Herrebladene

by Hans Christian Andersen

Hvor man dog i Papir kan klippe og klistre nydelige Ting! der var saaledes klippet og klistret et Slot, saa stort at det fyldte et heelt Bord, og var malet med Udseende, som var det bygget af røde Steen; det havde skinnende Kobbertag, det havde Taarn og Vindelbro, Vand i Kanalerne, som et Speilglas, for det var Speilglas. Der stod i det høieste Taarn en Vægter snittet af Træ, han havde en Trompet at blæse, men han blæste ikke!

Det Hele tilhørte en lille Dreng, som hedte William, og han heisede selv Vindelbroen og lod den igjen falde, lod sine Tinsoldater marschere over, aabnede saa Slotsporten og saae ind i den store Riddersal, hvor der paa Væggene hang i Ramme ligesom Billederne i de virkelige Riddersale, alle Herrebladene fra et Spilkort, Hjerter, Ruder, Kløer og Spaer: Kongerne med Krone og Scepter, Damerne med Sløer ned over Skuldrene og Blomst eller Vifte i Haanden, Knægtene med Hellebarde og vaiende Fjer.

En Aften laae den lille Dreng og kigede gjennem den aabne Slotsport ind paa Kortbillederne i Riddersalen og han syntes at Kongerne hilsede med deres Scepter, ja Spaerdame bevægede Guld-Tulipanen hun holdt i Haanden og Hjerter Dame løftede sin Vifte; alle fire Dronninger gave naadigt Tegn paa at de bemærkede ham. Han rykkede endnu nærmere for bedre at see, men kom derved med Hovedet til at støde til Slottet, saa at det rystede. Da stak alle fire Knægte, Kløer, Spaer, Ruder og Hjerter, deres Hellebarde frem, for at vare ham, at han ikke saaledes maatte trænge paa.

Den lille Dreng forstod det og nikkede i al Venskabelighed; han nikkede nok engang og saa sagde han: “Siig Noget!” men Kortbladene sagde ikke et Ord; dog da han tredie Gang nikkede til Hjerterknægt, sprang denne ud af Kortbladet og stillede sig midt paa Gulvet.

“Hvad hedder Du?” spurgte han den Lille. “Du har klare Øine og gode Tænder, men Du vasker ikke tidt nok dine Hænder!” og det var nu ikke fiint sagt.

“Jeg hedder William!” sagde den Lille, “og det er mit Slot og Du er min Hjerterknægt!”

“Jeg er min Konges og min Dronnings Knægt, ikke Din!” sagde Hjerterknægt. “Jeg kan gaae ud af Bladet og af Rammen med! og det kunne de høie Herskaber endnu bedre. Vi kunne gaae ud i den vide Verden, men den ere vi kjede af; det er mageligere og behageligere at sidde i Kortblad og være sig selv!”

“Have I virkeligt Alle før været Mennesker?” spurgte den Lille.

“Mennesker,” sagde Hjerteknægt, “men ikke saa gode, som vi burde være! tænd et lille Voxlys foran mig, helst et rødt, thi det er min og mit Herskabs Couleur, saa skal jeg fortælle Slotsherren –, for Du er jo Slotsherre, siger Du –, hele vor Historie, men bryd mig ikke af, skal jeg tale, maa det gaae i een Snurre! – Seer Du ham, min Konge, Hjerterkonge; han er den ældste af de fire der, for han er født først, født med Guldkrone og Guldæble. Han regjerede ligestrax. Hans Dronning var født med Guldvifte, den har hun endnu. De havde det saa yndigt fra Smaa af, behøvede ikke at gaae i Skole, kunde lege hele Dagen, bygge Slotte og rive ned, knække Tinsoldater og lege med Dukker; forlangte de Smørrebrød, saa var der Smør paa begge Sider af Brødet og Puddersukker oven paa. Det var den gode gamle Tid, Guldalderen, som den kaldes, men den bleve de kjede af og jeg ogsaa. Det var den Gang, – og saa kom Ruderkonge.”

