Gamle billeder/1.9
IX
Der var en god Fjerdingvej fra Ludvigs Skoleby over flade og fede Marker til, hvor det store Skovbælte begyndte.
Det var de første Dage i Oktober. Træerne i Skoven stod med fuldt saa broget Isprængning i det grønne Løv som Frugttræerne i Byens Haver. Kun at det brogede i Skoven varslede Død og Kulde, og det brogede i Haverne lovede Frugters Saft og Sødme.
Dagen forud havde det været den sidste Skoledag for de unge Mennesker, fire i Tallet, som næste Dag skulde til København og underkaste sig Examen artium. Rektor havde med Omhu, efter de bedste klassiske Mønstre, først og fremmest efter Cicero, udstædt de lange latinske Dimissionsbreve henvendte til „Magnifice Rector! Perillustres et Amplissimi Professores“ med forsøgte Karakteristiker og Forudsigelser om hver. De var naturligvis ikke Frugt af Sans for vedkommende unge Fyres Individualitet, disse kunstig drejede Fraser, og Spaadommene viste sig lige saa uholdbare i Tidens Løb som alle Profetier.
Ludvig havde det sidste Aar i Mesterlektien gjort den Erfaring, at alt det Hukommelsesarbejde blev ham en Lindring, naar han tvang sig ind i det, fra de mange Rørelser, der plagede hans Sind. Den dumpe Rædsel, han bragte med fra hin Dag hos Baronen, Angeren over at have forsømt at lære den lille Mette Psalmerne, den gysende Andagt for den smukke Dame fra Promenaden ved Møllesøen, en vaagnende Interesse — snart tiltrækkende snart frastødende — for hans Værtindes kønne og kyssesyge to og trediveaarige Søster, som specielt passede de tre latinske Kostgængere, pinte ham snarere lig Mareridt, end de voldte ham Glæde. Naar han vilde sænke sig i Mindet om den silke-knitrende, store Dame fra Søen, var han ved at komme til at græde ved Tanken om den lille Mette, der maaske paa Grund af hans Forsømmelighed, havde faaet forsmædelige Ris af Magisteren. Naar han var ved at udvide sin Favn mod Millioner af Brødre og saa favnede den venligt indbydende Jomfru Spendrups føre Taille og lod sig trykke til hendes fjedrende Barm — ja saa følte han sig nedværdiget overfor sit høje Begreb om Dyden og Verdensborgerskabet.
Hvad der nærmest gav Stød til, at han trøstig gav sig i Lag med Lektierne og næsten tyede til dem som et Fristed for Bølgerne i Sindet og den vippende Uro i Legemet, var nogle Vers af Baggesens komiske Fortællinger, som han havde faaet til Laans af Konrektor. Denne unge Digter, Genstand for Konrektors begejstrede Lovtale, havde jo skrevet:
Thi Hedninger maa sige, hvad de vil.
Studering er dog bare Børnespil,
og læse: Fero, tuli, latum, ferre.
hic, hæc, hoc, hujus, horum, harum, horum
og alt det andet dumme Kakkelorum
er intet andet end unyttigt Fjas,
(der morer Børn som anden Spas
om ikke det, som end er værre!)
Konrektor fandt, at Avtor her var gaaet for vidt i sin „Petulans" og mindede Ludvig om, at den herlige Digter endnu ikke havde ladet Digtet, hvoraf disse Linjere var tagne, trykke, og om, at han, Konrektor, havde læst det for Ludvig i en Afskrift.
Ludvig kom til det Resultat, at Latinen og Grammatiken maatte tages som en Nødvendighed for dannede Mennesker ligesom visse naturlige Nødtørftigheder, der er lige saa uundgaaelige at rette sig efter for Kejseren som for Svinedrengen. Med en vis Respekt for Skolelærdommen gav han sig flittig i Lag med den i det glade Haab at slippe den des hurtigere.
Og nu var han færdig! Han var glad først og fremmest ved Følelsen af, at være en fri Mand — fri baade for Skolens Lænker og for den Lænke af Bonderoser, som hans Madmoders Søster havde villet spænde ham i.
Hvor var den By ham ligegyldig! Hvor var den brunrøde Latinskole ham led!
Men han græd ved Tanken om at skilles fra Konrektor. Og Skoven, den han tidt var løbet ud i for at lufte og sprede Sind og Tanke under sine Sorger og Anfægtelser, vilde han ogsaa sige Farvel til.
Han gik til Konrektor om Morgenen og blev indbudt til at dele hans tarvelige Frokost. Den fornemste Ret var Øllebrød med Spegesild. Den høje, magre Mand bifaldt Ludvigs Hensigt at sige Farvel til Skoven.
