Islands Højesterets dom 15. marts 2001 nr. 395/2000

by Islands Højesteret

Højesterets dom 15. marts 2001 nr. 395/2000

Jón Sigurðsson
(højesteretsadvokat Jón Steinar Gunnlaugsson)
mod
Forsikringsselskabet Sjóvá-Almennar A/S
(højesteretsadvokat Ólafur Axelsson)
og kontrasag

Erstatning. Personskade. Erhvervsevnetab. Godtgørelse for varigt mén. Grundloven.

J var læge, specialist på Rigshospitalets narkoseafdeling da han kom til skade i en bilulykke. Skaden medførte lammelse i ben og overkroppen op til skuldrene og stærk lammelse i armene. Varigt erhvervsevnetab fastsattes til 100% og varigt mén fastsattes til 90%. Ved udbetaling af erstatning fra S til J stillede J tre forbehold. For det første at bestemmelsen i § 7. stk. 3 i erstatningsansvarsloven nr. 50/1993 om maksimum for indtægter i sammenligningsgrundlaget var i strid med hans grundlovssikrede rettigheder. For det andet at han ikke fik betalt tillæg til erstatning for varigt mén i medfør af hjemmel i § 4, stk. 1 i den nævnte lov og for det tredje - - -Han nedlagde påstand om betaling af de erstatningsydelser som manglede ifølge de anførte forbehold. Højesteret kom til det resultat at lovgivningsmagtens skøn som fremgår af § 7, stk. 3 i lov nr. 50/1993 ikke var usagligt. Det omfatter alle på samme måde som er i en lignende situation og overstiger indtægtsgrænsen, som ligger til grund, og det findes ikke at dette strider mod grundlovens § 65. Hvad angår betaling for godtgørelse for varigt mén gjorde J gældende at om hans mén gjaldt helt specielle hensyn, idet hans stilling og forhold var forstyrret i meget høj grad. Højesteret tiltrådte at retfærdighed talte for at hans godtgørelse blev forhøjet herfor, idet det vurderede 90% varige mén ikke fandtes at give fuld dækning for hans mén. Godtgørelsen blev forhøjet med 35%. - - - Dissens.

I pådømmelsen af denne sag har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Pétur Kr. Hafstein.

Hovedappellanten indankede sagen til Højesteret 24. oktober 2000. Han nedlægger påstand om at kontraappellanten dømmes til at betale ham rest af erstatning for personskade, varigt mén og advokatsalær på kr. 5.850.860 - - -

Kontraappellanten indbragte sagen for Højesteret 13. december 2000 og påstår frifindelse af alle hovedappellantens krav - - -

I.

Hovedappellanten som er uddannet læge og arbejder på Rigshospitalets narkoseafdeling kom til skade i en bilulykke på Reykjanesbraut den 21. december 1998, hvilket er nærmere beskrevet i herredsrettens dom. Han fik brækket halsen og to halshvirvler blev dislokeret med den følge at rygmarven neden for læsionsområdet blev ødelagt. Han er totalt lammet i benene og overkroppen op til skuldrene og hans arme er lammet i høj grad. I henhold til vurdering fra 4. november 1999 af hans erhvervsevnedygtighed erklærede læge Jónas Hallgrímsson at der tale om varig lammelse og at der ikke er udsigt til bedring om at den reduceres. Ved vurdering af det varige mén, som lægen skønnede 90%, henviste han til at hovedappellanten var afhængig af udstrakt hjælp til de fleste dagligdags gerninger, men ulykken havde ikke medført nogen mental skade. Lægen vurderede erhvervsevnetabet til 100% på grund af ulykken. Det kan tænkes at hovedappellanten kan udføre noget arbejde hvor hans uddannelse og praktiske erfaring kan anvendes, men hertil kræves dyrt teknisk udstyr og stor assistance fra andre med store omkostninger.

