Invaliden

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






Invaliden

Jo mere Færdsel og Støj der var i Gaden, desto højere sang Fuglene nede i Kjælderen: Irisk, Sidsken, Stillits og de utrættelige Kanariefugle søgte at overdøve hverandre. Om Somren hængte Burene paa begge Sider af Døren og over den; ved Vintertid nøjedes de smaa Fanger med Stueluft og Lyset fra Kjældervinduerne. Der var altid reent Sand, friskt Vand og tilstrækkelig Æde i hvert Buur; Sukker og andre Opmuntringer faldt derimod ikke af, og naar den alvorlige Ejer rensede Gulv og Pinde og uddeelte Frøet, talte han ikke til de smaa Skabninger, og lød dem endnu mindre pikke sig i Fingrene, hvortil de dog jevnligt yttrede Lyst. — Handlen gik taalelig godt; skulde en Fugl anskaffes i Gaden, eller Sidegaderne, — det var paa en af Broerne — henvendte Folk sig altid til Lars Hansen, Manden med Træbenet, som Invaliden gjerne kaldtes. Han havde rimelige Priser, ikke alene paa Fuglene, men ogsaa paa Burene, som han selv forfærdigede, og saa var der noget Tiltrækkende ved den blege Mands tungsindige Ydre. Hvorfor hvilede den mørke Sky over Panden og i de dybe Øjne? — de Fleste tog den haarde Lyd af Træbenets Kugle, der stødte mod Gulvet, for Svar.
Lars Hansen havde flere Indtægtskilder; med Fiil, Kniv og Niptang formaaede han det Utrolige i Retning af at istandsætte, og han klinkede og limede paa det Kunstfærdigste. Naar et meer end almindelig vanskeligt Stykke Arbejde, af denne Art, lykkedes, opklarede Noget, der lignede et Smiil, Invalidens Ansigt, idet han langsomt udtalte sit: «nu tænker jeg det gaaer an».
Af og til indfandt en Mellemhandler sig med nye Fugle. Det var en munter, koparret Fyr med sort Haar og Hakkende Øjne. Han undlod aldrig at opfordre Lars til, efter endt Handel, at gaae om Hjørnet og faae «en Omgang»: «for Du er da ung endnu, Du ogsaa!» Svaret lød uforanderligt: «Tak Bengt, ikke idag».
Invalidens Liv gik regelmæssigt som et Uhrværk. Han stod tidligt op, fejede Gulvet grundigt, strøede Sand paa, aftørrede, eller rettere afvadskede, de sparsomme Meubler, tændte Ild paa Skorstenen, sørgede for Fuglene, medens Vandet kom i Kog, og nød saa sin sorte Kaffe til en kogt Sild og to mægtige Sidestykker Fedtebrød. Derpaa tog han Plads ved Vinduet, snittede Pinde eller flettede Staaltraade sammen, medens Fuglene kviddrede og Tankerne gik de gamle daglig betraadte Stier. Henad Tolv var det Tid at tænke paa Middagsmaden, der næsten uforandret bestod af to Skiver stegt Flæsk med rigeligt Tilbehør af Brød og Kartofler. Efter endt Maaltid afvadskedes Bordet igjen omhyggeligt, hvorpaa et stort Blækhuus og en kæmpeagtig Mappe hentedes op af Skabskuffen. Lars Hansen havde en Deel Afskriveri for sin fordums Capitain. Det var en lille Fortjeneste og tillige en Adspredelse; da han satte sin Ære i at udføre Arbejdet saa godt som tænkeligt, lagde det Beslag paa alle Tanker og bragte netop derved Lindring. Capitainen hentede det selv, og naar hans Haand gjennembladede Papirerne, og Ordet lød: »Tydeligt, som var det trykket», blev Lars Hansen saa glad, som han paa den Tid kunde blive.
«Her er mere Arbejde; Pengene har jeg sat i din Bog, see her! — og saa skal jeg hilse Dig fra min Hustru, at Du burde see ud til os. Du er jo en rigtig Muldvarp, Lars!»
«Jeg gaaer ingen Steder! — det lyder saa fælt paa Trapperne, og Børnene kan gjerne gaae hen og blive bange for En.»
At Lars med «det» mente Træbenet, forstod Capitainen godt,
«Dum Snak!» han slog Invaliden paa Skuldren, Stemmen var blød. Sommetider sagde han ogsaa hjerteligt: «der maa være en Ende paa Alting, Kammerat», men Lars rystede paa Hovedet. —
Det var et roligt, pynteligt Huus fra Kjælder til Kvist. Beboerne omgikkes ikke, men kjendte hverandre alligevel, ja, selv Invaliden fulgte med en vis Interesse Begivenhedernes Gang i de forskjellige Etager. Værtinden boede i Stuen; det var en lille midaldrende svagelig Enkefrue, der, efter Folks Sigende, havde mange Penge, og efter sit eget mange Sorger, især foraarsagede ved Haandværkernes Uefterrettelighed, Tyendets Opsætsighed og Climaets Ustadighed. Hvergang den gamle Kone, der boede paa Kvisten, sendte sin Datterdatter ned med Huuslejen, undrede Værtinden sig over Pigebarnets fornøjede Ansigt, og hviskede misbilligende i det nærmeste Øre:
«Hvor er det muligt, at hun kan være saa glad? Bedstemoderen ligger lam i Sengen, selv maa hun slide med Handskesyning fra Sol staaer op til den gaaer ned, ikke et Menneske seer til dem, og hun kommer kun ud for at kjøbe ind. Kan Nogen sige mig hvorfor hun er saa glad?»
Men Ingen kunde sige hende det, uden Elsbeth selv, og hun spurgtes ikke.
Hvorfor hun var glad? sendte ikke Vintersolen hver eneste Straale ind i de smaa Stuer, og løftede Sommersolen sig ikke saa højt paa Himlen, at de slap for dens brændende Varme, og saaledes føjede alt Andet sig ogsaa til bare Velsignelse. Bedstemoder var jo nok lam; og det var haardt at ligge fængslet til Lejet, — man maatte være meget opmærksom imod hende og kjærlig og taalmodig — men hvor godt, at hun var smertefri, kunde sove om Nætterne og, i Reglen, spise med Appetit. — O, der var Meget at takke for, uendelig Meget, ogsaa for den lille Pension efter Bedstefader, — det var accurat til Huuslejen — og hendes egen Arv, som skaffede dem Levebrødet, den kostelige Handskemaskine. Elsbeth pudsede, blankede og kjærtegnede den alt imellem. Arbejde manglede hun aldrig. Handskemageren — han var nu ogsaa en sjelden Mand — havde selv sagt, da Arbejdet mindskedes ved Vintertid: «vær kun rolig, Alt hvad De kan overkomme skal De faae, for De er min bedste Syerske». — Og saa den rolige lille Lejlighed; de andre Familier havde kun Pulterkamre ovenpaa, det var som tilhørte hele Kvisten dem. Der var Vandtryk og det nydeligste lille Kjøkken, som rigtignok fortjente at holdes pænt. Udenoms Arbejdet var en heel Opmuntring efter den megen Stillesidden. Men det var ogsaa fornøjeligt at sidde stille. Vexelerens store Uhr, i Entreen nedenunder, forkyndte med klare Slag hvor hurtigt Timerne fløj. Sommetider maatte hun lee, for det var som Kvartererne jog hverandre, men det var vist ukjærligt mod Bedstemoder at tale derom, for hun klynkede: «Ja Du veed kun Lidt af hvad det er at ligge som jeg og tælle Secunderne.» Saa maatte Elsbeth slippe Arbejdet, kjæle en Smule for den gamle Kone og rette paa Puden. — Blomsterne i Vinduet trivedes udmærket, det var som en heel lille Have. Elsbeth drømte sig ud paa Landet, hvor hendes afdøde Fader havde været Gartner. Fuglesangen manglede ikke engang, den lød højt og jublende op til hende fra Kjælderen; hun kjendte de forskjellige Stemmer og gjorde Forskjel. En Trille var især forunderlig dejlig; «det er min Fugl», sagde hun til Bedstemoder, der svarede, at hun var glad det kun lød svagt hen til Sengen, for den Slags trætter i Længden.
Men vi ere ikke nær færdige med Elsbeths Glæder. Der var de smaa Udflugter for at bringe og hente Handsker, og de daglige Indkjøb til Husets Forsyning. Alene at indaande Luften var en Nydelse, og det hurtige Løb — Bedstemoder bad altid indtrængende: «bliv nu ikke for længe borte» — forfriskede og styrkede hende; det var, som havde hun Vinger paa Foden.
