Guds Venner/8
VIII
Letfodet og foretagelseslysten iler Vincentius ned ad den stenede og rodknudrede Fodsti, som afkorter Veiens Vendinger.
I hans Hoved mylrer og summer det som i en Bikube, der vil sværme.
"Det skulde ikke undre mig, om Skimlen, da den snublede sig lam, har gjort mig en bedre Tjeneste end nogen af mine Venner, som jeg ganske vist ikke har haft mange af, nogensinde har gjort mig. Uden dette Tilfælde var jeg redet ligeover den Bro dernede, uden at lære Værten i "Det forgyldte Oxehoved" at kjende og have en god Anledning til at besøge ham igjen. Han behagede mig strax; og hvad den naadige Frue deroppe sagde om ham viste mig yderligere, at jeg visselig havde gjort et godt Bekjendtskab. Det er den Slags Folk man skal faa noget at vide af, i Synderlighed om det Herskab, der har jaget dem af Gaarde; har det en Tønde, der skal holdes tæt for, saa vil der nok sive Noget ud ad den Spuns.
"Vist er det, at der er Adskilligt her som det gjælder at faa Rede paa. Det kan nok være, jeg spidsede Øren igaaraftes, da Bispen neppe er kommen ind ad Døren, før han taler og tiltales som en fortrolig Husven. Borgfruen vil indkvartere Hns. Høiærværdighed i "min Faders Gemak" og min Uværdighed i "det femkantede Kammer", som om begge vare de bekjendteste Ting af Verden, og min ædle Herre foretrækker at ligge i "sit gamle Taarnkammer!" Og jeg, som ikke anede, at han nogensinde før havde sat sin Fod over denne Tærskel! Altsaa, han har været hjemme her paa Borgen i sine unge Dage, aabenbart før Hugo von Laufen blev Herre her, og denne har han ogsaa kjendt helt vel. Og hans Enke, Fruen her, som er smuk nu — skjøndt ikke min Smag — og maa have været smukkere den Gang! Der gik Blikke frem og tilbage dem imellem, som strax igaaraftes var mig paafaldende; det havde nok været værd at høre hvad de To havde at sige hinanden i den lange Samtale i Lysthuset, som i det Høieste var at betragte som et Exordium!
"Han var blot saa villig til at lade mig gaa for at blive af med mig og have friere Hænder til atter at faa hende under fire Øine; og det Ærind i Elisabethinerhuset gav han mig kun, for at jeg skulde blive længere Tid borte.
"Naa lykkeligvis er jeg jo paa Veien — av! en fordømt knudret Vei, man maa passe paa sine Tanker, at de ikke løbe for langt forud for Fødderne! — paa Veien til min Kilde, som er en Øltønde. Forresten, hvad de sidste finere Gaader angaar, saa haaber jeg mere paa at kunne stille min Tørst ved min friske lille Borgkilde deroppe.
"Ja, sandelig, naar Kromanden er en Forsynets Finger — og en fed, fedtet Finger er det! — saa er Frøken Gertrud en hel Haandsrækning, og det en, der ikke blot er blød og behagelig, men som mulig, ret benyttet, kan bringe En et godt Stykke tilveirs. Jeg vilde være en Nar, hvis jeg ikke tog den Side ogsaa i Betragtning. Hvis det lykkes at overbevise den naadige Frue om slemt Kjætteri, saa at hun maa gjøre Bod i et Kloster — vi vil ikke lade hende brænde paa Hedetorvet i Regensborg, det vil Bispen nok forhindre for gammelt Bekjendtskabs Skyld, og det vilde ogsaa være en slem Ting, for saa vilde Borgen tilfalde Kirken; hvis hun derimod i et Kloster maa søge at forbedre sine Anskuelser, saa er det nette Pigebarn, der har behaget at kaste sine Øine paa mig, aabenbart Arving til det Hele; for hun klagede jo saa rørende over at hun ingen Broder mer havde … Saa, nu er man da lykkelig og vel naaet herned uden nogen forstuvet Fod!" — —
Med Velbehag føler han Broens Planker fjedre under sine Skridt. Dér fremme blinker allerede Skiltet mellem Kastaniernes fingrede Blade ham sin Velkomsthilsen imøde. Men midt paa Broen bliver han staaende og ser tilbage paa den Borg, hans dristige Tanker allerede halvveis have taget i Besiddelse.
