Grundloven og Folkets Selvstyrelse

Grundloven og Folkets Selvstyrelse
af Henning Matzen

Grundloven

og

Folkets Selvstyrelse.

Af

Henning Matzen,
Prof. jur.

Kjøbenhavn.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).

Græbes Bogtrykkeri.

1873.

I.

„Vælgere! Stillingen er klar. Det nuværende Ministerium bestrider Grundlovens ledende Tanke. Herom kan en Kamp ikke undgaas. Ligesom De finde os paa vor Post som Grundlovens Vagt paa Tinge, saaledes stole vi paa at finde dem som Grundlovens stærke Hær ved Valgene.“ Saaledes lyder Opraabet fra det forenede Venstres Bestyrelse af 6te April d. A.

Taler dette Opraab sandt, er Stillingen visselig klar. Vi bør alle kæmpe under Grundlovens Fane, og vil Ministeriet Grundloven tillivs, bør vi derfor Mand for Mand stille paa Valgdagen og stemme for Venstres Kandidater. Men — taler Opraabet ogsaa sandt? Det er det, som ikke er klart. Thi ganske vist har et Folketingsflertal paa 55 Medlemmer udtalt sig for den deri indeholdte Opfattelse. Men derimod har Ministeriet fra sin Side saa bestemt som vel muligt erklæret, at det er det forenede Venstre selv, som gjor sig skyldig i en grov Missorstaaelse af Grundloven, og denne Erklæring støttes ikke blot af et Mindretal paa 30 Medlemmer i Folketinget, men der kommer endnu en Omstændighed til, som Opraabet slet ikke omtaler. Spørgsmaalet har ogsaa været for i Landstinget, og her viste det sig, at kun et Mindretal paa 8 Medlemmer delte det forenede Venstres Opfattelse, hvorimod Flertallet, 44 Medlemmer, afgav ganske den samme Erklæring som Ministeriet. Er da denne Erklæring sand, bør vi selvfølgelig alle som en stille paa Valgdagen og stemme mod Venstres Kandidater. Men i hvert Fald saa vi berede os i Tide og spørge som Pilatus: Hvad er Sandhed? Vel staar Valget ikke for endnu. Men Opløsningen turde komme, om ikke i Aar saa ad Aare. Saa er det der, og saa gjælder det om at have Svaret paa rede Haand.

Hvorledes da bedst udfinde Sandheden? Aabenbart ikke ved at gaa til Partierne og spørge, om de holde med Grundloven, men derimod ved at gaa til Grundloven og spørge, hvilket Parti den holder med. Det er jo dens „ledende Tanke“, hvorom der tvistes, og den er man selvfølgelig anvist paa at søge ikke bos Per eller Povl, men i Grundloven selv. Ved at søge der finde vi den da ogsaa aabenlyst udtalt strax i Grundlovens Begyndelse, som lyder: „Regeringsformen er indskrænket-monarkisk“. Paa rent dansk kunde denne sidste Betegnelse passende gjengives saaledes: Regeringsformen er et indskrænket Enevælde; men den gængse politiske Sprogbrug udtrykker den i Almindelighed helt og holdent i fremmed Maal ved at sige: Danmark er et konstitutionelt Monarki. Altsaa er det Indførelsen af et konstitutionelt Monarki, som Grundloven selv erklærer for sin ledende Tanke, og altsaa er ogsaa Venstre i fuldkommen Overensstemmelse med Grundloven, dersom dets Stræben, som det atter og atter med stor Styrke hævder, netop og kun er rettet paa Gjennemførelsen af det konstitutionelle Monarkis nødvendige Krav. Men er dets Stræben ogsaa netop og kun rettet paa dette Maal? Her opstaar Striden, i det Ministeriet og Landstingets Flertal i Forbindelse med Folketingets Mindretal paastaar, at Venstre ganske misforstaar det konstitutionelle Monarkis eller — som jeg i Overensstemelse med Grundloven foretrækker at sige — den indskrænket-monarkiske Regeringsforms Væsen og som Følge heraf i Egenskab af Folketingsflertal vil hævde Folketinget en ganske anden og langt fortrinligere Retsstilling over for Kongen og Landstinget, end denne Regeringsform paa nogen Maade kræver eller tilsteder. Men hvorledes saa afgjøre denne Strid? Hvorledes forvisse sig om den indskrænket-monarkiske Regeringsforms sande Væsen og den statsretlige Stilling, der i Følge samme retteligen maa tilkomme Kongen saa vel som ethvert af Tingene? Selvfølgelig ved fra Grundlovens Art. 1 at gaa videre til en Undersøgelse af dens øvrige Indhold, særlig dens Forskrifter angaaende Kongens og Tingenes indbyrdes Stilling. Deri er netop Grundlovens egen Opfattelse af den indskrænket-monarkiske Regeringsforms Væsen og dens nødvendige Krav i Henseende til Statsmagtens rette Fordeling udtrykt. For den bør vi bøje os, saa længe Grundloven bestaar, og saa længe bør følgelig dens Forskrifter heller ingenlunde fortolkes efter ethvert Begreb, som denne eller hin paa egen Haand maatte have dannet sig om den nævnte Regeringsform; men tvært imod bor enhvers Begreb herom være dannet i Overensstemmelse med Ordene og Aanden i Grundlovens Forskrifter. Ellers er Begrebet selv grundlovstridigt, ethvert Krav, der i Henhold til samme fremsættes, ligeledes, og ethvert Forsog paa at gjennemføre et faadant Krav uden netop ved at foreslaa en Grundlovsforandring et Forsøg paa at begaa Grund- lovsbrud.

Hvilket er da det Begreb om den indskrænket-monarkiske Regeringsform, i Henhold til hvilket Venstre opstiller sine Krav? Den indskrænket-monarkifle Regeringsform er, efter dets Forklaring, en saadan, som anerkjender Folkets Selvstyrelsesret samtidig med at tillægge Monarken visse Særrettigheder. Jeg gjentager det, Spørgsmaalet drejer sig nu ikke om, hvorvidt denne Forklaring maatte tiltale ens personlige, monarkiske eller republikanske Tilbøjeligheder, men derimod om, hvorvidt den er grundlovmæssig eller grundlovstridig.

Folkets Selvstyrelsesret er i Principet udtrykkelig anerkjendt i den belgiske Grundlov, som i sin Art. 25 udtaler, at al Magt i Staten udgaar fra Folket. Det har vor Grundlov ikke udtrykkelig sagt; men desuagtet kan den jo meget vel stiltiende have indrømmet det. Om den maatte have gjort dette, det bliver altsaa at undersøge. Men for at kunne komme paa det rene hermed maa vi først vcere paa det rene med et andet Sporgsmaal, nemlig: Hvad forstaas overhovedet ved Ordene „Folkets Selvstyrelsesret?“

Ved de anførte Ord sigtes overalt til en Styrelse af Folkets Anliggender ved Mænd, hvis Livsopgave ligger inden for det borgerlige Samfund, i Modsætning til en Styrelse deraf ved Mænd, hvis Livsopgave knytter dem til selve Staten, en embedsmæssig, bureaukratisk Styrelse. Og at Grundloven unægtelig til en vis Grad har vedkjendt sig Selvstyrelsens Princip, opfattet paa denne ganske almindelige Maade, for faa vidt som den har givet Rigsdagen en Ret til i Forening med Kongen at deltage i Statens Styrelse, derom kan man vel snart blive enig. Men dermed er man heller ikke naaet ret langt. Thi ved nærmere Undersøgelse vil man finde, at Ordene „Folkets Selvstyrelse“ kunne antage en væsentlig forskjellig Betydning, eftersom man maatte opfatte dem i en mere aristokratisk eller i en mere demokratisk Forstand, og hvorvidt den ene eller den anden af disse Opfattelser kan siges at være i Overensstemmelse med Grundloven, derom er det netop, at Striden kommer til at dreje sig.

I førstnævnte, aristokratiske Forstand tages Ordet i England. Den Grundtanke, hvorpaa det engelske „Self-government“, saaledes som dette har bestaaet fra gammel Tid, hviler, er, at de Mænd, som ved Byrd, Dannelse og Formue indtage en mere fremragende Stilling i Samfundet, bør være fortrinsvis forpligtede til at anvende saa vel deres materielle Midler — ved Skatteydelse o. desl. — som ogsaa deres personlige Evner — ved vederlagsfri Overtagelse af offentlige Hverv — til hele Folkets bedste; men i nødvendig Konsekvens af denne Forpligtelses Opfyldelse blive de da ogsaa fortrinsvis berettigede til at raade for Styrelsen af hele Folkets Anliggender.

De paagjældende Mænd kunne tænkes designerede som saadanne allerede ved selve Fødselen, saa at der for saa vidt hverken bliver Spørgsmaal om nogen Udnævnelse eller noget Valg. Saaledes erkjendes s. Ex. Englands Lorder berettigede til at tage fortrinlig Del i Rigets Styrelse i Egenskab af Rigets fødte Stormænd, navnlig, i alt Fald fra først af, dets fødte Jorddrotter, og tage derfor, saa snart de ere blevne myndige, uden videre Sæde i Overhuset. Eller ogsaa kunne Mændene beskikkes af Regeringen, men saaledes, at denne kun er berettiget og paa den anden Side ogsaa forpligtet til at beskikke saadanne, hvis sociale Stilling sikrer dem en større Anseelse i videre Kredse. Dette gjælder saaledes f. Ex. om Fredsdommerne, den engelske Selvforvaltnings vigtigste Organer. Saa godt som enhver mere anset Mand, navnlig enhver større Lodsejer i Grevskabet, udnævnes paa Ansøgning til at beklæde denne Hæderspost. Eller endelig kunne de paagjældende Mænd vælges af deres Medborgere. Paa den Maade besættes navnlig Pladserne i Underhuset, den engelske Selvstyrelses Hovedorgan. Men her er man da for det første yderst varsom i Henseende til Meddelelsen af Valgretten. Englands Statsmænd, liberale som konservative, ere enige om ikke at betragte denne som en naturlig Ret, der bør tilkomme alle og enhver, men derimod som en særlig Forret, et specielt Tillidshverv, hvis Udførelse kun tør betros saadanne, hvis Stilling i Samfundet kan antages at borge baade for en højere Grad af Oplysning og for en højere Grad af Interesse for Samfundsforholdenes rolige og uforstyrrede Udvikling. Derfor er der endnu i den sidste Reformbill af 1867 fastholdt en særlig Valgretscensus for Parlamentsvalgene baade i Land og By, hvorved en meget stor Del af Almuen, navnlig den store Arbejderbefolkning, udelukkes fra Valgrettens Udøvelse. I Særdeleshed ere ogsaa de engelske Statsmænd og de engelske Forfattere i Almindelighed enige om Nødvendigheden af at holde paa en saadan Census, hvis man vil tænke paa at bevare den nuværende parlamentariske Regeringsform. „En Regering, som retter sig og maa rette sig efter Underhusets mindste Ønske, er kun mulig, saa længe dette Hus er Organet for et dannet Mindretal («educated minority») siger Jarl Grey, en af Englands parlamentariske Stormænd. Og han tilføjer, at Historien endnu ikke frembyder noget Exempel paa Muligheden af en parlamentarisk Regerings vedvarende Bestaaen i Forbindelse med et Underhus, dannet i stræng Overensstemmelse med den almindelige Valgrets Grundsætning. Dersom Underhuset dannedes ved almindelige Valg, saa vilde det „nedtræde Kronen saa vel som Overhuset“, siger en anden engelsk Forfatter; og den samme Tanke gjenfindes saa at sige overalt.

Men ikke nok med denne Valgretscensus, der, i Forbigaaende bemærket, ogsaa findes indført, om end i en anden Skikkelse, i den belgiske Forfatning. Desforuden haves der en endnu betydningsfuldere Garanti for Underhusets Sammensætning i den høje Valgbarhedscensus, som i Virkelig- heden existerer i England. Et Parlamentsvalg er nemlig en overmaade bekostelig Historie. Slipper vedkommende Kandidat med at betale 5000 Rd., anses han i Reglen for at være heldig stuppen, da Omkostningerne undertiden stige til 50,000 Rd. Og hertil kommer endvidere den Omstændighed, at man i England i Medfør af den ovenanførte Betragtning, hvorefter Udførelsen af offentlige Hverv skal være en Hædersbyrde for Honoratiores, ikke et Levebrød for Smaafolk, ikke kjender til at betale Parlamentsmedlemmerne Diæter. Parlamentet kan sidde 5 à 6 Maaneder, ja hele Aar, om saa skal være, uden at Staten har at udrede en eneste Skilling til Medlemmernes personlige Underhold; Udgifterne dertil faa de tvært imod selv bestride. Og naar man saa betænker Omkostningerne ved at tilbringe en „Season“ i London paa den Fod, som et „M. P.“ (Medlem af Parlamentet) bag ved Navnet anstændigvis forpligter til at leve paa, saa vil man forstaa, at Valget i Virkeligheden er indskrænket til en snævrere Kreds af Mænd inden for de mere dannede og velstaaende Samfundsklasser. Gjennemgaar man den trykte Liste over Underhusets Medlemmer, finder man da ogsaa iblandt dem baade Godsejere, højere Militære, Fabrikanter, Grosserere, Bankkierer, Advokater, Professorer o. s. v., men ingen Almuesmænd. Næsten med Hensyn til hvert eneste Medlem noterer derhos bemeldte Liste meget omhyggelig, ved hvilken Skole, hvilket Universitet eller hvilket Akademi den vedkommende er bleven «educated». Og ligesom Underhusets Medlemmer herefter i Almindelighed maa forudsattes at udmærke sig ved en høiere Grad af Dannelse, saaledes gjælder det samme utvivlsomt ogsaa om de mere indflydelsesrige Medlemmer. At Føreren som Underhusets ene Side, Mr. Disraeli, har skrevet ikke faa Romaner, turde være temmelig bekjendt. Mindre bekjendt turde det derimod være, at Føreren for dets anden Side, den nuværende Premierminister, Mr. Gladstone, i sine yngre Dage har skrevet tykke Bind angaaende en gammel græsk Digter ved Navn Homer, og at Englands største Statsmand, Underhusets enevældige Behersker gjennem lange Aarrækker, William Pitt, havde sin største Styrke i at knuse sine Modstandere ved Hjælp af gamle latinske Forfatteres Sætninger. Det, at Underhuset paa denne Maade sammensættes og ledes af Landets mest intelligente, mest dannede og mest oplyste Mænd, erklære Englænderne overalt baade i Skrift og Tale for en absolut Nødvendighed, navnlig fordi den parlamentariske Regeringsform ellers vilde blive en absolut Umulighed.

Spørger man nu, om Grundloven maatte have vedkjendt sig Selvstyrelsens Princip, opfattet paa denne aristokratiske Maade, da kan man ganske vist med god Samvittighed svare et frejdigt Nej. Kongens Udnævnelfe af Notabler er indskrænket til et Mindstemaal. Af virkelig „født“ Aristokrati træffes der intet Spor i hele Grundloven. Dens saakaldte Aristokrati staar for en ikke ringe Del endogsaa langt under de rigtige engelske Storborgeres Linie. Valgretten til begge Rigsdagens Afdelinger er udstrakt til den langt overvejende Del af hele Almuen, saaledes at denne har faaet Hals og Haand over Besættelsen af Folketinget og oven i Kjøbet er sikret et vist Antal Pladser i Landstinget. Der er ikke Spor af Valgbarhedscensus, i det Valget i det højeste koster Kandidaten meget lidt, og baade Landstingets og Folketingets Medlemmer oppebære Diæter hele Samlingen igjennem, hvor længe den endogsaa maatte udstrækkes, ligesom de faa alle Rejseudgifterne til og fra Rigsdagssamlingerne godtgjorte. Selfgovernmentets Grundsætninger har Grundloven saaledes under alle Omstændigheder kun optaget i en meget formindsket Maalestok.

Men ved denne Erkjendelse bliver Venstre ikke staaende. Det gaar tvært imod endnu et Skridt videre og hævder, at Grundloven hjemler Folkets Selvstyrelsesret i demokratisk Forstand, saaledes at de anførte Udtryk i dets Mund blive en Gjenlyd af det bekjendte socialdemokratiske Stikord: Folkesuverænitet.