— Hvordan det nu var eller ikke, forslog Elsbeths Penge godt, og naar hun lod den erfarne Amagerkone, i Porten ved Siden, løfte Laaget paa Kurven og undersøge Indkjøbene, nikkede denne gjerne bifaldende, medens hun ledte de bedste Kartofler og de bedste Rødder ud til sin unge Veninde. For de vare Veninder disse to Kvinder, den lille smilende Elsbeth med sine klare brune Øjne og rosenrøde Kinder, og den tause Amagerkone med den furede Pande og de alvorlige graa-blaae øjne, der dog gjemte et mildt, godt Blik heelt inde paa Bunden.
Hver Morgen, før Amagerkonen aabnede sine Kurve og ordnede sin lille Bod, gik hun op paa Kvisten og hjalp Elsbeth med at flytte den Gamle over paa Sophaen, medens Sengen redtes, og saa tilbage igjen. Det var ikke Noget at takke for, sagde hun, hun vidste selv hvad Sygdom var, hendes yngste Datter sad hjemme med et svagt Bryst, kunde hverken leve eller døe, og duede til Ingenting.
Om Søndagen kom Amagerkonen ikke, men det gik alligevel. — Elsbeth holdt Hviledag, og der var heel festligt i den lille Stue Søndagmorgen. Hun kunde ikke forlade Bedstemoder og gaae i Kirke, men naar Klokkerne kaldte og hun bøjede sig i Bøn, kom Kirken til hende, og hun følte sig midt i Menigheden, medens hun sad foran Bedstemoders Seng, sang Psalmer og læste en Prædiken. Det var ikke ganske let at synge saa sagte, som Bedstemoder forlangte, — Elsbeth havde en herlig fuldtonende Stemme — men det kunde nu ikke være Andet. Som oftest læste hun i Luthers Postille eller Lütkens «Hellige Opmuntringer». Der var en heel Hylde Bøger fra Bedstefaders Tid; mange Steder vare understregede, og gjennem dem talte den gamle Skolelærer endnu advarende og trøstende til Enke og Barnebarn. Det var ogsaa hans Skyld, at de nu holdt Søndag, thi den første Tid snurrede Maskinen Aaret rundt. Paa et gammelt Bind havde Bedstefader skrevet: Hold Søndagen hellig, og din Kraft skal voxe og dit Brød øges. — Først forstod hun det ikke ret, men prøvede dog, og mærkede snart, at Guds Bud ikke var til Plage, men til idel Velsignelse.
Den snehvide Dug, den ziirlige Kaffeanretning med Hvedebrød og Fløde, hendes egen nette Søndagsdragt, Blomsten paa Bedstemoders Seng ved det hvide Lommetørklæde, Alt kastede Højtidskær over Stuen, og den Gamle vænnede sig til at holde af det, skjøndt hun, i Førstningen, knurrede, da Maskinen fik Fridag.
En sjelden Gang kom en fjern Slægtning, der var Enke efter en Guldsmed, i Besøg. Hun havde gjerne Abildsiner med til den Syge og Formaninger til Elsbeth, der bøjede Hovedet og gjemte Ordene i sit Hjerte.
Nytaarsdag kom en anden Slægtning fra Landet; hun blev hele Dagen, og Eisbeth var sin egen fra Morgen til Aften. Den Dag kaldte Klokken ikke forgjæves, og Stemmen fik Lov til at løfte sig under de høje Hvælvinger. Efter Gudstjenesten gik hun til Banegaarden, tog et Stykke med Toget, gik en Miilsvej, og naaede saa den stille Landsby hvor Bedstefaderen havde været Skolelærer og Faderen Gartner. Moderen var død, da hun var ganske lille.
Elsbeth knælede ved Forældrenes Grave og bad Gud glæde deres Sjæle i Himmerig. Derpaa gjorde hun sit lille Aarsregnskab op; der stod skyldig, men der stod ogsaa slettet, og hendes Sjæl var fuld af Lov, Tak og gode Forsætter.
— Hjulmandens Kone bankede gjerne paa Vinduet, naar hun gik tilbage, trak hende ind, og tog Tøjet af med Magt, hvorpaa Elsbeth spurgtes ud og tracteredes. En Gang bad Præstekonen hende ind til sig: hun fik Æblekage med Flødeskum paa, og de unge Mennesker kaldte hende Frøken. Der hændtes altid Et eller Andet usædvanligt og fornøjeligt paa disse Toure.
Men nu var det Foraar, den lange, lange Vinter havde endelig sagt Farvel, og Stæren var kommen med Solskin og bløde milde Vindpust syd fra. Fuglene vare for første Gang hængte udenfor Kjælderdøren; Elsbeth, der kom fra Byen, standsede og saae paa dem. Hun havde frisk Kaal i sin Kurv, smaa fine Hjerteblade, hvad om hun vovede at give den midterste Fugl, den langagtige lyse, hendes egen, et eneste Blad? — hun havde saa tidt havt Lyst, men ikke turdet. — Der var Ingen at see ved Vinduet. — Nej, hvor den blev glad, slog med Vingerne og pikkede paa hendes lille brunladne Fingerspids.
«Skal vi handle Jomfru?» Invaliden stod i Døren.
«Om Forladelse! — har den Skade af det?»
«Ikke en Smule.»
Stemmen var saa rolig og forretningsmæssig, at Elsbeth fik Mod til at spørge:
«Tør jeg gjøre det engang imellem?»
«Kan det more Dem, saa for mig gjerne. Men vil de ikke heller kjøbe en? — Folk i Huset faae godt Kjøb.»
«Vi har dem Allesammen for Ingenting; de synge for os den hele lange Dag — Jeg holder meest af denne.»
«Det troer jeg! — min franske Kanariefugl, 5 Daler.
«Gid De ingen Kjøber maa faae! — fy, det var stygt, — jeg meente det heller ikke,» og hun smuttede ind ad Gadedøren.
Hvorfor mon hun er saa glad, tænkte Lars Hansen, men Elsbeth tænkte: hvorfor mon han er saa bedrøvet. Hun syntes at han var en Helt; lidt mere end andre Mennesker.
Og Fuglene sang, nippede til Hjertebladet og sang igjen, men Lars Hansen sad, som altid, bøjet over sit Snittearbejde og gennemgik Fortiden.
Begyndelsen var fornøjelig nok: En Solskinsdag ved Midsommertid, unge Piger om en Brønd, tilstænkende hverandre i Munterhed, leende og skrigende. Han var nylig kommen til Landsbyen, som Førstekarl hos Fogeden, og stod nu lænet op til Porten med Piben i Munden, iagttagende den muntre Sværm og leende i Skjæget. En Pige var højere end de andre, kjønnere, pynteligere i Dragt, sikkrere i Gang og Væsen. Hun fyldte sine Spande til Randen, hængte dem paa Aaget med stærk Haand, og skred saa med faste Trin henad Vejen. Hun havde godt seet den udensogns Karl ved Porten, og idet hun gik forbi, ramte en velsigtet Draaberegn ham lige i Ansigtet, medens de muntre Øjne saae kjækt og drillende, hen paa ham.
«Den, der gjør Nar af Andre, bliver selv Nar! — jeg saae godt Du loe af os.»
Før Lars havde tørret Vandet af de halvblindede Øjne, drejede hun om Hjørnet, men inden Aften vidste han, at hun tjente paa Nabogaarden, hed Maren Christine, var Træskomandens Datter og Landsbyens Skjønhed, den de Allesammen syntes bedst om, lige flink til Arbejde og Dands, rask i Munden, men god i Grunden. Han mødte hende tre Gange hver Dag, og da han en Aften saae nogle store røde Jordbær opad Grøftevolden, ude ved Vænget, satte han dem paa et Straa og gav hende dem.
«Det er Tak for sidst, Maren Christine! ja, det var da Dig, der gjorde Begyndelsen».
«Det skal vi nappes om! — nej, veed Du hvad, Lars, det var Dig, der stod og skumlede over os i dit stille Sind. — Du maa aldrig sige mig imod.»
«Det er godt, man veed det i Forvejen.»
De frejdige Øjne saae lidt usikkert hen paa ham.
«Du er nok en luun En, Du! — Hvor har Du tjent før? Du seer da ud som en ordentlig Karl, der har Lidt til Bedste og kan Folkeskik. Det er saadanne Klodrianer her.»
Lars Hansen vidste jo, at han ikke maatte sige hende imod, og saa nikkede han billigende, idet han dog, til sin egen Anbefaling, bemærkede, at han havde tjent i en Forpagtergaard fra sit fjortende Aar, og havde baade Sølvuhr og en «Bog», hvori der, med Tiden, kunde komme mere.
Maren Christine lyttede velfornøjet til disse Oplysninger. Lars spurgte ikke, hvor hun havde tjent, eller hvad hun ejede. Det var ham ganske ligegyldigt, naar hun blot i Tiden vilde blive —. Spørgsmaalet stod at læse i de ærlige blaae Øjne, Uger, ja Maaneder, før han vovede at udtale det.
Pigen forstod det godt, og længtes blot efter at det skulde finde Vej til Munden, for der var ingen Fornøjelse ved at gaae saadan og see paa hinanden.