Sagens parter er enige om at lægge lægens vurdering til grund som forhandlingsgrundlag for erstatning for personskade og godtgørelse for varigt mén til hovedappellanten. En aftale om erstatningsydelser til ham blev indgået og de blev betalt den 4. februar 2000. Ialt udgjorde erstatningsbeløbet kr. 46.229.239. Samtidig stillede hovedappellantens advokat forbehold om tre punkter, som angår følgende uoverensstemmelser:

For det første at § 7, stk. 3 i erstatningsansvarsloven nr. 50/1993 om maksimum af indtægter i sammenligningsgrundlaget i de sidste 12 måneder inden ulykken var i strid med hovedappellantens grundlovssikrede rettigheder, men ved beregningen af erstatning for personskade var dette indtægtsgrundlag lavere end hans faktiske indtægter i de sidste 12 måneder inden ulykken indtraf.

For det andet at der ikke blev betalt tillæg til godtgørelsen for varigt mén i henhold til erstatningsansvarslovens § 4, stk. 1.

- - -

I sagen kræver hovedappellanten kontraappellanten om disse ydelser, som han mener at manglede i totalopgørelsen, jf de forbehold som er beskrevet ovenfor.

II.

På det tidspunkt hovedappellanten kom til skade var gældende erstatningsansvarslov nr. 50/1993 med ændringer som blev indført ved lov nr. 42/1996. Ifølge lovens § 5, stk. 1 er den som lider personskade, der medfører varig nedsættelse af erhvervsevnen, berettiget til erstatning for varigt tab af erhvervsevne. I henhold til stk. 3 i samme artikel skal erhvervsevnetabet beregnes i procenter (erhvervsevnetabpoints). I henhold til § 6 skal størrelsen af erstatningen svare til 10 gange årslønnenen hos skadelidte, jf § 7, multipliceret med erhvervsevnetabspoints. I § 7, stk. 1 siges at som årsløn skal beregnes skadelidtes totale arbejdsindtægter i det næste år inden den dag, som han kom til skade. Ifølge stk. 3 i artiklen siges at der ikke skal regnes med højere årsløn end 4.500.000 kroner. Dette beløb skal ændres i takt med ændringer af låneindekset, hvilket nærmere er beskrevet i lovens ­§ 15.

Da parterne indgik den foran anførte overenskomst om betaling i januar 2000 udgjorde det maksimale beløb i medfør af lovens § 7, stk. 3 5.252.850 kroner. Det var derimod uomtvistet at hovedappellanten havde fra begyndelsen af året indtil slutningen af året han kom til skade i, haft arbejdsindtægter på 5.704.766 kroner. Han påstår at han er berettiget til erstatning, der beregnes fra dette beløb. Det resterende beløb ifølge dette er 3.073.029 kroner, og der er ingen talmæssig uenighed om denne beregning.

Hovedappellanten rejser sit krav om betaling af dette beløb derpå, at erhvervsevnen anses for at være en ejendomsret, som nyder beskyttelse af § 72 i republikken Islands grundlov nr. 33/1944 jf statsforfatningslov nr. 97/1995. Hans ret til fuld erstatning fra skadevolderen for tab af erhvervsevnen nyder hermed denne beskyttelse. Lovgivningsmagten er ikke berettiget til at indskrænke disse rettigheder, men med bestemmelsen i § 7, stk. 3 om maksimumgrænsen i indtægtsgrundlaget, er de faktisk indskrænket. Loven har som udgangspunkt at den generelle beregning af fuld erstatning for erhvervsevnetab i loven, d.v.s. ti gange årsløn ganget med erhvervsevnetabspoints jf § 6, stk. 1, indebærer fuld erstatning. Dette indebærer efter hovedappellantens mening ulovlig diskriminering. Han får ikke hele sit tab erstattet, selv om andre skadelidte, som ikke når op til indtægtsgrundlaget, for alt deres tab erstattet.

