Historisk Børne-Lærdom 1836
Historisk
Børne-Lærdom
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
Tredie Oplag.
Kiöbenhavn.
Forlagt af den Wahlske Boghandel.
Trykt hos C. Græbe & Søn.
1836
- Maa trykkes.
At Historien sædvanlig læres saa slet og glemmes saa let, kommer sikkert for en stor Deel af Feil ved Underviisningen; thi ellers er det Dog saare naturligt for Menneske-Børn at vide lidt ordenlig Beskeed med Menneske-Slægtens Levnets-Løb, og veed Man det først engang, er det i Grunden nemt at huske.
Efter nu i mange Aar at have beskæftiget mig med historisk Underviisning, vel meest i Tankerne, men dog ogsaa i Virkeligheden, finder jeg, Man kommer bedst afsted dermed paa den simple Maade, jeg nu vil kortelig betegne.
Man giør først Barnet bekiendt med Middel-Havet og de tre Verdens-Dele omkring det, men ikke anderledes, end at det vides bestemt, hvordan Europa, Asien og Afrika ligge for Middel-Havet, hvad Landene omkring det hedde nu, og hvad de hed i gamle Dage, samt hvilke Lande der ligge paa Strøget mellem Middel-Havet og Indus.
Dette er, som Man veed, den gamle Histories Skue-Plads, der forsaavidt stilles bedst for Øie uden Bog, blot ved Land-Kaartet, og saasnart det er sket, lærer Man Barnet at kiende Grund-Trækkene af den gamle Historie paa det Historiske Kaart (Tidens Strøm), som ogsaa skeer bedst uden Bog ved at vise paa Kaartet, hvordan det Persiske, det Macedoniske og det Romerske Rige sammensættes[1].
Naar nu Lærlingen er fast heri, lærer Man ham paa Land-Kaartet at kiende Øster-Søen, Kattegat og Vester-havet, med Landene deromkring, som er Historiens nyere Skue-Plads, og giver ham dernæst Grund-Trækkene, paa det Historiske Kaart, af Folke-Vandringerne, Romer-Rigets Opløsning og de nyere Verdens-Begivenheder. Ogsaa dette skeer bedst uden Bøger, da Man skal indskrænke sig til hvad der er nødvendigt for at have en Forestilling om de mægtigste Folk i Tidens Løb, og de nærværende Rigers Opkomst. Amerika, Ost-Indien og China viser Man først paa Land-Kaartet, hvor Talen bliver om dem ved Opdagelsen, og opholder sig ikke videre ved dem.
Naar nu Dette er skeet mundtlig, med Kaartene stadig for Øie, da er nærværende lille Bog skrevet og ei uskikket til at repetere efter, og derved tillige indprænte sig de Historiske Grund-Tal, kun maa Alting vises paa Kaartene, og ingen Vægt lægges paa meer Tids-Regning, end at Lærlingen veed Aarhundredet for de største Begivenheder før og efter Christi Fødsel.
Dette er nu det første Geographisk-Historiske Cursus, snart og let giennemgaaet, men derfor visselig ikke at foragte, thi naar det ikke afjaskes, men dvæles ved til det er ret tilbagelagt, og gientages siden alt imellem, da lægges derved en forsvarlig Grundvold, som kan bære den høieste Bygning.
Det andet Cursus bør nu være en tilsvarende Række af Krønike-Riim, der læres godt udenad, thi en Lære-Bog er nødvendig, og naar Vers er nogenlunde gode, da er de nemmest baade at lære og at huske. En saadan lille Samling af Krønike-Riim har jeg derfor ogsaa udgivet, og skiøndt dette første Forsøg naturligviis er meget ufuldkomment, har dog Erfaring lært mig, at de Fleste af Rimene lade sig let lære, og at naar Man kun har Taalmodighed til at give Børnene de nødvendige historiske og geographiske Oplysninger, faae de derved god Grund i Folke-Historien. Det havde været let at giøre Rimene langt mindre trængende til Oplysning, men det skal netop være Dyden ved dem, at de er propfulde af Hoved-Ord, hvorved Man siden kan mindes hvad Man har lært, og at de, uden at bebyrde Hukommelsen, give Stof til Efter-Tanke i en senere Alder. Naar en Lære-Bog nemlig ret skal giøre Nytte, maa Man med Fornøielse kunne huske den, saalænge Man lever, og det kan Man kun, naar Formen er let og Indholden vægtig, men vi har saalænge været vant til Lære-Bøger af det modsatte Slags, at det Rette endnu synes vrangt.