Den Grundsætning, hvorpaa Anerkjendelsen heraf hviler, betegnes i Almindelighed blandt Politikerne som Demokratiets eller den politiske Ligheds Grundsætning. Denne Grundsætning lyder dog ingenlunde saaledes: Alle Landets indfødte skulle have lige Stemmeret, og i Tilfælde af Uenighed skal da Flertallet blandt de afgivne Stemmer gjøre Udslaget i Kraft af den præsumtiv stærkeres Ret. De saakaldte Demokrater ere tvært imod rent ud sagt Aristokrater, for faa vidt som de begynde med at hævde Ulighedsgrundsætningen og lægge al Magten i Hænderne paa et Mindretal i Følge den Betragtning, at det langt overvejende Flertal blandt det Indbegreb af Individer, som tilsammentagne udgjøre Folket, aldeles ikke afgiver de fornødne Garantier for overhovedet at kunne og ville udøve den politiske Stemmeret paa en fornuftig og for hele Samfundet gavnlig Maade. Valgretten bliver saaledes ogsaa fra et demokratisk Synspunkt at betragte som en særlig Forret, der kun tør betros et Mindretal, hvilket Mindretal man derhos, i alt Fald indtil den allernyeste Tid, da Kvindesporgsmaalet ogsaa er kommet paa den politiske Dagsorden, har været enig om kun at lade bestaa af Landets myndige uberygtede Mænd. En Valgret, der ikke er indskrænket til endnu færre, betegnes saa i Følge en ejendommelig politisk Sprogbrug som „almindelig Valgret“, og denne saakaldte almindelige Valgret er det da, som den saakaldte politiske Ligheds Forsvarere holde paa. Derimod er der de Politikere, som mene, at man ingenlunde kan betragte Opnaaelsen af Myndighedsalderen som en tilstrækkelig Borgen for, at den vedkommende Person tør forudsættes at være i Besiddelse af den modnere Dømmekraft, som fornuftigvis maa udkræves hos en Vælger. Men saadanne Politikere kunne da efter det anførte heller ikke gjøre Fordring paa at henregnes til de rigtige Demokrater. Andre gaa endnu videre, for saa vidt som de ville gjøre det til en Betingelse for at stedes til Valgrettens Udøvelse, at den vedkommende er traadt i en fastere Forbindelse med Samfundet, end Fødslen inden for samme i og for sig medfører, i det han f. Ex. bar fæstet Bo, nedsat sig i en selvstændig borgerlig Livsstilling eller lignende. Først under denne Forudsætning menes den rette Interesse for Samfundets rolige Bestaaen og fredelige Udvikling, som kun Følelsen af, at hans eget Livs Velfærd solidarisk er knyttet til samme, kan fremkalde, at ville opstaa. Men disse Politikere maa da ogsaa fra et ret demokratisk Synspunkt siges at røbe svært aristokratiske Tendenser. Uendelig mange ugifte Tjenestekarle ville herefter ikke kunne veje op mod en eneste ugift Gaardmand! Og rene fuldblods Aristokrater maa endelig de Politikere siges at være, der gaa saa vidt, at de udelukke en Mand fra Valgrettens Udøvelse, blot fordi han er en fattig Mand, der ikke ejer saa meget, at han kan ernære sig selv og sine, men til dette Øjemed maa søge Understøttelse hos det offentlige. En hvilken som helst negativ eller positiv Valgretscensus maa fra den politiske Ligheds Synspunkt siges at være en Vederstyggelighed. Paa dette Punkt vil nu den demokratiske Betragtning ganske viste være i høj Grad egnet til at bedaare Følelsen; men Forstanden vil ikke kunne billige den. I Følge den bestaaende Ordning maa jo Staten opfattes som et Selskab, dannet i det Øjemed ved almindelige Foranstaltninger at tilvejebringe de muligst gunstige Betingelser for den individuelle Udvikling. Og spørger man saa om, hvem der skal kunne deltage i Styrelsen af dette Selskab ved at stemme med paa Generalforsamlingerne, da synes det dog fornuftigvis at maatte udkræves, at den vedkommende, som skal kjendes berettiget hertil, i Lighed med Selskabets øvrige stemmeberettigede Medlemmer yder Bidrag til Selskabet, gjør Indskud i det Fond, hvoraf samme tilfredsstiller sine Fornodenhed. Ved denne Betragtning føres man dog vel at mærke ingenlunde til at opstille Svarelsen af direkte Skat som en nødvendig Betingelse for at stedes til Valgrettens Udøvelse. Naar Hensyn tages til Værnepligten saa vel som til de indirekte Skatter, vil tvært imod enhver Mand, som forsørger sig selv og sine, fra dette Synspunkt maatte erkjendes at syldestgjøre Betingelserne for Valgrettens Erhvervelse. Det samme kan derimod ikke siges om de fattige, som forsørges af det offentlige, saa lidt som om Fallenter, for hvilke andre maa forudsættes ufrivillig at yde, og en negativ Valgretscensus skjønnes for saa vidt overalt at maatte fastholdes. Dette Resultat naar man saaledes til fra den bestaaende Ordnings Synspunkt. Imod denne protestere imidlertid, som bekjendt, Socialisterne. De sigte den selv for at være væsentlig Skyld i al den Nød og Elendighed, der findes i Samfundet, for saa vidt som den ser igjennem Fingre med, at Kapitalisten: Godsherren, Gaardejeren, Fabrikanten, Haandværksmesteren o. s. v. i en utilladelig Grad bemægtiger sig Arbejdets Udbytte. Naar derimod først den socialistiske Ordning er gjennemført, Staten forvandlet til et Forbund af Kommuner, og Kommunen organiseret som en stor Produktionsforening, der tilsikrer ethvert Medlem det fulde Udbytte af sit Arbejde, da maa ogsaa — afset fra Kvindesporgsmaalet — enhver voxen, arbejdsfør Mand forudsættes at kunne og ville blive et produktivt Medlem af Foreningen og som saadant berettiget til at stemme med om dens Anliggender, saa at kun Samfundets Plejebørn, vanføre samt ikke voxne Personer, udelukkes fra Stemmerettens Udøvelse. Paa dette Punkt række saaledes Socialister og Demokrater hinanden Haanden. Men i Forbigaaende kan dog strax bemærkes, at lige saa lidt som hidindtil nogen Stat i Evropa — bortset foreløbig fra Danmark — definitivt har konstitueret sig paa socialdemokratiske Principer, lige saa lidt har man hidindtil noget Steds virkelig indført almindelig Valgret. Nærmest er man kommen den i Frankrig, hvor foruden Forbrydere kun Fallenter samt Personer, der ikke have boet 6 Maaneder, i vedkommende Kommune, ere udelukkede. Uden for Frankrig er man derimod ikke gaaet saa vidt. Selv Kanton Zürichs radikale Forfatning af 1869 udelukker dog en Mand fra Valgrettens Udøvelse, naar han nyder Understøttelse af det offentlige Fattigvæsen, saalænge denne Understøttelse vedvarer, foruden efter Omstændighederne i et Tidsrum af fra 1—10 Aar paa Grund af selvforskyldt Fallit.

II.

Med Striden om den saakaldte almindelige Valgret er Stridsæmnet imidlertid endnu ikke udtømt. Der findes endvidere Politikere, som formene, at man ganske vist bør indrømme en meget vidtstrakt Valgret, saa vidt, at endogsaa enhver myndig uberygtet indfødt, der ernærer sig selv, stedes til Udøvelse deraf. De talrigste Samfundsklasser, som i Almindelighed indbefattes under Benævnelsen „Almuen“, og dennes talrigste Bestanddel, hele den store Arbejderbefolkning, bør visseligen paa denne Maade saa vidt overhovedet muligt sættes i Stand til ved Hjælp af det store Gode, som Valgretten maa siges at være, at værne om deres berettigede, for hele Samfundet yderst vigtige Interesser, i det man savner enhver Hjemmel til at paastaa, at Almuen i det hele taget ikke skulde være i Besiddelse af de fornødne Forudsætninger for overhovedet at kunne bruge samme Gode paa rette Maade. Det er det saakaldte Aristokratis og Selfgovernmentets store Fejl, at det ikke vil indrømme Sandheden af denne Betragtning. Men paa den anden Side kunne dog Almuens Mænd saa lidt som andre Mænd fornuftigvis gjøre Paastand paa i alle Tilfælde at ville anses for ufejlbare. Den Fejltagelse fra deres Side ligger navnlig nær, at de i Betragtning af deres Talrighed anse deres egne, nærmest liggende Interesser for at være af en alt overvejende Betydning for hele Folket og derfor ogsaa tage et alt overvejende Hensyn til dem, tilmed i Følge deres almindelige Livsopfattelse paa den Maade, at de hovedsagelig kun lægge Vægt paa, hvad der stifter en umiddelbar, haandgribelig Nytte. Men i Virkeligheden omfatter Folket jo dog endnu andre Samfundsklasser, der vel ikke i Tal kunne maale sig med Almuen, men til Gjengjæld have en saa meget desto større Betydning, for saa vidt som de i en ikke ringe Grad maa siges umiddelbart og middelbart at være og fremme hele Folkets aandelige og materielle Udvikling. Hvor mange Personer ernærer ikke det store Agerbrug? Hvor mange mindre handlende forsyner ikke det store Handelshus? Hvor mange Arbejdere beskæftiger ikke den store Fabrik? Hvor mange Menneskers Liv glædes og forskjønnes ikke ved de Former og Farver, som fra Kunstnerens Værksted ad mangfoldige, forskjellige Veje spredes ud mellem Folket? Hos hvor mange er ikke Ideen om noget højere end det daglige Livs Næring og Nødtørft væsentligen for ikke at sige udelukkende bleven vakt og vedligeholdt gjennem Religionens Forkyndelse? Hvorledes skulde Folkelæreren kunne røgte sit smukke og taknemmelige Hverv at bringe Videnskabens Udbytte til Folkets Forstaaelse, naar ikke Videnskabens strænge Forskning var gaaet i Forvejen? Hvor mange Millioner Mennesker er ikke Ørsteds tilsyneladende ubetydelige videnskabelige Opdagelse kommen til gode? o. s. v. Drister man sig ikke til at benægte Betydningen af saadanne Kjendsgjerninger, saa bør man ogsaa i hele Folkets, i selve Almuens egen velforstaaede Interesse ikke undlade at værne om det saakaldte „Aristokratis“ Ret, men sætte det i Stand til, navnlig i Overgangsperioder, ved Gjennemførelsen af omfattende Reformer i hele Samfundsordningen at drage Omsorg for, at ikke det fornødne Hensyn til dets Tarv og de ideelle og materielle Interesser, det nærmest og særlig kan og maa forudsættes at repræsentere, tilsidesættes ud over, hvad Almenvellet tilsteder. Naar Tidsaandens stærke Rørelser i Masserne ensidig paakalde Statens Virksomhed i en vis bestemt Retning, f. Ex. i Retning af at drage Omsorg for Almuens materielle Kaar, da er det i sin Orden, at der paa Tinge findes Mænd, som med Styrke kunne værge hele Folkets ideelle saa vel som materielle Goder. Det er Fejlen ved det saakaldte Demokrati og den saakaldte Folkesuverænitet, at de fornægte Rigtigheden af denne Sætning. Ved at fastholde den behøver man ingenlunde at frygte for at fremkalde en Stilstand i Udviklingen. Over Partierne, Almuen saa vel som Aristokratiet, staar Folket, og over Partibevidstheden staar Folkebevidstheden. Den gjennemtrænger alle Samfundsklasser, og den kræver Fremskridt. Naar en Konflikt opstaar, vil den derfor med uimodstaaelig moralsk Magt tynge paa den, som har Uret, og naar den finder, at begge Parter ere i dette Tilscelde, tidligere eller senere nøde dem til at slaa af og slutte Forlig. Saaledes vil netop det, som maa være Formaalet, „en rolig fremadskridende Udvikling med billig og retfærdig Hensyntagen til alle berettigede ideelle og materielle Interesser“, bedst fremmes. Men for at saadant kan ske, vil det da være fornødent, at der indrømmes Mindretallet blandt Vælgerne, som høre til de mindre talrige Samfundsklasser, et større Antal Stemmer. Derved skulle de altsaa paa ingen Maade sættes i Stand til at herske over Flertallet; dette skal ikke staa under deres Formynderskab, men de skulle kun kunne værge sig imod selv fuldstændig at underkastes sammes Enevælde. Saaledes kommer man ganske naturligen til at indføre en ulige Valgret; men herimod protestere da selvfølgelig Demokraterne, og heri finde de atter Medhold hos Socialisterne. Fra den bestaaende stats- og formueretlige Ordnings Synspunkt, som kræver, at man skal have gjort et vist Indskud i Statens Fond for at kunne stemme med om dens Anliggender, maa man nemlig følgerigtig erkjende, at man, uden at begaa nogen som helst Uretfærdighed kan tillægge den, der maatte have gjort et forholdsvis større Indstud af det større Udbytte, hans Arbejde maatte have forskaffet ham, et større Antal Stemmer. Det vil netop være den rette Hævdelse af Arbejdets Ret, naar det mere værdifulde Arbejde ogsaa er istand til at sikre Arbejderen en fortrinligere Indflydelse paa Samfundets Styrelse. Og den Sætning erkjendes jo paa alle Selskabers Generalforsamlinger, at Indehaveren af flere Parter ogfaa har en Flerhed af Stemmer, hvorfor skulde den da fuldstændig fornægtes paa Statens Generalforsamlinger! End videre medfører saa Ejendomsinstitutet eller Sætningen om, at den enkelte frit kan raade over, i Særdeleshed frugtbargjøre Udbyttet af sit eget Arbejde, at ogfaa Bidraget, som han maatte have erlagt af Udbyttet af sin Ejendom eller sit opsparede og frugtbargjorte Arbeidsudbytte, maa betragtes som hans Indskud og som saadant komme ham til gode ved Stemmernes Beregning. Endelig vil endnu i Følge Arveretsinstitutet ogsaa Bidraget fra Udbyttet af andres Ejendom, som ved Lov eller Testamente maatte være overført til ham, være at regne ham til gode i den nævnte Retning. Ogsaa dette maa i Virkeligheden siges netop at være en Hævdelse af Arbejdets Ret, for saa vidt som Arbejderen paa den Maade ikke blot kan overføre Udbyttet af sit Arbeide til en anden, men i Følge hermed og kan skaffe ham det fornødne Grundlag for en større politisk Indflydelse. Derimod maa man fra et ret socialistisk Synspunkt selvfølgelig bencegte, at nogen som helst kan erhverve nogen som helst Ret ved noget som helst Bidrag til Kommunen foruden sin egen personlige Arbejdskraft. Udbyttet af sit eget Arbejde maa han ikke frugtbargjøre, og Udbyttet af andres Arbejde endnu mindre. Med Privatejendom og Privatarvs Forsvinden forsvinder da for saa vidt i det væsentlige ogsaa ethvert muligt Grundlag for den ulige Valgret. Herefter vil det kunne forstaas, at Socialister og Demokrater overalt have indgaaet en saa nøje Forening, og at de forenede Social-Demokrater i Folkesuverænitetens Navn kræve baade almindelig Valgret i den ovenangivne Betydning af Ordet og lige Valgret i den Forstand, at hverken Formue eller Dannelse, ingen nok saa stor Skatteydelse skal kunne berettige nogen til et større Antal Stemmer. Under Forudsætning af en saadan Valgordning vil det da selvfølgelig blive Vælgerfolkets Flertal, som i hver politisk Tvistighed kommer til at gjøre Udslaget i Kraft af den præsumtiv stærkeres Ret, og Udtrykket „Folkets Selvstyrelsesret“ i Betydning af Folkesuvercenitet vil altsaa sige, at i alle Tilfælde ikke Folket, men et Flertal blandt et Mindretal uden for samme skal være berettiget til at fatte Beslutning ikke om sine egne, men om hele Folkets Anliggender. Skal saa dette „fatte Beslutning“ forstaas i stræng juridisk Forstand, vil det selvfølgelig være nødvendigt, enten at der foregaar en saakaldet almindelig Afstemning som ved Plebiscitet i Frankrig og det faakaldte Referendum i Sveits, eller at Vælgerfolkets Flertal sættes i Stand til at forsyne sine Repræsentanter med retlig forpligtende Instruxer, et saakaldet mandat impératif. Fra Anerkjendelsen af det repræsentative føres man saaledes følgerigtigen videre til Anerkjendelsen af det umiddelbare Demokrati. Deri munder til Slutning Læren om Folkesuveræniteten nødvendigvis ud. Men denne Konsekvents af Læren har Grundloven dog i hvert Fald ikke draget. Et umiddelbart Demokrati har den ikke villet indføre. Det indlyser af, at den ikke kjender noget til almindelig Afstemning og i § 56 udtaler, at Rigsdagsmandene ene ere bundne ved deres Overbevisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere. Der kan følgelig under alle Omstændigheder kun være Sporgsmaal om, hvorvidt den maatte have anerkjendt Vælgerfolkets Flertal som politisk Suveræn, hvis Vilje dets Repræsentanter maa lyde, hvis de ville tænke paa at opnaa Gjenvalg. Men har da Grundloven virkelig paa denne Maade anerkjendt hint saakaldte „Folk“ som politisk Suveræn?

