Spring til indhold

In Asiam profectus est

Fra Wikisource, det frie bibliotek






Hagbart Jensen var oppe til Artium i Latin skriftlig. Han sad mellem Kandidaterne i et af Universitetsrummene med Ryggen krummet og Nakket duvet over den sorte Pult, og han gumled ihærdigt paa sine Negle. Hans lyse, lurvede Pandelug rørte næsten ved Papiret foran ham; Brystet hvilte paa Hænderne, og Armene var saa lange, at Albuerne naaed udenfor Pultens Kanter.
Oppe ved Vinduet, hvor der stod et lidet sort Bord, sad en Mand med skaldet Hode, hvide Bakkenbarter og skjæv, nybarberet Mund. Han holdt sig foroverbøjet, saa Ryggen beskrev en skraa Linje, og Armene var skjult under Bordet. Øjnene syntes lukkede, og Ansigtet var ubevægeligt som hos en sovende; men af og til kom en hvid mager Haand til Syne over Bordkanten, og vendte forsigtig Bladet i en tynd Bog foran det ludende Ansigt.
Imellem Pultrækkerne, der næsten alle var optat, drev Inspektørerne frem og tilbage med tyste Miner og varsomme Skridt. De havde tætknappede Bonjourer og Briller paa Næsen. Af og til gled deres Blik blidt mønstrende hen over Kandidaternes bøjede Hoder.
Der stod et Par Trækruder aabne, men desuagtet var der lummert i Rummet, for Solen udenfor baged og stegte gjennem de tynde grønne Rullegardiner.
Lummert og stille. Nu og da var der en, som sukked, og en anden, som kremted. Ellers hørtes ingen anden Lyd end de tilknappede Herrers varsomme Skridt og de skrivende Pennes Skraben paa Papiret.
Saa var der en, som la Pennen og rejste sig. Hagbart Jensen drejed Hodet og saa en stor, høj Fyr, som bagfra ligned en trediveaarig, gaa rank og fast op til Vinduet, bukke for den skaldede Herre og aflevere sin Stil. Saa bukked han igjen og forlod Rummet.
«Det er ikke værdt at være saa vigtig, Far,» tænkte Hagbart, mens han fulgte ham med Øjnene. «Vi faar nu først se, hvad Stilen din duer til. Og at han ikke skammer sig for at klampe slig, endda saa stille som Inspektørerne gaar.» Hagbart gumled atter paa sine Negle.
Snart efter var der en til, som rejste sig, og derefter blev det ved Slag i Slag, indtil omtrent Halvdelen af Kandidaterne var gaat.
Saa blev Herren ved Vinduet afløst af en anden Herre, der ligned den første paa et Haar, med Undtagelse af, at han ikke havde skjæv Mund.
«De er ikke begyndt endnu. Er De syg?» En af Inspektørerne prikked Hagbart paa Skulderen, medens han hviskende talte til ham.
Hagbart saa op med et sendrægtigt Blik, som syntes at komme langvejs fra, og saa svarte han hviskende med søndmørsk Dialekt:
«Jeg bruger at gjøre det færdigt i Hodet først, Di.»
Inspektøren fjærned sig med Hænderne paa Ryggen og drev igjen op og ned.
«Nu sidste Gang da,» Hagbart læste Opgaven igjennem Sætning for Sætning. Saa skjød han den tilside, lukked Øjnene og oversatte Stykket efter Hukommelsen paa Latin. Et Par Ganger saa han i Opgaven for at forvisse sig om, at han husked ret. Den handled om, at Cæsar som ung havde trodset Diktatoren Sulla, der havde proskriberet ham, og uden at søge Forsoning var gaat til Asien.
Endelig tog han Papiret og begyndte at skrive langsomt med de krummede Fingre helt nede ved Pennespidsen. Da han var færdig saa han, at han var bleven den sidste.
Med let Hjærte gik han ned ad den brede Universitetstrappe. Nu var altsaa det skriftlige overstaat. Han havde sikkert klaret sig godt. Især var han tryg for Latinen. Der kunde ikke være andre Fejl end nogle Smaatterier, som ikke vejed stort. Han skulde nok faa en pen Artium og gjøre dem Glæde de gamle, skikkelige Forældrene hans, og vise dem disse koute Bygdekaksene, som hjalp ham, at de ikke havde kastet sine Penger væk til Unytte. Bondesønner naaed ofte videst frem, havde Provsten sagt, da han var borte og sa Farvel der, fordi de holdt paa Barnetroen og var nøjsomme. Ja, Barnetroen havde han Gudskelov, og være nøjsom var hans mindste Kunst. Han svinged med Armene for hvert Skridt han tog, og han keg veltilfreds ned ad sine nye Vadmelsklær, som var altfor store til hans tynde hænglede Krop, mens han i de sømbeslagne Fedtlærssko stamped sig nedover til Dampkjøkkenet, hvor han skulde spise Middag for første Gang.