I bemærkninger som fulgte med lovudkastet som blev til erstatningsansvarslov nr. 50/1993 blev anført at der var to slags argumenter for at begrænse erstatningen til et anført maksimum. På den ene side fandtes det naturligt at personer med usædvanlig store indtægter selv skulle bære tab af denne del af indtægterne som overstiger det som er sædvanligt blandt personer med høje indtægter. Personer med store indtægter kan nemt købe forsikringer som sikrer dem erstatning for skade som de kan lide på grund af denne begrænsing. På den anden side fastslås at det som regel er en betydelig fordel at ydelser fra den sociale forsikring og andre erstatninger fra tredje mand ikke trækkes fra erstatningskravet.

Det er fremkommet i sagen at bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 7, stk. 3 har et sidestykke i den danske erstatningsansvarslov.

Fra kontrappellantens side henvises til de anførte synspunkter hos lovgivningsmagten og det understreges at heri findes en vurdering, som er saglig, og at domstole ikke kan ændre på den. Der henvises fra hans side endvidere til at hovedappellanten var berettiget til ydelser og erstatning fra andre hold, som kommer i tillæg til de beløb, som han får fra kontraappellanten. Han henviser bl. a. til at som statsansat var hovedappellanten berettiget til en ulykkesforsikring for 90% af varigt mén, næsten 6,5 million kroner, og desuden er han berettiget til invalidepension fra pensionskasse. Endvidere henviser han til en gruppeforsikring for læger i henhold til en aftale mellem Reykjavíks Lægeforening og et bestemt forsikringsselskab. I processkrift i herredsretten opfordrede kontraappellanten hovedappellanten til at fremlægge oplysninger om hans ret til godtgørelser og andre betalinger end skadeserstatning i anledning af ulykken. Hovedappellanten har ikke mødt denne opfordring idet han mente at disse oplysninger ikke var af betydning for afgørelsen i sagen.

I Højesterets dom af 22. maj 1998, H.1998.1976, blev det fastslået at personers erhvervsevne udgør ejendomsrettigheder, som nyder beskyttelse af § 72 i grundloven. Derimod er det utvetydigt at lovgivningsmagten har hjemmel til at sætte regler om, hvordan erstatning skal fastsættes når erhvervsevnen indskrænkes, for så vidt formålet med sådanne regler er at fuld erstatning skal ydes. I den anførte dom behandledes spørgsmålet om den statsforfatningsmæssige gyldighed af §§ 5-7 i erstatningsansvarsloven, sådan som loven blev vedtaget i 1993, men bestemmelsen om maksimum i § 7, stk. 3 kom ikke i særlig betragtning. Det blev fremhævet i dommen at det kunne ikke ses andet end at de anførte bestemmelser var støttet på saglige synspunkter og at de ikke indebar diskriminering. Når alt toges i betragtning fandtes det ikke at være påvist i sagen at loven ikke kunne tjene det formål at sikre fuld erstatning og at loven indeholdt lovgivningsmagtens klare og utvetydige vurdering, som ikke blev, sådan som sagen stod, rokket ved af domstolene.