Det tredie Cursus bør, under idelig Gientagelse af de Forrige, bestaae i Læsning af en noget udførlig Haand-Bog i Verdens-Historien, for hvis Indhold Man giør Rede paa fri Haand, og en Saadan er det, jeg nu arbeider paa. Lykkes dette Arbeide kun nogenlunde, da er jeg vis paa, at Skole-Ungdommen, ved rigtig Benyttelse af dette Forraad, kan i Almindelighed bibringes baade Interesse for Verdens-Historien og god Beskeed derom, til Nytte og Fornøielse giennem hele Livet.
De ældste Kongeriger i Verden, som gjorde
Opsigt, var det Assyriske i Asien (med
Hovedstaden Nineve ved Tigris) og det
Ægyptiske i Afrika (med Hovedstæderne Thebe,
Memphis og Sais ved Nilen); men der
boede dog (foruden Israelitterne) et høist
mærkværdigt Folk paa den østlige Kyst af
Middel-Havet, nemlig Phønicerne (med
Stæderne Tyrus og Sidon), som befoer alle Have
og handlede med hele Verden. Siden blev der
tre temmelig store Riger i Asien: det Mediske
(omtrent det nuværende Persien), det
Babyloniske (fra Middelhavet til Tigris) og det
Lydiske (som indbefattede næsten hele Lille-Asien
ɔ: Natolien).
Alle disse tre Riger blev indtaget (omt. 550 f. Ch.) af et lille Bjerg-Folk, som kaldes Perser og boede i det nuværende Farsistan (nede ved den Persiske Bugt). Deres Konge, Cyrus, kom da til at raade over alle Landene mellem Indus og Middelhavet, og hans Søn, Kambyses, gik endnu videre og indtog Ægypten, men derimod vilde det slet ikke lykkes Perserne, at indtage det lille Grækenland, sydost i Europa, (hvis fornemste Stæder var Sparta og Athenen) og Kong Serxes, som kom derover med en forfærdelig stor Flaade og Krigs-Hær, maatte være glad ved at slippe tilbage i en lille Baad.
Grækerne eller Hellenerne, som (især under Leonidas og Themistokles) forsvarede dem saa tappert imod de utallige Perser, var i det Hele et mageløst Folk, men Athenen og Sparta sloges saa længe om Fortrinet, til de begge To gik bag af Dandsen, og hele Grækenland maatte lystre Kongen i Macedonien. Denne Konge hedder endnu over al Verden Alexander den Store, fordi han fik Grækerne med sig over til Asien, og sloges der med Perserne, saalænge til han indtog Alt, hvad de havde eiet (omt. 300 f. Ch.), saa han blev endnu mægtigere end Cyrus! Det varede imidlertid ikke længe, førend Alexander den Store døde, og saa blev Riget efterhaanden splittet ad i mange Dele, men der blev dog strax tre temmelig store Riger: et i hver Verdens-Deel; nemlig det Macedoniske i Europa, det Syriske i Asien (med Hovedstaden Antiochien ved Orontes), og det Ægyptiske i Afrika (med Hovedstaden Alexandrien ved Middelhavet), og dertil kom siden endnu et Fjerde, nemlig det Parthiske østen for Euphrat (med Hovedstaden Ktesiphon ved Tigris).
Alle disse Riger (saanær som det Parthiske) og desuden mange andre Lande, blev indtaget af Romerne, som havde hjemme i Staden Rom, i den mellemste Deel af Italien, og Rom var bygt længe før Cyri Tid (af Romulus omt. 750 f. Ch.), men Romerne bleve ikke mægtige paa eengang, som Perser og Græker, de krøb, til de lærde at gaae, og sprang ikke, før de blev store.
