Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede./14
XIV.
Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge at raade over, og derfor syntes det hende, nu hun havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at hendes Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det var hende, som om selve Vidunderlighedens Ønskekvist var lagt i hendes Haand, og hun længtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle Jordens Herligheder hen for sine Fødder.
Hendes nærmeste Ønske var at være langt borte fra Kjøbenhavns Taarne og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang hun da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl over Vand og Vej førtes hun bort fra Sjælland, ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie, som hun havde faaet sin Faster til at overlade sig, log saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser træffes.
Det var Sti Høg, der havde bragt hende paa den Tanke at rejse, og den Gang havde han sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søge sin Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes Rejsemarskalk. Han kom nu ogsaa, hidkaldt ved et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks paa at gjøre sig nyttig ved at træffe de Foranstaltninger, en saa lang Rejse gjorde nødvendig.
I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt at være en Velgjører for den stakkels Sti Høg, ved med sine rige Midler at lette ham Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det skulde vise sig, om en anden Kilde vilde vælde for ham. Hun blev derfor, da den stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde ham klædt med megen Pragt, udmærket bereden og ledsaget af tvende statelige Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung ingenlunde trængte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at være foregaaet i hans Sind, han var livlig og næsten munter, og mens han før saae ud, som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, saa traadte han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den anden Halvdel i Vente. Der havde været Noget af en plukket Fugl ved ham før, nu ligned han mest en Ørn med brusende Fjer og skarpe Øjne, der talte om endnu skarpere Klør.
Marie tænkte først, at det var Glæden over at kunne kaste alle Fortidens Bekymringer bagved sig og Haabet om at vinde en Fremtid, der var værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da han havde været der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine elskovssyge, modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i Følelsen af sejersstolt at kunne sætte sin Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte sig fri og stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske nysgjærrig efter at faa at vide, om hun havde gjættet ret, og hun tænkte ved sig selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti Høg, jo mindre kjendte hun ham.
En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende i denne hendes Formodning.
Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store Portrum, der fandtes i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang og Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for de fleste Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Grøntkammer. Det Rum, de gik i, blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle tunge Træstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet lange Fjælhylder op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over røde Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.
Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblanke Gade, hvor Regnen plaskede ned i blinkende Strømme.
Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte paa til at gaa ud, den Ene i en skindbræmmet Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og skrede hurtigt frem og tilbage over det røde Murstensgulv, med smaa trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fødderne varme.
«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker Ledsagere, I tror?» spurgte Lucie.
«Sti Høg? — ja, ja er han da saa, skulde jeg tænke. Hvad mener du med det?»
«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.»
«Hvad!»
«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med... I veed, han har det Ord paa sig, at hans Hjærte er gjort af saa glødendes Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et Skjørt, der vifter til.»
«Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?»
«Men Herregud, har I da aldrig hørt det før? Jeres egen Svoger! — Hvem kunde tvivle paa,[1] at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt være falden paa at fortælle Jer, at der er syv Dage i en Uge.»
«Hvad mon der har seet dig idag, du primer som havde du faaet spansk Vin til Morgenkost?»
«Ja, een af os, lader det til. — Sig mig: Ermegaard Lynow, har I aldrig hørt det Navn før?»
«Nej!»
»Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes at kjende det, og nævn saa med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen, han kunde træffe til at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.»
Marie standsede i sin Gang ved den aabne Port og saae længe vist ud paa Regnvejret. «Veed du kanhænde«, sagde hun saa og begyndte at gaa igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de Parabler at sige?»
«Det skulde En næsten vente sig.»
«Om Ermegaard Lynow?»
«Jo besynderlig om hende.»
«Hvad da?»
«Aa det var med en af de Høger, Sti tror jeg han hed, en høj, rødhaaret, bleg....»
«Tak, det veed jeg nu just saa lige.»
«Veed I ogsaa det med Forgiften?»
«Nej, nej!»
«Eller Brevet da?»
«Naa, fortæl!»
«Hu, det er saa en grimme Fortælling den.»
«Naa!»
«Jo, den Høg han var nok gode Venner, det var da førend som han blev gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun havde det længste Haar nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast træde i det, og hun var saa hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var hun, men han var saa haard og bøs mod hende, sagde de, som var hun en opsætsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slaaet hende blaa og grøn, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset ham for det, huha, det er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk' kan være, naar den ret har sat sit Sind til en Anden. Men saa blev han kjed af hende og saae aldrig den Vej hun var, for det han havde faaet en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun græmmed' sig og sørged' og var ved at gaa til af ene Jammer og Elendighed, men hun leved' endda, det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det længer ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti Høg ride Gaarden forbi og var rendt ud efter ham og havde løbet en Mil Side om Side med hans Hest, uden at han skulde saameget som standse et Trin eller skulde ville høre paa hendes Bønner og Begrædelser, men bare red haardt til og bort fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog hun dræbendes Forgift ind og skrev saa til Sti Høg, at det havde hun gjort for hans Skyld, nu skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot hun maatte se ham engang inden hun døde.»
«Og saa?»
