I gamle dage, det var en gang

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Thorvald Aagaards melodi
Noder
Klik for at forstørre
Navn Thorvald Aagaards melodi
Forfatter N.F.S. Grundtvig 1834
Komponist Thorvald Aagaard
Ogg I gamle dage det var engang



Christian Barnekows melodi
Noder
Klik for at forstørre
Navn Christian Barnekows melodi
Forfatter N.F.S. Grundtvig 1834
Komponist Christian Barnekow 1875
Ogg I gamle dage det var engang



I gamle dage det var engang,
at danske folk var i kongetrang;
de gode græd, og de onde lo,
hvor ingen hegner, kun torne gro

Da kom en snekke for fulde sejl
med løvehoved og hjertespejl,
med guld og våben og stads om bord,
men ikke en sjæl ved mast og ror,

dog var der liv, for en lille dreng
alene lå i den store seng,
en neg var bundet med aks og strå,
den hviled drengen sit hoved på,

og hvor han sov både spæd og spag,
dér vajed over et kongeflag,
så liljehvidt og så rosenrødt
som kun hos Freja på kinden mødt

Hvor det i landet blev hørt og spurgt,
det tyktes alle et jærtegn stort,
de hvisked: barnet er Odins søn,
til hjælp os skikket fra ham i løn

De satte negen da på sin rod,
hvor dane-kongen han ellers stod,
så tog de store den lille op
og kønt ham satte i aksetop

Da nyt man spurgte med våbengny,
og højt det gjalded i vilden sky:
Hil dig, vor konning, bliv rund og bold!
så skjalde sjunge om Danmarks Skjold


Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.