Huck Finns Hændelser

by Mark Twain

HUCK FINNS
HÆNDELSER

AF

MARK TWAIN

I FULDSTÆNDIG OVERSÆTTELSE

VED

B. A. DUURLOO

KØBENHAVN OG KRISTIANIA
DET DANSK-NORSKE FORLAGSKOMPAGNI
V. SCULTZS BOGTRYKKERI A/S

1910

FØRSTE KAPITEL.

Da De sikkert nok har læst „Lille Toms Æventyr”,
behøver jeg ikke at forestille mig for Dem. Denne
Bog er skrevet af en vis Mark Twain, og hvad der staar
at læse i den, er Sandhed - i hvert Fald det meste.
Hist og her har han jo nok „digtet” lidt til, men det
har ikke stort at sige. Jeg har endnu aldrig kendt nogen,
som ikke i Ny og Næ, naar det passede, har stukket en
lille Løgn ud; de eneste skulde da være Tante Polly,
Enken Douglas eller Mary. Toms Tante Polly, hans
Søster Mary og Enken Douglas optræder alle sammen
i Bogen om Toms Æventyr, og den indeholder - som
nævnt - den rene, skære Sandhed, blandet med en
Smule „Usandfærdighed”.

Denne Bog sluttede med, at Tom og jeg fandt de
rare Penge, som Røverne havde gemt i en Hule, og
saaledes begge to blev meget rige. Hver af os bekom
6000 Dollars i klingende Guld. Det var et storartet
Syn som de laa stablet op i en Dynge. Saa var det,
at Dommeren Thatcher tog min Andel i Opbevaring og
satte den paa Renter, saa der faldt en Dollar af til mig
hver Dag. Jeg vidste sandt at sige heller ikke, hvad
jeg skulde have taget mig til med saa mange Penge.

Enken Douglas tog mig saa til sig som sin Søn, og
- som hun sagde - hun vilde forsøge at gøre mig til
„en velopdragen Person” Men jeg kan forsikre, at

6

det smagte mig ilde; det blev et frygtelig surt Liv
for mig i hendes Hus, hvor der herskede den modbyde-
ligste Regelmæssighed fra Dag til Dag; man skulde
spise og sove paa bestemt fastsatte Tider. Men saa
stak jeg en skønne Dag fra det hele, fik fat i mine
gamle Klude - og før nogen vidste et Ord af det,
var jeg ude i Skoven og i Frihed.

Men Tom Sawyer, min gamle Ven Tom, fik snuset
mig op, og han fortalte, at han just var i Færd med at
organisere en ny Røverbande, og lovede, at jeg skulde
blive optaget som Medlem af den, hvis jeg vilde vende
tilbage til Enken og igen lade mig gøre til „en velop-
dragen Person”. Og saa føjede jeg ham da.

Enken flød i Taarer, da jeg igen stillede hos hende;
hun kaldte mig for et stakkels forvildet Lam og en hel
Del mere, som hun dog ikke mente noget ondt med.
Saa blev jeg igen puttet i de fine Klæder, hvori jeg
ikke kunde andet end bare svede og svede, saa utilpas
følte jeg mig i dem. Nu gik det igen i den gamle
Lirumlarum. Naar Enkens Maaltids-Klokke tonede,
maatte jeg være der paa Pletten. Var man saa lykkelig
bænket ved Bordet, kunde man ikke en Gang straks
fare løs; man maatte, Gud hjælpe mig, vente, indtil
Enken med Hovedet dukket andægtigt ned mellem
Skuldrene fik mumlet et eller andet. Men det var dog
ikke noget om Maden, nej, den var i og for sig upaa-
klagelig, kun stødte det mig, at hver Ting var tilberedt
for sig; jeg havde hellere set, at Suppe, Kød og Gemyse
havde været lavet sammen i en Vælling. Det holder
jeg meget mere af, for saa faar man da en god Mund-
fuld Sauce, der hjælper til at faa alt til at glide glat
ned. Naa, det er imidlertid en ren Smagsag!

Efter Maaltiderne fik hun saa listet en Bog frem og
læste for mig om Moses og Profeterne og jeg straa-
lede af Glæde over at høre om alt det, der skete med

7

den stakkels lille Fyr. Men saa slap det pludselig ud
af hende, at de allesammen havde været døde og be-
gravet i mange Herrens Tider. Naa, det skuffede mig
og jeg var færdig med ham, - hvad vedkommer døde
og begravede Mennesker mig, maa jeg spørge om? De
interesserer i hvert Fald ikke mig! -

Saa fik jeg engang saadan Lyst til at ryge og spurgte
Enken, om jeg ikke nok maatte. Jo Tak! Der kom
jeg godt op at køre! Hun fortalte, at det passede sig
slet ikke; det maatte jeg ikke tænke paa; det var en
afskyelig Vane og tilmed noget Griseri. Ja, saadan er
Menneskene nu engang! De snakker om Ting, som de
intet Begreb har om. Der sidder det Kvindemenneske og
piner mig med Moses, som er hende aldeles uvedkom-
mende, som hun ikke engang er den mindste Smule i
Familie med, og som der ikke længere er det ringeste
at stille op med, hvorimod hun glat væk forbyder mig
al Rygning, som dog ikke er nogen ilde Skik. Naa,
selv brugte hun Snus, men det er naturligvis en Selv-
følgelighed og ikke nogen Fejl, eftersom det var noget,
hun selv gjorde.

Enkens Søster, Miss Watson, en temmelig indtørret
Pebermø, der nylig var flyttet sammen med hende,
gjorde nu, bevæbnet med en Lærebog, et Udfald mod
mig. En Timestid maatte jeg holde hende Stangen, og
derpaa afløste Enken med sin Moses hende; jeg var saa
at sige stadig som et vist Dyr mellem to haarde Negle.
Længe kunde det naturligvis ikke gaa paa denne Maade
og der indtraadte saa heldigvis en Smule Pavse. Men
saa kedede jeg mig paa den anden Side ganske frygteligt
og følte mig helt urolig. Straks var Miss Watson der
med at rette: „Sid dog stille med Fødderne, Huckle-
berry,” eller „Lad dog være med at krumme Ryggen
saadan, Du bliver jo helt puklet, Huckleberry, hold Dig
dog lige!” Og saa lidt efter: „Sid nu dog ikke der og

8

stræk Dig saadan, Huckleberry, og lad være med den
Gaben som om Du skulde sluge Alverden, kan Du da
aldrig lære ordentlige Manerer?” Og saadan smældede
hun, til jeg blev helt tummelumsk i Hovedet.

Saa remsede hun op om et Sted, hvor uartige Børn
kom hen, og jeg svarede, at jeg kun ønskede, jeg alle-
rede var der. Ved det Svar blev hun helt rasende og
fløj op; naa, saa slemt havde jeg nu heller ikke ment
det, jeg vilde kun gærne bort fra hende, et eller andet
Sted hen, ligemeget hvor, jeg er overhovedet ikke meget
kræsen af mig i den Retning. Men hun blev ved med
at skælde og sagde, at jeg var en uvorn Unge, at jeg
kunde sige saadan noget. Ikke for aldrig det, kunde hun
have faaet saadanne Ord over sine Læber; hendes Liv
og hendes Tale skulde altid være saaledes, at hun engang
med Glæde kunde sige Verden Farvel og drage ind i
Himlen. Nu fandt jeg slet ingen Tillokkelse i at træffe
sammen med hende paa det Sted, og jeg besluttede
mig til at gøre mit Bedste for, at et saadant Møde ikke
skulde finde Sted. Men jeg sagde ikke noget; saa var
det bare blevet til endnu mere Kævleri til ingen Ver-
dens Nytte.

Men da hun nu engang var ved Himmelen, „de Lyk-
saliges Opholdssted” som hun sagde, proppede hun mig
rigeligt med alt, hvad hun vidste derom. Det eneste
man der havde at tage sig til, var at drive rundt hele
Dagen med en Harpe, slaa paa dens Strenge og evig og
altid synge dertil. Det var jeg nu egentlig ikke slikken
efter, men jeg tav og spurgte kun, om hun mente, at
min Ven Tom Sawyer ogsaa vilde komme derhen, hvad
hun bestemt benægtede Muligheden af. Hendes Svar
glædede mig meget, for Tom og jeg skulde jo helst
kunne blive sammen, hvor det saa maatte være.

Miss Watson blev ved med at prædike og det var
intet Under, at jeg til sidst følte mig helt ynkelig til

9

Mode. Saa kom Negrene ind, der blev holdt Andagt,
indtil vi omsider blev sendt til Sengs. Jeg ogsaa. Jeg
stormede op til mit Kammer med min lille Lysestump,
som jeg stillede paa Bordet. Saa satte jeg mig paa en
Stol ved Vinduet og forsøgte paa at komme til at tænke
paa noget morsomt. Men det var ingen Nytte til. Jeg
følte mig bare saa alene, at jeg kunde ønske, jeg var
død og borte.

Stjernerne glinsede og lynede og Vinden raslede saa
uhyggeligt med Bladene paa Træerne. I det Fjærne
lød en Ugles Skrig, der jo varsler om Død, og saa hørte
jeg en Hunds ynkelige Tuden, der som bekendt for-
kynder, at nogen kæmper den sidste Strid, og ogsaa
Blæsten, forekom det mig, hylede nu og da paa saadan
en underlig Maade, at der for Gysninger gennem Krop-
pen paa mig, medens den kolde Sved sprang frem paa
min Pande. Pludselig forekom det mig, at der overalt
derude i Nattens Mørke færdedes stakkels, ulykkelige
Aander, som ikke fandt nogen Ro i Graven, men maatte
svæve ud, hylende, klagende og tænderskærende. Jeg
følte Hede og Kulde paa samme Tid og jeg vilde have
givet alt, hvad det skulde være, for at have et menneske-
ligt Væsen hos mig.

En Edderkop krøb paa min venstre Skulder; jeg
knibsede den bort og lige ind i Flammen, hvor den
brændte, før jeg kunde redde den. Ethvert Barn ved
nu, at dette Varsel betyder noget Ondt, og mine Knæ
rystede, da jeg nu begyndte at krænge Tøjet af mig.
Jeg drejede mig tre Gange rundt i Sengen og slog mig
hver Gang paa Brystet; saa tog jeg en Ende Traad og
bandt dermed en lille Tot Haar sammen for saaledes at
holde alle onde Aander paa Afstand; men jeg havde
for Resten ikke synderlig Tiltro til dette Middel. Det
kan være godt nok, naar man har kastet en funden Heste-
sko bort i Stedet for at sømme den op over Døren, eller

10

i det hele taget i lignende ubetydelige Tilfælde; men
naar man har været saa uheldig at slaa en Edderkop
ihjel, saa ved jeg i Grunden ikke, hvad man skal stille
op for at afværge Ulykker.

Rystende satte jeg mig paa Sengekanten og tændte
min Pibe for saaledes at berolige mit Sind. Der var
Stilhed i hele Huset og Enken var vel langt borte i
Drømmenes Rige. Saaledes sad jeg meget længe. Langt
borte fra rungede tolv Slag, og saa var alt stille igen, ja
mere stille end før. Pludselig hørte jeg nogen Lyd nede
fra Haven mellem Træerne; der var noget, som raslede
og en Gren blev knækket. Jeg sad stille som en Mus,
med tilbageholdt Aandedræt, og lyttede. Igen var der
noget som puslede og samtidig hørte jeg, ganske svagt
som en Henaanden, et „Miau!” - Klagende og langtruk-
kent lød det: „Miau, miau!” Og lige saa klagende,
lige saa tyst svarede jeg: „Miau, miau!” Saa sprang jeg
hurtig i mine Klæder, slukkede Lyset og krøb gennem.
Vinduet ud paa et Halvtag. Derfra lod jeg mig glide
ned paa Jorden, krøb paa alle fire ind i Skyggen af
Træerne og der stod ganske rigtig selveste Tom Sawyer,
min gamle Ven, og ventede paa mig.

ANDET KAPITEL.

Paa Taaspidserne listede vi ned ad den lille Havesti,
som under Træere fører til Udkanten af Enkens Have;
hele Tiden maatte vi dukke Hovedet for ikke at tumle
mod Grenene. Lige som vi vilde forbi Køkkendøren
skulde det jo træffe sig, at jeg snubler over en Trærod
og falder, hvorved jeg gør nogen Støj. Nu galdt det om
at blive liggende stille og holde Aandedrættet tilbage.
Miss Watsons Neger sad paa Dørtrinet; vi kunde rigtig

11

godt se ham; fordi Lyset netop stod lige bag ved. Han
sprang op, strakte Hovedet fremad, lyttede et Øjeblik
og raabte saa:

„Hvem der?”

Saa lyttede han igen og sneg sig saa paa Taaspidserne
frem; nu stod han lige midt mellem os, jeg kunde have
rørt ved ham, om jeg havde villet. Han stod op og vi
laa ned tavse som Mus og saaledes gik Minut efter
Minut. Min ene Fod begyndte desværre at klø og jeg
turde ikke klø igen. Saa kløede det paa mit Øre, saa
paa Ryggen, midt mellem Skuldrene, det var til at blive
vanvittig over! Hvor kan det dog være, at det altid
skal klø, naar man ikke tør eller kan klø igen? Det
Spørgsmaal har jeg senere grundet svært over. Enten
naar man er sammen med fine Folk, eller ved en Be-
gravelse, eller naar ens Lærer spørger En om noget,
eller naar man skal vise sig andægtig, kort sagt, naar
man befinder sig i en saadan Situation, at man umuligt
kan eller tør gribe ind, saa skal man først rigtig føle
Kløe paa hundrede forskellige Steder. Endelig mum-
lede Jim:

„Hej da, hvem der? Jeg la' mig hugge død, mig
rigtig høre no'et! Men Jim ikke være saa dum! Jim
sidde her og vente!”

Og saa plantede han sig paa Jorden lige midt imel-
lem mig og Tom, lænede Ryggen mod en Træstamme
og strakte Benene ud, saa at han næsten berørte mig.
Nu begyndte min pinefulde Kløe igen. Først kløede
min Næse saa jeg fik Taarer i Øjnene, derefter kløede
det over hele min stakkels Krop, saa jeg ikke begreb,
hvorledes jeg skulde holde mig i Stilhed. Fem, seks
Minutter varede denne Elendighed; de forekom mig som
Timer. Jeg havde faaet Tal paa elleve forskellige Steder,
hvor jeg følte Kløe. Ligesom jeg tænkte: „Nu gaar

12

det ikke længere!” begyndte Jim at aande dybt og hør-
ligt, saa snorkede han - og jeg var reddet.

Tom gav mig et Tegn, han knipsede sagte med Læ-
berne, og vi krøb afsted igen. Da vi havde fjærnet os
omtrent ti Fod standsede Tom og fløjtede til mig; han
syntes, det kunde være morsomt, hvis vi bandt Jim fast
til Træet. Nej, sagde jeg, det vilde jeg ikke være med
til; Jim kunde vaagne, lave Spektakler - og saa vilde
man opdage, at jeg ikke laa i min Seng. Men Tom for-
sikrede, at han ikke havde Lys nok og derfor vilde tage
et Par Stykker med fra Køkkenet. Af Angst for Jim
vilde jeg heller ikke tillade det; men Enden blev dog, at
vi listede ind i Køkkenet og fandt Lysene; Jim var
saa elskelig at lægge fem Cent paa Bordet som Beta-
ling for dem. Jeg svedte ligefrem af Angst for at naa
godt afsted igen, men Tom kunde ikke holde sig i Skin-
det, han krøb tilbage til Jim for at spille et Puds med
ham. Jeg ventede saa i Mørket og Tiden faldt mig
meget lang; alt var saa uhyggelig stille omkring mig.

Endelig kom Tom og nu spændte vi hen ad Stien
og klatrede op ad Bakkens stejle Side bag Huset. Tom
fortalte, at han havde bundet Jim med et Reb til Træet
og hængt hans Hat op paa en Gren; under det hele
havde Fyren sovet videre uden at røre paa sig. Siden
hen bildte Jim sig ind, at der havde været Hekse paa
Spil, som havde redet ham langt omkring i Landet,
hvorpaa de igen havde bragt ham tilbage, og som Tegn
paa, at der havde været „Hekseri” paa Færde, havde
de bundet ham til Træet og hængt hans Hat paa en
Gren. Da Jim næste Gang foredrag sin Historie, havde
Heksene redet ham til New Orleans, og saadan udvi-
dedes Rejsen, hver Gang han gentog sin Hændelse; til
sidst havde han været helt rundt om Jorden og hans
Ryg havde om Morgenen været ligefrem mørbanket.
Jim følte sig voldsom stolt over denne Begivenhed og

13

saa med endnu mere Hovmod end tidligere ned paa
de andre Negre. Langvejs fra kom der Negre for at
lytte til Jims Fortælling. Dette skaffede ham en vold-
som Anseelse blandt Omegnens Negre og de fremmede
Gæster gloede paa Jim som paa en Søslange. I Skum-
ringen, naar Negre samles om Skorstensilden, samtaler
de gerne om saadan noget som Hekse; men saa snart
en eller anden havde faaet udkrammet sin Visdom og
Jim kom til, udbrød han overlegent: „Herregud! Hvad
vide Jer egentlig om Hekse!” hvorefter hver og en af
Negrene med Beskæmmelse tav stille. Altid bar Jim
det omtalte Fem-Cents-Stykke om Halsen i en Snor,
det var, paastod han, en Amulet, som Djævelen egenhæn-
dig havde skænket ham med den Bemærkning, at Jim
med den kunde helbrede enhver og fremtrylle saa mange
Hekse, som han vilde, naar han samtidig fremsagde en
bestemt Trylleformular. Og dette bidrog ikke mindst til
at hæve Jims Berømmelse.

Da Tom og jeg naaede op paa Bakkekammen, kunde
vi kigge lige ned i Byen, hvor der endnu udstraalede
lidt Lys paa tre-fire Steder, sandsynligvis fra Sygevæ-
relser. Ovenover os tindrede Stjernerne, saa det var
helt fornøjeligt, og hist nede løb den brede Flod lydløst
gennem sit Leje. Vi skyndte os saa ned ad Bakkens
modsate Side og her traf vi Joe Harper og Ben Rogers
og endnu et Par Drenge, som ventede paa os. Vi løs-
nede en Baad og roede ned ad Floden til det Sted,
hvor den dybe Indskæring ved Bredden er. Der lagde
vi til.

Vi kravlede op i et tæt Buskads og her lod Tom os
alle sværge paa, at vi ikke vilde forraade Hemmelig-
heden, og saa viste han os Hulen, som var et Hul ind i
Bjærgskrænten. Vi tændte Lysene og krøb alle paa
Hænder og Fødder ind. Saaledes gik det omtrent 200
Meter gennem en snæver Gang, indtil Hulen udvidede

14

sig her. Tom famlede rundt paa Hulens Vægge og for-
svandt pludselig bag en Klippeblok, hvor ingen havde
haft nogen Anelse om, at der kunde være en Aabning.
Vi fulgte ham gennem en smal Gang til vi naaede en
Hvælving, der kunde ligne et Værelse, kun var der
noget koldt og fugtigt og Luften var noget klam. Her
slog vi os saa ned.

Tom holdt nu en smuk Tale og udtalte højtideligt:

„Her paa denne Plet vil vi saa stifte en Røverbande.
hvis Navn skal være „Tom Sawyers Bande” Enhver,
som indtræder i den, skal sværge Eden og skrive sit
Navn med Blod!”

Alle erklærede vi os beredt til det og Tom trak et
Ark Papir frem, hvorpaa han havde nedskrevet en gru-
fuld Ed, som han læste højt for os. Der stod, at enhver
skulde forpligte sig til at blive i Banden og maatte al-
drig, under Dødsstraf, røbe dens Hemmeligheder; hvis
nogensinde en eller anden forulemper en af Bandens
Medlemmer, maatte den, som blev udvalgt dertil, over-
tage Udførelsen af Blodhævnen, og den paagældende
maatte forpligte sig til hverken at unde sig Føde eller
Hvile, før han havde dræbt Fornærmeren og hele hans
Familie og ridset et blodigt Kors paa Ofrenes Bryst,
hvilket skulde være Bandens hemmelige Tegn. Ingen
andre maatte benytte dette Tegn, og hvis nogen alligevel
gjorde det, skulde han straffes, første Gang med en
Bøde, i Gentagelsestilfælde skulde han simpelthen dræ-
bes. Men, saafremt noget Medlem af Banden forraadte
dens Hemmeligheder, da skulde hans Hals overskæres,
hans Legeme brændes og dets Aske udstrøes for alle
Vinde, tillige skulde hans Navn paa Listen overstreges
med Blod; ingen maatte da under Straf nævne hans
Navn og han selv skulde være overladt til evig For-
glemmelse.

Vi syntes allesammen, at denne Edsformular var

15

ganske udmærket, og spurgte Tom, om han virkelig gan-
ske alene havde lavet den ud af Hovedet. Ja, svarede
han, det meste af den; enkelte Ting havde han ganske
vist plukket sammen fra gamle Piratfortællinger og Røver-
romaner; men forøvrigt havde enhver anstændig Bande
en saadan Ed.

Nu indvendte en, at man skulde dog ogsaa dræbe
Familien til det Medlem, der maatte forraade Hemmelig-
heden, og ikke nøjes med ham selv. Tom fandt denne
Idé god og tog en Blyant, hvormed han rettede det for-
nødne i Edsformularen.

Saa bemærkede Ben Rogers:

„Ja, hør engang, det er nu altsammen godt! Men nu
han der” - og han pegede paa mig - „han har jo ikke
Spor af Familie - hvem skal vi i saa Tilfælde dræbe?”

„Han har dog vel en Fader!” svarede Tom Sawyer.

„Det er meget rigtigt, men hvor skal vi faa fat i ham?
Tidligere flød han ofte drukken om i Rendestenen, men
i det sidste Aarstid har ingen set ham her omkring!”

Nu drøftede de Sagen frem og tilbage og var lige ved
at udstøde mig af Banden. De holdt paa, at enhver
maatte have en eller anden, der kunde dræbes, det var
ikke mere end ret og billigt, at dette skulde være ens
for alle. Saaledes sad de og raadslog og jeg var lige
ved at græde, saa skamfuld følte jeg mig. Da faldt
pludselig min Tanke paa Miss Watson og jeg tilbød hende
som Drabsoffer.

Forslaget syntes de alle om og raabte:

„Det er godt! Hende kan vi bruge! Huck er aner-
kendt som Medlem!”

Saa fik vi fat paa en Naal og stak os allesammen i
Fingeren for at faa Blod, hvorpaa vi underskrev vore
Navne med vort „Hjærteblod”, som Tom sagde.

„Naa”, udbrød nu Ben Rogers, „lad os saa tale lidt
om, hvad; Banden især skal lægge sig efter!”

16

”Foreløbig”, svarede Tom, „skal den indskrænke sig
til Røveri, Mord og Drab!”

„Men hvad skal vi røve? Huse eller Kvæg eller -”

„Vrøvl!” afbrød Tom, „det kalder man Indbrudstyveri
og almindeligt Tyveri, ikke Røveri og Plyndring! Vi
skal rigtignok ikke være Tyve, men rigtige Røvere! Det
er meget ædlere! Landevejsrøvere skal vi være! Vi skal
med Masker for Ansigtet overfalde Postkuske og stoppe
Vogne paa Landevejen, Folkene slaar vi ihjel og tager
deres Penge og Ure!”

„Er det nødvendigt altid at dræbe dern allesammen?”

„Vist saa, det er det nemmeste! Jeg har forresten nok
læst, at nogle bærer sig anderledes ad, men i Alminde-
lighed gør man, som jeg har sagt. Nu og da kan man
naturligvis ogsaa slæbe enkelte ind i Hulen og holde
dem i Fangenskab der, indtil der betales „Løsepenge”!”

„Løsepenge? Hvad er det?”

„Det ved jeg ikke selv saa nøje, men saadan staar der
at læse og saa maa vi rette os derefter!”

„Ha, ha! det kan vi jo ikke, naar vi ikke ved, hvad
det er!”

„For Pokker, vi maa alligevel! Har jeg ikke allerede
fortalt Dig, at saadan har jeg læst? Vil Du nu lave om
paa det, som staar i Bøgerne, saa det bliver Kludderi
det hele?”

„Men saa forstaa mig dog, Tom Sawyer, hvorledes i
al Verden skal vi faa de Fyre til at betale „Løsepenge”,
naar vi ikke ved, hvorledes man skal gøre det? Det
gad jeg nok vidst! Kan Du ikke indse det?”

„Jo - jeg ved ikke, men jeg antager, at naar vi
beholder dem, til der betales disse „Løsepenge” , saa maa
det blive” det samme som at beholde dem, til de er døde!”

„Det er der noget i, det kan man da forstaa, men
hvorfor sagde Du ikke det straks? Naturligvis holder vi
dem i Fangenskab, indtil de „løsepenges” ihjel. Vi faar

17

nu nok en Del Mas med dem, for de æder os jo ud af
Hulen; ikke at tale om, at de vil forsøge paa at slippe
bort!”

„Du taler, som Du har Forstand til Ben. Hvor-
ledes skulde de kunne slippe bort, naar der altid staar
en paa Vagt, som er parat til at skyde dem ned, saa-
snart de krummer en Finger?”

„En Skildvagt - ja den er god! Der skulde altsaa
staa en hele Natten, uden at sove, og passe paa dem!
Nej, det er skrækkelig dumt. Saa maa vi hellere, saa-
snart de kommer herind, tage en Knippel og „løsepenge”
dem ihjel med det samme! Hvorfor skulde vi ikke det?”

„Fordi der ikke staar saadan i mine Bøger! Jeg
spørger Dig nu, Ben Rogers, agter Du at følge Reglerne,
som det sig hør og bør? Jeg tror nok, at de Folk, som
skriver Bøger, ved bedre Besked om den Ting end Du
ved! Tror Du virkelig, at Du skulde kunne lære dem
noget? Nej, lille Ven! Og derfor vil vi „løsepenge” de
Fyre netop saaledes, som de gør det i Bøgerne og ikke
en Smule anderledes.”

„Ja, jeg er lige glad, men jeg siger kun, at det er
græsselig dumt. Sig mig, skal vi ogsaa dræbe Kvin-
derne?”

„Ben Rogers, hvis jeg var saa enfoldig som Du er,
vilde jeg rigtignok hellere holde min Mund i! Myrde
Damer! Har Du nogensinde hørt eller læst om saadan
noget? Nej, dem slæber man ind i Hulen og man op-
træder saa høfligt og hensynsfuldt overfor dem, som det
paa nogen Maade er muligt. Efter en Tids Forløb ender
det med, at de bliver saa forelsket i os, at de slet ikke
vil forlade Hulen igen.”

„Ja, det forstaar jeg saa godt! Men jeg for min Part
siger Tak. Paa den Maade vil vi snart faa hele Hulen
saa smækfuld af Kvinder og Løsepenge-Mænd, at der
til Slut ikke bliver Plads for Røverne selv til at være

Huck Finns Hændelser 2

18

her. Jeg kan allerede se det! Men gør Du nu kun,
som Du selv vil. Tom, jeg skal ikke sige et Ord mere!”

Den lille Tommy Barnes var under Samtalen falden
i Søvn, og da de vækkede ham, blev han bange og
græd og vilde hjem til sin Moder og slet ikke mere være
Røver.

De drillede ham saa alle og kaldte ham for et rig-
tigt „Mo'erbarn”; dette gjorde ham blot meget værre
og han raabte op om, at nu vilde han ogsaa fortælle det
hele og forraade alle Hemmelighederne. Men saa gav
Tom ham en Fem-Cent for at han skulde tie stille, og
sagde, at nu vilde vi allesammen gaa hjem. Men i
næste Uge skulde vi saa mødes igen og saa skulde vi
plyndre og myrde et Par Mennesker.

Ben Rogers sagde, at han ikke saa godt kunde faa
fri paa Hverdage; derfor vilde han helst begynde straks
næste Søndag. Men alle de andre indvendte, at det ikke
var rigtigt at bedrive saadan noget paa Helligdage og
derved blev det. De blev enige om, at de skulde mødes
igen saa snart som muligt og saa kunde man bestemme
en passende Dag. Derefter valgte de Tom Sawyer til
Overanfører for Banden og Joe Harper til Næstkom-
manderende, hvorpaa de brød op for at gaa hjem.

Jeg klatrede atter over Halvtaget og krøb derfra ind
paa mit Kammer, netop som Dagen begyndte at grye.
Mine nye Klæder var ganske forfærdelig tilsølede og fulde
af Ler og selv var jeg dødtræt.

TREDJE KAPITEL.

Næste Morgen vankede der en ordentlig Straffepræ-
diken af Miss Watson i Anledning af mit tilsølede Tøj.
Enken derimod skændte slet ikke, men vaskede og bør-

19

stede Leret og Snavset af mine Klæder; og saa saa be-
drøvet ud hele Tiden, at jeg besluttede mig til en Tid
at være rigtig artig - hvis jeg da kunde. Derefter tog
Miss Watson mig med ind i sit Værelse og knælede ned
i Bøn for mig, uden at jeg dog sporede nogen forbedrende
Virkning deraf. Hun foreholdt mig, at jeg hver Dag
skulde bede inderligt; hvad jeg bad om, vilde jeg da
faa opfyldt. Det kan man nu bilde andre ind, men ikke
mig! Jeg forsøgte straks, men hvad blev Resultatet. En-
gang fik jeg en Medesnor, men ingen Krog til den. Og
jeg bad tre eller fire Gange, men der kom stadig ingen
Krog. Saa spurgte jeg Miss Watson, om hun ikke vilde
bede for mig; men hun blev fornærmet og sagde, at jeg
var et Fæhovede. Hvorfor jeg nu var det, sagde hun
ikke noget om, og selv kunde jeg ikke finde Grunden.

En Dag sad jeg længe i Skoven og spekulerede der-
over. Jeg sagde til mig selv: Naar man kan faa ethvert
Ønske opfyldt, som man beder om, hvorfor faar vor
Nabo Winn da ikke de Penge igen, som han tabte forleden
paa sine Svin? Og hvorfor faar Enken ikke den Snus-
tobaksdaase tilbage, der blev stjaalet fra hende? Hvor-
for bliver den vindtørre og magre Miss Watson ikke
saa fed og trind som hun saa gerne vil? Nej, sagde jeg
til mig selv, der er ikke noget om det; det er Luft det
hele! Jeg henvendte mig saa til Enken og fortalte hende,
hvad Resultat jeg var kommen til, og hun gav mig den
Belæring, at (man alene kunde opnaa „aandelige Gaver”
paa den Maade! Da denne Forklaring laa for højt for
mig, søgte hun at udtrykke sig mere tydeligt: jeg skulde-
være skikkelig og god, bistaa andre, hvor jeg kunde,
og aldrig have Tanke for mig selv, men altid kun for
mine Medmennesker. Med „Medmennesker” maatte vel
ogsaa Miss Watson være ment, skulde jeg antage.

Jeg gik atter over i Skoven og eftertænkte Sagen
endnu engang. Men saa kom jeg til det Resultat, at

2*

20

Fordelen derved altid maatte komme mine Medmenne-
sker til Gode og ikke mig selv. Saa lod jeg de Tanker
være og pinte mig ikke længere med det Spørgsmaal.

Undertiden tog Enken mig i Enrum og fortalte mig
om det gode og milde Forsyn, som mente det saa godt
med Menneskene, og i Naade vilde forbarme sig over
mig; mine Tænder kunde helt løbe i Vand, naar jeg
hørte derom, og mine Øjne fyldtes med Taarer. Bag-
efter kom Miss Watson igen og lod sit Forsyn saaledes
lyne og tordne, at jeg med Ængstelse dukkede mig under
den Skylle. Der maatte uden Tvivl være to Forsyn, tænkte
jeg ved mig selv, og en stakkels Fyr som jeg maatte sik-
kert staa mig bedst ved at holde mig til Enkens Forsyn;
under Miss Watsons vilde jeg være fortabt. Saaledes
grundede og grundede jeg, og bestemte mig til at rette
min Bøn til Enkens Forsyn, hvis dette da overhovedet
vilde have noget at bestille med saadan en stakkels, uvi-
dende og ussel Fyr som jeg og ikke hellere foretrak
at være uden Forbindelse med mig.

Min Fader havde jeg nu ikke set noget til et helt
Aar, hvilket kun var en Velgerning for mig; jeg havde
saamænd heller ikke følt nogen Længsel efter Gensynet.
Sædvanligvis gennempryglede han mig, naar han var
ædru og kunde faa Fingre i mig; jeg gemte mig derfor
gærne i Skoven, naar han viste sig i Farvandet. En
Dag fortalte Folk, at man havde fundet min Fader druk-
net i Floden et Stykke nedenfor Byen. Man mente i
hvert Fald, at det maatte være ham. De paastod, at den
Druknede havde samme Størrelse, samme lasede Paa-
klædning og samme lange, uklippede Haar i Nakken
som min Fader; Ansigtstrækkene kunde man derimod
ikke genkende, da han havde ligget saa længe i Vandet.
De begravede saa den Druknede, men desuagtet følte jeg
mig ikke rolig; jeg troede ikke paa „den Gamle”s Død

21

og tænkte, at han nok dukkede frem et eller andet Sted
for at pine og plage mig.

Vi legede nu og da ogsaa Røvere en hel Maanedstid
igennem, men saa gav jeg Afkald paa den For-
nøjelse - og de andre gjorde ligesaa. Vi havde ikke
plyndret et eneste Menneske, heller ikke myrdet nogen,
men kun ladet som vi gjorde det. Vi sprang ud fra
Skoven og jagede bag efter Svinedrivere eller Sælge-
koner, der skød deres Trækvogne med Grøntsager paa
Vej til Torvet, men vi medbragte aldrig noget som helst
til Hulen og heller ikke nogen Moers Sjæl.

Tom Sawyer kaldte det Bras, der laa i Trækvognene,
for „Guldbarrer” og „Ædelstene”, skønt det kun var Rød-
der og Kartofler, og saa trak vi os tilbage til Hulen,
hvor vi tog Munden fuld af Pralerier om, hvad vi hver og
en havde bedrevet, hvormange Kostbarheder vi havde rø-
vet, hvormange Mennesker vi havde dræbt, og talte om
alle de Kors, vi havde ridset i Ofrenes Bryst. Men
lidt efter lidt begyndte dette at forekomme mig noget
kedelig.

En Dag sendte Tom en Dreng i Løb gennem Byens
Gader med en brændende Fyrrestav, en „Budstikke”,
som han kaldte det, i Haanden; det var aftalt Signal
til, at Banden skulde samle sig. Da vi alle var samlet,
meddelte han os, at hans Spejdere havde meddelt ham,
at der den følgende Dag vilde komme en hel Masse
spanske Købmænd og rige Arabere, som vilde slaa Lejr
i „den store Dal” ; de førte med sig to Hundrede Elefan-
ter, seks Hundrede Kameler og over Tusind Lastdyr,
hvad de sidste var for Dyr, vidste han ikke en Gang selv,
men de var allesammen belæssede med Diamanter. Til
deres Bevogtning var der ikke mere end fire Hundrede
Soldater med; derfor burde vi lægge os i „Baghold”,
dræbe hele Styrken og erobre Diamanterne. Han paa-
lagde os at hvæsse vore Klinger, lade Bøsserne, i det

22

hele holde alt i Beredskab til Overfaldet. Naa, han kunde
nu aldrig saa meget som rende bag efter en Roevogn,
uden at Sabler og Bøsser, der dog ikke var andet end
Trælister og Kosteskafter, skulde spille en Rolle med.

For mit Vedkommende troede jeg nu ikke, at vi
kunde hamle op med en saadan Masse Spaniere og Ara-
bere, men jeg havde nok stor Lyst til at se Kamelerne
og Elefanterne paa nært Hold. Jeg indfandt mig der-
for ogsaa den Lørdag og lagde mig i mit „Baghold”

Tom kommanderede og vi braste løs, stormede ud
af Skoven og løb ned ad Bakkeskrænten. Men med
Spaniere, Arabere, Kameler og Elefanter var det den
bare Vind. Kun en Søndagsskole, som bestod af gan-
ske smaa Piger, der var paa Skovtur, havde lejret sig
i Græsset. Vi jog dem op og løb efter de smaa Puds,
men vor Erobring bestod kun i en Krukke Syltetøj og
nogle. Smaakager, foruden at Ben langede ud efter en
Dukke og Joe efter en Salmebog, men da Lærerinden
saa kom, maatte vi kaste det hele fra os og stikke af.

Jeg havde ikke set saa meget Diamant, som kunde
ligge paa min Negl, og det sagde jeg da ogsaa til Tom.
Der havde dog været Masser, svarede han, og ligeledes
baade Arabere, Kameler og alt det andet.

Men hvorfor kunde vi dog ikke faa Øje paa det?
spurgte jeg. Han svarede, at hvis jeg ikke havde været
saa stort et Fæhovede, og hvis jeg havde læst en Bog,
der hed „Domkuisjot” eller saadan noget, saa vilde jeg
vide Besked uden at behøve at spørge saa naivt. Der
havde netop været Hundreder af Soldater og Elefanter
og vidunderlige Skatte, men vore Modstandere stod i
Ledtog med Troldmænd, som for vore Øjne havde for-
vandlet det hele til Søndagsskolens yngste Klasse. Saa
mente jeg, at det var Troldmændene, vi ved Lejlighed
ordentlig burde klapse af; men Tom svarede kun, at
jeg var et slemt Fæ.

23

„Saadan en Troldmand”, vedblev han, „er i Stand
til at kalde en hel Hær af Aander til Hjælp, og de vilde
mase Dig, før Du kunde faa saa meget som sagt Amen.
Aanderne er saa høje som et Træ og saa tykke som et
Kirketaarn.”

„Godt!” svarede jeg, „saa lad os anskaffe os et Par
Aander, der vil hjælpe os; saa skal vi min Sandten nok
bakse de andre.”

„Hvor vilde Du faa fat paa dem?”

„Det véd jeg ikke. Hvorledes bærer de andre sig
da ad?”

„De andre? - aa, det er meget nemt. De gnider
paa en gammel Bliklampe eller paa en Jærnring, og saa
kommer Aanderne straks susende med Torden og Lyn
og i Røg og Damp, og alt, hvad man befaler dem, det
maa de paa Øjeblikket udføre. Det er en smal Sag for
dem at rive et Kirketaarn op af Jorden og kyle det i
Hovedet paa selve Skolelæreren.”

„Ja, men, hvem lystrer de da?”

„Naturligvis den Troldmand, som gnider paa Lampen
eller Ringen, og de maa gøre alt, hvad han befaler. Naar
han siger, at de skal bygge ham et Palads, der er fyrre-
tyve Mil i Længden og helt igennem kun lavet af Dia-
manter og fyldt med Bolscher eller Knaldviskelæder og
saa hente ham Kejseren af Kinas Datter til Kone -
kort sagt - i alt maa de parere Ordre. Og naar man
vil have flyttet Paladset et andet Sted hen, maa de slæbe
rundt med det gennem alle Lande, indtil han finder det
rigtige Sted. Det kan Du rolig tage Gift paa!”

„Men,” indvendte jeg, „hvorfor er de saadan nogle
Fæhoveder, at de gider slæbe rundt med det for andre,
i Stedet for at beholde Paladset for deres egen Mund.
Var det mig, vilde jeg blæse dem et Stykke! Hvem der
havde Lyst, kunde gnide paa saadan en gammel Lampe
eler Jærnring til han blev baade sort og blaa, uden at

24

det skulde falde mig ind at spænde omkring og lade mig
give Betalinger.”

„Hvor Du dog snakker, Huck Finn. Du blev ganske
simpelt nødt til det, hvis Du var en Aand, og en eller
anden gned paa Ringen, - enten Du saa vilde eller
ikke.”

„Aah hvad? lade mig tvinge, naar jeg var saa høj
som et Træ og saa tyk som et Taarn Jo, jeg skulde
nok komme, men der blev ikke noget af at kalde paa
mig en Gang til - det kan Du være sikker paa!”

„Med Dig kan man ikke tale et fornuftigt Ord, Huck
Finn, Du forstaar ingen Ting, Du er et rigtig Tyk-
hoved!”

To eller tre Dage grundede jeg nu paa alt dette, og
saa besluttede jeg mig til at forsøge, om der virkelig var
noget om det. Jeg anskaffede mig en gammel Bliklampe
og en Jærnring, og saa gik jeg ud i Skoven, hvor jeg
gned og gned, indtil jeg stønnede som en Væddeløbs-
hest; jeg vilde saa gerne have et Palads, som jeg kunde
sælge. Men ligemeget hjalp det. Der kom hverken Lyn
eller Torden eller Røg eller Damp og ikke saa meget
som Skyggen af en Aand. Saa gik det op for mig, at
alt dette Vrøvl ikke var andet end en af Toms sædvan-
lige Løgnehistorier. Han troede maaske paa Arabere og
Elefanter, men det var for meget at forlange, at jeg
ogsaa skulde gøre det. Alt det smagte for meget af
Søndagsskolefabler.

FJERDE KAPITEL.

Omtrent et Fjerdingaar forløb, og vi var midt i Vin-
teren. Jeg besøgte flittigt Skolen, kunde bogstavere,
læse og skrive. Min Tabel kunde jeg til seks Gange

25

syv er fem og tredive;*) videre naaede jeg ikke, og selv
om jeg skulde læse paa den i hundrede Aar, vilde jeg
vel næppe naa længere - jeg havde nu en Gang ikke
Anlæg for Mathematik.

I Begyndelsen hadede jeg Skolen, men lidt efter
lidt vænnede jeg mig til den. Naar jeg en enkelt Dag
havde strængt mig særlig an, spillede jeg „Paradis”
den næste, og de Prygl, jeg saa fik, gjorde mig godt og
friskede mig op. Ogsaa vænnede jeg mig lidt efter lidt
til Enkens Levevis og ærgrede mig ikke længere over
alt muligt. Kun faldt det mig noget vanskeligt at bo
i et rigtigt Hus og sove i en Seng, og før det begyndte
at blive koldt, løb jeg mangen Nat op i Skoven og fik
mig hvilet grundigt ud der. Jeg elskede mit tidligere
frie Liv meget mere end det nye - men alligevel be-
gyndte jeg at finde mig lidt mere til Rette med det. En-
ken og jeg kom „langsomt, men sikkert” hinanden i
Møde og var helt tilfredse med hinanden. Ja, hun ind-
rømmede ogsaa, at hun ikke længere behøvede at
skamme sig over mig.

En Dag kom jeg ved Frokosten helt tilfældig til at
støde til Saltkarret og vilde just tage lidt af det spildte
Salt og kaste det over min venstre Skulder for at Uhel-
det ikke skulde bringe mig Ulykke, men saa var Miss
Watson straks over mig:

„Bort med Haanden, Huckleberry,” hvæsede hun,
„er Du nu igen paa Spil?”

Enken vilde lægge et godt Ord ind for mig, men det
kunde ikke afvende Ulykken, det vidste jeg kun alt for
godt. Da jeg rejste mig fra Bordet, følte jeg mig be-
klemt og uhyggelig til Mode. Jeg kunde ikke lade være
med at tænke paa, hvor der vel vilde tilstøde mig noget

• ) Ja, Huck Finn viser ved dette Eksempel, at han ikke var
  

videre dreven i Regnekunsten!

26

slemt, og hvad det vel kunde være. Jeg kendte nok
andre Midler, som er i Stand til at afværge Ulykker, men
de lod sig ikke anvende her; derfor forholdt jeg mig
stille og gjorde ikke noget, men jeg følte mig nedslaaet
og var hele Tiden paa Post overfor dette ubekendte,
der vilde hænde mig.

Jeg gik ned gennem Haven og klatrede over det høje
Plankeværk. Om Natten var der faldet nogen Sne, og
jeg opdagede Fodspor i den nyfaldne Sne. De førte
lige fra Stenbruddet herhen og man kunde forstaa, at
Vedkommende havde travet rundt ved Plankeværket.
I selve Haven opdagede jeg ikke noget, og det fik mig
til at studse. Hvem havde drevet om derude? Jeg
bøjede mig ned for nærmere at se paa Fodsporene, og
først da saa jeg noget, som var mig bekendt, og jeg
vidste straks, hvad Klokken var slaaet. I det venstre
Fodspors Hæl opdagede jeg nu et mig vel kendt Kors-
aftryk af tykke Søm, saaledes som det bruges for at
holde onde Aander borte.

I samme Øjeblik var jeg oppe og pilede afsted ned
over Højen. Af og til skelede jeg anelsesfuldt tilbage
over Skulderen, men opdagede intet mistænkeligt. Med
Lynets Hast løb jeg til Dommeren Mr. Thatcher, der
modtog mig med de Ord:

„Men Dreng dog, hvor Du stønner. Er det dine
Rentepenge, det drejer sig om?”

„Nej,” svarede jeg, „skal jeg nu igen have nogle?”

„Ja, i Gaar Aftes er der tilsendt mig et halvt Aars
Rente, over 150 Dollars. Det er jo en hel lille For-
mue for Dig, min Dreng. Men maaske jeg hellere
skulde sætte dem ved Kapitalen; naar Du selv har dem,
klatter Du dem bare bort.”

„Nej,” svarede jeg, „jeg bryder mig slet ikke om dem,
hverken om Renterne eller de seks Tusind. Blot De
selv vilde beholde dem; jeg vil forære Dem det hele.”

27

Han saa forundret paa mig og syntes ikke at for-
staa mig. Saa udbrød han:

„Hvad - hvad mener Du dermed, min Dreng?”

Saa svarer jeg: „Spørg mig ikke ud om noget, Hr.
Dommer, men tag dem allesammen; det vil De jo nok?”

„Jeg forstaar Dig ikke, Dreng, hvad er der paa
Færde med Dig?”

„Jeg beder Dem om at tage Pengene og ikke Spørge
mig videre ud - saa bliver jeg ogsaa fri for at lyve for
Dem!”

Han tænkte sig lidt om og udbrød bud:

„Godt, jeg tror, jeg forstaar Dig. Du ønsker at
overdrage mig, sælge din Formue til mig, - ikke for-
ære mig den. Det er det, der ligger Dig paa Sinde,
ikke sandt?”

Uden videre skrev han saa et Par Linier paa et
Stykke Papir, læste dem en Gang igennem og udbrød
saa:

„Se her! Det er en Overdragelse og deri staar,
at jeg har afkøbt Dig din Formue og betalt Dig dens
Værdi. Der har Du en Dollars. Underskriv saa!”

Jeg skrev under og gik saa bort med tunge Skridt.

Hen mod Aften opsøgte jeg Miss Watsons Neger
Jim. Han havde en Haarbold, saa stor som en knyt-
tet Næve; den var en Gang skaaret ud af en Okses
fjerde Mave. Ved Hjælp af den var han i Stand til at
forudsige Begivenheder. Der var en Aand inde i den,
det vidste alle.

Saa fortalte jeg ham, at min Fader ganske rigtig be-
fandt sig i Egnen; jeg havde fundet hans Fodspor i
Sneen. Hvad jeg ønskede at vide var, hvad den Gamle
førte i sit Skjold og hvor længe han vilde blive her.
Jim tog sin Haarbold, mumlede noget til den, løftede
den op i Vejret og kastede den saa paa Jorden. Den
faldt med et Plump og rullede næppe en Tomme fra

28

Stedet. Jim gjorde det om igen et Par Gange, og den
faldt paa samme Maade. Saa knælede Jim ned og lagde
Øret lyttende til Kuglen, men den vilde ikke fortælle
noget. Mange Gange, sagde han, vilde den ikke uden
”den fik Penge. Jeg tilbød ham saa en gammel, falsk
Sølvmønt, hvor det gule Messing overalt stak igennem,
og tillige var den saa fedtet og klæbrig at føle paa, saa
ingen kunde antage den som ægte. Om min Dollar tav
jeg naturligvis stille; et falskt Pengestykke var saa-
mænd god nok til saadan en gammel Kugle. Jim tog
Mønten, gned paa den og bed i den og lovede saa at
mage det saaledes, at Haarbolden ikke kunde mærke
dens Uægthed. Han vilde tage en raa Kartoffel og stikke
Mønten ind i den og lade den lige saadan Natten over;
den næste Morgen vilde man ikke kunne opdage noget
Messing, ligesom man ikke kunde føle dens Fedtethed;
saa vilde intet Menneske, og da langt mindre Kuglen,
tro, at den var uægte. Jeg vidste nu nok Besked med,
hvorledes man behandler en uægte Mønt for at kunne
give den ud med Held, men i Øjeblikket havde jeg ikke
tænkt over det.

Jim puttede altsaa nu Pengestykket ind under Bol-
den og lagde atter Øret til den. Jo, sagde han, nu
er alt i Orden, og Kuglen vil rigtig fortælle! „Saa pas
paa!” svarede jeg.

Og saa talte Kuglen til Jim, og Jim fortalte videre
til mig:

„Din gamle Fader ikke endnu rigtig véd, hvad gøre.
Han vil blive og ikke blive. Du være rolig, Huck, ikke
blande Dig i, hvad den Gamle foretager. Der være to
Engle omkring ham. Den ene være hvid og den anden
sort. Vil den Hvide denne gode Vej, komme den Sorte
og sige Nej, denne Vej! Stakkels Jim kunne ikke sige,
om det blive sort eller hvidt med ham. For Dig alt
blive godt. Megen Sorg har Du i Livet og megen Glæde

29

ogsaa. Der kommer Sygdom og Ulykke og saa Sund-
hed og Lykke. Dine Engler være to Pige, en lys og en
brun, en rig og en fattig. Først gifte Du den fattige og
saa den rige! Du ikke gaa til Vand, ellers Du plumpe i
og hel drukne! Du høre stakkels Jim, Huck, Du ikke
glemme, hvad han fortalte!”

Dette lovede jeg da ogsaa højt og helligt. Da jeg
saa om Aftenen havde faaet tændt mit Lys og med dette
i Haanden traadte ind i mit Værelse. - saa jeg ganske
rigtig min Gamle i fuld Legemsudgave!

FEMTE KAPITEL.

Jeg havde altid næret en vis Frygt overfor ham;
han havde nemlig stadig garvet mit Skind eftertrykke-
ligt. Men i dette Øjeblik mærkede jeg, at der var fore-
gaaet ligesom en Forandring med ham. Det vil sige,
først snappede jeg lidt efter Vejret - det faldt mig jo
for Brystet saa pludselig at staa overfor ham; men saa
strammede jeg mig sammen og traadte nærmere.

Han var nu næsten de halvtreds Aar og bar ikke sin
Alder videre smukt. Hans Haar var langt og hængte i
indfiltrede Tjavser ned over Ansigtet, saa at hans Øjne
forstak sig ligesom bag nedhængende Ranker. Endnu
var det dog helt sort, kun med en Smule graa Stænk
imellem, hans lange fedtede Kindskæg ligeledes. Hans
Ansigt var farveløst, hvor man da kunde skimte Huden,
snarest var det hvidt; man kom helt til at gyse ved at
se paa det - det mindede nærmest i Farven om en lidt
overhængt Kalvemave som man ser dem i Slagterforret-
ningerne. Hvad hans Klædedragt angik, saa var det
kun Pjalter, ikke andet. Sin højre Fod havde han ka-
stet op paa det venstre Knæ, og hans Støvle gabede saa

30

meget i Snuden, at to-tre Tæer, som han fingererede
ved, kom til Syne. Hans Hat, et gammelt, forrevet
Filtlaag, havde han kylet paa Gulvet.

Jeg gloede paa ham. Han sad med Stolen lidt til-
bagevippet mod Væggen og stirrede paa mig igen. En-
delig fik jeg sat Lyset fra mig og opdagede samtidig, at
Vinduet stod aabent; den Gamle havde altsaa gjort sin
Entré over Halvtaget. Ja - det forbistrede Tag! Jeg
følte ligefrem, hvorledes den Gamle fulgte mig med
Øjnene. Endelig udbrød han:

„Det er svært, hvor Du er blevet fin i Tøjet! Du
bilder Dig vel ogsaa noget storartet ind, hva? Du tror,
Du er en Herre?”

„Det véd jeg ikke,” svarede jeg.

„Ka Du gi' mig et ordentlig Svar, forstaar Du?”
brølte han. „Du har nok ordentlig faaet Nykker i Hove-
det, siden vi to sidst saas. Men det skal jeg pille ud
af Dig, det lader jeg Dig blot vide! Og saa gaar Du
nok i Skole, har jeg hørt. Du læser og skriver. Du
tror maaske, at Du er bedre end din Fader, hva', din
Rakkerunge? Det skal jeg snart kurere Dig for! Hvem
har for Resten ellers givet Dig Lov til at gaa i Skole,
hvem, spør' jeg?”

„Det har Enken!”

„Du siger Enken, hva'? Men hvem monstro har
givet Enken Lov til at stikke sin Snude i Sager, som
aldeles ikke kommer hende ved, hvem, spør' jeg?”

„Ingen!”

„Godt, hende ska jeg nok tale et Ord med! Og Du,
din infame Bengel, Du har ikke længere noget med
denne herre Skole at skaffe, forstaar Du? Jeg skal
nok lade de Folk vide, hvad det skal betyde, at sætte
en saadan Slubbert de Griller i Hovedet, at han er bedre
end sin Fader! La' mig blot se Dig gaa til Skole, saa
ska' der vanke! Din Moder kunde hverken læse eller

31

skrive, saalænge hun levede, ingen i vor Familie kan
det, jeg selv heller ikke, og saa kommer saadan en Løm-
mel og vil være bedre end alle os andre og vil blære
sig deraf. Det taaler jeg ikke, forstaar Du? Naa -
la' mig saa en Gang høre, hvad Du ka' læse?”

Jeg tog en Bog og begyndte paa noget om General
Washington og om Frihedskrigen. Et lille Minut hørte
han til, men saa slog han til Bogen, saa den klaskede
over mod Væggen, og udbrød:

„Jo Slubberten kan skam læse! Jeg havde ellers
troet, at det var Pral. Men vent kun, jeg skal nok faa
de Griller pillet væk; det skal jeg sætte en Stopper
for, forstaar Du? Jeg skal passe paa, og hvis jeg ser
Dig gaa i Skole, min fine Herre, saa skal jeg fugtle Dig
til Du kan høre Englene fløjte i Himlen! Maaske Du
ogsaa skulde til at læse Religion! Fy for Pokker, sikk'en
Søn!”

Han rev et Par gule og blaa Billeder, der forestil-
lede en Dreng med nogle Køer, ned fra Væggen og
spurgte:

„Hvad er saa dette?”

„De Billeder har jeg faaet, naar jeg har kunnet mine
Lektier i Skolen.

Han flængede dem i Stumper og Stykker og raabte:

„Vent kun! Jeg skal give Dig noget, der er bedre;
jeg skal male et Billede med de samme Kulører paa dine
Rygstykker!”

Derefter sad han en Stund og mumlede og brummede
noget i Skægget. Endelig begyndte han paany:

„At man skal opleve saadan noget! Det kalder jeg
rigtignok en net Kavaller! Seng har han ogsaa, og
Sengklæder! Og Tæppe paa Gulvet! Og hans egen
Fader maa sove i en Svinestald eller hvor han kan
luske sig til det! Og det skal kaldes en Søn? Men vent,
som jeg siger Dig, de Nykker skal jeg pille Dig ud af

32

Hovedet. Dig skal jeg gøre kort Proces med, din
Rakkerunge! Og saa fortæller Folk, at Du har Penge!
Hvordan er det med det?”

„Folk lyver - det er der ikke noget om!”

„Hør nu, Dreng! Du husker vel paa, at Du taler
med din Fader; se Dig lidt for, min Taalmodighed er
det snart Slut med! Nu har jeg været i Byen i to
Dage og overalt har jeg hørt Tale om, at Du er rig;
det var allerede rygtedes langt ned ad Floden, saa
noget maa der jo være om det! Det er derfor, at jeg
er kommet. I Morgen skaffer Du mig Fingre i dine
Penge! Jeg vil ha'e dem!”

„Jeg ejer ingen Penge!”

„Du lyver! Dommeren har sat dem ud for Dig,
og Du skaffer mig dem her - jeg har sagt Dig, at
jeg vil ha' dem!”

„]eg ejer ingen Penge! Du kan jo selv spørge Dom-
meren, saa faar Du da Besked!”

„Ja, Du ka' tro, jeg skal spørge ham derom og
han ska' nok komme til at punge ud enten han vil eller
ikke. Hvormange har Du hos Dig? Frem med dem!”

„Jeg har kun en Dollar og den skulde jeg gærne
bruge til -”

„Det er ganske ligegyldigt, hvad Du skal bruge den
til. Op med den, naa skynd Dig!”

Han fik den saa og bed i den for at prøve, om
den var ægte. Saa sagde han, at han vilde gaa ned
i Byen for at faa noget Whisky; hele Dagen, sagde
han, havde han været tør paa Tungen, skønt han lug-
tede som et Brændevinsudsalg. Saa klatrede han ud
gennem Vinduet paa Halvtaget, men stak straks efter
Hovedet ind igen og bandede endnu engang over mine
Nykker og over, at jeg vilde være bedre end han. Da
jeg omsider troede, at han var vel borte, viste han sig

33

paany og erindrede mig om Skolen og de læsterlige
Prygl, der vilde vanke, hvis jeg mere lod mig se der.

Den næste Dag var han fuld og gik til Dommeren.
Men denne vilde ikke ud med Pengene og sluttelig
truede han med Proces, da han ingen Vegne kunde
komme med ham.

Dommeren og Enken ønskede nu, at jeg skulde
unddrages fra den Gamles Fadermyndighed, og at en
af dem skulde indsættes som min Formynder. Det
havde virkelig ogsaa været det fornuftigste, der var at
gøre. Men der var nu en ny Bydommer, som ikke per-
sonlig kendte mit faderlige Ophav, og hans uforgribe-
lige Mening var, at det var urigtigt at skille Slægtninge
fra hinanden; han vilde ikke paatage sig det Ansvar
at tage et Barn fra dets Fader. Derefter maatte den
gamle Dommer og Enken lade Sagen bero og lade
det gaa, som det kunde.

Dette var netop Vand paa min Faders Mølle og det
gik ham rigtig til Hovedet. Han erklærede, at han vilde
mørbanke mig, til jeg blev sort og blaa, hvis jeg ikke
straks skaffede ham Penge. Saa løb jeg til Dommer
Thatcher og laante tre Dollars af mine egne Penge.
Den Gamle fik dem, hvorefter han drak sig fuld, og
lavede saadanne Gadespektakler, at han blev anholdt
og puttet ind i Brummen i otte Dage. Dette havde ikke
Nyhedens Interesse for ham, men generede ham heller
ikke synderligt. Men selv om Politiet var Herre over
ham, saa havde han dog Herredømmet og Ejendoms-
retten over sin Søn, mente han, og det skulde han nok
lade hele Byen og sin Hr. Søn vide. Han skulde nok
holde sig skadesløs hos ham!

Da den Gamle havde udstaaet sin Straf, erklærede
den ny Dommer, at han vilde gøre et „nyt Menneske”
ud af ham. Den Gamle tog han med hjem til Familien.
gav ham rene, ordentlige Klæder, beholdt ham baade

Huck Finn Hændelser. 3

34

til Frokost, Middag og Aften og sluttede saa at sige
Venskab med ham. Efter Aftensbordet holdt de An-
dagt med ham og talte saa inderligt til ham om Afholden-
hedens Velsignelse, at den Gamle tilsidst stak i at
græde og erklærede, at han hele sit Liv havde været en
uværdig Person, der havde handlet slet overfor sig selv
og andre. Men nu vilde han vende om og begynde et
nyt Liv og blive en Mand, som intet Menneske i Ver-
den behøvede at se ned paa, naar blot Dommeren vilde
støtte ham og ikke se med Foragt paa ham. Denne
faldt ham om Halsen ved disse smukke Ord og græd
af Rørelse og hans Kone stemte i med. Min Gamle
forsikrede saa, at han i hele sit Liv var bleven miskendt
af Verden; alt, hvad et saadant ulykkeligt Menneske
i Grunden behøvede for at blive reddet var kun lidt
Medfølelse. Og heri gav Dommeren ham Medhold,
hvorefter de alle græd sammen igen. Da det var Tid at
gaa til Ro, rejste min syndsbekendende Fader sig og
udtalte:

„Se her paa denne Haand, tag den kun og ryst den
inderligt. Den har engang tilhørt et Svin; men nu skal
det blive anderledes. Nu tilhører den en Mand, som
har paabegyndt et helt nyt Liv og hellere vil gaa i
Døden end falde tilbage til sit gamle, slette Levned.
Jeg beder Dem huske disse Ord, og at det var mig,
som udtalte dem. Nu er det en ren og ærlig Haand,
modtag mit Haandtryk og frygt ikke for at give mig
det igen!”

Dommeren, hans Kone og alle Børnene trykkede
ham nu i Haanden, og Fru Dommeren kyssede den
endda. Saa skulde han skrive under paa et højtideligt
Løfte - det gjorde han ogsaa, idet han kradsede tre
Kryds paa Papiret. Dommeren gjorde en Bemærkning
om, at denne Dag havde været den lykkeligste i hans

35

Liv og saa førte de i Triumf min Gamle til det aller-
bedste Gæsteværelse.

Men i Nattens Løb følte han sig forfærdelig tørstig.
Medens alle sov, krøb han ud af Vinduet til Altanen
og lod sig derefter glide ned ad en Tagrende. I Byen
byttede han sin nye Frakke bort mod en stor Flaske
Fuselbrændevin og bevæbnet med denne klatrede han
atter op til sin varme Rede, hvor han paa sin ejendomme-
lige Maade fejrede sin Syndomvendelse. Ud paa Mor-
genstunden vilde han igen forlade sit Værelse paa samme
Maade, men da han i Mellemtiden var blevet noget
dinglevorn, faldt han ned fra Taget og brækkede Armen
paa to forskellige Steder; han kunde ikke flytte sig ud
af Pletten og blev et Par Timer senere fundet halvt
ihjelfrossen i Sneen. Man skaffede ham den fornødne
Pleje paa Sygehuset, hvor jeg nu vidste ham godt gemt
i hvert Fald i nogle Uger. Men Dommeren maatte
foranstalte en Slags ligefrem Oversvømmelse i sit
Gæsteværelse, før der atter kunde være Tale om at
tage det i Brug.

For den nye Dommer blev min Gamles „Omvendel-
seshistorie” et saarbart Punkt. Han erklærede ved
Lejlighed, at Folk kun kunde omvendes saa det forslog
noget ved Hjælp af et Skud Krudt, han kendte ihvert
Fald ikke andre probate Midler. Og jeg tror, at man
maa give Manden Ret heri.

SJETTE KAPITEL.

Det varede imidlertid ikke længe, før den Gamle
var lappet sammen og paa ny gjorde Omegnen usikker.
Han gik til Dommer Thatcher og truede ham paany
med Proces, da han ikke vilde ud med Pengene, og
3*

36

han fik den ogsaa paabegyndt. Derpaa skred han ind
overfor mig, fordi jeg trodsede hans Forbud og besøgte
Skolen. Han fik ogsaa et Par Gange fat paa mig og
saa vankede der en dygtig Overhaling; men jeg fort-
satte alligevel med at gaa derhen, idet det som oftest
lykkedes mig at narre ham ved en List eller at løbe fra
ham. Tidligere havde jeg just ikke betragtet Skole-
besøget som en Fornøjelse, men nu fandt jeg det ganske
morsomt, fordi det ærgrede min Gamle saa frygteligt.

Med Processen om Pengenes Udlevering gik det.
kun ganske smaat fremad, man syntes at være faldet i
Søvn over den. Saa laante jeg af og til to eller tre
Dollars af min gamle Dommer og med disse købte jeg
mig fri for Prygl, som var lovet mig. Saasnart han
havde faaet Pengene i Lommen, anskaffede han sig en
frygtelig „Bjørn”, og saa ofte som han gik rundt i denne
lavede han Optøjer paa Gaden og blev spærret inde.
Saadan ønskede han at leve, det passede lige for ham!

Men lidt efter lidt gjorde han dog Omegnen af En-
kens Hus altfor usikker. Hun havde et Par Gange
givet ham Advarsler og truet med at tilkalde Hjælp
fra Naboerne, men lige meget hjalp det. Han blev
kun rasende og fortalte, at han nok skulde vise, hvem
der raadede over Huck Finn! Saa fik han en smuk
Foraarsdag, da jeg mindst anede noget Ondt, Fingre
i mig og slæbte af med mig til Floden og roede mig
i en Baad over til Illinois-Kysten, hvor Skoven var
tættest. Derefter bragte han mig til et gammelt Blok-
hus, som sikkert ingen vilde være i Stand til at finde,
hvis de da ikke nøjagtig kendte dets Beliggenhed.

Her maatte jeg stadig blive i hans Nærhed og fik
ikke den mindste Lejlighed til at stikke fra ham. Vi
boede i dette gamle Bjælkehus og om Natten laasede
han Dørene og lagde Nøglen under sit Hovede. Han
ejede en gammel Bøsse, som han sandsynligvis havde

37

stjaalet et eller andet Sted. Vi gik paa Jagt og Fiskeri
og levede af vort Bytte. Af og til lukkede han mig
inde og tog ned til Færgestedet, hvor han tiltuskede
sig Snaps for Fisk og vort Jagtudbytte; saa kom han
hjem og drak sig fuld; da var han fornøjet og jeg fik
en Omgang Prygl. Imidlertid havde Enken faaet op-
snuset, hvor den Gamle havde bragt mig hen, og hun
sendte en Mand ud, der skulde befri mig for mit Fangen-
skab. Men min Fader drev ham nemt paa Flugt med
sin Bøsse. Snart havde jeg vænnet mig til dette Liv,
der i Grunden tiltalte mig; kun Pryglene kunde jeg ikke
rigtig faa Smag for.

Der var jo en vis Behagelighed ved at ligge og drive
og dovne af Hjærtenslyst der inde i Skoven, eller ryge
og fiske, og saa lade Bøger og Lærere være det, de er.
Saaledes hengik der to-tre Maaneder; mit Tøj var nu
kun snavsede Laser og jeg kunde ikke længere faa i mit
Hovede, hvorledes jeg dog havde kunnet holde Livet ud
hos Enken, hvor man stadig skulde vaske sine Hæn-
der, altid spise af Tallerken, rede Haaret pænt og gaa
i Seng og staa op til bestemte Tider, - ikke at tale om,
at man evig og altid skulde plages med Lektier, medens
man maatte høre paa Miss Watsons Skænderier og For-
maninger. Jeg vilde slet ikke tilbage til det tvungne
Liv! Hos Enken havde jeg vænnet mig af med at
bruge Eder, fordi hun ikke kunde lide at høre saadanne,
men nu bandede jeg om Kap med den Gamle. Alt i
alt befandt jeg mig rigtig godt derude i Skoven.

Men efterhaanden fik den Gamle altfor stor Færdig-
hed i at bruge sin Stok; jeg var fuld af Strimer paa
Kroppen og Buler i Hovedet. Og saa tog han ogsaa
oftere bort og lukkede mig inden Døre. En Gang
udeblev han næsten i tre Dage. Det var en skrækkelig
Ensomhed for mig; jeg troede allerede, at han var
druknet, og at jeg saa maatte omkomme her af Hunger.

38

Vinduerne var saa smaa Huller, at ikke engang en Hund
kunde smyge sig igennem dem, Skorstenspiben var for
snæver til at jeg kunde krybe ud den Vej og Dørene var
af tykke Egeplanker. Den Gamle sørgede omhyggeligt
for, at der ikke fandtes en Kniv eller andet Redskab
til at skære eller brække ud med, naar han fjærnede
sig. Hvor ofte havde jeg ikke allerede tidligere støvet
hele Huset igennem fra øverst til nederst uden at opdage
et saadant Apparat. Men en Dag, jeg atter var alene
indespærret, fandt jeg oppe bag en Tagbjælke, helt inde
i en Revne, en gammel, rusten Sav. Hvor blev jeg dog
glad! Hurtig fik jeg den godt indsmurt og saa tog jeg fat!

I det Hjørne, hvor vort Bord stod, var et Stykke af
et gammelt Hestedækken spigret fast langs Bræddevæ-
gen, for at ikke Blæsten skulde slukke Lyset, naar vi
havde det staaende tændt paa Bordet. Dette Dækken
løsnede jeg ved det ene Hjørne og begyndte paa at save
et Hul i Bræddevæggen bag ved, stort nok til at jeg
kunde slippe ud gennem det. Det var rigtignok et be-
sværligt Stykke Arbejde, men jeg var dog næsten kom-
met til Ende med det, da jeg hørte Knaldet af min Fa-
ders Bøsse derude etstedsi Skoven. Nu gjaldt det om
at skynde sig. Jeg fik Savsmuldet skaffet bort, spig-
rede Dækket for Hullet og gemte Saven. Næppe havde
jeg alt i Orden, før den Gamle ganske rigtig stavrede
ind ad Døren.

Han var i daarligt Humør - havde altsaa ikke faaet
noget at drikke - og fortalte, at han havde været inde
i Byen, hvor alt gik helt forkert. Sagføreren havde
sagt, at Processen uden Tvivl kunde vindes, naar den
blot blev optaget til Doms. Men der var stadig et og
andet, som bevirkede, at der maatte gives Udsættelse,
og Dommer Thatcher fandt hele Tiden paa noget nyt i
saa Henseende. Saa gik der ogsaa Tale om, at der
atter skulde rejses Spørgsmaal om at fjærne mig fra

39

den Gamle og at indsætte Enken til min Formynder, og
saa vilde Sagens Udfald sandsynligvis gaa ham imod nu,
da den nye Dommer havde gjort hans personlige Be-
kendtskab. Disse Efterretninger var et haardt Stød
for mig, thi jeg vilde ikke paa nogen Maade tilbage til
Enken, saaledes som hun gjorde alt muligt overfor mig,
baade med Hensyn til Paaklædning og Manerer, for at
skabe „en velopdragen Person” ud af mig. Saa tog
den Gamle fat paa at bande alle og enhver, som han
kendte, og da han var færdig dermed, tog han fat
paany, af Frygt for at have glemt nogen, og endelig
rundede han den hele Remse af med en saftfuld Ed
over Verden i al Almindelighed.

Enken skulde blot engang til vove paa at sende nogen
ud for at faa Ram paa mig; han kendte et Sted, der laa
seks-syv Mil inde i Skoven; der vilde han putte mig
hen - og saa kunde de gærne lede efter mig, til de
allesammen maatte stylte omkring paa Krykker uden
dog at finde mig. Jeg blev ogsaa bange et Øjeblik,
men saa kom jeg i Tanke om, at jeg til den Tid næppe
var ved Haanden, saa jeg kunde gøre ham den Fornøj-
else at flytte.

Han var nu blevet roligere og befalede mig at gaa
med for at losse Baaden. Der var en Sæk Mel paa
et halvt hundrede Pund, en Flæskeside, Ammunition
og et mægtigt Anker Brændevin, en gammel Bog og et
Par Aviser til Forladning og endelig et Stykke Reb.
Jeg pakkede Tingene sammen og bragte dem i Land.
Saa satte jeg mig i Baaden for engang alvorligt at
tænke over min Stilling.

Jeg ansaa det for bedst at løbe ind Skoven med
Bøssen og et Par Medestænger og skjule mig der. I
Løbet af Natten vilde jeg saa vandre videre bort, saa
vilde jeg jage og fiske for at faa Føden, men stadig

40

søge at komme længere og længere bort, saa hver-
ken den Gamle eller Enken kunde finde mig igen.

I Nattens Løb vilde jeg fuldende mit Udbrydnings-
arbejde, saasnart den Gamle var fuld og faldet i Søvn.
Dette kunde jeg sikkert regne med, naar jeg betragtede
det Forraad af Brændevin, han havde forsynet sig med.
Jeg var saa dybt inde i Uddybningen af min Plan, at
jeg glemte alt omkring mig, indtil den Gamle traadte ud
af Hytten og raabte til mig, om jeg var faldet i Søvn
eller hvad der ellers var i Vejen med mig.

Jeg bragte nu Tingene ind i Huset og imidlertid faldt
Mørket paa. Medens jeg kogte Aftensmaden, fik den
Gamle sig nogle store Dramme og var derved kommet
i Humør. Sin sidste Rus havde han erhvervet sig i
Byen, hvor han om Natten havde flydt i Rendestenene.
Hvor saa han dog ogsaa ud! Man skulde tro, han var
lavet af Jord som Adam, saa tilsølet var han af Ler og
Slam. Naar Snapsene gjorde ham livlig, beskæftigede
han sig næsten altid med Politik og med Regeringen.
Denne Gang maatte den taale en saadan Overhaling:

„Og det ska være en Regering, ret beset er den ikke
en Sysling værd! Der kommer de stikkende med Lov
og vil tage en Søn bort fra hans gamle Fader, hans
eneste Søn, som han har opdraget med Møje, Angst og Nød
og svære Ofre. Ja, og det tilmed paa et Tidspunkt, da
Sønnen lykkeligvis er blevet bragt saa vidt frem, at han
selv kan fortjene noget og ogsaa kan være noget over-
for sin arme, gamle Fader - ja saa kommer de med
deres Lov og vil tage ham bort. Og det skal naturlig-
vis kaldes en Regering, man kan have Respekt overfor!
Ikke nok med det! Nej, langtfra! Der gives ogsaa en
Lov, som denne Skurk af Dommer Thatcher kan søge
i Skjul bagved, naar han ikke vil ud med mine Penge
- mine egne Penge! Ja, saadan er Loven! De tvinger
med den en Mand, der er sine seks Tusind Dollars eller

41

maaske mere værd, til at krybe ind i saadant et Hul
som dette her, og nøder ham; til i Stedet for Klæder at
gaa i Laser, som et Svin vilde skamme sig ved - jo
det er rigtignok en nydelig, velvis Regering! Man kan
slet ikke faa sine Rettigheder! Jeg kunde fristes til at
tage alle Stumperne paa Ryggen og helt forlade et saa-
dant Land! Det har jeg ogsaa rentud ladet Dommer
Thatcher vide, saa alle, der vilde, kunde høre det, det
var mig ligemeget hvem der hørte det og enhver kan
fortælle mine Ord videre, om han vil det. For en sølle
To-Cent, sa' jeg, forlader jeg dette forbandede Land og
sætter aldrig mine Fødder her mere. Det er nu sagt
og jeg staar ved mit Ord! Se paa min Hat - sa' jeg
- hvis man da kan kalde den Bør her, som mangler
noget af Pullen og ellers er en Fedtklump, en Hat, se
saadan en Tingest lader Regeringen i dette velsignede
Land en Mand løbe rundt med, som kunde være Byens
rigeste Borger, naar han blot kunde komme til sin Ret -
ja, sikk'en Regering vi har!”

Og saadan gik det nu løs, stadig væk i samme Tone-
art. Under denne Ophidselse travede den Gamle frem og
tilbage og lagde ikke saa nøje Mærke til, hvorledes hans
vaklevorne Stænger teede sig; han faldt da ogsaa til-
sidst over den lille Tønde med saltet Flæsk og stødte
sig over Skinnebenene. Men saa skulde man have hørt
hvor han tog paa Veje! Hele Verdenen, Regeringen og
i Særdeleshed Tønden fik rigtignok sin Bekomst. Ikke
engang jeg selv havde før hørt Magen til Mund, han
brugte! Han sprang først rundt paa det ene Ben og
saa paa det andet, idet han med Haanden gned paa de
ømme Steder; men saa langede han et ordentligt Spark
ud mod den uskyldige Tønde, som var Aarsag til, at han
faldt. Uden at tænke derover, sparkede han med den
Fod, hvor Tæerne kiggede frem fra Støvlesnuden. Det
Brøl, der saa lød, fik Haarene til at rejse sig paa mit

42

Hoved - kladask! der laa han paa Gulvet og vaandede
sig, hylte af Smerte og fremstammede hele det Udvalg af
frygtelige Eder, som stod til hans Raadighed. -

Efter Aftensmaden kom Whiskydunken paa Bordet.
Den Gamle kælede for den og oplyste, at der endnu var
nok i den til to sædvanlige „Bjørne” og en „Delirium
tremens” - det var saadan et Udtryk, han af og til
brugte; det var vistnok meget vittigt, for han grinte
selv deraf, da han nævnte Udtrykket, som jeg ikke
havde Forstand paa. I Løbet af en Timestid vilde han
have fyldt sig saaledes, kunde jeg regne ud, at jeg enten
kunde se mit Snit til ubemærket at tage Dørnøglen eller
ogsaa faa Væggen savet helt igennem. Han drak og
drak og faldt da ogsaa omsider om paa sine Tæpper,
men Lykken stod mig ikke bi. Han sov ikke nogen
dyb Søvn, men kastede sig urolig fra den ene til den
anden Side. Efterhaanden blev jeg selv saa søvnig, at
jeg ikke længere kunde holde Øjnene aabne, og før jeg
selv vidste det, var jeg faldet i Søvn, medens Lyset
stod og brændte.

Hvorlænge jeg saa har sovet, ved jeg ikke; men
pludselig blev jeg vækket ved et frygteligt Vræl og jeg
fløj op. Den Gamle stod nu midt paa Gulvet; han fæg-
tede om sig med en Kniv og brølte op om nogle Slan-
ger. De krøb op ad hans Ben, vrælte han og sprang
som vanvittig, slingrende omkring, nu havde de bidt
ham, jamrede han; men jeg saa og saa og kunde ikke
opdage en eneste Slange.

Nu løb han som afsindig rundt i en Kreds og raabte:
„Tag dem dog bort, skynd Dig! de bider mig jo i
Halsen!” Endnu havde jeg aldrig set noget Menneske
med saa vilde Øjne som dem, han satte op. Pludselig
fægtede han med Armene i Luften og det hurtigere og
hurtigere, medens han stødte alt tilside, som krydsede
hans Vej og hele Tiden brølte han: Djævelen er efter

43

mig! Ogsaa det fik en Ende, han kastede sig ned og
laa en Stund og stønnede stille. Efterhaanden blev han
roligere og gav ikke længere nogen Lyd fra sig. Jeg
kunde høre Ugler og Ulve udenfor i Skoven; saa blev
alt tyst som Graven. Den Gamle laa der ovre i den
anden Ende af Rummet. Men saa rejste han sig plud-
selig halvt op, lagde Hovedet lidt paa Siden og lyttede
spændt.

Sagte hviskede han:

„Trav, trav - nu kommer de Døde ridende!
Trav, trav - de vil hente mig. Jeg vil ikke med dem
- nej - der er de - lad mig dog have Ro - rør ikke
ved mig, eller - væk med Haanden, si'er jeg -
puh, hvor koldt - af Vejen eller jeg ska - aa, lad
mig stakkels Djævel dog i Fred!”

Nu krøb han rundt paa alle fire og bønfaldt de
Døde om at lade ham være i Fred; omsider viklede
han sig helt ind i sit gamle Tæppe og lod sig rulle ind
under Bordet, medens han stadig tryglede om at maatte
slippe fri. Saa begyndte han at græde; man kunde høre
det under Tæppet.

Lidt efter kylede han Tæppet fra sig, sprang op og
Øjnene lynede vildt. Han fik Kig paa mig og jagede
efter mig gennem hele Huset; han raabte, at jeg var
Dødens Engel, at han vilde fange og dræbe mig, saa
jeg ikke mere kunde gøre ham Fortræd. Jeg græd og
bad for mit Liv, jeg var jo kun den lille Huck; men
han skoggerlo og brølte og bandede og satte hele Tiden
efter mig. Engang gjorde jeg pludselig omkring for at
overraske ham og slippe bort under hans Arm. Men
ved denne Lejlighed fik han fat i min Jakkekrave, og jeg
tænkte allerede, at min sidste Time var kommen, men
behændig som en Kat smøgede jeg ud af Jakken og
reddede mig paa den Maade. Heldigvis var han nu ble-
ven for udmattet til at fortsætte den vilde Jagt; han

44

satte sig med Ryggen op ad Døren og sagde, han vilde
tage sig et Øjebliks Hvile, men saa vilde han dræbe mig.
Kniven lagde han under sig, idet han mumlede noget
om „at sove og samle nye Kræfter for saa at vise, hvem
der er den stærkeste.”

Saaledes slumrede han dog snart ind. Efter en lille
Tids Forløb stod jeg saa lydløst som muligt op paa en
gammel Stol og fik Bøssen hentet ned fra Væggen. Jeg
trak Ladestokken ud og stødte den i Løbet for at over-
bevise mig om, at den var ladt. Saa anbragte jeg Bøs-
sen over Flæsketønden med Mundingen lige hen mod
den Gamle, krøb selv bagved og afventede saaledes
sikret det Øjeblik, da han vilde vaagne op. Hvor lang-
somt og uhyggeligt Tiden dog gik for mig den Nat! -

SYVENDE KAPITEL.

„Vil Du nu se til at komme op! Hvad har Du
der for?”

Jeg aabnede Øjnene og saa mig forvirret og søvn-
drukken omkring; jeg søgte straks forgæves at gen-
kalde alt i Erindringen. Jeg maatte have sovet meget
fast; det var allerede høj, lys Dag. Fader stod foran
mig; han saa noget gnaven ud, som om han ikke befandt
sig rigtig vel og spurgte:

„Hvad har Du haft for med Bøssen?”

Jeg opfattede straks, at han slet intet huskede om
sine natlige Bedrifter. Saa svarede jeg:

„Der var nogen, som vistnok vilde trænge herind i
Nat, derfor lagde jeg Geværet i Anlægsstilling!”

„Men hvorfor vækkede Du mig da ikke!”

„Det prøvede jeg ogsaa paa, men jeg kunde ikke
faa Dig vaagen.”

45

„Det er godt! Stram Dig sammen og vrøvl nu ikke
saa meget! Gaa hen og se efter om der skulde være en
Fisk til vor Frokost paa Medekrogen. Jeg kommer
straks selv derned!”

Han lukkede Døren op og jeg løb ned til vor Flod-
bred. Jeg saa Tømmer og Grene flyde forbi i Vandet
og vidste saa, at det stod i Begreb med at stige. Naar
Floden stiger, indtræffer der en god Tid for Byen. Saa
kommer der ofte drivende store Tømmerstykker, mange
Gange hele Træstammer, ja undertiden fem-seks Styk-
ker paa en Gang og ofte endnu mere. Byfolkene behø-
ver saa kun at fiske dem op og sælge dem til Tømmer-
pladserne eller Savmøllerne. Det var altid en indbrin-
gende Forretning.

Jeg drev hen langs Bredden for at se efter, om
Vandet førte noget med sig, idet jeg stadig med det ene
Øje passede paa den Gamle og med det andet lurede
efter, om der viste sig noget. Pludselig fik jeg da vir-
kelig Øje paa en lille Baad, der kom drivende; det
var en net lille Indretning, tolv til fjorten Fod lang, og
saa gled den fremad saa stolt som en Svane. Uden Be-
tænkning sprang jeg lige paa Pletten i Vandet som en
Frø og styrede hen mod Baaden. Jeg var dog forberedt
paa, at der maaske kunde ligge en eller anden paa Bun-
den af den, som saa vilde tage sig et billigt Grin over
mine forgæves Bjærgningsanstrængelser; jeg vidste nok,
at Folk mange Gange paa denne Tid, naar Floden steg,
blev narret saaledes. Denne Gang viste det sig imidler-
tid virkelig at være en tom Baad, jeg svang mig op i den
og læmpede den ind til Kysten. Den Gamle vil blive
glad, tænkte jeg, naar han ser den, for den er da mindst
ti Dollars værd. Men da jeg naaede ind til Land var den
Gamle endnu ikke i Sigte.

Pludselig fik jeg saa en ny Idé. Jeg gemte Baaden
inde i et lille lndhug, helt skjult mellem Sivene og

46

Buske. Jeg vilde selv beholde den, tænkte jeg, og saa
vilde jeg, i Stedet for at vandre gennem Skoven, ro ned
ad Floden og søge mig et skjult Sted ved Bredden, hvor
jeg kunde slaa Lejr. Saa behøvede jeg ikke at stikke
af til Fods og slide paa mine Ben. Da jeg befandt mig
temmelig nær ved vort Blokhus, kunde jeg hvert Øje-
blik vente at blive overrasket af den Gamle, men jeg
fik dog Baaden godt gemt.

Da jeg var færdig dermed og kigede frem bag et
gammelt Piletræ - fik jeg Øje paa ham. Der stod han
henne med Geværet ved Kinden og løsnede lige et Skud
mod et eller andet i Luften.

Han havde altsaa ikke lugtet Lunten!

Da han kom nærmere, var jeg naturligvis ivrig i Lag
med Snørerne. Han skændte og brummede lidt, fordi
jeg var saa langsom i Vendingen, men jeg fortalte ham,
at jeg var faldet i Vandet under Arbejdet; derfor havde
det varet saa længe. For Resten var jeg belavet paa at
stikke ham den ud, for jeg tænkte nok, at han vilde
opdage mine vaade Klæder og spørge mig ud derom.
Vi havde fem Havkatte paa Medekrogene og gik meget
tilfredse hjem med dem.

Efter Frokosten lagde vi os begge til at sove; vi var
noget trætte ovenpaa de natlige Forlystelser. Før jeg
sov ind, kom jeg i Tanker om, at det vilde være langt
sikrere for mig, om jeg helt kunde afværge, at den
Gamle og Enken optog en Forfølgelse af mig, i Stedet
for at lade det bero paa Tilfældigheder, om jeg kunde
faa et tilstrækkeligt stort Forspring. Godt er godt, men
bedre er jo bedre! Til Begyndelse kunde jeg slet ikke
komme paa nogen Udvej hertil. Men pludselig hæ-
vede den Gamle sin Overkrop og lod nok et Maal Vand
løbe ned til de andre, han allerede havde drukket, og
saa udbrød han:

„Hvis nogen igen skulde snuse omkring Huset, saa

47

maa Du ruske i mig, til jeg vaagner, hører Du? Han har
ikke noget godt i Sinde, men jeg skal nok brænde ham
paa Pelsen! Altsaa, Du har at vække mig!”

Saa lagde han sig ned og døsede hen.

Men hans Ord havde just givet mig den Tanke, som
jeg søgte; og nu vidste jeg, hvad jeg vilde arrangere
for at undgaa enhver Forfølgelse.

Henimod Klokken tolv var vi igen paa Benene og gik
langs med Floden. Vandet steg temmelig hastigt og førte
en Mængde Tømmer med sig. Ogsaa en løsreven Flaade
drev forbi, eller da i hvert Fald en Del af en saadan,
omtrent ni sammenbundne Træstammer; vi gik i vor
Baad og fik dem halet til Land. Men saa skulde vi spise
til Middag. Enhver anden vilde have ventet ved Flod-
bredden og holdt Udkig med, hvad der videre kunde
indtræffe; men saadan var den Gamle ikke til Sinds.

Ni Træstammer var nok til at faa en Rus for. Han
vilde straks bringe dem til Byen og omsætte dem i
klingende Mønt. Han lukkede altsaa mig inde, satte sig
i Baaden, gjorde Tømmerfangsten fast til den og roede
bort. Klokken var den Gang halv tre - jeg kunde
være rolig for, at han ikke vilde komme tilbage i Nat.
Jeg Ventede ikke længere end, til jeg antog, at han var
udenfor Hørevidde, saa havde jeg min Sav fremme og
kunde fortsætte Arbejdet fra den foregaaende Dag. Før
den Gamle havde naaet over til den modsatte Flodbred.
var jeg lykkelig naaet ud af det næsten for snævre Hul
og kunde netop endnu se ham som et sort Punkt der-
ude paa Floden med sin Bad og Tømmerhaaden.

Jeg slæbte saa Melsækken ud til min lille Baad,
bøjede Grene og Siv bort og gjorde den klar. Saa hen-
tede jeg en Flæskeside og Whiskyankeret. Jeg tog
hele Beholdningen af Kaffe, Sukker og Ammunition,
Vandspanden, min rustne Sav, to Tæpper og en Kedel
foruden endel andre Smaating. Saa tog jeg Fiskefangst-

48

redskaberne og Svovlstikkerne; kort sagt, jeg tog alt
med, som lod sig bære bort og var blot det ringeste
værd. Jeg raserede hele Huset. En Økse vilde jeg
ogsaa gærne have haft med, men der var kun den, som
laa derude paa Huggeblokken, - og jeg vidste nok,
hvorfor jeg lod den ligge. Tilsidst tog jeg Bøssen ned
fra Væggen og var saa færdig med den Del af Arbejdet.

Ved at slæbe alle disse Ting ud gennem Hullet var
jeg kommen til at trampe Jorden temmelig fast uden-
for det. Saa godt det lod sig gøre, gik jeg i Gang med
at give det sit tidligere Udseende, idet jeg strøede løs
Jord paa, hvorved Savsmuldet ogsaa blev dækket. Det
Bjælkestykke, jeg havde udsavet, passede jeg nøjagtig
ind i Hullet igen og lagde et Par Sten op imod det for
at holde det paa dets Plads. Naar man stod to-tre
Skridt derfra og ikke vidste bedre Besked, kunde man
ikke ane, at det havde været løsnet. Desuden var det
paa Bagsiden af Huset, hvor den Gamle sjælden kom
hen.

Fra Huset ned til det Sted, hvor Baaden laa, gik
Vejen gennem Græs; her var mine Spor ikke til at
opdage, det var jeg rolig for. Jeg stillede mig ved Bred-
den og spejdede ud over Floden. Alt roligt!

Saa tog jeg Bøssen og gik et Stykke ind i Skoven
for at skyde et Par Fugle, men fik saa Øje paa et vildt
Svin; naar et Svin først engang er brudt ud hos en Far-
mer, bliver det altid ved med at være vild. Jeg skød
Fyren og slæbte den hen til Hytten.

Nu hentede jeg Øksen og huggede løs paa Døren
saa Splinterne Høj mig om Ørene. Derefter slæbte
jeg Svinet hen til Bordet, skar med Økseæggen et Hul
i dets Hals og lod den ligge paa Jorden til Forblødning.
Paa den faststampede Lermasse, hvoraf Hyttens Gulv
var lavet, samlede der sig saaledes en fæl Blodpøl. Der-
efter tog jeg en gammel Sæk og fyldte en Del Sten i

49

den, sølede lidt om med den i Blodpølen og slæbte
den saa ud gennem Døren og ned til Flodbredden, hvor
jeg kylede den i Vandet. Den havde da efterladt sig
et bredt, blodigt Spor, som selv en Blind maatte kunne
finde. Hvor jeg dog ønskede, at Tom Sawyer havde væ-
ret til Stede; han vilde nemt have fundet paa noget,
som kunde kaste et romantisk Skær over alt dette; saa-
dan noget var han ligefrem storartet til!

