeg stiller mig fore, at jeg er stænget inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder ved min Rude og vogter, hvor Lyset rinder hen og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min Sjæl og gyder sine Dvaledruers Safter i mit Blod. — Aa, men jeg veed hel vel, at det er Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over mig, jeg vilde længes som Brand og røden Lue, længes ud af Vid og Samling efter Livet igjen og hvad Livets er … men I forstaar intet Alt det, jeg her præker. Lad os gaa, ma chere! det vil snarligen regne, nu Vinden saa helt har lagt sig.»

«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den hele Himmelsrand rundt!»

«Ja vel, det letter og tætter.»

«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig.

«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.»

Marie løb nedad Bakken.

«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte hun tilbage, «kom I nu ned i Eders!»

Da de vare nede, drejede Marie af, bort fra Slottet, og Sti Høg fulgte med ved hendes side.

Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til at optage den afbrudte Samtale.

«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa egenlig gode Tanker om mig, Sti Høg, Vejr har jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til mig, forstaar jeg ikke heller.»

»Aa jo!»

«Men intet, hvad I talte til mig.»

«Nej.»

«Nu bander jeg: jo.»

«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden Næve følger efter.»

«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre, den svære, stille Bedrøvelse, der kommer over En, uden En veed hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var Hjemsygen efter Himmerigs Rige, hvor hver Kristensjæls rette Hjemland er, men jeg tror det knap. En længes og trænges og veed ikke levendes Haab at trøste sig med; nej, nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt! Det kommer saa urandsagelig tungt og tærendes paa, saa En sygner i sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker og ønsker, En aldrig var fød. Men det har ingentid været Lykkens eller Verdens Forkrænkelighed, der har ligget mig, tungt i Tanker, at det var det, jeg sørgede for, nej, aldrig! Det var helt en anden Vej, det var … ja, det er nu saa plat umuligen at give den Sorrig Navn, men det kommer mig for, at det stundom var mest lig en Sorg for en fordækket Brøst ved Ens Natur, en indvendig Skade paa Ens Sjæl, som gjorde En hel anderledes end andre Folk; ringere i alle Maader … nej, det er nu saa overhaands svært, at faa det fundet i Ord, just i den rette Mening! Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig prægtig og skjøn, det maatte være saa stolt og lystelig over al Maade, at være med deri; om i Sorg eller Lykke, det skjællede Intet, blot jeg led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt som i en Mummenskands eller Fastnachtsspil. Jeg vilde, at Livet skulde tage mig saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der løftede mig op, eller det, som der bøjed' mig ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer eller brænde sammen med min Glæde. Ak, I fatter det aldrig! — om jeg blev som en af det romerske Landeriges Feltherrer, der førtes i Triumfvogn gjennem Gaderne, da vilde jeg være det saadan, at Sejren og Jubileringen det var mig, og Stoltheden og Folkets Frydeskrig og Basunernes Lyd, Magten og Æren, Altsammen i een skingrendes Klang, saadan vilde jeg være det, men intet som den, der i usselig Æresyge og koldt Hovmod, medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte paa, hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge Øjne, og hvor afmægtigt Misundelsens Bølger slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen kjølig om sin Pande. — Forstaar I, Sti Høg, det tror jeg er at leve til, det er det Liv, jeg tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at saadan kunde det aldrig blive for mig, og det bares mig for, at jeg var selv Skyld deri paa en eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet mig mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg veed intet, men det syntes mig, som vældede derudaf min bitre Kummer, at jeg havde rørt ved en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens Klingen var der Noget revet sønder i mig, der ingentid vilde læges, saa jeg aldrig vilde fange den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets Dør aaben, men maatte staa derudenfor og lytte til Festens Toner, ubuden og usøgt, som en vanfør Terne.»

«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes hans Miner pludseligt og han sagde med et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu ser jeg, hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad hende, «Herre du Godeste, hvad et Menneske har nemt ved at bedrage sig selv i de Materier. Det er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, at vi kjender der hverken Stente eller Sti, men vi løber saa bus til, gladelig hen, blot vi øjner den Ting, der kan lignes ved et Spor, og er rede til at sværge det er Adelkongevej. Eller har jeg Uret, ma chere? Er vi intet begge to, en for sig og hver for en, der vi søgte en Aarsage til vor Melankolie, gaaet hen og har kejset den gjenneste den bedste Tanke, vi traf at træffe paa, til den eneste sandfærdige Forklaring. Skulde En intet efter det, vi hver har sagt, tænke, at jeg gik omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens Forkrænkelighed og om de Ting, der er i Verden, deres Ustadighed og Forgængelighed, og at I, min hjærte Frænke, var helt igjennem overbeviset om, at I var et Sølle-Sidse, for hvem Døren er lukt og Lyset slukt, og som knap har Mod til Haab? — Men det har Alt kuns lidet paa sig, for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa drikkes vi saa lettelig drukne af vore egne Ord og vi rider saa haardelig til paa hver Tanke, vi kuns kan faa Grime paa!»

