I Kahytten

by Holger Drachmann

Det skinnede over Nordsøen. Dagen havde været regnfuld og kold, og i Bygerne havde det blæst haardt. Nu, da Solen var gaaet ned, tydede alt paa en Storm til Natten. Horisonten var dækket af en fast Skybanke, oven over hvilken Himlen var skinnende gul og af en næsten ængstelig Klarhed; øverst i det gule trak sig nogle lange, mørkerøde Striber, og hist og her mellem disse Striber dukkede Smaaskyer frem af en særegen Form, der nærmest mindede om Skoledrenges Drager, naar Hale og Vinger gribes af Vinden og stritte skævt ud til den ene Side.

Efterhaanden løftede Banken sig; det gule mørknedes mere og mere, Striberne slog sig sammen med Dragerne og dannede i Forening kæmpemæssige Uhyrer; den hele Luft antog et trøstesløst, vildt Udseende, og ud over Havet gled Skyggerne fra de store Skyer. Søen voksede for hvert Minut. Langs Siderne af den engelske Damper brød de tunge, graablaa Vandmasser. Røgen fo'r susende fra Skorstenen, nu og da indflettet med lysende Gnister, og den hastig tiltagende Vind begyndte sin Opsang mellem Stag og Vant.

"Maa jeg spørge, hvordan gaar det Dem med Søsygen?" - Den spørgende var en dansk Amerikaner, en Skibsfører, der i sin Ungdom havde faret fra engelske Havne, men siden var gaaet til de forenede Stater, hvor Lykken syntes at have begunstiget ham, og det i den Grad, at han nu ansaa Amerika for det eneste Land paa Jorden, hvor det var værd at eksistere, det eneste Sted, hvor man efter hans egne Ord "kunde leve akkurat som man lystede, og tjene flere Penge, end Præsterne kunde sluge ved Begravelsen." Jeg var, straks efter at vi havde forladt London, kommet i Snak med ham. Hans republikanske Foragt for alle engelske Institutioner, hans Forbitrelse paa den hele europæiske Kasteaand, hans lidenskabelige Udbrud mod mange af de Ting, som en Europæer vokser op i og uvilkaarligt vænner sig til, havde moret og interesseret mig overordenlig meget, og vi var ikke kommet langt ned ad Themsen, førend vi i god Samdrægtighed havde endevendt det hele gamle Evropa, afsat Kejsere og Konger, puttet Paven i en Lemmestiftelse, konfiskeret de store Fideikommisser, nedrevet de nationale Grænseskel, flyttet de nationale Skilter, og stoppet de nationale Kokarder i Madrasser til Proletariatet.

Da vi havde naaet Nordsøen, og Vejret op ad Dagen var blevet haardt, var vor Samtale efterhaanden gaaet i Staa. Jeg havde benyttet den rige Lejlighed til at iagttage Storm- og Regnbygerne, naar de kom op; og Søen og de krydsende Skibe havde optaget Pladsen for Evropas Landkort. Naar en Gang imellem en rigtig "Bryder" med krummet Nakke og Brølen og Larmen tørnede imod vort gode Skibs Boug, havde jeg maaske nok i Fantasien set en væbnet og overmodig Nationalitet, som vilde en anden til Livs, og jeg havde da næsten været fristet til at raabe Hurra, naar min egen Nation kastede Fjenden afmægtig for sin Fod, - men slige Fantasier kom kun stødvis lige som Kastevindene, og jeg havde over mit ivrige Studium af Naturen glemt Mennesker og Institutioner, ja næsten glemt, at jeg befandt mig paa Dækket af den store Damper, da det ovennævnte Spørgsmaal blev rettet til mig af den ovennævnte Skibsfører.

Jeg svarede ham smilende, at jeg i de sidste Aar havde staaet i en altfor nær og venskabelig Berøring med Søen til at ville bringe den de sædvanlige tvungne Ofre. Han smilede igen paa sin Side, og forklarede mig, at han af og til havde iagttaget mig, og bestandig fundet mig i den samme Stilling, uforandret fæstende min Opmærksomhed paa Søen og Luften, hvilket han havde betragtet som et ufejlbarligt Kendetegn paa, at jeg ikke befandt mig ganske vel. Han kunde imidlertid nu paa min hele Skabelon se, at han havde taget fejl i sin Formodning, og vilde desaarsag opfordre mig til at tømme et lille Glas varmt Grog med sig neden under. "De maa nemlig vide" - vedblev han, idet han kneb Øjnene sammen og vendte Ansigtet mod Vindsiden, - "at vi ret snart vil faa Søen helt tværs, og saa maa De dog pille ned, hvad enten De vil eller ej. Kulingen er allerede stiv nok nu, og jeg tør indestaa for en "Ryger" til Natten. Bliver Skuden lagt et Par Streger højere, som jeg hørte der blev prajet til Rorgængeren, skal jeg indestaa for, at Folkene ikke behøver at spule Dæk i Morgen tidlig." Jeg saa straks, at han havde Ret, og lovede ogsaa at efterkomme hans Opfordring, saa snart jeg havde røget min Pibe ud. Han gik da neden under, og jeg blev endnu et Kvarterstid paa Dækken.

Det var da næsten fuldstændig mørkt. Naar jeg saa forud, kunde jeg, hver Gang Skibet duvede, iagttage, hvorledes Konturerne af alt det opstaaende paa Broen efterhaanden blev mere og mere utydelige imod det svage Lys, der endnu var i Luften. Naar Skibet rejste sig paa en Sø og stak Snuden i Vejret ligesom et Dyr, der snuser efter Vinden, for at faa at vide hvad den fører med sig, løb alle Genstande paa Dækket sammen til en utydelig Masse, som kun nu og da en Lysstribe fra Maskinrummet gennembrød. For Resten varede det ikke længe, inden jeg fik Virkningerne af den forandrede Kurs at føle. En lang, blinkende Stribe dukkede pludselig med en egen, hvislende Lyd op paa den styrbord Side; den svære Damper krængede voldsomt over; det knagede i Skodder og Døre, og en tung Vandmasse brød ind midtskibs, og løb sydende og larmende fra for til agter, bandet af den lange, magre Styrmand, som den, efter hans Udraab at dømme, havde gennemblødt lige til Skindet. Jeg rutschede temmelig hovedkulds tværs over Dækket ned i Læ, og da jeg nu tilstrækkellig havde forvisset mig om, at Stillingen ikke længer var holdbar, arbejdede jeg mig hen til Kahytstrappen, vendte mig paa god Sømandsmanér omkring, og firede mig sindig og med et vist Eftertryk paa hvert Trin baglænds ned ad Trappen.

En Dampskibskahyt paa en stormfuld Aften ligner altid sig selv. En Hængelampe slingrer under Loftet; Stønnen og Jamren høres rundt omkring fra de smaa Aflukker paa hver Side. Opvarterne løbe fra Dør til Dør med mistænkelig udseende Blikindretninger. Luften er kvalm og af en højst ubestemmelig Sammensætning, og kun et ringe Antal hærdede Individer hjemsøger det dækkede Bord, som ved smaa Træbarrikader er afdelt i firkantede Rum. Det var blandt disse prøvede Gæster, jeg fandt min Ven Amerikaneren. "Naa, har De nu faaet nok af det der oven paa!" raabte han mig straks i Møde. "Kom her og sæt Dem ned, og hvis De holder af Skinke, saa vil jeg anbefale Dem denne. Ale og Stout er her ogsaa til at skylle den ned med, og dersom De foretrækker det half and half, kan vi jo dele et Krus imellem os. Det har altid været min oprigtige Mening, at Øllet er den eneste Ting, som duer hos Englænderne. De skriger jo rigtignok ogsaa paa deres Oksekød og saa paa deres Heste og store Skribenter, men hvad Kødet, saavel Okse-, som Hestekød angaar, da har vi det bedre paa den anden Side af Atlanterhavet, og hvad Skribenterne angaar, saa kan vi jo faa dem med Tiden." Han trak en Stol frem under Bordet ved Siden af sig; jeg slingrede ned paa Stolen, lod Skinken og Øllet vederfares deres Ret, og idet vore Overkroppe snart dannede spidse, snart stumpe Vinkler med Bordfladen, nød vi med god Appetit vort Aftensmaaltid paa den urolige Nordsø.

