Hans og Trine

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg

Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn


Fra Hytterne.pdf Fra Hytterne.pdf/7 81-122

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1947. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

HANS OG TRINE.

Der laa tre gamle, brøstfældige Rønner i en Smøge — «Smutten» kaldet — omme bag Byens store Gadekjær, i hvis møddingebrune Vand deres skjæve Mure spejlede sig.

De laa dér — den ene mindre end den anden — med sammenbyggede Gavle i et stinkende Søle fra de omkringliggende Bønder­ gaarde. Og den mindste, der laa nærmest Gaden, var saa lille, at man næppe vilde have antaget den for andet end et Fæhus eller en Tørve-Lude, ifald ikke en Stump sodet Skorstenspibe over Tagryggen havde forraadt, at den tjente til Bolig for menneskelige Væsener.

Her boede en gammel, fattig Enkekone, der bjærgede Livet og Føden ved ligesom Spurvene under Taget at sanke op, hvad andre kastede fra sig, pille sammen til Reden alle Smuler, hun kunde finde paa sin Vej, rapse lidt i Ny og Næ i al Uskyldighed og for Resten stole paa Gud og gode Mennesker.

Hun hed Mariane med Tilnavnet Per Søvrens efter sin afdøde Mand.

Ellers kaldtes hun af Byens Folk mest for Mariane Niels Husar, efterdi det formentes, at hun trods sin fremrykkede Alder vedligeholdt en Kjærlighedsforbindelse med et gammelt, halt Lem fra Arbejdsanstalten Niels Husar, der ogsaa regelmæssig besøgte hende paa sine Udgangsdage.

Selv var hun en lille, rørig Tyksak paa et Par vraltende Ben og med en indtil det latterlige bred og flad Bag, der end yderligere fremhævedes derved, at Skjørtet aldrig naaede fuldt omkring hende, saa at et stort «Spejl» af den gule Vadmelsklokke grinte frem i Splitten.

Forøvrig saa' hun altid ud, som om hun lige havde rejst sig af Fjerene med Klæderne paa; fra en lille, sort, fedtet Hue hang det graasprængte Haar i tykke Tjavser ned over de smaa, plirende, ikke meget kløgtige Øjne; og adskillige smaa, røde Pletter omkring i Ansigtet tydede paa, at det næppe alene var for Elskovs Skyld, naar Niels Husar bestandig fandt et saa gjæstfrit Asyl i hendes Hule, hver Gang han om Søndagen kom stavrende ved sin Stok for at drikke op de Skillinger, han havde tigget sammen paa sin Vej ind til Byen.

Hun havde i sin Tid haft mange Børn, der nu alle var voxne og spredt omkring i Verden — hun vidste for det meste ikke selv hvor. Ikke heller saa' eller hørte hun noget til dem, uden naar nu og da et af Pigebørnene, der tjente omkring i Byerne, lagde sig hjem hos hende for at gjøre Barsel.

Dette var overhovedet den eneste Afvexling i hendes stilfærdige og ensformige Liv. Og i de første Dage kunde hun da ogsaa holde et Hus og bruge en Mund, saa det hørtes over den halve By.

Men naar alt lykkeligt var overstaaet og Barnet bragt til Verden, drog de glade Pigebørn atter frie og franke afsted, mens Mariane godmodig tog det lille Liv i sin Forvaring og lod det dele hendes Fattigdom.

Paa denne Maade havde hun efterhaanden forskaffet sig en ret anselig Flok af skurvede Unger, der løb om i Byen til almindelig Forbandelse, … og større vilde Flokken have været, ifald Mariane ikke et Par Gange med den hende egne Sindsro havde trykket en Pude fast for Munden af et saadant stakkels, nyfødt Kræ og siden givet Vor-Herre Skylden.

Men i denne Retning var hun forøvrigt hverken værre eller bedre end adskillige der i Byen; og skjønt flere af de omboende Kjællinger holdt af at skumle over hendes Forhold og i det hele morede sig med at have hende lidt til bedste, havde de i Virkeligheden ikke synderligt at lade hende høre i nogen Henseende.

… En Aften i Slutningen af en kold November var der et usædvanligt Røre inde i hendes Hule i «Smutten».

Allerede fra den tidlige Morgenstund havde man kunnet se hende færdes ivrig ud og ind af sin Dør, mens Ungerne glade var hoppet omkring paa Gaden med Kringlestumper mellem Hænderne; og efter Mørkets Frembrud skinnede et ualmindelig festligt Lys igjennem hendes lille, utildækkede Vindue ud i den skumle Smøge.

Derinde i den fattige Stue, hvor Loftet i Midten hang saa lavt, at selv Mariane næppe kunde staa oprejst under det, sad fire Personer bænket ved et gammelt Egebord, paa hvilket et Par Lerskaale med Madlevninger og nogle skaarede Kaffekopper havde Plads.

Paa Bordet stod endvidere to tynde Tællelys i Flaskehalse, der kastede lange, sorte Slagskygger op ad de nøgne Lervægge; og fra en lav, næsten rødglødende Kakkelovn midt paa Indervæggen, ved hvilken Mariane selv stod med kulørte Baand i den fedtede Hue og passede en Kjedel, bredte en kvælende Hede sig ud over det lille Rum, hvis Luft var graa af Tobaksrøg og tyk af de mætte Menneskers Uddunstninger.

Den ene af disse var en høj, mager, fremmed Mand paa omkring fyrretyve Aar med et blegt Ansigt, et langt, brunt Skjæg og store, mørke, uhyggeligt skinnende Øjne; ved Siden af ham sad et lille, blegnæbet, ikke heller længer ungt Fruentimmer med blondt, krøllet Haar og ormstukne Tænder.

Endvidere var der to midaldrende Mænd fra Egnen, søndagsklædte og festkæmmede.

Det var Marianes ældste Datter Jakobine — «Krølle Bine» — der fejrede sit Bryllup med en døvstum Skræddersvend fra Kjøbstaden, hvor hun sidst havde haft Kondition.

