Iisjomfruen

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzels Forlag Kjøbenhavn


H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/9 54-130

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Nye Eventyr og Historier II s 54 - Iisjomfruen.png

Iisjomfruen.


I.
Lille Ravn.

Lad os besøge Schweiz, lad os see os om i det herlige Bjergland, hvor Skovene voxe op ad de steile Klippevægge; lad os stige op paa de blendende Sneemarker, og igjen gaae ned i de qrønne Enge, hvor Floder og Bække bruse afsted, som vare de bange for, at de ikke tidsnok skulle naae Havet og forsvinde. Solen brænder i den dybe Dal, den brænder ogsaa oppe paa de tunge Sneemasser, saa at de i Aaringerne smelte sammen til skinnende Iisblokke og blive rullende Laviner, optaarnede Gletschere. To saadanne ligge i de brede Fjeldkløfter under „Schreckhorn” og „Wetterhorn” ved den lille Bjergby Grindelwald; mærkelige ere de at see, og derfor komme i Sommertiden mange Fremmede herhid fra alle Verdens Lande; de komme over de høie, sneebedækkede Bjerge, de komme nede fra de dybe Dale, og da maae de i flere Timer stige, og alt som de stige, sænket Dalen sig dybere, de see ned i den, som saae de fra en Luftballon. Foroven hænge tidt Skyerne som tykke, tunge Røggardiner om Bjergspidserne, medens nede i Dalen, hvor de mange brune Træhuse ligge spredte, endnu en Solstraale lyser, og løfter frem en Plet i straalende Grønt, som var den transparent. Vandet bruser, summer og suser dernede, Vandet risler og klinger foroven, det seer ud der som flagrende Sølvbaand ned over Klippen.

Paa begge Sider af Veien herop ligge Bjælkehuse, hvert Huus har sin lille Kartoffelhave, og den er en Nødvendighed, thi her inden Døre ere mange Munde, her er fuldt op af Børn, og disse kunne nok tære deres Foder; fra alle Husene mylre de frem, trænge sig om de Reisende, enten disse komme til Fods eller til Vogns; hele Børneflokken driver Handel; de Smaa falbyde og sælge nydeligt udskaarne Træhuse, som man seer dem byggede her i Bjergene. Det være nu Regnveir eller Solskin, Børnevrimlen kommer frem med sine Varer.

For nogle og tyve Aar siden stod her, en og anden Gang, men altid noget fjernet fra de andre Børn, en lille Dreng, der ogsaa vilde handle; han stod med et saa alvorligt Ansigt og med begge Hænder fast om sin Spaanæske, som vilde han dog ikke slippe den; men just denne Alvor, og at Fyren var saa lille, var Aarsag til at han netop blev bemærket, ja kaldt paa, og tidt gjorde den bedste Handel, selv vidste han ikke hvorfor. Høiere oppe paa Bjerget boede hans Morfa'er, der snittede de fine, nydelige Huse, og deroppe i Stuen stod et gammelt Skab, fuldt op af det Slags Udskæringer; der vare Nøddeknækkere, Knive, Gafler og Æsker med deiligt Løvværk og springende Gemser; der var Alt, hvad der kunde glæde Børneøine, men den Lille, Rudy blev han kaldt, saae med større Lyst og Længsel paa det gamle Gevær under Bjælken, det skulde han engang faae, havde Morfa'er sagt, men han maatte først blive stor og stærk nok til at bruge det.

Saa lille som Drengen var, blev han dog sat til at passe Gederne, og dersom Det at kunne klattre med dem var at være en god Vogter, ja saa var Rudy en god Vogter; han klattrede endogsaa lidt høiere, han holdt af at tage Fuglereder høit i Træerne, forvoven og kjæk var han, men smile saae man ham kun, naar han stod ved det brusende Vandfald, eller naar han hørte en Lavine rulle. Aldrig legede han med de andre Børn; han kom kun sammen med dem, naar hans Morfa'er sendte ham ned for at gjøre Handel, og det syntes Rudy ikke stort om, hellere gad han kravle alene om paa Bjergene, eller sidde hos Morfa'er, og høre ham fortælle om gammel Tid og om Folkefærdet nær herved i Meiringen, som han var fra; det Folkefærd havde ikke været der fra Verdens første Tid, sagde han, de vare vandrede ind; høit oppe fra Norden vare de komne, og der boede Slægten, og kaldtes „Svenske”. Det var nu en heel Klogskab at vide Det, og det vidste Rudy, men han fik endnu mere Klogskab ved anden god Omgang, og det var Husets Besætning af Dyreslægten. Der var en stor Hund, Ajola, et Arvegods efter Rudys Fader, og der var en Hankat; den især havde meget at betyde for Rudy, den havde lært ham at klattre.

„Kom med ud paa Taget!” havde Katten sagt, og det ganske tydeligt og forstaaeligt, thi naar man er Barn og endnu ikke kan tale, forstaaer man udmærket Høns og Ænder, Katte og Hunde, de tale os ligesaa forstaaeligt som Fader og Moder tale, man maa bare være rigtig lille; selv Bedstefaders Stok kan da vrinske, blive til Hest, med Hoved, Been og Hale. For nogle Børn slipper denne Forstaaen sildigere, end for andre, og om disse siger man, at de ere langt tilbage, ere grumme længe Børn. Man siger saa Meget!

„Kom med, lille Rudy, ud paa Taget!” var Noget af det Første, Katten sagde, og Rudy forstod. „Det er Altsammen Indbildninger med at falde ned; man falder ikke, naar man ikke er bange for det. Kom, sæt din ene Pote saa, din anden faa! tag for Dig med de forreste Poter! hav Øine i Hovedet, og vær smidig i Lemmerne! er der en Kløft, saa spring, og hold Dig fast, det gjør jeg!”

Nye Eventyr og Historier II s 58 - Iisjomfruen.png

Og det gjorde ogsaa Rudy; derfor sad han saa tidt paa Tagryggen hos Katten, han sad med den i Trætoppen, ja høit paa Klipperanden, hvor Katten ikke kom.

„Høiere! høiere!” sagde Træer og Buske. „Seer Du, hvor vi klavre op! hvor høit vi naae, hvor vi holde os fast, selv paa den yderste smalle Klippespids!”

Og Rudy naaede op ad Bjerget, tidt før Solen naaede derop, og der fik han sin Morgendrik, den friske, styrkende Bjergluft, den Drik, som kun Vorherre kan lave, og Menneskene læse Recepten til, og der staaer skrevet: den friske Duft af Bjergets Urter og Dalens Krusemynter og Timian. Alt hvad tungt er, suge de hængende Skyer ind i sig, og saa karter Vindene dem paa Granskovene, Duftens Aand bliver Luft, let og frisk, altid mere frisk; den var Rudys Morgendrik.

Nye Eventyr og Historier II s 59 - Iisjomfruen.png

Solstraalerne, Solens Velsignelse bringende Døttre, kyssede hans Kinder, og Svimlen stod og lurede, men turde ikke nærme sig, og Svalerne nede fra Morfa'ers Huus, der var ikke færre end syv Reder, fløi op til ham og Gederne, syngende: „Vi og I! og I og Vi!” Hilsener bragte de hjemme fra, selv fra de to Høns, de eneste Fugle i Stuen, med hvilke Rudy dog ikke indlod sig.

Hvor lille han end var, reist havde han, og ikke saa kort for saadan en lille Purk; født var han ovre i Canton Wallis og baaren herhen over Bjergene; nylig havde han til Fods besøgt det nære „Staubbach”, der som et Sølvslør bølger i Luften foran det sneebedækkede, blendende hvide Bjerg Jomfruen. Og i Grindelwald havde han været ved den store Gletscher, men det var en sørgelig Historie, der fandt hans Moder sin Død, „der har lille Rudy”, sagde Morfa'er, „faaet Barnelystigheden blæst af sig.” Da Drengen var ikke Aar endnu, loe han mere end han græd, havde Moder skrevet, men fra han sad i Iiskløften var der kommet et ganske andet Sind i ham. Morfa'er talte ellers ikke meget derom, men paa hele Bjerget vidste man Besked.

Rudys Fader havde, som vi veed, været Postkarl; den store Hund i Stuen havde altid fulgt ham paa Farten over Simplon, ned til Genfersøen. I Rhonedalen i Canton Wallis boede endnu Rudys Slægt paa Faders Side, Farbro'er var en dygtig Gemsejæger og en velbekjendt Fører; Rudy var kun eet Aar gammel, da han mistede sin Fader, og Moderen vilde nu gjerne med sit lille Barn hjem til sin Slægt i Berner-Oberland; nogle Timers Vei fra Grindelwald boede hendes Fader; han snittede i Træ og fortjente derved saa Meget, at han kunde hjelpe sig. I Juni Maaned gik hun, bærende sit lille Barn, i Selskab med to Gemsejægere, hjemveis hen over Gemmi for at naae Grindelwald. Allerede vare de komne den længste Vei, havde naaet over Høiryggen til Sneemarken, saae allerede hendes Hjemstavnsdal, med alle dens kjendte spredte Træhuse, der var endnu kun den Besværlighed at gaae over det Øverste af den ene store Gletscher. Sneen laae frisk falden og skjulte en Kløft, ikke ned just til den dybe Bund, hvor Vandet brusede, men dog dybere end Menneskehøide; den unge Kone, der bar sit Barn, gled, sank i og var borte, man hørte ikke et Skrig, ikke et Suk, men man hørte et lille Barn græde. Der gik hen mere end een Time, før hendes to Ledsagere fik fra det nærmeste Huus nedenfor bragt Touge og Stænger, hvormed de muligt kunde hjelpe, og efter stort Besvær bragtes frem af Iiskløften to Liig, som det syntes. Alle Midler bleve anvendte, og det lykkedes at kalde Barnet til Live, men ikke Moderen; og saaledes fik den gamle Morfa'er en Dattersøn i Huset istedetfor en Datter, den Lille, der loe mere end han græd, men det syntes han nu at være bleven vænnet af med, den Forandring var nok skeet med ham i Gletscherspalten, i den kolde, underlige Iisverden, hvor Sjælene af de Fordømte ere lukkede ind til Dommens Dag, som Schweizerbonden troer.

Ikke uligt et brusende Vand, iisnet og knuget til grønne Glasblokke, ligger Gletscheren, det ene store Iisstykke væltet paa det andet; i Dybden dernede bruser den rivende Strøm af smeltet Snee og Iis; dybe Huler, mægtige Kløfter løfte sig derinde, et vidunderligt Glaspalads er det, og i dette boer Iisjomfruen, Gletscher-Dronningen. Hun, den Dræbende, den Knusende, er halv et Luftens Barn, halv Flodens mægtige Herskerinde, derfor mægter hun at løfte sig, med Gemsens Flugt, op paa Sneebjergets øverste Tinde, hvor de dristigste Bjergstigere maae i Isen hugge sig Trin til Fodfæste; hun seiler paa den tynde Granqvist ned ad den rivende Flod, springer der fra Klippeblok til Klippeblok omflagret af sit lange, sneehvide Haar og sin blaagrønne Kjortel, der skinner som Vandet i de dybe Schweizersøer.

„Knuse, holde fast! min er Magten!” siger hun. „En deilig Dreng stjal man fra mig, en Dreng, jeg havde kysset, men ikke kysset til Døde. Han er igjen imellem Menneskene, han vogter Gederne paa Bjerget, kravler op ad, altid op ad, bort fra de Andre, ikke fra mig! min er han, jeg henter ham!”

Og hun bad Svimlen røgte hendes Ærende; der var ved Sommertid Iisjomfruen for lummert i det Grønne hvor Krusemynten trives; og Svimlen løftede sig og dukkede sig; der kom een, der kom tre; „Svimlen” har mange Søstre, en heel Flok; og Iisjomfruen kaarede den Stærkeste af de Mange, som raade inden Døre og uden Døre. De sidde paa Trappegelænderet og paa Taarnrækværket, de løbe som et Egern hen ad Fjeldranden, de springe udenfor, og træde Luft som Svømmeren træder Vand, og lokke deres Offer ud og ned i Afgrunden. Svimlen og Iisjomfruen, Begge gribe de efter Menneskene, som Polypen griber efter Alt, hvad der rører sig om den. Svimlen skulde gribe Rudy.

„Ja grib mig ham!” sagde Svimlen, „jeg mægter det ikke! Katten, det Skarn, har lært ham sine Konster! det Menneskebarn har en Magt for sig, der støder mig bort; jeg kan ikke naae den lille Pog, naar han hænger paa Grenen ud over Afgrunden, og jeg gad kildre ham under Fodsaalerne, eller give ham en Dukkert i Luften! jeg kan ikke!”

„Vi kunne det,” sagde Iisjomfruen, „Du eller jeg! jeg! jeg!”

„Nei, nei!” klang det til dem som var det Bjerg-Eccho af Kirkeklokkernes Klang, men det var Sang, det var Tale, det var et sammensmeltende Chor fra andre Naturaander, milde, kjærlige og gode, Solstraalernes Døttre; de leire sig hver Aften i Krands paa Bjergtinderne, udbrede deres rosenfarvede Vinger, der, alt som Solen synker, blusse rødere og rødere, de høie Alper gløde, Menneskene kalde det „Alpegløden”; naar saa Solen er nede, drage de ind i Fjeldtoppene, i den hvide Snee, sove der til Sol staaer op, da komme de atter frem. Særligt elske de Blomsterne, Sommerfuglene og Menneskene, og mellem disse havde de særligt udkaaret sig den lille Rudy.

„I fange ham ikke! I faae ham ikke!” sagde de.

