Guds Venner/22
XXII
Det banker.
En Fadebursterne viser sig i Døren, bærende en med Fødemidler velbesat Bakke.
Over hendes Skulder smile Gertruds Øine ham imøde.
Den unge Frøken byder ham velkommen tilbage til Langenstein. Hun vil vide om hvad hun i Hast har faaet samlet til hans Forpleining er efter Ønske? om der er noget særligt han begjærer? om hun maaske skal sende et Fodbad op til ham?
Vincentius takker, men har neppe Tid til at unde sig en saadan Luxus som et Fodbad, da hans høie Foresatte allerede har givet ham et Arbeide, der ingen Opsættelse taaler.
Ved at høre om saadant Tyranni trække Gertruds sorte Bryn sig uvillig sammen, men desto mildere betragte hendes fløielsdybe Øine den haardt belastede Yngling, der skynder sig at forsikre hende, at en saadan Velkomst har taget al Mødighed fra ham.
Da den naadige Frøken gjør Mine til at maatte følge efter Fadebursternen, der just er ved at forsvinde rundt om Vindeltrappens Pille, griber han hendes Haand; og aldrig saasnart er den tjenende Aand forsvunden, før han drager den svagt modstræbende Pige, der just paa Grund af hint Væsens endnu hørbare Nærhed ikke kan protestere lydelig, saameget ind i Værelset, at han kan lukke Døren efter dem.
Hvorved Protesten bliver lydeligere.
— Nei, Gertrud — o jo, jeg maa kalde dig "Gertrud!" du vilde ikke skilles saa snart og saa koldt fra mig, hvis du anede, hvilken Fare jeg svæver i for din Skyld.
— Fare — min Gud!
— Du blegner! Tør jeg tro, at mit Liv er dig dyrebart?
— O Vincentius!
Hendes Udbrud døer paa hans Læber, som lukke hendes.
— Saa komme hvad vil! Du er min! Lad ham gjøre sit Værste! Jeg vil frelse os begge.
— Men ingen Fare kan true dig her, Vincentius.
— Just her, Elskede. Vid, at Bisp Ottomar hader mig, — hader mig, fordi han frygter mig. Fordi jeg veed Ting om ham — Ting, o, for dine jomfruelige Øren kan jeg end ikke antyde hvad jeg veed om ham. Intet Under, at han vil lade mig rydde af Veien. Ja, Gertrud! jeg veed, at han er i Besiddelse af Papirer, Breve fra min Haand med uforsigtige Ytringer, Ord, der kunne mistydes og vendes imod mig. Prioren i Weltenborg, som vil mig vel, advarede mig; han vilde skaffe mig et sikkert Asyl — —
— Og du vendte tilbage! O, Vincentius, dog ikke for at se mig?
— Det alene vilde have lokket mig tilbage; men det var ikke blot det. Hvor kunde jeg frelse mig selv og lade dig blive her i hans Magt, uden Beskyttelse?
— I hans Magt — jeg?
— Du og din Svigerinde — I Alle her er i hans Magt. Ogsaa denne Kjøbmand fra Basel — ja han allermest. — Naar kom han hid?
— Han kom igaar.
— Om Natten?
Gertrud studser.
— Ja.
— Det var da Lynet slog ned paa Kalvariebjerget?
— Just som han betraadte Høiden, splintrede Lynet Krucifixet. Det havde nær dræbt Bisp Ottomar, som er syg endnu af Rystelsen.
— Bisp Ottomar? var han ogsaa dér?
— Han maa have vidst, at Kjøbmanden kom. Du veed, at han selv havde opfordret ham til at besøge Langenstein. Bispen var gaaet ham imøde midt om Natten. Ingen vidste Noget om det … Vincentius!
Røsten er ængstelig, bønfaldende — eller som om hun vilde kalde sin Elsker tilbage til sig selv og hende.
Han stirrer ud for sig, lige paa hende; men det er, som saae han igjennem hende ud i en Afgrund, hvis lokkende Dyb gjør ham svimmel: —
Just som hine to mødtes, just da den Fremmede satte Fod paa det Langensteiner Golgata, knuste den himmelske Vrede Egnens Palladium, det mirakelgjørende Krucifix!