Har Grundloven indført almindelig Valgret? Nej tvært imod. Den udelukker i § 30 ikke blot Udlændinge og Kvinder samt umyndige og berygtede Mænd fra Valgrettens Udøvelfe, men den udelukker fra samme end videre alle de Mænd, der ikke have opnaaet en Alder af 30 Aar eller uden at have egen Husstand staa i privat Tjenesteforhold eller nyde eller have nydt Understøttelse as Fattigvæsenet, som ikke er eftergiven eller tilbagebetalt, eller ere ude af Raadighed over deres Bo eller ikke i ét Aar have haft Bopæl i den Valgkreds eller Stad, bvor Valget foregaar. Jeg vil nu paa ingen Maade paatage mig at forsvare alle disse Indskrænkninger i Valgrettens Udøvelse i deres fulde Omfang; i 1849 havde de deres utvivlsomme Berettigelse, i 1866 kunde de været reviderede. Jeg vil blot slaa den Kjendsgjerning fast, at de virkelig existere, at navnlig den tjenende Klasse i et meget vidt Omfang er udelukket fra Valgrettens Udøvelse, at følgelig den ved Grundloven indførte Valgret fra det rette demokratiske Synspunkt maa betegnes som et Privilegium, og de valgberettigede Borgere som en særegen privilegeret Klasse. Grundloven har for faa vidt ikke ganske brudt med Selfgovernementets aristokratiske Grundsætninger. Men hvorledes kan saa denne Kjendsgjerning forliges med Paastanden om, at Grundloven har stillet sig paa Folkesuverænitetens Standpunkt? Ja, den kan i Virkeligheden slet ikke forliges dermed, men hvad gjør saa Venstre? Det hjælper sig med at lade, som om den ikke var til. Det fremgaar af Folktingets Adresse, som taler om Nødvendigheden af, at Regeringen er i Overensstemmelse med „det af den almindelige Valgret udgaaede Ting“, hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til Folketinget.

Har Grundloven dernæst indført lige Valgret? Nej tvært imod. Den grundlovmæssige repræsentative Forsamling er Rigsdagen, som i Følge Grl. § 29 er sondret i to selvstendige Afdelinger: Folketing og Landsting. Ved Folketingets Dannelse medvirke kun de privilegerede Borgere, og de medvirke alle med lige Ret. Her maa derfor Flertallet iblandt dem nødvendigvis kunne besætte de fleste Pladser og derigjennem i politisk Henseende dominere hele Tinget. For saa vidt kan altsaa dette Tings Ordning siges at være ganske i Overensstemmelse med Folkesuverænitetens Grundsætning, og naar man derhos, som paavist, lader, som om det tillige var dannet paa den almindelige Valgrets Grundlag, maa det ogsaa fra samme Synspunkt siges at være aldeles følgerigtigt, naar Folketingsadressen tillægger dette Ting alene Benævnelsen Folkereræsentation. Ved Landstingets Dannelse medvirke nemlig ikke blot de privilegerede Borgere, men 12 Medlemmer udnævnes paa Livstid af Kongen. Og end videre medvirke de privilegerede Borgere ikke alle med lige Ret, i det der er tillagt de højere beskattede i Kjøbenhavn og Kjøbstæderne saa vel som de højst beskattede paa Landet en særegen Valgret, derved muliggjøres det disse fortrinsvis beskattede Borgere at besætte forholdsvis flere Pladser og derigjennem udøve en betydeligere Indflydelse i Tinget. Fra Folkesuvercenitetens Standpunkt kan følgelig Landstinget ikke paa nogen Maade anerkjendes som en Folkerepræsentation. Det falder derimod ind under det temmelig ubegribelige Begreb af en „anden konstitutionel Forsamling“, som Opraabet ogsaa benævner det. Men hvilken Benævnelse man saa end maatte tillægge det, den Kjendsgjerning staar dog lige fuldt fast, at Grundloven, ogsaa har fornægtet Folkesuverænitetens Princip ved Indførelsen af den ulige Valgret til Landstinget.

Maaske denne sidste Fornægtelse imidlertid dog kun er tilsyneladende. Maaske de to Tings indbyrdes Forhold er ordnet paa den Maade, at Folkerepræsentationen maa siges at være i Besiddelse af de fornødne Retsmidler til eventuelt trods Landstingets Modstand at kunne sætte sin Vilje igjennem, og Vælgerflertallet saaledes dog i Virkeligheden kan betragtes som politisk Suveræn. Vi føres derved til at spørge: Har Grundloven gjort Forskjel paa Landstingets og Folketingets retlige Magt og Myndighed? I enkelte Retninger: Ja. Finansloven og Tillægsbevillingslovene skulle i Følge Grl.s § 48 først foreligges i Folketinget. Saaledes lyde Paragrafens Ord. Vil man derfra gaa videre til at spørge om, hvad Aanden i samme fører til, kan man i Følge en velvillig Fortolkning vel nok driste sig til at paastaa, at Folketinget maa erkjendes berettiget til at øve en fortrinlig Indflydelse ikke blot paa Finansloven men overhovedet paa alle finansielle Love, saaledes at Landstingets Rolle i det væsentlige maa indskrænke sig til at drøfte de mere almindelige Principer, navnlig f. Ex. for Reformer i Skattelovgivningen. Dernæst er der en Forskjel, for saa vidt som Grundlovens § 14 giver Folketinget Ret til at sætte Ministrene under Tiltale ved Rigsretten, medens Landstinget i Følge § 68 vælger Halvdelen af denne Domstols Medlemmer. Aanden i denne Bestemmelse vil vel yderligere føre til, at Landstinget maa være forholdsvis mere varsomt end Folketinget med at etablere sig som politisk Domstol og f. Ex. gjennem Adresser være sig Tillids- eller Mistillidsadresser udtale en Dom om Ministeriets politiske Færd. Men ved at udstrække Betydningen af de omhandlede Forskrifter saa langt, har man da formentlig ogsaa i alle Maader indrømmet ikke blot Ordet, hvad Ordets, men selv Aanden, hvad Aandens er. Dermed lader Venstre sig imidlertid ikke nøje. Om dets Opfattelse af Aanden i Bestemmelsen angaaende Ministeranklagemyndigheden skulle vi senere tale. Her maa det fremhæves, at Aanden i Bestemmelsen om Folketingets Fortrinsret i Henseende til Finanslovens Behandling efter dets Fortolkning maa føre til, at Folketinget erkjendes berettiget til at udøve ikke blot en væsentlig, men en afgjørende Indflydelse ikke blot paa de finansielle Love, men paa Lovgivningen i sin Helhed. Naar Folketinget gjentagende har sagt ja, bør Landstinget ikke vedblivende sige nej, men uden videre vedtage Lovene netop og nøjagtig i den Skikkelse, som Folketinget finder for godt, med andre Ord fungere som Folketingets grundlovmæssige Nikkedukke. Her nødes man uvilkaarlig til at standse og spørge: Er det muligt? Har Grundloven i Virkeligheden ment, at den lovgivende Magt skulde være hos Kongen og Folketinget? Hvorfor har den da i § 2 udtrykkelig sagt, at den skal være ikke hos Kongen og Folketinget, men hos Kongen og Rigsdagen, ɔ: Folketinget og Landstinget? Herpaa svarer saa Opraabet, at Landstinget selv efter Venstres Theori paa ingen Maade skal være en ørkesløs Faktor, men tvært imod have „en betydningsfuld Opgave i Lovgivningsarbejdet“. Det skal vel altsaa ved sine Betænkninger og Forhandlinger medvirke til, at Lovene kunne blive saa gode som muligt og stemmende med alle Samfundsklassers Tarv. Det skal vel ogsaa efter Omstændighederne kunne foranledige en endogsaa gjentagen Udsættelse as en Reform til fornyet Overvejelse og Prøvelse, men blot ikke endelig kunne standse dens Gjennemførelse vel at mærke: just og nøjagtig i den Skikkelse, som Folketinget holder paa, naar de privilegerede Borgeres Flertal gjentagende og indtrængende har udtalt sig derfor. Men under denne Forudsætning er det da aldeles ubegribeligt, hvorfor Grundloven paa dette Punkt har stillet Landstinget fuldstændig lige med Folketinget, hvorfor den ikke har nøjedes med at tillægge det et blot suspensivt Veto i Stedet for at gjøre dets Veto lige saa absolut og lige saa omfattende som Folketingets og det uden nogen som helst Undtagelse for nogen som helst Lovs Vedkommende. Vilde den ikke vælge den nævnte Uvej, kunde den da i Stedet derfor i det mindste have foreskrevet et andet forfatningsmæssigt Middel til eventuelt at bryde Landstingets haardnakkede Modstand, s. Ex. givet Regeringen en Ret til i en snæver Vending at besætte et ubegrænset Antal Pladser og derigjennem skaffe sig Flertallet i samme. Men det har den, som bekjendt, ikke gjort. Regeringen er, som Dagbladet for Mandag den 3dje April d. A. har paavist, ikke berettiget til ved en Opløsning af Landstinget at ombytte de 12 udnævnte Medlemmer med ny. Og selv om den var det, vilde en saadan Ombytning dog mildest talt næppe altid kunne forslaa til at skaffe det fornødne Flertal tilveje. Dette Landstingets grundlovmæssige absolute Veto, denne dets grundlovmæssig selvstendige Stilling, som medfører Umuligheden af at kunne trumfe nogen som helst Lovgivningsresorm i uforandret Skikkelse igjennem mod dets Vilje, er saaledes et endeligt afgjørende Bevis for, at Grundloven lige saa lidt har vedkjendt sig Grundsætningen om den lige som om den almindelige Valgret. Inden for Vælgerfolket har den tvært imod i Henhold til de ovenanførte Betragtninger udsondret et Aristokrati, som skal — ikke kunne herske over Vælgerfolkets Almue, saaledes som Aristokratiet og Almuen i Forening herske over dem, der slet ikke høre til Vælgerfolket, den kvindelige, fattige saa vel som største Delen af den tjenende Befolkning m. fl. — men blot kunne værge sig imod fuldstændig at overvældes og uden videre saa Lovene dikterede af den. Enhver Reform skal saaledes i Følge Grundlovens Opfattelse kun kunne gjennemføres efter en forudgaaet mindelig Ening mellem Aristokratiet og Almuen, hvilken Ening Folket i sin Helhed tidligere eller senere maa forudsættes at ville nøde begge Partier til at gaa ind paa. Denne Ordning er overmaade fornuftig som holdende den rette Middelvej mellem Selfgovernmentets og Folkesuverænitetens hver for sig ensidige Retninger. Men hvorledes kommer da Venstre over denne Anstødssten for dets Paastand om, at Grundloven har indtaget det sidstnævnte ensidige Standpunkt? Paa samme Maade som over den forrige. Man lader, som om den ikke er til. Folketingets Adresse, som taler om det af den „almindelige Valgret“ udgaaede Ting, der ikke existerer, lader derimod slet ikke ane det Landsting, som virkelig existerer.

III.

Den Laden som om, der saaledes hidindtil har hjulpet Venstre til at komme ud over de grundlovmæsige Hindringer for Opstillingen af Folkesuveræniteten som Grundlovens „ledende Tanke“, drister det sig dog selvfølgelig ikke til at fastholde lige over for selve Kongedømmet. Dets grundlovmæssige Tilværelse kan ikke lades uomtalt. Et Monarki uden Aristokrati, det kan gaa, men et Monarki uden Monark, det vilde dog være for stærkt et Stykke. Derfor fremhæves ogsaa meget samvittighedsfuldt og loyalt Kongens Særrettigheder ved Siden af Folkets Selvstyrelsesret. Hvori bestaar nu disse Kongens Særrettigheder? Kongen er for det første ene Indehaver af den udøvende og har dernæst lige med Rigsdagen Del i den lovgivende Magt. Han har samme Initiativ og et lige saa absolut Veto som hvert af Tingene, ikke blot et suspensivt saaledes som s. Ex. i den norske Forfatning. Ingen som helst Rigsdagsbeslutning kan derfor i Følge Grl.s § 24 blive til Lov uden Kongens Sanktion, men derimod kan Kongen i Følge Grl.s § 25, naar Rigsdagen ikke er samlet, under særdeles paatrængende Omstændigheder paa egen Haand udstede Love, som dog kun kunne være foreløbige, ɔ: saadanne, hvis fremtidige Gyldighed beror paa den følgende Rigsdags Beslutning, for hvilken de blive at forelægge. Til Raadførsel og Medvirkning ved Udøvelsen af disse grundlovmæssige Rettigheder giver Grundlovens § 13 ham dernæst Lov til at vælge sig hvilke som helst Ministre, forudsat blot, at de ere i Besiddelse af de fornødne Egenskaber til overhovedet at kunne være Embedsmænd. Navnlig forudsætter Grundlovens § 59 udtrykkelig, at de ikke behøve at være Rigsdagsmænd. Synes han ikke længere om de Ministre, han har, staar det ham dernæst i Følge den nævnte § 13 frit for at afskedige dem naar som helst, og uden en saadan Afskedigelse kunne de ikke nogen Sinde lovligen fjernes fra deres Post, med mindre de ved Rigsretten maatte blive dømte til at have deres Embede forbrudt. Derimod er Kongen i Følge samme Paragraf i Forbindelse med § 16 i Grundloven undergivet den formelle Indskrænkning, at han ikke maa fatte Beslutning om nogen Lovgivnings- eller vigtig Regeringsakt uden først at have raadført sig med hele sit Ministerium og aldrig nogen Sinde med Retsvirkning kan foretage nogen som helst Lovgivnings- eller Regeringsakt uden under Medvirkning (Medunderskrift) af i det mindste én Minister Deraf følger, at han altid maa have et Ministerium for at kunne regere grundlovmæssig. Ved Valget og Skiftet af dette Ministerium er det da navnlig Kongens store, betydningsfulde Opgave, hans grundlovmæssige Ret og Pligt at paatrykke Regeringens Politik i det hele taget dens Stempel. Naar Spørgsmaalet om et saadant Skifte maatte staa paa Dagsordenen, da bliver det følgelig i en væsentlig Grad nødvendigt for ham ikke blot i Forbindelse med Ministrene, men ogsaa selv personlig i sit eget Lønkammer at overveje og beslutte. Og naar han har fattet og erklæret sin Beslutning, da kan og maa enhver Undersaat i sit stille Sind sige sig selv: Kongen har talt; men formelt bliver dog heller ikke denne Beslutning at tilregne ham, da Grundlovens § 12 i alle Tilfælde erklærer Monarken for ansvarsfri. Denne Monarkens juridiske og politiske Ansvarsfrihed udkræves ikke mindre i Følge det indskrænkede end i Følge det absolute Monarkis Væsen. Thi ved hint skulle Konge og Folk som to lige stillede politiske Magter kunne forhandle og komme til Enighed. Men skulle de virkelig være lige stillede, bør Kongen være ansvarsfri, ligesom Folket i sin Helhed er det. Ethvert politisk Parti ønsker og stræber at have Folket paa sin Side, paa samme Maade bør det ønske og stræbe at faa Kongen paa sin Side. Folket kan stifte Parti og vælge andre Mænd, paa samme Maade bør Kongen kunne stifte Parti og vælge andre Ministre. Ingen dadler nogen Sinde Folket, men kun Partierne; paa samme Maade bør aldrig nogen kunne dadle Kongen, men kun Ministrene. Disse ere derfor ansvarlige i Følge §§ 12 og 14 ikke blot som andre Embedsmænd over for deres Chef, Kongen, men ogsaa over for Folketinget, som kan hænde Dom over dem ved Rigsretten. Denne særlige „konstitutionelle" Ministeransvarlighed er i Virkeligheden i retlig Forstand den „konstitutionelle“ Forfatnings Hovedhjørnesten, og den medfører, at Ministrene i Henseende til Iværksættelsen af det store Indbegreb af Regeringshandlinger i en væsentlig Grad ville have fri Haand. Vilde nemlig den absolute Monark ikke bifalde Kollegiernes Indstilling, kunde han simpelt hen befale, og Kollegiet svarede da naturligvis: Naar Ds. Majestæt befaler det, skal det ske. Den konstitutionelle Monark tør derimod i et lignende Tilfælde ikke engang ytre et Ønske, men bør nøjes med et simpelt Spørgsmaal, en Henstilling til Overvejelse. Han maa nemlig vide, at Ansvaret for, hvad der maatte ske, ikke paahviler ham, men Ministeren og derhos kan gjøres gjældende ikke blot af ham, men ogsaa af Folketinget. Kan Kongen saaledes ikke eventuelt fri Ministeren fra det onde, bør han heller ikke paa Forhaand lede ham udi Fristelse. Selv om man imidlertid vilde tænke sig, at han dog gjorde saadant, saa maatte end videre Ministerens Svar i Modsætning til Kollegiets fornuftigvis forudsættes at ville lyde: Naar Ds. Majestæt maatte ønske det, har jeg den Ære at indgive min Demission. Og Kongen vilde da selvfølgelig i Regelen foretrække at holde paa en Minister, hvis Politik han i Almindelighed billigede, frem for at holde paa sin Mening i et enkelt mindre væsentligt Spørgsmaal. Saadanne Spørgsmaal kan og bør han derfor under ordinære Forhold ikke indlade sig videre paa, men sædvanligvis nøjes med at bifalde den forelagte Indstilling efter blot først at have gjort sig bekjendt med Indholdet og eventuelt hørt den vedkommende Minister. Derfor siger Thiers om den konstitutionelle Konge: Il régne, mais il ne gouverne pas. (Han regerer, men han administrerer ikke.)

