Gamle billeder/1.1
FØRSTE BOG
I
Det hed sig i Egnen, at der, hvor Randlev Præstegaard nu laa, havde der i længst henrundne Tider staaet en mægtig Borg. Men det er ikke sagt, at det var sandt. Der fandtes paa Markerne og paa Gaardens Grund mange Brokker af store brændte Sten. Men selve Præstegaarden mindede ikke i mindste Maade om en Borg, om den end var en Del forskellig fra andre Præstegaardsbygninger. Vel hegnede de fire sammenbyggede Bindingsværkslænger et Gaardsrum og omsluttede den mægtige Mødding, men Vaaningslængens Straatag var meget højere og stejlere end Udlængernes og havde kun to brede og lave Vinduer med bly indfattede Ruder ud til Gaarden i den fra Ind kørselsporten fjerneste Ende. Indgangen til denne Side af Stuelængen var en lav og smal Dør med en Rundbue for oven og en halvcirkelformig Trappe af en halv Møllesten for neden. Bindingsværksmuren stod iøvrig uigennembrudt med sin okkerfarvede Væg og sit tjærede Bjælkeværk. De store, kluntede Hoveder struttede frem under Tagskægget.
Stuelængens modstaaende Langside manglede ikke Vinduer. De vare ulige høje og anbragte uden al Hensyn til Symmetri: snart tre klumpede tæt sammen, snart et enligt udgloende. I Straataget sad to uens høje Kviste, hver med et bredt og lavt Vindue, dog lignede de slet ikke hinanden i Udseende og Dimensioner.
Langs denne Udsides helt hvidkalkede Mur strakte sig en ret stor og bred Dam, skilt fra Bygningen ved en smal af Hvidtjørn og Buksbom overgroet næsten upassabel Sti, hvor Hunde, Katte og Mennesker syntes at have søgt hen i ubevogtede Øjeblikke for at lette deres Organismer under de tætte Buske. Paa den anden Side af Dammens brune Vand stod en seks — otte store Hestekastanjetræer, højt struttende i Vejret i Vintertid, bredende deres store Bladfingre fra Løvspring til Løvfaldstid, udfoldende deres hvide og røde Blomsterfylde i Skærsommertiden, siden stænkende hvide Fnug over Kørevejen, og ved Høsttiden strøende de grønne, tornebesatte Frugthylstre og de blinkende rødbrune Frugter over den og Dammen. De knagede under Vognhjulene og hoppede paa Vandets Smaakrusninger. Paa Stuelængens Gavl var der en Glasdør ud til Præstegaardens store Have med gamle og store Frugttræer, i Forsommeren bugnende af de hvide Blomsters Sne foroven og forneden, mens Syrener knyttede lilla og hvide Hænder frejdigt ud i Rummet. Midt i Haven laa en Dam, i den en lillebitte Ø med en Bænk under en gammel Lind med den søde Duft i Midsommerdagene, krydrende Luften og vækkende Elskovslængsler, grovere og finere, i de lyse Nætter hos Mennesker, Fæ og Urter. Aarstiderne vekslede i Ro og Mag om Randlev gamle Præstegaard, hvad enten dens Tage laa bestænkede af Blomster — eller af Vintersne, hvad enten Sommerluftninger lunt smøg sig om dens mange Hjørner, eller Vinterstorme og Snefog tudede som Ulve om de gamle Bindingsværksmure i Stuehus, Stalde, Lo og Lade.
For Randlev Hovedsogns og Anneks Borøds Sjæle havde Pastor, magister artium, Sextus Masmann sørget i en Række Aar. I sin Tid var han bleven kaldet til sin Gerning af Lehnsbaron Urne, daværende Besidder af Baroniet Hvidholm, paa den Betingelse, at han skulde ægte Formandens, salig Hr. Henrik Mortensens Enke, som var ti Aar ældre end han.