Endelig kom det; Kromandens Søn dandsede tre Gange med hende paa Høstballet, og saa maatte Lars tale.
Maren Christine lod ham beholde sin Haand. «Kanskee jeg staaer min egen Lykke i Vejen,» sagde hun lidt betænkeligt, «men jeg holder nu engang meest af Dig.»
Det var glade Dage! Lars Hansen gjennemgik dem ganske langsomt: October, November, December, og saadan en Juul. — Derpaa kom Krigen, — dog han var ikke bange af sig, og hun tog det ogsaa med Ro, indtil den sidste Dag, men ved Afskeden var Maren Christine heelt ude af sig selv, græd og vred Hænderne: «aa jeg seer Dig aldrig mere, Lars!»
Naar Invaliden kom til dette Sted, tog han gjerne en lille Tankenviil, rejste sig op, satte det færdige Arbejde tilside og rettede paa Et eller Andet. Det sidste Afsnit var det mørkeste, men han maatte over det, nu, som dengang.
Af og til kom der Breve. «Ød ikke Noget, Lars, og pas paa dit Liv for min Skyld,» var altid Omkvædet. Han fulgte det første Raad, men svarede, angaaende det andet, at en Soldat var en Soldat, og at en fejg Soldat var en Usselryg. Hun skulde dog ikke ængste sig, for Liv og Død stod i Guds Haand, som Feltpræsten sagde.
Lars var Oppasser hos en ung Capitain, og hver Gang denne skrev hjem til sin Hustru, lagde han ogsaa Papiir, Convolut og Frimærke hen til Lars. «For jeg har nok mærket hvordan Du har det, Kammerat.» — Han sagde sit Kammerat saa underlig broderligt. Lars var rede til at gaae i Ilden for sin Capitain.
Naar der var Sviir og Sværm i Lejren, sad de To ofte ganske ene i Teltet. Lars fik Timer i Skjønskrift og Retskrivning og kunde snart hjælpe med Regnskaberne. En lystig ung Lieutenant kaldte dem i Smug for Maadeholdsforeningen, men Generalen sagde, at det var et Par Mønsterkarle, hver i sin Stand.
Hvordan det gik til, da Kuglen kom, kunde Lars aldrig sige. Han huskede Doctorens Ansigt og milde Tiltale, de smertefulde Forbindinger, Tørst, brændende, uslukkelig Tørst, glimtviis Forstaaelse af den rædsomme Sandhed, saa igjen Feberbilleder, hendes Skikkelse, men altid langt borte, omringet af Andre, dandsende med Andre, stænkende Vand rundt omkring sig, kun ikke paa ham, der tørstede, tørstede, tørstede.
Endelig vaagnede han i en stor Sal paa Hospitalet i Kjøbenhavn, hvor Lidelseskammerater laae i lange Rader paa begge Sider, Seng ved Seng. Han følte sig svag og afmægtig som et Barn, men var ved fuld Bevidsthed, saa han forstod Tabet og Alt, hvad det førte med sig.
«Min Gud, min Gud! hvorfor gjorde Du mig Dette!»
«Lars!» — hans egen Capitain traadte hen til Sengen, han bar venstre Arm i Bind. — «Kjender Du mig?»
«Ja.»
«Jeg synes Du spurgte om Noget? — maa jeg svare Dig?»
Lars nikkede. Capitainen bøjede sig heelt ned til Puden.
«Hvorfor? fordi han elsker Dig, engang skal Du forstaae det!»
Det sagdes underlig stille, fast, med Overbeviisningens Inderlighed. Capitainen havde aldrig narret ham før, men Dette — Nej! — den Syge rystede paa Hovedet.
Lidt efter sagde han: «der er Noget, jeg maa gjøre.»
«Siig frem, maaskee man kan hjælpe Dig.»
«Skrive hjem.»
«Jeg forstaaer det godt, men vent lidt endnu.»
«Nej nej, heller idag, end i Morgen! magtede jeg blot at stile det, men det maa De gjøre, Capitain. Siig hende hvordan det er gaaet — højre Been — og saa løser jeg hende, som rimeligt er. — Ja, der var ikke Andet, jeg har hverken Fader eller Moder, og det er da det Bedste. — Hendes Adresse ligger i Pungen der. — Døer jeg, faaer hun hvad jeg har, — men det skal ikke skrives, jeg siger det bare for en Sikkerheds Skyld.
Da Capitainen kom ind næste Morgen, spurgte Lars Hansen ivrigt: «Er det gjort?»
«Ja, — Du har nu opfyldt din Pligt, og Tingen maa gaae sin Gang.»
Lars følte sig heel lettet, og det frejdige Haab, der lyste ud af Capitainens Øjne og fortalte om Kjærlighedens Magt, smuglede sig ogsaa ind i hans sorgfulde Hjerte. Fornuften viste det atter og atter ud, men det gjorde sig ganske lille og tog saa fast Plads i en Krog.
Kræfterne kom tilbage, og Smerterne toge af, det vil sige de udvendige. — Naar Brevene omdeltes, slog Invalidens Hjerte høje Slag af Uro og Forventning, men der kom ikke et Ord. Haabet havde dog altid Grunde og Undskyldninger paa rede Haand: Uorden i Postvæsenet, Sygdom, en paatænkt Rejse, maaskee kom hun selv.
Endelig en mørk Foraarsdag, medens Hagelbyger slog paa Enderne og Vinden susede udenfor, traadte Maren Christines Fader, den gamle Træskomand, betænksomt ind i Salen. Han bar et Knytte i Haanden og gik langsomt frem, seende sig om efter den Rette. — Nu var han der; det bankende Hjerte stod pludselig stille.
»Goddag, Søn! — naa, saa fandt jeg Dig da. — Sikken en Ynk ogsaa! saadan en kjøn Karl Du var, rigtig en kjøn Karl. — Dette er fra vor Moer», han lavede sig til at aabne Knyttet.
«I fik Brevet?»
«Ja vel, ellers havde jeg nok ikke været her.»
«Hvad sagde hun?»
«Der var jo Hyl og Skrig strax, men det kan man da heller ikke fortænke hende i. — Det var bravt gjort af Dig, at Du sagde hende løs, saa hun slap for at gjøre det selv.
«Er det Maren Christines egne Ord?»
«Øjnene skinnede i det blege Ansigt; Stemmen var højtidelig, som afæskede den Eed.
«Hendes egne Ord! — nej, det tør jeg ikke sige; jeg skulde bare hilse, at det var bedst saadan, og honnet handlet af Dig. Det var hendes egne Ord. — Første Dag var hun jo i Vinden, for vor Moer meente, det kunde gaaet alligevel, men Tøsen sagde, som sandt er: man kan da ikke forlange, at en Pige, som jeg, skal binde sig til en Krøvl for hele Livet. — Moer holdt nu af Dig, som havde Du været hendes egen Søn; her er to Raamælkskager, hun selv har bagt, — og saa Farvel og Gudsfred. — Kongen giver Dig vel et Træbeen? — ja, jeg kunde nok tænke det. Farvel, Lars Hansen!»
Da Doctoren næste Dag traf sin Patient med flammende Kinder og bankende Puls, erklærede han bestemt, at der maatte være foregaaet Noget.
Forhøret var strengt, og Raamælkskagerne kunde ikke skjules. Saa gav den gode Læge da skærpede Ordre til fremtidige Besøgendes grundige Undersøgelse og alle medbragte Fødevarers Beslaglæggelse.
Capitainen saae lidt dybere, men han sagde ikke Noget, og den Syge sagde heller ikke Noget; han vendte blot Hovedet til den anden Side og lukkede Øjnene.
Var det hendes Troskab, var det hendes Kjærlighed! og dog, hun havde jo Ret, saadan en Pige passede ikke for en Krøbling. Ak havde Kuglen dog truffet nogle Tommer højere oppe, lige i Hjertet! —
Af og til kom Kjendinger fra Landsbyen for at see til ham, og Lars havde da den bittersøde Glæde, at hendes Navn nævnedes. Hun havde grædt mange Taarer for hans Skyld, vidste han nu, og det lettede dog en lille Smule.
«Naa, hvordan gaaer det dernede», spurgte han gjerne, men Meningen var udelukkende: hvordan har hun det.
«Ja, Du har vel nok hørt, at Kromandens Rasmus gjør sine Hoser grønne for din gamle Kjæreste?»
Nej, det havde han endnu ikke hørt, men det var saa begribeligt. «Og hun,» spurgte han sagte. «Hun! — ja, hvad gjør Folk ikke for Pengenes Skyld; det hjælper da heller ikke Dig, at hun hænger med Hovedet»
«Er det afgjort imellem dem?»
«Saa mener man. — Nej, hvor Du er hvid i Ansigtet, Lars! — Jeg skulde kanskee ikke sagt det.»