Endelig rev jeg lidt Haar af mit Hoved, dyppede
Øksebladet i Blod og klæbede Haarene fast i det -
saa kastede jeg „Mordredskabet” hen i en Krog. Der-
efter pressede jeg Saaret i Svinets Hals godt til, saa der
ikke længere kunde dryppe Blod fra det, slæbte det
ned til Stranden og lod det plumpe i Floden.

Men da fik jeg endnu en god lde!

Jeg tog hurtig Melsækken og Saven med mig tilbage
til Huset; her ridsede jeg med Saven et lille Huli
Sækken - jeg havde nemlig hverken Kniv eller Gaffel;
den Gamle spiste altid alene ved Hjælp af sin Lomme-
kniv. Derpaa slæbte jeg Sækken et Par Hundrede Me-
ter gennem Græsset og Engen hen til en lille, østlig for
Huset beliggende Sø, som var fuld af Siv, - og af
Ænder, naar den Tid var. Ved Søens anden Side løb
der en Sti ind i Skovtykningen; hvor den egentlig førte
hen, vidste jeg ikke, men den gik da i hvert Fald i mod-
sat Retning af Floden. Melet dryssede ganske jævnt
og langsomt ud gennem Ridsen og Sækken efterlod et
lille, hvidt Spor hele Vejen helt ned til Søen. Her efter-
lod jeg den Gamles Slibesten; det skulde se ud, som om
den tilfældig var tabt. Saa bandt jeg Hullet i Sækken til
med en Stump Sejlgarn, tog den paa Nakken, hentede
Saven og gik tilbage til min Baad.

Nu var det næsten blevet helt mørkt; jeg roede
Baaden et Stykke ned ad Floden, hvor jeg bandt den til
en Pilestamme, og vilde vente her under de nedhæn-

Huck Finns Hændelser. 4

50

gende Grene, indtil Maanen kom op paa Himlen. Saa
spiste jeg et Par Mundfulde Mad, tændte min Pibe og
begyndte for Alvor at eftertænke min Rejseplan. Jeg
sagde til mig selv: naturligvis vil de følge det Spor,
som den gamle Sæk har efterladt ned til Floden og der-
efter vil de afsøge Vandet for at finde mit Lig. Og saa
løber de efter Melsporet lige til Søen, og maaske meget
længere gennem Skoven i Slugten paa dens modsatte
Side, for at finde Røvere, der har myrdet mig og plyndret
Huset. Ude i Floden vil de forgæves søge efter mit
Lig, det er jeg forvisset om, og de vil snart blive trætte
af Eftersøgninger og ikke længere gøre sig Bekymringer
for min Skyld. Det er netop saaledes, jeg vil have
det! Jeg kan da opholde mig i Fred, hvor jeg vil! Jack-
son-Øen derovre er god nok til mig; fra tidligere Ud-
flugter kender jeg Here gode Smuthuller og der kommer
aldrig nogen hen. Ved Nattetider kan jeg saa ro over
til Byen og forsøge, om jeg ikke hist og her kan rapse
noget, som jeg særlig har Brug for. Hurra! Jackson-
Øe-n- skal være mit Kongerige. -

Jeg var blevet meget træt af alt det Slæberi og det
første, jeg gjorde, var, at jeg faldt i Søvn! Da jeg igen
vaagnede, vidste jeg ikke straks, hvor jeg var. Jeg
satte mig over Ende og kigede lidt forundret omkring til
alle Sider. Men saa kom jeg jo paa Tanke om det alt
sammen! Floden saa nu saa umaadelig bred ud. Maanen
straalede saa klart, at jeg ligefrem kunde tælle de Træ-
stykker, der som mørke Genstande flød roligt afsted
i en Afstand af hundrede Meter. Alt var saa stille og
tyst, det lod til at være meget sent paa Natten, og Luf-
ten var saa frisk, saa natlig, saa - ja, jeg kan ikke
finde de rette Ord.

Jeg gabede og rakte og strakte mig; saa skulde jeg
lige til at gøre min Baad løs og ro videre, da jeg derude
fra over Vandet blev opmærksom paa nogen Støj. Jeg

51

lyttede. Snart var jeg klar over, hvad det var. En
dump, skurende og regelmæssig Lyd saaledes som den,
Aarerne frembringer ved at bevæge sig i Jærnklam-
merne, trængte gennem den tavse Nat. Jeg spejdede
frem under Pilegrenene og - rigtig nok, det var en
Baad, som gled hen over Vandet. Hvormange der var
i den, kunde jeg ikke se. Den nærmede sig mere og
mere og snart kunde jeg overtyde mig om, at kun en
enkelt Mand sad i den. Hvad? tænkt jeg, det skulde
da vel ikke være den Gamle, skønt jeg ikke havde
ventet ham tilbage i Nat. Strømmen drev Baaden lige
over mod mit Skjulested; Manden drejede saa af og
roede frem gennem Breddens smuldne Vande, saa nær
ved mig, at jeg kunde have berørt ham med Geværet.
Rigtig nok, - der sad virkelig min Gamle og han var
helt ædru, hvad jeg straks kunde slutte mig til af den
Maade, hvorpaa han førte Aarerne.

Nu gjaldt det om ikke spilde Tiden.. I næste Øjeblik
drev jeg lydløst, men dog hastigt ned ad Floden, hele
Tiden i Læ af Breddens Slagskygge. Saaledes bevægede
jeg mig en halv Milsvej fremad, hvorpaa jeg lod min
Baad drive mere ud i Midten af Floden, da jeg vidste.
at jeg maatte være i Nærheden af Færgens Anlægsplads,
hvorfra Folk kunde faa Øje paa mig og opholde mig.
Jeg kom ind i Drivtømmerets Farvand og lod saa Strøm-
men om Resten, idet jeg tændte min Pibe og lagde mig
i Bunden af min Baad.

Saa laa jeg der og røg og stirrede op paa den skyfri
Himmel. Jeg havde ikke anet, at den kunde have et saa
dybt, bundløst Udseende, naar man saaledes i Maaneskin
ligger paa Ryggen og stirrer op mod den! Og hvor
langt man dog i en saadan Nat kan høre Lyde paa
Vandet! Jeg kunde høre Færgefolkenes Samtale inde
fra Land og endog opfatte hvert Ord, de sagde. Den
ene udtalte, at Dagene nu vilde blive længere og Næt-

4*

52

terne kortere. En anden svarede saa, at han ikke
anslog den i Dag til de korteste, hvorpaa de alle lo; han
gentog sin Bemærkning, som han vel har anset som en
god Vittighed, - og de andre lo igen. Derefter ud-
brød en af dem, at nu var Klokken allerede tre, saa
det kunde vel næppe vare en hel Uge til, før det blev
lyst; dette kom der endnu mere Munterhed ud af -
og saa drev min Baad stadig længere og længere bort;
efterhaanden blev Stemmerne utydelige, saa at jeg kun
kunde høre Lyden, men ikke opfatte Ordene; deres
Latterudbrud hørte jeg endnu længere, men saa svandt
ogsaa det bort.

Nu var jeg temmelig langt nedenfor Færgestedet.
Jeg rejste mig op og saa Jackson-Øen forud for mig;
med sin tætte, store Skov hævede den sig stor, mørk
og omfangsrig op fra Havet; den kunde minde om en
mægtig Damper uden Lanterner. Sandbanken, der af-
sluttede dens Pynt, kunde ikke Ses; Vandet stod i Øje-
blikket over den.

Snart var jeg naaet ind. Først drev en stærk Strøm-
ning min Baad forbi Pynten, saa kom jeg ind i roligt
Vand og lagde til Kysten lige over for Illinois. Jeg
gemte min Baad i en lille Vig, som jeg kendte; her laa
den saa skjult bag tæt Pilekrat, at intet Menneske vilde
kunne opdage den ude fra. Hurra, nu var jeg i Sik-
kerhed!

Saa krøb jeg op paa Strandbredden og satte mig
paa Stammen af et væltet Træ; jeg sad og stirrede ud
over den mægtige Flod med det sorte, stille drivende,
Tømmer. Langt, langt derovre laa Byen; paa tre-fire
Steder blinkede der Lys bag Vinduerne ligesom Stjær-
ner. En kæmpemæssig Tømmerflaade dukkede nu frem
med en Lanterne forude. Jeg betragtede den, da den
langsomt kom svømmende forbi. En Mand stod paa den:
„Agter-Aaren, giv Agt! Styrbord stød fra!” Det lød

53

som om han stod ved Siden af mig og dog var han midt
ude i Strømmen.

Paa Himlen tegnede sig de første dæmrende Forlø-
bere for Daggryet og jeg lagde mig for at faa „en lille
en paa Øjet” inden Frokost.

OTTENDE KAPITEL.

Solen stod højt paa Himlen, da jeg vaagnede; Klok-
ken var sikkert allerede otte, om ikke mere endnu. Jeg
hvilede i Græsset under Træernes Skygge og følte mig
saa vel til Mode og tilfreds som Fuglen i sin Rede. So-
len var kun synlig gennem smaa Aabninger mellem
Træernes tætte Løvværk, som ellers indhyllede alt
dunkel Skygge. De faa Solstraaler, som stjal sig gen-
nem Kronerne, dannede ovale Lyspletter paa Skovbun-
den, disse flyttede sig hele Tiden lidt frem og tilbage,
hvoraf man kunde slutte, at der deroppe luftede en sagte
Vind. Et Par Egern sprang muntert fra Gren til Gren
og kigede glade ned til mig.

Jeg følte mig saa doven og godt tilpas, at jeg slet
ikke tænkte paa at rejse mig op og tilberede min Fro-
kost. Tværtimod lukkede jeg igen Øjnene for at døse
hen lidt endnu; men i det samme hørte jeg en noget
ubestemt, dump Lyd; det forekom mig som der fra det
Fjærne paa Floden lød: „Bum-bum”. Jeg rejste mig
halvt op, idet jeg støttede mig paa Albuen og lyttede.
Saa hørte jeg det igen! Men saa sprang jeg op, løb ned
til Kysten og Spejdede gennem Buskene! Ganske rig-
tig, et godt Stykke oppe ad Floden, omtrent ud for Fær-
gestedet, saa jeg en Røgsky drive ud over Vandet. Der
kom ogsaa Færgebaaden tilsyne, helt fuld af Folk. Nu
vidste jeg, hvad der var paa Færde! Bum! lød det og

54

jeg kunde tydelig se en lille Røgsky puste ud fra en af
Skibets Sider. Store Gud! de fyrede Kanoner af ud
over Vandet for at faa mit Lig til at flyde op i Vand-
skorpen!

Imidlertid var jeg bleven dygtig sulten, men jeg
kunde slet ikke tænke paa at tænde Ild; Røgen kunde
nu let forraade mit Opholdssted. Saa satte jeg mig til
Ro, betragtede Kanonrøgen og hørte paa deres: Bum!
Bum! Floden var her en Fjerdingvej bred og frembød paa
denne Sommerdag et overordentlig tiltrækkende Skue
- jeg tilbragte en rigtig fornøjelig Tid, medens de der-
ude søgte efter mine jordiske Rester. Naar blot jeg
havde haft noget at spise! Da kom jeg pludselig i Tan-
ker om, at Folk under saadanne Forhold plejede at skære
en lille Fordybning i et Brød, hælde Kviksølv deri og
saa sætte det ud i Vandet, fordi de mener, at det da vil
drive lige hen til, hvor den Druknede ligger, og saaledes
vise Vej. Naada! tænkte jeg, kunde Du faa Fingre i et
saadant Brød, vilde det komme mere til Pas for Dig selv
end for dit Lig. Og rigtig, næppe havde jeg passet lidt
paa, før der virkelig kom noget, som i paafaldende Grad
kunde ligne et saadant Brød. Med en Stang fik jeg det
lykkeligt bjærget i Land; det var det skønneste Stykke
Bagerbrød, man kunde ønske sig; den Slags, som fine
Folk plejer at spise, og ikke det haarde, sorte, elendige
Tøjeri, som man kun kan knække sine Tænder i. Jeg
tog Proppen af, hældte Kviksølvet bort og smagte paa
det. Ja, man maa sandelig først „gaa bort”, før man
faar den Slags gode Sager! -

Lidt efter sad jeg atter paa min Træstamme, lod
Brødet smage mig og fulgte mine Ligfiskeres Anstræn-
gelser. Pludselig fik jeg en lndskydelse, der gjorde mig
varm om Hjertet. Ser Du, tænkte jeg, nu har sikkert
Enken eller Præsten bedet en Bøn for, at Brødet skulde
finde mig, og Forsynet har sørget for, at det har fundet

55

mig. Saa maa der altsaa alligevel være noget derom!
Det var mærkeligt, naar et Menneske som Præsten
eller Enken beder for mig, saa gaar det i Opfyldelse;
for mig selv vil det aldrig lykkes. Saaledes er det,
naar de rette Folk kommer til!

Nu tændte jeg min Pibe og saa igen ud til Fartøjet.
Det drev med Strømmen her over ad, og da det be-
vægede sig langs Øen, vilde det sikkert komme om-
trent lige saa nær hen til mig som Brødet. Paa den
Maade vilde jeg faa Lejlighed til at betragte mine „sør-
gende Efterladte” paa nært Hold. Da det kom nær-
mere, slukkede jeg min Pibe, gik ned til Kysten, hvor
jeg havde fisket Brødet, og lagde mig ned bag en tve-
delt Træstamme, hvor jeg bekvemt kunde kigge dem
alle om Bord ud.

Nu var de tæt inde paa mig, saa nær, at de ved
at stikke et Brædt ud kunde have gaaet i Land fra Far-
tøjet. Næsten alle mine kære Bekendte var om Bord.
Min Gamle, der dog saa lidt benauet ud, Dommer That-
cher og hans Datter Bessie, Joe Harper og Tom Saw-
yer med sin Broder, sin Søster, hans gamle Tante
Polly og mange andre. Enken og Miss Watson savnede
jeg, de var antagelig for dybt nedbøjede af Sorg til at
kunne følge med. Alle tale de sammen om Mordet,
men blev afbrudt af Kaptajnen, som raabte:

„Her maa De alle passe godt paa! Strømmen sæt-
ter stærkt mod Land her, og det kan let være sket, at
den har drevet ham ind mod Kysten og at han hænger
mellem Grenene i Vandkanten. Jeg haaber paa, at vi
skal finde ham her!”

Det kunde jeg ikke være enig med ham i! De
trykkede sig nu alle op mod Rælingen, stirrede ind mod
mig og turde næppe trække Vejret - jeg kunde have
let dem op i Ansigtet, saa grundkomisk forekom deres
alvorlige Miner mig.

56

„Bum-m-m!” Kanonen knaldede denne Gang saa
nær ved mig, at jeg næsten blev døv af Braget og blæn-
det af Røgen; jeg troede, jeg var dødsens. Havde der
været Kugle i Kanonen, havde de sikkert faaet Ram
paa det Lig, som de saa ivrigt søgte. Lidt efter lidt
kom jeg til mig selv igen og mærkede, at jeg, Himlen
være lovet, endnu var hel og holden. Imidlertid havde
Færgen allerede fjærnet sig langs Øen og var næsten
ude af Sigte. Ved Pynten af Øen drejede den nemlig
og gled ned langs den anden Side, idet der stadig af
og til lød et Skud. Hurtig løb jeg tværs over Øen og
fik den endnu engang at se, før de, trætte af det sørge-
lige Eftersøgelsesarbejde, atter vendte tilbage til Byen.
Nu haabede jeg paa, at jeg kunde glæde mig ved ufor-
styrret Ro!

Jeg hentede mine Fangstredskaber fra Baaden og
indrettede mig rigtig husligt dybt inde i tæt Skov. Ved
Hjælp af mine Tæpper indrettede jeg mig en Slags
Telt og stillede mine Sager derind for at beskytte dem
mod muligt Regnvejr. Saa fangede jeg en Fisk, tændte
Ild og kogte den som Aftensmad. Senere kastede jeg
min Snøre ud for ogsaa den næste Dag at have noget
til Frokost.

Da det begyndte at mørkne, satte jeg mig med min
Pibe ved Ilden og følte mig særdeles vel tilfreds med
mig selv. Efterhaanden forekom det mig dog lidt en-
somt; jeg gik da ned til Strandbredden og saa paa
Vandmassernes Forbidragen, kiggede op paa Himlens
blinkende Stjærner og gav mig til at tælle de Brædde-
stumper, jeg saa flyde forbi. Saa gik jeg omsider til-
bage til Teltet og lagde mig til at sove. Der givet in-
tet bedre Middel end Søvn til at fordrive Følelsen af
Ensomhed med.

Saaledes gik nu tre Dage og Nætter i samme Ens-
formighed. Jeg fik da den Tanke at foretage en Op-

57

dagelsesrejse til det Indre af Øen. Den var jo mit
Rige; jeg var saa at sige Enehersker over den og vilde
gerne lære hver Plet af den at kende; men frem for
alt gjaldt det om at faa Tiden til at gaa. Jeg stødte
paa en Overflødighed af saftfulde, modne Jordbær, og
der var ogsaa en Mængde andre, men umodne Bær;
jeg haabede, at de allesammen vilde blive spiselige Læk-
kerbidskener for mig, naar Tidens Fylde kom.

Jeg banede mig da Vej gennem den tætte Skv, ind-
til jeg mente, at jeg omtrent maatte være naaet til Øens
sydlige Pynt. Min Bøsse havde jeg taget med mig, men
jeg havde ikke gjort Brug af den, da jeg frygtede for,
at dens Knald skulde røbe mig. Engang var jeg
nær snublet over en ret anselig Slange; den smuttede
videre gennem Græsset, og, medens jeg løb bag efter
den uden at se til Siderne, kom jeg pludselig til at staa
foran Asken af et Lejrbaal, hvorfra det endnu røg lidt.

Mit Hjærte var lige ved at holde op med at slaa, saa
overrasket blev jeg. Uden at se mig videre omkring
listede jeg paa Taaspidserne, saa lydløst som muligt,
bort derfra. Fra Tid til anden standsede jeg lidt og
spidsede Øren, men mit Hjærte bankede saa voldsomt,
at det generede mig i at lytte. Saa listede jeg mig videre
fremad. Hver Gang en ny Træstamme dukkede frem
for mit Blik, troede jeg, at det var et Menneske; traadte
jeg paa en tør Gren, saa den knækkede, fik jeg For-
nemmelsen af, at jeg selv blev kløvet igennem af en
eller anden, og at jeg kun fik Lov til selv at beholde
den mindre Halvdel.

Da jeg naaede min Lejrplads, var jeg ikke meget
værd, mit Mod var sunket adskillige Grader, men jeg
tænkte ved mig selv: Nu skal Du ikke være saadan en
Nar, at Du længere snuser omkring i Skoven! Pak.
dine Sager sammen i Baaden, saa Du kan være rede
til Flugt, om det bliver nødvendigt!

58

Jeg slæbte saa igen hele mit Kram ned til Strand-
bredden og fik det i Baaden, slukkede den sidste Glød
af mit Lejrbaal og spredte Asken, saa enhver kunde
se, at det maatte være mindst et Aarstid siden her havde
været Ild sidste Gang. Saa klatrede jeg op i Kronen
af et Træ og satte mig paa Udkig.

Der oppe sad jeg et Par Timer uden at se eller høre
noget mistænkeligt, skønt jeg hele Tiden troede at høre
og se alt muligt. Evig og altid kunde jeg dog ikke sætte
mig til Ro deroppe og krøb saa ned igen. Men dog
holdt jeg mig stadig til den tætteste Del af Skoven og
passede nøje paa alt, hvad der foregik rundt omkring
mig. Jeg havde ingen anden Føde end Bær og saa det
af Fisken, jeg havde levnet ved Frokosten.

Da Mørket faldt paa, var jeg bleven skrupsulten.
Før Maanen stod op, gik jeg saa i min Bad og roede
over til Illinoisbredden - det var kun en Rotur paa en
Fjerdingvejs Længde -, her landede jeg og kogte min
Mad inde i Skoven. Jeg skulde just til at søge mig et
bekvemt Sted her til at overnatte paa, da jeg hørte
Hestetrampen og snart efter kunde skelne Lyden af
Stemmer. Forberedt paa det værste skyndte jeg mig
at slæbe mine Ting ned i Baaden, men listede mig saa
dog tilbage for at se, hvad der vel kunde være paa
Færde.

Jeg var ikke naaet ret langt, da jeg pludselig hørte
en Mandsstemme udtale de Ord: „Naar vi nu kunde
finde en bekvem Plads, vil vi slaa os ned her, Hestene
er jo dødtrætte.”

Jeg nølede nu ikke længe, men krøb lydløst tilbage
til min Baad og roede bort. Ved mit gamle Landings-
sted paa Øen gjorde jeg Baaden fast og besluttede mig
til at overnatte i den.

Sove kunde jeg imidlertid ikke; Tankerne holdt mig
vaagen. Om jeg end en enkelt Gang blundede lidt hen,

59

vaagnede jeg straks efter op og indbildte mig hver Gang.
at jeg havde hørt en mistænkelig Knagen. Det var der
ikke meget Grin ved! Paa den Maade kunde det ikke
blive ved at gaa, og jeg sagde til mig selv: Du staar
op og ser efter, hvem der bor paa Øen sammen med
Dig; Du maa slaas med ham og overvinde ham eller
selv dø! Allerede denne Beslutning satte mig i bedre
Humør.

Som tænkt, saa gjort. Jeg greb mine Aarer og gav
Baaden et let Stød udad og saa lod jeg den drive langs
Øen, idet jeg omhyggeligt sørgede for at holde mig un-
der Kystens Slagskygge. Maanen skinnede saa klart,
at det ude paa Floden var saa lyst som ved Dagstid. Om-
trent en Time drev jeg saaledes, alt omkring mig var
saa tyst, som om alt hvilede i dyb Søvn. Nu havde
jeg næsten naaet Pynten. Jeg mærkede en kølig Luft-
ning, og det betød det samme for mig, som om nogen
havde fortalt, at Natten snart var til Ende. Saa vendte
jeg min Baad, stødte Stævnen ind paa Land, greb min
Bøsse og sneg mig ind i Skovbrynet. Her satte jeg
mig paa en Træstamme og bemærkede, hvorledes Maa-
nen lidt efter lidt viskedes ud, medens der faldt Tus-
mørke over Vandet og en smal, graaliglys Stribe i Øst
forkyndte Dagens Komme. Det var da Tid at hænge
Geværet over Skulderen og liste hen til det Sted, hvor
jeg havde opdaget de ulmende Rester af et Lejrbaal.
Men det lykkedes ikke rigtig for mig at genfinde Stedet.
Endelig fik jeg Øje paa et svagt Brandskær mellem
Træerne. Jeg sneg mig derhen og, da jeg var ganske
nær Stedet, fik jeg Øje paa en Mand, der laa paa Jor-
den. Jeg troede, jeg skulde synke i Jorden. Manden
havde viklet et Tørklæde om Hovedet og laa lige op
til Ilden. Omtrent tre Alen fra ham krøb jeg ind i et
tæt Buskads og holdt skarp Udkig med ham. Det lys-
nede nu mere og mere.

60

Pludselig rejste han sig overende, gabede, strakte
sig og viklede sig helt ud af Tørklædet. Mit Hjærte
holdt ligefrem et Øjeblik op med at slaa, da jeg saa
nøjere til - for hvad opdagede jeg saa? - Jim! Miss
Watsons Jim, den gamle, tro Neger! Hvor blev jeg
glad over at se ham!

- „Jim, halløj Jim!” raabte jeg og sprang frem fra
Buskene.

Han stirrede paa mig med rullende Øjne, foldede
sine Hænder og sank bønfaldende paa Knæ:

„lkke gøre gamle Jim noget, ikke gøre noget! Mig
kun stakkels, gammel Neger, mig ikke gøre stakkels
Spøgelse noget. Gamle Jim altid været god mod døde
Mennesker og Spøgelser. Du gaa igen ned i Vandet,
hvor Du komme fra. Stakkels Hucks Spøgelse gøre ikke
gamle Jim noget ondt, gamle Jim altid været din gode
Ven!”

Jeg fik ham dog snart beroliget og gjort begribeligt,
at jeg ikke var død og min egen Genganger. Jeg var
saa glad over at have fundet Jim; - jeg var da ikke
længere alene. Jeg lod ogsaa Jim vide, at jeg ikke var
bange for, at han skulde forraade mig. Jeg fortalte op
og ned ad Stolper og han sad og stirrede forundret paa
mig, men aabnede ikke sin Mund. Endelig udbrød
jeg:

„Naa, nu er det næsten høj, lys Dag. Lad os faa
lidt Frokost. Kan Du sørge for, at Ilden blusser godt
op!”

„Hvorfor skal Jim blusse Ilden op? Hvorfor koge
Jordbær og saadan Stads? Men Du har Bøsse jo og-
saa, Du skyde anden Ting end Jordbær!”

„Jordbær og saadan Stads?” gentog jeg, „har Du
ikke faaet andet at leve af, stakkels Fyr?”

„Mig ikke finde andet!” svarede han.

„Hvor længe har Du været her, Jim?”

61

„Jim være kommet den Nat, Du var død!”

„Hvad? Har Du været her saa længe?”

„Ja, Jim tale Sandhed!”

„Og i al den Tid har Du kun levet af Jordbær og
„saadan Stads”?”

„Kun saadan slette Stads, stakkels Jim!”

„Saa maa Du jo være helt forsultet, stakkels Fyr!”

„Jim kunde æde hel Hest, kunde Jim, sikker nok!
Hvorlænge Du være paa Øen?”

„Lige siden den Nat, da jeg blev myrdet!”

„Tale Du Sandhed? Hvad har Du at spise? Aa.
Du har Bøsse, det være godt! Du nu skyde god Steg,
Jim saa lave Ild!”

Nu gik vi først hen til Baaden, og medens Jim
søgte en god Plads til Baalet, hentede jeg Flæsk og
Kaffe, Kaffekande og Stegepande, Sukker og Stenkrus.
Jim stirrede saa løjerligt, da han saa de mange Sager,
og tænkte vel, at det gik til med Hekseri. Derpaa
fangede jeg en mægtig Havkat, som Jim tilberedte og
derefter ristede.

Da Frokosten var færdig, gav vi os i Lag med den
saa varm som den var, navnlig gik Jim til Værket med
ligefrem Dampkraft; han var virkelig saa forsulten, den
stakkels Fyr, at man næsten kunde høre de første,
store Bidder falde med et Plump ned i hans tomme
Mave. Da vi rigtig var blevet mættet, lagde vi os be-
kvemt i Græsset og saa spurgte endelig Jim:

„Men Huck, gode kære Huck, hør gamle Jim. Hvem
da være det, som stukket Huck død i den gamle Hytte
derovre?”

Jeg fortalte ham saa det hele, og han fandt det ud-
mærket klogt og fiffigt regnet ud. Han bemærkede, at
selv Tom Sawyer ikke kunde have regnet det saa fint
ud. Jeg følte mig meget stolt over den Ros, han ydede
mig, og spurgte saa:

62

„Men hvordan i al Verden gik det til, at Du kom
her over, Jim? Hvorledes og hvorfor?”

Han saa med Uro paa mig, men tav; ikke et Ord
kom han frem med. Lidt efter mumlede han dog:

„Jim hellere ikke sige noget!”

„Hvorfor dog det, Jim?”

„Jim vide mange Grunde! Dog Huck ikke forraade
gamle Jim, det vil Huck ikke?”

„Jeg vil lade mig hænge, om jeg gjorde det, Jim!”

„Jim tror Dig, gamle Jim tror Dig, Huck! Jim -
stakkels gamle Jim være løbet bort!”

„Jim, dog!! -”

„Huck, Du ikke forraade Jim; det love Huck -
Du ikke sladre om gamle Jim!”

„Godt, det har jeg lovet Dig, Jim, og jeg skal holde
mit Ord; jeg vil lade mig dræbe, om jeg ikke gør det!
Saa lad Folk foragte mig og skælde mig ud for „Abo-
litionist”, om det skal være, det er mig ligegyldigt.
Jeg fortæller ikke noget og vender for Resten heller
ikke selv tilbage. Altsaa, Jim; ud med Sproget!”

„Ja, Huck! Det være saaledes: Gamle Misse -
Miss Watson altsaa - har gamle Jim meget plaget.
være altid saa vred paa gamle, stakkels Jim. Dog al-
drig tale om ville sælge gamle Jim til New Orleans.
Men saa være kommet en Negerkøbmand, som tale
meget med gamle Missen, saa blive ]im saa meget bange.
En Aften mig krybe hen til Døren og mig høre gamle
Missen sige til Enken: „Missus Douglas,” sige hun, „jeg
ikke vil sælge min Neger, men otte Hundrede Dollars
være mange smukke Penge, mange smukke Penge, jeg
ikke rigtig vide, hvad jeg gøre!” Enken sige: „O, ikke
sælge stakkels, gamle Jim, han være god Karl, være
brav Neger!” Jim ikke lytte mere, men løbe kun hur-
tig bort, langt, langt bort!”

„Mig løbe videre, videre ved Floden for at stjæle

63

Baad ved Vandet; men Jim se Folk alle Steder, hele
Natten være Folk. Jim ligge i den gamle Smedehytte
og vente. Ved seks Morgen kommer mange Herrer og
Damer, de stiger i Baad, de fortæller Huck være dræbt
derovre i Skoven, den Gamle været og sige det, de gaa
og se Mordstedet. Stakkels Jim være saa bedrøvet,
da han det høre. Han tænke: Stakkels Huck være en
god Dreng og en lystig Dreng! Stakkels Huck!”

„Gamle Jim maatte ligge altsaa i den gamle Smede-
hytte hele Dagen. Han være frygtelig sulten, men ikke
angst. Han vide, den gamle Misse og Enken gaa til
Møde tidlig langt bort, og Jim maa drive Kvæg i Mar-
ken; de vilde ikke altsaa søge efter Jim.”

„Om Aftenen krybe Jim saa ud og gaa igen ned til
Floden. Han tænke, hvad han gøre. Naar Jim gaa
paa Fødderne, tager Hunde ham, naar han stjæler Skib,
tager Mennesker ham; han bruge en Flaade, der er
god, den sætte ikke Spor.”

„Han altsaa se sig omkring - og snart se Jim Lys
svømme paa Vandet. Han tænke, det være en Flaade,
springe i Vandet og svømme langt, langt i Midten Kom-
me saa ogsaa derhen til Flaade, og Jim, gamle, stak-
kels vaade Jim holde fast og sidde helt bag paa Flaade.
Han tænke, Natten være sort og Jim ogsaa være sort;
saaledes ingen se Jim og han ligge paa Ryggen paa Flaa-
den. Mange Mænd der være foran ved Lyset, de snakke,
le og drikke, og stakkels Jim tænker, han kan drive
saaledes den hele Nat.

„Men Jim have ikke Lykke, stakkels Jim! Flaaden
næppe være her ved Øen, saa komme en med Lan-
terne hen, fare løs paa Jim. Stakkels Jim maa igen i
det kolde Vand! Svømme saa til Øen, maa søge længe,
for Kysten er saa stejl, men saa komme Jim endelig
op. Han gaar ind i Skoven, Jim vil ikke mere kende
Flaaden, hvor Mand komme med Lanterne. Men Jim

64

have Pibe og Tobak og tørre Svovlstik i Huen, saa
være han helt glad, gamle Jim!”

„Og saa har Du i hele den Tid slet ikke smagt hver-
ken Kød eller Brød, stakkels Jim? Du har vel natur-
ligvis hele Tiden holdt til, hvor Skoven er tættest?
Har Du hørt, hvorledes de fyrede Kanoner af?”

„Ja, det være Sandhed, Jim tænke: Stakkels lille
Huck, nu søge de efter hans Knogler! Jim ogsaa se
Færgebaaden gennem Buske!”

Nogle unge Fugle kom flyvende, de fløj stadig nogle
Meter og slog sig saa ned. Jim sagde, at det var
Tegn paa Regn, i det mindste slog dette altid til, naar
Agerhøns-Kyllinger fløj paa den Maade; saa maatte det
samme vel være Tilfældet ogsaa for andre unge Fugles
Vedkommende. Jeg vilde fange et Par af dem, men
Jim fik mig fra det; det betød Død, oplyste han mig
om. Hans Fader havde engang været meget syg, og
saa havde Jim fanget en Fugl, men hans Bedstemoder
havde saa straks forudsagt, at Faderen vilde dø, og gan-
ske rigtig skete det et Par Dage senere.

Jim belærte mig ligeledes om, at man aldrig maatte
tælle de Sager, hvoraf man tilberedte Middagen; det
vilde nemlig bringe Ulykke; heller ikke maatte man
ryste en Dug efter Solnedgang. Endvidere sagde han,
at, naar en Bistade-Ejer døde, skulde man fortælle Bi-
erne om Dødsfaldet, før Solen stod op den næste Mor-
gen; i modsat Tilfælde vilde de holde op med at bestille
noget og ligeledes lægge sig til at dø. Bierne stak
aldrig dumme Personer, fortalte Jim, men heri kunde
jeg nu ikke give ham Medhold; jeg havde saa ofte haft
Bier efter mig, men de havde aldrig stukket mig.

Meget af dette vidste jeg i Forvejen, men dog langtfra
alt. Jim kendte næsten alle Slags Varsler, sagde han.
Nu forekom det mig, at alle Slags Varsler eller lignende
Tegn altid betyder noget ondt, og jeg spurgte ham da,

65

om der ikke gaves Varsler eller Forudsigelser, som
bragte Lykke. Han svarede:

„Gruelig faa! og de være ikke stort værd. Hvor-
dan Du da vide om, naar Lykke kommer? Du maaske
Dig vil beskytte mod den? Lykken være mægtig stærk,
Lykken komme helt selv uden Tegn. Naar Du have
Haar paa Bryst og Haar paa Arme, Du blive meget rig
engang. Det være godt Tegn. Naar Du være fattig
og ulykkelig og ikke mere vil leve, Du se saa paa dine
Haar og tænke, vente lidt endnu, bliver maaske bedre,
snart, snart!”

„Har Du haarigt Bryst og Arme, Jim?”

„Hvorfor spørge Du? Du ikke selv se det? Jim
har Haar!”

„Er Du nu rig da?”

„Nej, men Jim kunde være saa rig og Jim vil være
rig engang til, snart! Engang Jim eje fjorten Dollars -
men Jim spekelere og tabe - tabe alt!”

„Og i hvad „spekelerede” Du da, Jim?”

„I en Ko, Huck, i en levende Ko! Dumme gamle
Jim, gaar hen og stikker ti Dollars i en gammel syg Ko.
daarlig Kvæg, den dø tre Dage efter!”

„Og de ti Dollars var gaaet fløjten, Jim?”

„Nej, ikke helt fløjten! Kun ni! Jim gaa hen og
sælge Skind og Talg for en Dollar ti Cent.”

„Du reddede altsaa det og havde saa fem Dollars
og ti Cent tilbage. Jim. „Spekelerede” Du saa endnu
mere?”

„Ja! Huck, Du kende nok den etbenet Neger, som
være hos Mistor Bradish? Gamle Neger da grunde en
Bank og sige, hver Neger, som bringe en Dollar, faar
fire Dollar, naar Aaret være gaaet. Alle Negre komme
og bringe Penge, men have ikke meget. Jim være den
eneste, som have noget saa han vil ogsaa ha mere end
andre Negre. Jim sige, naar Jim ikke faar mere, holde

Huck Finns Hændelser. 5

66

han selv Bank. Den etbenet Neger sige, der være for
lidt Penge for to Bank, han vil give Jim femogtredive
Dollars for fem ved Enden af Aaret.

Dumme Jim altsaa give fem Dollars i Bank. Tænke
saa, han straks spekelere med de femogtredive Dollars
og ikke vente til Aaret være til Ende. En anden Ne-
ger, Bob, har fisket mange Træstammer Op af Floden,
en hel Flaade, uden hans Herre vide det. Jim købe alt-
saa Træet og sige, Bob skal have de femogtredive Dol
lars af Banken ved Enden af Aaret. Men om Natten
være Træet stjaalet, og den anden Morgen sige den et-
benet Neger, Banken være fallit og saa ingen faa Penge,
Jims fem Dollars være borte!”

„Og de ti Cent. Jim, hvad har Du faaet ud af dem?”

„Først vilde Jim købe noget med dem. Men saa
drømme han i Nat, at han skal give de ti Cent til gamle
Neger Balam - „Balams Æsel” kalde ham fordi han
være saa meget dum -, men gamle Balam have altid
Lykke, og stakkels Jim have slet ikke Lykke. Drøm-
men saa fortælle: Jim skal give Balam Pengene og Ba-
lam raade for dem, saa faa Jim ogsaa Lykke. Balam
tage saa de ti Cent og gaa i Kirke og høre Præsten sige:
„naar Du give den Fattige, saa laane Du Herren og Du
vil faa hundrede Gange alt tilbage!” Gamle Balam saa
give de ti Cent til de andre gamle, fattige Negre og
sidde nu og vente og vente paa, hvad der nu komme!”

„Naa, og hvad blev der saa af dem, Jim?”

„Ingen Ting, Huck! Stakkels Jim hans Cent være
ogsaa borte. Du skal faa Hundrede Gange, sige Præ-
sten. Hundrede Gange! Jim være saa glad for sig
stakkels, lille Ti-Cent, naar han have den igen!”

„Naa, Jim, lad nu det være godt! Saalænge Du endnu
har Haar paa Bryst og Arme har Du jo Udsigt til at
blive rig endnu en Gang!”

„Sandhed! Og Jim være allerede rig nu! Jim eje

67

sig selv og være sin egen Herre! Havde Jim kun de
Penge, stakkels Jim ikke ønske mere!”

NIENDE KAPITEL.

Jeg havde Lyst til endnu en Gang at besøge et Sted,
som jeg havde lagt Mærke til paa min Opdagelsesrejse,
omtrent midt paa Øen. Saa begav vi os altsaa paa Vej
og naaede ogsaa snart dertil, for hele Øen kunde man
i Løbet af en Timestid spadsere igennem paa langs, og
paa tværs var man ikke længere end en halv Time om
det.

Det Sted, jeg agtede at undersøge, var et temmelig
stejlt Højdedrag, hvis øverste Spids vel nok befandt sig
fyrretyve Fod over Jordsmonnet. Det tog os ikke saa
kort Tid at klatre derop, thi de stejle Sider var fuldt af
tæt Smaakrat. Deroppe kravlede vi rundt og eftersaa
alt og opdagede da paa Illinois-Siden, næsten oppe ved
Toppen, en stor, smuk Hule. Den var lige saa stor som
to-tre Værelser tilsammen og Jim kunde magelig staa
oprejst derinde. Og hvor behagelig køligt der var! Jim
foreslog, at vi skulde straks forlægge vort Kvarter her-
til, men jeg syntes ikke rigtig om det Forslag, da vi saa
altid skulde klatre saa meget.

Jim gjorde saa opmærksom paa, at vi, naar vi fik
skjult Baaden rigtig godt og bragt alle vore Sager herhen
saa udmærket kunde søge Skjul her, hvis der engang
skulde komme nogen og søge efter os; uden Sporhund
vilde det være umuligt at opdage vort Skjulested. Og,
vedblev han indtrængende, de unge Fugle havde jo alle-
rede bebudet Regn; jeg vilde maaske have alt gennem-
blødt!

Det fik mig til at give efter.

5*

68

Altsaa vendte vi tilbage til Baaden og roede den til
det Sted paa Stranden, som var nærmest ved vor Klippe;
saa lossede vi og bragte alt op i Hulen. Saa opsøgte vi
et Skjulested for Baaden og fandt ogsaa et saadant under
et Pilekrat; derefter tog vi de Fisk, som var paa Snø-
rerne, og satte Fangstredskaberne ud igen. Nu var det
Tid at tænke paa Middag.

Hulens Aabning var temmelig stor, og ved den ene
Side sprang Klippen noget frem, saa vi helt bekvemt
kunde antænde vor Ild derpaa, hvilket vi ogsaa straks
gjorde for at faa Middagsmaden kogt.

Vore Tæpper udbredte vi over Hulens Gulv, lagde
os derpaa og nød vort Maaltid. Vore mange Sager
blev stillet op i Hulens Baggrund.

Nu varede det ikke ret længe, før Himlen blev over-
trukket af mørke, truende Skyer, og det begyndte at
tordne og lyne. De unge Fugle havde altsaa denne Gang
virkelig spaaet rigtigt! Aldrig havde jeg oplevet et saa-
dant Vejr. Det øsede ned; det var ligefrem et helt
Vandfald, som pøsede ned; alting udenfor blev helt
gravsort, og selv de nærmeste Træer kunde man kun
se som gennem et tæt Spindelvæv. Det var et helt Som-
meruvejr. Ved de stærke Vindstød dukkede Træerne
deres Kroner saa dybt ned som vilde de slaa Kulbøtter
og til en Forandring for en Gangs Skyld stikke Rød-
derne til Vejrs; det hele saa ganske forvirret og afsin-
digt ud. Ligesom alt saa var allermørkest og Stormen
rasede voldsomst, blev alt pludselig oplyst af et flammende
Lyn, saa man kunde se langt, langt ud over og ind mel-
lem de svajende Trækroner; i næste Øjeblik laa det hele
igen i Gravmørke, medens Tordenen sprang frem med et
frygteligt Knald og derefter skramlede over i en Buld-
ren, der lød som om tomme Tønder blev rullet ned ad
stejle Trapper, hvor de rigtig kunde brage og knage mel-
lem hverandre.

69

„Dette her er rigtig nydeligt, Jim!” udbrød jeg. „Gud
være lovet, at vi er inden Døre. Lang mig Fisken en
Gang til og saa en ordentlig Skive Rugbrød.”

„Gamle Jim være Skyld i, at Du er her, Huck!
Uden gamle Jim være Du nu vaad og kold og næsten
være druknet i Skoven. Ja, ja, unge Høner vide, naar
Regnen kommer, og unge Fugle ogsaa vide det!”

Floden vedblev nu med at stige omtrent i ti-tolv
Dage indtil Vandet tilsidst naaede helt op over dens
Bredder. Paa de laveste Steder var Øen tre til fire
Fod under Vandoverfladen. Om Dagen roede vi om-
kring paa disse Steder af Øen; det var herligt køligt inde
i Skoven, medens Solen udenfor brændte og bagte.
Naar vi saa trængte ind til Fods mellem Træerne, kunde
det af og til hænde, at vi traf paa et saa tæt, uigennem-
trængeligt Fletværk af Skovranker, der slyngede sig
omkring Stammerne og fra Træ til Træ, at vi maatte
søge fremad i en anden Retning. Paa hver omstyrtet
Træstamme sad Kaniner og Egern, medens Slanger og
Skildpadder holdt til i Sprækkerne; eftersom Over-
svømmelsen havde varet to-tre Dage var de saa tamme,
eller rettere saa udhungrede, at man kunde tage dem
med Hænderne. Vi fangede ogsaa et Par Kaniner, men
lod de andre Dyr løbe; der var ved vor Hule nok af
dem; de holdt mere end ønskeligt var til i Klippekløften.

Hele Floden drev med Drivtømmer. Vi fik Lejlig-
hed til at bjerge et helt Stykke af en Tømmerflaade, det
bestod af ni tykke Fyrretræ-Planker paa omtrent tolv
Fods Bredde og henved seksten Fods Længde. Det
var stærkt, solidt Tømmer, og vi gemte det da ogsaa
godt under Pilene i den Tanke, at vi maaske en Gang
kunde faa god Brug for det, hvilket ogsaa senere vir-
kelig blev Tilfældet.

En Nat lige før Daggry - om Dagen vovede vi os
ikke herud - fik vi Øje paa et helt Bræddeskur, som

70

kom drivende paa en lille Flaade. Vi styrtede i Baa-
den, lagde klods ind til Flaaden og kigede gennem et
Vindue ind i Skuret; men endnu var det ikke lyst nok
til at skelne noget derinde; vi gjorde derfor Baaden fast
og ventede taalmodigt, indtil det blev Dag.

Førend vi endnu havde passeret Øen, klarede det
saa meget, at vi kunde skelne alt. Vi kigede da ind i
Skuret og saa en Seng, et Bord, to gamle Stole, for-
uden en Mængde Genstande, der laa spredt paa Gulvet.
I et Hjørne laa der noget, som nok kunde se ud som et
Menneske, men han rørte sig ikke.

„Hallo, De der!” raabte Jim. Det rørte ikke paa
sig. Saa brølte jeg - intet Svar.

„Ham ikke sove,” udbrød Jim, „ham være død. Du
blive her, Huck, Jim se efter.”

Han traadte ind i Skuret, bøjede sig ned og betrag-
tede Bylten, hvorpaa han udbrød:

„Det være død Mand! Ja, ogsaa hans Klæder være
borte. Han være skudt i Ryggen. Han nok ligge der
død fire, fem Dage. Kom herind, Huck, men ikke se
herhen, være gyseligt, puh!”

Jeg saa følgelig ikke til den Side. Jim kastede et
Par gamle Pjalter over Liget, hvad han ikke havde behø-
vet; jeg skulde nok holde Øjnene derfra. Rundt om
paa Gulvet laa gamle, krøllede og fedtede Spillekort,
tømte Brændevinsflasker og to sorte Klædes Masker;
Væggene var bemalet med tarvelige Fyndord og daar-
lige Billeder, alt sammen ved Hjælp af Sortkridt. Paa
Væggen hængte der ogsaa forskellige Mandfolke- og
Kvindeklæder, blandt andet en Fruentimmerstraahat og
nogle Skørter. Paa Gulvet laa henkastet en stribet Bar-
nestraahat og en knust Patteflaske. Der stod ogsaa en
gammel Koffert uden Laag; deri var dog intet bruge-
ligt. Det var tydeligt nok, at Beboerne var kommet
hastigt afsted, da de forlod Skuret.

71

En Mængde forskellige Ting stuvede vi i Baaden,
idet vi tænkte, at det med Tiden kunde finde Anvendelse.
En gammel Bliklygte, en Slagterkniv uden Skaft, en hel
ny Lommekniv, som overalt var noget værd, en Mæng-
de Tællelys, nogle gamle, forrevne Tæpper, en Kasse
med Syrekvisitter, en Saks, Hammer og Søm og mange
andre Sager fandt vi frem og slæbte ned i Baaden; til
Slut fandt jeg en temmelig god Stok uden Haandtag;
alt dette maatte ogsaa med. Med et rigt Bytte stødte
vi saa fra Flaaden.

Alt i alt kunde vi saaledes være rigtig tilfredse.
Imidlertid var det blevet helt lys Dag og vi havde fjær-
net os temmelig langt fra Øens Pynt. Jeg maatte bede
Jim om at lægge sig ned i Baaden og dække sig til med
de gamle Tæpper; hvis han nemlig havde siddet oprejst,
vilde ethvert Barn, selv i en halv Mils Afstand, kunnet
se, at der var noget saa mistænkeligt som en Neger om
Bord. Saa roede jeg hastig ind til Øen uden selv at
se nogen eller at blive set af nogen. Saaledes naaede
vi lykkeligt vort Hjem efter det natlige Eventyr.

TIENDE KAPITEL.

Efter Frokost havde .jeg nu nok haft Lyst til at drøfte
vor Oplevelse og anstille Gisninger om den døde Mand,
vi havde fundet liggende i det drivende Skur; men Jim
vilde ikke ind derpaa, fordi det vilde bringe os Uheld.
Han paastod ogsaa, at den dødes Aand kunde spøge hos
os, fordi et Menneske, der ikke er begravet, huserer
lettere omkring end et, som tilfreds og behageligt ligger
under tre Alen Jord. Denne Bemærkning kunde jeg

72

gaa ind paa og besluttede mig til ikke mere at omtale
Sagen; men i mit stille Sind kunde jeg nok ønske at
vide, hvem der vel havde skudt Manden, og hvorfor
det var sket.

Saa undersøgte vi de gamle Klædningsstykker, som
vi havde taget med, og fandt otte Sølvdollars indsyet i
Foret paa en gammel Overfrakke. Jim antog nu, at
Folkene fra Skuret maatte have stjaalet den Frakke, thi
de havde vel næppe saa skødesløst ladt den i Stikken,
hvis de havde anet noget om de Penge. Jeg tænkte, at
Frakken nok havde tilhørt den Døde, men da Jim havde
advaret mig mod at omtale ham, vilde jeg ikke sige, hvad
jeg tænkte. Lidt efter spurgte jeg dog:

„Du siger jo, Jim, at det bringer Uheld, naar man
taler om Døde; men det samme paastod Du for nylig,
da jeg fandt en Slangehud og rørte ved den. Du sagde
endog, at det var det værste, man kunde komme til.
Kan Du nu se, hvilken Ulykke det førte over os? Vi
fik otte Dollar og alt det Kram. Blot vi hver Dag kunde
have saa megen Modgang, hvad, Jim?

„Du ikke være saa sikker, Huck, ikke være saa sik-
ker. Du ikke være trodsig. Det kommer nok! Jim
sige Dig: det komme nok!”

Destoværre, det kom virkelig. Det var om Ons-
dagen, at vi havde vekslet disse Replikker. Saa om
Fredagen, efter at vi havde spist til Middag, laa vi i
Græsset ovenpaa Højen og røg paa vore Piber. Imid-
lertid havde vi opbrugt Tobakken, og jeg gik derfor ind
i Hulen for at hente noget mere. Da fik jeg der pludse-
lig Øje paa en Klapperslange. Jeg drev den en over
Hovedet, saa den glemte at gøre mig nogen Fortræd, og
saa lagde jeg den døde Slange i en saa naturlig Stilling
som muligt ved Fodenden af Jims Leje; jeg tænkte:
nu skal han for en Gangs Skyld faa sig en ordentlig
Skræk i Livet, og hvor jeg skal le ham ud! Om Af-

73

tenen tænkte jeg imidlertid ikke mere paa, hvad jeg
havde arrangeret, og da vi kom ind i Hulen og Jim
strakte sig paa sit Tæppe, medens jeg var i Færd med
at tænde Lys, blev han bidt af den døde Slanges Mage,
som i Eftermiddagens Løb var krøbet ind.

Med et Brøl sprang han op, og det første, jeg saa
ved Lysets Skin, var Udyret, som truende rejste Hove-
det, idet det beredte sig til endnu et nyt Angreb. I
næste Øjeblik havde jeg med en Stok sendt Bæstet til
dets afsjælede Kammerat, medens Jim havde faaet fat
i min Gamles Brændevinsdunk og skyllede i sig, det
bedste han formaaede.

Han var barfodet, og Slangen havde bidt ham lige
i Hælen. Det hele var ene og alene min Skyld. Ethvert
Barn véd nemlig, at hvor man saa lægger en død Slange,
der vil efter kort Tids Forløb dens Mage ufejlbart ind-
finde sig for at sno sig om den døde Kammerat, - det
havde jeg i min Tankeløshed helt glemt. Jim bad mig
nu om at hugge Hovedet af Slangen, flaa den og riste
et Stykke af dens Kød. Det gjorde jeg, og han spiste
det som Modgift. Klapperne bandt han om Haandled-
dene; det hjalp ogsaa mod Slangegift, sagde han. Der-
efter listede jeg mig slukøret ud med Slangerne og
kastede dem ind i Buskene; jeg vilde ikke saa gærne
have, at Jim skulde faa Syn for, at jeg havde været An-
stifter til dette Uheld.

Jim drak og drak af Brændevinsdunken som om han
skyllede sød Mælk i sig. Nu og da kom Smerterne over
ham og han sprang saa som en besat rundt paa det ene
Ben, medens han brølte øredøvende. Hver Gang søgte
han paa ny Tilflugt til Snapsene. Hans Fod svulmede
stærkt op, og Benet ligeledes, men lidt efter lidt drak
han sig overstadig fuld og jeg tænkte, at Faren nu var
overstaaet. Jeg selv vilde nu have foretrukket et Bid
af en Slange fremfor en Rus i min Gamles Brændevin.

74

Fire Dage og Nætter maatte Jim ligge paa sit Smer-
tensleje, men saa begyndte Opsvulmningen at falde og
der indtraadte god Bedring. Højtidelig lovede jeg mig
selv, at jeg aldrig mere skulde røre ved en Slangehud;
nu havde jeg set, hvilke Følger det kunde faa. Jim
mente ogsaa, at en anden Gang vilde jeg nok straks
lade mig belære og ikke le ad hans Erfaringer. Og,
ved Gud, det skal jeg nok! Desuden tilføjede han, at
han endnu ikke følte sig overbevist om, at vi nu var
over de værste Følger. Han vilde mange Gange hellere
se over sin venstre Skulder paa Nymaanen, thi det var
ikke paa langt nær saa farligt som Berøring af en Slange-
hud. Derom var jeg nu næsten selv overbevist, skønt
jeg hidtil havde anset det, at se over den venstre Skul-
der paa Nymaanen, som det uforsigtigste og mest
dumme, et Menneske kan gøre. Saaledes havde en-
gang den gamle „Fa'r Bunker”, som de kaldte ham i
Byen, altsaa gjort, og der hændte ham da ogsaa noget
rædselsfuldt; thi omtrent to Aar efter faldt han i en
Rus ned fra Kirketaarnet og slog sig flad som en Pande-
kage mod Jorden. Min Gamle havde ofte fortalt mig om
denne Begivenhed og forklaret, at Aarsagen var den,
at „Fa'r Bunker” engang uforsigtigt havde set paa Ny-
maanen over sin venstre Skulder, - gamle Tosse, som
han var.

Imidlertid gled Dagene hen og Floden trak sig til-
bage til sit gamle Leje. Vi anstillede nu Forsøg med
den store Fiskekrog, vi havde fundet i det svømmende
Skur, idet vi flaaede en Kanin og brugte den som Mad-
ding. Vi fiskede da ogsaa en Havkat saa stor, som jeg
aldrig før har set den. Den var seks Fod lang og
vejede nok to Hundrede Pund. Naturligvis kunde vi
ikke trække den i Land, den vilde i saa Fald meget
snarere have trukket os ved Snøren helt over til Illi-
nois-Kysten; saa sad vi taalmodigt og ventede, indtil den

75

havde sprællet sig ihjel. I dens Mave fandt vi en Mes-
singknap, en rund mærkelig Bold og noget andet Kram.
Da vi skar Bolden op fandt vi en Spole inde i den,
hvorom den runde Skal havde dannet sig. Jim mente,
at Fisken nok havde brugt hele Aar for at faa en Kugle
ud af saadan en Spole, og han havde længe ønsket sig
saadan en Spole til at lave sig en Bold af. Det var for-
øvrigt nok den største Fisk, som var fanget i Mississippi-
Floden; Jim sagde i det mindste, at han aldrig havde set
nogen, der var større. Og den vilde have været mange
Penge værd over i Byen, hvor man kunde sælge Kødet
i Pundevis; det er snehvidt og smager godt, naar det
er stegt.

Den næste Morgen var jeg saa bedrøvet og kedede
mig saadan, at jeg maatte til at udgrunde et eller andet,
der kunde skaffe mig lidt Opmuntring. Saa faldt det
mig da ind, at jeg for en Gang Skyld kunde liste over
Floden for at se, hvorledes det stod til i Byen. Jim
syntes godt om den Plan, men raadede mig kun til roligt
at afvente Mørket og saa overhovedet at være meget for-
sigtig. Efter nogen Overvejelse faldt det ham ind, at
jeg kunde benytte vore Fruentimmerklæder og den
Kysehat vi havde fundet, og saa forklæde mig som en
lille Pige. Se det var da en rigtig god Idé!

Vi gjorde saa en Shirtingskjole lidt kortere; jeg smø-
gede saa mine Bukser op over Knæene og tog den paa.
Jim lagde den lidt ind bagpaa og fik den til at passe for-
træffeligt. Derefter tog jeg Hatten paa; det var en gam-
mel Solhat med Klapper, der gik ned over Ørene, og
saa mægtig fortil, at mit Hovede næsten blev helt skjult;
den var til at binde med Baand ned omkring Hagen.
Hvis nogen vilde se mig i Ansigtet, vilde han meget van-
skeligt kunne gøre det, da det sad som i Baggrunden af
et Knæ til et Kakkelovnsrør. Selv ved Dagslys, mente
Jim, vilde ingen Dødelig være i Stand til at genkende

76

mig. Hele Dagen øvede jeg mig i at bære min uvante
Paaklædning paa naturlig Maade og hen mod Aften
var jeg helt fortrolig med den; kun irettesatte Jim mig
stadig, fordi jeg ikke gik saa sippet som en lille Pige,
og fordi jeg af og til løftede op i min Kjole for at komme
til mine Bukselommer. Jeg tog mig hans Irettesættelser
til Følge og søgte at gøre alt saa pigeagtigt som muligt.

I Tusmørket roede jeg min Baad over til Illinois-
Kysten. Lidt nedenfor Færgelejet drev Strømmen mig
ind ad. Jeg steg i Land og gik lidt opad Kysten. Jeg op-
dagede saa, at der skinnede Lys ud gennem Vinduerne
fra et lille Hus, som jeg godt kendte, og som jeg vidste
længe havde staaet ubeboet. Jeg fik da Lyst til at under-
søge, hvem der vel var flyttet ind deri. Saa listede jeg
mig hen til Vinduet og kigede ind. En Kvinde paa om-
trent fyrretyve Aar sad ved et Lys og strikkede. Hen-
des Ansigt var mig ubekendt, saa hun maatte være ny
paa Egnen; i næsten en Mils Omkreds gaves der nem-
lig næppe noget Menneske, som jeg ikke kendte, i hvert
Fald af Udseende.

Det var et Lykketræf for mig, at jeg saa dette
fremmede Ansigt, for mit Mod var allerede, ved at
svigte mig; jeg begyndte at nære nogen Frygt for, at
jeg skulde blive genkendt, saa at hele mit Æventyr vilde
blive spildt Ulejlighed. Alene min Stemme kunde jo
være nok til at røbe mig.

Ligeoverfor denne Fremmede behøvede jeg imidler-
tid ikke at være bange herfor. Og, hvis denne Kone
kun havde opholdt sig faa Dage i den lille By, vilde
hun lige saa godt som enhver anden kunne give mig
Besked om alt, hvad jeg ønskede at vide. Saa bankede jeg
paa Døren, og foreholdt mig endnu engang, at jeg ikke
noget Øjeblik maatte glemme, at jeg var en lille Pige.

77

ELLEVTE KAPITEL.

„Kom ind!” raabte Konen og jeg traadte ind i Stuen.
Hun begyndte:

„Sæt Dig ned!”

Det gjorde jeg. Saa betragtede hun mig nøje fra
øverst til nederst med sine smaa, stikkende Øjne og
udspurgte:

„Naa, hvad hedder Du saa?”

„Sarah Williams!”

„Hvor har Du? Her i Nabolaget?”

„Nej, i Hookerville, syv Mil herfra. Jeg har gaaet
den hele Vej til Fods og er nu dødtræt!”

„Og formodentlig ogsaa sulten? Vent lidt, nu skal
jeg hente noget til Dig, Tøs!”

„Tak, det er ikke nødvendigt. Nu er jeg ikke sulten.
det var jeg for et Par Timerstid siden, men saa fik jeg
Mad hos nogle Folk, paa en Farm, jeg kom forbi. Det
er ogsaa Grunden til, at jeg blev forsinket, saa jeg
kommer saa sent. Min Moder er syg og har ingen
Penge og mangler alt; nu skal jeg til min Onkel Abner
Moore og sige det til ham. Han bor oppe i den anden
Ende af Byen, sagde min Moder. Men jeg har aldrig
været her før. Kender De ham?”

„Nej jeg gør ikke! Men jeg har ogsaa kun boet her
nu i fjorten Dage og kan altsaa ikke kende alle og
enhver. Men det er en lang Vej helt op gennem Byen.
Det er bedst, Du bliver Natten over hos os. Tag din
Hat af!”

„Nej, Tak,” svarede jeg, „jeg vil kun hvile mig et
Øjeblik og saa gaa videre. Jeg er ikke bange for at
gaa i Mørke!”

Hun sagde saa, at alene lod hun mig i hvert Fald
ikke gaa, men hendes Mand kom snart hjem og saa
skulde han følge mig. Saa fortalte hun mig om sin

78

Mand og om sine Slægtninge oppe ad Floden og nede ad
Floden, og om hvor langt bedre de tidligere havde haft
det, og om, at det maaske var en Dumhed af dem.
at de havde slaaet sig ned her i Byen, i Stedet for at
blive, hvor de nu engang var, - og saaledes fremdeles,
indtil jeg tænkte, at jeg selv havde begaaet en Dumhed
ved at gaa ind til hende for at høre nyt fra Byen. Men
lidt efter lidt gled hun ind paa det rette Farvand og be-
gyndte paa at fortælle mig om min Gamle og om Mordet;
jeg lod hende snakke løs, saa længe hun vilde det.
Hun fortalte om mig og om Tom Sawyer, hvorledes vi
havde fundet de seks Tusind Dollars - de var forøvrigt
nu svulmet op til ti Tusind -, om min Gamle, hvad han
var for en Sjover, og hvilken Æsel jeg selv var, og
lidt efter lidt naaede hun frem til at fortælle om, hvor-
ledes jeg selv var blevet myrdet.

Saa spurgte jeg:

„Men hvem er egentlig Morderen? I Hookerville
har vi ogsaa nok hørt om det Mord, men ikke, hvem
der har begaaet det!”

„Ja, saa gaar det der ligesom hos os! Hvormange
er der ikke her paa Stedet, som gærne vilde vide, hvem
der har begaaet det. Mange antager, at den gamle Finn
selv er Manden!”

„Nej, virkelig?”

„I Begyndelsen troede næsten alle det. Han aner
vist ikke noget om, hvor nær han har været ved at blive
lynchet. Men i Løbet af Natten skiftede Meningerne,
og nu tror man, at Morderen er en bortløben Neger ved
Navn Jim!”

„Nej, da -”

Men pludselig holdt jeg inde; det vilde vist være
det fornuftigste at tie stille. Hun overhørte mit Udbrud
og blev rolig ved:

„Jo, den Neger løb bort samme Nat, som Huck

79

Finn blev myrdet. Der er udlovet en Belønning paa tre
Hundrede Dollars paa hans Hoved. Og for den gamle
Finn en Belønning paa to Hundrede Dollars. Om Mor-
genen var han kommet til Byen for at gøre Anmeldelse
om Mordet, og han var ogsaa sammen med de Folk,
som paa Færgen søgte efter den Myrdedes Lig, men
saa forsvandt han straks efter; da Folk om Aftenen var
kommet i Stemning til at lynche ham, var han ingen
Steder mere at finde. Den næste Dag rygtedes det, at
Negren var forsvundet og at han just var blevet set
sidste Gang Klokken ti selve Mordnatten. Saa faldt Mis-
tanken paa ham, og samme Dag dukkede ogsaa gamle
Finn op igen og plagede Dommer Thatcher om at give
ham Penge, saa han kunde forfølge Negeren, den elen-
dige Morder. Dommeren gav ham et Par Dollars og om
Aftenen tumlede han og to andre fordægtige Fyre rundt
i Gaderne med en vældig Rus. Med disse to forlod han
saa Byen. Senere har man ikke set noget til ham, og
nu er alle igen fast overbevist om, at han er sin Søns
Morder og at han har arrangeret alt, saa det kunde se
ud, som om der havde været fremmede Mordere paa
Færde. Alt det har han naturligvis kun gjort for at strø
Folk Sand i Øjnene. Han har tænkt, at han saaledes
langt hurtigere kunde faa fat i sin Søns Penge end ved
at føre en langvarig Proces. Man tiltror ham alt, den
slette Fyr! Men han er snu nok! Naar han blot holder
sig borte et Aarstid, vil alt være glemt. Skaffe Beviser
imod ham er man jo heller ikke i Stand til og saa vil
han med den største Lethed faa Fingre i Arven efter
Huck!”

„Naturligvis, alt det lyder meget rimeligt. Den Ban-
dit! Men, nærer man saa ikke længere nogen Mistanke
til Negeren?”

„Ja, saa ganske sikker er man jo ikke, noget er
der nok derom. Men det varer vel næppe længe, før

80

man faar fat i ham og faar presset Sandheden ud af
ham!”

„Har man noget Spor at følge?”

„Naa, Du er god nok! Men tre Hundrede Dollars
faar man nu ikke saadan fat i paa aaben Gade. Ret
langt borte kan han nu næppe være. Det mener mange
og dem hører jeg til. I Færgen talte jeg med de gamle
Folk, som bor her Dør om Dør saa at sige med os i det
lille Blokhus. De fortalte mig, at den lille Ø ude i
Floden er helt ubeboet, at der aldrig kommer nogen der-
over. Saa tænkte jeg, det var dog mærkelig, men jeg
syntes bestemt, at jeg for et Par Dage siden saa nogen
Røg derovre; hvem ved, maaske har Negeren gemt sig
der? Jeg sagde ikke noget, men tænkte: vent kun til
min Mand kommer hjem. Han var nemlig just sammen
med en Ven taget op ad Floden. Men nu har jeg for-
talt ham, hvad jeg har set, og hvad jeg tænker, og han
vil sammen med en anden tage derover til Øen og
se efter!”

Nu sad jeg som paa glødende Kul. Jeg var helt uro-
lig og maatte finde et eller andet at fæste min Opmærk-
somhed paa, medens hun talte. Der laa Naal og Traad
paa Bordet og jeg gav mig til at prøve paa at træde
Naalen. Men mine Hænder rystede og det vilde ikke
lykkes for mig. Pludselig holdt Konen op med at tale
og da jeg saa paa hende, bemærkede jeg, at hun betrag-
tede mig med et anspændt Blik og smilte paa saa un-
derfuld en Maade. Jeg lagde Naal og Traad fra mig
og lod, som om jeg kun havde Tanke for hendes Be-
retning, der ogsaa virkelig i høj Grad interesserede
mig, og jeg udbrød:

„Store Gud! tre Hundrede Dollars er ogsaa en or-
dentlig Bunke Penge. Bare min Moder havde dem.
Tager Deres Mand saa derover endnu i Nat?”

„Det forstaar sig, enten maa det gøres saa hurtig

81

som; muligt eller ogsaa slet ikke. Han er nu just inde i
Byen for at leje en Baad og et Gevær! Jeg antager, at
de tager derover ved Midnatstid!”

„De maa da bedre kunne se om Dagen?”

„Hvor er Du naiv! Tror Du, at Negeren maaske er
blind om Dagen? Nej! Just om Natten sover han sik-
kert nok og min Mand med sin Ven kan da bedre liste
sig gennem Skoven lige hen til hans Baal - hvis
han da har et saadant.”

„Ja, naturligvis, det tænkte jeg slet ikke paa!”

Jeg mærkede, at Konen hele Tiden stirrede saa un-
derligt paa mig og jeg blev helt ilde til Mode.

Pludselig spurgte hun:

„Hvad var det, Du sagde, at Du hed?”

„Ma-Mary Williams!”

Det forekom mig nu rigtignok, at jeg ikke før sagde
Mary, men huskede ikke, om det var Sarah eller et
andet Navn, jeg sagde, det vidste jeg ikke saa nøje,
og saa vovede jeg ikke i min Forfjamskethed næppe at
se op. Jeg mærkede, at jeg med koldt Overlæg var
fanget i en Fælde, og saadan saa jeg vist ogsaa ud.
Naar saa Konen i det mindste havde sagt noget, men
hun sad kun og stirrede paa mig, hvorved jeg næsten
blev bragt til Fortvivlelse.

Endelig sagde hun med honningsød Stemme:

„Hør, min kære lille Unge, jeg syntes saa bestemt,
at Du kaldte Dig Sarah før, da jeg spurgte Dig.”

„Det er meget rigtigt, Sarah Mary Williams. Sarah
hedder jeg i hvert Fald. Nogle kalder mig Sarah og
andre kalder mig Mary, det er mig lige meget.”

„Naa - det er saadan at forstaa. Det er ganske
naturligt!”

Hun smilte hen for sig.

Jeg følte mig lidt mindre trvkket, men ønskede dog,

Huck Finns Hændelser. 6

82

at jeg velforvaret var ude af denne Klemme. Heller
ikke turde jeg se paa hende.

Saa begyndte Konen med Beklagelser over, hvor
daarlige Tiderne dog var og fortalte om, hvor meget
bedre hun tidligere havde haft det, om hvorfor hun
nu maatte leve saa usselt, og hvormeget hun blev pla-
get af Rotterne, som ligefrem spillede Herre i Huset, og
saaledes blev hun ved, indtil jeg igen følte mig helt,
beroliget.

Endnu var hun stadig ved Rotterne. Nu og da kunde
man se dem næsvist stikke Snuderne frem fra et Hul
i Hjørnet af Værelset. Konen fortalte, at hun altid,
naar hun var alene, havde et eller andet ved Haanden
for at kunne kaste det efter de frække Skabninger,
da hun ellers ikke kunde faa Fred for dem. Hun viste
mig en Klump Bly, som var fastgjort til en Line;
med denne kastede hun efter Rotterne og fortalte,
at hun sædvanligvis havde god Nytte af dette Kaste-
vaaben, men nu havde hun just forstuvet sin Arm,
saa hun var ikke sikker paa, at hun kunde sigte rigtigt.
Hun forsøgte det, men Blyklumpen havnede paa et helt
forkert Sted, samtidig med, at hun raabte. „Av!” og
gned sin Arm. Hun lod saa mig om at kaste næste
Gang. Skønt jeg for alt i Verden vilde se at komme
bort før hendes Mands Hjemkomst, lod jeg mig dog ikke
mærke med noget. Jeg tog Indretningen og kastede
den efter den første Rotte, som stak Snuden frem i
Hullet; hvis den var blevet staaende der, hvor den
stod, havde den for Eftertiden ikke kundet kalde sig for
en smuk Rotte.

Fruen udtalte, at det maatte kaldes et „Mesterskud”,
eftersom det var første Gang, jeg prøvede at kaste med
Slyngen; den næste Rotte vilde ikke være sikker paa
sit Liv.

Saa skulde jeg hjælpe hende med at rede noget

83

Garn; jeg strakte begge Arme frem og hun lagde Gar-
net over dem, medens hun fortalte videre om sig og sin
Mand. Pludselig udbrød hun:

„Hold kun Øje med Rotterne; dér, hold Blyklum-
pen i dit Skød, saa har Du saa nemt ved at tage den!”

Hun lod Klumpen falde ned i mit Skød og jeg pres-
sede Benene sammen for at gribe den. Endnu et Mi-
nut talte hun videre, saa standsede hun pludseligt, saa
mig ind i Ansigtet og udbrød, for øvrigt ikke uvenligt:

„Naa, frem med Sproget - hvad hedder Du saa!”

„Hvad -?”

„Ja, ud med Sandheden,” gentog hun og prikkede
mig med Fingren paa Armen, „hedder Du Bill eller
Tom eller Jack? Naa, ud med Sproget.”

Jeg rystede over hele Legemet og vidste hverken
ud eller ind om, hvad jeg skulde svare. Men saa hak-
kede jeg i det.

„Det er virkelig ikke pænt af Fruen at gøre Nar
af saadan en lille Pige som mig. Hvis jeg falder Dem
til Besvær, saa vil jeg hellere straks -”

„Du skal ikke andet end sidde roligt, hvor Du er.
Jeg gør Dig ikke Fortræd og skal heller ikke forraade
Dig. Fortæl Du mig kun, hvem Du er og hvad der er
i Vejen med Dig. Jeg skal ikke fortælle det til nogen
og lover at hjælpe Dig, og min Mand skal ogsaa hjælpe
Dig, om vi kan. Du er vistnok en bortløben Læredreneg,
- tager jeg Vel Fejl? Men det er der ikke nogen
Ulykke i, min Dreng. De har været onde imod Dig
og saa er Du løbet af Læren. Er det ikke saadan?
Naa, fortæl mig saa det hele, lille Ven, jeg skal ikke
fortælle din Hemmelighed videre!”

Saa svarede jeg, at jeg nok kunde indse, det nyttede
ikke at spille den Komedie længere, og jeg vilde tilstaa
alt, blot hun vilde holde sit Løfte om ikke at forraade
mig. Derefter fortalte jeg hende, at min Fader og Moder

6*

84

begge to var døde, at Fattigvæsenet havde overladt
mig til en gammel Landmand tredive Mile herfra inde
i Landet, og at jeg der blev saaledes mishandlet og
sultet, at jeg ikke længere kunde udholde det Liv, hvor-
for jeg havde besluttet mig til at løbe bort. Landmanden
havde maattet tage paa en Rejse, der vilde vare nogle
Dage og den Lejlighed havde jeg benyttet mig af.

Jeg havde trukket i nogle af hans Datters Klæder
og havde da begivet mig paa Vej. Dagen igennem
havde jeg altid holdt mig skjult og kun gaaet om Natten.
Jeg havde ogsaa taget noget Mad med mig og det havde
strakt saa godt til, at jeg ikke havde lidt nogen Nød.
Min Onkel, Abner Moore, vilde sikkert tage sig af mig
og beskytte mig overfor den gamle Farmer; det var
derfor, at jeg nu var kommet til Goshen.

„Goshen, Barn? Men Du er jo slet ikke i Goshen!
Dette her er Petersburg. Goshen naar Du ikke paa
mindre end halvanden Time, naar Du gaar op langs
med Floden. Hvem har dog fortalt Dig, at dette er
Goshen?”

„Det gjorde en Mand, som jeg traf i Morges ved
Daggry, da jeg lige skulde gaa ind i Skoven for at
finde mig et Sovested. Han sagde, at naar jeg kom til
en Korsvej, skulde jeg blot dreje til højre og saa vilde
jeg være i Goshen paa en Timestid.”

„Han har sikkert været beruset, for han har givet
Dig helt forkert Besked, Barn!”

„Ja, han saa ogsaa nærmest saadan ud, men det
tænkte jeg ikke videre over. Det gør heller ikke noget.
for nu vil jeg begive mig videre og kommer saa nok til
Goshen, før det bliver lyst.”

„Vent blot et Øjeblik; jeg skal smøre Dig lidt Mad,
det kan Du nok trænge til!”

Hun gav mig lidt at spise og udbrød saa:

„Svar mig nu, men uden at betænke Dig derpaa!

85

Naar en liggende Ko rejser sig, paa hvilke Ben staar
den saa først op!

„Bagbenene, Frue!”

„Og en Hest?”

„Forbenene.”

„Paa hvilken Side af en Træstamme vokser der mest
Mos?”

„Paa den Side, som vender mod Nord!”

„Og naar femten Køer græsser paa samme Eng, -
hvormange af dem vender saa Hovedet samme Vej?”

„Alle femten!”

„Godt - nu tror jeg, hvad Du fortæller om, at
Du har opholdt Dig paa Landet. Jeg tænkte, at Du
maaske engang til vilde føre mig bag Lyset med Usand-
heder. Og lad mig saa høre dit virkelige Navn!”

„Georg Peters!”

„Naa, husk det nu og sig ikke Alexander før Du
gaar, og lad mig saa ikke faa den Forklaring, naar jeg
fanger Dig, at Du egentlig hedder Georg-Alexander.
Og den gamle Kjole skal Du ikke prøve paa at spille
Pigebarn overfor en Kvinde. Maaske kan Du gennem-
føre Rollen overfor Mænd, men ikke overfor Kvinder.
Og hør saa, Barn, naar Du igen vil træde en Synaal
og lade som en Pige, saa maa Du holde Naalen stille
og føre Traaden gennem dens Øje, men ikke omvendt;
saadan gør Mændene, men selv overfor en meget lille
Pige vilde Du røbe Dig, naar Du fægter rundt i Luften
med en Synaal for at træde den. Og naar Du skal slaa
efter en Rotte eller en anden Ting, saa maa Du for at
ligne en Pige, rejse Dig helt op paa Taaspidserne og
strække Armen saa kejtet som muligt helt bag over
Skuldrene og sørge for at træffe seks-syv Fod ved
Siden af Maalet - saadan gør smaa Piger; Drenge
bruger kun en Bøjning af Haandledet og Albuen. En-
delig, fremfor alt maa Du huske paa, at, naar en lille

86

Pige vil opfange noget, man kaster hen i Skødet paa
hende, saa spreder hun Knæene fra hinanden; presser
dem ikke sammen, saaledes som Du gjorde, da jeg
kastede Blyklumpen hen til Dig. Ser Du, jeg anede
straks, da Du vilde træde den Synaal, at Du var en
Dreng, og alt det øvrige lod jeg Dig gøre i den Hen-
sigt derved at blive sikker i min Sag. Nu kan Du mar-
chere til Din Onkel, lille Sarah Mary Williams Georg
Alexander Peters, og skulde Du have Brug for nogen,
som kan hjælpe Dig med Raad og Daad, saa skriv Du
kun et Brev til Fru Judith Loftus - saaledes hedder
jeg - og jeg skal da gøre for Dig, hvad jeg kan. Følg
nu blot langs med Floden, men, hvis Du løber bort en-
gang til, saa maa Du tage Sko og Strømper med; Vejen
er meget stenet og Du vil nok faa ømme Fødder før Du
naar til Goshen.”

Omtrent halvtreds Meter gik jeg langs med Floden;
saa sneg jeg mig igen tilbage forbi Huset hen til det
Sted, hvor jeg havde efterladt min Baad, sprang op i den
og nu gik det af alle Kræfter hjemad til Øen. Jeg lod
mig først drive ned ad Kysten, indtil jeg antagelig be-
fandt mig omtrent lige over for Øen; derefter styrede
jeg med stærke Aaretag tværs over Floden. Min Hat
havde jeg kastet bort; nu behøvede jeg ikke længere
at Spille Pige Da jeg var naaet midtvejs ud, hørte jeg
Kirkeuret slaa og talte elleve Slag! Da jeg naaede over
til Øen gav jeg mig ikke engang Tid til at pudse min
Næse, skønt jeg nok kunde trænge dertil, men styrtede
lige op paa min oprindelige Lejrplads, hvor jeg tændte
et stort Baal.

Saa igen i Baaden og videre saa hurtig som det var
muligt, indtil jeg naaede ud for Klippehulen. Jeg lan-
dede, krøb op ad Højen og ind i Hulen. Her laa Jim i
sin sødeste Søvn. Jeg raabte ind i Ørene paa ham:

„Op, Jim! Jim, de er efter os.”

87

Ikke et Ord sagde han, spurgte heller ikke om noget,
men fløj øjeblikkelig op. Den Maade, hvorpaa han i
den følgende halve Time slæbte og asede, viste tilstræk-
keligt, hvilken frygtelig Skræk der var faret i Kroppen
paa ham.

Alle vore Ejendele fik vi hurtigt bragt vel over paa
Tømmerflaaden, som vi havde liggende gemt under Pile-
buskene, og alt blev bragt i Orden til, at vi hurtig
kunde bryde op. Ilden inde i Hulen havde vi straks
sørget for at slukke; vi skulde vel vogte os for at tænde
Lys.

Jeg roede med Baaden et lille Stykke ud for saa-
ledes bedre at holde Udkig; men selv om der havde
været noget galt paa Færde, havde jeg ikke kunnet op-
dage det i den ugunstige Belysning. Saa trak vi Flaa-
den udad og gled sagte ind i Slagskyggen fra Kysten.
Saa styrede vi bort fra Øen og kom ud i aabent Vande.
Men ingen af os sagde saa meget som et eneste Muk.

TOLVTE KAPITEL.

Det var nok blevet henad Ettiden, før vi endelig
blev klar af Øen; Flaaden skød en ganske snegleagtig
Fart. For det Tilfælde, at vi skulde møde noget mis-
tænkeligt, havde vi taget vore Forholdsregler; Baaden
havde vi paa Slæb og kunde om! fornødent springe i den,
for saa hurtig som muligt at stikke af til Illinois-Bredden.

Godt var det, at dette ikke blev nødvendigt, ellers
var vi kommet godt op at køre; vi havde nemlig i
Skyndingen helt glemt at lægge Bøssen og Fiskered-
skaberne og Levnedsmidler ned i Baaden. Et Menneske
kan ikke i en Hast tage alle Muligheder i Betragtning.
Men det var rigtignok en Dumhed, at vi havde anbragt
alle Ejendele paa Flaaden alene.

88

Hvis de to Mænd virkelig var taget over til Øen,
kunde de uden Tvivl ikke have undgaaet at se mit Baal,
og saa havde de nok holdt sig hele Natten der i Nærhe-
den for at afvente Jims Tilsynekomst. I hvert Fald
slap vi bort fra dem, og, hvis mit Puds med Baalet ikke
har narret dem, er det ikke min Skyld, jeg antændte
det i den bedste Mening. Da det første Dagskær viste sig
i Øst, fortøjede vi Baaden i en Bugt paa Illinois-Siden;
med Saven afsavede vi saa endel Grene af nogle Bom-
uldstræer og dækkede hele Flaaden dermed, saa den i
Afstand saa ud som en lille, lys Brink.

Ovre paa Missouri-Siden hævede der sig høje Bjærge,
medens vor Side var dækket af tæt Skov; desuden var
Flodens farbare Strækning over imod den førstnævnte
Kyst. Der var derfor ikke nogen Fare for, at vi pludse-
lig skulde blive overraskede. Saa laa vi da den Dag
og saa over paa de Fartøjer, som gled ned ad Floden,
og paa Damperne, der stønnende og pustende arbejdede
sig op mod Strømmen.

Jeg fortalte Jim om mit Æventyr Aftenen forud med
Konen, som ikke vilde lade sig narre af min Kjole og
min Pigehat. Han mente, at hvis hun skulde have
ledet Undersøgelsen, vilde hun sikkert have baaret sig
fiffigere ad end Mændene, saa vi maaske nok havde faaet
Ulejlighed med at slippe bort. Hun vilde ikke have
lagt sig dovent hen og vogte paa et ensomt Lejrbaal,
nej! hun vilde straks være gaaet i Gang med at søge,
og det var næppe rimeligt, at hun var taget derover uden
at have en Blodhund med.

„Men hvorfor har hun saa mon ikke raadet Mæn-
dene til at tage en Hund med?” indskød jeg.

Det havde hun ogsaa i sidste Øjeblik gjort, mente
Jim; og af den Grund var disse Nathuer af Mænd sikkert
blevet forsinkede og havde spildt al den kostbare Tid;
derfor sad vi nu her saa hyggeligt i Krattet i Stedet

89

for derovre i Byen bag Laas og Slaa. For mit Vedkom-
mende var det mig ganske ligegyldigt, hvad Grunden
kunde være til, at vi opholdt os her i Stedet for der
ovre, saalænge vi kun virkelig befandt os i Frihed og
ingen berøvede os den.

Saasnart Tusmørket begyndte at indfinde sig, strakte
vi forsigtig Hovederne frem fra Buskene og spejdede.
Forude, bagude, til Siderne - intet mistænkeligt! Nu
tog Jim nogle af Flaadens øverste Planker og indret-
tede os her en lille Slags Wigwam, hvori vi selv kunde
søge Ly og tillige beskytte vore Ejendele mod Vejret;
Gulvet blev lavet af Brædder og lagt omtrent en Fod
hævet over Flaadens Overflade, saa at vore Tæpper og
andre Sager ikke kunde tage Skade af de Bølger, Damp-
baadene i Forbifarten skyllede ind mod Flaaden. Midt
i Skuret lagde han noget Ler, der skulde tjene som
Arnested, hvorpaa vi kunde have vor Ild uden at den
vilde være videre synlig udefra. Derefter lavede vi
en Reserve-Styreaare for ikke at komme i Forlegenhed,
saafremt vi skulde knække en Aare. Paa en kløftet
Stang hængte vi Laternen, thi det var nødvendigt at
have Lys for ikke at blive boret i Sænk af en eller
anden Dampbaad, der kom op ad Strømmen.

I den anden Nat drev vi omtrent syv til otte Timer
med Strømmen, der havde en Fart af over fire Knob.
Vi fangede en Del Fisk og snakkede sammen; af og til
tog vi en lille Svømmetur ved Siden af Flaaden for at
holde os vaagne. Det var overordentlig betagende saa-
ledes i den stille Nat at glide hen ad den store, brede
Flod. Vi lagde os paa Ryggen og fæstede Blikket drøm-
mende op mod Stjernehimlen; det faldt os slet ikke
ind at tale højt, heller ikke at le, i det højeste af og til
helt sagte. Vejret var ganske usædvanlig godt, og der
hændte os intet Uheld, hverken den Nat eller de føl-
gende.

90

Hver Aften kom vi forbi Byer, der ofte laa langt
oppe paa de sorte Bjærgskraaninger; selve Husene
kunde vi ikke skelne; men Byerne mindede om mørke
Reder, hvori der flimrede Lys. Den femte Nat passerede
vi St. Louis, der funklede og straalede med Lys som
en helt oplyst Verden for sig. Hjemme i Petersburg
havde jeg altid hørt Tale om, hvor forfærdelig stor St.
Louis var, og at der skulde leve tyve eller tredive Tu-
sinde Mennesker paa samme Plet. Det havde jeg nu
aldrig rigtig troet paa. Men da jeg saa den ligge saa-
ledes straalende for mine Øjne om Natten Klokken to,
hvor ellers alle sover trygt og fast, saa forstod jeg, at
det maatte være Sandhed, og at Folk ikke havde pralet.

Hver Aften plejede jeg nu at snige mig i Land hen
imod Klokken ti udfor en eller anden lille Flække og
gøre de Indkøb af Flæsk, Mel eller Tobak, som vi just
havde Brug for. Mangen Gang hjalp jeg ogsaa en Høne,
som ikke holdt sig rigtig rolig, til en behagelig hvilende
Stilling i min Arm. Min Gamle havde altid indprentet
mig den Leveregel: naar Du nogensteds kan faa Fingre
i en Høne, maa Du under alle Omstændigheder tage den
med. Har Du ikke selv Brug for den, er der altid en
anden, som den er velkommen, og en god Handling
bærer altid Lønnen i sig selv. Rigtignok havde den
Gamle altid selv Brug for en saadan Høne, under alle
Omstændigheder, men det ændrede intet i selve hans
Princip.

Om Morgenen, før det blev lyst, stak jeg ind paa en
eller anden Mark og laante en Vandmelon eller en Majs-
melon eller andre Frugter, som jeg just stødte paa. „At
laane” en Ting, var ikke noget slemt, naar blot man
havde til Hensigt - engang senere at levere det tilbage,
saaledes havde min Gamle ofte belært mig; Enken der-
imod paastod, at det hele kun var et smukkere Udtryk
for Tyveri, og at intet ordentligt Menneske bar sig saa-

91

ledes ad. Jim, som jeg spurgte til Raads i dette Spørgs-
maai, gav baade Enken og min Gamle Ret, hver paa
sin Maade; naar vi, sagde han, kun slettede enkelte
Ting af vor „Laaneliste”, saaledes fordærvede Vand-
meloner og sure Æbler, og besluttede os til i Fremtiden
aldrig at laane dem, saa gik det nok an, at vi uden Sam-
vittighedsnag laante de andre. Tidligere havde jeg nok
haft lidt Betænkelighed ved dette, men da vi nu havde
fundet denne Udvej, faldt disse bort, og - daarlige
Vandmeloner og sure Æbler lod sig jo nok undvære.

Af og til fik vi Ram paa en nysgerrig Vandhøne, der
enten var kommet for tidlig paa Benene eller holdt
sig for sent ude; kort sagt, vi levede helt behageligt,
var lykkelige og tilfredse og glædede os ved Tilvæ-
relsen.

Den femte Nat efter at vi havde passeret St. Louis,
drev et voldsomt Uvejr op, det lynede og tordnede og
Regnen styrtede ned i Spandevis. Vi hyttede os ind i
Skuret og lod ellers Flaade være Flaade, den klarede sig
nok selv. Ved Lynenes Skær kunde vi iagttage, at
Flodbredderne her var stejle og klippefulde, ogsaa i
Vandet ragede hist og her et Rev frem.

Pludselig udbrød jeg: „Hov, Jim! se der hen. Hvad
kan det være!”

Det var en Damper, som var stødt paa Grund mod
et Skær. Vi holdt Kurs lige mod den og kunde se den
tydeligt, naar Lynene oplyste Floden. Overdelen ra-
gede endnu skævt op over Vandet, og naar et særlig
skarpt Lyn flimrede over Himlen, fik vi et tydeligt Over-
blik over Dækket og alt, hvad der befandt sig herpaa,
endog en Stol, som stod i Nærheden af den store Skibs-
klokke, og en gammel Bulehat paa et Rækværk.

Det var saa uhyggeligt at se dette ensomme, hjælpe-
løse Vrag her midt i Uvejrsnatten, og som det vel vilde
have gaaet enhver anden Dreng i min Alder, jeg kom

92

dygtig til at gyse og dog følte jeg en ubetvingelig Lyst
til at komme ombord paa Vraget og til at snuse lidt
omkring der for mulig at opdage noget.

„Jim, skulde vi ikke lægge til det?” bad jeg.

„Jim ikke Lyst til at se paa Vrag, Jim være ikke
nysgerrig. Du meget hellere blive derfra, eller Du
brænde dine Fingre. Jim ikke vil have med Vagten
om Bord at gøre.”

„Du kan selv være en Vagtmand! Hvad tror Du
at en saadan skulde der? Maaske passe paa Dækket
og Styrehuset, hva'? Der er saamænd ingen, som en
saadan Nat vilde risikere Livet for at passe paa nogle
gamle Planker, der hvert Øjeblik kan ramle sammen
og blive skyllet bort!”

Det troede Jim nu heller ikke, og han svarede ikke
med et Ord.

„Og desuden,” fortsatte jeg, „vi kan uden Tvivl
„laane” noget i Kaptajnens Kahyt, Jim - jeg Vædder
paa, at der er Cigarer, Femcenter og mange fine Sager,
Jim! Dampskibskaptajner er altid meget velhavende,
Jim! De har treds Dollars i Maaneden og spørger rig-
tignok aldrig om, hvad noget koster, naar de har Brug
for det. Kom med, Jim, tag et Lys i Lommen - jeg
har ingen Ro paa mig, før jeg kommer derover. Tror
Du maaske, at Tom Sawyer vilde have ladet en saadan
Lejlighed gaa fra sig? Aldrig! Han vilde kalde det et
Æventyr, et heltemodigt Æventyr, og han vilde gaa
om Bord, om det end skulde koste ham hans Liv. Og
saa vilde han prale med det bagefter! Forstaar Du?
Han vilde sammenligne sig med Christoffer Columbus,
som opdagede Amerika! Hvor vilde jeg dog ønske, at
Tom var her!”

Jim brummede lidt uforstaaeligt hen for sig, men saa
gav han efter. Først paalagde han mig dog ikke at tale
mere end strængt nødvendigt og da kun hviske. Lynet

93

viste os nu atter i det belejlige Øjeblik Vraget saa op-
lyst, at vi kunde styre hen til dets Styrbordsside og
lægge til der.