Det er åbenbart at § 7, stk. 3 i erstatningsansvarsloven um godtgørelse for varigt mén faktisk indebærer en bestemmelse om maksimalt grundlag på de præmisser, som fremgår af lovudkastet til loven og er blevet anført ovenfor. Det er et anerkendt princip at til trods for grundlovens bestemmelse i § 72 kan lovgivningsmagten lovfæste forskellige begrænsninger af og indskrænkninger i ejendomsretten uden at det fører til erstatningspligt, for så vidt de bygger på generelle saglige årsager og ligestilling iagttages. Det bør have i tankerne at det næppe lader sig gøre at vurdere individets erhvervsevne som en fast og uforanderlig størrelse og derfor må lovgivningsmagten gives noget spillerum når den fastsætter erstatning for indskrænkning heraf. Det er i og for sig ikke noget unaturligt i at ved fastsættelse af erstatningen bruges i hovedtrækkene en almindelig målestok. Det tages blandt andet i betragtning at de ansvarspligtige kan undgå erstatningskrav ved at tegne forsikring, og præmier af sådanne forsikringer spiller en rolle. Det findes ikke usagligt at forudsætte at de, som i nogen grad falder udenfor den generelle målestok, som f. eks. fordi de har større indkomster, tegner en særlig forsikring med henblik herpå. Det er endvidere af betydning at ifølge § 5 i lov nr. 50/1993 skulle der fra erstatningskravet ikke fratrækkes erstatning, som skadelidte muligvis får fra tredje mand for personskade, som f. eks. fra den sociale forsikring, pensionskasse eller forsikringsselskab. Det må siges at denne regel i loven ikke mindst har været til fordel for skadelidte, der har været i en lignende situation som hovedappellanten, og egnet til at forbedre deres lod i yderligere grad, til trods for at der fra lovgivningsmagtens side i starten også henvistes til at multiplikationskvotienten ifølge lovens § 6, stk. 1, der faktisk blev forhøjet ved lov nr. 42/1996 fra 7,5 op til 10, blandt andet stammede herfra.

Når de anførte forhold tages til en samlet vurdering kan retten ikke finde at lovgivningsmagtens vurdering, som klart fremgår af den ofte nævnte bestemmelse, anses for at være usaglig. Det gælder for alle de personer, som er i en lignende situation og overskrider indtægtsmæssigt de fastsatte grænser, som der regnes med, og det findes ikke at dette er i strid med § 65 i grundloven, jf § 3 i statsforfatningsloven nr. 97/1995. I henhold til dette bliver hovedappellantens krav som bygger på at § 7, stk. 3 i erstatningsansvarsloven strider mod hans grundlovssikrede rettigheder, ikke taget til følge.

III.

Af § 4, stk. 1 i erstatningsansvarsloven, sådan som den lød på det omtalte tidspunkt, fremgik at ved fastsættelse af varigt mén skulle der tages hensyn til af hvilken art og hvor omfattende følgerne var af skaden set ud fra medicinske synspunkter, samt til de ubehageligheder som det forvoldte skadelidte i hans liv. Varigt mén blev vurderet til points og skadelidtes tilstand skulle vurderes på det tidspunkt da det var blevet stationært. Herefter siges i bestemmelsen: „ Når mén er totalt (100%) skal godtgørelsen være 4.000.000. Ved mindre méngrader nedsættes dette beløb i direkte proportion. Når særlige forhold gør sig gældende kan der bevilges større godtgørelse, dog aldrig større end 6.000.000 kroner.” Ifølge § 10, stk. 3 skal erhvervsevnenævnet udarbejde en tabel over méngrader.

Sammenligningsgrundlaget for 100% varigt mén udgjorde ifølge lovens § 15 4.669.000 da det tidspunkt kontraappellanten udbetalte erstatning til hovedappellanten, som er tidligere beskrevet. Betalingen var for 90% varigt mén, således at beløbet blev 4.202.100 kroner. Hovedappellanten nedlægger påstand om at få dette beløb forhøjet med 50%, eller 2.101.050 kroner i tillæg, ud fra de forudsætninger at hans stilling og forhold falder under artiklens beføjelsesbestemmelse om forhøjelse af godtgørelsen. Der er ikke talmæssig tvist om denne beregning.

Hovedappellenten påpeger at vurdering af varigt mén i henhold til lovens § 4, stk. 1 først og fremmest tager sigte af skadens følger ud fra et medicinsk synspunkt og at en sådan vurdering foretages efter tabeller om méngrad. Forhøjelsesbeføjelsen skal klart tjene det formål at give spillerum til forhøjelse når der er til stede omstændigheder, som tyder på at ménet er større end blev fastsat med den medicinske målestok. Det er klart at dette kan være tilfældet selv om méngraden efter tabellen ikke kom op på 100%.

