I Andegaarden

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/9 36-43

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Nye Eventyr og Historier II s 36 - I Andegaarden.png

I Andegaarden.


Der kom en And fra Portugal, Nogle sagde fra Spanien, det er ligemeget, hun blev kaldt den Portugisiske, hun lagde Æg, blev slagtet og anrettet; det er hendes Levnetsløb. Alle de, som krøbe ud af hendes Æg, bleve kaldte de Portugisiske, og det betydede Noget; nu var her af hele den Slægt kun Een tilbage i Andegaarden, en Gaard, som ogsaa Hønsene havde Adgang til og hvor Hanen traadte op med uendelig Hovmod.

„Han krænker mig med sit voldsomme Gal,” sagde den Portugisiske. „Men kjøn er han, det kan man ikke negte, uagtet han ikke er nogen Andrik. Moderere sig skulde han, men det er en Konst at moderere sig, det viser høiere Dannelse, den har de smaa Sangfugle oppe i Nabohavens Lindetræ; hvor yndigt de synge! der ligger noget saa Rørende i deres Sang; jeg kalder det Portugal! Havde jeg saadan en lille Sangfugl, jeg vilde være ham en Moder, kjærlig og god, det ligger mig i Blodet, i mit Portugisiske.”

Og lige idet hun talte kom der en lille Sangfugl; den kom hovedkulds oppe fra Taget. Katten var efter den, men Fuglen slap med en knækket Vinge og faldt ned i Andegaarden.

„Det ligner Katten, det Afskum!” sagde den Portugisiske; „jeg kjender ham fra jeg selv havde Ællinger! At et saadant Væsen faaer Lov at leve og gaae om paa Tagene! det troer jeg ikke finder Sted i Portugal.”

Og hun ynkede den lille Sangfugl, og de andre Ænder, som ikke vare portugisiske, ynkede ham ogsaa.

„Det lille Kræ,” sagde de, og saa kom den Ene og saa kom den Anden. „Vel ere vi selv ikke syngende,” sagde de, „men vi have indvendig Sangbund eller saadant Noget; det føle vi, om vi ikke tale derom.”

„Da vil jeg tale om det,” sagde den Portugisiske, „og jeg vil gjøre Noget for den, for det er Ens Pligt!” og saa gik hun op i Vandtruget og baskede i Vandet, saa hun nær havde druknet den lille Sangfugl i den Skylle, han fik, men det var godt meent. „Det er en god Gjerning,” sagde hun, „den kan de Andre see paa og tage Exempel af.”

„Pip!” sagde den lille Fugl, hans ene Vinge var knækket; det var ham svært at ryste sig, men han forstod saa godt den velmeente Pjasken. „De er saa hjertensgod, Madame!” sagde han, men forlangte ikke Mere.

„Jeg har aldrig tænkt over mit Hjertelag,” sagde den Portugisiske, „men det veed jeg, at jeg elsker alle mine Medskabninger undtagen Katten, men det kan da Ingen forlange af mig! han har ædt To af mine; men vær nu som hjemme her, det kan man! jeg selv er fra en fremmed Egn, som De nok seer paa min Reisning og Fjederkjole; min Andrik er indfødt, har ikke mit Blod, men jeg hovmoder mig ikke! — forstaaes De af Nogen herinde, saa tør jeg nok sige, at det er af mig.”

„Hun har Portulak i Kroen,” sagde en lille almindelig Ælling, der var vittig, og de andre Almindelige fandt det saa udmærket med „Portulak”, det klang som „Portugal”; og de stødte til hinanden og sagde „Rab”! han var saa mageløs vittig! og saa indlode de sig med den lille Sangfugl.

„Den Portugisiske har rigtignok Sproget i sin Magt,” sagde de. „Vi have det ikke med store Ord i Næbbet, men vi have ligesaa stor Deeltagelse; gjøre vi ikke Noget for Dem, saa gaae vi stille med det; og det finde vi smukkest.”

„De har en yndig Røst,” sagde en af de Ældste. „Det maa være en deilig Bevidsthed at glæde saa Mange, som De gjør; jeg forstaaer mig rigtignok aldeles ikke paa det! derfor holder jeg min Mund, og det er altid bedre, end at sige noget Dumt, som saa mange Andre sige til Dem.”