«Ak ja, en Arbejder er sin Løn værd,» sukked han til sig selv, da han sad foran de rygende Ærter, hvor Flæskestykket flød paa Overfladen. Dejlig Mad, udmærket dejlig Mad, og paa Marmorborde, ægte Marmorborde. Og slig en Mængde Brød de fik paa Kjøbet, meget mere end en vandt at spise op. Men saa kunde han ta Resten med sig. Eller kanske de brugte ikke det? Han vilde passe paa, naar en var færdig og saa se, hvorledes han bar sig ad. For Skikken maatte en jo følge.
Der rejste en ung, fin Fyr sig. Nej saa min sandten! Han lod Brødet ligge. Alt det gode Brødet, et halvt Aftensmaaltid mindst. Det maa være en, som har god Raad, tænkte Hagbart. Nu faar vi se den næste.
Men den næste, som gik, lod ligeledes Brødet ligge.
Kanske de ikke havde Lov til at ta det. Saa fik han se til at tvinge det i sig, for det var da baade Synd og Skam at forære dette søkrige Dampkjøkkenet noget. Eller kanske han kunde spørge dem derhenne? Han saa prøvende bort til Marmordisken, hvor to Jomfruer i hvide Smækkeforklæder og Overtræksærmer tog imod Billetterne og udleverte Madskaalerne.
Han la Skeen fra sig og læned sig mæt tilbage paa Stolen med Langfingrene sprigende stukket indenfor Kanten af Bukselommerne, og saa flytted han de runde, lyse nysgjerrige Øjne omkring i det store Lokale.
Ligeoverfor ham ved den nærmeste Bordrække sad et Fruentimmer med Tørklæde om Hodet og ved hendes Side en liden Pige, hvis bare Ben vistes under Bordet. Pigen spildte det meste af hver Skefuld, hun førte til Munden, nedad sin Hage, som hun hver Gang tørred af paa sit lysegraa Jakkeærme. Saa tabte hun Skeen paa Gulvet. Fruentimmeret bukked sig ned og tog den op. Den lille Pige rakte famlende efter den og kom saa til at vælte Madskaalen, hvis Indhold løb hen efter Bordet og lige i Fanget paa en velklædt Mand tæt ved. Manden for op med et uvilligt Raab. Konen løfted afværgende Haanden, som var hun bange for, han vilde slaa, og sa bedende: «Hun er blind, Stakkeren,» hvorpaa hun gav sig til at made den lille Pige af sin egen Skaal. Der kom en Jomfru og tørred op. Manden gned paa sine Frakkeskjøder med Lommetørklædet og spiste saa videre uden at sige noget.
«Tænk, om det havde vært Sulla,» sa Hagbart til sig selv. «Han havde øjeblikkelig proskriberet baade Kjærringen og Ungen.» Denne Forestilling syntes ham saa morsom, at han sad og smaalo, saa det klukked i ham.
«Allerede tidlig gav Cæsar Beviser paa en stor og kraftig Sjæl,» repeterte Hagbart af Opgaven, og saa begyndte han at oversætte.
Jo, der var ingen Tvil, Stilen var god. Kanske var der saa godt som ingen Fejl — kanske aldeles ingen. Hagbart Jensen havde ingen Fejl. Han fik præceteris. Jo jo! Det skulde bli Grejer det.
Pludselig kom der en Rykning gjennem Brystet og Ryggen. Albuernes spidse Vinkler sprat lidt i Vejret, og den kjødfulde Mund klemtes sammen, saa den hvidned. Som i et Syn havde det staat for ham, at han om Cæsar havde skrevet: in Asia profectus est — istedetfor in Asiam.
Han blev siddende aldeles ubevægelig omtrent et Minut, saa rejste han sig, tog sin Hat og gik.
Uden Sans for nogen eller noget seg han gjennem Gaderne. Han svinged ikke mere med Armene, og de sømbeslagne Sko smald ikke mod Stenene som før. Nakken var dukket og Kinderne slappe og smale.