I Roms Barndom var Etruskerne Hoved-Folket i den mellemste Deel af Italien, Samniterne i den nederste Deel, og Gallerne i den øverste; men allerede i Alexander den Stores Tid var baade Etrusker og Samniter nær ved reent at bukke under for Romerne, og halvtredsindstyve Aar derefter begyndte Romerne at tænke paa Indtagelsen af Øerne, især Sicilien.
Paa Sicilien stødte imidlertid Romerne sammen med et mægtigt Sø-Folk, som var kommet fra Phønicien, men boede nu i Nord-Afrika, i Staden Karthago (omtrent hvor Tunis nu ligger), og kaldes derfor Karthaginenser, og med dem førde Romerne tre mærkværdige Krige, som man kalder de Puniske. Den første puniske Krig opkom da paa Sicilien, og allerede ved den mistede Karthaginenserne hvad de havde paa Sicilien, og i det Hele deres Herredømme paa Middelhavet. Nu skyndte Romerne sig da ogsaa at undertvinge Gallerne i Øvre-Italien, og i den anden puniske Krig fik de aldeles Bugt med Karthago. Denne Krig opkom i Spanien, hvor Romerne ikke kunde lide, Karthaginenserne gjorde Erobringer, og i den saae det meget farligt ud for Rom; thi Karthaginensernes Anfører, Hannibal, gjorde sig saa dristig at gaae baade over Pyrenæerne (Bjergene imellem Spanien og Frankerig) og over Alperne (mellem Frankerig, Schweits og Italien) og trængde ned forbi Rom, men Rom fik han dog ikke, og mens han var i Italien, tog Romerne ikke alene Spanien, men gik over til Afrika og satte Skræk i Karthago. Hannibal maatte nu skynde sig hjem at forsvare Karthago, men blev slaaet (omt. 200 f. Ch. af Romeren Scipio) og fik ikke engang Lov til at døe i sit Fædreneland. Den tredie puniske Krig opkom i Afrika selv, fordi Romerne var ikke rolige, førend de fik Karthago reent lagt i Gruus, og det lykkedes dem (omt. 150 f. Ch.).
Samme Aar som Romerne ødelagde Karthago, indtog de ogsaa Korinth (i Grækenland) og fuldendte dermed Erobringen af Macedonien og Grækenland, og nu gik det rask med Lille-Asien, Syrien og Ægypten, Alt maatte bukke, Gallien (som nu hedder Frankrig) indtog Romerne under Julius Cæsar, og da Augustus blev deres første Keiser, eiede de alle Landene omkring det store Middel-Hav.
Rige Folk faae sjelden Nok, og saaledes gik det med Romerne, de vilde ogsaa undertvinge Partherne i Asien og Germanerne (Tydskerne) i Europa, men det kunde de ikke, saa deres Grændse mod Østen blev Euphrat i Asien og Rhinen i Europa. De vilde ogsaa undertvinge den store Øe i Vesterhavet, som nu kaldes Stor-Britannien, men fik kun den sydlige Deel, som da hed Britannien (nu Engeland), ikke den nordlige, som hed Albanien (nu Skotland).
