Islands Højesterets dom 1. november 2001 nr. 18/2001

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






Højesterets dom 1. november 2001 nr. 18/2001


Akureyri Kommune og
Forsikringsselskabet VÍS A/S
(højesteretsadvokat Hákon Árnason)
mod
Aðalheiður Ingadóttir
(højesteretsadvokat Þorsteinn Júlíusson)


Erstatning. Personskade. Sport. Motordrevet køretøj.

AI pådrog sig personskade i skiløb. Der var kun lidt med sne i fjeldet bemeldte gang, og der var kun en løjpe åben. På begge sider af den var næsten sneøde græstuer. Da AI var på vej ned ad løjpen så hun pludselig en snescooter komme kørende imod sig. Hun blev forskrækket og mistede balancen med den følge at hun kom ud af løjpen og ind i græstuerne hvor hun tumlede omkuld og slog nogen kolbøtter inden hun kom til standsning. Hun krævede VÍS A/S og kommunen A om erstatning i henhold til §§ 88 og 90, jf § 91 i færdselsloven nr. 50/1987. Subsidiært krævede hun A om erstatning på grundlag af culpareglen. Ved afgørelse i sagen blev der taget hensyn til at hun var en erfaren skiløber og kendte alle forhold i løjpen meget godt. Der havde været rigelig plads til at møde snescooteren i løjpen, som var omtrent 10 m bred, idet den blev ført helt ude i kanten op ad løjpen. Det fandtes at ulykken skyldtes fejlagtig reaktion hos AI men ikke fra scooteren eller dens kørsel. - - -


I pådømmelsen af sagen har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Haraldur Henrysson, Ingibjörg Benediktsdóttir og Pétur Kr. Hafstein.

Appellanterne har indanket denne sag til Højesteret 25. maj 2001. De påstår frifindelse af alle indstævntes påstande - - -

Indstævnte påstår principalt stadfæstelse af herredsrettens dom - - -

I.

Som beskrevet i herredsrettens dom pådrog indstævnte sig skade ved at dyrke skisport i Hlíðarfjall ved Akureyri den 14. januar 1996. Der var kun lidt sne i fjeldet og kun en skiløjpe var åben. På begge sider af den var græstuer med ringe snedække. Indstævnte var på vej ned ad bakken da hun så pludselig en motordrevet snescooter komme kørende imod sig. Hun blev forskrækket og tabte balancen med de følger at hun kørte ud af løjpen og ind i græsset, hvor hun slog flere kolbøtter inden hun stoppede.

I sagen kræver indstævnte appellanterne om erstatning i medfør af §§ 88 og 90 jf § 91 i færdselsloven nr. 50/1987. Hun er af den opfattelse at skaden som hun pådrog sig er en direkte følge af snescooterens brug i § 88, stk. 1 i færdselslovens forstand. Subsidært kræver hun appellanten Akureyri kommune om erstatning i henhold til culparegelen, idet det havde været uforsvarligt at have skiområdet åbent på grund af snemangel og dadelværdigt at bruge snescootere til service og tilsyn med løjperne uden nogen som helst advarselstavler.

Appellanterne mener at indstævntes ulykke ikke skyldes snescooterens brug i færdselslovens § 88, stk. 1 forstand. De mener heller ikke at ulykken skyldtes manglende agtpågivenhed hos Akureyris kommunes medarbejdere, og at ulykken alene skyldtes indstævntes egen grove mangel af agtpågivenhed.

II.

I § 88, stk. 1 i færdselsloven nr. 50/1987 siges at den som bærer ansvaret for et motordrevet køretøj skal erstatte den skade som skyldes dets brug, selv om skaden ikke kan henføres til svigt eller fejl i køretøjet eller førerens uforsigtighed og der må være årsagssammenhæng mellem bruget af køretøjet og den skade som det forvolder, og skaden må skyldes køretøjets fareegenskaber for at den objektive ansvarsregel i færdselsloven finder anvendelse.

Det foreligger at det var lidt med sne i Hlíðarfjall og kun muligt at stå på ski i en nedtrampet løjpe. Vejret var fint denne dag, halvoverskyet og ingen nedbør. Indstævnte er en erfaren skiløber og har dyrket skisport siden i sine ungdomsår. Hun var løbet nogle ture i løjpen inden ulykken indtraf, og hun havde også været i fjeldet dagen før. Hun forklarede i en politirapport at som blev optaget tre dage efter ulykken, at hun havde vidst nøjagtig hvordan løjpen var, og der havde været godt føre og løjpen udmærket. KG, snescooterens fører, og ÖJ som stod på ski i samme løjpe som som indstævnte, forklarede at løjpen havde været omkring 10 m bred. De forklarede at der havde været rigeligt med plads for at kunne mødes, og ingen fare for sammenstød. Fodgængeren GB som også havde befundet sig i fjeldet mente at løjpen var mindre end 10 m bred, men dog bred nok til at indstævnte kunne møde snescooteren.

I Hlíðarfjeldet er det ret hyppigt at skiområdets medarbejdere kører rundt i snescootere, og indstævnte har for retten forklaret at hun har set de ansatte i skiområdet køre rundt i fjeldet „ igennem årene fra tid til anden.”