«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den ledeste Krop og Sjæl som nogen Helvedes Pine kan vente paa; — saa skrev han tilbages — ja, saadan var det, han skrev tilbages, at den Modgift, som bedst kunde gjøre hende frisk igjen, det var hans Kjærlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han havde hørt at Melk og Hvidløg skulde ogsaa være godt, og det vilde han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I? kan der nu være Noget mer skammeligt til end som det?»
«Og Jomfru Ermegaard?»
«Jomfru Ermegaard?»
«Ja vist.»
«Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok til at dø af, men hun blev saa krank og ilde, at hun nær aldrig var kommen til Helsen igjen.»
«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.
Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid
hidførte en eller anden lille Forandring i Marie
Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved ogsaa i
den Maade paa hvilken de omgikkes med
hinanden.
Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen Drømmer, af den Omsigt og Raadsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og Vanskeligheder, Rejsen frembød, og det var ligeledes let at blive klog paa, at han baade i Manerer og Begavelse stod langt over selv de ypperste af de Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen, kun af ham kjendt Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa, hvor stærkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhæng der var i Menneskets Væsen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende og ganske i Tilfældets Vold det, der var ædelt og det, der var lavt, brødes i Ens Sjæl, den Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro at sjældnere Gaver og mægtigere Kræfter vare blevne ham til Del end der ellers faldt i Dødeliges Led, og hun bøjede sig i Beundring, ja næsten i Tilbedelse for den Vældigheds Magt hun anede; men dog var der med alt dette i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men kun i dunkel, instinktmæssig Følelse rørtes af Frygt for at Magten var en Magt, der trued og rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig greb til.
I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der
lige ved Landevejen, et gammelt Krosted, og her
var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter
at Solen var gaaet ned, taget ind.
Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gaaet til Hvile i Udhusene, sad Sti Høg, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske Adelsmænd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet Bord foran den store Bilæggerovn i Kroens Skjænkestue.
Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen støttet mod Bordpladens Kant, sad Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og saae til.
Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i en gul Leerstage og spredte sit søvnige Skjær over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet i den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti Høg en større, medens de to Oldenborgere vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der stadig tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret Karl, som laa og drev paa en Gaasebænk inderst i Stuen.
Baade Marie og Sti Høg havde helst trukket sig tilbage til deres Kamre, thi de to Landadelsmænd var ikke noget muntert Selskab; og de havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været saa isnende kolde og Ulemperne ved at opvarme dem endnu værre end Kulden, hvad de havde erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; Tørvene var nemlig der paa Egnen saa svovlede, at kun Folk, der var vante til dem, kunde faa deres Vejr, hvor de var i Glød.
Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede nok de var i fint Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig saa belevent som det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet fik mere og mere Magt over dem, blev ogsaa det Baand, de havde lagt paa sig selv, slappere og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et endnu mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt blev massivere og deres Spørgsmaal nok saa nærgaaende.
Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed, begyndte Marie at blive urolig i Sædet, og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de skulde gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel grov Hentydning, som fik Sti til at rynke Brynene og se truende paa ham, men dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skjæmt i endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags.
Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet med sit Strikketøj for at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned paa sit Skjød og trykkede et forsvarligt Smækkys paa hendes Læber.
Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie Grubbes Hals.
I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden saa kraftigt og sikkert, at han sank over mod Bilæggeren med et dybt Grynt.
I næste Sekund var Sti og den Mørke ude midt paa Gulvet, og Marie og hendes Pige flygtet hen i et Hjørne.
Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et Brøl fra sig ud ad Stuens ene Dør, løb selv hen til den anden og gav sig til at stænge den med en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa smække for Husets Bagdør. Det var nemlig Skik der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal, at stænge saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage Del i Striden og saaledes give den større Udstrækning end nødvendigt, men det var ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen var besørget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting saae, kunde heller Ingenting forklare.
Der var ingen af de Kæmpende, der havde Vaaben hos sig, saa de havde kun Næverne at jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den Mørke og bandte og brødes. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i sejge, modstridende Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge; de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, bøjed og vred sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig tumled de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde lige et Par Gange hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han følte to kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der var kommen til sig selv igjen.
Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans Strube, det sortned for hans Øjne, og hans Lemmer lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde Hænderne om hans Hals og Knæene i hans Sider.
Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie havde slynget sine Arme om hende i et næsten krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.
Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med en sidste Kraftanstrængelse forover, saa den Mørkes Baghoved hamrede ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og aabned Vej for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa han vælted til Jorden, bøjed sig dernæst rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i Hjærtekulen, saa han næsten segned; men saa greb han med den ene Haand om Anklen den Fod, der havde ramt ham, og med den anden Haand fik han Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede saaledes Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremspændte Laar, saa Knoglerne brødes i Støvlen og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som laa og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte, da han saae dette, det saa vaandefuldt Vræl, som havde det været ham selv, det gik udover, og kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet, og dermed var det Slagsmaal da forbi.
Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed havde viist at der boede i hans Sind, havde en mægtig, forunderlig Indflydelse paa Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, sagde hun til sig selv, at hun elskede ham, og da Sti Høg i de paafølgende Dage havde lagt Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og Adfærd, der tydede paa, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed, fik han det Svar, han ønskede.
- ↑ Tvivle paa: i Betydningen: tro.