Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede./17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn Marie Grubbe


JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/5 313-326

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


XVII.[redigér]

En Maaned senere, en Aftenstund i April var der stimlet mange Mennesker sammen udenfor Døren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt Lys i Kirken Klokken otte om Aftenen, og saa kom Byens fine og fornemme Standspersoner, saavel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned i Skibet, medens en kunstfærdig Organist legte for dem paa Orgelet. Men de ringere Folk maatte nøjes med at høre til der udenfor.

Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.

Deres Klæder vare simple og forrevne, og de saae just ikke ud til hver Dag at have faaet det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok, for det var ikke nogen indbringende Haandtering, de drev. Søren havde nemlig i en Kro imellem Aarhus og Randers truffet paa en stakkels, syg Tydsker, som for seks Sletdaier havde solgt ham en lille, haardt medtaget Lire, et Sæt brogede Bajadsklæder og et tærnet, gammelt Tæppe, og nu levede han og Marie af at trække fra Marked til Marked, hvor saa hun drejede Liren, medens han, iført de brogede Klæder, stod paa det tærnede Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange Maader, han kunde finde paa, store Jernlodder og lange Jernstænger, som de laante hos Kjøbmændene.

Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem Ribe,

De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et svagt, ligesom falmet Lysskjær derindefra ud over deres blege Ansigter og over den dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par og enkeltvis og i korte Rækker, talende og høvisk leende lige til Kirkedørens Tærskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for sig og forandrede deres Gang.

Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at de vilde derind ogsaa, de kunde jo da forsøge paa det, da der ikke kunde hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud igjen. Det gøs i Marie ved Tanken om, at hun skulde blive vist tilbage fra et Sted, hvor simple Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække hende med sig; men saa med Et kom hun paa andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende Forsigtighed, tværtimod, ligesom om hun var opsat paa at blive bemærket og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der standsede dem, men da de lige skulde til at træde ind i det oplyste, folkefyldte Langskib, blev de bemærkede af den der posterede Kirkebetjent, der efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i Kirken, med afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende Hænder og indigneret raske Skridt, jog dem foran sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden, som om han lagde den det nyligt Forefaldne til Last, gik saa astadigt tilbage, og stillede sig gysende op paa sin Post.

Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Haanlatter, og en Regn af drillende Spørgsmaal, som fik Søren til at brumme og se sig truende om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den respektable Del af Samfundet altid har paa rede Haand for Folk som ham og hans Lige, og hun havde faaet Slaget.

*    *    *

I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad Aftenen før St. Olufs Marked fire Karle og spillede Styrvolt.

Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged. Hans Makker, en smuk Mand med kulsort Haar og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var fælles om en skabet Bjørn, og begge var meget stygge, den ene havde et vældigt Hareskaar, og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden var enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, aabenbart fordi det syge Øjes Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et Nøglehul eller en lignende lille Aabning.

Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys og et øreløst Krus stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem, var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren med en Jernkrog. I den anden Ende af Værelset gik der en Skjænkedisk tværsover, og et tyndt, langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben paa en gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær paa Flaskehylden bagved, hvor nogle store firkantede Flasker med Brændevin og Bitter, nogle Potte og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af et Halmløb fuldt af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe, der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene. Han var meget opmærksomt beskjæftiget med at trække sin sorte Filthat saalangt ned paa Hovedet som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat i den brede Skygge, drejede med sammenknebne Øjne og optrukne Mundvige, rimeligvis fordi det rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet, og saa begyndte han forfra.

«Det er saa Mesterspil[1] vi spiller,» sagde Jens Nedenom og spillede ud.

Rasmus Kik bankede med Knoerne i Bordet, for at tilkjendegive Salmand, at han skulde stikke.

Salmand stak med en To.

«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig andet end Duser og Trester paa din Haand.»[2]

«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der har altid været Fattigfolk til og nogle faa Stakler.»

Søren Ladefoged stak over med en Seks.

«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han have den for en Pavst? hvad den Djævelen sidder du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere for, Salmand!»

Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.

«Kirsten Myg,»[3] sagde Søren og spillede Hjerter fire ud.

«Og hendes halvgale Søster,» fortsatte Rasmus og lagde Firen til i Ruder.

«En Styrvolt[4] kan vel være stor nok,» sagde Jens, og stak med Trumf Es.

«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere,» raabte Rasmus.

«Den er for dyr,» klynkede Salmand og gav til.

«Saa fører jeg min Syv[5] og een endda,» sagde saa Jens.

Søren tog Stikkene hjem.

«Og saa Bukskin,»[6] vedblev Jens og spillede ud.

«Nu maa jeg til med det gule Øg,»[7] raabte Salmand, og stak med Hjærter to.

«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og stak over med Spader fire.[8]

«Jan!»[9] brølede Rasmus Kik, og smed sine Kort. «Jan, paa Hjærter to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse paa Kortene, der har vundet.»

De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og imens kom der en førladen, velhavende paaklædt Mand ind. Han slog straks Klapbordet ned, og satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi Kortspillerne, rørte han med sin sølvknappede Stok ved Hatten og bød dem: «Godaften i Stuen.»

«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire.

Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem, stoppede Piben og bankede saa med sin Stok i Bordet.

En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Gløder og et stort Stenkrus med Tinlaag.

Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den Gløder paa Piben, stillede Kruset tilrette, lænede sig tilbage og gjorde sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen tillod.

«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som det, Mester der har?» spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en Sælskindspung med røde Snore.