„Plag ham ikke!” sagde den Portugisiske, „han trænger til Hvile og Pleie. Lille Sangfugl, skal jeg pjaske Dem igjen?”

„O nei, lad mig være tør!” bad han.

„Vandkuren er den eneste, der hjelper mig,” sagde den Portugisiske; „Adspredelse er ogsaa noget Godt! nu komme snart Nabohønsene og gjøre Visit, der ere to chinesiske Høns, de gaae med Mamelukker, have megen Dannelse, og de ere indførte, det hæver dem i min Agtelse.”

Og Hønsene kom og Hanen kom, han var idag saa høflig, at han ikke var grov.

„De er en virkelig Sangfugl,” sagde han, „og De gjør ud af Deres lille Stemme Alt, hvad der kan gjøres af saadan en lille Stemme. Men noget mere Locomotiv maa man have, at det kan høres, at man er af Hankjønnet.”

De to Chinesiske stode henrykte ved Synet af Sangfuglen, han saae saa forpjusket ud af Pjasket, han havde faaet over sig, at de syntes, han lignede en chinesisk Kylling. „Han er yndig!” og saa indlode de sig med ham; de talte med Hviskestemme og P-Lyd paa fornemt Chinesisk.

„Vi høre nu til Deres Art. Ænderne, selv den Portugisiske, høre til Svømmefuglene, som de nok har bemærket. Os kjender De endnu ikke, men hvor Mange kjende os, eller gjøre sig den Uleilighed! Ingen, selv blandt Hønsene! uagtet vi ere fødte til at sidde paa en høiere Pind, end de fleste Andre. — Det er nu det Samme, vi gaae vor stille Gang mellem de Andre, hvis Grundsætninger ikke ere vore, men vi see kun paa de gode Sider, og tale kun om det Gode, skjøndt det er vanskeligt at finde, hvor Intet er. Med Undtagelse af os To og Hanen, er der Ingen i Hønsehuset, der ere begavede, men honnette; dette kan man ikke sige om Beboerne af Andegaarden. Vi advare Dem, lille Sangfugl! tro ikke hende der med Stumphalen, hun er lumsk! den Spættede der, med det skjeve Speil paa Vingerne, hun er disputeergal og lader aldrig Nogen faae det sidste Ord, og saa har hun altid Uret! — den fede And taler ilde om Alle, og det er vor Natur imod, kan man ikke tale godt, saa skal man holde sin Mund. Den Portugisiske er den Eneste, der har lidt Dannelse og som man kan omgaaes med, men hun er lidenskabelig og taler for meget om Portugal.”

„Hvor de to Chinesiske har meget at hviske!” sagde et Par af Ænderne, „mig kjede de; jeg har aldrig talt med dem.”

Nu kom Andriken! han troede, at Sangfuglen var en Graaspurv. „Ja, jeg kan ikke gjøre Forskjel,” sagde han, „og det er da ogsaa lige fedt! Han hører til Spilleværkerne, og har man dem, saa har man dem.”

„Bryd Dem aldrig om hvad han siger!” hviskede den Portugisiske. „Han er agtværdig i Forretninger, og Forretninger gaae for Alt. Men nu lægger jeg mig til Hvile; det skylder man sig selv, at man kan være kjøn fed, til man skal balsameres med Æbler og Svedsker.”

Og saa lagde hun sig i Solen, blinkede med det ene Øie; hun laae saa godt, hun var saa god, og saa sov hun saa godt. Den lille Sangfugl plukkede paa sin knækkede Vinge, lagde sig lige op til sin Beskytterinde, Solen skinnede varmt og deiligt, det var et godt Sted at være.

Nabohønsene gik om at skrabe, de vare i Grunden komne der alene for Fødens Skyld; de Chinesiske gik først bort, og saa de Andre; den vittige Ælling sagde om den Portugisiske, at den Gamle gik snart i „Ællingedom”, og saa skrattede de andre Ænder, „Ællingedom! han er mageløs vittig!” og saa gjentoge de den forrige Vittighed: „Portulak!” det var meget morsomt; og saa lagde de sig.