I et kristeligt Ægteskab avlede Magister Sextus Masmann med Ane Mortensen, født Larsdatter, Sønnen Ludvig Masmann, men han kostede sin to og fyrretyveaarige Moder Livet. Saa giftede Magister Sextus Masmann sig efter seks Aars Forløb med den tyveaarige Cecilie Lundbæk, Datter af Nabopræsten, med hvem han i Tugt og Ære avlede fire Døtre, og da hun efter et Par Tvillingers Fødsel salig hensov i Herren, sad hendes Ægtemand et Aar og sørgede, inden han tog til Ægte en Byskrivers otte og trediveaarige Datter fra den nærmeste Købstad. Efter at have skænket sin Mand et nyt kvindeligt Tvillingepar maatte hun bøde med Livet ligesom sin Forgængerske i Kaldet, efterladende en for tredie Gang sørgende Enkemand, som Gud, trods hans indtrængende Bønner og ærlige Flid, kun havde undet den ene Søn foran den forfærdelige Bunke Døtre, hvilke en fattig Mand vilde have ondt ved at faa anbragte i den Gud velbehagelige Ægtestand. De tegnede endda til at blive grimme og lavbenede som Gravhunde.
Til at beskikke sit Hus valgte Hr. Magister Sextus Masmann et nogle og trediveaarigt Bondefruentimmer, Datter af Ladefogden paa Hvidholm. Hun hed Abelone Jeremiædatter; hendes Fader, Ladefogden, hed Jeremias Espensen. Magister Masmann var sikker paa, at hun var et kristeligt Fruentimmer, thi baade ved Højmesse og Aftensang havde han i mange Aar set hende paa hendes faste Plads i Kirkestolen, syngende Psalmerne med Alvor og Andagt, saa hendes „grove“ (ɔ: dybe) Stemme overdøvede hele Menighedens, og under Prædikenen randt det klare Vand fra hendes store, honnette graa Øjne rigelig ned over de brede Kinder. Deraf sluttede Præsten, at hun arbejdede paa sin Helliggørelse med Frygt og Bæven, tilmed da Psalmebogen altid dirrede i hendes store Hænder med Staalgigtringen paa den venstre Langfinger. Tilmed ofrede hendes Fader, Ladefoged Jeremias Espensen, saare rundelig efter sine Vilkaar. Han sagde altid til Præsten, naar han, der paa Grund af Lændegigt og fyldige Posteriora ikke godt taalte at sidde paa de smalle Sæder i Kirkestolene, personlig bragte sit Højtidsoffer i Præstegaarden, at det var bare saadan smaa Afdrag for sin store Syndegæld. „Den vil vel nok blive afskrevet i min Regnskabsbog oppe hos den store Herremand,“ sagde han sukkende. Det rungede i Magisterens Studerekammer, naar han lagde sin Pengetut paa Bordet.
Magister Masmann trak sine buskede, knebelsbartlignende Bryn op i Panden og pustede betænkelig en Røgsky ud fra Piben, men strøg dog Pengene til sig. Denne Karls Maade at ræsonnere paa var dog en Slags Synergisme eller Semi-Pelagianisme. Sligt levede desværre et sejgt Liv blandt Almuen, trods det, at han var sig bevidst at prædike den pure og rene Lære efter Confessio Augustana, den han altid havde liggende opslagen paa sit Bord, og benyttede; naar han lagde „Dispositionen“ til sin Prædiken med dens mange divisionibus et subdivisionibus A. a. α., B. b. β. Og naar han var i Uvished om den rette Tydning i en af Augsburgerbekendelsens Artikler, raadspurgte han omhyggelig en af de i Skind indbundne og i Kvartformat staaende dogmatiske Værker fra Reolen, dem fra den gode rene Læres Tid som Calovius’s og Quenstedts, særlig den sidstes imponerende Masse Papir, kaldet „Theologia didacticopolemica sive Systema Theologiæ“. Gennem det sært vredne, knortede latinske Professorkaudervelske arbejdede Magister Masmann sig op til den deri skildrede Guds Vrede paa alle de formaledidede Spekulationer af argelistige og obstinate Kættere, og Magisteren saa Gud Fader som en almægtig Superintendent med en tredobbelt Pibekrave om Halsen, et mægtigt Krydsskæg over Mund og Hage oppe paa en Sky uddele Ørefigen til højre og venstre til Synkretister og Pietister, Socinianere og Unitarier. Magister Masmann blev da greben af Zionsvægterpathos og hug i Bordet.
