I skoven skulle være gilde
I skoven skulle være gilde | |
---|---|
Klik for at forstørre | |
Navn | I skoven skulle være gilde |
Forfatter | Anonym |
Komponist | Anonym |
Ogg | I skoven skulle være gilde
|
I skoven skulle være gilde
alt hos den gamle ørn,
som jo så gerne ville
fornøje sine børn.
Og alle fugle sjunge
og røre deres tunge,
||: så snart som lærken gi'r signal
af næbbets futteral. :||
At byde gæster mange
den hane skulle gå,
han havde ben så lange
med krumme sporer på.
Han råbte: "Kykliky!"
tre gange i hver by,
||: at byde alle fugle små
til ørnens gilde så. :||
Den tømmermand, hr. spætte,
han skulle bygge hus,
og svalen taget tætte
med skovens grønne mos.
Og salen skulle pyntes,
hvor gildet skulle stå,
||: med røde sneglehuse
og fine bolstre blå. :||
Og ravnen skulle også
være deres præst,
hans sorte kjole viste,
at han var kaldet næst.
Han var en højlærd Mand,
klog over al forstand,
||: han holdt den bedste prædiken,
der hørtes i vort land. :||
Og stæren skulle også
være deres degn,
han kan så dejlig synge,
skønt han er meget klejn.
Hans sang den er en lyst,
han har en dejlig røst,
||: han er jo ren i mælet
og dertil let for bryst. :||
De havde og to spillemænd,
og de var meget små,
det var den lille nattergal
og så den lærke grå.
De spilled menuet,
og det gik nok så net,
||: til alle udi dansen
var bleven ganske træt. :||
Og uglen var til gilde,
hun drak sig ganske fuld,
om aftenen så silde
hun faldt i græs omkuld.
Hun råbte med stor klage:
"I alle mine dage,
||: ja alle mine dage
stor nød jeg lide må. :||
Og ørnen gik til hende
og sagde: "Hør, min ven,
når mener du, at du vel
kan komme dig igen?"
"O ve, o ve, o plage,
jeg kan det godt forstå,
||: at mine levedage,
de er nu ganske få. :||
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1929. |