Det var under Keiser August, at Christus blev født i Jødeland; de som troede paa ham kaldtes Christne, og Christendommen udbredte sig stærkt i hele det romerske Rige; men Nero, det Afskum, og mange af de følgende Keisere, som vilde selv holdes for Guder, forfulgde de Christne gruelig med Ild og Sværd, og førde derved Krig med deres bedste Undersaatter, indtil Keiser Constantin den Store selv blev Christen, og bygde sig en ny Hovedstad oppe ved det Sorte Hav, som efter ham blev kaldt Konstantinopel. Dette skedte trehundrede Aar efter Christi Fødsel, og da havde allerede enstund Folk oppe fra det sorte Hav og fra Landene omkring Øster-Søen begyndt at giøre Indfald i det Romerske Rige, men det blev dog først ret Alvor hundrede Aar derefter, da Keiser Theodos den Store havde deelt Riget imellem sine to Sønner: Arcadius og Honorius. Arcadius fik den østlige Deel: Donau-Landene, Thracien, Macedonien og Grækenlnnd i Europa, Lille-Asien og Syrien i Asien, og Ægypten i Afrika (med Konstantinopel til Hovedstad), og Honorius fik den vestlige Deel: Italien, Gallien, Britannien, Spanien, og Nord-Afrika (med Rom til Hovedstad). I Rom talde man Latin, men i Konstantinopel talde man Græsk, derfor kalder man det øst-romerske Rige det Græske Keiserdom, men man kalder det ogsaa det Byzantinske, fordi Konstantinopel hed i gamle Dage Byzants.
Det vest-romerske Rige blev lige fra Begyndelsen plaget af raae og krigerske Folkefærd, som Romerne med eet Navn kaldte Barbarer, (især af de asiatiske Hunner under Attila), og førend det endnu havde staaet i hundrede Aar, deelde Folk fra Landene omkring Øster-Søen det imellem sig.
Angler, Sachser og Jyder (Angel-Sachser) indtog Britannien (under Hengst og Hors) og kaldte det Engeland; Vandaler (under Genserik) tog Nord-Afrika, Frankerne (under Klodovig ɔ: Ludvig) tog Gallien og kaldte det Frankerig, og af Gotherne, som var deelt i to Stammer, tog Vest-Gotherne (under Alrik og Adolf) Spanien, og Øst-Gotherne (under Theodorik ɔ: Didrik af Bern) Italien.
Det Øst-Romerske Rige havde bedre Lykke, thi det blev gammelt, og der var en Keiser, som hed Justinian den Første, som havde det Held, at en af hans Generaler (Belisar) tog Nord-Afrika fra Vandalerne, og en Anden (Narses) tog Italien fra Øst-Gotherne, men Øvre-Italien faldt dog snart i Longobardernes Hænder (under Ælfvin) og det varede ikke længe, før ogsaa det Byzantinske Rige fik sin store Plage og snævre Grændser, især ved et nyt erobrende Folk, som opstod i Asien og kaldes Araberne.
Halv-Øen Arabien (sydost for Middelhavet og østenfor det røde Hav) var fra Arilds-Tid beboet af omvankende og indbyrdes splidagtige Stammer, men nu, sexhundrede Aar efter Christi Fødsel, opstod der en stor Mand iblandt dem, ved Navn Mahomed (født i Mekka) som indtog hele Arabien, og lovede alle dem Himmerig, der vilde troe paa ham, og føre Sværdet kjækt til hans Riges Udbredelse. Under hans Eftermænd (Chaliferne) indtog Araberne i mindre end hundrede Aar hele Syrien og Persien, Ægypten, Nord-Afrika og Spanien (siden ogsaa Sicilien Sardinien og Korsika), men da de saa fra Spanien brød ind i Frankerig (omt. 700 e. Ch.) blev de slaaede af Frankerne under Karl Hammer (Martel), og det store Araber-Rige (Chalifatet, først med Damask i Syrien og siden med Bagdad ved Euphrat og Tigris til Hovedstad) sank efterhaanden, saa Tyrkerne blev det mægtigste Folk i Asien og Frankerne i Europa.