Vi var imidlertid ikke ene om Maden. Lige overfor os var tre Pladser besatte. Der var for det første Skibets Kaptajn, som i en utrolig Fart og uden at mæle en Stavelse tømte sin Tallerken og sin Flaske, trykkede Voksdugskasketten fast om Panden, og med en Ottendedel af et gnavent Buk rejste sig, skældte Stewarden ud for et eller andet, og kravlede op paa Dækket, for at fortsætte sin mugne Stirren ud fra Broen, ud over det vaade Skibsdæk, ud over den fraadende, oprørte Sø. Dernæst var der en lille, undersætsig Mand, en uudgrundelig Mellemting mellem en Lods og en Studepranger. Hans Haar var klippet tæt af i Nakken, men foran var det langt og kæmmet ned over. Tindingerne i to Tjavser, der gjorde et krøllet Forsøg paa at sætte sig i Forbindelse med Bakkenbarterne. Han bar Guldringe i Ørene og var forsynet med en svær Vestekæde af samme Metal. I Mangel af en hvid Flip havde han et rødt Tørklæde om Halsen. Han spiste meget, og trak under denne Forretning Vejret gennem Næsen. Hans Sidemand var mager og knoklet, med brede Kæber, tyndt Skæg og et ejendommeligt stift Blik, der, hvis det havde været mere intelligent, kunde have haft noget inkvisitorisk ved sig, men som nu kun syntes at betegne en Karakter, der havde løbet sig fast et eller andet Sted, maaske i Religionen, maaske i en "ny Opdagelse". Hans sorte Frakke var knappet til helt op i Halsen, og for saa vidt havde han noget degnemæssigt i sit ydre; hans Hænder var imidlertid store og grove, med sorte Negle og Hænderne saa vel som den Maade, hvorpaa han brugte sine Arme, vidnede om strengt Arbejde, maaske i en Mine, maaske i et Værksted. Han lod et Par Gange sine Øjne glide hen imod den bageste Del af Kahytten, og da jeg fulgte Retningen af hans Blik, opdagede jeg Nakken og Fødderne af en Mand, der indsvøbt i uldne Tæpper Iaa udstrakt paa en af Divanerne, og som enten sov meget fast eller var kommen paa det Punkt af Søsygen, hvor Bevidstløsheden indtræder.

Min amerikanske Ven henkastede nu og da en Bemærkning til de to Passagerer lige overfor, der vidnede om, at han havde gjort deres Bekendtskab, førend vi satte os til Bords, og da Maaltidet var til Ende, foreslog ham dem at drikke et Glas med sig ved Kaminen. Tilbudet blev modtaget, af den tykke med uskrømtet Glæde, af den magre derimod først efter en længere Vægring, der imidlertid til Slutningen døde hen i et: "Ja, men kun et Par Draaber," hvilke Draaber ikke desto mindre blev tilmaalt ham med amerikansk Rundhaandethed, uden at han senere gjorde nogen Indsigelse derimod. Vi stivede os af, saa godt vi formaaede, i en Halvkreds omkring Kaminen. Enhver fik sit Glas i Haanden med den Anbefaling, at passe paa, naar Overhalingerne kom, og derpaa blev vi præsenterede for hverandre. "Det er Mr. Simson," sagde Amerikaneren, idet han pegede paa den tykke. "En Gentleman, der har tjent sine Penge paa Floden, og som nu har en Skibsprovianteringshandel ude ved Limehouse." Og derpaa tilføjede han halvhøjt paa dansk til mig: "Utvivlsomt en stor Tyveknægt." "Det er Mr. Smuggins," vedblev han, idet han pegede paa den magre. "Mr. Smuggins er Missionær fra Kapkolonien og en stor Jæger; han er rejst til Evropa for at søge Interessenter i et Jernbaneanlæg i det indre." Og han tilføjede i den danske Parentes: "Alle disse Missionærer er enten dumme eller durkdrevne; jeg tror, at han er en Blanding af begge Dele." Min egen Ringhed blev derefter forestillet for de to Engelskmænd, og da Isen nu var brudt, bragte Kaminilden, den varme Grog og Bevidstheden om fælles Kedsomhed snart en Samtale i Gang, og da Vindens Susen gennem den aabne Skylightsrude, Larmen af Søerne, naar de gik over Dækket, Skoddernes Knagen, og de søsyges Stønnen, var Lyde, der allesammen paa det bestemteste mindede om Situationen, blev ogsaa Samtalens Retning herved bestemt. Historier om Sørejser, om gode og daarlige Skibe, om godt og daarligt Vejr, men helst om daarligt, om lange og korte Ture, om Livet paa Themsen, i det kinesiske Hav og blandt Kyst-Hottentotterne, vekslede i broget Blanding, og en af os havde netop bestilt den tredje Omgang Grog til Erstatning for det, som var bleven spildt i den sidste svære Overhaling, da den Pakke uldne Tæpper, som jeg før havde lagt Mærke til agter ude, pludselig blev urolig, og en lydelig Stønnen samme Steds fra tilkendegav, at Pakken befandt sig usædvanlig ilde.

Min Ven Missionæren rejste sig øjeblikkelig og naaede, under nogen Anstrængelse for at bevare Fodfæstet, hen til Divanen, hvor allerede en tjenstvillig Steward ydede den syge sin Hjælp i Skikkelse af det før omtalte Blikinstrument. Missionæren puslede lidt ved Tæpperne, mumlede nogle beroligende Ord ligesom en Art Besværgelse imod Søsygens onde Dæmon, eksperimenterede med et Glas Vand, og vendte atter tilbage til Ilden, eller Groggen, med en Mine saa højærværdig, som om han havde berettet en døende. Amerikaneren, der meget opmærksomt havde fulgt alle hans Bevægelser, stak Spidsen af Tungen ud imod den Kind, der vendte hen til mig, og idet han paa denne sindrige Maade lagde sin Foragt for den hjælpsomme Missionær for Dagen, spurgte han i en højst skuffende enfoldig Tone, om Mr. Smuggins saaledes udøvede Kristenkærlighed mod alle lidende i Flæng eller om han særlig havde noget til overs for denne Patient. Den industrielle Kapmissionær saa et Øjeblik prøvende paa Sømandens vejrslagne Ansigt, men da dette ikke forandrede sit Udtryk, foldede han Hænderne om Toddyglasset, og sagde med et dybt Suk: "Jeg søger efter mine svage Evner at handle ens imod alle Brødre i Kristus, og at hjælpe og trøste, naar jeg træffer dem syge eller sorrigfulde. Mod denne Broder har jeg desforuden særlige Forpligtelser til at vaage og bede; thi det er en Gang faldet i min uværdige Lod at frelse denne Sjæl fra Fortabelse og at bevare den gode Hjord et af dens vildfarende Faar." "Naa saaledes," faldt Amerikaneren ind. "Ja saa maa jo den gode Hjord, som De kalder den, være Dem meget forbunden. For Resten synes det mig, at Deres Faar har det temmelig slet. Herregud, en Mand er dog en Mand, selv om De nu kalder ham et Faar, og han maa dog ikke saaledes lade sig gaa paa af Søsygen. Stewarden mente jo rigtignok, at han havde Feberen, da han kom om Bord; i det mindste fortalte man mig, at han straks paa Floden havde rullet sig ind i sine Tæpper og forlangt Vand; - og det er aldrig noget godt Tegn. De skal dog passe paa, Mr. Smuggins, at Deres Prise ikke stikker Trossen fra sig og sakker agter ud? Hvad jeg mener dermed? Jeg mener, Gud forbande mig, at Manden kan gaa hen og krepere, førend De kan faa presset saa meget som en Sixpence ud af ham til Deres Kirkeblok. Ja, De ser noget tvivlende ud, Mr. Smuggins; men jeg skal fortælle Dem og de andre Herrer en Historie, om hvorledes Feberen og Søsygen i Forening gjorde det af med det yndigste Væsen, jeg i mit Livs Dage har set. Det er noget, jeg aldrig kan glemme, og noget, som jeg nødig taler om; men jeg kan nu en Gang for min Død ikke lide, at man ser vantro paa mig, naar jeg siger noget, Mr. Smuggins, og derfor skal De høre Fortællingen."