«Jo vist; det er bare lidt Svimmelhed; jeg er første Gang oppe i Dag, maa Du vide. — Tak for Besøget, Ole, og kom igjen, naar Du kan.»
En Anden! — allerede! — Han var ikke vred paa hende, men bedrøvet, træt af Livet, tom, uden Virkelyst eller Maal.
Træbenet kom, og han saae paa det med en vis Ærbødighed, det var jo en dyr Tingest. Derpaa vejede han det i Haanden: «hvorlænge skal vi holde ud sammen, Du og jeg?»
Hu, hvor det skrattede, men han kom da af Stedet, og næste Dag gik det bedre, hver Dag lidt bedre, indtil han udskreves.
En ung Karl fra hans Fødeegn hentede ham.
«Bliv hos mig, Lars Hansen, til Du faaer Dig seet om efter Et eller Andet. Du skal faae det Halve af min Seng; en Dram og en Bid Mad kan Du selv skaffe Dig. — Naa, gjør det ikke godt, at komme udenfor Gittret? — ja, naar Du har lagt Bagagen fra Dig, og seet Lejligheden, stikke vi ind i næste Gade; der er en lille gemytlig Kjælder. — Du og jeg kan nok trænge til en glad Aften.«
Det var længe siden Lars Hansen havde havt en glad Aften, men da Punschen gik rundt og Skaal tømtes efter Skaal, først hans egen, saa Kongens, saa Fædrelandets, saa igjen hans egen, grebes han af en vild Lystighed, der bragte ham til at synge, støje og glemme alle Sorger.
Det var seen Aften, da Kammeraten trak ham hjem; Træbenet var ikke let at styre, Lygterne dandsede nedad Gaden. — Men hvem kom der — han forsøgte at samle Tankerne — var det ikke hans Capitain? Jo!
Lars saae til den anden Side og Capitainen saae til den anden Side. Havde han gjenkjendt ham?
Det var en trist Opvaagnen inde i den skumle Bagstue. Kammeraten, der skulde til sit Arbejde, nikkede og, smaaloe.
«Tømmermændene ere nok slemme, hvad?— ja, det er bare saadan i Førstningen; jeg kan trøste Dig med, at jeg ikke føler en Smule. — Farvel til i Aften!
Da han var gaaet, rettede Lars sig op: I Førstningen! — sikken en Fyr. Jeg er nok ordentlig blanket af, og i Aften skulle vel de sidste Skillinger springe. I Førstningen! jo, Du skal have saa mange Tak, — Mon han kjendte mig, jeg gad dog vide om han kjendte mig; — alle andre Tanker gik op i den ene: mon han kjendte mig.
Kort efter lød faste Trin udenfor, og Døren reves op.
«Herr Capitain!»
Capitainen blev staaende ved Døren, han saae alvorlig ud.
«En Gang er ingen Gang, men to Gange er en Begyndelse. — Ja, Andet vilde jeg Dig ikke.»
«Herr Capitain!»
«Tør Du række mig Haanden?» Stemmen var barsk.
«Ja, og Tak?»
Lars tænkte, at der dog var Noget at leve for.
Kort efter flyttede Invaliden ned i sin Kjælder. Den forrige Fuglehandler var pludselig død, og Enken afstod de smaa vingede Beboere og Søgningen for en rimelig Sum. Capitainen gjorde Udlæg og ordnede det Hele.
I Førstningen havde Lars det Maal, at faae Gjælden betalt, og det holdt ham oppe. Senere blev han i Touren, og saae med en vis Tilfredsstillelse, at Summen i «Bogen» var i jevn Tiltagende. Capitainens ældste Søn skulde være hans Arving; han havde det opskrevet for Livs og Døds Skyld. —
Af og til, især naar Foraaret kom med varme Vindpust og knoppende Træer, tænkte han paa at rejse til Landsbyen og see hende igjen. Hun var nu gift med Rasmus, og han vilde bare see hende en eneste Gang, og tale med hende nogle faa øjeblikke. Det var brudt imellem dem med et Ryk, der maatte en Afslutning til, en Udtalelse, før han kunde faae Fred. Men Aarene gik og Planen udførtes aldrig. Lars spurgte dog jevnligt Nyt dernede fra.
«Veed Du at Rasmus Olsen er flyttet herind?» lød det en Dag.
Han sprang op, men satte sig strax igjen, og bemærkede tørt: «hvor kan det være?»
«Da den Gamle døde, arvede den ældste Broder Kroen, og saa fik Rasmus Lyst til at sætte Sit i en Høkerhandel herinde. Han er godt kjendt med den Slags og har Grebet. — Hun er da heller ingen Tosse.»
«Paa hvad Kant?»
«Aa, det er nok inde i Byen; jeg skal ikke kunne sige hvor.»
Da han var gaaet, traadte Lars ud i Gadedøren og saae op og ned ad Gaden. Hun kunde jo komme, hvad Øjeblik det skulde være, dreje om Hjørnet der, og staae lige foran ham.
I det Samme drejede Elsbeth om Hjørnet og løb skyndsomt forbi.
Hvorfor mon hun aldrig giver Fuglene Grønt mere, tænkte han, jeg gad dog vide det. — Elsbeth vidste det ikke ret selv. Hver Gang hun havde friskt Grønt i sin Kurv, var Lysten der, men et ubeskriveligt Noget holdt hende tilbage.
Lars Hansen kunde godt lide den flittige unge Pige med de klare Barneøjne; han iagttog med Anerkjendelse, hvor net og omhyggelig hendes tarvelige Klædedragt altid var, navnlig vakte de blanke smaa Læderskoe hans Beundring, da han selv var en Mester i Støvlepudsning. Sommetider fornøjede den Tanke ham ogsaa, at hun sad ved sit Arbejde og lyttede til Fuglesangen, og naar en Kjøber, der begyndte med at byde paa den franske Sanger, endte med at kjøbe en af de smaa hjemmeopklækkede Kanariefugle, trøstede han sig med, at saa beholdt den lille Jomfru da sin Fugl. Det var dog ikke mange Tanker, der fandt Vej op til Kvisten, lige saa mange bleve hos de øvrige Beboere; Lars var saa temmelig paa det Rene med hvad hver især duede til. Og han meente, at Grossererens ældste Datter havde gjort dumt i at forlove sig med en Spradebasse, og at Contoirchefens Frue vilde gjøre klogt i at see sin Kokkepige lidt efter i Sømmene, naar hun kom hjem med den store Kurv fuld af Indkjøb. Dog, det kom jo ikke ham ved, det var bedst at passe sit Eget. Og saa gik Tankerne tilbage i Sporet.
Oppe paa Kvisten stred gamle Bedstemoder sin tause Strid. Ingen vidste det, Ingen kunde hjælpe hende. Hun var tidt gnaven og vred, og lod det gaae ud over Elsbeth, men hun elskede Barnet alligevel, græd over hende i sit Hjerte og tænkte: «hvad skal der dog blive af hende, naar jeg døer.» — Byrden blev nok tungere ved denne Tanke, men saa slap hun igjen for at føle sig selv som en Byrde.
Hvorfor havde dette Slag ramt hende, hun der altid havde været saa flittig, stræbsom og ordentlig, hvorfor? Hendes sagtmodige Mand havde rigtignok sagt: bøj dit Sind, Johanne! ellers nødes Vorherre til at knække det.» — Det var haarde Ord, og de kom igjen og igjen, hun kunde ikke blive fri for dem.
Maatte Vorherre virkelig tage saa haardt paa hende, lade hende blive afmægtig og hjælpeløs, saa længe hun levede? aa nej, aa nej, det var altfor tung en Skjæbne, hun havde da ikke været værre end Andre, hun kom nok op igjen. — Lidt efter lidt svandt Haabet dog, og da Lægen standsede Electriseringen, og sagde, at Elsbeth ligesaa godt kunde ophøre med de stærke Indgnidninger, forstod hun godt, hvad det betød.
«Gud være lovet, at Du ikke har Smerter, Bedstemoder, det maae vi takke for, ikke sandt?
«Synes Du ikke det er slemt nok at ligge saadan? skulde jeg ovenikjøbet pines?»
«Vorherre kan lade dig blive rask endnu, Bedstemoder, hvis —
«Hvis?»
«Hvis det er godt for Dig.»
Den Gamle lukkede Øjnene og sagde ikke et Ord i flere Timer, men hun tænkte.