Hvorledes vil nu Grundsætningen om Folkets Suverænitet kunne tænkes gjennemført ved Siden af disse Kongens Særrettigheder? I stræng Forstand vil den jo i Følge Grundloven slet ikke kunne gjennemføres, da Folketinget ikke er fremgaaet af den almindelige Valgret. Men tilnærmelsesvis vil det dog kunne ske under Forudsætning af, at Kongen udøver sin Regerings- og Lovgivningsmyndighed ganske paa den Maade, som Folketingets Flertal har samstemmet eller maa forventes at ville samstemme i. Fuldkommen følgerigtig erklærer da ogsaa Folketingets Adresse det for det konstitutionelle Monarkis, ɔ: Folkesuverænitetens nødvendige Krav, at Regeringen er i Overensstemmelse med det af den almindelige Valgret udgaaede Ting, ɔ: Folketinget; ellers bliver dette Monarki efter Sigende aldeles meningsløst. Men hvorledes da paa bedste Maade fremkalde og bevare denne Overensstemmelse? Aabenbart i Medfør af det tidligere bemærkede netop og kun paa den Maade, at Kongen saa at sige aldeles opgiver Ævred og betragter det som sin højeste Opgave ni régner ni gouverner eller i Virkeligheden ingen Ting at bestille. Ved Valget af sine Ministre bør han da flet ikke tage Hensyn til, om deres Politik i det hele taget maatte have hans eget, men kun til, om den maatte have Folketingets Bifald. Saa bliver det i Virkeligbeden Folketinget, qui régne og Folketingets udvalgte, qui gouvernent. Sin grundlovmæssige Ret til frit at vælge sine Ministre faar han da selvfølgelig i det væsentlige give slip paa ved at gjøre det til en Pligt for sig selv altid kun at lade Valget falde paa Mænd, som Folketinget i politisk Forstand maatte synes om. Derved bliver jo ganske vist ikke ethvert Valg ham afskaaret. Han kan jo i Følge Grl. § 59 ogsaa vælge Mcend uden for Folketinget, dog i Medfør as det anførte kun faadanne, som maatte være politisk indgaaede med dette. Men vil han paa bedste Maade fyldestgjøre det konstitutionelle Monarkis Krav og ikke udsætte sig selv for den Ubehagelighed hvert Øjeblik at skulle stifte Ministerium, vil det dog være ønskeligst for ham først og fremmest at søge sine Ministre i selve Folketinget. Naar nemlig de ledende Mænd inden for dettes Flertal tillige blive de ledende Mænd inden for Kongens Ministerium, maa nødvendigvis ogsaa de „ledende Tanker“ paa begge Steder blive de samme, og saaledes den størst mulige Overensstemmelse fremkomme. De vedkommende Mænd bør da selvfølgelig ogsaa, for at det konstitutionelle Monarkis Krav paa bedste Maade kunne ske Fyldest, anses forpligtede til ikke uden tvingende Nødvendighed at afslaa Kongens Kaldelse, men derimod indtræde i Ministeriet, selv om de af personlige Hensyn maatte være nok saa utilbøjelige dertil. Det er maaske et stort Offer, men det bør alligevel bringes. Ved det udtrykkelige eller stiltiende Valg af sin Fører eller sine Førere maa da Folketingets Flertal betragtes som givende Kongen Anvisning paa den eller dem, til hvem eller til en af hvilke han har at henvende sig med Anmodning om at danne sit Ministerium. Det bliver saa dennes (Konseilspræsidentens) Sag at vælge de øvrige Ministerkandidater efter forudgaaende Forhandlinger mellem Flertallets øvrige Ledere eller indflydelsesrigere Mænd og gjøre Indstilling om deres Udnævnelse, som bliver at bifalde af Kongen. Et Spørgsmaal kunde det jo saa blot synes at være, om Landstinget ogsaa her fuldstændig kan ignoreres, eller om det ikke som Mindretallets Repræsentation maatte erkjendes berettiget til at designere et Mindretal af Ministre. Men en saadan Ordning vil selvfølgelig være en Umulighed, for saa vidt som Landsting og Folketing maatte staa som Repræsentanter for forskjellige politiske Principer. Det nødvendige Krav til Orden og Regelmæssighed i Forvaltningen vil ikke tilstede en Fremfærd efter ulige Grundsætninger i dens forskjellige Grene. Derfor kunne ingen politiske Modstandere taales i Ministeriet, men i det højeste et Par Udenomsmedlemmer, som i det væsentlige kunne forventes at ville være Flertallet følgagtige. Det Ministerium, som Kongen paa anførte Maade i Overensstemmelse med Folketingsflertallets Anvisning har udnævnt, vil han dernæst være nødt til at beholde og i alle Maader rette sig efter, saa længe Folketingsflertallet følger det. Skulde der opstaa et Kabinetspørgsmaal mellem Kongen og Ministerflertallet, og det sidst nævnte i den Anledning indgive sin Demission, kan Kongen ganske vist i Forventning af Folketingets Samtykke modtage den og udnævne et nyt, hvis det maatte lykkes ham at danne et saadant; men i Virkeligheden er denne Afskedigelse og Udnævnelse kun at anse som rent foreløbig, indtil Spørgsmaalet er blevet forelagt Folketinget til Afgjørelse. Gaar dettes Dom det fungerende Ministerium imod, kan Kongen yderligere appellere til et nyvalgt Folketing. Men nægter ogsaa dette at sanktionere Udnævnelsen, saa faar Kongen falde til Føje og gjøre, hvad han tidligere ikke har kunnet overvinde sig selv til at gjøre, eller — abdicere. For at undgaa at komme i denne ubehagelige Situation vil det da være raadeligst for ham saa vidt muligt efterhaanden at vænne sig til aldrig at tænke, men derimod blot at tale og tie, underskrive eller lade være at underskrive, alt eftersom Ministrene maatte instruere ham til, og derhos i Henseende til disse Ministres Valg saa vidt muligt strængt følge Folketingets Anvisning uden i nogen Henseende at ville indlade sig paa at foregribe dettes endelige Beslutning desangaaende.

Saaledes er da Folkesuverænitetens Princip tilnærmelsesvis gjennemført, og Kongens Særrettigheder bevarede som tomme Former. Folketinget Kjærnen, Kongen Skallen, saaledes vil Venstre dele begge Magten imellem. Naar det i Grl. § 2 hedder: Den udøvende Magt er hos Kongen, den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening, er Meningen herefter i Virkeligheden den: Den hele Statsstyrelse er lagt i Hænderne paa Folketingets Udvalg, dog med den Indskrænkning, at det i alle Lovgivningsanliggender skal indhente Folketingets Sanktion og derhos lade Kongen underskrive alle Lovgivnings- og Regeringsakter. Eventuelle Tvistigheder mellem disse forskjellige Parter afgjøres derhos i Følge Grls. § 22 ved Appel til Vælgerflertallet. Dette er saaledes den politiske, Folketingets Delegation i Forbindelse med Folketinget selv den juridiske Suveræn, som kun er formelt indskrænket ved Forpligtelsen til at benytte Kongen som Tolk. Den indskrænket-monarkiske Regeringsform bliver paa den Maade en Slags demokratisk Republik i monarkist Form eller, som den gængse politiske Sprogbrug udtrykker det, en parlamentarisk Regeringsform. Og Kongen faar ikke blot være en „konstitutionel“, men oven i Kjøbet en „parlamentarisk“ Konge. Det skal være Grundlovens virkelige Mening efter Venstres Fortolkning. Her nødes man uvilkaarlig til anden Gang at standse og spørge: „Er det muligt?“

IV.

Det Spørgsmaal, som nu skal besvares, er da vel at mærke ikke: Tiltaler den parlamentariske Regeringsform Pers eller Povls personlige, være sig parlamentariske eller uparlamentariske Tilbøjeligheder, men derimod: Stemmer samme Regeringsform med Danmarks Riges Grundlov; maa dens Indførelse siges at være nødvendig i Følge Grundlovens Ord, eller kan den ialtald ikke anses som stridende mod dens Aand? Thi Grundloven, det kan ikke siges for tidt, bør vi her som overalt fast og ubrødelig holde paa. Det gjælder saa vel om dens Indhold, hvilket vi ikke bør ombytte med Inholdet af vore egne Tanker, som om dens Ord, hvilke vi ikke bor ombytte med vore egne Ord. Den Regel har man imidlertid ikke fulgt, saaledes som man burde, i Henseende til Grundlovens Begyndelsesord. De lyde, som tidligere bemærket: Regeringsformen er indskrænket-monarkisk; men i Stedet for derefter at tale om Grundlovens Indførelse af et indskrænket Monarki taler man, som tidligere bemærket, i Almindelighed om dens Indførelse af et „konstitutionelt“ Monarki. Et konstitutionelt Monarki — det er England, og i England hersker den parlamentariske Regeringsform. Der bruges Udtrykket „konstitutionel“ Konge i nyere Tid gjennemgaaende i Betydning af „parlamentarisk“ Konge. Altsaa er et konstitutionelt Monarki og en parlamentarisk Regeringsform i det væsentlige det samme, og altsaa maa Grundloven, som har indført det ene, ogsaa forudsættes at have villet indføre den anden. Den Slutning er ikke rigtig, men den ligger nær. Deraf forklares den megen Tale om Indførelsen af den parlamentariske Regeringsform som Grundlovens „ledende Tanke“, der ellers vilde være aldeles uforklarlig, og derfor maa man ogsaa være fattet paa, at ethvert Folketingsvenstre, saa snart det er naaet op til at tælle blot en Mand over Halvdelen, stærkere eller svagere vil røre de parlamentariske Strænge, om end det ganske vist ikke anstændigvis tør forventes at ville hamre saa voldsomt løs paa dem som det nuværende forenede Venstre. Havde man derimod i Tanke og Tale vænnet sig til at fastholde Grundlovens Udtryk „Indskrænket Monarki“, saa vilde man ikke i den Grad have været udsat for den nævnte Forvexling, men snarere have holdt fast paa den Erkjendelse, at i ethvert Monarki Statsmagtens Tyngepunkt til en vis Grad bør ligge i Monarken, og at de abnorme sociale, politiske og retlige Tilstande, som andensteds have fremkaldt en modsat Ordning, ikke findes hverken i vort Samfund eller i vor Historie eller i vor Grundlov.

Lad os allerførst give Sandheden Æren og tilstaa, at Kongedømmet under en parlamentarisk Regeringsform er en Institution uden al virkelig Betydning. Naar en Tænker som Lord Brougham filosoferer over Kongedømmets Ide og taler om den Magt og Myndighed, det bør kunne udfolde, da viser han uvilkaarlig selv, hvilken Karrikatur af Ideen det parlamentariske Kongedomme fremstiller. Naar end videre en Statsmand som Lord Derby ivrig værger den engelske Konge mod Beskyldningen for at være an automaton or a puppet of the government of the day^[1], og naar man hos statsretlige Forfattere finder hele Afsnit overskrevne: The sovereign not a state puppet^[2], da peger allerede den blotte Nødvendighed af af et saadant Forsvar overhovedet saa bestemt som vel muligt hen paa, hvor Skoen trykker. Hermed vil jeg dog paa ingen Maade frakjende det parlamentariske Kongedømme enhver Betydning, men blot hævde, at den Betydning, det har, ikke er en virkelig, kun en symbolsk. Parlamentarismen forvandler i Virkeligheden Kongedømmet til et blot Symbol paa Staten eller det til Udøvelse af politisk Herredømme organiserede Folk, forvandler det til kun at være «the symbol of the national sovereignty», som de engelske Forfattere udtrykke det. Meget træffende svarede derfor Kong Karl I., da Underhuset i 1641 stillede den Fordring til ham, at ingen Minister og ingen Peer maatte udnævnes uden dets Samtykke, og at Kongen skulde opgive den øverste Ledelse as Hæren — Fordringer, som Underhuset nu under den parlamentariske Regeringsform, om ikke i Formen, saa dog i Virkeligheden har sat igjennem: „Dersom jeg samtykkede i det, De nu forlange af mig, saa kunde man endnu stadig fremstille sig for mig med blottet Hoved, endnu stadig kysse mig paa Haanden og kalde mig Majestæt; jeg kunde fremdeles lade Stav og Sværd bære foran mig og glædes ved Synet af Scepter og Krone — tørre Grene, som ikke vilde grønnes længere, naar Stammen var uddød; men hvad Magt og Myndighed anbelanger, da var jeg ikke andet end et Billede, et Tegn, en tom Skygge af en Konge“. Blotte Tegn og Billeder have imidlertid kun Betydning for Børn og barnlige Sjæle, hvis Øje blændes af Glansen, uden at Tanken henvendes paa, hvad Glansen koster. Er den parlamentariske Regeringsform saaledes gjennemført som nu i England, vilde det derfor være et fuldt berettiget Spørgsmaal, om man ikke burde opgive Skinnet tillige med Virkeligheden og lade Underhusets Flertal vælge Regeringens formelle Chef paa samme Maade, som det nu giver Anvisning paa dens virkelige Leder. Det vilde blive en ny Sort Republik uden den traditionelle Præsidentur, nærmest en Republik à la Spanien. Herved skal jeg imidlertid ikke dvæle videre, men nøjes med at besvare det Spørgsmaal, som de fremsatte Bemærkninger ville have givet Anledning til at opkaste: Hvorfor holde Englænderne da paa Kongedømmet, selv efter at det i Egenflab af „parlamentarisk“ er blevet forvandlet til et blot og bekosteligt Symbol? Svaret herpaa er: De holde paa samme i Følge Nationens eller rettere de herskende Klassers umaadelig konservative Tænkemaade. Den bringer dem til i det offentlige som i det private Liv at holde Hævd over Former, der ere ærværdige ved deres Alder, men fremkalde et Smil ved deres Forældethed. Som ydre, haandgribelige Exempler, hvilke enhver Londonfarer vil kjende, skal jeg blot fremhæve saadanne Fremtoninger som Underhusets Kølle, Advokaters og Dommeres Parykker, Towervægternes middelalderlige Udstyr o. s. v. En saa vidt dreven Konservatisme, en saa umaadelig Respekt for traditionelle Former findes derimod ikke hos nogen som helst Samfundsklasse her i Danmark, og det vilde derfor have været fuldstændig stridende mod den hele nationale Tænkemaade, om den grundlovgivende Myndighed i 1849 — hvis Bestemmelser angaaende Kongens Rettigheder den grundlovgivende Myndighed i 1866 jo i det væsentlige uforandret har fastholdt — havde villet indføre Parlamentarismen. I Stedet for saaledes at bevare Kongedømmet som en antik maatte den snarere formodes at have villet afskaffe det som en antikveret Form. Men maaske man herimod vil gjøre gjældende, at der i 1849 hos os fandtes andre Grunde til at bevare Kongedømmet selv i Egenskab af parlamentarisk end den blotte Pietet mod Fortidsminder. Dels var dets Tilværelse en historist Kjendsgjerning, der ikke uden videre kunde benægtes, dels kunde Overgangen fra Fortid til Fremtid bedst medieres ved dets Bevarelse. En indre Omvæltning kunde paa den Maade ske uden at fremkalde alt for øjensynlige Brud paa Overfladen. Navn og Form vilde i det væsentlige bevares, medens Indhold og Væsen fornyedes. Havde den grundlovgivende Myndighed tænkt saaledes, da havde den imidlertid handlet ilde ved ikke at mindes Bibelens Lignelse og derved udsætte kommende Slægter for den Nemesis, at Formen sprængtes, og — Indholdet spildtes. Men saaledes har dens Tankegang heller ikke paa nogen Maade været. Aanden i 1848 var for det første, i alt Fald hos os, slet ikke republikansk, hvor meget end uklare Ideer om Demokrati og Folkesuverænitet kunne have gjæret i politiske Sværmeres Hjærner; den var rettet mod Enevælden, men paa ingen Maade mod Kongevælden, mod Anerkendelsen af en virkelig, skjønt begrænset Magtfylde for Kongen. Og dernæst, selv om man vilde tænke sig, at Rigsforsamlingen havde bestaaet af lutter Demokrater, som helst havde villet afskaffe Kongedømmet, men i hvert Fald kun taale dets fortsatte Tilværelse under Forudsætning af, at det blev gjort fuldstændig vanmægtigt, saa lad os mindes: Hvem var Grundlovens Giver? Var Rigsforsamlingen en konstituerende Forsamling, som efter en forudgaaende Revolution fra ny af ordnede Landets Forfatning og frit fattede Beslutning, om den vilde have en Konge, og hvem den vilde have, samt paa hvilke Betingelser den vilde have ham? Og var end videre denne Konge, som saaledes modtog Rigsforsamlingens Tilbud, fra et legitimistist Synspunkt en Usurpator, der havde den legitime Kongeslægts talrige Tilhæng at frygte? Tvært imod: De historiske Forhold, hvorunder Grundloven udstedtes hos os, vare langt fra saadanne som de Forhold, hvorunder Parlamentarismen grundlagdes i England.