Mere sagde Knægten ikke; den lille Dreng lurede paa at høre mere, men der blev ikke sagt et Ord; og saa spurgte den Lille: “Hvad saa?” –

Hjerteknægt svarede ikke, stod strunk og stiv med Øinene lige mod sit tændte Voxlys. Den Lille nikkede, nikkede igjen men fik dog ikke Svar; saa vendte han sig til Ruderknægt, og da han nikkede tredie Gang til ham, sprang denne ud af Kortbladet, stillede sig op og sagde det eneste Ord: “Voxlys!” den Lille tændte strax et rødt Lys og satte for ham; da præsenterede Ruderknægt med sin Landse og sagde:

“Saa fulgte Ruderkonge! en Konge med Glasrude paa sit Bryst; ogsaa Dronningen kunde man see lige ind i; og de vare skabte ligesom andre Mennesker. Det var saa fornøieligt at man derover reiste dem et Monument, det stod i hele syv Aar, men det var ogsaa reist for Evigheden!” Og saa præsenterede Ruderknægt og saae paa sit røde Voxlys.

Og uden at den lille William nikkede, skreed med Eet, ganske gravitetisk, som Storken kan gaae, naar den skrider hen over Marken, Kløverknægt. Det sorte Kløver i Hjørnet af Kortbladet, fløi med som en Fugl hen over ham og saa igjen tilbage og satte sig hvor det før havde siddet. Og Kløverknægt talte, uden først som de Andre, at have faaet Voxlys.

“Ikke Alle erholde Smør paa begge Sider af Brødet og Sukker ovenpaa! det fik hverken min Konge eller Dronning; de maatte gaae i Skole og lære hvad de tidligere ikke havde lærdt. De gik ogsaa med Glasrude paa Brystet, men Ingen saae derind, uden for at bemærke om der ikke var noget galt inde i Urværket, som der kunde skjændes paa. Jeg veed det; jeg har tjent mit Herskab i alle Aar, kjender det fremdeles og lyder dets Villie. Nu vil Herskabet at jeg ikke skal tale mere iaften, og jeg tier og præsenterer!”

Men William tændte ogsaa for ham et Lys, det var skinnede hvidt.

“Huith –!” hurtigere end Lyset tændtes stod Spaerknægt midt i Riddersalen, han kom i en Fart og dog humpede han, som om han havde et daarligt Been; han hilsede ikke; det knagede i ham, han havde været knækket og brækket; gaaet meget igjennem; nu talte han.

“De have hver faaet Lys og jeg faaer det ogsaa, veed jeg; men skulle vi Knægte have det saa maa det bringes tredobbelt til Herskaberne. Min Spaerkonge og Dronning-Dame, bør det sig at have fire Lys! Deres Historie og Prøvelse er saa sørgelig, de have Aarsag til at gaae i Sort og have Grav-Spade i deres Vaaben; jeg ogsaa! jeg har nu faaet Spotnavn i Kortspillet! jeg kaldes ‘sorte Peer’; ja, jeg har faaet værre Navn, det er ikke engang passende at sige!” og saa hviskede han: “Man kalder mid Skridt-Mads! og engang var jeg dog første Cavaleer hos Spaerkonge og nu er jeg sidste. Jeg fortæller ikke mit Herskabs Historie, det vil ikke have det! Lille Slotsherre kan selv gjøre ud af den hvad han vil, men sørgeligt! det er gaaet tilbage, og gaaer ikke frem før vi Alle ride paa den røde Hest høiere op end der ere Skyer!”

Og den lille William tændte tre Lys for hver af Kongerne og tre for hver af Dronningerne, men Herskabet i Spaer fik hver fire. Der blev saa straalende i den hele Riddersal, saa lyst som i den rigeste Keisers Slot; og de høie Herskaber hilsede mildt og naadigt; Hjerterdame lod Guldviften neie, Spaerdame svingede med Guldtulipanen saa at der kom Ildslue ud af den. De høie Par stege ud af Kortblad og Ramme, traadte i Menuet ned af Gulvet og op igjen; de dandsede i Lue og Knægtene med, det var som om hele Salen stod i Flamme; det rislede og raslede, Luen slog ud af Vinduer og Vægge, hele Slottet stod i Glød og Flamme. William sprang forskrækket tilside, raabte paa Fader og Moder: “Slottet brænder!” – det gnistrede og blussede; men i Ilden susede og sang det:

“nu ride vi paa den røde Hest høiere op end der ere Skyer. Det bør sig ridderlige Mænd og Fruer, Knægtene følge med!” –

Ja, den Ende fik det med Williams Slot og med Herrebladene. William lever endnu og vasker sine Hænder: hans Skyld var det ikke at Slottet brændte.