Kontraappellanten gør gældende at der er betalt fuldstændig erstatning i forhold til 90% varigt mén i henhold til en vurdering, som er ubestridt. Bestemmelsen om at der kan hjemles forhøjelse når ganske særlige forhold gør sig gældende, bør udelukkende gælde i tilfælde hvor fire millioners grænsen for 100% inviliditet overskrides.

I bemærkninger til lovudkastet som blev til erstatningsansvarslov er der anført at i undtagelsestilfælde kan erstatning, hvor grænsen på fire millioner kroner er nået, findes utilstrækkelig, navnlig hvor skadelidte er blevet udsat for en række legemsskavanker, f.eks. hvis hans lemmer er hårdt kvæstede eller han har mistet syn på begge øjer. Hjemmelen til at betale større godtgørelse, når sælige forhold er til stede, er indført med henblik på at gøre det muligt at yde større godtgørelse i sådanne tilfælde.

Da erstatningsansvarslovens § 4 blev ændret ved lov nr. 37/1999 blev der indført en tabel om godtgørelse i henhold til skadelidtes alder på ulykkesdagen for totalt, 100%, mén. I stk. 3 siges at ved mindre méngrader nesættes disse beløb forholdsmæssigt. Når særlige omstændigheder foreligger er det dog tilladt at betale større godtgørelse, optil 50% større end tabellen opgiver. I bemærkninger til lovforslaget til denne lov siges at der ikke er krav om at det varige mén skal udgøre en bestemt grad, for at der kan være mulighed for at anvende denne hjemmel.

Når den oprindelige ordlyd i bestemmelsen i § 4, stk. 1 i erstatningsansvarsloven og ændringen af denne vurderes, findes det ikke helt sikkert at den bør fortolkes på den måde som kontraappellanten har påstået. Det materielle grundlag understøtter at bestemmelsens forhøjelseshjemmel ikke er bundet af totalt mén, og at hjemmelen kan anvendes ved en mindre méngrad. Bestemmelsen bliver derfor fortolket i hovedappellantens favør hvad dette angår. Herefter tages til afgørelse hvorvidt der findes at være til stede særlige omstændigheder, der retfærdiggør at der betales større godtgørelse for varigt mén.

Hovedappellanten har bygget på at om hans mén gælder specielle synspunkter. Der er tale om en læge, som var ved godt helbred inden ulykken, og hans stilling og forhold blev ændet totalt. Han bliver bundet til en rullestol resten af sit liv. Han trænger hjælp til en hel række af dagligdags handlinger, som f. eks. at klæde sig på og klæde sig af, komme op i og ud af rullestolen, skubbe sig frem, over tærskler og trange døre, gå på toilet og gøre sin toiletstykker, spise, bruge fingrene bl.a. til at blade i aviser eller bøger, arbejde på en computer og mange andre handlinger. Desuden er mulighederne til at nyde hobby og friluftsaktiviter blevet spildt. Et mere alvorligt mén kan næsten ikke tænkes.

Med hensyn at det faktum at hovedappellanten er afhængig af andres hjælp ved de vigtigste handlinger i dagligt liv, kan retten tiltræde at det 90% vurderede varige mén ikke rækker til at dække hans mén fuldstændigt. Det findes derfor retfærdigt at han får forhøjet godtgørelse, men sådan som forholdene er og med hensyntagen til lovgivningsmagtens bemærkninger med forslaget til erstatningsansvarsloven, findes den passende erstattet med 35% forhøjelse. Herefter vil godtgørelsen blive forhøjet med 1.470.735 kroner fra det beløb som kontraappellanten havde betalt ham.

IV.

- - -

V.

I henhold til det ovenfor anførte bliver kontraappellanten dømt til at betale hovedappellanten ialt 1.761.490 kroner (1.470.735 + 290.755) - - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Kontraappellanten Forsikringsselskabet Sjóvá-Almennar A/S bør betale hovedappellanten Jón Sigurðsson 1.761.490 kroner - - -