— Ja Skov og Mark! O Natur! udbrød han. I dens Skød indsaas Dydens Frø i de unges Sjæle. Har jeg været til lidt Gavn for dig, min Ludvig, da er det blot i Kraft af med forsigtig Haand at have givet Dydens Spirer Læ, efter at de vare frempippede i din Sjæl. Om de ret skal vokse ud til en Skov, staar i Alfaders Haand. Gid han maa værne om Fornuftens Lys i dig! Fornuften er Dydens Sol …
Han skænkede sig et anseligt Glas Brændevin, før han spiste den sidste Bid Sild, drak den ud, tog en Pris og sagde til sin Discipel.
— Ak, kære Ludvig, slig Nydelse synes jeg ikke kan passe for dig, før Du har absolveret den anden akademiske Prøve. Undres ikke, at jeg stadig priser Nøjsomheden, og dog baade nyder Brændevin og Snustobak. Det er for min svage Digestions og mine skrøbelige Øjnes Skyld. Du vil mulig sige, at jeg taler som Per Degn i Komedien. Men jeg vil citere dig en Auktoritet, som ikke en Gang din strænge Fader tør underkende. Skriver ikke Sankt Paulus til sin Respondens Timetheus … (og Konrektor lo, lidt stolt over sin profane dristige Lignelse fra de akademiske Disputationsakter) — skriver han ikke, at han skal drikke et Glas Vin for sin Maves Skyld? Men som Druerne hang for højt for Ræven, saa er deres Saft for dyr for en stakkels dansk Ludimagister … Vilde Du fortryde paa, om jeg gik med dig ud i Naturen, paa det at Himlens Tempelhvælving, den helligste af alle, samt Træerne og Planterne, den store Jean-Jacques’ bedste Venner, venligen kan lytte til vore Tanker og Ord i Afskedsstunden. Lad os tage vore bedste Venner med.
Fra den okkerfarvede Væg tog han fire Kobberstik ned og puttede dem i Lommen. Det var Voltaire, Rousseau, Goethe og Schiller.
Tause gik de over de nøgne Marker ud i Skoven. Det var højt og straalende Vejr. Hele Livets brogede spillende Pragt kom fuldt ud til sin Ret.
Bladene blinkede gyldent i deres langsomme Fald fra Grenene. Af og til knagede det svagt rundt omkring af knækkede og faldende Kviste. I Skyggerne laa smaa Vande og sendte klare og alvorlige brune Øjne op mod de to Vandringsmænd.
Et forholdsvis stort Kær bredte sig i en Lysplet i Skoven. Ved dets Rand laa en Gran — Vindfælde. De latinske Drenge havde kunstmæssig faaet lavet den til et Gyngetræ, som de kaldte den. Den lange Stamme var anbragt i en Slags bred Fals i en tykkere Stamme, som var lagt paa tværs under den. Den tykke og tunge Ende faldt da ned af sig selv, men naar et Menneske satte sig sig paa den tynde, frembragtes der et Vægtforhold, som tillod den Siddende at vippe, hvis han selv satte stærkt af, naar hans Fødder berørte Jorden. Mens han red højt til Vejrs, laa det store Kær lige under ham, og rundt om Lyspletten hang Bøgegrene og Siv som Gardiner ned mod Engbunden og paa sine Steder ned i Kærets brune Vand. Nu idag kom der af og til et let Vindpust fejende paa den dunkle Flade og kastede vatrede Sølvstriber hen over den.
Her var saa fredeligt, saa klart, saa køligt og dog saa lunt paa denne hegnede Plet.
Konrektor satte sig hen paa en Stub af en fældet Bøg, tog et af de smaa Duodezbind, som han altid bar i sine store Baglommer, og gav sig til at læse i det.
Dimittenden satte sig efter gammel Vane paa Vippetræet, vuggede nu hin milde Vemod, som han i tidligere Dage havde vugget græske og hebraiske Konjugationer ind i sin Hjerne eller lullet sine snart platoniske, snart kødelig begærende Elskovslængsler til Ro. Han sank hen i denne mystiske Forening mellem Omgivelserne og Jeget, naaede denne lindrende Sammensmæltning med Altet, en liflig For smag paa Evigheden.
Konrektor læste og læste, Dimittenden gyngede og gyngede.
Hinsides Kæret inde mellem Stammerne, stod tavs lyttende og spejdende, et rødt Raadyr med virrende Øren og forskende Øjne, lettende paa Forbenet, uforstyrret af de to Mennesker. Det stod der længe, indtil et Krageskrig eller et lydende Fald af en Kvist bragte det til at vende om og efter et Spring fare afsted med Bagdelen snehvid lysende under Halestumpen, til Skovdæmringen slettede det ud i sin tætte Skygge.