Vandet, der glider stille og glarblankt hen under Broen, hvirvler og bruser derhenne, hvor som en Stræbepille en Kant af Borgklippen træder ud i det og foroven fortsætter sin fast lodrette Linie med en karnapagtig Fremspringning af Borgbygningen. Deroppe bryder et Vindue den graa Ensformighed af Klippe og Mur.
"Det Vindue kunde høre til den Stue, hvor jeg igaaraftes blev modtaget af Herskabet. Ja, det maa vende ud til denne Side, jeg ser endnu, hvor dunkel Fruens Skikkelse stod mod Aftenhimlen. Jeg husker ogsaa, at jeg kunde høre Strømhvirvlerne, der er ingen Tvivl om at det er det Vindue. Jeg synes, jeg kan se, at der staar Nogen deroppe. Maaske Frøken Gertrud — maaske ser hun efter mig, følger mig paa Vei — jo, jo, hun lider mig godt nok, og jeg hende, for den Sags Skyld. Eller det er Fruen, som ikke just behager mig; en Kjætterske er hun sikkert og formodentlig en Hex. Det tænkte jeg strax, da jeg hørte, at hun var saa vis paa ikke at blive smittet; Fanden beskytter Sine. Godt, at jeg slog Kors for mig; hun har det onde Blik, hvor mildt saa Pigebarnet ser. Det var den Gang der blev saa stille i Stuen, og jeg hørte Strømhvirvlerne. Endelig kan det da ogsaa være, at det er den Tværdriver af en Hushovmester, der, om han end ikke har det onde Blik, skulede til mig som en Dogge, der vil fare En i Struben."
Der gaar et Kuldegys igjennem ham.
Tanken om at En staar deroppe og ser ned, gjør ham svimmel. Han maa udmale sig den Forestilling, at den Person deroppe bliver svimmel og styrter sig ud ad Vinduet, maa følge Faldet: — dér, midtveis, vilde Legemet skure ned ad den Stenbrokke-Kam, der sætter sin violette Skygge saa skarpt af — dér vilde den forkrøblede Fyrrebusk feie det med sine Naalekoste — og nu … nu vilde det plaske ned i Vandet. Der er dybt dér i Krumningen, hvor Floden i Løbet af Aarhundreder har slebet en Grotte i den sortegraa Sten …
Det er med en sygnende Fornemmelse at Vincentius vender sig bort og skynder sig over den stensatte Halvdel af Broen.
"Jeg vil lade et Gitter sætte for det Vindue, om jeg nogensinde kommer til at raade deroppe," tænker han, idet han skraaer gjennem Kastanieskyggen over mod den lave Bindingsværksbygning, i hvis Porthvælving Værten staar og hilser den længst udspeidede, velkomne Gjæst med saa dybt et Buk, som hans trinde Person kan overkomme.
— — — — — — — — — — — — — — —
Med sin første instinktive Forfængeligheds-Gisning havde Vincentius truffet det Rette. Det er Gertrud von Laufen, som staar deroppe i Vinduet.
Hun havde hørt at Bispens Famulus strax efter Middagsmaaltidet vilde gaa ned til Byen, for at spørge i "Det forgyldte Oxehoved" om hvorledes det stod til med hans Hest; hvorpaa han havde at begive sig til Elisabethinernes Hus, for dér at erfare det sidste Nyt om Tilstanden i Byen og træffe nærmere Aftale med Forstandersken angaaende den Pleie-Mission, som paa Biskoppens Befaling vilde komme fra Regensborg.
Strax indsaae Gertrud Nødvendigheden af at stige op til "Bystuen", saaledes kaldet, fordi det var det eneste Værelse, hvorfra man kunde se By og Bro og holde Øie med Veien derned. Hun maatte gjøre i Orden efter Gaarsdagens afbrudte Arbeide. Thi der maatte endnu ligge meget omkring af Linned og Uldstykker, og hvad der var lagt ind i Skabet igjen trængte til at ordnes.
Da hun kommer derop, finder hun Uordenen ringere, end hun havde ventet. Derimod staar Vinduet endnu aabent, en slem Forsømmelse, hvis der var kommet Storm og Torden i Løbet af Natten; hvad let kunde være hændt, saadan som Veirliget var.