Den franske General Karl Hammer, som slog Araberne (ved Tours) havde nemlig en Søn, som hed Pipin den Lille, der stødte Klodovigs Slægt (Merovingerne) fra Thronen, saa han blev selv Konge i Frankerig, og hans Søn blev berømt over hele Verden under Navn af Keiser Karl den Store (Karl Magnus). Det Rige, Karl stiftede, var vel kun lille imod det Romerske, men det var stærke og modige Folk han overvandt, først Araberne, som han tog et Stykke af Spanien fra (lige til Ebro), dernæst Longobarderne, som da var nær ved at indtage hele Italien (og efter hvem den øverste Deel endnu kaldes Lombardiet), og endelig var det Sachserne (et nordtydsk Folk) under Wittekind, som han maatte drages med i hele tredive Aar. Efter disse seire, da Karl var Herre over Frankerig, Tydskland og den største Deel af Italien, lod han sig (lige ottehundrede Aar efter Christi Fødsel) krone til Keiser i Rom. Dette Keiser-Rige varede imidlertid kun stakket, thi Frankerig og Tydskland fik snart hver sin Konge, og Karolingerne duede ikke stort, saa de kunde for det meste ikke engang forsvare sig imod de Nordiske Vikinger (Normannerne), som nu (under Gange-Rolf) nedsatte sig i det vestlige Frankrig (Normandiet) og indtog siden (i det ellevte Aarhundrede) Engeland (under Vilhelm Erobrer), samt Neapel (den nederste Deel af Italien) og Sicilien (under Robert Guiskard).
I Asien blev Tyrkerne (som havde Hjemme nordenfor det Caspiske Hav) først bekiendt som Leietropper (Soldater) hos de Arabiske Chalifer i Bagdad, hvem de efterhaanden reent tog Magten fra, og den Tyrkiske Stamme, som først blev navnkundig, hed Seldschukerne. Disse seldschukiske Tyrker tog næsten hele Natolien (Lille-Asien) fra de Græske Keisere, og truede med snart at tage Konstantinopel ogsaa, men paa dem blev Vingerne dog stækkede ved Kors-Togene. Saaledes kalde vi nemlig en underlig Herrefærd fra Europa til Asien (omt. fra 1100 til 1200 eft. Ch.) for at udrive Jerusalem og Jødeland, og i det Hele den gamle Christenhed, af de vantroe og grumme Mahomedaners Hænder, og det var Noget, man længe havde tænkt paa, men det blev først til Alvor, da en Franskmand, ved Navn Peter Eremit, kom hjem fra Jødeland, reed paa et Asen igiennem Italien, Frankerig og Tydskland, jamrede sig over al den Spot og Plage, de Christne i Østen maatte lide af Tyrkerne, og fortalde en Drøm, han havde havt i Kirken ved den hellige Grav (Christi Grav ved Jerusalem), hvor Jomfru Marie var kommet til ham, og havde sagt, han skulde kalde alle Christne til Vaaben mod de Vantroe. Da nu Korsets Tegn var det gamle Kiende-Tegn paa de Christne (som den Korsfæstedes Tilbedere), saa havde alle de Krigs-Folk, der gik til Asien, for at befrie den hellige Grav, Kors paa Klæderne, og derfor kalder man disse Krige Kors-Tog. Det første Korstog er det mærkværdigste, og Hoved-Manden for det var Hertug Gotfred af Bouillon (i Nederlandene), som indtog Jerusalem (1099), og paa dette Tog udmærkede ellers især Normannerne sig, under Robert Curthos (Vilhelm Erobrers Søn), Boemund (Robert Guiskards Søn) og hans Frænde Tankred.
Paa samme Tid som Kors-Riget i Jerusalem gik under (ved Aar 1200), opstod der et hedensk Folk i det nordlige Asien, som kaldtes Mongolerne, under deres Høvding (eller Dsingis-Khan) Temudschin som truede med at indtage hele Verden, undertvang Tyrkerne, indtog Rusland, og trængde frem lige til Grændserne af Tydskland; men deres Overmagt varede dog ikke længe. I det fjortende Aarhundrede kom derimod en ny Tyrke-Stamme for Orde, som efter sin første navnkundige Høvding (Othman) kalder sit Herredom den ottomanniske Port, og disse ottomanniske Tyrker indtog (under deres Sultan Mahomed den Anden) Konstantinopel (Aar 1453) og bemestrede sig hele det Græske Keiserdom, som de omtrent har endnu; men det øvrige Europa, som de ogsaa truede med at indtage, fik de dog ikke, for de fandt stridbare Naboer (ved Donau og Dnieper) i Russer, Polakker og Ungarer, og fik en mægtig Modstander i det Østerrigske Huus, som nu, med mange andre Lande, ogsaa fik Ungern under sig.
