Gamle billeder/3.3
III
Magister Sextus Masmann blussede og brændte af Iver og Nidkærhed. Hver Formiddag før Middag sad han i Timevis beskæftiget med sin Konvertit.
Hendes Kundskab var, som han sagde, en tabula rasa. Han korsede sig paa en Gang af Forargelse over Katolikernes tykke Uvidenhed og kroede sig af skadefro Glæde over, hvor langt bedre dog hans egen Kirke vidste Besked med Guds Riges Hemmeligheder. Saaledes opdagede Magisteren, at det fremmede Fruentimmer egenlig ingen Forestilling havde om den hellig Aands Tilværelse og Betydning. Hun troede, at det var Gudfader selv, der sammen med Jomfru Marie havde avlet Jesus. Magisteren gav en Udvikling af Trinitetens Begreb. Han var dog saa fornuftig at tilføje, at det kunde Konvertiten ikke forstaa, men skulde være saa god at tro uden at mukke eller knurre. Mysteriet siger: Knæl! raabte han og hug i Bordet. Han mødte heller ingen Indvendinger. Kunstnerinden gik ind paa Alt. Naar Magisteren prædikede eller læste, indprentede han hvert Ord ved ledsagende Slag af den knyttede Næve i Fyrrebordets Plade, saa Snuskorn fløj hende i Næse og Øren og fik hende til at nyse. Det lød behageligt for hans Øren.
Hun gengav ham alt ordret, som han havde sagt det, ja, selv i det Tonefald eller i den Diktion, han havde brugt. Aldrig havde Magisteren faaet et saa glimrende Resultat ud af sine Bondeknolde af Konfirmander. For Fruentimmeret havde „Sentiment“ og sagde sine Psalmevers saa pænt, at han fik genkaldt sine Erindringer fra Studentertiden om franske Tragediers Deklamation paa Københavns Skuespilhus. Han fandt sig endog for anlediget til, naar han huskede det og ikke var altfor optaget af det æsthetiske Indtryk, at minde hende om, at man ikke paa papistisk Vis maatte sætte for mange Falbelader paa de hellige Ord.
Han vilde have sin Konvertit grundig ind i den rene Lære, da han mærkede, at hun var saa letnem. Han tog den augsburgte Bekendelse frem og oversatte dens Artikler paa Dansk for Marion. Han blev saa besat af hellig Iver, at han først citerede dem paa Latin og blev halv henrykt og halv betænkelig, da hun pludselig opramsede paa Latin lige efter Præsten:
Damnant Anabaptistas, qui sentiunt hominibus damnatis ac diabolis finem poenarum futurum esse! (Gendøberne fordømmes, hvilke mene, at der vil blive Ende paa Straffene for de fordømte Mennesker og Djævlene).
Men da hun var midt i det Hele, blev Præsten smittet af, hvad han kaldte: Artikelens dejlige Ord. Han satte Bas til Marions høje Talestemme, og rungende, halvt i Messeforedrag, tordnede det gennem Stuen:
— Damnant Anabaptistas osv., saa Abelone forfærdet ilede ud i Gangen ved det dæmpede Udbrud.
— Barestens ikke Magisteren gør hende Fortræd ved saadan at tage fat paa at mane Fanden ud af Jødetøsen, saa han river alle Indvolde og Tanne ud af hende med det samme!
Men da den gamle Pige gennem Nøglehullet havde set, at Alt gik til i stor Venskabelighed, sagde hun:
— Ja, det maa man sige, at har hun ikke kendt til Kristendom før, saa gaar nu Guds Ord ind og ud af hende, som hun var en Studenter.
— Men, min Hjærte! sagde Magisteren, idet han aandeløs sank om i sin Stol, hvor kan hun saa let lære alt det, hun ikke forstaar et Ord af?
— Ach, min Fader. Fra lille Barn maatte jeg lære Roller til Teatret. Paa et Par Timer kunde jeg lære et langt Trauerspiel udvendig paa Vers.
Magisteren trak Brynene lidt sammen — Hm, Hm! Menneskene have tænkt at vende det til Onde, lig Josefs Brødre, men Gud haver vendt det til det gode og ladet den Letnemhed appliceres paa det hellige Ord. Deri kan hun, mit Hjerte, bringes til at forstaa, hvad providentia specialissima vil sige. Selv hendes paa Tant og verdslig Forfængelighed projicerede Færdigheder bliver bøjede til Tjeneste for Guds Riges Vækst i hende.