Da det ikke haster saa farlig med den Smule Arbeide, bliver Gertrud staaende ved det aabne Vindue med Blikket rodfæstet paa det Punkt, hvor Stien første Gang er synlig mellem Fyrrekrat og Klippestykker. Det varer ikke længe, før den allerede velkjendte spinkle sorte Skikkelse viser sig dér for snart igjen at forsvinde — men der er mange Steder endnu, hvor han maa komme tilsyne, og den Smule Arbeide dér bag hende kan saa godt vente.
"Dér gaar En, som er mig huld og tro! Han vilde gaa gjennem Ilden for mig, som han gaar gjennem det grønne Krat, det er jeg vis paa, det kan jeg læse i hans Blik, det siger hans liflige Røst mig, skjøndt den taler om helt andre Ting. Hvor skulde den ogsaa kunne tale om Sligt? Han hører ikke til Clerus, Gud ske Lov! han har sikkert endnu ikke aflagt Coelibatsløftet og har vist heller ikke i Sinde at gjøre det; men han er halvt i Kirkens Tjeneste og noget sky af sig, som det jo ogsaa sømmer sig. Gud velsigne ham! da jeg mødte ham, ligesom tilfældig, i Gangen, som han just havde været nede at se til Bispens Folk og give dem Anvisning og vilde op paa sit Værelse — han ser ud, som om han sad altfor stadig mellem fire Vægge og læste og skrev meget for meget — da vidste han saamænd neppe, om han turde tale til mig. Hvis jeg ikke havde opmuntret ham en Kjende, var han løbet sin Vei, skjøndt han egentlig saa gjerne vilde blive … Det var nok ikke rigtigt af mig at vise ham de tydske Epistler, som det ikke engang er tilladt at have, og saa tilmed den Bog, som Mesteren selv har skjænket mig; men det kan han da umulig gjætte, om han ogsaa saae Indskriften paa Titelbladet, som jeg i min Iver helt havde glemt. Jeg havde Ret, og jeg kunde bevise ham det ved Hjelp af Bogen; saa var det da for meget forlangt af mig, at jeg ikke skulde gjøre det. Men det er godt, at Renata ikke veed det, og maaske var det ikke rigtigt. Skjøndt hvad skulde det egentlig kunne skade? Han vil saamænd ikke bringe Noget videre, som kunde volde mig Fortræd. Tvertimod, jeg er vis paa, at Vorherre har sendt ham til vor Beskyttelse; det var min første Tanke i det samme Øieblik jeg saae ham. Og da vidste jeg endda ikke, at Bisp Ottomar kom her.
"Dér er han igjen, nede paa Rydningen. Ganske liden; men jeg er vis paa at jeg vilde kunne se, det var ham, selv om jeg ikke vidste, at han var underveis. Og endnu igaar paa denne Tid, ja flere Timer derefter, anede jeg ikke at der gaves nogen Vincentius. Det er en helt ufattelig Tanke. Vincentius — et herligt Navn! jeg har aldrig kjendt Nogen, der hed saadan … Nu er han borte igjen,. men han vil snart være nede paa Broen.