Bruden sad for Enden af Bordet med en grøn Krans paa sit blonde Lokkehoved og i en ny, sort, ulden Kjole, som hun — for visse Aarsagers Skyld — havde maattet knappe op neden for Brystet. Brudgommen sad ved hendes venstre Side med hvidt Slips under sit store Skjæg; medens de to Forlovere — en tyk, rød, stortalende Aalestanger, der blandt Byens Fruentimmer gik under Navnet «Pilken», samt en lille, beskeden og stilfærdig Husmand ude fra Overdrevet — havde taget Plads paa Bænken under Vinduet.

Man var om Eftermiddagen vendt noget forkommen hjem fra Kirken, der laa et Stykke borte fra Byen, og hvor Provsten havde skummet værre end en vred Tyr, fordi Jakobines Fortid ikke ganske var uden Lyde.

Men ved Hjemkomsten havde Mariane modtaget dem baade med Mad og en skoldende hed Kop Kaffe, der hurtig havde optøet de forfrosne Lemmer.

Senere havde man taget sig adskillige Kopper «med Gas»; og da Flasken tilsidst var tømt, havde Brudgommen — der i det hele bekostede Gildet — gjort Tegn til det ældste af Børnene, som lidt efter var vendt tilbage fra Kjøbmanden med Favnen fuld af Bajerflasker. Og nu sad man paa tredje Time og drak Brudeparrets Skaal, idet man flittig klinkede med Flaskerne over Bordet og regelmæssig hvert Kvarter — under «Pilkens» Ledelse — istemte et «Leve», saa Lyseflammerne dukkede sig ligesom i Angst.

Henne for sig selv i Skyggen bag Ovnen, uberørt af Larmen og Osen omkring hende, sad en ung Pige med en rød Kat i Skjødet og saa' opmærksomt og ufravendt hen paa Brudeparret.

Det var Jakobines yngste Søster Trine, der tjente hos en Gaardmand der i Byen, og som nu efter Aftensyssel var kommen herover for at se sin nye Svoger og ønske Søsteren til Lykke i Anledning af Dagen.

Hun havde næppe Øjnene fra disse to hele Aftenen, men sad — strygende over sin Kat — og fulgte agtpaagivende, hvorledes Skræderens lange, smalle, hvide Hænder under Bordet legede med Søsterens røde Fingre, mens hans Øjne spillede; — hvorledes han nu og da i Smug listede sin Arm om hendes Liv og ærbødig trykkede hende til sig, mens han forelsket smilte i sit store, smukke Skjæg.

Hvad hun selv kjendte til Kjærlighed, var ikke meget, endda hun var fulde atten Aar, bred og kraftig bygget, med tykke, trivelige Kinder og sunde Farver.

I det hele lignede hun (Folk sagde af nærliggende Grunde) ikke meget sine ældre Søstre. I Stedet for disses lyse Krushoved havde hun et glat, brunligt Haar, der — flettet i to korte, tynde Piske — var fæstet op i Nakken i Form af en Kringle. I Stedet for deres smaa, forslagne, lyseblaa Forglemmigejs-Øjne havde hun store, ærlige, mørkeblaa, der undertiden kunde faa et lidt enfoldigt eller sløvt Udtryk, fordi hun — under visse Forhold — var en Smule tunghør.

En Gang i sit femtende Aar, mens hun endnu var fæstet for Lillepige der i Byen, havde hun tjent i Gaarde sammen med en fremmed Karl, en stor, brøsig Tamp, der ved enhver Lejlighed, hvor de var uden Vidner, havde søgt at bringe hende i Fortræd, skjønt hun aldrig havde givet ham Anledning. En Nat, da hun var bleven kaldt op for at malke en Kvie, der havde kælvet, og da de var ene i Stalden, havde han tilsidst slukket Lygten for hende og kastet hende omkuld paa nogle Knipper Halm henne i Krogen.

I Løbet af en Maanedstid havde dette gjentaget sig et Par Gange, uden at det dog blev hende rigtig klart, hvorvidt han nogen Sinde naaede sin Hensigt med hende; og kort efter var Fyren rejst tilbage til sin Hjemstavn, uden at hun havde turdet nævne det forefaldne til nogen, fordi han havde truet hende med i saa Fald at ville gjøre en Ulykke paa hende.

Men hver Gang siden hen en Karl eller Dreng begyndte at spøge lidt med hende, var det, som om Mindet om denne gamle Vold paa ny rejste al Modstand i hende.

Skjønt hun til daglig kunde være baade munter og mundrap og ikke selv gik af Vejen hverken for en saftig Hentydning eller et dristigt Ord, kunde det blotte Syn af en kjælent udstrakt Arm bringe hende i Raseri; og mere end én Gang, naar Karlene i Marken eller paa Stænget — som brugeligt var — vilde tillade sig en eller anden Frihed over for hende, havde de til deres Forundring faaet at føle, at det ingenlunde var Mundsvejr med den «Storagtighed», for hvilken hun efterhaanden var bleven beskyldt.

«Det Skidt vil ogsaa være storpaaendes!» sagde de haanligt; og da Trine en Gang fik dette for Øre, blev hun siden endnu mere stædig.

Men som hun nu paa denne Aften sad her i dette glade Festlag og blev Vidne til den Hyldest, den næsten ridderlige Ømhed, der blev hendes Søster til Del, følte hun sig underlig betaget.

Synet af al denne Lykke, af Jakobines nye, sorte Kjole, af Skræderens smalle, hvide Hænder, hans smukke Skjæg og forunderlige Blik, … det satte altsammen hendes Blod i Bevægelse og fik hendes Hjærte til at banke uroligt.

Hun tænkte paa den Dag, da hun selv skulde sidde dér for Enden af Bordet med Krans paa Haaret og Brudgom ved Siden mellem gode og glade Venner. I Tankerne anbragte hun paa Svogerens Plads efterhaanden alle de Karle, som hun kjendte fra Byen, og søgte at forestille sig, hvorledes hun vilde tage sig ud og være til Mode ved hver enkelts Side.

