Gåseurten

by Hans Christian Andersen

Nu skal Du høre! -

Ude på Landet, tæt ved Veien, låe et Lyststed; Du har bestemt selv engang seet det! der er foran en lille Have med Blomster og et Stakit, som er malet; tæt herved på Grøften, midt i det deiligste grønne Græs, voxte en lille Gåseurt; Solen skinnede ligeså varmt og smukt på den, som på de store rige Pragtblomster inde i Haven, og derfor voxte den Time for Time. En Morgen stod den ganske udsprunget med sine små, skinnende hvide Blade, der sidder som Stråler rundtom den lille gule Sol indeni. Den tænkte slet ikke på, at intet Menneske såe den der i Græsset og at den var en fattig, foragtet Blomst; nei den var så fornøiet, den vendte sig lige imod den varme Sol, såe op i den og hørte på Lærken, som sang i Luften.

Den lille Gåseurt var så lykkelig, som om det var en stor Helligdag, og så var det dog en Mandag; alle Børn vare i Skole; mens de sad på deres Bænke og lærte noget, sad den på sin lille grønne Stilk og lærte også af den varme Sol og Alt rundt omkring, hvor god Gud er, og den syntes ret at den lille Lærke sang så tydeligt og smukt Alt, hvad den i Stilhed følte; og Gåseurten såe med en Slags Ærbødighed op til den lykkelige Fugl, der kunde synge og flyve, men var slet ikke bedrøvet, fordi den selv ikke kunde det. "Jeg seer og hører jo!" tænkte den, "Solen skinner på mig og Vinden kysser mig! o, hvor jeg dog er blevet begavet!"

Indenfor Stakittet stode så mange stive, fornemme Blomster; jo mindre Duft de havde, desmere kneisede de. Pionerne blæste sig op, for at være større end en Rose, men det er slet ikke Størrelsen, som gjør det! Tulipanerne havde de allersmukkeste Couleurer, og det vidste de nok og holdt sig så ranke, for at man endnu bedre skulde see det. De lagde slet ikke Mærke til den lille Gåseurt udenfor, men den såe desmere på dem og tænkte: "hvor de ere rige og deilige! ja, dem flyver vist den prægtige Fugl ned til og besøger! Gud skee Lov, at jeg ståer så nær herved, så kan jeg dog fåe den Stads at see!" og lige idet den tænkte det, "qvirrevit!" der kom Lærken flyvende, men ikke ned til Pioner og Tulipaner, nei, ned i Græsset til den fattige Gåseurt, der blev så forskrækket af bare Glæde, at den vidste slet ikke mere, hvad den skulde tænke.

Den lille Fugl dandsede rundt omkring den og sang: "nei, hvor dog Græsset er blødt! og see, hvilken sød lille Blomst med Guld i Hjertet og Sølv på Kjolen!" den gule Prik i Gåseurten såe jo også ud som Guld, og de små Blade rundtom vare skinnende sølvhvide.

Så lykkelig som den lille Gåseurt var, nei, det kan ingen begribe! Fuglen kyssede den med sit Næb, sang for den og fløi så igjen op i den blå Luft. Det varede bestemt et heelt Qvarteer, før Blomsten kunde komme sig igjen. Halv undseelig og dog inderlig fornøiet såe den til Blomsterne inde i Haven; de havde jo seet den Ære og Lyksalighed, der var vederfaret hende, de måtte jo begribe, hvilken Glæde det var; men Tulipanerne stode nok engang så stive som før, og så vare de så spidse i Ansigtet og så røde, for de havde ærgret sig. Pionerne vare ganske tykhovede, bu! det var godt, at de ikke kunde tale, ellers havde Gåseurten fået en ordentlig Tiltale. Den stakkels lille Blomst kunde nok see, at de vare ikke i godt Humeur, og det gjorde den så inderligt ondt. I det samme kom der inde i Haven en Pige med en stor Kniv så skarp og skinnende, hun gik lige hen mellem Tulipanerne og skar den ene af efter den anden. "Uh!" sukkede den lille Gåseurt, "det var jo forskrækkeligt, nu er det forbi med dem!" Så gik Pigen bort med Tulipanerne. Gåseurten var glad ved, at den stod ude i Græsset og var en lille, fattig Blomst; den følte sig ret så taknemlig, og da Solen gik ned, foldede den sine Blade, sov ind og drømte hele Natten om Solen og den lille Fugl.