„Større og stærkere har jeg fanget og faaet!” sagde Iisjomfruen.

Da sang Solens Døttre en Sang om Vandringsmanden, som Hvirvelvinden rev Kappen af og førte bort i stormende Flugt; „Hylsteret tog Vinden bort, men ikke Manden; ham kunne I Kraftens Børn gribe, men ikke holde; han er stærkere, han er aandigere, end selv vi! han stiger høiere end Solen, vor Moder! han har Trylleordet, der binder Vind og Vand, saa at de maae tjene og lyde ham. I løse den tunge, trykkende Vægt, og han løfter sig høiere.”

Saa deiligt lød det klokkeklingende Chor.

Og hver Morgen skinnede Solstraalerne ind igjennem det lille, eneste Vindue i Morfa'ers Huus, ind paa det stille Barn; Solstraalernes Døttre kyssede ham, de vilde optøe, opvarme, bringe bort engang de Iiskys, Gletschernes kongelige Mø havde givet ham, da han i sin døde Moders Skjød laae i den dybe Iiskløst, og der frelstes, som ved et Under.

II.
Reisen til det nye Hjem.

Og nu var Rudy otte Aar; hans Farbro'er i Rhonedalen, paa hiin Side Bjergene, vilde tage Drengen til sig; der kunde han bedre oplæres og komme frem; det indsaae ogsaa Morfa'er, og gav derfor Slip paa ham.

Rudy skulde afsted. Der var Flere at sige Farvel til, end Morfa'er, der var først Ajola, den gamle Hund.

Nye Eventyr og Historier II s 64 - Iisjomfruen.png

„Din Fader var Postkarl, og jeg var Posthund,” sagde Ajola. „Vi have faret op og ned, jeg kjender Hundene og Menneskene med paa den anden Side Bjergene. At tale meget var ikke min Vane, men nu da vi nok ikke have længe at tale sammen, vil jeg tale lidt mere, end ellers; jeg vil fortælle Dig en Historie, som jeg altid har gaaet og tygget paa; jeg kan ikke forstaae den, og det kan Du heller ikke, men det kan nu ogsaa være det Samme, for Det har jeg faaet ud af den, at saa ganske rigtigt er det ikke fordeelt i Verden for Hunde eller for Mennesker; ikke Alle ere skabte til at ligge paa Skjød eller søbe Melk; jeg er ikke bleven vænnet til det, men jeg har seet en Hundehvalp kjøre med i Postvogn og der have Menneskeplads; Fruen som var Herskab, eller han Herskabet til, havde Melkeflaske med, som hun gav ham af; Sukkerbrød fik han, men gad ikke engang æde det, snusede kun paa det, og saa aad hun det selv; jeg løb i Søle ved Siden af Vognen, sulten som en Hund kan være det, jeg tyggede paa mine egne Tanker, det var ikke i sin Rigtighed, — men det er der nok Meget, som ikke er! Gid Du maa komme paa Skjødet og kjøre i Karreet, men det kan man ikke selv lave sig, jeg har ikke kunnet det, hverken ved at gjøe eller gabe.”

Det var Ajolas Tale, og Rudy tog den om Halsen og kyssede den lige paa dens vaade Mund, og saa tog han Katten i sine Arme, men den vred sig ved det.

„Du bliver mig for stærk, og mod Dig vil jeg ikke bruge Kløer! kravl Du kun over Bjergene, jeg har jo lært Dig at kravle! tro aldrig, at Du falder ned, saa holder Du Dig nok!” Og saa løb Katten, for den vilde ikke lade Rudy see, at Sorgen lyste den ud af Øinene.

Hønsene løb paa Gulvet, den Ene havde mistet sin Hale; en Reisende, der vilde være Jæger, havde skudt Halen af, idet Mennesket tog Hønen for en Rovfugl.

Rudy vil over Bjergene,” sagde den ene Høne.

„Han har altid Jag," sagde den Anden, „og jeg holder ikke af at tage Afsked!” og saa trippede de af begge To.

Gederne sagde han ogsaa Levvel, og de raabte: „Med! med! mæh!” og det var saa sørgeligt.

Der var af Egnens Folk to flinke Førere, som just skulde over Bjergene, de vilde ned paa den anden Side ved Gemmi, dem fulgte Rudy med, og til Fods. Det var en streng Marsch for saadan en lille Fyr, men Kræfter havde han, og Mod, som ikke kunde blive træt.

Svalerne fløi et Stykke med: „Vi og I! og I og Vi!” sang de. Veien gik over den rivende „Lütschine”, der i mange smaa Strømninger styrter frem fra Grindelwald-Gletscherens sorte Kløft; løse Træstammer og Steenbrokker tjene her som Bro. Nu vare de ovre ved Ellekrattet og begyndte at gaae op ad Bjerget, tæt ved hvor Gletscheren havde løsnet sig fra Bjergsiden, og saa gik de ud paa Gletscheren over Iisblokke og uden omkring dem; krybe lidt, gaae lidt maatte Rudy; hans Øine straalede af bare Fornøielse, og saa traadte han, med sine jernbeslagne Bjergskoe, saa fast som skulde han sætte Mærke hvor han havde gaaet. Den sorte Jordafsats, som Fjeldstrømmen havde gydet ud over Gletscheren, gav denne et forkalket Udseende, men den blaagrønne, glasagtige Iis skinnede dog frem; de smaa Damme, inddæmmede af opskruede Iisblokke maatte man uden om, og paa denne Vandring kom man nær en stor Steen, der laae gyngende paa Randen af en Iisspalte, Stenen kom ud af Ligevægt, faldt, rullede og lod Ecchoet runge nede fra Gletscherens hule, dybe Gange.

Op ad, altid op ad gik det; Gletscheren selv strakte sig i Høiden, som en Flod af vildtoptaarnede Iismasser, klemte mellem steile Klipper. Rudy tænkte et Øieblik paa hvad der var fortalt ham, at han med sin Moder havde ligget nede i en af disse Kulde aandende Kløfter, men snart igjen vare saadanne Tanker borte, det var ham som en anden Historie af de mange, han havde hørt. En og anden Gang, naar Mændene troede at det var lidt for vanskeligt for den lille Krabat at stige, rakte de ham Haanden, men han var ikke træt, og paa Glatisen stod han fast som en Gemse. Nu kom de ind paa Klippegrund, snart mellem mosløse Stene, snart ind imellem lave Graner og igjen ud paa den grønne Græsgang, altid vexlende, altid nyt; rundt om løftede sig Sneebjerge, dem han, som hvert Barn her, kjendte Navnene paa: „Jomfruen”, „Munken” og „Eiger”. Rudy havde aldrig før været saa høit, aldrig før betraadt det udstrakte Sneehav; det laae med de ubevægelige Sneebølger, dem Vinden blæste enkelte Fnokke fra, som den blæser Skummet af Søens Vaade. Gletscher ved Gletscher holde, om man kan sige det, hinanden Haand i Haand, hver er et Glaspalads for Iisjomfruen, hvis Magt og Villie er: at fange og begrave. Solen brændte varmt, Sneen var saa blendende og som oversaaet med hvidblaae, funklende Diamantblink. Utallige Insekter, især Sommerfugle og Bier, laae i Masse døde paa Sneen, de havde vovet sig for høit, eller Vinden baaret dem til de udaandede i denne Kulde. Om Wetterhorn hang ligesom en fiinkartet sort Uldtot, en truende Sky; den sænkede sig, bugnende af hvad den gjemte i sig, en „Føhn”, voldelig i dens Magt, naar den brød løs. Indtrykket af den hele Vandring, Natteqvarteret heroppe, og Veien videre frem, de dybe Fjeldkløfter, hvor Vandet, i en tankesvimlende lang Tid, havde gjennemsavet Steenblokkene, heftede sig uforglemmelig i Rudys Erindring.

En forladt Steenbygning, paa hiin Side Sneehavet, gav Ly og Læ til at overnatte; her fandt de Trækul og Grangrene; Baalet blev snart tændt, Natteleiet lavet, saa godt man kunde det, Mændene satte sig om Ilden, røge deres Tobak og drak den varme, krydrede Drik, de selv havde lavet; Rudy fik sin Deel, og der blev talt om Alpelandets hemmelighedsfulde Væsener, om de sælsomme Kæmpeslanger i de dybe Søer, om Natfolket, Spøgelsehæren, der bar den Sovende gjennem Luften til den vidunderlige svømmende Stad Venedig; den vilde Hyrde, der drev sine sorte Faar hen over Græsgangen; havde man ikke seet disse, saa havde man dog hørt Lyden af deres Klokker, hørt Hjordens uhyggelige Brøl. Rudy lyttede med Nysgjerrighed, men uden al Frygt, den kjendte han ikke, og idet han lyttede, troede han at fornemme det spøgelseagtige, hule Brøl; ja! det blev mere og mere tydeligt, Mændene hørte det ogsaa, standsede i deres Tale, lyttede og sagde til Rudy, at han ikke maatte sove.

Det var en Føhn, der blæste, den voldsomme Stormvind, der kaster sig fra Bjergene ned i Dalen og i, sin Voldsomhed knækker Træer, som om de vare Rør, flytter Bjælkehusene fra Flodens ene Bred over til den anden, som vi flytte en Skakbrikke.

En Time var gaaet, da de sagde Rudy, at nu var det overstaaet, nu kunde han sove, og træt af Marschen sov han, som paa Lovbud.

Tidligt paa Morgenen brøde de op. Solen belyste den Dag for Rudy nye Bjerge, nye Gletschere og Sneemarker; de vare traadte ind i Canton Wallis og vare paa hiin Side den Bjergryg, man saae fra Grindelwald, men endnu langt fra det nye Hjem. Andre Bjergkløfter, andre Græsgange, Skove og Fjeldstier udfoldede sig, andre Huse, andre Mennesker viste sig, men hvilke Mennesker saae han, Vanskabninger vare de, uhyggelige, fede, hvidgule Ansigter, Halsen et tungt, hæsligt Kjød, hængende posende ud; det var Cretinere, sygeligt slæbte de sig frem, og saae med dumme Øine paa de Fremmede, som kom; Qvinderne saae meest forfærdelige ud. Var det Menneskene i det nye Hjem?

III.
Farbro'er.

I Farbro'ers Huus, hvorhen Rudy kom, saae, Gud skee Lov, Menneskene ud, som Rudy var vant til at see dem; en eneste Cretiner kun var her, en stakkels fjollet Knøs, en af disse stakkels Skabninger, der i deres Fattigdom og Forladthed, altid i Canton Wallis, gaae paa Omgang i Familier og blive et Par Maaneder i hvert Huus, stakkels Saperli var just her, da Rudy kom.

Farbro'er var en kraftig Jæger endnu, kunde dertil Bødkerhaandværket; hans Kone en lille, livlig Person med et næsten Fugleansigt, Øine som en Ørn, Halsen lang og ganske dunet.

Alt var Nyt for Rudy, Paaklædning, Skik og Brug, Sproget selv, men dette vilde Barneøret snart lære at forstaae. Velhavende saae her ud i Forhold til Hjemmet hos Morfa'er. Stuen var større, de boede i, Væggene prangede med Gemsehorn og blankpolerede Bøsser, over Døren hang Billedet af Gudsmoder; friske Alperoser og en brændende Lampe stod foran.

Farbro'er var, som sagt, en af Egnens dygtigste Gemsejægere og dertil den meest øvede og bedste Fører. Her i Huset skulde nu Rudy være Kjæledæggen, rigtignok var her allerede en saadan een, det var en gammel, blind, døv Jagthund, som ikke mere kunde gjøre Gavn, men det havde den gjort; man huskede paa Dyrets Dygtighed i tidligere Aar, og derfor hørte det nu med til Familien og skulde have sine gode Dage. Rudy klappede Hunden, men den indlod sig ikke mere med Fremmede, og det var jo endnu Rudy, men ikke længe; han slog snart Rod i Huus og Hjerte.

„Her er ikke saa slemt i Canton Wallis,” sagde Farbro'er, „Gemser have vi, de døe ikke saa snart ud, som Steenbukkene; meget bedre er her end i gammel Tid; hvormeget der end fortælles til Hæder for den, vor er dog bedre, her er kommet Hul paa Posen, kommet Lufttræk i vor indelukkede Dal. Der kommer altid noget Bedre frem, naar det gamle Aflægs falder!” sagde han, og blev Farbro'er rigtig snaksom, da fortalte han om sine Barndomsaar og det lige op i sin Faders kraftigste Tid, da Wallis var, som han kaldte det, en lukket Pose med altfor mange syge Folk, ynkelige Cretinere; „men de franske Soldater kom, de vare de rigtige Doctorer, de sloge strax Sygdommen ihjel og Personerne med. Slaae kunne Franskmændene, slaae et Slag paa mange Maader, og Pigerne kunne ogsaa slaae!” og derved nikkede Farbro'er til sin franskfødte Kone og loe. „De Franske kunne slaae i Stenene, saa de give sig! Simplon-Veien have de slaaet i Klipperne, slaaet der en Vei, saa at jeg nu kan sige til et treaars Barn, gaa Du ned i Italien, hold Dig bare til Landeveien! og Ungen finder ned i Italien, naar han holder sig til Landeveien!” og saa sang Farbro'er en fransk Vise og raabte Hurra for Napoleon Bonaparte.

Da hørte Rudy første Gang om Frankrig, om Lyon, den store Stad ved Rhonefloden, og der havde Farbro'er været.