Nede i Gangen kom det øvrige Selskab, og de fulgtes med dem ad Slottet til.

^* _* ^*

Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den seksogtyvende September, da Knaldet af Kanoner og en festlig Marsches skingrende Trompettoner gav tilkjende, at begge Majestæterne, ledsagede af hans kurfyrstelige Højhed Prinds Johan Georg af Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i Spidsen for Landets fornemste Mænd og Kvinder, fra Slottet begav sig ned igjennem Haven for at overvære den Ballet, der nu der skulde tage sin Begyndelse.

En Række af Begblus kastede et brandrødt Skjær over Havefacadens røde Mure, lod Taks og Buksbom rødme med en Glands af Bronze og alle Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstærke Lød.

Se, skarlagenrøde Drabanter i dobbelt Række holde blomsteromvundne Kjærter op i den mørke Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og kunstige Lampetter, lavt med Jorden og højt mellem Træernes gulnende Blade, tvinge Mørket tilside og holde en straalende Sti aaben for det prægtige Tog.

Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade, spejler sig blankt i Sølv og Staal og glider i glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og Silkeslæb. Saa blødt som rødlig Dug er det aandet hen over det dunkle Fløjel, og sprudende hvidt sætter det sig som Stjerner paa Rubiner og Diamanter, og røde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa lukker for det Brune, blandt Hvidt og Violblaat skjærer Søgrønt sig lysende frem, Koralrødt synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem hinanden, lyst og dunkelt, Lød paa Lød i broget Bølgen.

Forbi — nede i Gangen nikke endnu de buskede Fjer hvidt, hvidt i den dæmrende Luft...

Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres, hedder «Die Waldlust».

Scenen er en Skov.

Kronprinds Christian som Jæger tolker sin Glæde over det frejdige Jægerliv under de løvrige Kroner, spadserende Damer nynne om Violernes Duft, Børn lege Skjul mellem Stammerne og plukke Bær i nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermænd jubilere over den rene Luft og den klare Drue, mens to naragtige, gamle Kjærlinger med forelskede Fagter forfølge en smuk Bondeknøs.

Saa svæver Skovgudinden frem, den jomfruelige Diana, hendes kongelige Højhed Prindsesse Anne Sofie.

Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster hende Fingerkys med begge Hænder, mens hele Hoffet jubler.

Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige Bejler fører i overstrømmende glad Taknemmelighed de høje Forældres Hænder til sine Læber.

Næppe er Gudinden forsvunden, før Bondemand og Bondekone træde frem og synge en Duet om Kjærligheds Lykke.

Nu følge lystige Scener Slag i Slag, tre unge Herrer pynte og glæde sig i det Grønne, fire Officerer er glade, to Bondekarle komme veltilmode fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet synger og endelig seks Personer, der paa allehaande kaade Instrumenter opføre en meget overgiven Musik.

Nu Slutningsscenen.

Det er elleve Schæferinder, nemlig deres kongelige Højheder Prindsesserne Anne Sofie, Friderica Amalie og Vilhelmina Ernestina, Madame Gyldenløve og syv skjønne, adelige Jomfruer.

De dandse nu med stor Kunstfærdighed en landlig Dands, hvori det forestilles, at Madame Gyldenløve af de Andre drilles og gjækkes, fordi hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage i deres lystige Menuette, og de spotte hende, fordi hun har givet Afkald paa sin Frihed og bøjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da triner hun frem og i en sirlig Pas de deux, som hun dandser med Prindsesse Anne Sofie, udtrykker hun for denne Kjærligheds rige Henrykkelse og Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende sig imellem hverandre i vanskelige Toure, medens et usynligt Chor bagved Scenen, ledsaget af en skjønne Strygemusik, synger til deres Pris:

"Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,
Durch deren Treff'ligkeit sich lassen Heldensinnen
Ja auch die Götter selbst bezwingen für und für,
Last nun durch diesen Tantz erblicken eure Zier
Der Glieder Hurtigkeit, die euch darüm gegeben
So schön und prächtig sind, und zu den End erheben
Was an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehr
Man preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."

Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte sig i Haven og lystvandrede mellem de oplyste Bosquetter, eller hvilte sig i skjønt indrettede Grotter, medens Ædelknaberne, udstafferede som italieniske eller spaniolske Frugtsælgere, bøde Vin og Bagværk og Konfiturer omkring i flettede Kurve, som de bar paa deres Hoveder.