— Det er min Fader, Dem, Hr. Magister, der fuldbringer Alt i mig.
— Jeg er kun Naadens Redskab, min Hjerte.
Marion lod sig nu kalde Marie, men Folkene kaldte hende „Mammesellen“. Hun vandt dem ved sin stille Mildhed i hele sin Optræden. Uden at bryde paa med fornem Myndighed, vidste hun at faa Haand i Hanke overalt. Præstens Døtre, som i Førstningen trak sig sky og fnisende tilbage, vandt hun ved at lege med dem og organisere Lege, hvad de aldrig før havde lært, thi det var dem strengt forbudt at lege med Bønderbørnene. Nu genlød Lo og Lade, Huggehus og Vognport af de Sange, Mutter Marie, som de kaldte Marion, havde lært dem til Legene. De udvikledes til hele Dansetoure eller smaa Balletter. Marion pudsede og pillede ved dem, listede Sans for Renlighed ind i dem. De saas nu sjældent med pjudskede, for alle Vinde flagrende Hørtotter om Hovedet, med hullede Strømper og Træsko, med svinske Negle, snottede Næser og skidne Øren. Hun fik dem til at foretage de nødvendige Renselser under Spøg og Sang, saaledes en almindelig Fodvask to Aftener om Ugen. Det behagede Abelone mindre. Hun mente, at Fruentimmer ikke burde vænnes til at se sig selv nøgne.
Marion gik først ind i Kokken og Kælder som en videbegærlig Dilettant, appellerede overalt til Abelone Jeremiædatters Kyndighed og Erfaring. Den gamle Husholderske sagde om hende, at hun altid førte saadan nysselig og pæn Tale. Hun lo, naar „Mammesellen“ bad hende om Lov til at malke en Ko, og sagde, at det var Synd for saadanne pæne Fingre. Men naar hun saâ de hvide Mælkestraaler risle ned mellem dem som Straalerne i Springvandet oppe i „Hovhaven“ rendte ned over det „udhuggede Fruentimmers store Patter“, sagde hun:
— Det er lige godt pænt. Og vil man tænke sig sikkendan et Humør Magisteren er i nu! Tidligere var han saa galhovedet, at han gik hele Dage og mulede, uden at sige hverken Goddag eller lik m M., nu siger han God Morgen igen, naar en anden En siger God Morgen til ham.
Selv naar han indtog sin Middag ved sin Chatolklap med det „perlende“ Brændevin foran sig, tyssede han ikke, naar de bag hans Ryg ved Bordet talte eller lo. Ja tænk, det kunde hænde, at han med nogen Besvær fik vendt sit hele Legeme om — thi partielt kunde han ikke vende det — sâa med en Antydning af Smil hen paa Børnene og nikkede til Marie. Denne svarede med at rejse sig i Sædet, neje og bøje Hovedet. Saa svarede Magisteren med et nyt Nik og sagde: Bene, Bene!
Ja, det var farligt, som hun kunde faa ham skikkelig. Aldrig mere hørtes der Skraal fra Konfirmationsstuen. Det kunde endog hænde, at Magisteren om Lørdag Aften kom ind i Stuen og læste sin Præken til Søndagen højt for Marion, Abelone og Smaapigerne. Det hændte sig vel ogsaa for det meste, at de Sidste faldt i Søvn, og at Abelone kæmpede en møjsommelig Kamp for ikke at gøre det Samme. Men Marie sad rank paa sin Stol i sin sorte „Kamelots“ Kjole og afbrød kun sin Stilling ved at folde Hænderne og sige: Ach ja! Abelone fandt det ikke videre morsomt, men det var dog bedre end Gnaveri, Hug og onde Ord.
Og saa havde jo Abelone den usigelige Fryd fra sine Besøg i Herregaardens Borgestue at kunne fængsle Folkenes maabende Interesse ved at fortælle, hvor Magisteren kunde omvende og mane den forrige Bislaaperske. Han tyllede saadan en Hoben Latin i hende, at naar hun kom fra hans Kammers lige ud i Mælkestuen, saa maatte det straks ud igen i Sang og Tremulanter, ligesom det var gaaet i hende.
Sagen var, at Marion tidt lod Mælkestuen genlyde af fordømmende latinske Artikler i den augsburgske Bekendelse, som hun satte i Melodi eller Recitativ og udstyrede med sin Sangkunsts Midler, saa det rungede, f. Eks:
Damnant omnes hæreses, contra hunc articulum exortas, ut Manichæos, qui duo principia ponebant, bonum et malum, item Valentinianos, Arianos, Eunomianos, Mahometistas et omnes horum similes. (Alle Kættere, der er mod denne Artikel, fordømmes osv.)