«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede ligesom for at undskylde denne Ødselhed, «den er saa angenem for Brystet, skal jeg sige Jer.»

«Hvor gaar det ellers med Handteringen,» vedblev Salmand og slog Ild til sin Pibe.

«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel, vel nok; men En bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.»

«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo heller Intet behov at være om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt allesammen.»

«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering med det, og En slider intet paa sit Mundlæder heller med at snakke Folk Varerne paa, de maa tage dem som de falder, og kan hverken vælge eller vrage.»

«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev Rasmus, «og vil aldrig have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjæl.»

«Mester, skriger di møj?» spurgte -Søren halvt hviskende.

«Ja, de griner da sjælden.»

«Hu, de er en grimme Handtiering.»

«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning paa Jer til at hjælpe mig.»

«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte Rasmus og rejste sig truende.

«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men jeg er paa Søgen om en Svend, der kunde være mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg sige Jer.

«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte Jens Nedenom meget alvorligt.

«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Klæderne og en Mark af hver Daler, som tjenes efter Taksten.»

«Hvad er det for en Takst?»

«Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen, syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet, og ligesaa for at brændemærke.»

«Men nu for det bedre Arbejde?»

«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind, men ellers er det otte Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det bliver forlangt. Hængning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire for at tage Kroppen ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er syv Daler, for en hel Krop da, og saa lægger jeg selv Pæl til og sætter den ned ogsaa. Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og Ben istykker efter den tydske Mode og lægge til Stejle, det giver fjorten — det giver fjorten, og for at partere og stejle faar jeg tolv, og saa Knibning med røde Tænger, det er to Daler for hvert Nap, det er det Hele, saa erder intet mere, uden hvad særdeles kan være.»

«Det er vel intet vanskelig at lære?»

«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men hvordan, det er Tingen, der skal jo Haandelag og Øvelse til som til al anden Hænders Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme afsted med, der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Træk med hvert Ris, at det kan gaa flaadig og flydende som En vifter med en Klud og dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt i som Lovens Strænghed og Synderens Forbedrelse det fordrer.»

«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og sukkede ved det.

Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.

«Her er Fæstepenge!» fristede han ved Slagbordet og spredte nogle blanke Sølvpenge ud for sig.

«Betink et val!» bad Søren.

«Betænke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel magede,» svarede Jens og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod Mand,» vedblev han og rakte Søren Haanden.

«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,» svarede Søren.

Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe sin Hat saalænge.

Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde «jeg Mester Herman Køppen, Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse gode Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning at udøve, Gud til Ære, dig til Forfremmelse og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse Tale, som syntes at volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de blanke Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den Ære at byde de gode Vidnere en Drik Polak.[10]

Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde være ham en stor, en meget stor Ære at byde dem en Drik Polak, at de imellem dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende.

De tre ved det lange Bord saa spørgende paa hinanden og nikkede saa omtrent samtidig.

Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre grønne Glaskruse, der hist og her vare forsynede med røde og gule Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor Trækande og fyldte først de tre ærlige Mænds Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa Resten i Mester Hermans private Pokal.

Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen af dem ret havde Lyst til at være den Første, der drak. Imidlertid kom Marie Grubbe hen til Søren og hviskede Noget til ham, som han besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men Søren vilde Ingenting høre. Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa greb hun hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjænked. Søren sprang op, greb hende haardt i Armen og satte hende ud af Døren, idet han barskt befalede hende at gaa op. Saa langte han en Pægel Brændevin og gik tilbage til sin Plads.

«Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,» sagde Rasmus og drak.

«Ja,» istemmede Salmand, «hun :kan intet fuldt takke Vorherre for, at hun intet er min Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget Andet at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.»

«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til Mester Herman, «din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur af de Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun idet Sted været en højadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig til at ærgre hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem Øjnene om det skulde hende gefalle.»

«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand, «jeg skulde have smurt hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om hun kjender den smækkre Lænke, som Nalle[11] staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg alene at høre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa min Drikke paa Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige Datter skulde hun blive striglet af, saalænge jeg kunde røre en Haand og der kuns var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun saadan tør skamme sin Mand ud i gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage Skade, naar du rørte ved hende desformedelst du havde drukket denne brave Mands Traktemaade? Nej, om du vil lyde mig, Søren, saa,» og han gjorde en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du aldrig i Evigheden Gavn af hende.»

»Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende over til Søren.

«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ hvor e Høns di pikker.»

Saa gik han.

Da han kom op til Marie, sparkede han Døren i efter sig og gav sig til at løse det Reb, som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.

Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme, der var slaaet sammen for at tjene til Seng. «Er du vred Søren?» spurgte hun.

«Det skal du faa at formærk'.»

«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom til Alder, og jeg taaler det intet.»

Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have.

«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld, slaa mig intet, læg intet voldelig Haand paa mig, det vil du fortryde.»

Men Søren tog hende i Haaret og slog hende med Strikken.

Hun skreg ikke, men blot stønnede under Slagene.

«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa Sengen.

Marie blev liggende paa Gulvet.

Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom laa og ventede paa at der i hendes Sjæl skulde fødes den Følelse af rasende Had til Søren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse, ligesom en stille Sorg over et Haab, der var bristet....... hvor kunde han nænne det?



  1. Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet, betyder det, at Makkeren skal stikke.
  2. Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf.
  3. Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort.
  4. Styrvolt = Es.
  5. fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere ustikkelige.
  6. Bukskin = Ni og Otte i Trumf
  7. det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet.
  8. Spader fire = det højeste Kort.
  9. Jan = Beet.
  10. Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.
  11. Nalle = Bjørnen.