Gamle billeder/2.5
V
Gamle Magister Sextus Masmanns stærke Natur i Retning af det Erotiske, havde Sønnen Ludvig faaet i Arv. Fyldt af alskens højere Inspirationer, som laa i stundom smertelig Strid med hans rent kødelige Trang, følte han sig helt svimmel ved, hvad han havde set i den rimtindrende Have bag Baron Urnes Hôtel. Det var en forskønnet og højnet Gentagelse af Synet ved Møllesøen derhjemme. Han havde jo tydelig genkendt Dejligheden i Pelsen, og nu var han vis paa, at hun var hans første og hans eneste Kærlighed, for hvem han vilde ofre Liv og Blod. Han vovede ikke at tragte efter at besidde dette trods sit rigelige Kød saa olympiske Væsen, men det var hans Gudinde. Da han om Aftenen paa Vandkunsten mødte en Nymfe, som han en Tid troede at elske, og Vedkommende sagde: God Aften, mit Lam! spyttede han efter hende og fik til Svar uigengivelige Skældsord. De lød for hans Øren som Musik. Han havde vundet Sejr over sin Dyds Fjende, Kødet, var nu en heroisk Elsker, der hverken frygtede Fristelser og Koglerier. Han udaandede Heltemodet, der fyldte hans Bryst, med de Ord, Johannes Evald lagde Halvguden Balder paa Tungen. Og han sang dem med sin raa, mægtige Basstemme paa sin Seng i Klædeoplagsskriverens Hus:
Venlige Klipper, I hørte mig græde,
hører mit Haab, og udbreder min Glæde!
Yndige Skove, besvarer min Fryd!
Balder! forgæves skal Himmel og Skæbne
hærde dens Hjerte, du elsker, og væbne
Kæmperens Arm med fortryllede Spyd.
Dyden skal krone sin fromme Tilbeder!
Skingrende, mægtige Genlyd, udbreder
Elskovs Triumf og den lønnende Dyd!
Skriveren lettede paa Døren ind til Ægteparrets Dagligstue, stod paa Tærskelen med det lille bitte Messinghaandgreb paa Laasen i sin store højre Haand, i Bommesis Underbukser paa Benene og hvid Bomulds Nathue trukket ned over Ørene. Han gryntede:
— Ø—h! Det er fromt og gudeligt af ham, at han synger sin Aftenbøn. Min Kone er døv, saa hende forstyrrer han ikke, men jeg sidder oppe og kopierer meget indviklede og højtravende Acta, saa han maa ikke gerne vraale saa højt. Nu burde han læse over paa sine Ting, at det kan gaa ham vel til hans anden Eksamen, ellers faar jeg en Ulykke af hans Fader.
Den store, bredskuldrede Fyr løftede sig i hele sin Længde. Han saâ ud, som han kunde knække den lille visne Skriver som et Utøj mellem sine Negle. Ludvig Masmann blev fra en heroisk Drøm vakt op til den mest lurvede Virkelighed i det hæslige Rum, den grimme og dumme Skriver med den slappe, magre Krop, som de tynde Ben i Slæbetøflerne knap kunde bære.
Han gjorde et Par Skridt hen mod Skriveren, der smuttede ind ad Døren, mumlende:
— Han vil da’nte slaa en gammel Mand, som hans Fa’r har betroet ham, smækkede saa Døren til og drejede Nøglen om indvendig fra.
Den store Ludvig gik i Seng og svævede i Drømme mellem Situationen i den højeste Æthertilværelse og den kødeligste Fryd. Naar han vaagnede fra den stødvise Søvn, højagtede og foragtede han sig selv i livlig Veksel, alt efter som han havde svævet i Skyerne med Armen om den rødshawlede Gudindes Midie under hendes Spil paa den gyldne Harpe, eller han havde favnet hende med sine Armes fulde Muskelkraft i Ellekrattet ved Møllesøen der hjemme. Men da han endelig vaagnede for Alvor, følte han en Slags Sorg, fordi han havde svigtet den lille Mette og ikke sørget for, at hun havde lært sin Psalme.
Dog det Minde blev snart slugt.
Han drev ud, som han havde gjort hver Dag siden den Morgen, han havde vikarieret hos Baronens Sekretær ved Udarbejdelsen af Adelsmandens rhapsodiske Bekendelser og stirrede langs Palaisets lange Vinduesrække. Han saâ kun de perlemalede, nedrullede Jalousier, der hvilede i Dødens Ro. Gemtes Prinsessen derinde i Mørkets slumrende Skov?
Turde man bare tage fat i Klokkestrængens Malmknop, bryde ind …… og …… Ja, hvad saa?
Sluttelig gaar Porten op. Tre Tjenere i Livrée og en høj sort Skikkelse brydes i Portaabningen, og i det halvmørke Rum indenfor griner Skræderfrans’s rynkede Fjæs. Endelig lykkes det de to Karle at faa en lang, sort Figur spændt ud paa Gaden. Hans Haar var i vildeste Uorden, hans Kalvekrøs flagrede ud i Luften.
— Men Brundsland da …? raabte Ludvig Masmann.
— Er Du her, min snilde Gut! Ja, nu kan Du, Fa’n hakke mig, tåge mine partes hos den forbandede Gudsfornægter og Horkarl der oppe. Ja, han lod mig smide ud af sine Slaver … men Guds Død, hvor jeg har banket dem, inden de fik mig ud. Deres Næseblod har nok stænket over den gamle, knagende Trappe. Ja, Død og Pine!
Sveden randt perlende ned ad Brundslands røde, svære Ansigt.