Det foreløbige Udgangspunkt for dens endelige Sejr efter uendelig Kamp i den engelske Forfatningshistorie danner Revolutionen af 1688, ved hvilken den Stuartske Mandslinie fordreves med James II., og Kvindelinien besteg Tronen med Dronning Mary i Forbindelse med Wilhelm III. af Oranien. Nogle Dage efter Tronbestigelsen præsenterede nemlig Parlamentet Kongen den saakaldte Declaration of Rights, der et Par Maaneder senere stadfæstedes som Bill of Rights, hvilken Bill i Forbindelse med den senere Tronfølgelov (Act of Settlement) endelig og udtømmende fastslog Parlamentarismens egentlige Hjørnesten, som jeg strax skal omtale nærmere. Og allerede 1695 havde da Wilhelm III. ogsaa dannet det første „parlamentariske“ Ministerium, hvis Medlemmer udelukkende vare valgte blandt Lederne af Revolutionspartiet, Whiggerne, som udgjorde Flertallet i Parlamentet. Derved lagde han for saa vidt en yderligere Grundvold for Parlamentarismens endelige Sejr, som det fra den Tid er blevet Regel, at Ministrene have Sæde ikke blot i Overmen ogsaa i Underhuset og forhandle ikke i Egenstab af Ministre med Parlamentet, men i Egenstab af Parlamentsmedlemmer, der tillige fungere som Kronens Ministre, med Parlamentets øvrige Medlemmer. En Minister kan nu i Følge Forholdets Natur ikke beklæde sin Post uden at være nødt til idelige Forhandlinger med Parlamentet, og han kan i Følge den anførte Ordning ikke forhandle med Parlamentet uden personlig at indfinde sig samme Steds. Derved er der givet dette et overmaade kraftigt Middel i Hænde til paa den mest ubarmhjertige Maade at gjøre det politiske Ansvar gjældende mod Ministeriets Medlemmer. Atter og atter kan Parlamentet lade en forhadt Minister staa Skoleret, fortælle ham, hvor ufolkelig han længe har været og mere og mere bliver, meddele ham, hvilken „personlig Modbydelighed“ man nærer for at forhandle med ham, kort sagt, ved uafladelige, berettigede eller uberettigede Angreb gjennem lange Maaneder Dag for Dag og Time for Time sejgpine ham saaledes, at Stillingen som Minister til sidst maa blive aldeles uudholdelig. Den belgiske Grundlov har vel ikke saaledes bestemt, at Ministrene skulle være Medlemmer af Repræsentationen, men den har til Gjengjæld foreskrevet, at hvert af Kamrene kan fordre Ministrenes Nærværelse. Her er altsaa Forholdet dog i det væsentlige det samme som i i England. Men kaste vi saa i forbigaaende et Blik paa vor Grundlov, saa bestemmer den hverken, at Ministrene skulle være Medlemmer af Rigsdagen, eller at Rigsdagen ubetinget kan fordre deres Nærværelse. I det højeste kan der af § 62 udledes en Forudsætning om, at de skulle give Møde ved formelige Interpellationer; men ellers bestemmer § 59 kun, at de i Embeds Medfør have Adgang til Rigsdagen, og skulde da et Ting blive alt for nærgaaende og ubehageligt mod dem, vil det altsaa grundlovmæssig staa dem frit for at blive borte og føre de fornødne Forhandlinger med samme, være sig gjennem Udvalg eller skriftlig, saaledes som s. Ex. den nordamerikanske Præsident forhandler med Kongressen. Paa dette Punkt mangler saaledes aabenbart i vor Grundlov et af Parlamentarismens væsentlige Støttepunkter. Men — for at vende tilbage til dennes historiske Udvikling i England — dens Indførelse under Wilhelm III. var dog kun aldeles foreløbig. Han selv kunde snart ikke rigtig komme ud af det med Whiggerne, og under Dronning Anne dominerede til sidst Torierne. Dens endelige Grundlæggelse daterer sig saaledes først fra Dronning Annes Død og det hannoveranske Dynastis Tronbestigelse. Kun ved et dristigt Kup, en formelig Overrumpling af Toryministeriet havde Whiggerne sat denne igjennem, og de bare ene Dynastiet oppe trods Torierne, som holdt paa den legitime Prætendent, til Fordel for hvem der senere udbrød gjentagne blodige Oprør navnlig i Skotland. Selv om Kong Georg I. ikke havde været den Stakkel, han var, vilde han derfor været nødt til hovedkulds at kaste sig i Armene paa Whig-Partiet og lade dets Ledere herske aldeles enevældig i Kabinettet, ligesom de dominerede i Parlamentet. Havde Kongen for Alvor forsøgt paa at ville have en egen Vilje i Statsanliggender, kunde Kronen hvert Øieblik mildelst talt have vaklet paa hans Hoved. Under disse Omstændigheder vandt da Whig-Aristokratiet gjennem lange Tider Hævd paa at herske, og under disse Omstændigheder indviedes den parlamentariske Tidsalder i England.

V.

Hos os havde derimod i 1849 ingen Revolution fundet Sted saaledes som i England 1688 eller i Belgien 1830. Og Rigsforsamlingen vedtog ikke egenmægtig Grundloven og præsenterede den til Kongens Stadfæstelse, saaledes som Parlamentet vedtog Bill of Rights. Og Kong Frederik VII. var i ingen Henseende en Usurpator, der havde legitime Prætendenters Krav at frygte, saaledes som Wilhelm III. og navnlig Georg I. Han var tvært imod Ætlingen af en 400 aarig legitim Kongeslægt. Og han besluttede selv af fri kongelig Magtfuldkommenhed efter Overenskomst med sit tro Folk at give Danmarks Rige en Forfatning. Det var ham, der selv indkaldte Rigsforsamlingen, selv lod forelægge Udkastet til Grundloven og derpaa, efter at Rigsforsamlingen i det væsentlige havde bifaldet Udkastet, selv udstedte det saaledes vedtagne Udkast som Danmarks Riges Grundlov. Men maa man saaledes prise Kong Frederik VII. for de Rettigheder, han af egen fri Villie har skjænket Folket, da bør Folket visselig ogsaa respektere de Rettigheder, han har forbeholdt Kongen. Ere vi enige om, at det har været ramme Alvor med Bestemmelserne om de første, da bør vi heller ikke nære Tvivl om, at det har været lige saa ramme Alvor med Bestemmelserne om de sidste. Naar Grundloven forbeholder Kongen Retten til at udnævne og afskedige sine Ministre, da bør man ikke underforstaa: dog maa han kun udnævne saadanne, hvis Politik billiges af Folketinget, og han skal igjen afskedige dem, saa snart deres Politik ikke længere billiges af Folketinget; naar § 2 siger, at den udøvende Magt er hos Kongen, da bør man ikke underforstaa: dog maa den kun udøves i Overensstemmelse med Folketingets Resolutioner. Thi hvor findes der blot Spor af Hjemmel for den Paastand, at Grundlovens Giver saaledes skulde have villet lade Grundloven sejle under falsk Flag? Hvorledes kan man driste sig til at forudsætte, at Kongen selv kun skulde villet have de nævnte Bestemmelser betragtede som høflige Taalemaader og Rettighederne selv som indholdsløse Former? Hvorledes kan man overhovedet tro, at en Konge med frit Forsæt og beraad Hu selv skulde rakt Haand til at forvandle Kongemagten til et blot Symbol? Og det er sandelig kun, naar intet bedre Valg stod ham aabent, at han tør forudsættes at have villet vælge den tunge Skæbne at spille en parlamentarisk Konges Rolle. Thi det er en anden betydningsfuld Indvending mod den parlamentariske Regeringsform, at den bringer Suverænen i en for enhver Mand, endsige for en Konge utaalelig Stilling. Ganske vist har Stillingen sine Goder. Englands Monark er saaledes omgiven af megen ydre Glans, har rigelige Indtægter samt Udsigt til at se sine Børn forsørgede, i det det ældste arver Kronen, og de yngre kunne forventes at blive udstyrede med Apanager. Men disse Goder byde dog kun en stakket Trøst for den tomme og indholdsløse Tilværelse, som samme Monark uundgaaelig er nødt til at føre. Hans Livsopgave bestaar jo udelukkende i at repræsentere og gjøre Honnørs samt en Gang imellem at sende Bud efter Mr. Gladstone eller Mr. Disraeli og for Resten skrive sit Navn under, eller, som man ofte udtrykker det, sætte Tøddelen paa I'et. Denne Forretning kan ganske vist give ikke saa lidt at bestille. Dronning Victoria var altid i en umaadelig Restance, saa at man maatte træffe særlige Foranstaltninger for at lette hende Byrden. Men tilfredsstillende kan den, som Livsopgave betragtet, ikke under nogen Omstændighed være. Man indvende ikke herimod, at de engelske Regenter dog gjennem lange Tider meget godt have fundet sig i at spille parlamentariske Kongers Rolle, og at samme Rolle følgelig ingenlunde kan forudsættes at være saa utaalelig og kjedelig, som her paastaaet. Selv ved en løseligere Gjennemlæsning af Englands nyere Forfatningshistorie vil man nemlig finde ikke saa faa fremtrædende Exempler paa, at Regenterne, for saa vidt de overhovedet brød sig om at regere, tungt have følt Trykket af Parlamentets Overvælde og vaandet sig under den ubønhørlige Parlamentarismes strænge Følgesætninger.

At en Hersker, saa dygtig og saa energisk som Wilhelm III. af Oranien, ikke kunde finde sig i at faa sin Politik dikteret af Parlamentet, var saa at sige en Selvfølge. Hans parlamentariske Ministerium havde derfor kun en kort Varighed. Han tillod sig ligeledes gjentagne Gange at gjøre Brug af sit kongelige Veto, og ogsaa under Efterfølgerinden, Dronning Anne, lød det endnu en enkelt Gang: La reine s'avisera^[3]. Men siden den Tid er det kongelige Veto aldrig nogen Sinde blevet benyttet. Stifteren af det hannoveranske Dynasti, Georg I., var en fremmed, født og opdragen i Hannover, og havde kun Sans for tyske Forhold, saa at han ikke en Gang kunde tale Engelsk. Derfor var han endog ude af Stand til at præsidere i Kabinetsraadet, saaledes som Regenterne hidindtil havde gjort. Ministrene forhandlede som Følge heraf mellem sig selv indbyrdes, og først naar de vare blevne enige, blev Resultatet kommuniceret Kongen gjennem Premierministeren, den bekjendte Sir Robert Walpole. Denne forstod imidlertid ikke Tysk, og Kongen, som ommeldt, ikke Engelsk. Følgen blev da, at de maatte tale Latin sammen, saa godt de kunde. At Kongen under disse Omstændigheder ikke kunde tænke paa at udøve nogen politisk Indflydelse, er indlysende. Og det Præcedens, han skabte, ydede derhos Parlamentarismen en yderligere varig Støtte, for saa vidt som Kongen fra den Tid af har været systematisk udelukket fra alle Kabinettets Raadslagninger. Det er Premierministeren, som fører Forsædet ved disse. Han resolverer i Virkeligheden først paa Kollegernes Indstillinger, og Kongen faar derefter det samlede Ministeriums endelige Udkast forelagt ganske i Overensstemmelse med den parlamentariske Regeringsforms nødvendige Krav. Ogsaa paa dette Punkt mangler herefter en Forudsætning for sammes Gjennemførelse i vor gjældende Grundlov, for saa vidt som den netop paalægger Kongen den bestemte statsretlige Forpligtelse selv at føre Forsædet i Statsraadet, fra hvilken Forpligtelses Opfyldelse han kun maa dispensere sig selv „i enkelte Tilfalde“ og kun for saa vidt, som han maatte være „forhindret“, altfaa have lovligt Forfald. I Følge den grundlovmæssige Ordning er det altsaa Kongen selv, til hvem hver enkelt Minister umiddelbart har at rette sine Indstillinger, og det bliver Kongen selv, som først og sidst har at resolvere i Sagen efter en forudgaaende fri Forhandling i Statsraadet paa Grundlag af den enkelte Ministers Indstilling. Ja, saaledes havde da Ordningen rimeligvis ogsaa endnu den Dag i Dag været i England, dersom — Kong Georg I. havde kunnet Engelsk! Det kunde nu vel Efterfølgeren, Kong Georg II., men han var dog ogsaa en født Hannoveraner, der hovedsagelig kun havde Interesse for de politiske Forhold i Hannover og Tyskland, hvor Frederik II. den Gang krigede. Whiggerne fik derfor i en væsentlig Grad Lov til at regere, som de vilde, tilmed da Prætendenten endnu en Gang havde gjort Landgang i Skotland, og Torierne i Masse rejst sig til Fordel for ham. Anderledes stillede Forholdet sig derimod under Kong Georg III. Han havde ingen Prætendent længere at frygte, og han var derhos en født Britte samt en Mand, der vilde lyde det stolte Ord, hans Moder tilraabte ham ved hans Tronbestigelse: (Georg, be a king!^[4] Han vilde følgelig ikke afgive

Skjærmbrættet for et Partiregimente, men besteg Tronen med det faste Forsæt at opløse Partibaandene og bryde de store Whig-Familiers Forbund. Hans hele lange Regering, som endte i Sindssygdom, var derfor en ihærdig Kamp mod Parlamentets og Kabinettets eller rettere Underhusets og Underhusledernes Overvælde, en aldrig trættet Stræben efter at hævde Kongens Ret og Magt over for samme og, som han selv skriver i sine Breve til Pitt, forhindre, at en af Lovgivningsmagtens Faktorer tilintetgjorde de to andre, ja endogsaa bemægtigede sig den udøvende Magt. Kun et Par enkelte Exempler paa hans personlige Indgriben i den politiske Styrelse skulle her fremdrages. Da Posten som Premierminister i henved et halvt Aarhuudrede havde været beklædt as en Whig, paastod Partiet lige ud at have vundet Hævd paa Besættelsen deraf. Men den Paastand respekterede Kongen ikke. I 1784 kaldte han saaledes navnlig i Kraft af sit eget personlige Initiativ en Tory til at danne sit Ministerium, og denne Tory var oven i Kjøbet kun 24 Aar gammel. Men det var ogsaa den berømte William Pitt, Englands største Statsmand, hvem Kongen saaledes selv fremdrog og trofast støttede i den rasende Kamp, han, kun med en eneste Ven ved sin Side, heltemodig og sejerrig bestod imod et Underhusflertal, der ikke blot skummede af Forbitrelse, men oven i Kjøbet lededes af en Taler og Statsmand som Fox. Selv Pitt, Manden efter Kongens Hjerte, maatte imidlertid fratræde i 1801, da han holdt paa en Forholdsregel, som Kongen ikke billigede. Derfor kaldes denne ganske vist i Nutiden en ukonstitutionel Konge. Men der findes dog ogsaa dem, som ikke nægte hans ovennævnte Stræben deres Anerkendelse. Saaledes siger f. Ex. Lord Brougham: „Det kan ikke nægtes, at Georg III. kun opfyldte den Forpligtelse, hans Stilling paalagde ham, ved selv at tænke og handle efter sin inderste Overbevisning samt bruge sin Indflydelse til at sætte denne Overbevisning igjennem. Han gav derved et Exempel, som fortjener Efterligning til alle Tider“. At hans Politik i øvrigt mange Gange var højst uheldig, og at han ikke holdt sig den konstitutionelle Konges Pligt efterrettelig ved ikke blot at ville regere men ogsaa administrere er en Ting, jeg ikke her skal dvæle ved. Hans Efterfølger, Kong Georg IV., der i det væsentlige ikke gjorde andet end Skandale, kan passende lades uomtalt. Men Georg IV.'s Efterfølger, Wilhelm IV., viste igjen en aldeles uparlamentarisk Opførsel, da han i 1834 uden alt Hensyn til Underhusets Flertal kaldte en anden Tory, en anden af Englands store Statsmand, den berømte Sir Robert Peel, til at danne sit første Ministerium. Ja selv den nu regerende Dronning Victoria har ikke altid handlet, som hun burde, for saa vidt som hun forinden sit Giftermaal bestemt vægrede sig ved at ville lyde den parlamentariske Etikettes Bud og skifte Hofdamer samtidig med, at hun stiftede Ministre. Det var først Prins Albert, Brodersøn til Kong Leopold, som indførte Parlamentarismen i Belgien, der lærte hende at indtage den fuldstændig „korrekte“ Holdning, for hvilken hun nu saa højlig prises af de parlamentariske Forfattere.