Østerrig i sig selv er kun et lille Hertugdom (ikke engang saa stort som Nørre-Jylland) paa begge sider af Donau i Syd-Tydskland, men Hertugerne der havde (i det 15de og 16de Aarhundrede) Lykken saa besynderlig med sig, at det lod, som de skulde deelt Europa med Tyrkerne, og blevet Keisere i hele det vestlige Romerske Rige, ligesom de Tyrkiske Sultaner i det østlige. De kom da ogsaa til at føre den Keiser-Titel, som Karl den Store havde antaget, thi den havde Kongerne i Tydskland tilegnet sig, og efterat der havde været Tydske Keisere af adskillige Huse, især Sachsiske (Henrik Fuglefænger og Otto den Store) i det tiende Aarhundrede, Frankiske (Henrik den Fjerde) i det ellevte Aarhundrede, og Schwabiske (Frederik Rødskjæg og Frederik den Anden) i det Tolvte og Trettende, saa kom (i det femtende Aarhundrede) Raden til det Østerrigske Huus, og af det var Frederik den Tredie, som regierede i Tydskland, da Tyrkerne indtog Konstantinopel (1453). Hans søn, Keiser Maximilian den Første, blev Herre over alle Nederlandene (Landene ved Nordsøen, Rhin, Maas og Schelde) og Maximilians Sønnesøn, Karl den Femte, arvede tillige (efter sin Moder) hele det Spanske Rige, som da var det mægtigste i hele Christenheden.
Med Spanien var det nemlig gaaet saaledes til, at Vest-Gotherne, som, (i det ottende Aarhundrede) da Araberne indtog Landet, var flygtet op imellem Asturiens Bjerge, oprettede snart to Smaa-Riger (Navarra og Leon) som Araberne ikke kunde undertvinge, og disse Riger udvidede sig efterhaanden til to store (Arragonien og Castilien) som næsten indbefattede hele Spanien, og blev, kort efter Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, forenede ved Giftermaal mellem Ferdinand i Arragon og Isabella i Castilien. Araberne mistede nu ogsaa Granada, som var det sidste, de eiede i Spanien, og Ferdinand, med Tilnavn den Catholske, blev tillige Herre over Neapel og Sicilien; men hvad der især gjorde den Spanske Magt frygtelig, var Amerikas Opdagelse, som ogsaa skete under Ferdinand (1492) med Spanske Skibe, af den berømte Genueser, Christoffer Columbus. I Amerika indtog Spanierne (under Cortez og Pizarro) de store Riger, Mexiko og Peru, hvor Bjergene vare fulde af Guld og Sølv, og da Ferdinand døde sønneløs, tilfaldt det store Herredømme hans Datter-Søn Karl den Femte, der, efter sin Farfader Maximilian, tillige blev Keiser i Tydskland og herre over Nederlandene. Havde der ikke paa samme Tid været en tapper Konge i Frankerig (Frands den Første) og havde Karl ikke, ved at sætte sig imod Morten Luther som (1517) stod op imod Paven, gjort sig mægtige Fiender i Tydskland selv, da kunde det seet galt nok ud for Europa, thi Karl havde Lyst nok til at raade ene, var kiæk og klog, og havde Ryggen fri for Tyrkerne, da hans Broder Ferdinand var blevet Konge i Ungern og Bøhmen. Nu kom han imidlertid ikke videre end han var, og det østerrigske Huses Magt deeldes derpaa imellem hans Broder Ferdinand (som fik Østerrig og Keiser-Værdigheden) og hans Søn, Philip den Anden (som fik Nederlandene og det Spanske Rige, med Alt hvad dertil hørde). Vel prøvede endnu i det syttende Aarhundrede en Østerrigsk Keiser (Ferninand den Anden) i Forbund med Spanien paa at foreskrive Europa Love, men Kongen fra Norden (Gustav Adolf) gav ham Bod for Mod. Denne Kamp kaldes Trediveaars-Krigen, og med den Westphalske Fred (1648) lagde Frygten sig for Østerrig, men nu maatte man grue for Frankerig (som havde faaet megen Roes for sin bestandige Strid mod Østerrig) og Frankerig lykkedes det virkelig at overvælde Europa og (for et Øieblik) at naae en Enevolds-Magt, der ikke havde havt sin Lige siden det gamle Roms Dage.
