Harpens Kraft

Harpens kraft 2
	; Klik for at forstørre
Navn	Harpens kraft 2
Forfatter	Anonym, nedskrevet af adelsdamer i 1500- og 1600-tallet
Komponist	Dansk folkemelodi
Ogg	Lyt her ;
Wikipedia-link	Folkevise

Harpens kraft 1
	; Klik for at forstørre
Navn	Harpens kraft 1
Forfatter	Anonym, nedskrevet af adelsdamer i 1500- og 1600-tallet
Komponist	Dansk folkemelodi
Ogg	Lyt her ;
Wikipedia-link	Folkevise

Note

Sangen findes i flere versioner.
De kursiverede linjer skal gentages i alle vers.
Melodierne passer ikke umiddelbart til alle linjer, så man må ændre på dem alt efter sprogrytmen.

Villemand og hans væne brud

Villemand og hans væne Brud,
Strengen er af Guld
de legte Guldtavel i deres Bur.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.

For hver en Gang Guldtavel paa Bordet randt,
saa mange Taare den Jomfru fælded.

»Hvad heller græder I for Guld saa rød?
heller græder I, for I er bleven min Mø?

Hvad heller græder I, for jeg er ikke rig?
heller I tykkes, det jeg kan ikke være Eders lig'?«

»Jeg græder ikke for Guld saa rød,
det er og med min Vilje, jeg er blevet Eders Mø.

Jeg græder ikke, for I er jo rig,
fuldvel da maa I være min lig'.

Jeg græder langt mere for Blide,
som jeg skal over ride.

Der sank neder min' Søstre to,
den Tid de lod deres Bryllup bo.«

»I skal ikke græde for Blide,
min' Svende skal med Eder ride.

Jeg skal lade gøre en Bro saa bred,
hun koster mig tusind Gylden i Fæ.

Min' Svende skal med Eder ride,
og hundrede ved hver Eders Side.

Det skal jeg lad' gøre Eder til Ære:
tolv Ridder' de skal Eders Ganger føre.«

Han lod lægge under hendes Ganger de røde Guldsko,
og saa rider hun til Blidebro.

Der hun kom der midt paa Bro,
da snaved hendes Gang i røde Guldsko.

Hendes Ganger blev skred med femten Søm,
neder sank den Jomfru for striden Strøm.

Alle toge Ridder' efter Sadelbue,
men ingen kund' hjælpe den skønne Jomfrue.

Jomfru rakt' op sin hvide Hand:
»Min ædelig Herre, hjælper mig til Land.«

»Hjælp dig saa sandt Gud og den Helligaand,
som jeg ikke nu hjælpe kan!«

Hr. Villemand taler til Smaadreng sin:
»Du hente mig hid Guldharpe min.«

Hr. Villemand tog Harpe i Hænde,
han gaar for Strømmen at stande.

Han legte alt saa liste,
der rørtes ikke Fugl paa Kviste.

Han slog Harpen saa saare,
det hørtes over alle de Gaarde.

Barken sprak udaf Egetræ,
og Hornet af den bøvendes Fæ.

Barken sprak udaf Birke,
og Knappen udaf Marikirke.

Saa slog han Harpen af Harme,
hans Brud udaf Troldens Arme.

Saa slog han Harpen til Bunde,
den Trold maatt' op fra Grunde.

Op kom den Trold fra Grunde
med Hr. Villemands Mø i Munde.

Men ikke hans Brud alene,
han havde og baade hendes Søstre saa væne.

»Hr. Villemand, Villemand, tag din Mø!
Du lad mig selv volde mit Vand under Ø.«

»Saa gerne da vil jeg have min Mø,
men aldrig skalt du volde Vand under Ø.«

Hr. Villemand han sit Sværd uddrog,
Gud hjalp hannem, det han Trolden i Stykker hug.

Han slog over sin Brud det Skarlagen smaa,
selv løfte han hende paa Ganger graa.

Han løfte hende selv til Ganger hvid:
»I rider nu, min Kærest, foruden al Kvide.«

Hr. Villemand red sig under Ø,
Strengen er af Guld
Saa drak han Bryllup med sin Mø.
Saa liflig legte han for sin Jomfru.

Hr. Peder han rider af Gaarde

1. Hr. Peder han rider af Gaarde,
hans unge Brud sukked saa saare.
Min Hjærtens-allerkjærest, hvorfor sørger I saa?

2. "Hvad heller sørger I for Sadel eller Hest?
eller sørger I, for jeg haver eder fæst?"

3. "Intet sørger jeg for Sadel eller Hest,
ej heller sørger jeg, for I haver mig fæst."

4. "Hvad heller sørger I, for jeg er ikke rig?
eller sørger I, for jeg er ikke jeres Lig'?"

5. "Intet sørger jeg, for I er jo rig,
ej heller sørger jeg, for I er jo min Lig'."

6. "Hvad heller sørger I, for jer Fader er død?
eller sørger I, for I er ikke Mø?"

7. "Intet sørger jeg, for min Fader er død,
ej heller sørger jeg, for jeg er jo Mø.

8. Jeg sørger, jeg sørger, jeg sørge vel maa:
jeg ved alt, hvad Skæbne jeg skal faa.

9. Jeg sørger fast mere for breden Bro,
thi der faldt ud mine Søskende to.

10. Jeg sørger fast mere for striden Strøm,
thi der faldt ud mine Søskende fem."

11. "Min Kjærest, I skal hverken sørge eller kvide:
tolv af mine Svende skal hos eder ride.

12. Tolv af mine Svende skal hos eder ride,
selv vil jeg holde i Bidsel og Mile."

13. Og der de kom udi Rosenlund,
der spilled en Hjort med Guldtavel i Mund.

14. Alle saa toge de paa Hjorten vare,
alle da lod de den unge Brud fare.

15. Der hun nu kom paa breden Bro,
da snubled hendes Gabger paa fire Guldsko.

16. Fire Guldsko og femten Guldsøm,
den Jomfru faldt ud i striden Strøm.

17. Hr. Peder han vendte nu om med Hast,
efter hans Brud han ledte vel fast.

18. Han raabte paa alle hans Svende med Flid:
"I hente mig min Guldharpe snart hid."

19. Hr. Peder han legte med saadan List,
at alle små Fugle de synged paa Kvist.

20. Den Havmand kom nu op fra Bunde
og havde den unge Brud ved Haande.

21. "Kjære Hr Peder, I lege ikke mer:
her haver I jeres unge Brud kjær."

22. ”Jeg skjøtter ikke om min Brud alen',
uden jeg faar med hendes Søstre fem."

23. Hr Peder han legte igjen med List,
at alle små Fugle kom ned af Kvist.

24. Den Havmand kom nu op fra Bunde
og havde de fem Jomfruer ved Haande.

25. "Hr. Peder, Hr. Peder, I lege ej mer:
jeg haver nu ikke Jomfruer fler."

26. Hr Peder tog Jomfruen hjem med sig,
han legte for hende saa lystelig.

27. Hr. Peder han legte med største Attraa,
til Bryllup gik alle, men ingen gik fra.

28. Hr Peder han legte, til Kvinten sprang,
da fik hans Harpe en anden Klang.

29. Thi Bruden, som før var staalen i Løn,
hun fødte om Aaret Hr. Peder en Søn.

30. Hvilken Ungersvend vel paa Harpen kan slaa,
hab lader ej gjærne sin Kjærest tage sig fra.
Min Hjærtens-allerkjærest, hvorfor sørger I saa?