Om ikke mange Aar skulde Rudy nok blive en flink Gemsejæger, Anlæg dertil havde han, sagde Farbro'er, og han lærte ham at holde paa en Bøsse, sigte, og skyde den af; han tog ham i Jagttiden med op i Bjergene, lod ham drikke af det varme Gemseblod, for at tage Svimlen fra Jægeren; han lærte ham at kjende Tiden, naar, paa de forskjellige Bjergsider, Lavinerne vilde rulle, ved Middagstid eller ved Aftenstid, alt som Solen virkede der med sine Straaler; han lærte ham ret at give Agt paa Gemserne og lære af dem Springet, saa at man faldt paa Benene og stod fast, og var der i Fjeldkløften ikke Støtte for Foden, faa maatte man see at støtte sig med Albuerne, klamre sig fast med Musklerne, man havde i Laar og Læg; Nakken selv kunde bide fast om nødigt var. Gemserne vare kloge, stillede deres Forpost Ud, men Jægeren maa være klogere, gaae dem af Lugtspor; narre dem kunde han, sin Kjortel og Hat hang han op paa Alpestokken, og Gemsen tog Kjolen for Manden. Denne Spas drev Farbro'er en Dag, han med Rudy var paa Jagt.

Fjeldstien var smal, ja, der var fast slet ingen, en tynd Gesims var det, tæt ved den svimlende Afgrund. Sneen der laae halv optøet, Stenen smuldrede, naar man traadte der, Farbro'er lagde sig derfor ned, saa lang han var, og krøb fremad. Hver Steen, der brækkede af, faldt, stødte mod, sprang og rullede igjen, den gjorde mange Spring fra Klippevæg mod Klippevæg, før den kom i Ro i den sorte Dybde. Et hundrede Skridt bag ved Farbro'er stod Rudy paa den yderste faste Klippeknold, og han saae i Luften komme, svævende hen over Farbro'er, en mægtig Lammegrib, der med sit Vingeslag vilde kaste den krybende Orm i Afgrunden, for at gjøre ham til Aadsel. Farbro'er havde kun Øie paa Gemsen, der med sit unge Kid var tilsyne paa hiin Side Kløften; Rudy holdt Øie med Fuglen, forstod hvad den vilde, og derfor havde han Haanden paa Bøssen for at trykke løs; da satte Gemsen i et Spring op, Farbro'er skød, og Dyret var truffet af den dræbende Kugle, men Kiddet afsted, som var det prøvet og øvet et heelt Liv i Flugt og Fare. Den uhyre Fugl tog en anden Fart, skrækket ved Knaldet; Farbro'er vidste ikke om sin Fare, hørte den først af Rudy.

Som de nu i bedste Humeur gik paa Hjemveien, og Farbro'er fløitede en Vise fra sine Drengeaar, lød med Eet en egen Lyd ikke langt borte; de saae til Siderne, de saae op ad, og der i Høiden, paa den skraanende Fjeldafsats, løftede sig Sneedækket, det bølgede, som naar Vinden farer ind under et udbredt Stykke Linned. Bølgehøiderne knækkedes, som var det Marmorplader, der brast, og løste sig i skummende, styrtende Vande, rungende som dæmpet Tordendrøn; det var en Lavine, som styrtede, ikke ned over Rudy og Farbro'er, men nær, altfor nær ved dem.

„Hold Dig fast, Rudy!” raabte han. „Fast, med alle Kræfter!”

Og Rudy greb om Træstammen tæt ved; Farbro'er klattrede over ham op i Træets Grene, og holdt sig fast, medens Lavinen rullede mange Favne borte fra dem, men Vindfanget, Stormfinnerne ud fra den, knækkede og brød rundt om Træer og Buske, som vare de kun tørre Rør, og kastede dem vidt om, Rudy laae knuget ned mod Jorden; Træstammen, han holdt sig ved, var som savet over, og Kronen kastet et langt Stykke bort; der, mellem de knækkede Grene, laae med knust Hoved Farbro'er, hans Haand var endnu varm, men Ansigtet ikke til at kjende. Rudy stod bleg og sittrende; det var den første Skræk i hans Liv, den første Rædselsstund, han kjendte.

Nye Eventyr og Historier II s 74 - Iisjomfruen.png

Med Dødsbudskab kom han, i den sildige Aften, til Hjemmet, der nu var Sorgens Hjem. Hustruen stod uden Ord, Uden Taarer, og først da Liget bragtes, kom Smerten til Udbrud. Den stakkels Cretiner krøb i sin Seng, man saae ham ikke den hele Dag, mod Aften kom han til Rudy.

„Skriv Brev for mig! Saperli kan ikke skrive! Saperli kan gaae med Brev paa Posthuset!”

„Brev fra Dig?” spurgte Rudy. „Og til hvem?”

„Til den Herre Christ!”

„Hvem mener Du dermed?”

Og den Halvfjollede, som de kaldte Cretineren, saae med et rørende Blik paa Rudy; foldede sine Hænder og sagde saa høitideligt og fromt:

Jesus Christ! Saperli vil sende ham Brev, bede ham, at Saperli maa ligge død og ikke Mand i Huset her.”

Og Rudy trykkede hans Haand. „Det Brev naaer ikke derhen! det Brev giver os ham ikke tilbage.”

Vanskeligt var det for Rudy at forklare ham Umuligheden.

„Nu er Du Husets Støtte,” sagde Pleiemoderen, og Rudy blev det.

IV.
Babette.

Hvem er den bedste Skytte i Canton Wallis? Ja, det vidste Gemserne: „Tag Dig iagt for Rudy!” kunde de sige. „Hvem er den kjønneste Skytte?” „Ja, det er Rudy!” sagde Pigerne, men de sagde ikke, „tag Dig iagt for Rudy!” det sagde ikke engang de alvorlige Mødre; thi han nikkede ligesaa venligt til dem som til de unge Piger, han var saa kjæk og glad, hans Kinder vare brune, hans Tænder friske hvide og Øinene skinnede kulsorte, en kjøn Karl var han og kun tyve Aar. Iisvandet bed ikke koldt paa ham, naar han svømmede; vende sig i Vandet som en Fisk kunde han, klattre som ingen Anden, klæbe sig fast som en Snegl til Klippevæggen, der var gode Muskler og Sener i ham; det viste han ogsaa i Springet, Katten havde først lært ham det, og Gemserne siden. Den bedste Fører at betroe sig til var Rudy, han vilde derved kunne samle sig en heel Formue; Bødkerhaandværket, som Farbro'er ogsaa havde lært ham, havde han ikke Tanke for, hans Lyst og Længsel var at skyde Gemser; det bragte ogsaa Penge ind. Rudy var et godt Parti, som man sagde, vilde han kun ikke see over sin Stand. Han var i Dandsen en Dandser, som Pigerne drømte om, og Een og Anden, vaagen, gik og tænkte paa.

„Mig har han kysset i Dandsen!” sagde Skoleholderens Anette til sin kjæreste Veninde, men det skulde hun ikke have sagt, selv til sin kjæreste Veninde. Sligt er ikke let at holde paa, det er som Sand i en hullet Pose, det løber ud; snart, hvor skikkelig og brav Rudy var, vidste man dog, at han kyssede i Dandsen, og dog havde han slet ikke kysset Den, han helst vilde have kysset.

„Luur ham!” sagde en gammel Jæger, „han har kysset Anette; han har begyndt med A og vil nok kysse hele Alphabetet igjennem.”

Et Kys i en Dands var endnu Alt, hvad der kunde føres i Sladderen om Rudy, men kysset havde han Anette, og hun var slet ikke hans Hjertes Blomst.

Nede ved Bex, mellem de store Valnøddetræer, tæt ved en lille rivende Bjergstrøm, boede den rige Møller; Vaaningshuset var en stor Bygning paa tre Stokværk med smaa Taarne, tækkede med Træspaaner og beslagne med Blikplader, som skinnede i Sol- og Maaneskin; det største Taarn havde til Fløi en skinnende Piil, der borede sig gjennem et Æble, det skulde tyde paa Tells Pileskud. Møllen tog sig velhavende og pyntelig ud, lod sig baade tegne og beskrive, men Møllerens Datter lod sig ikke tegne og beskrive, det vilde idetmindste Rudy sige, og dog stod hun tegnet af i hans Hjerte; begge hendes Øine straalede derinde, saa at der var en heel Ildebrand; den var kommen der lige med Eet, ligesom anden Ildebrand kommer, og det Underligste derved var, at Møllerens Datter, den nydelige Babette, havde ikke Tanker derom, hun og Rudy havde aldrig talt saa meget som to Ord sammen.

Mølleren var rig, den Rigdom gjorde, at Babette sad meget høit at naae op til; men Ingenting sidder saa høit, sagde Rudy til sig selv, man kan jo naae op til det; man maa klattre, og man falder ikke ned, naar man ikke troer paa det. Den Lærdom havde han hjemmefra.

Nu traf det sig, at Rudy havde Ærende i Bex, det var en heel Reise derhen, Jernbanen her var da endnu ikke bragt i Stand. Fra Rhonegletscheren, hen under Simplonbjergets Fod, mellem mange og vexlende Bjerghøider, strækker sig den brede Wallisdal med sin mægtige Flod, Rhonen, der tidt svulmer og skyller hen over Mark og Veie, ødelæggende Alt. Mellem Byerne Sion og St. Maurice gjør Dalen en Bugt, bøier sig som en Albue og bliver nedenfor Maurice saa smal, at den kun har Plads for Flodleiet og den snevre Kjørevei. Et gammelt Taarn, som Skildvagt for Canton Wallis, der her slutter, staaer paa Bjergsiden og seer hen over den murede Bro til Toldhuset paa den anden Side; der begynder Canton Vaud, og den nærmeste der ikke langt fra liggende By er Bex. Herovre, ved hvert Skridt fremad, svulmer Alt i Fylde og Frugtbarhed, man er som i en Have af Kastanietræer og Valnøddetræer; hist og her titte Cypresser og Granatblomster frem; sydligt varmt er her, som var man kommen ind i Italien. —

Rudy naaede Bex, røgtede sit Ærende, saae sig om, men ikke en Svend fra Møllen, end sige Babette, fik han at see. Det var ikke som det skulde være.

Det blev Aften, Luften var fyldt med Duft fra den vilde Timian og de blomstrende Linde; der laae ligesom et skinnende, luftblaat Slør om de skovgrønne Bjerge, der var udbredt en Stilhed, det var ikke Søvnens, ikke Dødens, nei, det var som om den hele Natur holdt sit Aandedræt tilbage, som følte den sig stillet, for at dens Billede skulde photographeres paa den blaa Himmelgrund. Hist og her mellem Træerne, hen over den grønne Mark stode Stænger, der holdt Telegraphtraaden, ført gjennem den stille Dal; op til en af disse heldede sig en Gjenstand, saa ubevægelig, at man maatte troe, det var en udgaaet Træbul, men det var Rudy, der stod her ligesaa stille som den hele Omgivelse i dette Øieblik; han sov ikke, var endnu mindre død, men ligesom der gjennem Telegraphtraaden tidt flyver store Verdensbegivenheder, Livsmomenter af Betydenhed for den Enkelte, uden at Traaden ved en Sittren eller ved en Tone tyder derpaa, saaledes gik der gjennem Rudy Tanker, mægtige, overvældende, hans Livs Lykke, hans fra nu af „stadige Tanke.” Hans Øine vare heftede paa eet Punkt mellem Løvet, et Lys i Møllerens Vaaningsstue, hvor Babette boede. Saa stille, som Rudy stod, skulde man troe, at han sigtede for at skyde en Gemse, men selv var han i dette Øieblik lig Gemsen, der i Minuter kan staae som var den meislet ud af Fjeldet, og pludselig, idet en Steen ruller, gjør sit Spring og jager afsted; og det gjorde netop Rudy; der rullede en Tanke.

„Aldrig fortabe!” sagde han. „Besøg i Møllen! God Aften til Mølleren, god Dag til Babette. Man falder ikke, naar man ikke troer det! Babette maa dog engang see mig, skal jeg være hendes Mand.”

Og Rudy loe, var ved godt Mod og gik til Møllen; han vidste, hvad han vilde, han vilde have Babette.

Floden med dens hvidgule Vand bruste afsted, Piletræer og Linde hang ud over det ilende Vand; Rudy gik ad Stien, og som der staaer i den gamle Barnesang:

„— — — til Møllerens Huus,
Men der var Ingen hjemme
Uden et lille Kattepjus!”

Stuekatten stod paa Trappen, skød Ryg og sagde: „Miau!”

men Rudy havde ikke Tanke for den Tale; han bankede paa; Ingen hørte, Ingen lukkede op. „Miau!” sagde Katten. Havde Rudy været lille, saa havde han forstaaet Dyrenes Sprog og hørt, at Katten sagde: „Her er Ingen hjemme!” nu maatte han over paa Møllen og spørge sig for; der fik han da Besked. Huusbond var paa Reise, langveis borte i den Stad Interlaken, „inter Lacus, mellem Søerne”, som Skolemesteren, Anettes Fader, i sin Lærdom havde forklaret. Der langveis borte var Mølleren, og Babette med; der var stort Skyttelaug, det begyndte imorgen den Dag og varede hele otte Dage. Schweizerne fra alle de tydske Cantoner kom der.

Stakkels Rudy, kunde man sige, det var ikke den heldigste Tid, han kom til Bex, han kunde vende om igjen, og det gjorde han, tog Veien over St. Maurice og Sion, til sin egen Dal, sine egne Bjerge, men forknyt var han ikke. Da Solen næste Morgen kom op, var hans Humeur for længe siden oppe, det havde aldrig været nede.