Da han var kommen op paa sin Hybel i Briskeby, satte han sig ned paa Stolen foran Sengen med Hænderne korslagte i Skjødet.
Nej, at han skulde skrive Asia! At han skulde, skulde ha gjort det. Han, som vidste saa godt, at det hed Asiam og ikke Asia! Var der Retfærdighed i Verden paa slig Vis! Han tramped med Foden og knytted Haanden ud i Luften. Han bed Tænderne sammen, saa det skar i dem.
Eller var der en Mulighed for, at han husked fejl? Ak nej! Han saa det saa tydeligt for sig. Helt henne tilvenstre, nederst nede paa Siden, stod det. Med klare runde Bogstaver: in Asia.
Tilsidst saa han Ordet Asia allevegne. Det dansed op og ned for hans Øjne, det stod skrevet med Kjæmpebogstaver paa Væggene, paa Bordet, paa Stolene og paa Gulvet.
Aa tænk, om m'et havde vært med. Bare det stakkels ene enkle m'et. Han prøved at føje det til, vilde se Asia for sig med Endelsen m, men det lykkedes ikke. Asia stod der i Stilen, helt henne tilvenstre, nederst nede paa Siden, Asia stod der paa Væggene og Bordet, paa Stolene og Gulvet. For en Pine, at sidde her saa hjælpeløs! Saa ganske og aldeles hjælpeløs, for der var intet at gjøre. Stilen var i Professorens Værge, han vilde faa en fire Stregs Fejl, og det vilde forringe Karakteren mindst én Grad. Naar saa de andre Smaafejl kom til, som Stilen naturligvis vrimled af, blev det nok 4 han fik. Kanske 5. Og han, som kunde og skulde havt det ret. Taarerne persed sig frem med Stik i Øjnene, og han gned dem ud over Kindbenet med Bagen af Pegefingeren.
In Asia profectus est. Aa, hvor det naged og grov. Det blev hans Død.
Var der da ingen Redning.?
Han for op og begyndte at gaa paa det lille, aflange Gulv med lange, langsomme Skridt.
Var der Mening i, at det skulde gaa et Menneske saaledes? Kunde Retfærdighedens Gud se rolig paa dette? Skulde han kanske straffes for noget? Han havde dog bedt saa pent til Gud om Morgenen, før han gik op. Hvis han endda havde vært forsømmelig med Bønnen — , men nej, ikke det engang. Og han vidste heller ikke noget andet særdeles syndefuldt, han havde bedrevet i disse Dager. Var da Gud lunefuld og upaapasselig — ? Ja, for dette saa jo ud som den pureste Ondskab af Tilfældet, aldeles som om Gud havde glemt at passe paa. Hvorfor lod Gud ham skrive det gale, naar han vidste, at han kunde sine Ting? Eller hvorfor lod han ham ikke idetmindste se det deroppe, istedetfor at vente, til det var for sent.
Nej, men det kunde ikke være muligt, at Gud var fornøjet med dette. Han maatte jo ærgre sig over det, han og, saasandt som han var Sandhedens og Retfærdighedens Gud. Kunde han da ikke hjælpe ham paa en eller anden Maade? Indgi i Professorens Hjærte, hvorledes det hang sammen. Ja, men der var jo ogsaa Censorerne; det var ikke sagt, at de tog imod Fornuft, selv om Professoren lod sig sige. Men Gud, som var almægtig, tænk almægtig! — maatte jo kunne styre en Raad, naar han vilde. Det gjaldt altsaa bare at faa ham til at ville.
Naturligvis. Be skulde han, be, saalænge der var Aande i ham, be, saa en Sten maatte svare. Naar han saa havde bevæget Guds Hjærte, vilde han rolig gi sig over i Visheden om, at han var bønhørt og hjulpen. Og han vilde ikke tænke mere paa hele Historien, ikke se for sine Øjne hverken Asia eller Asiam. For Tro maatte der til. Troen var Betingelsen, uden den var Gud døv. Tro som et Sennepskorn kunde flytte Bjærge. Stolte, herlige Tanke!
Han gik bort og laaste Døren. Saa la han sig paa Knæ ved Sengen, støtted Albuerne paa Sengekanten og holdt de foldede Hænder i Vejret.