Endnu ragede Dækket her højt oven over Vandet.
I Mørket sneg vi os forsigtig ned ad dets skraa Flade
til Bagbordssiden, idet vi famlede os Skridt for Skridt
fremad og strakte Hænderne ud for ikke at støde imod
noget. Vi naaede ogsaa snart Skylightets Forkant og
krøb langs med dette; endnu faa Skridt og vi stod ved
Døren til Kaptajnens Kahyt. Den stod aaben og -
store Gud! - helt i Baggrunden af den Gang, som
førte ind til Salonen, skinnede der Lys og vi opfattede
en utydelig Støj af samtalende Stemmer.

Jim hviskede, at han var ved at besvime, og vinkede
til mig om at følge efter ham. Jeg svarede, ligeledes
hviskende: „Godt, jeg følger efter!”

Jeg skulde lige til at snige mig tilbage til Flaaden,
da jeg hørte en bønfaldende, stønnende Røst:

„Aa, lad mig dog være, I unge Mennesker! Jeg
sværger, at jeg aldrig skal forraade Jer med et Ord!”

Dertil svarede en anden Stemme temmelig højt:

„Du lyver, Jim Turner, vi kender nok din Lumsk-
hed! Du har altid forlangt mere, end der tilkom Dig,
naar der var noget at dele, og ogsaa faaet det, fordi Du
vel at mærke altid har truet med at ville angive os,
hvis Du ikke fik din Vilje! Men denne Gang sidder
Du nu i Saksen, fordømte Fyr. Du er en gemen, løgn-
agtig Hund!”

Jim havde allerede fjærnet sig langt herfra og stod
i Begreb med at gaa over paa Flaaden, men nu var min
Nysgerrighed for Alvor vakt. Tom Sawyer var sikkert
ikke den, der nu vilde give fortabt, tænkte jeg, og det
vilde jeg heller ikke - jeg maatte have at vide, hvad
der gik for sig. Jeg lagde mig derfor ned paa Hænderne
og Knæ og krøb agterefter gennem den mørke, smalle

94

Gennemgang, indtil der kun var Bredden af et Passa-
gerlukaf mellem mig og Salonen. Derinde laa paa Gul-
vet en Mand, som var bundet paa Hænder og Fødder;
to andre stod op foran ham, den ene med en lille Lygte,
den anden med en spændt Pistol i Haanden. Den sidst-
nævnte holdt Pistolløbet rettet mod den bundne Mands
Hoved og gentog stadig:

„Jeg kunde have Lyst til at skyde Dig ned, dit Stink-
dyr, - og jeg gør det ogsaa - saadan en Forræder!”

Hver Gang krummede Fyren sig sammen og bøn-
faldt:

„Gør det ikke, Bill, jeg beder Dig, gør det ikke -
jeg skal aldrig fortælle en Tøddel mere!”

Hver Gang han jamrede saaledes, grinte han, som
holdt Lygten og svarede haanende:

„Det skal Du heller ikke mere faa Lejlighed til, det
kan jeg indestaa Dig for!” Og senere udbrød han:
„Aa, hør, hvor den Fyr kan tigge, og dog, hvis han
kunde være kommet afsted dermed, havde han slaaet
os begge to ihjel; det er saa sandt som jeg staar her.
Og hvorfor - monstro? For det rene ingenting! Kun
fordi vi vilde have, hvad der tilhørte os, ene og alene
derfor. Men nu bedrager Du ikke nogen mere, Jim
Turner! Det kan jeg indestaa for! - Tag saa Pistolen
væk, Bill!”

Bill svarede:

„Jeg er ikke meget for det, Jack Packard, jeg skal
bringe den Hund til Tavshed. Har han ikke selv paa
samme Maade myrdet den gamle Hatfield? Han for-
tjener sgu ikke bedre Behandling selv, den Hund!”

„Men jeg vil ikke ha', at Du skyder ham. Jeg har
mine Grunde derfor!”

„Gud velsigne Dig for det Ord, Jack, jeg skal al-
drig glemme Dig det, saa længe jeg lever,” - klynkede
Manden paa Gulvet.

95

Det lod ikke til, at Jack Packard brød sig synder-
lig om denne Velsignelse; han hængte sin Lygte paa et
Søm og traadte ud i Mørket omtrent hen til det Sted,
hvor jeg opholdt mig, idet han vinkede til Bill om at
følge ham. Jeg retirerede tilbage i Krebsegang. For
ikke at blive opdaget var der dog nu intet andet for mig
at gøre end at flygte ind i det nærmeste Lukaf.

Udfor Indgangen til dette Lukaf standsede Jack og
udbrød:

„Korm herind, Bill!”

Begge traadte de ind, men forinden var det lykke-
des mig hurtig at skjule mig i en Overkøje. Se dem,
kunde jeg ikke, derimod kunde jeg lugte dem, - saa-
ledes stank de af Whisky. Gud være lovet, tænkte jeg,
at jeg ikke havde drukket noget, skønt de havde vel
næppe kunnet lugte det. Jeg følte mig saa angst til
Mode, at jeg næppe kunde aande. Der laa jeg saa og
holdt Vejret, medens de to lige for Næsen af mig for-
handlede om deres Anliggender! De talte sagte, men
ivrigt. Bill syntes, at det alligevel var sikrest at gøre
det af med Turner.

Bill udviklede:

„Han har jo truet med at ville angive os, og det vil
han ogsaa gøre hvis vi nu lader ham slippe; selv om vi
nu ogsaa begge to giver ham vore Andele, nytter det ikke
noget efter det Spektakel, vi har haft med ham. Det véd
Du lige saa godt som jeg, Jack, og hvorfor skulde vi saa
tøve? Jeg holder bestemt paa, at vi skal skille os af
med ham.”

„Det samme er ogsaa min Mening!” indrømmede
Jack roligt.

„Hva Pokker! det har jeg ikke mærket noget til!
Saa er vi jo enige, lad os saa gaa ind til ham!”

„Vent dog et Øjeblik, Bill, og hør først, hvad jeg har
at sige; jeg er ikke færdig endnu. Ser Du, en Kugle

96

kan være god nok, men der gives ogsaa en nemmere
Maade at klare Tingene paa, naar det saa skal være!
Hvorfor skal vi udsætte os for Fare, naar vi uden Spor
af Risiko kan opnaa det samme? Har jeg ikke Ret?”

„Naturligvis! men hvad vil Du egentlig gøre?”

„Nu skal Du høre! Jeg mener, at vi endnu engang
skal se alle Rummene igennem, om vi maaske skulde
have glemt noget værdifuldt; derefter lægger vi fra med
Jollen og tager ind til Kysten, hvor vi skjuler Byttet. Og
saa har vi Tiden for os. I mindre end to Timer vil
denne gamle Rottefælde mases i Stumper og Stykker, og
naar saa den Fyr er druknet, hvis Skyld er det saa und-
tagen hans egen? Hvad vilde han her? Forstaar Du
saa min Mening? Jeg har aldrig været rigtig for at
myrde Folk, naar man kunde undgaa det, - det er
dumt, og der er noget umoralsk deri!”

„Du har for saa vidt Ret! Men hvis denne Kasse nu
ikke saa hurtig gaar i Smadder?”

„Aa, hvad, vi kan jo i hvert Fald se Tiden an et Par
Timer. Kom saa!”

Derpaa gik de ud, - og jeg kom! ogsaa temmelig
hurtig afsted med kold Sved paa Panden. Jeg krøb il-
somt tilbage til det Sted, hvor vi havde lagt bi. Endnu
var det bælgmørkt og jeg kunde næppe se en Haand for
mig, saa hviskede jeg sagte: „Jim!” Tæt ved mig hørte
jeg en svag, angstfuld Stønnen. „Hurtig, Jim, det er
ikke nu Tid til at klage sig. Der er en Røver- og Mor-
derbande, og hvis vi ikke finder deres Jolle og sætter
den i Drift, vil en af de Fyre komme i en slem Knibe.
Men faar vi fat i Jollen- og lader den flyde bort, kan
ingen af dem forlade Vraget. Jeg kunde nok ønske at
faa dem alle i Fælden og saa udlevere dem til Sheriffen.
Hurtig, skynd Dig! Jeg vil søge langs Bagbord efter
deres Baad, saa afsøger Du Styrbordssiden. Saa mø-
des vi i Flaaden -”

97

„Flaade? O, Herre Gud! Flaade? Der ikke mere
være Flaade! Flaaden være revet løs, være borte, og
stakkels gamle Jim og Huck være fortabte! Der ikke
være Flaade der!”

TRETTENDE KAPITEL.

Naa - det var et haardt Slag for mig og jeg var
nær ved at falde sammen. Alene her paa Vraget med
saadan en Bande som den dernede i Lukaferne, det
var ikke nogen Spas! Nu maatte vi finde deres Jolle,
for vor egen Skyld var dette nødvendigt! Saa krøb vi
rystende som Espeløv hen langs Styrbord og det fore-
kom os som en Evighed, før vi naaede til Damperens
Stævn. Men ikke Spor af nogen Jolle. Jim hviskede,
at han næppe længere kunde flytte en Fod, saaledes
rystede hans Knæ, en saadan Skræk havde han aldrig
i sit Liv oplevet Magen til. Mig selv gik det ikke
bedre, men jeg tav stille dermed. Jeg strammede ham
op og forsikrede ham om, at, hvis han blev her, mellem
Bølgerne og Banditterne dernede, sad vi fast i en slem
Klemme. Saa tog vi da atter fat med at søge videre.
Idet vi, stadig følende os for, naaede den Del af Vraget,
hvor Dækket dukkede ned i Vandet, fik vi Øje paa en
mørkere Aftegning i Skyggen - og se, det var virkelig
den Jolle, vi længtes efter at finde. Det lettede ikke
saa lidt!

Vi vilde just til at lade os glide ned i den, da
en Luge blev aabnet lige tæt ved Siden af mig og et
Hoved kom til Syne. Det var en af Banditterne fra
før! Et helt Vidunder, at han ikke straks saa mig! Han
drejede Hovedet tilbage og hvæsede:

„Stik dog den fordømte Lygte bort, Bill, Lyset kan
jo forraade os!”

Huck Finns Hændelser. 7

98

Han kastede en fyldt Sæk i Jollen, svang sig selv
efter den og satte sig til rette. Det var Jack. Saa kom
Bill krybende bag efter; han var ogsaa hurtig nede.
Jack hviskede:

„Alt klart - sæt saa af!”

Jeg kunde næppe længere klamre mig fast, saa
svag følte jeg mig.

Da siger Bill:

„Hør lidt. Var Du inde og undersøge ham, den
Hund!”

„Nej - har Du ikke gjort det?”

„Nej, Gud straffe mig! Saa har han sin Del af
Pengene i Lommen!”

„Naa, saa hurtig tilbage igen! - det vilde jo være
dumt at slæbe alt det Kram med sig og lade ham ligge
tilbage med Penge. Kom nu hurtig!”

„Tror Du ikke, han aner, hvad vi vil?”

„Maaske, eller maaske ikke! Imidlertid vi maa ha'
de Penge med.”

Saa klatrede de begge tilbage paa Vraget igen og
forsvandt ned gennem Lugen.

I samme Øjeblik var vi begge i Jollen! Det gik
som om vi fløj ombord! Kniven kom frem, Linen skar
jeg over - og vi satte af saa stille som Mus.

Ikke en Aare rørte vi, vi talte ikke et Ord, ja vi
trak næsten ikke Vejret. Lydløst gled vi ned langs
Skibsskroget og faa Minutter efter var vi udenfor Høre-,
Syns- og Skudvidde. Vi saa Vraget forsvinde i Mørket
- vi var reddede og takkede vor Skaber.

Da vi var naaet to-tre Hundrede Meter ud, saa vi
Lyset fra en Lygte som en lille Stjærne skinne et Øje-
blik ud over Vandet; nu havde Banditterne sikkert op-
daget, at deres Jolle var borte, og at de omtrent var i
lige saa stor Knibe som Jim Turner.

Men vi halede godt ud med Aarerne og spejdede

99

forud efter vor bortdrevne Flaade. Først nu stod det
rigtig klart for min Bevidsthed, hvilken Skæbne jeg
havde beredt Mændene paa Vraget ved at lade dem
blive tilbage uden Jolle; indtil nu havde jeg vel været
for optaget af alt det andet, der var hændet os, til
rigtig at gøre mig deres Stilling klar. Det forekom mig
da, at den Knibe, jeg havde bragt dem i, selv for
Mordere var noget for haard. Jeg sagde til mig selv:
Hvem véd, Huck, hvad der engang bliver ud af Dig;
maaske ikke noget stort andet eller bedre, og i saa Fald
vilde en lignende Knibe være højst ubehagelig for Dig.

Saa raabte jeg til Jim:

„Jim, saasnart vi ser Lys inde paa Kysten, gør vi
Holdt og lægger ind; saa skjuler vi Dig og Baaden, me-
dens jeg gaar hen til Folk, jeg kan træffe paa, og saa
skal jeg finde paa noget at fortælle, saa de tager ud og
ser efter de Fyre paa Vraget; de behøver da ikke at
drukne som Rotter, men kan opnaa at blive hængt paa
en anstændig Maade, naar de engang er modne dertil!”

Men den Idé blev der foreløbig ikke noget af, thi
paa én Gang tog Stormen til igen og rasede nu værre
end før. Regnen strømmede ned og intet Steds kunde
vi skimte noget Lys; i saadant et Hundevejr var alle
vel allerede gaaet i Seng. Vi arbejdede os dog fremad,
idet vi begge stadig holdt skarpt Udkig efter et Lys og
efter vor fortabte Flaade. Omsider ophørte dog Reg-
nen, medens Skyerne blev ved at hænge lige tungt over
os og af og til saas endnu Lynglimt. Et Lyn viste os
pludselig en mørk Masse, som flød foran os. Vi styrede
lige løs paa den.

Og virkelig, det var vor Flaade. Glade og muntre
som Hundehvalpe sprang vi saa i Sikkerhed paa vor
gamle, kære, tabte, men genfundne Flaade. Hvor Men-
nesket dog hænger ved, hvad der er dets eget! Omtrent
samtidig kom: et Lys til Syne derovre paa Bredden; der

7*

100

vilde jeg ind de tre Banditter laa mig saa tungt paa
Hjærte. Jollen var halvt fuld af det Kram, som Skur-
kene havde stjaalet fra Damperen. Vi hev nu det hele
over i en Bunke paa Flaaden og jeg gav Jim Besked om
at drive videre nogen Tid endnu, og saa, naar han
mente, at der var gaaet en Timestid, at tænde et Baal
og vedligeholde det, indtil jeg kom tilbage; jeg havde da
noget at rette mig efter.

Saa greb jeg Aarerne og roede indad efter Lyset.
Efterhaanden som jeg kom Kysten nærmere, opdagede
jeg tre-fire andre oppe ad Skrænten - her maatte der
ligge en Landsby. Omsider trak jeg Aarerne ind og lod
mig drive lidt med Strømmen for saaledes først at orien-
tere mig. Under Forbidriften udfandt jeg da, at det
først opdagede Lys kom fra en Lanterne, der hængte paa
Masten af en Jærn-Dampfærge. Jeg lagde til og saa
mig om efter Vægteren, som naturligvis sov et Steds
om Bord. Jeg fandt ham da ogsaa rigtig nok forude et
Steds, hvor han sad salig indslumret med Hovedet mel-
lem Knæene. Saa pirrede jeg et Par Gange til ham
og begyndte at hulke og græde.

Han fo'r forskrækket i Vejret og saa sig forstyrret
omkring. Men da han blev klar over, at det ikke var
andre end min Ringhed, gav han sig først Tid til at
række og strække sig og brummede saa:

„Naa, hvad er der nu paa Færde? Tud ikke, Dreng!
Hvad er det saa?”

Jeg hulkede:

„Fa'r og Mo'r og Søster og -”

Jeg kunde ikke sige mere for Graad; men han ud-
brød:

„Naa, for Pokker, hold dog op med at hyle, Dreng;
hver har sit at bære, og det kommer Du nok over!
Hvad er det saa med Fa'r og Mo'r og Søster?”

101

„De er - De er maaske Vagtmand paa Fartøjet
her?”

„Ja, det er jeg!” bekræftede han med Selvfølelse,
„jo, meget rigtig, det er jeg! Jeg er ogsaa Kaptejn og
Reder, Matros og Lods, Styrmand og Vagtmand - alt-
sammen i en Person. Mange Gange er jeg ogsaa Fragt
og Passager tillige. Saa rig som gamle Jim Hornback
det er jeg ganske vist ikke, og jeg kan ikke smide saa-
dan om mig med Syle som han og heller ikke være saa
djævleblændt godgørende overfor Tom og Dick og Har-
ry og hvad de alle hedder, men alligevel vilde jeg for
aldrig det bytte med ham. Som jeg siger til ham:
Livet paa Vandet, det kan man kalde at leve; hellere
lod jeg mig klyngne op end kline mig fast i en Rede
inde bag Bjærgene, hvor man ikke aner, om Verden
gaar rundt eller staar stille; ikke for aldrig det vilde
jeg bytte med Dig, selv om Du lod mig forgylde og sætte
i Ramme, og, siger jeg -”

Nu afbrød jeg ham:

„Aah, de er i saadan en skrækkelig Forlegenhed; de
véd slet ikke, hvad de skal gøre -”

„Hvem véd ikke, hvad de skal gøre?”

„Fa'r og Mo'r og Søster og Miss Hooker. Aa, bare
De vilde tage Færgebaaden og gaa derop og -”

„Hvor op? Hvor er de?”

„Paa Vraget!”

„Hva' for et Vrag?”

„Aa, der er vel kun et deroppe!”

„Hva', Du mener da vel ikke paa „Walter Scott”?”

„Jo!”

„Du almægtige! Hva' i al Verden bestiller de der?”

„Ja, det er ikke med deres gode Vilje, at de opholder
sig der!”

„Det forstaar jeg nok! Død og Pine, de vil jo sim-
pelt hen gaa neden om og hjem, hvis de ikke sørger for

102

hurtigst muligt at slippe derfra. Men hvorledes er de
da egentlig kommet saadan afsted?”

„Jo - Miss Hooker var paa Besøg - der oppe i -”

„I Booths Plads mener Du - og saa?”

„Altsaa hun var paa Besøg i „Booths Plads”, og nu
lige ved Aftenstide vilde hun, i Følgeskab med sin gamle
Negertjenestepige, lade sig sætte over med Hestefær-
gen for at besøge en Veninde og overnatte hos hende,
det var en Miss - naa, jeg har glemt hendes Navn. Un-
dervejs tabte de deres Styreaare midt i Vandet, Færgen
svingede rundt og blev saa sat i Drift og tørnede saa
omsider lige mod Vraget. Færgemanden og Negerpigen
og Hestene gik til Bunds. Kun Miss Hooker lykkedes
det at faa fat i Skroget og hun reddede sig om Bord paa
Dækket. Omtrent en Timestid efter at det var blevet
mørkt, kom saa vi ned ad Floden i vores Baad, vi var
paa Hjemvej fra Marked; det var saa ravende mørkt, at
vi ikke saa Vraget, før vi stødte lige mod det og kæn-
trede. Baaden kunde vi jo kigge efter, men vi reddede
os dog alle undtagen Bill Whipple - han druknede, -
aa, han var saadan et rart Menneske, jeg vilde hellere
selv have druknet end at just han skulde blive der.”

„Bevars vel, det er den mærkeligste Historie, jeg
nogen Sinde har hørt! Naa, og saa? Hvad gjorde I
saa?”

„Ja, hvad gjorde vi - vi raabte og skreg naturligvis
som vi var vilde; men der var saa langt derud, at ingen
kunde høre os. Saa siger min Gamle: Der er ikke andet
for, end at en af os maa se at komme i Land for at skaffe
Hjælp. Jeg var den eneste, der kunde svømme, og saa
maatte jeg jo forsøge min Lykke. Der var ikke noget
at betænke sig paa! Jeg sprang saa ud - Miss Hooker
raabte efter mig, at, hvis jeg ikke tidligere kunde finde
nogen, der vilde hjælpe, saa skulde jeg sørge for at
finde hendes Onkel, han skulde nok finde paa Raad.

103

Saa svømmede jeg ind og naaede ogsaa Land et godt
Stykke længere nede end her; men alle Steder, hvor jeg
har banket Folk op og fortalt dem, hvad der var paa
Færde, er jeg bleven afvist. „I saadan et skrækkeligt
Vejr?” udbrød de. „Nej, min Dreng, det vilde være
Vanvid; løb Du op til Dampfærgen; vil de hjælpe Dig
der, saa bliver Du rigtig hjulpen!” Hvis nu bare De
vil tage derud og -”

„Min Salighed vil jeg saa; det skal jeg gerne gøre,
men - sig mig, Du forstaar, helt for ingen Ting kan
jeg ikke gøre det, hvorledes staar det til med - hvad
jeg vilde sige, hvem skal betale? Tror Du, at din Fader
kan -”

„Aa, det skal De ikke være bange for, det skal
nok blive betalt. Miss Hooker sagde udtrykkelig, at
hendes Onkel Hornback -”

„Du store Kineser! Hva', er Hornback hendes
Onkel? Hør saa, hvad jeg siger - kan Du se det Lys
derhenne? - Godt - Du ta'r Benene paa Nakken og
løber efter det Lys der paa den anden Side, saa følger
Du Vejen og træffer snart paa en Kro; der gaar Du ind
og siger, at Du er ude efter Jim Hornback, og om de
hurtig vil følge Dig op til ham. Saa fortæller Du ham,
at jeg vil bringe hans Niece hel og holden i Land, endnu
før end han selv naar at komme ind til Byen; han skal
ikke være ængstelig og - men se nu til at komme af-
sted, Dreng, - staar han ikke der og glor dumt i Stedet
for at løbe! Nu lidt rask - jeg stikker om et Øjeblik
i Søen!”

Selvfølgelig lod jeg som om jeg rendte i Retning af
det Lys, han havde peget hen imod. Næppe var Vagten
gaaet ned, før jeg sneg mig tilbage i en stor Bue og fik
fat i min Jolle; jeg gjorde den løs og lod mig stille drive
langs Kysten, hvor jeg skjulte mig bag et Par Brænde-
kvaser. Jeg maatte dog overbevise mig om, at Manden

104

gjorde Alvor af at gaa ud. I Grunden følte jeg mig
helt tilfreds med mig selv; thi, tænkte jeg, de færreste
vilde have gjort sig saa stor Ulejlighed for en Tyveban-
des Skyld. Jeg vilde ønske, at jeg kunde fortælle Enken
hele Historien; hun havde saa sikkert grædt af Rørelse
over min Højmodighed overfor Skurkene, for, mærk-
værdig nok, hun nærede altid, ligesom andre gode
Sjæle, den største Deltagelse overfor Mordere og andre
Kæltringe.

Jeg saa nu, hvorledes Færgen begyndte at dreje paa
sig. I en Fart roede jeg ud fra mit Skjul og satte alle
Kræfter ind paa at blive Førstemand paa Stedet. Som
et stort, mørkt Spøgelse hakkede Vraget nedad Floden;
men det var øjensynlig nær ved at synke og sikkert alle-
rede fuldt af Vand. Det gik meget dybt og jeg indsaa
straks, at der næppe var nogen Sandsynlighed for Ban-
ditternes Redning. Jeg roede da endnu nærmere og for-
søgte ogsaa svagt at raabe til dem, i Fald de overhovedet
endnu var levende, men fik intet Svar. Der var døds-
stille paa Vraget. Jeg følte ogsaa lidt Medlidenhed med
Banden, men ingen overvældende.

Nu kom ogsaa Færgen dampende af fuld Kraft. Jeg
holdt mig forsigtigt midt i Strømmen og trak Aarerne
ind for rigtig at kunne iagttage, hvad der vilde ske. Jeg
saa, hvorledes Færgen prustede dampende omkring Vra-
get for at søge efter Miss Hookers jordiske Rester; men
heller ikke disse kunde Vagtmanden finde og bringe dem
som Trøst for den; stakkels Onkel Hornback, der altsaa
havde mistet sin højt elskede Niece! Færgemanden kunde
absolut intet opdage, og da Vraget hvert Minut paa en
truende Maade sank dybere og dybere, opgav han om-
sider Forsøget og dampede tilbage til Færgelejet. Jeg
derimod skyndte mig nu hurtig ned ad Floden.

Det forekom mig som en hel Evighed, før jeg fik
Jims Ild i Sigte, og da dette endelig var Tilfældet, syntes

105

jeg, at den var mindst Tusind Mil borte. Da jeg om-
sider naaede lykkelig derhen, begyndte Dagen allerede
at dæmre i Øst. Vi lagde ind til en lille Ø, skjulte vor
Flaade og borede Jollen fra Vraget i Sænk; saa gik vi
til Køjs og sov snart efter de retfærdiges Søvn.

FJORTENDE KAPITEL.

Da vi omsider havde faaet udhvilet os og atter var
kommet paa Benene, undersøgte vi det Bytte, som vi
havde nappet fra Skurkene paa Vraget, og vi fandt her-
lige Sager der imellem. Der var Støvler, Uldtæpper,
Klædningsstykker, mange Bøger, en Kikkert, to Kasser
Cigarer og meget andet brugbart. Aldrig i Livet havde
vi før været saa velhavende! Cigarerne især var aldeles
udmærkede, „ægte Havanna” eller hvad man kalder det.
Hele Eftermiddagen laa vi under Træerne og dampede
løs, medens jeg læste højt i Bøgerne - det var et Slaraf-
fenliv!

Jeg fortalte nu Jim om alt, hvad jeg havde oplevet
paa Vraget og inde ved Færgelejet; det var da for en
Gangs Skyld et fornøjeligt Æventyr. Naa, bagefter var
det nu nemt nok at kalde det for et Æventyr, tænkte
Jim, og sagde, at han allerede var halv død af Forfær-
delse, da han ikke kunde finde Flaaden, og han havde
troet, at nu var alt forbi for ham. Enten maatte han
drukne, eller, selv om han blev bjærget i Land, var han
lige saa uheldig stillet; thi saa vilde han blive afleveret
til Miss Watson og derefter solgt Syd paa. I Virkelig-
heden havde han Ret, det maatte jeg lade ham; over-
hovedet havde han næsten altid Ret. Han var en mærk-
værdig snu Fyr af en gammel Neger at være.

Saa læste jeg for Jim i en af Bøgerne. Den handlede

106

om Konger, Hertuger, Lorder og lignende fine Folk,
om hvor smagfuldt og kostbart de var klædt paa, og om
hvorledes de sagde „Deres Majestæt”, „Deres Naade”
og „Deres Herlighed” i Stedet for blot og bart „Hr.”
den og den. Jims Øjne straalede ligefrem af Henryk-
kelse, i den Grad var han interesseret i det, som jeg
foredrog.

„Jim vide slet ikke, at der være saa mange Konger!
Jim aldrig høre derom! Jim kun vide om gamle Konge
„Sallermon” og dem Konger i Spillekort. Hvor mange
Penge faar saadan en Konge?”

„Hvad han faar?” udbrød jeg, „ja, hvad faar han?
Tusind Dollars om Maaneden, eller mere maaske, saa
meget, som de selv vil have; alt tilhører dem jo!”

„Oh! det være smukt! Hvad bestille han. Huck?”

„Bestiller? ingen Ting! Konger tager sig ikke noget
for, Jim, de sidder kun paa en Trone!”

„Nej, være det Sandhed!”

„Naturligvis, Jim, de sidder saadan rundt om paa en
Trone. Naar der bliver Krig maa de maaske engang
imellem rejse sig og gaa med, men ellers dovner de
kun omkring Dagen lang eller gaar paa Jagt eller -
tys, hørte Du ikke noget?”

Vi krøb frem og lyttede, men det var kun den fjærne
Støj fra Dampskibshjul. Damperen forsvandt snart ved
en Krumning af Floden og vi satte os atter til Ro.

„Jo,” vedblev jeg, „og af og til, naar Tiden falder
ham for lang, saa driller han „Parlamentet” lidt eller og-
saa lader han foretage et Par Henrettelser. Men for det
meste opholder de sig i Haremet!”

„I - hvor?”

„I Haremet!”

„Hvad det være?”

„Det er det Sted, hvor de opbevarer deres Koner.
Saa Du ved ikke, hvad et Harem er, Jim? Kong „Saller-

107

mon” havde jo ogsaa saadant et med en Million Koner!”

„Oh, rigtig, gamle Jim ikke huske det! Jim tænke
det Harem være saa stort som et helt Gæstgiveri! Hva',
Huck? Hele Huset være fuldt af Børnestuer, og de
skrige og de skændes! Børnene skrige og Konerne
skændes! Gamle Sallermon ikke være vis Mand, som
Folk sige. Han være slet ikke vis, sige gamle Jim. En
vis Mand gaar ikke og bygge et Hus og stoppe det fuldt
af Kvinder og Børn, og selv sidde midt i alt den Støj
og Mudder. En vis Mand gøre ikke saadan dumme
Ting, han blive pænt alene eller bygge helt lille Hus og
købe Cigarer og Whisky, og han lukke Huset, naar han
vil ha Fred. Og en Kone være nok for en vis Mand
og ikke saa mange Børn - nej, Jim sige, Sallermon
ikke være vis Mand!”

„Men han var alligevel den viseste Konge, ham „Sal-
lermon”; det har Enken fortalt mig og det ved Enken
Besked med!”

„Jim ikke bryde sig om, hvad Enken sige - Saller-
mon være ikke vis! Han være halvt gal, sige Jim. Du
kende den Gang ham hugge et lille Barn i to Stykker?”

„Jo, det har Enken ofte fortalt mig om og -”

„Naa, være det ikke splittergalt? Du høre et Øjeblik!
Der ligge en Træstump - det være ene Kone, Du være
anden Kone, Jim være Sallermon og den her Dollar være
Barn! Træstump og Du vil ha' begge to den Dollar.
Jim ikke gaa og spørge Nabo, hvems være den Dollar,
din eller anden Kones, Jim ikke ta' den Dollar og rive
den i to Stykker og sige: her har Du hal' Dollar, og Du
hal' Dollar! Være det klogt? Du ikke have Nytte af
hal' Dolar, stakkels Kone heller ikke! Saadan Sallermon
vilde gøre med den Barn! Jim spørge Dig, hva' hal'
Dollarstykke er værdt? Ingen Ting! Hva' hal' Barn
værdt? Ingen Ting heller! En Million hal' Barn ingen
Ting værdt! Nej Sallermon være ikke vis!”

108

„Men. Jim, stik Piben ind, Du har jo helt skudt forbi
det vigtigste, Gud straffe mig, Du er rendt tusind Mil
udenom Kærnepunktet i Fortællingen!”

„Hvor skyde jeg forbi? Jim? Du seiv stikke Piben
ind! Du ikke komme til Jim med Kærnepunkt. Jim
vide, hva' være dumt, naar Jim se noet dumt. Og
gamle Sallermon være dum med det Barn! Om hvad
være Strid opstaaet? Om halve Barn eller hele Barn?
Jim paastaa om hele Barn og Du saa ikke gøre det
godt med halve Barn, og naar Sallermon tænke det,
være han dum, være ikke værdt, at Solen varme ham!
Du ikke komme med Sallermon, Jim ikke være hans
Ven!”

„Men Jim, saa hør dog, det er jo ikke det, det drejer
sig om, Kærnepunktet er -”

„Kærnepunktet være til Pokker! Jim vide, hvad han
vide. Og Du, Huck, Jim sige Dig noget! Kærnepunk-
tet helt andet, være hos Sallermons Forældre, de have
opdraget ham forkert. Du tage engang en Mand, som
have to eller tre Børn! Saadan Mand ikke smide Børn
væk; han vide godt, Børn meget værdt! Men saa tage
Du en Mand, som har fem Millioner Børn rumstere
rundt i hans Hus, det ganske andet! Han spørge ikke,
om det være et Barn eller en Kat, som han hugge itu;
der være saa mange, han godt undvære en eller to. Og
gamle Sallermon - han spørge ikke om Dusin mere
eller mindre, han have stort Forraad - det være Kærne-
punktet, Huck, Du tro gamle Jim!”

Saadan en Neger snakker man ikke hans Mening fra!
Naar han har sat sig noget fast i Hovedet, er det ikke
til at tænke paa at drive det ud igen! I den Henseende
var gamle Jim en haard og paastaaelig Negl; en Gang
for alle havde han slaaet Haanden af ”Sallermon”.

Saa lod jeg Spørgsmaalet om Salomon falde og saa
fortalte jeg Jim om en anden Konge, nemlig om Ludvig

109

den sekstende af Frankrig som de engang for længe
siden havde hugget Hovedet af derovre, og om hans
lille Søn „Delphinen” som skulde have været Konge,
naar hans Fader ikke længere havde et Hoved til at
sætte Kronen paa, og om, at de kastede ham i Fængsel,
hvor han - efter hvad man almindelig mente - senere
skulde være død.

„Stakkels, lille Fyr!” udbrød Jim.

„Men, tænk engang, Jim, der er ogsaa mange som
paastaar, at han ikke er død, men at han er flygtet og
er naaet over til Amerika!”

„Det være Sandhed? Men, Huck, stakkels lille Fyr
være helt alene, have Hjemve, ikke være Konge hos
os - han være ganske alene! Hvoraf han leve?”

„Det ved jeg virkelig ikke. Han kan maaske faa An-
sættelse ved Politiet eller give Undervisning i Fransk!”

„Hva' Huck, tale franske Folk ikke som vi tale?”

„Nej, bevares vel Jim! Man kan ikke forstaa et ene-
ste Ord af, hvad de siger.”

„Men Himmel! Nu vide Jim slet ikke mere, hvad
han skulle tænke! Hvoraf komme det, Huck?”

„Ja, det véd jeg ikke saa nøje, men nu er det saaledes
engang! Det er sandt! Vent lidt, jeg har der fundet
noget i en af Bøgerne. Jim! naar nogen kommer til
Dig og spørger: „Pallewuhfranzä”? - hvad tænker Du
saa?”

„Tænke? Jim tænke ikke noget. Jim gi' ham en paa
Hovedet, men kun, naar han ikke være Hvid; Jim ikke
lade sig saadan udskælde af en Neger!”

„Hvor er Du dum! Det er slet ikke Udskældning!
Han vil kun spørge Dig, om Du taler Fransk!”

„Hvorfor han saa ikke sige det lige ud?”

„Men det siger han jo ogsaa; det er den Maade,
hvorpaa en Franskmand taler.”

110

„Det være en fordømt latterlig Maade; Jim vil ikke
høre mere; det være dumt!”

„Men, Jim! taler da en Kat ligesom Du?”

„Nej, en Kat tale ikke saaledes, men -”

„Eller maaske en Ko?”

„Nej, heller ikke en Ko tale som Jim, men -”

„Taler da en Kat som en Ko, eller en Ko som en
Kat?”

„Nej, slet ikke, men -”

„Og det er helt naturligt,” vedblev jeg, „at hvert
Dyr taler paa sin Maade, ikke?”

„Jim skulde tænke saaledes, men -”

„Nej, hør kun et Øjeblik! Er det ikke ogsaa helt
naturligt, at en Kat eller en Ko taler anderledes end vi?”

„Hvorfor spørge Du saa dumt, Huck?”

„Jo, hvorfor skulde da ikke ogsaa en Franskmand
tale anderledes end vi?”

„Være en Kat et Menneske, Huck?”

„Nej!”

„Godt, hvorfor skulde saa Kat tale som Menneske?
Være Ko et Menneske? Eller være Ko Kat?”

„Nej, en Ko er en Ko!”

„Godt, saa have den ikke Grund til at tale som Kat
og Menneske! Være Franskmand Menneske?”

„Ja, naturligvis!”

„Men - hvorfor tale han da ikke som Menneske?
Fortælle Du mig det, Huck!”

Det var mig dog for meget! Saaledes er det at for-
klare en Neger noget! De er halstarrige. Og derfor
tav jeg. -

111

FEMTENDE KAPITEL.

I Løbet af tre Nætter antog vi nu, at vi med Lethed
kunde naa frem til Kairo, der ligger paa Grænsen af
Illinois, hvor Ohiofloden falder ud i Mississippi. Det
var det foreløbige Maal for vor Rejse. Der vilde vi saa
sælge Flaaden og gaa ombord i en Damper, der løber
op ad Ohio til de Stater, hvor Negrene er fri. Naar vi
naaede dertil, ansaa vi alle Farer for at være forbi.

Anden Dags Nat faldt der en tæt Taage; vi søgte der-
for at finde et Sted, hvor vi bekvemt kunde lægge ind;
thi en Sejlads i Taagen fristede os ingenlunde. Jeg
roede forud i Baden med Kastelinen for at gøre den
fast, men fandt kun ganske unge Træer til Fortøjning.
Imidlertid gjorde jeg Linen fast til et af disse. Uheldigvis
var det paa et Sted, hvor Bredden dannede et Frem-
spring, saa at der opstod en særlig haard Strømning.
Denne førte Flaaden saa stærkt fremad, at Træet blev
revet op med Rode og slæbt bort i Linen. Straks efter
var Flaaden forsvundet i Taagen og jeg stod tilbage paa
Bredden. I min Overraskelse sortnede det for mine
Øjne, jeg var ikke i Stand til at røre mig ud af Pletten,
endnu mindre kunde jeg give en Lyd fra mig. Den
Tanke slog mig: nu er Du fortabt, thi Jim faar Du ikke
mer at se!

Da jeg havde sundet mig lidt, sprang jeg i Baaden
og vrikkede med Aarene, men den rørte sig ikke ud af
Stedet; i mit Hastværk havde jeg glemt at løsne den.
Jeg gav mig saa til at løsne Knuden, men mine Hænder
rystede febrilsk, saa det tog lang Tid.

Da jeg endelig langt om længe kunde støde fra,
var meget Tid gaaet tabt. Jeg satte efter Flaaden, idet
jeg, saalænge det var mulig, holdt mig i Nærheden af
Bredden for ikke at tage Fejl af Retningen, men lidt
efter lidt gled jeg udad og kom ind i en saa tæt, mælke-

112

hvid Taage, at jeg ikke længere havde mere Begreb
end en Blindebuk, om hvor jeg drev henad.

Her nytter det ikke at ro, tænkte jeg, det fører dog
kun til, at jeg sætter Baaden fast i en Sandbanke eller
render den op mod Bredden; saa lad Dig hellere drive
med Strømmen, det er i hvert Fald det sikreste. At
sidde med Hænderne stille i Skødet, naar man helst
vil arbejde af fuld Kraft for at komme fremad - det
er en sand Taalmodighedsprøve. Jeg raabte saa højt,
jeg kunde, og lyttede efter Svar. Pludselig lød der ogsaa
langt borte fra et utydeligt Raab; det livede mig svært op.

Jeg styrede hen imod den Kant, hvorfra det var
kommet, og lyttede stadig efter, om det skulde gentages.
Da jeg næste Gang fornam Lyden, forekom den mig at
komme! fra en hel anden Retning; jeg maatte være dre-
vet alt for meget til højre. Senere hørte jeg det igen og
denne Gang langt ovre til venstre for mig, stadig lige
fjærnt. Det var nu tydeligt for mig, at jeg i Taagen
drev fra den ene Side til den anden, omtrent i en
Kreds. Der var ikke meget Haab nu om at naa Flaaden,
da denne stadig drev fremad, medens jeg tabte Tid ved
saaledes at snurre rundt.

Blot det Fæhoved til Jim dog vilde tage et gammelt
Bliklaag og slaa dygtig, uafbrudt Allarm paa det, men
det faldt ham vist slet ikke ind. Da hans Raab kun lød
nu og da forvirrede de mig mere end de vejledede, Naa,
jeg drev videre fremad, -- men man tænke sig min For-
undring, da jeg pludselig hører Raabet bag ved mig.
Nu var gode Raad dyre. Enten hidrørte disse Raab fra
andre eller Baaden maatte, uden at jeg havde bemærket
det, have drejet sig. Jeg vidste hverken ud eller ind
mere.

Jeg kastede Aarerne i Bunden af Baaden. Atter
hørte jeg Raab, men stadig bagude og i en helt anden
Retning. De kom hele Tiden nærmere, men vedblev

113

med at skifte Plads, og jeg blev ved med at besvare
dem, indtil Raabene lidt efter lidt paa ny lød foran mig;
samtidig bemærkede jeg, at Strømmen atter havde bragt
Stævnen af min Baad ind i den rigtige Retning. Nu var
alt for saa vidt godt, blot det var Jim, der havde raabt
og ikke en eller anden fremmed Flaadeskipper. Stem-
men havde jeg ikke kunnet genkende gennem Taagen.
Alle Genstande faar et unaturligt Udseende i Taage og
Stemmer mister ligeledes deres naturlige Ejendomme-
lighed.

Raabene forsvandt og omtrent samtidig blev jeg atter
drevet ind til Kysten, der viste sig med store, spøgelse-
agtigt udseende Træer; saa satte Strømmen mig ind til
venstre og Bunden af Baaden raslede over en Mængde
Rullesten, saa det ligefrem skrattede.

I Løbet af et Sekund eller to var jeg dog atter i
fri Vande og alt omkring mig var hvidt og stille. Jeg
sad helt ubevægelig og hørte kun, hvorledes mit Hjærte
hamrede, medens jeg næppe vovede at aande.

Nu hørte jeg ikke mere noget Raab og nu forstod jeg
ogsaa godt, hvoraf det kom. Jeg blev klar over, at det
ikke var en Sandbanke, jeg før havle Strejfet, men en Ø,
og Strømmen havde drevet mig til venstre for den, me-
dens Jim drev frem med Flaaden langs den højre Side.
Øen syntes at være temmelig stor. Af og til kunde jeg
gennem Taagen skimte høje Træer. Saaledes kunde det
blive ved timevis - var det endnu muligt, at jeg atter
kunde naa Jim og Flaaden?

Jeg holdt mig ganske stille og spidsede Øren. Alt
forgæves. Strømmen førte mig fremad med en Fart af
fire til fem Knob, antager jeg; men det kunde næppe
mærkes. Tværtimod! Man tror at ligge helt stille i
Vandet, og naar man suser forbi en eller anden Træ-
stamme, der stikker fast i Bunden, har man ikke engang
Fornemmelsen af, at man selv har denne Fart paa, men

Huck Finns Hændelser. 8

114

snapper efter Vejret og tænker: Død og Pine, sikken
Hast de farer afsted i! Tro mig, det er i højeste Grad
uhyggeligt saaledes i tæt Taage, midt i den tavse, mørke
Nat at drive ensom afsted paa denne Maade!

Efter omtrent en halv Times Forløb begyndte jeg igen at
raabe; jeg tænkte nemlig, at nu maatte jeg vel være dre-
vet forbi den Ø - og virkelig, jeg hørte ogsaa Svar-
raab, men langt, langt borte fra. Jeg gjorde Forsøg paa
at rette mig derefter, men det lod sig ikke gøre. Saa fore-
kom det mig pludselig som om jeg havde forvildet mig
i et Krat, thi der flød smaa Buske til begge Sider. At
der i min Nærhed fandtes ikke faa, kunde jeg ane,
men ikke se, thi jeg hørte Vandet slaa imod Træstammer
og piske mod Grene og Løvværk, der hængte ud fra
Bredden.

Af og til maatte jeg med Aarerne klare Pynterne af
de Smaaøer, jeg flød rundt imellem; jeg maatte sørge
for ikke at komme til at sidde fast paa en af dem og
det gik jo heller ikke an med min Baad at flytte rundt
med dem. Jeg antog, at Flaaden af samme Grund kom
ligesaa langsomt fremad, thi efter Raabene at dømme,
- forudsat at det virkelig var Jim, som raabte - drev
den nu næppe hurtigere frem end jeg selv.

Nu syntes jeg atter at være naaet til frit Farvand,
men paa samme Tid kunde jeg ikke længere høre noget
Svarraab. Jeg maatte formode, at Jim var stødt paa
Grund et eller andet Sted - og saa var det forbi med
Flaaden og ham! Jeg var saa træt og mat, saa bedrøvet
og modløs, at jeg med Selvopgivelse lagde mig i Bunden
af Baaden og sagde til mig selv: Lad nu ske, hvad der
vil! Egentlig ønskede jeg ikke at falde i Søvn, men
Trætheden overvældede mig; jeg stred ikke imod, jeg
blundede hen.

Men det maa vel nok have været noget mere end et
lille Blund, for, da jeg atter slog Øjnene op, var Taagen

115

borte og Stjærnerne stod klare og skinnende paa Himlen;
Baaden gled hen ad en rolig og meget bred Vandflade.
Først forekom dette mig som en Drøm, jeg vidste ikke,
hvor jeg var; men da saa Erindringen lidt efter lidt kla-
rede sig, syntes de sidste Oplevelser at ligge flere Dage
tilbage i Tiden.

Floden var her overordentlig bred med store, gamle
og høje Trær ved begge Sider - saa vidt jeg kunde
bedømme ved Stjærnernes Lys stod de som en tæt Mur
langs Bredderne. Nu spejdede jeg forud og opdagede
omsider en sort Prik midt ude paa Vandfladen. Jeg
styrede lige efter den; men da jeg naaede derhen og fik
set rigtig efter, var det ikke andet end et Par sammen-
bundne Træstammer. Atter fik jeg forude Øje paa et
andet mørkt Punkt; igen lagde jeg alle Kræfter i for at
indhente det - og se, det var virkelig Flaaden med Jim
og alle vore Herligheder.

Da jeg naaede derhen, fik jeg straks Øje paa Jim;
han sad, fast indsovet, med Hovedet støttet mod Knæ-
erne og med den højre Arm over Styreaaren. Den anden
Aare var revet bort og Flaaden selv var oversaaet med
Blade, afrevne Kviste og Ler. Den har nok ogsaa været
udsat for adskilligt, tænkte jeg.

Jeg gjorde min Baad fast til Flaaden og lagde mig
saa lang jeg var lige foran Jim; saa begyndte jeg at
gabe og række og strække mig, hvorived Jim da endelig
vaagnede.

„Halløj, Jim, har jeg ikke sovet?” udbrød jeg „men
hvorfor har Du dog ikke purret ved mig?”

„Store, almægtige Himmel! Det være Dig, Huck?
Være Du ikke død? Ikke druknet? Være for smukt,
være for godt til at være Sandhed. Jim kan slet ikke tro
det, stakkels gamle Jim tænke, at han drømme! Saa
Jim maa føle, om det være Dig, Huck! Nej, Du være
ikke død, Du være igen her, Du gode, gamle, tro Huck

8*

116

- helt levende Du gamle, tro Huck. Gud være Tak
og Lov og Pris og Ære!”

„Hov, hov, lad os nu være her, Jim! Hvad er der
i Vejen med Dig, gamle Fyr? Har Du drukket for
meget?”

„Hvem - gamle Jim? Drikke for meget? Gamle
Jim have ikke haft Tid til at tænke paa drikke!”

„Hvorfor brøler Du da saadan forrykt op?”

„Hva' - forrykt?”

„Ja, det maa jeg vel nok sige. Jim! Har Du ikke
plapret om, at jeg var blevet borte, og druknet og kom-
met tilbage igen? - jeg som har ligget her og sovet som
en Sten!”

„Huck - Huck Finn, Du se Jim i Øjnene, se gamle
Jim i Øjnene! Være Du da ikke været borte?” -

„Jeg været borte? - Men Jim, saa for Pokker, hvad
mener Du med det? Været borte? Hvor i al Verden
skulde jeg saa have været henne?”

„Gamle Jim være helt dum paa alt det! Her være
noget, som ikke gaa rigtig til! Være jeg Jim, eller være
jeg ikke Jim? Være Jim paa Flaaden eller ikke? Jim
vil vide det - gamle Jim helt forvirret!”

„Naa, tag den med Ro, jeg tror nok, at Du endnu er
paa Flaaden, Jim. Det er lige saa tydeligt, som at Du
selv ikke har det rigtig godt i Øjeblikket, gamle Fyr.”

„Jim altsaa være Jim! Saa fortælle Du mig Huck,
være Du ikke gaaet i Baaden for at fortøje Flaaden
i Land?”

„Hvornaar? Hvad mener Du?”

„Fortøje Du ikke Flaaden og saa komme Strømmen
- brr - og rive Flaaden løs og Flaaden drive med,
langt, langt bort, og Huck med Baaden langt bagved i
Taagen?”

„I hvilken Taage?”

„Oh - i den tætte, hvide Taage det være i Nat. Og

117

har Jim ikke raabt og skreget, og Huck raabt og skreget
tilbage, indtil der være kommet mange Øer og Huck og
Jim nær være færdige? Og være Flaaden ikke rendt
forbi alle de Øer og Jim være næsten druknet? Være
det saadan Huck eller være det ikke saadan? Du for-
tælle Jim det!”

„Nej, Jim, den er dog for høj! Jeg har ikke obser-
veret nogen Taage, heller ikke nogle Øer og ikke mær-
ket nogen Besværlighed! Jeg har jo siddet her hele
Natten og talt med Dig, indtil for maaske ti Minutter
siden, da Du faldt i Søvn og saa har jeg vel gjort det
samme. Du kan vel næppe have haft Lejlighed til at
drikke noget i den korte Tid, jeg har sovet, saa det hele
maa vel være en Drøm!”

„Stop nu, Huck, - det ikke være sandt, Jim kunne
ikke drømme saa meget paa ti Minutter, - nej, det være
ikke sandt!”

„Du kan nu tro, hvad Du vil, Fæhoved, men Du
maa jo have drømt det, Du fabler om, for sket i Virke-
ligheden er det ikke!”

„Men, Huck, Jim vide alt, alt være saa klart -”

„Det siger ikke noget, at det staar klart for Dig,
derpaa kommer det ikke an! Jeg, som har været her
hele Tiden, maa jo dog vide Besked.”

I de første fem Minutter gjorde Jim ingen yderligere
Indvendinger, men sad kun og grundede for sig selv.
Saa begyndte han:

„Jim have altsaa drømt, Huck? Du sige det, saa
være det Sandhed! Men Huck, - det være saa skræk-
kelig naturlig Drøm, som Jim aldrig før have drømt. Jim
aldrig før have drømt noget, der gøre En saa træt!”

„Aa, det er ikke nogen Sjældenhed! Det sker ofte,
naar man har drømt noget rigtig spændende, at man
ikke bagefter kan røre et Lem. Du ser nu ogsaa med-

118

taget ud, saa Du har nok drømt noget, der har taget
paa Kræfterne - fortæl kun, Jim!”

Nu begyndte Jim at fortælle mig hele sin besynder-
lige Drøm, som han tilmed smykkede ganske overor-
dentlig. Derefter sagde han, at han vilde forsøge paa at
tyde Drømmen, for den var sikkert et Varsel for os, der
var sendt fra Himlen. Han sagde, at vort første mis-
lykkede Forsøg paa at fortøje Flaaden betød en Mand,
som vilde gøre Godt for os, men saa kom Strømmen og
rev os bort, det betød en anden Mand, som var os
fjendtlig stemt. De Raab, som han saa havde hørt og
ogsaa selv besvaret, var Advarsler fra Forsynet, der af
og til vilde møde os; nu galdt det altsaa om at forsøge
paa at forstaa dem og derved undgaa de Ulykker, der
ellers vilde overgaa os. De mange Sandbanker, og vort
Arbejde med at klare os udenom dem, betød Stridig-
heder med onde Mennesker, som vi burde gaa ad Vejen
for; men saa maatte vi erindre, at vi alligevel var sluppet
helskindet forbi Øerne og Sandbankerne og gennem den
tætte Taage gledet ind i aabent Vande; dette varslede,
at vi skulde naa til de frie Stater, hvor al vor Nød og
Modgang vilde være forbi. -

Imidlertid var Himlen atter blevet temmelig skyet;
hist og her blinkede dog nogle Stjærner gennem de lette
Skyer.

„Det kan nu være meget godt alt sammen, Jim, Du
har gjort dine Sager godt - men hvad betyder saa det
der?”

Idet jeg gjorde denne Bemærkning pegede jeg paa
de Blade, afrevne Kviste og Lerslam, hvormed Flaaden
var tilsølet. Man kunde ved Lyset fra Stjærnerne tyde-
ligt skælne det alt sammen.

Jim stirrede paa det, saa saa han mig ind i Ansigtet;
derefter stirrede han igen paa Flaaden, men ikke en Tød-
del svarede han. Drømmen syntes at have sat sig saa

119

fast i hans Hjærne, at det faldt ham vanskeligt at lade
den Tanke fare og at fæste sin Opmærksomhed paa Vir-
keligheden. Da Sagen langt om længe endelig blev klar
for ham, saa han paa mig med et langt, stirrende og
alvorligt, næsten sørgmodigt Blik og udbrød:

„Hvad det betyde, fortælle Jim Dig. Da gamle Jim
være helt træt af at raabe og kalde, saa han tænke,
Huck være helt borte, Huck være fortabt, og gamle
Jims Hjærte være næsten itu, og han vilde sove og ikke
høre mere og ikke se mere af Verden og al den Sorg.
Naar han saa vaagne, saa se han Huck sund og rask
foran sig, han maa græde hede Taarer og vil kysse dine
Fødder, saa glad og taknemlig blive Jim. Men Du, Huck,
kun tænke, hvorledes gøre Nar af gamle Jim og lave
stor Løgn. Det Stads der være Smuds - og Smuds
være ogsaa dem, der have Fornøielse af at bedrage og
narre og lyve for stakkels, trofast Ven!”

Langsomt rejste han sig og gik ind i Skuret uden at
værdige mig et Ord mere, men jeg havde ogsaa faaet
nok. Jeg følte mig helt skamfuld; helst vilde jeg have
kastet mig for hans Fødder og kysset hans gamle, sorte
Hud for saaledes at vise ham min Anger og gøre alt
godt igen.

Der gik dog et Kvarterstid, før jeg var blevet enig
med mig selv om, hvorvidt jeg skulde bede en Neger-
slave om Tilgivelse. Saa gjorde jeg det og har aldrig
senere haft Grund til at fortryde det. Jeg spillede
aldrig mere Puds med ham og havde vel heller ikke spillet
ham det sidste, saafremt jeg forud havde vidst, hvor
nær det gik den gamle, skikkelige Fyr til Hjærte.

SEKSTENDE KAPITEL.

Hele den følgende Dag sov vi fast; de natlige Æven-
tyr tyngede os som Bly. Hen paa Aftenen begav vi os

120

saa videre, denne Gang i Kølvandet af en kolossal stor
Flaade, hvis Forbipassage havde været som et Fest-
optog for os. Om Bord paa den var bygget fire rumme-
lige Skure eller Hytter, ved hver Ende var der rejst
en høj Flagstang og paa dens Midte var indrettet et
Ildsted, hvor det blussede lystigt. Omkring dette havde
der lejret sig endel Folk, som drak og spillede Kort.
Bemandingen maatte antagelig løbe op til henved tredive
Folk. Ja, det maatte rigtignok være noget at blive Styr-
mand om Bord paa et saadant Uhyre! Vor lille Flaade
forekom; mig nu som en usselig Vandmyg, der klamrede
sig fast til Halen af en veritabel Søslange.

Vi naaede en stærk Krumning af Floden, Himlen
blev overtrukken og det var meget varmt. Floden var
meget bred her og tætte, store Skove strakte sig langs
Bredderne som en mørk, uafbrudt Bræmme, hvorigennem
ingen Lysstraale kunde sés. Vi samtalte mest om
Kairo, og om hvorvidt vi vel kunde opdage den, naar
vi kom der i Nærheden.

Jeg mente, at vi kun havde ringe Udsigt til at finde
Byen; thi jeg havde hørt, at den kun bestod af en halv
Snes Huse, og hvis den nu ikke var særlig stærkt op-
lyst, kunde vi jo umulig vide, at det skulde forestille
en By! Jim var imidlertid af den Anskuelse, at vi dog
maatte kunne se, hvor de to Floder - Mississippi og
Ohio - løb sammen og rette os derefter. Dette syntes
mig nu ikke saa overbevisende; vi kunde til den Tid let
indbilde os, at vi passerede Pynten af en Ø og at være
i den tidligere Strøms Farvand. - Dette foruroli-
gede Jim endel, og mig selv ikke mindre. Hvad skulde
vi da gøre? Jeg foreslog, at jeg skulde ro ind til Kysten,
saasnart der viste sig et Lys paa Bredden, og fortælle,
hvem jeg nu traf paa, at min Gamle var i Nærheden
med et Fragtskib, men ikke vidste rigtig Besked med
Egnen, og spørge om, hvor langt der vel endnu kunde

121

være til Kairo. Jim fandt denne Idé udmærket; saa røg
vi paa vore Piber og holdt skarpt Udkig.

I Øjeblikket kunde vi ikke gøre noget andet eller
bedre end at holde Øjnene godt aabne. Det galdt om at
finde Byen og ikke i Blinde at drive forbi den. Jim
mente, at det ikke skulde falde ham vanskeligt at opdage
den; i det Øjeblik, da han naaede den, vilde han jo være
en fri Mand, en fri Neger og det æggede hans Opmærk-
somhed. Hvis vi drev forbi den, betød det, at han
atter gik Slaveriet i Møde, kun over Ohio kunde det
lykkes ham at naa Friheden; hvis han kom længere
syd paa var han atter inde i Slave-Territoriet. Hvert
Øjeblik udbrød han:

„Der maa det være!”

Men hver Gang tog han fejl. Engang var det et
Vagtblus, en anden Gang nogle St. Hansorme, som
han antog for en Lysning fra Byen. Sukkende satte han
sig atter hen og blev ved med at spejde. Han blev helt
febrilsk og nervøs, sagde den sølle Stakkel, ved nu at
befinde sig saa nær Friheden. Ogsaa jeg begyndte at
blive febrilsk og nervøs, men rigtignok af helt andre
Aarsager. Den Tanke fo'r mig nemlig gennem Hovedet,
at Jim nu allerede var saa godt som fri - og hvem var
saa Skyld heri? - Jeg - Huck Finn havde hjulpet en
Neger med at flygte bort fra sin Herre og Ejer!*) For
første Gang i al den Tid, jeg havde tilbragt sammen med
Jim, stod det mig rigtig klart, hvad jeg egentlig havde
gjort. Blodet steg mig til Hovedet ved den blotte Tanke
derpaa. Jeg søgte at retfærdiggøre mig overfor mig
selv: jeg havde jo dog ikke Skyld i, at han var løbet bort
fra sin retmæssige Ejerinde! Men det beroligede mig
ikke. Hele Tiden rejste min Samvittighed sig med en
manende Røst: Men Du har hjulpet ham i hans Flugt,

• ) I Negerslaveriets Tid var dette en strafbar Handling. O. A.
  

122

Du havde kun behøvet at ro ind til Bredden og fortælle
en eller anden, hvor han, opholdt sig. Ja, saaledes for-
holdt det sig; der var ikke nogen Undskyldning for mig.
Det gav mig ligesom et Stik i Hjærtet. Og Samvittig-
heden nagede videre: Hvad har egentlig Miss Watson
gjort Dig, Huck Finn, siden Du kan se paa, at hendes
eneste Neger stikker af saa at sige for Næsen af hende,
uden at Du rører en Lillefinger for at forhindre det?
Hvad har den stakkels, gamle Tingest gjort Dig, siden
Du kan nænne at spille hende det Puds? Ganske vist,
hun vilde lære Dig at læse og bibringe Dig gode Mane-
rer, - hun vilde dog kun dit eget Bedste, saa vidt det
stod til hende! Og det er den Maade, Du lønner hende
paa, Du Huck - Huck Finn!

Jeg følte mig saa sølle og ussel til Mode, at jeg øn-
skede, jeg slet ikke var til. Jeg løb frem og tilbage paa
Flaaden og gjorde mig hele Tiden uslere og slettere i
mit eget Omdømme, og Jim løb ogsaa urolig omkring.
ingen af os havde Ro paa os. Hver Gang han raabte:
„Det være Kairo!” gik det mig som et Stik gennem
Hjærtet, og jeg var sikker paa, at naar Kairo virkelig
var der, vilde jeg dø af Skræk.

Jim blev ved med at pludre højt hen for sig, medens
jeg i Stilhed gjorde min Brøde op med mig selv. Naar
han først var fri - sagde han - vilde han slide i det
som en Hest og spare hver Cent, han kunde, sammen,
saa at han kunde frikøbe sin Kone fra den Ejendom i
Nærheden af Miss Watsons, hvor hun opholdt sig som
Slavinde. Saa skulde de begge to spare sammen, saa de
kunde faa udløst deres to Børn, og hvis disses Herre
ikke vilde afstaa dem for Penge og gode Ord, vilde
han faa en „Ablitionist” eller en anden Fyr til at stjæle
dem.

Jeg ærgrede mig gulgrøn ved at høre dette Tøjeri.
Tidligere havde han aldrig, aldrig vovet at udtale sig paa

123

den Maade. Tanken om, at han, hvad Øjeblik det skulde
være, kunde blive en fri Mand, havde helt forandret
hans Væsen! Jeg maatte sande det gamle Ord: „Giver
man en Neger den lille Finger, tager han hele Armen!”
Og det hele er min Tankeløshed Skyld i! Du har hjulpet
en Neger til at flygte, og, endnu før han naar Maalet,
traver han rundt paa sine Platfødder og fortæller Dig
naivt og ugenert, at han vil stjæle sine Børn - Børn,
der tilhører en Mand, Du slet ikke kender, og som Du
ikke har det mindste udestaaende med!

Jeg beklagede, at Jim kunde sige saadan noget, det
satte ham saa dybt ned i min Agtelse. Min Samvittighed
rumsterede værre end før med mig og jeg beroligede
den tilsidst saaledes: „Vær kun stille, endnu er det ikke
for sent; saasnart jeg ser et Lys inde i Land, ror jeg
ind til Bredden og angiver ham.” Jeg følte mig nu rolig
og tilfreds og lettet for en svær Byrde. Alt det, som i
saa høj Grad havde pint mig, var forsvundet og som
blæst bort, da jeg havde taget denne Beslutning. Jeg
spejdede efter et Lys og nynnede hen for mig.

Da kom der et Lys til Syne og Jim! udbrød:

„Være sikker nu, Huck, være reddet! Dans og være
glad, der være gode, gamle Kairo endelig! Jim vide det,
Jim føle det! Gode, gamle Kairo!”

Jeg svarede:

„Jeg vil hellere tage ind med Baaden, Jim, og under-
søge, om vi ikke alligevel tager fejl!”

Han sprang hen til Baaden og gjorde den klar i et
Nu; han lagde endog sin gamle Frakke paa Bænken for
at jeg kunde sidde bekvemt, trykkede Aarerne i min
Haand og jublede, idet jeg stødte fra:

„Gamle Jim snart synge af bare Glæde! Han vil
sige: Alt, alt takke Huck for! Jim være fri Mand; al-
drig være fri Mand uden Huck, gode, gamle, trofaste
Huck! Jim aldrig glemme det, Huck! Huck Finn være

124

stakkels, gamle, sorte Neger hans bedste Ven, være
gamle Jim hans eneste Ven!”

Og jeg var just i Begreb med at forraade ham for at
berolige min Samvittighed! Da han talte saaledes til
mig, faldt jeg sammen som en vaad Gulvklud, Aarerne
forekom mig saa tunge som Bly og jeg vidste ikke, om
jeg skulde være glad over, at jeg vilde tage ind til Land,
eller jeg ikke skulde være det. Da jeg havde fjærnet mig
endnu et lille Stykke, raabte Jim atter til mig:

„Saa tager Du derind, gamle, trofaste Huck! Ene-
ste hvide Mand, som aldrig lyve for stakkels, gamle Jim!
Gode, trofaste Huck!”

Jeg følte mig helt ilde til Mode, men sagde til mig
selv: Du maa gøre det; der gives ingen anden Udvej;
Du kan ikke lade Dig røre heraf!

I samme Øjeblik kom en Jolle med to bevæbnede
Mænd hen til min Baad; jeg trak Aarerne ind og de
gjorde ligesaa. Den ene udbrød:

„Hvad er det der henne?”

„En lille Flaade,” svarede jeg.

„Hører Du til der?”

”Ja!”

„Hvormange er der foruden Dig?”

„Kun en!”

„Der er løbet fem Negre bort i Nat ovre fra en
Farm lige ved Bugten derovre! Er Manden paa den
Flaade hvid eller sort?”

Straks kunde jeg ikke svare. Ordene stak mig lige-
frem fast i Halsen. Et Øjeblik vilde jeg samle alt mit
Mod og aabenbare alt, men jeg var ikke Mand for at gøre
det - der var ikke for to Skilling Kurage i mig! Da
jeg følte, hvor fejg jeg var, opgav jeg det og udbrød:

„Han er hvid!”

„Naa - ja, vi maa vel hellere selv se efter!”

„Det kommer os meget til Pas,” svarede jeg, „for

125

det er min Fader, som er derovre. Maaske I vilde
hjælpe mig med at faa Flaaden bragt ind til Land. Han
er ikke rigtig rask, min Gamle, og Heller ikke Mor og
Annemarie!”

„Naa, for Pokker, Dreng, vi har Hastværk. Men
lad nu bare være med at sætte det Ansigt op, vi skal
nok hjælpe, saaledes som det ene Kristenmenneske bør
hjælpe det andet! Tag saa fat! Hurtig, fremad; vi
har ingen Tid at spilde!”

De greb Aarerne og jeg gjorde ligesaa. Da vi havde
gjort nogle Tag, udbrød jeg:

„Fa'r vil være meget taknemlig overfor Jer! Alle
og enhver, som jeg indtil nu har bedt om at hjælpe os,
er løbet bort paa Halvvejen og alene kan jeg umuligt
faa Flaaden ind til Land.”

„Pokker heller, da! Men sig mig, Dreng, hvad
fejler egentlig din Fader?”

„lkke noget videre - ikke meget - han er kun -
ja, det er egentlig slet ikke noget!”

Pludselig standsede de; vi var lige i Nærheden af
Flaaden, og den ene udbrød”:

„Du lyver, Dreng! Hvad er der i Vejen med din
Fader? Hurtig, ud med Sproget; prøv ikke paa Ud-
flugter; det vil ikke være raadeligt for Dig!”

„Jeg skal nok tilstaa alt; men, kære Mænd, men De
maa ikke lade os i Stikken! Bare De vil tage med der-
hen! Det er, - ja blot De kun vil ro helt hen, saa
kunde jeg kaste en Varpeline ud til Dem, og De behø-
ver saa slet ikke at komme om Bord paa Flaaden!”

„Holdt Johan, tilbage,” raabte den anden, og de
vendte pludselig om. „Hold Dig borte herfra, fordømte
Unge, ro over til højre! Fy for den Lede, jeg anede
nok, fra hvad Kant Vinden blæste! Din Fader har sik-
kert sorte Kopper, din fordømte Unge; det vidste Du
jo godt nok! Hvorfor sagde Du det ikke ærligt og aabent

126

i Stedet for at varpe her omkring og udsætte andre ær-
lige! Folk for Smitte!”

„Aa!” klynkede jeg og stak i at græde, „jeg har altid
før sagt det, men saa flygtede alle bort fra mig!”

”Stakkels Fyr! Der kan være noget i, hvad Du si-
ger; men, ser Du, det gør os jo ondt, men sorte Kop-
per - det er nu saa sin Sag, maa Du vide! Jeg skal
fortælle Dig, hvorledes Du skal gribe Sagen an. Du skal
ikke selv forsøge at lægge til Land; det kommer Du
alligevel ikke afsted med, uden at det hele gaar i Skud-
dermudder. Driv nu ganske rolig endnu et Par Timer
med Strømmen, indtil Du naar til en By paa den ven-
stre Flodbred. Til den Tid vil Solen være staaet op,
og naar Du søger Hjælp der, skal Du kun sige, at dine
Folk ikke kan røre sig for Feber. Vis Dig saa ikke
igen som en Dumrian, ellers lugter de, hvorledes det i
Virkeligheden staar til. Det vilde saamænd heller ikke
nytte Dig noget at lægge til derovre, hvor Lyset skinner;
det er nemlig kun en Tømmerplads. Sig mig engang,
din Fader er vel meget fattig, og nu er det rigtig slemt
for ham, ikke? Naa, her lægger jeg nu et Tyve-Dol-
larsstykke paa det Bræt; det kan Du saa have, naar
Brætet driver over til Dig. Det gør mig meget ondt,
at vi saaledes maa forlade Dig, stakkels Fyr, men sorte
Kopper, ser Du, det er ikke til at spøge med!”

„Vent lidt, Parker,” udbrød nu den anden, „her er
ogsaa tyve Dollars fra mig. Læg ogsaa dem paa Brætet.
Naa, lev vel, unge Mand, gør nu kun som Parker har
fortalt Dig, saa skal det nok gaa altsammen!”

„Det tænker jeg ogsaa, min Dreng, naa, lev vel!
Hvis Du skulde træffe paa Negrene, saa gør, hvad Du
kan, for at skaffe Hjælp og paagribe dem; i saa Fald er
der Penge at tjene, mange Penge!”

„Tak, mange Tak, mine Herrer! Er det mig muligt,

127

vilde jeg intet hellere end fange de Negre; jeg kan nok
trænge til Penge og Fa'r ogsaa!”

De roede videre, og jeg roede tilbage til Flaaden.
Jeg følte mig igen ussel, og jeg vidste ogsaa, at jeg
havde handlet urigtigt, men jeg var ikke længere i Stand
til at prøve paa at gøre det anderledes og bedre. Intet
Menneske, som ikke fra Barn af er vænnet til at handle
rigtigt, opnaar nogensinde at gøre det; naar man sidder
i en Klemme, er man ikke beslutsom nok til at gøre sig
fri for den, men bliver en Gang for alle stikkende fast
deri. Jeg havde altsaa ikke engang haft Mod til at
handle ærligt, saaledes som ethvert andet hæderligt Men-
neske vilde have handlet! Men saa faldt en anden Tanke
mig ind: Hvis Du nu havde handlet ærligt og forraadt
den gamle Jim, vilde Du saa mon føle Dig lettere om
Hjærtet? Nej, sagde jeg til mig selv, saa havde det
blot været endnu værre. Og, tænkte jeg, hvorfor skulde
jeg da have handlet ærligt, naar det kun havde skaffet
mig mere Bryderi, end naar jeg gjorde det urigtige, og
Lønnen tilmed er lige den selv samme? Der stod jeg!
Jeg var ikke i Stand til at give mig selv Svar paa dette
Spørgsmaal. Heller ikke gad jeg nu plage mig mere
dermed og besluttede for Fremtiden kun at gøre, hvad
der passede mig selv bedst - Ret eller Uret, det var
mig ligegyldigt!

Jeg gik ind i Skuret, Jim var ikke derinde, jeg kigede
rundt alle Vegne; han var ikke til at opdage. Saa
raabte jeg:

„Jim!”

„Her være Jim, Huck! Være Mændene helt borte?
Du ikke tale højt!”

Han hængte ned i Vandet under Styreaaren og stak
kun Næsetippen op. Da jeg fortalte ham, at de allerede
var langt borte, krøb han op og kom om Bord.

Saa udbrød han:

128

„Jim høre alt. Huck, alt, og Jim springe i Vandet
for at svømme i Land, hvis Mændene kom. Saa vilde
Jim svømme tilbage, naar Mændene være borte. Men,
Huck, det gøre Du underfuldt godt! Det være det
bedste Puds, Jim høre om i hele sit Liv! Huck, Du
have reddet Jim; det vide Jim godt; Du have reddet
Jim, og det glemme Jim aldrig nogensinde!”

Saa talte vi om vore Penge. Tyve Dollars til hver
af os, det var ikke Smaapenge! Jim antog, at vi mage-,
lig kunde tage Dæksplads paa en Ohio-Damper og dog
have en god Slup til overs, som vi kunde anvende til
at begynde et nyt Liv i de frie Stater. Det var heller
ikke noget at tale om, sagde han, at vi endnu maatte op-
holde os et Par Timer paa Floden, men han ønskede dog,
at vi var ved vort Maal.

Ved Daggry fortøjede vi, og Jim sørgede denne Gang
for at skjule Flaaden særlig godt. Saa havde han næsten
hele Dagen travlt med at pakke vore Sager godt sammen
i Pakker, saa vi var parate til hurtig at forlade Flaaden,
naar Tiden var inde dertil.

Samme Aften henimod Klokken ti fik vi ved venstre
Side en By i Sigte.

Jeg gik i Baaden for at skaffe Oplysning om, hvad
det var for en By. Snart traf jeg da ogsaa en Mand, som
vari Færd med at sætte Garn ud.

„Er det Kairo, der henne?” spurgte jeg.

„Kairo? Nej! Du har det vist ikke rigtig vel!”

„Hvad hedder da den By?”

„Vil Du vide det, kan Du jo tage derhen og spørge
om det! Men nu maa jeg bede Dig om ikke at for-
styrre Fiskene med dine dumme Spørgsmaal; hvis Du
ikke øjeblikkelig forføjer Dig bort, skal jeg give Dig
noget, Du næppe synes om!”

Saa skyndte jeg mig tilbage til Flaaden. Jim var
uhyre skuffet, men jeg trøstede ham saa godt jeg for-

129

maaede, og sagde, at Kairo saa vel snart maatte være
der.

Før Daggry passerede vi atter en By, og jeg vilde
atter ind og spørge. Men saa sagde Jim, at Bredden her
steg stejlt opad, Kairo laa ganske fladt, det vidste han,
og saa tog jeg ikke derind. Dagen over skjulte vi
atter Flaaden. Lidt efter lidt opstod der nogen Tvivl
hos mig og ogsaa hos Jim.

Jeg udbrød:

„Jim, tror Du ikke, at vi sidste Nat i Taagen er
løbet forbi Kairo?”

Han svarede:

„Vi ikke tale mere derom. Stakkels Neger kan ikke
have nogen Lykke! Jim stadig tænke, den Klapper-
slange paa Øen bringe stadig Ulykke!”

„Jeg vilde ønske, at jeg aldrig havde set den Slange-
ham for mine Øjne, Jim!”

„Være ikke din Skyld, Huck, Du ikke kunne vide
om Ulykke ved Slangehud!”

Da det blev Morgen, saa vi tydeligt, hvorledes Ohio-
flodens klare Vande blandede sig med Mississippis gule
Strømme. Nu var vi altsaa kommet forbi Kairo, saa
meget var sikkert. Det var ikke til at tænke paa at gaa
tilbage med Flaaden imod Strømmen; der var ikke andet
at gøre end forsøge vort Held med Baaden. Saa sov vi
da hele Dagen inde under Breddens Skovtykning for at
styrke os til de forestaaende Anstrængelser. Da vi hen
mod Aften søgte tilbage til Flaaden, var Baaden, vort
sidste Haab, - borte. Den havde slidt sig løs og var
drevet bort med Strømmen.

Længe sagde vi ikke et Ord; vi vidste begge, at
Slangehammen atter havde været paa Spil. Hvad var
der ogsaa at sige til det? Klager kunde maaske kun
bringe endnu flere Ulykker over vore Hoveder; det
bedste var derfor taalmodigt at tie stille! -

Huck Finns Hændelser. 9

130

Saa raadslog vi indbyrdes om, hvad vi nu skulde
stille op, og blev enige om, at det vilde være klogest
ganske rolig at lade Flaaden drive videre, indtil vi et
eller andet Sted kunde købe os en Baad. At „laane”
en saadan efter min Gamles Metode vilde næppe være
tilraadeligt, da vi saa blot opnaaede at faa Folk paa
Halsen.

Altsaa videre paa Flaaden med gode Miner til slet
Spil! Da det begyndte at mørknes, fortsatte vi saa vor
Vej.

Enhver, der maaske endnu ikke er overbevist om
det ulykkebringende i at berøre en Slangeham, vil føle
sig overbevist, naar han hører om, hvad der videre
hændte os.

Ingen Steder kunde vi opdage nogen Lejlighed til at
erhverve os en Baad, hvor meget vi end spejdede om-
kring. Ellers møder man dog stadig Flaader eller lig-
nende, som har en Baad tilovers, de gærne vil af med;
men nej, vi havde ikke Lykken med os! Natten blev
mørkere og mørkere; dette var næsten lige saa slemt
som Taagen, man kunde ikke se en Haand for sig, end-
sige overse Strømmen. Efterhaanden var det blevet
sent, da hørte vi et Dampskib pruste i det fjærne. Vi
tændte vor Lanterne og hængte den ud, for at man skulde
kunne se os. Vi hørte Maskinens Stønnen nærme sig
mere og mere, men fik først Øje paa Uhyret, da det
var tæt inde paa os, og vi indsaa, at det styrede lige ind
imod Flaaden. Dette gør store Dampere mange Gange,
kun for at Lodsen kan faa Lejlighed til at vise, med
hvilken Sikkerhed saadanne Kolosser lader sig styre.
Naar de saa strejfer tæt forbi en - det hænder dog, at
Fyren faar fat i en Aare og faar den knækket - stik-
ker Styrmanden gemytligt Hovedet ud etsteds og skogger-
ler, idet han øjensynlig indbilder sig, at han har udført
en Heltedaad. Vi antog, at denne ville forsøge det

131

samme med os, og selv var vi i spændt Forventning for
at se, om det vilde lykkes. Uhyret kom hastig nær-
mere og nærmere, det lignede en tyk, begsort Sky, spæk-
ket med lysende St. Hansorme. Og før vi egentlig vidste
af det, oplystes vi af Maskinmmmets Ildsvælg, der var
synligt gennem de vidt aabnede Luger, og syntes beredt
til at sluge os. Der blev raabt til os, Dampfløjten gav
et skærende Pift fra sig. Dampen hvislede og Røgen
kvalmede, Jim ravede til den ene Side og jeg til den
anden overbord og samtidig knagede og bragede det i
vor Flaades Planker, medens Damperen fortsatte sin
Vej gennem den sønderbrudte Flaade.

Jeg dykkede ned og søgte saa hastig som muligt at
naa ned til Bunden for ikke yderligere at genere den
Rad til Damper, der gled hen over mig. Jeg har altid
kunnet holde mig henved et Minut under Vandet; denne
Gang udstrakte jeg Opholdet til halvandet Minut, men
saa skød jeg ogsaa op igen som en Raket, ellers var jeg
blevet dernede med det samme. Da jeg endelig havde
faaet Hovedet op over Vandet, fik jeg travlt med at nyse
Vandet ud af mine Næsebor og snappe efter Vejret.
Damperen saa jeg ikke længere noget til i det ravende
Mørke, endnu hørte jeg dog Hjulenes Stampen og Støn-
nen, og jeg mærkede den Uro, den havde frembragt i
Vandet. Efter faa Sekunders Ophold var Maskinen
atter sat i Gang efter Sammenstødet, og nu dampede den
videre, uden at man bekymrede sig længere for den
usselige, lille Flaade.

Jeg raabte efter Jim, atter og atter raabte jeg, men
forgæves; der kom intet Svar. Store Gud, hvad var
der dog bleven af den stakkels Fyr? En flydende Planke
drev hen imod mig, jeg klyngede mig til den. Men jeg
mærkede snart, at Strømmen førte mig mod den mod-
satte Bred; jeg slap derfor Planken og svømmede til
Land; langt om længe naaede jeg at klatre op paa det

9*

132

tørre. Det var meget mørkt; jeg maatte ligefrem føle
mig frem. Saaledes travede jeg et godt Stykke paa maa
og faa, indtil jeg var lige ved at brase mod et stort,
gammeldags Træhus. Jeg skulde lige til at liste bort der-
fra igen, da en Mængde Hunde kom farende ud mod
mig og hylede græsseligt op. Jeg blev stum af Over-
raskelse og havde svært nok med at holde dem fra
Livet.

SYTTENDE KAPITEL.

Næppe et halvt Minut efter blev et Vindue aabnet
paa Klem og en Røst lød ud gennem det:

„Rolig Drenge - stille! Hvem der?”

„Det er mig!” svarede jeg.

„Hvilken mig?”

„Georg Jackson, Sir!”

„Hvad vil Du her?”

„Jeg vil ingenting, Sir. Jeg vil bare gaa min Vej,
men Hundene vil ikke lade mig komme videre.”

„Hvorfor lusker Du her omkring ved Nattetid?”

„Jeg lusker ikke omkring, Sir. Jeg er faldet over
Bord fra Damperen!”

„Er Du det, hvad? Aa, kom med Lys en af Jer.
Hvad siger Du, at dit Navn er?”

„Georg Jackson. Jeg er kun en Dreng.”

„Hør nu; hvis Du har sagt Sandhed, behøver Du
ikke at være bange, men foreløbig maa Du ikke under-
staa Dig til at røre Dig ud af Stedet. Bliv, hvor Du er.
Bob og Tom! ud af Køjen og faa fat i Geværerne.
Georg Jackson, er der nogen med Dig?”

„Nej, Sir, jeg er ganske alene.”

Jeg hørte Folkene røre sig inde i Huset og saa, at
der blev tændt Lys. Manden raabte:

133

„Bort med det Lys, Betsy, din gamle Dromedar -
har Du mistet Forstanden? Sæt det paa Gulvet bag
Døren. Bob, naar Du og Tom er færdige, stiller I Jer
paa Plads!”

„Nu er vi parate!” lød det.

„Og nu, Georg Jackson, kender Du Familien
Shepherdson?”

„Nej, Sir, jeg har aldrig hørt den nævne før nu.”

„Naa, maaske taler Du Sandhed, maaske ikke; det
er ligegyldigt. Kom saa, Georg Jackson. Men hør,
ikke for hurtigt, ganske langsomt! Er der nogen med
Dig, maa han stikke af - hvis han viser sig, bliver
han skudt paa Pelsen! Kom saa ind! Langsomt! Aabn
selv Døren, men ikke mere end at Du lige kan slippe
ind, forstaar Du?”

Jeg var saamænd heller ikke i Stand til at skynde
mig, selv om jeg havde villet. Langsomt gik jeg et
Skridt nærmere; alt var saa uhyggeligt stille; kun mit
Hjærtes voldsomme Banken kunde jeg høre. Hundene
holdt sig lige saa stille som Menneskene og fulgte mig
mistroiske og vagtsomme lige i Hælene. Da jeg naaede
til de tre Bjælketrappetrin, hørte jeg Nøglen blive drejet
om i Laasen og Slaaen trukket fra. Jeg lagde Haanden
paa Dørhaandtaget og lindede lidt ved Døren, og saa
lidt mere.

„Saa, det er mere end nok, stik saa Hovedet ind,”
blev der befalet inde fra.

Jeg gjorde det, men med en isnende Anelse om, at
det i samme Øjeblik vilde blive hugget af.

Lyset stod paa Gulvet og brændte, og der inde stod
hele Selskabet og gloede paa mig; jeg gloede lige saa
forundret igen, mindst et kvart Minut. Tre store Fyre
med Geværpiberne rettede imod mig, var det første,
jeg fik Øje paa, og det fik mig til at skælve ikke saa
lidt. Den ældste var graahaaret og vel over de treds

134

Aar, de to andre omtrent tredive-aarige Mænd, alle store
og statelige; saa var der en nydelig, gammel graahaa-
ret Dame og bag hende to unge Piger, som jeg ikke
saa nøje kunde se.

Den gamle udbrød endelig:

„Naa, det lader til at være rigtigt. Kom ind!”

Saasnart jeg var kommet indenfor, lukkede den
Gamle Døren, laasede den og satte Slaaen for. Saa
befalede han de andre med Geværerne at følge med og
alle gik ind i en stor Dagligstue med et fint Tæppe
paa Gulvet. I et Hjørne fjærnt fra Vinduerne blev jeg
nøjere taget i Øjesyn. De holdt Lyset tæt hen til mig
og mønstrede mig allesammen, idet de udbrød i Mun-
den paa hverandre:

„Nej, det er ingen Shepherdson - nej, ikke Spor af
nogen Shepherdson!”

Saa sagde den Gamle, at han antog, jeg intet havde
imod, at han undersøgte, om jeg havde noget skjult
Vaaben hos mig - det var mere for Sikkerheds Skyld.
Undersøgelsen var ogsaa ganske hensynsfuld. Han stak
ikke Haanden i mine Lommer, men lod den kun glide
udenpaa Tøjet, og saa erklærede han, at det var godt.
Han opfordrede mig til at lade som om jeg var hjemme,
og sagde, at jeg ikke skulde være ked af det, men kun
fortælle alt om, hvorledes jeg var faldet overbord fra
Damperen.

Men den gamle Dame faldt ham i Talen og udbrød:

„Men Herregud! Saul, den stakkels Fyr er jo saa
vaad som: en druknet Mus, - og tror Du ikke ogsaa
at han er skrup sulten?”

„Du har Ret, Rachel, det har jeg helt glemt!”

Saa vedblev den gamle Dame, idet hun Vendte sig
til en Negerkvinde:

„Betsy, spring ned i en Fart og hent noget, han
kan faa at spise, den stakkels Dreng; og en af Pige-

135

børnene maa gaa op og kalde paa Buck og sige til ham
- naa, der er han jo selv. Buck, tag denne lille, frem-
mede Dreng med Dig op paa dit Værelse og lad ham faa
de vaade Klæder af og giv ham saa nogle af dine
Stedet for.”

Buck saa ud til at være paa samme Alder som jeg
selv - tretten eller fjorten Aar gammel, skønt han var
noget større end jeg. Han var i bar Skjorte og saa helt
forsovet ud. Han gned Øjnene, da han traadte ind og
slæbte paa et Gevær ligesom de andre.

„Er der ikke en Shepherdson i Nærheden?” spurgte
han.

De svarede, at det havde været falsk Allarm.

„Naa,” svarede han, „hvis det havde været saadan
En, skulde jeg nok havde skudt ham paa Pelsen!”

De lo allesammen og Bob udbrød:

„Aa, Buck, Du er saa langsom i Vendingen, saa de
kunde have skalperet os allesammen, før Du aabnede
Ilden!”

„Der er jo heller ingen, som har kaldt paa mig. Det
er ogsaa ærgerligt; jeg bliver altid sat til Side, saa jeg
ikke kan faa Lejlighed til at udmærke mig.”

„Bryd Dig ikke om det, Buck, min Dreng,” sva-
rede den Gamle. „Den Tid skal nok komme, da Du
faar Lejlighed til at vise din Dygtighed; det kan Du
stole paa. Men gaa nu med den lille Fremmede og gør,
som din Moder har bedet Dig om.”

Da vi var kommet op ad Trapperne og ind i hans
Værelse, gav han mig en Skjorte og Strømper af sine
egne og Bluse og Bukser, og jeg trak det altsammen
paa. Under min Omklædning spurgte han, hvad jeg hed,
men før jeg fik sagt ham mit Navn, var han inde paa at
fortælle mig om en blaa Skovskade og en Kaninunge,
som han for et Par Dage siden havde fanget i Skoven;
og derefter spurgte han mig, hvor Moses var, da Lyset

136

blæste ud. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke; jeg havde
aldrig før hørt fortælle derom.

„Men saa gæt!” udbrød han.

„Hvorledes skulde jeg kunne gætte”, spurgte jeg,
„naar jeg aldrig før har hørt noget derom?”

„Men Du kan jo gætte, kan Du ikke? Det er saa
let.”

„Hvilket Lys?” spurgte jeg saa.

„Ethvert Lys, det har ikke noget at sige.”

„Jeg véd ikke, hvor han var. Hvor var han?”

„Han var naturligvis i Mørke! Kunde Du ikke gætte
det - der var han.”

„Men, naar Du vidste, hvor han var, hvorfor spurgte
Du saa mig derom?”

„For Pokker! kan Du ikke forstaa, at det er en
Gaade? Sig mig, hvorlænge bli'r Du her? Kunde Du
ikke blive altid; her er saa rart, her er ingen Skole i
denne Tid. Sig mig, har Du ikke en Hund? Jeg har
faaet en Hund, som kan springe i Vandet og hente Træ-
stumper tilbage, naar man har kastet dem ud. Kan Du
li' at blive kæmmet om Søndagen og alt det andet Nar-
reri? Jeg kan ikke fordrage det, men Mama holder jo
paa, at jeg skal. Prøv engang den gamle Trøje der;
egentlig skulde jeg selv have den paa, men det er saa
varmt med saadan en. Er Du færdig? Naa, lad os saa
gaa nedenunder igen, Du gamle Jas!”

De havde imidlertid stadset op for mig dernede
med kold Majskage, koldt Oksekød, Smør og Kærne-
mælk, - det var ikke saa lidt, og alt sammen var
det saa godt, som jeg aldrig før havde faaet. Buck og
hans Mama og de andre røg paa Kridtpiber, undtagen
Negerkvinden, som ikke var tilstede, og saa de to unge
Piger. De dampede løs og snakkede, medens jeg hug-
gede i mig og besvarede deres Spørgsmaal. De unge

137

Piger havde taget deres Sengetæpper omkring sig og Haa-
ret hængte udslaaet ned ad Nakken.

Allesammen rettede de Spørgsmaal til mig og jeg
fortalte saaledes om min triste Hændelse: Fa'r, jeg selv
og hele Familien boede paa en lille Farm ved Arkan-
saskysten. Min Søster Mary Anne var løbet bort og
havde giftet sig og vi hørte ikke mere fra hende; saa
blev Bill sendt ud for at finde hende, men han blev
borte og lod nu ikke mere høre fra sig. Senere døde
Tom og Mort, og nu var der kun min Fa'r og jeg tilbage;
men han var saa nedtrykt, at han snart fulgte de andre
i Graven. Da han saa var død, samlede jeg den Smule,
der var tilbage - Farmen tilhørte nemlig ikke os selv

og saa tog jeg en Dæksplads for at sejle ned ad Flo-

den, hvor jeg havde været saa uheldig at falde over
Bord, - og nu var jeg altsaa her. Saa sagde de, at jeg
kunde betragte deres Hus som mit Hjem, saalænge jeg
selv ønskede det.

Imidlertid var det næsten blevet Morgen og alle gik
til Sengs; jeg skulde ligge hos Buck. Da jeg op paa
Formiddagen vaagnede, havde jeg glemt mit nye Navn.
Jeg laa over en Time og spekulerede paa det, indtil
Buck vaagnede.

„Buck,” spurgte jeg saa, „kan Du stave?”

„Ja,” svarede han.

„Jeg vædder paa, at Du ikke kan stave mit Navn!”

„Det kan jeg, gælde hvad det vil!”

„Godt, lad mig saa høre da!” udbrød jeg.

„G-e-o-r-g-e J-a-x-o-n, der har Du
det,” svarede han.

„Naa, det var jo rigtigt, jeg havde ikke troet, Du
kunde. Jeg har selv lidt svært ved at stave Navne.”

Ved mig selv indprentede jeg mig nøje, hvorledes
Buck havde stavet det; jeg kunde jo risikere, at en eller
anden bad mig stave mit Navn og saa maatte jeg jo kunne

138

gøre det paa staaende Fod; ellers kunde jeg jo let røbe
mig.