Der vaagnede i hende en hæftig Trang til Kjærlighed, til at lære Lykken ved en Mands Kys og Favntag at kjende. Det var end ikke langt fra, at hun sad og forelskede sig i denne blege Fremmede, der viste sig saa god mod hendes Søster, og hvis ulykkelige Legemsfejl strax havde vakt hendes Medlidenhed, … ikke mindst maaske, fordi hun syntes, at Søsteren slet ikke med den tilstrækkelige Venlighed gjengjældte hans kjærlige Tilnærmelser.

Hun forstod ikke dette. Og med en Blanding af Sorg og Misundelse tænkte hun paa, om det da virkelig skulde være sandt, hvad hun havde hørt om ude i Byen, at det ikke var med Jakobines bedste Vilje, naar hun i Dag havde ladet sig gjøre til denne Mands Kone.

Hun sad just og grundede over dette, da «Pilken» pludselig slog Næven i Bordet og svor, at han Fanden annamme ham ikke vilde være Forlover ved et Bryllup, hvor Guds Ord ikke blev sunget.

Heri gav de andre ham enstemmig Medhold, og Jakobine fik fat i sin Salmebog, som de havde haft med i Kirken; derpaa trykkede man sig sammen om ham — der strax greb Bogen og flyttede Lysene hen foran sig — og istemte øjeblikkelig den første af Bryllupssalmerne.

Men da de først var begyndt, vilde de slet ikke holde op igjen. Saasnart den første Salme var til Ende, tog de ufortrødent fat paa en ny.

Og saaledes blev de nu ved — opflammede af Øllet og de hellige Ord — indtil de til sidst satte i med en Kraft, som om Væggene skulde sprænges.

… Da Trine ud paa Natten kom ud paa Gaden for at gaa hjem, skinnede Maanen ned over et tyndt Lag nyfalden Sne, der dækkede Jorden og Husenes Tage som et hvidt Lagen. Alt var stille og slukket omkring i Byen; og ikke en Vind krusede det store, mørke Gadekjær, hvori den stjærnebestrøede Himmel spejlede sig.

Da hun kom op til Gaarden, hvor hun tjente, og vilde dreje ind ad Porten, for hun sammen ved at se en Karl, der stod dér ganske stille lænet op til Muren og røg af en Pibe.

Hun saa' strax, at det var Naboens Hans, en køn, blond Fyr paa en Snes Aar, der i længere Tid havde overvældet hende med Kjærlighedserklæringer. Han havde aabenbart vidst, at hun endnu var ude, og stillet sig paa Post her for at oppebie hendes Hjemkomst.

Idet hun kom ham forbi, hilste han pænt «God Alten»; og da standsede hun uvilkaarlig, og de kom i Snak.

Det varede dog ikke længe, før det gik op for Fyren, at der var noget usædvanligt paa Færde med Trine; og da i det samme en Sky, der hidtil havde dækket Maanen, gled forbi, saa det fulde, klare Lys faldt ned over hendes Skikkelse, studsede han ved Synet af det sælsomme Udtryk i hendes Ansigt.

Han gav sig til med Fingren at stoppe Asken ned i sin Pibe, mens han fra Siden iagttog hende og nøje undersøgte hendes Træk.

Saa gav han sig behændig til at spørge hende ud om Brylluppet, om hendes nye Svoger og Jakobines Børn; — men hun svarede bestandig lige kort, med bortvendt Ansigt, idet hun aandsfraværende saa' ud over Byen.

Tilsidst begyndte han forsigtig at nærme sig hende, idet han langsomt skubbede sig frem langs den hvidtede Mur uden et Sekund at slippe hende med sine smaa, skinnende Øjne.

Efter nogen Tids Forløb kom han hende endog saa nær ind paa Livet, at han kunde se hendes Læber bevæge sig og høre Aandedrættet, der arbejdede inde i hendes Bryst. Og da han endnu traadte et Skridt frem, uden at hun rørte sig af Pletten eller forandrede en Mine, blev han pludselig selv ganske underlig til Mode og saa' næsten betuttet paa hende.

Blodet løb ham hastigt til Hovedet, og den store Mund bredte sig i Ansigtet til et idiotisk Smil.

Endelig tog han Mod til sig og sagde sagte:

«Det er saadan et dejligt Vejr i Aften — skal vi ikke gaa lidt ned i Engene sammen, Trine?»

Hun svarede ikke strax; men da han — mere indtrængende — gjentog det, sagde hun:

«Det kan vi jo gjærne.»

Og uden at afvente hans Følgeskab satte hun sig i det samme i Bevægelse ned over Gaden og ud imod Marken.

Hun gik ned over en Sti, der bag fra Byen førte ud i Engene indtil to sorte, forkrøblede Piletræer, som betegnede det Sted, hvor Grøfterne begyndte. Imidlertid var Fyren snart paa Siden af hende og søgte at liste Haanden ind under hendes Arm. Hun gjorde ingen Modstand, … og ganske fortumlet over sit uventede og uforklarlige Held lagde han da hele Armen om hendes Liv og trykkede hende til sig af al sin Magt.

Saaledes gik de en Stund frem og tilbage mellem Byen og de to sorte Piletræer, der rejste sig derude som Spøgelser i Maaneskinnet.

Men da de fjerde Gang naaede tilbage til Byen, havde ogsaa Trine faaet Armen om den andens Liv; og langsomt fulgtes de nu op imod Gaarden, hvis Lo-Dør lydløst lukkede sig efter dem.

* * *

Omtrent midt i Byen, skraas over for den Gaard, hvor Trine tjente, laa et pænt, nykalket Hus med Gyldenlakker i Vinduerne og en lille, indhegnet Kaalhave paa hver Side af en blomsterbemalet Indgangsdør.