Fra det 11te Aarhundrede af, (da Karolingerne var uddøde), har Frankerig kun havt een Konge-Stamme, nemlig den Capetingiske (efter Hugo Capet); men den sidste Green deraf kaldes den Bourbonske, som arvede Thronen i Slutningen af det 16de Aarhundrede, og En af disse Bourboner, Ludvig den Fjortende (1648), var allerede Naboerne saa overlegen, at de kun ved et almindeligt Forbund, som Engeland stod i Spidsen for, kunde holde ham Stangen. Det var i Slutningen af det Syttende Aarhundrede, men dog var det først i Slutningen af det Attende, og i Begyndelsen af det Nittende, at Frankerig med Rette blev en Skræk for hele Europa. Der skete nemlig (1789) en Grund-Omvæltning, som vi kalde Revolutionen: Konge-Magt og Christendom blev afskaffet i et almindeligt Oprør, Kongen (Ludvig den Sextende) blev henrettet, alle fra Fortiden berømte og mægtige Slægter blev udryddede eller fordrevne, og Ny-Frankerne, som de kaldte sig, opmuntrede alle Folk til at giøre ligesom de, og lovede at hjelpe dem. Dette var en farlig Sag, især fordi man længe havde anseet Franskmændene for de klogeste Folk i hele Europa, og hardtad alle Fyrster forende sig derfor om at undertrykke den franske Revolution. Det blev en lang og blodig Krig, og, skiøndt Frankerne paa alle Sider gjorde stor Fremgang, havde man dog kanskee faaet Magt med dem, dersom der ikke var opstaaet en stor Mand, som gjorde Ende paa den umaadelige Forvirring, som Alle vilde byde og Ingen lyde, og denne Mand hed Napoleon Bonaparte.
Bonaparte var egenlig en Italiener, født paa Korsika, men Korsika hørde nu til Frankerig, og Bonaparte var en ung Officeer i Fransk Tjeneste, da Revolutionen brød ud. Han blev imidlertid for sin Tapperhed snart General, indtog, til Alles Forundring, hele Italien paa een Sommer (1796), og nødte Keiseren i Østerrig, som var Frankerigs haardeste Modstander, til at slutte Fred. Siden seilede han over til Ægypten, og indtog det, men da Østerrig imidlertid brød løs paa ny, og, ved Hjælp af Russerne, indtog Italien, skyndte Bonaparte sig hjem, bemægtigede sig Regieringen (under Navn af Første-Konsul) gik over Alperne, hvor man troede det var umueligt, og vandt den berømte Seir ved Marengo (1800), som gjorde Sagen klar. Nu sluttede Alle Fred med ham; han gjorde sig (under Navn af Napoleon den Første) til Keiser i Frankerig og Konge i Italien, gjorde siden En af sine Brødre til Konge i Holland, en Anden i Spanien, og en Tredie i Westphalen (som var et nyt Kongerrige, han oprettede i Nord-Tydskland) og skiøndt især Engeland og Østerrig var utrættelige Modstandere, gjorde dog længe hver ny Krig ham kun mægtigere, saa tilsidst kom han i Forbund med Østerrig og Rusland og kunde giøre paa Fast-Landet Alt hvad han vilde.