Det lod til at være en meget fin Familie og Huset var
ogsaa smukt indvendigt. Jeg havde aldrig før set noget
saa kønt. Der var ikke nogen Jærnklinke paa Døren og
heller ikke et Stykke Træ med en Snor i, men en skin-
nende blank Dørhammer af Messing, saaledes som det
bruges i de fine Ejendomme i Byerne. I Dagligstuen
stod der ingen Senge, - ikke Spor af nogen Seng;
mange Steder i Byen, har jeg dog set Senge i Dagligstuen.
Saa havde de en stor, muret og malet Kamin ligesom i
Stadshuse; paa Kaminhylden stod et pynteligt Uhr med
et Maleri forpaa og Pendulet hængende nedenfor. Det
var herligt at høre Uhret slaa; naar der sommetider kom
en Mand for at trække det op og gøre det i Stand,
kunde det slaa halvtredsindstyve Slag efter hinanden.
Det kunde sikkert ikke købes for Penge.

Væggene var behængt med Malerier - mest af Was-
hington og Lafayette samt endel Slagstykker. Saa var
der nogle, som de kaldte for Medailloner; de var lavet af
en afdød Datter, endnu før hun havde fyldt de femten
Aar. De var forskellige fra alle andre Billeder, jeg hid-
til havde set; de var alle saa sorte og gjorde et saa sørg-
modigt Indtryk. Et af dem forestillede en ældre Kvinde
i en glinsende sort Kjole, som var snørt sammen under
Armene, og havde korte Ærmer i Facon som Kaalhove-
der; paa Hovedet balancerede en mægtig Hat med Paa-
fuglefjer; hendes snehvide Vrister, der kom til Syne
under Kjolen, var omsnoede med sorte Baand og endelig
havde hun dybsorte Sko ligesom en Mejse. Med højre
Albue hvilede hun mod en Gravsten, overskygget af
Taarepile. Hendes anden Haand hængte nedad og heri
holdt hun et hvidt Lommetørklæde og en Strikkepose.
Under Billedet læstes: „Oh, skal jeg aldrig se Dig
mere?”

139

Et andet var et Maleri af en ung Dame, som havde
Haaret sat op som et lille Taarn ovenpaa Hovedet. Hun
hulkede i sit Lommetørklæde, medens hun i Haanden
havde en død Fugl, der laa paa Ryggen med aabent
Næb. Underneden stod: „Ak, aldrig skal jeg mere høre
dit søde Kvidder!”

Hele Familien var saa bedrøvet over, at hun var
død i saa ung en Alder, thi hun kunde sikkert have
drevet det vidt som Kunstnerinde. Af det, hun havde
faaet færdigt, kunde man forstaa, at der i hende var gaaet
et stort Talent tabt for Verdenen. Efter det Indtryk, jeg
fik af hendes Kunstværker, maa jeg antage, at en Kvinde
med hendes Sindelag befandt sig bedre i Graven end
paa Jorden.

Lige før sin sidste Sygdom havde hun just arbejdet
paa et Billede, som de kaldte for hendes største Mester-
værk. Dag og Nat havde Familien knælet i Bøn om, at
hun dog maatte leve saa længe, at hun kunde naa at
fuldende Arbejdet; men saaledes skulde det nu ikke
være.

Dette Billede forestillede en ung Pige i en lang,
hvid Klædning, og staaende paa en Bro lige parat til at
springe paa Hovedet i Vandet. Haaret havde hun ud-
slaaet ned ad Ryggen og de taarefyldte Øjne var vendt
op mod Maanen. Hun havde et Par Arme korslagt over
Brystet, et andet Par strakt lige ud over Bølgerne og et
tredje Par løftet højt over Hovedet op mod den lyse
Maaneskive. Kunstnerindens Mening havde øjensynlig
været den at se, hvilket Par Arme der klædte Skikkel-
sen bedst; de øvrige to Sæt skulde da viskes ud.

Men hun døde, før hun naaede saa vidt og nu
hængte Kunstværket over Hovedenden af hendes Seng,
og hver Gang, hendes Fødselsdag indtraf, blev det kran-
set med levende Blomster.

Den talentfulde Afdøde - Emmeline Grangerford

140

hed hun - førte ogsaa, medens hun endnu levede, en
Dagbog, hvori hun optegnede alle sine Iagttagelser og
Indfald - „Aandelige Iagttagelser” kaldte hun den.
Og saa skrev hun ganske af sig selv Digte. Hun var
ligefrem poetisk anlagt, fortalte de mig. Om en lille
Dreng, Stephan Dowling Bott, der var faldet i en Brønd
og druknet, skrev hun:

Ode om afdøde Stephan Dowling Bott.

Maatte Stephan under Sygdom lide?
svandt hans Kraft og blegnede hans Kind,
- gik al Slags Sygdom Side ved Side -
ængstede den lumske Død hans Sind?

Ved hans Sygdomsleje var ej Kvide
over Koppers hæslig grumme Saar,
heller ej han maatte Sygdom lide -
Nej! saa rædselsfuld en Død han faar.

Du, som staar med taarefyldte Øjne,
gys dog ved hans tunge Skæbnelod!
Ned han styrted i en Brønd en søgne
Dag ved Middagstid - for Dødens Brod!

Men igen paa Jorden op han droges,
dog det unge Liv var svundet bort;
ved hans bratte Død hans Slægt betoges
dybt og sukked' alle: det var haardt!

Naar salig Emmeline kunde lave saadanne Vers alle-
rede i sit fjortende Aar, saa er det rigtignok ikke godt
at vide, hvad hun den Dag i Dag kunde have drevet det
til. Buch sagde, at hun ligefrem kunde ryste Vers ud
af Kjoleærmet ligesom ingenting. Han sagde, at hun

141

bare kradsede en Linie ned, og naar hun saa ikke kunde
finde et Rim til den, strøg hun den kun ud og skrev noget
andet, og saa var det i Orden Hun var heller ikke en-
sidig. Hun kunde digte om alt muligt, hvad man bad
hende om, blot det var noget sørgeligt.

Hver Gang der døde nogen, lige meget om det var
en Mand, en Kone eller et Barn, saa ydede Emmeline
dem straks, før de endnu var kolde, sin digteriske Tri-
but, som hun kaldte det. Naboerne sagde ogsaa, først
Doktoren, saa Emmeline og dernæst Bedemanden. Kun
en eneste Gang var Emmeline kommet bag efter, men det
var, fordi den Afdøde hed Whistler, og det var saa svært
at finde et passende Rim herpaa. Sidenhen var hun
ikke længere til at kende igen; hun klagede ikke, men
hun skrantede og levede ikke længe efter den Tid. Stak-
kels unge Pige! Ofte opholdt jeg mig alene i det Væ-
relse, der havde været hendes, og saa tog jeg hendes
Dagbog og læste i den; det var navnlig, naar hendes Bil-
leder havde sat mig i Stemning og jeg trængte til at
dvæle i denne.

Jeg holdt meget af hele Familien, baade de levende og
døde, og vogtede mig vel for ikke at faa noget udestaa-
ende med dem. Kun syntes jeg, det var Synd af de
efterlevende, at de ikke havde digtet lidt om Emmeline.
nu hun var gaaet bort; selv havde hun dog aldrig und-
ladt at digte om de Døde. Jeg forsøgte at sætte et Vers
eller to sammen om hende, men jeg maatte opgive For-
søget. Hendes Værelse blev holdt propert og net; det
stod som hun havde forladt det, og aldrig sov der nogen
der. Den gamle Dame hægede selv om dette Værelse,
skønt der var en Del Negre, hun kunde have overladt
Arbejdet til. Men hun holdt nu af at tilbringe sin Tid
der og underholdt sig mest ved at læse i den Afdødes
Bibel.

Men det var Dagligstuen, jeg kom fra; Der var pragt-

142

fulde Rullegardiner for Vinduerne, de var hvide og be-
malede med Billeder af Slotte, med Vildvin ranket op ad
alle Mure, og af Køer, der blev ført til Drikkestedet. Saa
var der ogsaa et gammelt Klaver, og aldrig har jeg op-
levet noget saa skønt, som naar de unge Piger sang:
„Det sidste Baand er overskaaret” eller „Slaget ved
Prag” Væggene var rigtig tapetserede og Gulvet næ-
sten helt dækket af et Tæppe.

Boligen var et Dobbelthus med en stor, overdæk-
ket Plads imellem, hvor Spisebordet af og til blev stil-
let ud; man kunde ikke finde et mere køligt og behage-
ligt Opholdssted. Og saadan god Mad, der altid van-
kede! Jo, jeg var rigtignok kommet i Slaraffenland!

ATTENDE KAPITEL.

Min gæstfri Vært, Oberst Grangerford, var naturlig-
vis til Fingerspidserne en Gentleman; og hans Familie
lignede ham til Punkt og Prik. Hans Forfædre hørte til
en anset Slægt, og dette har for Mennesker lige saa
meget at betyde som for Heste. Saaledes paastod i
hvert Fald Enken Douglas, og ingen kan vel benægte,
at hun hørte til vor lille Bys fineste Spidser; min Gamle
forfægtede den samme Mening, skønt hans personlige
Anseelse næppe var saa stor som en gammel Huskats.

Obersten var høj og slank og havde en noget mørk
Ansigtsfarve uden Spor af Rødmossethed. Hver Mor-
gen mødte han glatraget; hans Læber og Næsebor var
ganske smalle, hans Næse lang og lige; Øjenbrynene var
tykke og saa havde han gnistrende sorte Øjne, der laa
saa dybt, at det saa ud som om de skinnede frem inde
fra smaa Rør. Hans Pande var høj, Haaret sort og fyl-
digt og det naaede ned til Skuldrene. Hans Hænder var

143

lange og smalle. Hver Dag tog han en blændende ren
Skjorte paa, og han var altid klædt helt igennem i Hvidt
fra Top til Taa, saa det ligefrem skar i Øjnene at se paa
ham. Naar han gik ud, bar han Spaserestok med Sølv-
knap.

Han var stilfærdig og tilbageholdende i sin daglige
Optræden; altid viste han Venlighed og vandt hurtig
alles Tillid. Ofte smilede han, saa det ret kunde varme
En; men, naar han rettede sig op som en Flagstang og
Lynene begyndte at skyde frem under hans tykke Øjen-
bryn, da fik man mest Lyst til at klatre højt op i Sikker-
hed i et Træ, før man undersøgte, hvad Grunden var
til hans Mishag. Det faldt ham aldrig ind at minde
nogen om gode Manerer, - i hans Nærværelse tog alle
og enhver sine bedste Manerer paa. Overhovedet var
han vellidt i Nabolaget. Selv syntes han altid at føre
Solskin med sig, hvor han saa var. Men, hvis hans
Ansigt formørkedes blot et halvt Minut af optrækkende
Uvejr, saa var Luften dermed renset til en hel Uges
godt Vejr.

Naar han og den gamle Frue om Morgenen viste sig
i Spisestuen, rejste alle sig fra deres Stol og ønskede
„God Morgen”, og ingen satte sig igen, før de havde
sat sig. Saa gik Tom og Bob hen til Bufetten, hvor
Flaskerne stod, og tilberedte et Glas Bitter, som de
overrakte ham. Dette blev han ved med at holde i Haan-
den, indtil Tom og Bob havde faaet lavet hver sit Glas
Bitter, hvorefter de bukkede og udbrød: „Vor ærbødige
Hilsen til Dem, Sir, og Frue!” Saa blev det deres Tur
til at rejse og sige: „Tak!” Derpaa drak de alle tre.
Tom og Bob lavede saa i to Vandglas en Drik af Vand
og Sukker med lidt Whisky eller Æblevin og gav dem
til mig og Buck, hvorefter ogsaa vi hilste paa de Gamle.

Bob var ældste Søn og Tom Nummer to. Begge
var det smukke, høje Mænd, bredskuldrede, med

144

brunlig Ansigtsfarve og langt, sort Haar og mørke Øjne.
Ligesom Faderen var de klædt i Hvidt og bar bredskyg-
gede Panamahatte.

Saa var der Miss Charlotte; hun var fem og tyve
Aar, høj, stor og stolt, men meget smuk. I Reglen var
hun venlig og elskværdig, men, naar hun kom i det
Humør, kunde hun maale En med et Blik, der gik gen-
nem Marv og Ben, ligesom hendes Fader. Hun var en
fuldendt Skønhed.

Det samme kunde siges om hendes Søster, Miss
Sophia; skønt hun havde det paa en anden Maade. Hun
var sart og blid som en Due, og saa var hun ikke mere
end lige fyldt tyve Aar.

Hver af Familien havde nogle Negre til deres per-
sonlige Opvartning; Buck ogsaa. Min Neger havde gode
Tider, for jeg var ikke vant til at have en Person alene
til min egen Bekvemmelighed; Buck derimod forstod
stadig at holde sin i Aande.

Af disse Medlemmer bestod Familien; men der havde
været tre Personer til; to Sønner, som havde mistet
Livet ved Vold, og saa Emmeline, der var død en na-
turlig Død.

Den gamle Herre ejede en Mængde Farme og over
hundrede Negre. Ofte kom der en Mængde Fremmede
paa Besøg i fem-seks Dage, tit langt borte fra og altid
til Hest. Saa stod det paa Udflugter i Skovene om
Dagen og Baller om Aftenen. De fleste af dem var
Slægtninge til Familien. Mændene, der alle var flotte
Folk, kom altid bevæbnede.

Ikke saa langt borte fra os boede der ogsaa en anden
Aristokrat-Slægt, bestaaende af fem eller seks Familier,
der mest bar Navnet Shepherdson. De var lige saa
stolte og højbyrdige og rige og fornemme som Fami-
lien Grangerford. Begge Slægter benyttede det sam-
me Dampskibs-Anlægssted, et Par Mils Vej fra vort

145

Hjem. Mange Gange, naar jeg sammen med vore Folk
havde foretaget Udflugter ad den Kant, havde jeg set
en hel Skare Shepherdson'er, naar de kom ridende paa
deres smukke Fuldblodsheste.

En Dag, da Buck og jeg var ude i Skoven paa Jagt,
hørte vi Lyden af en Hests Hovslag. Vi sprang op paa
Vejen, men saa hviskede Buck pludselig:

„Skynd Dig ind i Tykningen! Vi maa skjule os!”

Det gjorde vi og gemte os saa i et Buskads. Snart
efter kom en fin, ung Herre galopperende langs ad
Vejen; hans Holdning var stram og militærisk. Sit Ge-
vær havde han lagt tværs over Sadlen. Jeg havde tid-
ligere haft Lejlighed til at se ham; det var den unge
Harney Shepherdson. Jeg hørte Knaldet af Bucks Jagt-
gevær lige ved mit Øre, og Harneys Hat fløj af; sam-
tidig greb Harney sit Gevær, løftede det op og sprængte
hen til det Sted, hvor vi havde skjult os. Men vi ven-
tede ikke; vi var allerede over Hals Og Hoved løbet ind
i Skoven. Denne var ikke videre tæt, og jeg kigede
over min Skulder for at se, om der maaske var nogle
Kugler undervejs til os. Jeg saa da, at Harney sigtede
efter Buck. Da han havde skudt et Par Gange, vendte
han omkring - jeg antager, det var for at samle sin Hat
op.

Imidlertid løb vi, til vi naaede hjem. Den gamle
Mands Øjne lynte et Minut - af Glæde antager jeg -
men saa blev han atter helt alvorlig og sagde venligt:

„Jeg holder ikke af dette Skyderi fra et Skjul! Hvor-
for stillede Du Dig ikke midt paa Vejen, min Dreng?”

„Det gør Shepherdsons aldrig, Fader. De benytter
sig af enhver Fordel.”

Miss Charlotte knejste som en Dronning, medens
Buck fortalte, og hendes Næsebor dirrede og hendes Øjne
skød Lyn. De to unge Mænd saa mørkt hen for sig,
men sagde intet. Miss Sophia blegnede, men sin natur-

Huck Finns Hændelser. 10

146

lige Ansigtsfarve fik hun tilbage, da hun hørte, at Manden
ikke var kommet noget til.

Saasnart jeg atter var alene med Buck, spurgte jeg:

„Vilde Du dræbe ham, Buck?”

„Ja, det er min Hensigt!”

„Har han gjort Dig noget?”

„Han? Nej, han har aldrig gjort mig nogen For-
træd!”

„Men hvorfor vilde Du slaa ham» ihjel?”

„Hvorfor? Jo - fordi der er Familiekrig mel-
lem os!”

„Hvad er Familiekrig?”

„Sig mig, hvor kommer Du egentlig fra, siden Du
ikke kender til Familiekrig?”

„Jeg har aldrig hørt Tale om saadan noget; fortæl
mig, hvad det er?”

„Nu skal Du høre,” svarede Buck. „Ved en Familie-
krig gaar det saaledes til: En Mand kommer i Klammeri
om et og andet med en anden Mand og dræber ham;
derefter bliver den første selv dræbt af den andens Bro-
der. Saa gaar de andre Brødre paa begge Sider paa
Jagt efter hinanden - saa følger Fættere efter og slutte-
lig er de dræbt allesammen og saa er der ikke længere
nogen Familiekrig. Men det er en meget omstændelig
Sag og trækker forbandet længe ud, inden Krigen er
Slut.”

„Hvor længe har denne varet, Buck?”

„Aa, jeg antager i tredive Aar eller maaske noget
mere. Det begyndte med en Strid om et eller andet og
derefter fulgte der en Proces, for at Striden kunde blive
afgjort og bilagt. En af dem tabte Processen, og saa gik
Manden, der havde tabt, hen og skød den anden, som
havde vundet - hvad der i Grunden var ganske natur-
ligt. Enhver vilde have gjort det samme i hans Sted.”

147

„Hvorom drejede den Strid sig, Buck - om et
Stykke Jord?”

„Det kan saamænd gerne være, - jeg ved det ikke!”

„Hvem begyndte med det Skyderi? Var det en
Grangerford eller en Shepherdson?”

„For Pokker! hvor skulde jeg vide det fra? Det er
allerede længe siden.”

„Er der ingen, der véd det?”

„Aa jo, Papa véd det nok, og saa vel ogsaa nogle
andre ældre Folk; men de véd ikke, hvoraf Stri-
den opstod.”

„Er der allerede blevet dræbt mange, Buck?”

„Ja, der har været mange kønne Begravelser! Men
de bliver jo ikke altid dræbt. Papa har allerede et Par
Kugler i Kroppen; men det bryder han sig ikke synder-
ligt om. Bob er blevet ramt af et Knivstik, og Tom er
ogsaa en Gang blevet ramt.”

„Er nogen dræbt i Aar?”

„Ja, hvert Parti har mistet én Mand. Omtrent for
tre Maaneder siden var min Fætter Bud - en Dreng paa
fjorten Aar - redet gennem Skoven og havde glemt at
tage Vaaben med, hvad der jo ogsaa var en forbistret
Dumhed af ham; paa et ensomt Sted hørte han bag sig
Lyden af Hestetrav, og saa saa han den gamle Baldy
Shepherdson komme ridende med Geværet i Haanden
og sit lange hvide Haar flagrende for Vinden. I Stedet
for nu at springe af og løbe ind i Skoven, tænkte Bud, at
han kunde ride fra ham. Over en Mil red de saaledes
Væddeløb, medens den Gamle stadig holdt sig lige bag
ved ham. Til sidst indsaa Bud, at det ikke kunde
nytte noget, og saa vendte han omkring for at faa Kuglen
forfra - forstaar Du - og den gamle Mand red saa
hen og skød ham ned. Men han kunde ikke ret længe
prale med den Bedrift, for ikke en Uge senere havde
vore Folk ham!”

10*

148

„Det var da en rigtig fejg Person, den Baldy!”

„Nej, han var ikke fejg; der er ikke nogen fejg blandt
Shepherdsons - ikke en eneste. Heller ikke blandt
Grangerfords er der nogen. Nej - den gamle Mand har
saamænd tidligere vist, hvad han duede til; en Gang
holdt han Stand overfor tre Grangerfords og blev Sejr-
herre. De var alle til Hest. Han sprang af og stil-
lede sig op ad en Træstamme med Hesten foran sig
som en Slags Brystværn. Grangerfords blev til Hest
og red rundt om den Gamle og skød paa ham. - og han
paa dem. Han og hans Hest kom jo nok lidt elendige
hjem, men Grangerfords maatte bæres hjem - den ene
var død og den anden døde Dagen efter. Nej, min Ven.
naar man vil finde fejge Personer, skal man ikke kige
efter dem blandt Shepherdsons; dér findes ingen af den
Slags!”

Den næste Søndag drog vi alle til Kirke, omtrent tre
Milsvej, alle var vi til Hest. Herrerne havde deres Ge-
værer med sig, Buck ogsaa. Shepherdsons gjorde ligesaa.

Præsten prædikede følt og indtrængende om broder-
lig Samdrægtighed og Enighed; alligevel syntes de, at
det var en rigtig smuk Prædiken og talte om den, medens
de red hjem. Tillige sagde de saa meget om Tro og
Næstekærlighed og Overbærenhed, at jeg syntes, det var
den frommeste Søndag, jeg endnu havde oplevet.

En Times Tid efter Middag lagde de alle sig til
Hvile, nogle anbragte sig i Stole og andre gik op paa
deres Værelser; det var frygtelig kedsommeligt. Buck
laa sammen med en Hund i Græsset og sov midt i
Solskinnet. Saa gik jeg op paa mit Værelse, idet jeg
tænkte paa selv at faa en lille Skraber.

Paa Vejen traf jeg den elskelige Miss Sophia, hun
stod i Døren til sin Stue, som stødte op til min, og
hun tog mig med ind i sit Værelse, lukkede Døren om-
hyggeligt til, og spurgte mig, om jeg holdt af hende. Da

149

jeg naturligvis svarede „Ja!”, bad hun mig om at be-
vise hende en Tjeneste, men ikke fortælle nogen noget
derom, og det lovede jeg da ogsaa. Saa fortalte hun, at
hun havde glemt sit Testamente i Kirkestolen, og bad
mig løbe derhen og hente det; men endelig ikke sige det
til nogen. Ogsaa det lovede jeg. Saa løb jeg da afsted
og kom nemt ind i Kirken, da Døren stod aaben; jeg
mødte ikke andre end et Par Svin, som paa Grund af
Varmen havde søgt ind i dette kølige Rum.

Saa kom jeg i Tanker om, at det var i Grunden en
helt mærkværdig Omhu, den unge Pige udviste overfor
det Testamente. Jeg rystede det derfor lidt, og se, saa
faldt der en Stump Papir ud fra Bladene, hvorpaa der
med Blyant stod skrevet: „Klokken halv tre.” Jeg gen-
nemsøgte Testamentet, men kunde ikke finde andet. Pa-
piret lagde jeg ind igen og skyndte mig hjem. Miss
Sophia ventede mig udenfor sin Dør. Atter skubbede
hun mig ind og lukkede Døren; saa søgte hun i Testa-
mentet, til hun fandt Papirstrimlen, og, da hun havde
læst den, saa hun helt henrykt ud. Før jeg anede noget,
havde hun slynget Armene om min Hals og givet mig
et Kys, og saa sagde hun, at jeg var den bedste Gut i
hele Verden, og at jeg nu maatte holde godt Tand for
Tunge. Hun var blussende rød i Ansigtet og hendes
Øjne straalede; hun saa henrivende dejlig ud”.

Jeg var overvældet af Forundring, men, da jeg havde
samlet mig lidt, spurgte jeg, hvad det var, der stod paa
det Papir.

Men hun spurgte kun, om jeg havde læst det, og
jeg svarede: nej! - Om jeg kunde læse Skrift? Jo,
det kunde jeg, svarede jeg. Men saa sagde hun, at det
ikke var andet end et Bogmærke og nu kunde jeg godt
gaa neden under og lege igen.

Jeg gik ned mod Floden for i Ro at spekulere paa
dette, men jeg mærkede snart, at min opvartende Neger

150

kom bag efter og søgte at indhente mig. Da vi var kom-
met ud af Synsvidde fra Huset, spejdede han forsigtig
bagud og rundt om og kom saa helt hen til mig, idet han
udbrød:

„Massa Gorgy gaa med ned i Sumpen, mig vise Dem
stor Mængde sjældne Vadefugle!”

Det var da besynderligt, tænkte jeg, det samme For-
slag gjorde han mig allerede i Gaar. Han maatte dog
vide, at en Dreng som jeg, der har set saa mange Vade-
fugle, ikke bryder mig om at tosse rundt efter „sjældne
Vadefugle.” Hvad havde han mon i Sinde? Jeg svarede
da: „Lad gaa, løb foran!”

Jeg fulgte efter ham henved en Fjerdingvej, saa tra-
vede vi videre lige saa langt gennem en Sump i Vand
til Anklerne. Endelig kom vi til et tørt Sted, der var
helt bevokset med Træer og Buske, og nu udbrød han:

„Massa Gorgy gaa kun to Skridt til, saa se, hvor
dem Vadefugle være. Mig selv set dem allerede i Gaar
og vil ikke mere se dem.”

Saa vendte han og gik bag en Træstamme; men jeg
gik videre, og, idet jeg trak Grenene til Side, stod jeg
ved en aaben Plads, ikke meget større end et Sengested;
der laa en Mand i Græsset og han syntes at sove fast
- og se! det var min gamle Jim!

Jeg vækkede ham og tænkte, at han vilde blive vold-
som overrasket ved at gense mig, men det blev han
slet ikke. Han viste Glæde, men ingen Overraskelse.
Han fortalte, at han hin Nat havde drevet rundt efter
mig, men ikke turdet besvare mine Raab, da han fryg-
tede, at en eller anden skulde opdage ham og sørge for,
at han blev bragt tilbage til Slaveriet.

„Og saa slaaet mig,” vedblev han, „og ikke kunne
hurtig svømme, saa mig blive langt tilbage for Dig; naar
Du komme i Land, tænke mig, saa indhente mig Dig.
Men saa mig se Dig gaa til Huset og saa være mig rolig.

151

Mig være saa nær, saa mig høre, hvad de sige til Dig -
mig ogsaa være bange for Hundene. Da der atter være
stille, gaa mig ind i Skoven og vente til Dag. Ganske
tidlig komme to Negre og vise Jim denne Plads, hvor
Hundene ikke finde Jim paa Grund af Vandet. Og de
hver Aften bringe Jim Mad og fortælle, hvordan Du
leve.”

„Hvorfor har Jack mon ikke tidligere tilbudt at føre
mig herhen?”

„Aah, det være ikke rigtig at forstyrre Dig, Huck,
men nu være det godt. I Nat finde Flaaden -”

„Hvilken Flaade, Jim?”

„Gamle Flaade!”

„Hvad siger Du, er vor gamle Flaade ikke rendt i
Stumper og Stykker, Jim?u

„Nej, det være den ikke. En god Del være der endnu
og alt være godt, hvis ikke vore Sager næsten alle være
skyllet væk. Være vi ikke dykket saa dybt og svømmet
saa langt og være saa forskrækket, saa vi maatte se
Flaaden. Men det gøre vi ikke den Nat!”

„Naa, og hvor har Du saa faaet fat paa Flaaden,
Jim? Har Du indhentet den?”

„Mig faa fat i Flaaden her i Skoven? Hva? Nej,
et Par Negre finde den og gemme den og de skændes om,
hvem der skal have den Flaade, den ene eller den anden.
Mig høre deres Strid og sige, Flaaden tilhøre Dig og mig,
og de vide nok, hvad det være at stjæle Ejendom fra
hvid Gentlemen. Saa mig give dem ti Cent hver og de
være meget tilfreds og ønske mere Flaader, maa komme,
som de kan sælge til mig, De være gode mod Jim, og
naar Jim ønske noget, gaa de hen og hente dobbelt saa
meget. Jack være en god Neger, meget god Neger!”

„Ja, det ved jeg nok. Men han har intet fortalt mig
om, at Du var her; han sagde, at han vilde vise mig et
Sted, hvor der fandtes en Mængde store, sjældne Vade-

152

fugle. Hvis der skulde ske noget, klarer han sig saaledes
ud af det. Han kan roligt sværge paa, at han ikke har
set os sammen, - det er jo sandt nok.”

Om den følgende Dags Hændelser kan jeg ikke for-
tælle ret meget. Jeg maa derfor gøre det i al Korthed.
Jeg vaagnede om Morgenen og syntes, at alt var saa
stille. Det forundrede mig, at Buck allerede var staaet
op. Der maatte sikkert være noget særligt paa Færde.
Jeg klædte mig paa og gik ned - hele Huset stod tomt.
Heller ikke udenfor opdagede jeg nogen. Hvad skal det
dog betyde, tænkte jeg. Nede i Gaardspladsen kom Jack
hen imod mig og jeg spurgte:

„Hvad er der sket?”

„Mars Jupiter. De ikke vide det?”

„Nej,” svarede jeg, „jeg véd ingenting!”

„Naa, Miss Sophia være løbet bort! Det være der
i Vejen! Hun løbe bort i Nat, ingen vide noget, saa
løbe hun bort for at gifte unge Harney Shepherdson,
vide De. Familien opdage det for en halv Time siden,
og mig fortælle Dem, de ikke spilde Tiden! Damer dem
løbe og kalde alle Venner, og gamle Massa Saul og de
unge være op ved Floden med Geværer for at fange og
skyde unge Mand, før han komme over Floden med
Miss Sophia. Mig tænke, det nu blive vanskelig Tid!”

„Og Buck er stukket af uden at vække mig.”

„Ja, mig tænke; de vil ikke blande Massa ind i det.
Buck holde sin Bøsse højt op og sværge, han vil dø
eller Shepherdson krepere!”

Jeg løb ned til Floden, saa hurtig jeg kunde. Paa
Vejen hørte jeg, at der lød Geværskud længere borte.
Da jeg naaede til et Sted, hvorfra jeg kunde se Damp-
skibsbroen, krøb jeg under Buskene til jeg fandt et godt
Udsigtssted og her klatrede jeg op i et Piletræ og afven-
tede Begivenhedernes Gang.

Nede ved Landingspladsen galopperede tre-fire

153

Mænd frem og tilbage. De bandede højt og forsøgte at
komme bag om et Buskads ved Landingsstedet, hvor to
unge Mennesker eller Drenge havde skjult sig; men det
lykkedes ikke rigtig. Hver Gang en af dem viste sig,
blev der skudt paa ham. Men stadig flygtede de to Drenge
tilbage til Buskadset, fordi de var Modstanderne under-
legne.

Pludselig holdt Rytterne op med at bande og fare
rundt; alle red de ned til Bredden. I næste Øjeblik
traadte en af de Ynglinge, der havde skjult sig i Buskad-
set, frem, sigtede og skød: en af Rytterne faldt ned fra
Sadlen. Alle de andre sprang af Hestene for at bringe
den Saarede i Sikkerhed. Heraf benyttede, de to Drenge
sig til at forlade Buskadset og de løb tæt hen til det Træ,
hvori jeg sad. Saasnart Modstanderne opdagede Dren-
genes Flugt, kastede de sig atter paa Hestene for at ind-
hente dem. De andre havde imidlertid faaet Forspring
og var naaet hen til en Bræddestabel ved mit Træ; her
gemte de sig bagved, parat til at optage Kampen fra før.
Nu saa jeg, at den ene var Buck, den anden en smuk
Knøs paa omtrent nitten Aar.

Rytterne forsøgte en Stund at komme dem paa Skud,
men red saa videre. Saasnart de var ude af Syne, raabte
jeg til Buck. Han forstod først ikke, hvem der raabte
til ham fra Træets Top, han blev meget overrasket, da
han opdagede, at det var mig. Saa bad han mig om at
holde skarpt Udkig og lade ham vide, hvornaar jeg atter
fik Øje paa Rytterne, som nok var i Færd med at lægge
en ny Angrebsplan. Jeg vilde helst været ned til dem,
men jeg maatte ikke forlade min Spejderpost, raabte
Buck, og saa svor han dyrt og helligt, at han og hans
Fætter (det var den unge Mand) vilde tage en frygtelig
Hævn den Dag. Baade hans Fader og begge hans
Brødre samt tre eller fire af Fjendens Parti var allerede
faldne. Shepherdsons havde lagt sig i Baghold for dem

154

i et Krat; hans Fader og Brødre blev saaledes indviklet
i Kamp, før de havde faaet Forstærkning fra Slægt og
Paarørende, og Shepherdsons havde derfor faaet Over-
magten. Jeg spurgte ham om, hvor den unge Harney
og Miss Sophia var henne, og han svarede, at de for læn-
ge siden var naaet i Sikkerhed paa den anden Side af
Floden. Det glædede mig meget; men Buck ligefrem
rasede over, at det ikke var lykkedes at dræbe ham,
da han hin Dag skød paa ham i Skoven. Ved Tanken
paa dette Uheld hidsede han sig op til glødende Raseri.

Pludselig lød det: Bum, bum, bum! Tre, fire Skud
faldt, - Angriberne havde listet sig rundt om Skoven
og kom nu til Fods bagfra! Begge Drengene løb over
Hals og Hoved ned til Floden og styrtede sig i den. Me-
dens de svømmede med Strømmen, naaede Forfølgerne
ned til Bredden, skød efter dem og ildnede sig op ved at
raabe: „Dræb ham, dræb ham!” Det hele Optrin gjorde
saa rædselsfuldt et Indtryk paa mig, at jeg nær var
dumpet ned fra Træet! Jeg kan ikke heller nu skildre
alt det, jeg blev Vidne til, uden atter at føle en grufuld
Gysen! Jeg vilde ønske, at jeg slet ikke nogensinde
var kommet til det Sted paa Flodbredden, hvor jeg maatte
opleve alle disse Rædsler. Endnu staar de ofte lysle-
vende for mig i Drømme.

Jeg blev i Træet, indtil det blev mørkt; jeg havde
ligefrem ikke Mod til at kravle ned. Senere hørte jeg
flere Gange, at Geværskud drønede fra det fjærne gen-
nem Skoven; og et Par Gange saa jeg smaa Ryttertrup-
per galoppere med Geværerne i Anslag langs Bredden;
jeg maatte da antage, at Spektaklerne var i Færd med at
begynde forfra paany. Jeg følte mig meget trist til
Mode og foresatte mig, overhovedet slet ikke mere at
vende tilbage til Huset; der gik det vistnok alt for hedt
til for mig. Nu vidste jeg altsaa, at den Papirslap, som
Miss Sophia havde faaet i Testamentet, var fra Harney

155

og angav Klokkeslettet for deres Stævnemøde og Flugt,
Det kunde jeg maaske nok have haft en Anelse om, og
saa burde jeg have aabenbaret alt for hendes Fader;
han vilde da have kunnet tage sine Forholdsregler og hele
denne frygtelige Ulykke vilde maaske i rette Tid være
afværget. Jeg gjorde mig mange Samvittighedskvaler i
den Anledning.

Da jeg omsider havde bestemt mig til at klatre ned
fra Træet, gjorde jeg dette saa lydløst som muligt. Der-
efter sneg jeg mig ned til Floden, hvor jeg fandt de to
unge Menneskers Lig i lavt Vande. Jeg trak dem op
paa Bredden, dækkede deres Ansigter med Blade, og
flygtede saa fra Stedet, saa hurtig jeg kunde. Jeg smaa-
hulkede lidt, da jeg dækkede Bucks blege Ansigt; han
havde i Grunden været saa god overfor mig.

Det var nu omtrent helt mørkt. Jeg gjorde en Om-
vej udenom Huset, idet jeg gennem. Skoven søgte hen
til Sumpen. Jim var ikke paa sit tidligere Sted; jeg
higede efter at forlade denne Skueplads for det hæslige
Drama, derfor gik jeg videre frem til det Sted, hvor Jim
havde fortalt mig, at han havde skjult Flaaden. Jeg
naaede derhen, - men Flaaden var borte. Blodet stiv-
nede i mine Aarer, og jeg kunde næppe trække Vejret
af Overraskelse! Saa undslap der mig uvilkaarligt et
Forfærdelsens- og Fortvivlelsens-Skrig.

I det samme lød der en Stemme, knap en Snes Alen
fra mig ude fra Vandet.

„Gu' dog! Du være her, Huck? Ikke gøre Støj!”

Det var Jims Røst - aldrig før havde den klinget
saa vederkvægende i mine Øren. Jeg løb hen ad Bred-
den og kom da om Bord, og Jim trykkede mig til sig og
løftede mig op, medens jeg klyngede Armene om hans
Hals. Ogsaa han var saa lykkelig ved at gense mig.

„Himmel velsigne Dig, Barn!” udbrød han, „Jim lige
vilde rejse bort, fordi mig tro, Du være igen død! Jack

156

være her og han fortælle, han tænke, Du være skudt,
fordi Du ikke komme hjem; saa mig drive Flaaden ud.
Jim være saa glad, Du være her igen, Huck!”

„Naa, det er jo meget godt,” svarede jeg, „naar de
nu ikke finder mig, tror de, at jeg er skudt og mit Lig
drevet bort med Strømmen - det er ganske naturligt,
at de tænker saaledes. Lad os ikke spilde nogen Tid,
Jim, lad os saa hurtigt som muligt komme ud paa dybt
Vand, midt ud i Strømmen!”

Jeg følte mig ikke sikker, før Flaaden var naaet en
god Milsvej bort i Drift midt ned ad Mississippi. Saa
hængte vi vor Signallanterne ud og vi følte os atter frie
og trygge. Siden den foregaaende Dag havde jeg ikke
smagt Mad i min Mund; nu kom Jim frem med Hvede-
kage, Kærnemælk, Flæsk og forskellige Grønsager -
og Mad havde ikke længe smagt mig saa godt. Vi svæl-
gede i Velvære og snakkede sammen. Jeg var glad over
at være sluppet bort fra „Familiekrigen”, og Jim var
ikke mindre henrykt over at være fløjet bort fra „Sump-
fængslet” lntet Hjem er saa frit som Flaaden; alle
andre Bostæder er snævre og trange. Paa en Flaade har
man fri og gyldne Dage.

NITTENDE KAPITEL.

Et Par Dage og Nætter gik hen; jeg kunde næsten
sige, at de gled hen, thi de var rolige og uforstyrret af
nogen Begivenhed. Floden havde nu udvidet sig mæg-
tig i Bredde. Vi sejlede om Natten og laa skjult Dagen
over, for det meste i smult Vande inde under den høje
Kyst; som tidligere dækkede vi Flaaden med Grene og
Kviste. Saa lagde vi vore Medestænger ud og sprang
selv i Vandet for at forfriske os ved et Bad. Mangen

157

Gang kunde vi sidde paa en Sandbanke og beskue Sol-
opgangen.

Alt var fuldkommen stille, det var, som om hele
Verden sov; kun af og til kunde vi høre Frøerne kvække
inde i Skoven. Naar Dagen brød frem, viste der sig
først en mørkladen Bræmme ude over Vandfladen; det
var Skoven paa den anden Flodbred. Saa fremtraadte
de første blege Striber paa den østlige Himmel og det
matte Skær bredte sig videre og videre ud. Samtidig
klaredes Floden op, nu var den ikke længere saa sort
som før, men snarere graalig af Farve. Saa kunde man
skimte smaa, mørke, bevægelige Punkter rundt om, det
var Træstammer, der kom drivende, og lange, sorte
Streger - Flaader. Mangen Gang lød der langt borte
fra en let Støj eller en Stemme, og derefter var Stil-
heden dobbelt betagende. Hist og her saa man en mær-
kelig Stribe i Vandet, og man kunde forstaa, at den
skyldtes et lille Skær, hvor Strømmen brødes imod og
dannede en lille Hvirvel. Saa hævede Havgusen sig,
medens Himmelen i Øst farvedes purpurrød og genspej-
ledes i Floden; og Lysninger viste sig i den modsatte
Breds mørke Skovbræmme. En let, forfriskende og køl-
nende Brise kunde da kruse Vandet og bringe med sig
over til os en mærkelig Duft af Skov og Blomster. Men
undertiden var et saadant Pust ikke nær saa behageligt,
nemlig, naar der over paa den modsatte Bred laa halv-
raadne Fisk eller lignende Sager. Endelig gled Solen
op over Horizonten og kastede Smil over alt - og saa
hilste Fuglene Naturens Opvaagnen med deres jublende
Toner.

En lille Smule Røg kunde næppe forraade os. Der-
for tog vi nogle Fisk af vore Snører og kogte dem til
vor Frokost. Saa stirrer vi drømmende ud over Flodens
Ensomhed og Trætheden falder over os, indtil vi sover
ind. Af og til vækkes vi og ser os omkring: det er en

158

Damper, der stønnende glider op ad Floden, men den er
saa langt ovre mod den anden Flodbred, saa man ikke
engang kan skelne om det er en Skrue- eller Hjul-
damper. Atter gaar der en Timestid i dyb Ensomhed.
Langt ovre ser vi en Flaade drive med Strømmen; en
Mand staar paa den og hugger Brænde - det gør de
næsten altid paa Flaader. Man ser Øksen blinke i Luf-
ten og falde ned - men hører intet; først længe efter
kommer Lyden af dens Slag hen over Vandet.

Saaledes tilbragte vi Dagen, idet vi uvirksomme dov-
nede hen og lyttede til, hvad der afbrød Stilheden. Naar
det var tæt Taage, varskoede Folkene paa Flaader og
mindre Fartøjer for sig ved at tromme løs paa Blikkasse-
roller, for at de ikke skulde blive løbet i Sænk af Dam-
perne. En Lægter gled forbi os saa nær, at vi tydelig
kunde høre, hvorledes man sludrede, bandede og lo;
men vi kunde ikke skimte det ringeste til dem. Det
gjorde et helt hemmelighedsfuldt Indtryk; det var, som
om Aander drog forbi gennem Luften. Jim sagde, at det
bestemt maatte være Spøgelser og Aander; men jeg sva-
rede „Aander vil aldrig raabe: „Pokker staa i den for-
bandede Taage”!”

Saasnart Skumringen falder paa, kaster vi los og
løber ud midt i Floden; saa lader vi staa til, hvorhen
Strømmen vil føre os. Vi tænder Piberne, lader Benene
dingle udenfor Flaaden i Vandet og snakker om alt mu-
ligt. Vi var altid nøgne, baade Dag og Nat, saa længe
kun Moskitoerne lod os i Fred. De nye Klæder, Buck
havde foræret mig, var altfor fine til at være bekvemme,
og saa vilde jeg forøvrigt nu helst ikke mere have Tøj
paa Kroppen.

Mange Gange kunde vi i lange Tider have Floden
ganske for os selv, med Undtagelse naturligvis af de
Sandbanker og Skær, der hist og her ragede frem; af

159

og til passerede en Skude, og der lød Sang og Harmonika-
toner fra den; jo, det er herligt at leve paa Vandet!

Helt stjærnebesat hvælvede Himlen sig over os; vi
laa paa Ryggen og stirrede op paa Stjærnerne og kom til
at tale om, hvorvidt de virkelig var til, eller kun syntes
saaledes. Jim mente, at de virkelig sad deroppe; men
jeg var af modsat Anskuelse, navnlig fordi jeg syntes, at
det maatte tage alt for lang Tid at lave saa mange.

Men Jim fremkom med den Formodning, at Maanen
kunde have lagt dem, ligesom Hønen lægger Æg, og
det lød jo ganske sandsynligt; og saa talte vi ikke mere
om det. Vi passede paa Stjærneskuddene og saa dem
falde hist og her, Jim sagde, at det var Stjærner, som
var blevet overfaldet af de andre og sparket ud af
Rederne.

Et Par Gange i Nattens Løb iagttog vi en Damper
stønne gennem Mørket; af og til pustede den et helt Fyr-
værkeri af Gnister op af Skorstenen, og disse regnede
ned i Vandet, hvor de sluktes. Det var rigtig kønt at se
paa. Saa drejede de af og Lanternens Lys forsvandt og
Lyden fra Hjulskovlene døede hen. Saa blev det atter
helt stille; men lang Tid efter at den var ude af Syne,
naaede Kølvandsbølgerne hen til os og satte Flaaden
i en let gyngende Bevægelse - og saa hørte man, hvem
kan sige hvor længe, ingen anden Lyd end Frøernes
Kvækken inde fra Bredden.

Ved Midnat plejede Beboerne ved Floden at gaa til
Sengs og i nogle Timer var Bredden helt mørk - ikke
et eneste Lys straalede ud gennem Blokhusenes Vin-
duer. Disse Lys var for Resten vort Uhr. De første,
som viste sig igen, bebudede os, at Natten snart var
forbi; saa søgte vi et Smuthul paa en lille Ø og for-
tøjede, hvor vi bedst kunde komme afsted dermed.

En Morgen ved Daggry fandt jeg en Kano og tog i
den fra Øen ind til Flodbredden for at forsøge paa at

160

faa fat i nogle Bær, og for at foretage et lille Strejftogt
i Skoven. Da jeg passerede et Sted, hvor en Kvægsti
førte ned til Floden, kom to Mænd styrtende frem. Jeg
tænkte allerede, at nu var det forbi med mig, for jeg
troede, de var ude paa Jagt efter Jim og mig; det troede
jeg nu altid i lignende Situationer. Jeg skulde lige til at
dreje Jollen, da de var kommet helt ned til Vandet og
tryglede mig om at redde deres Liv; de havde slet ikke
gjort noget, men desuagtet blev de forfulgt; der var
baade Ryttere og Hunde lige i Hælene paa dem. De
skulde lige til at springe ud for Næsen af mig, men jeg
afværgede det, idet jeg udbrød:

„Gør ikke det! Endnu hører jeg hverken Heste eller
Hunde. I har endnu Tid nok til at krybe lidt langs med
Floden gennem Buskadset; derefter” kan I vade ud til
mig - saa bliver Hundene ledet paa Vildsporl”

Saaledes gjorde de, og da jeg havde faaet dem op i
Kanoen gik det hurtigt ud til vor Flaade. Omtrent fem
Minutter senere hørte vi i det fjærne Spektakel af Mænd
og Hunde. De syntes at være naaet ned til Floden -
se dem kunde vi ikke - og rumstere omkring der. Vi
roede længere udad, til vi ikke mere kunde høre dem.
Da vi naaede midt ud i Strømmen var alt atter stille; vi
kom omsider til Flaadens Skjulested og befandt os her
Dagen over i Sikkerhed.

Den ene af de to Fyre var en Mand paa godt og vel
halvfjersindstyve Aar, han var skaldet ovenpaa Hovedet
og havde graat Fuldskæg. Han bar en gammel, mishand-
let Filthat, en snavset, blaagraa Uldskjorte, fedtede
blaa Benklæder, som var stoppet ned i de lange Støvler,
og endelig hjemmelavede Gamascher - eller rettere
kun én.

Over Armen har han en gammel, blaalig Frakke
med Messingknapper. Begge havde de store, velstop-
pede Vadsække.

161

Den anden var omtrent tredive Aar gammel og noget
bedre paaklædt.

Efter at have spist Frokost gjorde vi os det bekvemt
og talte sammen; derved kom det straks frem, at de to
var fremmede for hinanden.

„Hvad bragte Dem i Fedtefadet?” spurgte Skalde-
hovedet den anden.

„Aa! jeg vilde sælge et Stof, der kan rense Tænder,
men forøvrigt ogsaa gerne tager Glasuren med. Jeg blev
en Nat længere i Byen end det var tilraadeligt for mig
og skulde just til at stikke af, da De krydsede min Vej
og fortalte mig, at man var paa Jagt efter Dem, og at
jeg maatte hjælpe Dem. Saa fortalte jeg Dem, at det gik
mig omtrent paa samme Maade, og at vi maatte gøre
fælles Sag - det er hele Historien. Hvorledes kom
De afsted?”

„Jo, ser De, jeg er omrejsende Afholdenheds-Taler
og havde nu omtrent i en Uge arrangeret Møder deroppe
i Byen; det gik udmærket, jeg havde vundet alles Yn-
dest, baade unge og gamles, og kunde inkassere omkring
fem-seks Dollars hver Aften - ti Cent Personen,
Negre og Børn gratis. Forretningen gik Dag for Dag
mere strygende. Men saa kom i Gaar Aftes det Rygte
ud blandt Folk, at jeg har en lille Privatflaske hos mig,
som jeg i al Hemmelighed snakkede flittigt med. I Mor-
ges tidlig vækkede en Neger mig og fortalte, at Folk i al
Stilhed samlede sig til Hest og med Hunde; de vilde
give mig en halv Times Forspring og saa jage efter mig,
til jeg styrtede; naar de saa havde mig, vilde de stryge
mig over med Tjære og rulle mig i Fjer og lade mig
hænge og ride paa en Gærdestave. Jeg oppebiede natur-
ligvis ikke den Frokost - jeg havde mistet Appetiten.”

„Hør, Du Gamle,” udbrød den yngre, „skulde vi ikke
gaa i Spænd sammen; hvad siger De til det?”

Huck Finns Hændelser. 11

162

„Jeg er ikke utilbøjelig dertil. Hvad er Deres Nærings-
vej - hovedsagelig, mener jeg?”

„Af Profession er jeg Bogtrykker; men jeg gør ogsaa
i Patentmedicin; saa er jeg Skuespiller, - gør mig
bedst i Sørgespil; lejlighedsvis dyrker jeg lidt Mesme-
risme og Frenologi; til Afveksling giver jeg Undervis-
ning i Sang og Geografi; af og til lader jeg et Foredrag
løbe af Stablen. Aa, jeg forstaar mig paa lidt af hver
Slags - næsten paa alt, hvad jeg faar med at gøre;
kun tør jeg ikke give mig i Lag med haardt Arbejde.
Hvordan er det med Dem?”

„Mest har jeg givet mig af med at „doktorere” Jeg
har et godt Haandelag til at helbrede Kræft, Lamhed
og deslige Sygdomme; og saa forstaar jeg mig temmelig
godt paa at spaa Folk, at sige, naar jeg kan finde nogen,
som forud kan forsyne mig med de fornødne Oplysnin-
ger. At prædike ligger ogsaa fortrinligt for min Stemme,
navnlig Omvendelsesmøder i fri Luft er min Speciali-
tet. I det hele taget „missionærer” jeg godt.”

En Stund sad de begge og spekulerede, saa sukkede
den Unge og mumlede hen for sig:

„Ah, ja!”

„Hvorfor sukker De saa grufuldt?” spurgte Skalde-
hovedet.

„Ak, at jeg maa føre et saadant Liv og færdes i saa-
dant Selskab!”

Og han tørrede sit ene Øje med en gammel Klud.

„Er dette Selskab maaske ikke godt nok for Dem?”
snærrede den Gamle noget skarpt og ærgerlig.

„Jo, det er godt nok for mig, just saa godt, som jeg
fortjener det. Hvem har monstro trukket mig saa langt
ned. Jeg som stilede saa højt? Kun jeg selv. Jeg
kaster ikke Skylden paa nogen af Dem, mine Herrer
- langt fra - jeg bebrejder ikke nogen noget som helst.
Jeg selv alene er Skyld deri. Lad den ufølsomme Ver-

163

den kun tilføje mig Ondskab, lad Skæbnen kun ved-
blive at forfølge mig og berøve mig alt - Venner, Ejen-
dom, alt - et ved jeg dog: et Sted vil jeg finde en
Grav, den maa Verden lade mig beholde, en skønne
Dag vil jeg sænkes ned deri og da vil mit stakkels søn-
derbrudte Hjærte finde Hvile!”

Og atter tørrede han sine Øjne.

„Af Vejen med det stakkels, sønderbrudte Hjærte!
Hvorfor lader De det flyde over her for os? Hvad kan
vi gøre for det?”

„Meget rigtigt! Men jeg bebrejder Dem heller intet,
Herre. Selv er jeg Skyld i, at jeg er sunket saa dybt
- ja, jeg selv! Det er kun velfortjent, naar jeg lider,
fuldstændig rigtigt - jeg bærer ikke Nag til nogen.”

„Sunket saa dybt? Hvorfra er De sunket?”

„Aa! De vilde ikke tro mig, selv om jeg fortalte det!
Verden er vantro - lad mig i Ro - det kan jo være
Dem ligegyldigt. Hemmeligheden ved min Fødsel -”

„Hemmeligheden ved Deres Fødsel? Vil De maaske
paastaa -”

„Mine Herrer,” faldt den unge Mand ham højtidelig
i Talen, „jeg vil afsløre mit Livs Hemmelighed for Dem,
thi jeg føler, at jeg kan betro mig til Dem. De skal da
alle vide: Jeg er Hertug af Fødsel!”

Jims Øjne lyste af Forundring og mine egne vist og-
saa, men den Skaldede sagde kun:

„Vrøvl! Er det virkelig Deres Mening?”

„Ja, tilvisse. Min Oldefader, ældste Søn af Hertugen
af Sommerset, flygtede henimod Slutningen af forrige
Aarhundrede herover for at kunne indaande Frihedens
rene Luft. Han giftede sig her og efterlod ved sin Død
en eneste Søn; hans egen Fader døde omtrent paa
samme Tid. Dennes næstældste Søn satte sig i Besid-
delse af hans Titler og Stamgodserne - den virkelige
Stamherre blev der intet Hensyn taget til og hans Efter-

11*

164

kommer i lige nedgaaende Linie er jeg - jeg er retmæs-
sig Hertug af Sommerset; og nu er jeg stødt bort, berø-
vet min høje Stilling, forfulgt af Mennesker, ringeagtet
af den kolde Verden, pjaltet, elendig og nedstødt i Sel-
skab med noget forløbent Pak ombord paa en Flaade.”

Jim og jeg følte begge Medlidenhed med ham. Vi
forsøgte at trøste ham, men han sagde; det vilde være
ganske spildt Ulejlighed, thi han var utrøstelig; dog,
hvis vi vilde anerkende ham som Hertug, vilde dette
være en ringe Oprejsning for ham. Den Tjeneste vilde
vi gerne gøre ham, naar blot han vilde sige os, hvorledes
vi skulde bære os ad. Han svarede, at vi skulde bukke,
naar vi tiltalte ham, og altid bruge Udtryk som „Deres
Naade”, „Deres Højhed” eller blot „Mylord” ; for øvrigt
havde han ikke noget imod at blive kaldt slet og ret
Sommerset, thi det var mere at betragte som en Titel end
som et Navn. Desuden skulde en af os opvarte ham,
naar vi holdt Maaltid, og i det hele være ham til Tjeneste.

Naa, det var ikke mere end rimeligt, og vi var og-
saa villige dertil. Ved Middagen vartede Jim ham op
med de Ord: „Deres Naade ønske dette here eller
andet?” og lignende af samme Art, og man kunde se
paa ham, at det glædede ham.

Men den Gamle blev lidt efter lidt tavs og indeslut-
tet og det lod til, at denne Hertug-Dyrkelse faldt ham
haardt for Brystet. Han syntes i Færd med at udklække
noget. Hen paa Eftermiddagen kom det da saaledes
frem:

„Hør engang, De „Sommerfedt”!” udbrød han, „det
gør mig forbandet ondt for Dem-, hvad De har gennem-
gaaet, men De er ikke den eneste, der har kendt den
Slags.”

„lkke?”

„Nej, De er ikke den eneste Person, som paa uret-

165

færdig Vis er revet bort fra en lignende Højhed, som
den, der tilkommer Dem.”

„Ah!”

„Nej, De er ikke den eneste, der har en Hemmelig-
hed ved Fødselen.”

Og saa begyndte den Gamle at stikke i Graad.

„Hvad mener De?”

„„Sommerfedt”, - „Sommerfedt”, tør jeg betro mig
til Dem?” vedblev den Gamle endnu hulkende.

„Til min sidste Stund!”

Og Hertugen greb ved disse Ord den Gamles Haand,
trykkede den inderligt og vedblev:

„Betro mig Hemmeligheden ved Deres Skæbne, saa-
ledes som jeg har gjort det overfor Dem. Tal!”

„„Sommerfedt”, - jeg er den afdøde franske Tron-
ving.”

„Hvad siger De?”

„Ja, min Ven, det er kun altfor sandt - Deres Øjne
betragter i dette Øjeblik den ulykkelige, saa længe for-
svundne Dauphin: Ludvig den syttende. Søn af Kong
Ludvig den sekstende og Dronning Marie Antoinette.”

„Er De? i Deres Alder? Nej stop! De mener vel,
at De er Karl den Store; De maa jo mindst være seks-
syv Hundrede Aar gammel.”

„Sorgen har taget paa mig, „Sommerfedt”, Sorgen
har ældet mig. Sorgen har før Tiden berøvet mig mine
Hovedhaar og bleget mit Skæg. Ja, mine Herrer, her
ser De foran Dem, nedsunket til at bære blaa Bluse og
i dyb Armod, den omflakkende, landflygtige, dybt ned-
bøjede og lidende retmæssige Konge af Frankrig!” -

Han græd og vred sig i en saadan Smerte, at hver-
ken jeg eller Jim vidste, hvad vi skulde stille op; det
gjorde os virkelig saa ondt for ham - og dog bævede
vi samtidig af Glæde og Stolthed over at have ham i
vor Midte her paa Flaaden. Ligesom vi havde gjort det

166

overfor Hertugen, gav vi os nu til at trøste ham saa
godt, vi formaaede. Men han sagde, det var ingen
Nytte til; kun Døden var i Stand til at udslette hans
Sorg. Og dog, vedblev han, vilde Livet være ham min-
dre tungt at bære, hvis Menneskene ydede ham lidt af
den Ret, der tilkom ham, knælede for ham, naar de
talte med ham, og stadig tiltalte ham „Deres Majestæt”,
opvartede ham ved Maaltiderne og ikke satte sig ned,
før han havde givet sin Tilladelse dertil. Jim og jeg
gjorde da ogsaa i saa Henseende, hvad vi formaaede;
vi sagde „Deres Majestæt” til ham, viste ham Ærbødig-
hed og Tjenester og blev altid staaende, indtil han bød
os at indtage vore Pladser. Det livede ham op og hans
gode Humør vendte tilbage. Men Hertugen syntes øjen-
synlig ikke om den Vending, Sagerne havde taget. Og
dog behandlede Kongen ham overordentlig nedladende,
idet han forsikrede, at hans Fader altid havde omtalt
Hertugens Oldefader saavel som alle senere Hertuger
af „Sommerfedt” med Bevaagenhed og Interesse, de
havde altid nydt Gæstfrihed i hans Palads. Hertugen
vedblev alligevel med at være gnaven, indtil Kongen
endelig udbrød:

„Uden Tvivl vil vi blive nødt til at tilbringe en Pok-
kers lang Tid paa denne Flaade, „Sommerfedt”, - hvad
Nytte er det saa til at vise et sørgmodigt Ansigt? Man
gør sig bare selv led og ked af det paa den Maade. Det
er jo ikke min Skyld, at jeg ikke er født som Hertug,
og ikke Deres, at De ikke er født til Konge - hvorfor
saa gøre sig Bekymringer derover? Man skal gøre sig
den størst mulige Fordel ud af den Stilling, man befin-
der sig i, - det er nu mit Motto. Og véd De hvad, i
Grunden er her jo ikke saa slemt - her er nok at
spise og intet Arbejde. Kom, ræk mig Deres Haand.
Hertug, og lad os være Venner.”

Hertugen slog til, hvad Jim og jeg var meget glade

167

over. Det gode Humør vendte nu tilbage hos alle -
Surmuleri er en kedelig Ting at have paa en Flaade,
hvor det netop kommer først og fremmest an paa, at
enhver er tilfreds og venlig sindet overfor andre.

Det varede ikke længe før jeg følte mig overbevist
om, at disse Fyre hverken var Hertug eller Konge, men
elendige Bedragere og Humbugsmagere. Jeg lod mig
ikke mærke med noget og holdt min Overbevisning for
mig selv: saa den gav ikke Anledning til Skænderi eller
Bryderier. Naar det kunde more dem at blive kaldt
Konge og Hertug - hvorfor skulde jeg saa ikke føje
dem? Det galdt jo om at have Husfred. Da det ikke
var nogen Nytte til at give Jim nogen Forklaring, sagde
jeg intet til ham derom.

De var ikke saa lidt nysgerige af sig og spurgte saa-
ledes ogsaa om, hvorfor vi gemte Flaaden om Dagen i
Stedet for at drive videre.

Maaske Jim var en undvegen Neger?

„lh, hvor kan Deres Majestæt tro det?” svarede jeg,
„en bortløben Neger vil da ikke rejse syd paa?”

Nej, det troede da hverken Kongen eller Hertugen,
at han vilde. Imidlertid havde jeg for alle Tilfældes
Skyld allerede udtænkt, hvad jeg vilde binde dem paa
Ærmet og fortalte altsaa saaledes:

„Mine Paarørende boede i „Pike Country” Missouri,
hvor jeg var født, og de døde efterhaanden alle undta-
gen min Fader og min Broder Ike. Den Gamle vilde
nu helst bryde op og rejse til Onkel Ben, der ejer en
lille Ejendom ved Floden, noget sønden for New Orle-
ans. Fa'r var fattig og havde Gæld. Da han havde solgt
alt og betalt hver sit, var der ikke andet og mere tilbage
end seksten Dollars og vores Neger, Jim. Selv paa
Dæksplads var dette ikke tilstrækkeligt for os til at
rejse de henved fjorten Hundrede Mil derhen. Da Floden
saa steg, havde Fa'r en Dag den store Lykke at kunne

168

indbjærge et Stykke af en Tømmerflaade; saa bestemte
vi os til at rejse til Orleans paa den. Men Fa'rs Lykke
var kun kort; en Nat løb et Dampskib ind paa Flaadens
forreste Hjørne, vi styrtede alle i Vandet og kom ind
under Damperen. Jim og jeg kom atter for Dagens Lys;
men Far og Ike, som kun var fire Aar gammel - de
blev begge dernede for bestandig. I nogle Dage havde
vi en Mængde Bryderier, fordi forbisejlende Folk over-
hængte os og vilde slæbe Jim fra mig i den Tro, at han
var en bortløben Slave. Saa besluttede vi os til ikke at
rejse om Dagen; om Natten lader Folk os være i
Fred.”

Saa sagde Hertugen:

„Overlad det nu til mig at udtænke en Plan, som gør
det muligt for os ogsaa at sejle ved Dagens Lys. Jeg
skal nu tænke lidt derover, saa hitter jeg nok paa noget.
I Dag er det ikke værdt at passere forbi Byen derovre
- det kunde maaske bekomme os mindre vel!”

Det blev tidlig mørkt og det saa ud til Regn. Rundt
om i Horizonten glimtede der Kornmod og Træernes
Blade begyndte at sitre, - alt tydede paa, at Natten
vilde blive uhyggelig. Kongen og Hertugen støvede
rundt i vort Skur for at udsøge sig noget Sengetøj. Mit
bestod af en Sæk med Halm, og det var dog bedre end
Jims, for hans Seng var en fyldt Kornsæk, hvor Avner
stak frem alle Vegne og prikkede ham i Ryggen, naar
han laa paa den. Hertugen mente, at han vilde have
min Seng, men Kongen delte ikke denne Mening og
udbrød:

„Jeg skulde antage, at Forskellen i vor Rang gør
Dem indlysende, at Kornsækken ikke er egnet til at
tjene som Leje for mig. Deres Naade kan beholde den
for sit Vedkommende!”

Jim og jeg svedte af Angst for, at der nu igen skulde

169

opstaa Misstemning og Kævleri mellem dem, da Hertu-
gen udbrød:

„Det har altid været min Skæbne at blive kuet i
Støvet af Undertrykkerens jærnbeskoede Hæl. Ulykken
har knust min tilforn saa stolte Karakter; jeg viger til-
side, jeg underkaster mig, saaledes er jo min Skæbne.
Alene staar jeg i Verden - lad mig lide; jeg er vant til
at bære Modgangen.”

Vi stødte fra Land saasnart det var mørkt nok. Kon-
gen befalede os at holde os midt i Strømmen og ikke
vise noget Lys, før vi var naaet vel nedenfor den lille
By paa Flodens modsatte Bred. Snart saa vi inde i
Land en lille Samling Lyspunkter, det var den lille By.
og vi drev nu videre en halv Mils Vej, før vi hejsede
vor Signallanterne. Omtrent ved Titiden brød Uvejret
løs med Regn og Torden. Kongen beordrede os begge
til at holde Vagt, indtil Uvejret var drevet over. Saa
krøb han og Hertugen ind i vor Wigwam og lagde sig
til rette for Natten.

Min Vagt varede egentlig til Klokken tolv; dog havde
jeg ikke lagt mig til Hvile, selv om mit Leje havde
staaet til Raadighed for mig, thi et saadant Uvejr, som
det, der nu rasede, oplever man kun sjældent. Hvor
Stormen hylte! Og hvert Øjeblik Lyn, som oplyste de
skumklædte Bølgetoppe rundt om, saa langt Synet naa-
ede; det kan nok være, at Stormen baksede med
Træerne i Skovene inde langs Flodbredden! En vold-
som Bølge fejede mig ned fra Flaaden, men det brød jeg
mig ikke om; jeg havde jo ingen Klæder paa og krøb
hurtig op igen. Heller ikke behøvede vi at frygte for
at tørne mod Skær, „Flodtakker” som de kaldtes; Ly-
nene oplyste, saa at sige uafbrudt, alt omkring os; det
mindste Skær vilde vi saaledes have opdaget betids nok
til at styre af Vejen for det.

Imidlertid blev jeg dygtig søvnig, før min Vagt var

170

til Ende, og Jim tilbød mig at overtage den; han var
altid saa omsorgsfuld for mig, den gamle Jim! Jeg
krøb ind i Wigwamen, men her havde Hertugen og
Kongen kastet sig saaledes omkring, at der slet ikke var
Plads til mig derinde. Saa lagde jeg mig udenfor; Reg-
nen brød jeg mig ikke om, den var temmelig varm, og
Bølgerne gik ikke længere saa højt. Ved To-Tiden tog
dette atter voldsomt fat, Jim tænkte paa at vække mig,
men undlod det, fordi han dog troede, Vejret vilde lægge
sig. Men han tog fejl; pludselig styrtede en hel Flod-
bølge ind over Flaaden og rev mig ud af Søvne til en
lille Svømmetur. Jim var ved dette Syn nær ved at
kvæles af Latter. Af alle de Negre, jeg har kendt, var
han den, som var mest lattermild.

Jeg overtog nu Vagten og Jim forføjede sig hen at
sove. Stormen lagde sig nu snart fuldstændig. Ved
det første Tegn paa Dagens frembrud kaldte jeg paa
ham og vi førte Flaaden ind til Land og fik den skjult.

Efter Frokost halede Kongen et gammelt, fedtet Spil
Kort frem og han og Hertugen tog sig en „Sjavs” om
fem Cent pr. Spil. Da de blev kede heraf gav de sig til
at samtale om at „lægge en fornuftig Slagplan” Her-
tugen hentede derefter fra sin Vadsæk en Mængde
trykte Kort og oplæste deres Indhold. Paa et af dem
stod, at „Den verdensberømte Professor Armand de
Montalbau fra Paris” agtede at holde et Foredrag om.
Frenologi paa det og det Sted den og den Dag, mod en
Entré af 10 Cent pro persona og at „en frenologisk
Undersøgelse af Vedkommendes Karakter” udføres mod
25 Cent. Hertugen oplyste os om, at den verdensbe-
rømte Professor var ham selv. Paa et andet Kort figu-
rerede han som „den berømte Shakespeare-Fremstiller
Garrick den Yngre fra Drury Lane-Teatret London.”

Paa en Mængde andre Kort fremtraadte han under nye
Navne og med de mest vidunderlige Egenskaber, saa-

171

ledes tilbød han „at paavise Vand og Guld ved Hjælp af
en guddommelig Stav.” „at afværge Hekseri” og andet
af samme Tønde.

Tilsidst udbrød han:

„Men alligevel er Skuespillets Muse min højeste Fryd.
Har De aldrig betraadt Teatrets skraa Brædder. Maje-
stæt?”

„Nej,” svarede Kongen.

„Oh! faldne Storhed, det maa De hellere søge at
indhente den Dag i Dag i Stedet for i Morgen!”, ud-
brød Hertugen. „I den første, den bedste lille By, vi
kommer til, vil vi leje en Sal og opføre Tvekampen fra
„Richard III.” og Balkonscenen fra „Romeo og Julie”
Hvad synes De om det Forslag?”

„Jeg gaar med til alt, blot det betaler sig, Sommer-
fedt; men rent ud sagt, jeg forstaar mig forbandet lidt
paa Skuespilkunsten; jeg har aldrig haft synderlig Lej-
lighed til at lære den at kende. Jeg var kun et Barn
endnu, da min Fa'r lod Skuespil opføre i sit Palads.
Tror De, at De kunde lære mig at optræde?”

„Det er ganske lige til!”

„Det var rart! Jeg har stor Lyst til noget, der
kunde live lidt op. Lad os bare begynde med det
samme.”

Nu fortalte Hertugen ham udførligt om, hvem Romeo
og hvem hans Elskede Julie var, og da han selv plejede
at udføre Romeos Rolle, maatte Kongen fremstille Julie.

„Men,” indvendte Kongen, „naar Julie er saadan
en ung Tøs, som Hertugen siger, saa maa min Skalde-
pande og mit lange, hvide Skæg gøre et altfor komisk
Indtryk paa Publikum, - mener De ikke ogsaa ”

„Aa, bryd Dem ikke om det - det lægger disse
Landflyndere slet ikke Mærke til. Desuden maa De
huske paa, at De skal optræde i Kostyme og det gør
jo en mægtig Virkning; Julie staar paa en Balkon og

172

slikker Maaneskin, før hun gaar i Seng, hun har kun
Natkjole og Natkappe paa. Her har jeg Kostymerne.”

Saa tog han to-tre Sæt Kalikoklædninger frem
og sagde, at det var middelalderlige Rustninger til
Richard III og et Par andre Fyre - og derefter en lang,
hvid Natkjole og en rynket Natkappe. Kongen syntes
godt om Dragten, Hertugen hentede sin Bog frem og
begyndte at oplæse Rollen i en højtidelig, beaandet
Toneart; samtidig for han omkring og slog ud med Ar-
mene for at vise, hvorledes Rollen skulde spilles. Der-
efter gav han Bogen til Kongen og opfordrede ham til
at lære sin Rolle udenad.

Imidlertid kom vi til en lille ussel „By”, og efter
Middag udtalte Hertugen, at han nu havde fundet paa
en Maade, paa hvilken vi godt om Dagen kunde lægge
derind uden ringeste Fare for Jim. Han vilde selv tage
derind og forberede Sagen. Kongen syntes, at det
var bedst, om han tog med; maaske var der et eller an-
det for ham at gøre. Vi havde brugt vor Kaffe op, og
Jim foreslog, at jeg skulde tage med ind for at købe
noget.

Da vi med Jollen naaede ind til den lille By, var
der ingen Mennesker at se; Gaderne laa fuldkommen
tomme og saa stille som paa en Helligdag. Vi stødte
paa en syg Neger, som solede sig i en Gaard, og han
fortalte, at alt, hvad der kunde krybe og gaa, unge og
gamle, var taget til et offentligt Møde, der blev afholdt
et Par Milsvej inde i Skoven. Kongen forhørte sig
om, i hvad Retning Mødestedet var; han agtede at gaa
derud Og se, om der var noget at gøre, og jeg skulde
følge med ham.

Hertugen derimod udtalte, at det, han havde Brug
for, var et Trykkeri. Vi fandt da ogsaa et mærkelig
lille et. Det var i et Loftsrum over et Snedkerværk-
sted; baade Snedkeren og Bogtrykkeren var til Møde

173

og alle Døre stod aabne. Det var et usselt, snavset
Rum med Gulvet overspredt af knækkede Typer og Pa-
pirlaser; Væggene var overklistrede med Billeder af
Væddeløbsheste og bortløbne Slaver. Hertugen kastede
Frakken og forsikrede, at alt var i den skønneste Or-
den. Saa begav Kongen og jeg mig paa Vej til Mødet.

Efter en god halv Times Gang naaede vi sveddryp-
pende dertil; det var nemlig overordentlig lummervarmt.
Mere end tusind Mennesker var samlet paa Pladsen;
de var kommet fra en Omkreds paa maaske tyve Mil.
Inde mellem Træerne stod der en Mængde Vogne og
Forspand; Hestene stod rundt om og aad det Foder, der
var lagt til dem paa Køretøjernes Bagsmække, og de
trampede med Hovene og viskede rundt med Halerne
for at holde Fluerne paa Afstand. Saa var der en Slags
Telte, lavede af Stænger og Grene, og her solgtes Limo-
nade, Peberkager, Vandmeloner og andre forfriskende
Sager.

Det var en Slags Missionsmøde, vi var kommet til.
Talerne holdtes i en Art Skur af Lighed med Boderne,
men blot langt rummeligere og saa var de propfulde af
Tilhørere. Prædikanten stod paa en højere Brædde-
platform ved Skurets ene Ende. Kvinderne bar Kjoler
af hjemmevævet Tøj og store Solhatte. Mange af de
unge Mænd var barfodede og en Mængde af Børnene
havde kun en Skjorte af groft Lærred. De gamle Koner
sad med Strikketøjet og hist og her fjantede de unge
med hinanden.

I det første Telt, vi traadte ind i, var Prædikanten
just i Færd med at synge en Salme. Først sang han to
Linier og saa stemte hele Forsamlingen i med og sang
disse to Linier og saaledes blev de ved. Alle sang med,
og det lød overordentlig betagende. Efterhaanden blev
Folk mere og mere opildnede og sang højere og højere;
hen mod Slutningen sukkede nogle, medens andre græd.

174

Saa tog Prædikanten fat paa sin Tale. Han vandrede
fra den ene Side af Platformen til den anden, og bøjede
sig af og til ud over Rækværket, alt imedens han fæg-
tede med Armene og hele Kroppen og udstødte sine
Ord med stor Kraft. Af og til greb han Bibelen og
læste et Stykke op; og hver Gang raabte Folk: „Amen!”
Saa lirede han videre og Tilhørerne sukkede og græd
og raabte: „Amen!” Til Slut opfordrede han de Tilstede-
værende til at begive sig op til de Bodfærdiges Bænk,
som stod lige nedenfor Platformen.

„O, kom her I angerfulde Børn, træd frem og sæt
Eder paa de Bodfærdiges Bænk! (Amen!) Kom I, der
ere trætte og syndefulde, (Amen!) kom I betrængte og
fattige, alle I, som fortæres af Skændsel og Kummer;
(A-a-men!) kom alle I, der have brudte Hjærter og
er modløse i Aanden! Kom alle I, der vandrer i Synd
og Smuds; det rensende Vand skal overskylle Eder.
Himmelens Dør staar aaben for Eder - o, kom herhen
og bekend Eders Synd.”

(Halleluja! Halleluja! lød det fra Forsamlingen).

I samme Toneart gik det nu videre. Man kunde
snart ikke forstaa, hvad Prædikanten sagde, saa stærk
blev Forsamlingens Graad og Skrigeri. Folk rejste sig,
banede, sig Vej hen til Platformen, hvor Trængselen var
stærkest, og faldt paa Knæ her, medens Taarerne løb
dem ned ad Kinderne. Og saa sang de og hulkede og
slog sig for Brystet; mange opførte sig som om de var
fra Sans og Samling.

Forrest af dem alle var Kongen; jeg kunde stadig
høre, hvorledes hans Stemme overdøvede alle. Saa løb
han hændervridende frem og tilbage ved Platformen;
baade Prædikanten og de andre opfordrede ham til at
tale - pludselig sprang han da op ved Prædikantens
Side og talte med høj, dirrende Røst.

Han fortalte Menigheden, at han var gammel Sørø-

175

ver; allerede i tredive Aar havde han drevet denne Pro-
fession, mest i det indiske Ocean. Hans Mandskab var
i en Kamp, der fandt Sted i Foraaret, svundet stærkt
ind og nu var han netop kommet til denne Egn for at
hverve nyt Mandskab. Nu takkede han det himmelske
Forsyn, fordi han i Gaar Aftes var bleven udplyndret
paa en Damper til sidste Cent. Det var han glad for,
noget bedre kunde ikke være hændet ham, thi netop
derved var han nu blevet et nyt Menneske og for første
Gang i sit Liv følte han sig lykkelig i denne Stund.
Fattig som han var, vilde han nu igen begive sig til det
indiske Ocean og hellige Resten af sit Liv til at føre
Sørøvere tilbage paa den rette Vej. Dertil havde han
en bedre Kaldelse end nogen anden, thi han kendte alle
Sørøverne i hele Oceanet. Og til Trods for, at det vilde
vare længe for ham at komme hid uden Penge, skulde
han dog nok naa derhen, og saa ofte som han stødte paa
Sørøverne, vilde han sige: „Tak ikke mig, nej, Takken
tilhører alene de velsignede Folk i Pokeville, de kære
Brødre og Søstre og Menneskehedens Velgørere ved
dette Møde - og Takken tilkommer hin velsignede Præ-
dikant, enhver Sørøvers mest trofaste, jordiske Ven!”

Og saa brød han ud i sønderskærende Graad og hele
Forsamlingen stemte i med. Da raabte nogle:

„Lad os sætte en Indsamling i Gang for ham, en
Indsamling!”

En halv Snes Mennesker vilde straks rundt om gaa
i Gang hermed, men saa raabte man:

„Lad ham selv gaa rundt og samle ind i sin Hat!”
Da ogsaa Prædikanten billigede dette Forslag, blev det
herved.

Saa banede Kongen sig Vej rundt til dem alle med
Hatten i Haanden, hans Øjne var taarefyldte og han vel-
signede og takkede stadig de ædle Givere, der viste sig
saa gode overfor Sørøverne, der dog var saa langt borte.

176

Hist og her traadte de nydeligste unge Piger, med Taare-
dryp fra Næsen, hen til ham og spurgte, om de maatte
vove at give ham et Kys - til Erindring. Kongen var
gavmild med at give denne Tilladelse og mange af dem
omfavnede og kyssede ham fem-seks Gange i Træk.
Saa blev han anmodet om at opholde sig en Ugestid
i deres Midte; enhver stillede sit Hjem til hans Raadig-
hed, og forsikrede, at de vilde betragte det som en Ære,
hvis han vilde modtage Tilbudet. Men han svarede, at
det kunde han ikke, dels var det Mødets sidste Dag, og
dels brændte han af Iver efter at komme til det indiske
Ocean for at virke blandt Sørøverne.

Da vi kom tilbage til Floden, talte han Pengene,
og der viste sig at være indkommet syvogfirsindstyve
Dollars og fem og halvfjeds Cent. Og desuden havde
han snuppet tre Flasker Whisky, som han havde faaet
Øje paa under en Vogn, da vi gik tilbage gennem Skoven.
Alt iberegnet, sagde han, havde denne været den bedste
Dag, han havde haft paa sin Missionsrejse. „Hedninger”,
udbrød han, „er dog for intet at regne overfor Sørøvere,
naar det gælder om at faa en Missionsforsamling til at
punge ud!”

Imidlertid havde Hertugen heller ikke ligget paa den
lade Side og han glædede sig i sit stille Sind til at
fortælle, hvad han havde indhøstet. Men da Kongen
rykkede ud med sin Bedrift, følte han sig dog lidt flad
derved. I Trykkeriet havde Hertugen udført to smaa
Arbejder for et Par Farmere - det var nogle Regnings-
blanketter- og derfor havde han modtaget fire Dollars.
Derefter havde han taget imod for ti Dollars Avis-An-
noncer; disse lovede han at optage mod fire Dollars,
hvis dette Beløb blev betalt med det samme; paa den
Maade havde han altsaa inkasseret fire Dollars. Prisen
for Avisen var to Dollars om Aaret; der havde meldt
sig tre nye Abonnenter, som han havde lovet Bladet

177

mod en halv Dollars under Betingelse af, at Beløbet be-
taltes straks. De vilde betale med Løg og Brænde, men
han havde gjort dem det indlysende, at han kun kunde
modtage klingende Mønt, da han nylig havde overta-
get Forretningen og Prisen allerede var sat saa lavt som
vel muligt. Endelig havde han sat i Typer et lille Digt
paa tre Vers, som han selv havde digtet; de stod fiks og
færdig i Sats lige til at putte i det næste Nummer af
Avisen, - og herfor havde han ikke beregnet sig noget
Honorar - der kunde jo nok have været et eller andet,
som man kunde have taget med. Men Versene var alt-
saa en Slags Vederlag for hans „Dagvagt” i Trykkeriet,
der havde indbragt ham ni og en halv Dollars.

Saa viste han os endnu et lille Arbejde, han havde
udført, men ikke solgt, da det var beregnet til vort eget
Brug. Det var en Plakat med Billede af en bortløben
Neger, som over Skulderen bar en Bylt paa Enden af
en Stok; under Billedet stod med store Bogstaver:
„200 Dollars Belønning til Paagriberen” og derefter med
mindre Skrift et Signalement, der nøje passede paa ]im.
Endvidere oplystes det, at vedkommende Neger var lø-
bet bort fra St. Jakobs-Plantagen ti Mil syd for New-
Orleans sidste Vinter - sandsynligvis var han gaaet
nord paa -, og at den, som paagreb ham og førte ham
tilbage, vilde modtage ovennævnte Belønning samt faa
alle sine Omkostninger derved godtgjorte.

„Herefter.” sagde Hertugen, „kan vi ogsaa sejle om
Dagen, naar det passer os. Hvis vi ser nogen mistænke-
lig komme anstigende, binder vi Jim paa Hænder og
Fødder, lægger ham ind i Wigwamen og fremviser
denne Plakat. Saa fortæller vi, at vi har fanget ham,
men at vi har været for fattige til at tage med Dampe-
ren, hvorfor vi har købt denne Flaade paa Kredit af
nogle Venner, og nu er paa Vej for at hente vor Be-

Huck Finns Hændelser. 12

178

lønning. Det havde naturligvis taget sig bedre ud med
Haandjærn og Fodlænker, men saadanne stemmer ikke
rigtig overens med Historien om vor Fattigdom. Derfor
er det bedst at bruge almindelige Reb. Vi maa holde
paa „Enheden i Handlingen”, saadan som vi siger i
Teaterverdenen.

Alle var vi enige om, at Hertugen var et meget
fiffigt Hovede, og at vi nu trygt kunde rejse om Dagen
uden at udsætte os for Fortrædeligheder. I den kom-
mende Nat haabede vi at kunne fjærne os langt nok fra
Aastedet for de Skandaler, som Hertugens Arbejde i
Byens Trykkeri mulig vilde foraarsage - senere kunde
vi rejse i Ro og Mag.

Vi holdt os altsaa skjulte og vovede os ikke afsted
før Klokken ti om Aftenen; saa gled vi afsted i en god
Afstand udenfor Byen og hejste først vor Lanterne,
da den lille By forlængst var ude af Sigte.

Da Jim vækkede mig Klokken fire om Morgenen
for at jeg skulde overtage Vagten, sagde han:

„Huck, Dig tænke, vi træffe flere Konge paa
Rejsen?”

„Nej, det tænker jeg ikke, Jim,” svarede jeg.

„Naa, det være godt, Jim gerne have en eller to, men
det være ogsaa nok her paa Flaaden. Vor Konge være
ganske mægtig fuld - og Hertug ikke mindre fuld!” -

Jeg hørte senere, at Jim havde haft fat i Kongen for
at faa ham til at tale Fransk, da han gerne vilde høre,
hvorledes det lød; men han havde svaret, at han havde
opholdt sig saa længe her i Landet og gennemgaaet saa
store Sorger, at han ganske havde forglemt sit franske
Modersmaal.

179

TYVENDE KAPITEL.

Imidlertid stod Solen op, men vi fortsatte nu vor Fart
uden at fortøje Dagen over. Først temmelig silde kom
Kongen og Hertugen frem fra vor Wigwam; de saa no-
get medtagne ud, men, efter at de var sprunget over Bord
og havde plasket lidt omkring, steg Humøret igen. Efter
Frokost satte Kongen sig paa et Hjørne af Flaaden,
han trak Støvlerne af og smøgede Benklæderne op, hvor-
efter han lod Benene velbehagelig hænge ned i Vandet;
saa tændte han sin Pibe og begyndte paa at studere
„Romeo og Julie” Da han nogenlunde havde lært sin
Rolle, gik Hertugen i Gang med at gennemgaa den med
ham. Hertugen lod ham sukke paa de rette Steder og
lægge Haanden paa Hjærtet. Efter nogen Tids Forløb
erklærede han, at det gik meget godt; „kun,” sagde han,
„maa De ikke brøle „Romeo” som en Okse, - De maa
sige Navnet henaandende, indsmigrende og smægtende.
saaledes - R-o-o-meo! Julie er nemlig en bly,
lille Pige, forstaar De, og hun vræler ikke som et Æsel.”

Saa fik de fat paa nogle Sværd, som Hertugen
havde lavet af Egegrene, og derefter øvede de sig i Tve-
kamp. Det var storartet at se paa, hvor de slog løs og
sprang omkring. Kongen gled og faldt overbord, hvor-
efter de pustede lidt og talte om alle de Æventyr, de tid-
ligere havde oplevet langs Floden.

Efter Middagen sagde Hertugen:

„Hør nu lidt, Capet, vi vil lave en første Klasses
Forestilling ud af den Komedie, forstaar De? Vi maa
ha et Stykke til og saa maa vi tænke paa noget til at
besvare Dakapo'er med.”

„Da - hvilket no'et?”

Hertugen forklarede Udtrykket og fortsatte:

„Jeg selv kan passende foredrage en „Highland” eller

12*

180

„Matrosens-Hornpibe”; og De - ja, lad mig se - aa,
nu har jeg det - De kan gi' Hamlets Monolog.”

„Hamlets -?”

„Hamlets Monolog, for Pokker; den berømte
Shakespeares allerberømteste Strofer. Aa! den er vid-
underlig, ja guddommelig. Den ta'r fuldt Hus overalt.
Jeg har den ikke skrevet op, men jeg tænker nok, jeg
kan komme paa den. La' mig nu bare gaa et Øjeblik i
Ro; saa skal det nok komme.”

Saa skridtede han en Tidlang frem og tilbage, øjen-
synlig hensunken i dyb Eftertanke - af og til rynkede
han Panden ganske forskrækkeligt; saa løftede han Øjen-
brynene og pressede Hænderne mod Hovedet; han hen-
faldt i stille, dyb Eftertanke, udstødte dybe Suk og lod
Blikket tankefyldt svæve ud i Rummet. Nu og da frem-
stødte han nogle Linier, slog sig for Brystet og plaprede
Vers frem, som jeg aldrig havde hørt Magen til.

Her er Monologen, som jeg nemt lærte, medens han
indøvede dem med Kongen:

Det gælder om at være eller ikke,
om det er mere sjælestort at taale
den onde Skæbnes Svøbeslag og Haan
end sig at væbne mod et Hav af Sorger
og byde dem sin Trods. At dø, at sove,
at sove, muligt drømme! Det er Gaaden;
hvem gad vel finde sig i Døgnets Haan,
Tyranners Vold og Adelsmænds Foragt,
og en forsmaaet Elskovs Hjertekval,
og Stormands-Hovmod, Puf og Spark, der føles
som rette Mønt til dem, der ikke du'r -
om selv han kunde gøre op sit Regnskab
med en Stilét, der blank og slebent stak!
Hvis ikke Frygt for dette efter Livet,

181

naar Dødens Port skal lukkes, aldrig aabnes,
vor Vilje lammer og os tvinger til
at blive, hvor vi er, ved det vi kender!
Tys! tys, nu der! Ophelia, du fagre,
forglem mig ikke i din Aftenbøn,
du Rene, der kan sone al min Synd!

Naa, den Gamle syntes rigtig godt om, denne Mono-
log og lærte den hurtig udenad. Han syntes ligefrem
født for Rollen. Det var et Syn for Guder, naar han rig-
tig kom i Aaande, saa hvæsede og hulkede han den frem
med halvkvalt Stemme og rev næsten Hjærtet ud af
Brystet paa sig selv.

Saasnart Lejlighed gaves, lod Hertugen trykke nogle
Plakater. I de følgende Dage gik det rigtig livligt til paa
Flaaden, medens vi stadig drev ned ad Strømmen; det
gik løs med Tvekampe og Generalprøver, som Hertugen
kaldte det. En skønne Morgen, da vi allerede befandt
os temmelig langt nede i Arkansas, fik vi en lille By i
Sigte inde i en stor Bugt. Vi lagde ind, omtrent en
lille Milsvej overfor den, ved Mundingen af en Bæk,
der var helt overdækket af Cyprestræer, saa den saa ud
som en Tunnel. Med Undtagelse af Jim gik vi alle i
Kanoen og tog ind til Byen for at se, om der var noget
at gøre med en Teaterforestiiling.

Det traf sig meget heldig; om Eftermiddagen skulde
en omrejsende Cirkus give Forestilling og Omegnens
Beboere strømmede allerede til Byen, dels i de mærk-
værdigste gamle Rumlekasser, dels til Hest. Endnu før
Aften agtede Cirkus at bryde op og rejse videre; der
var saaledes den bedst tænkelige Lejlighed for vor Fore-
stilling. Hertugen lejede Raadhushallen, og saa gik vi
omkring og slog Plakater op.

Disse lød saaledes:

182

Shakespeare-Forestilling!!!
Enestaaende i sin Slags!
Kun denne Aften.
De verdensberømte Skuespillere
David Garrick den yngre fra Drury-Lane-Theatret, London
samt
Edmund Kean den ældre fra det Kgl. Haymarket-Theater,
Whitechapel, Pudding Lane, Piccadilly, London,
og det Kgl. Kontinental-Theater
i deres enestaaende Shakespeare-Skuespil:
Balkon-Scenen
fra
Romeo og Julie!!!
Romeo. Mr. Garrick
Julie Mr. Kean
Under Medvirkning af Selskabets samtlige Kræfter.
Nye Kostymer. - Nye Dekorationer.
Derefter:
Den nervespændende, mesterlige, bloddryppende
Sværdkamp.
fra
Richard III.
Richard III. Mr. Garrick
Richmond Mr. Kean
Desuden efter speciel Opfordring:
Hamlets udødelige Monolog!
- Fremstilles af den berømte Mr. Kean. -
Kun denne Aften.
Entre 25 Cent. - Børn og Tyende 10 Cent.

183

Saa drev vi omkring for at tage Byen nærmere i
Øjesyn. Husene bestod for Størstedelen af gamle, brøst-
fældige Træbarakker, der ikke engang var malede; de
hvilede paa tre-fire Fod høje Pæle for ikke at blive
overskyllede, naar Floden svulmede op.

Rundt om Husene var der anlagt Smaahaver, men
der voksede ikke andet i dem end Sumpplanter, gamle,
umage Støvler og Sko, Flaskeskaar og snavsede Smaa-
klude. Stakitværkerne var klasket sammen af alle Slags
Bræddestumper; de stod helt vaklevornt og alle havde
de Laager, der ikke kunde lukkes helt til og kun hængte
paa et Hængsel. Enkelte havde engang været hvidtede
- uden Tvivl for meget længe siden; Hertugen mente,
at det maatte være før Columbus' Tid. Mange Steder
rodede Svin rundt i Haverne og efter dem løb Folk, som
jog dem ud.