— Men hvad var der da paa Færde? spurgte Ludvig.
— Hør, laan mig en Rigsort og gaa ned i Kælderen paa Hjørnet af Strandstræde. Jeg skylder dig tre Mark, men saa vist som jeg er en Normand, jeg, skal Du faa dem om en Maanedstid. For jeg rejser hjem nu, jeg. Aa, jeg kunde stortude af bare Glæde, naar jeg tænker derpaa. Kom — saa skal Du faa høre.
Med Ølkrus og Dramme foran sig sad de to Studenter bænkede i den lave Kælder med de tætte Loftsbjælker lige over Hovederne. Normanden fortalte:
— Jo, ser Du, den Skøjer af en Baron dikterede mig alt det Tøv, som han kalder sine Pensées. Der er ikke mere Tanke i denne Sludren ud og ind end i mine sorte Hoser. Men han morer sig over at lette sin Ugudelighed gennem sin leje Kæft, ser Du. I Dag begyndte han med at diktere, at et legitimt Ægteskab kun duede for dumme og trælske Personer, at det var kun Mænd uden esprit og uden imagination, der kunde udholde en Kvinde mere end i faa Aar, og at det var sundt baade for Sjæl og Legeme at skifte mâitresse, at Mahomedanernes Skik var at foretrække for de Kristnes. Giftermaalet for Livet var en Opfindelse af Præsterne, der helst saa, at Menneskene blev Trælle og dorske Kødhoveder … Forargelsen brændte i mit Blod, og han kunde se det, den Belialshund. Han vendte sig til mig med et Par Øjne som en Giftorms og spurgte mig, om jeg kun havde kendt ét Fruentimmer i mit Liv — ja, han brugte de lejeste Ord, det Svin. Da sagde jeg blot: Jo, men det har kostet mig Angerstaarer og Ruelse i vaagne Nætter, thi Aanden er redebon, men … Saa brød han mine Ord itu og grinede ud: „Ja og Kodet er skrøbeligt, alligevel vinder det som oftest Sejr i Kampen.“ Jeg aad min Forargelse i mig, mens jeg skar en ny Pen. Men saa vilde Karlen ærte mig paa mit Lands Vegne og dikterede, at der altid var en Provins i et Land, hvis Beboere var Nationens Narre. Han begyndte med Molboerne, som de andre Danske lo ad formedelst deres Dumhed, dikterede videre, at Gascognerne i Frankrig havde gjort sig til Folkets Narre ved deres Løgnagtighed og Skryderi — og ligervis Indvaanerne af den danske Provins Norge … Ja, saa krammede jeg Papiret, jeg skrev paa, sammen i en Kugle og smed den lige i Fjæset paa den Galgenknebel. Han for ud af sin Seng og vilde grebet mig i Struben, men jeg fik Tag i begge hans Haandled. Han brølede som en Tyr, for hans Hænder sad i mine som i to Skruestikke. Da kom den Skøjer af Kammertjener til. Jeg gav los for hans Herres ene Haand og langede ham en Kindhest, saa han tumlede. Han rendte ud og fik de to Grimponimusser i Liberi fat — dem, som Du saâ mig haandtere i Porten. Men de fik dog mærke, at jeg var stærk, jeg. For paa Trappen fik jeg min højre Næve vristet løs, og de fik mindst tre blodige Næsestyvere langet ud til dem hver … Lad os ta’ en Dram og en Pot Øl endnu.
— Men er Du gal? Hvad vil Du nu gøre?
— Rejse hjem til Fa’r. Gamlingen vil blive glad over, at jeg har værget mit Land … Her har jeg aldrig kunnet faa Ro til at studere. Alle de Danske ærter os Nordmænd. Og mine egne Landsmænd, de, som har lært de Danske at skrive deres eget Sprog, er ved at blive franske og at gaa bort fra deres Fædres Tro. Jeg vil læse hjemme ved Gruen i de hvide Vinterdage med Sne paa Fjeld og Li, og saa maa jeg herned bare for at tage Attestats. Om jeg kuns faar Non Aconemnendus ligesom Nordal Brun, vil jeg blive det rene Ordets Forkynder ligesom han og vil ikke høre Jeres ugudelige Professorer, der gør vor Herre Jesus til en Taskenspiller og den hellig Aand til en Vind over Markerne. Min Fa’r vil ikke blive sint, naar jeg ærlig bekender, at hvis jeg blev her i dette Sodoma og Gomorrha, vilde mit Kød overvælde mig, saa jeg blev en Ranglefant og et liderligt Svin. Jeg vil her paa denne Kro afvente en norsk Skipper. Du er den eneste, der har gjort mig godt i dette hovmodige og grimme Land. Tak, min Gut … Gud lønne dig!
— Ja, jeg har givet mig i Slagsmaal med dig.
— Det er det, jeg liker hos dig, lange Gut. Og saa har Du hørt saa skikkeligt paa alt mit Tøv … Hør, jeg skylder dig tre Rigsdaler … Du kan gaa op i mit Logis, her er Nøglen til min Kommode. Der ligger en lille, pæn Sølvtomling, som salig Mor gav mig til min Daab. Du skal stille den i Pant, men Du maa ikke sælge den. Naar jeg om to Aar kommer ned for at tage Attestats, saa skal jeg nok løse den ind … Du maa ikke sige mig imod, ellers indlader jeg mig i Slagsmaal med dig, og hellere end at slaas med dig til Farvel, vil jeg kysse dig ind i det store Jydefjæs … Farvel.
Han tog Danskeren i Halsen, som vilde han kvæle ham, og skød ham sagte hen mod Døren.