Næste Morgen, da Blomsten igjen, lykkelig, strakte alle de hvide Blade ligesom små Arme ud mod Luft og Lys, kjendte den Fuglens Stemme, men det var sørgeligt, hvad den sang. Ja, den stakkels Lærke havde god Grund dertil, den var blevet fanget og sad nu i et Buur tætved det åbne Vindue. Den sang om at flyve frit og lykkeligt omkring, sang om det unge, grønne Korn på Marken og om den deilige Reise, den kunde gjøre på sine Vinger høit op i Luften. Den stakkels Fugl var ikke i godt Humeur, fangen sad den der i Buret.

Den lille Gåseurt ønskede så gjerne at hjælpe, men hvorledes skulde den bære sig ad dermed; ja det var vanskeligt at hitte på. Den glemte reent, hvor smukt Alt stod rundtom, hvor varmt Solen skinnede, og hvor smukke hvide dens Blade såe ud; ak, den kunde kun tænke på den fangne Fugl, som den slet ikke var istand til at gjøre noget for.

Da kom der i det samme to små Drenge ud af Haven; den ene af dem havde i Hånden en Kniv, stor og skarp som den, Pigen havde til at skjære Tulipanerne af med. De gik lige hen imod den lille Gåseurt, der slet ikke kunde begribe, hvad de vilde.

"Her kan vi skjære en deilig Græstørv til Lærken!" sagde den ene Dreng og begyndte at skjære i en Fiirkant dybt ned, omkring Gåseurten, så at den kom til at ståe midt i Græstørven.

"Riv den Blomst af!" sagde den anden Dreng, og Gåseurten rystede ordentlig af Angest, thi at blive revet af, var jo at miste Livet, og nu vilde den så gjerne leve, da den skulde med Græstørven ind i Buret til den fangne Lærke.

"Nei, lad den sidde!" sagde den anden Dreng, "den pynter så net!" og så blev den siddende og kom med ind i Buret til Lærken.

Men den stakkels Fugl klagede høit over sin tabte Frihed og slog med Vingerne mod Jerntrådene i Buret; den lille Gåseurt kunde ikke tale, ikke sige et trøstende Ord, ihvor gjerne den vilde. Således gik hele Formiddagen.

"Her er intet Vand!" sagde den fangne Lærke, "de ere Alle ude og have glemt mig med en Dråbe at drikke! min Hals er tør og brændende! der er Ild og Iis indeni mig og Luften er så tung! Ak, jeg må døe, fra det varme Solskin, fra det friske Grønne, fra al den Deilighed, Gud har skabt!" og så borede den sit lille Næb ned i den kjølige Græstørv, for derved at opfriskes lidt; da faldt dens Øine på Gåseurten, og Fuglen nikkede til den, kyssede den med Næbbet og sagde: "Du må også visne herinde, Du stakkels lille Blomst! Dig og den lille grønne Plet Græs har man givet mig for den hele Verden, jeg havde udenfor! hvert lille Græsstrå skal være mig et grønt Træ, hvert af dine hvide Blade en duftende Blomst! ak, I fortælle mig kun, hvormeget jeg har mistet!"

"Hvo der dog kunde trøste ham!" tænkte Gåseurten, men den kunde ikke røre et Blad; dog Duften, som strømmede ud af de fine Blade, var langt stærkere, end den ellers findes hos denne Blomst; det mærkede også Fuglen, og skjøndt den forsmægtede af Tørst og i sin Pine rev de grønne Græsstrå af, rørte den slet ikke Blomsten.

Det blev Aften, og endnu kom Ingen og bragte den stakkels Fugl en Vanddråbe; da strakte den sine smukke Vinger ud, rystede dem krampagtigt, dens Sang var et veemodigt Pipi; det lille Hoved bøiede sig henimod Blomsten, og Fuglens Hjerte brast af Savn og Længsel; da kunde Blomsten ikke, som Aftenen forud, folde sine Blade sammen og sove, den hang syg og sørgende ned mod Jorden.

Først den næste Morgen kom Drengene, og da de såe Fuglen død, græd de, græd mange Tårer og gravede den en nydelig Grav, som blev pyntet med Blomsterblade. Fuglens Liig kom i en rød, deilig Æske, kongeligt skulde den begraves, den stakkels Fugl! da han levede og sang, glemte de ham, lod ham sidde i Buret og lide Savn, nu fik han Stads og mange Tårer.

Men Græstørven med Gåseurten blev kastet ud i Støvet på Landeveien, ingen tænkte på den, som dog havde følt meest for den lille Fugl og som gjerne vilde trøste den!