Hun havde ordnet og styret eneraadigt i sit lille Hjem, vidst enhver Ting bedst, og derfor dømt Andre. Svagelige Folk havde hun nu især været haard imod, og holdt Taler for; naar man bare selv vilde kæmpe, kunde Sygdommen ikke faae Overhaand; det gjorde hun, og det skulde den lille blege Tjenestepige ogsaa gjøre. Og saa skurede og skyllede de ved Juletid; det hvide stivfrosne Tøj hang i lange Rader paa Blegpladsen, og Kuderne skinnede klare, Alt skulde være reent til den hellige Fest, men før Klokkerne ringede Julen ind, blev Pigebarnet sygt, og første Dag i det nye Aar, døde hun. Dog det var ikke hendes Skyld, men det troede Pigens Moder vist; hun gav hende altid saadanne skarpe Øjne, naar de mødtes. Bedstemoder kunde ikke glemme de Øjne. — Ak nu laae hun selv et knækket Siv, ingen Kamp hjalp, hverken Haand eller Fod lystrede. — Var det Guds Dom? — Bedrøvelsen over sin Lod begyndte at vige for Bedrøvelsen over sig selv, den Bedrøvelse, der ikke fortrydes. —
Og Dagene gik, der var kommen Uro i Invalidens Sjæl. Han sad altid paa Udkig, eller lagde Planer om at opsøge Maren Christine. Men Kuglen lød saa fælt paa Steenbroen: han gik kun sjeldent ud, og var heel uvant med Lyden. Folk vendte Hovederne og saae efter ham, han kjendte det! — Hvor mon de boede? — naar han nu tog en af Fuglene med sig og gav hende — den kunde synge i hendes Hjem — saa havde han dog et Ærinde. Og Maren Christines Billede viste sig for Tanken med Fuglebuur i Haanden og Taarer i Øjnene. Rigtig lignende var det ikke; Lars havde seet en Deel siden den Gang, læst, tænkt og lidt, og efterhaanden som han selv udvikledes, forædledes og forskjønnedes det indvendige Billede ogsaa. —
«Sikke kjønne Fugle!» en landlig velklædt Mand, med et stort rødt Ansigt, bred Guldkjæde og spraglet Vest, standsede udenfor Kjælderen.
Hans Kone kom bag efter; hun var meget pyntet, høj og svær, pustede af Varme og havde løst Hattebaandene op.
«Hvad synes Du om at have saadan en Skraalhals i Stuen, Moer? — men, men det er jo!» Manden traadte et Skridt tilbage, og Invaliden, der stod paa Trappen, tog et Trin ned; Konen slog Hænderne sammen.
«Er det ikke Lars Hansen? nej, hvor Du har skæmmet Dig?»
Lars stod bleg og maalløs, men Rasmus smaaloe: «Du kjender da din gamle Kjæreste? ja, hun seer ikke ud til at lide Nød, vel?»
«Nej, det var Synd at sige,» han saae ikke paa hende. — Hun rakte ham Haanden.
«Du handlede som en brav Karl, og har ikke Noget at skamme Dig over — Jeg kunde dog have Lyst til at see hvordan Du gaaer.»
«Lad det være til en anden Gang.» «Ja, ja da, — Jeg har saamænd grædt mine modige Taarer for din Skyld, kan Du troe, — men det var jo bedst saadan, det havde aldrig gaaet.»
«Nej,» hans Stemme var underlig skjærende, «jeg troer det heller ikke, ikke i Længden.»
Høkeren kiggede ned i Stuen; de smaa blinkende Øjne værdsatte Meubler og Fugle. «Har Du Udkommet, Lars?»
«Jeg mangler ikke Noget.»
«Seer man det. — Ja, vi maae da ogsaa slaae en Handel af, for gammelt Kjendskabs Skyld. Vælg, Mutter.»
«Det er jeg ikke længe om, for det skal være den Midterste.»
«Fem Daler.»
«Det er da Spøg, ikke? nej, nu har jeg aldrig kjendt Mage! men jeg faaer vel nok Afslag, Du kan da ikke være andet bekjendt.» Hun nikkede venligt hen til ham, men han svarede kort:
«Om Du gav tyve Daler, fik Du den ikke, jeg vil slet ikke sælge den; men denne kan Du tage for Ingenting.»
«Buur og Alt? — Tak, Lars Hansen, og falder din Vej engang om ad Vort, saa see kun ind til os.»
Hun rakte sin Mand Buret og tog hans Arm, hvorpaa de nok saa fornøjede gik ad Byen til. Men Lars Hansen vaklede ned i sin Kjælder. Det susede for hans Øre og blev underlig koldt om Hjertet. Den aarelange Smerte, der pludselig hævedes, ruskedes op fra Boden af, i et Nu, efterlod et huult Bum, en skrækkelig Tomhed. Hvad Værd havde Minderne nu, efter Dette. Han syntes næsten det var værre end at miste Benet.
Invaliden sad længe uden at røre Haand eller Fod, men da Mørket faldt paa, sprang han op. Dette var ikke til at udholde; han maatte see Andre, tale med Andre, drikke en Glemselens Skaal, en dyb Glemselens Skaal. Ni spildte Aar for hendes Skyld; han lededes ved sig selv.
Der lød en advarende Røst indvendig fra: see til hvad Du gjør! men han tog intet Hensyn til den. Jeg maa have Luft, jeg maa have Lys, jeg maa tale med Mennesker!
Septemberaftenen var raakold; store graae Skyer joge forbi Maanen. Der var kun faa Folk paa Gaden, Kuglen lød højt i Aftenens Stilhed.
Der gik Nogen lige bagved ham, han mere mærkede, end hørte det, nu kom Skikkelsen forbi; ved Lygteskæret kjendte han sin lille Huusfælle fra Kvisten. Hun var bleg og saa kyst ud.
«Er der tilstødt Noget, Jomfru?»
Den iilfærdige Fod standsede, hun saa angstfuld op til ham:
«Bedstemoder ligger syg og maalløs — jeg maatte jo forlade hende, for at løbe efter Lægen!»
«Kan jeg ikke hente ham?»
«Tak!» det dejlige lyse Udtryk kom igjen, «Vorherre har sendt Dem paa min Vej; jeg vidste nok, at han ikke slap os.» — Stille og samlet opgav hun Lægens Adresse og hvad der skulde siges.
«Lille Stakkel!» — Træbenet sattes ordentligt i Tridt, «saa hun troede Vorherre havde sendt mig ud! — hun skulde bare vidst.»
Doctoren, en kraftig gammel Herre med faste Træk, svært graat Haar, en bred, tillidindgydende Pande og gjennemtrængende Øjne, hørte alvorlig paa Invalidens Forklaring.
«Stakkels lille Pige», sagde han, næsten blødt, «jeg tænkte nok det maatte komme. — Er De hendes Slægtning?» Lars Hansen syntes at Øjnene gik heelt tilbunds i ham.
«Nej.»
«Kjæreste?»
En mørk Rødme jog heelt op i Invalidens Pande, han stødte Kuglen utaalmodig frem og sagde but: «Seer jeg ud til det?»
«Ja, hvorfor ikke,» Lægen nikkede opmuntrende, «i nogle Pigers Øjne er Sligt unegtelig en Mangel, men i andres et Fortrin, og skulde jeg ikke tage storlig Fejl, hører Jomfru Elsbeth til sidste Sort. — Jeg vilde sandelig ikke fornærme Dem ikke heller spurgte jeg af Nysgjerrighed, men fordi jeg har Planer med Pigen. Det er, saadanne Kræfter vi trænge til paa Hospitalerne, behændige Hænder og stærke, selvfornegtende Hjerter. — Jeg kjender Elsbeth ude og inde fra den Gamles lange Sygdomstid, og har tidt ønsket at kunne hverve hende.»
«Vi boe i Huus sammen,« forklarede Lars Hansen tørt, «og saa gik jeg Ærindet, men ellers kjender jeg dem ikke stort. — Ja, skal der Noget fra Apotheket, er det vel ogsaa bedst jeg henter det?»
«Tak. — Vær for hende hvad De kan, hun staaer saa ene.» —
Vejen hjem tog ikke lang Tid, Lars Hansen hørte ikke engang Lyden af sine egne Trin, saa optaget var han.
Sendt mig paa hendes Vej, tænkte han igjen, nej, det var vel snarere hende paa min Vej. — Mon Herren histoppe virkelig holdt Øje med os arme Kryb, brugte den Ene til at hjælpe og drage den Anden? — Troede man det, fuldt og fast, kom der Bund under Foden, forstod han nok.
Da han kom tilbage, stod Elsbeth nede i Gangdøren. «Tak, tusinde Tak! — det er lidt bedre med Bedstemoder nu — hun lider ikke meget, siger Doktoren. Vorherre er saa naadig!» Den unge Pige var endnu ganske bleg, men Øjnene lyste.
«Kan jeg gjøre Noget for dem, Jomfru, saa er jeg til Tjeneste.»
Der laae en Vederhæftighed og Redebonhed i de simple Ord, der husvalede Elsbeth.
Lars Hansen sad længe oppe, for det var dog muligt, at hun behøvede Hjælp. Saa var der jo ogsaa en heel Deel at tænke paa, undres over og angre. Det tomme Rum var ikke tomt længer.