Alle Butikerne laa i en og samme Gade. Over disses
indgangsdøre var der spændt Sejldugs-Markiser ud over
Fortovet; til de Jærnstandere, som bar Markiserne, bandt
Folk deres Heste. Ved Butiksdørene stod Kasser med
forskellige Varer stablet op. De fleste Folk gik med
gule Straahatte, saa omfangrige somt Paraplyer, men
uden Frakke og Vest. De kaldte hinanden for Bill og
Buck og Hauk og Joe og Andy; deres Samtale var støj-
ende og ugenert og de sparede just ikke paa Skældsord.
Op ad hver Markisestander lænede sig mindst én Dag-
driver med Hænderne dybt begravet i Bukselommerne;
og de tog dem kun op, naar de langede hinanden en
Skraa. Stadig kunde man høre:

„Ta' og gi' mig en Skraa, Hauk!”

„Ka' ikke, har kun den ene. Spø'r Bill.”

Det kan ske, at Bill giver ham den; men det kan og-
saa ske, at han ikke gør det og lyver, at han ikke ejer no-
gen. Mange af dem ejer aldrig en Cent eller en Skraa;
de skaffer sig deres uundværlige Skraa udelukkende ved

184

at „slaa den”. Dette sker paa følgende Facon: „Du
kunde nok gi mig en Stump, Jack; nu ga' jeg lige i
dette Minut Ben Thompson min sidste!” Det er natur-
ligvis bare Usandhed, som kun en Fremmed lader sig
narre af.

Alle Gader var dygtig snavsede; der stod et bund-
løst Pløre i dem, det var blaasort som Tjære og nogle
Steder en halv Alen dybt; overalt var Plørelaget paa et
Par Tommer. Det var rigtig noget for alle de Svin, der
gryntende og snøftende travede rundt omkring. Vi saa
et Modersvin med et Kuld Smaagrise omkring sig trave
ned ad Gaden og pludselig helt ugenert gøre sig det
rigtig mageligt i Pløret, hvor Folk skulde forbi; den
bredte sig saaledes, at man maatte ud i det dybeste Pløre
for at passere den. Ganske uforstyrrelig lukkede den
Øjnene i Søvn, efter først at have viftet lidt med Ørene,
medens Grisene med en Ivrighed, som om de var paa
Akkordbestilling gav sig til at mætte sig ved Moder-
brystet.

Pludselig hører man saa en Sjover raabe: „Hov,
paa'en Tiger!” Og ynkeligt skrigende løb Soen afsted
med en Hund eller to i hvert Øre og en hel Sværm efter
sig. Og alle de omdrivende Sjovere ser til og ler af
fuld Hals, hjærtensglade over dette støjende Optrin,
der dog er en Slags Afveksling. Saa lister de tilbage til
Pakkasserne, hvor de dovner Tiden hen, ventende paa
en ny Underholdning. De har ingen større Fornøjelse
end at se paa en hidsig Kamp mellem nogle af Gadens
Køtere; af og til dypper de en Hund i Petroleum og stik-
ker Ild i den, saa den rasende springer omkring til den
under Pinsler bukker under, eller ogsaa binder de en
stor Blikkedel til Køterens Hale og jager den tildøde.

Nede ved Flodbredden stod flere Huse, som var saa
underminerede, at man skulde tro, de hvert Øjeblik vilde
styrte i Vandet; Beboerne havde da ogsaa allerede for-

185

ladt dem. Ved andre Huse havde Floden skyllet Jorden
bort under det ene Hjørne, saa de ludede helt for over.
Til Trods herfor boede der endnu Folk i dem; men det
var farligt, thi undertiden sank en Strækning saa bred
som hele Huset paa en Gang. En saadan By maa sta-
dig flytte sig længere og længere tilbage, thi Strømmen
gnaver stadig løs paa den.

Jo mere man nærmede sig Middag, des større Træng-
sel opstod der i Gaderne af Køretøjer og Rideheste, og
stadig kom der nye Folk til udefra. Landfamilierne
havde Mad med sig hjemmefra og holdt Maaltid i deres
Køretøjer. Der blev ogsaa drukket godt af Whisky-
flaskerne, og jeg blev Vidne til tre Slagsmaal i Efter-
middagens Løb.

Pludselig er der nogen, som raaber: „Der kommer
gamle Boggs! Han ska ha sin Maanedsbjørn, som han
plejer van! Halløj, kom og se! Hurra!”

Alle slog et fornøjet Grin op; de tænkte, at de nu
skulde drive Løjer med ham som sædvanligt, og raabte
forskellige Bemærkninger til ham.

Boggs kom luntende paa sin Hest, fægtende om-
kring sig med Armene og brølede værre end en lndianer:

„Af Vejen der, I Fandens Pak! Jeg er paa Krigs-
stien, og der skal snart blive Brug for Ligkister!”

Han var fuld og dinglede paa Sadlen; han var over
de halvtreds Aar og hans Ansigt var blussende rødt.
Alle gav ham Stikpiller og lo ham ud; han vrængede
kun af dem og raabte, at han nok skulde tage sig af
hver enkelt, naar deres Tur kom; i Øjeblikket havde han
ikke Tid, for han skulde lige hen og dræbe den gamle
Oberst Sherburn.

Tilfældig fik han Øje paa mig, red lige ind paa mig
og raabte: „Hvorfor stiller Du Dig i Vejen for mig? Er
Du klar til at himle?”

Saa red han imidlertid videre. Jeg var som forstenet

186

af Skræk, men Folk sagde: „Han mener ikke no'et med
det! Saadan si'r han altid, naar han er fuld. Han er
den skikkeligste, gamle Fyr i hele Kansas - han har
aldrig gjort en Kat Fortræd, hverken som ædru eller
fuld.”

Boggs red hen til Gadens største Butik, bukkede
Hovedet lidt ned, saa han kunde kige ind under Marki-
sen og raabte:

„Kom herud, Sherburn! Korn ud Ansigt til Ansigt
med den Mand, som Du har snydt og bedraget. Jeg
skal dreje Halsen om paa Dig, din Hund! Jeg skal nok
faa Tag i Dig!”

Saaledes fortsatte han, idet han lod alle de Skælds-
ord, der stod til hans Raadighed, regne med over Sher-
burn. Folk standsede, lyttede til og lo ad ham.

Pludselig traadte en statelig Mand paa godt et halvt-
hundrede Aar ud af Butiken; han var uden Tvivl den
mest velklædte Mand i hele Byen. Folk traadte tilbage,
saa han kunde faa Plads til at træde nærmere. Roligt
og koldt tiltalte han Boggs saaledes:

„Egentlig skulde jeg ikke gøre det, men nu vil jeg
lade Dig skælde til Klokken bliver Et. Ikke et Minut
længere, forstaar Du? Hvis Du efter den Tid igen bru-
ger Mund overfor mig, skal jeg nok faa Ram paa Dig,
hvor Du end løber hen!”

Saa drejede han sig om paa Hælen og gik ind i
Butiken igen. Folk stod og saa ud som om de var
faldet ned fra Maanen; ingen kom med nogen Bemærk-
ning og al Latter var døet bort. Boggs red bort, medens
han ned gennem Gaden skældte og smældte over Sher-
burn. Kort efter vendte han tilbage og tog atter Opstil-
ling foran Huset og begyndte forfra. Nogle søgte at
lægge sig imellem for at berolige ham; de sagde til
ham, at Klokken kun manglede et Kvarter i Et, derfor
var det fornuftigere, om han luskede hjem. Men der

187

var intet at stille op med ham. Han raste og skældte
af alle Kræfter; han kastede sin Hue i Pløret og red
frem og tilbage over den, medens hans graa Haar stærkt
viftede for Vinden. Man søgte at overtale ham til at
stige af Hesten og komme hen for at sove Rusen ud.
Men alt var forgæves, han gav kun Sherburn en endnu
skrappere Overhaling af Skældsord.

Endelig sagde en: „Løb hen efter hans Datter -
men hurtigt. Undertiden lader han sig tale til rette af
hende. Kan nogen bringe ham til Fornuft, saa kan hun
det.”

Et Par tilstedeværende Folk løb straks efter hende.
Jeg slentrede lidt ned ad Gaden og vendte saa tilbage.
Fem-ti Minutter senere dukkede Boggs igen frem,
men til Fods. Han ravede barhovedet over Gaden med
en Ven paa hver Side, som forsøgte at holde ham til-
bage og slæbe af med ham. Han forholdt sig helt tavs,
men Ondskabsfuldheden» lyste ud af hans Øjne.

Pludselig lød der en Stemme: ”Boggs!”

Jeg løb til for at se, hvad der nu var paa Færde.
Det var Oberst Sherburn. Han stod stiv søm en Statue
midt paa Gaden med en Pistol i den højre Haand; han
sigtede ikke, men holdt Mundingen opad. I samme Øje-
blik kom en ung Pige løbende med to Mænd i Hælene
paa sig. Boggs og hans Ledsagere vendte sig om for at
se, fra hvem Raabet kom. Da de fik Øje paa Pistolen,
sprang de hurtig hver til sin Side, medens Pistolens
Løb langsomt sænkede sig mere og mere, indtil det
pegede i vandret Stilling; begge dens Haner var spændt.
Rædselsslagen rakte Boggs begge Hænder i Vejret og
raabte: ,Skyd ikke, Herre, skyd ikke!”

Det første Skud faldt; Boggs tumlede tilbage og
greb for sig i Luften; det andet Skud knaldede - og
han faldt tungt og livløs til Jorden med vidtspredte Arme.

188

Den unge Pige udstødte et Skrig, løb frem og kastede
sig over sin Faders afsjælede Legeme.

„Han har dræbt ham; han har dræbt min Fader!”
raabte hun hulkende.

En Mængde Mennesker stimlede sammen om hende
og de bagved værende forsøgte at albue sig frem for
at komme til at se noget. De nærmeststaaende søgte
at holde Trængslen tilbage og raabte: „Tilbage der! Til-
bage! Lad ham for Pokker faa Luft!”

Oberst Sherburn kastede Pistolen paa Jorden, drej-
ede sig rundt paa Hælen og forsvandt ind i sit Hus.

De slæbte Boggs ind i en Slags Apothekerbod, me-
dens næsten hele Byens Befolkning fulgte dem i Hælene.
Det lykkedes mig at faa en god Plads ved et af Vin-
duerne,hvorfra jeg kunde se alt, hvad der gik for sig.
De lagde ham paa Gulvet med en Bibel under Hovedet;
en anden lagde de opslaaet paa hans Bryst. Først havde
de dog taget Skjorten af ham og jeg kunde se de Steder,
hvor Kuglerne var trængt ind. Han gispede ogsaa lidt
og hver Gang hævedes Biblen paa hans Bryst lidt i
Vejret; saa drog han et sidste Aandedræt og blev stille
- han var død.

Hans fortvivlede Datter maatte de med Magt rive
bort fra ham og førte hende bort. Hun kunde være
sejsten Aar gammel; hun var meget smuk og saa saa
god ud, men hun var hvid i Ansigtet som et Lagen.

Imidlertid masede Folk for at komme frem til Vin-
duerne og faa noget at se; men de, der havde de bedste
Pladser, vilde ikke godvillig lade sig skubbe tilside,
skønt de bagved værende stadig raabte: „Naada! I har
vel nu set nok; der er ikke Mening i, at I saadan skal
blive staaende, saa andre ikke kan komme til. Vi har
lige saa megen Ret som I!”

Jeg trak mig lidt tilbage, da jeg tænkte, at der nu
kunde opstaa nye Spektakler. Folk var stuvet sammen

189

paa Gaden og alle var stærkt opbragte. Hver af dem,
som havde overværet Scenen, gav sig til at fortælle de
senere ankomne om Begivenheden, medens Tilhørerne
klumpede sig sammen og strakte Hals. En lang Fyr
med langt Haar og lang Pibe viste, hvor Boggs havde
staaet og hvor Sherburn havde staaet, og Folk fulgte ham
Skridt for Skridt og var stærkt optaget af, hvad han
fortalte. Med Hatteskyggen dybt ned over Øjnene stil-
lede han sig paa Oberstens Plads Og raabte: „Boggs!”
Samtidig holdt han sin Pibe som en Pistol først op i
Vejret og saa vandret, saa sagde han „Bum!” og vak-
lede tilbage: saa gentog han sit „Bum!” og kastede sig
paa Ryggen i Pløret. Folk, som havde været tilstede.
bekræftede, at han viste det livagtigt som det var sket.
Som Tak for Præstationen trak en halv Snes Tilstedevæ-
rende deres Flasker op af Lommen: og lod ham faa en
Slurk.

Pludselig fremkom En med det Forslag, at Sherburn
burde lynches; straks blev Idéen bifaldet af alle. Et
Øjeblik efter var man allerede paa Vej til ham og, hvor
det lod sig gøre, tog man Tøjsnore og andre Reb med til
at hænge Morderen i.

Sværmen bevægede sig hen til Sherburns Hus under
Hujen og Skrigen. I Spidsen for Hoben løb endel op-
løbne Fyre; alle Vinduer fyldtes af nysgerrige Kvinde-
ansigter, Negerungdommen krøb op i Træerne og bag
hvert Stakitværk kigede halvvoksne Drenge og Piger
frem. Saasnart Pøbelhoben kom dragende forbi, flygtede
de forfærdede ind. Rundt om faldt ældre og yngre
Kvinder i Besvimelse af Skræk.

Foran Oberstens Hus gjorde man Holdt og Spek-
taklet blev saa øredøvende, at man ikke kunde høre sine
egne Ord. Nogle raabte: „Riv Plankeværket ned; ned
med det!”

Straks var travle Hænder i Gang med Arbejdet og i

190

et Nu var der brudt en mægtig Bresche i det, hvorigen-
nem den opbragte Hob skyllede ind i Gaarden som en
Bølge.

I dette Øjeblik traadte Sherburn ud paa Taget af en
lille Forhalle til Butiken; i Haanden holdt han en dob-
beltløbet Riffel; uden at sige et Ord stod han fuldstæn-
dig rolig og koldblodig og saa sig omkring. Fyrene stand-
sede og Bølgen ebbede tilbage.

Endnu sagde Sherburn ikke et Ord - han stod kun
og saa sig omkring. Stilheden var betagende og lam-
mende. Sherbum lod sit Blik glide over hele Pøbel-
sværmen; hvor han saa hen, forsøgte Fyrene at holde
Stand overfor hans skarpe Blik, men undgik det saa.
De trak Øjnene til sig og saa skrækkelig flove ud. Saa
smilede Sherburn pludselig, men paa en alt andet end
behagelig Maade;

Da Tavsheden var blevet fuldstændig, sagde han
langsomt med Haan i Stemmen:

„I vil altsaa lynche nogen? Det er et ganske latter-
ligt indfald af Jer! At tænke sig, at I kan indbilde ]er.
at I har Mod nok til at lynche en Mand! Fordi I har
Kurage nok til at kramme et stakkels, venneløst og hjem-
løst Fruentimmer, som maatte komme hertil, bilder I
Jer maaske ind, at I ogsaa kan lægge Haand paa en
Mand? En Mand er sikker nok selv blandt ti Tusind
Fyre af jeres Kaliber - saalænge det er lyst og han
sørger for, at I ikke kommer bag paa ham!

Jo, jeg kender mine Pappenhejmere. Jeg er født i
Syden og har levet baade der og Nord paa, saa jeg véd
nok, hvad I i Gennemsnit er værd. De fleste af Jer er
Krystere. I Norden lader saadan en Kujon sig pine og
plage af en Friskfyr, som har Lyst dertil, og gaar saa
hjem: og beder ydmygt Vorherre om at lade den anden
times al Landsens Ulykker. I Syden plyndrer en eneste
modig Mand ved højlys Dag en hel Postdeligence, der

191

er propfuld af Folk. Aviserne raaber saa op om „mo-
dige Folk” og „tapre Mænd” - til Slut indbilder I jer
selv, at I er modige, medens I i Virkeligheden ikke er
mange sure Sild værd! Hvorfor hænger jeres Dommere
ikke Mordere? Fordi de er bange for, at hans Venner
senere skal myrde dem bagfra ved Nattetid - saaledes
som I vilde gøre.

Saa tier de hellere stille, og om Natten gaar en
Mand med hundrede Krystere med Masker paa hen og
lyncher Forbryderen. Det er Jeres Fejl, at I ikke har
bragt en Mand med. Det er det første, og det andet
er, at I ikke er kommet i Nattens Mørke og har med-
bragt jeres Masker. Kun et Stykke af et Mandfolk har
I med jer, det er - Buck Harknesz, og havde han ikke
været her, var I andre allerede forlængst stukket af.

I skulde hellere være blevet herfra. Gennemsnits-
fyre holder nemlig ikke af nogen alvorlig Fare. Og I
holder forbandet lidt af en saadan. Men naar det Stykke
af en Karl som Buck Harknesz raaber: „Lynch ham,
lynch ham!” saa generer I Jer for at holde Jer tilbage,
fordi I frygter for, at man skal mærke, hvilke Ussel-
rygge I er - og saa hænger I ham i Frakkeskøderne
og gør stor Allarm. Pøbel er ynkelig - den kæmper
ikke med det Mod, den selv har i Brystet, men med det.
som dens Masse og Fører indgyder den. Men en Pø-
bel uden en Mand i Spidsen, den er mere end ynkelig.

Jeg raader Jer til at luske hjem og krybe i jeres
Musehuller. Hvis her skal være Tale om at lynche
nogen, saa maa det efter sydlandsk Skik ske om Natten.
med Masker for Ansigtet - og saa maa der være en
Mand med! Og se nu til at komme afsted og tag
jeres Stykke af Mandfolk med Jer - ellers.. ”

Han hævede Bøssen og spændte Hanerne.

Pøbelhoben veg straks tilbage, saa spredtes den og

192

alle gav sig til at løbe. Buck Harknesz var blandt disse
og han saa temmelig slukøret ud.

Saa gik jeg hen til Cirkus og, da Kontrolløren
vendte sig om, smuttede jeg ind under Teltet. Ganske
vist havde jeg min Tyve-Dollar og ogsaa endel Smaa-
mønt hos mig, men tænkte, at det var bedre at spare
dem. Man kan jo saa langt fra Hjemmet og blandt
fremmede Folk ikke forudse, hvor snart der kunde blive
Brug for rede Penge. Man kan ikke være forsigtig nok
med sine Udgifter; og jeg havde ikke Lyst til ligefrem
at smide Penge hen til en Cirkusdirektør, naar det ikke
er absolut nødvendigt, og det var ikke nødvendigt i
dette Tilfælde.

Det var en glimrende Forestilling. Noget mere be-
tagende har jeg aldrig oplevet end da hele Trupen par-
vis kom ridende ind i Manegen. Herrerne var ganske
enkelt klædt, i Benklæder og Skjorteærmer, havde hver-
ken Fodtøj eller Stigbøjle og red let og sorgløst om-
kring med Hænderne paa Laarene uden at bruge Tøj-
ler; der var vist en Snes Herrer. Og alle Damerne var
dejlige med hvælvet Barm og tiltrækkende Rødme paa
Kinderne: de saa omkring sig som Dronninger og var
klædt i Toiletter, der funklede af Diamanter og nok
har kostet flere Millioner Dollars. Aldrig har jeg set
noget saa vidunderligt. Og deres Kunstridt gik saa
nemt som en Leg. Saa slog Hestene over i Dansetem-
po, strakte først det ene Ben ud i Luften og saa det an-
det, medens Direktøren gik rundt og svingede sin lange
Pisk og raabte: „Hi! Hi!” Bag efter ham kom Klow-
nen, der efterlignede hans Bevægelser saa komisk, at
man var ved at faa ondt af bare Latter.

Det var de mest forbløffende Kunster, Beriderne ud-
førte, og stadig kom Klownen saa kejtet afsted, at man
maatte le. Direktøren kunde ikke sige et Ord til ham,
før han straks var der med de besynderligste Løjer og

193

vittigste Svar. Det er mig ubegribeligt, at nogen saa
hastig kunde finde paa dem, uden at tænke længe der-
over! Jeg maatte da mindst have et Aar til at udspeku-
lere det, han i samme Øjeblik fandt paa.

Pludselig forsøgte en fuld Mand at sætte over Bar-
riéren: han vilde ride, sagde han; han kunde ride lige
saa godt som de andre, raabte han, naar han først kom
op paa en Hest. Udefra forsøgte Tilskuerne at holde
ham tilbage, men det nyttede ikke noget, og hele Fore-
stillingen blev afbrudt ved det Vrøvl, han gjorde. Nu
begyndte Folk ogsaa med at udskælde ham og sige Vit-
tigheder om ham; det gjorde ham kun mere ilter, og
han fægtede omkring med Armene. Nogle behjærtede
Tilskuere blev da saa opbragte, at de ogsaa entrede over
Barriéren, idet de raabte: „Slaa ham ned! Smid ham
ud!”, og flere Kvinder var en Besvimelse nær.

Da traadte Direktøren frem og udtalte, at det var
hans Haab, der ikke maatte opstaa Spektakler - og
med Publikums Tilladelse havde han ikke noget imod
at lade Personen ride nogle Omgange, hvis han da
mente, at han kunde sidde fast paa en Hest. Publikum
lo, fandt Idéen udmærket, og Fyren kom nu frem til
Manegens Midte. I samme Øjeblik som han var kommet
op paa Hesten, stejlede denne og masede frem med to
Cirkuskarle ved Tøjlerne og den fulde Mand ved Halen.
Hans Ben fægtede ved Dyrets Bevægelse rundt i Luf-
ten, og alle rejste sig op og raabte og lo, saa Taarerne
løb dem ned ad Kinderne. Omsider rev Dyret sig løs
trods Cirkusfolkenes Anstrængelser for at holde det til-
bage og galopperede rundt i flyvende Fart med den beru-
sede Mand paa Ryggen; han slyngede Armene om He-
stens Hals, medens hans Ben dinglede vildt omkring.
Folk ligefrem hylede af Henrykkelse. Jeg fandt det
nu egentlig ikke saa fornøjeligt; det var uhyggeligt at
se, hvilken Fare Manden befandt sig i. Men snart gled

Huck Finns Hændelser. 13

194

han tilrette i Sadlen og greb Tømmerne; saa sprang
han pludselig op og stod frit i Luften paa Sadlen uden
at holde i Tømmen, medens Hesten galopperede rundt
i vild Fart. Han smilede fornøjet og saa ud som om
dette var den naturligste Sag af Verden:

Tilmed begyndte han nu at tage sine Klæder af og
kaste dem fra sig; da han omsider havde afført sig syt-
ten Sæt Klæder, stod han i det smukkeste Trikot, jeg
nogensinde har set. Medens Hesten var i hastigste
Fart, sprang han let og elegant ned af dens Ryg, gjorde
et Kunstnerbuk mod Publikum og løb ud fra Manegen.
Alle brølte og klappede af Henrykkelse og Overraskelse.

Direktøren traadte atter frem og forklarede, at han
var blevet taget ved Næsen: Det havde nemlig været
en af hans egne Folk, som havde spillet ham dette
Puds! Uden at omtale det for nogen, havde Manden
ene og alene iværksat det. Jeg selv følte mig temmelig
slukøret over, at jeg saaledes havde ladet mig skuffe -
men jeg vilde ikke for tusind Dollar have været i den
narrede Direktørs Sted! Maaske der andre Steder fin-
des noget pragtfuldere Cirkus; jeg fandt i hvert Fald
dette enestaaende, og skal nu yde det min Bevaagen-
hed, saa ofte jeg end maatte træffe paa det.

Om Aftenen havde vi saa Forestilling; men der var
ikke mødt mere end tolv Tilskuere - det var lige nok
til at dække Udgifterne. Og Folk lo hele Tiden, hvad
der gjorde Hertugen helt rasende. Endnu før Forestil-
lingen var til Ende, gik de alle deres Vej, med Undta-
gelse af et ungt Menneske, der var faldet i Søvn. Her-
tugen oplyste os om, at disse Dumrianer i Arkansas
endnu ikke var modne til at nyde Shakespeare. De
skulde have noget rørende eller Rabalderstykker, hvad
der efter hans Mening var overordentlig tarveligt.

Den næste Morgen fik han fat i nogle store Ark
Indpakningspapir og sort Farve.; saa lavede han nye Pla.

195

kater og klistrede dem op overalt i Byen. Disses lnd-
hold var følgende:

I RAADHUSET!
Kun 3 Aftener! Kun 3 Aftener!
David Garrick den Yngre!
og
Edmund Kean den Ældre!
fra London- og Kontinental-Teatre.
I deres gribende Sørgespil
Kongens Giraf eller Vldunderkongen.
Entre: 50 Cent.
Nedenunder stod at læse med de fedeste Bogstaver:
Damer og Børn forbydes Adgang!

„Naa!” udbrød Hertugen, „hvis det ikke skulde
kunne trække Folk derhen, saa kender jeg Arkansas
daarligt!”

Resten af Dagen var han og Kongen stærkt optaget
af at lave Teatret i Orden. De fik stillet en Scene op
med et Forhæng og anbragt en Række Lamper foran
Rampen. Om Aftenen fyldtes Lokalet hurtigt til sidste
Plads. Da der ikke kom flere, forlod Hertugen sin Post
ved Indgangen, løb bag om og viste sig atter paa Scenen
foran Tæppet. Han holdt nu en lille Tale til Tilskuerne,
hvori han roste sit Sørgespil over al Maade, det var,
forsikrede han, det mest spændende, der endnu var skre-
vet af nogen Mester. Han meddelte om Edmund Kean
den Ældre, der spillede Hovedrollen i Stykket osv. En-
delig, da Forventningen havde naaet den yderste Grad

13*

196

af Spænding, lod han Tæppet gaa op. Et Øjeblik efter
kom Kongen krybende ind paa alle fire, han var nøgen,
men overmalet med Striber i alle mulige Kulører, saa
han straalede som en Regnbue. Og - men nok om
hans Udseende, han gebærdede sig som vanvittig; det
var overordentlig komisk at se paa. Folk trillede næ-
sten ned af Bænkene i Latter. Da Kongen saa begyndte
at springe Bukkespring og fra Scenen hoppede ind
bag Kulisserne, hylede og brølte og skreg og piftede
Publikum lige indtil han paa ny viste sig og gentog
sine mærkelige Fagter og Bevægelser. Men den for-
rykte Fyr gjorde ogsaa alt saa sindssvagt, saa selv en
Ko vilde have styrtet om i Latterkrampe, om den havde
overværet Synet af ham.

Hertugen lod nu Tæppet falde. Derpaa stillede han
sig atter frem, bukkede og meddelte, at dette Sørgespil
kun vilde blive opført to Gange endnu paa Grund af
tvingende Engagementer i London, hvor allerede alle
Pladser var forudbestilte i Drury-Lane-Teatret; saa gjor-
de han atter et Buk og udtalte, at, naar det var lykkedes
ham at underholde Publikum saa godt, vilde han sætte
Pris paa, om enhver vilde omtale Forestillingen for
Venner og Bekendte og opfordre disse til at give Møde
ved de to paafølgende Forestillinger.

Omtrent tyve Stemmer raabte nu: „Hvad? Er det
det hele? Er det nu allerede forbi?”

„]a!” svarede Hertugen. Men saa blev der først
rigtig livligt. Alle sprang op og raabte: „Svindel! Hum-
bug!” Og Publikum styrtede over Bænkene for at komme
op paa Scenen og faa Fingre i Skuespillerne. Men en fed,
fornemt udseende Herre sprang op paa en Stol og
raabte:

„Stilhed, mine Herrer! Kun et Ord!”

Alle tav virkelig og lyttede til. Herren fortsatte:

„Vi er blevet trukket til Vands - ganske uforskam-

197

met endog. Men derfor er det ikke sikkert, at vi alle
vil lade os udgrine af hele Byen? Vel? Naa! Skal
vi saa alle gaa pænt stille herfra og rigtig rose Forestil-
lingen, saa at ogsaa Resten af Befolkningen kan blive
aalede ligesom vi er blevet det; saa kommer alle i
samme Situation som vi, og den ene kan ikke le ad den
anden. Er det ikke det fornuftigste?”

„Han har Ret, han har Ret!” raabte nu alle.

„Altsaa ikke et eneste Ord mere! Gaa hjem og
raad alle og enhver af Deres Venner til at overvære
Sørgespillet!”

Dagen efter genlød Byen af Lovtaler om det herlige
Sørgespil. Om Aftenen var der selvfølgelig atter ud-
solgt Hus ved Forestillingen, og ogsaa disse Tilskuere
blev holdt for Nar. Da jeg og Kongen og Hertugen den
Aften var kommet tilbage og havde spist Aftensmad,
lod de Jim og mig, omtrent ved Midnatstide, styre Flaa-
den ned ad Strømmen, hvorefter vi fortøjede et Par
Milsvej neden for den lille By.

Den tredje Aften var der atter fuldt Hus. - men
denne Gang var der ingen nye Ansigter; det var alle-
sammen Folk, som allerede havde overværet Forestil-
lingen en af de foregaaende Aftener. Jeg stod sam-
men med Hertugen ved Indgangen og lagde da Mærke
til, at enhver, som gik ind, havde noget skjult i Lom-
men eller under Frakken; jeg kunde ikke opdage, hvad
det var - men jeg kunde indestaa for, at det ikke var
Flasker med Parfume. Det udspredte en modbydelig
Lugt, der mindede om raadne Æg og fordærvede Kaal-
hoveder. Da der ikke mødte flere Tilskuere, gav Her-
tugen en Dreng et Pengestykke og bad ham om at se
efter Indgangen nogle Minutter. Saa gik han gennem
Lokalet og bag om Scenen til den Dør, de Spillende be-
nyttede; jeg fulgte i Hælene paa ham; næppe var vi

198

ved en Omdrejning blevet skjult for Tilskuerne, før han
udbrød:

„Lad det nu gaa hurtigt - ud til Flaaden som den
Onde var i Hælene paa os! Løb!”

Hver sin Vej løb vi saa gennem Byen og naaede paa
samme Tid vort Maal. I et Nu var Flaaden gjort løs
og vi drev ud i Strømmen; der blev ikke vekslet et
eneste Ord. Jeg tænkte paa den stakkels Konge -
hvorledes vilde hans smukke Dans mon blive modtaget
af Publikum. Men i samme Øjeblik kom han oprømt
krybende ud fra Wigwamen og spurgte:

„Naa, Hertug, hvad har den Historie saa indbragt
i Dag?”

Han havde nemlig slet ikke været med oppe i Byen.

Først da vi var naaet henved ti Mil nedenfor Byen,
tændte vi Lys og spiste vor Aftensmad. Kongen og
Hertugen fik sig en ordentlig Latter ved Tanken paa,
hvorledes de havde narret disse Arkansasfolk. Her-
tugen udbrød:

„De Grønskollinger og Fæhoveder! Jeg kunde nok
tænke mig, at den første Aftens Publikum nok skulde
holde Mund for at faa de andre til at gaa i Fælden; jeg
forudsaa ligeledes, at de den tredje Aften vilde tænke,
nu kommer vor Tur til Hævn. Men de kom kønt til
selv at brænde sig! Det kunde have moret mig at se
de lange Ansigter, de har stillet op, da de opdagede, at
Fuglene var fløjet. Naa, de kunde jo lave det om til
en Fællesspisning - de havde saamænd Forraad nok
med sig i Form af raadne Æg.”

De to Skurke havde dog et Udbytte paa 465 Dol-
lars af de tre Aftener. Aldrig før har jeg set et saa-
dant Bjærg af Smaapenge paa ét Bræt.

Omsider gik de til Ro og faldt i tryg Søvn; men Jim
henvendte sig til mig:

„Du ikke være forundret over vore Konger, Huck?”

199

„Nej,” svarede jeg, „ikke synderligt!”

„Hvorfor Du ikke gøre det, Huck?”

„Aa, det er ganske i sin Orden; saaledes bærer de
sig allesammen ad!”

„Men, Huck! dem være hele Tyveknægte, ikke
være andet; vor Konge være Kæltring!”

„Saa vidt jeg véd er mange Konger saaledes.”

„Det virkelig være saa?”

„Hvis Du havde læst nogen Historie, vilde Du vide
det. Der er nu Henrik den ottende; i Forhold til ham
er vores Konge en Søndagsskolelærer. Og saa er der
Karl den anden og Ludvig den fjortende og fem-
tende og James den anden. Richard den tredje og endnu
mange flere. O, Du skulde have kendt Henrik den ot-
tende i hans Velmagtsdage. Hver Dag giftede han sig
med en ny Kone og den næste Morgen lod han kappe
Hovedet af hende. Det var ham lige saa ligegyldig en
Sag som at spise et Æg til Frokost. „Hent Nell
Gwynn!” befalede han. De hentede hende. Den
næste Morgen: „Ho'det af hende!” - saa røg Knappen.
„Jane Shore!”, hun kommer, og næste Morgen: „Hug
Ho'det af hende!” Det skete. „Lad den smukke Ro-
samunde komme!” Den skønne Rosamunde lader sig
lokke til ham. Næste Morgen: „Af med hendes Ho'de!”

„Hver af dem maatte den hele Nat fortælle ham en
Historie; disse samlede han sammen, indtil han havde
Tusinde og en og saa udgav han dem i en Bog: „Domme-
dagsbog” Du kender ikke meget til Konger, men jeg
kender dem, Jim: og jeg kan forsikre Dig, at vores
Konge er en af de bedste, jeg har truffet paa. Denne
Henrik faldt engang under sit Middagsmaaltid paa, at
han vilde i Lag med vores Land. Og hvorledes, tror
Du, han saa bar sig ad - erklærede han først Krig?
Nej, slet ikke. En skønne Dag lod han alle Theladnin-
ger kaste over Bord i Bostons Havn og lod saa en Ud-

200

fordring løbe af Stablen, hvori han sagde, at nu kunde
de blot komme an! Saadan var hans Maade at opføre
sig paa - han tog ikke Spor af Hensyn til andre. Se-
nere fik han Mistanke overfor sin Fader, Hertugen af
Wellington. Hvad gjorde han saa? Bad han ham om at
klare for sig? Nej, det var der ikke Tale om - han
druknede ham som en Kattekilling i et Vinfad. Han
rapsede Penge fra de Folk, der kom i hans Nærhed.
Han behøvede kun at aabne Munden, og naar han ikke
hurtig lukkede den igen, var der allerede kommet en
tyvebrændt Løgn over hans Læber. Jo, hvis denne Hen-
rik var kommet over den lille By, saa kan Du tro, at han
havde spillet dem endnu værre Puds. Konger er Kon-
ger, siger jeg, og de er alle Kæltringe!”

„Huck, det være hæsligt. Vi ikke have saadanne
Folk paa Flaaden!”

„Det synes jeg heller ikke om, Jim. Men de er nu
engang saaledes og vi maa slaa os til Taals med, at de er
opdraget paa den Maade og ikke selv kan gøre for det.”

Hvad kunde det have nyttet, om jeg havde fortalt
Jim, at de to ikke var Konge og Hertug? lntet - og
alligevel var Forskellen mellem dem og rigtige Konger
og Hertuger vel ikke synderlig stor.

Senere faldt jeg i Søvn; men Jim vækkede mig ikke,
da det blev min Tur at holde Vagt. Saa hensynsfuldt bar
han sig ofte ad. Da jeg vaagnede lige ved Daggry, fandt
jeg ham siddende med Hovedet mellem Knæene og mum-
lende med sig selv. Jeg vidste, hvad det betød. Han
tænkte atter paa sin Kone og sine Børn, var sørgmodig
stemt og led af Hjemvé. Han havde aldrig før været
paa Rejse og jeg tænker, at det gik Folk af hans Slags
paa samme Maade som hvide Folk, at de tænker meget
paa deres Familie, naar de er langt borte fra den. Om
Natten, naar han troede, at jeg sov, har jeg ofte set ham
grunde derpaa. „Stakkels lille Lisabetty! stakkels lille

201

Johnny! Det være tungt; mig tænke, aldrig mere se Jer
igen!” Saaledes kunde Jim mumle hen for sig. Han var
i Sandhed en blødhjertet Neger, var Jim!

EN OG TYVENDE KAPITEL.

Den næste Dag fik vi hen mod Aften Øje paa to
smaa Byer, hver paa sin Side af Flodbredderne lige
overfor hinanden; vi fortøjede da ved en Sandbanke, der
var bevokset med Piletrær og laa midt i Floden. Kon-
gen og Hertugen var allerede i Færd med at lægge Pla-
ner om, hvorledes de vel kunde udbytte disse to Smaa-
byer. Da sagde Jim til Hertugen: „Jim haabe, De være
ikke længe borte; det være saa fælt at ligge den hele
Dag bunden i Wigwam.” Vi var jo nødt til at binde ham.
thi, hvis nogen tilfældig stødte paa ham og saa, at han
var alene og fri, vilde han straks blive antaget for en
undvegen Neger. Hertugen indsaa ogsaa, at det var tem-
melig besværligt for Jim, og lovede at tænke over, hvor-
ledes han kunde indrette det lidt mere bekvemt for Jim.

Denne Hertug var et snildt Hovede og fandt hurtig
paa en Udvej! Han forklædte Jim som Kong Lear. Jim
maatte iføre sig en lang Sække-Kjole af blomstret Gar-
dinstof, saa fik han en hvid Hestehaarsparyk paa og et
langt, hvidt Skæg, Derpaa hentede han Sminke og gav
Jims Ansigt, Hals, Øren og Hænder en mørkeblaa Be-
maling, saa han saa helt gyselig ud som en Druknet,
der havde ligget en Ugestid i Vandet. Det var den snur-
rigste Fremtoning, jeg nogensinde havde haft for Øje.
Derpaa lavede. Hertugen en Plakat med denne Inskrip-
tion:

„Syg Araber - ufarlig, naar han ikke har Anfald!”

Den sømmede han fast paa en Stage og rejste denne

202

fire-fem Fod fra Wigwamen. Jim var meget tilfreds.
Han fandt, at dette var meget behageligere end at ligge
bunden Dag efter Dag og fare sammen ved enhver Lyd.
Hertugen lod ham vide, at han kunde gøre sig det saa
behageligt som muligt; hvis nogen uvedkommende kom
for nær til Teltet paa Flaaden, skulde han kun fare ud
og fare lidt omkring og skære Tænder som et vildt Dyr,
saa vilde Folk nok forføje sig bort og lade ham have Fred.

De to Skælmer havde i Grunden nok Lyst til at gen-
tage den Forestilling, der havde skæppet saa godt i Kas-
sen tidligere, men de frygtede dog for, at Rygtet om deres
lille Spøg imidlertid kunde være naaet til de to Byer.
De kunde ikke blive enig om et nyt Projekt; saa udbrød
Hertugen, at han vilde have Ro en Timestid eller to,
han vilde da anstrænge sin Hjærne for at finde paa noget.
der lod sig opføre i en af de to Smaabyer. Kongen der-
imod bestemte sig til paa maa og faa at aflægge Besøg
i Byen paa den anden Side af Floden; han havde den
Fortrøstning, at Forsynet vilde hjælpe ham, saa han fik
Lejlighed til at udrette et eller andet fordelagtigt. Han
sagde „Forsynet” men mente vel egentlig Fanden. I
den By, hvor vi sidst aflagde Besøg, havde vi alle for-
synet os med nye Klæder. Kongen trak i sit Stadstøj
og jeg ogsaa.

Kongens Habit var helt sort, og han tog sig storartet
fin og nobel ud i den. Hvor Klæder dog kan skabe Folk!
Tidligere havde han haft et ganske almindeligt Udseende;
naar han nu løftede sin nye, hvide Filthat og med et
Smil bøjede sig lidt forover, gjorde han et saa godt og
fromt Indtryk, saa man skulde tro, han var selve den
gamle Noah, som steg ud af Arken.

Jeg spulede Kanoen og vi kom afsted. En stor Dam-
per laa omtrent tre Mil fra den lille By og havde allerede
et Par Timer indtaget Fragtgods. Da udbrød Kongen!

„Nu, da jeg er i de nye Klæder, vilde det vel egentlig

203

være mest passende, om» jeg kom fra St. Louis, Cincinnati
eller en anden stor By. Altsaa hen til Dampskibet; vi
vil tage til Byen med det.”

Det lod jeg mig ikke sige to Gange, og styrede over
mod Damperen. Vi naaede da Kysten en lille Milsvej
ovenfor Byen; det første, vi fik Øje paa, var en uskyl-
dig, meget landlig udseende Knøs, der sad paa en Sav-
buk og tørrede Sveden af Panden. Ved hans Fødder stod
et Par velfyldte Vadsække.

„Løb ind her!” befalede Kongen, og jeg adlød. „Hvor-
hen, min unge Ven?” spurgte han den fremmede, unge
Mand.

„Med Damperen til New Orleans.”

„Kom om Bord,” udbrød Kongen. „Vent et Øjeblik.
min Tjener skal hjælpe Dig med dine Vadsække. Spring
ud og hjælp den Herre, Adolfus!” Jeg forstod, det var
mig, han mente.

Jeg gjorde det altsaa, og vi tre roede nu videre. Den
unge Mand var meget taknemlig for vor Haandsrækning;
han sagde, at det havde været svært for ham at slæbe
paa saadanne Vadsække i denne Varme. Han spurgte
Kongen om, hvor vi kom fra, og han svarede, at vi hørte
hjemme et Par Milsvej herfra; vi skulde besøge en gam-
mel Ven af hans Hus. Den unge udbrød saa:

„Straks, da jeg saa Dem, sagde jeg til mig selv:
„Det er sikkert Mr. Wilks, og nu kommer han nok allige-
vel for sent!” Men saa tænkte jeg: „Nej, det kan allige-
vel ikke være ham, han vilde ikke komme roende op ad
Floden.” For De er vel ikke Mr. Wilks?”

„Nej, mit Navn er Blodgett - Alexander Blodgett -
hans Velærværdighed Mr. Alexander Blodgett - er det
rigtigere at sige, eftersom jeg er en af Herrens ydmyge
Tjenere. Det gør mig imidlertid oprigtig ondt, at Mr.
Wilks ikke er indtruffet til rette Tid, saafremt han da
har tabt noget derved, hvad jeg ikke haaber, han har.”

204

„Ja, han gaar vel ikke glip af Arven derved, den er
han jo sikker paa, men sin Broder Peter vil han nu ikke
længere finde i levende Live, - hvis han da sætter Pris
herpaa, hvad jeg ikke kan sige noget om. Men saa
meget er sikkert, at hans Broder vilde have givet meget
for at have set ham endnu engang, før han lukkede sine
Øjne. I de sidste tre Uger talte han ikke om andre end
ham; de havde ikke set hinanden siden Drengeaarene.
Sin yngste Broder William - han er døvstum og vel nu
tredive eller femogtredive Aar - havde han overhove-
det aldrig set. Peter og Georg var de eneste Brødre
herovre; Georg var gift, men han og Konen døde begge
to i Fjor. Harvey og William var alene tilbage af Brø-
drene, og de er nu desværre ikke kommet tidsnok.”

„Har man da skrevet til dem om at komme herover?”

„Javist - for et Par Maaneder siden, da Peter blev
syg; allerede dengang anede han, at han ikke denne
Gang vilde komme over Sygdommen. Han var temmelig
til Aars, maa De vide, og Georgs Døtre var altfor unge
til at de kunde være Selskab for ham, undtagen Mary
Jane, den rødhaarede. Saa han følte sig meget ensom,
efter at Georg og hans Kone var død, og han brød sig
ikke længere om Livet. Han længtes saa skrækkeligt
efter at se Harvey, før han døde - og ogsaa William, for
han var af den Slags Mennesker, som ikke kan bestemme
sig til at opsætte Testamente. Han efterlader et Brev til
Harvey, i hvilket der staar, hvor hans Penge er gemt, og
at hans øvrige Ejendom skal deles ligeligt mellem Ge-
orgs Døtre - thi Georg selv efterlod sig intet. Dette
Brev er alt, - et lovformeligt Testamente kunde man
ikke bevæge ham til at opsætte.”

„Hvad mener De er Grunden til, at Harvey ikke kom-
mer? Hvor bor han?”

„Han bor i England - han er Præst i Sheffield; han

205

har aldrig været her i Landet. Han har vel ikke Tid -
og maaske har han ikke engang faaet Brevet.”

„Det er rigtig sørgeligt, at Mr. Wilks ikke Opnaaede
at faa sin Broder at se, den Stakkel! Og De, De skal
til New Orleans?”

„Ja, men det er kun en Del af min Rejse, derfra gaar
jeg ved Skibslejlighed til Rio Janeiro, hvor min Onkel
bor.”

„Det er en lang Rejse, men De faar jo set Dem om;
jeg vilde ønske, det var mig, der havde Tid til at komme
saadan ud i Verden. Er Mary Jane den ældste? Hvor
gammel er de andre?”

„Mary er nitten, Susanne femten og Johanne om-
trent fjorten - hun har Hareskaar.”

„Stakkels unge Piger, saa ensomme de nu staar i
Verden!”

„Aah, de kunde have det værre. Den gamle Peter
havde mange Venner, og de sørger nok for, at de ikke
lider Nød. Der er saaledes Baptistpræsten Hobson,
Forstander Lot Hovey, Advokaten Levi Bell, Doktor Ro-
binson med deres Koner og saa Enken Bartley og -
ja, der er mange. Men dem, jeg har nævnt, stod nok
Peter nærmest og han har nok af og til omtalt dem i sine
Breve til sin Broder Præsten, saa Harvey véd nok, hvem
han skal henvende sig til, naar han kommer.”

Den Gamle blev ved med at udspørge den unge Mand,
til han ligefrem havde pumpet ham læns for Oplysnin-
ger. Han lod ham fortælle om alt og alle i den velsig-
nede, lille By, men mest dog om Wilks” Familie. Peter
havde været Garver, oplyste han, og Georg Snedker.
Saa udbrød Kongen pludselig:

„Hvorfor vilde De egentlig gaa den lange Vej her op
til Damperen?”

„Fordi det er en af de store Orleans-Baade, og jeg
var bange for, at den ikke lægger ind til Byen. Naar

206

den er fuldlastet, lægger den ikke ind, selv om der gives
Signal dertil. Cincinnati-Baadene gør det; men dette er
en St. Louis-Baad.”

„Var Peter velhavende?”

„Ja, temmelig formuende. Han ejede baade Hus og
Land, og man antager, at han har stukket tre-fire Tusind
Dollars tilside et Steds i rede Penge.”

„Hvornaar, sagde De, det var han døde?”

„Det nævnte jeg ikke, men det var i Nat.”

„Saa skal han vel begraves i Morgen?”

„Ja, i Morgen ved Middagstid.”

„Ah ja! det er meget, meget sørgeligt; men vi skal
jo alle dø engang, tidlig eller silde. Derfor bør vi altid
tragte efter at være forberedt paa den sidste Rejse. Da
er Døden let.”

„Ja, Sir, det har Deres Velærværdighed Ret i. Det
samme sagde altid min Moder!”

Da vi naaede Damperen, var den færdig med at ind-
tage Ladning og lettede snart for Orleans. Men Kon-
gen gav mig Ordre til at ro endnu en Fjerdingvej videre
til et ensomt Sted. Der steg han i Land og gav mig
følgende Besked:

„Nu ror Du rask tilbage og bringer Hertugen her
over til mig tillige med de nye Haandkufferter. Er han
taget over til den anden Flodbred, maa Du tage derover
og hente ham. Sig til ham, at han skal pynte sig saa
meget som muligt.”

Jeg havde allerede Færten af, hvad han havde i
Sinde, men jeg indvendte ikke et Ord. Da jeg kom til-
bage med Hertugen, gemte vi Kanoen og de satte sig
paa en Vindfælde. Kongen fortalte ham nu alt om, hvad
Knøsen havde sagt. Og hele Tiden gjorde han sig Umage
for at tale som en indfødt Englænder, og det lykkedes
ham ganske godt.

207

„Kan De optræde som Døvstum, Sommerfedt?” ud-
brød han.

jo, den Rolle havde Hertugen ofte givet. Saa ven-
tede de nu kun paa en Damper.

Hen paa Eftermiddagen kom en stor Damper forbi
og vi raabte den an. En Kano blev sendt ud efter os
og vi kom om Bord. Damperen kom fra Cincinnati. Da
Kaptajnen hørte, at vi kun vilde rejse fire-fem Mil med
den, blev han meget vred og bandede paa, at han ikke
vilde sætte os i Land der. Men Kongen tog hans Hæf-
tighed med oVerlegen Ro og udbrød:

„Naar vi Gentlemen er villige til at betale hver en
Dollars pr. Mil, skulde jeg antage, at Damperen kan staa
sig ved at sætte os i Land, hvor vi ønsker det!”

Dette beroligede Kaptajnen, han var tilfreds, og da
vi naaede ud for Byen, blev vi sat i Land fra Damperen
i en Baad. Godt og vel en Snes Mennesker forsamlede
sig ved Havnen, da de saa Baaden løbe ind. Kongen
henvendte sig til Klyngen: „Kan nogen af Dhrr. sige mig,
hvor Mr. Peter Wilks bor?” De saa til hinanden og
nikkede, som om de vilde sige: „Tænkte vi det ikke
nok!”

En af dem svarede saa med deltagende Stemme:

„Det gør mig ondt, Sir, men vi er ikke i Stand til at
gøre mere end at vise Dem det Sted, hvor han var i Live
endnu i Gaar Aftes.”

Straks syntes Kongen at falde sammen, han kastede
sig ind til Manden og lagde sit Hoved paa hans Skulder,
idet han brød ud i en sand Krampegraad.

„Ak, ak,” hulkede han, „vor stakkels Broder - er
gaaet bort, før vi skulde gense ham; det er saa haardt, o,
saa tungt!”

Saa vendte han sig om og - stadig hulkende -
gestikulerede han til Hertugen, som ogsaa straks lod Kuf-
ferten falde til jorden og brast i Graad. Det var det mest

208

forslagne Par, disse to Bedragere, som jeg nogensinde
har set.

De tilstedeværende omringede dem og søgte at trø-
ste dem ved venlig Tiltale, bar deres Rejsetasker hen
mod Sørgehuset og standsede, hver Gang Kongen og
Hertugen ikke evnede at gaa videre for Graad. De for-
talte Kongen om hans Broders sidste Øjeblikke, og Kon-
gen lod alt gaa videre til Hertugen ved Hjælp af Fin-
gersprog.

I Løbet af to Minutter fløj Rygtet om deres Ankomst
over Byen, og Folk kom løbende fra alle Hjørner og
Kanter. Vi var omringet af en Mængde Folk, som fulgte
med os. Vinduer og Døre stod fulde af Mennesker, Og
hvert Øjeblik hørte man nogen raabe over Plankeværker:
„Er det dem?” Og saa blev der svaret fra Mængden:
„Ja, det er dem!”

Da vi kom til Sørgehuset, var Gaden sort af Men-
nesker, og i Døren stod de tre Pigebarn. Mary Jane var
ganske rigtig rødhaaret, det misklædte ikke, for hun var
ellers meget smuk, hendes Ansigt og Øjne var som for-
klaret af Glæde over, at hendes Onkler nu endelig var
ankommet. Kongen bredte sine Arme ud og Mary faldt
til hans Bryst, og hende med Hareskaaret omfavnede
Hertugen. Næsten alle, dog mest Kvinderne, græd af
Rørelse over at se Slægtningene forenede.

Saa gav Kongen Hertugen et hemmeligt Vink - jeg
lagde Mærke til det - og saa sig omkring. Inde i en
Krog af Stuen stod Kisten paa to Stole. De lagde den
ene Arm om hinandens Skuldre og holdt den anden Haand
for Øjnene, derefter skred de langsomt og højtideligt
ind. Alle veg til Side, al Samtale døede hen og nogle
hviskede. „Tys!” Alle tilstedeværende Mænd tog Hat-
ten af og lagde Hovedet paa Sned, - der herskede en
saa højtidelig Stilhed, at man kunde have hørt en Knap-
penaal falde til jorden. Da de var naaet hen til Kisten,

209

bøjede de sig over den, og saa brast de i saa hæftig en
Krampegraad, at den sikkert kunde høres over hele Byen.
Saa omfavnede de hinanden og trykkede Hagen ind mod
hinandens Skulder og i tre, maaske fire Minutter løb
Taarerne dem begge ned ad Kinderne. Folk stemte i
med. Saa knælede de ned ved den ene Side af Kisten
og bøjede Hovedet ned paa dens Rand som om de var
hensunken i stille Bøn. Dette gjorde altsammen et mæg-
tigt Indtryk paa Forsamlingen, alle lod sig rive med af
den Smerte, de to følte, og hulkede højt - de tre unge
Piger ikke mindst, og næsten alle Konerne gik hen til
Pigerne og kyssede dem stiltiende og højtideligt paa
Panden, lagde Haanden paa deres Hoved og saa med
taarefyldte Øjne op mod Himlen; derefter brast de i
Graad og traadte, idet de tørrede Øjnene, til Side for at
give Plads for de næste.

Endelig traadte Kongen et Skridt frem ad, tog sig
sammen med et Ryk og paabegyndte en Tale, der var
spækket med Rørelse og Graad og Forsikringer om, hvil-
ken tung Prøvelse dette var for ham og hans stakkels
Broder, dette Tab af den Hedengangne, i Særdeleshed.
da de havde foretaget den lange Rejse paa tusind Mil i
Haabet om endnu at finde ham i Live. Men det var en
Prøvelse, som blev forsødet og helliget ved den smukke
Medfølelse og de Taarer, der flød her, og saa takkede
han ret af et inderligt Hjærte alle tilstedeværende, skønt
han kun havde fundet vage og kolde Udtryk for at frem-
bære den. Saaledes vedblev han med at jamre sig: jeg
næsten fik Kvalme derved. Sluttelig udslyngede han
et: „Amen!” og vendte sig sønderknust bort for at
græde videre. Næppe havde han talt ud, før en af de
tilstedeværende begyndte at synge en Salme: Skaren
stemte i med.

Derefter talte Kongen paany. Han sagde, at det
vilde glæde ham og hans Niecer meget, hvis Familiens

Huck Finns Hændelser. 14

210

nærmeste Venner vilde spise til Aften sammen med dem,
og derefter vaage ved den Afdødes Kiste. „Ja, ved-
blev han, „hvis vor stakkels Broder, som nu ligger tavs
her, kunde tale, saa véd jeg, hvem han særlig vilde
nævne; de Navne, der var ham saa kære, og som han
ofte har nævnt i sine Breve, er følgende: Pastor Hobson
og Forstander Lot Hovey og Advokat Levi Bell og Dr.
Robinson med deres Fruer samt Enken Bartley.”

Pastor Hobson og Dr. Robinson var paa Jagt sammen
i den anden Ende af Byen; jeg mener, Doktoren var i
Færd med at hjælpe en Syg til det hinsides og Præsten
viste ham den rette Vej. Advokat Bell var paa Forret-
ningsrejse til Louisville. Men de andre var tilstede og
traadte nu frem, rystede Kongens Haand og takkede
ham. De rakte ogsaa Hertugen Haanden, men sagde
ikke noget til ham, derimod smilede de venskabeligt og
nikkede til ham, medens han med Fingrene gjorde de
mærkeligste Fagter og hele Tiden gryntede: „Gu-Gu-
Gu-Gu” ligesom et Pattebarn, der endnu ikke kan
sige et Ord.

Kongen snakkede nu op ad Stolper og ned ad
Vægge om, hvad der var foregaaet i den lille By, han
nævnte adskillige ved Navn og berørte alle Slags En-
keltheder vedkommende Bybeboere, Georgs Familie
og navnlig den afdøde Peter selv. Hvilken fræk Løgner!
Jeg behøver ikke at gentage, at det altsammen var noget.
som han havde pumpet den unge Knøs for, da vi i
Kanoen førte ham til Dampskibet.

Nu kom Mary Jane frem med det tilbageladte Brev,
som Kongen læste og derefter græd over. Den Afdøde
overdrog sit Hus og tre Tusind Dollars i Guld til Pigebør-
nene; Garveriet, der var en indbringende Forretning.
foruden nogle andre Ejendomme og nogle Grundstykker,
af samlet Værdi 7000 Dollars, samt tre Tusind Dollars i
Guld tilfaldt Harvey og William. I Brevet betegnedes
det Sted, hvor de seks Tusind Dollars var gemt, nemlig

211

i Kælderen. Derefter mente Kongen, at det var bedst
straks at gaa ned og hente dem frem, saa kunde det
blive ordnet med det samme - og han befalede mig
at følge med ned med et Lys. De lukkede Kælderdøren
efter sig og, da de havde fundet Posen frem, rystede
de noget af Indholdet ud paa Bræddegulvet - det var
et herligt Syn alle disse klingende Guldstykker! Hvor
Kongens Øjne lyste! Han slog Hertugen paa Skuldren
og udbrød:

„Penge, hva'! Det er da noget for sin Ulejlighed!
Det stikker „Vidunderkongen”! Ikke sandt?”

Hertugen stemte i med. De prøvede Guldstykkernes
Ægthed ved at lade dem glide mellem Fingrene og lade
dem klinge mod Gulvet. Kongen sagde:

„Der er ikke Tale om det: at være Brødre til en rig
Afdød og Arvinger til hans jordiske Gods, det er noget,
De og jeg er skabt til, Sommerfedt!”

Enhver anden vilde være tilfreds med en saadan
Bunke Penge, men nej - de talte dem. Det viste sig,
at der manglede fire Hundrede og halvtreds Dollars.
Kongen udbrød: „For Pokker! Hvor kan han have gjort
af de fire Hundrede og halvtreds Dollars?”

De grundede lidt herover og søgte efter i alle Kroge.
Saa udbrød Hertugen:

„Han var jo meget syg i den sidste Tid, og har vel
saa regnet forkert - saadan er det vel gaaet til. Jeg
finder, at det bedste vilde være, at lade Sagen bero og
slet ikke tale derom. Vi kan dog undvære den Klat-
skilling!”

„Det er der ikke tale om; vi maa gaa aabenlyst og
ærligt til Værks ved denne Lejlighed. Vi maa bringe
Pengesækken op og tælle dem i de andres Nærværelse.
Naar den døde Mand har skrevet, at der er seks Tusinde,
saa tør vi ikke -”

„Stop!” udbrød Hertugen. „Saa lægger vi det mang-

14*

212

lende Beløb til,” - og han langede en Haandfuld Guld-
mønter frem fra sin Lomme.

„Det er en udmærket idé, Hertug - der sidder et
godt Hoved paa dine Skuldre,” raabte Kongen. „Nu kom-
mer Indtægten af „Vidunderkongen” ret tilpas” - og
ogsaa han trak nu Guldstykker op af sin Lomme og stil-
lede dem op i eftertalte Stabler. Næsten alle deres rede
Penge gik med, men Summen, seks Tusinde, blev fuld-
tallig.

„Hør engang!” udbrød Hertugen. „Jeg faar en anden
Ide. Lad os gaa ovenpaa, tælle alle Pengene op for
Pigebørnene og saa forære dem den hele Sum.”

„Hertug! Hertug! lad mig falde Dem om Halsen!
Det er den brillanteste Idé, nogen kunde hitte paa. De
har den mest opfindsomme Hjærne, som tænkes kan.
Det er virkelig storartet! Lad saa kun hvem, der vil.
køre frem med Tvivl og Mistanke - det Træk af os skal
nok stoppe Munden paa dem alle.”

Da vi saa var kommet op i Stuen, flokkedes de alle
om Bordet. Kongen talte Guldstykkerne og stillede dem
op i Stabler, tre Hundrede Dollars i hver Stabel - tyve
elegante smaa Guldtaarne. Hele Selskabet saa misunde-
lig til og slikkede sig om Munden. Saa blev de alle puttet
i Posen igen og jeg lagde Mærke til, at Kongen allerede
pustede sig op til en ny Tale.

Saa begyndte han:

„Kære Venner! Min kære Broder, hvis afsjælede
Legeme hviler hist, har handlet ædelmodigt overfor os.
der er blevet tilbage i Livets Jammerdal, ædelmodigt har
han handlet overfor disse smaa Lam, som han elskede
og vaagede over, fader- og moderløse som de var, -
og nu maa de ogsaa undvære ham. Og vi, der stod ham
personlig saa nær, vi ved, at han vilde have gjort endnu
mere for dem, hvis han ikke havde frygtet for derved
at saare sin dyrebare William og mig selv. Eller tror I

213

maaske ikke dette? Jeg nærer ikke mindste Tvivl derom.
Naa, det vilde imidlertid kun være slette Brødre, der i
et saadant Øjeblik tænker alene paa sig selv, og slette
Onkler, der i Sorgens Time kunde berøve disse stakkels,
elskelige Lam, som han elskede saa højt, - ja berøve
dem for, hvad de med Rette kunde kalde deres. Om jeg
kender min Broder William ret - og jeg tror, at jeg
kender ham - saa vilde ogsaa han - dog, lad mig først
spørge ham ad.”

Han vendte sig nu om til Hertugen og begyndte de
mærkeligste Fingertegn overfor ham; i Begyndelsen saa
Hertugen noget dumt og uforstaaende til, men pludselig
maatte der være gaaet et Lys op for ham, thi han faldt
Kongen om Halsen og omfavnede ham mindst femten
Gange, medens han nikkede og glad fornøjet sagde „gu
-gu-gu!” i en Uendelighed. „Det vidste jeg!” tog
Kongen saa atter til Orde. ”Forhaabentlig vil det Skridt,
vi nu foretager os, overbevise alle om, hvorledes vort
Hjærtelag er. Her, Mary Jane, Susanne og Johanne, tag
Pengene - tag dem alle sammen. Det er en Gave fra
ham, der ligger kold, men salig i sin Himmel!”

Saa sprang Mary Jane ind paa ham, Susanne og
„Hareskaaret” paa Hertugen; de omfavnede og trykkede
og kyssede dem, saa de var ved at tabe Vejret. Med Taa-
rer i Øjnene trængte ogsaa de øvrige tilstedeværende
sig om dem og de fleste rystede Bedragernes Hænder
med Talemaader som: „I kære, gode Sjæle! - hvor
smukt dog! - Hvor kunde I dog gøre det?!”

Derefter talte alle igen om den Afdøde, om hvor god
han havde været, og om, hvor haardt Tabet af ham gik
dem alle til Hjærte. En høj, solbrændt ældre Mand
med Kæber som af ]ærn var imidlertid kommet tilstede
udefra. Han stod en Stund og hørte efter, sagde intet,
men maalte Brødrene skarpt og iagttagende; han blev

214

heller ikke tiltalt, for man havde nok med at lytte til
Kongen, der atter holdt en Tale:

„De var jo den Afdødes bedste Venner, derfor havde
vi ogsaa indbudt dem til i Aften; men i Morgen, haaber
vi, at alle vil møde - vi venter hver og en, thi ligesom
den Afdøde bar Agtelse overfor alle, saaledes burde og-
saa saa mange som muligt gives Lejlighed til at komme
ved hans Begravelsesgilde.”

Saaledes kørte han videre; man mærkede, at han
holdt af at høre sig selv snakke; hvert Øjeblik kom han
ind paa Begravelsesgildet, indtil Hertugen ikke kunde døje
det længere. Han skrev en Seddel: „Jordfæstelsen, gamle
Asen!”, foldede Papiret sammen og rakte det med
nogle „gu-gu-” over Hovedet paa Folkene til Kongen.
Kongen læste det, stak det i Lommen og vedblev:

„Stakkels William, skønt han er dybt nedbøjet i
Sorg, har han dog stedse sit Hjærte paa rette Sted.
Han ønsker, at jeg skal anmode hver og en om at bivaane
Jordfæstelsen - han skriver, at jeg skal byde alle vel-
kommen. Men han havde ikke behøvet at gøre sig nogen
Bekymring, thi saaledes vilde jeg netop have udtalt mig.”

Efter at have vævet noget om sin Sorg, sluttede han
omsider saaledes:

„Jeg benyttede før Udtrykket Begravelsesgilde, ikke
fordi det just er det almindelig brugte Ord, - det er jo
Jordfæstelse - men fordi Begravelsesgilde er det rig-
tige Udtryk. I England bruger vi ikke længere Beteg-
nelsen Jordfæstelse, den er nemlig forældet. Vi bruger
nu i England Udtrykket Gilde - det er bedre, da det
nøje betegner, hvad man mener dermed. Ordet er sam-
mensat af det græske „gil” eller „gel”, det aabne, det
frie, og det hebraiske „de”, rettere „des”, der betyder
at plante, dække med Jord, altsaa begrave. De vil da
kunne skønne, at Begravelsesgilde betyder en aaben eller
offentlig Begravelse.”

215

Det var den frækkeste Forklaring, jeg nogensinde
havde hørt. Manden med Jærnkæberne lo ham lige op
i Ansigtet. Alle blev forundrede og man udbrød: „Men
Doktor dog!” og Abner Shackleford spurgte: „Men Ro-
binson, har Du ikke hørt den store Nyhed? Dette er
Harvey Wilks.”

Kongen smilede velvilligt og anslog sin tidligere
Kammertone:

„Hvad? Er det min kære Broders gode, gamle
Ven og Læge? Jeg -”

„Træk Poten til Dem!” raabte Doktoren. „De -
taler De som en Englænder? Det er det ynkeligste
Sprog, jeg nogen Sinde har hørt! Og De skulde være
Peter Wilks Broder? De er en Bedrager, er De! Nu ved
De, hvad jeg anser Dem for!”

Det kan nok være, der blev et Halløj! Alle flokkedes
om Doktoren og forsøgte at bringe ham til Fornuft. De
fortalte ham, hvorledes Harvey gennem de hundrede
Smaating havde lagt for Dagen, at han virkelig var den
rette Harvey, han kendte Navnene paa alle, om det saa
var paa Hundene, og de besvor ham at tage Hensyn
til Harveys, til Pigebørnenes og til deres egen store
Sorg. Men alt dette hjalp intet. Doktoren blev ved at
paastaa, at en Person, der udgav sig for Englænder og
ikke var bedre dreven i engelsk Udtale end den paagæl-
dende, kun kunde være en Bedrager og Løgner. De stak-
kels Pigebørn klyngede sig ind til Kongen og græd
ustandseligt.

Pludselig gik Doktoren løs paa dem og udbrød:

„Jeg var Eders Faders Ven og jeg er, som I ved, ogsaa
Eders Ven; som saadan og som ærlig Mand, der vil tage
Eder under min Beskyttelse og spare Eder for alle Sorger,
raader jeg Eder til at Vende disse Slyngler Ryggen og
intet have med dem at gøre, denne uvidende Landstryger,
der disker frem med sit sindssvage Græsk og Hebraisk

216

eller hvad han kalder det. Han er en let gennemskuelig
Bedrager - her kommer han med en Mængde tomme
Navne, som han et eller andet Sted er kommet under
Vejr med og stikker Eder dem ud som Beviser. Og
Eders godtroende Venner her hjælper Eder i at blive be-
draget - de burde dog kunne se klarere paa Sagen.
Mary Jane Wilks, Du kender mig som din Ven, din
uegennyttige Ven. Lad Dig tale til rette og vis disse
elendige Slyngler Døren. Jeg beder Dig indtrængende
derom, gør det! Vil Du?”

Mary Jane rejste sig stolt i sin fulde Højde - hvor
tog hun sig dog godt ud! - og udbrød:

„Her er mit Svar!”

Hun tog Posen med Guldstykkerne og overleverede
den til Kongen med de Ord:

„Tag disse seks Tusind Dollars og anbring dem for
mig og mine Søstre paa den Maade, Du selv finder for
godt. Vi behøver ingen Kvittering!”

Saa omfavnede hun Kongen fra den ene Side, me-
dens Susanne og „Hareskaaret” omfavnede ham fra den
anden. Alle klappede i Hænderne og trampede hen-
rykt med Fødderne mod Gulvet, medens Kongen knejste
stolt med et Smil paa Læberne.

Doktoren raabte:

„Godt! jeg vasker mine Hænder. Men jeg siger
til Eder alle, den Tid vil komme, da I bittert vil fortryde
dette.” Saa gik han bort.

„Meget vel, Doktor,” raabte Kongen haanende, „til
den Tid skal vi sende. Bud efter Dem.”

Alle gav sig til at le og sagde, at det var et vittigt
Svar, som traf, hvor det skulde.

217

TO OG TYVENDE KAPITEL.

Da alle de Fremmede havde trukket sig tilbage
spurgte Kongen Mary Jane om, hvorledes hun havde
tænkt at indrette det med Værelserne. Hun svarede, at
der var et Gæsteværelse, som Onkel William maatte tage
til Takke med; sit eget, der var noget større, vilde hun
overlade til Onkel Harvey; selv vilde hun rykke ind til
Søstrene og sove i en Hængekøje. Paa Loftet var der
saa et lille Kammer med en Løjbænk; dette, sagde Kon-
gen, kunde være godt nok for hans Tjener, hvormed
han mente mig.

Mary Jane førte os saa om og viste os alle Værel-
serne, der vel ikke var rummelige, men meget hygge-
lige. Hun sagde, at hun vilde lade sit Tøj og andre Ting
flytte ud fra hans Værelse, hvis det var i Vejen for On-
kel Harvey, men han svarede, at det saa godt kunde
blive hængende. Klæderne hængte i et Hjørne bag et
Forhæng, der naaede ned til Gulvet. I et andet Hjørne
stod en Sælskinds Koffert og en Guitarkasse og for øv-
rigt var der fuldt af alle Slags Smaating, hvormed unge
Piger hygger op i deres Værelser. Kongen udtalte, at
disse netop gjorde det saa meget hyggeligere og hjemligt
for ham og der skulde ikke forandres noget derinde.
Hertugens Værelse var endel smallere, men dog rumme-
ligt nok, ligesom mit eget.

Senere fandt der saa et større Aftensmaaltid Sted,
hvortil en Mængde Fremmede havde indfundet sig. Jeg
stod bagved Kongen og Hertugens Stole og vartede op;
de øvrige betjentes af Negre. Mary Jane sad ved Bord-
enden sammen med Susanne og fremkom nu og da med
kritiserende Bemærkninger om, at Brødet ikke var bagt
godt nok og Hønsene ikke kogt møre nok - saaledes
som Husfruer gærne gør for at fiske efter Komplimenter.
Gæsterne vidste nok, hvad dette betød og spurgte un-

218

drende; „Hvorledes bærer De Dem dog ad med at faa
Hvedebrødet saa sprødt?” eller „Hvor i al Verden faar
De dog saa henrivende Pickles fra?”

Senere blev der serveret for „Hareskaaret” og mig
ude i Køkkenet, medens de to andre hjalp Negrene med
at tage af Bordet. „Hareskaaret” ledede Samtalen hen
paa England og jeg maa bekende, at jeg her kom ud paa
gyngende Grund.

„Har Du nogensinde set Kongen?” spurgte hun.

„Hvem? William den fjerde? Naturligvis har jeg
det - han søger netop i vores Kirke.” jeg vidste for
Resten, at han var død for endel Aar siden, men i Øje-
blikket tænkte jeg ikke over det. Da jeg nu fortalte, at
han søgte vores Kirke, spurgte hun videre:

„Gør han det - til Stadighed?”

„Ja - til Stadighed. Hans Stol er lige over for vores
- paa den anden Side af Prækestolen.”

„Jeg troede, at han boede i London?”

„Vist saa! Hvor skulde han vel ellers bo?”

„Men jeg tænker paa, I bor jo i Sheffield?”

Jeg indsaa, at jeg havde rendt mig en Staver i Livet;
for at overlægge, hvad der nu var at gøre, gav jeg mig
pludselig til at hoste stærkt. Saa udbrød jeg:

„Jeg mente selvfølgelig, at han besøger vores Kirke,
naar han opholder sig i Sheffield - i Sommermaane-
derne, naar han tager dertil for at bruge Søbade.”

„Nej, hvor kan Du dog vrøvle! Sheffield ligger jo
slet ikke ved Vandet!”

„Hvem siger det?”

„Du, naturligvis!”

„Det har jeg ikke nævnt med et Ord!”

„Det sagde Du da lige!”

„Det kunde aldrig falde mig ind.”

„Men Du sagde det nu alligevel!”

„Saadan noget har jeg ikke sagt.”

219

„Saa - hvad sagde Du da?”

„Jeg sagde, han kom derhen, naar han brugte Søbade
- det er, hvad jeg sagde!”

„Men hvorledes kan han tage Søbade, naar det ikke
ligger ved Vandet?”

„Sig mig - har De aldrig hørt Tale om Emservand?”

„Jo!”

„Naa, behøver man at rejse til Ems for at faa fat
i det?”

„Nej - men...”

„Altsaa, Kongen behøver lige saa lidt at rejse til Søen
for at bruge Søbade.”

„Hvordan bærer han sig da ad?”

„Ligesom Folk faar Emservand sendt i Flasker, saa-
ledes faar Kongen Søvandet. I hans Palads i Scheffield
findes der store Ovne, hvorved det bliver opvarmet, saa-
ledes kan han bedst lide det; Søen selv kan man jo ikke
varme op!”

„Nu forstaar jeg Dig; men det kunde Du ogsaa straks
have sagt.”

Saaledes klarede jeg mig lykkeligt ud af Kniben og
glad var jeg. Men saa Spørger hun igen:

„Gaar Du ogsaa i Kirke?”

„Jeg? Ja - hver Søndag.”

„Hvor sidder Du?”

„Naturligvis i vores Stol.”

„Hvis Stol?”

„Vores - Deres Onkels Stol.”

„Hvad bruger han en Stol til?”

„Han bruger den til at sidde i. Hvad troede De da,
han skulde bruge den til?”

„Jeg troede, at han var paa Prædikestolen?”

Naada, nu havde jeg glemt, at han jo var Præst; atter
fik jeg et Hosteanfald og tænkte uafladelig paa, hvorledes

220

jeg skulde smøge mig fra dette. Endelig fandt jeg paa
det.

„De tror maaske,” spurgte jeg, „at der kun er én
Præst ved saadan: en Kirke?”

„Ja, hvortil skulde der Vel bruges flere?”

„Hvortil? Til at prædike for Kongen! Nu har jeg
aldrig hørt saa galt før! Der er ikke mindre end sytten.”

„Ih, Du Forbarmende - sytten Præster! Saadan en
Overdaadighed vilde jeg ikke have, hvis jeg var Konge!
Han maa jo blive helt tummelumsk derved.”

„Naa, de præker nu ikke alle sammen paa samme
Dag - altid en ad Gangen.

„Men hvad bestiller da de andre?”

„Aa, ikke noget videre. De driver omkring og nusler
lidt hist og her.”

„Heregud! hvorfor er de der da i det hele taget”?

„De bliver holdt til Stads, for at pynte! Er der ellers
noget, De vilde vide?”

„Nej - jeg vil ikke høre mere om den Humbug!
Hvorledes behandler man Tjenestefolk i England; bedre
end Negrene hos os?”

„Nej! Et Tyende regnes for slet ingenting. De be-
handles værre end Hunde.”

„Faar de ingen Fridage, saadan ved Jul, Nytaar og
ved fjerde Juli-Festen?”

„Man kan rigtignok høre, at De aldrig har været i
England. Nej, Joanna, de har ikke en Fridag saa langt
Aaret er; de kommer aldrig i Cirkus eller til Negerfore-
stillinger eller saadant noget.”

„Heller ikke i Kirke?”

„Nej, de kommer heller ikke i Kirke!”

„Ja, men Du kommer dog hver Søndag i Kirke?”

Nu var jeg igen løbet fast; jeg havde glemt, at jeg var
den Gamles Tjener! Men i samme nu bryggede jeg en
Historie om, at en Præsts Oppasser var noget ganske

221

andet end et elendigt Tyende, at han netop skulde gaa
i Kirke, enten han vilde eller ikke, og sidde sammen
med Familien, da Loven paabød dette. Men jeg mær-
kede nok, at min Forklaring ikke helt tilfredsstillede
hende.

„Ud med Sproget,” udbrød hun, „er det ikke Løgn
alt det, Du nu har fortalt mig?”

„Paa Ære nej!”

„Er det sandt alt sammen?”

„Hvert eneste Ord!”

„Tør Du lægge Haanden paa denne Bog og sværge
paa det?”

Jeg saa straks, at det kun var et Leksikon; saa lagde
jeg altsaa rolig Haanden paa Bogen. Dette beroligede
hende lidt og hun udbrød:

„Naa, jeg vil saa tro lidt af det; men at tro paa det
hele vilde være for meget.”

„Hvad er det, Du ikke vil tro, Jo?” spurgte Mary
Jane, der pludselig sammen med Susanne dukkede frem
bagved os. „Det er ikke rigtig af Dig at tiltale ham, der
er fremmed her, og saa langt fra Hjemmet, paa den
Maade. Hvorledes vilde det mon smage Dig selv at
blive behandlet saaledes?”

„Det ligner Dig, Maime, at komme alle fremmede
Mennesker til Hjælp, før de selv har haft Bud efter Dig.
Jeg har slet ikke gjort ham nogen Fortræd; jeg antog,
at han havde proppet mig med Usandheder, og saa sagde
jeg kun, at jeg ikke kunde tro det alt sammen. Det er
alt, hvad jeg har sagt. Jeg skulde tro, han nok kunde staa
for det?”

„Jeg bryder mig slet ikke om at vide enten det ene
eller det andet: han er Gæst i vort Hus og derfor var det
uartigt af Dig at tiltale ham paa den Maade. Var Du i
hans Sted, vilde Du føle Dig krænket, og Du maa ikke
overfor andre udtale noget, der kan krænke dem.”

222

„Men, Maime, han sagde -”

„Det er ligemeget, hvad han sagde, forstaar Du det.
Du burde have behandlet ham med Venlighed og ikke
have berørt saadanne Forhold, som maatte erindre ham
om, at han ikke var i sit Fædreland og mellem sine
egne.”

Saa tog Mary Jane Sagen paa en anden Maade; hun
blev igen blid og venlig - hvad der var hendes egentlige
Natur - og saa fik hun ogsaa „Hareskaaret” til at bøje
sig. „Du maa” sluttede hun, „bede ham pænt om Forla-
delse!”

Det gjorde hun da - tilmed saa elskværdigt, at
det var en hel Fornøjelse at høre derpaa; jeg var over-
bevist om, at jeg kunde fortælle hende tusind Løgne uden
at hun vilde føle sig stødt derover. Jeg skammede mig
indvendig over, at jeg var sammen med de to Slyngler
for at narre de gode Piger for deres Penge. Fra dette
Øjeblik gjorde de alt, hvad der stod i deres Magt for, at
jeg skulde føle mig hjemme og blandt Venner. Jeg følte
mig saa ussel og ynkelig til Mode, at jeg besluttede mig
til at redde Pengene for dem, selv om jeg skulde sætte
Livet til derved.

Senere gik jeg op for at gaa til Sengs, som jeg
sagde. Men da jeg blev alene, gav jeg mig til at grunde
over Tingene. Skulde jeg i al Hemmelighed gaa til Dok-
toren og forraade dem? Nej, det duede ikke. Han vilde
lade Munden løbe over med, hvem der havde været hos
ham, og saa vilde Kongen og Hertugen gøre Helvede
hedt for mig. Skulde jeg tilstaa alt overfor Mary Jane?
Nej, - heller ikke! Hendes Ansigtsudtryk vilde røbe
hende og de vilde saa straks stikke af med Pengene. Der
var overhovedet kun én Udvej tilbage: jeg maatte stjæle
Pengene og det tilmed paa en saadan Maade, at man ikke
fattede Mistanke til mig. Det gik dem jo saa godt og
de befandt sig saa vel, at de sikkert ikke foreløbigt

223

tænkte paa at tage afsted; jeg havde altsaa Tiden for mig,
saa jeg kunde gøre mit Kup, naar Forholdene var mest
belejlige dertil. Min Plan var at stjæle Pengene og der-
efter grave dem ned; naar jeg saa igen var ude paa Flo-
den vilde jeg skrive et Brev til Mary Jane og fortælle
hende, hvor de velforvaret laa skjult. Men saa faldt det
mig ind, at jeg helst samme Nat maatte have Fingre i
Pengene; maaske Doktoren vilde føle dem nærmere paa
Tænderne og ende med at fordrive dem.

Jeg gik da straks i Gang med at undersøge deres
Værelser. Trappen var bælgmørk, men det lykkedes
mig dog at finde hen til Hertugens Værelse, hvor jeg
slap uhørligt ind, og gav mig til at rode omkring; men
saa faldt det mig ind, at det ikke lignede Kongen at
lade den anden passe paa Skatten. Jeg naaede ind i hans
Stue og begyndte min Eftersøgning der. Men jeg indsaa
snart, at jeg ingen Vegne kom uden Lys, og det var for
risikabelt at tænde. Derfor ansaa jeg det for raadeligst
at gemme mig og lure. Pludselig hørte jeg dem komme
op ad Trappen og vilde nu smutte ind under Sengen. Jeg
famlede mig frem, men kom i forkert Retning, jeg greb
nemlig fat i Forhænget, der skjulte Mary Janes Garde-
robe; her gemte jeg mig da bagved dybt inde mellem
Kjolerne og stod saa stille som en Mus.

Straks efter traadte de ind og laasede Døren; det
første, Hertugen gjorde, var at bukke sig ned og kige
ind under Sengen. Naturligvis var jeg glad over, at
Tilfældet havde ladet mig finde et andet Skjulested.

De satte sig og Kongen udbrød: „Naa, hvad er der
saa. Men lad os gøre det kort, for vi maa hellere opholde
os nedenunder hos Familien og istemme deres Klage-
sange, end at sidde her og give andre Lejlighed til at
rive ned paa os.”

„Ser De. Capet! Det er ikke hyggeligt dette her; den
Doktor ligger mig lidt haardt for Brystet. Hvad har De i

224

Sinde? Jeg har forresten en Idé og den er sikkert ikke
ilde.”

„Hvad er saa det, Hertug?”

„Vilde det bedste ikke være at stikke herfra i Mor-
gen tidlig Klokken tre og være tilfreds med, hvad vi har
faaet; navnlig da vi har faaet det saa let - ligefrem
til Givendes, lige i Hovedet, medens vi i modsat Fald
først maatte have stjaalet det. Altsaa, lad os slutte af og
komme afsted saa snart som muligt.”

Dette var en Streg i min Regning. For et Par Timer
siden havde det været mig saa temmelig ligegyldigt,
men just nu gjorde hans Opfordring et dybt Indtryk paa
mig.

Kongen smagte paa det og udbrød:

„Hvad? Skulde vi maaske lade Resten af Værdien
i Stikken? Skulde vi løbe bort som nogle Kvæghoveder
og lade Værdier paa godt og vel otte-ni Tusind Dollars
blive tilbage, tilmed naar de ligger saa aabenlyst saa de
lige er til at hente? Oven i Købet let afhændelige
Sager?”

Hertugen brummede noget om at det kunde være
nok med Pengeposen og om at han ikke havde Lyst til-
at rode sig dybere ind i de Affærer og at det jo ikke var
absolut nødvendigt at rende med hver eneste Skilling
disse Pigebørn havde arvet.

„Hvor De dog taler!” smilte Kongen. „Vi løber jo
kun bort med disse Penge. Hvad det øvrige angaar, saa
bliver det dem, der køber de stjaalne Ejendomme af os.
som maa tage Tabet. Saasnart det oplyses, at vi ikke, er
dem vi udgiver os for at være - og det vil jo hurtigt
opdages naar vi er vel borte - vil Salget af Ejendom-
mene miste sin Gyldighed og det hele faar Pigebørnene
saa tilbage. Paa den Maade faar Pigebørnene dernede
Huset og alt, hvad der er deri, tilbage igen og det er
saagu nok til dem; de er unge og dygtige og kan let

225

selv fortjene deres Brød. De skal nok kunne klare for
sig. Tænk dog paa, at der er Tusinder og Tusinder, som
man altid kan have Brug for. Vil De lade det gaa fra
Dem?”

Kongen blev saalænge ved, at Hertugen gav efter;
men han fastholdt dog, at det var en stor Taabelighed
at blive, eftersom Doktoren havde truet med at afsløre
dem.

Men Kongen afviste ham med en kraftig Ed, idet
han udbrød:

„Jeg giver Pokker i Doktoren! Hvorfor skulde vi
kere os om ham? Vi har jo alle Tosserne i Byen paa
vor Side - og de udgør dog Flertallet i denne Rede!”

De skulde lige til at gaa nedenunder, da Hertugen
pludselig standsede, saa uroligt paa Kongen og sagde:

„Jeg tror ikke, at vi har gemt Pengene paa et sik-
kert Sted.”

Nu lyttede jeg anspændt efter; jeg havde allerede be-
gyndt at frygte for, at jeg ikke skulde faa noget Vink, der
kunde lede mig paa rette Spor.

„Hvorfor?” spurgte Kongen.

„Fordi Mary Jane fra nu af vil gaa i Sorg og den
første Befaling, som hun vil give sin Negerinde, vil na-
turligvis blive at bringe hendes Tøj ind til hende selv.
og tror De, at saadant et sort Spøgelse kan staa overfor
Pengeposen uden at rapse noget af den?”

„De har igen Ret, Hertug,” udbrød Kongen og gav
sig straks til at famle ind bag Forhænget, næppe to-tre
Fod fra mit Skjulested. Skønt jeg skælvede, trykkede
jeg mig dog tæt ind til Væggen og holdt mig stille. Jeg
gad nok vidst, hvad de Fyre havde sagt, om de havde
fundet mig her! Men Kongen havde allerede faaet fat
i Posen, før jeg endnu ret havde besindet mig; og han
havde ikke fattet nogensomhelst Mistanke. Saa løftede
de Sengetøjet og den ene Madrats op og lagde Pengeposen

Huck Finns Hændelser. 15

226

her; de ordnede atter Sengen og mente, at nu var den
hellige Grav vel forvaret; en Neger ordner nemlig til
daglig Brug kun Dynerne, højst et Par Gange om Aaret
ulejliger han sig med at vende Madratserne. Nu mente
de altsaa, at der ikke længere var nogen Fare.

Men alligevel skulde de skuffes. Før de var halvt
nede af Trapperne, havde jeg allerede halet Pengeposen
frem. Saa listede jeg op i mit Kammer og gemte den
der, indtil jeg kunde finde et bedre Skjulested. Jeg an-
saa det for bedst snarest muligt at bringe Pengene i For-
varing udenfor Huset; naar Tyveriet blev opdaget, vid-
ste jeg nemlig godt, at Himmel og Jord vilde blive sat
i Bevægelse for at finde dem. Jeg kastede mig med
Klæderne paa ovenpaa Sengen; men sove kunde jeg ikke.
da jeg ikke kunde finde Ro, før jeg havde udført mit Fore-
havende. Saa hørte jeg endelig Kongen og Hertugen
gaa op ad Trapperne. Jeg listede mig ud af mit Kam-
mer, strakte Hovedet ud over Trappegelænderet og lyt-
tede anspændt efter, om der skulde foregaa noget. Men
der skete intet.

Jeg ventede nu længe, indtil den sidste Uro i Huset
havde lagt sig og alt blev tyst. Med Pengeposen i Haan-
den sneg jeg mig da ned ad Trapperne. Jeg standsede
udenfor deres Dør og lyttede. Da jeg mærkede, at
baade Kongen og Hertugen sov, listede jeg paa Taaspid-
serne helt ned i Stueetagen. Ogsaa her var alt stille.

Jeg kigede gennem den halvt aabentstaaende Dør
ind i Spisestuen og saa, at de Mænd, som holdt Vagt
Ved Liget, sad i dyb Søvn paa deres Stole. Døren ind
til den Forstue, hvor Kisten var stillet, stod helt aaben
og i begge Værelser brændte Lys. Jeg gik videre og
opdagede, at den anden Dør til Forstuen ogsaa stod
aaben; et Blik overbeviste mig om, at der ikke opholdt
sig andre derinde end salig Peter. Jeg gik nu videre.
men fandt selve Husets lndgangsdør aflaaset og Nøglen

227

sad ikke i Laasen. Just i dette Øjeblik hørte jeg Skridt
paa Trappen; nogen kom ned bagved mig. Hurtig
sprang jeg ind i Forstuen og saa mig om efter et Skjule-
sted for Pengeposen; det eneste tænkelige Sted var
selve Kisten. Laaget var skudt noget tilbage, saa at
den Afdødes Ansigt var synligt under en lille Dug.
Hurtig stak jeg Posen ind under Laaget, helt ned til den
Afdødes foldede Hænder. Saa løb jeg tværs gennem
Værelset og gemte mig bag Døren.

De Skridt, jeg havde hørt, var Mary Janes. Stille
gik hun hen til Kisten, saa ned i den og knælede saa
ned ved dens Side; hun førte sit Lommetørklæde mod
Øjnene; jeg forstod, at hun græd, skønt jeg ikke, kunde
høre det og hun vendte Ryggen mod mig. Imidlertid
listede jeg mig ud, og da jeg kom forbi Spisestuen, faldt
det mig ind at overbevise mig om, at de vaagende ikke
havde opdaget mig; jeg kigede atter gennem Døren,
alt var stille. De havde ikke rørt paa sig.

Jeg listede saa op og kravlede i Seng. I Grunden
var jeg ikke helt tilfreds med det Udfald, Sagen havde
faaet, efter at jeg havde gjort mig saa megen Umage og
udsat mig for Fare. Hvis Posen blot kunde blive, hvor
den nu laa, saa var det endda godt; naar vi var kommet
et Par Hundrede Mil ned ad Floden, kunde jeg skrive
til Mary Jane, somf saa kunde lade Kisten grave op igen
og saaledes faa Pengene. Men der var kun ringe Udsigt
til, at det vilde gaa saaledes; naar Laaget skulde skrues
fast til Kisten, vilde man naturligvis finde Posen. Der-
efter vilde den atter komme i Kongens Varetægt og saa
skulde han nok passe paa den. Egentlig burde jeg igen
liste ned og bringe den af Vejen. Men jeg havde ikke
Mod dertil. Det blev snart lyst, saa vilde Vagten vel
vaagne og jeg kunde blive opdaget. Desuden følte jeg
mig ikke oplagt til endnu engang at indlade mig paa et
saadant Æventyr.

15*

228

Da jeg om Morgenen kom ned, var Vagten gaaet.
Der fandtes ikke andre i Huset end Familien, Enken
Bartley og os. Jeg iagttog alle meget nøje for at op-
dage, om der var sket noget usædvanligt, men deres An-
sigtsudtryk røbede ikke noget. Ved Middagstid indtraf
Bedemanden med sine Hjælpere; Kisten anbragtes midt
i Forværelset paa nogle Stole, de andre Stole blev stillet
i Rækker og flere laante de hos Naboerne, saa Forstuen,
Salonen og Spisestuen tilsidst var lutter tomme Sidde-
pladser. Kistelaaget laa endnu paa samme Maade; saa-
længe der var Folk tilstede, turde jeg naturligvis ikke
lette paa det.