De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet og modtage Komplimenteringer for deres store Kunstfærdighed og Adræthed, men Alle er enige om, at næst Kronprindsen og Prindsesse Anne Sofie havde Ingen ageret sin Part saa vel som Madame Gyldenløve, og baade Majestæterne saa vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre havde intet kunne føre den Rolle ud med større Gratie eller med livagtigere Gebærder.

Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved i de oplyste Gange og i de mod Haven vendende Sale, hvor Fioler og Fløjter lokkede til Dands og bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv ud paa Søen strakte Festen sig, og munter Latter klang ind over Haven fra lampebehængte Gondoler derude.

Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte og Tonerne legte, færre hvor Lyset var fjernt, men selv hvor Mørket herskede alene og Tonerne halvt gik under i Løvets Hvisken, vandrede der lystige Rækker og stamme Par. Ja, om det saa var den fjerne Grotte længst mod Øst, havde her en enlig Gjæst skikket sig til Sæde. Men han var travrig tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang kastede sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og mismodige Bryn.

Hvidgule Bryn.

Det var Sti Høg.

"...... È di persona
Anzi grande, che no; di vista allegra,
Di bionda chioma, e colorita alquanto."

hviskede han for sig selv.

Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem Uger, stadig været sammen med Marie Grubbe. Hun, havde aldeles bedaaret ham. Han længtes kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab og hans Fortvivlelse. Han havde elsket før, men aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt og modløst. Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks Gemalinde, ikke heller det, at han var gift med hendes Søster, der betog ham Haabet. Men det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være modløs, hans Pogekjærlighed, som han bittert kaldte den. Den havde i sig saa liden Begjær, saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en anden Vis saa megen Begjær. En feberbrændende, vemodig Længsel ind imod hende, en sygelig Smægten efter at leve med hende i hendes Minder, drømme med i hendes Drømme, lide hendes Sorger og dele hendes modige Tanker, ikke mere, ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene, men endnu mere fremmed, endnu mere fjern; de runde, blændende Skuldre, den rige Barm og de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; al denne Legemspragt, som gjorde hende endnu rigere og fuldkomnere, han frygtede for den, den bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage deraf, han frygtede for sin Lidenskab, for den svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse Læber trykkede mod hans, det var Vanvid, taabelige Vanvidsdrømme; denne Mund ...

„Paragon di dolcezza!
..............
... bocca beata,
... bocca gentil, che può ben dirsi
Conca d'Indo odorata
Di perle oríentali e pellegrine;
E la porte, che chiude
Ed apre il bel tesoro,
Con dolcissimo mel porpora mista.“

Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som i Smerte; nej, nej! og han klyngede sig igjen til sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte sig i Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig fast til sin Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet af hendes Ligegyldighed op for sine Øjne, da — stod Marie Grubbe for ham i Grottens hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude.

Hun havde den hele Aften været i en sælsom lyksalig Stemning; hun følte sig saa tryg og sund og mægtig; Festens Pragt og Toner, Mændenes Hyldest og Beundring, hun skred hen derover som var det et Skarlagenstæppe, bredt ud for hendes Fod at træde paa. Thi hun var saa helt betaget, helt beruset af sin egen Skjønhed. Det var, som skød sig Blodet i rige, funklende Straaler ud fra hendes Hjærte og blev til Skjønhedssmil paa hendes Læber, til Straaleglands i hendes Øje og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var en jubelmættet Ro i hendes Sind, en skyløs Klarhed over hendes Tanker, en frodig Folden-ud i hendes Sjæl, en salig Følelse af Magt og Harmoni.

Aldrig havde hun været saa dejlig som nu, med Lykkens overmodige Smil paa sine Læber, og i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan stod hun nu i Grottens hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude. Hun saae ned paa Sti Høg og mødte hans haabløst beundrende Blik, og hun bøjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt sin hvide Haand paa hans Haar og kyssede ham. Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der skjænker en trofast Vasal en kostelig Ring til Tegn paa sin kongelige Yndest og Naade, saaledes gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.

Men saa! saa veg et Øjeblik Sikkerheden fra hende, hun rødmede og slog Øjnene ned.

Havde nu Sti Høg grebet til, havde han taget det Kys som mer end en fyrstelig Gave, han havde mistet hende for bestandig. Men han knælede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig hendes Haand til sine Læber, veg saa ærbødigt til Side og hilste hende dybt og ærefrygtsfuldt med blottet Hoved og bøjet Nakke. Og hun skred stolt forbi, bort fra Grotten, bort i Mørket.

---