Endelig ramte et stærkt Solskær Konrektors svage Øjne og jog dem op fra Bogen. Da mødtes hans og Ludvigs Blikke, varmt og ømt.
Konrektor sagde:
— Ja, min Ludvig, her ved dette lille Vand gad jeg vel bygge et Hus for os to. En Stue paa hver Side Gangen for hver af os vilde være nok. Ingen af os skulde byde eller lyde. Vilde vi tale sammen, skulde det være i de glade Timer, hvor vi var Mestre over vor t Sind og vor Tanke; ellers skulde hver for sig søge den søde Ensomhed i den store og gode Natur. Vi skulde af og til læse sammen, som vi har gjort i de sidste Aar, men kun lidet ad Gangen, at vi ret kunde fæste store Tanker eller blide Følelser dybt i vore Sjæle. Og vi skulde plukke Urter og Blomster, Jordens skyldfrieste Frembringelser … Men dette er kun Drømme … For dig, saa ung som Du er, ligger der en god Tid beredt. Du vil kunne opleve Dage, da Lyksalighedens Tempel staar bygget mellem Menneskene, naar de ret har assimileret sig med Tidens store Skjaldes og Seeres Tanker.
— Tror Konrektor ikke, at Konrektor selv vil faa det at se? Konrektor er jo da ingen gammel Mand, sagde Ludvig.
— Tiltal mig fra nu af med det broderlige Du! raabte Konrektor, sprang op fra sit Sæde, og i et Øjeblik, da Gyngetræet bragte Ludvig ned til Jorden, lagde han Armene om hans Hals og kyssede ham, mens han holdt paa Stammen, at den ikke skulde vippe i Vejret igen.
— Nej, vedblev han, jeg faar ikke den gyldne Tid at se. Mit Helbred er skrøbeligt, og det vil vare længe, inden Overtros og Fordoms Hydra bliver fældet, længere end for Evropæerne at fælde de vilde Mennesker i Nordamerikas Skove. Tag nu mod et godt Raad af din Ludimagister, Ludvig. Gid jeg havde været en Gouvernør for dig som Emiles — men saa maatte jeg have været Jean-Jacques selv. Tiden er vel ej heller moden til en saa herlig Reformation af Opdragelsen .…. Du har i det sidste Aar talt med Ringeagt om de latinske og græske Klassikere, af hvilke Du kender saare lidet til de sidste. Thi der læses jo mest af Bibelens Græsk i de latinske Skoler. Skønt jeg ikke vil nægte, at Bibelen trods sine aabenbare Fabler og overtroiske Mirakelhistorier, indeholder skønne Tanker og sund Moral, er dens Græsk rent ud barbarisk. Men de latinske Avtores og de romerske Sæder — vær sikker derpaa, min Ludvig — vil blive Modeller for den vordende Republik, og den vil blive opbygget med de romerske Dyder som Fundament. Du har vel mærket, hvorledes selve Jean-Jacques oftere viser hen til de gamle Heltes Ord og Bedrifter. Glem det ikke og læg ikke Cicero, Livius, Seneca eller Tacitus til Side. Sug Honning af dem som den flittige Bi af Blomsterkalkene. Bed til det alt styrende Væsen, at han under dig at skue romerske Kolonnader, hvorunder dydige Senatorer og Tribuner færdes.
— Skal jeg ogsaa blive ved med at læse Hebraisk? spurgte Ludvig med en skudrende Trækning gennem sin Krop.
— Det er ikke nødvendigt, svarede hans Lærer, om end al Kundskab er nyttig og god. Jo, jeg raader dig til for Brødets Skyld at absolvere den teologiske Attestats som snarest. Kommer Du til at præke for stakkels uvidende Bønderfolk, saa bør Du tale saa lidet som muligt om, hvad der findes af Fabel og Overtro i dette kuriøse gamle Testamente. Det har været Kilden til megen Intolerance og Fanatisme. Omsæt Fablerne til moralske Lærdomme. F. Eks. Du kan jo godt bringe Fablerne om Sara til at formane Kvindfolk til ægteskabelig Troskab os Lydighed, eller Josefs Administration af Kornvæsenet i Ægypten til at indskærpe Agerdyrkeren Nødvendigheden af overskuende Økonomi og nøjagtigt Regnskabsvæsen. Ved saadan Tale kan en oplyst Præst give et stort Bidrag til at opdrage Bonden til en fri Mand og nyttig Borger.
— Hm! Noget af det, som Konrektor nu siger mig …
— Nej, Du! Du! Du!