Babette er i Interlaken, mange Dagsreiser herfra,” sagde han til sig selv. „Det er en lang Vei derhen, vil man gaae ad den slagne Landevei, men det er ikke saa langt, stikker man over Bjergene, og det er just Veien for en Gemsejæger; den Vei har jeg gaaet før, derovre er min Hjemstavn, hvor jeg som Lille var hos Morfa'er; og Skyttelaug have de i Interlaken! der vil jeg være den Første, og det vil jeg ogsaa være hos Babette, naar jeg først har gjort Bekjendtskab.”

Med sin lette Randsel, Søndagsstadsen i den, Gevær og Jægertaske, gik Rudy op ad Bjerget, den korte Vei, der dog var temmelig lang, men Skyttelauget var jo først begyndt i Dag og varede længere end Ugen ud; i al den Tid blev, havde man sagt, Mølleren og Babette hos deres Slægtninge i Interlaken. Hen over Gemmi gik Rudy, han vilde ned ved Grindelwald.

Sund og glad skred han afsted, op ad i den friske, den lette, den styrkende Bjergluft. Dalen sank dybere, Synskredsen blev videre; her en Sneetop, der en Sneetop, og snart den skinnende hvide Alperække. Rudy kjendte hvert Sneebjerg; han styrede hen mod Schreckhorn, der løftede sin hvidpuddrede Steenfinger høit i den blaa Luft.

Han var endelig over Høideryggen. Græsgangene heldede ned mod Hjemmets Dale; Luften var let, Sindet let; Bjerg og Dal stod i Fylde med Blomster og Grønt, Hjertet var fuldt af Ungdomstankem man bliver aldrig gammel, man skal aldrig døe; leve, raade, nyde! fri som en Fugl, let som en Fugl, var han. Og Svalerne fløi forbi og sang som i Barndomstid: „Vi og I! og I og Vi!” Alt var Flugt og Glæde.

Dernede laae den fløielsgrønne Eng, bestrøet med brune Træhuse, Lütschinefloden summede og brusede. Han saae Gletscheren med dens glasgrønne Kanter i den smudsige Snee, de dybe Spalter, den øverste og nederste Gletscher saae han. Klokkerne klang fra Kirken over til ham, som vilde de ringe Velkommen i Hjemmet; hans Hjerte bankede stærkere, udvidede sig saaledes, at Babette derinde blev et Øieblik borte, saa stort blev hans Hjerte, saa fyldt af Minder.

Han gik igjen hen ad den Vei, hvor han som lille Purk havde staaet med de andre Børn ved Grøftekanten og solgt udskaarne Træhuse. Deroppe bag Granerne laae endnu Morfa'ers Huus, Fremmede boede der. Børn kom løbende paa Veien, de vilde handle, eet af dem rakte frem en Alpe- rose, Rudy tog den som et godt Tegn og tænkte paa Babette. Snart var han nede over Broen, hvor de to Lütschiner forene sig, Løvtræerne toge til; Valnøddetræerne gave Skygge. Nu saae han vaiende Flag, det hvide Kors i den røde Dug, som Schweizeren og Dansken har det; og foran ham laae Interlaken.

Det var rigtignok en Pragtby, som ingen anden, syntes Rudy. En Schweizerby i Søndagskjole; den var ikke som de andre Kjøbstæder en Hob af svære Steenhuse, tung, fremmed og fornem, nei! her saae det ud, som om Træhusene oppe fra Bjergene vare løbne ned i den grønne Dal, ved den klare, piilsnare Flod, og havde stillet sig i Række, lidt ud og ind, for at danne Gade; og den prægtigste af alle Gaderne, ja, den var rigtignok voxet op, siden Rudy, som Lille, sidst var her; den syntes at være bleven til ved at alle de nydelige Træhuse, Morfa'er havde snittet, og hvoraf Skabet hjemme var fuldt, her havde stillet sig og vare voxede op i Kraft, som de gamle, ældste Kastanietræer. Hvert Huus var et Hotel, som det kaldtes, med udskaaret Træværk om Vinduer og Altaner, fremspringende Tage, saa pyntelige og siirlige, og foran hvert Huus en heel Blomsterhave, ud til den brede, macadamiserede Landevei; langs med den, kun paa dens ene Side, stode Husene, de vilde ellers have skjult den friske grønne Eng lige ud for, hvor Køerne gik med Klokker, der klang som paa de høie Alpegræsgange. Engen var omsluttet af høie Bjerge, der lige midt for ligesom traadte tilside, saa at man ret kunde see det skinnende, sneeklædte Bjerg „Jomfruen”, det deiligst formede af alle Schweizes Bjerge.

Hvilken Mængde af pyntede Herrer og Damer fra fremmede Lande, hvilken Vrimmel af Landboere fra de forskjellige Cantoner! Skytterne bare deres Nummere til Skud i Krands om Hatten. Her var Musik og Sang, Lirekasser og Blæseinstrumenter, Raab og Støien. Huse og Broer vare pyntede med Vers og Emblemer; Flag og Faner vaiede, Bøsserne knaldede Skud paa Skud, det var den bedste Musik i Rudys Øren, han glemte i alt Dette ganske Babette, for hvis Skyld han dog var kommen her.

Skytterne trængte sig til Skiveskydning, Rudy var snart imellem dem, og den Dygtigste, den Lykkeligste; altid traf han i det midterste Sorte.

„Hvem er dog den fremmede, puur unge Jæger?” spurgte man. „Han taler det franske Sprog, som det tales i Canton Wallis! han gjør sig ogsaa ganske godt tydelig i vort Tydsk!” sagde Nogle. „Som Barn skal han have levet her i Egnen ved Grindelwald!” vidste En af dem.

Der var Liv i Krabaten, hans Øine lyste, hans Blik og Arm var sikker, derfor traf han. Lykken giver Mod, og Mod havde jo altid Rudy; snart havde han allerede her en heel Kreds af Venner om sig, han blev baade hædret og hyldet, Babette var næsten reent ude af hans Tanker. Da slog en tung Haand ham paa Skulderen, og en grov Stemme tiltalte ham i det franske Sprog.

„I er fra Canton Wallis?”

Rudy vendte sig om og saae et rødt, fornøiet Ansigt, en tyk Person, det var den rige Møller fra Bex; han skjulte, med sin brede Krop, den fine, nysselige Babette, der dog snart tittede frem med de straalende, mørke Øine. Den rige Møller tog til Indtægt, at det var en Jæger fra hans Canton, der gjorde de bedste Skud og var den Hædrede Rudy var rigtignok et Lykkens Barn; hvad han var vandret afsted efter, men nu paa Stedet næsten havde glemt, søgte ham op.

Hvor man langt fra sit Hjem træffer Folk hjemveis fra, der kjender man hinanden, der taler man til hinanden. Rudy var ved Skyttefesten den Første ved sine Skud, ligesom Mølleren hjemme i Bex var den Første ved sine Penge og sin gode Mølle; og saa trykkede de to Mænd hinanden i Hænderne, det havde de aldrig gjort før; ogsaa Babette tog Rudy saa trohjertig i Haanden, og han trykkede hendes igjen og saae paa hende, saa at hun blev ganske rød ved det.

Mølleren fortalte om den lange Vei, de havde reist herhid, de mange store Byer, de havde seet; det var en ordenlig Reise: de havde seilet paa Dampskib, kjørt med Damp og med Post.

„Jeg er gaaet den kortere Vei,” sagde Rudy. „Jeg er gaaet over Bjergene; ingen Vei er saa høi, man jo kan komme den.”

„Men ogsaa brække Halsen,” sagde Mølleren. „Og I seer just ud til, at I engang skal brække Halsen, saa forvoven som I er.”

„Man falder ikke, naar man ikke selv troer det!” sagde Rudy.

Og Møllerens Slægt i Interlaken, hos hvem Mølleren og Babette vare i Besøg, bad Rudy see lidt ind til dem, han var jo fra samme Canton som deres Slægtning. Det var et godt Tilbud for Rudy, Lykken var med ham, som den altid er med Den, der stoler paa sig selv og husker paa: „Vorherre giver os Nødderne, men han knækket dem ikke for os.”

Og Rudy sad, ligesom i Familie, hos Møllerens Slægt, og der udbragtes en Skaal for den bedste Skytte, og Babette klinkede med, og Rudy takkede for Skaalen.

Mod Aften gik de Alle den smukke Vei langs de pyntelige Hoteller under de gamle Valnøddetræer, og der var saadan en Folkemængde, en Trængsel, at Rudy maatte byde Babette Armen. Han var saa glad over, at han havde truffet Folk fra Vaud, sagde han. Vaud og Wallis vare gode Nabocantoner. Han udtalte sin Glæde saa inderlig, at Babette syntes, at hun maatte trykke ham i Haanden derfor. De gik der næsten som gamle Bekjendte, og morsom var hun, det lille, yndige Menneske; det klædte hende saa nydeligt, syntes Rudy, at udpege det Latterlige og Overdrevne i de fremmede Damers Paaklædning og Maaden de gik paa, og det var slet ikke for at gjøre Nar, thi det kunde være meget retskafne Mennesker, ja! søde og elskelige, det vidste Babette; hun havde en Gudmoder, der var en saadan meget fornem, engelsk Dame. For atten Aar siden, da Babette blev døbt, var hun i Bex; hun havde givet Babette den kostbare Naal, hun bar paa sit Bryst. To Gange havde Gudmoder skrevet Brev, og i Aar skulde de, her i Interlaken have mødt hende med hendes Døttre, der vare gamle Piger, op imod de tredive, sagde Babette, — hun var jo kun atten.

Den søde, lille Mund stod ikke stille et Øieblik, og Alt, hvad Babette sagde, klang for Rudy, som Ting af den største Vigtighed, og han fortalte igjen, hvad han havde at fortælle, fortalte, hvor tidt han havde været i Bex, hvor godt han kjendte Møllen, og hvor ofte han havde seet Babette, men hun rimeligviis aldrig havde bemærket ham, og nu sidst da han kom til Møllen, og det med mange Tanker, som han ikke kunde sige, vare hun og hendes Fader borte, langveis borte, men dog ikke længer end man nok kunde kravle over den Muur, der gjorde Veien lang.

Ja, han sagde det, og han sagde saa Meget; han sagde, hvor godt han syntes om hende — — og at det var for hendes Skyld og ikke for Skyttelauget, at han var kommen.

Babette blev ganske stille; det var næsten altfor Meget, han betroede hende at bære.

Og mens de gik, sank Solen bag den høie Fjeldvæg, „Jomfruen” stod i en Pragt og Glands, omgiven af de nære Bjerges skovgrønne Krands. De mange Mennesker stode stille og saae derhen; ogsaa Rudy og Babette saae paa al den Storhed.

„Intetsteds er deiligere end her!” sagde Babette.

„Intetsteds!” sagde Rudy og saae paa Babette.

„Imorgen maa jeg bort!” sagde han lidt efter.

„Besøg os i Bex!” hviskede Babette, „det vil fornøie min Fader.”

V.
Paa Hjemveien.

O, hvor Meget havde Rudy at bære, da han næste Dag gik hjem over de høie Bjerge! Ja, han havde tre Sølvbægere, to udmærkede Bøsser og en Kaffekande af Sølv, den kunde man bruge, naar man satte Bo; det var dog ikke det Vægtigste, noget Vægtigere, Mægtigere bar han, eller bar ham hjem over de høie Bjerge. Men Veiret var raat, graat, regnfuldt og tungt; Skyerne sænkede sig som Sørgeslør over Bjerghøiderne og indhyllede de skinnende Bjergtoppe. Fra Skovgrunden klang de sidste Øxeslag, og ned ad Bjergsiden rullede Træstammer, som Pindeværk at see fra Høiden, men nær ved masttunge Træer. Lütschinen bruste sin eensformige Accord, Vinden susede, Skyerne seilede. Tæt ved Rudy gik pludselig en ung Pige, han havde ikke bemærket hende før hun var lige tæt ved ham; ogsaa hun vilde over Fjeldet. Hendes Øine havde en Magt, man maatte see ind i dem, de vare saa sælsomt glasklare, saa dybe, bundløse.

„Har Du en Kjæreste?” spurgte Rudy; al hans Tanke var fyldt med at have en Kjæreste.

„Jeg har ingen!” sagde hun og loe, men det var, som hun talte ikke et sandt Ord. „Lad os ikke gaae en Omvei!” blev hun ved. „Vi maae mere til Venstre, det er kortere!”

Nye Eventyr og Historier II s 88 - Iisjomfruen.png

„Ja, til at falde i en Iiskløft!” sagde Rudy. „Veed Du ikke bedre Vei og vil være Fører!”

„Jeg kjender just Veien!” sagde hun, „og jeg har mine Tanker med mig. Dine ere nok nede i Dalen; heroppe skal man tænke paa Iisjomfruen, hun er ikke Menneskene god, sige Menneskene.”

„Jeg frygter hende ikke,” sagde Rudy, „hun maatte slippe mig, da jeg var Barn, jeg skal nok slippe hende, nu jeg er ældre."

Og Mørket tog til, Regnen faldt, Sneen kom, den lyste, den blendede.

„Ræk mig din Haand, saa skal jeg hjelpe Dig med at stige!” sagde Pigen, og hun rørte ham med iiskolde Fingre.

„Du hjelpe mig!” sagde Rudy. „Ikke endnu behøvede jeg Qvindehjelp for at klattre!” og han gik raskere til, bort fra hende; Sneefoget slog som et Gardin om ham, Vinden susede, og bag ved sig hørte han Pigen loe og sang; det klang saa underligt. Det var nok Troldtøi i Iisjomfruens Tjeneste; Rudy havde hørt om det, da han som Lille overnattede heroppe paa sin Vandring over Bjergene.