Saaledes er der ganske vist blevet kæmpet, men saaledes er unægtelig ogsaa Resultatet af Kampen blevet. Hvor meget end Regenterne til forskjellige Tider have stridt imod, Parlamentarismen har sejret, den staar den Dag i Dag som en fuldbyrdet Kjendsgjerning i Englands statsretlige Praxis. En Række tilfældige historiske Kjendsgjerninger have, som paavist, utvivlsomt begunstiget dens Fremvæxt, men den egentlige Grund til samme ligger dog dybere. Parlamentarismens endelige Sejr var i Virkeligheden en politisk Nødvendighed paa Grund af Parlamentets og særlig Underhusets ubetingede og udelukkende Bevillingsmyndighed. Denne Myndighed danner overhovedet det første historiske Grundlag for Parlamentets hele Magtstilling, navnlig ogsaa for dets Deltagelse i Lovgivningen. Forinden Parlamentet nemlig bevilgede Kongen de forlangte Subsidier, androg det som oftest paa Gjennemførelsen af en eller flere Reformer, hvilke Andragender derhos efterhaanden formedes i Skikkelse af bestemte Lovforslag, som Kongen stadstæstede ved Parlamentets Slutning samtidig med, at han takkede for de bevilgede Subsidier, en Skik, som i det væsentlige følges endnu den Dag i Dag endog med Bevarelse af de samme middelalderlige Udtryk. Lovene bifalder Kongen simpelthen ved at sige: Le roy le veut (Kongen vil det). For Bevillingen takker han først, i det det hedder: Le roy remercie ses loyal subjects, accepte leur benevolence et aussi le veut.^[5] Vel viser nu dette sidste Udtryk: et aussi le veut, at Kongens Stadfæstelse ogsaa i Tidens Løb er bleven knyttet til Bevillingsakterne paa samme Maade som til Lovforslagene. Men denne Skik skriver sig uden Tvivl, som Hallam fremhæver, kun fra den Omstændighed, at hine Akter jævnlig, som det hedder, „behæftedes“ med saadanne reformatoriske Lovbestemmelser, til hvilke Kongens Sanktion udkrævedes. Det er derfor lige fuldt en uomtvistelig Sandhed, som navnlig Lord Chatham, den store Pitts berømte Fader, skarp tog bestemt har hævdet, at Bevillingsmyndigheden fra først af ikke tilkom og i Realiteten endnu maa siges ikke at tilkomme Lovgivningsmyndigheden (King in Parliament), men at det tvært imod var og er Parlamentet, særlig Underhuset, som bevilger, og Kongen, til hvem der bevilges. Samme Bevillingsmyndighed er allerede hjemlet Parlamentet i Englands ældste Grundlov, den berømte Magna Charta, som den usle, af sin snigmyrdede Brodersøns Blod besudlede Kong Johan „uden Land“ nødtes til at vedtage paa Runymede Slette Aar 1215. Til den sluttede sig enkelte senere Statuter; men Omraadet for samme var dog derefter ikke aldeles utvivlsomt, for saa vidt som der fandtes forskjellige (indirekte) Afgifter, med Hensyn til hvilke det i alt Fald var omtvistet, om ikke Kongen selv kunde paalægge dem. Og denne Ubestemthed benyttede navnlig de Stuartske Regenter i muligst vidt Omfang. Enhver som helst Tvivl om sammes Omraade fjernedes imidlertid ved den oven omtalte Bill of Rights, i Følge hvilken hver Skilling, som Kongen maatte opkræve til Kronens Fornødenhed, først skulde være samtykket og skjænket (granted) af Parlamentet. Dette i sin Helhed erkjendtes den Gang for saa vidt endnu officielt som Bevillingsmyndighedens Indehaver. Alt længe forinden havde Underhuset imidlertid begyndt med at hævde den Paastand, at alle Subsidiekrav først skulde stilles til det, og endt med at erklære sig selv for ene og udelukkende Indehaver af hele Bevilliugsmydigheden. Det har det allerede 1678 udtalt ikke for første, men tvært imod for sidste eller i alt Fald for næstsidste Gang. Da vedtog det en Resolution, lydende paa, at al Hjælp og al Forsyning, som tilstodes Kongen i Parlamentet, udelukkende var at anse som en Gave fra Underhuset (the sole gift of the Commons). Og denne Paastand er ogsaa for saa vidt bleven tagen til Følge, som Talen angaaende Budgettet ved Parlamentets Aabning udelukkende rettes til Underhuset, og Bevillingsakterne ikke i Indledningen omtale Overhusets Samtykke, ligesom dette ordentligvis afholder sig fra at amendere slige Akter. Men paa den anden Side maa dog vel mærkes, at Overhuset endnu er i uomtvistet Besiddelse af Retten til at votere eller nægte Bevillingerne i deres Helhed, og at det følgelig ogsaa endnu maatte kunne hævde en virkelig Magtstilling i Stedet for at føre den blot taalte Tilværelse, som det i Virkeligheden maa siges at føre, dersom ikke andre Omstændigheder kom til. Allerede den Omstændighed er nu ikke uden Betydning, at kun ganske enkelte Medlemmer af Overhuset ere valgte, oven i Kjøbet kun af deres Standsfæller (de skotske og irske Peers), medens dets allerfleste Medlemmer tage Sæde dels i Kraft af deres Embedsstilling (de gejstlige Lorder, Ærkebiskopper og Biskopper), dels og navnlig som tidligere omtalt i Kraft af deres arvelige Ret. Derfor paastod Underhuset allerede for over 200 Aar siden, at Overhusets Medlemmer slet ikke repræsenterede Folket men kun deres egen personlige Ret. Selv afset herfra er imidlertid den Omstændighed aldeles afgjørende, at Overhuset ikke er i Besiddelse af den fornødne Uafhængighed af Regeringen, som har en ubegrænset Ret til at udnævne nye Peers og paa den Maade til enhver Tid kan sikre sig et Flertal i Overhuset. Ganske vist er denne Ret ikke nogen Sinde bleven benyttet i den parlamentariske Forfatnings Historie. Kun en eneste Gang, i Aaret 1832, da Overhusets Flertal modsatte sig Reformbill'en, var det nær kommet til et Peerschub. Da Striden var paa sit højeste, henvendte Kongen sig imidlertid underhaanden til Lorderne, som vare i Oppositionen, og bevægede en Del af dem til at holde sig borte fra Afstemningen, saa at Bill'en gik igjennem. Men selvfølgelig vil alene Bevidstheden om at have den nævnte Ret nødvendigvis give Regeringen en ganske anden sikker Holdning over for Overhuset end over for Underhuset. Og ved denne i Forbindelse med de foranførte Omstændigheder forklares det da tilstrækkelig, at et Underhusflertal kan nøde et Ministerium til at indgive sin Demission, selv om Overhusets Flertal maatte forsøge at holde paa det, men ikke omvendt, som vi desværre fik at føle i Aaret 1864, da Danmarks Sag forhandledes i begge Parlamentets Huse med et modsat Udfald.

VI.

Fra først af udøvede dernæst Parlamentet Bevillingsmyndigheden paa den Maade, at det en Gang for alle bevilgede saa meget, som kunde anses for tilstrækkeligt til at fyldestgjøre det ordinære aarlige Behov for hele Kongens Regeringstid uden noget Paalæg om Anvendelse af det bevilgede til bestemte Øjemed. Den Fremgangsmaade fulgtes endnu ved Restaurationen 1660. Men efter Revolutionen 1688 gik man til Værks paa en anden Maade. Saa bevilgedes der kun Kong Wilhelm III. til fri Raadighed en Gang for alle en vis aarlig Sum, tilnærmelsesvis svarende til Nutidens Civilliste, medens de øvrige Indtægter for et Aar ad Gangen bevilgedes anvendte til bestemte Øjemed. Derfra skriver sig Nødvendigheden af det engelske Parlaments aarlige Sammenkaldelser. En særlig Forskrift herom findes ikke i den engelske Forfatning. Derpaa beror Varigheden af Parlamentets Samlinger. Regeringen kan under ingen Omstændigheder endelig slutte dem, forinden Indtægternes Anvendelse er bevilget. En særlig Bestemmelse om Kongens Ret til at slutte dem findes derimod ikke i den engelske Forfatning. Og derfor er Kongen endelig i det væsentlige fuldstændig afhængig af Parlamentets, navnlig Underhusets gode Vilje i Henseende til Muligheden af at kunne regere. Men kunde han da ikke, naar Underhuset nægtede ham de fornødne Midler, befrygtes at ville gjøre Statskup og regere trods Underhuset, støttet til Hæren? Ingenlunde! thi dels maatte Underhuset aarlig bevilge Pengene til at holde Hæren for, og det bevilgede kun meget nødig og meget lidt til dette Øjemed; dels gaves ogsaa Straffeloven for Hæren (the Mutiny-Act) kun for et Aar ad Gangen. Fornyedes den ikke saa lidt som Bevillingerne, havde Kongen følgelig hverken Penge til eller Magt over Hæren. I Tilfælde af en eventuel Konflikt stod og staar han saaledes fuldstændig magtesløs over for Bevillingsmyndighedens Indehaver. Vel er det nu aldrig i Englands parlamentariske Historie kommet saa vidt, at man virkelig har dristet sig til at nægte de aarlige Bevillinger. Kun én Gang, i Aaret 1784, da man for enhver Pris vilde styrte Pitt, truede den bersærkerske Fox, Lederen af Underhusflertallet, med at ville gribe til dette yderste Middel. Da det kom til Stykket, betænkte Flertallet sig imidlertid og — vedtog Bevillingerne. Men det gaar selvfølgelig med Bevillingsmyndigheden som med Retten til at udnævne Peers. Alene den Bevidsthed eventuelt at være udsat for at blive udsultet maa nødvendigvis øve et saadant Tryk paa Regeringen, at Bevillingsmyndighedens Indehaver tidligere eller senere vil faa sin Krig frem.

Lægger man nu nøje Mærke til det anførte, navnlig om hvem Bevillingsmyndigheden tilkommer, og de om Bevillingerne brugte Udtryk: grant, gift o. s. v., kommer man til et ejendommeligt Resultat. Hvert enkelt Aar staar det i Følge den engelske Forfatning en Del af Folkerepræsentationen, en enkelt Faktor i Statsmagten fuldstændig frit for at fatte Beslutning, om Staten stal bestaa endnu et Aar eller afslutte sin Tilværelse med det samme. Lukker Underhusets Flertal blot en eneste Gang for Statskassen, er alting forbi, Staten opløst, Anarkiet indtraadt, uden at Statsmagtens øvrige Faktorer, Overhuset eller selve Kongen kunne sige et Ord derimod. Paa lignende Maade stiller Forholdet sig i Følge den belgiske Grundlov, hvorefter Kamrene hvert Aar votere Budgettet. Her er kun den Forskjel, at Flertallet i hvert af disse er raadigt over Statens fortsatte Bestaaen, for saa vidt som Regeringen ikke har den Myndighed over Senatet i Belgien som over Overhuset i England. Selv om den engelske og belgiske Forfatning kjendte til foreløbige Love, vilde saadant ikke hjælpe, da Bevillingsmyndigheden i Følge samme ikke er en Bestanddel af Lovgivningsmyndigheden. Men hertil kommer end yderligere den trøstesløse Omstændighed, at hverken den engelske eller den belgiske Forfatning kjender noget som helst til foreløbige Love.

At en saadan Ordning som den nævnte imidlertid er i højeste Grad unaturlig, kan der ikke være to Meninger om. At Kongen, som dog under en konstitutionel Forfatning, der, saaledes som den engelske og den belgiske, tillægger ham et absolut Veto, maa opfattes som Statsmagtens Medindehaver, ikke blot som dens Forvalter, skal lade sig de til Statshusholdningens Førelse fornødne Midler bevilge af Repræsentationen, er en grov Anomali. En enkelt Faktor i Statsmagten, som ikke direkte kan beslutte Statens Ophør og Forfatningens Ophævelse, bør heller ikke indirekte kunne gjøre det ved at borttage det nødvendige materielle Grundlag for begges Væren og Virken. Fornuftigvis bør Budgettet derfor fastsættes af Statsmagten i dens Helhed eller, om man vil, af Lovgivningsmagten, saaledes at den, hvem det tilstedes og paalægges at oppebære og give ud, ikke er Kongen, men Statens Betjente, navnlig Ministrene. Og fornuftigvis bør dernæst ingen af Statsmagtens Medindehavere, hverken Kongen eller Repræsentationen, kunne tvinge den anden til at renoncere paa den frie Udøvelse af sine forfatningsmæssige Rettigheder ved Trusel om i modsat Fald at ville nægte de til Statens fortsatte Bestaaen nødvendige Midler og saaledes sprænge hele Forfatningen. For saa vidt mulig at asværge en saadan Pression, der navnlig kan tænkes udovet fra Repræsentationens Side, bør man dog ikke gribe til den Udvej at have et Normalbudget med aarlige Tillægsbudgetter. En saadan Ordning vilde nemlig ikke forhindre Repræsentationen i at nægte Regeringen extraordinært fornødne Midler; derhos vilde en saadan Udstykning i høj Grad være til Hinder for Tilveiebringelsen af et klart og omfattende Overblik over den finansielle Status i det hele som i det enkelte; og endelig vilde et fast Budget paa mange Punkter kunne hindre {bindestreg2|magten|Lovgivningsmagten}} i at bevæge sig med en saadan Lethed og Frihed ved Finansplanens Affattelse, som Hensynet til de vexlende Forhold og Konjunkturer maa gjøre ønskeligt. Man bør derfor ubetinget fastholde de aarlige Budgetter, Misbrug bør kunne ske, men Forfatningen bør blot til Gjengjæld ogsaa hjemle de fornødne Retsmidler for eventuelt at kunne straffe deslige Misbrug eller i alt Fald gjøre dem uskadelige.