Foran denne laa — som Trin — en halv Møllesten bestrøet med Sand, og herfra traadte man gjennem et lille Køkken ind i en net, rummelig, ligeledes sandstrøet Stue med blaat Tapet paa Væggene, gule Gardiner, en Fyrretræs Kommode med hvide Nøgleskilte, et Bord, en Bænk, to rødmalede Stole og to store Omhængssenge med blomstret Kattun.

Her boede en enlig Enkekone, Ellen Pers, som sammen med sin afdøde Mand, Per Anders ogsaa kaldet Per Sigerslev, ved Flid og gnieragtig Sparsommelighed havde lagt saa meget til bedste, at hun netop kunde slaa sig igjennem uden Sognets Hjælp, hvorfor hun ogsaa almindelig betragtedes som lidt andet og mere end de fleste andre af Byens Husmandskjællinger, med hvilke hun da ikke heller havde synderlig Omgang.

Hun var en høj, tør, lidt duknakket Skikkelse med aldrende Almuekoners ind­ sunkne Bryst og store, fremstaaende, stenhaarde Mave. Det lille, graahaarede Hoved sad lidt skjævt paa de smalle, optrukne Skuldre, — og som i god Overensstemmelse hermed talte hun med syg, klynkende Grædekone-Stemme og klippede som en Hønneke med sine smaa, rødrandede, lidt rindende Øjne, der ligesom skjulte deres Blik bag Øjenhaarene.

Uadskillelig fra hendes Person var en lang, sort Bindehose, der ikke forlod hendes Hænder, uden naar hun spiste eller sov. Halve Dage kunde hun staa urokkelig med den uden for sin Dør, mekanisk flyttende de krogede Fingre over de travle Pinde, mens hendes Blik spejdende gled ud over Byen, hvor ikke en Dør gik op, ikke en Skorsten røg, uden det øjeblikkelig tildrog sig hendes Opmærksomhed og i Stilhed blev Gjenstand for hendes Betragtninger.

Hun havde kun et eneste Barn, en Søn, der hed Hans, … en køn, blond Knøs paa tyve Aar, rank og velvoxen.

Blandt alle Byens unge Husmandssønner var han noget nær den pæneste; og naar han om Søndagen stod mellem de andre Karle ved Gadekjæret — med spejlblanke Kaptræsko, Plysch-Kasket og lang Pibe med Kvast, saa pillen og pudset som Moderens egen Dagligstue — da stod Ellen selv i Skjul bag Blomsterne i sit Vindue og betragtede ham med underfundig Stolthed.

Om denne Søn kredsede i det hele alle hendes travle Tanker. Til ham og hans Fremtid knyttede sig enhver Forestilling, der selv i Drømme gik gjennem hendes lille, forslagne Hoved.

Hun havde sine egne, stille Haab om, hvad Lykken vilde kunne bringe ham; sine egne, dristige Planer med hans Fremtid. Og naar hun stod dér timevis — som en Skildvagt — uden for sin Dør og nu og da gik et lille Slag ud ad Markvejen eller sneg sig op paa Højen bag ved Byen, hvorfra man kunde overskue Egnen helt ned til Fjorden og Skovene, — da var det alene for ikke et Øjeblik at tabe ham af Syne, men bestandig at kunne vaage over ethvert af hans Skridt og holde Øje med ethvert Anslag, der maatte rettes imod ham.

Siden i Efteraaret, da Hans var kommen til at tjene oppe hos Sognefogdens, havde hendes Aarvaagenhed i denne Henseende fornemmelig været rettet imod Marianes yngste Datter Trine, der var fæstet for Pige i Nabogaarden, hvis Marker stødte umiddelbart op til Sognefogdens.

Ellen havde nemlig strax fattet Mistanke om, at Trine — som overhovedet alle Byens fattige Piger — pønsede paa at forlokke hendes Hans. Det var i det hele blevet hendes fixe Idé (der aldrig lod hende Ro), at Sønnen paa alle Sider var omgivet af Snarer, beregnede paa at komme i Besiddelse af de sytten hundrede Kroner, der foruden Hus og Have udgjorde hendes Ejendom, og som hun i fem forskjellige Sparekassebøger havde anbragt i ligesaa mange Sprækker og hemmelige Rum omkring i Huset.

Nu skulde det hændelsesvis ikke vare længe, før hun i dette Tilfælde fik sin Mistanke bestyrket.

En Nat, hun laa vaagen i sin Seng af Værk i det ene Ben, hørte hun pludselig et Vindue blive aabnet ovre paa den anden Side af Gaden og lidt efter et Par Træsko, der forsigtig fjærnede sig.

Skjønt Benet smertede hende, saa hun var nær ved at faa ondt, stod hun dog øjeblikkelig op og humpede saa godt hun kunde hen til Vinduet for bag Gardinet at kigge ud.

Over Gaden laa imidlertid Mørket saa tykt, at hun end ikke kunde skimte sit eget Havestakit. Men paa Lyden mente hun at kunne skjønne, at Skridtene fjærnede sig op mod Sognefogdens.

Nu havde hun tilfældig samme Eftermiddag set Hans og Trine staa i Passiar henne ved Gadekjæret, mens de vandede Kvæget, og hun besluttede da ikke at hvile, før hun havde faaet Rede i denne Sag.

Hendes første Tanke var, at hun i de efterfølgende Aftener vilde stille sig paa Vagt et Sted i Nærheden, hvor hun havde Udsigt til Trines Sovekammervindue, — thi at det var dette, der var bleven aabnet, havde hun ikke et Øjeblik tvivlet om.

Men ved nøjere at overveje Sagen indsaa' hun det frugtesløse i en saadan Fremgangsmaade, saalænge Maanen var i Næ, og hun bestemte sig da til foreløbig at forhøre sig hos Lillepigen, der delte Værelse og Seng med Trine, og som derfor mulig vidste Besked.