Næste Morgen skinnede Solen klart paa den mørkeblaae skyfrie Himmel. Det var Søndag, og Amagerkonen kom ikke; Lars Hansen vidste det og tænkte, at Noget maatte gjøres. Saa bandt han en Strømpefod om Blykuglen, for at dæmpe Lyden, og vovede sig, for første Gang, op ad de høje Trapper. Elsbeth stod paa Gangen.
«Aa, det er Dem! — Natten gik dog taaleligt, Gud skee Lov og Tak!»
«Konen kommer jo ikke idag, og saa tænkte jeg» —
«Hvor det var venligt — nu skal jeg spørge ad.» Et øjeblik efter vinkede hun ham ind.
Nej, hvor det var en fiin lille Stue, Blomster, Solskin, blanke Ruder og blanke Meubler, Sengen saa hvid som Snee. Den gamle Kone laae ganske stille med store vidtaabne Øjne og stirrede paa ham; hun vidste godt hvem og hvad han var, men havde ikke seet ham før.
Saa hjalp de to Unge da hinanden med at bære Bedstemoder hen paa Sophaen. Hun nikkede med Øjenlaaget og stirrede saa igjen paa Lars med de underlig forskende, tørre Øjne.
«Det bliver nok godt Altsammen,» sagde han venligt, for det gjorde ham ondt for hende.
I det Samme lød Kirkeklokken. Elsbeth slap Puderne og saae op, der gik Noget over hendes Ansigt, en Fortrøstning, en Længsel. Bedstemoder lyttede ogsaa, men hendes Blik gik indad.
Da Lars Hansen kom ned i sin Stue, tænkte han, at den saae underlig trist og tom ud. Fuglene sang dog lystigt nok. «Stakkels smaa Tingester,» sagde han og begyndte at fløjte ud til dem.
Kirkeklokken lød nu igjen, klare, høje, fulde Slag, han havde aldrig hørt den saadan før. Var det ham den kaldte paa?
Invaliden aabnede Skabet, hvor hans gode Tøj hang vel afbørstet; nye Støvler stod der ogsaa, saa af den Grund behøvede han ikke at blive hjemme. Han, der kun sled halvt mod Andre, skulde ogsaa skeet Skam, om Skotøjet ikke var i Orden, tænkte han.
«Ugleseet bliver jeg jo, men det er nu engang min Skjæbne.»
Lars vidste ikke ret, hvorfor han gik til Kirke. Han trængte til en Trøst udenfor sig selv, og Længslen i Elsbeths Blik, da Klokken lod, havde ligesom viist ham Vejen. —
Hvor Kirken var kjøn indeni, og hvor Folk vare venlige; det var, som skinnede der ham et Velkommen i Møde. En fiin gammel Herre lukkede selv Stolen op og bød ham ind, og Fruen lod ham læse i sin sølvbeslagne Psalmebog. Der var Meget at see paa og lægge Mærke til, men da Præsten først begyndte at tale, glemte han det Altsammen, for der var Mening i det han sagde, og det var til ham, og det var Alvor. — Da Slutningspsalmen lød:

Min Frelser er min Hyrde god,
Min Vogter og min Nærer,
Thi grønnes Jorden for min Fod,
Alt Godt han mig beskjærer;
Jeg skal ej lide Sjælenød,
Ej heller mangle dagligt Brød;
Vel mig for saadan Herre!

grebes Lars af en stærk Trang til at komme hjem og faae talt med Vorherre, talt rigtigt med ham i Eenrum, som aldrig før.
Solen skinnede langt ind i Stuen og Fuglene sang, men Invaliden gik ind i det lille Sidekammer, hvor Vinduesskodderne altid vare for, og lukkede Døren af. To Gange drejedes Nøglen rundt, han vilde ikke forstyrres.
Henad Eftermiddagen bankede Doctoren paa Kjælderdøren.
«Halloj, er her Ingen?»
«Om Forladelse!» Lars Hansen stillede sig ret op, parat til at modtage Ordre.
«Det er nok mig, der burde sige om Forladelse. — Vil De gaae paa Apotheket for hende? — jeg tør nok sige det er sidste Gang — Og, bliv lidt, kan De vaage deroppe i Nat, for ellers maa jeg skaffe en Anden.»
«Vel kan jeg det.» Invaliden skjød forbi Lægen, han havde reent glemt sine Venner ovenpaa i disse Timer, nu gjaldt det at indhente det Forsømte.
Paa Tilbagevejen fra Apotheket mødte han Rasmus Olsens. De skulde en lille Søndagstour ud paa Kirkegaarden og vare meget pyntede og glade. Maren Christine snakkede, loe og spiste gule Blommer, som Manden bar i et Kræmmerhuus.
«Nej, vil man see, hvor det Skrog piler af,» sagde hun, idet Lars strøg forbi, «aa ja, hvorfor skulde saadan En ikke ogsaa have Lyst til at more sig.» —
Lige da Invaliden kom opad Trappen, aabnedes Kvistkammerdøren og Præsten traadte ud, den samme Mand, han havde hørt om Morgenen. «Tak for sidst,» tænkte han og traadte ærbødig tilside for at gjøre Plads. Præsten sagde ikke et Ord, men, idet han nikkede og rakte Haanden frem, følte Lars Hansen sig som løftet op i et Brodersamfund, og det lød inde i hans Hjerte: «jeg er det ikke værd; Du veed bedst, Herre! jeg er det ikke værd.»
Der var ganske stille inde hos den Syge; hun var blegere, men syntes at hvile godt. Øjet hilste ham, da han kom ind; lidt efter fæstede det sig deeltagende paa hans Been.
Lars gik tæt hen til Sengen. «Det maatte til,» sagde han varmt. — At Øjet forstod ham, var ikke til at tage fejl af.
Medens Elsbeth talte Draaberne, saae den Gamle igjen paa ham, dennegang med et spørgende, gennemborende Blik. Han kunde ikke ret tyde det, og dog fik det hans Hjerte til at banke. Hun ventede Svar, Blikket blev uroligt, hvad skulde han gjøre? saa nikkede han da — i Guds Navn! — han nikkede igjen.
Øjet saae ikke paa ham mere, det saae opad med Tak, der var fuldkommen Fred i Udtrykket, men Lars havde faaet et nyt Ansvar: «jeg vil være hende som en Broder», tænkte han.
Den Syges Aandedræt blev svagere og svagere, Farven veg mere og mere. Elsbeth laae paa Knæ ved Sengen og sang blødt og sagte:

O, Gud skee Lov! det hjemad gaaer,
Did op, hvor Faderhuset staaer,
Højt over Kors og Grave;
Hvor Himmelbroderen, Guds Søn,
Jo har beredt en Plads saa skjøn
For dem som Hjemvee have.

Det var forbi; han saae det.
«Nu er hun hjemme!»
«O, nej: — Bedstemoder, lille Bedstemoder!» Elsbeth kyssede den kolde Haand og den kolde Pande, hun lyttede efter Hjerteslaget. «O, hvor Du har været god imod mig, altid, Bedstemoder, kjære Bedstemoder!» Det var en stille Graad, men desto dybere.
Lars Hansen kunde næsten ikke holde det ud.
«Tak Gud, at hun slap uden Strid.»
«Det gjør jeg ogsaa — men hun var den Eneste, jeg havde hernede, og hun har været saa god imod mig fra jeg var ganske lille af, og jeg har tidt sat hendes Taalmodighed paa Prøve. — Min Bedstemoder!
«Skal jeg gaae?»
«Ja, Tak, — vær ikke vred paa mig — De er saa god, saa ubeskrivelig god — jeg kan aldrig» —
«Brug mig, naar De kan, vil De? — Tak»
Da Invaliden kom hjem, gik han urolig op og ned ad Gulvet Elsbeth saae saa bleg og fin ud, hvor vare de friske Roser henne? den lille Haand var heel mat og rystende, og saa den Graad. «I Morgen skal hun have Æggeblommer — jeg kjøber en Snes Æg og bringer hende — i Aften tør jeg ikke, hendes Blik bad mig altfor indstændigt om at gaae, men i Morgen!»
Trøstet af denne Plan gik Lars ud i Døren og trak Vejret. Hans Blik faldt tværs over Gaden hen paa den høje Stue, hvor Tapetudsalget var, og, underligt nok, paakom der ham, lige med det Samme, den største Lyst til at gaae indenfor og spørge hvad det smukke blaae Papir med Rankemønstret kostede. Hvor mange Stykker vilde der vel gaae til hans Stue? — Han traadte ned igjen og tog Favnemaal paa de gamle Vægge. Af og til standsede han og afviste en paatrængende Tanke med et barskt: «nej, Lars Hansen!» eller «jeg troer Du vil!» — Arbejdet optog ham saa fuldstændigt, at han ikke hørte Skridt udenfor, ikke heller mærkede, at Døren aabnedes.
«Godaften, Kammerat! Du er nok i Færd med Opmaaling?» Capitainen saae skalkagtig ud, men tilføjede strax, da Lars syntes forvirret, «her trænger ogsaa nederdrægtigt til nye Tapeter, naar jeg skal være ærlig.»