Dog, da den russiske Keiser, Alexander den Første, ikke vilde lade sig beherske, brød Napoleon med en uhyre Krigshær ind i Rusland, lige til Moskau (1812), og der fik hans Magt sin Hælsot. Russerne stak selv Ild paa Moskau, saa Napoleon, som allerede havde mistet sin halve Krigshær, maatte midt om Vinteren trække sig tilbage til Polen, og mistede paa denne Flugt igiennem Ørken hardtad alle sine Folk. Endda var han kiæk, skyndte sig hjem til Frankerig, fik sig en ny Krigshær, og sloges drabelig, men da nu alle de underkuede Folk gjorde Opstand, maatte han dog give tabt, blev slaaet ved Leipzig (1813) og forfulgt til Paris, saa at sige, af hele Europa. Han afstod nu (1814) Alt, saa nær som Keiser-Titelen og den lille Øe Elba (vestenfor Italien), og Ludvig den Sextendes Broder blev Konge i Frankerig; men næste Aar (1815) kom Napoleon igjen med en Haandfuld Tilhængere, og da Kongen sendte en Krigs-Hær ud imod ham, gik denne over til sin gamle Keiser, saa Napoleon, uden en Draabe Blods Udgydelse, holdt sit Indtog i Paris, og satte sig igjen paa Keiser-Thronen. Det varede imidlertid kun hundrede Dage, thi da hele Europa rustede sig, hastede Napoleon til Nederlandene, for at slaae Engelskmændene og Preusserne, som var først kommet paa Benene, og Preusserne (under Blücher) fik han vel slaaet, men dog ikke anderledes, end at de, næste Dag, da han havde arbeidet sig træt paa Engelænderne (under Wellington), kom bag paa ham, og ødelagde hans Krigshær. Efter dette Slag (ved Waterloo) var det forbi med Napoleon, hans egne Redskaber nødte ham til at nedlægge Regieringen, og da han derpaa overgav sig til Engelænderne, satte de ham i Fængsel paa Øen St. Helena (ved Afrika), hvor han (kun lidt over 50 Aar gammel) endte sit æventyrlige Levnetsløb (1821).
Ved Napoleons Fald fik Europa nogenlunde sin forrige Skikkelse igien, med fire saakaldte store Magter: Engeland og Frankerig i Vesten, Østerrig i Syden, og Rusland i Østen og Norden. Preussen, der under Napoleon var saa godt som opløst, regnes nu sædvanlig igien for den femte store Magt, men er dog ikke at regne mod de Andre.
Engelands Magt er den mærkværdigste, thi det er en Sø-Magt, der beroer paa en mageløs Søfart og Vindskibelighed, Handel og Rigdom, som især i det sidste Aarhundrede er saaledes tiltaget, at Engeland nu agtes for at være omtrent enevældig til Søes, og kalder sig gierne selv Havets Dronning. Med dette Dronningskab er det ellers i Tiden Løb gaaet underlig til; thi i Oldtiden havde først Tyrus det (til Alexander den Stores Tid) og siden dens Aflægger Karthago (indtil de Puniske Krige), og i Middel-Alderen var Havet en Viking-Fælled for Araber og Normanner, indtil, under Kors-Togene, Sømagt og Kiøbmandskab igien blev forenet i de Italienske Sø-Stæder, især Genua, Pisa, og Dronningen for dem alle Venedig. Dette varede til Slutningen af det femtende Aarhundrede, men da fandt Portugiserne Sø-Veien (sydenom Afrika) til Ost-Indien, og bemægtigede sig Handelen dermed (som før var gaaet over det røde Hav, Alexandrien og Venedig) og, skiøndt Spanierne blev de mægtigste i Amerika, har dog Portugiserne (der ogsaa først fandt Veien til China) Prisen paa Havet, indtil Spanierne indtog Portugal (under Philip den Anden); men saa kom Hollænderne, som paa samme Tid rev sig løs fra Spanien, og fortrængde Portugiserne baade i Ost-Indien og paa Havet. I det Syttende Aarhundrede var da Holland Dronning paa Havet; men saa kom (i det attende Aarhundrede) Raden til Engeland, og medens Revolutions-Krigen forstyrrede hele Fast-Landet, indtog Engelænderne store Riger i Øst-Indien og reev saa godt som hele Verdens-Handelen til sig.
- ↑ Et saadant Historisk Kaart faaes i den Wahlske Boghandel for 3 Mark.