«Fader i Himlen, Du, som er alle Folks Fader, ondes og godes, troendes og ikke troendes, Du, som styrer alt og hersker over alt, løft dit Hode deroppe i din Himmel og lad dine Øjnes Lys trænge ned gjennem dette jordiske Hustag, helt her ind i Stuen, hvor jeg, Demitenden Hagbart Olivarius Jensen, Klokkersøn fra Voldens Præstegjæld i Søndmøre ligger paa Knæ og anraaber Dig. In Asia profectus est — » han stønned og strøg sig over Øjnene for at forjage Synet af disse Ord, der uafladelig viste sig for ham og sved ham ind i Sjælen.
«Fader, o min Fader,» begyndte han saa igjen med højere Røst, «tag din straffende Haands Tyngsel fra mig. Jeg har jo dog ikke fortjent et saa nedrigt og skammeligt Uheld. Hvad skal det være godt for? Du véd, o Herre, hvor meget der staar paa Spil for mig, hvor vigtigt det er, at jeg opnaar en god Eksamen. Og se, o Herre, mig vilde jo kun ske Ret og Skjæl, hvis der havde staaet Asiam og ikke Asia, og det maa sikkert være Djævelen, din og min og vor alles arge Modstander, der har ladt min Pen begaa denne gruelige Bommert. Og nu er det min underdanige og bestemte Begjæring til Dig, Du al Almagtens Ophav deroppe, at Du retter Fejlen for mig. Du kan jo, naar Du vil, og det koster Dig ingenting. Du, som før i Tiden baade selv og gjennem dine Tjenere har udført saa mange store og gode Gjerninger, kan vel ogsaa nu gjøre dette smaa uskyldige Miraklet, naar et Menneske beder Dig saa inderligt derom. Og jeg tror Herre. Jeg tror, ikke alene, at Du kan, men ogsaa, at Du vil. Jeg tror det fuldt og fast og sikkert. Amen.»
Han stod op og stilled sig hen ved Vinduet, hvorfra han kunde se Uranienborgskoven. Skulde han nu sætte sig til at læse paa Tysken, som var det første mundtlige Fag, han skulde op i, eller kanske gaa sig en Tur i det vakre Vejret og komme hjem til Aftensmaden og lægge sig tidlig, og før han sovned, minde Vorherre om det, han vidste.
Ja, han vilde ud.
Alligevel blev han staaende og stirred langt frem for sig med de runde, lyse Barneøjne, som skinned efter Taarerne og Bønnen.
«In Asia profectus est» — Nej, men hvad var dette for noget? Han havde jo lovt Vorherre, at han ikke vilde tænke paa det mere, og nu hang alligevel Stilen ret op og ned for hans indvendige Øjne, og han maatte læse op igjen og op igjen det Stedet dernede tilvenstre, hvor der stod: in Asia profectus est.
Han greb sin Hat og styrted ud.
«In Asia profectus est», han ikke alene saa det for sig paa Træstammerne, i Luften, paa den grusede Skovvej, paa Husklyngen der borte tilhøjre, han gik ogsaa og tygged det op og op igjen inde i sig. Med Magt prøved han at tænke paa andre Ting, men det lykkedes ikke.
In Asia profectus est.
Saa stod han stille og grubled.
Han mente jo, at han havde tat Byrden af sig og havde lagt den over paa Vorherre, men nu gik han ligefuldt og slæbte paa den. Var dette Tegn paa, at Gud ikke havde bønhørt ham, siden han ikke ejed Magt til at faa det fra sig, endda han vilde og stræved?
Det var vist saa.
Saa maatte han be om igjen og anderledes.
Han snudde og gik tilbage mod Briskeby.
Mere ydmyg, mere ruelsesfuld, meget mere opfyldt af Selverkjendelse maatte han være, naar han voved at bøje Knæ for den strænge Hjærtegransker deroppe og be ham om noget. Han havde pukket paa sin Ret og frækt fordret, hvad han krybende skulde ha tigget og tryglet om. Saaledes forholdt det sig. Gud fandt ikke Behag i hans Bøn. Han skulde vride sig som en Orm for hans Fødder, han skulde bringe ham sin blødende sønderbrudte Sjæl til et rygende Brændoffer for Herren. Det forlangte Gud.
Da han var kommen op paa sit Værelse, laaste han atter Døren og la sig næsegrus ned paa Gulvet og i brændende fanatiske Ord begyndte han at udøse sit Hjærte for Herren. Han skreg det ud dæmpet stønnende, og blev længe liggende med Hagen hvilende paa de foldede Hænder, og Hodet tilbagebøjet, saa det værked i Nakken. Tilsidst brast han ud i hulkende Graad og lod Ansigtet falde plat ned paa Hænderne, som laa flade mod Gulvet.