En Dag, hun saa' denne komme jankende henne fra Kjøbmanden med en Hankekurv, lokkede hun hende da ind til sig i sin Stue, hvor hun bød hende sætte sig ned paa Bænken, og beværtede hende derpaa med Kaffe og et Stykke hengjemt Kringle, mens hun foresnakkede hende saa sødt og venligt, at Pigebarnet af lutter Forundring ingen Modstand kunde gjøre.

Men da hun kom frem med sit Ærende, blev Tøsen sprutrød og vilde ikke svare. Og da Ellen trængte ind paa hende og tilsidst i sin Iver tog fat i hendes Arm, rev Pigen sig løs og skubbede sig ud af Døren med en undertrykt Fnisen, idet hun blot mumlede, at «det vidste hun ikke noget om.»

Men endnu samme Dag skulde Ellen ad anden Vej faa al ønskelig Klarhed i Sagen.

Ellen var nemlig ikke den eneste, der i denne Vinters Løb havde holdt et vaagent Øje med Trine.

Ogsaa Trines Madmoder havde længe næret Mistanke, ja tilsidst endog ment at have Grund til at formode, at det var galt fat med Pigebarnet. Og da hun var en praktisk Kone, der var vant til den Slags Historier med sine Piger, tog hun hende en Dag for sig inde i Spisekammeret og spurgte hende rent ud, om hun ikke var frugtsommelig.

Trine nægtede det først bestemt og lo endogsaa deraf. Men da Madmoderen blev ved sit og forlangte at vide Besked for det Tilfælde, hun skulde være betænkt paa at se sig om efter anden Pigehjælp inden Sommeren, og da hun tilsidst endog truede med at ville lade Doktoren hente, maatte Trine gaa til Bekjendelse og indrømme, at det vistnok forholdt sig, saaledes som Madmoderen formodede.

Paa yderligere Forespørgsel fortalte hun tillige, at det var Ellens Hans, der var Faderen. Og saaledes gik det til, at Kjællingerne baade i «Smutten» og i «Krogen» endnu samme Eftermiddag kunde fortælle hinanden, at Ellen Pers og Mariane Niels Husar var bleven besvogrede.

Hans selv gik paa denne Tid ude og pløjede Brakjord et Stykke fra Byen og fløjtede fornøjet omkap med de første Stære, der netop havde begyndt at vise sig.

Ovre paa Naboens Ager stod en anden Pløjekarl, der lige var kommen ridende inde fra Byen med sit Plovspand, og som nu — ligeledes fløjtende — satte sig i Bevægelse op imod Hans.

Men idet han naaede Skjellet, der delte de to Lodder, standsede han atter og raabte med et svedent Grin over til den anden:

«Til Lykke med Svogerskabet — Hans!»

Hans løftede Hovedet og vendte Øret til, men forstod ikke Meningen, før ogsaa han naaede helt hen til Diget og dér af Karlen fik fortalt, hvad denne just havde hørt inde i Byen.

Da blev han hed om Ørene og kold ned ad Ryggen, ja helt ned i Benene.

«Det er vel Løgn da?» slap det ham ud af Munden — saa betuttet, at den anden gav sig til at le.

«Er det en Løgn, saa er du Fanden gale mig selv Fa'er til den, Hans!» svarede denne og drev i det samme bort med en triumferende Skoggerlatter.

Hans blev staaende — flammende rød i Ansigtet — og saa' hjælpeløst efter ham. Saa drejede han varsomt Hestene over Forpløjningen og drog fortumlet tilbage langs Agerfuren.

Egentlig burde dette ikke være kommet ham slet saa overraskende; thi i den sidste Tid havde Trine endog et Par Gange ymtet til ham om, at der mulig kunde være noget saadant i Gjære. Men han havde bestandig ikke villet tro derpaa. Indtil dette Øjeblik havde han været overbevist om, at hun blot havde sagt det for at gjøre ham forskrækket, maaske ogsaa for at forsøge paa, om hun ikke paa denne Maade skulde kunne faa lokket ham til at ringforlove sig med hende, hvad hun et Par Gange havde slaaet paa.

Hans første Tanke gjaldt nu Moderen. Det blev ham nemlig hurtig klart, at han nu vilde blive nødt til en Gang at gifte sig med Trine, hvad egentlig ingen Sinde havde været hans Mening. Men hvorledes han end vendte Tingen i sit Hoved, indsaa' han, at der næppe vilde være nogen Udvej for ham til at slippe derfra. Trine var jo dog en Pige, som der ikke var noget ondt at sige om; og selv var han dog ikke af saa mange Midler, at det af den Grund ret vel gik an for ham at unddrage sig sine Forpligtelser.

Han besluttede sig til foreløbig at undgaa Moderen, indtil Vreden havde faaet Tid til at sætte sig, men i det samme huskede han paa, at det netop var Lørdag — den Dag, da han plejede at komme hjem for at faa rent til Søndagen.

Saa tænkte han, at han alligevel lige saa godt kunde tage Uvejret strax; og efter at han om Aftenen havde fraspændt og i Hast spist sin Mælkegrøds-Nadvere, stak han da i sine Spaseretræsko og luskede bag om Byen hjem til Moderen.

Han traf hende staaende inde i Stuen ved Kakkelovnen og blev strax klar over, at hun allerede vidste Besked.

Hun hverken saa' op eller svarede paa hans «God Aften», da han traadte ind. Og da sagde ikke heller han noget, men satte sig hen paa Bænken under Vinduet, idet han skjødesløst kastede det ene Ben over det andet og saa' ud.

Længe var der ingen anden Lyd i Stuen end fra en lille, klageligt snurrende Kasserolle, som Moderen stod og rørte i.

Tilsidst blev dette ham dog for trykkende, og han begyndte at fløjte ganske sagte. Men i det samme hørte han henne fra Ovnen denne kjendte, langtrukne Snøften, der — ligesom Suset i Løvet — bebudede, at Uvejret trak op … og han tav lyttende.

«Det er saamænd kjønne Ting, man maa høre om dig ude i Byen,» begyndte hun ogsaa lidt efter med sin grædende Stemme og løftede Forklædet op til Øjnene.