Sneen faldt tyndere, Skyen laae under ham; han saae tilbage, der var Ingen meer at see, men han hørte Latter og Jodlen, og ikke lød det som kom det fra et Menneske.

Da Rudy endelig naaede Bjergets øverste Deel, hvor Bjergstien gik ned mod Rhonedalen, saae han, i den klare blaa Luftstribe, i Retning mod Chamouny, to klare Stjerner, de lyste saa funklende, og han tænkte paa Babette, paa sig selv og sin Lykke, og blev varm ved Tankerne.

VI.
Besøget i Rouen.

„Herskabstøi bringer Du i Huset!” sagde den gamle Pleiemoder, og hendes sælsomme Ørneøine lynede, hun bevægede den magre Hals endnu hurtigere i sælsomme Dreininger. „Lykken er med Dig, Rudy! jeg maa kysse Dig, min søde Dreng!”

Og Rudy lod sig kysse, men det var at see paa hans Ansigt, at han fandt sig i Omstændighederne, de smaa huuslige Besværligheder. „Hvor Du er kjøn, Rudy!” sagde den gamle Kone.

„Bild mig ikke Noget ind!” sagde Rudy og loe, det fornøiede ham dog.

„Jeg siger det igjen,” sagde den gamle Kone, „Lykken er med Dig!”

„Ja, i Det troer jeg Dig!” sagde han og tænkte paa Babette.

Aldrig før havde han længtes som nu efter den dybe Dal.

„De maae være komne hjem!” sagde han til sig selv. „Det er allerede to Dage over Tiden, da de vilde komme her. Jeg maa til Bex!”

Og Rudy kom til Bex, og Møllerens vare hjemme. Godt blev han modtagen, og Hilsener fik han fra Familien i Interlaken. Babette talte ikke meget, hun var bleven saa taus, men Øinene talte, det var ogsaa aldeles Nok for Rudy. Mølleren, der ellers gjerne havde Ordet, han var vant til at man altid loe ad hans Indfald og Ordspil, han var jo den rige Møller, lod til at han heller hørte Rudy fortælle Jagteventyr, Besværligheder og Farer, som Gemsejægerne prøvede paa de høie Fjeldtinder, og hvorledes der maatte kravles hen ad de usikkre Sneegesimser, dem Vind og Veir kitte fast til Fjeldranden, kravles paa de dristige Broer, Sneefoget har kastet hen over de dybe Afgrunde. Rudy saae saa kjæk ud, hans Øine lyste, medens han fortalte om Jægerlivet, om Gemsens Klogskab og dristige Spring, om den stærke Føhn og de rullende Laviner; han mærkede godt, at ved hver ny Beskrivelse vandt han mere og mere Mølleren, og Det, der især tiltalte denne, var Beretningen om Lammegribbene og de dristige Kongeørne.

Ikke langt herfra, inde i Canton Wallis, var der en Ørnerede, ganske snildt bygget ind under den fremadludende Fjeldkant; der var en Unge deroppe, den tog man ikke! En Englænder havde for faa Dage siden budt Rudy en heel Haandfuld Guld for at skaffe ham Ungen levende, „men der er Grændse for Alt,” sagde han; „Ørneungen der er ikke til at tage, det vilde være en Galskab at indlade sig derpaa.”

Og Vinen flød og Talen flød, men Aftenen var alt for kort, syntes Rudy, og dog var det over Midnat, da han gik fra det første Besøg i Møllen.

Lysene blinkede endnu en kort Stund gjennem Vinduet og mellem de grønne Grene; ud fra den aabne Luge paa Taget kom Stuekatten og hen ad Tagrenden kom Kjøkkenkatten.

„Veed Du Nyt paa Møllen?” sagde Stuekatten. „Her er stiltiende Forlovelse i Huset! Fatter veed det ikke endnu; Rudy og Babette have hele Aftenen traadt hinanden paa Poterne under Bordet; mig traadte de to Gange, men jeg miauede dog ikke, det havde da vakt Opmærksomhed!”

Nye Eventyr og Historier II s 92 - Iisjomfruen.png

„Det vilde dog jeg have gjort!” sagde Kjøkkenkatten.

„Hvad der skikker sig i Kjøkkenet, skikker sig ikke i Stuen!” sagde Stuekatten. „Jeg gad nu bare vide, hvad Mølleren vil sige, naar han hører om Forlovelsen.”

Ja, hvad vilde Mølleren sige, det gad ogsaa Rudy nok vide, men vente længe paa at vide det kunde han ikke; og derfor ikke mange Dage efter, da Omnibussen rullede over Rhonebroen mellem Wallis og Vaud, sad Rudy i den med godt Mod, som altid, og deilige Tanker om Jaord endnu i denne Aften.

Og da saa Aftenen kom, og Omnibussen kjørte samme Vei tilbage, ja saa sad ogsaa Rudy i den, samme Vei tilbage, men i Møllen løb Stuekatten med Nyt.

„Veed Du det, Du fra Kjøkkenet! Mølleren veed nu Alting. Det var en rar Ende det tog! Rudy kom her henimod Aften, og han og Babette havde Meget at hviske og tiske om, de stode paa Gangen lige ud for Møllerens Kammer. Jeg laae ved Fødderne af dem, men de havde hverken Øine eller Tanke for mig. „„Jeg gaaer lige ind til din Fader!”” sagde Rudy, „„det er en ærlig Sag.”” „„Skal jeg følge Dig?”” sagde Babette, „„det vil give Dig Mod!”” „„Jeg har Mod nok!”” sagde Rudy, „„men er Du med, maa han see mildt, enten han vil eller ei!”” Og saa gik de ind. Rudy traadte mig voldsomt paa Halen! Rudy er uendelig keitet! jeg miauede, men hverken han eller Babette havde Øren at høre med. De aabnede Døren, gik ind begge To, jeg foran; men jeg sprang op paa en Stoleryg, jeg kunde ikke vide, hvorledes Rudy vilde sparke ud. Men Mølleren sparkede ud! det var et godt Spark! ud af Døren, op paa Bjerget til Gemserne! dem kan nu Rudy sigte paa og ikke paa vor lille Babette.”

„Men hvad blev der sagt?” spurgte Kjøkkenkatten.

„Sagt?” — „Der blev sagt Alt hvad de saaledes sige naar de gaae paa Frieri: „„Jeg holder af hende og hun holder af mig! og naar der er Melk i Bøtten til Een, saa er der ogsaa Melk i Bøtten til To!”” — „„Men hun sidder Dig for høit!”” sagde Mølleren, „„hun sidder paa Gryn, paa Guldgryn, veed Du nok! hende naaer Du ikke!”” — „„Intet sidder for høit, man kan naae det naar man vil!"” sagde Rudy; for rask paa det er han. „„Men Ørneungen kan Du dog ikke naae, sagde Du sidst! Babette sidder høiere!"” — „„Jeg tager dem begge To!”” sagde Rudy.

Nye Eventyr og Historier II s 94 - Iisjomfruen.png

„„Ja, jeg skal forære Dig hende, naar Du forærer mig den levende Ørneunge!”” sagde Mølleren og loe, saa Vandet stod ham i Ansigtet. „„Men nu skal Du have Tak for Visiten, Rudy! kom igjen imorgen, saa er der Ingen hjemme! Farvel, Rudy!”” Og Babette sagde ogsaa Farvel, saa ynkelig som en lille Kattekilling, der ikke kan see sin Moder. „„Et Ord er et Ord, en Mand en Mand!”” sagde Rudy. „„Græd ikke, Babette, jeg bringer Ørneungen!”” — „„Du brækker Halsen, haaber jeg!”” sagde Mølleren, „„og saa slippe vi for dit Løb!”” Det kalder jeg at sparke! nu er Rudy afsted, og Babette sidder og græder, men Mølleren synger Tydsk, det har han lært paa Reisen! jeg vil nu ikke sørge over det, det hjelper ikke!”

„Men det er dog altid et Udseende!” sagde Kjøkkenkatten.

VII.
Ørnereden.

Fra Fjeldstien klang Jodlen saa lystig og stærk, det tydede paa godt Humeur og freidigt Mod; det var Rudy; han gik til sin Ven Vesinand.

„Du maa hjelpe mig! vi faae Ragli med, jeg maa tage Ørneungen oppe paa Fjeldranden!”

„Vil Du ikke tage det Sorte af Maanen først, det er nok lige let!” sagde Vesinand. „Du er i godt Humeur!”

„Ja, for jeg tænker paa at holde Bryllup! Men nu, Alvor talt, Du skal vide hvorledes Sagerne staae for mig!”

Og snart vidste Vesinand og Ragli hvad det var, Rudy vilde.

„Du er en vovsom Knøs!” sagde de. „Det gaaer ikke! Du brækker Halsen!”

„Man falder ikke ned, naar man ikke troer paa det!" sagde Rudy.

Ved Midnat toge de afsted med Stænger, Stiger og Reb; Veien gik mellem Krat og Buske, hen over rullende Stene, altid op ad, op ad i den mørke Nat. Vandet brusede nede, Vandet rislede foroven, fugtige Skyer dreve i Luften. Jægerne naaede den steile Fjeldrand, mørkere blev det her, Fjeldvæggene næsten mødtes, og kun høit oppe i den smalle Spalte lysnede Luften; tæt ved, under dem, var dyb Afgrund med et brusende Vand. Stille sad de alle Tre, de vilde vente Daggry, da fløi Ørnen Ud, den maatte først skydes, før der kunde være Tanke om at faae Ungen. Rudy sad paa Hug, saa stille, som var han et Stykke af Stenen, han sad paa, Geværet havde han foran sig stillet til Skud, Øinene ufravendt den øverste Kløft, hvor ind under den fremadludende Klippe Ørnereden skjultes. De tre Jægere ventede længe.

Nu lød høit over dem en knugende, susende Lyd; der blev mørkt ved en stor, svævende Gjenstand. To Bøssepiber sigtede, idet den sorte Ørneskikkelse fløi ud af Reden; der faldt et Skud; et Øieblik bevægede sig de udbredte Vinger, og derpaa langsomt dalede Fuglen, som om den med sin Størrelse og Vingestrækning maatte fylde hele Kløften og i sit Fald rive Jægerne med. Ørnen sank i Dybet; det knagede i Trægrene og Buske, der knækkedes ved Fuglens Fald.

Og nu begyndte en Travlhed; tre af de længste Stiger bandtes sammen, de maatte naae derop; de stilledes paa det yderste sidste Fodfæste ved Afgrundsranden, men de naaede ikke derop; og glat som en Muur var Klippevæggen et langt Stykke høiere op, hvor Reden skjultes i Læ af den øverste fremspringende Klippeknold. Efter nogen Raadslagning blev man enig om, at der var Intet bedre at gjøre end ovenfra at heise ned i Kløften to sammenbundne Stiger, og da at faae disse satte i Forbindelse med de tre, der allerede nedenfra vare stillede op. Med stort Besvær fik man de to Stiger slæbt øverst op og der gjort Tougene fast; Stigerne skødes ud over den fremspringende Klippe og hang da frit svævende midt over Afgrunden; Rudy sad allerede der paa det nederste Trin. Det var en iiskold Morgen, Skytaagerne løftede sig nede fra den sorte Kløft. Rudy sad derude som en Flue sidder paa det vippende Halmstraa, en redebyggende Fugl har tabt paa Randen af den høie Fabrikskorsteen, men Fluen kan flyve, naar Straaet gaaer løst, Rudy kunde kun brække Halsen. Vinden omsusede ham, og nede i Afgrunden brusede det ilende Vand fra den optøede Gletscher, Iisjomfruens Palads.

Nu satte han Stigen i en svingende Bevægelse, som Edderkoppen, der fra sin lange, svævende Traad vil gribe fast, og da Rudy fjerde Gang rørte Spidsen af de nedenfra opstillede sammenbundne Stiger havde han Tag i dem, de bleve med sikker og kraftig Haand føiede sammen, dog altid dinglende som havde de slidte Hængsler.

Et svaiende Rør syntes de fem lange Stiger, der naaede op mod Reden, heldende sig lodret mod Klippevæggen; dog nu kom det Farligste, der skulde klattres som Katten kan klattre, men Rudy kunde det ogsaa, Katten havde lært ham det; han fornam ikke Svimlen, der traadte Luft bag ved ham, og strakte sine Polyparme ud efter ham. Nu stod han paa Stigens øverste Trin og mærkede, at endnu her naaede han ikke høit nok til at see ind i Reden, kun med Haanden kunde han naae op til den; han prøvede hvor fast de nederste tykke, i hinanden flettede Grene, der udgjorde Redens nederste Deel, sad, og da han havde sikkret sig en tyk og urokkelig Green, svang han sig fra Stigen op mod Grenen og havde nu Bryst og Hoved over Reden, men her strømmede ham imøde en qvælende Stank af Aadsler; forraadnede Lam, Gemser og Fugle laae her sønderflængede. Svimlen, der ikke mægtede at røre ham, pustede de giftige Dunster ind i hans Ansigt for at han skulde fortumles, og nede i det sorte, gabende Dyb, paa det ilende Vand, sad Iisjomfruen selv med sit lange, hvidgrønne Haar og stirrede med Dødsøine som to Bøssepiber.

„Nu fanger jeg Dig!”