Ganske i Overensstemmelse med disse rette konstitutionelle Statsretsgrundsætninger har ogsaa vor Grundlov ordnet Sagen. Den kjender ikke noget til en særlig Bevillingsmyndighed, som særlig skulde tilkomme Rigsdagen eller endogsaa Folketinget alene. Den bestemmer ikke, at Rigsdagen skal votere Overflaget over Indtægter og Udgifter, men Fastsættelsen deraf tilkommer i Følge vor ligesom f. Ex. i Følge den preussiske Grundlov den lovgivende (finanslovgivende) Myndighed. Som Følge heraf maa Retten til at fastsætte Overflaget i alle Henseender, hvor ingen særlig Undtagelse maatte være gjort, navnlig ogsaa i Henseende til Spørgsmaalet om Indehaveren, følge Reglerne for den almindelige Lovgivningsmyndighed. Paa den anden Side fremtræder dog ogsaa Forskjellen mellem Finansloven som nødvendig til Statens Bestaaen og andre Love som blot gavnlige for dens videre Udvikling tilstrækkelig klart i Grundloven, sor saa vidt som der i Følge § 48 skal forelægges et Finanslovforslag, medens i Følge §§ 24 og 44 andre Lovforslag kunne forelægges. Sæt nu, at et saadant Finanslovforslag blev fremlagt, men Regeringen derpaa gjorde dets Stadfæstelse fra Kongens Side afhængig af, at Folketinget undlod at benytte sig af sin grundlovmæssige Ret d. Ex. til frit at forkaste eller forandre en vis Lov eller til efter eget Tykke at nedsætte en vis Kommission eller til efter Behag at vælge sin Formand mellem Tingets Medlemmer, da tvivler vel ingen om, at Ministrene paa Grund af den forfatningsstridige Tvang, de derved søgte at øve, og det Anarki, de eventuelt vilde fremkalde, udsatte sig for en saa alvorlig Afstraffelse ved Rigsretten, at ingen tiere vilde prøve paa saadanne Kunster. Skulde derimod en Afdeling af Repræsentationen undslaa sig for at vedtage Forslaget, med mindre Kongen maatte renoncere f. Ex. paa sin grundlovmæssige Ret til frit at vælge sine Ministre eller paa sin grundlovmæssige Ret til frit at bruge sit Veto mod en vis Lov, eller overhovedet paa Retten til den fri Udøvelse af sine grundlovmæssige Særrettigheder, da vilde de paagjældende Medlemmer af Repræsentationen ganske vist ikke saaledes som Ministrene kunne drages til Ansvar; men deres forfatningsstridige Hensigter vilde dog kunne gjøres uskadelige. Svaret fra Regeringens Side paa Finanslovens Nægtelse kunde og burde da nærmest blive en Opløsning af den vedkommende Afdeling af Repræsentationen i Overensstemmelse med Grundlovens § 22. Denne Paragraf sætter nu aldeles ingen Grænse for Opløsningernes Antal, og denne ubegrænsede Opløsningsret turde netop staa i Forbindelse med Bestemmelsen om det aarlige Budget i § 48. At dette forholder sig saaledes, faar man allerede en Anelse om ved at se paa Fællesforfatningsloven af 1855 og Grundloven af 1863, der begge have et Normalbudget og en begrænset Opløsningsret, medens Grundlovene af 1849 og 1866 begge have aarlige Budgetter og ubegrænset Opløsningsret. Og det indlyser yderligere ved en Betragtning af selve Forholdets Natur. Under ordinære Forhold, naar Talen er om Reformlove, kan og bør Regeringen nemlig ikke blive ved at opløse i det uendelige. Naar det ved en eller i alt Fald ved gjentagne Opløsninger er blevet tilstrækkelig konstateret, at Vælgerflertallet bestemt fastholder sin Mening, bør den lade Sagen falde eller træde af. Ellers udsætter den sig for at domfældes for Misbrug af sin grundlovmæssige Myndighed til at øve Tvang paa Valgfriheden. Anderledes stiller Forholdet sig derimod for Finanslovens Vedkommende. Her er jo Tale om en Lov, hvis Vedtagelse er nødvendig for Grundlovens, ja hele Statens Bestaaen. En Nægtelse af at ville vedtage Finansloven er derfor i Virkeligheden, som Grundlovsudvalgets Ordfører bemærkede i Rigsforsamlingen, et „revolutionært“ Middel, et Forsøg paa at gjøre Revolution med Benyttelse af lovlige Former. Et saadant Forsøg kan ligesom ethvert revolutionært Forsøg være moralsk berettiget, f. Ex. i Tilfælde as, at en Regering maatte begaa Forfatningsbrud og systematisk lægge an paa at fortrædige og modsætte sig hele Folkets Ønsker, saaledes som den berygtede Kurfyrste af Hessen gjorde. Men det kan ogfaa være moralsk uberettiget, f. Ex. i Tilfælde af, at en enkelt Afdeling af Repræsentationen, som end ikke fra har hele Folket bag ved sig, ad den Vei maatte for søge paa at underkue Statsmagtens øvrige Faktorer og tilrane sig den politiske Enevælde. Lige saa ofte som et saadant Forsøg maatte gjøres, bør da Regeringen fornuftigvis ogsaa paa fuldkommen forfatningsmæssig Maade kunne afvise det ved at opløse den vedkommende Afdeling af Repræsentationen. Opløsningen faar for saa vidt i dette Tilfælde mere Karakteren af en Opfordring end af en Forespørgsel og maa derfor kunne gjentages atter og atter, ja i det uendelige, om saa skulde være, medens en lignende gjentagen Forespørgsel vilde blive aldeles meningsløs.

Men nu kommer jeg til det brændende Spørgsmaal: Hvad nytter det, kan man sige, at Regeringen kan opløse, derved kan den jo dog ikke skaffe de fornødne Penge tilveje? Ganske vist ikke, men den kan skaffe dem paa anden Maade gjennem en vis Sort Love, der ere ejendommelige for vor Grundlov i Modsætning til de belgiske og engelske Forfatningslove, nemlig de saakaldte foreløbige Love^[6]. Naar et Ting har nægtet at vedtage Finansloven og derefter er blevet opløst, maa Kongen under alle Omstændigheder i Medfør af Grundlovens § 25 kunne udstede en foreløbig Finanslov, da de særdeles paatrængende Omstændigheder, som i Reglen ville mangle ved Reformlove, utvivlsomt foreligge her. Jeg tilstaar, at jeg slet ikke begriber, hvilke berettigede Indvendinger der fra vor Grundlovs Ord og Aand kunne fremsættes mod Udstedelsen af en foreløbig Finanslov overhovedet. Holck har i sin Statsforfatningsret ganske vist udtalt den modsatte Mening. Men naar han til Støtte for dette Resultat paakalder den almindelige politiske Betragtning, at Bevillingsmyndigheden er den konstitutionelle Forfatnings Hjørnesten, da burde han for det første ikke have indrømmet, at en Lov om en foreløbig Indtægts- og Udgiftsbevilling, eller, som man nu har kaldt den, en „midlertidig“ Finanslov indtil videre kan træde i Stedet for en virkelig Finanslov, og at denne saakaldte midlertidige Finanslov kan udstedes som foreløbig. Paa den Maade er jo dog Bevillingsmyndigheden fuldstændig eluderet. Men selv afset herfra gjør Forfatteren sig dernæst ved at fremsætte den ovennævnte politiske Betragtning netop skyldig i den Forvexling, jeg tidligere har paaanket. Bevillingsmyndigheden er Parlamentarismens Hjørnesten, som Grundloven paa ingen Maade har erklæret at ville eller endogsaa blot kan forudsættes at have villet indføre. Den har derimod indført en indskrænket monarkisk Regeringsform, og dennes Hjørnesten er den ejendommelige „konstitutionelle“ Ministeransvarlighed eller Folketingets Myndighed til at anklage Ministrene for Rigsretten. Saa længe den bestaar, er der i Virkeligheden ingen Fare for Forfatningens Bestaaen, om saa der maatte ske nok saa mange Opløsninger og udstedes nok saa mange foreløbige Finanslove. Derimod kan ikke omvendt Regeringen uden Tingenes eget Samtykke tiltale Rigsdagens Medlemmer, naar disse ved deres Afstemninger maatte begaa Attentater mod Statens Bestaaen eller Forfatningens Ukrænkelighed, og her er derfor en virkelig Fare paa Færde. Naar Folketinget saaledes ingenlunde vil nøjes med den ovennævnte Ret til efter Lov og Dom at fjerne Ministre, der maatte have begaaet Forfatningsbrud, men yderligere paakalder Aanden i denne Bestemmelse som Hjemmel for, at Tinget efter Behag skal kunne fjærne Ministre, der ikke have begaaet Forfatningsbrud, og for at sætte denne Paastand igjennem nægter Ministrene de fornødne Midler til Regeringens Førelse, hvorved den med det samme unddrager Staten det fornødne Grundlag som dens Bestaaen, da foreligger her et utvivlsomt Overgreb, over for hvilket Regeringen vilde staa fuldstændig magtesløs uden sin foreløbige Finanslovgivningsmyndighed. Det er da virkelig Ironi at sige, at den selv har fremkaldt Nødvendigheden af den foreløbige Finanslov ved at opløse Rigsdagen; thi om saa Rigsdagen havde siddet nok saa længe, vilde den jo dog vægret sig ved at vedtage samme Lov. Det er tvært imod Rigsdagen eller rettere dens enkelte Afdeling, der har nødvendiggjort den foreløbige Finanslov ved ikke at ville indlade sig paa at vedtage nogen endelig Finanslov, med mindre Kongen maatte renoncere paa den frie Udøvelse af sine grundlovmæssige Rettigheder. Man dispenserer dernæst ikke fra en eneste af de i Grundlovens § 48 angaaende Udstedelsen af en saadan endelig Finanslov givne Forskrifter, fordi man tillige giver Kongen Ret til at udstede en foreløbig Finanslov. Og naar Finanslovgivningen en Gang er lagt ind under den almindelige Lovgivningsmagt, maa den ogsaa som bemærket forudsættes at være henlagt saa vel under den foreløbige som under den endelige, naar ingen særlig Undtagelse kan paavises. Men en saadan findes ikke. Man kan dog fornuftigvis ikke nøjes med at henvise til Bestemmelsen i § 25, hvorefter foreløbige Love ikke maa stride mod Grundloven. Deraf faar man kun ud, at en foreløbig Finanslov i Følge Grundlovens § 25 lige saa lidt som en endelig Finanslov i Følge Grundlovens § 95 bør indeholde grundlovstridige Bestemmelser, men ingenlunde, at den selv skulde anses som grundlovstridig. Det staar saaledes utvivlsomt fast, at Udstedelsen af en foreløbig Finanslov under de angivne Omstændigheder overhovedet maa siges at være fuldkomment grundlovmæssig. Derimod kan det ganske vist med en Slags Berettigelse omtvistes, hvorvidt den kan afgive den fornødne grundlovmæssige Hjemmel for Skatternes Opkrævelse, fordi det i § 49 hedder: Forinden Finansloven er vedtagen, maa Skatterne ej opkræves. Man er saa tilbøjelig til paa dette Sted uden videre at underforstaa „vedtagen af Landsting og Folketing“ eller maaske blot „af Folketinget“, fordi „vedtage“ sædvanligst bruges om Tingenes Samtykken i et dem forelagt Lovforslag. Men paa denne sædvanlige Maade kan „vedtage“ ikke forstaas her. Det kan umuligt være Paragrafens Mening at udtale, at Administrationen skulde kunne opkræve Skatter i Henhold til en Lov, som Kongen har vægret sig ved at stadfæste, f. Ex. fordi Tienderne eller Vallø og Vemmetoftes Midler vare optagne derpaa. Vedtage maa derfor nødvendigvis paa dette Sted staa i den forholdsvis sjældnere Betydning, hvori det ogsaa bruges om Kongens Samtykken i et ham forelagt Lovforslag, hvilken Betydning vi netop finde Exempler paa i Indledningen til selve Grundloven af 1849, hvor Kongen erklærer at have „vedtaget“ Danmarks Riges Grundlov, samt i Aab. Brev 5. Juni 1849 og Indledn. til Valglov 7. Juli 1848. Men kan og maa Udtrykket „vedtagen“ i § 49 saaledes utvivlsomt og under alle Omstændigheder omfatte en Vedtagelse af Kongen, da er det formentlig fuldstændig ubeføjet at paastaa, at det ikke skulde kunne betyde: vedtagen af Kongen alene, men kun: vedtagen af Kongen og Rigsdagen i Forening. En Vedtagelse af Kongen alene i Henhold til Grl.s § 25 maa tvært imod anses for tilstrækkelig, for faa vidt som Finanslovforslaget allerede derved kan siges at være blevet til en virkelig Lov. Det maa udkræves, men det maa ogsaa være nok. En Lov skal foreligge, men at den er endelig, behøves ikke. Forslaget maa være „vedtaget af Lovgivningsmagten“, men „vedtaget af den endelige Lovgivningsmagt“ behøves ikke. Til Støtte herfor paakalder jeg den almindelige Fortolkningsgrundsætning, som enhver Jurist vil erkjende for gyldig, at man ved Fortolkningen ikke maa lægge mere ind i et Ord, end der nødvendigvis behøver at ligge deri. Bevisbyrden maa altsaa fornuftigvis paahvile dem, som maatte paastaa, at der er tilstrækkelig Grund til at lægge andet og mere ind i Ordet „vedtagen“ end her indrømmet. Men en saadan tilstrækkelig Grund vil ingen kunne paavise. Vil man sige, at de foreløbige Love i Følge Grundlovens § 25 ikke vedtages, men udstedes, saa svarer jeg, at de endelige Love i Følge Grl.s § 24 ikke vedtages, men stadfæstes. Kan da vedtage i § 49 staa i Stedet for stadsæste, maa det lige saa vel samme Steds kunne staa i Stedet for udstede. Vilde man herimod indvende, at Udtrykket vedtage sprogrigtig kun kan bruges om Samtykken i det af en anden selvstændig ligeberettiget Deltager i Lovgivningsmagten præsenterede Lovudkast, da svarer jeg: det er ikke rigtigt. Rigsforsamlingen havde aldeles ikke nogen selvstændig Ret til Deltagelse i Grundlovgivningen; dens Berettigelse beroede tvært imod udelukkende paa Kongens Vilje, og dog „vedtog“ Kongen, som tidligere bemærket, Grundloven. Tingene vedtage dernæst ikke blot de af Regeringen eller et andet Ting fremlagte eller fremsendte Lovudkast, men de vedtage ogsaa Udkast, Adresser Resolutioner o. s. v., der ere indbragte af enkelte Medlemmer. Paa samme Maade maa ogsaa Kongen kunne vedtage Lovudkast m. v., der ere fremlagte af Ministrene. Og vilde man herimod endnu indvende, at dette sidste dog kun er en Paastand, der ikke finder Hjemmel i Lovsproget, saa maatte jeg endnu en Gang svare: det er ikke rigtigt. Hjemmelen findes i Fællesforfatningsloven af 2den Oktober 1855 § 54, hvor der tales om, at Kongen kan beslutte Afholdelsen as ikke bevilgede Udgifter, hvilken Beslutning skal være forhandlet i Ministerraadet, forinden den endelig „vedtages af Kongen“ i Gehejmestatsraadet. Vilde man endelig sige, at Sammenhængen med § 48, som handler om en endelig Finanslovs Tilvejebringelse, medfører, at der ogsaa i § 49 maa forudsættes kun at være Tale om en endelig Finanslov som Hjemmel for Skatternes Opkrævning, da maatte jeg endelig ogsaa hertil svare: det er ikke rigtigt. § 48 handler jo nemlig ogsaa om Finansloven som indeholdende Overslag over Statens Udgifter. Og dog maa i Følge § 49 en blot foreløbig Lov utvivlsomt kunne afgive Hjemmel for Udgifters Afholdelse. Thi naar samme Paragraf simpelt hen udtaler: Ingen Udgift maa afholdes, der ikke har Hjemmel i Finansloven eller i en Tillægsbevillingslov, da ser jeg bogstavelig ikke, med hvad Skin af Ret man her vilde underforstaa Udtrykket „endelig" og udelukke „foreløbig". Men det samme, som saaledes gjælder om Udgifterne, maa dog begribeligvis ogsaa kunne gjælde om Indtægterne. Kan en foreløbig Lov trods Bestemmelserne i § 48 afgive den utvivlsomme Hjemmel for Udgifternes Afholdelse, maa den dog fornuftigvis i og for sig ogsaa kunne hjemle Skatternes Opkrævelse. Og kan der saaledes ikke fra Ordene og Sammenhængen hentes afgjørende Grunde mod min Fortolkning, saa kan jeg derimod til yderligere Støtte for samme paaberaabe mig den Forklaring, som Grundlovsudvalgets Ordfører afgav i Rigsforsamlingen. Derefter skulde de anførte Ord: Forinden Finansloven er vedtagen o. s. v. netop og kun betyde: Ingen Skat maa opkræves, forinden dens Opkrævelse er bevilget ved Finansloven. Disse Ord stod i det oprindelige Udkast, men omredigeredes paa den nærværende, mindre heldige Maade i Følge en Grund, der ikke har mindste Interesse i denne Sammenhæng. Derimod maa her mærkes, at det ved Omredaktionen aldeles bestemt og uimodsagt hævdedes, at den nye Redaktion i et og alt skulde betyde det samme som den gamle. Meningen med denne kunde nu utvivlsomt kun være den: De vedkommende Embedsmænd skulle have en Finanslov som Hjemmel for Skatteopkrævningen; men have de blot en Finanslov overhovedet, er det fuldkomment tilstrækkeligt, den behøver paa ingen Maade at være endelig. Andet og mere kan man da heller ikke være berettiget til at lægge ind i den nye Redaktion.