Ludvig rødmede, da han sagde:
— Noget af det, Du der siger, har Baronen ogsaa sagt mig …
— Baronen? Hvilken Baron?
— Vor egen Baron hjemme … Baron Urne til Hvidholm.
— Kender Du ham? raabte Konrektor og blev helt bleg.
Ludvig fortalte da sit Sammentræf med Baronen, og hvad der var sket under hans korte Besøg paa Herresædet. Konrektor hørte til, mens han gned Hænderne, saa Knoklerne knagede.
Da Ludvig igen saa paa Konrektor var han rød og stod med sammenbidte Læber.
— Kom, lad os gaa hjem, mumlede han.
— Men — nu bliver her saa lunt og godt, eftersom Solen kommer højere op.
— Der er kommet noget Profant ind i vort blide Naturens Tempel, sagde Konrektor, og det har spredt min Andagt.
Ludvig spurgte ham med Øjnene.
— Du kan ikke gøre for det, men det er saa.
— Var det, fordi jeg talte om Baronen?
— Ja. Det er ingen god Mand. Stol ikke paa ham. Tro ikke paa hans Ord. Det er ikke hans Vane at holde det.
— Kender … kender Du ham? — Mere, end det har baadet mig … Hans Vej er bestrøet med brudte Ord. Bedaarede Kvinders Graad lyder langs den. Det er kun i kødelig Henseende, han har vist sig som Mand; indeni er han en kaad, vankelmodig, egennyttig halvvoksen Adelsjunker. Han taler vel om Menneskerettighederne paa den store Rousseaus Vis og giver sig Mine af at hylde vor dannersindede Kronprins og Ædlingene de Bernstorffer, Reventlower og Colbjørnsen er; det er kun paa Skrømt.
— Han gav jo dog Krybskytten fri, som jeg har fortalt.
Konrektor havde trukket Ludvig med ved Haanden, og de var nu ude af Skoven paa Markvejen, hvor Efteraarets Spindelvæv hang i dugtindrende Festons paa Gærdernes Pilehegn.
Konrektor sagde:
— Det var et Lune, et Indfald.
— Han citerer stadig Voltaire og Rousseau og læser de ny tyske Digtere.
— Det er af Forfængelighed og Vægelsind. For ikke mange Aar siden blev Krybskytter paa hans Gods lagte i Bolt og Jern, og Bønder, der var mødte for silde til Hovarbejde, satte paa Træhesten. Jeg skulde næsten tro, at han har omvendt sig af krænket Forfængelighed, fordi Statssekretæren, Ove Høegh Guldberg, forbigik ham ved en Ministerresidents Udnævnelse i Udlandet, hvor han havde levet i mange Aar, og der glemt sit Fædreland og forødt sin Arv efter Forfædrene ved Spil, Svir og liderligt Levnet. Da han ej blev Ambassadør, blev han forrykt og galen som en uvorn Dreng, som ikke faar det begærede Legetøj.
Konrektor slog med Jerndupskoen paa sin tykke Knortekæp mod den stenede Vej, saa det gnistrede som Stenbroen under en Hestehov. Ludvig gik en Stund med sænket Hoved. Det kriblede i ham efter at forsvare sin Baron, men han vidste ikke, hvad han skulde sige. Han kunde egenlig ikke nægte, at han havde befundet sig alt andet end hjemligt den Vinterdag paa „Slottet“, ej heller vilde han ønske den gentaget trods den gode Frokost og sin store Madlyst. De to Venner gik en Stund tavse.
Da vaagnede Konrektor som af en Drøm og sagde:
— En Tidlang rejste Baron Urne rundt som en pengeudstrøende Vagabundus, ledsaget af sin Lakaj, ret en i alle Maader moralsk fordærvet Karl. Han var hans Haandlanger og Ruffer til Liderlighed og slette Streger og længe før min Tid udjaget fra Skolen her som en skamløs, utugtig Bengel.
— Hvoraf véd Du alt dette?