Ja havde den ellers saa offerberedvillige Ladefoged Jeremias Esbensen forstaaet den Latin, vilde han have opgivet sin Semipelagianisme. Men hans Datter Abelone var sikkert baade rettroende og retskaffen. Derfor tog Magisteren hende til Husholderske og Opdragerske for sine Børn, anbefalende hende at bruge baade korporlig Tugt og Herrens Formaning til de uopdragne Unger, hverken at spare deres Bag for Birkeriset eller deres Øren for Lovens strængeste Trusler mod vanartige Børn. Abelone Jeremiasdatter græd under sin Husbonds Tale og svor, at hun skulde være Hr. Magisteren følgagtig i alle Maader til Sjæl og Krop.
Det var en lille, grim, skovtroldagtig, lav- og rimeligvis hjulbenet Skikkelse. Hun var tro som Guid og lydig som hendes Faders, Ladefogdens, laadne „Fæhund". Hver Aften maatte Børnene ét for ét, læse deres Fadervor og et Par Salmevers for hende, og standsede de i Fremsigelsen, lagde Abelone dem over sine korte, fede Laar og „regalerede dem med et godt Produkt“. Disse Ord havde hun lært af Magisteren og udtalte dem med stolt Myndighed. Naar hendes Husbond hørte en saadan Scene i Barnekammeret, kunde han rejse sig fra sin Stol i Studereværelset og banke paa Døren med de Ord: „Ret saa, Lone Jeremiæ Dotter! Tugt og Herrens Formaning!“
En enkelt Dag om Aaret tog Magisteren sig selv for at revse sin talrige Børneflok. Det var hver Langfredag. Da maatte Abelone „Jeremiædotter“ lægge en frisk Kost af unge Birkegrene ind paa Husfaderens Skrivebord. Ungerne stillede i Række og Geled. Faderen læste op af den tunge Spændebibel om Herrens Lidelse og Død for vore Synder med dyb Gravrøst, derpaa smøgede han Klæderne op paa Børnene fra den store Ludvig til den lille Lucretia og anbragte Riset paa de bløde Barnehage, kun én Gang paa hver af dem, men saa kraftigt, at en lille Blodsdraabe piblede frem, thi først da kunde de faa en Forestilling om Blodet fra Herrens Vunder, der havde flydt paa Golgata til deres Frelse.
— Dette, Børnlille, sagde han efter endt Revselse, og mens Børneflokken græd højlydt, er gjort af faderlig Kærlighed, hvad I ville fatte i kommende Tider, naar Eders Uforstand er vegen for Oplysning i Troens Hemmeligheder og for Fornemmelsen af Evangelii Sandhed. Det er kun en liden Straf for Frugterne af den Arvesynd, I har annammet efter vores alles Moder Eva fra Slangens Forførelses Tid, og hvilke Frugter desværre rigeligen ere udvoksede af bemeldte Arvesynds forgiftede Svamp i det henrundne Aar, thi mærk Eder vel, skjønt Eders uforstandige Øren endnu ej kunne fatte det, at langt fra al Papisme og Tro paa opera operata erklærer jeg, at disse Hug er Straf for Eders forbigangne Synder, men ingenlunde Aflad for tilkommende i Tanker, Ord og Gjerninger. Modtager saa Herrens Velsignelse.
Og han fremsagde langsomt den samme Velsignelse, med hvilken han hver Søndag sluttede sin Virksomhed paa Prækestolen.
Abelone græd om Kap med de virkelig piskede Børn, til hvis Afstraffelse hun lyttede ude i Gangen. Præsten vendte dem Ryggen og pegede bag ud mod Døren. Da han var ene, bad han først en liden Stund en tavs Bøn, græd over sine egne Synder og over Jesu haarde Pine.