Efterhaanden begyndte Folk at strømme til. De
falske Onkler og Pigebørnene tog Plads nærmest Ki-
stens Hovedende; derefter defilerede Folk i mindst en
halv Time forbi Kisten; hver enkelt standsede et Øje-
blik og kastede et sorgfuldt Blik paa den døde Mands
Ansigt og mangen en fældede en Taare. Det var meget
højtideligt og betagende. Pigebørnene og de to Skurke
holdt Lommetørklædet for Øjnene og hulkede sagte med
andægtig nedbøjet Hovede. Ellers hørte man kun de
slæbende Fodtrin og Lyden af Næsepudsen - ved Be-
gravelser, og ved andre kirkelige Handlinger, synes
Folk virkelig at have langt stærkere og hyppigere Trang
til at pudse Næsen end andetsteds.

I Dagens Anledning havde man laant et forøvrigt
temmelig trægt Stueorgel. Da alle var kommet til Sæde.
satte en ung Pige sig hen foran det og gav sig til at
bearbejde Instrumentet. Dets Toner havde ikke saa faa
falske Bilyde og saa pustede det skrækkeligt - plud-
selig faldt alle ind med Salmesang; jeg tænkte ved mig
selv, at egentlig havde Peter det fredeligst af os alle-
sammen. Værdigt og langsomt traadte Pastor Hobson
derefter frem og begyndte sin Tale. Men pludselig brød
et ganske forskrækkeligt Spektakel løs i Kælderen un-

229

der os. Det var meget forstyrrende og ingen syntes at
vide, hvad man skulde gribe til. Præsten maatte af-
bryde sin trøsterige Tale. Men saa lagde man Mærke
til, at den lange Bedemand gjorde et sælsomt Tegn til
ham, som vilde han sige: „Lad Dem ikke forstyrre, jeg
skal nok skaffe Stilhed!” Saa forsvandt han ned i Kæl-
deren og et Øjeblik efter lyder et kort, gennemtrængende
Hundehyl op til os, hvorefter der blev dødstille. Præ-
sten kunde fortsætte Traaden, hvor han havde sluppet
den. Da Bedemanden atter kom tilbage, stod han op
paa en Stol lige over for Præsten, satte Haanden som en
Raaber for Munden, strakte Hals og hviskede til ham
hen over Folkets Hoveder: „Hunden ha'de snuppet
en Rotte!” Saa steg han atter ned og indtog sin tid-
ligere tilbagetrukne Plads. Man kunde se paa Forsam-
lingen, at den var tilfreds med at faa denne Oplysning;
selvfølgelig havde hver og en været ved at revne af
Nysgerrighed efter at faa at vide, hvad der var paa
Færde. En saadan lille Afveksling er netop af den
Slags, som virker oplivende paa Folk; hele Landsbyen
var enig om, at en mere omsigtsfuld Mand end Bede-
manden var ikke til at finde.

Naa, Prædikenen var uden Tvivl i og for sig meget
god, men altfor lang og trættende, og til Overflod gav
Kongen sit Besyv med. Endelig fik man overstaaet alt
dette og Bedemanden traadte hen til Kisten med en
Skruetrækker. Jeg blev noget hed i Karmmen. Heldigvis
løftede han ikke Laaget, men skød det kun i Leje og
skruede det fast. Nu vidste jeg rigtignok ikke, om Pen-
gene endnu var i Kisten; - hvis en eller anden havde
stjaalet Posen? fo'r det gennem mig. Turde jeg i denne
Uvished skrive til Mary Jane eller ikke? Hvis hun til
den Tid lod Kisten grave op og ikke fandt Pengene -
hvad maatte hun saa tænke om mig? Der sad jeg i en
slem Klemme; jeg havde tænkt at gøre alt saa godt som

230

muligt og saa var det kun blevet hundrede Gange værre;
mit Ønske var nu, at jeg overhovedet slet ikke havde
rodet mig ind i noget, der ikke vedkom mig!

De begravede ham saa, vi kom hjem igen og jeg gik
atter rundt og iagttog dem alle - jeg kunde ikke lade
være, for jeg havde ingen Ro paa mig. Men det nyttede
ikke noget - deres Miner røbede intet.

I Løbet af Eftermiddagen aflagde Kongen Besøg
rundt om i Familierne; overalt forstod han at indynde
sig ved sin overordentlige Elskværdighed. Samtidig fik
han bekvem Anledning til at fortælle om, at hans Me-
nighed i England var helt utaalmodig efter at se ham
hjemme igen, og at han saa sig nødsaget til hurtig at faa
Boet ordnet for at kunne tiltræde sin Hjemrejse. Han
beklagede, at han havde et saadant Hastværk, og Folk
bevidnede ham deres Deltagelse. De udtalte alle Ønsket
om, at han dog kunde blive længere, men indsaa jo nok,
at dette ikke lod sig gøre. Tillige fortalte han, at han
og William agtede at tage Pigebørnene med sig; det
fandt alle nu, var saa overordentlig nydeligt et Træk af
ham, fordi de stakkels forladte Væsener sikkert vilde
føle sig bedst hjemme hos deres nære Slægtninge. Pige-
børnene selv var saa henrykte ved denne Tanke, at de
næsten glemte, de nogensinde havde haft Sorg. De bad
ham indtrængende om snarest muligt at sælge alt, saa
de kunde komme afsted. Det skar mig helt i Hjærtet
at se de stakkels Pigebørns Glæde, naar jeg tænkte paa,
at det hele var Humbug og Bedrag; men jeg øjnede
ingen Udvej til at Skaane dem for disse Gavtyvestreger.

Kongen lod sig heller ikke nøde ret længe. Allerede
to Dage efter Begravelsen skulde der finde Auktion Sted
over Huset, Negrene og alle øvrige Ejendele; dog kunde
enhver forud under Haanden købe, hvad de ønskede.

231

TRE OG TYVENDE KAPITEL.

Allerede Dagen efter Begravelsen gjordes den første
Handel. To Slavehandlere indfandt sig nemlig og til
dem solgte Kongen helt koldblodigt alle Negrene til en
rimelig Betaling mod en tre Dages Veksel, som de kaldte
det, og saa tog de afsted med dem. De to Sønner skulde
ad Søvejen til Mempfis; deres Moder syd paa til New
Orleans. Jeg maatte næsten tro, at Pigebørnenes og
Negrenes Hjærter skulde briste af Sorg, da Afskedens
Time kom. De græd og jamrede sig, saa man blev helt
syg af at se derpaa. Pigebørnene forsikrede, at de aldrig
havde tænkt sig, at Familien skulde splittes og sælges
bort fra Byen. Jeg glemmer ikke det Øjeblik, da de
stakkels Pigebarn faldt Negrene om Halsen og begge
Parter fældede de bitreste Taarer. Jeg tror heller ikke,
at jeg kunde have udholdt dette Syn, naar jeg ikke havde
vidst, at Salget ingen Gyldighed havde, saa Negrene i
Løbet af højst to Uger vilde blive genforenet med deres
Herskab.

Salget vakte stor Opsigt i hele Byen; medfølende
Folk talte overalt om, at det var lavsindet handlet at
skille en Moder og hendes Børn paa en saadan Maade.
Dette gjorde et temmelig pinligt Indtryk paa de to Gav-
tyve; men Kongen holdt stædigt paa det en Gang afslut-
tede Salg, trods Hertugens Indvendinger. Jeg kunde nok
mærke, at han følte sig meget ubehagelig til Mode ved
dette.

Den følgende Dag fandt Auktionen Sted. Men alle-
rede i den tidlige Morgenstund kom baade Kongen og
Hertugen op paa mit Loftsværelse og vækkede mig. Af
deres Ansigtsudtryk kunde jeg straks forstaa, at der var
noget galt paa Færde.

„Har Du i Forgaars Aftes været inde i mit Værelse,
svar!” udbrød Kongen.

232

„Nej, Deres Majestæt” - saaledes titulerede jeg ham
altid, naar vi var alene.

„Heller ikke i Gaar Aftes eller nu i Aftes?”

„Nej, Deres Majestæt!”

„Frem med Sproget, fordømte Unge - lyv ikke!”

„Det er sandt, Deres Majestæt! Jeg har ikke været
derinde i Værelset siden Mary Jane viste Dem og Her-
tugen omkring.”

„Har Du ikke set nogen anden gaa derind?” spurgte
Hertugen.

„Nej, Deres Naade, nej - det mindes jeg ikke!”

„Tænk Dig godt om, Flab!”

Jeg lod som om jeg grundede efter og tænkte, hvad
der var bedst for mig at sige, og svarede saa:

„Jo - jeg har set Negrene gaa omkring derinde!”

Det gav et Sæt i dem begge og det saa ud, som om
de ikke havde ventet dette Svar, men straks efter kunde
jeg se paa dem, at de havde været forberedt paa det.

„Hvad siger Du? Allesammen?” spurgte Hertugen.

„Nej ikke alle paa en Gang. Det vil sige, jeg husker
ikke rigtig, om jeg ikke engang saa dem allesammen paa
samme Tid komme ud derfra.”

„Hvornaar skulde det være?”

„Det var paa Begravelsesdagen, om Morgenen. Men
saa tidlig kan det ikke have været, for jeg husker, at
jeg den Morgen sov over mig.”

„Naa, videre, hvad bestilte de? Hvad vilde de der-
inde?”

„De bestilte ikke noget; saa vidt jeg kunde se, var
der ikke noget særligt paa Færde. De listede sig ned
ad Trappen. Jeg antog, at de var gaaet ind i Deres
Naades Værelse for at gøre i Stand, men saa havde set,
at De endnu ikke var staaet op, og derfor listede sig for-
sigtig ud igen, for ikke at vække Dem; hvis de da ikke
allerede havde vækket Dem.”

233

„For Pokker - det er en net Redelighed!” snærrede
Kongen, og begge saa meget nedslaaede og harmfulde
ud. Nogle Minutter stod de grublende og rystede paa
Hoyedet, hvorefter Hertugen brød ud i en noget tvungen
Latter og sagde:

„Det overgaar dog alt, hvad jeg hidtil har set, naar
Negre har haft en Finger med i Spillet. Hvor de ska-
bede sig som Fortvivlede, da de skulde ud fra dette Hul.
Og jeg, som virkelig troede, at de var saa bedrøvede, -
ja, det troede De ogsaa og alle de andre. Fortæl mig
saa ikke, at Negre ikke har Talent for Skuespilkunsten!
Der stikker en Formue i dem. Hvis jeg havde Midler til
at lave et Teater, skulde jeg ikke ønske andet end at
jeg havde dem her. Og saa er vi gaaet hen og skilt os
af med dem, solgt dem, for en Slik, en ussel Veksel!
Sig mig, hvor er egentlig den Anvisning henne?”

„I Banken! Hvor skulde den ellers være?”

„Naa, det er da godt!”

Nu spurgte jeg med lidt ængstelig Stemme:

„Er der sket noget slemt?”

Kongen vendte sig hæftigt om mod mig og udbrød:

„Det Vedkommer ikke Dig, Dreng! Hold din Bøtte
og pas dine egne Sager, - hvis Du har nogen. Pas
paa Dig selv, saalænge vi er her i Byen, det raader jeg
Dig til, forstaar Du?”

Saa henvendte han sig til Hertugen:

„Vi maa finde os deri og tie stille. Vi maa holde det
hemmeligt.”

Da de gik ned, gav Hertugen sin Misstemning Luft
i følgende Bemærkning:

„Hurtig Omsætning og ringe Fortjeneste! - det er
et nydeligt Forretningsprincip - hva?”

Kongen snærrede:

„Jeg troede at gøre det rigtig godt, da jeg solgte de
Fyre saa hurtigt. Naar Udbyttet alligevel blev Nul eller

234

snarere „minus”, saa er Fejlen lige saa lidt min som
Deres.”

„Aa, hva'”! Hvis De havde fulgt mit Raad, saa var
de endnu her i Huset og vi velbeholdne ude af det!”

Kongen trak paa Skuldrene, fordi han ikke kunde
give igen herpaa og kom saa igen op til mig og gjorde
et farligt Postyr, fordi jeg ikke havde fortalt, at jeg havde
set Negrene ved hans Dør; den største Torsk maatte da
have kunnet forstaa, at der maatte stikke noget under.
Saa smaabandede han ved sig selv og mumlede, at det
kom der ud af at staa tidligt op i Stedet for at unde sig
en rolig Morgensøvn, og Pokker skulde tage ham, om
han tiere skulde gøre det. Endelig trak han sig bandende
tilbage. Men glad var jeg, der saaledes havde kastet
Mistanken over paa Negrene, tilmed paa en Maade, saa
de ikke kunde komme i ringeste Forlegenhed derved.

Det var imidlertid blevet Tid at staa op. Dette gjorde
jeg og gik saa ned ad Trapperne. Da jeg gik forbi Pi-
gernes Værelse, Stod Døren hertil aaben. Jeg saa Mary
Jane sidde ved den gamle Kuffert, hvori hun nedpakkede
en hel Del Sager, - hun udrustede sig til Rejsen til Eng-
land. Men i dette Øjeblik var Arbejdet gaaet i Staa;
med en sammenfoldet Kjole paa Skødet og med Ansig-
tet begravet i sine Hænder sad hun derinde og græd.
Det gik mig til Hjærtet at se hende saaledes; derfor gik
jeg ind til hende og sagde:

„Miss Mary Jane! De kan ikke taale at se Folk be-
drøvede, det kan jeg heller ikke. Fortæl mig om Deres
Sorger!”

Og saa fortalte hun. Det var Negrene, hun var saa
bedrøvet over; Salget af dem havde ødelagt al hendes
Glæde over den herlige Rejsen til England, og hun vid-
ste ikke, hvorledes hun nogensinde skulde blive lykkelig
mere nu, med Bevidstheden om, at Moder og Børn var
blevet skilt fra hinanden og aldrig mere skulde mødes.

235

Og saa tog hun fat paa at græde endnu stærkere, vred
Hænderne og jamrede: „Aa Gud! at tænke sig, at de
aldrig mere skal se hinanden!”

„Men de vil komme til det - endnu før der er gaaet
to Uger - det véd jeg!” udbrød jeg.

Nu var det sagt, før jeg rigtig havde tænkt over det!
Jeg fik næppe Tid til at overtænke, hvad jeg havde gjort,
før jeg mærkede begge hendes Arme om min Hals og
hun udbrød: „Er det sandt? Sig det en Gang til!”

Jeg indsaa nok, at jeg havde sladret af Skole og sagt
lidt for meget; nu sad jeg rigtig i Knibe. Jeg udbad nogle
Øjeblikkes Betænkningstid. Saa satte hun sig atter ned
og hun straalede af Utaalmodighed og Forventning; hun
saa tillige lige saa lykkelig og beroliget ud som et Menne-
ske, der lige har faaet en smertefuld Tand trukket ud,
- og saa var hun saa betagende smuk.

Nu stod jeg altsaa og brød min Hjerne med, hvad jeg
skulde gøre. Jeg kunde sige mig selv, at et Menneske,
der taler Sandhed i en saa kilden Sag, løber en stor Ri-
siko, - skønt jeg ikke havde gjort nogen Erfaring i
denne Retning og altsaa ikke vidste det. Men det fore-
kom mig saaledes. Sluttelig tog jeg dog den Beslutning
at rykke ud med Sandheden, om jeg end satte meget paa
Spil for mit eget Vedkommende og behøvede lige saa
meget Mod dertil, som den Mand, der sætter sig paa en
Krudttønde og stikker en tændt Lunte til den, kun for at
se, hvor han vil flyve hen.

„Miss Mary Jane,” begyndte jeg, „kender De ikke
et Sted udenfor Byen, hvor De kan tage hen og opholde
Dem tre til fire Dage?”

„Jo - hos Lothrops. Hvorfor det?” svarede hun.

„Naa, lad os nu vente med det „hvorfor”. Naar jeg
nu siger Dem, at jeg ved, at Negrene vil komme her til-
bage igen - inden to Uger og her i Huset - og beviser

236

Dem, hvorfra jeg ved det, vil De saa love mig at tage ud
til Lothrops og blive der tre-fire Dage?”

„Fire Dage! - et helt Aar, om det skulde være!”

„Det er godt,” vedblev jeg. „jeg behøver ikke andet
end Deres Ord, - det er lige saa godt som naar en an-
den sværger med Haanden paa Bibelen.”

Hun smilte og rødmede ved denne Ytring, medens
jeg blev vel:

„Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg lukke Dø-
ren og dreje Nøglen om.”

Da jeg havde gjort dette, satte jeg mig ved hendes
Side og sagde:

„Nu maa jeg bede Dem om ikke at blive forskrækket.
Sid pænt stille og hør som en Mand paa, hvad jeg har
at fortælle Dem. Jeg vil sige Sandheden og det kan være,
at De bliver underlig til Mode ved at høre den, men De
maa fatte Dem, Miss Mary, for det er en hæslig Historie,
og maaske tung at bære for Dem, men Sandheden maa
frem. Disse to Onkler er slet ikke Deres Onkler - de
er et Par drevne Gavtyve, rigtig nogle ynkelige Land-
strygere. Saa, nu har De faaet det værste at vide og
Resten vil De let kunne taale at høre.”

Naturligvis gjorde denne Begyndelse et dybt Indtryk
paa hende, men nu var jeg over det vanskeligste og
kunde roligt fortsætte. Hendes Øjne lyste mere og mere
af Forundring, medens jeg fortalte hende alt, lige fra det
første Øjeblik, da vi havde truffet den unge Knøs, der
skulde med Dampskibet og indtil den Gang, da hun ved
Husets Der havde kastet sig i den gamle Bedragers
Favn og kysset ham seksten eller sytten Gange. Ved
Tanken herpaa sprang hun op, blussende rød i Ansigtet
som den nedgaaende Sol og udbrød:

„Hvilken Nederdrægtighed! - Kom med, vi maa
ikke spilde et Minut, ikke et Sekund, de skal smøres ind
med Tjære og rulles i Fjer og kastes ud i Floden!”

237

„Ja, naturligvis,” indrømmede jeg, „men mener De,
at det bør ske, før De rejser til Lothrops, eller -”

„Aa,” udbrød hun, „hvor kan jeg dog sige saadan
noget”, og satte sig atter ned. „Du maa ikke bryde Dig
om, hvad jeg sagde - Du er jo ikke vred paa mig, vel?”

Og saa lagde hun sin fløjelsbløde Haand paa min,
saa jeg sitrede derved.

„Jeg havde ikke troet,” vedblev hun, „at jeg kunde
blive saa opfarende. Fortæl kun videre, jeg skal nu tage
mig sammen. Sig mig, hvad jeg skal gøre, og jeg skal
rette mig efter, hvad Du siger.”

„Ja,” udbrød jeg, „det er et Par slemme Fyre, disse
to Bedragere og jeg er desværre nødt til, enten jeg vil
eller ikke, endnu en Tid at fortsætte min Rejse i deres
Selskab - Grunden vil jeg ikke saa gærne fortælle
Dem. Men hvis De kunde faa Byens Folk til at tage
dem ved Vingebenet, blev jeg befriet fra deres Kløer, og
det var det bedste, jeg kunde ønske mig. Men der er en
anden Person, som De ikke kender, der netop derved
vilde komme i en stor Forlegenhed. Ham maa vi redde,
ikke? Altsaa, endnu vil vi ikke lade dem klynge op.”

Som jeg sagde dette, fik jeg en udmærket Idé. Det
skulde nok lykkes mig og Jim at gøre os fri for Gavty-
vene og saa maatte de for min Skyld gærne hænge dem
op her. Da jeg ikke vilde lade Flaaden drive om Dagen,
kunde min Plan ikke komme til Udførelse før ved Aftens-
tide. -

Jeg udbrød da:

„Miss Mary Jane, jeg skal sige Dem, hvad vi skal
gøre - og De behøver da ikke at blive ret længe hos
Lothrops. Hvor langt bor de herfra?”

„Det er en god Times Kørsel - ind ad Landet til.”

„Naa, det er godt. Nu tager De straks derud og for-
holder Dem roligt derude til Klokken ni-ti i Aften og
saa beder De dem om at køre Dem hjem igen. Kommer

238

De tilbage før Klokken elleve, sætter De et Lys i Deres
Vindue. Hvis jeg saa ikke straks kommer, maa De
vente til Klokken halv tolv; er jeg ikke kommet til den
Tid, betyder det, at jeg er rejst” og i Sikkerhed. Saa kan
De allarmere Folk og faa Fyrene sat fast.”

„Ja, det vil jeg saa gøre!” svarede hun.

„Og skulde det nu ske, at jeg ikke er kommet bort i
rette Tid, men bliver blandet med ind i Ubehagelighe-
derne, saa maa De træde i Brechen for mig og oplyse, at
jeg forud har forraadt alt overfor Dem. De maa staa inde
for min Uskyldighed i disse Slyngelstreger.”

”Selvfølgelig skal jeg staa paa din Side! Ingen skal
komme til at krumme et Haar paa dit Hoved!” svarede
hun højtideligt, medens hendes Næsevige dirrede og Øj-
nene flammede.

„Naar jeg er borte, kan jeg ganske vist ikke bevise,
at disse Landstrygere ikke er Deres Onkler - hvad jeg
forøvrigt heller ikke kunde gøre, hvis jeg blev; jeg kan
sværge paa, at de er Snydere og Bedragere, det er det
hele, og det er sandt nok! Men der gives andre, som
bedre kan bevise det end jeg, Folk, som man ogsaa vil
fæste mere Tillid til. Jeg skal fortælle Dem, hvorledes
De skal faa fat i dem. Lad mig faa en Blyant og et
Stykke Papir - Tak!”

„Her skal De se,” fortsatte jeg og gav hende Papiret,
„altsaa: „Det kongelige Vidunder. Brichsville”, gem nu
Papiret godt og kast det ikke bort. Hvis Retten ønsker
nærmere Oplysning om de to Svindlere, skal den blot
sende Bud til Brichsville om, at man har anholdt de to
Personer, der spillede „det kongelige Vidunder” der, og
gærne vilde have et Par Vidner; jeg antager, at hele
Byens Befolkning vil komme hæsblæsende hertil for at
vidne.”

Nu var Sagen i Orden, tænkte jeg, men tilføjede dog:

„Lad kun Auktionen gaa sin rolige Gang og bryd

239

Dem ikke om det. Ingen behøver at betale de Sager,
som de køber, før Dagen efter, og de to vil ikke stikke
af, før de har modtaget Betalingen. Som vi nu har for-
beredt Sagen, vil alt blive opklaret forinden. Salget vil
være ugyldigt og maa gaa tilbage. Paa samme Maade
gaar det med Negrene; som snart vil blive sendt hjem:
igen. De kan ikke engang faa fat i Betalingen for dem,
Miss Mary Jane!”

„Jeg vil saa nu gaa ned til Frokost og derefter straks
tage til Lothrops.” svarede hun.

„Nej, nej, Miss Mary Jane”, indvendte jeg, „det gaar
slet ikke an; De maa tage afsted før Frokost. Tror De
virkelig, at De rolig kan se Deres Onkel i Ansigtet, naar
De nu løber paa ham og han ønsker Dem „God Morgen”
og kysser Dem?”

„Ja, ja, Du har Ret! Saa vil jeg hellere rejse før
Frokost! Men skal mine Søstre blive tilbage her?”

„Ja, men bryd Dem blot ikke om det. De maa holde
lidt ud endnu. Det kunde let vække Mistanke, om I alle
tre rejste paa en Gang… Nej rejs De kun straks afsted og
lad saa mig om Resten. Jeg skal sige til Miss Susanne,
at han skulde hilse Deres Onkel og fortælle, at De var
taget bort nogle Timer paa Afskedsvisit hos nogle Ven-
inder og tænkte at kunne være tilbage i Aften eller se-
nest i Morgen tidlig.”

Miss Mary Jane studsede lidt og svarede saa lidt
spidst:

„Afskedsvisit hos mine Veninder er meget godt -
men Du skal ikke lade nogen Hilsen overbringe fra mig
til det noble Par!”

„Naa, ingen Hilsen! Men endnu er der én Ting, -
Pengeposen!”

„Ja, den har de jo; jeg skammer mig frygteligt, naar
jeg tænker paa, hvorledes de fik den.”

„Nej - De misforstaar mig. De har den ikke mere!”

240

„Hvad siger Du? Hvor er den da?”

„Jeg vilde ønske, at jeg vidste det; men jeg ved det
ikke. Jeg har haft den, for jeg stjal den fra dem; stjal
den for at give den til Dem. Jeg ved ogsaa, hvor jeg
gemte den, men jeg er bange for, at den ikke er der mere.
Det gør mig meget ondt, Miss Mary Jane, aldrig har
noget gjort mig saa ondt; men jeg gjorde det i den bedste
Mening; saa sandt jeg lever, jeg mente det ærligt og
redeligt. Jeg blev overrasket og maatte stikke den til
Side paa det første det bedste Sted, jeg kunde finde - og
det var et uheldigt Sted.”

„Aa, lad dog være med at anklag Dig selv - det hol-
der jeg ikke af at høre paa; Du kunde vel ikke gøre
andet, det var ikke din Skyld. Hvor har Du saa gemt
den?”

Jeg vilde ikke minde hende om hendes store Sorg,
derfor tav jeg et Øjeblik og udbrød saa:

„Jeg kan ikke sige Dem, Miss Mary Jane, hvor jeg
har gjort af den, hvis ikke De udtrykkelig forlanger det;
men jeg vil skrive det paa et Stykke Papir og saa kan
De læse det paa Vejen til Lothrops, naar De Selv vil. Er
De tilfreds med det?”

„Det er jeg!”

Saa skrev jeg da: „Jeg har lagt Pengeposen i Kisten.
Det skete den sidste Nat, da De laa og græd over den
Afdøde; jeg stod bag Døren og betragtede Dem og det
gjorde mig saa ondt for Dem, Miss Mary Jane.” Mine
Øjne fyldtes med Taarer ved Tanken paa, at hun hin Nat
knælede ned og græd, medens de to Slyngler, der be-
dragede og bestjal hende, sov trygt under hendes eget
Tag. Og da jeg havde sammenfoldet Papiret og overrakte
hende det, glinsede der ogsaa Taarer i hendes Øjne.

Hun trykkede inderligt min Haand og udbrød:

„Lev nu vel! Lev vel! Jeg skal gøre alt, saaledes
som Du har sagt mig det; og, om jeg end aldrig mere

241

skulde gense Dig, vil jeg aldrig glemme Dig. Jeg vil
ofte sende Dig venlige Tanker og bede for Dig!” Saa
gik hun.

Hun vilde bede for mig! Hvis hun havde kendt mig
nøjere, tænkte jeg, vilde hun sikkert have paataget sig et
mere udbytterigt Arbejde. Men hun har uden Tvivl holdt
sit Løfte. Saa vidt jeg kunne bedømme, havde hun mere
Hjærte og Karakter end nogen anden Kvinde, jeg har
truffet paa. Hvad Skønhed og Blidhed angaar - saa
overgik hun alle. Siden det Øjeblik, hun forsvandt ud
af Døren, har jeg aldrig set hende, aldrig; men mange
Millioner Gange har jeg tænkt paa hende, og erindret
hendes Ord, at hun vilde bede for mig.

Altsaa Mary Jane var gaaet bort og ingen havde set
hende tage afsted. Da jeg senere mødte Susanne og
„Hareskaaret” , spurgte jeg:

„Hvad hedder de Folk paa den anden Side af Floden,
som De af og til besøger?”

„Der er flere forskellige, mest kommer vi til Proku-
ratorens.”

„Det er rigtig! jeg havde glemt det. Men Miss Mary
Jane har paalagt mig at fortælle Dem, at hun har været
nødt til at tage derover i stor Hast - der er en blevet
syg.”

„Hvem da?”

„Det ved jeg ikke, rettere sagt, jeg har glemt Navnet.
Jeg synes det var, -”

„Det er da aldrig Hanne?”

„Det gør mig ondt at sige det, men det var netop
hende!”

„Og i forrige Uge var hun sund og rask! Er hun
meget syg?”

„Ja, hvad skal man sige. De har vaaget over hende
hele Natten, fortalte Miss Mary Jane, og de frygtede for,
at hun ikke havde ret længe igen.”

Huck Finns Hændelser. 16

242

„Hvem skulde tænke det! Hvad fejler hun da?”

I en Fart kunde jeg ikke finde paa noget fornuftigt og
udbrød frækt:

„Faaresyge!”

„Faresyge, din Dumrian? Man sætter ikke Vagt ved
Folk, som lider af Faaresyge.”

„Saa det gør man ikke, nej virkelig? Jo, De kan tro,
man vaager ved denne Faaresyge, det er nemlig en ond-
artet Faaresyge, en hel ny Slags - sagde Miss Mary
Jane.”

„Hvad er det da for en ny Slags?”

„Aa, der er saa meget andet forbundet med den.”

„Hvilket da?”

„Naa ja, Mæslinger og Strubehoste og Rosen og -
og Blodforgiftning, ja, og gul Feber - ja, jeg husker
det ikke altsammen.”

„Ih du Gode! Kalder Du det for Faaresyge?”

„Ja, saaledes benævnte Miss Mary Jane det!”

„Men hvorfor i al Verden kalder de det Faaresyge?”

„Hvorfor? Simpelt hen, fordi det er Faaresyge. Der-
med begynder det!”

„Men det er der jo ingen Fornuft i! Lad os antage,
at en Mand støder sin ene Taa og saa falder ned af det
Tag, han staar paa, og brækker Halsen. Naar man da
spørger om, hvad Manden er død af, og et Tossehoved
svarer: „Han stødte sin ene Taa!” - maa jeg saa spørge,
om der er Spor af Fornuft heri? Nej! Paa samme
Maade er det med din ”Faaresyge” ! Smitter den?”

„Om den smitter? Hvor kan De spørge om det.
Naar man i Mørke hænger fat i en Hage af en Harve,
hænger man saa fast eller ikke? Man kan ikke gaa bort
med den ene Hage uden at slæbe Harven efter sig?
Ser De, den nye Art af Sygdommen er som en Harve;
det hele skal nok følge med, man blot er kommet i Lag
med den!”

243

„Det er ganske skrækkeligt,” udbrød „Hareskaaret”
„Jeg tror, jeg straks maa løbe op til Onkel Harvey
og -”

„Ja, vist saa.” udbrød jeg. „Det vilde jeg ogsaa i
Deres Sted. De skulde for Resten skynde Dem lidt!”

„Hvad mener Du? Du siger det saa underligt!”

„Vær en Smule taalmodig, saa skal der nok gaa et
Lys op for Dem. De ved, at Deres Onkel helst maa rejse
tilbage til England saa snart som muligt. Men De kan
vel ikke antage, at Deres Onkler kan nænne nu at forlade
Dem og Deres Søster og lade dem senere tage den lange
Sørejse alene? De ved godt, at de vil vente, indtil de
alle kan følges ad. Altsaa, Deres Onkel Harvey er jo
Præst, ikke sandt? Tror De, at en Præst vil bestikke en
Skibskaptajn til at tage Mary Jane om Bord? Tiltror De
Deres Onkel, at han vil udsætte de øvrige Passagerer
for Smitte? De ved godt, at det vilde han aldrig gøre!
Hvad skal han da gøre? Han maa ganske rolig sige:
„Dette er en slem Historie, men min Menighed maa se at
komme over den, saa godt den kan; naar min Niece des-
værre har været udsat for Smitte af denne frygtelige Uni-
versal-Faaresyge, saa er det min uafviselige Pligt og Skyl-
dighed at blive herovre og vente i tre Maaneder for at
forvisse mig om, hvorvidt hun er smittet af den eller
ikke!” - I Deres Sted vilde jeg intet sige, men, hvis
De mener, at Deres Onkel Harvey helst maa faa det at
vide, saa -”

„Hvad? Vi skulde blive her i Stedet for at more os
i England, blot for at faa Vished om, hvorvidt Mary Jane
er smittet eller ikke? Nej, det gaar jeg ikke med til!”

„Hvad mener De?” indskød jeg, „Vilde det ikke saa
være rigtigere at fortælle det til en eller anden af Nabo-
erne?”

„Nej, ved Du hvad - din Dumhed gaar over alle
Grænser. Kan Du ikke forstaa, at de straks vilde sladre

16*

244

af Skole med Nyheden? Det bedste er, slet ikke at sige
det til nogen.”

„Det kan nok være, De har Ret - jeg tror nok, det
er det bedste.”

„Men skal vi ikke fortælle Onkel Harvey, at hun er
taget bort - for at han ikke skal ængstes?”

„Jo, Miss Mary Jane udtalte Ønsket om, at De vilde
meddele ham det. Hun sagde: Hils mine Onkler Harvey
og William saa kærligt og fortæl dem, at jeg blot er taget
over Floden paa et lille, hastigt Besøg hos Mr. - Mr.
- hvad hed nu den rige Familie derovre, som Deres
Onkel Peter satte saa megen Pris paa?

„Du mener vel Apthorps, ikke?”

„Jo, rigtig! Det er saa vanskeligt at finde Rede i de
mange Navne. Jo, hun sagde, at jeg skulde melde, at
hun var taget over for at formaa Apthorps til at komme
over til Auktionen og købe Ejendommen, fordi hun mente,
at Onkel Peter helst havde set, at den kom i deres og
ikke i helt fremmedes Hænder. Hun vilde blive derovre,
indtil hun fik dem overtalt til at komme tilstede, og hvis
hun ikke var for træt, vilde hun komme tilbage i Aften;
i hvert Fald vilde hun være bestemt tilbage i Morgen
tidlig.”

„Det er godt!” svarede Pigebørnene og gik hen for
at sige „God Morgen til den gamle Svindler-Onkel og
overbringe ham den aftalte Besked.

For saa vidt var alt nu i den bedste Gænge. Pige-
børnene vilde holde Tand for Tunge, thi de længtes efter
at rejse til England. Kongen og Hertugen paa deres
Side maatte synes bedre om at vide Mary Jane ude paa
Agitationsrejse for Auktionen end indenfor Dr. Robinsons
Rækkevidde. Jeg var tilfreds med mig selv og smigrede
mig med at have ordnet Sagerne godt - selv Tom
Sawyer kunde næppe have gjort det bedre, skønt han vel

245

nok vilde have anlagt dem noget mere storstilet, med
noget større Effekt.

FIRE OG TYVENDE KAPITEL.

Sent om Eftermiddagen fandt Auktionen Sted og den
trak længe ud. Straks fra Begyndelsen var der rigtig
Gang i Forretningen; den Gamle befandt sig ret i sit
Element. Han havde stillet sig ved Siden af Auktions-
holderen og gav opmuntrede Tilraab fra sig for at ægge
Købelysten. Hertugen gik rundt og sagde „gu-gu-
gu!” for at opmuntre Folk.

Omsider var da ogsaa alt solgt. Der manglede kun
en lille Begravelsesplads paa Kirkegaarden og den blev
netop nu budt op. Aldrig har jeg set Mage til den
Maade, hvorpaa Kongen søgte at gøre alt i Penge.

Medens man altsaa var ved at afslutte Auktionen,
lagde Damperen til og næppe to Minutter efter kommer
en hujende og skrigende og skoggerleende Skare Menne-
sker op ad Gaden; nogle af dem raabte i Munden paa
hverandre: „Se her kommer vi med et nyt Par Arvinger
til! Her har vi et nyt Sæt Brødre til den gamle Peter
Wilks! Nu kan vi betale til hvem, vi har Lyst! Hurra!”

De førte med sig en nobelt udseende ældre Herre
og en net, ung Mand, som bar sin højre Arm i Bind om-
kring Halsen.

Folk flokkedes jublende og leende omkring dem.
Mig forekom dette nu ikke saa lysteligt, for jeg tænkte,
at denne Begivenhed vilde give Kongen og Hertugen et
Grundskud. Men, nej; det rørte dem ikke det ringeste.
Hertugen lod som om han ingen Anelse havde om, hvad
der foregik omkring ham, men vedblev med fornøjet og
tilfreds at grynte ligesom før. Hvad Kongen angik, saa

246

stirrede han paa de Nyankomne med et dybt bedrøvet
Aasyn, som om det gik ham tungt til Hjærte, at der vir-
kelig kunde findes saadanne Bedragere og Skurke til i
Verden. Han tog sig ligefrem betagende ud! Folk veg
til Side, for at han ret kunde tage disse Elendige i Øje-
syn. Den gamle Herre saa ud, som om han befandt sig i
den pinligste Forlegenhed. Saa begyndte han at tale, og
jeg mærkede straks, at hans engelske Sprog lød mere
troværdigt end Kongens, skønt denne ogsaa var ret dre-
ven deri. Den gamle Herres Ord kan jeg ikke saa nøje
gengive, men han udtalte omtrent følgende, medens han
saa sig omkring i Kredsen:

„Dette er i Sandhed en Overraskelse, som jeg ikke
havde ventet mig; og jeg vil frit og ærligt tilstaa, at jeg
kun daarligt er forberedt paa at kunne tage til Orde
overfor den. Min Broder og jeg har haft Uheld med os;
han har brækket sin Arm og vor Bagage er kommet bort
fra os ved en Forbytning. Jeg er Peter Wilks Broder
Harvey og dette er min Broder William, der hverken
kan høre eller tale; tilmed kan han i denne Tid kun daar-
ligt gøre sig forstaaelig ved Tegn, da han bærer den ene
Arm i Bind. Vi er dem, vi udgiver os for at være; naar
jeg i Løbet af en Dags Tid eller to faar vor Bagage, er
jeg i Stand til at bevise mine Ord. Før den Tid agter
jeg ikke at udtale mig yderligere, men vil tage ind paa
en Gæstgivergaard og afvente Begivenhedernes Gang.”

De vendte sig begge om og gik bort. Kongen saa
haanligt efter dem og sagde smilende: „Brækket sin
Arm! det lyder meget sandsynligt, ikke? Og saa er det
saa bekvem en Undskyldning for en Slyngel, der ikke
kan Fingersproget - fordi han aldrig har haft Brug for
at lære det! Mistet Jeres Bagage! Er det ikke skarp-
sindigt fundet paa - navnlig under disse Omstændig-
heder!”

Han gav sig til at le hjærteligt og rev ogsaa de fleste

247

tilstedeværende med sig; kun nogle enkelte forblev alvor-
lige. Den ene af disse var Doktoren, en anden var
en ældre Gentleman med Falkeøjne; han bar Rejsetaske
over Skulderen og var lige ankommet med Damperen.
Han stod i Samtale med Doktoren, saa af og til hen paa
Kongen og rystede paa Hovedet. Det var Sagføreren
Levi Bell, der havde været i Louisville. Endnu var der
en tredje Person, en stor, sværlemmet Fyr, som opmærk-
somt havde lyttet til, hvad den Gamle havde sagt, og
nu hørte paa Kongens Ytringer.

Næppe tav Kongen, før denne traadte frem og ud-
brød:

„Halløj, stop lidt! De paastaar altsaa, at De er Harvey
Wilks - maa jeg spørge, hvornaar ankom De her til
Byen?”

„Dagen før Begravelsen, min Ven!” svarede Kongen.

„Paa hvad Tid af Dagen?”

„Om Aftenen - en Time eller to før Solnedgang.”

„Naa - hvorledes kom De saa hertil?”

„Jeg kom med Damperen „Susan Pawell” fra Cin-
cinnati.”

„Naa, det gjorde De! Men hvorledes kunde De i saa
Fald samme Dags Morgen blive set lægge til ved Land-
tungen med en Kano?”

„Jeg har ikke været ved den Landtunge, De omtaler,
hin Morgen.”

„Det er Løgn!”

Flere trængte sig imellem og anmodede ham om
ikke at tiltale en ældre Mand og Præst paa den Maade.

„Præst, jo Tak! Nej, han er en Løgner og Bedrager,
er han! Jeg har set ham i en Baad paa Floden om Mor-
genen. Jeg var der oppe, og det var ham; jeg genkender
ham. Han kom i en Baad sammen med Tim Collins og
en Dreng.”

Nu traadte Doktoren hen til ham og spurgte:

248

„Vil Du kunne kende Drengen, naar Du ser ham,
Hines?”

„Det antager jeg, men jeg ved det ikke. Jo, der er
han jo. Nu genkender jeg ham rigtig godt!” - Og
han pegede paa mig.

Doktoren tog atter til Orde:

„Naboer, jeg ved ikke,” sagde han. „om de nyankomne
Personer er Bedragere eller ikke: men hvis disse ikke er
det, maa De kalde mig for en Idiot! Jeg mener, det er
vor Pligt, ikke at tillade dem at forsvinde, før Sandheden
er bleven opklaret. Kom nu med Hines og alle I andre;
disse to Fyre tager vi med til Gæstgivergaarden og stil-
ler dem overfor de to andre: man skulde da tro, vi snart
maa kunne faa den Sag opklaret.”

Dette Forslag syntes de fleste naturligvis godt om,
medens det faldt Kongens Venner for Brystet. Saa skred
man til Værks. Det var nu ved Solnedgang og temmelig
dunkelt. Doktoren tog mig i Haanden; han var meget
venlig, men slap mig ikke løs et eneste Øjeblik.

Man samledes i Gæstgiveriets store Sal; der blev
tændt nogle Lys og de to andre „Brødre” blev hentet
ind. Først talte Doktoren:

„Jeg ønsker ikke at gaa strængt i Rette med disse to
Personer - han pegede paa Kongen og Hertugen, men
det er min Overbevisning, at de er Bedragere, og maa-
ske har de Medskyldige, som vi slet ikke kender. Saa-
fremt de staar i Ledtog med saadanne, har disse maaske
allerede skaffet Peter Wilks rede Penge bort - det er
ikke usandsynligt! Men er de ikke Bedragere, da bør de
ikke undslaa sig for at sende Bud efter Pengeposen og
overlevere os den til Opbevaring, indtil de har ført Be-
vis for, at alt er i Orden for deres Vedkommende. Har
jeg Ret?”

Alle bifaldt hans Forslag. Det forekom mig, at vi

249

nu sad godt i Klemme. Men Kongen satte blot en be-
kymret Mine op og svarede:

„Mine Herrer, jeg vilde kun ønske, at Pengene var
tilstede, thi intet er mig mere kærkomment, end at denne
sørgelige Affære maa blive underkastet en ærlig og aaben-
lys Undersøgelse. Desværre er det ikke længere muligt
at skaffe Pengene til Veje!”

„Hvor er de da henne?”

„Nuvel! Da min Niece gav mig dem til Forvaring,
gemte jeg Pengeposen i Bunden af min Seng, og agtede
at lade den ligge der, saalænge vi opholdt os her. Jeg
ansaa Sengen for et fuldt ud sikkert Gemmested, - jeg
havde nemlig intet Kendskab til Negre og ansaa dem
for lige saa ærlige som vort Tyende i England. Da jeg den
følgende Morgen havde forladt mit Værelse, stjal Negrene
den. Dengang jeg skilte mig af med dem, havde jeg
endnu ikke opdaget Tyveriet, og saaledes er de slupne
afsted med Pengene. Min Tjener her kan give Dem yder-
ligere Oplysninger derom; mine Herrer.”

Doktoren og flere andre raabte: „Svindel!” og jeg
indsaa, at ingen virkelig troede paa Kongens Udsagn.
Jeg blev spurgt, om jeg havde set Negrene stjæle Pen-
gene. Det havde jeg ikke, svarede jeg, men jeg havde
set dem liste ud af Værelset og ned ad Trappen, men
havde ikke tænkt videre derover, fordi jeg antog, at de
frygtede for at vække min Herre og derfor vilde liste
sig bort uden at sætte Værelset i Orden. Det var alt,
hvad jeg kunde fortælle. Pludselig vendte Doktoren sig
til mig og spurgte:

„Du er maaske ogsaa Englænder?”

„Ja!” svarede jeg, men saa gav han og de andre sig
til at le og raabte igen: „Svindel”!”

Saa begyndte de et storartet Krydsforhør, Time efter
Time gik, uden at nogen tænkte paa at komme hjem og
spise til Aften. Først lod de Kongen fortælle op ad

250

Vægge og ned ad Stolper og derefter den gamle Herre;
enhver, der ikke var et udpræget Faarehovede, maatte
kunne indse, at det var den gamle Herre, som talte Sand-
hed, og Kongen, der diskede op med Løgn. Saa paa en
Gang faldt det dem ind, at jeg skulde frem med, hvad
jeg kunde fortælle om Sagen. Kongen tilkastede mig fra
venstre Øjenkrog et Sideblik, der for mig var nok til at
forstaa, hvad jeg havde at sige. Jeg fortalte om vort
Hjem i Sheffield og om de engelske Wilks'er og lignende.
Ret meget fik jeg ikke sagt, før Doktoren gav sig til at
le og Sagfører Levi Bell afbrød mig med de Ord: „Sæt
Dig kun hen, min Dreng, i dit Sted vilde jeg ikke an-
strænge mig saaledes. Jeg tror ikke, Du er rigtig øvet
i Løgn, i hvert Fald gaar det lidt trægt for Dig; Du
mangler Øvelse og Du laver den for tyk!”

Hans Kompliment saarede mig ikke; men jeg var
glad ved at slippe saa nemt. Doktoren skulde lige til
at tale igen, men fik kun sagt:

„Naar blot De havde været her i Byen fra først af,
Levi Bell -”

Da afbrød Kongen ham, strakte sin Haand ud imod
ham og udbrød:

„Hvad, er De min salig Broders gamle Ven, som
han saa ofte har omtalt i sine Breve?”

Saa rystede de hinandens Hænder, og Sagføreren
smilte og saa helt fornøjet ud. De talte lidt sammen
og trak sig hviskende hen til Siden. Tilsidst sagde Sag-
føreren højt:

„Ja, paa den Maade vil Sagen snart kunne bringes
i Orden. Jeg sender Anvisningen tillige med Deres Bro-
ders videre; saa skal man snart kunne overbevise Folk
om, at alt forholder sig rigtigt.”

Papir og Pen blev skaffet til Veje; Kongen satte
sig ned, lagde Hovedet lidt paa Sned, stak Tungespid-
sen frem og fik endelig kradset noget ned paa Papiret.

251

Saa gav han Pennen til Hertugen; denne syntes lidt ube-
hagelig til Mode, men greb dog Pennen og nedskrev
nogle Ord. Derpaa vendte Sagføreren sig til den gamle
Herre og udbrød:

„Jeg anmoder Dem og Deres Broder om at skrive
et Par Ord her og undertegne dem med Deres Navn.”

Den gamle Herre skrev noget, som ingen kunde tyde.
Sagføreren kunde ikke skjule en Studsen og udbrød:

„Nej, nu hører alting op!” - Saa tog han endel
Breve Frem fra sin Brystlomme og sammenlignede dem
med Haandskrifterne. „Disse gamle Breve,” vedblev
han, „er fra Harvey Wilks - og her er hans foregivne
Brødres to Haandskrifter - man ser straks, at de ikke
kan have skrevet dem (Kongen og Hertugen saa meget
modfaldne ud, da de mærkede, at Sagføreren havde over-
listet dem); saa har vi her den gamle Herres Haand-
skrift, og med et eneste Øjekast kan man overbevise sig
om, at heller ikke han har skrevet Brevene - hvis man
overhovedet har Lov til at kalde hans Kragetær for
Haandskrift. Endvidere har jeg her nogle Breve fra -”

Den gamle Herre faldt ham nu i Talen:

„Tillad mig at fremkomme med en kort Forklaring.
Kun min Broder dér kan læse min Skrift - derfor skri-
ver han alle mine Breve af for mig. Det er hans
Haandskrift, ikke min, De har i de Breve.”

„Godt,” svarede Sagføreren, „det kan jo være; men
jeg har ogsaa nogle af Williams Breve; lad os se en
Prøve af hans Skrift, saa kan vi snart -”

„Han kan ikke skrive med venstre Haand,” indskød
den ældre Herre. „Hvis han blot havde sin højre Haand
til Raadighed, saa kunde De nemt overbevise Dem om,
at hans egne og mine Breve er skrevet af ham. Jeg an-
moder Dem om at sammenligne, de er skrevet med
samme Haandskrift.”

Sagføreren gjorde det og udbrød:

252

„Jo, det forholder sig vist rigtig nok! Der er i hvert
Fald en mærkelig Lighed i Haandskriften. Naa, jeg an-
tog, at vi saaledes skulde komme paa det rette Spor,
men det lykkedes nok ikke helt. Et er i hvert Fald
bevist, og det er, at ingen af de to er Wilks'er,” sam-
tidig gjorde han en Hovedbøjning hen mod Kongen og
Hertugen.

Selv nu gav den paastaaelige gamle Nar, Kongen,
ikke efter, men paastod, at der ikke forelaa noget vir-
keligt Bevis. Hans Broder William havde undertiden
saadan mærkelige Paafund; nu havde han fundet For-
nøjelse i at fordreje sin Haandskrift; han havde strax
lagt Mærke dertil, da han satte Pennen til Papiret. Saa-
ledes snakkede Kongen løs, indtil han selv begyndte at
tro paa, hvad han fremførte - indtil den gamle Herre
afbrød ham med de Ord:

„Der falder mig noget ind! Er her nogen tilstede,
som var nærværende, dengang min Broder, dengang
Peter Wilks Lig blev klædt?”

„Ja!” var der en, som svarede, „jeg og Ab Turner.

Derefter henvendte den Gamle sig til Kongen:

„Saa kunde den Herre maaske fortælle mig, hvad
der var tatoveret paa hans Bryst?”

Nu maatte Kongen hurtig tage sig sammen, ellers
var han vist sunket sammen som en Flodbred, der bli-
ver undermineret af en rivende Strøm. Spørgsmaalet
kom saa pludselig og uventet og var jo godt egnet til
at bringe en Mand, der var uforberedt, ud af Fatning.
Hvorledes skulde han vel vide noget om den Tatove-
ring? Han kunde ikke, lade være at blegne lidt; der
blev helt stille i Salen, alle bøjede sig fremefter og stir-
rede paa ham. Jeg tænkte, at nu maatte han vel opgive
den ulige Kamp - hvad skulde han ogsaa sige? Men
nej, saa utrolig det end var, han holdt Stand. Sandsyn-
ligvis vilde han forsøge paa at gøre Folk trætte, saa

253

de lidt efter lidt listede af, og da kunde maaske han
og Hertugen se Lejlighed til at slippe bort. Hans Mund
fortrak sig til et underligt Smil, og han udbrød:

„Tja! Det er et lidt kildent Spørgsmaal, synes De
ikke? I hvert Fald ved jeg, mine Herrer, hvad der
er tatoveret paa min kære Broders Bryst. Det er en
tynd, lille, blaalig Pil, som man næppe lægger Mærke
til uden at se meget nøje efter.”

Den gamle Herre vendte sig hurtig om til Ab Turner
og hans Kammerat; hans Øjne skød Lyn, som om han
denne Gang havde fanget Kongen.

„Naa,” udbrød han. „hørte De, hvad han sagde!
Fandtes der en saadan Tatovering paa Peter Wilks
Bryst?”

„Nej, vi har ikke set noget til den!”

„Godt!” vedblev den gamle Herre. „Hvad der fin-
des paa hans Bryst, det er et lille mat P og et B (Be-
gyndelsesbogstavet til et Navn, han aflagde allerede som
ung) og et W. Disse tre Bogstaver er forbundet med
Streger, - saaledes P-B-W” - han viste det paa et
Stykke Papir. „Har I set det?”

Begge svarede:
„Nej, de havde ikke lagt Mærke til nogen Bogsta-
ver.”

Nu blev Folk først rigtig forbavsede, og der lød
Raab som: „De er Bedragere alle til Hobe! Lad dem
løbe Spidsrod! Hele Sylten skal druknes!” Alle raabte
i Munden paa hverandre, og der blev et frygteligt Spek-
takel. Sagføreren sprang op paa Bordet og tordnede:

„Gentlemen, Gentlemen! Hør endnu et Ord - et
eneste Ord! Lad os grave Liget op og selv undersøge
det!”

Dette Forslag vandt Bifald. „Hurra!” raabte man
og stod op for strax at drage afsted; men Sagføreren og
Lægen udbrød:

254

„Stop lidt! Vi maa have de fire Fyre med os - og
Drengen ogsaa; pas paa, at ingen stikker af!”

Jeg blev helt bange; men jeg vidste, at der ikke
fandtes nogen Udvej til at undslippe. Saa greb de os
og slæbte os med ud paa Kirkegaarden, der laa halv-
anden Mil borte. Næsten hele Byen sluttede sig til Op-
toget, der overalt vakte stor Opsigt. Klokken var om-
trent ni.

Da vi kom forbi Peter Wilks Hus, ønskede jeg rig-
tignok, at jeg ikke havde sendt Mary Jane bort; hun
havde kunnet redde mig.

De jog afsted ad Kirkegaarden til som en Flok vilde
Dyr. Endnu uhyggeligere blev hele Situationen derved,
at et Uvejr trak op, Lynene skar gennem Mørket, og
Vinden ruskede i Træerne. Aldrig havde jeg været i
en saadan Klemme, og jeg var helt sønderknust ved at
se, hvorledes alt gik helt anderledes, end jeg havde ven-
tet. I Stedet for, at jeg selv kunde have spillet mit Puds
til Ende, for saa i rette Tid at blive reddet af den frel-
sende Engel Mary Jane, kunde nu intet andet end denne
Tatovering Skaane mig for en forsmædelig Død. Og hvis
de nu slet ikke fandt nogen!

Denne Tanke fik mig til at isne, og dog kunde jeg
ikke lade være at tænke den. Det blev mørkere og mør-
kere, og jeg kunde saamænd haft god Lejlighed til at
smutte bort, hvis ikke denne brutale Fyr Hines holdt
mig med et sikkert Greb om Haandledet. Jeg kunde
nemmere have gjort mig løs fra selve Kæmpen Goliath
end fra ham. Han halede ivrigt afsted med mig; jeg
havde kun at skynde mig for ikke at falde.

Da vi naaede Kirkegaarden, strømmede Menneske-
massen i et Nu ud over den. Ved Gravstedet opdage-
des det, at der var hundrede Gange saa mange Spader
som nødvendigt; men ingen havde tænkt paa nogen
Lygte. Men saa gravede de løs ved Lynenes ustadige

255

Lys, medens en Mand blev sendt til det nærmeste Hus
for at hente en Lygte.

De gravede ivrigt væk, medens Uvejret tog til; nu
skylregnede det ogsaa. Men det lagde Folk ikke Mærke
til, saa optaget var de af spændt Forventning. Det ene
Øjeblik kunde man tydeligt se alle disse interesserede
Ansigter og Mændene, der arbejdede med Skovle; i
næste Øjeblik udslettedes alt i et saadant Mørke, at
man ikke kunde se en Haand for sig.

Endelig stødte man paa Kisten og gav sig til at
skrue Laaget af. Der opstod en frygtelig Trykken, Skub-
ben - alle trængte paa for at faa noget at se. Hines
holdt mig stadig om Haandledet; han trængte sig vold-
somt frem og trak mig med, saa jeg næsten maatte
skrige. Men jeg havde en Fornemmelse af, at han var
saa optaget, at han helt havde glemt mig.

Pludselig dirrede et langvarigt Lyn og oplyste hele
Sceneriet og en Stemme raabte:

„Min Sandten! Her ligger Pengeposen paa hans
Bryst!”

Hines udstødte et Forundringsraab som alle de an-
dre og gjorde en Kraftanstrængelse for at naa helt hen
til Graven; jeg smuttede Haanden ud af hans Tag og
som vanvittig løb jeg bort i Mørket.

Da jeg naaede Byen, spejdede jeg omkring og saa,
at Gaden var mennesketom; jeg behøvede ikke at løbe
nogen Omvej. Vort Hus laa mørkt og som uddøet - in-
tet Lys i Mary Janes Vindue; det gjorde mig saa ondt,
jeg véd ikke hvorfor. Men lige som jeg netop løb forbi
Stedet, tændtes et Lys i hendes Vindue; mit Hjærte
slog hæftigt i min Sindsbevægelse! Et Øjeblik efter
var Huset for stedse forsvundet i Mørket, for jeg løb
hurtig til. I Sandhed, hun var det elskeligste Væsen,
jeg har truffet paa!

Saasnart jeg var kommet saa langt bort, at jeg i

256

Øjeblikket ikke havde noget at frygte for, saa jeg mig
om efter en Baad; ved Hjælp af Lynene opdagede jeg
da snart en saadan, der ikke var fastgjort med Lænke.
Det var en Kano, som kun var bundet med et Reb.
Min Flaade laa jo langt ude i Midten af Strømmen ved
den lille Ø, saa jeg turde ikke spilde Tiden. Da jeg
endelig naaede Tømmerflaaden, var jeg ved at styrte af
Udmattelse. Dog sprang jeg om Bord og raabte:

„Hallo, Jim! Ud og gør los, for Himlens Skyld, el-
lers er vi fortabte!”

Med udspredte Arme tørnede Jim ud imod mig. Da
saa et Lyn oplyste ham, blev jeg saa forfærdet, at jeg
faldt baglænds i Vandet. Jeg havde helt glemt, at han
var malet og udklædt som Araber. Men Jim fiskede
mig op af Vandet igen; han var helt vild af Glæde ved
at gense mig uden Kongen og Hertugen, og vilde om-
favne mig og trykke mig til sit Hjærte, men jeg afbrød
ham med de Ord:

„Ikke nu - senere, vent til Frokost, Jim. Nu maa
vi hurtig gøre los og komme afsted!”

Faa Sekunder senere drev vi ned ad Floden. Hvor
var det herligt, saaledes igen at være alene sammen
paa den mægtige Strøm uden generende Selskab! Men
pludselig lød der en Lyd, som var mig vel kendt; jeg
holdt Vejret og lyttede anspændt - og sandelig, da Ly-
net oplyste Vandfladen, saa jeg dem komme anstigende!
Kongen og Hertugen halede ud efter os i en Baad! Jeg
sank helt sammen og kunde næppe tilbageholde Graa-
den.

Saa kom de da om Bord. Straks for Kongen ind
paa mig, greb mig i Kraven og sagde:

„Du vilde nok lade os i Stikken, din Rakkerunge!
Var ked af os, hva'?”

„Nej, Deres Majestæt,” svarede jeg, „det var ikke

257

af den Grund, aa, la' vær med at ryst mig saadan!”

„Naa, frem med Sproget! hvad havde Du i Sinde?
Svar! Eller jeg skal ryste lndvoldene ud af Dig!”

„Jeg skal sandfærdigt fortælle alt, Deres Majestæt,
slip mig blot! Den Mand, som holdt fast paa mig, var
saa venlig imod mig og fortalte, at han havde mistet
en Søn i min Alder sidste Aar, og nu gjorde det ham
saa ondt at se en Dreng som mig i en saadan Knibe.
Da saa alle blev saa forbavsede over, at de fandt Guld-
pengene, og stimlede sammen om Kisten, slap han mig
løs og hviskede: „Se nu til at komme bort, ellers bliver
Du sikkert nok hængt!” og saa løb jeg naturligvis. Det
havde jo ikke været nogen. Nytte til, om jeg var blevet,
for jeg kunde jo dog ikke hjaelpe Dem, og jeg havde
ingen Lyst til at blive hængt, naar det ikke var nød-
vendigt. Da jeg saa kom herud, bad jeg Jim om at
støde fra, for at Folkene ikke skulde komme efter mig
og alligevel klynge mig op. Jeg fortalte ogsaa Jim,
at De og Hertugen vistnok allerede var hængt, hvad
Jim og jeg var saa grænseløs bedrøvede over. Nu blev
vi ogsaa saa glade over at se Dem komme Spørg Jim,
om det ikke er sandt?”

Jim bekræftede ivrig alt, men Kongen paabød Tavs-
hed og udbrød haanligt:

„Ja, det lyder jo meget sandsynligt!”

Og saa rystede han mig igen og sagde, at han vilde
kaste mig i Vandet og lade mig drukne.

Men saa blandede Hertugen sig i Laget:

„Slip nu Drengen, gamle Fæhoved! Vilde De maa-
ske selv have handlet anderledes? Spurgte De om ham,
da De selv slap fri? Det mindes jeg ikke noget om!”

Saa gav Kongen da slip paa mig men vedblev at
udspy Eder over Byen og alle dens Beboere. Men
atter afbrød Hertugen ham:

„De skulde hellere bande over Dem selv; det har

Huck Finns Hændelser. 17

258

De al Grund til. Lige fra Begyndelsen har De taget
paa Tingene som en Klodrian og opført Dem som et Fæ-
hoved, naar jeg lige undtager den frække Historie, De
stak ud om den blaa Pil. Den var god - ligefrem ud-
mærket! Og det var da ogsaa den, som reddede os.
Havde De ikke stukket den ud, vilde de have spærret
os inde, til Englændernes Bagage var kommet, og saa
stod Tugthuset os aabent. Men det Paafund jog Folk ud
paa Kirkegaarden, og her hjalp Pengene os. Hvis de
Tosser ikke havde givet slip paa os for at glo paa Guld-
stykkerne, kunde vi i Nat have sovet med Jærnhalsbind
- ja, saa kunde vi være blevet opholdt længere, end
vi brød os om!”

Nogle Minutter talte ingen af os; saa sagde Kon-
gen, øjensynlig noget aandsfraværende: „Og vi, som
troede, at Negrene havde stjaalet Pengene!”

„Ja,” mumlede Hertugen langsomt og med haanligt
Tonefald, „vi troede det!”

Lidt efter mumlede Kongen: „I hvert Fald troede
jeg det!”

„Tvært imod, det var mig, som troede det!” udbrød
Hertugen.

„Sig mig engang, Sommerfeldt, hvad sigter De til?”
spurgte Kongen hurtigt.

Men Hertugen svarede groft:

„Naar vi skal tale om det, maa jeg nok tillade mig
det Spørgsmaal, hvad De sigter til?”

„Hm! hvem ved?” udbrød Kongen haanligt, „maaske
har De gaaet i Søvne og ikke selv vidst, hvad De fore-
tog Dem.”

Nu blev Hertugen for Alvor vred:

„Hold op med det fordømte Vrøvl! Anser De maa-
ske mig for en Idiot? Tror De maaske, at jeg ikke
vidste, hvem der havde lagt Pengene i Kisten?”

259

„Naturligvis vidste De det, eftersom De selv havde
gjort det!”

„De lyver!” raabte Hertugen og kværkede Kongen.

„Bort med Hænderne!” stammede Kongen. „Giv
slip paa mig! Jeg tager mine Ord tilbage!”

„Tilstaa først,” raabte Hertugen, „at De har stukket
Pengene til Side for senere at grave dem op og beholde
hele Klatten for Deres egen Mund!”

„Vent et Øjeblik, Hertug, og svar mig aabent og
ærligt paa det Spørgsmaal, om De virkelig ikke har lagt
Pengene i Kisten; jeg tror Dem, naar De siger nej, og
tager alt tilbage, hvad jeg har sagt!”

„Gamle Skurk - De ved meget godt, at jeg ikke
har gjort det! Altsaa bekend!”

„Naa, ja, saa tror jeg Dem! Men sig mig - naa,
bliv nu ikke straks vred igen - havde De i Sinde at
hugge Pengene ved Lejlighed?”

Hertugen tøvede lidt med sit Svar, men udbrød saa:

„Jeg er ikke sikker paa, om jeg havde i Sinde at
gøre det. Men De har ikke alene haft det i Sinde, De
har ogsaa gjort det!”

„Lad mig synke i Jorden, Hertug, om jeg har gjort
det; det er Sandhed! Jeg vil ikke benægte, at jeg tænkte
paa at skaffe dem afvejen. Men De - eller maaske
en anden, vilde jeg sige - er kommet mig i Forkøbet!”

Atter sprang Hertugen ind paa ham og greb ham om
Halsen:

„De lyver! De har gjort det og ingen anden! Be-
kend, eller -”

Kongen rallede, gispede efter Luft og kunde lige
med Møje hviske:

„Ja, jeg tilstaar, det var mig!”

Det glædede mig at høre denne Selvbekendelse; en
Sten faldt fra mit Hjærte derved. Hertugen tog Hæn-
derne til sig og raabte:

17*

260

„Hvis De vover at tage Deres Bekendelse tilbage,
drukner jeg Dem. Aldrig har jeg truffet paa en saadan
gammel Slynge! som Dem; og jeg troede Dein dog som
min egen Fader. De skulde skamme Dem over at handle
saaledes og saa tilmed skyde Skylden over paa nogle
elendige Negre! Jeg maa næsten le ad mig selv, fordi
jeg viste Tiltro overfor saadan en lumpen Fyr. Nu for-
staar jeg godt, hvorfor De vilde have Summen rundet
af med - De vilde have fat i Pengene fra Forestillingen
og alle de andre for Deres egen Mund!”

Ængstelig indvendte Kongen med klynkende Stem-
me:

„Nej, Hertug! Det var Dem, der fandt paa at runde
Summen af, og ikke mig!”

„Stille! jeg vil ikke høre mere,” raabte Hertugen,
„Nu ser De Følgerne. De Folk har faaet alle deres
egne Penge tilbage og vores med; jeg har næppe et Par
Sølvskilling tilovers. Skrub nu til Køjs med Dem og
stjæl ikke en anden Gang fra mig, hvis De skøtter om
Deres Liv!”

Kongen krøb ind i Wigwamen og søgte sin Trøst i
Flasken; snart efter gjorde Hertugen ligesaa. I mindre
end en halv Time var de atter blevet de bedste Venner
af Verden, og jo mere, de pæglede i sig, desto ømmere
blev Venskabet, og snart sov de ind i hinandens Arme.
Jeg lagde Mærke til, at Kongen vel vogtede sig for at
fragaa, at han havde stukket Pengene tilside, og dette
beroligede mig. Da de omsider var faldet i Søvn», for-
talte jeg naturligvis Jim alt om vore Oplevelser.

Dagevis drev vi nu med Strømmen uden at lægge
ind nogensteds. Vi var nu langt syd paa, langt borte
fra Hjemmet, i det varme Klima. Her saa vi Træer med
det lange, spanske Mos hængende ned fra Grenene lige-
som et langt, graat Skæg; derved fik Skovene et un-
derlig forladt Udseende. Imidlertid begyndte Slynglerne

261

atter at føle sig i Sikkerhed og genoptog med friske Kræf-
ter deres Arbejde i de Landsbyer, vi passerede.

Til Begyndelse forsøgte de et Foredrag om Afholds-
sagen, men Udbyttet heraf var næppe stort nok til, at
de derfor kunde erhverve sig en almindelig Rus. I en
anden By oprettede de et Dansekursus, skønt de ikke
havde mere Forstand paa Dans end en Kænguru; under
den første Undervisningstime jog den halve Bybefolk-
ning dem paa Flugt med Hujen og Spot. Derefter gik
det løs med Missionsmøder, Kvaksalveri, Spaaning og
Mesmerisme, kort sagt med lidt af hvert; men det syn-
tes ikke, at de længere ret havde Lykke med sig. Til
Slut kom de ynkelige og modfaldne tilbage paa Flaa-
den; de talte ikke et Ord, men laa og grublede Dagen
lang. Og saa var de ikke til at gøre tilpas.

Engang stak de dog Hovederne sammen flere Timer
inde i Wigwamen og hviskede paa saa hemmeligheds-
fuld en Maade. Jim og jeg var ikke hyggelig til Mode
ved dette; vi kunde forstaa, at de nu bryggede en rig-
tig Gavtyvestreg sammen; vi forsøgte at lytte efter, og
blev enige om, at de lagde Raad op om at gøre Indbrud
eller lave Falskmøntneri eller noget lignende; vi fore-
satte os for enhver Pris at holde os udenfor deres hem-
melige Anliggender, og om mulig at afsløre dem for at
blive fri for deres Selskab.

En skønne Morgen lagde vi til Land og skjulte Tøm-
merflaaden paa et sikkert Sted omtrent et Par Milsvej
nedenfor en ussel, lille By ved Navn Pikesville. Kon-
gen gjorde sig klar til at gaa i Land, men gav os for-
inden Ordre til at blive, hvor vi var. Selv vilde han
gaa ind til Byen og se, om der var Jordbund for Op-
førelsen af „Det kongelige Vidunder” - „Du skal na-
turligvis spille lndbrudstyv,” sagde jeg til mig selv;
„hvis det lykkes dig, vil Du komme her tilbage og for-
undre Dig saare over, hvor jeg og Jim og Flaaden er

262

blevet af, og det kan Du faa Lov til at forundre Dig
længe over!” - Hvis han ikke kom tilbage inden Mid-
dag, var det Tegn paa, at alt var i Orden, og da skulde
Hertugen og jeg tage ind til Byen.

Vi blev altsaa, hvor vi var. Hertugen syntes at være
i meget daarligt Humør og snuste saa underligt om-
kring. Jeg blev glad, da Middagen kom, og Kongen
endnu ikke havde ladet sig se. Saa gik da Hertugen
og jeg ind til Byen for at se efter ham. Langt om længe
fandt vi ham i et tomt Hundehus; han var fuldstændig
beskænket, og en stor Flok Gadeungdom og Dagdrivere
havde deres Morskab af at stritte Sten ind til ham og
tirre ham; det var umuligt for ham at komme; ud; da han
ligefrem ikke kunde støtte paa Benene. Hertugen skæld-
te ham ud for et gammelt Fjols, Kongen svarede med
samme Mønt, og Skænderiet var snart i fuld Gang.

Dette Øjeblik benyttede jeg til at løbe bort; som en
Pil fløj jeg ned til Floden; jeg vidste godt, at det nu
skulde vare længe, før vi igen traf paa dem. De skulde
ikke paany komme sammen med mig og Jim.

FEM OG TYVENDE KAPITEL.

Straalende af Glæde og stakaandet paa Grund af mit
hurtige Løb naaede jeg hen til Flaaden. Allerede et
Stykke borte begyndte jeg at raabe:

„Jim, skynd Dig ud! vi er fri for dem!”

Men jeg fik intet Svar, og Jim kom ikke frem fra
vores Wigwam.

Jim var borte!

Jeg blev Ved med at kalde, løb ogsaa op i Skoven
og raabte, men til ingen Nytte - Jim var og blev borte.

Overvældet af Sorg satte jeg mig ned og græd -

263

jeg kunde ikke andet! Men længe kunde jeg ikke holde
mig i Ro. Jeg drev om paa Kysten og tænkte over, hvad
jeg skulde gøre. Da mødte jeg en Dreng, hvem jeg
spurgte, om han ikke havde set en fremmed Neger, der
var saadan og saadan klædt

Jo, det er netop, hvad jeg har!” svarede Drengen.

„Hvor da?”

„I Nærheden af Silas Phelps Plantage, et Par Mils-
vej ned ad Floden. Han var nok en bortløben Neger.
men nu har de- faaet Fingre i ham igen. Har Du ogsaa
truffet ham?”

„Om jeg har?” vedblev jeg. „Jo, for et Par Timers-
tid siden løb jeg forbi ham i Skoven, og han truede med
at stikke mig ihjæl, hvis jeg sagde et Kny. Han jagede
mig ind i et Skjul, og der har jeg ligget indtil nu.”

„Saa er det da godt, at de har ham. Han er løbet
bort fra et Sted sydpaa. Der var udlovet to Hundrede
Dollars i Belønning for hans Paagribelse.”

„Ja, og dem kunde jeg have faaet, hvis jeg kunde
have paagrebet ham.” svarede jeg, „for jeg har først
set ham. Hvem paagreb ham saa?”

„Det var en gammel Mand” med stort, hvidt Skæg -
en Fremmed - han solgte sin Ret til Belønningen for
fyrrere Dollars; han kunde nemlig ikke vente, fordi
han skulde rejse videre. Jeg skulde rigtignok have ven-
tet, om det saa var i syv Aar, bare for at faa det
hele.”

„Ja, jeg ogsaa.” svarede jeg. „Men maaske det ikke
hængte rigtig sammen med den udlovede Belønning, si-
den han forlangte saa lidt; var alt i Orden?”

„Jo, det var rigtignok godt nok. Manden havde selv
et Eksemplar af Efterlysningen. Negeren var ganske liv-
agtig beskrevet deri og ogsaa Plantagen, hvor han hører
hjemme. Aa, giv mig en Skraa!”

Da jeg ikke kunde byde ham en saadan, var han

264

færdig med mig. Jeg gik tilbage til Flaaden, satte mig
ind i Wigwamen og overtænkte Sagen. Men skønt jeg
tænkte og tænkte, lige til jeg fik Hovedpine, kunde jeg
dog ikke finde paa Raad: Det var altsaa Takken for den
lange Rejse og alt andet, vi havde gjort for disse Slyng-
ler. At de havde Hjærte til at spille den Kæltringestreg.
at Jim igen skulde blive Slave hos fremmede Menne-
sker - og det for usle fyrretyve Dollars!

For hans Vedkommende vilde det da være tusind
Gange bedre at være Slave i Nærheden af, hvor hans
Familie opholdt sig - saa længe han var nødt til at
være Slave. Jeg bestemte mig derfor til at skrive et
Brev til Tom Sawyer og bede ham fortælle Miss Wat-
son, hvor Jim opholdt sig. Men af to Grunde lod jeg
den Tanke fare. Hun var naturligvis meget vred over
den Utaknemlighed, han udviste ved sin Flugt og vilde
i Fremtiden behandle ham strængt, eller maaske hun
endog vilde sælge ham for ikke at have ham i sin Nær-
hed. Og saa maatte jeg tage Hensyn til mig selv! Det
vilde jo hurtig rygtes alle Vegne, at Huck Finn havde
hjulpet en Neger med at flygte. Hvis jeg nogensinde
kom tilbage til Byen, maatte jeg da skamme mig som en
Hund. Hvad vilde ikke Tom Sawyer sige? Saadan er
det nu engang; gør man noget urigtigt, skal Følgerne
nok komme af sig selv. Jo mere jeg tænkte over min
Opførsel derhjemme i den gamle Rede, des højere raabte
min Samvittighed. I Grunden havde der været saa hyg-
geligt. Selv i Huset hos Enken var der dog til at
holde ud, og Miss Watson havde jo ogsaa ment det saa
godt med mig.

Omsider forsøgte jeg at bede, men jeg kunde ikke
finde Ord. Hvorfor kom de ikke? Jeg vidste det egent-
lig godt; det var, fordi jeg stadig spillede dobbelt Spil.
Jeg vilde nok aflade med al min Synd, men inderst i
mit Hjærte holdt jeg deg fast ved den. Snart følte jeg

265

da ogsaa, at det var umuligt at bede om en Usandhed.

Jeg var helt tvivlraadig og vidste ingen Udvej. Slut-
telig fik jeg den Tanke at sætte mig hen og skrive
et Brev - og saa bede! Efter denne Beslutning følte
jeg mig let som en Fugl! Jeg tog Papir og Blyant
og skrev:

„Miss Watson! Deres bortløbne Neger Jim er her
nede ved Byen Pikesville hos Mr. Phelps. Han vil sende
ham tilbage, naar De udbetaler den udlovede Belønning.
Huck Finn.”

Nu var jeg vasket ren for alle Synder og følte, at
jeg endogsaa kunde bede. Men jeg udsatte Bønnen lidt
endnu. Jeg lagde Brevet foran mig og tænkte, hvor
godt det var, at jeg var kommet saa vidt, og hvor nær
jeg havde været ved at gaa til Grunde. I Tankerne saa
jeg Jim ved Dag og Nat, i Maaneskin og under Uvejr,
naar vi gled ned ad Floden- og snakkede sammen og
sang og lo - jeg erindrede, hvorledes han tog mine
Vagter for ikke at forstyrre min rolige Søvn; hvor lyk-
kelig var han ikke mangen Gang blevet, naar jeg efter
lang Fraværelse kom tilbage til Flaaden? Altid var han
beredt til at yde mig Tjenester og gøre alt det bedste
for mig!

Atter greb jeg Papiret og saa paa det. Jeg rystede
ligefrem, fordi jeg godt følte, at jeg stod overfor en
Afgørelse. Et Minut grublede jeg dybt, og saa sagde
jeg til mig selv:

„Nej, jeg kan ikke være troløs overfor Jim! - Er det
en Dødssynd, saa lad mig være fortabt!”

Og dermed rev jeg Papiret i smaa Stykker.

Ja, fortabt! Det var en skrækkelig Tanke, men nu
var Tærningen kastet; det kunde ikke gøres om. Jeg
besluttede at stjæle Jim tilbage, og hvis jeg ellers kunde
foretage mig noget andet Ondt, saa vilde jeg gøre det,
da jeg dog nu var fortabt. Derefter overlagde jeg længe,

266

hvorledes jeg skulde gribe Sagen an og lagde allehaande
Planer.

Sluttelig kom jeg paa en, som tiltalte mig. Saa-
snart det blev mørkt, drev jeg med Flaaden hen til en
lille skovbevokset Holm, jeg havde set længere ned
ad Floden, og her gemte jeg min Flaade rigtig godt.
Hele Natten sov jeg, men var Oppe ved Daggry, spiste
Frokost og samlede nogle Klædningsstykker og andet
til en lille Bylt; saa gik jeg i Kanoen og roede bort
fra Holmen. Jeg landede noget længere nede ud for
det Sted, hvor jeg kunde skønne, at Silas Phelps Plan-
tage maatte være. Derefter gemte jeg min Bylt i Sko-
ven, fyldte Baaden med Vand og kastede store Sten
i den, indtil den sank til Bunds; jeg vidste da, hvor
jeg skulde finde den, naar jeg maatte faa Brug for
den.

Min Vej førte mig et Stykke gennem tæt, gammel
Skov, indtil jeg naaede en vid, grøn Dalstrækning, hvor
jeg langt borte fik Øje paa nogle Bjælkebygninger. Jeg
styrede mine Skridt derhen og kom til et Sted, hvor et
Skilt udviste, at her var „Phelps Savmølle”; nogle Hun-
drede Skridt længere henne ad Vejen naaede jeg til hans
Gaard; jeg holdt nøje Udkig, men opdagede intet le-
vende Væsen her, skønt det nu var lys Dag. For øv-
rigt hørte det til min velovervejede Plan at komme til
Gaarden fra Landsbyen og ikke fra den modsatte Kant.
Derfor slentrede jeg til Byen.

Den første, jeg her løb i Armene paa, var - Her-
tugen. Han var i Færd med at gaa rundt og opklistre
de kendte Plakater over tre Gange Opførelse af „Det
kongelige Vidunder” Jeg var kommet saa nær ind paa
Livet af ham, før jeg opdagede ham, at det var umu-
ligt at slippe bort.

„Halløj! Hvordan kommer Du her, Æsel?” Men saa

267

slog han over i en mild Toneart og spurgte: „Hvor
er Flaaden - Du har vel gemt den godt?”

„Det var just det, som jeg vilde have spurgt Deres
Naade om,” løj jeg.

Han satte et temmelig fromt Ansigt op og spurgte:

„Hvor falder det Dig ind at ville spørge mig efter
den?”

„Jo.” svarede jeg, „da jeg i Gaar saa Kongen ligge
fuld inde i det Hundehus, saa tænkte jeg, at det vilde
vare en rum Tid, før vi igen kunde faa ham hjem.
Jeg drev da rundt i Byen for at faa Tiden til at gaa.
Saa mødte jeg en Mand, som tilbød mig ti Cent for at
ro med ham over Floden med et Faar; men da vi slæbte
af med det til Baaden, og jeg holdt i Tovet, gjorde det
sig saa udtilbens, at jeg ikke kunde holde det, og det
løb fra os. Vi fik først langt om længe fat paa det
igen og fik det da ogsaa over, men da var det allerede
blevet mørkt. Da jeg saa kom ned til Floden, var Flaa-
den borte. Jeg sagde til mig selv: „De har maaske haft
Uheld med Dem og har taget afsted med min Neger,
den eneste Neger, jeg har ejet i hele mit Liv, og nu
staar jeg i et fremmet Land uden Penge eller noget og
ved ikke, hvad ieg skal leve af!” Saa satte jeg mig
ned og græd, indtil jeg faldt i Søvn i Skoven. For-
tæl mig dog, hvad der er blevet af Flaaden og af Jim.
min stakkels Jim!”

„Pokker staa i det, om jeg aner noget derom - det.
vil sig om Flaaden. Det gamle Asen havde lavet en For-
retning og tjente fyrretyve Dollars, og da vi fandt ham
i Hundehuset havde disse Dagdrivere rapset saa omtrent-
lig hver Sysling fra ham, undtagen naturligvis hvad han
havde sat i Whisky. Da vi langt om længe i god Be-
hold kom ned til Floden, var Flaaden borte, og vi sagde:
Den lille Slubbert har stjaalet vores Flaade og har
smurt Haser ned ad Floden.”

268

„Tror De maaske, at jeg kunde lade min Neger i
Stikken? Den eneste Neger, jeg nogensinde har ejet.
min eneste Ejndom?”

„Det har jeg oprigtig talt ikke skænket en Tanke; vi
syntes nu, at det var vores Neger og vi har da, for Pok-
ker, ogsaa haft Ubehageligheder nok for hans Skyld.
Da vi altsaa opdagede, at Flaaden var borte, maatte vi
jo endnu en Gang gøre et Forsøg med dette Teatervæ-
sen: heldigvis havde jeg jo Restpartiet af Plakaterne
med mig. Hør, jeg har en tør Plet paa Ganen, stik mig
den Ticent, Du tjente!”

Jeg havde jo temmelig godt med Penge, derfor gav
jeg ham de ti Cent, men bad ham om at købe noget
Mad for den og levne lidt til mig, for den var det eneste,
jeg ejede - sagde jeg - og jeg havde ikke spist siden
den foregaaende Dag.

Denne Bemærkning lod han til at overhøre, men
vedblev saa:

„Tror Du for Resten, at det Negerskrog vil gøre
Ondt for os? Jeg skal garve hans sorte Bælg, hvis han
vover det!”

„Hvorledes skulde De komme til det - er han da
ikke løbet bort?”

„Ih, bevares nej! Den gamle Drukkendidrik har
solgt ham og ikke engang delt med mig - ja nu er
Pengene jo borte.”

„Solgt ham?” udbrød jeg og gav mig til at græde.
„Det er jo min Neger - Pengene tilhørte altsaa mig!
Hvor er han - jeg vil have min Neger igen!”

„Naa da, Du kan da nok begribe, at Du ikke kan faa
din Neger! Men hør - vil Du maaske bringe os i
Fedtefadet? Hvis Du prøver -”

Han afbrød sig selv og saa ondt paa mig; derfor
skyndte jeg mig at sige:

269

„Nej, det tænker jeg rigtignok ikke paa. Nu har jeg
nok at gøre med at finde min Neger igen!”

Med sine Plakater under Armen og Klisterpenslen
i Haanden stod Hertugen en Tidlang tavs og eftertænk-
som; saa udbrød han:

„Nu skal jeg sige Dig noget. Vi bliver her i tre Dage.
Lover Du mig at holde Bøtte og sørger Du for, at din
Neger gør ligesaa, saa skal jeg fortælle Dig, hvor han er.”

Det lovede jeg, og han fortalte:

„En Farmer, der hedder Silas Ph-” Nu skulde han
lige til at sige Sandheden, men, da han saa brød af,
vidste jeg, at han havde forandret Mening. Han havde
ikke Tillid til mig, og vilde have mig fra Haanden i disse
Dage. Derfor fortsatte han saaledes: „Naa, ja, den Mand,
som har købt Jim, hedder Abram Foster - Abram G.
Foster - og han bor fyrre Mil inde i Landet, i Nærheden
af Lafayette.”

„Det er godt!” udbrød jeg, „det kan jeg nok naa paa
tre Dage; endnu i Eftermiddag vil jeg begive mig paa
Vej.”

„Nej, det vil Du ikke; Du gaar straks derud uden at
drive Tiden hen.”

Det var netop mit Ønske; jeg vilde have fri Hæn-
der for at kunne udføre min Plan.

„Altsaa, afsted med Dig!” kommanderede Hertugen.
„Du kan sige til Mr. Foster, hvad Du selv synes. Maa-
ske kan Du faa ham til at tro, at ]im er din Neger -
der gives jo de Tosser, som ikke forlanger at se Papirer.
Sig til ham, hvad Du vil, men understaa Dig ikke til at
sladre om os hverken her eller der!”

Saa begav jeg mig paa Vej; med velberaad Hu saa
jeg mig ikke tilbage, men jeg mærkede, at han holdt
Øje med mig. Jeg vandrede uden Ophold mere end en
Fjerdingvej ind ad Landet til; men saa gjorde jeg om-
krin, løb gennem Skoven og satte Kursen mod Silas

270

Phelps farm. Jeg ansaa det for heldigst at gaa lige løs
paa Maalet frem for at liste omkring det. Saaledes
kunde jeg maaske stoppe Munden paa Jim, til Gavtyvene
var stukket af. I modsat Fald blev jeg udsat for Kævle-
rier og jeg ønskede intet hellere end helt og holdent at
være af med dem.

Ude ved farmen var alt Liv som uddøet; alt var
stille som paa en Helligdag. Solen varmede stærkt og
badede alt i et hvidt Lys. Alle Folk syntes at være langt
ude paa Markerne ved Arbejdet, thi ingen var at øjne
fra Landevejen. Insekternes fine Summen vibrerede i
Luften; ellers hørtes ikke en Lyd. Disse uforstyrrede
Toner bringer altid med sig en Følelse af, at alt er ensomt
og forladt af Mennesker. Naar saa en let Luftning brin-
ger træernes Løv til sagte at rasle, da er det som man
fornemmer Pustet af de Henfarnes Aander, man gyser
og ønsker, at man ogsaa selv var død og begravet og
udløst fra alle denne Verdens Fortrædeligheder. Netop
saa trist var min Stemning.

Silas Phelps Farm var en af disse smaa Bomulds-
Plantager, man træffer paa i Dusinvis, og som lader sig
beskrive i Drømme. Et Stakitværk indhegnede en to
Akre stor Gaard, som man kom ind i ved at stige over
en Stænte eller, hvis man kom til Vogns, gennem et
Led. Nogle magre Græspletter fandtes hist og her i
Gaarden, der forøvrigt var bar som en Hattepul. I Bag-
grunden hævede sig et to-Etages Blokhus af raa Træ-
stammer, hvis Mellemrum var udfyldt med Ler og Ce-
ment, og hvis Hvidtning omtrent var afskallet. Dette
var Familiens Vaaningshus. Tæt herved laa et Køkken-
hus, ligeledes opført af utilhugne Træstammer, og det
var forbundet med Vaaningshuset ved en bred, aaben,
men dækket Gang. Bag Køkkenet laa et Rygeri af Bræd-
der og bag ved dette igen tre smaa Træskure ved Siden
af hinanden til Beboelse for Negrene. Endelig saas et

271

lille, ensomt beliggende Skur ved Stakitværket i Baggrun-
den tillige med et Par mindre Udbygninger. Ved det
ensomme Skur stod en stor Kedel og andet Tilbehør til
Sæbesyderi; udenfor Køkkendøren en Bænk med Vand-
spande og Øsekar og en Hund, der sov midt i den stær-
keste Solhede. Rundt omkring i Gaarden slangede andre
Hunde sig dovent i Solskinnet. I et Hjørne saas et Par
Træer, hvis noget afsvedne Kroner kun gav ringe Skygge,
og langs Stakitværket endel Ribs- og Stikkelsbærbuske.
Udenfor Gaardens Indhegning fandtes en Have med
Vandmelonbede; derefter fulgte Bomuldsmarkerne og
bag disse strakte Skoven sig.

Først gik jeg engang forbi og saa mig godt om. Men
saa klatrede jeg over Stænten og gik lige over mod Køk-
kenet. Ud fra det hørte jeg nu Summen fra en Spinde-
rok, denne klagende ensartede Tone, som er den mest
sørgmodigste Lyd, der kan tænkes; nu ønskede jeg da
ogsaa, at jeg var død og borte, for den Lyd gjorde mig
saa melankolsk. Dog lod jeg mig ikke standse, men sty-
rede hastig fremad idet Haab, at mit gode Forsyn nok til
rette Tid vilde lægge mig de rigtige Ord i Munden; hid-
til havde det stadig gjort dette i det rette Øjeblik, naar
jeg kun rolig havde overladt alt til det.

Næppe var jeg naaet halvvejs gennem Gaardspladsen,
før en Hund bjæffende rejste sig op og straks efter fulgte
en anden Eksemplet. I næste Øjeblik var jeg omringet
af et helt Kobbel og alle Hundene snuste op ad mig og
gav Hals i alle Tonearter. Hvor jeg saa hen, kom Efter-
nølere springende frem, ud fra alle Hjørner af Hytterne
og over Stakitværket. Jeg standsede og rørte mig ikke
ud af Pletten, medens jeg saa paa hele denne Meute.

En gammel Negerkvinde kom nu styrtende ud fra
Køkkenet og slog løs paa Hundene med et langt Stege-
spid, som hun haandterede helt krigerisk: „Hvad vil I?
- Afvejen Du ”Tiger”, væk med Dig „Juno”!” raabte

272

hun og kylede rundt med Hundene, som slukøret
luskede af med Halen mellem Benene. Men snart efter
kom omtrent Halvdelen af dem igen hen til mig og gned
sig op ad mig for at slutte Venskab. Nej! der er saa-
mænd ikke nogen Falskhed hos Hunde!

Bagefter den Gamle kom en lille sort Pige og to
smaa Negerbørn i meget sparsomt Kostyme; de holdt sig
fast i Moderens Kjole og kigede frem sky og ængstelige
som Fugleunger, saaledes som disse smaa, sorte Skab-
ninger altid gør det. Ovre fra Hovedbygningen kom nu
en hvid Kone styrtende hen mod mig; hun kunde være
omtrent femogfyrre Aar gammel, var barhovedet og
havde endnu sit Haandarbejde i Haanden. Bag hende
fulgte to smaa hvide Børn, som opførte sig akkurat
ligesom de sorte. Hun smilte over hele Ansigtet og
straalede af Venlighed. Allerede langt fra mig raabte
hun:

„Aa, er Du da endelig der! Er det virkelig Dig!”

„Ja, det er mig!” svarede jeg, uden egentlig at vide,
hvad jeg gjorde eller sagde.

Saa trykkede hun mig ind til sig og omfavnede mig,
saa jeg var ved at tabe Vejret. Derefter greb hun begge
mine Hænder og rystede og trykkede dem, medens Glæ-
destaarer trillede ned ad Kinderne. Hun overøste mig
med Omfavnelser og Kærtegn, medens hun snakkede
løs:

„Min elskelige lille Dreng, Du ligner jo ikke din
Moder saa meget, som jeg havde tænkt mig, men det
gør ikke noget. Herregud! Hvor er jeg glad over at
se Dig, jeg kunde næsten spise Dig af Glæde! Børn,
se her, det er jeres Fætter Tom, giv ham Haanden og
sig pænt Goddag!”

Men de dukkede kun Hovedet og stak Fingrene i
Munden. Og Konen vedblev:

„Lise, skynd Dig ind og sørg for, at han kan faa

273

lidt varmt til Frokost!” kommanderede hun. „Du maa
da være meget sulten Tom? Eller maaske Du har spist
Frokost om Bord paa Dampskibet?”