Ere for saa vidt alle Indvendinger imod den foreløbige Finanslovs Gyldighed formentlig gjendrevne, saa kan man dog til Slutning endnu tænkes at rejse en Indvending derimod fra et politisk Synspunkt ved at spørge: Ja, hvad Mening er der da egentlig i at kræve en saadan Finanslov som Hjemmel for Skatternes Opkrævning, naar denne Lov dog kan tilvejebringes af Kongen alene? Bliver den ikke derved en tom og betydningsløs Form? Paa ingen Maade. Den grundlovgivende Myndigheds Øjemed med Bestemmelserne i §§ 48 og 49 har først og fremmest været at slaa fast, at der aldrig skal kunne regeres uden et forud lagt Overflag over Indtægter og Udgifter. En saadan Ordning forekommer os nu saa at sige som en Selvfølge. Men vi maa dog i Forbigaaende huske, hvor ny den var i 1849. Igjennem Aarhundreder havde Danmarks Statshnsholdning været ført uden Budget. I 1813 gjorde man et svagt Forsøg paa at saa et saadant, men det førte ikke til noget, og i 1816 blev Forsøget fuldstændig opgivet. Først fra 1841 have vi haft regelmæssige Budgetter. Man kan derfor godt forstaa, at den grundlovgivende Myndighed har villet rejse en uoverstigelig Hindring for en Tilbagevenden til den gamle Uorden ved at fastsætte, at hverken Skatter skulle kunne oppebæres eller Udgifter afholdes, forinden et saadant Overslag foreligger. Ved dernæst gjennem Brugen af Udtrykket Finanslov at henlægge Fastsættelsen af dette Overflag under Lovgivningsmagten, har den foruden andre Fordele, navnlig Overslagets Publikation, dets omhyggeligere Behandling i Rigsdagen, det særlige Ansvar for et foreløbigt Overflag o. s. v. ogsaa opnaaet at sikre Rigsdagen en lige saa betydelig Indflydelse paa samme eller paa Finanslovgivningen som paa Lovgivningen i Almindelighed, hvorhos den ved Bestemmelsen om, at Finansloven skal foreligges først i Folketinget, har opnaaet at sikre dette Ting fremfor Landstinget en særlig Indflydelse paa Finanslovgivningen. Ingen som helst, om end i Følge Regeringens Formening nok saa hensigtmæssig Reform vil derfor kunne gjennemføres paa Finanslovgivningens saa lidt som paa hele den øvrige Lovgivnings Omraade uden eller imod Rigsdagens, særlig Folketingets Vilje. Men det blot nødvendige vil Kongen i Medfør af Grundlovens § 25 alene kunne varetage saa vel paa Finanslovgivningens som paa hele den øvrige Lovgivnings Omraade uden, ja selv mod Rigsdagens, særlig Folketingets Vilje. Thi Stat og Forfatning saa vel som den gjældende Lovgivning skulle ikke strax gaa til Grunde eller sættes ud af Kraft, fordi et enkelt Ting, ja endog begge Rigsdagens Afdelinger maatte ønske det. De kunne og skulle bestaa, indtil samtlige de i Følge Grundlovens § 2 og § 95 berettigede have givet deres Minde til Ophævelsen eller Forandringen. Med denne Tankegang stemmer det fuldstændig, at Grundloven først i § 48 paabyder Foranstaltninger til en endelig Finanslovs Tilvejebringelse, men derefter dog i § 49 kun fordrer en Finanslov, ikke en endelig Finanslov som Betingelse for Muligheden af Regeringens Fortsættelse eller af Statens fortsatte Bestaaen. En Finanslov, ɔ: en saadan, der indeholder et Overflag over Statens Indtægter og Udgifter, maa derfor altid foreligge, forinden den nye Finansperiode begynder. En saakaldet Lov om en foreløbig Indtægtsog Udgiftsbevilling, eller, som det seneste Exemplar hedder, en „midlertidig Finanslov“, der ikke indeholder et Overslag som det nævnte, turde derfor i Overensstemmelse med, hvad der foran er bemærket om den Vægt, som den grundlovgivende Myndighed maa forudsættes at have lagt paa Overflagets Tilvejebringelse, være at anse som grundlovstridig. Derimod maa en virkelig Finanslov, hvad enten den maatte være endelig eller blot foreløbig, utvivlsomt antages at fyldestgjøre Grundlovens Fordring. Forinden Borgerne efterkomme en Opfordring til eventuel Skattenægtelse i Tilfælde af en foreløbig Finanslovs Udstedelse, gjorde de derfor dog vel i at mindes, at der findes Fogeder, som kun ville gjøre deres Pligt ved at inddrive de nægtede Skatter.

VII.

Er det lykkedes mig at overbevise uhildede Læsere om Rigtigheden af den Sætning, at Udstedelsen af en foreløbig Finanslov i Tilfælde af, at denne eller hin af Repræsentationens enkelte Afdelinger maatte have vægret sig ved at vedtage en endelig, er fuldkomment grundlovmæssig, da vil man maaske ogsaa indrømme Rigtigheden af den Sætning, jeg tidligere har fremsat, at ikke blot de historiske og sociale Forudsætninger, der have begunstiget og muliggjort den engelske Parlamentarismes Opstaaen og Bevarelse, men navnlig ogsaa det retlige Grundlag, hvorpaa den i sidste Instans maa siges at hvile, i Virkeligheden maa erkjendes at mangle hos os. Vor grundlovmæssige Forfatning maskerer ikke en Republik, der gjør Folket frit, men Kongen ufri ved at give Repræsentationens enkelte Afdelinger Magt til efter Behag at nøde ham til at skifte Ministerium og Politik. Dens Grundtanke er tvært imod lige saa smukt som træffende udtalt i det kongelige Ord: Jeg vil være en fri Konge over et frit Folk. Som to fuldstændig frit- og ligestillede Magter skulle Konge og Folk kunne forhandle og komme til Enighed. Repræsentationens Afdelinger kunne derfor fremkomme med Lovforslag og indgive Adresser, ja endog nægte Finansloven, men dog selv ved dette sidste Middel ikke bringe Kongen i fuldkommen Afhængighed af sig og nøde ham til altid at gjøre deres Vilje. Skulde Landstinget eller Folketinget forsøge paa at ville udøve forfatningsstridig Tvang paa hans forfatningsmæssige Handlefrihed, da kan Kongen møde ethvert Attentat derpaa med den Protest, der ligger i en Opløsning og Udskrivning af nye Valg. Og selv om et Ting til en Tid maatte nægte ham sin Medvirkning, vil han dog være i Stand til at holde Statsstyrelsen gaaende, ikke blot ved at administrere, men ogsaa ved at give Love, for saa vidt Udstedelsen deraf maa erkjendes at være særdeles paatrængende, altsaa navnlig Finanslove. Deri viser det sig, at vor Forfatning i sit Grundvæsen er et Monarki. Men paa den anden Side saar Kongen ogsaa indskrænke sig til saaledes paa egen Haand at varetage det absolut fornødne og i det hele taget regere grundlovmæssig. Ellers kan han enten slet ikke regere eller i alt Fald ikke gjøre det, uden at de Ministre, som yde ham deres Medvirkning ved Regeringen, ifalde det fulde kriminelle Ansvar for begaaede Grundlovsbrud og eventuelt trods Kongens Vilje ved Rigsrettens Dom fjernes fra deres Post. Deri viser sig Monarkiets indskrænkede Karakter i retlig Forstand. I politisk Henseende ytrer samme Indskrænkning sig dernæst i, at Kongen ikke paa egen Haand efter Godtbefindende kan oktrojere Reformer i Lovgivningen eller Forfatningen, men kun indføre dem, efter at de frit ere prøvede og bifaldte af Flertallet blandt Medlemmerne i hver af Rigsdagens tvende Afdelinger. Paa den anden Side skal derimod ikke ethvert nok saa lille Flertal, være sig i Rigsdagen eller endogsaa i en enkelt Afdeling af samme, kunne paatvinge Kongen Gjennemførelsen as nogen som helst Reform netop i den Skikkelse, som Flertallet ønsker, men som Kongen i Overensstemmelse med sine Raadgivere misbilliger. Det monarkiske Princip i Modsætning til det republikanske er tvært imod for saa vidt hævdet i Grundloven, som Kongen i Statsraadet altid tillige vil kunne tage et upartisk Hensyn til Mindretallets berettigede Ønsker og derved drage Omsorg for, at Reformerne virkelig blive til hele Folkets Bedste. Ved Asgjørelsen af, om dette maatte blive Tilfældet, vil Kongen da navnlig have at tage Hensyn ikke blot til sin egen og sine Ministres, men i Særdeleshed ogsaa til Folkerepræsentationens Anskuelse. Hvad Hele Folket gjennem sit forfatningsmæssige Organ har erklæret at ønske eller ville være fornøjet med, det kan og vil Kongen fornuftigvis ikke modsætte sig. Thi den Ting er vel klar, at Kongen og Folket i dets Helhed aldrig vedblivende maa drages ad forskjellige Veje. Bedst er det, om de paa Forhaand maatte være enige om Vejen. Men blive de en Gang uenige, og Kongen ikke kan overbevise Folket om Rigtigheden af at vandre videre paa hans Vej, da faar han standse og føre Folket paa dets Vej. Disse Sætninger ere alt slaaede fast ved vor første Grundlovs Tilblivelse og ved vore første Grundlovskampe. Da det store Folketog, hvor Mænd af alle Samfundsklasser vandrede Arm i Arm, i Marts 1848 drog til Kongen paa Kristiansborg for at bede om Ministeriets Afskedigelse, da lød Svaret fra Kongen: Bonnen er alt opfyldt. Efter Overenskomst med sit tro Folk besluttede dernæst Kong Frederik VII. at give Riget en Forfatning, og han udstedte Grundloven, efter at en lykkelig Overenskomst var tilvejebragt med Rigsforsamlingen, som vedtog Grundlovsudkastet med 119 Stemmer imod 4. Da dernæst efter Oprørets Underkuelse Monarkiets Forfatningsforhold paa ny skulde ordnes, fulgte Folkets Flertal længe, skjønt modstræbende, den Vej, som Kongens Regering vilde. Men endelig faldt Folket i dets Helhed fra. Den 13de Marts 1854 vedtog Folketinget med 77 Stemmer mod 3 en Mistillidsadresse til Ministeriet, og den 14de Marts s. A. sluttede Landstinget sig med 31 Stemmer imod 11 til ganske den samme Adresse. Ved Valgene den 1ste December s. A. bekræftede dernæst Vælgerfolkets store Masse i et og alt samme sine Repræsentanters Votum. Da gav Frederik VII. efter, og i det mindeværdige Statsraadsmøde den 3dje December s. A. paa Frederiksborg modtog han Ministeriets Demission. Men hvad der saaledes i Kraft af Indskrænkningen i det monarkiske Princip kan og skal gjælde om de af hele Folket udtalte Ønsker, det kan og skal netop i Følge det monarkiske Princip ikke ubetinget gjælde om noget enkelt Partis Ønsker. Den virkelig konstitutionelle Konges Regering kan og skal ikke saaledes som den parlamentariske Konges være en udpræget Partiregering, hvor Kongen blot lægger Navn og Underskrift til, medens i Virkeligheden nu dette, nu hint Parti regerer i Kongens Navn, og maaske en enkelt Overløber fremkalder et betydningsfuldt Omslag i hele Landets Politik. Tvært imod vil det netop være bedst og naturligt, om den konstitutionelle Konge vælger sit Ministerium saaledes, at dets Medlemmer paa Forhaand ere saa lidt som muligt bundne ved bestemte politiske Partiprogrammer og indgaaede med en bestemt Kreds af Partifæller. Under denne Forudsætning vil nemlig Regeringen i en væsentlig Grad kunne følge Frihaandspolitikken og efter moden, alsidig Overvejelse vælge sit Standpunkt i enhver Sag saaledes, som det maatte findes heldigst for Reformers mulige Gjennemførelse paa en i og for sig forsvarlig og med hele Folkets Tarv stemmende Maade. Men dette Regeringens Standpunkt kan og skal da langt fra altid nødvendigvis falde sammen med Flertallets. Tvært imod, jo mere yderliggaaende dettes Fordringer blive, jo mere brat og voldsom en Forandring i den bestaaende Ordning det tilsigter at fremkalde, desto mere vil Regeringen se sig nødsaget til at reagere og slutte sig nøjere til Mindretallet. Det anerkjender ogsaa den almindelige Bevidsthed, for saa vidt som den i Almindelighed forudsætter en mere konservativ Holdning fra Regeringens Side. Selvfølgelig er det hermed ingenlunde Meningen, at Regeringen altid skulde gaa Mindretallets Ærende, men blot, at den tillige skal tage Hensyn til dets Ønsker, saa vidt den selv finder dem billige og retfærdige. I Følge denne Ordning vil intet Parti blive enevældigt, men alle ville de fole, at de have en Regering over sig, som det gjælder om at enes med, ikke at trodse, for saa vidt som den ganske vist til en vis Grad kan og skal vise Imødekommen til alle Sider, men paa den anden Side ogsaa har en Grænse, ud over hvilken Almenvellet ikke tilsteder den at gaa, og hvor den derfor kan og stal sige Stop. Dette vil være det rette grundlovmæssig-monarkiske Standpunkt, hvor Synskredsen omfatter hele det virkelige Folk, ikke blot det saakaldte „Folk“, der kun er en smukkere Benævnelse for „Parti“. Det er herefter ganske vist en Fejl ved den engelske Forfatning, at den, som tidligere omtalt, under Folket i politisk Forstand hovedsagelig kun indbefatter de „fødte“, formuende og dannede. Den moralske Adkomst til politisk Enevælde, som det engelske Underhus tidligere var i Besiddelse af, er derfor nu i Virkeligheden forsvunden. Tidligere kunde man give de engelske Forfattere Ret, naar de paastod, at Underhuset var et Udtryk for den offentlige Mening i Landet, for saa vidt som det unægtelig maa siges at være et Udtryk for de politiske og sociale Anskuelser, der ere fremherskende i de højere Samfundsklasser («Society») og der forhen kun i disse kunde være Tale om en virkelig offentlig Mening. Men den Tid er og har i Virkeligheden alt længe været forbi. Nu findes der ved Siden af den offentlige Mening, der udtaler sig paa Børsen, i Klubber og Saloner m. v., en anden, som er udbredt gjennem Miner, Værkstæder og Borgestuer, altsaa ganske vist i mindre oplyste Kredse end den første, men som desuagtet er til og i Kraft af selve sin Tilværelse lige saa vel burde gjenlyde i Underhuset som hin. Dette har den engelske Forfatning langt fra tilstrækkelig erkjendt. Langt heldigere ere vi i saa Henseende stillede i Følge vor Grundlov. Den har, skjønt ikke i saa vidt Omfang, som ønskeligt var — i det navnlig som oven for fremhævet største Delen af den tjenende Klasse er berøvet den politiske Valgret — anerkjendt Almuen som en væsentlig Bestanddel af Folket i politisk Forstand. Og denne Anerkjendelse kan og vil selvfølgelig aldrig nogen tænke paa at tage tilbage. Vi ere tvært imod nær ved at gaa til en modsat Yderlighed af den, hvori man gjør sig skyldig i England. Hos os er der mange, som have for Skik ved „Folket“ kun at tænke paa Almuen eller endogsaa kun paa en Del af den, saa at alle, der ikke af Sprogbrugen indbefattes under Almuen: de mere formuende, dannede o. s. v., heller ikke regnes med til Folket, ja endog af selve Almuen kun de, der høre til et vist politisk Parti, regnes med. Men den Regning er ikke rigtig. Spørger man om det danske Folks Mening, saaledes som den udtaler sig paa Tinge, da kan og maa man ganske vist ogsaa anerkjende det forenede Venstre som fuldt berettiget Organ for samme. Og spørger man om Udtrykket for samme i Pressen, da bør man visselig ikke nøjes med til Pressen at henregne de større Blade. Vejle Amts Folkeblad og Aarhus Amtstidende m. fl. bør lige saa vel medtages. Men ville disse Blade paa den anden Side give sig Mine af udelukkende at udtale det danske Folks Mening, da bør de vide, at dette ikke er sandt. Endnu ere de ikke hele det danske Folks, men kun et Partis Organer; endnu ere Venstres Førere ikke det danske Folks, men kun deres eget Partis Førere; endnu repræsenterer Venstre ikke det politiske Folk, men kun et politisk Parti — et Parti, som vel til Nød dominerer i Folketinget, men er fuldstændig afmægtigt i Landstinget. Og naar da dette Parti i Stedet for at stille sig paa Grundlovens Standpunkt og i Mindelighed forhandle med de andre Partier, der ogsaa alle ville Fremskridt, kun ikke ganske paa den Maade, som Venstre vil, hensynsløst forsøger paa at trumfe sine Fordringer igjennem, ja endog truer med at gaa til Yderligheder, hvis ikke Kongen vil udøve sine grundlovmæssige Rettigheder paa den Maade, som Partiet fordrer, da turde det være paa Tide, at alle de, der ville holde paa Grundloven, saa længe den lovlig bestaar, endrægtig slutte sig sammen og som tro allierede, saa længe Kampen staar paa, stille under Grundlovens Fane. Løsenet er givet ved selve Grundlovens Begyndelsesord: Vi ville den indskrænket-monarkiske Regeringsform, som Grundloven hjemler, men vi ville ikke den parlamentariske Regeringsform, som Grundloven ikke hjemler.

↑ En Regeringsmaskine eller Regeringsdukke.
↑ Suverænen er ingen Statsdukke.
↑ Dronningen vil betænke sig, ɔ: ikke stadfæste Lovforslaget.
↑ Georg, vær en Konge!
↑ Konge takker sine tro Undersaatter, modtager deres Villighed og bifalder det, de ville.
↑ I den preussiske og østerrigske Grundlov kaldes de ikke Love, men „Anordninger“, hvilke Anordninger der imidlertid er tillagt Lovskraft.

[1] En Regeringsmaskine eller Regeringsdukke.

[2] Suverænen er ingen Statsdukke.

[3] Dronningen vil betænke sig, ɔ: ikke stadfæste Lovforslaget.

[4] Georg, vær en Konge!

[5] Konge takker sine tro Undersaatter, modtager deres Villighed og bifalder det, de ville.

[6] I den preussiske og østerrigske Grundlov kaldes de ikke Love, men „Anordninger“, hvilke Anordninger der imidlertid er tillagt Lovskraft.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]