Hans svarede ikke, men gav sig atter til at fløjte svagt.

«Kunde du nu ikke nære dig længer, din lange Dreng, uden du skulde begynde paa den Slags Ting? … Det kunde du ellers tidsnok rage dig ind med, tykkes mig.»

Hans vedligeholdt haardnakket sin Tavshed og saa' gjennem Vinduet op paa den blaa Himmels blegrøde Aftenskyer.

«Havde det saa endda været en skikkelig og ordentlig Pige, som man kunde være bekjendt … og ikke en Skidetøs … der hverken har hvit eller hvat og knap nok Særken paa Kroppen vel … jo, det er saamænd kønt, er det .... det skulde man ha'e tænkt om dig, at du skulde ha'e baaret dig saadan til .... det har man for det, at man har givet dig en god Oplæring baade med det ene og det andet .... Hvad tænker du vel, Provsten siger, naar han faar det her at høre … han, som altid var saa god og nedladende imod dig … det havde han vist ikke tænkt, at du skulde skabe dig til Nar for Folk med saadan en Daase … Datter af en gammel Drukkenmaas … jo, det er saamænd kjønt, er det ....»

Hun blev saaledes ved en god Stund, idet hun bestandig ivrigere rørte om i den syngende Kasserolle, der med sin lille, spæde Metalstemme ligesom istemte hendes Klagesang.

Pludselig drejede hun Hovedet om imod ham og sagde i forandret Tone:

«Er du nu ogsaa sikker paa, at du ef ene om'et?»

«Det er jeg vel nok,» svarede Hans og lo forlegent.

«Ja, Gud véd, hvad du er,» mumlede hun, ligesom ved sig selv, og tilføjede lidt efter: «Jeg tænker, de har dig til Nar oven i Kjøbet. Marianes Tøse plejer ikke at være saa nøjsomme. Jeg husker da nok, hvordan det gik med hende Krølle-Bine forgangen Aar. Da var der da ikke ringere end fire, som maatte være sammen om at betale, véd jeg.»

«Ja men, Trine er jo da ikke Bine, Mo'er!» indskjød nu Hans som et svagt Forsøg paa at formilde hende. «Fordi den ene er saadan, kan den anden jo da være meget redelig.»

«Ja, du snakker, du! … Du kunde ha'e været fra hende, saa var vi ikke kommen i den Fortræd. Og skulde du endelig ha'e løbet gal — saa er der da andre — véd jeg — som du ingen Skade kunde ha'e gjort paa … Men Trine har vel nok vidst, hvad hun gjorde, tænker jeg.»

«Hvad skulde hun ha'e vidst?» spurgte Hans og saa' nu for første Gang paa hende. Der havde været noget i hendes Tone, der havde vakt hans Opmærksomhed.

«Aa — hun er vel ikke Bines Søster for ingen Ting, tænker jeg.»

«Da er der vist ingen, der skal sige hende noget paa,» sagde Hans og rynkede Brynene lidt.

«Aa, det er vist ikke værd at være saa storpralendes.»

«Hvad mener du med det?»

«Det kunde kanske være, der ogsaa var andre, der kunde snakke lidt med her.»

«Hvem skulde det maaske være?»

«Aa — jeg tænker .... ham, den store Povl, der rejste forleden Aar … han kunde vel nok fortælle et og andet, om han ellers havde været her,» sagde hun, atter ligesom for sig selv og idet hun gav sig til at pusle med noget Pindekvas under Ovnen.

«Povl Fynbo?»

«Ja, saadan hed han nok.»

«Det er en god Løgn, den!» sagde Hans og lo atter kort.

«Aa — Gud véd.»

«Hvor har du det fra, mig for Lov?»

«Det var da ikke saa svært at se for en, der havde lidt Øjne i Ho'edet, at der var de to noget imellem. Han skulde jo immer rende efter hende, hvor hun gik og stod — og det har han vel ikke gjort for tør Munds Skyld, tænker jeg .... Saa det var kanske bedst, om man forhørte sig lidt først. Man har da ikke nødig at blive hængendes for en Skøjes Skyld … Kan hun ha'e haft én, kan hun vel ha'e haft flere, mener jeg. Og den, som begynder paa de Dele, ligesom hun har sluppet Kirkegulvet — og stort videre kan hun da ikke ha'e været den Gang — hun bli'er vel ikke let anderledes, tænker jeg, hvor kalkunsk hun end skaber sig og spiller Avekat for at putte Tosser Blaar i Øjnene.»

«Har du maaske hørt noget senere ogsaa?» spurgte han og saa' usikkert paa hende.

«Det kunde maaske nok være … Allefals er det da vistnok bedst, at vi ser os lidt for først og farer lidt med Lempe paa den Vej. Den er kanske ikke saa fin, som den skylder. Og man har da Lov til at forhøre sig først, véd jeg .... Men du kunde ha'e holdt dig fra hende og passet dig selv, Hans, — saa havde vi ikke haft det Besvær nødig, hverken paa den ene eller anden Maade. Havde jeg nu ikke tidt nok varet dig ad, at du skulde holde dig for dig selv, Hans — for de vilde bare lumske til at faa fat i dine Penge, sagde jeg. Men du har nu aldrig villet høre efter din Mo'er, Hans; og jeg har dog hver Aften bedt til Vor-Herre, at han vilde oplyse dig; og endda har du rendt lige tosset, saa gammel som du er, og kan ikke se, hvad Fornuftigheden byder dig.«

Hans saa' eftertænksom ud.

Han sænkede sit Blik mod det renskurede, af Kakkelovnen oplyste Gulv, paa hvis sandbestrøede Brædder han derpaa længe og grundende stirrede ned.

Pludselig rejste han sig, greb sin Hue, sagde Godnat og gik ud.