— Hør nu, min unge Ven, mit Hjertes Søn. Jeg havde først tænkt ikke at betro dig, hvad jeg nu vil sige dig før senere, men maaske kan denne Anekdote tjene dig til Advarsel mod Udyd og Fordærvelse. Jeg har løseligen ladet falde Ord om, at jeg i mine unge Aar paa en liden Arv efter en Faster gjorde en Rejse i Tyskland og her studerede et Aar ved Universitetet til Göttingen i det Hannoveranske for at høre og lære hos den herlige Kristian Gottlob Heyne, paa hvis Tunge Hellas og Latium, opvakte fra de Døde, talte til os som levende i deres guddommelige Tunge maal, og hos Johan David Michaëlis, der saa klogt huggede Lysningen i Teologiens forgroede Vildskov. Der findes skønt Øl i den Stad. Det gjorde mit skrøbelige Bryst godt og yndedes meget af Academicis, men Gud har skænket mig Moderationens Gave, som bevarede mig for alt Fylderi. Kære Ludvig, bliv aldrig en Ølhund, men husk paa den fjerde Kardinaldyd temperantia, som Grækerne kaldte σωφροσυνη! Men, nok sagt, jeg sidder med to andre Studiosis en Formiddag til et beskedent Ølhus, og mens Talen førtes i det tyske Sprog om adskillige lærde Materier, slap der ud fra mig under Disputationen, hvori den ene af mine Commilitonibus vilde urgere den absurde Lære om Djævelens existentia personalis, en dansk Parenthesis: Det var som Fanden!
Da syntes det mig, som En lo bag ved mig. Jeg vendte mig om og saa to Personer sidde ved et Bord, og af de tvendes Dragt skønnede jeg, at det maatte være Folk af Adelsstand. Den ene, sagde til mig: „Er Monsieur en Dansker?“, hvad jeg bejaede. Der stod en Flaske Vin og tvende tykbenede riflede, brune Glas foran dem. Begge Herrer var stærkt røde, og deres Øjne var ikke ganske ulige fire med Trippelse polerede Tinknapper.
Nu — de bød mine sorte Commilitones og mig paa gammel Rhinskvin. Talen var skæmtefuld og lidet sømmelig i visse Maader. Det er en af de faa Gange i mit Liv, at jeg blev betagen af Drukkenskab. Dog maa jeg sige, at den tyske Herre knap værdigede os Studiosis et Ord, og at den danske Herremand, der nævnte sig Baron Urne, fra Tysk slog over i et frydende Fransk, explicerede sig om Fremtidens Herlighed og sagde netop det samme, som han efter Aars Forløb har sagt til dig. Da var baade Jean Jacques og Voltaire nylig døde, og Taarer fra Baronens Øjne løb ned i de brune, riflede Glas, hvilke indeholdt Vinen, som tilsammen med det forud indtagne Øl virkede kapitøst paa min svage fysiske Komplexion. Men aldrig har jeg før eller siden trakteret det franske Sprog med en saadan flux de bouche! Voltaires og Rousseaus Ord gled fra min Tunge som Vand fra Skovens Kilde ned over en stenet Skrænt. Og Baronen omfavnede og kyssede mig flere Gange. Men det tyktes mig, at jeg stadig hørte noget som Grinen og Klukken. Da saâ jeg paa en Gang et Ansigt bag Baronen. Det syntes mig, at det var en Doublette af ham, men hæsligere og mere fortrukkent. Fra dette Ansigts Mund udgik en Sang, der skrattede som en Sækkepibe. Hvoraf jeg husker disse Ord:
Pendons le dernier roy
Aux boyaux du dernier prêtre?[1]
Men da saâ jeg den tyske Adelsmand vende sig og anbringe en mægtig Ørefigen paa den danske Barons Vrængebillede. Lysestagerne faldt ned fra Bordet: dumpt lød det mod mig af Bulder og Brag, Klask og Slag, jeg skælnede intet uden et Slag i min Næse, hvorved alle mine Tænder rystede. Siden den Gang er de løse og dinglende. Jeg kunde føle min Næse bløde. Jeg hørte i et Virvar: Coquin, pendard! Hundsvot, Esel, Schweinhund, infâme Canaille. Hæslige og bestialske Ord, min Ludvig! Sind og Sans forgik mig, og jeg maa være falden hen i Daanelse. Thi jeg kom først til Live i en stor, helt hvidkalket Sal i en stor Seng med Omhærig. En Kvast hang ned fra oven og kildrede min Næse, og jeg saâ, at der var Blod paa Kvasten, men hvor var jeg kommen her? Jeg trak Gardinerne til Side. Der stod fire Senge i den store hvide Stue, og i Hjørnerne hang Spindelvæv og svajede som Flag for Vinden.
Jeg saâ ud. Fra Splitten i to Senges Gardiner keg to Ansigter ud. Det var mine to Commilitones fra hin Taverna. De var ligblege, og da vore Øjne mødtes, maatte vi, med Tugt at melde likere paa en skiden Maade til Bacchus. Og det af lutter Ækelhed over hverandres hæslige Udseende. Straks trak hver sig tilbage bag Sengegardinerne. Jeg var opfyldt af Anger og Ruelse over min viderlige Drukkenskab. Ak, min Ludvig, gid mine Ord maa staa for dig som et advarende Eksempel, saa Du aldrig tilsøler dig ved at blande fedt Øl med syrlig Vin. Det er det allerfarligste for Ligevægten i Hovedet og Digestionen in visceribus[2].