I en Krog af Ørnereden saae han sidde, stor og mægtig, Ørneungen, der endnu ikke kunde flyve. Rudy heftede sine Øine paa den, holdt sig med al Kraft ved den ene Haand og kastede med den anden Haand Slyngen om den unge Ørn; fanget var den lyslevende; dens Been var i den snærende Snor, og Rudy smed Slyngen med Fuglen hen over sin Skulder, saa at Dyret hang et godt Stykke nede under ham, idet han ved et hjelpende nedhængende Toug holdt sig fast, til Fodspidsen igjen naaede den øverste Kant af Stigen.

Nye Eventyr og Historier II s 99 - Iisjomfruen.png

„Hold fast! tro ikke Du falder, saa falder Du ikke!” det var den gamle Lærdom, og den fulgte han, holdt fast, kravlede, var vis paa ikke at falde, og han faldt ikke.

Nu lød der en Jodlen, saa kraftig og glad. Rudy stod paa den faste Klippegrund med sin Ørneunge.

VIII.
Hvad Nyt Stuekatten kunde fortælle.

„Her er det Forlangte!” sagde Rudy, der traadte ind hos Mølleren i Bex og satte paa Gulvet en stor Kurv, tog saa Klædet af, og der gloede frem to gule, sortkrandsede Øine, saa gnistrende, saa vilde, ret til at brænde og bide sig fast hvor de saae; det korte, stærke Næb gabede til Bid, Halsen var rød og dunet.

„Ørneungen!” raabte Mølleren. Babette gav et Skrig og sprang til Siden, men kunde ikke faae sine Øine hverken fra Rudy eller Ørneungen.

„Du lader Dig ikke kyse!” sagde Mølleren.

„Og I holder altid Ord!” sagde Rudy, „hver har sit Kjendemærke!”

„Men hvorfor knækkede Du ikke Halsen?” spurgte Mølleren.

„For jeg holdt fast!” svarede Rudy, „og det gjør jeg endnu! jeg holder fast paa Babette!”

„See først til at Du har hende!” sagde Mølleren og loe; og det var gode Tegn, vidste Babette.

„Lad os faae Ørneungen ud af Kurven, det er farligt at see, hvorledes den gloer! hvor fik Du Tag i den?”

Og Rudy maatte fortælle, og Mølleren saae med Øine, der bleve større og større.

„Med dit Mod og din Lykke kan Du forsørge tre Koner!” sagde Mølleren.

„Tak! Tak!” raabte Rudy.

„Ja Babette har Du da ikke endnu!” sagde Mølleren og slog i Spøg den unge Alpejæger paa Skulderen.

„Veed Du Nyt paa Møllen?” sagde Stuekatten til Kjøkkenkatten. „Rudy har bragt os Ørneungen og tager Babette i Bytte. De have kysset hinanden og ladet, Faderen see derpaa! det er da saa godt som Forlovelse; den Gamle sparkede ikke ud, han trak Kløerne ind, tog sig en Middagsluur og lod de To sidde og logre; de har saa Meget at fortælle, de blive ikke færdige til Julen!”

Og de bleve heller ikke færdige til Julen. Vinden hvirvlede det brune Løv, Sneen fygede i Dalen som paa de høie Bjerge; Iisjomfruen sad i sit stolte Slot, der tog til i Vintertid; Klippevæggene stode med Iislag og favntykke, elephanttunge Iistappe der hvor i Sommeren Fjeldstrømmen lod sit Vandslør vaie; Iisguirlander af phantastiske Iiskrystaller skinnede over de sneepuddrede Graner. Iisjomfruen red paa den susende Vind hen over de dybeste Dale. Sneetæppet var lagt heelt ned til Bex, hun kunde komme der og see Rudy inden Døre, mere end han var vant til, han sad hos Babette. Til Sommer skulde Brylluppet staae; det ringede tidt for deres Øren, saa ofte talte Venner derom. Der var Solskin, den deiligste Alperose glødede, den muntre, leende Babette, deilig som Foraaret, der kom, Foraaret, der lod alle Fugle synge om Sommertid, om Bryllupsdag.

„Hvor de To kunne sidde og hænge over hinanden!” sagde Stuekatten. „Nu er jeg kjed af det Miau!”

IX.
Iisjomfruen.

Foraaret havde udfoldet sin saftiggrønne Guirlande af Valnødde- og Kastanietræer, den svulmede især fra Broen ved St. Maurice til Genfersøens Bred langs Rhonen, der med voldsom Fart jog fra sit Udspring under den grønne Gletscher, Iispaladset, hvor Iisjomfruen boer, hvor hun af den skarpe Vind lader sig bære op paa den øverste Sneemark og i det stærke Sollys strækker sig paa de fygede Bolstre; der sad hun og skuede med langsynet Blik ned i de dybe Dale, hvor Menneskene, som Myrer paa den solbeskinnede Steen, travle rørte sig.

„Aandskræfter, som Solens Børn kalde Eder!” sagde Iisjomfruen, „Kryb ere I! en rullende Sneebold, og I og Eders Huse og Byer ere masede og udviskede!” Og hun løftede sit stolte Hoved høiere og saae med dødlynende Øine vidt om og dybt ned. Men fra Dalen lød en Rullen, Sprængning af Klipper, Menneskeværk; Veie og Tunneler for Jernbaner bleve anlagte.

„De lege Muldvarp!”' sagde hun; „de grave Gange, derfor høres Lyd som Flinteskud. Flytter jeg mine Slotte, da bruser det stærkere end Tordenens Drøn.”

Fra Dalen løftede sig en Røg, den bevægede sig fremad, som et flagrende Slør, en vaiende Fjerbusk fra Locomotivet, der paa den nysaabnede Jernbane drog Banetoget, denne bugtende Slange, hvis Led er Vogn ved Vogn; piilsnar skød det frem.

„De lege Herrer dernede, Aandskræfterne!” sagde Iisjomfruen. „Naturmagternes Kræfter ere dog de raadende!” og hun loe, hun sang, og det rungede i Dalen.

Nye Eventyr og Historier II s 103 - Iisjomfruen.png

„Nu rullede der en Lavine!” sagde Menneskene dernede. Men Solens Børn sang endnu høiere om Menneske-Tanken, der raader, der spænder Havet under Aag, flytter Bjerge, fylder Dale; Mennesketanken, der er Naturkræfternes Herre. I samme Stund just kom hen over Sneemarken, hvor Iisjomfruen sad, et Selskab af Reisende; de havde bundet sig med Touge fast til hverandre, for at være som eet større Legeme paa den glatte Iisflade, ved de dybe Afgrunde.

„Kryb!” sagde hun. „I være Naturmagtens Herrer!" og hun vendte sig fra dem og saae spottende ned i den dybe Dal, hvor Jernbanetoget brusede forbi.

„Der sidde de, disse Tanker! de sidde i Kræfternes Vold! jeg seer dem hver! — Een sidder stolt som en Konge, alene! der sidde de i Klump! der sover Halvdelen! og naar Dampdragen holder stille, stige de ud, gaae deres Gang. Tankerne gaae ud i Verden!” Og hun loe.

„Der rullede igjen en Lavine!” sagde de dernede i Dalen.

„Os naaer den ikke!” sagde To paa Dampdragens Ryg, „to Sjæle og een Tanke” som det hedder. Det var Rudy og Babette; ogsaa Mølleren var med.

„Som Bagage!” sagde han. „Jeg er med som det Nødvendige!”

„Der sidde de To!” sagde Iisjomfruen. „Mangen Gemse har jeg knust, Millioner Alperoser har jeg knækket og brækket, ikke Roden blev! jeg sletter dem ud! Tankerne! Aandskræfterne!” Og hun loe.

„Nu rullede igjen en Lavine!” sagde de nede i Dalen.

X.
Gudmoder.

I Montreux, en af de nærmeste Byer, der med Clarens, Vernex og Crin danne Guirlande om Genfersøens nordøstlige Deel, boede Babettes Gudmoder, den engelske fornemme Dame med sine Døttre og en Ung Slægtning; de vare nyligt indtrufne, dog havde Mølleren allerede aflagt dem Visit, meldt Babettes Forlovelse, og fortalt om Rudy og Ørneungen, om Besøget i Interlaken, kort sagt den hele Historie, og den havde i høieste Grad fornøiet og indtaget for Rudy og for Babette, og for Mølleren med; de maatte nu endelig alle Tre komme, og derfor kom de. — Babette skulde see sin Gudmoder, Gudmoder see Babette.

Ved den lille Stad Villeneuve, for Enden af Genfersøen, laae Dampskibet, der paa en halv Times Fart naaer derfra til Vernex, lige under Montreux. Det er en af Digtere besungen Kyst; her, under Valnøddetræerne ved den dybe, blaagrønne Sø, sad Byron og skrev sine melodiske Vers om den Fangne i det skumle Klippeslot Chillon. Hist, hvor Clarens speiler sig med Grædepilene i Vandet, vandrede Rousseau, drømmende om Heloise. Rhonefloden glider frem under Savoyens høie, s1leedækkede Bjerge; her ligger ikke langt fra dens Udløb i Søen en lille Ø, ja den er saa lille, at den fra Kysten synes at være et Fartøi derude; det er en Klippegrund, som for et hundrede Aar siden en Dame lod steeninddæmme, belægge med Jord og beplante med tre Akasietræer, de overskygge nu den hele Ø. Babette var aldeles henrykt over den lille Plet, den var hende det Yndigste paa hele Seiladsen, der skulde man hen, der maatte man hen, der maatte være mageløst yndigt at være, meente hun. Men Dampskibet gik forbi og lagde an, som det skulde, ved Vernex.

Det lille Selskab vandrede herfra op mellem de hvide, solbelyste Mure, der omgive Viinhaverne foran den lille Bjergby Montreux, hvor Figentræerne skygge foran Bondens Huus, Laurbær og Cypresser groe i Haverne. Halvveis oppe laae Pensionen, hvor Gudmoder boede.

Modtagelsen var meget hjertelig. Gudmoder var en stor, venlig Kone med et rundt, smilende Ansigt; som Barn maa hun have været et sandt raphaelsk Englehoved, men nu var hun et gammelt Englehoved, som de sølvhvide Haar rigt krøllede om. Døttrene vare pyntelige, fine, lange og slanke. Den unge Fætter, der var med og ganske klædt i Hvidt fra Top til Taa, med forgyldte Haar og forgyldte Bakkenbarter, saa store, at de kunde have været fordeelte til tre Gentlemen, viste strax mod den lille Babette den allerstørste Opmærksomhed.

Rigt indbundne Bøger, Nodeblade og Tegninger laae spredte over det store Bord, Balcondøren stod aaben ud til den deilige udstrakte Sø, der var saa blank og stille, at Savoyens Bjerge, med Smaabyer, Skove og Sneetoppe, omvendt afspeilede sig.

Rudy, der ellers altid var kjæk, livsfrisk og freidig, følte sig slet ikke i sit Es, som man kalder det; han bevægede sig her, som om han gik paa Ærter hen over et glat Gulv. Hvor Tiden var seig at slide paa! den gik i Trædemølle, og nu skulde man spadsere! det gik ligesaa langsommeligt; to Skridt frem og eet tilbage kunde Rudy gjøre for at være i Trit med de Andre. Ned til Chillon, det gamle, skumle Slot paa Klippeøen, gik de for at see paa Pinselspæl og Dødsfængsler, rustne Lænker i Klippemuren, Steenbrix for de Dødsdømte, Falddøre, hvor de Ulykkelige vare styrtede ned og spiddede paa Jernpigge midt i Brændingen. Det kaldte, de en Fornøielse at see paa. Et Rettersted var det, løftet ved Byrons Sang ind i Poesiens Verden. Rudy følte saa aldeles Retterstedet; han lænede sig til Vinduets store Steenkarme og saae ned i det dybe, blaagrønne Vand, og over til den lille eensomme Ø med de tre Akasier; der ønskede han sig, fri for hele dette pluddrende Selskab; men Babette følte sig særdeles glad. Hun havde moret sig mageløst, sagde hun siden; Fætteren fandt hun var complet.

„Ja complet Gabflab!” sagde Rudy; og det var første Gang Rudy sagde Noget, der ikke behagede hende. En lille Bog havde Englænderen foræret hende til Erindring om Chillon, det var Byrons Digtning: „Fangen i Chillon”, oversat i det franske Sprog, saa at Babette kunde læse den.

„Bogen kan være god nok,” sagde Rudy, „men den fiintkæmmede Fyr, som gav Dig den, gjorde ingen Lykke hos mig.”

„Han saae ud, som en Meelsæk uden Meel!” sagde Mølleren og loe af sin Vittighed. Rudy loe med og sagde, at det var godt og rigtigt sagt.

XI.
Fætteren.

Nye Eventyr og Historier II s 108 - Iisjomfruen.png

Da Rudy et Par Dage efter kom i Besøg til Møllen, fandt han den unge Englænder der; Babette satte just for ham kogte Foreller, dem hun bestemt selv havde pyntet med Petersillen, at de kunde see stadselige ud. Det behøvedes slet ikke. Hvad vilde Englænderen her? Hvad skulde han her? Tracteres og credenses af Babette? Rudy var skinsyg, og det morede Babette; det fornøiede hende at see ham fra alle hans Hjertes Sider, de stærke og de svage. Kjærligheden var endnu en Leg, og hun legede med Rudys hele Hjerte, og dog, det maa man sige, han var hendes Lykke, hendes Livs Tanke, det Bedste og Herligste i denne Verden, men jo mørkere han saae, desmere loe hendes Øine, hun kunde gjerne have kysset den blonde Englænder med de forgyldte Bakkenbarter, dersom hun derved opnaaede, at Rudy løb rasende bort, det just viste hende, hvor høit hun var elsket af ham. Men det var ikke rigtigt, ikke klogt af lille Babette, men hun var jo kun nitten Aar. Hun tænkte ikke derover, tænkte endnu mindre paa, hvorledes hendes Adfærd kunde tydes, mere lystig og let af den unge Englænder end det just skikkede sig for Møllerens ærbare, nysforlovede Datter.