De laae en Stund, da blev lige med Eet kastet noget Snaskeri ned i Andegaarden, det klaskede, saa hele den sovende Besætning foer op og slog med Vingerne; den Portugisiske vaagnede ogsaa, væltede om og trykkede forfærdeligt den lille Sangfugl.

„Pip!” sagde den, „De traadte saa haardt, Madame!”

„Hvorfot ligger De i Veien,” sagde hun, „De maa ikke være saa ømskindet! jeg har ogsaa Nerver, men jeg har aldrig sagt Pip."

„Vær ikke vred!" sagde den lille Fugl, „det Pip slap mig ud af Næbbet!”

Den Portugisiske hørte ikke paa det, men foer i Snaskeriet og holdt sit gode Maaltid; da det var endt og hun lagde sig, kom den lille Sangfugl og vilde være elskværdig:

„Tillelelit!
Om Hjertet dit,
Vil jeg synge tidt,
Flyvende vidt, vidt, vidt.”

„Nu skal jeg hvile paa Maden,” sagde hun, „De maa lære Huusskik herinde! Nu sover jeg.”

Den lille Sangfugl blev ganske forbløffet, for han meente det saa godt. Da Madamen siden vaagnede, stod han foran hende med et lille Korn, han havde fundet; det lagde han foran hende; men hun havde ikke sovet godt, og saa var hun naturligviis tvær.

„Det kan De give en Kylling,” sagde hun; „staa ikke og hæng over mig!”

„Men De er vred paa mig,” sagde han. „Hvad har jeg gjort?”

„Gjort!” sagde den Portugisiske, „det Udtryk er ikke af det fineste Slags, vil jeg gjøre Dem opmærksom paa.”

„Igaar var her Solskin,” sagde den lille Fugl, „idag er her mørkt og graat! jeg er saa inderlig bedrøvet.”

„De kan det nok ikke med Tidsregning,” sagde den Portugisiske, „Dagen er endnu ikke gaaet, staa ikke og vær saa dumladende!”

„De seer paa mig saa vred, som de to slemme Øine saae, da jeg faldt herned i Gaarden.”

„Uforskammede!” sagde den Portugisiske, „ligner De mig med Katten, det Rovdyr! ikke en ond Blodsdraabe er der i mig; jeg har taget mig af Dem, og god Omgang skal jeg lære Dem.”

Og saa bed hun Hovedet af Sangfuglen, den laae død.

„Hvad er nu det!” sagde hun; „kunde han ikke taale det! ja saa var han saamænd ikke for denne Verden! jeg har været som en Moder for ham, det veed jeg! for Hjerte har jeg.”

Og Naboens Hane stak Hovedet ind i Gaarden og galede med Locomotivkraft.

„De tager Livet af En med det Gal!” sagde hun; „det er Deres Skyld det Hele; han tabte Hovedet og jeg er nærved at tabe mit.”

„Han fylder ikke meget hvor han ligger,” sagde Hanen.

„Tal De med Agtelse om ham!” sagde den Portugisiske, „han havde Tone, han havde Sang og høi Dannelse! kjærlig og blød var han, og det passer sig for Dyrene, som for de saakaldte Mennesker.”

Og alle Ænderne samlede sig om den lille døde Sangfugl; Ænderne have stærke Passioner, enten have de det med Misundelse eller med Medlidenhed, og da her ikke var Noget at misunde, saa vare de medlidende, det var da ogsaa de to chinesiske Høns.

„Saadan en Sangfugl faae vi aldrig mere! han var næsten en Chineser,” og de græd saa det klukkede efter, og alle Hønsene klukkede, men Ænderne gik og havde de rødeste Øine.

„Hjerte have vi,” sagde de, „det kan da Ingen negte os.”

„Hjerte!” sagde den Portugisiske, „ja det have vi — næsten ligesaa meget som i Portugal!”

„Lad os nu tænke paa at faae Noget i Skrotten!” sagde Andriken, „det er det Vigtigere! Gaaer et af Spilleværkerne i Stykker, saa have vi nok alligevel.”