— Det er nysseligt, sagde Abelone, som hun messer.
Det var den almindelige Mening blandt Præstegaardens Folk, at hvis Magisteren skulde komme noget til, vilde Mamsel Marie magelig og det lige straks, kunne gøre meget bedre Tjeneste end som et Fjog af en Substitut, saa skrap hun var baade til at synge og tale for sig. Naar hun sang Salmerne ved den almindelige Søndagstjeneste, saa lød det meget pænere end en fire fem Musikanters Musik ved et Bryllupsgilde. Det kan nok hænde sig, at Degnen var misundelig, naar han stod og hvæsede, saa hæs som en gammel Gase.
Abelone Jeremiædatter vænnede sig mere og mere til den Tanke, at Mammesellen maatte blive hendes Madmoder. For saadan hver Morgen kunde hun og Magisteren dog ikke holde ud at snakke hele Tiden om bare Kristendom. Magisteren maatte jo dog for længe siden have manet Jødedommen eller Tyrkertroen ud af hende, saa han kunde omdøbe hende. Det vilde blive en farlig Morskab at se paa. Og naar galt skulde være, saa hellere hende, som selv havde været i nedrig Stand. Det kunde en anden En altid lade hende høre, naar en anden En skulde blive galhovedet.
Naturligvis drøftedes ogsaa Mammesellens Ophold i Præstegaarden rundt om i Pastoratet. Naar Degnen i usædvanlig stærk Fuldskab opgav sin sædvanlige plump-ironiske Udtryksmaade og blev positiv-patetisk, saa sagde han, at det var i højeste Maade forargeligt, at en Sjælens Hyrde drev slig Færd med et scortum aut prostibulum. Naar dette blev sagt paa Kroen under de fedtede Korts Dans og de ledsagende Slag med knyttede Næver mod den af Øl og Brændevin strømmende Egeplanke, tog den gamle Jeremias Ladefoged fra Herregaarden til Genmæle ud af sin mangeaarige Kendskab til Godsets Historie. Han mindede de Gamle om, at hele tre Kvindemennesker, som den sidste Barons Fader havde havt til sin Opvartning, fik han giftet bort: de to med hver sin Sognepræst og den tredje med en Birkedommer. Præsten var jo en før og stærk Mand, som ikke var gammel nok til at blive sat paa Gasebænken. Naar Degnen var saa galhovedet, og ikke undte sin Foresatte lidt Fornøjelse, saa voldede det det Hele, at Degnen formedelst Drukkenskab var bleven übekvem til saadant. En Gang endte en slig Forhandling med Slagsmaal. Den 65aarige Degn fik Prygl af den 75aarige afskedigede Ladefoged.
„Doktor“ Rothstein bedede ikke sjælden paa Randlev Kro, naar han røgtede sin Landpraksis. Han tog interesseret Del baade i Brus- og Styrvoltspillet, i Udveksling af Snaps og Øl og i Diskussionen af Sagen med Magister Masmann och — „das abenteuerliche Weibsbild“. Han konstaterede „aus Autopsie“, at hun var „musterwürdig“ paa sin Krop. Det vilde blive „eine prächtiche Feierlighed“, naar Mamsellen skulde omdøbes og stige splitternøgen ned i et stort Kar i hele „Gemenhedens Ansigt“.
Saa raabte Krogæsterne Hurra i Kor. Det vilde de „Fanden splitte dem“ møde til alle som én. Selv Degnen syntes ikke uvillig til „prænumerando“ at applaudere det forestaaende „spectaculum“. Han sagde, mens han pegede ud over sine Medspillende:
— Lad os ikke glemme, at fra Ole Olsen faldt Brus, og at jeg havde Spids … der ligger Styrvolterne. Ja, ja, jeg vil være med til at raabe Hurra for den gamle Flæskemaas, ihvorvel han trakterer en gammel Academicus som mig ikke stort bedre end sin skabede Køter, Fylaks. Men kan han vinde en Sjæl for den rette Tro, saa ta’r jeg Hatten af for ham. For det vil blive en Ære for Randlev og Borød Sogne. Naar det regner paa Præsten, drypper det paa Degnen. Nu er Doktoren fuld som et Bæst.