Hvor Landeveien fra Bex løber hen under den sneedækkede Klippehøide, som der i Landets Sprog kaldes Diablerets, laae Møllen ikke langt fra en rivende Bjergstrøm, der var hvidgraa, som pidsket Sæbevand; denne drev ikke Møllen; derimod en mindre Strøm, som paa den anden Side Floden styrtede ned fra Klippen og gjennem en Steensætning under Veien ved sin Kraft og Fart løftede sig og løb saa i et lukket Bjælkebassin, en bred Rende, hen over den rivende Flod, dreiede det store Møllehjul. Renden var saa righoldig paa Vand, at den strømmede over og frembød saaledes en vaad, slibrig Vei for Den, som det kunde falde ind her at naae hurtigere over til Møllen, og det Indfald havde en ung Mand, Englænderen; hvidklædt som en Møllersvend klattrede han i Aftenstunden, ledet af Lyset, der skinnede ud fra Babettes Kammer. Klattren havde han ikke lært og nær var han gaaet paa Hovedet i Strømmen, men slap med vaade Ærmer og overstænkede Buxer; dyndvaad og tilsølet kom han hen under Babettes Vinduer, hvor han klattrede op i det gamle Lindetræ og der efterlignede Uglen, anden Fugl kunde han ikke synge efter. Babette hørte det og tittede frem gjennem de tynde Gardiner, men da hun saae den hvide Mand og nok tænkte hvem det var, slog hendes lille Hjerte af Skræk, men ogsaa af Vrede. Hun slukkede i Hast Lyset, følte efter om alle Vindueskramper vare paa, og saa lod hun ham tude og hyle.

Skrækkeligt vilde det være om Rudy nu var her paa Møllen, men Rudy var ikke paa Møllen, nei, det var meget værre, han var lige der nedenfor. Der blev talt høit, vrede Ord; der vilde blive Slagsmaal, maaskee Drab.

Babette aabnede i Skræk Vinduet, raabte Rudys Navn, bad ham dog gaae, hun taalte ikke at han blev, sagde hun.

„Du taaler ikke at jeg bliver!” udbrød han, „det er altsaa en Aftale! Du venter gode Venner, bedre end jeg! skam Dig, Babette!”

„Du er afskyelig!” sagde Babette. „Jeg hader Dig!” og nu græd hun. „Gaa! gaa!”

„Det har jeg ikke fortjent!” sagde han, og han gik, hans Kinder vare som Ild, hans Hjerte var som Ild.

Babette kastede sig paa Sengen og græd.

„Saa høit som jeg elsker Dig, Rudy! og Du kan troe ilde om mig!”

Og hun var vred, meget vred, og det var godt for hende, ellers havde hun været dybt bedrøvet; nu kunde hun falde i Søvn og sove Ungdommens styrkende Søvn.

XII.
Onde Magter.

Rudy forlod Bex, gik ad Hjemveien, søgte op paa Bjergene, i den friske, afkølende Luft, hvor Sneen laae, hvor Iisjomfruen raadede. Løvtræerne stode dybt nede, som vare de kun Kartoffeltoppe, Gran og Busk bleve mindre, Alperoserne groede ved Sneen, der laae i enkelte Pletter, som Linned paa Blegen. Der stod en blaa Gentiane, han knuste den med Geværkolben

Høiere oppe viste sig to Gemser, Rudys Øine fik Glands, Tankerne ny Flugt; men han var ikke nær nok for at gjøre et sikkert Skud; høiere steg han, hvor kun et stridt Græs voxede mellem Steenblokkene; Gemserne gik roligt paa Sneemarken; ivrigt skyndte han sig; Skytaagerne sænkede sig omkring ham, og pludselig stod han foran den steile Klippevæg, Regnen begyndte at strømme ned.

Han følte en brændende Tørst, Hede i Hovedet, Kulde i sine andre Lemmer; han greb efter sin Jagtflaske, men denne var tom, han havde ikke tænkt paa den, da han stormede op i Bjergene. Aldrig havde han været syg, men nu havde han en Fornemmelse deraf; træt var han, Lyst følte han til at kaste sig ned og sove, men Alt strømmede med Vand, han søgte at tage sig sammen; underligt sittrede Gjenstandene for hans Øine, men da saae han pludselig, hvad han aldrig havde seet her før, et nyttømret lavt Huus, der heldede sig op til Klippen, og i Døren stod en ung Pige, han troede at det var Skoleholderens Anette, som han engang havde kysset i Dandsen, men det var ikke Anette, og dog havde han seet hende før, maaskee ved Grindelwald, hiin Aften han vendte hjem fra Skyttelauget i Interlaken.

„Hvor kommer Du her?” spurgte han.

„Jeg er hjemme!” sagde hun. „Jeg vogter min Hjord!”

„Din Hjord, hvor, græsser den? Her er kun Snee og Klipper!”

„Du veed god Besked!” sagde hun og loe. „Her bag ved, lidt nede, er, en deilig Græsgang! der gaae mine Geder! jeg hytter dem godt! ikke een mister jeg, hvad mit er bliver mit!”

„Du er kjæk!” sagde Rudy.

„Du ogsaa!” svarede hun.

„Har Du Melk, saa giv mig den! jeg tørster ganske ulidelig!”

„Jeg har Noget bedre end Melk!” sagde hun, „det skal Du faae! igaar kom her Reisende med deres Fører, de glemte en halv Flaske Viin, som Du nok aldrig har smagt den; de hente den ikke, jeg drikker den ikke, drik Du!”

Og hun kom frem med Vinen, heldte den i en Træskaal og gav Rudy.

„Den er god!” sagde han. „Aldrig smagte jeg saa varmende, saa ildfuld en Viin!” og hans Øine straalede, der kom et Liv, en Glød i ham, som om alle Sorger og Tryk dunstede bort; den sprudlende, friske Menneskenatur rørte sig i ham.

„Men det er jo dog Skoleholderens Anette!” udbrød han. „Giv mig et Kys!”

„Ja giv mig den smukke Ring, Du bærer paa Fingeren!”

„Min Brudering?”

„Just den!” sagde Pigen og gød Viin i Skaalen, satte den for hans Læber, og han drak. Der strømmede Livsens Glæde i hans Blod, den hele Verden var hans, syntes han, hvorfor plage sig! Alt er til for at nyde og lyksaliggjøre os! Livsens Strøm er Glædens Strøm, rives med af den, lade sig bære af den, det er Lyksalighed. Han saae paa den unge Pige, det var Anette og dog ikke Anette, endnu mindre Troldphantomet, som han havde kaldt hende, han mødte ved Grindelwald; Pigen her paa Bjerget var frisk som den nysfaldne Snee, svulmende som Alperosen og let som et Kid, dog altid skabt af Adams Ribbeen, Menneske som Rudy. Og han slyngede sine Arme om hende, saae ind i hendes forunderlige klare Øine, kun et Secund var det, og i dette, ja forklar, giv os det i Ord — var det Aandens eller Dødens Liv, der fyldte ham? Blev han løftet eller sank han ned i det dybe, dræbende Iissvælg, dybere, altid dybere? Han saae Iisvæggene som et blaagrønt Glas; Uendelige Kløfter gabede rundt om, og Vandet dryppede klingende som et Klokkespil og dertil saa perleklart, lysende i blaahvide Flammer; Iisjomfruen gav ham et Kys, der

Nye Eventyr og Historier II s 114 - Iisjomfruen.png

iisnede ham igjennem hans Ryghvirvler ind i hans Pande; han gav et Smertens Skrig, rev sig løs, tumlede og faldt, det blev Nat for hans Øine, men han aabnede dem igjen. Onde Magter havde øvet deres Spil.

Borte var Alpepigen, borte den skjulende Hytte, Vandet drev ned ad den nøgne Klippevæg, Sneen laae rundt om; Rudy rystede af Kulde, gjennemblødt til Skindet, og hans Ring var borte, Bruderingen, Babette havde givet ham. Hans Gevær laae i Sneen hos ham, han tog det, vilde skyde det af, det klikkede. Vaade Skyer laae som faste Sneemasser i Kløften, Svimlen sad der og lurede paa det kraftløse Bytte, og under hende klang det i den dybe Kløft, som om en Fjeldblok faldt, knuste og bortrev Alt, hvad der vilde standse den i Faldet.

Men i Møllen sad Babette og græd; Rudy havde i sex Dage ikke været der; han, som havde Uret, han, som burde bede hende om Tilgivelse, thi med hele sit Hjerte elskede hun ham.

XIII.
I Møllerens Huus.

„Det er et rædsomt Vrøvl med de Mennesker,” sagde Stuekatten til Kjøkkenkatten. „Nu er det igjen i Stykker med Babette og Rudy. Hun græder, og han tænker nok ikke mere paa hende.”

„Det kan jeg ikke lide,” sagde Kjøkkenkatten.

„Jeg ikke heller,” sagde Stuekatten, „men jeg vil ikke sørge over det! Babette kan jo blive Kjæreste med de røde Bakkenbarter! han har da heller ikke været her siden han vilde paa Taget.”

Onde Magter have deres Spil, udenom os og indeni os; det havde Rudy fornummet og tænkt over. Hvad var der foregaaet om ham og i ham, der høit paa Bjerget? Var det Syner eller en Feberdrøm, aldrig havde han kjendt til Feber eller Sygdom før. Et Indblik i sig selv havde han gjort, idet han dømte Babette. Han tænkte paa den vilde Jagt i sit Hjerte, den hede Føhn, som der nys brød løs. Kunde han skrifte Alt for Babette, hver en Tanke, der i Fristelsens Stund hos ham kunde blive til Gjerning. Hendes Ring havde han tabt, og just i dette Tab havde hun gjenvundet ham. Kunde hun skrifte for ham? Det var som hans Hjerte skulde gaae itu idet han tænkte paa hende; der løftede sig saa mange Erindringer; han saae hende lyslevende, leende, et overgivent Barn; mangt et kjærligt Ord, hun havde talt i sit Hjertes Fylde, fløi som et Solblink ind i hans Bryst, og snart var et heelt Solskin derinde for Babette.

Hun maatte kunne skrifte for ham, og hun skulde det.

Han kom til Møllen; det kom til Skriftemaal, det begyndte med et Kys og endte med, at Rudy var Synderen, hans store Feil var det at kunne tvivle om Babettes Troskab, det var næsten afskyeligt af ham! slig Mistro, slig Heftighed kunde føre dem Begge i Ulykke. Ja ganske vist! og derfor holdt Babette en lille Prædiken for ham; den fornøiede hende selv og den klædte hende saa yndigt, dog i Eet havde Rudy Ret, Gudmoders Slægtning var en Gabflab! hun vilde brænde den Bog, han hàvde foræret hende, og ikke eie det Mindste, der kunde huske hende paa ham.

Nye Eventyr og Historier II s 117 - Iisjomfruen.png

„Nu er det overstaaet!” sagde Stuekatten. „Rudy er her igjen, de forstaae hinanden, og det er den største Lykke, sige de.”

„Jeg hørte i Nat,” sagde Kjøkkenkatten, „Rotterne sige, den største Lykke er at æde Tællelys og at have ”fuldt op for sig af fordærvet Flesk. Hvem skal man nu troe, Rotterne eller Kjærestefolkene?”

„Ingen af dem!” sagde Stuekatten. „Det er altid det Sikkreste.”

Den største Lykke for Rudy og Babette var just i sin Opgang, den skjønneste Dag, som den kaldes, havde de ivente, Bryllupsdagen.

Men ikke i Kirken i Bex, ikke i Møllerens Huus, skulde Brylluppet staae; Gudmoder vilde, at Brylluppet feiredes hos hende og at Vielsen fandt Sted i den smukke lille Kirke i Montreux. Mølleren holdt paa, at dette Forlangende skulde opfyldes; han alene vidste hvad Gudmoder havde bestemt for de Nygifte; de fik af hende en Brudegave, der nok var en saadan lille Føielighed værd. Dagen var bestemt. Allerede Aftenen forud vilde de reise til Villeneuve, for med Skibet om Morgenen at sætte saa betids over til Montreux, at Gudmoders Døttre kunde pynte Bruden.

„Der bliver vel anden Dags Bryllup her i Huset,” sagde Stuekatten. „Ellers giver jeg ikke et Miau for det Hele.”

„Her bliver Gilde!” sagde Kjøkkenkatten, „Ænder ere slagtede, Duer qvalte, og et heelt Dyr hænger paa Væggen. Jeg faaer Tandkløe ved at see paa det! — Imorgen begynder da Reisen.”

Ja imorgen! — Denne Aften sad Rudy og Babette, som Forlovede, sidste Gang paa Møllen.

Udenfor var Alpegløden, Aftenklokken klang, Solstraalernes Døttre sang: „Det Bedste skeer!”