Det var imidlertid bleven mørkt. Et tungt, koldt Regnmulm havde indhyllet Byen, hvor der blot hist og her saaes Lys fra enkelte af Husmandshytterne. I Gaardene var alt allerede gaaet til Ro. En Flok Ænder laa og sov paa Vandet midt ude i Gadekjæret, og foran en lukket Port sad en Kat og mjavede.

Han traf Trine omme bag det Havegjærde, hvor de om Aftenen plejede at sætte hinanden Stævne.

Hun havde allerede ventet paa ham en Stund; og da hun nu hørte hans Trin, gik hun ham helt forlegen i Møde, fordi hun nok tænkte, han havde faaet Nys om, hvordan Sagerne stod.

De fulgtes derpaa stiltiende et Stykke ud ad Markvejen, hvor den stjærneløse Himmel og de nypløjede Agre gjorde alting sort omkring dem.

Da Hans mærkede, at Trine vilde have fat i hans Haand, stak han begge Hænderne i Lommen og saa' til den anden Side; og da de var kommen saa langt fra Byen, at ingen vilde kunne høre dem, vendte han sig brat om imod hende og spurgte uden Omsvøb, hvorledes hun havde haft det med den store Povl.

Først blev Trine bleg. Hun havde aldrig omtalt dette Forhold for nogen, for at det ikke skulde komme ud blandt Folk, og fordi hun ikke selv skjøttede om at erindre det. Men nu gav hun sig rolig og omstændelig til at fortælle alt, hvad der i sin Tid var passeret, idet hun nøjagtig beskrev enhver Ting, saaledes som den var gaaet for sig, og uden at lægge Dølgsmaal paa nogen Enkelthed, som endnu var bevaret i hendes Hukommelse.

Da hun havde endt sin Beretning, saa' Hans ud mod Skoven og udstødte en langtrukken Fløjtetone:

«Naa, paa dén Maner, min Tøs! … Ja, den Slags kjender vi jo nok.»

«Du tror da ikke, jeg lyver?» spurgte hun og saa' med ét forskrækket op paa ham.

«Du bilder dig nok ind, jeg er fra i Gaar,» svarede han, mens et lunt triumferende Smil spillede om hans Mund. «Men du kan tro nej, min Pige! Dér har du Fanden gale mig stukket Fingren i den forkerte Potte!»

Og da de netop havde naaet en Fodsti, der over Pløjejorden førte skraat tilbage til Byen, drejede han i det samme med et: «Farvel, min Tøs — og Tak for Laanet!» ind ad denne og forlod hende med et muntert Fløjtekvidder.

Trine vilde kalde ham tilbage; men han hørte hende ikke og blev snart borte for hende i Mørket.

Og urolig — uvis om, hvad dette skulde betyde — blev hun staaende paa Vejen, indtil Lyden af hans fornøjede Fløjten tabte sig i Nattestilheden. —

Der forløb nu flere Dage, i hvilke hun hver Aften forgjæves ventede ham paa det sædvanlige Sted.

Derimod fik hun at høre af en Pige, der tjente sammen med ham hos Sognefogden, at han igjen var begyndt at besøge de Bibellæsninger, som Provsten hver Onsdag afholdt inde i Skolen, og hvortil navnlig Bønderne med deres Koner og Døtre mandstærkt indfandt sig; … og hun betoges af en frygtelig Angst.

Da han endnu ikke den følgende Søndag havde ladet sig se, kunde hun ikke holde Uvisheden ud længer, men besluttede sig til at opsøge ham. Saasnart det derfor om Aftenen var blevet tilstrækkelig mørkt, slog hun et Tørklæde om Hovedet, sneg sig uset bag om Byen og satte sig paa Vagt omme bag en Busk ved Vejen, der førte op til Sognefogdens Gaard.

Først hen imod Midnat hørte hun hans Fløjten inde fra Byen og lidt efter hans Træskotrin nærme sig paa den nattefrosne Vej.

Hun rejste sig op; og idet han naaede ud for hende, kaldte hun hviskende.

«Hvad er det?» udbrød han forskrækket og saa' sig omkring. «Er det dig? … Hvad Fanden bestiller du her?»

Hun traadte nu helt hen til ham og saa' urolig og bønfaldende op paa ham.

«Hvorfor har du ikke været hos mig saa længe, Hans?» spurgte hun og vilde tage om hans Haand. «Jeg har ventet dig hver Aften hele Ugen … Har du været syg, min egen Ven?»

Men i Stedet for Svar skubbede Hans hende uden videre fra sig med et «Rejs ad Helvede til!» — og vilde fortsætte sin Gang.

Men da stillede hun sig resolut i Vejen for ham og udbrød med vild Heftighed:

«Hvad er der i Vejen med dig? Er du rigtig i Ho'edet i denne Tid? I over en Uge har jeg ikke set dig, skjønt du véd, hvordan det er fat med mig … Du har slet ikke været syg; kom ikke og fortæl mig det for jeg véd, du var til Bibellæsning i Onsdags — og i Gaar gik du ind til Søren Nilens uden at se til Vinduerne en Gang. Hvad skal det sige? Har du glemt, at jeg er din Kjæreste, og hvad du har lovet mig?»

«Hør nu!» tog Hans endelig Ordet. «Skab dig bare ikke, min Tøs! … Du kan spare dig al Ulejlighed — mig stikker du Fanden gale mig ikke Blaar i Øjnene længer. Jeg har længe nok ladet mig holde for Nar af dig, … men nu kjender jeg dine Kjæresterier, forstaar du — baade med ham Povl og mange flere .... Ja, det nytter dig nu slet ikke, du sætter det Fjæs op, min Pige, for den er opdaget … og jeg vil bare be' dig, du for Fremtiden holder dig lidt til en Side, hvad mig angaar, for kommer du én Gang til paa den her Manér, kunde det kanske hænde sig, der vankede én paa Tuden oven i Kjøbet.»

Med disse Ord gik han op mod Gaarden og ind ad den tjærede Port, som han drønende slog i efter sig, hvorpaa han stængte indvendig med Skyderen.