Amerikaneren greb sit Glas og tømte det i et Drag, nikkede dernæst paa en egen venskabelig Maade til Stewarden, der ikke undlod at besvare Vinket ved at indfinde sig med Ingredienser til et nyt Glas, og tog saaledes til Orde: "De véd maaske, Gentlemen, eller i det mindste har jeg fortalt min Landsmand her, at jeg i mine yngre Dage for med engelske Skibe; noget, jeg for Resten aldrig skulde have bekvemmet mig til, i Fald jeg den Gang havde tænkt paa at der gaves Folk paa den anden Side Havet, der ikke bryder sig mere om England end om en Bønne, og som har Skibe, der først tager deres Bramsejl, naar alle disse Skarnfjerdinger af engelske Kulslæbere vender Bunden af Bøtten i Vejret. Men jeg for nu som sagt med disse sodede Gavtyve, og jeg havde paa den Tid, hvor det tildrog sig, som jeg nu vil fortælle, netop faaet en Hyre som Styrmand om Bord i en Skonnert, der gik i Kystfart mellem Rotterdam, London og Leith. Vor Skipper var for Resten en ganske flink Fyr; kun tog han sig vel ofte et temmelig stift Glas Grog; - Mr. Simson, hjælp Dem selv! her er Kognak og Sukker! - og naar saa var, gik Kommandoen af sig selv over i mine Hænder, Kaptajnen laa til Køjs neden under og var syg, hed det sig blot. Folkene lod, som om de troede det; jeg førte Skibet, og alt gik sin gode Gang, til den gamle igen kom paa Dækket.

Ved det, at Skuden gik i Kystfarten og gjorde nogen lunde hurtige og regelmæssige Ture, fik vi nu og da en og anden Passager med, enten saadanne, som Kaptajnen kendte, eller som blev ham anbefalet; og for deres Bekvemmeligheds Skyld var kahytten agter ude, der i Forvejen var temmelig bred, bleven delt ved et Skillerum i to Kamre, saa at vi paa den Maade havde to Kahytter, en styrbords og en bagbords, af hvilke den sidste, den for Passagererne, kaldtes for "Salonen". Nogle af Folkene om Bord kaldte den ogsaa for "Noah's Ark", fordi vor Kok, der som Dreng var i Malerlære, havde dekoreret den langs under Dæksbjælkerne med alle mulige Dyrearter, baade Fiskene og dem fra Landjorden, Par om Par i runde Snirkler. For Resten hørte baade Skude og Kaptajn hjemme i Lowestoft, og mangen god Gang, naar vi kom nede fra Revieret og skulde Nord paa, gjorde vi en Afstikker ind til den gamle Havneplads og fik os en Passiar med de gamle Kammerater. Ved Efteraarstider, naar det stod med Tykning, eller naar vi ingen Passagerer havde, gjorde vi oftest disse Afstikkere, og det var da saaledes en Oktober Eftermiddag, akkurat lige forinden Taagen havde lagt sig som en Mur mellem os og Landet, at vi pejlede de gamle Mærker, og med Loddet i Haanden og Raaberen for Munden fandt ind til Kajen, og fortøjede ved en af de ydre Bøjer, efter først at have svajet Skuden rundt, for at være klar til at hale ud igen, saa snart Taagen lettede. Den gamle gik i Land, og bad mig efter Sædvane komme op, senere ud paa Aftenen, og hente ham fra det Værtshus, hvor han plejede at søge. Jeg vidste nok, at hvis jeg ikke bragte ham om Bord, var der maaske andre, der trak af med ham i andre Forretninger, end det egentlig anstod sig en Skipper at give sig af med. Jeg tog mig da først en lille Lur i "Noahs Ark", som jeg undertiden benyttede mig af, naar vi ingen Gæster havde om Bord, og forunderligt nok, da jeg igen vaagnede, forekom det mig, at jeg havde drømt, at Arken snart fik Besøg, og maaske ikke saa meget for Drømmens Skyld som fordi jeg i det hele taget syntes, at der saa lidt uordentligt ud derinde, skældte jeg Kokken ud for en fordømt engelsk Skarnager, der ikke kunde holde "Salonen" i pæn Stand, og jeg fik baade ham og Drengen til at spule og svabre derinde, og beordrede dem til at skifte Køjeklæder og pudse op det bedste, de formaaede. Da jeg havde set paa det, og givet Drengen en Lussing, fordi han ikke brugte Svaberen eftertrykkelig nok, tog jeg en ren Skjorte paa, stoppede min Pibe, og gik i Land. Først slog jeg et lille Slag omkring i Gaderne, og hilste paa Venner og bekendte, og navnlig kan jeg huske, at jeg fik mig et lille Slik under Næsen af den smukke Mary, som tjente hos vor Skibsproviantør, og med hvem jeg den Gang var go'e Venner. Saa gik jeg da hen til den Shop, hvor den gamle plejede at søge, og der fandt jeg ham da ogsaa ganske rigtig siddende i den lille Bagstue med Lodsen Richards, Billy Baker, Tom Smarke og alle de andre Fyre, som jeg endnu den Dag i Dag kan se ganske tydeligt og klart for mine Øjne. De kendte mig allesammen, og den gamle, som var i et Perlehumør, forlangte straks et Krus Ale og en Pibe til mig, og saa var der en, der kunde gnide paa en Violin, og saa var der en, som kunde synge en Vise, og saa gav Lodsen Grog rundt, og vi var alle komne i en meget hyggelig og selskabelig Stemning, da gamle Dickson, Værtshusholderen, skubbede sin tykke Figur gennem Døren, og vinkede ad min Skipper, at han skulde komme ud i Skænkestuen. Nu skulde jeg netop udenfor i et andet Ærinde, og et Øjeblik efter rejste jeg mig fra Bordet, og gik gennem Køkkenet ud i Gaarden. Paa Tilbagevejen fik jeg dog Lyst til at se efter, hvad der var blevet af den gamle, og jeg gik da ind i Skænkestuen, som nu næsten var tom. Dér stod min gamle henne i en Krog og talte dæmpet med en høj, aldrende Gentleman, som sendte mig et meget bestemt Blik, da han saa, at jeg lagde Mærke til dem. Jeg tænkte ved mig selv, at han ikke behøvede at se saa hovent ned paa en ærlig Sømand, der ikke havde til Henslgt at udspionere Folk, men som maaske nok havde Interesse af at se, hvorledes bans Skipper klarede for sig med et saadant Kvantum Spiritus inden Borde. Den gamle holdt sig imidlertid godt. Jeg syntes nok, at han krummede Ryggen vel meget, men det var maaske en fin Herre, eller i det mindste en rig Herre, der vilde give ham en god Fragt, og saa kunde han jo gærne dukke sig lidt. Naa, nok er det, jeg gik da ind igen til de andre, og ikke længe efter kom den gamle tilbage til os, og først saa ban lidt alvorlig ud, men saa talte han om en brillant Fragt, og saa gjorde han et Greb i Lommen og tog en Nævfuld Sovereigns op, og af dem smed han adskillige paa Bordet og raabte, at Dickson skulde bringe saa mange Drikkevarer ind, som behøvedes til at sætte Dækket under Vand. Og det fik vi ogsaa, og jeg skal love for, at vi alle Mand kom om Bord i synkefærdig Tilstand. Næste Formiddag lettede Taagen, og vi med. Den gamle var gnaven og ordknap, som han altid plejede at være oven paa en rigtig Dravat af den Slags. Jeg talte derfor slet ikke til ham om Fragten, han havde faaet, førend vi holdt ind efter mod Hartlepool, hvor vi den Gang skulde losse. Han saa paa mig, som om han vilde æde mig, og bad mig passe mig selv og Skibet og for Resten sørge for, at vi saa snart som muligt fik Ladningen ud og kom til Søs igen. Jeg holdt altsaa min Mund; vi kom i Havn, indklarerede, lossede og udklarerede i største Hast, men til Fragten fik vi hverken noget at høre eller se.

