Islands Højesterets dom 13. december 2001 nr. 211/2001

by Islands Højesteret

Højesterets dom 13. december 2001 nr. 211/2001

Eva Magnúsdóttir
(højesteretsadvokat Guðni Á. Haraldsson)
mod
Bergur R. Magnússon
(højesteretsadvokat Dögg Pálsdóttir)

Familieret. Ugifte samboende. Opgørelse af formuen.

E og M optog samliv uden at være gift i september 1995 og det blev ophævet i december 1997. I september 1995 købte de en fast ejendom for 11 million kroner og boede i den i samlivsperioden. Udbetalingen udgjorde 3 million kroner, medens den anden del af købeprisen bestod i overtagelse af pantegæld. Det er uomtvistet i sagen at M lagde alene frem penge til udbetalingen og betalte afdrag og renter af de lån som de overtog. Til trods for dette blev de begge to registreret som købere i ejendomshandelen og skødet blev tinglyst i denne form. Da de ophævede samlivet krævede E anerkendelse af sin ejendomsret til halvdelen eller en mindre del af ejendommen. I Højesterets dom blev det fremhævet at anførelsen af ejendomsretten til ejendommen i købekontrakten og skødet udtrykte at der var sandsynlighed for at hver af dem havde ejet halvdelen af den. Derimod blev det ikke antaget at tinglysningen af ejendomsadkomsten fører til denne konklusion. - - - Det forholder sig således i sagen at det er anerkendt og ubestridt at alle pengene til ejendomskøbet kom fra M og ingen fra E. I sagen påstod E endvidere at hun havde med sit arbejde i hjemmet i den fælles husholdning og med udgifter i den forbindelse erhvervet ret til en del af ejendommen. Dette fik hun ikke medhold i, blandt andet fordi samlivet havde været kortvarigt og det kunne ikke ses at der var opstået økonomisk fællesskab mellem dem. - - - Kravet fra E blev afvist.

I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Gunnlaugur Claessen, Árni Kolbeinsson og Ingibjörg Benediktsdóttir.

Appellantinden har indanket sagen til Højesteret den 11. juni 2001. Hun påstår principalt at hendes ejendomsret til 50% af den faste ejendom nr. 203 i Fannafold i Reykjavík bliver anerkendt, subsidiært at hendes ejendomsret til en mindre del af ejendommen bliver anerkendt - - -

Indstævnte påstår stadfæstelse af den indankede dom - - -

I.

Parterne boede sammen ugifte i samliv der begyndte i september 1995 og blev ophævet i december 1997. Med en købekontrakt og skøde af 6. september 1995 købte de ejendommen nr. 203 i Fannafold i Reykjavík til 11.100.000 kroner og boede i den i samlivsperioden. Udbetalingen udgjorde 3.076.207 kroner, medens resten af købeprisen blev afviklet i form af overtagelse af pantegæld. Det er uomtvistet at indstævnte ydede penge til udbetalingen og betalte afdrag og renter af de lån som de overtog, men en del af disse betalte han fuldt ud, idet renter af den var meget ugunstige. Til trods for dette blev begge sagens parter skrevet op som købere i ejendomshandelen og skødet blev derefter tinglyst i den form. Herredsretten har i sin dom beskrevet nøje de forklaringer som begge parterne har givet om hvorfor appellantinden blev opført som køber sammen med indstævnte, til trods for at pengeydelserne til købet udelukkende kom fra ham. Det er oplyst at såvel i samlivsperioden som senere har indstævnte betalt ejendomsskylden af ejendommen, undtagen i året 2000, da appellantinden betalte en del heraf. I henhold til en opgørelse over fordelingen af udgifterne i samlivsperioden, som appellantinden har fremlagt for Højesteret, fremgår at indstævnte betalte en del af ejendomsskylden af appellantindens lejlighed i Unufell 48 i Reykjavík og reparation af hendes bil, ialt knap 200.000 kroner. Af samme opgørelse fremgår at værdien af appellantindens arbejde i hjemmet, udgifter ved indkøb af fødevarer til husholdningen og halvdelen af “andre konsumvarer i henhold til konsumoversigt fra Islands Statistiske Bureau” udgør ialt knap 4.000.000 kroner. Det er uomtvistet at i samlivsperioden havde indstævnte alene betalt udgifter til energiforbrug, telefon, radiolicens, fjernsynslicens og forsikringer.

II.

Den ovenfor beskrevne angivelse af ejendomsretten i købekontrakten og skødet som er tidligere nævnt, tyder på sandsynlighed for at hver af parterne ejede halvdelen af ejendommen, sådan som appellantinden påstår. Det kan derimod ikke bifaldes med hende at tinglysning af ejendomsadkomsten fører til denne konklusion. For at omstøde den sandsynlighed, som den tinglyste ejendomsadkomst tyder på, må indstævnte fremføre bevis for at parternes bidrag til ejendomsdannelsen var forskellige, hvilket skulle føre til et andet resultat. I denne sag forholder det sig således, at det er både anerkendt og ubestridt, at alle penge til ejendomskøbet kom fra indstævnte og intet bidrag kom fra appellantinden. Hun har derimod påstået at ved registreringen af halvdelen af ejendommen på hendes navn havde dette indeholdt en gave fra indstævntes side og denne beslutning havde han truffet villig og uopfordret. For retten havde hun forklaret det følgende: “ Vi ville bo sammen, hvilket vi gjorde, jeg mener at han bare ville give mig halvdelen, eller – og jeg betalte min halvdel ved at tage mig af hjemmet.” Indstævnte protesterer imod dette. Bl.a. påstår han at da købet blev indgået havde meningen været den at appellantinden ville sælge sin lejlighed og således bidrage med penge, men dette blev ikke tilfældet da det kom til stykket. Hans forklaring er iøvrigt gengivet i herredsrettens dom. Det tiltrædes med indstævnte at det ikke findes bevist at der var tale om en gave, og der er intet fremkommet om at han ville sikre hendes stilling i særlig grad helt uden hensyn til hvilken ydelser hun bidrog med. Appellantinden selvangivelse for 1997 ligger fremme, hvori hun har indført følgende kommentar: “ Ikke opgjort afbetaling med samejer for ejendommen F…” Når alt tages i betragtning må appellantindens søgsmålsgrund afvises, at hun var blevet ejer af halvdelen af ejendommen ved gavedisposition.

Appellantinden har rejst sin påstand på at med sit arbejde i den fælles husholdning og udgifter til hjemmet har hun erhvervet en del i den værdiforøgelse, som ejendomskøbet medførte for hende. Indstævnte har derimod påstået at begge parter bidrog med arbejde og midler til hjemmet, foruden at han bestrider at der skulle være sket nogen værdiforøgelse ved købet, navnlig fordi han havde betalt med sine opsparede penge. Retten finder angående dette, at parternes samliv varede i kort tid og at der ikke var opstået noget større økonomisk fællesskab imellem dem. De tjente begge indtægter uden for hjemmet og betalte omkostninger ved dets fælles drift. Mod indstævntes protest finder retten ikke at appellantindens arbejde og direkte ydelser har skabe grundlag for at hun erhvervede del i ejendomsretten til ejendommen. I betragtning af dette og iøvrigt med henvisning til præmisserne i herredsrettens dom vil den være at stafæste.

- - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Herredsrettens indankede dom bør ved magt at stande.

- - -