Hvad var dog dette for en Mand, hvis formastelige Betræden af Helligdommen kaldte Lynet ned fra Skyen?
Hvo uden Ærkekjætteren — den store Gudsven?
I Vincentius' overtroiske Gemyt efterlader et saadant Jærtegn intet Spor af Tvivl.
Men han trænger til et mere almengyldigt Vidnesbyrd, og han har det ved Haanden.
— Saa er det altsaa virkelig lykkedes ham!
— Hvad mener du, Vincentius?
— Det er lykkedes Bisp Ottomar at faa "den store Gudsven" i sin Magt.
— Den store Gudsven? —
— O Gertrud, har du ikke mere Tillid til mig? Jeg veed helt vel, hvem denne Kjøbmand er. Men troer du jeg vilde volde en Mand Skade, som er din Ven? — "din Ven og Guds", som han skrev i den Fortydskning af Epistlerne, du viste mig. Hvis du virkelig elsker mig, kan du ikke tænke det om mig.
— Nei, nei, Kjæreste, men det er jo saadan en stor Hemmelighed, og jeg havde ikke Ret til at betro den til Nogen. Han er omgiven af Farer, vi maa Alle være saa forsigtige. Og hvad skylder jeg ikke denne Mand! Tænk dig, at han har frelst min Broders Liv.
— Er det muligt?
— Ja, det er lang Tid siden. Det skete i Strassborg, min Broder kjæmpede med Ottomar von Winterstetten for Renatas Skyld.
— Det har du slet ikke fortalt mig.
— Ikke? Men jeg fortalte dig, at Winterstetten havde været trolovet med Renata og skammelig forladt hende. Derfor udfordrede min Broder ham og forfulgte ham lige til Strassborg — for han var feig nok til at flygte — og dér blev Hugo haardt saaret i Tvekamp. Han blev pleiet af Slægtninge, som vi have dér, og i deres Hus kom den store Gudsven; men den Gang var der endnu Ingen, der kaldte ham saaledes. Han var en Kjøbmand, men var kommen til Strassborg mest for at høre Tauler, af hvis Prædikener der gik stort Ry. Paa sine Reiser til Vælskland havde han lært meget af Badskjærerkunsten, og han pleiede Hugos Saar og talte med ham om Tauler og om Livet i Gud; og min Broder, der følte sig paa Dødens Rand, var da mere modtagelig for saadanne Betragtninger, end han ellers havde været. Saaledes fandt han en Læge baade for Sjæl og Legeme, og hans Saar lægedes saa vel, at han vilde leve endnu, hvis det ikke var brudt op ved det usalige Fald.
— Saa er Bisp Ottomar egentlig din Broders Banemand.
Gertrud nikker, og hendes mørke Øine bliver mørkere, blanke af opstigende Taarer.
"Hun hader Bispen" tænker Vincentius "og jeg kan ikke sige eller antyde noget saa Slet om ham, at hun jo ikke beredvillig troer det."
— Ja, denne Mand er visselig skjæbnesvanger for os Alle. Og du ser nu, i hvor høi Grad jeg havde Ret, da jeg sagde at han havde os i sin Magt. Os Alle. Selv din ulykkelige Broder, hvis han levede, vilde Bispen have ham i sin Magt ved denne Forbindelse med den store Gudsven. Hvor meget mere Renata! Og over hendes Hoved holder han ogsaa det verdslige Sværd. Thi hun er beskyldt for at have taget sin Husbond af Dage med Gift.
— Er den skjændige Beskyldning ogsaa kommen Bispen for Øren? Jeg har allerede hørt, at Stephen Kromand dernede, hvem Renata maatte jage bort for Utroskab, han udspreder saadanne Rygter for at hevne sig. Men jeg, der selv stod hos, veed bedst, at da hun gav ham de mange Draaber, var det af idel Medlidenhed, og fordi hun ikke kunde bære det over sit Hjerte at afslaa ham hvad han bad saa mindelig om.