Vi stod da til Søs igen med Skuden balastet; højt laa vi paa Vandet og smaa Sejl kunde vi kun føre. Det blæste stift, og Vinden var ret ind paa Landet. Jeg spurgte den gamle om Kursen. "Sæt den efter Lowestoft," brummede han, og gik neden under. Jeg havde aldrig set ham saa gnaven saa længe efter en Svir; men det forstaar sig, det havde ogsaa været en Ekstratørn, den sidste. Saa holdt vi da efter Lowestoft; hun dansede og nejede i Søerne, og det var strenge Vagter, vi havde; navnlig var Hundevagten og Dagvagten slemme, og jeg tør sige, at der ikke var en Planke og ikke en Trevl Tøj om Bord, som var tør om Morgenen, da vi stod ind efter Land for klosrebede Merssejl og Stagfok. Jeg tænkte, at vi skulde holde lige ind mod Pieren, men den gamle kommanderede: "Ned med Roret," og nu laa vi hele Dagen ude paa den aabne Red og leverede frem og tilbage i den svære Sø; Folkene bandede, den gamle surmulede, og jeg tænkte paa den gode Fragt, og først ud paa Eftermiddagen, da Vejret havde helmet saa meget, at vi kunde stikke et Reb ud, fik vi Ordre til atter at holde ind efter. Den Sejlads stod imidlertid ikke længe paa; vi drejede igen under, den gamle beordrede Jollen sat i Søen, tog fire af de dygtigste Folk med sig i Baaden, og roede i Land, idet han gav mig Ordre til at lade Ankeret falde, hvis Strømmen satte Skuden for stærkt ned efter. "Hold skarpt Udkig efter os, naar vi kommer tilbage, Johnny" raabte han til mig, da han satte af, "jeg bringer Fragten med om Bord." Fragten med om Bord! tænkte jeg, da jeg saa Baaden danse som en Æggeskal af Sted paa Søerne. Det maa være en underlig Slags Fragt, som kan betale sig saa godt, og som man dog kan føre om Bord i en Skibsjolle! Jeg troede halvvejs at, den gamle endnu var svirende, men saa faldt der mig noget ind om en Pengeforsending i Sølv eller Guld, eller maaske Papirer, - men det opgav jeg igen, fordi jeg ikke kunde se nogen rimelig Grund til at sende saadant noget ad den usikre Søvej, - og saa slog jeg alle Tanker herpaa af Hovedet og beskæftigede mig kun med Skibet, som jeg holdt gaaende frem og tilbage med smaa Slag, da Jeg nødig vilde gaa til Ankers, medens Vind og Sø satte saa voldsomt paa Land. Lidt efter lidt faldt Skumringen paa, og jeg begyndte saa smaat at bande den gamles Sendrægtighed, medens jeg stod i det læ Fokkevant og kiggede ind mod Byen, hvor Lygterne allerede begyndte at tændes. Det var dog ingen Spøg at ro ud ved Aftentider med en aaben Baad, som maaske oven i Købet var dybt lastet, mod saadan en Sø. Heldigvis var vi næsten den eneste Sejler paa Reden for Øjeblikket, og Baaden kunde da styre efter vore Lanterner; men hvis der nu kom Tykning paa, eller hvis det blæste op igen, som det truede stærkt med, hvad vilde der saa hænde? Naa, til syvende og sidst fik jeg da Øje paa Jollen. Jeg maa tilstaa, at Folkene arbejdede flinkt. Den løb op imod Søerne ligesom en Kat ad et Tag, og saa rutschede den ned og kom op igen, som om den var af Papir. Jeg anstrængte mine Øjne for at se, om der var noget i den, men det var allerede for mørkt til at kunne skelne noget bestemt.

Ikke desto mindre syntes jeg, at den laa lige saa let paa Vandet, som da den gik ind. Saa kom den da endelig paa Siden af os. Den gamle prajede, og jeg svarede: All right. "Er Lossegrejerne klar?" raabte han op til mig, "saa fir Korntønden herned; vi har en skrøbelig Vare i Baaden, som vi ikke kan lange op." Jeg gjorde, som han sagde. Vi slog et Stik om den Tønde, vi plejede at losse Korn med, læmpede Gaflen til Skonnertsejlet ned i Læ, og ud gik Tønden og kom op igen over Rælingen, hvor jeg greb den og bragte den til Dæks. En af Folkene kom i det samme med en Lanterne, og da Lyset fra denne faldt paa Tønden, opdagede jeg en ung Lady's dødblege Ansigt, omviklet med Shawler og Tørklæder. Det gjorde et underligt Indtryk paa mig, saaledes pludselig her ude paa den vilde Sø at finde en fin lille Jomfru stoppet i en Korntønde, og bragt om Bord i en Baad, som maatte være halv fuld af Vand efter den Tur, den havde gjort. Den smukke Lady var besvimet, det var tydeligt nok at se, og for saa vidt kunde jeg jo gerne have taget hende ud af hendes Fængsel, uden at hun kunde blive generet over, at en Sømands barkede Hænder havde berørt hende; men jeg var nu en Gang bleven saa underlig stemt over denne uventede Fragt, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulde eller turde gøre. Jollen var imidlertid bleven bragt op under Hækken, og den gamle kom hen til mig. "Se, det er Fragten, Johnny, stuv den nu væk neden under; vi maa se at naa Loudon saa hurtigt som muligt, og jeg er bange for, at vi faar en ond Nat." Jeg løftede vor unge Passager forsigtig op med alt hendes Tøj, baade Shawler og Kaaber og hvad alt det nu hedder, og bar hende neden under i "Noahs Ark", som jeg fandt i fuldstændig Orden, akkurat som jeg havde forladt den om Aftenen i Lowestoft, da jeg fik en Forudfølelse af, at den snart vilde komme i Brug. Jeg spillede Kammerpige, saa godt jeg formaaede; jeg tændte Hængelampen i Loftet, gjorde Ild paa i Kaminen, og tog saa det vaade Overtøj af den unge Dame, som jeg havde lagt i Standkøjen, og som endnu var fuldstændig bevidstløs. Ved Lampens Skin kunde jeg ret se, hvor smuk hun var; men jeg vil kun daarlig kunne forklare det. Det gjorde mig saa inderlig ondt, at saadan et fint og skrøbeligt Væsen skulde være om Bord hos os i saa daarligt Vejr og uden nogen kvindelig Oppasning. Jeg kunde slet ikke faa i mit Hoved, at hun netop i denne stormfulde Aftenstund skulde sendes ud paa Reden, for at gaa Søvejen til London, da hun jo dog langt nemmere kunde være naaet dertil i en Vogn, men saa - just som jeg vilde skille hende af med det sidste Stykke Overtøj opdagede jeg noget, hvorved jeg straks begyndte at ane Sagens Sammenhæng. Den unge, blege Lady, som laa paa Standkøjen i "Noahs Ark", som var klædt paa som en Prinsesse, og som efter min Beregning knap kunde være fyldt sit attende Aar, var højt frugtsommelig. Jeg gik tilbage helt hen imod Døren, og ønskede i mit inderste Hjærte, at hun ikke maatte vaagne Op, medens jeg var her nede, og dog forekom det mig igen, at det var Synd at gaa bort fra hende; for hvorledes skulde hun finde ud af, hvor hun var, og hvorledes vilde hun i det hele taget være til Mode, naar hun vaagnede op i denne Æske, saa langt borte fra Hjemmet og fra, - Gud véd fra hvem. I det samme blev jeg prajet oppe fra Dækket ved et af den gamles stærkeste Brøl. Jeg sprang op ad Trappen i en Fart; jeg kendte nok den Maade at praje paa. Bygen, som jeg havde ventet paa i den sidste Time, var nu kommen. Jeg saa straks, at vi havde Valget mellem at drive i Land paa en Lægerval og at presse os ud i rum Sø med de Klude til, som Vinden i Grunden ikke tillod os at føre. Det kom nu an paa, om Skøder og Lig vilde holde; og vi pressede paa. Du Altforbarmende, hvor det blæste! Vi fik Bramraaen til Dæks, netop som Storstangen gik over Bord; det læmpede lidt; men alligevel slæbte vi den læ Nok paa Fokkeraaen under Vand. Hver Gang Rælingen blev tvungen under, og Vandet brød over Dækket, tænkte jeg paa den stakkels unge Lady neden under. Det var umuligt andet, end at hun maatte være vaagnet ved de svære Duvninger, og maaske havde hun endogsaa faaet Vand ned til sig. Jeg kunde imidlertid ikke forlade Dækket, førend vi havde klaret den nærmeste Pynt fra os, men lige saa snart vi var kommen om paa den anden Boug, og havde Landet et godt Stykke agter og den aabne Sø for os, gik jeg hen til Kaptajnen og spurgte ham, hvor han havde kunnet bære det over sig, at tage et stakkels Barn med sig i saadanne Omstændigheder paa en saadan Rejse. Han gjorde sig først brøsig, og svarede, at det kom ikke mig ved; Sagen var i Orden mellem Familjen og ham; den unge Miss skulde saa hurtigt som muligt til London, hvor hun skulde afleveres hos en Tante, som boede i et Hus i Grenwich nede ved Floden, og som skulde sørge for, at det hele blev holdt hemmeligt. Men jeg sagde ham igen, at det var Synd og Skam, og at han burde have nægtet at tage hende om Bord i saadan et Vejr, om saa Familjen var nederdrægtig nok til at fordre det, og om den saa havde givet ham nok saa mange Penge derfor. Og saa slog jeg paa, at hvis nu han, den gamle, selv havde haft en Datter, og hun havde gjort Dit og Dat, og Historien var faldet saadan ud, om saa han havde kunnet nænne at sende hende ud i en Storm, uden at give hende nogen Menneskesjæl med, som kunde hjælpe hende. Saa blev han mild, og saa bad han mig gaa ned og se, hvordan hun havde det, og han tilføjede, at jeg ikke behøvede at komme paa Dækket saa snart igen; han skulde nok besørge Vagten; jeg kunde bedre yde en Haandsrækning dernede, - det forstod han sig ikke paa.