I stærk Modstrid med Sandheden svarede jeg, at jeg
allerede havde spist paa Skibet. Saa førte hun mig ved
Haanden ind i Huset, medens Børnene luntede bag efter.
Inde i Stuen blev jeg sat i en Rørstol, medens hun tog
Plads paa en Skammel overfor mig og tog begge mine
Hænder i sine. Længe saa hun mig lige ind i Ansigtet
og udbrød saa:

„Endelig kan jeg engang rigtig af Hjærtenslyst be-
tragte Dig, min Dreng! Hvor har jeg i Aar og Dag læng-
tes efter at have Dig her og nu er det da endelig sket!
For Resten har vi allerede i flere Dage ventet Dig!
Hvad har dog sinket din Rejse Maaske Damperen løb
paa Grund?”

„Ja, Frue - Damperen -”

„Men Dreng dog, man siger da ikke Frue, sig dog
Tante Sally! Det var altsaa den Damper, hvor skete
det?”

Det sidste Spørgsmaal faldt mig haardt at besvare og
jeg maatte lade det ligge: jeg havde jo ingen Anelse om,
hvor den Damper ventedes fra. Jeg havde paa Fornem-
melsen, at den skulde komme syd fra, men det nyttede
mig ikke meget da jeg ikke kendte Navnene paa de
nærmeste Byer syd paa og da slet ikke de farlige Steder
for Sejladsen. Der var da ikke andet at gribe til end at
finde paa et Stednavn eller at sige, at jeg havde glemt det.
Men saa fik jeg en indskydelse og greb den hurtigt.”

„]a, det var nu egentlig ikke det, at Damperen stødte
paa Grund - det var Maskinens Cylinder, som sprang.”

„Du store Gud! der kom vel ikke nogen til Skade?”

„Aa, næ - kun en Neger blev slaaet ihjel!”

„Det var da et Held: Folk kan godt blive dræbt ved
en saadan Ulykke. For to Aar siden - det var for

Huck Finns Hændelser. 18

274

Resten paa Juleaftens Dag - kom din Onkel tilbage fra
New-Orleans med den gamle „Sally Rook” og da pas-
serede akkurat det samme Uheld - en Mand blev me-
get haardt saaret og døde senere deraf, tror jeg. Han var
Baptist; ja, din Onkel kender en Familie i Baton-Rouge,
som ved nøje Besked med hans Slægt. Jo, nu staar det
tydeligt for mig, han døde virkelig af Lemlæstelsen. Der
kom Blodforgiftning til og han maatte opereres, men
det hjalp ikke noget, alt hvad de gjorde; tilsidst blev han
helt blaa over hele Kroppen og døde i Haabet om et
evigt Liv. Det skal have været noget saa grusomt at se
paa. Naa, hvad jeg vilde sige, din Onkel har hver Dag
i den senere Tid været inde i Byen for at se efter Dig.
For en Timestid siden er han just taget derind, og han
kan være her tilbage hvert Øjeblik. Har Du ikke mødt
ham undervejs? En ældre Mand med en -”

„Nej, jeg har ikke set nogen, Tante Sally. Straks da
Damperen lagde til tidlig i Morges, begav jeg mig paa
Vej herud. Da det var saa varmt, lagde jeg mig lidt i
Skyggen i Skoven og der er jeg saa faldet i Søvn. Jeg
blev vækket ved Støjen af en Vogn; maaske det netop
var Onkels Vogn?”

„Du siger noget! Hvor længe er det siden?”

„Jeg ved ikke saa nøje, maaske en Timestid.”

„Naa, men hvor har Du din Bagage? Hvem har Du
givet den i Forvaring?”

„lngen!”

„Men Barn dog, den er vel ikke stjaalet fra Dig?”

„Nej, det tror jeg ikke. Det var saa varmt, da jeg
gik herud, derfor lod jeg min Bagage ligge i Skoven.
jeg har gemt Tøjet rigtig godt og sat et Mærke, saa jeg
kan finde det igen.”

„Ja, saa maa Du rigtignok selv derhen: men sig mig,
hvorledes kunde Du saa tidlig faa Frokost om Bord paa
Damperen?”

275

„Jo - Kaptajnen fik Øje paa mig og tilbød mig Fro-
kost, før jeg gik i Land. Han tog mig med ned i det
Rum, hvor Officererne spiste og lod mig faa, hvad jeg
ønskede.”

Jeg følte mig saa ilde til Mode ved Situationen, at jeg
næppe kunde lyve. Hele Tiden holdt jeg Øje med Bør-
nene; jeg ønskede, at jeg kunde komme udenfor med et
af dem for saaledes at faa lidt Besked om, hvem jeg i
Grunden var. Men det lod sig ikke gøre. Imidlertid løb
Munden paa Fru Phelps som en ustandselig Kværn.
Pludselig fik hun Haarene til at rejse sig paa mit Hoved
ved at udbryde:

„Men her sidder vi og snakker og Du har endnu
ikke faaet Lejlighed til at fortælle mig det mindste om
Søster og alle de andre derhjemme. Naa, nu tier jeg
stille, fortæl Du saa løs min Dreng, fortæl om hver og
en i Familien. Hvorledes det gaar dem, hvad de tager
sig for, hvilken Besked Du har til mig fra dem, fortæl
det nu pænt alt sammen!”

Ved denne ligefremme Opfordring løb en Gysning
gennem mig. Nu stak jeg fast i det! Hidtil havde det
gode Forsyn holdt mig oven Vande, nu syntes det at
svigte mig. Som en Fisk, der kommer op paa Landjor-
den, snappede jeg efter Vejret og pinte min Hjærne for
at finde en lille Udvej. Just som jeg skal til at frem-
komme med et Par ligegyldige Bemærkninger for at faa
Luft, før jeg begav mig videre ud i dette vanskelige Far-
vand, greb Tante Sally mig hastigt i Armen, trak mig
om bagved Sengen og hviskede:

„Der kommer han! Duk Hovedet lidt ned, længere
endnu, det er godt: nu kan han ikke se Dig. Lad nu
være med at røbe Dig, forstaar Du? Nu skal vi rigtig
have Løjer Børn - ikke et Ord om, at Fætter Tom
er kommet!”

Nu havde jeg kun- at forholde mig rolig og stille

18*

276

vente til Lynet slog ned. Jeg fik lige kastet et flygtigt
Blik paa den indtrædende gamle Herre, før jeg forsvandt
ned bag Sengen. Fru Phelps løb ham i Møde og udbrød

„Er han saa med?”

„Nej,” svarede hendes Mand.

„Du gode Gud!” fortvivlede hun, „hvad i al Verden
kan der da være hændet den stakkels Dreng?”

„Ja, der spørger Du mig om mere end jeg kan give
Svar paa.” - den gamle Herre trak paa Skuldrene, „jeg
maa sige, at jeg begynder at blive meget urolig.”

„Urolig - urolig,” raabte hun, „jeg er ligefrem for-
tvivlet! Han maa være kommet; Du maa være kørt
forbi ham paa Vejen, saaledes maa det være. Jeg har
en Følelse af, at det er saaledes!”

„Sally, kørt forbi ham! Det er umuligt paa den Vej!”

„Ak, almægtige Himmel, hvad vil Søster sige! Han
maa jo være kommet, - Du maa ikke have set ham!
Han -”

„Naa, gør mig nu ikke forrykt; jeg ved simpelt hen
ikke, hvad der er at gøre. Kommet er han ikke, det er
sikkert, thi jeg kan ikke have undgaaet at træffe ham,
Sally, det er forfærdeligt - men jeg begynder at tro, at
der er hændet Damperen et Uheld paa Vejen!”

„Nej se! Silas, se dog ud ad Vinduet - kommer der
ikke nogen derude paa Vejen?”

Han gik hen til Vinduet og kigede ud med Ryggen
ind til Værelset; det var netop, hvad hun tilsigtede. Hur-
tig bukkede hun sig ned efter mig, greb mig i Frakke-
kraven, og jeg krøb frem. Da den gamle Herre vendte
sig om fra Vinduet stod hun straalende og glødende som
en hel Sol og jeg ved Siden af hende, ynkelig at skue
som en vaad Pudel med hængende Øren og bedrøvet
Hale.

„Hvem - hvem er det?” udbrød han og stirrede
paa mig.

277

„Hvem tror Du?”

„Hvor skulde jeg vide det? lkke Spor af Anelse!
Hvem er han?”

„Aa, Tom Sawyer er det, lille Mand!”

Det forekom mig, som var et Lyn slaaet ned fra Him-
len ved min Side. Tom Sawyer! - Men der blev ikke
Tid til Forundring. Den gamle Herre greb min Haand
og rystede og trykkede den, medens hans Kone dansede
rundt som en Indianerhøvding og baade lo og græd af
Henrykkelse. Og saa affyrede de begge hele Salver mod
mig af Spørgsmaal om Tante Polly og Sid og Mary og
alle de andre derhjemme.

Hvor stor deres Glæde end var, saa stod den ikke
Maal med min. Jeg følte mig som nyfødt; nu vidste jeg
endelig, hvem jeg var. At jeg saaledes skulde aabenbare
mig som en god, gammel Bekendt af mig selv - nej,
jeg kan ikke fortælle, hvor let jeg blev om Hjærtet. I
hele to Timer bestormede de mig saa med deres Spørgs-
maal, men da var mit Snakketøj ogsaa saa medtaget, at
det næsten nægtede at gøre Tjeneste længere. Jeg havde
da ogsaa fortalt dem saa meget om min Familie, det vil
sige den Sawyerske Familie, som seks Familier umuligt
kunde opleve i seks Gange seks Aar. Derefter gik jeg
over til min Rejse, fortalte om den sprængte Dampcylin-
der, om den Rædsel og den Forsinkelse, Uheldet for-
voldte, og de hængte ved mine Læber og slugte hvert af
mine Ord.

Jeg følte mig saa vel tilpas og munter som Fisken i
Havet; det var helt behageligt og morsomt at spille Tom
Sawyer og jeg havde allerede trygt levet mig ind i Rollen,
da Lyden af en Dampers hule Stønnen naaede til os ude
fra Floden. Da slog den Tanke mig: Hvis nu Tom, den
rigtige Tom, var med denne Damper? Og hvis han saa
uventet traadte ind ad Døren og nævnte mit Navn, før
jeg kunde give ham et Vink om at holde Mund? Nej,

278

det maatte ikke ske - det vilde ødelægge hele Sagen
for mig. Jeg maatte gaa ham i Møde paa Vejen og sætte
ham ind i min Stilling. Jeg sagde da, at det vilde være
bedst, om, jeg gik hen og hentede min Bagage. Den
Gamle vilde følge med, men jeg takkede og sagde, at
han rolig kunde betro mig at køre Hestene den Smule Vej;
for alt i Verden maatte han ikke ulejlige sig mere for min
Skyld i denne Varme. Denne Bemærkning slog Hovedet
paa Sømmet og de lod mig alene ordne Sagen.

SEKS OG TYVENDE KAPITEL.

Jeg raslede altsaa afsted til Byen med min Onkels
Vogn. Da jeg var naaet Halvvejen, ser jeg et andet Køre-
tøj fra Byen komme mig i Møde. Og hvem sidder deri?
Tom Sawyer, min gamle Ven Tom. Jeg standsede og ven-
tede, indtil han kom helt hen til mig. Saa raabte jeg:
„Holdt!” og det gjorde han. Med aabenstaaende Mund
stirrede han paa mig og snappede saa flere Gange efter
Vejret som et Menneske, der har faaet en forsvarlig Duk-
kert, indtil han endelig begyndte at fremstamme:

„Du ved jo godt, Huck Finn, at jeg aldrig har gjort
Dig noget ondt. Vi har jo altid været gode Kammerater.
Hvorfor spøger Du saa her omkring og gør mig bange
- mig, din egen Tom?”

„Tom! Hvor kan jeg spøge, naar jeg aldrig har været
død?”

Min Stemme syntes at berolige ham noget, men helt
sikker var han endnu ikke.

„Hold mig ikke for Nar, Huck, jeg vilde ikke gøre
det i dit Sted,” bad han med angstfuld Stemme. „Sig
mig ærlig og oprigtig, er Du virkelig ikke et Spøgelse?”

279

„Paa Ære og Samvittighed, nej, jeg er ikke et Spø-
gelse!”

„Naa, ja, - saa er det vel sandt; men jeg forstaar
det dog ikke endnu. Blev Du da ikke myrdet dengang?”

„Nej, jeg er endnu aldrig blevet myrdet! Fatter Du
ikke, Tom, at det var noget, jeg kun lavede, for at blive
fri for den Gamle og de andre. Kom over og undersøg
mig, hvis Du ikke tror mig!”

Det gjorde han saa og dermed forsvandt hans Tvivl;
han var saa glad ved at gense mig, at han næppe vidste,
hvorledes han skulde vise mig sin Glæde. Han vilde
have nøje Besked om alt. Det var jo et dejligt Æventyr,
jeg havde oplevet, rigtig efter hans Smag. Jeg lovede
ham senere at fortælle Enkelthederne og gik lidt hen ad
Vejen med ham for at Kusken ikke skulde høre vor Sam-
tale. Jeg fortalte ham da om den Knibe, hvori jeg be-
fandt mig, og spurgte ham, hvorledes vi skulde komme
over det. Han svarede, at jeg nogle Minutter skulde lade
ham have Ro; han overvejede Situationen nøje og sagde
saa:

„Nu har jeg det! Ja, saadan skal det være. Du skal
tage min Koffert over paa din Vogn og lade som om det
er din, og saa kører Du rigtig langsomt hjem, saa Du
ikke kommer tidligere end de venter Dig. Jeg kører til-
bage et Stykke ind ad Byen til og kommer saa til Onkel
en halv Timestid efter Dig. I Begyndelsen skal Du ikke
lade som om; Du kender mig.”

„Godt!” svarede jeg, „men vent lidt, der er endnu
noget at tage i Betragtning - noget, som ingen andre
ved end jeg. Der er nemlig en Neger i Fangenskab hos
din Slægtning; ham vilde jeg gerne befri - det er Jim,
gamle Miss Watsons Jim!”

„Hvad? Jim er jo -”

Han brød sig selv af og jeg sagde hurtigt:

„Jeg ved, hvad Du vilde sige, Tom! Og Du tænker,

280

at det er en simpel og modbydelig Handling, og det er
det maaske ogsaa! Men hvad bryder jeg mig om det?
Jeg er ogsaa selv simpel og jeg vil stjæle ham og befri
ham. Af Dig forlanger jeg kun, at Du holder Mund og
ikke fortæller det til nogen. Lover Du mig det, Tom!”

Hans Øjne skød Lyn og han udbrød begejstret:

„Jeg - fortælle det! Nej, jeg vil hjælpe Dig med at
stjæle ham.”

Der faldt virkelig en Sten fra mit Hjærte. Det var
det forunderligste, jeg havde hørt i mit Liv, og, skønt det
gør mig ondt, maa jeg dog sige, at Tom Sawyer derved
sank betydeligt i min Agtelse. Jeg turde næppe tro mine
Øren - Tom Sawyer, Søn af ærbare Forældre - vilde
gøre sig til Negertyv. Det overgik min Forstand!

„Umuligt,” udbrød jeg, „Du vil drive Spøg med mig!”

„Nej, det er mit ramme Alvor, Huck!”

„Naa ja, enten det nu er dit Alvor eller ikke, saa husk
i hvert Fald paa, at ingen af os, hverken Du eller jeg,
kender noget til det, hvis de taler om en bortløben
Neger.”

Saa var den Sag afgjort. Vi tog Kofferten, satte den
over i min Vogn og kørte hver sin Vej. Men jeg glemte,
at jeg skulde køre langsomt for at trække Tiden ud. Saa-
ledes kom jeg meget for tidlig tilbage i Forhold til Vejens
Længde. Den Gamle stod i Døren og udbrød helt forun-
dret:

„Nej, det er dog udmærket! Hvem skulde tænke sig,
at de gamle Skrog kunde hale saadan ud! Og ikke Spor
af svedte er de, det er dog besynderligt. Nu vil jeg ikke
skille mig af med dem for hundrede Dollars, paa Ære!
Jeg havde forleden nær solgt dem for femten og mente
endda, at Krikkerne ikke engang var det værdt.”

Imidlertid hjalp han mig hovedrystende at
spænde fra. Han var den mest skikkelige og naive Sjæl
af Verden! Det forundrede mig dog ikke, for han var

281

ikke alene Farmer, men ogsaa Præst. Af egne Midler
havde han bygget en lille Kirke, der tillige blev brugt
som Skolestue; den var opført ved Plantagens Udkant
og her prædikede og gav han Undervisning af og til.
Der, nede i Syden findes mange Præstefarmere og Farmer-
Præster af denne Slags.

Efter en Timestids Forløb kom Toms Vogn i Sigte.
Tante Sally opdagede den gennem Vinduet og udbrød helt
forbavset:

„Se dog, der kommer nok Fremmede! Hvem kan det
mon være? Jeg tror virkelig, at det er en Fremmed!
Jimmy (det var en af Børnene) løb ud og sig til Lise,
at hun skal sætte en Tallerken til ind paa Spisebordet.”

Alle skyndte sig til Indgangsdøren, det er jo ingen
Hverdagsbegivenhed, at der kommer en Fremmed, og
naar dette hænder, fængsler det Interessen stærkere end
om det var den gule Feber, der var kommen anstigende.
Tom var imidlertid sprunget af Vognen og var paa Vej til
Døren, medens Vognen rumlede tilbage til Byen. Vi
trængte os sammen i Døraabningen som en Flok Faar
og den ene søgte at skubbe sig foran den anden. Tom.
havde sine bedste Klæder paa og en forventningsfuld
Skare foran sig. I denne Situation tog han sig overordent-
lig godt ud. Han optraadte med stor Værdighed. Han
luskede ikke ind, nej, stolt og rank gik han hen mod os
saa vigtig som en kalkunsk Hane. Da han traadte hen
foran os, lettede han yndefuldt paa sin Hat og spurgte:

„Det er vel Mr. Archibald Nicols jeg har den Ære
at hilse paa?”

„Nej, min Dreng,” svarede den Gamle, „det er des-
værre ikke mig. Kusken maa vist have taget fejl, Nicols
Farm ligger omtrent tre Milsvej længere borte. Men træd
kun nærmere!”

Tom kastede et Blik over Skulderen efter Vognen.
som allerede var næsten ude af Syne og udbrød:

282

„Det er nu for sent - jeg kan ikke kalde den tilbage!”

„Ja, den er borte, min Søn; Du maa hellere gaa med
ind og spise til Middag med os; senere vil jeg saa spænde
for og køre Dig hen til Nicols.”

„Aa, den Ulejlighed tør jeg ikke gøre Dem, min Herre
- det kan: der ikke være Tale om. Jeg kan godt gaa;
det Stykke Vej er ikke saa farligt.”

„Men vi lader Dig nu ikke gaa! det stemmer ikke
med vor sydlandske Gæstfrihed. Naa, kom saa ind.”

„Det er ikke til Spor Ulejlighed,” faldt Tante Sally
nu ogsaa ind. „Saadan bliver det, vi kan ikke lade Dig
spasere ad den lange, støvede Landevej. Da jeg saa
Vognen komme, lod jeg straks sætte en Kuvert ind til
Dig, saa alt er i Orden. Kom nu og lad som om Du
var hjemme!”

Tom takkede hjærteligt og traadte ind; da vi kom ind
i Stuen fortalte han med et høfligt Buk, at han var fra
Hicksville, Ohio, hans Navn var William Thompson -
lutter Opspind altsammen.

Man satte sig til Bords og Tom fortalte om Folkene
i Hicksville og om sin Rejse; Munden stod ikke stille
paa ham et Øjeblik og han havde nok at fortælle. Men
efterhaanden blev jeg helt trist til Mode og brød min
Hjærne med at udfinde, hvorledes han egentlig havde
tænkt at bringe mig Hjælp. Men pludselig, lige midt i
sin Fortællen, bøjede han sig hen til Tante Sally, som sad
ved Siden af ham, og kyssede hende lige midt paa Mun-
den. Derefter lænede han sig roligt tilbage i Stolen og
snakkede videre! Forfærdet sprang den rare Kone op,
tørrede sig med Bagfladen af Haanden om Munden og
tordnede til Tom:

„Uforskammede, lille Lømmel!”

Tom saa meget stødt ud og svarede kun:

„De forundrer mig, Frue!”

283

„Du er forundret - hvad antager Du mig for? Jeg
kunde tage en Stok og - hvor falder Du paa at kysse
mig?”

Helt ydmyg svarede han:

„Falder paa? Jeg troede ikke, jeg gjorde noget
slemt, jeg troede, De vilde synes godt derom!”

„Hvad siger Du - din dumme Dreng!” Hun tog sin
Mands Spaserestok og det lod næsten til, at hun vilde
lade den danse paa Toms Rygstykker, men kun med
Overvindelse lod det være. „Hvor har Du faaet den tos-
sede Tanke fra, at jeg vilde synes godt om at blive
kysset?”

„Det - det ved jeg ikke. De - de sagde det til mig.”

„Hvilke de? Hvem har bildt Dig saadan noget ind?
Hvem mener Du med de?”

„Dem allesammen! De sagde det alle!”

Hun kunde næppe tilbageholde sin Harme, hendes
Øjne skød Lyn og hun krummede Fingrene som om hun
vilde kradse ham i Ansigtet. Hæftigt udbrød hun:

„Hvilke „alle” taler Du om? Frem med Sproget!”

Tom rejste sig nu ogsaa op og syntes meget bedrø-
vet. Halvt grædende stammede han:

„Det gør mig ondt, det havde jeg ikke ventet! De har
allesammen paalagt mig det! Alle sagde de: giv hende
et rigtig hjærteligt Kys, saa bliver hun glad; det vil hun
synes godt om. Alle sagde de det, hver eneste en! Jeg
beder om Forladelse, fordi jeg har gjort det, Frue og jeg
skal aldrig, aldrig mere gøre det!”

„Aldrig mere gøre det! Nej, det skulde jeg nok
mene!”

„Nej, det er sikkert og vist, aldrig mere - indtil jeg
bliver bedet derom! indtil De beder mig derom!”

„Indtil jeg beder Dig derom? Har man hørt Magen?
Jeg siger Dig, Dreng, at Du kan blive saa gammel som

284

Methusalem, før jeg beder Dig eller dine Lige om saa-
dan noget!”

Tom rystede tvivlende paa Hovedet og mumlede hen
for sig:

„Det forundrer mig. Jeg kan slet ikke blive klog
paa det! Alle har sagt det til mig og det havde jeg ogsaa
selv tænkt! Men -” han tav og saa langsomt fra den ene
til den anden, som om han ventede at finde Medhold hos
en eller anden. Hans Blik standsede ved den gamle Mand
og han spurgte nu ham:

„Havde da ikke De troet, at hun havde syntes om det,
naar jeg gav hende det Kys?”

„Jeg - jeg? Nej, - den Tanke er virkelig aldrig
faldet mig ind!”

Tom granskede nu atter vore Ansigtsudtryk og, da
hans Blik naaede mig, spurgte han:

„Og Du, Tom, havde Du ikke ogsaa troet, at Tante
Sally vilde have aabnet sine Arme, naar Sid Sawyer -”

„Store Gud!” raabte Tanten og løb hen til ham, „Du
søde, ækle Dreng! Skal Du saadan narre din skikkelige,
gamle Tante!”

Hun vilde trykke ham ind til sig, men han afværgede
det og sagde:

„Holdt Tante! Først naar Du har bedet mig derom!”

Hun nølede ikke med den Bøn og omfavnede og kys-
sede ham, saa det næsten ingen Ende fik; derefter over-
lod hun ham til sin Mand, som nu gav sit kærlige Besyv
med. Da de gode Folk atter havde samlet sig lidt, udbrød
Tante Sally:

„Det var rigtignok en Overraskelse! Vi havde jo kun
ventet Tom! Tante Polly har aldrig nævnt, at Du, Sid,
vilde komme med Tom. Hvor kan det være?”

„Jo, I havde jo ikke indbudt andre end Tom,” sagde
han, „men saa bad og plagede jeg om at rejse med og
endelig i sidste Øjeblik fik jeg da ogsaa Lov dertil. Paa

285

Dampskibet aftalte saa Tom og jeg, at det vilde være mor-
somt, naar han kom først alene og jeg kom bag efter
som» „Fremmed” ind i Huset og overraskede Jer. Men vi
havde nok forregnet os; her er nok ikke saa rart for
Fremmede!”

„Hvor er Du uforskammet, Sid! Saa længe jeg
husker tilbage, har jeg ikke været saa harmfuld. Men
nu tænker vi ikke mere paa det - jeg kunde bære
meget af den Slags Spøg, nu, da jeg har begge mine
Drenge her hos mig. Ja - det var et rigtig Puds, I spil-
lede mig! Jeg blev som forstenet, da Du gav mig det
Trykkys!”

Maaltidet fandt Sted i den brede, aabne Gang mellem
Vaaningshuset og Køkkenet og der var Mad nok paa Bor-
det til syv Gange saa mange, som vi var - og alt var
saa velsmagende og veltilberedt, - det var noget andet
end saadant usselt Kød, der først har ligget flere Dage i
en sur Kælder og smager som en Skive af en gammel
branket Menneskeæder. Onkel Silas holdt en temmelig
lang Bordbøn, men det var dog rigtig kønt, hvad han
sagde:

I Løbet af Eftermiddagen kom Samtalen hen paa alt
muligt, og Tom og jeg lyttede stadig opmærksomt til;
men ikke med et Ord blev det nævnt, at der opholdt
sig en undvegen Neger paa Gaarden. Selv skulde vi
nok vogte os for ligefrem at spørge derom.

Efter at vi havde spist til Aften, spurgte et af Bør-
nene:

„Far, maa Tom og Sid og jeg faa Lov til at tage
ind til Byen og se Teaterforestillingen i Aften?”

„Aa nej.” svarede den gamle Mand, „jeg tror ikke,
det bliver til noget med Forestillingen i Dag, og maaske
gaar den helt i Vasken. Den undvegne Neger har for-
talt Burton og mig adskilligt om de paagældende Ar-
rangørers Skandaler andet Steds, og Burton sagde, at

286

han vilde lade det gaa videre og sørge for, at de
Slyngler blev jaget ud af Byen.”

Saa var det altsaa sket! Men jeg var da uden Skyld
her.

Tom og jeg skulde sove i et fælles Værelse. Un-
der Paaskud af, at vi var trætte af Rejsen, sagde vi
tidligt Godnat og gik op paa vort Sovekammer. Men
straks efter klatrede vi ud gennem Vinduet og ilede
ind ad Byen til. Da det næppe var sandsynligt, at no-
gen anden vilde give Kongen og Hertugen et advarende
Vink, var det min Hensigt at gøre dette; ellers vilde
de løbe i en slem Fælde.

Undervejs fortalte Tom mig, hvorledes han havde
troet paa, at jeg var blevet myrdet, og at min Gamle
snart efter var forsvundet fra Byen uden senere at have
vist sig, og endelig om den Opsigt, det vakte, da Jim
løb bort; jeg fortalte paa min Side om de to fyrstelige
Skurke og saa meget om min Rejse nedad Floden, jeg
i den korte Tid kunde overkomme.

Da vi naaede ned til Byen, slog Klokken halv el-
leve. Da kom et mærkeligt Optog os i Møde; det be-
stod af en Mængde hujende, skrigende og raabende Folk
med Fakler. Vi sprang til Side for at lade dem komme
forbi, og midt inde i Sværmen fik jeg da Øje paa Kon-
gen og Hertugen. Det vil sige. Jeg kunde forstaa, det
maatte være dem. De var nemlig næppe til at gen-
kende, helt oversmurte med Tjære og rullede i Fjer,
som de var. Mere lignede de to kæmpestore Soldaterfjer-
buske end egentlig Mennesker. Ved dette Syn havde jeg
nær faaet ondt og følte virkelig Medlidenhed med dem;
men Vrede mod dem svandt bort. Det var hæsligt! Hvor
Mennesker dog kan vise Grusomhed overfor hinanden.
naar de kommer i det Hjørne!

Vi var altsaa kommet forsent og kunde ingen Hjælp
bringe. Nogle Folk fortalte os, at alle efter Aftale var

287

mødt til Forestillingen uden at have ladet sig mærke med
noget og forholdt sig rolige, indtil Kongen var kommet
godt i Gang med sine mærkelige Krumspring. Da var
Signalet givet, og alle havde stormet løs paa Fyrene.

Skønt jeg ikke havde nogen Skyld heri, vendte vi
dog hjem i en meget trist Stemning. Men saaledes gaar
det jo altid; enten man handler ret eller ikke, gaar Men-
neskets Samvittighed ad den lige Vej. Deri gav Tom
Sawyer mig Medhold.

SYV OG TYVENDE KAPITEL.

Paa Vejen tilbage ebbede vor Samtale snart ud og
vi fulgtes ad, hver fordybet i sine Tanker. Pludselig ud-
bryder saa Tom:

„Hør engang, Huck, hvad er vi dog for Fæhoveder,
at vi ikke før har tænkt paa det. Jeg tror nu, jeg ved,
hvor de gemmer Jim!”

„Saa - hvor da?”

„Naturligvis henne i det ensomme Skur ovre ved Sta-
kitværket; det er da klart nok! Husker Du ikke, at en
Neger bar noget derover paa en Tallerken, dengang vi
sad og spiste?”

„Jo.”

„Og hvem tror Du, det var til?”

„Til en af Hundene!”

„Det tænkte jeg ogsaa; men nu kommer jeg i Tanker
om, at det ikke var Hundeæde.”

”Hvordan det?”

„Jo, der var ogsaa et Stykke Vandmelon paa Taller-
kenen - og det er da ikke noget for en Hund. Lagde
Du ikke Mærke dertil?”

„Jeg saa godt det Stykke Vandmelon, men jeg tænkte
ikke videre derved. Hvor man dog kan se noget og alli-
gevel ikke se det! Sikken en Muldvarp, man kan være!”

288

„Og Negeren, Huck, var saa paafaldende omhyggelig
med at laase Døren, da han kom ud, og gav Onkel en
Nøgle ved Bordet; det var naturligvis Nøglen til Fange-
huset. Melonen beviser, at der er et Menneske, og Nøg-
len siger: en Fange. Af saadanne sjældne Fugle er der
vel næppe flere end en ad Gangen paa saa lille en Farm,
hvor Folkene er saa prægtige Mennesker, at de ikke
nænner at gøre en Kat Fortræd. Følgelig: Jim er Fan-
gen! Se det har vi nu udforsket som snu Detektiver,
Huck. Nu udspekulerer Du en Plan til at stjæle Jim,
og jeg lægger ogsaa en; derefter vælger vi den, som er
bedst.”

Hvilket snildt Hovede der dog sad paa den Dreng!
Havde det været mit, vilde jeg ikke bytte det bort for
at blive Hertug eller Styrmand eller Klovn i en Cirkus
eller noget andet fremragende! Jeg gav mig til at tænke
over en Plan, men havde dog ingen Tillid til mine Evner
i den Retning, for jeg vidste altfor vel, hvem der vilde
sætte Rekorden. Faa Minutter efter spurgte Tom da
ogsaa:

„Er Du færdig?”

„Ja,” svarede jeg.

„Lad os saa høre!”

„Min Plan gaar ud paa først at faa Vished for, om
Jim virkelig er derinde; saa bringer vi allerede i Morgen
Aften min Kano her hen i Nærheden - tillige med Flaa-
den; naar det saa falder ind med en rigtig mørk Nat,
stjæler vi Nøglen ud af Onkels Bukselommer, medens
han sover; vi udløser derefter Jim og løber saa ned til
Flaaden, hvorefter vi sejler om Natten og gemmer os om
Dagen ligesom jeg og Jim hele Tiden har gjort. Tror Du
ikke, at den Plan lader sig udføre?”

„Udføre?” gentog Tom med en noget langtrukken
og foragtelig Betoning. „Det gør den vel nok, men for os
er den altfor enkel og ligefrem, det er omtrent som

289

at spise et Stykke Smørrebrød. Har Du slet ikke no-
gen Fantasi, Huck? Er der noget ved den Plan, naar man
ikke løber nogen Fare ved at udføre den? Nej, Huck,
den bryder jeg mig ikke om - der maa noget andet til.”

Jeg svarede ikke; jeg vidste, at mit Forslag vilde faa
den Modtagelse. Det var mig ogsaa klart, at hans Plan,
naar den kom for Dagens Lys, ikke vilde blive Fuskeri!

Det var ogsaa Tilfældet. Da Tom rykkede frem med
den, indsaa jeg øjeblikkelig, at den var femten Gange
bedre end min. Den gik ligesom min ud paa at gøre
Jim til en fri Mand, men havde den Fordel, at vi alle
tre risikerede at sætte Livet til ved dens Udførelse. Jeg
erklærede mig tilfreds og udtalte, at jeg med Fornøjelse
gik med dertil! Jeg vil helst ikke fortælle, hvori Planen
egentlig bestod, thi jeg vidste forud, at den hvert Øjeblik
vilde komme til at undergaa Forandringer og det blev
ogsaa Tilfældet. Naar som helst, Tom saa sit Snit dertil,
skabte han os med fuldt Overlæg nye Vanskeligheder,
- kun for at gøre det mere svært og morsomt.

Men er stod bombesikkert fast, nemlig at Tom Sawyer,
Tante Pollys og Tante Sallys rare Tom Sawyer, som altid
havde boet i et rigtigt Hus, altid haft en Seng at sove
i og pænt havde besøgt Skolen og Kirken, at han fuldt
og fast var bestemt paa at stjæle en anden Mands Neger!
Det var vanskeligt for mig at fatte! Han var jo dog en
net, velopdragen Dreng, som havde et godt Navn at
sætte over Styr, og hans Familie nød almindelig Agtelse
der hjemme. Og han var jo klog og omsigtsfuld, havde
læst en hel Del og havde en aabenhjærtig og godmodig
Karakter, - men alligevel havde han ikke ringeste For-
staaeise af den Handlings Strafbarhed, som han stod i
Begreb med at udføre, tilmed i Ledtog med en saa ussel
og elendig Fyr som mig, Huck Finn! Det var mig umu-
ligt at forstaa! Og det var min Pligt at gøre ham dette
klart - som hans trofaste Ven maatte jeg søge at skaane

Huck Finns Hændelser. 19

290

ham for den Skændsel, han vilde bringe over sit eget
og sine paarørendes Hoveder. Jeg begyndte da ogsaa
at snakke ham fra dette Foretagende, men han afbrød
mig:

„Tror Du maaske, jeg ikke ved, hvad jeg indlader
mig paa? Plejer jeg maaske sædvanligvis ikke at ane,
hvad jeg foretager mig?”

„Jo, men -”

„Har jeg da ikke sagt, at jeg vil hjælpe Dig med at
stjæle Niggeren, Huck Finn?”

„Jo.”

„Altsaa gør jeg det!”

Mere blev der ikke talt om den Ting. Det havde og-
saa været ørkesløst; hvad Tom vilde, det vilde han. Og
jeg lod ham faa sin Vilje.

Da vi naaede hjem, var der lukket og slukket over-
alt. Vi sneg os ned til Skuret for at tage det nærmere i
Øjesyn og for at prøve, om Hundene lod sig forurolige.
Men disse kendte os allerede og gjorde ingen Allarm.
Paa Nordsiden af Skuret, hvilken vi ikke tidligere havde
kunnet se, fandt vi omtrent i Mands Højde en Firkantet
Vinduesaabning, der var lukket med et fastsømmet Bræt.

„Her er Stedet, Tom,” udbrød jeg, „Aabningen er
stor nok til at Jim kan krybe ud gennem den, naar vi
fjærner Brættet.”

„Det er ret efter din Smag!” haanede Tom. „Jeg
skulde dog mene, at vi kan finde en anden Maade, der
ikke er saa ligefrem at løbe til, Huck!”

„Naa, ja,” svarede jeg, „hvad synes Du om at save
ham ud, saaledes som jeg gjorde, dengang jeg blev myr-
det?”

„Det gaar jeg hellere med til,” bifaldt han, „det er da
mere hemmelighedsfuldt og sværere. „Men jeg tænker
næsten, at jeg kan finde paa en Maade, der ikke saadan

291

er at løbe til. Vi har jo ikke Hastværk. Lad os nu en-
gang se ordentlig efter.”

Mellem Stakitværket og Skuret var der en Slags Ud-
bygning til Skuret, slaaet sammen af uhøvlede Brædder.
Den havde samme Længde som selve Skuret, men meget
smallere, kun fem-seks Fod bredt. Paa dens Sydside
fandtes en Dør med en Hængelaas for. Tom fandt snart
en rusten Jærnstang, hvormed han kunde bryde Kram-
pen ud; langsomt og sikkert traadte vi ind i det lille Skur.
Ved Hjælp af en Tændstik opdagede vi, at Rummet kun
blev brugt som Opbevaringssted for kasserede Skovle,
Spader, Hakker og lignende Skrammel. Det stod ikke ved
en Dør i Forbindelse med selve Skuret og Gulvet bestod
af stampet Ler. Saa gik Tændstikken og vi to ud igen;
Døren blev omhyggelig lukket og den udtrukne Krampe
trykket paa Plads. Tom lo fornøjet og udbrød:

„Nu har jeg det, vi graver ham ud. Det vil tage os
mindst en Uge!”

Dette Forslag var saaledes vedtaget og vi begav os
paa Vej til Vaaningshuset. Jeg vilde ind gennem Bag-
døren, hvor man kun behøvede at løfte Klinken. Men
dette forekom ikke Tom romantisk nok; han holdt paa,
at vi skulde klatre op ad Lynaflederen. Tre Gange naaede
han halvvejs op, men rutschede saa med Lynets Hast ned
igen. Skønt han var blevet helt stakaandet, opgav han
ikke Forsøget. Han forsøgte da fjerde Gang og triumfe-
rende som en Sejrherre kravlede han ind gennem Vin-
duet. Men jeg derimod gik behagelig og let Op ad Trap-
pen; naa, jeg er heller ikke saa stor en Helt som Tom
og bryder mig heller ikke om at være det, fordi det er
saa besværligt.

Den næste Morgen var vi oppe med Solen og løb
straks ned i Gaarden for at lege med Hundene og ind-
smigre os hos den Neger, der havde med Jims Opvart-
ning at gøre - hvis det da var Jim. Negrene var just

19*

292

i Begreb med at rejse sig fra Frokosten og gaa ud
til Arbejde i Marken; Jims Neger lagde noget Brød,
Kød og andre Fødemidler paa en Tintallerken. Medens
de andre begav sig afsted, hentede han Nøglen til Sku-
ret oppe hos Onkel.

Jims Neger saa meget godmodig ud; hans uldne Ho-
vedhaar var bundet sammen med Staaltraad til en Mængde
smaa Totter; det havde han gjort for at holde Trold-
tøj og Aander paa Afstand. Tidligere, fortalte han,
havde det været stærkt ude efter ham og nu ogsaa
sidste Nat. Han havde set og hørt de mærkeligste Ting,
havde hørt forskellig Støj og Lyden af Stemmer; al-
drig havde Spøgeriet plaget ham saaledes. Saa optaget
var han af sin Fortællen, at han glemte, hvad han
havde for. Derfor spurgte Tom:

„Hvorfor staar den Mad der, skal Hundene have
den?”

Negeren grinte over hele Ansigtet og svarede: „Ja,
unge Herre, det være til en Hund, en ganske mærk-
værdig Hund! Vil Dem komme at se den Hund?”

„Ja, naturligvis!”

Jeg skubbede til Tom og hviskede: „Vil du gaa der-
hen ved højlys Dag? Det strider dog mod vor Plan!”
„Ja, - det gjorde det, men nu ikke længere.”

Saa travede vi altsaa bag efter Negeren lige hen
til det ensomt beliggende Skur, skønt jeg ikke syntes
om denne Fremgangsmaade. Da vi kom derind, var
alt ravende mørkt, saa vi ikke kunde se noget. Men
der var ingen Tvivl om, at Jim var derinde og, vant
som han var til Mørket, kunde se os.

„Ih, det være Huck! Og - det være Mr. Tom,
unge Mr. Tom!” raabte Jim.

Jeg havde nok tænkt mig, hvorledes det vilde kom-
me. Nu var vi forraadte! Hvad var der at gøre? Jeg vid-
ste det ikke, men stod kan og maabede med aaben Mund.

293

Selv om jeg ogsaa havde fundet paa noget at sige,
havde der ikke været Tid dertil; den anden Neger vendte
sig helt forbavset til os og udbrød:

„Hvad, gode Gud! gamle Neger kender unge Her-
rer!”

Imidlertid havde vore Øjne vænnet sig til Mørket,
og vi kunde nu skelne Omgivelserne. Tom stirrede ufra-
vendt og forundret Negeren ind i Ansigtet og spurgte:

„Kende - hvem kender os?”

„Oh, ham gamle, bortløbne Neger her!”

”Hvorfra skulde han kende os? Hvorledes falder De
paa det?”

„Hvorledes Sam falde paa det? Være Sam døv?
Sige den gamle Neger ikke i dette Øjeblik Navne paa
de unge Herrer?”

„Nej, det er storartet,” lo Tom. „Hvem har sagt
noget? Hvornaar har han sagt det? Hvad har han
sagt?” Saa vendte han sig rolig om til mig og spurgte:
„Har Du hørt ham sige noget, Tom?”

„Jeg, nej, jeg har ikke hørt noget.”

Derefter vendte Tom sig til Jim, mønstrede ham
som om han aldrig før havde set ham og spurgte saa:
„Har Du maaske sagt noget?”

„Næ - mig ikke aabne min Mund,” svarede Jim.

„Du har jo ikke sagt et Ord, vel?”

„Næ - ikke et Ord.”

„Har Du nogen Sinde før set os?”

„Næ - det Jim ikke har, Jim aldrig set de unge
Herrer!”

Atter vendte Tom sig til Negeren Sam, der stod helt
forvirret og rystende. Tom saa strængt og alvorligt paa
ham og udbrød:

„Hvad gaar der egentlig af Dig, Gamle? Rabler
det for Dig? Hvor falder det Dig ind, at den Neger
der har sagt et Ord - at han kender os?”

294

„O, unge Herre, det være kun de gamle, slemme
Spøgelser. Sam ønske, han være død! Altid plage de
Aander ham. Unge Herre ikke sige Massa Silas noget,
ellers han skænde paa gamle Sam. Han sige, der være
ikke Spøgelser og Hekse paa Jorden, og gamle Sam dog
høre og se dem altid. Nu han være her, han maatte
tro det. Men saadan altid være, Folk tro ikke, hvad
de ikke vil tro.”

Tom gav ham et Par Cent og lovede ham, at vi ikke
skulde fortælle Onkel noget. Og saa skulde, sagde han,
Sam blot købe lidt mere Staaltraad og binde Uldtot-
terne noget fastere sammen, for det var aabenbart ikke
gjort omhyggeligt nok. Saa blinkede han med det ene
Øje til Jim og udbrød:

„Det skulde undre mig, om Onkel Silas ikke vil
lade den Neger hænge op! I hans Sted vilde jeg gøre
det. Saadan en utaknemlig Hund, der løber bort fra
sin Herre!”

Medens Sam traadte hen til Døren for at kigge paa
sit Pengestykke, nærmede Tom sig til Jim og hviskede:

„Lad Dig ikke mærke med, at Du kender os. Naar
Du ved Nattetide hører nogen grave, saa er det os, som
er i Færd med at befri Dig!”

Jim fik lige Tid til at gribe vore Hænder og kysse
dem, før Sam vendte sig om. Vi lovede oftere at ville
følge med ham over til Fangen, hvilket han var glad
over, fordi han mest i Mørke forfulgtes af Spøgeriet;
derfor var det heldigst, om han havde Følgeskab. Saa
skiltes vi fra vor genfundne Jim!

OTTE OG TYVENDE KAPITEL.

Endnu var der mindst en Time til Frokost. Vi løb
over i Skoven, fordi Tom mente, at vi maatte skaffe

295

os nogen Belysning, naar vi skulde grave i det mørke
Sideskur. En Lygte røbede os for let; derfor søgte vi
noget trøsket Træ af den Art, der lyser i Mørke. Rig-
tignok er dette Lys kun svagt, men vilde være tilstræk-
keligt for os. Vi fandt en hel Favn fuld og gemte det
bag nogle Buske; saa satte vi os lidt til Hvile, og Tom
udbrød:

„Det er i Grunden væmmeligt, hvor alt gaar ligefremt
til. Men det er ogsaa vanskeligt at finde paa en Plan.
der er rigtig vanskelig at udføre; der er ikke engang
en Vægter, som man er nødt til at give et Sovemiddel -
det hører sig dog til, at der er en saadan Vægter!
Ikke engang en Hund, vi er nødt til at give Gift! Og
Jim har kun om Benet en Lænke saa tynd som min
Lillefinger, og saa er den tilmed kun gjort fast om
Sengebenet. Er det nu noget, maa jeg spørge? Man
behøver kun at løfte Sengen op for at stryge Lænken
af, og Jim er fri. Hvor Onkel dog er godtroende! Han
betror Nøglen til dette Rundhoved af en Neger og sørger
ikke for, at der passes paa ham. Jim kunde saamænd
godt for længe siden have sluppet bort, hvis han ikke
havde været klog nok til at indse, at han ikke kunde
komme langt omkring med en Lænke om Benet. Det
er den dummeste Historie, jeg nogensinde har været med
til, Huck! Vi er tvunget til selv at finde paa alle Van-
skelighederne. Naa, andet er der jo ikke at gøre, og
vi maa forsøge at faa det mest mulige ud af Sagen. Det
er dog en Trøst at vide, at der er langt større Ære
og Berømmelse ved at befri Jim gennem mange Farer
og Æventyr end uden Vanskeligheder, selv hvor de,
hvis Pligt det er at skaffe saadanne tilveje, har forsømt
det, og vi altsaa selv maa opfinde dem. Dette giver
mig Trøst og Mod! Som nu blot med denne Lygte,
Huck. Man skulde overfladisk set tro, at det vilde være
farligt for os at grave i Lygteskin. Men jeg tror, at

296

vi kunde drage der ben med et helt Fakkeltog, uden
at nogen lagde Mærke til det! Det er sandt, vi maa
skaffe os noget, hvoraf vi kan lave en Sav.”

„Hvad skal vi bruge den til?”

„Sikken et Spørgsmaal! Vi maa jo save Benet over
paa Jims Seng for at faa Lænken løs.”

„Du sagde jo lige, at man kun behøvede at løfte
Sengen op for at smøge Lænken af.”

„Nu er Du helt Dig selv igen, Huck Finn. Alting
vil Du gøre paa Pattebørns-Manér! Har Du nogen Sinde
læst, at man bærer sig saadan ad i Røverhistorier eller
Heltefortællinger? Mon Baron Trenck, Casanova eller
Benvenuto Cellini eller Henrik den fjerde anvender en
saa simpel Metode? Nej, man har aldrig læst om, at
man befriede en Fange paa saa simpel en Maade. De
bedste Autoriteter tilraader at save Benet over, slikke
Savsmuldet op og sluge det for ikke at røbe, hvad der
er sket, hvorefter man smører et Lag Smuds eller Vogn-
smørelse paa Gennemsavningsstedet, saa selv den mest
snedige Fangevogter intet kan opdage, men tror, at Be-
net er helt. Den Nat, da Flugten skal finde Sted, giver
man saa Sengebenet et Spark - det ramler sammen.
man smøger Lænken af, og Fangen er fri! Resten
gaar af sig selv - han haler Rebstigen frem, gør den
fast til Vinduet og stiger ned langs Muren, i det sidste
Spring ned i den omliggende Grav brækker han Be-
net - en Rebstige er nemlig altid nitten Fod for kort.
maa Du vide - og saa løber hans tro Vasaller til, som
venter hernede i Mørket, de løfter ham op paa en Hest,
og som en Stormvind rider de alle til hans Borg i Lan-
guedoc eller Navarra, eller hvad det nu hedder. Det
er storartet, Huck! Hvis vi paa Bortførelses-Natten faar
Tid dertil, skal vi grave en!”

„Hvad skulde vi bruge en saadan Grav til,” ind-
vendte jeg, „da vi jo vil liste Jim bort under Skuret?”

297

Men han overhørte ganske mit Spørgsmaal; med
Hovedet støttet i Hænderne havde han glemt mig og
alle sine Omgivelser. Saa sukkede han, rystede paa Ho-
vedet og udbrød:

„Nej, det er maaske ikke værdt; - der er ingen
tvingende Grund til at gøre det.”

„Grund - til hvad?”

„Aa, til at save Jims Ben af,” svarede han.

„Men Gud dog,” udbrød jeg, „nej, det er virkelig
slet ikke nødvendigt. Hvorfor i al Verden vilde Du save
Benet af ham?”

„Aa, der er saamænd nok af berømte Forbilleder i
saa Henseende; det er der mange, som har gjort. Naar
de ikke paa anden Maade har kunnet fjærne Lænken,
saa har de simpelt hen kappet Haanden eller Foden
af for at komme løs. Bedre vilde det dog være med et
Ben. Men vi maa opgive det, da det ikke ligefrem er nød-
vendigt; desuden er Jim en tykhovedet Neger, som al-
drig vilde kunne forstaa, hvorfor det burde være saa-
ledes, og at det er Skik og Brug i Evropa, altsaa -
det opgiver vi! Men en Ting kan og maa han have,
nemlig en Rebstige; vi behøver kun at rive vore La-
gener i Stykker og lave ham en, det er som Fod i
Hose. Saa sender vi den ind til ham i en Postej; saa-
ledes bliver det næsten altid gjort.”

„Hvor Du dog vrøvler, Tom Sawyer,” indskød jeg.
„Jim har ingen Brug for en: Rebstige; han ved ikke
engang, hvad han skal gøre med den!”

„Han skal have Brug for den! Du taler som den
Blinde om Farverne! Tilstaa hellere, at Du ingen Anelse
har om, hvordan saadan noget gaar til. Han maa have
en Rebstige, enten han saa bruger den eller ikke, for
alle Fanger har saadan en!”

„Men hvad i al Verden skal han gøre med den?”

„Gøre med den? Han skal gemme den i sin Seng.

298

Han kan maaske ikke det? Det har de Heste kunnet,
og saa maa han vel ogsaa kunne det. Huck - Du har
ingen Sans for at gøre saadan noget efter de rette
Regler; Du vil hele Tiden have det anderledes end de
andre. Selv om han nu ikke benyttede den - saa vil
man senere finde dette vigtige „Indicium”, eller hvad
det hedder, i hans Seng. Det hører med til en saadan
Flugt, at der bag efter findes noget, som kan lede paa
Sporet, naar det opdages, at han er flygtet bort. Nej,
det er slet bevendt med din Omsigt, Huck!”

„Naa, ja!” svarede jeg, „behøver han en Rebstige,
saa lad ham kun faa den, for min Skyld ingen Allarm!
Men det ved jeg, at river vi vore Sengelagner i Styk-
ker for at lave en Rebstige, faar vi et syndigt Vrøvl
med Tante Sally. Sig mig, Tom, kan en Stige af al-
mindelig Bast ikke gøre samme Nytte, den er lettere
at skaffe tilveje. Saa behøver vi ikke at rive Lag-
nerne i Stykker, og i en Postej lader den sig ogsaa
indsmugle. Desuden har Jim jo ingen Erfaring i de
Dele, saa ham er det ligegyldigt, om Stigen er af Bast
eller af Senge -”

„Sludder! Var jeg saa tykhovedet som Du, Huck
Finn, holdt jeg hellere min Mund i. Naar i Verden
har man hørt om, at en Statsfange er undsluppet ved
Hjælp af en Baststige - det er ganske latterligt!”

„Naa godt, Tom! gør, som Du synes, men mit Raad
er det, at vi hellere skal rapse et Lagen fra Tørresno-
rene i Stedet for fra vores Senge!”

Denne Bemærkning gav ham en ny Idé:

„Du har Ret, Huck,” svarede han, „men saa kan
vi ogsaa med det samme tage en Skjorte!”

„En Skjorte? Hvad skal vi bruge den til?”

„Den skal Jim have til at føre sin Dagbog paa.”

„Aah, hvor naragtigt! Jim kan jo slet ikke skrive.”

„Det ved jeg godt; men kan han ikke skrive, saa

299

kan han dog i det mindste male nogle Tegn eller Mær-
ker paa den, naar vi skaffer ham en Pen af en gam-
mel Tinske eller en tyk Jærnnaal.”

„Ja, men, Tom, det var dog meget lettere Og bedre,
hvis vi rev en Fjer af Onkels Gæs og lavede Pennen
deraf!”

„Fanger har ikke Gæs løbende omkring i Fængslet,
hvoraf de kan rive Fjer til Penne, Dumrian! Fanger
laver altid deres Penne af et haardt, gammelt og rustent
Stykke Jærn, de tilfældig faar Fingre i, for Eksempel
Haandgrebet af en gammel Lygte, og saa bruger de
Uger - ja Maaneder før de naar saa vidt, at de faar
det filet til, da de kun har Muren at slibe det mod.
De vilde, selv om de kunde komme til det, aldrig tage
en Fjerpen i Haanden - det strider mod Reglerne.”

„Og Blæk? Hvorledes skal vi lave det? Af La-
krits?”

„Mange bruger Rust blandet med Taarer, men det
gælder mest for Kvinders Vedkommende, da de kom-
mer let til Taarer. De bedste Forbilleder, jeg kender,
har altid brugt deres eget Blod dertil, og det maa Jim
ogsaa gøre. Naar han kun vil give et almindeligt Bud-
skab fra sig, for Eksempel for at oplyse Yderverdenen
om, hvor han sidder fængslet, saa kan han nøjes med
at ridse med en Gaffel paa en Tintallerken og derefter
kaste den ud gennem Vinduet. Saaledes gjorde „Jærn-
masken”, og han forstod sig paa de Ting.”

„Men Jim har ingen Tintallerken; de giver ham Ma-
den i en Blikskaal.”

„Det spiller ingen Rolle, saa skaffer vi ham nogle!”

„Men hvem skal kunne læse hans Tallerkenskrift?”

„Det har vi ikke med at gøre, Huck! Han har kun
at kradse ned og saa kaste Tallerkenen ud. Om det
bliver læst, er mindre væsentligt! I nioghalvfems af
hundrede Tilfælde er Du ikke i Stand til at udtyde,

300

hvad en Fange kradser ned paa en Tallerken eller an-
den Genstand; det er ikke det, der er Hovedsagen!”

„Ja, men hvorfor skal vi saa rutte med Tallerkener?”

„Hvorfor? Det er nødvendigt - desuden tilhører
de jo ikke Fangen!”

„Men det er jo dog en andens Ejendom, ikke?”

„Naa, hvad saa! Hvad tror Du, en Fange bryder
sig om det!”

Her blev vor Samtale afbrudt, da vi hørte det Horn-
signal, som kaldte os til Frokostbordet, og vi løb da
hurtig hjem. I Løbet af Formiddagen hentede jeg altsaa
efter Aftalen en Skjorte og et Lagen fra Tørrepladsen
og stak begge Dele i en gammel Pose, jeg ogsaa havde
fundet; saa hentede vi noget af det trøskede Træ og
puttede ogsaa det i Posen. Jeg siger hentede, eller
„laante”, som min Gamle altid benævnte det; Tom kaldte
det derimod rent ud „at stjæle” Men det gjorde ikke
noget, tilføjede han; vi var nu en Fanges Hjælpere -
paa en Maade stillet som Fanger selv - og som saa-
danne maatte vi skaffe os de nødvendige Hjælpemidler,
paa hvad Maade det lod sig gøre - og man vilde ikke
af den Grund kunne dadle os. Det er ikke at regne som
Synd, naar en Fanges Hjælper eller Fangen selv stjæler
de Ting, han har Brug for til sin Befrielse, udtalte
Tom, det er kun hans Ret; saalænge vi altsaa repræ-
senterede Fangen, havde vi Ret til at stjæle alt til Brug
for hans Befrielse. I modsat Fald var det noget helt
andet; det er en elendig Stymper, som stjæler for egen
Fordels Skyld. Vi blev altsaa enige om at nappe alt,
hvad vi havde Brug for, hvor vi end kunde faa Fingre
i det. Ud fra denne Anskuelse lavede Tom senere et
frygteligt Spektakel, fordi jeg havde faaet Fingre i en
af Negrenes Vandmeloner ude paa Marken og fortæ-
rede den. Han tvang mig endog til at give Fyren lidt
Penge i Vederlag, og foreholdt mig, at det var noget

301

helt andet, saaledes var det ikke ment - den havde jeg
ligefrem stjaalet, - vi maatte kun tage, hvad vi virkelig
havde Brug for. Jeg indvendte, at Vandmelonen havde
jeg haft Brug for. Men det galdt ikke, vedblev han;
en anden Sag havde det været, om jeg havde brugt
Vandmelonen til at smugle en Kniv ind til Jim, saa at
han med den kunde dræbe sin Fangevogter - det havde
der ikke været noget at sige til. Men i mit stille Sind
tænkte jeg rigtignok, at der ikke var stor Stads ved at
repræsentere en Fange, naar man ikke engang maatte
rapse en sølle Vandmelon.

Vi afventede nu et Tidspunkt, da alle i Huset var
gaaet til deres Arbejde, og ingen var at se paa Gaards-
pladsen. Saa slæbte Tom Sækken ind i Tilbygningen
ved Jims Fangeskur, medens jeg holdt Udkig, Da vi
kom ud derfra, satte vi os paa en Brændestabel og
sludrede sammen.

„Ja, nu er alt jo i Orden,” bemærkede Tom, „vi
mangler kun Værktøj, og det kan vi snart faa fat i.”

„Værktøj, til hvad?” spurgte jeg.

„Til at grave med, naturligvis! Du har vel ikke tænkt,
at vi kan grave ham ud med de bare Negle?”

„Nej, men de gamle Spader og Hakker inde i Sku-
ret er vel gode nok!”

Med medlidende Foragt saa Tom paa mig og ud-
brød: „Huck Finn! der er intet at stille op med Dig!
Har Du nogen Sinde hørt om Fanger, der saadan lige
kunde tage Hakke og Spade og grave sig ud med? Jeg
spørger Dig, Huck Finn, saafremt der er Spor af sund
Fornuft i Dig: med hvad Ret kunde en Fange i saa
Tilfælde regnes for en Helt? Saa kunde man lige saa
godt med det samme laane ham en Nøgle til Fængslet,
saa han selv kunde lukke sig ud. Spader og Hakker!
Jeg tror, du vil - ikke engang en Konge vilde bruge
saadanne Redskaber!”

302

„Naa, ja!” svarede jeg, „naar vi altsaa ikke skal
bruge de Spader og Hakker, der findes derinde, hvad
skal vi da grave med?”

„Et Par store, gode Osteknive!”

„Hvad siger Du! Grave Grunden ud under Fængs-
let med dem? Du maa jo fejle noget, Tom; det er
ren Vanvid!”

„Det er ligegyldigt! Enten det er Vanvid eller ikke,
saa maa det gøres, det er i Overensstemmelse med Reg-
lerne; saa vidt jeg ved, gives der ingen anden Maade -
og jeg har dog læst alle de Bøger, der handler om den
Slags Ting. Altid graver man sig ud med Knive! -
og det tilmed sædvanligvis ikke gennem Ler og Jord,
men gennem fast Klippegrund. Dertil har de brugt Uger
og Maaneder, ja ofte meget mere Tid. Der var engang
en Fange i det underjordiske Fængsel Chateau d'If ved
Marseilles Havn, og han gravede sig ud paa den Maade.
Hvorlænge tror Du, han var om det?”

„Det ved jeg ikke!”

„Ja, men Du kan jo gætte!”

„Aa, jeg tænker en halvanden Maaned!”

„Syv og tredive Aar tog det ham. Han kom frem
paa et Sted, som hedder Kina! Der ser Du - saadan
gaar det til. Jeg vilde ønske, at denne Fæstning her
hvilede paa fast, solid Klippegrund!”

„Men Jim kender ingen i Kina, hvis han skulde
komme frem til Overfladen der.”

„Det kommer ikke Sagen ved! Du gaar altid bort
fra selve Sagens Kærne!”

„Naa, det er mig ogsaa lige meget, hvor han kom-
mer frem, naar blot han bliver fri, og saaledes tænker
vel Jim selv. Men et maa vi dog tage Hensyn til.
Jim er altfor gammel til at blive gravet ud med Knive,
saa længe vil han ikke leve.”

„Det vil vise sig! Men du tror da ikke, at vi skulde

303

behøve syv og tredive Aar for at grave Hul i Ler-
gulvet?”

„Hvorlænge mener Du vel, det vil vare, Tom?”

„Ja, vi tør jo ikke anvende saa lang Tid derpaa, som
vi burde i Henhold til Reglerne, for Onkel Silas vil
nok snart faa Rede paa, hvor Jim hører til. Hvem kan
vide, hvornaar Jim skal føres bort? Egentlig burde Ud-
gravningen jo nok tage os et Aarstid, men under de for-
haandenværende usikre Forhold anser jeg det for rigtigst,
at vi graver saa hurtigt som muligt og saa indbilder os,
at det har varet syv og tredive Aar. Saa kan vi rolig se
Tiden an, og, saasnart der viser sig Tegn paa Fare, kan
vi hurtig bringe ham ud og skaffe ham af Vejen. Jeg
tænker, at det er bedst saaledes.”

„Det er da en fornuftig Tale,” svarede jeg. „At ind-
bilde sig koster jo ikke noget og for min Skyld kan vi
godt indbilde os, at Udgravningen har varet halvtreds
Aar. Saa er det bedst, jeg ser at faa fat i et Par Knive!”

„Tre maa vi have,” tilraadede Tom; „den ene maa vi
lave en Sav af.”

„Ja vel, Tom; men,” vovede jeg at indvende, „der bag
i det lille Skur har jeg mellem Skramlet set en gammel,
rusten Sav, - hvis det altsaa ikke strider mod Skik og
Brug -”

Med Fortvivlelse malet i Ansigtsudtrykket afbrød
Tom mig og sagde: „Det er haabløst at lære Dig noget,
Huck! Løb nu hen og skaf de Knive - tre maa vi have,
forstaar Du?”

Det gjorde jeg da.

304

NI OG TYVENDE KAPITEL.

Som vi havde ventet, gik alle tidlig til Ro om Afte-
nen og snart hvilede de alle i dyb, tryg Søvn. Vi ned ad
Lynaflederen og listede os forsigtigt ind i Skuret; vort
trøskede Træ afgav tilstrækkelig Belysning - saa ki-
lede vi paa Arbejdet. Først ryddede vi alt til Side, der
var stablet Op ad Væggen udfor det Sted, hvor Jims
Seng antagelig stod. Tom mente, det vilde være bedst,
hvis vor Løbegang mundede ud under Sengen, thi saa var
det vanskeligt at opdage Aabningen, da Jims Tæppe
hængte temmelig langt ned mod Gulvet, og det skulde
være mærkeligt, om nogen faldt paa at løfte Tæppet og
kigge under Sengen. Vi gravede og rodede derefter til
hen mod Midnat med vore Knive. Saa var vi da død-
trætte og vore Hænder fulde af Vabler uden at vi dog
var skredet ret langt fremad med Arbejdet. Endelig op-
gav jeg det og udbrød: „Hør, Tom! dette Arbejde her
bliver vi ikke færdig med i syv og tredive Aar, som vi
efter Reglerne skulde; hvis det ikke mindst vil tage os
otte og tredive Aar, maa Du kalde mig Mads!”

Ikke et Ord svarede han; han sukkede dybt og hørte
op med at rode videre. Da vidste jeg, at han var i Færd
med at tænke og lod ham have Ro. Pludselig udbrød
han:

„Huck, paa den Maade kommer vi ingen Vegne. Ja,
hvis vi virkelig var i Fængsel og havde saa mange Aar
at løbe paa, som det var nødvendigt at bruge, havde
det ingen Hast, saa behøvede vi kun at grave et Par
Minutter, hver Dag, medens Vagten blev afløst og fik ikke
Vabler i Hænderne deraf. Saa kunde vi arbejde os frem
Aar ud og Aar ind og udføre alt i Overensstemmelse med
Reglerne. Men vi har ingen Tid at ødsle hen. Naar vi
endnu kiler saadan paa en Nat til, maa vi vente mindst
en Uge, indtil vore Hænder er blevet saa raske, at vi

305

igen kan grave videre med Knivene. Rigtigt og moralsk
er det ikke - jeg vilde heller ikke gribe til denne Ud-
vej, hvis der fandtes nogen anden» - men vi maa tage
Spaderne - og lade, som om det er Knive.”

„Bravo! Tom, det er da fornuftig talt! Din Tanke
bliver mere og mere klar, synes jeg, Du gør dit Bedste
for at overgaa Dig selv.” svarede jeg. „Spaderne bør
være vort Løsen, - enten det maa betragtes som mo-
ralsk eller ikke. I saa Henseende blæser jeg Moralen
et Stykke. Naar jeg vil have fat i en Neger eller en
Vandmelon, er Metoden mig uvæsentlig, blot jeg opnaar
min Hensigt. Hvad det gælder om for mig, er at faa
min Neger tilbage; naar jeg behøver en Spade for at
grave ham ud, bruger jeg en Spade, - saa lad „Avtori-
teterne” tænke derom, hvad de lyster!”

„Ja.” svarede han, „i vort Tilfælde er det forsvarligt
at bruge Spade, ellers indlod jeg mig ikke paa det; thi
Ret er Ret og Uret er Uret, og man skal ikke paa Trods
af bedre Indsigt begaa Uret! Du kunde maaske for dit
Vedkommende grave Jim ud med en Spade uden at ind-
bilde Dig, at det er en Kniv; for mit Vedkommende for-
holder Sagen sig anderledes; jeg ved, hvad der er rig-
tigt og maa handle i Overensstemmelse dermed, altsaa
- giv mig saa en Kniv!”

Han havde sin egen i Haanden, men uden videre at
tænke over det, rakte jeg ham nu ogsaa min egen: men
han kastede den paa Jorden og gentog utaalmodigt:

„Giv mig en Kniv, Huck Finn!”

Først stirrede jeg forundret paa ham, men pludse-
lig gik der et Lys op for mig. Jeg rodede blandt det
gamle Skrammel og fandt en Spade, som jeg rakte ham.
Uden at sige et Ord tog han imod den og gik løs paa
Arbejdet. Saaledes var han - altid fast i sine Prin-
cipper!

Jeg bevæbnede mig med en Skovl og nu gik Arbej-

Huck Finns Hændelser. 20

306

det hurtigt fra Haanden. En halv Timestid gravede vi
flittigt, men saa var vi saa søvnige, at vi maatte indstille
det. Dog havde vi da faaet udført et kønt Stykke Ar-
bejde med vore „Knive” Som sædvanligt løb jeg op ad
Bagtrappen og mente, at Tom vilde komme bag efter.
Da han ikke viste sig, saa jeg ud ad vort Vindue og fik
Øje paa ham ved Lynaflederen, som han forsøgte at klatre
op ad. Det gjorde ondt i hans vablede Hænder og han
udbrød helt ynkeligt:

„Jeg kan ikke, Huck, jeg naar aldrig op! Hvad skal
jeg dog gøre? Giv mig et godt Raad!”

„Ja,” svarede jeg. „men det bliver vist ikke moralsk
og efter Reglerne. Gaa op ad Trapperne og bild Dig ind,
at det er ad Lynaflederen!”

Stiltiende fulgte han dette Raad.

Den næste Morgen „laante” Tom etsteds inde i Hu-
set en Tinske og en Messinglysestage for at kunne lave
Penne til Jim, samt en Pakke Tændstikker og seks Tælle-
lys, imidlertid luskede jeg omkring ved Negrenes Hytter
og saa mit Snit til at faa Fingre i tre Tintallerkener.
Tom mente, at dette Antal langt fra vilde slaa til, men
jeg gjorde ham opmærksom paa, at ingen vilde se de
Tallerkener, som Jim kastede ud gennem Vinduesspræk-
ken, fordi de vilde falde i endel højt Ukrudt udenfor;
der kunde vi da samle dem op og benytte dem engang
til. Dette Svar tilfredsstillede ham:

„Nu gælder det om at bringe disse Sager ind til
Jim!”

„Aa, vi kan stikke dem ind til ham gennem Hullet,
naar vi faar det gravet!”

Tom paatog sig en foragtende Mine og brummede
noget om, at Mage til Vaas havde han ikke forhen hørt.
Derefter fortalte han, at han havde udspekuleret tre-
fire forskellige Maader, hvorpaa det kunde ske, men
det havde jo ingen Hast med at tage den endelige Be-

307

stemmelse, da vi først maatte søge at forklare Jim, hvor-
til han skulde bruge disse Ting.

Ved Titiden om Aftenen rutschede vi ned ad Lynafle-
deren og tog et af vore Tællelys med os; vi lyttede
udenfor Jims Glukhul, hørte ham snorke og kastede saa
Lyset ind, hvilket han slet ikke lagde Mærke til. Med
friske Kræfter kilede vi paa med Spade og Skovl og i
Løbe; af to-tre Timer havde vi vor lille Tunnel færdig.
Vi krøb gennem den og kom ind i Fangeskuret under
Jims Seng, saa famlede vi lidt omkring og fandt Tælle-
lyset, som vi hurtig fik tændt. En kort Stund stod vi
begge bøjede over Jim, der stadig snorkede, og saa væk-
kede vi ham lempeligt. Hvor blev han lykkelig, da han
saa, at det var os! Han overøste os med Kælenavne
og bad os indtrængende om at hente en gammel Fil til
at file Lænken over med; saa vilde han straks stikke
bort derfra. Dette stemmede aldeles ikke overens med
Toms Hensigt og han gjorde da Jim forstaaeligt, at det
stred mod alle Regler; Tom udviklede derefter vore Pla-
ner for ham og tilføjede, at vi kunde foretage Foran-
dringer i disse, hvad Øjeblik det skulde være, hvis der
viste sig nogen overhængende Fare; han behøvede ikke
at nære nogen Frygt, thi vi skulde nok sørge for, at han
blev fri. Jim slog sig da ogsaa til Ro med denne For-
klaring og vi sad længe og talte om gamle Tider. Tom
rettede en Mængde Spørgsmaal til ham, og da Jim saa
fortalte, at Onkel Silas hver Dag kom over til ham for
at bede med ham og Tante Sally for at paase, at han fik
nok at spise, samt at de begge var saa gode og venlige
mod ham, udbrød Tom:

„Ja, saa ved jeg ogsaa, hvad jeg har at gøre. De to
maa selv bære Sagerne over til Dig, Jim!”

„Lad dog være med det, Tom” svarede jeg. „Det
er da den mest forrykte Idé, Du endnu har faaet!”

Men han agtede ikke paa min Ytring; uforstyrret

20*

308

snakkede han videre, saaledes som han plejede, naar han
havde sat sig en bestemt Ting i Hovedet.

Jim fik da Besked om, at vi agtede at indsmugle en
Rebstige til ham i en Postej med Negeren Sam, der
bragte ham hans Kost; han maatte ikke lade sig mærke
med noget og passe paa, at Sam ikke saa ham aabne
Postejen. De mindre Sager vilde vi stikke i Onkels
Frakkelommer, hvorfra han saa maatte stjæle dem; naar
det lod sig gøre, vilde vi ogsaa benytte Tantes Forklæde-
lommer. Endelig lod han ham vide, hvortil han skulde
anvende de forskellige Sager, og viste ham, hvorledes
han skulde føre Dagbog, skrevet med sit Blod, paa
Skjorten, - og mere af samme Art. Tom forklarede
ham alt meget nøje. Rigtignok kunde Jim ikke forstaa
Nytten af alt dette, men slog sig til Taals med, at vi
dog var „kloge, hvide Mennesker” og derfor maatte for-
staa os bedre paa saadanne Ting end en ussel, dum
Neger. Og han lovede at udføre alt nøje efter Toms Op-
givende.

Jim havde nogle Smaapiber og Tobak, saa vi kunde
faa os en rigtig hyggelig Passiar, før vi atter krøb ud
gennem Hullet og begav os op i Seng. Tom var i glim-
rende Humør. Det var den bedste Fornøjelse, han end-
nu havde været med til og denne Undvigelsesbedrift
maatte ganske sikkert bringe os alle stor Ære og Be-
rømmelse, naar den engang blev almindelig bekendt.

Næste Morgen var vi ude i Brændeskuret og slog
Messinglysestagen i passende Stykker, hvilke Tom tog i
Lommen tillige med Tinskeen. Saa begav vi os over til
Negerhytterne; medens jeg afledede Sams Opmærksom-
hed, borede Tom et Stykke af Lysestagen ind i den Majs-
postej, der var bestemt for Jim-. Saa travede vi bag efter
Sam over til Fængselsskuret for at iagttage Virkningen.
Den var over al Forventning, for Jim var næsten ved at
knække alle sine Tænder, da han hed i Messingstumpen.

309

Han lod sig dog ikke mærke med andet end, at det var
en Sten eller lignende, der saa let kan forvilde sig ind
i Brød; men senere satte han ikke Tænderne i noget,
før han med sin Gaffel havde undersøgt det.

Medens vi saa staar i Halvmørket derinde, dukker
pludselig to Hunde snusende og snøftende frem under
Jims Seng, og flere følger efter, saa Rummet i Løbet af
et Øjeblik er saa overfyldt med Hunde, at vi næppe
kan trække Vejret. Hvilken Overraskelse! For Pokker,
vi maatte altsaa have glemt at lukke Døren til Side-
skuret ordentlig.

Sam fik en saadan Forskrækkelse, at han kun med
Udraabet: „Spøgeri!” faldt om mellem Hundene og væl-
tede sig omkring som i Krampe. Hurtig aabnede Tom
Døren til Fængslet, snappede et Stykke Kød fra Jims
Tallerken og kastede det udenfor; medens Hundene suste
som forrykte efter Kødet, løb han selv lynsnart om bag
Skuret og fik Døren forsvarlig lukket. I næste Øjeblik
var han atter tilbage i Fængslet og trak Døren til efter
sig. Saa bøjede han sig over Sam, der endnu laa støn-
nende paa Lergulvet. Tom klappede og beroligede ham
og spurgte, om han maaske igen havde set noget og
om Aanderne atter havde foruroliget ham. Sam kom til
sig selv, rejste sig og saa sig angstfuld omkring.

„Massa Sid,” hviskede han, „Dem tænke, Sam være
en Nar, men Sam synes mig se en hel Million Hunde
eller Djævler, helt tydelig mig set dem! Sam mærke
dem, - føle dem! De springe over stakkels, gamle
Sam! Der være saa mange - saa mange! Mig kun
engang fange saadan Spøgelse - kun en eneste - en-
gang! Saa de Spøgelser nok næste Gang blive væk fra
Sam!”

„Jeg skal sige Dig, Sam, hvad jeg tror,” udbrød Tom
beroligende. „Ved Du, hvorfor disse Spøgelser kommer
her hver Gang Du bringer Frokost til denne bortrømte

310

Slave? Det er fordi de er sultne. Ved Du, hvad Du saa
skal gøre? Naa, ikke! Du maa lave dem en Hekse-
postej, det alene kan hjælpe Dig!”

„Men, Massa Sid, hvorledes gamle Sam lave en
Heksepostej? Det vide mig slet ikke. Mig aldrig hørt
om en saadan Postej!”

„Naa, saa skal jeg lave den for Dig!”

„Massa Sid gøre det? Sam kysse Jorden, hvor Massa
Sid gaar!”

„Det er godt, Gamle! Jeg gør det, fordi Du er venlig
og tjenstvillig og har gjort os den Tjeneste at vise os den
Fyr der. Men Du maa være forsigtig, forstaar Du?
Naar vi laver Postejen, maa Du vende Ryggen til og
end ikke gøre Forsøg paa at se, hvad vi kommer i den;
heller ikke maa Du se paa, naar Jim spiser den. Ellers
kommer Spøgelserne atter over Dig og hvem ved, om de
ikke næste Gang slæber Dig med i Stedet for at for-
svinde saa hurtigt. Og fremfor alt maa Du ikke røre ved
Postejerne.”

„Røre dem, Massa Sid? Sam ikke røre med den
mindste Fingerspids, ikke for ti Hundrede Tusind Milli-
oner Dollars!”

TREDIVTE KAPITEL.

Der var nu lagt for med Hensyn til Postejen. Vi
skyndte os hen til et Rum i et af Skurene, der blev brugt
som et Slags Pulterkammer. Tidligere havde vi udspio-
neret det og vidste, at her laa en Bunke gamle Støvler,
forslidt Tøj, ituslaaede Flasker, hullede Kasseroller og
Kedler - alt sammen ganske nyttige Sager til sit Brug.

Efter endel Roderi fandt vi endelig et noget gennem-
sigtigt Blikvandfad, hvori vi godt kunde bage Postejen.

311

naar vi tætnede de Største Huller. Saa listede vi ned i
Kælderen og fyldte det med Mel. Da det saa imidlertid
blev Frokosttid, maatte vi skynde os op; paa Vejen fandt
vi et Par store rustne Søm og Tom sagde, at de vilde
være velkomne for en Fange, da han med dem kunde
indridse sit Navn og sin Kummer paa Fængslets Vægge.
Det ene lagde vi i Lommen paa Tante Sallys Forklæde,
der hang paa et Dørgreb, det andet satte vi fast under
Onkels Hattebaand - Børnene fortalte os nemlig, at
Papa og Mama skulde over til den bortrømte Neger.

Da vi satte os til Frokostbordet, fik Tom Lejlighed til
at putte Tinskeen i Onkels Frakkelomme. Tante Sally
lod paafaldende længe vente paa sig. Da hun endelig
kom, var hun helt blussende rød og saa vred ud. Hun
kunde næppe vente, til Bordbønnen var til Ende, før hun
pøsede Kaffen omkring i Kopperne med den ene Haand,
medens hun med den anden knubsede sit nærmest sid-
dende Barn oven i Hovedet, samtidig talte han saaledes
til Onkel Silas:

„Nu har jeg gennemstøvet hele Huset fra øverst til
nederst, og - sandelig det overgaar min Forstand - jeg
kan absolut ikke opdage, hvor den ene af dine Skjorter
er blevet af.”

Ved disse Ord fik jeg et Stykke Skorpe i den for-
kerte Hals, hvorfra det blev drevet tilbage af et saa
hæftigt Hosteanfald, at det fløj lige over Bordet i Øj-
et paa et af de smaa Børn, der krummede sig som en
Orm og udstødte sande Indianerhyl; Toms Ansigt fik en
underlig grønlig Farve - i et Øjeblik syntes vi at have
tabt Vejret. Men saa var det forbi - det var kun den
pludselige Overraskelse, der virkede saa hæftigt. On-
kel Silas sagde:

„Ja, det er i Sandhed højst besynderligt, det forstaar
jeg ikke. Jeg ved med Bestemthed, at jeg tog den af,
fordi -”

312

„Naturligvis, fordi Du kun havde denne ene paa! Jeg
ved rigtig godt, at Du har taget den af - i Gaar har
jeg nemlig med mine egne Øjne set den hænge paa Tørre-
snorene. Men nu er den borte, saameget er sikkert og
vist, og Du bliver nødt til at skifte med dine røde Flonels-
skjorter, indtil jeg faar Tid til at sy Dig en ny. Det
bliver saa den tredje, jeg syr i Løbet af de to sidste Aar.
Du kunde saamænd sætte en hel Sværm af Syersker i
Arbejde med dine Skjorter! Og hvorledes Du bærer Dig
ad med at kaste dem bort, det er mig en Gaade! Man
skulde tro, at Du i din Alder endelig havde lært at passe
paa dit Tøj!”

„Ja, ja, Sally, jeg ved det; men, ser Du, i dette Til-
fælde er Skylden ikke alene min, for jeg har dog egent-
lig intet at gøre med den Skjorte, naar jeg ikke længere
har den paa, og tabt den af Kroppen, tror jeg ikke,
jeg har!”

„Aa, Silas, det kan Du ikke regne Dig til Fortjeneste;
hvis det var Dig muligt at tabe den, medens Du havde
den paa, saa havde Du nok gjort det! For Resten er
Skjorten ikke det eneste, der er borte - der mangler og-
saa en en Ske. Der var ti og nu er der kun ni. Maaske
Kalven kan have ædt Skjorten, men en Ske sætter den
ikke til Livs, det ved jeg da!

„Savner Du endnu mere?”

„Ja - seks Tællelys er forsvundet! Dem kan Rot-
terne have ædt og jeg antager ogsaa, at de har gjort det.
Et helt Under er det, at de ikke har slugt hele Huset,
Silas. Du bekymrer Dig ikke en Døjt om at faa Rotte-
hullerne stoppede til; Du taler altid om det, men faar
det aldrig gjort. Rotterne kunde, tror jeg, godt bygge
Reder i dit Haar, uden at Du mærkede det - men man
kan ikke kaste Skylden for Skeens Forsvinden- over paa
Rotterne - det er da klart nok!”

„Ja, Sally, Du har Ret! jeg har vist Forsømmelighed,

313

men jeg lover Dig, at jeg endnu i Dag egenhændig skal
stoppe alle Hullerne til.”

„Aa, forhast Dig endelig ikke; det er tidsnok en-
gang til næste Aar!”

I samme Øjeblik tildelte hun det yngste Barn et
knaldende Smæk med Bagsiden af Haanden; den paa-
gældende havde benyttet Lejligheden til at stikke Fing-
rene i Sukkerskaalen og trak dem nu hastigt til sig med
en lydelig Flæben.

Da viste Lise, den Negerkone, som havde med det
indvendige Husarbejde at gøre, sig i Døren:

„Missers - et Lagen ogsaa være væk!”

„Et Lagen ogsaa! Barmhjærtige Himmel!”

„Nu skal jeg straks stoppe Rottehullerne!” sukkede
Onkel Silas og saa meget angerfuld ud.

„Ti!” befalede Tante Sally, „Dumrian! tror Du maa-
ske, at Rotterne har ædt Lagenet? Hvor kan det Lagen
være blevet af, Lise?”

„Lise vide intet! Igaar være det paa Tørresnor, i Dag
være det borte - helt, helt væk!”

„Det er dog for galt! Sligt har jeg aldrig oplevet Ma-
gen til! En Skjorte, et Lagen, en Ske og seks Lys -”

Den opløbne Negertøs kom nu styrtende som gal ind
og raabte:

„Der mangler en Messinglysestage! Kan ikke finde
den!”

„Skrub af, Tøs! Gaa allesammen eller -”

Nu skummede hun af Raseri. Vi dukkede os alle,
trak Skuldrene sammen og holdt os saa stille som Mus,
medens han som en Hvirvelvind fløj ud og ind. Jeg spej-
dede allerede efter en Lejlighed til at slippe bort, til
Uvejret var drevet over, da Onkel Silas pludselig stak
Haanden i Lommen og med et forbavset, helt faare-
agtigt Ansigtsudtryk trak han Skeen frem for Dagens
Lys. Med vidt opspilet Mund standsede hun midt i sin

314

Tales hæftige Strøm og ved dette Syn ønskede jeg mig
langt borte til Jerusalem. Men saa udbrød hun:

„Just som jeg havde tænkt! Lige det, jeg ventede!
Der sidder Du hele Tiden og ruger over Skeen i din
egen Lomme uden at mæle et Ord og lader din Kone
ærgre sig til Døde. Maaske har Du ogsaa de andre Sager
i dine Lommer? Se dog efter! Hvorledes er Skeen kom-
met der?

„Hvis jeg vidste det, vilde jeg fortælle Dig det,
Sally,” vedblev han ligefrem undskyldende sig. „Før
Frokost sad jeg just og studerede min Tekst til paa Søn-
dag og da havde jeg mit nye Testamente fremme paa
Bordet; jeg kan kun tænke mig, at jeg har taget fejl og
stukket Skeen i Lommen i Stedet for, - nu mærker jeg,
at mit Testamente har jeg da ikke i den. Jeg skal gaa
ind og se efter; hvis det endnu ligger, hvor jeg læste i
det før Frokost, saa er jeg sikker i min Sag, jeg har da
byttet om og puttet Skeen -”

„Men kan Du dog ikke tie stille? Du gør mig syg
med al din Tale! Gaa nu allesammen, og kom mig ikke
for Øje før mit Sind er faldet til Ro, hører I!”

Vi to var raske nok til at følge hendes Befaling. Da vi
gik gennem Dagligstuen, stod den gamle Mand just og
tog sin Hat ned fra Knagen. Sømmet faldt paa Gulvet,
men han tog det kun skikkeligt op og lagde det paa Ka-
minen uden at sige et Ord. Saa gik han ud. Tom havde
nøje iagttaget ham og udbrød:

„Med ham kan vi ikke for Fremtiden sende noget.
han er ikke til at stole paa! For Resten har han med
Hensyn til den Ske vist os en Tjeneste uden selv at ville
det. Nu maa vi, uden at han behøver at vide det, yde
ham nogen Gengæld. Skal vi ikke stoppe hans Rotte-
huller; det faar han vist aldrig gjort!”

Som sagt, saa gjort. Der var nok af dem nede i Kæl-
deren og det tog os en hel Time, men saa var Arbejdet

315

ogsaa lavet godt og grundigt; det Skulde være en meget
stærk Rotte, som skulde kunne bryde derigennem!

Saa hørte vi pludselig Fodtrin paa Trapperne og
skyndte os da at puste vort Lys ud og gemme os. Det
var den gamle Mand, som kom med et Lys i den ene
Haand og bærende paa noget i den anden Haand til at
stoppe Hullerne; han saa helt aandsfraværende ud. Han
gik fra det ene Hul til det andet, saa blev han staaende
nogle Minutter i stille Eftertanke, medens Tællen dryp-
pede fra hans Lys. Omsider gik han langsomt op ad Trap-
pen, idet han mumlede ved sig selv:

„Om jeg saa brød min Hjærne nok saa meget, er det
mig umuligt at komme paa, hvornaar jeg har gjort det.
Men Hullerne er tilstoppede og nu har jeg Bevis for, at
jeg ikke er Skyld i, at Rotterne har været paa Spil! Dog,
hvad Nytte er det til - lad mig hellere tie; det er ikke
Umagen værd at retfærdiggøre mig.” -

Med disse Ord forsvandt han og vi listede os op igen.
Ja, han var, og er den Dag i Dag endnu, en skikkelig
Mand!

Tom var i stor Forlegenhed med Hensyn til, hvad
han skulde gøre for at faa en ny Ske; i hvert Fald maatte
vi have en saadan. Da han havde tænkt sig lidt om,
havde han sin Plan færdig. Vi gik ind i Stuen og hen til,
hvor Kurven med Skeerne stod; da saa Tante viste sig,
snuppede Tom en af dem op i sit Ærme, bredte de andre
ud paa Bordet og udbrød:

„Tante Sally, der er jo kun ni Skeer.”

„Gaa nu jeres Vej og plag mig ikke - jeg ved bedre,
hvor mange der er, jeg har lige talt dem.”

„Ja, men jeg har talt to Gange, Tante; der er ikke
flere end ni!”

Først blev hun lidt vred, men saa gav hun sig da
til at tælle: „Ja, Du har Ret, der er kun ni. Hvorledes
kan det dog være - lad mig tælle engang til!”

316

Nu lod Tom Skeen glide ud fra sit Ærme, og da hun
havde endt sin Tælling, udbrød hun;

„Det maa jo gaa til med Hekseri - nu er der igen
ti!”

„Men Tante! jeg tror dog ikke, der er ti!” indskød
Tom.

„Lad mig saa tælle om igen, er Du saa tilfreds!”

Tom nappede hurtig en Ske uden hun saa det og
saa var der igen ni tilbage. Tante skummede af Raseri
og rystede over hele Legemet. Hun talte efter flere
Gange, snart var der ni og snart ti Skeer, for af og til
talte hun Kurven med. Saa tabte hun Taalmodigheden
og slyngede Kurven ind til Væggen, gav Katten et Spark,
saa den hvæsende hoppede højt i Vejret, og raabte, at vi
skulde skrubbe af og lade hende have Ro. Men Hoved-
sagen var, at vi havde vor Ske; vi fik dog puttet den i
hendes Forklædelomme, og Jim modtog den rigtig endnu
før Middag. For saa vidt havde vi haft Held med vort
Forehavende, og Tom mente, at den Spøg nok havde væ-
ret Ulejligheden værd, for herefter vilde Tante Sally
aldrig mere være sikker paa, om! hun havde ni eller ti
Skeer; hvis hun talte rigtig, troede hun, at det var for-
kert og omvendt.

Om Aftenen hængte vi saa Lagenet tilbage paa Tørre-
snoren igen, men stjal samtidig et andet fra en af hendes
Skuffer; i de følgende Dage tog vi Lagener bort og lagde
tilbage igen, saa hun tilsidst kom i fuldstændig Vildrede
med, hvormange Lagenet, hun egentlig ejede; alt dette
skabte hende et saadant Bryderi, at hun omsider opgav at
finde Rede i dette Lagen-Regnskab.

Nu .var alt i den skønneste Orden med Hensyn til
Skjorten og Lagenet og Skeen og Lysene - takket være
Kalven og Rotterne og det noget indviklede Sammentæl-
lings-Eksperiment. Lysestagen spillede ikke saa stor en

317

Rolle - lidt efter lidt havde Stormen lagt sig fuldstæn-
dig.

Men Postejen, den berømte Heksepostej, skaffede os
et stort Arbejde og endeløse Bryderier. Alt, hvad der
var nødvendigt, havde vi bragt ud i Skoven og her gik
Bagningen for sig. Vi maatte bage den stykkevis og
brugte tre Kasseroller fulde af Mel, før vi naaede saa vidt;
men da havde vi ogsaa opnaaet at blive forbrændt paa
Hænder og Arme og Øjnene var svulne af Røg. Egentlig
lagde vi an paa at faa en højt hvælvet Skorpe, men hele
Tiden sank vore Postejdele sammen i Midten; saa fandt
vi paa, at det maaske gik bedre, naar vi straks fra Be-
gyndelsen lagde Rebstigen inden i og bagte den med.
Natten tilbragte vi hos Jim, ivrigt beskæftigede med at
rive Lagenet i smalle Strimler og binde dem sammen;
inden Dagens Frembrud havde vi faaet lavet et herligt
Tov, med hvilket man kunde have hængt en Okse. Vi
„lod” saa, som om vi havde været ni Maaneder om at
lave det.

Samme Formiddag bragte vi Tovet ud i Skoven, men
vi kunde ikke faa det ind i Postejen; der var Tov nok til
at fylde fyrretyve Postejer med, og saa vilde der endog
blive Længde nok tilbage til Suppe, Pølse eller hvad man
ellers ønskede. Saadant et Lagen er stort - det kunde
række til flere Middagsmaaltider!