"Altsaa dog!" tænker Vincentius — "hvilket vigtigt Vidnesbyrd."
— Jeg har aldrig tvivlet om, at hvis det havde noget paa sig, saa maatte det være gaaet saaledes til; endda jeg ikke vidste, at du selv stod hos.
— Men i een Ting feiler du, Vincentius. Bisp Ottomar vil visselig ikke volde Renata den mindste Skade. For rigtignok var hans Opførsel den Gang afskyelig; men jeg er alligevel vis paa, at han elsker hende nu … mer end det er en Bisp tilladt at elske.
— Desto vigtigere er det for ham at være i Besiddelse af saadanne Magtmidler, hvormed han kan tvinge hende efter sin Vilje.
Gertrud, hvis sidste Ord have drevet hende Blodet i Kinderne, ser paa ham med store forskræmte Øine.
— Dog det fik være, hvis han blot ikke ogsaa havde dig i sin Magt.
— Mig? Hvad ser du dog for Spøgelser, du taabelige Mand? du hører jo kun med et halvt Øre hvad jeg siger dig, og strax er det ude af det igjen! Sagde jeg dig ikke, at han elsker Renata? … han er kun kommen hid, fordi Længslen efter hende blev ham for stærk, det er jeg vis paa. Hvad kan han da bryde sig om at have mig i sin Magt eller ei?
— O du elskelige Uskyld! Ved du ikke at du er endnu smukkere end din Svigerinde —?
— Vincentius, driver du Spot med mig? Som om jeg kunde falde paa at sammenligne mig selv med Renata! Vidste du ikke at jeg var din, maatte jeg tro at du vilde vinde mig ved falsk Smiger.
— Mig maa det i alt Fald være tilladt at se dig smukkere end hende, og at du er langt yngre, kan du ikke nægte. Troer du, han er blind for det, for din Friskhed, din Pigeynde — han, Bisp Ottomar? Jeg siger dig. Stortyrken i sit Harem er en Helgen mod saadan en Kirkefyrste.
Gertrud er bleven baade hvid og rød. Hun har sat sig paa en Løibænk, stirrer ned for sig og vrider sine Hænder.
— Min Gud, at Sligt kan være muligt!
Vincentius tager Plads ved Siden af hende og bemægtiger sig hendes venstre Haand.
— Han troer vel at have dig i sin Magt, men det skal vise sig, at han tager feil. Derfor er jeg jo kommen.
Hun trykker varmt hans Haand.
— Og er nu i Livsfare!
— Tænk ikke paa det, Kjæreste! Vi to vil være ham for stærke. Troer du, det er muligt, at vi sammen kunde undkomme fra dette Fængsel?
Gertrud stirrer i nogle Sekunder ned for sig med anstrengt sammentrukne Bryn og ryster saa haabløs paa Hovedet.
— Der er en lille Dør ved Siden af en Karnap, kunde du ikke faa fat i Nøglen til den?
Atter en haabløs Hovedrysten.
— Den Dør bliver ellers sjelden lukket. Den maa have været aaben endnu forleden Nat, for Bispen maa være gaaet ud ad den, siden Ingen vidste Noget derom. Men Konrad — det er Hushovmesteren, veed du nok — sagde imorges til mig, at han nu selv laaser den af hver Aften og giver Nøglen sammen med de andre til Renata. Hun har den liggende under sin Hovedpude.
— Hm … Deler du ikke Sovekammer med hende?
— Aa nei, jeg sover nedenunder sammen med den gamle Ursula — det er Husholdersken — som har været min Amme. For jeg er bange for at være alene om Natten. Renata vil helst være alene, og desuden er der saadanne sørgelige Minder forbundne med hendes Gemak … der vilde jeg aldrig kunne sove ind.