Aar randt, den ene Dag som den anden, med Maaltider, der maatte være færdige paa Minutten. Da Præstens ældste Søn var syv Aar gammel, gav Faderen sig til at læse Latin med Drengen, og mens han indøvede de fem Deklinationer, fire Konjugationer, uregelmæssige Verber samt Accusativus cum infinitivo og Sætningerne med ut, sparede han ingenlunde Ris og Ferle paa Drengens Bag og Ryg. De virkede, hver Gang han, inden han sov ind om Aftenen, og før han rejste sig om Morgenen, kom til at mindes en vanskelig Verbalform, regula eller exceptio. Men saa opnaaede Magisteren ogsaa det Resultat, at, da Drengen, 10 Aar gammel, blev sat ind i den nærmest liggende latinske Skole, kunde han saaledes ramse op af Grammatica og Donat, at den eksaminerende Hører kneb ham i Øret og sagde: „Bene, benissime mi fili!“ og paa Latin henvendte nogle ærbødige Ord til hans: „Reverendus et doctissimus Dominus Pater.“ Nedladende tog Magisteren mod den luvslidte af Snustobak overstænkede og af Brændevin lugtende gamle Students Komplimenter, vekslede et Par Ord med Rektor og overlod sin Forstefødte til hans „Ludimagistri“ og gav ham mange „Admonitiones“ og en „Benedictio“ til Afsked. Drengen havde paa Grund af sin Faders gode Forberedelse sprunget Sinkelektien over.
Der sad nu Drengen under de lavtludende Bjælker i det gamle røde Skolehus med Udsigt til Kirkegaardens Gravkors. Det eneste store Rum var afdelt ved mandshøje Træskillerum i fire Dele, hver til sin „Lektie“. Mesterlektien, som Rektor ene besørgede, laa i en Kvistgavl ovenpaa. Mod det limfarvede graa Loft rungede latinske og græske Ord og Fraser fra alle Rum, blandende sig i babylonisk Forvirring, afbrudt af de klaskende Haandtager og den tørre Lyd af Ferien eller Rottingen, Modtagernes Hvin og og Uddelernes latinske Skældsord: Animal brutum eller Monstrum quod mundus genuit monstruosissimum etc. etc.
Naar de stærke Lyde stilnede, hørtes en Summen, som om Rummene var fulde af Oldenborrer eller Humlebier.
Drengen fra Randlev Præstegaard var i de første Aar i alle Maader eksemplarisk i Flid og Sædelighed. Han havde det jo ligesaa morsomt i Skolen, som han havde havt det hjemme, da han blev kaldt ind fra Legene paa Eng og Mark i Magisterens aldrig udluftede Tobaksrøg og blev undervist efter akkurat samme Metode som nu i den statsstemplede Lærdomsanstalt.
Naar han kom hjem i Høstferierne, længtes han endda efter Skolen, hvor dog nogle af de større Peblinger hittede paa alskens Bengelstreger i Lege og Slagsmaal før og efter Skoletid ude paa Kirkegaarden, og i anden Lektie paa Drillerier under den lille stakaandede og stammende Hørers Undervisning. Tre Timer hver Feriedag, de store Fest- og Søndage medregnede, maatte den latinske Pebling hænge over Bøgerne i sin Faders Stue og jævnlig underkaste sig hans Eksamination, thi Magisteren vilde forud gennemgaa, hvad der kunde overkommes af det i næste Skoleperiode fordrede Kursus. Saaledes, før Drengen i Skolen skulde tage fat paa Græsk, maatte han i Ferien lade sig indpiske i de regelrette Deklinationer, Verberne εἴμι og τυπτω, samt lære udenad de to første Kapitler af Sanct Marci Evangelium i Grundsproget uden at forstaa de græske Ord, han indprentede sig i sit Ansigts Sved.