Men vi behøvede jo ikke hele Tovet; vi vilde kun
bruge saa meget, som kunde udfylde Postejen. Resten
kastede vi bort. Til Bagningen turde vi nu ikke bruge
Kasserollen, fordi Bunden truede med at falde af, og
hele vor Herlighed da vilde ende i Ilden. Men Onkel
Silas ejede et pragtfuldt Varmebækken af Messing: det
var overordentlig kunstfærdigt udgraveret og havde et
langt Skaft. Det var et gammelt Arvestykke og var kom-
met fra England sammen med Wilhelm Erobreren paa
„Liljekonval'en, tror jeg, eller ogsaa med det første Ud-

318

vandrerskib. Det tilhørte en Samling af endel andet
Skrammel, som Onkel satte uhyre Pris paa - ikke just
paa Grund af Pengeværdien, men fordi det var „Rari-
teter” som Onkel sagde.

Dette Messing-Varmebækken fik vi i al Hemmelig-
hed taget ned fra dets Plads og bragt ud i Skoven. Den
første Postej vilde ikke rigtig lykkes, da den hængte
paa Fanden, men saa tog vi fat paany. Vi fyldte Dejg
i Bækkenet, stoppede Tovet ned, hældte atter Dejg oven-
paa, lukkede Laaget og satte det over Ilden - et Kvar-
terstid efter havde vi den smukkeste Postej, som selv
den dygtigste Kok ikke behøvede at blues ved. Men
spises kunde den rigtignok ikke - i hvert Fald maatte
man have et Vognmandslæs Tandstikkere ved Haanden.
for Tovet vilde vel nok falde lidt seigt at faa Bugt med.

Sam holdt Øjnene vel borte, da vi lagde Heksepo-
stejen i den Kurv, hvori han bar Maden over til Jim;
tillige skjulte vi tre Tintallerkener paa Bunden af Kur-
ven. Saaledes fik Jim alt bragt over: saasnart han var
ene, halede han Stigen frem fra Postejen og gemte den
i sin Seng; saa kradsede han nogle Tegn paa en af Tin-
tallerkenerne og kastede den ud gennem Glughullet.
Tom var meget tilfreds og udtalte, at Jim nøjagtig havde
opfyldt de ham givne Paalæg.

EN OG TREDIVTE KAPITEL.

At tildanne Pennene var et møjsommeligt Arbejde.
og ligeledes gik det med Saven; dog mente Jim, at
det værste af alt vilde blive at kradse denne Indskrift
paa Muren. Det maatte imidlertid gøres, for Tom fast-
holdt, at det var aldeles nødvendigt - aldrig i sit Liv
havde han hørt om nogen Statsfange, der ikke havde

319

efterladt sig en Inskription paa sit Fængsels Væg, -
og som Regel baade med Navn og Skjoldmærke.

„Tænk blot paa Lady Jane Grey,” udbrød han. „eller
paa Gilford Dudley og den gamle Northumberland! Og-
saa de brugte lang Tid dertil og lagde stort Arbejde
deri, Huck, men saadan maatte det være; man kan ikke
smøge saadanne Ting fra sig! Jim maa indkradse en
Inskription og sit Vaaben!”

Jim svarede: „Men, unge Massa Tom, Jim have in-
gen Vaaben; mig have kun den gamle Skjorte, og Tom
vide selv, den mig bruge til at skrive Dagbog paa!”

„Du misforstaar mig, Jim; men jeg indser nok, at
Du ikke har Forstand paa, hvad et Vaaben eller Skjold-
mærke betyder. Men Du kan være sikker paa, at Du
skal faa et, før Du slipper ud herfra. Det skal ikke
senere kunne bebrejdes os, at vi har vist en saadan
Forsømmelse!”

Medens Jim og jeg hver paa sin Teglsten sleb Pen-
nene til - Jim lavede sin af et Stykke Messing, jeg
behandlede Tinskeen -, sad Tom og brød sin Hjærne
med, hvorledes Vaabnet skulde være. Kort efter sagde
han, at han havde flere gode Idéer, og næsten ikke
kunde blive enig med sig selv om, hvilken han skulde
bestemme sig til; endelig erklærede han:

„Jo, det passer! I Skjoldet sætter vi en Tværbjælke.
og i højre nederste Felt et mørkerødt Andreaskors, der-
over anbringes en Hund i siddende Stilling, ved dens
Poter ligger en søndersprængt Lænke - dette er Sym-
bolet paa Slaveri; saa maa vi endnu have en grøn Tvær-
bjælke og en syvtakket Krone paa azurblaa Bund. I
det andet Felt sættes to krydsende Klinger, derover en
bortløben Neger, som med Møje slæber paa sin Bylt over
Skulderen. Som Vaabenholdere: to Statuer - hvilket
betyder os to - og som Motto: „Maggiore fretta, mi-

320

nore atto” Det har jeg læst i en Bog og betyder:
„Hastværk er Lastværk” Hvad, er det ikke godt?”

„Go-ga-se-sa - udmærket! Men jeg forstaar
ikke et Muk deraf!” udbrød jeg.

„Naa, det har vi ikke Tid til at snakke om nu, Huck;
nu maa vi kile paa!”

„Hvad betyder for Eksempel et Andreaskors og en
Tværbjælke og et Felt?” vedblev jeg.

„Aa, pin mig nu ikke! Et Felt - har Du aldrig hørt,
at nogen drager i Felten? Jeg skal nok vise Jim, hvorle-
des man laver det.”

„Men Du kan da give en Forklaring, Tom! Hvad er
et Andreaskors?”

„Ja, det ved jeg ikke! - men han maa have det, for
alle Adelsmænd har den Slags!”

Saadan var han. Naar det ikke passede ham, kunde
man gærne pumpe ham i tre Uger uden at faa nogen
Forklaring.

Da han nu var færdig med Vaabnet, begyndte han at
udgranske en rigtig mørk og tungsindig Indskrift - en
saadan maatte Jims have. Han havde straks flere til Ud-
valg paa rede Haand og skrev dem ned:

1. Her brast en Fanges Hjærte.

2. Her har en ulykkelig Fange, forladt af Gud og
Mennesker, henslæbt sit glædeløse Liv.

3. Her brast et ensomt Hjærte og en træt, udpint
Sjæl gik ind til evig Hvile efter syv og tredive
lange Aars martrende Fangenskab.

4. Her udaandede - hjemløs og forladt, efter syv og
tredive bitre Aars Indespærring - en ædel Frem-
med, naturlig Søn af Ludvig den 14. Fred med
hans Støv!

Saa bevæget var Tom, da han læste disse Indskrif-
ter for os, at hans Stemme skælvede og næsten kvaltes.
Tilsidst var de blevet ham saa kære, at han ikke kunde

321

give Afkald paa nogen af dem - Jim maatte have dem
alle sammen op paa Væggen. Jim gjorde Indvendinger;
han vilde bruge et helt Aar til at kradse alt det Stads op,
tilmed kunde han ikke skrive et eneste Bogstav; men
Tom lovede selv at tegne Bogstaverne, saa behøvede
Jim kun at følge Skrifttrækkene med sin „Pen” Plud-
selig udbrød han saa:

„Hør, der falder mig noget ind! Her er jo Brædde-
vægge og det passer ikke til lnskriptioner i et Fæng-
sel. Det maa være haard Klippevæg, saaledes som Fæng-
selsmure plejer at være! Det maa skaffes til Veje!”

Jim fandt imidlertid, at dette var meget værre; han
vilde bruge saa lang Tid til at gravere det i Sten, at han
aldrig mere kom paa fri Fod. Dog trøstede det ham
noget, da Tom lovede at hjælpe ham. Saa undersøgte
han, hvorvidt vi var naaet med Filningen af Pennene;
skønt mine Hænder allerede rystede af Anstrængelse,
var Arbejdet kun skredet helt umærkeligt frem.

„Nu ved jeg, hvad vi gør!” udbrød Tom. „Vi maa alli-
gevel have en Klippe til Vaabnet og Inskriptionerne,
saa nu kan vi slaa to Fluer med ét Smæk. Nede ved
Vandmøllen ligger der en stor, brugt Møllesten, den slæ-
ber vi herhen; paa den kan vi ridse Vaabnet og Ordene
og tillige slibe Pennene og Saven.”

Det var en storslaaet Idé, men Møllestenen var og-
saa en voldsom stor Tingest. Endnu var det ikke Midnat;
vi løb altsaa til Møllen, efterladende Jim ved Arbejdet.
Vi fandt den ganske rigtig og begyndte at rulle afsted med
den, men det var et haardt Arbejde; mange Gange faldt
den om paa Siden og havde nær knust en af os; Tom var
ogsaa sikker paa, at dette nok vilde ske, før vi fik den
bakset hen paa rette Sted. Da vi var naaet Halvvejen,
maatte vi give fortabt, vore Kræfter var udtømte og vi
var badet i Sved. Der var ikke andet at gøre - Jim
maatte ud og tage et Tag med. Han løftede altsaa Senge-

Huck Finns Hændelser. 21

322

benet, gjorde Lænken løs og viklede den tre Gange om
Livet; vi krøb saa ud gennem vort Hul og Jim og jeg
rullede Stenen videre, medens Tom ledede Arbejdet. Han
var et rent Jærn til at lede et Arbejde, - allerede fra
ganske lille havde han et vist Greb paa den Slags Ting.

Skønt vort Hul ikke var saa lille, var det dog ikke
stort nok til at lempe Møllestenen igennem, men Jim greb
en Spade, udvidede Hullet og snart var vi alle og Stenen
inde i hans Fangeskur. Med et Søm ridsede Tom nu
ganske let, hvad der skulde staa, og gav Jim Ordre til at
udmejsle Skrifttrækkene og Vaabnet; dette skulde han
holde paa med, indtil Lyset var brændt ned; han kunde
da gaa til Ro, men maatte først sørge for, at Møllestenen
blev omhyggelig skjult i Sengen. Saa hjalp vi ham med
at faa Lænken anbragt om Sengebenet igen og skulde
just selv trække os tilbage, da Tom fik et nyt Indfald:

„Har Du Edderkopper her, Jim?”

„Nej, Massa Tom, Jim takke Himlen for der være
ingen Edderkopper!”

„Saa maa vi skaffe Dig nogle!”

„Jim behøve ikke Edderkopper! Mig bange for dem,
mig li'saa gerne have en Klapperslange, uha!”

Tom tænkte sig et Øjeblik om og udbrød saa:

„Det var en god Idé, Jim! Saadan burde det netop
være, - hvor kan Du gemme den?”

„Gemme hvem?”

„Klapperslangen, selvfølgelig!”

„Herre i Himlen, Massa Tom! Naar Klapperslange
komme her, mig løbe bort! Jim støde Hul gennem Væg-
gen med sit Ho'de og springe ud!”

„Aa, Jim, efter kort Tids Forløb vil Du ikke føle
nogen Frygt for den -- Du kan blot tæmme den!”

„Tæmme Klapperslange?”

„Naturligvis - det er let nok. Ethvert Dyr er saa
taknemligt, naar man omgaas det med Venlighed, og

323

tænker slet ikke paa at gøre dem noget Ondt, som er
god imod det. Det vil Du kunne se i enhver Bog! Prøv
blot - det er alt, hvad jeg beder Dig om, prøv for en
Gangs Skyld i et Par Dage. Jeg er overbevist om, at Du
i den korte Tid naar saa vidt, at den vil holde af Dig,
sove hos Dig og aldrig være borte fra Dig et Minut; Du
vil kunne vikle den om din Hals og tage dens Hoved
i din Mund, hvis Du vil.”

„Massa Tom ikke tale saadan. Jim ikke putte Slan-
geho'de i Munden - og Jim ikke sove med Slange -
nej, Jim vil aldeles ikke!”

„Kom dog til Fornuft, Jim! En Fange maa tæmme
et Yndlingsdyr til at underholde sig med. Og naar nu
ingen tidligere har forsøgt med en Klapperslange, saa
vil din Ære og Berømmelse netop blive saa meget større,
da Du er Foregangsmand. Du vil aldrig senere i Livet
faa saa let Adgang til at sikre Dig et smukt og berøm-
meligt Eftermæle!”

„Nej, Massa Tom, Jim behøve ikke saadan Efter-
mæle! Slangen bide Jim død - nej, Jim blæse paa be-
rømt Eftermæle!”

„Du kan jo dog gøre et Forsøg, Jim! Du kan jo
slippe den ud igen, hvis Forsøget ikke lykkes.”

„Oh, saa være det for sent, naar Slangen først bide
stakkels Jim. Massa Tom, Jim gøre alt, som ikke være
dumt og ufornuftigt - men naar Massa Tom og Huck
bringe Jim Klapperslange at tæmme - saa løbe Jim
bort - lige straks; det være sikkert!”

„Naa, saa lader vi det Forslag fare, siden Du viser
Dig saa paastaaelig! I Stedet for skaffer vi Dig et Par
Snoge, og dem binder Du nogle Knapper i Halen og saa
lader vi, som om det er Klapperslanger - lad os saa
gøre det!”

„Jim hellere have dem, Massa Tom, mig ikke bange
for Snoge; men Jim sige: mig ingen Brug have for dem!

21*

324

Mig aldrig tænkt det være saa haardt at være Fange!”

„Jo, man maa underkaste sig, hvad der hører til. Sig
mig, er der Rotter her i Skuret?”

„Nej, Jim ikke set no'en Rotter!”

„Saa maa vi sørge for, at Du faar nogle!”

„Rotter, Massa Tom? Jim ikke behøve Rotter! Være
saa hæslige Dyr, forstyrre Folk, naar de sove. De sprin-
ge op i Sengen og bide Jim i Næsen, saa han ikke sove
for Rotter. Nej, Massa Tom, Dem give Jim Snog, naar
mig skal have noget, men ikke Rotter!”

„Det maa Du ikke modsætte Dig, alle Fanger har
Rotter. Man tæmmer dem og kæler for dem! og lærer
dem alle mulige Kunster, tilsidst bliver de da lige saa
fortrolige med En som Fluer. Men Du maa jo spille for
dem! Har Du noget at spille paa?”

„Jim have en gammel Kam og et Stykke Papir - en
lille Mundharmonika! Rotter maaske ikke holde af Har-
monikamusik?”

„Jo, vist saa; det har ikke noget at sige, hvilket In-
strument man anvender, blot det er Musik. En Mund-
harmonika er god nok til dem. Alle Dyr elsker Musik
- og i Fængsler sværmer de for det; navnlig sørgmodig
Musik, og dertil er en Mundharmonika som skabt. Det
interesserer dem og de kommer frem for at se, hvad der
er paa Færde. Før Du om Aftenen gaar til Ro, sætter
Du Dig altsaa paa din Seng og spiller paa Harmonika -
ja ogsaa om Morgenen. Spil „den sidste Rose” eller
noget andet bedrøveligt, saa skal Du se, efter to Minut-
ters Forløb kryber Rotter, Slanger og Edderkopper og
andre Smaadyr frem og nærmer sig Dig, - efterhaanden
vinder Du deres Fortrolighed, de giver sig til at danse og
føler sig vel tilfredse.”

„Ja, de føle sig tilfredse, det tro Jim nok! Men mig
ikke tilfreds. Mig ikke forstaa, det være til nogen Nytte!
Men Jim gøre det, naar det maa være saadan. Jim gøre

325

dem tilfreds med Musik, saa de Bæster ikke plage Jim:

Tom stod fordybet i Tanker, maaske havde han fun-
det paa endnu flere Dyr til Jims Menageri; han udbrød;

„Det havde jeg nær glemt! Tror Du, at Du kan pleje
en Blomst her, Jim!”

„Maaske - her rigtignok være mørkt og Jim behøve
ingen Blomst”; der være saa meget Besvær med den og
Jim ikke forstaa det!”

„Naa, Du faar prøve; det er lykkedes andre Fanger
at fremelske Blomster.”

„Saadan gammel, pigget Tidsel eller gul Koblomme
nok vokse her, Massa Tom; men det være ikke Umagen
værdt at pleje dem.”

„Sig ikke det, Jim! Nu henter vi til Dig en lille Ko-
blomme og den maa Du plante der henne i Krogen og
pleje den godt; men Du maa ikke kalde den „Koblomme”
for alle Blomster i Fængsler hedder „Picciola” - og
saa maa Du vande den med dine Taarer.”

„O, Jim” have Kildevand nok i Kruset!”

„Vand duer ikke - det maa være Taarer - saaledes
bærer alle Fanger sig ad.!”

„Men, Massa Tom, Jim har Kildevand i Kruset til
tyve Koblommer; mig ikke have Taarer nok til en!”

„Hovedsagen er, at den faar Taarer - hvor skulde
en Fange dog skaffe sig Kildevand fra?”

„Saa Koblomme visne straks. Massa Tom, - Jim
næsten aldrig græde, - næsten aldrig!”

Denne Bemærkning slog Tom, og Enden paa det blev,
at Jim skulde prøve paa at drive et Løg frem. Han lovede.
at Jim næste Morgen skulde faa et sendt over i sin Kaffe.
Jim vilde lige saa gærne have Tobak i Kaffen og gjorde
en Mængde Ophævelser saavel mod dette som overfor
alt det andet med Rotter. Snoge, Penne og lndskrifter og
Dagbøger, hvorved han vilde faa mere Ulejlighed og
større Ansvar end Fanger i Almindelighed plejede at

326

have. Herover blev Tom først rigtig utaalmodig Og vred:
Jim maatte skamme sig, sagde han, Jim havde just al
Grund til at vise Taknemlighed overfor ham; mere end
nogen anden Fange i Verden gav han Jim Lejlighed til
at skabe sig et berømt Navn - og det vidste han ikke
at skatte højere end et umælende Dyr.

Denne Overhaling fik den skikkelige Jim til at krybe
i sit gode Skind igen og han lovede, at han i Fremtiden
ikke skulde gøre Indvendinger imod vore Ønsker. Der-
efter gik vi op for at sove.

TO OG TREDIVTE KAPITEL.

Morgenen efter sneg vi os begge ind til Byen og
købte en solid Rottefælde; den anbragte vi i Kælderen.
hvorefter vi aabnede nogle af de største Rottehuller; i
Løbet af knapt en halv Time havde vi fanget en Sam-
ling paa femten fede, gamle Rotter. Nu stillede vi Fæl-
den med hele Forsyningen ind under Tante Sallys Seng.
som maatte antages at være det unærmeligste og mest
fredhellige Sted i hele Huset; her kunde den vel staa
i Fred for de smaa Rollinger.

Medens vi saa hengav os til Jagt paa Edderkopper.
skete den Ulykke, at den lille Thomas Franklin Benja-
min Jefferson Alexander Phelps opdagede vort Gemme-
sted, og han kunde naturligvis ikke dy sig for at prøve.
om Rotterne vilde gaa ud af sig selv, naar han aabnede
Fælden. Og det viste de sig svært villige til!

Da vi kom tilbage for at afhente von møjsommelig
erhvervede Ejendom, stod Tante Sally oppe i Sengen og
raabte Mord og Brand og Tyve og Røvere, medens Rot-
terne opførte en vild Krigsdans over Seng og Borde og
Stole. Da den vilde Jagt havde spredt sig lidt gennem

327

den af os aabnede Dør, greb den ophidsede Dame en
Tæppebanker og gav os en Omgang Prygl uden først at
kræve nogen undskyldende Forklaring. Derefter maatte
vi anvende to samfulde Timer for paa ny at indfange
femten-seksten Rotter, der langt fra i Henseende til Stør-
relse og Skønhed kunde maale sig med det første Hold.
Dette bestod just af saa dadelløse Eksemplarer, som man
kun sjeldent træffer paa.

Efterhaanden samlede vi yderligere et stort Lager af
Edderkopper, Biller, Frøer, Larver og lignende Smaa-
sager; vi tænkte ogsaa paa at tage en hel Hvepserede
med os, men det maatte vi opgive. Saa stod Slange-
jagten kun tilbage, og i Løbet af kort Tid fik vi indsamlet
henved en halv Snes lange Snoge og Staalorme. Alle
disse Dyr anbragte vi i en tilbunden Sæk, som vi lagde
op i vort Sovekammer.

Imidlertid stod Aftensmaden paa Bordet, og vi var
skrupsultne ovenpaa dette Dagværk. Vi huggede alt-
saa godt i os, og da vi atter kom op paa vort Værelse -
var der ikke en Snog mere at opdage; vi maa ikke have
bundet Sækken godt nok til og de har da smøget sig ud.
Imidlertid tænkte vi, at de ikke kunde være kommet ret
langt bort, saa vi snart kunde indfange dem igen. Dog
nej - i den paafølgende Tid kunde man ikke beklage
sig over Snogemangel dér i Huset. Stadig faldt de ned.
hvor man: mindst ønskede dem, snart i Suppeterrinen
og snart i Tallerkenerne, medens man sad og spiste. De
var saamænd alle sammen smukke at se til med nyde-
lige Striber, og en Million af den Slags vilde ikke have
generet mig. Men Tante Sally tænkte anderledes, hun
hadede dem uden Persons Anseelse; enten de var stri-
bede eller plettede, kunde hun ikke udstaa dem. Hver
Gang hun mødte en af dem paa sin Vej, kastede hun alt,
hvad hun havde i Haanden, fra sig og løb med Vindens
Hast bort, idet hun udstødte et Skrig, som man sikkert

328

kunde høre i Jericho. Ikke engang med en Ildtang turde
hun tage paa dem. Hvis hun saa om Natten vendte sig
i sin Seng og tilfældig kom i Berøring med et af disse
stakkels, uskyldige Dyr, slog hun et Vræl op, som om
hele Huset stod i lys Lue. Jeg kunde ikke forstaa den
Dame! Overfor sin gamle Mand gjorde hun et saadant
Postyr i denne Anledning, saa han engang sagde, at han
vilde ønske Vorherre havde glemt at skabe Slangerne.
Selv da den sidste Snog efter en Ugestids Forløb var
sporløst forsvundet fra Huset, holdt Tante Sallys Angst
ikke op, ikke paa langt nær. Naar hun saa sad i sine
egne Tanker, behøvede man kun at kilde hende paa Hal-
sen med en Fjer, straks fløj hun skrækslagen op og gik
næsten ud af sit gode Skind. Men morsomt var det, og
Tom sagde, at saaledes var alle Kvinder; af en eller
anden Grund var de alle saaledes indrettet, hvorfor vid-
ste han ikke.

Vi fik en Dragt Prygl, hver Gang en Snog kom
hende i Vejen, og hun betydede os, at der skulde tages
andre Forholdsregler overfor os, hvis vi igen befolkede
Huset med Snoge. Hvilke det skulde være, vilde hun.
trods alt, ikke ud med, jo, - hun var en klog Kvinde,
Tante Sally. Pryglene generede mig ikke synderligt, jeg
var bedre vant i saa Henseende, men den Ulejlighed, vi
havde for at indfange en ny Forsyning af Snoge, ærgrede
mig endel.

Naa, det lykkedes omsider for os, og vi bragte det
nye Parti sammen med de øvrige Dyr over i Jims Fan-
geskur. For Dyrenes Bekvemmeligheds Skyld burde det
dog have været dobbelt saa rummeligt. Der var rigtig-
nok Munterhed, naar Jim opførte sin Musik og de svær-
mede om ham. Edderkopperne kunde han navnlig ikke
forsone sig med, og de var heller ikke glade ved ham.
saa de laa i stadig, indbyrdes Strid. Jim sagde, at der
for Rotter og Snoge og Møllestenen ikke var Plads til

329

ham i Sengen. Og selv om saa var, kunde han umulig
falde i Søvn, fordi Dyrene ikke gik til Ro paa samme Tid.
Naar Rotterne sov, mødte Slangerne paa Dækket og om-
vendt - det forekom ham, som om en Cirkusforestilling
bestandig gik for sig omkring ham i Mørket; søgte han
sig en anden Soveplads, tørnede han mod Edderkopper
og Biller. Naar han engang slap ud derfra, sagde han.
vilde han aldrig mere være Fange, selv mod en høj
Betaling!

Efter tre Ugers Forløb var alt i den bedste Orden.
Skjorten var forlængst smuglet ind i en Postej, og.
naar Rotterne om Natten bed Jim, benyttede han Blod-
draaberne til hurtig at kradse noget ned i sin „Dagbog”
medens „Blækket” endnu var flydende. Pennene var
lavede. Inskriptionerne og hvad dertil hørte, var allerede
indridset paa Møllestenen. Sengebenet var gennemsavet
og Savsmuldet omhyggeligt slikket op, hvilket vore Ma-
ver maatte bekende; vi troede, vor sidste Time var kom-
met, men ogsaa det gled over. Men det forekom mig
at være det mest ufordøjelige Savsmuld, jeg nogensinde
havde fortæret, og Tom var heri enig med mig. Som
sagt, alt var overstaaet; Arbejdet og Spændingen havde
rigtignok taget haardt paa os, dog mest paa Jim, men
det regnede vi os til Ære!

Onkel Silas havde et Par Gange skrevet til New
Orleans om den undvegne Neger, men havde naturlig-
vis ikke miodtaget noget Svar. Nu talte han om, at
han vilde prøve med et Avertissement i St. Louis og
New Orleans Dagblade. Da han nævnte St. Louis.
løb det mig koldt ned ad Ryggen, og selv Tom mente,
at nu var der ikke længere nogen Tid at spilde. Nu
maatte vi først skrive et anonymt Brev, tilføjede han.

„Et hvad for noget?” spurgte jeg.

„Et anonymt Brev!” gentog han. „Det er en Ad-
varsel til Folk om, at der er noget paa Færde. Nogle

330

Steder gøres det paa den ene Maade, andre Steder paa
en anden Maade. Men altid er der en, som er Spion
og hemmeligt bringer Budskab om alt til Slottets Kom-
mandant. Da Ludvig den 16. vilde bryde ud fra Tuille-
rieme, var det en Tjenestepige, der optraadte som Spion.
Saaledes kan man altsaa gøre det, men et anonymt Brev
er lige saa godt. Vi kan jo bruge begge Metoder. Det
er ogsaa almindeligt, at Fangens Moder bytter Klæder
med ham og bliver tilbage i Fængslet, medens han for-
svinder. Saaledes maa vi ogsaa gøre!”

„Men, Tom - hvorfor skulde vi dog give Folk Ad-
varsel om, at der er noget paa Færde? Det maa da
blive deres egen Sag, om de selv kan opdage det!”

„Det er for saa vidt rigtig nok, men jeg stoler ikke
paa Folkene her, de er altfor dumme; lige fra Begyn-
delsen har de jo ladet os selv skaffe alle Vanskelig-
hederne. De er altfor godtroende og blinde til at op-
dage noget. Hvis vi altsaa ikke varskoer dem, saa la-
der de os ganske rolig og stille stikke af, og da er
al vor Møje og Besvær jo til ingen Nytte. Jims Be-
frielse vilde da gaa for sig uden Sang og Klang. -
vi kunde i saa Fald lige saa godt simpelt hen lukke
Døren op Ved højlys Dag og bede ham spasere ud -
ikke en vilde lægge ham et Halmstraa i Vejen!”

„Jeg vilde dog hellere have, at det gik stille af,
men -”

„Naturligvis!” afbrød han foragteligt.

„Men,” vedblev jeg uden at lade mig afbryde. „Jeg
vilde kun sige, at hvad Du finder rigtigst, ogsaa fore-
kommer mig rigtigst. Hvorledes skal vi saa indrette
det med den Tjenestepige, som skal forraade os?”

„Den Rolle maa Du overtage! Du sniger Dig i Nat
ind og laaner en Kjole hos den lange Mulattøs i Køk-
kenet!”

331

„Men, Tom, der vil jo blive et forfærdeligt Spek-
takel den næste Morgen, for hun har vel ikke andet, end
hvad hun staar og gaar i.”

„Det ved jeg meget godt. Men Du behøver jo ikke
Kjolen længere end et Kvarterstid, medens Du stikker
det anonyme Brev ind under den store Indgangsdør!”

„Det kan jeg lige saa godt gøre i mit eget Tøj!”

„Vilde Du saa maaske ligne en Tjenestepige, Huck?”

„Nej, men der er jo ingen, som maa se mig, og
saa er det da ligegyldigt, om jeg ser saadan eller saa-
dan ud.”

„Kommer aldeles ikke Sagen ved, Huck! For os
gælder det om, at vi gør vor Skyldighed, hvad enten
saa nogen ser det eller ikke. Har Du ikke moralsk
Sans. Huck?”

„Godt, jeg siger ikke mere. Jeg er altsaa Tjeneste-
pigen. - hvem skal saa være Jims Moder?”

„Det vil jeg selv være. Jeg laaner en af Tante
Sallys Kjoler - saa bliver jeg en flot Moder!”

„Vil Du da blive tilbage i Skuret, naar Jim og jeg
stikker af?”

„Aldeles ikke, det har jeg ikke talt om. Jeg har
tænkt mig at stoppe Jims Tøj ud med Halm og lægge
Dukken paa Sengen, det skal saa forestille Moderen.
Jim tager Tante Sallys Kjole paa efter mig, og saa
undviger vi alle tre. Naar en Fange af Rang og Stand
bryder ud, for Eksempel en Konge, saa kalder man
det at undvige - ikke „stikke af” Det samme gæl-
der en Kongesøn, skønt der er naturligvis Forskel paa,
om det er en naturlig Søn eller ikke.”

Tom skrev saa det anonyme Brev; jeg huggede den
lange, gule Køkkenpiges Kjole om Natten, iførte mig
den og stak Brevet under Døren i Overensstemmelse
med, hvad Tom havde paalagt mig.

332

I Brevet stod:

„Vogter Eder! Forræderiet nærmer sig! Vær
paa Vagt!
En ubekendt Ven.”

Den næste Nat befæstede vi paa Hovedindgangs-
døren en Tegning, der var lavet af Tom; den var teg-
net med Blod og forestillede et Dødningehoved med
korslagte Knogler neden under; den følgende Nat satte
vi paa Køkkendøren en Plakat med en Ligkiste. -
Aldrig har jeg set en Familie i saa rædselsslagen en
Ophidselse. De kunde ikke have følt større Angst, om
hele Huset havde sværmet med Spøgelser. Hvis blot
en Dør smældede til, fo'r Tante Sally op med et Angst-
udbrud, faldt noget paa Gulvet, raabte hun: „Men Gud
dog!” Kom man bag paa hende, uden hun mærkede
det, rystede hun i Skræk. Intet Øjeblik havde hun
Ro - hun troede stadig, at der lurede en Fare bagved
hende. I Seng turde hun ikke gaa, og hun frygtede
ogsaa for at sidde alene oppe.

Vore Advarselstegn havde altsaa gjort deres Virk-
ning; Tom udtalte, at han næppe havde turdet haabe
paa saa gunstigt Resultat; men det viste netop, at vi
havde grebet Sagen rigtig an.

„Og nu den sidste Bombe!” udbrød han. Afgørel-
sens Stund var inde! Ved Daggry næste Dag fik vi
et sidste Budskab færdigt og overlagde nu, hvorledes
det skulde stikkes Onkel i Hænde; vi havde nemlig ved
Aftensbordet hørt fortælle om, at en Negervagt om Nat-
ten skulde posteres udenfor Dørene. Tom listede ned
ad Lynaflederen og spejdede. Da han fandt Negeren
ved Bagdøren i dyb Søvn, stak han Brevet ned bag
hans Halslinning. Brevet havde denne Ordlyd:

„Forraad mig ikke, jeg ønsker at være Eders
Ven! En morderisk Røverbande ude fra Indianer-
Territoriet er undervejs for i Nat at befri Eders

333

bortrømte Negerslave. Banden har forsøgt at ind-
gyde Eder Skræk, for at ingen skal vove sig ud
af Huset, og den saaledes kan handle paa fri Haand.
Selv tilhører jeg Banden, men min ædle Sjæl tillader
mig ikke at deltage i denne Skændselsgerning uden
i det mindste at sende en Advarsel. Mit inderligste
Ønske er at forlade disse Røvere og Mordere og
begynde et nyt Liv. Derfor forraader jeg deres djæ-
velske Plan! De vil snige sig frem fra Nordsiden;
med en falsk Nøgle vil de aabne Skurets Dør og
befri Negeren. Selv skal jeg have Vagtpost ved
Stuehuset og skal afgive et Hornsignal, saasnart jeg
aner nogen Fare. I Stedet for at advare Røverne
vil jeg bræge som et Faar, naar de trænger ind
til Fangen. Medens de løser Fangen, kan De lukke
Døren til bag dem og dræbe dem efter Behag. Gør
nu, som jeg har sagt, ellers aner de Uraad og flyg-
ter over Hals og Hoved! Belønning fordrer jeg
ikke - Bevidstheden om at have gjort min Pligt,
er mig nok.
En ubekendt Ven.”

TRE OG TREDIVTE KAPITEL.

Da alle var staaet op, foregav vi for Tante Sally, at
vi vilde tage en Tur ud paa Fiskeri i Floden. Vi fik
et solidt Foder med os og gik ned til det Sted, hvor
jeg havde sænket min Kano. Denne fik vi snart gjort
tjenlig til Brug og aflagde ved Hjælp af den et Besøg
paa Flaaden, hvor alt viste sig at være i den bedste
Orden.

Endelig naaede vi sent tilbage, just som man sad
ved Aftensbordet. Alle befandt sig i en voldsom Op-
hidselse og Angst; endnu før vi havde tygget af Mun-

334

den blev vi sendt op og i Seng; ingen nævnte et Ord
om det sidste Brev eller i det hele om Aarsagen til
den almindelige Forvirring. Det var ganske vist hel-
ler ikke nødvendigt, eftersom vi vidste bedre Besked
end nogen anden. Næppe var vi halvt oppe ad Trap-
perne og Tante ude af Syne, før vi listede ned til For-
raadskælderen og forsynede os med tilstrækkelige Føde-
midler til Rejsen; saa gik vi op og i Seng. Men alle-
rede Klokken halv tolv var vi paa Benene igen. Tom
fik fat i en af Tante Sallys Kjoler og stod just i Be-
greb med at forsvinde med denne og Madvarerne, da
han pludselig udbrød: „Hvor er Smørret?”

„Jeg stak en stor Kile af og svøbte den ind i et
Majsblad,” svarede jeg.

„Saa maa Du have ladet den ligge dernede - her
er den ikke.”

„Saa maa vi tage afsted uden Smør,” foreslog jeg.

„Nej, det er bedre at faa det med,” vedblev Tom;
„Du kan bare liste Dig ned igen og hente det - det
er jo hurtig gjort! Saa glider Du ned ad Lynaflederen
og kommer bag efter mig. Nu stikker jeg over til Jim
og stopper Klæderne, der skal forestille hans Moder,
ud med Hø; saasnart Du indfinder Dig, bræger jeg som
et Faar - og saa spænder vi alle tre bort!”

Han forsvandt ned ad Lynaflederen, og jeg listede
ned i Kælderen. Smørklumpen laa ganske rigtig endnu
indsvøbt i Bladet, hvor jeg havde lagt den; jeg tog
den, slukkede mit Lys og listede tilbage. Lykkelig naa-
ede jeg op til Afsatsen, hvorfra Trappen førte op til
vort Værelse, da en Dør blev aabnet, og Tante Sally
kom til Syne med et Lys i Haanden. Hurtig gemte
jeg Smørret i min Hue og tog den paa Hovedet. I
samme Øjeblik havde hun set mig.

„Du har været nede i Kælderen?” spurgte hun.
„Hvad havde Du der nede at gøre?”

335

„Ikke noget!”

„Hvorfor i al Verden falder Du da paa at gaa der
ned ved Nattetide, medens alle sover?”

„Det ved jeg ikke!”

„Du ved det ikke! Maa jeg være fritaget for et saa-
dant Svar, Tom - jeg vil vide, hvad Du har haft
for dernede!”

„Jeg har ikke haft noget for, Tante Sally - slet
ikke noget, det er virkelig sandt!”

Jeg stolede paa, at hun saa vilde lade mig løbe,
og under sædvanlige Forhold vilde hun sikkert ogsaa
have gjort det. Men de sidste Dages hemmelighedsfulde
Foreteelser maa sikkert have gjort hende mistroisk, thi
hun udbrød voldsomt alvorligt:

„Marsch - ind i Dagligstuen med Dig, og der bli-
ver Du, til jeg kommer. Du har noget for, som jeg
ikke skal vide; men jeg sværger Dig til, at jeg skal
faa det pillet ud af Dig inden ret længe!”

Hun skubbede mig ind gennem Døren og forsvandt.
Men hvor var der mange Mennesker derinde! Femten
af Omegnens Farmere og hver bevæbnet med et Gevær.
Dette Syn overvældede mig, jeg sneg mig hen til en
Stol og satte mig slukøret ned. Nogle af dem sad
ned i Smaagrupper, andre stod op; de snakkede sammen
med dæmpet Stemme og saa sig stadig ængstelig uro-
ligt omkring; de lod som om der ikke var noget
særligt paa Færde. Men jeg mærkede nok, hvorledes
de stadig løftede paa Hatten, rystede paa Hovedet med
betænkelige Miner og fingererede febrilsk paa Knap-
perne. Selv var jeg ikke synderlig vel til Mode, men
vogtede mig dog for at løfte paa min Hue.

Hvor ønskede jeg, at Tante vilde komme ind og
give mig en ordentlig Dragt Prygl og saa lade mig
gaa, - blot jeg kunde komme ned til Tom og for-
tælle ham, i hvilken Hvepserede vi befandt os, og at
vi gjorde bedst i at holde inde med Taabelighederne

336

og liste af med Jim, før den væbnede Magt satte sig
i Bevægelse. Jeg sad som paa Naale.

Endelig viste Tante sig og gik straks i Gang med
et Krydsforhør over mig. Men jeg kunde ikke give
noget fornuftigt Svar; jeg vidste nemlig næppe længere,
hvad jeg sagde, for jeg mærkede, at Folkene begyndte
at blive utaalmodige og gjorde sig rede til Opbrud.
Nogle holdt paa straks at gaa ud og passe Røverne
op, da det nu snart var Midnat; andre tilraadede Taal-
modighed og vilde afvente det bebudede Signal. Tante
blev ved med at rette Spørgsmaal til mig, medens jeg
rystede og bævede af Angst; imidlertid steg Varmen i
Værelset, og Smørret begyndte at smelte under min
Hue og drev bagom mine Øren ned ad Halsen. Da
saa en af de Bevæbnede bestemt erklærede: „Jeg til-
raader, at vi nu gaar ned til Skuret og angriber Ban-
den, saasnart den viser sig,” var jeg en Besvimelse
nær. Paa samme Tid begyndte em lille Smørstrøm at
liste sig ned over min Pande, - Tante saa det, og
bleg som et Lagen udbrød hun: „Men Gud i Himlen!
Hvad fejler Barnet. Saa sandt jeg lever, han har sik-
kert Hjærnebetændelse, hans stakkels Hjærne begyn-
der at flyde ud!”

Alle flokkedes om mig for at se Vidunderet. De
tog min Hue af, og Bladet med Resten af Smørklumpen
kom til Syne. Men Tante trykkede mig til sit Hjærte,
kyssede mig og udbrød under en hed Taarestrøm:

„Hvor Du forskrækkede mig! Og hvor taknemmelig
og glad er jeg ikke over, at det ikke er andet -
Ulykker strømmer jo ind paa os i disse Dage, og de
kommer gærne i Følge! Da jeg saa det pible frem,
troede jeg forvist, at Du var færdig; hvad Farve og
Gennemsigtighed angaar, vilde din Hjærne sikkert se
saaledes ud, hvis -. Hvorfor sagde Du mig det ikke
straks; hvad tror Du, jeg bryder mig om den Klat

337

Smør! Gaa nu straks paa Hovedet i Seng og lad mig
ikke se Dig mere før i Morgen tidlig!”

Dette lod jeg mig ikke sige to Gange! I Løbet
af et Sekund var jeg oppe, - i det næste igen nede
ad Lynaflederen og løb gennem Mørket til Skuret. Saa
betaget var jeg, at jeg næsten ikke kunde faa et Ord
frem; saa hurtig som muligt fik jeg dog gjort Tom
forstaaelig, at vi maatte afsted - Huset var fuldt af
bevæbnede Folk.

Toms Øjne straalede af Henrykkelse, og han ud-
brød:

„Nej, virkelig? Sikken Spænd! Hvis jeg skulde
gøre det om igen, Huck, kunde jeg nok tromme hun-
drede Mand herhen! Skal vi ikke udsætte det og -”

„Skynd Dig - skynd Dig!” afbrød jeg. „Hvor er
Jim?”

„Lige ved din Albue; strækker Du Armen ud, kan
Du naa ham. Han er paaklædt, hans Mor ogsaa; alt
er færdigt. Nu lister vi os ud og giver dem Sig-
nalet.”

I samme Øjeblik lød der Fodtrin udenfor Døren;
man hørte dem pille ved Laasen, og en Stemme sagde:
„Jeg sagde jo nok, at vi kom for tidligt. De er der ikke
endnu; Døren er aflaaset. Et Par af os maa gaa ind
i Skuret og i Mørket vente paa Fyrene; vi andre hol-
der os paa Lur her udenfor og skyder, naar de nærmer
sig!”

Før vi næsten vidste af det, var de allerede inde.
men kunde heldigvis ikke i Mørket opdage os, der alle-
rede havde søgt Tilflugt under Sengen. Hurtig og lyd-
løst smøgede vi os gennem Hullet, forrest Jim, saa jeg
og til sidst Tom- -- saaledes var Aftalen. Nu befandt
vi os i Sideskuret, men hørte Lyden af Fodtrin lige
uden for. Vi krøb stille hen til Døren; Tom holdt os
tilbage, medens han satte Øjet til en lille Revne; men

Huck Finns Hændelser. 22

338

i Mørket var det ikke muligt at opdage noget. Han
hviskede til os, at han vilde lytte og vente, indtil Tri-
nene udenfor havde fjærnet sig, og naar han stødte
til os, skulde først Jim og saa jeg sagte liste ud -
han vilde komme bag efter. Med Øret mod Revnen
lyttede han en Tid, medens Fodtrinene stadig lød i vor
Nærhed. Men saa stødte han pludselig til os, vi aab-
nede sagte Døren, listede lydløst ud; med tilbageholdt
Aandedræt og uden den ringeste Støj naaede vi, den ene
bag den anden, hen til Stakitværket. Her satte vi heldigt
over, - det vil sige Jim og jeg, thi Tom blev hængende
midtvejs, idet hans Benklæder hængte fast ved en Splint.
Da han vilde frigøre sig, knagede det og samtidig nær-
mede Fodtrinene sig. Saa rev han sig da løs med et Sæt
og skyndte sig efter os, men da hørte vi allerede en
Stemme, som raabte: „Hvem der? Staa stille eller jeg
skyder!”

Men vi standsede ikke - løb blot videre som besatte.
Saa lød der et voldsomt Spektakel og bum, bum! knal-
dede Geværerne, saa Kuglerne peb os om Ørene. Ind
imellem hørte vi Raab: „Der er de! De løber ned ad
Floden til! Efter dem, Folk! Slip Hundene løs!”

Et Øjebliks Stilhed - saa satte hele Banden efter
os. Vi kunde høre dem, fordi de bar tunge Støvler, og
skreg i Munden paa hverandre; vi derimod var barfo-
dede og løb uden Støj. Vi fulgte Stien, der løb til Møl-
len; men da vi mærkede, at vore Forfølgere kom os nær-
mere ind paa Livet, dukkede vi ind mellem nogle Buske
og lod dem slippe forbi, saa vi i Ro og Mag kunde lunte
bag efter dem. Hundene havde de været saa snedige
at spærre inde og før man fik dem sluppet løs, spildtes
der nogen Tid. Men nu kom de ogsaa halsende oppe fra
Gaarden med en Gøen og et Spektakel, som om der kunde
have været flere Tusinde. Heldigvis kendte de os godt
- da de indhentede os og opdagede, at det kun var os,

339

og at alt gik saa roligt og fredeligt til omkring os, snuste
de kun lidt til os og satte i fuldt Firspring afsted efter
vore Forfølgeres skrigende og trampende Skare. Vi løb
bag efter stadig ned ad Møllen til, men drejede saa brat
af til højre ned til det Sted ved Floden, hvor min Kano
laa fortøjet. I et Nu var den gjort løs og vi sprang lyd-
løst ned i den. Saa roede vi ud i Flodens Midte som om
det galdt vort Liv. Først da vi var naaet saa langt, gav
vi os mere Tid med at naa hen til Øen, hvor Flaaden
laa skjult. Stadig hørte vi inde langs Bredden Raab og
Støj fra vore Forfølgere, hvori Hundenes Gøen blandede
sig - omsider var vi kommet saa langt hørt, at enhver
Lyd døede hen i det Fjærne. Da var vi dog ogsaa naaet
at komme om Bord paa Flaaden og jeg udbrød:

„Jim, nu er Du igen en fri Mand-, og jeg giver Dig
mit Ord paa, at Du aldrig mere skal være Slave!”

„Og godt være det gjort, og kønt være det udført.
Huck! Gamle Jim aldrig før set saa køn og god Plan til at
gøre stakkels Neger fri med! Være den bedste Plan.
nogen kan udfinde. Saa meget Arbejde og saa haardt og
saa lang Tid den tage og saa indviklet! Men det ogsaa
være gode Massa Toms Plan!”

Naturligvis var vi alle glade og fornøjede over Ud-
faldet; men den allerlykkeligste af os var Tom; han
havde nemlig faaet en Kugle i Læggen.

Da Jim og jeg erfarede det, svandt vort gode Humør.
Saaret smertede ham endel og Blødningen var ikke ringe,
vi fik ham derfor lagt til Ro i vor Wigwam. Derefter hen-
tede jeg en af Hertugens efterladte Skjorter for at for-
binde ham med nogle Strimler, jeg rev af. Men han
stødte mig lempeligt tilbage og udbrød: „Giv mig selv de
Klude, det klarer jeg nok. Spild dog ikke Tiden! Frem
med Stagerne og stød fra! - Gælde, hvad det vil - det
gjorde vi fint! Voldsom fint! Bare vi havde haft med
Ludvig den 16.s Undvigelse at gøre - saa havde alt

22*

340

set anderledes ud, der var ikke blevet Tale om Henret-
telse og Guillotine og den Slags! Nej - vi havde nemt
faaet ham skaffet helskindet over Grænsen! Men nu
alle Mand til Stagerne - fremad!”

Jim og jeg raadslog nu lidt om, hvad vi havde at
gøre og et Par Minutter efter udbrød jeg: „Jim - tal
Du!”

Og Jim sagde: „Du, Huck, gamle Jim kun sige én
Ting. Naar unge Massa Tom være reddet og befriet af
Jim og Huck, og Jim havde faaet en Kugle i Benet, da
vilde Tom Sawyer aldrig sige: Den Kugle gøre intet for
gamle Jims Ben - mig bare afsted. Jim behøve ingen
Doktor, naar bare Tom selv være fri. Nej, unge Massa
Tom aldrig tale saadan! Og gamle Jim vide ogsaa, hvad
han gøre. Gamle Jim ikke gaa ud af Stedet, før Doktor
være! hentet og set efter den Kugle; mig ikke gaa et
Skridt videre om ogsaa vente fyrretyve Aar!”

Jeg vidste jo, at Jim indvendig følte som en hvid
Mand, og at han vilde tale saaledes. Vi meddelte nu Tom
vor Beslutning; men han vilde ikke vide af nogen Læge
og gjorde en Mængde Ophævelser - ja han vilde endog
selv krybe ud for at sætte Flaaden i Drift, hvilket vi
dog forhindrede ham i. Da han indsaa, at vor Beslut-
ning var urokkelig, og at jeg allerede gjorde min Kano i
Stand til Fart ind til Byen, bøjede han sig og udbrød:

„Naa. - naar I endelig vil være saa taabelige at
hente Doktor, saa er det bedst, Huck, at jeg giver Dig
Besked om, hvad Du har at gøre, naar Du kommer til
ham. Luk Døren godt efter Dig, bind saa Doktoren for
Øjnene og lad ham sværge paa, at han vil være tavs som
Graven, stik ham en Posefuld Guldpenge i Haanden og
led ham saa i Mørket ad Bagdøren gennem Smaagyderne
ned til Baaden. Derefter skal Du ro paa Kryds og tværs
mellem alle Holmene for at lede ham paa Vildspor -
desuden maa Du nøje undersøge hans Lommer, navnlig

341

sørge for, at han ikke har Kridt med sig, det maa Du
tage fra ham, at han ikke skal sætte Mærke paa vores
Flaade for at kunne genkende den senere, og ikke give
ham det igen, før Du kommer tilbage med ham til Byen.
- Saaledes bærer alle sig ad og det er ogsaa den ene-
ste Maade at sikre sig paa.”

Jeg lovede nøje at rette mig derefter. Jim skulde
gemme sig paa Øen, naar han saa mig komme med
Doktoren, og vente derinde, indtil han atter var borte.
Saa satte jeg fra og roede hurtig ind til Byen.

FIRE OG TREDIVTE KAPITEL.

Doktoren var en ældre Herre, venlig og godmodig
at se til; selvfølgelig kaldte jeg ham først op af hans
bedste Søvn. Saa fortalte jeg ham, at jeg og min
Broder den foregaaende Dag havde været paa Jagt
paa Spanske-Øen, og at vi havde taget Ophold paa
en Smule Tømmerflaade, vi tilfældig havde fundet.
Ved Midnat maatte min Broder sandsynligvis have haft
en styg Drøm, thi han havde i Søvne sparket til sit
Gevær, saa Skuddet var gaaet af og havde ramt ham
i Benet. Doktoren maatte endelig følge med, vedblev
jeg, og se, hvad der var at gøre; men han maatte und-
lade at tale om Sagen, fordi vi agtede endnu i Nat
at vende hjem og overraske dem alle derhjemme.

„Hvem er dem alle?” spurgte Doktoren.

„Aa, Phelps nede ved Møllen.”

„Naa, saa,” mumlede han, og et Øjeblik efter spurgte
han: „Hvorledes var det, Du sagde, at din Broder fik
det Skudsaar?”

„Han drømte, og saa gik Geværet af.”

„Mærkelig Drøm!” brummede Lægen.

342

Han tændte en Lygte, tog sin Forbindingstaske, og
vi begav os paa Vej. Da han saa Kanoen, fik han Be-
tænkeligheder og sagde, at den maaske var god nok
til en, men for to var den ubrugbar.

„Aa, De behøver ikke at være bange,” busede jeg
ud, „vi var før tre i den, og det gik helt godt!”

„Tre? Hvem var saa de tre?”

„Det var mig og Sid og - og Geværerne, det
var kun dem, jeg mente med den tredje.”

„Ja, saa!” var hans Svar.

Han satte Foden paa Baadens Rand, vippede lidt
til den og rystede paa Hovedet. Det var bedre at se
sig om efter et større Fartøj, erklærede han. Men de
viste sig at være lænkede, og saa gik Doktoren alene
ned i Kanoen. Jeg fik Besked om at vente, til han
kom tilbage, eller længere oppe ad Bredden at se mig
om efter et andet Befordringsmiddel; det bedste, ud-
talte han, vilde være, om jeg tog hjem og forberedte
Familien paa den Overraskelse, der ventede den. Men
dette, sagde jeg, vilde jeg ikke, hvorefter jeg forklarede
ham, hvor han kunde finde Flaaden - og saa roede
han bort.

Straks efter slog den Tanke mig: Hvis han nu ikke
i en Haandevending kan lappe Benet sammen? Hvis
han behøver tre- fire Dage dertil? Hvad saa? -
Blive liggende derovre, indtil Hemmeligheden med vort
Opholdssted bliver bekendt? „Nej, Doktor! jeg ved,
hvad der er at gøre! Jeg venter her, til De kommer
tilbage. Naar De da lader mig vide, at De maa gen-
tage Besøget, binder jeg Dem og tager Dem med over
paa Flaaden, som vi sætter i Drift. De far da først
Deres Frihed igen, naar Toms Saar er lægt. Saa be-
taler vi Dem kongeligt, det vil sige, vi giver alt, hvad
vi ejer, og ror Dem saa ind til Land.” -- Jo, jo, jeg

343

havde høstet Udbytte af Toms Belæring og følte Stolt-
hed derved.

Imidlertid krøb jeg ind mellem nogle Bræddestab-
ler for at sove lidt, men da jeg vaagnede, stod Solen
højt paa Himlen. Hurtig løb jeg hen til Doktorens Hus,
hvor jeg fik den Besked, at han om Natten var kaldt
ud paa Sygebesøg og endnu ikke var kommet tilbage.
Stakkels Tom, tænkte jeg, saa ser det nok slemt ud
for Dig, og jeg satte i Løb ned ad Flodbredden til -
for enhver Pris maatte jeg nu over til Flaaden. Jeg
ilede altsaa afsted, og idet jeg drejer om det næste
Gadehjørne, løber jeg Panden lige ind i Maven paa
Onkel Silas, der raabte:

„Halløj, Tom! Hvor har Du været henne i al den
Tid, din Slyngel?”

„Jeg - ingen Steder! jeg har kun været paa Jagt
efter den bortrømte Neger - jeg og Sid.”

„Hvem i al Verden har bedt Jer om det? Jeres
Tante er i den dødeligste Angst for Jeres Skyld!”

„Det behøver hun saamænd ikke,” svarede jeg, „vi
er ikke kommet noget til. Vi løb efter Folkene og
Hundene, men kunde ikke følge med og tabte dem
af Syne. Saa forekom det os, at vi hørte dem ude paa
Floden, og vi fik fat i en Kano og roede op langs Ky-
sten uden at finde dem. Da vi saa var søvnige, bandt
vi Baaden fast og lagde os til at sove; vi vaagnede
først for en Time siden. Straks roede vi her tilbage
til Byen for at høre, hvorledes det var gaaet. Sid er
bare løbet hen paa Posthuset, medens jeg skulde faa
fat i noget Mad, før vi begav os paa Vejen hjem.” -

Onkel og jeg fulgtes nu hen til Posthuset for at
se efter „Sid”, men han var der naturligvis ikke. I
Stedet for modtog den Gamle egenhændigt et Brev.
Vi Ventede en rum Tid, men stadig udeblev Sid. Saa
tabte Onkel omsider Taalmodigheden og sagde, at „Sid”

344

nok fandt hjem, han kunde enten flyve eller svømme
hjem, eller hvorledes han ønskede det, vi derimod vilde
benytte Køretøjet. Han var ikke til at formaa til at
lade mig blive tilbage og vente paa Sid; jeg maatte med,
for at Tante Sally kunde se, at jeg endnu var i god
Behold.

Da vi kom hjem, blev Tante Sally som himmelfal-
den af Henrykkelse over at se mig sund og frisk.
Hun lo og græd paa samme Tid, idet hun omfavnede
mig; jeg fik ogsaa et Par af hendes sædvanlige Dask,
som ikke generede; og hun sagde, at Sid, naar han
kom, ogsaa skulde faa sin velfortjente Portion.

Huset var fuldt af Farmere og deres Koner; de
agtede øjensynligt alle at blive til Middag, og der lød
en Snakken og Sludren, saa man næppe kunde høre
sine egne Ord. En gammel Mrs. Hotchkisz var den
værste af dem alle; hendes Mund stod ikke stille et
eneste Sekund.

„Naa, Søster Phelps,” sagde hun, „jeg har nu væ-
ret inde i Skuret derovre, og min Mening er, at den
Neger simpelt hen maa have været gal. Sagde jeg
ikke det samme straks til Dig, Søster Damrell: Søster
Damrell, sa'e jeg, den Fyr er gal, sa'e jeg - det
var mine Ord. I har jo alle hørt det, ikke? Han er
gal, sa'e jeg, det kan selv et lille Svøbebarn se! Alt ty-
der paa det, sae jeg. Og, si'r jeg, læg kun Mærke
til den Møllesten derovre! Et sundt Menneske med
fem Sandser kunde da umuligt finde paa at ridse saa-
dan no'et paa en Møllesten! „Her brast den og dens
Hjærte, og her pintes den og den i syv og tredive Aar”
- og saa den Galskab om „en naturlig Søn af ingen
mindre end Ludvig den 16.” Han er skrupskør, sa'e
jeg straks, og det si'r jeg til mit Livs salige Endeligt.
Ja, den Fyr er gal, og dermed Basta!”

„Og har De saa set den Tovstige af lutter Lageen-

345

strimler?” faldt den gamle Mrs. Damrell ind, „hvad
i al Verden har Personen tænkt med den -”

„Just hvad jeg selv for et Par Minutter siden ud-
talte til Søster Utterback - hvad kan han vel have
haft i Sinde med den, sa'e jeg -”

„Men hvorledes har han faaet den Møllesten ind
i Skuret til sig, og hvem har gravet det Hul under
Sengen -”

„Netop mine egne Ord, Broder Penrod! - aa, ræk
mig den Kagebakke, Tak! Det samme udtalte jeg ny-
lig til Søster Dunlap - Søster Dunlap, sa'e jeg, hvor-
ledes har den Fyr faaet Møllestenen derind uden nogen
Hjælp - uden Hjælp! Der ligger Hunden begravet!
Det la'r jeg mig ikke tale fra, sa'e jeg: Han har haft
Hjælpere, endog mange Hjælpere. Jeg holder paa, at
den Fyr har haft mindst en halv Snes; stod det til
mig, vilde jeg lade hver og en af Negrene her paa
Plantagen riste over en sagte Ild, indtil de tilstod,
hvem der har spillet Hjælpere. Det er min Mening, og
jeg -”

„En halv Snes, si'r De? Nej, fyrretyve Hjælpere
kan vel næppe have udført, hvad her er lavet! Tænk
paa Savene, der var gjort af Knive - hvilken Tid
maa ikke alt dette have taget? Og saa det oversavede
Sengeben - det er et Arbejde, som maa have op-
taget en Ugestid alene for en seks Mand, og Hødduk-
ken i Sengen og -”

„Det er let nok at sige saadan, Broder Hightower,
det selv samme har jeg nylig sagt til Broder Phelps
selv. Han spurgte mig: „Hvad tænker Du om den
Ting, Søster Hotchkisz?” Om hvad, Broder Phelps,
sa'e jeg? „Om det oversavede Sengeben!” svarede
han. Tænker om det? sa'e jeg. Ja, det har ikke savet
sig selv over, sa'e jeg, det holder jeg mit Hoved paa.
Det er nu engang min Mening, sa'e jeg, og den er

346

maaske ikke meget værdt, men ved nogen bedre Be-
sked, saa skulde han komme frem med den, sa'e jeg -”

„Ja, min Sandten! Der maa have været en hel Hær-
skare af Negre paa Færde derovre i Skuret, Nat efter
Nat maa de have drevet deres Spil for at faa alt det
udført, Søster Phelps. Tænk paa den Skjorte, som
var helt dækket af hemmelig, afrikansk Blodskrift. Ar-
bejde nok for en hel Hærskare i flere Uger, si'r jeg!
Jeg vilde give to Dollars for at faa udtydet den Skrift,
og jeg vilde lade de Fyre, der har begaaet den, piske
til -”

„De har Ret, Broder Marples; der har været ad-
skillige Hjælpere. Jeg kunde ønske, at De havde været
her i Ulykkeshuset og boet den sidste Uge sammen
med os. De Fyre har stjaalet alt, hvad de kunde faa
Fingre i - til Trods for vor Aarvaagenhed stjal de sta-
dig. Lige for Næsen af mig har de stjaalet en Skjorte
fra Tørresnoren - ja og et Lagen til at lave en Stige
af! Og Mel og Lys og Lygte og det antike Varme-
bækken - ja tusind andre Ting, jeg ikke husker, har
de stjaalet, og dog passede vi alle paa Dag og Nat,
baade jeg selv og Silas og min Tom og Sid, som jeg
har fortalt, men ikke en eneste af os opdagede noget
til Tyvene. Og nu til Slut fører disse Fyre os en hel
Røverbande fra Indianerterritoriet paa Halsen og snap-
per Negeren, skønt der er femten Mand og toogtyve
Hunde lige i Hælene paa dem. Det er det værste, jeg
har oplevet! Spøgelser kunde ikke have besørget det
bedre og hurtigere! Jeg tror næsten, at der maa være
Spøgeri med i Spillet, for tænk blot paa vore Hunde -
De kender dem alle, og de er saa gode som nogen -
havde en eneste af dem fundet det mindste Spor af
Røverne - men nej! Forklar mig det, hvem der kan!”

„Ja, det overgaar al Forstand -”

„Maaske Hustyve har været paa Spil -”

347

„Ih, du Fredsens! Jeg kunde ikke have udholdt at
opholde mig i Huset, naar -”

„lkke udholde?” faldt Tante Sally ind. „Aa, jeg
var ogsaa nær ved at dø af Angst! Jeg vovede hverken
at gaa i Seng eller blive oppe, vidste ikke, hvor jeg
turde staa eller gaa, Søster Ridgeway. Det er ikke let
at beskrive, hvor frygtelig angst jeg var i Nat; hvert
Minut troede jeg, at jeg skulde gaa fra Forstanden;
maaske vilde de ogsaa stjæle Børnene, tænkte jeg.
Ja, nu ved højlys Dag lyder det maaske lidt komisk,
men jeg sa'e virkelig til mig selv: deroppe i det en-
somme, mørke Værelse ligger nu mine to uskyldige
Drenge i sød Søvn og aner intet om alt dette! Den
Tanke gjorde mig saa urolig, at jeg løb op og laasede
Døren - enhver vilde have gjort det samme i mit
Sted. Naar man først engang har faaet Skrækken i
Livet, saa frygter man det værste. Jeg tænkte, hvis Du
var saadant en lille Dreng og sov deroppe, og Døren
ikke var aflaaset, saa --”

Her holdt hun inde og stirrede frem for sig med et
mærkeligt Ansigtsudtryk, som om en pludselig lndsky-
delse betog hende. Saa drejede hun langsomt Hovedet,
og hendes Blik strejfede mig. Før hun atter kom til
Orde, havde jeg rejst mig og gaaet udenfor.

Jeg sagde nemlig til mig selv: Huck, naar Du nu
spaserer lidt omkring og lægger Hovedet godt i Blød,
vil Du bedre kunne give en troværdig Forklaring paa,
hvorfor Du og Tom ikke var i Jeres Værelse i Morges
til Trods for, at Tante Sally om Natten havde aflaaset
Døren! Det gjorde jeg altsaa; men af Frygt for, at
hun skulde Sende Bud efter mig og saa for Alvor under-
kaste mig et Forhør, turde jeg ikke fjærne mig altfor
langt bort.

Hen paa Eftermiddagen forsvandt omsider alle de
Fremmede, og jeg gik ind og fortalte Tante, hvorledes

348

jeg og „Sid” var blevet opskræmmet af Støjen og Skud-
dene, og, da vi vilde vide, hvad der gik for sig, fandt
vi Døren tillaaset, hvorfor vi maatte glide ned ad Lyn-
aflederen, men at vi aldrig mere skulde prøve derpaa.
Saa gav jeg hende videre den Beretning, jeg havde
bundet Onkel Silas paa Ærmet. Hun lovede at tilgive
os det hele, da det var ganske naturlig handlet af saa-
dan et Par vilde Krabater; da der ikke var sket nogen
Ulykke, vilde hun være taknemlig for, at vi endnu var
i Live, og ikke mere tænke paa det forbigangne. Til
Slut fik jeg da et Kys. Men pludselig rejste hun sig
urolig og udbrød: „Tom - hvor er Sid? Det er næ-
sten Aften, og Sid er ikke kommet hjem! Hvor kan
han dog være henne?”

Dette Spørgsmaal var mig en kærkommen Lejlig-
hed til at stikke af, og jeg svarede straks: „Jeg skal
løbe ind til Byen og finde ham!”

Men det kom jeg uheldigt fra.

„Du bliver her!” sagde hun med Eftertryk og greb
mig i Armen. „Det er nok med, at den ene af Jer
er borte. Hvis han ikke er her til Aftensbordet, tager
din Onkel ind til Byen!”

Han kom naturligvis ikke, og Onkel tog ind til
Byen.

Henimod Titiden kom han noget ærgerlig og urolig
tilbage - han havde ikke set Spor til Sid. Tante Sally
blev nu ikke noget, men meget urolig til Mode; Onkel
Silas beroligede hende og mente, at der ikke var Grund
til større Uro: Drenge er jo Drenge, og hen paa Mor-
genen vilde han nok indfinde sig i god Behold, men
dygtig sulten. Dermed maatte hun slaa sig til Taals,
men bestemte sig dog til at sidde oppe og vente paa
ham, ligesom hun vilde holde Lyset tændt, saa han i
Mørket kunde styre sin Gang derefter.

Da jeg var gaaet i Seng, kom hun op til mig med

349

sit Lys og dækkede mig saa varmt og godt til, som
om hun var en Moder for mig; jeg følte mig saa
beskæmmet, at jeg næppe kunde se ind i hendes gode,
venlige Øjne. Hun satte sig paa Sengekanten hos mig
og talte længe om Sid, hvilken prægtig Dreng han
var, og der syntes ikke at være Ende paa hendes
Lovprisning; saa spurgte hun om min Mening, om jeg
troede, at han kunde være kommet til Skade, maaske
druknet eller maaske nu ligge et eller andet Sted syg
og hjælpeløs uden at hun kunde være hos ham med
Hjælp og Trøst. Alene ved Tanken herpaa randt hede
Taarer fra hendes Øjne og gled stille ned over hen-
des Kinder: men jeg trøstede hende med, at Sid sik-
kert nok i Morgen vilde indfinde sig i god Behold. Saa
kyssede hun mig og bad mig om endnu engang at sige
dette, thi det gjorde hende saa godt at høre, da hun
rystede af Ængstelse for ham. Da hun omsider vilde
gaa, saa hun mig fast, men venligt ind i Øjnene og
udbrød:

„Nu laaser jeg ikke Døren, Tom, og der er Vin-
duet, og der er Lynaflederen, men - ikke sandt -
Du vil være en god Dreng? Du løber jo ikke nogen
Steder hen. Tom, ikke sandt - for min Skyld bliver
Du?”

Det havde været min faste Beslutning at komme
afsted for at se til den rigtige Tom: ret beset var dette
kun min Pligt. Men efter dette var det mig ikke mu-
ligt, selv om jeg havde faaet et Kongerige i Beløn-
ning.

Men mine Tanker kredsede om Tom, og derfor blev
det ikke til noget med Søvnen; hvileløs kastede jeg
mig frem og tilbage. To Gange rutschede jeg ned ad
Lynaflederen og listede mig om Hjørnet af Huset for
at kigge op paa den gode Kvinde, som sad der ved
Vinduet med sit ensomme Lys og med taarefyldte Øjne

350

stirrede ud i Mørket. Hvor jeg dog ønskede, at jeg
var i Stand til at bringe hende nogen Trøst, men det
kunde jeg ikke! Højt og helligt lovede jeg mig selv,
at jeg aldrig mere skulde volde hende nogen Sorg. Da
jeg saa tredje Gang vaagnede helt op, dæmrede Dagen
allerede. Atter gled jeg ned og listede mig frem -
ganske rigtig, endnu sad hun paa Vagt, men Lyset
var næsten brændt ned, og hendes trætte, graa Hoved
hvilede i Haanden, hun var endelig slumret ind.

FEM OG TREDIVTE KAPITEL.

Endnu før Frokost næste Dag havde Onkel Silas
paany været inde i Byen, men vendte naturligvis hjem
uden at have opdaget Spor af Tom:. Begge satte de sig
sørgmodige og hensunket i dybe Tanker til Frokost-
bordet uden at veksle et eneste Ord; Kaffen stod og
blev kold; spise kunde hverken Onkel eller Tante.
Saa udbrød den Gamle:

„Gav jeg Dig det Brev, Sally?”

„Hvilket Brev?”

„Det, jeg i Gaar fik paa Posthuset.”

„Nej. Du har ikke givet mig noget Brev!”

„Naa, saa maa jeg have glemt det!”

Han gennemsøgte alle sine Lommer, fandt det om-
sider og gav hende det med de Ord: „Aa, det er nok
fra St. Petersburg dér oppe ved Mississippifloden -
det maa nok være fra din Søster!”

Nu kunde det være rart igen at svippe lidt bort
paa en Spaseretur, tænkte jeg, hed om Ørene, men
jeg saa ingen Udvej til at komme ud af Pletten. Men
før hun fik aabnet Konvolutten, lod hun Brevet falde
sig ud af Hænderne og styrtede hen til Døren. Gen-

351

nem Vinduet havde hun faaet Øje paa noget overra-
skende; ogsaa jeg havde set det samme.

Det var et mærkeligt Optog: Forrest blev Tom,
liggende paa en Madrats, baaret af fire haandfaste Mænd.
derefter fulgte Lægen og Jim, iført Tantes Kattunskjole og
med Hænderne bundet paa Ryggen - og endelig et
talrigt Følge af fremmede Folk. Dette betagende Øje-
blik benyttede jeg til hurtigt at faa Brevet stukket ind
bag et Skab i Stuen. Imidlertid var Tante Sally alle-
rede styrtet ud af Døren og kastede sig jamrende over
Tom:

„Aa Gud! han er død; jeg ved, han er død!”

Tom drejede nu Hovedet lidt og mumlede noget
uforstaaeligt - han havde øjensynlig stærk Feber. Men
Tante Sally slog Hænderne sammen og raabte:

„Han lever, Gud være lovet! Mere behøver jeg ikke
at vide!” Flygtig kyssede hun Tom og løb saa tilbage
ind i Huset for at gøre hans Seng i Stand; ved hvert
Skridt, hun tog, fløj Befalinger til højre og venstre fra
hendes Læber, og som i vild Jagt fulgte Negre og
Tjenere efter hende.

Medens Doktoren og Onkel Silas forsvandt ind i
Huset efter Toms Baare, sluttede jeg mig til Følget.
mest for at se, hvad man vilde gøre med Jim. Alle
syntes meget opbragte, og nogle foreslog straks at
hænge Jim op som advarende Eksempel for alle andre
Negre, at de ikke skulde falde paa at rømme, saaledes
som Jim havde gjort det, og tillige sætte en hæder-
lig Familie i ugelang Ængstelse og Uro. Andre fra-
raadede dette og sagde: „Gør det ikke! Han er ikke
vores Neger, og naar hans Ejermand engang indfinder
sig, maa vi betale Skadeserstatning for den fordømte
Fyr!” Dette slog lidt koldt Vand i Blodet paa de hid-
sigste, thi de, som er hurtigst til at klynge en bort-

352

rømt Neger op, er altid mest trevne til at betale, naar
der senere fordres Erstatning.

Men de forbandede Jim, skubbede og sparkede til
ham og viste ham lignende udsøgte Opmærksomheder.
Jim sagde ikke et Ord og lod stadig, som om han
ikke kendte mig. Saa førte de ham over i hans gamle
Skur, iførte ham paany hans egne Klæder og lænkede
ham denne Gang ikke til et Sengeben men til en so-
lid Pæl, der blev rammet ned i Lergulvet; baade hans
Hænder og Fødder lænkede de sammen og lovede,
at han herefter ikke skulde faa andet end Vand og Brød.
indtil hans Ejermand indfandt sig, eller ogsaa skulde
han sælges paa Auktion. Vort Hul kastede.de til og
talte om, at et Par Mand om Natten maatte staa Vagt
med skarpladte Geværer, medens en glubsk Buldog
burde sættes ind til ham som Dagvagt. Da alt dette
var udført, tog de efter Tur Afsked med Jim ved Hjælp
af Støvlehælene. Pludselig viste den gamle Doktor sig
og sagde:

„Hør, Folk! I skal ikke behandle den Fyr haardere
end strængt nødvendig, for han hører ikke til de ond-
artede Negre. Da jeg kom der over paa Flaaden til
Drengen og fik undersøgt Saaret, indsaa jeg hurtigt,
at jeg ikke uden Hjælp kunde fjærne Kuglen. Imidler-
tid kunde jeg ikke forlade Drengen for at skaffe Hjælp,
thi hans Tilstand blev mere og mere alvorlig, - til
Slut begyndte han at rase i Febervildelse og raabte,
at han vilde dræbe mig, hvis jeg vovede at mærke
Flaaden med Kridt. Saa var det, at jeg halvhøjt sagde
til mig selv: „Her maa skaffes Hjælp - koste, hvad
det vil!” I samme Nu, siger jeg, Folk, stod den Ne-
ger foran mig som tryllet frem - og han hjalp mig,
uden Spor af Omsvøb, og hjalp mig udmærket! Na-
turligvis vidste jeg straks, at han maatte være den
bortrømte Neger. Men hvad skulde jeg gøre andet end

353

roligt holde ud hele Dagen og Natten med? Inde i
Byen ventede mine Patienter paa mig, hvad maatte
de vel tænke? Dog maatte jeg blive derude, dels af
Hensyn til Drengen, dels fordi Negeren, hvis jeg for-
lod ham, kunde stikke af, og jeg senere faa Bebrej-
delser af den Grund. Først i Morges slog Befrielsens
Time. Men det siger jeg, at aldrig har jeg set en Ne-
ger yde saa trofast og omhyggelig en Pleje som han
der, til Trods for, at han dog satte sin Frihed paa Spil
og syntes dødtræt efter Flugten og den sidste Uges
vedholdende Arbejde med Forberedelserne dertil. Den
Neger har vundet mit Hjærte; han er, siger jeg Eder,
mere end tusind Dollars værd - og han fortjener nok
en god Behandling. Jeg forefandt der alt, hvad jeg havde
Brug for, og Drengen havde al den Stilhed og Ro, som
en Syg kan tiltræmge. Alligevel nærede jeg stor Uro
af Hensyn til mit Ansvar overfor dem begge to -
jeg kunde jo ikke blive ugevis derude. Naa, saa kom
der hen paa Formiddagen en Baad med et Par Mand
nær nok til, at jeg kunde anraabe dem. Heldigvis sad
Negeren halvsovende, med Hovedet ned mod Knæene,
ved Drengens Leje; uden nogen Ulejlighed blev han
bundet, før han rigtig var vaagnet op. Drengen var
just ogsaa faldet i Søvn, og uden at han mærkede det
fik vi Flaaden løsnet og bugseret ind til Bredden. Ne-
geren gjorde ikke Spor af Ophævelser og har ikke talt
et Ord under det hele. Han er ikke nogen ondartet
Fyr; tro mig, mine Herrer, jeg ved det!”

„Det lyder altsammen meget godt og kønt, Doktor,
det kan ikke nægtes!” udbrød flere i Skaren. De øv-
riges Stemning syntes ogsaa endel formildet og jeg var
virkelig den gamle Læge taknemlig for den Velgerning,
han havde vist Jim; jo, jeg havde bedømt ham rigtig
fra Begyndelsen af - jeg vidste, at han havde et godt,

Huck Finns Hændelser. 23

354

hvidt Hjærte i sit sorte Bryst. Ogsaa Jim fik Fordel
af Anbefalingen, ingen stødte længer til ham.

Men det var for Resten ogsaa alt. Jeg havde haa-
bet, at de vilde befri ham for de tunge Lænker og til-
lade ham at faa Kød og Gemyse til hans Vand og Brød,
men det syntes ingen at tænke paa og jeg vovede ikke
at blande mig i Sagen. Derimod besluttede jeg at ind-
virke paa Tante Sally ved saa snart som muligt at fortælle
hende om Doktorens Erklæring. Men først maatte jeg
klare de slemme Skær paa min egen Vej, nemlig den
Forklaring, Tante Sally havde tilgode fra min Side an-
gaaende Toms Skudsaar.

Jeg havde Tid nok til at tænke herover. Tante veg
hverken Dag eller Nat fra Sygelejet og hver Gang On-
kel Silas dukkede frem, undgik jeg ham.

Den næste Morgen hørte jeg, at Tom var meget
bedre, og at Tante havde lagt sig lidt til Hvile. Jeg smut-
tede derfor ind i Sygeværelset i det Haab at finde ham
vaagen, saa vi kunde aftale, hvilken Ende vi skulde
spinde Familien, hvis det kom til et Krydsforhør. Men
han laa i tryg Søvn; hans Ansigt var blegt og havde
ikke den stærke Rødme som den Dag, han kom. Jeg
satte mig for at vente, til han vaagnede. Efter knap
en halv Times Forløb gled Tante Sally stille som en
Aand ind i Stuen - nu sad jeg igen net i det! Hun
gav mig et Vink om at være stille og satte sig ved Si-
den af mig, hvorefter hun sagte hviskede til mig, at vi
alle rigtig maatte være taknemmelige for, at „Sid” var
saa meget bedre og sov saa roligt; naar han nu vaagnede,
vilde han sikkert igen være kommet til Bevidsthed.

Pludselig slog han Øjnene op og raabte: „Halløj
- hvorledes er jeg kommet her hjem? Hvor er Flaa-
den?”

„Alt er i Orden!” svarede jeg.

„Naa - og Jim?” spurgte han.

„Han ligeledes,” vedblev jeg noget nølende; han

355

bemærkede ikke min Usikkerhed, men udbrød glad:

„Udmærket! Saa er det jo godt alt sammen! Har
Du fortalt Tante det?”

Jeg vilde lige til at sige Ja, da hun kom mig i For-
købet. „Fortalt hvilket, Sid?” spurgte hun.

„Aa, alt om Maaden, hvorpaa vi lavede den Historie.
Tante!” - „Hvilken Historie?” spurgte hun.

„Historien om, hvorledes vi befriede Negeren,
jeg og - og Tom!”

„Befriede Neg-! Hvad taler Du om, Dreng? Ak,
nu taler han i Vildelse igen!” jamrede hun.

„Nej, Tante, jeg taler ikke i Vildelse; jeg ved rigtig
godt, hvad jeg siger. Vi har befriet Negeren - jeg og
Tom. Vi har længe arbejdet derpaa og enhver maa ind-
rømme, at vi gjorde det flot!” Nu var han inde i det
rette Farvand og hun lod ham snakke løs, medens hun
forundret stirrede paa ham. „Ja, lille Tante,” vedblev
han, „det Arbejde gav os nok at gøre i flere Uger, Nat
efter Nat, medens I andre sov. Vi maatte stjæle Lys,
forstaar Du, og Lygte, Lagener, Skjorter og dine egne
Klæder, Ske og Tintallerkener og Kniv og Varmebæk-
kenet, Møllestenen og Mel og saa meget andet; Du be-
griber ikke det Mas, vi havde med at tildanne Saven
og Pennene og med Inskriptionerne - og Du forstaar
ikke, hvor morsomt det var. Saa maatte vi jo skrive
anonyme Breve med Ligkister og Dødningehoveder paa
og grave Hullet ind under Skuret og lave en Tovstige.
som vi indbagte i en Postej, og indsmugle Skeer i din
Forklædelomme og saa meget andet.”

„Ih. Du Almægtige, hvad maa jeg høre!”

„- ja og saa Rotterne og Slangerne, som vi maatte
skaffe Jim til Selskab! Til sidst holdt Du jo Tom saa
længe tilbage med Smørret, saa hele Historien var ved
at gaa i Vasken, for Folkene kom ned til Skuret, før vi
andre var kommet afsted. Vi maatte løbe, men de

23*

356

hørte os og skød løs og jeg fik min Del; saa lod vi dem
storme forbi os - Hundene vilde heller ikke have med
os at bestille, men løb gøende videre. Vi skyndte os
til Kanoen og roede ud til Flaaden, som vi holdt i Be-
redskab - her var vi i Sikkerhed og Jim en fri Mand!
Se alt dette har vi besørget ganske alene; var det ikke
flot gjort, lille Tante?”

„Aldrig har jeg hørt noget lignende! Saa er det
altsaa Jer to Smaaslyngler, som har sat Huset paa den
anden Ende og næsten skræmmet os alle til Døde! Men
vent! Jeg kunde nok have Lyst til eftertrykkelig at
vise Jer, hvad min Mening derom er! Jeg, som Aften
efter Aften - naa, vent kun til Du bliver rask, saa skal
Du faa din velfortjente Revselse - ja glæd Dig nu kun.
saa længe Du kan derover, din Æsel, men det siger jeg.
at i ikke herefter understaar Jer til at blande Jer i den
Fyrs Affærer, ellers -”

„Hvilken Fyr?” spurgte Tom alvorligt og uforstaa-
ende.

„Hvilken Fyr - spørger Du - naturligvis Negeren
derovre! Hvem ellers?”

Tom saa alvorligt paa mig og udbrød: ”Tom! sagde
Du ikke, at alt var i Orden? Er Jim da ikke fri?”

„Han, Negeren?” udbrød Tante Sally. „Nej, ham
har de lykkelig og vel faaet anbragt under Laas og Lukke
i hans Fangehul paa Vand og Brød. Han sidder lænket.
indtil han bliver fordret tilbage eller solgt!”

Tom rejste sig overende i Sengen, med lynende Øjne
og dirrende Mundviger:

„Det har de ingen Ret til.” raabte han til mig. „De
har ingen Ret over ham, hører Du! Skynd Dig, spild
ikke et Sekund! Sæt ham fri! Han er ikke Slave.
han er en fri Mand! - lige saa fri som nogen af os!”

„Hvad mener Du med det, Dreng?”

„Jeg mener hvert Ord, som jeg siger det, Tante, og

357

hvis ikke en af Jer straks gaar ned og sætter ham i Fri-
hed, saa gør jeg det selv. Jeg har kendt ham, saalænge
jeg kan huske - og Tom ogsaa. Hans Ejerinde, Miss
Watson, er død for to Maaneder siden; hun skammede
sig over, at hun engang tidligere havde villet sælge
ham Syd paa. For at bøde derpaa havde hun i sit Te-
stamente givet Jim hans Frihed!”

„Ja, saa forstaar jeg rigtignok ikke, hvorfor Du har
sat alt det i Værk for at befri ham, naar han dog alle
rede var fri!”

„Det er ret et Fruentimmer-Spørgsmaal! Hvorfor
- for at faa et Æventyr! For hans Skyld vilde jeg vade
igennem Blod, naar - men se - Tante Polly!”

Der stod hun virkelig lige i Døren, saa straalende og
lykkelig at skue som en Sukkerengel. Med et Sæt fløj
Tante Sally i Armene paa sin Søster, medens jeg søgte
mig en mere sikker Plads under Sengen, thi Situatio-
nen syntes mig nu temmelig kritisk for os begge to.
Jeg tittede forsigtig frem og saa, hvorledes Toms Pleje-
moder gjorde sig fri fra Søsterens Favntag og saa paa
ham over Brillerne med et gennemborende Blik. En-
delig begyndte hun:

„Ja, jeg forstaar godt, at Du vender Hovedet ind mod
Væggen, Tom; det vilde jeg ogsaa gøre i dit Sted!”

„Herregud,” faldt Tante ind, „har Drengen forandret
sig saa meget? Det er jo slet ikke Tom, det er Sid
- Tom er - men hvor er Tom blevet af? Han var
her jo lige nu!”

„Du mener vel, hvor er Huck Finn? Jeg kan da
nok kende en Æsel, som min Tom, naar jeg ser ham!
Naa, frem fra Sengen, Huck Finn, og det straks!”

Jeg krøb frem, men var alt andet end glad derved.

Aldrig har jeg set et mere forstyrret og uforstaaende
Ansigt end Tante Sallys i dette Øjeblik, - det skulde
da være Onkel Silas', da han senere fik Sammenhængen

358

at vide. Han blev ligesom fuld - gik hele Dagen rundt
som i Drømme og holdt om Aftenen en Prædiken, som
højnede hans Anseelse viden om, da ingen forstod et Ord
af den. Toms Plejemoder oplyste nu, hvem jeg var;
og jeg maatte bekende, hvorledes jeg havde været i en
saadan Klemme, at jeg ikke vidste anden Udvej end at
sige „ja” da Fru Phelps bød mig velkommen som Tom
Sawyer. Her afbrød Fru Phelps mig: „Aa, sig Du
kun Tante Sally som tidligere; nu er jeg vant til det, og
det gør ikke noget!” Hendes gode Hjærte fornægtede
sig ikke.

Toms Tante Polly bekræftede, at Miss Watson i sit
Testamente havde frigivet Jim. Det viste sig altsaa, at
Tom Sawyer virkelig havde gjort sig selv og os alle den
Ulejlighed for at skaffe en frigiven Neger hans Frihed.
Nu forstod jeg først rigtig, hvorledes Tom med sin gode
Opdragelse havde kunnet være mig behjælpelig ved
Jims Befrielse.

Tante Polly fortalte nu videre, at hun, da Tante Sally
havde skrevet til hende, at baade Tom og Sid var an-
kommet i god Behold, straks havde anet Uraad og sagt
til sig selv:

„Der kan man se; det kunde jeg have forudsagt,
naar jeg saaledes sendte Drengen afsted paa egen Haand
uden Opsigt. Nu var der ikke andet for mig at gøre
end at begive mig selv afsted paa den lange Rejse for
at erfare, hvad der denne Gang var paa Færde. Af
Dig, Søster, fik jeg jo ikke noget at vide.”

„Du har jo aldrig spurgt mig om noget!”

„Hva sir Du? Har jeg ikke to Gange skrevet til
Dig og spurgt, hvad Du egentlig mente med den Sid,
som ogsaa var kommet i Besøg?”

„Jeg har aldrig modtaget en Linie derom fra Dig!”

Tavs vendte Tante Polly sig langsomt imod Tom og
saa stift paa ham.

359

„Det er Dig, Tom!” udbrød hun saa.

„Hvad mener Du?” spurgte han fortrydeligt.

„Hvad jeg mener, din vanartede Unge! Hvor er
Brevene?”

”Hvilke Breve?”

„Brevene, siger jeg! Naa, blir det til noget?”

„De ligger i Kufferten derhenne! Jeg har ikke rørt
ved dem, de ligger som jeg hentede dem paa Posthuset
- jeg har ikke engang set i dem. Jeg troede ikke, det
hastede med dem, og tænkte, at de kun kunde volde os
Besvar, og saa -”

„Ja, ja - min Dreng! Hvis ikke Du fortjente en
dygtig Portion Prygl, saa ved jeg ikke, hvem der skulde
have dem. Forresten skrev jeg et tredje Brev, hvori
jeg fortalte, at jeg vilde tage hertil, og ogsaa det
Brev -”

„Nej,” faldt Tante Sally ind, „det kom i Gaar; det
har jeg!”

Jeg havde gærne væddet to Dollars med hende om,
at det ikke forholdt sig saaledes, men tænkte, det var
bedre ikke at gøre det. Altsaa tav jeg stille.

SEKS OG TREDIVTE KAPITEL.

Saasnart jeg fik Lejlighed til at tale alene med Tom,
spurgte jeg ham, hvilke Tanker han egentlig havde for-
bundet med Jims Undvigelse, hvad han havde tænkt at
foretage sig, hvis det var lykkedes og Negeren havde
faaet den Frihed, han allerede forinden var berettiget
til. Han svarede, at hans Plan fra Begyndelsen var
den, naar Jim var befriet, at drive med Flaaden helt ned
til Mississippiflodens Munding og saaledes opleve alle-
haande Æventyr. Da vilde han først aabenbare for

360

Jim, at han var fri Mand, og saa betale ham for Tids-
spilde og i Triumftog føre ham tilbage paa en Damp-
baad; alle Negrene i Byen skulde forud underrettes om
vor Ankomst, saa at de kunde modtage ham med Musik
og Fakkeltog - som Helte skulde vi alle tre holde vort
lndtog i Byen. Naa - jeg fandt dog, at det var bedre
saaledes, som det gik til nu.

Jim blev øjeblikkelig befriet for sine Lænker, og da
Tante Polly og Tante Sally og Onkel Silas hørte, hvor
trofast han havde hjulpet Doktoren med at pleje Tom,
stadsede de paa alle Maader op for ham; han fik nye
Klæder, saa meget at spise, som han vilde have, og
behøvede ikke at arbejde. Han kom med op til Toms
Sygeleje og vi havde nok at snakke med hverandre om.
Tom forærede ham fyrretyve Dollars, fordi han saa taal-
modigt havde fundet sig i at være Fange og ikke gjort
Skaar i vor Fornøjelse. Jim var opløst af Rørelse og
vidste næppe, hvorledes han skulde vise sin Taknem-
lighed.

„Naa, Huck, der ser Du, hvad Jim altid sige,” ud-
brød han. „Hvad sige Jim til Dig paa Øen? Jim for-
tælle Dig, mig have meget Haar paa Brystet og hvad
det betyde. Jim fortælle Dig, mig været rig engang.
Nu mig rig igen! Du ikke mere sige, Tegn være intet
værdt; den Tegn være god Tegn - og Jim have vidst,
mig nok blive rig og nu mig er rig igen!”

Tom foreslog, at vi alle tre i al Hemmelighed skulde
stikke af en skønne Nat og udruste os i Byen for saa
at tilbringe et Par Ugerstid i Indianer-Territoriet, hvor
vi kunde opleve alle mulige Æventyr. For mit Ved-
kommende var jeg villig hertil, men bemærkede dog,
at jeg ikke havde Penge til Ekvipering; hjemme fra
kunde jeg heller næppe faa nogen, thi min Gamle havde
sikkert nok nu faaet mine Penge udleveret af Domme-
ren Mr. Thatcher og allerede drukket dem op.

361

„Nej, det har han ikke, forsikrede Tom; „dine
seks Tusind Dollars med Renter ligger der endnu, din
Gamle har ikke ladet sig se i Byen siden, i det mindste
ikke indtil jeg forlod den.”

„Ham aldrig mere komme igen, Huck!”

„Hvorfra ved Du det, Jim?” spurgte jeg.

„Aldrig mere, Huck! - Du ikke spørge mig!”

Men jeg lod mig ikke afvise; jeg vilde vide Besked
og saa fortalte han:

„Du huske det Hus, som flyde forbi Øen? Og deri
ligge en død Mand paa Gulvet? Jim dække ham til,
saa Du ikke se ham, Du huske det, Huck? Du faa dine
Penge, naar Du vil, for den døde Mand - det være
din Fa'r!” ---

Tom er nu næsten helt rask; sin Kugle bærer han
som Ur om Halsen i en Kæde, og han ser hvert Øjeblik
paa den, hvad Klokken er. Om mig selv er der nu ikke
mere at fortælle, hvad jeg er rigtig glad over. Havde
jeg forud anet, hvilket besværligt Arbejde det vilde blive
at skrive en saadan Bog, havde ti Arbejdsheste ikke
kunnet drive mig dertil - og jeg gør det ikke oftere.
Saa hellere slaa Sten eller hugge Brænde! Saameget
indser jeg allerede nu, at jeg bliver nødt til, før de andre
og helt alene, at begive mig ind i Indianer-Territoriet,
for Tante Sally har faaet den lndskydelse at ville adop-
tere mig og „civilisere” mig. Det holder jeg ikke ud
- jeg kender det fra tidligere Tid.

Ærbødigst
HUCK FINN.