— Naa, naar det kommer til Stykket, er det ingen slem Skuffelse, for jeg havde jo ikke gjort Regning paa saa let en Udvei. Jeg har Hjelpekilder den foruden. Lykkeligvis har jeg en god Ven nede i Langenstein, en anset Mand, hvem Alle følge, og han vil ikke lade os forkomme. Hovedfaren er den, at Bispen pludselig bryder op og slæber os bort med sig. Blot jeg veed det i Tide, da skal jeg vel skaffe Raad. Han vil naturligvis forhindre, at jeg selv kan gaa om og opdage Noget, men for dig kan de ikke skjule det, naar du holder Øinene aabne.
— Det skal det ikke skorte paa og du skal vide det, saasnart jeg veed noget. Men Kjære, hvad kan det nytte, naar du er afskaaret fra al Forbindelse med denne mægtige Ven? Men hvem er det? Han kan da ikke være bosat i Byen, for jeg veed ikke noget af saadan en Mand.
— Nei, nei, han er der blot nu for at hjelpe Befolkningen i dens Nød. Og jeg er heller ikke saa helt afskaaret fra ham. Sig mig, kan jeg komme ind i den Stue hvor — hvor vi først saaes, Elskede?
Et kjærligt Blik og et blødt Haandtryk siger ham, at han har valgt den rette Betegnelse.
— Ja, "Bystuen" er sjelden lukket af; og skulde det være Tilfældet, kan jeg dog let skaffe dig derind, for den har jeg altid Adgang til. Men hvad kan det nytte dig? Aa Vincentius, du tænker da ikke paa at klatre ned — med en Rebstige?
— Var jeg alene, vilde jeg heller vove det, end forblive i denne Mands Vold.
Han siger dette med mørk Bestemthed og føler helt vel, at disse Ord endnu mer end alt Andet overbevise hende om Farens Alvor.
— Vincentius, Kjære, Elskede! lov mig at du ikke vil tænke paa Sligt! Et Forsøg er den visse Død.
— Hvor kunde jeg det, da jeg maatte lade dig blive her tilbage?
Gertrud er trøstet og overbevist.
— Men jeg er vis paa, at min Ven ved Solnedgangstid vil vandre over Broen, og naar han ser mig staa i Vinduet og vinke med mit Tørklæde, da veed han, at jeg ialtfald ikke ligger lænket i Taarnet, og det vil være ham en Trøst. Imidlertid vilde jeg gjerne have et rødt Tørklæde; han vil da være ganske sikker paa, at det ikke er en Anden, der tilfældig staar der i Vinduet og vinker ned. Kan du skaffe mig det?
— Med største Lethed. Men nu maa jeg forlade dig. De vil ellers savne mig og spørge om hvor jeg er.
— Du har Ret, vi maa ikke vække Mistanke. Farvel min Elskede! Hold Modet oppe og disse deilige sorte Øine klare og skarpsynede — vær min egen modige Pige — farvel!
En lang Omfavnelse, et sidste Kys — et allersidste — for denne Gang … hvo veed? maaske for stedse!
Og Gertrud forlader Taarnkamret, muligvis en ganske lille Smule skuffet, fordi hendes Elsker ikke har holdt længer paa hende … skjøndt det var paa høie Tid, at hun gik.
Men heller ikke for sent. Thi da hun med saare lette Fjed lister forbi det femkantede Kammer, hører hun Stemmer, som vidne om, at Renata og de to Mænd endnu sidde i dyb Raadslagning derinde. Ogsaa Konrads ru Røst lader sig høre.
Ingen Tvivl om at der er noget Vigtigt i Gjære.
Og for hende har man ingen Brug!
Eller har man allerede søgt hende?
Hun overbeviser sig snart om, at Ingen har spurgt efter hende, da der for en halv Time siden eller mer gik Bud efter Konrad, at han strax skulde begive sig til det femkantede Værelse.
Hvad har de for, som hun ikke skal vide?
"O Gud, hvis jeg ikke havde min trofaste Vincentius! Havde han kun tænkt paa sin egen Frelse, hvor forladt vilde jeg da ikke være! Og denne frygtelige Bisp Ottomar vilde have os Alle i sin Magt!"