Trine stod som lamslaaet. Hvad var det, han sagde? Hvad var det, han beskyldte hende for?

Det kunde ikke være muligt … Hun løb hen til Porten, og da hun hørte ham rumstere inde bag ved i Karlekammeret, gav hun sig sagte til at banke paa med Knoen og kalde med hviskende, indsmigrende Stemme:

«Hans! … min egen Ven! … Hører du mig ikke? … Jeg vil snakke med dig … Hans! … Jeg er slet ikke vred … Jeg vil bare … Hans! Hører du? …»

Men i det samme blev en Dør smækket i derinde, og alt blev stille.

Hun rettede sig i Vejret og knyttede Hænderne i Raseri. Et Øjeblik fór den Tanke hende igjennem Hovedet at buldre løs paa Porten, vække Folkene op af Søvne og kræve dem til Vidne paa dette Forræderi, — men saa vendte hun sig om med Hænderne for Ansigtet og gik hulkende bort.

I flere Timer derefter vandrede hun — ude af sig selv af Fortvivlelse — frem og tilbage paa et Stykke Markvej noget borte fra Byen. Vinden tog fat i hendes opløste Haar og førte løsrevne Stumper af hendes Krampegraad ud over de mørke, tavse Enge og den dystre Fjord, der — ligesom søvndrukkent blinkede derude under den tunge, forrevne Skyhimmel.

Hun havde puttet en Snip af sit uldne, brune Hovedtørklæde ind mellem sine Tænder, og hver Gang Graaden paa ny vilde bryde frem, rev og sled hun i det, for ligesom at tvinge sig selv til Rolighed.

Men hun kunde ikke styre sine oprørte Følelser, naar hun tænkte paa, hvad der var overgaaet hende … Hun havde vel aldrig selv ventet, at Hans skulde have giftet sig med hende strax. Dertil, vidste hun godt, var de endnu begge for unge. Men hvad hun sikkert havde haabet var, at han vilde forlove sig rigtig med hende, og at da ogsaa hans Moder skulde vise sig venlig imod hende og — naar Tiden kom — tage sig af hende og hendes Barn.

Hun havde allerede ofte i Tankerne set sig selv i Ellens pæne, hyggelige Stue med de gule Gardiner og Skilderierne paa Væggene, — tænkt sig liggende med sin Lille i Armen i en af de store Omhængssenge bag det blommede Kattun, strækkende Lemmerne i de bløde, varme Dun, mens Hans paa Sengekanten holdt om hendes Haand … og hendes Hjærte havde banket i Lykke.

Og nu vilde han lade hende skjøtte sig selv, lade hende lide og pines hjemme i Moderens skidne Hule mellem Søstrenes skurvede Unger! … Og ikke nok dermed! Han vilde rent slaa Haanden af hende, forlade hende midt i hendes Elendighed, maaske endog forsøge paa at rende fra det hele ved at beskylde hende for at have haft flere Kjærester!

Men det skulde i alle Fald blive Løgn … Betale, det skulde han! Han kunde være sikker paa, at han skulde komme til at betale. Hun svor ved sig selv, at om hun saa tyve Gange skulde slæbe ham i Retten derfor, skulde han ikke komme til at slippe.

Hun blev ved at gjentage dette for sig selv, som om hun fandt en Slags Trøst, en Hævn ved Tanken om disse 25 Kroner, som hun herefter aarlig vilde kunne afkræve ham. Selv efter at hun endelig var kommen hjem og var tumlet i Seng, og mens hun urolig og hvileløs kastede sig paa sit Leje, slap hun ikke et Øjeblik denne Tanke af sit Hoved.

Men saa brød pludselig igjen al Sorg og Fortvivlelse saa voldsomt sammen over hende, at Lillepigen — der var bleven vækket ved hendes Side — ganske betuttet gav sig til at tænke over et Kjærlighedsæventyr, i hvilket hun netop i de samme Dage havde indladt sig med Storedrengen.

— — Til Majdag Skiftetid flyttede Trine hjem til sin Moder, hos hvem hun derefter opholdt sig, indtil hun ud paa Efterhøsten blev forløst.

I hele denne Sommer saa' hun ikke noget til Hans. Han var vel tilsidst gaaet ind paa at lade sig udlægge som Barnefader og betale det sædvanlige, aarlige Bidrag til Barnets Underhold, men havde ellers holdt sig ganske borte fra hende og ved enhver Lejlighed vidst at undgaa hende.

Der var enkelte i Byen, der skumlede lidt over dette Forhold; men i Almindelighed mente man dog, at efter hvad der mere og mere oplystes om Trine og hendes Fortid, var der ikke noget at sige til, om han holdt sig lidt tilbage.

Kun én Gang i Sommerens Løb stødte de uforvarende paa hinanden midt i Byen.

Det var en Middagsstund i Høsten, da Hans med sin Le paa Nakken kom fløjtende oppe fra Sognefogdens, at han ved at dreje ned i Gaden pludselig fik Øje paa Trine, der paa ømme Fødder kom vraltende midt i Støvet med opkiltrede Klæder og helt sammenbøjet af en tung Børing Brænde, som hun havde hentet sig ude i Skoven.

Han kunde ikke undgaa at møde hende, men maatte gaa hende lige forbi; og da satte han et rigtig forsorent Ansigt op og tilnikkede hende med et bredt Grin:

«Go' Middag, Trine! … Den er lummer, hva'?»

Men dette var dog Trine for meget. Skjønt segnefærdig af Smerter og Udmattelse vendte hun sig omkring med sin Byrde og skreg efter ham:

«Dit Svin!»

Han tænkte et Øjeblik paa at gaa tilbage og stikke hende én i Synet, men besindede sig dog og fortsatte fløjtende sin Vej. —

Kort Tid efter blev Hans indkaldt til Efteraarsmanøvre og forlod Byen. Og da han efter Mikkelsdag vendte tilbage, havde Trine allerede født en Søn og var rejst til Hovedstaden for at søge sig en Plads som Amme.