«Ja det var det jeg tænkte. — Det paahviler mig nu ogsaa at holde Lejligheden vedlige.»
«Farven?» spurgte Capitainen stadig studerende det halv bortvendte Ansigt.
«Jeg veed ikke saa lige. — Blaat plejer nok at være ægte, troer jeg.»
«Ja vel, men saa maa Du ogsaa have pæne nye Gardiner. Jeg synes Enkens gamle røde Strimler kan have udtjent.»
«Der er jo ikke stort ved dem, men alligevel.»
«Snak, det Ene maa svare til det Andet. — Naar Du først har Huset i Orden, tager jeg min Hustru herned, at hun kan see det, og saa maa Du brede Dug for os og bakke op. — Hør, Lars, Skriveriet er vel færdigt, for her er mere.»
Invaliden maatte samle sig og tænke efter. Det var jo færdigt; havde han ikke lagt det tilside lige før han saae Maren Christine. — Han syntes det var en Menneskealder siden, og stirrede heel fremmed paa sine egne Bogstaver. Munden bævede, der var Noget han gjerne vilde have sagt. «Hvad har Du paa Hjerte, Lars?»
«Det havde sin Rigtighed, hvad Capitainen dengang sagde, nu forstaaer jeg det.»
De to Mænds trofaste Haandslag sagde mere end mange Ord.
«De ere flyttede til Byen,« vedblev Invaliden, — «jeg mener hun og Manden.»
«Hvorledes! — har Du talt med hende?»
«Med dem begge. — De ere glade, for de passe sammen — og jeg er ogsaa glad, for vi passede ikke sammen.»
«Men det var dog mærkeligt, jeg troede» — Capitainen saae næsten skuffet ud.
«Jeg ogsaa — men det var en Fejltagelse. — Hun stod for mig som alt det Bedste og Dejligste, der er til — men det faldt sammen, da hun kom — aa, jeg har været en rigtig Nar — gaaet her og spildt alle disse gode Aar. — Det er for mig, som var jeg i Gjæld til Gud og alle Mennesker!»
«Det er Du ogsaa! —»
«Endnu i Gaar — tænk det var i Gaar! — da jeg satte dette Punctum her, tænkte jeg, at jeg gjerne vilde døe, naar jeg blot kunde faae hende at see, og nu — — jeg vilde ikke være Rasmus Olsen for et Kongerige!»
Capitainen saae heel forvirret ud: «Endnu i Gaar», sagde han, «jeg tænkte ellers, at et andet Billede muligt havde fyldt dit Hjerte og renset det, uden at Du selv vidste deraf.»
Lars rystede paa Hovedet, men huskede idetsamme et Par klare brune øjne, troskyldige som et Barns, rene og dybe, et Smiil fuldt af Solskin, en let og bøjelig Skikkelse, der tog saa lidt Plads som muligt, en lille hurtig Fod, der altid syntes rede til at gaae af Vejen for Enhver. Maren Christine traadte fast og tog Plads. «Han skal ikke lade sig gaae paa,» plejede hun at sige, og: «Enhver er sig selv nærmest.» —
«Vil Du have Sparekassebogen? — nu faaer Du jo Udgifter.»
«Ja, Tak» — Lars rømmede sig forlegent — «jeg havde jo rigtignok tænkt — men han kommer da nok frem alligevel — det var paa lille Frederik,» — han aandede lettet, da det først var sagt.
«Min Frederik? — men saa er Du jo en rigtig Snyder og Bedrager.» Capitainen ruskede ham i Skuldrene. «Gud velsigne Dig, gamle Dreng! nu troer jeg vi faae Fornøjelse af Dig.»
Næste Morgen listede Lars sig saa stilfærdig som muligt opad Trappen. Han havde en Flaske Øl under Armen, og bar Æggene i en lille Blikspand. Først bankede han ganske sagte paa, siden stærkere. Det varede en Stund før Døren aabnedes. og Guldsmedenkens fortrædelige Ansigt kom tilsyne.
«De er vist gaaet fejl?»
«Nej. — Med Tilladelse, hvordan har Jomfru Elsbeth det?» —
«Hun sover.» Døren viste en ængstelig Lyst til at smække i.
«Det var bare et Par Æg — for hun trænger til at styrkes — saadan to, tre Blommer ad Gangen med lidt Øl i. Maa jeg sætte det ind?»
«Paa ingen Maade», de skarpe Øjne saae mistænkeligt, næsten truende paa ham, «jeg skal nok sørge for Elsbeth. Hold De Dem paa deres Eget.»
«De kjender mig ikke,» sagde han nedslaaet over at maatte gaae tilbage med uforrettet Sag.
Amagerkonen var nu kommen, og Invaliden tyede ind i Porten.
«Saa Bedstemoder er død! — nej, hvad maa jeg høre. — Det søde Barn skal hjem til Mit, det er nu ganske vist. Der kan hun jo sidde med Handskerne, og sagtens betale det Par Krummer, hun nyder, og saa har Kirsten Selskab. — Ja, det er da godt, at den Gamle var i en Kasse, der er ingen Nød for at faae hende i Jorden. — Tak, Lars Hansen, at De har hjulpet dem, det var rigtig kjønt gjort.»
Takken lod ham føle, at hun regnede han stod heelt udenfor, og han vovede ikke at bede hende besørge Æggene, derimod bestilte han en Krands til Begravelsen.
«Saadan en rigtig kjøn en med bare Roser, og Sløjfe paa Siden. Jeg saae en forgangen Dag, røde og hvide Baand, lidt lange, det saae godt ud!»
«Men saa bliver den ogsaa pebret, Hansen.»
«Ja, ja, det faaer være.» —
Den Dag kom Elsbeth ikke tilsyne; næste Morgen saae han hende derimod gaae forbi, men fik ingen Hilsen. At Enken ordnede alt Fornødent, mærkede han snart til sin Bedrøvelse. For at trøste sig lidt kjøbte Lars Tapeterne, Gardiner, et Petroleumsapparat, sex Par Kopper og en Æbleskivepande anskaffedes ogsaa. Hvor han gik og stod, fandt han fristende Ting i Vinduerne. —
Invaliden saae heel statelig ud, da han sluttede sig til Liigtoget; Dannebrogstegnet smykkede Brystet, Holdningen var rank og strunk, rigtig militair, — der skulde jo gjøres al tænkelig Ære af den Gamle. Rosenkrandsen med de flagrende Baand bar han i stiv Arm, lidt ud fra sig.
Elsbeth gik, klædt i dyb Sorg, ved Guldsmedenkens Side; hun holdt et yndigt lille Kors, som hun selv havde bundet af Blomster og Blade fra Urtepotterne, op til sig. Den unge Pige gik ganske stille; at Taarerne randt under Sløret mærkede Ingen. Amagerkonen fuldstændiggjorde det lille Følge; hun bar en Vedbendkrands med et stort Farvel af Evighedsblomster paa Staaltraad, De ærlige Øjne vare rede: «jeg skal være hende som en Moder,» lovede hun i sit Hjerte.
Præstens Tale var ikke lang, men det var trøstefulde Ord; han dvælede ikke ved Bedstemoders Dyder, men ved Guds Godhed og Barmhjertighed.
«Det maa blive anderledes med mig,» tænkte Lars, men Guldsmedenken nejede og takkede med fine Talemaader, som dog ikke hørtes til Ende.
Da Alt var forbi, nærmede Elsbeth sig undseeligt; Invaliden forekom hende i Dag saa ærefrygtindgydende.
«Tak for Krandsen, Tak at de fulgte, Tak! — og saa Farvel og lev vel!»
Den lille tillidsfulde Haand laae et Øjeblik i hans, derpaa drog Enken hende hastig bort.
Hvorhen? var Dette et Farvel for Livet? Lars Hansen fulgte den bortrullende Droschke med Øjnene.
Opad Dagen holdt en stor, stærk Dreng udenfor Huset med en Trillebør. Amagerkonen fulgte ham ind, og lidt efter bragtes en blank Commode, Handskebordet og en Vadsæk ud paa Børen.
«Hvor gaaer det hen?» spurgte Invaliden tørt.
«Hjem til Mit. — Der har staaet en ordentlig Kamp, for Tanten vilde have hende til sig, og Doctoren vilde føre hende til Hospitalerne, som om Staklen ikke havde seet Ynk nok. — Elsbeth valgte mit Hjem, for hun maatte tænke sig lidt om først, sagde den søde Pige, og det kunde hun bedst der. — Ja, Lejligheden har hun til Flyttedag, saa de andre Meubler blive staaende. — Farvel, Hansen, og Tak for den Gang.»
«Ja Tak selv, Madam!»
Han var glad ved at vide Elsbeth paa Amager, men hvor Huset var blevet tomt. — Naa, ja, egentlig vedkom det da ikke ham.