Da jeg saa kom ned i Arken, var den stakkels unge Dame ganske rigtig vaagen. Hun sad paa Kanten af Køjen med Hovedet støttet i sin Haand. Den nydeligste lille Fod stak frem under kjolen, og den Del af Armen, som kom til Syne i det vide Kjoleærme, var ligesom Sneen. Hun græd ganske sagte, og Taarerne piblede frem under den Haand, hun holdt for Øjnene. Lige idet jeg aabnede Døren, krængede Skuden voldsomt over, og det stakkels Barn vilde være styrtet ud paa Gulvet, hvis jeg ikke havde grebet hende i mine Arme. Hun slog de forgrædte, men saa søde og milde Øjne op, og saa paa mig, og saa sagde hun blot disse Ord: "Francis, hvorfor har Du ladet mig være ene saa længe?" Og saa lænede hun sig tilbage, og knugede min Haand inden i sin. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulde gøre. Jeg vilde nødig sige hende, at jeg ikke var den, hun antog mig for. Hun var saa syg, hendes Puls bankede saa hurtig, og hendes Øjne vandrede ustadigt rundt omkring. Skuden slingrede, som den var besat; Luften var saa tung og kvalm der nede, og Stakkelen var saa søsyg som jeg endnu aldrig har set nogen være det. Jeg lukkede Døren op, og Jeg skaffede hende koldt Vand, men lige meget hjalp det. Aa, jeg var saa trist, og man kunde have købt mit Liv for en Farthing. Ud paa Natten begyndte hun at fantasere, og i sin Vildelse sagde hun Ting, der ikke var beregnede for en fremmeds Øre, og som jeg nok skal vide at beholde hos mig selv. Saa meget kan jeg kun sige, at mine Formodninger om, hvorledes det hele hang sammen, var rigtige nok. Der var et Øjeblik, da Stormen var paa sit højeste, og da Skuden slingrede allerværst, hvor jeg frygtede for, at det skulde komme, som jeg var i en stadig Angst for, som den unge Lady fantaserede om, og hvortil hendes Moder burde have været Vidne og ikke en raa, ubehjælpsom Sømand. Men det kom Gudskelov ikke, men om Morgenen, da Kaptajnen kom ned, efter at Stormen var stillet noget af, fandt han mig sovende med mit Hoved imod Bordkanten, og i Køjen laa den unge Lady og var død. Den gamle ruskede i mig, og jeg for op, og saa først hen til Køjen, og derpaa saa jeg Skipperen stift i Øjnene, og han blev saa bleg som den døde selv, og tumlede op paa Dækket. Jeg tog en blank Kniv, som laa i Bordskuffen, og holdt den hen foran den unge Dames Mund, men den duggede ikke. Jeg holdt min Haand paa Hjærtet og paa Pulsen, men de stod ganske stille, og maa gik jeg op paa Dækket, men først strakte jeg min Arm ud over Køjen, og svor en dyr Ed paa, at hvis nogensinde den Slyngel, som havde dette paa sin Samvittighed, kom indenfor denne Arms Længde, skulde jeg slaa ham ned som en Hund, og ikke holde op aat slaa ham ned, førend han laa lige saa stiv og kold som den stakkels unge, forladte Lady i Standkøjen i "Noah's Ark".

Den brave Sømand holdt inde her. Der var ganske stille omkring Kaminen. Selv Mr. Simson, der i Begyndelsen af Fortællingen havde siddet og smaagryntet, syntes nu ved Historiens Slutning at være bleven noget rørt indenfor den svære Vestekæde. Hvad mig angaar, da saa jeg ganske tydeligt og med smertelig Deltagelse, den stakkels unge Lady for mig. Skibets Bevægelser, Lampens Slingren, Skoddernes Knagen og Bragen, og et enkelt dybt Suk eller en sagte Stønnen fra Kahyttens modsatte Ende flettede sig ind i min bevægede Stemning, og Indtrykket af Fortællingen blev saa levende, men tillige af en saa trykkende Styrke, at jeg rejste mig fra min Stol for at søge op til Stormens befriende Susen og det salte Vands forfriskende Skumkast. Men just i det samme jeg skød Stolen til Side, faldt Mr. Simsons Glas paa Gulvet, og Mr. Simson selv der ligesom blev kvikket op ved Støjen, vendte sig mod Amerikaneren med et lakonisk:

"Hvad saa?" "Ja, hvad saa?" spurgte Mr. Smuggins med et ganske særegent Tryk paa Spørgsmaalet, der mere røbede Interesse eller Nysgerrighed, end jeg hidtil havde tiltænkt ham.