Da ulykken indtraf var KG, skiområdets ansatte, på vej op ad bakken i en snescooter for at reparere en skilift der var gået i stå. Der var få skiløbere i fjeldet denne dag, og KG havde lagt mærke til at de holdt sig mest i venstre side af løjpen, d.v.s. ved den nordlige kant af løjpen. Han holdt sig derfor i den sydlige side, og var helt ude ved kanten. Han havde ikke lagt mærke til at der var nogen fare på færde, da han så indstævnte komme ned ad bakken og troede at hun ville løbe forbi ham. Da havde hun pludselig drejet til højre i bakken foran snescooteren og ud af løjpen. Der var så stor afstand mellem dem da hun drejede foran snescooteren, at de kunne begge have standset, uden nogen som helst risiko for kollision. Der ville ikke bære opstået nogen fare hvis hun havde fortsat løbet lige ned i stedet for at foretage drejemanøvren.

Vidnet GB forklarer at han havde lagt mærke til snescooteren da han var på vej op ad løjpen fra skihotellet. Han forklarede at snescooteren havde været yderst i nordkanten “lige så langt ude i kanten som den kunne være”, men indstævnte havde været i den anden kant. Vidnet ÖJ var på vej ned ad løjpen da han havde lagt mærke til snescooteren som blev ført op ad løjpen i retning med ham. Lige inden ulykke skete var indstævnte løbet forbi ham i løjpen. Hun havde løbet i “styrtl­øb” og havde “haft noget fart på” og var gået direkte nedad. Han havde forventet at hun ville møde snescooteren i løjpen sådan som han havde tænkt sig, idet der var tilstrækkelig plads til at mødes. Han havde derimod ikke set da selve ulykken skete.

Indstævnte forklarer at bemeldte gang var hun taget med skiliften op til Strýta og derfra med en anden skilift op til toppen. Han var taget af sted i styrtløb ned ad løjpen og stod i oprejst stilling på skierne. Hun befandt sig i løjpen nord for Hjalla-liften da hun pludselig så en snescooter komme op imod sig med “god fart”. Hun kunne ikke gøre sig klart hvor hun selv eller snescooteren var placeret i løjpen. Hun blev meget forskrækket da hun så snescooteren og hun drejede lidt til venstre for at komme forbi den, men da havde føreren drejet i samme retning og derfor drejede hun over til højre side og kørte derved ud af banen. Adspurgt i retten hvorfor hun ikke havde lagt mærke til snescooteren under sin nedtur i løjpen svarede indstævnte “jeg er ikke af sådan natur at jeg kigger langt væk”.

III.

I henhold til skireglerne der gælder i skiområdet i Hlíðarfjeldet skal skiløberne indrette sin fart i forhold til omstændighederne og sin færdighed og alt styrtløb er forbudt i skiløjperne. En skiløber som er øverst i løjpen skal udvise atgpågivenhed overfor dem, som er neden for ham. Det må forventes at en skiløber følger med i det som ligger forude og at han er i stand til at reagere på forhindringer så snart som de bliver synlige.

Som tidligere forklaret var indstævnte en rutineret skiløber og kendte alle forholdene godt i Hlíðarfjeldet. Der var sagtens nok passage for hende til at møde snescooteren i løjpen, der var omtrent 10 m bred, men snescooteren blev ført i dens sydlige side. Det findes ikke at være bevist at snescooterens fører drejede i samme retning som indstævnte, da hun ville passere ham, men indstævnte har bevisbyrden for sin påstand herom. Indstævnte kom med stor hastighed ned ad en stejl bakke. Hun burde have styring på sin fart da hun så slæden, som hun ikke havde lagt mærke til. Der er intet som tyder på at indstævnte blev tvunget ud af løjpen for at afværge en overhængende fare der skyldtes snescooteren. Det anses derfor at hendes fejlagtige reaktion er skyld i ulykken, men ikke snescooterens kørsel eller brug. Der stammede ikke nogen reel fare fra scooteren, og indstævntes skade er derfor ikke en adækvat følge af snecooterens farlige egenskaber eller brug jf. § 88, stk. i færdselslovens forstand. Herefter vil appellanten være at frifinde for indstævntes principale påstande - - -

IV.

Subsidiært rejste indstævnte sin påstand på at Akureyri kommune bar skyld for sine medarbejdere. Det tiltrædes ikke at det var uforsvarligt at have skiområdet åbent, selv om der var lidt med sne uden for løjperne. Skiløbere må selv foretage en bedømmelse af hvorvidt de vil stå på ski under sådanne forhold. Selv om kørsel af snescootere er forbudt i skiområdet, findes forbuddet ikke at gælde for snescooterkørsel der bruges til service af driften. Det er gængs at de ansatte i skiområdet kører i snescooterne langs med kanten af løjperne når det er lidt med sne uden for disse, hvilket er naturligt. Den omtalte snescooter var rødfarvet og med tændte lygter og skulle derfor ikke overses ved normal agtpågivenhed. Det findes ikke at appellanten Akureyri kommunes medarbejdere bærer skyld i ulykken og derfor bliver den også frifundet for det subsidiære krav.

- - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Appellanterne Akureyris kommune og Forsikringsselskabet VÍS A/S bør frifindes for krav fra indstævnte Aðalheiður Ingadóttir. - - -

PD-icon.svg Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da §9 i islandske lov om ophavsret (höfundalög) (engelsk oversættelse) siger, at love, regulativer, administrative forskrifter, domme og lignende offentlige dokumenter ikke er genstand for ophavsret, ej heller er offentlige oversættelser af sådanne dokumenter.