Naar han slap ud, vidste han ikke, hvad han skulde tåge sig for. Han var i sin Egenskab af latinsk Dreng for stolt til at lege med sine smaa Halvsøstre, thi der var af hans Kammerater blevet dybt indpræget i hans Sjæl, at intet var foragteligere end at lege med Tøser. Dette Forbud var ham mindst lige saa helligt som et af de ti Bud i Katekismen. Hans Fader vilde vist tildels have givet ham Medhold deri. Kunde han derimod komme i Klammeri med en „Bondeknold“ af hans Alder og Størrelse og vise sin lærde Overlegenhed i at spænde Ben, anbringe en Kindhest eller en Næsestyver med en finere Teknik, end saadant et grovt Individuum havde lært, nægtede han sig ikke den Glæde.
Han voksede baade i Højden og Drøjden, blev en af Skolens stærkeste Drenge og flinkeste Latinere. Til Løn for sine gode „Nota“ og „Testimonia“ gav hans Fader ham Lov til, da han havde fyldt sit femtende Aar, at lære Tysk og Fransk af Konrektor, ikke uden at advare ham mod den Vantroens Gift, der gemtes i nyere Bøger i disse Sprog, men stolende paa, at Konrektor, der var Licentiatus theologiæ, søgte Præstekald og var en stor Dogmatikus, vel vilde have Indseende med, at Ludvig ikke kom til at læse Noget, der stred mod den hellige Skrift og den sunde lutherske Lære. Da Ludvig Aaret efter at have taget fat paa Tysk og Fransk ved Overhøringen paa Kirkegulvet kunde forklare, hvorfor Nadveren „Sub utraque specie“ var den eneste rette, og hvad „Ubiquitas corporis Christi“ og „Communicatio idiomatum“ betød, ordret efter, hvad Faderen havde tærpet ind i ham, fik Magister Masmann Taarer i Øjnene ved at høre sine egne Ord uden en Forandring gengivne af sin Førstefødte. Han var fuldkommen sikker paa, at Drengens Tro ingen Skade havde lidt ved de nyere Sprog.
Men hvad skete? Da Ludvig var kommen i Mesterlektien, erklærede hans Rektor, at han viste en „stupend Tilbagegang i de klassiske Sprog og var doven i Hebraisk.“
Magisteren følte et Sting i Hjertet, ret som om det blev gennemboret af et tveægget Sværd, da han læste Rektors latinske Skrivelse, hvori der fandtes en Periode, som kun saaledes kan gengives paa Dansk: „Ikke tvivler jeg paa (Non dubito quin, at min lærde Broders eneste Søn jo er forsynet med Ingenium og en for hans Alder agt værdig Skarpsindighed (acuitas), som jeg ingenlunde vilde foragte, ja næppe dadle, hvis den ej blev af ham anvendt paa ret futile Problemer, der hverken have at skaffe med Religion eller med Humanisme, hvad der dog burde være en Ynglings ædleste Objekter i Brugen af hans Forstandsevner, men snarere paa Ting, som angaa de saakaldte skønne Videnskaber, hvilke vel ej maa ganske forkastes, men under hvis Ægide der i vore beklagelige Tider inddryppes mange for Ungdommen skadelige Vædsker, hvilke antageligvis have bevirket, at Ludovicus ej ret vil neddykke i det Sprog, hvori Guds første Aabenbaringer gaves til de hellige Patriarker og Herrens Forløbere Mose og Profeterne udi den gamle Pagts Tider. Han vidste forgangen ej ret at skelne mellem Verberne לה og לא i hebraisk Grammatik osv. osv.“
— Firhestepisken skal ikke blive ham for god, naar han kommer hjem Lillejuleaften, udbrød Magister Masmann, og denne Revselse vil vorde ham til større Skam, da han er karlestor og før. — Er noget skønnere end den rige Mangfoldighed i de hebraiske Værkers Konjugationer? Af den kan man slutte, at Gudherren gerne har talt dette Sprog ved Skabelsen til vore første Forældre.