XIV.
Syner i Natten.

Solen var nede, Skyerne sænkede sig i Rhonedalen mellem de høie Bjerge, Vinden blæste sydfra, en Afrikas Vind, ned over de høie Alper, en Føhn, der rev Skyerne sønder, og da Vinden var faret hen blev det et Øieblik ganske stille; de sønderrevne Skyer hang i phantastiske Skikkelser mellem de skovgroede Bjerge hen over den iilsomme Rhoneflod; de hang i Skikkelser, som Urverdenens Sødyr, som Luftens svævende Ørn og som Sumpens springende Frøer; de sænkede sig ned paa den rivende Strøm, de seilede paa den og seilede dog i Luften. Strømmen førte med sig en med Rod opreven Gran, Vandet viste dreiende Hvirvler foran; det var Svimlen, mere end een, der dreiede sig i Kreds paa den frembrusende Strøm. Maanen lyste paa Bjergtoppenes Snee, paa de mørke Skove og de hvide sælsomme Skyer, Nattens Syner, Naturkræfternes Aander; Bjergbonden saae dem gjennem Ruden, de seilede dernede i Skarer foran Iisjomfruen; hun kom fra sit Gletscherslot, hun sad paa det skrøbelige Skib, en opreven Gran, Gletschervandet bar hende ned ad Strømmen til den aabne Sø.

Nye Eventyr og Historier II s 120 - Iisjomfruen.png

„Bryllupsgjæsterne komme!” susede og sang det i Luft og Vand.

Syner derude, Syner derinde. Babette drømte en underlig Drøm.

Det forekom hende, som om hun var gift med Rudy, og det allerede i mange Aar. Han var nu paa Gemsejagt, men hun var i sit Hjem, og der sad hos hende den unge Englænder med de forgyldte Bakkenbarter; hans Øine vare saa varme, hans Ord havde en Trolddoms Magt, han rakte hende Haanden, og hun maatte følge ham. De gik bort fra Hjemmet. Bestandigt nedad! — og det var for Babette som laae der en Byrde paa hendes Hjerte, den blev altid tungere, en Synd var det mod Rudy, en Synd mod Gud; — pludselig stod hun forladt, hendes Klæder vare revne itu af Tjørne, hendes Haar var graat, hun saae i Smerte op ad, og paa Fjeldranden øinede hun Rudy; — hun strakte sine Arme imod ham, men vovede ikke at kalde eller bede, og det vilde heller ikke have hjulpet, thi snart saae hun, at det ikke var ham, men kun hans Jægertrøie og Hat, der hang paa Alpestokken, som Jægerne stille hen for at skuffe Gemserne. Og i grændseløs Smerte jamrede Babette: „O, var jeg død paa min Bryllupsdag, min lykkeligste Dag! Herre, du min Gud, det havde været en Naade, en Livsens Lykke! da var det Bedste skeet, der kunde skee for mig og Rudy! Ingen veed sin Fremtid!” og i gudløs Smerte styrtede hun sig ned i den dybe Fjeldkløft. Der brast en Stræng, der klang en Sørgetone —!

Babette vaagnede op, Drømmen var endt og udslettet, men hun vidste, at hun havde drømt noget Skrækkeligt og drømt om den Unge Englænder, som hun i flere Maaneder ikke havde seet, ikke tænkt paa. Mon han var i Montreux? Skulde hun faae ham at see ved Brylluppet? Der gled en lille Skygge hen om den fine Mund. Brynene rynkede sig; men snart kom et Smiil og Blinket i Øiet, Solen skinnede saa smukt udenfor, og i Morgen var det hendes og Rudys Bryllup.

Han var allerede i Stuen, da hun kom derned, og snart gik det afsted til Villeneuve. De vare saa lykkelige de To, og Mølleren med, han loe og straalede i det deiligste Humeur; en god Fader, en ærlig Sjæl var han.

„Nu er vi Herskabet hjemme!” sagde Stuekatten.

XV.
Slutningen.

Det var endnu ikke Aften, da de tre glade Mennesker naaede Villeneuve, og holdt deres Maaltid. Mølleren satte sig i Lænestolen med sin Pibe og tog en lille Luur. De unge Brudefolk gik Arm i Arm ud af Byen, hen ad Kjøreveien under de buskbegroede Klipper, langs den blaagrønne, dybe Sø; det skumle Chillon speilede sine graae Mure og tunge Taarne i det klare Vand; den lille Ø med de tre Akasier laae endnu nærmere, den saae ud som en Bouquet paa Søen.

„Der maa være yndigt derovre!” sagde Babette; hun havde igjen den største Lyst at komme derover, og det Ønske kunde strax opfyldes: der laae en Baad ved Bredden, Snoren, som holdt den, var let at løse. Ingen saae man, der kunde spørges om Tilladelse, og saa tog man uden videre Baaden, Rudy forstod nok at roe.

Aarerne grebe som Fiskens Finner i det føielige Vand, det er saa bøieligt og dog saa stærkt, det er heelt Ryg til at bære, heelt Mund til at sluge, mildt smilende, Blødheden selv, og dog skrækindjagende og stærkt til at sønderbryde. Der stod et skummende Kjølvand efter Baaden, der i faa Minuter med de To naaede over til Øen, hvor de stege i Land. Her var ikke større Plads end til en Dands for de To.

Rudy svingede Babette to, tre Gange rundt, og saa satte de sig paa den lille Bænk, under de nedhængende Akasier, saae hinanden ind i Øinene, holdt hinanden i Hænderne, og Alt rundt om straalede i Glands af den synkende Sol. Granskovene paa Bjergene fik et rødlilla Udseende ganske som blomstrende Lyng, og hvor Træerne slap og Klippestenen traadte frem, glødede den som om Fjeldet var transparent; Skyerne paa Himlen lyste som den røde Ild, den hele Sø var som det friske, blussende Rosenblad. Alt som Skyggerne løftede sig op ad Savoyens sneedækkede Bjerge, bleve disse sortblaae, men den øverste Tinde skinnede som den røde Lava, den gjenviste et Moment fra Bjergdannelsen, da disse Masser glødende løftede sig fra Jordens Skjød og endnu ikke vare slukkede. Det var en Alpegløden, som Rudy og Babette aldrig troede at have seet Magen til. Det sneedækkede Dent du Midi havde en Glands som Fuldmaanens Skive, idet den løfter sig i Horizonten.

„Saa megen Deilighed! saa megen Lykke!” sagde de To. — „Mere har Jorden ikke at give mig!” sagde Rudy. „En Aftenstund som denne er dog et heelt Liv! hvor tidt fornam jeg min Lykke, som jeg fornemmer den nu, og tænkte, om nu Alting endte, hvor lykkeligt har jeg dog levet! hvor velsignet er denne Verden! og Dagen endte, men en ny begyndte igjen, og jeg syntes, at den var endnu smukkere! Vorherre er dog uendelig god, Babette!”

„Jeg er saa lykkelig!” sagde hun.

„Mere har Jorden ikke at give mig!” udbrød Rudy.

Og Aftenklokkerne klang fra Savoyens Bjerge, fra Schweizes Bjerge; i Guldglands løftede sig mod Vest det sortblaa Jura.

„Gud give Dig det Herligste og Bedste!” udbrød Babette.

„Det vil han!” sagde Rudy. „Imorgen har jeg det! imorgen er Du ganske min! min egen lille, yndige Kone!”

„Baaden!” raabte Babette i det Samme.

Baaden, der skulde føre dem tilbage, var gaaet løs og drev fra Øen.

„Jeg henter den!” sagde Rudy, kastede sin Kjole, rev sine Støvler af, sprang i Søen og tog raske Tag henimod Baaden.

Koldt og dybt var det klare, blaagrønne Iisvand fra Bjergets Gletscher. Rudy saae ned deri, kun et eneste Blik og det var som saae han en Guldring trille, blinke og spille, — sin tabte Brudering tænkte han paa, og Ringen blev større, videde sig ud i en funklende Kreds og i denne lyste den klare Gletscher; uendelige dybe Kløfter gabede rundt om,

Nye Eventyr og Historier II s 126 - Iisjomfruen.png

og Vandet dryppede klingende som et Klokkespil og lysende med hvidblaae Flammer; i et Nu saae han, hvad vi maae sige i lange, mange Ord. Unge Jægere og Unge Piger, Mænd og Qvinder, engang sunkne i Gletscherens Kløfter, stode her lyslevende med aabne Øine og smilende Mund, og dybt under dem lød fra begravne Byer Kirkeklokkernes Klang; Menigheden knælede under Kirkehvælvingen, Iisstykker dannede Orgelpiber, Fjeldstrømmen orglede. Iisjomfruen sad paa den klare, gjennemsigtige Bund, hun løftede sig op mod Rudy, kyssede hans Fødder, og der gik en Dødsiisnen gjennem hans Lemmer, et elektrisk Stød — Iis og Ild! man skjelner ikke derimellem ved den korte Berørelse.

„Min! min!” klang det om ham og ind i ham. „Jeg kyssede Dig, da Du var lille! kyssede Dig paa din Mund! nu kysser jeg Dig paa din Taa og paa din Hæl, min er Du heel!”

Og han var borte i det klare, blaa Vand.

Alt var stille; Kirkeklokkerne hørte op at ringe, de sidste Toner forsvandt med Glandsen paa de røde Skyer.

„Min er Du!” klang det i det Dybe; „min er Du!” klang det i det Høie, fra det Uendelige.

Deiligt at flyve fra Kjærlighed til Kjærlighed, fra Jorden ind i Himlen.

Der brast en Stræng, der klang en Sørgetone, Dødens Iiskys beseirede det Forkrænkelige; Forspillet endte for at Livs-Dramaet kunde begynde, Misklangen opløses i Harmonie.

Kaldet Du det en sørgelig Historie?

Stakkels Babette! for hende var det Angestens Stund! Baaden drev længer og længer bort. Ingen i Land vidste, at Brudeparret var paa den lille Ø. Aftenen tog til; Skyerne sænkede sig; Mørket kom. Ene, fortvivlet, jamrende stod hun der. Et Gudsveir hang over hende; Lynblink lyste over Jurabjergene, over Schweizerlandet og over Savoyen; fra alle Sider Blink paa Blink, Drøn i Drøn, de rullede i hinanden, flere Minuter langt. Lynblinkene fik snart Solens Glands, man kunde see hver enkelt Viinstok som ved Middagstid, og strax derpaa rugede igjen det sorte Mørke. Lynene dannede Sløifer, Filtringer, Zikzak, floge ned rundt om i Søen, de lyste fra alle Sider, mens Drønene voxte ved Ecchoets Bulder. Paa Land drog man Baadene op paa Strandbredden; Alt, hvad levende var, søgte Ly! — og nu strømmede Regnen ned.

„Hvor er dog Rudy og Babette i dette Guds Veir!” sagde Mølleren.

Babette sad med foldede Hænder, med Hovedet i sit Skjød, stum af Smerte, af Skrig og Jamren.

„I det dybe Vand!” sagde hun ind i sig selv. „Dybt nede, som under Gletscheren, er han!”

I hendes Tanker kom, hvad Rudy havde fortalt om sin Moders Død, om sin Frelse, da han som Liig løftedes op af Gletschernes Kløfter. „Iisjomfruen har ham igjen!”

Og der lyste et Lyn, saa blendende, som Solglands paa den hvide Snee. Babette foer i Veiret; Søen løftede sig i dette Nu, som en skinnende Gletscher, Iisjomfruen stod der, majestætisk, blaableg, skinnende, og ved hendes Fødder laae Rudys Liig. „Min!” sagde hun, og rundt om var igjen Mulm og Mørke, skyllende Vand.

„Grusomt!” jamrede Babette. „Hvorfor skulde dog han døe, idet vor Lykkes Dag kom! Gud! lys op i min Forstand! lys ind i mit Hjerte! jeg forstaaer ikke dine Veie, famler i din Almagt og Viisdom!”

Og Gud lyste ind i hendes Hjerte. Et Tankeblink, en Naadens Straale, hendes Drøm sidste Nat, lyslevende, gjennemblinkede hende; hun huskede Ordene, hun havde talt: Ønsket om det Bedste for sig og Rudy.

„Vee mig! var det Syndens Frø i mit Hjerte! var min Drøm et Fremtidsliv, hvis Stræng maatte rives over for min Frelses Skyld! Jeg Elendige!”

Jamrende sad hun i den mulmmørke Nat. I dens dybe Stilhed klang, syntes hun, endnu Rudys Ord; de sidste, han her sagde: „Mere Lykke har Jorden ikke at give mig!” De klang i Glædens Fylde, de gjentoges i Smertens Væld.




Et Par Aar ere hengaaede siden. Søen smiler, Kysterne smile; Viinranken sætter svulmende Druer; Dampskibe med vaiende Flag jage forbi, Lystbaade med deres to udspændte Seil flyve som hvide Sommerfugle hen over Vandspeilet; Jernbanen over Chillon er aabnet, den fører dybt ind i Rhonedalen. Ved hver Station udstige Fremmede, de komme med deres i Rødt indbundne Reisebog og læse sig til, hvad Mærkeligt de have at see. De besøge Chillon, de see derude i Søen den lille Ø med de tre Akasier, og læse i Bogen om Brudeparret, der i Aaret 1856 en Aftenstund seilede derover, Brudgommens Død, og: „først næste Morgen hørte man paa Kysten Brudens fortvivlede Skrig.”

Men Reisebogen melder Intet om Babettes stille Levedage hos sin Fader, ikke i Møllen, der boe nu Fremmede, men i det smukke Huus nær Banegaarden, hvor fra Vinduet hun mangen Aften endnu seer hen over Kastanietræerne til de Sneebjerge, hvor engang Rudy tumlede sig; hun seer i Aftenstunden Alpegløden, Solens Børn leire sig deroppe og gjentage Sangen om Vandringsmanden, som Hvirvelvinden afrev Kappen og førte bort; Hylsteret og ikke Manden tog den.

Der er Rosenglands paa Bjergets Snee, der er Rosenglands i hvert Hjerte, hvor Tanken er: „Gud lader det Bedste skee for os!” men det bliver os ikke altid aabenbaret, saaledes som det blev for Babette i hendes Drøm.