Jeg gemte mig. Ak — for mig stod Werthers Lotte, de dydige Fruentimmer Julie og Claire, den herlige Milord Edward og Hr. de Wolmar, samt den sig til Dydens solbeskinnede Bjergtop Julies opad kæmpende Elsker i „La nouvelle Héloise“. Ak, ak! aldrig skulde jeg naa derop, hvor til Rousseau førte Julies Elsker Saint-Preux! Jeg skulde ligge i Sølen som et Epikuri Svin.
Jeg maa være falden i Slummer. Thi tydelig ser jeg sejle forbi paa gyldne og uldbovnende Skyer livagtige søde Fruentimmer, og jeg kendte dem: Det var dem, jeg nys nævnede. Jeg bad og tryglede dem om et Kys. Men alle rakte de deres hvide Pegefinger op mod Himlen. Jeg saâ op, og Dydens Sol stod der med gyldne og stive Straaler. Da udgød jeg Taarer og sank hen i vederkvægende Slummer.
Jeg vaagnede ved Larm af opslaaede Døre. Da jeg slog Øjnene op, saâ jeg Baron Urnes onde Kontrafej med en Fakkel i Haanden og hørte ham raabe: Levez vous Messieurs! Le spectacle va commencer (Staa op mine Herrer! Komedien begynder strax).
Vi klædte os paa. Foran os ned ad laa en stor Trappe med et meget bredt Rækværk. Det rystede og knagede under vore Hænders Tag, ligesom Trapperne under vore Fødders Trin.
Over en Gaard, hvor vi saâ store Popler neje og svaje under en mægtig og bidende Vind om Kap med Faklen i Lakajens Haand, gik vi, følgende Faklen som forvildede Vandringsmænd følger Lygtemandsskæret i Mosen. Vi skimtede, naar Faklen luede op, paa den ene Side en lang Bygning med Søjler, og paa den anden en smal og høj, der syntes sortere end Mørket. I den lod vi os føre ind og naaede et stort hvidt, hvælvet Rum. I den ene Ende stod et Teater. Paa Bænke sad hist og her Mennesker i Pelse og Kapper. Jeg kendte kun den danske Baron og den tyske Adelsmand fra Gaarsnattens Orgie. De var lige saa blussende røde nu som da og havde formentligen kontinueret deres Svir og Sværm i Dagens Løb.
En douce Musik lød fra Harpestrænge, Ingen kunde se, hvor den kom fra. Den slog brat over i noget stærkt og vildt; jeg var saa afficeret og saa vanmægtig i Hoved og Krop, at jeg rystede som et Espeløv og mærkede kold Sved i mit Ansigt. Det kunde vel være, at Ruelsen over min utidige og strafskyldige Vandel fra det sidste Døgn nagede min Sjæl og frembragte nævnte legemlige Effekter.
Men pludselig skiltes det hvide Dække sig i Midten. Og straks saâ jeg, at Skuespillet var Schillers herlige „Die Räuber“, der, hvor den store Barde sejrrigt lader Dyden lide og dog sejre og knuse de mægtige og Lastefulde paa Jorden som Jupiter med sin aandelige Tordenkile. O, hvilke Sindsbevægelser! Aldrig har jeg grædt og jublet, aldrig har jeg været saa gennemrystet, som da disse herlige Ord lød under de sonore Buer, snar t som Orgeltoner, snart i Amalia v. Edelreichs himmelske Mund saa blide som Rørfløjten, klagende som Oboen, dirrende i Harme som … ak, jeg kan ej inventere flere Lignelser. O Amalia von Edelreich! O Amalia! O, det af Guderne begunstigede herlige Fruentimmer, hvis søde Røst og billedskønne Aasyn og Legeme tolkede Schillers af alle Muserne paa Helikon indblæste Ord og rørende Sindslidelser!
…. Mesterlektioaneren — han bad Gud forlade sig — maatte kæmpe som en Løve mod en ny fremtrængende Lattertrang. Thi den lange blege, ranglede Konrektor med de glansløse, nærsynede Øjne, var aabenbart ikke skabt til at elske som en Amadis, end mindre til at gengive Schillers Amalia i Røst eller i legemlig Aktion. Hans Stemme var spæd og hæst pibende. Han stod der paa Markvejen og fægtede ivrig med sin tykke Knortekæp som en Slags Akkompagnement til sin Patos. Den Gang sejrede dog Optugtelsen over Naturen, Drengen fik Magt med Latteren.