Da han endelig rejste sig, følte han sig trøstet og lettet, og da han atter gik ud, lykkedes det ham næsten ganske at holde Asia vække fra sine Tanker.
Fuld af Mod og Fortrøstning la han sig til at sove om Aftenen, men da han vaagned om Morgenen, faldt: in Asia profectus est — atter over ham med nagende Tyngsel, og mens han vasked og klædte sig paa, saa han hele Tiden Bommerten for sig. Og han tænkte sig de umuligste Tilfælde, som kunde ha reddet ham, blandt andet, at det pludselig var blet Solformørkelse, eller at der havde lydt det Raab gjennem Salen: Universitetet brænder, eller at han havde faat ondt og var seget ned af Stolen, netop som han skulde til at oversætte det om Asia, og de havde maattet bære ham bort.
Hans Kinder brændte og det hamred i Tindingerne.
Men hvad kunde det hjælpe at tumle med dette? Det var som at slide Saften og Kraften ud af sig selv. Nej at be, be paanyt igjen, det var det eneste. Kanske Vorherre havde glemt det. Han havde jo tusen Millioner Ting at tænke paa og befatte sig med. Det gjaldt at holde ham vaagen.
Saa bad han igjen længe og inderligt og satte sig nogenlunde beroliget til Læsningen. Men ud paa Dagen begyndte han at spekulere paa, hvorledes monstro Vorherre skulde bære sig ad med at faa Fejlen rettet. Stilen havde jo Professoren, og den laa naturligvis vel forvaret i en laast Skuffe eller i al Fald paa hans Skrivebord inde i en stor Protokol. Hvis nu Vorherre vilde gjøre dette Miraklet, saa maatte det altsaa foregaa om Natten, men da var jo Dørene laaste.
Pyt, hvad gjorde det? Vorherre var nok Kar for at gaa gjennem lukte Døre, han. Tro, om han vilde selv eller sendte St. Peter, eller en af Erkeenglene? Han kunde jo ogsaa la Professoren gaa i Søvne og faa det rettet paa den Vis. Eller han kunde bare ville det, bare tænke det deroppe i sin Himmel. Gud sagde: Det vorde Lys, og det blev Lys. Han talte, og det skeede, han bød, saa stod det der.
«Jeg tror, Du sidder her og vil hjælpe paa Vorherre,» sa han pludselig højt og lo.
Men alligevel, Tvilen og Anfægtelsen vendte stadig tilbage. Hver Morgen sank han tilbage i Modløshed, for saa inden Aften gjennem mange Svingninger at ha kjæmpet sig frem til Tro og Haab og Sikkerhed.
Saaledes gik Dagene.
Natten før Censuren skulde falde, drømte han, at han saa sin latinske Stil ligge paa et Alter. Papiret var saa langt, at det hang ud over Kanten og naaed ned til Fryndserne paa Alterklædet. Helt nede tilvenstre saa han: in Asia profectus est. Saa med ét holdt han en Pen i Haanden, som drypped af Blæk, og saa vilde han gaa hen og sætte m'et til, men i det samme hørte han en stærk Susen ovenover sig. Han løfted Hodet og saa op, og da var Taget borte, og en stor hvid Haand daled langsomt ned over Alteret. Da den naaed Stilen, strakte Haanden Pegefingeren ud og skrev med Neglen dernede tilvenstre. Saa suste Haanden, stor og hvid og stille op igjen, højt, højt op og blev borte.
Saa vaagned han, og fra da af var der ikke et Øjebliks Tvil i hans Sjæl om, at Gud egenhændig havde rettet Stilen.
Næste Dag, da Professorerne paa Universitetet læste op Karaktererne, stod han rolig og sikker med straalende Blik i de lyse Øjne. Da Turen kom til ham, og han hørte, at han havde faat bedste Karakter i Latin, at Stilen altsaa havde vært fejlfri, følte han det dog som et Stød gjennem Legemet, og han for sig med Haanden over Ansigtet.
— Hagbarth gik ikke i Russelaget om Aftenen. Han var altfor opfyldt af Miraklet, som var vederfaredes ham. Han maatte være alene for at undre sig og takke. Og i Ensomheden lovte han Gud, at Præst vilde han bli og intet andet.
Præst blev han ogsaa. Og aldrig en eneste Gang i hans lange fromme Liv faldt det ham ind, at han kanske alligevel havde skrevet det rette: in Asiam profectus est.