Den fine Uniformfrakke hængtes bort, og Lars gav sig ifærd med Klisterpotten, efter først at have skrabet det gamle graagule, sprukne Papiir nøjagtigt af.
Var det den samme Stue? man skulde ikke troe det. Papiret var nu ogsaa sat rigtig godt paa, om han selv skulde sige det. — Men Bordet under Vinduerne saae klodset ud. Et lille Handskebord dukkede uvilkaarligt frem for Tanken og foruroligede ham. — «Lyset fra rette Haand, Blomster i Vinduet, den franske Fugl udenfor.» — Hvad gaaer der af Dig, Lars Hansen!
Jeg vilde nok ønske den gamle Sjæl havde magtet at tale, tænkte han videre, for det er dog en egen Sag at svare paa et Blik. Nu staaer jeg her og veed ikke hvad jeg skal gjøre; slippe hende heelt, kan jeg ikke, men igjen, — saadan en Lykke! nej, nej, hvor tidt skal jeg sige nej?
Næste Morgen gik Lars tidligt ud; han længtes efter at sidde ganske stille ved Bedstemoders Grav og tænke efter.
Der var eensomt og fredeligt ude paa Kirkegaarden; alle de smaa Vanddraaber, Nattetaagen havde efterladt, laae som blinkende Ædelstene paa Græs og Blomster, Stæren fløjtede paa anden Omgang og Havesangeren lod sin oplivende Trille høre. Tæt ved Gravhøjen stod en Bænk, han satte sig paa den og tænkte:
Er det for hendes Skyld? — nej for min egen. Men er det ikke ogsaa det, hun helst maa ønske? jo nok paa en Maade, men alligevel! Du er og bliver en Krøbling, Lars Hansen, en Krøbling, og Du har bortødt dine bedste Aar i tomme Drømme om en Anden.
Modløsheden faldt over ham, men saa lysnede det igjen. Turde han ikke bede Faderen histoppe ordne det for ham? Jo.— «Du har gjort Alting godt, Herre, skee din Villie da ogsaa i Dette.»
Lette Trin lød i Sidegangen, de nærmede sig mere og mere; Hækken skjulte ham for den Kommende og den Kommende for ham, men han følte hvem det var.
«Godmorgen!» der gik en Glædestraale over det veemodige Ansigt, «o, er det muligt, De her!»
«Jeg følte mig saa ene, da jeg gik herhen,» vedblev hun sagte, «saa usigelig forladt. — Folk ere gode imod mig, rigtig kjærlige, men det Andet var Hjemmet; vi havde jo kun hinanden, Bedstemoder og jeg. — Før tænkte jeg, at jeg vist var den Eneste, der sørgede over hende, og holdt af den Plet, hvor Støvdragten hvilede — og saa at finde Dem her. — I Gaar fik jeg slet ikke sagt rigtigt Farvel.»
«Farvel betyder Adskillelse, jeg vil helst være fri for at sige Farvel til Dem. — Mindst havde jeg ventet at træffe Dem her saa tidligt. Jeg sad i mine egne Tanker os gjennemgik Fortiden. — De maa troe, Jomfru Elsbeth! jeg staaer ogsaa ene i Verden, uden Fader, Moder, Søster eller Broder. — Dog det er ikke det Værste, det Onde man bereder sig selv, er det Værste.»
Hun saae saa deeltagende op til ham, at han fik Mod til at spørge: «Maa jeg fortælle Dem det Hele? jeg har Lyst til det.»
Om han maatte! Elsbeth lyttede aandeløs, rødmede, blegnede og græd. Det var heel sælsomt for Invaliden at gjennemtænke det nu, med saa forandrede Følelser og ved hendes Side.
«Hvor kunde hun!»
«Aa hvad, det var jo ogsaa en Skam for hende, at møde med saadan En, som mig.»
«En Skam? nej en Ære; hun fortjente ikke den Ære!»
Han loe lidt, men greb saa igjen Traaden: «I ni Aar sørgede jeg, gjemte hendes Billede, pyntede paa det og lavede det om, til det blev et andet Billede, og saa mødtes vi. — Det var en drøj Stund, men jeg indsaae snart, at Gud havde gjort Alt godt. — Hans Navn være lovet!»
«Jeg forstaaer ikke rigtig.»
«Jo seer De, jeg havde taget fejl, lige fra først af, og da det blev mig klart, lærte jeg at takke for Træbenet.»
Elsbeth saae lidt forvirret ud; Invaliden havde rejst sig op, og de gik tause ved hinandens Side. Hun troede at han var fordybet i Fortiden, medens han, i Tankerne, sammensatte et Brev til hende, Det havde unegtelig været meget nemmere, at benytte Øjeblikket og tale, men det vovede han ikke. Da de skiltes, var Lars Hansen netop kommen til Slutningen: «overiil Dem ikke, men lad mig heller ikke vente for længe paa Svar.»
«Farvel, og Tak.»
«Farvel, Jomfru Elsbeth.»
Den unge Pige gik langsomt hjem; hun var saa fuld af Deeltagelse, saa opfyldt af det Hørte. Men Invaliden hentede sin store Mappe frem, skjød de militaire Papirer tilside og begyndte paa Brevet. At Fortiden allerede var afsløret lettede godt. Nu kjendte hun det Hele og maatte selv dømme. — Han skar en ziirlig Convolut med svajet Klap, lukkede den med lidt af det tiloversblevne Klister og lagde saa Brevet i Kassen. Hun kunde faae det i Morgen tidlig, naar vilde Svaret naae ham? Lars Hansen laae længe vaagen; det lille Vækkeuhr slog tolv, et, to, tre, før Søvnen fik Magt over Tankerne.
Da han vaagnede, var det høj, lys Dag. Solen skinnede paa de blaae Tapeter; Fuglene kviddrede, pippede og sang, som spurgte de hverandre om hvor han blev af.
Lars skyndte sig at gjøre Burene istand og hænge dem ud, hvorpaa han drak sin Kaffe i Kjøkkenet, medens Petroleumsapparatet stirrede paa ham med sit udslukte Øje.
Men hvad gik der dog af de Fugle? saadan en Syngen op hørtes ellers kun om Foraaret. Invaliden traadte ud i Døren. — Nej dog, der sad et lille fiint grønt Blad paa det ene Buur, og ogsaa paa det andet, og det tredie! — hver Fugl havde sit grønne Blad. — Var det Elsbeths Svar?
Invaliden maatte ind i Sidestuen; Nøglen drejedes to Gange rundt, men før han gik ud igjen, tog han Skodderne fra og lod det klare Lys strømme ind i Kammeret.
Amagerkonen sad nok saa rolig i sin Port. «Er Jomfru Elsbeth i Byen?»
«Hun fulgtes ind med mig, men er vist allerede gaaet hjem, det Skind.»
«Har hun faaet Breve?»
«Ja, i Morges fik hun saamænd et; det var vist fra Handskemageren, for hun fik en farlig Hast efter at komme ind. — Vil De have Kartofler, Hansen? naa, ikke idag.»
Den gode Amagerkone blev meget forundret ved, da hun kom hjem om Aftenen, at møde Invaliden og Elsbeth, Haand i Haand, udenfor Huset. Det varede Noget, før hun kunde forstaae det. Den nittenaarige Elsbeth var, i hendes Tanker, endnu et Barn, og hun regnede den enogtrediveaarige Invalid for en halvgammel Fyr, der aldrig kunde tænke paa Sligt, — Naa ja, hvad, det blev jo deres Sag; skikkelig var han, og Udkommet havde han, — men hun vilde have forsvoret Dette. —
Det kan nok være at Lars Hansen fik travlt med at pudse op i Sidestuen, male alle Gulvene og Kjøkkenet, og forsyne det lille Spisekammer og Brændekjælderen.
Brylluppet stod i October. Capitainen var Invalidens Brudefører; Doctoren gik med den unge Brud, som var det hans Datter. Guldsmedenken var upasselig, men Amagerkonen mødte, og Capitainens Frue mødte med alle Børnene.
Elsbeth bøjede sig dybt, det var en saa ufortjent Lykke; Invaliden bøjede sig ogsaa, hvor lidt havde han gjort sig værdig til Dette. — «Af Naade uforskyldt» det var Grundtonen i Prædikenen, som i de to Unges Hjerter. —
Fuglene synge udenfor Huset, Roserne blomstre bag de klare Ruder, Handskemaskinen snurrer ved det ene Vindue, medens Fiil og Niptang har travlt ved det andet. Men hver Søndag, naar Klokkerne kalde, gaae to lykkelige Mennesker, Arm i Arm, til Guds Huus. — Elsbeth er selv en ydmyg lille Sjæl, men hun er stolt af sin Mand, stolt af hans Træbeen, stolt af hans Dannebrogskors, stolt af hans ærlige, oprigtige Hjertelag.