"Nuvel da," vedblev Fortælleren; "Slutningen af Historien er snart fortalt. Den gamle undgik mig saa meget som muligt, da jeg igen kom op paa Dækket, og saa snart vi fik Themsmundingen i Sigte, gik han neden under i sin egen Kahyt. Da jeg vidste, hvad han vilde foretage sig der, og da jeg kunde beregne, at det ikke vilde vare længe, inden jeg slet ingen Besked kunde faa ud af ham, fulgte jeg bagefter. Han havde lukket Døren, men jeg forlangte bestemt, at han skulde lukke op, og saa lukkede han ogsaa op. Naturligvis sad han med Flasken foran sig, men jeg lod, som om jeg hverken saa den eller det Glas, han skubbede over til mig. Jeg sagde ham kort og godt, at han for min Skyld gerne kunde drikke sig fuld, men han skulde blot først give mig bestemte Oplysninger om, hvor det var, at den ulykkelige unge Dame skulde være bragt i Land; jeg vilde da besørge det altsammen, naar Mørket faldt paa. Jeg slog maaske tillige lidt i Bordet og sagde ham et Par smaa Ubehageligheder, men saa rykkede han ogsaa ud med Sproget, og da jeg havde faaet al Ting at vide, gik jeg op igen og lod ham sidde og tylle sig. Saa løb vi op til Gravesend med Floden, og gik til Ankers dér. Og da Mørkningen faldt paa, lod jeg os slæbe videre op efter mod Grenwich, indtil jeg omtrent kunde beregne, at vi maatte være udenfor det omtalte Hus. Dér lod jeg atter Ankeret gaa i Bund og fik Jollen i Vandet, og saa gik jeg ned i "Noah's Ark", og jeg vil være en evig, om ikke det vaade stod mig i Øjnene, og mit Hjærte trak sig sammen som et Givtov, da jeg svøbte den døde ind i alt hendes Tøj og bar hende oven paa. Tørklædet, som havde været bundet om Hovedet, trak jeg næsten helt ned for Ansigtet, og til Folkene nede i Jollen sagde jeg, at den unge Miss var meget syg og slet ikke kunde støtte paa Benene. Det var de samme, som havde hentet hende i Lowestoft; de havde set, hvor daarlig hun havde været, da den gamle havde fulgt hende ned til Baaden fra Vognen, som havde holdt ude paa Pieren, og de vidste ogsaa, i hvor slet Forfatning Stakkelen var kommen om Bord. De tog meget varsomt og forsigtigt imod hende, da jeg løftede hende ud over Rælingen; jeg var i en Fart nede hos hende og holdt hende i min Arm, og jeg hørte en af Folkene sige halvhøjt for at trøste hende, at naar Ladyen kom i Land, saa blev det snart bedre. Medens vi roede ind, kom jeg til at tænke paa noget, som den stakkels Pige havde sagt mig. Hun forvekslede mig jo stadig med denne Francis, og blandt andet havde hun spurgt mig, hvor det kunde være, at jeg var hos hende paa Skibet, da hun jo dog havde faaet sendt Bud til mig, førend hun kørte af Sted, at jeg skulde møde hende hos Tanten i Grenwich. Jeg tænkte da ved mig selv, at jeg skulde holde skarpt Udkig efter Fyren, naar jeg kom hen til Huset; det var jo dog muligt at han var der og gik og snusede omkring. Jeg kunde godt tænke mig, at det var saadan en adelig Pjalt, som havde Mod nok til at forføre en Pige uden at ville gifte sig med hende, men som dog manglede Mod til at afslaa at ville møde hende endnu en Gang, og maaske den sidste. Naa, vi roede som sagt ind til det omtalte Hus. Det laa ganske for sig selv med en lille Have udenfor, der gik ned til Vandet. Der brændte et Lys i det Vindu, der var nærmest Døren. Saaledes skulde det være efter Beskrivelsen. Jeg sprang i Land med "Kaptajnens Fragt" paa Armen, og spejdede rundt omkring til alle Sider; men der var ingen Person hverken at høre eller se. Saa gik jeg da med min Byrde op imod Huset, bankede et stort og to smaa Slag paa Døren, men førend den blev aabnet, hørte jeg, at der indenfra blev hvisket: "Er det Sir Francis?" Nej, svarede jeg, og tænkte - ved mig selv at Tjenestepigen vel allerede var bestukket. Døren gik op, og der stod ganske rigtig en net lille Stuepige, som gav det uundgaaelige: "Ih, Du min Gud og Skaber!" fra sig, da hun saa en fremmed Mandsperson med den ventede Dame paa Armen. Jeg spurgte efter Mrs. den og den, og for klarede, at jeg aldeles nødvendigt maatte bære min Passager ind i Stuen, da hun var fuldstændig besvimet. Den lille Taske fik nu travlt og vimsede i Forvejen, og lukkede en Dør op til en stor Stue, hvor der brændte en Lampe med Skærm over paa et lille Bord. Ved Bordet sad en gammel Dame med Briller for Øjnene, og læste i en svær tyk Bog, som jeg nok tør bande paa var en Bibel. Lige saa snart jeg kom ind, satte jeg min Byrde fra mig i en Lænestol, og jeg kan endnu huske, hvor underligt det var for mig at se, hvorledes Byrden sank helt forover med Hovedet ned paa Brystet, saa at jeg i en Fart maatte snappe en Flig af Kaaben, og holde fast i den. Damen ved Bordet skød Bogen til Side, lettede op i Lampeskærmen, saa at jeg rigtig kunde se et gammelt, arrigt Ansigt, hvor Huden lignede Saalelæder og sad i Folder ligesom paa en Bavian. Hun smækkede sit Næb op som en Papegøje, og begyndte saa omtrent paa denne Maade: "Ja Du Skændselens og Vanartighedens Barn, Du maa vel dukke dit Hoved og slaa dit utugtige Blik ned." Men langt kom hun ikke paa denne Boug. Jeg stillede mig hurtig mellem Lænestolen og Bordet, og sagde saa til hende: "Mistress -, jeg bringer Dem herved Deres Broderdatter. Hvis den stakkels unge Miss skal dømmes af nogen, saa overlad De Vorherre det; for hun har allerede strøget sit Flag i denne Verden: og det skete i Nat om Bord hos mig, i en Storm paa Nordsøen; - og her har De Skibets Navn og Skipperens Adresse. Godnat!" Og derpaa lagde jeg Adressen paa Bordet, og gik øjeblikkelig ud af Stuen og ud af Huset, og jeg har aldrig været der siden. Da jeg gik tilbage gennem Haven, saa jeg endnu en Gang efter, om jeg ikke kunde faa Øje paa Springfyren, men der var heller ikke denne Gang nogen at se, og vente paa ham vilde jeg ikke, da jeg ikke turde lade Skibet ligge midt ude paa Floden, med en døddrukken Skipper i Kahytten og for Resten overladt til Folkenes og Flodrøvernes Forgodtbefindende. Saa sprang jeg da i Baaden igen, og vi roede tilbage ud imod Skibet. Jeg kan godt huske, at jeg var rigtig tung og trykket i mit Sind af alt dette, og derfor var det ogsaa, at vi den samme Aften fik løbet Siden ind i Jollen. Det var nemlig blevet svært mørkt, da vi roede tilbage; jeg blev gnaven og fortrædelig, da jeg ikke hurtig nok kunde finde Skibets Lanterner, og jeg raabte til Folkene, at de skulde ro væk af alle Kræfter, i Stedet for at de naturligvis i Mørket burde have roet meget smaat. Lige med et faar vi da Stævnen af en Baad, som ogsaa roede rask til, ind i vor bagbords Boug, og hvordan det nu gik eller ikke: den fremmede Jolle var den stærkeste, og vi sprang læk. Jeg vendte mig om for at skælde ud, men det fremmede Fartøj var allerede et Stykke agter ude. Saa vidt jeg kunde skønne, var det en Færgebaad, og foruden Færgefolkene syntes jeg, at jeg saa endnu en Skikkelse i Baaden. Jeg tænkte i det samme paa "Sir Francis", men - der var intet at gøre; vi var dygtig læk, og kunde knap bjærge os ind til det nærmeste Skib. Da vi atter med Hjælp herfra kom om Bord i vor egen Skude, stod jeg længe ene paa Dækket, og knyttede Næven ud imod den store By, som laa der ude i Natten, og jeg tænkte ved mig selv: Lad nu Englænderne være det helligste Folk paa Jorden, og lad Præsterne hos dem prædike som ingen andre Steder; - det hele er dog alligevel som et raaddent Æg. Saa længe man lader det være helt, saa er alt godt; men piller man blot et lille Hul et Steds, saa lugter det forbandet ilde!

Ikke sandt, Mr. Smuggins?"