Men en Konrektor, henreven af sin Erindring og Entusiasme, gav sig til at synge med Falset og tilstræbt dramatisk Foredrag:
Er ist hin — Vergebens, ach! vergebens
Stöhnet ihm der bange Seufzer nach.
Er ist hin — und alle Lust des Lebens
Wimmert hin in ein verlornes Ach!
Samtidig tabte han Hat og Paryk, saa de tynde rødblonde Haartjavser stod ud i Vinden, og selv faldt han over i en høj Hulken. Ludvig blev helt lettet. Han kunde nu og under Skin af, at han græd med, le ud i sin Hattepuld under sin Opsamling af Konrektors to Hovedbedækninger.
Hans Lærer fortsatte:
— Ak de høje Herrer havde beredt et Satyrspil efter Tragedien, men det blev for mig mere tragisk end denne. Medens jeg gennemildnet og gennemrystet saâ Dækket atter samle sig, kom din Baron hen til mig og mine Fæller og indbød os paa Fransk til en Souper. Hans sataniske Lakaj lyste os, og ind kom vi i en Sal til et dækket Bord med mange Vinflasker og sølverne Armstager. Da vi havde sat os, kom Medlemmerne af den Bande, der havde spillet „die Räuber“ ind, udstafferede i deres Dragter, og mellem dem den eneste Aktrice — Amalie. Som paa Scenen lyste Uskyld og Dyd ud fra hendes dejlige Øjne, som fra en af Himlens Stjerner.
Men hvilke Ord maatte hun høre! De to Adelsmænd og Aktørerne overgik hinanden i liderlig og forargelig Tale. Alle Mandfolkene stemmede i:
Mihi est propositum
in taberna mori[3]
og under den tog vor danske Baron min Amalie paa sit Skød, satte en Pokal for hendes Mund og tvang hende til at tømme den. Hans hæslige Davus[4] sang …
Mon pére est à Paris,
Ma mére est à Versailles.
Et, moi, je suis ici — — — — —
… ja jeg tør for dine uskyldige Øren ej fortsætte den utugtige Vise. Paa én Gang løftede den danske Baron min Amalie i Vejret og berørte denne ædle Skønhed paa en højst uhøvisk Vis, idet han raabte til den Aktør, som saa rørende havde tolket den ædle Karl Moor: „Lebe wohl, König Agamemnon, jetzt entführet ein ausländischer Prinz deine schöne Helena. Aber er wird deine Hörner für zehntenmal vergolden lassen“. Og ud for han med den skønne Skabning paa sine Arme.
I Fortvivlelse og under Graad drak jeg mig atter mægtig beskænket. Hvorledes jeg med Commilitonibus kom hjem til Göttingen og til mit Kammers, skal jeg ikke kunne sige, saasom jeg var sansesløs som et animal brutum (umælende Dyr). Ikke kan jeg udsige, hvad jeg siden følte af Sorg, Ruelse og Skam. Jeg forlod snart Göttingen og forspildte mine Studiers modne Frugt.
Da jeg sad paa et Værtshus til Hamburg ud mod Vandet, saâ jeg en aaben Karrosse rulle forbi. I den sad den Baron med det Fruentimmer, jeg havde brændt den reneste Røgelse for paa mit Hjertes Alter, og bag paa stod den infernalske Lakaj — Sat sapienti! Uddrag nu Moralen af dette og lad den tjene dig til Ledestjerne paa din Ungdoms Vej. Beklag mig, men foragt mig ikke.
Ludvig fattede det faste Forsæt at forfølge den Traad, hans Lærer havde givet ham.
Da han kom hjem, græd han vel over sin ældre Vens kranke Skæbne. Men han græd ud om Natten ved sin Værtindes Søsters hulde Barm.
Som han næste Morgen skulde bestige den Fragtmandsvogn, der skulde køre ham ind til „Københavns Akademi“, kom Konrektor ind i Værtshusets Gaard, tog hans Hoved i sine Hænder og kyssede ham vædet i Taarer. Ordet svigtede ham, da han vilde sige noget til Afsked.
Alle fire Heste hev i Tøjet, saa det knagede tungt, som naar Matroser hiver i en Tovende. Fragtmanden langede lidt til dem med sin vældige tjærede Piskesnært oppe fra det himmelhøje Sæde ved Siden af Ludvig Masmann. Han tiltalte Hestene:
— Njørr, I halvdøde Skildpadder? kan I faa R— med Jer?
Mens de alle fire hev igen, og Hjulskinnerne tog ved at fure de toppede Sten i Brolægningen, tog Konrektor et lille Spring og sagde til Fragtmanden:
— Kan jeg faa sagt et Ord endnu til Præstens Søn fra Randlev?