"Denne Bisp Ottomar hader jeg. Jeg veed nok, det er ikke christeligt at hade noget Menneske, men her har jeg da Grund til det. For han er min Broders Banemand. Det Fald med Hesten var aldrig blevet dødeligt, hvis det gamle Saar ikke var brudt op. Og jeg veed knap om det var det værste. Men han havde Renatas Kjærlighed, den min Broder havde saa bittert nødig og fortjente saa vel. Jeg var kun elleve Aar den Gang i Regensborg i Fastelavnstiden, da Ottomar og hun endnu var trolovede; og jeg saae, hvorledes Hugos Hjerte tæredes hen i Brystet paa ham. Hver Gang vi blot havde set hende langt fra i Vrimlen, var det, som om han havde faaet Gift at drikke. Overfor mig tænkte han jo ikke paa at lægge sit Ansigt i Festfolder, for han mente, saadan en dum lille Gaas kunde ikke forstaa Noget. Men jeg forstod det altsammen meget godt og græd hver eneste Nat for ham og bad til Gud, at han maatte helbrede ham for saadan Hjertesot. Og jeg mindes endnu, som om det var igaar, den Dag da vi første Gang saae ham sammen med den Adelgunde von Feuchtwangen, som de Allesammen fandt saa dejlig, at jeg skammede mig paa deres Vegne — hun er da siden løbet af Lande med en farende Svend, men Nogle siger at hun er bleven en stor Dame i Avignon ved det babelske Pavehof. — Og hele hans skammelige Adfærd — jeg ser ham endnu for mig med sin frække Latter, og jeg mærkede godt, at fra det Øieblik af fattede Hugo Mod og mente, der var Haab for ham og hans Tid vilde komme. Og den kom da ogsaa; han vandt hendes Haand og hvad der var at vinde af hendes Hjerte. For hun var ham en god og trofast Hustru. Men sin Elskov kunde hun ikke give ham, den tilhørte hendes utro Elsker, og tilhører ham endnu; og han kjender sin Magt over hende, det kunde jeg se paa hans Blik og Miner idag.
"Men hvad vil han her? Han er da ikke kommen hid blot fordi hans Visitatsreise i Diøceset førte ham denne Vei og det var bekvemt at overnatte her; og han gjør da, Gudskelov, heller ikke Anstalter til at drage videre i de første Dage. Ja, jeg siger nok "Gudskelov", men hvis han ikke var — der er han allerede helt nede paa Veien! — hvis han ikke var, saa vilde jeg være ret uhyggelig i Hu, for jeg føler det ligesom der var Uveir i Luften, som der er i den virkelige Luft, skjøndt det idag er mindre lummert end ellers. Og at jeg er saaledes tilmode, er da heller intet Under efter hvad Konrad sagde mig igaar om Stephen Kromand og hans onde Tale, hvormed han forsøger at bringe Byfolkene i Harnisk imod os. Det har jeg da ogsaa tænkt paa, at for den Sags Skyld er det en stor Betryggelse at have Bispen hos os. Han skal nok tage Vare paa at der ikke sker Renata noget Ondt. I alt Fald er det vist, at Intet kunde træffe sig bedre, end at hans Famulus har fattet et godt Hjertelag til mig — hans høire Haand og mer end det, for Vincentius er sikkert hans Fortrolige og kjender alle hans Tanker; jeg er vis paa, at han er den klogeste af de to. Vincentius! det Navn lyder virkelig som Navnet paa en Skytshelgen!
"Dér staar han nu midt paa Broen. Han har allerede staaet der en Stund. Han ser vist herop. Mon han kan se, at der staar Nogen i Vinduet? og mon hans Hjerte saa siger ham, at det er mig og ikke Renata eller en af Tjenestetyendet? Hvis det gik an, vilde jeg tage mit Tørklæde og vinke til ham, men det gaar aldrig an. Saa, nu gaar han videre — hvor hans Speilbillede glider gjennem Vandet — en lang sort Streg, der naar næsten herhen — og nu blander den sig med den gule Stribe fra Stephens Skilt, den der altid skjærer mig saa stygt i Øinene — hvor det Sorte og det Gule blander sig underlig … det Gule bliver dobbelt gult, synes jeg." —
Der er intet mer at se. Gertrud lukker Vinduet og giver sig i Lag med Skabet.
Men snart bliver hun staaende med en Bunke lavendelduftende Linned i Hænderne, slaaet af en Tanke: —
"Det vil vare et Par Timer eller saa, til han kommer tilbage. Jeg kan snart være færdig her, saa vil jeg tage en Kurv og gaa ud og plukke Jordbær, til Bispens Nadverkost. Der er et godt Jordbærsted, som hverken er langt fra Stien eller fra Veien, saa jeg kan holde Øie med dem begge. Jeg vil tage en hvid Klædning paa i Stedet for denne, der er saa graa som en Klippesten. Visselig ikke af Forfængelighed, men den hvide skinner længer bort gjennem Løvet. Det skulde gaa underlig til, om han ikke kom hen og hjalp mig lidt med mit Arbeide. Det er virkelig af den allerstørste Vigtighed for os Alle, at jeg holder denne lykkelig knyttede Forbindelse fast. Vincentius — det er Nøglen til Bispens Lønkammer."