Det blev imidlertid ikke Mr. Smuggins, men Mr. Simson, som tog Ordet. Denne sidste Herre havde ydet Slutningen af Amerikanerens Fortælling en stedse større og større Opmærksomhed. Hans smaa sammenknebne Øjne havde i de sidste Minutter ufravendt hvilet paa Fortællerens Ansigt, derpaa havde de pludselig vendt sig ned mod hans Støvlenæser, som om hans Tanker paa dette Sted søgte et Holdepunkt for Hukommelsen; hans Fingre puttede sig dybt ind i Vestegabet paa hver Side af hans svære Overkrop og rodede omkring der inde, som om de vilde udgrave en eller anden forgemt og glemt Genstand, og Fortælleren havde akkurat holdt inde, da Mr. Simson strakte sin højre Arm frem foran sig, trak den tilbage med en Bevægelse som ved et raskt Aaretag, og udbrød: "Det var som Fanden! Ja nu husker jeg det." Vi saa alle tre spørgende paa ham, og efter at have glattet lidt paa Haartjavserne, og taget en ordentlig Slurk af det Glas, han havde faaet i Erstatning for det sidstes Forlis, forklarede han sit Udraab paa følgende Maade.

"Ser De, mine gode Herrer, baade De, Mr. Smuggins, og de to fremmede Gentlemen! førend jeg fik Forretningen der ude i Limhouse; - ja længe før den Tid, for det er nu endda ikke saa længe siden - havde jeg en Baad paa Floden. Ja, hvad, Herregud! Noget skal man jo dog begynde med, og jeg begyndte som sculler (Færgemand). Jeg var først der nede ved Tower Hilt og ved Hermitage Steps, men saa kom jeg en Gang i Klammeri med en af Flodpolitiet, der beskyldte mig for at have taget en Mand op, som en smuk Aftenstund faldt ud fra Londonbridge. Det hed sig, at Manden var bleven kastet ud; og saa mente de, at hans Ur og en Tegnebog var bleven væk i Baaden hos mig. Men nu kan de gode Herrer da nok indse, at man ikke saadan gaar hen og varper en Mand ud fra Broen, uden at man i Forvejen letter ham for de Smaating, som han har paa sig. Altsaa kunde der jo ingen Mening være i, at jeg skulde have taget de Bagateller til mig. Det var ikke saa vel, havde jeg nær sagt. En stakkels Færgemand gør sig mange Gange Ulejlighed ved at fiske Ting op af Floden, som slet ikke har nogen Værdi, men som bare bringer ham Fortræd og Ubehageligheder. Men nok sagt; da denne Bobby ikke kunde bevise noget om mig, saa lod de mig gaa. Men da jeg dog syntes, at han skulde have lidt for sin Ulejlighed, saa gav jeg ham et lille Knubs den samme Aften, da jeg gik forbi ham i Mørke nede ved Dokkerne. Han kunde ikke se, hvem det var, og jeg fortalte det ikke til nogen, men de havde dog saadan deres Mening om den Sag, og saa blev jeg chikaneret og drillet af det Rak, indtil jeg af mig selv trak længer ned ad Floden. Paa den Maade var jeg endelig kommen ned til Blackwall, og havde taget Station ved den gamle Pier der, og den Aften, jeg vil tale om, havde jeg just hentet mit Net og min Skraber, og vilde gøre klar til at gaa op mod Broen for muligvis at bjærge et og andet, da jeg blev prajet oppe fra Pieren. Det var allerede for mørkt til at skelne noget bestemt; men jeg kunde dog se, at der stod nogen der oppe, og paa Stemmen kunde jeg høre, at det var en Gentleman - Haløj! raabte jeg. - Er det en sculler? spurgte han der Oppe. - Javel, svarede jeg. Kanske Herren vil over Vandet? - Jeg skal til Grenwich saa hurtigt som muligt. De faar en Sovereign. Skynd Dem blot! - Han var allerede halvt nede af Trinene og sprang i Baaden. Det hjalp ikke, at jeg fortalte ham, at han lige saa godt kunde give sig Tid. Om et lille Kvarter kæntrede Strømmen, og før kunde det ikke nytte.

Han hørte næsten slet ikke paa mig, men sagde bare, at jeg kunde tage en Mand til; han skulde nok betale ham. Naa, tænkte jeg; naar Du endelig vil have den Rotur, saa vær saa god! Og saa prajede jeg min gamle Kammerat Jim Billinggate til at tage med. Nettet og Skraberen lagde vi forude, og saa satte vi os paa Tofterne, og stemmede Fødderne mod Spændholdterne, og saa skar hun jo ud i Strømmen. Jeg kan huske, at vi kom lige under en stor Muddermaskine, som arbejdede ved Lanterner og Begkranse, og ved Lyset af dem saa jeg, at den Gentleman, vi roede for, var en ung Fyr med lidt Dun under Næsen, og med Ridestøvler paa Benene. Han saa bleg ud som alle af den Slags; han var helt tilstænket med Snavs fra Sporerne og langt op ad Frakken, og hver Gang Jim eller jeg saa hen paa ham, drejede han Ryggen til os, eller lod Hovedet falde forover som en kinesisk Dukke paa en Kommode. Det var dog en underlig Svend, tænkte jeg ved mig selv, og saa forsøgte jeg paa at tale til ham; men dér kom jeg ikke langt, for han svarede kun med Ja og Nej, og til sidst tav han bomstille. Jeg tænkte imidlertid paa den akkorderede Sovereign, og da jeg ikke kunde faa nogen Passiar i Gang, morede jeg mig, som jeg saa ofte har gjort, med at vurdere Fyren, som han dér sad. Jeg kan nu ikke længer huske, hvor højt jeg anslog ham, men jeg tror dog nok, at jeg ikke regnede ham blandt de laveste. Mørkt var det, og efterhaanden som vi fik Vandet med os, gjorde vi en svær Fart, saa at jeg tidt var ængstelig for, at vi skulde komme noget til. Men det gik dog godt, lige til vi kom ud for Hospitalet; saa var det, vi løb Siden ind i Jollen, som denne Gentleman her har fortalt, og da jeg vilde holde af for at se, om den fremmede Baad ikke havde taget nogen Skade, stampede den unge Fyr i Bundbrædderne, og raabte, at vi bare skulde ro væk. Naa, da vi ikke blev prajet fra Baaden, og ikke hørte noget videre Spektakel, roede vi væk, og kom snart ind under Land. Fyren lod os nu ro langsomt videre, idet han nøjagtigt undersøgte hvert Hus langs med Bredden. Da han formodentlig ikke stolede paa sine egne Glugger, spurgte han mig, om jeg ikke kunde finde et Sted, der laa ganske for sig selv, med en lille Have, som gik ned til Vandet. Det var jo nok mørkt, men nogen Lysning var der dog altid i Luften, og mine Øjne var vante til at se om Aftenen paa Floden, saa at jeg sagtens kunde hjælpe ham deri. De fleste Huse laa Side om Side; nogle enkelte laa nok for sig selv, men enten var der ingen Have til, eller ogsaa var Haven bagved, og paa den Maade fandt vi da til sidst det Hus, som han søgte. Da jeg bed nøje Mærke i det, fordi jeg tænkte, at det altid kunde være morsomt for en anden Gangs Skyld at kende lidt til det Sted, hvor en saadan Fyr vilde hen paa en saadan luskende Maade, kan jeg endnu godt erindre, hvad den fremmede Gentleman her fortalte, at hele Huset var mørkt, undtagen Vinduet nærmest ved Døren, hvor der brændte et enkelt Lys i en Stage. Der var for Resten kommet lidt mere Liv i Fyren. Han gav mig to Pund til Deling, og desuden stak han mig et Par halve Kroner i Haanden, da Baaden skurede op mod Landgangsbroen, og saa sprang han i Land, og gik op gennem Haven, efter at han først havde beordret os til foreløbig at vente paa ham; han vilde maaske gaa med tilbage, og i ethvert Tilfælde vilde han sige os Besked. Jeg havde svært Mod paa at tjene nok en Sovereign den samme Aften, og det havde Jim naturligvis ogsaa; og jeg kan godt huske, at vi tændte vore Piber, og sad og smaasnakkede om, at vi gerne vilde vente paa ham, om det saa skulde være til Daggry; og jeg tror, at vi netop var ved at drøfte, om der dog ikke skulde være et Skørt med i Spillet, da han lige med et kom ned ad Trappen igen, og vinkede ad os. Jeg satte Aaren i Bunden og bragte Baaden ind, saa tog han min Haand, som jeg rakte ham, og sprang i Baaden. Men det Haandtryk glemmer jeg ikke, og hele hans Opførsel i Baaden har jeg heller ikke glemt. Han rystede som et Espeløv, og faldt ned paa Toften ligesom en Sæk; og saa nikkede han paa saadan en underlig forstyrret Maade med Hovedet, og da jeg nu nok kunde tænke, at han havde faaet en eller anden Overhaling af den Slags, som man ikke taaler altfor mange af, saa gav jeg bare Jim et Vink om at tage fat paa Aaren, og saa roede vi ud i Strømmen igen; for jeg mente, at naar han havde siddet og sundet sig lidt, saa vilde han nok give os Besked om, hvor han vilde hen. Men vi roede og roede, og det blev snarere værre med Fyren. Han vred sine Hænder, saa at det knagede i Leddene; ikke et Ord kom der fra ham, som kunde give mig nogen Idé om, hvad der var i Vejen; men hans Ansigt var fælt at se paa, og lige paa en Gang, uden at det var muligt at stoppe ham, sprang han op paa Toften, gav et Skrig fra sig, og smed sig over Bord. Jim og jeg skoddede øjeblikkeligt Aarerne, og roede bak. Strømmen førte os den Gang lige ned paa et stort Fuldskib, en af Ostindiefarerne, som var halet ud fra Dokken og rimeligvis skulde lette om Morgenen. Den havde Baade og Pramme paa Siden, og Folkene ladede ved Lanterner. Jeg raabte straks ned til dem, og varskoede dem for en Mand over Bord, og saa roede vi til; og ligesom jeg skulde til at se mig for, fik jeg Øje paa noget sort, der kom op, just hvor en af Lanternerne skinnede i Vandet. Vi kom ned med Fart, og da det sorte laa og kæmpede, fik jeg Tid nok til at gøre mit Net klart paa Skraberen; og netop som vi passerede, hev jeg ud, og trak til, og vi havde Fyren. Saa kom der nogle af Skibets Baade til, og vi fik bragt ham om Bord, og da Stewarden saa, at det var en Gentleman, anviste han øjeblikkelig en Køje neden under, hvor vi kunde bære ham ned; og saa begyndte der straks flere Folk at gnide og rulle ham; og vi saa da ogsaa, at der kom Liv i ham. Saa gav Kaptajnen os en Dusør, og spurgte os lidt ud. Jeg sagde naturligvis kun, hvad jeg vilde; det andet ragede jo ikke Kaptajnen, - og da vi havde faaet vor Dusør, og en Skaal varm The oven i Købet, saa stak vi af igen, og lod Passageren blive om Bord paa Skibet. Hvad der saa forøvrig er blevet af ham, det maa Fanden vide; men som De ser, Gentlemen, saa er det dog et underligt Træf, at det saadan akkurat skulde være mig, som den Aften løb Siden ind i Jollen, og at det akkurat skulde være mig, som bragte Fyren hen til det Hus med det ene Lys i Vinduet ved Døren!"