— Ja det kan han sagte (ᴐ: sagtens). Han har ka’ske godt af at faa noget Hebraisk med paa Vejen; det jager ette ikke, og jeg og de fire gamle danser ette Polskdans ikke. Det gaar kun som Marseringen for Landmalicen med stoppede Madposer paa Bagfjerdingerne. Lispendiaten vil maaske være saa artig at følge os de to Mil lige til Krebshuset og tåge Frokosten til den bøvede Mutter Plambæks, som er mit kødelige Søskendebarn, og derfor er hendes Mand min Medsvoger. Hæ, hæ, hæ!
Nej, der var ingen Hast. Vognen med det kunstigt opstablede Læs, hvor Rebene peb og knagede, bevægede sig som en luddoven Stud. Konrektor havde ingen Interesse for den meddelsomme Fragtmand med Pludderbukserne, de langskaftede Fedtstøvler og den sorte „Hanrejhat“. Endelig kunde han faa sagt til Ludvig:
— En Ting endnu! Om end Du nu faar Otium til ret at studere, hvad der er frembragt af fri og smukke Tanker til vort Køns Frigørelse fra Trældom og Obscurantismus, saa bliv altid en Dannemand og elsk dit Fødeland. Vær glad over det Lys, som opgaar. Ær din Drot og hans herlige unge Søn. Frederik vil bygge, hvad Kristian har grundet. Han staar omgiven af store og dannis sindede Mænd. Bliv en god Borger og dine ældre compatrioticis værdig. Glem ej ganske over Voltairerne, Rousseauerne, Dideroterne, Klopstockerne, Schillerne og Goetherne vore egne Suhmer og Rother, læs flittig om Ewald, om Wessel, om Baggesen, om Rahbek og hvilke andre skønne Aander, der er i Opgang paa vort Lands Horizont. Og husk, at selv Rousseau byder Menneskene at ære deres Fødelands Regering og Konstitution, dets Religion og Politi. Nu mindes jeg at have talt for lidet med dig derom. Sky for din egen Fremtids Skyld Sværmeri og Fanatisme … Saa, nu er der ej Tid til mere. Glem aldrig din fordums Præceptor og ofre en Gang imellem en blid Taare til hans Minde! …
Hans Røst stoppede op, og store Taarer stod i hans trætte, ærlige Øjne.
Brat vendte han om. Han stod en god Stund støttet til et falmet Rønnebærtræ i Landevejsalleen, indtil hans korte Syn kun kunde skælne Fragt vognen som en uformelig mørkegraa Klump i den lysegraa Taagedis.
Han kunde skønne, at nu maatte der kun være et Kvarter, til Skolegærningen skulde begynde.
Luften omkring ham græd. Dens Taarer sivede ned fra Træernes Kviste og gled ned ad deres Stammer. Fjernt saâ han Skoven som en grødet Masse, den, der i Gaar med sit brogede Liv og blinkende Spindelvæv legede i Solskinnet.
Han kom nær den grimme By med de smaa Bindingsværks Huse, uregelmæssig siddende lave Vinduer, de toppede Brosten, der var blevne glatte i Taagen, saâ hist og her nogle dvaskt og sløvt duvende Mand- og Kvindfolk slentre forbi, lugtede Klipfisken og Tranen ud fra Købmandsboderne. Her skulde han — Gud véd hvor lang Tid — leve mellem en knarvorn Grammatikus af Rektor, nogle Halv-Ignoranter af snusende og brændevinspimpende Hørere med sin Trang til Mennesker, han kunde meddele sine Følelser og Frugten af sine Studier. Denne nu afrejste Dreng var den eneste Discipel, som havde havt Længsler ud over Lek tiebøger og Maaltider.
Kluntet og grim, som han var, turde han ej løfte sit Øje til en skøn og blid Livsledsagerinde .... Han var en unyttig Drømmer, og i Göttingen havde han jo følt, at han var en ledeløs Vaand, der svajede for alle Vinde. Han burde maaske kke have fortalt den unge Knøs Sligt! Det var allenfals infra dignitatem. Men det havde lettet.
Før han kom indenfor Latinskolens tykke, brune Mure, sendte han ud mod Kirkegaarden et Suk, der rummede disse Ord:
— Ak — min Ludvig! Skal jeg nogensinde se dig mere? Jeg faar trøste mig med Seneca og Marcus Aurelius i Dag. Thi Rousseau vil bringe mig til at udgyde Taarer — ligesom Tyskerne, og Voltaire vil opirre mit Sind. Nej, min Ludvig, Klassikerne fra Rom og Grækenland maa vi stedse ty tilbage til.