Mr. Simson rejste sig op, og med nogen Vanskelighed for at finde Fodfæste slingrede han frem og tilbage i uregelmæssige Kredse omkring Kaminen. Skibet arbejdede nu saa voldsomt i Søen, at vi havde ondt ved at holde os selv fast paa Stolene, og Stolene fast ved Gulvet, og Mr. Smuggins syntes at gøre Mine til at ville forlade Kredsen, for at søge sig en roligere Ankerplads, da Mr. Simson i det samme afbrød sine Svingninger og betragtede Missionæren med et stift, prøvende Blik, der var saa vedholdende, at den hellige Mand fandt sig foranlediget til i en lidet hellig Tone at spørge, hvad Pokker han saa paa. "Ja, syntes jeg det ikke nok," vedblev den forhenværende Flodmand.

"Naar man saadan først begynder at rode rigtig op i Kramkisten, falder der altid flere bekendte ud paa en Gang. Jeg tør vædde med Dem, om hvad det skal være, Mr. Smuggins, at jeg saa Deres Ansigt om Bord paa Skibet den Aften, og at De var iblandt dem, der tumlede med Fyren, som jeg fik trukket op af Floden."

Mr. Smuggins saa lidt betuttet ud ved denne Tiltale. Han mumlede først nogle utydelige Ord om Misforstaaelse og Folks Paatrængenhed, men da han øjensynlig var bleven taget med Storm, og ikke i en Fart kunde klare for sig paa anden Maade, bøjede han sit Hoved med en værdig, ydmyg Mine, der stod i en komisk Modsætning til de Bevægelser, han maatte gøre med Benene, for at kunne balancere paa Stolen, og begyndte i en snøvlende Tone:

"Herren er stærk i de svage; og hans Naade var ogsaa den Gang over min Gerning, og han hjalp og understøttede mig, saaledes at jeg ikke blot frelste Legemet i hin Synder, men ogsaa udrev hans Aand af Djævlens Kløer. Thi dybt var hint Menneske faldet, men Oprejsningen fuldbyrdedes ogsaa, paa det at det maatte vise sig, at hvo som omvender sig og kommer til Herrens Vingaard, om det og er i den ellevte Time, hans Løn er lige saa stor og hans Fortjeneste lige saa vis som dens, der tidlig paa Dagen tages ind til Herrens Arbejde. Hint Menneske blev om Bord hos os, og gik med mig og mine andre Brødre i Kristo til Kapstaden; der blev han en Nybygger, nidkær i Herren; en ædel Vin efter at have været et Forkrænkelighedens Kar. Men ak, Djævlen er snild, og lægger lumskeligen sine Snarer. Dette Menneske, som jeg troede frelst for bestandig, blev efter nogen Tids Forløb løs og vaklende, og endelig vendte han tilbage til det store Sodoma, og førte et Liv i Synd og Vanhelligelse. Og i Sodoma, og blandt Sodomiternes Mænd og Kvinder, fandt jeg ham nu igen, og ..."

"Stop!" skreg Amerikaneren, og sprang op. "Nu har jeg ham! Jeg er vis i min Sag. De ser saa ængstelig hen til den Mand, Mr. Smuggins; det har De gjort mere end én Gang i Aften, og hvad enten De nu mener at kunne omvende ham igen og redde ham for Deres Hjord eller for Deres Jernbane, saa kan jeg sige Dem, at jeg først vil have et Tag i ham, og det et godt. Jeg har svoret derpaa; og nu skal De se." - Amerikaneren for hen over det gyngende Gulv. Missionæren bagefter, men ikke slet saa hurtigt. Min brave Ven sprang hen til Divanen, hvor Tæpperne i en Fart blev kastet til Side, og en bleg, mager Skikkelse rejste sig i Vejret. De allarmerede Opvartere viste sig fra alle Sider, og Mr. Simson og jeg saa højst forbavsede til. "Sir Francis!" raabte Amerikaneren. "Husker De ... ?" - og han bøjede sig truende hen imod ham. Skikkelsen havde forladt Divanen, og stod vaklende foran den svære Sømand. Jeg saa dennes Arm krumme sig i Luften, rede til Slag, men før Slaget faldt, hævede Gulvet sig pludseligt og foruroligende ved den ene Side; vi styrtede alle omkuld mellem hverandre; Skylightet blev slaaet ind, og Glasskaar og det klare Søvand styrtede ned til os. Lamperne slukkedes; Hvin og Skrig hørtes fra de smaa Aflukker; Døre fløj larmende op eller sloges dundrende i, og da de forskrækkede Stewarder atter fik gjort klart Skib og tændt Lys efter den voldsomme Overhaling, laa den blege Skikkelse, endnu blegere end før, blødende og bevidstløs, med et gabende Saar i Tindingen, ved Foden af en blankpoleret Konsol, hvis fremspringende, skarpe Kant havde forekommet min Ven Amerikanerens hævnende Arm.